Tilbage til E-bøger

ALLAN

 

 Han var lige kommet op fra de underjordiske toiletter på Rådhuspladsen, da han mærkede en hånd på sin ene skulder.

 En rolig stemme sagde.

 Hør, er du ikke lidt for ung til at gå alene omkring her på denne tid af aftenen. Klokken er over 12. Skulle du ikke ligge hjemme i din seng på denne tid.

 Drengen vendte sig med et ryk og så på manden, der smilede venligt til ham.

 Joh, det skulle jeg vel, men jeg er gået hjemmefra, så jeg har ikke noget sted at være.

 Det lyder ikke så godt. Hvad siger du til at gå med mig hjem, så kan vi snakke lidt, og jeg kan nok også finde et sted, hvor du kan sove. Hvor gammel er du egentlig.

 Jeg er næsten fjorten. Men hvor bor du.

 Et stykke her fra, men min bil holder her ovre.

 De følges ad over til bilen. Da de har sat sig ind, siger manden.

 Ja, jeg hedder Werner, hvad hedder du.

 Jeg hedder Allan.

 Det giver et lille sæt i manden.

 Husk sikkerhedsselen, så kører vi.

 Ude på Frederiksberg holder de udenfor en villa.
 Ja, her bor jeg så, kom med indenfor og velkommen.

 Inde i gangen kommer en dejlig schäferhund dem i møde.

 Manden smiler.

 Det her er så King, og det er Allan.

 King sætter sig på halen og vifter med højre forpote.

 Uvilkårligt sætter Allan sig på hug og tager poten og får til gengæld et kraftigt slik i hovedet.
 Manden begynder at le.

 Det ser ud til, at King kan lide dig. Gå nu ind i stuen, skal jeg lave noget kaffe eller te, eller vil du hellere have en sodavand, er du for øvrigt ikke sulten.
 Allan ser forvirret på ham.

 Hvorfor er du så flink imod mig.

 Manden ser tankefuldt på ham.

 Måske, fordi jeg kan mærke, at du trænger til det. Det kan vi snakke om om lidt. Vil du have noget at spise, eller bare noget at drikke.

 Allan ser på ham.

 Jeg vil gerne have en sodavand, men jeg er også lidt sulten.

 Hvornår har du sidst fået noget at spise.

 I middags.

 Kan du nøjes med et par ostemadder.

 Det ville være dejligt.

 Allan går ind i stuen, og Werner går ud i køkkenet. Lidt efter kommer han ind med en sodavand og et par ostemadder på en tallerken.

 Allan har sat sig forsigtigt på en stol, og da Werner har sat sodavanden og ostemadderne foran ham, sætter han sig også ned.

 Værsågod, spis nu, så snakker vi bagefter.

 King har lagt sig ved Werners fødder.

 Da Allan har spist to ostemadder og drukket noget af sodavanden, siger Werner.

 Nå, lad mig så høre.

 Du siger, at du er gået hjemmefra, hvis du har lyst, så fortæl mig hvorfor, og lad mig så også høre, hvordan du har klaret dig med mad og et sted at sove og sådan noget.

 Allan ser alvorligt på ham.

 Jeg er alene med en mor, der er luder. Det kunne jeg ikke klare mere, derfor gik jeg hjemmefra for en uge siden.

 Din mor ved altså ikke noget om, hvor du er.

 Nej, jeg har så boet hos nogle forskellige herrer, hvor jeg har fået kost og logis mod at smide tøjet, når de ville have det. Det har jeg bestemt ikke lyst til, men leve skal man jo. Du vil måske også have mig til at smide tøjet, selvom du ikke ser sådan ud.

 Werner smiler uvilkårligt.

 Kun hvis du vil have et bad, men det kan vi snakke om senere. Jeg havde jo nok en anelse om det, siden du sådan fulgte med, uden videre, uden at kende mig.

 Men nu må jeg vel hellere fortælle lidt om mig selv, og hvorfor jeg bad dig om at tage med hjem.

 Lad mig starte med at fortælle, at jeg er politimand, men du skal ikke være nervøs for mig, for jeg vil virkelig gerne prøve at hjælpe dig.

 Jeg havde en søn på din alder, der også hed Allan, derfor gav det et sæt i mig, da du fortalte, hvad du hed. Min søn døde for et par måneder siden af kræft. Det slog hans mor helt ud, så hun tog hjem til sine forældre, og jeg ved ikke, om hun nogensinde kommer her hjem igen. Hun kunne ikke tåle at se Allans værelse, hans ting og hans tøj og vide, at hun aldrig mere skulle høre hans glade latter.

 Jeg er måske mere hårdhudet p.g.a. mit arbejde, men at miste både en søn og en kone på så kort tid er lige hårdt nok. Derfor trængte jeg til at snakke. Da jeg så så dig, bestemte jeg mig for at prøve at få dig til at tage med mig hjem, inden der var en af de andre, der fik fat i dig.

 Allan har siddet og lyttet, mens Werner har fortalt. Da han holder en pause, kommer det stilfærdigt fra Allan.

 Det er åbenbart ikke bare mig, der har det slemt. Det er da meget værre for dig, og så vil du endda prøve at hjælpe mig, bare jeg så også kunne hjælpe dig, for dig kan jeg godt lide. Du virker så ærlig og reel.

 Werner smiler lidt og klapper King på hovedet.

 Det hjælper en altid, når man har noget fornuftigt at foretage sig som f.eks. det at hjælpe et andet menneske. Jeg har fridag i morgen, så da kan jeg bruge noget af min tid på dig. Nu skal jeg lige vise dig rundt i huset, så kan du sove på Allans værelse i nat og låne noget af hans tøj i morgen. Du kan også låne en pyjamas at sove i i nat.

 Mens de går rundt, ser Allan et billede af en dreng.Han giver et gisp.

 Er det din Allan.

 Ja, det var det, kendte du ham.

 Ja, det var min eneste ven i skolen. Vi havde aftalt, at jeg skulle hjem og besøge ham, men så blev han syg, og vi så ham ikke mere på skolen. Jeg havde ikke fået hans adresse, så jeg kunne ikke besøge ham, men det turde jeg heller ikke, når jeg ikke var inviteret og ikke kendte hans forældre.

 Du er altså Allans far, så kan jeg bedre forstå, hvorfor jeg havde tillid til dig med det samme.
 Werners højre hånd farer hurtigt hen over øjnene, så siger han stilfærdigt.

 Det var en skam, at du ikke kom, det ville have glædet Allan meget. Men det hele gik så hurtigt, og jeg var på arbejde, så det var ikke så meget, vi fik snakket den sidste tid. Jeg skulle selvfølgelig have taget mig mere tid til ham, det var også en af de ting, min kone bebrejdede mig, men jeg nægtede simpelthen at tro på, at min søn skulle dø, og så så hurtigt. Jeg fattede det slet ikke. Men selvbebrejdelser hjælper ikke, de gør ikke Allan levende igen, men måske skæbnen så har givet mig mulighed for at gøre noget for en anden Allan. Den mulighed vil jeg forsøge at give første prioritet i den kommende tid.

 Nu tror jeg imidlertid, at vi skal se at komme i seng. Hvis du har lyst, kan du jo tage et bad først. Det her værelse er dit, så længe du er her. Og du kan selv vælge, hvad for noget tøj , du vil have på i morgen. Jeg tror, at det passer dig, for I var vist næsten lige store. Vi spiser morgenmad i køkkenet klokken 8.

 Allan ser på ham med tårer i øjnene og rækker en hånd frem.

 Tænk, at der findes mennesker som dig. Tak, fordi du viser mig så stor en tillid, den vil jeg gøre, hvad jeg kan for ikke at svigte. Du har åbnet dit hjem for en vildfremmed. Uden at kende det mindste til mig, lader du mig bruge din søns værelse og tøj. Hvordan kan du vise mig så stor en tillid.

 Werner smiler og tager hans hånd og klemmer den lidt.

 Min menneskekundskab siger mig, at du aldrig vil svigte min tillid, og desuden var du min søns ven, det var du ikke blevet, hvis du ikke var min tillid værd, det ved jeg. Godnat min dreng, sov godt.

 Godnat, jeg smutter lige i bad, men jeg skal nok lade være med at larme og gøre det hurtigt.

 Det giver et sæt i Werner.

 Det plejede den anden Allan også altid at sige, inden han blev syg.

 Stilfærdigt går Allan ud på badeværelset, han har taget en pyjamas med, og et kvarter efter kommer han ud fra badeværelset i pyjamas. Han stikker lige hovedet ind i stuen for at sige, at han er færdig.

 Werner rejser sig fra stolen, hvor han har siddet med hovedet i hænderne.

 Det er fint, vi ses i morgen tidlig. Jeg går lige en tur med King, vi er tilbage om et kvarters tid, så kan du jo passe på huset så længe.

 Allan nikker og smutter ind på værelset.

 Et kvarter senere hører han, at Werner og King kommer tilbage. Det giver et spjæt i ham, da døren bliver åbnet. Det er King, der har trykket håndtaget ned og nu smutter ind og hopper op i fodenden af sengen.

 Werner stikker lige hovedet ind.

 Det gør vel ikke noget, at King løb herind. Han plejede altid at ligge i fodenden hos Allan.

 Allan ryster på hovedet.

 Nej da, det er bare hyggeligt.
 Næste morgen vågner Allan ved, at King slikker ham i hovedet. Han kan høre, at Werner er i gang ude i køkkenet og kan se, at klokken er lidt i otte. Stille går han ud i køkkenet.

 Werner smiler.

 Godmorgen. Nå, har du sovet godt. Maden er klar, så lad os bare spise, så kan du komme i tøjet bagefter.

 Allan nikker.

 Tak, jeg har sovet fint. King vækkede mig, men skal jeg ikke tage mit eget tøj på.

 Nej, det trænger til at blive vasket, men det ser vi på¨efter morgenmaden.

 Mens de sidder og spiser, kommer King hen og lægger sit hoved på Allans knæ. Han klapper den og smiler uvilkårligt.

 Mon han tror, at jeg er den anden Allan.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Det er ikke godt at vide, hvad sådan en hund tænker, men der i hvert fald ikke tvivl om, at han kan lide dig. Først smuttede han ind og lagde sig i din seng, og nu sidder han og ser tilbedende på dig.

 Han fortsætter lidt tøvende.

 Nu skal du høre, hvad jeg har tænkt på i nat.

 Jamen har du slet ikke fået sovet.

 Jo lidt, men prøv nu at høre, hvad jeg vil foreslå og sig så, hvad du mener om det bagefter.

 Hvis du giver mig din moders adresse, så tager jeg hen og snakker med hende. Du kan tage med, hvis du har lyst, men du kan også blive her, til jeg kommer tilbage. Hvis din mor kan gå med til det, vil jeg snakke med de sociale myndigheder, om du kan bo her, indtil vi evt. finder en bedre løsning, hvad mener du om det.

 Allan ser målløs på ham.

 Jamen.

 Werner smiler uvilkårligt.

 Lyder det, som noget du kan gå med til, og hvad tror du, at din mor siger. Hvad for resten med din far.

 Allan bøjer hovedet, og der ruller et par tårer ned ad kinderne.

 Jeg aner ikke, hvem min far er, og jeg tvivler også stærkt på, at min mor ved det, med alle hendes herrebekendtskaber. Jeg er sikker på, at hun helst er fri for mig. Men kan og vil du virkelig have mig boende.

 Nu ler Werner en glad latter.

 Tjah, det kan vel ikke blive så slemt, det lader da til, at du er rimelig nem at omgås.

 Werner rejser sig og lægger sine hænder på Allans skuldre og ser ham lige i øjnene.

 Tror du ikke godt, at vi kan få det til at fungere.

 Jamen hvad vil din kone synes om det.

 Der flyver en trækning over Werners ansigt.

 Lad os tage en ting ad gangen. Kan du tænke dig at bo her, indtil videre i det mindste.

 Ja, åh ja, det vil jeg meget gerne.

 Det lyder jo godt. Hvornår tror du, at jeg bedst kan træffe din mor, og vil du med.

 Helst ikke, men kan jeg godt blive her, når du ikke er hjemme. Det er sikkert nemmest at træffe mor ved titiden. Da plejer hun at stå op og er ikke nået at gå nogen steder.

 Så opgiver han adressen.

 Werner smiler.

 Selvfølgelig kan du være her, selvom jeg ikke er hjemme. Nu skal du se, her er en nøgle til huset, så kan du evt. gå en tur med King. Det vil han sikkert sætte pris på. Kan du evt. klare at lave noget frokost, så vi kan spise, når jeg er tilbage ved tolvtiden.

 Ja da, det skal jeg nok. Jeg kan bare ikke fatte, at du viser mig så stor en tillid. Giver mig nøglen til dit hus, og lader mig være alene her, mens du er væk.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Hvis vi to ikke viser hinanden fuld tillid, kan vi ikke få det til at fungere. Tror du, at du også kan vise mig tillid og tro på, at jeg gerne vil hjælpe dig bedst muligt.

 Allan nikker. Hans stemme vil ikke rigtig fungere, men det blik han sender Werner er ikke til at tage fejl af.

 Godt, skal vi så ikke sige, at du kommer i tøjet nu. Der ligger en ny tandbørste i badeværelset, som du kan bruge.
 Allan rejser sig.

 Tak for mad, skal jeg ikke lige vaske op, inden jeg tager tøjet på.

 Werner nikker.

 God ide, så sætter jeg mig ind i stuen og får en pibe tobak. Du kommer bare, når du er kommet i tøjet. Så kan du fortælle mig lidt om din mor, så jeg ved, hvordan jeg bedst skal snakke med hende.

 Et kvarter efter kommer Allan ind i stuen i noget af den anden Allans tøj.

 Werner ser på ham.

 Det ser jo ud til at passe dig fint.

 Allan står og ser lidt på ham.

 Må jeg godt…-.jeg mener…har du noget imod, at jeg giver dig et knus, jeg kan så godt lide dig.

 Der glimter et par tårer i Werners øjne, da han rækker begge arme ud mod Allan.

 To sekunder efter knuger Allan sig ind til ham. Så trækker han sig lidt tilbage.

 Undskyld, det skulle jeg måske ikke have gjort.

 Werner smiler.

 Hvorfor dog ikke, det er da en menneskeret at vise sine følelser.

 De sidder nu og snakker lidt om Allans mor. Ved halvtitiden rejser Werner sig.

 Nå, men så må jeg hellere komme afsted. Du hygger dig med King og ser, om du kan finde dig til rette. Du kan evt. gå en tur med King. Hvis telefonen ringer, skal du ikke tage den, bare lad den ringe. Jeg regner med at være hjemme lidt over tolv, og så kan vi spise, hvis du har frokosten klar. Er det i orden.

 Allan nikker.

 Hvad nu, hvis der kommer nogen, din kone f.eks. hvad skal jeg så sige og gøre.

 Werner tænker sig om et øjeblik.
 Måske er det bedst, at jeg lige ringer til mine svigerforældre, for at sikre mig, at hun ikke kommer, før jeg har fået talt tingene rigtig igennem med hende. Hun ville nok ikke kunne klare at se dig i Allans tøj, før jeg har fået forklaret hende baggrunden. Tak, fordi du mindede mig om det.

 Werner får ringet og taler med sin svigermor. Han siger, at han er i gang med at lave nogle arrangementer, men at han ringer igen til aften. Svigermoderen lover at sørge for, at hans kone ikke tager hjem, før de har fået snakket sammen hen under aften.

 Werner tøver lidt, så siger han.

 Jeg er ved at prøve at arrangere noget med en plejesøn, men jeg vil gerne sikre mig, at det går i orden, inden jeg siger noget til Bodil, så det ikke bliver en skuffelse.

 Svigermoderen lyder lidt overrasket, men da hun godt kan lide Werner, nøjes hun med at sige.

 Tror du nu, at det er en god ide.

 Werners stemme lyder fast, da han svarer.

 Ja, det er en god ide, i det her tilfælde. Vi skal prøve at komme videre, og det her er en god mulighed, tror jeg.

 Han slutter af med at sige, at han ringer igen hen under aften.

 Da han har lagt røret på, ser Allan på ham.

 Du sagde, at det var en god ide, men tror du, at din kone kan acceptere mig, det bliver måske endnu mere svært for hende, når jeg også hedder Allan.

 Werner ser tankefuldt på ham.

 Vi to må hjælpes ad med at få det til at fungere, Tror du så ikke, at det vil lykkes.

 Allan ser alvorligt på ham.
 Jeg er parat til at gøre hvad som helst for at få det til at lykkes.

 Werner kører så. Allan går rundt i huset og ser sig undrende omkring. Så vasker han lige sit tøj. Det var meget godt, at han ikke skulle have det på, for det var ærligt talt temmelig snavset. Han havde jo ikke haft noget skiftetøj i en hel uge.

 Han undrer sig over, at han befinder sig så godt i den anden Allans tøj, og i det hele taget føler sig så godt tilpas her i huset.. Tænk, hvis Werner virkelig kan få overtalt hans mor til, at han kan bo her.

 Det ville være helt vidunderligt, men hvad mon Werners kone vil sige til, at han er her, vil hun kunne acceptere det. Nå, men det må tiden jo vise. Foreløbig vil han glæde sig over at være her, så længe det varer.

 Lidt efter sætter han sig ind på Allans værelse og ser i nogle af hans bøger.

 Han sidder med ryggen til døren og er helt opslugt af bogen. Pludselig går døren op og en kvindestemme råber.

 Allan.

 Det lyder som et skrig.

 Allan flyver op fra stolen og er ved at vælte den af bare forskrækkelse. Så vender han sig mod døren. Der står en kvinde, der er helt ligbleg, og hun ryster over hele kroppen.
 Hurtigt er Allan henne ved hende og leder hende forsigtigt ind i stuen og får hende til at sætte sig i en stol.

 Så farer det ud af ham.

 Du må være Allans mor, han lignede dig meget.
 Kvinden ser forvirret på ham. Så siger hun med rystende stemme.

 Jeg troede et øjeblik, at du var Allan, at han stadig levede alligevel. Men hvem er du, og hvordan kommer du her, og hvad lavede du på Allans værelse.

 Allan ser på hende med store tårer i øjnene.

 Må jeg godt sætte mig ned, så skal jeg prøve at forklare det hele.

 Kvinden nikker.

 Allan sætter sig over for hende og begynder så.

 Jeg var Allans klassekammerat, og han var min eneste ven. Han og jeg havde aftalt, at jeg skulle besøge ham, men så blev han syg, og jeg så ham ikke mere. Jeg turde ikke komme, når jeg ikke var inviteret. Han fortalte så meget om sin far og dig.Han elskede sin far, men dig forgudede han simpelthen. Han sagde, at du var det dejligste menneske på jorden, og han glædede sig til, at jeg skulle møde dig.

 Han holder en lille pause, så fortsætter han lidt tøvende.

 Min mor er luder og min far kender jeg intet til, men alligevel havde Allan ikke noget imod at være min ven. Det var en af grundene til, at han gerne ville have, at jeg lærte jer at kende, så jeg kunne se, at der også fandtes ordentlige mennesker, der elskede deres børn.

 Bodil ser på ham.

 Jamen hvordan kommer du så her nu.

 Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme hos min mor mere, så jeg gik hjemmefra for en uge siden. I går aftes fangede din mand mig så inde på Rådhuspladsen. Han kunne godt se, at jeg ikke var gammel nok til at gå alene omkring derinde på den tid af aftenen. De andre aftener var jeg blevet samlet op af forskellige herrer, men jeg kunne med det samme se, at Werner ikke var en af den slags, så da han foreslog, at jeg tog med ham hjem, sagde jeg ja.

 Vi sad og snakkede næsten et par timer. Han fortalte også om sin Allan og fortalte, at du var taget hjem til dine forældre, fordi du ikke kunne klare at se Allans ting. Det havde slået ham helt ud, først at miste en søn og så at du også var væk.
 Jeg forstår godt, at det er meget svært for dig, men det har også taget meget hårdt på ham. Og nu ser du så mig i din Allans tøj og på hans værelse. Werner ringede til din mor for at få hende til at sørge for, at du ikke kom her hjem, før han havde fået fortalt og forklaret dig, hvad han ville.
 Han er parat til at gøre alt, for at gøre dig glad igen. Han kan ikke skaffe dig jeres Allan tilbage, men han vil prøve at give dit liv et indhold igen.

 Han er taget hen til min mor for at høre, om hun vil gå med til, at jeg kan komme i pleje hos jer en tid. Derefter ville han tage hen på socialkontoret, og hvis de forskellige kunne godkende det, ville han foreslå dig det, men han ville ikke sige noget til dig, før han vidste, om det kunne lade sig gøre, for han ville ikke risikere at skuffe dig.

 Jeg har lovet ham, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe jer. Det føler jeg, at jeg skylder Allan, fordi han ville være min ven, på trods af min baggrund.

 Bodil ser tavs på ham, mens han fortæller. Så kommer der et lille sørgmodigt smil på hendes ansigt. Så kommer det stille.

 Så hedder du også Allan.

 Min, nej vores Allan fortalte mig om dig. Han bad mig også om at hjælpe dig, men jeg havde slet ikke overskud til det. Nu er jeg ved at begynde at finde mig selv igen, så jeg havde besluttet, at jeg ville prøve at finde dig gennem skolen, men der havde du ikke været den sidste uge. Derfor tog jeg hjem for at snakke med Werner om, hvordan vi kunne finde dig. Jeg vidste, at han havde fridag i dag.
 Så smiler hun pludselig rigtigt.

 Og så er du her allerede. Undskyld, at jeg skreg sådan op før, men jeg fik et chock, da jeg så dig, fordi jeg pludselig troede, at jeg så den anden Allan.

 Så har du altså ikke noget imod, at jeg er her, og at jeg har den anden Allans tøj på.
 Bodil smiler stadig, da hun siger.

 Nej, min ven, det har jeg helt bestemt ikke. Det giver mig jo en mulighed for at holde mit løfte til den anden Allan. Hvis du får lov til at blive her, tror du så, at du kan falde til og komme til at befinde dig godt.

 Allan stråler over hele hovedet.

 Det er jeg fuldstændig sikker på, bare det nu lykkes. Men jeg lovede at lave frokost, til Werner kom tilbage, så jeg må hellere gå i gang, jeg er ikke så hurtig til sådan noget.

 Bodil begynder at le.

 Skal vi så ikke sige, at jeg laver frokost, så kan du gå en tur med King imens. Jeg kan se på ham, at det vil han gerne. Sov han i din seng i nat.

 Ja, det gjorde han.

 Så kan jeg godt love dig, at du er helt accepteret af ham, han sov også altid hos den anden Allan.

 Da Allan kommer tilbage med King, kan han se, at Werner er kommet tilbage. Bilen holder udenfor. Uvilkårligt går han lidt igen med King. Han vil gerne have, at Bodil og Werner får lejlighed til at snakke lidt alene med hinanden, inden han kommer ind igen.

 Men så trækker King i snoren, nu vil han hjem, og med hjertet helt oppe i halsen lukker han forsigtigt døren op.
 Bodil kommer ud i entreen og ser på ham med et stort smil.

 Kom du bare ind, jeg så, at du gik forbi i første omgang. Var du bange for at komme ind.

 Allan mumler.

 Jeg regnede med, at I godt ville snakke lidt alene sammen, inden jeg kom.

 Så ser han spændt på Werner, der nu også kommer ud i entreen, også han smiler.

 Hvordan gik det.

 Werner tager ham om skuldrene.

 Det hele er i orden, min ven, og takket være din indsats, var det heller ikke svært at overtale Bodil.

 Allan får tårer i øjnene, så hvisker han.

 Nej, det var jo jeres Allan, der var gået i forbøn for mig, og ham kan jeg aldrig erstatte.
 Bodil tager begge hans hænder mellem sine.

 Det skal du heller ikke, men nu er du vores Allan, er det i orden med dig.

 Der breder sig et strålende smil på hans ansigt.

 Ja åh ja, meget gerne, men hvad sagde min mor.

 Hun havde lige fået at vide af myndighederne, at du skulle fjernes fra hende, så hun accepterede det uden vrøvl.

 Nu skal vi spise, maden er på bordet. I aften kommer mine forældre, så får du lært dem at kende også.

 Da de er næsten færdige med at spise, ser Allan fra Bodil til Werner.

 Jeg har en meget stor bøn til jer. Sig nej, hvis I ikke vil gå med til det.

 Jamen så lad os høre da.

 Jo, jeg ville så gerne ud og se den anden Allans grav, så jeg kan sige ham rigtig tak.

 Werner ser lynhurtigt på Bodil, der nikker.

 Helt i orden min ven. Vi har også meget at sige ham tak for. Nu kan vi fortsætte tilværelsen, takket være dig, og så har du endda også lært Werner og mig at tale bedre sammen.

 En time senere står de ude på kirkegården ved gravstedet. Allan står mellem Werner og Bodil. Begge har en hånd på hans skuldre. Så knæler han ned og stryger forsigtigt over stenen, mens han hvisker.

 Tak min ven, for alt hvad du har gjort for mig. Jeg lover dig, at jeg vil aldrig svigte dine forældre, hvad der så end sker. Jeg kan aldrig erstatte dig, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at mildne deres savn.

 Så rejser han sig og ser fra Werner til Bodil. De har begge tårer i øjnene.

 Bodil rækker sine hænder frem imod ham.

 Tak, fordi du fik os med herud. Vi vil da aldrig glemme ham, men nu kan vi mindes ham med glæde i stedet for med smerte, den har du taget fra os. Tak, min egen dreng.

 Allan giver hende et knus og ser over på Werner.

 Du skal også have et knus.

 Werner gengælder det med et glad smil, og så siger han.

 Kan vi to lave en aftale, mens mor hører på det.

 Allan nikker.

 Selvfølgelig.

 Godt, du sparker mig hårdt over skinnebenene, hvis du føler, at jeg bruger for lidt tid på mor eller dig.

 Allan ryster på hovedet.

 Det kan jeg ikke, men jeg skal nok sige det til dig, hvis det nogensinde bliver aktuelt, men det tror jeg ikke, at det gør.

 Bodil nikker.

 Det tror jeg, at jeg vil give dig ret i, Allan. Hverken far eller jeg vil mere have for travlt til at tage os af dig eller af hinanden. Det tror jeg, at vi begge har lært, af det vi har været igennem og takket være dig.
 Allan ser på hende med strålende øjne.

 Må… må jeg godt få lov til at sige far og mor til jer.

 De nikker begge med et stort smil.

 Tak, åh tusind tak. Det er så vidunderligt.

 Om aftenen kommer Bodils forældre.

 Allan ser lidt genert på dem, da han hilser. Der breder sig et stort smil på faderens ansigt, da han hilser, så siger han.

 Dig tror jeg da godt, at jeg kan blive gode venner med, hvad siger du mor.

 Ja, så stråler han som en lille sol, mens han hvisker.

 Det håber jeg meget.

 Bodils mor smiler til ham og giver ham et kys.

 Tak for hvad du allerede har gjort for Bodil og Werner. Nu har de begge lyst til at leve igen, og det forstår jeg godt.

 De har en meget hyggelig aften.

 Da gæsterne skal til at gå, siger Bodils far til Werner.

 Det er utroligt, at en dreng med den baggrund kan være så pragtfuld. Ham kan I godt være tjent med.

 Werner smiler.

 Både Bodil og jeg føler, at vi har en rigtig søn igen. Han fik os med ud til Allans grav i eftermiddags. Han ville sige ham tak. Bodil sagde derude, at selvfølgelig ville vi ikke glemme den anden Allan, men takket være ham her, kunne vi nu mindes ham med glæde i stedet for med smerte, og det må jeg give hende helt ret i. Den her Allan har allerede erobret en meget stor plads i både Bodils og mit hjerte. Han er så gennemført ærlig og reel.

 Da de tre er blevet alene, sætter de sig et øjeblik ind i stuen for at snakke.

 Werner sukker.

 Ja, så i morgen skal jeg på arbejde igen.

 Bodil nikker.

 Og i overmorgen skal Allan i skole igen, nu går det ikke at pjække mere. Vil du helst tilbage til din gamle skole, eller vil du helst skifte skole.

 Allan tøver lidt.

 Jeg tror helst, at jeg vil på en anden skole, så der ikke er nogen, der kender min baggrund, der bliver eller så nemt sladder og mobning.

 Bodil nikker.

 Det er nok rigtigt. Det finder vi ud af i morgen, vi to. Skal vi ikke sige, at vi spiser morgenmad sammen i køkkenet kl. 7., inden vi sender far afsted på arbejde. Bagefter kan vi så se på, hvad du vil have lavet om på dit værelse, og så kan vi tage ud og handle.

 Så begynder hun at le.

 Men vi skal nok have maden klar til kl, halvseks, når du kommer hjem.

 Allan ser fra Bodil til Werner.

 Skal jeg ikke lige lufte King, inden jeg går i seng.

 Werner smiler.

 God ide.

 Lidt efter går Allan og King så en tur på et kvarters tid. Da de kommer hjem, går Allan lige ind på værelset og kommer i sin pyjamas, inden han går ind i stuen for at sige godnat.

 Han står lidt i døråbningen, så siger han.

 Tak for en helt vidunderlig dag, sov rigtig godt.
 Så går han hen og lægger armene om halsen på Bodil.

 Godnat lille mor.
 Bagefter er det Werners tur til at få et knus, og så løber han ind i seng.

 King har allerede lagt sig til rette i fodenden.

 Allan ser på den.

 Du skulle næsten også have et knus. Væk mig lidt i syv i morgen tidlig, gamle dreng.

 Et øjeblik efter sover han godt.

 Bodil og Werner sidder og snakker endnu en halv times tid, inden de går i seng. De synes, at der er så meget at snakke om, men omsider kommer de da i seng, og kort efter sover de, for de er trods alt meget trætte begge to.
 Næste morgen vågner Allan ved, at King slikker ham i ansigtet. Han ser på uret. Den er fem minutter i syv. Så begynder han at le.

 Bravo King. Har du et vækkeur i hovedet.

 I det samme stikker Bodil hovedet ind.

 Nå, han har vækket dig. Morgenmaden er klar. Kom du bare i din pyjamas, så kan du gå i bad og komme i tøjet bagefter.
 Lidt efter sidder de alle tre og spiser morgenmad. King traver lidt rundt, men sætter sig så og lægger hovedet på Allans knæ.

 Bodil smiler.

 Man kan se, at han føler, at han er din hund, Allan.

 Allan ser over på Werner.

 Du ser træt ud far.

 Werner nikker.

 Tjah, men det går nok over i dagens løb, ellers må jeg jo se at komme lidt tidligere i seng i aften.

 Det var også mig, der tog din nattesøvn den anden nat.

 Der breder sig et smil over Werners ansigt.

 Den nat blev brugt til noget mere fornuftigt end at sove, men vent du bare, til jeg har drukket den anden kop kaffe, så er jeg frisk som en havørn igen.

 Bodil ler.

 Ja, den kaffe kan gøre underværker, men jeg synes nu også, at vi skal gå forholdsvis tidligt i seng i aften. Dels skal du begynde skolen i morgen, da er det torsdag, og fredag aften har jeg lagt en plan for, men jeg siger ikke, hvad det er. Lørdag skal far på arbejde fra 15 – 23, så vi kan sove længe lørdag morgen, hvis der bliver brug for det.
 Werner smiler.

 Ja, og søndag har jeg fri, så der har jeg en plan, men jeg siger heller ikke, hvad det er.. Når du har været her en uges tid eller fjorten dage, er det din tur til at lægge planer for familiens aktiviteter, Allan. Men nu må jeg afsted. Have a nice day, begge to.

 Bodil får et smækkys og Allan et klap på skulderen, og så går Werner nynnende ud til bilen.

 Bodil ser over på Allan.

 Jeg har ikke hørt Werner nynne det sidste halve år, det er tegn på, at han er glad og har det godt.

 Allan smiler.

 Det er dejligt at høre. Kan jeg gå i bad nu, eller skal jeg lige rydde til side og vaske op først.

 Bodil ler.

 Nej gå du bare i bad og lad mig om det andet, jeg skal da også lave lidt. Du skal nok få din sag for senere.

 Allan rejser sig og giver Bodil et kys på kinden, inden han løber ud på badeværelset. Lidt efter står han under bruseren, mens han fløjter en glad melodi.

 Det banker på døren, og Bodil stikker lige hovedet ind.

 Hvor du dog ligner den anden Allan på mange punkter. Du fløjter i badet og glemmer at få håndklæder med herud, akkurat lige som ham. Du bliver vel ikke genert over, at jeg kommer herud, mens du er i bad, men jeg mente, at du godt ville have noget at tørre dig i.

 Allan ler højt.

 Nej, jeg behøver da ikke at være genert over for min mor. Tak for håndklæderne.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Det gjorde vel ikke noget, at jeg fløjtede.

 Nej, min dreng, helt bestemt ikke, det er dejligt at få lidt livsglæde i huset igen.

 Jamen hvordan skulle man undgå at være glad, når man er sammen med dig og far.

 Så springer han ud fra bruseren og slår armene om Bodils hals og giver hende et kys lige på munden

 Uh din gris, nu blev jeg jo helt våd.

 Stemmen lyder forarget, men samtidig knuger hun ham ind til sig og giver også ham et kys, så han er klar over, at hun bestemt ikke er hverken sur eller vred.
 Så holder hun ham lidt ud fra sig.

 Jeg burde være rigtig vred.

 Så begynder hun at le.

 Men hvordan skulle jeg kunne blive vred på dig. Jeg plejer ganske vist ikke at gå i vandet med alt tøjet på, så lad det alligevel ikke blive en vane.

 Allan ler også.

 Jeg skal nok prøve at huske at tage håndklæder med, når jeg går i bad, så du ikke risikerer gentagelser.

 Lidt efter smutter han ind på værelset og kommer i tøjet. Han undrer sig igen over, hvor naturligt det er for ham at gå i den anden Allans tøj.

 Så går han ind i stuen til Bodil, der sidder og spiller på klaveret. Hun ser op, da han kommer ind.

 Kan du spille klaver.

 Det har jeg aldrig prøvet.

 Jamen så ved du jo ikke, om du kan. Prøv at sæt dig her ved siden af mig, så skal jeg lære dig lidt noder.
 Allan lader fingrene løbe hen over tangenterne, mens han lytter til de forskellige toner. Så ser han på Bodil.

 Må jeg prøve.

 Ja selvfølgelig, det kan jo være, at du kan spille efter gehør, så behøver du ikke noderne.

 Hvad betyder det at spille efter gehør.

 Det vil sige, at man kan spille en melodi, når man har hørt den nogle gange.

 Allan tænker sig lidt om, så smiler han til Bodil.

 Lyder det her nogenlunde.

  Han spiller så: Mor er den bedste i verden…Der er nogle enkelte småkiks undervejs, og hastigheden er måske heller ikke helt rigtig, men Bodil er ikke spor i tvivl om, hvad det er for en melodi.

 Allan ryster på hovedet.

 Du spiller langt bedre, hvad var det for en melodi, du spillede før.

 Det var Bethovens Måneskinssonate. Du skal lige regne med, at jeg har spillet i næsten 20 år, så jeg skulle da gerne kunne spille bedre end en, der prøver det første gang. Jeg kunne imidlertid høre, at det ikke vil vare længe, før du bliver bedre end mig, for du har et fint musikøre. Prøv at spille den, jeg spillede før.

 Allan smiler.

 Prøv lige at spille den en gang til, jeg hørte ikke det hele før.
 Bodil spiller den igennem en gang til, og så begynder Allan at spille den. Først med den ene hånd, men efterhånden prøver han med begge hænder. Den lyder ikke helt, som da Bodil spillede den, men hun er virkelig imponeret, for bassen passer fint sammen med diskanten, selvom tonesammen-

sætningen er lidt anderledes.

 Da Allan er færdig ser han på Bodil.

 Det lød nu ikke, som da du spillede melodien.

 Bodil ryster på hovedet.

 Nej, måske ikke, men jeg er ved at tro, at Bethoven ville have foretrukket din fortolkning. Du kan jo spille, er det virkelig rigtigt, at du ikke har prøvet at spille klaver før.
 Allan nikker.

 Ja, men jeg synes, at det er en dejlig fornemmelse. Jeg elsker god musik, altså rigtig musik, ikke moderne larm, men jeg har somme tider hørt noget, bl.a. af Bethoven, som jeg syntes godt om.

 Bodil sidder og ser lidt på ham.

 Kunne du tænke dig at prøve at overraske far i aften, når vi har spist.

 Ja da.

 Så prøv at høre nogle af de cd´ ere inde  på dit værelse et par gange, og prøv så selv at spille dem på klaveret. Både far og jeg elsker nemlig klassisk musik, og det gjorde den anden Allan også, så du vil finde mange gode melodier inde på dit værelse.

 Det er sandt, jeg lovede jo at hjælpe dig med at flytte det rundt på værelset, du ville have anderledes.

 Allan ser hende lige i øjnene.

 Har du noget imod, at det hele bliver stående, som det gør, det vil jeg faktisk helst have, men hvis du synes, at der skal flyttes rundt, gør jeg det selvfølgelig.

 Bodil lægger en hånd over Allans.

 Værelset skal være, som du helst vil have det. Det er dit værelse.

 Allan rejser sig fra klaveret.

 Så vil jeg gå ind og høre noget musik, hvis du synes. Du siger bare til, når du skal ud og handle, så jeg kan gå med og hjælpe dig med at bære.

 Bodil nikker.

 Fint, smut du bare.

 Da Allan har siddet en times tid og lyttet til forskellig musik, hører han, at døren går. Da han ser ud ad vinduet, ser han Bodil og King trave afsted. Det burde han selvfølgelig have tilbudt, men nu kan han så prøve at øve sig lidt på klaveret, når der ikke er nogen, der hører det.

 Han sidder stadig og spiller, da Bodil lister sig ind. Hun kunne allerede høre uden for døren, at Allan spillede.

 Pludselig opdager han, at Bodil sidder i en stol og lytter

 Han stopper brat.

 Undskyld, at jeg ikke tilbød at gå tur med King.

 Bodil ler.

 Jeg trængte til lidt frisk luft og lidt motion, og det gjorde King også, så vi slog to fluer med et smæk. Jeg var så også lige henne og snakke med skoleinspektøren på din nye skole. Du starter i morgen klokken otte. Jeg fik dit skoleskema og bøgerne til i morgen. Resten af bøgerne kunne du hente i spisefrikvarteret i morgen. Det tager kun ti minutter at gå der hen, så det er da til at overkomme.
 Har du så fundet ud af, hvad du vil spille for far og mig i aften.

 Jeg har tænkt på Liebestraum af Lizt, Måneskinssonaten af Bethoven og Vuggesang af Brahms. Hvad synes du.

 Det lyder da fint, vil du godt prøve at spille dem for mig nu.

 Allan nikker.

 Selvfølgelig.

 Lidt efter sidder han og spiller igen.

 Bodil sidder og ser på ham. Lige så stille begynder tårerne at rulle ned ad hendes kinder, men hun ænser det ikke. Hun er helt opslugt af drengen ved klaveret og musikken.

 Da Allan slutter, ser han over på Bodil og siger.

 Kunne du lide det, mor.

 Så opdager han, at Bodil græder.

 Lynhurtigt er han hende hos hende, han knæler ned og rækker hende et lommetørklæde.

 Jamen mor dog, du græder jo. Spillede din Allan også det, er det derfor.

 Bodil ryster på hovedet.

 Nej, min egen dreng. Jeg er bare så glad og lykkelig. Nej, den anden Allan kunne ikke spille, selvom han også holdt meget af musik, men husk nu, nu er det dig, der er fars og min Allan, det andet er den anden Allan.

 Så begynder hun at smile.

 Det værste er, at nu kan jeg jo ikke være bekendt at spille, når du er i nærheden.

 Sikke da noget vrøvl. Jeg får en ide, måske kan vi prøve at spille noget sammen en dag, men så skal vi nok øve os i at holde den samme fart.

 Bodil har tørret øjnene.

 Det kan vi måske, men nu synes jeg, at vi skal gå hen og købe noget lækkert til en god middag i aften, vil du med.

 Ja da, selvfølgelig.

 Henne i supermarkedet hilser Bodil på nogle af de andre kunder, som hun kender.

 En af dem siger lidt usikkert.

 Hvem er det, du følges med.

 Bodil begynder at le.

 Det er min nye elsker.

 Men da hun kan se, at Allan bliver meget rød i hovedet, siger hun alvorligt.

 Nej, det er Werners og min plejesøn, han hedder også Allan.

 Den anden smiler.

 Det er dejligt at se, at du er ved at være dig selv igen.

 Ja, nu er både Werner og jeg parate til at leve videre, takket være den her Allan.

 Hun lægger en hånd på Allans skulder og smiler til ham.

 Den anden kunde smiler også til Allan.

 De plejeforældre kan du roligt være tilfreds med, de fås ikke bedre.

 Allan nikker med et lille smil.

 Det er jeg også helt sikker på.
 Da Werner kommer hjem, er maden klar, og lidt efter sidder de og spiser.

 Werner ser over på Bodil.
 Der er nu ikke mange, der kan lave så god mad som dig, Bodil, eller hvad mener du, Allan.

 Allan smiler bredt.

 Ja, vi må nok til at dyrke noget motion, ellers bliver vi bare for fede.

 Werner smiler lidt skævt.

 Hm. Så må du finde på en lidt sjovere form for motion end at løbe eller cykle.

 Bodil ler højt.

 Vi kan jo også skære aftensmaden væk.

 Werner jamrer.

 Åh nej, så hellere noget motion.

 Da de er færdige med at spise og opvasken er klaret siger Bodil.

 Og nu skal fatter have en god cigar, og så skal han få lov til at høre lidt musik.

 Så slår hun ud med  hånden mod Allan.

 Maestro.

 Allan sætter sig ved klaveret.

 Han starter med Liebestraum og går så over i Måneskinssonaten og slutter stille af med Brahms Vuggesang. De sidste toner er næsten ikke til at høre.

 Så rejser han sig og ser over på Werner.

 Kunne du lide det, far.

 Werner har rejst sig. Han er meget bleg og ser intenst på Allan.

 Hvor og hvordan har du dog lært at spille så pragtfuldt.

 Allan stråler af glæde.

 Så kunne du altså lide det. Det var dejligt. Mor lærte mig det i formiddags og så øvede jeg mig et par gange i eftermiddags.

 Werner ser over på Bodil, der nikker.

 Ja, det er rigtigt nok. Den dreng har simpelthen nogle enestående musikalske evner. Når han har hørt en melodi et par gange, kan han spille den.

 Werner ser på Allan.

 Kan vi lige gå ind til dig et øjeblik, der er noget, jeg gerne vil spørge dig om.

 På vej ud af stuen siger Werner.

 Det varer ikke ret længe.

 Da de kommer ind på værelset, ser Werner alvorligt på Allan.

 Er det virkelig rigtigt, hvorfor har du ikke sagt noget om det.

 Allan ryster på hovedet.

 Jamen jeg anede jo ikke, at jeg kunne, før mor lod mig prøve i formiddags.

 Werner ser på cd-samlingen, så tager han en frem.

 Det her er din mors yndlingsmusik. Vil du prøve at spille den, når du har hørt den nogle gange.

 Ja da, meget gerne. Jeg hørte den i eftermiddags, men jeg var ikke klar over, at det var mors yndlingsmusik. Jeg hører den lige igennem igen, så jeg er sikker på, at jeg kan huske den. Jeg kommer om fem minutter.

 Werner ser ham lige i øjnene.

 Tak, min egen dreng.

 Fem minutter efter at Werner er gået, kommer Allan ind i stuen igen og sætter sig ved klaveret. Han ser over på Bodil og begynder så at spille Träumerei.

 Da han er færdig med at spille rejser han sig. Werner står bag Bodils stol med sine hænder på hendes skuldre. Bodil rækker sine arme ud mod Allan der stille går hen og knæler foran hende og gemmer sit ansigt i hendes skød.

 Lidt efter rejser han sig, og så breder der sig et stort smil på hans ansigt.
 Hvor er det vidunderligt at kunne glæde jer. Nu tror jeg virkelig på, at jeg kan., for jeg kan jo mærke det inden i mig.

 Werner går hen og tager ham om skuldrene. Han er ikke herre over sin stemme, så han knuger bare Allan ind til sig.
 De sidder nu og snakker en times tid, så siger Bodil.

 Nu må vi hellere komme i seng. I morgen må vi nok starte klokken halvsyv, hvis I begge to skal nå i bad, inden I skal i skole og på arbejde. Tager du lige en tur med King, inden du går i seng, Allan.

 Ja da. Kom King.

 Et kvarter efter er de tilbage. Hurtigt er Allan i sin pyjamas, inden han går ind for at sige godnat. King har som sædvanlig lagt sig til rette.

 Både Werner og Bodil får et ordentligt knus, og så smutter Allan ind i seng. Han er meget spændt på at skulle begynde i den nye skole, men han klarer det vel. Nu ved han i hvert fald, at han har et par plejeforældre, der elsker ham meget højt. Så klarer alt det andet sig nok også.

 Næste morgen er der travlhed. Både Werner og Allan skal nå at komme i bad, der skal spises morgenmad o.s.v.

 Et kvarter i otte står Bodil og vinker til Allan, da han skynder sig afsted hen til skolen.

 Heldigvis går den første skoledag godt. Der kommer tit nye elever på skolen. De andre lader dem gerne i fred de første dage, så de kan vænne sig lidt til de nye forhold. Allan føler sig derfor godt tilpas, da han efter skoletid går hjemad.

 Han synes, at de andre i klassen lader til at være flinke, og nu har han et rigtigt hjem at komme hjem til.

 Han har haft madpakke med, men Bodil har lavet kaffe og et par ostemadder til ham, da han kommer hjem, og så sidder de og snakker en halv times tid.

 Så siger Allan.

 Skal jeg gå en tur med King, inden jeg læser lektier, eller er der noget, jeg kan gøre for dig.

 Bodil smiler til ham.

 Nej, gå du bare en tur med King, og få læst dine lektier. Far kommer hjem ved femtiden, så kan vi sidde og snakke lidt, inden vi spiser. Hvis du vil, kan du og far så snakke lidt mandfolkesnak alene, mens jeg laver mad. Det er jeg sikker på, at han gerne vil.

 Allan ler.

 Meget gerne, men husk at sige til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med.

 Bodil rejser sig og stryger ham over håret.

 Det skal jeg nok, min dreng, gå du nu bare en tur med King.

 Da Allan kommer tilbage, går han ind på værelset og læser lektier, han har bestemt sig for, at han vil være rigtig flittig i skolen og med sit hjemmearbejde. Nu har han virkelig lyst til det.

 Da Werner kommer hjem, får Bodil et knus og et kys, og så stikker han lige hovedet ind til Allan for at høre, hvordan det går med lektierne.

 Allan smiler.

 Jeg er næsten færdig, så jeg kommer om to minutter.

 Lidt efter sidder de så og snakker inde i stuen.

 Bodil fortæller, at hun har snakket med sin spillelærer, og han mente, at Allan skulle have love til at spille på den måde, han syntes bedst om i starten. Hvis han så får lyst til at lære noder og få almindelig spilleundervisning, kan man jo altid vende tilbage til det senere. I første omgang er det vigtigt, at man ikke starter alt for meget nyt. Nu skal han først vænne sig til skolen og til et almindeligt familieliv. Det andet kan man så bygge videre med senere. Det er jo ikke noget, der haster.

 Da Bodil går ud for at lave mad, ser Allan over på Werner.

 Tror du virkelig, at jeg kan få lov til at blive her hos jer, til jeg bliver voksen.
 Werner ser alvorligt på ham.

 Det håber mor og jeg meget på, men der er jo ingenting, der er fuldstændig sikkert her i tilværelsen. Skulle det vise sig, at det ikke kan lade sig gøre, så skal du vide, at det her altid vil være dit hjem. Vel mor og jeg kan gå hen og dø, eller der kan ske andre uforudsigelige ting, men mors og min kærlighed vil du aldrig miste, uanset hvad der så ellers sker. Det kan du være helt sikker på.

 Jeg ville meget gerne kunne garantere, at intet kan skille os, før du selv ønsker det en dag, når du bliver voksen. Det kan jeg desværre ikke, men jeg ved, at du er stor nok til at vide, at det så ikke skyldes manglende vilje fra mors eller min side. Det forstår du godt, ikke min dreng.

 Allan nikker og blinker en tåre væk.

 Ja far, jeg ved, at hverken du eller mor nogensinde ville drømme om at svigte mig.

 De begynder så at snakke om andre ting. Allan fortæller lidt om, hvordan det er gået i skolen og siger, at han tror, at han nok skal falde godt til i klassen, for både klassekammerater og lærere virker flinke.

 Bodil kommer ind.

 Ja, så er maden klar. Er I sultne.

 Allan nikker.

 Ellers bliver man det da, når man ser din mad.

 Så langer han ud efter Werners mave.

 Er det ikke rigtigt, Tykke.

 Bodil ler hjerteligt, mens Werner ser målløs på Allan.

 Den frække lille slyngel. Synes du også, at jeg er for tyk mor.

 Allan ser forskrækket ud.

 Undskyld far, jeg ville ikke være fræk, men jeg er jo bare så glad, at jeg ikke kunne lade være med at drille dig lidt.

 Werner smiler bredt.

 Helt i orden, min ven. Der skal meget mere til at gøre mig sur eller gal i hovedet. Jeg kunne godt høre på tonefaldet, at du ikke sagde det for at genere mig eller gøre mig ked af det, for det ved jeg, at du aldrig ville gøre med vilje.
 Lidt efter sidder de så og spiser og snakker fint sammen, så siger Werner.

 Se i aften var det egentlig mig, der skulle have vasket op, men til straf for din frækhed før, skal du klare opvasken i aften, er det ikke rimeligt.

 Allan ler højt.

 Helt bestemt. Du kunne heller ikke have klaret det efter alt det, du har spist.

 Werner farer op fra bordet og jagter Allan rundt i huset, han fanger ham ude på badeværelset.

 Nå min fine ven, nu trænger du vist til en tur under den kolde bruser.
 Allan ler stadig.

 Jeg ville jo bare give dig lidt motion.

 Werner begynder også at le. Så giver han Allan et knus.

 Godt, så skal du slippe denne gang. Det er længe siden, at jeg har moret mig så godt, tak for det, min dreng. Skal vi så ikke sige, at vi hjælpes ad med opvasken i stedet for.

 Allans ansigt stråler.

 Meget gerne far, du er simpelthen alle tiders.

 Da de er næsten færdige med opvasken, siger Allan.

 Sig mig en gang. Ville du have givet mig en tur under den kolde bruser med alt tøjet på, eller sagde du det bare for at forskrække mig.

 Werner smiler lunt.

 Ja, hvad tror du selv. Det kan jo godt være, at jeg havde ladet dig tage tøjet af først.

 Allan ler.

 Ellers var du i hvert fald også blevet godt våd, men det kunne da også have været sjovt, men hvad tror du, at mor ville have sagt.

 Werner begynder at le igen.

 Hun ville nok have moret sig over sine to drenge. Hun synes ikke altid, at jeg opfører mig som en voksen mand på 36 år.

 Hvornår har du og mor fødselsdag.

 Tjah, jeg bliver 37 på søndag og mor bliver 36 i morgen.

 Nå, så var det derfor, at mor havde en plan for i morgen, og du havde en til på søndag. Men hvad kan jeg give jer i fødselsdagsgave, jeg….jeg mener, jeg har jo ikke nogen penge at købe noget for.

 Werner smiler, men bliver så alvorlig igen.
 Mor og jeg har jo fået dig, det synes jeg da nok man kan kalde en fødselsdagsgave, den bedste vi nogensinde har fået, men det får mig til at tænke på, at du da skal have nogle lommepenge. Ikke for at købe gaver til os, men en dreng i din alder skal da også have mulighed for at købe noget, han har lyst til. Hvad mener du om 100 kr. om ugen i første omgang, så kan vi jo altid snakke om det, hvis der er noget større, du gerne vil have.

 Jamen det er da alt for meget. Kan vi ikke nøjes med at sige 25 kr. om ugen. Hvis jeg skal have mere, skal jeg i hvert fald lave et stykke arbejde for det. Holde haven, pudse vinduer, eller sådan noget.

 Werner smiler.

 Godt, så siger vi det. Holder du haven og slår græs, giver det 50 kr. om ugen og vasker du bilen, giver det 25 kr pr. gang, men en gang om ugen er sikkert nok. M.h.t. i morgen, kunne du evt. lave morgenmaden og servere den på sengen for mor. Er det i orden med dig.

 Allan stråler over hele hovedet.

 Det kan du lige tro, hvad tid skal det være.

 Skal vi sige klokken halvsyv. Så sørger jeg for, at mor ikke står op. Men vi skal jo afsted begge to, så det må nok ikke være senere.

 Jeg skal nok sørge for, at morgenmaden er klar klokken halvsyv. Skal vi så alle tre spise sammen i jeres soveværelse.

 Ja, selvfølgelig, troede du, at du skulle spise alene i køkkenet, nej vi skal da være sammen. Bagefter kan du måske nå at spille et lille stykke for mor på klaveret. Her har du så for den første uge, værsågod min dreng.

 Jamen jeg har jo ikke lavet noget endnu.
 Det kan du så måske gøre i week-enden. Men lad os nu gå ind til mor, ellers kan hun da ikke begribe, hvor vi bliver af. Åh for resten, hvornår er det din fødselsdag.

 Allan smiler.

 Jeg bliver 14 på næste lørdag.

 Nåda, det var lige før vi skulle have holdt fødselsdag tre dage i træk, men hvad ønsker du dig så.

 Allan blinker nogle tårer væk.
 Jamen jeg har jo fået alle tiders far og mor, et rigtigt hjem, nå ja og så en part i ham her.

 King står og puffer til ham med snuden.

 Hvordan skulle jeg kunne ønske mig mere.

 Werner lægger en hånd på hans skulder, og så følges de ad ind i stuen til Bodil.

 Nå, det tog sin tid, men I ordnede måske verdenssituationen samtidig.

 Ja, det kan man godt sige, men nu er vi til din disposition resten af aftenen. Hvad var det forresten for en plan, du havde for i morgen.

 Det er en hemmelighed, du røber vel heller ikke din plan for, hvad der skal ske på søndag.
 Werner begynder at le.

 Nåh nej, men så må vi jo have tålmodighed lidt endnu.
 De sidder nu og hygger sig et par timer, til Bodil siger.

 Nå, vi må måske hellere komme i seng. Går du en tur med King, Allan.

 Ja da, kom King, kan du selv hente snoren.

 King giver et bjæf og kommer med snoren, og så går Allan et kvarters tid med ham.

 Da de kommer hjem, smutter King ind og lægger sig i fodenden af sengen. Allan børster lige tænder og kommer i sin pyjamas, inden han går ind for at sige godnat.

 Både Bodil og Werner får et godnatknus, inden han løber ind i seng.

 Næste morgen, da klokken er præcis halvsyv, banker han på soveværelsesdøren.

 Så er der morgenmad. Tillykke med fødselsdagen lille mor.Undskyld, at jeg ikke har en gave til dig, men jeg fik det først at vide i går aftes.

 Der løber et par tårer ned ad Bodils kinder.

 Jamen jeg har jo fået dig, nogen bedre gave kunne jeg ikke have fået.

 Allan har rettet morgenmaden an på tre bakker, og .lidt efter sidder de og spiser og snakker. Allan sidder på sengekanten hos Bodil og balancerer med sin bakke. Da han er færdig, ser han på Bodil.

 Har du lyst til, at jeg spiller et lille stykke for dig.

 Bodil smiler til ham.

 Meget gerne, min dreng.

 Allan skynder sig ind til klaveret.
 Han starter med Träumerei og så glider han over i et andet stykke, som hverken Bodil eller Werner har hørt før og slutter så af med Happy birthday. Det midterste stykke begynder med nogle mollakkorder, men går så over i en lys og livsglad tone, næsten som sommerregn med fuglekvidder.

 Da han er færdig med fødselsdagssangen kommer han ind i soveværelset igen for at hente bakkerne.

 Bodil ser på ham.

 Hvad var det midterste stykke, det har jeg ikke hørt før.

 Allan rødmer og ser lidt genert ud.

 Det…det var bare et stykke, jeg havde lavet til dig.
 Bodil ser på ham med tårer i øjnene.

 Tak, min egen dreng, og så sagde du, at du ikke havde nogen fødselsdagsgave til mig. Du kunne ikke have givet mig en bedre gave. Tror du, at du kan spille den ind til mig på bånd.

 Ja da, jeg kan gøre det i eftermiddag, for jeg kan nok ikke nå det nu.

 Werner ler.

 Nej, tiden løber, og vi to skal snart afsted, men hvis vi nu går i bad samtidig, sparer vi lidt tid. Så kan du jo samtidig få den tur under den kolde bruser, som du fortjente i går, så smører mor nok lige et par madpakker til os imens.

 Allan ser på Werner.

 Mener du, at vi kan gå i bad sammen, har du ikke noget imod det.

 Nej da, har du. Du synes måske, at jeg fylder for meget.

 Nej, du er slet ikke tyk, far. Det var jo bare noget, jeg sagde for at drille dig.

 Godt, så lad os se, hvem der kommer først under bruseren. En – to – tre.

 Et øjeblik efter står de begge og vasker sig. De skiftes til at sæbe sig ind og skylle, så det går fint.

 Pludselig siger Allan.
 Du far, hvordan kan det være, at det her bare virker helt rigtigt, at vi to står sammen her, selvom ingen af os har tøj på. Det virkede så forkert de aftener jeg var sammen med….. du ved.

 Tror du, at det er fordi jeg ved, at du virkelig elsker mig, for de andre var jeg jo bare legetøj og tidsfordriv.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Undskyld, min dreng. Jeg havde glemt at tænke på, at det kunne virke forkert på dig, at vi gik i bad sammen, efter de oplevelser, du har haft.

 Jamen det gør det heller ikke far. Sammen med dig føler jeg mig jo fuldkommen tryg. Jeg er så glad for, at du foreslog det, den følelse ville jeg nødigt have undværet. Nu behøver jeg ikke at tænke på det andet mere, det vil jo aldrig komme til at ske igen.

 Så slår han armene om Werner og knuger sig ind til ham.

 Bodils stemme lyder ude fra gangen.

 Kan I så få lidt fart på, klokken er snart halvotte.

 Vi er færdige om to minutter, jeg skal bare lige give Allan det kolde gys.

 Det lykkes nu Allan at sørge for, at Werner også får sin part af vandet. Lynhurtigt får de sig tørret og løber så ind og kommer i tøjet.

 Bodil får et ordentligt knus og et kys, inden Allan farer ud ad døren og skynder sig hen til skolen.

 På vej hjem fra skole går han ind og køber en buket blomster, som han giver Bodil, da han kommer hjem.
 Hun smiler glad og giver ham et kys.

 Mens de sidder og snakker over en kop kaffe siger Allan.

 I aften kan jeg da lave mad, det skal du da ikke gøre på din fødselsdag.

 Bodil ryster smilende på hovedet.

 Det har jeg skam heller ikke tænkt mig. I aften er det fars tur. Nu kan du lige gå en tur med King og så få læst lektier, bagefter vil jeg meget gerne have dig til at indspille den melodi fra i morges på bånd.

 Jeg har ingen lektier for i dag, så når jeg kommer tilbage med King, skal jeg nok indspille den. Tror du, at far også vil bryde sig om, at jeg laver en melodi til ham til hans fødselsdag på søndag.
 Det er jeg helt sikker på, min dreng, så kan du evt. indspille den på den anden side af båndet, hvis du synes.

 Ja, det var nok en god ide. Kom King, hent snoren. Måske kan jeg også nå at slå græsplænen, inden far kommer hjem.

 Bodil smiler.

 Det kan du gøre i morgen. Du skal ikke jage livet af dig selv. Græsplænen skal nok blive, hvor den er, den løber ingen steder.

 Allan ler.

 Fint, så bliver jeg inde og snakker med dig i stedet for.

 Da Werner kommer hjem, snuser han.

 Hør, jeg kan ikke lugte noget mad.

 Bodil ler.

 Nej, Allan mente, at det var bedst, at du kom på slankekur.

 Allan ryster på hovedet.

 Det passer ikke far. Det har jeg ikke sagt, men mor sagde, at du skulle klare maden i aften, hun havde ikke tiltro til, at jeg kunne lave noget ordentlig mad.

 Bodil ler stadigvæk, da hun siger.

 Far skal nu ikke lave maden, men derimod invitere os ud og spise, og så har jeg tre billetter til Det Kongelige Theater kl. 20. Det var min plan for i aften, synes I om den.
 Werner nikker.

 Ikke dårligt, men så kan vi vel ikke nøjes med at spise ved en pølsevogn.

 Bodil ryster på hovedet.

 Nej, nu klæder vi om alle tre. Jeg har bestilt bord på en restaurant, og vi tager en taxa, den er også bestilt.

 Der er ikke til at finde parkering, og så kan du heller ikke få et par glas rødvin, hvis du selv skal køre. Taxaen er bestilt til tyve minutter i seks, så der er en halv time til at blive klar.

 Allan er helt bleg.

 Skal jeg virkelig med på restaurant og i Det kgl. Teater.

 Ja, havde du tænkt, at du skulle blive alene hjemme sammen med King. Jeg vil da have begge mine kavallerer med. Nu skal jeg vise dig, hvad du skal tage på, min dreng.

 Fem minutter før taxaen kommer, er de klar alle tre.

 Werner smiler, da han ser Allan i grå bukser, hvid skjorte med slips, mørkeblå blazer og sorte sko. Så nikker han anerkendede.

 Det går an, dig kan mor og jeg godt være bekendt at følges med.

 Lidt før seks er de inde ved restauranten og bliver fulgt hen til det bord, der er reserveret til dem.

 De får en dejlig middag. Bodil og Werner får vin til maden og Allan får cola. Han får dog lige  lov til at smage en mundfuld hos Werner, men han synes absolut ikke om smagen. Da de næsten er færdige med at spise, hvisker Werner til Allan.

 Du kommer også til at trænge til motion, sådan som du skovler ind.

 Allan ser et øjeblik forskrækket på ham, men smiler så.

 Den fortjente jeg, far. Nu er vi kvit.

 Der er ikke så langt hen til Det kgl. Teater, og da vejret er fint, går de derhen.

 Det er balletten Svanesøen, de skal se. Allan sidder mellem Werner og Bodil, og inden forestillingen begynder, er han næsten ved at vride halsen af led for at se det hele. Det er jo første gang, han er her, så alt virker så overvældende på ham.

 Allan følger ivrigt med i forestillingen. Han er især betaget af den dejlige musik, og han siger bagefter.

 Det var flot at se på, men musikken var helt vidunderlig. Tænk at kunne komponere sådan en skøn musik.

 Da de forlader teateret, går Allan og smånynner, så ser han fra Werner til Bodil.

 Sikken en oplevelse. Det hele er jo som en vidunderlig drøm, men hvis det er en drøm, gid jeg så aldrig vågnede mere. Jeg er så lykkelig, at jeg slet ikke tør tro på, at det kan vare ved. Men når jeg ser på jer og kan mærke jeres kærlighed så tydeligt, så må det jo være rigtigt. Tak for endnu en vidunderlig oplevelse.

 Bodil smiler.

 Den glæde, du viser os, gør denne oplevelse endnu bedre for os end du aner. Men nu må vi nok hellere se at komme hjem.

 Werner smiler.

 Ja, King krydser nok ben for ikke at komme til at tisse i bukserne. Hov, der har vi en taxa, den snupper vi.

 Knap en halv time senere er de hjemme. Allan går lige en tur med King, der står parat ved døren, da de kommer ind. Da han kommer tilbage, sidder de lige og snakker en halv times tid, inden de bliver enige om, at nu må de hellere komme i seng.

 Allan skynder sig lige at børste tænder og komme i sin pyjamas, inden han smutter ind og siger godnat. Da han kommer ind på værelset, hænger han lige tøjet pænt op, inden han går i seng. Han er lige ved at falde i søvn, da han farer op med et sæt. Han blader cd-erne igennem. Jo, Svanesøen er der også, den må han høre igen i morgen. To minutter efter sover han.

 De har aftalt, at de først skal spise morgenmad klokken 9. Da de er næsten færdige med at spise, siger Allan.

 Nu tager jeg noget gammelt tøj på, og så slår jeg græs og vasker fars bil, og så må jeg se, hvad jeg ellers kan nå. Så venter jeg med at gå i bad, til jeg er færdig med det, for det bliver jeg nok både snavset og svedig af.
 Werner går også ud i haven og ordner nogle forskellige ting. Ved middagstid har Allan fået slået græsset og revet plænen. Bilen er blevet vasket, støvsuget, pudset og poleret, så den skinner.

 Werner siger med et smil, at han slet ikke kunne huske, at den så sådan ud.

 Så ser han på Allan.

 Det bliver spændende, hvordan du ser ud under alt det sved og snavs. Måske skulle jeg spule dig herude, så badeværelset ikke kommer til at lige en jordhule eller et halvt mekanikerværksted.

 Så kalder han på Bodil.

 Mor, jeg skal bruge en spand varmt vand, en gulvskrubbe og en dunk Ajax.

 Bodil stikker lige hovedet ud ad døren.

 Hvad skal du bruge det til.

 Til at fjerne det værste skidt fra ham der, inden han skal i bad, så huset ikke bliver alt for meget snavset til.

 Bodil kommer ud med en spand vand et øjeblik efter. Hun lader, som om hun vil række den til Werner, men tømmer den i stedet for ud over hovedet på ham.

 Allan trimler rundt i græsset og ler, så han næsten ikke kan få vejret.

 Bodil ser på Werner.

 Var det ikke dig, der skulle have vandet.

 Jo tak, men i spanden, det var ham der, der skulle vaskes.

 Hurtigt får Werner fat i haveslangen.

 Nu skal du få noget at grine af, min ven.

 Og så bliver Allan overdænget med vand fra haveslangen. Lige som helt tilfældigt lykkes det også Werner at få sendt en vandstråle hen mod Bodil, der er på vej ind, men den når lige at ramme hende i nakken.
 Lynhurtigt er Allan oppe. Han springer op på nakken af Werner, der tumler rundt, men da han holder godt fast i haveslangen, lykkes det ham at få strålen rettet mod Allans mave, så han slipper med et gisp. I det samme standser vandet. Bodil har lukket for vandhanen.

 Med et smil siger hun.

 Nu har I vist begge to fået skyllet så meget skidt af, at hvis I smider tøjet her på trappen, inden I går ind, så klarer vi nok at få gjort rent, efter at I er blevet vasket.
 Werner ser alvorligt på Allan.

 Var jeg for grov, det gjorde vel ikke ondt.

 Allan begynder at le.

 Det sidste vand var ved at tage pusten fra mig, men hvor var det hele dog sjovt. Først da mor hældte vandet ned over dig, så fik jeg en omgang, mor fik en vandstråle i nakken, som tak for det vand du fik af hende. Hvis jeg havde fået vandslangen fra dig, var det dig, der havde tabt pusten til sidst.
 Werner ser gravalvorligt på Allan.

 Så er du altså ikke sur på mig.

 Allan slår armene om ham og knuger sig ind til ham.

 Jeg vil aldrig, aldrig nogensinde kunne blive sur på dig, min egen dejlige far.

 Werner smiler.

 I lige måde, sønneke, men nu må vi hellere gøre, som mor siger, smide tøjet og komme i bad. Jeg tror nemlig snart, at det er frokosttid.

 Hurtigt kommer de af tøjet og løber ind på badeværelset. Det tager lidt tid for Allan at blive rigtig ren, noget af snavset fra bilen sidder godt fast på hænderne, men også håret må vaskes grundigt, fordi han har haft hænderne oppe for at stryge hået væk fra øjnene nogle gange. Werner er derfor først færdig, så han står og tørrer sig, mens han tankefuldt ser på Allan.
 Det er i grunden mærkeligt, men det føles, som om jeg havde kendt dig i lang tid. Der er så meget, jeg ikke kender om din baggrund og din fortid, men alting hos dig virker alligevel så bekendt, som om mor og jeg havde haft dig helt fra lille. Du ligner ikke den Allan af udseende, men af indre er i ens. Du har den samme umiddelbare måde at vise din kærlighed på og er lige så åben og ærlig over for mor og mig, som han var.

 Undskyld, at jeg sammenligner dig med ham, men det er nok svært at lade være. Du skal imidlertid være klar over, at både mor og jeg er meget lykkelige over at have dig her hos os.

 Du har givet os begge nyt livsmod, og et helt klart formål med vores tilværelse, nemlig at give dig så god en tilværelse som overhovedet mulig, for det fortjener du i aller højeste grad.

 Allan er begyndt at tørre sig, men stopper op og lægger håndklædet på vasken, så lægger han armene om halsen på Werner og ser ham lige i øjnene. Hans øjne er fulde af tårer.

 Kære lille far. Hverken du eller mor skal nogensinde glemme jeres egen Allan. Det er da helt naturligt, at I sammenligner mig med ham. Jeg er bare så glad for, at jeg kan mærke, hvor meget I holder af mig. Jeg ved jo godt, at jeg aldrig kan erstatte jeres Allan, men jeg vil altid forsøge at vise jer, hvor højt jeg også elsker jer.

 Werner lægger sine arme om livet på Allan og knuger ham ind til sig, mens han hvisker.

 Husk, at nu er DU vores Allan.

 Et øjeblik efter smutter de ind og kommer i tøjet.

 Bodil har frokosten klar, så snart sidder de og spiser og hygger sig.

 Efter frokost er de alle tre ude og gå en tur med King, men så skal Werner på arbejde.

 Bodil og Allan sidder og hygger sig og snakker om, hvad det mon er for en plan Werner har for den næste dag. De bliver dog enige om, at morgenmaden skal serveres på sengen, og det skal Allan så sørge for.

 Allan ser på Bodil.

 Er det i orden med klokken otte.

 Bodil smiler.

 Det lyder fint, far skal da ikke sove hele dagen, fordi det er hans fødselsdag. Vil du så spille for ham bagefter, inden han står op.

 Allan nikker.

 Hvis jeg spiller det for dig nu, vil du så sige helt ærligt, om du tror, at far vil blive glad for det.

 Det vil jeg, min dreng.

 Allan går hen til klaveret og starter lidt tøvende med Liebestraum og går så over i sin egen komposition. Først langsomt med venstre hånd i bassen, så er der lige som et hurtigt kvidrende svar fra diskanten, derefter slår det sammen med begge hænder i et næsten brusende marchagtigt tempo, så kommer der et langsomt, stille spørgsmål fra diskanten, der besvares af et hurtigt fejende svar fra bassen, og igen slår det sammen som en brusen med bege hænder, der standser brat. Stille komme det som en hvisken fra bassen, efter et par sekunder kommer der igen et svar fra diskanten, også stille og ligesom lidt tøvende. Så slår tonerne sammen igen fra bas og diskant, men denne gang stilfærdigt og lidt vemodigt.
 Allan stopper op og ser på Bodil.

 Hun sidder og nikker.

 Din kærlighed til far kan vist ikke udtrykkes bedre eller kønnere, min dreng.

 Så smiler hun.

 Men jeg føler mig nu ikke snydt, med den kærlighedserklæring, jeg fik fra dig i går. Jeg anede ikke, at man kunne sige så meget med en melodi.

 Allan ser lidt genert ud, så kommer det stille.

 Jamen det er jo ingenting, imod den kærlighed til mig, som jeg kan læse i dine og fars øjne.
 Bodil smiler og rejser sig.

 Nu går jeg lige ud og laver mad, så kan du lige spille den melodi ind på den anden side af mit bånd.

Måske kan du også nå at lufte King.

 Om aftenen sidder de og hygger sig. De ser lidt fjernsyn, men det meste af tiden sidder de bare og snakker.

 Pludselig siger Allan.

 Det hele virker så uvirkeligt, fordi det er så vidunderligt. For kort tid siden føltes det, som om jeg var i mit eget private lille helvede, og nu… nu er jeg pludselig kommet i paradis.
 Stilfærdigt siger Bodil.

 De ting, du og vi har været igennem, kan ingen af os ændre, men vi kan i fællesskab prøve at gøre, hvad vi kan for at hjælpe hinanden med at komme videre. Fortiden kan vi ikke ændre, men vi kan måske lære at se på den på en mere rationel måde, så det kan lære os at bruge nutiden og fremtiden på en bedre måde.
 Allan sidder og tænker sig lidt om, så siger han med et lille smil.

 Al den tid jeg bruger på at glæde jer, er i hvert fald ikke spildt, så meget ved jeg da.
 Bodil lægger en hånd på hans knæ og smiler.

 Lidt efter siger hun.

 Bliver du oppe, til far kommer hjem, eller vil du måske snart i seng.
 Allan ser lidt tøvende på hende.

 Jeg ville gerne give far et godnatknus, så skal jeg nok gå i seng. I skal da også have mulighed for at være jer selv. Jeg er jo hele tiden omkring jer.

 Bodil ser alvorligt på ham.

 Ja, og det er jo noget af en belastning.

 Så begynder hun at le.

  Tænk, sikke noget vrøvl at sige. Vi har jo også et stort behov for at være sammen med dig.. Du sagde før, at al den tid du brugte på at glæde os, følte du ikke var spildt. Så vil jeg til gengæld sige, at al den tid vi er sammen med dig, er bestemt heller ikke spildt, vil du godt lige tage og huske det, min dreng.
 Werner bebrejdede sig selv, at han havde været for lidt sammen med den anden Allan, mens tid var. Hans behov for at være sammen med dig er meget stort, men det er mit også. Vi ved selvfølgelig godt, at vi ikke kan sidde med dig på skødet hele døgnet rundt, men din tilstedeværelse har bragt os så meget glæde og lykke, at vi gerne vil være så meget sammen med dig, som muligt.

 Selvfølgelig kan både du og vi have behov for at være lidt alene med os selv, men så må vi være ærlige og sige det lige ud, kan vi blive enige om det.

 Allan nikker.

 Jeg går lige en tur med King nu.

 Fint, så laver jeg en kop kaffe, så kan far få en kop med, når han kommer hjem.

 Da King og Allan kommer tilbage, hopper King som sædvanlig op i fodenden af sengen.

 Allan ler.

 Sov du bare, jeg kommer først lidt senere, når far er kommet hjem.

 Han tænker sig lige om et øjeblik, så skifter han til pyjamas, inden han går ind i stuen igen.
 Bodil smiler til ham.

 Det var en god ide, men nu fryser du vel ikke.

 Nej da, det er jo slet ikke koldt.

 Lidt over halvtolv kommer Werner hjem. Han ser meget træt ud, men hans ansigt lyser op, mens han ser fra Bodil til Allan.

 I sidder begge oppe og venter på mig, det var sødt af jer, det var lige det, jeg trængte til.

 Bodil smiler.

 Ja, det er kun King, der er gået i seng. Allan ville gerne give dig et godnatknus, inden han gik i seng, så vi har siddet og fået en kop kaffe, nu skal jeg skænke til dig.

 Lidt efter siger Allan godnat. Både Bodil og Werner får et knus. Da han giver Werner sit knus, holder Werner lige fat i ham et øjeblik, så ryster han på hovedet og smiler, idet han giver slip.

 Godnat min dreng, sov godt, vi ses i morgen.

 Allan kan mærke, at der er noget galt, men han er klar over, at Werner helst vil vente med at snakke om det til næste dag.
 Næste dag banker han på soveværelsedøren klokken 8.

 Så er der morgenkaffe, tillykke med fødselsdagen, far.

 Da han har sat en bakke til Bodil og en til Werner, kommer han ind med sin egen bakke og sætter sig på Werners sengekant.

 Han ser undersøgende på Werner.

 Du ser ikke glad ud, er der noget galt.

 Werner nikker.

 Ja, min dreng, men det snakker vi om senere, lad os nu hygge os. Tak, fordi jeg også må få kaffe på sengen. Det er en dejlig måde at starte en dag på, så det bliver nok en god dag, selvom mine planer må ændres lidt.
 Da Allan er færdig med sin kaffe, ser han over på Bodil. Han kan tydeligt se, at hun heller ikke rigtig er sig selv, men da hun nikker til ham, tager han sin bakke ud i køkkenet og går ind til klaveret. Først spiller han Liebestraum og går så glidende over i sin egen komposition til Werner.

 Han spiller ikke fødselsdagssangen men går stille ind i soveværelset for at hente bakkerne. Han kan se, at tårerne løber ned ad Werners kinder.

 Hvad er du ked af far, er det noget, jeg har gjort forkert, kunne du ikke lide musikken.

 Jo, åh jo, min egen elskede dreng. Du har bestemt ikke gjort noget forkert. Den melodi er noget af det bedste, jeg har oplevet. Nogen større kærlighedserklæring kunne du ikke have givet mig, Allan. Tak for den. Når mor og jeg er kommet op, skal vi lige snakke lidt. Måske du lige kan gå en tur med King så længe.

 Hurtigt er Allan i tøjet og går så en tur med King.

 Da han kommer tilbage, går han ind i stuen og ser fra Bodil til Werner.

 Werner rømmer sig.

 Ja, sæt dig der, min dreng.

 Det jeg må fortælle dig nu, vil muligvis gøre dig meget ked af det, men jeg bliver nødt til det.

 Allan stivner og bliver ligbleg.

 Er det mor, har hun fremtvunget, at jeg skal tilbage til hende. Det vil jeg ikke.

 Det sidste lyder som et skrig.

 Werner ryster på hovedet.

 Nej, men det drejer sig om din mor. Hun er død.

 Allan bøjer hovedet. Så kommer det meget stille.

 Lyder det meget slemt, hvis jeg siger, at det er en stor lettelse, at det bare er det.

 Så stopper han op.

 Men hvad så nu, må jeg stadig blive hos jer.

 Werner rejser sig og går hen og tager ham om skuldrene.

 Det lød måske ikke så pænt, men jeg tror godt, at jeg forstår din reaktion. Selvfølgelig kan du blive hos os indtil videre, indtil vi finder en mere varig løsning i det mindste.

 Mor og jeg talte i nat om, at vi vil søge om tilladelse til at adoptere dig, hvis du kunne gå med til det.

 Om jeg kan, der er ikke noget, jeg hellere vil.

 Han tøver lidt.

 Men hvordan døde mor.

 Werner ser alvorligt på ham efter at have sat sig over i stolen igen.

 Hun blev kvalt af en af sine…. kunder. Jeg var der ude i aftes. Hun blev kørt på hospitalet, men hun var død. I morgen får jeg fat i en advokat til at gennemgå papirerne og ordne de juridiske ting, men mor og jeg talte om, at vi måske skulle tage derhen sammen med dig i formiddag, så du kunne se, om der var noget, du gerne ville have med der hjemme fra. Det fik jeg tilladelse til.

 Allan tøver lidt.

 Ja, måske.

 Så ser han fortvivlet på Werner.

 Hvorfor skulle hun også ødelægge din fødselsdag.

 Bodil siger stilfærdigt.

 Det er jo ikke noget, din mor har gjort med vilje.

 Allan begynder at græde.

 Det ved jeg godt, jeg synes bare, at det er så synd, at det skal ødelægge fars fødselsdag. Undskyld, at jeg opfører mig sådan. I kan jo da slet ikke gøre for det. Jeg havde jo lovet at gøre alt, hvad jeg kunne for at glæde jer, og så skuffer jeg jer i stedet for ved at opføre mig sådan.
 Werner ser alvorligt på ham.

 Du skuffer os bestemt ikke, min egen dreng. Nu skal du høre. Om et kvarter kører vi tre der hen og får det overstået, bagefter kører vi ud og bader, og så slutter vi af med en tur i Dyrehaven. Husk, at vi skal have masser af motion p.g.a. mors gode mad.

 Allan tørrer sine øjne og ser fra Werner til Bodil.
 Hvor var det dog godt, at det ikke var en af jer, det gik ud over, det ville jeg ikke have kunnet klare.

 Da de kommer hen til lejligheden, låser Allan døren op, og de går ind. Allan går rundt i lejligheden som en søvngænger. Så ser han fra Bodil til Werner.

 Skal jeg tage noget tøj med, eller må jeg stadig bruge den anden Allans tøj.

 Bodil ser på ham.

 Du skal kun tage noget med, hvis det er noget, der betyder noget for dig. Det tøj der hjemme er ikke den anden Allans, det er dit.

 Allan ser sig omkring.

 Her har jeg boet i næsten fjorten år, men intet af det, der er her, betyder noget for mig. Det eneste, der betyder noget for mig nu, er jeres kærlighed.

 Han tøver et øjeblik, så fortsætter han.

 Men det var nok meget godt, at jeg kom her hen, så jeg blev helt sikker på det.
 Werner lægger en hånd på hans skulder.

 Det er nok rigtigt min dreng. Man må sige farvel til fortiden, for at kunne leve i nutiden. Det har mor og jeg også lært. Skal vi så køre igen.

 Ja, det synes jeg.
 Bodil smiler.

 Så kører vi lige hjem, så jeg kan få lavet en madkurv, og vi kan få hentet vores badetøj. Måske King også gerne vil med.

 Da Allan har låst døren, rækker han nøglen til Werner.

 Den må du hellere få, jeg har ikke noget at bruge den til, så kan du jo give advokaten den.
 Da de kommer tilbage til huset, ser Allan på Werner.

 Må jeg godt lige spille de to stykker, jeg har lavet til mor og dig, inden vi skal køre.
 Werner smiler.

 Det må du meget gerne.

 Allan går hen til klaveret. Først spiller han stykket til moderen og bagefter stykket til faderen, så rejser han sig, og der breder sig et glad smil på hans ansigt.

 Nu har jeg det godt igen.

 Så går han ind på værelset og finder et par badebukser. Så ser han på King, der står og logrer med halen.
 Skal du også¨have dine badebukser med. Måske skal vi lige løbe en lille tur, hvis du trænger til at tisse.

 Werner kommer med en pose med sit og Bodils badetøj og tre håndklæder.

 Det var nok en god ide. Skal jeg tage dine badebukser med i posen. King plejer ikke at bruge badebukser, men han er god til at passe på tøjet, mens vi er i vandet.

 Bodil stikker lige hovedet ud fra køkkenet.

 Jeg er klar til, at vi kan køre om ti minutter.

 Fint, så er vi tilbage om godt fem minutter, ikke King.

 King giver et bjæf og løber hurtigt med Allan, der ikke har givet ham snor på.

 Bodil ser efter dem og sukker.

 Hvor må det dog have været en forfærdelig tilværelse, han har haft.

 Werner nikker.

 Ja, man kan godt forstå hans reaktion på moderens død.

 Fem minutter efter er Allan forpustet tilbage med King.

 Han ler, da han siger.

 Så er vi to klar.

 Fint, hop ind på bagsædet med jer, så sidder mor foran hos mig, og madkurven sætter vi i bagagerummet, så ingen forgriber sig på den i utide.

 Halvanden time senere sidder de på stranden. De har lige været en tur i vandet, og er nu klar til at gå i gang med madkurven. Der er også et par godbidder og et kødben til King.

 Da de er færdige med at spise, siger Allan.

 Værsågod far, jeg har købt nogle cigarer til dig.

 Med et smil tænder Werner en af cigarerne og puster langsomt røgen ud. Så ser han på Allan.

 Hvornår har du købt dem, har du for resten lyst til at smage.

 Allan ler.

 Jeg købte dem, da jeg var ude at lufte King. Jeg vil gerne prøve et sug.

 Werner rækker ham cigaren og siger.

 Sug nu ikke for kraftigt, hvis du ikke har prøvet det før.

 Allan tager et forsigtigt sug, men kommer til at hoste alligevel. Da han rækker cigaren tilbage til Werner, smiler han.

 Jeg tror nu ikke, at jeg bliver forfalden til hverken rødvin eller cigarer foreløbig.

 Vejret er stadig godt og lunt, selvom man er først i september, så de ligger alle tre og nyder solskinnet. King gnaver energisk på sit kødben.

 Da Werner er færdig med cigaren, siger han.

 Nå King, vil du med i vandet.

 King er klar med det samme. Allan rejser sig op på albuen.

 Bodil nikker til ham.

 Smut du bare med, så bliver jeg her og passer på tøjet.

 Hurtigt er Allan oppe og løber efter Werner og King.
 King er allerede ude i vandet, og man kan tydeligt se, at han nyder det. Werner og Allan svømmer rundt og skiftes til at prøve at fange hinanden. King bjæffer og prøver også at fange dem.

 Fem minutter efter er de dog på vej ind igen. Da de er næsten inde, giver Werner Allan et puf, så han falder.

 Lynhurtigt er han oppe igen, og så er det Werner det går ud over. Det bliver til en rigtig lille brydekamp inde på det lave vand.

 Werner er naturligvis den stærkeste, men Allan er meget smidig, så han klarer sig helt godt, og Werner tager selvfølgelig heller ikke rigtigt fat. Omsider sidder Allan overskrævs på Werners mave og prøver at holde hans skuldre nede.
 Werner ler.

 Det er du jo helt god til, men pas nu på.

 Med et ryk, gør han sig fri, så Allan falder bagover.

 Lynhurtigt griber Werner fat i Allan, der prøver at sprælle sig fri, løfter ham op, som om han vil smide ham langt ud i vandet. Så begynder han at le igen.

 Skal vi stoppe nu.

 Allan ler også.

 Det må vi nok hellere.

 Werner sætter ham ned og lægger en arm om hans skuldre. Allan lægger en arm om livet på Werner, og så følges de ad ind til Bodil, der smilende har fulgt deres kampe.

 Så kommer King farende og ryster sig, så der står en sky af vand omkring ham.

 Bodil ler højt.

 Nå, der fik jeg vel nok et ordentligt brusebad.

 De får sig nu tørret og kommer i tøjet.

 En lille time senere traver de rundt ude i Dyrehaven.  King bliver i bilen og Allan går mellem Werner og Bodil. De snakker ikke ret meget, men nyder bare at gå sammen og mærke hinandens nærhed. En times tid senere er de tilbage ved bilen og så kører de hjem.

 Da de kommer hjem, siger Bodil.

 Hvis Allan nu lige hjælper mig med maden og dækker bord, så kan far for en gangs skyld lufte King. Er det i orden med jer to, eller tre, skulle jeg måske sige.

 Da Werner og King er gået, siger Bodil.

 Far var så ked af at skulle fortælle dig om din mor, men han var jo nødt til det. Da du imidlertid viste ham, at du bestemt ikke elskede ham mindre højt af den grund, blev han meget glad. Det, og så det, at du hele tiden er parat til at gå med på hans tossestreger, betyder nemlig meget for ham. Jeg kan garantere dig for, at han altid vil mindes den her fødselsdag med stor glæde.

 Tak, fordi du sagde det, mor. Det er jeg meget glad for. Jeg vil jo så nødigt skuffe jer eller gøre jer kede af det.

 Bodil smiler.

 Vi ved jo, at du aldrig vil gøre det, med din gode vilje, min egen dreng. Hvis du nu dækker bord, så sætter jeg lasagnen i ovnen. Jeg havde gjort den klar, så den skulle være færdig om en times tid. Det er en af fars yndlingsretter.

 Mens de sidder og spiser, siger Bodil.

 Nå far, har du været tilfreds med din fødselsdag.

 Werner smiler.

 Helt bestemt, men hvordan skulle en dag med jer to kunne undgå at blive en god dag. Så viser livet sig jo fra sin aller kønneste side. Tak skal I have begge to.

 Så ser han på Allan.
 Husk nu, at på lørdag er det din tur til at lave en plan for dagens forløb. Kun din fantasi sætter grænserne.

 Allan begynder at le.

 Du er godt nok ikke bange af dig, men jeg skal nu nok prøve at holde mig inden for rimelighedens grænser.

 Resten af aftenen sidder de og hygger sig. Omsider rejser Allan sig for at gå en tur med King. Så ser han fra Werner til Bodil.

 Skal jeg gå med til begravelsen.

 Werner ryster på hovedet.

 Kun hvis du selv synes det. Det bliver nok torsdag eller fredag, så du har tid til at tænke over, om du vil, men husk, det er absolut frivilligt.

 Stille går Allan med King. Da han kommer tilbage, børster han tænder og tager sin pyjamas på, inden han går ind for at sige godnat.

 Han går først hen til Werner og ser ham lige i øjnene, så kommer det stille.

 Må jeg godt sidde lidt hos dig far, eller synes du, at jeg er for stor til det.

 Werner ryster på hovedet og rækker begge hænder frem.

 Lidt hæst siger han.

 Så længe du har lyst til det, er du ikke for stor til det, min dreng.

 Allan knuger sig ind til Werner og læner så sit hoved mod hans skulder. Han sidder helt musestille i næsten et minut, så siger han.

 Hvad skulle jeg dog have gjort uden dig og mor.

 Så rejser han sig og går over og slår armene om Bodils hals og knuger sig ind til hende.

 Så retter han sig op og smiler.

 Findes der nogen større lykke end at have sådan en mor og far.

 Bodil smiler.

 Det skulle da være at have sådan en søn. Kan du nu sove rigtig godt.

  Godnat far og mor, jeg vil prøve at drømme om jer, det kunne være skønt.

 Da Allan er gået i seng, siger Bodil.

 Tror du, at han prøver at fortrænge det med moderen.

 Uden tvivl, og jeg håber, at det lykkes, men han kan også komme til at bebrejde sig selv, at hans forhold til moderen ikke var bedre. Han er en meget følsom dreng, men så må vi jo prøve at hjælpe ham.

 Hen på natten kommer Allan grædende ind i soveværelset.

 Undskyld, at jeg vækker jer, men jeg havde sådan et frygteligt mareridt. Jeg drømte, at jeg kom hjem fra skole og fandt hende liggende på gulvet. Jeg måtte simpelthen lige ind og se, om I var her, at der ikke var sket jer noget.
 Både Bodil og Werner har sat sig op i sengen.

 Bodil rækker en hånd frem.

 Kom min dreng, læg dig herop mellem far og mig, så du kan føle, at vi er her begge to, at du er her hos os nu.

 Jamen det kan jeg da ikke.

 Werner smiler.

 Hvorfor skulle du ikke kunne ligge mellem din far og mor, selvfølgelig kan du det. Kom du nu bare.

 Lidt tøvende kravler Allan op i sengen.

 Både Bodil og Werner kan mærke, at han ryster over hele kroppen. Da han har ligget lidt, begynder han dog at slappe af.

 Fem minutter efter siger han.

 Nu har jeg det godt igen, så nu skal jeg nok gå ind til mig selv, jeg skal da heller ikke ødelægge jeres nattesøvn helt.

 Så giver han Bodil et kys og Werner et lille knus og kravler så ud af sengen.

 Undskyld, at jeg vækkede jer, og tak, fordi I ville hjælpe mig.

 Werner ser på ham.

 Skal jeg ikke gå med og blive hos dig, til du sover.

 Nej da, jeg har allerede forstyrret jer alt for meget. Nu skal det nok gå.

 Det var godt, at du kom. Du må aldrig føle, at du er til ulejlighed, hvis du trænger til vores hjælp, husk det, min dreng.
 Stille smutter Allan ind på sit værelse igen efter at have hvisket.

 Godnat igen begge to.

 Næste morgen ser Allan genert fra Bodil til Werner, da han kommer ud til morgenmaden i køkkenet.
 Jeg opførte mig vist som et rigtigt pattebarn i aftes og i nat.

 Werner ryster på hovedet.

 Bestemt ikke. Det er ikke bare pattebørn, der behøver at føle tryghed her i tilværelsen, når noget går os på. Det har vi alle, også mor og jeg.

 Da de har spist, skynder Allan sig at blive vasket og komme i tøjet, så han er klar til at gå i skole.

 Da han kommer hjem fra skole, er han i fint humør. Det viser sig, at han klarer sig helt godt i de forskellige fag, og ham han sidder ved siden af, virker vældig flink, så de har snakket sammen i flere af frikvartererne.

 Han fortæller derfor glad om sine oplevelser i skolen, mens han og Bodil får en kop kaffe.

 Bodil er meget glad for, at han så hurtigt tilsyneladende er faldet godt til i skolen.

 Hvis du får lyst til at invitere en kammerat med hjem, så sig bare til. Hvad f.eks. på lørdag, men da har du måske andre planer.

 Allan ser på hende med strålende øjne.

 Så måske min sidekammerat på lørdag eftermiddag. Om formiddagen skal jeg ordne haven og vaske og pudse bilen, og om aftenen vil jeg gerne have, at vi tre bare er alene sammen.

 Bodil ler.

 Det lyder da som en overkommelig plan. Skal vi så sige, at du inviterer ham til kl. 14.

 Alle tiders, tusind tak, mor.

 Næste dag kommer Allan hjem fra skole med et stort smil.

 Ulrik vil gerne komme. Du kan godt glæde dig til at møde ham, for han er utroligt charmerende. Skal far på arbejde på lørdag.

 Nej, han tager en afspadseringsdag i dagens anledning. Han ville ikke overlade alt besværet og arbejdet til mig.

 Så begynder Bodil at le.

 Men det var nok lige så meget fornøjelsen, han ikke ville gå glip af.

 Allan giver hende et knus og går så ind til lektierne.

 Ved aftensmaden siger Werner.

 Begravelsen bliver torsdag kl. 15. Vil du med Allan. Du skal kun gå med, hvis du selv synes, at det er en god ide.

 Allan ser lidt på ham.

 Jeg vil godt med. På den måde kan jeg få afsluttet den del, så jeg ved, at den tid er helt forbi.

 Bodil nikker.

 Det er nok rigtigt, men husk nu, at er der, eller bliver der noget, du trænger til at snakke om, så må du aldrig være bange for at sige til med det samme. Du vil aldrig komme til ulejlighed.

 Allan smiler til hende.

 Det ved jeg, mor.
 Begravelsen bliver overstået. Allan er lidt stille bagefter, men fredag begynder han allerede at glæde sig til, at Ulrik skal komme næste dag.
 Lørdag morgen kommer Bodil og Werner ind med morgenmad til ham kl. 8. og så sidder de og snakker en halv times tid.

 Et kvarter i ni siger Werner.

 Nå, men du vil måske i gang med havearbejdet nu, jeg kommer også om lidt.

 Hurtigt er Allan oppe og trækker i noget gammelt tøj. Sit eget gamle tøj har han smidt ud, efter at have spurgt Bodil, om det var i orden. Han vil helst ikke have noget, der kan minde ham om fortiden.

 Havearbejdet går fint, og bilen kommer også til at skinne. Så ser han på Werner med et glimt i øjet.

 Du ser så svedt ud, far. Tror du ikke, at jeg skal spule dig lidt for at afkøle dig.

 Werner ler højt.

 Ja, det var måske ikke en dårlig ide. Så kan vi jo se, om der også bliver lidt vand til overs til dig.

 Allan henter haveslangen og lukker op for vandet, så går han hen mod Werner.
 Werner står helt roligt og tager mod vandet, som om han tog brusebad. Så giver han pludselig et hyl og kaster sig ned på græsset og ruller sig hen mod Allans ben, så han vælter. Og så er det ellers Allans tur til at få vand.

 Leende rejser de sig op begge to. Werner laver et knæk på slangen, så vandet stopper.
 Hvis du nu lukker for vandet, så tror jeg, at der er tid til at blive vasket rigtigt og komme i tøjet, inden mor har frokosten klar.
 Hurtigt kommer de af det våde tøj henne ved døren og skynder sig ind og bliver vasket og tørret.

 Et kvarter efter er de i tøjet begge to.

 Bodil ler.

 Så er maden klar. Det var da godt, at I kom til at se nogenlunde civiliserede ud. Ellers bliver Ulrik da skrækslagen og stikker af, hvis han tror, at han kommer ud for den samme tur.

 Werner smiler.

 Ja, hvem ved, hvad der kan ske i eftermiddagens løb.

 Allan ser på ham.

 Det kan jo godt ske, at han lige skal lære os lidt at kende først, men det kunne da ellers være sjovt med os to mod dig, så skulle vi nok klare dig.

 Bodil ryster på hovedet.

 Jeg giver Allan ret. Lad ham lige lære os lidt at kende. Allan skulle jo nødigt blive uvenner med ham. Hans far og mor ville nok heller ikke være særligt begejstrede for at få en drivvåd dreng hjem.

 Hans far og mor er skilt. Ulrik bor normalt hos sin mor, men han skulle hen til sin far i denne week-end, men faderen skulle vistnok i byen i aften.

 Bodil ser fra Werner til Allan.

 Jamen hvis han skal være alene hjemme, kan han da blive her til i morgen tidlig, hvis du synes. Du talte ganske vist om, at vi tre skulle være alene sammen i aften, men…. Ja, hvad siger du.

 Det kunne da være alle tiders, hvis han virkelig må det.

 Nu kan du jo spørge, om han synes om ideen, så kan han jo ringe hjem og spørge, om hans far har noget imod det.

 I er sikker på, at I ikke har noget imod det.

 Werner smiler.

 Det er jo din fødselsdag, så i dag er det dig, der bestemmer. Selvfølgelig har vi ikke noget imod det, vi er tværtimod glade for, at du har fundet en kammerat så hurtigt. Det betyder meget at have en jævnaldrende kammerat at tale med. Når du synes om ham, er jeg sikker på, at han er god nok, og så skal jeg endda prøve at opføre mig pænt i eftermiddag og i aften.

 Uh altså, hvor er I vidunderlige, jeg er næsten sikker på, at I vil synes godt om ham, og han kan ikke undgå at kunne lide jer.

 Klokken to kommer Ulrik så. Han er en pæn og meget velopdragen dreng, måske en lille smule genert, da han hilser på Bodil. Da han ser op på¨Werner, kommer der uvilkårligt et lille glimt i øjet.

 Snart sidder drengene og spiser hjemmebagt kage og drikker sodavand, men Bodil og Werner får en kop kaffe. Så går drengene ind på Allans værelse for at snakke. Et øjeblik efter kommer Allan farende ud sammen med Ulrik.
 Ulrik vil meget gerne blive her til i morgen, hvis han må for sin far, må han godt ringe.
 Helt bestemt. Du kan jo sige, at Allans far er politimand, så vi skal nok passe godt på dig.
 Ulrik begynder at le.

 Er det rigtigt, min far er også politimand, han er ude i paskontrollen i Kastrup i øjeblikket.

 Werner smiler.

 Jeg er ved kriminalpolitiet inde på Politigården, så kan det jo ligefrem være, at jeg kender din far, hvad hedder han.
 Axel Pedersen, og hvad hedder du til efternavn, Allan sagde bare, at du hed Werner.
 Werner ler højt.

 Jeg hedder Jensen. Hvor gammel er din far, 37, for så tror jeg, at vi gik på politiskole sammen. Det er jo alle tiders, han var en virkelig gæv fyr den gang, ja det er han da sikkert stadig, med sådan en knægt.
 Hvis du er den Werner, min far tit har fortalt mig om, tror jeg bestemt ikke, at jeg får problemer med at få lov til at blive her.

 Så bliver han pludselig alvorlig.

 Jamen, jeg mener, at min far fortalte, at jeres Allan var død.

 Bodil smiler og lægger en hånd på Ulriks skulder.

 Det er også rigtigt, min ven, men nu har vi fået en ny Allan. Han var ven med vores anden Allan.

Ham her er vores plejesøn, indtil vi kan adoptere ham, vi holder nemlig så meget af ham, at ham vil vi ikke af med igen.

 Ulrik er blevet meget rød i hovedet.

 Undskyld, at jeg nævnte den anden Allan, det skulle jeg nok ikke have gjort.

 Bodil giver ham et lille knus.

 Tænk ikke mere på det, det gjorde bestemt ikke noget. Takket være den her Allan kan vi nu snakke om den anden, uden at blive kede af det. Den anden har vi gode minder om, men den her Allan har vi dejlige oplevelser sammen med nu. Nu er det ham, der er vores Allan.
 Ulrik får ringet til sin far og får selvfølgelig lov til at blive, så siger faderen.

 Lad mig lige hilse på Werner.

 De får sig nu en lille sludder og bliver enige om, at de snart må ses. Werner foreslår derfor, at Axel selv kommer og henter Ulrik den næste dag, så kan de begge få frokost med.

 Drengene er gået ind på værelset for at snakke igen.
 Allan fortæller lidt om sin baggrund, og Ulrik fortæller om sine forældres skilsmisse. Han fortæller, at hans mor er sygeplejerske, og at hun har fundet en anden mand.

 Han ser alvorligt på Allan.

 Jeg ville meget hellere bo fast hos far og så besøge mor en gang imellem. Far er bare alle tiders, kan du tro. Mor er da også sød og rar, men jeg bryder mig bestemt ikke om mors nye mand.

 Nu er far og mor omsider blevet enige om, at når jeg bliver 14 i næste måned, må jeg prøve at flytte hen til far, foreløbig i to måneder for at se, hvordan det går. Jeg glæder mig utroligt meget til det.

 Allan tøver lidt.

 Hvis din far skal have nattevagter, kan du sikkert få lov til at sove her de nætter, så du ikke skal være alene hjemme. Det er jeg sikker på, at far og mor gerne vil gå med til.
 Tror du virkelig. Din mor er utrolig sød, og din far har min far fortalt en hel masse om. Han siger, at han altid er fuld af skæg og ballade.

 Allan ler.

 Det er også rigtigt.

 I formiddags havde vi vandkamp med haveslangen, men han lovede at opføre sig pænt i eftermiddag, så du ikke blev alt for forskrækket over os og stak af.
 Ulrik smiler.

 Jeg er nu ikke så nem at skræmme, det kunne da have været sjovt at være med til. Sådan noget kan min far også finde på, men hvad siger din mor til det.

 Hun ryster på hovedet og kalder det drengestreger. Men sidste lørdag bad far hende om en spand vand for at spule mig ren efter havearbejdet. Hun kom også med vandet, men hældte det ud over ham i stedet for, og så fik mor et sprøjt i nakken med haveslangen.

 Det lyder, som om I har det sjovt.
 Det har vi også, det kan du lige tro, men det bedste af det hele er, at jeg så tydeligt kan mærke, hvor meget de begge holder af mig. Jeg kan selvfølgelig ikke blive en erstatning for den anden Allan, men de kan umuligt have holdt mere af ham. Og som du hørte, sagde mor, at de søger om tilladelse til at adoptere mig, nu hvor min mor er død, nogen far har jeg jo aldrig haft.
 Ulrik rækker sin højre hånd frem.

 Dig vil jeg gerne være ven med, sådan rigtig for alvor.

 Allan griber hans hånd og knuger den.

 Vi to vil være venner hele livet.

 Lidt efter går de ind i stuen til de andre.

 Ulrik ser alvorligt på Bodil.

 Er du sikker på, at jeg ikke kommer til ulejlighed. Jeg ved da, at min mor synes, at det er et stort problem, hvis der dukker en uventet gæst op.
 Allan ler.

 Så får far og jeg bare lidt mindre. Kan du ikke se, at far er ved at blive for tyk. Han har bedt mig om at finde på en god form for motion, men den må ikke være for kedelig.

 Ulrik smiler.

 Jeg synes nu ikke, at du er for tyk, men jeg har et godt forslag til en spændende og sjov motion. Meld jer ind i en fægteklub. Jeg går til fægtning en gang om ugen, det er sjovt, og I kan tro, at man får den dovne sved frem.

 Bodil smiler.

 Du kan roligt regne med, at der er mad nok til dig også, men kan fægtning ikke være lidt farligt.

 Ikke når man holder sig til reglerne, og gør man ikke det, bliver man smidt ud. Vi har jo både maske og beskyttelsesdragt på, og hverken fleuret, kårde eller sabel er spidse. Der sidder en dup på enden af dem. Det er en af de sportsgrene, hvor der sker færrest uheld. Hvis I har lyst, kan I da komme og prøve det et par gange, inden I bestemmer jer og investerer i dragt og våben. Det kan I låne det første halve år.

 Nå, og så kan jeg sidde alene her hjemme og trille tommelfingre.

 Ulrik ler højt.

 Nej da, du skal da også være med. Det er jo netop noget I alle tre kan være sammen om. Der er skam også flere meget dygtige damer i fægteklubben.

 Werner nikker.

 Det var måske slet ikke så tosset en ide, lad os tænke lidt over det. Måske kan jeg så komme med i en musketerfilm en skønne dag.

 Allan prikker til ham.

 Det må blive som Porthos, han var jo også ret stor.

 Så ler han højt.

 Læg mærke til, at jeg hverken sagde tyk eller fed den her gang.

 Den dreng trænger snart til en endefuld, han bliver mig noget fræk. Men det må vel hellere vente, til Ulrik ikke er her, ellers sladrer han vel til sin far.

 Ulrik ler.

 Far banker skam også tit mig, når han synes, at jeg bliver for fræk.

 Tænk, jeg troede, at du var sådan en pæn og stille dreng, det var din far da.

 Ulrik ler endnu mere.

 Jo tak, far har fortalt mig om jeres yngre dage.

 Det fortæller du ikke noget om til Bodil og Allan, for så får du en endefuld.

 Bodil ryster på hovedet.

 Jeg havde jo nok en anelse om, at du havde været lidt vild i dine yngre dage, men jeg troede, at jeg havde fået tæmmet dig lidt.

 Uh, hvorfor er I alle sammen mod mig. Kom King, lad os gå en tur, nu er vi to da heldigvis fornærmede og sure.

 Ulrik ser lidt betænkelig ud, da Werner har forladt stuen, men Bodil smiler til ham.

 Han er hverken sur eller fornærmet, men han skulle lige have lidt tid til at planlægge en frygtelig hævn. Nu går jeg ud og laver mad. Du kan evt. spille lidt på klaveret, hvis du har lyst Allan og Ulrik bryder sig om det.

 Ulrik ser på Allan.

 Kan du spille klaver. Min mor ville have mig til at gå til klaverspil, men det duede jeg bestemt ikke til.
 Allan smiler.

 Kan du lide klassisk musik.

 Helt bestemt.

 Allan går hen til klaveret og spiller et par stykker, så ser han på Ulrik.
 Kunne du lide det.

 Ja da, men hvor længe har du gået til klaverspil.

 Allan ryster på hovedet.

 Jeg har ikke gået til klaverspil, jeg prøvede det første gang for ca. fjorten dage siden. Mor siger, at jeg spiller efter gehør. Når jeg har hørt en melodi et par gange, kan jeg spille den, hvis den ikke er for svær.

 Bodil kommer ind i stuen for at dække bord.

 Prøv også at spille de to, du har lavet til far og mig.
 Allan smiler til hende og spiller de to stykker.

 Ulrik ser målløs på ham.

 Har du selv komponeret dem, jamen hvordan bærer du dig ad.

 Det kan jeg ikke rigtig forklare. Jeg hører tonerne inde i hovedet, så fortsætter det altså ud i fingrene og bliver til musik.

 Han tøver et øjeblik.

 Hvis du bryder dig om det, vil jeg prøve at spille et stykke, specielt til dig, fordi du virkelig vil være min ven.

 Ulrik sidder næsten og holder vejret, mens Allan spiller.
 Da Allan holder op, ser Ulrik over på Bodil og derefter på Werner, der også er kommet ind i stuen.

 Han er blevet helt bleg.

 Det er simpelthen utroligt. Aldrig har jeg hørt en musik før, der gjorde mig så ubeskrivelig glad. Kan og vil du en gang indspille den på bånd til mig.

 Allan smiler.

 Jeg indspiller den til dig i morgen, inden du tager afsted.
 Ved aftensmaden sidder man og snakker hyggeligt om forskellige ting, så smiler Bodil.

 Kan du se, Ulrik, at der også er mad nok til dig.
 Ulrik nikker.

 Jeg kan godt forstå, hvis man bliver tyk her i huset, hvis du laver lige så god mad hver dag.

 Werner skuler til ham.

 Begynder du nu også.

 Så retter han sig op i stolen.

 Jeg udfordrer hermed jer to abekatte til en brydekamp ude på græsplænen, en time efter at vi har spist. Ellers klemmer jeg bare maden ud af jer igen. Så skal I se sumobrydning, siden I synes, at jeg er så tyk. Der stilles i badebukser. Ingen ure, ringe, eller andet, der kan kradse, og selvfølgelig heller ikke sko eller støvler.

 Allan ler højt.

 Jamen jeg tror ikke, at Ulrik har badebukser med.

 Så må han låne af dig, ellers må enten han eller du kæmpe uden, slige bagateller kan jeg ikke tage mig af.

 Så smiler han til Ulrik.

 Bare rolig, jeg tror nok, at Allan har et ekstra par, og I er jo nogenlunde lige store.

 Ulrik begynder at le højt.

 Ja, du er nøjagtig lige så tosset, som far har fortalt, men hvor er det herligt, at den slags mennesker findes. Jeg troede, at jeg skulle til en ganske almindelig fødselsdag hos en klassekammerat fra 14 – 17. Og så har det udviklet sig til en af de bedste oplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg hart fået en dejlig ven og har lært hans forældre at kende som nogle vidunderlige mennesker. Werner er endda min fars gamle ven, som jeg har hørt så mange historier om. Bodil har inviteret mig til at spise med og overnatte her. Allan har lavet et stykke musik specielt til mig. Om lidt skal vi i gang med sumobrydning, er der slet ingen ende på oplevelserne, eller drømmer jeg.

 Da Allan fortalte mig i sidste uge, at han havde fødselsdag i dag, sagde han, at han intet ønskede sig. Han påstod, at han havde fået nok i en far og mor og et hjem, nå ja og en anpart i en hund. Derfor er jeg glad for, at dagen har udviklet sig på den her måde, for ikke mindst takket være dig, Ulrik, tror jeg, at Allan føler, at han har haft en fødselsdag, han kan tænke tilbage på med glæde. Har jeg ikke ret Allan.

 Helt bestemt mor. Den her dag har været en helt enestående oplevelse.

 Da de er færdige med at spise, går drengene lige ind på værelset for at snakke lidt, inden de klæder om. Werner hjælper Bodil med opvasken. Da han går ind for at skifte til badebukser, siger han med et lille smil.
 Nu må du have haveslangen parat, hvis det ser ud til, at jeg ikke kan klare mig.

 Bodil begynder at le.

 Det foreslog Allan mig også, hvis de ikke kunne klare dig, men skal vi så ikke sige, at I får en omgang med haveslangen alle tre, når jeg synes, at det er nok.

 Werner giver hende et kys.

 God ide, lille mor. Den ven er Allan bestemt ikke snydt med.
 Nej, jeg tror ikke, at nogen af dem føler sig snydt eller har grund til det. Det er et par usædvanlig dejlige drenge begge to.

 Drengene har lidt diskussion, for det viser sig, at Allan kun har et par badebukser, der passer. Der er ganske vist et par mere, men de er meget små.

 Allan holder på, at Ulrik skal låne dem, der passer bedst, så kan han enten selv tage de små badebukser på, eller et par underbukser, der næsten ligner badebukser, men de er hvide og det er jo ikke så smart på græsplænen, så han bestemmer sig for de små badebukser.
 Han ler højt, da han har fået dem på.

 Tjah, de dækker da det væsentligste, men det er ikke godt at vide, hvor længe de holder, nå skidt med det, det er jo ikke en offentlig forestilling, vi er jo kun os selv, så der er nok ingen, der tager skade af det, hvis de ryger sig en tur.

 Ulrik smiler.

 Bliver du ikke genert, hvis du taber bukserne eller de går i stykker.

 Nej, hvorfor dog det. Far og jeg går da somme tider i bad sammen om morgenen, hvis vi er kommet lidt sent op, og du så mig da uden bukser lige før.

 Jamen hvad med din mor.
 Hun har da også set mig uden tøj, det er der da ikke noget forkert i, synes du.

 Ulrik begynder at le.

 Nej, det har du da ret i.Tøj burde i grunden være overflødigt, med mindre man frøs. I det gamle Grækenland dyrkede man jo også sport, uden at have tøj på. Det var jo et tegn på, at man var en fri mand. Det var kun slaverne, der brugte tøj, ved de første olympiske lege. Men tror du ikke alligevel, at din far ville kigge engang, hvis en af os var kommet ud uden bukser.

 Jo, måske, men han ville ikke have sagt en lyd til det.

 Ulrik ler stadig.

 Skal vi prøve.

 Nej, så har jeg en bedre ide. Hvis jeg mister mine bukser, smider du også dine, hvis du kan komme til det, så vi er solidariske, er det ok med dig.

 Ulrik nikker.

 Selvfølgelig.

 Da de kommer ud på græsplænen, er Werner parat.

 Allan ser på ham.

 Det ene par badebukser var, som du kan se ret små, så dem tog jeg, men vi har aftalt, at hvis mine bukser ryger i kampens hede, så ryger Ulriks også, så vi er solidariske, er det i orden med dig.

 Werner smiler.

 Helt i orden, men er det også i orden, at jeg beholder mine på, under alle omstændigheder.

 Allan ler højt.

 Ja, hvis de da ikke springer i sømmene.

 Så er det godt. Klar. Parat. Start.

 Få sekunder efter er det hele en dynge af arme og ben i mellem hinanden.

 Tredive sekunder efter lyder der et ritch. Det er Allans badebukser, der ryger, men han kæmper bare videre, for han er lige ved at have Werner nede. Ulrik tøver to sekunder så hiver han sine badebukser af og kaster sig over Werner igen. Og nu har Werner svært ved at klare sig.
 Allan har fat i hans arme og Ulrik har fat i hans ben. De sidder med ryggen til hinanden på Werners ryg. Ulrik bøjer sig frem for at få bedre fat, men det benytter Werner sig af. Hurtigt krummer han ryg, så Allan falder forover og må give slip. Lynhurtigt vender Werner sig, og nu må Ulrik give helt slip for ikke st komme ind under Werner. Werner rejser sig, men Allan har opdaget, at Ulrik er lige bag ved ham. Han giver Werner et kraftigt skub, så han falder baglæns. Hurtigt er de begge klar til at gribe fat igen. Ulrik har fået godt fat i benene nu, og Allan er hurtigt omme og trækker Werners arme op over hovedet. I det samme lyder der en hvæsen, og Bodil står leende og oversprøjter dem alle tre med haveslangen.

 Så er det vist ved at være nok.

 De rejser sig alle tre. Werner har stillet sig mellem Allan og Ulrik og har lagt en arm om skulderen på dem begge.

 Ja tak. Så er det vist også vand nok, fru brandmajor.

 Bodil lukker for vandet.
 Jeg troede ellers, at I to også havde badebukser på.

 Ulrik rødmer, men Allan ler.

 Det havde vi også, men det ene par var meget små, så dem tog jeg. Vi blev så enige om, at hvis mine røg i kampens hede, så ville Ulrik være solidarisk og tage sine af også, så nu er der kun et par tilbage. De ligger herovre, så nu skal jeg samle dem op.

 Det kalder jeg en kammerat.

 Nu skal I se, her er der håndklæder, men måske det er bedre, at I går i bad først, ellers kommer håndklæderne vist ikke til at se godt ud. Hvis I to nu skynder jer ind først, så kan far komme til bagefter. I kan trods alt ikke være tre under bruseren på en gang.

 Werner brummer.

 I får præcis 6 et halvt minut, så bliver I smidt ud, uanset om I er færdige eller ej. Jeg vil ikke stå her og vente på at få en lungebetændelse.

 Allan ser på ham.

 Vi skal nok skynde os, far.
 Seks minutter efter stikker Allan hovedet ud fra badeværelset.

 Så kan du komme til, vi er ved at tørre os, så vi ikke griser til på vej hen til værelset.
 Werner kommer ud på badeværelset. Han ser fra Allan til Ulrik og giver dem begge et klap på skulderen.

 Tak for kampen, drenge. Jeg håber, at I morede jer, det gjorde jeg i hvert fald.
 Begge drenge smiler stort.

 Helt bestemt, lyder det i kor.

 Werner går ind under bruseren og drengene løber hen på værelset og bliver tørret færdig.

 Da de kommer derhen, opdager de, at der er stillet en drømmeseng derind, og der er lagt noget sengetøj frem.

 Hurtigt får de sig tørret færdigt og kommer i tøjet. Da de kommer ind i stuen, ser Bodil på dem.

 Hvis I nu lige går en tur med King, sådan et kvarter – tyve minutter, så er der en lille overraskelse, når I kommer tilbage.

 Allan sender King ud efter snoren, og til Ulriks overraskelse kommer King med snoren med det samme.

 Mens de går med King, snakker de ivrigt sammen.
 Ulrik siger med et smil.

 Man er da ikke i tvivl om, hvor højt Werner og Bodil elsker dig. De er jo næsten parate til at slå knuder på sig selv for din skyld, men jeg forstår det godt, for du er virkelig alle tiders.

 Far fortalte mig, at det slog dem helt ud, da de mistede deres søn. De lukkede sig ude fra alt og alle. Han prøvede et par gange at snakke med Werner, i den tid Bodil var hjemme hos sine forældre, men han lukkede totalt af.

 Og nu er de åbne og gæstfri. De er i strålende humør og fulde af sjov.

 Allan nikker.

 Jeg var ven med deres søn, og skulle have været hjem og besøge dem, men så blev Allan syg. Han havde imidlertid fortalt sin mor om mig, og hun havde lovet ham at hjælpe mig. Der gik noget tid efter hans død, før hun følte, at hun havde overskud til at gøre noget for nogen. Så henvendte hun sig til skolen for at finde mig, og så var jeg gået hjemmefra. Mor tog så hjem for at snakke med far om, hvordan de skulle finde mig, og der fandt hun så mig. Far havde den foregående aften samlet mig op inde på Rådhuspladsen. Ja, du kan vel selv tænke dig til, hvad jeg lavede derinde ved 12 tiden om aftenen.

 Da far talte til mig, var jeg med det samme klar over, at han ikke var en af den slags. Ham havde jeg tillid til med det samme.
 Næste dag tog han hen til min mor, for at høre, om hun kunne gå med til, at jeg kom i pleje hos far og mor. Det kunne hun godt, for hun havde lige fået at vide, at ellers ville jeg blive fjernet med tvang.

 Så da far kom tilbage, var mor der og de fik snakket rigtigt sammen. Jeg var ude at gå en tur med King imens.
 Ja, det er stort set min historie, så nu ved du alt om mig. Ja, d.v.s. sidste lørdag aften blev min mor kvalt af en af sine kunder, og så var det lige far, der blev sendt derud. Det var hårdt for ham, ikke mindst at skulle fortælle mig det. Men det eneste jeg tænkte på, var, at det var da godt, at det ikke var far eller mor, det var sket for. I torsdags var jeg så med til begravelsen, så nu er det kapitel helt slut i min tilværelse, og jeg har bestemt ikke lyst til at læse det en gang til.
 Ulrik lægger en hånd på hans skulder.

 Det forstår jeg godt. Du har jo faktisk gjort et spring fra helvede til paradis, for mange andre går det den modsatte vej, men det er vel også lettere at hoppe ned end at springe op.

 Den tillid du har vist mig, ved at fortælle mig alt det her, vil jeg aldrig kunne svigte. Nu er jeg overbevist om, at en bedre ven end dig, vil jeg aldrig kunne få.

 Allan stopper op, så smiler han og giver Ulrik et knus.

 I lige måde, Ulrik.

 Så ser han på uret.

 Nu kan vi vist godt gå hjem. Gad vide, hvad mor nu har fundet på. Jeg kan næsten ikke rumme mere i dag.

 Da de kommer ind med King, kommer Bodil.

 Må jeg byde herskaberne på en tur i parken. Hun krummer begge arme, som tegn på, at hun gerne vil have en kavaller under hver arm.

 Allan giver et gisp, da de kommer ud i haven. Rundt omkring på buske og træer hænger der kulørte lamper, der må være mindst halvtreds. Nogle steder står de også på jorden. På havebordet er der stillet sodavand og kaffe, samt en lagkage med 14 lys. Rundt om bordet står der fire stole.

 Langsomt ryster han på hovedet.

 Fortæl mig, at det ikke bare er en drøm, mor.

 Bodil giver ham et knus og et kys.

 Kunne det her overbevise dig, min egen dreng.

 Ja, så må det vel være rigtigt, selvom jeg ikke fatter det.
 Ulrik lægger en hånd på hans skulder.

 Det forstår jeg godt. Det hele er som et eventyr, og så er jeg endda med. Din mor er den gode fe, og din far er den rare gamle konge. Er det ikke rigtigt, Werner.

 Werner smiler.

 Se se, nu begynder han at opføre sig pænere, så har vores indflydelse da haft sin virkning. Din far kan nok slet ikke kende dig igen, når du kommer hjem.

 Ulrik ser alvorligt på ham.

 Hvis man ikke bliver et bedre menneske af at være sammen med jer tre, så er der kun to muligheder. Enten er man perfekt, eller også er man helt umulig. Hvor vil du placere mig.

 Werner giver ham et knus.

 Lige et par millimeter under perfekt.

 Allan får pustet lyset ud på lagkagen, og lidt efter sidder de og snakker, mens de drikker sodavand og kaffe og spiser lagkage og småkager.

 Pludselig ser Allan på Bodil.

 Du fryser vel ikke mor, skal jeg ikke hente dit sjal.

 Tak, min dreng, jeg fryser ikke endnu, men måske er det en meget god ide alligevel.
 Da Allan er gået ind efter sjalet, siger Ulrik.

 Jeg har aldrig før mødt sådan nogle mennesker som jer.

 Du Bodil er et helt igennem fint og elskeligt menneske. Jeg forstår godt, at Allan forguder dig. Du Werner, ja du ligner min far, men er alligevel meget mere åben. Du buldrer, men man føler en ubeskrivelig tryghed i din nærhed. Du har et hjerte af guld og er parat til at gøre alt, for dem du elsker, men så sandelig også for alle andre, mig selv inclusive. Og Allan er bare den ven, jeg altid har gået og drømt om, men aldrig troede, at jeg ville få, fordi jeg ikke var værdig til så stor en belønning. Han er ærlig og reel, en man altid kan stole på, endda mere end på sig selv. Til trods for hans baggrund, som han fortalte mig om i aften, er han allerede nu en retlinet og kærlig person, der er i stand til at vise andre en næsten ubegrænset tillid, på en måde, så intet normalt menneske ville drømme om at svigte den tillid.

 Werner smiler, men bliver så alvorlig igen.

 Det var noget af en karakteristik, du der fik afleveret, og jeg er nok ikke helt uenig. Kun i karakteristiken af mig var der en svipser, men ingen er jo fuldkommen, som jeg før sagde. Du er en lille anelse under perfekt, ikke mere. Hvorfor tror du f.eks. at jeg også skulle kunne elske dig, min ven.

 Du har i løbet af vores korte bekendtskab indsneget dig i både Bodils og mit hjerte, er det ikke rigtigt, min skat. Allan sagde godt nok, at du var charmerende. Det er du også, men du er noget, der er langt bedre. Du er ikke bare en poleret overflade. Du er ægte hele vejen igennem. Du kan blande alvor og sjov, men på intet tidspunkt mister du evnen til at trække dine grænser de rigtige steder.
 Du ved, hvor højt vi elsker Allan, men både Bodil og jeg er enige om, at han aldrig kan få en bedre, en mere retlinet og reel ven end dig.
 Allan er i mellemtiden kommet tilbage. Han har givet Bodil sjalet og ser så på Ulrik.

 Jeg sagde til far og mor, at jeg var overbevist om, at de ville kunne lide dig, men også, at jeg var sikker på, at du kunne lide dem.  Havde jeg ikke ret.

 Bodil har siddet tavs lidt, så siger hun.

 Jeg er lidt ked af, at du siger, at Allan forguder mig. Jeg ved godt, at det var positivt ment, og tak for det, men for mig er det lidt negativt. En gud er perfekt, Ulrik, helt perfekt, ikke bare næsten, som dig. Det er da ingen kunst at elske det perfekte. Men at kunne elske et menneske, trods dets fejl og mangler, se det er en kunst.

 Når man er forelsket, ser man ikke den andens fejl, ja man nægter måske endda at tro på, at de eksisterer, det er at forgude.

 Men intet menneske er fejlfrit, men hvis man virkelig elsker et menneske, er man parat til at tilgive en hvilken som helst fejl. Ikke bare en gang, men simpelthen hver gang. Ikke nødvendigvis kritikløst. Man har lov til at bede folk om at forsøge at rette deres fejl og ikke gentage dem, men det skal ikke være en betingelse for at tilgive dem. En ægte tilgivelse er betingelsesløs. Mon ikke godt, du forstår mig.

 Ulrik smiler.

 Så er jeg nok forelsket i dig, undskyld Werner, for jeg kan ikke se, at du har nogen fejl, men jeg har jo også kun været sammen med dig i dag.

 Bodil smiler og giver ham et lille knus.

 Jeg er også næsten forelsket i dig, kun næsten, for du har i hvert fald en fejl, du overdriver.

 Werner ser på sit ur.

 Mon ikke vi skal se at komme til køjs. Jeg har lovet din far, at han må komme og hente dig, når han har spist frokost sammen med os. Men nu skal vi foreløbig sove og have morgenmad først. Kan vi aftale, at I to laver morgenmaden klar til klokken otte i morgen. Vi kan godt alle fire sidde i køkkenet, så I kalder bare, når kaffen er klar.

 Meget gerne. Du skal først på arbejde klokken tre i morgen eftermiddag, ikke. Godnat far og mor.

 Hurtigt er Allan henne og giver sin mor og far et godnatknus.

 Tusind tak for en vidunderlig dag.

 Ulrik ser lidt tøvende fra Bodil til Werner.

 Må jeg også.

 Bodil rækker begge arme ud mod ham.

 Meget gerne min ven.

 Et øjeblik efter har Werner også hans arme om halsen.

 Drengene følges ad ind på værelset.

 Allan smiler.

 Jeg tager drømmesengen i aften, så får du min seng. Næste gang kan vi så bytte.

 King knurrer lidt, da Ulrik sætter sig på sengekanten for at tage skoene af.

 Allan begynder at le.

 Kan du så være rar. I aften skal du være Ulriks sovedyr.

 King lægger hovedet på siden og ser på Allan, så drejer han hovedet om mod Ulrik og lukker øjnene.

 Stadig leende siger Allan.

 Så er det accepteret. Det kan godt være, at han vækker dig med et slik i hovedet i morgen tidlig. Vi skal vækkes klokken 7, King.

 Sig mig, fungerer han også som vækkeur.

 Ja, og man kan næsten altid stole på, at tiden passer. Vil du låne den her pyjamas.

 Ulrik ser lidt usikkert på ham.

 Jeg plejer faktisk at sove uden, ellers kommer jeg til at svede meget, gør det noget.

 Nej, selvfølgelig er det i orden.

 Et øjeblik efter ligger de begge under dynen. De når nu ikke at snakke ret længe, før de falder i søvn.

 Næste morgen vågner Ulrik med et gisp.

 King har givet ham et ordentligt slik i ansigtet. Ulrik ser på sit ur, klokken er præcis 7. Så ser han over på Allan, der sover endnu. Stille hvisker han til King.

 Væk så også Allan.

 King logrer med halen og så får Allan også et ordentligt slik.

 Allan slår armene om halsen på King og ser over på Ulrik.

 Er han ikke alle tiders vækkeur. Hvad vil du helst, lave kaffe eller hente rundstykker.

 Det er nok bedst, at jeg henter rundstykker. Du ved bedre, hvor tingene er her hjemme hos dig.

 Fint, her er penge til rundstykker, køb otte.

 Så begynder Allan at grine.

 Men du vil måske gerne have lidt tøj på først.

 Ulrik smiler.

 Ja tak, det vil nok være bedst. Skal jeg tage King med.

 God ide, det vil han uden tvivl sætte pris på.

 Hurtigt er Ulrik i tøjet og King er allerede kommet med snoren.

 Hvor er den nærmeste bager.

 Allan forklarer ham det. Så går han ud i køkkenet og sætter kaffemaskinen i gang, dækker bord o.s.v.

 Et kvarter efter er Ulrik tilbage med rundstykkerne.

 Allan ser på uret.

 Vi kan godt nå at blive vasket, inden vi kalder på mor og far, så er det klaret. Skal vi gå i bad eller bare vaske os.

 Ulrik smiler.

 Vi var jo i bad i går aftes, så mon vi ikke kan klare det med lidt klatvask i dag.

 Klatvask.

 Ulrik begynder at le.

 Ja, mund, næse, pande og fingerspidser. Man dypper fingerspidserne i vand og tørrer hurtigt hen over pande, næse og mund, og så skynder man sig at blive tørret for ikke at blive syg. Sådan gjorde man i gamle dage, har far fortalt. Vand over hele kroppen var det vist mange, der aldrig fik, så de har nok lugtet godt.

 Allan smiler.

 Der er nu tid nok til at gå lidt mere grundigt til værks, men vi kan lige så godt tage tøjet på, når vi er blevet vasket, selvom vi plejer at spise morgenmad i nattøj.

 Jamen så synes din far og mor måske, at det virker lidt forkert, at de er i nattøj, når vi er kommet rigtigt i tøjet.
 Selvfølgelig har du ret, vil du så låne en pyjamas nu eller…..

 Ulrik smiler.

 Jeg vil meget gerne låne en pyjamas, når jeg er blevet vasket.

 Et par minutter i otte er det hele klar. Morgenbordet er dækket, kaffen er klar, rundstykker og smør er også parat, og begge drenge er klar i pyjamas og med store smil og vandkæmmet hår, da Allan banker på soveværelsesdøren og siger.

 God morgen, de herskaber. Deres morgenmad er serveret i et af de tilstødende gemakker. Påklædning er ganske uformel, d.v.s. at vi også er i pyjamas begge to.

 Det bliver et muntert morgenmåltid. Der bliver drillet og grinet, og det viser sig hurtigt, at nu holder Ulrik sig bestemt heller ikke tilbage, når der skal drilles.

 Omsider siger Werner.

 Det er sør´me anstrengende at spise morgenmad med jer, nu trænger jeg til at hvile mig med en god cigar, og så¨kan I to få lov til at vaske op, for mor er sikkert også træt.

 Er King blevet luftet.

 Ja, Ulrik havde ham med hen til bageren.

 I det der kostume.

 Ulrik ler.

 Nej, jeg sover ganske vist uden tøj, men jeg syntes, at det var mest passende at tage tøj på, inden jeg gik i byen.

 Jamen hvorfor har du så pyjamas på nu.

 Allan smiler.

 Ulrik syntes, at når I spiste morgenmad i nattøj, så skulle vi også gøre det, men vi er blevet vasket.

 Bodil smiler til Ulrik.

 Det kalder jeg situationsfornemmelse, min ven. Jeg er nu ikke så træt, at jeg ikke kan klare opvasken, men jeg er jo heller ikke så gammel som den ældre herre der, men hvis I insisterer på at klare opvasken, skal I næsten også have lov. Så vil jeg gå i bad og komme i tøjet imens.

 En halv time senere er alle kommet i tøjet og sidder inde i stuen og snakker. Så siger Ulrik.

 Vil du godt indspille den melodi til mig nu, kan du virkelig huske den.

 Allan smiler og gør båndoptageren klar, inden han går hen til klaveret.

 Jeg tror godt, at jeg kan huske den, men den bliver måske lidt anderledes, gør det noget.

 Nej, selvfølgelig ikke.

 Allan slår et par akkorder an og så begynder han at spille.

 Ulrik sidder helt musestille, så ser han fra Bodil til Werner. Han har tårer i øjnene, men sidder alligevel med et lykkeligt smil.

 Da Allan er færdig med at spille, går Ulrik hen til ham og lægger en hånd på hans skulder.

 Hvordan kan jeg nogensinde gøre gengæld. Jeg kan slet ikke sige, hvor glad jeg er for den melodi.

 Allan drejer hovedet og ser Ulrik lige i øjnene.

 Det behøver du heller ikke. Det kan jeg se, og gengæld, det behøver du i hvert fald ikke at spekulere på, der dukker sikkert en mulighed op en skønne dag, og indtil da, er jeg fuldt ud tilfreds med dit venskab. Man behøver ikke nødvendigvis at få en pære, fordi man giver et æble.

 Takket være mor har jeg fundet ud af, at jeg meget bedre kan udtrykke mine følelser gennem musik end ved hjælp af ord.
 Werner brummer.

 Jeg synes ellers, at du er meget god til at gøre det med ord, men jeg indrømmer, at din musik er meget talende, i hvert fald for mor og mig, men åbenbart også for Ulrik.

 Ulrik ser på Allan.

 Jamen vil du ikke være komponist.

 Allan ryster på hovedet.

 Det tror jeg ikke. Jeg vil gerne nøjes med at spille, når jeg har noget at fortælle nogle ganske bestemte mennesker.

 I holder af mig, derfor forstår I det, jeg spiller for jer. Mange andre ville det måske ikke sige en pind, og hvorfor så bruge tid på det. Der må være mange andre ting, der er mere væsentlige at beskæftige sig med.

 Så smiler han.

 Men det kan jo være, at jeg ændrer mening. Det kan jeg jo nå at gøre mange gange, inden jeg bliver voksen. Det vil jeg ikke have noget imod at vente nogle år med at blive. Hvad det så ellers betyder at være voksen.

 Bodil ser alvorligt på ham.

 Det haster bestemt heller ikke, hverken for dig eller Ulrik. Mange bliver det aldrig.

 Så smiler hun.

 Prøv du bare at se på din far.

 Så bliver hun alvorlig igen, da Werner begynder at brumme.

 Og godt det samme, men alligevel er din far voksen på mange måder. Han kan lave sjov og fest og ballade, men han er en ansvarlig person. Det er nok det, jeg forstår ved at være voksen på den rigtige måde. Livet stiller krav til os. Når vi når en vis alder, forventes det, at vi tager et ansvar, at vi selv tager konsekvenserne af alle vores handlinger, også der, hvor det viser sig, at vi har begået fejl.
 En uansvarlig person, der forsøger at skubbe skylden for sine handlinger over på andre, er ikke voksen, uanset alder, og uanset, hvordan han ellers opfører sig.
 Werner sidder og nikker.

 Det kunne vist ikke siges meget bedre lille mor, men du har nu også altid været helt god til at udtrykke dig. Jeg vil kun tilføje, at det at blive voksen er ikke noget, der kommer en bestemt dag iflg. kalenderen. Det er noget, man opdrages til hen ad vejen. Måske af forældre, men der kan også være mange andre indblandet i den proces. På mange måder er I to allerede nået et langt stykke hen ad den vej, men glem aldrig barnet i jer. Ikke det barnagtige, men det ægte barnlige. Tilliden, men også skæg og ballade, evnen til at se det sjove, de lyse sider i tilværelsen og det gode humør. Et smil kan mange gange løse selv de største problemer, skønt man synes, at de er uoverkommelige.

 Bodil smiler.

 Som sædvanlig vil far have det sidste ord, men det gør heller ikke noget, for han har fuldkommen ret.

 Lidt senere ser Bodil på uret.

 Hjælper I mig lige med frokosten, din far kommer om en halv time, Ulrik.

 Begge drenge farer op fra stolen med det samme og er straks klar til at hjælpe til.
 Werner smiler.

 Så går jeg lige en tur med King, så jeg ikke går i vejen.

 Ulrik ler.

 God ide, motion er sundt, hvis man…..

 Han når ikke længere, før Werner langer ud efter ham, og Ulrik flygter leende ud i køkkenet.

 Da Axel kommer, hilser han på de forskellige. Da han rækker hånden frem mod Werner, stikker denne hånden ved siden af Axels. Lynhurtigt anbringer Axel den anden hånd på Werners skulder med et stort smil.

 Jeg var lige ved at have glemt en af dine sædvanlige tossestreger. Gad vide, hvordan Ulrik er blevet efter at have været sammen med dig en hel dag. Det tager nok flere dage at genoprette en nogenlunde anstændig opførsel.
 Så rækker han hånden til Allan med et glimt i øjet.

 Du er så den nye Allan.

 Henvendt til Bodil siger han.

 Jamen han ser da slet ikke så tosset ud, som Werner sagde.
 Så fortsætter han henvendt til Allan.

 Når du har været her hos Bodil og Werner i fjorten dage, så er du nok vant til den tone, håber jeg. Jeg er meget glad for at møde dig, for jeg tror, at du er noget af det bedste, der er sket for Bodil og Werner i lang tid.

 Så ser han over på Ulrik.

 Og har du så opført dig nogenlunde, eller skal den stå på klø, når vi kommer hjem.

 Inden Ulrik når og få svaret, siger Allan.

 Ulrik opfører sig meget pænere end dig, derfor har vi også lovet ham, at han må komme herhen, hvis du bliver for slem, og også hvis du skal have nattevagt, når han flytter hen til dig.
 Axel ser overrasket på ham.

 Nåda, du har allerede lært at bide fra dig.

 Så lægger han en hånd på Allans skulder og smiler fra ham og til Ulrik.

 Der har du vist fået dig en rigtig ven, sønneke.

 Ulrik smiler bredt.

 Jeg har fået tre gode venner, ja næsten fire, ikke King.

 King giver et bjæf og logrer med halen.

 Ja ja, du har arvet din fars charme, min dreng.

 Ulrik ler højt.

 Ja, for du har den da ikke mere.

 Axel begynder også at le.

 Hjælp, jeg overgiver mig, skal vi slutte fred.

 Bodil smiler.

 Jeg skal lige låne de to abekatte der, så kan I to gå ind i stuen og slappe af imens.

 Da de kommer ind i stuen, siger Axel.

 Det er utroligt. I er jo slet ikke til at kende igen. Men jeres nye Allan ser også ud til at være en virkelig gevinst.
 Werner nikker og lader en hånd fare hen over øjnene.
 Ja, ham ville vi ikke bytte med ti millioner i lotto.
 Han har givet vores tilværelse en helt ny mening, og både Bodil og jeg elsker ham simpelthen lige så højt som den anden Allan. Han kan være alvorlig, men han kan også gå med på alle mine tossestreger, men mest af alt er det nok, at vi begge så tydeligt kan mærke, hvor højt han elsker os.

 Ja, jeg kunne blive ved, men vil kun sige, at din Ulrik aldrig kan få nogen bedre ven end ham.

 Så smiler han.

 Men hvis Ulrik ligner sin far, og det er jeg ved at tro, trods det ret korte bekendtskab, så er Allan heller ikke snydt med det venskab.

 Jeg er for øvrigt glad for at høre, at du og din forhenværende kone er blevet enige om, at Ulrik flytter hen til dig, når han bliver fjorten. Det betyder meget for ham at være sammen med dig, kunne jeg mærke, han bryder sig ikke om den anden mand, og det betyder nok ikke mindre for dig, vel.

 Men husk, hvad Allan sagde. Hvis du skal have vagt, eller der bliver noget andet, kan Ulrik altid være hos os, og det lader han ikke til at være så ked af, selvom han nok fortæller dig nogle forfærdelige historier om, hvad han har oplevet her i denne week-end.

 Bodil kommer ind.

 Ja, så er der frokost.
 Snakken går godt, indtil Werner ser på sit ur.

 Ja, nu må jeg så afsted på arbejde, men derfor kan I da godt blive her lidt endnu, bare I er væk, når jeg kommer hjem i aften.

 Så ryger det ud af Allan.

 Også mor og mig.

 Der flyver en trækning over Werners ansigt, så siger han stilfærdigt.

 Nej, I må aldrig gå fra mig.

 Bodil smiler varmt til ham.

 Det tror jeg heller ikke en gang, at Axel og Ulrik kunne overtale os til. Man ved, hvad man har, og hvis det ikke kan gøres bedre, hvorfor så lave noget om.

 Kaffen skal nok stå på bordet, når du kommer hjem. Der er ryddet op og gæsterne er smidt ud og din kone og søn sidder pænt og venter på dig.

 Ude i gangen bliver Werner indhentet af Allan, der ser ulykkeligt på ham.

 Jeg er så ked af, at jeg kom til at sige det far, jeg tænkte mig slet ikke om. Mor gik jo kun den gang, for at hun kunne prøve at finde sig selv igen. Hun elsker dig så højt, at hun aldrig vil forlade dig, og jeg ville blive verdens ulykkeligste menneske, hvis jeg ikke var her hos dig og mor.

 Helt i orden, min egen dreng. Vi kan alle komme til at sige noget, som vi fortryder, at vi har sagt.

 Simpelthen, fordi vi har lagt noget helt andet i ordene, end den anden opfatter. Du skal være klar over, at jeg godt ved, at du ikke sagde det for at såre mig, for det ved jeg, at du aldrig vil gøre.

 Jeg siger også tit noget, jeg ikke burde have sagt, men det er i hvert fald heller ikke for at såre, hverken mor eller dig.

 Så tager han Allan om skuldrene.

 Og husk så. Smil. Tordenbygen er overstået og solen skinner igen, er du med på den.

 Allan sender ham et strålende smil.

 Det kan du lige tro. Jeg synes, at Ulriks far er alle tiders og glæder mig til at høre hans historier om dig, men så god som dig bliver han nu aldrig.

 Werner giver ham et knus og går så ud til bilen.

 Da Werner er kørt, bliver drengene sat til at rydde til side og vaske op, mens Bodil og Axel sætter sig ind i stuen og snakker.

 Axel tøver lidt, så siger han.

 Du aner ikke, hvor glad jeg er for at se, at I har det så godt nu. Det er en usædvanlig fin knægt, I der har fået, og han har heldigvis haft evnen til at hjælpe jer, da ingen andre kunne. I ved godt, at det ikke var manglende vilje, hverken fra min eller mange andres side. Vi havde bare ikke evnen, den havde Allan.

 I er begge blomstret op, og man kan også tydeligt mærke, hvor godt I har det med hinanden.

 Bodil smiler.

 Allan er enestående, men var du klar over, at det var den anden Allan, der faktisk bad mig om at hjælpe ham her, fordi det var hans meget gode ven. Hvem ved, måske han også tænkte på, at den her Allan kunne hjælpe os videre, når han var væk. Hvis det var tilfældet, har han i hvert fald haft ret.

 Jeg tager vist ikke meget fejl, hvis jeg siger, at både Werner og jeg elsker ham lige så højt, som den anden. Og man skal være blind, hvis man ikke kan se, hvor højt han elsker os. Han er virkelig noget helt specielt.

 Og så kan han spille klaver, selvom han aldrig har lært det. Han har komponeret en melodi til både Werner og mig, og i aftes komponerede han også en til Ulrik, som han spillede ind til ham på bånd i formiddags. Prøv at få Ulrik til at spille den for dig, jeg ved, at han er meget glad for den.

 Axel ser på Bodil.

 Ulrik, ja, der har jeg et problem. Han vil jo meget gerne hen og bo hos mig til stadighed, og der er heller ikke noget, jeg hellere vil have, men….ja, der er et men. Hans mor er gået med til, at han må flytte hen til mig når han bliver 14 i oktober, foreløbig et par måneder.
 Se, jeg vil jo gerne give ham et rigtigt hjem, men til et rigtigt hjem hører der også en moder. Jeg ved, at Ulrik ikke bryder sig om sin mors nye mand. Den fejl vil jeg under ingen omstændigheder begå. Skal jeg giftes igen, skal det være med en, der elsker ham lige så højt som mig, men det skal også være en, han kan elske, ellers går det simpelthen ikke.

 Han smiler skævt.

 Du er jo desværre optaget, for ellers havde du været et godt bud. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor meget Ulrik allerede holder af dig, trods jeres korte bekendtskab.
 Bodil smiler.

 Det er absolut gensidigt, men har du andre forslag.

 Ja, der er faktisk en, jeg kender helt godt, og som jeg også sætter stor pris på, men hvordan sørger jeg for, at hun og Ulrik får hinanden rigtig lært at kende. Så Ulrik ikke synes, at hun tager hans far fra ham, og hun ikke synes, at Ulrik kommer imellem hende og mig.
 Bodil ser alvorligt på ham.

 Jeg kan godt se, at det er noget af et dilemma. En anden ting, hvad vil din forhenværende kone synes om, at Ulrik kommer til at bo hos dig, hvis du har en dame, som måske endda også skal bo der.

 Hun boede da også sammen med Arly et års tid, inden de blev gift, selvom Ulrik boede hos dem.
 Bodil sidder og spekulerer lidt, så begynder hun at smile.

 Nu har jeg en ide.

 I det samme kommer drengene ind i stuen.
 Bodil vifter dem af.

 Smut lige ind på Allans værelse. Jeg er lige ved at snakke fornuft med Axel, så meget som han nu kan klare af det. Kom igen om en halv time, så er det enten lykkedes, eller også har jeg opgivet til den tid.
 Ulrik smiler.

 Er Bodil hård ved dig.

 Axel nikker.

 Noget, men jeg fortjener det sikkert, når man ser på, hvordan du er blevet.

 Allan ler.

 Er du utilfreds med ham, fortjener du ikke at have en søn.

 Axel ser pludselig tankefuld ud.

 Nej, det har du vist i grunden ret i. Tak fordi du mindede mig om det.
 Jeg sårede dig vel ikke, for det var bestemt ikke meningen, jeg synes jo virkelig godt om dig.

 Axel ryster på hovedet med et skævt smil.

 Nej, bestemt ikke, min ven, men du fik mig til at tænke mig om, og det er ikke så tit, at det lykkes for nogen, derfor blev jeg noget overrasket. Du har nemlig fuldstændig ret. Han er nok den, jeg nødigst af alle vil miste.
 Så smiler han rigtigt.

 Men lad nu din mor og mig snakke lidt i fred og ro. Skal vi så sige 25 minutter nu.

 Skal vi ikke gå en tur med King så.

 God ide, hent snoren, King.

 Et øjeblik efter traver drengene afsted med King.

 Axel ryster på hovedet.

 Den dreng er godt nok speciel. Det vigtige er jo ikke, om jeg får en kone, hvis det bliver på bekostning af Ulrik, det har drengen jo helt ret i.

 Bodil smiler.

 Skal vi vende tilbage til min ide.

 Hvornår skal du have Ulrik næste gang.

 Han kommer allerede på fredag igen, de skulle have gæster, og så fik han lov til at komme hen til mig. Jeg skal ganske vist på arbejde fredag til kl. 22, men det plejer ikke at være noget problem.

 Jamen så hør her, hvad vi gør.

 Ulrik tager med Allan hjem fra skole fredag og overnatter her. Så kommer du til frokost lørdag og tager damen med, og så ser vi, om vi ikke i fællesskab kan få det foretagende til at fungere.

 Fredag aften forbereder jeg så Ulrik lidt på, hvad der skal foregå lørdag, er det i orden med dig. Så får han lejlighed til at snakke tingene igennem med Allan, og det kan sikkert hjælpe ham.

 Werner kommer ganske vist først fra arbejde lørdag ved 15-tiden, så kan han evt. sætte lidt fut i tingene, holde sjov med drengene, eller hvad der nu bliver brug for. Som du ved, kan han også føre en fornuftig samtale, og han plejer at kunne sætte tingene på plads.

 Hvis der er behov for det, kan vi beholde Ulrik til søndag, hvis I to vil hjem og snakke tingene igennem alene, eller hvis Ulrik har brug for lidt mere tid til at tænke over tingene.

 Jeg kan ikke love, at det lykkes sådan lige med et snuptag, men jeg ved, at både Werner, Allan og jeg vil gøre vores bedste, det garanterer jeg, og så kan det måske være første skridt på vejen.

 Axel smiler bredt.

 Jeg kender ikke andre end Werner, der fortjener en kone som dig.

 Bodil ler.

 Det vil jeg opfatte positivt, for jeg ved, hvor stor pris du sætter på Werner.

 I det samme kommer drengene ind sammen med King.

 Axel ser på Allan.

 Jeg har lige sagt til din mor, at jeg ikke kender andre end din far, der fortjener en kone som hende.

 Ulrik ler.

 Jamen hende, der falder for dig, bliver nu heller ikke snydt.

 Så bliver han alvorlig.

 Det forstod mor bare ikke i tide.

 Allan ser tankefuld på Axel, men begynder så at smile.

 Så lykkedes det altså for mor at få snakket fornuft med dig, for nu lyder du da fornuftig nok.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Har du lyst til, at jeg spiller et stykke for dig.

 Meget gerne, min ven. Din mor sagde, at du havde spillet et stykke for Ulrik i aftes og havde indspillet det på bånd i formiddags. Det er jeg meget glad for, for det fortjener han. Jeg kunne ikke have en bedre søn, det har du ret i.

 Allan går hen til klaveret og sætter sig, så lader han fingrene glide hen over tangenterne, og så begynder han at spille.

 Først en stille og rolig brusen, så en hel masse krumspring i korte afbrudte forløb, der pludselig igen bliver stille og ligesom eftertænksom, lidt melankolsk. Så kommer der ligesom jublende triller helt oppe i diskanten, som ruller ned mod bassen, der igen lyder som vindens brusen i en skov en sommerdag. Pludselig stopper musikken i få sekunder, og så lyder det som regndryp, der bliver til rigtig silende regn, og endelig slutter det af med en rullende torden i bassen.

 Han smiler over til Axel, da han er færdig.

 Han havde begravet hovedet i hænderne, mens Allan spillede. Ulrik har kun set på Axel, nu ser han over på sin far.

 Lynhurtigt er han henne hos ham.

 Er der noget galt far, du er vel ikke syg.

 Allan er næsten lige så hurtigt derhenne.

 Har du ondt nogen steder.

 Axel begynder at smile, men de kan se, at han har tårer i øjnene.

 Nej, ikke mere. Se dog ikke så forskrækkede ud. Jeg skal nok prøve at forklare jer, hvad der skete.

 Forestil jer, at I har en kæmpestor byld på armen, den gør mere og mere ondt, fordi den bliver større og større. Så en dag siger lægen, at nu kan den skæres.. Han stikker en kniv i bylden og ud sprøjter al materie og andet djævelskab. En lynhurtig smerte, og så en uendelig lettelse.

 Sådan virkede din musik på mig. Du jagede kniven i bylden, da du sagde, at hvis jeg ikke var tilfreds med Ulrik, fortjente jeg ikke at have en søn. Det var flere års smerte, du prikkede til, og så kom lindringen med din musik, der sagde til mig. Det er aldrig for sent at gøre noget ved det, og du kan gøre det, fordi du ved, at der er nogen, der elsker dig.

 Han ser på Ulrik med et skævt smil.

 Du er ikke vant til at se din far fra den her side, men det er altså også en del af ham, lige som klovnen og bajadsmageren.

 Ulrik læner sig ind til ham.

 Den side elsker jeg ikke mindre højt, lille far.

 Axel fanger Allans hånd.

 Tak fordi du vil være min søns ven, vil du også være min ven.

 Allan smiler glad.

 Mere end meget gerne.

 Bodil ser på Axel.

 Det er ikke for at smide dig ud, men du sagde, at I skulle være hjemme inden kl. 5. fordi der var nogle ting, I skulle have ordnet, inden du skulle køre Ulrik hen til sin mor.

 Axel rejser sig.

 Det er også rigtigt. Jeg havde helt glemt tiden.

 Hurtigt får de sagt farvel og tak, og lidt efter kører de.

 Allan ser efter dem.

 Hvor er Axel dog et dejligt menneske, jeg kan godt forstå, at Ulrik elsker ham. Bare han dog kunne finde sig en ordentlig kone, det går Ulrik også og håber på, det sagde han til mig.

 Bodil smiler til ham.

 Hvis du lover, at du intet siger til nogen, heller ikke til Ulrik, så vil jeg fortælle dig en hemmelighed.

 Ser du, Axel har fundet en dame, som han synes godt om. Han og jeg snakkede om, hvordan han bedst skulle præsentere hende og Ulrik for hinanden, så de kunne komme til at synes om hinanden.

 Axel ved godt, at Ulrik ikke bryder sig om sin moders mand. Sådan noget vil han ikke risikere. Hvis han skal komme sammen med en, skal det være en, som Ulrik virkelig kan lide, og lige så vigtigt, en der kan elske Ulrik lige så højt, som Axel gør.

 Ulrik må aldrig føle, at nogen tager hans far fra ham, og damen må til gengæld heller ikke føle, at Ulrik går mellem hende og hans far.

 Vi blev så enige om, at da Ulrik også skal hen til sin far i den kommende week-end, selvom han er på arbejde fredag til kl. 22, fordi moderen skal have gæster. Så kunne han tage med dig hjem fra skole om fredagen og blive til lørdag.Axel skulle så prøve at invitere damen med her hen til frokost på lørdag, så hun og Ulrik kunne mødes, skal vi kalde det på neutral grund. Far er ganske vist på arbejde til kl. 15 på lørdag, men så må vi to prøve at få tingene til at fungere, så vi kan hjælpe både Ulrik og Axel og hans dame. Er du med på den. Vi slipper dem ikke, før far også har haft lejlighed til at snakke grundigt med dem, så det bliver nok først hen på aftenen.

 Måske vil de to så gerne hjem til Axel og snakke i fred og ro om tingene, og så kan Ulrik evt. blive her til søndag. Måske lykkes det så godt, at Ulrik kan tage med og være med i snakken om en evt. fremtid sammen.
 Men du må altså ikke sige noget til Ulrik om det. Du nøjes med at invitere ham med hjem fredag, som aftalt, fordi hans far skal på arbejde, og han kommer her hen lørdag. Axel skal lige have undersøgt, om damen kan og vil med her hen først.

 Når Ulrik så kommer, vil jeg gerne forklare ham forløbet og baggrunden for arrangementet, og så bliver det din tur til at snakke tingene igennem med ham. Det vil du godt hjælpe med, ikke.

 Det kan du være helt sikker på, og jeg skal nok lade være med at sige noget til Ulrik Det ville være vidunderligt for Ulrik at få en rigtig familie, hvor han kan befinde sig godt. Det gør han bestemt ikke hos sin mor, fordi han ikke bryder sig om hendes mand.

 Da Werner kommer hjem, får han et ordentligt knus af Allan, der er kommet i sin pyjamas, efter at have luftet King, så han lige er klar til at gå i seng. Klokken er jo mange, og han skal i skole næste dag. De sidder dog lidt og snakker, inden han går i seng.

 Der næste dage går hurtigt.
 Onsdag ringer Axel og siger, at Shirley gerne vil komme med til frokost om lørdagen.

 Bodil smiler uvilkårligt, da hun siger.

 Nu har du vel fortalt hende lidt om, hvad hun kan blive udsat for, ikke mindst, når Werner kommer hjem.

 Axel ler højt.

 Selvfølgelig, jeg har sagt, at Werner kan være lige så tosset som mig, men at du er både sød og rar, så hun kan holde sig til dig, hvis det bliver for slemt.
 Er hun englænder.

 Nej, hun er dansker, hun er for resten stewardesse, men hendes mor var vild med Shirley Temple, derfor kaldte hun hende Shirley, hun hedder Jacobsen til efternavn.

 Ulrik glæder sig meget, da Allan fortæller, at han skal med ham hjem om fredagen, for så er han sikker på, at han nok skal få en sjov og hyggelig week-end.

 Da han kommer, får han et knus af Bodil ligesom Allan og så sidder de og snakker.

 Så fortæller Bodil ham om arrangementet.

 Ulrik ser ikke særligt glad ud, men det hjælper lidt, da Bodil siger.

 Din far ville gerne have, at du og Shirley mødte hinanden på neutral grund første gang. Så har du også Allan at snakke med om tingene, men han lovede, at der ikke bliver noget af det hele, hvis du og Shirley ikke synes godt om hinanden og kan lide hinanden, sådan rigtig for alvor. Han sagde til mig. Ulrik skal ikke have en stedmor, medmindre hun kan elske ham lige så højt, som jeg gør, og medmindre han også rigtig kan lide hende.
 Ulrik ser hende lige i øjnene.

 Jeg stoler på, at både du og far kun vil mig det bedste. Far trænger også til et andet voksent menneske. Bare han ikke glemmer mig, skal det nok gå. Jeg vil gøre hvad som helst for at far kan blive rigtig glad, for det fortjener han.
 Bodil giver ham et knus.

 Med den indstilling skal det nok gå godt. Nu kan I lige ordne jeres lektier. Werner kommer hjem om en times tid. Så kan I måske hjælpe ham lidt ude i haven, for det bliver der ikke tid til i morgen. Din far og Shirley kommer ved ellevetiden.

 Er hun englænder.

 Bodil smiler.

 Nej, hun er dansker og hedder Jacobsen til efternavn. Hun er i øvrigt stewardesse, så hun er sikkert en flot pige.

 Far er ikke hjemme, når de kommer, vel.

 Nej far er først hjemme henad halvfire, så hun kan nå at vænne sig lidt til tonen, inden han dukker op.
 Tror du godt, at hun kan tåle en spøg.

 Det er jeg sikker på. Axel sagde, at han havde fortalt hende, at Werner kunne være lige så tosset som ham, men måske skal vi gå lidt langsomt frem, så vi ikke skræmmer livet af hende.

 Ulrik smiler.

 Nu tror jeg, at jeg glæder mig til at lære hende at kende. Hvis hun kan lide den tone I har, så tror jeg, at hun er god nok.

 Drengene går så ind på værelset og ordner deres lektier. De er klar over, at lektierne er meget nemmere at komme igennem, når de kan hjælpes ad Så det vil de prøve at komme til, mindst en gang om ugen fremover.

 Da de er færdige med lektierne, siger Ulrik.

 Kendte du noget til det her arrangement.

 Allan nikker.

 Ja, men jeg lovede mor, at jeg ikke sagde noget til dig, fordi hun gerne selv ville forklare dig det, og det syntes jeg også var bedst, men nu behøver vi ikke at have hemmeligheder for hinanden mere, vel.
 Ulrik nikker.

 Du kunne sikkert også have forklaret mig det, men Bodil havde nok ret i, at det var bedst, at det var hende, der gjorde det. Jeg ved, at hun kun vil far og mig det godt. Misforstå mig ikke. Det vil du også, men der er ligesom mere autoritet i det, når det er en voksen, der lover noget. Du forstår mig godt, ikke.

 Selvfølgelig, og jeg giver dig helt ret.

 Lidt efter kommer Werner hjem.

 Nå, er I to klar til lidt havearbejde, når jeg har fået en kop kaffe, så vi kan få det til at se lidt pænt ud, til gæsterne kommer i morgen.
 Allan ler.

 Vi går lige en tur med King, så er vi klar, når du har drukket din kaffe.

 En halv time efter er de i fuld sving ude i haven. Græsset bliver slået, bedene bliver luget og revet, og også bilen får en omgang. Så ser Werner pludselig på Ulrik.

 Nu har jeg jo helt glemt at spørge, hvad du skal have for at arbejde her.
 Ulrik ler højt.

 Jeg får jo kost og logis her i week-enden, det er da rigeligt.

 Werner smiler lunt.

 Det gør Allan jo også, hele ugen endda, og så får han 75 kr for bilen og havearbejdet. Men hvad siger du til en halvtredser, så må du til gengæld spise alt det, du kan, og det var jo slet ikke så lidt, så jeg sidste gang, du var her, og da var du endda beskeden, fordi du ikke rigtig kendte os.

 Ulrik ler endnu mere.

 Hvis jeg nu spiser lidt mindre, kan vi så ikke i stedet for tage en lille brydekamp. Hvis Allan og jeg vinder over dig, får jeg 25 kr, hvis vi taber hjælper jeg til en gang mere gratis. Den her gang har jeg taget mine badebukser med, for far havde lovet at vi skulle ud og bade søndag, men nu bliver det så måske ikke til noget.

 Så ser han over på Allan.

 Er du med på den, jeg lovede jo at hjælpe dig med at give din far lidt motion.

 Allan nikker med et stort smil.

 Werner ler.

 Det er i orden, men jeg garanterer for, at hvis din far har lovet, at I skal ud og bade, s¨å kommer I det også. Din far kan man altid stole på.
 Ti minutter efter er de alle tre klar i badebukser, og så går det løs.

 Et kvarter senere stønner Werner.
 Hjælp, jeg overgiver mig på en betingelse. Jeg vil have lov til at spule jer begge med haveslangen. Og du har fortjent de 25 kr, Ulrik, så rigeligt endda.
 Under spøg og latter bliver drengene overdænget med vand. Så siger Werner med et smil.

 Ja, så fik jeg da vist gjort jer nogenlunde rene.

 Drengene ler og Allan griber fat i haveslangen.

 Og nu er det vores tur til at give dig vand.

 Werner får også en ordentlig skylle, til Bodil kommer ud og lukker for vandet.

 Så er det vist nok, maden er færdig om lidt, så skynd jer at blive tørret og kom i tøjet.
 Allan farer hen og slår armene om Bodil.

 Uh, din lille gris, nu blev jeg jo helt våd.

 Werner ler.

 Ikke nok, du skal også have et knus af mig.

 Ulrik står og ser lidt forskrækket ud., men Bodil smiler til ham.

 Kom du bare og få et knus også, jeg kan vist ikke blive mere våd alligevel.

 Omgående er Ulrik henne hos hende.

 Han knuger sig ind til hende og hvisker.

 Hvis Shirley bare er halvt så dejlig, bliver jeg meget lykkelig.
 Bodil nikker.

 Det finder vi ud af i morgen, men skynd jer nu og blive tørret og kom i tøjet.

 Så ser hun ned ad sig.

 Og det bliver jeg også nødt til, kan jeg se.

 Lidt efter sidder de og spiser.
 Da Ulrik bliver budt anden gang, ser han over på Werner.

 Spis du bare, det varer længe, før du bliver lige så stor som mig, det er dig vel undt.

 Drengene vasker op og rydder til side, mens Bodil og Werner sidder og snakker.
 Bodil fortæller om Ulriks reaktion på, at han skal møde Shirley den næste dag, og de er enige om, at det nok skal komme til at gå godt. Werner siger bl.a.

 Axel ville aldrig vælge en pige, der ikke har humoristisk sans nok til at forstå hans specielle form for humor. Men jeg tror, at det er vigtigt at holde Ulrik godt beskæftiget, så han ikke har for meget tid til at spekulere over, hvordan det nu mon går. Det får ham bare til at spekulere på alle de ting, der kan gå galt, hvordan han nu skal opføre sig o.s.v.

 Han er parat til at gøre alt for sin far, men jeg tror, at det går bedre, hvis han kan tage det lidt afslappet.

 Bodil nikker.

 Det tror jeg er rigtigt, men jeg skal nok holde begge drenge fuldt beskæftiget i morgen formiddag.

 Lidt efter kommer drengene ind i stuen, og så sidder de og snakker og hygger sig. Det bliver aftalt, at Ulrik kommer en gang om ugen og læser lektier sammen med Allan.
 Ved halvellevetiden siger Werner.

 Nå, men der er måske nogen, der skal i seng, eller I vil måske med ud og bade.
 Allan ser overrasket på ham.

 Ud at bade, mener du det, på den her tid. Mener du ude i haven, eller mener du sådan rigtigt, ude ved vandet.

 Ulrik ser lige så overrasket ud, så siger han stille.

 Er det, fordi du alligevel ikke rigtig tror på, at jeg kommer ud at bade med far på søndag.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Når han har lovet det, så holder han det også. Ellers får han øretæver af mig. Det siger jeg til ham i morgen. Nej, når jeg foreslog det, er det fordi jeg synes, at måneskinsbadning er så romantisk, ikke mor, du vil da godt med, selvom drengene åbenbart ikke vil.

 Bodil smiler.

 Selvfølgelig vil jeg det, men jeg tror nu også, at drengene kan overtales til at tage med. Er det ikke rigtigt, drenge.

 Begge drenges øjne stråler.

 Selvfølgelig vil vi med.

 Werner smiler.

 Badebukserne er ganske vist våde, men det gør vel ikke så meget, det bliver de jo alligevel, når man bader. Fordelen ved at bade på denne tid er, at så har man som regel stranden for sig selv, og tørre håndklæder har vi da endnu.
 Fem minutter efter er de klar til at køre.

 Da de kommer ud til vandet, skifter de og snart er alle fire i vandet. Det er nu ikke så varmt mere, så Bodil og Werner går snart op igen og bliver tørret og kommer i tøjet. Drengene bliver ude lidt længere, men så kommer de også ind.

 Mens de tørrer sig, siger Ulrik.
 Plejer I at bade tit på den her tid af aftenen, eller gjorde I det for min skyld.
 Bodil smiler til ham.

 Ville det være så slemt. Nej, Werner og jeg har tit badet om natten før i tiden. Det syntes den anden Allan også var sjovt, så vi gik ud fra, at I også ville kunne lide det.

 Allan er blevet tørret, men har ikke fået tøjet på endnu, da han går hen og lægger armene om halsen på Bodil og hvisker.
 Det kan vi også helt bestemt.

 Ulrik er gået hen til Werner. Han har heller ikke fået tøj på endnu, men det skænker han ikke en tanke. Han ser Werner lige i øjnene.

 Tusind tak, fordi I ville have mig med. Det føles næsten, som om jeg var i familie med jer.

 Werner smiler.

 Jamen så kan du jo kalde mig onkel Werner og hende derovre tante Bodil.
 Ulriks ansigt stråler af glæde, så slår han armene om halsen på Werner, og lidt efter er det Bodils tur.

 Hun giver ham et knus og siger så.

 Men nu må I hellere komme i tøjet, så vi kan komme hjem i seng. I morgen skal vi jo gerne være friske og veloplagte.

 Så ser hun på Werner.

 Og du skal på arbejde kl 7. husk lige det.

 Ulrik rødmer og skynder sig i tøjet, og Allan er i mellemtiden også kommet i tøjet.

 Da de kører hjemad, siger Allan.

 Hvad så med morgenmad i morgen.

 Werner smiler.

 Mor og jeg har aftalt, at jeg selv sørger for morgenmad i morgen, og så serverer hun morgenkaffe på sengen for jer kl. 8., hvis I så til gengæld lover hende at hjælpe med alt det, hun har brug for hjælp til.
 Da de kommer hjem, løber drengene lige en tur med King, inden de går i seng. Både Werner og Bodil får et godnatknus af begge drenge, inden de løber ind på værelset.

 Hurtigt kommer de af tøjet, så ser Allan på Ulrik.

 I nat tror jeg, at jeg også vil prøve at sove uden nattøj og se, hvordan det føles.
 Hurtigt er de under dynerne begge to. De ligger og snakker lidt, men falder dog hurtigt i søvn.

 Hen på natten vågner Allan ved, at han hører, at Ulrik ligger og græder. Hurtigt er han ude af sengen og knæler ned ved drømmesengen og tager Ulriks hænder.
 Hvad er der galt Ulrik, hvad er du ked af.
 Jeg er så bange for, at jeg skal komme til at sige eller gøre noget forkert i morgen, så det hele mislykkes.

 Allan tænker sig lidt om, så siger han.

 Sig, hvad du tænker og mener og opfør dig, som du plejer, når du er sammen med os og din far. Hvis Shirley ikke kan lide det, er hun ikke den rigtige. Så ville du jo hele tiden skulle spekulere på, hvad du skal sige og gøre fremover også. Hun må tage dig som du er, ikke som du tror, hun forventer, at du er.

 Bare du er helt ærlig i din væremåde fra starten og ikke prøver at være en anden, end den du er, så skal det nok gå godt, hvis hun er den rigtige.

 Ulrik sukker.

 Bare hun dog ligner din mor.

 Allan smiler.

 Hende får du ikke, men du må komme her, så meget du vil, det har både far og mor sagt. Men jeg er næsten sikker på, at Shirley er god nok, når din far synes, at du skal lære hende at kende.

 Ulrik ser pludselig forskrækket på ham.

 Jamen fryser du ikke.

 Allan lader som om han gyser.

 Jo hu ha, men så kom over og varm mig i min seng, vi kan sagtens være der begge to, selvom King også ligger der.
 Jamen går det an.

 Selvfølgelig gør det det, kom nu bare, så jeg kan få varmen igen.

 Lidt efter ligger de helt tæt  sammen med en arm om hinanden.

 Allan smiler.

 Det hjalp på varmen, sov godt lille fætter. Det må du jo være, når far og mor er din onkel og tante.

 Et øjeblik efter sover de begge to.

 Næste morgen kommer Bodil ind med et par morgenbakker til dem kl. 8. King løfter hovedet og ser på hende.

 Hun smiler til dem.

 Nå, King har ikke vækket jer.

 Ulrik ser op på hende.

 Gør det noget, at vi har ligget sammen.
 Nej, hvad skulle det dog gøre, men var drømmesengen ikke god nok.
 Allan ryster på hovedet.

 Jo, men Ulrik trængte til det, det forstår du godt, ikke.
 Bodil smiler.

 Jo, min dreng, og jeg er glad for, at du kunne hjælpe ham.

 Så ser hun på uret.

 Et kvarter i ni vil jeg gerne se to friske og nyvaskede drenge i tøjet, klar til at hjælpe mig, kan det lade sig gøre.

 Helt bestemt, vi skal nok skynde os. Tak fordi vi fik morgenmad på sengen.

 Drengene får hurtigt spist, så skynder de sig i bad og kommer i tøjet. Præcis en kvart i ni er de klar til at hjælpe Bodil. Der bliver støvsuget, vasket gulve o.s.v., mens Bodil gør klar til frokosten.

 Klokken 11 kommer Axel og Shirley så.

 Da Allan hilser på Axel, laver han det samme nummer som Werner gjorde sidst.
 Axel smiler bredt.

 Nå, du har lært noget.

 Allan ler og hilser på Shirley. Så ser han over på Bodil.

 Hun er da ikke grim, som du sagde, at Axel havde sagt, hun er endda helt pæn.

 Bodil ryster på hovedet.

 Hvis de tre der bliver for slemme, må du holde dig til mig, Shirley.
 Hun hilser pænt på Ulrik, der ser lidt genert ud.

 Så smiler hun.

 Du ligner godt nok din far, men du ser noget mere stilfærdig ud.

 Axel ler.

 Du bliver klogere, Shirley.

 Allan er der med det samme.

 Det er da ikke alle kønne piger, der er dumme, selvom der nok må være lidt om det, når hun er faldet for dig.
 Axel langer ud efter Allan, så ser han på Shirley.

 Hvis Ulrik er fræk, er det ikke noget, han har fra mig, så er det noget, han har lært her i huset.

 Shirley smiler.

 Nej, du har beholdt hele din frækhed selv.

 Lidt efter sidder de ved frokostbordet. Så siger Bodil.

 Hvordan har I lært hinanden at kende.

 Axel smiler over til Allan.

 Det må Shirley nok hellere fortælle. Hvis jeg fortæller, bliver jeg bare afbrudt hele tiden.

 Shirley smiler fra Allan til Ulrik.

 Første gang jeg traf Axel, var en aften ude i lufthavnen. Vi var kommet hjem fra London og en af passagererne havde mistet sit pas, så jeg gik med ham hen til skranken for at ordne det.

 Axel så hans kørekort og nogle andre papirer og lod ham så slippe igennem. Manden var selvfølgelig begejstret for, at det hele blev ordnet så smertefrit, og ville invitere mig på middag, men da han hørte til den ”klistrede” type, sagde jeg nej tak. Jeg havde nogle ting, jeg skulle have ordnet.

 Så buser det ud af Ulrik.

 Den klistrede type, hvad mener du med det.

 Shirley smiler til ham.

 Den type, der klistrer sig til en og ikke er til at slippe af med igen.
 Ulrik ser alvorligt på hende.

 Men far er altså ikke den klistrede type, så han er lettere at slippe af med.

 Shirley begynder at le.

 Ser du Ulrik, din far er den type, man slet ikke ønsker at slippe af med igen. Jeg gør i det mindste ikke.

 Så fortsætter hun.

 Da jeg omsider var færdig med de forskellige ting, var den sidste lufthavnsbus kørt. Jeg gik derfor hen for at få en taxa. Så kom Axel og spurgte, om jeg ville have et lift med ind til byen.

Jeg sagde ja og fortsatte, men jeg inviterer dig ikke med op.

 Han smilede.

 Hvis du havde gjort det, havde jeg sagt nej tak. Jeg skal hjem og sove, for min søn kommer i morgen, og så skal jeg være frisk. Jeg har ham kun hver anden week-end, og så har han krav på, at jeg er der fuldt og helt.

 En uge senere var jeg igen kommet for sent til bussen, og så dukkede Axel igen op.

 Vil du med ind til byen, så giver jeg en bid mad.

 Klokken var elleve, så jeg så forbavset på ham, men sagde ja.

 Lidt efter holdt vi ved en pølsevogn.

 Så lo han og sagde.

 Ja, mere bliver det ikke til i aften, men kan vi ikke mødes lidt tidligere en dag, så vil jeg godt give en rigtig middag.

 Fjorten dage efter mødtes vi så og spiste middag og snakkede. Vi fandt hurtigt ud af, at vi snakkede godt sammen og havde mange fælles interesser.

 Så sagde han.

 Jeg har aftalt med min forhenværende kone, at min søn Ulrik, når han bliver 14 til oktober, skal hen og bo hos mig, men jeg har fundet ud af, at jeg også godt kan lide at være sammen med dig. Hvad gør vi. Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig vil gifte mig eller flytte sammen med en, der ikke kan elske min søn lige så højt, som jeg gør, men han skal også kunne elske hende, ellers går det simpelthen ikke.

 Ulrik er bestemt ikke begejstret for sin mors nye mand, det skal han ikke udsættes for igen.

 Jeg foreslog så, at jeg kunne komme hen og besøge ham en dag, når Ulrik var der, men det, syntes han ikke, var en god ide. Han sagde rent ud, at Ulrik ville tro, at vi var blevet enige om at flytte sammen, og så kunne han bare acceptere det, for han ville ikke sige noget, hvis han mente, at vi holdt af hinanden. Han ville ikke stå i vejen, men hvis det ikke gik godt, ville han blive ulykkelig.

 Så ringede han til mig i tirsdags og sagde.

 Nu har jeg måske en løsning. Vi er blevet inviteret hen til nogle af mine gode venner, som Ulrik også er meget glade for. De vil forberede ham lidt på, hvad der skal ske, for han skal være hos dem fra om fredagen, fordi jeg har vagt fredag aften. Vi skal så komme til frokost lørdag.

 Ulrik ser på hende, så begynder han at smile.

 Tante Bodil forklarede mig det i går, og jeg har også snakket det igennem med Allan, som er min bedste ven. Jeg tror godt, at det kan komme til at gå. Du virker ærlig, og jeg ønsker kun det allerbedste for far. Hvis du vil love mig, at du aldrig vil forlade far, lige som mor gjorde, så tror jeg, at jeg vil tro på, at det er rigtigt.

 Shirley ser fra Axel til Ulrik.

 Så siger hun stilfærdigt.

 Jeg vil ikke love dig noget, som jeg ikke er sikker på at kunne holde, men jeg kan love dig, at jeg ikke godvilligt forlader din far. Jeg kan også love dig, at jeg aldrig vil tage din far fra dig. Vi tre skal i fællesskab prøve at få det godt sammen. Vi skal prøve at lære at elske hinanden alle tre. Vil du godt være med til at give det en chance.

 Ulrik ser hende lige i øjnene, så nikker han og rækker hånden frem.

 Meget gerne. Dig tror jeg godt, jeg kan lide.

 Allan smiler.

 Se så Ulrik.Nu kan du roligt slappe af og opføre dig, som du plejer, så Shirley kan se, at du ligner din far. Hvis hun kan lide ham, med alle hans tossestreger, så kan hun simpelthen ikke undgå at lide dig også.

 Bodil smiler.

 Nu tror jeg, at vi hæver taflet, så kan I to abekatte vaske op, mens vi andre går ind og snakker fornuftigt.

 Med et stort smil siger Ulrik.

 Hvis I skal snakke fornuftigt, må far hellere gå med ud i køkkenet.

 Shirley begynder at le.

 Jeg må give dig ret Allan. Ulrik ligner sin far, men det gør helt bestemt ikke noget.

 Axel går nu med ind i stuen og snakker. Lidt efter siger han.

 Nå Shirley, tror du på, at det kan gå.

 Hun smiler til ham.

 Det bliver nok ikke så vanskeligt. Både Ulrik og jeg vil gerne gøre dig glad, så vi har et fælles mål, det er et godt grundlag for et venskab. Men jeg er selvfølgelig en ung moder for sådan en stor dreng. Jeg er lige fyldt 28 og han bliver snart 14. Jeg lover dig imidlertid at gøre, hvad jeg kan for at få det til at gå.

 Så tøver hun lidt.

 Måske skulle jeg prøve at komme ind ved indenrigsflyvetjenesten, så jeg kan være lidt mere hjemme.

 Bodil ryster på hovedet.

 Det synes jeg ikke i første omgang. Prøv nu først at flytte sammen og få det til at fungere, så kan I gifte jer, og så kan I se på, om der skal laves ændringer for at få det til at fungere. Man skal ikke ændre noget radikalt på en gang.

 Da den anden Allan blev syg, holdt jeg op med at arbejde. Det var nærmest nødvendigt, men da han så pludselig var væk, stod jeg helt uden noget, jeg bare skulle hver dag, det var forfærdeligt. Så kom vores nye Allan og vendte op og ned på det hele for os. Nu havde jeg et formål igen, syntes jeg. Werner har været enestående, og jeg ved, at det hele tog mindst lige så hårdt på ham, som på mig. Det fik Allan mig til at indse. Werner havde sit arbejde, så han var tvunget til at tage sig sammen. Derfor nyder jeg også ekstra meget at se ham slappe af sammen med Allan, og i høj grad også Ulrik.
 Vi var ude og bade i går aftes ved tolvtiden, og da sagde Ulrik, at det var næsten, som om vi var i familie, hvortil Werner svarede, at så han kunne han jo være onkel Werner, og jeg kunne være tante Bodil for ham fremover.

 Shirley smiler.

 Den familie er han bestemt ikke snydt med, heller ikke den frække fætter, men kan vi ikke lade det gå den anden vej også, så vi bliver onkel Axel og tante Shirley.

 Bodil nikker.

 Det er jeg sikker på, at Allan ikke vil have spor imod, tværtimod.

 Shirley fortsætter.

 Men vil du så til at arbejde igen.

 Ja, når jeg er sikker på, at Allan er faldet så meget til, at det ikke kommer til at skade ham, så vil jeg prøve at få et halvdagsjob i første omgang, så jeg er hjemme, når han kommer fra skole.

 Drengene kommer nu ind i stuen igen.

 Axel ser på Allan.

 Hvis du nu lige spiller det stykke for mig, du spillede for mig den anden aften, så tilgiver jeg dig dine små frækheder.

 Allan ler.

 Frækheder, jeg prøvede jo bare at varme jer lidt op, inden far kommer hjem.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Men jeg skal nok spille det, onkel Axel.

 Bodil ler.

 Shirley foreslog netop, at de blev din onkel Axel og tante Shirley.

 Allan sender Shirley et strålende smil.
 Så vil jeg til gengæld spille et stykke for dig bagefter, tante Shirley.

 Han går hen til klaveret.

 Ulrik ser på ham.

 Må jeg godt optage det.

 Allan nikker.

 Helt i orden, så spiller jeg dit stykke til sidst. I tre hører jo sammen, ligesom far, mor og jeg.

 Først spiller han Axels stykke, så slår han over i et nyt stykke, der minder lidt om stykket til Bodil, men alligevel er helt anderledes, og endelig slutter han af med stykket til Ulrik.
 Shirley sidder og ser drømmende frem for sig.

 Så ser hun på Allan, der har rejst sig fra klaveret.

 Det er vidunderligt at kunne beskrive en person og nogle følelser i musik på den måde. Har du noget imod at få et lille knus som tak.

 Allan smiler bredt.

 Bestemt ikke, når det er af dig, det havde været noget andet, hvis det havde været af onkel Axel.

 Shirley begynder at le, så ser hun på Ulrik.

 Du fortjener også et knus, for jeg tør heller ikke få et knus af Axel, jeg risikerer jo, at han knuser mine knogler.

 Lidt efter siger Allan.

 Vi går lige en tur med King, og så har vi aftalt at sætte onkel Axel på en lille prøve, når vi kommer tilbage.

 Da de kommer tilbage, siger Ulrik.

 I går kæmpede Allan og jeg mod Werner og vandt over ham. Så påstod Allan, at det ville være meget nemmere at vinde over dig. Vil du have det siddende på dig.

 Axel ser fra Ulrik til Allan.

 Sig mig lige, hvad er I nu ude på.

 Ulrik ler.

 Lidt skæg og ballade, så Shirley kan se, hvor tosset du også kan opføre dig. Hun kan lige så godt få forskrækkelsen først som sidst, er det ikke rigtigt Shirley.

 Hun smiler.

 Det lyder interessant.

 Jeg kan regne ud, at Bodil var kampdommer i går, så må jeg vel hellere være det i dag.

 Ulriks øjne stråler.

 Vil du godt det. Det er herligt. Kampen stoppes med haveslangen, som også skyller sveden af de barske kæmper.

 Axel ser på ham.

 Ja tak, men jeg har kun det her tøj, jeg har på.

 Allan ler.

 Ingen undskyldning, du låner et par badebukser af fars. I er nogenlunde lige store.

 Forrige gang vi prøvede det med far, havde jeg kun et par badebukser, der var for små, for Ulrik havde lånt mine, men da mine så røg i kampens hede, tog Ulrik også sine af for at være solidarisk, men det skal vi nok skåne damerne for i dag.

 Fem minutter efter er de klar ude på græsplænen alle tre.

 Bodil og Shirley står sammen og ser på dem. Shirley har allerede haveslangen klar, men hun lover at vente mindst fem minutter med at bruge den.

 Axel ser fra Allan til Ulrik og smiler.

 Ja, kom så bare an begge to.

 Og så ruller de rundt og kæmper af alle kræfter. Det viser sig, at Axel er meget hurtig i sine bevægelser, men han kan alligevel ikke klare sig mod begge drenge på en gang.

 Ti minutter efter kampens start, er drengene ved at have låst Axel fast, og så kommer vandet fra haveslangen. Leende og pjattende rejser de sig, men Shirley fortsætter med at sprøjte på dem, til Axel siger.

 Nu stopper du, ellers får du den samme tur.

 Ulrik går hen til Shirley og ser på hende med et strålende smil. Så slår han armene om hende og giver hende et ordentligt knus.

 Så ser han forskrækket på hende.

 Undskyld, nu blev du jo helt våd.

 Hun hvisker til ham.

 Det gør ikke spor. Bodil har lovet, at jeg må låne en tør kjole, hun havde forberedt mig på det værste.

 Allan bukker dybt for hende.

 Må onkel Axel og jeg også få lov til at give dig et knus.

 Shirley ler højt.

 Hvis man ikke spørger, får man ikke nej.

 Omgående slår Axel armene om hende.

 Jeg spurgte ikke.

 Hun ler stadig.

 Nej, og derfor fik du heller ikke et nej.

 Så ser hun på Allan.

 Men da du var den eneste, der havde lidt levemåde, fortjener du også et stort knus.

 Bodil kommer ud med nogle håndklæder og siger til Shirley, at hun kan skifte inde på badeværelset.

 Et kvarters tid senere er de alle i tøjet igen og snakken går fint inde i stuen.
 Ulrik er livet rigtigt op. Så ser han på Axel.

 Du far, tager Shirley hjem med dig i aften.

 Axel nikker.

 Det har du ikke noget imod, vel.
 Nej, helt bestemt ikke, men må jeg så godt blive her til i morgen tidlig, så kan I have fred og ro og få lejlighed til at snakke rigtigt sammen Så kan jeg tage bussen hjem til dig i morgen tidlig, når vi er stået op.

 Selvfølgelig må du blive her.

 Så smiler han.

 Hvis Bodil og Werner da kan holde til det, men det lader jo ikke til at være noget stort problem.

 Så henter jeg dig kl. halvti. Husk, vi har aftalt, at vi skal ud at bade, synes du, at vi skal tage Shirley med, hvis hun har lyst.

 Helt bestemt. Det vil du godt, ikke Shirley.

 Hun nikker med et smil.

 Ja, jeg klarer mig vel, selvom jeg skal ud med to tosser.

 Ulrik rejser sig og ser hende lige i øjnene.

 Mente du det.

 Shirley ikke så meget som blinker.

 Selvfølgelig.

 Lynhurtigt slår Ulrik armene om hendes hals og giver hende et kys. Så bliver han rød i hovedet.

 Undskyld, men jeg synes bare, at du er så vidunderlig.

 Shirley ler.

 Det er da ikke noget at undskylde. Nu fandt jeg ud af, at du kysser lige så godt som din far.

 Så bliver hun alvorlig.

 Lige så velment.

 Axel smiler.

 Du kan godt forberede dig på, at du også får et kys af Werner, når han kommer om lidt. Han har nemlig sans for kvindelig skønhed, se bare på Bodil.

 Bodil ler.

 Du har den samme fejl som din søn. I overdriver, men ret mange andre fejl kan jeg nu heller ikke se hos jer, så der kan jeg ikke hjælpe dig, Shirley.

 Shirley ser alvorligt på hende.

 Jeg har nu ikke tænkt mig at gå på jagt efter fejl. Lad dem gøre det, der har lyst til det. Jeg vil hellere se efter de positive sider hos folk, det er meget sjovere og giver langt flere glæder.

 Lidt efter kommer Werner hjem.

 Han hilser formfuldendt på Shirley med kys på hånden. Så ser han sig omkring.

 Nå, det lader ikke til at jeg skal klinke skår efter de ting, som I har smidt efter hinanden. Det ser jo ud til, at I har haft det fredeligt og rart. Det er bare en anden en, der må knokle.

 Axel ser forarget på ham.

 Siger du knokle. Ved du, hvad jeg blev udsat for.

 Iklædt dine badebukser, måtte jeg kæmpe for livet mod de to bavianer. Din søn havde den frækhed at påstå, at jeg var hurtigere at nedkæmpe end dig. For at forsvare min ære over for min stakkels søn, måtte jeg selvfølgelig modbevise det. Og så havde de endda allieret sig med brandvæsenet som kampdommer, og Shirley som slangefører.

 Werner ler.

 Det var da et held, at jeg ikke var hjemme, så havde de nok sat os to til at slås mod hinanden.
 Allan jubler.

 Ja, onkel Axel og Ulrik mod dig og mig far. Det er da alletiders.

 Werner smiler.

 Ja, det vil jeg tro, men det kan jeg ikke klare i dag, måske en anden dag.

 Allan er lynhurtigt henne og ser Werner i øjnene.

 Du er da ikke syg far.

 Werner smiler til ham.

 Nej, men for træt til et slagsmål, vi skulle jo gerne være sikre på at vinde.

Så ser han over på Shirley.

 Men lad mig nu høre, hvordan det er gået. De har ikke slået benene helt væk under dig.

 Shirley ler.

 Nej, det er ikke så let, jeg har nemlig også ben i næsen. Men da jeg nok er den mest troværdige, lige bortset måske fra din kone, kan jeg give dig et lille resume.

 Da vi kom, blev vi modtaget med et par uforskammetheder af din søn. Han påstod, at det var for at vænne os til, hvordan det blev, når du kom hjem. Din kone var sød og dejlig og gjorde, hvad hun kunne, for at vi skulle befinde os godt. Jeg fortalte så om, hvordan jeg traf Axel, og så fandt Ulrik og jeg ud af, at vi havde det samme mål, nemlig at gøre Axel glad. Efter nogle små og større frækheder, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, spillede din søn nogle stykker for os på klaveret, et til Axel, et til mig og et til Ulrik. Til gengæld tilgav vi ham så de frækheder, han havde serveret indtil da. Så fik Ulrik og Allan lokket Axel til en drabelig kamp, som jeg blev sat til at stoppe med haveslangen.

 Det syntes de, at jeg fortjente et knus for, så den her kjole måtte jeg låne af din kone bagefter. Den anden kjole kan nok kun bruges til gulvklud fremover, selvom det var en parisermodel.

 Vi aftalte så, at Axel og jeg tager hjem til ham i aften og får snakket tingene grundigt igennem.

 Den lille forsagte Ulrik ville ikke være et forstyrrende element, så han bad så mindeligt om lov til at blive her til i morgen tidlig. Axel henter ham så klokken halvti og slæber ham og mig med ud og bade.

 Ja, var det ikke i store træk sådan, at dagen er gået.
 Shirley ser smilende rundt på de andre.

 Werner begynder at le.

 Jeg kan se på de forskellige, at de ikke tør protestere, men jeg skal nok få den rigtige historie ud af Bodil. Der har du fået kam til dit hår, gamle ven, men jeg tror, at jeg vil sige det samme til dig, som du sagde til mig den anden dag. Du får den kone, du fortjener. Til dig Ulrik, vil jeg sige, lad dig ikke kue, bid igen.
 Ulrik stråler over hele hovedet, da han siger.

 Jeg har været misundelig på Allan over den mor, han har. Det tror jeg ikke, at jeg behøver at være mere. Med hensyn til fædrene. Tjah, da er vi nok i samme båd. Der slår nok lidt vand ind over siden en gang imellem, men man vil aldrig kunne synke med sådan en båd.
 Werner rejser sig og slår Ulrik på skulderen.

 Så har din week-end altså været god nok indtil nu.
 Ulrik giver ham et knus.

 Dejlig, og det tror jeg også, at resten af week-enden bliver.

 Werner ser over på Axel.

 Har du kræfter til at gå en lille tur, ellers kan vi sætte os ud i haven, hvis vi kan finde et tørt sted. Jeg vil gerne snakke lidt med dig.

 Axel rejser sig.
 Lad os tage King med, så gør vi også lidt gavn.

 Werner smiler til Bodil.

 Vi skal nok være hjemme til madtid.

 Shirley ser over på Axel.

 Jamen skal vi ikke afsted, før I skal spise.

 Bodil smiler.

 Selvfølgelig skal I spise her.

 Werner begynder at le.

 I får lov til at gå kl. 8. da skal jeg se noget i fjernsynet. I kan da ikke nænne at lade Bodil og mig  være alene med de to abekatte mere end højst nødvendigt.

 Hvorfor kalder du os abekatte.

 Det er da meget naturligt, Ulrik efteraber Axels frækheder og du efteraber mine.

 Ulrik ler højt.

 Vores er bare bedre, derfor er de misundelige.

 Shirley nikker til ham.

 Jeg synes nu ikke, at der er den store forskel, men så hjælper jeg dig med maden, Bodil. Drengene sender vi ind på værelset og mandfolkene ud at gå med King. Tænk, hvor her så bliver fredeligt.

 Da Axel og Werner har gået lidt, siger Werner.

 Det er åbenbart gået godt, det glæder mig meget.

 Axel nikker.

 Det kunne simpelthen ikke være gået bedre. Allan har været vidunderlig, ja det har Bodil selvfølgelig også, men Allan fik den rigtige stemning frem, lige fra starten. Ulrik virkede lidt forknyt til at begynde med, men han livede hurtigt op. Så spillede Allan for os og fik et knus af Shirley, så trak han sig pludselig lidt i baggrunden, fordi han følte, at han fik mere opmærksomhed end Ulrik. Da vi var ude at slås, var det Ulrik, der var først henne og give Shirley et dejlig vådt knus, så lod Allan mig komme i forgrunden, og fik selv som den sidste et knus. Det er fantastisk, så den dreng har situationsfornemmelse.
 Werner tøver lidt.

 Ak ja, Allan. Det var ham, jeg ville snakke lidt om.

 Axel ser forskrækket på ham.

 Er der noget galt.

 Tjah, selvfølgelig skal jeg have det drøftet med Bodil også, men da jeg kan mærke, at du virkelig godt kan lide ham, vil jeg gerne høre, hvad du mener.

 Da vi var til hans mors begravelse, sagde han, at nu var det kapitel af hans liv slut, og han havde bestemt ikke lyst til at læse det igen.
 Og så i dag fik jeg et brev fra advokaten, der skulle ordne de forskellige ting. Han havde sendt det hen på gården, fordi han vidste, at jeg var der. Man kan kalde det en stemme fra graven. I moderens papirer lå¨der et brev til Allan.. Det er skrevet den dag, da han gik hjemmefra. Datoen står på kuverten, og så står der til Allan.
 Jeg har selvfølgelig ikke læst det, for kuverten er lukket. Men hvad skal jeg nu. Skal jeg give Allan det, skal jeg bryde brevhemmeligheden og se, om jeg kan risikere, at han læser det, eller skal jeg gemme det, evt. til han bliver 18 år. Han har jo ret til at få det, men du forstår godt mit dilemma, ikke. Jeg ved ikke, hvad der står, men kan det slå Allan ud at lade ham læse det nu.

 Jeg har lovet ham, at jeg altid vil være ærlig mod ham.

 Er det bare et forsøg på at retfærdiggøre sig over for ham, så kan han ikke bruge det til noget. Det gavner ikke hende, og kan skade ham ubodeligt, hvis det giver ham skyldfølelse.

 Jamen hun kunne da have givet dig det med, da du var henne og snakke med hende om, at Allan skulle bo hos jer. Jeg tror snarere, at hun har skrevet det efter at have snakket med dig og var klar over, at løbet var kørt. Men det løser jo ikke dit problem.

 Som du selv sagde før, hende kan det ikke gavne, og det kan muligvis skade ham, og så synes jeg da ikke, at der er noget at betænke sig på., så skal han ikke have brevet, før han er atten. Hvis han overhovedet skal have det.

 Jamen hvad nu, hvis det er oplysninger om hans biologiske far.
 Kære ven, om det så var kongen eller paven, der var hans rigtige far, så ville han ikke få et bedre hjem, end han har nu. Der har vi den igen. Ham kan det ikke hjælpe, og jer kan det kun skade.

 Jamen hvad så, hvis hans biologiske far finder frem til ham gennem myndighederne, så vil Allan jo aldrig mere stole på os, hvis han bliver klar over, at vi har dette brev og ikke har givet ham det.

 Kære ven, hvis du ikke kan forklare ham, at det er gjort i den bedste mening, så kan jeg, det garanterer jeg for.
 Allan ved da, at I aldrig ville drømme om at skjule noget for ham for at skade eller genere ham, men for at skåne ham for unødvendige spekulationer og skuffelser.

 Werner begynder at smile.

 Det var rart at få snakket med dig, somme tider kan det være svært at finde de rigtige argumenter, og dem skal man have klar, når man snakker med Bodil. Hun godkender aldrig halvfærdige løsninger eller dårlige undskyldninger.

 Nej, og gudskelov for det, det er jo netop en af de pragtfulde ting ved hende. Den slags koner findes der ikke mange af., men jeg er ved at tro, at Shirley bliver en næsten lige så god kone. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun og Ulrik vil kunne komme fint ud af det med hinanden. Det har den her eftermiddag vist os alle tre, og tak for det.
 Werner smiler.

 Ja, jeg har jo ikke haft ret meget andel i det. Det er jo fortrinsvis Bodils fortjeneste, og Allans måske også.

 Axel ler.

 Undervurder aldrig den grå eminence i baggrunden.

 King er begyndt at trække i noren, nu vil han hjem, og så følger de to med.
 Kort efter at de er kommet tilbage, kommer Shirley ud fra køkkenet.

 Nå, kunne I lugte, at maden var klar.

 I det samme kommer Allan og Ulrik ud fra værelset.

 Far er altid parat, når maden er klar, kan du ikke se det på ham.

 Shirley truer ad ham.

 Nu må du ikke lære Ulrik alle de frækheder.

 Allan ler.

 Behøves ikke, det har hans far allerede gjort.

 De sidder og snakker hyggeligt, mens de spiser.

 Fem minutter i otte siger Axel.

 Nå Shirley, nu må vi hellere se at komme af sted, inden vi bliver smidt ud. Kan du nu sige pænt tak for i dag.

 Under spøg og latter får de taget afsked.

 Da de er gået, siger Ulrik.

 Hvad var det, du skulle se i fjernsynet.

 Werner ser forbavset på ham, så begynder han at le.

 Jeg skal ikke se noget i fjernsynet, men jeg syntes, at det var en pæn og diskret måde at slippe af med dem på, ellers var de nok blevet hængende til midnat.

 Allan smiler.

 Hvad siger du så, når du ikke er pæn og diskret, hvis man kunne forestille sig det utænkelige, at du en dag ikke var det.

 Werner ler stadig.

 Så siger jeg bare UD, og det gør jeg til jer nu. Hvis I to nu klarer opvasken og rydder pænt til side, så har Ulrik sparet sammen til en halvtredser i alt, til gengæld beholder Allan sine lommepenge, selvom græsplænen ikke behøver at blive slået mere i år. Hvis mor så rækker mig en cigar, er alle aktiveret.

 Drengene løber leende ud i køkkenet og går i gang med opvasken og oprydningen.

 Bodil sætter sig ved siden af Werner.

 Nå, lad mig så høre, min ven.

 Werner fortæller så om brevet og om sin samtale med Axel. Bodil sidder tavs lidt, så siger hun med lidt rystende stemme.

 Jeg giver Axel ret. Allan skal ikke have det brev, tidligst, når han bliver atten.

 Så ser hun på Werner med tårer i øjnene.

 Det vil ikke kunne gavne ham, og det vil skade os, jeg ved godt, at det måske er egoistisk, men hverken du eller jeg kan klare at miste ham nu, det er for ondt. Jeg elsker jo den dreng lige så højt, som jeg elskede den anden Allan, og det ved jeg, at du også gør. Læg brevet i en bankbox, så spørger vi ham, når han bliver atten, om han vil læse det. Da er han gammel nok til at tage stilling til det selv.

 Jeg kunne se på Allan, at han var klar over, at der var noget galt. Hvis han spørger dig, kan du jo bare sige, at du havde en ubehagelig oplevelse inde på arbejde, som gik dig på, men efter at have snakket med Axel og mig, så er du helt i orden igen.

 Skal vi tage ud og bade i aften igen ved halvtolvtiden.
 Helt i orden, det er varmt nok endnu, men det bliver nok en af de sidste gange i år, med mindre du vil til at være vinterbader.

 Nej, ellers tak, så hellere gå til fægtning, det tror jeg kunne være en god ide. Så har Ulrik og Allan også noget at være sammen om, og du trænger også til at komme lidt ud blandt andre mennesker.

 Ja, og derfor har jeg også besluttet at prøve at få et halvdagsjob efter jul, hvad mener du om det.

 God ide, hvis du gerne vil. Det var jo kun en midlertidig løsning, at du skulle være hjemmegående.

 Ja, og efter jul tror jeg, at Allan er faldet så godt til, at det ikke vil være noget problem, når jeg som regel vil være hjemme, når han kommer fra skole.
 Han tager ikke skade af at tage et nap med herhjemme, og det vil han i øvrigt også gerne.
 Da drengene kommer ind i stuen igen, smider de sig udmattede i hver sin stol og puster højt.

 Werner ser fra Allan til Ulrik.

 Hvad stønner I for, hvor er kaffen. Afgang.

 Bodil rejser sig.

 Den ordner jeg, kan du ikke se, at de er helt udmattede, tilbyd dem hellere en cigar at slappe af på.

 Ryger du cigarer Ulrik.
 Nej, kun pibe, men jeg har den ikke med.

 Werner smiler.

 Jeg har en, du gerne må låne. Allan foretrækker cigarer, ved jeg.

 Værsågod min ven, her er pibe og tobak, og her er en cigar til dig Allan.

Ulrik ser fra Allan til Werner, så begynder han at le.

 Allan ryger da ikke, og da slet ikke cigarer, vel.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Ja, men hvad med dig, ryger du pibe. I kan også få en lille cerut hver, hvis det er bedre.

 Ulrik vrider sig lidt.

 Hvis jeg må, vil jeg gerne ryge den her pibe, men du siger det ikke til far, vel.

 Du er ikke blevet lovet noget, hvis du ikke ryger.

 Ulrik ser forarget på ham.

 Selvfølgelig ikke, så ville jeg da ikke gøre det, men jeg vil bare gerne selv fortælle ham det. Jeg har kun røget siden sommerferien og kun et par gange om ugen.

 Werner smiler.

 Husk nu, det er ikke sundt. Man siger at det hæmmer væksten at ryge i jeres alder, så hvis du ryger for meget, bliver du aldrig lige så stor som mig.

 Jamen hvornar begyndte du at ryge.

 Da jeg syntes, at jeg var blevet stor nok. Hvis jeg holder op nu, tager jeg mindst 10 kg på i løbet af en måned.

 Hvad med dig, Allan.

 Allan ser på Werner.

 Så vil jeg gerne have en lille cerut. Jeg venter med cigarerne, til jeg er blevet lige så stor som dig, far.

 De sidder alle tre og ryger, da Bodil kommer ind med kaffen.

 Hun vifter med hånden.

 Nå, I er her endnu, jeg kunne næsten ikke se jer i tågen, men så vil jeg også have en cerut.

 Mens de sidder og drikker kaffe, siger Werner.

 Hvornår går du så til fægtning, Ulrik.

  Onsdag fra 19 – 21. Vi er i gymnastiksalen på skolen. Vil I godt være med. Det ville da være skønt. Vi vil meget gerne have flere medlemmer. De første gange er gratis, men ellers koster det 100 kr om måneden, men måske kan I få rabat, når I er tre.
 Allans øjne stråler.

 Så kunne du gå med hjem fra skole om onsdagen, så vi kan læse lektier sammen, og så kan vi alle fire følges ad til fægtning.

 Werner smiler.

 Ja, hvis jeg ikke er på aftenarbejde, og så kan jeg endda køre dig hjem, Ulrik. Lyder det ikke helt godt mor.

 Jo, hvis jeg kan holde til det.

 Ulrik nikker.

 Det kan du sagtens, du skal bare ikke tage for hårdt fat fra starten.
 Ved halvellevetiden ser Werner på sit ur.

 Nå King, er det snart ved at være sengetid.

 Allan lægger hovedet på skrå.

 Hvad med et lillebitte romantisk nattebad.

 Werner brummer.

 Jeg tror, at den dreng har fået vand på hjernen.

 Så smiler han.

 Men da mor også har foreslået det, så kører vi om nøjagtig to minutter, så da er I i bilen, hvis I vil med.

 Da de kommer ud til stranden, kommer de hurtigt i badetøjet og plasker ud i vandet. Det er bestemt ikke varmt, så det bliver meget kortvarigt. Drengene tager lige en løbetur på stranden for at få varmen igen.

 Werner står og ser på dem, mens de kommer i tøjet. Både han og Bodil er for længst i tøjet.

 Hvad med at gå til vinterbadning, når sæsonen for det begynder. Det siges at være dejligt opkvikkende, men vi kan selvfølgelig også bare fortsætte, så vi vænner os gradvist til kulden.

 Ulrik ryster på hovedet.

 Nej, ellers mange tak. Min sæson slutter til oktober og starter først igen, når vandet er mindst 15 grader varmt.
 Allan ler højt.

 Det kunne da være sjovt at prøve, er du med på den, far.

 Nej, ellers tak. Jeg holder mig til de samme temperaturer som Ulrik, men du er velkommen til at prøve at overtale onkel Axel.

 Da de kommer hjem, løber drengene en tur med King og skynder sig så ind og siger godnat til både Werner og Bodil med et knus.

 Ulrik hvisker lige.

 Tusind tak for i dag, tante Bodil.

 Werner smiler.

 I morgen er det jer to, der har morgenkaffen klar i køkkenet klokken 8. Er I med på den.

 Allan ler.

 Selvfølgelig, en ordre er en ordre.

 Hurtigt er drengene inde på værelset og kommer af tøjet.

 Allan smiler.

 I aften er drømmesengen min,. Hvis du ikke synes, at vi skal sove sammen igen.

 Har du noget imod det.

 Nej da, så havde jeg jo ikke foreslået det.

 Et øjeblik efter putter de sig begge under dynen og snart sover de. Pludselig farer Allan op. Ulrik vågner med et sæt.

 Hvad er der galt.

 Vi glemte vækkeuret. Du kalder klokken syv, King. Er du med, eller sover du.

 King gaber og vender hovedet den anden vej.

 Klokken syv næste morgen får først Allan og derefter Ulrik et slik i hovedet af King.

 Allan smiler.-

 Nu skal du bare se.

 Så siger han.

 Nej, jeg gider ikke stå op nu.

 Et øjeblik efter begynder King at hale dynen af dem.

 Ulrik kan ikke lade være med at le.

 Det kalder jeg effektiv vækning.

 Ulrik skynder sig lige i tøjet og tager King med, da han løber til bageren efter rundstykker. Imens gør Allan så morgenbordet klar.
 Da Ulrik kommer tilbage, bliver de lige vasket og får børstet tænder, og så trækker de lige i et par pyjamasbukser begge to.
 Et par minutter i otte banker Allan på soveværelsesdøren.

 Morgenmaden er klar, skal jeg sende King ind til jer.

 Nej, ellers tak, vi kommer nu.

 Mens de sidder og spiser, siger Bodil.

 Det er lige før det føles, som om vi havde tvillinger.

 Werner brummer.

 Nej, den går ikke. I øvrigt tror jeg nu heller ikke, at Axel vil af med med sin del af det tvillingepar.
 Da de er færdige med morgenmaden, rydder drengene lige til side og vasker op, inden de kommer i tøjet.
 Klokken halvti kommer Axel så efter Ulrik. Han siger farvel til både Werner og Bodil med et stort knus.

 Tusind tak for denne gang.

 Ja, husk nu, at hvis han bliver for slem, ham der, så kan du altid finde et fristed hos os.

 Axel ryster på hovedet.

 Det samme gælder for dig, Allan. Hvis du ikke kan klare ham, er du velkommen hos mig.

 Bodil ser på ham.

 Hvor har du gjort af Shirley.

 Hun skulle lige hjem til sig selv og finde badetøj og sådan noget, så vi samler hende op, inden vi kører til vandet. Jeg skulle da for resten hilse mange gange fra hende og sige tusind tak for en dejlig dag., undskyld, at jeg glemmer mine pæne manerer.

 Så rækker han en hånd frem og knuger Bodils hånd.

 Og endnu flere gange tak fra mig, også til dig Allan og faktisk også til dig, gamle ven.
 Jeg håber, at du selv har husket at sige rigtig tak, Ulrik, men høfligheden har han jo nok fået, siden jeg ikke mere har den selv.

 Jo, jeg skulle også sige fra Shirley, at du nok skulle få din kjole igen en af de første dage.
 Har du for resten lyst til at tage med, Allan. Du skal være meget velkommen.

 Allan smiler.

 Ja, jeg har lyst, men nej tak, jeg tager ikke med. Nu skal I tre have en dag helt for jer selv. Senere skal der nok blive lejlighed til at genere jer, men i dag, nej tak, onkel Axel. Det var pænt af dig at spørge, men i dag må far og mor trækkes med mig. Det er trods alt nedtrapning efter at have haft både Ulrik og mig.

 Axel slår ham på skulderen.

 Du er en kernegut, men det fortjer din far og mor også.
 Da Axel og Ulrik er kørt, siger Werner.

 Ville du gerne have været med.

 Allan smiler.

 Ja, men i dag skal de have lov til kun at være de tre sammen, og i øvrigt har jeg også et par ting, jeg gerne vil snakke med jer om, hvis I har tid.

 Selvfølgelig, er det noget alvorligt, noget, du er ked af.

 Ja, begge del. Kan vi sætte os ind i stuen, og må jeg godt få en cerut igen.
 Helt bestemt, og tag det bare stille og roligt, og lad os så høre, hvad der er galt.

 Da de har sat sig og Allan og Bodil har fået en cerut og Werner en cigar, siger Allan.

 Der er to ting. For det første kunne jeg se på far, at der var noget galt, da han kom hjem i går. Du var slet ikke dig selv. Hvad var der galt.

 Det er ikke nemt at skjule noget for dig, min dreng, men det er nok, fordi vi er ved at kende hinanden så godt. Ser du, jeg havde en temmelig ubehagelig oplevelse inde på arbejde i går, sådan noget sker jo i mit arbejde, men da jeg havde snakket med onkel Axel og din mor, hjalp det mig godt.

 Allan ser på ham.

 Det var godt, jeg er jo ikke så gammel endnu, men hvis jeg kan hjælpe dig, er der ikke noget, jeg hellere vil.

 Det ved jeg min dreng, og det vil jeg også benytte mig af ved lejlighed, det kan du roligt regne med.

 Allan smiler, men bliver så alvorlig igen.

 Så er det andet meget værre. Jeg har lovet Ulrik, at jeg ikke vil have hemmeligheder for ham, men det her tør jeg simpelthen ikke fortælle ham, hvad skal jeg gøre.

Bodil ser på ham.

 Hvad drejer det sig om, min dreng.

 Jo, Ulrik har fortalt noget om sin mors nye mand, hans mor er vist i øvrigt blevet gravid, men det er Ulrik ligeglad med, nu hvor han flytter hen til sin far. Det er måske endda det, der har fået moderen til at give tilladelsen.
 Moderens mand hører til dem, tante Shirley kalder den klistrede type, og Ulrik fatter ikke, hvad hun har set i ham. Men det Ulrik fortalte om ham, hans udseende, hans fornavn o.s.v. gjorde, at jeg er uhyggelig bange for, at det er ham, der var min mors, alfons kalder man det vist. Jeg har set ham mange gange, men det sidste halve år kun en enkelt gang, hvor jeg havde fået tidligt fri fra skole.

 Ulrik talte om, at han ville invitere os tre til sin fødselsdag sammen med hans mor og hendes mand. Men jeg tør simpelthen ikke møde ham, hvis det nu er den samme. Hvorfor skal min fortid nu også bryde ind i min tilværelse igen.

 Jeg tør ikke fortælle Ulrik det, og hvad med hans mor, hvis hun opdager det, for det opdager hun formodentlig ikke noget om.

 Werner ser på ham.

 Jamen hvor sikker er du på, at det er den samme person.
 Næsten helt sikker. Han hedder Arly til fornavn, og det er da et ret usædvanligt navn, og så har han et stort modermærke på det højre øre.

 Bodil ser lidt tøvende på ham og derefter på Werner.

 Jeg tror, at Allan skal have brevet nu, når der er rodet op i det hele, så er det overstået.

 Allan ser på hende.

 Brevet.

 Werner ser på ham.

 Ja, din mor havde efterladt et brev til dig, som jeg fik i går. Det var det, jeg snakkede med Axel og din mor om. Vi blev enige om, at vi ville gemme det, til du var atten, så du bedre kunne tage stilling til, om du ville læse det. Vi mente ikke, at det havde noget formål, at du fik det nu. Det ville bare rippe op i fortiden, og vi var klar over, at den ville du helst glemme. Men jeg giver mor ret, det er bedre at du får brevet nu, hvor der alligevel er lukket op.
 Hvad står der i brevet.

 Det ved vi ikke. Det er adresseret til dig, og så kan vi jo ikke åbne det.

 Allan ser fra Werner til Bodil. Han har store tårer i øjnene.

 Tak, fordi I ville skåne mig. Må jeg godt sidde mellem jer, mens jeg læser det, så jeg kan føle, at I er hos mig, at jeg ikke er alene.

 Werner rejser sig og henter brevet.

  Sæt dig så her, min dreng, uanset, hvad der står i det brev, vil mor og jeg aldrig svigte dig, det håber jeg, at du føler dig helt overbevist om.

 Allan nikker.

 Må jeg læse det højt.

 Selvfølgelig.

 Det ser ud, som om hun har skrevet det den dag, da jeg var gået hjemmefra, men hvorfor gav hun det så ikke til dig, da du var henne og snakke med hende.

 Hun har måske ikke rigtig vidst, om du skulle have det eller ej.

 Langsomt åbner han brevet og begynder at læse.

 Kære Allan. Jo, jeg holder faktisk meget af dig, selvom du ikke tror på det i øjeblikket. Jeg er ganske vist ikke din rigtige mor.. Hun var min eneste veninde. Hun døde, da du blev født, og jeg havde lovet hende at tage mig af dig. Din fars navn tog hun med sig i graven.

 Jeg havde slet ikke evner til at være mor, og da slet ikke i mit erhverv, som er lettere at komme ind i end ud af igen. Jeg sørgede da trods alt for, at du fik mad og tøj og et sted at bo.
 For et par år siden bestemte jeg mig for, at nu skulle det være slut. Nu ville jeg prøve at skaffe mig et rigtigt arbejde og skabe nogle ordentlige rammer om din tilværelse, men Arly ville ikke lade mig slippe. Han påstod, at jeg stadig skyldte ham penge. Jeg tiggede og bad, men han grinede bare ad mig. Da jeg så hørte, at han var blevet gift, truede jeg med at fortælle hans kone om ham, hvis han ikke lod mig slippe. Han så på mig med et ondt blik

 Det ville du ikke få noget ud af. Hun vil aldrig tro på dig, og du ville ikke leve mange dage efter, at du havde gjort det. Men hvis du vil have din frihed, så giv mig 50000 kr nu og så ellers 5000 kr om måneden de næste fem år. Til den tid kan du ikke bruges mere alligevel.

 Det havde jeg selvfølgelig ikke en chance for, så jeg var nødt til at blive.

 Så forsvandt du, og en uge efter kom der en mand og fortalte, at det var blevet bestemt, at du skulle hjemmefra, om jeg kunne gå med til, at han og hans kone tog sig af dig, som dine plejeforældre.

 Han virkede troværdig, så jeg sagde ja. Så vidste jeg, at du ville få det godt, og på den måde havde jeg holdt mit løfte til min veninde.

 I morgen tager jeg ud og fortæller Arlys kone det hele. Nu, da jeg ikke har ansvaret for dig mere, kan det være lige meget, hvad der sker med mig. Du får det godt, og vil ikke savne mig, for vi har jo aldrig haft noget nært forhold til hinanden. Men Arlys kone skal få at vide, hvad det er for en lus, hun har fået fat i. Jeg har hørt, at hun er fraskilt og har en søn  på næsten din alder.

 Hun skal ikke ud i det samme, som jeg har været. Hvis det lykkes, har jeg da gjort en god gerning i mit liv. Hvis det mislykkes, så sørg for, at du aldrig kommer i nærheden af Arly.

 Jeg ved ikke, om du læser det her brev, men hvis du gør, så få din plejefar til at advare Arlys kone, hvis det ikke lykkes for mig. Din plejefar sagde, at han var politimand, måske han kan gøre noget.
 Lev vel, Allan. Jeg behøver sikkert ikke at foreslå, at du glemmer mig hurtigst muligt, men du skal trods alt vide, at jeg prøvede at gøre, hvad jeg kunne for dig. Jeg holdt jo af dig, men kunne ikke vise det. Kærlighed hører ikke til i min branche, sådan er det nu engang. Det eneste jeg beder dig om er, kom aldrig i nærheden af Arly, det kan koste dig livet.

 Kærlig hilsen, ja sådan skriver man vist, men jeg mener det nu. Din erstatningsmor.

 Allan sidder tavs lidt, da han har læst brevet. Så kommer det hæst.

 Det var nok meget godt, at jeg fik læst det brev nu. Det er uden tvivl Arly, der har kvalt hende. Tænk, hvis jeg havde mødt ham til Ulriks fødselsdag.
 Werner tøver lidt.

 Vi ville prøve at beskytte dig mod fortiden, derfor ville vi ikke give dig brevet, før du blev atten, og så har vi måske gjort det modsatte. Det må du prøve, om du kan tilgive os.

 Allan ser fra Werner til Bodil.

 Jamen der er da ikke noget at tilgive. I jeres kærlighed ville I jo skåne mig for at spekulere på fortiden. I havde da ikke mulighed for at vide noget om det her. I var da ikke i tvivl om, at jeg skulle læse brevet, da det viste sig, at jeg måske kendte Ulriks stedfader.
 Men stakkels Ulrik. Jeg kan bestemt godt forstå, at han ikke bryder sig om Arly, og nu er jeg helt sikker på, at det er ham. Det er da godt, at han har sin far og Shirley nu, men hvad med hans mor, og så har svinet endda gjort hende gravid, ja undskyld udtrykket.

 Bodil smiler.

 Der er ikke noget at undskylde, du har helt ret. Nu må vi prøve at spekulere på, hvad der skal og kan gøres. Jeg tror, at det var forsynet, der  advarede os om at give dig brevet nu, fordi Ulrik havde fortalt dig om sin stedfar. Hvis du nu lige går en lille tur med King, så snakker vi alle tre om det, når du kommer tilbage.
 Da Allan er gået med King, siger Bodil.

 Er det brev nok til at hænge Arly op på mordet.

 Ikke det brev alene, men det kan vise sig at blive et meget vigtigt bevis, sammen med andre ting.

Vi må først og fremmest beskytte Allan og Ulrik og hans mor. Det er umuligt at vide, hvad fyren kan finde på, hvis han opdager, at der er noget under opsejling. Helst ville jeg have Allan og Ulrik fjernet fra jordens overflade de næste fjorten dage, men de ville selvfølgelig vække mistanke.

 Ulriks mor er trods alt voksen og må selv tage ansvaret for sine handlinger, og vi skal da også støtte og hjælpe hende, når vi først har Arly i saksen. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete Allan noget, og heller ikke Ulrik for den sags skyld. De er da fuldstændig uskyldigt blevet rodet ind i det her.

 Tror du ikke, at vi skal prøve at få Axel til at komme herhen, når han har kørt Ulrik hjem til moderen. Han har en klar hjerne, og han er jo i høj grad involveret p.g.a. Ulrik.

 Jeg så helst, at Ulrik ikke kom hjem til moderen. Sæt han har fortalt noget om Allan derhjemme, så skiderikken er klar over, hvor han kan finde ham. Der er ingen tvivl om, at han er klar over, at Allan kan fortælle nogle ganske pæne historier, som ikke er til hans fordel, og så er Allan måske den næste på listen.

 Vi skal ganske vist ikke male fanden på væggen, men jeg er nok mindst lige så bekymret som dig.

 Lidt efter kommer Allan og King tilbage.

 Han ser fra Bodil til Werner.

 Har I fundet på noget.

 Werner ryster på hovedet.

 Ikke ret meget. Vi har talt om at bede onkel  Axel om at komme herhen, når han har afleveret Ulrik hjemme hos sin mor.

 Bare Ulrik ikke skulle hjem til hende og ham. Sæt han har fortalt noget, så Arly har fundet ud af, hvem jeg er, og hvor jeg bor.
 Ja, men det er jo ikke nemt at undgå uden at skabe mistanke, har du en ide.

 Allan sætter sig og tænker sig lidt om, så siger han.

 Kunne vi ikke invitere Ulriks mor her hen i eftermiddag og så fortælle hende det hele.

 Bodil ser over på Werner.

 Det var måske ikke nogen dårlig ide, så kunne vi måske overtale hende til at lade Ulrik blive hos sin far eller hos os en uges tid, men hvad med Arly.

 Allan smiler blegt.

 Han kan jo komme med, hvis han er hjemme. Her hjemme er jeg ikke bange for at møde ham, og jeg har i hvert fald navne på 10 af mors veninder, der kan bevise, hvad han er for en.

 Werner ser på ham.
 Er du sikker på, at du kan klare den konfrontation, min dreng.

 Ja, det skylder jeg Ulrik.

 Godt så prøv at høre, hvad jeg vil foreslå.

 Jeg ringer til Axel og beder ham om at komme den her vej med Ulrik, fordi vi har inviteret hans mor her hen. De er nok ikke kommet hjem endnu, men så lægger jeg en besked på hans telefonsvarer.

Bodil, du ringer så til Ulriks mor og inviterer hende til kaffe, fordi vores drenge er blevet så gode venner, at vi gerne vil genopfriske bekendtskabet. I kender jo hinanden, selvom det vel er et par år siden, at I har snakket sidst, det sluttede vel, da hun blev skilt fra Axel.

 Hvis hun spørger, om Arly skal med, siger du, ja selvfølgelig, hvis hun ikke spørger, slipper vi for det. Hvis han ikke kommer med, fortæller vi hende hele historien, og så må hun tage stilling til, hvad hun vil, og om Ulrik skal blive hos sin far eller hos os indtil videre.
 Hvis hun siger, at hun tager ham med, inviterer jeg en af mine kollegaer, det er altid rart at have en i baghånden. Jeg forklarer ham baggrunden, og da han er god til at provokere en anholdelse frem, bliver det sikkert enden på den historie. Hvis vi er dygtige nok, kan vi anklage ham for rufferi, pengeafpresning og mord, men vi starter nok med det første, det er lettest at bevise, men tro mig, han skal bag tremmer foreløbig, hvis det står til mig.

 Allan ser på Werner.

 Det lyder godt. Jeg vil helst være fri for at han kommer, men hvis han kommer, skal jeg nok prøve at være rolig og fornuftig.

 Werner klapper ham på skulderen.

 Jeg er stolt af dig, min dreng. Jeg lover, at jeg vil prøve at spare dig, så meget jeg kan.

 Nu ringer jeg til Axel.

 Da han har lagt beskeden, slutter han med at sige Werner Krim.

 Allan ser overrasket på ham.

 Hvad betød det.

 Werner smiler.

 Det er et kodeord, der betyder, ring straks. Jeg vil godt give ham lidt baggrundsviden, det kan jeg gøre fra telefonen i soveværelset, hvis de andre er kommet.

 Lidt efter ringer Bodil så til Ulriks mor. De snakker først lidt om drengene. Ulriks mor, Bente, spørger , hvordan Bodil har det nu, og Bodil siger, at takket være den nye Allan, har hun det fint igen. Bente siger, at hun gerne vil komme til kaffe, så tøver hun lidt.

 Har I noget imod, at jeg tager min nye mand, Arly, med, så I også kan lære ham at kende.

 Bodils stemme ryster en anelse, da hun siger, at han da selvfølgelig også skal være velkommen.

 Da hun lægger røret på, er hun meget bleg.

 Allan tager hendes hænder.

 Du skal ikke være bange mor, det skal nok gå.

 Werner ser på Bodil.

 Laver du frokost, så ringer jeg og inviterer Andersen.

 De er ret tavse ved frokosten, hver især sidder og spekulerer på, hvordan eftermiddagen vil gå.

 Klokken 2 kommer Andersen. Han er en hyggelig og smilende fyr, så snakken går godt. Klokken halvtre kommer Bente og Arly.

 Allan hilser på Bente med et stort glad smil.

 Det var dejligt at træffe dig. Ulrik er alle tiders gode ven, ham er jeg parat til at gøre hvad som helst for.

 Bente smiler.

 Ulrik er vist mindst lige så begejstret for dig.

 Allan hilser så på Arly. Han lægger mærke til, at det giver et sæt i ham. Så bliver de bedt om at gå ind i stuen, og der hilser de så på Andersen, der med et stort smil præsenterer sig som en af Werners kollegaer.

 Så fortsætter han.

 Jeg plejer gerne at nasse mig til en kop kaffe forskellige steder, søndag eftermiddag. Jeg har ikke nogen kone.

 Werner smiler.

 Ja, og da du er sådan en hyggelig fyr, lykkes det næsten altid, ingen kan nænne at sige nej til dig.
 Da de forskellige har sat sig, siger Allan.

 Det er nu rart at have en god samvittighed, når man er sammen med hele to kriminalfolk.

 Så ser han over på Arly.

 Men vi to kender da for resten hinanden

 Arly tøver lidt. Såh, det kan jeg da ikke huske.

 Allan sender Werner et lynhurtigt blik og ser så igen på Arly.
 Jo, før i tiden kom du da meget hos hende, jeg troede var min mor, men den seneste tid kom du vist mest når jeg ikke var hjemme, men en dag i april havde jeg fået tidligt fri fra skole, og da var du lige kommet for at hente penge hos hende.
 Hvad er det for noget vrøvl. Jeg aner ikke, hvem din mor var, og hvad det er, du fabler om.

 Du kaldte hende Elvira Madigan. Husker du heller ikke Prinsessen, Guldlok og alle de andre. Jeg behøver vel ikke at nævne navnene på alle dem, du fik penge af for deres ”arbejde”.

 Hvad bilder du dig ind, hvad er det, du beskylder mig for.

 For at være alfons, og det er ikke spor vanskeligt at bevise, jeg har bl.a. nogle billeder af dig og nogle af dine ”damer”. Takket være et brev fra min såkaldte mor, kan jeg også bevise, at du var pengeafpresser. Hun skrev det lige kort før hun blev myrdet.

 Allan ser lynhurtigt over på Bente.

 Har du haft besøg af en, der fortalte dig om det her.

 Bente er blevet ligbleg. Hun nikker.

 Ja, men jeg troede ikke, at det kunne være sandt.
 Arly farer op fra stolen. Han er ildrød i hovedet.

 Hold kæft, din horeunge, det er løgn.

 Nå, så kender du mig alligevel, siden du ved, at jeg er en horeunge. Er det også løgn, at du truede med at myrde min mor, hvis hun sladrede.Så er det da mærkeligt, at hun blev myrdet så kort tid efter, at hun havde sladret.

 Han vender sig mod Werner.

 Synes du ikke far.

 Arly er rasende.

 Kom Bente, vi går. Jeg vil ikke finde mig i sådan nogle beskyldninger.
 Så hvæser han til Allan.

 Jeg har ikke kværket den mær.

 Werner har også rejst sig.

 Det lyder interessant. Hvordan kan du vide, at den mær, som du så smukt udtrykker dig, blev kværket. Det har i hvert fald ikke været omtalt i aviserne.
 Arly bliver ligbleg.

 Kom så Bente, her skal Ulrik i hvert fald ikke hen mere.

 Hun ser koldt på ham.

 Det bestemmer du i hvert fald ikke. Så var det altså rigtigt, hvad hun fortalte mig. Jeg nægtede at tro på det, men tvivlen nagede mig alligevel. Det var måske din økonomi, der var noget lusket ved.

Alle de penge, du havde, uden at jeg kunne få at vide, hvad det egentlig var du lavede. Forretninger kaldte du det, jo tak. Du kan gå, hvis du vil, men du viser dig ikke hjemme hos mig mere.
 Arly hvæser.

 Det bliver vi to om at bestemme.

 Andersen har også rejst sig.
 Helt rigtigt.

 Den ene er mig, og den anden er Werner der.

 Han klapper sig på lommen og tager et par håndjern frem.

 Du er anholdt, klokken er 14.50, vær så venlig at følge med.

 Arly ser målløs på ham.
 Tror I virkelig mere på den lille horeunge end på mig.

 Andersen smiler bredt.

 Det kan siges meget kort. JA. Og pas så lidt på dit sprog.

 Arly hvæser til Allan.

 Det skal blive dig en dyr historie, din lille møgunge.

 Andersen smiler stadig.

 Jeg bad dig om at passe lidt på dit sprog, men jeg glemte jo helt at sige, at alt hvad du siger, vil blive brugt imod dig.

 Så bliver stemmen pludselig hård og skarp.

 Så hold hellere kæft og følg med.

 Kører du for os Werner. Når du har sat os af inde på Gården, kan du bare køre hjem igen. Der er nok mere brug for dig her, og jeg har det hele på bånd, du ved, jeg husker så dårligt. Tak for kaffe.

 Så giver han Allan et klap på skulderen.

 Du er et rigtigt lille mandfolk, som jeg er glad  for, at jeg har lært at kende.
 Da de er gået, sidder Bente og stirrer stift ud i luften.

 Allan går hen til hende.

 Undskyld, at jeg kom til at gøre dig fortræd, men jeg gjorde det for Ulriks skyld. Da jeg fandt ud af, hvem Arly var, blev jeg klar over, at der måtte gøres noget, inden det også gik ud over jer.
 Bente ser på ham med tårer i øjnene.

 Du har bestemt ikke noget at undskylde. Du gjorde det for at hjælpe Ulrik og mig.
 Så ser hun på Bodil.

 Må Ulrik godt blive hos jer et par dage, hvis hans far ikke kan have ham. Jeg ved, at han elsker jer alle tre, og jeg har behov for at finde mig selv igen. Det vil ikke være fair mod Ulrik at lade ham komme hjem til mig de første dage, måske en uge, hvis det kan lade sig gøre.

 Så ser hun pludselig skrækslagen på Bodil.
 Arly kommer da ikke på fri fod foreløbig, vel.

 Bodil lægger en hånd på hendes skulder.

 Nej, det er helt sikkert.Vi har i øvrigt bedt Axel om at komme den her vej forbi med Ulrik, når han skulle køre ham hjem, så kan vi i fællesskab blive enige om, hvor Ulrik skal være.

 Nu drikker vi kaffe og så kommer Werner snart hjem igen. Hvis du vil blive her i nat, kan det også lade sig gøre.

 Allan er lidt rastløs, men sætter sig dog også ved kaffebordet. Lidt efter siger Bente.

 Jeg fik at vide, at Axel havde fundet en sød pige, og at Ulrik tilsyneladende godt kunne lide hende. Det synes jeg lyder dejligt. Axel ringede og fortalte mig det i aftes. Han fortalte også, at de havde været her hos jer i går, og at Ulrik, Shirley og han skulle på en badetur i dag og så ud og spise bagefter.
 Allan rejser sig.

 Må jeg godt lige gå i bad, jeg er så gennemsvedt.

 Bodil nikker til ham.

 Helt i orden, min dreng, og gå så ind og læg dig lidt på dit værelse bagefter og hør noget musik, du trænger til at slappe af. Jeg sender far ind til dig, når han kommer hjem.
 Da Allan er gået, siger Bente.

 Hvor er han dog en fantastisk dejlig dreng.  Jeg forstår godt, at Ulrik holder meget af ham.
 Bodil nikker.

 Da det hele begyndte at rulle i formiddags, sagde han.

 Jeg vil ikke så gerne have den konfrontation med Arly, men for Ulriks skyld, vil jeg gøre det. For en virkelig ven skal man være parat til at gøre alt, også selvom det er ubehageligt for en selv.

 Allan står længe under bruseren, så tørrer han sig langsomt og kommer i tøjet og går ind og lægger sig på sin seng. Lidt efter ligger han og hører musik med hovedtelefoner på. En halv time senere kommer Werner ind til ham.

 Allan tager høretelefonerne af og ser på ham.

 Han kommer ikke ud foreløbig, vel.

 Nej, min dreng, helt bestemt ikke, det kan du være rolig for. Jeg vil også gerne sige, at jeg er meget glad for, at du holdt på, at du gjorde det for Ulriks skyld. Ikke af had til Arly, men for at beskytte din ven og ikke mindre hans mor.

 Hun skal en hård tid igennem nu. Hun skal til at skabe sig en helt ny tilværelse. Axel og Shirley skal have deres tilværelse, sammen med Ulrik, og det er Bente helt indforstået med, så hun må enten affinde sig med at være alene med en lille ny, eller også finde sig en anden mand. Men jeg er ikke i tvivl om, at hun vil tænke sig bedre om næste gang.

 Mor har foreslået, at Ulrik bliver hos os i den kommende uge. Så tager han hjem og besøger sin mor i week-enden, derefter flytter han så hen til sin far og besøger sin mor hver anden week-end.

 Vores tilbud om, at han kan komme her, hvis han eller de andre har behov for det, står helt åbent, også fremover.

 Jeg snakkede lige med Axel i telefonen, før jeg kom her ind til dig. Han huskede vores kodeord fra gamle dage, så han ringede, så snart de var kommet hjem. De havde været ude at bade, og så havde de været henne og spise med kniv og gaffel, sagde han, og nu sad Ulrik og Shirley så og snakkede, mens han ringede.

Vi blev enige om, at de kom herhen til aftensmad alle tre, så kan Bente og Shirley også lære hinanden at kende.
 Det lyder da fint.

 Han tøver lidt.

 Du, far. Synes du……

 Ja, hvad synes jeg.

 At jeg nu har gjort, hvad min mor bad mig om, tror du, at hun nu vil lade mig i fred.

 Werner bøjer sig over ham og giver ham et kys på panden.

 Ja, min dreng, helt sikkert.

 Tak far, hvor er både du og mor dog vidunderlige, hvad skulle jeg dog have gjort uden jer.

 Ved halvsekstiden kommer Axel, Shirley og Ulrik.

 Ulrik giver sin mor et knus, Axel giver hende et kys på kinden og Shirley rækker hende begge sine hænder.

 Bente smiler til Shirley.

 Hold godt fast ved ham der. Begå ikke den samme dumhed som mig, at tro, at græsset er grønnere andre steder, så er det nemlig tit, fordi der er en mødding nedenunder.

 Shirley ler.

 Det bliver jeg nødt til, for Ulrik har tvunget mig til at love ham, at jeg ikke slipper Axel.

 Så bliver hun alvorlig.

 Men jeg vil også godt love dig, at både Ulrik, Axel og jeg nok skal prøve at hjælpe dig, det vi kan.

Men Axel får du ikke igen.

 Det sidste bliver sagt med et smil til Ulrik.

 Ved aftensmaden går snakken helt godt, kun Allan er meget stille.

 Da de har spist, ser Allan på Axel.

 Kan vi godt lige gå lidt ind til mig.

 Da de kommer ind på værelset, siger Allan.

 Onkel Axel, må Ulrik godt blive her i den her uge. Hans mor er gået med til det, og han vil også godt og……. Jeg har sådan brug for ham.

 Axel ser alvorligt på Allan, så lægger han begge sine hænder på hans skuldre.

 Selvfølgelig må han det, min ven. Det, du har gjort her i dag for ham og hans mor, var der ikke mange, der havde klaret. Jeg beundrer dig for det venskab du viser Ulrik.

 Allan har tårer i øjnene, da han siger.

 Jamen jeg kunne da ikke lade dem være prisgivet den….

 Axel ser ham lige i øjnene.

 Nej, netop, og det er det, jeg gerne vil sige dig tak for.

 Så begynder han at smile.

 Skal vi lave lidt fest i gaden. Hvad med den kamp, Werner udskød.

 Allan smiler skævt.

 I aften er det vist mig, der er for træt.

 Så liver han lidt op og fortsætter.

 Men bare rolig, vi skal nok finde en dag, hvor det kan lykkes. Det er sandt, i går aftes, da vi var ude at bade, kom vi til at tale om vinterbadning. Far og Ulrik havde ikke lyst, men far sagde, at jeg kunne spørge dig, for du ville sikkert godt.
 Axel ryster på hovedet, men begynder så at smile.

 Ja, jeg tænkte nok, at Werner skulle lokke mig på glat is, bogstaveligt.

 Skal vi starte nu og komme langsomt i træning, eller skal vi vente, til det bliver rigtig koldt

 Mener du det for alvor.

 Axel ser forarget ud.

 Plejer jeg ikke altid at mene, hvad jeg siger.

 Nåh, jeg ved nu ikke.

 Så starter vi altså 1.november. Jeg henter dig hver anden morgen klokken halvseks, så du kan være hjemme i god tid, inden du skal i skole. Er du med på den.

 Allan smiler bredt.

 Uh altså, hvor jeg elsker dig, onkel Axel, men vi må nok lige spørge, om far og mor vil godkende det.

 Godt, vi går ind og spørger med det samme.

 Da de kommer ind til de andre, siger Axel.

 Jeg har lige aftalt med Allan, at vi vil være vikinger. Fra 1.november henter jeg ham hver anden morgen kl. halvseks, så tager vi ud og bader og jeg afleverer ham så igen kl 7, så han kan nå både morgenmad og at komme i skole. Er det i orden, og er der flere, der vil med. Men husk lige, man må aldrig lade sig drille eller provokere til at gøre noget, man ikke har lyst til.
 Bodil ser over på Werner.

 Tror du, at han kan tåle det.

 Werner smiler.

 Ok ja, det er sjældent, at vinterbadere bliver syge, men personligt foretrækker jeg nu min lune seng.
 Shirley rækker en finger i vejret.
 Er damer også velkomne.

 Axel smiler bredt.

 Meget velkomne, hvis de ikke er generte. Badetøj er nemlig ikke praktisk, når det fryser.
 Den var værre, jeg synes ellers, at min badedragt er så pæn.

 Det er den også, og den klæder dig også godt, men du risikerer, at den fryser fast til huden, så det kommer til at vare mange minutter at få den af.

 Shirley nikker.

 Godt, kan I, kan jeg vel også. Jeg er med, når jeg ikke er på arbejde.
 Ulrik begynder at le.

 Godt, jeg er også med.

 Så ser han på Werner.

 Er du en tøsedreng.

 Werner smiler.

 Ja, og jeg erkender det blankt. Husk lige, at din far sagde, at man ikke skulle lade sig drille eller provokere til at gøre noget, man ikke havde lyst til.

 Bodil smiler.

 Se det kalder jeg et mandfolk, der kan modstå drillerier og provokationer, derfor stiller jeg mig solidarisk med ham og bliver også hjemme.
 Bente nikker.

 Det gør jeg også. Jeg har ganske vist hørt, at det er nemmere at føde i vand, men det skal vist ikke være isvand, så indtil videre skal I altså heller ikke regne med mig.

 Axel fortæller så, at de er blevet enige om, at Shirley flytter hen til ham i begyndelsen af oktober, og så bliver alle inviteret til Ulriks fødselsdag d. 13.oktober. det er lige før efterårsferien.

 Det bliver aftalt, at Ulrik skal blive hos Werner og Bodil og Allan til lørdag, hvor Werner kører ham hen til Bente. Søndag henter Axel så Ulrik og hans ting, så han flytter hen til Axel, så kan han hjælpe med at gøre klar til at Shirley kan flytte ind. Den første week-end hun er der, besøger Ulrik så sin mor, og så fremover hver anden week-end, med mindre der bliver aftalt noget andet.

 Ved nitiden gør Axel sig klar til at køre sammen med Shirley. Hun skal flyve næste morgen kl. 9., men skal være i lufthavnen allerede klokken 7.

 Axel ser på Bente.

 Skal vi køre dig hjem.

 Werner smiler.

 Nej, det gør jeg, når jeg har fået jer smidt ud, så kan jeg lige få Ulriks skolesager og noget tøj med, med det samme.

 Bodil ser på Bente.

 Du er sikker på, at du ikke helst vil blive her til i morgen.

 Bente ryster på hovedet.

 Tak for tilbuddet, men nu er jeg kommet mig over det første chock, så nu vil jeg godt hjem og se, om jeg kan finde mig selv, og det gør man bedst, når man er alene.

 Hun ser på Ulrik.

 Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil være sammen med dig, men dels er det bedre for dig at være her nogle dage, og dels tror jeg, at Allan har brug for dig. Det har været en hård dag for ham, og jeg ved, hvor godt I to har det sammen.
 Ulrik giver hende et knus.

 Pas nu godt på dig selv, og tusind tak, fordi jeg må blive hos Allan.
 Da Werner siger farvel til Axel og Shirley, følger han dem lige ud til bilen. Så ser han på Axel.

 Tak for det arrangement med vinterbadningen, det kvikkede Allan rigtigt op, og det trængte han til. Det har virkelig været hårdt for ham i dag, ikke mindst tanken om, hvad der kunne ske Ulrik.

 Shirley ser alvorligt på Werner.

 Vi må da alle give Allan al den støtte og hjælp, vi kan, det fortjener han bestemt, men jeg tror også, at det betyder meget for ham, at Ulrik bliver hos jer nogle dage. Det er lige som et synligt tegn på, at alle anstrengelserne ikke har været forgæves.

 Werner smiler.

 Det lader til, at tante Shirley er lige så forgabet i knægten, som alle os andre, pas nu på, at han ikke hugger hende fra dig en skønne dag, onkel Axel.

 Axel ler.

 Det er aldrig en skam at tabe til en bedre mand, men jeg tror nu ikke, at Shirley er så nem at hugge, og jeg er overbevist om, at Allan i hvert fald ikke ville prøve at gøre det.

 Ti minutter efter spørger Bente, om Werner godt vil køre hende hjem. Bilen står ganske vist udenfor, men hun vil helst ikke køre selv i aften. Hun skal nok sørge for, at bilen bliver hentet en af de første dage.
 Bodil står mellem de to drenge i døren, da Werner kører med Bente.

 Så siger Bodil.

 Nu laver jeg en kop kaffe, hvis I går en tur med King, så kan vi drikke kaffe, når far kommer hjem. Og så skal I nok ikke for sent i seng. I morgen skal I jo i skole begge to.

 Kort efter at drengene kommer tilbage med King, kommer Werner også. De får så en kop kaffe alle fire, inden begge drenge siger godnat med et knus til både Bodil og Werner. I det de løber ud af stuen, råber Werner efter dem.

 Morgenmad i køkkenet et kvarter i syv. I morgen er det mors tur.
 Da drengene kommer ind på værelset, klæder de sig af. Så siger Allan.

 Er det rigtigt, at du godt vil med ud og vinterbade alligevel. Du sagde det ikke bare fordi du syntes at du var nødt til det, når både Shirley og din far ville.

 Ulrik ryster på hovedet og smiler.

 Nej, for jeg tror, at det kan blive sjovt, når man vænner sig til det.

 Uden at have aftalt noget, er de begge hoppet op i sengen.

 Ulrik ler.

 Det var vi åbenbart enige om.

 Allan ser et øjeblik på ham, så slår han armene om halsen på Ulrik og knuger ham ind til sig.

 Ja, og i aften har jeg virkelig brug for at føle, at du er her.

 Ulrik nikker.

 Det har jeg også.
 Et øjeblik efter siger Allan.

 Hov King, vækning kvart i syv.

 King brummer lidt og puster.

 Ulrik ler.

 Betød det ja.

 Det tror jeg nok, men ellers kan du være rolig for, at far nok skal få os ud af fjerene.

 De snakker lidt endnu, men kort efter sover de begge to.

 Næste morgen vækker King dem begge med et ordentlig slik i ansigtet. De skynder sig begge at trække et par pyjasmasbukser på og løber ud i køkkenet. Morgenmaden er klar, og både Bodil og Werner sidder der allerede.

 Werner smiler til dem.

 Nå, har I sovet godt. I dag får I badeværelset for jer selv, for jeg skal først på arbejde kl. 15. I morgen er der heller ikke noget problem, for da har jeg fri, men i overmorgen bliver der travlhed, for da skal vi alle tre tidligt afsted, men I to kan selvfølgelig starte halvseks, så I er i træning til vinterbadningen begynder.

 Begge drenge nikker med munden fuld af mad.

 Så siger Allan.

 Det går nok, ellers nøjes vi bare med at børste tænder og trække en våd kam gennem håret, så tror folk, at vi er blevet vasket.

 Ulrik ler højt.

 Eller også må den, der kommer sidst til badeværelset nøjes med haveslangen udenfor.

 Werner nikker.
 Det var måske ikke så dårlig en ide, den må overvejes nøje. Men i dag kan I godt nå at komme i bad begge to. Afgang.

 Et kvarter i otte er de begge klar til at gå i skole. Bodil har smurt madpakker til dem.

 På vej hen til skole, siger Ulrik.

 Hvad nu, hvis der er nogen, der har hørt, at Arly er blevet arresteret.

 Ja, og hvad så, det er da sådan set ikke noget, der kommer dig ved. Det er jo ikke din far, og du er da ikke ansvarlig for, hvad han har lavet. Den skal vi nok klare, ellers må vi jo slå fra os.

 Det går nu godt nok i skolen. Ingen kommer med kommentarer, selvom der er nogle, der ser lidt underligt efter Ulrik.
 På vej hjem fra skole, hvor de går og snakker, kører der pludselig en mand op på siden af dem på cykel.
 Jeg skulle hilse fra Arly og sige, at næste gang er det din tur, din lille horeunge.
 Allan bliver ligbleg og stopper brat op, men manden er allerede væk.

 Ulrik griber Allans ene hånd.

 Kom, lad os løbe det sidste stykke hjem.

 Da de forpustede kommer ind ad døren, kommer Werner ud fra stuen med et stort smil.

 Nå, har I trænet i hurtigløb.
 Hurtigt fortæller Ulrik, hvad der er sket. Allan er fuldstændig stum, så chokeret er han stadig.

 Werner er også blevet bleg.

 Smid skoletasken og overtøjet og kom ind i stuen til mor og mig.
 Et minut efter kommer drengene ind i stuen. Ulrik er meget ophidset, mens Allan virker fuldstændig sløv og apatisk.
 Stilfærdigt siger Werner.

 Kom og sæt dig her hos mig, Allan, og du kan sætte dig hos Bodil, Ulrik.
 Allan ryster over hele kroppen, men lidt efter begynder han at slappe lidt af, så mumler han.

 Jamen hvordan….sidder Arly ikke i fængsel, hvordan kan han så få nogen til at true mig.

 Werner sidder lidt.

 Jeg ved det ikke lige nu, min dreng, men jeg lover, at jeg nok skal finde ud af det, og jeg lover dig også, at ingen skal få lov til at gøre dig fortræd.

 Kan I fortælle mig, hvordan manden så ud, så nøjagtigt som muligt.

 Ulrik ser over på ham.

 Det er svært, for vi blev jo begge så forskrækkede. Det hele gik så hurtigt, og så var han væk.

 Allan nikker.

 Han var høj og mørk, og hvis jeg så ham igen, ville jeg kunne genkende ham blandt tusinde.
 Ulrik nikker.

 Det tror jeg også, at jeg kunne. Det var især øjnene, der virkede specielle. Uforholdsmæssigt store og hadefulde.

 Werner tænker sig lidt om.
 Jeg må hellere tage jer med ind på Gården og se nogle billeder, måske vi har ham i kartoteket. Lad os lige få en kop kaffe og en ostemad, inden vi kører.

 Det er også lykkedes Bodil at få beroliget Ulrik lidt, men midt i en ostemad gisper han pludseligt.

 Jamen hvad med mor. Er hun ikke også i fare.

 Werner ser på ham.

 Du skal ikke være bange for hende. Vi sender en bil ud og henter hende og indlogerer hende på et hotel under et andet navn et par dage. Det nytter ikke, at hun er hverken her eller hos Axel.

 Jamen hvad med mor, mens vi er væk.
 Bodil smiler.

 Jeg har King, så det skal nok gå. Selvom han virker fredelig, er han ikke sjov at slås med, hvis han bliver gal i hovedet.
 Så ser hun på Werner.

 Du kører selv drengene hjem, når I er færdige, ikke.

 Ja, og hvis Axel har fri, sender jeg ham over til jer, indtil jeg kan komme hjem, hvis Andersen ikke kan klare det selv. Kan han det, bliver jeg hjemme, når jeg kommer tilbage med drengene.

 Da drengene kommer ind på Politigården hilser de på Andersen og et par andre kriminalfolk.

 Werner fortæller om det, Ulrik og Allan har været ude for.

 Andersen rynker brynene.

 Det skal jeg nok klare, du tager med drengene hjem, når de har set på vores billeder. Jeg er ved at tro, at jeg ved, hvor vi skal kigge.

 Så lægger han en hånd på Allans ene skulder.

 Du vil sikkert gerne vide, hvordan Arly kan sende hilsner, når han sidder herinde, og det tror jeg godt, at jeg kan fortælle dig. Ser du, den slags fyre har et sikkerhedssystem, som træder i kraft, hvis en af dem ryger ind.

 Arly har uden tvivl gættet, hvor det bar hen, at han ville blive afsløret, og så har han sat sit sikkerhedssystem i gang for at skræmme dig til tavshed, for uden din hjælp ville vi jo ikke stå nær så stærkt. Han kunne jo ikke vide, at det hele kom frem, allerede i går, at hans sikkerhedsvagt var for sent ude. Den lille brist i hans sikkerhedssystem havde han ikke forudset. Men lad os nu se på billederne.

 Ulrik ser på ham.

 Var det bare en tom trussel, eller er både mor og Allan ikke i virkelig fare.
 Andersen ser alvorligt på ham.

 Jo, desværre, men vi skal nok gøre, hvad vi kan, for at de psykopater ikke har held med sig.

 Werner kommer i det samme tilbage og smiler til Ulrik.

 Nu har jeg sendt en civil vogn ud og hente din mor, så kommer hun ind på et hotel et par dage, indtil vi har trevlet det her op. De fik besked om at sige til hende, at vi nok skal sørge for, at der ikke sker dig noget.

 Lidt efter sidder drengene og blader i billederne hver for sig.

 Pludselig lyder der et gisp fra Allan.

 Det er ham der.

 Andersen kigger på billedet og noterer nummeret, så rækker han albummet over til Ulrik.

 Godt, så bytter vi.

 Ulrik kigger meget nøje på billederne, så ser han op på Andersen.

 Jeg er ikke i tvivl, det er ham der.

 Andersen smiler.

 Så er jeg heller ikke i tvivl, det var også ham, Allan udpegede.

 Allan ser på ham.

 Skal vi ikke se på resten af billederne for en sikkerheds skyld.

 Andersen nikker.

 God ide, min ven. Det kunne jo være, at han har en såkaldt tvilling, en, der ligner ham meget.

 Lidt efter siger Allan.

 De to der kender jeg også. Dem har jeg set flere gange hos mor.

 Andersen nikker.

 Fint, det kan være, at vi også får brug for dem.

 Så kommer der et gisp fra Ulrik.

 Ham her har været ude hos Arly flere gange.

 Andersen smiler bredt.

 Se se, nu har vi slet ikke så lidt at arbejde med. Det ser ud til at blive en fed fangst.

 Nu tror jeg, at du skal tage hjem med drengene Werner. Vi andre skal nok tage os af det her. Du har fri i morgen, men så ses vi onsdag morgen. Hvis der er noget, ringer jeg.

 Så smiler han til Ulrik, mens han klapper Allan på skulderen.
 Takket være ham her, slap du og din mor af med den skiderik, så pas godt på ham, sådan en ven finder du ikke magen til.

 Allan ser på ham.

 Hvor lang tid får han.

 Tjah, med det vi har på ham indtil nu, slipper han ikke under otte år, men lad os nu ser, måske kan vi nå op på 10 – 12 år.
 Og når han så kommer ud, hvad så.

 Så er I to i hvert fald voksne, men det er jo svært at spå om fremtiden. Jeg tror nu ikke, at han får mulighed for at sætte en lignende virksomhed i gang igen. Især ikke, hvis vi får splittet hans sikkerhedsnet godt og grundigt ad og får dem til at ryge i totterne på hinanden. Når først de begynder at fortælle om alle de andres dårlige sider for at retfærdiggøre sig selv, så er det imperium gået til grunde for alvor.
 Men tag I nu hjem og slap af. Det trænger I til. Hyg jer med noget god musik, en kop kaffe og en fed cigar oven på et af Bodils vidtberømte måltider, så kan I sove godt i nat, det er jeg sikker på.

 På vej ud, siger Andersen lige til Werner.

 Hvis du sender dem i skole i morgen, så følg dem derhen, men fremforalt, hent dem igen, men er de ikke begge 100% indstillet på at gå i skole, så hold dem hjemme. Ham fra i dag bliver arresteret, så snart vi finder ham, og de andre holder vi godt øje med, men der kan jo være flere.
 Da de kommer hjem, ser Allan fortvivlet på Bodil.

 Tænk alt det forfærdelige, jeg har fået jer rodet ind i.

 Hun tager ham om skuldrene og knuger ham ind til sig.

 Det er jo ikke din skyld, at alt det her sker. Det er synd, at det kommer til at gå ud over dig, men vi skal nok snart komme tilbage til normale tilstande igen. Nu skal vi foreløbig hygge os i aften.

 Werner går en tur med King, I læser lektier og jeg laver mad.
 Werner smiler.

 Ja, Andersen sagde til os, at vi skulle tage hjem og forlange god mad, god musik, en kop kaffe og en fed cigar.

 Bodil smiler.

 Jamen så siger vi det, er I enige, drenge.

 Ulrik smiler.

 Det lyder godt, men må jeg godt låne piben igen i stedet for en cigar.

 Werner ler.

 Helt i orden, hvis piben så får en anden lyd, også fra dig Allan. Nu lægger vi alvoren bag os og finder tossestregerne frem.

 Allan begynder at græde.

 Jamen jeg kan ikke, far.
 Werner tager ham om skuldrene og giver ham et knus.

 Jo, du kan min dreng. Du har lovet, at du vil glæde os. Gå nu ind og spil lidt for mor og Ulrik på klaveret, inden I to går i gang med lektierne, så lufter jeg lige King, og så vil jeg bede dig spille mit stykke, når jeg kommer tilbage med King.
 Allan tørrer sig over øjnene og begynder at smile.

 Javel sir, en ordre er en ordre.

 Så giver han Werner et knus og går ind til klaveret.

 Han starter med det første af Bethovens skæbnesymfoni, men efterhånden bliver både tempoet og musikken mere afdæmpet. Han spiller Bodils og Ulriks melodier, og da Werner kommer ind, spiller han hans melodi. Han slutter af med Brahms vuggevise.
 Så stopper han op og rejser sig fra klaveret og smiler rundt til de tre, der har siddet og nydt musikken.
 Tak far, nu har jeg det bedre. Skal vi gå i gang med lektierne, Ulrik.

 Lidt efter sidder de begge to og er i gang med lektierne.

 Der er bl.a. nogle matematikopgaver, og det kræver koncentration. Pludselig ser Ulrik på Allan.

 Det er faktisk rart at have noget konkret at koncentrere sig om.

 Allan smiler.

 Ja, det her er da noget, der er til at forstå og overskue.

 Ulrik trækker lidt på det.

 Nåh, forstå….. jeg foretrækker nu sprog.

 Allan begynder at le.

 Netop derfor er det fint at læse lektier sammen, du hjælper mig med sprog, og jeg hjælper dig med matematik.
 Ja tak, men hvem hjælper os med den danske stil.

 Den skal jo først afleveres på fredag.

 Ja, men derfor behøver vi jo ikke at vente med at skrive den til torsdag aften., husk på onsdag skal vi jo til fægtning alle fire.

 Tror du, at vi kan komme det.

 Helt bestemt.
 Godt, så lad os begynde på kladden i dag, så kan vi gøre den færdig i morgen og skrive den ind på torsdag.

 God ide.

 Lidt før kl 18 kalder Bodil.

 Har I tid, så er maden klar.

 Drengene ser på hinanden, så lyder det i kor.

 Kommer nu.
 Da de kommer ind til bordet, ser Werner på dem.

 Nå, blev I færdige med lektierne.

 Allan smiler.

 Ja, og vi fik begge skrevet det meste af kladden til den stil, vi skal aflevere på fredag. Resten aftalte vi at skrive i morgen. På onsdag skal vi jo til fægtning, så vi skriver den ind på torsdag.
 Av ja, det er rigtigt, fægtning, det havde jeg nær glemt. Men lad os nu gå i krig med mors mad.

 Da de har spist, vasker drengene op og laver kaffe, og lidt efter sidder de alle fire og hygger sig. Werner med en cigar, Bodil og Allan med en cerut og Ulrik med en af Werners piber.

 De får også lige et par spil kort, så siger Werner.

 Vil I i skole i morgen, eller vil I helst være fri.

 Drengene ser på hinanden, så kommer det stille fra Ulrik.

 Jeg vil meget gerne være fri.

 Så kommer det lidt hæst fra Allan.

 Det vil jeg også, tænk hvis vi mødte ham igen.
 Werner nikker.

 Det er helt i orden. Hvis I ville have været afsted havde jeg fulgt jer derhen og hentet jer igen, men i morgen endnu er det bedst at være helt på den sikre side. Når vi først har fået fat i et par stykker af de fyre, skal resten nok holde sig i skindet, for så er der nogen, der kan fortælle kønne historier om dem. Allan var kun farlig for Arly. Når der nu går et par stykker mere i fælden, bliver de klar over, at både de og Arly for alvor er på den, og så gælder det om at være så usynlig som muligt.

 Så begynder han at le.

 Men da ingen af os skal tidligt op, vil I så med ud og bade.

 Drengene ser på hinanden og derefter på Bodil, der blinker med det ene øje.

 Allan ser på Werner med strålende øjne.

 Det kan du tro, at vi gerne vil, ikke Ulrik.
 Ulrik nikker ivrigt.

 Helt bestemt, så virker det hele dejlig normalt igen.

 Ti minutter efter kører de.

 Da de har været i vandet og er kommet i tøjet igen, ser Allan fra Bodil til Werner.

 Fryser I.
 Nej, det går, men hvad har du nu for.

 Må Ulrik og jeg godt have lov til at sidde lidt hos jer og mærke jeres arme omkring os.

 Bodil nikker.

 Gerne, hvem skal så sidde hos hvem.

 Allan smiler.

 Hvem af dem vil du låne Ulrik, du er den yngste, så du må vælge først.

 Ulrik ser på Bodil.

 Må jeg godt sidde hos dig.

 Werner smiler.

 Jamen så må jeg jo nøjes med Allan, men det gør heller ikke noget, vel Allan.

 De sidder helt stille i næsten fem minutter og ser ud over vandet, så siger Bodil

 Nå, fik I to så varmen, for nu fryser jeg i det mindste.
 Ulrik ser forskrækket på hende.

 Åh undskyld, men det var så vidunderligt at sidde hos dig, så jeg helt glemte tiden.
 Werner brummer.

 Hvad med dig Allan. Har du også fået varmen.

 Allan ser på ham med blanke øjne.

 Ja, far helt ind i sjælen.

 Da de kommer hjem, siger Werner.

 Hør, der er da noget galt. Der er lys i køkkenet, slukkede vi ikke, inden vi gik.

 Jo, det er jeg helt sikker på.

 Jamen så tror jeg, at vi har gæster, for det er nok ikke King, der har tændt lyset, til gengæld har han sikkert taget pænt mod gæsten eller gæsterne.

 Allan er begyndt at ryste over hele kroppen.
 Werner griber hans ene hånd og trækker ham med hen til døren.
 Se se, vi behøver ikke at låse op. Jamen så lad os hilse på vores gæst, du skal ikke være bange, min dreng, jeg kan høre, at King har styr på tingene.

 Da de kommer ud i køkkenet, er Allan nær ved at le, trods den alvorlige situation.
 Op ad den ene væg står en mand, og hver gang han prøver at røre sig, knurrer King ildevarslende.

 Werner smiler et ondskabsfuldt smil.

 Jamen dog, vi har fået en gæst, og vi var slet ikke hjemme og kunne tage pænt imod dig. Det var da godt, at King var her og kunne underholde dig. Du har ikke kedet dig, vel.

 Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det dig, der truede min søn, da han og hans ven fulgtes ad fra skole. Det kunne du for resten have sparet både ham og dig selv for. Vi har allerede tilstrækkeligt på Arly til de første 8 år, men det her tæller med, og du kan sikkert også fortælle mange flere gode historier. Vidste du, at der ligger en arrestordre og venter på dig, du kom måske for at melde dig selv.

 Så fortsætter han, og nu er tonen hverken blid eller venlig, den er skarp, hård og kold.

 Eller kom du for at gøre alvor af din trussel. Jeg kunne have lyst til at kvæle dig med mine bare hænder.

 Så bliver han mere rolig igen.

 Men bare rolig, jeg holder mig til reglerne. Læg dig ned med ansigtet mod gulvet, så vi er fri for at se på dit grimme fjæs. Jeg vil ikke røre dig, ikke engang med en ildtang, men jeg kan jo ikke gøre ved, hvis King kommer til at bide dig ret så kraftigt, og det gør han, hvis du rører dig bare den mindste smule, inden du bliver hentet.

 Hold altså kæft og rør dig ikke, med mindre du vil prøve Kings tænder i arme, ben eller de ædlere dele. Hvis han bliver rigtig vred, går han efter halsen. Bare så du ved det, så lad hellere være med at tirre ham.

 Så ser han på uret.

 Klokken er nu fem minutter over tolv. Du er anholdt. Skal jeg oplyse dig om dine rettigheder, eller den remse har du nok hørt før.

 Så smiler han til de andre, der nu er faldet lidt til ro.

 Tidspunktet er måske ikke helt korrekt, for jeg ved ikke, hvornår betjent King anholdt dig, og han har desværre ikke ur på.

 Werner går nu ind og ringer til politigården og beder dem om at hente manden hurtigst muligt. Der er en patruljevogn i nærheden, så det varer ikke mere end fem minutter, før han bliver hentet.

 Da han bliver ført ud, siger Werner.

 Jeg håber ikke, at hverken min søn eller hans ven nogensinde mere skal se dit lede fjæs igen.

 Hoveddøren kan ikke låses, men der er en sikkerhedskæde, der kan slås for, og lidt efter er man klar til at gå i seng.

 Werner smiler, da han siger.

 Skal vi sige morgenkaffe i køkkenet kl. 8. Hvem laver den. Det er i grunden din tur King, men i betragtning af dit aftenarbejde, skal jeg afløse dig i morgen tidlig. Så kan jeg lige ringe hen på skolen og sige, at I ikke kommer før onsdag. Så er der da god tid til at skrive en ordentlig lang stil i morgen. Jeg går lige en lille tur med King.

 Både Bodil og Werner får et godnatknus af begge drenge, inden de løber ind på værelset.

 De er lige kommet af tøjet, da King kommer ind på værelset.

 Allan slår armene om halsen på den.

 Uh, hvor jeg dog også elsker dig. Det var da godt, at der ikke skete dig noget.

 Ulrik ser på Allan.

 Skal vi sove hver for sig i aften, det skal vi jo vænne os til, men hvis det bliver nødvendigt…ikke.

 Det er din tur til at sove i sengen.

 Allan nikker.

  Det er nok rigtigt, men hvis det bliver nødvendigt for en af os, eller os begge to….

 Ja, så sover vi begge to sammen med King.

 Ulrik er lige ved at falde i søvn, da Allan siger.

 Du, Ulrik.
 Ulrik rejser sig op i sengen.

 Ja, er der noget.

 Allan smiler.

 Jeg holder næsten lige så meget af dig som af far og mor.

 Ulrik ler.

 Jeg har det nok lige som dig, kun kommer du på en andenplads, for jeg holder mere af dig end af både mor og Shirley. Det er kun far, der ligger højere oppe på listen.

 Allan begynder også at le.

 Du kommer endda før King, men da han allerede ligger hos mig, vil du så ikke også godt, bare i nat, så skal jeg nok prøve at tage mig sammen.
 Lynhurtigt er Ulrik ovre hos ham og smutter ned under dynen og klemmer sig ind til ham.

 Det var en rigtig dum ide at sove hver for sig i nat efter alt det, du har været ude for i dag.

 Allan knuger ham ind til sig.

 Måske, men vi skal jo lære det. Tilværelsen bliver vel også normal igen.

 Næste morgen er drengene ikke vågne, da Werner kommer ind til dem. Han står lidt og ser på dem, så smiler han og går ud i køkkenet efter et glas vand, så løfter han forsigtigt dynen, og hælder vandet ned over maven på dem begge.

 De farer op med et spjæt begge to.

 Werner ser bekymret på dem.

 Hvad Søren, kan I ikke ligge tørt, tisser I i sengen.
 Lynhurtigt er begge drenge ude af sengen og jagter ham gennem huset, indtil han breder armene ud og fanger dem og giver dem begge et knus.
 Se hellere at få et par pyjamasbukser på, morgenmaden er klar i køkkenet og mor venter.

 Leende løber drengene ind på værelset og trækker et par pyjamasbukser på begge to.

 De sidder og hygger sig ved morgenbordet til klokken er ni, så siger Bodil.

 Hvis I nu går i bad og får tøj på, så kan I gå en tur med King, og når I kommer tilbage, vil jeg gerne have lidt hjælp med rengøringen, inden I kaster jer over stilskrivningen. Er det i orden med jer.

 Allan ler.

 Selvfølgelig. Far har ganske vist givet os sengebad, men det er nok mere effektivt med bruseren.

 Efter frokosten siger Allan.

 Er der noget, der skal ordnes i haven, far.

 Werner ryster på hovedet.

 Nej, nu lader vi haven være i fred indtil foråret.
 Resten af dagen sidder man og hygger sig sammen.
 Hen under aften ringer Andersen.

 Jeres gæst var hurtig til at snakke, så nu sidder der fem i fælden. Vi mangler endnu en, men han bliver hentet meget tidligt i morgen. Nu tror jeg roligt, at Bente kan tage hjem igen, og drengene kan også roligt gå i skole igen.

 De store fisk er i rusen, og de små gemmer sig uden tvivl for ikke at få noget i klemme. Sådan en fangst rygtes hurtigt i underverdenen. Jeg kan da i øvrigt fortælle, at Bente faktisk slet ikke var rigtig gift med svinet. Han var ikke blevet skilt fra den forrige kone, der i øvrigt var med i     ”forretningen”. Bente skulle bare bruges for at vise, hvor respektabel en familiefar han var.
 Den forrige kone skal vi snakke lidt med i morgen, men da kommer du jo, så det kan du få fornøjelsen af. Nu tror jeg, at jeg vil holde fri, det synes jeg, at jeg har fortjent.

 Werner smiler.

 Mere end det, du har også fortjent en af Bodils gode middage. Lad os finde en dag i næste uge, men det må ikke være onsdag, for da skal jeg til fægtning.
 Hvad skal du.

 Ja, Ulrik har overtalt Bodil, Allan og mig til at gå til fægtning, vi starter i morgen.

 Andersen ler højt.

 Så kan du snart spille med i en musketerfilm, det må blive som Porthos.

 Hvorfor siger du det, det sagde Allan også.

 Andersen ler endnu mere.

 Se dig selv i et spejl, gamle dreng, så har du svaret.

 Onsdag er drengene i skole igen, og det går godt. På hjemvejen ser de sig godt nok omkring flere gange, men der er ingen at se.

 Om aftenen går de så til fægtning alle fire. De bliver modtaget med stor begejstring, for der er ikke så mange medlemmer.

 Efter den almindelige opvarmning får de så instruktioner om, hvordan de skal gøre, og et kvarter efter siger instruktøren.

 Ja, prøv så at tage en lille kamp. Find nogen, der nogenlunde er på størrelse med jer selv, det er det, der er mest fair.

 Instruktøren står og ser på dem. Allan fægter mod Ulrik, Werner fægter mod en af de andre mænd og Bodil mod en af de andre damer.

 Da de har fægtet i fem minutter, kommer han med nogle kommentarer, så ser han nøje på Bodil.

 Du har fægtet før, det kan jeg tydeligt se.

 Bodil smiler.

 Ja, jeg har faktisk gået til fægtning i fem år i mine yngre dage, men jeg kan godt mærke, at jeg har glemt en del.

 Instruktøren ler højt.

 Det er nu ikke ret meget, du har glemt, så vidt jeg kan se. Lad os to prøve at tage en kamp.

 De andre stiller sig op for at se på det.

 I starten går instruktøren ikke så hårdt til Bodil, men så sætter han tempoet op. Pludselig ser han målløs på Bodil, der med en parade har slået kården ud af hånden på ham.
 Han tager masken af og bukker dybt.

 Det var sørens. Det er kun sket for mig en gang før. Vil du være hjælpeinstruktør.

 Bodil smiler.

 Ja, hvis du synes, at jeg er god nok til det.

 Instruktøren ler højt.

 Helt bestemt. Nu er det jeres tur, hvem får først ti touche mod modstanderen, I vælger selv modstander.

 Og så kæmpes der drabeligt.

 Ulrik er bedre til det end Allan, men han har også gået til fægtning i to år.

 Werner står forpustet efter en kamp og ser på Ulrik.
 Du har ret, det her er motion, så det forslår. Jeg tror allerede, at jeg har tabt flere kilo, sådan som jeg sveder..

 Ulrik ler.

 Så lad os to tage en sidste kamp i aften.
 Bodil ser på Allan.

 Skal vi også tage en kamp.

 Jamen jeg kan jo slet ikke klare dig.

 Bodil smiler.

 Nu giver jeg dig nogle små tips, så skal du bare se, hvor det går.

 To minutter efter tager de så en kamp.

 Allan bliver mere og mere ivrig, fordi han kan bruge de tips, Bodil har givet ham, så på et tidspunkt er hun lige ved at komme i knibe.

 Instruktøren ser opmærksomt på kampen, så siger han til Werner.

 Din kone er et geni til at lære folk fægtning. Allan er jo allerede så god, at flere af de andre ikke ville kunne klare ham, til trods for, at det er første gang, han prøver det.
 Werner smiler.

 Det er nok ikke tilstrækkeligt med en god instruktør, der skal vist også anlæg til, hos den, der skal lære det. Jeg tror f.eks. ikke, at jeg nogensinde bliver olympiadefægter, men jeg må give Ulrik ret i, at det er en både sjov og spændende form for motion. Selvom jeg tog enetimer hos min kone ville jeg nok ikke nå en ret høj standard, det er jeg ikke hurtig nok til.

 Ulrik ler.

 Du vil godt fortsætte, ikke onkel Werner, eller vil du hellere gå til Sumobrydning.

 Werner langer ud efter ham.

 Ti gange mere, så har jeg tabt mindst 50 kg og er kun en streg i luften.

 Instruktøren smiler.

 Så tag det hellere lidt mere med ro, du skulle da nødig blive væk for os.

 Bodil og Allan har sluttet deres kamp og giver hinanden hånden.

 Allan smiler forpustet.

 Sikke en kondi du har, mor.

 Bodil ryster på hovedet.

 I morgen kan jeg sikkert ikke kravle omkring, men man bliver jo grebet af det, når man får begyndt.

 Instruktøren giver nogle afsluttende vejledninger og bemærkninger, og så går man i bad.

 Da de tre er kommet i tøjet, venter de lige et øjeblik på Bodil, der står og snakker med intruktøren, efter at hun er kommet i tøjet. Så følges de ad ud til bilen.

 Bodil ser på Ulrik.

 Det var vist noget værre noget, du der fik lokket os ud i, men tak skal du nu have alligevel. Det var sjovt at mærke, at man ikke havde glemt det hele.

 Jamen jeg anede ikke, at du havde gået til fægtning før, vidste du det, Werner.

 Ja, det vidste jeg nu godt, det var der, jeg mødte Bodil for ca. 16 år siden.

 Så ler han.

 Skynd jer så at sige, at man sandelig ikke kan se, at jeg har gået til fægtning før. Det blev nu heller ikke til så mange gange, før mor havde nedlagt mig, og så gled fægtningen ud af billedet for os begge to. Ak ja, mor, hvis du ikke havde mødt mig, så havde du sikkert været verdensmester nu.

 Bodil giver ham et kys.

 Jeg foretrækker nu dig og Allan frem for en verdensmesterskabstitel.

 Ulrik ler.

 Det forstår jeg godt, men du kan da for øvrigt nå det endnu.

 Bodil ryster på hovedet.

 Nej, min dreng, det ville mindst koste 30 timers træning om ugen i flere år, og det kunne jeg ikke drømme om at bruge på det.
 Allan har siddet tavs lidt, så siger han.

 Den her sport kan jeg godt lide, men du havde ret Ulrik, den får den dovne sved frem, og så glemmer man alt omkring sig, mens man kæmper. Det er herligt.

 Da de kommer hjem, får de en kop kaffe, og så går drengene lige en tur med King, inden de smutter i seng.

 Da de har fået tøjet af, siger Allan.

 Nu er jeg ved at være mig selv igen, skal vi ikke sove hver for sig i nat, så tager jeg drømmesengen.

 Ulrik nikker.

 Jeg har det også godt nu, og om et par dage skal vi jo alligevel sove hver for sig, når jeg skal hjem.

 Allan slår armene om Ulrik og knuger ham ind til sig.

 Ja, men hver onsdag tager vi her hjem efter skole og læser lektier sammen, følges af til fægtning, så tager du med her hjem bagefter og sover her til torsdag. Lyder det ikke som en god ide.

 Ulrik smiler.

 Jo, bestemt, og jeg tror godt, at den kan sælges til far.

 De sidste dage går hurtigt.
 Lørdag kører Werner så Ulrik hjem til Bente, og så er tingene ved at være i den vante gænge igen.

 Allan savner ganske vist Ulrik lidt, men de ses jo da hver dag i skolen, og onsdagsarrrangementet er også blevet godkendt til stor glæde for begge drenge.

 En aften, da Allan sidder og hygger sig med Werner og Bodil, siger han.

 Hvor er det dog vidunderligt med sådan en dejlig stille og rolig aften sammen med jer. Nu føler jeg virkelig, at livet er dejligt. De to mennesker, som jeg elsker aller højest i hele verden, er min far og mor, og de er her, sammen med mig.

 Alt det andet er lige som en ond drøm, som jeg blev vækket af med et kærligt kys af mor og et knus af far.

 Så begynder han at le.

 Ja, og et saftigt slik af dig, King. Vil du ud at gå, så hent lige snoren.

 Da han kommer tilbage efter turen med King, siger han.

 Hvad skal jeg finde på at give Ulrik til hans fødselsdag på lørdag. Har I nogen gode forslag.

 Bodil smiler.

 Hvad med en gammel pyntekårde. Jeg kender en, der har sådan en, og den tror jeg godt, at jeg kan få fat i.

 Allan ser overrasket på hende.

 Det kunne være alle tiders, men hvad koster sådan en.

 Werner begynder at le.

 Den koster vist ikke noget. Jeg tror, at din mor tænker på sin gamle pyntekårde, som hun vandt i en turnering.

 Jamen den skal du da ikke af med, og det er jo heller ikke fra mig.

 Bodil ler.

 Jo, hvis jeg forærer dig den.

 Allan ser alvorligt på hende.

 Det er ikke fair mor, kan jeg ikke købe en i en forretning..

 Kan vi så ikke sige, at du køber den af mig, og hvis det er dig meget om at gøre, så lad os sige, at du selv bestemmer prisen.

 Allans ansigt klarer op.
 Godt, så vasker jeg op hver aften efter maden fra nu af og resten af året. Er det i orden.

 Også, hvis vi har gæster.

 Allan nikker.

 Ja, også hvis vi har gæster.

 Bodil smiler.

 Godt, så siger vi det. Far og mor kommer i morgen aften, så ringer jeg og beder dem om at tage den med.

 Tusind tak mor, den er jeg sikker på, at Ulrik bliver glad for.

 Werner brummer.

 Ikke mindst, når han hører, hvad den koster dig.

 Åh nej far, det må du ikke sige noget om.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Selvfølgelig gør jeg ikke det.
 Ulriks fødselsdag bliver en fin fest. Alle er i godt humør.

 Ulrik er selvfølgelig vildt begejstret for pyntekården, men så ser han pludselig forskrækket på Allan.
 Jamen jeg fik jo slet ikke givet dig en fødselsdagsgave, til trods for den kæmpeoplevelse, det var at være med til den. Du skrev jo også den musik til mig, ja og alt det andet, du har gjort for mig. Hvordan skal jeg nogensinde kunne gøre gengæld.

 Allan ser ham lige i øjnene.

 Jamen det har du da gjort så rigeligt, ved at give mig dit venskab. Det er jo langt mere værdifuldt for mig end noget som helst jeg er i stand til at give dig.
 Axel har stået ved siden af dem og hørt på det. Så lægger han en hånd på Allans skulder.

 Jeg tror nok, at Ulrik føler, at dit venskab med ham, er fuldt ud lige så værdifuldt. At modtage kærlighed og venskab på den rette måde er lige så vigtigt, som at give. Hvis ingen ville modtage vores kærlighed og venskab, så kunne det jo ikke bruges til andet end at sige.

 Ih, hvor er jeg altså god. Og det varmer nu ikke ret meget.

 Shirley er også kommet hen til dem.

 Nå, Axel er i sit filosofiske hjørne. Det klæder ham, og så har han endda til og med helt ret.

 Lidt efter bliver det aftalt, at Allan skal blive der til næste dag. Så kører Axel ham hjem, samtidig med, at han kører Ulrik hen til Bente.
 Om onsdagen er der ikke fægtning p.g.a. efterårsferien, men Bente kører alligevel Ulrik hen til Allan onsdag eftermiddag, og så kører Werner ham hjem til Axel torsdag.
 Så siger Shirley.

 Nå, glæder I jer til 1.november.
 Begge drenge stråler over hele hovedet.

 Om vi gør, det bliver alletiders.

 Ulrik smiler.

 Nu bliver det spændende, om King gider vække dig lidt før halvseks.

 Shirley ser forbavset på ham.

 Hvad mener du.

 Allan ler højt.

 Jo, jeg siger til King om aftenen, hvornår jeg vil vækkes, det svipser kun, hvis jeg glemmer at sige, hvornår han skal vække mig.

 Ulrik nikker.

 Og hvis Allan så siger. Jeg gider ikke stå op. Så hiver King dynen af ham. Jeg har selv prøvet det, så det passer.

 Shirley ser på Axel.
 Tror du ikke, at vi skulle anskaffe os sådan et vækkeur.

 Jo tak, men hvor kan man købe sådan et unikum.

 Da de andre er taget afsted, sidder Allan og snakker hyggeligt med Axel, Shirley og Ulrik.

 Pludselig flyver det ud af ham.

 Tænk, det er første gang, jeg ikke skal sove hjemme hos far og mor, efter at jeg lærte dem at kende.

 Shirley lægger en hånd på hans ene knæ.

 Tror du ikke, at det går, når du er her.

 Allans øjne stråler.

 Selvfølgelig gør det det. Jeg elsker jo jer næsten lige så højt som mine forældre.

 Lidt efter gør de sig klar til at gå i seng.

 Axel ser på Allan.

 Ulrik påstod, at I godt kunne sove i samme seng, er det rigtigt.

 Allan smiler.

 Helt bestemt.

 Jamen så vil Shirley og jeg sige godnat og sov rigtig godt.

 Både Shirley og Axel får et stort godnatknus af begge drenge, inden de løber ind på Ulriks værelse.

 Drengene kommer hurtigt af tøjet og hopper i seng, og lidt efter sover de.

 Næste morgen ser de lidt søvndrukkent på Axel, da han vækker dem.

 Hvad er klokken.

 Den er halvseks.Shirley og jeg blev enige om, at vi skulle tage en lille prøvetur i vandet, så I var klar over, hvad det var, I gik ind til.

 Mener du det.

 Ja selvfølgelig mener jeg det. Hvis det er for barsk for jer i dag, opgiver vi.

 Allan farer ud af sengen.

 Selvfølgelig er vi klar, kom Ulrik. Hvad skal vi tage på af tøj.

 Axel smiler bredt.

 I må nok hellere tage noget varmt på, du kan låne en sweater af Ulrik. Vi kører om fem minutter.
 Fem minutter efter er de alle fire ude i bilen, og så kører Axel.

 Da de kommer ud til stranden, siger Axel.

 Ja, så er det lynafklædning, ud i vandet og helt under og så op og blive tørret grundigt, inden I skynder jer i tøjet. I vil formodentlig ikke have en Gammel dansk, men Shirley har tændt for kaffemaskinen, så der er varm kaffe, når vi kommer hjem.

 Lad os se, hvem der kommer først under, vi starter nu.

 Ulrik og Allan er lige hurtigt ude og Axel og Shirley er der få sekunder efter. De dykker lige alle fire og skynder sig så i land igen. Drengene rødmer, da Shirley ler til dem. De kan alligevel ikke lade være med at se på hende.

 Det gik jo fint, og så er I endda næsten lige så flotte som Axel.
 Hurtigt bliver de tørret og løber hen til bilen. En halv time efter er de hjemme, og da smager kaffen ekstra godt.

 Mens de sidder ved kaffen, siger Shirley.

 Blev I generte af at se på mig, eller var det, fordi jeg så på jer.

 Ulrik bliver rød i hovedet igen.

 Det var nok begge dele.

 Shirley smiler.

 Det er bare fordi vi ikke kender hinanden så godt endnu. Et par gange mere, så er det overstået.

 Axel nikker.

 Har I fortrudt de tidlige morgenbade, eller skal vi fortsætte.

 Allan ser på ham.

 Selvfølgelig vil vi fortsætte, ikke Ulrik.

 Ulrik ler.

 Jo, vi må da se, om vi kan vænne os til at se Shirley uden tøj, og at hun ser på os.

 Om eftermiddagen kører Axel så Allan hjem og Ulrik hen til sin mor.

 Da Allan kommer ind der hjemme, ser han sig omkring. Så kommer det stille.

  Det var helt mærkeligt at være hjemmefra for første gang. Onkel Axel og tante Shirley er vidunderlige, men her hjemme er det bedste sted, fordi I er her, far og mor.

 Så fortæller han om sine oplevelser, også om morgenbadeturen.
 Da Werner afleverer Ulrik hjemme hos Axel om torsdagen, siger Axel.
 Jeg har et lille problem, som jeg gerne vil bede om din hjælp til at løse.

 Werner nikker.

 Ja, spyt bare ud.

 Jo, ser du, Shirley og jeg har besluttet at gifte os d. 13. december, og da vil vi jo gerne se jer tre til brylluppet.

 Werner smiler.

 Er problemet ikke større, tror jeg godt, at det kan løses.

 Ti nu stille og hør efter. Det er ikke det, der er problemet. Men vi ville jo gerne have en lille bryllupsrejse. Som stewardesse får Shirley mulighed for et par billigere rejser om året, spørgsmålet er, om Ulrik kan bo hos jer i den uge. Vi er tilbage natten mellem den 22 og 23 december, og kan altså hente junior d. 23. når vi er hjemme igen. Selvfølgelig skal vi tre holde jul sammen i år.

 Werner ryster på hovedet.

 Det er stadig ikke noget problem, hvis Ulrik er indforstået, men det er han måske ikke. Vi har jo lovet, at Ulrik altid kan være hos os, hvis der er noget, og det må en bryllupsrejse vel siges at være.

 Det er stadigvæk ikke det, der er problemet, din klovn. Lad mig dog nu snakke færdig.

 Selvfølgelig, hvis det ikke varer for mange timer. Jeg lovede at være hjemme til aftensmaden.

 Hold så kæft og hør efter.

 Se, jeg har jo lovet drengene morgenbadning hver anden morgen fra 1. november., og jeg vil nødigt svigte mit løfte, men den uge, da Shirley og jeg er væk, kan jeg jo ikke klare det. Der har du problemet i en nøddeskal.
 Vil du køre drengene ud til vandet de fire gange, det drejer sig om, smide dem i vandet og sørge for, at de kommer op og bliver tørret og kommer i tøjet, og så får en kop varm, kaffe, når de kommer hjem. Du behøver ikke selv at hoppe i, bare du får drengene med hjem igen. Sagen er den, at kommer de ikke i vandet, hver anden dag, når de har vænnet sig til det, bliver det meget vanskeligt for dem at komme i gang igen.

 Den 24. om morgenen skal Shirley og jeg nok selv klare den igen. Det drejer sig altså om sølle fire gange, åh hva.

 Han ser opgivende på Werner.

 Alternativet er, at du tager med Shirley på bryllupsrejse. Mens jeg husker det, og inden du svarer, så lover Shirley dig og Bodil en rejse til foråret, hvis I hjælper os med det her.

 Werner begynder at le.

 Godt, jeg overgiver mig og gør det. For Shirleys skyld. Jeg tror trods alt, at hun foretrækker at få dig med på jeres bryllupsrejse, men på én betingelse.
 Du må love mig, at få drengene til at sværge på, at de ikke vil forsøge at lokke mig med i vandet bare så meget som en eneste gang.
 Axel smiler glad.

 Du er en rigtig ven. Snak nu med Bodil om, hvor I gerne vil hen. F.eks. i vinterferien, hvis Allan så bor hos os, har jeg ham lige ved hånden, når vi skal bade og behøver ikke at hente ham.
 En anden ting Shirley og jeg snakkede om. Måske vi skulle sende de to drenge alene på ferie sammen til sommer. De er begge to fornuftige nok til, at vi kan risikere det. Det kunne så evt. være deres konfirmationsgave.

 Det må jeg hellere snakke lidt med Bodil om. Både vores rejse og drengenes. Tro det eller ej, jeg er ikke enehersker derhjemme, men de fire badeture med drengene skal jeg nok klare, om jeg så må anskaffe noget polarudstyr.
 Tak skal du have, men pas nu på, det kan være, at du bliver så grebet af drengenes begejstring, at du selv får lyst til at hoppe i.

 Det ville ikke være så godt, men nu får vi jo se.

 Bodil smiler, da han fortæller om sin samtale med Axel.

 Så skal du alligevel tidligt op, men de fire gange overlever du vel også.. Men tror du, at det er for tidligt, at vi tager ud og rejse alene i vinterferien, og så efterlader Allan hos Axel og Shirley.

 Ganske vist er han meget glad for dem og ikke mindre for Ulrik, men det kan jo være, at han tror, at det er for at komme lidt væk fra ham.

 Werner smiler.

 Jeg tvivler nu stærkt på, at han har den slags tanker nu, men lad os snakke med ham om det, evt. når Axel og Shirley tager på bryllupsrejse, og Ulrik er her.

 Med hensyn til at sende drengene alene af sted, så tror jeg, at det er en god ide, hvis Shirley har sørget for alt det praktiske, hotelophold o.s.v. Det vil få dem til at føle, hvor stor tillid vi har til dem.

 1.november starter morgenbadeturene så. Den første morgen er Allan klar i god tid, så han lister stille ud ad døren, da han ser Axels bil.

 Snart er de ude ved vandet.

 Ulrik ser på Axel.

 Hvor koldt, eller varmt er det i dag.

 Axel ler.

 Luften er syv, og vandet er nok ca. 8 grader, er det tilpas.

 Allan nikker.

 Det lyder godt nok.

 Shirley ser på Axel.
 Ja, så er det nu, hvem kommer først under.

 Igen i dag er drengene først under vandet, men Shirley og Axel er næsten lige så hurtige.

 Da de kommer op og står og tørrer sig, smiler Axel.

 Nå, drengene har ikke helt vænnet sig til dig endnu, kan man se, trods kulden.

 Begge drenge bliver ildrøde i hovedet.

 Shirley ler højt.

 Det giver varmen, men du skal se, om en uge er det overstået.

 Hurtigt kommer de op til bilen, og lidt i syv afleverer Axel så Allan derhjemme.

 Bodil smiler til ham, da han kommer ind.

 Nå, var det koldt, morgenmaden er klar.

 Allan gyser.

 Ja, det er koldt, lige i det man hopper i, men når man kommer op igen og bliver tørret, får man hurtigt varmen igen.

 Werner ser på ham med et lunt smil.

 Har du og Ulrik så vænnet jer til at se Shirley uden tøj.

 Allan rødmer.

 Nej, ikke endnu, men vi er enige om, at det nok ikke varer så længe.

 Bodil ser på ham.
 Det er jeg også helt sikker på, men I jeres alder er det nok også vanskeligere end hvis I havde været 5 – 6 år yngre.

 Lidt efter er Allan klar til at gå i skole.

 De er nu kommet ind i en rytme, der fungerer fint.

 En aften snakker Bodil så om at hun har tænkt på, at få et halvdagsjob og spørger Allan, hvad han mener om det.
 Han ser et øjeblik på hende.

 Det er ikke for at I bedre kan få råd til at have mig. Jeg ved godt, at det koster mange penge med mad og tøj og alt det andet, jeg får.
 Werner ryster på hovedet.

 Nej, helt bestemt ikke, min dreng, men mor går og småkeder sig herhjemme. Hun trænger til at have lidt at rive i og til at se andre mennesker. I øvrigt er du nu heller ikke så dyr i drift. Du hører da ikke til dem, der bare kræver, snarere tværtimod.

 Mor har før haft udearbejde, det kvittede hun, da den anden Allan blev syg. Men da hun nu igen har to mandfolk til at hjælpe til her hjemme, vil hun altså gerne ud og more sig lidt igen. Synes du ikke, at vi skal give hende lov til det, selvom vi måske kommer til at hjælpe lidt mere til her hjemme.

 Jo, selvfølgelig da, og I må endelig begge to sige til, hvis I synes, at jeg laver for lidt.
 Bodil ser over på Werner.

 Det er nu nok snarere far, der trænger til at hjælpe lidt mere til, jeg tror nok, at du laver mere end han gør
 Uh. Så går det igen ud over mig. Nu går jeg bare en tur med King, hent snoren, så går vi.

 Bodil ler.

 Så blev han sur. Men det bunder nu ikke så dybt. Han skal bare have tid til at finde på en lille ondskabsfuldhed, han kan servere. Du kender ham jo efterhånden.

 Da Werner kommer tilbage, ser han på Bodil med et glimt i øjet.

 Hvis jeg nu serverer morgenkaffe for fruen hver morgen, er jeg så flittig nok.

 Bodil ler og rejser sig og giver ham et kys på munden.

 Det er i orden min ven.

 Werner ser over på Allan.

 Se, så let er det at gøre din mor tilpas. Bare hun får det, som hun vil have det, er der aldrig sure miner.

 Allan smiler.

 Jeg har nu aldrig set mor sur.

 Nej, netop, det er fordi jeg altid opfylder alle hendes ønsker, som regel inden hun har fundet på dem.
 Allan ser fra Werner til Bodil.

 Hvor er I dog vidunderlige begge to.

 Bodil nikker.

 Vi må jo forsøge at leve op til dit niveau, min dreng, for det er du bestemt også.

 Midt i november siger Ulrik en morgen, mens de er ved at tørre sig.

 Nu er jeg slet ikke genert mere.

 Shirley ler højt og giver ham et knus.

 Nej, det kan jeg se.

 Uh altså mor.

 Ulrik bliver ildrød i hovedet.

 Så hvisker han.

 Gjorde det noget, at jeg sagde mor.

 Shirley ser glad på ham.

 Helt bestemt ikke. Til gengæld vil jeg så prøve at lade være med at drille dig mere, her om morgenen i det mindste.

 Allan ler.

 Du virker nu heller ikke som den onde stedmoder fra eventyrene.

 Axel smiler.

 Det er vist for resten kun piger, der får onde stedmødre, hvad så ellers årsagen er til det. Men når man kan have flere børn, hvorfor skulle man så ikke også kunne have flere mødre, eller fædre for den sags skyld.

 Ulrik ser alvorligt på ham.

 Skal du og Shirley…. Jeg mener…..

 Axel ler.

 Du mener, om vi skal have børn. Tjah, hvem ved, foreløbig har vi jo dig, og ham Allan der er jo også næsten som en søn. Ville du blive meget ked af at få en lille søster eller en lille broder en skønne dag, hvis hun eller han dukkede op.

 Ulrik ser fra Axel til Shirley.

 Det er jo ikke noget, jeg skal bestemme.

 Helt rigtigt, men ville du være ked af det.

 Ulrik begynder at smile.

 Helt bestemt ikke, for jeg ved, at hverken du eller min ny dejlige lille mor, vil holde mindre af mig, af den grund.. Er det ikke rigtigt.

 Shirley ser på ham og giver ham et knus.

 Nu da vi begge er kommet i tøjet gør det ikke noget, vel. Jeg lover dig, at din far og jeg aldrig vil kunne få et barn, vi kunne komme til at holde mere af, end vi gør af dig.
 Ulrik smiler.

 Det kunne da også være helt rart for jer at have sådan en lille en at gå og nusse om, når jeg en dag flytter hjemmefra, når jeg skal giftes.

 Allan ser tankefuldt på Axel, da de er på vej op til bilen.

 Tror du, at far og mor kunne tænke sig at få en lille.

 Axel smiler.

 Ellers må de jo vente, til du gør dem til bedsteforældre, men det varer forhåbentlig en halv snes år endnu.

 I slutningen af november udfordrer Ulrik en aften Bodil til en fægtekamp. Han har fulgt nøje med i de tips, hun har givet både Allan og flere af de andre og har øvet sig grundigt.

 De andre stiller sig op for at se på, og så begynder kampen. De starter langsomt og roligt, men så sætter Ulrik tempoet op.

 Pludselig laver han en uventet parade, og et sekund efter flyver Bodils kårde gennem luften.

 Instruktøren ler hjerteligt.

 For en gangs skyld glemte du den gyldne grundregel. Undervurder aldrig din modstander. Bravo Ulrik.

 Både Bodil og Ulrik har taget maskerne af. Bodil smiler og rækker Ulrik hånden.

 Bravo Ulrik, den klarede du fint.

 Ulrik stråler af glæde.

 Det er jo dig selv, der har lært mig den finte. Jeg så jo, hvordan du gjorde den første aften, da du slog instruktøren. Men jeg ville lige øve mig godt, før jeg prøvede den på dig.

 Lidt efter er det Allan og Ulrik, der kæmper, og efterhånden er de næsten jævnbyrdige. Da Allan nu er opmærksom på det, kan Ulrik ikke komme til at afvæbne ham.

 De holder en pause med fægtningen fra 10 december til 10 januar. Den sidste aften før juleferien siger Werner til Ulrik, da de kommer hjem.

 Nu er det vist også på tide med en pause fra al den motion, er du klar over, at jeg har tabt otte kilo, siden vi begyndte på den spas.

 Ulrik ler højt.

 Ja, nu er din far en flot fyr, ikke Allan.

 Allan smiler bredt.

 Ja, nu skal han spille Athos i stedet for. Han er for tynd til at spille Porthos.
 Ulrik ser fra Allan til Werner med strålende øjne.

 Det kunne være alle tiders at lave sådan en film.
 Werner ler.

 Godt, du skaffer nogle hundrede millioner kroner, så skal jeg nok stille op som skuespiller, endda helt gratis. Skal mor så spille Mylady. Hun havde jo været gift med Athos.

 Allan ryster ivrigt på hovedet.

 Nej, mor skal spille dronningen, ikke sådan en led en som Mylady.
 Ulrik ser spekulativt på de andre.

 Man kunne optage den på video, så kunne det gøres billigt.

 Werner ryster på hovedet.

 Der kræves nu noget mere end bare et videokamera, men gå I bare i gang med forberedelserne. Drejebog, kostumer, steder, hvor der skal optages o.s.v. Der er nok at gå i gang med. Men se nu hellere at komme i seng. Husk at Axel og Shirley kommer efter jer kl. halvseks, og mor og jeg vil ikke høre jer tage af sted.
 Det err slemt nok, at jeg har lovet at køre jer til badning i den her hundekulde fra på mandag. De sidste morgener forinden, vil jeg have min morgensøvn i fred.
 Drengene ler og giver både Bodil og Werner et godnatknus, inden de løber ind på værelset.
Det varer ikke mange minutter, før de begge sover godt. Næste morgen er de klar og lister stille ud, da Axel kommer..

 Nu er ingen af dem spor generte over for Shirley mere. Til gengæld er de meget spændte på, hvordan det er at komme i vandet, når det bliver frost og måske også sne. Den morgen er luften 2 grader og vandet ca. 5 grader. Men de er enige om, at det slet ikke virker så koldt, nu hvor de har vænnet sig til det.

 Brylluppet går fint. Festen er både hyggelig og morsom, der bliver holdt taler og sunget sange, og alle er i godt humør.

 Det er blevet aftalt, at Axel og Shirley kommer og afleverer Ulrik og spiser frokost med. De skal flyve til Madeira kl. 18. Werner har lovet at køre dem til lufthavnen, så deres bil ikke skal stå derude, mens de er væk.

 Både Ulrik og Allan er meget spændte på, om Werner er klar til at køre mandag morgen klokken halvseks, men da de lister sig ud fra værelset fem minutter i halvseks, kommer Werner ud fra køkkenet i overtøj.

 Nå, I er også klar, så lad os komme afsted og få det overstået. I er vel klar over, at det har frosset fem grader i nat, men det er allerede helt oppe på to graders frost nu. Vil I stadig afsted.

 Ulrik ler.

 Helt bestemt, og når du ser, hvor meget vi nyder det, så får du også lyst, men jeg skal nok lade være med at plage eller lokke dig, det har far jo sværget på at få os til at lade være med.

 Da de kommer ud til vandet, ser drengene et øjeblik på hinanden, så smider de lynhurtigt tøjet og farer ud i vandet og smider sig. Næsten lige så hurtigt er de tilbage igen og i fuld sving med at tørre sig, mens Allan tænderklaprende siger.

 Var det ikke herligt.

 Ulriks tænder klaprer mindst lige så meget, da han siger.

 Jo, helt bestemt.

 Werner ler højt.

 Det lyder så overbevisende, at man er nær ved at tro på det, men lad os nu skynde os op til bilen. Jeg er da klar over, at jeg skal have mine lange underbukser på næste gang.

 Lidt i syv er de hjemme, og Bodil har morgenmaden klar.

 Allan ser på Bodil.

 Det var da ellers far, der skulle stå for morgenkaffen.

 Ikke før jeg begynder på arbejde og da slet ikke de her morgener, hvor I slæber ham med til vandet. Han skal da heller ikke føle sig helt underkuet.

 Lidt efter er drengene så klar til at tage i skole.

 Da de er taget afsted, siger Werner.

 Det er fantastisk, men jeg tror faktisk, at de nyder det, og de ser da vældig friske og raske ud begge to, ikke engang en smule forkølelse. Det kan jo ligefrem være, at det virkelig er sundt.

 Bodil smiler.

 Det er måske lige før du overvejer at hoppe i vandet sammen med dem.

 Nej, bevar mig vel.Der kan jeg nu godt nære mig. Mange andre tossede ting kan jeg finde på, men der er da trods alt en grænse.

 Da drengene kommer fra skole, får de som sædvanlig en kop kaffe og et par ostemadder, inden de går i gang med lektierne.

 Heldigvis er der ikke så mange dage til juleferien, kun tre skoledage, og den sidste dag er der kun juleafslutning, så lektierne er hurtigt overstået.

 Om aftenen kommer de så til at snakke om, hvorvidt Bodil og Werner skal tage imod tilbuddet om den vinterferie, som Shirley og Axel har foreslået.

 Allan siger med det samme, at selvfølgelig skal de tage imod det tilbud. Han har ikke spor imod at bo henne hos Axel, Shirley og Ulrik i den uge.

 Så smiler han bredt.

 Jeg ved jo, at I kommer tilbage til mig igen.

 Werner blinker til ham.

 Ja, det slipper du ikke for.

 Ulriks ansigt stråler.

 Det bliver alle tiders, at du skal være henne hos mig i en hel uge, det plejer jo altid at være mig, der er her hos dig.

 Bodil smiler til ham.

 Det har du forhåbentlig heller ikke så meget imod.

 Ulrik ler højt.

 Nej, bestemt ikke, men det er da også dejligt at få lov til at låne Allan.

 Så ser han på Allan.

 King skal da med, ikke, så kan mor se, at det er rigtigt, at han fungerer som vækkeur.

 Han smiler skævt til Bodil.

 Jeg har fået lov til også at sige mor til Shirley. Far sagde, at når man kunne have flere børn, måtte man vel også kunne have flere mødre og fædre.

 Allan smiler.

 Da Ulrik spurgte, om de skulle have et barn sammen, sagde tante Shirley, at hvis de fik et, kunne Ulrik i hvert fald være helt sikker på, at de aldrig ville kunne komme til at holde mere af et nyt barn, end de gjorde af ham.

 Så skeler han over til Werner.

 Ville I love mig det samme, hvis det blev aktuelt.

 Bodil ler højt.

 Det er nu ikke aktuelt i øjeblikket.

 Så bliver hun alvorlig igen.

 Men bliver det, kan jeg garantere, at hverken far eller jeg, vil være i stand til at elske noget andet barn højere end dig.

 Så smiler hun til Ulrik.

 Selv ikke dig Ulrik. Du ligger lige en anelse længere nede på listen hos far og mig, men det samme gælder nok for Allan hjemme hos dig, så det er jo godt nok.

 De kommende dage er der stadig frost, så da drengene skal i vandet d. 22., siger Werner til dem, at nu må de passe på, at de ikke skærer sig på isen.

 Drengene nikker, så skynder de sig af tøjet og hopper i. Det er ikke fri for, at de gisper, da de dykker helt ned i vandet, for nu er det rigtig koldt. De kommer dog hurtigt op igen og bliver tørret og kommer i tøjet. Da de kommer ind i bilen, siger Allan.

 Hvordan tror du, at onkel Axel og tante Shirley klarer den i overmorgen, når de lige kommer hjem fra varmen der nede sydpå.

 Ulrik ler.

 Det glæder jeg mig også til at se. I dag var det godt nok rigtig koldt, til gengæld fik man hurtigt varmen igen. Men jeg tror, at det er rigtigt, som far sagde, at det ikke ville være godt at have badebukser på i den her kulde. De ville ikke være nemme at få af igen, hvis de frøs til is. Tænk hvordan det bliver, hvis der bliver 20 graders frost eller mere.
 Werner smiler.

 Så tror jeg nok, at jeg trækker i nødbremsen. Jeg vil ikke have en isskulptur hjem, som jeg skal bruge en time på at tø op. Altså ingen badning, hvis termometeret går under 20 graders frost.

 Så skulle I jo også bruge en skærebrænder for at få et hul, I kunne komme ned i.

 Allan ler.

 Jeg kunne da ellers se flot ud, som isstatue uden for hoveddøren.

 Ulrik nikker.

 En ny Davidsstatue lige som Michelangelos.

 Werner ser alvorligt på Allan.

 Jeg foretrækker nu en varm dreng indendørs, frem for en kold statue udendørs.

 Jeg foretrækker bestemt også at være en varm dreng inde hos jer.

 Næste formiddag kommer Axel og Shirley og henter Ulrik. De får begge et stort knus, og så fortæller de ellers løs om deres tur, som har været meget vellykket.

 Da de efter frokost skal til at køre, siger Allan.

 Kan I nu klare at hoppe i isvand, når I har haft 20 grader varmt vand der nede.
 Shirley blinker til ham.

 Det går nok, ellers må I to jo varme os op igen.

 Da de næste morgen står nede ved vandet, ser Shirley op på Axel.

 Hvad er det dog, du har lokket os ud i.

 Han smiler bredt.

 Du kan jo melde fra, det er tilladt.

 Hun ryster på hovedet.

 Hvis drengene kan, så kan jeg også.
 Ulrik smiler til hende.

 Vi har jo ikke været nede i varmen, men du må ikke hoppe i for vores skyld, kun hvis du har lyst.

 Allan nikker.

 Selvfølgelig, og det gælder også dig, onkel Axel. Husk, du sagde selv, at det skulle være helt frivilligt.
 Axel smiler.

 Vi gør det også helt frivilligt, det lover jeg jer, men pas godt på, at I ikke skærer jer på isen. Både Shirley og jeg har faktisk før været vinterbadere, så vi ved, at der bare lige er lidt, der skal overvindes, og så befinder man sig godt bagefter.
 Men lad os så komme i, så vi ikke fryser fast til stedet.

 Et øjeblik efter er de alle fire i, men det går også hurtigt at komme op igen og blive tørret og komme i tøjet.
 Da Axel kører hjem med Allan, efter lige at have sat de to andre af der hjemme, siger han.

 Nå, min ven, glæder du dig til i aften. Tror du, at du får nogle gode gaver.

 Allan smiler.

 Jeg har sagt til far og mor, at bare jeg kan være sammen med dem i aften, har jeg ikke noget højere ønske.

 Så bliver han alvorlig.

 Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke gerne vil hen til jer, den uge far og mor skal på ferie, for jeg elsker jo også både Ulrik, tante Shirley og dig. Dels trænger far og mor også til lidt ferie uden mig, og dels er det heller ikke retfærdigt mod Ulrik, hvis det altid er ham, der skal hjemmefra. Han har jo også et stort behov for at være sammen med sin far og mor. Godt nok kan man måske ikke sige, at tante Shirley er Ulriks rigtige mor, men alligevel. De elsker hinanden, lige som du og Ulrik gør, og det må være tegn på, at det er ens rigtige forældre.

 Ulrik holder da nok også af Bente, men han har lidt svært ved at tilgive, at hun forlod dig, og så til og med valgte en mand som Arly, uden at tage hensyn til, hvad Ulrik mente. Det er jo netop en af grundene til, at han elsker dig så højt. Du ville ikke sætte dine egne ønsker over hans. At du så fandt tante Shirley er bare helt vidunderligt. I tre passer jo lige så godt sammen, som far og mor og jeg gør.
 Axel ser alvorligt på ham.

 Jeg giver dig helt ret, min ven.

 Så smiler han.

 Her skal du så af, jeg går ikke med ind, for så bliver jeg bare hængende og så får jeg skældud, når jeg endelig kommer hjem. Hils din far og mor og ønsk dem en rigtig glædelig jul fra os tre. Vi ses jo til spisning i morgen aften hos os. Hvis du så bliver til 2.juledag, kan jeg køre dig hjem, når vi har været ude at bade.

 Det lyder fint. Også rigtig glædelig jul til jer.

 Da Allan kommer ind, står morgenmaden på bordet.
 Werner smiler til ham.

 Nå, Axel ville ikke med ind.

 Allan ler.

 Nej, at han var bange for at blive hængende, og så påstod han, at han ville få skældud, når han kom hjem.

 Bodil blinker.

 Nå, hoppede både Axel og Shirley så i vandet i dag.

 Ja, de har begge to prøvet at vinterbade før. Onkel Axel sagde, at man bare skulle overvinde sig selv lidt, for man vidste jo, at man havde det dejligt bagefter.

 Efter morgenmaden er de lige ude og ordne de sidste indkøb, og så sidder de ellers og hygger sig, indtil Bodil skal gøre maden klar.
 Mens Bodil er ude i køkkenet, sidder Allan og spiller julemelodier på klaveret, og Werner får sig en cigar.

 Så stikker Bodil lige hovedet ind i stuen.

 Allan, går du lige en tur med King, så kan far dække bord.

 Hurtigt er Allan og King klar, og da de kommer tilbage, står maden på bordet.
 King ligger i sin kurv og gnaver på et dejligt kødben, mens de andre får andesteg og risalamande.

 Da de har spist, hjælper Allan lige Bodil med opvasken, mens Werner tænder juletræet.
 De synger et par julesalmer, så siger Allan.

 Jeg kom til at tænke på. Sidder Bente helt alene i aften.

 Bodil smiler til ham.

 Nej, min dreng, hun er inviteret hen til sin søster. Far og jeg havde talt om at invitere hende, men vi vidste ikke, om du ville synes om det.

 Allan ryster på hovedet.

 Jeg vil da også helst være alene med far og dig i aften, men det ville da have været synd for hende at skulle sidde helt alene en juleaften.

 Werner nikker.

 Det har du helt ret i, men det blev så heller ikke aktuelt. Men vi skal måske se på julegaverne nu.

 Her er en fra Allan til mor.

 Det er et flot silkesjal, som Bodil bliver meget glad for.

 Fra Ulrik, Axel og Shirley er der tre cd-ere med klassisk musik til Allan.

 Werner får en kasse fine cigarer af Allan og en hjemmestrikket sweater af Bodil. Til Allan er der også en hjemmestrikket sweater mage til Werners fra Bodil.
 Så ser Werner på Allan.

 Ja, så er der den her kuvert til dig fra mor og mig.

 Da Allan åbner den bliver han rød i hovedet og ser fra Werner til Bodil. Så kommer det stille.

 Så lykkedes det altså, nu er jeg virkelig jeres rigtige søn.

 Med tårer i øjnene giver han først Werner og derefter Bodil et stort knus.

 Tusind tak, far og mor.

 Bodil smiler til ham, men også hun har tårer i øjnene.

 Ja, mon ikke det er årets bedste julegave for os alle tre, det tror jeg.

 Werner ser også på ham, hans stemme er ikke helt tydelig, da han siger.

 Ja, nu hænger vi altså på hinanden.

 Allan løber hen til klaveret og begynder at spille. Da han har spillet lidt, ser han over på Bodil.

 Kom og spil med, mor, så skal far få musik for fuld udblæsning.
 Bodil smiler.

 Det kan jeg vist ikke klare.

 Jo, kom nu, så tager vi Måneskinssonaten.

 Bodil ryster på hovedet, men går alligevel hen og sætter sig ved siden af ham, og lidt efter spiller de sammen.

 Da de er færdige, ser Allan på Bodil med et stort smil. Så slår han armene om halsen på hende og giver hende et kys.

 Werner smiler.

 Det tror jeg ikke, at Bethoven kunne have gjort bedre selv.

 Allan ler og spiller så. Mor er den bedste i verden.

 Så rejser han sig og kaster sig om halsen på Werner.

 Åh, jeg er så glad, så glad.

 Lidt efter sidder de og hygger sig med kaffe og julegodter, men omsider bliver de dog enige om at gå i seng.

 Da Allan har luftet King og er kommet i nattøjet, står han og ser fra Werner til Bodil. Så smiler han glad.

 I morgen får I morgenmad på sengen, skal vi sige halvni.

 Og så får både Werner og Bodil et stort knus.
 Tak for en vidunderlig juleaften, men mest af alt tak, fordi I vil være min rigtige far og mor.

 Så smutter han ind i seng.

 Næste aften er de så henne hos Axel og Shirley til spisning.

 De hygger sig godt sammen. Ulrik har fået et videokamera i julegave. Da han fortæller det, ler han og ser over på Werner.

 Nu kan jeg begynde at optage vores musketerfilm.

 Werner smiler.

 Jamen så var det jo en god ide, at vi købte de tre musketerer til dig i julegave. Værsågod, den er fra os tre musketerer.

 Tusind tak, onkel Werner, tante Bodil og Allan. Skal vi gå ind på værelset og begynde at planlægge med det samme, Allan.

 De voksne sidder i stuen og hygger sig. De snakker fint sammen, og Shirley er faldet vældig godt til, så hun nyder smådrillerierne lige så meget som de andre.
 Da Werner og Bodil omsider tager afsted, siger de lige farvel til drengene, som er fuldt optaget af deres filmprojekt., men de får da lige et stort knus af begge drenge, inden de kører.

 Lidt efter kommer Axel.

 Nu må I hellere komme i seng. Vi skal jo tidligt op i morgen. I har ganske vist ferie, men Shirley skal til London kl. 10, så hun skal være i lufthavnen kl. 8. Hun skulle jo gerne nå at få morgenmad, inden jeg kører hende til lufthavnen. Hun er tilbage i morgen eftermiddag, men så skal jeg til gengæld på arbejde kl. 15. Ak ja, vores ferie er slut nu, men den har nu været skøn. Sådan en bryllupsrejse burde man tage på hvert år.

 Drengene får hurtigt sagt god nat.

 Ulrik ler.

 Skal jeg tage videokameraet med i morgen tidlig og filme, når I hopper i vandet.

 Shirley smiler.

 Nej, ellers tak.
 I slutningen af januar tager Werner og Bodil så en tur til Gran Canaria. To dage efter at de er rejst, bliver der rigtig snestorm. Drengene står og ser ud ad vinduet om aftenen. Himmel og jord står i et og sneen vælter ned.

 Allan ser på Axel.

 Hvis det bliver sådan ved hele natten, må vi hellere blive hjemme i morgen tidlig, for så kan du ikke få bilen ud.

 Axel smiler.

 Så foreslår jeg, at I rydder indkørselen, og så kan vi tage en snekamp omme i haven, når bilen er skovlet fri, så jeg kan komme på arbejde til kl. 8. Mor skulle være tilbage fra New York i morgen eftermiddag, så jeg kan tage hende med, når jeg er færdig på arbejde.

 Næste morgen knokler drengene løs for at få indkørselen ryddet. Der ligger nogle ordentlige snedriver, så sveden hagler ned ad dem.

 Da de er færdige, kommer Axel ud.

 Så er morgenmaden klar.

 Ulrik ser på ham.

 Du lovede os en snekamp omme i haven.

 Godt, så smider vi tøjet, men max 5 minutter.
 Hurtigt er drengene af tøjet og de er allerede i gang med at dænge hinanden til med sne, da Axel kommer ud. Og så er det ham, der bliver dænget til med sne af begge drenge, og snart ruller de rundt i sneen alle tre.

 Så rejser Axel sig og ryster begge drenge af sig.

 Så er det nok. Ind under den varme bruser. I får to minutter hver, ikke mere, så er det min tur.

 Allan ler.

 Det her er lige så godt som et bad.

 Lidt efter sidder de ved morgenmaden og snakker, men snart må drengene i skole og Axel på arbejde.

 Da drengene kommer hjem fra skole, er Axel og Shirley ikke kommet endnu, så de tager lige et par stykker mad, inden de går i gang med lektierne. King er selvfølgelig også blevet luftet.
 Ved femtiden kommer Axel og Shirley hjem, og så sidder de og snakker lidt alle fire, inden Axel laver mad.

 Om aftenen hygger de sig rigtigt. Shirley har fri i to dage, inden hun skal afsted igen. Drengene går i seng ved halvellevetiden efter lige at have luftet King, der som sædvanlig sover i fodenden af sengen.
 Hen på natten vågner Ulrik ved at høre, at Allan ligger og hulker. Fortvivlet løber han ind til Axel, da han ikke kan få ham til at sige, hvad der er galt.

 Axel kommer med det samme, og Shirley kommer et øjeblik efter. Axel prøver at snakke beroligende til Allan, og lidt efter dæmpes hans hulken lidt. Shirley har sat sig på sengekanten og knuger Ulrik ind til sig, hun kan se, hvor ulykkelig han er over, at han ikke kan hjælpe sin ven.

Axel har taget Allan på skødet og holder ham tæt ind til sig. Så siger han .

 Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der er galt.

 Allan ser på Axel med et fortvivlet blik.

 Jeg er så bange for, at der er sket far og mor noget, så jeg aldrig får dem at se mere.

 Axel ryster på hovedet.

 Hvorfor skulle der dog være sket dem noget. De kommer jo hjem om fire – fem dage. Prøv nu at høre godt efter, hvad jeg siger.
 Hvis der var sket dem noget, ville det jo ikke gavne dem, at du var bange. Som regel er man bange, når man ikke ved noget om, hvad der er sket. Men hvis der nu slet ikke er sket noget, er der jo heller ikke noget at være bange for. Hvis man har noget konkret at forholde til, er man ikke nær så bange, for så ved man, at man kan gøre noget.

 Hvis du nu siger til dig selv.

 Selvfølgelig er der ikke sket far og mor noget.. Din far kan måske somme tider opføre sig tosset, lige som mig, men du ved også, at din far er en ansvarlig person. Han ville aldrig foretage sig noget, der kunne bringe ham i tvivl om, om han og din mor kunne komme hjem til dig.

 Du er jo det vigtigste i deres tilværelse.
 Så smiler han.

 Om de så skulle svømme hjem fra Gran Canaria for at komme hjem til dig, så ville de såmen gøre det, hvis der ikke var anden udvej,  endda selvom vandet er koldt heroppe.

 Allan knuger sig ind til ham, og så ser han ham i øjnene.

 Tak onkel Axel, nu har jeg det meget bedre. Undskyld, at jeg er sådan et pattebarn, det er ikke med vilje, men jeg blev pludselig så bange.

 Så ser han over på Shirley og Ulrik.

 Undskyld at jeg vækkede jer, nu skal jeg nok prøve at tage mig sammen.

 Shirley rejser sig og smiler til ham, idet hun giver ham et knus.

 Ham din tossede onkel er slet ikke så tosset endda, vel. Han er god til at få folk til at se fornuftigt på tingene.

 Så ser hun på Ulrik.

 Jamen lille mand, du fryser jo, kom, nu skal jeg give dig lidt varme.

 Og så får Ulrik også et knus.

 Ja, og så op i seng til storebror, så I kan varme hinanden.

 Allan ryster på hovedet.

 Der er vist ikke meget storebror ved mig i øjeblikket, men hvor jeg dog elsker jer alle tre.

 Så klemmer han Axels hånd.

 Hvor er det vidunderligt at have en ven som dig.
 Axel smiler.

 Nu sover I to fem kvarter i timen, til King vækker jer klokken halvsyv. Er du med på den King.

 King åbner det ene øjenlåg lidt, som om han blinker til Axel.

 Axel og Shirley går ind til sig selv igen.
 Allan ligger lidt, så knuger han Ulrik ind til sig.

 Undskyld Ulrik, at jeg gjorde dig ked af det, det var bestemt ikke med vilje.

 Ulrik smiler.

 Selvfølgelig var det ikke det. Jeg var bare ked af, at jeg ikke kunne hjælpe dig, men jeg vidste, at far kunne.

 Ja, vi har begge to nogle dejlige forældre, hvor er det dog godt.

 Axel og Shirley ligger og snakker lidt, da de kommer ind til sig selv igen.

 Shirley siger lidt tøvende.

 Tror du, at der kan være sket dem noget, at Allan har følt det på sådan en slags telepatisk måde, det har man jo før hørt om, mellem mennesker, der føler sig tæt knyttet til hinanden.

 Nej, min skat, det tror jeg ikke. Jeg tror bare, at Allan savner dem, fordi det er første gang, at de har været så længe væk fra hinanden, men er der sket dem noget, er jeg ikke i tvivl om, at både du og jeg er indstillet på at tage os af ham fremover.

 Shirley giver ham et kys.

 Helt enig, men nu må vi hellere prøve at sove.

 Næste morgen, da de står op, ser Allan på Ulrik.

 Tænk, at have sådan en ven, med sådan nogle forældre, så kan det aldrig gå helt galt.
 Ulrik smiler.

 I lige måde storebror.

 Den følgende morgen tager de også en snekamp ude i haven i stedet for at tage ud og bade. Der er faldet isslag i nattens løb, så vejene er spejlglatte. Den her gang er Shirley også med.

 Da de lidt senere sidder ved morgenkaffen, siger Shirley.

 Har I to lyst til at flyve med mig til London i morgen. Det er jo lørdag, så I skal ikke i skole. Jeg har fået lov til at tage jer med. Vi flyver derover kl. 10 og er tilbage ca. kl. 15. Så I kommer ikke længere end til lufthavnen i denne omgang.

 Begge drenge stråler af glæde.
 Ulrik ser på Axel.

 Kan vi så ikke køre hjem med dig, når vi kommer tilbage, din vagt slutter jo kl. 15.
 Axel nikker.

 Helt i orden. Allan har ganske vist ikke noget pas, men da I ikke skal uden for lufthavnen derovre, klarer jeg den. I bliver bare i transithallen derovre og venter på, at Shirley er klar igen.

 Allan ser begejstret fra Axel til Shirley.

 Det er vel nok alle tiders. Det er første gang, at jeg skal ud at flyve. Hvor er I dog pragtfulde.

 Ulrik ler.
 Det er jo også min far og mor.

 Ja, og de er lige præcis gode nok til dig, for det er du bestemt også.

 Søndag eftermiddag kommer Werner og Bodil tilbage, og så er der stor gensynsglæde, da de henter Allan og King.

 De spiser lige med til aften, inden de tager hjem. Der er jo masser at snakke om.
 Da Allan siger farvel, holder han Axels hånd lidt.

 Tak for en vidunderlig uge, ikke mindst den anden nat.

 Så slår han armene om halsen på Shirley.

 Også tusind tak til dig.

 Så ser han på Ulrik.

 Tak for lån af dine forældre, jeg elsker dem næsten liger så højt, som du gør.

 Da de kommer hjem, fortæller Werner og Bodil rigtig om deres tur, som har været pragtfuld.
 Så smiler Bodil.

 Har du savnet os lidt, selvom du har haft det godt hos onkel Axel og tante Shirley.

 Allan nikker og fortæller om den nat, da han var så ulykkelig.

 Werner ser alvorligt på ham.

 Vi har også savnet dig. Det var godt, at du havde onkel Axel, ja og da selvfølgelig også tante Shirley og Ulrik.

 Allan begynder at smile.

 Man skulle tro, at du og onkel Axel var brødre og mor og tante Shirley var søstre. I er så vidunderlige alle fire.
 Bodil smiler.

 Ja, de søskende kunne vi godt være bekendte, men så er du og Ulrik også brødre, for I er også dejlige begge to.
 Allan ler.

 Den nat sagde tante Shirley til Ulrik.

 Hop du nu op til storebror, så I kan give hinanden varmen igen.

 Werner ser på King.

 Er du også blevet behandlet pænt. Skal jeg gå en tur med dig i aften, eller tror du, at Allan gør.

 King har haft det som blommen i et æg, men jeg skal nok gå en tur med ham nu.

 I april bliver begge drenge konfirmeret. Der bliver holdt en lille fest for dem begge to hos Werner og Bodil, og Bente er selvfølgelig også inviteret med. Hun er meget besværet af sin graviditet, men har det ellers godt. Heldigvis har hun fået sit gode humør tilbage, og om aftenen betror hun Bodil, at hun har fundet en flink fyr, som hun synes vældig godt om. Så smiler hun.

 Men der bliver ikke mere ud af det, hvis Ulrik ikke bryder sig om ham, eller han ikke kan lide Ulrik. Den fejl begår jeg ikke igen. Jeg vil have, at Ulrik skal være glad for at besøge mig, og jeg har aftalt med Ulrik, at de skal mødes, næste gang han kommer hjem.

 Jens er læge, og jeg har tjekket hans baggrund kan du tro.

 Det viser sig, at Ulrik synes godt om Jens og omvendt, men Ulrik siger til Axel, da han kommer tilbage om søndagen.

Jens virker vældig flink, og han er nem at snakke med, og det lod også til, at han syntes helt godt om mig, men det kan aldrig blive det samme som med dig og Shirley.

 Jeg tror, at han kan blive en god mand for mor, og at de kan få det godt sammen, og det ville være dejligt. Nu får de jo også snart den lille at være sammen om, og det lod Jens ikke til at have noget imod, men jeg føler, at jeg hører til hos jer.

 Den første uge i juli tager Allan og Ulrik så til Paris. Shirley har ordnet alt det praktiske og er ennda selv med flyveren til Paris som stewardesse.

 Drengene er selvfølgelig meget spændte på, sådan at skulle afsted alene og helt på egen hånd., men de har også glædet sig helt utroligt til det, fra de fik det at vide.

 Werner har sagt til dem.

 Nu kan I jo få lejlighed til at gå i musketerernes fodspor, måske I kan få gode ideer til filmen.

 Ulrik lo, da Werner sagde det.
 Videokameraet kommer med, det kan du godt regne med, måske får vi også fat i nogle franskmænd, der vil spille med.

 Bodil ler.

 Ja, det vil jeg tro, men hvordan vil I snakke med dem. De fleste franskmænd snakker vist kun fransk.

 Allan ser på hende.

 Av, den var værre. Det havde vi ikke tænkt på, vel Ulrik.

 Ulrik smiler.

 Så nøjes vi bare med at gøre studier i marken i første omgang. I skal jo også være med,når optagelserne starter.

 Da drengene kommer hjem igen, er de ellevilde af begejstring over turen. Begge drenge fortæller ivrigt derhjemme om alt det, de har oplevet.
 Midt i sin fortælling om sine oplevelser, stopper Allan pludselig.

 Men det bedste af det hele var nu at komme hjem, så vi kunne fortælle jer, om vores oplevelser, det var Ulrik og jeg helt enige om.

 Da klokken er elleve, siger Werner.

 Nu er det vist på tide at komme i seng, er du ikke ved at være træt.

 Allan ser på ham og lægger hovedet på skrå.

 Hvad med et lille romantisk nattebad. Du skal ikke på arbejde før klokken 15 i morgen, vel, og mor har også ferie i den her uge. Vi har jo slet ikke været ude at bade der nede.

 Werner brummer.

 Men I er vel blevet vasket, hvad siger du mor.

 Bodil ler.

 I dagens anledning siger jeg ja.

 Allan ser på hende.

 Hvad mener du med i dagens anledning.

 Bodil ler stadig.

 Dels har vi fået vores store dreng hjem i dag, frisk og glad, og dels er det faktisk fars og min bryllupsdag i dag.

 Det viste jeg slet ikke, men så skal I have lidt bryllupsmusik, inden vi skal afsted.

 Hurtigt er han henne ved klaveret, og så får de både. Det er så yndigt at følges ad og Brudevalsen.

 Da Allan spiller Brudevalsen, bukker Werner dybt for Bodil og så danser de til musikken.

 Da musikken er færdig, siger Werner.

 Vi kører om fem minutter.

 Da de kommer ud til vandet, siger Allan.

 I grunden burde I jo have været alene i aften, når det er jeres bryllupsdag evt. på en bryllupsrejse.

 Bodil smiler, og Werner småbrummer.

 Mærkeligt nok synes mor og jeg nu, at det var en langt bedre ide, at vi kunne være sammen med dig, men lad os nu komme i vandet.

 Da de kommer op fra vandet og er blevet tørret, siger Bodil.

 Den her bryllupsdag er næsten lige så god som den første. Dels har jeg fundet ud af, at Werner slet ikke er så slem, som han somme tider vil give det udseende af, og dels har vi fået alle tiders søn.

 Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så har I begge to formået fuld ud at leve op til alle mine drømme og ønsker fra den gang. Så den her aften er faktisk bedre.

 Werner nikker og smiler, idet han giver Bodil et knus.
 Det er ganske vist lykkedes dig at tæmme mig lidt, det var nok også nødvendigt. Men du er nu god nok alligevel.  Det eneste, der kan irritere mig er, at du altid har ret. Mine drømme er også fuldt ud gået i opfyldelse. Vi mistede en dreng, som vi holdt meget af, men vi fik en ny søn, som vi holder mindst lige så meget af. Takket være dig, Allan, fik mors og mit liv en helt ny betydning for os, da dukkede op.

 Vi kan vel ikke altid være sammen, sådan rent fysisk, men jeg tror nok, at vi tre føler os så tæt knyttet til hinanden, at selvom vi til sin tid ikke ser hinanden hver dag, så er der et bånd imellem os, der hedder kærlighed, som aldrig kan brydes.

 Allan går hen til dem og lægger en arm om livet på dem begge. Så ser han fra Werner til Bodil.

 Takket være jer to vidunderlige mennesker, har jeg fået en dejlig tilværelse. Selvfølgelig har far ret i, at jeg ikke kan sidde på skødet af jer resten af livet. Men ikke mindst den uge, hvor Ulrik og jeg var i Paris har lært mig, hvor meget I to betyder for mig. Ulrik og jeg sagde flere gange til hinanden der nede.

 Det er herligt at opleve en masse ting, men det bedste bliver nu at komme hjem til far og mor og dele oplevelserne med dem. Det er trods alt der, vi hører til.

 Ulrik elsker også tante Shirley og onkel Axel meget højt, det forstår jeg godt, for de er nogle dejlige mennesker, men for mig vil I altid stå som nr. 1.

 Bodil smiler.

 Vil du også sige det, til din kone, når du en gang får en.

 Allan ser alvorligt på hende, men så begynder han at smile.

 Det må hun finde sig i, en pige, der ikke kan acceptere det, vil jeg ikke giftes med, men hun kan blive nr. 2. Så kommer hun endda før både Ulrik og King. Det må være nok.

 Werner smiler.

 Hvis du nu finder en kone som mor, tror du så ikke, at hun skal have lov til at blive nr. 1, så vi rykker ned på andenpladsen.
 Allan begynder at le.

 En kone mage til mor findes ikke, men da jeg ikke er som dig, fortjener jeg det heller ikke.

 Lidt efter kører de hjem, og så løber Allan en tur med King.

 Da han kommer hjem, ser han fra Werner til Bodil.

 Jeg kom lige til at tænke på, at i dag var det den anden Allans dødsdag. Det skete altså på jeres bryllupsdag, det må have været ekstra hårdt.
 Bodil smiler og giver ham et knus.

 Ja, men han gav os den bedste gave, vi kunne få. Takket være ham, fik vi jo dig. Den dag var vi knust og troede aldrig, at vi kom over det. Så kom du og fik os til at leve igen. Han blev et kært minde, men du blev vores liv. Derfor er bryllupsdagen i dag den bedste bryllupsdag vi har haft. Vi har stadig hinanden, og vi har dig. Nogen større lykke findes ikke for os.

 Werner tager ham om skuldrene og knuger ham ind til sig, så smiler han skævt.

 Det skulle da lige være, at du spillede lidt for os, inden du går i seng, hvis du ikke er for træt.

 Allan går hen til klaveret og sætter sig.

 Først spiller han Träumerei, så spiller han Liebestraum og går derefter over i stykket til Bodil og stykket til Werner, så ser han over på dem og spiller et nyt stykke, inden han slutter af med Brahms vuggevise.

 Da han er færdig rejser han sig og ser fra Bodil til Werner, så kommer det stille.

 Det næstsidste stykke var en tak til Allan, fordi han gav mig sine forældre. Nogen bedre eller større gave vil jeg aldrig kunne få.

 Så går han hen og giver først Bodil og derefter Werner et godnatknus, inden han går ind i seng.

 Da han er kommet i seng, kommer Bodil og Werner lige hen og lukker døren op til hans værelse.

 Werners stemme er lidt hæs, da han siger.

 Tak, min dreng, den her bryllupsdag vil vi aldrig glemme.

                                                                             Tilbage til toppen