Tilbage til E-bøger

BERTRAM

 

Pastor Bertram sad og talte med en ung enke, der lige havde mistet sin mand. De sad og talte om begravelsen.
 Pludselig så intenst på ham, og det lød næsten som et skrig, da hun sagde.

 Hvordan kan din Gud tillade, at min mand skulle dø så tidligt, hvad havde han eller jeg gjort, der fortjente så hård en straf.

 Det gav et sæt i præsten. Spørgsmålet var nok ikke helt uventet, men det gjorde det jo ikke nemmere at besvare.

 Lidt tøvende svarede han.

 Det er et af den slags spørgsmål, som ikke er så lette at besvare. Jeg kan kun konstatere, at der dør mennesker hver dag. Det gør det selvfølgelig ikke lettere for os at acceptere, når det går ud over en af vores nærmeste, men at det var en straf, kan du roligt se bort fra. Vi mennesker vil så gerne forstå alting, for så mener vi, at det er lettere at acceptere, men Gud skal man ikke forstå, og det vil der aldrig være nogen, der bliver i stand til.

 Vi skal derimod lære, at han har et eller andet formål med at lade tingene ske, måske finder vi ud af det, som tiden går, hvis vi er åbne og husker at bede. Ske din vilje.

 Tænk så også på, at du stadig har to dejlige børn, som nu får ekstra brug for deres mor, og at I tre nu i fælleskab må finde ud af, hvordan I skal komme videre med jeres liv.

 Det vil blive et stort arbejde, men det vil også knytte jer tættere sammen. Hvor gamle er det nu, at børnene er.
 Uvilkårligt smiler Marianne et lille blegt smil.

 Du har nok ret, det har I præster vel altid. Axel er 14 år og Ulla er 12 år, og du har også ret i, at det er et par dejlige børn. Det bliver svært, men det skal lykkes. Ulla har jweg ingen problemer med, men Axel kan jeg slet ikke snakke med.. Han var meget stærkt knyttet til sin far, selvom de sommetider tog en ordentlig tur. For nylig var det helt galt.

 Axel ville gerne have en hund, men Ole sagde nej, for han ville ikke passe den, hvis Axel ikke gad mere. Det fik Axel til at hvæse ad sin far.

 Jeg hader dig, gid du var død.

 Så nu er han selvfølgelig overbevist om, at det er ham, der er skyld i Oles død, og jeg kan ikke overbevise ham om, at det er noget vrøvl. Han vil overhovedet ikke tale med mig. Han lukker sig inde på sit værelse og kommer kun ud for at spise. I skole vil han heller ikke. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal klare det.

 Pastor Bertram sidder og spekulerer lidt, så siger han.
 Jeg har en golden retriever, hvis jeg nu kom hen til jer i morgen med nogle papirer, så kunne jeg tage Rasmus med, måske jeg så kunne lokke Axel ud og gå en tur sammen med Rasmus og mig, og så vil jeg prøve at snakke lidt med ham. Jeg kan evt. bede ham om at løbe en yur med Rasmus hver dag efter skoletid, fordi jeg ikke selv har tid til at give ham nok motion.

 Jeg tør ikke love noget, men måske lykkes det at få ham til at snakke med mig.

 Marianne smiler nu rigtigt.

 Tusind tak, fordi du vil hjælpe os. Jeg har det allerede bedre og begynder at tro på, at vi kan komme videre. Hvis jeg kan få begge børnene til at hjælpe mig, tror jeg, at det lykkes.

 Næste dag kommer pastor Bertram om eftermiddagen, og han har taget sin hund med.
 Ulla jubler, da hun ser hunden og giver den et ordentligt knus, så lukker hun døren op ind til Axel og siger.

 Se, pastor Bertram har taget sin hund med, er han ikke dejlig.

 Axel vender sig om mod døren og klapper sig på benet.

 Rasmus løber ind og hopper op ad ham og slikker ham i hovedet.

 Pastor Bertram ser smilende på dem.

 Det lader til, at Rasmus godt kan lide dig. Måske kunne du have lyst til at gå en tur med mig og Rasmus, når jeg går igen om et par minutter. Jeg skulle bare lige aflevere det her til din mor.

 Axel rejser sig.

 Ja tak, det vil jeg gerne. Jeg elsker hunde.

 Pastor Bertram smiler.

 Det lader til at være gensidigt.

 En time senere kommer Axel hjem. Han går lige ind til moderen og giver hende et knus.

 Jeg fik sådan en god snak med Hugo. Han fik mig til at indse, at det ikke far min skyld, at far døde., men også, at det var min pligt at hjælpe dig og Ulla med at komme videre, nu da far ikke var her mere. Og så fik jeg lov til at gå eller løbe en lang tur med Rasmus hver dag efter skoletid, fordi han ikke selv havde tid til at give ham motion nok. Det har du ikke noget imod, vel.

 Marianne smiler til ham og gengælder knuset.

 Helt bestemt ikke, men er du kommet på fornavn med pastor Bertram.

 Axel ler.

 Ja, det var ham selv, der foreslog det. Han er simpelthen så dejlig at snakke med. Han kan forklare tingene, så jeg kan forstå det hele meget bedre og også kan acceptere de ting, jeg ikke kan forstå.

 Efter begravelsen løber Axel så en tur med Rasmus hver dag, og tit får han og Hugo en god snak, når han afleverer hunden igen.
 Marianne har fået det meget bedre, for hun kan mærke, at både Ulla og Axel gør alt hvad de kan for at vise hende deres kærlighed og i det hele taget hjælpe hende, så godt de kan.

 En dag, da Axel sidder og snakker henne hos Hugo, flyver det ud af ham.

 Hvorfor er du i grunden ikke gift, du ville da være en pragtfuld ægtemand og fader.

 Der går en trækning over Hugos ansigt.

 Forskrækket siger Axel.

 Åh undskyld, det skulle jeg nok ikke have sagt. Jeg synes jo bare, at du er sådan et vidunderligt menneske.

 Hugo stryger sig over øjnene.

 Det skal du ikke undskylde min ven. Jeg har ikke snakket om det med nogen før. Jeg har ikke rigtig haft tillid til nogen før, men du er nok kommet tættere ind på livet af mig, end jeg var klar over.. Jeg plejer at sige til andre, at de skal finde nogen at tale med om deres problemer, så de kan få dem løst og komme videre. Måske skulle jeg selv prøve at bruge det råd.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Hvis du tror, at du kan bruge mig, vil jeg blive meget glad. Jeg skylder dig så uendelig meget, så hvis jeg kan hjælpe dig lidt, er der ikke noget, jeg hellere vil.

 Hugo sukker lidt.

 Godt, jeg tager imod dit tilbud, for jeg tror virkelig på, at du vil mig det godt.

 Ser du, jeg har været gift og har endda to børn, Rosa og Erik. Erik må ca. være på din alder nu, det var nok en af grundene til, at jeg følte, at jeg måtte prøve at hjælpe dig. Rosa er to år ældre.

 Jeg blev gift, inden jeg var færdig med min uddannelse. Året efter fik vi Rosa, omtrent samtidig med, at jeg fik min eksamen. Kort efter fik jeg et præstekald. Knap to år efter kom Erik, og vi havde det godt i nogle år.

 Jeg havde en god ven, der tit kom på besøg, og Marie, min kone, syntes også godt om ham.

 Vi var meget forskellige. Han var altid fuld af skæg og ballade. Der var altid sjov i gaden, hvor han var. Kvinder elskede ham, selvom han nærmest regnede dem for en forbrugsvare, dog gik han aldrig længere, end kvinderne selv ville. Han sagde, at det var der ingen grund til, kvinder var der jo nok af.

 Til hans dårlige sider hørte, at han havde en total mangel på respekt for økonomi. Havde han penge, brugte han dem med det samme, for man vidste jo ikke, hvor længe man levede, og så gjaldt det jo om at more sig, så længe man kunne. Jeg kaldte ham uansvarlig, men det lo han bare af.

 Marie og jeg havde aftalt, at vi ikke skulle have flere børn, men så blev hun alligevel gravid igen.

 Hun fortalte mig, at det var min ven, der var faderen. Når hun var blevet gravid med ham, mente hun, at det var nemmere at blive skilt fra mig. Hun havde fået nok af at være præstekone, nu ville hun more sig. Jeg var tør og kedelig, tænkte alt for meget på penge og på at planlægge fremtiden. Hun havde aftalt med Villy, at når hun fik sin skilsmisse, ville de sammen tage til Australien og leve livet.

 Jeg var dybt chokeret, for sådan havde hun aldrig snakket før, men jeg kunne jo nok regne ud, hvem hun havde fået ideerne fra. Da Rosa og Erik kun var fire og to år, fik Marie dem begge to, jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kunne klare sådan to små størrelser alene sammen med mit arbejde.

 Året efter søgte jeg så stillingen her og fik den. Jeg syntes, at jeg måtte væk fra det andet sted.

 Jeg prøvede at finde ud af, hvordan børnene havde det, men da Marie og Villy rejste meget rundt, lykkedes det ikke. Jeg opgav, også fordi de vel havde det godt, og så ville jeg ikke skabe splid i deres familie ved at blande mig.

 Axel har fulgt nøje med i Hugos fortælling, så da han stopper giver det et helt sæt i ham. Så siger han.

 Du ville kunne have givet dem et langt bedre liv, og det ved du godt selv.

 Du er ærlig og reel. Du kan snakke helt ind til folks hjerter. Du er måske ikke noget festfyrværkeri af sjove vittigheder, men du har da en herlig humoristisk sans, når du giver dig selv lov til at slappe af, det har jeg da bemærket snart mange gange.
 Du stror ikke på, at Villy er blevet en fornuftig og ansvarlig mand, der kan og vil give dine børn en ordentlig opdragelse og uddannelse. Det er det, der plager dig, og det forstår jeg godt. Du føler, at du mer eller mindre har svigtet dine børn, og det har du måske på en måde, så det må du gøre noget ved, både for deres, men mindst lige så meget for din egen skyld.

 Du har måske ret, men har man lov til at gribe ind i andres liv.

 Først skal du finde ud af, hvor de er, og hvordan de har det. Har de det godt, kan du slappe af og finde dig en ny kone og gifte dig igen, du er jo ikke gammel. Finder du ud af, at de ikke har det godt, så få fat i dem, så du kan tage dig af dem, og så får du ekstra meget brug for en god kone, der kan hjælpe dig.

 Hugo kan ikke lade være med at smile.

 Du mener altså, at jeg under alle omstændigheder må finde en kone, men hvordan. Jeg kan jo ikke så godt bekendtgøre fra prædikestolen, at interesserede kan stille sig i kø efter gudstjenesten.
 Axel ler højt.

 Det ville være en helt ny side af dig, folk der ville få at se. Men hvordan ville du vælge mellem de 20 – 30 i køen.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Hvad med at spørge mor. Jeg ved, at hun holder meget af dig, og Ulla og jeg kunne ikke få en bedre far.

 Stilfærdigt siger Hugo.

 Sig mig, har du snakket med din mor om det.

 Nej da, men jeg vil gerne gøre det, hvis du synes.

 Nej tak, det må jeg vist hellere gøre selv, men du og Ulla ville altså ikke have noget imod det, hvis din mor synes om ideen.

 Helt bestemt ikke, vi ville blive overlykkelige begge to.

 Hm. Tror du, at din mor er hjemme i morgen aften, hvis jeg kommer forbi.

 Det er hun og Ulla er henne hos en veninde, hvor hun har fået lov til at overnatte. Hvis jeg så går en lang tur med Rasmus, har I fred og ro til at snakke.

 Den næste aften sidder Hugo så og snakker med Marianne.

 Hun smiler, da Hugo lidt efter lidt kommer frem med sit egentlige ærinde.

 I starten efter Oles død, var det nok mest taknemlighed, både for din hjælp til mig og til børnene, især Axel. Der er i øvrigt ikke grænser for alt det gode, han har at sige om dig. Efterhånden er det nok mere og mere noget andet. Jeg tror på, at det er kærlighed. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Axel virkelig elsker dig, og jeg føler også, at Ulla holder virkelig meget af dig. Hvis du også tror på, at vi kan få det til at fungere, så vil jeg sige ja. Men jeg må nok lige have lidt tid til at forberede mig på at skulle være præstekone.

 Hugo smiler og giver hende et kys.

 Du er intelligent, så det får du nok ikke problemer med, men der er jo heller ingen, der siger, at vi skal giftes i næste uge. Har Axel i øvrigt fortalt dig om mine børn.

 Marianne nikker.

 Ja, og det er ham meget om at gøre, at du finder ud af, hvordan de har det, og har de det ikke godt, giver jeg ham helt ret i, at du må prøve at få fat i dem, han ved, hvor meget det vil betyde for dig.

 Jamen kan du affinde dig med, at der måske dukker to halvstore børn mere op.

 Marianne smiler.

 Selvfølgelig kan jeg det. Hvis de bare ligner dig lidt, tror jeg ikke, at det bliver noget stort problem.

 I det samme kommer Axel ind med Rasmus, de er godt forpustede, for de har løbet en lang tur.

 Han ser fra Hugo til Marianne.

 Skal jeg gå ind på værelset og tage Rasmus med, når jeg har givet ham noget vand.

 Marianne ser smilende på ham.

 Nej, kom I bare her ind i stuen, når Rasmus har fået sit vand. Vi vil godt snakke lidt med dig.

 To minutter efter kommer Axel og Rasmus ind i stuen igen. Rasmus løber hen og lægger sig ved Hugos fødder og logrer med halen.
 Axel ser på sin mor.

 Så begynder hun at le.

 Hvornår synes du så, at brylluppet skal stå.
 Der breder sig et lykkeligt smil over Axels ansigt.

 Åh, så gik det godt. Du får verdens bedste mand, lille mor, og du bliver i hvert fald heller ikke snydt med den kone, Hugo.

 Hugo smiler.

 Og så får jeg endda et par dejlige unger med i købet, så jeg får langt mere, end jeg har fortjent. Men hvad tror du, at Ulla siger.

 Axel ler højt.

 Jeg er helt sikker på, at hun bliver lige så lykkelig, som jeg er.

 De sidder nu og snakker lidt og finder bl.a. frem til, at brylluppet skal stå om to måneder, så der er god tid til forberedelserne.

 Så ser Axel alvorligt på Hugo.

 Og i morgen går vi to i gang med at finde ud af, hvor dine to andre børn er, og hvordan de har det.
 Da Ulla næste dag får nyheden at vide af sin mor, slår hun armene om halsen på hende og jubler.

 Åh mor, hvor er det dog dejligt. Hugo er simpelthen så flink og rar.

 En uge senere har Axel fundet frem til en adresse i Australien.

 Hugo er lidt betænkelig ved at skrive, men får dog omsider skrevet et brev. Han beder Axel om at læse det, inden han sender det.

 Axel læser brevet grundigt, så siger han.

 Jeg synes godt, at du kunne have skrevet, at Rosa og Erik kunne komme og besøge dig og evt. bo her og få en uddannelse, hvis de havde lyst.

 Hugo ryster sørgmodigt på hovedet.

 Tror du, at det ville være en god ide, hvis de nu befinder sig godt hos deres mor og Villy, så skaber det måske bare ufred.

 Axel smiler.

 Det er selvfølgelig dig, der bestemmer, hvad du vil skrive, men hvis de bare ligner dig lidt, tror jeg, at de gerne vil have en uddannelse, og efter hvad du har fortalt om Villy, så tror jeg ikke, at han skænker den slags en tanke.
 Jeg har måske fejlbedømt Villy, måske børnene har gjort ham til en ansvarlig person.

 Det tror du jo ikke selv på, ellers ville du jo ikke være bekymret for børnene, og det kan jeg jo mærke, at du er.
 Hugo sukker.

 Godt, så skriver jeg det også, hvis du mener, at jeg skal. Jeg er nok temmelig gennemskuelig for dig, min ven.
 Axel smiler.

 Jamen det er jo, fordi jeg elsker dig, lille far, ja for nu bliver du jo Ullas og min far, og det glæder jeg mig til.

 Et par dage efter bliver brevet så sendt, og så venter Hugo ellers spændt på svar, og Axel gør ikke mindre.

 Tre uger efter kommer der så brev fra Australien. Hugo kan se på adressen, at den er ny, så de er åbenbart flyttet igen.

 Han sidder længe med brevet, inden han åbner det. Hvad står der mon. Uvilkårligt ser han hen på telefonen. Skal han ringe til Marianne og bede hende om at komme, så de kan læse brevet sammen.

 Så banker det på døren, det er Axel, der kommer efter Rasmus.

 Hugo ser op på ham.

 Vil du godt vente med at gå, til jeg har læst brevet.

 Axel nikker.

 Ja, selvfølgelig.

 Hugo lukker brevet op og læser, så ser han på Axel med et mærkeligt blik.

 Vil du godt prøve at læse det.

 Brevet er fra Marie, og hun skriver bl.a.

 Dit brev kom, som sendt fra himlen. Hverken Rosa eller Erik bryder sig om den måde vi lever på herude. De ligner nok på mange måder mere dig. De vil helst have en rolig og forudsigelig tilværelse og en solid uddannelse. Det der med at leve livet, mens man kan, er slet ikke noget for dem. De to, jeg har fået med Villy har derimod hele hans eventyrlyst og trang til t leve i nuet, lige som mig.

 Desuden er Rosa jo næsten ved at være voksen, og du kender jo Villy og unge piger, selvom det er helt harmløst. Erik så imidlertid en dag, at Villy var lidt nærgående over for Rosa, og det fik ham til at gå helt amok og true med at slå Villy ihjel, hvis han prøvede på det en gang til. Villy lo selvfølgelig bare ad det, men det gjorde bare Erik endnu mere tosset.. I øjeblikket er det næsten som at bo på en krudttønde, selvom jeg har prøvet at forklare både Erik og Rosa, at det kun var ment i sjov.

 Kan og vil du virkelig have de to over til dig, så vil mange problemer blive løst. Jeg har foreslået dem det, og det lader ikke til, at de har noget imod det. Vi slipper også for en masse vrøvl med uddannelse, og de vil nok også passe bedre sammen med dig. Du skriver, at du skal giftes igen, hvad siger din nye kone til to børn mere, nå, hun er vel indforstået, du plejer jo aldrig at overlade noget til tilfældighederne. Jeg regner med, at vi har fået penge, så vi kan få semdt dem afsted i løbet af en måneds tid. Send lige et par ord, om det er i orden, men det lød jo sådan i dit brev.
 Axel ser op på Hugo, da han har læst brevet.

 Hugo ser på ham med store tårer i øjnene og siger stille.

 Hvor var det dog godt, at du fik mig til at sende det brev.

 Axel nikker.

 Det var åbenbart ikke et øjeblik for tidligt, men jeg lover dig, at vi skal nok hjælpe dig alt det vi kan med at tage os godt af dem.
 Det ved jeg, min ven. Nu sender jeg et telegram, at de endelig må sende dem så hurtigt som muligt.
 Axel ler.

 Måske kan de nå at komme med til brylluppet.

 Mandagen efter brylluppet kommer der telegram om, at Rosa og Erik kommer til Danmark fredag eller lørdag.

 Hugo og Marianne skal i byen om fredagen, og Ulla tager hen til en veninde, så Axel er alene hjemme med Rasmus, da det ringer på døren lidt over middag om fredagen.

 Der står en dreng og en pige udenfor.

 Axel smiler glad.

 I må være Rosa og Erik, kom indenfor og rigtig velkommen. Far og mor er i byen men kommer hjem ved 10 tiden i aften og Ulla er henne hos en veninde til kl. 18., så Rasmus, ham vovsen her, og jeg er alene hjemme. Vi vidste ikke bestemt, om I kom i dag, så derfor tog de andre i byen. Hvis vi nu lader kufferterne stå her i første omgang, så kom med ind i stuen, så vi kan snakke og få hinanden lært at kende.
 Han stopper brat op.

 I forstår da dansk, ikke.
 Rosa smiler.

 Jo, vi har arbejdet meget med det danske, fra vi fik at vide, at vi måtte komme herover.

 Axel ler.

 Sikken et held, for mit engelsk er ikke for godt. Men sæt jer nu ned, vil I have kaffe, the eller sodavand.

 Lidt efter sidder de så med en sodavand og noget kage.
 Der bliver en lille pause, så siger Erik.

 Er du nu helt sikker på, at far og jeres mor kan klare at have to børn mere, så det ikke kommer til at gå ud over din søster og dig.

 Axel smiler bredt.

 Det kan både du og Rosa være helt sikre på. Vores fælles far er et vidunderligt menneske, og vores fælles mor er lykkelig, når hun ser glade ansigter. Vores lillesøster er et rigtigt livstykke, hun elsker at drille, det vil I hurtigt opdage, men hun mener aldrig noget ondt med det. Og jeg, jeg er bare så glad over, at det lykkedes far at få jer herover, det betød virkelig meget for ham. Far sagde for resten, at vi nok var næsten lige gamle, Erik., hvornår er det din fødselsdag.

 Erik smiler.

 Jeg bliver 16 år den fjerde august og Rosa bliver 18 den 20 september.

 Axel ryger op fra stolen.

 Jamen så er vi jo tvillinger, for det gør jeg også. Det er jo pragtfuldt. Ulla bliver 14 den 4 oktober.

 Så giver han Erik et stort knus og begynder at le.

 Det havde du forhåbentlig ikke noget imod. Jeg tror, at du bliver alle tiders ven.
 Eriks øjne er blevet blanke, så ser han på Rosa.

 Tænk, sikken en velkomst, hvis de andre er bare halvt så flinke, så tror jeg, at vi får det godt.

 Rosa nikker.

 Axel ler højt.

 Ok, de andre er meget bedre. Men vil I rundt og se huset.

 Erik smiler.

 Jeg skal lige på toilettet.

 Axel viser ham hvor det er og siger.

 Så venter vi lige med rundvisningen, til du er klar.
 Rosa ser på ham, også hendes øjne er blanke.
 Du aner ikke, hvor glad jeg er for det knus, du gav Erik. Det gav ham et håb om, at nogen kunne lide ham. Derhjemme havde han kun mig, han følte, at alle de andre var imod ham. Nogen venner har han aldrig fået, fordi vi flyttede så meget rundt. Mor brød han sig ikke om, og vores stedfader hadede han, vores to andre søskende syntes bare, at han var sær og dum.
 Axel giver Rosa et knus.

 Jeg lover dig, at jeg vil aldrig svigte min tvilling. Ulla er ganske vist noget yngre end dig, men jeg er helt sikker på, at du vil blive glad for hende og omvendt.
 Erik kommer nu tilbage og Axel viser dem så rundt i huset. Undervejs siger han.

 Vil I helst have jeres egne værelser, eller vil I dele værelse med Ulla og mig. Jeg mener selvfølgelig Rosa med Ulla og Erik med mig.

 Rosa ser på Erik med et smil.

 Tror du ikke, at vi lærer hinanden hurtigere og bedre at kende, hvis vi deler værelse.

 Erik begynder at le.
 Jeg har i hvert fald absolut intet mod at dele værelse med min tvillingebror, hvis han kan holde mig ud. Jeg opfører mig nok ikke altid lige pænt, men nu har jeg da fået lyst til at prøve på det.

 Axel slår ham på skulderen.

 Jeg er bestemt heller ikke perfekt, men så må vi jo opdrage på hinanden.

 Så slår han sig for panden.

 Nej, jeg er bestemt ikke perfekt. Jeg har helt glemt at spørge, om I ikke er trætte efter rejsen, det må I undskylde. Hvis I har lyst kan I hvile jer et par timer. Erik i min seng og Rosa i Ullas. Så spiser vi til aften, når Ulla kommer hjem lidt over seks. Bagefter kan vi så sætte en ekstra seng ind på begge værelser, når vi har spist. Det ville vi lige vente med, til vi havde hørt, om I ville dele værelse med os.

 Rosa ser på Erik.

 Det vil nok være en god ide. Det er begrænset, hvor godt man sover i en flyver.

 Erik nikker.

 Det var nok mindst lige så meget, at vi var spændte på at se, hvordan I var. Nu har vi foreløbig truffet dig, så nu er jeg mere rolig.

 Axel smiler.

 Du kan roligt glæde dig til at møde de andre, men mens jeg husker det. Det kan godt være, at Ulla vækker dig med et kys til aftensmaden, men det gør vel ikke noget.

 Erik ler.

 Nej, tværtimod, det vil jeg da glæde mig til.
 Axel sætter lige kufferterne ind på værelserne lidt efter, og da sover både Rosa og Erik allerede.

 Så går han en god tur med Rasmus. Han er så glad, for han er allerede sikker på, at Erik og han vil blive meget gode venner. Rosa er da også pragtfuld, men tænk, sikken en tilværelse, de må have haft. Han glæder sig også til, at de skal møde de andre, for han er helt sikker på, at både Rosa og Erik vil komme til at befinde sig godt her i et trygt og godt hjem, hvor man elsker hinanden.

 Lidt før seks kommer Ulla hjem. Axel fanger hende og fortæller at Rosa og Erik er kommet, men at de er gået hen for at hvile sig lidt ovenpå rejsen. Rosa i hendes seng og Erik i hans, så fortsætter han.

 Hvis du nu lige hjælper mig med aftensmaden, får du lov til at vække vores to nye søskende. Du kan tro, at Rosa er en flot pige, og hun sagde med det samme, at hun gerne ville dele værelse med dig, da jeg foreslog det.

 Ulla smiler.

 Og hvordan ser Erik så ud.

 Axel ler.

 Du kan tro, at han er en flot fyr, og så har han nogle dejlige brune øjne, men bedst af alt, han og jeg er tvillinger, for vi fylder begge 16 år den 4. august. Jeg tror, at han bliver alle tiders ven. Da jeg sagde, at du måske vækkede ham med et kys, lo han og sagde, at det ville han glæde sig til.

 Ulla rynker på næsen.

 Uh, brødre. Jeg håber ikke, at han er lige så drillesyg som dig.

 Axel smiler.

 Jeg glæder mig sådan til at far og mor kommer hjem, , for jeg tror, at de vil holde lige så meget af dem, som de gør af os, og det er noget både Rosa og Erik trænger meget til. Jeg tror, at de har haft det utroligt hårdt, så nu må vi prøve at gøre alt, hvad vi kan, for at de kan få det godt her.
 Da maden er klar, siger Axel.

 Ja, så må du godt vække din storesøster og din anden storebror.

 Ulla lister først ind til Rosa. Hun står lidt og kigger på hende, så bøjer hun sig ned og giver hende et kys på kinden.

 Så er der mad, storesøster. Velkommen.

 Rosa vågner op og ser på Ulla, så begynder hun at smile.

 Det var en dejlig måde at blive vækket på. Det gør forhåbentlig ikke noget, at jeg har ligget i din seng.
 Ulla ler.

 Nej, da. Dig glæder jeg mig til at lære at kende, tror du ikke godt, at vi kan komme godt ud af det med hinanden.

 Helt bestemt, nu skal jeg nok skynde mig at stå op.

 Ulla ler stadig, da hun siger.

 Vi når det nok, men du skal lige have et knus. Det har du vel ikke noget imod.

 Rosas øjne bliver blanke.
 Helt bestemt ikke lillesøster.

 Ulla går så ind til Erik og vækker også ham med et kys.

 Erik giver et spjæt, så lukker han øjnene op og smiler.

 Du må være Ulla. Tak for kysset. Axel havde forberedt mig på det. Bliver man også vækket med et kys om morgenen, her i huset. Det ville jeg da ikke have noget imod.

 Ulla ler.

 Det må vi snakke om, men så skal jeg jo stå op først hver morgen.

 Erik smiler.

 Det ville ikke være retfærdigt, det kan jeg godt se, men nu skal jeg nok skynde mig at stå op.

 Lidt efter sidder de og spiser og snakker.

 Ulla ser fra Rosa til Erik.

 Tror I ikke, at I måske kommer til at savne jeres mor og jeres små søskende lidt. Jeg ved godt, at I ikke brød jer om jeres stedfar.

 Erik stivner, så kommer der et kort skapt.

 NEJ.

 Der bliver dødstille et øjeblik. Så lægger Ulla forsigtigt sin hånd ovenpå Eriks.

 Undskyld, det skulle jeg ikke have sagt, det var bestemt ikke meningen at gøre jer fortræd.

 Erik ryster på hovedet og blinker et par tårer væk, så klemmer han Ullas hånd.

 Det er mig, der skal undskylde, at jeg var grov. Der er ingen fra Australien, vi vil savne, dertil har de gjort os for meget fortræd. Til gengæld er jeg også klar over, at hverken du eller Axel ville drømme om at gøre os fortræd. Jeg skal nok prøve at vænne mig til, at hele verden ikke mere er imod Rosa og mig, for det føler jeg jo ikke her hos jer. Men hvordan kan I være så flinke mod os, når I slet ikke kender os.

 Axel smiler.

 I ligner jeres far, og ham elsker vi, hvordan skulle vi så kunne undgå at elske jer. Kan I prøve at glemme, hvad I har været igennem og prøve at holde af mor, far og os, så tror jeg godt, at jeg kan love jer, at I aldrig vil savne kærlighed mere.
 Rosa har tårer i øjnene, da hun siger.

 Det lyder bare næsten for godt til at kunne være sandt. I må nok have lidt tålmodighed med os. Vi er så uvante med at føle kærlighed for andre end hinanden, men I virker så overbevisende, så nu vil vi i hvert fald prøve at tro på det.
 Så ser hun på Erik.

 Vi må da være havnet i Paradis.

 Erik nikker, han kan ikke rigtig sige noget.

 Ulla smiler fra Rosa til Erik.

 Hvis I synes, at det er Paradis nu, så vent bare til far og mor kommer hjem, så må I føle det som den syvende himmel.

 Så bliver hun alvorlig igen.

 Men vil I ikke godt begge to sige til med det samme, hvis vi kommer til at såre jer, for der er ikke noget vi nødigere vil.

 Erik ser lidt på hende.

 Det ved vi godt, at I aldrig ville gøre med vilje.

 Lidt efter rejser de sig fra bordet.

 Erik og Axel flytter en ekstra seng ind på begge værelser og reder dem op, mens pigerne rydder til side og vasker op.

 En halv time senere går Axel og Erik lige en tur med Rasmus. Da de kommer tilbage sætter de sig ind i stuen og snakker med pigerne.

 Ved titiden kommer Hugo og Marianne hjem. Axel skynder sig ud i gangen.

 De kom i eftermiddags. De er simpelthen alle tiders. Rosa er bare dejlig og er allerede fine venner med Ulla, og Erik og jeg fandt ud af, at vi var tvillinger, og jeg er helt sikker på, at jeg aldrig kan få en bedre ven.

 Hugo går først ind i stuen. Både Rosa og Erik har rejst sig. Rosa går hen mod Hugo, mens hun ser ham lige i øjnene. Et øjeblik efter knuger hun sig ind til ham og hvisker.

 Tak, åh tak far, fordi du ville have os tilbage.

 Så går hun hen og lægger armene om halsen på Marianne, mens hun ser hende lige i øjnene.

 Vil du virkelig også være mor for Erik og mig.

 Marianne giver hende et stort knus.

 Det kan du være helt sikker på, min egen pige.

 Erik er gået hen til Hugo. Han står helt stiv et øjeblik, men pludselig kaster han sig om halsen på Hugo, der knuger ham ind til sig.

 Så trækker han sig lidt tilbage og smiler glad.

 Jo, du er min rigtige far, det kan jeg mærke, sådan kan kun en rigtig far føles.

 Så går han hen til Marianne.

 Kan du virkelig også klare at have Rosa og mig boende, det må aldrig komme til at gå ud over Axel og Ulla, at vi også bor her.

 Marianne giver ham et knus og et kys.

 Husk en ting, min dreng. Jo mere kærlighed man får, jo mere har man at give af. Jeg garanterer for, at både Ulla og Axel er mindst lige så glade for deres nye søskende, som Hugo og jeg er for, at det lykkedes at få jer herover. Det her er jeres hjem nu, og her skal I ikke fra, før I en dag selv ønsker det.

 Lidt efter sidder de og snakker.

 Axel smiler og ser fra Rosa til Erik.

 Nå, lad mig så høre. Havde jeg så overdrevet m.h.t. far og mor.

 Erik ser på Rosa og derefter på Axel.

 Det lød bare så utroligt, at vi havde svært ved at forstå, at det kunne lade sig gøre, at den slags mennesker virkelig fandtes. Du overdrev ikke, snarere tværtimod, det er bare ufatteligt, at vi skulle opleve at komme ind i sådan en familie.

 Hugo smiler.

 Så fantastiske er vi nu heller ikke.

 Så bliver han alvorlig.

 Vi begår også fejl. Min største fejl begik jeg, da jeg lod jeres mor tage jer med den gang, til gengæld vil jeg love jer, at sådan en dumhed vil jeg aldrig begå mere. Jeg har meget at gøre godt igen i mod jer, men heldigvis har jeg nu Marianne, Ulla og Axel til at hjælpe mig. Det var Axel der fik mig til at indse den fejl, og det var også ham, der fik mig til at kontakte jer.

 Axel ler.

 Ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, jeg fik jo en dejlig storesøster og en tvillingebror, som jeg tror, bliver min bedste ven. Jeg har fået en far, der er rigtig glad nu, og Ulla og mor virker da heller ikke særligt utilfredse, vel mor.

 Marianne smiler.

 En dejlig mand, og fire herlige unger, så har jeg vist fået, hvad der kan tilkomme mig og lidt til.

 Ulla ler.

 Jeg har fået en dejlig storesøster og en storebror mere, der er meget kønnere end ham, jeg havde i forvejen. Både far og mor er dejlige, og Rasmus og Axel kan også godt gå an, så jeg er også godt tilfreds.

 Lidt efter bliver de enige om, at de hellere må se at komme i seng. Drengene går lige en tur med Rasmus, inden de går ind på deres værelse.

 Både Hugo og Marianne får et knus hver af alle fire børn.

 Rosa og Ulla ligger og snakker lidt efter at de er kommet i seng, men det varer ikke mange minutter, før Rosa sover. Ulla er klar over, at hun har været meget træt.

 Da drengene er kommet ind på værelset, siger Axel.

 Hvilken en seng vil du helst have.

 Erik ser lidt på ham.

 Har du noget imod, at jeg sover i den seng, hvor du har sovet, lige som i eftermiddags. Den føltes så rar, som om jeg kunne mærke, at du havde sovet i den. Lyder det pjattet.

 Axel ryster på hovedet.

 Bestemt ikke, jeg forstår det godt. Husk, nu har du mig fremover, og der er ikke noget, vi to ikke kan snakke om.

 Du har ikke noget imod, at jeg sover uden nattøj, det plejer jeg, fordi jeg tit sveder så meget om natten.

 Nej da, jeg plejer heller ikke at bruge nattøj. Men det var da godt, at jeg ikke havde taget tøjet af i eftermiddags, når Ulla kom og vækkede mig. Sommetider ligger jeg så uroligt, at dynen ryger på gulvet.

 Axel ler.

 Det havde hun nok ikke taget nogen skade af. Min dyne ryger da også sommetider på gulvet, og det sker da også, at Ulla vækker mig.

 Lidt efter ligger de begge i deres senge, og to minutter efter sover Erik.

 Det varer lidt længere før Axel falder i søvn. Han ligger og ser over på Erik.

 Tænk, han har fået en tvillingebror, som han allerede holder utroligt meget af. Bare han dog aldrig kommer til at skuffe ham eller kommer til at gøre ham ked af det.

 Næste morgen vågner Axel ved at høre, at Erik ligger og klynker. Hurtigt kommer han ud af sengen og sætter sig på Eriks sengekant. Han bliver klar over, at Erik stadig sover og tilsyneladende har mareridt.

 Forsigtigt tager han begge Eriks hænder og giver dem et lille klem, mens han siger.

 Vågn op Erik. Du er her hos os nu, og der er ingen, der får lov til at gøre dig fortræd mere.

 Erik vågner med et sæt og ser på ham med store bange øjne. Så klarer hans ansigt op, da han genkender Axel. Han sukker dybt.

 Det er altså virkeligt. Jeg er her, og Rosa ligger og sover trygt inde hos Ulla. Det andet var bare et mareridt. Tak fordi du vækkede mig.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Har du tit mareridt.

 Erik nikker.

 Ja, men når jeg bliver helt sikker på, at både Rosa og jeg er her, så holder det vel op.

 Axel knuger hans hænder.

 Vil du godt love mig, at du fremover vækker mig og snakker med mig, hvis du vågner efter et mareridt.

 Erik ryster på  hovedet.

 Jeg skal da ikke ødelægge din nattesøvn. Sæt du mister tålmodigheden med mig, så vi bliver uvenner. Det tror jeg ikke rigtig, jeg kan klare.
 Axel smiler og giver ham et knus.

 Du bliver uvenner med mig, hvis du ikke lover det. Nej, gamle dreng, dig bliver jeg aldrig uvenner med, men giv mig lov til at hjælpe dig. Et mareridt blegner altid, når man har nogen, man kan tale med om det. Husk, vi er tvillinger, så må vi også hjælpe hinanden, så godt vi kan.

 Eriks ansigt fortrækker sig lidt, men så smiler han.

 Igen må jeg tro på dig. Du vil virkelig hjælpe mig. Hvordan skal jeg nogensinde gøre mig fortjent til det venskab, du viser mig.

 Axel ler, men bliver så alvorlig igen.

 Hvis du nu lader mig hjælpe dig i første omgang, så skal du se, en skønne dag er det dig, der hjælper mig. Du skal bare lære at tro på, at der vil dig og Rosa det bedste, og det gælder for både far, mor, Ulla og mig.
 Nu giver du lige lidt plads til mig under din dyne, og så fortæller du mig om dit mareridt.

 Erik flytter sig hurtigt, og Axel lægger sig ved siden af ham.

 Lidt efter begynder Erik lidt tøvende at fortælle om sit mareridt.

 Jeg har hadet min stedfar i flere år. For nogen tid siden så jeg så at han stod bag ved Rosa og tog hende på brysterne. Jeg blev rasende, og da han og jeg blev alene, truede jeg med at slå ham ihjel, hvis han nogensinde gjorde Rosa fortræd.

 Han grinede bare ad mig og sagde, at hvis det passede ham at gå i seng med Rosa, så gjorde han det. Han var i det mindste ikke bange for mig. Hvis jeg prøvede at slå ham ihjel, skulle han nok sørge for at få spærret mig inde. Jeg skulle ikke forsøge at hindre ham i at gøre, hvad der passede ham.
 Jeg fortalte mor det, men hun sagde bare, at det var noget pjat, og at jeg skulle lade være med at genere eller true Villy. Jeg gik i en stadig skræk for, at der skulle ske noget, så jeg blev nødt til at slå ham ihjel, for så ville Rosa jo være helt alene, hvis jeg blev spærret inde.

 Mange nætter drømte jeg, at jeg gik ind for at se, hvordan Rosa havde det, og så så jeg ham ligge hen over hende og ødelægge hende, og jeg kunne kun stå og se på det, for jeg kunne ikke røre mig.

 Så kom brevet fra far, og vi fik lov til at tage her over.

 Men hvorfor drømmer jeg det nu igen. Jeg ved jo, at her kan Villy ikke komme til at gøre hende fortræd.

 Axel ryster på hovedet.

 Jeg forstår godt, at du hader Villy, og du intet har til overs for en mor, der tilsyneladende er lige glad med om nogen gør hendes datter fortræd.

 Men nu har du og Rosa et par forældre og et par søskende, der elsker jer og aldrig vil tillade nogen eller noget at gøre jer fortræd. Jeg synes, at vi skal snakke med far om det i eftermiddag, han kan nok bedre hjælpe dig, end jeg kan.

 Erik knuger sig ind til ham.

 Du har allerede hjulpet mig meget, men tror du godt, at far vil snakke om det, at han ikke tror, at det bare er noget, jeg finder på.
 Du kender ikke far så godt endnu, men det lover jeg dig, at du kommer til. Han ville ikke drømme om, at du bare fandt på sådan en historie. Men skal vi ikke stå op nu. Jeg kunne høre, at far og mor gik ud i køkkenet, så er der morgenkaffe om lidt.

 Erik nikker.

 Helt i orden.

 Lidt efter er de blevet vasket og er kommet i tøjet, og så følges de ad ud i køkkenet. Marianne får et knus af dem begge to, og Hugo får et klap på skulderen. Så siger Axel.

 Er pigerne ikke stået op endnu.

 Marianne smiler.

 De vil nok have deres skønhedssøvn, men I kan jo vække dem, hvis I er tilfredse med deres udseende.

 Axel blinker til Erik.

 Skal vi.

 Erik ser fra Marianne til Hugo.

 Må vi godt.

 Hugo ler højt.

 Væk I dem bare, jeg synes, at de er pæne nok.

 Drengene lister ind på pigernes værelse.

 Axel hvisker.

 Nu tæller jeg til tre, så kysser du Ulla og jeg kysser Rosa. En – to – tre.

 Begge piger vågner og smiler til drengene.

 Axel ler.

 Så står vi op, piger. Skønhedssøvnen er slut. Det bliver nok ikke bedre alligevel. Far og mor venter i køkkenet med morgenkaffen. Det er tilladt at stille i natkjole i dag, selvom vi andre er fuldt påklædte.

 Drengene smutter ud i køkkenet, og et øjeblik efter kommer pigerne med hinanden om livet., og så går snakken ellers godt, mens morgenmaden glider ned.

 Så siger Marianne.

 I dag freder vi far, til han er færdig med sin søndagsprædiken, så kan I måske indrette værelserne i fællesskab, så alle fire bliver tilfredse, og så sørger jeg for frokost. Drengene husker lige at lufte Rasmus, og så foreslår jeg, at vi alle sammen tager ud og bader i eftermiddag. Vi må da nyde, at der er ferie endnu.

 I løbet af formiddagen bliver værelserne gjort i orden, og efter frokost tager man så ud og bader. Da de kommer hjem igen, siger Axel.
 Erik og jeg vil gerne snakke lidt med far. Hvis I nu hjælper mor med maden, skal vi nok tage opvasken bagefter.

 Lidt efter sidder Erik og Axel så og snakker med Hugo. Axel fortæller om Eriks mareridt og spørger, hvordan man kan hjælpe Erik bedst muligt.

 Hugo sidder lidt og spekulerer, så siger han.

 Har du snakket med Rosa om det, spurgt, om der har været flere episoder.
 Erik ryster på hovedet.

 Nej, det har jeg simpelthen ikke turdet. Men tror du på, at det ikke bare er noget, jeg har fundet på..

 Selvfølgelig gør jeg det, min dreng. Jeg vil nu prøve at fortælle jer lidt om den gang Villy og jeg var unge.

 Vel, Villy var en flab og komplet uansvarlig, men han havde en evne til at sætte folk i godt humør, det har jeg nydt godt af mange gange. Den Villy jeg kendte, ville aldrig drømme om at gøre nogen fortræd med vilje. Han elskede at lave sjov med piger, men han gik aldrig længere, hvis de trak en grænse. Som jeg ser det, har han villet lave sjov med Rosa, men da du så opdagede det og truede med at slå ham ihjel, hvis det gentog sig, så gik der panik i ham og han reagerede på en helt forkert måde, der bare gjorde det hele endnu værre. Man tænker ikke rationelt, hvis man bliver truet med at blive slået ihjel. Men mindst lige så meget, han forstår slet ikke din psyke, fordi den er så milevidt fra hans egen, og han forstod bestemt ikke, hvor stor en skade hans reaktion gjorde.

 Hvis han i stedet for havde sagt, at det kun var for sjov, at han bare havde villet drille Rosa lidt, men han da ikke ville drømme om at gøre hende fortræd. Ja, så ville du sandsynligvis have godtaget den forklaring, ikke mindst, hvis han så havde undgået lignende situationer,og evt. havde givet Rosa en undskyldning.

 Din mors reaktion undrer mig heller ikke, hun kender jo Villy og ved, hvordan han kan være, men værst af alt, hun troede ikke på dig og ville have det til at se ud, som om du bare fantaserede. Det gjorde næsten mere skade, for hvis forældre ikke tror på deres børn, hvor skal børnene så vende sig hen. Det har heller ikke været ment i en ond mening, men et udslag af, at hun heller ikke forstår din psyke.

 Så smiler han.

 Men nu har du i hvert fald en tvilling, der forstår dig, for jeres psyke ligner hinanden meget, så brug ham. Men jeg lover dig også, at både Marianne og jeg er parate til at hjælpe dig, så godt vi kan. Ulla vilæ nok også meget gerne hjælpe Rosa, men hun kan også roligt regne med, at mor og jeg vil støtte hende, det er Marianne og jeg helt enige om.

 Har du noget imod, at mor og jeg snakker med Rosa om, hvordan hun har oplevet de forskellige ting. Hvis vi så finder frem til, at der ikke har været flere episoder, så kan det måske bero,.ige dig så meget, at dine mareridt efterhånden forsvinder, fordi de har været oparbejdet af den rædsel, du har følt. Samtidig ved du så også nu, at det vil aldrig kunne ske mere, for nu er I her.

 Erik ryster lidt på hovedet, så ser han Hugo lige i øjnene.

 Tak, fordi du tror på mig, det betyder meget for mig, måskekan det også hjælpe Rosa at snakke med dig og mor.

 Så ser han på Axel og smiler.

 Tænk, det føltes helt rigtigt at sige mor. Rosa og jeg har fået en far og en mor og et par søskende, der elsker os og tror på os. Hvis det bare er en drøm, så gid jeg aldrig vågner mere.

 Marianne har lige stukket hovedet ind for at sige, at maden var klar, og hørte den sidste sætning.

 Med et stort smil siger hun.

 Du drømmer ikke, min dreng, og nu er maden klar, hvis I har tid.

 Under aftensmaden siger Hugo.

 Drengene lovede at klare opvasken, så foreslår jeg, at Ulla løber en tur med Rasmus, og så tager mor og jeg en snak med Rosa.

 Erik smiler.
 Det lyder godt. Så for du for en gangs skyld en fornuftig snak med et par voksne mennesker, Rosa.

Det fortjener du også.

 Rosa nikker.

 Det bliver en helt ny fornemmelse, men jeg glæder mig allerede.

 Lidt efter sidder hun så og snakker med Hogo og Marianne.

 Hugo siger lidt tøvende.

 Erik fortalte mig, at han havde mareridt, fordi han har gået og været bange for, at Villy skulle gøre dig fortræd. Tror du godt, at du kan klare at fortælle mor og mig, hvad der er sket.

 Rosas øjne bliver blanke.

 Ja, det vil jeg godt. Jer stoler jeg på, jeg ved, at I kun vil Eriks og mit bedste. Det er lidt svært, men jeg håber, at I vil tro på, hvad jeg fortæller, og ikke bare tror, at det er noget, jeg har fundet på.

 Marianne lægger en hånd på Rosas arm.

 Du kan være helt rolig. Vi tror på, hvad du fortæller os.

 Rosa sukker.

 Det er bare så uvant, at der er nogen, der stoler på en og vil en det godt. Villy var flere gange nærgående over for mig. Den ene gang så Erik det og gik helt amok. Han truede med at slå Villy ihjel, så efter den dag turde jeg slet ikke fortælle ham mere. Jeg prøvede bare at undgå at være alene med Villy.

 Aftenen før vi skulle rejse kom Villy ind på mit værelse med en kuffert. Han stod og så lidt på mit tøj, der lå på sengen, så begyndte han at grine. Det ser jo nydeligt ud, men nu skal du alligevel prøve et rigtigt mandfolk, før du rejser. Det vil din far nok ikke tillade, når du kommer derover, han er jo så hellig, at det er til at brække sig over. Så greb han fat i mig og begyndte at rive tøjet af mig, mens han med den anden arm holdt mig om hovedet med en hånd formin mund, så jeg ikke kunne komme til at skrige. Så trak han sine bukser ned, men det lykkedes mig at komme til at bide ham i hånden, så han uvilkårligt slap mig, og så løb jeg ind til mor, der forfærdet så på mig. Så sagde hun.

Bliv her og lås døren, jeg kommer tilbage om lidt.

 Lidt efter kom hun tilbage og sagde.
 Det er vist godt, at I skal rejse.

 Så gik hun med mig tilbage til værelset, hvor hun hjalp mig i natkjolen. Så så hun lidt på mig, og da hun gik, sagde hun, lås hellere døren.

 Næste morgen, da vi spiste morgenmad, var der ingen, der sagde noget. Mor kørte os til lufthavnen. Richard og Louise sagde bare. God tur og Villy sagde bare hils. Da vi sagde farvel til mor så hun på mig og sagde så farvel og god tur. Erik gav hende bare hånden til farvel uden at sige noget. Da vi kom op i flyveren, så vi på hinanden og sukkede lettet. Erik sagde. Det kan kun blive bedre.
 Da Rosa tav, sad Hugo med ansigtet i hænderne. Marianne strøg hende over håret.

 Stakkels lille skat.

 Hugo løfter hovedet og ser på Rosa, så siger han langsomt.

 Jeg fatter ikke, at et menneske kan forandre sig så meget, som Villy har gjort. Lov mig, at du snakker mor eller mig, når du har brug for det. Ulla vil nok gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe dig, men det her er det nok bedst, at ingen af de andre får noget at vide om

 Rosa nikker.

 Erik må i hvert fald aldrig få det at vide. Dety eneste han så vil tænke på, er at komme tilbage og slå Villy ihjel. Han vil blive helt ødelagt af sit had.

 Hugo ser på hende.

 Det har du nok ret i, min egen pige. Men tror du, at du kan klare det.

 Rosa smiler et lille tyndt smil.

 Ja, med den far og mor jeg har nu, skal det nok gå.

 Lidt efter kommer Ulla hjem med Rasmus, og næsten samtidig kommer drengene ind fra køkkenet.

 Erik ser på Rosa.

 Nå, var det rart med en fornuftig snak .
 Rosa smiler.

 Jeg ved ikke, om den var fornuftig. Far og mor påstår, at de elsker os lige så højt som Axel og Ulla.

 Erik ler højt.

 Ja, det lyder ikke fornuftigt, men vidunderligt er det i hver fald.

 Drengene har også lavet kaffe, så mens kaffen bliver drukket, går snakken godt.

 Omsider bliver de dog enige om at gå i seng. Hugo har lige fat i Erik.

 Der er ikke sket Rosa noget, så prøv at glemme, hvis du kan. Jeg håber, at du er klar over, at her kan I begge to føle jer helt trygge.

 Erik smiler.

 Det ved jeg.

 Da Axel og Erik kommer ind på værelset siger Axel.

 Lov mig nu, at du kalder på mig, hvis der bliver noget i nat igen med de mareridt.

 Erik ryster på hovedet og hvisker.

 Tror du virkelig, at du ikke bliver træt af mig, hvis jeg ødelægger din nattesøvn.

 Axel nikker.

 Tror du virkelig ikke, at mit venskab kan holde til lidt mindre nattesøvn. Jeg vil sove langt bedre, hvis du lover mig det, for så ved jeg, at du holder det.

 Erik giver ham et knus.

 Godt, så lover jeg det.

 Ved totiden vågner Axel, Erik sidder på hans sengekant.

 Vil du virkelig godt snakke lidt. Hvorfor kan jeg dog ikke slippe for de mareridt. Nu er jeg jo her, og Rosa er her også. Jeg ved jo, at sker der hende ikke noget.

 Axel løfter dynen.

 Kom op til mig, så snakker vi lidt.

 Erik ryster over hele kroppen, da han kommer op i sengen, knuger han sig ind til Axel.  De ligger nu og snakker lidt, og efterhånden falder Erik noget til ro. Da de har snakket en halv times tid, rejser Erik sig.

 Jeg må hellere gå over til mig selv nu, nu tror jeg også, at jeg kan sove.

 Axel smiler.

 Du må gerne blive, vi kan nok godt få plads begge to.

 Erik ryster på hovedet.

 Nej, jeg ligger meget uroligt, og jeg vil ikke risikere, at jeg giver dig en albue i hovedet eller et knæ i skridtet. Skal vi slås, skal vi i det mindste være vågne begge to.

 Axel ler.

 Godt, så siger vi det. Måske får vi et morgenkys af pigerne, hvis vi bliver liggende i morgen, men ikke længere end til halvni, ellers kan vi ikke nå at blive klar til at komme i kirke.

 Plejer du at gå i kirke hver søndag.

 Tjah, da jeg lærte far at kende, sagde han til mig.
 Forskellen på os er, at jeg skal i kirke hver søndag. Du bestemmer selv.

 Men der har ikke været ret mange søndage, hvor jeg ikke har været i kirke. Far har en evne til altid at sige noget i sin prædiken, som man føler er sagt lige netop til en selv, og så snakker vi somme tider om det bagefter.
 Jeg glæder mig til at se, om det samme gælder for mig, om vi også ligner hinanden på det punkt. Godnat storebror.

 Hvorfor siger du det, vi er da lige gamle og lige store.

 Rigtigt, men du er den klogeste.

 Godt, det slås vi om en af de kommende dage.

 Næste morgen bliver begge drengene vækket med et kys. Rosa giver Axel et kys, og Ulla giver Erik et.

 Axel ler.

 Uhm, fik jeg et kys, eller var det noget, jeg drømte.

 Rosa ler også.

 Godt, så får du et mere, nu da du er vågen.

 Erik mukker.

 Så vil jeg også have et mere, man må aldrig gøre forskel på tvillinger.

 Ulla ler og giver ham et kys på den anden kind.

 Sådan, nu er der ligevægt. Men skynd jer nu op, far og mor venter med morgenkaffen.

 Da pigerne er smuttet, skynder drengene sig op og i tøjet. Så begynder Axel at le højt.

 Erik ser forbavset på ham.

 Hvad er der galt.

 Axel hulker af latter.

 Se dig selv i spejlet.

 Erik vrisser, da han ser to læbeaftryk, et på hver kind.

 Ulla havde smurt ekstra læbestift på.

 Uh, søstre.

 Men så overgiver han sig og ler med, mens han prøver at få tørret så meget som muligt af. Så kommer det stille.

 Men hun er nu sød alligevel.

 Da de kommer ud i køkkenet, ler Rosa.

 Jeg synes, at du er så rød i kinderne, Erik.

 Erik ser på hende og derefter på Ulla.

 Åh, du ved, jeg bliver så nemt genert. Sæt vi ikke havde fået trukket dynen ordentligt over os, inden I kom, så var det nok jer, der var blevet generte.
 Ulla ser alvorligt på ham.

 Du er ikke sur på mig, vel.

 Erik smiler.

 Meget kan du, men jeg tror ikke, at du kan gøre mig sur. Du er jo min søde, sjove og frække lillesøster, og så tror jeg endda, at du holder næsten lige så meget af mig, som jeg holder af dig.

 Marianne smiler.

 Det er der vist ingen tvivl om. Vil I for resten med i kirke.

 Rosa nikker.

 Selvfølgelig. Jeg glæder mig til at høre, om far er lige så god en præst, som han er far.

 Erik ser alvorligt på Hugo.

 Det er jeg helt sikker på.

 Hugo smiler til ham.

 Av, den var værre, nu bliver jeg jo nødt til at tage mig ekstra sammen.

 I sin prædiken kommer Hugo bl.a. ind på begrebet tilgivelse og kommer med nogle eksempler fra hverdagen. Hvornår det er nemt at tilgive, og hvornår man næsten synes, at det er umuligt at tilgive.

Også problemet med at tilgive sig selv, berører han. Han siger bl.a. Sommetider føler man, at man har gjort noget mod et andet menneske, som man ikke kan tilgive sig selv. Men det er jo ikke det, det drejer sig om. Spørgsmålet er, om den anden kan tilgive. Kærlighed kan tilgive alt, ikke en gang eller syv gange eller syv gange 7o gange, som der står om i bibelen, men simpelthen hver gang, helt uden betingelser. Kan man det, har man fundet ind til kærlighedens sande kerne.

 Da de kommer tilbage til præstegården, siger Rosa.

 Tænkte du på, at du havde svært ved at tilgive dig selv, at du lod mor tage os med til Australien.

 Hugo nikker med tårer i øjnene.

 Rosa lægger armene om hans hals og giver ham et kys.

 Jamen far, du kunne da ikke vide, at det ville komme til at gå sådan. Det var da mest naturligt, at to så små børn blev hos deres mor. Da du blev klar over, at det ikke gik godt, sørgede du da for, at vi kom herover og blev medlemmer af den mest vidunderlige familie. Hvis du vil have tilgivelse, så stol bare på, at det har du fået for længst af både Erik og mig. Hvordan skulle vi kunne andet, med al den kærlihed, der er strømmet os i møde, lige fra vi kom.
 Hugo smiler.

 Tak for de ord, min skat. Jeg tror virkelig, at du mener det, og det føler jeg også gælder Erik.

 Efter middagen er de ude at bade. Da de kommer hjem, går drengene en lang tur med Rasmus, og så har pigerne gjort aftensmaden klar.
 Under aftensmaden siger Axel.

 Erik kaldte mig storebror sidste nat, han påstod, at jeg var klogere end ham.

 Ulla er ved at få maden galt i halsen.

 Ha. Men på den anden side må du være lidt dum Erik, hvis du synes, at Axel er klog.

 Axel ser overlegent på hende.

 Tak, fordi du afbryder mig, må jeg fortsætte. Vi blev nemlig enige om, at det kune vi slås om i morgen, men så kom jeg til at tænke på, at det behøves jo slet ikke. Far og mor må jo kunne huske, på hvilket tidspunkt, vi blev født.

 Hugo smiler.

 Ja, hvis jeg kan forhindre et større slagsmål, så må jeg jo tænke mig om. Jeg mener, at Erik blev født lidt før tolv om middagen.
 Marianne ler.

 Jamen så er det rigtigt, for du blev født lidt over ti om formiddagen.
 Ulla surmuler.

 Godt så er du den ældste, men du er den kønneste, Erik, og dum er du i hvert fald heller ikke.
 Rosa nikker.

 Er freden så genoprettet.
 En times tid senere sidder de og snakker inde i stuen.

 Hugo spørger, hvilken uddannelse Rosa og Erik kunne tænke sig.

 Rosa sidder lidt, så kommer det stille.

 Jeg ville meget gerne være sygeplejerske, men det kræver vist en studentereksamen, så det bliver nok for dyrt. Det er vigtigere at Erik får lov til at få den uddannelse, han gerne vil have. Måske kunne jeg blive sygehjælper eller sådan noget, så jeg kan komme til at tjene noget og ikke blive til en økonomisk belastning for jer.

 Hugo ser på Erik.

 Og hvad vil du så gerne være, min dreng.

 Der blinker et par tårer i Eriks øjne, så kommer det lavmælt. Jeg ville så gerne være præst, lige som dig far. Men det er jo en lang uddannelse, og det må ikke komme til at gå ud over Axel og Ulla.

 Hugo sidder lidt, så ser han over på Marianne.

 Mor og jeg er helt enige om, at I alle fire skal have den uddannelse, I gerne vil have. Det vil sige, at Rosa skal i gymnasiet her efter sommerferien. Det bliver nok lidt svært i starten, men både mor og jeg skal nok hjælpe dig, så du kan gå i gang med en sygeplejeuddannelse, når du har fået din studentereksamen. Tvillingerne sender vi i gymnasiet næste år. Axel vil være lærer, og hvis du selv vil yde den indsats, der skal til, skal du også nok blive præst, Erik.
 Lillesøster har vist ikke bestemt sig endnu for, hvad hun gerne vil være, men der skal også nok blive mulighed for den uddannelse, du gerne vil have, min pige. Det med økonomi er i høj grad et spørgsmål om prioritering, og for mor og mig har jeres uddannelse højeste prioritet.

 Erik ser fra Marianne til Hugo.

 Jeg tror Ulla havde ret, jeg må være dum, for jeg fatter simpelthen ikke alt det I er parate til at ofre for Rosa og min skyld.

 Ulla går over og lægger armene om hans hals.

 Du er bestemt ikke dum, Erik. Du har bare ikke lært at modtage kærlighed før, fordi du aldrig har prøvet det, men jeg lover dig, at du skal nok få det lært, først og fremmest af far og mor, men vi andre har heller ikke tænkt os at holde os tilbage, spørg du bare din siamesertvilling, hvis du ikke tror på mig.

 Axel ler.

 For en gangs skyld er jeg helt enig med min lillesøster. Far sagde engang til mig, at Gud skal man ikke forstå, for det er der ingen, der kan, ham skal man bare tro på. Jeg tror, at det samme gælder for kærlighed, er det ikke rigtigt, far.

 Hugo nikker.

 Det kunne ikke siges meget bedre.

 Rosa swer rundt på de andre.

 Hvis man ikke kan lære alt om rigtig kærlighed her, så er det i hvert fald ikke jeres skyld.

 Man sidder og snakker endnu en times tid, inden man bliver enige om at gå i seng. Drengene løber lige en tur med Rasmus, inden de også går i seng.

 Da de omsider er kommet i seng, siger Erik.
 Det er fantastisk, at man så hurtigt kan komme til at elske nogen mennesker. Vi har kun været her et par dage. I Australien var jeg i næsten 14 år, uden at jeg kom til at holde af andre end Rosa. Hun var den eneste, som jeg følte brød sig om mig, og som prøvede at forstå mig. I derimod viser mig en ubegrænset kærlighed med det samme, selvom I slet ikke kender mig.

 Axel smiler.

 Er du ked af det, lillebror.

 Erik begynder at le.

 Nej, tværtimod, jeg er så ubeskrivelig lykkelig, men samtidig så nervøs for, at jeg kommer til at sige eller gøre noget, der ødelægger det hele.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Du ville jo aldrig drømme om at genere nogen af os med vilje, tror du så ikke, at vi kan klare at tilgive det, hvis du kommer til at gøre det ved et uheld. Vi begår jo alle fejl. Jeg kan da også komme til at såre dig imod min vilje, men kan vi ikke aftale, at vi aldrig lægger os til at sove, før evt. misforståelser er ryddet af vejen.

 Erik går over og giver Axel et knus.

  Det er en aftale, intet må få lov til at ødelægge vores venskab.

 Lidt efter sover de begge.

 Ved tretiden vågner Axel. Han kan høre, at Erik ligger og hulker.

 Hurtigt går han over og sætter sig på Eriks sengekant. Da han kan se, at Erik stadig sover, vækker han ham forsigtigt.

 Var det galt igen.

 Ja, og nu har jeg så ødelagt din nattesøvn igen.

 Flyt dig lidt, så kommer jeg op til dig, og denne gang bliver jeg hos dig. Evt. albuer, knæ o.s.v. har jeg selv været ude om Nu snakker vi lidt, og så sover vi, er du med.

 Lidt efter ligger Axel med sin ene arm om nakken på Erik. Da de har snakket et kvarters tid, kan Axel høre, at Erik begynder at trække vejret dybt og roligt. Der er ikke tvivl om, at han sover nu.

 Da Erik vågner næste morgen, smiler Axel til ham.

 Nå tvilling, hvordan har du så sovet.

 Erik smiler og strækker sig.

 Tak, dejligt efter at du kom over til mig, men jeg er vist en værre tøsedreng.

 Ok gamle dreng, du gør dig meget værre end du er. Du har hverken sparket, slået eller på anden måde generet mig i nattens løb, som du havde truet med. Tøsedreng, nej bestemt ikke.  Du havde brug for at mærke, at du ikke var alene ovenpå et modbydeligt mareridt, og den nærhed var jeg meget glad for at kunne give dig. Du er kommet til at betyde så meget for mig. Det føles jo, som om du var en del af mig.

 Erik blinker en tåre væk.

 Hvor er det dog vidunderligt at høre dig sige det. Jeg føler det jo på nøjagtig samme måde. Tænk, at der er en der forstår, hvad jeg føler og tænker, uden at jeg behøver at sætte ord på det.

 Axel smiler.

 Vi er nok tættere knyttet til hinanden end mange, der er født af samme mor og har samme far. Nu har vi jo heldigvis samme mor og far, så måske skulle vi stå op og drikke morgenkaffe sammen med dem. Eller vil du vente og se, om vi får et morgenkys.

 Erik begynder at le.

 Vi må hellere stå op og nøjes med morgenkys i week-enden, så vi ikke bliver afhængige.

 Fem minutter efter kommer de sammen ud i køkkenet, og i dag får både Marianne og Hugo et morgenknus af begge drenge. Lidt efter kommer pigerne, de giver også begge forældre et morgenknus, inden de sætter sig.

 Rosa ser over på Erik.

 Nå, i dag ventede du ikke på at få et farverigt morgenkys.

 Erik smiler fra Rosa til Ulla.

 Nej, jeg syntes, at det blev for dyrt for lillesøster med al den læbestift, så Axel og jeg blev enige om at nøjes med det i week-enden.
 Axel nikker.

 Til gengæld foreslår jeg, at vi skiftes til at lave morgenmad. Pigerne hver anden dag og drengene hver anden dag. Det er ikke rimeligt, at det hænger på mor hver morgen.

 Rosa ser på ham.

 Jeg er sur.

 De andre ser forbavsede på hende.

 Så smiler hun stort.

 Jo, jeg er sur over, at det ikke var mig, der fik sådan en god ide. Selvfølgelig har du ret. Vi må alle fire hjælpe både mor og far, så godt vi kan, så hvis vi piger hjælper mor herinde, bortset fra morgenmaden hver anden morgen, så kan I drenge holde haven for far.

 Hun slutter med at række tunge ad Axel.

 Ha, den her gang var det mig, der kom først med en god ide.
 Erik ser på Ulla.

 Hvad siger du lillesøster, skal vi to sige ja til deres ideer.

 Ulla ler.

 Ja, når de er så gode, har jeg bestemt ikke noget imod det.
 En time senere er begge drenge i gang ude i haven. Der er bl.a. en meget stor græsplæne, der skal slås og rives, så det er et stort arbejde. Begge drenge har kun et par korte bukser på, og alligevel driver sveden hurtigt ned ad dem, for det er meget varmt, og arbejdet er også temmelig hårdt. Da de er næsten færdige kommer Ulla ud til dem med noget koldt at drikke, og det er de meget glade for. Da de har hvilet sig lidt, bliver de enige om, at du kan de godt klare resten.

 Hugo har også været i gang med forskellige ting ude i haven. Han ser smilende på dem.

 Nå, det ser ud til, at I kan holde varmen.

 Begge drenge ler og Axel siger.

 Ja, det her kan nok få den dovne sved frem, men giver du os ikke lige et koldt brusebad med haveslangen, når vi er færdige.

 Jo da, hvis I insisterer.
 Og så får de ellers begge to en ordentlig gang vand med haveslangen.

 Leende siger drengene tak for brusebadet og løber så ind for at komme rigtig i bad og blive vasket, inden de kommer i tøjet.
 Over middag går de en tur med Rasmus og møder en af Axels klassekammerater, som de snakker lidt med.

 Axel fortæller, at Erik er hans tvillingebror, som skal ind i deres klasse efter sommerferien.

 Kammeraten smiler.

 I ligner nu ikke hinanden ret meget.

 Axel ler højt.

 Nej, Erik er så afgjort den kønneste, det synes Ulla også.

 Erik smiler.

 Til gengæld er Axel den klogeste.

 Så kommer det i kor fra dem begge.

 Men vi er lige flinke begge to.

 De står og snakker lidt endnu, men så begynder Rasmus at trække i snoren, nu vil han hjem, og så skilles de.
 Da de kommer hjem, siger Axel.

 Hvad synes du, skal vi tage den kamp nu.

 Erik nikker.

 Det er helt iorden med mig, men kun brydning, ikke boksning, vel.

 Nej da, det er jo en venskabskamp, men vi må nok hellere tage badebukser eller korte bukser på og intet andet, ure, sko o.lign. lader vi blive inde, så vi ikke risikerer at komme til at rive hinanden.

 Godt, lad os tage badebukserne på.

 Et kvarter efter er de klar. De er lige begyndt, da Rosa og Ulla kommer ud.

 Må vi godt se på.

 Axel nikker.

 I skulle egentlig betale entre, men lad gå.

 Ulla ler.

 Vi kan jo give jer et brusebad med haveslangen, når kampen er overstået.

 De kæmper nu bravt, men det varer ikke længe, før Erik har fået låst Axel så han ikke kan røre sig.

 Axel stønner.

 Det har du da vist prøvet før.

  Ja, jeg har gået til brydning et par år, men nu slipper jeg, og så skal jeg give dig et par tip.

 Lidt efter ruller de rundt igen, og denne gang klarer Axel sig bedre, så Erik ikke kan få ham låst.

 Omsider bliver de enige om, at nu er det nok.
 Erik smiler.

 Det var du hurtig til at lære.

 Axel puster.

 Jeg havde jo en god instruktør, men hvor bliver brusebadet af, jeg sveder.
 I det samme bliver begge drenge overdænget med vand, mens Rosa står og fotograferer dem.

 Axel løber hen mod Ulla.

 Så stopper du, ellers kan du tro, at du får vand.
 Ulla smider haveslangen og løber ind, mens hun råber.

 Så vil jeg lige have min badedragt på, jeg er tilbage om et øjeblik .

 Da hun kommer ud igen i sin badedragt, får hun også en ordentlig skylle med haveslangen, og så bliver de ellers enige om at blive tørret og komme i tøjet igen.
 Da drengene er kommet i tøjet, sætter de sig og snakker med Hugo og Marianne. Et øjeblik efter kommer Ulla og Rosa også.

 Mens de sidder og spiser til aften, ringer telefonen. Hugo går ind for at tage den, idet han siger.

 Det er nok til mig denne gang, men det varer sikkert ikke længe, før det er jeres venner og veninder, der ringer.

 Da han kommer tilbage, kan de se på ham, at det ikke har været en behagelig samtale.

 Axel siger stilfærdigt.

 Var det et dødsfald, var det en, du kendte godt.

 Hugo nikker.

 Ja, men lad os nu hygge os, så snakker jeg med mor bagefter. Hvis pigerne så klarer opvasken, så kan drengene gå en tur med Rasmus.

 Stemningen er lidt mat under resten af måltidet, selvom både Ulla og Axel prøver at sætte lidt liv i samtalen. Erik og Rosa ved ikke rigtig, hvordan de skal gribe det an.

 Da Hugo og Marianne lidt efter sidder alene inde i stuen, siger Marianne.

 Nå, lad mig så høre, min ven.

  Det var et radiotelegram fra Australien. Marie og Villy havde været ude for en færdselsulykke. De kørte frontalt ind i en stor lastbil, og bade de og de to børn var dræbt på stedet. Der kommer brev om de nærmere omstændigheder i løbet af en uges tid. Men vi bliver jo nødt til at fortælle børnene det.

 Marianne nikker.

 Jeg tror nu ikke, at det bliver så slemt for dem at få det at vide. De brød sig jo tilsyneladende ikke om nogen af dem, og nu har de da os.

 Måske, men det var trods alt deres moder og små søskende, så ser jeg bort fra Villy i den forbindelse. Måske vil de føle samvittighedsnag over, at de ikke nåede at få et bedre forhold til dem.
 Erik har Axel at snakke med, og jeg tror, at han kan hjælpe ham godt. De elsker hinanden, og de ligner hinanden på mange områder og kan derfor forstå hinanden.

 Det bliver nok værre for Rosa. Selvom hun og Ulla snakker godt sammen og Ulla er parat til at gøre alt for den storesøster, så er hun måske ikke helt gammel nok til at klare det her, men så må vi to jo tage os tid til det, hvis hun får brug for det.

 Hugo smiler lidt.

 Det var nok ikke den værste familie Rosa og Erik havnede i den her gang.

 Marianne smiler også.

 Nej, og det tror jeg, at de er helt enige med dig om. Men de to fortjener nu også al den kærlighed, vi i fællesskab kan give dem, for hvor ligner de dog deres far.

 Pigerne kommer ind i stuen næsten samtidig med, at drengene kommer tilbage med Rasmus.

 Axel ser opmærksomt på Hugo.

 Hugo ryster lidt på hovedet. Så ser han fra Rosa til Erik.

 Det var et radiotelegram fra Australien. Jeres mor, søskende og Villy blev dræbt ved en færdselsulykke i går aftes. De kørte frontalt ind i en stor lastbil og var alle fire dræbt på stedet.

 Rosa bliver ligbleg og Erik rejser sig halvt op i stolen.

 Hugo fortsætter stilfærdigt.

 Der skulle komme et brev med de nærmere enkeltheder  i løbet af en uges tid.
 Ulla har lagt en arm om livet på Rosa og Axel har grebet Eriks hænder og knuger dem.

 Alle sidder tavse lidt, så kommer det stille fra Rosa.

 Var det mor eller Villy, der kørte.

 Hugo ser på hende.

 Det stod der ikke noget om i telegrammet, måske gør der i brevet.

 Erik sidder lidt, så ser han på Hugo.

 Må jeg godt gå lidt over i kirken, far.

 Ja, selvfølgelig, nu skal jeg hente nøglen.

 Axel ser på ham.

 Vil du helst være alene, eller vil du hellere have, at jeg går med dig.

  Jeg vil ikke så gerne være alene, jeg vil meget gerne have, at du går med mig.

  På vejen over til kirken siger ingen af dem noget. Stille går de op til alteret og står der, ved siden af hinanden, så kommer det hæst fra Erik.

 Jeg må være et uhyre. Jeg er glad for, at Villy er død, så slap jeg for at slå ham ihjel. Min mor, Richard og Louise vil jeg ikke savne et sekund. De har aldrig brudt sig om hverken Rosa eller mig, og det var bestemt gensidigt. Jeg synes endda, at det var godt, at de to også døde, ellers ville jeg vel have haft en slags forpligtelse over for dem, noget der ville have været lige ubehageligt for begge parter. Jeg bliver nok aldrig præst, når jeg har den indstilling og er så ufølsom.

 Axel knæler ned ved alterskranken og beder inderligt om, at hans elskede bror må få fred i sjælen.

 Da han lidt efter rejser sig, lægger han en hånd på Eriks skulder og fører ham hen til den forreste kirkestol, hvor de sætter sig.

 Stilfærdigt siger han.

 Du er bestemt ikke ufølsom, Erik. Jeg ved, at havde det været en af os, der var død, havde du været ulykkelig, fordi du elsker os. Vi kan kun elske dem, der vil elskes. Din mor og dine søskende har aldrig prøvet at elske dig, de har snarere været fremmede for dig.

 Hvordan skulle man kunne elske nogen, der føles helt uvedkommende, og hvordan skulle man kunne savne dem. M.h.t. Villy, så kan du slippe dit had nu. Han er død nu, og vil aldrig mere kunne skade hverken Rosa eller dig, så prøv at glemme ham. Han vil aldrig få nogen betydning for dit liv mere.
 Erik lægger pludselig begge sine arme om Axel og knuger ham ind til sig.

 Tænk, hvis det havde været dig, eller en af de andre her, der var døde, hvad skulle jeg dog så have gjort.

 Jeg kunne mærke, at du bad for mig før, der oppe ved alteret. Jeg følte pludselig som en varm strøm igennem mig og jeg kom til at tænke på et vers, som Rosa en gang læste for mig.

 Lykkeligst den, der har fred med sig selv, fred med sin Gud og fred med sin næste. Går det i verden så op eller ned, han har dog vundet det bedste.

 Det var den fred jeg følte strømme igennem mig.

 Axel ser op på prædikestolen.

 En dag står du måske på den prædikestol, og så vil jeg sidde her nede og lytte til dig. Du ligner din far så meget, at jeg er overbevist om, at du vil blive en god præst.

 Erik smiler lidt.

 Og mine børn skal gå i skole hos dig. En bedre lærer kan de aldrig få. Skal vi gå hjem igen.

 Da de kommer tilbage og afleverer kirkenøglen til Hugo, ser Erik tankefuldt på ham.

 Du far, tror du på skytsengle.

 Hugo ser tøvende på ham.

 Tjah, måske, mener du fordi du og Rosa ikke var med i bilen.

 Erik smiler og klapper Axel på skulderen.

  Nej far, men ham her er min skytsengel. Jeg ved, at så længe jeg har ham, vil han ikke tillade, at der sker mig noget ondt.

 Ulla er der straks.

 Axel en engel, ha. Jeg troede for øvrigt også, at engle var kvinder.

 Axel smiler.

 Jeg synes, at det kunne se flot ud på et visitkort. Axel. Skytsengel.  Ærkeenglene Gabriel og Michael var da for øvrigt mænd, men du kan jo være Rosa skytsengel, hvis hun bryder sig om det.

 Rosa nikker.

 Jeg vil bestemt ikke have noget imod at have min egen private lille skytsengel, og da slet ikke, når det er dig, Ulla.

 Hugo smiler.

 Ja, og mor er min skytsengel, så er rollerne fordelt.

 De sidder og snakker et par timer mere, før de går i seng.

 Da pigerne er kommet ind på deres værelse, begynder Rosa at græde.

 Ulla ser fortvivlet på hende.

 Skal jeg hente mor, eller kan du bruge mig.

 Rosa slår armene om hende.

 Du kan tro, at jeg kan bruge dig, min egen lille skytsengel. Jeg er bare så bange for, at Gud vil straffe mig, fordi jeg er så ligeglad med, at de andre er døde. Tænk, hvis han lod en af jer dø for at straffe mig., det ville jeg ikke kunne bære. Vil du godt sove hos mig i nat, så jeg kan mærke, at du i det mindste er her. Jeg er så bange.

 Ulla knuger sig ind til Rosa.

 Der er ikke noget jeg hellere vil, hvis det bare kan hjælpe dig.

 Det kan det, min egen dejlige lillesøster.

 Lidt efter ligger de begge i Rosas seng med armene om hinanden, så hvisker Ulla.

 Jeg tror bestemt ikke, at Gud vil straffe dig fordi du ikke er ked af, at de andre er døde. Jeg ved, at du ikke kunne lide Villy, nu ved du da, at du aldrig får ham at se mere. Din mor og dine to søskende er døde, ja, men de elskede dig jo ikke, det gør den far og mor og de søskende du har nu til gengæld.

 Rosa sukker.

 Ja, og det er jeg også så jublende glad over, at det slet ikke kan beskrives. Godnat lillesøster.

 Da drengene er kommet i seng, siger Erik.
 Tænk, i nat tror jeg, at jeg kan sove godt, uden mareridt.

 Axel smiler.

 Husk, at ellers er din skytsengel kun en meter væk.

 Erik ler.

 Jamen så godnat englebasse.

 Næste morgen skynder drengene sig op og laver morgenkaffe, så den er parat, da de andre står op.

 Hugo ser på Rosa.
 Har du sovet godt, min pige.

 Rosa ser glad på ham.

 Ja far, takket være min dejlige lille skytsengel, hun hjalp mig så godt.

 Hvad med dig Erik.

 Fint tak. Jeg kom til at tænke på her til morgen, at ude i Australien havde jeg en mor og far og tre søskende, men kun en af dem, nemlig Rosa, brød sig om mig. Her har jeg også en far og mor og to søskende foruden Rosa. Den store forskel er, at I elsker mig, og jeg elsker jer.

 Det er lige som om jeg førte en dagbog i Australien, som sluttede, da jeg rejste. Nu har jeg fået at vide, at den er brændt og aldrig skal fortsættes, så nu vil jeg glemme, hvad jeg skrev i den og begynde på en ny dagbog, der skal handle om mit liv i verdens dejligste familie.

 Marianne nikker.

 Det er nok slet ikke nogen dårlig ide. Men hvad har I så tænkt jer at lave i dag.

 Rosa smiler.

 I dag hjælper vi to piger dig, mor. Så kan drengene gå en tur med Rasmus, mens far finder ud af, hvad han kan sætte dem til, så de ikke bare dovner tiden væk.

 Axel løfter fingeren og truer ad Rosa.

 Fyh, sådan taler man ikke til en skytsengel.

 Så begynder han at le.

 Hov, jeg må vel hellere passe på, ellers flår din skytsengel vel bare mig.
 Ulla ler højt.

 Ja pas du hellere på, at der ikke kommer uorden i dine fjer.

 Hugo smiler.

 Så er det vist nok med alt det fjerkræ. I øvrigt tror jeg, at jeg har et job til jer to drenge i eftermiddag, hvis I da vil. Jeg skal bare lige have gennemtænkt det.
 Erik ser på ham.

 Selvfølgelig vil vi hjælpe dig, hvis vi kan.

 Axel smiler.

 Ville det ikke lige være rart at vide, hvad det går ud på først.

 Det behøves ikke, når det er noget, far beder os om.

 Alvorligt ser Axel fra Erik til Hugo .

 Selvfølgelig har Erik ret, det var kun ment i sjov.

 Lidt efter går drengene ind på deres værelse for at snakke.

 Erik ser på Axel.

 Du er ikke sur på mig, vel.

 Axel ryster på hovedet.
 Bestemt ikke, hvis jeg skulle være sur, skulle det da være på mig selv, fordi jeg kom med den dumme bemærkning.

 Så smiler han.

 Som du ser, er jeg ikke fejlfri, en af mine fejl er dumme bemærkninger.

 Erik ler.

 Det lettede, når du taler så åbent og ærligt om dine fejl, så kan jeg også gøre det, hvis jeg en dag skulle komme i tanker om, at jeg har nogen fejl.

 Axel slår armene om ham.

 Uh, hvor er du dog dejlig, Erik.

 I ligemåde, storebror, du synes ikke, at jeg fortjente et dask med englevingen.

 Axel bliver alvorlig.

 Nej, den skal kun bruges til beskyttelse. Ingen, selv ikke jeg, må nogensinde gøre dig fortræd.

 Efter maden siger Hugo.

 Jeg vil gerne lige snakke med jer, Erik og Axel.

 De følges ad ind på Hugos kontor.

 Ser I, jeg skal ud og snakke med et par forældre. De har en dreng på ca. 12 år, der har muskelsvind. Han er temmelig syg, og bliver aldrig rask, sandsynligvis dør han inden der er gået et år. Jeg kom så til at tænke på, om I to ville tage med og snakke lidt med Arne, evt. køre ham en tur i kørestolen eller hvad I nu kan finde på, mens jeg snakker med hans forældre. Vil I godt det.

 Axel ser på Erik.

 Selvfølgelig vil vi det, far. Han trænger nok til at muntres lidt op, og det vil vi begge gerne prøve, om vi kan. Ikke sandt Erik.

 Erik nikker.
 Det er da noget, der er værd at gå i gang med.

 Hugo smiler glad til dem.

 Jeg tænkte nok, at jeg kunne regne med jer. Det kan så være lidt forpraktik for dig Erik. Det er en af en præsts opgaver, og bestemt ikke en af de letteste.

 Lidt efter følges de så ad hen til Arne og hans forældre.

 Hugo ser på Arne med et smil.

 Jeg tog mine tvillinger med, så de kunne snakke med dig, mens jeg snakker med din far og mor.

 Arne smiler.

 Tusind tak, det var dejligt, men vil I virkelig godt snakke med mig. I er jo noget ældre end mig.

 Erik ler.

 Det går nok, skal du se. Både Axel og jeg kan være meget barnlige en gang imellem. Hvad foreslår du, skal vi køre dig en tur.

 Det ville være fint, og så kunne vi køre ud i haven og snakke, når vi kommer tilbage.

 Da de lidt senere kommer ud i haven, sætter Erik og Axel sig på hver sin side af kørestolen, og snart går snakken fint.

 Så siger Arne.

 Hvis I nu er helt stille, så skal I bare se.

 Han begynder at fløjte og lidt efter kommer der en solsort hoppende næsten helt hen til ham. Det næste par minutter lyder det næsten, som om Arne og solsorten førte en samtale, og så flyver solsorten igen.

 Erik smiler.

 Det var fantastisk. Det lød jo næsten, som om I snakkede rigtigt med hinanden.

 Arnes ansigt stråler af glæde.

 Det er noget, jeg nyder. Somme tider kommer der også andre fugle og snakker. Så ser de på mig, som om de vil sige. Hvad er du for en, du er da ikke en fugl, men vi forstår godt, hvad du siger.

 Så tøver han lidt, inden han fortsætter.

 Men det er nu meget sjovere, når man er flere om sådan en oplevelse.

 Axel ser på ham.

 Kommer der ikke andre og snakker med dig.

 Arne blinker et par tårer væk.

 Nej ikke mere, der er ikke nogen, der gider spilde deres tid på mig, de vil hellere spille fodbold og sådan noget, og det forstår jeg også godt. Derfor er jeg så glad for, at I kom. I er jo slet ikke svære at snakke med. Den her dag vil jeg kunne leve højt på i lang tid.

 Erik smiler.

 Jamen det var da alle tiders oplevelse at høre dig snakke med solsorten. Hvis du har lyst, kan vi da komme hen og snakke med dig igen, f.eks. en times tid hver anden dag.

 Arnes øjne er blanke.

 Er det ikke al for meget ulejlighed, I skal vel også andre ting, men jeg ville godt nok blive lykkelig, hvis I virkelig vil komme igen. Jeg kan ikke klare at gå i skole mere, så her kan godt blive lidt ensomt, selvom far og mor da er enestående, men det er en stor belastning for dem at have mig. Det ville nok være bedre for dem, hvis jeg snart døde.

 Erik ser alvorligt på ham.

 Det sidste fortjente du en endefuld for. Din far og mor har krav på at beholde dig, så længe du kan leve. Det besvær de har med dig, påtager de sig gerne, for din skyld, så vil du godt holde op med det sludder.
 Arne ser forskrækket på ham.

 Blev du vred på mig.

 Erik smiler.

 Ja, men det går hurtigt over igen. Hvis du nu lover, at du ikke mere kommer med sådan noget vrøvl, så lover jeg til gengæld, at Axel og jeg  kommer hver anden dag, hvis din far og mor kan gå med til det.

 Arne smiler.

 Jeg fortjente den røffel. Jeg har bestemt ikke grund til at klage, hvis I to virkelig vil komme hver anden dag. Jeg er sikker på, at far og mor ikke har noget imod det. Og så kan mor endda holde lidt fri, mens I er her.

 Axel ler højt.

 Det vil vi, stol bare på dig, og jeg skal nok sørge for, at Erik ikke giver dig en endefuld.

 Erik smiler.

 Jeg er nu ikke så slem, som jeg lader. Skal vi ikke sige, at vi tre er venner fra nu af, og venner tæver ikke hinanden.
 Arne ser lykkelig fra Erik til Axel.

 Vil I virkelig være mine venner.

 Axel blinker til ham.

 Helt bestemt.

 Lidt efter siger Arne.

 Jeg er meget træt nu, vil I godt køre mig ind nu og bede mor om at komme og lægge mig i seng.

 Erik ser på ham.

 Tror du ikke godt, at vi kan klare at lægge dig i seng. Du siger bare, hvordan det skal gøres, så klarer vi det nok.

 Vil I virkelig godt lægge mig i seng.

 Axel smiler.

 Selvfølgelig, venner hjælper da hinanden.

 Lidt efter ligger Arne i sin seng og smiler til dem.

 Det klarede I vel nok fint.Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give jer et rigtigt knus til tak, men det kan jeg jo desværre ikke.

 Erik blinker til ham.

 Det smil der er lige så godt som et knus, gamle dreng. Vi ses i overmorgen, så vi siger på gensyn.

 Erik og Axel  går ind i stuen. Hugo er netop ved at gøre sig klar til at gå.

 Erik ser fra Inge til Christian, Arnes forældre,

 Sikken en oplevelse at træffe Arne. I skulle have hørt ham føre en samtale med en solsort ude i haven. Nu er han imidlertid træt, selvom jeg ikke tror, at det var af os, så vi lagde ham i seng, og så aftalte vi med ham, at vi kommer en time eller to hver anden dag og snakker med ham, hvis I kan gå med til det, men det mente han nok, at I kunne.

 Inge ser målløs på dem.

 Lagde I Arne i seng, kunne I nok klare det.

 Axel smiler.

 Jeg tror nok, at det gik fint, han vejer jo ikke så meget. Han brokkede sig ikke over, at vi gjorde det forkert, og så lovede vi ham i øvrigt, at vi skulle være venner fremover.

 Christian tørrer sig lige over øjnene.

 Det var dejligt at snakke med dig, pastor Bertram, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan takke for, at du tog dine drenge med og for det de har gjort for Arne i dag. Det er sommetider så svært for os at holde humøret oppe hos ham, men den hjælp vi har fået i dag, vil gøre det meget lettere fremover.

 Tak drenge, I vil altid være velkomne her.

 Da de lidt senere følges ad hjemad, siger Hugo.
 Tror I, at I kan klare det. Jeg blev klar over, hvor meget I allerede har involveret jer.

 Erik tager hans ene hånd.

 Spørger du dig selv, om du kan klare det, inden du involverer dig i andre mennesker. Axel og jeg har hinanden, så selvfølgelig kan vi det. Det skylder vi Arne.

 Axel griber Hugos anden hånd.

 Erik har helt ret, og ellers har vi da også dig far.

 Hugo smiler glad.

 Mine to dejlige drenge.

 Da Axel og Erik kommer hen til Arne om torsdagen, ligger Arne i sengen endnu.

 Inge smiler.

 Han ville gerne være rigtig udhvilet, når I kom. Nu skal jeg tage ham op, så kan I evt. gå ud i haven så længe.

 Axel ler.

 Jeg har et bedre forslag. Du går hen i præstegården og drikker kaffe sammen med mor og vores søstre, de venter på dig. Så klarer Erik og jeg tingene her.

 Inge ser målløs på ham.

 Jamen, han skal vaskes og i tøjet.

 Erik begynder også at le.

 Det klarer vi nok. Du trænger til en frieftermiddag. Vi kan jo gå ind og spørge Arne, om han har noget imod det.

 Inge ryster smilende på hovedet, men går dog med ind til Arne.
 Erik og Axel vil sende mig i byen og drikke kaffe med deres mor. Så vil de sørge for at få dig op og i tøjet. Er det i orden med dig.

 Arnes ansigt stråler.

 Det er alle tiders mor. Du trænger til at holde lidt fri, og jeg er sikker på, at Erik og Axel sagtens kan klare det.

 Axel prikker Inge på skulderen.

 Der kan du se, smut du bare.

 Lidt efter er drengene i gang med at vaske Arne og få ham i tøjet. Arne er lidt genert over at de skal vaske ham, men Erik ler bare og siger, at venner behøver ikke at være generte over for hinanden. Du ser såmen ikke så meget anderledes ud end os.
 Arne smiler.

 Det passer ikke, I er begge to et par flotte fyre, og jeg er bare et lille fugleskræmsel.

 Axel begynder at le.

 Det lader det nu ikke til, at fuglene synes, når de sidder og snakker med dig.

 Da de lidt senere sidder og snakker ude i haven, siger Arne.

 Jeg drømte en gang om at blive biolog, men det bliver ved drømmen.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Hvorfor dog det. Vi har en vældig flink biologilærer på skolen, han vil sikkert gerne hjælpe med at finde nogle bøger, du kan læse.

 Erik nikker.

 Ja, og så foreslår jeg, at vi læser lektier sammen f.eks. den ene time, så snakker vi den anden time. Axel siger, at han er god til matematik, og jeg er helt god til sprog, i det mindste engelsk. Det kan vi gå i gang med, når vi begynder i skolen.

 Arne ser fra Erik til Axel.

 Hvor er I dog et par vidunderlige venner. Findes der mon noget, I ikke er parat til at gøre for mig.

 Axel ler.

 Du kan jo prøve, om du kan finde på noget, men det bliver svært, det garanterer jeg.

 Lidt efter siger Arne.

 Jeg tror nok, at mor har lavet kaffe til jer. Kan I drikke den her i haven, hvis en af jer vil hente den. En anden ting, jeg er lidt ked af at bede jer om, men jeg skulle gerne på toilettet.

 Erik smiler.

 Det er da meget naturligt, så det er da ikke noget at være ked af at spørge om. Husk, ingen generthed mellem venner. Nu hjælper jeg dig med toilettet og så henter Axel kaffen imens.

 Da de lidt senere sidder og drikker kaffe, sukker Arne.

 Bare der dog var noget, jeg kunne gøre for jer til gengæld for alt det, i gør for mig.

 Erik ser på ham.

 Når vi ser dig smile og være glad, gør du mindst lige så meget for os, som du synes, at vi gør for dig.

 Arne smiler.

 Hvordan skulle jeg dog kunne undgå at være glad, når jeg har fået sådan to venner, som vil bruge deres tid på at være sammen med mig.

 Lidt over fem kommer Inge hjem igen.

 Arne smiler glad til hende.

 Vi har haft sådan en dejlig eftermiddag. Axel og Erik har lovet at hjælpe mig med lektier, og med at få fat i nogle biologibøger. Har du også haft en god eftermiddag.

 Inge nikker.

 En dejlig eftermiddag. Både jeres mor og jeres søstre var utroligt søde at snakke med.

 Axel smiler.

 Det lyder godt. Skal vi så ikke lave den aftale, at du tager hen til mor hver torsdag eftermiddag, og tager vi to os af fyren her så længe.

 Inge ryster på hovedet.

 Tænk, at den slags mennesker findes.

 Erik nikker.

 Det opdager man, efterhånden som man lærer dem at kende. Da jeg kom til Danmark i fredags, troede jeg ikke på det, men jeg havde ikke været her i 24 timer, før jeg fandt ud af det. Først var der min siamesertvilling, som Ulla siger, så resten af familien, og så nu også jer tre.
 Lidt efter tager de afsted. De har spurgt, om de skal lægge Arne i seng, men han vil gerne blive oppe til faderen kommer hjem.

 Da de går siger Arne farvel.

 Axel smiler til ham.

 Sig aldrig farvel, men på gensyn.

 Da de kommer hen til Arne om lørdagen, sidder han allerede i sin kørestol.
 Erik blinker til ham.

 Var vi for hårde ved dig, da vi tog dig op i torsdags.

 Arne ler.

 Nej da, men jeg glædede mig så meget til I skulle komme, at jeg slet ikke kunne ligge stille i sengen, og så syntes mor, at jeg lige så godt kunne komme op.
 De sidder nu og snakker et par timer og er også lige ude og køre en tur. Da de kommer tilbage, siger Arne.

 Far har lovet at tage mig med i kirke i morgen.

 Erik ser fra Axel til Arne.

 Det gør det hele lettere, så overtager vi dig der og tager dig med over i præstegården, så du kan være med til at fejre vores fødselsdag. Hvis du bliver træt, kan du komme hen og hvile dig lidt, og vi skal også nok sørge for, at du kommer godt hjem.

 Arne ser overrasket på ham.

 Skal….skal jeg virkelig med til jeres fødselsdag. Det er mange år siden, at jeg har været inviteret til fødselsdag. Tusind tak, men er I nu sikre på, at jeg ikke bliver til for meget ulejlighed.

 Axel og Erik ser på hinanden, så kommer det i kor.

 Ja, du kan aldrig blive til ulejlighed, du er jo vores  ven.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Nå, tror du så på os.

 Arne smiler.

 Ja, det lød ret overbevisende. Forstå det kan jeg ikke, men jeg vil meget gerne prøve at tro på det.

 Erik nikker.

 For et par dage siden belærte Axel mig om, at Gud og kærlighed skal man ikke forst, man skal bare tro på dem. Det har han lært af far, og hermed er stafetten så sendt videre.

 Søndag morgen bliver drengene vækket med et kys af hver af pigerne.

 De vågner smilende op.

 Tillykke med fødselsdagen tvillinger. Morgenmaden er klar, og far og mor venter på at sige tillykke til jer.
 Erik ler.

 Den her dag kan kun blive god, når den starter så godt, men smut nu hellere, så vi kan komme i tøjet, for det vil I vel ikke se på.
 Ulla ryster på hovedet.

 Nej, vi smutter, ellers bliver I bare generte, men i dag brugte jeg for resten ikke læbestift.

 Et øjeblik efter er drengene i tøjet, og så kommer de ud i køkkenet, hvor både Marianne og Hugo får et knus og et kys af dem begge to. De får begge en fin bluse af Hugo og Marianne og et par flotte sokker af Ulla og Rosa.

 Efter gudstjenesten tager drengene så Arne med hjem.

 Ved middagsbordet kommer han til at sidde mellem Axel og Erik, der hjælper ham med maden.

 Arne stråler som en lille sol af glæde over at være til fødselsdag, og så endda hos sine to gode venner.

 Da de har spist, sætter de sig ud i haven og snakker, og da pigerne er færdige med opvasken kommer de ud til dem.

 Lidt efter skal Arne på toilettet, og Erik hjælper ham.

 Mens de er væk, siger Rosa.

 Han betragter jer næsten som et par guder, men jeg forstår ham godt. I er noget af det bedste, der er sket for ham. Det er synd, men jeg tror ikke, at han har lang tid igen.

 Axel nikker.

 Netop derfor er det vigtigt at gøre hans sidste tid så god som overhovedet mulig. Han er jo også kommet til at betyde meget for Erik og mig.

 Erik kommer tilbage med Arne, og så går snakken fint igen.

 Da de har fået cacao og boller siger Arne.

 Vil I godt køre mig hjem nu, jeg er ved at være meget træt.

 Erik ser på ham.

 Du kan også komme ind og hvile på min seng.

 Arne ryster på hovedet.

 Nej, det er bedre, at jeg kommer hjem og rigtigt i seng. I skal heller ikke bruge hele jeres fødselsdag på mig.

 Axel smiler til ham.

 Nej, sikken et spild af tid, min ven, men vil du helst hjem, så skal vi nok køre dig hjem nu.

 Arne ser på ham med tårer i øjnene.

 Jeg kan ikke rigtig klare mere nu, selvom det har været vidunderligt.
 Arne får sagt farvel, og så kører drengene med ham.

 Da han kommer hjem ser Erik på ham.

 Skal vi lægge dig i seng, eller vil du hellere have, at din mor gør det.

 Det blik, han sender dem begge, er svar nok, så forsigtigt får de ham af tøjet og i seng.

 Da han er kommet i seng, ser han på dem med blanke øjne.

 Tænk, at jeg har fået sådan to venner.

 Drengene får sagt på gensyn og går så hjem.

 Undervejs siger Erik.

 Vi kommer til at savne ham, når han ikke er der mere.. Jeg er bare så ubeskrivelig lykkelig over, at det ikke er dig, der er så syg.

 Axel tørrer sig lige over øjnene.

 I lige måde, tvilling.

 Om mandagen begynder de i skolen.

 Det er lidt svært for Erik i starten, for han er jo slet ikke vant til den måde undervisningen foregår på her i Danmark. Heldigvis har han god hjælp af Axel, og snart går det da også helt godt.

 Det er endnu sværere for Rosa at begynde i gymnasiet, men hun får god hjælp af Hugo, så snart befinder hun sig helt godt med det.

 Hun får også nogle veninder, men når de er hjemme hos hende i præstegården, sørger hun altid for, at Ulla er med i snakken, hvis hun er hjemme, så hun ikke kommer til at føle sig udenfor.

 Om tirsdagen har drengene et par biologibøger med til Arne, som han glæder sig til at læse i. De bliver også enige om, at lektierne, de læser sammen med Arne er på deres niveau, og selvom Arne er noget yngre, går det fint, for han er meget intelligent.

 Da de har sendt Inge hen i præstegården om torsdagen, siger Erik.

 Hvornår har du i grunden sidst været rigtigt i bad, Arne.

 Arne ser forskrækket på ham.

 Det er faktisk flere år siden. Mor kan ikke klare det mere, men synes du da, at jeg lugter.

 Erik begynder at le.

 Nej da, men jeg tænkte på, at Axel og jeg kunne tage dig rigtigt i bad, hvis du havde lyst. Når vi har hældt vand i badekarret, sender vi Axel derop, og så løfter jeg dig over til ham, så han holder ved dig, mens jeg vasker dig, så du ikke glider ned og drukner for os. Næste uge kan vi så bytte.

 Arne ser spændt på Axel.

 Vil du være med til det, så vil jeg meget gerne.

 Axel smiler bredt.
 Selvfølgelig vil jeg det. Jeg synes, at det er en god ide, selvom det ikke var mig, der fik den.
 Lidt efter er badekarret klar. Axel hopper op og sætter sig. I mellemtiden har Erik hjulpet Arne af tøjet og så løfter han ham op til Axel, der passer godt på, at der ikke sker noget.

 Under spøg og latter vasker Erik forsigtigt Arne. Da han er blevet skyllet, tørrer han ham lige lidt, inden han bærer ham ind og lægger ham på et badehåndklæde på sengen. Så bliver han tørret rigtigt og Erik hjælper ham i tøjet, mens Axel lige gør rent og tørrer op i badeværelset.

 Lidt efter sidder de så ude i haven og snakker. De bliver hurtigt enige om, at i dag skal der ikke læses lektier.

 Så siger Arne.

 Hvordan bærer I jer dog ad. I gør mig så glad. I søndags inviterede I mig med til jeres fødselsdag, og i dag tog I mig rigtigt i bad. Det var så pragtfuldt, og jeg var ikke spor nervøs, for jeg kunne jo mærke, at I passede så godt på mig. Det var sådan en dejlig fornemmelse at komme rigtigt i bad igen og så at sidde så trygt og godt hos dig, Axel. Jeg var ikke engang genert, selvom vi ikke havde tøj på. I har ret, mellem venner er der ikke plads til generthed, det er man for tæt på hinanden til.

 Da Inge lidt senere kommer hjem, jubler Arne.

 Mor, mor. Tænk, tvillingerne tog mig rigtigt i bad. Axel holdt mig, mens Erik vaskede mig, det var simpelthen så dejligt.
 Inge smiler.

 Det er da vist et par rigtige venner, du der har fået dig.

 Ja mor. Verdens bedste.

 Axel smiler.

 Det er ikke helt rigtigt. Du er nemlig mindst lige så god en ven. Skal vi lægge dig i seng nu.

 Nej tak, jeg er slet ikke træt, så jeg vil gerne blive oppe, til far kommer hjem.

 Da Inge lidt efter siger på gensyn til drengene ude ved havelågen, siger Erik.

 Du synes forhåbentlig ikke, at det var forkert af os at tage Arne i bad.

 Inge ryster smilende på hovedet.

 Intet af det I to gør for at glæde Arne, kan være forkert, dertil holder I alt for meget af ham, det er jeg helt klar over. Jeg talte imidlertid med lægen i går, og han regner ikke med, at der går mere end højst et par måneder endnu.

 Når det er ved at være slut, må vi så sende bud efter jer. Jeg ved godt, at vi allerede har trukket meget på jer, men for Arnes skyld spørger jeg alligevel. Jeg ved, at hans højeste ønske er at holde sine to venner i hånden, når det er ved at være slut.

 Axels øjne bliver blanke.

 Selvfølgelig må I det, uanset tidspunkt på døgnet. Er vi i skole, så ring derhen. Jeg giver skoleinspektøren besked, så vi kan få lov til at tage af sted med det samme. Men når det er slut, så få en snak med far, det kan han nok bedre klare, men får I brug for os, så sig bare til. Vi er Arnes venner, men vi er også kommet til at holde meget af jer, så vi er parate til at hjælpe jer, så godt vi kan.
 Inge ser fra Axel til Erik med tårer i øjnene.

 Tak skal I have begge to. I har allerede hjulpet os langt mere end i aner ved at være Arne så gode venner. Der har været dage, hvor vi har været ved at opgive, men I to har bragt glæden tilbage i vores hus, så nu kan vi lidt igen.

 Vel, vi mister vores dreng, det ved vi, men vi er også blevet klar over, at livet ikke er slut for os af den grund. Der vil vise sig noget andet. Har I noget imod at få et lille knus begge to, inden I går. Jeg ved, at Arne gerne ville give jer det, det kan han jo ikke, men må jeg give jer det på hans vegne.

 Begge drenge nikker. De kan ikke rigtig sige noget, stemmen vil ikke fungere, men de modtager med glæde deres knus.
 Den følgende torsdag har de Arne i bad igen, og da er det Erik, der sidder og holder ham, mens Axel vasker ham.

 De kan godt mærke, at det er begyndt at gå hurtigere ned ad bakke med Arne.

 En dag siger Arne således.

 Undskyld, at jeg snakker om døden igen Erik,.men denne gang er det ikke en flugt. Jeg ved, at det snart er slut, men nu er jeg ikke ked af det mere. Jeg har jo oplevet at få to gode venner, det er der ikke mange, der opnår, selvom de så bliver 80.

 Selvfølgelig ville jeg gerne leve mange år endnu og nyde jeres venskab, men jeg er ikke utilfreds.

 Vi bestemmer ikke selv, hvornår vi skal dø, og det er måske meget godt.

 Jeg ved, at I er kommet til at holde meget af far og mor, og at I gerne vil hjælpe dem med at komme videre, når jeg er død, og det er jeg meget glad for.

 Jeg har kun et stort ønske tilbage, at I to dejlige venner vil holde mine hænder, når det er ved at være slut.

 Erik ser alvorligt på ham.

 Jeg lover dig, at vi vil gøre, hvad vi kan for at opfylde det ønske.

 En lørdag aften en uges tid senere ringer Christian.

 Jeg tror, at det snart er ved at være slut. Vil I godt komme.

 Det er Axel, der har taget telefonen, og han siger.

 Sig til Arne, at vi kommer om et lille kvarter.

 Christian tager imod dem i døren.

 Tak fordi I kom, jeg ved, at det betyder meget for Arne, men bestemt ikke mindre for Inge og mig.

 Hurtigt går drengene ind på værelset. De sætter sig hver opå sin sengekant og tager hver især en af Arnes hænder mellem deres.

 Der glider et svagt smil over hans ansigt.

 I kom, I holdt jeres løfte, tak, jeg vidste, at jeg kunne stole på jer.

 Lidt efter hvisker han igen.

 Erik, tror du stadig, vi kan sige på gensyn, den her gang er det jo mig, der går.
 Erik stivner et kort øjeblik, så kommer det fast.

 Ja, min ven, både til din mor og far og til Axel og mig.
 Der går lidt, så kommer det så svagt, at de næsten ikke kan høre det.

 Når du siger det, så tror jeg på det.

 Så lyder der et suk.

 Lidt efter siger Erik.

 Nu er han gået, som han sagde.

 De bliver siddende lidt endnu, så rejser de sig fra sengen og lægger forsigtigt Arnes hænder på dynen.

 Axel ser fra Inge til Christian.

 Vil I gerne have, at vi bliver lidt endnu, eller vil I gerne bare være jer selv.

 Christian ser på ham.

 Jeg tror godt, at vi vil være lidt alene nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige jer tak, fordi I kom. Jeg kunne se på Arnes ansigt, at det betød meget for ham, det du sagde, Erik. Det gav ham fred i sjælen. I to opfyldte hans højeste ønske, at mærke sine hænder i jertes, da han skulle dø.

 Tror I, at jeres far vil komme herhen i morgen eftermiddag, selvom det er søndag.

 Erik nikker.

 Far skal nok komme, men får I brug for os, må I love at sige til.

 Inge ser på ham.
 Jeg ved, at Arnes død også har gjort et stort indtryk på jer, men lige som os skal I videre med jeres liv. Husk så på alle de gange, I glædede ham, så hans sidste tid blev så lys og lykkelig. Tak fordi I kom og hils hjemme.

 Lidt efter går drengene hjemad, først helt tavse, så siger Axel.
 Du bliver en god præst, Erik. Det blev jeg klar over her i aften.

 Erik ser på ham.

 Hvor er det dog godt, at jeg har dig. Har du noget imod, at vi sover sammen i nat, så jeg kan mærke, at det ikke er dig, jeg har mistet.

 Axel nikker alvorligt.

 Meget gerne, jeg har også brug for at mærke, at jeg stadig har dig.

  Da de kommer hjem, fortæller de stilfærdigt, hvordan det er gået.

 Hugo ser på dem.

 Kan I klare det, drenge. Hvis I får brug for mig, så sig til.

  Axel lægger en hånd på Eriks skulder.

 Jeg har ham her, så det skal nok gå.

 Erik smiler.

 Og jeg har min skytsengel, så kan det aldrig gå helt galt, men vi skulle spørge fra Christian og Inge, om du godt ville komme derhen i morgen eftermiddag, selvom det er søndag. Jeg lovede dem det faktisk, det håber jeg ikke gør noget.

 Hugo smiler.

 Det er bestemt helt i orden, jeg skal nok tage derhen. Hvordan har de det.

 De virkede utroligt rolige og afbalancerede, ja de prøvede endda at trøste os.

 En times tid senere går drengene lige en tur med Rasmus, inden de går i seng.

 Det er lidt svært for drengene at koncentrere sig om skolearbejdet om mandagen, men lærerne er flinke til at tage hensyn til det, da skoleinspektøren har fortalt dem om baggrunden.

 Om onsdagen bliver Arne begravet. Axel og Erik sidder på hver sin side af Inge og Christian og hjælper med at bære kisten ud til graven.

 Efter begravelsen spørger Christian dem, om de godt vil gå med ham og Inge hjem lidt, og det siger de selvfølgelig ja til.

 Da de kommer hjem til dem, kan de se, at kørestolen  er væk, men ellers ser alting ud som det plejer.

 De får en kop kaffe og sidder og snakker en times tid, så siger Inge.

 Jeg har et brev til jer fra Arne, som jeg skulle give jer her efter begravelsen. I skal være klar over, at jeres venskab med Arne, og jeg tror også godt, at jeg må sige, med os, har lært os, at selv i sorgen dukker der glæder op, bare man forstår at tage imod dem. Vi skal ikke drukne i selvmedlidenhed, men se at komme videre med vores liv. Det er i høj grad jeres fortjeneste, at vi har lært det.

 I vil altid være velkommen her også fremover, men I skal også videre med jeres liv, så I må aldrig føle det som en forpligtelse.

 Axel smiler.

 Det er nu ikke så slemt at besøge jer, så det vil vi godt have lov til at blive ved med. I er jo også blevet vores venner. En anden ting er, at jeg synes, at du Inge, skal blive ved med at besøge mor om torsdagen og drikke kaffe. Hun sætter nemlig også stor pris på dig.

 Da de omsider går, siger Erik med et lille smil.

 Vi siger på gensyn, som sædvanlig.

 Christian tager ham om skuldrene.

 Ja, og tak for det, min ven.

 Da de kommer hjem på værelset, sætter de sig og læser brevet fra Arne. Der er otte sider, men de sidste sider er lidt utydelige og på den sidste side ståpr der bare TAK.

 De skiftes til at læse en side højt.

 Brevet starter med.

 Kære tvillinger.

 Når I får det her brev, er jeg så død. Undskyld, at jeg snakker om døden, men dø skal vi jo alle en dag. I to har imidlertid givet mig så meget glæde, at meget få mennesker når at opnå det, selvom de så blev meget gamle.
 Jeg tænkte på, at I måske kunne foreslå far og mor at få et plejebarn, når jeg er død. De to dejlige mennesker har så meget kærlighed at give et barn, og det kunne måske gøre det lettere for dem at komme videre. Jeg ved jo, at I vil hjælpe dem, hvis det bliver nødvendigt, for jeg er klar over, at I også er kommet til at holde meget af far og mor. Det er gensidigt, kan jeg love jer.

 Hvis I ser en lille lyserød sky på himlen om aftenen, når I går tur med Rasmus, så sidder jeg måske på den og ser ned på jer. Kommer der så et par dryp, så er det ikke mig, der er utæt, men et par tårer af glæde over, at I ville være mine venner.
 Jeg vil prøve at beskrive, hvad jeg har tænkt og følt, de gange I var hos mig. Det var jo de bedste timer i mit liv.

 Der kommer så en beskrivelse af hans tanker om fødselsdagen han var med til, og de gange han var i bad.

 Han fortsætter.

 Ja, jeg kunne blive ved, men jeg kan se, at skriften er ved at blive ulæselig, så jeg må hellere stoppe, men jeg tror også, at I ved, hvad jeg følte, uden at jeg behøver at skrive det.

 I lovede at komme og sige et sidste på gensyn til mig, når det er ved at være slut, og det løfte ved jeg at I vil holde, så nu er jeg ikke bange for at dø, som jeg somme tider var, før jeg mødte jer.

 Mine to kære venner. TAK.

 Axel ser på Erik.

 Kan du klare at læse lektier nu.

 Erik ryster på hovedet.
 Nej, lad os gå en tur med Rasmus og se efter den lille lyserøde sky.

 Axel smiler.

 Og hvis der ikke er nogen.

 Erik begynder at le.

 Så er det fordi Arne er sur over, at vi ikke bestiller noget.

 Lidt efter går de lige forbi kirkegården. Graven er nu dækket til, og der ligger en masse blomster og kranse.

 Erik ser tankefuldt på Axel.

 På nogle gravsten er der anbragt en due. På Arnes burde der sidde en solsort.

 Axel nikker.

 Den kan vi to sørge for, hvis hans far og mor synes om ideen.
 Om lørdagen er de lige en tur henne hos Christian og Inge. De synes godt om ideen med solsorten. Så siger Axel.

 Vil I læse Arnes brev.

 Christian ryster på hovedet. Nej tak, det brev var kun til jer, men nævnte han, at han syntes, at vi skulle prøve at få et plejebarn., og hvad synes I om den ide.

 Erik smiler.

 Ja, det gjorde han, og vi synes, at det er en god ide. Hos jer kan et barn få et dejligt hjem.

 Inge smiler også.
 Så er spørgsmålet, om det skal være en dreng eller en pige. Hvis det blev en dreng, ville vi måske sammenligne med Arne, og det ville ikke være fair. Men på den anden side ville det måske være helt rart at få en dreng i huset igen.

 Axel nikker.

 Snak med far om det, han kan sikkert hjælpe jer. Bliver det så en dreng, skal vi nok hjælpe jer, hvis I får brug for det. Bliver det en pige, pudser vi vores søstre på opgaven, de skal da også have noget at lave.

 I løbet af foråret lykkes det Christian og Inge at blive godkendt som plejeforældre, og først på sommeren får de en dreng på lige knap 12 år.

 Den første uge er bestemt ikke nogen succes. Jan er sur og tvær og ikke til at drive et smil ud af. Midt i den anden uge, er de næsten ved at opgive, men ringer så til Erik og Axel for at høre, om de vil prøve at hjælpe dem.

 De lover at komme om lørdagen. De snakker lige lidt med Christian og Inge, inden de går ind på værelset til Jan.

 Han møder dem med et tvært.

 Hvad vil I.

 Erik smiler.

 Vi kommer for at snakke med dig. Vi var venner med dine plejeforældres søn, der døde sidste år, så måske kunne vi også blive venner med dig, hvis du havde lyst.
 Jan skuler til ham.
 Jeg har ingen venner og får det heller aldrig.

 Axel smiler bredt.

 Nej, det kan jeg da godt forstå, når du er så sur og tvær. Hvis du nu prøvede at smile og være lidt venlig, så hjalp det måske.

 Jan skuler stadig.

 Har jeg prøvet, det hjælper ikke, jeg bliver bare sendt et nyt sted hen, hver gang folk bliver trætte af mig.

 Erik ser alvorligt på ham.

 Christian og Inge vil bestemt ikke sende dig væk. Men hvis du nu prøvede at vise dem lidt tillid, så lover jeg dig, at du vil aldrig kunne få det bedre noget sted.

 Axel tilføjer.

 Og hvis du har lyst, vil vi også godt være dine venner, især hvis du kunne smile lidt.

 Jan skuler stadig, og pludselig giver han Axel et ordentligt spark over skinnebenet.

 Uvilkårligt griber Erik fat i ham, men Jan vrider sig løs og trækker joggingbukserne ned.

 Ja, værsågod, slå bare, det er jeg så vant til. Jeg har ikke nogen bambuspind, men måske kan du bruge linealen, hvis du ikke vil bruge hånden.

 Axel ser målløs på Jans bagdel, der bærer tydelige mærker af adskillige slag. Så går han stilfærdigt hen til Jan og trækker hans bukser op.

 Jeg ville ikke drømme om at slå dig, men har Christian og Inge set de mærker. Hvem har dog slået dig sådan.

 Nej, jeg vil ikke lade dem se mig uden tøj. Det var min far, der slog mig, når han var fuld, og det er han næsten altid.

 Hvorfor sparkede du mig over skinnebenet.

 Undskyld, gør det meget ondt. Jeg blev jo bare så vred, for der er hele tiden nogen, der siger, at de vil hjælpe mig, men der er aldrig nogen, der gør det.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Hør så her og prøv at tro på, hvad jeg siger. Inge og Christian er parat til næsten hvad som helst for at give dig et trygt og godt hjem. Her vil der aldrig være nogen, der slår dig. Hvis du vil prøve at tage imod deres kærlighed, har de ikke noget højere ønske. Det skulle da lige være et lille smil en gang i mellem, så de kan mærke, at du sætter pris på det, de gør for dig. Inden længe vil du opdage, at du kommer til at holde af dem, lige som de holder af dig.

 M.h.t. Erik og mig, ja så vil vi gerne være dine venner, nogen du kan stole på, hvis du så til gengæld vil smile lidt til os. Vi er ganske vist ældre end dig, men vi er trods alt stadig drenge.

 Han ser over på Erik.

 Tror du ikke godt, at vi to kan lære ham at smile og le.

 Erik smiler.

 Vi kan da prøve. Skal jeg gå på hænder.

 Det kan du jo ikke, men hvis du nu holder Jan, så kilder jeg ham.

 Hurtigt fanger Erik Jan, og så kilder Axel ham. Et øjeblik efter klukker Jan af latter og slår armene om livet på Erik.

 Halvkvalt af latter siger Jan.

 Må jeg også kilde dig.

 Axel ler.

 Helt bestemt, og bagefter hjælper vi hinanden med at kilde Erik.

 Fem minutter efter sætter Jan sig på gulvet med et bump og ser fra Axel til Erik.

 Jeg tror aldrig, at jeg har haft det så sjovt før. Vil I virkelig være mine venner, så tror jeg også på, at jeg kan få det godt her.

 Erik smiler til ham.

 I betragtning af det smil, siger vi ja, under forudsætning af, at du lover at lade være med at sparke Axel over skinnebenet igen.
 Jan bliver rød i hovedet, så slår han armene om livet på Axel.

 Undskyld, at jeg sparkede dig, det vil jeg aldrig gøre mere, gør det meget ondt. Er du vred på mig.

 Axel smiler og giver ham et lille knus.

 En ven bliver man ikke vred på. Det spark fik jo gang i snakken, så det var det hele værd.

 Skal vi gå ind til Christian og Inge nu og fortælle dem, at du ikke vil være sur og tvær mere, men smile, så de kan se, at du er glad for at være her.
 Jan sender ham et strålende smil.

 Det vil jeg gerne love både Erik og dig, fordi I vil være mine venner.

 Da de kommer ind til Christian og Inge, kan de med det samme se den store forandring, der er sket med Jan, så de smiler lettet og glade til ham.
 Jan smiler glad.

 Tvillingerne har lovet, at de vil være mine venner, lige som de var Arnes venner. De siger også, at I vil gøre alt for at jeg skal blive glad for at være her hos jer. Undskyld, at jeg ikke troede på det før. Nu skal jeg nok prøve at vise jer, hvor glad jeg er for, at I vil være mine plejeforældre.

 Christian smiler.

 Ja, de tvillinger er gode til at få en til at forstå tingene, så nu vil du også godt stole på mor og mig fremover.

 Jans ansigt stråler af glæde.

 Helt bestemt, far og mor, det må jeg godt sige, ikke.

 Inge giver ham et lille knus.

 Det kan du tro, at du må, min dreng. Synes du, at vi skal invitere tvillingerne til at komme herhen på næste lørdag, så vi kan holde din fødselsdag sammen med dem.

 Meget, meget gerne, men vil I virkelig holde fødselsdag for mig.

 Selvfølgelig vil vi holde vores søns fødselsdag, og jeg tror godt, at jeg kan overtale tvillingerne til at komme, mon ikke.
 Axel og Erik nikker.

 Selvfølgelig kommer vi til vores vens fødselsdag.

 Et par dage efter ringer Christian og kommer til at tale med Erik.

 Det er en fantastisk forandring, der er sket med Jan. Han er sød og sjov og fuld af godt humør nu, og hverken Inge eller jeg er i mindste tvivl om, at han befinder sig godt hos os nu. Han benytter enhver lejlighed til at vise os det.

 Da jeg gik ind for at sige godnat til ham lørdag aften, smilede han til mig. Tvillingerne kildede mig i eftermiddags, det var sjovt, vil du også godt kilde mig lidt. Det gjorde jeg selvfølgelig. Han lo, så det klukkede og slog så armene om min hals og hviskede. Vil du virkelig være min far, jeg elsker dig allerede.

 Jeg smilede til ham.

 Selvfølgelig vil jeg det, min egen dreng, mor og jeg elsker jo også dig.
 Så så han på mig.

 Tror du godt, at mor også vil give mig et godnatknus.

 Helt bestemt, nu skal jeg kalde på hende.

 Og så fik Inge også et stort knus.

 Vi var lige ved at skulle i seng, da han kom ind til os i stuen.

 Han stod lidt, så vendte han sig og trak bukserne ned.

 Sådan slog far mig, men det vil I aldrig gøre, vel. Det sagde tvillingerne til mig.

 Stille gik jeg hen til ham og trak hans bukser op og tog ham op på armen.
 Så så jeg ham lige i øjnene og sagde.

 Hvad der er sket, kan ingen ændre, men jeg lover dig, at så længe du er hos os, vil du aldrig blive slået.

 Så lagde han armene om min hals og hviskede.

 Når du lover det, ved jeg, at jeg kan stole på det.

 Jeg gik så ind og lagde ham i seng. Da jeg puttede ham hviskede han.

 Jeg har fået verdens dejligste forældre.

 Jeg kan kun sige, at Jan er blevet et hvert forældrepars drøm om en søn. Du og Axel har gjort det igen. Fået os til igen at føle en ubeskrivelig glæde ved tilværelsen. Selvfølgelig glemmer vi ikke Arne, vi har mange gode minder om ham, men nu har vi fået en søn, der kan få os til at komme videre med vores liv.

 Erik smiler uvilkårligt, selvom han godt ved, at Christian ikke kan se det.
 Undervurder ikke jeres egen kærlighed, uden den var det aldrig lykkedes.
 Godt, det snakker vi om en anden dag. Hils Axel og jeres forældre og søstre fra os. Vi ses på lørdag klokken 14.

 Da tvillingerne kommer der hen om lørdagen har de en bog med som fødselsdagsgave til Jan.

 Så snart han ser dem, kommer han farende og springer dem om halsen. Da han får gaven, får han tårer i øjnene, men smiler dog lykkelig.

 Tænk at have fået sådan to dejlige venner, foruden verdens bedste forældre.
 Da de har fået cacao og boller, siger Jan.

 Prøv lige at gå med ud i haven, men vær helt stille.

 De sætter sig på en bænk, og Jan begynder at fløjte.

 Lidt efter kommer der en solsort hoppende. Den der op på Jan og begynder at kvidre.

 Da solsorten er fløjet igen, siger Erik.

 Den snakkede jo rigtigt med dig, lige som den gjorde med Arne.

 Jan smiler glad.

 Far fortalte mig, hvordan Arne sad her og snakkede med fuglene, og så prøvede jeg, om jeg også kunne.
 Axel smiler.

 Ved du hvad den sagde til dig. Den sagde.

 Jeg skulle hilse fra Arne og sige tak, fordi du vil tage dig af hans forældre fremover, for så ved han, at de bliver glade.
 Jan nikker.

 Ja, og jeg bad den sige til Arne, at jeg er så glad for, at jeg har fået lov til at overtage både hans venner og hans forældre.

 Da det er blevet sommerferie, foreslår Erik, at han kommer hen til dem om mandagen. Så fortsætter han.

 Tag hellere badebukser med, måske vi kan komme ud og bade, hvis far og mor har tid.

 Axel ler.

 Så kan du evt. hjælpe os med at slå og rive græsplænen først. Du kan sige til din far og mor, at vi nok skal sørge for, at du er hjemme ved ottetiden, Hvis du da har lyst.

 Jans ansigt stråler.

 Helt bestemt, jeg løber ind og spørger med det samme.

 Et øjeblik efter er han tilbage.

 Det må jeg gerne, tusind tak.

 Om mandagen kommer Jan hen i præstegården om formiddagen, og snart er de tre drenge i gang med græsplænen. Da solen skinner og det er varmt, er de alle tre kun i badebukser. Jan er meget ivrig og maser rigtig på.

 Da de holder en lille pause, kommer Ulla ud med noget koldt at drikke til dem. De sidder og snakker et kvarters tid og går så i gang igen med friske kræfter.

 Da de omsider er færdige med den store græsplæne og har revet græsset sammen i en stor stak, smider de sig i græsdyngen for at hvile og puste ud.

 Et øjeblik efter bliver de overdænget med vand fra haveslangen af Ulla.

 De farer alle tre op for at fange hende.

 Hun ler højt.

 Jeg troede, at I trængte til at blive afkølet.

 Et øjeblik efter er Ulla fanget, hun er også i badedragt.

 Axel ser på de to andre.

 Hvilken straf synes I, at hun skal have.

 Erik ler.

 Hun skal dyppes i tjære og rulles i fjer.

 Jan ler også.

 Jeg synes, at hun skal kildes.

 Axel prøver at holde sig alvorlig, da han siger.

 Thi kendes for ret.

 Du skal overdænges med vand og rulles i det afklippede græs, men først skal du kildes. Jan, vil du begynde.

 Jan bliver rød i hovedet.

 Det må I hellere gøre, hun er jo jeres søster.

 Erik ler.

 Godt, du holder hende, så kilder vi.
 Jan holder omkring Ulla, men hun vrider sig løs og begynder at kilde ham, og nu er Jan også klar til at kilde.

 Axel og Erik står og ler. Så tager Erik haveslangen og oversprøjter de tre andre med vand, og et øjeblik efter er det hans tur til at blive oversprøjtet, og så tumler de alle fire rundt i det afklippede græs. De stopper græs ind i Ullas badedragt og i hinandens badebukser, men omsider har de dog fået nok.

 Rosa er kommet ud og har set på kampen.
 Nu må I vist hellere få skyllet alt det græs af, inden I kommer ind. Jeg skyller Ulla af, så kan I andre lige vende hovedet den anden vej imens, og så kan I skylle hinanden bagefter.

 Lidt efter siger Ulla.

 Nu er jeg blevet skyllet og har fået et badehåndklæde om mig, så nu må I godt se igen. Rosa har lagt nogle håndklæder til jer her, som I kan bruge, når I har fået græsset skyllet af. Rosa og jeg går ind nu.

 Jan ser lidt tøvende på de to andre.
 Hvordan gør vi det nu.

 Erik giver ham et klap på skulderen.

 Nu smider vi alle tre badebukserne, og så hjælper vi hinanden med at blive skyllet rigtigt, så vi ikke får noget græs med ind.

 Jan ser på ham.

 Kan vi godt det.

 Axel smiler.

 Mellem venner er der ikke plads til generthed. Erik og jeg er jo vant til at se hinanden uden tøj. Tror du ikke godt, at du også kan klare det. Vi er ganske vist større end dig, men ellers er forskellen vist ikke så stor.

 Jan smiler.

 Kan I tåle at se mig, kan jeg nok også tåle at se jer.

 I det samme trækker han badebukserne af, og Erik og Axel tager også deres af.

 Så begynder Erik at grine.

 Det ser jo næsten ud, som om vi havde tøj på. Det kunne vi da godt gå i byen i, synes du ikke Jan.

 Jan ler højt.

 Jamen tænk, hvis det begyndte at regne, men til sport er det perfekt, bortset måske lige fra svømning, se bare.
 Han slår et kraftspring, og det må de to andre selvfølgelig også prøve.

 Så siger Axel.

 Nu må vi hellere se at blive skyllet, der er vist ikke så længe til frokost.

 Lidt efter er græsset skyllet af dem alle tre, så siger Axel.

 Vi må hellere skynde os, tænk, hvis pigerne så dig uden bukser, Jan.

 Jan ler.

 I tog da ingen skade af det, så gør pigerne vel heller ikke.

 Da de næsten er blevet tørret, snupper Erik Jans badebukser og kaster dem over til Axel.
 Da Jan ikke er bange for at blive set uden bukser, synes jeg, at du skal give ham en ridetur haven rundt, uden bukser. Hvis pigerne dukker op, har de selv været ude om det.
 Jan ser på Axel.

 Vil du godt.

 Axel smiler til ham.

 Godt, du får en ridetur haven rundt af mig, uden bukser og bagefter en ridetur af Erik, med bukser. Det må være rimeligt.

 Erik nikker.

 Det synes jeg godt, at jeg kan gå med til.

 Og så får Jan sig en ordentlig galop på Axels skuldre. I det samme kommer Ulla og Rosa ud. Rosa har fotografiapparatet med, så hun tager et billede.

 Axel smiler, da han standser op foran pigerne.
 Jan mente ikke, at I tog skade af at se ham uden bukser.

 Ulla ler.

 Nej, det var nok værre, hvis det var Erik eller dig.

 Jan er i mellemtiden kravlet ned og har trukket badebukserne på. Så ser han på Erik.

 Nu er det din tur til at være hest.

 Erik smiler og giver ham et knus.

 Du er bare dejlig, Jan. Nu skal du få ridetur. Op med dig.

 Og så går turen rundt i haven.
 Rosa råber.

 Vi spiser om ti minutter, så I må hellere få noget mere tøj på.

 Så ser hun på Axel.

 I to er et par dejlige legeonkler. Jeg tror, at Jan er parat til at gå gennem ild og vand for jer. Jeg ville ikke have noget imod, at du blev lærer for mine børn.

 Axel smiler, men bliver så alvorlig igen.

 Jeg er ved at tro, at Jan er kommet til at betyde lige så meget for Erik og mig, som Arne gjorde. Vi vil også være parat til at gå meget langt for hans skyld.

 Erik kommer nu tilbage med Jan.
 I skulle ellers have set os før, kun iført græs, det kunne danne ny mode.

 Ulla ler.

 I kan jo klæde om tiol græskostume efter frokost, så Rosa kan fotografere jer til et modeblad.

 Rosa smiler.
 Behøves ikke, jeg tog et billede af dem før inde fra vinduet, det syn kunne jeg ikke modstå.
 Lidt efter sidder de ved frokosten sammen med Hugo og Marianne og snakken går fint.

 Så siger Hugo.

 Vil I med ud til stranden og bade i eftermiddag, eller har I fået vand nok.

 Jan ser på ham.

 Kan der nok blive plads til mig i bilen også.

 Rosa ler.

 Du må sidde på skødet af mig. Så kan Ulla sidde på skødet af drengene.

 Axel smiler.

 Det var et godt tilbud, du fik der Jan, det skal du tage imod, det bliver værre for Erik og mig at skulle sidde med det store læs der, men når vi er to om det, klarer vi det vel.

 Ulla skuler til ham.

 Hvis jeg er for stor og tung, så vil jeg slet ikke med, for nu er jeg sur, og det skal ikke gå ud over de andre.

 Stilfærdigt kommer det fra Jan.

 Du er hverken for stor eller tung, du er sød, som du er.
 Axel ser overrasket fra Jan til Ulla.
 Nåda lillesøster, der har du rigtig fået dig en ven, prøv at få ham til kæreste.

 Henvendt til Jan siger han.

 Ulla ved godt, at jeg ikke mener det så slemt, når jeg driller, og hun er heller ikke sur, vel Ulla.

 Ulla smiler.

 Nej, jeg har så svært ved at blive sur. Til gengæld skal du have tak, fordi du tog mig i forsvar Jan. Dig tror jeg godt, at jeg kunne bruge som kæreste.

 Jan bliver rød i hovedet.
 Jeg er nok desværre ikke gammel nok til dig, ellers ville jeg bestemt ikke have noget imod det.

 Det sidste kommer meget stille.

 Lidt efter sidder de i bilen på vej til stranden. Freden er genoprettet, så de har en dejlig eftermiddag. Da de har spist til aften, siger Hugo.

 Ja, nu må drengene så hellere følge dig hjem, som de lovede. I kan jo tage Rasmus med. Men husk Jan, du skal altid være meget velkommen her i huset.
 Jan griber hans hånd og knuger den, så siger han.

 Tusind tak for i dag, man bliver så glad af at være sammen med jer. Det føles næsten lige som hjemme hos far og mor.

 Både Marianne, Rosa og Ulla får et knus af Jan, inden han traver afsted sammen med tvillingerne og Rasmus.

 Undervejs siger Jan.

 Nu har jeg igen haft en vidunderlig dag, men undskyld, at jeg siger det. Vil I ikke godt lade være med at drille Ulla med, at hun er tyk. Jeg kunne mærke, at hun blev meget ked af det, selvom hun prøvede at skjule det, og det synes jeg er synd for hende, for jeg kan virkelig godt lide hende.

 Axel ser på ham.

 Jamen hun driller da også os……

 Så stopper han op.

 Selvfølgelig har du ret, Jan. Tak fordi du sagde det. Vi er hendes brødre, og vi bemærkede det ikke, men du har været sammen med hende for første gang i dag, og du lagde med det samme mærke til det. Der er vist meget, vi skal lære af dig. Der har Ulla virkelig fået en ven, det er jeg da klar over.

 Erik nikker.

 Jeg lover dig, at vi aldrig mere skal drille hende med det.
 Jan smiler glad.

 Tak fordi I ikke blev sure på mig over at jeg sagde det, og når I har lovet noget, ved jeg, at I holder det.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Meget kan du, min ven, men jeg tror ikke, at du kan gøre Erik og mig sure, dertil er du alt for fin en fyr.

 Da de kommer hen til Christian og Inge, farer Jan ind og giver dem et ordentligt knus begge to.

 Christian ser smilende på ham.
 Nå, har du haft en god dag, min dreng.

 Dejlig, far, men det er endnu bedre at komme hjem til mor og dig igen.

 Axel smiler.

 Ham vil vi godt låne ved lejlighed igen. Jeg giver dig helt ret, Jan. Det kan være dejligt at være ude, men der er intet så godt som at komme hjem til sin far og mor igen.

 Da drengene kommer hjem, snakker de med Ulla og fortæller, hvad Jan har sagt.

 Ulla smiler lidt, så siger hun stilfærdigt.

 Jeg ved godt, at I ikke mener noget ondt med at drille, jeg driller jo også jer, men jeg blev ked af det alligevel, fordi min tykkelse nok er mit ømmeste punkt, og det kunne Jan åbenbart mærke. Han er godt nok usædvanlig, på mange måder virker han langt ældre end sin alder.

 Erik nikker.

 Det er nok den forfærdelige barndom han har haft, der har modnet ham. Heldigvis har han nu fået et par dejlige forældre, så det andet kan træde i baggrunden, lige som for mit vedkommende. Ja, Jan har faktisk haft det meget værre end mig. Jeg blev dog trods alt aldrig tævet, som han er blevet.

 I sommerens løb er Jan flere gange henne i præstegården og Axel og Erik er også henne og besøge ham og hans forældre flere gange.

 Den 4.august er Jan selvfølgelig også inviteret til fødselsdag hos tvillingerne.

 Da han kommer, har han en kartonmappe med, som han rækker til Axel, idet han siger.

 Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle give jer. Det her er nogle tegninger, jeg har lavet. Jeg håber, at I kan lide dem, der er en tegning mere derhjemme, som jeg ikke er blevet færdig med, den må I så få senere.

 Den første tegning er af en sur og tvær dreng, man er ikke i tvivl om, at det er Jan. Den næste er af en dreng, der holder en mindre dreng, der sparker en tredje. Heller ikke her er man i tvivl.

 Den tredje tegning er af Axel, Erik, Ulla og Jan i græsbunken. Til trods for det lidt kaotiske billede, kan man tydeligt genkende de fire ansigter.

 Det fjerde  er af Jan på Axels skuldre.

 Da de ser det femte, bliver de helt stille. Det er Erik og Axel, der sidder på en bænk, mens Jan står bagved med en hånd på skulderen af de to andre.

 Jan smiler.

 Det sidste har jeg tegnet efter et fotografi, jeg lånte af Rosa. Må jeg godt beholde det Rosa, så det kan stå ved siden af billedet af Arne på mit skrivebord.

 Rosa giver ham et knus.

 Det kan du tro, at du må, Jan. Den tegning er jo fantastisk, den tegning vil jeg give drengene en ramme til, så de kan få den op at hænge på deres værelse.

 Hugo og Marianne kommer også og ser på billedet.

 Marianne smiler til Jan.
 Det er du virkelig dygtig til. Dels er det meget større end fotografiet, og dels har du fået noget med, der ikke fremgår nær så tydeligt af fotografiet, nemlig den samhørighed, der er mellem jer tre.

 Jan smiler, så kommer det stille.

 Jeg er så glad for, at de vil være mine venner. Jeg har aldrig haft venner før.
 De har en dejlig dag sammen, og om aftenen følger tvillingerne så Jan hjem.

 Da de kommer tilbage, siger Axel.

 Jan er nok glad for at være her, men der er ingen tvivl om, at han er endnu gladere, når han kommer hjem til sin far og mor.

 Der går nu nogle år.

 Rosa er begyndt på sin sygeplejeuddannelse, så hun bor ikke hjemme mere, men kommer dog tit i week-enderne.Tvillingerne går nu i 3.g og Ulla er startet i 1.g.

 Det kommer som et chock for alle, da de får at vide, at Jans mor, der var narkoman, er død af en overdosis. Jans far påstår, at han er holdt op med at drikke, så nu vil han have Jan hjem.

 De sociale myndigheder går med til det, på prøve i første omgang.

 Christian og Inge er fuldstændig knuste og Jan er rædselsslagen og ulykkelig.

 Da han siger farvel til tvillingerne, prøver de at trøste ham med, at det kan jo være, at det går bedre med at komme ud af det med faderen nu, selvom de ikke selv tror meget på det.

 Axel prøver at smile, da han siger.

 Husk nu, at vi altid siger på gensyn. Vi skriver til dig, og så skriver du til os og fortæller, hvordan det går. Husk også, at vi altid er parate til at hjælpe dig, hvis du får brug for det.

 Jan nikker bare. Han kan ikke sige noget, fordi gråden presser på.

 Da Jan er rejst, tager Erik og Axel hen til Christian og Inge for at snakke med dem.

 Christian prøver at tage det roligt, men begge drenge kan tydeligt mærke, hvor ulykkelig både han og Inge er.
 Så siger Christian.

 Det var slemt at miste Arne, men der var vi trods alt forberedt, og det var bedst for ham, men at miste Jan, er næsten ikke til at bære, og når man så til og med næsten er sikker på, at han ikke får det godt. Hvordan skulle hans far kunne ændre sig så meget, at han kan give Jan en god tilværelse.

 De sidder og snakker et par timer, og både Christian og Inge har det lidt bedre, da drengene går.

 Den følgende måned skriver de flere gange til Jan, men de hører intet fra ham, så de er bestemt ikke trygge ved situationen.

 Så en nat ved ettiden banker det på deres vindue.

 Axel flyver ud af sengen og åbner vinduet. Det er Jan, der står udenfor. Hurtigt løber han ud og lukker op og trækker Jan med ind på værelset. I mellemtiden er Erik også vågnet.

 Jan sætter sig på en stol og begynder at græde, så kommer det stille.

 Må jeg godt blive hos jer. Jeg tør ikke tage hjem til far og mor, for det er nok det første sted, der vil blive ledt efter mig.

 Erik ser på ham.

 Jamen hvad er der sket Jan.
 Far er næsten hele tiden fuld, og så banker han mig. Brevene fra jer rev han i stykker for øjnene af mig. I går var det så særligt slemt, da slog han med en flækket bambuspind, fordi han opdagede, at jeg havde været ved at skrive til jer. Så kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg løb og havde kun i tankerne at komme hen til jer, for I vil da ikke udlevere mig, vel.

 Axel ser på ham med tårer i øjnene.

 Nej, det kan jeg garantere for, at vi ikke gør, men er du ikke sulten og tørstig og træt.

 Jan nikker.

 Lidt tørstig, men meget træt og øm.

 Axel har sat sig og tager Jan på skødet og lægger sine arme om ham, mens Erik går ud efter et glas mælk.

 Jan ryster over hele kroppen, mens han drikker mælken. Så hvisker han.

 Undskyld at jeg tuder, men det gør så ondt.

 Forsigtigt hjælper Axel ham af tøjet. Både på ryggen, enden og lårene er der striber efter slagene. I nogle af striberne sidder der endda størknet blod. Både Erik og Axel gisper uvilkårligt, da de ser det.

 Erik hvisker halvhøjt.

 Det uhyre skal aldrig få fat i dig mere. Far vil sætte himmel og jord i bevægelser for at du kan komme hjem til Inge og Christian igen. Det var fornuftigt, at du ikke tog hen til dem i aften. Nu beholder vi dig her, til tingene går i orden.

 Axel ser fra Jan til Erik.

 Hvis du nu går i seng igen Erik, så lægger Jan sig op til dig. Vil du have en T-shirt på Jan, eller vil du hellere være fri. Erik har heller ikke nattøj på. Så går jeg ind og kalder på far, så han kan hjælpe os med at finde ud af, hvad vi skal gøre.

 Jan ser på Erik med et blik, der driver tårerne frem i øjnene på Erik igen.

 Må jeg virkelig godt ligge hos dig. Jeg vil helst ikke have noget på. Jeg tror ikke, at nogen af sårene bløder mere, så dit sengetøj bliver snavset, men kan I godt kalde på jeres far på den her tid af natten.

 Det er da synd at vække ham også, og undskyld, at jeg vækkede jer.

 Erik prøver at smile, selvom det kniber lidt.

 Hvis du lover, at du ikke kilder, må du meget gerne ligge hos mig, du er jo næsten som en lillebror for Axel og mig, og jeg lover dig, at far bestemt ikke bliver sur over at blive vækket.

 Jan prøver også at smile.

 Jeg tror, at jeg er for træt til at kilde i aften. Hvis jeg virkelig må ligge hos dig, så jeg kan mærke, at du er der, så ved jeg, at jeg nu er i sikkerhed hos mine to dejlige venner.

 Axel tager lige et par underbukser på og går ind og kalder på Hugo, som kommer tilbage sammen med Axel et øjeblik efter.

 Da han har set, hvordan Jan er tilredt, ryster han på hovedet.

 Nu skal du høre Jan. Nu ringer jeg til politiet og anmelder din far for grov vold. Du bliver her, til han er arresteret. Du ligger nu hos Erik, og ham lader vi blive hjemme fra skole i morgen, så han kan blive hos dig hele tiden. Mor eller jeg vil også være i huset. Næste nat kan du ligge hos Axel, som så bliver hjemme i overmorgen, og så ser vi, hvordan det så går.
 Jeg lover dig, at du aldrig mere kommer hjem til den far, om jeg så skal gå til aviser, folketing eller domstole, evt. gå under jorden, til en retssag er gennemført. Denne gang giver jeg mig ikke under nogen omstændigheder, det her må aldrig mere ske.

 I morgen ringer jeg til din mor og far, så de kan komme herhen og besøge dig, men jeg tror, at det er bedst, at du bliver her, til tingene er gået i orden, så du kan komme hjem, uden at nogen af jer risikerer noget. Det kan du godt gå med til, ikke.  I morgen får vi fat i en læge, så han kan lave en udtalelse, hvis der bliver brug for det ved en evt. retssag.

 Jan ser på ham.

 Jeg vil meget gerne blive her, så far og mor ikke kommer i klemme, men kan Axel og Erik godt blive hjemme fra skole, når de går i 3.g. Det må ikke komme til at gå ud over dem.

 Erik smiler.

 Sagtens Axel kan fortælle mig i morgen eftermiddag, hvad de har lavet og så kan jeg gøre gengæld i overmorgen. Bliver der brug for en dag mere, er jeg overbevist om, at Ulla også gerne bliver hjemme en dag.
 Jan sukker.

 Nu tror jeg, at jeg tør lægge mig til at sove, nu er der ingen, der slår mig mere, vel.

 Axel smiler til ham.

 Nej, lillebror, det lover vi dig. Tag nu ikke for hårdt ved ham, Erik.

 Erik ryster på hovedet.

 Jeg skal nok passe på, at jeg ikke rører for meget ved dine skrammer, men ellers må du give mig en albue i maven.
 Et øjeblik efter sover Jan med sit hoved mod Eriks bryst. Han ligger meget uroligt, så næste morgen er Erik meget godt tilpas med, at han ikke skal i skole, for han har ikke fået sovet meget. Dels fordi han var bange for at komme til at klemme Jan, så det gjorde ondt, men også fordi han har ligget og spekuleret på, hvad det her kunne komme til at koste Jan af mareridt fremover.
 Axel laver morgenmad og går så ind for at se, om Jan er vågnet.

 Erik har lige taget underbukser og en T-shirt på, da Jan lukker øjnene op.
 Axel smiler til ham.

 Vil du med ud i køkkenet og spise morgenmad. Du kan tage den her store T-shirt på, så behøver du ikke bukser.

 Jan nikker.

 Tak, det vil jeg gerne.

 Han hilser på Ulla og Marianne, der bare siger godmorgen med et smil. De andre har fortalt, hvorfor Jan er der.
 Da de har spist morgenmad, går Erik og Jan ind og lægger sig lidt igen. Ved ottetiden står Erik op og kommer i tøjet. Han smiler til Jan.

 Det er nok bedst, at jeg er i tøjet, for om lidt kommer der gæster.

 Et øjeblik efter kommer Christian og Inge.

 Jan slår armene om halsen, først på Inge og så på Christian og hvisker.

 Hvor har jeg dog savnet jer, men pastor Bertram mener, at det er bedst, at jeg bliver her, til min far er kommet i fængsel, og så I ikke risikerer at komme i klemme.

 Christian nikker.

 Ja, det har han sagt til os, og det er nok rigtigt. Vi ved jo, at de vil passe godt på dig her, men forhåbentlig kan du snart komme hjem til mor og mig igen. Vi har fået lov til at komme og besøge dig både morgen og aften. Jeg skal på arbejde nu, men mor bliver her en times tid.

 Da han går, ser han på Erik.

 Hvordan skal vi nogensinde gøre gengæld for alt det, I gør for os.

 Erik ryster på hovedet.

 Jamen vi elsker jo også Jan, som om han var vores lillebror, og det samme gælder for hans forældre. Når vi ser Jans ansigt lyse af glæde ved at se jer, så har både I og han gjort gengæld, så rigeligt endda.

 En times tid efter at Inge er gået, kommer lægen.

 Han undersøger forsigtigt de forskellige skrammer og ser op på Erik, der er blevet derinde efter ønske fra Jan. Så ser han på Jan og smiler til ham.

 Jeg er imponeret over, at du slet ikke peb, selvom nogle af skrammerne må have gjort meget ondt, da jeg rørte ved dem..

 Jan ryster på hovedet.

 Jamen du gjorde det jo ikke for at gøre mig fortræd, det var jo noget, der skulle til, og jeg fik jo lov til at holde Erik i hånden, mens du gjorde det.

 Lægen smiler.

 Ja, en bedre ven kan du ikke få.

 Jan smiler.

 Og så er hans tvillingebror Axel endda lige så god en ven.

 Lægen nikker til ham.

 Med sådan to venner kan det aldrig gå helt galt.

 Erik ryster på hovedet.

 Det var jo netop det, det gjorde, fordi hans far fik ham hjem, så vi ikke kunne passe på ham.

 Lægen ser alvorligt på ham.

 Det garanterer jeg for, at han aldrig gør mere. Jeg vil gerne have et par billeder til min rapport, så jeg kan dokumentere min påstand, ellers vil nogen måske nægte at tro på, at den kan være rigtig.

 Så ser han på Jan.

 Skal vi bede Erik om at tage dem, så viser jeg ham, hvilke billeder, der skal tages.

 Jan nikker.

 Ja tak, det vil jeg gerne have.

 Da lægen lidt senere snakker med Hugo, siger han.

 Manden må være psykopat, når han kan mishandle sådan en dejlig dreng på den måde. Han må ikke komme i skole de første fjorten dage, og han må helst ikke være alene ret længe ad gangen. De fysiske skrammer skal nok læges, selvom nogle af dem er slemme. De sår han har fået på sjælen er langt værre. Heldigvis lader det til, at han føler sig helt tryg her, ikke mindst sammen med Erik, men også med Axel, lader det til.

 Hugo nikker og fortæller, hvordan de har planlagt de kommende dage, og det, synes lægen, lader til at være en god ide.
 Hugo har sagt til Inge, at hvis Jans far dukker op, skal de ikke lukke ham ind, men ringe til politiet med det samme.

 Om eftermiddagen, kort efter at Christian er kommet fra arbejde, ringer det på døren.

 Inge gisper.

 Jeg tror, at det er Jans far, hvad gør vi.

 Christian giver hende et kys.

 Skynd dig at ringe til politiet ude fra køkkenet, så inviterer jeg ham ind i stuen.

 Så går han ud og lukker op, det er ganske rigtigt Jans far.

 Han siger smilende goddag og præsenterer sig og siger så.

 Jeg ville gerne snakke lidt med jer om Jan.

 Christian smiler også, selvom det kniber ham.

 Jamen kom dog endelig med ind i stuen og sæt dig ned.

 Så kalder han ud i køkkenet.

 Laver du kaffe min skat.

 Jans far ser sig omkring i stuen.

 Jamen her bor I jo nydeligt og rart. Jan har fortalt så meget om jer, så jeg syntes, at jeg selv ville hilse på jer.

 I har jo nok hørt, at hans mor døde af en overdosis, det har været forfærdeligt, og derfor begyndte jeg at drikke. Men det er jeg holdt helt op med nu, og så fik jeg da heldigvis Jan hjem igen, den dreng betyder så meget for mig. Jeg har så lært en dame at kende, og hende kan Jan også godt lide, så vi gifter os nok snart, så vi kan give Jan et rigtigt hjem, med gode og trygge rammer.

 Christian nikker.

 Det lyder jo godt. Men hvordan har Jan det, vi har slet ikke hørt fra ham.
 Der har været så meget nyt for ham, så det har han ikke haft tid til, men han har det fint. D.v.s. han stak pludselig af den anden dag, men han har tidligere haft det med at stikke af, men han plejer altid at komme hjem, når han bliver sulten nok.

 Har du efterlyst ham hos politiet, der kan jo være sket ham noget.
 Nej, jeg vil helst ikke blande politiet ind i det, og det er jeg sikker på, at Jan også helst er fri for. Jeg har ham jo kun hjemme på prøve, men I har altså ikke set noget til ham, han truede ellers med at tage hen til jer.

  Christian ser overrasket ud.

 Jamen hvis Jan har det godt, hvorfor skulle han så stikke af, det gjorde han da ikke, mens han var her. Men han er i hvert fald ikke her.

 Den andens ansigt forandrer sig i et nu til en maske af had.

 Så er det nok. Hent så den forbandede møgunge. Jeg ved jo, at han er her. Jeg skal nok gå med, så han ikke får lejlighed til at smutte fra mig igen. Hvis det ikke går hurtigt nok, kommer jeres hus ikke til at se godt ud, det garanterer jeg.
 Christian ryger op fra stolen og vælter det tunge marmorbord over mod den lænestol, hvor Jans far sidder, så han bliver låst fast.

 Christian holder godt fast i bordet, mens han hvæser.

 Så behøver jeg vist heller ikke at opføre mig pænt mere. Hvis du prøver på noget, så maser jeg dig. Som du kan se, er jeg både større og stærkere end dig.
 Den andens ansigt forandrer sig igen.

 Undskyld, at jeg forløb mig, men jeg er jo lige så ulykkelig som jer over, at Jan er væk. Flyt nu det bord, og lad os snakke om tingene.
 Når du siger, at Jan ikke er her, tror jeg selvfølgelig på det, men hvor kan han så være. Du kan da heller ikke blive ved med at holde mig her.

 Christian smiler barsk.

 Det behøves heller ikke ret meget længere. Politiet kommer om et øjeblik og henter dig. Der ligger en arrestordre og venter på dig for ekstra grov vold mod din søn. Jeg har optaget hele vores lille samtale på bånd.

 Manden prøver at komme op fra stolen, men det resulterer bare i, at Christian klemmer ham lidt mere med bordet og siger.

 Sid så stille. Jeg havde lyst til at tæve dig, som du har tævet Jan, men det gør jeg ikke. Det er bedre, at politiet tager sig af dig, og nu kan jeg høre, at de kommer.

 Der kommer to betjente ind i stuen.

 Jans far er der med det samme.

 Anhold den mand, han er jo voldelig, det kan I da se. Jeg kom bare for at snakke med ham om min søn, og så overfaldt han mig.

 Den ene betjent smiler.

 Ja, det kan jeg se. Men nu kan du være helt rolig, vi skal nok passe på dig. Fjern bare bordet, Christian. Du tager med på stationen, så vi kan høre din version af historien, det har du ikke noget imod, vel.
 Christian smiler og fjerner bordet.

 Bestemt ikke, jeg har optaget vores lille samtale på bånd, det kan jeg tage med.

 Det lyder fint.

 Så ser han på Jans far.

 Du snakkede om vold, og det har du åbenbart stort kendskab til, for vi har en arrestordre på dig, der lyder på vold af særlig farlig karakter mod din søn, så det er nok bedst med de her manchetter.

 Da han vil give ham håndjernene på, sparker Jans far ud efter ham. Betjenten griber lynhurtigt foden og vrider den lidt, så manden giver et hyl.

 Betjenten nikker.

 Fint, forsøg på vold mod tjenestemand i funktion, det tæller også med.

 I bilen på vej hen til politistationen forsøger han skiftevis at snakke godt for betjentene og rase og regere, men de hører overhovedet ikke efter, hvad han siger.

 Christian har lige sagt til Inge, at hun bare kan tage hen til præstegården og besøge Jan, han kommer, når han er færdig hos politiet.

 Jan er skrækslagen, da han hører, hvad der er sket. Så siger han stille.

 Det forfærdelige er, at han kan virke flink og utrolig charmerende, men det næste øjeblik går han fuldstændig amok. Det var nok hans flinke side, der overbeviste de sociale myndigheder om, at de roligt kunne sende mig hjem til ham.

 Det var synd for jer, at I også skulle udsættes for det her.

 Inge bliver inviteret til at spise med, og da Christian kommer, får han også noget mad.

 Jan ser på ham.

 Blev du ikke bange for ham, far.

 Christian ryster på hovedet.

 Nej, ikke for ham, men for det, jeg havde lyst til at gøre ved ham, da jeg tænkte på, hvad han havde gjort mod dig, Heldigvis kom politiet i rette tid.
 Hugo siger stilfærdigt.

 Jeg tror, at det er bedst, at du bliver her til i morgen, så din far og mor kan falde lidt til ro og slappe af, så kan drengene følge dig hjem i morgen eftermiddag.

 Inge ser på Jan.

 Pastor Bertram har nok ret. Du ved godt, at vi gerne vil have dig hjem, men vi vil gerne være os selv, og det er vi vist ikke rigtig i aften.

 Jan nikker.

 I nat har jeg fået lov til at sove hos Axel, så jeg kan føle mig tryg. Men I har brug for at slappe af ovenpå den uhyggelige oplevelse. Jeg elsker jer, og det ved I, lige som I elsker mig. I morgen kommer hjem til jer igen.

 Lidt efter tager Inge og Christian afsted. Hugo siger lige til dem, at lægen har sagt, at Jan helst ikke må være alene den første tid, så hvis Inge skal ud og handle eller andre ting, kan hun bare ringe til præstegården, så kommer enten Ulla eller drengene og snakker med Jan imens.

 Så smiler han.

 Ulla er nok træt af, at hun ikke også fik en fridag sammen med Jan, så hun står sikkert på spring.

 Da drengene lidt senere skal til at gå i seng, ser Jan fra Erik til Axel.
 Erik fortalte, at du var hans skytsengel, Jeg har hele to skytsengle og et par dejlige forældre, så kan der da ikke ske mig noget mere. Tak, fordi jeg måtte blive her til i morgen. Far og mor trængte meget til at falde lidt til ro oven på det, de har været ude for.

 Han tøver lidt.

 Hvis jeg nogensinde bliver sendt tilbage igen, slår jeg ham ihjel.

 Erik nikker.

 Jeg forstår dig godt. Jeg hadede også min stedfar og truede med at slå ham ihjel.. Men heldigvis blev det løst på en anden måde, det vil også ske med din far.

 Smid du bare tøjet og kravl op til Axel, så passer han på dig i nat og i morgen, til jeg kommer fra skole, og så følger vi dig hjem til din far og mor. Kan du sove godt.

 Jan er kommet af tøjet, så slår han armene om Erik og knuger sig ind til ham.

 Jeg elsker dig og Axel så uendelig højt.

 Erik smiler.

 Det er helt bestemt gensidigt, lillebror.

 Lidt efter ligger Jan hos Axel og klemmer sig helt ind til ham. Han sover meget uroligt, men det hjælper, da Axel forsigtigt lægger en arm om ham.

 Næste morgen spiser de morgenmad sammen i køkkenet. Bagefter går Axel og Jan ind og lægger sig lidt igen, mens Ulla og Erik går i skole.

 Jan ligger lidt, så siger han.

 Du føles ikke helt så tæt på mig nu, som du gjorde i nat, fordi vi begge har tøj på nu.

 Axel smiler.

 Jamen vi kan da tage det af, hvis du synes.

  Jan ryster på hovedet.

 Nej tak, jeg skal jo prøve at komme videre. Det var så vidunderligt at mærke din og Eriks hud mod min, at mærke jeres arme om mig og føle jeres hjerteslag. Jeg kunne lade min hånd glide over jeres hud og føle trygheden strømme igennem mig, som om den blev overført fra jer.

 De ligger og snakker lidt endnu, så siger Axel.

 Synes du, at vi skal stå op nu og gå i bad. Jeg skal nok vaske dig forsigtigt, så kan du jo vaske mig bagefter.

 Jan nikker.

 Det er helt i orden.
 Da de er blevet vasket, læner Jan sit hoved mod Axels bryst og lægger armene om livet på ham.

 Så hvisker han.

 Nu tror jeg, at jeg kan klare den lidt igen.

 Axel tørrer ham meget forsigtigt. Da Jan giver sig et par gange, ser Axel forskrækket på ham.

 Gjorde det meget ondt.

 Jan ryster på hovedet.

 Det gør stadig lidt ondt, men du gjorde det så forsigtigt, at det bestemt ikke er din skyld.

 Da de er kommet ind på værelset igen og er kommet i tøjet, siger Axel.

 Hvis jeg nu sætter mig og ordner nogle matematiske opgaver, så kan du jo evt. tegne imens, men hvis du vil snakke, siger du bare til.

 En halv times tid efter siger Jan.

 Undskyld, at jeg forstyrrer dig, men hvordan fandt du og Erik dog på, at I ville være mine venner. Jeg er jo ingenting i forhold til jer.

 Axel smiler.

 Du skal ikke undskylde noget. Jeg sagde jo, at vi kunne snakke, når du havde lyst. Lad os lige få ret en fejltagelse. Selvfølgelig er du ikke ingenting. Du er Eriks og min lillebror og vores ven. Ser du far tog os med hen til Arne og hans forældre. På den måde blev vi venner, og hvad var så mere naturligt end at du overtog Arnes venner, ligesom du overtog hans forældre.

 Du ved, at Christian og Inge elsker dig, og det gør Erik og jeg også, og hvis jeg ikke tager meget fejl, gælder det også Ulla.

 Jan smiler.

 Tror du virkelig. Jeg synes også, at hun er sød, meget endda. Har du lyst til at se, hvad jeg har tegnet.

 Ja da, helt bestemt.

 Tegningen forestiller en dreng, og man er ikke i tvivl om, at det er Jan. På hver side af ham står en engel med udbredte vinger, og deres ansigter viser tydeligt, at det er Erik og Axel.

 Axel begynder at le.

 Nåda, det er dig med dine to skytsengle, det er man da ikke i tvivl om.

 Jan nikker. Så kommer det stille.

 Det er jeg heller ikke, og det ved jeg, at far og mor også synes. Tak for det.

 Axel ser alvorligt på ham.

 Du aner ikke, hvor meget du er kommet til at betyde for Erik og mig.

 Jan ryster på hovedet.

 Jo, det kunne jeg jo mærke både sidste nat og forrige nat, da jeg lå hos jer.

 Da de har fået eftermiddagskaffen, følger Axel og Erik så Jan hjem. Han bliver modtaget med åbne arme af både Inge og Christian. Tvillingerne bliver kun et øjeblik, inden de går hjem igen.

 Da Jan skal i seng, ser han fra Inge til Christian og siger.
 Lyder det meget barnligt, hvis jeg spørger, om jeg godt må sove mellem jer i nat, så jeg kan mærke, at jeg er kommet rigtigt hjem igen.
 Inge tager ham om hovedet og giver ham et kys.

 Det kan du tro, at du må, min egen dreng, lige så længe, du har brug for det. Det er bestemt ikke barnligt.

 Lidt efter ligger de så med Jan i midten.

 Jan sukker.

 Jo, nu kan jeg mærke, at jeg er kommet rigtigt hjem, så skal det nok gå.

 De følgende dage er Jan meget stille. Han er ikke sur og prøver på at smile, men man kan se, at det kun er øjnene, der smiler. Han kan slet ikke rigtig komme i gang med at le og lave sine sædvanlige narrestreger. Christian og Inge gør, hvad de kan, og de kan også godt mærke, at Jan gør sig meget umage for at vise dem, hvor meget han holder af dem. Sommetider går han ud og sætter sig i haven, men et øjeblik efter kommer han farende ind og ser på Inge, mens han hvisker.

 Jeg måtte lige være sikker på, at du var her.

 En eftermiddag en lille ugestid efter at Jan er kommet hjem, ringer Inge til præstegården. Hun skal have ordnet nogle indkøb og nogle andre ting. Det er Ulla, hun kommer til at snakke med. Da hun spørger, om en af dem vil komme og være hos Jan og snakke med ham, mens hun er i byen, siger Ulla med det samme, at drengene er optaget, men hun vil meget gerne komme.
 Et kvarter efter kommer Ulla så og går ud til Jan, der sidder i haven.

 Ulla smiler.

 Din mor skulle i byen, så jeg kom herover for at snakke med dig imens. Du ville måske have foretrukket, at det var tvillingerne, der kom, men nu blev det altså mig. Jeg fortalte ikke tvillingerne, at din mor ringede, for så havde de ikke ladet mig tage af sted, og da jeg er den fødte egoist, ville jeg altså herover. Drengene har du jo snakket så meget med. Du skaffede dem endda en fridag begge to, mens jeg blev snydt, så nu syntes jeg, at det var min tur.

 Jeg håber ikke, at du er alt for skuffet, men du er jo min lille kæreste, ikke.

 Jan prøver at smile.

 Tak, fordi du kom. Mor trænger også til at få lidt fri, så jeg ikke hænger i hendes skørter hele tiden. Desværre er jeg jo en tøsedreng, der skal have babysitter.

 Ulla ser alvorligt på ham.

 Du er ikke nogen tøsedreng, og jeg kommer ikke for at være babysitter, jeg kommer for at tale med en god ven. Lad os lige slå det helt fast.

 Jan ryster på hovedet.

 Hvorfior kan jeg slet ikke blive rigtig glad igen. Tvillingerne hjalp mig så godt de to første nætter, og da jeg kom hjem, fik jeg lov til at sove mellem far og mor den første nat, men det er ligesom om, der er noget i stykker inden i mig.

 Ulla tager hans ene hånd og giver den et lille klem.

 Hør engang Jan. De ting, du har været ude for, kunne ødelægge langt ældre mennesker end dig. Du går sikkert med en fornemmelse af, at det kan ske igen, derfor tør du ikke glæde dig, for hvis det nu går galt igen. Det er den rædsel, der sidder i dig.

 Far har lovet, at det ikke sker igen. Ham tror du på, ikke. Din far og mor vil heller ikke lade det ske, tvillingerne heller ikke, og jeg kan garantere, at jeg vil heller ikke finde mig i, at der sker dig noget mere. Min lille kæreste fortjener at være glad. Jeg elsker dig jo Jan, det har jeg gjort, fra du første gang kildede mig, og fordi du tog mig i forsvar, da drengene drillede mig. Vi elsker dig jo alle sammen. Vil du godt prøve at tro på det, når jeg siger det.

 Der kommer et lille glimt i Jans øjne med noget af det gamle liv i, da han siger.

 Nu tror jeg, at jeg vil prøve at tro på det. Du er da ikke tjent med at have en kæreste, der ikke er glad, men tror du, at vi kan gifte os en dag, at jeg ikke er for ung til dig.

 Ulla begynder at le.

 Nu er jeg ved at begynde at kunne kende dig igen. Skal vi ikke være enige om, at vi gifter os om syv år, hvis du da ikke synes, at jeg er for gammel til dig.

 Jan begynder også at le.

 Måske foretrækker jeg ældre, modne kvinder, det har jeg ikke tænkt over før, og jeg kommer jo nok under tøflen, men det er det værd. Jeg har kun en betingelse, at du ikke føler dig forpligtet, hvis du finder en anden mand, du hellere vil have, i mellemtiden.

 Ulla nikker.

 Godt, men så må det også gælde for dig, og også, hvis du synes, at jeg er for gammel til dig til den tid.

 Jan ler stadig.

 Ja, med den store aldersforskel kunne du jo næsten være min bedstemor.

 De sidder nu og snakker hyggeligt, så siger Jan.

 Må jeg godt tegne dig.

 Ulla smiler.

 Ja, det må du da, skal det være med eller uden tøj.

 Jan ser overrasket på hende, så blinker han.

 Lad det være med tøj i første omgang, jeg henter lige papir og blyanter.

 Da han kommer tilbage, siger han med et smil.

 Hvad ville du have gjort, hvis jeg havde sagt uden tøj.

 Og hvad ville du have gjort, hvis jeg havde taget tøjet af.

 Så havde jeg selvfølgelig tegnet dig uden tøj.

 Jan sidder nu og tegner ivrigt, mens de snakker godt sammen.

 Det giver et helt sæt i ham, da Inge kommer ud til dem i haven

 Er du allerede hjemme mor. Nu skal du bare høre, Ulla og jeg har forlovet os.

 Inge smiler.

 Det må jeg nok sige. Den svigerdatter har jeg helt bestemt ikke noget imod. Nu skal jeg komme med noget kaffe til jer. Bliver du til aftensmad Ulla.

 Jan vinker med hånden.

 Åh ja, bliv, vil du godt, ellers bliver jeg heller ikke færdig med tegningen.

 Inge nikker.

 Ring du hjem og sig, at du kommer, når du har spist.
 Mens Ulla er inde og ringe siger Jan.

 Du har ikke noget imod det, vel mor. Det var måske nok ment halvt i sjov, men hun er så sød og dejlig, og hun hjalp mig så godt.
 Inge ser alvorligt på ham.

 Jeg ved, at du aldrig ville kunne få en bedre kone eller svigerforældre for den sags skyld. Men der er jo nogle år endnu.

 Ja, vi blev enige om at vente syv år, hvis ikke nogen af os fandt en anden i mellemtiden.

 Ulla kommer nu tilbage med et stort smil.

 Det var helt i orden, tvillingerne var ganske vist sure over, at jeg ikke havde sagt, at jeg skulle her hen. Men det hjalp heldigvis, da jeg fortalte om forlovelsen. Erik sagde ganske vist, at de kom en af dagene for at give dig gode råd om, hvordan du skulle klare mig. Må jeg godt se, hvor langt du er kommet med tegningen.
 Jan smiler.

 Tålmodighed lille kone, jeg skal først være færdig.
 Ulla rynker på næsen.

 Uh, mænd. Skal jeg hjælpe dig med noget, Inge.

 Inge ler.

 Nej, bliv du hellere her, så han kan blive færdig.

 En halv times tid efter kommer Christian hjem, og han kommer så ud i haven til dem.

 Han rækker hånden frem mod Ulla med et stort smil.

 Jeg må vel hellere sige pænt goddag til min svigerdatter.

 Ulla ler og slår armene om hans hals.

 Bedre svigerforældre kunne jeg ikke få. Men kan du ikke overtale Jan til at lade mig se tegningen nu.

 Christian ryster på hovedet.

 Nej, det går ikke, min pige, men du skal nok få den at se, når han synes, at den er færdig.

 Jan ser op på Christian med et glimt i øjet.

 Er alle kvinder så utålmodige far.

 Christian smiler.

 Ja, min dreng, det kan du lige så godt vænne dig til først som sidst. Tålmodighed hører ikke til de kvindelige dyder, det er et rent mandligt fænomen.

 To minutter efter rækker Jan tegningen til Ulla.

 Værsågod min blomst, nu bliver det ikke anderledes.

 Ulla sidder helt stum et øjeblik, så siger hun stille.

 Åh nej, så køn er jeg jo slet ikke Jan. Det her ligner jo et usædvanlig smukt madonnabillede fra en altertavle. Inge er kommet ud og ser på tegningen sammen med Christian.
 Med et lille smil siger hun.

 Jeg er ikke i tvivl om, at sådan ser Jan dig.

 Christian nikker.

 Ja, og jeg er ikke engang særlig uenig.

 Ulla ser på Jan med tårer i øjnene.

 Må jeg godt få den tegning.

 Jan smiler glad.

 Ja da, jeg har jo tegnet den til dig, men prøv du bare at spørge der hjemme, om det ikke ligner godt. Sig også, at jeg bliver sur, hvis de siger nej.

 Da Ulla skal afsted tager Jan hendes hænder og siger.

 Tak, fordi du kom. Du gav mig håbet og livslysten tilbage, du overbeviste mig om, at kærlighed kan overvinde alt. Hils hjemme.

 Da Ulla kommer hjem, viser hun de andre tegningen. De synes, at den er virkelig god, og Axel siger.

 Det kunne en fotograf ikke have gjort bedre.
 Erik nikker.

 Det var godt, at det var dig, der tog hen til Jan i dag, det var lige det, han havde brug for.

 Ulla ser forbavset på ham.

 Hvordan kan du vide det.
 Erik smiler.

 Kære lille søster, han har jo mærket din kærlighed og følt, at sådan en kærlighed kan få livet til at blomstre igen.

 Ulla ser på ham.

 Jeg er bare så flov over, at Jan har tegnet mig som en usædvanlig smuk gudinde. Se glorien.

 Axel smiler.

 Du har bestemt ikke grund til at være flov. For Jan er du jo kærlighedsgudinden, og jeg er ikke engang misundelig, for jeg forstår ham godt. Hjælper det, hvis jeg siger, at det ligner endda usædvanlig godt. Tænk at have sådan en kunstner som svoger.

 Et par dage senere er drengene henne og se til Jan.

 Der er ikke tvivl om, at han har det meget bedre og næsten er ved at ligne sig selv igen, så snakken går fint.

 Så siger Jan.

 Kommer I hen til min fødselsdag på lørdag.

 Axel nikker.

 Meget gerne, skal vi tage kæresten med.

 Jan ser forvirret på ham. Er du blevet forlovet, er Erik også, selvfølgelig er de da også velkomne.

 Erik ler højt.

 Han mente din kæreste. Vi har skam ikke tid til at tænke på kærester, før vi er en måneds tid længere fremme og forhåbentlig har fået vores studentereksamen.

 Jan rødmer.

 Jeg håber ikke, at I har noget imod det. Hun var så sød og dejlig, og så sagde hun nogle ting…..

 Axel ryster på hovedet.

 Du behøver slet ikke at forklare, vi kunne jo læse det ud af det billede, du tegnede af hende. Det viste os også, at vi slet ikke behøver at give dig gode råd om hende, men skal vi så tage hende med.

 Jan smiler.

 Meget gerne, hvis hun har lyst.

 Erik ler igen.

 Ikke ti vilde heste kan holde hende hjemme, når hun hører om den invitation.

 Jan ser på dem.

 I to reddede mit liv og fyldte mig med tryghed, fordi I gav mig lov til at ligge hos jer uden nogen som helst forbehold. Far og mor gav mig lov til at ligge mellem dem den første nat efter at jeg var kommet hjem, så jeg kunne mærke, at nu var jeg rigtigt hjemme igen. Ulla gav mig troen på og håbet om en god fremtid, ved at overbevise mig om, at kærlighed kan overvinde alt.

 Det var måske nok ment lidt i sjov, at hun kaldte mig sin kæreste, men det var lige det, jeg havde brug for at komme videre. Det er jo ikke sikkert, at vi bliver gift, måske finder hun en på sin egen alder, men jeg kunne i hvert fald mærke, at hendes kærlighed var ærligt ment.

 Erik smiler.

 Det kan du i hvert fald være helt sikker på, og man har da før hørt om større aldersforskel mellem mand og kone.

 Den følgende uge begynder Jan i skolen igen efter at have haft en dejlig fødselsdag.

 Han er nu ved at være helt den gamle Jan igen.

 Da han hører, at hans far er blevet idømt forvaring på ubestemt tid, siger han til Christian.

 Nu er mit sidste forbehold væk. Nu tror jeg fuldt og fast på en god fremtid.

 Tvillingerne får en fin studentereksamen og tager så lige deres soldatertid, inden Axel begynder på seminariet og Erik begynder på teologien.

 Rosa er blevet forlovet med en medicinstuderende, en vældig flink og tiltalende fyr, som hele familien sætter stor pris på. Da han er færdig med sin uddannelse, bliver han og Rosa gift. De bor ganske vist i København, hvor Rosa også har fået arbejde som sygeplejerske, men de kommer tit hjem og besøger Marianne og Hugo.

 Efter sin studentereksamen begynder Ulla på seminariet, hun vil også være lærer. Hun er også flyttet hjemmefra, men kommer også tit hjem på besøg, og det gør både Erik og Axel også. De tager også tit hen til Christian og Inge et smut, når de er hjemme.

 Jan er blevet ansat som tegner på et reklamebureau, da han har fået sin studentereksamen. Han bor stadig hjemme, men smutter sommetider over og snakker med Hugo og Marianne.

 En eftermiddag kommer han og spørger Hugo, om han har tid til at snakke lidt.

 Hugo nikker og de går så ind på kontoret.

 Jan sidder og vrider hænderne lidt.

 Ved du, om Ulla er blevet forlovet.

 Hugo ryster på hovedet.

 Hun har i det mindste ikke sagt noget om det til mor eller mig.

 Jan tøver lidt.

 I dag er det syv år siden, at hun kom over til mig og hjalp mig så godt. Den gang blev vi enige om at give hinanden syv år til evt. at finde en anden. Det var måske halvvejs ment i sjov, men jeg ved, at for mig vil der aldrig kunne blive andre end Ulla.

 Hugo smiler, men bliver så alvorlig igen, da han ser Jans ansigtsudtryk.

 Hvad med at gå ind og snakke med hende selv, min dreng. Hun kom hjem i middags for at snakke med mor og mig om det, for hun havde heller ikke glemt den dag. Hun smuttede ind på sit værelse, da hun så, at du kom.

 Jan rejser sig.

 Må jeg godt, du har ikke noget imod det.
 Hugo ler højt.

 Nej, min ven, smut du bare ind til hende.

 Et kvarter efter kommer de ud sammen med en arm om livet på hinanden. Ullas ansigt stråler af glæde, og man kan tydeligt se, at Jan også er meget glad.

 Jan får et stort knus af Marianne, der har lidt vådt i øjnene, da hun siger.

 Den svigersøn har jeg bestemt ikke noget i mod.

 Hugo nikker med et stort smil.

 Som sædvanlig er jeg enig med mor, men skal vi ikke ringe og invitere dine forældre Jan, så de kan være med til at fejre forlovelsen.
 Ulla ler.

 Måjeg godt få lov til at gøre det.

 Jan smiler og giver hende et kys.

 Lad gå, når det er dig, der inviterer, siger de nok ja, de har nemlig heller aldrig kunnet stå for dig.

 Christian og Inge kommer selvfølgelig gerne, og snart går snakken fint.

 Så siger Marianne.

 Hvornår skal brylluppet stå.

 Jan smiler til Ulla.

 Tjah, hvordan er det nu med din tålmodighed.

 Ulla sender ham et tilintetgørende blik.

 Nu har jeg ventet på dig i syv år, kalder du ikke det tålmodighed.
 Jan giver hende et kys.

 Helt bestemt, derfor må du også bestemme datoen.

 Ulla ler.

 Så skal det være på tvillingernes fødselsdag bare for at drille dem.

 Hugo smiler.

 Det kan vi så fortælle dem på lørdag, for da kommer de hjem, og det gør Rosa og Michael også. Så kan vi jo fejre forlovelsen en gang til, så Christian og Inge, I er hermed også inviteret til spisning her på lørdag kl. 18.

 Om lørdagen kommer Rosa og Michael først.

 Rosa giver både Ulla og Jan et stort knus og siger.

 Der har du været lige så heldig som mig, lille søster.

 Michael smiler og giver Ulla et knus og Jan et kraftigt håndtryk.
 Så må jeg vel hellere sige, at du har været lige så heldig som mig, Jan. Men tror du nu, at du kan styre hende.

 Jan smiler bredt.

 Ellers beder jeg dig om hjælp.

 Lidt efter kommer Erik og Axel samtidig.

 Ulla får et knus af dem begge to, og Axel siger med et smil til Jan.

 Nå gamle ven, så fik du ørerne i maskinen.

 Ulla rækker tunge ad ham.

 Ha, jeg kom først med bryllup.

 Erik ser på hende med et glimt i øjet.

 Hvem siger det.

 Ulla ser overrasket på ham.

 Er I da blevet forlovet.

 Tjah, men ikke med hinanden. Vi har skam begge fundet en pige, der synes, at vi er dejlige, men da de hørte om dig, ville de lige møde dig først, inden de gik med til bryllup, men hvornår skal I så giftes.

 Ulla vrisser.

 På jeres fødselsdag, den 4. august, bare for at drille jer.

 Jamen det er jo også lige den dag, vi har valgt. Kan du klare tre bryllupper på en dag far, du må godt tage lille søster først.
 Hugo smiler.

 Det går nok, for du er vel ikke klar til at aflaste mig endnu.

 Nej, men jeg har knoklet ekstra hårdt, så jeg har fået lovning på, at det kan blive til september, hvis jeg finder et sted, hvor de vil have mig.

 Jan ler.

 Skal jeg lave en reklamekampagne for dig.

 Erik nikker.

 Det kan være, at det vil være en god ide. Er du sur, lillesøster.

 Ulla smiler.

 Nej, nu hvor jeg har Jan bliver jeg ikke så let sur mere, men hvornår får vi de to tossehoveder at se, som har kunnet falde for siamesertvillingerne. Kender de hinanden.

 Axel begynder at le.
 Det påstår de i det mindste, men Jan, vil du godt sørge for, at Ulla ikke generer dem for groft. Hun kan jo godt virke lidt overvældende, selvom de kender os. Vi bad dem om at køre lidt og så komme tilbage, når vi havde forberedt jer på chocket. Det er vist dem, der ringer på nu, så henter vi dem.

 Et øjeblik efter kommer Erik og Axel ind igen hver med sin pige under armen. De ser både søde og kønne ud, og så er de enæggede tvillinger og ligner hinanden som to dråber vand.

 Ulla ler højt.

 Ja, de to kender da vist hinanden, men er I nu sikre på, at det er den rigtige pige, I hver især har fået fat på. Kan I se forskel.

 Erik smiler bredt.

 Gør det noget. De plejer hver især at finde frem til ham, de synes om, og da Axel og jeg ikke ligner hinanden, går vi ud fra, at det er i orden.

 Ulla går hen og giver begge piger et knus.

 Jer to vil jeg godt overlade mine dejlige storebrødre til. De har i hvert fald væøret lige heldige begge to. Jeg håber, at I kan klare dem, ellers må I komme til Rosa og mig og få hjælp.
 Axel nikker til Jan.

 Du er allerede begyndt at have en god indflydelse på hende, bravo.

 De andre får nu også hilst på pigerne. Så klapper Rosa i hænderne.

 Nu foreslår jeg, at vi piger hjælper mor med maden, for vi er jo blevet et stort selskab, og så kan de unge herrer klare opvasken.

 Så rækker hun tunge ad Axel.

 Ha, den her gang var det mig, der kom først, med den gode ide.

 Axel ryster på hovedet.

 Jeg har skam ventet længe på at foreslå det, men jeg syntes, at jeg skulle lade dig få chancen denne gang, så Michael kunne se, at du også kan få gode ideer, men var det nu alligevel ikke lidt sent, den kom.
 Axels kæreste, Lene trækker ham i øret.

 Kan du nu opføre dig pænt, ellers bliver jeg jo flov over at være sammen med dig.

 Eriks kæreste Birthe ler.

 Ja tænk, sådan noget kunne Erik aldrig finde på at sige, han er altid så høflig.

 Jan smiler.

 Erik skal jo også være præst. Axel er jo skolelærer, så han lærer alle unoderne af sine elever.

 Birthe ser på Lene.

 Skal vi bytte.

 Lene ryster på hovedet.

 Med lidt hjælp fra Rosa og Ulla klarer jeg det nok, men lad os nu gå ud i køkkenet og hjælpe til, så kan vi jo udveksle erfaringer med dem.

 Det bliver et både hyggeligt, festligt og morsomt måltid. De forskellige smådriller hinanden, så gang på gang ruller latteren gennem stuen.

 Da drengene noget senere er færdige med opvasken, går de en tur og snakker. Både tvillingerne og Jan sætter meget stor pris på Michael, og det er absolut gensidigt, så snakken går fint.

 Erik ser op på himlen, hvor nogle små skyer sejler langsomt afsted. Så siger han med et lille smil.

 Ja, nu sidder Arne sikkert deroppe og kigger ned på os. Er du tilfreds med den måde tingene har udviklet sig på, gamle dreng.
 Axel nikker.

 Jeg tror, at han er tilfreds, for både hans forældre og hans venner er glade.

 Jan nikker.

 Jeg skylder ham så meget. Nogle vidunderlige forældre overlod han til mig, og nogle uvurderlige venner ligeledes, og gennem dem får jeg en pragtfuld kone og en pragtfuld familie med svigerforældre, svogre og svigerinder. Det virker helt ufatteligt, men som Erik og Axel en gang sagde til mig. Gud og kærlighed skal man ikke forstå, dem skal man bare tro på.

 Michael nikker.

 Det er slet ikke nogen dårlig leveregel. Jeg er godt tilfreds med alle mine tre svogre, og den sidste er ikke engang den ringeste.

 Axel smiler.

 Nej, her i familien går vi ind for at bevare standarden. Du Michael har fået min ene yndlingssøster og Jan får den anden yndlingssøster, og hverken Erik eller jeg synes, at det kunne gøres bedre.

 Så vinker han op mod skyerne.

 På gensyn Arne og tak for alt, ikke mindst den sidste svoger.

 Lidt efter er de på vej hjemad igen, og nu går de og snakker om fremtiden.

                                                                             Tilbage til toppen