Tilbage til E-bøger

BRØDRE

 

 Tøsedreng, tøsedreng.

 Jens stod midt i skolegården. Kammeraterne havde dannet en kreds om ham. Af og til var der nogen, der skubbede til ham. Nogle skubbede til andre, så de faldt over mod Jens. Formålet var helt tydeligt at vælte ham.

 Jens havde fået tårer i øjnene. Han havde godt hørt, at det kunne være slemt at være ”ny” dreng i en skole, men så slemt havde han alligevel ikke troet, at det var.

 Jens havde sin første skoledag i en stor skole i Rødovre. Han og hans mor var flyttet herover, efter at hans far var blevet dræbt ved en færdselsulykke for en måned siden.

 Han så sig fortvivlet omkring for at se, om der dog ikke var en eneste, der havde medlidenhed med ham, men nej, alle stod tilsyneladende bare og grinede ad ham.

 Bare frikvarteret dog snart var forbi. Bare klokken dog snart ringede. Timerne var han ikke bange for, han plejede at klare sig godt i skolen. Bare han dog ikke havde følt sig så alene mod alle de andre.

 Uvilkårligt gav han sig selv det løfte, at hvis der senere kom en ny dreng ind i klassen, så ville han i hvert fald hjælpe ham.

 Han kunne ikke lade være med at smile, ved tanken om, at han, der nu blev mobbet efter alle kunstens regler, skulle blive i stand til at hjælpe andre.

 Der var imidlertid to drenge, der havde set ham smile. Den første røg lige på ham. Han var både større og kraftigere end Jens.

 Hvad griner du af, det skal vi snart få vænnet dig af med.

 To sekunder efter lå de på jorden og sloges. Nu viste det sig, at Jens ganske vist var mindre, men langt mere smidig. Desuden var han rasende over den andens uretfærdige overfald. Hvis gårdvagten ikke var dukket op, er det ikke godt at vide, hvordan kampen var endt.

 Han tog dem begge i nakken og trak dem hen til drikkehanerne.

 I trænger vist begge til at blive kølet lidt af.

 Så så han en ekstra gang på Jens og smilede svagt.

 Hør, du er da vist ny her, dig må jeg nok hellere tage mig lidt af.

 Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvor gammel er du og hvilken klasse skal du gå i.

 Jens gik helt i stå ved alle de mange spørgsmål, men da han havde bemærket lærerens smil, tog han fat med nyt mod.

 Jeg hedder Jens Jørgensen og kommer fra Horsens. Jeg er 13 år og skal gå i 6.klasse. Det fik jeg at vide af skoleinspektøren i går, da jeg var her sammen med min mor for at blive tilmeldt. Han sagde, at jeg skulle gå i A klassen.

 Din mor, siger du, hvad med din far.

 Han…han døde ved en færdselsulykke for en måned siden.

 Tårerne begynder at presse på igen.

 Ok, nok om det, man kommer over det, for det skal man jo. Hvordan klarede du dig i skolen ovre i Horsens.

 Jeg klarede mig helt godt. Jeg havde et gennemsnit på ni sidste gang.

 Hvad er dit bedste fag.

 Gymnastik, især fodbold.

 Det lyder godt, dygtige fodboldspillere kan vi altid bruge. Jeg er selv gymnastiklærer og hedder i øvrigt også Jørgensen, så for den sags skyld kunne vi næsten være i familie. Nå, nu ringer det. Du skal op i klasse nr. 22 det er på 2.sal i den bygning derovre. I skal have historie. Men om 2 timer skal du have gymnastik med mig, så da ses vi. Prøv for resten at holde dig fra Jan, ham du var oppe at slås med, jeg tror ikke, at han er noget for dig.

 Der var ikke noget Jens hellere ville, men ak, så kom han til at sidde lige foran ham i klassen, og det ødelagde hele den første time. Jan fik nemlig lagt en våd tavlesvamp på Jenses stol, lige inden han fik sat sig, så bukserne blev helt våde.

 Han lod som ingenting, men et par af pigerne sagde fnisende, da han gik ud af klassen, at han skulle da vist have skiftet ble lidt oftere.

 Frikvarteret gik nogenlunde. Jens fandt sig en krog i skolegården, hvor han kunne være i fred, og mærkeligt nok, lod de andre ham være.

 Næste time skulle han have engelsk, og her gik det bedre. Jens var dygtig til engelsk og kunne svare rigtigt på det, han blev spurgt om, og heldigvis slap han for at skulle op til tavlen.
 På vej over til gymnastik i næste frikvarter, var der en, der slog ham på skulderen.

 Den klarede du jo fint.

 Jens vendte sig om og så på den anden dreng. Han var høj, mørk og slank med sort krøllet hår og spillende brune øjne.

 Slagsmålet med Jan og de våde bukser, mener jeg. Jeg hedder Peter, men der er nogen, der kalder mig for Paw, fordi de synes, at jeg ser så udenlandsk ud. Det er jeg for øvrigt også. Min mor var indoneser, min far er ingeniør. Min mor døde for et par år siden, så jeg bor alene sammen med min far.

 Jan skal du ikke tage dig af, hvis han fortsætter på den her måde, er vi et par stykker, der har lyst til at tage os kærligt af den dumme plageånd. Undgå bare så vidt muligt at få lærerne blandet ind i det. Vi andre skal nok hjælpe dig fremover, hvis der bliver brug for det. Du kan få skabet her ved siden af mig.

 Så smiler han rigtigt.

 Lad os to holde sammen fremover. Jeg tror, at vi to kan komme godt ud af det med hinanden.

 Jens kigger overrasket på Peter. Så smiler han rigtigt, for første gang den dag, og rækker hånden frem.

 Meget gerne. Det tror jeg også, at vi kan.

 De skynder sig at klæde om og løbe ud på fodboldbanen.

 Nu føler Jens sig rigtig fri til at spille, og det lykkes ham endda at score to mål for sit hold, til trods for, at han er kommet på hold med Jan og spiller mod Peter.

 Tilbage i omklædningsrummet var Jan sur over, at Jens havde ødelagt en chance for ham. Men de andre mente nu, at det så måtte være en chance for at dumme sig. Tilsyneladende var stemningen vendt til fordel for Jens nu.

 De sidste par timer gik helt godt., og Jens var meget spændt på at komme hjem og fortælle moderen, hvordan det var gået og høre, hvordan hun havde haft det på arbejde.

 Da klokken ringede ud efter sidste time, løb han derfor lige hjem, uden at bemærke, at Jan fulgte efter for at se, hvor han boede.

 Da Jens kom hjem, skyndte han sig at skifte tøj og gik så i gang med lektierne. Han ville gøre, hvad han kunne for at beholde sine fine karakterer.

 Hans mor ville være hjemme fra kontoret ved halvsekstiden, så han ville sørge for, at maden var parat, så de rigtig kunne hygge sig.

 Det kendte signal lød fra dørklokken. Jens fløj hen og åbnede døren. Hans mor så noget træt ud, men hun havde jo også været på arbejde hele dagen, og det var jo også hendes første dag et nyt sted.
 Da de havde spist, hjalp de hinanden med opvasken, og så satte de sig ind med en kop te for at snakke. De sad og så lidt på hinanden, og det var ikke fri for, at de begge var ved at få tårer i øjnene. Så mindedes Jens pludselig råbene fra i formiddags.

 Tøsedreng. Tøsedreng.

 Han tog sig vældigt sammen.

 Nå mor. Lad mig nu først høre, hvordan du har haft det på arbejde i dag, så skal jeg bagefter fortælle om mine oplevelser.

 Fru Jørgensen undertrykker et lille suk. Hun vil nødigt gøre Jens ked af det. Hun havde følt sig helt ødelagt, da hun kom hjem. Det havde hjulpet meget, at Jens havde haft maden klar og havde set helt glad ud. Det havde vel også kun været begyndervanskeligheder for hende på kontoret.

 Det er ikke nemt for en kvinde, der har været hjemmegående i 14 år, pludselig at blive kastet ud i erhvervslivet igen. Men hun havde jo været nødt til at tage, hvad hun kunne få, og så endda være glad til. Det var helt afgjort ikke med hendes gode vilje, at det var blevet København, hvor hverken hun eller Jens kendte et menneske, men sådan var vilkårene. Nej, nu måtte hun tage sig sammen.

 Åh jo, Jens, det er såmen gået meget godt, men jeg kan jo godt mærke, at det er mange år siden, at jeg har siddet på et kontor. Det var da et held, at jeg fik øvet mig lidt i at skrive på maskine, inden jeg skulle begynde.

 De andre på kontoret virker helt flinke, men det er jo kun et overfladisk indtryk, man får den første dag, da er det jo især arbejdet, man skal koncentrere sig om. Alting er nyt, man ved ikke, hvor de forskellige ting er og må spørge sig for hele tiden. Jeg tror nok, at jeg trænger til at komme tidligt i seng i aften. Men hvordan gik det dig henne i skolen, var det slemt.

 Nej, det gik helt godt, og jeg tror endda, at jeg allerede har fået en god kammerat. I timerne gik det godt, og det var faktisk kun i det første frikvarter, at det ikke var så rart.

 Ja, de mobber vel også herovre, men det er da rart, hvis du har fået en kammerat, så er det nemmere at komme igennem den første tid. Har du fået læst lektier til i morgen.

 Ja, det gjorde jeg, så snart jeg kom hjem fra skole.

 Det var godt. Du må også se at komme i gang med nogle fritidsinteresser herovre, så du ikke bare går alene omkring her hjemme, når du ikke er i skole.

 Det haster ikke. Lad du nu bare mig tage mig af det huslige, indtil du har vænnet dig til dit arbejde. Jeg kan evt. invitere Peter med hjem, når jeg har lært ham lidt bedre at kende, hvis jeg må.

 Selvfølgelig må du det. Men vil du ikke gerne med i en fodboldklub. Du er da så glad for at spille fodbold.

 Nej tak, jeg vil hellere se tiden lidt an, og jeg tror også, at det er for dyrt. Men du skal da også se at lære nogen mennesker at kende, foruden dem på dit arbejde.

 Det bliver nok ikke så let. Desuden føler jeg slet ikke trang til at komme ud mellem andre mennesker i øjeblikket.

 Det er fordi du er træt nu, mor. Skal vi ikke gå i seng, i morgen ser tingene sikkert meget lysere ud.

 Det har du nok ret i. Godnat min dreng.

 Godnat mor, sov godt.

 Jens er klar over, at hans mor ikke er spor glad for sit arbejde. Den første tid bliver nok svær for dem begge at komme igennem, men så må han prøve at tage sig ekstra meget sammen. Bare faderen dog havde levet, så havde alting set anderledes ud, også selv om de skulle være flyttet her over.
 Uvilkårligt tænker Jens tilbage på den tid, da faderen levede. Han var altid i godt humør. Han gik tit og fløjtede eller nynnede, ikke fordi han var spor musikalsk, snarere tværtimod,  men af lutter livsglæde.

 Han var forsikringsinspektør og havde en god gage, så der havde aldrig været tale om, at hans mor skulle ud og arbejde igen. Hun hjalp ham lidt med regnskaber og den slags, men ellers tog hun ud og snakkede med ældre og ensomme mennesker, og det var hun virkelig god til. Huset derhjemme holdt hun perfekt, og når han havde brug for hjælp til lektier eller andre ting, var hun altid parat og havde god tid. Altid virkede hun rolig og glad, selvom hendes glæde var mere stilfærdig end faderens.

 Og så kom pludselig den forfærdelige dag, da politiet ringede og fortalte, at faderen var kommet svært til skade ved en færdselsulykke lidt uden for Vejle og var blevet indlagt på sygehuset der.

 Da han og moderen kom til sygehuset, var faderen bevidstløs, og en lille time efter døde han uden at være kommet til bevidsthed.

 Jens kunne stadig ikke forstå det. Om morgenen havde moderen og han sagt farvel til faderen, som de plejede, og om aftenen var han død.

 Det havde været nogle forvirrende dage op til begravelsen.

 Farbroderen havde tilbudt sin hjælp og den havde de taknemligt taget imod. En uge efter, da de havde lidt overblik over økonomien, havde moderen besluttet, at hun måtte finde et arbejde, ellers kunne det ikke løbe rundt.

 Ganske vist ville de få nogle penge for huset, når det blev solgt, og faderens livsforsikring var der også, men det ville ikke slå til i ret mange år for to mennesker.

 Moderen trængte også til noget at beskæftige sig med, så hun sendte en del ansøgninger afsted om kontorassistentstillinger. Det havde hun været, før hun blev gift, så det var nok det, hun havde størst mulighed for at klare.

 Den eneste ansøgning, der havde givet resultat, var hos et advokatfirma i Rødovre. De havde fået travlt, for stillingen skulle tiltrædes i løbet af en måned. De skulle finde en lejlighed, og huset skulle sælges. Det sidste havde farbroderen heldigvis lovet at tage sig af.

 Og så var de altså rejst, væk fra alle venner og bekendte, over til en helt ny tilværelse.

 Susanne lå også og spekulerede, da hun var kommet i seng. Måske havde det været bedre at tage det lidt mere med ro, så havde der måske vist sig noget i Horsens eller omegnen. På den anden side var det måske også godt nok, at de kom helt væk, væk fra minderne, så var det måske lettere at begynde forfra, og det var jo en nødvendighed.

 Bare nu Jens kunne falde til, og bare hun selv kunne. I aften var hun næsten for træt til at tænke, men i morgen måtte hun prøve at være lidt mere for sin dreng. Han var trod alt kun lige fyldt 13 år for nogle måneder siden, og han havde mistet sin far, som han havde elsket meget højt og haft et meget nært forhold til. Nu måtte hun så prøve at være både mor og far for ham. Det ville kræve en stor indsats af hende, men så ville der ikke blive så meget tid til selvmedlidenhed, så det var måske meget godt.

 Omsider faldt Susanne i søvn, men der var ikke meget hvile at finde i den søvn. Hendes tanker og spekulationer ville ikke lade hende i fred. Næste morgen, da hun skulle op, ville hun have givet meget for at kunne blive hjemme, men hun var jo nødt til at tage af sted.

 Arbejdet gik lidt bedre, så da hun tog hjem, var hun i langt bedre humør. Hendes medfødte optimisme overbeviste hende om, at det nok skulle komme til at gå.

 Hun fik imidlertid et mindre chock, da hun kom hjem og fandt Jens med et blåt øje og en flænge i panden.

 Jamen hvad er der dog sket, har du været oppe og slås.
 Ja, der var en af de andre drenge, der blev ved med at genere mig. Han kaldte mig tøsedreng og bondejok, da han så til sidst overfaldt mig for at få mig til at tude, så blev jeg nødt til at slå igen, og det blev så til et større slagsmål, men han fik mig heldigvis ikke til at tude, selvom det gør temmelig ondt, og min skjorte har også fået en flænge.

 Skidt med skjorten, men lad mig lige se på den flænge i panden. Jeg tror hellere, at vi må tage på skadesstuen og få det syet, ellers får du bare et stort ar. Er der andre, der er efter dig.

 Nej, der var kun Jan, og jeg tror nok, at det lykkedes mig at slå ham så hårdt, at han ikke har lyst til at slås med mig mere. Det var på vej hjem fra skole, hvor der ikke var andre i nærheden.

 De skal lige til at tage af sted på skadestuen, da det ringer på døren, og udenfor står der en meget vred mand.

 Er det her, Jens Jørgensen bor. Jeg skal have fat i ham. Han har gennembanket min søn og flået hans skjorte.

 Jamen prøv så lige at se, hvordan min søn ser ud. Vi skal på skadestuen og have syet den flænge, Deres søn har givet ham.

 Det var ham, der begyndte.

 Hvorfra ved De det, var De måske til stede.

 Nej, men når min søn siger det, tror jeg på det, men lad mig hellere tale med Deres mand.

 Susanne har fået tårer i øjnene af vrede.

 Det er selvfølgelig meget godt, at De tror på Deres søn, men jeg stoler også på min søn. Min mand er død, så ham kan De ikke komme til at tale med. Men kan de ikke fortælle mig, hvorfor Jens skulle banke Deres søn. Han er lige flyttet hertil og det ville da være en underlig måde at skaffe sig venner på.

 Nå, De er alene med sådan en stor dreng, så er der vel ikke noget at sige til, at De ikke kan klare ham. Men hvis han en gang til rører min søn, så kan De tro, at jeg skal tage mig af hans opdragelse.

 I begyndelsen var Jens helt lamslået, men pludselig farer det ud af ham.

 Jamen Jan er da større end mig. Jeg var da nødt til at forsvare mig, men han er måske sur over, at han ikke kunne klare mig.

 Jan, hvem taler om Jan. Min søn hedder Erik og er kun 10 år gammel og meget mindre end dig. Ved du ikke engang hvem du slås med, men du slås måske med så mange, at du ikke kan holde rede på det.

 Erik, jamen jeg kender ikke nogen, der hedder Erik. Jeg er jo først lige flyttet hertil.
 Susanne er ved at være klar over, at der er noget galt.

 Hvor kender Erik så Jens fra, og hvor han bor. Har Erik fortalt det.

 Nej, det var en dreng hernede, der fortalte mig det.

 Jens ser opgivende ud, han har en frygtelig hovedpine, men Susanne foreslår, at Jens følger med Eriks far, så Erik kan se, om det er den rigtige han har fået fat i. Susanne er klar over, at det må være en misforståelse.

 Jens er ikke meget for det, men Susanne nikker opmuntrende til ham og beder ham skynde sig tilbage, så de kan komme på skadestuen.

 Eriks far går lidt brummende med til det, han er også ved at være klar over, at der er noget galt.

 Da de kommer hjem til Erik, der kun bor et par husblokke væk, gør han store øjne.

 Hvem er det far, det var da ikke ham. Ham der slog mig var større. Ham der er vist helt ny på skolen, jeg kender ham slet ikke.

 Der er ved at gå et lys op for Jens.

 Har du sagt til din far, hvem der bankede dig.

 Jamen han nåede vist ikke at høre det, før han for ud ad døren. Det var jo Jan, far.

 Så var det nok også Jan, der sagde hvem jeg var og hvor jeg boede for at få hævn.

 Der har jeg åbenbart taget meget fejl, det må både du og din mor meget undskylde. Nå, så det var Jan. Ham skal jeg nok få fat på. Men nu vil jeg køre dig og din mor hen på skadestuen, så du kan få syet den flænge, så har jeg da gjort det lidt godt igen.

 Det viser sig, at Eriks far er flink nok, selvom han kan være lidt opfarende. Da de kommer tilbage til Susanne, får hun også en uforbeholden undskyldning, og så kører han dem hen på skadestuen.

 Da de kommer hjem, hjælpes de ad med at lave mad. Susanne spekulerer på, om hun skal tale mere med Jens om slagsmålet, men hun beslutter, at hun kun vil tale om det, hvis han selv kommer ind på det, og det gør han ikke.

 I stedet for fortæller hun lidt fra sit arbejde, bl.a. at det allerede går bedre, og at hun nu nemmere kan finde ud af de forskellige ting. Efter maden hjælper hun Jens lidt med lektierne, for han har stadig en del hovedpine, men humøret er langt bedre.
 Den næste dag går det helt godt i skolen. Jan holder sig på afstand og kun Peter spørger, hvad der er sket.

 Jens smiler bare skævt og siger: Jan.

 Peter nikker og så snakker de om andre ting. Da de er færdige med skolen, spørger Peter, om han må gå med Jens hjem. Faderen er i byen og kommer først sent hjem, og så kan de jo læse lektier sammen.

 Jens siger begejstret ja.

 De får en hyggelig eftermiddag sammen. Ved femtiden siger Peter, at han hellere må tage hjem, men det vil Jens ikke høre tale om. Når hans far først kommer sent hjem, kan han da lige så godt blive og spise sammen med dem.

 Jeg er helt sikker på, at mor ikke har noget imod det, tværtimod, og så kan du jo hjælpe mig med at gøre maden klar, til mor kommer hjem.

 Da Susanne kommer hjem, er maden klar. Hun hilser på Peter og synes godt om ham med det samme. Han virker meget høflig og velopdragen, så hun glæder sig over, at Jens så hurtigt har fundet en god kammerat.
 De hygger sig alle tre, og Peter får besked om, at han endelig må spise hos dem, når hans far kommer sent hjem.

 Peter tager afsted ved nitiden og så sidder Jens og hans mor og snakker til de skal i seng.

 De er begge to betydelig gladere, end de har været længe. De er begyndt at tro på, at de kan blive glade for at bo her, og Susanne siger.

 Den kammerat kan du være glad for. Han virker både rar og velopdragen, og jeg tror også, at han er en klog fyr. Han virker også utroligt charmerende, men jeg tror ikke, at det bare er en poleret overflade, han virker ægte og reel helt igennem.

 Jens er helt enig med sin mor, han er også meget begejstret for Peter.

 Et par dage efter kommer Erik hen til Jens i skolegården.
 Nu tror jeg, at både du og jeg kan gå i fred for Jan fremover. Far fik fat i ham i går og fortalte ham, hvad han mente om det nummer han lavede med dig, og om alle de gange han havde banket mig. Jan har det vist for øvrigt ikke særligt morsomt. Hans forældre er skilt og de kan ikke blive enige om, hvem af dem Jan og hans lillebror skal bo hos, så de bor skiftevis hos faderen og moderen.

 Jens kan ikke lade være med at fortælle sin mor om det, da han kommer hjem, og uvilkårligt ser han med lidt mildere øjne på Jan efter den dag.

 Tiden går godt for dem begge to nu. Susanne er faldet godt til på sin arbejdsplads, og Jens er også blevet glad for sin skole. En gang imellem taler de ganske vist sammen om faderen, men de er ved at affinde sig med, at han ikke er der mere.

 I maj er det Jenses fødselsdag, og han har fået lov til at invitere Peter hjem til sig. Da det er en lørdag, gør det ikke så meget, om det bliver lidt sent.

 Han bliver derfor lidt skuffet, da Peter siger, at han lige skal snakke med sin far om det. Peter lader, som om han ikke bemærker den andens skuffelse.

 Den næste dag spørger han, om det ikke kan blive henne hos ham i stedet for. Jens ser overrasket på ham, men kan ikke lade være med at le, da Peter fortæller, at det også er hans fødselsdag den dag. Hans far har derfor foreslået, at Jenses mor også kommer med, så de kan fejre de to fødselsdage sammen alle fire. Jens har ikke mødt Peters far endnu, men lover at spørge moderen, om det er i orden og om hun har lyst til at tage med.

 Susanne betænker sig lidt. Hun kender jo ikke Peters far, men beslutter sig til at sige ja for drengenes skyld.

 Det bliver alle tiders fødselsdag for de to drenge. Peter og hans far bor i en lille villa, og de har gjort sig rigtig umage for at Jens og hans mor kan føle sig godt tilpas.

 Da de har spist en god middag, som Peters far har lavet, går drengene ind på Peters værelse for at snakke, og Susanne og Peters far, Carsten går ind i stuen for at snakke.

 Susanne er temmelig genert i starten. Det er første gang siden sin mands død, at hun er i byen, og sidder hun til og med og skal snakke alene med en mand, hun slet ikke kender. Det varer dog ikke længe, før de snakker godt sammen, da det viser sig, at de har mange fælles interesser, og så er der jo også drengene at snakke om.
 De morer sig lidt i starten over, at deres drenge er ”tvillinger”. Men inden hun ved af det, sidder Susanne og fortæller om sin mand, og om hvordan hele deres tilværelse brød sammen, da han døde så pludseligt.

 Carsten fortæller lidt om sin afdøde kone og sit arbejde, der har ført ham rundt i hele verden.

 Det har ikke altid været lige nemt for Peter. Han er jo en køn dreng, og kvik er han også, men man kan jo godt se, at han har udenlandsk blod i årerne, men selv om man taler så meget om tolerance her i Danmark, så er han ofte blevet drillet med, at han var ”fremmedarbejder” o.lign.

 Børn kan være hårde ved hinanden. En gang imellem har jeg spekuleret på, om det var klogt, at jeg bosatte mig her, men jeg tålte ikke så godt klimaet ude i østen. Hans mors familie hører vi ikke meget til, og selv har jeg ingen familie, som jeg bryder mig om at komme sammen med.

 Jeg blev derfor meget glad, da han fortalte mig, at nu havde han fået en virkelig god kammerat. Tak i øvrigt for alle de gange han har været ude og spise hos Dem, når jeg ikke var hjemme. Desværre er jeg ikke så meget hjemme, som jeg gerne ville være, derfor betyder det ekstra meget for mig, at jeg ved, at han er i gode hænder, når jeg ikke er der.

 Vi bestemte os derfor for at invitere jer her hen til Peters fødselsdag, og så kom Jens os i forkøbet. Men det var nu dejligt, at både De og Jens ville komme, selvom det også var Jenses fødselsdag. Det er jo normalt en familiefest, men det betyder meget for Peter, at de to kan være sammen, det kan jeg tydeligt mærke

 Det er absolut gensidigt. Da vi kom herover, kendte vi jo slet ingen, derfor betød det meget for mig, at Jens så hurtigt fandt en god ven.

 Jamen kommer De slet ikke ud blandt andre mennesker.

 Nej, når jeg kommer hjem fra kontoret, synes jeg ikke, at jeg orker ret meget mere. Da min mand levede, tog jeg ud og besøgte gamle og ensomme mennesker. Men det har jeg ikke rigtig haft overskud til, siden vi kom her over.

 Jamen så er jeg spændt på at høre, hvad De mener om resten af dagens program. Peter og jeg har nemlig bestemt, at vi skal i Tivoli i aften, det plejer vi på hans fødselsdag. Vil De og Jens ikke godt tage med, så kan drengene følges ad, og så kunne vi gå hen og danse lidt. Jeg tror, at det vil være sundt for Dem.

 Susanne ser lidt betænkelig ud, men kan alligevel ikke stå for Carstens drengede smil.

 Så smiler hun.

 Ja, lad så gå da, det vil jeg faktisk meget gerne, men skal vi så ikke være dus.

 Meget gerne, jeg skulle faktisk selv til at foreslå det, men jeg er glad for, at du gjorde det.

 Drengene sidder og snakker inde på Peters værelse. Der er masser af spændende ting fra hele verden. Jens har ganske vist været der et par gange, men der er alligevel mange ting, han ikke har set.

 Efterhånden kommer de til at tale om, at de kunne tænke sig at tage på cykeltur sammen i sommerferien med sovepose og telt. Jens er dog lidt bekymret for, hvad hans mor vil sige til det.

 Peter siger med et smil.

 Vi kan jo spørge i aften.
 I aften, jamen vi skal da hjem til aften.

 Nej da. Far og jeg har bestemt, at vi skal i Tivoli i aften, alle fire. Det plejer vi på min fødselsdag, men det bliver jo meget sjovere i år, når I er med, for det kniber at få far slæbt med i rutschebanen mere end en gang.

 Jamen tror du, at min mor går med til det.

 Bare rolig, far kan overtale hvem som helst til hvad som helst.

 Uh hadada, men din far er godt nok flink, ham kan jeg godt lide.

 Din mor er nu også alletiders. Hvis far ikke kan overtale hende, tror jeg, at jeg vil prøve, mig kan hun ikke stå for.

 Jens begynder at le.

 Nej, hvem kan det.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Men mor har ikke været i byen siden….. siden far døde.

 Det forstår jeg godt, Jens, men det nytter ikke at mure sig inde. Jeg savner tit min mor, og det ved jeg, at far også gør, men far har været tvunget til at komme ud mellem andre mennesker p.g.a. sit arbejde. Jeg tror også, at din mor vil vænne sig til det. Det bliver da heller ikke det helt vilde i aften. Du skal se, din mor vil nok gerne, hun har bare ikke fået en invitation før, og jeg kan da godt forstå, at hun ikke har haft lyst til at gå ud alene. Hun kom da med her hen. Lad os nu se, om ikke far har fået hende overtalt. Kom, lad os gå ind til dem.

 Nå far, hvornår skal vi afsted.
 Vi kører om en halv time. Har du fortalt Jens, at vi skal i Tivoli, hvis han da vil med. Jeg har overtalt hans mor til at tage med.

 Ih ja, tusind tak, det er vel nok alle tiders fødselsdag.
 Ja ja, lad os nu se, hvordan næste afdeling bliver.

 Susanne smiler til Jens og Peter.

 Ja, jeg syntes ikke, at jeg kunne være bekendt at sige nej tak til sådan et tilbud, især ikke, da jeg virkelig har lyst til det.

 Det lyder dejligt, hvad sagde jeg Jens. Så kan vi jo godt spørge med det samme, hvad I siger til, at Jens og jeg gerne vil på cykeltur sammen i sommerferien med telt og soveposer.

 Jens er ikke slet så fremfarende som Peter.

 Nu kan I jo tænke over det, men vi vil virkelig gerne.
 Jamen det synes jeg da er en god ide, synes du ikke.

 Carsten vender sig mod Susanne og blinker til hende.

 Peter har med det samme fanget, at de er blevet dus.

 Nå nå, det kan være, at vi skal blive hjemme og se efter jer i stedet for.

 Peter har sagt det med et stort smil, men dukker sig, da han ser faderens alvorlige ansigt.

 Nu ikke for fræk, min dreng, så bliver der hverken tivolitur eller cykeltur.

 Peter ser flov fra sin far til Susanne.

 Undskyld far, undskyld fru Jørgensen, det var ikke for at være fræk, jeg var bare i så godt humør.

 Carstens ansigt klarer op.

 Det er så i orden i dagens anledning, men gør jer så klar, så vi kan komme afsted.

 Det bliver alle tiders tivolitur. Drengene farer omkring og prøver alt muligt. Susanne og Carsten er henne og danse i Dansetten. De har aftalt at mødes med drengene klokken halvtolv. Efter at have danset, går de hen i Det kinesiske tårn og får lidt mad, mens de snakker om løst og fast. Carsten overbeviser Susanne om, at de to drenge sagtens kan klare sådan en cykeltur på egen hånd.
 De har godt af at komme lidt ud hjemmefra i den alder.

 Lidt før halvtolv mødes de med drengene og ser fyrværkeriet sammen, og så kører Carsten Susanne og Jens hjem. Undervejs lover Carsten, at han og Peter kommer og spiser til middag den næste dag hos Susanne og Jens.

 Da de er kommet op i lejligheden, siger Jens.

 Det var vel nok en pragtfuld fødselsdag, synes du ikke mor.

 Jo, min dreng, det synes jeg helt bestemt. Peter og hans far er nogle ualmindeligt tiltalende mennesker.

 Jeg hørte, at du var blevet dus med Peters far.

 Ja, og det var endda mig selv, der foreslog det.

 Det synes jeg, var en god ide. Du trænger til at komme lidt ud mellem andre mennesker. Du har jo slet ikke været vant til at være så meget alene hjemme uden at træffe andre. Det kunne da være fint, hvis han inviterede dig ud en gang imellem. Han virker så dejlig…..hvad skal jeg kalde det….. Tryg, tror jeg passer bedst.

 Ja, det har du ret i, men nu må vi hellere se at komme i seng, klokken er blevet mange, og vi får jo travlt i morgen med at gøre klar til gæsterne. Jeg tror, at jeg vil prøve at lave noget orientalsk mad.
 Da gæsterne kommer næste dag, bliver de vist ind i stuen af Jens.

 Tusind tak for i går, mor er lige straks færdig med maden.

 Et øjeblik efter kommer Susanne ind med maden. Da Peter ser den, begynder han at græde og løber ind på Jenses værelse. Jens skynder sig efter ham.

 Susanne ser helt forskrækket ud, men Carsten beroliger hende med, at det er helt i orden.

 De kommer tilbage om et øjeblik. Peter kom bare til at tænke på sin mor. Det var hendes yndlingsret, og han holder også meget af den. Når det glippede for ham, skyldes det sikkert, at vi ikke har fået det, siden hans mor døde. Det her skal Jens nok klare, det tror jeg, at han er bedst til.

 Hvad er der galt Peter. Mor lavde det for at glæde dig, hun troede, at du godt kunne lide det.

 Det kan jeg også, meget endda, men det mindede mig bare så meget om min mor. Det var hendes yndlingsret, og vi har ikke fået det, siden hun døde.

 Så, nu kan man vist ikke se, at jeg har tudet. Lad os så bare gå ind til de andre igen.

 Du behøver bestemt ikke at være flov over, at du kom til at tude. Jeg er sikker på, at mor forstår dig. Kom nu bare.

 Jeg tror også, at din mor forstår mig, hun er så rar. Jeg synes bare, at det er så flovt at tude, når man er i byen.

 Jens slår ham på skulderen.

 Vrøvl med dig gamle dreng, selvfølgelig er det helt i orden.

 Susanne ser lidt bekymret på Peter, da de kommer ind igen, men han sender hende et stort smil, og snart går snakken fint.

 Peter sætter to store portioner til livs for at vise, hvor godt han kan lide det.
 Da de rejser sig fra bordet, ser Susanne på Peter.

 Det er aldrig flovt at vise sine følelser, når man er mellem venner.

 Peter smiler glad.

 Må jeg så godt give dig et knus.

 Susanne ler.

 Ja, det er helt i orden.

 Og så går snakken om cykelturen. Peter har et tomandstelt, som de kan sove i. De bestemmer sig for at køre Sjælland rundt. Ingen af dem kender ret meget til Sjælland, så der skal nok blive masser at opleve. De aftaler, at de skal starte d. 26. juni, og så se, om de kan klare fjorten dage. Susanne får først ferie midt i juli, så da er drengene tilbage igen.

 Der er mange ting, der skal ordnes, men en skønne dag er de så klar til at køre. De lover at ringe hjem en gang imellem og fortælle, hvordan det går, og hvor langt de er kommet.

 Cyklerne er godt pakket, så det bliver ikke racerkørsel, men de har bestemt sig for at køre op til 50 km. om dagen, så er der også god tid til at se sig omkring. Hvis de en dag har lyst til at holde pause, kan de roligt gøre det. Der er jo ingen, der venter på dem, så det er rigtig frihed, synes de begge to.

 Den første dag når de til Bramsnæsvig. De kører ind på en gård for at få lov til at slå teltet op på en mark, der går ned til vandet. Tilladelsen får de, og så får de rejst teltet og får lavet mad. De har taget et lille gasapparat med, så der ikke bliver problemer med at lave bål. Vejret ser heldigvis godt ud. Den aften går de tidligt til køjs, de er trods alt lidt trætte.

 Allerede ved nitiden ligger de i poserne og snakker. De skiftes til at fortælle hinanden om deres barndom og deres forældre. Peter har mest at fortælle, for han har boet mange steder i udlandet og har oplevet meget forskelligt der. Men Jens lytter også gerne.

Pludselig siger Peter.

 Tænk, hvor var det godt, at I kom herover, jeg har ganske vist haft kammerater før, men ikke så god en ven som dig, en jeg kunne snakke så godt med, og som bare forstod mig.

 Jeg er også meget glad for, at vi er blevet venner. Jeg savner ikke far nær så meget mere. Tror du for resten ikke også, at din far og min mor er blevet gode venner.

 Jo helt sikkert, og det er da også dejligt for dem. De har begge savnet en voksen at snakke med, og det lader da til, at de kommer fint ud af det med hinanden. Far har også virket meget gladere i den sidste tid.

 Det har mor også, men du har nu også alle tiders far. Har du for resten spekuleret på, hvad du vil være, når du bliver voksen.

 Nej, ikke endnu, men far vil gerne have, at jeg tager en studentereksamen, det giver flere muligheder, siger han.

 Det synes mor også, at jeg skal, men jeg ved ikke rigtig, om det er noget for mig. Det ville selvfølgelig være dejligt, hvis vi kunne følges ad også op i gymnasiet.
 Selvom du måske ikke kommer i gymnasiet, synes jeg alligevel, at vi skal holde sammen også fremover, også når vi bliver voksne en gang.

 Helt enig, det har du min hånd på.

 Peters hånd kommer lynhurtigt ud af soveposen.

 Og her har du min hånd.

 Lidt efter siger Peter lidt tøvende.

 Du, Jens, synes du, at der er noget unaturligt i, at to drenge holder så meget af hinanden, som vi to gør.

 Nej da, hvad galt skulle der være i det. Vi er jo faktisk tvillinger. Hvad mener du.

 Åh ikke noget…men…

 Jo, der er da noget, Peter.

 Jeg ville så nødigt have, at nogen skulle regne os for bøsser.

 Vrøvl med dig, det er da noget helt andet. Har du for resten nogensinde været i seng med en pige.

  Nej, det har jeg ikke, har du.

 Nej, det har jeg heller ikke, men det kunne da være spændende at prøve en gang.

 Bare vi nu ikke bliver forelskede i den samme pige, så det ødelægger vores venskab.

 Det tror jeg bestemt ikke. Er der nogen af pigerne i vores klasse, du synes om.

 Nej, jeg synes, at de er alt for pjattede, men Anne i 7.kl. er da meget sød.

 Jeg synes nu, at Mette er sjovere. Der kan du bare se, vores smag m.h.t. piger er forskellig, det er da meget heldigt, ikke.

 Jo, det er rigtigt nok, men tror du ikke, at vi skal lægge os til at sove nu, i morgen er der jo atter en dag, og det er lørdag, så vi skal huske at købe ind til søndag.

 Jamen så god nat da, sov godt.

 Godnat tvilling.

 Det varer ikke længe, før  de falder i søvn.

 Næste morgen vågner de friske og veloplagte, selv om de er lidt ømme bagi og lidt stive i benene.

 Lørdag aften ringer de hjem fra Holbæk, hvor de har bestemt sig for at blive søndagen over. Peters far spørger, om de har lyst til at få gæster, for han har foreslået Jenses mor, at de kører op og ser til dem om søndagen.

 Det synes drengene er en fin ide, så søndag formiddag mødes de lidt uden for Holbæk. Carsten inviterer på middag inde i byen, og der får de rigtig snakket om alt muligt.

 Da de har spist, tilbyder Carsten at køre dem over på Tuse næs, og det siger de glade ja tak til.
 Peter er lidt stille og spørger, om han godt må snakke lidt alene med sin far. Jens og hans mor går derfor også en lille tur og får snakket fint.

 Jens er blevet meget mere fri overfor sin mor. Det kan hun hurtigt mærke, og det er hun meget glad for. Hun vil jo nødigt have, at han går hen og bliver en mordreng.

 Peter spørger meget alvorligt sin far, om han synes, at der er noget galt i, at han er kommet til at holde så meget af Jens. Carsten beroliger ham med, at det er da meget naturligt, nu hvor han endelig har fundet sig en rigtig ven.

 Men lad os snakke om det en gang imellem, så længe vi to kan snakke om det, er der ingen problemer. Jeg er også meget glad for, at du betror dig til mig, for det viser jo, at du har tillid til mig, og den håber jeg aldrig, at du mister.

 Men så kan jeg jo også spørge dig til råds, så du kan se, at jeg også har tillid til dig. Lad det bare blive mellem os to, til jeg siger noget andet. Jeg er kommet til at sætte meget pris på Jenses mor. Ville du bryde dig om, hvis vi en dag gik hen og giftede os, og hvad tror du, at Jens ville synes om det.

 Det lyder skønt far. Jeg kan vældig godt lide Jenses mor, og jeg er helt sikker på, at Jens også kan lide dig, meget endda. Men tror du, at Jenses mor ville bryde sig om at få mig til stedsøn.

 Sikken et udtryk. Jeg ved at Jenses mor holder meget af dig. Hvor er din livsglæde og din optimisme henne. Spekulerer du stadig over det, vi talte om før. Tag I nu og nyd ferien rigtigt, I har jo begge glædet jer meget, og så ville det da være synd at få det ødelagt.

 Det var nu dejligt at få snakket rigtigt med dig, far. Jeg vil jo så nødigt gøre dig ked af det. Men hvis du stoler på, at der ikke er noget galt, så er jeg sikker på, at alt er i orden.

 Nu kan jeg rigtig glæde mig. Tænk, hvis vi bliver rigtige brødre, så ville der heller ikke være nogen, der kunne få ondt af det, og jeg vil jo lige så nødigt gøre Jens og hans mor kede af det, som jeg ville gøre dig ked af det.
 Nu kommer de andre. Du siger ikke noget til Jens, jeg synes, at han skal have det at vide af sin mor, hvis hun synes om tanken.

 Det lover jeg far. Held og lykke med det, det ville være alle tiders.

 De tager nu afsked. Drengene cykler mod Nykøbing Sjælland og Carsten og Susanne kører tilbage til Rødovre. Her kører de hen til Carsten for at spise til aften. Carsten spørger så, hvad Susanne synes om hans tilbud. Susanne ser lidt spekulativ ud.

 Jeg vil gerne blive ved med at være gode venner med dig, men jeg må først snakke med Jens og muligvis også med Peter. Jeg har indtryk af, at de begge er godt tilfredse, som sagerne står i øjeblikket. Men hvis de begge to kan gå 100% ind for det, tror jeg gerne, at jeg vil. Det lyder måske fjollet, at jeg vil lade de to drenge afgøre vores skæbne, men Jens har kun mig og Peter har kun dig at holde sig til. Vi må ikke gøre noget overilet. Vi må ikke svigte vores børn  for noget, vi måske selv tror på, vil blive godt for os.

 Er du bange for, at Jens ikke vil dele sin mor og Peter ikke vil dele sin far med nogen. Der er også noget andet, vi må tænke på. Hvis der sker en af os noget, står vedkommendes dreng helt alene i verden. Rent bortset fra, at en dreng i den alder har brug for både en mor og en far.

 Jeg vil ikke presse dig til noget, men bede dig tænke det hele grundigt igennem, og så snakke med Jens om det, når han kommer hjem. Jeg vil så snakke med Peter, selvom jeg allerede ved, hvad han ønsker. Tror du, at du ville kunne klare at bo sammen med mig og min dreng, forhåbentlig mange år fremover.

 Jeg ved det ikke lige nu Carsten, selvom jeg tror det, men jeg må simpelthen have lidt tid til at tænke det grundigt igennem, men det lover jeg dig til gengæld, at jeg vil gøre. Men under alle omstændigheder håber jeg ikke, at jeg mister dit venskab, det er kommet til at betyde uendelig meget for mig.

 Mit venskab vil du aldrig miste, så længe jeg lever. Nu vil jeg køre dig hjem, så du kan få lidt fred for mig.

 Tak skal du have. Jeg ved i hvert fald, at jeg ville savne dig frygteligt, hvis jeg vidste, at jeg ikke skulle se dig mere.

 Drengene har fortsat en god tur. De lærer hinanden bedre og bedre at kende. Efter fjorten dage alene sammen, har de ingen hemmeligheder for hinanden mere, bortset fra at Peter ikke har fortalt om det mulige ægteskab, som han havde lovet sin far.

 Det er ikke fri for, at Peter en gang imellem er lidt utålmodig, men da han tager sig i det hver gang, bliver Jens ikke sur på ham.

 De er meget forskellige, både af udseende og sind, men de har lært at holde af hinanden, som de er, uden at nogen af dem prøver at ændre på den anden.

 Da de har været afsted i tolv dage, beslutter de at vende hjem. Vejret er ikke godt, og Peter har ikke ro på¨sig, han må simpelthen hjem og høre, hvordan det går med hans far og Jenses mor.
 De kommer hjem hen under aften og bliver enige om at køre hver til sit. Så kan de mødes hos Peter næste dag. Da de er ved at sige farvel til hinanden, kommer der en ordentlig tordenskylle, så de ligner et par druknede mus, da de kommer hjem.

 Jens har lige været i bad og har fået noget rent tøj på, da moderen kommer hjem. Han giver hende et stort smækkys, og så hjælpes de ad med at lave mad. Imens fortæller Jens løs om turen.

 Susanne er glad for at have ham hjemme igen, hun har savnet ham meget. Det er trods alt første gang, at han har været så lang tid væk hjemmefra. Men hun er også klar over, at hun må vænne sig til det. Jens er jo en stor dreng nu. Til efteråret skal han konfirmeres, og hvis han ikke vil i gymnasiet, varer det ikke længe, før han skal ud af skolen.

 Uvilkårligt kommer hun til at tænke på, at så ville det være dejligt at bo sammen med Carsten, så ville det ikke blive så ensomt.

 Efter maden sætter de sig ind i stuen med en kop kaffe. Jens fortæller stadig løs om sine oplevelser, og Susanne synes næsten, at det er synd at afbryde ham. Men som om Jens har læst hendes tanker, afbryder han pludselig sig selv.

 Nu er det din tur til at fortælle, hvad du har oplevet. Hvordan har du haft det, har du set noget til Peters far, mens vi har været væk.
 Lidt tøvende begynder Susanne at fortælle om nogle oplevelser fra kontoret, men pludselig stopper hun og ser lige på Jens.

 Svar mig helt ærligt Jens.Ville du være ked af, eller have noget imod, at vi flyttede hen til Peter og hans far.

 Jens åbner og lukker munden et par gange, men der kommer ikke en lyd. Så breder der sig et stort smil over hele hans ansigt.

 Mener du virkelig det mor. Har Peters far friet til dig.

 Ja, det kan man vist godt sige, men hvad mener du om det, du må godt vente med at svare, til du har tænkt det godt igennem.

 Det behøver jeg overhovedet ikke mor. Jeg synes, at det er helt vidunderligt, men hvad tror du, at Peter siger til det.

 Carsten talte med ham om det, den dag vi besøgte jer, og han mener bestemt ikke, at Peter har noget imod det. Jeg ville lige tænke mig grundigt om og også tale med dig om det først, inden jeg bestemte mig.

 Så kan jeg bedre forstå, hvorfor Peter havde så travlt med at komme hjem, men han kunne da godt have fortalt mig det.

 Nej, det kunne han ikke, for han havde lovet sin far ikke at sige noget, fordi Carsten syntes, at du skulle høre det fra mig.

 Jeg har lovet at komme hen til Peter i morgen, må vi så godt snakke om det.

 Det er helt i orden, men så vil jeg ringe til Carsten og sige, at da du ikke har noget imod det, så har jeg heller ikke.

 Noget imod, nej tværtimod da, jeg synes, at det er pragtfuldt.

 Susanne går ind for at ringe.

 Jens er helt forpustet af glæde og forventning. Tænke sig, nu blev Peter så hans rigtige bror, og han fik også en dejlig far. Det er da også lykken for moderen, en dejlig mand og en pragtfuld søn.

 Susanne kommer ind i stuen igen.

 Carsten var ikke kommet hjem, så jeg snakkede lige med Peter. Han lovede at få sin far til at ringe, når han kom hjem.

 Sagde du noget til Peter.

 Nej, jeg vil gerne selv sige det til Carsten.

 I det samme ringer telefonen, og Susanne går ind for at tage den.

 Da hun lidt efter kommer tilbage, har hun tårer i øjnene, men man kan tydeligt se, at det er af glæde.

 De kommer begge to om lidt, Carsten syntes, at vi skulle fejre det allerede i aften.

 Jens stryger rundt og gør i orden, mens Susanne lige går ind og skifter kjole.

 En halv time efter ringer det på døren. Det er Peter og Carsten. De står et øjeblik helt tavse og ser på hinanden alle fire, så begynder Peter at le, og det får også de andre til at le, og så følges de ad ind i stuen.

 Ja, der bliver meget, der skal ordnes, men lad os nu hygge os sammen i aften, så kan vi planlægge slagets gang i de kommende dage.

 Det er de andre helt enige med Susanne om.

 Peter sidder og ser helt forelsket på Susanne, derefter på Jens og så på sin far. Det er helt ufatteligt, synes han. Han har ikke set sin far så glad i mange år. Nu får han så en mor igen. Det har han savnet, er han klar over, men hvordan vil det blive. Han kender ganske vist Jenses mor godt og synes også vældig godt om hende, men når hun nu også skal være hans mor, hvordan mon det vil gå, vil hun kunne blive lige så glad for ham som for Jens. Nej, det vil han aldrig forlange, det må ikke komme til at gå ud over Jens, men bare hun vil holde lidt af ham også.

 Pludselig hører han faderens stemme.

 Jeg synes, at I skal flytte hen til os i løbet af sommerferien, så vi kan se, om vi kan komme ud af det med hinanden, før vi gifter os, og vi må jo også se, om drengene kan forliges og ikke kommer op at slås.

 Hvornår har du tænkt dig at holde bryllup.

 Til september, eller hvad mener I drenge.

 Det skal vi da ikke bestemme. Skal vi ikke gå ind til mig Peter, så de to kan få lov til at snakke lidt i fred og ro.

 De to drenge følges ad ind på Jenses værelse, da døren er lukket, siger Jens.

 Er du ked af noget Peter. Jeg synes, at du ser så spekulativ ud.

 Ked af det.

 Et stort smil lyser op på Peters ansigt.

 Nej, er du tosset. Jeg er lykkelig, jeg synes bare at det hele pludselig er gået så stærkt, så jeg ikke kunne følge med. Tænk, at det hele pludselig bare er i orden. Vi bliver brødre, du får en far og jeg får en mor, som jeg håber kan lide mig.

 Du har ret, det er faktisk gået stærkt, og så vidste du endda noget før mig, det kunne du nu godt have fortalt.

 Nej, for jeg havde lovet far at lade være, og det løfte måtte jeg holde. Din mor ville også gerne snakke med dig om det først. Men nu behøver vi aldrig at have hemmeligheder for hinanden mere, så er du ikke sur på mig, vel.

 Selvfølgelig er jeg ikke det, jeg tror slet ikke, at jeg kan blive sur på dig, men det lød som om du var bange for, at mor ikke holdt af dig. Det gør hun bestemt, meget endda. Jeg håber, at din far kan komme til at holde lige så meget af mig, som min mor holder af dig.

 Jo, jeg tror, at vores forældre vil holde lige meget af begge deres tvillinger, for nu bliver vi jo rigtige tvillinger. Når I nu flytter hen til os, vil du så have dit eget værelse, eller synes du, at vi skal bo på samme værelse.

 Selvfølgelig skal vi bo sammen, nu skal vi da nyde, at vi kan være sammen hele tiden.

 Bare du ikke bliver træt af mig i længden.

 Træt af dig…. aldrig. Skulle vi blive uvenner over noget, skal vi så ikke blive enige om, at vi får det snakket igennem, inden vi går i seng, eller helst med det samme, så vi ikke spilder vores tid på at være sure på hinanden.

 Enig, det er en god ide.

 Tror du godt, at jeg må sige far til din far allerede nu.

 Selvfølgelig må du det. Jeg vil da også gerne sige mor til din mor nu.

 Det er en aftale, hvis de to derinde går med til det, men hvorfor skulle de ikke det, de har jo selv været ude om det.

 Peter kan ikke lade være med at le.

 Ja, det har du da ret i. Men skal vi ikke gå ind til dem nu. Far havde en flaske med, og den skal vi to da også smage på.

 Det bliver sent, inden Peter og Carsten tager afsted den aften, men der er kun et par dage til Susanne har ferie, og Carsten kan tage et par fridage, så de kan få tilrettelagt flytningen.

 Da de går, siger Peter.

 Godnat mor.

 Jens siger

 Godnat far.

 Susanne og Carsten kan ikke lade være med at le.

 Jens råber.

 Vi ses i morgen.

 Peter svinger med armen og så kører de.

 Da de er kommet ind i stuen og har sat sig for at slappe lidt af, siger Susanne.

 Er du glad nu, Jens.

 Ja mor, meget, meget glad, er du ikke også.

 Jo, det er jeg, min dreng, meget endda, selvom jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå.

 Så sukker hun.

 Men hvad mon din far ville have sagt.

 Jens siger stilfærdigt.

 Han ville have syntes, at det var helt i orden, det er jeg sikker på. Han ønskede altid, at vi var glade, og det er vi jo nu, mor.

 Ja, det har du nok ret i.

 Sommerferien flyver afsted.

 I løbet af de næste uger flytter de hen til Carsten og Peter.

 Carsten spørger, om Jens vil have sit eget værelse, men drengene er helt enige om, at de helst vil dele værelse.

 Jens kommer til at synes bedre og bedre om Carsten, og Peter nyder, at der nu er en kvinde i huset, og det kan man tydeligt mærke.

 Ganske vist har hver sit faste job i husholdningen, men Susanne er ikke smålig med at hjælpe en, der er kommet lidt bagefter, selvom Carsten med et smil siger, at hun forkæler dem.

 De er blevet enige om, at Susanne skal prøve at komme ned på halvdagsarbejde. Carsten er klar over, at det betyder meget for hende med et arbejde uden for hjemmet, så hun møder andre mennesker, og heldigvis lykkes det.

 I september holder de et lille bryllup. Foruden de fire kommer Jenses farbror og hans kone. De glæder sig begge meget over at se, at både Susanne og Jens nu har fået det godt.

 I skolen går det fint. Peter og Jens læser selvfølgelig lektier sammen. Peter er bedst til matematikken og Jens er bedst til sprog, så det betyder, at de virkelig kan hjælpe hinanden.

 Hen på efteråret skal Carsten afsted for sit firma i fjorten dage. Han ærgrer sig lidt over det, men er på den anden side glad over, at Peter nu er i gode hænder, mens han er væk.

 Peter glæder sig bestemt ikke mindre over, at han ikke skal være alene hjemme denne gang. Nu har han jo både Jens og Susanne, mens faderen er væk.

 Susanne nyder rigtigt at blive passet op af sine to store drenge. Heldigvis falder det hende ikke spor svært at tage sig lige meget af dem begge to, og det er hun klar over, er meget vigtigt. Drengene har selvfølgelig lagt mærke til det og snakker om det en gang imellem, og de er faktisk lige glade for det begge to.

 Jens siger således en dag.

 Jamen når vi begge holder lige meget af mor, er det da også naturligt, at hun holder lige meget af os.

 Peter ser alvorligt på ham.

 Du synes ikke, at jeg har taget din mor lidt fra dig.

 Jens rækker sin hånd frem.

 Vi er jo tvillinger. Det er ikke min mor, det er vores mor. Husk lige det.

 Peter smiler og tager hans hånd og klemmer den lidt.

 Ja, og vores far holder også lige meget af begge sine tvillinger. Det har jeg bestemt heller ikke problemer med.

 En søndag morgen, kort efter at Carsten er rejst, vågner Jens tidligt med en underlig forvirret fornemmelse af, at der er noget galt. Han synes, at han ligger i noget vådt, men det er da mange år siden, at han har tisset i sengen. Mon det er Peter, der har villet drille ham. Nej, det er noget underligt klistret noget, han får på fingrene, da han føler efter. Han er ved at blive forskrækket og kalder på Peter.

 Peter vågner med det samme, han kan høre den ængstelige tone i Jenses stemme.

 Hvad er der galt, Jens.

 Der er noget underligt klistret noget i mine pyjamasbukser.

 Det skal du ikke være forskrækket over, det er bare tegn på, at du er ved at blive voksen. Far har fortalt mig om det efter at jeg var ude for det samme for et halvt års tid siden. Jeg kan fortælle dig lidt om det, og så snakker vi med far, når han kommer hjem.

 Peter har sat sig over på Jenses sengekant.

 Det er ikke noget at være bange for, det er helt naturligt. Tag du nu dine pyjamasbukser af og bliv tørret, så kan jeg lige skylle dine bukser og hænge dem til tørre.

 Åh, hvor er jeg glad for, at jeg har dig at snakke med. Jeg var sikker på, at der var noget galt.

 Slet ikke, det er noget alle drenge kommer ud for.

 Jens er livet rigtigt op.

 Der er altså ikke noget at være bange for, han kan snakke med Peter om det, og når Carsten kommer hjem, kan de snakke med ham. Hvor er det dog dejligt.

 En times tid efter har de lavet morgenkaffe og serverer den på sengen for Susanne.

 Hør, jeg tror, at I to forkæler mig.

 Peter smiler.

 Vi har skam en bagtanke med det, vi vil have dig med på en udflugt i skoven med madkurv.

 Det går Susanne meget gerne med til, for hun elsker også at komme i skoven. De tager til Klampenborg med toget og traver så rundt i Dyrehaven.
 De nyder alle tre turen, selvom Jens siger.

 Det er bare synd, at far ikke er med.

 Det giver de andre ham ret i, så de bliver enige om at tage en lignende tur, når Carsten kommer hjem.

 Henne i skolen har både Jens og Peter lagt mærke til, at Jan slet ikke ligner sig selv. Han går bleg og stille rundt for sig selv og snakker ikke med andre. Han slås heller ikke mere, og lektierne er sjældent i orden. De bliver derfor enige om at tage en snak med ham, for at høre, hvad der er galt.

 De får det ordnet, så de kommer til at følges med ham fra skole en dag. Jan prøver at undslippe, men Peter tager fat i hans ene arm og Jens går om på den anden side af ham og tager fat i den anden arm. Jan ser helt forskræmt ud, det ligner ham ikke.

 Vil I give mig klø, det er fejgt at være to mod en.

 Vel vil vi ej, det er længe siden, at du har fortjent det, men vi vil gerne vide, hvad der er i vejen med dig. Vi er da klassekammerater, selvom vi ikke har været særligt gode venner før.

 Hvordan kan det interessere jer, hvordan jeg har det.

 Jamen det gør det nu. Du har forandret dig så meget i den sidste tid, at vi er klar over, at der er noget galt, og så har vi altså bestemt os for at prøve at hjælpe dig.

 Jan har fået tårer i øjnene, han blinker et par gange for at de andre ikke skal lægge mærke til det.

 Hvordan skulle I kunne det.

 Nu kan du jo foreløbig fortælle os, hvad der er galt, så må vi se at finde på bagefter, hvordan vi kan hjælpe dig.

 Jan kigger forundret på dem. Mener de det virkelig, eller vil de bare lokke ham til at fortælle noget, som de så kan bruge til at drille ham med. Peter kender han ganske godt, men Jens har han kun kendt et årstid, og deres bekendtskab startede jo ikke særlig godt. Han beslutter sig til at vove forsøget. Måske vil de virkelig prøve at hjælpe ham, selvom han ikke kan indse, hvordan de skulle kunne det.

 Kan vi sætte os lidt så.

 De finder en bænk og sætter sig. Jan trækker vejret dybt, det er ikke let det her.

 Som I sikkert har hørt, er far og mor gået fra hinanden. Og nu kan de ikke blive enige om, hvem min lillebror og jeg skal bo hos. Når vi er hos den ene, er den anden tosset. Efterhånden har hverken Dan eller jeg lyst til at bo hos nogen af dem. Vi har også boet hos mors forældre et stykke tid, men det gik heller ikke særlig godt.

 For nogle år siden havde mor fundet en anden mand. Ham kunne både Dan og jeg vældig godt lide. Det gik helt godt et halvt års tid, men så begyndte mor at drikke igen. Det kunne han ikke få hende til at holde op med, og så flyttede han til sidst.

 Efter et par måneder flyttede far hjem igen, men mor drak stadigvæk, selvom hun holdt en pause, da den anden rejste. Nu har de så omsider fået skilsmisse. De vil begge have os, bare for at den anden ikke skal have os, ikke fordi nogen af dem bryder sig om os.

 Jeg tænker tit på, at bare vi kunne være blevet hos ham, hun boede sammen med den gang, så ville alt have været anderledes. Han kunne virkelig lide os, det kunne vi mærke begge to. Jeg ved ikke, hvor han bor henne mere. Vi prøvede at skrive til ham, men da der kom brev fra ham, rev mor det i stykker, så vi fik ikke engang at se, hvad han skrev.

 Jeg kan godt se, at det er der ikke nemt for os at gøre noget ved, men en ting kan vi da gøre. Du kan komme hen og besøge os, når du har lyst, og når du synes, at det hele ser for sort ud. Så skal vi nok prøve at kvikke dig lidt op, for det kan du vist godt trænge til.

 Peter smiler og slår ham på skulderen.

 Jens nikker.

 Ja, og vi kan da også hjælpe dig med lektierne, dem går det jo heller ikke så godt med.

 Ja, og så prøver vi at snakke med far og mor om det, det kan være, at de kan finde på noget.

 Det er pænt af jer, men mener I det virkelig, jeg kan næsten ikke tro på det.

 Det kan du roligt gøre, gamle dreng.

 Jeg må hellere skynde mig hen til far og se efter Dan, så han ikke hidser ham op. Vi kan tales ved i skolen i morgen, men hvis jeg virkelig må, vil jeg gerne gå med jer hjem efter skole i morgen.

 Det, synes jeg, lyder godt.

 Jens nikker igen og Jan rækker en hånd frem.

 Tak skal I have begge to, det er virkelig pænt af jer.

 Jens smiler og giver Jan et fast håndtryk.

 Jamen sådan er vi bare.

 Peter får også et fast håndtryk, og så skilles de. På hjemvejen diskuterer de ivrigt.

 Nu begynder jeg bedre at forstå, hvorfor Jan har været sådan, men nu virker han da helt slået ud.

 Peter nikker.

 Det er der ikke noget at sige til. Det er vel nok godt, at vi to ikke har det sådan der hjemme, uha. I overmorgen kommer far hjem, så må vi høre, hvad han kan finde på. I aften kan vi snakke med mor om det. Hun har sikkert nogle gode ideer, det har hun altid.

 De får en lang snak med Susanne om aftenen. Hun kender en del til den slags problemer fra sit arbejde på advokatkontoret. Men de geniale løsninger kan jo være vanskelige at finde lige på stående fod.

 Nu kan vi imidlertid hygge om Jan i morgen. Så har han det at leve på lidt. Så snakker vi med far om det, når han kommer hjem. Det skulle undre mig, om han ikke kunne finde på noget..

 Det bliver en dejlig dag for Jan. Susanne sørger for, at de får noget godt at spise. Hun synes, at Jan ser noget tynd ud.

 Drengene får rigtig snakket sammen, så da Jan går, er de enige om, at han faktisk er alle tiders gode kammerat. De har for længst tilgivet ham hans bissede optræden i sin tid.

 De er også klar over, at Jan har hårdt brug for nogle gode venner i øjeblikket, og den støtte vil de gerne give ham begge to.

 Både Susanne og drengene er meget glade, da Carsten kommer hjem. De har virkelig savnet ham alle tre.

 Han er lidt træt, men fortæller alligevel gerne om sine forskellige oplevelser.

 Da de skal i seng, siger Peter, at han og Jens gerne vil have en ordentlig mandfolkesnak med ham i morgen, og det lover Carsten dem gerne.

 Den næste aften sender de Susanne i biografen. Det går hun smilende med til.. Hun er godt klar over, at de to store drenge trænger til en rigtig mandfolkesnak efter at have været alene med hende i 14 dage, og hvor er hun dog lykkelig over, at Jens nu også har en voksen mand at tale med. Hun er klar over, at det har stor betydning for ham, i den alder han er nu.

 De får en god aften, og begge drenge er enige om, at de er blevet meget klogere på mange områder. Især er Jens meget glad, for det er jo ikke så nemt at snakke med sin mor om den slags ting.

 Så kommer de pludselig til at snakke om Jan og hans lillebror. Carsten siger, at Susanne havde nævnt det for ham i aftes, men da havde han været for træt til at finde på noget. Nu synes han, at de skal lave kaffe til Susanne kommer hjem, så kan de alle fire lægge hovederne i blød. Hvis de gør det, kan de sikkert finde på noget.

 Drengene skynder sig ud i køkkenet. Mens de gør kaffen klar, bliver de enige om, at det næsten lyder, som om faderen allerede har fået en ide.

 Lidt efter kommer Susanne hjem.

 Nå, var det en god film.

 Ja, den var fin, men jeg synes, at det ser ud, som om vi skal have rådslagning. Du ser så energisk ud, Carsten. Har drengene været hårde ved dig.

 Bestemt nej, jeg kan ikke lide at sige det, mens de hører på det, men de er faktisk dejlige begge to.

Jeg ville bestemt ikke undvære nogen af dem.

 Drengene kommer ind med kaffen og hører lige den sidste sætning.

 Jens smiler glad.

 Vi ville bestemt heller ikke undvære nogen af jer.

 Peter nikker ivrigt.

 Nej, bestemt ikke.

 Vil det sige, at I godt vil flytte med, hvis mor og jeg flyttede, f.eks. til Odense.

 Peter ser forbavset på sin far, og Jens ser også lidt forvirret ud.

 Dril dem nu ikke Carsten. Ser I, far har fået tilbudt en stilling som lærer ved Odense Teknikum. Så behøver han ikke at rejse mere, hvad mener I om det.

 Jamen hvorfor har du ikke sagt det før, far.

 Jo, jeg ville have, at mor var til stede, når I fik det at vide, og hende sendte I i byen, så måtte jeg jo vente, til hun kom hjem igen.

 Det lader da til at være alle tiders, skal du så slet ikke rejse mere.

 Ikke foreløbig, og ikke uden at have jer tre med.

 Jens er også begejstret, men så kommer han pludselig til at tænke på Jan og hans lillebror, hvad så med dem.

 Carsten kan se på ham, at han spekulerer.

 Er det Jan og hans lillebror du tænker på. Synes du, at I lader dem i stikken, hvis vi rejser.

 Peter er også pludselig blevet betænkelig.

 Ja, hvad så med dem, når vi flytter.

 Vi flytter først til december, men jeres mor og jeg har en lille overraskelse mere. Nu kan I jo se, hvad I mener om den. Vil du fortælle Susanne.

 Ja, jeres far og jeg diskuterede det i går aftes. Jeg har været henne og tale med deres mor i eftermiddags, og far har snakket med deres far i telefonen. Vi har nu tænkt at søge plejetilladelse, hvis I kan gå med til det, så Jan og hans lillebror kan flytte med os til Odense. Hvad mener I om det.

 Det ville da være alle tiders løsning, men vil deres forældre gå med til det, og hvad siger Jan og Dan mon til det.

 Jo, ser I, myndighederne har bestemt, at drengene skal fjernes fra hjemmet og sættes i pleje et andet sted. Hvis I to nu er interesserede i det, kan I foreslå dem, at de flytter med os. Men I skal være helt enige om det, før I beslutter jer. For I kan ikke fortryde, når det er sket. Nu kan I gå ind til jer selv og tale om det, og så kan vi tales ved i morgen…..Nej, jeg vil ikke høre jeres mening i aften, snak om det og sov på det. Husk at gennemtænke alle fordele og ulemper. Det kommer til at dreje sig om mindst et år, måske mere, så nu har I noget at spekulere på, godnat med jer.

 Godnat far og mor.

 De giver begge Susanne et knus og Carsten et klap på skulderen, inden de går ind til sig selv, det er blevet deres faste godnatritual.

 Da de kommer ind på værelset, siger de i munden på hinanden.

 Hvor har vi dog et par dejlige forældre.

 De kan ikke lade være med at le af, at de sagde det samtidigt, det er da også et tegn på, hvor enige de er.

 Mens de klæder sig af, er de helt tavse. De spekulerer begge to, men da de er kommet i seng, går snakken ivrigt. Det varer ikke længe, før de sidder op i sengen begge to, så ivrige er de blevet.

 Der er mange ting at tage stilling til. Jan kender de nu, og de er enige om, at han er er en flink fyr, men Dan kender de meget lidt til, hvordan mon han er. Hvordan vil det være at bo sammen med dem hver dag. Vil faderen og moderen blive skuffede, hvis de siger nej. Nu har de det jo lige så godt, de fire sammen.

 På den anden side vil det også være morsomt at være fire, der kender hinanden, når de skal begynde på en ny skole, det vil de kunne få meget sjov ud af. Mon moderen kan holde til det, det er jo hende, der er mest hjemme. Tre store drenge på snart 15 og en på 13, det er da vist ikke så let.

 Pludselig springer Jens ud af sengen og over til Peter.

 Er vi enige.

 Ja, selvfølgelig, men om hvad for resten.

 Jens ler.
 Det ved du jo godt. Hvis far og mor mener, at de kan klare den, skulle vi to så ikke også kunne.

 Peter langer ham et stød i mellemgulvet.

 Selvfølgelig, det var jo os selv, der gerne ville hjælpe dem. Nu får vi muligheden, og så skal vi selvfølgelig bruge den. Jeg tror også, at far og mor ville blive skuffede over os ellers.

 Jens har krummet sig sammen og gisper efter luft. Peter har ramt ham lige i solar plexus, så han helt har mistet vejret.

 Uh, du er en bisse, du tog jo helt vejret fra mig.

 Peter ler.

 Jeg vil jo bare træne dig, hvis du skal slås med Jan igen.

 Tak, ikke flere slagsmål til mig, jeg har fået nok.

 Han langer ud efter Peter, der griber hans arm og trækker ham ind til sig og giver ham et knus.

 Nej det kan jeg se.

 Jens smutter over i sin seng igen.

 Tænk engang, sikken en stor familie.

 Peter begynder at grine.

 Ja, det må du nok sige, og tænk så på, når vi alle fire kommer hjem med pige på, mon far og mor har tænkt på det.

 Det kan vi jo spørge dem om, inden vi siger ja i morgen tidlig. Men tror du ikke, at vi skal lægge os til at sove nu.

 Jo, det er nok en god ide, godnat med dig.

 Hvordan det så end går, så er vi to stadig tvillinger, ikke.

 Jo, de andre skal ikke komme til at føle sig udenfor på nogen måde, men de kommer ikke imellem os, dertil holder vi for meget af hinanden.

 Næste morgen siger Peter pludselig med munden fuld af mad.

 Hvad vil I gøre, når vi alle fire kommer hjem med koner og børn.

 Vi vil sige rigtig hjertelig velkommen til jer alle sammen, men det lader til, at I har bestemt jer.

  Jens nikker.

 Ja, vi var enige om, at vi gerne ville hjælpe Jan, hvis der viste sig en mulighed. Den mulighed har I givet os, så er det da bare dejligt, hvis vi også kan hjælpe Dan.

 Så ser Peter bekymret fra Carsten til Susanne.

 Men kan I holde til det.

 Jeg går da ud fra, at I vil hjælpe os, det er skam en betingelse.

 Selvfølgelig, så godt vi overhovedet kan.

 Skal vi snakke med dem i skolen i dag.

 Det synes jeg er en god ide, og tag dem så med hjem efter skoletid, så far og jeg også kan snakke med dem og lære dem lidt at kende.

 Henne i skolen får Jens og Peter fat i Jan i det store frikvarter.

 Far og mor vil gerne snakke med Dan og dig. I kan følges med os hjem efter skoletid.

 Hvad vil de snakke med os om.

 Det skulle egentlig være en hemmelighed, men lad gå. Far, mor, Jens og jeg skal flytte til Odense til december, fordi far har fået arbejde derovre.

 Jens og Peter kan ligefrem se, hvor skuffet Jan ser ud.

 Så fortsætter Jens.

 Vi har så talt om, derhjemme, om du og Dan har lyst til at flytte med os derover og bo hos os, indtil jeres forældre evt. bliver enige. Far og mor har snakket med jeres forældre, og de går ind på det, hvis I to er interesserede.

 Peter nikker.

 Ja, og indtil vi flytter, må I komme lige så meget hos os, som I har lyst til, begge to, så I kan lære os rigtigt at kende, og se, om I har lyst til at flytte med os derover. Vi har også et ekstra værelse, så I kan overnatte der, når I har lyst.

 Det lyder helt utroligt, mener I det virkeligt.

 Selvfølgelig, ellers ville vi da ikke sige det. Prøv nu at snakke med Dan om det, og så vil far og mor altså gerne snakke med jer efter skoletid.

 Jeg prøver at finde Dan med det samme. Åh nej, nu ringer det ind, men så finder jeg ham i næste frikvarter.

 I den følgende time er Jan meget adspredt, heldigvis kommer han ikke op i noget, så læreren bemærker det ikke. Så snart det ringer ud, stryger Jan ud af klassen for at finde sin bror. Jens ser efter ham.

 Der er vist ingen tvivl om, at han gerne vil, så bliver det spændende at se, hvad Dan siger.

 Peter nikker.

 Jeg kender ikke ret meget til Dan, men jeg tror nok, at han ser meget op til sin storebror.

 Jan når lige at komme ind i klassen, inden læreren kommer den næste time. Han nikker til Jens og Peter og smiler. I denne time bliver han hørt flere gange, men klarer sig godt nok.

 I næste frikvarter fanger han Jens og Peter uden for klassen. De følges ad hen i et hjørne af skolegården, og et øjeblik efter kommer Dan.

 Det er morsomt at se, hvor meget de ligner hinanden. De er næsten helt hvidhårede begge to, og har klare blå øjne. Jan er en smule større og kraftigere end Dan, der virker meget spinkel. Der er godt et års forskel på dem. Dan går i 6.kl. og er ret kvik, men han har heller ikke været sig selv i den sidste tid. Da han kommer hen imod dem, smiler han over hele hovedet.
 Hør, hvad er det Jan fortæller mig. Han har godt nok sagt, at han var blevet gode venner med jer, men hvordan kommer jeg med ind i billedet. Jeg vil vædde på, at I dårligt nok kendte mit navn, før Jan fortalte det.

 Peter ler højt.

 Vær du glad for det, så har vi heller ikke hørt noget ufordelagtigt om dig. Men hvad siger I så.

 Ja, nu kender jeg jo lidt til jeres mor, og hun er i hvert fald vældig flink. Jeres far kender jeg jo ikke, men jeg tror også, at han er flink. Vi er blevet enige om, at vi gerne vil med jer hjem i dag efter skoletid, så vi kan lære dem at kende. Så kan I jo også se, hvordan Dan er. Han er faktisk en ganske flink fyr, selvom han er min bror, men han vil gerne slås.

 Dan har langet ud efter ham.

 Ja, lige som sin storebror.

 Stilfærdigt kommer det fra Jan.

 Nej, det tror jeg, at jeg er vokset fra.

 Mens de stadig står og snakker, ringer klokken igen. Dan skal have engelsk, mens de tre andre skal have fodbold, så de skynder sig over og klæder om.

 I dag kommer de på samme hold, og det viser sig, at de spiller fint sammen. Deres hold vinder, og Jan stråler som en sol, da han scorer på en pragtaflevering fra Peter.

 Efter skoletid følges de så ad hjem til Jens og Peter. Susanne har stillet an med sodavand og madder, og det kan nok være, at de kan sætte noget til livs alle fire. Susanne nyder at se drengene sidde og spise og snakke i munden på hinanden.

 Jan og Dan virkede lidt generte, da de hilste på hende, men det ser ud til, at det har de helt glemt nu.

 En times tid efter kommer Carsten hjem fra arbejde og hilser på dem. Han får en kop kaffe, mens drengene snakker videre.

 Så siger Susanne.

 Jeg har aftalt, at I bliver her og spiser til aften sammen med os, men jeg må have lidt hjælp til maden.

 Peter og Jens fanger hendes blik og Peter siger så.

 Hvis I skræller kartofler, dækker vi bord.

 Det er Jan og Dan straks med på. Da de er færdige med kartoflerne, sender Susanne dem ind for at snakke med Carsten. Han spørger dem, om Jens og Peter har fortalt dem om forslaget og fortsætter.

 I skal ikke tage stilling til det lige nu. I dag skal vi bare prøve at lære hinanden lidt at kende. Så kan vi se, hvad vi kan blive enige om hen ad vejen.

 Drengene nikker, men siger ikke noget.

 Lidt efter er maden på bordet. Jan og Dan spiser ikke ret meget. Susanne ser bekymret på dem.

 Kan I ikke lide maden, eller er I bange for at vi skal tro, at I er grovædere. Tag bare noget mere.

 Jo, de kan godt lide maden begge to. Jens kan se, at de sidder og kigger til hinanden, uden at vide, hvad de skal sige.

 Vi spiste nok for mange madder i eftermiddags alle fire. Men I skal have noget at stå imod med, for det er os, der skal klare opvasken.

 Nej, ikke i aften, da må du og Peter selv klare opvasken, for da vil mor og jeg sidde og snakke lidt med Jan og Dan, så kan de få revance en anden dag, hvis de tør komme igen.

 Peter nikker.

 Det er så i orden, men nu må I ikke være for hårde ved dem, især ikke du, far.

 Dan ser forskrækket på ham, men så begynder Peter at le.

 Du behøver ikke at blive bange Dan, far er noget af det rareste og mest fredsommelige, der findes, er det ikke rigtigt mor.

 Jo, det har du helt ret i.

 Da de er færdige, rydder de lige ud af bordet, og så går Jens og Peter i gang med opvasken. Jan og Dan bliver placeret i sofaen inde i stuen, og Susanne og Carsten sætter sig i et par lænestole.

 Jan sidder og famler nervøst ved sin skjorte. Dan sidder og ser ned i gulvet og skotter sidelæns hen efter Jan en gang imellem.

 Carsten er klar over, at de er meget nervøse begge to. Nu gælder det om at gribe sagen rigtigt an fra begyndelsen, så drengene ikke bliver bange for ham og Susanne.

 Jeg sagde før, at vi skulle prøve at lære hinanden at kende. Skal vi ikke starte med, at I siger du til os og kalder os Susanne og Carsten. Det hedder vi nemlig, er det i orden med jer.

 Og så synes jeg, at vi skal snakke lidt om fremtiden. Vi har snakket med jeres forældre, så vi kender lidt til jeres baggrund og fortid. Den skal vi ikke beskæftige os med mere, for den kan vi jo ikke ændre på, derfor skal vi snakke om nutiden og fremtiden, for nu er det det, det drejer sig om.
 Har I lyst til at komme og besøge os en gang imellem, selvom I måske bliver sat til at skrælle kartofler, eller vaske op og sådan noget. Her i huset prøver vi nemlig at hjælpe hinanden så godt som muligt. Vi arbejder alle fire ude, så må vi også hjælpes ad her hjemme. Hvad mener I om det, er det noget, I kan gå med til.

 Begge drenge nikker.

 Sig mig engang, er I altid så stille, eller kan I også li` at lave lidt ballade en gang imellem.

 Dan ser op på Carsten, og der kommer et lille forsigtigt glimt i øjet, men så dukker han sig lidt og ser ned i gulvet igen.

 Carsten rejser sig og går lidt frem og tilbage på gulvet. De er åbenbart svære at få slået hul på, måske fordi de nærer mistillid til voksne. Så går han hen bag sofaen og lægger stilfærdigt sine hænder på Jans skuldre. Det giver et sæt i Jan, og så begynder han at ryste over hele kroppen.

 Er du bange for mig, min dreng. Det behøver du ikke at være, tværtimod. Susanne og jeg vil gerne prøve at hjælpe jer.

 Han stryger stilfærdigt Jan gennem håret. Jan hulker stille. Dan ser helt forstyrret ud, så ser han forskræmt over på Susanne for ligesom at bede om hjælp.

 Peter og Jens er færdige med opvasken, men da de hører Jans hulken gennem den lukkede dør, lister de stille ind på deres værelse. Det her må forældrene hellere klare selv.

 Susanne har fået en klump i halsen ved at se Dans fortvivlede ansigtsudtryk.

 Så hvisker hun.

 Kom her over til mig.

 Dan rejser sig og går over til hende. Carsten sætter sig ved siden af Jan i sofaen og tager ham blidt om skulderen.

 Susanne gør plads til Dan ved siden af sig i stolen.

 Sæt dig her hos mig, du er ikke bange for mig, vel.

 Dan klemmer sig ind til hende og hvisker et: Nej.

 Jan er ved at få kontrol over sig selv igen. Han ser på Carsten med tårer i øjnene.

 Undskyld. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.

 Carsten ser på ham og siger stilfærdigt.

 Det tror jeg godt, at jeg ved, men det skal du ikke være ked af eller flov over. Det kan være sundt at græde lidt en gang imellem, og det har du altid lov til her. Jeg tror godt, at vi kan blive gode venner, tror du ikke det.

 Jan tørrer øjnene med sit skjorteærme og smiler lidt forlegent.

 Jo, helt bestemt.

 Carsten smiler over til Dan.

 Tror du ikke, at ham kælebarnet derovre vil være med i det venskab.

 Dan rødmer, da han kommer i tanke om, at han næsten sidder på skødet, trods sine tretten år.

 Susanne smiler.

 Der er ingen grund til at skamme sig over at vise sine følelser. Jeg er sikker på, at vi fire godt kan blive gode venner.

 Hun giver Dan et lille klem og fortsætter.

 Synes I ikke, at vi skal tage tvillingerne med i det venskab.

 Begge drenge smiler og siger i munden på hinanden.

 Meget gerne.

 Så kald lige på dem Dan, jeg tror, at de er inde på deres værelse.
 Dan glider ned fra stolen og løber ind efter Jens og Peter.

 Da de kommer ind i stuen, spørger Peter.

 Bliver I her i aften.

 Nej, jeg har lovet at køre dem hjem til deres mor i aften, men jeg regner med, at de kan komme herhen i week-enden, hvis de har lyst.

 Åh ja, meget gerne.

 Nu må I hellere få læst lektier, så kører jeg Jan og Dan hjem, så de også kan nå deres lektier.

 De siger begge tusind tak til Susanne og følger så med Carsten ud til bilen.

 Da de er væk, står Peter og ser tankefuld ud.

 Tænk, hvor må det være mærkeligt for dem at føle, at der er nogen, der kan lide dem, og som gerne vil hjælpe dem. Jeg kan faktisk virkelig godt lide dem begge to, nu hvor jeg kender dem lidt bedre. De to er vist ikke forvænte med kærlighed.

 Susanne nikker.

 Nej, det har du så evig ret i.

 Det er vel nok godt, at Peter og jeg har jer, og at I vil være med til at hjælpe dem. Jeg kan også godt lide dem begge to.

 Susanne smiler.

 Der er nok ingen tvivl om, at jo bedre man lærer nogen at kende, jo større er sandsynligheden for, at man kommer til at holde af dem.

 Drengene går nu ind til sig selv for at læse lektier, og Susanne går ud og laver kaffe til Carsten kommer tilbage.

 En halv time efter er Carsten tilbage, og han har begge drengene med. Han ser meget bister ud.

 Jan og Dan sover her i nat. Vi kan nok få rigget et par sengepladser til, det klarer I, Jens og Peter. Jan og Dan kan gå med jer. Jeg skal lige snakke med Susanne.

 Carsten er lige så han koger. Susanne prøver at dæmpe ham lidt ned. Men han er ikke sådan at få til at falde til ro.

 Tænk at have sådan to dejlige drenge, og så opføre sig sådan. Moderen var mere end halvfuld, da vi kom derhen, der var gæster og larm og ballade. Jeg gjorde kort proces og sagde, at jeg tog drengene med igen. Jeg sendte dem lige ind efter noget nattøj og deres skolebøger, og så kørte vi igen. Moderen stod bare og gloede, som om hun ikke fattede noget, hvad hun sandsynligvis heller ikke gjorde.

 På tilbagevejen sagde Dan stilfærdigt.
 Sådan er det så tit.

 Jan rystede på hovedet.

 Ja, men det er så svært at vænne sig til.

 Susanne smiler lidt.

 Der er nok ikke noget at sige til, at de følte sig lidt utrygge over for os i starten. Deres erfaringer med voksne mennesker er tilsyneladende ikke særligt gode. Men det punkt tror jeg, at vi er kommet over, når det gælder os.

 Carsten nikker.

 Peter kommer ind i stuen.

 Vi har aftalt, at Jan og Dan får vores senge, så sover Jens og jeg på gulvet i vores soveposer, det kan vi sagtens klare.

 Det er fint, min dreng. Tag lige to kopper mere i køkkenet og kald så på de andre. Vi trænger vist til en god kop kaffe alle sammen.

 Lidt efter sidder de så og drikker kaffe. Snakken går lidt trægt. Jan og Dan er meget stille, og Carsten er ikke dampet af endnu.

 Peter og Jens prøver at sætte liv i snakken, men det lykkes ikke rigtigt.

 Pludselig siger Susanne.

 Hvad nu med jeres lektier, kan I nå dem til i morgen.

 Drengene ser på hinanden, det havde de helt svedt ud.

 Det kommer vist til at knibe. D.v.s. jeg ved ikke, hvor meget Dan har for, men vi skal nok hjælpe ham.

 Dan ser ulykkelig ud.

 Jeg skal aflevere en stil i morgen, og jeg er ikke begyndt på den endnu.

 Så ler Carsten pludselig en rungende og befriende latter.

 Nu skal jeg så hjælpe jer i denne omgang. Det er sidste dag før efterårsferien i morgen, så det er nok begrænset, hvor meget der skal ske i skolen. Jeg ringer derhen i morgen tidlig og siger, at jeg skal have jer alle sammen med til Odense og se på hus.

 Susanne skærer en grimasse og lader, som om hun er sur.

 Hvad så med mig.

 Hvis du ikke kan få fri, venter vi med at køre til over middag, dig skal vi sandelig have med.

 Tak skal du have. Så kører vi over middag, men jeg har da ikke hørt noget om, at du havde kig på et hus.

 Det har jeg heller ikke, det er jo det, vi skal over og finde ud af. Jeg går da ud fra, at I to godt vil med, Jens og Peter behøver jeg vist ikke at spørge, de plejer at være med på den værste.

 Både Jan og Dan nikker ivrigt.

 Så er det en aftale. Jan og Dan vasker op, Jens og Peter gør sengene klar, og mor og jeg slapper af.

 Jens smiler bredt.

 Det er det, man kalder arbejdsfordeling, sådan er det bare.

 En halv time efter er drengene klar til at gå til ro. Jan og Dan protesterer mod, at de andre skal ligge på gulvet, men Peter og Jens holder på, at sådan skal det være.

 Da de har sagt godnat, spørger Jan, om han godt lige må snakke alene med Carsten.

 Du siger ikke noget til far om det her i aften vel. Så bliver der bare endnu mere ballade. Mor er sådan set god nok, hvis hun bare ville lade være med at drikke. Jeg er ked af, at du så hende sådan, det er så flovt, synes jeg.

 Jeg lover dig, at jeg ikke siger noget til din far. Men hvis I to kan gå med til det, tror jeg, at det er bedst, at du og Dan bliver boende hos os, også når vi kommer tilbage fra turen til Odense.

 Jamen hvad så med mor.

 Din mor er et voksent menneske.Måske det, at I kommer hjemmefra, kan få hende til at tage sig sammen. Din og Dans tilværelse skal i hvert fald ikke ødelægges mere, det vil hverken Susanne eller jeg gå med til.

 Jamen kan og vil I virkelig have os boende.

 Det både kan og vil vi min ven. Det bliver nok lidt trangt, til vi flytter, men så kommer vi så meget nærmere ind på livet af hinanden. Du kan da se, at Jens og Peter også går ind for det, ellers ville de da ikke overlade jer deres senge.
 Vi skal dog nok skaffe en seng til jer hver en af de kommende dage.

 Tænk, at nogen kan være som Susanne og dig, ja og Jens og Peter da også.

 Det er vist noget, du og din lillebror trænger til at mærke, tror jeg. Nu synes jeg, at du skal give Susanne et lille godnatknus, før du går i seng. Det vil hun sætte pris på, det er jeg helt overbevist om, og send så lige Dan ind til mig, ham vil jeg også godt lige snakke to ord med.

 Carsten lægger sine hænder på Jans skuldre og giver dem et lille klem.

 Ja, smut så med dig, vi kommer ind og siger godnat til jer alle fire om lidt.

 Jan går ind til Susanne, der smiler til ham.

 Husk nu at lægge mærke til, hvad du drømmer i nat, man siger jo, at det man drømmer den første nat, man sover et nyt sted, går i opfyldelse.

 Jan går helt hen til Susanne.

 Carsten mente, at jeg godt måtte give dig et lille knus, har du noget imod det.

 Nej, helt bestemt ikke.

 Det bliver nu ikke noget helt lille knus, dertil er Jan alt for glad og taknemlig. Han er lidt rød i hovedet, da han løber ind i seng, men han husker at sende Dan ind til Carsten.
 Nu kender vi vist hinanden så godt, at du ikke er bange for os mere, vel. Skal vi ikke være enige om, at du prøver at glemme, hvad der er sket i aften. Jeg har aftalt med Jan, at I to bliver boende hos os nu. I skal nok få jeres egne senge en af dagene. Der bliver nok lidt trangt, indtil vi flytter, men tror du ikke godt, at det kan gå..

 Ok jo. Jeg vil da gerne sove på gulvet, bare jeg må blive her, men det ville Jens ikke gå med til.

 Vær du glad ved det, det viser da, at både Peter og Jens også gerne vil beholde jer, ellers ville de da ikke overlade jer deres senge. Men smut du nu ind og sig godnat til Susanne, så der ikke er andre der ser det, så kommer vi begge ind og siger godnat til jer alle fire om lidt.

 Tusind tak, fordi du tog os med tilbage.

 Han slår armene om halsen på Carsten og giver ham et ordentligt knus, inden han løber ind til Susanne.

 Det er så dejligt at være hos jer, I er så flinke og rare.

 Så slår han armene om halsen på hende og giver hende et stort knus.

 Uvilkårligt knuger hun den spinkle dreng ind til sig. Tænk, at nogen kan gøre sådan et barn fortræd. Da hun giver ham et kys på panden, kan hun se tårerne i hans øjne.

 Så giver hun ham et klaps bagi.

 Ja, så er det i seng, mester.

 Lidt efter går Susanne og Carsten så ind for at sige godnat til drengene.

 Carsten har en arm om skulderen på Susanne.

 Godnat alle fire. Kan I nu sove godt. Jeg kalder på jer i morgen. Hvis det bliver for hårdt for jer at sove på gulvet, kan I lægge jer ind på sofaen.

 Ok nej, vi skal nok sove fint her. Godnat far og mor.

 Godnat, og tak for i dag.

 Carsten og Susanne går ind til sig selv. De snakker længe, før de går i seng. Carsten går lige ind for at se, hvordan det går hos drengene.

 Han kommer listende tilbage.

 Kom og se, Susanne.

 Drengene er åbenbart blevet enige om, at de godt kan være to i hver seng, for der ligger et lyst og et mørkt hoved i den ene seng og et lyst og et blond hoved i den anden seng. Alle fire sover trygt.

 Næste dag tager Susanne på kontoret, mens drengene endnu sover. Carsten ringer til skolen og fortæller, hvorfor drengene ikke kommer i skole og får at vide, at det er helt i orden.

 Ved nitiden har han lavet morgenmad og går så ind for at vække dem.

 Så er der morgenmad drenge. I kan vaske jer og tage tøj på bagefter.

 De ser lidt forsovede ud, men det varer ikke længe, før de er helt kvikke, og i dag er både Jan og Dan også i fin form.

 Peter ser på Carsten.

 Er mor allerede gået.

 Ok ja, klokken er jo mange, men jeg skulle hilse jer fra hende. Jeg har ringet hen på skolen og fortalt, at I ikke kom i dag, og det lod de til at være glade for.
 Når vi nu er færdige med morgenmaden, og I er blevet vasket og er kommet i tøjet, gør vi lige huset i stand, og så laver vi frokost til Susanne kommer hjem, så vi er klar til at køre, når vi har spist.
 Snakken går fint under morgenmaden og snart er de færdige. Jan og Dan låner et par rene skjorter, og så går det løs med støvsugning, opvask o.s.v. Ved halvtolvtiden hjælpes de ad med frokosten, så da Susanne kommer hjem, er frokosten klar på bordet. Drengene stråler, da hun roser dem for arbejdet, og Carsten siger, at det har ingen sag været at ordne hus med sådan nogle hjælpere.

 De får spist frokosten i en fart, og så skal de køre.

 Carsten og Susanne morer sig over at drengene er så ivrige efter at komme afsted, at de næsten ikke kan vente.

 Endelig ruller bilen afsted med dem alle sammen. Drengene er så glade og forventningsfulde, at de er lige ved at råbe hurra.

 Lidt før tre er de ved Storebælt, og de er så heldige at komme over med det samme. Ferietrafikken er ikke rigtig begyndt endnu.

 Turen går videre mod Odense. Her har Carsten truffet aftale med en ejendomsmægler om at se på nogle forskellige huse, så de er rigtig rundt i Odense. De kommer også forbi H.C.Andersens hus, men er enige om, at det nok ville være for lille til dem.

 Det hus de synes bedst om, ligger på Langelinie. Det er et dejligt toetagers hus med masser af værelser.

 Peter og Jens er de mest ivrige. De diskuterer indretning m.m. Jan og Dan er meget afdæmpede. Det kniber dem at forestille sig, at de virkelig skal her over og bo sammen med de andre. De synes, at det lyder helt ufatteligt. Da de kommer ud i haven og ser, at den går lige ned til Odense å, bliver de helt tavse.

 Susanne og Carsten blinker til hinanden. Det her lader til at være det helt rigtige. Prisen er også forholdsvis rimelig, når man tager husets størrelse og beliggenhed i betragtning.

 Det lykkes Carsten at få presset prisen lidt ved at tilbyde en større udbetaling. Så mangler der bare de juridiske ting, men Carsten regner det for helt sikkert, at det går i orden, så de kan flytte ind til 1.december og således holde jul i det nye hus.

 Så ser Susanne på drengene.

 Nu må vi da vist hellere se at få noget at spise, er I ikke sultne.

 Jan ser forskrækket på hende.

 Skal vi spise ude, bliver det ikke meget dyrt, når vi er så mange.
 Susanne smiler til ham.

 Det skal vi ikke tænke på i dag, da skal vi fejre, at vi har fundet det helt rigtige hus, som vi kan lide alle sammen, for det kan I vel også.

 Peter og Jens ser på forældrene med strålende øjne.

 Om vi kan. Det er jo pragtfuldt. Det har en fin indretning, og det ligger skønt.

 De snakker i munden på hinanden.
 Carsten tager Jan og Dan i nakken, en med hver hånd.

 Hvad med jer to, hvad synes I.

 Dan ser op på ham, så kommer det forsigtigt.

 Det ser da dejligt ud, men er det nu også helt sikkert, at vi får lov til at flytte med jer her over. Hvad siger vores far og mor til det.

 Susanne ryster på hovedet.

 Det må I undskylde. Vi kom så hurtigt afsted, at jeg ikke nåede at få fortalt, at min chef har lovet at ordne det, så I kan blive hos os. I hvert fald indtil I er færdige med skolen. I kan selvfølgelig besøge jeres forældre så meget I vil, men ellers kommer I altså til at høre til den her familie, hvis I bryder jer om det, og det er jeg da ved at tro, at I gør.

 Jan smiler glad.

 Om vi gør. Det er jo det bedste, der nogensinde er sket for os.

 Dan nikker bare. Han er så glad, at han slet ikke kan sige noget.

 Carsten ser fra Susanne til drengene.

 Nu går vi på jagt efter et godt sted at spise, og så planlægger vi videre, når vi har spist, sådan noget skal man ikke gøre på tom mave.

 De finder en lille hyggelig restaurant og får en god middag. I aften tager Jan og Dan også godt fra. Da de er færdige med at spise, tager Carsten sin pibe frem. Så smiler han til Susanne.

 Tror du, at de unge mennesker vil have noget at ryge på.
 Susanne har taget sine cigaretter frem. Hun nikker til Carsten og byder så drengene. De kigger lidt på hinanden og så fra Carsten til Susanne og så tager de tre store hver en cigaret.

 Hvad med dig, Dan.

 Må jeg godt.

 Ja, i aften er det i orden. Jeg er ikke tilhænger af, at I ryger, men lidt en gang imellem ved særligt festlige lejligheder er helt i orden. Men husk, alting med måde.

 Så fisker Dan også en cigaret frem og får den tændt.

 Carsten ser sig rundt.

 Ja, så kommer vi til det alvorlige. Hvem vasker op, for jeg har ingen penge med.

 De andre ler og siger, at så må det være ham og Susanne, der skal vaske op, for det er dem, der har inviteret.

 Kun Jan ser lidt forskrækket ud, men Susanne smiler til ham.

 Det skal du ikke tage dig af. Carsten elsker bare at drille, det vænner du dig nok til efterhånden og dril så bare igen.
 Jans ansigt klarer op. Han mumler noget om, at han var kommet til at tænke på noget ubehageligt, og snart er han glad igen.

 Jamen hvor synes I så, at vi skal sove i aften.

 Skal vi da ikke tilbage til København i aften.

 Drengene ser forbavsede på Carsten.

 Selv Susanne ser overrasket ud.

 Carsten sukker højlydt.

 Når I ikke har nogen forslag, er det da godt, at jeg har noget i baghånden. Tror I virkelig, at jeg vil tilbage til København allerede i aften. Nej, nu vil jeg ud og opleve noget, men I vil måske ikke med, så kan I jo tage toget hjem.

 Nåh dog, jamen lad os så finde bilen og så kører vi med forseglede ordrer.

 Drengene prøver at presse ham til at fortælle, hvor de skal hen, men Carsten ryster bare på hovedet og vil ikke ud med det. Han siger bare.

 Om ikke andet, finder vi nok en høstak et sted.

 Da de har kørt en times tid, først på store veje, så på mindre og til sidst på helt små grusveje, begynder Carsten at brumme.

 Det var mærkeligt, nu vil jeg da håbe, at jeg kan finde det. Det skulle være her i nærheden et sted.

 Så kører de ind i en skov. Carsten standser bilen og slukker for motoren.

 Ja, så er vi her.

 Både Susanne og drengene ser ud ad vinduerne. Det er helt mørkt.

 Her, jamen det er jo inde i en skov, der er ingen huse eller nogenting.

 Har jeg sagt, at vi skulle sove i et hus. Kan I ikke bygge en hytte til os her ude i skoven.
 Jens ler.

 Åh, du holder sjov med os far.

 Men Peter er straks med på den.

 Det kan da blive sjovt.

 Carsten smiler.

 Hvor mange stemmer for, at vi bliver her.

 Peter og Dan har straks hånden fremme.

 Carsten ser smilende på Susanne.

 Jamen så foreslår jeg, at Peter og Dan bliver her, så fortsætter vi andre. Jeg vil ikke blive her, når mor ikke vil.

 Susanne rusker ham i håret.

 Lad os så komme videre, hvad er det, du har i tankerne.

 Carsten ler højt.

 Ikke hvad, men hvem. Det er jo jer, min skat.

 Han starter bilen igen og lidt efter kører de op foran en hyggelig landsbykro.

 Skal vi gå ind her og få en kop kaffe, måske kan de også klare nogle værelser.
 Mens de sidder ved kaffen med dejlig hjemmebagt kringle til, siger Carsten.

 Kan I godt sove sammen med to i hver seng i aften igen. Jeg har kun kunnet få to dobbeltværelser.
 Drengene ler.

 Det kan vi sagtens, det gik da fint sidste nat.

 Det var rart, for så må I hellere se at komme til køjs, så vi andre kan få lidt fred og ro.
 Drengene får anvist deres værelse og siger godnat. Carsten og Susanne bliver siddende lidt endnu og hygger sig.

 Da drengene kommer op på værelset, bliver de enige om at trække lod om, hvem der skal sove sammen og hvilken seng, de skal sove i. Det er det mest retfærdige.

 Det bliver Peter og Dan, der skal dele den ene seng og Jens og Jan den anden.

 Så siger Dan.

 Vi har jo ikke nattøj med, kan vi sove uden. Vi skal jo havde det her tøj på også i morgen.

 De andre ser uvilkårligt på ham, så begynder Jens at le.

 Det er vist fornuftigt. Jeg sveder somme tider meget om natten, så det her tøj kan komme til at lugte, hvis jeg sover i det, og jeg kan nok ikke gøre dig gravid Jan.

 Jan smiler.

 Godt, så lover jeg dig det samme.

 Peter nikker.

 Jamen så er det vedtaget.

 De putter sig helt ned under de tunge dyner for at få varmen, efter at de har sagt godnat til hinanden.

 Så hvisker Jan.

 Kan du huske, da vi sloges.

 Om jeg kan. Den gang var jeg virkelig bange for dig, og tænk, nu er vi blevet venner, hvor er det dog dejligt.

 Det synes jeg bestemt også. Bare I og jeres forældre nu ikke bliver skuffede over os.
 Det behøver du ikke at være bange for, I ville jo aldrig skuffe os med vilje.

 Jens lægger en arm om halsen på Jan og klemmer ham ind til sig.

 Vi kan jo alle fire lide jer, sådan for alvor.

 Ovre i den anden seng ligger Peter og spekulerer. Er det mon med vilje, at hans far har arrangeret det her, for at vise, at han ikke er nervøs for at han ligger sammen med en anden dreng. Og så ligger de endda uden tøj. Han kan mærke, at Dan ligger uroligt, så mærker han Dans hånd, der søger efter hans hånd. Samtidig hører han Dan hviske.

 Sover du Peter.

 Nej, hvorfor det.

 Jeg er bange. Jeg er så bange for, at vi ikke får lov til at blive hos jer., men skal tilbage til mor igen.

 Du behøver ikke at være bange. I skal blive hos os, det har far og mor sagt, og så passer det, og jeg skal nok passe godt på dig.

 Vil du virkelig godt det.

 Dan sukker dybt og klemmer sig helt tæt ind til Peter.
 Peter jubler indvendig. Han kan mærke, at det eneste han ønsker er,. At beskytte den anden mod alt ondt. Han lægger begge sine arme om Dan og trykker ham ind til sig.

 Ja, altid min ven. Sov du bare helt roligt.

 Peter tænker på sin far. Det her vil han huske at fortælle ham i morgen, det vil glæde ham.

 Nede i krostuen sidder Carsten og Susanne og snakker. De har fået en cognac til kaffen for bedre at kunne slappe lidt af. De sidste dage har været noget anstrengende, men de fortryder bestemt ikke det, de har gjort. De er enige om, at de kunne ikke have gjort andet med god samvittighed.

 Så siger Susanne med et lille smil.
 Hvad nu med i morgen, hvad har du da tænkt på.

 Jeg havde tænkt mig en lille smuttur til Kiel og så en overnatning mere på en kro, inden vi vender næsen hjemad.. Vi har råd til det, og vi fik jo ikke nogen bryllupsrejse. Nu kan det her så være nr. 1. Så regner jeg med, at vores fire drenge kan klare sig selv i en uge eller 14 dage til næste sommer, når de har vænnet sig rigtigt til hinanden. Så stikker vi to af på vores bryllupsrejse nr. 2.

 Det lyder dejligt, men jeg er nu godt nok tilfreds med nr. 1. Jeg nyder at se de fire glade drenge. Vores to nye drenge trænger til tryghed, og det tror jeg, at vores to gamle drenge er glade for at kunne give dem. Er det ikke også derfor, at du lader dem sove sammen alle fire.
 Jo, bl.a. men også for at vise dem, at jeg har tillid til, at de ikke gør noget galt ved at sove sammen. Jeg ved, at Peter har haft nogle spekulationer i den retning. Jeg håber, at dette kan hjælpe ham.

 Det håber jeg bestemt også, ellers vil det være utrolig synd for ham.

 Så for pokker, nu glemte jeg jo, at vi ikke har pas til Jan og Dan. Sikken et fjols jeg er. Nå, så må vi finde på noget andet, har du nogle gode ideer.

 Jeg skal tænke over det, måske får jeg en god ide i drømme. Jeg tror i hvert fald, at vi også skal se at komme i seng nu.
 Næste dag kommer drengene først ned. De er i fint humør. De har sovet godt og er nu parate til at gå i gang med en ny dag, fulde af forventninger til, hvad der nu skal ske.

 Det lykkes Peter at få snakket lidt alene med sin far efter morgenmaden.

 Du aner ikke, hvor glad jeg er over, at jeg nu ved, at der ikke er noget galt med mig.

 Det har jeg vidst hele tiden min dreng, men jeg er glad for, at du selv er blevet klar over det nu, så føler man sig meget bedre tilpas.

 Hvor skal vi hen nu, far.

 Det ved jeg ikke, i dag er det mor der kører og dermed bestemmer, hvad der skal ske.

 Susanne sætter sig ved rattet med en hemmelighedsfuld mine.

 Nu er det ganske vist højlys dag, så det kan være lidt svært at overraske jer, men lad os nu se, hvad der sker.

 Da de har kørt et stykke, kører de ind til Egeskov slot for at se veteranbilmuseet. Drengene er meget interesserede i de gamle biler, men det er både Carsten og Susanne for resten også.

 De spiser frokost i cafeteriaet og fortsætter så mod Odense. De kører forbi huset på Langelinie, men standser ikke. De fortsætter nordpå mod Kerteminde. Efter at have set lidt på Kerteminde, kører de ud på landet igen. Lidt senere kører de så op foran Ulriksholm slot.

 Susanne standser bilen og smiler.

 I aften skal vi lege adelige.

 Drengene ser uforstående på hende, men Carsten nikker anerkendende.

 Der er stil over dig, grevinde, eller skal man sige Deres Nåde.

 Ja tak, det ville nok være passende.

 Drengene er stadig forvirrede.

 Jens ser på Susanne.

 Kan man komme ind og se slottet. Det kunne være spændende.

 Kunne I tænke jer at bo her i nat, og se, om det er rigtigt, at det spøger.

 Dan gisper.

 Bo her…….

 Carsten smiler bredt.

 Jeg er ved at tro, at mor allerede har arrangeret det. Der er nu stil over Dem, grevinde Rosenknop.

 Susanne ler.

 Jamen så vil jeg invitere de unge grever, og den ældre med, til en tur i parken, så vi kan lære vores residens lidt at kende. Drengene suser omkring for at se så meget som muligt. Jan går dog lige hen til Susanne først.

 Mener du det virkelig.

 Javist, hr. greve.

 Det hele er så eventyrligt. Jeg er så bange for, at jeg bare drømmer og pludselig vågner op der hjemme.

 Nej, min ven, det er ikke en drøm. Du og de andre har bare været så heldige at komme med på Carstens og min bryllupsrejse, og så skal det da være lidt eventyrligt.

 Hvordan skal min lillebror og jeg nogensinde kunne gengælde alt det, I gør for os.

 Det gør I i rigeligt mål, når vi kan se, at I er glade og godt tilpasse.

 Jan ryster på hovedet.

 Hvis det er en drøm, så gid jeg aldrig vågner mere.

 Lidt efter går de så ind på slottet for at få tildelt deres værelser.

 Dan ser forsigtigt op på Carsten.

 Skal vi sove i samme værelse i nat igen.

 Carsten smiler.

 Er det af hensyn til spøgelserne. Men i aften kan I godt få to værelser, hvis I foretrækker det.

 Drengene er imidlertid enige om, at de gerne vil sove på samme værelse, og det får de så lov til.

 Der er to himmelsenge på værelset, så det ser meget fornemt ud.
 Dan ser på Peter.

 Må jeg sove sammen med dig Peter.

 Er du alligevel lidt bange for spøgelserne.

 Dan ler.

 Nej, men Jan snorker.

 Jan brummer.

 Hørte du noget til det sidste nat Jens.

 Jens ryster på hovedet.

 Næh, men hvis Dan helst vil sove sammen med Peter, og du da ellers vil tage til takke med mig, så synes jeg da, at det er helt i orden.

 Dan ser helt ulykkelig ud.

 Det var ikke det, jeg mente, jeg vil da også gerne sove sammen med dig, Jens.
 Jan surmuler.

 Nå, så er det altså bare mig, der ikke er nogen, der vil sove sammen med. Men så kan I tre jo sove i den ene seng, så tager jeg den anden.

 Dan begynder at græde. De andre ser også kede ud af det. Peter prøver at glatte ud, men det vil ikke rigtig lykkes. Jan kan ikke rigtig få styr på det, han er også ulykkelig.

 Pludselig begynder Jens at le. De andre ser overraskede på ham.

 Se nu at få tørret øjnene. Vi trækker bare lod, lige som i går., så er der ingen sure miner, for så er det skæbnen, der har bestemt. Og lov mig så lige en ting. Lad ikke far og mor mærke, at vi har været oppe at skændes lidt, det vil være synd for dem, med alt det, de gør for os. Er vi enige om det, så hit med labberne

 De er meget hurtige til at give hinanden håndslag på det.

 Jens smiler.

 Vi lader far eller mor trække lod.

 De andre ser forbavsede på ham.

 Jamen de skulle jo ikke blandes ind i det her.

 Det bliver de heller ikke, men de to navne, de nævner først, når vi kommer ned, sover sammen og så sover de to andre sammen.

 De andres ansigter klarer op, de synes, at det er en god ide, og snart er de på vej ned til aftensmaden. Nu har de alle fire deres gladeste ansigter på. Det lille skænderi er glemt, fordi de fik det ordnet, inden det voksede sig stort.

 Da de kommer ned, blinker Jens til de andre.

 Hvordan skal vi sidde.

 Susanne sætter sig for den ene bordende og jeg sætter mig for den anden, så foreslår jeg, at Jens og Dan sætter sig på den side og Jan og Peter på den anden side.

 Så ryger det ud af munden på Jens.

 Skæbnen har talt.

 De andre kommer til at le, mens Carsten og Susanne ser spørgende på dem.

 Hvad mener du med det.

 Jens vrider sig lidt.

 Jo altså, vi kunne ikke rigtig blive enige om, hvem der skulle sove sammen i aften, og så blev vi enige om, at de to I nævnede først skulle sove sammen og de to andre ligesådan.

 Susanne ser smilende på dem.

 Nå, er I så tilfreds med resultatet.

 Ja ja, siger de i munden på hinanden.
 Det bliver vist bedst, at I får hver sit værelse, når vi flytter, ellers kommer I vel op at toppes hver aften. Vi kan selvfølgelig også lave en firepersoners seng, eller måske hellere en turnusordning.

 Når vi kommer hjem, får I i hvert fald hver sin seng, det må vel hjælpe på det

 Er du vred på os, far.

 Nej, hvor vil du hen. Jeg vil jo bare undgå, at I skændes hver aften, når I skal i seng.

 Peter ser alvorligt på ham.

 Det gør vi heller ikke mere, det lover jeg.

 De andre nikker ivrigt.

 Carsten begynder at le.

 Og hermed sluttede den første verdenskrig. Lad os fejre det med en god middag.

 Maden smager godt, og da de har spist, sidder de og snakker hyggeligt. Den gode stemning er helt genoprettet.

 Carsten begynder at fortælle historier fra sine rejser, og drengene lytter ivrigt.

 Inden de ser sig om, er det sengetid. Det er heller ikke fri for, at de er ved at være lidt trætte alle sammen. Der har været mange oplevelser for dem alle de sidste dage.

 Drengene siger godnat, og både Susanne og Carsten får et knus hver af alle fire drenge.

 Da de kommer op på værelset, siger Jan.

 Undskyld, det var vist mig, der satte det skænderi i gang før maden, men du klarede det godt, Jens, tak for det.

 Dans stemme lyder ynkelig.

 Nej, det var mig, der begyndte, det var min skyld.

 Slut, det var ikke nogens skyld, lad os nu ikke komme op at skændes igen. Det er vi alt for gode venner til. Vi bliver jo bare kede af det, og det er der ingen af os, der ønsker.

 Enig.

 Jan begynder at le.

 Hvordan kan man blive uenig med sådan en vismand.

 Så kommer det forknyt fra Dan.

 Det passer ikke, at du snorker Jan. I må gerne grine ad mig, men jeg holder så meget af dig Jan. Jeg kan ikke holde ud, hvis vi bliver uvenner.

 Der er ingen her, der vil grine ad dig, lillebror. Vi to er ikke vant til at vise vores følelser over for andre, men det tror jeg roligt, at vi kan gøre, når vi er sammen med Jens, Peter og deres forældre.

 De forstår os, eller vil i det mindste prøve på det. Jeg holder jo også så meget af dig, Dan. Du har hidtil været den eneste, jeg stolede på, dig er der ingen, der må gøre fortræd.

 Du har ret Jan.

 Far og mor har lært os, at man ikke skal være så bange for at vise sine følelser, selv om man er en dreng. En dreng har lige så meget ret til at græde, som en pige har. Far og mor er også glade, når vi viser dem, hvor meget vi holder af dem. Jeg er sikker på, at de kan mærke, at I også er glade for dem, og det betyder meget for dem.

 Nu må vi nok hellere komme til køjs, i morgen er der jo atter en dag. Tror I, at der er flere overraskelser nu, jeg synes næsten ikke, at jeg kan rumme mere.

 Nej, nu tror jeg nok, at turen går hjemad i morgen, men sikke nogle dage det har været. Godnat.

 Hurtigt kommer de af tøjet og hopper op i sengene. Dan og Jens falder først i søvn.  Dan har puttet sig helt ind til Jens, som har lagt en arm omkring ham.

 Jan og Peter ligger og småhvisker lidt, før de falder i søvn.

 Hvor holder du meget af din lillebror. Det kan man tydeligt mærke, men det er også gensidigt, det er man ikke i tvivl om.

 Jamen han har jo været mit eneste faste holdepunkt i tilværelsen i mange år.

 Er du bange for mig, Jan.

 Bange, nej helt bestemt ikke, hvorfor skulle jeg dog være det. Jeg lå netop og tænkte på, hvor mærkeligt det var, at jeg nu er blevet gode venner med både Jens og dig. Jeg var så misundelig på Jens, fordi du tog dig så meget af ham, da han var ny dreng på skolen. Jeg havde sådan håbet, at vi kunne blive venner, og så blev vi uvenner i stedet for. Du var så populær, selvom nogle drillede dig og kaldte dig Paw. Den gang var jeg bange for dig, fordi jeg ikke kunne finde ud af dig. Men nu, hvor jeg kender dig, vil jeg da snarere sige tværtimod. Nu føler jeg mig tryg, når jeg er sammen med dig, på en eller anden måde, som er svær at forklare.

 Jeg blev misundelig på Dan i eftermiddags. Jeg var bange for, at han skulle tage dig fra mig, nu, hvor jeg lige syntes, at jeg havde fundet dig. Jeg var vågen en gang sidste nat og så, hvor trygt han lå og sov sammen med dig. Det er nok for dårligt, at jeg ikke kunne unde ham det igen. Jeg syntes bare, at jeg selv havde et enormt behov for tryghed, og jeg håbede sådan, at du kunne give mig det.

 Jeg måtte bare fortælle dig det, var det meget forkert af mig.

 Det er aldrig forkert at betro sig til en ven, og du kan være helt sikker på, at både Jens og jeg er Dans og dine venner. Jeg vil ønske, at jeg kan give dig den samme tryghed i nat, som jeg følte, at jeg gav Dan sidste nat. Jeg følte jo, at han havde brug for mig.
 Når jeg spurgte, om du var bange for mig, skyldes det noget, jeg kun har talt med min far om. Jeg har gået og været bange for, at der var noget forkert ved mig, fordi jeg bedst kunne lide andre drenge. Sidste nat overbeviste Dan mig om, at det ikke var, fordi han var en dreng, at jeg var glad for ham, men fordi der var en, der havde brug for mig, en, der viste mig en enestående tillid.

 Den tillid du viser mig, ved at fortælle mig det, vil jeg aldrig kunne skuffe. Nu ved jeg, at du kan give mig den samme tryghed, som du gav Dan sidste nat, og nu vil jeg ikke være misundelig mere, når du også tager dig af ham.

 Stille knuger de hinandens hænder. Så slår Jan den ene arm om halsen på Peter.

 Tak Peter, den her aften vil jeg aldrig glemme dig for.

 Sov godt min ven. Jeg lover, at jeg aldrig vil svigte dig, med min gode vilje.

 Lidt efter sover de begge trygt.

 Næste morgen er de i fint humør alle fire. Susanne og Carsten er begyndt på morgenmaden, da de kommer ned, nyvaskede og velfriserede.

 Susanne får et kys på kinden af dem alle fire og Carsten får et klap på skulderen.
 Carsten smiler.

 Nå, fik I så hilst på spøgelserne i nat.

 Næh, det glemte vi helt at lægge mærke til. De må have været meget stilfærdige.

 Carsten begynder at le.

 I er da ikke værd at tage med i byen. I skulle jo have været vågne kl. tolv og hørt på deres historier. Men så kan vi jo lige så godt vende næsen hjemad. Vi skal have hentet Jans og Dans ting, og så skal vi have møbleret lidt om, så vi kan være der alle sammen, men vi har da efterårsferien til det.

 Efter morgenmaden kører de så hjemad.

 Ferien går alt for hurtigt.

 En af dagene er Dan henne og aflevere sin stil til dansklæreren, så han kan starte med ren samvittighed efter ferien.

 Kammeraterne i skolen har selvfølgelig hørt om flytningen og er meget nysgerrige, men det går heldigvis ret hurtigt over. Alle fire er meget flittige i skolen, de vil gerne have pæne karakterer med over til den nye skole, så de hjælper hinanden med lektierne.

 Jan og Dan er kun en gang henne og besøge henholdsvis deres mor og deres far. De er meget stille begge gange, da de kommer tilbage. De andre lader dem derfor være i fred, til de liver op igen lidt efter lidt.

 Carsten er fantastisk til at holde drengene i ånde. Han har lavet en tegning over hele huset, og så har de travlt med at måle alle møblerne og lave papatrapper af dem, så de kan prøve sig frem med møbleringen af huset. Det er jo meget rart at vide lidt om, hvordan man vil have tingene til at stå.

 De er blevet enige om at flytte selv i to små lastbiler. Carsten kører den ene og Susanne kører den anden. Drengene skal så begynde at sætte på plads, mens de andre kører bilerne tilbage til København og får hentet deres egen bil.
 Næsten inden de får set sig om, er det den 1.december.

 Carsten spørger, om Jan og Dan vil hen og sige farvel til deres mor og far, inden de rejser. De ser lidt på hinanden og bliver så enige om, at de kan sende et brev, når de er kommet til Odense.
 Carsten synes, at det er helt i orden, han vil ikke prøve at presse dem til noget, som han godt er klar over, at de helst er fri for.

 Og så går det ellers løs med pakningen af bilerne. Jan og Jens kører sammen med Susanne og Peter og Dan kører med Carsten.

 Hen på aftenen har de fået læsset det hele af, men så er de også godt trætte. De tumler i seng alle sammen, efter at de lige har fået en bid mad. Næste morgen skal bilerne tilbage, men Carsten og Susanne regner med at være tilbage til aften igen, hvis vejret holder.

 Da de skal til at køre, springer Jens lige op i bilen til Carsten.

 Kør nu forsigtigt. Hvis det bliver glat, så vent hellere med at komme tilbage i morgen, vi kan sagtens klare os.

 Carsten ser på ham med et lille smil.

 Jeg forstår dig godt. Vi skal nok passe på. Det er godt, at telefonen er blevet installeret. Hvis vi ikke kommer tilbage i aften, ringer vi ved 18 tiden, så I ikke skal vente forgæves på os.

 Tak far. Så er jeg mere rolig.

 Susanne er allerede begyndt at køre. Jens springer ned, og så vinker de alle fire efter dem. Da bilerne er forsvundet, går de ind og begynder at pakke ud og stille tingene på plads. De arbejder ivrigt alle fire, og arbejdet går rask fra hånden. Den eneste, det kniber lidt at koncentrere sig, er Jens, men snart er han dog også i fuld sving.

 De er blevet enige om at ordne køkken og badeværelser først, men det varer ikke længe, før de kan fortsætte med stuerne og forældrenes soveværelse. Det skal stå klart til dem, hvis de kommer hjem i aften, for så er de sikkert godt trætte.

 Ved trettentiden spiser de frokost og slapper lidt af, mens de snakker og planlægger det videre forløb.

 Så siger Dan.

 Hvad sagde du til Carsten.

 Jens siger lidt tøvende.

 Det kan du godt få at vide, vi behøver ikke at have hemmeligheder for hinanden. Jeg bad dem om at køre forsigtigt og vente med at komme hjem til i morgen, hvis det bliver glat til aften. Far lovede at ringe ved sekstiden, hvis de ikke kommer i aften. For at sige det som det er. Jeg er ikke rolig, før de begge to er hjemme i god behold. Det lyder måske pjattet, men jeg har mistet en far ved en færdselsulykke. Det tror jeg ikke, at jeg kan klare en gang til.
 De andre bliver lidt stille. Så lægger Jan en hånd på Jenses skulder.

 Jeg tror godt, at vi forstår dig. Det er bestemt ikke pjattet.

 Dan og Peter nikker og Peter siger.

 De skal nok komme godt hjem. Du behøver ikke at være urolig. Det var en god ide at foreslå, at de ventede med at køre tilbage til i morgen.

 Skal vi ikke gå i gang med vores egne værelser nu, vi er jo næsten færdige med det andet. Så kan vi evt. tage udhuset og garagen til sidst, hvis vi kan nå det.

 Snart er de i sving igen.

 De har fået to værelser og har fået besked om, at de helt selv må bestemme, hvordan de skal indrettes. De har bestemt, at det ene skal være ”sovesal”, det andet skal være ”opholdssalon”. Sengene er blevet skiftet ud med to etagesenge, så de ikke fylder så meget, desuden er der et par skabe og kommoder til tøj og andre ting. Inde i opholdssalonen arrangerer de skriveborde og lænestole, så det bliver rigtig hyggeligt.

 Peter smiler.

 Hvis vi en dag skulle blive uvenner, kan vi jo flytter sammen to og to.

 De andre smiler overbærende. De kan ikke forestille sig, at det skulle blive aktuelt.

 Mens de knokler løs for at få tingene på plads i salonen, ringer det på døren.

 Jens farer ned ad trappen. Det kan da ikke allerede være forældrene, klokken er kun lidt i fem.

 Det er en pige, der står udenfor.

 Jeg så, at I var ved at flytte ind. Jeg er frygtelig nysgerrig, hvor mange er i, jeg bor herinde ved siden af. Jeg hedder Conny.

 Så råber de oppe fra.

 Hvem er det.

 Jens smiler til Conny og råber tilbage.

 Det er en af de indfødte.

 Kom indenfor. Undskyld at her ser noget rodet ud, men det tager sin tid at få pakket ud. Jeg hedder Jens.
 De andre kommer nu buldrende ned ad trappen.

 Peter er først nede.
 Hvad hedder du.

 Hun hedder Conny og er vores nabo. Det er Peter, Jan og Dan.

 Er I brødre, I ser jo ud, som om I er næsten lige gamle.

 Conny ser helt forvirret ud.

 Peter smiler bredt.

 Ja, næsten. Jan og Dan er vores plejebrødre og Jens og jeg er tvillinger.

 Conny ryster på hovedet.

 I holder sjov med mig, I er da ikke tvillinger. I ligner jo slet ikke hinanden.

 Godt set, du kunne blive en god detektiv, men vi er faktisk født den samme dag, ganske vist af forskellige forældre, men nu har vi så samme mor og far.

 Nå sådan, men hvor er jeres forældre.

 De er kørt tilbage til København med flyttebilerne og kommer først tilbage i aften eller i morgen, imens prøver vi så at sætte tingene på plads. Men vil du ikke med ind i stuen, den har vi fået i orden, bortset fra billeder og lamper, det vil far og mor selv ordne.
 Jo tak, men jeg vil da ikke forstyrre jer, jeg var bare nysgerrig efter at se vores nye naboer.

 Det gør ikke spor. Vi trænger til en lille pause. Vil du have en sodavand.

 Ja tak.
 Hun ser faktisk sød ud og kunne godt se ud til nogenlunde at være på deres egen alder.

 Dan ser på hende.

 Har du nogle søskende.

 Ja, jeg har en tvillingebror, som er i byen i eftermiddag, og så har jeg to store søstre, på 19 og 22 år, men de bor ikke hjemme mere.

 Jens siger.

 Og hvad laver din far.

 Han underviser på Teknikum.

 Drengene begynder at le.

 Jens får først taget sig sammen, da han ser på Connys ansigt.

 Undskyld at vi lo, men vores far skal begynde at undervise der til januar.

 Connys ansigt klarer op, hun så lidt sur ud, da de lo, men nu kan hun selv le med.

 Peter har siddet og funderet lidt.

 Jeg ved godt, at man ikke må spørge om en dames alder, det er ikke pænt siges der, men hvor gammel er din bror.

 Conny ser et øjeblik på ham, så knækker hun sammen af latter.

 Nå, det ku` du li` .Det er så også i orden. John og jeg bliver 15 år til maj begge to.

 Hvilken dag.

 Det ryger lige ud af Jens.

 Den 15. maj, hvorfor det.

 Jo, for Peter og jeg fylder 15 år den 14. maj. Det var lige før vi var blevet firlinger, men så er vi jo en hel dag ældre end jer. Jan der, fylder 15 i april, så han er storebror og Dan bliver 14 til september og er altså lillebror.

 Jamen så er I jo også næsten lige gamle. Hvordan klarer jeres far og mor det.

 Det må du hellere spørge dem om, men vi synes, at det går fint.

 I det samme ringer telefonen og Jens løber hen og tager den.

 Ja far, ja vent endelig til i morgen, vi kan sagtens klare os. Vil du hilse på de andre. Vi har ellers lige besøg af vores nabos datter. Hendes far underviser også på¨Teknikum. Nu kommer Peter.

 Conny har rejst sig.

 Jeg løber igen. Tak for sodavand. Vi ses nok. Farvel med jer.

 Jan og Dan snakker også lige et øjeblik med Carsten i telefonen, så dytter den og de siger farvel.

 Jan smiler.

 Hun var godt nok en sjov pige, hun virkede frisk.

 De andre er helt enige med ham.

 Nå, nu må vi hellere se at komme videre. Det er ganske vist mørkt, men vi har da standerlamperne, og så kan vi finde nogle stearinlys til at hygge os med i aften. Skal vi ikke gøre vores værelser færdige, før vi spiser til aften.

 Det bliver de hurtigt enige om, og så maser de på med godt humør igen.

 En times tid efter, da de er på vej ned i køkkenet for at få noget mad, ringer det på døren igen. Det er Conny.

 Jeg skulle spørge fra far og mor, om I ikke ville over og have aftensmad hos os, når jeres forældre først kommer i morgen.

 Joh tak, men kan vi være det bekendt.

 Conny ler.

 Selvfølgelig kan I det. I kan ikke være bekendt at lade være, når I bliver inviteret.

 Jamen så må vi hellere vaske os og klæde os lidt om, for vi er jo ikke lige i selskabstøjet.

 Pyt med det. Vask bare jeres hænder og kom med. Far og mor er heller ikke i selskabstøj, men mor venter med maden.

 Da de kommer ind til naboens hilser de på Connys far og mor, og så går de til bords. Næppe har de sat sig, før det skramler ude i entreen og en drengestemme råber.

 Har I set noget til dem ved siden af, der er mørkt derinde nu.

 Så kommer han ind i stuen og bliver lidt rød i hovedet, da han ser, at naboerne sidder ved bordet.

 Hans far smiler.

 Ja, det har vi faktisk, som du ser, takket være din søster. Kom og hils på dem og sæt dig ned, så vi kan få noget mad.

 Det bliver et muntert aftensmåltid.

 John ler.

 Nu kan vi da endelig få det rigtig livligt her i kvarteret.

 Hans mor smiler.

 Ja, det vil jeg tro, men husk nu, at der bor mange ældre mennesker her omkring, så gør det nu ikke for livligt igen.

 Jamen det er jo netop derfor, at det er dejligt, at der nu kommer lidt ungdom.

 Drengene vil hjælpe til med opvasken, men Conny ser drillende på  sin bror.

 Nej tak, det skal I ikke. John elsker at vaske op, og han byttede sin opvaskedag med min, så det er hans tur i aften. Men jeg skal nok hjælpe dig, så vi kan blive hurtigt færdige.

 Imens der bliver vasket op, sidder de fire drenge og snakker fint med hr. og fru Andersen. Ingeniør Andersen har undervist på Teknikum i godt fem år, så han vil kunne give sin nye kollega en del gode råd, mener han.

 Conny og John kommer ind efter en lille halv times forløb, så er opvasken klaret og de kan hygge sig med de andre. Snakken går livligt om skole og fritidsinteresser. Ved halvtitiden bryder drengene op og går hjem i seng. De er dødtrætte, så de falder hurtigt i søvn.

 Næste morgen efter morgenmaden går de i gang igen, og lidt før middag er de ved at være færdige med det meste. De har bestemt, at de vil lave en rigtig god middag til forældrene kommer, de regner med, at de kan være der ved ettiden.

 Et kvarter over et ruller bilen ind i garagen. Den sidste halve time har Jens vandret i fast rutefart hen til døren, for at se, når de kom. Han er derfor den første, der kommer ud ad døren for at tage imod dem, men de tre andre er næsten lige så hurtige.

 Snakken går ivrigt, mens de spiser. Carsten og Susanne har lige været en tur gennem huset inden middagen, og de er meget imponerede over, at drengene er kommet så langt.

 Carsten siger med et smil.

 Det er jo ingen sag at flytte, når man har sådan nogle flyttefolk, tak skal I have, drenge.
 Resten af dagen går med at rydde det sidste op og få hængt billeder og lamper op og endelig få gjort lidt rent. De sidste kasser bliver sat i kælderen, og så kan man slappe lidt af.

 Næste dag skal drengene så begynde i skolen og de følges med Conny og John. De skal gå i samme klasse, bortset fra Dan, der er lidt ked af, at han skal alene ind i en ny klasse. Det varer dog ikke mange dage, før de er glade for deres nye skole, og så er der jo for resten snart juleferie.
 En aften, kort før jul, kalder Carsten på Jan og Dan.

 Jeg vil gerne snakke lidt alene med jer.

 De ser lidt forskrækkede ud og følger stilfærdigt med ind på hans kontor, hvor de bliver bedt om at sætte sig ned.

 Carsten sætter sig ved sit skrivebord og ser lidt på dem.

 Det er muligt, at det jeg har at sige til jer, gør jer kede af det, men jeg håber, at I vil tilgive mig, for jeg er nødt til det.

 Jeres far har giftet sig igen, og hans nye kone bryder sig ikke om at skulle have jer boende, derfor er han gået med til, at forældreretten udelukkende er hos jeres mor nu. Det var det ene. Så har jeres mor ringet, om I kunne blive her i julen, hun synes ikke hun orkede at få jer hjem, så hun kunne holde en ordentlig jul for jer.
 Dan begynder at græde. Jan har også tårer i øjnene, da han hæst siger.

 Må vi så blive her, eller vil I også helst være fri for os.

 Det er ikke fri for, at Carsten også får tårer i øjnene.

 Vi vil simpelthen slet ikke af med jer. Hvis jeres mor ville have haft jer hjem til jul, måtte vi være gået med til det. Det ville hun altså ikke, så nu kan vi roligt beholde jer med god samvittighed, hvis I da vil blive her.

 Et øjeblik efter har han begge drenge om halsen.

 Jan hvisker.

 Tænk, at der er nogen, der virkelig bryder sig om os og gerne vil have os boende.

 Dan stråler som en lille sol.

 Må vi så godt få lov til at sige far og mor til jer.
 Helt bestemt. I to er jo også vores dejlige drenge. Synes I, at vi skal gå ind og fortælle de andre, at I bliver her i julen.

 Dan jubler.

 Ja, åh ja.

 Jan nikker bare, han er helt stum af glæde.

 Den aften får Susanne et ekstra varmt godnatknus af både Jan og Dan. Det bliver sent, før de fire drenge falder i søvn den aften. Der er så meget, der skal snakkes om. Nu kan de også planlægge juleferien rigtigt, og selvfølgelig skal de også være sammen med John og Conny.

 Susanne har fortalt Jens og Peter om forholdene i korte træk, og de bliver enige om, at de kun vil tale om det, hvis de andre selv kommer ind på det.

 Peter er lige ved at falde i søvn, da Dan hvisker. Må Jan og jeg godt sove sammen med jer i nat, så vi kan føle, at vi virkelig er hos jer.

 Peter smiler.

 Og hvem skal så ligge hos hvem.

 Jan vil gerne ligge hos dig, hvis jeg må ligge hos dig, Jens.

 Jens nikker.

 Det er helt i orden med mig. Skal vi tage pyjamassen af.

 Dan sukker dybt.

 Det ville være dejligt, så kan vi rigtigt mærke jer helt tæt på¨os.

 Lidt efter ligger de og sover trygt.

 Peter og Jens har lagt en arm om halsen på de andre, der klemmer sig helt ind til dem.

 Næste morgen siger Jan lidt usikkert.

 Jeg håber ikke, at I havde noget imod det, at I syntes, at det var pjattet af os.
 Peter ryster på hovedet.

 Vi fire må aldrig være bange for at vise hinanden vores følelser. Det vil aldrig være pjattet.

 Jens smiler.

 Du er jo vores storebror og Dan er vores lillebror. Peter og jeg er ganske vist tvillinger, men vi fire brødre skal altid være parate til at hjælpe hinanden, uanset, hvad det drejer sig om.

 Den næste dag, mens drengene er i skole, kommer der en stor buket mørkerøde roser. Der sidder et kort ved, hvor der står.

 TAK kære FAR og MOR, fra jeres to nye drenge, Jan og Dan.

 Susanne og Carsten er dybt rørt. De fatter ikke, at nogen forældre kan behandle deres børn, som Jan og Dan er blevet behandlet. Men de er glade over, at de har kunnet tage sig af dem, og over at de har fået så godt et venskab med de to andre drenge. De er ikke i tvivl om, at det kan få stor betydning for dem alle fire i årene fremover.

 Det blive en dejlig jul. Ingeniør Andersens er ovre og spise frokost 2.juledag sammen med John og Conny. Alle fire drenge synes godt om de to glade og kvikke tvillinger. John er en værre sprællemand, men Conny holder sig nu heller ikke tilbage, når der skal laves sjov.
 Især Jan er begejstret for det nye bekendtskab.

 De to forældrepar kommer også fint ud af det med hinanden, selv om Carsten og Susanne er knap en halv snes år yngre end de andre. Carsten er derfor ikke spor nervøs ved tanken om det nye arbejde, han skal begynde på efter jul. Han har allerede fået en masse gode tips.

 Børnene er sammen hver dag, enten det ene sted eller det andet. En gang imellem føler Dan sig en smule udenfor. Især den aften hvor de andre er inviteret til klassefest hos en fra klassen.

 Susanne trøster ham med, at han nok også bliver inviteret til klassefest en dag, ellers kan han da invitere sine klassekammerater. Det bliver Dan meget glad for.  I øvrigt hygger han sig godt med sine plejeforældre, den aften i januar, hvor de andre er til klassefest.

 Både Carsten og Susanne er klar over, at de må tage sig lidt ekstra af Dan i denne tid.

 En aften, et par dage efter festen, kommer Jan ind for at snakke med Susanne. De andre er gået over til Conny og John, og Dan er også gået med.

 Jan ved ikke rigtig, hvordan han skal få begyndt, men Susanne smiler til ham.

 Er du blevet forelsket, Jan.
 Jan bliver ildrød i hovedet, men kan alligevel ikke lade være md at smile..

 Hvordan kunne du vide det.

 Nåh, det er vist det, man kalder kvindelig intuition. Men hvem er det så, er det en, jeg kender.

 Jan nikker.

 Jamen hvad tror du de andre siger. Det er Conny, men jeg ved jo ikke, om hun bryder sig om mig.

 Hun er jo sød mod os alle, og Peter er jo f.eks. langt kønnere end mig.

 Det skal du nu ikke spekulere så meget på, hvis du virkelig holder af Conny. Det kan være både dejligt og forfærdeligt, når man ikke er ældre end dig. Har du prøvet at snakke med Conny om det. Tror du, at hun kan mærke det på dig, ellers må du jo spørge hende, for du vil vel ikke have, at jeg skal spørge for dig.

 Nej da.

 Han ser helt forskrækket ud, bare ved tanken.

 Jeg trængte bare til en at snakke med om det, og jeg tror, at du gerne vil prøve at forstå mig.

 Det er en ting, du kan være helt sikker på.. Men prøv at snakke med Conny om det, sig det lige ud, som det er. Hun vil sikkert give dig et ærligt svar. Spørgsmålet er så, om du bryder dig om at få et svar, der muligvis er negativt.

 Ja, jeg tror, at jeg er nødt til at vide ren besked, men hvad så med de andre.

 Det skal du ikke tænke på i første omgang. Prøv du at komme til at snakke alene med Conny, og så lad os to snakke sammen igen, hvis du har lyst.
 Ja tak, det vil jeg meget gerne. Nu synes jeg, at jeg har mod til at spørge hende om, hvad hun synes om mig.

 Et par dage efter kommer en lykkelig Jan ind til Susanne igen.

 Hun sagde, at hun også syntes vældig godt om mig.

 Det lyder da dejligt, er du så ikke glad.

  Åh jo, jeg er så glad så glad, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt til de andre.

 Ved du hvad min dreng. Jeg vil gerne hjælpe dig med det her. Lad mig sige det til dem. De vil sikkert forstå det, når jeg har snakket med dem.

 Vil du virkelig det.

 Helt bestemt, jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig.

 Jan slår armene om halsen på Susanne, der giver ham et kys på kinden.

 Du er en engel mor. Jeg elsker dig.

 I lige måde, min dreng.

 Samme aften får hun fat i Jens og Peter. Jan er gået over til Conny. Hun prøver at få dem til at forstå, hvor meget det kan komme til at betyde for Jan. De er helt enige om, at det er helt i orden.

 De har i øvrigt selv fået et godt øje til et par piger fra klassen, så de benytter lejligheden til at spørge, om de også må få lov til at holde en klassefest.

 Det går Susanne gerne med til, men beder dem passe lidt på, at Dan ikke kommer til at føle sig udenfor, og det lover de at hjælpe med.
 Festen bliver arrangeret, så den kommer til at ligge i fastelavnsferien, så man kan sove længe næste dag. Susanne foreslår, at de klæder sig ud i karnevalskostumer, og det, synes drengene, lyder spændende.

 Carsten og Susanne har besluttet, at de skal have lov til at være alene hjemme, så de har inviteret Andersens med i byen og er først hjemme ved tolvtiden. De unge mennesker har så huset for sig selv fra 19. til 24.

 Ved midnatstid vil de voksne så slutte sig til dem, så de kan få afsluttet festen på en god måde. Dan har også fået lov til at invitere et par af sine klassekammerater, så der bliver lige mange piger og drenge.

 Det bliver en fin fest. De fire drenge er blevet meget populære i deres nye skole, så alle er begejstrede for at være med. Der er mange sjove og fantasifulde påklædninger, så de morer sig godt med at finde ud af, hvem de andre er.

 Først spiser de, og så bliver der danset og snakket. Ud på aftenen er flere af parrene ude og sværme lidt i haven, men det bliver nu hurtigt for koldt for de fleste.

 Kun Conny og Jan bliver lidt længere derude for at få lejlighed til at snakke lidt alene sammen. Jan er lykkelig, men samtidig vil han gerne have, at Conny skal vide alt om ham, så hun ikke bliver skuffet. Hun hører tålmodigt på ham, men pludselig afbryder hun ham.

 Hvorfor prøver du at gøre dig værre end du er. Jeg kan jo lide dig, netop som du er.

 Jo, men jeg vil så nødigt have, at du bliver skuffet over mig, hvis du hører noget ufordelagtigt om mig fra andre.

 Det bliver jeg ikke Jan. Hvem skulle for resten sige noget grimt om dig, han eller hun skal ikke ønske, at jeg får fat i dem, for så vil de komme til at fortryde det.

 Så slår hun armene om halsen på ham og kysser ham lige på munden.

 Jan står helt stille et øjeblik, så siger han.

 Du aner ikke, hvor højt jeg elsker dig.

 Så er det hans tur til at kysse. Lidt tøvende i starten, men Conny kan hurtigt mærke, at han mener det meget alvorligt.

 Lidt efter siger hun.

 Vi må nok hellere gå ind til de andre igen. Det varer nok heller ikke så længe, før vores forældre kommer hjem.

 De går så ind igen. Nogle er ude og danse, andre sidder og snakker sammen stilfærdigt to og to, og andre igen er i gang med en vældig diskussion.

 John kommer hen imod dem.

 Nå, blev det omsider også for koldt for jer. Hør Søs, det er da vist godt, at du ikke bruger læbestift, eller hvad siger du Jan.

 Conny og Jan ser på hinanden og så på John og så brister de i latter.

 Men du er nu velkommen til at tage dig af hende Jan, så kan jeg slappe lidt af. Hun kan være lige så anstrengende at holde øje med, som en hel sæk lopper.

 Sig mig, har du drukket noget John.

 Bare en smule, lige tilpas, Søs. Kom og få en lille en med svoger.

 Nej tak, og jeg synes heller ikke, at du skulle drikke mere, hvad tror du, at dine forældre ville sige. Kom lige med et øjeblik John.

 Skal vi slås, det har jeg ikke lyst til.

 Nej, vi skal ikke slås, vi skal snakke.

 Nå ja, så lad gå da.

 Conny ser tankefuldt på dem, men Jan siger.

 Vi kommer igen om et øjeblik, tag dig en dans med en af de andre så længe.

 De går ud i gangen. Jan står lidt og ser på John.

 Jeg holder meget af din søster, men jeg kan også vældig godt lide dig, og jeg vil gerne være dig en god ven. Jeg vil fortælle dig noget, som jeg også har fortalt hende.

 Min rigtige mor drikker. Det har kostet hende et ægteskab og har gjort livet til et helvede for Dan og mig. Det er derfor, at Carsten og Susanne har taget sig af os. Hun gider ikke have noget at gøre med os mere, og vi er bestemt også helst fri. Hun er komplet ligeglad med alting. Derfor hader jeg en hver form for drikkeri. Jeg vil ikke miste en god ven, som jeg har mistet mine forældre. Vi er lykkelige for at være her nu, og vi kunne ikke få bedre brødre end Peter og Jens, men John, lov mig, at du ikke drikker mere.

 Jan rækker en hånd frem.

 John er først blevet rød i hovedet, så er han blevet ligbleg.

 Han griber Jans fremstrakte hånd og klemmer den hårdt.

 Undskyld Jan, jeg ville lave sjov med jer. Jeg anede ikke, at jeg kom til at gøre dig fortræd, der er jo ikke noget, jeg nødigere ville.

 Jeg har kun drukket cola, for jeg kan ikke fordrage spiritus overhovedet.

 Det lyder måske fjollet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få fortalt dig, hvor glad jeg er over, at Conny har valgt dig at komme sammen med. Jeg har altid ønsket mig en virkelig god ven, og det føler jeg, at du er. Jeg er så dum til at få sagt sådan noget, derfor lod jeg, som om jeg var lidt småfuld. Jeg anede jo ikke, at jeg kom til at såre dig.

 Jans øjne lyser af glæde.

 Det glemmer vi, svoger. Lad os gå ind til de andre igen.

  Johns hånd får et ekstra tryk.

 Conny har stået lidt for sig selv og holdt øje med døren.. Hun er meget nervøs for, hvad der sker ude i gangen. Hun udstøder et lettelsens suk, da hun ser dem komme smilende ind sammen.

 Jan ser på John.

 Jeg synes, at du skulle tage en dans med din søster.

 Conny smiler glad.

 Gider du, brormand.

 Altid til tjeneste.

 John smiler bredt og bukker dybt og formfuldendt, og så danser de ud.

 Jan ser sig rundt efter de andre.

 Dan er i en ivrig diskussion sammen med Jens og to piger. Peter sidder og snakker stilfærdigt med en af pigerne fra klassen. Det lader jo til, at det går fint. Da han ser hen på John og Conny, sender de ham begge et stort smil.

 Lidt over tolv kommer Carsten og Susanne hjem sammen med Andersens.

 Dan farer hen til dem.

 Det går fint her. Har I også haft en god aften.

 Det har vi, og nu vil vi slutte af med en dans med jer hver, hvis I da gider.

  Det gør alle. Det foregår ganske vist i et lidt mere astadigt tempo end hidtil, men de unge synes alligevel, at det er morsomt at danse med de voksne.

 Da Carsten danser med Conny, blinker han til hende.

 Nå, har det været en god aften.

 Hendes øjne stråler.

 Ja, det har været en dejlig aften.

 Carsten snurrer hende rundt med et stort smil, så hun er lige ved at tabe pusten, og hvisker.

 Det fortjener I også, ikke mindst du.

 En lille times tid efter er Andersens som de sidste ved at gå. Jan ser sit snit til lige at få et lille knus af Conny, inden hun går.

 Susanne ser på de andre.

 Vi venter med at rydde op til i morgen, for jeg tror hellere, at vi må komme i seng nu.

 Da drengene siger godnat, hvisker Jan til Susanne.

 Åh, jeg er så glad og lykkelig.

 Uvilkårligt siger Susanne.

 Jeg håber inderligt, at det må holde.

 Hun ved kun alt for godt, hvor kortvarige forelskelser kan være i den alder.

 Jan skynder sig op på værelset for at komme i seng. De andre ligger allerede i deres senge. Lige før de er ved at falde i søvn, siger Dan pludselig.

 Jeg så, at du og John gik ud i gangen sammen. I så så alvorlige ud begge to, hvad snakkede I om.

 Jan tøver et øjeblik.

 Jeg fortalte ham om mors drikkeri, og så lovede han, at han aldrig ville drikke, så nu er vi endnu bedre venner end før.

 Er du forelsket i Conny.

 Ja, lillebror, det er jeg, har du noget imod det.

 Nej, tværtimod, hun er da en sød og frisk pige.

 Hans stemme ryster lidt, da han siger.

 Hvad siger I to andre.

 Peter rejser sig halvt op i sengen.

 Du er jo den ældste, så det er da i orden, at du kommer først. I øvrigt under jeg dig hende og omvendt. Hun er en virkelig sød pige, og det fortjener du helt bestemt, hvis der er nogen, der gør.
 Jeg har for resten også fundet en sød pige, synes jeg selv.

 Jens klukker.

 Er det Anna. I sad og snakkede meget sammen. Ja, I har været heldige begge to, men det fortjener I nu også, men sikken et held, at vi ikke falder for den samme pige. Jeg er ikke engang misundelig, for jeg har fået et godt øje til Eva, og jeg tror også, at hun kan lide mig.

 Dan snøfter.

 Øv, så er det bare mig, der ikke har nogen pige.

 De andre kan ikke lade være med at le ad hans tragiske ansigtsudtryk.

 Peter trøster ham med, at han nok også finder en pige, når han bliver lige så gammel som dem, og det må Dan så slå sig til tåls med. Lidt efter sover de alle fire.

 Den næste dag har de travlt med at rydde op efter festen., men de når også en tur ud til pigerne. Kun Dan går stille omkring der hjemme. Han læser lidt lektier, men siger så til Susanne.

 Jeg går en tur hen i Munkemosen.

 Han synes, at han trænger lidt til at være alene.

 Susanne ser lidt bekymret efter ham. Hun håber, at han kommer, hvis der er noget han vil have hende til at hjælpe sig med, men hun tør ikke rigtig mase sig på.

 Hun er klar over, at han føler sig lidt udenfor, fordi de andre har fundet sig en pige, og han ikke har. Men det er jo ikke rigtig noget, hun kan gøre noget ved.

 Et par timer efter kommer John over.

 Er Dan hjemme.

 Nej, han talte om, at han ville gå en tur hen i Munkemosen, men det er flere timer siden, så jeg er faktisk lidt urolig for ham, han har ikke rigtig været sig selv i dag.

 Jeg stikker hen og kigger efter ham.

 Vil du godt det, tak. Jeg er faktisk ved at være bekymret for ham. Ved du, hvad der er i vejen med ham.

 John smiler.

 Jeg tror, at det er fordi de andre har fundet sig en pige, så føler han sig lidt til overs, lige som mig. Men jeg skal nok finde ham.

 John løber hjem og henter sin cykel, og så spurter han afsted. Munkemosen har ikke det bedste rygte. Endelig finder han Dan. Han sidder helt sammensunken på en bænk og ser tomt frem for sig.

 John sætter sig ved siden af ham.

 Sidder du her og filosoferer. Din mor bad mig finde dig, hun var urolig for, hvad der var blevet af dig.
 Dan svarer ikke, men ser bare på John med et håbløst blik, der driver tårerne frem i Johns øjne. Lidt efter kommer det hæst.

 Urolig, der er ikke nogen, der er urolig for mig. Der er ingen, der bryder sig om mig. Hverken mine forældre eller Jan eller nogen anden.

 Vrøvl Dan, kom nu med. Jeg kom over for at snakke med dig. Jeg føler mig også lidt til overs, nu hvor de andre har fundet sig en pige og Jan og Conny har fundet sammen. Men så må vi to jo holde sammen. Jeg ved også, at Susanne er ked af, at du ikke har snakket med hende. Både hun og Carsten holder meget af dig. Det gør alle vi andre da også. Conny er da også begejstret for sin lille svoger, det ved jeg da.

 John smiler til ham.
 Han tager et tag i ham og får ham op at stå.

 Kom nu mand, inden der bliver sat en politieftersøgning i gang. Munkemosen er ikke et sted, man skal gå hen alene, men det kunne du jo ikke vide……. Jamen du er jo helt stiv af kulde. Hvor længe har du siddet her.

 Det ved jeg ikke, det er også lige meget.

 Sludder, sæt dig op på min cykel, så løber jeg ved siden af.

 Det varer dog næsten et kvarter, før de er hjemme. John må flere gange overtale Dan til at fortsætte.

 John går med ind og hjælper Dan af tøjet og i seng, mens Susanne laver noget varmt at drikke til ham.

 John traver op og ned ad gulvet. Ind imellem sætter han sig på sengekanten og tager Dans hænder mellem sine. Omsider falder Dan i søvn, men John bliver siddende hos ham.

 Da de andre kommer hjem, løber John ned ad trappen.
 Han ser et øjeblik alvorligt på dem.

 Hvordan kunne I svigte jeres lillebror sådan.

 Så snurrer han rundt og løber ud ad døren og hjem.

 Jan er blevet ligbleg. Han farer op ad trappen. Susanne fanger de to andre og beder dem om at dække aftensbord. De ser temmelig slukørede ud. Jan er listet stille ind og har sat sig ved Dans seng. Han sover uroligt, og man kan tydeligt se, at han har høj feber. Jan er fuldstændig knust.

 Johns bemærkning svider i ham, men ikke nær så meget som synet af lillebroderens ophedede ansigt, man kan se, at han har grædt, inden han faldt i søvn.

 Susanne kommer ind på værelset.

 John var for hård ved dig, du har ikke svigtet din lillebror, men John holder også meget af ham, derfor var han bange for, hvad der skete. Nu skal du prøve at tage det roligt, vi skal nok snart få ham rask igen.

 Jan ser fortvivlet på hende.

 Nej, John havde ret. Jeg har ikke taget mig nok af Dan, efter at jeg lærte Conny at kende. Det er så svært det hele. Men hvordan kan jeg nogensinde gøre det godt igen, hvis han nu dør.

 Han skal nok klare den, men lad det være en lærestreg for os alle. Vi andre har heller ikke taget os nok af ham. Når vi nu har spist, synes jeg, at du skal gå over og få det her snakket igennem med John. Det trænger I begge til. John holder jo også meget af dig. Så kan Peter og Jens se efter Dan så længe.

 Jamen jeg kan da ikke gå fra Dan.

 Det både kan og skal du. Det gavne ikke Dan, at du sidder her og plager dig selv. Få nu rene linier med John, og kom så tilbage, så kan du gøre meget mere for Dan, og så endda selv få glæde af det.

 Jan ryster på hovedet, men Susanne giver sig ikke. Han må først gå med ned og spise. Stemningen er lidt trykket, men Susanne og Carsten er enige om, at drengene trænger til at spekulere lidt over tingene.

 Efter maden bliver Peter sendt op og sidde hos Dan, mens Jens og Carsten tager sig af opvasken, og Susanne går over til Andersens sammen med Jan. Susanne snakker lige et par ord alene med John, så går han og Jan ind på Johns værelse for at få snakket ud om tingene.

 Susanne snakker også lidt med Conny, og da de omsider går hjem, er tingene faldet så meget til ro, at Jan kan klare den igen.

 Susanne har fundet ud af, at Jan også fremover kan have god støtte i John og Conny, som hun er kommet til at sætte endnu mere pris på efter i dag. Men også Andersens har hun lært bedre at kende, og det er hun meget glad for. Det er nogle ualmindelig dejlige og positive mennesker, som har et virkelig sundt og godt forhold til deres børn.

 Da de kommer hjem, er Dan vågen. Han hoster lidt, men har det ellers nogenlunde. De andre kappes om at forkæle ham. Da de omsider er kommet i seng, hvisker Dan.

 Er det rigtigt, hvad John siger, at både I og Conny virkelig kan lide mig.

 Jan springer ned fra den øverste køje og knuger sin lillebror ind til sig. Han kan ikke sige noget, men Peter svarer for dem alle tre.

 Vi holder alle sammen meget af dig, men John er nok din bedste ven. Vi andre er bare dine brødre, og vi er ikke altid, som vi burde være, men os kan du jo desværre ikke udskifte.

 Dan hoster lidt og siger så med et stort smil.

 Jeg bryder mig slet ikke om at få jer udskiftet. Tak, fordi I to også vil være mine storebrødre., så behøver jeg ikke at føle mig ensom, selvom I ikke er lige i nærheden. Jeg ved jo, at I er der, hvis jeg får brug for jer. Men Jan, vil du godt blive siddende hos mig, til jeg falder i søvn.

 Det kan du tro, at jeg vil. Kan du tilgive, at jeg ikke har taget mig nok af dig, kære lillebror.

 Der er ikke noget at tilgive, det er bare mig, der har været dum.
 Conny og John kommer over og ser til dig i morgen, for du må nok blive i sengen et par dage, men vi andre skal også nok blive hos dig, når vi ikke lige er i skole.

 Tak Jan. Godnat alle mine tre dejlige storebrødre.

 Det varer nogle dage, før Dan kan komme i skole igen, men det bliver heldigvis kun til en kraftig forkølelse. Conny og John kommer over og besøger ham hver dag. Den første dag giver Conny ham et kys og hvisker til ham.
 Jeg elsker Jan, men jeg holder næsten lige så meget af min dejlige lille svoger.

 Dan smiler glad.

 Det er helt bestemt gensidigt.

 De andre forkæler ham grundigt, og det nyder han rigtigt.

 I april fylder Jan 15 år. Andersens er inviteret til om aftenen. Conny og John har været med hjem fra skole, så Jan bliver rigtig fejret, men han er noget skuffet over, at han hverken har hørt fra sin far eller mor. De andre gør, hvad de kan, for at bortlede hans tanker fra det. Især Susanne og Carsten er fantastiske.

 Da de omsider skal til at gå i seng, siger Carsten, at han gerne lige vil tale med Jan.

 Nå, har det været en god dag, har du været tilfreds med den.

 Det har været en dejlig dag, alle har været så flinke og rare mod mig, men jeg kan ikke lade væe med at være skuffet over, at jeg ikke har hørt fra hverken min mor eller far.

 Ja, ser du, det var det, jeg ville tale med dig om, sæt dig ned, min dreng.

 Jeg fik et kedeligt brev i går, men jeg ville ødelægge dagen i dag for dig, derfor ville jeg vente med at fortælle det til dig til i aften.

 Jan ser forskrækket på ham.

 Er det fra mor.

 Nej, men det drejer sig om hende. Hun blev dræbt ved en færdselsulykke i forgårs. Hun gik lige ud foran en bil. Bilens fører havde ikke en chance for at undgå at påkøre hende. Hun var dræbt på stedet, det var måske også bedre, end hvis hun var blevet invalid.

 Jan sidder og stirrer stifr frem for sig. Der er ikke en tåre i hans øjne. Så siger han tonløst.

 Hun var sikkert fuld.

 Så ser han pludselig op på Carsten.
 Men hvad så med Dan og mig nu. Nu er vi helt alene. Far har jo afskrevet os.

 Jeg ringede til din far i går og talte med ham. Han har for øvrigt skrevet til dig, så det kommer nok i morgen.
 Jamen hvad sagde far.

 Han gik ind på mit forslag. Susanne og jeg bestemte os i går til at adoptere jer, hvis I da kan gå med til det.

 Jan ser målløs på Carsten, og nu har han tårer i øjnene.

 Adoptere os, jamen kan I klare det, rent økonomisk mener jeg. Så længe vi er i pleje, får I vel et plejetilskud eller sådan noget, men falder det ikke bort, hvis I adopterer os. Det må ikke gå ud over Peter og Jens.

 Jan, se på mig. Tror du, at jeg ville drømme om at sige sådan noget til dig, hvis jeg ikke mente det fuldt og helt. Susanne og jeg har snakket det grundigt igennem. Vi skal også nok klare det økonomiske. Susanne vil gerne have et halvdagsjob igen.

 Jamen hun skal da ikke ud og arbejde, for at I kan forsørge os.

 Nej, det er heller ikke derfor, men hun trænger til at komme lidt ud mellem andre mennesker. Men du har slet ikke sagt, om du bryder dig om det, og om du tror, at Dan gør.

 Jamen hvorfor vil I gøre det, er det af medlidenhed.

 Nej, det er ikke medlidenhed, eller fordi vi gerne vil fremstå som nogle gode mennesker. Jan hør nu her, vi elsker jo jer to drenge lige så¨meget som vores andre to drenge. Det er derfor, kan du så forstå det.

 Jan ryster på hovedet.

 Nej, forstå det kan jeg ikke, men jeg vil virkelig gerne tro på det.

 Det vil sige, at du tror godt, at du kan gå med til det, hvad tror du, at Dan mener. Kan han gå med til det.

 Jan ser på ham med et ubeskriveligt udtryk i ansigtet, der siger langt mere end mange ord.

 Der er ikke noget, vi hellere vil. Vi har mange gange snakket om, hvor vidunderligt det ville være, hvis det var jer, der var vores rigtige forældre. Det er ikke fri for, at vi nogle gange har været lidt misundelige på Jens og Peter, men de fortjener jo sådan et par forældre.

 Og det mener du ikke, at du og Dan gør.

 Jo, nok Dan, men ikke mig. Jeg svigtede ham jo totalt den dag.

 Du vrøvler. Du har ikke svigtet Dan mere, end vi alle sammen kommer til at svigte hinanden en gang imellem, men når det ikke er med vilje, kan det altid tilgives.

 Et hvert barn burde som sin ret have et par forældre, der elsker det betingelsesløst. Susanne og jeg ønsker ikke jeres taknemlighed. Vi elsker jer to drenge og har ikke noget højere ønske end at gøre jer glade.

 Det her er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde kunne få. Et par forældre, som jeg elsker og beundrer, og to brødre, som er mine bedste venner. Det er bare helt ufatteligt.

 Det kommer efterhånden min dreng. Synes du, at vi skal fortælle Dan det i aften.

 Åh ja, han bliver så lykkelig. Nu skal jeg hente ham, men du skal selv fortælle ham det, ikke.

 Ja, det vil jeg gerne, så kalder jeg også lige på mor.

 Lidt efter fortæller Carsten så Dan nyheden. Han er ikke spor forbeholden. Han jubler højt og farer så først Carsten og derefter Susanne om halsen, så griber han Jans hænder og danser rundt med ham på gulvet.

 Al den støj får Peter og Jens til at dukke op for at høre, hvad der er på færde. Da de hører det, er de snart med i jubelen. Omsider falde de dog ned i stole og sofa for at puste ud.
 Carsten smiler.

 Det ser ud til, at alle synes, at det er en god ide.

 Susanne nikker.

 Det er det også, men nu tror jeg nok, at det er bedre, at vi kommer i seng.. Klokken er ved at være temmelig mange.

 Da drengene er kommet op på værelset, ser Jan fra Peter til Jens.

 Det må aldrig komme til at gå ud over jer, at jeres far og mor også tager sig af os.

 Jens smiler.

 Det synes jeg da ikke, at det har gjort hidtil. Tværtimod. Som mor sagde en dag.

 Jo mere kærlighed man modtager, jo mere har man at give af.

 I nat vil jeg gerne sove sammen med dig, Jan, så kan Peter låne Dan, hvis de har lyst.

 Få minutter efter ligger de to og to sammen i underkøjerne. De ligger og snakker længe. Det hele er jo så spændende, men også dejligt. Nu ved de, at de kan blive sammen fremover, og det glæder dig sig over alle fire.

 Det varer længe, før de falder i søvn. Lige før de sover, hvisker Jan til Jens.

 Jeg håber aldrig, at nogen af jer kommer til at fortryde det her.

 Jens klemmer hans ene hånd.

 Det vil aldrig ske. Peter og jeg holder jo lige så meget af jer, som vi gør af hinanden, og nu bliver vi jo rigtige brødre alle fire, det er bare så dejligt.

 Heldigvis er det lørdag næste dag, så de skal ikke i skole. Efter morgenmaden løber Jan over til Andersens for at fortælle dem nyheden. De glæder sig meget på de to drenges vegne.
 Carsten tager fri et par dage for at gå med til begravelsen og for at få ordnet nogle forskellige ting. De er enige om, at det ikke har noget formål at tage drengene med til begravelsen. Der kommer ganske rigtigt en fødselsdagshilsen til Jan om lørdagen fra faderen. Men nu er Jan ligeglad. Han kan tydeligt mærke, at faderen bare har skrevet pligtskyldigst, og ikke fordi det betød noget for ham, måske endda kun, fordi Carsten havde bedt ham om det. Det betyder ikke noget mere for Jan. Han har Dan, et par dejlige brødre og så et par nye forældre, der til gengæld betyder umådelig meget for ham.

 I maj måned holder de to tvillingepar fødselsdag, og det kan nok være, at der er liv og glade dage. De to familier har fået et meget nært venskab, både mellem voksne og børn.

 Der har været svære overvejelser m.h.t. sommerferien. De er enige om, at Carsten og Susanne skal afsted på en charterrejse for sig selv i 10 dage, så de på den måde kan få deres rigtige bryllupsrejse.

 Drengene har så tænkt sig at tage på cykeltur med telt, men så er der Conny. Hende vil især Jan selvfølgelig gerne have med, og John er jo selvskreven deltager.

 Spørgsmålet er så, om de skal tage et par piger mere med, så Conny ikke bliver ene pige mellem fem drenge, men af hensyn til Dan, synes de ikke, at det er en god ide.

 Conny klarer imidlertid problemerne ved at erklære, at hun ikke har det mindste imod at være ene pige på turen, når hun har fem ædle riddere til at passe på hende. Det lykkes også at få forældrene til at gå med til det, efter at Conny har haft en lille snak med sin far og mor.
 De indrømmer, at det trods alt ikke er så farligt, som hvis hun var alene afsted. De kender drengene så godt, at de ved, at de vil passe godt på hende.

 Carsten og Susanne tager afsted d. 1. juli, og to dage efter er de seks klar til at tage af sted.

 Det skal være Jylland, der skal opdages. De kører to og to. Først Jens og Peter, så Conny og Jan og til sidst John og Dan. De har bestemt sig for at skifte makker hver dag, og også hvem der skal køre forrest, så de kan skiftes til at bestemme farten.

De har et stort telt med og har bestemt sig for at bruge campingpladser undervejs. Hjemme fra har de øvet sig grundigt i at sætte teltet op, så det skulle ikke give de store problemer.

 Den første aften har de dog ikke held til at finde en campingplads, hvor der er plads til dem, men heldigvis lykkes det dem at finde en gård i nærheden af Lillebælt, hvor de får lov til at slå deres telt op på en mark, der går lige ned til vandet.

 Vejret er dejligt og de nyder rigtigt at være sammen. Det varer ikke længe, før teltet er rejst, og så går de i gang med aftensmaden. Da de har spist, går de en tur ned til vandet

 Da de skal i seng, har de lidt besvær med at få plads til både bagagen og sig selv, men det lykkes da omsider at komme i poserne. Snart sover de trygt, det var ikke fri for, at de var blevet noget trætte.

 Jan er den første, der er oppe næste morgen. Han kravler forsigtigt ud af teltet uden at vække nogen af de andre. Han synes pludselig, at han trænger lidt til at være alene og tænke lidt over tingene.

 Det er slet ikke til at forstå, at han nu er her sammen med sine gode venner, og at Conny endda også er med. Han går ned til vandet og står og ser ud over det. Pludselig er der en bagfra, der holder ham for øjnene. Han er straks klar over, at det er Conny, og hans hjerte giver et lille hop af glæde.

 Vil du med ned og bade, hvisker hun og giver ham et kys i nakken.

 Jan vender sig om og ser alvorligt på hende.

 Nej, vi må hellere vente, til de andre kommer op., men lad os sætte os ned og snakke lidt i stedet for.

 Ja, det er nok også for koldt endnu. Vi har jo heller ikke badetøj på, men vi kunne selvfølgelig bade uden. Men hvorfor ser du så alvorlig ud, er du ikke glad.

 De har sat sig ned. Conny putter sig helt ind til ham, og han lægger en arm om hende.

 Jo, jeg er så glad, at jeg slet ikke kan fatte det. Jeg er bare så bange for, at det kun er en drøm.

 Så smiler han.

 Hvis jeg nu kysser min prinsesse, bliver hun måske til en grim skrubtudse.

 Prøv alligevel, så vil du se, at det ikke er en drøm.

 Lad os så se da.

 Jan knuger hende ind til sig og kysser hende længe.

 Nej, du havde ret, du blev ikke til en grim skrubtudse, du blev, om muligt, endnu kønnere, det klæder dig at rødme.

 Hold op, ellers siger jeg til de andre, at du prøver at forføre mig.

 Jan ser alvorligt på hende.

 Nej, det må du aldrig sige.

 Conny smiler varmt til ham.

 Selvfølgelig gør jeg ikke det, i øvrigt er det vel snarere mig der prøver at forføre dig.

 Så kommer det tankefuldt.

 Bare vi dog var voksne.

 Jan smiler.

 Vil du da gerne forføres.

 Ja, men kun af dig.

 Nu er det Jans tur til at rødme.

 I det samme lyder Johns stemme bag dem.

 Nå her er I, vi troede, at I var stået op for at lave morgenmad.

 Så begynder han at le.

 Men I to har måske allerede spist.
 Nej, men hvis du kravler i soveposen igen, skal du få morgenmad på sengen om lidt, brormand.

 Det vil jeg glæde mig til.

 John er allerede på vej op til teltet igen.

 Conny og Jan skynder sig at lave morgenkaffe og lidt efter serverer de den så for de andre inde i teltet.

 Se det her kalder jeg ferie.

 Peter strækker sig.

 Ja tak, James, så vil jeg gerne have mit morgenbad gjort klar.

 Lynhurtigt kommer det fra Jan.

 Herinde.

 Nej, ellers mange tak, lad os komme ud og bade.

 Hurtigt er de i badetøjet alle seks, ingen af dem skænker det en tanke, at Conny er en pige. Det er bare ud af nattøjet og i badetøjet i en fart, og så løber de sammen ned til vandet.
 Det er ikke fri for, at de gisper lidt, da de kommer ud i vandet, det er faktisk temmelig koldt, synes de, men det hjælper lidt, da de har været helt under.
 De plasker godt omkring for at få varmen, men godt fem minutter efter har de fået nok, så de skynder sig op og bliver tørret og kommer i tøjet.
 En times tid efter er det hele pakket på cyklerne, og efter at de lige har været oppe på gården og sige tak for lån af lejrpladsen, er de klar til at køre videre. I dag er Conny og Dan forrest, så kommer Jan og Jens og bagerst kommer så Peter og John.

 Det er et helt seksdagesløb.

 Dan puster, da de kører op af en stejl bakke.

 Ved middagstid gør de holdt i en skov lidt syd for Vejle. Her smører de sig nogle madder, som de sætter til livs, og så lægger de sig og tager en lille middagslur.
 Hen under aften finder de sig en god campingplads i nærheden af Skanderborg. De har bestemt, at de ikke viol køre så langt de første dage, det skal jo heller ikke være cykeltur det hele.

 De spiser til aften i cafeteriaet på campingpladsen, så slipper de for selv at skulle lave mad. Snart finder de nogle andre unge på deres egen alder, og så går snakken ellers fint.

 En af de andre piger spørger, om Conny ikke er bange for at være alene med fem drenge.

 Conny ler.

 Hvorfor skulle jeg dog være det. Den ene er min tvillingebror, den anden er min kæreste, og resten er mine svogre. Jeg kunne ikke være mere sikker i en bankbox i Nationalbanken.
 Det morer de andre sig lidt over.

 De går så hen og tager en minigolfturnering, men lidt efter sidder de og snakker igen. De andre er fra Århus, og de er på vej sydpå. De vil en tur over grænsen efter billige cigaretter, vin og øl.

 Da de omsider kommer tilbage til deres telt, siger Conny.

 Jeg er vist noget mere sikker hos jer, end hvis jeg fulgtes med dem.

 Drengene nikker alvorligt og Dan siger stilfærdigt.

 Det tror jeg også Conny.

 De følgende dage går hurtigt. På hjemvejen kører de hurtigt gennem Horsens. Jens bryder sig ikke om at tænke på den gang, da han boede der, og det forstår de andre godt.

 De oplever en masse undervejs, men en skønne dag er de så på vej over Lillebæltsbroen igen på hjemvejen. De er rigtig blevet brune af cykelturen. Drengene har kun korte bukser på og Conny har shorts og soltop på.

 De beslutter at sove samme sted som den første nat. De bliver budt indenfor til aftensmad hos gårdmanden. De snakker ivrigt og fortæller om deres tur. De to ældre gårdmandsfolk synes, at det er morsomt med så megen ungdom i huset, så tiden går hurtigt. Inden de ser sig om, er det på tide at komme i poserne.

 Conny kommer ind i teltet, efter at drengene er kommet i poserne. Hun står og ser lidt på dem.

 Uh, hvor jeg dog holder meget af jer alle sammen. Tusind tak, fordi I ville have mig med, selvom jeg er en pige.

 Hun bøjer sig ned over hver af dem og giver dem et kys. John kan se, at hun har tårer i øjnene, da hun kysser ham.

 Er der noget, du er ked af Søs.

 Ja, at turen er ved at være forbi, og alligevel nej. Jeg glæder mig også til at komme hjem. Jeg er bare så utrolig glad for jer, og for at turen er gået så godt.

 Jens smiler.

 Det er vi andre også. Du har været alle tiders at have med. Det må vi gøre om igen næste år.

 De andre råber: Hør, hør. Alle er enige.

 Conny lægger sig mellem Jan og John. Jan lister sin hånd frem og knuger hendes hånd. De ligger og småsnakker lidt, det er jo sidste aften, men det varer nu alligevel ikke længe, før de sover alle sammen.
 Næste morgen er de lige en hurtig tur i vandet, inden de kører det sidste stykke hjem. Carsten og Susanne kommer først hjem næste dag, så de fire bliver inviteret til at spise ovre hos Andersens. Det kan nok være, at snakken går, der skal jo fortælles oplevelser fra hele turen.

 Sent på aftenen, da de skal til at gå, trækker Andersen lige Jan lidt til side.

 Jeg er stolt over, så fint I har klaret den tur. Ikke mindst du. Conny fortalte mig om jeres første morgen.

 Jan bliver lidt rød i hovedet, så hvisker han.

 Jeg ville aldrig kunne gøre hende fortræd.

 Nej, det ved jeg min dreng, og hvis I to kan blive ved med at holde sammen, så er der ikke nogen, jeg hellere vil have til svigersøn, det må du gerne vide.

 Tak, det er jeg meget glad for at høre. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for aldrig at skuffe din tillid.
 Det er jeg helt sikker på. Conny kan ikke få en bedre mand.

 Næste morgen er vækkeuret sat til at ringe tidligt. Hele huset skal skinne, når Carsten og Susanne kommer hjem, og det gør både huset og drengene da også.

 De får en dejlig aften, hvor alle har travlt med at fortælle og lytte til, hvad de andre har oplevet.

 Den dag i september, hvor Dan har fødselsdag, ligger der mellem gaverne en stor gul kuvert på bordet.

 Carsten smiler til Dan.

 Den skal gemmes til sidst.

 Dan ser spændt på ham og pakker så de andre gaver op. Så når han omsider til kuverten. Han ser forsigtigt fra Carsten til Susanne, inden han lukker den op. Der ligger en del papirer i den. Dan ser helt forvirret på dem, så begynder han at græde.

 Carsten er lynhurtigt henne ved ham.

 Er du ked af det, Dan.

 Dan lyser op i et stort smil.

 Ked af det, nej, jeg er så jublende lykkelig far.

 Hvad er det.

 De andre ser utålmodigt på ham.

 Dan råber.

 Jan, nu er det vores helt rigtige forældre. Det er adoptionspapirerne.

 Jan river papirerne ud af hånden på Dan og ser på dem, så rækker han dem tilbage til Dan.

 Så er det altså rigtigt. Det er ikke en drøm. Jeg kan ikke forstå det, men det står jo der, så må det jo være rigtigt. Tusind tak, far og mor.

 Susanne går smilende hen til ham og giver ham et kys.

 Ja, nu er det helt rigtigt. Nu er det hele i orden. I to er også vores sønner nu. Far og jeg håber aldrig, at I kommer til at fortryde det. Men nu må I vist hellere skynde jer at få spist jeres morgenmad, så I ikke kommer for sent i skole.

 Drengene skynder sig at spise og styrter så afsted for ikke at komme for sent. Undervejs får de fortalt det til Conny og John, der har stået og ventet på dem.

 Den dag får drengene ikke meget ud af timerne, de er simpelthen alt for glade til at kunne koncentrere sig.
 Om aftenen festes der rigtigt. Conny og John og deres forældre er selvfølgelig inviteret.
 Da drengene omsider er kommet op på værelset og er ved at klæde sig af, siger Dan pludselig.

 Jeg har nu to vidunderlige forældre og tre pragtfulde storebrødre. Jeg ved, at det er rigtigt, for det stod på papiret, jeg læste det selv. Jeg er så lykkelig, som jeg aldrig før har været, jeg aner bare ikke, hvordan jeg kan vise jer det, så tydeligt som jeg har lyst til.

 Peter smiler.

 Når man ser på dit ansigt, er man vist ikke i tvivl, lillebror.

 Dan ler højt.

 I skal i hvert fald have et knus hver, hvis I ikke har noget imod det.
 Og så får først Peter, så Jens og til sidst Jan et ordentligt knus af Dan.

 Jan smiler.

 Jeg har det nok lige som Dan. Jeg er også meget, meget lykkelig. Men lov mig, at hvis I synes, at jeg kommer mellem jer, Jens og Peter eller mellem jer og far og mor, fordi de tager mere hensyn til os end til jer, at I så siger til med det samme. Det må aldrig komme til at ødelægge noget for jer, at vi er kommet ind i familien.

 Peter ryster på hovedet.

 Jan, vi fire brødre har de samme rettigheder og pligter over for hinanden og over for far og mor. Far og mor vil aldrig gøre forskel på os, med mindre der er en årsag til det, hvis en af os f.eks. får brug for særlig hjælp og støtte, men det vil aldrig komme til at gå ud over nogen af de andre.

 Jens og jeg er tvillinger, men det forhindrer da ikke, at vi holder lige så meget af jer to, som vi holder af hinanden. I to er jo også en del af vores tilværelse, og det er bestemt ikke den ringeste del. Så tror I mig, når jeg siger, at Jens og jeg holder lige så meget af jer, som vi holder af hinanden, eller vil I have det skrifligt.

 Jan begynder at le.

 Nej, jeg tror på det nu, men jeg kan også godt garantere, at det er gensidigt.

 Jens smiler.

 Godt, så lad os få et knus af dig også.

 Og det får både Peter og Jens så.

 Så begynder Peter at le.

 Hvis vi nu havde haft den himmelseng fra Ulriksholm, kunne vi have ligget sammen alle fire, men lad os så gå i hver sin seng, så kan vi jo drømme, at vi ligger sammen.

 Jens og Peter er begyndt at gå til fodboldtræning. Dan elsker at gå og arbejde ude i haven, og Jan bruger det meste af sin fritid sammen med Conny, dog aldrig mere, end at han altid har tid til at være sammen med de andre.

 John kommer tit over og hjælper Dan i haven. Det er lige som om de to har fået et særligt nært venskab, men John holder også meget af at sidde og snakke med Susanne og Carsten.

 Hen på foråret begynder de så småt at snakke om, hvad de gerne vil være. Carsten og Susanne lytter gerne og giver også gode råd, men de vil under ingen omstændigheder presse drengene i nogen bestemt retning.

 Det er deres fremtid, det gælder, så må det også være dem selv, der træffer afgørelserne.

 Som forældre er det deres fornemste opgave at give deres drenge mulighed for at gennemføre den uddannelse, de nu vælger.

 Jens drømmer om at blive professionel fodboldspiller, men han er godt klar over, at han må have en uddannelse at falde tilbage på. Det andet er for risikabelt at satse på i det lange løb. Dels kan han jo blive skadet, og dels er det begrænset, hvor mange år han kan holde.

 Peter vil gerne være ingeniør lige som sin far. Han mener, at dygtige ingeniører vil der altid være brug for, både her hjemme, men også ude omkring i verden, og han har lyst til at opleve hele verden, inden han slår sig endeligt ned et sted.

 Jan er lidt mere i tvivl. Han ville i grunden gerne være læge, men det er jo en lang uddannelse at se frem til. Det skulle hellere være noget, der kunne klares på kortere tid, men man skulle jo også gerne kunne forsørge kone og evt. børn.

 De er dog enige om, at en studentereksamen er det under alle omstændigheder klogest at tage. Det giver en bedre udgangsposition, og så er der jo også tre år mere til at finde ud af, hvad man gerne vil være.

 John vil også gerne være læge, men han er ikke lige så utålmodig som Jan efter at blive færdig, men han vil også i gymnasiet.

 Conny har allerede i flere år været klar over, at hun vil være sygeplejerske, når hun har taget sin studentereksamen. Hun har også planlagt at tage et år i huset, muligvis i udlandet.

 Dan har jo et år mere at betænke sig i. Han vil imidlertid gerne være skuespiller, men han er ikke så meget for at snakke med de andre om det, da han er bange for, at de skal synes, at det er noget mærkelig noget at beskæftige sig med.

 Kun John har han indviet i sine planer, og han synes til gengæld, at det er en god ide.
 I sommerferien tager de igen på cykeltur sammen. Det bliver også en god tur, men ikke helt så god som den første. Det er ikke, fordi de er blevet mindre gode venner, men de føler mere trang til at være alene og sig selv en gang imellem.

 Jan snakker lidt med sin mor om det, da de kommer hjem. Han er faktisk lidt ked af det. Hun trøster ham imidlertid med, at det da er meget naturligt. Til hverdag er de jo sammen hele tiden, så bliver sådan en tur jo ikke ret meget ud over det sædvanlige. Når man bliver ældre får man også et større behov for bare at være sig selv en gang imellem.

 Måske var det en ide, hvis I fik hver jeres eget værelse. Derfor kan I jo godt være sammen alt det I vil, men så kan I trække jer tilbage til jeres værelse, når I trænger til at være alene.
 Det var måske en meget god løsning, men jeg vil så nødigt snakke med de andre om det. Hvis jeg kommer med forslaget, kunne de jo tro, at jeg var træt af en eller flere af dem, og det er jeg slet ikke.

 Jeg prøver at snakke med Carsten om det, han kan sikkert finde en god ide til en løsning, som alle kan være tilfredse med.

 Jan giver Susanne et knus.

 Du er en engel, mor.

 Den følgende søndag ved morgenkaffen siger Carsten.

 Jeg har spekuleret på, om tiden ikke var inde til, at I fik hver sit værelse, når tre af jer nu skal til at begynde i gymnasiet efter sommerferien. Jeg kan da huske fra min egen gymnasietid, at det var meget forskelligt, hvornår man havde lyst til at læse.
 Hvis I nu begynder at læse på forskellige idspunkter, bliver der for meget uro fra de andre. Hvis I har jeres eget værelse, kan I læse i fred og ro, når det passer jer. Derfor kan I jo godt være sammen, så meget I har lyst til, men af og til kan det måske også være meget rart at kunne trække sig tilbage og være lidt alene, mens man filosoferer over tilværelsen i fred og ro.

 Drengene sidder og funderer lidt over forslaget, så siger Peter.

 Det vil nok være en god ide. Jeg tror nok, at vi alle fire har følt, at vi i den sidste tid har haft et større behov for at være lidt alene en gang imellem, men vi har nok været lidt bange for at sige det til hinanden, for ikke at gøre de andre kede af det. Det skyldes jo ikke, at vi holder mindre af hinanden.

 De andre nikker og giver ham helt ret.

 Susanne smiler.

 Jamen så må vi jo til at flytte lidt rundt, men da vi stadig har sommerferie, når vi det nok.

 Da der nu er løst op for problemet, er alle fire ivrige efter at komme i gang med arrangementet. Ved hjælp af nogle skillevægge lykkes det at få lavet fire næsten lige store værelser. Og så får de ellers travlt hver især med at indrette deres værelse, så det bare bliver det bedste.

 Arbejdet går med liv og lyst, og allerede et par dage efter er værelserne næsten i orden og hyggeligt indrettet. Både Susanne og Carsten er imponeret over drengenes arbejdsindsats.

 Der bliver nu holdt indflytterfest på skift hos dem alle fire, og Conny og John er selvfølgelig inviteret med hver gang.

 De synes også at flytningen er en god ide.

 Da der er gået nogle dage, opdager de, at det faktisk også er hyggeligt på denne måde. Nu kan de være alene, når de har lyst til det, men de kan også være sammen med en eller flere af de andre, når de har lyst til det.
 En aften, hvor Carsten og Susanne sidder ned i stuen og hygger sig alene, siger Carsten.

 Jeg tror, at vores drenge så småt er ved at blive voksne.
 Det varer nok ikke længe, før de har pigebesøg alle fire. Foreløbig er der kun Conny, men det er i øvrigt dejligt at se, hvor godt de to holder sammen, det betyder meget for Jan, og der er ikke mor misundelse hos de andre. Inden vi ser os om, bliver vi såmen bedsteforældre.

 Nåh, det må nu godt vente lidt endnu, så gammel føler jeg mig da heller ikke.

 Dan kommer lidt tøvende ind.

 Har I lyst til at komme op og få kaffe hos mig i aften.

 Carsten smiler til ham.

 Skal vi klæde om, kommer der andre.

 Ja, det var måske en god ide, der kommer en gæst mere.

 Så kommer vi om et kvarter, hvis det passer dig.
 Ja tak, det vil være fint.

 Da de kommer derop, har Dan rigtig arrangeret det hele fint. Det ser hyggeligt og festligt ud. Servietter ved kopperne, tændte stearinlys på bordet. Selv har han skiftet om til sit pæneste tøj.

 Susanne og Carsten har også klædt sig om. De vil gerne glæde Dan, selvom de ikke er klar over, hvad der skal ske. Carsten er trukket i smoking, og Susanne har taget en selskabskjole på. Da de kommer ind, bliver de begge placeret i en lænestol af en gravalvorlig Dan. Lidt efter banker det på. Det er John i hvid skjorte og med slips og jakke. Han bliver placeret i skrivebordsstolen. Da Dan har skænket kaffen, sætter han sig på en spisestuestol, som han har lånt.

 Carsten kan ikke rigtig blive klar over, hvad der skal foregå, men han og Susanne er blevet enige om at lade det være op til Dan selv at komme frem med det.

 Dan begynder.

 Tak fordi I ville komme.

 Så går han i stå.

 Susanne smiler opmuntrende til ham.

 Vi vil da altid gerne inviteres i byen, det er jo ikke så tit, at far og jeg  får luftet selskabstøjet.
 Dan bliver ivrig.

 Nej, det er netop det. I har brugt al for meget tid på os. I har slet ikke haft tid til overs til jer selv. Vi er da gamle nok til, at I kan gå i byen, når I har lyst, uden hele tiden at tage hensyn til os.

 Jeg … jeg havde for øvrigt tænkt på at invitere jer med i teateret på min fødselsdag, sammen med John, hvis I har lyst.

 Dan ser spændt på dem.

 Så flyver det ud af Carsten.

 Har du sagt det til de andre.

 Selvfølgelig har jeg det. De har ikke spor imod det, de interesserer sig bare ikke for teater.

 Jamen det vil vi da gerne. Det bliver morsomt. Det er snart mange år siden, at vi har været i teateret.

 De begynder nu at drikke kaffen og snart går snakken livligt om alle mulige ting. Carsten er dog klar over, at Dan har mere på hjerte. Han kender ham efterhånden så godt.

 Det varer da heller ikke længe, før Dan pludselig afbryder sig selv midt i en sætning.

 Tror I, at jeg kan blive skuespiller, og hvad synes I om den ide.

 Carsten passer på ikke at svare for hurtigt. Så siger han roligt og stilfærdigt.

 Det kan jeg da ikke se, at der skulle være noget i vejen for, hvis det er det, du har lyst til.

 I har altså ikke noget imod det.

 Nej, hvor vil du hen, hvorfor skulle vi dog have noget imod det.

 Åh, der er så mange, der mener, at det ikke er noget rigtigt arbejde.

 Det er det da i allerhøjeste grad.

 Dan ser på dem med strålende øjne.

 Tusind tak, nu skal jeg hente noget mere kaffe.

 Mens han er væk, siger John.

 Hvordan bærer I jer dog ad med at skabe sådan en hengivenhed hos jeres drenge.

 Carsten ser alvorligt på ham.

 Vi elsker dem, og det kan de åbenbart mærke. Anden forklaring kan jeg ikke give dig.

 Dan kommer tilbage med kaffekanden og samtalen glider over på andre emner. Ved ellevetiden rejser Carsten og Susanne sig og siger tak for i aften. John rejser sig også og følges med dem ned ad trappen. Nede i gangen siger han.

 Bare jeg var i familie med jer. Misforstå mig ikke. Jeg holder meget af mine forældre, men en gang imellem er I meget nemmere og bedre at tale med, synes jeg.

 Carsten tager ham om skuldrene.

 Det er nok meget almindeligt i din alder.

 Susanne smiler til ham.

 Vi er jo næsten i familie, eller bliver det vel med tiden. Men under alle omstændigheder er du altid velkommen her i huset, lige så meget, som du har lyst til.

 Der går nogle år.

 Det er snart Carstens 60 års fødselsdag.
 Drengene er blevet voksne og er for længst fløjet fra reden. Men den dag vil de alle være hjemme for at fejre ham.

 Jan og Conny er blevet gift og har fået tvillinger, en dreng og en pige, der nu næsten er 12 år. Jan er blevet reservelæge på sygehuset i Odense. Han havde mange spekulationer, inden han valgte lægestudiet, og når han endelig valgte det, skyldtes det ikke mindst John, som også gik i gang med medicinstudiet. Han har købt sig en lægepraksis i Slagelse. Også han er blevet gift og har to piger på 7 og 9 år.

 Jan og Conny overtog Andersens hus, da de døde for ca. fem år siden med kun et par måneders mellemrum. Conny går for det meste hjemme hos børnene, men tager af og til en nattevagt på sygehuset som vikar. Hun er jo fuldt uddannet sygeplejerske. Hvis Jan så også har vagt, er børnene ovre hos Carsten og Susanne, til lige stor glæde for begge parter.

 Peter er blevet ingeniør og arbejder i Arabien i øjeblikket. Han er blevet gift for nylig og har ingen børn endnu. Han er så småt begyndt at se sig om efter et job i Danmark, men der er trods alt så meget eventyrlyst i ham, at han hele tiden synes, at han lige skal klare bare en opgave endnu, inden han vender hjem. Men han og hans kone er enige om, at hvis de får børn, tager de under alle omstændigheder hjem, når de skal begynde i skolen.

 Jens er blevet bankmand. Han har været professionel fodboldspiller i nogle år, men da han blev gift, fik hans kone overtalt ham til at holde op, inden han blev alvorlig skadet. Han er nu bank-

fuldmægtig og bor i Århus, men i ferierne er han hjemme i Odense sammen med sin kone og søn på 10 år. Han er allerede en dygtig fodboldspiller og drømmer om at blive professionel lige som hans far var.

 Dan er blevet skuespiller og arbejder for det meste i København, både ved teater, men også ved fjernsynet. Han bor sammen med en lidt ældre kollega, som har tre børn. En pige på 11 år og to drenge på 8 og 13 år. De har ikke rigtig kunnet blive enige om at gifte sig. Dan vil gerne, men Lise mener, at hun er for gammel til ham. Hun er knap fem år ældre end ham. Hun mener også, at det vil være for meget for ham at blive far til tre halvstore børn på en gang. Børnene er dog meget glade for ham og han for dem, så han venter tålmodigt.

 Det er således en stor familie at samle, men mindst en gang om året er de alle samlede og flere gange om året kommer de hjem, nogle stykker ad gangen.
 Carsten og Susanne nyder at have dem hjemme, både børnene og børnebørnene. John regner de også som en søn af huset, og det har betydet meget for ham i årenes løb, for han holder umådelig meget af både Carsten og Susanne.

 Fødselsdagen kan naturligvis ikke holdes der hjemme, dertil er de for mange, så der er lejet selskabslokaler til middagen om aftenen.

 Om formiddagen holder man åbent hus på Langelinie for venner og bekendte. Frokosten spiser man dels hos Jan og Conny og dels hos Carsten og Susanne. Og så mødes alle til festmiddagen om aftenen.

 Drengene er gået sammen om at holde tale for Carsten. Ideen er Dans, men de andre er straks med på den. De skiftes til at sige en sætning hver.

 Talen er meget morsom, men Carsten kan også tydeligt mærke sine drenges hengivenhed, gennem de muntre ordspil og de varme smil fra talerne.

 Også John holder en tale for ham. Han taler bl.a. om det fantastiske venskab, han har mødt, trods aldersforskellen, og fortsætter så.

 Ganske vist er det din festdag i dag, men jeg håber ikke, at du tager det fortrydeligt op, når jeg siger, at uden Susanne ville du ikke have været den samme.. Det tjener dig i øvrigt til ros, at du heller aldrig selv har lagt skjul på , at det også var din mening. I dag kan jeg ikke ønske noget bedre for dig, end at du og Susanne må få mange gode år sammen endnu, for det fortjener I vel nok begge to. Og så til slut bare dette.

 Ingen af os vil nogensinde glemme, hvad du har betydet for os. Tak Carsten.

 Så er det Susannes tur.

 Allerførst vil jeg sige tak til Peter og Jens. Det var jo jeres skyld, at jeg mødte Carsten i sin tid, på et tidspunkt, hvor jeg ikke troede på, at jeg nogensinde kunne blive glad igen. Også tak til Jan og Dan. I to har i høj grad været med til at give Carstens og mit liv indhold.

 Og så dig John. Ja, kærlighed gør blind, min ven. Du overvurderer mig, det er sødt af dig, ikke mindst fordi jeg tror, at du mener, hvad du sagde. Du er jo også en af vores dejlige drenge. Tak skal du have for de pæne ord.

 I børn synes måske det lyder mærkeligt, at jeg kalder jeres fædre for drenge., når de er voksne mænd, men for Carsten og mig er det stadig vores drenge.

 Og så er der dig, Carsten. Tak for mange gode år. Du har betydet så meget for mig, at det slet ikke kan beskrives. Jeg vil aldrig kunne vise dig min taknemlighed fuldt ud, men du forstår mig vist. Det er jo en af de ting, jeg altid har beundret hos dig. Du forstår os, uanset hvor kluntet vi får sagt tingene. Tak også til alle jer svigerbørn og børnebørn, fordi I vil være med til at fejre Carsten og vise, hvor meget han betyder for os.

 Carsten er synligt bevæget, da han rejser sig op.

 Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde eller ende.

 Uden jer ville mit liv jo ingen indhold have haft. Jeg vil gerne takke hver enkelt af jer bagefter, kun med Susanne vil jeg gøre en undtagelse. Du havde helt ret i det, du sagde før, John. Uden Susanne ville det hele, og jeg i særdeleshed, ikke have været det samme. Jeg savner sommetider de dage, hvor I alle sammen var hjemme endnu. Det snakker Susanne og jeg tit om, men livet går videre. Tak fordi I viser så tydeligt, at vi bestemt ikke er glemt af jer, selvom I nu har jeres eget.

 Jeg synes, at vi skal råbe et hurra for vores familiesammenhold og så ellers sige velbekomme, jeg tror, at nogle af de yngste har svært ved at sidde her længere. Tak skal I have alle sammen.

 Efter middagen skal nogle overnatte hos Conny og Jan, resten skal overnatte hos Carsten og Susanne. Derfor benytter Carsten især lejligheden til at få snakket med Jan, Dan og John og deres familier

 Ved ellevetiden bryder de op. Jens, Peter og deres koner snakker endnu en stund med Carsten og Susanne efter at de er kommet tilbage til huset, inden de går i seng.
 Carsten virker meget træt, men også meget glad.

 Man aftaler, at alle skal drikke morgenkaffe sammen næste morgen.

 Det kommer imidlertid til at gå anderledes.

 Ved totiden bliver Carsten alvorligt syg. Susanne ringer over efter Jan, og han og John kommer et øjeblik efter. De bliver hurtigt enige om, at Carsten må på sygehuset med det samme. Jan kører og John og Susanne tager med. Alt tyder på, at Carsten har fået en blodprop. Ved femtiden sover han stille ind uden at være kommet til bevidsthed.

 De tager tilbage med Susanne og sidder og snakker stilfærdigt med hende for at berolige hende lidt.

 De er alle tre glade for, at Carsten nåede at få sin fest. Det vil blive en svær tid for Susanne at komme igennem, men de lover at hjælpe hende, så godt de kan.

 Om morgenen går Jan og John rundt og fortæller de forskellige, hvad der er sket.

 Peter bebrejder John, at de ikke kaldte på ham og Jens i nat, men John svarer, at det var efter Susannes ønske. Carsten havde været bevidstløs, fra han blev kørt på sygehuset, så de ville ikke have kunnet komme i kontakt med ham.

 Lad os nu ikke blive uvenner, men gøre, hvad vi kan for at hjælpe Susanne gennem den kommende tid i stedet for.

 Peter rækker hånden frem.

 Undskyld John. Du har nok gjort det rigtige. Jeg syntes bare, at det jo var min far, men det passer ikke, han var jo vores allesammens far, og det betød meget for ham, og det gjorde du bestemt ikke mindre.

 De følges ad ned til morgenmaden, som Jan og John har hjulpet Susanne med at gøre klar, inden de gik rundt og vækkede de andre.

 Det bliver et meget stille morgenmåltid. Børnene har også mærket den trykkede stemning, og de fleste af dem er også gamle nok til at forstå, hvad der er sket. De har mistet deres bedstefar, som de holdt så meget af.

 Dans kæreste lover at tage sig af alle børnene ovre hos Jan og Conny om formiddagen, så de andre kan snakke sammen i fred og ro og planlægge den nærmeste fremtid. De andre siger taknemligt ja tak til tilbuddet.

 Der er mange ting, der skal drøftes og planlægges.

 Pludselig siger Susanne.

 I undrer jer måske over, at jeg kan tage det så roligt, men Carsten havde forberedt mig på det. Jeg måtte love, at jeg ikke fortalte jer noget, før efter festen. Han ville ikke have, at det skulle ødelægge stemningen.

 Jeg forstod ham, derfor lovede jeg det, selvom det var svært ikke at have nogen at tale med om det.
 Livet skal imidlertid gå videre, og takket være den familie jeg har fået, så vil jeg også komme igennem det. I ved alle, hvor meget han holdt af jer alle sammen.
 Vi talte somme tider om, at Peter måske kunne føle, at han måtte dele sin far med for mange, men det overbeviste du ham om, var ikke tilfældet, og det var han meget glad for Peter.

 Jeg er glad for, at det lykkedes.. Far blev jo meget gladere og meget mere velafbalanceret, da han mødte dig mor. Men også I andre, Jens, Jan og Dan fik fars kærlighed til at vokse med behovet, og det fortsatte da vi giftede os, med vores koner og børn.
 John, dig har jeg glemt. Endnu engang undskyld det i morges. Du stod også fars hjerte meget nær. Du var ikke alene vores svoger, men også vores bedste ven., og jeg ved, at far elskede dig lige så højt som os andre. Du var jo også hans og mors ven, trods aldersforskellen.

 Far var et enestående menneske. Jeg tror kun, at jeg har mødt et menneske, der kunne komme på højde med ham, og det er dig mor. Du var ikke alene Jenses mor. Men du var en god og kærlig mor for os alle sammen. Du gjorde aldrig forskel på os. Du havde den samme ubegrænsede kærlighed at øse af, som far havde.

 Susanne har fået tårer i øjnene.

 Tak, min dreng, det var sødt sagt af dig.

 Jens nikker.

 Det er godt, at Conny og Jan bor lige ved siden af dig. Så kommer du ikke til at føle dig slet så ensom. Men du vil også altid være velkommen hos os andre, hvis du vil besøge os. Hvis du er interesseret, vil jeg gerne prøve at få en stilling her i Odense.

 Det kan vi snakke om senere. Jeg kan ikke rigtig overskue det hele i øjeblikket Jeg skal lige vænne mig til at være alene igen med alt hvad det indebærer.

 Dan ser på hende.

 Vi kommer i hvert fald hjem til jul.

 Jan ryster på hovedet.

 Jeg tror ikke, at vi skal tale mere om fremtiden lige nu. Du skal bare vide, at uanset hvad du bestemmer dig til, så vil vi alle gøre, hvad vi kan for at hjælpe dig. Ingen af os kan erstatte det tab, du har lidt, men uanset hvor højt vi elskede Carsten, skal du vide, at vi bestemt ikke elsker dig mindre højt. Vi vil altid blive ved med at være dine drenge, uanset hvor gamle vi bliver, og det tror jeg også gælder John.
 Ja, lige fra den første dag har vi følt os hjemme her. I to har betydet lige så meget for mig som mine forældre. Altid har I, og ikke mindst du, haft tid til at tale med mig, når jeg havde brug for det. Der var en tid, hvor jeg talte bedre med jer end med mine egne forældre, men du mindede mig altid om, at mine forældre havde førsteret på min kærlighed. Da I så også blev Connys svigerforældre, kom det til at betyde endnu mere for både Conny og mig.

 Susanne er dybt rørt, men hun kan mærke, at hun trænger til at være lidt alene nu, så hun beder dem om at gå.

 Jan foreslår så, at de går over til dem.
 Vi kommer og henter dig til middag, men hvis du sover, udskyder vi bare middagen til i aften.

 Han følger lige Susanne ind i soveværelset og giver hende et par beroligende piller.

 Susanne er ved at bryde sammen.

 Undskyld, men jeg syntes pludselig ikke, at jeg kunne klare det mere.

 Vi forstår det godt mor. Tænk ikke over det. Hvil du dig nu bare. Du ringer bare, hvis der er noget.

 Idet han går, giver han hende et kys på kinden.

 De følges småsnakkende over til Jan og Conny.

 Jens tager Jans hånd og ser ham lige i øjnene.

 Jeg er så glad for, at du er min broder. Du har hjulpet mor bedre end nogen af os andre har kunnet.

 Jan ryster på hovedet.

 Ingen kan tage smerten fra mor. Men vi hjælper hende så godt vi kan, hver på vores måde, fordi vi elsker hende, og det ved hun.

 Da de kommer over til de andre, siger den ældste af Lises drenge.

 Er din mor alene derovre Dan. Må jeg så ikke godt gå over til hende. Jeg skal nok være helt stille, men så er jeg der, hvis hun får brug for noget. Jeg holder så meget af hende, må jeg ikke godt.

 Dan ser glad på ham og derefter over på Lise, der nikker.

 Ja, det må du godt, men vil du ikke have en af de andre med der over.

 Nej, så snakker vi bare, og det kan forstyrre din mor.

 Det er i orden, min ven. Jeg er sikker på, at mor vil blive meget glad for, at du er der, når hun vågner.
 De aftaler så, at Erik skal tage Susanne med over, når hun vågner. Hvis der er noget, eller hvis han kommer til at kede sig, kan han bare ringe.

 Først hen under aften kommer Susanne og Erik. Susanne er vågnet ved firetiden, og da hun kom op og så, at Erik sad trofast og ventede på hende, satte hun sig ned og snakkede med ham. Det har virket dejligt beroligende på hende, så hun er næsten sig selv nu.

 Erik lister hen til sin mor og hvisker.

 Mor jeg har fået lov til at kalde Susanne for bedstemor.

 Lise smiler til ham og sukker lidt.
 De forskellige har i dagens løb fået ringet rundt og fået det ordnet, så de kan blive hjemme til efter begravelsen. Om aftenen snakker de om gamle dage og opfrisker minder fra drengetiden, da Susanne er gået i seng.
 Dagen efter begravelsen må de forskellige så afsted. Heldigvis er Jan og Conny der til at se lidt efter, hvordan det går, og deres tvillinger er ovre hos Susanne hver dag.

 I toget på vej til København kommer Lise og Dan igen til at diskutere bryllup.

 Lise smiler.

 Erik er blevet så glad for sin bedstemor, at jeg godt tror, at jeg vil giftes med dig alligevel. Jeg er ganske vist de år ældre end dig og har tre store børn, men det lader jo til, at de føler, at de hører med til familien, og jeg er ikke i tvivl om, at de holder meget af dig, for det har de både sagt, men også meget tydeligt vist. Og de er vist også kommet til at betyde meget for dig, tror jeg.

 Jeg fik også snakket en del med din mor. Hun er et usædvanlig dejligt menneske, og jeg tror også, at det vil betyde meget for hende, at vi gifter os. Hun lovede mig i øvrigt, at jeg ikke kunne få en bedre mand, og det tror jeg nu heller ikke. Mine betænkelighed har nok mere ligget i, om jeg kunne leve op til dine forventninger, men der lærte din mor mig, at det kan man, hvis man vil, og jeg vil gerne, min ven.

 Dan smiler glad.

 Tak Lise. Jeg holder virkelig utrolig meget af både dig og dine børn. Jeg kunne også tydeligt mærke, at især Erik holder meget af min mor. Jeg håber, at jeg kan leve op til min mors udtalelser om mig. Jeg har ikke noget højere ønske end at blive en god ægtemand og fader, for jeg ved, hvor meget det betyder.
 Hvem af os skal fortælle børnene det.

 Vil du, det er jo dine børn endnu.

 Nej, gør du det, så kan vi jo se, om de også vil være dine børn, men nu ikke noget med at love dem guld og grønne skove for at få dem til at sige ja.

 Dan kan ikke lade være med at le.

 Han kalder på dem, da de er kommet hjem i lejligheden.
 Det viser sig, at det slet ikke er nogt problem. Børnene er meget glade for Dan og glæder sig til brylluppet.
 Lise og Dan morer sig over, at den yngste hele tiden prøver at få lejlighed til at sige far til Dan. Om aftenen får han et rigtiogt godnatknus af dem alle tre, og pigen hvisker.

 Jeg er så glad for, at du nu bliver min far, for jeg kan så godt lide dig.

 Den næste dag vil Erik gerne tale lidt alene med Dan.
 Erik ser alvorligt på Dan.
 Hvis vi nogensinde bliver uvenner, er det i hvert fald ikke din skyld. Mor siger at jeg somme tider er alt andet end nem, men jeg vil i hvert fald prøve at gøre, hvad jeg kan for at opføre mig ordentligt over for dig. Jeg holder jo så meget af dig.

 Dan smiler og giver ham et stort knus.

 Skal vi to ikke være enige om, at hvis vi skulle blive uvenner, så går vi ikke fra hinanden, før vi er blevet gode venner igen.

 Eriks øjne stråler

 Meget gerne far. Uh, hvor er det altså dejligt at have fået sådan en far.

 Dan skriver hjem til sin mor og fortæller hende nyheden. To dage efter kommer der brev fra Susanne.

 Det er fornuftigt af jer begge to. Du får en sød kone og nogle dejlige unger. Jeg ønsker for dig, at du får lige så meget glæde af dem, som jeg har haft af jer. Vil I holde jeres bryllup her hos mig, vil jeg blive meget glad for det.

 3.juledag bliver brylluppet holdt. John og Jens kommer hjem sammen med deres koner og børn. Peter kan desværre ikke komme, men sender mange hilsner og gode ønsker.

 Susanne har besluttet at finde en mindre lejlighed. Huset er blevet for stort for hende, men hun vil ikke høre tale om at bo hos nogen af børnene., selvom de alle gerne vil have hende boende.

 Jeg vil meget gerne komme og besøge jer en gang imellem, men jeg vil ikke være et besværligt påhæng i længere tid ad gangen.
 Jens spørger, om der er nogen af de andre, der har noget imod, at han køber huset. Han og hans kone og søn er blevet enige om at flytte til Odense. Han har fået lovning på en stilling til foråret.

 Alle er enige om, at det er en god ide. Jan og Conny er især begejstrede, for så kommer de jo til at se meget mere til Jens og hans familie. Også Susanne er godt tilfreds med det. Så kan hun stadig komme en gang imellem i sit gamle hjem, der rummer så mange dejlige minder for hende.

 Dans mindste søn, Michael siger.

 Kan vi så også flytte til Odense, far.
 Lise smiler.

 Ikke for øjeblikket, men måske en gang med tiden.

 Susanne nikker.

 Jeg fik brev fra Peter her til jul.Han skriver, at nu har de besluttet at flytte hjem til Danmark. Dels vil de ikke gå glip af flere familiefester, og dels venter de en arving til maj.

 Jeg er så glad for, at mine fem dejlige drenge og deres koner holder så godt sammen. Jeg ved jo også, at I andre altid vil være parate til at hjælpe, hvis en af jer får brug for det.

 John giver Susanne et varmt knus.

 Som en af dine drenge vil jeg gerne sige, at du og Carsten lærte os, hvor meget sammenhold betyder. Vi kan ikke gøre noget bedre end at lære vores børn og børnebørn det samme. Det er jo vores vigtigste arv fra jer, og tak for den.

 Da de skilles for at rejse hver til sit, er de enige om, at de stadig vil samles alle sammen mindst en gang om året.

 Om to år fylder Susanne 60 år, og da skal hun fejres for alvor.

                                                                             Tilbage til toppen