Tilbage til E-bøger

CARL CHRISTIAN

 

 Du må ikke tro, at jeg er ked af, at jeg snart skal dø. Det skal du og alle andre jo også en dag. Men der er en ting, jeg simpelthen må nå. Jeg må og skal tale med min søn, før jeg dør.

 Jeg så overrasket på min ven, der lå gul og afpillet i en hospitalsseng. Der var ingen tvivl om, at han ikke havde langt igen.

 Jeg vidste ikke af, at du nogensinde havde været gift.

 Han hostede lidt og prøvede at smile.

 Det er jo strengt taget ikke nødvendig at være gift, for at få en søn.

 Jamen ved han, at du er syg og ligger her, så kommer han vel.

 Min ven ryster på hovedet.

 Nej, men det er det, jeg gerne vil have dig til at fortælle ham.

 Selvfølgelig vil jeg gøre det for dig, gamle ven.

 Jeg tager min lommebog og min kuglepen frem.

 Hvad hedder han, og hvor bor han. Hvor gammel er han i øvrigt, du har jo aldrig tidligere nævnt ham.

 Det ved jeg ikke.

 Jamen hvordan vil du så have, at jeg skal finde ham.

 Det bliver din hovedpine, du lovede jo at klare det for mig.

 Trods alvoren kan jeg ikke lade være med at le.

 Ok. Lad mig så prøve, men nogle oplysninger må du da have om ham. Hvor gammel er han f.eks.

 Lad mig se, han må snart være 22 år.

 Hvad hedder han, og hvornår har du sidst set ham.

 Jeg har aldrig set ham. Hans mor skrev bare til mig.

 Din søn blev født d. 20. september, men du får ham aldrig at se, i det mindste ikke så længe jeg lever.

 Hvor kom det brev fra.

 Det ligger der i skuffen. Du må godt se det, men du må ikke tage det med. Det er det eneste, jeg ved om min søn.

 Forsigtigt tager jeg den gamle slidte kuvert op af skuffen og tager brevet ud.

 Brevet er meget kort, der står bare:

 ”Kære” Kjeld.

 Så lykkedes det dig altså alligevel at blive far, som du ønskede dig så hedt. Din søn blev født d. 20. september. Han ligner dig, men du får ham aldrig at se, i det mindste ikke, så længe jeg lever.

                                                        Bodil.

 Der er ingen afsender på kuverten, det havde jeg nu heller ikke ventet, men poststemplet kan stadig tydes. Der står Ribe, og datoen er 30. september 1968.

 Jeg ser på Kjeld.

 Hvad hed Bodil til efternavn, og hvad kan du ellers fortælle om hende.

 Hun hed Jensen, og vi mødtes i november 1967. I begyndelsen af december flyttede hun hen til mig. Vi havde tre dejlige uger sammen. Juleaften var den bedste jeg har haft nogensinde. Men juledagsmorgen, da jeg vågnede, var hun væk. Jeg vidste stort set intet om hende, så jeg kunne ikke søge efter hende.

 Vi havde talt sammen om stort set alt, undtagen vores baggrund og vores tidligere liv. Det, mente vi, var ikke nødvendigt, nu var det jo vores fremtid, det gjaldt.

 1.oktober 1968 fik jeg så det brev, og siden har jeg intet hørt. Siden da har jeg holdt mig på afstand af kvinder, det bekendtskab havde slået for hårdt.

 Han ser indtrængende på mig.

 Men jeg må og skal tale med min søn, før jeg dør. Det skylder jeg ham, og før kan jeg ikke få fred i sindet. Du må hjælpe mig med at finde ham, hører du.

 Så begynder han at blive fjern i blikket, som jeg har set det flere gange i den sidste tid. Jeg er klar over, at jeg sandsynligvis ikke kan nå ind til ham mere i dag, så jeg tager hjem for at overveje, hvad jeg kan og bør gøre.

 Da Karen kommer hjem, har jeg besluttet at tage til Ribe næste dag og se, om jeg kan finde ud af noget der.

 Hun synes, at det er en god ide. Vi er begge to klar over, at det er noget, der haster, hvis det ikke skal blive for sent.

 Heldigvis kan jeg uden problemer tage fri et par dage, så næste dag kører jeg til Ribe.

 Undervejs har tankerne frit spillerum. Jeg bliver dog pludselig klar over, at jeg må holde øje med vejen og den øvrige trafik, da jeg er på vej ud i sidestriberne kort før Halsskov.

 På færgen går jeg op i cafeteriaet for at få en kop kaffe og en ostemad. Der er allerede næsten fyldt op, men det lykkes mig dog at finde et tomt bord.

 Da jeg har sat mig, kommer jeg til at tænke på, at de fleste forsøger at finde et tomt bord, med det resultat, at der sidder en eller to ved hvert bord, og så er der en masse tomme pladser, hvor ingen vil sidde. Man vil jo ikke mase sig ind på fremmede mennesker.

 Jeg har dog ikke siddet i mange minutter ved bordet, før der kommer en 13 – 14 års dreng hen og spørger høfligt, om der er optaget, eller om han må sætte sig.

 Uvilkårligt smiler jeg til ham.

 Nej, sæt du dig bare ned.

 Han smiler lidt genert tilbage og sætter sig med en cola og en pølse med brød.

 Jeg ser lidt nærmere på ham. Han er en usædvanlig køn dreng. Lyst, lidt krøllet hår, men mørke øjne og lange sorte øjenvipper. Han er meget solbrændt og har en gul t-skirt på¨og et par hvide lærredsbukser. På fødderne har han hvide tennissokker og brune sandaler. Ved siden af stolen har han en sportstaske stående.

 Pludselig bliver jeg klar over, at han har opdaget, at jeg har siddet og betragtet ham.

 For at aflede opmærksomheden lidt, siger jeg.

 Nå, og hvor skal du så hen i verden.

 Der kommer et lille hurtigt smil.

 I første omgang til Ribe, men ellers ved jeg ikke.

 Helt oplivet ved tanken om, at jeg måske kan få selskab, siger jeg.

 Er du alene, for så må du da gerne køre med mig, jeg skal også til Ribe. Bor du der.

 Mange tak, jeg vil da meget gerne køre med. Min bror har bedt mig om at komme hjem til min mors begravelse. Så vil han prøve at finde ud af, hvor jeg kan bo. Der bliver ikke råd til, at jeg kan komme på Herlufsholm, som der ellers var tale om.

 Det giver et sæt i mig.

 Undskyld, der var jeg vist klodset.

 Det gør ikke noget. De kunne jo ikke vide, at min mor var død.

 Vi sidder tavse lidt begge to, så tager jeg mig sammen.
 Jeg hedder Alex Frandsen, og hvad hedder du så.

 Carl Christian. Carl Christian Jensen mener jeg.

 Lidt efter følges vi ad ned til bilen. Da vi kører fra borde, smiler han sit lille generte smil.

 Det er virkelig pænt af Dem, at jeg må køre med til Ribe. Skal De besøge nogen derovre.

 Jeg synes, at det er rart at have en med i bilen, når jeg kører langt. Når man har en at snakke med, går tiden bedre, så du gør mig faktisk en tjeneste. Derfor giver jeg også en bid mad, når vi når til Jylland.

 Jeg tøver et øjeblik, men fortsætter så.

 Jeg synes, at du skal sige du til mig, nu da vi er rejsekammerater, så snakker vi bedre sammen. Måske kan du endda hjælpe mig, når vi kommer til Ribe. Jeg er ikke kendt derovre. Jeg skal prøve at finde en ung mand, men jeg ved ikke, om han bor der stadig.

 Han ser forbavset på mig.

 De, jeg mener du, skal da ikke betale mad for mig. Jeg vil da gerne hjælpe alligevel, hvis jeg kan, det er da det mindste jeg kan gøre som tak fordi jeg må køre med. Men hvordan vil du finde en, hvis du ikke ved, om han er der. Ved du hvad han hedder.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på Karen.Vi har været gift i næsten 15 år og har ingen børn. Vi havde været enige om, at det nok ikke var noget for os.

 Pludselig synes jeg, at det måske alligevel havde været en god ide, om vi havde haft en knægt, en som Carl Christian.

 Jeg føler mig meget tiltrukket af hans stilfærdige og velopdragne væsen, desuden er han en køn dreng, som virker meget intelligent.

 Et øjeblik efter er jeg derfor i gang med at forklare ham om mit ærinde.

 Jeg slutter med at sige.

 Jeg må altså på kirkekontorerne og se, om jeg kan finde en dreng, der er født d. 20. september 1968 og hvis mor hed Bodil Jensen. Men det er jo ikke sikkert, at han er blevet født i Ribe, selvom brevet blev sendt derfra, og så er jeg rigtig på den, for så bliver det et stort detektivarbejde.

 Carl Christian drejer sig i sædet og griber mig i armen, han er helt bleg.
 Min bror Torben er født den dag, og min mor hed Bodil Jensen.

 Jeg bremser hårdt op og kører ind til siden.

 Hvad er det, du siger, er det rigtigt. Det lyder næsten for fantastisk til at kunne være sandt.
 Carl Christian bliver ildrød i hovedet, så hvisker han.

 Jamen det er sandt.

 Jeg ser på ham et kort øjeblik, så griber jeg hans hånd og giver den et lille klem, mens jeg ler.

 Selvfølgelig er det sandt, min ven.Jeg kunne bare næsten ikke tro på, at jeg kunne være så heldig. Hvad med din far.

 Ham har jeg aldrig kendt, og Torben kender heller ikke sin far.

 Carl Christian ser på mig med et blik, der giver mig tårer i øjnene.
 Jeg vil meget gerne hilse på din bror. Måske er navnet og fødselsdatoen en tilfældighed, men måske vil han hjælpe mig alligevel.

 Hvordan kan han det. Men hvis det ikke er for megen ulejlighed, så kan du køre mig hjem, så du kan komme til at snakke med ham.

 Selvfølgelig er det ikke nogen ulejlighed. Jeg vil bede ham om at lade mig præsentere ham for min ven som hans søn. Det vil betyde meget for min ven. Tror du, at din bror vil gå med til det.

 Jamen er det rigtigt over for din ven, hvis det ikke er hans rigtige søn.

 Jeg ser forbløffet på ham, så smiler jeg varmt til ham.

 Du er ikke helt almindelig, hvis du ligner din bror, kan jeg ikke ønske min ven nogen bedre søn.

 Ser du, min ven dør snart. Han mener ikke, at han får fred i sindet, uden han har set og talt med sin søn, før han dør.
 Synes du ikke, at man har lov til en lille hvid løgn i sådan et tilfælde, hvis man kan glæde en døende mand.

 Carl Christian ser alvorligt på mig.

 Jo, du har nok ret, og jeg skal nok bede Torben om at sige ja.

 Tak, min ven. Men nu må vi hellere se at komme videre.

 De næste par kilometer er vi tavse begge to, vi sidder nok begge og spekulerer, men snart kommer der gang i snakken igen, og nu virker Carl Christian lidt mere fri og kan snakke med om forskelligt.

 Carl Christian fortæller, at Torben er soldat i øjeblikket, det er i øvrigt den eneste familie han har, så han er meget spændt på, hvor han skal være fremover.
 Hen på eftermiddagen kommer vi til Ribe. Jeg bliver siddende i bilen for at Carl Christian lige kan komme til at hilse alene på broderen.

 Et øjeblik efter kommer han ud igen.

 Kom dog endelig indenfor. Torben er ved at lave kaffe, hans pige er her også.

 Jeg får et hjerteligt håndtryk af både Torben og Eva, og Torben siger tak, fordi jeg tog hans lillebror med i bilen, så han kom så tidligt hjem. Så ser han undersøgende på mig.

 Carl Christian sagde, at De ville tale med mig.

 Jeg nikker.

 Ja, men det kan da godt vente til i morgen.

 Vi kan lige så godt snakke nu. Begravelsen er i morgen, så da bliver der nok ikke så god tid.

 Jeg tøver et øjeblik, men kaster mig så ud i forklaringen. Da jeg er færdig, ser Torben alvorligt på mig.

 Hvis det virkelig er mig, der er hans søn, vil jeg selvfølgelig tale med ham. Synes De, at jeg ligner ham.

 Stilfærdigt siger Carl Christian.

 Jeg synes, at du skal gøre det under alle omstændigheder, hvis det kan glæde en døende mand.

 Torben virrer med hovedet.

 Jamen vil det så ikke være svindel, hvad mener du, Eva.

 Hvis du kan klare det, synes jeg, at du bør gøre det. Men det er jo hårdt at miste begge sine forældre med så kort mellemrum.

 Jeg lægger stilfærdigt en hånd på hans skulder.

 Efter at have set dig, kan jeg som advokat godt garantere dig, at dette vil adrig blive regnet som svindel. Du ligner faktisk Kjeld en hel del.

 Han ser op på mig med sine klare blå øjne.

 Godt, hvis De mener, at det er det rigtige, så vil jeg gøre det.

 Den næste times tid sidder vi og snakker om løst og fast, og jeg lærer både Eva og Torben bedre at kende.
 Jeg får bestilt et hotelværelse og tager så afsted efter at have lovet at komme til begravelsen næste dag.

 Torben følger mig ud og giver min hånd et kraftigt tryk.

 Efter begravelsen får jeg en snak med Torben alene.

 Han fortæller mig, at moderen havde begået selvmord, men det har han ikke fortalt Carl Christian.

 Pludselig ser han nøje på mig.

 Det er måske forkert af mig at ulejlige Dem, men jeg har faktisk fået tillid til Dem. Vil De hjælpe mig at finde ud af, hvad jeg skal gøre med Carl Christian. Der er ikke råd til, at han kan komme på Herlufsholm, som der havde været tale om.

 Jeg ser på ham med et lille smil.

 Jeg er meget glad for, at du viser mig tillid, tak for det. Jeg synes, at du også skal sige du til mig. Jeg er ved at finde på noget. Lad os nu i første omgang tage ham med, når vi skal over til din far, så kører I med mig. Du har et par dage fri endnu, ikke. Det er snart sommerferie, så Carl Christian går nok heller ikke glip af noget særligt.

 Om aftenen følger Carl Christian mig hen på hotellet.

 Tak for alt det, du gør for os.

 Jeg smiler.

 Det manglede da bare. Du har jo sparet mig for mange timers arbejde, som måske endda ikke havde givet noget resultat. En anden ting, hvad vil du helst efter sommerferien.

 Det ved jeg ikke, det kommer an på, hvad der bliver råd til. Torben siger, at han ikke har fundet en løsning endnu, men er det rigtigt, at jeg skal med jer til København.

 Ja, det er rigtigt. Jeg ville gerne have, at min kone også fik lært både Torben og dig at kende, så I bor hos os de dage, I er der. Jeg ringede og aftalte det med min kone i formiddags.
 Er din kone også advokat.

 Ja, det er hun, men hun er vældig flink, så der er ikke noget at være nervøs for.

 Han sender mig sit lille generte smil.

 Godnat, jeg skal nok sørge for, at vi er klar til at køre klokken halvni i morgen tidlig, skal vi komme herhen.

 Nej, jeg kører forbi jer og samler jer op. Godnat, min ven.

 Næste dag får vi alle tre en varm velkomst af Karen.

 Torben og Carl Christian bliver vist op på gæsteværelset og får at vide, at der er kaffe om en halv time.

 Da de er gået, smiler Karen lunt til mig.

 Jeg giver dig helt ret, som sædvanlig. Det må vi se at klare.

 Efter kaffen går Torben og jeg hen på sygehuset til Kjeld, mens Carl Christian bliver hjemme hos Karen.

 Han er meget genert i starten, men tøer dog op lidt efter lidt.

 Kjeld er meget glad for at se Torben. Han får forklaringen på, hvordan jeg fandt frem til ham.

 Han ser meget nøje på Torben og på et billede han har taget med af sin mor. Så stiller han et par spørgsmål om moderen og ser så op på mig.

 Jeg vil gerne være lidt alene med Torben. Jeg er ikke i tvivl om, at det er min søn, du har fundet til mig. Han ligner også sin mor lidt, som jeg husker hende.

 Han tøver lidt.

 Så fik hun ret. Jeg fik ham ikke at se, mens hun levede, men jeg traf ham da gudskelov, før jeg selv skulle dø.
 Jeg tager hans hånd og giver den et lille klem.

 Jeg går nu, så I kan være jer selv. Jeg kommer igen om en times tid.
 Da jeg kommer igen, har Kjeld blanke øjne.

 Nu synes jeg, at jeg kan dø i fred, og alligevel har jeg mere lyst til at leve nu, end jeg har haft i mange år. Torben har lovet at komme igen i morgen og tage sin lillebror med.

 Jeg lægger en hånd på Torbens skulder.

 Vi må hellere gå nu.

 Han ser op på mig og så ned på Kjeld igen.

 Farvel så længe, far. Vi ses igen i morgen.

 Da vi er kommet ud fra sygehuset, ser Torben på mig med et ubeskriveligt ansigtsudtryk.

 Er det for dårlig, hvis jeg siger, at nu synes jeg snart ikke, at jeg kan klare mere. Men jeg skal jo også have fundet ud af, hvad jeg gør med Carl Christian. Jeg er i hvert fald overbevist om, at det er min far, ellers ville det ikke have berørt mig så dybt at se ham i den tilstand.

 Jeg lægger en hånd på hans skulder.

 Nu skal du høre, Torben. Når vi har spist, tager vi fire i Tivoli. Så prøver vi at glemme det hele nogle timer, så er det nemmere at tage fat med friske kræfter igen.

 Det bliver svært, men jeg må jo prøve, både for fars, men især for Carl Christians skyld. Han har jo ikke andre end mig, og han er ikke engang fyldt femten endnu.

 Jeg burde måske ikke have lovet far at tage ham med i morgen, men jeg syntes, at jeg måtte gøre det for fars skyld. Han har ikke lang tid tilbage. Hvorfor skal det hele være så svært.

 Han ser op på mig.

 Undskyld, at jeg beklager mig. Både du og din kone har jo gjort så meget for Carl Christian og mig, og for far.

 Jeg ser på ham med et lille smil.

 Du har bestemt ikke noget at undskylde. Enhver anden ville have det lige sådan i dit sted. Vi startede jo med at hjælpe din far, fordi han har været Karen og mig en god ven i mange år. Men efter at have mødt Carl Christian og dig, var Karen og jeg helt enige om, at det venskab ville vi gerne overføre til jer, hvis I bryder jer om det.

 Et par timer efter er vi i Tivoli, og det bliver en fin aften.

 Begge drenge er meget tilbageholdende i starten, men liver dog lidt op efterhånden.

 Da vi omsider skal til at i seng, giver Torben mig et varmt håndtryk.

 Du havde ret, det hjalp at få alle problemerne lidt på afstand i nogle timer. Tak.

 Karen ser fra Torben til Carl Christian, så smiler hun.

 Det er den bedste tivolitur, jeg har haft i mange år, takket være jer to, jeg følte mig jo helt ung igen.

 Næste dag, da Torben og Carl Christian kommer tilbage fra sygehuset, tager Karen imod dem.

 Jeg har været inde på kontoret for at ordne nogle ting, så jeg kommer lidt senere.

 Karen sidder og taler med drengene, men ser op, da jeg kommer ind i stuen.

 Jeg skulle bede dig komme hen til Kjeld, så snart du kom hjem.

 Jeg nikker og undlader at spørge om noget.

 Ok. Jeg kører med det samme.

 Da jeg kommer hen til Kjeld, ser han op på mig.

 Tak, fordi du hjalp mig, min ven. Du må ikke lade drengene komme herhen mere. Det tager for hårdt på dem, kunne jeg se.

 Han tøver lidt, så kommer det besværligt.

 Vil I godt hjælpe dem fremover, det får de brug for.

 Jeg smiler uvilkårligt.

 Det behøver du slet ikke at bede os om, det har vi allerede bestemt os for. Vi vil tilbyde, at Carl Christian kan komme og bo hos os, og at Torben altid vil være velkommen, når eller hvis han har lyst til at komme.

 Kjeld ser forbavset på mig.

 Jamen I har jo aldrig villet have børn.

 Man har da heldigvis lov til at skifte mening, når man bliver overbevist af gode argumenter. Det her argument hedder Carl Christian, og et bedre argument findes ikke.
 Kjeld nikker.

 Vel, jeg forstår, efter at have set ham.
 Vil du godt ordne det her testamente for mig. Torben skal arve det, jeg ejer, det kan du godt klare rent juridisk, selvom jeg ingen attester har på, at han er min søn. Både du og jeg ved det.

 Selvfølgelig lover jeg det. Med lidt besvær får jeg hans underskrift.

 Der glider et lettelsens smil over hans ansigt. Så synker han tilbage i puderne og lukker øjnene. Der lyder et dybt suk.

 Jeg er klar over, at han er død.

 

 Tankefuld kører jeg hjem. Kjelds sidste tid har været streng. Men han fik trods alt en blid død, og jeg er ikke i tvivl om, at han døde som et glad menneske.

 Da jeg kommer hjem, går jeg stilfærdigt ind i stuen. Jeg går hen og lægger en hånd på Torbens skulder.

 Ja, så er din far altså død, men han døde som en glad mand, takket være dig. Tak fordi du kom, inden det var for sent.

 Han ser usikkert op på mig med tårer i øjnene.

 Jamen hvad så nu, jeg skal jo tilbage til kasernen i morgen. Carl Christian kan selvfølgelig bo i mors lejlighed, og Eva vil godt se lidt efter ham og hjælpe ham,  men jeg fik at vide, at mor havde sagt lejligheden op for to måneder siden, så der er kun en måned til bage, og hvad så.

 Karen ser over på Carl Christian.
 Jeg ville gerne have, at Alex kom tilbage, før jeg ville sige det her. Så I kan være klar over, at det er noget, vi er helt enige om.

 Kunne du tænke dig at bo her hos os indtil videre, i det mindste indtil du eller Torben finder en løsning, I synes er bedre.

 Det er Torben, dert svarer først.

 Jamen, det kan vi da ikke være bekendt at tage imod, det ville da være alt for besværligt og dyrt for jer, og jeg har ikke nogen penge, det var meget lidt, mor efterlod sig.

 Karen smiler.

 Lad nu Carl Christian svare på, om han har lyst. Hvis han har det, skal vi nok få klaret alt det praktiske.
 Carl Christian ser lidt forvirret fra Karen til Torben og derefter over på mig.

 Så kommer det stille.

 Må jeg godt Torben. Jeg skal nok forsøge at være til så lidt besvær som muligt.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Synes du ikke, at det lyder, som om han har lyst til at prøve det, Torben. Jeg synes, at du skal give ham lov. Til gengæld skal du få lov til at komme her, så meget du har lyst. Kort sagt, I kan begge to regne det her som jeres hjem fremover. Karen og jeg er ikke jeres forældre, men jeres venner, det lovede jeg i øvrigt også din far, er det i orden med jer.

 Torben har siddet lidt med bøjet hoved, nu retter han sig op og ser fra Karen til mig.

 Jeg føler ikke, at jeg har lov til at sige nej for Carl Christians skyld. Jeg vil også helst sige ja for mit eget vedkommende. Jeg synes bare ikke, at det er rigtigt, at I skal påtage jer det ansvar og de udgifter, men hvis I virkelig mener, at I vil, så håber jeg aldrig, at I kommer til at fortryde det. Jeg anede ikke, at der fandtes den slags mennesker.
 Pludselig begynder Carl Christian at græde, det har ingen af os set før. Hidtil har det næsten set ud, som om han var helt upåvirket af alt det, der var sket omkring ham.
 Jeg lader ham græde lidt, så tager jeg ham om skuldrene.

 Tror du, at det bliver slemt at bo hos Karen og mig.

 Nej , men jeg kan bare slet ikke forstå, at der er nogen, der frivilligt vil tage sig af mig.

 Så ser han på mig, stadig med tårer i øjnene.

 Jeg håber, at jeg kan opføre mig, så I aldrig kommer til at fortryde al jeres venlighed mod mig.

 Næste morgen rejser Torben så og så planlægger vi Carl Christians indflytning.
 Han skal selvfølgelig have de ting der hjemmefra, som han gerne vil have, og så køber vi ellers de ting, der mangler. Han får selv lov til at indrette det værelse, der fremover skal være hans eget.

 Efter en uges tid er tingene ved at være på plads og i orden.
 Han er meget tjenstvillig og er altid parat til at gøre de ting, vi beder ham om. Han smiler kun meget sjældent, men er aldrig sur eller tvær, bare alvorlig. Jeg spekulerer meget på, hvordan vi kan få ham til at lukke sig lidt op.
 Fjorten dage efter at han er kommet, holder Karen og jeg sommerferie. Vi har bestemt os for at tage op i vores sommerhus i 14 dage. Vi håber så, at når vi er sammen alle tre, uden at have andet at gøre, kan komme lidt tættere ind på livet af ham.

 Vi føler det, som om han bevidst holder os lidt på afstand.

 Da vi har fået installeret os i sommerhuset, foreslår Karen, at vi går ned og bader. Carl Christian ser lidt tøvende på hende.

 Skal jeg bade. Jeg har ikke noget badetøj.

 Overrasket ser jeg på ham.

 Skal, nej selvfølgelig skal du da ikke, men jeg skal nok få fat i et par badebukser til dig i morgen.

 Han går med ned til vandet, men jeg synes, at jeg kan se, at han er i vildrede med, hvad han skal sige og gøre.

 Vi lader ham i fred og følges så ad op til sommerhuset igen, da vi har fået nok af vandet.

 Om aftenen bliver Karen og jeg enige om, at jeg må prøve at få snakket grundigt med ham, næste dag.

 Om formiddagen er jeg i byen for at proviantere, og køber så også et par badebukser til Carl Christian.

 Han ser på mig med et mærkeligt blik, da jeg giver ham dem og beder ham prøve, om de passer ham.

 Stilfærdigt går han ind på sit værelse, men da han efter ti minutter stadig ikke er kommet ud, banker jeg på døren og går ind til ham.
 Han rejser sig lynhurtigt fra sengen og tørrer øjnene i et forsøg på at undgå, at jeg skal opdage, at han har grædt.
 Jeg ser forskrækket på ham og sætter mig uvilkårligt på en stol.

 Med lidt rystende stemme siger han.

 Undskyld, jeg skal nok rette mig efter dig og gøre som du siger, så du ikke bliver utilfreds. Jeg skal også nok prøve at lade være med at græde, det ved jeg godt, at man ikke må.

 Jeg ryster på hovedet.

 Karen og jeg er bestemt ikke utilfredse med dig, tværtimod synes vi næsten, at du er for perfekt. Men hvorfor skulle du dog ikke have lov til at græde, hvis der er noget, du er ked af.

 Mor sagde altid, at en dreng måtte ikke græde, så blev han til grin, og så ville ingen have noget med ham at gøre. En dreng må aldrig vise sine følelser, så bliver han ikke en fornuftig mand.

 Jeg sidder målløs et øjeblik.

 Hør nu her min ven. Din mor har muligvis haft sine grunde til at sige sådan til dig. Men nu bor du her hos os, og her gælder den regel, at alle har ret til at vise deres følelser, både når man er glad, men bestemt også, når man er ked af det, når man holder af eller hvis man er sur. Hvis man ikke bruger sine følelser, bliver man nemt i dårligt humør og får problemer både med sig selv og andre.

 Vil du godt love mig, at du fremover viser både Karen og mig, hvordan du har det. Du skal sige tingene lige ud, det skal vi også nok gøre. Og lad mig så høre, hvorfor du ikke vil med i vandet. Har du vandskræk, så er det helt i orden. Hvis du ikke bryder dig om at gå i vandet, skal du ikke gøre det, bare fordi vi foreslår det. Du skal gøre det, du helst selv vil.

 Carl Christian har siddet og set forundret på mig. Da jeg spørger, om han ikke bryder sig om at gå i vandet, slår han øjnene ned.

 Han sidder tavs lidt, så ser han bønligt op på mig og hvisker.

 Skal jeg sige det.

 Jeg ryster på hovedet.

 Glem ordet skal, det bruger vi meget sjældent. Sig det, hvis du kan og vil.

 Pludselig rejser han sig. Lynhurtigt trækker han t-shirten over hovedet, tøver et par sekunder og trækker så bukserne af, drejer sig en omgang og tager badebukserne på og sokkerne af.

 Så ser han op på mig med sit lille generte smil.
 Kan du ikke se, at I ikke kan være bekendt at følges med mig.

 Jeg gav uvilkårlig et gisp, da han tog tøjet af.

 Han har et kæmpestort ar ned ad ryggen fra det ene skulderblad og helt ned over enden. Foran har han et stort modermærke fra navlen og ca. 20 cm. ned.

 Jeg ser på ham med et stort smil.

 Min egen kære dreng, det er da ikke noget at skamme sig over. Selvfølgelig kan vi da være bekendt at følges med dig, men kan du lide at komme i vandet.

 Jeg elsker at komme i vandet, men plejer kun at komme det, når der ikke er andre i nærheden.

 Fint, så er vi klar til at gå i vandet om to minutter. Karen og jeg skal også lige have badetøj på.

 Den følgende time nyder vi vandet alle tre. Carl Christian så lidt skræmt efter Karen, da hun kom ud, men hun lo bare og sagde.

 Tænk, i dag skal jeg i vandet med hele to flotte fyre.

 Da vi kommer op af vandet igen, smører vi hinanden grundigt ind i solcreme, inden vi lægger os og tager solbad, for vi er jo lidt blege i huden endnu.

 Omsider bliver vi dog enige om, at vi hellere må komme op og få noget frokost.

 Midt under frokosten siger Carl Christian pludselig.

 Hvorfor er I så flinke mod mig, der er jo slet ikke noget, jeg kan gøre for jer.

 Karen og jeg ser uvilkårligt på hinanden, så brummer jeg.
 Nåh, du hjælper da til med både det ene og det andet, synes jeg nok.

 Karen ser alvorligt på ham.

 Hør nu her, Carl Christian. Alex og jeg har været gift i en del år efterhånden. Vi besluttede i sin tid, at vi ikke ville have børn, det mente vi ikke, at vi egnede os til. Vi var nok begge for glade for vores arbejde til at vi ville tage os tid til små børn. Efterhånden som man bliver ældre, ændrer man tit opfattelse, men så er det somme tider for sent.

 Så dukkede du imidlertid pludselig op i vores tilværelse. Alex ringede hjem, den aften, han havde truffet dig. Ved du, hvad han sagde.

 Jeg er blevet forelsket.

 Det er lidt barsk at høre for en kone efter så mange års ægteskab, men så begyndte han at fortælle om dig. Til sidst sagde jeg, at han hellere måtte tage dig med hjem, men han måtte ikke blive jaloux, for hvis alt det han havde fortalt om dig virkelig var rigtigt, ville jeg nok også blive forelsket i dig.

 Så kom du, og jeg faldt omgående for dig. Du var bare drømmen om den søn, som vi trods alt begge havde ønsket at få. Vi ville gerne have, at du lærte os bedre at kende, så du bedre kunne tage stilling til, om du kunne tænke dig at blive hos os fremover.

 Med et smil siger jeg.

 Stop, det kan siges meget mere enkelt. Du spørger, hvorfor vi gør det forskellige for dig. Svaret er, fordi vi holder utrolig meget af dig begge to, til trods for vores korte bekendtskab. Hvad du kan gøre for os. Du kan prøve, om du også kan holde af os. Hvis det en dag lykkes, er det det bedste, du kan give os. Kort sagt en søn, som prøver at holde lige så meget af os, som vi holder af ham.

 Carl Christian ser fra den ene til den anden.

 Med lidt rystende stemme siger han.

 Du sagde, at det var i orden at vise sine følelser her hos jer, er det virkelig rigtigt.

 Det er rigtigt, stol du bare på det.

 Så rejser han sig og løber ind på sit værelse.

 Karen og jeg ser på hinanden, så rejser jeg mig og går ind til ham., den her gang banker jeg ikke på.

 Stilfærdigt sætter jeg mig på sengekanten. Han ligger og græder med hovedet ned i hovedpuden.

 Jeg stryger ham over håret, og så vender han ansigtet op mod mig.

 Jeg er jo slet ikke det værd. Jeg var i pleje hos nogle mennesker, fordi mor ikke kunne holde ud at have mig der hjemme. De ville ikke have mig mere. I vil sikkert heller ikke kunne holde mig ud ret længe, det er der ingen der kan.

 Jeg smiler lidt.

 Jeg ved det, min ven. Skal vi lave et væddemål. Hvis du er villig til at gøre forsøget, vil jeg vædde en halv million på, at vi ikke bliver trætte af dig. Hvad siger du, skal vi give det en chance.

 Carl Christian rejser sig med et sæt. For første gang ser jeg et rigtig lykkeligt smil på hans ansigt.

 Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at du ikke taber det væddemål. Må jeg godt sige, at jeg elsker jer begge to.

 Det må du helt bestemt, hvis du mener det. Til gengæld kan jeg så sige, at det bestemt er helt gensidigt.

 Han rækker hånden frem. Jeg griber den og giver et ryk, så jeg fanger ham i mine arme, da han får overbalance. Jeg giver ham et knus.

 Han ser genert på mig. Vi er begge to kun i badebukser, men han ser ud, som følte han, at vi var helt nøgne. Han havde formodentlig aldrig haft så nær kontakt med et andet menneske, siden hans mor ammede ham, hvis hun overhovedet havde gjort det.

 Så ler han pludselig en ægte og glad latter, slår armene om min hals og knuger sig ind til mig.

 Lidt efter siger han.

 Kan jeg godt være bekendt at give Karen et knus nu, eller skal jeg vente, til vi er kommet i tøjet.

 Nu er det mig, der ler.

 Giv du hende roligt et knus nu, jeg er overbevist om, at hun sidder og håber og venter på det.

 Lynhurtigt er han inde hos Karen og så får hun ellers et knus, der siger spar to til det, jeg fik før.
 Karen kvitterer med et kys og siger.

 Den søn kunne vi ikke have lavet bedre selv, skal vi ikke fejre familieforøgelsen i aften.

 Carl Christian ser pludselig forskrækket på os.

 Tror I, at Torben godt vil gå med til det.

 Hvorfor skulle han dog ikke det. Han er da kun interesseret i, at hans lillebror er glad og har det godt. Vores løfte til ham om at han også kan regne det her for sit hjem gælder da stadigvæk.

 Vi får en virkelig dejlig aften sammen.

 Carl Christian virker jublende lykkelig, og det glæder os utrolig meget. Vi føler virkelig, at vi har fået en søn.

 Da vi skal til at gå i seng, ser Carl Christian pludselig på mig.

 Må jeg godt snakke lidt alene med dig.

 Helt i orden, selvfølgelig må du det, skal vi gå ned og sætte os ved vandet.

 Carl Christian har fået tårer i øjnene, da han ser på Karen.

 Undskyld, jeg ved godt, at det ikke er pænt af mig. Det er ikke fordi du ikke må få det at vide, men jeg ville bare gerne……jeg vil bare gerne snakke med Alex om det først.

 Det skal du bestemt ikke undskylde, min ven. Gå I to bare en tur og få snakket. Jeg er sikker på, at det er det, du trænger mest til i øjeblikket.

Åh tak, så er du altså ikke vred på mig.

 Vred, nej hvor vil du hen, selvfølgelig er jeg da ikke vred på dig, det tror jeg slet ikke, at jeg kan blive. Det er da en naturlig ting, at I to får snakket lidt sammen alene, så stik I bare af.
 Lidt efter sidder vi nede ved vandet. Vi sidder tæt sammen og jeg lægger en arm om hans skuldre.

 Nå, lad mig så høre. Husk, at du roligt kan sige al ting til mig. Det er bl. a. det, du har mig til.

 Han sidder tavs lidt, så læner han sig ind til mig.

 Jeg blev så forskrækket, da du omfavnede mig i formiddags.

 Det giver et sæt i mig, noget er ved at dæmre for mig.

 Det var bestemt ikke meningen, har det noget med det ar at gøre. Vil du fortælle mig, hvordan du fik det.

 Han ryster over hele kroppen.

 Så roligt jeg kan, siger jeg.

 Fortæl mig det så, min dreng. Du kan stole helt på mig, jeg vil aldrig gøre dig fortræd.

 Han trækker vejret dybt.

 Det er så svært at tro på mennesker, men dig og Karen kan jeg ikke lade være med at tro på.

 Han tøver lidt.

 Jeg var altså sat i pleje hos et ægtepar her på Sjælland. Konen var skrap, men manden virkede faktisk meget flink.

 Så en aften, da konen var i byen, kaldte han på mig. Da jeg kom ind til ham, lå han i sengen.

 Tag tøjet af og kom op i sengen til mig.

 Ordene kom som en kommando, så jeg turde ikke andet.

 Det blev sådan den kommende tid, at når konen ikke var hjemme, fik jeg besked på at komme ind i sengen til ham. Han truede mig med allandsens ulykker, hvis jeg nogensinde sagde noget til nogen.
Han sagde også, at ingen ville tro på mig, for han ville selvfølgelig nægte og påstå, at jeg bare løj.

 Så en aften kom konen hjem før han havde ventet. Han bad mig skrubbe af i en fart. Af bare forskrækkelse ville jeg springe ud af vinduet, men da det ikke var åbent, røg jeg lige gennem ruden og fik så den flænge på ryggen.

 Manden fortalte selvfølgelig, at jeg var kommet ind til ham, mens han sov. Til gengæld sagde jeg, at jeg måtte være gået i søvne, det havde jeg gjort før.

 Konen troede mærkværdigvis på os begge to, sådan virkede det i det mindste. Hun satte noget plaster på. Hun mente ikke, at det var nødvendigt at få en læge til at se på det.

 Dagen efter sagde manden til mig med et svedent grin.

 Den klarede vi jo fint, men vi må vel hellere vente med at fortsætte, til såret er lægt, så der ikke kommer blod på sengetøjet.

 Jeg så fortvivlet på ham.

 Jeg vil ikke mere. Lad mig flytte et andet sted hen, så skal jeg nok lade være med at sige noget.
 Han grinede ondskabsfuldt.

 Du flytter ingen steder, det skal jeg nok sørge for. I øvrigt skal du ikke tro, at der overhovedet er andre, der vil have dig.
 Jeg gik og pillede i såret for at det skulle vare længere, før det blev lægt. Men en dag var det så lægt.
 Et par dage efter var konen så i byen. Den aften var han så voldsom, at jeg var bange for, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg gjorde modstand. Omsider blev han dog træt, så jeg kunne flygte ind på mit værelse, og lidt efter kom konen så hjem.

 Den næste dag kom der så besked om, at mor var død. Konen gav mig lov til at tage af sted, men sagde, at hun da ventede, at jeg kom tilbage. Jeg sagde, at det kom jo an på Torben, men hun skulle nok få besked, hvis jeg kom tilbage.

 Jeg havde bestemt mig til, at jeg aldrig ville tilbage, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få snakket med Torben om det.

 Så dukkede du op. Dig havde jeg tillid til lige fra starten. Jeg blev lidt forskrækket, men også meget glad for at jeg kunne bo hos jer, så jeg slap for at vende tilbage til de andre. Jeg fik så Torben til at skrive, at jeg var kommet et andet sted hen, så jeg kom ikke tilbage.
 Da du omfavnede mig, troede jeg et kort øjeblik, at det hele ville begynde forfra, men sagde til mig selv. Det bliver ikke så slemt, for ham kan jeg trods alt lide.

 Men så var jeg pludselig klar over, at det ville du aldrig gøre, for du holdt jo af mig og ville ikke bare bruge mig som legetøj. Ja, så blev jeg så glad, at jeg simpelthen måtte slå armene om halsen på dig

 Der bliver en lille pause, så fortsætter han.

 Undskyld, at jeg overhovedet kunne få mig til at tro sådan noget om dig.

 Forsigtigt trækker jeg ham helt ind til mig.

 Jeg forstår dig godt min dreng. Du har ikke grund til at undskylde noget. Du har haft al mulig grund til at se skeptisk på dine medmennesker og deres motiver. Jeg håber, at det må lykkes Karen og mig at tage os af dig på sådan en måde, at du lidt efter lidt kan glemme dine uhyggelige oplevelser, så¨du kan blive en glad dreng, der har tillid til sine medmennesker.

 Skal jeg fortælle Karen det her for dig. Jeg synes, at hun også bør vide det. Så kan vi alle tre snakke om det, hvis du får brug for det. Man skal aldrig gå og gemme på den slags selv. Det hjælper som regel at få snakket om det, og vi er begge parate til at hjælpe dig alt det vi kan.
 Carl Christian knuger sig ind til mig.

 Tænk, at der findes mennesker som jer, og at I virkelig bryder jer om mig.

 Jeg smiler bredt.

 Jamen det kan vi simpelthen ikke lade være med. Nu går vi op til Karen, og så må vi hellere se at komme i seng.

 Jeg har inviteret Torben til at komme på lørdag, kender han noget til det her.

 Nej da, du er den eneste, jeg har turdet fortælle det til.

 Fint, så tror jeg heller ikke, at der er nogen grund til at fortælle ham det, i første omgang. Vi siger bare, at du ved et uheld faldt gennem en glasrude, der hvor du boede før, for han ser jo arret, når vi skal ud og bade.

 Lidt efter går vi så i seng. Jeg fortæller Karen om baggrunden for det grimme år. Hun ser tankefuldt på mig.

 Vi må sørge for, at de mennesker aldrig får plejebørn mere. Gudskelov har Carl Christian os nu. Jeg håber, at vi kan få ham til at glemme den forfærdelige historie. Vi må nok være ekstra forsigtige med, hvad vi siger og gør, her i starten.

 Næste morgen kommer Carl Christian ind med morgenkaffe på sengen til os.

 Han ser lidt genert fra Karen til mig.

 Det var ikke forkert af mig at komme ind i jeres soveværelse, vel.

 Karen smiler beroligende til ham.

 Helt bestemt ikke. Det var sødt af dig at komme med morgenkaffen. Sæt dig nu ned og få en kop med.

 Du kan sætte dig her på sengekanten hos mig, eller hvis du hellere vil, kan du tømme en stol og sætte dig på den.

 Carl Christians ansigt lyser op.

 Jeg vil meget gerne sidde her på sengekanten hos dig, hvis jeg virkelig må.

 Det gør ondt langt ind i sjælen på mig, ved tanken om, at nogen har kunnet misbruge og mishandle den dejlige dreng. Skulle der før have været den mindste tvivl om, at det havde været rigtigt at optage Carl Christian i vores hjem, så var jeg nu klar over, at vi ikke kunne have gjort andet, uden at miste vores selvrespekt.

 Hans kærlighed til os begge lyste ud af hans ansigt, så man næsten kunne blive helt bange for, hvad der ville ske, hvis vi kom til at skuffe ham. Der var virkelig noget at leve op til.

 Vi sidder og snakker hyggeligt, mens vi drikker morgenkaffen.
 Carl Christian er meget spændt på, hvad Torben vil sige den næste dag. Vi prøver at berolige ham med, at der da ikke kan være nogen grund til, at Torben ikke skulle gå med til det.

 Vi kan godt mærke, at han er meget nervøs. Det er ligesom om han ikke tør tro på, at der kan ske ham noget godt.

 Da vi er færdige med morgenkaffen, samler Carl Christian tingene sammen og bærer dem ud. Vi aftaler at følges ned til vandet om ti minutter.

 Nede ved vandet ligger vi og soler os en times tid. I dag går Carl Christian med til, at Karen smører ham ind i sololie, og han tilbyder selv at smøre sololie på os.

 Han gnider meget forsigtigt i starten. Man kan tydeligt mærke, at han er meget nervøs ved det, men prøver at gøre det for at overvinde sin angst.

 Jeg er lige ved at blunde, da Carl Christian siger.

 Hvem kommer først i vandet.

 Selvom vi var uforberedte, er vi i vandet næsten lige så hurtigt som ham.

 Under spøg og latter plasker vi rundt i vandet. Carl Christian svømmer virkelig godt, og vi kan tydeligt mærke, at han nyder det.

 Omsider må vi dog op af vandet igen, så vi ikke går helt i opløsning, som Karen siger med et smil.

 Vi ligger en halv times tid på stranden for at tørre og følges så ad op til sommerhuset.

 Efter frokosten bliver vi siddende ude på terrassen og snakker.

 Jeg prøver at få Carl Christian til at fortælle lidt om sine fremtidsdrømme. Men det er, ligesom om han først vil begynde at tænke på fremtiden, når han er helt sikker på, at han kan blive hos os.

 Det bliver derfor mest til, at Karen og jeg fortæller ham om, hvilke muligheder han har, hvis han f.eks. vil i gymnasiet, når han er færdig med niende klasse næste år.

 Da vi kan mærke, at han helst ikke vil tale om fremtiden, går vi over til at snakke om, hvad vi skal lave de kommende dage.

 Jeg har lovet at hente Torben på Hovedbanegården den næste dag til middag. Jeg skal alligevel en tur rundt om kontoret og se efter post.

 Vi er blevet enige om, at Carl Christian bliver hjemme hos Karen og hjælper hende med lidt rengøring og andre småting.

 Ved femtiden går vi ned og bader igen, men vi kan tydeligt mærke, at Carl Christian bliver mere og mere nervøs efterhånden som tiden for Torbens ankomst rykker nærmere. Han er også først oppe af vandet igen.

 Han er helt tavs, da vi går op til sommerhuset. Han er næsten heller ikke til at få et ord ud af under aftensmaden. Han ser bare ulykkelig på mig med et hjælpeløst udtryk i øjnene, når jeg siger noget til ham. Da jeg siger.

 Er du bange, min dreng.

 Nikker han og ser fortvivlet over på Karen.

 Så kommer det hæst.

 Ja, meget.

 Jeg rømmer mig. Hans ulykkelige ansigt har gjort et dybt indtryk på mig.

 Hør nu her, Carl Christian. Jeg lover dig, at ingen skal få lov til at tage dig fra Karen og mig. Det er vi helt enige om, vil du godt prøve at tro på det.

 Han bøjer sig frem over bordet og begynder at hulke.

 Lidt efter snøfter han.

 Jeg vil virkelig så gerne tro på dig, men jeg kan ikke. Det er lige som om, der noget i stykker inden i mig.

 Så tørrer han sig over øjnene med den ene hånd og ser fra Karen til mig med et fortvivlet blik.

 Hvad skal jeg gøre, jeg havde jo bestemt, at jeg ville se glad ud og ikke tude, så I kunne se, hvor glad jeg er for jer.

 Vi prøver at berolige ham. Vi er klar over, at der kan gå lang tid, før han kan begynde at slappe af, men vi er også sikre på, at hvis vi bliver ved med at vise ham vores kærlighed, så vil det lykkes en dag.

 Omsider falder han lidt til ro.

 Vi beslutter at gå en tur og så ellers gå tidligt i seng.

 Carl Christian går imellem os, men ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal sige.

 Vi har begge lagt en arm om hans skulder, og lidt efter lægger han en arm om livet på os begge. Vi føler alle tre en intens nærhed.

 Vi har vel sovet en lille times tid, da vi hører en høj hulken inde fra Carl Christians værelse.

 Vi ser et kort øjeblik på hinanden og så skynder jeg mig ind til ham.

  Da jeg kommer ind på værelset, ligger Carl Christian på sengen og jamrer højt.

 Nej, nej, jeg vil ikke….. du må ikke….nej, åh nej …. Ja, jeg skal nok….åh nej, åh nej….

 Hans krop trækker sig sammen som i krampe. Hans underbukser, der er det eneste han har haft på, er revet helt i stykker og ligger på gulvet sammen med sengetøjet, så han ligger på den bare madras.

 Jeg skynder mig hen til ham, griber ham om skuldrene og knuger ham ind til mig, mens jeg siger.

 Jamen Carl Christian dog. Det er mig, Alex. Der er ingen, der får lov til at gøre dig fortræd mere. Vågn op min dreng, du er hos Karen og mig nu, og her skal du ikke fra. Vågn op, min egen dreng.

 Hans krop er spændt som en bue. Det kniber mig at holde ham, også fordi han sveder så meget, men pludselig er det, som om han er ved at vågne op.

 Jeg skal nok…..

 Så stønner han og begynder at slappe af. Lidt efter lukker han øjnene op og ser uforstående på mig.

 Jeg gentager.

 Det er mig, Alex. Ingen får lov til at gøre dig fortræd mere.

 Så kan jeg begynde at se en genkendelse i hans øjne.

 Du har haft mareridt, men nu er det overstået. Der sker dig intet ondt her.

 Han ser alvorligt på mig.

 Jeg drømte, at jeg var hos min plejefar igen, det var så forfærdeligt.

 Men hvor er mit tøj, jeg havde da underbukser på, da jeg gik i seng.

 Han ser sig undersøgende omkring og opdager så de sørgelige rester, der ligger på gulvet.

 Det giver et sæt i ham, så trækker han vejret dybt og ser mig lige i øjnene.

 Det gør ikke noget, at jeg ikke har tøj på. Når bare du er her, ved jeg, at der ikke sker mig noget ondt. Må jeg godt lige gå en tur i vandet, jeg har svedt så meget.

 Selvfølgelig må du det. Jeg tror, at jeg vil med, jeg siger det lige til Karen.

 Da jeg kommer tilbage i badebukser et minut senere, står han og ser ud ad vinduet.

 Da han hører mig, vender han sig om.

 Må jeg godt gå i vandet uden badebukser i aften. Jeg vil gerne vise dig, at jeg ikke er bange, når bare du er hos mig.

 Jeg nikker.

 Helt i orden. Du behøver ikke at overbevise mig, men hvis det kan hjælpe dig, synes jeg, at du skal gøre det.

 Han ser drømmende på mig.

 Tænk, hvis jeg får lov til at blive hos dig og Karen, så bliver jeg verdens lykkeligste menneske.

 Vi følges ad ned til vandet. Undervejs griber han min ene hånd og snurrer rundt, så han får min arm om nakken.

 Jeg kommer uvilkårligt tilæ at le, for det viser så tydeligt tegn på livsglæde.

 Så ser han op på mig igen.

 Du er helt sikker på, at jeg får lov til at blive her hos jer, ikke.

 Ja, min ven, helt sikker.

 Så slipper han min hånd og løber ud i vandet, så det plasker om ham.

 Jeg står et øjeblik og nyder synet. Det er så livsbekræftende at se drengen løbe ud i vandet, overstadig af glæde.

 Pludselig standser han og vender sig om.

 Kom så far, kan du fange mig.

 Få sekunder efter er jeg i vandet og svømmer hen mod ham. Han ler glad, da jeg fanger ham.

 Vi svømmer rundt en ti minutters tid og skiftes til at fange hinanden, men så svømmer vi ind til strandbredden igen.
 Lidt efter følges vi ad op til sommerhuset. Jeg går med min højre hånd på han skulder.
 Da vi når op til sommerhuset, ser han pludselig ulykkelig på mig.

 Nu har jeg jo ødelagt din og Karens nattesøvn.

 Der er ikke noget at være ked af. Vi kan sove, når vi bliver gamle. Forhåbentlig har det vi har foretaget os her i aften været mere væsentligt end en smule søvn.

 Du skal vide Carl Christian, at for os er du langt vigtigere end alt andet, inclusive en smule nattesøvn.

 Karen har redt Carl Christians seng og lagt noget rent tøj frem til ham. Derefter gik hun ud på terrassen og stod og kiggede efter os.

 Da Carl Christian ser hende, løber han det sidste stykke så hurtigt han kan og kaster sig om halsen på hende.

 Hun giver ham et stort knus og holder ham så lidt ud fra sig.

 Har du det bedre nu, min dreng.

 Hans ansigt lyser af glæde.

 Ih ja, jeg er så glad, så glad.

 Så kommer han pludselig i tanke om, at han ikke har noget tøj på og bliver rød i hovedet.

 Undskyld, jeg havde helt glemt, at jeg ikke havde tøj på, nu skal jeg nok skynde mig at tage noget på.

 Karen ler og griber hans ene hånd.

 Der er ikke noget at undskylde, det viser jo, at du er tryg ved Alex og mig, og det er vi meget glade for, så du skal ikke tage tøj på for min skyld, kun hvis du fryser. Jeg har lige lavet en kop kaffe, som vi kan drikke herude på terrassen, hvis I har lyst.

 Da kaffen er drukket, bliver vi enige om, at nu må vi hellere komme i seng igen.

 Carl Christian giver os et ordentligt knus hver, inden han smutter ind på sit værelse.

 Næste morgen kører jeg lige efter morgenmaden. Karen har nok at gøre med at holde Carl Christian beskæftiget, så der ikke er så meget tid til at spekulere, men de når dog også at komme ned og bade.

 På vej op til sommerhuset siger Carl Christian.
 Har du nogensinde været jaloux.

 Inden Karen når at få svaret, fortsætter han.

 Nej, jeg tror ikke, at du og Alex kan blive jaloux. I er jo ikke egoister, men elsker andre mennesker. Er jalousi ikke egoisme.

  Jo, det har du vist  ret i, det har jeg i grunden aldrig tænkt over. Vi mennesker har jo ikke eneret på hinanden. Det, at jeg elsker et menneske, f.eks. dig eller Alex, forhindrer da ikke, at andre også kan elske jer. Jeg ved, at Alex elsker dig og du elsker ham, men det forhindrer da ikke, at jeg kan elske jer begge to, eller at I to for den sags skyld kan elske mig.

 Carl Christian smiler glad.

 Stol på det, både Alex og jeg elsker dig meget højt. Jeg tænkte på i nat, hvem af jer, jeg elskede højst, men fandt ud af, at der var ingen forskel. Jeg elsker jo jer begge to lige højt.

 Som tiden nærmer sig for Torbens ankomst, bliver Carl Christian mere og mere urolig og rastløs. Da Torben kommer, er det lige før at Carl Christian ikke vil ud og tage imod ham.

 Han står og ser lidt usikkert på ham.

 Davs Torben, har du haft en god tur.

 Torben smiler bredt.

 Ja tak, jeg har haft en fin tur, og Alex har overbevist mig om, at det eneste rigtige vil være at lade dig blive her hos de to dejlige mennesker. Hvordan kunne du tro, at jeg ikke ville give dig lov, når jeg vidste, at det var dit højeste ønske.

 Undskyld Torben. Jeg var bare så bange for, at det ikke skulle lykkes, og jeg kunne ikke se, at der var andre end dig, der kunne forhindre det.

 Han stopper brat op og ser fra den ene til den anden. Så udstøder han et indianerhyl.

 Det lykkedes, det lykkedes, jeg fik lov.

 Så farer han først Karen og så mig om halsen. Så ser han forpustet på Torben med sit gladeste smil.

 Du må ikke tro, at jeg er tosset, jeg er bare så ubeskrivelig lykkelig.

 Så kaster han sig om halsen på Torben, så de begge er ved at vælte.

 Torben ler.

 Tænk, sikke en forestilling, jeg var gået glip af, hvis jeg havde sagt nej.

 Karen ler højt.

 Det havde du ikke overlevet, du var blevet myrdet på stedet, enten af Carl Christian eller af os.

Men nu synes jeg, at vi skal have en kop kaffe, inden vi skal ned og bade.

 Ved kaffebordet spørger jeg Torben, hvilke fremtidsplaner han har, når han er færdig som soldat.

Han tøver lidt

 Ja, nu behøver jeg jo ikke at spekulere på Carl Christian, den sten har I jo fjernet fra mit hjerte. Eva og jeg ville gerne giftes inden så længe, når jeg er færdig som soldat. Jeg har en mekanikeruddannelse, men jeg ved ikke, hvor nemt det er at få arbejde i øjeblikket, og jeg har jo ikke penge til at få mit eget.

 Jeg smiler.

 Men hvis du havde, kunne du så tænke dig at starte for dig selv.

 Han ser forbavset på mig.

 Hvem vil ikke gerne have sit eget, men det har jo desværre lange udsigter.

 Ikke nødvendigvis. Du arver faktisk nogle penge efter din far. Boet er ikke gjort endeligt op endnu, men der skulle nok kunne blive til starten på et mindre værksted.

 Torben ser målløs på mig.

 Mener du virkelig det. Jamen jeg nåede jo ikke en gang at få lært ham rigtigt at kende. D.v.s. så kan jeg også forsørge Carl Christian.

 Karen ler.

 Ham får du ikke igen, men se nu at få nogle børn selv sammen med Eva, og så kan I komme og besøge onkel Calle og bedsteforældrene. Vi lovede nemlig din far at holde lidt øje med dig.

 Torben ryster på hovedet.

 Jeg kan slet ikke rigtigt forstå det hele endnu, men selvfølgelig tager jeg ikke Carl Christian fra jer. I er jo det bedste, der nogensinde er sket for ham. Jeg er helt klar over, hvor meget I tre allerede betyder for hinanden.

 Jeg håber, at jeg finder ud af det alt sammen efterhånden, og så kommer Eva og jeg med vores syv børn og plager livet af jer.

 Det sidste bliver sagt med et stort smil.

 Begynd du bare at se dig om efter et værksted og bestil bryllup. Når jeg kommer tilbage efter ferien, skulle jeg kunne se, hvor mange penge der er at gøre godt med. Jeg vil i øvrigt gerne hjælpe dig med det juridiske arbejde i forbindelse med købet, hvis du bryder dig om det.

 Torben ser taknemligt på mig.

 Far kunne ikke have fået bedre venner. Hvad skulle Carl Christian og jeg dog have gjort uden jer.

 En halv times tid senere går vi ned for at bade. Carl Christian er overstadig af glæde. Han svømmer og dykker og plasker rundt, og gang på gang hører vi hans glade latter.

 Da han og jeg omsider kommer op af vandet, har Torben og Karen allerede ligget og solet sig et stykke tid.

 Karen fortæller mig bagefter, at da hun og Torben var kommet op og stod og tørrede sig, havde Torben sagt.

 Jeg har aldrig før set Carl Christian så glad og lykkelig som i dag.

 Vi har en dejlig week-end sammen, vi fire. Torben virker dejlig åben og er meget nem at snakke med. Han glæder sig til at blive færdig som soldat, så han kan komme til at bestille noget fornuftigt.

 Vi aftaler med ham, at næste gang han kommer og besøger os, skal han tage Eva med, og det siger han glad ja tak til.
 Søndag eftermiddag bliver vi enige om at tage ind til København og gå i Tivoli, så kan vi følge Torben til toget samtidig.

 Det bliver en fornøjelig tivolitur.
 Det lykkes Carl Christian at lokke Karen med i rutschebanen hele tre gange, til gengæld må jeg så med i ballongyngen, for den bryder Karen sig ikke om.

 Mens Carl Christian og Karen er i rutschebanen begynder Torben at fortælle om sin mor. Hun havde lidt af periodiske depressioner.  Det var nok derfor, hun gik fra min far den gang. Da jeg var lille, gik der somme tider tre – fire dage, hvor hun ikke sagde et ord. Da hun ventede Carl Christian hjalp det lidt, men da hun kun sjældent gik ud og aldrig havde gæster, aner jeg ikke, hvem hans far var.

 Carl Christian var vel omkring syv år, da depressionerne startede for alvor igen. Et par år efter kom jeg i lære og flyttede hjemmefra. Det gav mig dårlig samvittighed over for Carl Christian, men jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mor.

 Jeg kunne aldrig gøre tingene godt nok, hun beklagede sig altid. Vi måtte aldrig give udtryk for vores følelser. Jeg kan huske en gang, hvor Carl Christian var faldet og havde slået sig slemt. Han begyndte selvfølgelig at græde. Så gik mor helt amok og bankede ham og sagde, at hvis hun nogensinde mere hørte ham tude, ville hun slå ham fordærvet. En dreng måtte aldrig tude, for så blev han til grin og ville aldrig kunne klare sig her i verden.

 Noget at le af, har der aldrig været, ellers havde han nok også fået forbud mod det.

 Et års tid efter at jeg var flyttet hjemmefra, var jeg hjemme en week-end. Det var simpelthen forfærdeligt.

 Næste dag fik jeg fat i hans klasselærer for at få ham til at hjælpe.

 Han fik Carl Christian sat i pleje hos et ældre ægtepar. De lærte ham disciplin, men kærlighed var der bestemt ikke noget af.

 Så døde manden og Carl Christian kom hjem igen.

 Et års tid efter lykkedes det så at få ham i huset hos et yngre ægtepar her på Sjælland.
 Konen virkede lidt skrap, men manden virkede flink og venlig. Det lod til, at det gik godt. De lovede, at hvis han opførte sig pænt, kunne han enten komme på Herlufsholm eller Sorø. Men når jeg snakkede med Carl Christian virkede det, som om der var noget galt. Han virkede bestemt ikke glad.

 Da mor så døde, sendte jeg bud efter ham. Dels for at han kunne komme med til begravelsen, men også for at jeg kunne prøve at finde ud af, hvad der var galt. Måske skulle jeg prøve at finde et andet sted til ham, hvis jeg kunne.

 Så dukkede du op og tilbød at tage dig af ham. Jeg kunne med det samme mærke, at dig syntes han godt om. Det har han aldrig vist over for nogen før.

 Mor havde åbenbart planlagt sin død, for hun havde sagt lejligheden op og solgt de fleste af sine ting. Der blev ringet til mig på kasernen, og de fortalte så, at hun havde taget 50 sovetabletter, og så havde hun drukket en halv flaske snaps. Hun havde været død ca. et døgn, da hun blev fundet.

 Jeg vil ikke sige, at hun var værst mod sig selv, for hun var langt værre mod Carl Christian.
 Jeg var så heldig, at jeg fandt Eva for snart fire år siden, det hjalp mig, men hvis I ikke havde taget jer af Carl Christian, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det kunne være gået ham.

 Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker jer over alt. Det er så tydeligt at se. Jeg har aldrig set ham så glad før, men I er også et par enestående mennesker, så jeg forstår ham godt, men jeg under ham det også af hele mit hjerte, han har så meget godt til gode, for det har han aldrig fået før.

 Lidt tøvende fortsætter han.

 Lyder det meget grimt, når jeg siger, at det var en enorm lettelse at høre, at mor var død..

 Jeg ser tankefuldt på ham.

 Det er i hvert fald i høj grad forståeligt, min dreng. Jeg er glad for, at du har fortalt mig det her. Det viser at du har tillid til mig. Jeg vil ikke tilbyde, at Karen og jeg også kan være forældre for dig, for det tror jeg ikke, at du har brug for, i hvert fald ikke i samme grad som Carl Christian.

 Du får inden så længe dit eget hjem, men du skal være klar over, at du altid er velkommen hos os, både alene og sammen med kone og børn. Du vil også altid kunne tale med os, hvis du får brug for det. Jeg vil tilbyde dig Karens og mit venskab. Et venskab, du aldrig må tvivle om, er ment ærligt og oprigtigt.

 Du har helt ret. Carl Christian har brug for en far og mor som jer to, det har han aldrig haft før. Jeg er ved at være voksen nu, for mig vil et venskab med jer være af langt større betydning, og det vil jeg gerne sige jer tak for, både på Evas og mine egne vegne. Ligesom jeg også gerne vil sige jer tak for alt det, I gør for Carl Christian.

 Carl Christian og Karen kommer gående. Hun har en arm om skulderen på ham, og han har en arm om livet på hende.

 Da de ser os, råber Carl Christian.

 Vil du med i radiobilerne, Torben.

 Torben ser smilende på sit ur.

 Ja, det kan vi godt nå, en enkelt tur, så må jeg over til toget.

 Karen og jeg følger med dem hen til radiobilerne og står og ser på dem, mens de kører.

 Vi følger så Torben over til toget og bliver enige om at køre op til sommerhuset igen, selvom klokken er blevet mange.

 Undervejs i bilen sidder vi og snakker. Da vi omsider holder ved sommerhuset igen, siger Carl Christian.

 Det har vel nok været en dejlig dag, tusind tak skal I have.

 Han tøver lidt.

 Vil I med en tur i vandet, eller synes I, at det er blevet for sent.
 Karen ler.

 Nej, lad os bare gå i vandet, det er sundt at få storbyens støv skyllet af. Heroppe behøver vi ikke at tænke på tiden, da gør vi, som vi har lyst. Med det måneskin er det som den første aften Alex og jeg var i vandet sammen.

 Jamen hvis I gerne vil være alene, så…….

 Jeg ser lynhurtigt over på Karen.

 Hun griber Carl Christian i nakken og giver ham et kys.

 Vi tre hører sammen nu. I aften går vi alle tre i vandet sammen, uden tøj, som Alex og jeg gjorde den aften for snart mange år siden.

 Jeg nikker.

 Helt iorden, det er en god ide, synes du ikke Carl Christian.

 Han ser prøvende på os.

 Vil I gøre det for min skyld.

 Karen smiler.

 Både for din skyld, men lige så meget for vores egen skyld. Vi har tit badet uden tøj før i tiden. Det synes vi ikke, at der er noget forkert i, men hvis du ikke synes om det, skal du bare sige til. Du må ikke sige ja, bare for at glæde os. Vi vil gerne have, at du altid siger, hvad du mener.

 Han står lidt og ser fra den ene til den anden. Så breder der sig et glad smil på hans ansigt.

 Jeg synes, at det er en virkelig god ide.

 Carl Christian er først af tøjet, så han står ude på terrassen, da vi kommer ud.

 Han ser længe på Karen, så siger han stille.

 Hvor er du altså køn mor.

 Karen ler en hjertelig latter og tjatter ud efter ham.

 Nu ikke overdrive, min dreng.

 Han ser alvorligt på os begge to.

 Far er også køn, men du ligner en gudinde mor.

 Hans beundring er så ægte, at Karen får en klump i halsen.

 Jeg ser Carl Christian lige ind i øjnene og lægger mine hænder på hans skuldre.

 Du har ret, søn. Din mor har både den ydre og den indre skønhed, hende må vi to altid passe godt på.

 Ja far, altid.

 Det kommer med stor oprigtighed.

 Karen smiler til os, hun kan ikke rigtig sige noget.

 Vi følges stille ad ned til vandet. Det er næsten, som om vi er bange for at bryde en fortryllelse. Da vi kommer ned til vandet, står vi tæt sammen, med Carl Christian imellem os og ser ud over det månelyse vand.

 Så siger Karen stilfærdigt.

 Skal vi ikke se at komme i vandet.

 Lidt efter svømmer vi rundt og leger tagfat, vi skiftes til at fange hinanden. Et kvarters tid efter kommer vi ind til bredden igen. Carl Christian er den, der kommer sidst ind.

 Jeg står med armen om livet på Karen og ser på ham, da han rejser sig og ryster sig som en våd hund.

 Er I sikre på, at jeg ikke er til for meget ulejlighed for jer, så I hellere vil være fri for mig.

 Ja, siger vi begge to samtidig med så stor overbevisning, som vi er i stand til at lægge i vores stemme.

 Karen fortsætter.

 Du er jo blevet en del af os, Carl Christian. Vi ville hellere miste en arm eller et ben, end vi vil miste dig. Du har jo givet vores liv en helt ny mening.

 Han kommer helt hen til os, så lægger han sit hoved ind mod Karens bryst og knuger sig ind til hende, mens han begynder at græde.

 Hun stryger ham flere gange blidt over håret.
 Lidt efter ser han op på os begge to.
 Jeg er bare så lykkelig, at det gør helt ondt. Det gør ikke noget, at jeg græder, vel.

 Nej, min dreng, det er et hvert menneskes ret at vise sine følelser.

 Han lægger en arm om livet på hver af os, og så følges vi ad op mod sommerhuset.

 Pludselig slipper han os og løber det sidste stykke. Oppe på terrassen vender han sig om og jubler.

 Jeg har fået en far og en mor. En rigtig far og en rigtig mor. Verdens bedste forældre.

 Så løber han ned mod os igen og kaster sig om halsen på Karen, og et øjeblik efter er det mig, der har ham om halsen.

 Da vi kommer op på terrassen, spørger han, om han skal lave en kop kaffe, og det synes vi er en god ide.

 Mens vi går ind og bliver tørret og får lidt tøj på, suser Carl Christian ud og sætter kaffevandet over, sætter kopper på bordet på terrassen og smutter så ind og bliver tørret og tager et par bukser på, inden han laver kaffen.

 Ti minutter efter sidder vi ved kaffen og snakker om alt det, vi har oplevet i dag.

 Pludselig ler Carl Christian højt.

 Man burde i grunden slet ikke sove, når livet er så dejligt, så kan man jo ikke nyde det. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne blive så glad, og så må jeg endda få lov til at vise det. Det er bare svært at vise, hvor lykkelig jeg er.

 Jeg smiler til ham.

 Hverken Karen eller jeg er i tvivl om det, for vi har det på nøjagtig samme måde.

 Klokken bliver næsten tre, før vi bliver enige om, at nu må vi hellere se at komme i seng, så vi sover længe den næste dag.

 Vi sidder ude på terrassen og drikker morgenkaffen. I dag har Carl Christian ikke det mindste imod at snakke om fremtiden. Nu er han begyndt at tro på den.

 Han vil meget gerne i gymnasiet efter niende klasse, men han er lidt i tvivl om, hvad han gerne vil være, men det behøver han jo heller ikke at tage stilling til foreløbig.

 Et par dage efter kommer der brev fra Torben med tak for sidst. Han skriver bl.a., at han bliver færdig som soldat d. 20. august, og han og Eva er blevet enige om at gifte sig den 4. september, så vi er hermed inviteret til bryllup den dag.

 Hvis det passer jer, vil vi meget gerne komme og besøge jer d. 30. juli, så I også kan få lært Eva rigtigt at kende. Hun kan ikke rigtig tro på, at I er så vidunderlige, som jeg fortæller, så det vil jeg gerne overbevise hende om, nu da I bliver en slags svigerforældre. Det vil nu ikke blive svært. Et par timer sammen med jer, så er hun overbevist, det er jeg sikker på. Jeg håber, at I også vil være hende en god ven, det vil betyde meget for os.

 Vi svarer allerede samme dag, at de skal være meget velkomne begge to.

 De sidste dage i sommerhuset går alt for hurtigt, synes vi alle tre. Vi er blevet godt solbrændte, for vi tilbringer meget af tiden nede ved vandet, eller i det mindste udendørs.

 Vi har hurtigt opdaget, at Carl Christian er meget kvik i opfattelsen, og han kan snakke med om mange forskellige ting.
 Vi har lavet den regel, at hver aften ved midnatstid, går vi ned og bader sammen uden tøj.

 Den næstsidste aften spørger Carl Christian, om han må blive nede ved vandet lidt.

 Det får han selvfølgelig lov til, men Karen siger dog til ham, at han skal passe på, at han ikke kommer til at fryse..

 Da han ikke er kommet op efter en halv times tid, bliver vi enige om, at jeg hellere må gå ned og se efter ham.

 Jeg kan høre hans gråd, da jeg kommer ned i nærheden af ham. En stille hjerteskærende gråd. Han sidder og ser ud over vandet.

 Hans skuldre ryster. Stille sætter jeg mig ved siden af ham.

 Kan jeg ikke hjælpe dig, min egen dreng.

 Han vender sig og ser ulykkelig på mig.

 Jeg mente, at I også havde behov for at være lidt alene uden mig. Jeg er jo sammen med jer hele tiden, så I slet ikke har noget tid til jer selv, noget privatliv. Derfor ville jeg blive her nede lidt, men så kom jeg til at føle mig så alene, og så dukkede alle de grimme ting fra fortiden op.
 Jeg var stiv af rædsel og kunne slet ikke røre mig. Jeg hørte hele tiden hans stemme banke i hovedet på mig.

 Han begynder at hulke igen.

 Jeg tager ham op på skødet og holder ham fast ind til mig. Hans hoved hviler mod min skulder. Jeg kan mærke, at han ryster over hele kroppen.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Hør nu godt efter, hvad jeg siger, min egen dreng. Du må aldrig gøre det her mere. Du må ikke tro, at vi synes, at du er for meget sammen med os. Husk på, at de første 13 – 14 år har vi jo slet ikke været sammen med dig, så der er mange timer at indhente. Det du har været igennem kan det tage lang tid at komme over, derfor må du holde dig så tæt på os som muligt, så vi kan hjælpe dig, så snart du får brug for det.

 Vil du godt love mig det, min dreng.

  Ja, mumler han, ja far.

 Nu følges vi ad op til mor, hun er også meget bekymret for dig. Op på mine skuldre, så sætter vi lidt humør i det.

 Jamen du kan da ikke bære mig, jeg er alt for tung.

 Nå, så det kan jeg ikke, tror du, at jeg er en svækling. Kom så, op på mine skuldre.

 Leende og en smule vaklende går det op mod sommerhuset.

 Karen står stadig på terrassen, hun har ikke engang været inde og få tøj på, så urolig har hun været. Da jeg sætter Carl Christian ned på terrassen, står hun med åbne arme og tager imod ham.

 Han knuger sig ind til hende. Så giver det et sæt i ham.

 Jeg kan mærke dit hjerte banke, meget hurtigt.

 Hun stryger ham over håret.

 Ja, min dreng, jeg var urolig for dig, jeg kunne jo mærke, at du ikke havde det godt.

 Det har jeg nu, takket være dig og far.

 Husk, at du er det vigtigste i Alex` og min tilværelse. Vi har det rigtig skidt, når vi kan mærke, at du ikke har det godt. Du må aldrig prøve at skjule det for os, så får du det bare værre.

 Lidt efter er vi klar til at gå i seng. Da vi siger godnat, ser Carl Christian på mig.

 Jeg har allerede været til så meget besvær, men må jeg godt bede om en ting mere.

 Selvfølgelig må du det, vil du gerne have, at jeg bliver inde hos dig, til du falder i søvn.

 Han ser overrasket på mig.

 Hvordan kunne du vide, at det var det, jeg ville bede dig om.

 Jeg smiler.

 Jeg kunne mærke, at du havde brug for det.

 Man skulle tro, at du og mor var tankelæsere, men vil du godt.

 Helt bestemt.

 Lidt efter ligger han i sin seng. Det er lige som om han ikke kan få øjnene fra mig. Da han lidt efter alligevel lukker dem, mumler han.

 Du er Alex, og du er min far og Karen er min mor, og I to sørger for, at der aldrig mere er nogen, der får lov til at gøre mig fortræd.

 Et øjeblik efter sover han med dybe åndedrag.

 Jeg bliver siddende i fem minutter endnu og går så ind til Karen.

 Vi må nok ikke lade ham være alene om aftenen foreløbig, det er jeg blevet klar over. Om dagen går det tilsyneladende bedre.

 Karen nikker.

 Vi må nok hellere se ind til ham et par gange i nattens løb for en sikkerheds skyld.

 Den næste aften, som er vores sidste i sommerhuset for denne gang, går vi igen i vandet ved midnatstid.

 Denne gang er Carl Christian glad og overstadig. Han slår kraftspring på strandbredden, og lidt efter løber han ud i vandet, så det sprøjter om ham. Da vi lidt efter leger tagfat, jubler han højt, hver gang vi fanger ham, eller han fanger en af os.
 Omsider må vi dog op af vandet. Vi følges langsomt ad op til sommerhuset. Da vi står på terrassen siger Carl Christian.

 Skal vi i seng nu.

 Karen ryster på hovedet. Ikke nødvendigvis, har du et bedre forslag. Skal vi tage en kop kaffe og sidde og snakke lidt.
 Hans ansigt lyser op.
 Åh ja, det var en god ide, det er jo sidste aften, vi er her.

 I denne omgang, ja, men vi skal da herop igen.
 Carl Christian suser ind og laver kaffe, mens vi går ind og tager lidt tøj på.

 Vi sidder og hygger os en lille times tid og gør os så klar til at gå i seng.

 Carl Christian går hen til vinduet.

 Kan vi ikke gå i vandet, bare en gang til.

 Karen og jeg veksler et hurtigt blik.

 Jo, i morgen, inden vi skal afsted. Du må ikke være bange for at gå i seng. Jeg lover dig, at enten Karen eller jeg vil sidde hos dig, indtil du falder i søvn, så længe du ønsker det.

 Han sukker og går ind på værelset, uden at se på os eller sige godnat.

 Da jeg to minutter efter går ind til ham, ligger han på sengen med ryggen til. Jeg sætter mig på sengekanten uden at sige noget.

 Han mumler.

 Du behøver ikke at sidde herinde, jeg er ikke nogen baby, jeg bliver snart femten år.

 Jeg tøver lidt.

 Er du sur på mig. Jeg har ikke sagt, at du var en baby eller en bangebuks. Karen og jeg vil bare gerne hjælpe dig, så du får det bedre, og det ved du også godt. Vil du nu svare mig helt ærligt.

 Hvorfor ville du gerne i vandet igen. Var det for at trække tiden ud, eller var det for at se, hvor langt du kunne gå, før vi sagde stop. Eller var der en helt anden grund. Fortæl mig det nu, ikke.

 Han ligger lidt, så begynder han at græde stille.

 Jeg sidder og venter på, at han skal vende sig om mod mig.

 Pludselig vender han sig med et sæt. Han ryster over hele kroppen og begraver sit ansigt i mit skød.

 Lidt efter stilner gråden af, og han ryster heller ikke så meget mere. Jeg stryger ham over håret. Så drejer han ansigtet op mod mig, men lader stadig hovedet hvile i mit skød.

 Du må ikke være vred på mig far, det kan jeg ikke holde ud. Det var ikke for at plage, at jeg spurgte, om vi ikke kunne gå i vandet igen. Jeg syntes bare, at jeg aldrig mere ville føle den lykke, det var at være i vandet sammen med jer, når vi nu skal herfra.

 Jeg drømmer hver nat, at han kommer og henter mig. At det, jeg har oplevet her kun er en lykkelig drøm. At det er det andet, mareridtet, der er virkeligheden.

 Jeg prøvede at spille sur for at beherske mig, men jeg kan ikke kæmpe mod din og mors kærlighed, og det vil jeg da heller ikke med vilje.

 Hvorfor kan jeg dog ikke bare glæde mig i nuet, i stedet for at gå i den evige angst for det andet.

 I aften var jeg så glad og lykkelig. Jeg ville have druknet mig, så jeg var død, mens jeg var glad og havde det godt. Men så blev jeg klar over, at det kunne jeg ikke gøre mod jer. I siger, at I elsker mig, og det må jeg simpelthen tro på, for jeg elsker jo også jer.

 Jeg er en bangebuks og en tøsedreng, min mor ville have hadet mig, fordi jeg er sådan et pjok, men det gør I ikke, vel.

 Han ser på mig med bange øjne.

 Vi elsker dig, min dreng. Du er hverken en tøsedreng eller et pjok. Jeg ville give meget for at kunne tage den angst fra dig. Jeg håber, at det må lykkes for mor og mig hen ad vejen. Mor og jeg gør det, vi synes, er det rigtige, men derfor kan det godt være, at du synes, at det er forkert, men så må du sige det, så vi kan snakke om det.

 Hvis det virkelig betyder meget for dig at komme i vandet en gang mere i aften, så lad os to gå der ned nu, er det i orden.

 Jeg ved godt, at jeg opfører mig som et forkælet barn, der bare vil have sin vilje, det er ikke min mening. Vil du virkelig gå med mig der ned nu bare fem minutter, så vil jeg lige gå ind og sige godnat til mor, og så skal jeg nok gå i seng, så snart vi kommer herop igen.

 Jeg er godt klar over, at det nok ikke er særlig pædagogisk, at jeg gav mig, men på den anden side tror jeg alligevel, at det er det rigtige, jeg gør.

 Carl Christian skynder sig ind og giver Karen et godnatknus, og så følges vi ad ned til vandet. Da vi kommer derned, står han og ser lidt ud over vandet, og så plasker han ud.

 Kan du fange mig, far.

 Han løber, mens han råber det, men snubler i det samme.
 Lynhurtigt er jeg ude ved ham og holder hans hoved over vandet. Så skynder jeg mig ind mod stranden med ham i favnen.

 Hans ansigt er meget blegt.

 Det var ikke med vilje far, det må du ikke tro.

 Så smiler han pludselig.

 Du kommer altid og redder mig, når det ser mest sort ud for mig.

 Jeg kan mærke, at hans hjerte hamrer. Da vi kommer ind på strandbredden, sætter jeg mig et øjeblik. Carl Christian lægger sig ved siden af mig og støtter på albuen, mens han ser mig ind i øjnene.

 Da jeg rejser mig, farer han op og klynger sig ind til mig.

 Tak far, fordi du gik med mig. Jeg ved godt, at jeg ikke burde have bedt dig om det, og så kom jeg endda til at gøre dig så forskrækket, det var bestemt ikke med vilje.

 Det var grimt at se dig angst, og så vide, at det var min skyld. Jeg ved jo, at du elsker mig, lige som jeg elsker dig og mor.

 Jeg vil aldrig mere bede dig om noget, når du har sagt nej, så ved jeg nemlig, at det er det, der er bedst for mig. Det har jeg lært her i aften.
 Jeg ser indtrængende ind i hans øjne, mens jeg prøver at blive herre over min stemme.

 Jeg har også lært noget i aften. Nu forstår jeg nok bedre din angst. Jeg vidste, at du ikke gjorde det med vilje, jeg vidste også, at du svømmer som en fisk. Alligevel blev jeg bange, fordi du talte om selvmordstanker. Bange for at miste dig.

 Han nikker.

 Jeg ved godt, at mor begik selvmord, det hørte jeg ved begravelsen, men efter at have set dit ansigt her i aften, ved jeg også, at det ville jeg aldrig kunne gøre mod Karen og dig, så noget godt kom der da ud af det, ikke far.

 Jo, min dreng, men nu må vi hellere komme i seng.

 Ja, selvfølgelig, du trænger også til at hvile dig.

 Vi følges ad op til sommerhuset. Jeg har en arm om hans skulder og han har en arm om livet på mig. Da vi kommer ind, siger han.

 Godnat far, hvor er du dog vidunderlig.

 Jeg giver ham et knus.

 I lige måde min dreng, kan du nu sove godt.

 En times tid efter er Karen lige inde og se til ham. Han ligger og sover trygt med et smil om munden.

 Roligt går hun i seng igen, jeg har fortalt hende om vores vandtur.

 Næste morgen, da vi vågner, banker Carl Christian på soveværelsesdøren. Klokken er lidt over ni. Vi har på fornemmelsen, at han har lyttet for ikke at vække os.

 Ind kommer han med morgenkaffen og et stort glad smil.

 Godmorgen mor og far. I nat har jeg sovet så skønt, jeg har drømt om jer.

 Efter morgenmaden rydder vi op og gør rent. Vi når dog også lige ned og bade en sidste gang, inden vi kører hjem.

 De følgende dage skiftes vi til at tage på kontoret, og skal vi afsted begge to, tager vi Carl Christian med. Her i sommertiden er der ikke så travlt.

 En dag, da han er med, spørger jeg, om han vil skrive et brev for mig. Vores kontordame har ferie.

 Han ser glad på mig.

 Det vil jeg meget gerne, hvis jeg kan, det er da også på tide, at jeg gør lidt gavn.
 Efter at have øvet sig lidt på skrivemaskinen, går han i gang med brevet. Det går ikke så hurtigt, men det er helt fejlfrit. Han er helt forpustet, da han rækker mig det.

 Jeg løber det hurtigt igennem og ser så på ham med et smil.

 Det var fint, kunne du tænke dig at skrive noget mere for mor og mig, mens Birgit er på ferie.

 Glædesstrålende ser han på mig.

 Så var det altså godt nok. Det vil jeg meget gerne.

 De følgende dage tager vi så på kontoret alle tre. Carl Christian får skrevet en hel del, så efterhånden går det hurtigt.

 Vi er ikke i tvivl om, at han nyder, at han ikke alene kan være sammen med os, men også kan gøre gavn og hjælpe os.

 Da vi er færdige på kontoret om fredagen, læner jeg mig tilbage i stolen og ser på Carl Christian med et smil. Han har lige gjort posten klar.

 Nå gamle dreng, hvad mener du, kunne du tænke dig at blive advokat.

 Han ler.

 Det har jeg vist ikke evner til, men noget af det, du og mor laver, ser da spændende ud.

 Karen kommer netop ind på mit kontor.

 Nåh, dine evner er der nu ikke noget i vejen med. Det er imidlertid ikke lige behageligt arbejde altid.

 Jeg skal være forsvarer i en sag i næste uge, kunne du have lyst til at gå med og se, hvordan sådan noget foregår.

 Det vil jeg meget gerne, men kan jeg godt få lov til det.

 Ja, de fleste sager kører for åbne døre, d.v.s. at alle kan komme ind og overvære dem. Så skal du få lov til at læse sagen igennem på mandag, så kan du bedre følge med i det hele.

 Men nu synes jeg, at vi alle tre skal holde fri, for det fortjener vi. Skal vi tage op til sommerhuset allerede i aften.

 Carl Christian jubler.

 Åh ja, det ville være skønt.

 Karen ser over på mig med et lille smil.

 Hvad mener du, kan du også få tid.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Der er ikke noget, der ikke kan vente. Jeg retter mig efter flertallet, med stor glæde endda.

 Undervejs derop får vi købt ind, så vi har til week-enden.Da vi holder uden for sommerhuset, farer Carl Christian ud af bilen. Så standser han brat og vender sig om mod os.

 Det er rigtigt, jeg er vågen, jeg er her igen, sammen med jer. Det er ikke bare en drøm, det er virkelighed.

 Hans stemme begynder at ryste lidt.

 Jeg troede aldrig mere, at jeg kom herop. Men nu er jeg her. Sammen med min mor og far. Hvor er livet dog dejligt.

 Så farer han hen og omfavner først Karen og så mig.

 Vi bærer nu de forskellige ting ind i huset, og så går vi ned og bader. Vejret er heldigvis stadig fint.

 Det bliver en dejlig week-end. Både fredag og lørdag går vi i vandet ved midnatstid og får så en kop kaffe på terrassen bagefter.

 Lørdag er det lige ved, at vi må opgive, for det bliver et ordentligt tordenvejr, men da klokken er tolv, er tordenvejret holdt op. Regnen siler stadig ned, men det gør ikke noget, snarere tværtimod, det er lige som et brusebad og ikke spor koldt, og våde skal vi jo være alligevel.

 Carl Christian sover fint begge nætter. Karen eller jeg sidder dog stadig hos ham, til han er faldet i søvn. Han har ganske vist sagt til os, at vi ikke behøver at gøre det, men vi kan tydeligt mærke, at han er glad for det alligevel.

 Den følgende week-end skal Torben og Eva komme. Vi snakker lidt om, hvorvidt vi skal tage dem med op i sommerhuset, eller om vi skal blive hjemme i huset, hvor der trods alt er bedre plads.

 Det ender med, at vi bliver enige om at lade Torben og Eva træffe afgørelsen.

 Da vi skal til at køre hjem om søndagen, siger Carl Christian.

 I dag er jeg slet ikke ked af at skulle herfra, nu ved jeg jo, at jeg kan komme tilbage igen.

 Om mandagen sidder Carl Christian inde på kontoret og læser den sag igennem, hvor Karen skal være forsvarer.

 Hun har streget de ting ind, hun særligt vil lægge vægt på.

 Ved middagstid spørger hun Carl Christian, om han er ved at være kommet igennem det hele.

 Han er helt opslugt, men nikker ivrigt.

 Der er bare nogle ting, jeg ikke rigtigt forstår, men jeg tror i hvert fald ikke, at han er skyldig.

 Der er to af vidneforklaringerne, der ikke passer sammen. Den ene af dem må huske forkert, men hvem af dem er det.  Der er også en ting her, som du ikke har streget under, men det er måske heller ikke så vigtigt.

 Karen ser ham over skulderen, så siger hun overrasket.

 Du har helt ret, der er noget, jeg har overset. Jeg var nu ikke så overbevist om hans uskyld, men det er helt rigtigt, at de to vidneudsagn ikke stemmer overens. Det må jeg bore lidt i under vidneafhøringen.

 Hvis jeg får ham frikendt, er det i høj grad din fortjeneste, for nu begynder jeg også at tro på, at han er uskyldig.

 Jeg havde nok været tilfreds med den mildeste straf, men der er ingen tvivl om, at han vil foretrække en frifindelse. Det, at han tidligere er blevet straffet for den samme forseelse, betyder jo ikke, at han også er skyldig denne gang.

 Carl Christian ser glad op på Karen.

 Så har det altså hjulpet dig, at jeg sagde det her.

 Det har det i høj grad, min ven, på mere end en måde. Når man har mange af den slags sager, er man tilbøjelig til at overse de små detaljer, og det går ud over vores klienter. Nu skal jeg prøve at være mere opmærksom på det fremover.

 Carl Christian ser pludselig forskrækket på hende.

 Er det, fordi du har brugt så meget tid på mig, at du ikke har haft tid nok til den her sag.

 Karen ryster smilende på hovedet.

 Nej, min ven, helt bestemt ikke, til gengæld har du gjort min klient og mig en stor tjeneste.
 Næste dag tager jeg fri, så vi alle tre kan overvære retssagen.

 Jeg vil meget gerne følge Carl Christians reaktioner under forløbet.

 Da man kommer til den del af forløbet, hvor Carl Christian har opdaget nogle uoverensstemmelser i vidneforklaringerne, sidder han anspændt på stolen. En gang imellem ser han op på mig.

 Det viser sig, at det ene vidneudsagn falder helt fra hinanden, da Karen går vidnet nærmere på klingen.

 Efter afhøringen smiler hun over til os.

 Mens dommerne voterer, kommer hun over og snakker med os.

 Pludselig smiler hun.

 Jeg har fortalt min klient, at han har haft en ekstra forsvarer, og at det sandsynligvis vil få ham frikendt. Så lo han og sagde.

 Ham tror jeg, at jeg vil hyre næste gang.

 Manden bliver ganske rigtig frikendt.

 Dommeren siger til ham.

 Jeg skal villigt indrømme, at jeg troede, at du havde været på den igen, men du skal også vide, at jeg langt hellere vil frikende end dømme folk, hvis jeg er i tvivl.

 På vej ud af retssalen, hvor Karen følges med os, kommer manden hen til os. Han ser nøje fra os til Carl Christian, så smiler han bredt.

 Jeg kan se, at der vil gå nogle år, før jeg må bruge dig som forsvarer, så må jeg jo hellere holde mig i skindet så længe.

 Så bliver han alvorlig igen og rækker hånden ud mod Carl Christian.

 Tak, fordi du troede på mig, det er jeg ikke forvænt med, at nogen gør. Jeg tror, at du er den første. Det vil jeg forsøge at leve op til.

 Deres hænder mødes i et fast håndtryk.

 Så snurrer manden rundt på hælen og forsvinder, men jeg nåede at bemærke, at der glimtede tårer i hans øjne.

 Karen og jeg ser på hinanden. Carl Christian er faktisk begyndt at have tiltro til andre mennesker. Det håndtryk vil nok betyde meget for ham.

 Om aftenen, da vi skal til at gå i seng, siger Carl Christian.

 Tænk, hvor har det været en dejlig dag. Ja, det er enhver dag sammen med jer da, men i dag opdagede jeg, at det slet ikke er så svært at tro noget godt om andre end jer. Det håndtryk han gav mig, tror jeg aldrig, jeg vil glemme.

 Fredag aften ved nitiden henter jeg Torben og Eva inde på Hovedbanegården.

 Eva er lidt reserveret over for Karen i starten, mig har hun jo trods alt truffet før. Til gengæld får Karen et ordentlig knus af Torben.

 Carl Christian kan vældig godt lide Eva, så han giver hende et stort knus.

 Lidt efter sætter vi os til kaffebordet.

 Vi taler om lidt af hvert, men kommer hurtigt til at snakke om, vi skal tage op i sommerhuset lørdag – søndag, og om hvordan sovepladserne kan fordeles.

 Torben ler.

 Som soldat kan jeg såmen stå op og sove, så der er ingen problemer for mit vedkommende.

 Karen smiler.

 Her er der heller ingen problemer. Jeg har redt to senge op til jer på gæsteværelset. Oppe i sommerhuset er det lidt værre, men kan I enes om at sove i Carl Christians seng, kan han ligge på en ekstra madras inde hos os.

 Eva ser over på Torben og smiler.

 Det lyder da fint, men vi kan også nøjes med en seng her.

 Det bestemmer I selv. Jeg foreslår, at vi ikke går alt for sent i seng i aften, for lørdag aften har det med at blive sent hos os, og vi skal nok også køre tidligt i morgen, men det har I forhåbentlig ikke noget imod.

 Da vi er færdige med kaffen, vil jeg gerne have en snak med Torben. Karen og Carl Christian sidder så og snakker med Eva.

 Det varer ikke længe, før hun liver rigtigt op. Hun indrømmer, at hun var lidt nervøs ved at skulle herover i flere dage, til mennesker hun slet ikke kendte, men havde hørt så meget om.

 Så ser hun over på Carl Christian.

 Men da jeg så den forandring, der var sket med dig, blev jeg klar over, at her ville jeg befinde mig godt. Torben gav dig et knus, og det er ikke noget han gør ret ofte, men mest, Carl Christioan er så glad, som jeg aldrig har set ham før.
 I må virkelig være, som Torben har fortalt, selvom det er utroligt, at den slags mennesker findes. Jeg glæder mig meget til at lære jer rigtigt at kende her i løbet af week-enden, og håber så, at I også vil kunne lide mig.

 Carl Christian ler.

 Det bliver nu ikke svært, for du er jo også alle tiders.

 Torben er målløs, da jeg fortæller ham, at hans far har testamenteret ham næsten 300000 kr, når skatter og afgifter er trukket fra. De 200000 kr vil kunne udbetales, mens de sidste 100000 er investeret i aktier, der ikke kan realiseres fornuftigt i øjeblikket.

 Med et lille smil siger jeg.

 Men det er vel heller ikke så tosset at have lidt i baghånden.

 Jamen du skal da også have noget for alt det arbejde, du har haft med det. I skal da også have noget, for alt det, I har gjort for Carl Christian, han er jo slet ikke til at kende igen. Bare han aldrig havde haft andre forældre end jer.

 Jeg smiler stadig, da jeg siger.

 Du vil måske også betale for kost og logis for Eva og dig her i week-enden.

 Så bliver jeg alvorlig igen.

 Nej, min dreng, du har betroet os din lillebror. Det er mere værd for os end mange tusind kroner. Hvis du og Eva vil lade os følge lidt med i, hvordan det går jer, og altid vil henvende jer til os, hvis I får brug for det. Kort sagt vise os tillid. Ja, så har vi fået langt mere end jeg nogensinde ville skrive en honorarregning på.

 Torben ryster på hovedet.

 Du er håbløs, men du har en herlig måde at være det på. Det vil altså sige, at jeg kan købe mig et værksted og gå i gang umiddelbart efter brylluppet.

 Det kan du, og hvis du bryder dig om det, vil jeg godt gennemgå købekontrakten og sørge for, at alt det juridiske er i orden.

 Meget gerne, men det skal du i hvert fald have noget for.

 Ok. Så lad os sige det dobbelte.

 Torben ler højt.

 Godt, jeg overgiver mig, men så vil jeg altså også have lov til at  gå din bil igennem i alle detaljer uden at du betaler noget for det, når I kommer over og besøger os.

 Det er så i orden, men lad os nu gå ind til de andre, det er vist snart sengetid.

 Det bliver dog over midnat, inden vi omsider kommer i seng.

 Vi drikker morgenkaffe næste dag ved ottetiden og klokken ni kører vi op til sommerhuset.

 Så snart vi har tømt bilen, går vi ned og bader og ligger så og slikker solskin.

 Eva insisterer på at hjælpe Karen med frokosten, så vi tre mandfolk bliver nede ved vandet endnu en halv times tid, og følges så ad op til sommerhuset.

 Eva og Karen har dækket bord ude på terrassen, så lidt efter sidder vi og spiser og snakker hyggeligt sammen.

 Eva er ikke spor forbeholden over for os mere.

 Da vi har spist, bliver vi enige om at tage en middagshvil. Carl Christian får dog lokket Torben med ud på en lille travetur, Eva bliver placeret i en liggestol på terrassen og vi gå ind og lægger os på sengen.

 På traveturen fortæller Carl Christian løst og fast om alt det, han har oplevet. Han fortæller endda om sit ophold hos plejeforældrene, og om hvordan han fik det grimme ar. Det er ved at være så meget på afstand nu, at han kan fortælle om det, uden at komme til at ryste over hele kroppen.

 Torben er ikke i tvivl om, at vores kærlighed til Carl Christian har hjulpet ham utrolig meget.

 Vi får en god middag og snakker længe, så vi også får lært Eva rigtigt at kende. Hun er ikke alene en sød og køn pige, hun er også meget intelligent, det er vi ikke længe om at opdage.

 Ved ellevetiden siger Karen.

 Ja, nu ved jeg ikke rigtigt. Carl Christian, Alex og jeg har fået skabt en lille tradition. Nå vi er her oppe i sommerhuset, går vi i vandet ved midnatstid, uden at have tøj på.

 Jeg ved ikke, hvordan I to har det med det. I er meget velkomne til at gå med, men hvis I ikke bryder jer om det, er det også helt i orden.

 I kan også tage badetøj på, hvis I hellere vil det, men husk, I skal ikke gøre noget, I ikke har lyst til.

 Jeg håber ikke, at I har noget imod, at vi gør det. Vi nyder det nemlig alle tre. Vi synes, at det giver os en tryg samhørighed.

 Carl Christian ser spændt på Torben, der til gengæld ser på Eva. Hun ser lidt forskrækket ud, men siger tøvende.

 Jeg vil da gerne med i vandet, men jeg tror nok, at jeg helst vil have min badedragt på, hvad siger du Torben.

 Han ser fra Eva over på Carl Christians spændte ansigt.

 Ja, det er jo temmelig uvant for os, men jeg vil da godt prøve. Du skal bare beholde din badedragt på, hvis du har det bedst med det.

 Karen ser alvorligt på Eva.

 Du må endelig ikke føle dig presset, min pige. Du skal gøre det, du befinder dig bedst med.

 En halv time senere går vi ned til vandet.

 Karen, Carl Christian og jeg går i forvejen. Vi har som sædvanlig Carl Christian imellem os.

 Eva og Torben kommer nogle meter bag ved os.Eva har sin badedragt på, men Torben har heller ikke tøj på.

 Pludselig stadser Eva op og ser på Torben.

 Det kan ikke være forkert, det ser så kønt ud med de tre. Vent lige et øjeblik.

 Hurtigt tager hun badedragten af og med armen om hinanden følges de ad det sidste stykke ned til vandet.

 Eva ser lidt genert ud, da vi vender os for at se efter dem.

 Så smiler hun.

 Ja, sådan ser jeg altså ud in natura. Da jeg så på jer, blev jeg klar over, at det måtte være rigtigt. Nogen større tryghed kan man ikke give et menneske end at vise så tydeligt, hvor nær man tør være hinanden.

 Carl Christian ser på hende, så smiler han sit gladeste smil.

 Dig er Torben bestemt ikke snydt med, du er virkelig køn, næsten lige så køn som mor.

 Eva ler hjerteligt.

 Tak for komplimenten, lille svoger. Jeg kan desværre ikke sige, at du er lige så køn som din far, men måske som din bror.

 Et øjeblik efter er Eva, Torben og Carl Christian ude i vandet, hvor de plasker rundt. Karen og jeg står lidt og ser på dem og nyder deres livsglæde, men lidt efter er vi også i vandet og med i en tagfat, hvor vi prøver at fange hinanden.

 Et kvarters tid efter går vi op af vandet igen. Vi står lidt og ser ud over vandet. Eva begynder at synge: Sig månen langsomt hæver.

 Vi andre synger uvilkårligt med med det samme.

 Da sangen slutter, ser Eva fra den ene til den anden.

 Åh, tusind tak for en helt vidunderlig oplevelse.

 Så falder hun Karen om halsen.

 Bare du også var Torbens mor. Jeg elsker dig.

 Få sekunder efter har jeg hende om halsen, og får både et ordentligt knus og et kys.

 Så ser hun på Torben.

 Du er ikke jaloux, vel, for din lillebror skal også have et knus.

 Carl Christian rødmer lidt, da han får sit knus, men smiler glad.

 Så går Eva hen og slår armene om Torbens hals, mens hun knuger sig ind til ham.

 Hvor er det hele vidunderligt, synes du ikke.

 Torben nikker smilende.

 Jo, det har du helt ret i, men det er du også.

 Karen, Carl Christian og jeg går op mod sommerhuset.

 Jeg sætter kaffen over om to minutter.

 Carl Christian råber, idet han vender sig og ser ned mod vandet.

  Så ser han på os.

 Er det da ikke et dejligt syn.

 Vi giver ham helt ret.
 To kønne unge mennesker, der står tæt sammen med armene om hinanden. Midt i måneskinnet med det glitrende blanke vand som baggrund.

 Karen nikker.

 Ja, det er så kønt, at det næsten burde fotograferes, men det vil nok være svært at få den rigtige stemning med på billedet.

 Da vi lidt senere sidder ved kaffen, siger Torben.

 På vejen op fra vandet talte Eva og jeg om den betydning den her aften har fået for os. Vi har fået et helt andet forhold til jer, men også til os selv. Det menneskelige legeme er jo noget af det smukkeste, der findes, når man ser på det på den måde I har lært os her i aften. I har lært os, hvad tryghed betyder, og hvordan den føles.
 Det nøgne menneske er vel noget af det mest sårbare, men der var intet tidspunkt, hvor vi ikke følte en helt uendelig tryghed ved at være sammen med jer.

 Eva nikker.

 Tusind tak for en oplevelse, der har været ubeskrivelig skøn.
 Karen smiler.

 Det synes jeg, at vi må prøve at gøre om igen en anden gang. Hvis I kommer den her vej forbi på jeres bryllupsrejse, kan I da låne sommerhuset.

 Eva jubler.

 Må vi virkelig. Men så skal I komme herop og være sammen med os en aften. Vi kan nok ikke få en aften magen til i aften, men jeg er sikker på, at vi kan få en fin aften sammen.

 Lidt efter går vi i seng. Carl Christian ligger på en madras på gulvet inde hos os, og det passer ham fint.

 Næste dag må vi så tilbage. Eva og Torben skal rejse om eftermiddagen.

 Da de er taget afsted, siger Karen.

 Eva er godt nok en prægtig pige. Ikke alene har hun begge ben på jorden, men hun har skam også ben i næsen. Når man så lægger til, at hun er køn, sød og sjov og smadderintelligent, så kan vi vist ikke ønske Torben en bedre kone.

 Vi giver hende helt ret.

 Carl Christian smiler til Karen.

 Den beskrivelse passer nu også godt på dig mor.

 En uge senere begynder Carl Christian i skolen. Han er meget nervøs og anspændt, da han skal afsted den første dag. Da han kommer hjem, er Karen der og tager imod ham.

 Det var heldigvis ikke så slemt. De andre lod mig i fred i dag. Hvis de gør det den første uges tid, kan jeg sikkert vænne mig til det og måske endda finde nogen, jeg synes om.

 Karen smiler.

 Det lyder fornuftigt, og hvis der er nogen, du bryder dig om at invitere med hjem, når du lærer dem bedre at kende, så er det helt i orden. Dine kammerater skal altid være velkomne.

 Eva og Torben får et dejligt bryllup, og vi lærer også hendes forældre at kende som nogle prægtige mennesker, som vi hurtigt får et godt forhold til.
 Evas far siger til mig, da vi skal afsted.

 De svigerforældre er Eva ikke snydt med. Ganske vist er I ikke Torbens rigtige forældre, men både Eva og Torben elsker jer, langt højere end mange elsker deres rigtige forældre. Jeg under også Torben noget godt nu, han har bestemt ikke været for godt vant. Både min kone og jeg holder meget af ham, derfor glæder vi os på hans vegne.

 Jeg smiler.

 Ja, Karen og jeg har jo selv ”valgt” vores børn, så det er vel rimeligt, at vi er glade for dem, men jeg kan godt love dig, at vi er lige så glade for vores ”svigerdatter”. Hun er helt vidunderlig.

 Bryllupsrejsen går op til vores sommerhus, og den følgende lørdag er vi så inviteret derop.
 Eva er lidt bekymret for, at vi skal føle os som gæster i vores eget hus, så hun og Torben er flyttet ind på Carl Christians værelse, så vi tre kan sove i soveværelset som sidst.

 Vi diskuterer det lidt, men da de insisterer på, at sådan skal det være, går vi selvfølgelig med til det.

 Vi får en dejlig week-end sammen.. Heldigvis er vejret stadig fint, så vi kan bade, både om dagen og ved midnatstid.

 Om tirsdagen kommer de lige ind omkring os, inden de tager hjem, så jeg lige kan få ordnet de sidste papirer.

 Torben har fundet et godt sted til sit værksted, og både han og Eva er fulde af forventning og optimisme.

 I begyndelsen af oktober kommer Carl Christian en dag hjem fra skole og siger.

 Der er en af dem, der går i min klasse, jeg er kommet til at synes helt godt om. Han er sådan en stille og rolig fyr. De andre kalder ham for professoren, for han er meget dygtig. Somme tider kan han måske virke lidt kedelig, men når man rigtig kommer til at snakke med ham, bliver man næsten altid i godt humør. Han driller heller aldrig ondskabsfuldt, som nogle af de andre godt kan finde på.

 Må jeg godt invitere ham med hjem i morgen efter skoletid.

 Selvfølgelig må han det. Vi er kun interesserede i, at han får nogle jævnaldrende kammerater.

 Ole er ganske rigtig en sjov og fornuftig fyr, som vi hurtigt lærer at sætte pris på. Han ser ikke særlig køn ud, men er i besiddelse af en god portion charme, så når han rigtig ruller sig ud, virker han langt kønnere.

 Han har to mindre brødre, så det passer ham fint at komme hen til os en gang imellem, så er der fred og ro til lektierne, som han går meget op i, så snart kappes han og Carl Christian om, hvem der klarer sig bedst i skolen.

 Vi er blevet enige om at tage op i sommerhuset i efterårsferien, hvis vejret er nogenlunde. Der er ingen opvarmningsmuligheder, bortset fra gasapparaterne i køkkenet, så det bliver nok sidste gang i år, at vi tager derop.

 Jeg spørger Carl Christian, om han ikke vil invitere Ole med derop, og til hans store glæde får Ole lov til at tage med.

 Vi tager en drømmeseng med. Den kan stå inde i Carl Christians værelse, så de to drenge kan sove derinde.

 Fredag ser vejret ikke for godt ud, men lørdag bliver vejret fint, så vi kører derop om formiddagen.

 Vi har aftalt at gå i vandet, inden vi spiser frokost, men det er nu temmelig koldt, så vi kommer hurtigt op igen og bliver tørret og kommer i tøjet.
 Efter frokosten tager Karen og jeg en lille lur, mens Ole og Carl Christian går en lang tur. De snakker virkelig godt sammen og elsker at diskutere alt muligt

 Da de kommer tilbage, laver de kaffe og vækker os så.

 Den varme mad om aftenen vil Karen selv stå for, selvom drengene tilbyder at hjælpe. De får så lov at dække bord, og så kan de få lov til at klare opvasken bagefter.

 Efter maden sidder vi og snakker og hygger os alle fire.

 Ole bliver pludselig tavs, som om han sad og spekulerede over noget.
 I er jo advokater begge to, men I laver da ikke det samme, vel.

 Karen smiler.

 Nej, jeg synes, at det er morsomst, eller i det mindste mest interessant, at tage mig af de ting, der direkte har med mennesker at gøre. Alex synes bedre om papirafdelingen. Pantebreve, skøder, kontrakter og evt. arvesager, mens jeg gerne vil i retten som forsvarer.

 Hos de fleste mennesker synes jeg, at man kan finde noget positivt, selvom de har dummet sig, ja måske endda har lavet grimme ting og sager.

 Jeg vil ikke sige, at jeg ville ønske, at jeg kunne få alle frikendt, men jeg synes, at uanset hvad et menneske har gjort, har han krav på en reel og retfærdig behandling.

 Stop, Karen.

 Henvendt til drengene fortsætter jeg.

 Hvis Karen får lov til at fortsætte med den kæphest, kan hun blive ved  i flere timer.

 Jeg ved ikke Ole, har Carl Christian fortalt dig om vores lille familietradition, når vi er her oppe.

 Carl Christian rødmer lidt.

 Nej far, jeg ved ikke om det er en god ide. Ole er jo heller ikke en af familien.

 Jeg fortryder lidt, at jeg har bragt det på bane, men jeg mente, at Ole og Carl Christian var så gode venner, at det ikke gjorde noget.
 Ole ser nysgerrigt fra den ene til den anden.
 Er du bange for, at jeg vil bruge det til at drille dig med senere. Nej, gamle ven, uanset hvad det er, så ville jeg aldrig drømme om at drille dig med det. Dertil betyder dit venskab for meget for mig.

Ok, lad mig så fortælle det da.

 Carl Christian fortæller nu kort om baggrunden for vores midnatsbade. Han slutter med at sige.

 Ja, nu ved du så også det om mig, og det er måske også meget godt. Vi to behøver ikke at have hemmeligheder for hinanden. Men nu må du så sige, hvad du mener om det. Vil du være med til det, eller synes du ikke om, at vi gør det heller, så lader vi selvfølgelig være, når du er her.

 Det er og skal være en absolut frivillig sag.

 Nu er det Ole, der rødmer.

 Jeg burde nok ikke have været så nysgerrig, men nu hænger jeg på den og må tage stilling til spørgsmålene.

 Selvfølgelig skal I gå i vandet, som I plejer, for jeg er klar over, at det betyder meget for jer., men nok ikke helt, hvor meget.

 Da jeg er nysgerrig og gerne vil vide så meget som muligt om mine medmennesker, så må jeg prøve at gå ind i jeres tankegang, og se, om det siger mig noget. Det vil sige, at selvfølgelig går jeg med i vandet. Desværre er jeg meget genert, for jeg har et stort problem, når jeg bader sammen med andre. Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, trods badebukserne i eftermiddags, men uden badebukser er der jo intet til at skjule det.

 Det er brandirriterende, at man har problemer, når der går en sød pige forbi. Ja  undskyld Karen, at jeg nævner dig, men jeg er overbevist om, at det går galt, når jeg ser dig uden badetøj.

 Karen ler hjerteligt.

 Det skal du ikke undskylde min dreng. Ingen af os stirrer på dig for at se, hvordan du reagerer.

 Det kan da også ske for de andre, det er jo en helt naturlig ting, så tag dig ikke af dig.

 Lidt efter klæder vi os af inde i soveværelset, mens drengene klæder sig af inde på deres værelse.

 Drengene står ude på terrassen, da vi kommer derud. Ole ser lynhurtigt fra Karen til mig, derefter ser han på Carl Christian og ned ad sig selv.

 Så begynder han at le, først lidt nervøst, men derefter en helt naturlig latter.

 Nu tror jeg, at det værste er overstået.

 Jeg smiler til ham.

 Ja, og nu skal vi skynde os ned i vandet alle fire.

 Drengene løber pjattende i forvejen, men snart er vi alle fire i vandet. Vi leger tagfat i knap ti minutter, men så er det også tid at komme op igen og blive tørret. Vandet er ganske vist ikke så koldt, men luften er ved at være temmelig kølig.

 På vej op mod sommerhuset siger Ole.

 Jeg tror ikke, at jeg fortæller om den her badetur derhjemme, for jeg tror ikke, at de vil kunne forstå, hvorfor I gør det. Det gør jeg nu, men man skal nok selv prøve det først for at forstå det.

 Tusind tak fordi I ville have mig med til det her.
 Han giver Karen og mig et knus hver. Så ser han på Carl Christian med et stort smil, idet han ser ned ad sig selv. Og så tror jeg endda, at jeg er kureret. Du skal også have et knus, hvis du ikke har noget imod det. Jeg holder jo af jer alle tre, men jeg tror, at man kalder det på en platonisk måde.

 Carl Christian tager smilende mod knuset.

 Det var dejligt, at du kom med.

 Da vi er kommet i tøjet og sidder ved kaffen, siger Ole.

 Gør I kun det her, når familien er alene, eller er I naturister af overbevisning.

 Jeg smiler til ham.

 Nej, bestemt ikke. Karen og jeg gjorde det somme tider, da vi var helt unge., men kun når vi var alene og om natten. Så dukkede Carl Christian op. Vi tre gik så i vandet sammen, vi følte, at vi havde brug for at mærke en intens nærhed. Carl Christians broder Torben og hans kone Eva har også været med et par gange, men du er den første udenfor familiens snævre kreds, og du bliver måske også den sidste.

 Ingen af os ville drømme om at traske rundt uden tøj mellem mennesker vi slet ikke kendte. Når jeg kom ind på det over for dig i aften, var det fordi jeg havde indtryk af, at du er Carl Christian en god ven. Desuden er du også en fyr, som både Karen og jeg også er kommet til at sætte stor pris på.

 Ole smiler lidt genert.

 Jeg vil gerne sige jer alle tre tak, for den tillid I har vist mig, og jeg vil være meget glad, hvis du virkelig vil regne mig for din ven, Carl Christian.

 Lidt efter går vi til køjs, og snart sover alle.

 Næste dag kommer vi igen til at snakke om vores arbejde. Ole har nemlig spekuleret meget på at studere jura, men har hørt, at det skulle være temmelig tørt og kedeligt.

 Vi beroliger ham med, at selvom studiet af og til kan virke lidt tørt, så er arbejdet meget interessant.

 Ole ser over på Carl Christian.

 Skulle vi to ikke gå i gang med juraen, når vi har fået vores studentereksamen, så kan vi måske gå i kompagniskab med din far og mor, når vi er færdige.

 Carl Christian nikker med et lille smil. Han har selv spekuleret en del over det, siden han overværede den retssag.

 Det ville da også være fint, hvis han kunne komme til at arbejde sammen med Ole, som han sætter mere og mere pris på.

 Senere overtaler de Karen til at fortælle om nogle af de sager hun har haft.

 Hun siger bl.a.

 Et af de problemer en forsvarer kan have er, hvis sagen har været meget omtalt i pressen. Det, der gør det vanskeligt, er, at så er personen på forhånd dømt af pressen og dermed af befolkningen.

 Selvom han bliver frikendt, vil mange sige. Der har nu nok været noget om, at han har gjort det alligevel, ellers ville aviserne vel ikke have skrevet så meget om det.

 Somme tider har jeg haft lyst til at kvæle nogle af de sensationsjournalister, jeg kommer ud for. For dem betyder en ” god ” historie mere, end om de ødelægger et menneske.

 Carl Christian ser på Karen.

 Hvad for en sag har været din værste.

 Karen tænker sig om, så bliver hun lidt fjern i blikket. Lidt efter ser hun fra Carl Christian til Ole og derefter over på mig.

 Lidt efter begynder hun tøvende.

 Det var en sag, jeg tabte. Ja, jeg har selvfølgelig tabt flere sager, men denne var speciel, fordi jeg stadig er overbevist om, at manden var uskyldig, selvom han blev dømt.

 Det er nogle år siden, så han bliver nok snart løsladt, men hans liv er ødelagt, hans familie er opløst, og han vil sandsynligvis ikke kunne få et ordentligt arbejde igen.

 Men jeg vil gerne vente med at fortælle jer om den til i aften, så jeg kan få lejlighed til at tænke hele sagen igennem endnu en gang og så måske finde ud af, hvor det gik galt.

 I stedet for vil jeg bede jer om at tænke på, hvordan og hvorfor vi skal straffe. Hvordan kan vi sikre os, at vi er retfærdige. Hvad med dødsstraf, kan den være på sin plads i visse tilfælde.

 Så kan vi snakke om det, når jeg har fortalt om min sag. Nu har I så også noget at tænke over.

 Drengene ser på hinanden. Der er mange ting at tage stilling til. De bliver enige om at gå en tur, så kan de diskutere tingene samtidig.

 Karen og jeg går hen for at få en lur, men Karen kan ikke finde hvile. Sagen har visse lighedspunkter med det, Carl Christian har været ude for. Hvordan vil han reagere.

 Vi bliver dog enige om, at hun alligevel skal fortælle om hele sagen.

 Efter aftensbordet sætter drengene sig til rette og venter spændt.

 Karen begynder lidt tøvende.

 Måske burde jeg ikke fortælle jer det her. Alex kender selvfølgelig hele historien, og han påstår, at han alligevel holder af mig. Jeg håber ikke, at jeg mister din kærlighed, min dreng, eller din tillid Ole, men så må I jo bebrejde mig det bagefter, hvis I synes, at jeg har gjort noget forkert.

 Hvad synes I, er den værste forbrydelse, man kan begå.

 Ole er straks klar med et svar.

 Overlagt mord.

 Carl Christian tøver lidt.

 Jeg synes, at det er værre, hvis man ødelægger et menneske, fysisk eller psykisk, som f.eks. narko-

handlere gør, bare for at tjene penge.

  Karen nikker.

 Jeg tror, at jeg er enig med Carl Christian. Det at ødelægge et andet menneskes liv og tilværelse er ondt, og alligevel er vi tit med til det, måske uden at tænke over det, hvis vi f.eks. ikke griber ind, når der er behov for det.

 Nå, men så til sagen da.

 Min klient var lærer. Han var enkemand og havde en søn på ca. 11 år. Han giftede sig med en fraskilt sygeplejerske, der havde en datter på 13 år.

 Pigen brød sig ikke meget om sin nye broder, men syntes godt om sin stedfader.

 Pigen og en af hendes veninder drillede en dag drengen så groft, at hun selv blev klar over, at det var for meget. Derfor ville hun ikke have mere med veninden at gøre.

 Hun blev imidlertid jaloux og sendte et anonymt brev til faderen, hvor hun bl.a. skrev, at pigen havde trukket tøjet af broderen og forlangt, at han gik i seng med hende, mens hun så på.
 Faderen havde selvfølgelig en lang snak med pigen, og fik her den rigtige forklaring, den samme forklaring, som drengen også gav, da han snakkede med ham.

 Da det anonyme brev altså ikke gav resultat, pressede veninden ved enhver lejlighed pigen, med det resultat, at hun tit havde mareridt. Det gjorde, at faderen gav sig ekstra tid til pigen.

 Det har måske været årsag til, at moderen blev jaloux, hun så måske en konkurrent i datteren.

 Veninden ville have hævn, så hun skrev igen et anonymt brev, denne gang til moderen, og denne gang havde hun held med sig.

 Moderen anmeldte faderen for at have været i seng med datteren, været uterlig over for drengen, og været nærgående over for flere piger i skolen.

 Selvom der var navneforbud, fortalte journalisterne historien, så ingen kunne være i tvivl om, hvem manden var.

 Det var mandens tidligere svoger, der bad mig være forsvarer. Han sagde, at da jeg ikke selv havde nogen børn, kunne jeg måske se mere klart og nøgternt på tingene.

 Både drengen og pigen nægtede pure, både før og efter at de havde været hos en børnepsykolog. Der havde aldrig været noget som helst galt i nogen retning.

 Det blev udlagt som om, at de ikke turde indrømme, fordi faderen havde presset eller truet dem til at nægte.

 Pigen gav mig hele baggrunden for historien og gav mig lov til at bruge den i retten. Hun sagde også, at det var meget almindeligt, at piger forelskede sig i deres lærer og drenge i deres lærerinde.

 Hvis faderen var blevet beskyldt for at være nærgående, var det sandsynligvis, fordi vedkommende var skuffet og sur over, at han ikke ville, og så kunne hun på den måde få hævn.

 Det var en hård og meget følelsesladet sag.

 Under min afhøring af moderen, sagde hun rent ud, at hun da håbede, at jeg aldrig fik børn, når jeg kunne forsvare en seksuelt afsporet mand.

 Faderen var en rolig, stilfærdig og sympatisk mand. Han forlangte, at jeg ikke førte børnene som vidner til fordel for ham. Han ville ikke have, at de skulle beskyldes for at lyve, fordi han havde tvunget dem til det.

 Vi tabte sagen.

 Ikke mindst, fordi aviserne havde pisket en lynchstemning op mod manden. Han nægtede at appellere dommen. Han sagde, at børnene ikke skulle trækkes igennem hele den tortur en gang til, så ville han hellere gå i fængsel for noget, han ikke havde gjort.
 Hans svoger havde lovet at tage sig af drengen. Pigen kunne han desværre intet gøre for, hende havde han jo ikke forældreretten over, og det var nok noget af det, der pinte ham mest, for han var klar over, at hun virkelig havde brug for hjælp.

 Da jeg sagde farvel til drengen efter dommen, så han mig lige i øjnene.

 Jeg er stolt af min far, for jeg ved, at han er uskyldig, og det har jeg sagt til ham.

 Jeg så på ham og sagde.

 Det har du også al mulig grund til, min ven. Det er ikke altid, at retfærdigheden sejrer i første omgang, men jeg lover dig, at både min mand og jeg vil gøre, hvad vi kan for ham, når han kommer ud. Vi er også overbeviste om, at han er uskyldig.

 Karen tier stille lidt, så sukker hun dybt.

 Kvindens hadefulde udfald mod mig i retten, fik mig til at sige til Alex, at det nok var bedst, at vi ikke fik børn. Han ville ikke give mig ret, men accepterede.

 Så dukkede du op Carl Christian, og så forsvandt mine forbehold. Først da jeg hørte Alex` beskrivelse af sin yndlingssøn, og så lærte jeg dig selv at kende, ja, så var jeg solgt, måske var det forkert, men jeg kunne ikke modstå muligheden for alligevel at få en søn.
 Begge drenge har været helt opslugt af fortællingen, så de har næsten slugt Karen med øjnene.

 Jeg kan se på Karen, at det har været svært at komme igennem, også fordi hun var bange for, hvordan Carl Christian ville reagere, derfor har jeg fulgt meget nøje med i begge drenges minespil. Et par gange har jeg set Carl Christian gribe fat i Oles ben, for så lidt efter at slappe af igen. Da Karen fortæller om det hadefulde angreb i retssalen, ser jeg, at drengene veksler et blik, som om de ikke vil tro deres egne ører.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Jeg tror, at mor og jeg bliver heroppe i aften, men I må godt gå i vandet, hvis I har lyst.

 Ole ser på Carl Christian.

 Jeg vil gerne, vil du med.

 Selvfølgelig vil jeg det, kom.

 De går ind på værelset og klæder sig af.
 Da de et øjeblik efter er på vej ud ad døren, vender Carl Christian sig om og ser på os.

 Hej så længe, vi bliver ikke væk ret længe, får vi kaffe, når vi kommer tilbage.

 Så løber de ned til vandet.

 Karen og jeg taler lidt om drengenes reaktioner på hendes fortælling. Så sætter vi kaffevandet over og går ud på terrassen og ser efter drengene.
 Det er måneskin og helt stille, men bestemt ikke særlig varmt.

 Vi kan se drengene plaske rundt nede i vandet, men lidt efter kommer de op på stranden og ryster sig som et par våde hunde.

 Pludselig omfavner de hinanden, og lidt efter går de op mod sommerhuset med en arm om skulderen på hinanden. Man kan næsten se, at de diskuterer ivrigt, for den frie hånd bevæger sig livligt hos dem begge to.

 Da de ser os oppe på terrassen, vinker de til os, og så hører vi Ole råbe.

 Hvem kommer først.

 Begge løber alt hvad de kan og samtidig er de oppe på terrassen.

 De har begge så meget fart på, at vi begge uvilkårligt rækker armene ud for at fange dem, så de ikke løber ind i væggen.

 Carl Christian løber i armene på Karen, og jeg fanger Ole.

 Leende ser han mig op i ansigtet.

 Tak fordi du fangede mig.

 Så giver han mig et stort knus og løber ind for at komme i tøjet.

 Carl Christian knuger sig ind til Karen og giver hende et kys. Så hvisker han halvhøjt.

 Tænk, hvis du ikke havde fået en søn. Du, der er verdens bedste og mest vidunderlige mor. Det ville have været forfærdeligt.

 Karen har fået tårer i øjnene. Hun ser over på mig.

 Men takket være dig, har jeg fået en dejlig søn. Ikke på den gammeldags facon, men det er han bestemt ikke blevet ringere af.
 Så ser hun bekymret på Carl Christian og stryger ham over håret.

 Kan du så se at komme ind og blive tørret og få noget tøj på, du hundefryser jo.

 Han ler glad.

 Nej mor, jeg har den indre varme, den giver du mig.

 Så løber han ind og bliver tørret og kommer i tøjet.

 Ved kaffen siger Ole.

 Det er lige før, at jeg næsten synes, at jeg er i familie med jer. Jeg havde ikke drømt om, at den her efterårsferie kunne blive så god, som den er blevet, takket være jer. Jeg har haft det sjovt og rart, og så har jeg lært en masse som man ikke kan læse sig til i nogen bøger.

 En halv times tid senere går vi i seng.

 De sidste dage i ferien hygger vi os også godt sammen.
 Karen havde været lidt nervøs for, hvordan hendes fortælling ville påvirke drengene, selvfølgelig især Carl Christian. Men der har kun været positive reaktioner, og det glæder os selvfølgelig meget.

 Carl Christian klarer sig godt i skolen, men en dag kommer han hjem i dårligt humør.

 Hvorfor er der forældre, der tænker så meget på sig selv, at de slet ikke bekymrer sig om deres børn.

 Både Karen og jeg ser afventende på ham. Vi har siddet ved aftensmaden og prøvet at få en samtale i gang, men Carl Christian har været meget fraværende.

 Vi kender ham imidlertid godt nok nu, til at vide, at han nok selv skal fortsætte, når han ved nøjagtigt, hvad han vil sige. Han vil gerne have ro til at gøre sin tankegang færdig. Vi har et par gange afbrudt ham for at hjælpe ham i gang, men så bliver han forvirret og ved ikke rigtig, hvad han skal sige. Det kniber ham så at få sagt, det han gerne vil.

 Så buser det ud af ham.

 Ole siger, at hans far og mor skal skilles. Hans far har fundet en ung pige på 21 år og er flyttet hjemmefra. Det har slået Ole helt ud, så han slet ikke kan koncentrere sig om lektierne.
 Hans mor går og tuder hele tiden, og når hun ikke tuder er hun efter Ole, men han kan da ikke gøre for det. De to små brødre får lov til alting, det er da uretfærdigt. Og så i dag sagde hun til Ole, at han ikke skulle regne med at få lov til at komme i gymnasiet, det var der ikke råd til nu.

 Karen og jeg ser på hinanden. Det er ikke så mærkeligt, at Carl Christian er i dårligt humør, Ole er jo hans gode ven.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Det med, at der ikke er råd til, at Ole kan komme i gymnasiet passer i hvert fald ikke. Hans far skal betale børnepenge, hvis der bliver tale om skilsmisse. Jeg vil da gerne prøve at tale med hans mor. Jeg tager mig jo også af skilsmisser, selvom det ikke er det, jeg synes bedst om. En skilsmisse går altid ud over børnene, og ingen af parterne bliver som regel lykkeligere.

 Carl Christian ser pludselig rædselsslagen på os.

 I går da aldrig fra hinanden, vel. Det ville jeg ikke kunne overleve.

 Karen smiler beroligende til ham.

 Nej, min ven, det har vi absolut ingen planer om. Vi synes begge, at vi har været utroligt heldige med den vi har valgt at gifte os med. Det kunne ikke gøres bedre, og så er der jo ingen grund til at ændre det.

 Men måske kan vi hjælpe Ole lidt. Jeg kan godt mærke, at du er bekymret for ham og hans fremtid i det hele taget, og det forstår jeg godt.

 Han kan f.eks. tage med dig hjem fra skole hver dag, så I kan læse lektier sammen. Han kan også spise til aften sammen med os, hvis han har lyst.

 Det kan måske hjælpe ham lidt.Hans moder falder vel også til ro, når hun har vænnet sig til tanken, det er jo heller ikke nemt for hende, pludselig at stå alene med tre drenge.

 Det ville da være synd og skam, hvis Ole ikke kom i gymnasiet, og så ville vi jo også komme til at mangle vores ene kompagnon.

 Det sidste bliver sagt med et lille smil.

 Carl Christian ser fra mig til Karen.

 Hvor er I dog et par vidunderlige mennesker.

 Et par dage efter kommer Ole så med hjem fra skole.

 Karen er hjemme, for hun er ved at forberede sig til en stor sag, og så har hun mest fred og ro der hjemme.

 Da vi skal til at spise, vil Ole gå, men jeg overtaler ham til at blive og går ind for at ringe til hans mor og give hende besked.

 Jeg er virkelig rystet, da jeg lægger røret på.

 Jeg startede som jeg plejede med at præsentere mig, og fortalte så, at vi havde inviteret Ole på aftensmad, hvis hun ikke havde noget imod det.

 Hun var skruphysterisk. Hun vidste aldrig, hvor den knægt var, og hvad han lavede. Han lignede sin far mere og mere. Man kunne tydeligt høre, at det bestemt ikke var ment som nogen ros. Så fik jeg en lang smøre om, hvordan mænd var og hendes i særdeleshed. Jeg prøvede at afbryde hende et par gange, men det var helt umuligt. Pludselig tav hun, måske for at få vejret.
 Jeg benyttede lejligheden til at sige, om det så var i orden, at Ole blev og spiste hos os i aften.

 Så skreg hun op igen som en afsindig.

 Ja, for Guds skyld, behold ham, behold ham endelig, så længe I vil. Bare jeg bliver fri for ham, må I gøre ved ham, hvad I vil.

 Så klappede hun røret på.

 Jeg sad helt lamslået et øjeblik.

 En ting blev jeg hurtigt klar over. Den arme knægt skulle ikke hjem til den skøre kælling i aften. Nu ville jeg lige snakke med Karen om det. I morgen kunne vi måske få tilladelse fra socialforvaltningen til, at Ole kunne bo hos os, til hans mor var faldet lidt til ro igen.

 Jeg rejste mig og gik ind til de andre og prøvede at smile, mens jeg sagde, at det var i orden, selvfølgelig måtte han blive og spise med.

 Karen kunne dog med det samme se på mig, at der var noget galt. Da vi havde spist, gik Karen og jeg ind for at snakke, mens drengene klarede opvasken.

 Karen og jeg blev hurtigt enige om, at Ole skulle blive hos os, indtil vi evt. fandt en bedre løsning.

 Da drengene var færdige med opvasken, kom de ind i stuen til os.

 Ole så nøje på mig.

 Var mor meget ophidset, jeg kunne tydeligt se på dig, at det ikke var nogen behagelig samtale. Hun sagde formodentlig, at jeg kunne gå ad H… til, bare hun blev fri for mig.

 Overrasket nikker jeg.

 Tjah, min ven, din mor havde det ikke så godt. Hvordan tror du, at dine brødre klarer den.

 Det skal nok gå, det er bare mig, hun ikke kan døje. Hun siger, at det er fordi, jeg ligner min far, men det kan jeg jo ikke rigtig gøre noget ved.

 Ole har store tårer i øjnene.

 Jeg har ikke fået spurgt Carl Christian, men jeg tror, at han er helt indforstået, når jeg siger, at Karen og jeg er enige om,  at du ikke skal hjem i aften, du bliver her hos os.

 I morgen prøver jeg at finde ud af, hvad jeg videre kan gøre.

 Må jeg virkelig blive her i aften og i nat, jamen det er da alt for meget ulejlighed for jer.

 Karen tager ham om skuldrene.

 Ja, det er frygteligt, men vi klarer den. Prøv lige at se på Carl Christians fjæs. Synes du, at han ser ud til at være særligt ked af det.
 Carl Christian ser fra den ene til den anden med strålende øjne.

 Åh, det er simpelthen den aller bedste løsning. Du kan få min seng, jeg kan sagtens ligge på gulvet.

 Med et lille smil siger jeg.

 Er du i tvivl om, at du er velkommen, nej vel. Vi tager en af gæstesengene ind til Carl Christian, med mindre du foretrækker at ligge alene.

 En halv time senere er sengene gjort klar og vi sidder og snakker hyggeligt et par timer, inden vi går i seng.

 Hen på natten hører jeg gråd inde fra drengene, så jeg går derind.

 Carl Christian sidder på Oles sengekant. Han ser ulykkelig op på mig.

 Hvad skal jeg gøre far, jeg kan slet ikke trøste ham.

 Jeg tøver lidt.

 Jeg tror, at han trænger til at få grædt ud. Jeg er sikker på, at det betyder meget for ham, at du er hos ham og gerne vil hjælpe ham.

 Er det ikke rigtigt Ole.

 Lidt halvkvalt kommer det.

 Undskyld, nu skal jeg nok prøve at holde op med at græde.

 Så ser han på Carl Christian.

 Jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig og dine forældre. Det føles jo, som om I holder af mig. Du går ikke fra mig, vel.

 Carl Christian ryster på hovedet.

 Det vil jeg aldrig gøre, Ole. Bortset fra far og mor, er du jo min bedste ven, og en ven svigter man aldrig. Det ville du jo heller ikke gøre, vel.

 Endelig falder Ole lidt til ro, og lidt efter sover begge drengene.

 Næste dag går jeg hen for at tale med hans mor. Hun er heldigvis faldet helt ned på jorden igen, så vi kan tale stille og roligt om tingene.

 Hun fortæller mig om hele forløbet, fra hendes mand for godt et år siden var begyndt at se efter unge piger, til han for et par uger siden flyttede hjemmefra.

 I begyndelsen fattede jeg det slet ikke, men efterhånden gik det jo op for mig. Ole er så inde i en periode, hvor han svarer igen og på mange andre måder irriterer mig. De to mindre drenge har jeg ingen problemer med, men Ole går mig i den grad på nerverne, ikke mindst nu oven i alt det andet.

 Jeg foreslår hende, at Ole gerne må bo hos os et stykke tid, til tingene er faldet lidt til ro, og hun synes, at hun har overskud til at tage sig af ham igen.

 Ole kan blive hos os, til du selv ønsker at få ham hjem, så sætter vi ingen tidsfrist på, der kan forcere noget. Skilsmissen skal jeg også nok tage mig af og sørge for, at du får så mange penge fra din mand, at I kan klare jer.

 Må jeg sende Carl Christian og Ole hen og hente hans tøj og andre sager, når de kommer fra skole i eftermiddag.

 Hun nikker.

 Undskyld, at jeg var så grov i telefonen i går aftes, det var ikke med vilje, men jeg var helt ude af det, og alligevel vil I gøre alt det for mig.

 Ja, og for Ole. Han er meget gode venner med Carl Christian. Det vil også betyde meget for ham, at I får det så godt som muligt.

 Taknemligt siger hun endnu en gang tak, da jeg går igen.

 Ole er meget nervøs ved tanken om, at skulle hente sine ting, men glæden ved, at han får lov til at bo hos os, får ham til at overvinde sin nervøsitet, så han og Carl Christian henter tingene sidst på eftermiddagen.

 Det går heldigvis stille og roligt.

 Da de siger farvel, siger Carl Christian.

 Jeg skal nok tage mig godt af Ole, så du skal ikke være nervøs for ham.

 Moderen rækker ham hånden.

 Tak, min ven. Jeg er meget glad for, at Ole har så god en ven, så skal han nok klare sig.
 Så ser hun på Ole.

 Selvom du måske ikke tror mig i øjeblikket, så ønsker jeg dig alligevel alt muligt godt. Jeg er overbevist om, at Carl Christian og hans forældre kan give dig det, du har mest brug for i øjeblikket, nemlig kærlighed. Det kan jeg ikke nu, men jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg kan igen.

 Ole har fået tårer i øjnene.

 Tak mor. Jo, jeg tror på dig. På gensyn.

 Ole er meget nem og taknemlig at have boende. Vi mærker ham næsten ikke, men Carl Christian er også virkelig flink til at tage sig af ham.

 Begge drenge ved, at Karen har en masse forberedelse til den sag, hun skal føre, så de passer på, at de ikke forstyrrer hende. Desuden sørger de flere gange for madlavningen, og det er til stor hjælp for både Karen og mig.

 Da Karen har fået overstået retssagen, kan hun slappe lidt af. Heldigvis fik hun sin klient frikendt, og det er hun naturligvis glad for.

 Og så står julen for døren. Vi synes, at tiden er løbet utrolig stærkt.

 Torben og Eva skal holde jul hos hendes forældre, men de kommer og besøger os til nytår, og det er vi naturligvis glade for.

 Det er lige ved, at vi regner Ole med til familien. Han er meget stilfærdig, men vi er ikke i tvivl om, at han befinder sig godt hos os.
 Vi har talt lidt med ham, om han vil hjem til sin mor juleaften, men efter at have talt med hende, bliver vi enige om, at det er bedst, at han bliver hos os.
 Det går meget bedre for ham at snakke med hende nu, men der er ingen tvivl om, at han befinder sig bedst hos os, her føler han sig helt tryg.

 Han kommer også fint ud af det med Torben og Eva, da de kommer.

 Torben siger smilende til mig.

 Du og Karen har en stærk tiltrækningskraft, gad vide, hvor mange flere børn I får.

 Alvorligt siger jeg.

 Jeg tror nu, at vi klarer os med dem vi har. Vi har jo haft den fordel, at vi selv kunne vælge. Du og Eva får jo jeres ubeset.

 Eva er nemlig gravid, og både hun og Torben glæder sig selvfølgelig meget.

 Værkstedet går godt, og Torben er så småt begyndt at tænke på at få en lærling.

 Da de er rejst, siger Carl Christian til mig en aften.

 Du far, tror du, at jeg nogensinde finder en lige så sød kone som Eva.

 Jeg nikker.

 Selvfølgelig gør du det, min dreng, men der er da god tid endnu, synes du ikke.

 Joh, men jeg vil være sikker på, at det er den rigtige, og hvordan bliver man det, og så vil jeg i hvert fald ikke gå fra hende, lige som Oles far.

 Ole vil ikke snakke om det, men jeg ved, at han er meget ked af det. Det er måske også, fordi han er bange for, at han selv vil gøre det samme. Hans mor siger jo, at han ligner sin far meget.

 Jeg tror, at vi skal tage om det alle fire en aften. Det kan måske hjælpe Ole lidt.

 Et par aftener senere snakker vi så om det.

 Ole er ikke meget for det i begyndelsen, men da han for alt i verden ikke vil være uhøflig, snakker han med, og hen på aftenen er han en af de ivrigste i diskussionen.

 Hen på foråret får Carl Christian pludselig mareridt en nat. Ole vågner med det samme og prøver at berolige ham, men Carl Christian slår og sparker vildt omkring sig, så Ole går ind for at hente mig.

 Det lykkes os omsider og få vækket Carl Christian og få ham til at falde lidt til ro.

 Næste morgen har han glemt det meste, men de næste par dage må vi tage os lidt ekstra af Ole, da det har gjort ham meget forskrækket.

 De klarer sig fint til eksamen begge to, og er så klar til at starte i gymnasiet efter sommerferien.

 Vi tager i sommerhuset alle fire den 1. juli, og der har vi tre dejlige uger sammen.

 Vi får rigtigt slappet af, får badet en masse og bliver dejligt brune.

 Om aftenerne har vi nogle fine diskussioner om alle mulige emner, og det er nok svært at se, hvem af os der nyder det mest.

 Vi genoptager også vores tradition med midnatsbadet.

 Den første aften siger Ole.

 Det er utroligt, at både du og Karen kan bevare sådan en flot skikkelse begge to, I er da trods alt over 30 år.

 Karen ler.

 Det er skam også svært. Vi er faktisk 37 år begge to, så vi er jo nærmere ved de 40.

 Det kan man bestemt ikke se, mor.

 Carl Christian ser fra Karen til mig.

 Nåh, man kan nu godt se, at vi ikke er seksten år mere, som jer. Men hvis man har det godt, holder man sig bedre. Jeg har da i øvrigt opdaget, at jeg har fået nogle grå hår.
 Ole ser forskrækket på mig.

 Det er da vel ikke min skyld.

 Bestemt ikke, min ven. Du og Carl Christian er med til at holde os unge, og det skal I have tak for.

 Vi er kommet op af vandet og er på vej op mod sommerhuset under denne samtale. Uvilkårligt rækker jeg min hånd ud mod Ole.

 Han griber den og knuger den hårdt. Så ser han over på Carl Christian.

 Bliver du jaloux, hvis jeg siger, at jeg elsker din far og mor meget højt.

 Carl Christian smiler bredt.

 Det må jeg finde mig i, det er jo ikke din skyld, er du måske jaloux på mig.

 Ole ryster på hovedet.

 Nej, jeg er bare så lykkelig over at være sammen med jer tre.

 Han slipper min hånd og griber Carl Christians og Karens hænder.

 Uh, hvorfor har man ikke tre hænder.

 Jeg ser på ham.

 Jeg tror godt, at vi forstår dig alle tre. Lad os sætte os lidt på terrassen, inden vi drikker kaffe, der er noget, jeg gerne vil tale med jer om.

 Både Karen og drengene ser forbavsede på mig.

 Jeg kom til at tænke på, om vi ikke skulle invitere din mor og dine brødre herop en dag. Karen og jeg talte om det i eftermiddags. Hvad mener I to om det.

 Ole ser mig forskrækket lige i øjnene.

 Er I blevet trætte af mig, så I håber, at jeg snart flytter hjem til mor igen.

 Du misforstår mig, min dreng. Både Karen og jeg vil gerne have dig boende også i hele din gymnasietid, og det er jeg sikker på, at Carl Christian også ønsker. Men vi ville gerne give din mor og dine brødre en rar oplevelse, desuden ville vi gerne have, at du fik et bedre forhold til din mor, både for hendes, men især for din skyld.

 Nej Ole, jeg mener det virkelig.

 Hans ansigt er blevet helt blegt.

 Kom herover og sæt dig hos mig.

 Tøvende sætter han sig. Jeg lægger bege arme om ham og knuger ham ind til mig. Jeg kan mærke, at hans hjerte hamrer.

 Ole, du må stole på mig, når jeg siger, at både Karen og jeg elsker dig. Vi vil ikke gøre dig fortræd, men prøve at hjælpe dig.

 Prøv at tænke over det. Vi vil under ingen omstændigheder invitere dem, hvis du ikke bryder dig om det og helst vil være fri.
 Carl Christian har rejst sig og slår armene om halsen på Karen, mens han hvisker.

 Jeg skal nok prøve at tale med ham, så han forstår, at I kun ønsker at hjælpe ham.

 Et øjeblik efter går vi ind og kommer i tøjet. Lidt efter sidder vi så og drikker kaffe.

 Ole er tavs i lang tid, men omsider ser han over på mig.

 Jeg ved, at du og Karen kun vil gøre det bedste for mig., så må det også være i orden, selvom jeg ikke kan indse det i øjeblikket.

 Nej Ole, det skal ikke være med den begrundelse, at du siger ja. Hvis det så ikke lykkes rigtigt, vil du jo miste tilliden til Alex og mig. Afgørelsen skal være din, og du skal sige ja, fordi du mener det.

 Før du kan det, skal vi ikke invitere dem. Nu kan du sove på det, og så kan vi tale videre om det i morgen, hvis du synes, men kun hvis du synes. Du skal ikke presses til noget mod din vilje.

 Vi kan høre, at Ole og Carl Christian snakker længe, efter at de er kommet i seng.

 Næste morgen har drengene morgenkaffen klar på terrassen, da vi vågner.

 Da vi har sat os, og kaffen er skænket, siger Ole.

 Jeg tror, at det er en god ide, hvis mor, Jens og Tom kommer herop en dag. Carl Christian og jeg talte om det i nat. Jeg ved jo godt inderst inde, at mor kun vil mig det godt, og både hun og mine brødre kan godt fortjene at få en god dag heroppe.

 Jeg har fået så meget af jer, så burde jeg også kunne dele lidt med dem. Jeg skal nok gøre, hvad jeg kan for at lade være med at irritere mor, så vi undgår, at der bliver ballade.

 Fint, skal vi så ikke sige, at du ringer og inviterer dem og siger, at jeg kommer og henter dem, den dag I nu bliver enige om. Jeg skal også nok køre dem hjem.

 Ole ser lidt forskrækket på mig, men så smiler han.

 Ok, jeg stikker ned til købmanden og ringer, når vi er færdige med morgenmaden.

 Carl Christian går med, så de samtidig kan ordne nogle indkøb.

 Oles mor siger glad ja tak til invitationen. De vil gerne komme i overmorgen. Vi får travlt med at gøre klar til de kommer, men der er også masser af tid til at bade og slappe af.

 Jeg henter dem tidligt, så da vi kommer, er der dækket morgenbord på terrassen.

 Snakken går lidt trægt i starten, for både Ole og hans mor er bange for at komme til at sige noget, der irriterer den anden.

 Vi andre prøver at få snakken i gang, og snart går det helt godt, da de forskellige begynder at slappe lidt af.
 Oles brødre Jens og Tom på henholdsvis 12 og 10 år er meget stilfærdige. Vi er ikke i tvivl om, at de har fået ordre på at opføre sig eksemplarisk og ikke drille Ole.

 Da vi er ved at være færdige med maden, foreslår Karen, at vi går ned til vandet og soler os, så kan vi gå i vandet, når maden er fordøjet lidt om en lille times tid.

 Oles mor vil absolut hjælpe med at tage af bordet og vaske op, så jeg går ind i soveværelset og trækker i badebukserne. De fire drenge går ind på Oles og Carl Christians værelse og klæder om. Når vi så er gået ned til vandet, kan Karen og Oles mor klæde om i fred og ro.

 Jens og Tom ser nysgerrigt på Carl Christian, mens de kommer i badebukserne. Det er hans store modermærke, de har lagt mærke til.

 Så buser det ud af Tom.

 Av, hvordan har du fået sådan et stort brunt mærke der.

 Det giver et sæt i Carl Christian.

 Ole ser ud, som om han havde lyst til at myrde sin lillebror. Han ved, hvor meget det generer Carl Christian, at der bliver lagt mærke til det. Selv har han vænnet sig til det, så han slet ikke lægger mærke til det.

 Så begynder Carl Christian at le.

 Det var en dag, da Ole hældte kaffe ned ad mig.

 Da han ser Toms vantro ansigt, ler han endnu mere.

 Nej, selvfølgelig er det ikke det. Det er noget, jeg er født med, man kalder det et modermærke. Du må gerne se det rigtigt.
 Han trækker badebukserne ned, så både Jens og Tom kan se det rigtigt. Især Tom ser megert interesseret på det, så stikker han en finger frem og rører ved det.

 Gør det ondt, generer det dig.

 Ole prøver at beherske sig, da han kan se, at Carl Christian tager det med et smil.

 Kunne når han skal besvare dumme spørgsmål om det, din odder.

 Jens ser lidt forskræmt fra den ene til den anden.

 Skal vi ikke holde fred. Tom spurgte ikke for at genere, men fordi han er nysgerrig.

 Carl Christian smiler fra Jens til Tom.

 Lad os nu bare gå ned til vandet, far er sikkert også klar. Jeg er ikke sur på dig Tom, det er helt i orden.

 Vi følges nu ad ned til vandet og lidt efter kommer Karen og Oles mor, Tove.

 En god halv time senere går vi så i vandet. Tom svømmer ikke så godt, og det er han lidt ked af, da han ser, hvordan de andre boltrer sig.

 Carl Christian har lagt mærke til det, så lidt efter fanger han Tom.

 Skal jeg hjælpe dig med at komme til at svømme lidt bedre.
 Toms ansigt lyser op i et stort smil.

 Vil du virkelig det, så er du altså slet ikke sur på mig.

 Carl Christian ler.

 Nej da, selvfølgelig er jeg ikke det, du spurgte mig jo ikke for at genere mig.

 Tom slår armene om hans hals.

 Uh altså hvor er du flink.

 Lidt efter er de så i fuld sving.

 Jens ser lidt misundeligt på dem, så ser han forsigtigt på Ole.

 Vil du godt lære mig at dykke.

 Selvfølgelig vil Ole det.

 Karen og Tove er omsider gået op og har lagt sig på stranden. Lidt efter går jeg også op og lægger mig ved siden af dem, og snart går snakken godt.

 Det lader til, at Tove er begyndt at slappe af og nyde tilværelsen.

 Pludselig ser hun på Karen.

 Hvor må I dog være nogen lykkelige mennesker, ellers ville I ikke kunne gøre andre så glade.

 Se bare, hvor alle fire drenge nyder at være sammen og have det rart med hinanden.

 Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt Ole le i mange år. Han har heller ikke spor imod at lege med sine brødre nu, lader det til. Det har han ikke brudt sig om før, da irriterede de ham bare. Men jeg er også klar over, at han har fundet en helt enestående ven i Carl Christian.

 Jens er nu klatret op på Oles skuldre og Tom på Carl Christians skuldre, og så kæmper de en drabelig kamp om, hvem der først kan få de andre væltet.

 Omsider bliver de dog trætte og kommer ind og smider sig ved siden af os andre.

 Ole har lagt sig ved siden af sin mor.

 Lidt tøvende siger han.

 Du, mor. Jeg har opdaget, at jeg faktisk godt kan lide både Jens og Tom. Det er dejligt, synes jeg.
 Så ruller han sig om mod hende og giver hende et kys.

 Og jeg holder faktisk også meget af dig.

 Tove smiler stille og giver også Ole et kys.

 Det er gensidigt min dreng, det har jeg også fundet ud af.
 Carl Christian og jeg går op til sommerhuset for at gøre frokosten klar. Undervejs siger han.

 Det er vel nok dejligt at se, at de er begyndt at komme bedre ud af det med hinanden. Det var ellers lige ved at gå galt, da Tom spurgte mig ud om mit modermærke. Heldigvis generede det mig ikke at lade ham og Jens ser det rigtigt, jeg kunne endda le ad det, mens Ole så ud, som om han havde lyst til at myrde sin lillebror.

 Jens prøvede straks at glatte ud, og så gik det heldigvis i orden.

 Jeg lægger en arm om nakken på ham.

 Jeg er overbevist om, at du har din store andel i at det går godt, men hvis dit modermærke generer dig, kan vi da prøve, om det kan fjernes ved en plastisk operation.

 Nej, bestemt ikke, det vil være alt for dyrt, der er ingen grund til at ofre penge på sådan en bagatel.

 Jeg smiler til ham.

 Ja ja, tilbuddet står ved magt, hvis du ændrer mening, når du f.eks. træffer en sød pige en dag.

 Han rødmer lidt.

 Hvis en pige føler sig generet af det, er hun ikke den rigtige pige for mig.. Mor har da aldrig følt sig generet af det, hun elsker mig jo, som jeg er, og det ved jeg også, at du gør.

 Jeg nikker.

 Det er nok fordi vi sætter større pris på indholdet end på indpakningen.

 En halv time senere er frokosten klar og Carl Christian løber så ned og henter de andre.

 Nu er der ingen besvær med at snakke sammen mere, så vi har en hyggelig og fornøjelig frokost.

 Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at Tom er meget begejstret for Carl Christian. Han ser på ham det meste af tiden med et beundrende blik.
 Efter frokosten tager vi en lille hvil, mens drengene er gået ned til vandet igen.

 Ole er faldet helt til ro nu, og han og Carl Christian laver rigtig sjov med Jens og Tom, så gang på gang kan latteren høres helt op til os.

 Sidst på eftermiddagen er vi ude og bade igen, men omsider går vi op og spiser til aften.

 Mens vi sidder og spiser, sukker Jens dybt.

 Hvor har det dog været en dejlig dag, men hvorfor varer det gode så kort.

 Det får os til at snakke om tiden. Hvad der får den til at føles lang, og hvornår den føles kort.

 Så siger Karen.

 I kunne måske tænke jer at blive her nogle dage.

 Tove smiler.

 Ja, hvem kunne ikke det. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Jeg skal jo også hjem på arbejde i morgen, og I kan da heller ikke have plads til drengene.

 Karen rømmer sig.

 Jeg vil ikke sætte jeres næser op efter noget uopnåeligt, men hvis I må for jeres mor, så kunne vi vel nok finde en plads til jer to.

 Både Jens og Tom ser bedende på deres mor.

 Karen fortsætter med et smil.

 Ja, nu får jeg nok øretæver, for jeg har hverken talt med Alex, Ole eller Carl Christian om det.

 Ja, og nu kan vi ikke være bekendt at sige nej.

 Carl Christian blinker leende til Ole.

 Han ser alvorligt over på sin mor.

 Hvis du helst ikke vil være alene hjemme, så kan jeg tage med dig, så de to kan blive her et par dage, for det tror jeg meget gerne, at de vil. På den måde bliver der også bedre plads.

 Tove ryster på hovedet.

 Nej, det skal du ikke, min dreng. Jeg ved, at du også gerne vil være her, og det forstår jeg godt nu. Jeg skal nok klare mig.

 Hun ser over på Karen.

 Når I ikke kan holde til dem mere, sender I dem bare hjem med bussen.

 Vil det sige, at vi virkelig må blive her et par dage.

 Ja, hvis Karen og Alex virkelig mener, at de kan holde til det.

 Da jeg kører Tove hjem, siger hun.

 Det er vidunderligt at være sammen med sådan nogle mennesker som jer. Tusind tak, fordi I vil tage jer af drengene et par dage. Jeg har mødt en mand, som jeg gerne vil lære bedre at kende. Det er nemmere, når drengene ikke er der i første omgang. Selvfølgelig skal de da også synes om ham, hvis det skal blive til mere, men jeg synes, at det er vigtigt, at jeg først får lejlighed til at gøre min egen stilling op.

 Det kan jeg kun give hende ret i, og jeg ønsker hende held og lykke med det, samtid med at jeg lover, at vi nok skal tage os godt af drengene.

 Hun ser alvorligt på mig.

 Det ved jeg, at I vil, de vil aldrig kunne være et bedre sted end hos jer.

 Jeg kører så tilbage til sommerhuset.Det er ikke fri for, at jeg er ved at være lidt træt, men heldigvis varer det ikke så længe, før jeg er fremme.

 Karen har været ved at snakke med drengene om, hvordan sengeproblemet bedst kan løses, og de er blevet enige om, at de godt kan sove to i hver seng.

 Ole og Jens deles så om den ene seng og Carl Christian og Tom om den anden.

 Carl Christian ser nøje på mig, da jeg kommer ind.

 Du ser træt ud far. Så vil du vel ikke med i vandet i aften.

 De andre er blevet tavse og ser uvilkårligt også på mig.

 Karen nikker til mig.

 Nej, vi to gamle må hellere blive her oppe i aften og hvile os lidt, men I fire må godt gå i vandet, hvis I to store passer godt på de to andre.

 Småsnakkende går de ind på værelset for at klæde sig af.
 Da Jens og Tom vil til at tage badebukserne på, siger Ole.

 Nej, midnatsbadet er uden tøj.

 Jens ser overrasket på ham.

 Vil det sige, at I bader uden tøj om aftenen. Jamen kan man det. Hvad med Alex og Karen, hvad siger de til det.

 Carl Christian smiler.

 De siger, at det er i orden. Der er jo ingen der ser andet, end det Vorherre har skabt, så det behøver man ikke at være flov over.

 Tom ler.

 Vi har da så tit set hinanden uden tøj på, hvorfor skulle vi så ikke også kunne bade sammen uden tøj på.

 Ole ser på Jens og giver ham et klap på skulderen.

 Det der skal du ikke være ked af, lillebror., sådan havde jeg det også første gang, men Karen sagde, at det var helt naturligt, så det var ikke noget at skamme sig over.

 Lidt efter er de så klar til at gå ned til vandet.

 Inden de går, kommer Ole helt hen til mig og ser mig lige i øjnene.

 Du er ikke syg, vel.

 Jeg smiler varmt til ham.

 Nej, min ven, men som jeg før har sagt, så er jeg ikke 15 – 16 år mere. I morgen skal jeg nok gå med i vandet igen, det lover jeg.

 Jens og Tom har sneget sig genert gennem stuen ud på terrassen, hvor de venter på Ole sammen med Carl Christian.

 Da han kommer, løber de alle fire ned til vandet. Et øjeblik efter plasker de rundt og morer sig med at fange hinanden.

 Jens og Tom får også lige en tur på skuldrene af de to store, og så udkæmpes der en drabelig kamp om, hvem der kan blive siddende længst på sin stridshest.

 Omsider er de klar til at gå op til sommerhuset igen. Da de kommer op på terrassen står Karen og jeg og tager imod dem. De får et knus hver af os begge to, inden de kravler til køjs, men snart er der ro. Drengene er trods alt godt trætte.

 Næste dag hygger vi os rigtigt sammen. Vi er i vandet et par gange, og min træthed er heldigvis væk efter en god nats søvn.

 Ole er faktisk meget glad for begge sine brødre, selvom han retter på dem af og til. Især Tom kan være noget støjende, mens Jens er meget stilfærdig. Det virker næsten, som om han ikke rigtig tør glæde sig og gå med på de andres narrestreger.

 Karen og jeg er blevet enige om at beholde badetøjet på til midnatsbadet af hensyn til Jens og Tom, som måske ikke rigtigt ville synes om det andet.

 Da vi har været i vandet, kommer Jens stilfærdigt hen til mig.

 Må jeg godt få lov til at tale lidt alene med dig.

 De andre går op på terrassen, mens Jens og jeg sætter os sammen nede ved vandet. Vi sidder lidt i tavshed. Jeg er klar over, at der er et eller andet, der trykker ham. Jeg kan se på ham, at det er svært at få begyndt.

 Vi har sat os ved siden af hinanden, men så vender han sig halvt om mod mig.

 Må jeg godt få lov til at sidde hos dig.

 Stille rækker jeg armene frem og trækker ham forsigtigt ind til mig.

 Han sukker dybt og putter sig helt ind til mig, mens han læner sit hoved mod min skulder.

  Jeg holder så meget af dig, men er det forkert, at vi går ud og bader sammen uden tøj, det har jeg spekuleret meget over.

 Nej, hvad forkert skulle der være i det, hvis du ikke synes om det, kan du jo tage dine badebukser på i morgen aften.

 Jo, jeg synes godt om det, det er jo det, der er det gale ved det. Jeg føler jo, at jeg kommer meget nærmere på de andre, når vi ikke har tøj på, og det føles så rart, men er det ikke forkert at komme så tæt på andre drenge.

 Jeg tror godt, at jeg forstår, hvad du mener. Men jeg kan da fortælle dig så, at både Karen og jeg også bader uden tøj om natten og har gjort det sammen med Ole og Carl Christian mange gange. Vi synes, at det giver os en tryghed at kunne komme hinanden så nær.

 Det synes vi ikke, at der er noget forkert i. Når vi ikke badede uden tøj her i aften, var det,  fordi vi ikke vidste, om du og Tom ville bryde jer om det. Vi vil jo ikke forskrække jer, men hvis jeg kan overbevise dig om, at der ikke er noget galt i det, så lad os to gå i vandet sammen nu, så tager jeg mine badebukser af så længe.

 Den kærlighedserklæring, jeg læser i Jenses blik, er ikke til at tage fejl af.

 Lidt efter går vi ud i vandet med hinanden i hånden. Da vi når så langt ud, at vi næsten ikke kan bunde, slår Jens armene om min hals.

 Tusind tak, Alex, nu ved jeg, at der ikke er noget forkert i det, det kan jeg jo tydeligt mærke.
 Da vi lidt efter kommer ind på strandbredden igen, tager jeg lige mine badebukser på igen, og med en arm om hans skulder følges vi ad op til sommerhuset.

 Oppe på terrassen står kaffen på bordet. Tom sidder på skødet af Karen. Da jeg sætter mig, ser Jens lidt genert på mig.

 Må jeg godt, eller synes du, at jeg er for stor til det.

 Jeg nikker til ham med et lille smil.

 Kom du bare, så længe du har lyst, er du ikke for stor.

 Hurtigt sætter han sig hos mig.

 Ole ler.

 Hvad siger du Carl Christian. Vil du sidde på skødet hos mig, eller må jeg sidde hos dig.

 Carl Christian ler også.

 Sæt du dig bare hos mig, lille ven, jeg er trods alt den største af os to.

 Det varer dog ikke ret længe, før Ole sætter sig over på sin stol igen.

  Så siger Carl Christian.

 I burde i grunden have en masse børn, for hvor klæder det jer med et barn på skødet.. Og så ved jeg endda af erfaring, at ingen steder føler man sig mere tryg.

 Karen smiler til ham.

 Jeg tror nu, at vi klarer os med dig og med dem, du slæber med. Mit ene ben sover, så nu må I vist også hellere se at komme i seng.

 Tom ser lidt forskrækket på hende, men smiler glad, da han får et lille knus og et kys.

 Jens ser på mig med blanke øjne.

 Tusind tak for en helt vidunderlig dag.

 Han hvisker det ind i mit øre og får et lille knus til gengæld.

 Lidt efter ligger drengene i deres senge, de har dog byttet, så Tom ligger hos Ole og Jens ligger hos Carl Christian. Vi har aftalt, at de skal hjem i overmorgen, så de har en hel dag mere.

 Næste dag virker Jens meget gladere, selvom både han og Tom er kede af, at feriedagene hos os er ved at være slut.

 I dagens løb får jeg endnu en lille snak med Jens, som siger.

 Jeg har på fornemmelsen, at mor er ved at finde en ny mand. Tror du, at han vil synes om Tom, Ole og mig.
 Jeg nikker.

 Jeg er overbevist om, at din mor ikke vil gifte sig, eller  for den sags skyld i det hele taget komme sammen med en mand, uden at han synes om jer, og I synes om ham.

 Han ser på mig.

 Bare han er lige som dig, som må mor for min skyld gerne gifte sig igen.

 Jeg kan ikke lade være med at le, men spørger så.

 Har du snakket med Tom og Ole om det.

 Ja, Tom og jeg har snakket om det, men vil du ikke godt prøve at snakke med Ole, for det kan du vidst bedre. Hvis Ole kunne komme til at synes om ham, ville han måske flytte hjem igen.

 Og det ville du gerne have.

 Ja, meget gerne.

 Ok, jeg skal nok snakke med ham. Vi vil ganske vist komme til at savne ham, når han flytter, ikke mindst Carl Christian, men I har jo trods alt første ret på ham.

 Jens ser på mig.

 Tror du, at Carl Christian bliver meget skuffet og ked af det, hvis Ole flytter hjem til os igen. Det ville være synd, for ham holder jeg jo også meget af.

 Jeg smiler.

 Det klarer Carl Christian nu nok, for ham er det væsentligste, at Ole har det godt.

 Jens ryster på hovedet.

 Hvordan bærer man sig dog ad med at få sådan en ven.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Ved selv at være en god ven, så jeg er sikker på, at det også nok skal lykkes for dig.

 Om aftenen, da vi skal i vandet, siger Karen.

 Har I noget imod, at Alex og jeg går i vandet uden tøj i aften, lige som jer.

 Tom ser måbende på hende og småfniser så.

 Jens ser over på mig, så lyser hans ansigt op i et stort smil.

 Vil I virkelig det.

 Jeg giver ham et klap på skulderen.

 Ja, min ven, hvis I ikke har noget imod det.

 Nej, nej, bestemt ikke, tværtimod, vel Tom.

 Tom er blevet rød i hovedet. Han nikker bare.
 Drengene står ude på terrassen og venter på os, da vi kommer ud. Både Jens og Tom ser intenst på os, da vi kommer.

 Karen smiler.

 Ja, sådan ser vi altså ud uden badetøj, forskellen er ikke så stor, vel.

 Så følges vi ad ned til vandet.

 Karen har Ole og Tom på hver sin side, og jeg har Jens og Carl Christian.
 Snart plasker vi rundt og leger tagfat. Drengene jubler og morer sig dejligt.

 Omsider går Karen og jeg op og sætter os på strandbredden og snakker, mens drengene bliver i vandet lidt endnu.

 Da de omsider bliver trætte, kommer de ind til os, og snart efter følges vi så ad op til sommerhuset.

 Da vi kommer op på terrassen ser Tom på Karen med store øjne.

 Sådan noget troede jeg slet ikke, at man kunne.

 Karen ler.

 Hvorfor ikke.

 Tom ser lidt forvirret ud, så mumler han.

  Det troede jeg ikke, at man måtte. Hvad nu, hvis der også havde været piger. Jamen du er da en slags pige.

 Karen sætter sig og tager Tom på skødet.

 Synes du, at det er meget slemt. Nu skal du høre. Nogle voksne mennesker mener, at sådan noget er forkert, men Alex og jeg synes ikke, at der er noget forkert i det.

 Vi er jo kun os selv, og vi kender hinanden godt, ikke.-

 Vores princip er, at man ikke skal gøre noget, hvis man synes, at det er forkert. Jeg håber ikke, at du synes, at det her var forkert, for det ville jeg være meget ked af.- Vi har ikke villet presse jer til noget, I ikke syntes om.

 Jens står lænet op ad mig med sin ene arm om min nakke.

 Det kan da ikke være forkert, når det gør en glad, vel Ole.

 Fuldstændig rigtigt, lillebror. Vi har ikke været vant til at være så tæt på vores far og mor, derfor finder vi det måske mærkeligt i starten. Men jeg ville meget nødigt have undværet bare en eneste af de gange, vi har været i vandet sammen.

 Det har givet mig et begreb om, hvad kærlighed og tryghed er. Jeg er sikker på, at Carl Christian mener det samme.
 Helt bestemt. Far og mor har givet os noget, som ingen andre kunne have givet os bedre.

 Tom slår armene om halsen på Karen.

 Åh, jeg er så glad, så glad for dig.

 Jens har listet sig op på mit skød. Han ser mig lige i øjnene. Så hvisker han.

 Jeg elsker dig, det må jeg godt sige, ikke.

 Jeg smiler og klemmer ham lidt.

 Det er gensidigt, min ven.

 Da vi har drukket kaffen, går vi omsider i seng. Karen har bestemt sig for at køre Jens og Tom hjem næste dag.

 Hun vil gerne have en snak med Tove, dels om vores badning, men også om den mand hun påtænker at komme sammen med.

 Så over middag kører de, men Ole, Carl Christian og jeg hygger os sammen. Både Jens og Tom har fået knus af os, inden de kørte.
 Jens havde set op på Carl Christian.

 Det er næsten, som om vi havde to storebrødre.

 Carl Christian smiler bredt og ser på Ole.

 Det var da vist ment positivt.

 Da de er kørt, får jeg så lejlighed til at forberede Ole på, at hans mor påtænker evt. at finde en ny mand, og jeg er glad for, at vi har Carl Christian med i snakken.
 Det viser sig imidlertid, at Ole slet ikke er så vanskelig at overbevise.

 Han er nået så vidt nu, at han kun ønsker sin mor det bedste, men han er noget skeptisk over for muligheden for at flytte hjem, hvis hans mor gifter sig igen.

 Hen på aftenen kommer Karen hjem igen. Hun har haft en god snak med Tove og har fået lov til at forberede Ole på, hvad det er for en mand, hendes mor har fundet.

 Karen vil dog gerne diskutere det grundigt igennem med mig, før hun fortæller Ole noget.
 Da vi omsider skal i seng efter vores aftensbad, siger Ole.

 Er det ikke mærkeligt. Jeg synes næsten, at jeg savner Tom og Jens lidt. Der er blevet så stille efter at de er taget afsted. Jeg har opdaget, at jeg faktisk godt kan lide dem begge to.

 Carl Christian smiler og blinker til ham.

 Nå, og så er vi andre måske ikke noget værd mere.

 Ole ser forbløffet på ham. Så begynder han at le.

 Jamen det er jo jeres fortjeneste.

 Så fortsætter han alvorligt.

 Nogen bedre venner end jer får jeg jo aldrig. Skulle jeg vælge mellem dem og jer, valgte jeg helt afgjort jer. I har givet mig en tilværelse, der er værd at leve og bygge sin fremtid på. Den havde jeg aldrig fået uden jer. Jeg havde heller aldrig lært at sætte pris på min mor og mine brødre, hvis I ikke havde fået mig overtalt til, at de kom her op.

 Stille siger Karen.

 Vi er altid til rådighed, når du har brug for os, min dreng, hvor du end er. Husk det.

 Ole giver hende et knus.

 Ja, og tak for det, lille plejemor.

 Lidt efter går vi i seng og sover snart trygt.

 Ved morgenbordet begynder Karen så at fortælle lidt om den mand, som Tove har mødt.

 Pludselig smiler hun.

 Du kender faktisk allerede lidt til ham.

 Ole ser overrasket på hende.

 Hvordan det, hvem er han.

 Karen trækker vejret dybt.

 Det er måske forkert af mig at fortælle det, men jeg tror, at du er gammel nok og fornuftig nok til at forstå det.

 Det er den mand, som jeg forsvarede i den håbløse sag, vi tabte, ham jeg fortalte jer om.

 Ole er blevet meget bleg, man kan se, at følelserne kæmper i ham. Så slapper han pludselig af igen.

 Jeg har dit ord for, at du tror, at han blev uskyldig dømt.

 Ja, min dreng, det har du. Han har selv fortalt din mor sin historie, også at det var mig, der forsvarede ham, så jeg har haft en lang snak med din mor. Hun stoler på ham, det vil betyde meget for ham, hvis du også kan vise ham tillid.

 Hvad siger Jens og Tom.

 De kan godt lide ham, men de har kun mødt ham en gang endnu. Søren vil gerne selv fortælle dem det, når de har lært hinanden lidt bedre at kende.

 Ole ser tankefuldt fra Karen til mig og derefter over på Carl Christian.

 Vil du med ned til vandet, jeg vil gerne snakke lidt med dig.

 En times tid efter kommer de tilbage.

 Ole ser på Karen.

 Jeg stoler på dig, for du har aldrig før svigtet min tillid. Jeg vil gerne lære ham at kende. Havde han ikke en søn, hvor gammel er han nu.

 Karen giver ham et knus.

 Jeg vidste, at jeg kunne stole på dig, min ven. Jesper må, så vidt jeg husker være et halvt års tid ældre end dig.

 Søren syntes, at det var i orden, at jeg fortalte dig om ham, da jeg nu havde fortalt jer om retssagen.

 Han smilede til mig, da han sagde.

 Jeg kunne ikke få nogen bedre forsvarer, heller ikke over for Ole. Det var ikke din skyld, at jeg blev dømt, det var avisernes skyld, det er jeg sikker på.

 Carl Christian ser over på mig.

 Kunne vi ikke invitere dem herop på lørdag, både Tove, Jens, Tom og Søren og Jesper. Jeg vil også meget gerne lære dem at kende.

 Jeg kan ikke lade være med at le, for Karen og jeg har netop talt om det.

 Karen smiler.

 Jo, det kan vi helt bestemt, men så må I to hjælpe med maden og serveringen, for det kan jeg ikke klare alene til så mange mennesker.

 Selvfølgelig. Du finder ud af, hvad vi skal have, så ordner Ole og jeg resten. Du skal da også mærke, at du har ferie.

 Ole ser lidt betænkelig ud.

 Bliver det ikke for dyrt, jeg har jo allerede kostet jer mange penge.

 Karen smiler til ham.

 Nej, min ven, det skal vi nok klare. I kan jo evt. få vandgrød resten af ferien.

 Carl Christian ler højt.
 
Er hun ikke pragtfuld, mage til mor findes simpelthen ikke.

 Da de kommer om lørdagen, er jeg meget spændt på, hvordan det vil gå. Man kan også tydeligt mærke på Tove, at hun er meget nervøs.

 Det viser sig dog hurtigt, at det er der ingen grund til.

 Ole giver Søren et kraftigt håndtryk og ser ham lige i øjnene.

 Jeg glæder mig til at lære dig rigtigt at kende. Karen har fortalt så meget godt om dig.

 Også Jesper får et kraftigt håndtryk, og han klemmer igen.

 Ole smiler bredt.

 Dig tror jeg godt, at jeg kan blive gode venner med, Jesper.

 Tove får lige et hurtigt knus og Jens og Tom får et dask over nakken, og så skynder Ole sig ud i køkkenet igen, så Carl Christian også kan komme ud og hilse på gæsterne.

 20 minutter efter er maden på bordet. Drengene har insisteret på at klare maden selv.

 Med et svedent grin siger Carl Christian.

 Og så blev vi enige om, at Tom og Jens klarer opvasken.

 Snakken går meget stilfærdigt i starten. Drengene bliver rost for maden.

 Da vi er færdige med at spise, hjælper Jens og Tom med opvasken, mens Ole, Carl Christian og Jesper går en lille tur for at lære hinanden lidt at kende.

 Det viser sig, at de har mange fælles interesser, så de har slet ikke svært ved at snakke sammen.

 Da de kommer tilbage, bliver vi enige om, at nu må vi hellere se at komme ned og bade alle sammen.

 Vi klæder om i hold, og snart er alle på vej ned mod vandet.

 Da vi har badet et stykke tid, spørger Ole, om Søren har lyst til at gå en lille tur, så de kan snakke sammen i fred og ro.

 Jesper og Carl Christian bliver ude i vandet sammen med Jens og Tom, mens Karen, Tove og jeg lægger os på strandbredden og tager solbad.

 Det viser sig, at Jesper gerne vil hjælpe Jens med dykningen og Carl Christian lærer så Tom forskellige måder at svømme på, så han bliver helt god til det.

 En halv time senere ser vi Søren og Ole komme gående hen ad stranden, tilsyneladende i ivrig diskussion. Søren har sin venstre hånd på Oles skulder, og man kan tydeligt se, at de synes godt om hinanden.

 Karen prikker til Tove, der får tårer i øjnene, da hun ser dem komme gående sammen.

 Da de lidt efter sætter sig hos os, siger Ole med et stort smil.

 Du har en god smag, mor. Søren er alle tiders, og han er slet ikke spor svær at snakke med.

 Søren smiler også.

 Ja, men så kan jeg vist også sige, at du også har været heldig med din ældste søn, ham kan du godt være bekendt.

 De andre fire kommer nu op af vandet og ryster sig, så vandet sprøjter ind over os.

 Ole farer op.

 Uh, sikke nogle grise. Det fortjener de en dukkert for, ikke Søren.

 Lynhurtigt snupper Ole Tom, mens Søren fanger Jens. De bærer dem et godt stykke ud i vandet og smider dem så, mens Jesper og Carl Christian står og griner af dem.

 Er det så vores tur nu.

 Søren smiler.

 Nej, man skal kende sin begrænsning, men vi kan jo se, hvem af os der først kommer ud til den pæl og tilbage igen.

 Det lader drengene sig ikke sige to gange, og så er der ellers svømmekonkurrence.

 I lang tid ser det ud, som om de er næsten lige hurtige, men på tilbagevejen sætter Søren pludselig farten ekstra op, så han kommer først ind, mens drengene kommer ind næsten samtidig.

 Jens og Tom har stået ind på strandbredden og heppet, og vi andre har også rejst os for at se på.
 Da de er kommet op af vandet, slår Ole Søren på skulderen.

 Sikken en kondi du har, dig vil jeg nødigt op at slås med, men det tror jeg nu heller aldrig bliver nødvendigt

 Søren nikker.

 Det tror jeg heller ikke, min ven.

 Vi går så op til sommerhuset for at drikke kaffe, og nu går snakken fint.

 Gæsterne vil køre uden aftensmad, men Karen insisterer på,  at de bliver og får et stykke mad med, inden de kører.

 Ole og Carl Christian skynder sig ud i køkkenet for at gøre maden klar. Jesper går med for at hjælpe, og så kan de også snakke samtidig.

 Jesper ser på de to andre.

 Er det rigtigt, at I to ved, hvad far har været igennem.

 Carl Christian nikker.

 Ja, mor har fortalt os det hele. Hun har også overbevist os om, at han blev uskyldig dømt. Hun siger, at det bedste man kan give ham, er sin fulde tillid.

 Ole ser alvorligt på Jesper.

 Ja, sin fulde tillid og kærlighed. Og det er slet ikke spor svært. Karen og Alex har lært mig det, og jeg er helt overbevist om, at han er det værd. Det må du gerne fortælle ham, at jeg har sagt.
 Mor har nogen gange været noget hysterisk, men det har nok i høj grad været min skyld. Men din far bliver ikke snydt, hvis de to en dag gifter sig, og jeg ville blive meget glad for det. Sådan en far vil jeg gerne have.

 Jeg kender jo ikke dig så godt endnu, men alligevel tror jeg, at du kan blive en god bror, både for Tom og Jens, men også for mig.

 Jeg tror også, at du vil få en god ven i Carl Christian her, lige som jeg har fået det.

 Carl Christian smiler.

 Forærer du mig væk. Spøg til side, jeg vil også gerne være dig en god ven. Jeg tror, at vi tre kan få det fint sammen.

 Jesper rækker dem en hånd hver, som de giver et fast håndtryk, og så går de ind med maden.

 Efter aftensmaden hvisker Carl Christian til Karen.

 Må Jesper ikke få lov til at blive her, bare til i morgen. Ole vil meget gerne lære ham bedre at kende, men han vil ikke spørge om det, fordi han synes, at han allerede har været til for meget besvær, både med sig selv og sin familie.

 Karen smiler.

 Tror du, at Jesper bryder sig om vandgrød. Selvfølgelig må han blive, hvis han har lyst, men hvad med soveplads. Vi har jo ikke flere senge, og I kan vel dårligt være to i en seng i jeres størrelse.

 Det kan vi sagtens klare mor, ellers vil jeg gerne ligge på gulvet.

 Da de skal til at køre, siger Carl Christian.

 Må Jesper godt blive her til i morgen, hvis han da har lyst. Har du det, Jesper.

 Jesper ser over på Søren, der nikker med et lille smil.

 Det er i orden for mit vedkommende, men hvad med nattøj, sengetøj og rent tøj til i morgen, og du er jo også dyr at have på kost.

 Jesper rødmer, men Karen smiler.

 Det klarer vi nok alt sammen, hvis du har lyst, min ven. Men hvad siger du til, at den måske står på vandgrød de kommende dage.

 Jesper ler højt.

 Jeg elsker vandgrød, så det er ikke noget problem.
 Da vi har sendt de andre af sted, sætter vi os på terrassen og snakker.

 Jesper skal også begynde i gymnasiet efter ferien, så drengene bliver hurtigt enige om, at det vil være en god ide at læse lektier sammen, i det mindste nogle gange om ugen.

 Ole ser over på mig.

 Jeg tror gerne, at jeg vil prøve at flytte hjem, når vi kommer tilbage efter ferien. Nu tror jeg på, at det vil komme til at gå godt. Takket være dig og Karen, ja og Carl Christian naturligvis.
 Hvis mor og Søren bliver enige om at flytte sammen, og måske endda gifte sig en dag, så får jeg selv en rigtig familie igen, og behøver ikke at misbruge jeres gæstfrihed mere. Men jeg vil meget gerne komme og besøge jer en gang imellem, stadigvæk.
 Du har bestemt ikke misbrugt vores gæstfrihed. Vi vil komme til at savne dig, når du flytter hjem, så du må endelig komme, så tit du har lyst. Vi glæder os over, at du igen har fået lyst til og mod på at bo hjemme. Det andet var trods alt kun en nødløsning. Det rigtige må være, at du bor hos din mor  og sammen med dine små brødre, som vist har savnet dig en del, når det kommer til stykket.

 Karen og jeg ved ikke rigtig, om vi skal gå med i vandet om aftenen, da drengene går ind for at klæde om. Vi beslutter at vente og se, om drengene spørger os.

 Da drengene er kommet af tøjet, ser Ole og Carl Christian på hinanden. Jesper er ved at tage sine badebukser på.

 Ole ser på ham og siger lidt tøvende.

 Ville du bryde dig om at bade uden badebukser i aften, sammen med os. Det plejer Carl Christian og jeg at gøre her om aftenen, men hvis du ikke bryder dig om det, tager du bare badebukserne på, og du må endelig sige, om du synes, at vi også skal tage vores på, for så gør vi selvfølgelig det.

 Jesper sidder med badebukserne trukket halvt op. Han tøver et øjeblik, så smiler han pludselig et glad smil.

 Jeg kom bare til at tænke på noget, men det her er jo frivilligt, og så gør det ikke noget.

 Han tager badebukserne af igen og fortsætter.

 Jeg vil godt fortælle jer, hvorfor jeg tøvede lidt. Jeg havde den her søster, som I har hørt om.  Hun og hendes veninde ville drille mig, fordi jeg var så genert. De trak bukserne af mig, selv om jeg strittede imod, og så stod jeg der i bar skjorte og strittede med hvad jeg havde, for veninden havde lige lavet strip tease for at gøre mig ekstra genert. Det var den veninde, der var skyld i, at far blev dømt, selvom han var uskyldig.
 Ole lægger en hånd på hans skulder.

 Jeg lover dig højt og helligt, at ingen af os nogensinde vil gøre dig eller din far fortræd, men hvis du befinder dig bedst med badebukser på, skal du bare tage dem på, og det kan Carl Christian også gøre, hvis du synes.

 Nu smiler Jesper over hele hovedet.

 Nej, sammen med jer har jeg bestemt ikke noget imod at bade uden badebukser. Går dine forældre også i vandet uden tøj her om aftenen.

 Carl Christian ler.

 Ja, hvis jeg giver dem lov, synes du, at jeg skulle det.

 Selvfølgelig, dem er jeg jo også helt tryg ved. Jeg ved, at de aldrig ville drømme om at gøre mig fortræd.

 Drengene står og venter på os ude på terrassen, mens vi kommer af tøjet, og så følges vi ad ned til vandet.

 Det er helt blikstille og lunt i vejret. Månen skinner, og vi nyder rigtig at være i vandet.
 Da vi en halv times tid senere følges ad op til sommerhuset, tager Jesper stilfærdigt min hånd og klemmer den.
 Nu tror jeg på, at man kan være fuldkommen lykkelig.
 Karen og jeg får et knus af hver af drengene, inden de går i seng.

 De har stillet sengene sammen og med hjælp af hynder fra terrassen, har de fået det ordnet, så de kan ligge der alle tre med Jesper i midten.

 Næste dag må Jesper så hjem igen, men jeg får et kraftigt håndtryk og Karen får et kys og et knus, inden han går ned til bussen.

 Næste dag får vi et telegram fra Torben.

 Tvillinger.Dreng og pige. Alle har det godt. Eva og Torben.

 Vi ringer selvfølgelig derover og ønsker tillykke og får så samtidig en invitation til barnedåb  den 5.september.

 De vil gerne have Ole og Carl Christian som faddere, og det er de selvfølgelig stolte over.
 Da vi kommer tilbage fra sommerhuset, flytter Ole så hjem.

 Vi savner ham faktisk, men nok mest Carl Christian, men vi er trods alt alle tre glade for, at han nu synes om at bo der hjemme igen. Der går nu heller ikke mange dage, uden at han er et smut hjemme hos os.
 Carl Christian, Ole, Karen og jeg er til barnedåb, og drengene får lov til at bære hver sin tvilling.

 Eva og Torben er også glade for at høre, at Ole nu er glad for at bo der hjemme igen.
 Midt i september flytter Søren og Jesper så hen til Tove og hendes drenge, og det ser heldigvis ud til at gå fint.

 Søren har fået arbejde på en daghøjskole, og det er han glad for. Kort efter får vi så en invitation til at komme hen og besøge dem.

 Vi har en virkelig dejlig aften sammen. Det føles næsten, som om vi var en stor familie.
 Alle drengene prøver på en rørende måde at vise, hvor meget de holder af Karen og mig, uden at det dog går ud over deres forhold til Tove og Søren.
 Tove er glad og har det virkelig godt nu, og også Søren virker glad og afslappet.

 Da vi omsider kører hjem, er vi alle tre enige om, at det ser ud til, at de har det vældig godt sammen.
 Et par dage efter kommer Jesper op på mit kontor.

 Han stråler over hele hovedet.

 Jeg er så glad, og det syntes jeg lige, at du skulle have at vide. Far og Tove er blevet enige om at gifte sig. Nu får jeg ikke alene en dejlig mor, men også tre pragtfulde brødre. Jeg fik lov til at fortælle det til dig og Karen, for det er jo i allerhøjeste jeres skyld, at det lykkedes. Ole vil gerne selv fortælle Carl Christian det. Det er jo hans bedste ven, men jeg tror nu også, at han regner mig for en god ven nu, da vi er blevet brødre.

 Jeg smiler.

 Det er der vist næppe nogen tvivl om.

 Ole er også meget glad for far, men det tror jeg nu også, at Tom og Jens er. Det betyder også meget for mig, for så ved jeg, at far får det godt fremover.

 Jeg rejser mig og omfavner Jesper.
 Tak, fordi du kom og fortalte mig det. Det er dejligt, når nogen kommer og fortæller en, at de er glade. Det sker sjældent i mit arbejde, men heldigvis ikke i min fritid.

 Jesper tøver lidt.

 Tror du, at Carl Christian er ked af, at Ole er så meget sammen med mig nu. Han føler måske, at jeg tager Ole fra ham., men jeg holder virkelig meget af ham også.

 Spørg du roligt ham selv om det. Jeg tror ikke, at du har nogen grund til at være bekymret. Jeg tror, at han er meget glad på Oles vegne, men også over at han har to gode venner nu.

 Jesper smiler.

 Du er vidunderlig Alex, men nu må jeg lige ind til Karen.

 Tove og Søren får lov til at låne sommerhuset til deres bryllupsrejse. Det bliver nu kun til en week-end, men de nyder det, og drengene kan jo sagtens klare sig selv.

 Søren har fortalt Jens og Tom om sin fortid.

 Tom bliver mørkerød i hovedet af vrede, så hvæser han.

 Den dumme tøs skulle vel nok have haft en ordentlig omgang klø.

 Jens går hen og lægger armene om Sørens hals.

 Hvor må det være forfærdeligt at blive dømt for noget, man ikke har gjort. Men det havde da alligevel været værre, hvis du havde fået en dom for noget, du havde gjort. Det er godt, at du er hos os nu, så er der ingen, der skal få lov til at gøre dig fortræd mere.

 Søren ser længe på ham, så får han tårer i øjnene og giver ham et knus.

 Ja, min ven, det har du helt ret i, det havde jeg slet ikke tænkt på.

 I efterårsferien tager vi op i sommerhuset, og både Ole og Jesper får lov til at tage med.

 Vi har en god ferie, og er parate til at tage fat med friske kræfter, da vi kommer tilbage.

 I begyndelsen af december siger Carl Christian en aften, da vi skal til at gå i seng.

 Jeg har spekuleret på, at jeg gerne ville hilse på mine forhenværende plejeforældre. Nu tror jeg, at jeg er stærk nok til det. Jeg synes, at det er noget, jeg gerne vil have bragt i orden, så jeg kan komme videre og ikke behøver at tænke på det mere.
 Hvad mener I om det.

 Karen og jeg ser lidt forskrækkede på hinanden.

 Carl Christian kan ikke lade være med at smile lidt.

 Når jeg sagde stærk nok, var det ikke, fordi jeg havde tænkt mig at banke manden.. Men jeg vil gerne prøve at snakke med ham og forklare ham, at det, han gjorde, var forkert. Man kan ikke tiltvinge sig andres kærlighed, og da i hvert fald slet ikke på den måde.

 Vi snakker lidt frem og tilbage om det, og bliver omsider enige om at give ham lov. Karen er nok den, der er mest bekymret, men hun går med til det, da han lover at tage Ole og Jesper med.

 Den følgende lørdag tager de afsted om morgenen. Vi venter spændt på, at han kommer tilbage igen. Vi er enige om, at det nok er begrænset, hvad der kan ske, når han har sine to venner med.

 Alligevel synes vi, at dagen går utrolig langsomt.

 Mon han er voksen nok til at forklare manden, hvor meget fortræd, han har gjort ham. Og mon den samtale kan klare begreberne så meget, at han kan lade være med at tænke på det mere, så han kan komme videre med sit liv.

 Måske skulle en af os være taget med ham i stedet for.

 Endelig hører vi dem komme. Karen og jeg ser på hinanden. Nu får vi så svaret om et øjeblik.

  Carl Christian kommer ind med en meget bleg tolvårs dreng ved hånden. Ole og Jesper nikker bare til os og smutter så igen.

 Carl Christian trækker vejret dybt.

 Jeg har taget Jan med, jeg har lovet ham, at han kan være her, til vi finder på noget andet.

 Karen og jeg veksler et hurtigt øjekast.

 Selvfølgelig er det i orden, nu skal I få noget mad.

 Så smiler Carl Christian.

 Ja, mor, nu kan det være, at du kommer til at forsvare mig i en kidnapningssag. Jeg skal nok fortælle det hele, men jeg tror nok, at Jan gerne vil i seng, når han har spist, for han er meget træt. Jeg sætter lige en ekstra seng ind på mit værelse til ham.

 Da drengene har spist, og Jan er kommet i seng, sukker Carl Christian dybt.

 Som I sikkert har regnet ud,. Havde jeg ikke særlig held med min tur. Manden var alene hjemme med Jan, da vi kom. Vi prøvede virkelig at forklare ham, hvor forkert det var, det han gjorde, men han forstod tilsyneladende ingen ting. Han bad os bare om at skrubbe af.

 Så begyndte Jesper at snakke med meget store bogstaver. Han var pragtfuld. Han fortalte, at hans far var blevet dømt uskyldigt, for det manden bevisligt lavede, og han kunne godt garantere ham, at der kom en politianmeldelse og en fængselsdom.

 Imens fik Ole hjulpet Jan i tøjet. Lidt efter kom konen, og jeg forklarede hende så, hvad der var galt. Det var næsten det værste.

 Hun faldt fuldstændig sammen, så så hun på manden.

 Du havde lovet mig, at det var slut, da Carl Christian rejste, da havde jeg jo en anelse, men jeg ville ikke tro på, at du begyndte igen, da Jan kom. Jeg troede virkelig, at du var blevet klogere.

 Så så hun håbløst på mig.

 Hvad så nu.

 Jesper så på hende og sagde så stilfærdigt.

 Vi tager Jan med os nu, så vil Carl Christians far, der er advokat indgive politianmeldelse mod din mand. Så må han tage den straf, han fortjener.

 Da vi tog afsted, rystede Jan over hele kroppen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg selv havde haft det. Men hvor var det godt, at jeg havde Ole og Jesper med. Jeg havde ikke klaret den, hvis jeg havde været alene.

 Jeg syntes, jeg var stærk nu, det var jeg ikke, i hvert fald ikke stærk nok.

 Han sidder tavs lidt og ser fra Karen til mig.

 Var det forkert af mig at tage Jan med. Jeg syntes ikke, at jeg kunne lade ham blive der. Jeg huskede mit eget mareridt alt for tydeligt.

 Jeg sidder lidt og spekulerer.
 Fejlen er nok til dels Karens og min. Vi burde have anmeldt ham allerede den gang, men ville gerne spare dig for at vidne i en retssag. Vi burde måske heller ikke have givet dig lov til at tage af sted i dag, men det er jo for sent at ændre på det nu.

 Selvfølgelig er det i orden, at I tog Jan med derfra. Men hvor stammer han fra og hvad med hans forældre.

 Han er forældreløs, begge hans forældre er døde. Det var deres mening at adoptere ham, sagde konen. Det kunne jeg ikke bære.

 Karen og jeg ser på hinanden.

 Nu synes jeg, at du skal gå i seng. Du må også være meget træt, min dreng. Vi snakker med Jan i morgen, så prøver vi at finde ud af noget.

 Jeg er stolt af det, I tre drenge har klaret i dag. Det var der ikke mange, der kunne have klaret.

 Godnat far og mor. Så synes I altså ikke, at jeg har handlet forkert. Jeg syntes ikke, jeg kunne gøre andet med god samvittighed.

 Det var helt i orden, min dreng. Vi skal nok finde på noget i morgen, sov du nu bare roligt.

 Carl Christian står længe og ser på Jan, inden han går i seng.

 Stakkels dreng, jeg ved, hvordan du har det i øjeblikket.

 Uvilkårlig stryger han en svedig hårlok fra Jans pande.

 Jan vågner med et sæt og ser på ham med forskræmte øjne. De er helt sorte af angst.

 Du kan være helt rolig, min ven. Her er der ingen, der vil gøre dig fortræd, det lover jeg dig.

 Sov du bare roligt igen. Jeg sover her i sengen ved siden af, hvis der er noget, vækker du mig bare. Jeg har selv været igennem det samme som dig, så jeg ved, hvordan det føles.

 Jan ser længe på ham, så begynder han at slappe af.

 Vil du virkelig godt hjælpe mig, så der ikke er nogen, der gør mig fortræd mere.

Det kan du være helt sikker på, sov du nu bare, så snakker vi med far og mor i morgen om, hvad vi kan gøre for dig.

 Jan rækker en hånd frem.

 Tak skal du have, dig stoler jeg på, du tog mig jo væk derfra, du og dine to venner. Det var godt. Det halve år jeg boede der, var et langt mareridt.

 Jeg lover dig, at du aldrig kommer tilbage dertil mere.

 Med et lille suk lægger Jan sig til at sove igen.

 Carl Christian vågner et par gange i nattens løb, fordi Jan sover meget uroligt. Han er lige oppe og lægge dynen over ham igen.

 Næste morgen ser Jan forskræmt på mig, da jeg kommer ind og siger godmorgen.

 Carl Christian skynder sig op og kommer i tøjet.
 Nu går vi ind og spiser morgenmad, så du kan lære far og mor bedre at kende. Dem kan du være helt tryg ved, de vil aldrig nogensinde gøre dig fortræd.

 Langsomt kommer Jan også i tøjet og går nølende med ind til morgenbordet. Han har ikke meget appetit, men får da spist et stykke franskbrød og får drukket et glas mælk.

 Da vi har spist, sætter vi os ind i den anden stue. Jan ser lidt skræmt fra den ene til den anden, så rykker han lidt tættere til Carl Christian, som også sidder i sofaen. Vi er ikke i tvivl om, at han er den eneste, Jan har tillid til i øjeblikket.

 Carl Christian smiler til ham og lægger en hånd på hans skulder.

 Nu må du så fortælle far og mor lidt om dig selv. De er verdens flinkeste og rareste mennesker, så du kan roligt fortælle dem alt.

 Med lidt hjælp fra Carl Christian får vi omsider Jans historie. Hans forældre omkom ved en færdselsulykke i foråret. Da han ingen familie havde, kom han på børnehjem i første omgang, og så kom han altså i pleje hos Carl Christians gamle plejeforældre.

 Jeg afbryder.

 Den tid behøver du ikke at fortælle om nu. Men nu må vi så se på, hvad vi kan gøre for dig. Kunne du f.eks. tænke dig at blive her hos os indtil videre, så kunne du jo blive Carl Christians lillebror. Det ville vel ikke være så slemt, for det ser da ud til, at du helt godt kan lide ham.

 Jan ser vantro på mig.

 Mener du virkelig det.

 Ja, min ven, det gør jeg helt bestemt. Efterhånden håber jeg, at du også får så meget tillid til Karen og mig, at du vil synes om at være her.

 Jeg garanterer, at her vil ingen gøre dig fortræd, og vi vil gøre, hvad vi kan for, at andre heller ikke kommer til det.
 Jan ser fra mig til Karen og derefter på Carl Christian, der sidder og smiler lykkeligt.

 Noget bedre tilbud vil du aldrig få, Jan. Far og mor er verdens dejligste mennesker.

 Jan begynder at græde. Carl Christian lægger sin arm om nakken på ham. Så begynder Jan at ryste over hele kroppen, lidt efter klamrer han sig ind til Carl Christian og hulker højt.

 Lidt efter stilner gråden af. Jan tørrer sine øjne med skjorteærmet og retter sig op.

 Undskyld, at jeg tudede i stedet for at sige tak.
 Han rejser sig og rækker hånden frem først til mig og så til Karen.

 Tusind tak, jeg skal nok gøre, hvad jeg kan, for at opføre mig så pænt, at I ikke fortryder jeres venlighed mod mig.

 Så sætter han sig over til Carl Christian igen, så tæt han kan.

 Carl Christian ser på os med blanke øjne.

 Tusind tak far og mor. Så syntes I altså, at jeg gjorde det rigtige. Det er jeg meget glad for, for jeg vil jo så nødigt skuffe jer.

 Så vender han sig mod Jan med et smil.

 Nu skal du høre. Både far og mor er advokater, så de er sommetider trætte, når de kommer hjem fra arbejde. Nu må du så hjælpe mig med at gøre livet så let og behageligt for dem, som muligt. Nu starter vi to med at klare opvasken efter morgenbordet, er du med på den.

 Gravalvorligt ser Jan på ham, så næsten hvisker han.

 Jeg skal nok gøre alt, hvad du siger.

 Carl Christian ler højt.

 Bravo, så skal vi to nok snart blive gode venner. Senere på dagen skal jeg præsentere dig for nogle af mine andre venner. Ole og Jesper kender du jo lidt til, men de har et par mindre brødre, som nogenlunde er på alder med dig. Dem tror jeg godt, at du kan blive venner med.

 Men først og fremmest skal du lære en meget vigtig ting.

 Far og mor er vores bedste venner. Når vi er glade, eller gerne vil gøre dem glade, giver vi dem et knus. Se, sådan her.

 Han giver først mig og så Karen et knus.

 Værsågod, så er det din tur.

 Jan ser lidt forskrækket først på Carl Christian, så på Karen og mig. Så går han tøvende hen til Karen og lægger forsigtigt og lidt kejtet armene om hende.

 Hun giver ham et blidt knus og smiler til ham. Så går han hen til mig og ser mig lige i øjnene, så lægger han armene om min hals.

 Forsigtigt for ikke at skræmme ham, giver jeg ham et blidt knus. Så mærker jeg hans arme klemme ekstra om min hals.

 Så trækker han sig lidt tilbage fra mig. Pludselig ser vi ham smile rigtigt, for første gang. Et vidunderlig åbent og glad smil. Så vender han sig mod Carl Christian og giver ham et ordentligt knus.

 Leende siger Carl Christian.

 Du er lærenem, det tyder godt. Skal vi så gå i gang med opvasken.

 Mens drengene klarer opvasken, snakker Karen og jeg.

 Vi er helt enige om, at det eneste vi kan gøre i første omgang, er at tage os ekstra godt af Jan.

 Der vil nok gå nogen tid, før han falder rigtigt til,  men vi har en god hjælper i Carl Christian. Han ved, hvordan Jan skal tages, det er helt tydeligt. Jan har fuldkommen tillid til ham, måske fordi han ved, at Carl Christian selv har været igennem det samme.

 Det varer ikke mange dage, før Jan bliver gode venner med Jens og Tom. Men også hjemme hos os går det godt. Vi er slet ikke i tvivl om, at hans tillid til os vokser fra dag til dag. Selvom han helst vil være sammen med Carl Christian, når de er hjemme, så accepterer Jan ret hurtigt, at han også er henne hos kammeraterne, så Jan er alene hjemme sammen med os.

 Den første aften, da Carl Christian ikke er hjemme, virker Jan meget urolig., men pludselig sætter han sig og sender os det mest vidunderlige smil.

 Så ler han så det klukker.

 Jeg er jo ikke alene. Jeg har jer. Hvor er det dog dejligt.

 Så kommer det stilfærdigt.

 Jeg elsker jer.

 Det er helt bestemt gensidigt.
 Karen smiler til ham.

 Få sekunder efter får først Karen og så jeg et ordentligt knus af Jan.

 Så ler han igen.

 Nu har jeg lært det, det er dejligt.

 Om mandagen har jeg indgivet politianmeldelse mod manden, men da politiet når frem, er han stukket af. De lover dog, at de nok skal få fat på ham.

 Med lidt besvær lykkes det, at Jan får lov til at blive boende hos os.

 Vi fire får en meget hyggelig juleaften sammen. 2.juledag kommer Eva og Torben med deres tvillinger og bliver et par dage. De hilser på vores nye søn med et stort smil.

 Torben nikker til Karen og mig.

 I begyndte sent at få børn, og nu har I så to store og to ”næsten” børnebørn. Det klær jer, for I er som skabt til at være forældre, og så vidt jeg kan se, er den sidste lige så god som den første.

 Nytårsaften er vi henne hos Søren og Tove. Drengene er selvfølgelig ude og skyde nytår ind, mens vi voksne sidder og snakker og hygger os.

 Jan er faldet godt til hos os. Vi er ikke i tvivl om, at han har den samme tillid til os, som Carl Christian har. I øvrigt beundrer han sin storebror ud over alle grænser.

 De tre store klarer sig fint i gymnasiet og så står sommerferien pludselig for døren igen.

 Den første juli tager vi i sommerhuset, som vi plejer, og begge drenge glæder sig til at skulle derop.

 Uvilkårligt tænker vi på, at der måske ikke går mange år, før Carl Christian foretrækker andres selskab i sommerferien. Men i år er vi i hvert fald ikke i tvivl om, at han nyder at være sammen med os og med Jan, og vi nyder det bestemt ikke mindre.

 Da vi skal i vandet den første aften, er Jan pludselig væk. Vi leder og kalder, men kan ikke finde ham.

 Carl Christian er ude af sig selv.

 Det er min skyld, jeg har ikke været opmærksom på, at han ikke var kommet ordentligt over den historie med det forbandede svin endnu, da jeg fortalte ham om vores midnatsbade heroppe. Hvad skal jeg dog gøre, hvis han har gjort noget ved sig selv, det ville jeg aldrig komme over.

 Jeg prøver at berolige ham, så godt jeg kan, selvom jeg også selv er urolig og bekymret.

 Karen er tilsyneladende den, der tager det mest roligt.

 Han er sikkert bare gået en tur for at tænke lidt over tingene, han kommer nok snart. Nu går vi tre ned til vandet, så er han der sikkert om et øjeblik, skal I se.

 Uvilkårligt gør vi, som hun siger. Da vi kommer ned til vandet, kan vi se, at Jan står der nede.

 Han ser lidt fraværende på os.

 Er klokken så mange, jeg gik lige en tur for at tænke lidt.

 Så ser han usikkert på mig.

 Er du vred over, at jeg ikke sagde, at jeg gik.

 Jeg ryster på hovedet. Min stemme vil ikke rigtig fungere, så glad og lettet er jeg over, at han er i god behold.

 Stilfærdigt siger Carl Christian.

 Du siger, at du gik en tur for at tænke, kom du så til et resultat.

 Jan ser på ham, han virker stadig lidt fraværende.

 Ja, jeg vil godt med i vandet.

 Karen smiler.

 Tror du så ikke, at du skal have lidt af tøjet af først, du er faktisk fuldt påklædt, men du må gerne beholde badebukserne på, hvis du foretrækker det.

 Pludselig er det, som om han vågner op af en døs.

 Han begynder at le.

 Ja, selvfølgelig, jeg var vist langt væk.

 Hurtigt smider han tøjet, da han når til badebukserne, tøver han et øjeblik, så tager han også dem af, idet han ser op på mig.

 Dem behøver jeg ikke, når jeg er sammen med jer, så er der jo ingen, der gør mig fortræd, vel.

 Nej, min dreng, det garanterer jeg for.

 To sekunder efter har jeg ham om halsen, et øjeblik efter er det Karens tur, så ser han på Carl Christian med et stort smil.

 Du skal også have et knus, storebror, for ih hvor du fortjener det.

 Den følgende uge kommer Ole, Jesper, Jens og Tom. De har et telt med, som de stiller op på græsplænen ved siden af sommerhuset. De har også proviant med og strenge ordrer fra Tove om, at de dage, de er der, skal de tage sig af al madlavningen. Det synes hun må være rimeligt.

 Karen går lidt modstræbende med til det, men er trods alt alligevel glad for, at hun ikke skal lave mad til så mange i flere dage, hun vil jo også godt have lidt afslapning i sin ferie.

 Drengene nyder at være sammen. Der er ingen lektier eller andre forpligtelser, man kan bare nyde livet sammen. Der er kun maden, de skal tage sig af, og det er da til at overkomme.

 De dage, hvor alle drengene er der, går Karen og jeg ikke med i vandet om aftenen, og det synes drengene er helt i orden. Der er dog ingen tvivl om, at de selv nyder midnatsbadet. Jan er lidt skeptisk den første aften, de andre er der, men da han ser, at alle de andre smider alt tøjet, gør han selvfølgelig også, og snart morer han sig mindst lige så godt som de andre.

 Da ferien er slut, er vi næsten kede af at skulle forlade sommerhuset.
 Jan står og ser lidt på det, inden han går ind i bilen, så sukker han dybt.

 Det har været nogle dejlige uger her, men jeg har opdaget, at det er ikke sommerhuset. Det ville der ikke være meget ved, hvis I ikke var her. Når bare man er sammen med jer, har man det godt, og så er det vist lige meget, hvor det er henne.

 Carl Christian nikker.

 Det har du ret i, lillebror. Når bare man er sammen med far og mor, har man det godt.

 Jan begynder at le, og slår armene om halsen på Carl Christian.

 Ja, og sammen med dig, storebror.

 Da vi kommer hjem, siger Jan.

 Jeg har tænkt på, kunne jeg ikke få et eller andet job, gå med aviser eller sådan noget, så jeg kunne tjene lidt penge.

 Med et lille smil siger jeg.

 Du synes måske ikke, at du får lommepenge nok. Er der noget særligt, du ønsker dig.

 Han ser alvorligt på mig, så slår han øjnene ned.

 Jo, jeg synes, at jeg får alt for mange. Det var da mere rimeligt, om jeg betalte jer lidt for alt det, I gør for mig.

 Karen går hen til ham og tager ham om skuldrene.

 Når vi får et knus i ny og næ og ser dig smile og være glad, så giver du os noget, der er langt mere værd end penge, nemlig din kærlighed. Carl Christian har lært det. Når I bliver voksne og vi bliver gamle, kan I jo evt. forsørge os. Men det vil altid være jeres kærlighed, der betyder mest for os.

 Det kan jeg ikke rigtigt forstå, men når du siger det, må det jo være rigtigt. Hvordan skulle man kunne lade være med at elske jer.

 Midt i 2.g. bliver Carl Christian forelsket op over begge ører. Så meget, at det er ved at gå ud over hans skolearbejde.

 Vi er nok ikke særligt begejstrede over hans valg, men det er forældre vel sjældent i starten. Vi prøver at være så neutrale som muligt.

 Jan kan bestemt ikke lide pigen, men det er måske til en hvis grad, fordi han føler, at hun tager hans elskede storebror lidt fra ham.

 En dag, da Ole og Jesper kommer over og spørger efter ham, er han ude hos pigen, der hedder Heidi. De mener slet ikke, at hun er noget for ham og spår ikke det forhold nogen lang levetid.

 Vi beder ham om at invitere Heidi med hjem, måske kommer vi til at synes bedre om hende, når vi lærer hende bedre at kende.

 Carl Christian vil i grunden helst beholde Heidi for sig selv, men går dog med til at invitere hende til at komme en lørdag aften.

 Det bliver ikke nogen succes. Vi synes, at hun er meget vanskelig at snakke med. Da hun er gået, ser Carl Christian på Karen og mig.

 Det gik vist ikke særlig godt. I bryder jer ikke om hende, vel.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Det er ikke det, det kommer an på. Det er dig, der skal vælge, hvem du vil komme sammen med, det er ikke os.

 Jamen det virker helt forkert, hvis I ikke kan lide hende. Eva kunne I da lide med det samme.

 Så ser han over på Jan.

 Og hvad mener du, svar mig nu helt ærligt.

 Jan sidder og spekulerer lidt, så kommer det tøvende.

 Ja, det er nok det, der er galt. Hun virker ikke ærlig og oprigtig. Hun prøvede hele tiden at sige det, hun mente, vi forventede af hende. Du er alt for reel til sådan en pige. Jeg tror, at du vil blive skuffet, når den første forelskelse har lagt sig. Du er en flot fyr, det er det, hun er faldet for. Hun forstår slet ikke at sætte pris på dig som menneske, det er hun alt for overfladisk til.

 Det giver uvilkårligt et ryk i Karen. Det er netop også de tanker, hun har gjort sig.

 Carl Christian spekulerer lidt.

 Der er ikke meget trøst at hente hos jer, men jeg ved jo, at I mener mig det godt. Må vi have lov til at tage op i sommerhuset i næste week-end. Hvis vi er alene, kan vi måske bedre finde ud af det.

 Jeg tøver lidt. De er trods alt kun 18 år, men vi har altid vist Carl Christian fuld tillid.

 Ja, min ven, det er helt i orden, hvis hun også må for sine forældre.

 Den kommende uge er Carl Christian glad og veloplagt. Han glæder sig til at være alene med Heidi i sommerhuset i hele week-enden.

 Fredag aften er han dog alligevel lidt beklemt, så han snakker længe med Jan, inden han lægger sig til at sove.

 Lørdag morgen tager de så afsted med bussen.

 Jan er meget rastløs. Han har fået lov til at invitere Jens og Tom over, men det er lige som hans tanker er andre steder. De hygger sig dog alligevel og lørdag aften sidder de alle tre inde i stuen hos Karen og mig og snakker.

 Da de er taget afsted, siger Jan.

 Hvordan kan man være sikker på noget, når man alligevel ikke ved det.

 Jeg ser lidt forvirret på ham.

 Hvad mener du med det.

 Jo, jeg er sikker på, at Heidi ikke er noget for Carl Christian, og at han selv finder ud af det i den her week-end, men jeg ved det ikke, for jer er der jo ikke.

 Det er muligt, at du har ret, og har du, får Carl Christian nok brug for vores hjælp i den kommende tid. Sådan noget kan være svært at komme over. Men vi skal nok ikke gøre noget, uden at han selv beder om det. Måske vil han hellere prøve at klare det selv.

 Søndag, hen under aften, kommer Carl Christian hjem. Han ser tungsindigt på mig.

 Jeg duer vist ikke til at klare noget selv. Sidste gang fik vi da i det mindste Jan ud af det. Denne gang blev det kun til en skuffelse. Gider du høre på mig.

 Jeg nikker til ham.

 Selvfølgelig gør jeg det, min dreng, fortæl du bare.

 Jo altså, vi havde en hyggelig eftermiddag og aften sammen, hjalp hinanden med at lave mad og sådan.Da vi så skulle i seng, syntes hun, at vi skulle ligge sammen.

 Jeg var ikke meget for det, men det blev da til, at vi klædte os af. Så så hun mit modermærke og blev helt underlig i ansigtet.

 Det ser da grimt ud. Kan du ikke få det fjernet. Har din far og mor ikke råd til, at du kan få en plastisk operation.

 Jeg kom uvilkårligt til at tænke på den gang, vi snakkede om det. Da sagde jeg, at hvis en pige ikke kunne acceptere det, var hun ikke noget for mig.

 Jeg spurgte hende så, om hun ikke bare kunne acceptere mig, som jeg var.

 Hun så lidt på mig.

 Ok, lad os så gå i seng, så kan vi jo tale videre om det i morgen.

 Det gjorde vi så, men vi lå bare ved siden af hinanden uden at foretage os noget. Jeg havde totalt mistet lysten, selvom hun prøvede at få mig i gang.

 En halv time efter gik jeg over i den anden seng. Jeg kunne tydeligt mærke, at hun var sur.

 Næste morgen gik vi en lang tur efter morgenmaden, men vi snakkede ikke. Da vi kom hjem, sagde hun.

 Må jeg godt se dig ved dagslys, måske skal jeg bare vænne mig til det.

 Uden et ord tog jeg tøjet af. Hun sad længe og så på mig, så rystede hun på hovedet.

 Selvom du har badebukser på, vil man kunne se det. Hvis vi skal komme sammen, må du få det fjernet, men det kan vel heller ikke være noget større problem. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor du ikke har fået det gjort for længe siden.

 Stille tog jeg tøjet på igen og sagde.

 Det er altså slet ikke mig, du bryder dig om. Du vil bare have en fyr, du kan vise frem. Jeg har en gang bestemt mig for, at en pige, der ikke kan acceptere mig, som jeg er, og som jeg ser ud, ikke er noget for mig. Jeg ville ikke drømme om at spilde fars og mors penge på en fuldstændig unødvendig operation.

 Hvis du ikke kan affinde dig med det, må vi hellere hver især finde en anden at komme sammen med.

 Han trækker vejret dybt og ser på mig.

 Så det er altså slut med Heidi. Det gør nok lidt ondt, men jeg har selv valgt, og det fortryder jeg ikke. I øvrigt skal I have tak, fordi I holdt jer neutrale og ikke blandede jer. Trods alt var det da også godt, at det ikke varede længere, før vi fandt ud af, at det ikke skulle være os to.

 Om aftenen ligger Carl Christian og Jan og snakker længe sammen. Carl Christian havde insisteret på, at han og Jan skulle blive ved med at dele værelse, og det er til stor glæde for begge parter.
 Jan siger lidt tøvende.

 Hvordan var det at være i seng med en pige. Kunne du lade være med at sammenligne med, da du var i seng med vores fælles plejefar.

 Carl Christian rejser sig halvt op i sengen, så ser han alvorligt på Jan.

 Du har nok ret. Selvom det var frivilligt, og selvom det var en pige, som jeg på det tidspunkt var forelsket i, så har jeg måske alligevel inderst inde sammenlignet. Det er måske en af årsagerne til, at det blev en fiasko.

 Tror du, at det betyder, at vi ikke kan finde ud af at være sammen med en pige, så begge parter får noget ud af det.

 Jeg ved det ikke Jan. Måske var jeg ikke gammel nok, måske havde jeg ikke fået det andet nok på afstand til at kunne glemme. Oppe i sommerhuset har vi kunnet bade og være sammen med far og mor og vores venner uden at have tøj på. Der har jeg følt mig tryg, det gjorde jeg ikke sammen med Heidi i aftes og i morges.

 Stilfærdigt siger Jan.

 Det var måske fordi du inderst inde var klar over, at Heidi ikke var noget for dig, da hun reagerede sådan på dit modermærke. En pige, der virkelig holdt af dig, ville aldrig have reageret sådan.

 Carl Christian begynder at smile.

 Det er i grunden for dårligt. Du er fire år yngre end mig, men du er meget klogere end mig.

 Jan ryster på hovedet.

 Nej, jeg er ikke klogere end dig, men jeg kunne måske se klarere, fordi jeg ikke var forelsket i hende.
 Carl Christian har svinget begge fødder ud på gulvet.

 Jeg kunne ikke have fundet en bedre lillebror.

 De omfavner hinanden, mens Jan mumler.

 Og jeg kunne aldrig have fået en bedre storebror, og så fik jeg endda også både en far og mor, verdens bedste.

 Omsider lægger de sig til at sove.

 De kommende dage prøver Carl Christian så vidt muligt at undgå Heidi i skolen. Han holder sig mest sammen med Ole og Jesper.

 Om torsdagen hører Jan en bemærkning fra Heidi til en veninde, da han går forbi dem.

 Han var ikke noget værd i en seng, så jeg droppede ham. Og ved du hvad, så havde han et stort modermærke hernede, så man kunne blive helt bange for, at det smittede af. Du kan jo se, at han også holder sig til de andre drenge nu, men de er måske også mere nøjsomme. Ham jeg skal have, skal være en flot fyr, både med og uden tøj, en jeg kan være bekendt at vise frem.

 Jan er normalt en stille og rolig dreng, men dette er ved at få ham til at eksplodere. Han tåler ikke, at nogen taler nedsættende om hans elskede storebror.

 Tankerne suser rundt i hovedet på ham, hvad skal han sige og gøre. Han bestemmer sig for at følge efter hende, når hun går fra skole, så han kan komme til at snakke med hende.

 Da han ser, at der ikke er andre i nærheden, går han op ved siden af hende.

 Davs Heidi, nå, har du gjort en ny erobring, jeg hørte, at du udvekslede erfaringer med din veninde om min storebror. Der er da vist noget, du har misforstået. Det var ham, der kvittede dig. Du var for dum, sagde han. Du mente, at du havde fundet en flot fyr, du kunne vise frem, både med og uden tøj.

 Min bror ønsker ikke at blive vist frem, og da slet ikke sammen med dig, ikke p.g.a. sit modermærke, men fordi han føler sig for gode til at være prostitueret.

 Han holder sig til drenge nu, ja, for det er hans venner. De accepterer ham, som han er og ville ikker drømme om at udnytte ham. Det var du for dum til. Gudskelov, at han ikke kom til at hænge på dig.

 Jeg vil bare lige advare dig. Prøver du nogensinde mere at kritisere min bror eller tale nedsættende om ham, så skal jeg med største fornøjelse sørge for, at dit udseende kommer til at behøve adskillige plastiske operationer, før nogen flotte fyre vil vise sig sammen med dig.

 Du kan ikke hænge mig op på nogen trusler, for der har ingen vidner været til vores lille snak. Jeg har bare advaret dig om, hvad der kan ske, hvis du nogensinde mere prøver at genere min bror.

 Du bestemmer altså helt selv, om der sker dig noget. Tænk dig godt om, før du snakker fremover, hvis du kan. Farvel Heidi og hav det godt, det er alle parter bedst tjent med.

 Carl Christian smiler lidt, da Jan fortæller ham om sin samtale med Heidi.

 Du må hellere passe på Jan, jeg vil ikke have, at der sker noget med dig. Skidt med, om hun fortæller historier om mig, det fortæller mere om hende end om mig. Men tak fordi du talte med hende alligevel, det kan måske få hende til at tænke sig lidt om. Jeg ønsker ikke noget ondt over hende. Hun var bare ikke den rigtige for mig.

 Carl Christian slider godt i det med sit skolearbejde igen. Somme tider læser de her, og sommetider ovre hos Ole og Jesper.

 Jan er blevet meget gode venner med Jens, deres mentalitet passer godt sammen. Tom er da også flink, men han er næsten for urolig, synes Jan en gang imellem.

 I pinsen, som ligger lige før eksamenstiden er vi en tur oppe i sommerhuset sammen med Carl Christian og Jan.

 Vejret er dejligt, så vi bliver enige om, at vi godt kan gå i vandet. Om aftenen foretrækker Karen og jeg dog at blive oppe i sommerhuset., mens drengene gerne vil have et lille kort bad. De skynder sig af tøjet og løber ned til vandet.

 Da de er på vej ind igen, hører de et råb om hjælp.

 De ser lynhurtigt på hinanden og svømmer så begge, så hurtigt de kan efter lyden.

 De undrer sig lidt, for der plejer ikke at være nogen i nærheden, og da slet ikke på denne tid.

 Endelig når de ud til den, der har råbt om hjælp. Det er en pige på 16 – 17 år, så vidt de kan se. De får hurtigt fat i hende og begynder at svømme ind mod land.

 I begyndelsen slår og sparker hun omkring sig, men pludselig bliver hun helt stille og slap.

 Så snart de kommer ind på strandbredden, begynder Carl Christian at give hende kunstigt åndedræt med mund til mund metoden, heldigvis slår hendes hjerte, selvom det er lidt uregelmæssigt.

 Jan løber så hurtigt han kan op for at hente Karen og mig. Vi tager et par tæpper og skynder os ned på stranden, sammen med Jan.

 Da vi kommer derned, er pigen ved at begynde at trække vejret selv, men Carl Christian fortsætter med det kunstige åndedræt lidt endnu, for en sikkerheds skyld, mens vi andre ser til.
 Så slår pigen øjnene op og ser lidt forvirret først på Carl Christian og derefter på os andre. Hun prøver at sige noget, men kan ikke rigtig få ordene frem.

 Vi ruller hende ind i tæpperne og bærer hende op til sommerhuset.

 Hendes blik følger Carl Christian, der går ved siden af. Karen og jeg har fat i hendes arme og Jan i hendes ben.

 Da vi kommer op i sommerhuset, lægger vi hende på den ene af drengenes senge, mens Karen skynder sig ud efter en kop varm kaffe til hende.

 Jan lægger en ekstra pude under hendes hoved. Hendes blik glider fra Carl Christian til Jan og derpå videre til mig, som om hun stadig ikke rigtig er klar over, hvad der foregår.

 Så siger Carl Christian.

 Går det bedre nu. Det var vist lige op over, men det er nu heller ikke særlig smart at bade alene på den her tid af aftenen.

 Karen kommer ind med kaffen, og da pigen har taget en slurk, siger hun.

 Hvor er jeg henne, og hvad er der sket.

 Jan smiler.

 Du er her hos os, og vi har lige samlet dig op ude i vandet, hvor du var ved at drukne.

 Så bliver han ildrød i hovedet, han er kommet i tanker om, at han ingen tøj har på. Han prikker Carl Christian på skulderen.
 Vi må nok hellere få noget tøj på, det er nok derfor, hun kigger sådan på os.

 Der breder sig en svag rødme over pigens ansigt.

 Det tænkte jeg slet ikke på. Jeg tænkte på, ast I havde reddet mit liv, det var derfor jeg så sådan på jer. Jeg håber ikke, at det generede jer, det var bestemt ikke meningen.
 Karen smiler.

 Måske må vi hellere høre lidt om, hvem du er, der er jo nok nogen, der savner dig.

 Der glider en skygge over pigens ansigt.

 Det tror jeg nu ikke. Jeg hedder Maria.

 Hun tøver lidt, så fortsætter hun.

 Jeg var oppe i mine forældres sommerhus for at læse. Jeg går i 2.g. Ved ellevetiden gik jeg ned til vandet for at hvile hjernen lidt. Jeg syntes, at vandet så så indbydende ud, så jeg skyndte mig op og tog min badedragt på.

 Det var ikke min mening at blive ude ret længe, selvom jeg er en god svømmer. Pludselig fik jeg så krampe i det ene ben, og samtidig hørte jeg stemmer.

 Jeg skreg om hjælp som en gal, og så husker jeg ikke mere, før jeg så dit ansigt.

 Hun vender sig mod Carl Christian.

 Du var ved at give mig kunstigt åndedræt, opfattede jeg. Så syntes jeg pludselig, at der var en masse mennesker, og inden jeg rigtig fik tænkt mig om, lå jeg her.

 Jeg præsenterer nu mig selv og Karen og drengene og siger.

 Hvis du er alene i sommerhuset, er det da bedre du bliver her til i morgen for en sikkerheds skyld.

 Med et lille smil fortsætter jeg.

 Du ligger ganske vist i Carl Christians seng, men han kan nok ligge sammen med Jan i nat, hvis du da ikke vil have ham til at varme dig oven på det kolde gys.

 Så begynder Maria at græde.

 Karen vinker os ud af værelset, hun vil gerne tale alene med pigen.

 Lidt efter kalder hun på os igen.

 Maria havde en af sine klassekammerater med op i sommerhuset. Det var meningen, at de skulle læse sammen, men da hun ikke ville i seng med ham, tog han af sted igen i eftermiddags.

 Jeg har foreslået hende, at enten kan Jan og Carl Christian følge hende hjem, eller også bliver hun her og sover i Carl Christians seng. Så kan han sove sammen med Jan. Hun har ikke spor imod, at drengene også sover herinde, hun har selv en broder, men hun foretrækker altså at ligge alene i sengen.

 Nu tager vi lige en kop kaffe ude på terrassen alle sammen, så har Maria lidt tid til at bestemme sig. Til, hvad hun helst vil.
 Da Maria lidt efter kommer ud på terrassen går hun hen til Carl Christian og giver ham hånden.

 Tak, fordi du reddede mit liv, så vender hun sig mod Jan.

 Og tak fordi du hjalp din bror med at redde mig.

 Så ser hun på Karen og mig.

 Tusind tak for al jeres venlighed. Jeg vil meget gerne have lov til at blive her til i morgen, hvis jeg virkelig må, det vil ikke være så rart at være alene oven på den her oplevelse.

 Så ser hun igen på Jan og Carl Christian.

 Jeg håber ikke, at I har noget imod at sove sammen i nat.

 Et kvarters tid senere går vi alle i seng. Maria låner en natkjole af Karen. Den er ganske vist lidt for stor, men den er mere behagelig at sove i end en badedragt.

 Næste morgen lister drengene sig op og klæder sig stille på for ikke at vække Maria.

 Så opdager de pludselig, at hun ligger og kigger på dem.

 Jan går hen til hende og siger med et smil.

 Nå, har havfruen sovet godt.

 Ja tak, fint. Jeg håber ikke at I har haft problemer med at sove, fordi jeg tog Carl Christians seng.

 Nej, heldigvis kan Jan og jeg fint sammen, så det var ikke noget problem.

 Vi laver morgenkaffe nu. Vil du beholde natkjolen på, eller vil du låne et par bukser og en T-shirt af mig, vi er vist næsten lige store.

 Tusind tak, det vil jeg meget gerne.

 Da vi lidt efter sidder ved morgenkaffen, siger jeg med et smil.

 Det klæder dig helt godt, det tøj.

 Maria rødmer.

 Ja, jeg skylder dig efterhånden en hel del, Carl Christian. Jeg har lånt både din seng og dit tøj, og så har du og Jan endda også reddet mit liv.

 Karen smiler.

 Når vi nu har spist, synes jeg, at vi skal gå i vandet sammen.

 Hun løfter en pegefinger.

 Ikke noget med at gå i vandet alene.

 Så fortsætter hun.

 Når vi så har fået middagsmad, går Jan og Carl Christian med dig over og henter dine ting, så bliver du her hos os og kører med os hjem i morgen. Er det ikke i orden.

 Maria vil til at protestere, men Carl Christian afbryder hende.

 Fin ide mor. Du sagde, at du gik i 2.g. er du sproglig Maria.

 Hun nikker.

 Fint, så kan vi læse lidt sammen i eftermiddag og i morgen et par timer. Det vil også hjælpe lidt på min samvittighed.
 Da vi er kommet i badetøjet, ser Maria tankefuldt på Carl Christian, som om hun spekulerede over noget.

 Havde du det der modermærke i går, vrøvl, selvfølgelig havde du det, selvom jeg ikke lagde mærke til det.
 Lidt bittert siger han.

 Generer det dig meget.

 Maria smiler til ham.

 I aftes gjorde du intet for at skjule det, da generede det mig ikke. Hvorfor skulle det så gøre det i dag. Så dum er jeg da ikke, at et modermærke betyder noget for mig. Kunne du forestille dig, at jeg havde sagt i aftes, at jeg ikke ville reddes af en, der havde et modermærke, eller for den sags skyld af en uden badetøj.

  Det er jo mennesket, det drejer sig om, Carl Christian. Ikke udseendet, og da slet ikke en bagatel som det der.
 Hun bøjer sig og giver ham et kys på modermærket.

 Så siger hun leende.

 Det var et kys til gengæld for dem, du gav mig i går. Uden dem var jeg død.

 Carl Christian er blevet rød i hovedet. I øjeblikket er han glad for, at han har badebukser på.

 Jan ler lettet. Han var lige ved at flyve i hovedet på Maria, da hun nævnte modermærket.

 Lidt senere hvisker han til mig.

 Tror du ikke, at hun bliver min kære storebrors skæbne. De to passer da fint sammen, lige som Eva og Torben, ja og du og mor.

 Jeg nikker til ham. Jeg er helt enig.

 Da vi har badet en lille times tid, går drengene og Maria over til hendes forældres sommerhus for at hente hendes ting.

 Carl Christians tøj klæder hende utrolig godt. Både Karen og jeg glæder os, da vi ser dem gå med Maria i midten. Carl Christian har en arm om skulderen på hende og Jan har en arm om livet på hende. Man kan ligefrem se, at de befinder sig godt sammen.

 Marias forældres sommerhus er en del større og finere end vores, men Maria slår det hen og siger.

 Jeg befinder mig langt bedre ovre hos jer. I har virkelig et par dejlige forældre.

 Vi har skam også valgt dem med omhu, men jeg tror ikke, at de vil have flere børn nu. Hvis du er rigtig sød og rar, kan det være, at du kan få dem som svigerforældre.

 Maria ler højt.

 Skal jeg så gifte mig med dig eller Carl Christian. Jeg er nu meget godt tilfreds med mine egne forældre, men hvad mener du med, at I selv har valgt dem.

 Carl Christian fortæller nu om deres baggrund.

 Maria får blanke øjne, mens han fortæller. Da han er færdig, siger hun.

 Jeg går lige ind og tager mit eget tøj på. Sæt jer ned og tag en sodavand. Der står nogen i køleskabet i køkkenet.

 Så løber hun ind på sit værelse.

 Jan ser på Carl Christian.

 Tror du, at det var en god ide at fortælle hende det, nå skidt, nu er det gjort. Jeg henter et par sodavand.

 Da han kommer ind igen, siger Carl Christian.

 Undskyld, jeg burde nok have spurgt dig først, men jeg tror virkelig, at man kan stole på Maria.

 Jan nikker med et lille smil.

 Det er helt i orden. Jeg tror også, at man kan stole på hende, og der er jo heller ikke ret meget andet hos os, hun ikke kender.

 Et øjeblik efter kommer Maria ind i en enkel lyseblå kjole, der klæder hende virkelig godt.

 Jan begynder at le.

 Du må hellere tage noget andet på, ellers får Carl Christian ikke læst en linie, så sidder han bare og ser på dig. Det bliver nok ham, der skaffer dig dine yndlingssvigerforældre, men skulle han få for fald, kan du roligt regne med, at jeg er den næste i køen.

 Maria ler hjerteligt og ser over på Carl Christian.

 Sig mig, er han altid sådan.

 Nej, det er kun, når han er forelsket.

 Maria slår armene om halsen på Jan og giver ham et kys.

 Vi kan nok ikke gifte os, for du skal ikke have sådan en gammel kone, så kommer du bare under tøflen, men derfor kan jeg da godt elske dig, ikke.

 Jo tak, det ville være dejligt, det er da altid et lille plaster på såret.

 Maria ser pludselig alvorligt på dem begge to.

 Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ikke ville drømme om at fortælle jeres historie til nogen. Det har jo fået mig til at holde endnu mere af jer alle fire. Faktisk har Carl Christian været med til at redde både dit og mit liv Jan. Det kunne han ikke have gjort, uden de forældre.

 Carl Christian rødmer lidt.

 Jeg har nu ikke fortrudt, at jeg har reddet nogen af jer, og det tror jeg aldrig, jeg kommer til.

 Men skal vi ikke se at finde ud af, hvad du skal have med og så se at komme tilbage.

 Måske kan vi nå at repetere et par timer i eftermiddag. I aften synes jeg, at vi skal holde fri og hygge os med far og mor og Jan.

 Hurtigt får Maria pakket sine ting sammen, og snart er de på vej tilbage.

 Undervejs snakker de om lidt af hvert.

 Pludselig siger Maria.

 Jeg har spekuleret på. I nat havde I ikke badetøj på, men det havde I da i formiddags. Var det af hensyn til mig. Plejer I at bade uden tøj.

 Carl Christian smiler.

 Du får trukket alle hemmelighederne ud af os, men det gør nu ikke noget.

 Vi har en lille familietradition, der går ud på, at vi bader uden tøj ved midnatstid, når vi er her i sommerhuset. Vi synes, at det giver os en rar følelse af tryghed, ast kunne være så tæt sammen med dem vi elsker, uden at være bange for, at nogen vil gøre os fortræd. Vi plejer kun at være os selv, og evt nogle særligt gode venner. Det er første gang, Jan og jeg har fanget en havfrue, eller havfrøken må det vel være.

 De venner. Er det kun drenge.

 Jan ser skråt op på Carl Christian.

 Tjah, hidtil har det kun været drenge, bortset fra mor, men vi kunne måske gøre en undtagelse i aften. Hun sagde jo, at hun elskede mig, måske kan hun også lide dig lidt, når det kommer til stykket. Og vi har vel ikke rigtig noget tilbage, som hun ikke har set.

 Carl Christian smiler.

 Vi må nok hellere høre far og mor, hvad de mener.

 Om eftermiddagen sidder de ude på terrassen og læser ivrigt sammen.

 Jeg hører, at Jan siger til Karen.

 Det er da fantastisk, de læser jo begge to. Jeg troede, at det kun var blevet til, at de sad og kiggede på hinanden.

 Klokken halvfem følges vi ned og bader. Da vi kommer op igen, sørger Carl Christian og Jan for aftensmaden, mens Maria sidder og snakker hyggeligt med Karen og mig.

 Hun fortæller bl.a. at begge hendes forældre er læger, så de er ikke så meget hjemme, men de er meget flinke, og hun kommer godt ud af det med dem. Hun har en lillebror på 14 år, der hedder Ronnie. De driller hinanden af et godt hjerte, men holder meget af hinanden.

 Pludselig siger Maria.

 Carl Christian fortalte mig om hans og Jans baggrund. Jeg beundrer den indsats I har gjort for de to drenge. Den kærlighed de har til jer, er ikke groet frem af ingenting.

 Karen smiler.

 Kan man lade være med at elske sådan et par dejlige drenge.

 Maria rødmer lidt.

 Nej, det kan man vist ikke.

 Det, at du kunne acceptere, at Carl Christian havde det modermærke, og at du ikke fandt, at det havde nogen betydning for, hvordan mennesket Carl Christian var, gav dig en høj stjerne hos Jan, som elsker og beundrer sin storebror over alt i verden. Men det gav dig i høj grad også en plads i Carl Christians hjerte.

 Maria siger stille.

 Har Carl Christian haft en pige, der ikke kunne acceptere det modermærke.

 Ja, hun mente, at han måtte få det fjernet, hvis de skulle blive ved med at komme sammen.

 Det var et hårdt slag for ham, men han havde i sin tid, da vi lærte ham at kende, bestemt sig for, at en pige der så mere på udseendet end på selve mennesket, var ikke noget for ham.

 Tænk, at en pige kan være så dum. Det må da være en mangel i hendes opdragelse, men det var da godt, at han ikke lod sig overtale.

 Efter maden sidder vi og snakker i nogle timer. Ved halvtolvtiden ser Jan på Carl Christian og derefter på Maria, inden han ser over på Karen og mig.

 Vil I med i vandet og se, om der er flere havfrøkener.

 Maria smiler og ser over på os.

 Carl Christian og Jan har fortalt mig om årsagen til, at de ikke havde badetøj på i går aftes. Hvis I kan gå med til det, vil jeg gerne med i vandet. Jeg skal nok passe bedre på i aften.

 Karen smiler.

 Alex og jeg synes, at det er for koldt for os i aften. Det er ikke, fordi du er her. Hvis I tre gerne vil i vandet, har vi intet imod det, men bliv nu alligevel ikke for længe ude, det er det ikke varmt nok til endnu.

 Lidt efter går drengene og Maria ind på værelset for at klæde sig af. Pludselig hører vi en hjertelig latter derinde fra og Maria stemme.

 Er det min skyld, det der. Skal jeg vende ryggen til. Der er da ingen grund til at være genert over det. Kom nu bare med, så vi kan komme i vandet.

 Så kommer de ud og følges ad ned til vandet.

 Maria går imellem de to drenge med en arm og livet på dem begge.
 Karen og jeg går ud på terrassen og ser efter dem. Da de når ned til vandet, står de stille et øjeblik og ser ud over vandet. Så fortsætter de ud i vandet, til de ikker kan bunde mere, men stadig med Maria i midten.
 Knap ti minutter senere ser vi dem komme op mod sommerhuset igen. Man kan se, at de går fordybet i samtale. Derfor ser de også helt overraskede på os, da de kommer op på¨terrassen. De havde slet ikke opdaget, at de allerede var hjemme.

 Karen smiler.

 Kaffen er klar, men I må nok hellere få lidt tøj på, så I ikke kommer til at fryse.
 På vej ind vender Maria sig om mod os.

 Tusind tak, fordi I gav mig lov, det var en helt enestående oplevelse.

 Hun er utrolig yndig, som hun står der i døråbningen. Hele hendes naturlige friskhed og oprigtige glæde er så overbevisende. Hun stråler simpelthen af ungdom og livsglæde.

 Så smutter hun ind på værelset til drengene.

 Lidt efter kommer de ud alle tre. Uvilkårligt lægger vi mærke til, at Maria har Carl Christians bukser og t-shirt på igen.

 Hun ser lidt undskyldende på os.

 Carl Christian mente, at det her var varmere.

 Da vi har drukket kaffen og snakket lidt, går vi i seng.

 Jan og Carl Christian sover igen sammen i Jans seng, mens Maria ligger i Carl Christians seng, lige som den forrige nat.

 Næste morgen vågner Maria ved at høre Jan ligge og klynke. Hun ser over på den anden seng og ser, at Carl Christian lægger en arm om lillebroderen, så hans hoved kommer til at hvile mod Carl Christians bryst.

 Da han kan føle, at Maria ser på ham, ser han over mod hende og smiler.

 Hun smiler igen og lister stille ud af sengen. Hun tøver et lille øjeblik, så knæler hun ved siden af sengen, lægger en arm om Carl Christians hals og giver ham et kys på munden

 I det samme vågner Jan og lukker det ene øje halvt op.

 Mmmm, det lød godt, må jeg også få et.

 Maria ler stille, så bøjer hun sig ind over Carl Christian og giver også Jan et kys på munden.

 Hendes ene bryst kommer derved til at strejfe Carl Christians kind, og da hun kun har en tyd natkjole på, får det ham til at rødme.

 Jan sukker.

 Virkeligheden er meget bedre, end det man drømmer, somme tider i det mindste. Jeg havde en rigtig dum drøm, og så bliver jeg vækket og får et rigtigt kys. Sikken en måde at starte en dag på,

Den kan da kun blive god, selvom vi skal tilbage til sliddet igen i eftermiddag, og ferien er ved at være forbi. Hvad mener I, har jeg ikke ret.

 Carl Christian smiler.

 Jeg tror stadig, at jeg drømmer. Sig mig Maria, er du virkelig, eller er du bare en skøn drøm.

 Maria ler og bider ham i øret.

 Ku` du mærke det, så er jeg virkelig.

 Jan ler.

 Pas på, hun er menneskeæder.

 Carl Christian giver hende et kraftigt knus.

 Jo, du må være virkelig, det kan ikke føles sådan at holde om ingenting. Men nu må vi hellere komme op og lave morgenmad, det lovede jeg far og mor i aftes.

 Hurtigt er de oppe alle tre, og et kvarter senere får vi serveret morgenkaffe på sengen.

 Carl Christian og Maria får læst et par timer om formiddagen. Vejret er blevet køligt og egner sig ikke til badning. Til gengæld får Jan lokket mig ud på en lang travetur.

 Vi går og snakker om alt muligt. Jeg ved, at Jan nyder den slags ture, men jeg nyder dem bestemt ikke mindre. Både Karen og jeg holder meget af Jan, men vi er bestemt heller ikke i tvivl om, at det er gensidigt. Vi har nogle gange talt om,  at vi heldigvis holder lige meget af vores to dejlige drenge.

 Pludselig ser Jan op på mig.
 Jeg er glad for, at jeg er fire år yngre end Carl Christian.

 Jeg ser forbavset på ham, og så ler han højt.

 Jo, for så bliver I da ikke helt alene, når Carl Christian en dag flytter hjemmefra.

 Har han talt om det da.

 Nej, men Torben bor her jo heller ikke. En dag gifter Carl Christian sig vel også, og så flytter han jo.

 Der bliver en lille pause, så kommer det stille.

 Maria passer jo også bedre til ham, sådan rent aldersmæssigt, mener jeg, men…..

 Han ser alvorligt på mig.

 Jeg kan ikke forstå, at jeg er misundelig på ham. Jeg synes jo, at det er dejligt for ham, at han nu hart fundet en pige som Maria. Hun kan blive den perfekte kone for ham, det er jeg sikker på, for hun er vidunderlig. Med hende vil han kunne glemme alt det, han har været igennem, i modsætning til Heidi. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at ønske, at det var mig, hun var så forelsket i. Forstår du mig godt, far.

 Jeg lægger mine hænder på hans skuldre og trækker ham ind til mig.

  Vi har alle et stort behov for at føle, at der er nogen, der elsker os. Har du følt, at vi holdt mindre af dig end af Carl Christian, nej vel. Man kan altså godt elske flere mennesker. Jeg ved, at Maria også holder meget af dig, lige som Carl Christian, mor og jeg også gør. Hun kan imidlertid kun gifte sig med en. Om det så bliver Carl Christian, vil tiden vise, det vil både han og hun nok ønske i øjeblikket, men der kan jo ske så meget, før det bliver aktuelt.

 En skønne dag bliver det din tur. Om det varer fem eller ti år, er ikke til at sige, men jeg er sikker på, at der også er en god pige til dig, den dag, da det bliver aktuelt, for det fortjener du, helt bestemt.

 Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at ingen får lov til at ødelægge noget for dem, jeg elsker jo dem begge så uendelig højt, lige så højt som mor og dig.

 Jamen så kan det jo lade sig gøre at elske flere mennesker lige højt. Hvor er jeg dog et stort fjols.

 Jeg giver ham et knus, før jeg slipper ham.

 Måske, men bare der så var rigtig mange af den slags fjolser.
 Om eftermiddagen kører vi Maria hjem først. Hun sidder mellem drengene på bagsædet.

 Da vi når hen til hendes forældres hus, insisterer hun på, at vi lige skal gå med ind.

 Det er ikke sikkert, at far og mor er hjemme, men jeg ved, at Ronnie vil blive meget glad for at hilse på jer. Han er som regel i godt humør, men hvis han er lidt nede, trænger han til lidt opmuntring.
 Når I ser ham, er jeg overbevist om, at I forstår det.

 Hun låser sig ind og råber.

 Er der nogen hjemme.

 En drengestemme svarer.

 Ja, hvad tror du. Du har forhåbentlig ikke taget ham Peter Plys med hjem, ham ved du jo, at jeg ikke kan døje.

 I det samme kommer der en dreng kørende i rullestol ud fra et af værelserne.

 Det giver et sæt i både Jan og Carl Christian.

 Drengen ser forbavset på os.

 Halløj, hvem er I, hvad har Søs nu rodet sig ind i. Far er lige kørt, men mor skulle være der om et kvarters tid, mente hun.

 Nå, men jeg må vel hellere sige pænt goddag, så jeg ikke virker alt for uciviliseret., så kan det jo være, at min kære søster vil fortælle mig, hvem I er, og hvordan hun har støvet jer op.

 Hellere end gerne, lillebror.

 Hils du nu først på Karen, og det er så Alex, fint lille ven, det går jo godt, og det her er så Carl Christian, og sidst, men ikke mindst har vi Jan.

 Ser du, de to herrer har reddet din søster fra at drukne, synes du ikke, at det er tilstrækkelig grund

 Ronnie ser komisk fortvivlet på drengene.

 Hvordan kunne I gøre det. Hun tog bare på ferie med en sheik og lod mig sidde alene her hjemme. Men hvor har du så gjort af Peter Plys.

 Han skred, fordi jeg ikke ville i seng med ham. Men nu vil jeg lige lave en kop kaffe. Kan du nu være en sød lillebror og underholde gæsterne så længe.

 Ronnie begynder at smile.

 Ja, i betragtning af, at du har kvittet Peter Plys, så lad gå da.
 Men hvem af dem er du så forelsket i nu.

 Dem alle fire, din bisse. Prøv nu at opføre dig pænt.

 Ok, så må jeg vel hellere sige velkommen til jer, og det mener jeg, lad os sætte os ind i stuen, mens husalfen bestiller noget.

 Han kører foran os ind i stuen og beder os om at sætte os ned.

 Jeg håber ikke, at vores lille diskussion før generede jer, jeg kan faktisk godt opføre mig nogenlunde pænt, selvom det måske ikke ser sådan ud.

 Men lad mig så høre, hvordan I kunne redde min søster fra at drukne, hun svømmer da som en fisk.

 Carl Christian smiler.

 Han kan med det samme godt lide Ronnie.

 Jan og jeg var ude og bade, og så hørte vi et ynkeligt nødskrig fra en havfrue, der blev klar over, at hun ikke havde gæller.
 Gentlemen som vi er, kom vi den yndige skabning til hjælp og bragte hende i sikkerhed inde på stranden, sugede vandet ud og pustede frisk havluft i hendes lunger. Til gengæld har hun og jeg så læst lektier sammen et par timer i går eftermiddags og et par timer i formiddags.

 Ronnie begynder at le.

 Du må jo være forelsket i hende. Ellers ville du aldrig have gjort det.

 Så ryger det ud af Jan.

 Har du noget mod det.

 Ronnie ler endnu mere.

 En forelsket mand mere, hvem af jer skal hun så have.

 Så bliver han pludselig alvorlig.

 Undskyld, nu skal jeg nok prøve at opføre mig ordentligt. Uanset jeres motiver vil jeg gerne sige jer tak. Hun er i perioder det eneste lyspunkt i min tilværelse. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne undvære hende.

 Vi kan se, at hans øjne bliver blanke.

 Så vender han brat kørestolen og kører ud af stuen.

 Undskyld mig lige et øjeblik.

 Maria kommer ind med kopper og begynder at dække bord.

 Hvor er Ronnie blevet af.
 Han kørte, han var vist ked af noget af det han sagde. Jeg tror, at han var bange for, at vi misforstod det.
 Maria ser alvorligt på Jan.
 Vil du godt gå¨ind og snakke med ham og prøve at få ham til at komme herind igen.

 Jan nikker og går hen til Ronnies dør og banker på. Han går ind, da Maria hviskler til ham.
 Gå bare ind.

 Jan ser sig omkring, da han kommer ind på værelset.
 Ronnie sidder i sin kørestol med ryggen til og ser ud ad vinduet.

 Jan går stille hen og lægger en hånd på hans skulder.

 Det giver et ryk i ham, så vender han hovedet og ser på Jan. Hans ansigt er fortrukkent, og han har tårer i øjnene.

 Så brummer han.

 Jeg er et fjols. Jeg hader at være invalid. Så prøver jeg at være morsom, det får mig til at såre mennesker, som jeg synes om.

 Jan ser alvorligt på ham.

 Du har ikke såret nogen af os, Ronnie. Jeg synes godt om dig, og det kunne jeg også med det samme mærke, at både Carl Christian og mor og far også gjorde.

 Hvad er det, du fejler.

 Jeg har haft børnelammelse for et år siden, og siden da har jeg ikke kunnet bruge mine ben. Jeg kommer kun i skole og så en tur, når Maria har tid til at køre mig. Jeg snakker aldrig med nogen kammerater mere. De gider ikke komme her. De vil hellere ud og spille fodbold og den slags, og det er der måske ikke noget at sige til.

 Jeg er ganske vist begyndt at få mine ben genoptrænet, men far og mor siger, at der godt kan gå mindst et år, før jeg kan begynde at gå lidt selv.

 Åh, nu sidder jeg og har ondt af mig selv igen, og det hjælper jo ikke noget.

 Jan ser ham lige i øjnene.

 Hvis du gider være min ven, så lover jeg at komme mindst en eller to gange om ugen og snakke med dig, hvis du da bryder dig om det.

 Ronnie ser længe på ham.

 Man siger at loven er ærligt, men holden besværligt, men jeg tror faktisk, at du virkelig mener det.

 Stol du bare på det, og lad os så komme ind til de andre igen, ikke.

 Ronnie rækker en hånd frem.

 Jeg vil meget gerne være din ven, hvis du mener, at du bryder dig om det, og det ikke bare er af medlidenhed. Hvis du kan, så prøv, om du kan lade være med at regne mig for invalid. Der er selvfølgelig visse ting, jeg ikke kan, men lad mig bare prøve, for nu har jeg fået lyst til det.

 Jan tager hans hånd og trykker den fast, og så følges de ad ind i stuen.
 Ronnie smiler til os.

 Jan sagde, at I ikke var sure på mig, det håber jeg er rigtigt. Jeg vil meget nødig være uvenner med nogen, og da slet ikke med jer.

 Lidt efter kommer moderen hjem. Hun ser lidt stresset ud, men hilser venligt på os.

 Da hun får forklaringen af Maria på, hvorfor vi er der, ryster hun på hovedet.

 Nu håber jeg, at du husker, at du aldrig må bade alene. Denne gang gik det godt, men hvad skulle vi have gjort uden dig, hvis du var druknet.

 Ronnie smiler til moderen.

 Det bliver nok ikke aktuelt mere.

 Han ser over på Carl Christian med et blink i øjet.

 Jeg tror, at både Maria og jeg er i gode hænder fremover. Jan har lovet at komme og besøge mig en gang imellem, så længe han nu kan holde mig ud, og jeg tror også, at Carl Christian holder øje med Maria fremover. De påstår, at de har læst lektier sammen i flere timer, både i går og i dag.
 Moderen ser på Jan og Carl Christian.

 I skal altid være velkommen her i huset, det kan jeg godt garantere jer for. Hvad mener du Maria.

 Skal vi ikke invitere hele familien til din 18 års fødselsdag d. 25. juni.

 Maria stråler over hele hovedet.

 Den kommende tid er Jan ovre hos Ronnie mindst to gange om ugen. Sommetider endda flere gange. En gang imellem kommer Jens også med, og han synes også hurtigt godt om Ronnie.

 Marias fødselsdag bliver rigtig fejret. Den dag har begge hendes forældre taget fri, og det er hun meget glad for.

 Eksamen er heldigvis godt overstået både for Maria og Carl Christian, så nu mangler de kun 3.g.

 De har været enige om, at hun er kommet over til os en gang om ugen i eksamenstiden, og Carl Christian har været ovre hos hende to gange.

 Om aftenen bliver det aftalt, at Carl Christian og Jan skal med Maria og Ronnie op i deres sommerhus den følgende dag. Når Karen og jeg holder ferie en uge senere kommer Jan og Carl Christian over til os i fjorten dage, og når vi tager hjem på arbejde igen, tager de så atter over til Maria og Ronnie.

 Denne ordning er til alles tilfredshed. Jan og Carl Christian vil gerne være sammen med Ronnie og Maria, men de lader os ikke i tvivl om, at i de 14 dage vi holder ferie, vil de være sammen med os.

Jan har været meget initiativrig. Ikke alene hjælper han Ronnie med hans træningsprogram, men han finder også på nye måder at træne Ronnies benmuskler. Somme tider er Ronnie næsten grædefærdig af træthed og smerter, men han vil ikke give op.

 I al hemmelighed har Jan fået fat i et par krykkestokke, og så jager han ellers rundt med Ronnie. De er blevet enige om, at de ikke vil fortælle om deres eget træningsprogram, før det har båret frugt.

 På Marias fødselsdag skal det prøves af. Ronnie har skrevet en lille tale, og de har trænet ham i at rejse sig op og stå, så han kan stå i næsten et minut uden hjælp.

 Der bliver dødstille ved bordet, da Ronnie slår på sit glas og rejser sig op.

 Han smiler rundt og stopper ved Maria.

 Tillykke med de 18, kære storesøster. Du har skaffet mig mange glæder i de forløbne år. Når jeg i aften kan rejse mig til din ære, skyldes det ikke mindst en god ven, som du bragte mig. Han har fortalt mig, at han og hans storebror dykkede efter perler en aften, og så fandt de dig. Jeg forstår godt, at de ikke blev skuffede, for du er i sandhed en værdifuld perle, Bedre findes ikke.

 Vil I andre også rejse jer og sammen med mig skåle med fødselsdagsbarnet.

 Alle skåler og Ronnie synker ned i stolen igen, lidt bleg, men meget glad.

 Maria har stirret målløs på sin bror, så ryger det ud af hende.

 Jamen du stod jo op, Ronnie.

 Ronnie smiler.

 Det plejer man da at gøre, når man holder tale.

 Hun ser over på Jan, der rødmer lidt.

 Det fortjener du et knus for, lillebror, og det gør din hjælper bestemt også.

 Snakken går nu rundt om bordet igen. Ronnies far går hen til ham.

 Bravo min dreng, jeg er stolt over, at du har brugt så meget energi på det her. Nu tror jeg, at det vil blive lettere for dig, når du kan begynde at mærke resultaterne.

 Jan får lige et klap på skulderen.

 Tak, min ven, uden dig var han aldrig nået så langt.

 Den næste eftermiddag kommer de op til sommerhuset og får hurtigt indrettet sig. Jan og Ronnie får det ene værelse og Maria og Carl Christian det andet. Der er to senge i begge værelser, og både Carl Christian og Maria er enige om, at de ikke vil ligge i samme seng.
 Efter aftensmaden sidder de og snakker og hygger sig. Pludselig siger Jan.

 Sig mig Ronnie, hvornår har du i grunden sidst været ude og bade.

 Ronnie ser lidt på ham.

 Det er nok ved at være et par år siden. Det er jo ikke så nemt at komme ud i vandet i kørestol, det har den ikke så godt af.

 Jamen svømning er da god motion.

 Nu skal du høre, Carl Christian og jeg hjælper dig ned til vandet, og så langt ud, at du kan svømme, det har du ikke glemt, vel, ellers kan jeg hurtigt lære dig det igen.

 Det lyder, som om det kunne gøres, men jeg har ingen badebukser med, jeg var jo ikke forberedt på at skulle i vandet.

 Skidt med det, Carl Christian og jeg bruger heller ikke badebukser om natten, du har heller ikke noget imod det, vel Maria. I morgen kan vi så få fat i et par badebukser til dig.

 Ronnie ser fra den ene til den anden, så smiler han bredt.

 Hvad siger du, Søs, er du med på den. Så kunne jeg virkelig godt tænke mig at prøve det.

 Maria ler.

 Det er helt i orden med mig. Glæder du dig til at komme i vandet igen.
 Om jeg gør, skal vi starte med det samme.

 Lidt efter er de af tøjet alle fire. Ronnie ser lidt på de andre og så ned ad sig selv. Benene er meget tynde, men resten af kroppen er fuldt udviklet.

 Han prøver at rejse sig op, men det kniber lidt, da han ikke har noget at holde sig til. Da han omsider er kommet op, stiller Jan sig på den ene side af ham og Carl Christian på den anden side.

 Ja, og så en arm om livet på os, så går vi.

 Maria går spændt bagefter dem. De holder en lille pause et par gange, men snart er de nede ved vandet.

 Ronnie trækker vejret dybt.

 Tænk, jeg skal i vandet igen.

 Så fortsætter de ud, til de næsten ikke kan bunde.

 Ja, så slipper du og lad os se dig svømme.

 De første par tag er lidt usikre, men hurtigt går det bedre.

 Maria ser på Jan og Carl Christian, så giver hun dem et knus og et kys hver, inden hun svømmer ud mod broderen.

 Jan hvisker til Carl Christian.

 Vi skiftes til at holde øje med ham. Prøv du bare, om du kan fange Maria.

 Carl Christian slår ham på skulderen.

 Bedre ven end dig findes ikke lillebror.

 Jan smiler bredt.

 Jeg har jo haft en god læremester, men jeg synes da også jeg har nogle venner, der slet ikke er værst.

 Ti minutter efter svømmer Jan hen og fanger Ronnie.

 Så går vi i land, mester. De andre kommer nok også om lidt. Vi kan sætte os på stranden så længe. Du fryser ikke, vel.

 Da de lidt efter lidt forpustede sidder på stranden, fortæller Jan så om baggrunden for deres midnatsbadning uden tøj.

 Ronnie smiler.

 Vil det sige, at I ikke havde tøj på, den aften, da I fangede Maria. Hvordan klarede I den. Jeg mener….

 Jan ler.

 Det var meget værre næste aften, da Maria heller ikke havde tøj på. Men hun lo bare og sagde, at det ikke gjorde noget, så lidt efter var der ikke noget at se på os.
 Ronnie sidder lidt og spekulerer.

 Holder du meget af din storebror.

 Jan nikker.

 Ja, utrolig meget.Takket være ham har jeg fået en god tilværelse og et par vidunderlige forældre. Han er virkelig en ven, der ikke kan fås bedre. Misforstå mig ikke. Du er ikke en ringere ven, bestemt ikke. Som far og jeg en gang blev enige om, man kan faktisk elske flere mennesker liger højt.

 Jeg tror, at du har ret. Du er jo kommet til at betyde lige så meget for mig, som Maria gør.

 Skal vi lige tage en lille slåskamp for at holde varmen, til de andre kommer.

 Ok, lad os bare det.

 Og så tumler de rundt.

 Jan sørger hele tiden for, at Ronnie får lejlighed til at bruge sine ben.
 Da Maria og Carl Christian kommer, ligger de forpustede ved siden af hinanden. De sætter sig så og snakker lidt, men ti minutter efter følges de ad op til sommerhuset. Ronnies ben ryster under ham, da de når der op, men han beklager sig ikke. Han er så glad over, at han har været i vandet igen.

 Jan masserer Ronnies ben grundigt for at få blodomløbet rigtigt i gang igen, efter først af have tørret og frotteret dem grundigt.

 Ronnie bider tænderne sammen, for det gør nederdrægtig ondt, men han ved, at det er noget, der er nødvendigt.

 De får sig så en kop kaffe og sidder og snakker endnu en times tid, inden de omsider går i seng.

 Da de er kommet ind på værelset, siger Ronnie.

 Jeg anede ikke, at man kunne være så glad.

 Jan ler.

 Det vidste jeg nu godt, men det er da ekstra dejligt, når man har nogen, man kan være glad sammen med, som man holder af.

 Carl Christian står længe sammen, med armene om hinanden, inden de går i seng.

 Maria hvisker.

 Nu er jeg sikker på, at dig vil jeg gerne gå i seng med, når du synes det.

 Carl Christian kysser hende blidt.

 Jeg kan ikke endnu. Jeg elsker dig så højt, men jeg synes ikke, at jeg kan klare det. Jeg håber, at du vil have tålmodighed med mig.

 Selvfølgelig, jeg forstår det godt.

 Hendes hænder glider kærtegnende ned over hans krop, så glider hun ned på knæ og kysser hans modermærke blidt.

 Så begynder han at ryste over hele kroppen.

 Hurtigt rejser hun sig og ser ham lige i øjnene.

 Undskyld, det skulle jeg ikke have gjort.

 Det er nok bedre, at vi går i seng, min ven.

 Carl Christian nikker, han kan ikke rigtig sige noget.

 Da de har ligget lidt, rejser Carl Christian sig og går over og knæler ned ved Marias seng. Han kysser hendes øjne og hendes mund. Så glider hans mund ned til hendes bryster, som han kysser blidt.

 Maria tager om hans hoved med begge hænder.

 Du skal ikke mere i aften. Du skal have det godt med det. Godnat, min egen ven.

 Lidt efter sover de begge to.

 Næste morgen har Jan og Ronnie lavet morgenmad, da de andre står op. De sidder og hygger sig en times tid, og hjælper så Ronnie ned til vandet. Han har fundet et par gamle badebukser. De er ganske vist blevet noget små til ham, men han siger med et smil.

 Jeg må vel hellere tage noget på om dagen, hvis der skulle komme nogen forbi.

 Jan herser med ham, men stopper, når han kan se på Ronnies øjne, at nu kan han ikke klare mere, så masserer han benene, så Ronnie sommetider er ved at hyle af smerte.

 Om eftermiddagen siger han med et glimt i øjet.

 Jeg tror, at du er sadist Jan.

 Jan smiler.

 Ja, men nu skal du få fred for mig lidt. Jeg har tænkt mig at invitere din søster på en travetur, så kan du snakke med Carl Christian så længe. Han er ikke nær så ondskabsfuld.

 Maria siger glad ja til turen, og Carl Christian vil netop gerne snakke lidt med Ronnie, så det passer fint.

 Lidt efter går Jan og Maria så.

 Jan har lagt sin ene arm om livet på Maria og hun har lagt en arm om hans skuldre.
 De går og snakker om forskellige ting. Pludselig siger Jan.

 Du skal bare sige til, hvis du synes, at jeg blander mig i noget, der ikke kommer mig ved, men jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål.

 Er det alvor med Carl Christian for dit vedkommende, det er det nemlig i høj grad for ham.

 Maria nikker, så siger hun stilfærdigt.

 Ja, det vil jeg meget gerne fortælle dig, for det er det, men han er tilsyneladende bange for mig. Nu snakker jeg rent ud af posen, for måske kan du hjælpe mig.

 Vi kan bade sammen uden tøj, vi kan omfavne og kysser hinanden. Jeg er nået til det punkt, at jeg ved, at han er den rigtige for mig, så jeg er parat til at gå i seng med ham, for jeg ved, at han ikke vil gøre mig fortræd. Men da jeg i aftes kyssede hans modermærke, begyndte han at ryste over hele kroppen. Kan du forklare mig hvorfor.

 Jan ser alvorligt på hende.

 Maria, jeg elsker dig, og jeg ved, at hvis nogen kan hjælpe min storebror, så er det dig. Tror du godt, at du kan have lidt tålmodighed med ham. Jeg lover dig, at hvis du kan, vil du aldrig kunne få en bedre og en mere kærlig mand. Jeg er også overbevist om, at I nok skal få børn en gang. Carl Christian holder meget af børn, og jeg er sikker på, at han vil blive en dejlig far, ligesom jeg er overbevist om, at du vil blive en dejlig mor.

 Jo, jeg kan godt forklare dig, hvorfor han kommer til at ryste. Forestil dig, at du to – tre gange om ugen, sommetider mere i et halvt år bliver tvunget til at trække tøjet af, og hvis det ikke går hurtigt nok, bliver det revet af dig. Du bliver hevet op i sengen til en nøgen og svedig mand og må gennemgå mindst en halv times plagerier, med hvad han nu kan finde på med en dreng.

 Det er det både Carl Christian og jeg har været igennem. Takket være far og mor er vi nu nået så vidt, at vi har lært at befinde os godt uden tøj, når vi er sammen med nogen, vi holder af, og som vi har tillid til.
 Carl Christian vil uden tvivl kunne vænne sig til at være sammen med dig, også i en seng, men du må lade ham bestemme tempoet, hvis du kan. Han ved, at du kun vil ham det bedste, og har tillid til dig, så kommer resten, hvis du kan have den samme tillid til ham, men især tålmodighed, det er nok det vigtigste.

 Maria ser på ham med tårer i øjnene.
 Jan, du aner ikke, hvor højt jeg elsker dig. Tak min egen lille dejlige svoger. Det her har virkelig hjulpet mig at høre. Nu kan jeg have tålmodighed og er klar over, at jeg aldrig må forcere noget.

 Men der var mere, du ville spørge om.

 Jan tøver lidt.

 Ja, det…… jo, altså, hvorfor tager jeres forældre sig ikke mere tid til jer og især Ronnie. Som han sagde til mig. I lange perioder var du hans eneste lyspunkt. Hvad har hans far og mor gjort for ham, bortset fra at tjene penge, så han kunne være en slags luksusinvalid, der ikke behøvede at lave noget.

 Han har jo trængt til at knokle med noget, der oversteg hans kræfter, men samtidig gav ham lyst til at få flere kræfter. De har ikke hjulpet ham med at komme ud og bade. De har vel ikke engang spurgt, om han havde lyst. Det har de vel ikke haft tid til.
 Ja, undskyld, at jeg kritiserer dine forældre, jeg ved jo godt, at både du og Ronnie holder meget af dem. Du må heller ikke være i tvivl om, at jeg sætter meget pris på dem, men…..…..

 Maria afbryder ham.

 Jeg ved godt, at du siger det p.g.a. Ronnie, fordi du holder så meget af ham. Han har aldrig før haft sådan en ven. Du giver ham en hjælp, han ikke har villet modtage af andre. Tro mig, både far og mor har virkelig prøvet, men Ronnie har ikke villet.

 Dig er han kommet til at holde så meget af, at han ville gå til verdens ende for din skyld. Både mine forældre og jeg er lykkelige over, at det er lykkedes en at trænge ind til ham. Han gør de forskellige ting for at glæde dig. Han bider smerterne i sig, for at du ikke skal tro, at du er for hård ved ham.

 Kort sagt, du har ham i din hule hånd, og det er også helt i orden, for jeg ved, at du vil aldrig udnytte det. Dertil er du en alt for god ven, og det er far og mor helt enige med mig i.

 Jan smiler.

 En gang imellem kunne jeg godt ønske, at Ronnie var en pige. Carl Christian har jo hugget dig, men der bliver vel også en til mig en dag. Hun skal nu også nok lære at have tålmodighed.

 Maria smiler.

 Præsenter hende for mig, når du har fundet hende, så skal jeg nok fortælle hende, hvordan du skal behandles. Men jeg vil også fortælle hende, at hun bestemt ikke bliver snydt, for hun kan ikke få en bedre mand.

 Under den sidste del af samtalen er de nået tilbage til sommerhuset igen.

 De får sig noget mad og sidder længe og snakker uden for huset.

 Så siger Ronnie.

 Og nu skal vi i vandet.

 Hurtigt kommer de af tøjet alle fire. I aften støtter Ronnie sig kun til Jan, det første stykke, men det sidste stykke ned til vandet må Carl Christian også hjælpe lidt, da det er meget ujævnt.

 Så snart de er ude i vandet, har Ronnie ingen problemer mere. Han svømmer fint, og kan endda dykke.Jan holder dog hele tiden øje med ham, og da han ser, at Ronnie svømmer ind mod land, sætter han også kursen indad.

 Ronnie kravler det sidste stykke ind på land og ligger så og puster lidt ud oven på anstrengelsen.

 Da Jan kommer ind til ham, siger han.

 Maria sagde, at du havde brokket dig over, at jeg ikke var en pige. Hvis jeg havde været det, ville du så have friet til mig.

 Jan smiler.

 Helt bestemt.

 Ronnie begynder at le, men bliver så pludselig helt alvorlig.

 Og jeg…..ja, jeg ville nok have sagt betingelsesløst ja. Er du klar over, at du simpelthen kan få mig til alt.

 Jan ler drillende.

 Ok, så bær mig op til sommerhuset.

 Ronnies øjne lyner, så hvæser han.

 Jeg kan ikke i dag, men jeg skal nok gøre det en dag, vær vis på det.

 Jan slår armene om ham og knuger ham ind til sig.

 Undskyld min ven, det var ikke meningen at gøre dig fortræd. Der er ikke noget jeg nødigere vil.

 Ronnie knuger sig ind til Jan med både arme og ben. De opdager, at de begge har fået tårer i øjnene, da de ser hinanden i øjnene.

 Så kommer det lidt hæst fra Ronnie.

 Vi to vil aldrig kunne gøre hinanden fortræd, dertil holder vi for meget af hinanden.

 Jan nikker og siger så med et skævt smil.

 Men nu må jeg alligevel hellere gå i gang med at frottere og massere dine ben.

 Da Maria og Carl Christian kommer ind på stranden er de parat til at følges med dem op til sommerhuset.

 Ronnie klarer hele turen med kun lidt støtte fra Jan. De to andre går bag ved og nyder at se Ronnie bevæge sig mere og mere sikkert.

 De følgende dage glider hurtigt for dem. Lørdag morgen tager Jan og Carl Christian over i vores sommerhus for at gøre klar til at modtage os.

 Vi nyder at være sammen med vores to dejlige drenge. Torben og Eva kommer den følgende Week-end med deres tvillinger. Om søndagen inviterer vi Maria og Ronnie over, så de også kan hilse på Torben og Eva.. De er hurtigt på bølgelængde med hinanden, så vi hygger os rigtigt.
 Om aftenen kører Karen dem så tilbage til deres sommerhus. Der har været tale om at invitere Ole, Jesper, Jens og Tom, men de to store har fået sommerferiejob og de to andre er taget med Tove og Søren over til Vesterhavet til et sommerhus de har lejet derovre.

 En af de sidste aftener, da vi er på vej ned for at bade, hører vi, at der bliver råbt.
Jan. Jan.

 Jan ser helt forkert ud i ansigtet. Det lød som Ronnies stemme, men det er jo umuligt, hvordan skulle han kunne komme herover.

 Så lyder det igen, meget tydeligt.

 Jan. Hjælp.

 Som et lyn er Jan på vej ned mod vandet. Han løber, så hurtigt han kan, mens han råber.

 Jeg kommer nu, Ronnie.

 Carl Christian er lige i hælene på ham.

 Da de kommer ned til vandet, kommer Ronnie kravlende ind.

 Han ser forfærdelig ud, forslået og bløder både her og der. Han gisper efter vejret og ryster over hele kroppen.

 Omsider kommer han så meget til sig selv, at han kan forklare, hvad der er galt.

 Han og Maria havde været på vej ned til vandet for at bade. 20 – 25 m fra huset var Maria snublet, og da han støttede sig til hende, faldt han hen over hende, med det resultat, at hun enten forstuvede eller brækkede anklen.. Det sidste var nok det mest sandsynlige, mente Ronnie.

 Han havde så fået bakset Maria tilbage til sommerhuset og havde fået hende til at ligge på sin seng.

 Så havde han taget en krykkestok og havde skyndt sig så meget han kunne ned til vandet. Han ville så svømme hen til os efter hjælp. Han vidste jo, at vi også var ude og bade på det tidspunkt. Han var faldet flere gange undervejs ned til vandet, det var derfor, han var kommet til at se sådan ud.
 Efter en hurtig rådslagning bliver vi enige om, at Karen og Carl Christian skal køre over til Maria og evt. få hende på skadesstuen.

 Jan og jeg skal så bære Ronnie op til vores sommerhus og få ham i seng.

 Han insisterer dog på at prøve at gå selv med en arm om halsen på Jan og mig.

 Karen og Carl Christian er løbet i forvejen for at få noget tøj på. Vi ser, at de kører, inden vi når op på terrassen, for vi må holde et par pauser undervejs.
 Vi får Ronnie til at lægge sig på Jans seng. Så bliver han grundigt frotteret og masseret af Jan, men jeg giver ham plastre på de værste skrammer.

 Så låner han en pyjamas af Jan, og lidt efter sætter vi os ud på terrassen med en kop kaffe.

 Uvilkårligt ser jeg beundrende på Ronnie.

 Du har virkelig imponeret mig, min ven. Jeg tror, at vi alle tre fortjener en cognac til kaffen. Vi kan jo kalde det medicin for at sætte gang i blodomløbet.

 Skal vi vente med at gå i seng, til vi hører nyt om Maria.

 Jan ser beundrende på sin ven.

 Det var godt nok en barsk tur, du der begav dig ud på, det var knageme godt klaret.

 Ronnie ser lidt genert ud.

 Det var ikke så slemt for mig. Jeg vidste jo, hvad jeg var nødt til at gøre. Det var da meget værre for Maria, hun kunne jo kun ligge og vente på, at jeg fik hentet hjælp. Hun vidste ikke, hvor lang tid det ville vare, og så havde hun endda frygtelig ondt i sin fod. Det var vel nok godt, at Karen og Carl Christian var så hurtige til at tage af sted. De må være derovre nu. Jeg var ikke meget for at lade Maria ligge alene, men jeg havde jo ikke rigtig noget andet valg.

 Uvilkårligt bemærker jeg, at Ronnie tilsyneladende overhovedet ikke havde tænkt på, om han kunne klare den tur alene.

 Klokken er blevet et, men der vil nok gå noget tid endnu, før vi kan vente Karen og Carl Christian tilbage. Jeg går ud fra, at Maria bliver indlagt, hvis foden er brækket, men Ronnie må i hvert fald blive her hos os.

 Jeg foreslår derfor, at Ronnie og Jan går i seng. De kan godt begge to ligge i Jans seng, så Carl Christian kan få sin egen, når han kommer tilbage.

 Da vi jo ikke kan gøre andet end at vente, siger jeg, at jeg også går i seng.. Jeg lover så at vække dem, når de andre kommer hjem.

 De går så i seng, der er ikke meget plads, men både Jan og jeg kan mærke, at Ronnie er glad for at kunne ligge sammen med Jan.
 Den spænding han har været igennem, har været et stort pres for ham, men sammen med Jan kan han slappe af, og snart sover de da også begge to.

Ved tretiden kommer Karen hjem.

 Marias ankel var heldigvis kun forstuvet, så hun fik en stram forbinding på, og så kørte Karen hende og Carl Christian over i det andet sommerhus, det ville Maria helst.

 De var så blevet enige om, at vi kørte Ronnie derover den næste dag.

 Maria havde været meget bekymret for ham, men hun havde ikke kunnet holde ham tilbage, han ville absolut over efter hjælp. Til alt held kunne Karen så trøste hende med, at Ronnie var i god behold ovre hos os.

 Som lovet vækkede vi drengene og fortalte, hvad der var sket.

 Ronnie ser lidt søvndrukken på os.

 Må jeg godt blive her til i morgen.

 Jan ler.

 Ja, det slipper du ikke for, men nu vil vi sove alle fire. Maria og Carl Christian skal nok klare sig. Nu kan du få hans seng, hvis du vil, men du må også godt blive liggende hos mig, hvis du foretrækker det.

 Ronnie gaber.

 Det vil jeg helst, hvis jeg godt må.

 To minutter efter sover de igen.

 Karen og jeg falder også i søvn, for vi er meget trætte.

 Næste dag vågner vi først ved titiden.

 Drengene har dækket morgenbord på terrassen og kaffen er klar, da vi står op.

 Da vi kommer ud på terrassen, kommr Ronnie lidt usikkert hen til os. Så lægger han armene om Karens hals.

 Tusind tak for din hjælp i nat. Hvad skulle vi dog have gjort uden jer.

 Så ser han over på mig og griber samtidig min hånd.

 Dig fik jeg heller ikke sagt rigtigt tak i nat. Og så har jeg endda ødelagt jeres nattesøvn.

 Karen smiler.

 Kære Ronnie. Du kan være overbevist om, at vi helt bestemt ikke har gjort mere for dig eller jer, end vi synes, at du fortjener. Du har gjort langt mere for din søster end nogen af os andre.

 Efter morgenmaden går vi ned for at bade.

 Ronnie ser lidt på os.

 Jeg har jo ikke rigtig noget med herover, har I noget imod, at jeg bader uden. Jan har lovet, at jeg må låne noget tøj af ham. Jeg har prøvet Carl Christians badebukser, men de er for store, så dem taber jeg.

 Selvfølgelig er det i orden, og for at være solidarisk tager Jan heller ikke sine badebukser på.
 Ronnie er nu i stand til selv at gå ned til vandet.  Han har kun en hånd på Jans skulder for at få lidt støtte.

 Da vi har badet og Jan har frotteret og masseret Ronnies ben grundigt, går vi op til sommerhuset igen.

 Undervejs derop, kommer Ronnie over til mig og lægger en hånd på min skulder. Så standser han op og ser mig lige i øjnene.

 Så breder der sig et stort smil over hans ansigt.

 Hvis Maria kan holde på Carl Christian, er jeg blevet klar over, at hun får verdens dejligste svigerforældre, og det synes jeg også, at hun fortjener. Svogeren har hun nu heller ingen grund til at beklage sig over. Men hvordan mon de to fyre havde klaret sig, hvis de ikke havde haft jer. Gør det noget, hvis jeg siger, at jeg simpelthen elsker jer.

 Carl Christian kunne nu heller ikke få nogen bedre svoger. Det er jeg helt overbevist om, min ven.

 Jeg giver ham et knus, og lidt efter er vi oppe ved sommerhuset.

 Ronnie låner et par lange bukser og en t-shirt af Jan.

 Da vi har fået frokost, kører vi over for at se, hvordan det går hos Maria og Carl Christian.

 Da Maria ser Carl Christian, humper hun over og slår armene om hans hals og giver ham et ordentligt knus.

 Tænk at have sådan en lillebror, siger hun strålende lykkelig.
 Jan smiler.

 Du har den lillebror, du fortjener.

 Maria giver ham et knus og et kys.

 Så ser hun på Karen og mig, og så får vi ellers også et ordentligt knus begge to.

 Tak for lån af Carl Christian, han har været en enestående sygeplejer.

 De har lavet kaffe og vi sidder så og snakker en times tid.

 Da vi skal til at køre, spørger vi, om vi skal lade en af drengene blive, men de holder på, at både Jan og Carl Christian skal tage med os hjem, så vi kan være sammen det sidste af vores ferie. De kan sagtens klare sig.

 Det er torsdag nu, og søndag slutter vores ferie, og så skal drengene over til dem igen.

 Både Maria og Ronnie giver os et knus, inden vi kører.

 Vi nyder de sidste dage sammen med vores drenge. Søndag kører vi dem så over til Maria og Ronnie, hvor de bliver modtaget med åbne arme.

 Da vi kører hjem, er vi enige om, at vi har haft en dejlig ferie. Den har især været god, fordi vi har mærket både vores drenges, men i høj grad også deres venners kærlighed til både os og hinanden.

 Drengenes sidste ferieuge går også godt. De er lykkelige over at være sammen med både Maria og Ronnie igen.

 Allerede tirsdag synes Maria, at hun godt kan gå ud og bade igen, og de andre er selvfølgelig i vandet både formiddag, eftermiddag og ved midnat.

 Onsdag aften da de kommer op fra badet, sidder de og snakker en halv times tid, inden de går hver til sit.

 Da Maria og Carl Christian kommer ind på værelset, står de og ser lidt på hinanden, så siger Carl Christian med lidt hæs stemme.

 Mener du stadig, at du tør gå i seng med mig.

 Maria går helt hen til ham og ser ham lige i øjnene.

 Ja, for jeg er helt overbevist om, at du er den rigtige for mig. Men du må ikke gøre det for min skyld, kun hvis du synes, at det også er det rigtige for dig.

 Carl Christian lægger sine arme om hende og knuger hende ind til sig

 Nu tror jeg, at jeg tør, men vi må jo passe på, at der ikke sker noget.

 Maria rødmer lidt.

 Jeg har taget P-piller i et år, så det gør der ikke, men selv om der gjorde, ville det kun gøre mig meget lykkelig.

 Uendelig blidt begynder hun at kærtegne ham, og lidt efter lægger de sig begge på hendes seng.

 Carl Christian kysser hendes øjne, mund og bryster og et kvarters tid senere smelter de sammen i en stor lykkefølelse. Længe bliver de liggende helt tæt sammen, så kysser Maria hans øjne og mund.

 Han åbner øjnene og smiler, idet han knuger hende ind til sig.

 Først hen på morgenstunden går han over i den anden seng.

 Ronnie smiler, da han ser dem komme ud af værelset sammen.  Deres øjne stråler af glæde og lykke.

 Nå Jan, nu bliver vi to da vist snart onkler, men vent nu lige til efter jeres studentereksamen.

 Maria ler, mens Carl Christian rødmer.

 Er det virkelig så tydeligt at se. Men tag det bare roligt onkel Ronnie, vi venter lidt endnu med børnene.

 Om fredagen kommer Ronnies og Marias forældre. Da de holder uden for huset, går Ronnie ud til bilen.

 Moderen er målløs, mens faderen smiler glad. Så står han ud af bilen og knuger ham ind til sig.

 Du kunne ikke have gjort mor og mig en større glæde. Jeg ved, at vi ikke har gjort, hvad vi burde for dig. Heldigvis har der været så meget styrke i dig, at du selv har klaret den.

 Jeg kan ikke gøre godt, hvad jeg har gjort forkert, men en ting skal både du og Maria være klar over. Den tid er slut, da vi ikke havde tid til jer.

 Fra nu af er I to det vigtigste i vores tilværelse, det er mor og jeg enige om.

 Ronnie ser alvorligt på faderen.

 Nej far, du har intet at bebrejde dig. Jeg ville ikke selv have din hjælp, men så dukkede Jan her op, han gav mig det skub, der skulle til.

 Han har været hård og ubarmhjertig, når det var det, der skulle til, og han har været blid og nænsom, når det var nødvendigt. Vigtigst af alt er dog, at han har givet mig sit venskab, der er blevet så værdifuldt for mig, at det slet ikke kan beskrives.

 Både Maria og jeg har fundet nogle uvurderlige venner, men du og mor vil altid have første prioritet. I skal ikke ofre jer for os, men sammen kan vi få en dejlig tilværelse, nårI har tid til at lære os og vores venner rigtigt at kende.

 Jans og Carl Christians forældre har lært det, de har måske vidst det, fra de fik Carl Christian.

 Når jeg kan gå næsten normalt i dag, er det Jans fortjeneste. Han har trænet mig, masseret mig, opildnet mig i timevis, uden nogensinde at tabe tålmodigheden med mig.

 Så hils nu rigtigt på ham og på min kære svoger, ham vil I også kunne lide.

 Både Jan og Carl Christian har stået lidt genert og rødmet, mens Maria skiftevis lo og så alvorlig ud.

 Da Ronnie slutter, dasker hun til ham.

 Det sidste kunne du da godt have ladet mig selv fortælle, din bisse.

 Ronnie ler højt.
 Hov hov, jeg sagde bare min svoger, ikke din kæreste eller fars og mors svigersøn.

 Faderen og moderen står og ser lidt usikkert fra den ene til den anden.

 Så ler Maria højt.

 I kender da hinanden, så sig nu bare pænt goddag.

 Må jeg præsentere dig for din svigermor, Carl Christian, og ham, der er altså din svigerfar.

 Så smiler faderen bredt.

 Ikke for noget, men jeg tror, at jeg vil starte med min kollega, dr. Jan. Med de evner du har vist, kan du blive verdensberømt. Tak, min dreng, for hvad du har gjort for Ronnie.

 Så omfavner han Jan, der ikke kan undgå at se, at han har tårer i øjnene.

 Ja, og så er det svigersønnens tur, og så får Carl Christian også et ordentligt knus.

 Moderen er lidt mere stilfærdig, men får også et stort knus af Carl Christian og Jan.

 Den næste times tid går snakken fint. Maria fortæller bl.a. om Ronnies tur efter hjælp.

Faderen sidder og ser på Ronnie imens, mens denne prøver at slå det hen.

 Da Maria er færdig med at fortælle, siger faderen stilfærdigt.

 Ja, sådan en tro og tillid kan flytte bjerge. Jeg kan kun sige dig tak, Ronnie. Din søster kunne ikke have haft en bedre bror. Heldigvis er du mere taknemlig, end mor og jeg hidtil har været. Jeg håber, at vi kan forbedre os. Hvis sådan et par børn ikke kan gøre det, så er der intet at gøre.

 Tak også til jeres venner. Den kvalitet venner, som I er, får man kun, hvis man selv er noget værd.

 Under og efter aftensmaden sidder man igen og snakker hyggeligt nogle timer. Det er lige som om usikkerheden nu er helt overvundet. Alle kan snakke med alle.
 Det viser sig, at både moderen, Kirsten og faderen Jørgen, er fulde af godt humør, og også kan lide at drille, nu hvor de er begyndt at slappe af.

 Ved halvtolvtiden hvisker Ronnie til Jan.

 Nu skal du bare se løjer.

 Højt siger han.

 Nå, vil I med i vandet, alle sammen.

 Kirsten ser lidt forbavset på ham.

 I vandet nu, er det ikke lidt sent.

 Nej da, vi plejer altid at bade ved midnatstid.
 Jan siger med et lille smil.

 Det var jo det, Ronnie vidste, da han svømmede hen til os efter hjælp, den aften. Det var jo også ved et midnatsbad, at vi fangede Maria, så vi er altid spændte på, hvad der sker næste gang.

 Carl Christian ser på Ronnie.

 Det er jo ikke sikkert, at din far og mor bryder sig om at bade på denne tid af aftenen. Det er os der hjemme, der har haft den familietradition, fra jeg første gang var med far og mor i sommerhus. Men vi har altid holdt på, at det skulle være en frivillig sag.
 Ronnie vrænger ad ham med et stort smil.

 Øv, diplomat.Jeg ville jo se, hvordan far og mor reagerede, når de hørte, at midnatsbadet var uden badetøj. Det var det jo for mig første gang, fordi jeg ikke havde drømt om, at jeg kunne komme ud og bade og derfor ikke havde badebukser med.

 Men I slæbte mig mig med og smed mig ud. Kalder du det frivilligt. Jeg syntes, at det var pragtfuldt, det var den bedste vandgang, jeg nogensinde har haft. Det var lige som om livet vendte tilbage. Der var noget, jeg kunne selv.

 Så ser han alvorligt på sin mor.

 Selvfølgelig skal I ikke gå i vandet, hvis I ikke har lyst, men I har ikke noget imod, at vi andre går i vandet, vel. Det er ikke spor umoralsk, og hvis I går med ned til vandet og ser på os, er jeg næsten sikker på, at I også får lyst om ikke før, så i morgen.

 Faderen smiler.

 Jeg tror nu, at jeg vil nøjes med at se på i aften, hvad siger du mor. Selvfølgelig er det i orden, at I bader uden tøj, hvis I kan lide det.

 Fem minutter efter er de på vej ned til vandet.

 Maria og Carl Christian går forrest med hinanden om livet. Jan og Ronnie går bagefter. Ronnie har en hånd på Jans skulder for at have lidt støtte endnu, fordi stien er lidt ujævn.

 Jørgen og Kirsten går bagest og nyder synet af de fire glade unge mennesker.

 Da de kommer ned til vandet, sætter Jørgen og Kirsten sig på stranden, mens de andre fortsætter ud i vandet., og snart svømmer de rundt og leger tagfat.

 Da de omsider kommer ind igen, sætter de sig ved siden af Jørgen og Kirsten.
 Kirsten smiler til dem.

 Far og jeg må give Ronnie ret. I morgen vil vi gerne med i vandet, hvis I da vil have os med.

 Ronnie giver hende et knus, så hun bliver helt våd.

 Det kan du tro, at vi gerne vil, mor.

 Da de kommer op til sommerhuset igen, laver Kirsten kaffe, mens Jørgen interesseret ser på, hvordan Jan frotterer og masserer Ronnies ben. Maria og Carl Christian dækker bord.

 Da de sidder ved kaffen, spørger Jørgen.

 Sig mig en gang, hvordan har du lært at give massage på den måde, Jan.

 Jan smiler lidt genert.

 Jeg har læst noget om det, og så arbejder jeg ellers bare løs, til jeg kan se, at Ronnie ikke kan holde til mere. Jeg har endnu aldrig fået ham til at tude, men det ville jeg bestemt heller ikke bryde mig om. Dertil holder jeg for meget af ham.

 Det sidste kommer stille og alvorligt.

 Har du lyst til at blive læge, jeg har hørt, at Carl Christian vil være advokat.

 Jan ler.

 Ja, det kunne jeg da godt tænke mig, hvis jeg da har evner til det.

 Jørgen ser alvorligt på ham.

 Det er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, men hvad siger din far og mor.

 De siger, tag du nu først en studentereksamen, så kan vi jo se.

 Det, synes jeg, lyder fornuftigt.

 Omsider går de så i seng.

 Næste morgen har Maria og Carl Christian morgenmaden klar, da de andre står op. Og så hygger man sig ellers hele dagen sammen og får bl.a. nogle gode diskussioner.

 Da de går ned for at bade om aftenen, siger Kirsten, der går mellem Ronnie og Jan.

 Det er utroligt, så I kan få en til at føle sig ung igen.

 Ronnie ler højt.

 Nåh, så gammel er du da heller ikke lille mor.

 Maria går mellem Jørgen og Carl Christian. De snakker sammen, mens de går ned mod vandet.

 Jørgen glæder sig meget over det gode forhold, der er mellem Maria og Carl Christian, og det giver han tydeligt udtryk for.

 Carl Christian ser lidt genert på ham.

 Jeg har ellers været lidt nervøs for, om du syntes, at jeg var god nok til din datter.

 Jørgen stopper brat op.

 God nok. Selvfølgelig er du det. Dels stoler jeg på Marias gode smag, og dels har jeg nu selv lært dig at kende på en måde, så……. Nej, jeg kan kun sige, at hverken Kirsten eller jeg synes, at Maria kunne have truffet et bedre valg.

 Et øjeblik efter er de alle i vandet, og som sædvanlig leger de tagfat.

 Da Kirsten fanger Jan, giver hun ham et kys.

 Det skal du have, for alt det, du har gjort for Ronnie.

 Jan bliver lidt rød i hovedet.

 Jamen jeg holder jo så meget af ham.

 Så smiler han.
 Men jeg kan nu også vældig godt lide både dig og Jørgen, nu hvor jeg har lært jer rigtigt at kende.

 Lidt efter fanger Kirsten så Carl Christian. Han får også et kys.

 Jeg tror, at du bliver min yndlingssvigersøn.

 Carl Christian smiler glad.

 Og jeg synes, at Maria ligner sin mor, nogen bedre ros kan jeg ikke give hende.

 Da de en halv time senere sidder ved kaffen, bliver det aftalt, at der skal holdes forlovelsesfest den følgende week-end. Karen og jeg får invitationen, da drengene kommer hjem.

 Ferien er slut, og alle er godt i gang med arbejdet igen.

 Et par gange om ugen kommer Maria over til os og læser sammen med Carl Christian, og der bliver faktisk læst.

 Han har dog ikke glemt sine gamle venner Ole og Jesper. De har været lidt nervøse for, om han har tid til dem mere, men han overkommer det utrolige.

 Karen og jeg bliver tit inddraget i en god diskussion med ham og Maria. Når de har siddet og læst sammen et par timer, kommer de gerne ind og hygger sig sammen med os.

 Jan bruger gerne et par dage om ugen sammen med Ronnie, som han nu også har fået i gang med at cykle. Det er noget, der styrker benmusklerne for alvor.

 Hen imod efterårsferien kommer Ronnie selv cyklende over til os en dag. Han var meget spændt på, om han kunne klare turen, der er trods alt næsten otte kilometer.

 Han er da også temmelig træt i benene, men vil ikke høre tale om, at vi kører ham hjem. Jan følger ham dog hjem på cykel for en sikkerheds skyld.

 Vi er kommet til at holde mere og mere af Maria. Hun er en sød og meget kvik pige, hun har et strålende humør, og så er hun til og med usædvanlig køn. Carl Christian synes da også, at han har været så heldig, at han en gang imellem er helt nervøs for, om det nu også kan vare ved.

 I efterårsferien låner de fire vores sommerhus. Vi har desværre ikke selv tid til at være deroppe, men lover at komme og besøge dem et par gange, og den ene gang har vi også Kirsten og Jørgen med.

 Vi har fået et virkelig godt venskab med dem. De har også lært Tove og Søren at kende, og er kommet til at sætte stor pris på dem.

 Det er tydeligt, at de begge har sat deres arbejdstempo betydeligt ned, og det befinder de sig langt bedre med.

 Hen under jul får Jan pludselig en nedtur.

 Han vil ikke snakke med nogen og nægter at gå i skole. I første omgang tager vi det roligt, men da han forlanger at få sit eget værelse og ikke engang vil snakke med Ronnie, begynder vi for alvor at blive bekymrede.

 Vi kan slet ikke kende ham igen. Han er hidsig og sur og vil ingenting lave. Hans ansigt er i perioder forvrænget, som om han har stærke smerter, men det er umuligt at få et svar fra ham, når vi spørger, hvad der er galt. Han snerrer bare ad os og forlanger at være i fred.

 Ronnie er næsten den, der tager sig det mest nær. Carl Christian er også ulykkelig, men han har trods alt Maria at snakke med, og det er ham til stor hjælp.

 Jan går ingen steder. Han spiser sin mad og går så ind på værelset igen, sommetider låser han endda døren.

 Et par dage efter kommer Ronnie. Han er meget bleg og ser ulykkelig ud. Fraværende giver han Karen et knus og ser så på mig  med store tårer i øjnene.

 Nu må det her have en ende. Jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg må vide, om det er noget, jeg har sagt eller gjort, der er årsag til, at han har det sådan. Jeg må simpelthen vide, hvad der er galt.

 Han ser fortvivlet fra mig til Karen.

 Er der ingen af jer, der har en anelse om det. Jeg har prøvet at snakke med både far og mor og Maria, men ingen af dem kan hjælpe mig.

 Far mente, at jeg måske skulle tvinge ham til at snakke med mig. Kan I gå med til det.

 Karen og jeg ser på hinanden.

 Vi aner ikke, hvad vi skal gøre, prøv at gøre, hvad du kan og vil. Du er måske den eneste, der kan nå ind til ham i øjeblikket. Selv Carl Christian nægter han at have noget med at gøre.

 Ronnie trækker vejret dybt. Så banker han på Jans dør, noget han aldrig før har gjort. De har altid plejet at brase lige ind til hinanden.

 Det er mig Jan. Jeg vil gerne snakke med dig.

 Jan lukker døren lidt op og ser arrigt på ham.

 Hvad vil du nu, din plageånd, kan man da aldrig få fred for dig. Synes du ikke, at jeg har brugt tid nok på dig.
 Vi kan se på Ronnie, at han føler det, som om han var blevet slået i ansigtet.

 Lynhurtigt sætter han en fod i døråbningen og maser sig forbi Jan ind på værelset.

 Vi lovede en gang hinanden, at vi to aldrig ville gøre hinanden fortræd, men kan du, så kan jeg også, det kan du lige tro, min fine ven.

 Luk den dør og sæt dig ned. Nu hører du først på, hvad jeg har at sige, så kan du få lov til at snakke bagefter, og det kommer du til, det lover jeg dig.

 Hvad er det for en måde at behandle dine forældre og din bror på, så ser jeg helt bort fra mig selv i første omgang.

 Hvorfor kan du ikke tage dig sammen og fortælle, hvad der er galt. Vi vil jo alle sammen gerne hjælpe dig, men det kræver altså, at du spytter ud med, hvad der er galt.

 Har du fuldstændig mistet tilliden til os alle sammen, det kan da ikke være os alle, der har gjort noget forkert.

 Jan har siddet og set på Ronnie med lynende øjne, så falder han pludselig helt sammen.

 Det er ikke jer, der er noget galt med, det er mig. Lad mig være i fred, ingen kan hjælpe mig.

 Vrøvl, selvfølgelig kan vi hjælpe dig, men det kræver altså, at du siger, hvad der er galt.

 Jeg har svigtet jer alle sammen. Ingen kan hjælpe mig, jeg må selv tage min straf. Jeg venter bare på, at politiet kommer og henter mig.

 Ronnie ser overrasket på ham.

 Politiet, har du slået nogen ihjel eller lavet et bankkup. Hvad er det for en forbrydelse, du mener, at du har begået.

 Jeg har været ved at voldtage en pige.

 Det kommer som et skrig, så kaster Jan sig ned på sengen og hulker.

 Ronnie gentager uvilkårligt.

 Været ved at voldtage en pige. Hvad mener du, det er da løgn. Det ville du aldrig drømme om at gøre, med mindre du havde en pokkers god grund. Men hvad mener du med, at du har været ved det. Du gjorde det altså ikke. Var det en pige du kendte, og hvad gjorde du. Havde det været alvorligt, havde politiet da for længst været her. Lad mig nu høre det hele forfra.

 Jan ser forpint på ham.

 Ja, jeg kan vel lige så godt fortælle dig det hele, nu da jeg er begyndt. Det kommer jo frem alligevel.

 Han tøver lidt.

 Lad mig så begynde med, hvordan det startede.

 Der er en pige i klassen, der hedder Lone. Jeg har sådan set godt kunne lide hende, indtil den anden aften i det mindste. Vi gik altså en tur sammen, og hun….. ja, så begyndte hun altså at drille.

 Hun spurgte…. Nå ja, altså….. hvordan vi to gjorde det sammen. Hun havde hørt om dig og mente så, at jeg var på det forkerte hold.

 Jeg blev rasende og ville gå. Så sagde hun, at jeg vel ikke engang vidste, hvordan man klarede en pige, når jeg kun var vant til drenge.

 Så blev jeg tosset og greb fat i hende og sagde, at det skulle hun få at se.

 Jeg trak hendes bukser af og mine egne også. Så begyndte hun at rive og kradse, og det gjorde mig endnu mere tosset. Så tumlede vi rundt på jorden. Og  så hamrede hun sit hoved i maven på mig. Jeg gispede efter vejret og så bed hun mig. Jeg gav et hyl af smerte og slap hende. Som i en tåge så jeg, at hun samlede sine bukser op og tog dem på, inden hun løb sin vej. Det varede lidt, før jeg kom så meget til mig selv, at jeg kunne få tøjet på, og jeg blødte både her og der.

 Da jeg kom hjem, forlangte jeg at få mit eget værelse, jeg turde ikke risikere, at Carl Christian så noget. Jeg smed mit undertøj væk, for det var fuldt af blod. Af og til springer nogle af sårene op og bløder igen. Det gør nederdrægtig ondt, men jeg får vel ikke andet, end hvad jeg har fortjent.

 Det værste bliver at skulle fortælle far og mor det, når politiet kommer efter mig.

 Ronnie har fulgt med i hele beretningen. Da Jan stopper, siger han.

 Lad mig se, hvordan det ser ud.

 Jan tøver lidt.

 Det ser ikke så godt ud, jeg tror, at der er gået betændelse i noget af det. Jeg har ikke haft noget, jeg kunne forbinde det med.
 Så trækker han op i skjorten. Undertrøjen sidder fast i et par af sårene, da han trækker den af, begynder blodet at sive flere steder.

 Ronnie stirrer målløs på ham, så synker han en gang.

 Og hvor bed hun.

 Tavs trækker Jan bukserne ned. Der er store blodpletter på underbukserne. Da han vil trække dem ned, sidder de fast i nogle af sårene. Da han vil til at rive dem løs fra sårene stopper Ronnie ham.

 Nej, tag tøjet på, vi må hen til far med det samme. Måske har du allerede fået blodforgiftning. Vent her et øjeblik.
 Inden Jan når at protestere er Ronnie ude ad døren. Han kommer farende ind til Karen og mig.

 Jeg skal nok forklare det hele senere. Alex, vil du køre Jan og mig hen til fars konsultation, og Karen vil du ringe hjem til far og bede ham om at tage hen til sin konsultation, så hurtigt han kan.

 Så ser han på os med store tårer i øjnene.

 Jan tror, at han har voldtaget en pige, men for mig at se, er det snarere omvendt. Han er fuld af sår og rifter, det må far have renset, ellers risikerer vi, at han får blodforgiftning. Hvorfor kom jeg dog ikke også noget før, det må have været et frygteligt mareridt for Jan.

 Du har bestemt ikke noget at bebrejde dig Ronnie. Vi kan tales ved senere, lad nu Alex køre jer hen til din fars konsultation, jeg ringer med det samme.

 Undervejs får jeg hele forklaringen af Ronnie. Jan er tavs, men vi kan se, at han har mange smerter.

 Da vi kommer derhen, er Jørgen allerede kommet, og Jan bliver lagt op på en brix efter at have fået ydertøjet af.

 Undertøjet sidder fast i sårene, så Jørgen begynder forsigtigt at løsne det. Jan bider tænderne sammen, så siger han.

 Far må helst ikke se det, men… men jeg vil meget gerne have, at Ronnie bliver hos mig, hvis du kan tåle at se på det, Ronnie.

 Ronnie trækker vejret dybt.

 Hvad regner du mig for. Hvis du har brug for mig, bliver jeg her selvfølgelig.
 Bekymret går jeg ud i venteværelset. Fortvivlet over, at Jan ikke har haft så meget tillid til os, at han havde fortalt Karen eller mig det.

 Lidt efter kalder Jørgen på mig.

 Jan er gået med til, at du godt må se på det. Han er meget ked af, at han ikke fortalte Karen og dig det, da han kom hjem den anden aften.
 Jan ligger på briksen. Han har fem – seks lange sår fra brystet og ned over maven, fra et par af dem pibler blodet endnu. Også på hans lem er der rifter og der er et bidsår i pungen.

 Jørgen ser op på mig.

 Det er mig fuldstændig ufatteligt, at han har kunnet gå så længe uden at sige noget. Det må have gjort vanvittig ondt. Jeg har lige givet ham en morfinindsprøjtning til at tage de værste smerter. Bidsåret må jeg have syet, de andre sår må jeg klare på anden måde, de er ikke så dybe.

 Jan ser op på mig.

 Undskyld far. Jeg har gjort noget forfærdeligt, tror du, at du og mor kan tilgive mig.

 Jeg tager hans hånd og klemmer den hårdt.

 Det er ikke dig, der skal bede om tilgivelse, min egen dreng. Det er mor og mig, der har svigtet dig. Det var godt, at Ronnie kunne få dig til at fortælle, hvad der var galt.

 Jørgen arbejder hurtigt og dygtigt, og snart er Jan pakket ind i forbindinger.

 Ronnie ser på sin far, da han er færdig med forbindingerne.

 Må jeg godt tage med Jan hjem.

 Han ser op på mig.

 Det har du ikke noget imod, vel.
 Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke sige noget i øjeblikket.

 Jørgen nikker.

 Ok, jeg ringer og siger, at du ikke kommer i skole i morgen, det er vigtigere, at du bliver hos Jan, min dreng.

 Da vi kommer hjem, giver jeg Karen hele forklaringen.

 Hun er dybt rystet, men prøver at tage det roligt.

 Jan er i en morfindøs, så han kan ikke rigtig snakke.

 Carl Christian er også hjemme, så han hører fortællingen sammen med Karen. Han ser på Ronnie med dyb respekt.

 Tak Ronnie, det var godt, at Jan havde dig, når jeg ikke kunne tage mig ordentligt af ham.
 Ronnie virrer med hovedet.

 Der er ingen af jer, der har noget at bebrejde jer. Jan har betydet så meget for mig, og alligevel var jeg så længe om at finde ud af, hvor galt det var. Det vigtigste nu, er at få Jan på benene så hurtigt som muligt igen, så det her ikke kommer til at ødelægge hans tilværelse.

 Jeg vil prøve at få fat i Lone i morgen, så må jeg se, hvad jeg kan gøre. Hun skal i hvert fald tale med Jan og bede ham om forladelse for det, hun har gjort.

 Så smiler han pludselig sit gamle smil.

 Jeg ved jo, at jeg kan regne med en god forsvarer, hvis jeg skulle blive lidt for grov, ikke Karen.
 Karen ryster på hovedet, men kan dog ikke lade være med at smile lidt.

 Jeg foretrækker nu sagerne ordnet i mindelighed, men tror du, at det er en god ide, at hun snakker med ham nu, mens han har det så skidt.

 Ja, han må først og fremmest overbevises om, at han ikke bliver anklaget for voldtægt. Det vil fjerne hans største problem. De udvendige sår skal nok heles, selvom det vil tage nogen tid. Det andet er langt alvorligee for ham.

 Ronnie får en seng ind ved siden af Jan og lægger sig, men han er klar til at snakke, hvis Jan vågner og får brug for det.

 Omsider går vi andre også i seng. Vi føler, at vi ikke er i stand til at gøre noget i øjeblikket, men det varer længe, før vi falder i søvn.

 Hen på morgenstunden vågner Jan. Han ser lidt forbavset ud, da han ser, at Ronnie ligger i sengen ved siden af ham. Så husker han pludselig det hele og begynder at græde.

  Ronnie vågner med det samme. Han sætter sig over ved siden af Jan og lægger en arm om hans skulder, mens han snakker beroligende med ham.

 Hen under middag er Jørgen lige ovre og se til Jan, der har insisteret på, at vi tog på arbejde.

 Ronnie havde nikket.

 Tag I bare afsted, jeg bliver her, til I kommer hjem.

 Da Carl Christian kommer hjem, tager Ronnie afsted. Han har listet Lones efternavn og adresse ud af Jan, og nu vil han hen og snakke med hende.

 Hun er heldigvis alene, da han kommer der hen, så han går lige til sagen.

 Først fortæller han hvem han er, og det gør Lone lidt bleg. Han spørger så om, hvad der egentlig skete den anden aften, da hun var sammen med Jan.
 Hun ler lidt genert.

 Det var da bare noget pjat det hele. Jeg drillede ham lidt, og så blev han tosset.

 Da han så begyndte at trække tøjet af mig, blev jeg bange og kradsede ham lidt, så slap han mig og jeg løb min vej. Det hele var jo ingenting. Jeg havde ikke drømt om, at han ville blive så tosset, men der skete jo ingen ting, så det er da ikke noget at snakke om.

Ronnie står tavs og ser længe på hende, så hun bliver helt rød i hovedet.

 Du har altså ikke tænkt på at anmelde ham for voldtægt.

 Voldtægt, nej, hvorfor skulle jeg dog det, der skete jo ingenting, og den forskrækkelse jeg fik, havde jeg vel til en hvis grad selv været ude om.

 Hvad har han sagt til dig, da.

 Ronnie trækker vejret dybt.

 Jeg vil gerne have, at du fortæller ham det selv.

 Det kan jeg da godt, men han har ikke været i skole de sidste par dage. Jeg siger det, når jeg ser ham, er du så tilfreds.

 Ja, men det skal altså være nu. Vi følges ad hen til ham.

 Hvorfor dog det.

 Fordi han ligger i sengen og ikke kan komme nogen steder.

 Hvad fejler han.

 Det får du at se, kom nu bare med. Han ligger og er bange for, at politiet skal komme og hente ham, så det er meget vigtigt, at han får det at vide hurtigst muligt.

 Lone ser forskrækket på Ronnie.

 Og hvis jeg nu ikke vil med.

 Ronnies øjne lyner et kort øjeblik, så siger han roligt.

 Du kommer med nu, det garanterer jeg for.

 Ja ja da, når du absolut vil have det.

 De følges ad i tavshed.

 Da de kommer hen til os, går Ronnie lige ind sammen med Lone.

 Carl Christian har, efter aftale med Ronnie, bedt os om at lade som ingenting.

 Da de kommer ind til Jan, ser han forvildet på Lone og bliver ildrød i hovedet.

 Ronnie prikker Lone på skulderen.

 Nå Lone, nu fortæller du først Jan, at du ikke har tænkt på at anmelde ham for voldtægt. Fortæl ham også, at du er klar over, at du selv var skyld i den forskrækkelse, du fik.

 Lone står og hakker i det, men får det da omsider sagt, hjulpet godt på vej af Ronnie, der puffer til hende, når hun er ved at gå i stå.

 Da hun omsider er færdig, ser hun lidt skræmt på Ronnie.

 Er det så i orden.

 Ronnie smiler ondskabsfuldt.

 Ja, så er DET i orden, men nu hjælper du så mig med at skifte hans forbindinger.

 Åh nej, kommer det fra Jan. Det er nok.

 Ronnie ryster på hovedet.

 Nej, gamle ven, nu er det mig, der bestemmer. Min far er læge og han har sagt, at forbindingerne skal skiftes her til aften.

 Jeg tager forbindingerne af og viser vores sygeplejerske, hvordan de nye skal lægges.
 Lone er blevet blodrød i hovedet, da Ronnie begynder at fjerne forbindingerne. Så tager hun sig voldsomt sammen og gør, som der bliver sagt.

 Jan vrider sig, men Ronnie er ubønhørlig.

 Da den sidste forbinding er skiftet, siger Ronnie.

 Det er du jo helt god til. Det kan være, at du vil klare det de næste par dage. Jan gik med det i tre dage uden forbindinger, fordi han var bange for, at du skulle anmelde ham for voldtægt. Forstår du nu, hvorfor jeg forlangte, at du gik med her hen.

 Lone ser på ham med tårer i øjnene.

 Ja, Ronnie, det var godt at du hentede mig.

 Så bøjer hun sig ned over Jan og giver ham et kys.

 Undskyld Jan. Jeg anede ikke, at jeg havde flået sådan i dig. Jeg er virkelig ked af det. Vil du godt tilgive mig.

 Jan ser forundret på hende.

 Jamen skylden var jo min. Jeg er bare så ubeskrivelig lykkelig over, at du ikke anmelder mig for voldtægt. Det var synd, at du skulle skifte de forbindinger, det var ikke pænt af Ronnie at sætte dig til det.

 Lone smiler.

 Jo Jan, det var det eneste rigtige. Du kan tro, at jeg har lært noget i dag. Bl.a. at du har en ven, der er guld værd. Jeg vil aldrig mere drille dig på den måde igen. Det lover jeg dig, mens Ronnie hører på det, og det er ikke noget, han har sagt, at jeg skal sige.
 Se nu snart at blive rask, ikke. Må jeg for øvrigt godt komme og se til dig i morgen, nu ved jeg jo, hvor du bor.

 Det må du meget gerne. Ronnies far siger, at jeg ikke må gå i skole den første uge, men hils lige på mine forældre og min storebror, inden du går, og sig, at vi er blevet gode venner, det vil glæde dem.

Og det er takket være Ronnie.

 Lone smiler.

 Det skal jeg nok.

 Ronnie følger hende ind til os og præsenterer os for hende. Vi hilser venligt på hende. Vi kan se på Ronnie, at det er gået godt inde hos Jan.

 Da Lone lidt efter siger farvel til Ronnie, siger hun.

 Du var hård ved mig, da du satte mig til at skifte hans forbindinger, ikke mindst de sidste, men jeg fortjente det. Nu bagefter er jeg glad for at jeg gjorde det.
 Så ryster hun på hovedet.

 Tænk, at have sådan en ven.

 Ronnie smiler.

 Det kan du såmen også nemt få Lone. Hvis du holder dig til Jan fremover, følger jeg med i købet. Det var Jan, der fik mig op af min kørestol, hvor jeg sad uden at kunne bruge mine ben, efter en børnelammelse. Han trænede mig med en aldrig svigtende tålmodighed, så jeg i dag både kan gå, cykle og svømme. Bedre og mere trofast ven end ham findes simpelthen ikke.

 Lone ser på ham med et lille smil.

 Det skulle da lige være dig, Ronnie.

 Ronnie ler højt.

 Fedter du for at blive fulgt hjem, det vil jeg godt, men husk lige, jeg vil aldrig tage en pige fra en ven, og trods en lidt barsk start tror jeg faktisk, at du og Jan passer godt sammen.

 Lone smiler lidt genert.

 Det er jeg også ved at tro, ikke mindst takket være dig. Jeg vil nu gerne følges hjem af dig, så kan vi jo snakke lidt undervejs.

 Da vi skal i seng om aftenen, er Ronnie taget hjem igen.

 Carl Christian har spurgt Jan, om de godt kan dele værelse igen, og det har Jan sagt ja til med stor glæde.

 Karen og jeg står og ser lidt på drengene, da vi har sagt godnat til dem.
 Så ser vi, at Jan smiler til os med lidt af sit gamle humør.

 Far og mor, I skal vide, at jeg har lært af det her, at man aldrig skal gå og gemme på sine problemer. I har aldrig svigtet min tillid før, så var det for dårligt, at jeg ikke sagde til jer med det samme, hvad der var galt. Men jeg var så bange for, hvad I mente om det, jeg havde gjort, om I virkelig kunne tilgive mig.

 Vi giver begge drenge et varmt godnatknus, og Karen hvisker til Jan.

 Nu er du forhåbentlig ikke i tvivl om, at vi altid vil kunne tilgive dig. Vi elsker jo både Carl Christian og dig, og en man elsker, kan man altid tilgive. Husk det.
 Den aften falder vi hurtigt i søvn.

 Det varer næsten fjorten dage, før Jan kommer i skole igen, og resten af tiden indtil jul er han fritaget for gymnastik.

 Lone er henne hos ham tre gange, mens han endnu ligger i sengen.

 Da hun kom dagen efter, spurgte hun med et lille smil, om hun skulle skifte forbindingerne, men det ville Jan ikke gå med til, så de sad bare og snakkede.

 Ronnie er henne hos ham en times tid hver dag, og det ligger Jan og venter på med længsel.

 Han får sig også en lang og fornuftig snak med Carl Christian, som har taget sig denne episode meget nær, han synes jo, at han har svigtet sin lillebror.

 Karen og jeg er selvfølgelig lykkelige over, at slutningen er blevet så god. Vi er klar over, at det kan hjælpe Jan meget fremover, da det har givet ham mere tillid både til os, men også til Carl Christian og ikke mindst Ronnie.

 Vi har en dejlig jul sammen og er på besøg både hos Tove og Søren og hos Kirsten og Jørgen, ligesom Torben og Eva er på besøg hos os med tvillingerne.
 I juni bliver der rigtig holdt studentergilder. Alle har heldigvis klaret sig fint.

 Drengene er blevet enige om, at de vil have klaret deres soldatertid, inden de begynder at læse. Måske synes de også, at det kan være helt rart med en pause i læsningen.

 Hverken Ole eller Carl Christian er dog i tvivl om, at de vil i gang med juraen, når soldatertiden er overstået, og Jesper er også sikker på, at han vil være lærer.

 Jan, Jens og Ronnie skal starte i gymnasiet efter sommerferien, og det glæder de sig til.

 Vi tager som sædvanlig op i sommerhuset den første week-end i juli. Drengene er hos os en del af tiden, men de er også ovre hos Maria og Ronnie i deres sommerhus noget af tiden.

 Vi nyder de dage, de er alene sammen med os, men er også glade, når de har inviteret deres venner herover.

 Er der en dag, hvor vi bare er os selv, synes vi såmen også, at det er helt rart, vi ved jo, at de har det godt.

 En dag, da Karen og jeg sidder alene ude på terrassen og hygger os først på eftermiddagen, dukker Lone pludselig op.

 Hun er lidt genert, da hun opdager, at vi er alene, men snart sidder vi og snakker fint og hygger os sammen. Vi er selvfølgelig godt klar over, at hun havde håbet, at Jan var hjemme, så vi trøster hende med, at vi venter ham hjem sidst på eftermiddagen. Det ender med, at vi går ned og bader sammen, mens vi venter på ham.

 Hun klæder sig om inde på drengenes værelse. Hun er egentlig ikke særlig køn, men hun er meget charmerende, så vi bliver klar over, at hun er en virkelig sød pige, da vi lærer hende bedre at kende.
 Jan er kommet tilbage, mens vi er nede ved vandet. Han har med det samme gættet, hvis tøj det er, der ligger på hans seng, så han skynder sig i badebukserne og løber ned til vandet, hvor vi netop er på vej ind.

 Både Jan og Lone rødmer lidt, da de ser hinanden, men giver dog hinanden et lille knus og følges så ad ud i vandet igen., mens Karen og jeg sætter os på stranden og ser på, at de svømmer rundt og leger tagfat med hinanden.

 Da de kommer ind igen, følges vi ad op til sommerhuset. Jan går ud for at lave aftensmad, og helt naturligt følger Lone med ham der ud og hjælper ham. Lidt efter sidder vi så sammen på terrassen og spiser.

 Pludselig siger Jan.

 Hvor længe bliver du, et par dage.

 Lone bliver rød i hovedet.

 Jeg ved ikke, om det går an. Men far og mor er taget på ferie, og jeg havde ikke lyst til at tage med dem. Pludselig følte jeg mig alligevel lidt ensom og trængte til nogen at snakke med.

 Det har været dejligt at være sammen med jer i dag, I har været så søde mod mig, men jeg kan da ikke være bekendt at blive her.

 Jan ler højt.

 Jeg er sikker på, at far og mor ikke har spor imod, at du bliver her, vel far og mor. Hvis du kan affinde dig med at sove i samme værelse som mig. Du kan låne Carl Christians seng, han er ovre hos Maria.

 Karen smiler til hende.

 Selvfølgelig må du blive her, hvis du har lyst og kan affinde dig med forholdene.

 Så ser hun over på mig.

 Jeg nikker.

 Du må meget gerne blive her, det er helt sikkert.

 Lone er nem at overtale, så da de har vasket op, går de ind og ordner sengen. Så ser Jan alvorligt på Lone.

 Betyder det her, at du bryder dig om mig, sådan rigtigt for alvor.

 Lone nikker og siger stilfærdigt.

 Ja Jan, jeg har syntes godt om dig i lang tid. Men den dag, da jeg skiftede dine forbindinger, faldt jeg fuldstændig for dig, har du ikke kunnet mærke det.

 Jo, jeg håbede, at min fornemmelse var rigtig, men det er nu dejligt at høre det fra din egen mund.

 Ved halvtolvtiden spørger jeg, om de vil ned og bade og siger samtidig, at Karen og jeg bliver her oppe i aften.

 Men I er vel også store nok til at klare jer selv.

 Jan ser på Lone.

 Vil du klæde om først eller sidst.

 Jeg tror godt, at jeg vil først.

 Lidt efter følges de ad ned til vandet. Da de kommer derned, siger Jan lidt tøvende.

 Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få det sagt, men alligevel…..

 Har du noget imod at bade uden tøj, det plejer vi at gøre heroppe ved midnat, når vi er sammen med nogen vi holder af.

 Han ser spændt på hende.

 Du skal ikke gøre det, hvis du ikke synes om det.

 Hun ser lidt tøvende på ham.

 Hvad vil din far og mor sige til det.

 De synes, at det er helt i orden, det har vi gjort i flere år, de er også tit med i vandet.

 Så smiler Lone.

 Hvis du nu tager badedragten af mig, så tager jeg badebukserne af dig, og i aften kradser jeg ikke.

 Jan ler overstadigt.

 Og i aften skal jeg nok lade være med at være voldsom.

 Forsigtigt og nænsomt tager Jan badedragten af Lone, og lige så nænsomt tager hun badebukserne af ham.

 De står lidt og ser på hinanden, så siger Lone stille.

 Er du helt i orden nu, der er ikke noget, der gør ondt mere.

 Jan smiler.

 Helt i orden.

 Forsigtigt lægger han armene om hende og knuger hende ind til sig, mens han hvisker.

 Jeg tror faktisk, at jeg elsker dig.

 Lone bliver lidt kortåndet.

 Jeg elsker også dig, men tror du ikke hellere, at vi må gå i vandet.

 De giver hinanden et kys, og lidt efter svømmer de sammen langs stranden.

 Pludselig hører de et råb.

 Hov, hvem er det.

 Det er bare mig, Carl Christian og så en havfrøken, jeg har fundet.

 De svømmer ind til stranden, hvor de hilser på Carl Christian, Maria og Ronnie.

 Lone er noget genert, men det går hurtigt over, da de har snakket lidt.
 Et kvarters tid efter siger Jan, at han og Lone nok hellere må svømme tilbage, for Karen og jeg venter nok på dem med kaffen.

 De skilles så og aftaler at mødes næste dag.
 Da de går i land hjemme ved vores sommerhus, siger Lone.

 Det er fantastisk, tænk, at sådan noget kan lade sig gøre, og helt uden at det føles forkert.
 De samler lige deres badetøj op og følges med armen om hinandens hals op til sommerhuset, hvor Karen og jeg har kaffen parat på terrassen.

 Lone ser lidt genert på os.

 I har ikke noget imod, at vi har taget badetøjet af, vel.

 Karen smiler til hende.

 Nej, min pige her oppe gør vi alle, som vi har lyst til. Alex og jeg går også tit i vandet uden tøj om aftenen sammen med vores drenge og deres gode venner. Det synes vi er helt i orden. I aften syntes vi bare, at I to skulle have lov til at være jer selv.

 Lone går hen til hende og ser hende lige i øjnene.

 I har ikke noget imod mig mere, vel. Jeg skal nok være god mod Jan. Jeg holder jo så meget af ham. Men I skal nu vide, at jeg også holder meget af jer.

 Så giver hun Karen et knus og et kys og ser over på mig.

 Da jeg leende spørger, om jeg også får et, smutter hun over og sætter sig på mit skød og giver mig et stort kys.

 Så ser hun på Jan.

 Uh altså, hvor har du dog nogle dejlige forældre.

 Jan smiler.

 Vil du låne en pyjamas af mig.

 Lone bliver rød i hovedet og ser ned ad sig.

 Undskyld, jeg havde helt glemt, at jeg ikke havde tøj på. Jeg vil meget gerne låne en pyjamas.

 De følges så ad ind på værelset og lidt efter kommer de begge ud i pyjamas.

 Vi sidder og snakker over kaffen endnu en times tid, inden vi går i seng.

 Næste morgen har Lone og Jan morgenmaden klar, da vi står op. Vi hygger os sammen et par timer, og så går Lone og Jan over til de andre.

 Lone og Maria får en lang snak sammen, hvor Maria bl.a. fortæller om Jans baggrund, for som hun siger.

 Det kan måske hjælpe dig til bedre at forstå nogle af Jans reaktioner. Jeg var i hvert fald meget glad for, at Jan fortalte mig om Carl Christians baggrund.Det gjorde, at jeg vidste, at jeg skulle være meget tålmodig med ham i starten. Til gengæld kan jeg garantere, at det var værd at vente på.

 Carl Christian er selvfølgelig nr. 1. for mig, men Jan kommer lige bag efter. Han har betydet utroligt megt for både Ronnie og mig. Mit største ønske for ham er, at han må blive lige så lykkelig, som han har gjort os andre.

 Så ler hun glad.

 Og så vidt jeg kan se, er du i stand til at gøre ham lykkelig. Det lyser jo ud af ham, når han ser på dig.
 Det håber jeg, for jeg holder virkelig meget af ham.

 Lone bliver der en dag mere, inden hun tager hjem.

 Jan savner hende nok lidt, men han nyder nu også de sidste dage af ferien sammen med os.

 Efter ferien skal Jan, Jens og Ronnie så begynde i gymnasiet, og det er lykkedes dem at komme til at gå i samme klasse.

 Den sidste week-end i august skal klassen på hyttetur for at blive rystet sammen og lære hinanden rigtigt at kende. Deres dansklærer og deres engelsklærer er med.

 De tager afsted fredag eftermiddag på cykel og skal være hjemme igen søndag ved 18 tiden.

 De tre skal dele værelse, men da det er firemandsværelser, er de spændt på, hvem den sidste mand bliver. Da fordelingen lige er begyndt, siger Jens.

 Skal vi ikke tage Akmet, han lader til at være en rolig og fredelig fyr.

 Ronnie og Jan ser hurtigt på hinanden, og da det er Akmets tur, rækker de hænderne op.

 Ham vil vi gerne have.

 Akmet smiler lidt usikkert, da han går hen til dem, men lidt efter er de inde på deres værelse.

 De har nu en halv times tid, inden de skal mødes med de andre igen.

 Akmet ser på de andre.

 Hvorfor valgte I mig og ikke en dansker.

 Ronnie smiler.

 Du ser ud til at være en fredelig fyr. Vi tre andre har ganske vist kendt hinanden et stykke tid og er gode venner, men da vi også hører til den fredsommelige type, regnede vi med, at vi fire kunne passe godt sammen.

 Akmet ser taknemligt på ham.

 Jeg føler mig lidt usikker, men jeg tror, at jeg vil snakke lige ud med jer. Det jeg kender til jer fra de første dage tyder på, at I er flinke. Jeg har også lagt mærke til, at I er meget gode venner, men jeg skal nok passe mig selv, så I ikke får besvær af mig.
 Det var slet ikke meningen, at min tvillingesøster Natasja og jeg skulle have været med på den her week-end, men dansklæreren overtalte min mor til at lade mig tage med.

 Han ser lidt tøvende på dem, men da Jan nikker opmuntrende, fortsætter han.

 Jeg ved ikke, om I kender noget til min baggrund. Min mor og jeg  og mine tre søskende kom her til Danmark for fire år siden fra Iran. Da var min far lige blevet dræbt.

 Jeg er muslim, og der er visse ting, jeg ikke må spise, jeg skal passe mine bønner, og jeg må f.eks. ikke klæde mig af, når andre ser på mig.

 Jeg håber, at I kan og vil respektere det, det var en forudsætning for, at min mor lod mig tage med. Derfor var jeg også meget spændt på, hvem jeg kom til at dele værelse med.

 Jens smiler.

 Det er helt i orden, Akmet, selvfølgelig vil vi respektere det. Du må endelig sige til, hvis der er noget, vi kan hjælpe dig med. Der kan jo godt være ting, du føler dig fremmed overfor, som vi ikke tænker over.

 Akmet smiler lettet.

 Nu er jeg glad for, at jeg kom med.

 Ronnie nikker.

 Vi skal nok komme godt ud af det med hinanden. Hvor gamle er dine søskende. Jeg har en storesøster, der er forlovet med Jans storebror, så vi er næsten i familie med hinanden, og Jens har to storebrødre og en lillebror.

 Akmet ler.

 Ja, Natasja er altså min tvillingesøster, så har jeg en søster på 14, der hedder Robab og en lillebror på 12, der hedder Abdul.
 Inden de skal møde de andre, knæler Akmet og beder sine bønner, mens de tre andre sidder musestille.

 Lidt efter mødes de med resten af klassen. Snakken går allerede helt godt, og lidt senere spiser man så.

 Efter aftensmaden hygger man sig og leger forskellige lege, selvom nogle synes, at man næsten er for voksne til det.

 Der bliver lavet et lille lejrbål, hvor man sidder og synger sammen. Der er også nogle, der har taget guitar og mundharmonika med, og dem spiller de så på. Alle synes, at det har været en hyggelig aften, da man omsider skilles for at gå i seng.

 De tre ser sig omkring, de kan ikke forstå, hvor Akmet er blevet af.

 Pludselig hører de nogle høje hyl udenfor. Da de kommer ud, ser de, at fire af de andre drenge har fanget Akmet, og nu er de i gang med at tømme en cola ned i hvert af hans bukseben.

 Som et lyn er de derhenne. Jan tager sig af Akmet, som er stiv af skræk. Ronnie og Jens går til angreb på de fire andre, og de lægger ikke fingrene imellem.

 Så kommer dansklæreren og afbryder slagsmålet.

 Han ser på de fire bøller, og så kommer det nærmest som en snerren fra ham.

 Hvis de fire herrer ønsker at fortsætte i den her klasse, så må deres opførsel ændres, ganske væsentligt endda. Gå ind på jeres værelse. Vi tales ved i morgen inden morgenmaden, og I understår jer ikke i at forlade værelset, inden jeg har talt med jer. Forstået. Forsvind.

 Dansklæreren ser på Akmet med et lille smil, og nu er tonen en helt anden.

 Du har vist været heldig med de værelseskammerater. I tre hjælper ham lige. Hvis han får brug for lidt ekstra tøj, kan I nok låne ham noget. Det der tøj må vaskes med det samme. Det var dog også noget infamt svineri at bruge cola, havde det så endda været rent vand. Jeg regner med, at I klarer den selv. Hvis der bliver det mindste, kalder I bare på mig.

 Akmet går stille med ind på værelset. Han ser fortvivlet fra den ene til den anden.

 Hvorfor gør man sådan noget. Hvad har jeg gjort dem.

 Jan ser på ham med tårer i øjnene og lægger en arm om skulderen på ham.

 Jeg skammer mig over deres opførsel, men du kan stole på, at det ikke vil gentage sig, så længe du holder dig til Ronnie, Jens og mig. Det vil vi simpelthen ikke finde os i.

 Ronnie nikker. Han tørrer sig lige over øjnene.

 Helt afgjort, men nu må du have det der tøj af, så vi kan få det vasket. Når du selv har fået vasket det klistrede stads af, kan du låne noget tøj af Jan. Han er nok den, der passer bedst i størrelse.

 Jens er begyndt at hjælpe ham af tøjet, og lidt efter står han under bruseren, mens Ronnie vasker hans tøj.

 Da han har tørret sig og kommer ind på værelset igen, har Jan lagt noget rent undertøj frem til ham.

 Akmet sætter sig på sengen og begynder at græde. Jan sætter sig ved siden af ham og lægger sin arm om skulderen på ham.

 Tænk ikke mere på det, vi skal nok passe på dig fra nu af.

 Så giver han et gisp. Han har opdaget, at Akmet har en masse ar, både på ryggen og brystet.

 Er det derfor ingen må se, at du klæder dig af. Åh ja, undskyld, det havde vi jo helt glemt.

 Akmet ser op på ham.

 Det er nok lige meget, at I tre har set mig uden tøj. Jeg skammer mig ikke over det, når jeg er sammen med jer. Men hvorfor er I så flinke mod mig, når de andre…..

 Lad os snakke om det, når vi alle fire er kommet i nattøjet.

 Lidt efter knæler Akmet og beder og går så også i seng.

 Ronnie rømmer sig.

 Undskyld, at vi glemte, at du ikke måtte klæde dig af, når andre så på dig. Det havde vi jo lovet at respektere. Det var ikke af ond vilje, men vi tre andre kender hinanden så godt, at den slags skænker vi ikke en tanke, når vi er sammen.

 Akmet smiler lidt.

 Alle bryder nok regler, og i det her tilfælde kan jeg ikke se noget galt i det. Det generede mig slet ikke, og I gjorde jo alt hvad I kunne for at hjælpe mig og være venlige.. Det må være en fuldt ud tilstrækkelig undskyldning.

 Min religions moral passer nok heller ikke så godt her i Danmark, så det skal I bestemt ikke tænke mere på.

 Du så mine ar, Jan.De er en mindelse om mit fædreland, som det er i dag, så deres moral er bestemt heller ikke i orden.

 Jeg var i fængsel, hvor de prøvede at tvinge mig til at sige, hvor min far og min storebror var. Det var piskeslag, cigaretter der blev skoddet og lignende ting. Jeg røbede ikke noget, men alligevel blev de fanget og dræbt kort tid efter. Min samvittighed var ganske vist ren, men hvad hjalp det. De blev jo dræbt alligevel.

 Da de fire fangede mig før, fløj mine tanker fire år tilbage i tiden. Denne gang var det bare to colaer, men jeg forestillede mig det værste.

 Men hvorfor tager I tre jer sådan af mig.

 Ronnie smiler.

 Jan vil nok sige, at han hader vold, og det har han sine grunde til, som han nok selv fortæller dig om en dag. For Jenses vedkommende er det nok fordi han er sådan en rar fyr, og for mit eget vedkommende tjah, det er nok fordi jeg virkelig godt kan lide dig.

 Det var Jens, der foreslog, at du skulle bo sammen med os, og det syntes vi andre var en god ide, og det synes vi altså stadigvæk. Så hvis du har lyst, vil vi tre gerne vise dig, hvad et rigtigt dansk venskab er værd, nu og fremover.

 Akmet ser fra den ene til den anden, så smiler han rigtigt.
 Nu ved jeg, at det vil blive en god weekend. Tak alle tre.

 Så hopper han ud af sengen og giver hver af dem et kraftigt håndtryk.

 De ligger og snakker endnu en lille times tid, før de omsider falder i søvn.

 Akmet tøj er ikke helt tørt den næste morgen, så han låner noget tøj af Jan, og det passer ham fint, da de er nogenlunde lige store. Han er lidt genert ved det, men også glad.

 Da de kommer ind til morgenmaden ligner dansklæreren en tordensky.

 Han har ganske vist givet de fire bøller en ordentlig omgang, men han er ikke helt sig selv endnu.

 Mens de spiser, spørger Ronnie, om han godt må sige noget, og det får han lov til.

 Han rejser sig og ser rundt på kammeraterne, så kommer det lidt tøvende.

 Jeg skammede mig i aftes, som jeg aldrig har skammet mig før.

 I ved alle sammen, hvad der skete.Havde det været en af os andre, det var gået ud over, ville jeg måske have ladet det passere, selvom jeg synes at det er for dårligt at være fire mod en, og så endda bruge cola, det klistrede stads.

 Men når man overfalder en fremmed, hvis eneste fejl er, at han ser anderledes ud, så minder det mig om noget usandsynligt modbydeligt.

 Hvad havde Akmet gjort jer, eller var det ”bare for sjov”. Den form for sjov kan jeg i hvert fald ikke tolerere. Jeg håber ikke, at der er andre i klassen der kan, for så er både mine venner og jeg havnet i en forkert klasse. Det er både sikkert og vist.

 Jan, Jens og jeg talte en del med Akmet i går aftes. Han har nogle andre normer og moralbegreber, det skyldes hans opdragelse og religion, men det gør ham da ikke til et ringere menneske, som man bare kan behandle, som det passer en.

 Ronnie holder en lille pause og ser sig omkring med lynende øjne.

 Har nogen af jer været i fængsel, nej vel. Kom her hen Akmet og tag din skjorte og din undertrøje af, og vis dem, hvordan man behandlede dig som tolvårig i et iransk fængsel. Måske nogle af jer så forstår, hvordan det føles at blive fanget af fire mand på en gang.

 Akmet ser bedende på ham.

 Jan hvisker til ham.

 Gør det, det vil du ikke fortryde, Akmet, det lover jeg dig.

 Så bøjer han hovedet og tager stille skjorte og undertrøje af.

 Der lyder et gisp fra flere af dem, da de ser hans mishandlede ryg og bryst.

 Ronnie ser sig omkring, så ser han på Akmet.

 Ja, tag så bare tøjet på igen, min ven. Hvis der fremover er nogen, der prøver at gøre dig fortræd, skal jeg personligt knække halsen på dem, som de udyr de er.

 Der er dødstille i spisesalen under resten af morgenbordet.

 Så siger engelsklæreren.

 Om et kvarter skal I ud på et terrænløb med forskellige opgaver. I starter med ti minutters mellemrum, og det gælder selvfølgelig om at klare alle opgaver på kortest mulig tid.

 For at gøre det så jævnbyrdigt som muligt, skal hvert hold bestå af to piger og to drenge. De hold, der ikke selv kan finde sammen, bliver sammensat af mig.

 Dansklæreren er gået hen til Ronnie og rækker ham hånden.

 Bravo min ven, den tale var fint klaret, den skal nok have sin virkning.

 Ronnie rødmer lidt og giver læreren et fast håndtryk.

 Jamen jeg sagde jo bare, hvad jeg mente.

 Netop, og det er der ingen, der er i tvivl om, og tak for det.
 Ronnie og Jens er blevet enige om at løbe sammen og Jan og Akmet løber også sammen.

 Der står flere piger parat, der gerne vil med på begge hold. Da de kender meget lidt til dem, tager de hver især de to første, der har meldt sig som interesserede. De fire fra i går aftes har vanskeligere ved at finde makkere, så der må læreren hjælpe til.

 Man er ikke i tvivl om, at Ronnies tale har haft en effektiv virkning. Tre af dem fra i aftes har således været henne ved Akmet og mumle en undskyldning., mens den fjerde holder sig på lang afstand af ham.

 Terrænløbet går godt. Der er mange både spændende og sjove opgaver undervejs, og de fleste af dem kræver både opfindsomhed og godt samarbejde.

 Jan og Akmets hold bliver nr. 2 og Ronnie og Jens bliver nr. 3. Til deres store ærgrelse er vinderholdet anført af ham fra i aftes, der ikke har villet give Akmet en undskyldning. Da de er kommet i seng om aftenen, taler Jan om, hvad de kan gøre ved det, men Akmet siger.

 Lad os glemme det. Ufrivilligt er han jo årsag til, at jeg har fået tre dejlige venner, som jeg ved, at jeg altid kan stole på. Han har jo faktisk gjort mig en stor tjeneste.

 Man kan ikke tvinge folk til at elske eller respetere en. Det er noget der skal gro langsomt frem lidt efter lidt. Hvis han lader mig i fred, vil jeg lade være med at tænke på ham, undtagen, når jeg beder for ham.

 Ronnie smiler.

 Du er næsten for god til denne verden, Akmet. Men jeg tror roligt, at du kan regne med, at han lader dig i fred, han tør ikke andet.

 Næste morgen forlader Ronnie, Jan og Jens værelset, mens Akmet knæler og beder sine bønner. De synes, at det må være rimeligt, at han har fred og ro til det.

 De har besluttet at gå en lille tur for at tale om, hvad der kan gøres ved Jannik, ham der stadig ikke har givet Akmet en undskyldning.
 Pludselig kommer de i tanker om, at de har ladet Akmet være alene uden at vide, hvor Jannik er.

 Hurtigt skynder de sig tilbage til værelset. De lytter lige ved døren for at høre, om Akmet er alene.

 De hører Akmets stemme, der lyder fuldstændig rolig.

 Jamen jeg vil virkelig gerne vide, hvad du har imod mig, Jannik. Jeg ved ikke af, at jeg har generet dig, men har jeg, så sig, hvad det er. Det har i hvert fald ikke været med vilje.

 Så hører de Janniks stemme, der også lyder helt rolig.

 Jeg har ikke noget specielt mod dig. Jeg kan bare ikke lide fremmede i det hele taget. De hører ikke til her i Danmark, det er også det, min far og mor siger.

 I øvrigt ville jeg jo bare drille dig lidt, for at se, hvordan en udlænding opfattede lidt dansk sjov.

 Jeg kunne jo ikke ane, at du tog dig det så nær, da jeg jo ikke kendte noget til din baggrund. Havde jeg vidst det, ville jeg aldrig have gjort det.

 Akmet lyder ked af det, da han siger.

 Ja, jeg tog det nok helt forkert, for jeg er jo ikke vant til den form for sjov og drilleri. Men hvorfor har du noget mod fremmede. Jeg har hørt et gammelt ord, der siger, at en fremmed måske er en ven, når du lærer ham rigtigt at kende.

 Jeg har da lært mange ting om danskere i de år jeg har været her, men der er stadig mange ting, jeg ikke rigtig forstår. Jeg forstår måske godt ordene og synes også, at jeg taler helt godt dansk, men mange af jeres ord har flere betydninger.

 Når nogen siger, at vi skal have det sjovt, så mener jeg, at det betyder, at alle skal more sig, er det ikke rigtigt.

 De hører Jannik brumme et eller andet, så siger han.

 Du mangler nok den danske sans for humor, men det kan du jo ikke gøre for, det kommer nok.

 Vi kan godt lide, at det går ud over en en dag, en anden dag er det en anden, og så morer vi andre os over dem det nu går ud over. Jeg ville i øvrigt ikke forstyrre dig i din bøn. Jeg ville bare gerne tale med dig alene. Religion respekterer jeg og det ville jeg aldrig drømme om at gøre grin med. Hvem ved, måske er der andre ting, jeg kan lære at respektere hos dig, når jeg lærer dig bedre at kende. Vi skal jo gå i klasse sammen i tre år, så i løbet af den tid må selv jeg kunne få det lært.

 Hvad er for øvrigt dit bedste fag.

 Det er matematik. Jeg håber meget, at vi kan blive gode kammerater, for så går alting nemmere.

Der er en ting, jeg vil bede dig om. Hvis jeg siger eller gør noget, der irriterer dig, vil du så godt sige det til mig med det samme. Så vil jeg prøve at lave det om.

 Godt lad være med at fortælle dine stuekammerater om den her samtale, det kommer ikke dem ved.

 Ok, men skal vi så ikke forsøge at komme bedre ud af det med hinanden fremover.

 Da de hører Jannik le, er de klar over, at Akmet har klaret tingene selv. De skynder sig afsted, så Jannik ikke ser dem.
 Hen på eftermiddagen kører de så hjemad igen. Lidt før de skilles kører Jannik helt tæt hen til Ronnie.

 Tror du ikke, at du skulle blive præst eller måske Ajatollah, med de talegaver. Det tror jeg, at du ville egne dig til. Jeg skal nok lade din plejesøn være i fred. Jeg tror såmen, at han er flink nok når man lærer ham bedre at kende.

Ronnie smiler bredt.

 Det tror jeg faktisk også at du er, Jannik.

 Jannik griner lidt fjoget.

 Vel, vi ses i morgen.

 Ronnie spørger Akmet, om han ikke vil med ham hjem og hilse på hans forældre, men han vil hellere lige hjem, så det ender med, at de tre venner følger ham hjem.

 Da de skilles, rækker Akmet dem hånden.

 Tak for en dejlig week-end, det var godt, at I tre var med. Jeg ville gerne have inviteret jer med ind, men jeg tror, at det er bedre, at jeg lige får forberedt min mor på det først.

 Han smiler.

 Hos os er det meget vigtigt, at alt er helt i orden, når man inviterer gæster, ikke mindst første gang. Det er noget, min mor lægger meget vægt på.

 Jan nikker.

 Det er helt i orden, Akmet. Vi ses jo i skolen i morgen, der kan vi så aftale, hos hvem vi skal mødes.

 Der er ingen tvivl om, at week-enden har haft en positiv indflydelse på klassen. Nu kender man hinanden bedre, så nu fungerer samarbejdet fint.

 De andre er lidt spændte, da Akmet og Jannik en dag skal arbejde sammen i en gruppe, men det fungerer upåklageligt. I det hele taget har Jannik forandret sig, og det viser sig, at han er en virkelig god kammerat, som de alle lærer at sætte pris på.

 Om mandagen lægger Ronnie særligt mærke til Natasja, da han nu ved, at hun er Akmets tvillingesøster. Han kan slet ikke forstå, at han ikke har lagt rigtigt mærke til hende før. Hun er en sød og køn pige, og så er hun til og med meget dygtig.

 Der er dog ikke tvivl om, at hun er lidt skeptisk over for drengene i klassen, og helst holder sig lidt på afstand af dem.

 Da han lidt forundret spørger Akmet hvorfor, smiler denne.

 Det er også en af vore moralske regler. En pæn pige holder sig lidt på afstand af drenge og mænd. Hvis hun en dag skal giftes med en muslim, vil han forlange, at hun er absolut uberørt. En pige, der ikke kan blive gift, er en skam for sin familie.

 Jamen hvem bestemmer, hvem hun skal giftes med, det gør hun da vel selv.

 Akmet ryster på hovedet.

 Det gør pigens forældre normalt, men da min far er død, er det mig, som den ældste dreng, og så min mor, naturligvis. Sådan er reglerne hos os.

 Jeg skulle for resten spørge fra min mor, om du, Jens og Jan ville komme hen og besøge os på lørdag kl 14. Hun vil meget gerne hilse på jer.

 De tager selvfølgelig gerne mod indbydelsen og mødes henne hos Akmet om lørdagen i deres pæne tøj.

 De bliver budt indenfor af Akmet og bliver så præsenteret for moderen og hans søskende.

 Moderen taler ikke helt så godt dansk som børnene, men er alligevel ikke vanskelig at forstå.

 De har nogle hyggelige timer sammen.

 Natasja og Robab holder sig lidt i baggrunden, mens Abdul gerne vil snakke med.
 Moderen fortæller bl.a., at hun er uddannet som læge, men her i Danmark har hun hidtil kun kunnet få lov til at fungere som sygehjælper, fordi hun ikke har kunnet få sine papirer, der beviser hendes uddannelse, med til Danmark. Dem har man beholdt i Iran.

 Ronnie sidder og spekulerer lidt.

 Det må min far kunne gøre noget ved, eller min mor. De er begge læger. De kunne måske finde en eller anden smutvej i systemet.

 Moderen ser lidt uforstående på ham.

 Det forstod jeg ikke rigtigt, hvad mener du med det.

 Ronnie bliver lidt rød i hovedet.

 Jeg mener, at det er urimeligt, at en læge skal gå som sygehjælper, når vi har lægemangel i Danmark. Kan far og mor ikke gøre noget, kan Jans forældre muligvis, de er jurister begge to, og  ved, hvordan lovene kan fortolkes. Vi vil i hvert fald prøve at hjælpe, det er helt sikkert. Det andet er da for tosset.

 Moderen smiler.

 Akmet havde ret, da han sagde, at han havde fået nogle gode venner, det vil jeg gerne tilslutte mig. Det har været lidt vanskeligt for os at vænne os til det danske sprog og de danske forhold i det hele taget, så vi er altid glade, når vi træffer hjælpsomme mennesker. Men dem er der heldigvis også mange af her i Danmark.

 Jens ser på hende.

 Har I ikke været udsat for ubehageligheder.

 Der går en trækning over hendes ansigt.

 Jo, selvfølgelig, men det prøver vi at glemme. Det er næsten altid fra folk der ikke kender os og derfor ikke forstår os, og den måde vi har levet på før.

 Jeg ved ikke, om vi kan blive rigtige danskere,. Og jeg ved heller ikke, om vi egentlig ønsker det. Jeg vil gerne have, at mine børn selv kan vælge, når de bliver gamle nok. Derfor holder vi ved vores traditioner fra Iran, så de har mulighed for at vende tilbage en dag, hvis de ønsker det og forholdene forhåbentlig har ændret sig.

 Jan tøver lidt.

 Hvis børnene en dag ønsker at gifte sig med danskere, ville de så få lov til det.

 Moderen ser tankefuld ud.

 Det har jeg ikke taget stilling til, men der er jo også god tid endnu.

 Ronnie ser alvorligt på hende.

 Jan mener nok også, om de må komme sammen med danske piger og drenge, som man gør her i Danmark. Jeg ville f.eks. gerne invitere Akmet og Natasja med op i mine forældres sommerhus et par dage i efterårsferien sammen med Jan og hans storebror og min storesøster, der er forlovede. Kan de få lov til det, hvis de har lyst.

 Det vil jeg gerne tænke lidt over. Hvis jeg skulle svare nu, måtte det blive et nej, i det mindste for Natasjas vedkommende. Akmet har nok fortalt jer, at vi prøver at passe godt på vore døtre og søstre. Ikke for at tage glæder fra dem, men for at prøve at beskytte dem mod sorger.

 Ronnie ser stadig alvorligt på hende.

 Det forstår jeg godt, og jeg respekterer det fuldt ud. Derfor sagde jg det også allerede nu, så der er god tid til at tænke over det. Selvfølgelig vil der ikke foregå noget som Akmet og Natasja ikke kasn gå 100 % ind for.

 Lidt efter tager de afsted.

 På vejen hjemad siger Jan med et smil.

 Nå Ronnie,. Er du faldet for 1001 nats skønhed.

 Ronnie smiler også.

 Ja, det er jeg vist, men er hun da ikke også en skøn pige, og så er hun til og med smadderintelligent.

 Enig, men det kan somme tider være svært at forene to kulturer, og jeg vil nødigt se min bedste ven komme i klemme i et kultursammenstød. Husk, at du skal have både dine forældre og Akmet og hans mor med på ideen, for at det kan lykkes, foruden Natasja selvfølgelig, men hun bliver nok det mindste problem, så vidt jeg kunne se.
 Hmm. Du har selv lært mig, at intet er umuligt, hvis man bare går i gang.

 Enig igen, men du skal bare være helt overbevist om, at det er det rigtige. En pige som Natasja kan du ikke bare kvitte, hvis du bliver træt af hende, som du kan med en dansk pige. Der fanger bordet, hvis det først bliver alvor.

 Ok, jeg lover dig, at jeg nok skal tænke mig godt om, i øvrigt tror jeg slet ikke, at Natasja får lov til at komme med i efterårsferien, men nu får vi se, man har da lov til at håbe. Vil du gerne have Lone med.

 Det bliver nok lige i overkanten, hvis Akmet kommer med.

 Både Jørgen og Kirsten og Karen og jeg bliver sat i gang med at finde en mulighed for, at Elisha, Akmets mor, kan få lov til at fungere som læge igen. Der er mange love og regler at gå i gang med, men ingen af os er villige til at give op foreløbig.

 Hun har været på besøg, både hos Kirsten og Jørgen og hos os. Vi er enige om, at hun er en meget charmerende dame, og Jørgen og Kirsten er efter nogle faglige samtaler heller ikke i tvivl om, at hun har en lægeuddannelse og endda er særdeles dygtig.

 Det er en stor dag for alle, da hun får lov til at hjælpe Kirsten og Jørgen i deres praksis som amanuensis.

 I efterårsferien får både Akmet og Natasja virkelig lov til at tage med i sommerhuset sammen med Ronnie, Maria, Carl Christian og Jan.

 Jan ville selvfølgelig gerne have haft Lone med, men de er helt enige om, at det ikke vil være en god ide, før de andre kender hinanden lidt bedre.

 Især Natasja er selvfølgelig meget spændt. Det er jo første gang, hun prøver sådan noget. Hun bliver hurtigt gode venner med Maria og deler værelse med hende. De fire drenge er blevet enige om også at dele værelse. Der kan lige stå fire senge, så det skal nok gå fint.

 Den første aften går de en lang tur alle seks. Helt naturligt følges de ad to og to. Maria og Carl Christian, Nastasja og Ronnie og Jan og Akmet.

 Ronnie har lagt sin højre arm og nakken på Natasja, der lidt nervøst har skævet til Akmet, der smilende siger.

 Det er helt i orden, Natasja, jeg stoler helt på Ronnie, og det kan du også roligt gøre. Han vil aldrig gøre dig fortræd.

 Natasja sender ham et strålende smil, så ser hun op på Ronnie med et blik, så han må lægge bånd på sig selv for ikke at knuge hende ind til sig og kysse hende.
 Akmet og Jan går fordybet i samtale, så de lægger slet ikke mærke til, at de er sakket bagud, før de pludselig opdager, at de andre næsten er en kilometer længere fremme.

 Det er bl.a. Lone, de har talt om.Akmet er meget overrasket over det frisind, der hersker mellem unge mennesker i Danmark.

 Da Jan fortæller om deres midnatsbade, ryster Akmet på hovedet.

 Jamen har I da slet ikke respekt for pigerne. I holder jer vel ikke altid til den pige I bliver forelskede i i 14 – 15 års alderen og gifter jer med hende.

 Jan smiler.

 Jeg kan godt høre, at for dig må det lyde mærkeligt. Men vi går kun i vandet og er sammen med dem, som vi virkelig holder af. Dem ville vi aldrig drømme om at gøre fortræd. Selvfølgelig kan vi ikke i den alder være overbeviste om, at det er den eneste ene, vi har fundet, men vi behandler hinanden med gensidig respekt. Ingen af os ville drømme om at gøre noget, som vi ikke begge var helt enige om.

 Vi synes, at vi giver og modtager en enestående tryghed, når vi viser hinanden sådan en tillid.

 Akmet tøver lidt.

 Jeg har en meget stor tillid til både dig og Ronnie. Carl Christian og Maria kender jeg ikke så godt endnu, men de virker utrolig flinke.

 Det jeg siger til dig nu, har jeg ikke omtalt for andre. Jeg er klar over, at Ronnie er meget forelsket i min søster. Det er på en måde i orden, men vil hans forældre og hans søster kunne godkende, at han gifter sig med en udlænding. Og vil Ronnie selv kunne klare alle de problemer, der vil opstå både for ham og hende.

 Så er der Natasja. Jeg ved også, at hun er meget forelsket i Ronnie, men vil det holde. Han er den første dansker, der viser hende så meget opmærksomhed, men vil hun kunne klare at være en danskers kone, med alle de problemer, det uvægerligt vil medføre.

 Hvis hun en dag skulle vælge at gifte sig med Ronnie, er hun afskåret fra at vende tilbage til Iran, hvad jeg i hvert fald ønsker, når forholdene bliver til det. Måske de andre også vil, og så er hun alene tilbage i Danmark.

 Og hvad så, hvis Ronnie en dag bliver træt af alle problemerne og forlader Natasja. Så vil hun være helt hjælpeløs.

 Som du ser, er der mange ting at tage hensyn til, det her var bare nogle få af dem.

 Mor er klar over, hvordan det er fat. Hun gav Natasja lov til at tage med og sagde til hende.

  Hvis Ronnie i de dage ikke forsøger at presse eller overtale dig til noget, der strider i mod din opdragelse, men hele tiden er hensynsfuld og respekterer dig og din familie, og du selvfølgelig ikke provokerer ham, så tror jeg på, at det ikke bare er forelskelse, men oprigtig kærlighed. Så vil jeg lade dig selv vælge, hvad du ønsker. Men du må være fuldstændig sikker i din sag, for du vil blive nødt til at skifte religion og nationalitet. Du vil selvfølgelig stadig have en mor og nogle søskende, men det vil være på en anden måde. Du vil komme til at tilhøre en ny familie og en ny nation.

 Mor sagde ja, dels ud fra det indtryk hun selv har af Ronnie og hans familie, dels fordi jeg sagde god for ham.

 Jeg håber ikke, at jeg bliver skuffet. Det ville være svært at bære.

 Jan ser tankefuld på ham.

 Man kan vel aldrig være 100 % sikker på noget, men jeg stoler næsten mere på Ronnie end på mig selv. Jeg ved, at han aldrig ville gøre Natasja fortræd med vilje.

 Jeg tror virkelig på, at han elsker Natasja oprigtigt. Jeg kan ikke garantere at det holder evigt, Ronnie kan jo også gå hen og dø, men jeg ved, at bestemmer Ronnie sig for at gifte sig med Natasja og får din og din mors tilladelse, så vil hans familie aldrig lade hende i stikken, uanset hvad der så sker. Som du ved, er jeg jo på en vis måde på vej ind i den samme familie, fordi min storebror skal giftes med hans storesøster, når han er færdig som soldat.

 Akmet smiler.

 Ja, det er nok ikke en dårlig familie at komme ind i, men jeg synes alligevel, at der er mange ting at tage stilling. Jeg føler jo, at jeg har et ansvar for, at min søster bliver lykkelig.

 Jan giver et lille udråb.

 Hov, vi er kommet langt bagefter de andre, skal vi se, hvem der først indhenter dem.

 Det varer nu ikke længe, for i mellemtiden har de andre sat sig ned og ser ud over vandet, mens de snakker hyggeligt sammen.
 Maria sidder og læner sig mod Carl Christian med hovedet mod hans skulder. Natasja og Ronnie har uvilkårligt sat sig på samme måde.

 Ronnie ser længselsfuldt ud over vandet.

 I sådan et vejr burde man næsten bade.

 Så ser han på Natasja.

 Men jeg tror ikke, at det er en god ide, at du gør, Natasja, og så gør jeg heller ikke. De andre kan jo gøre som de vil.

 Maria ser smilende på ham.

 Du er sød lillebror. Jeg ved, at du gerne ville i vandet, men når du lader være for Natasjas skyld, så kan du lige tro, at vi andre også kan. Kom lad os gå op til sommerhuset og få en kop kaffe, inden vi går i seng.

 Da drengene omsider er gået i seng, siger Ronnie.

 Det var meget svært at lade være med at give Natasja et godnatkys, men jeg gjorde det ikke Akmet, og jeg vil ikke gøre det, før hun en dag selv giver mig lov.

 Så sukker han.

 Du ved, at jeg elsker hende Akmet. Tror du, at der er en chance for, at jeg en dag kan gifte mig med hende.

 Akmet løfter sig op på albuen og ser på ham.

 Jeg tror, at det er rigtigt, når du siger, at du elsker hende. Kan du blive ved med det, vil du nok også en dag blive gift med hende, men du må være tålmodig. Der er mange ting at tage hensyn til. Fortsæt med at vise hende din kærlighed og din respekt som du har gjort det i dag, så er der ikke nogen, jeg hellere ser hende gift med, det må du gerne vide. Du er ikke alene hende, men også mig en god ven, og det er jeg både glad og taknemlig for.

 Næste morgen har Maria og Natasja morgenmaden klar, da de andre står op. De sidder så og snakker hyggeligt i nogle timer.

 Efter frokost går Ronnie en lag tur med Akmet, mens Jan tager sig af Natasja. Carl Christian og Maria går ned og bader, og så samles man igen til eftermiddagskaffen.

 De er nu ved at kende hinanden så godt, at de snakker helt frit og også smådriller hinanden til stor morskab for alle.

 Akmet og Natasja får også både historien om Carl Christians og Jans baggrund og om, hvordan de lærte Maria og senere Ronnie at kende, samt om hvordan Jan fik genoptrænet Ronnie.
 Natasja har fulgt godt med, mens de forskellige har fortalt, især har hun set på Ronnie, mens han fortalte om sit venskab med Jan, og den betydning, det har haft for ham.
 Af og til har hun også siddet og set over på Jan.

 Pludselig siger hun.

 Jeg undrer mig over, hvorfor Jans pige ikke er her, hende ville jeg da gerne lære at kende.

 Jan rødmer lidt.

 Ronnie og jeg var enige om, at det ikke ville være fair mod dig og Akmet at invitere Lone med, før vi andre kendte hinanden lidt bedre. Vores forhold er nok også lidt friere, end I ville bryde jer om. Vi ville være sikre på, at I ikke følte jer udenfor. Vi ville f.eks. nok have været ude og bade i aftes, og det ville ikke være fair mod Ronnie og jer.

 Det ville have gjort det sværere for Ronnie at lade være med at bede dig om at gå med ud og bade, og det vil han ikke gøre, før Akmet og du synes, at det er i oprden, Natasja.
 Akmet ryster smilende på hovedet.

 Sikke nogle venner du har Ronnie, det siger mere om, hvad du er værd, end noget andet kunne gøre.

 Da de omsider skal tilæ at gå i seng, bestemmer de sig for at gå en lille tur langs stranden først.

 De går og snakker godt sammen.
 Inden de går op mod sommerhuset igen, tager Natasja begge Ronnies hænder og knuger dem, mens hun ser ham lige i øjnene. Så hvisker hun.

 Jeg elsker dig, Ronnie. Kan du have tålmodighed en tid endnu, jeg må være helt sikker på, at vi kan gifte os en dag, før jeg tør give dig andet og mere end et kys, men det vil jeg gerne have lov til at give dig nu.

 Ronnie kan næppe tale af indestængt glæde.

 Og jeg, lille vidunderlige Natasja, jeg elsker dig højere end noget andet menneske i verden. Nu kan jeg vente på dig til den dag du bestemmer.

 Han giver begge hendes øjne et blidt kys og får til gengæld et på munden af hende.

 Da de når op til huset, mærker han Akmets hånd på sin skulder.

 Du er en fuldendt gentleman, Ronnie. Jeg vil gerne have, at du skal være klar over, at det vil være mig en stor glæde, den dag du gifter dig med min søster.

 Ronnie omfavner Akmet. Han er ikke i stand til at sige noget.

 Om aftenen er de blevet enige om at ringe til Lone og invitere hende, så hun kommer næste dag ved middagstid.

 Det varer ikke længe, før hun og Natasja bliver gode venner, så de to piger går en tur om eftermiddagen og får snakket godt sammen.

 Hen på aftenen siger Lone pludselig.

 Hvad så, skal vi i vandet i aften.

 Der bliver dødstille et øjeblik, så kommer det roligt fra Ronnie.

 I andre kan da bare gå i vandet, hvis I har lyst. Jeg bliver heroppe med Akmet og Natasja. Vi kan lave kaffe, så den er klar, når I kommer tilbage.

 Natasja ser på ham.

 Du kan da godt gå med i vandet, hvis du har lyst.

 Ronnie ser alvorligt på hende.

 Nej, jeg vil hellere vente til den dag, da vi to kan gå i vanmdet sammen.

 Natasja ser på ham med tårer i øjnene.

 Vil du gerne have, at jeg går med i vandet i aften.

 Ronnie ser roligt på hende.

 Nej, Natasja, jeg vil gå i vandet med god samvittighed, og det ville jeg ikke gøre, hvis vi gjorde det i aften.

 Akmet har siddet og set skiftevis på Ronnie og sin søster, så smiler han.

 Jeg synes, at det er en god ide, at vi tre laver kaffe, mens I går i vandet.
 Et øjeblik efter er de fire på vej ned mod vandet.

 Lone ser alvorligt på Jan.

 Undskyld, at jeg bragte det på bane, jeg tænkte mig ikke ordentligt om. Heldigvis gik det da ikke galt. Det var fantastisk at se, hvor meget Ronnie og Natasja var parate til at gøre for hinanden. Det må da være det, man kalder ægte kærlighed.

 Jan omfavner hende.

 Helt i orden, Lone. Heldigvis var Ronnie mandfolk nok til at modstå fristelsen. Det er den slags der gør, at jeg ved, at jeg aldrig vil få en bedre ven.

 Lone ler lettet.

 Ja, en gang imellem kan jeg blive helt forelsket i ham, det gør dig ikker jaloux, vel.

 Jan smiler bredt.

 Nej, men du skal nok ikke kysse ham, når Natasja ser på det, for hun kan muligvis ikke forstå det.

 Da de en halv time senere er kommet op igen og er kommet i tøjet, har de andre kaffen klar. De sidder så og snakker en times tid, inden de går i seng.

 Næste dag ser Lone sit snit til at give Ronnie en undskyldning, fordi hun var ved at bringe ham i klemme.

 Han smiler stille.

 Det gjorde ikke noget Lone. Jeg er jo fuldstændig sikker på, at jeg ikke vil gøre Natasja fortræd på nogen mulig måde. Vi er helt enige med hinanden om at vente på at finde ud af, om vi kan gifte os, inden vi giver hinanden andet og mere end et kys og et knus i ny og næ.

 Jeg vil ikke gøre noget, der kan ødelægge det fine forhold vi har, dertil betyder hun alt for meget for mig. Jeg ser sådan på det, at vi har fremtiden for os, den er der ikke noget, der skal få lov til at ødelægge.

 Lone ser ham lige i øjnene.

 Tror du, at Jan elsker mig lige så højt.

 Ja, Lone, det er jeg helt sikker på. Han udtrykker det måske på en anden måde, men jo, for Jan er der ikke andre end dig.

 Om tirsdagen skal Akmet og Natasja hjem igen, mens de andre kan blive et par dage endnu.

 De får et ordentligt knus hver af de andre, inden de tager afsted, noget, der får dem begge til at rødme.

 Akmet smiler til Lone.

 Jeg kan godt lide dig, selvom jeg ikke kender dig så godt endnu. Men jeg ved, at når Jan har valgt dig, må du være god. Jeg håber ikke, at du har noget imod, at jeg siger sådan til dig.

 Lone ler og giver ham et smækkys lige på munden.

 Det får ham til at se forfjamsket på Jan, der imidlertid smiler bredt.

 Nå Akmet, så fik du dig også et kys. Vi må nok hellere se at finde en pige til dig, så du ikke løber med vores. Men bare rolig min ven, det kys var dig vel undt.

 Om aftenen sidder de så og hygger sig. Der er tændt op i pejsen, for det er ved at være lidt halvkoldt.. Carl Christian sidder på gulvet med hovedet i Marias skød, hun stryger ham gennem håret en gang imellem. Lone sidder mellem Ronnie og Jan i sofaen.

 De sidder og taler om fremtiden. Ingen af dem er i tvivl om, at de også vil holde sammen fremover.

 Pludselig begynder Lone at le. De andre ser forbavsede på hende.

 Ronnie brummer.

 Hvad er så det, der er så morsomt.

 Lone tager sig vældigt sammen.

 Jo, jeg kom til at tænke 10 år frem i tiden, og pludselig så jeg for mig, hvordan det hele så ud for os til den tid.

 Jan smiler.

 Nå, jamen lad os så høre, hvad det var du så..

 Ok, hør så godt efter.

 Maria og Carl Christian er blevet gift og har fået tvillinger. Carl Christian er advokat i sin fars og mors firma, og Maria er sygeplejerske.Tvillingerne er fem år. En dreng, der ligner Carl Christian og en pige, der ligner Maria.

 Jan og jeg har en søn på et år. Jan er blevet læge og jeg er socialrådgiver. Ronnie og Natasja er også blevet gift. De har en pige på fire og en dreng på et år. Ronnie er blevet præst, og Natasja er præstekone og organist ved Ronnies kirke.

 Ronnies og Marias forældre er der også, og Carl Christian og Jans forældre selvfølgelig. Mine forældre så jeg ikke noget til. Akmet er også blevet læge, og han er taget tilbage til Iran sammen med sine to yngre søskende, men hans mor er her stadig og har fået en god stilling.

 Da Lone tier, brummer Carl Christian.

 Hvorfor er vores tvillinger kun fem år.

 Maria ler.

 Jeg synes, at det lød fint, men jeg synes, at vi skal sige, at vores tvillinger er otte år, måske lige knap.

 Ronnie giver Lone et dunk i ryggen.

 Du skal ikke være socialrådgiver, du skal være spåkone. Jeg synes ellers, at det lød godt.  Så kan vi jo sige, at vi er samlede for at fejre Alex 60 års fødselsdag. Det passer ganske vist ikke helt med de ti år, men så venter vi lige, for det vil da være en passende lejlighed. Nu ved vi så, hvad vi hver især skal satse på de næste 10 år. Det er da meget rart at vide. Men hvorfor er dine forældre ikke med, og kunne du ikke have ladet Akmet blive i Danmark.

 Lone er pludselig blevet helt alvorlig, da hun ser på Ronnie.

 Det hele var måske en spøg, og dog. Jeg tror ikke, at jeg ville bryde mig om, at mine forældre var med. Måske tingene ændrer sig, så jeg godt vil have dem med til den tid. Det skal vi ikke snakke mere om nu.

 Med hensyn til Akmet, så tror jeg ikke, at han ønsker at blive i Danmark. Han vil forsøge at gøre noget ved forholdene i sit eget land. Jeg tror aldrig, han ville kunne føle Danmark som sit eget land, dertil har han lidt for meget i Iran.

 Så smiler hun lidt genert.

 Men vi kan jo invitere ham med til festen, den vil han sikkert gerne komme til.

 Snakken går nu over til andre emner og en times tid senere går de i seng.

 Da Jan giver Lone et godnatkys, siger han.

 Jeg tror, at du har ret m.h.t. Akmet. Det lader til, at I to har kunnet snakke godt sammen. Det er jeg glad for, for det vil betyde meget for ham at kunne se, at en pige og en dreng godt kan tale fortroligt sammen og være venner.

 Jeg er ikke jaloux, men sig det til mig, hvis der kommer en anden, der kommer til at betyde mere for dig. Det vil jeg prøve at forstå og acceptere.
 Lone ser på ham med tårer i øjnene.

 Jan, jeg elsker dig, det må du aldrig tvivle om. Kommer der en dag, da det ikke er tilfældet, eller dukker der en op, som jeg synes betyder mere for mig, vil du være den første, jeg snakker med om det. Vi er trods alt ikke så gamle endnu. Jeg håber, at du vil love mig det samme. Men jeg håber meget, at din fars fødselsdag kan fejres på den måde, jeg så det for mig.

 Er det p.g.a. mig, at du er uvenner med dine forældre, bryder de sig ikke om, at du kommer sammen med mig.

 Nej, det er ikke dig, de ikke bryder sig om, det er mig. Men lad os ikke tale mere om det. Jeg er glad, når jeg bare er sammen med dig og de andre.

 Jamen der må da kunne gøres noget. Kan jeg ikke prøve at snakke med dem.

 Lone ryster på hovedet.

 Ikke i øjeblikket. De skal skilles, og begge vil have, at jeg bor hos dem, bare for at genere den anden, men jeg har slet ikke lyst til at bo hos nogen af dem.

 Jan giver hende et kys igen.

 Op med humøret lille skat, vi skal nok finde en løsning, så du kan få det godt.

 Om lørdagen tager Kirsten og Jørgen op til sommerhuset, og de tager Karen og mig med.

 De unge har arrangeret en god middag, så vi hygger os rigtigt sammen.

 Efter middagen snakker Jan med Karen og mig. Han spørger, om Lone godt må komme og bo hos os, indtil hendes forældres skilsmisse er gået i orden i det mindste, og det går vi selvfølgelig gerne med til.

 Vi er kommet til at sætte stor pris på Lone og vil derfor gerne hjælpe hende.

 Karen får et ordentligt knus af Lone, da hun snakker med hende og fortæller, at vi er blevet enige om, at hun klan bo hos os indtil videre, såfremt hendes forældre kan gå med til det.

 Det lykkes heldigvis uden de store problemer, så Lone er lykkelig.

 De følgende år går stille og roligt. Ved Jans og Ronnies studenterfest, bliver de forlovet med Lone og Natasja, og i sommerferien det forrige år er Carl Christian og Maria blevet gift.

 Torben og Eva er selvfølgelig også inviteret med sammen med deres tvillinger. Jørgen holder en glimrende tale til brudeparret. Jeg rejser mig også for at holde en tale, men det kniber mig at få sagt alt det, jeg gerne ville.

 Så rejser Carl Christian sig.

 Det her er en af mine snart mange lykkelige dage. Det startede, da jeg fik mine forældre. Uden jer var alt det gode, jeg har oplevet jo slet ikke sket. Det er jeg helt overbevist om. I gav mig en helt ubeskrivelig kærlighed, og et hjem i ordets aller bedste betydning.

 Jeg fik en bror, som I også gav jer selv fuldt og helt til, uden at der gik det mindste fra mig, snarere tværtimod. I har gjort mig til det menneske, jeg er i dag, og jeg ved, at jeg aldrig vil kunne vise jer min kærlighed tydeligt nok.

 En aften, da Jan og jeg var ude at bade, fangede jeg lykken igen. Denne gang var det dig, Maria. Jan havde svært ved at slippe dig, og det forstår jeg godt, men nu har han så selv fundet en, han gerne vil dele sin fremtid med., og jeg er overbevist om, at lykken også vil følge jer, for det fortjener I.

 Men med dig, Maria fulgte også et par dejlige svigerforældre, og så endda også en svoger ud over det sædvanlige. Ja, Ronnie, hvis jeg siger, at du ligner din søster, kan jeg vist ikke give dig nogen større ros, men du fortjener den, også for dit venskab med Jan.

 En gang imellem kan jeg blive helt bange for, om jeg snart har opbrugt den lykke, der er sat af til mig. Jeg synes, at jeg har fået langt mere, end jeg har fortjent. Men når jeg så ser på dig Maria, min dejlige lille kone, så siger jeg til mig selv.

 Med den kone må selv de vanskeligste problemer kunne løses. For jeg har jo været lige så heldig som min far og svigerfar, m.h.t. valg af kone.

 Jeg håber aldrig, at du kommer til at fortryde, at du valgte mig, Maria.

 Til slut vil jeg gerne udbringe en skål for kærligheden. En kærlighed, som jeg har modtaget i så rigeligt mål af jer alle. Kærlighedens og dermed Marias skål.

 Efter middagen kommer Carl Christian og Maria hen til Karen og mig.

 Carl Christian står og ser lidt på os, så siger han.

 Der er blandet lidt vemod med glæden her i aften. Maria og jeg skal nu til at begynde et nyt liv for os selv. Vi vil begge to komme til at savne vores hjem. Det er vi helt klar over, men forhåbentlig må vi godt komme og besøge jer rigtig tit.
 Karen rømmer sig lidt for at klare stemmen

 I skal altid være velkommen, min dreng, det gælder i øvrigt jer begge to i lige høj grad. Bade far og jeg vil også savne jer, så kom I bare, så tit I har lyst.

 Vi får et stort knus af dem begge to, inden de tager afsted.

 Der går igen nogle år.

 Både Jan og Ronnie er også blevet gift og har travlt med studierne. Jan med medicinstudiet og Ronnie med teologien.
 Ole og Carl Christian er begge gået ind i vores advokatvirksomhed, som vi havde talt om for snart mange år siden. Karen og jeg kan godt en gang imellem savne den tid, da vi havde begge vores to dejlige drenge derhjemme, men tiden står jo ikke stille.

 Carl Christian ser vi ganske vist hver dag på arbejdet, og Maria kommer også af og til, ligesom vi også af og til får lov til at være barnepige for deres to små piger.

 Jan ser vi kun en gang eller to om måneden i den sidste tid, hvor han læser, han prøver at korte studiet af, så han kan blive hurtigere færdig, og det kræver en ekstra indsats. Når han kommer er Lone og deres lille dreng også gerne med. Ronnie og Natasja kommer også af og til på besøg med deres tvillinger, og det nyder vi også. Vi synes jo også at de hører med til den nærmeste familie.

 Karen og jeg har talt om vi skal fejre min 60 års fødselsdag, men bliver enige om at fejre den sammen med hendes, det følgende år.

 Fjorten dage før min fødselsdag kommer Lone pludselig alene hen til os en aften. Vi ser lidt overraskede på hende og spørger til Jan.

 Hun smiler og slår sig ned i en lænestol.

 Han er barnepige i aften, jeg trængte til at komme lidt ud alene. Jan har haft vagt hele ugen, så jeg har ikke set meget til ham, men så har vi jo ikke kunnet skændes, og det er jo godt nok.

 Så ler hun højt.

 Se dog ikke så forskrækkede ud, Jan og jeg  er skam stadig de fineste venner af verden, og det tror jeg heller ikke ændrer sig, men giver I en kop kaffe.

 Selvfølgelig gør vi det, og snart sidder vi og snakker hyggeligt. Vi er kommet til at holde lige så meget af Lone som af Maria.

 Pludselig siger Lone.

 Jamen nu var jeg jo lige ved at glemme, hvad jeg egentlig kom for. Er I optaget den 20. oktober.

 Vi ser på hinanden, så siger jeg lidt tøvende.

 Nej.

 Karen smiler.

 Det er jo Alex` fødselsdag, men vi var blevet enige om at vente med at fejre den, så vi slog hans og min sammen og holdt en lille fest d. 17. februar. Men I er da velkommen til at komme herhen den 20.

 Lone ler hjerteligt.

 Nå, det lykkedes da trods alt at få en invitation, men den aften er vi nu desværre optaget. Hov, jeg må hellere se at komme hjem, klokken er ved at være mange.

 Og så er hun ellers ude af døren igen i en fart.

  Den næste dag får vi et brev, hvor vi bliver inviteret til at møde på Søpavillionen d. 20. oktober kl. 18. i festtøj.

 Karen og jeg ser på hinanden. Nu forstår vi bedre Lones besøg.
 Det er ikke muligt at få nogen oplysninger af Lone og Jan, eller for den sags skyld af Maria og Carl Christian, om hvad der skal ske, så vi væbner os med tålmodighed og møder op i vores pæne tøj, som vi har fået besked om.

 Da vi træder ind i det festligt dækkede lokale, giver det et sæt i os ved  at se de mange mennesker.
 Carl Christian og Maria og Lone og Jan kommer hen og byder os velkommen sammen med deres børn. Så kommer Ronnie og Natasja med deres børn og så kommer de ellers i en stadig strøm.

 Der er Torben og Eva med deres tvillinger, så er der Natasjas mor og Kirsten og Jørgen. Tove og Søren kommer sammen med Ole, Jesper, Jens og Tom. Jesper og Ole har også deres koner og børn med. Til sidst ser vi Akmet, der har holdt sig lidt i baggrunden. Han smiler varmt, da han hilser på os og præsenterer samtidig sin kone.

 Da vi omsider er kommet til bords, slår Jan på sit glas.

 For godt og vel 10 år siden sad Lone, Ronnie, Maria, Carl Christian og jeg en aften i Kirsten og Jørgens sommerhus. Vi sad bl.a. og snakkede om fremtiden.

 Så begyndte Lone pludselig at le. Hun havde set for sig, hvordan det ville se ud for os 10 år frem i tiden. Vi syntes, at det kunne være morsomt at se, om det kom til at passe.

 Og minsandten om min kære kone ikke, som sædvanlig, fik næsten ret. Der er nogle af børnene, der ikke helt passer til hendes beskrivelse fra den gang, men vi beholder dem nu alligevel. Vi andre er faktisk i dag det, hun forudså. Måske har hun magiske kræfter, så det er hendes skyld.

 Når vi nu skulle holde en fest for at fejre det, måtte vi jo have en anledning. Hvad var mere nærliggende end at bruge fars 60 års fødselsdag. Ingen af os havde jo ikke været her i dag, hvis ikke far havde haft en god ven, som han og mor ville gøre alt for at hjælpe. Ja, hele den historie kender I jo alle sammen.
 Jeg tror ikke, at far nogensinde har fortrudt det, eller mor for den sags skyld, for uden hende havde han jo aldrig klaret den.
 Vi har ikke købt en gave, for vi kunne ikke finde noget, der var godt nok. Vi blev derfor enige om at holde denne fest, som et synligt bevis på vores kærlighed til dig, far, men bestemt også til dig, mor.
 Jeg håber, at I foretrækker dette, frem for en eller anden ting, men med mit kendskab til jer, tror jeg det.

 Det bliver en enestående fest.

 Der bliver holdt mange taler, og efter middagen bliver der så lejlighed til at få snakket rigtigt med de forskellige.

 Da vi skal til at bryde op, kommer Carl Christian hen til os med et fotoalbum.

 Vi har fået taget et billede af hver af deltagerne her i aften og de har så skrevet deres navn nedenunder, kun et par af børnene har vi måttet hjælpe lidt. Der er også nogle billeder af hver enkelt lille familie. På den måde syntes vi, at vi kunne give jer et minde om festen i aften.

 Da Karen og jeg kommer hjem, sætter vi os og blader langsomt albummet igennem. Uvilkårligt går mine tanker tilbage til den dag, hvor jeg mødte Carl Christian på storebæltsfærgen. Så kører alle de forskellige oplevelser som en film gennem mit hoved. Så stopper det. Jeg ser på Karen, der smiler til mig.

 Ja Alex, der er gået mange år af vores liv, men hvor har de dog været dejlige. Takket være vores to dejlige drenge og alt det, det har ført med sig. Svigerbørn, børnebørn og en skare af venner.

 Jeg giver hende et kys og et knus..

 Ja, min ven, og ingen af os har haft grund til at tvivle på deres kærlighed, et eneste øjeblik.

 Men nu må vi vist hellere se at komme i seng. I morgen er der jo atter en dag.

 Ja, men denne dag har nu nok været en af de mest storslåede, jeg må give Jan ret. Ikke en eneste ting, de kunne have købt, kunne have målt sig med denne fest.

                                                                             Tilbage til toppen