Tilbage til E-bøger

CARSTEN

 

 

 Min mor var sygeplejerske. Efter min fars død blev hun gift med en lærer, og så flyttede vi over lidt nord for København, hvor min stedfar var lærer.

 Jeg var 13 år, da de blev gift, og jeg kunne faktisk helt godt lide min stedfar. Ikke mindst, da han lovede mig, at han aldrig ville tage den klasse, hvor jeg gik. Han havde selv prøvet at have sin far som lærer.

 Han smilede fra mor til mig, da han fortsatte.

 Det var bestemt ikke sagen, så det vil jeg ikke udsætte dig for.

 Det var nok især hans smil, mor faldt for, og det forstod jeg godt. Han havde en fantastisk evne til at smile sig ind i folks hjerter. Smilet var ægte, og det kunne man tydeligt mærke., så man følte sig godt tilpas sammen med ham.

 Vi var to nye drenge i klassen, da vi startede efter sommerferien, heldigvis. Da vi kom til at sidde ved siden af hinanden, fik vi hurtigt lært hinanden godt at kende. Det var rart, for ingen af os havde nemt ved at komme ind på livet af de andre i klassen, som jo havde kendt hinanden i mange år.

 Min sidekammerat var halvt englænder og halvt inder, og det kunne man tydeligt se. Han var ret mørk, havde blåsort, glat hår og meget mørkebrune øjne, og når han smilede, blev man i godt humør. Der var nu ikke ret mange andre end mig, han smilede til i starten

 Han hed George, og det varede ikke mange dage, før jeg syntes godt om ham, og det lod heldigvis til at være gensidigt. Han fortalte mig, at hans far var ansat ved den indiske ambassade. Han var ikke så god til dansk endnu, så der hjalp jeg ham lidt, til gengæld kunne han så hjælpe mig med engelsk, hvor han var perfekt. Det var jo ikke så mærkeligt, når hans mor var englænder.

 En månedstid efter at vi var startet i skolen, spurgte han mig en dag, om jeg havde lyst til at komme hjem og besøge ham den følgende lørdag eftermiddag, og samtidig gav han mig så sin adresse.

 Jeg fik nemt lov der hjemme, både min mor og min stedfar syntes, at det var dejligt, at jeg havde fundet mig en kammerat. Det kan jo godt være lidt svært at skifte skole og finde nye kammerater i den alder.

 Om lørdagen cyklede jeg så ud til adressen. Det var et stort hvidt hus, der lå i en dejlig park.

 Jeg så for en sikkerheds skyld efter, jo, det skulle være den rigtige adresse.
 Lidt beklemt ringede jeg på, og døren blev åbnet af en kæmpestor inder med turban og det hele. Han var nok næsten 2 meter høj og meget kraftig.

 Jeg fortalte lidt stammende, at jeg kom for at besøge George.

 Han rystede på hovedet.

 I don´t understand.

 Jeg var lige ved at opgive og bare skynde mig at komme afsted igen, men fremstammede så.

 I want to see George. He has invited me to come and visit him to day.

 Jeg kunne se, at kæmpen næsten var ved at smile, da han sagde.

 Don´t be afraid. Just come inside, master George will be here in a minute.

 Knap var jeg kommet ind, og døren var blevet lukket, før George kom springende ned ad en trappe.

 Velkommen Carsten. Du skal ikke være nervøs for ham. Han er vældig flink, det er vores hushov-mester.

 Med en rivende tungefærdighed sagde George nu en masse til kæmpen på indisk, han bukkede dybt og trak sig tilbage.

 Jeg så George lige i øjnene.

 Sig mig, hvad er din far egentlig, og har I flere kæmper af hans slags.

 George smilede bredt.

 Nej, ham der er den største, men vi har nogle tjenere og noget andet personale. Far er faktisk ambassadør, men det ville jeg ikke fortælle dig, for så var jeg bange for, at du ikke ville komme.

 Du skal hilse på far og mor senere, men lad os nu gå op på mit værelse.

 Vi går op af en bred trappe og hen ad en lang gang, så lukker George døren op til et stort, dejligt, lyst værelse. Jeg ser med det samme, at der står en dør åben ud til en altan, hvorfra der er en dejlig udsigt over parken.

 Uvilkårligt går jeg ud på altanen, så ser jeg på George.

 Havde jeg vidst, at du boede så fint, og at din far var ambassadør, var jeg nok ikke kommet. Jeg er ikke vant til at komme så fine steder.

 George griber min hånd og ser alvorligt på mig.

 Jeg er meget, meget glad for, at du kom. Husk lige, at et sted er ikke finere end de mennesker, der er der, og alle mennesker er lige meget værd.

 Så slipper han min hånd og smiler.

 Vil du med ned og bade i svimming-poolen, så kan vi gå her op og snakke igen, inden vi skal drikke te med far og mor kl. 17.

 Jeg ser forskrækket på ham.

 Jamen det er jeg jo slet ikke klædt på til, og jeg har da heller ikke badebukser med.

 George ler højt.

 Slap af, min ven, du kan låne nogle badebukser af mig, og jeg skal også nok få dig klædt passende på til teselskabet. Husk lige, det er bare min far og mor.

 Hurtigt finder han to par badebukser frem.

 Værsågod, du må selv vælge, jeg tror, at vi er nogenlunde lige store.

 Jeg sukker uvilkårligt. Nu er det i det mindste for sent at trække sig tilbage, så kan jeg lige så godt prøve at få det bedst mulige ud af det.

 Med et smil vælger jeg det ene par, og et øjeblik efter er vi i badebukserne og på vej ned til svimming-poolen. Da vi har svømmet rundt en halv times tid, går vi op på Georges værelse igen.

 George står og ser alvorligt på mig, mens vi står og tørrer os, så siger han stille.

 Jeg er enebarn, er du ikke også det.

 Ja, det er jeg, hvorfor det.

 Jeg vil gerne spørge dig, om du vil være min broder. Det er mere end bare en ven. Hvis du vil, gennemgår vi sammen et gammelt indisk ritual, og så er vi så nært knyttet til hinanden som var vi født af samme kvinde og havde samme far.

 Når jeg spørger dig, er det fordi jeg så godt kan lide dig. Kan du også lide mig så meget, at du vil være min broder. Lad det blive mellem os, hvis du ikke vil eller kan.

 Han ser spændt på mig.

 Jeg rækker en hånd frem og knuger hans hånd.

 Ja George, meget gerne.

 Jeg læste en gang, at man i gamle dage havde noget, man kaldte fostbrødre her i Danmark, men lad os så sammen gennemgå det indiske ritual. Måske vil du finde det lidt mærkeligt, men gør bare, som jeg siger, jeg vil ikke gøre dig fortræd.

 Nu tager vi badebukserne af og lægger os på knæ. Vores knæ skal røre ved hinanden.

 Han har taget en dolk fra sit skrivebord, som han lægger over vores højre knæ. Da han hentede dolken, tog han også et glas med. Så tændte han grammofonen, der spiller en stille indisk melodi, og endelig tændte han en røgelsespind.

 Så ser han mig lige i øjnene og siger lavmælt.

 Nu skærer vi os begge i fingeren, så der kommer blod, men ikke for dybt. Først lader vi begge lidt blod dryppe ned i glasset, som står her mellem vores knæ, jeg har hældt lidt vand i. Så smører vi lidt blod i panden, du i min pande og jeg i din, og så presser vi panderne mod hinanden, så vil vi fremover forstå hinandens tanker.

 Så smører vi lidt blod på hinandens bryst og navle og omfavner hinanden, så blodet rører ved den andens blod. Det betyder, at vi vil elske hinanden af hjertet, og navlen symboliserer, at vi har samme moder.

 Derefter smører vi lidt blod på hinandens lem, det symboliserer, at også vores børn vil være i familie med hinanden, og endelig drikker vi vores fælles blod, og det blod kan ikke skilles af noget eller nogen.

 George ser stadig intenst på mig.

 Kan du gå med til det.

 Gerne, meget gerne.

 Da ritualet er gennemført rejser vi os op og omfavner uvilkårligt hinanden igen.
 Så siger George.

 Vi er nu blodsbrødre, lad der aldrig komme noget imellem os.

 Så smiler han glad.

 Nu tager vi tøj på. Du låner et par sorte bukser og en hvid skjorte af mig. Det er kun, fordi du skal præsenteres for din nye far og mor. Når du fremover kommer, kommer du bare i det tøj, du plejer at gå i, og jeg håber meget, at du kommer rigtig tit.

 I dag skal det bare være lidt ekstra festligt, fordi jeg har fået en storebror. Du er jo næsten en måned ældre end mig.

 Da vi er kommet i tøjet, nikker George til mig med et smil.

 Den søn kan far og mor bestemt godt være tilfreds med, og så er det endda kun det ydre. Det indre er meget bedre.

 Vi sidder nu og snakker lidt. George fortæller mig lidt om sine forældre og om hvordan jeg skal snakke med dem.

 Fem minutter før tetid går vi så ned for at hilse på Georges forældre. Hans moder sidder i kørestol efter et anfald af børnelammelse for nogle år siden.

 Hun smiler, da hun ser os komme ind ad døren sammen og vinker mig hen til sig.

 Jeg har stadig blodet på mig, for George har sagt, at jeg ikke må fjerne det, før jeg har hilst på hans forældre. Jeg synes, at det føles som om, blodet brænder.

 Jeg bukker dybt og siger på mit bedste skoleengelsk.

 How do you do, mrs. Ambassador.

 Hun ler og siger.

 Now I am not mrs. Ambassador for you. You are now my son. Come here.

 Hun lægger sin hånd på mit hoved og strejfer lige blodpletten i panden.

 Be a good son and a good brother to George. He need you, and so do I and your new father.

 I det samme kommer Georges far ind. Han er en høj, flot mand med kulsort hår, der dog er en smule gråt ved tindingerne.

 Han rækker hånden frem og samtidig glider der et lille smil over hans alvorlige ansigt.

 Welcomme, my son, I hope you will never regret, what you have done to day. Your name is Carsten, isn´t it. You can call me Dad and my wife you can call Mamie, just like our other son George do. Is it allright to you.

 Oh yes sir, I mean Dad.

 And now you may kiss your Mamie.

 Forsigtigt kysser jeg Georges mor på kinden.

 Hun smiler varmt til mig.

 You are a good boy. Will you drive me to the tearoom. This way.

 Det bliver et hyggeligt tebord, selvom mit engelsk ikke lyder særligt godt. Det lykkes dog at svare rimelig godt på de spørgsmål, der bliver stillet, og jeg får også spurgt om, hvor længe de regner med at skulle blive i Danmark.

 Dad svarer, at det er vanskeligt at sige, men forhåbentlig længe. De synes langt bedre om Danmark end om Tyskland, som de kom fra, og hvor de havde været i tre år. Så fortsætter han.

 Men vi må jo også se at få lært dansk. George går det helt godt med, for han har sprogøre, og så er han jo heller ikke så gammel endnu.

 Så flyver det ud af munden på mig.

 Det er I da heller ikke.
 George oversætter det leende, og både Dad og Mamie ler med, da de får det oversat.

 Jeg bliver lidt flov, men George siger.

 Det var da pænt sagt, så det er bestemt ikke noget at blive flov over.

 Dad spørger nu om, hvad mine forældre laver, og han er meget interesseret, da han hører, at min stedfar er lærer.

 Do you think, that your father would like to teach me Danish, or perhaps you could do it.

 Jeg siger, at jeg da gerne vil spørge min far, men hvornår skal det være.

 Dad smiler.

 I have thought about a couple of hours each day, but I think it is better, that you ask him as soon as possible.

 May George come and visit me to morrow, then he and I could talk together with my father and mother about it.

 Of course, that is allright.

 Jeg ser på George.

 Skal vi sige i morgen kl. 14.

 George nikker.

 Meget gerne.

 Da vi er færdige med tebordet går vi op på Georges værelse igen, efter at vi begge har givet Mamie et kindkys og givet Dad hånden.

 George står lidt og ser på mig, da vi kommer op på værelset, så smiler han.

 Det klarede du meget fint. Jeg kunne tydeligt se, at både mor og far var meget begejstrede for dig, men det forstår jeg nu godt, for de er dygtige til at gennemskue folk.

 Jeg ser på mit ur.

 Mange tak for i dag, jeg må hellere tage hjem nu, men så ses vi altså i morgen hjemme hos mig. Jeg glæder mig meget, men du må være klar over, at det ikke er en ambassadørbolig med tjenestefolk, vi bor bare i et lille rækkehus.

 George ser alvorligt på mig.

 Husk, det er menneskene, ikke huset, der betyder noget. Jeg ville gerne give dig det tøj, du har lånt i dag, men det ligger her til dig, når du skal til fest inden så længe. Men hvad skal jeg helst tage på hen til dig i morgen.

 Vi ser lidt på hans tøj og finder frem til det, der efter min mening passer bedst til lejligheden. Så klæder vi os af.George henter to hvide lommetørklæder og så tørrer vi blodet af hinanden og gemmer lommetørklæderne til minde om i dag, men selv om blodet er tørret af, føler vi begge, at det er, som om blodet stadig var der, som om det havde brændt sig ind i os.

 Lidt efter er jeg i mit eget tøj og parat til at tage af sted.  George vinker til mig, da jeg cykler afsted.

 Om aftenen fortæller jeg om mine oplevelser til min mor og min stedfar, undtagen om vores broderskabsritual.

 De er glade for, at jeg har inviteret George til næste dag. De glæder sig til at møde ham og lære ham rigtigt at kende, selvom de er lidt bekymrede over, at hans far er ambassadør.

 Han tager dem da også med storm begge to, da han rigtig ruller sin charme ud.

 Vi sidder først og snakker sammen en times tid på mit værelse og går så ned til kaffebordet.

 Det varer ikke længe, før vi kommer til at tale om, hvor vidt min stedfar kunne tænke sig at give Georges forældre danskundervisning.

 Han tøver lidt, men jeg kan mærke på ham, at han i grunden gerne vil, men ikke rigtig ved, hvordan det skal gribes an, også rent tidsmæssigt.

 Så sender George min mor sit allermest charmerende smil.

 Hvis du kunne få tid, ville min mor gerne have, om du også kunne komme lidt hver dag. Hun sidder i rullestol og kan ikke rigtig komme nogle steder. Så kunne du tale dansk med hende, mens min far og Carstens far ser på taler og den slags. Det er nok mest det, han har brug for i starten, og så kunne Carsten og jeg læse lektier sammen.

 Min mor kan ikke lade være med at le.

 Det har du regnet godt ud, men jeg har nu ikke ret meget fritid, jeg skal jo også handle ind og lave mad og den slags.

 George ser lidt skuffet ud.

 Mor fortsætter.

 Men derfor kan du og Carsten jo godt læse lektier sammen, og jeg skal også nok se hen til din mor en gang imellem, jeg kan bare ikke love noget fast.

 Georges ansigt lyser op i et stort smil.

 Tusind tak.

 Han tøver lidt, så kommer det stilfærdigt.

 Carsten og jeg blev brødre i går ved et lille indisk ritual, så han siger Dad og Mamie til mine forældre, må jeg godt få lov til at sige far og mor til jer.

 Mor rækker begge arme ud mod ham og får et ordentligt knus. Min stedfar rækker ham hånden og siger.

 Det er helt ok med mig sønneke, især hvis du også kan få Carsten til at kalde mig far i stedet for sin stedfar.

 Jeg smiler over hele hovedet.

 Meget gerne far. I får ikke en bedre søn end ham der.

 Far smiler.

 Jeg er nu godt tilfreds med jer begge to, og det tror jeg også, at mor er.

 George ser på sit ur.

 Jeg må hellere se at komme hjem nu, men jeg skulle spørge fra Mamie og Dad, om I ikke godt alle tre ville komme til middag hos os i morgen aften kl. 18.

 Far og mor ser på hinanden.

 Joh tak, men hvilken slags tøj skal vi tage på, vi er jo ikke vant til at komme så fine steder.

 George ler.

 Bare rolig, der bliver kun far og mor og mig og så jer tre. Du far tager bare noget mørkt tøj, lys skjorte og slips og du mor tager bare en ganske almindelig pæn kjole på, og Carsten, du får dit tøj med hjem fra skole.

 Far og mor ser spørgende på ham, og han forklarer så, at jeg lånte noget tøj i går, det kan jeg hente, når jeg kører hjem fra skole i morgen.

 Lidt efter tager George så afsted.

 Ved aftensmaden siger mor.

 Det er næste som tusind og en nats eventyr.

 Vi andre giver hende helt ret.

 Jeg fortæller dem lidt om huset og om, hvordan Georges forældre er. Jeg garanterer dem, at de ikke har den mindste grund til at være nervøse. Der er ikke tvivl om, at de vil synes godt om Mamie og Dad.

 Næste dag følges jeg så med George fra skole, så jeg kan hente tøjet.

 Med et lille smil siger han.

 Den her pakke er til mor, jeg håber, at hun synes om den.

 Overrasket tager jeg imod pakken sammen med mit tøj.

 Da jeg kommer hjem, rækker jeg hende pakken og siger.

 Værsågod mor, den her pakke skulle jeg give dig fra din anden søn.

 Forbavset pakker hun en enkel og nydelig kjole ud. Der ligger et lille brev ved.

 With my best wishes. I hope, you will like it. I am glad, you will come. Carstens Mamie.

 Kjolen passer næsten perfekt. Med en nål og en smule tråd klares resten.

 Far fløjter, da han ser mor i den nye kjole. Lidt efter er både han og jeg også klædt om.

 Mens vi taler om at bestille en taxa, kommer vi til at se ud af vinduet. Udenfor holder en bil med ambassadørflag. Samtidig ringer det på døren, og en ung inder spørger, om vi er parat til at tage af sted.

 Da vi kommer derhen, bliver vi modtaget i forhallen af den kæmpestore inder. Han smiler venligt til mig og hilser meget høfligt på mine forældre og fører os så ind i en meget smuk salon, hvor ambassadøren og hans frue venter sammen med George, som tager sig af præsentationen.

 Lidt efter går vi ind i spisestuen, og Mamie beder mig om at køre sig derind, George følges med mor og ambassadøren og far følges ad.

 I starten går samtalen lidt trægt.

 Hverken far eller mor er så glade for at bruge deres engelsk, men lidt efter lidt går det bedre.

 Ikke mindst, da ambassadøren løfter sit glas og siger.

 I wish I could speak Danish as well as you speak English, but I hope, I can learn it.

My wife and I understand every word you say, so just go on. And now I will say two of the words I can in Danish. Skål venner, and welcome to our home.

 Da vi har spist, går mændene ind på kontoret. Damerne skal ind i et lille hyggeligt indrettet bibliotek. Jeg kører Mamie derind og går så med George op på hans værelse.

 Da vi har siddet og snakket lidt, siger George.

 Det var godt, at din mor ville tage den kjole på, den klæder hende virkelig godt. Det var en mor købte, kort før hun blev syg, så hun har aldrig brugt den. Jeg kunne se, at din mor ville kunne passe den

 Jeg er meget glad for, at hun vil bruge den, jeg kom pludselig i tanke om, at hun måske ikke ville synes om at modtage den, for hun var vel klar over, at det var en af mors. Jeg vil jo så nødigt have, at I synes, at vi er store på den og giver almisser, kalder I det vist.

 Jeg syntes, at jeg kunne mærke på din mor, at hun ikke helt vidste, hvad der var passende at tage på, og det betyder meget for mig, at det bliver en rigtig festlig aften, både for dine og for mine forældre.

 Synes du, at jeg har gjort noget forkert.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 George, vi er brødre nu, og så må vi altid være helt ærlige over for hinanden.

 Mor blev meget glad for kjolen. Du havde helt ret i, at hun ikke vidste, hvad hun skulle tage på. Husk på, vi er ikke vant til at komme så fine steder. Hun ville meget nødigt gøre noget forkert, derfor blev hun meget glad over, at du hjalp hende. Hun var med det samme klar over, at det var for at hjælpe hende, at du sørgede for den kjole.

 Tak Carsten, det er jeg meget glad for. Jeg er også meget glad for, at jeg bad dig blive min broder, og at du sagde ja. Mage til broder findes simpelthen ikke.

 Jeg smiler.

 Godt, jeg vil ikke skændes med dig, men jeg synes nu, at min lillebror er mindst lige så god.

 George ler.

 Well, så diskuterer vi ikke, hvem der har været mest heldig. Men vil du så med en tur i vandet.

 Meget gerne, hvis jeg må låne badebukserne igen.

 Da vi er kommet af tøjet, ser George tankefuldt på mig.

 Sig mig, hvorfor skal man i grunden bruge badebukser, man bliver da født uden tøj.

 Jeg smiler uvilkårligt.

 Det er nok af hensyn til de andre. Her i Danmark går folk jo med tøj, måske mest af hensyn til temperaturen og måske også moralen.

 OK så lad os tage dem på af hensyn til moralen, for de varmer da ikke. Men hvis vi to befandt os alene på en øde strand, så mener du ikke, at det var nødvendigt.

 Næh, hvorfor skulle det være det, vi kender jo hinanden både med og uden tøj, og vi er brødre.

 Lidt efter følges vi ad ned til svimming-poolen og hopper i. Da vi har plasket rundt et kvarters tid, bliver vi dog enige om at gå op igen, det er faktisk ved at være noget køligt.

 Oppe på Georges værelse bliver vi hurtigt tørret og kommer i tøjet igen, og så sidder vi ellers og snakker om alt muligt.

 Ved 22-tiden går vi ned for at se, hvordan snakken går hos de voksne.

 Først går vi ind til damerne, som sidder og snakker hyggeligt. Min mor har tilsyneladende slet ikke vanskeligt ved at tale engelsk mere, selvom der en gang i mellem smutter et dansk ord med i samtalen.

 Forsigtigt for ikke at forstyrre lister vi os ind til mændene, der er ivrigt optaget af en tale, som Dad gerne vil have oversat til dansk. Samtidig øver han sig i at udtale ordene på dansk.

 George lægger en finger på læben, og så lister vi os op på hans værelse igen.

 Ved 23 tiden kommer kæmpen op og banker på.

 Master Carsten, your parents wånt to go home now. I should ask you to come downstairs.

 Vi rejser os begge. George vel med ned og sige farvel.

 Kæmpen kommer nu ind ad fordøren.

 The car is ready.

 Vi får sagt pænt farvel. George får et knus af mor og et varmt håndtryk af far.

 Kæmpen holder døren for os. Jeg lægger håndfladerne mod hinanden og bukker for ham, idet jeg siger.

 Salaam.

 Hans øjenbryn ryger op med et sæt, så kommer det med dyb stemme.

 Salaam sahib.

 Da vi kommer hjem, sidder vi og snakker et kvarters tid, inden vi går i seng, selvom vi er meget trætte alle tre.

 Vi er helt enige om, at det har været en dejlig aften.

 I den kommende tid er jeg henne hos George og læse lektier næsten hver dag. Der bliver nu også tid til en tur i svimming-poolen og bagefter drikker vi te med Mamie. Dad er ikke så tit hjemme, men hvis han er, drikker han også te sammen med os. Nu har jeg bare mit almindelige tøj på, når jeg er der henne.

 Af og til er vi også hjemme hos mig i stedet for, og så får vi gerne en god snak med far og mor.

 En uges tid efter, da George er henne hos os, spørger han mor, om hun kan få tid til at komme hen til Mamie den næste dag.

 Det lover hun gerne, for hun er også kommet til at sætte stor pris på Georges mor.
 Min far har lavet en aftale med Georges far om at komme der hen tre gange om ugen et par timer, hvis der ikke er noget Dad skal ud til. Er der særligt behov for det, kan der godt gå et par timer ekstra.

 En måneds tid efter vores første middag hos Georges forældre, kommer der en skriftlig invitation til en fest hos ambassadørens. Invitationen gælder os alle tre. Påklædningen er smoking for herrerne og lang kjole for damerne.

 Far har sin smoking fra brylluppet og mor har også en lang kjole. Selv tager jeg det tøj på, som jeg har lånt af George.

 Vi er temmelig nervøse alle tre, men synes  alligevel, at det lyder spændende, så vi er enige om, at det kan blive helt morsomt at prøve sådan noget.

 Det viser sig at være en stor og fornem middag med mange fine og betitlede gæster.

 Georges far ser vældig flot ud i hvid smoking.

 George kalder lige på mig, da vi kommer, og tager mig med op på sit værelse. Med et stort smil rækker han mig en hvid smokingjakke.

 Vi må da se ens ud, når vi er brødre.

 Så trækker han også selv i hvid smokingjakke.

 Far og mor kigger en ekstra gang på os, da vi sammen kommer ned ad trappen. Smokingjakken får mig næsten til at se helt voksen ud.

 Vi hilser på de forskellige efterhånden som vi bliver præsenteret for dem, og en halv time senere går vi til bords.

 Mor får ambassadøren til bords og far får Mamie til bords. Både George og jeg får også en borddame. Min taler heldigvis dansk, men jeg kan høre, at George taler engelsk med sin borddame.

 Så slår ambassadøren på sit glas.

 Denne lille fest har et ganske bestemt formål. Nemlig at præsentere vores gode venner for jer og omvendt.

 George, vores søn, fik en god ven i skolen, så god, at vi nu regner ham som vores søn og Georges broder.
 Carsten vil du rejse dig og skåle med os.

 Ildrød i hovedet rejser jeg mig og tager mit glas, bukker hen mod Georges far og mor og sætter mig så igen.

 Min borddame smiler venligt til mig.

 Så vender ambassadøren sig mod mor og siger.

 Men Carsten har en mor mere, og hun og hendes mand er nu også Georges forældre.

 Så smiler han til far.

 Det er mig en stor glæde at præsentere jer som vores æresgæster her i aften.

 Han skåler med mor og far og fortsætter.

 De har ganske vist ingen titler eller ordener endnu, men vær sikker på, at det varer ikke længe, for de er nogle af de fineste mennesker, min kone og jeg kender. Jeg håber, at alle vil tage imod jer med åbne arme, for det fortjener I.

 Så ser han igen på far.

 Du plejer at hjælpe mig med mine taler, men denne fik jeg George til at hjælpe mig med, det syntes jeg, var bedst.

 Jeg håber at alle kunne forstå den, mit dansk er ikke så godt endnu, men jeg er sikker på, at det kommer med den lærer, jeg har fået.

 Altså, lad mig udbringe en skål for vores gode venner.

 Far ved ikke rigtig, om han skal sige noget, han ser først på mig og derefter på George, der smilende nikker til ham.

 Han rejser sig så og ser på Georges far.

 Hr. ambassadør, jeg kan kun sige tak på min kones, min søns og egne vegne.

 Han tøver lidt, så fortsætter han.

 Jeg håber aldrig I kommer til at fortryde det venskab, I har vist os.

 Måltidet går nu planmæssigt, og efter desserten rejser vi os fra bordet.

 Det lykkes mig at få hvisket til George.

 Hvad nu, hvad skal vi gøre med vores borddamer.

 Med et smil hvisker han tilbage.

 Om lidt skal der danses og da danser du den første dans med din borddame, indtil da underholder du hende bare.

 Det går faktisk rimelig godt, hun er meget flink og kan tale om lidt af hvert. Hun spørger også, hvilken skole, vi går på.

 Efter et par danse, med min borddame og min mor og et par stykker mere, kan jeg se, at George nikker til mig.

 Mamie vil gerne tale med dig, så danser jeg med din mor så længe.

 Da jeg kommer hen til Mamie, smiler hun til mig.

 Now son, what do you think about this evening. Do you think, you parents like it.

 Of course, it is a very nice evening, but…..

 Jeg tøver lidt.

 But I hope, you also can dance some day, my mother told me, that she think, that you can be trained, so you can walk and dance again.

 Med en lille tåre i øjet siger hun.

 She told me that too, and I promise, that you shall have the first dance then, my son. But now you and George can go to his room, you do not have to dance more to night. Tell him that from me.

 Hurtigt får jeg fat i George, der netop er færdig med at danse med mor, og sammen forsvinder vi stilfærdigt op på hans værelse.

 Vi smider jakkerne og skjorterne og drikker et par sodavand, mens vi snakker og hygger os.

 Omsider kommer der en tjener og beder os om at komme ned igen. Hurtigt får vi tøjet på igen og en kam gennem håret, og så skynder vi os ned til selskabet igen.

 Kort efter begynder folk at tage af sted, men vi får et vink om at blive, til alle andre er gået.

 Da vi seks omsider er blevet alene, siger Georges far.

 I hope, you all had a nice evening.

 Vi nikker alle tre og far siger.

 Det var mærkeligt, for skønt vi ikke kendte andre end jer, gik det helt godt med at tale med de forskellige. Jeg håber bare ikke, at vi har blameret jer eller os selv. Vi er jo ikke vant til at omgås folk fra den samfundsklasse, der var her i aften.

 Georges mor smiler.

 I var jer selv, og I har en fin evne til at omgås alle, det tror jeg aldrig, at I vil få problemer med fremover heller. That is what I call diplomacy, and our boys did it well too. The next party will be much easier to all of you.

 Mor udstøder et gisp.

 The next party.

 George ler.

 Ja, til nytår. Det bliver det helt store, men bare rolig lille mor, det vil gå akkurat lige så fint som i aften, det er jeg helt overbevist om.

 Vi tager nu afsked og kæmpen meddeler, at bilen holder for døren.

 Da vi kommer hjem, sidder vi som sædvanlig og snakker et kvarters tid.

 Mor fortæller, at hun har overtalt Mamie til at gå til genoptræning og har lovet at hjælpe hende en times tid hver dag.

 Far smiler.

 Ja, det er vist noget værre noget, du der har fået os rodet ind i min dreng, men de mennesker er nu også helt enestående. For dem er man parat til at gøre næsten hvad som helst. Selv en fest som den i aften. Gad vide, hvordan de mennesker vi var sammen med i aften ville reagere, hvis man hilste på dem på gaden i morgen.

 I øvrigt må jeg vel hellere bekende, at jeg nok søger orlov fra skolen. Georges far vil ansætte mig på ambassaden, fordi vi kommer så godt ud af det med hinanden, og fordi vi arbejder så godt sammen.

 Jeg ser imponeret på ham.

 Det lyder da godt.

 Far ler.

 Ja, men stillingen eksisterer ikke endnu. Georges far vil ikke være min chef. Han holder på, at han først og fremmest er min ven, så det bliver nærmest en slags dansklærer og rådgiver.

 Næste dag i skolen, hvor George og jeg sidder og snakker sammen i et af frikvartererne, kommer der to piger fra vores klasse hen til os. Man kan tydeligt se, at de er tvillinger.

 Den ene ser på George.

 Er det rigtigt, at din far er ambassadør.

 George smiler ironisk.

 Ja, og hvad så.

 Jamen hvorfor har du ikke fortalt det før.

 Tjah, du har jo ikke spurgt, det kunne da være en god grund.

 Den anden ser på mig.

 Var du med til festen hos ambassadørens i går aftes.

 Ja, det var jeg, men hvor ved du det fra.

 Jo, for så må det være dig, vores mor havde til bords, hun fortalte om det i morges.

 Hun lod til at være flink, men hvor vil I hen med alle de spørgsmål.

 Pigerne vrider sig lidt.

 Mor syntes, at vi skulle spørge, om I ville med til en lille fest hjemme hos os sammen med nogle af de andre fra klassen på lørdag aften.

 Fortalte din mor også, at min far bare er ganske almindelig lærer.

 Næh, hun sagde, at ambassadøren havde kaldt dig for sin søn og dine forældre for sine gode venner.

 George smiler lidt ondskabsfuldt.

 Og hvad så med jer. Hvis jeg nu havde været flygtning og Carsten ikke havde kendt en ambassadør, ville I så også have inviteret os.

 Vi kan se, at begge piger er lige ved at tude. Sådan havde de slet ikke forestillet sig, at det ville gå. De havde ventet, at vi begge havde sagt ja tak med glæde med det samme.

 I det samme ringer det ind.

 George smiler.

 Lad os tales ved i næste frikvarter, så har begge parter haft lejlighed til at tænke over det.

 Pigerne går slukørede op i klassen.

 George hvisker til mig.

 Deres far er vist handelsattache, så jeg må nok hellere prøve at opføre mig pænt, så far ikke får ballade p.g.a. mig. Men jeg syntes, at de trængte til en lille en over deres snobbede små næser. Det er da i øvrigt et par søde piger, og det er da også morsomt, at de er tvillinger.

 Da vi mødes med pigerne i næste frikvarter, lader jeg George føre ordet.

 Han starter med at spørge, om de har fortrudt invitationen.

 Begge piger ser lidt usikkert fra ham til mig.

 Nej da, men vil vi godt komme.

 Så ler George hjerteligt.

 Ok. Vi vil meget gerne komme begge to, men husk nu, at det er Carsten og George fra jeres klasse, I har inviteret, ikke den indiske ambassadørs og hans rådgivers sønner, for I vil vel ikke have, at vi kommer i hvid smoking.

 Begge piger stråler af glæde.

 Den her lærestreg skal vi ikke glemme foreløbig.

 Og så får både George og jeg et knus og et kys af hver sin tvilling.

 Hende, der har talt med George, siger.

 Det kunne ganske vist være flot at se jer i hvid smoking, men kom hellere i almindeligt tøj, ellers bliver de andre bare misundelige.

 Far og mor giver mig gerne lov til at tage med til festen. De synes, at det er rart, at jeg får lært nogle flere at kende. De beder mig bare sørge for, at det ikke bliver for sent.

 George kommer hen til mig lørdag eftermiddag, så vi kan følges ad hen til festen.

 Det bliver en fin fest, og det skal siges til de forskelliges ros, at alle gør, hvad de kan, for at vi skal føle os godt tilpas.

 Tvillingernes far og mor siger smilende tak for sidst til George, da han og jeg kommer, men ellers bliver der overhovedet ikke talt om, hvad de forskelliges forældre er. Vi kan dog se, at der er et par stykker fra klassen, der ikke er med, og vi er godt klar over, hvad årsagen er.

 George og jeg får hver sin tvilling til bords, da vi skal spise, og derefter danser vi og snakker, til klokken nærmer sig tolv, og så får vi natmad, inden vi skal hjem.

 Jeg følges med George, da vi skal hjem, for jeg ved, at mine forældre er henne hos hans forældre.

 Da vi kommer derhen, er far og mor netop ved at sige farvel.

 George ser på far og mor.

 Må Carsten godt blive her hos mig til i morgen. Vi har så meget, vi skal snakke om.

 Mor ser på far, så nikker hun.

 Det er i orden, men se nu også at få sovet lidt.

 Vi siger så godnat og går op på Georges værelse.

 Til min overraskelse ser jeg, at der nu står to senge ved siden af hinanden.

 Nå, du havde forberedt det, eller du havde måske håbet at få en pige med hjem.

 Han ryster alvorligt på hovedet.

 Nej, det var dig, jeg ville have med hjem. Som jeg sagde til dine forældre, vi har meget at tale om.

 Jeg synes, at han virker lidt mærkelig og han ser så underligt på mig. Så går han ud på altanen.

 Jeg går med derud og lægger uvilkårligt en hånd på hans skulder, mens jeg stilfærdigt siger.

 Husk George, jeg er ikke bare en ven, jeg er din bror. Fortæl mig nu, hvad der er i vejen, jeg kan jo mærke, at der er noget galt. Måske kan jeg hjælpe dig, jeg vil i hvert fald gerne, det må du aldrig glemme.
 Det rykker i hans skuldre som en undertrykt hulken, så ser han mig lige i øjnene.

 Vil du gå med mig i vandet nu, jeg trænger til at køle af, så jeg kan tænke klart.

 Et øjeblik efter er vi på vej ned til svimming-poolen. Det er mørkt, men fuldmånen skinner og giver det hele et uvirkeligt skær.

 Da vi kommer derned, ser George kort på mig og tager så badebukserne af. Uvilkårligt gør jeg det samme. Vi sætter os på bassinkanten ved siden af hinanden. Ingen af os siger et ord, men samtidig lader vi os glide ned i vandet.

 Uvilkårligt giver jeg et lille gisp, for jeg synes, at det er ret koldt.

 Da vi har svømmer rundt lidt, svømmer George hen til trappen og kravler op. Han står og ser ned i vandet, mens jeg kravler op. Så stiller jeg mig ved siden af ham og lægger igen en hånd på hans skulder.

 Han ser på mig.

 Den øde strand, kun os to i hele verden, og intet mellem os undtagen vores fælles blod.

 Som om vi havde aftalt det, synker vi begge ned på knæ og gentager vores broderskabsritual, pande mod pande, bryst mod bryst og slutter med at knuge os ind til hinanden.

 Jeg kan mærke, at Georges hjerte slår meget hurtigt. Lidt efter rejser vi os, stadig tavse samler vi badebukserne op og går op på Georges værelse og tørrer os.

 Så går George igen ud på altanen, og jeg følger efter ham derud.

 Han ser fraværende på mig.

 Fryser du ikke, du kan tage min pyjamas på, jeg behøver den ikke.

 Det giver et sæt i mig, så siger jeg.

 Kan du undvære, kan jeg vel også. Men hvad er der galt, kære lillebror, du er jo helt fra den.

 Han virrer fraværende med hovedet. Så mumler han.

 Nej, nej, du skal leve, det er mig, der skal dø. Jeg har sørget for, at mine forældre har fået en anden søn, så må det være nok. Du er ikke bundet af fortiden som mig. Lev vel, min elskede broder og lad mig dø.

 Jeg spekulerer på, om jeg skal kalde på hjælp. Sæt han springer ud fra altanen. Men inden jeg når at få fat i nogen, kan det være for sent. Det virker, som om han er sindsforvirret, jeg må prøve at tale ham til ro.

 Jeg griber ham om begge skuldre og presser ham ned i en stol. Jeg beholder hænderne på hans skuldre, men jeg ser ham lige i øjnene, men det er, som om han ikke ser mig. Jeg prøver at gøre min stemme så rolig, jeg kan, samtidig med at jeg spekulerer som en gal på, hvad jeg skal sige.

 Hør nu her, lillebror. Du sagde, at du ville tale med mig. Så gør det nu. Vi er enige om, at vi er brødre, og at der intet må komme imellem os. Det har vi lovet hinanden, og det løfte må ingen af os svigte. Det ville du heller ikke drømme om at gøre, det ved jeg.

 Skal jeg prøve at hjælpe dig på gled. Du er blevet forelsket i den ene af tvillingerne, i Charlotte, ikke. Ret mig, hvis jeg tager fejl. Har dine forældre forlovet dig med en pige fra Indien, som du så er forpligtet til at gifte dig med, eller er du bange for, at et blandet ægteskab mellem en inder og en dansker ikke kan gå. Dine forældres ægteskab viser da, at det sagtens kan gå, meget fint endda.

 Jeg kan mærke, at George er begyndt at slappe lidt af, og efterhånden lader det til, at han er ved at komme til sig selv igen. Til gengæld kan jeg mærke, at sveden hagler ned over kroppen på mig. Det er jeg dog helt ligeglad med. Bare jeg kan få George til at tale almindeligt med mig igen, føler jeg, at det værste er overstået.

 Så kan jeg se, at George begynder at smile, og med helt almindelig stemme siger han.

 Carsten, du må være tankelæser. Jeg var ikke helt væk, jeg hørte hvert ord du sagde, men det var ikke muligt for mig selv at sige et ord. Min egen kære storebror, hvad skulle jeg dog have gjort uden dig.

 Lad mig så fortælle det hele nu, for nu kan jeg, men lad os lige få en pyjamas på først, så vi ikke får en lungebetændelse.

 Hvor længe har det her mareridt varet.

 Han rejser sig og vi følges ad ind på værelset, hvor han finder en pyjamas frem til mig også. Et øjeblik efter sidder vi i hver sin seng.

 Nu skal du høre, jeg har fået den fikse ide, at der hviler en forbandelse over mig. I drømme har jeg flere gange haft mareridt, hvor jeg fik at vide, at jeg skulle dø, hvis jeg forelskede mig i en anden pige end den, min farfar havde valgt til mig. Det var en af årsagerne til, at jeg ville have en broder. Så håbede jeg, at jeg kunne snyde min farfars forbandelse.

 Men så blev du min broder, og så blev jeg rædselsslagen for, at forbanndelsen ville blive overført til dig, hvis jeg døde. Det ville for mig være langt værre, for du er jo kommet til at betyde så uendelig meget for mig.
 Du fik mig fra at drukne mig i aften, for du blev hos mig og gik med i vandet. Du forhindrede også, at jeg sprang ud fra altanen. I stedet for at kalde på hjælp, begyndte du at tale til min underbevidsthed, så jeg vågnede op af mit mareridt med alle mine sanser i behold. Jeg er ikke sindssyg, men det er din fortjeneste, at jeg ikke blev det.

 I det gamle Indien var det forældre eller bedsteforældre, der bestemte, hvem man skulle giftes med. Tit blev man gift i 10 – 12 års alderen.

 Far gik sine egne veje og giftede sig af kærlighed med min mor, men farfars forbandelse ramte mor, så hun blev lam.

 Inden sin død fortalte han mig, at forbandelsen også ville ramme mig, hvis jeg ikke giftede mig med den pige, som han havde valgt til mig.

 Hør nu her lillebror. Din mors lammelse skyldes ikke din farfars forbandelse. Det var en sygdom. I øvrigt mener mor, at der er gode chancer for, at hun får sin førlighed igen på mindre end et år. M.h.t. dig selv, så er det noget, du forestiller dig, fordi du er bange for det. Du maner faktisk selv en forbandelse frem.

 Prøv at sige til dig selv. Din farfars forbandelse har ikke ramt din far eller mor, hvorfor skulle den så ramme dig.

 Jeg tror, at det bedste middel mod en tænkt forbandelse er kærlighed. En dyb inderlig kærlighed kan overvinde alt. Jeg ved ikke, om en forelskelse i en pige holder ret længe, når man kun er fjorten år, men lad os glæde os over den, så længe den varer. Ja, du har vel regnet ud, at jeg er faldet for den anden tvilling, Lone. Går denne forelskelse over, kommer der nok en ny. Men gift dig aldrig med en pige, bare fordi din farfar har sagt, at du skulle.

 Find selv den rigtige, en du kan elske fuldt og helt, og som elsker dig. Ikke fordi det måske er en prinsesse og en ambassadørsøn, men fordi det er mennesket George og mennesket Charlotte, eller hvad hun nu kommer til at hedde.

 Tror du ikke på gamle traditioner. Du gik da selv med til det gamle indiske broderskabsritual. Betød det ikke noget for dig.

 Jeg ryster på hovedet.

 Ikke formen men meningen. Man kan også finde mange guldkorn i de forskellige religioner, men for mig er samvttighed og kærlighed nok det vigtigste.

 Jeg er vel nærmest kristen, men jeg kan ikke lide alle de ting, man har læsset på i tidens løb. Hvor mange lever efter den oprindelige kristendoms grundsætninger. Det er lige som med de danske love. Efterhånden er der næsten lavet love for hvert enkelt individ i ønsket om at skabe millimeter-retfærdighed, men man har kun opnået at gøre det hele overskueligt. Traditioner er efter min opfattelse skabt for at fastholde fortiden, men det kan man ikke. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan bibeholde visse traditioner, men de må aldrig gå ud over nogle mennesker.

 George rækker mig sin hånd.

 Vi må hellere lægge os til at sove nu. Tak for i aften, min egen storebror. Sov godt.

 I lige måde, lillebror.

 Jeg får nu ikke sovet meget den nat.

 Jeg spekulerer på, hvordan jeg kan overbevise George om, at der ikke er nogen forbandelse, eller også overbevise ham om, at forbandelsen er hævet, fordi han ikke tror på den. Det sidste ville nok være det bedste. Jeg m¨å prøve at tale med hans far om det. Han må kunne hjælpe mig, han er jo selv inder.

 Med tanke falder jeg omsider i søvn, men jeg sover meget uroligt, da jeg flere gange vågner for at se, om der er sket George noget. Jeg føler, at det var det værste, der kunne ske for mig. I den grad føler jeg mig knyttet til ham. Måske er der noget mystik i det broderskabsritual alligevel.

 Næste morgen vågner jeg tidligt. George sover stadig tungt. Jeg ved, at hans fader altid er tidligt oppe og bestemmer mig så til at gå ned og tale med ham.

 For ikke at vække George, beholder jeg bare pyjamasen på og lister mig ud ad døren.

 Dad er ganske rigtigt på sit kontor. Han ser lidt overrasket på mig, fordi jeg kommer alene og kun i pyjamas. Men snart sidder vi og snakker. Jeg fortæller ham lidt om i går aftes og siger så.

 Dad, tror du på forbandelser.

  Han stryger sig over panden og ser tankefuldt på mig.

 Ja, måske en gang i mellem, men jeg lader mig ikke styre af det. George var overbevist om, at hans mors sygdom skyldtes min far forbandelse. For min kone og mig var det nok snarere en tilfældighed, som jo heldigvis, ikke mindst takket være din mor, ser ud til at få en positiv udgang.

 I min kultur, der, som du ved, er meget gammel, har det aldrig været velset, hvis børn ikke rettede sig 100% efter deres forældre. Min far kunne eller ville ikke forstå, at jeg ville gifte mig med en anden,end den han havde valgt til mig. Og så til og med en udlænding, værre kunne det næsten ikke være.

 Men trods hans forbandelse har jeg ikke et sekund fortrudt, at jeg gjorde det. Min far er død nu, og han tilgav mig aldrig, men det har jeg lært at leve med. Fejlen var ikke min.

 Desværre fortalte han George om forbandelsen og knyttede også en til ham for at få ham til at rette sig efter ham.

 Min mor lever stadig, og hun sætter stor pris på min kone. Hun er nok den eneste der kan, skal vi sige, hæve forbandelsen. Men hun bor i Indien, i Bombay, og jeg har ikke mulighed for at komme derud for tiden.

 Jeg har overvejet at sende George derud, og det bliver måske nødvendigt, hvis det spøgelse nu dukker op igen. Men jeg er ikke tryg ved at sende ham alene derud. Hvis tingene ikke bliver grebet rigtigt an, kan det nemt gøre tingene værre, hvis det overhovedet er muligt.

 Han gør en lille pause og ser tøvende på mig.

 Vil du godt hjælpe mig.

 Mener du, om jeg vil tage med ham derud, selvfølgelig vil jeg det, hvis jeg kan få mine forældres tilladelse, og det er jeg næste sikker på, at jeg kan. De holder jo også meget af George.

 Nej, nej, min ven, det kan hverken min kone eller jeg forlange af dig og dine forældre. Men jeg ville gerne have, om du kunne blive hos George, til han skal rejse. Bo på værelse med ham og så vidt muligt ikke forlade ham ret længe ad gangen.

 Dig er han helt tryg ved. Jeg ved, at det er meget at forlange, men jeg tør ikke løbe en unødvendig risiko, hvis du mener, at det kan ordnes. Det kan vare en måned eller mere, før jeg finder en løsning på, hvordan jeg kan lade ham rejse.

 Dad, Du og Mamie har kaldt mig jeres søn og regner med mig som Georges broder, håber jeg.

 Hvis jeg var Georges rigtige broder, ville I da ikke betænke jer på at lade mig tage med ham, vel.

Dad, jeg elsker dig og Mamie meget højt, men George er blevet som en del af mig. Jeg kan nok ikke rigtig forklare hvorfor og hvordan, men tro mig, det er rigtigt.

 Selvfølgelig vil jeg blive hos George, til han skal rejse, men hvis I kan og vil betale min rejse, for dert kan far og mor nok ikke rigtig klare, så lad mig tage med ham.
 Jeg er sikker på, at far og mor vil give mig lov. De ved, hvor meget George betyder for mig.

 Jeg kan se, at Dad har fået tårer i øjnene. Han rækker begge sine hænder ud mod mig, og et øjeblik efter knuger jeg mig ind til ham.

 Stille siger han.

 Hvilken forbandelse kan modstå så stor en kærlighed.

 Så rømmer han sig.

 Jeg vil tale med Mamie om det, og så må vi jo også tale med dine forældre. Jeg driver vist rovdrift på dem, men tror du, at de godt vil komme herhen til middag.

 Jeg nikker.

 Helt sikkert, hvis du ringer og siger, at det er vigtigt.

 Dad smiler.

 Godt, jeg prøver. Smut du nu op og kom i tøjet og få George med ned til morgenmad om en halv time. Han kan sommetider være en rigtig sovetryne.

 Med et glad smil løber jeg op på Georges værelse for at komme i tøjet.

 Han er lige vågnet og ser overrasket på mig, da jeg kommer ind ad døren.

 Hvor har du været henne. Jeg vågnede og så, at du var væk, men dit tøj lå her stadig, så jeg var klar over, at jeg ikke bare havde drømt, at du var her.

 Jeg var nede og få en morgensnak med Dad. Han sagde, at der var morgenmad om en halv time, så jeg skulle se at få dig ud af fjerene.

 George sætter sig op i sengen og smiler glad.

 Uh, hvor er det skønt at have dig her, også om morgenen, når man vågner. Bare det var hver dag.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Tror du ikke, at du hurtigt ville blive træt af det.

 George hopper ud af sengen.

 Aldrig. Vil du med under bruseren, eller du er måske allerede blevet vasket.

 Nej da, ikke endnu.

 Et øjeblik efter står vi begge under bruseren. Så lægger jeg begge mine hænder på hans skuldre og ser ham lige i øjnene.

 Mener du virkelig, at du gerne ville have, at jeg boede her.

 Han sukker.

 Det er jo bare en ønskedrøm, det ved jeg godt.

 Så ser han forskrækket på mig.

 Du er da ikke blevet uvenner med dine forældre, så du tænker på at flytte hjemmefra.

 Nej da, dem kan man da ikke blive uvenner med, jeg synes bare også, at det kunne være skønt at bo sammen med dig.

 Også ovenpå i går aftes, da var jeg vist ikke rigtig mig selv. Men takket være dig, har jeg det meget bedre i dag.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Måske netop p.g.a. det i går aftes ville det være en god ide.

 Lidt efter spiser vi morgenmad sammen med Mamie og Dad, der fortæller, at mine forældre kommer til middag.

 Med jubel i stemmen siger George.

 Så bliver du her altså også i formiddag.

 Leende siger jeg til Dad.

 Ja, hvis jeg også er inviteret med.

 Dad smiler.

 Det er du min ven, du er endda æresgæst.

 George ser forvirret fra mig til sin far.

 Hvorfor det.

 Så ser han på mig igen og ryster på hovedet.

 Du har snakket med Dad, jeg begynder at forstå, men hvad har I så fundet på.

 Tålmodighed, min dreng.

 Dad ser alvorligt på George.

 Foreløbig vil jeg spørge dig, om du ville have noget imod at dele dit værelse med Carsten et stykke tid, vi ved ikke bestemt hvor længe.

 Have noget imod. Nej, helt sikkert ikke. Hvis det er dig, der har ordnet det, Carsten, så fortjener du bestemt at være æresgæst.

 Henvendt til sin far fortsætter han.

 Det er ikke mere end en lille halv time siden, jeg sagde, at jeg ville ønske, at Carsten boede her på mit værelse, så vi kunne vågne op sammen hver morgen.

 Men hvad siger hans forældre til det, jeg kan jo ikke bare tage ham fra dem.

 Mamie smiler kærligt til os begge to.

 Du låner ham kun, min ven. Det er bl.a. det vi skal snakke med Carstens forældre om, det er derfor, de kommer til middag. Men rejs I jer nu bare, hvis I er færdige. Vi ses kl. 12.30 husk at være præcise.

 Småsnakkende går vi op på Georges værelse. Da vi kommer der op, ser George lige på mig.

 Drømmer jeg, eller er det virkeligt, at du skal bo her, sammen med mig. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

 Leende siger jeg.

 Vent du bare til du vågner ved at høre mig snorke om natten, så ville du nok ønske, at du boede alene igen.

 Han ryster på hovedet og siger alvorligt.

 Jeg føler det, som om du var en del af mig, har du det lige sådan.

 Jeg nikker.

 Fuldstændigt.

 Lidt efter sidder vi og læser lektier. Der er bl.a. nogle opgaver vi skal have klaret til næste dag. Da vi omsider er færdige, ser George på sit ur.

 Vil du med en tur i vandet, eller skal vi hellere gå en tur.

 Skal jeg bestemme.

 Ja, fra nu af skiftes vi til at bestemme.

 OK. Jeg tror, at det er for koldt at gå i vandet, så lad os gå en tur.

 Vi går godt til for at få varmen. Heldigvis møder vi ikke nogen, vi kender, for vi er ikke oplagte til at snakke med andre, dertil har vi alt for meget at tale om.

 Da vi kommer hjem, skynder vi os at vaske os lidt og gør os klar til at gå ned til middagen.

 Mor trækker mig lidt til side.

 Min egen dreng, det er lidt tidligt at skulle af med dig, men vi kan da heldigvis ses af og til. Far og jeg accepterer fuldt uid dit ønske. Vi holder også meget af George, og han er jo også lidt vores søn. I skal ganske vist bo her, til I skal rejse, men kom hjem til far og mig en gang imellem, så vi ikke føler, at vi har mistet en søn, men at vi har to.

 Jeg giver mor et knus.

 Du er en engel, hvor er det dog godt, at du har fundet far, han er alle tiders, og så bliver du heller ikke så ensom. Om nogle år skulle jeg alligevel have været hjemmefra. På den her måde bliver det lidt blidt, og I ved da, at jeg er i gode hænder.

 Lige inden vi går til bords, hvisker far til mig.

 Det er en stor opgave, du påtager dig, men jeg tror på, at du kan klare den. Du har viljen og din kærlighed. Det vil gøre dig uovervindelig. Held og lykke min dreng, jeg er stolt af dig.

 Ved maden snakker vi om lidt af hvert, men da vi rejser os fra bordet, beder Dad os om alle sammen at gå med ind på hans kontor.

 Her forklarer han i korte træk, hvad han og jeg talte om i morges og fortæller så, at mine og Georges forældre er blevet enige om, at vi skal bo sammen på Georges værelse, så vi kan få hinanden endnu bedre lært at kende, og så jeg kan få lært lidt indisk, inden George og jeg inden for de kommende måneder skal rejse til Bombay for at besøge Georges farmor.

 George sidder helt stiv og stirrer på faderen. Han smiler, da han bliver klar over, at vores forældre er indstillet på, at vi skal have lov til at bo sammen.

 Da han hører om rejsen til Indien, ser han helt forkert ud i ansigtet, som om han nægter at tro på, at det kan være rigtigt.

 Hans far slutter med at sige.

 Når denne rejse er mulig, skyldes det Carsten. Han har sat sig for, at han vil hjælpe George. Sammen skal de rejse ud til min mor for at få hende til at tilbagekalde den forbandelse, min far pålagde mig og min familie, fordi jeg nægtede at gifte mig med den pige, han havde valgt til mig.

 Når I to vender tilbage, skal det være med bevidstheden om, at I begge har ret til selv at vælge den kvinde, I vil giftes med.

 Så vender han sig mod George.

 George, min dreng. Din broder tager med dig af kærlighed til os, men især til dig. Støt ham, så godt du kan i det, der for ham er et fremmed land og en fremmed kultur.

 Kun I to kan tage stilling til, hvor længe turen varer, men husk begge to, at jeres forældre venter på jer.

 Senere på dagen er George og jeg hjemme hos far og mor og hente nogle af mine ting og mit tøj.

 Om aftenen sidder George og jeg og taler med Mamie. Hun fortæller os om forskellige ting ude fra Indien.

 Vi er blevet enige om, at jeg skal lære nogle indiske ord og vendinger hver dag, og så taler vi ellers engelsk, når vi kommer hjem fra skole.

 Da vi har sagt godnat til Mamie og Dad, går vi op på værelset, hvor der er blevet flyttet lidt rundt. Der er kommet et ekstra skrivebord og en ekstra stol ind, men sengene står stadig ved siden af hinanden, sådan skal det være, er vi blevet enige om.

 Da vi er kommet i nattøjet, går vi lige ud på altanen. Vi står tavse lidt, så siger George med et stort smil.

 Husk i morgen i skolen, at du også er ambassadørsøn nu.

 Jeg blinker til ham.

 Ja, og vi er næsten tvillinger, selvom jeg er en måned ældre end dig.

 Så bliver jeg alvorlig igen.

 Men jeg tror ikke, at vi skal sige ja tak til invitationer til fest foreløbig, selvom vi sikkert bliver ekstra populære, når pigerne hører, at vi begge er ambassadørsønner nu.

 Det giver et lille sæt i George, så siger han.

 Det var den ældste og fornuftigste tvilling, der talte, og jeg må nok desværre give dig ret, men når vi kommer hjem, inviterer vi to til alle tiders fest, er du med på den.

 Det er i orden med mig, men vi må nok hellere komme i seng nu, vi skal jo i skole i morgen.
 Et øjeblik efter ligger vi begge i vores senge, lyset bliver slukket og to minutter efter sover vi, godt trætte oven på en begivenhedsrig dag.

 Næste morgen er jeg lidt forvirret, da jeg vågner, men da jeg kommer til at se over på George, falder tingene på plads.

 Jeg vækker ham, vi skynder os i bad og kommer i tøjet i en far og løber ned til morgenmaden.

 Da vi er næsten færdige med at spise, kommer Dad.

 Jeg kører jer lige i skole i dag, jeg skal snakke med skoleinspektøren, men det bliver altså kun i dag, ellers må I selv cykle derhen.
 Vi kommer hen til skolen samtidig med Charlotte og Lone. De hilser forbavsede på os, overraskede over, at vi kommer sammen i ambassadørens bil og endda sammen med ambassadøren selv. Som skynder sig ind til inspektøren.

 Vi siger pænt tak for sidst og følges ad op i klassen.

 George og Charlotte går forrest, Lone og jeg går bagved. Så vender George sig leende mod Lone.

 Det er sandt, du følges også med en ambassadørsøn nu, det ville I jo gerne vide. Far skulle lige ind og snakke med inspektøren om det, det var derfor, vi kørte herhen med ham i dag.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Men lad det blive mellem os foreløbig. En dag får I måske hele forklaringen.

 Lone ser på mig.

 Det passer da ikke. Du sagde, at din far var lærer.

 Jeg smiler.

 George har faktisk ret. Vi syntes ikke, vi ville gøre forskel på jer.så hvis den ene kom sammen med en ambassadørsøn, så skulle den anden da også have en. I skulle jo nødigt blive misundelige på hinanden, så derfor er jeg altså Georges broder og ambassadørsøn nu. De nærmere omstændigheder får I kun, hvis I tier stille med det, og ikke før om et halvt år.Charlotte ser spørgende på George, der ler højt.

 Min storebror har talt, sådan bliver det, men hvis I lover, at I ikke plager om yderligere forklaring, vil vi invitere jer til te på lørdag kl. 15. I ved jo, hvor det er.

 Om lørdagen kommer pigerne så til te. De er meget imponerede af huset og synes også vældig godt om Mamie og Dad. Vi kan tydeligt se, at de er ved at sprænges af nysgerrighed, men de spørger ikke om noget.

 Efter teen går vi op på værelset og hører nogle plader og snakker. George spørger, om de vil med i vandet. De siger gysende nej tak. Der er kun ca. 10 grader udenfor og vi er sidst i oktober.

 Efter en hyggelig eftermiddag siger de pænt farvel og tak.

 George virker glad, men når jeg ser ham i øjnene, kan jeg se et glimt af angst i hans sjæl.

 Stilfærdigt spørger jeg, om vi ikke skal gå en tur.

 Lidt efter siger George, mens vi traver afsted.

 Jeg tror, at du kan læse mine tanker. Jeg prøvede at invitere pigerne for at se, hvordan det indvirkede på mig. Det var måske ikke nogen god ide, hvad mener du.

 Lidt tøvende siger jeg.

 Jeg synes, at det var en hyggelig eftermiddag. Pigerne var søde og nemme at snakke med, men du må nok hellere lade være med at komme mere sammen med dem, til vi kommer hjem igen fra Indien, så tror jeg, at du vil have det bedre med det..

 Han sukker.

 Som sædvanlig har du nok ret storebror. Det er godt, at jeg har dig, du forstår mig bedre, end jeg forstår mig selv.
 Om aftenen fortæller Dad, at vi skal en tur til England og besøge Mamies forældre, inden vi skal fortsætte videre til Bombay. Vi skal nok være der godt en uges tid.

 Lidt forskrækket spørger jeg Mamie om, hvordan hendes forældre er.

 Hun siger smilende.

 Jeg er sikker på, at du vil kunne lide dem. Nu har du vænnet dig til at være sammen med folk fra de højere rangklasser, det klarer du fint, så det vil heller ikke volde dig besvær derovre. Min far er jarl, og hans far var vicekonge i Indien en tid, det var på den måde jeg lærte Dad at kende. I øvrigt er jeg helt sikker på, at de også vil kunne lide dig.
 Da vi er kommet i seng, spørger jeg lidt beklemt George, om han tidligere har besøgt sin moders forældre.

 Han smiler.

 Ja da. Det er ikke mere end et lille års tid siden, at vi var der sidst, vi besøger dem gerne en gang om året. Du vil helt sikkert synes lige så godt om dem, som jeg gør. De er jo noget ældre og kan måske virke lidt stive i det, men de har heldigvis begge et godt humør. Jeg er sikker på, at du vil mindes de dage derovre med glæde i mange år.

 Midt i november er vi klar til at tage af sted, først til England og så til Bombay.

 Af hensyn til mor og far har George og jeg boet henne hos dem et par dage, inden vi skulle rejse.

 Jeg er imponeret over, at jeg også kommer til at rejse på diplomatpas. Det gør det hele meget nemmere. Vi har fået en af de indiske tjenere med til at tage sig af de praktiske ting, og det er heldigvis en, som både George og jeg kommer fint ud af det med.

 I mit pas står der, at jeg er plejesøn af den indiske ambassadør i Danmark.

 Det har været lidt svært at sige farvel til mor og far. Jeg har i øvrigt opdaget, at jeg holder akkurat lige så meget af min far nu, som jeg gør af min mor.

 Jeg ved ikke, hvornår vi kommer hjem. Jeg føler, at jeg har ansvaret for George, og for at det kommer til at gå godt, selvom jeg ikke aner, hvordan det skal gribes an. Men en ting er jeg i hvert fald ikke i tvivl om. Jeg vil gøre mit bedste for Georges skyld.

 Ved ankomsten til Heathrow, bliver vi afhentet af en Rolls Royce med liberiklædt chauffør. Efter en lille times kørsel kommer vi til et smukt lille slot, som dog viser sig at være noget større, end det først ser ud til.

 En tjener kommer ud efter vores kufferter og så går vi ind i en stor hall. En butler kommer hen og bukker for os.

 Mylord and mylady are waiting for you in the library. This way, please.

 Vi følger ham ind i biblioteket. En ældre hvidhåret herre rejser sig fra sin stol og kommer hen imod os. Jeg holder nøje øje med George for at se, hvordan jeg skal opføre mig. Uvilkårligt bukker jeg dybt uden at tænke over det.

 Der breder sig et smil over mandens ansigt, så rækker han begge hænder ud mod George.

 Hello grandson, wellcome to England.

 George omfavner ham.

 Hello grandpa, that is my brother Carsten. He is one of the finest people in the world.

 Morfaderen vender sig mod mig og rækker hænderne frem mod mig på samme måde som mod George.

 I have heard about you. If everything is true, you are very much wellcome just like our other grandson. Wellcome Carsten.

 Han omfavner mig på samme måde, som han omfavnede George. Så tager han en hånd om nakken på os begge to og trækker os hen mod en hvidhåret dame, som nu også har rejst sig.
 Here I bring you your two grandsons.

 Hans hånd klemmer lidt mere om min nakke, da han fortsætter.

 I think you will love the last just as much as the first.

 Henvendt til mig siger han.

 And that is your grandma too.

 Både George og jeg får en kærlig omfavnelse af hende.

 Så siger grandpa.

 And now you can goe to your rooms, change clothes and be washed a little. There is tea at 5 o´clock. George you know where it is.

 Så ser han opmærksomt på os.

 Is it true, that both of you prefer to sleep in the same room.

 George nikker.

 Yes grandpa, that is right.

 Well then you can sleep in the green cabinet and use the blue as livingroom.

 Henvendt til butleren siger han.

 Will you take care og the luggage, please.

 Da vi er på vej ud ad døren, kalder han.

 Carsten.

 Jeg vender mig om.

 Remember my son, now ve are also your grandma and grandpa.

 Yes mylord.

 Han truer ad mig med pegefingeren.

 Carsten.

 Jeg smiler.

 Yes grandpa, excuse me.

 Jeg får et stort smil igen.

 George og jeg følges ad op på værelserne. Det viser sig at være to værelser med dør imellem. Uden for begge værelser er der altan, og i forbindelse med det grønne værelse er der badeværelse med både bruser og kar.

 Jeg er glad for, at jeg har boet hos George et stykke tid, det gør det nemmere for mig at finde mig til rette i de luxuriøse omgivelser.

 Vi følges ad ud på altanen uden for det blå værelse, så sukker George dybt.

  Det var så første etape på rejsen, hvis resten går lige så godt, er det ingen sag. Både mormor og morfar kunne vældig godt lide dig, det kunne jeg se med et halvt øje, men ellers ville det nu også være mærkeligt.

 Jeg nikker.

 Ja, godt begyndt er halvt fuldendt, men der mangler jo stadig noget. Du har et par dejlige bedsteforældre, dem kunne jeg virkelig godt lide, men hvor var jeg dog nervøs. Og så de her pragtfulde værelser, det er jo helt eventyrligt.

 George slår mig leende på skulderen.

 Vi har nogle dejlige bedsteforældre, husk nu, at det også er dine. Du har bestemt ikke noget at være nervøs for. Du har en fantastisk fin situationsfornemmelse, der gør, at du vil passe fint ind alle steder. Skal vi gå i bad, inden vi skal ned til te, det kan vi godt nå, men vi må endelig være præcise.

 Hurtigt smider vi tøjet og går ind under bruseren. Det er dejligt at få skyllet sved og rejsestøv af sig.

 Dad har købt tøj til mig, og efter Georges ønske er det magen til hans, så vi trækker i sorte bukser, hvide skjorter og slips.

 George smiler.

 Jakken behøver vi ikke til tebordet.

 Fem minutter i fem følges vi ad ned til tesalonen.

 Grandpa ser på sit ur, da vi kommer ind.

 Precise, that is nice. I like precise people. Please sit down, Carsten there and George here.

 George og jeg sidder overfor hinanden, lige som grandma og grandpa. Bordet er rundt, så der er god plads.

 George fortæller lidt der hjemme fra og grandma spørger mig, hvordan rejsen er gået.

 Da vi er færdige med teen, siger grandpa.

 Now I want to have a little talk with you Carsten. I should like to know your better. I think, that grandma would like to have at talk with you George.

 Jeg følges med grandpa ind i biblioteket, mens George følger med grandma ind i hendes lille kabinet.

 Da vi har sat os ned, spørger grandpa med et lille smil, om jeg vil have en cigar og rækker mig sammtidig en kasse med tynde sorte cigarer.

 Han nikker opmuntrende til mig.

 Just take one, you will like it. I can see, that you are nervous, that will help you. But you don´t need to be nervous, I like you. When we heard about Georges problems and heard, that you would help him, we asked his parents, if you and George could come here and visit us. I have been in India for several years, so I think, I am able to help you.

 Taknemligt tager jeg en cigar og tænder den, den smager faktisk helt godt.
 Grandpa tager selv en cigar og tænder den, så puster han røg ud og ser på mig.

 That is strange.I know so little about you, but I think I can trust you. Can you tell me why.

 Jeg ser ham lige i øjnene.

 Perhaps it is because you can feel how much I love George and his parents. George is more important to me than my own mother and father. I really want to help him, maybe it is because I feel it, as if he is a part of me.

 Grandpa nikker.

 George is lucky, very few people got such a friend and brother. Please tell me a little about yourself.

 Jeg fortæller lidt om min baggrund, hvordan jeg lærte George at kende. Jeg fortæller også om vores indiske broderskabsritual, og om hvordan jeg oplevede Georges rædsel for sin farfars forbandelse, og om hvordan jeg bestemte mig for, at jeg ville hjælpe ham, for enhver pris.

 Grandpa ser tankefuldt på mig.

 Would you marry the girl, if that was the only way you could take away the banding from George. You are his older brother, that could do it. If there are any banding.

 Han rækker mig en ny cigar, den første er røget, og han kan se, at jeg spekulerer intenst.

 Med rystende hånd tager jeg cigaren og tænder den og tager et dybt drag, så siger jeg med fast stemme.

 If there are no other ways, yes, if that would be the best for George.

 Vi sidder lidt i tavshed, så siger grandpa med en stemme, der ryster lidt.

 Lucky George. No banding can hit him with such a brother. Now I think, you shall have a walk with George. You need it, and that will do him well too.

 We shal have dinner at 8 o´clock. There will be a few guests, but they are all nice people, most of them are family.

 Fem minutter efter går George og jeg op og tager tøj på til en travetur.

 Begge senge står nu i det grønne værelse, og der brænder en sagte ild i kaminen i det andet værelse. Det virker utrolig hyggeligt.

 Da vi har gået lidt, siger George.

 Hvordan gik det med at snakke med grandpa, kunne I forstå hinanden.

 Jeg smiler.

 Det gik fint. Det er mere effektiv sprogundervisning end i skolen og også væsentlig mere spændende.

 George ler højt.

 Ja, jeg tror, at vi skal foreslå, at undervisningen bliver lavet om, når vi en gang kommer hjem igen. Du har for resten en høj stjerne hos grandma, selvom hun slet ikke har snakket rigtigt med dig endnu.

 Hun sagde til mig. Ret dig altid efter, hvad din storebror siger, og det er vist slet ikke noget dårligt råd.

 Ved middagen bliver vi præsenteret som Our grandsons, George and his brother Carsten.

 Jeg kan se, at et par af damerne stikker hovederne sammen og hvisker. Hende jeg får som borddame er en af dem.

 Det er lidt vanskeligt for mig at få en konversation i gang, for jeg aner ikke, hvad jeg skal tale om. Jeg kan se, at George snakker løs, jeg burde have spurgt ham om, hvad jeg skulle sige.

 Så prøver damen sig frem.

 I heard it was said, that George is your brother, is that true.

 Yes, why do you ask me about that.

 Hun rødmer lidt.

 I know it is odd, but you don´t look like him. His father is from India.

 Shall brothers look like each other. I know pretty well, that I am not darkhaired, and that I have blue eyes.

 But I know Georges mother. You are older than him, but she has only one son.

 Irriteret farer det ud af mig.

 Perhaps you are from Scotland Yard. Why do you not believe me.

 Hun smiler.

 Excuse me, that I teased you. But I am his mothers sister. I have heard about you, and I would like to hear, how you would explain, that you are Georges brother. It can be important for you in Bombay.There it is very important, that you don`t show, if you are irritated. I like you very much, and I want to help you, if you would like it.

 My father has told me, that you are much more brother to George, than I am sister to his mother.

 Så lægger hun en hånd på min arm og sender mig et strålende smil.
 Friends?

 Jeg kan ikke lade være med at smile, nu kan jeg også godt se, at hun ligner Mamie en del.

 Of course, thank you for the lesson.

 Jeg ærgrer mig over, at jeg lod mig overliste, men befinder mig dog meget bedre, og nu er det ikke svært at tale med hende mere.

 Efter middagen kommer George hen til mig og min borddame, da vi lige har rejst os.

 Han hvisker til mig.

 Nå, hvad synes du om min moster.

 Jeg skærer en grimasse.

 Godt, men det kunne du godt have fortalt mig, jeg dummede mig.

 George smiler.

 Det ville jeg gerne have hørt, men lad mig så præsentere dig rigtigt for de andre.

 Excuse me aunt Elaine. I want to introduce Carsten to the rest of the family. I don´t hope, he was rude to you.

 Elaine dasker ud efter ham.

 Your brother is much more polite than you.

 Jeg bliver nu rigtig præsenteret for de andre og prøver krampagtigt at huske, hvad de hedder og hvem de er.

 Lidt efter går mændene ind i biblioteket, mens damerne går med grandma ind i den anden salon.

 Grandpa beder mig om at byde cigarer rundt. Da jeg når til George som den sidste, vender jeg mig mod grandpa. Han nikker, og jeg tager så også en cigar og lukker kassen.

 Grandpa smiler.

 What about your brother doesn´t he deserve one.

 George har set målløs fra sin bedstefar til mig og tilbage igen. Med et bredt smil åbner jeg kassen igen og byder ham en, mens jeg hvisker på dansk.

 Det var en lille hævn for den overraskelse du gav mig før. Vil du have en, de smager faktisk godt.

 George ryster på hovedet, men tager dog en cigar, som jeg tænder, inden jeg tænder min egen.

 Vi prøver at følge med i mændenes diskussioner, men især mig er det svært for, da der er mange ord, jeg ikke kender, når de taler om landbrug eller politik.

 Omsider bryder gæsterne op.Da Elaine siger farvel til mig, siger hun.

 Hvis I kan nå det, så kom over og besøg os en af dagene, George ved jo, hvor det er.

 Forbavset ser jeg på hende.

 Jamen du talte jo dansk.

 Leende siger hun.

 Jeg har faktisk studeret i Danmark i tre år, inden jeg blev gift. Jeg syntes bare, at du havde bedst af at bruge dit engelsk, og det klarer du i øvrigt fint. På gensyn en af dagene, stadig venner, ikke.

 Jeg ryster på hovedet. Der tog hun fusen på mig igen. Så smiler jeg.

 Gerne, nu ved jeg da, hvor George har sin drillesyge fra.

 Lidt efter siger George og jeg godnat. Det er ikke fri for, at vi er meget trætte.

 Tænke sig, i morges spiste vi morgenmad i København. Jeg synes allerede det føles, som om jeg havde været her i flere dage, så meget har jeg allerede oplevet.

 Grandma smiler til os, da hun siger godnat.

 Tired, of course. Your breakfast will be served in your blue cabinet at eight o´clock. You can come downstairs at 10, then we can have at talk and perhaps a walk too.

 Good night both of you, sleep well and have sweet dreams.

 Grandpa siger også godnat, og så skynder vi os op i seng.

 Da vi er kommet i nattøjet, siger jeg.

 Hvor har du dog en dejlig familie.

 George ler.

 Du mener, vi har en dejlig familie, storebror. Husk, det er jo også din familie. Vi må i øvrigt se at komme hen til moster en af dagene. Hun har et par piger. Den ældste vil lige være noget for dig, hun er knap 13 år.

 Jeg langer ud efter ham.

 Tror du, at jeg vil på børnerov. I aften følte jeg mig næsten helt voksen.

 George smiler.

 Det er du også, næsten, især når du ryger cigar, det klædte dig, men lad det nu alligevel ikke blive en vane. Godnat Carsten, hvor var det dog godt, jeg traf dig, min dejlige storebror.

 I ligemåde lillebror, sov godt.

 De næste dage hygger vi os rigtigt med grandma og grandpa, de fortæller en hel del om Indien og forholdene derude.

 En af dagene er vi ovre og besøge Elaine og hendes mand. De har to døtre på 10 og 12 år, som George havde fortalt.

 Det morer mig en del at se, at den ældste ser ud til særlig godt at kunne lide mig.

 Hun bliver meget rød i hovedet, da George drillende siger.

 Oh, Elisabeth, are you fallen in love with your cousin Carsten.

 Hun ser lidt genert op på mig og siger.

 If you don´t mind Carsten.

 Jeg siger selvfølgelig.

 That is ok sweethart, but don´t you think, I am too old for you.

 Da vi lidt senere sidder og taler med Elaine, siger hun.

 Det er meget vigtigt, at du gør det rigtige indtryk på din farmor, så hun accepterer sig som sin ældste sønnesøn.

 Hun har selv brudt regler.

 Da hendes mand døde, blev han brændt, som skik og brug er og hans aske blev strøet i havet. En gammel tradition siger, at hun skulle have ladet sig brænde sammen med sin mand, men det nægtede hun. Loven forbyder det ganske vist nu, men mange kvinder gør det alligevel, bl.a. fordi de ikke kan forsørge sig selv, det problem havde jeres farmor ikke.

 Hvis alt andet glipper, så hold på din ret som den ældste til at se pigen. George kan godt gå for at være inder, selvom han har engelsk blod i årerne, men enhver kan se, at du ikke er inder, så hendes far vil givet ikke gå med til det giftermål, og så er problemet løst på den måde.

 George stønner.

 Men hvis han nu alligevel forlanger, at Carsten gifter sig med hende.

 Elaine ryster på hovedet.

 Det vil en ægte hindu aldrig gøre. Hvis han alligevel forlanger det, er der penge med i spillet, og så må jeres farmor træde til og få sat en undersøgelse i gang.

 Carsten må imidlertid være indstillet på, at det kan blive nødvendigt for ham at gifte sig med hende. Er sagen først nået så vidt, kan du ikke ændre noget George. Det håber jeg, at I begge to er helt klar over.

 Personligt tror jeg, at pigen allerede er gift. De har sikkert ikke troet, at drengen ville dukke op, når faderen giftede sig med en udlænding og rejste til udlandet. Men alt det må jeres farmor finde ud af.

 George ser fortvivlet på Elaine.

 Carsten må ikke få ødelagt sin tilværelse for min skyld.

 Med lidt galgenhumor i stemmen siger jeg.

 Tag det roligt, måske kan jeg lide pigen, og vi kan sikkert få kønne børn, hvis det bliver aktuelt. Jeg skal jo nok giftes en dag alligevel. Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Jeg tror også, at det mest sandsynlige er, at pigen allerede er gift. Ellers kan jeg jo prøve at spille den ubehagelige svigersøn, som han ikke ønsker, at hans datter skal giftes med. Det finder vi alt sammen ud af, når vi kommer ud til vores farmor.

 Omsider tager vi tilbage til grandma og grandpa igen.

 George har det ikke godt. Han føler, at det er ham, der har fået rodet mig ud i alt det her, hvor det er umuligt at overskue konsekvenserne.

 Jeg prøver at overbevise ham om, at alt vil gå godt, og vi vil sandsynligvis være hjemme til jul ellerr i hvert fald først i det nye år, og så vil alt bare være i orden.

 Jeg har det heller ikke selv for godt, men jeg får en lang snak med grandpa om aftenen, og det giver mig nyt mod og så meget overskud, at jeg kan sætte lidt humør i George igen.

 Et par dage efter flyver vi så til Bombay med mange gode ønsker.

 Det sidste grandpa siger til mig er.

 I am proud to call you my grandson. I hope, you will come again next year. Good luck. You need it, but you deserve it.

 I flyveren på vej til Bombay siger George.

 Nu må du ikke blive alt for skuffet, hvis farmor ikke er særlig flink mod dig i starten. Husk, hun er inder. Hun vil selv lære dig at kende, hun tror ikke på andres udsagn.

 For hende vil det være noget i retning af. Hvad mon han vil opnå med det her. Er det for at han kan blive gift med en rig mands datter, så han kan få en masse penge ud af det.

 Men hvis du bare er dig selv, som du plejer, skal det nok gå. Husk, det er meget væsentligt med en stor tålmodighed og en kolossal selvbeherskelse. Jeg skal hjælpe dig alt det, jeg kan, men det er kun dig selv, der kan vinde farmors tillid og kærlighed.

 For min engelske familie er det et spørgsmål om sport og spænding, det du har kastet dig ud i, for farmors vedkommende vil det være noget med penge og position.

 Kun vores forældre og vi selv ved, at det hverken drejer sig om penge eller spænding.

 Der kan måske gå 14 dage, før du har vundet farmors tillid, men inden den er opnået, kan vi ikke komme videre. Tror du, at du kan klare en mistænksomhed så længe.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Det håber jeg. Det skal simpelthen lykkes. Så må vi to snakke om aftenerne og evt. nætterne. Når bare jeg har din støtte, vil jeg kunne klare den. Vi får da værelse sammen, ikke.

 George nikker.

 Jo, det skal jeg nok sørge for.

 Modtagelsen er ganske rigtig kold høflighed, som George havde forudset. Farmoderen taler udmærket engelsk, men henvender sig udelukkende til George, som om jeg slet ikke eksisterede.

 Heldigvis får vi da et værelse sammen.

 Farmoderen er en høj, stram dame på ca. 60 år. Hendes hår er gråt, øjnene er næsten sorte og hun har uden tvivl været meget smuk i sine yngre dage.

 Det er et stort hus, og der er mange tjenere, der udelukkende taler indisk, lader det til, så når George og jeg går nogen steder, har vi vores egen tjener med. Han taler heldigvis fint engelsk.

 Ganske vist har jeg lært lidt indisk, men det er kun de mest enkle ting, og jeg undgår med vilje at tale indisk.

 En uges tid efter at vi er ankommet, lader det ikke til, at jeg har gjort særligt store fremskridt. Farmoderen henvender sig kun til mig, hvis det er absolut nødvendigt, ellers taler hun kun med  George, som om jeg slet ikke var der.

 Det går mig en hel del på, ikke mindst efter de dejlige dage i England, hvor jeg jo blev modtaget som en af familien. Heldigvis kan jeg da snakke med George, når vi er kommet i seng om aftenen.

 Han spørger, om han skal tale med farmoderen og fortælle, hvordan jeg føler det, men det vil jeg ikke have. Hun skal acceptere mig, som jeg er, og ikke fordi George beder hende om det. Måske kan det endda virke negativt. Der er ikke andet at gøre end at være tålmodig.

 Og så pludselig en aften, ca. 14 dage efter at vi er kommet, henvender hun sig til mig, mens vi sidder og spiser. Mit hjerte er næsten ved at gå i stå, så forskrækket bliver jeg.

 Hun ser mig lige i øjnene, mens hun siger.

 Why do you want to be Georges brother. Is it because his father is a great man and ambassador in your country. Do you believe, that it will make you at grat man too.

 Jeg ser hende roligt lige i øjnene uden at blinke. Det spørgsmål er jo let at besvare.

 No, that is because I love George and his parents very much. I have never loved a person more than George. I feel, he is a part of me. And I am sure, they love me too.

 George nikker.

 That is true Granny.

 Skarpt siger hun til George.

 I didn´t ask you George, Don´t interrupt me.

 Under resten af måltidet bliver der ikke sagt et ord mere.

 Jeg spekulerer som en gal over, om jeg har udtrykt mig rigtigt. Da jeg spørger George om det efter måltidet, ser han på mig med et lille smil.

 Måske. Du talte i hvert fald lige fra hjertet, det må have gjort indtryk på Granny, for det må hun have mærket.

 Jeg er meget urolig, da jeg går i seng den aften, så da er det George, der må berolige mig.

 Næste dag efter morgenmaden, som George og jeg spiser alene sammen, kommer en af Grannys tjenere og beder mig om at følge med. Det viser sig, at han faktisk godt kan tale engelsk.

 George ser på mig og hvisker på dansk.

 Nu ikke bange, du klarer det, vær rolig, men frem for alt ærlig, hvad Granny end siger eller spørger dig om.

 Meget nervøs følger jeg med tjeneren. Jeg føler mig meget alene.

 Granny sidder i sit værelse med en bog foran sig.

 Jeg venter spændt.

 Da tjeneren er gået, ser Granny på mig og beder mig sætte mig i en stol over for hende.

 Hun fastholder mit blik, som om hun vil se helt ind i mig.

 You speak english, but do you understand the word LOVE.

 Jeg nikker og fastholder hendes blik.

 It means, that I will do anything for a person I love. And I mean anything.

 How old are you.

 I am fourteen, a month older than George.

 Do you think a boy know, what it means to do anything for another. What do you think, that you will get for it.

 I think I can feel well, when I have kept my promise.

 Is that enough for you.

 Yes.

 No money, a big house, jewels or such things.

 No, absolute not.

 Are you honest.

 Try me, if you don´t believe me.

 If I tell you to leave India and go home to Denmark, so George could marry the girl his grandfather had choosen for him. Would you do that.

 Jeg ryster på hovedet.

 I can´t do that.I have promised George to help him, so he one day could marry a girl he had choosen himself, because he loves her.

 Are you willing to marry the girl, so he could marry another girl, just because he loves her. Marry the girl, if she is poor, ugly and ten years older than you.

 Jeg nikker.

 Yes, and I will try to be a good husband for her and try to love her.

 Is it not important for you, that you can choose your own wife.

 Of course, but it is more important to me to keep my promise to George.

 Granny rejser sig og det samme gør jeg.

 Well, you may go now.

 Da jeg når hen til døren, kalder hun.

 Carsten come back.

 Lidt tøvende går jeg hen imod hende. Uvilkårligt kommer jeg til at se hende i øjnene. Jeg kan se, at der glimter et par tårer.

 George could not have got at better brother. I am proud to be your Granny too. I believe, what you have told me. I hope, it will not be neccessary. But if the girls father insist, you will get a sweet girl as your wife. She is rich, beautiful and very intelligent.

 But I will insist, that you shall not marry her, if you can´t love each other, and not before you are twenty.

 Så rækker hun begge arme ud mod mig, og et øjeblik efter knuger jeg mig ind til hende, mens hun stryger mig over håret.

 And now Carsten, go and get your brother. We had better to visit the girl and his father now.

 That is better, you change both of you. George can tell you what to wear. Be ready in an hour, then the car will be here.

 George ser spændt på mig, da jeg kommer.

 Glad siger jeg.

 Jeg skal hilse fra Granny. Vi skal hen til min svigerfar om en time alle tre. Nu tror jeg på, at det vil gå godt. Din, nej vores Granny er bare alle tiders. Vi skulle klædes om, men vi kunne godt nå et bad først. Granny sagde, at du vidste, hvad vi skulle tage på.

 Et øjeblik efter står vi begge under bruseren og nyder at blive kølet lidt af.

 George spørger ivrigt.

 Hvad snakkede I så om.

 Med et lille smil sagde jeg.

 Jeg sagde, at jeg havde lovet at gøre alt for dig. Så spurgte hun, om jeg var villig til at rejse hjem til Danmark, så du kunne blive gift med den pige, din bedstefar havde valgt til dig. Det svarede jeg nej til, for det stred jo imod det løfte, jeg havde givet dig, men jeg var villig til at gifte mig med pigen, selvom hun var fattig, grim og ti år ældre end mig.

 George omfavner mig.

 Bedre storebror end dig findes ikke i hele verden.

 Jeg knuger ham ind til mig og smiler.

 Granny sagde noget i den retning, men min lillebror er bestemt mindst lige så god.

 Vi skynder os nu i tøjet. Sorte bukser, hvide skjorter og bordeauxfarvede smokingjakker.

 George smiler.

 Det går ikke med de hvide jakker, her i Indien er hvid tegn på sorg.

 Præcis en time senere er vi klar nede ved bilen.

 Granny smiler til os begge to.

 Fint, I ser jo næsten helt voksne ud. Tænk, at jeg har to så flotte sønnesønner.

 Hun siger det på indisk, men jeg forstår godt meningen.

 Da vi er kommet ind i bilen, siger hun.

 Remember, that is only me, who talks. Don´t say anything if I don´t tell you to do it.

 Vi kører nu hen til den fine bydel og holder lidt efter foran et stort palads. Da vi kommer ind, bliver vi vist ind i et stort marmordækket rum, hvor der sidder en mand på ca. 40 år.

 Granny lægger ud med en lang forklaring på indisk, så peger hun først på mig og derefter på George.

 Lidt efter siger manden en masse og peger på George.

 Omsider siger Granny på engelsk til os.

 I told him, that you Carsten is my sons oldest son, but he don´t like, that you look like an English. I said, that I am sorry, but my husband told me, that the agreement was about the oldest son. Now he wants to think a little about it, but I think, he will say no.

 Han går et øjeblik, men kommer lidt efter tilbage og har til min skræk en tilsløret pige på 13 – 14 år med.

 Han siger en masse til Granny, der ryster på hovedet og peger på mig igen.

 Så siger hun til os.

 Now he tells me, that he will not let his daughter marry you Carsten, if she doesn´t like it, because you look like an English, so now it is up to her.

 I told him, that is not fair and not the right way. Either he has to take the oldest son, or we have to do as they do in Europe.

 The girl and Carsten can talk together and find out whether they want to marry or not, but the wedding has to wait till they are twenty years old. They can talk together and write together, but they can´t be married before.

 Der går et lille stykke tid, så slår manden ud med hånden og siger en hel masse.

 Granny undertrykker et lille smil, kan jeg se, så slår hun også ud med hånden og rejser sig.

 George og jeg rejser os også hurtigt, og to minutter efter er vi ude i bilen igen.
 Granny sukker dybt.

 Now it´s over, the contract is out. Are you happy George.

 George begynder at græde, så hvisker han.

 Yes Granny, thank you so much for what you have done for me.

 Granny smiler og ser på mig.

 Thank your brother, without him I could have done nothing. I hope, that both of you will get a wife some day, and that you will love her the rest of your life, because you have choosen her yourselves.

 Da vi kommer hjem til Grannys hus, siger hun, at hun lige vil hvile sig lidt. Så kan vi jo evt. tage ud og købe gaver til dem derhjemme, for vi vil snart hjem, nu da tingene er i orden, selvom hun gerne ville beholde os lidt endnu.

 De følgende dage får vi købt ind, reserveret flybilletter o.s.v. Om aftenerne sidder vi og snakker hyggeligt med Granny, og vi er ikke i tvivl om, at hun nyder vores selskab, og det er bestemt gensidigt.

 Så en aften siger hun.

 What do you think, can I go with you to Denmark. I would like to see my son and my daughter in law again.

 Vi jubler begge og siger, at vi synes, at det er alle tiders ide. George ringer med det samme hjem og får at vide, at Granny skal være mere end hjertelig velkommen.

 Vi har selvfølgelig for længst skrevet og fortalt, hvordan det var gået.

 D. 21.december står vi klar til afrejse fra Bombays lufthavn, og d. 23. bliver vi hentet af ambassadørbilen i Kastrup. Vi kører hjem til Georges forældre, hvor mine forældre selvfølgelig også er inviteret.

 Granny hilser også på dem med stor hjertelighed, og snart sidder vi og fortæller om alle vores oplevelser.

 Ved 11 tiden vil far og mor til at tage hjem.

 Jeg ser på dem med et smil.

 I aften tager jeg med jer hjem.

 Dad nikker.

 Det forstår jeg godt, men vi ses her alle sammen i morgen aften kl. 18.

 Far og mor er meget glade for, at jeg tager med dem hjem. De har savnet mig, og jeg har selvfølgelig også savnet dem meget, selvom jeg ikke har haft så meget tid til at tænke over det. Jeg havde aftalt med George, at jeg tog hjem, og det forstod han godt.

 Næste morgen ved morgenbordet sidder vi rigtig og snakker og hygger os.

 Vi undlader bevidst at tale om fremtiden, for ingen af os ved rigtig, hvad vi skal sige.

 På en måde vil jeg selvfølgelig gerne bo hjemme igen. Men jeg vil også gerne bo sammen med George, vi er jo blevet knyttet endnu tættere til hinanden, ikke mindst p.g.a. alt det vi har været igennem sammen.
 Jeg ved, at jeg vil få lov til det, hvis jeg spørger, men vil det være fair mod mor og far.

 Pludselig siger mor.

 Godt, lad os nu tale om det, som vi sikkert sidder og tænker på alle tre alligevel. Far og jeg er blevet enige om, at det nok er bedst, at du bliver boende hos George. Du er faktisk ved at være voksen nu, trods din ret unge alder.

 Du ville have svært ved at finde dig til rette her igen, efter alt det, du har været ude for, og som vi begge synes, at du har klaret utrolig flot.

 Du har fået dig en masse venner rundt omkring, som regner dig med til Georges familie.

 Misforstå mig ikke, min egen dreng. Både du og George er altid velkomne her, både sammen og hver for sig. Men vi føler, at du hører til der nu, og det vil også være bedst for din fremtid, føler vi.

Er det ikke også det, du helst vil, hvis du skal være helt ærlig.

 Jeg ser alvorligt på mor.

 Måske, men jeg føler ikke, at det er fair overfor jer. Det er næsten, som om jeg fornægter jer og min afstemning, synes du ikke.

 Nej, min dreng. Du vil altid være vores søn, og det ved jeg også, at du aldrig vil glemme. Hvis du får tilbud om at blive boende hos George, så skal du tage imod det. Vi kan ikke skrue tiden et halvt år tilbage, og det skal vi heller ikke. Din fremtid er begyndt, og den må ikke sættes i stå.

 Far smiler til mig med sit dejlige smil.

 Jeg skal nok passe godt på din mor, for det fortjener både du og hun. Jeg giver hende helt ret.

 Jeg ser fra far til mor, så siger jeg med tårer i øjnene.

 Hvor jeg dog elsker jer begge to. Ja, så vil jeg sige jatak, hvis jeg får tilbuddet, men jeg ved, at både George og jeg vil regne jer to for lige så meget vores forældre, som Mamie og Dad.

 Hvis vi skal til England igen og besøge grandma og grandpa, så skal I også med, for dem vil I kunne lide og omvendt, det er jeg helt sikker på.

 Mor ser på mig med et lille smil.

 Tror du, at vi passer særligt godt sammen med lorder og ladyer.

 Ja, helt afgjort, I passer sammen med alle slags mennesker, for finere mennesker end jer findes ikke.

 Ved syttentiden bliver vi hentet af bilen og kørt hen til George og hans forældre.

 Da vi har spist og er kommet ind i den anden stue, siger Dad.

 Ja, vi holder jo ikke jul på samme måde som jer. Granny og jeg er indere, Mamie er englænder og George er lidt af hvert. Men i år, hvor vi første gang holder jul i Danmark, har vi bestemt os for at give julegaver.

 I har hjulpet George på en måde, som ingen andre havde kunnet. I har hjulpet Mamie, så hun kan begynde at bevæge sig rundt selv, ganske vist med krykker endnu, men det vil snart blive bedre endnu. I har hjulpet mig, så jeg kan tale lidt dansk og forstå det meste af det, der bliver sagt, noget der er til en uvurderlig hjælp i mit arbejde.

 Alt det har I givet os, så nu må det være vores tur til at give jer lidt.

 Han vender sig mod Granny.

 My mother wants to say something to you first.

 Granny smiler varmt.

 I am sorry I can´t speak danish, but I know all of you understand english very well.

 Hun vender sig mod mor og far.

 You have given me another grandson. I can tell you, that I love him just as much as George.

 Så ser hun direkte på far.

 But if your son is my grandson, you ought to be my son.

 Hun peger på Dad.

 My other son will tell you later, what that means. I hope, you will and can accept it. I love you and your wife very much.

 Far og mor ser uvilkårligt på hinanden, så smiler far til Granny.

 Yes mother, with pleasure. We also love you very much for what you have done for our son.

 Dad rømmer sig.

 Af hensyn til mor, vil jeg fortsætte på engelsk.

 I hope, that I don´t need to tell you, that I agree, what our mother told you, and that I am happy to get such a brother with such a wife, and so is my wife.

 My wife and I have bought a small house, not far from here.

 That will be yours if !!!!!!!!!!

 Han løfter pegefingeren og peger på mig.

 If he could stay here till he and George have got their studentereksamen.

 Of course both Carsten and George can visit you as much as they and you want, and of course they will help you when you need it.f.eks. with the new house. We don´t want to take away your son from you, just help him.

 Så ser han på mig. Jeg kan se, at han er meget bevæget, og også jeg har fået en klump i halsen.

 And what can I give you son.

 Oh no, Dad. You have already given me too much. If I may stay here, that will be the best thing in my life, because then I am together with George. You could not give me anything better. I appreciate, what you have given my other parents, and I am very happy for, what Granny said to them. You are my Dad, and Mamie is my Mamie, but they are still my parents.

 Dad nikker til mig.

 I promise you, that I shall never forget it.

 George ser på sin far.

 Is it my turn now.

 Ok son just come on.

 George tager en æske op af lommen og går hen til mor og knæler ned foran hende. Så rækker han hende æsken.

 That is for you mor, from your other son.

 Det er en ring og to ørenringe i hvidguld med en enkelt diamant i hver.

 Så smiler han glad til mor.

 Not a big present, but nice isn´t it.

Mor giver et gisp, da hun ser, hvad det er. Så tager hun George om hovedet og giver ham et kys.

 Thank you my son, you have made me very happy.

 George rejser sig og går hen og henter en pakke, som han giver far.

 This is for you far, from your other son. That is a white smoking, you need it to the big New-yearparty at the embassy. Dad has placed a little ribbon on the jacket, with permission from the queen. The order is in this little box.

 Han tager en lille æske op af lommen og giver far den.

 Far er blevet bleg, men smiler så til George, idet han lægger begge hænder på hans skuldre.

 Thank you son, I am very happy.

 George vender sig mod mig. Så begynder han at le.

 Ja, hvad nu med dig storebror. You have got at white and a bordeaux smoking, and I don´t think, you want earrings. You have got my father and mother, Granny, Grandpa and Grandma, men alt det er jo din egen fortjeneste.So I said to myself, what can I give him, it has to be something very speciel. I hope, I found the right thing. Please take this.

 Han rækker mig en pakke, som jeg lukker op. Det er en kasse sorte cigarer, magen til dem, jeg fik af i England.

 Stadig leende siger George på dansk, da han ser mit overraskede ansigtsudtryk.

 Synes du ikke, du skulle byde de forskellige en cigar. Jeg vil da i hvert fald gerne have en, og det er jeg da sikker på at far og Dad også gerne vil, og du vil vel også have en selv.

 Forfjamsket byder jeg rundt. Da jeg selv tager en, kan jeg se, at der ligger en pakke under det øverste lag cigarer. Jeg flytter lidt på cigarerne og tager pakken op.

 Det viser sig at være et utrolig flot armbåndsur i guldduble med en gulddublelænke. Jeg står helt stum og vender og drejer det og opdager så, at der er indgraveret nogle indiske tegn på bagsiden af uret. Med tårer i øjnene siger jeg til George.

 Hvad står der.

 Alvorligt ser han på mig.

 Der står: Tak fra din lillebror.

 Så smiler han.

 Synes du om det, det er ikke så nemt at få byttet. Det er købt i Bombay, og indgraveringen passer jo ikke rigtig til andre. Uret vil fremover sige tak hvert sekund. Du ved tik – tak.

 Om jeg gør. Det er jo det dejligste ur, jeg nogensinde har set, men indskriften…. Nej, jeg kan slet ikke sige, hvor glad jeg er for det.

 Og så får han ellers et knus, så vi begge er ved at miste pusten.

 Vi sidder nu og snakker og hygger os et par timer. George har været oppe på værelset og hente de cigarer, han havde fjernet for at få plads til pakken.

 Henimod 12 vil far og mor til at gå. Som aftalt bliver jeg, og lidt efter går George og jeg op på værelset efter at have sagt godnat til de andre.

 Vi snakker længe, inden vi omsider lægger os til at sove.

 Midt i januar skal far og mor flytte hen i deres nye hus. Det ligger kun ca 500 m fra Georges forældres hus. Vi hjælper selvfølgelig med flytningen. Huset er ikke så stort, men det er meget fint indrettet. Der er også et ekstra værelse, som George og jeg kan bruge, når vi overnatter hjemme hos far og mor, som vi gør en gang i mellem.

 Far har ikke været helt godt tilpas med at modtage så stor en gave, men Dad har sagt til ham, at så kan han jo regne det som tjenestebolig, og så er far gået med til det.

 Far har fået orlov fra skolen, forløbig for et år for at kunne hjælpe Dad på fuldtid. Mor er gået ned på halv tid på sit arbejde, så hun har bedre tid til at tage sig lidt af Mamie. De to har også fået et meget nært venskab.

 Den 5.januar bliver der holdt en stor fest på den indiske ambassade, og der er vi alle, også Granny med. Hun har bedt om at få mig til bords og George på den anden side med mor som borddame.
 George og jeg har vores bordeauxfarvede smokinger på, hvad der uvilkårligt får mig til at tænke på vores besøg hos min evt. svigerfar i Bombay.

 Både far og Dad er i hvid smoking, mor og Mamie er i lang kjole og Granny er i sari.

 Mamie sidder mellem far og Dad og så er der ellers 50 – 60 personer, både indere og danskere, men også folk fra andre ambassader.

 Jeg kender kun et par stykker, som jeg kan huske fra den første fest, bl.a. Charlottes og Lones mor og far, der smiler venligt til George og mig, da vi hilser på dem.

 Kort efter at far og mor er flyttet og vi har været til indflytterfest hos dem, rejser Granny tilbage til Bombay igen.

 Den lørdag, hvor der har været indflytterfest overnatter George og jeg hjemme hos far og mor. Søndag morgen sidder vi så og hygger os med dem ved morgenbordet.

 Pludselig siger George.

 Tænk Carsten, vi har to fædre og to mødre, hvor er vi dog rige og priviligerede. I Indien er der millioner af børn, der slet ingen forældre har. Hvorfor er verdens goder så ulige fordelt.

 Far ser alvorligt på ham.

 Så var det måske en opgave for jer to at gøre noget ved det, når I en gang skal vælge jer en beskæftigelse.

 George nikker.

 Det var da en udfordring, der var værd at tænke på, selvom den umiddelbart lyder ret håbløs.

 Mor smiler til ham.

 I to kan selvfølgelig ikke hjælpe alle alene, men hvis I hver især hjælper nogle stykker, kan de hver især hjælpe nogle andre, og på den måde kan det brede sig som ringe i vandet.

 George ser på mig.

 Hvad siger du Carsten. Skal vi ikke være enige om, at det er et livsmål, der er værd at stræbe efter. Færre forældreløse børn.

 Helt enig, jeg begynder allerede at få gode ideer. Hvis vi to f.eks. hver især hjælper 10 eller 20, det skulle vi nok kunne klare, Så hjælper hver af dem 10 andre o.s.v. selv med en hvis spildprocent, skulle verden se lidt bedre ud om et par generationer.

 Jamen hvad går dine ideer ud på.

 Bare rolig, du skal nok få dem at vide, når jeg har tænkt dem lidt bedre igennem, de er lidt luftige endnu.

 Efter at have spist til middag, tager vi tilbage til George igen. Vi har nogle lektier, vi skal have læst, men samtidig spekulerer vi også begge over det, vi har talt med far og mor om.

 Jeg kan se på George, at lektierne heller ikke rigtig glider for ham, så jeg siger.

 OK. Lad os tage en halv times pause. Vi ryger en cigar og snakker om tingene, og så kaster vi os over lektierne igen. Er du med på den.

 Han nikker, og vi sætter os så over i lænestolene og tænder en cigar. Der er et par stykker tilbage endnu af den kasse jeg fik til jul. Det er nu ikke os selv, der har røget dem alle sammen, men vi synes begge, at når der rigtig skal tænkes, så er det godt med en cigar.

 Da vi har siddet lidt, siger George.

 Hvad går din ide ud på, for nu har jeg også fået en ide.

 Uvilkårligt smiler jeg.

 Tjah, vi kan jo adoptere nogle forældreløse børn, når vi engang bliver gift.. Det kræver selvfølgelig, at vores tilkommende koner vil gå med til det, men vi kan jo stille det som en betingelse for, at vi vil gifte os med dem.

 George nikker.

 Ja, jeg tænkte også på, at vi kunne bygge nogle børnehjem, men det er nu bedst for børn at have et rigtigt hjem, så din ide er bedre.

 Men tror du, at tvillingerne vil gå med til det.

 George begynder at le.

 Vi kan jo spørge dem, for jeg synes, at vi skal invitere hele klassen til klassefest her om 14 dage.

 Skal vi så den aften sige, at vi kun vil gifte os med dem, hvis de vil gå med til, at vi adopterer fem forældreløse indiske børn hver.

 Nå nej, måske ikke. Men vi kan muligvis sælge ideen til klassen, så er vi allerede så småt i gang. Hvorfor vente, hvis vi lige så godt kan begynde nu.

 Det har du helt ret i, men skal vi ordne lektierne færdige nu.

 Alle i klassen bliver inviteret, og alle lover at komme. Festen skal holdes en lørdag aften, så vi kan sove længe næste dag.

 Der er en af drengene, der har tøvet lidt med at sige ja. Han var heller ikke inviteret med til tvillingernes fest. George har fundet ud af, at han er alene med sin mor. De har ikke råd til fint tøj, og han vil ikke risikere at komme i mindre pænt tøj end de andre.

 George har en lille snak med ham på tomandshånd og får ham overtalt til at komme. Han skal komme en time før de andre, så finder George og jeg noget tøj, der passer ham, som han kan låne.

 Han er ikke meget for det, men da George ruller hele sin charme ud, lover han alligevel at komme.

 Da han kommer kl. 17 kan vi godt forstå ham. Hans tøj er rent, men man kan godt se, at det er slidt. George har stået på spring. Så snart han kommer, bliver han taget med op på vores værelse.

 Ved fælles hjælp finder vi noget tøj, der passer ham fint. Dels noget af mit, dels noget af Georges.

 Så siger George.

 Og nu må vi hellere se at få skiftet alle tre i en fart, inden de andre kommer. Du har ikke noget imod at skifte tøj sammen med os, vel Tom.

 Tom ryster på hovedet.

 Jeg rækker ham noget undertøj.

 Værsågod, det her passer dig vist.

 Et øjeblik efter har vi smidt tøjet alle tre og er i gang med at komme i det andet tøj. Så kommer jeg til at se, at Tom græder.

 Jeg tager ham om skuldrene.

 Hvad er der galt Tom, Hvad er du ked af.

 Han snøfter lidt.

 Hvorfor er I så flinke mod mig. Jeg synes bare det er så flovt at gå i lånt tøj.

 Der er ikke noget at være ked af.Hvis du synes, at vi er flinke mod dig, så er det simpelthen, fordi vi kan lide dig. Hvorfor skulle du dog ikke til fest, lige såvel som alle de andre.

 Tom mumler.

 Jamen jeg kan jo ikke invitere nogen til fest.

 Det skulle vel heller ikke være nødvendigt.

 George smiler til ham.

 Hvis du ikke kan lide at gå i lånt tøj, så lad os sige, at det er dit nu.

 Jamen det må jeg ikke tage imod for min mor.

 De første gange jeg var til fest her hos George, lånte jeg også tøj af ham, vi havde heller ikke råd til den slags.

 Jamen jeg kan jo slet ikke gøre noget for jer til gengæld.

 Jeg får en lys ide.

 Jo, det kan du. Kom her hen i morgen eftermiddag og hjælp os med matematikken, den er du langt bedre til end os.

 Han lyser helt op.

 Mener I virkelig det.

 Det kan du roligt stole på, og nu skruer du det store smil på, så skal du blive den første, der kommer til at hilse på mine, undskyld Carsten, vores forældre.

 George slår ham leende på skulderen.
 Et øjeblik efter er vi alle tre klar og følges så ad ned ad trappen.

 Lidt genert hilser han på Mamie og Dad og kort efter begynder de andre at komme.

 Snakken går godt ved maden, og Tom er livet rigtig op. Han er kommet til at sidde ved siden af en af de friskeste piger i klassen, men hun kan dog også være lidt ondskabsfuld.

 Pludselig hører jeg, at hun siger.

 Jeg troede ellers, at du var kommet i smoking i aften, Tom.

 Det giver et lille gib i mig, men så hører jeg, at han roligt svarer.

 Nej George og Carsten syntes, at det var lidt for fint med smoking, derfor lånte jeg en almindelig jakke af Carsten. Der er jo heller ikke andre, der har smoking på.

 Lynhurtigt ser jeg over på George, der også har hørt ordvekslingen.

 Han smiler bredt.

 Jamen hvis damerne foretrækker at se os i smoking, kan det da nemt lade sig gøre. Kom Tom og Carsten.

 De andre ser måbende på os, da vi rejser os.

 Da vi løber op på værelset siger George.

 Bravo Tom, den klarede du flot.

 Nu skal du se, du får den bordeauxfarvede jakke på, den passer bedst til dit lyse hår, så tager Carsten og jeg de hvide jakker.

 Tom prøver at protestere, men George afbryder ham leende.

 Husk, du havde selv lagt den her oppe, den må du dog kun låne. Uh, det kalder jeg fest, se nu bare på de forskelliges ansigter, når vi kommer ned igen.

 Et øjeblik efter kommer vi ind til bordet igen med Tom imellem os. Vi sætter os roligt og uanfægtet på vores pladser igen, men både George og jeg er ved at omkomme af grin indvendig over at se de forskelliges måbende ansigter.

 Toms borddame hvisker til ham.

 Jeg har da vist undervurderet dig hidtil.

 Med et stort glad smil, hvisker han tilbage.

 Ja, måske.

 Da vi er næsten færdige med at spise, rejser George sig op.

 Jeg har en opgave til jer.

 Den anden dag sad Carsten og jeg og snakkede med vores far og mor. Som I ved, hat vi lige været en tur i Indien, og der så vi bl.as. nogle af de millioner af forældreløse børn, der lever på gaderne. Det er en forfærdelig tilværelse. Vi er priviligerede, som I nok har hørt, har Carsten og jeg to mødre og to fædre. Far foreslog så, at vi som livsopgave valgte at gøre noget for nogle af de børn, når vi skulle vælge, hvad vi skulle beskæftige os med, når vi blev voksne.

 Vi talte om, at vi kunne adoptere fem forældreløse børn hver, når vi blev gift. Det kræver selvfølgelig at vi finder nogle koner, der vil gå med til det.. Men så blev vi enige om, at vi behøvede slet ikke at vente så længe med at gå i gang.

 Der er noget, der hedder Børnefonden. Gennem den kan man sørge for mad, tøj og undervisning  for et barn for 150 kr. om måneden. Hvis vores klasse nu gik i spidsen med at adoptere et par børn, det skulle vi nok kunne klare. Det er under 20 kr. om måneden for hver, så kunne vi måske også få de andre klasser med på ideen.

 Jo flere der går i gang, jo flere kan vi hjælpe, og når de bliver store kan de hjælpe andre. På den måde breder ringene sig i vandet, som mor sagde.

 Det forhindrer jo ikke, at Carsten og jeg stadig kan adoptere fem børn hver, når vi en dag bliver gift.

 Prøv at tænke over det,. Så kan vi jo tale om det i skolen på mandag. Og så vil jeg sige velbekomme, om lidt skal der danses.

 Til min store glæde ser jeg, at Tom danser virkelig godt, og det er der mange af pigerne, der hurtigt opdager. Desuden er han en flot fyr i det pæne tøj. Smokingen passer ham perfekt og klæder ham utrolig godt.

 Da jeg danser med Lone, siger jeg med et smil.

 Nå Lone, kunne du tænke dig at blive mor til fem små, forældreløse, indiske børn.

 Hun skærer en grimasse.

 Frier du. Jeg tror nok, at det bliver lidt for mange for mig, men den anden ide med, at klassen adopterer et par stykker, synes jeg lyder fint.

 Leende siger jeg.

 Ja ja, så må jeg jo se at finde mig en anden kone, hvis du ikke ombestemmer dig, der er jo god tid endnu.

 Med en lille gysen kommer jeg til at tænke på, hvor nær jeg havde været ved at blive gift, men det var da heldigvis overstået, og George tænkte tilsyneladende heller ikke på det mere.

 Ved tolvtiden bliver der serveret natmad, og så tager de forskellige afsted.

 Tom følger med os op på værelset. Hans mor har natarbejde på en fabrik, så det gør ikke så meget, hvornår han kommer hjem.

 Vi sætter os derfor og snakker. Pludselig sukker Tom.

 Klokken er over tolv. Askepot, tilbage til din skorsten.

 Så smiler han.

 Det har været en vidunderlig aften. I aften følte jeg, at jeg var lige så god som de andre, og det er jeres skyld.

 George du fik mig overtalt til at komme, og I lånte mig jeres tøj. Betyder det rigtige tøj og de rigtige forbindelser virkelig så meget.

 Jeg nikker.

 For nogen måske, men bestemt ikke for George og mig.

 George smiler.

 Nej, det er rigtigt, men mange, måske de fleste i klassen, har det sådan, det er noget, de har lært af deres forældre. Hvis der ikke var nogen, der havde hørt, at far var ambassadør, var hverken Carsten eller jeg blevet inviteret nogen steder. Jeg står stadig ved mit løfte om, at du må beholde det tøj du har på, bortset fra smokingjakken. Du kan jo sige til din mor, at du tjener til det ved at give lektiehjælp.

 Tom ser på ham.

 Kan vi så ikke sige, at det bliver her, til I synes, at jeg har gjort mig fortjent til det.

 Helt i orden, Carsten lod også sit tøj blive her i starten.

 Tom begynder at tage tøjet af og lægger det pænt sammen, så siger han stilfærdigt.

 Må jeg godt være jeres ven.

 George nikker.

 Helt bestemt. Gode venner hænger ikke på træerne.

 Så ser han over på mig og siger langsomt.

 Vores broder kan du ikke blive. Det er noget helt specielt, der er mellem Carsten og mig. Vi kunne nok ikke engang forklare det, selvom vi ville.

 Men vores ven kan du blive, med alt, hvad et rigtigt venskab indebærer. To mennesker, som stoler på dig, og som du altid kan stole på, fuldt og fast.

 Hvis du vil, kan vi gennemgå et lille ritual, der kan give dig et synligt bevis på vores venskab.

 Tom ser alvorligt på os begge, så hvisker han.

 Meget, meget gerne.

 Godt, så tager vi alle tre tøjet af og lægger os på knæ over for hinanden i en trekant, så vores knæ rører hinanden. Så lægger hver af os armene om nakken på de to andre, og så bøjer vi hovederne ned mod midten, så de rører hinanden. Så rejser vi os op, stadig med armene om nakken på de to andre.

 Da vi har gjort det, siger George.

 Så stiller du dig med ryggen først mod Carsten og bagefter mod mig og lader dig falde baglæns. Bagefter er det vores tur til at falde og din til at gribe.

 Det første var symbol på vores sammenhold. Det her er symbol på tillid. Man er overbevist om, at den anden vil gribe en.

 Da vi har grebet Tom og han har grebet os, siger George.

 Tænk på i aften, hvis noget går dig imod. Du blev klar over, at du var lige så god som de andre, og du fik to venner, som du ved, at du kan stole på, og som vil holde sammen med dig.

 Tom står et øjeblik og ser på os, så omfavner han os og begynder at tage sit eget tøj på.. Han har ikke sagt et ord, men vi har kunnet læse hans taknemlighed i hans øjne. Vi andre skynder os også i tøjet, så vi kan følge ham ned.

 Da vi omsider er kommet i seng, siger George.

 Det var egentlig en utrolig forandring, der skete med Tom, da han fik det pæne tøj på. Han havde pludselig fået selvtillid, og med den smokingjakke var han faktisk en af de flotteste dansere.

 Tilsyneladende blev han da også accepteret fuldt ud af hele klassen. Tror du, at pigerne havde været interesserede i at danse med ham, hvis han havde haft sit eget tøj på.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, bestemt ikke, men måske har den her aften ændret lidt. Nu ved de jo, hvordan han er, det har de ikke været interesserede i at finde ud af før. Men selv da vi tre stod uden tøj før, lod han til at befinde sig meget bedre. Han kunne se, at der ikke var den store forskel på os, det var tøjet, der gjorde forskellen.

 Det var også derfor, at jeg foreslog det. Men det var også en fin ide, du kom med, at han kunne hjælpe os med matematikken. Han trænger til at mærke, at der er noget, han er god til, og at andre kan og vil bruge ham.

 Hvad synes du ellers om festen.

 Den gik da fint, og alle lod til at befinde sig godt, så vidt jeg kunne se. Hvad sagde Charlotte for resten til de fem adoptivbørn. Lone lød ikke til at synes om ideen. Til gengæld mente hun, at det var en god ide at lade klassen adoptere et par børn.

 George ler højt.

 Nej, Charlotte lød heller ikke til at være særligt interesseret i at skulle være mor for fem små indiske børn, så det kan jo være, at vi må se os om efter nogle andre koner. Du kan jo evt. spørge din lille kusine i England, hun vil sikkert gerne, bare hun får dig. Men skal vi ikke lægge os til at sove nu.

 God ide. Godnat lillebror og tak for i aften.

 Selv tak og godnat.

 Lidt efter siger George.

 Jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om de fleste fra klassen, de er alt for snobbede. De syntes at det var spændende at være til fest i en ambassadørbolig, ikke hos Carsten og George. Giver du mig ikke ret i det.

 Jo, det er vist desværre helt rigtigt.

 Næste dag kommer Tom så og hjælper os med matematikken. Da han skal til at gå igen, siger han.

 Mor er gået med til, at jeg godt må tage imod tøjet, hvis jeg hjælper jer med matematikken.

 Han tøver lidt.

 Det er ikke noget I gør, bare for at glæde mig, vel.

 Jeg ler.

 Ville det være så slemt. Nej du, det er rigtigt, at du er meget bedre end os til matematik, og så kan du endda forklare det, så vi kan forstå det.

 Han smiler glad, men bliver så alvorlig igen.

 Jeg skulle spørge fra mor, om I godt ville komme hen til en kop kaffe hos os i aften, da skal hun ikke på arbejde, og hun vil gerne hilse på jer. Vil I have noget imod det.

 George smiler.

 Nej, det kan jeg garantere for, at vi ikke har. Hvad tid skal vi komme, kl. halvotte.

 Det vil være fint, men I tager ikke alt for fint tøj på, vel.

 Jeg slår ham på skulderen.

 Vi skal nok klæde os ganske almindeligt på, det kan vi godt, vi kan bruge skoletøjet. Smokingen i aftes var for at tage gas på den samling snobber fra klasse, og hold da op, hvor de måbede, det var sjovt at se, men jeg kan love dig, at vi befinder os langt bedre sammen med dig i ganske almindeligt tøj.

 Vi har en fin aften hjemme hos Tom og hans mor.

 Lejligheden er lille og ikke særlig god, men der er skinnende rent og hyggeligt.

 Toms moder er meget nervøs, da vi kommer, men det hjælper hurtigt, ikke mindst, da George siger.

 Vi er jo alle født lige, men det er ikke alle, der får de samme betingelser at vokse op under, men det gør jo ikke nogen mennesker bedre end andre.

 I har det utrolig hyggeligt. Det væsentlige efter min mening er ikke, hvad folk er, men hvordan de er. I den retning kan du være fuldt ud tilfreds med Tom, og det tror jeg også, at han er med dig. Er det ikke rigtigt Tom.

 Tom er blevet ildrød i hovedet.

 Jo, nikker han.

 Da vi omsider siger farvel og tak for en hyggelig aften, siger Toms mor.

 Tak, fordi I ville komme. Det er jeg meget glad for. Nu ved jeg, at Tom har to gode venner. Det har han aldrig haft før. Det er noget, der varmer.

 I virker ikke nedladende eller prøver at være gode på andres bekostning. I mener virkelig jeres venlighed alvorligt. Tak for det. Den slags møder man ikke så tit.

 Da vi kommer hjem, ser George på mig.

 Det er jo mig, der snakker hele tiden, du kan jo næppe få et ord indført.

 Jeg smiler lunt.

 Tjah, men du siger jo det rigtige på det rigtige tidspunkt, hvorfor skulle jeg så blande mig. Bare rolig, jeg synes ikke, at du snakker for meget, hvis jeg gjorde, skulle jeg nok sige til.

 Jeg tænker, og du snakker. Det er det, man kalder arbejdsfordeling.

 Tror du ikke, at jeg kan tænke.

 Jo da, vi tænker jo netop stort set ens, lige som rigtige tvillinger.

 Så syntes du altså også, at det var en hyggelig aften.

 Netop, der kan du bare se. Godnat lillebror.

 Godnat storebror. Uanset hvad, er der nok aldrig nogen, der kommer op på siden af dig.

 Det skal du nok ikke sige til din kommende kone, men jeg har det i øvrigt nok på samme måde med dig.

 I løbet af den kommende uge bliver vi enige i klassen om at sponsorere to børn, en dreng og en pige, og da der bliver snakket en del om det, breder det sig også til de andre klasser. En lille månedstid senere bliver vi kaldt ned til inspektøren i en engelsktime.

 Han sidder og smiler, da vi lidt nervøse kommer ind på hans kontor. Det er jo normalt ikke for det gode, man bliver kadt derhen, har vi hørt, men vi har ikke prøvet det før.

 Han slår ud med hånden.

 Værsågod at sætte jer ned, der er noget, jeg gerne vil tale med jer om. Jeg bad jer om at komme i en engelsktime, for der klarer I jer jo begge godt, ganske vist af forskellige grunde.

 Så fortsætter han.

 Sig mig, hvem af jer var det, der fik ideen med at adoptere børn.

 George nikker og fortæller om baggrunden.
 Skoleinspektøren ser alvorligt på ham.

 Er du helt klar over, hvad det er, du har sat i gang. De allerfleste klasser har efterhånden tegnet et eller flere fadderskaber, om det så er lærerne, så har de tegnet to, og så ved jeg endda, at nogle af dem også helt privat har tegnet et fadderskab.

 Jeg føler mig efterhånden også næsten forpligtet til at gøre det.

 Når jeg kaldte jer herned, var det for at fortælle jer, hvor imponeret jeg er over jeres indsats. Hvis der var flere af jeres slags, ville verden se anderledes ud, men det kommer den forhåbentlig til. Så kan jeg jo passende spørge jer, hvilket land I synes, jeg skal adoptere en fra. Tager jeg meget fejl, hvis jeg foreslår Indien.

 Vi har begge åndet lettet op, og nu flyver det ud af George.

 Jamen skal det så ikke være både en pige og en dreng.

 Skoleinspektøren ser overrasket på ham, men så begynder han at le.

 Nu forstår jeg godt, at der er blevet tegnet så mange fadderskaber her på skolen. Du vil måske også bestemme alderen.

 George rødmer og ser flov ud.

 Undskyld, det var ikke for at være fræk, at jeg sagde det.

 Skoleinspektøren smiler varmt.

 Nej, min ven, det er jeg helt klar over. Det er fordi det er en hjertesag for jer, og det er jeg meget glad for. Når jeg får mine børn, vil jeg fortælle dem om jer, og at det er p.g.a. jer, at de nu får den hjælp, de behøver. Kan jeg få dig til at oversætte det til indisk George.

 George smiler glad.

 Meget gerne.

 Fint, så må I hellere smutte op i klassen igen.

 På vej derop, siger jeg til George.

 Det kalder jeg vel nok at være til samtale hos inspektøren.

 George smiler.

 Ja, men vi havde jo heldigvis heller ikke dårlig samvittighed.

 Vores matematiktimer med Tom går fint. Han er meget dygtig til matematik, og så er han god til at forklare, så vi forstår det.

 Vi har sagt nej tak til et par fester, da vi hørte, at Tom ikke var inviteret. De aftener har vi så inviteret Tom hen til os i stedet for. Vi har også været hjemme hos far og mor alle tre, og de synes også vældig godt om Tom, og omvendt.

 En aften er hans mor også inviteret med. Det går fint, og hun kommer fint ud af det med mor.

 I påsken bliver vi inviteret til England sammen med far og mor Mamie og Dad kan desværre ikke komme med, men især George og jeg glæder os meget.

 Far og mor er lidt nervøse, men det varer ikke længe, før de befinder sig fint og nyder samværet med Grandma og Grandpa, lige så meget som os andre.

 Vi er også inviteret over til Elaine og hendes mand. George driller som sædvanlig sin kusine med mig og fortæller bl.a. at hvis hun vil giftes med mig, skal hun gå ind på, at vi skal adoptere fem forældreløse indiske børn.

 Elisabeth ser på mig med tårer i øjnene.

 Betyder det, at vi ikke selv må få børn.

 Med et stort smil løfter jeg hende op og giver hende et knus og et kys og siger.

 Selvfølgelig skal vi også have børn selv, hvis vi gifter os. Du må bare love mig, at de ikke bliver lige så drillesyge som George, ikke.

 Så sætter jeg hende ned igen.

 Halvtskjult af mig rækker hun tunge efter George og løber leende sin vej.

 Med et smil siger George.

 Nå, så ved du da, hvem du kan blive gift med. Hvad sagde jeg, hun er parat til hvad som helst, bare hun kan blive gift med dig.

 I august bliver jeg femten og i september gør George.

 I sommerferien har George, Tom og jeg været på en uges ferie på en lille bitte ø i Smålandshavet. Der bor ingen mennesker på øen, men vi har fået lov til at tage derover med telt, primus og proviant, så vi føler os som de eneste mennesker i verden.

 Vi har det dejligt. Heldigvis er vejret fint, og så har vi en lille robåd, så vi kan sejle ind efter mere proviant, eller hvad nu ellers mangler.

 Tom føler sig som i den syvende himmel, fordi han er sammen med os, og vi har bestemt heller ingen grund til at klage, for Tom er en virkelig god kammerat og ven.

 Da vi har fået indrettet os, smider vi tøjet og tager badebukserne på, og så er det ellers bare om at komme i vandet. Det er bare skønt, så vi nyder det alle tre.

 Det meste af ugen er vi kun i badebukser, kun om aftenen trækker vi lidt mere tøj på for at holde varmen. Vi tænder os et lille bål og sidder og snakker om fremtiden, om vore ønsker og tanker og drømme.

 Den anden aften vi er på vores lille ø, som vi kalder den, kommer vi til at tale om vores tidlige barndom, og bliver så enige om at fortælle hinanden om tiden, indtil vi lærte hinanden at kende.

 George lægger for med at fortælleom sin barndom i Indien, hvor hans far var ansat i udenrigsministeriet. Han nævner også sin farfar, men omtaler ikke forbandelsen.

 Senere siger han til mig.

 Det vedkommer kun os to, Tom er min ven, men han er ikke min broder.

 For fire år siden var faderen så blevet sendt til Tyskland som ambassadør, og det var her, moderen fik børnelammelse.

 Far og jeg troede, at hun skulle dø, men heldigvis kom hun sig. Sidste år kom vi så her til Danmark, og nu lader det til, at mor snart kommer til at kunne gå rigtigt igen. Lægen siger, at der er sket meget store fremskridt, bl.a. takket være Carstens mor. Den første dag i skolen kom jeg til at sidde ved siden af Carsten, som også var ny i skolen.

 Jeg prøvede at undgå, at nogen fik at vide, at far var ambassadør, for jeg ville have, at de andre skulle kunne lide mig, som den jeg var, ikke fordi far var ambassadør.

 Men det lykkedes ikke. De fleste regnede vist med, at jeg var flygtning eller sådan noget. Jeg hørte en dag, at en af pigerne sagde til en af de andre.

 Han ser da ganske vist helt pæn ud, men det er nok ikke noget at samle på, han er nok bare flygtning eller indvandrer.

 Hele sommerferien havde jeg terpet dansk for at kunne klare mig i skolen, og så begyndte Carsten at hjælpe mig. Heldigvis har jeg let ved sprog, så en månedstid senere turde jeg invitere Carsten hjem. Jeg fortalte ham ikke, hvad far var, for jeg ville ikke have, at han sagde ja af den grund.

 Jeg smiler uvilkårligt.

 Hvis du havde fortalt det, havde jeg slet ikke turdet sige ja til at komme. Men gudskelov tog jeg hen til dig, og så var det lige ved at gå galt, fordi jeg mødte kæmpen. Da var jeg godt nok lige ved at stikke af.

 George nikker.

 Og den dag besluttede vi så, at vi ville være brødre fremover.

 Tom smiler.

 Ja, det fandt jeg ud af i skolen. I var nærmest som et par siamesiske tvillinger. Jeg var lidt misundelig, for jeg havde ingen venner. Jeg prøvede at koncentrere mig om skolearbejdet og havde den opfattelse, at så var der ikke tid til andet.

 Jeg ville ikke indrømme, at det var fordi jeg syntes, at de andre i klassen var tåbelige, og jer to turde jeg ikke snakke med, og da slet ikke, da jeg hørte om ambassadørtitlen.

 Og så var det jer, der fik mig med til den fest. Den dag var helt vidunderlig. Jeg fik to gode venner og begyndte at tro lidt på mig selv. Og nu er jeg så her, sammen med jer, det er så vidunderligt, at det slet ikke er til at forstå.

 Men jeg må vel hellere gå tilbage i tiden, selvom der bestemt ikke er noget at råbe hurra for.

 Jeg har aldrig kendt min far, og nu kan det såmen også være lige meget. Men i de år, hvor jeg havde hårdt brug for en far, var det forfærdeligt. Min mor er sød og rar, som I ved, men hun har aldrig villet fortælle mig, hvem min far var, eller for den sags skyld finde en anden til mig.

 Da jeg begyndte i skolen, spurgte jeg, hvorfor jeg ikke havde en far, det syntes jeg at det lod til, at alle andre havde, men hun svarede bare, at jeg ikke havde nogen far, og dermed basta.

 Jeg var vel omkring de ti år, da jeg en aften spurgte, om hun da ikke kunne finde en mand at gifte sig med, så jeg kunne få en far, lige som de andre.

 Hun stak mig en på kassen og begyndte at tude og sagde, st det måtte jeg aldrig tale om mere.

 Den aften I to havde været henne hos os, sagde hun, da I var gået, at nu kunne hun godt se, at det havde været forkert af hende, at hun ikke havde sørget for, at jeg fik en far.

 Min biologiske far var gift, da han gjorde mor gravid. Han havde lovet at lade sig skille og gifte sig med mor, når jeg blev født, men så rejste han og hans kone til udlandet og hun hørte aldrig mere fra ham.

 Det havde givet hende sådan en mistillid til mænd, at hun aldrig havde turdet komme sammen med nogen mere. Nu kunne hun godt se, at hun havde burdet gøre det for min skyld, men nu var det jo for sent.

 Så fortsatte hun.

 Når du bliver atten år, vil jeg fortælle dig din fars navn, så kan du selv tage stilling til, om du vil prøve at finde ham.

 Jeg sagde til hende, at nu behøvede hun ikke at finde en mand for min skyld, men måske skulle hun prøve at finde en for sin egen skyld. Det varer jo ikke så mange år, før jeg flytter hjemmefra, og så kan det jo godt blive lidt ensomt for hende.

 Mor har aldrig været den, jeg kunne snakke problemer med, hun havde altid så mange selv, så jeg har måttet finde ud af tingene selv. Når mor ikke interesserede sig for mine problemer, gik jeg ud fra, at det var der heller ikke andre, der gjorde, derfor passede jeg bare mig selv.

 Tjah, det er altså stort set min barndom.

 Jeg nikker.

 Ja, så er det vel min tur. En del af det er noget mor har fortalt mig, det kan jeg ikke selv huske.

 Min far og mor blev gift, da de ventede mig. Mor var sygeplejerske og far var repræsentant for et firma i Århus, hvor vi boede. For godt seks år siden, døde far af hjertestop. Der gik nogle år, som nok har mindet en del om din barndom, Tom.

 Men min mor ville ikke være alene. Hun satte en annonce i avisen og mødtes også med et par stykker, men de lod ikke til at de var så meget for, at jeg fulgte med i købet.

 Det sundede mor sig lidt på, så prøvede hun at skrive til en, der havde en annonce i avisen. De skrev sammen et stykke tid og det blev så bestemt, at vi skulle mødes i København med ham.

 Han virkede vældig flink, og han havde tilsyneladende heller ikke spor imod mig, snarere tværtimod. Han sagde, at i hans alder var det nok ikke en god ide med småbørn, så han syntes, at det var fint at få en helt fiks og færdig.

 Der var bare et ”lille” problem. Han havde ”glemt” at fortælle, at han stadig var gift.

 Samme aften tog mor og jeg hjem til Århus igen.

 Et år senere var der mere held.. Efter at have kendt hinanden et halvt års tid, hvor vi var ovre og besøge ham og han var ovre og besøge os flere gange, ja så endte det med, at de blev gift sidste sommer. Vi flyttede herover i sommerferien, og så begyndte jeg altså  i skolen samme dag som George. Jeg kan kun sige, at mor kunne ikke have fundet en bedre mand. Er du ikke enig i det George.

 George smiler bredt.

 Helt bestemt, Far er bare alle tiders.

 Så fortsætter han.

 Da Carsten og jeg blev brødre, blev vi enige om, at vi godt kunne have to hold forældre, og sådan blev det så. Og jeg er endda ved at tro, at vi begge holder lige meget af begge vores forældrepar.

 Ilden i vores lille lejrbål er ved at dø ud, så vi rejser os for at kravle i poserne.

 Månen skinner ude over vandet. Vi står helt tavse og ser på månens spejling i det stille vand. Vi tænker nok alle tre på det de andre har fortalt.

 Så siger Tom stilfærdigt.

 Den aften I besøgte os første gang, sagde du George, at alle mennesker var født lige, og at selvom deres opvækst var forskellig, gjorde det ikke nogen mennesker bedre end andre. Her på vores ø har jeg følt, at I regner mig som ligeværdig. Vil I med en tur i vandet nu, lige så nøgne, som da vi blev født. Det vil for mig være en bekræftelse på det.

 Uden et ord ser vi på hinanden og tager samtidig tøjet af og følges ad ud i vandet stadig tavse. Et kvarters tid senere, kommer vi ind igen og tørrer os og kravler i poserne, uden at nogen af os har sagt et ord.

 Så kommer det med jubel i stemmen fra Tom.

 Tak, ikke mindst for i aften. Godnat.

 Vi andre siger også godnat og kort efter sover vi alle tre.

 Da vi vågner næster morgen er Tom væk.

 Vi ser forskrækkede på hinanden. Hvad kan der være sket. Så ser vi, at båden også er væk.

 George ser på mig.

 Tror du……

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, nej, han dukker snart op igen.

 Et kvarter senere er vi begge meget nervøse. Vi har jo ikke engang båden, så vi kan komme ud og lede efter ham.

 Så hører vi pludselig en hujen ude fra vandet.

 Er i vågne, så sæt kaffen over, jeg kommer med rundstykkerne.

 Vi giver ham begge en skideballe, fordi han har gjort os så forskrækkede.

 Leende siger han.

 Jeg syntes jo bare, at det kunne være sjovt at komme med rundstykker til morgenkaffen.

 Så ser han pludselig alvorligt fra George til mig.

 Mener I virkelig, at I var bange for, at der var sket mig noget.

 Så begynder han at græde stille.

 George slår ham på skulderen.

 Det værste var, at båden var væk, for så kunne vi jo ikke komme herfra. Så ville der stå i aviserne om en månedstid. To unge mænd sultet ihjel på øde ø.

 Jeg ser på Tom.

 Nej, det værste var, hvis der var sket dig noget.. Så tror jeg hellere, at jeg ville være blevet her og sulte ihjel.

 Tom ser fra mig til George, først alvorligt men så med et stort glad smil.

 I to er bare alle tiders venner. I har gjort mit liv værd at leve. Tak skal I have for skideballen før, den vil jeg aldrig glemme jer for.

 Vi får nu vores morgenkaffe og bagefter ligger vi og soler os.

 Ved middagstid siger George.

 Det er lige før vi har samme hudfarve nu alle tre, men Tom er stadig det lyseste hoved. Du er jo snart helt hvidhåret, mand.

 Efter middagsmaden ror vi en tur i båden og prøver, om vi kan fiske lidt til vores aftensmad. Vi fanger nu ingenting, men heldigvis har vi proviant nok, så vores aftensmad er ikke afhængig af fangsten.

 Den sidste nat vi er på øen, når vi slet ikke at komme til at sove.. Vi sidder stadig og snakker, da solen står op. Vi pakker så vores ting og ror tilbage og afgleverer båden, og en times tid efter er vi på vej hjemad på vores cykler.

 Vi holder nogle pauser undervej, men ved aftenstid er vi hjemme. Da vi tager afsked med Tom, siger han.

 Jeg tror ikke, at jeg har snakket så meget i hele mit liv, som jeg har gjort i den her uge. Hvor har det dog været dejligt at være sammen med jer. Tusind tak begge to, fordi I ville have mig med.

 Da George og jeg er kommet i seng om aftenen, siger George.

 Fortryder du, at vi tog Tom med.

 Nej da. Tom er en fin fyr, og jeg er sikker på, at den her uge har betydet utroligt meget for ham. Fortryder du.

 Han tøver lidt.

 Nej, egentlig ikke, men det ville nu også have været dejligt, hvis vi kun havde været os to. Du ved, os to alene på en øde strand.

 Det var vi jo, den morgen, da Tom var sejlet efter rundstykker, men jeg forstår dig godt og er helt enig, men en dag går den drøm også i opfyldelse, det er jeg helt sikker på.

 George smiler.

 Som sædvanlig kan du læse mine tanker, storebror. Godnat.

 Godnat lillebror. Du ved, at ingen betyder mere for mig, end du gør.

 George sukker.

 Hvordan tror du nogensinde, at vi finder et par koner, der kan affinde sig med det.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Så må vi jo flytte sammen i et kollektiv alle fire, med alle vores ti forældreløse børn.

 Så bliver jeg alvorlig igen.

 Du skal se, det løser sig nok en dag.

 På min 15 års fødselsdag holder vi familiefest, og for første gang i mange år prøver Mamie at danse igen, og som lovet får jeg den første dans.

 Også Georges fødselsdag bliver fejret med en fest. Dad har spurgt, om han vil have nogle af dem fra klassen med, men det vil han ikke. I sidste øjeblik ombestemmer han sig og inviterer Tom og hans mor med. Toms mor er ikke meget for det, men går dog med til det af hensyn til Tom.

 George har også inviteret et par stykker fra ambassaden med bl.a. en ambassadesekretær på ca. 40 år. En rolig og stilfærdig mand, utrolig flink, men lidt stille og tilbageholdende. Ham får Toms mor som bordherre.

 Jeg har hurtigt fundet ud af, hvad Georges mening er med det. Det lykkes mig at få hvisket til ham, at jeg synes, at det er en fin ide.

 Det viser sig også, at de taler fint sammen. Til sin store overraskelse ser Tom endda, at de danser sammen flere gange.

 Han fanger George i en pause og hvisker til ham.

 Hvis det lykkes, er du en troldmand, men hvor vil jeg håbe det.

 Lidt senere på aftenen ser jeg at Tom sidder og snakker med ham, og det går tilsyneladende let og ubesværet.

 Mamie har fat i mig og spørger, om jeg er klar over, hvorfor George har inviteret netop de to ambassadesekretærer med, når han ville holde en familiefest.

 Jeg smiler og siger.

 Prøv at se på Tom og hans mor, så gætter du det sikkert.

 Hun nikker med et lille smil.

 Nå sådan, så forstår jeg det bedre. Jeg tror for resten, at det er en rigtig god ide.

 En månedstid senere kommer Tom hen til os en dag i frikvarteret.

 Mor har inviteret ambassadesekretæren hjem til middag hos os i aften. Jeg er så spændt på, hvordan det vil gå.

 George ser smilende på ham.

 Du er nok ikke halvt så spændt på det, som din mor. Så gjorde det altså ikke noget, at han er inder.

 Tom ser uforstående på ham.

 Hvad skulle det dog gøre. Han er jo et dejligt menneske. Ham kan jeg rigtig snakke med, det fandt jeg ud af den aften til din fødselsdag. Vi snakkede sammen i næsten en time.

 Næste dag venter vi så spændt på at høre nyt fra Tom.

 Det gør vi da også.

 Middagen var gået fint og i næste uge er de inviteret til middag begge to hjemme hos ham.

 Toms ansigt stråler af glæde.

 Og på lørdag har han inviteret mor ud. Han spurgte mig, om jeg havde noget imod det, og så fløj det lige ud af munden på mig.

 Nej, tværtimod da.

 Så lo han og sagde, at det var da rart at høre.

 Ved juletid bliver de gift.

 Tom er overstadig af glæde, da han får at vide, at de har besluttet at gifte sig.

 Han jubler, da han siger til George.

 Det er din skyld, at jeg nu får en far. Jeg troede, at jeg var blevet så gammel, at det ikke ville betyde noget for mig, at det bare ville glæde mig på mors vegne. Men jeg har fundet ud af, at det gør det alligevel, meget endda, i hvert fald den far.

 Han er vidunderlig flink og rar. I ham har jeg fået en rigtig ven, og mor er også meget glad nu. Jeg tror aldrig, hun har været så glad før.

 Der kommer en bryllupsinvitation til George og mig, og den tager vi imod med stor glæde.

 Toms mor giver os begge et knus.

 Tak for alt, hvad I har gjort for Tom og mig.

 Det følgende år starter Tom, George og jeg i gymnasiet. Tom vil være matematiker, mens George og jeg vil være sproglige. Vi er stadig gode venner og kommer også sammen af og til, men vores forskellige interesser giver alligevel en vis distance.

 Han er stadig meget glad for sin nye fader, og det er helt gensidigt.

 I slutningen af 2.g. bliver Georges far kaldt tilbage til Indien. Vi bliver enige om, at George og jeg flytter hjem til far og mor, så vi kan gøre vores studentereksamen færdig.

 Dad sørger for, at der stadig er arbejde til far på ambassaden, selvom han rejser.

 Det er en brat overgang, selvfølgelig især for George, der nu skal undvære sine forældre i mindst et år. Men han er meget glad for, at vi kan blive sammen og bo hos far og mor, som han jo også regner som sine forældre.

 Lige som Dad og Mamie, gør far og mor heller ikke forskel på os. Vi er begge to lige meget deres drenge. Både George og jeg er imidlertid klar over, at den dag ikke er så fjern mere, da vores veje må skilles.

 Vi taler meget om det, prøver vel også at finde nogle løsninger, men erkender, at vi må se i øjnene, at George rejser til Indien, når han har fået sin studentereksamen, mens jeg bliver i Danmark. Selvfølgelig kan vi besøge hinanden, men afstanden vil nok gøre det temmelig sjældent.

 George siger med et lille smil.

 Den tid vi har haft sammen, kan ingen tage fra os. Lad os nyde det, så længe vi kan. Hvem ved, måske dukker der noget uforudset op.

 Jeg ser på ham.

 Skal vi i det mindste ikke blive enige om, at vi ses til hinandens bryllup.

 George nikker.

 Det er helt sikkert, uanset, hvad der så kommer til at ske.

 Vi får begge en god studentereksamen. Vi har besluttet, at vi vil holde den sidste ferie sammen, inden George skal rejse til Indien.

 En uge tager vi ned til vores lille ø alene, bare os to. En uge har vi lovet at komme til England sammen med far og mor, og resten af tiden vil vi bare hygge os hjemme hos far og mor.

 Ingen af os har endnu bestemt os for, hvad vi vil gå i gang med efter ferien.

 Vi har en dejlig uge sammen på øen. Vi bader og tager solbad og snakker, heldigvis er vejret fint.

 Vi genopfrisker alle de ting, vi har oplevet sammen, prøver også at snakke lidt om fremtiden, men bliver så enige om, at det vil vi helst ikke snakke om, for fremtiden vil jo medføre, at vi skal skilles, og det vil vi helst ikke tænke på, før det bliver uundgåelig nødvendigt.

 Hver aften, når solen er gået ned, går vi i vandet uden tøj på. Når vi kommer op af vandet igen, vandrer vi rundt på øen og snakker, og når vi omsider er tørre, kryber vi i soveposerne.

 Den sidste aften vi er på øen, sætter vi os ved vores lille bål, da vi har været i vandet og har travet øen rundt.

 Længe sidder vi tavse, så siger George.

 Tror du, at vi to nogensinde vil være i stand til at glemme hinanden, selvom vi måske ikke får mulighed for at ses igen.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, George, det ville være utænkeligt, man kan ikke glemme nogen, der har betydet det, vi to har betydet for hinanden.

 Vi sidder tavse lidt igen, så siger jeg.

 Lillebror, vi var drenge, da vi valgte at blive brødre, og vi havde vel næppe forudset, hvilken betydning det ville få for os. Skal vi ikke nu i aften her på vores lille ø, gentage vores ritual som en bekræftelse på, at vi også resten af vores liv vil leve som brødre, selvom vores veje skilles midlertidigt, og love hinanden, at vi vil være sammen, så snart der viser sig en mulighed. Selv et ægteskab må ikke kunne skille os.

 George ser alvorligt på mig.

 Du er tankelæser, det var netop det, jeg ville til at foreslå. Det er da også et bevis på den nære forbindelse, der er mellem os. Vi tænker jo det samme.

 Han rejser sig og går op og henter sin kniv og et glas vand.

 Vi knæler ned overfor hinanden og skærer os i fingeren. Vi lader det første blod dryppe ned i glasset samtidigt. Så smører vi blod i panden på hinanden og presser vores pander sammen. Vi sidder sådan i næsten et minut, så skærer vi lidt mere, for blodet er standset, og smører blod på den andens bryst og navle. Vi lægger armene om hinanden og knuger os ind til hinanden.

 Det føles, som om tiden står stille, som om der kun var os to i hele verden. Til sidst smører vi blod på hinandens lem og siger samtidig.

 Mine børn vil være dine børn og dine børn vil være mine børn.

 Vi har ikke aftalt det i forvejen, det kommer bare helt af sig selv.

 Så ser vi hinanden i øjnene og drikker begge af glasset, der er en lille mundfuld til hver.

 Da vi har tømt glasset, rejser vi os og omfavner hinanden, så tager George glasset og ser på det og siger.

 Det her glas skal aldrig bruges af andre.

 Jeg ser på ham.

 Nej, lad os lægge det på bålet, hvis vi kommer mere træ på, smelter glasset, så vi kan dele det i to klumper, som vi kan tage med os som minde om i aften.

 Vi kommer mere brænde på bålet, så det flammer op. En halv time senere kan vi dele glasset i to klumper, som vi lader ligge, så det kan afkøle til næste dag.

 Omsider kravler vi i soveposerne og sover snart.

 Næste morgen samler vi glasklumperne op og pakker dem godt ned i bagagen. Vi må lige i vandet en sidste gang, inden vi tager hjem, og hjælper så hinanden med at få vasket blodet af, men det føles, som om det har brændt sig ind i os, som om det stadig er der, selvom man ikke kan se det.

 Et par dage efter rejser vi så over til Grandma og Grandpa sammen med mor og far, og der har vi en dejlig uge sammen.

 Grandpa foreslår, at George og jeg bliver et år i England hos dem, inden vi går i gang med studierne. Vi lover at tænke over det, men det skal jo også godkendes af Mamie og Dad. Umiddelbart lyder det som en fin ide, for det vil jo give os et år mere sammen, men på den anden side vil det ikke gøre mindre ondt at skilles om et år end om en måned.

 Da George næste dag spørger Grandpa, om han tror, at der er en mulighed for, at Dad evt. kunne komme til England som ambassadør, får han at vide, at der netop er kommet brev fra Dad, at han er blevet udnævnt til direktør i udenrigsministeriet, så han bliver i Indien.

 Et par dage efter at vi er kommet hjem til Danmark igen, kommer der et telegram fra Dad.

 Kom hurtigst muligt til Bombay alle fire. Granny alvorligt syg.

 Far og mor har også fået diplomatpas, takket være fars arbejde på ambassaden, og George og jeg har stadig vores pas, så tre dage efter flyver vi til Bombay.

 Toms forældre har lovet at se efter huset, lige som de gjorde, mens vi var i England.

 Far og mor diskuterer i flyveren, hvorfor de mon også er blevet bedt om at komme med.

 George smiler, da han siger.

 Det er der da ikke noget mærkeligt i far, du er jo også Grannys søn. Har Dad ikke fortalt dig, hvad det betyder.

 Far ryster på hovedet.

 Jeg har kun regnet med det som noget på det helt personlige plan. Jeg holder meget af Granny, og derfor kommer jeg selvfølgelig også, når hun ønsker det. Jeg har da ikke skænket en tanke, at der kunne ligge mere i det.

 Georges smil bliver større.

 Hvor du dog ligner dig selv, far. Jeg håber selvfølgelig, at Granny bliver ved med at leve længe endnu, men hvis jeg ikke tager fejl……… nej, for resten. Hvad ville du synes om at flytte til Indien.

 Far ser uforstående på ham.

 Flytte til Indien, hvad mener du med det.

 Pludselig er George helt alvorlig.

 Jeg har måske talt over mig, men jeg skulle tage meget fejl, om Granny ikke ønsker, at du flytter til Bombay. Du og Dad skal jo dele boet, når Granny en dag dør. Nu vil hun sikkert gerne have, at du bliver sat lidt ind i tingene, mens hun endnu lever, og samtidig kan hun så også være sammen med dig og mor den sidste tid. Dad kan jo ikke tage sig af foretagendet, når han sidder i udenrigsministeriet i New Delhi.

 Hvordan fordelingen bliver, ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg tror, at det lysner for os to Carsten. Om jeg skal bo i Bombay eller New Delhi er mig lige meget. Der er trods alt ikke så langt som mellem København og New Delhi.

 Far sidder længe tavs, så ser han på mor.

 Jeg tror, at vi er blevet fanget af noget, som vi ikke er herre over selv mere, og jeg ved ikke, om jeg er særlig glad ved det, men vi kan nok ikke gøre andet end prøve at få det bedst mulige ud af det.

 Da vi ankommer til Bombay, kommer der en bil og henter os og kører os ud til Granny.

 Der kommer en tjener ud og tager imod os. George taler lidt med ham på indisk, så vender han sig om mod os.

 Lad os gå indenfor. Granny ligger og hviler sig, men hun ville gerne have, at vi kom op til hende, så snart vi kom. Tjeneren tager sig af vores bagage. Nu skal jeg vise vej. Dad og Mamie kommer om en times tid.

 Vi følger efter George, og uvilkårligt mindes jeg den første gang, jeg kom her, og bliver enig med mig selv om, at den her gang er jeg ikke nær så nervøs, selvom jeg ikke aner, hvad der skal ske.

 Til gengæld kan jeg se, at mor er meget nervøs. Uvilkårligt tager jeg hendes ene hånd og giver den et lille klem. Hun smiler taknemligt til mig.

 Far går næsten søvngængeragtigt.

 George åbner døre til Grannys soveværelse efter at have banket på, men uden at afvente at der bliver sagt kom ind.

 George går hen og giver den sovende Granny et blidt kys på kinden.

 Hun vågner op og ser på os.

 Der glider et træt, men meget glad smil over hendes ansigt. Det er tydeligt at se, at hun ikke har det godt.

 George siger.

 Now we are here, Granny.

 Thank you for coming all of you.

 Hendes stemme er næsten kun en hvisken, så ser hun på far og rækker en hånd ud mod ham.

 My son, good to see you.

 Far bøjer sig over hende og giver hende et blidt kys på kinden.

 Så smiler hun til mor.

 And your wife, welcome my dear.

 Mor giver hende også et kys.

 Så ser Granny på mig. Jeg kan se, at der glimter en tåre i hendes øjne.

 And Carsten, my eldest grandson. You who gave me another son. Thank you, I love you so much.

 Dybt bevæget giver jeg hende også et kys.

 You had better to go now, she is very tired.

 En ung indisk pige, som vi først har lagt mærke til nu, kommer hen imod os.

 There is breakfast for you downstairs.

 Vi følges ad ned i spisestuen, hvor der er dækket frokostbord til os. Pigen beder os tage plads og siger, at Dad og Mamie er der om en times tid, så går hun stilfærdigt igen.

 George ser på mig.

 Gad vide, hvem hun er. Hende har jeg ikke hørt eller set noget til før, men det er måske en sygeplejerske.

 Mens vi sidder og spiser, siger George.

 Det var vist på tide, at vi kom. Granny så ikke ud til at have det godt.

 Mor ryster på hovedet.

 Nej, det er jeg bange for, at du har ret i. men hun kan få det lidt bedre et stykke tid af glæde over, at vi er kommet. Jeg tror, at hun har kræft, hvis det er rigtigt, kan hun få en kort opblomstring, inden det er slut. Hun så heldigvis ikke ud til at have smerter i øjeblikket.

 George ser på hende med tårer i øjnene.

 Kan og vil du passe hende her hjemme den sidste tid. Jeg ved, at hun meget nødig vil på hospitalet.

 Mor smiler bedrøvet til ham.

 Det både kan og vil jeg, min dreng, hvis det overhovedet er muligt, og hvis Dad og Mamie vil gå med til det, naturligvis.

 Tak mor, det ved jeg at de vil.

 Han ser over på far.

 Tror du, at det er farfars forbandelse, der rammer hende nu, fordi hun hjalp mig.

 Far ryster på hovedet.

 Nej, min dreng. Vi skal alle dø en dag. Hvis vi i fællesskab kan gøre noget for Granny, den sidste tid hun lever, så ved jeg, at hun vil regne det som en velsignelse at dø blandt sine kære og bestemt ikke som en forbandelse.

 Vi er lige blevet færdige med at spise, da Dad og Mamie ankommer.

 Mamie går helt godt nu, kun med lidt hjælp af en stok. Vi hilser hjerteligt på hinanden og sætter os så og snakker lidt sammen.

 Så siger Dad.

 Jeg har nogle papirer med, som jeg gerne vil have dig til at skrive under.

 Far ser overrasket på ham.

 Ja, men skal det være nu.

 Dad nikker.

 Ja, vi skal have dem med op til Granny, så hun kan se, at det er i orden.

 Far tøver lidt.

 Hvad er det, du vil have mig til at skrive under på.

 Dad smiler.

 Det er ikke noget slemt. Kun, at du går med til, at Granny adopterer dig. Det medfører, at du overtager huset her. Mor vil gerne have, at du overtager det nu. Det skulle oprindelig først have været ved mors død, men hun ville så gerne have jer her, den sidste tid hun levede.

 George afbryder.

 Mor har lovet, at hun godt vil passe Granny den sidste tid.

 Dad ser taknemligt på mor.

 Tak, jeg ved, at det vil betyde meget for Granny, og det gør det i hvert fald også for mig.

 Så vender han sig mod far igen.

 Foruden huset er der handelsfirmaet, som jeg vil bede dig om at tage dig af. Jeg skal nok sørge for, at du får al den hjælp, du behøver.

 Resten af formuen deler vi efter Grannys død. Papirerne er helt klar, de mangler kun din underskrift, det bad mor mig om at sørge for.

 Han tøver lidt.

 Jeg ved, at det er meget at bede dig om. At blive her og kaste dig ud i et helt nyt arbejde, men jeg håber inderligt, at du vil gøre det for Grannys og for min skyld.

 Far ser hjælpeløst fra mor og til mig og så tilbage til mor igen.

 Mor nikker.

 Sig ja, min ven, du vil få 100 % opbakning af os alle.

 Så vender hun sig mod Dad.

 Men hvordan kan du sige halvdelen af din arv fra dig.

 Nu smiler Dad rigtigt.

 Der er mere end rigeligt til os begge, og jeg får jo noget langt bedre end penge, en rigtig storebror med en dejlig kone og søn.

 Så vender han sig mod far igen.

 Du skriver under, ikke storebror.

 Far smiler og nikker.

 Ja, for jeg føler ikke, at det ville være rigtigt at sige nej.

  Da han har skrevet under, ser han på mig med et smil.

 Nu har jeg så også fået en rigtig lillebror.

 Jeg smiler tilbage.

 Ja, og du er præcis lige så heldig med ham, som jeg er med min lillebror.
 Dad og far giver hinanden en varm omfavnelse, og så følges vi ad op til Granny.

 Hun er livet helt op og ser kærligt på os alle sammen, da Dad har vist hende fars underskrift.

 Now we are a real family, I am so happy.

 De kommende dage går det lidt bedre med Granny. Dad og Mamie må tilbage til New Delhi, men vi andre bliver i huset i Bombay.

 Det er blevet aftalt, at George og jeg skal gå på universitetet i Bombay. Jeg ved, at det vil blive vanskeligt for mig, men jeg ved også, at George vil gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe mig.

 Nu ved jeg så, at jeg en dag skal overtage firmaet efter far, så jeg må lære så meget som muligt om handel, og der vil også være behov for, at jeg tager et nap med i det daglige, mens jeg læser.

 Granny dør en månedstid efter at vi er kommet til Bombay. Kort før hun dør, beder hun George og mig om at komme ind og tale alene med hende.

 Hun sidder op i sengen og ser tankefuldt på os. Så siger hun til George.

 Din farfar prøvede i sin tid at pålægge dig en forbandelse, men kærlighed vendte det til velsignelse. Du fandt Carsten, og jeg ved, hvor meget I to betyder for hinanden. Det gav mig en søn mere, som kan og vil føre stedet her videre, det ville din far ikke have brudt sig om. Han har fået en god stilling, hvor han kan bruge og udnytte netop sine evner.

 Din far, Carsten, er den rigtige til stedet her. Han gør det af kærlighed til mig og sin bror, derfor vil det gå godt. Du var parat til at gøre alt for George af kærlighed til ham og hans forældre. Så stor en kærlighed kan ingen forbandelse klare. Det har I selv set. Glem det aldrig George.
 Den unge pige, der har hjulpet mig den sidste tid er faktisk den pige, som først du George og derefter Carsten skulle have været gift med.

 Både George og jeg udstøder et gisp.

 Granny smiler.

 Hendes far er død, så hun er nu alene. Hvis en af jer kan og vil gifte jer med hende, vil vedkommende ikke kunne få en bedre kone. Jeg vil hverken tvinge eller true jer, kun sige, prøv at lære hende at kende. Jeg tror, at en af jer kan blive meget lykkelig med hende som hustru.

 Det må under ingen omstændigheder hverken ødelægge noget for hende eller jer, for jeg elsker jer alle tre.

 En dag skal I giftes begge to. I kan jo ikke leve resten af jeres liv sammen. I skal kunne glæde jer med hinanden, når I mødes, gerne tit og ofte. Får I den rigtige kone begge to, vil jeres venskab blive yderligere styrket og beriget.

 Prøv selv at finde ud af, hvem af jer hun foretrækker. Han vil blive den rigtige mand for hende.

 Jeg kan fortælle, at hun er meget forelsket i den ene af jer, men siger selvfølgelig ikke noget om, hvem af jer det er.

 George ser forskrækket på Granny.

 Jamen hvis nu den forkerte frier til hende, vil hun så sige ja, alligevel.

 Granny smiler.

 Sandsynligvis, og vedkommende kan ikke få en bedre og mere kærlig hustru.

 Så bliver hun alvorlig igen.

 I har selv ønsket det frie valg. Det her er konsekvensen af jeres ønske.
 George og jeg spekulerer meget på vores samtale med Granny, og uvilkårligt er vi begge begyndt at lægge mere mærke til den unge pige.

 Vi diskuterer adskillige gange, hvordan vi skal finde ud af, hvem af os der skal fri til hende. Vi synes ikke, at vi kan spørge hende om, hvem af os hun foretrækker, og måske ville hun endda ikke sige det.

 En aften, da vi er kommet i seng, siger George.

 Granny er meget mere snu end farfar. Nu er det blevet en fiks ide hos os, at en af os skal giftes med hende. Jeg må vel hellere gøre det, siden det nu var mig, farfar havde valgt hende til.

 Jeg ryster på hovedet.

 Det kan jo lige så godt være mig, jeg gik jo ind som den ældste broder. Den gang var vi jo enige om, at hun i hvert fald ikke skulle giftes med dig.

 George begynder at le.

 Lad os nu være ærlige. Hvem af os er forelsket i hende, hvis vi overhovedet er forelsket i hende, nogen af os.

 Jeg smiler.

 Ok. Du først, er du forelsket i hende.

 George ryster på hovedet.

 Det er ikke fair. Lad os begge skrive det på et stykke papir samtidig, men hvad nu, hvis vi begge er.

 Jeg står op og går lidt frem og tilbage. Så ser jeg alvorligt på George.

 Helt ærligt, jeg er ikke forelsket i hende. Hun er køn, sød og intelligent, men nej, jeg er ikke forelsket i hende. Jeg er jo forelsket i vores lille kusine i England, men jeg ved jo ikke, om jeg kan godkendes som mand for en lords datter.

 George farer ud af sengen og omfavner mig.

 Carste, Carsten, dejlige menneske. Selvfølgelig kan du godkendes. Og jeg kan tillade mig at indrømme, at jeg er smadderforelsket i den pige, som jeg satte himmel og jord i bevægelse for at undgå at blive gift med.

 Jeg smiler.

 Den gang var det ikke en god ide. Du ville aldrig have affundet dig med at blive påtvunget en kone i 14 års alderen. Nu er du voksen og har selv valgt.

 Jamen det er jo den samme pige.

 Måske, men du er ikke den samme dreng.

 En ugestid efter er George pludselig væk en eftermiddag. Da han kommer hjem til aftensmaden, hvisker jeg til ham.

 Nå, sagde hun så ja, også til de fem forældreløse børn.

 Han ser målløs på mig, så brister han i latter.

 Åh ja, selvfølgelig, jeg glemte, at du var tankelæser. Ja. Hun sagde virkelig ja. Børnene nævnede jeg ganske vist ikke, men dem skulle hun jo også have haft, hvis hun giftede sig med dig. Jeg skulle i øvrigt sige til dig, at hun også holdt meget af dig. Hun havde set op til dig siden den dag for længe siden, hvor hun havde set os begge to. Hun havde gættet, hvad du var parat til at gøre for mig, derfor havde hun fået sin far til at bryde kontrakten. Hun ville ikke risikere at ødelægge din tilværelse.

 Hvis du havde spurgt hende nu, om hun ville gifte sig med dig, ville hun måske have sagt ja, men sikkert bedt dig om at tænke dig om en ekstra gang, om det virkelig var det du ønskede.

 Så nu kan du roligt spørge din lille kusine, når hun kommer her ud sammen med sin søster og sine forældre til fars og mors sølvbryllup i oktober.

 Vi skal mødes i New Delhi alle sammen, sagde Dad. Grandpa og Grandma kommer desværre ikke med, de syntes, at de var blevet for gamle til at rejse så langt, og Grandpa er heller ikke så rask mere. Og så fik jeg lov til at tage Yasmine med, da jeg ringede til dem her før aftensmaden.

 Da vi kommer ind til bordet, siger George.

 Jeg har lige talt med Dad i telefonen, for at fortælle, at jeg har forlovet mig med Yasmine. Vi er alle inviteret til deres sølvbryllup i New Delhi d. 10. oktober. Må jeg godt invitere Yasmine til middag her hjemme i morgen aften kl. 18, mor og far.

 Selvfølgelig må han det, så næste dag holder vi en lille forlovelsesmiddag kl. 18.

 Yasmine er lidt genert, men stråler af glæde, da både far og mor byder hende velkommen i familien med et stort knus.

 Jeg taler lige et øjeblik alene med hende. Hun ser på mig med et fortryllende smil.

 Jeg elsker dig for, hvad du har gjort for George. Jeg tror, at vi kan blive meget lykkelige sammen, men det vil du og den kone du finder også blive, for det fortjener I helt bestemt. Vores børn og jeres børn vil blive som søskende.

 Jeg smiler varmt til hende.

 Du fik den rigtige mand, Yasmine, det er jeg helt overbevist om.

 Hendes øjne stråler.

 Det er jeg også.

 Og så får jeg ellers et stort knus.

 Ved sølvbrylluppet for jeg lejlighed til at være lidt alene med Elisabeth.

 Da jeg spørger hende, om hun tror, at hendes far vil gå med til, at vi gifter os, slår hun armene om min hals og giver mig et kys.

 Hvis han siger nej, kan du tro, at han skal få med mig at bestille.

 Så bliver hun alvorlig.

 Mener du stadig det med de fem små forældreløse indiske børn.

 Jeg nikker.

 Ja, og når du har boet her i mindre end et år, er jeg sikker på, at du vil være helt enig med mig.

 Forskrækket ser hun på mig.

 Mener du, at vi skal bo her i Indien. Jeg troede, at du ville komme til England.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, min lille skat, jeg må blive i Bombay. Når jeg er færdig med universitetet, skal jeg hjælpe far med den virksomhed han overtog efter Granny, og en dag skal jeg så overtage den. Jeg er allerede så småt begynde at sætte mig ind i det hele. Kan du ikke gå med til det.

 Med tårer i øjnene siger hun.

 Jeg vil komme til at savne dem derhjemme, men hvis du bliver her, har jeg ikke noget valg. Fra jeg så dig første gang, var jeg klar over, at jeg ville giftes med dig en dag, hvis du da ville have mig.

 Jeg smiler glad.

 Jeg lover dig lille elskede. Mindst en gang om året tager vi til England, og dine forældre og din søster skal altid være velkomne her.

 Hendes far går med til bryllup uden protester. Han ser på mig med et lunt smil og siger.

 Jeg tør ikke andet, jeg kender jo Elisabeths temperement, hvis hun ikke får sin vilje, men det må du jo lære at leve med, min dreng. Jeg ønsker jer begge al mulig held og lykke.

 Elaine smiler varmt til mig.

 Som medlem af Scotland Yard havde jeg fundet ud af det. Jeg tror, at I vil blive meget lykkelige. Jeg kunne i hvert fald ikke ønske min datter en bedre mand.

 Jeg smiler uvilkårligt, men bliver så alvorlig igen.

 Jamen betyder det virkelig ikke noget for jer, at jeg hverken er jarl eller lord. Jeg har jo ingen titler.

 Elaine giver mig et stort knus.

 Du har noget, der er lanmgt, langt vigtigere. Du har en helt enestående kærlighed, den er langt mere værd end al verdens titler.

 Vi bliver selvfølgelig ønsket rigtigt tillykke af alle.

 George smiler bredt, da han giver Elisabeth et knus.

 Nå, var det ikke godt, at jeg tog ham med til England den gang.
 Elisabeth giver ham et kys.

 Jo, det er nok det bedste, du nogensinde har gjort.

 Elisabeth og Yasmine bliver meget hurtigt gode venner.

 George og Yasmine bliver gift i New Delhi i begyndelsen af december, og så flytter George hen til hende.
 Elisabeth og jeg bliver gift i England i julen, og da er hele familien samlet.

 På hjemvejen tager far og mor over Danmark, for at ordne de sidste ting, der skal ordnes. Toms far og mor har købt huset, men der er jo en del, der skal afvikles, nu da de ikke vender tilbage til Danmark.

 Elisabeth og jeg tager direkte til Bombay.

 Den kommende tid er travl. George og jeg fortsætter på universitetet, men George må også sammen med Yasmine tage sig af den virksomhed, hun havde arvet efter sin far. En stor kemisk fabrik.

 Jeg hjælper også far så meget, jeg kan få tid til, ved siden af studierne. Mor gør alt, hvad hun kan, for at Elisabeth skal befinde sig godt, og det går da også fint, bl.a. fordi de holder meget af hinanden.

 Elisabeth og jeg har fået vores egen fløj i huset, så vi kan være os selv, når vi trænger til det. Mindst en gang om ugen er George og Yasmine henne hos os eller vi er henne hos dem.

 Da George og jeg er færdige på universitetet, har han fået en lille pige, og Elisabeth og jeg har fået en lille dreng.
 Vi har været i England, som jeg lovede hende, men den sidste gang, vi var på vej hjem i flyveren, sagde hun.

 Det bliver nu rart at komme hjem igen, jeg var begyndt at savne det.

 I løbet af de kommende år lykkes det os at adoptere to drenge og to piger. Drengene er ca. på alder med vores søn, og pigerne er nok et års tid yngre.

 Pludselig en dag falder jeg, næsten bogstaveligt, over en dreng på gaden. Han ser ud til at være 9 – 10 år. Han ser forskræmt på mig. Hans eneste påklædning er et par meget snavsede og lasede bukser, og han er radmager.

 Senere bliver jeg klar over, at det nok især var hans øjne, jeg faldt for.

 Jeg tager ham med hjem, og holder godt fast i hans hånd, for han ser mest af alt ud til at ville stikke af, hvis han fik chancen. Da vi kommer hjem, er det første jeg gør, at tage ham i bad. Han er møgbeskidt og kunne også lugte bedre.

 Omsider er han ren. Jeg ruller ham ind i et stort badelagen og bærer ham ud i køkkenet, hvor jeg sætter ham i en stol. Han vejer næsten ingenting. Så sætter jeg noget mad frem til ham.

 Han ser bange på mig.

 Med et smil prøver jeg at forklare ham, at han bare kan spise så meget han vil.

 Grådigt kaster han sig over maden. Den dialekt han taler er ikke nem at forstå, selvom jeg efterhånden er blevet nogenlunde god til indisk. Jeg finder dog ud af, at han ingen forældre har og har boet på gaden i flere år.

 De andre børn leger inde i børneværelset under opsyn af en barnepige.

 Lidt efter kommer Elisabeth hjem. Hun smiler til os og siger.

 Nå der har vi nok nr. fem, kan jeg se, hvor gammel er du.

 Jeg spørger ham på mit bedste indisk, og han svarer, at han tror, han er 11 år.

 Jeg aftaler nu med Elisabeth, at hun skal tage sig af ham, mens jeg går ud og køber noget tøj til ham. Da jeg kommer hjem en times tid senere, sidder Elisabeth med ham på skødet og prøver at tale godt for ham.

 Hun smiler.

 Det har været lidt anstrengende. Han ville stikke af, men han havde jo kun håndklædet. Det tog jeg så fra ham og fik ham forklaret, at hvis han blev, fik han det om sig igen. Nu har jeg så fået lov til at give ham et lille knus og tage ham på skødet, så det er da fremskridt. Han må have været skrækslagen, for hans lille hjerte hamrede, og angsten lyste ham ud af øjnene.

 Jeg hjælper ham så i tøjet, men han vil ikke have noget på fødderne. Så henter Elisabeth de andre børn og forklarer dem, at det er deres ny broder.

 Han ser fra børnene til Elisabeth og mig. Da de hver især giver ham et lille knus, kan jeg se, at der kommer et lille forsigtigt smil på hans ansigt.

 Lidt efter haler de andre ham så med ind i legeværelset.

 Elisabeth og jeg ser på hinanden.

 Det vil nok ikke vare så længe, før han kommer til at befinde sig helt godt hos os.

 Om aftenen kommer han til at dele seng med vores egen George. Vi har ikke nået at få fat i en seng mere, men George har selv spurgt, om storebror godt må sove hos ham i nat.

 Jeg har prøvet at spørge, hvad han hedder. Det lyder som noget i retning af Kim, så det kalder vi ham. Han lader til at være kvik, for ved aftensmaden lægger han nøje mærke til, hvordan de andre spiser og gør  det så på samme måde.

 Om aftenen har vi besøg af George og Yasmine.

 De ler, da de hører, at vi har fået vores femte plejebarn.

 George siger.

 Du er jo også den ældste, så det er da meget naturligt, at du først nåede op på de fem.

 De er lige med inde og se på de sovende børn.

 George har fået tårer i øjnene, da han ser Kim og lille George ligge med armene om hinanden og sove trygt. Han ser op på os andre.

 Det var den livsopgave far talte om den dag. Det tror jeg aldrig, at vi kommer til at fortryde, at vi begyndte på.

 Den næste dag får Kim sin egen seng, men da vi lidt senere ser ind til børnene, ligger George ovre hos ham. Vi lader dem selvfølgelig ligge sammen. Vi er klar over, at George gerne vil give Kim noget af den tryghed, han har savnet i så mange år.

 En månedstid senere, da vi er henne hos George og Yasmine en aften, fortæller de, at de den samme dag hver især har fundet en dreng, som de har taget med hjem. Ham Yasmine havde med hjem var ca. 8 år og ham George havde med hjem var nok på alder med vores Kim, altså ca. 11 år.

 De fire piger ligger i et værelse, og de to nye drenge har fået deres eget værelse, sammen med deres egen dreng.

 Knap et par måneder efter at vi har fået Kim, er han pludselig forsvundet en dag. Vi kan ikke rigtig forstå det, for han lod da til at værte glad for at være hos os. Han var også glad for de andre børn og de bestemt også for ham. Især lille George var meget glad for Kim, så han er ulykkelig over, at han er væk.
 Vi lover selvfølgelig at gøre, hvad vi kan for at finde ham, men det er temmelig håbløst at finde en dreng i en millionby.

 En uges tid senere, dukker han imidlertid op af sig selv en aften, da vi skal til at gå i seng.

 Han er meget snavset og har kun sine bukser på. Han står og ser ned i gulvet, så siger han tøvende.

 Må jeg godt blive hos jer, jeg har savnet jer sådan.

 Elisabeth omfavner ham og siger.

 Jamen hvorfor gik du Kim.Vi har jo også savnet dig meget. Lille George var ulykkelig over, at hans kære storebror var væk, og det var de andre bestemt også.

 Han ser på hende med store tårer i øjnene.

 Jeg troede ikke, at I kunne have så mange børn, måske nok de små, men jeg skulle jo være gammel nok til at kunne klare mig selv.
 Elisabeth knuger ham ind til sig.

 Du er jo vores store søn, dig vil vi bestemt ikke af med. Vi kan have flere børn, hvis det skal være, men dig kan vi i hvert fald ikke undvære.

 Nu tager far dig i bad, og så får du lov til at sove mellem ham og mig i nat, fordi du kom hjem til os igen. I morgen kan du lege med de andre igen, men så må du også love os, at du aldrig mere går fra os.

 Han har nok ikke forstået det hele, men meningen har han forstået, det kan vi tydeligt se på hans ansigtsudtryk.

 Jeg løfter ham op fra Elisabeth og tager ham med ud i bad. Da han er blevet ren, ruller jeg ham ind i set store badehåndklæde og bærer ham ind i vores soveværelse.

 Han slår armene om halsen på mig og ser mig lige ind i øjnene, mens han hvisker.

 Daddy, my Daddy.

 Jeg lægger ham midt i sengen og tager min pyjamas på. Elisabeth ligger allerede i sengen. Kim ruller sig over og slår armene om hendes hals og siger.

 Mammy, my Mammy.

 Næste morgen kommer lille George ind i soveværelset, inden vi er stået op. Da han ser Kim, udstøder han et hyl og springer op i sengen til os, og så får Kim et ordentligt knus.

 Kim smiler glad og gengælder knuset, mens han siger.

 Little brother, you are my little brother.
 
Med et lille smil siger jeg.

 Smut I to nu ind og kom i tøjet, og så må du hellere sige godmorgen til dine andre søskende, Kim, de har jo også savnet dig.
 Men Kim giver sig ikke tid til at komme i tøjet først, han farer ud af sengen  og ind til de andre og giver dem et stort knus hver.

 Lille George giver Elisabeth og mig et knus hver og jubler.

 Hvor var det dog godt, at Kim kom hjem til os igen.

 Elisabeth smiler til ham.

 Ja, min ven, det er far og jeg helt enige med dig om.

 I løbet af de kommende år får både George og Yasmine og Elisabeth og jeg endnu et par adoptivbørn hver. De finder sig hurtigt tilrette, ikke mindst takket være de andre børn, der uden mindste forbehold regner dem som deres søskende.

 Far og mor nyder også, at der er så meget liv i huset. Far siger således.

 Når man har et stort hus, må der mange til at fylde det, og hvad er så bedre end børn, de er så dejligt livsbekræftende.

 Da vi har været gift i 10 år, spørger jeg en dag Elisabeth, om hun kunne tænke sig en tur til Danmark.

 Med et smil siger hun.

 Skal vi så ikke tage Yasmine og George med, for det tror jeg også, at de gerne vil. Jeg snakkede med Yasmine om det, den anden dag.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Du er åbenbart lige så god en tankelæser som George.

 Far og mor har ikke spor imod at se efter børnene, og vi får også aftalt, at Georges og Yasmines børn flytter hen til os, mens vi er væk

 Det synes alle børnene også godt om, de kender jo hinanden godt og kommer fint ud af det med hinanden.
 Lille George ville gerne have været med, men vi lover ham, at han nok skal få lov til at komme ud og rejse, når han bliver lidt større, han er trods alt kun 8 år.

 Og så en dag står vi og vinker farvel i lufthavnen i Bombay, inden vi går op i flyveren. Vi tager først til England og besøger Elisabeths forældre, og efter en uge der, fortsætter vi til København.

 Tom henter os i Kastrup, og så kører han os hjem til sine forældre, som har inviteret os til middag. Her får vi så også hilst på Toms kone.

 Hun ler, da hun ser os.

 Kan I ikke kende mig, vi har da ellers gået i klasse sammen.

 Tom smiler, da han ser, at vi forgæves prøver at huske, hvem hun er.

 Kan I ikke se, at det er Rita. Det var hende, der fik os  til at trække i smoking til festen hjemme hos jer.

 Rita ler stadig.

 Ja, det var den aften, jeg fik øjnene op for, hvordan Tom virkelig var. Men det varede nogle år, før han fandt ud af, at jeg ikke var så snobbet, som han troede. Han troede, at det var Carstens smoking, jeg faldt for. Men nu har vi trods alt været gift i næsten syv år og har fået to børn. Når I kommer hjem til os i morgen, får I dem at se. De er bare pragtfulde.

 Tom smiler.

 Det er da klart, hvordan skulle de blive andet med de forældre.

 Rita fortsætter, idet hun ser på George.

 Men hvad med jer, har du og Carsten og jeres koner så adopteret alle de børn, I talte om.

 George smiler.

 Ja, Yasmine og jeg har selv fået en pige og en dreng og har i årenes løb yderligere adopteret 7 børn.

 Jeg nikker.

 Ja, og Elisabeth og jeg har selv fået en dreng og har så til gengæld adopteret 8 børn. Den ældste er 13 år nu, lige som Georges den ældste, og de to hjælper far og mor med at holde styr på alle de andre, for de er alle sammen flyttet hen til os, mens vi er væk. Så I kan tro, at der er liv og glade dage, for de føler sig alle som en stor familie.

 Toms mor ser på os.

 Det må jeg nok sige. I har da levet op til de løfter, I gav som drenge.

 George ler.

 Ja, men det bedste er nu, at vi holder lige så meget af alle vores adopterede unger, som af dem, vi selv har produceret.

 Af hensyn til Yasmine og Elisabeth taler vi engelsk under middagen, men det sker, at der smutter nogle danske ord med ind i mellem, selvom Rita også taler glimrende engelsk.

 Da vi har spist, siger Tom.

 Der er altså en, vi har bestemt, at I skal hilse på her i eftermiddag. Det er en, der meget gerne vil møde jer.

 Jeg ser på ham.

 Det er da vel ikke vores gamle skoleinspektør.

 Tom ler højt.

 Jeg burde have vidst det, hvordan kan man holde noget hemmeligt for jer. Du har helt ret. Han er 60 år nu, men stadig frisk og rask. Han ville meget gerne hilse på både jer og jeres koner, så jeg lovede, at vi kom i eftermiddag. Men trods alt var I nok ikke klar over, at det er Ritas far.

 George slår ham på skulderen.

 Et – nul til dig. Det var vi ikke klar over, men det bliver dejligt at hilse på ham. Han er et pragtfuldt menneske.

 Rita smiler.

 Tænk, det siger han også om jer.

 Vi bliver modtaget med åbne arme af Ritas forældre, og snart snakker vi fint.

 Efter kaffebordet siger faderen.

 Jeg har noget, jeg gerne vil bede jer om. I skal sikkert nå en masse, mens I er i Danmark, men kan I afse et par timer til at komme hen på jeres gamle skole og fortælle børnene lidt om jer selv og alle jeres børn. Det ville jeg være meget glad for.

 Selvfølgelig siger vi ja.

 George siger.

 Det er jo alle tiders chance til at fortælle om, at den ide far gav os i sin tid, kan lade sig gøre. Måske er der nogle af dem, der kunne få lyst til at gøre det samme, når de bliver voksne.

 Faderen smiler.

 Ja, ilden brænder stadig, kan jeg mærke. Vi har stadig sponsorbørn i de forskellige klasser, og jeg har da også stadig et par stykker. De første er blevet voksne og klarer sig fint nu, jeg hører stadig fra dem et par gange om året, og så fik jeg nogle nye.

 Den næste dag er vi henne på skolen. Det er helt ejendommeligt at komme der som voksen. Det er som om den er mindre nu. Vi bliver inviteret på kaffe på lærerværelset. De fleste lærere er nye, men bl.a. vores gamle engelsklærer er der stadig. Da jeg hilser på ham, siger han.

 Ja, dit engelsk var helt pænt, da du var dreng og havde lært George at kende, men man kan godt høre, at der er mere stil over det nu. Nu er det mig, der skal tænke over, om jeg taler korrekt.

 Leende siger jeg på dansk.

 Jamen nu har jeg jo også næsten udelukkende talt dansk i over ti år, fordi min kone er englænder. Det giver træning, og det er nok noget af det vigtigste.

 Vi er rundt i klasserne og fortælle. I de større klasser taler vi engelsk, men i de mindre klasser taler vi danske, så alle kan forstå os. Vi prøver dog også at tale indisk og lære dem nogle indiske ord, så de kan høre, hvordan det lyder.

 Flere af dem spørger, om vi kommer igen og om vi så har alle vores børn med.

 Elisabeth får således spørgsmålet af en dreng i 6.klasse.

 Hun ler og siger, at det nok ikke bliver foreløbig, men han kan jo prøve at spare sammen, så han komme en tur ud og besøge os. Han skal være meget velkommen.

 De andre i klassen griner ad ham, men han ser hende lige i øjnene.

 Mener du det.

 Elisabeth ser over på mig, så smiler hun til drengen.

 Det kan du være helt sikker på. Hvis du kommer, skal jeg få min ældste dreng til at vise dig rundt i Bombay. Han er på alder med dig og hedder Kim.

 Vi havde afsat et par timer til at være på skolen, men det ender med, at vi bliver der hele dagen.

 Børnene synes, at det er alle tiders, at hele dagen står i Indiens tegn. Alt det daglige arbejde er lagt til side denne dag.

 Skoleinspektøren siger.

 Det er jo ikke hver dag, at man får gæster så langvejs fra, så når det sker, må det da fejres.
 Da vi kommer hjem til hotellet for at hvile os lidt, siger Elisabeth.

 Jeg har fået en ide. Hvis vi nu udskrev en konkurrence om, hvem der kunne skrive den bedste stil om Indien, så kunne vi lade førstepræmien være en tur ud og besøge os i f.eks. 14 dage.

 Med et stort smil siger jeg.

 Du har sikkert allerede bestemt, hvem der skal vinde. Din lille beundrer fra 6. klasse.
 Hun bliver lidt rød i hovedet.

 Tror du, at han ville få lov.-

 Uden tvivl, hvis du spørger hans forældre.

 Jeg kunne faktisk have lyst til at prøve.

 Alvorligt siger jeg.

 Så må han nok hellere følges med os, når vi rejser hjem.

 Du synes altså ikke, at det er en helt tosset ide, jeg har fået.
 Jeg smiler stort.

 Jo da, men jeg er sikker på, at du har en grund, i øvrigt elsker jeg tossede ideer, især dine.

 Elisabeth langer smilende ud efter mig, men bliver så alvorlig igen.

 Jeg har bl.a. to gode grunde. Dels minder han mig om dig, som du så ud, første gang, jeg mødte dig. Dels følte jeg, at netop han havde brug for en oplevelse, som ingen af hans klassekammerater kunne gøre ham efter. Der var et utroligt ensomt blik i hans øjne, da han så på mig, efter at kammeraterne havde grinet ad ham. Jeg tror ikke, at han har nogen venner.

 Godt, lad os snakke med Ritas far om det i morgen. I aften skal vi til middag hos den indiske ambassadør, det minder mig om gamle dage.

 Middagen går fint, og George og jeg får lov til at gå op og se vores gamle værelse, sammen med vores koner. Ambassadøren har ikke selv børn, men er utrolig flink og hyggelig at snakke med.

 Næste dag får vi en lang snak med Ritas far og får en hel del at vide om drengen Jan  og hans forældre.

 George og Yasmine synes vældig godt om Elisabeths ide. De vil gerne hjælpe med at overtale Jans forældre, hvis det bliver nødvendigt.

 Begge Jans forældre er lærere og det viser sig ganske rigtigt, at Jan ikke har nogen venner. Han lader til at være lidt af en enspændernatur, dygtig i skolen, men klassekammeraterne bryder han sig ikke om. Det er tilsyneladende ikke første gang de andre har grinet ad ham, når han har sagt noget.

 Vi får adressen af Ritas far og bliver enige om at droppe ideen med stilen. Vi kan jo risikere, at en anden kan skrive en bedre stil end Jan.

 Jan og hans forældre er meget overraskede, da vi dukker op hjemme hos dem om eftermiddagen.

 Jasn har selvfølgelig fortalt om os der hjemme, og vi har også hilst på forældrene på skolen, men de har ingen anelse om, hvorfor vi pludselig dukker op hjemme hos dem.

 Moderen er meget forskrækket, da vi mens vi får en kop kaffe, foreslår, at Jan kan tage med os til Indien en 14 dages tid.

 Jan er inde på sit værelse, så han hører ikke vores diskussion.

 Faderen ser fra Elisabeth til mig og siger lidt tøvende,

 Og hvorfor har I så netop valgt Jan.

 Jeg ser på Elisabeth med et smil.
 Det må min kone nok hellere selv forklare, det er hendes ide, men jeg synes, at den er god alligevel.

 Elisabeth truer smilende ad mig, men fortæller så om sin ide om en stil om Indien, så fortsæøtter hun.

 Men så kom jeg til at tænke på, om Jan nu også var den bedste til at skrive stil, og der var noget ved ham, der gjorde, at jeg sagde til min mand, at det netop var ham, jeg gerne ville have med.

 Ud af alle de børn, vi så på skolen i går, var det Jan, der gjorde det største indtryk på mig.

 Han slugte alt, hvad vi fortalte. Hans øjne levede med i det hele. Da vi fortalte om alle vores børn, kunne jeg se en længsel i hans øjne, der sagde. Hvor ville jeg dog gerne opleve det.

 Det var et blik, jeg genkendte fra vores ældste søn. Desuden mindede han mig utrolig meget om min mand, som han så ud, første gang jeg mødte ham, selvom Carsten vel var et årstid ældre end Jan er i dag.

 Moderen siger stilfærdigt.

 Jan er vores adoptivbarn. Desværre er det aldrig lykkedes os at få ham til at vise, om han holder af os. Måske gør han, men han viser det ikke, det er som om han har en blokering mod at vise sine følelser. Han er myreflittig i skolen og passer også altid de ting vi sætter ham til her hjemme ganske upåklageligt. Men rigtig glad har vi aldrig set ham.

 Det er som om han mangler noget, vi ikke kan give ham. Vi elsker ham begge to meget højt, og det tror jeg godt, at han er klar over, men alligevel er det, som om han holder afstand til os.

 Hun ser over på sin mand.

 Tror du, at det ville være en god ide at give ham lov til at tage med.

 Faderen nikker tankefuldt.

 Ja, men så tror jeg, at vi skal holde os til den oprindelige ide med stilen. Jeg ved, at hvis Jan virkelig vil vinde, så er der ingen af hans kammerater, der kan skrive en bedre stil. Så vil han også føle, at han har gjort en indsats for at gøre sig fortjent til at opnå det, han gerne vil.

 Elisabeth ser på ham.

 Og hvis han vinder konkurrencen giver I ham lov til at tage med os.

 Faderen ser alvorligt på hende.

 Ja, det gør vi. Det er jo en oplevelse, som kun de færreste får mulighed for at opleve. Det ville være helt forkert af os at sige nej.

 Jeg er overbevist om, at I vil passe godt på ham, og måske kan den oplevelse gøre ham til en glad dreng.

 Lidt efter tager vi afsked. Vi er kommet til at sætte stor pris på begge Jans forældre gennem vores samtale.

 Da vi kommer tilbage til hotellet, siger Elisabeth.

 Jeg håber, at vi kan sende en glad dreng hjem til dem, for det fortjener de , men det skal nu også nok lykkes, det er jeg sikker på.

 Den næste dag giver skoleinspektøren 6.klasserne besked om, at vi har udskrevet en konkurrence om, hvem der kan skrive den bedste stil om Indien. Præmien for den bedste stil er en tur til Bombay, hvor vinderen skal bo hos os i 14 dage. De får en uge til stilen, så kommer vi tilbage til skolen og finder vinderen.

 Det kan nok være, at der bliver ivrig snakken på skolen.

 Vi får senere at vide, at da Jan kom hjem fra skole, fortalte han om stilekonkurrencen, så så han fra sin far til sin mor.

 Hvis jeg kan vinde den stilekonkurrence, må jeg så få lov til at tage af sted.

 Faderen havde smilende sagt.

 Det må du, helt bestemt.

 For første gang havde Jan smilet rigtigt.

 Tusind tak, far og mor. Jeg elsker jer. I kan tro, at jeg skal gøre mig umage, så min stil bliver den bedste. Jeg tager hen på biblioteket med det samme for at finde oplysninger.

 Vi fire er taget ned til den lille ø, som George og jeg kalder vores. Der er vi  nede i fem dage og nyder rigtigt, at vi fire er alene sammen.

 Vi bader, snakker og hygger os og får rigtig slappet af. En dag kommer Tom og Rita der ned, og det er også hyggeligt. Den aften vi kommer tilbage til hotellet i København, hører jeg, at Yasmine siger til Elisabeth.

 Nå, hvordan tror du, at det går med Jans stil.

 Elisabeth smiler.

 Jeg er i hvert fald overbevist om, at han vil gøre sit allerbedste.

 To dage efter kommer vi hen på skoleinspektørens kontor for at læse stilene.

 Med et smil siger han.

 Vi har sat numre på stilene, så ingen kan beskylde os for at snyde. Det må også være det mest retfærdige.

 De næste timer pløjer vi os igennem over 50 stile. Nogle kan vi hurtigt sortere fra som ikke særlig gode, men de fleste er faktisk ret gode.

 Da vi har været dem alle igennem første gang, ser Elisabeth på mig. Da stilene er på dansk, er det jo kun George og mig, der kan læse dem.

 George smiler til hende.

 Der er faktisk mange, der fortjener en præmie. Jeg var ikke klar over, at der var så mange, der vidste så meget om Indien. Det bliver sværere at finde den bedste, end jeg troede.

 Efter endnu en gennemlæsning, har vi fundet frem til to, der faktisk er lige gode. George siger smilende.

 Skal vi tage dem begge med, eller skal vi trække lod.

 Elisabeth ser bedende på mig.

 Ok. Så tager vi dem begge. I får den ene og vi tager den anden.
 George ler.

 Så tager vi nr. 7 og I får nr. 21, men vi kan evt. bytte.

 Vi går så ind til inspektøren for at få navnene.

 Han smiler bredt, da han hører vindernumrene.

 Er I enige om, at I vil have begge med.

 Vi nikker alle fire, og så ler han hjerteligt.

  Nr. 21 er Jan, og nr. 7 er såmen mig, det var da godt, at min stil ikke faldt helt igennem.

 George ler højt.

 Du går ganske vist ikke i 6.klasse, men du skal være meget velkommen alligevel, det er helt sikkert.

 Inspektøren ryster på hovedet.

 Det er nok ikke så god en ide lige i øjeblikket, min kone er ikke rigtig rask, men hvis der senere viser sig en lejlighed, håber jeg, at invitationen står ved magt.

 George trykker hans hånd.

 Det kan du roligt regne med.

 Vi må vel hellere offentliggøre resultatet af konkurrencen i næste time, så samler jeg 6 klasserne.

 Da vi kommer ind til børnene, ser de spændte på os.

 Jeg kan se, at Jan ser nervøs ud, men det er der nu flere, der gør. Vi er blevet enige om, at George skal fortælle, hvem vinderen er.

 Han starter med at sige, at alle har ydet en virkelig fin indsats. Jeg er imponeret over, hvor meget I ved om Indien. Det ville have været morsomt, om vi kunne have haft jer alle med derud, så I kunne se Indien med egne øjne. Det kan desværre ikke lade sig gøre, men vi har besluttet at invitere jer alle med i Tivoli, den sidste aften vi er i Danmark. Det bliver torsdag i næste uge.

 Der bryder en vældig jubel løs.

 George fortsætter.

 Men hvem blev det så, der skal have pakket sin tandbørste m.m., have vaccinationer og have ordnet en masse papirer. Ja, det blev altså dig, Jan.

 Nu kan du så komme ud og se alt det, du har beskrevet så udmærket i din stil. Jeg har oversat den for min kone og min svigerinde, for de kan jo ikke dansk. Min kone er jo rigtig inder, ved du hvad hun sagde.

 Den dreng ved jo mere om Indien, end mange indere gør.

 Det kalder jeg ros.

 Så Jan, nu får du et brev med hjem til dine forældre om, hvad der skal ordnes, og i morgen tager vi sammen hen på¨den indiske ambassade og får ordnet en masse papirer. Jeg håber da, at du får lov at tage med.

 Jan er blevet meget bleg, men sender dog Elisabeth et strålende smil, som om han har en anelse om, hvem der står bag denne ide.

 Efter masser af lykønskninger, endda fra klassekammeraterne, tumler han hjem, helt svimmel af lykke.

 Om aftenen tager Elisabeth og jeg ud til Jans forældre, for at aftale de forskellige ting, der skal ordnes.

 Det er Jan, der åbner døren, da vi ringer på. Da han ser, at det er os, siger han med lidt usikker stemme.

 Er det rigtigt, er det virkelig mig, der skal med jer til Indien.

 Jeg slår ham på skulderen og smiler bredt.

 Det er det min ven, og det er ærligt fortjent. Du må have brugt mange timer på den stil.

 Han smiler.

 Jah, men det blev jo mere og mere spændende, jo mere jeg arbejdede med det.

 Så kommer hans mor ud i gangen.

 Kom dog indenfor. Jan, man lader da ikke gæster stå ude i gangen.

 Vi bliver der et par timer og har det meget hyggeligt. Da Jan er blevet sendt i seng, siger faderen.

 Det er rigtigt, at Jan har brugt mange timer på den stil, men han ville simpelthen yde den bedste præstation, han kunne. Han fortjente at blive nr. 1. Men jeg synes, at der er et stykke fra det og til at modtage jeres tilbud. Jeg synes ikke rigtig, at prisen svarer til indsatsen. Mener I virkelig, at Jan skal med jer til Indien i 14 dage.

 Elisabeth smiler.

 Ja, måske endda hellere 3 uger, der er jo meget at se. Han har ærligt fortjent det. Min svigerinde, som jo er inder sagde, at der var ikke mange indere, der vidste så meget om deres land. Derfor fortjener han også at opleve Indien selv. Hvis jeg ikke tager meget fejl, vil den tur være en oplevelse for ham, som han kan have glæde af i mange år, måske resten af livet. Jeg tror også, at I får en glad dreng hjem, der er parat til at fortælle jer om alle sine oplevelser.

 Moderen smiler.

 Jan virker allerede meget gladere.Da han kom hjem fra skole, slog han armene om halsen på mig og jublede.

 Mor, mor. Det blev mig, der vandt turen til Indien.

 Så så han forskrækket på mig.

 Jeg må da godt få lov til at tage af sted for dig og far, ikke.

 Så lo jeg og sagde.

 Jo, min dreng, når du har vundet en rejse ved at skrive den bedste stil, så skal du bestemt også have lov til at tage af sted, selvom vi nok vil komme til at savne dig.

 Så så han alvorligt på mig.

 Jeg vil nok også komme til at savne jer, for jeg elsker jer jo, men jeg kommer da hjem igen.

 Da min mand kom hjem, fik han den samme tur.

 Jeg kan ikke mindes, at jeg har set ham så glad før.

 Vi aftaler nu de forskellige ting, der skal ordnes, de papirer, der skal skaffes o.s.v. Da vi skal til at gå, siger jeg.

 Min bror inviterede alle Jans klassekammerater i Tivoli, den sidste aften vi er i Danmark. Min kone og jeg vil gerne invitere Jan og jer med, som en festlig afslutning på vores Danmarksophold. Det er første gang, min kone og min svigerinde er i Danmark, så det skal da fejres med maner.

 De kommende dage har vi travlt, men vi når dog også at komme ud og se forskellige seværdigheder, som vores koner har hørt om og gerne vil se.

 En dag tager jeg Jan med ud for at købe noget tøj. Det er hans forældre ikke helt tilfredse med i starten, men da jeg siger, at det hører med i præmien, giver de sig hovedrystende med et lille smil.

 Jan er helt fortumlet. Han siger flere gange til mig.

 Jeg kan stadig ikke tro på, at det er rigtigt, det er jo som en drøm. Jeg tror ikke, at jeg føler mig helt overbevist, før jeg sidder i flyveren og stadig er med, når den letter. Han har fået fri fra skolen til han skal afsted for at han kan være til rådighed, når vi får brug for ham.

 En dag, da han er henne hos os på hotellet for at få ordnet noget, tager George ham i nakken og siger.

 Husk nu min ven, at du skal have øjne og ører åbne hele tiden, så du kan fortælle din far og mor om alt, hvad du har oplevet, når du kommer hjem igen. For at hjælpe dig lidt, vil min kone og jeg give dig dette fotografiapparat med alle de film, du skal bruge, på en betingelse! At du også kommer hen og bor hos os et par dage.

 Elisabeth ler.

 Måske kan I få lov til at låne Jan et par dage, hvis han da selv har lyst.

 Jan ser lidt forvirret fra den ene til den anden, så kommer det lidt forknyt.

 Jeg skal nok gøre, hvad I siger.

 Jeg smiler beroligende til ham.

 Du skal først og fremmest have det rart, men min lillebror kan også være vældig flink, selvom han elsker at drille. Det opdager du nok, når du lærer ham bedre at kende, så du vil også få det rart henne hos ham, det lover jeg dig, ellers får han øretæver af mig.

 Vi er begyndt at tale engelsk med Jan, dels for at han kan forstå Elisabeth og Yasmine, men også for at han kan forstå børnene, når vi kommer hjem til os.

 Torsdag aften er vi så i Tivoli med Jan og hans forældre, Tom, Rita, skoleinspektørens og alle eleverne fra 6.klasserne. Det bliver en herlig aften, synes alle.

 Vi aftaler, at vi kommer forbi og henter Jan næste morgen, når vi kører til lufthavnen.

 Da vi holder uden for døren, kommer Jan og hans forældre ud. Jan er meget bleg. Forældrene smiler og ønsker god rejse. Han giver dem et knus og kravler ind i taxaen, mens chauføren anbringer hans kuffert i bagagerummet.

 To minutter efter kører vi så og vinker til Jans forældre. Jan er meget tavs og meget alvorlig.

 Da vi er kommet ud i lufthavnen og er blevet checket ind, ser han fra Elisabeth til mig og synker en gang, og så klarer hans ansigt pludselig op i et strålende smil.

 Det er rigtigt. Jeg skal virkelig afsted.

 Da vi er kommet op i flyet og har fået sat os godt til rette, siger George.

 Ja, nu er det for sent at fortryde, for nu letter vi. Men jeg lover dig, at vi fire og vores børn vil gøre alt, hvad vi kan, for at du ikke får nogen grund til at fortryde.

 På flyveturen taler vi udelukkende engelsk med Jan, men lærer ham dog også et par indiske vendinger. Han er meget interesseret og meget lærenem.

 Vi har aftalt, at Jan skal kalde os onkel Carsten og onkel George, tante Yasmine og tante Elisabeth, så det føles som en slags familie og ikke alt for fremmed. Vi har forberedt ham på, at vi bor i nogle temmelig store huse og har en del tjenestefolk, men ellers er vi ganske almindelige mennesker.

 Da George sagde det, lo Jan højt.

 Nej, almindelige er I i hvert fald ikke. Jeg kan godt regne ud, at I er noget stort, ellers havde I heller ikke kunnet invitere mig med, men snobbede er I i hvert fald ikke. I er nogle dejlige mennesker alle fire, ellers havde I da heller ikke adopteret så mange forældreløse børn.

 Elisabeth hvisker til mig.

 Hvor er han dejlig uimponeret. Han holder af os som mennesker, ikke fordi han synes, at vi er noget stort.

 I lufthavnen i Bombay bliver vi hentet af far og kører så hjem.

 George og Yasmine tager hjem til sig selv og vi aftaler, at vi ses igen en af de første dage.

 Far hilser smilende på Jan, der bukker dybt. Så går vi ud til bilen og en halv time efter er vi hjemme. Mor tager imod os i døren og siger, at børnene venter meget spændt på at se Jan, men selvfølgelig også på at sige goddag til deres forældre.

 Et øjeblik efter kommer ungerne stormende og falder Elisabeth og mig om halsen. Vi har jo været længe væk, så der er ikke noget at sige til, at de har savnet os. Da den første gensynsglæde har lagt sig, begynder børnene at se interesseret på Jan, der ser helt fortabt ud.

 Så går Kim hen til ham og rækker ham hånden. Med et stort smil siger han.

 Du er Jan, jeg er Kim, velkommen. I like you.

 Mor smiler.

 Ja mere dansk kan Kim ikke endnu, men jeg har hørt, at du kan lidt engelsk, så I finder nok ud af det sammen.

 Kim lægger sin ene hånd på Jans skulder og præsenterer ham så for de øvrige børn.

 Lille George smiler bredt.

 Jeg kan også lidt dansk, det har far lært mig.

 Så fortsætter han.

 You look like a picture of my father, when he was a boy.

 Det giver et sæt i Elisabeth, det var jo netop det hun havde sagt til mig.

 Hun forklarer nu Kim og lille George, at de skal vise Jan rundt i huset, når han har fået et bad og er blevet klædt om, og så skal han ellers dele værelse med dem. Hun slutter.

 Husk så, vi spiser om to timer.

 Da vi sidder ved maden, spørger jeg Jan om, hvordan det går med at forstå hinanden.

 Han sender mig et strålende smil.

 Hvis vi ikke lige forstår hinandens ord, så klarer vi os fint med fingersprog, med det kan man næsten forklare alt.

 Vi er blevet enige om, at vi ikke går for sent i seng i aften. Jan ser ud til at være godt træt, og det accepterer Kim og lille George uden at kny.

 Ved nitiden er de i seng alle tre. Elisabeth stikker lige ind til dem for at sige godnat. Hun hvisker til Jan.

 Savner du dem derhjemme lidt.

 Han ryster på hovedet.

 Der var et øjeblik, da jeres børn tog imod jer, men I er jo alle sammen så flinke mod  mig, så nu gør jeg ikke mere. Jeg synes så godt om Kim og lille George. Det er allerede, som om jeg havde kendt dem længe.

 Elisabeth giver dem et godnatkys hver og siger godnat, idet hun går.

 Næste morgen vågner Jan ved, at lille George hopper op i sengen til ham. Han kilder ham i siderne, mens han leende siger.

 Get up, get up. Spise.

 Kim sætter sig op i sengen.

 Take it easy. Jan has not small brothers og sisters. Don´t hurt him.

 Lille George bliver ved med at le og lægger sin kind ind mod Jans.

 Oh, but I really like him. Shall we have a bath before breakfast. Who is the first under the shower.

 Et øjeblik efter er alle tre drenge under bruseren, og så skynder de sig at blive tørret og komme i tøjet og ind til morgenbordet sammen med de andre børn.

 Det tøj, jeg har købt til Jan, er magen til det, de andre går med, og det har jeg hurtigt opdaget, at Jan er meget glad for.

 Om formiddagen viser Kim og Lille George ham rundt i den nærmeste omegn af huset. Jan har husket sit fotografiapparat og knipser ivrigt.

 Alt er jo for ham nyt og spændende.

 Ved middagsbordet kan vi allerede se, at de tre drenge kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Vi opdager også, at Jan har en positiv indvirkning på de to andre. Han virker lidt beroligende på lille George, der somme tider kan blive lidt for overstadig, mens Kim er den meget rolige og stilfærdige, der nu pludselig bliver helt ivrig, når han vil forklare Jan noget.

 De kommende dage er Jan så rundt og se på byen, sammen med Kim og lille George, og der har de gerne en af vores tjenere med til at sikre, at der ikke sker dem noget.

 En af dagene beder Kim mig, om jeg godt vil gå med. Da går vi hen i den bydel, hvor jeg fandt Kim. Han har taget min hånd og knuger den, mens han fortæller Jan om, hvordan jeg fandt ham og tog ham med hjem.

 Det er et af de kvarterer, hvor det vrimler med lasede og underernærede børn, der tigger eller stjæler, hvis de kan komme til det, fordi det er den eneste måde, de kan overleve på.

 Jeg kan tydeligt se på Jan, hvor rystet han er over forholdene. Han ser op på mig og siger med lidt rystende stemme.

 Hvor var det dog godt, at du fik Kim væk fra det her sted. Det må jo være forfærdeligt at være tvunget til at leve her.

 Jeg nikker til ham. Også jeg tænker på den dag, da jeg fandt Kim. Så siger jeg.

 Nu kan du sikkert bedre forstå, hvorfor onkel George og jeg prøver på at hjælpe nogle af de børn, som trænger så hårdt til nogen forældre. Der er kun så få, vi har gjort noget for endnu, men som min far og mor sagde til os i sin tid.

 I to kan ikke gøre noget for alle de millioner af børn, der har brug for det, men I kan begynde, og hvis I gør noget for nogle børn, kan de hver især også gøre noget for nogle børn, på den måde kommer vi et stykke videre, som når ringene breder sig i vandet.

Du er selv med til at hjælpe nogen gennem jeres fadderskab på skolen.

 Jan ser alvorligt på mig.

 Ja, og det var noget du og onkel George satte i gang. Når jeg bliver voksen, vil jeg også prøve at gøre noget for så mange, jeg kan overkomme.

 Jeg smiler til ham.

 Held og lykke med det løfte, min ven. Det vil give dig mange glæder, men også nogle skuffelser og sorger, men jeg er overbevist om, at du aldrig vil fortryde, hvad du gør for forældreløse børn.

 Lille George har været meget stille på denne tur. Da vi kommer hjem, slår han armene om halsen på Kim og knuger sig ind til ham. Så siger han.

 Hvor var det dog godt, at far fandt dig. Bedre broder findes ikke. Jeg ved godt, at jeg driller dig somme tider, men jeg elsker dig.

 Kim giver ham en svingtur og smiler glad, han siger ikke noget, men ingen af os er i tvivl om, hvad han mener, det lyser ham ud af øjnene.

 Hver dag efter middag får Jan sig en snak med Elisabeth, og det er noget, de begge sætter stor pris på. Nogle dage efter er vi så henne hos George og Yasmine alle sammen.

 George spørger så Jan, om han vil blive henne hos dem et par dage.

 Jan ser lidt usikkert på ham. Han synes, at han kender os andre så godt nu, at han føler sig godt tilpas hos os, men han vil heller ikke være uhøflig.

 Den ældste af Georges drenge, Bob, der er på alder med Kim, foreslår så, at Kim bliver her sammen med Jan, så der er en, han kender godt.

 Lille George ser lidt sur ud, men George har med det samme set på Jans ansigt, at det vil være en god ide, så han siger til lille George.

 Vi beholder dem kun et par dage, du skal nok få dem begge tilbage igen. Så kan du evt. komme hen og bo her et par dage sammen med Kim, når Jan er rejst igen. Jan skulle jo gerne se og opleve så meget som muligt, mens han er her.

 Lille George smiler skævt.

 Det er også rigtigt, jeg blev bare misundelig, det var dumt af mig, undskyld.

 De følgende par dage bliver Jan og Kim så hos George, og så er det hans tur til at vise rundt. Bob er også meget glad for, at de er der.

 Han er meget gode venner med Kim og bliver også hurtigt gode venner med Jan.

 Da Jan og Kim skal tilbage til os, siger Jan glædesstrålende til George.

 Tusind tak for nogle dejlige dage, du har været lige så flink som onkel Carsten, og det siger ikke så lidt, og tante Yasmine er også utrolig sød.

 George ser tankefuld på ham, så smiler han lidt.

 Carsten og jeg er jo også brødre. Jeg tror, at jeg vil fortælle dig, Bob og Kim, hvordan vi blev det. Du har jo ikke selv søskende, og jeg tror ikke, at Carsten har noget imod det. Måske I tre kunne have lyst til at indgå et broderskab, som vi gjorde den gang. For os to kom det til at betyde utrolig meget, ja, jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan min tilværelse ellers havde været.

 George fortæller dem nu om broderskabsritualet, og om hvordan det påvirkede hans og min tilværelse.

 Da han er færdig, ser han fra den ene til den anden, så fortsætter han.

 Jan rejser ganske vist tilbage til Danmark inden så længe, men I vil opdage, at et broderskab kender ingen grænser eller afstande. For Carsten og mig er det kommet så langt, at vi ved, hvad den anden tænker. Tro nu ikke, at jeg vil presse jer til noget. For sådan et broderskab må man kun indgå, hvis man føler i sin samvittighed, at det er rigtigt for en. Når jeg har fortalt jer om det her, er det, fordi jeg har lagt mærke til, hvor fint I kommer ud af det med hinanden, og hvor gode venner I er blevet.

 Efter at have sagt godnat, går de tre drenge ind på deres værelse. De sidder lidt på deres senge og ser på hinanden, mens de tænker.

 Så siger Kim.

 I think uncle George is right. I am ready, if you two would like to be my brothers. I love you very much Jan, and you too Bob.

 Bob nikker.

 I am ready too. What do you think Jan. Would you like to be our brother, though we are from India. You don´t have to, but I shall be very happy, if you will.

 Jan sidder lidt og ser fra den ene til den anden, så siger han med tårer i øjnene.

 I have known both of you so few days, but I am sure, I love both of you very much. I have never had such friends and have no sisters or brothers. But now you two friends will be my brothers. I feel so happy. I can´t tell you how much.

 Bob henter en skarp kniv og et glas vand.

 Drengene klæder sig tavse af og knæler på gulvet med knæene mod hinanden.

 Tavse gennemfører de ritualet, som George havde forklaret det for dem. Til sidst tømmer de glasset, blodet vil de lade sidde til næste morgen. De sidder en tid tavse og ser på hinanden, så tager de nattøjet på og går i seng.

 Lidt efter siger Jan med jubel i stemmen.

 Now you are my brothers. I have got two wonderful brothers. This evening I shal never forget, I ham so happy.

 Den næste dag tager Jan og Kim så hjem til os igen.

 Vi har nogle fine dage sammen, og Jan får fotograferet en masse, og så nærmer dagen sig, da Jan skal rejse hjem.

 Vi kan godt mærke, at han glæder sig til at komme hjem, men han lægger heller ikke skjul på, at han er sikker på, at han vil komme til at savne os.

 Den næstsidste aften siger han tankefuldt.

 Tænk, hvor kunne det være dejligt, hvis far og mor kunne komme her til Bombay.

 Lidt efter fortsætter han.

 Jeg vil gerne skrive til jer, rigtig ofte,  vil I godt skrive til mig igen en gang imellem.

 Det lover vi selvfølgelig gerne.

 Så kommer det lidt tøvende.

 Jeg kommer i hvert fald her ned igen, når jeg bliver voksen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Jeres arbejde med forældreløse børn skal fortsættes, og det vil jeg være med til. Det har jeg lovet mine to brødre, Bob og Kim. Vi blev brødre, den sidste aften vi var ovre hos onkel George.

 Jeg smiler til ham.

 George fortalte mig, at han havde fortalt jer tre om vores broderskabsritual, så jeg havde gættet mig til det. Du vil aldrig fortryde, at du har fået de to brødre. Det er jeg helt sikker på, også, at de bestemt heller ikke er blevet snydt.

 Jan smiler varmt til os begge.

 På den måde er I jo også blevet en slags forældre for mig, lige som onkel George og tante Yasmine, selvom jeg stadig har mine egne dejlige forældre.

 Jeg nikker.

 Ja, det var også det George og jeg blev enige om i sin tid. Man kan sagtens have flere hold forældre, hvorfor skulle man ikke kunne det, når man kan have flere børn.

 Da vi lidt senere går ind for at sige godnat til lille George, Kim og Jan, siger jeg med et lille smil til lille George.

 Nå George, så har du fået en broder mere. Han rejser ganske vist i overmorgen, men jeg er næsten sikker på, at han kommer igen af sig selv en skønne dag. Ellers må vi jo invitere ham.

 Kim ser op på mig.

 Du har ikke noget imod det, vel, selvom jeg ikke spurgte om lov først. Jeg holder så meget af ham.

 Jeg bøjer mig ned og giver Kim et knus.

 Noget imod, nej, helt bestemt ikke, min dreng. Man skal ikke spørge om lov til at vise sine følelser. Både din mor og jeg holder også meget af ham. Da din mor så ham første gang, fortalte hun mig bagefter, at Jan havde mindet hende om mig, som jeg så ud første gang, hun mødte mig, og da blev hun endda forelsket i mig.

 Lille George ler.

 Jamen det er også rigtigt, prøv bare at se det billede farmor har af dig, fra du var dreng. Jeg har ikke spor imod at få en broder mere, og da slet ikke, når det er Jan.

 Ok. Vi ser på farmors billede i morgen. Kan vores tre sønner sove godt. Godnat med jer.

 Elisabeth giver dem et knus og et kys hver.

 Da vi er gået, siger lille George.

 Du Jan, må jeg godt sove i din seng i nat.

 Jan smiler.

 Skal jeg så sove i din.

 Uh nej, Jeg vil gerne sove sammen med dig, må jeg godt.

 Ok. Der er plads nok, kom du bare, hvad med dig Kim.

 Et øjeblik efter ligger de sammen med Jan i midten. Lille George lægger armene om halsen på Jan.

 Jeg kommer til at savne dig meget.

 Jeg kommer også til at savne dig og Kim, ja og da også alle de andre, men du har da Kim, når jeg er rejst. Jeg har kun minder.

Så lyser hans ansigt op.

 Men nogle vidunderlige minder, og så masser af fotografier, jeg håber, at de er blevet gode.

 Kim knuger Jans ene hånd, og lidt efter sover de alle tre.

 Næste morgen har Jan stadig Kims hånd i sin, og lille George har også stadig en arm om ham.

 Vi har hjulpet Jan med at købe gaver til sine forældre, så han kan få nogle rigtig fine ting med hjem.

 Og så er det blevet den sidste dag. Selvom Jan glæder sig til at komme hjem til sin far og mor, er han også lidt ked af at skulle rejse. Ikke mindst, fordi han ved, at han vil komme til at savne de forskellige, selvfølgelig især Kim, lille George og Bob.

 George og hans familie er inviteret til aftensmaden. Lidt før vi skal spise, sidder Elisabeth og jeg og snakker med Jan.

 Han ser alvorligt på os og siger.

 Her hos jer har jeg rigtig opdaget, hvordan det er at have en stor familie, og jeg holder meget af jer alle sammen. Jeg elsker min far og mor meget højt, men i løbet af den tid her ude har jeg fået så mange gode venner, det har jeg aldrig prøvet før. Jeg troede slet ikke, at jeg kunne få venner, for jeg er jo ikke noget særligt.

 Jeg ved også godt, at jeg ikke er noget i forhold til jer. Din far er lord og ejer et slot i England og det skal lille George måske overtage en dag. Du og din far har det store handelsfirma og det her kæmpehus. Onkel Georges far er direktør i det indiske udenrigsministerium, og onkel George og tante Yasmine ejer en stor kemifabrik og bor i et palads, men alligevel har jeg følt mig så godt tilpas hos jer.

 I har ikke på noget tidspunkt ladet jer mærke med, at mine forældre bare er lærere. Jeres drenge behandler mig som en broder, og det håber jeg aldrig, at de kommer til at fortryde. Jeg har jo følt det, som om det var mine brødre og søstre alle sammen, selvom jeg aldrig har haft søskende før.

 Det har været så vidunderligt, at den oplevelse vil jeg kunne leve højt på i mange år. Forhåbentlig kan mine forældre føle min glæde over, at de gav mig lov til at tage af sted med jer, så jeg kunne få denne kæmpeoplevelse, når jeg kommer hjem.

 Hvordan jeg kan sige jer tak, ved jeg ikke endnu, jeg håber, at jeg finder ud af det en dag. I dag kan jeg bare sige, at jeg virkelig elsker jer, hvis I da bryder jer om det.

 Elisabeth har smilet, men er blevet alvorlig igen.

 Den kærlighedserklæring er rigelig tak for alt det, du synes, vi har gjort for dig.

 Du nævnte alt det, du syntes vi var i forhold til dig. Det er godt, at du ikke har følt det som en belastning for vores forhold. Du og dine forældre er jo fuldt ud lige så værdifulde mennesker, som os. Det er måden mennesker opfører sig på, det kommer an på. Det er jo ikke vores fortjeneste, hvad vores forældre er, eller hvor vi er født. Jeg kan da i øvrigt fortælle dig, at Carstens far også var lærer en gang, det var du slet ikke klar over, vel.

 Jeg smiler.

 Ja, og det er jeg slet ikke spor flov over, far er nemlig et dejligt menneske, og selvom han egentlig ikke er min rigtige far, så kunne jeg ikke have elsket ham højere, hvis han var. Min mor blev gift med ham, da jeg var tretten, og aldrig har hun gjort et bedre valg.

 Da jeg mødte onkel Georges forældre første gang, følte jeg mig mindreværdig, men hans far lærte mig noget andet og gjorde mig endda til sin søn. Derfor turde jeg også fri til en lords datter, selvom jeg ingen titler havde. Siden da har jeg altid tænkt på ham som Elisabeths fader, altså en af familien.

 Jeg håber, at du kommer her ud igen, måske kunne dine forældre også komme herud en dag, og måske endda have lyst til at blive og arbejde her.

 Men uanset om du er i Danmark eller her, eller hvor i verden du så end lander, så vær sikker på, at ingen af os her nogensinde vil glemme dig. Jeg tror for øvrigt heller ikke, at du vil glemme os. Vel.

 Jan ryster ivrigt på hovedet.

 Nej, aldrig nogensinde.

 Så ser han intenst på mig.

 Der er to ting, jeg gerne vil spørge dig om.

 Ja, spyt bare ud, min ven.

 Tror du virkelig, at det kunne lade sig gøre, at far og mor kom herud og arbejde.

 Jeg nikker med et lille smil.

 Tjah, hvis de har lyst, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre.

 Onkel George og jeg har tænkt på at oprette en kostskole for forældreløse børn, måske det ville være noget for dine forældre at beskæftige sig med. Du kan da prøve at snakke med dem om det, når du kommer hjem.

 Jeg nævner ikke, at George og jeg faktisk allerede har skrevet til Jans forældre og foreslået dem det.

 Jeg ser på Jan.

 Og hvad var det andet så, du ville spørge om.

 Jan ser på mig med et lykkeligt smil.

 Tror du virkelig, at det kunne lade sig gøre. Det ville jo være vidunderligt.

 Så bliver han aslvorlig igen.

 Det andet spørgsmål er meget personligt, jeg ved næsten ikke, om jeg kan få mig selv til at spørge om det.

 Elisabeth smiler til ham.

 Skal jeg gå så længe.

  Nej, nej da……. Jo, det er altså, om du tror, at vi på en eller anden måde er i familie med hinanden, sådan rigtigt. Både tante Elisabeth og lille George syntes jo, at jeg lignede dig meget, som du så ud i min alder. Lille George snakkede om et billede. Far og mor er jo mine adoptivforældre, jeg ved ikke, hvem mine biologiske forældre er.

 Jeg sidder tankefuld lidt, så smiler jeg.
 Det var måske noget, vi kunne finde ud af. Jeg har faktisk selv tænkt over det efter at have set det billede lille George talte om. Jeg har det her, nu skal du se, min mor giver faktisk også de andre ret.

Hvad mener du.

 Jan giver et gisp, da han ser billedet.

 Jamen det er jo rigtigt. Du er ganske vist pænere end mig, men der er godt nok stor lighed.

 Med et lille smil siger jeg.

 Hvem der er pænest, vil jeg nu ikke tage stilling til, men skal vi to ikke lave en aftale.

 Du prøver at overtale dine forældre til at flytte herud, så prøver jeg at finde ud af det andet.

 Jeg rækker hånden frem. Jan griber den og knuger den hårdt.

 Så fortsætter jeg.

 Du kan sige til dine forældre, at George og jeg betaler alle flytteomkostninger, skaffer dem et godt sted at bo og en god løn, mod at de lover at blive her i to år i første omgang. Når der er gået halvandet år, tager de stilling til, om de har lyst til at fortsætte. Hvis de ikke har, betaler vi selvfølgelig hjemrejsen og sørger for, at de får et ordentligt sted at bo igen i Danmark. De kan jo søge orlov fra skolen i to år, så de kan vende tilbage til den, hvis de ønsker det, hvad jeg selvfølgelig håber, at de ikke gør. De skal også få en ferierejse hvert år, til Danmark eller til et andet sted, hvis de ønsker det.

 Men nu skal vi vist spise om et øjeblik, jeg kan høre, at gæsterne er kommet.

 Næste dag har Kim, lille George og Bob fået lov til at følges med Jan og mig til lufthavnen.

 Da Jan er blevet checket ind, vender han sig mod os med tårer i øjnene.

 Tusind tak for alt. Jeg håber, at jeg ser jer igen.
 Og så får vi ellers et ordentligt knus hver.

 Så griber han min hånd og knuger den.

 Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det lykkes.

 Jeg smiler til ham.

 Vi siger ikke farvel, men på gensyn, for det er jeg overbevist om, at du vil.

 På vej ud til flyveren vender han sig et par gange og vinker til os.

 Kim tager min højre hånd.

 Tror du virkelig, at vi får ham at se igen, far.

 Jeg smiler til ham.

 Ja, min dreng. Hvis han ikke kommer her, lover jeg dig en tur til Danmark næste år.

 Sammen med Bob og lille George.

 Leende siger jeg.

 Ok, sammen med dem, ja.

 Kim slår armene om min hals.

 Du er bare så vidunderlig, far.

 Så fortsætter han.

 Men jeg ville nu ønske, at han kunne komme herud og bo, så vi ikke skulle skilles så hurtigt igen.

 Bob og lille George har set forbavset på mig, og lille George siger.

 Mener du det virkelig, far.

 Jeg nikker til ham.

 Ja, min ven, det har du, Kim og Bob mit ord på.

 Bob smiler bredt.

 Du og far har lagt planer for, hvordan I kan få Jan og hans forældre til at rejse herud, ikke.

 Med et stort smil siger jeg.

 Ja, det er rigtigt, og vi håber, at det lykkes, men ellers får I tre altså en tur til Danmark.

 Fjorten dage efter får vi et langt brev fra Jan, som også vedlægger nogle billeder, bl.a. et jeg har taget af Jan, Kim, Bob og lille George. Det er utrolig godt.

 Man kan ligefrem se, at det lyser ud af billedet, hvor gode venner de fire drenge er.

 Jan står i midten med hænderne på lille Georges skuldre, der står foran ham og så står Kim på den ene side af Jan og Bob på den anden, og de har begge lagt en arm om skulderen på Jan.

 I brevet fortæller Jan om sin hjemkomst og om forældrenes glæde over at høre om alt det, han har oplevet. Et stykke henne i brevet skriver han.

 Jeg forstod på far og mor, at I selv havde skrevet og foreslået dem at tage til Indien. Det jeg har fortalt dem, men nok især billederne fra den dag, hvor vi var henne i den bydel, hvor du fandt Kim, havde en meget stor indvirkning på dem.

 De overvejer meget, om de skal tage af sted. Det, de er mest bekymrede for, er nok om jeg kan få en god nok skolegang, men jeg tror, at jeg får dem overbevist.

 Far sagde.

 Jeg kan godt se, at de problemer, vi har i Danmark, er luksusproblemer i forhold til dem, man har i Indien.
 Jeg tror, at både far og mor har vældig lyst til at give sig i kast med opgaven, det synes jeg, at jeg kan mærke på dem. De har lovet, at de selv skriver til jer en af dagene.

 Jeg har også vist skoleinspektøren og min klasse billederne. De var meget begejstrede for dem, og nu er der ingen af dem, der griner ad mig mere.

 Skoleinspektøren sagde til mig.

 Da du skrev den stil om Indien, fik du en interesse, som sikkert vil ændre dit liv. Men en stil er som en sort/hvid stumfilm i forhold til de oplevelser, man selv har. Det føles som en farvefilm med stereolyd, hvor man selv har hovedrollen. Og det vil jeg give ham helt ret i, jeg skulle for øvrigt hilse jer mange gange fra ham.

 Hils onkel George og tante Yasmine og alle deres og jeres børn mange gange fra mig, men især Kim, Bob og lille George. Sig, at jeg savner dem meget, men at jeg håber, at det lykkes at få far og mor overtalt, så vi snart kan ses igen.

 Jeg savner også jer og onkel George og tante Yasmine meget. I er nogle vidunderlige mennesker, og det gælder bestemt også dine forældre onkel Carsten, giv dem et knus fra mig.

 Jeg synes jo, at det føles, som om jeg er i familie med jer alle sammen, og jeg er helt overbevist om, at far og mor vil kunne arbejde fint sammen med jer.

 I skriver snart, ikke. Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.

 Alle billederne er faktisk blevet gode, men især det, du tog af Kim, Bob, lille George og mig. Det er mit yndlingsbillede, og det har jeg fået forstørret.

 Til slut tusinder af hilsener til jer alle, også fra far og mor. De skriver selv en af de første dage.

 Jeres søn og broder. JAN.

 Vi er meget glade for brevet, og drengene jubler, da de ser billedet.

 Kim ser op på mig, da han har set længe på billedet.

 Jeg forstår godt, hvorfor du og onkel George holder så meget af hinanden. Jeg tror, at jeg føler det samme for Jan. Tror du, at han kommer herud igen.

 Jeg lægger en hånd på hans hoved og smiler til ham.

 Ja, min dreng, det tror jeg helt bestemt, men indtil da, må du nøjes med billedet.

 En uges tid efter kommer der brev fra Jans forældre. Vi har selvfølgelig for længst skrevet til Jan. Både Kim og lille George har også skrevet, selv Bob har været henne med et brev, som han bad os sende med.

 I brevet fra Jans forældre skriver de bl.a.

 Jeres tilbud er helt utroligt spændende. Vi har haft store betænkeligheder ved at kaste os ud i så stor en opgave, men på den anden side må vi jo også gøre den slags, mens vi stadig er forholdsvis ”unge” endnu, hvis vi vil prøve noget nyt.

 Det vigtigste er imidlertid, at vi kan mærke på Jan, hvor meget det vil betyde for ham at komme ud til alle sine ”søskende” igen. Vi har jo alle kun vore børn til låns. Ganske vist er Jan vores adoptivsøn, men måske netop derfor føler vi ekstra meget, hvor vigtigt det er at give ham så god en barndom og opvækst som muligt.

 Han elsker virkelig jeres børn meget højt, især Kim, Bob og lille George, men også jer holder han utrolig meget af. I må ikke tro, at vi synes, at I har eller har prøvet, at tage ham fra os, men I har givet ham noget, vi ikke kunne, en masse søskende.

 Ja, vi har altså besluttet at flytte til Bombay.

 Billederne af de børn, som vi så nu skal til at gøre noget for, har bestemt også medvirket til vores beslutning. Vi håber, at vi i fællesskab kan yde en indsats, som I også kan være tilfreds med.

 Hvis det lykkes os at få alle papirerne i orden, regner vi med, at vi kan rejse omkring 1. november, hvis det passer jer.

 Vi håber at høre snarest fra jer, om det er i orden. Vi vil ikke sige noget til Jan, før vi har jeres bekræftelse.

 Brevet slutter med mange hilsner fra dem begge.

 Som en lille efterskrift skriver Jans mor.

 Giv jeres tre drenge et knus fra mig, som en lille tak for, hvad de allerede har betydet for Jan. Jeg håber, at min mand og jeg kan gøre lidt gengæld en dag.

 Jeg ser over på Elisabeth, da jeg har oversat brevet for hende, så smiler jeg.

 Det lykkedes. Jan holdt sit løfte og fik sine forældre til at tage herud. Nu må jeg så se, om jeg også kan holde mit løfte til ham. Jeg tror virkelig, at vi får nogle gode medarbejdere i de mennesker, de har den helt rigtige indstilling.

 Elisabeth nikker.

 Jeg beundrer de to for, hvad de er parate til at gøre for deres søn og for os. Det skal og må gå godt, det fortjener de bestemt.

 Jeg tager telefonen og sender et telegram.

TAK. VENTER JER MED LÆNGSEL. KONTAKT INDISKE AMBASSADØR FOR HJÆLP MED PAPIRER. BREV FØLGER. MANGE HILSNER FRA ALLE. CARSTEN.

 Så ser jeg på Elisabeth.

 Vil du have lov til at fortælle drengene det, så vil jeg gå over og snakke med far og mor.

 Hun ser leende på mig.

 Der er ikke noget, jeg hellere vil, de bliver lykkelige.

 Jeg sidder og snakker en times tid med mor og far, hvor vi prøver at planlægge, hvordan vi bedst kan gribe tingene an. Til sidst bliver vi enige om at vente med detaljer, til Arne og Lise, Jans forældre, kommer. Vi kan begynde at se på huse, der vil være velegnede, men de skal være med til at sætte det hele i gang. Det er dem, der skal have ansvaret for projektet, så må det også være dem, der bestemmer, hvordan de vil have det.

 Vi bliver enige om at skrive til dem og spørge om, hvilke ting, de vil have os til at tage os af, inden de kommer.

 Så siger mor.

 Jeg har spekuleret en del over det med Jan, der ganske rigtigt ligner dig meget, som du så ud i hans alder. Jeg har også skrevet til nogle stykker, for at få dem til at hjælpe med at skaffe oplysninger, men det er jo lidt vanskeligt på den afstand.

 Derfor har far og jeg talt om at tage en tur til Danmark. Det vil gøre det en del nemmere, hvis vi kan tale med de forskellige, se i kirkebøger o.s.v. Er du indforstået med det.

 Far nikker.

 Ja, og så kunne vi jo også snakke med Arne og Lise om de forskellige ting. Hvordan de kunne tænke sig at bo, hvad de skal have med og sådan noget.

 Han tøver lidt.

 Måske kunne det også være helt rart at se gamle Danmark igen, det kan jo være, at det bliver sidste gang.

 Jeg smiler varmt til dem begge to.

 Selvfølgelig. I trænger også til en ferie, og sørg nu for, at det bliver en rigtig ferie, det har I ærlig og redelig fortjent.

 Det bliver til, at de rejser omkring 1. september. De tager først en uge til England til Elisabeths forældre, og derefter fortsætter de til Danmark.

 Drengene bliver ellevilde, da Elisabeth fortæller dem, at Jan og hans forældre kommer til november.

 Kims øjne lyser af glæde, da han om aftenen siger til mig.

 Det var mit højeste ønske, der gik i opfyldelse.

 Jeg smiler til ham og siger.

 Så må du jo finde på noget nyt at ønske.

 Han nikker alvorligt.

 Jeg har allerede flere ønsker. For det første, at jeg aldrig kommer til at skuffe mor eller dig, og for det andet, at mit venskab med Jan må blive lige så værdifuldt for ham, som dit og onkel Georges er for jer.

 Jeg tager ham om skuldrene og knuger ham ind til mig.

 De ønsker og tror jeg også, at du får opfyldt.

 En uges tid efter, at jeg har sendt telegrammet, kommer der brev fra både Jan og hans forældre.

 Jans brev lyser af glæde og forventning.

 Jeg glæder mig utrolig meget, skriver han, og det gør far og mor også, nu da det hele er bestemt.

 Især glæder jeg mig til, at de nu skal møde alle de mennesker, der er kommet til at betyde så meget for mig. Jeg ved, at de vil elske jer, lige så højt som jeg gør. Jeg er begyndt at tælle dagene til vi skal ses igen. Tænk, at det blev så hurtigt. Det er næsten ufatteligt, men utrolig dejligt.

 Forældrenes brev er også holdt i en glad og forventningsfuld tone. De har været i kontakt med den indiske ambassadør og er i fuld sving med at få ordnet papirer og de andre ting, der skal gøres klar.

 De glæder sig også meget til at mødes med mor og far, når de kommer til Danmark, så de kan få snakket nogle praktiske ting igennem.

 Da far og mor kommer tilbage fra deres rejse, er de meget trætte, så vi bliver enige om at vente til næste dag med at snakke rigtigt.

 Far siger dog, inden de går over til sig selv.

 De to mennesker er simpelthen et fund. Med dem som ledere af foretagendet, kan det kun gå godt. Vi skulle hilse jer alle sammen, men Jan sendte en speciel hilsen til Kim, Bob og lille George.

 Den næste dag får Elisabeth og jeg en lang snak med far og mor. Arne og Lise har været lidt forskrækkede over, at det var dem, der skulle være ledere, men far havde lovet dem at yde konsulentbistand.

 Mor havde lusket ud af dem, hvordan de gerne ville bo. Det skulle jo helst være i nærheden af os, men det måtte endelig ikke være for dyrt. I det hele taget var de interesserede i, at alt blev så økonomisk som muligt. De penge, der skulle bruges, skulle bruges på børnene og ikke på dem.

 Hvis de fik, hvad der svarede til deres nuværende løn i forhold til leveomkostningerne i Indien, samt måske lidt til opsparing til Jans uddannelse, syntes de ikke, at de havde krav på mere.

 Far smiler.

 Da jeg sagde, at de jo begge to skulle være ledere, så skulle de også have lederløn begge to, sagde Lise.

 Vi kender så lidt til Indien og forholdene der. Vi håber, at I vil give os det, I synes vores arbejde er værd, det er måske lidt utraditionelt, men vi stoler på jer, hvordan skulle vi kunne andet. I stoler jo også på os, når I beder os om at påtage os den opgave.

 Det er et par meget fintfølende mennesker. Vi må sørge for, at vi ikke giver dem mere, end de synes, at de fortjener af misforstået godhed. Det vil såre dem. Den slags mennesker er sjældne, men hvor er det dog dejligt, at de findes. Det giver en fornyet tro på fremtiden.

 Jeg smiler.

 Elisabeth og jeg har fundet det helt rigtige hus til dem, synes vi. Vi kalder det tjenestebolig, lige som den du og mor fik af Dad i sin tid.

 Det lyder som en god ide. Har I også¨fundet nogle bygninger, der kan bruges til kostskolen. Vi talte om at starte med 30 børn, 10 piger og 20 drenge og så evt. udvide, hvis vi slipper godt fra starten.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, ikke endnu, men både George og jeg er på udkig.

 Mor sukker.

 Ja, så er det vel min tur til at fortælle, hvad jeg har fundet ud af m.h.t. Jans familieforhold.. Jeg har snakket med Arne og Lise om det, men jeg har ikke fortalt Jan noget, det blev vi enige om, at du skulle gøre.

 Nu får du måske et lille chock. Ved du hvem hans biologiske mor er. Du kender hende faktisk. Kan du huske, at du og George var lidt småforelskede i et par tvillinger i skolen. Det var Lone, du var faldet for, ikke. Hun er Jans biologiske mor.

 Jeg ser skrækslagen på mor.

 Jamen hun og jeg, vi har da aldrig……..

 Nej, det ved jeg min ven, og rent tidsmæssigt ville det nok også have været umuligt, men der er flere mærkelige ting.

 Du ved, at din biologiske far var handelsrejsende. Han havde haft en veninde i København, fandt jeg ud af, og med hende fik han en søn, altså din halvbror. Han er eller rettere sagt var et års tid ældre end dig, og I to skal have lignet hinanden meget, jeg så et par billeder af ham. Han var far til Jan, deraf kommer ligheden.

 Desværre lignede din bror dig kun af udseende og absolut ikke af indre. Han stak af, da han blev klar over, at han havde gjort Lone gravid. Han er død nu, blev dræbt ved en færdselsulykke for nogle år siden.

 I Lones familie kunne man ikke få et barn uden for ægteskab, så han blev omgående bortadopteret.

Charlotte havde set fyren og troede, at det var dig. Men det rygte har jeg fået manet i jorden. Lone vidste selvfølgelig godt, at det ikke var dig. Det indrømmede hun over for mig, da jeg talte med hende. Når hun ikke havde sagt noget om det til Charlotte, skyldtes det, at hun var bitter over, at det ikke var dig. Men Jan er altså faktisk din brodersøn.

 Jeg sidder med hovedet i hændene og spekulerer, så ser jeg op på mor.

 Hvad synes du, at jeg skal sige til Jan, og hvad siger Arne og Lise.

 Arne og Lise mener, at selvfølgelig har Jan rety til at vide, hvem hans biologiske forældre er. Det er alle adoptivforældres skræk, at de biologiske forældre en dag vil komme og tage deres børn.

 Arne sagde til mig.

 Hvis vi lyver for Jan, og han så en dag alligevel opdager sandheden, vil han aldrig mere stole på os.

 Godt, så lad mig tale med Jan, når han kommer. Vil Lone kunne finde på at gøre krav på ham.

 Nej, det har din far fået skriftligt fra hende.

 En uges tid efter at Jan og hans forældre er kommet til Bombay og har fået indrettet sig i deres nye hus, beder jeg Jan om at gå en tur med mig.

 Både Jan og hans forældre er meget glade for huset, selvom de synes, at det er alt for flot, så det var afgjort klogt at kalde det tjenestebolig i første omgang.

 Arne og Lise ser langt efter os, da vi går.

 Da vi har gået lidt, sætter vi os på trappen til et tempel.

 Jan ser undersøgende på mig.

 Du sagde, at der var noget, du ville tale med mig om, men du ser ikke særlig glad ud, er der noget, jeg har gjort forkert.

 Jeg sukker.

 Nej, helt bestemt ikke. Du holdt dit løfte til mig og fik dine forældre til at tage herud, og det skabte glæde hos alle.

 Det løfte jeg gav dig om at finde ud af, hvorfor du lignede mig, har gjort mig lidt ked af det. Som du ved har far og mor været i Danmark, og der fandt de ud af det, og vi blev så enige med dine forældre om, at jeg skulle fortælle dig det, siden det nu var mig, der havde lovet det.

 Jeg tøver lidt, så fortsætter jeg.

 Du er faktisk min brodersøn.

 Han ser overrasket på mig.

 Jamen du har da ikke andre brødre end onkel George.

 Jeg sukker igen.

 Nej, det troede jeg heller ikke, men mor fandt ud af, at min biologiske far havde fået en søn med en anden kvinde. Han havde lignet mig meget, fik jeg at vide, men han er død nu, dræbt ved en færdselsulykke.

 Og hvem er så min mor.

 Det kommer som en hvisken.

 Det er ironisk. Da George og jeg var 14 år, var vi lidt forelskede i et par tvillinger fra vores klasse, men det varede nu kun et par måneder. Hende jeg havde været forelsket i mødte min halvbror og blev så gravid. Da han så døde, bortadopterede hun dig så til Arne og Lise, som nu er dine forældre.

 Jan ser lidt på mig, så griber han min højre hånd og knuger den.

 Du er altså min rigtige onkel, men du er også Kims og min far, og så er du også min ven, ikke sandt.

 Jeg nikker, for jeg har svært ved at sige noget.

 Så fortsætter han, mens han begynder at smile.

 Jeg har jo de mest vidunderlige forældre, jeg kunne ønske mig. Det var især for min skyld, at de tog herud. Det, håber jeg aldrig, de kommer til at fortryde. Jeg håber heller aldrig, at de fortryder, at de adopterede mig.
 Kim kunne da heller ikke være mere glad for, at du er hans far, han er jo også adopteret. I har jo selv valgt os, og I havde jo ikke valgt os, hvis I ikke kunne lide os.

 Så begynder han pludselig at le rigtigt.

 Jamen hvis jeg er din brodersøn, så må min far jo være din bror, er det ikke rigtigt.

 Jeg nikker og smiler til ham, jeg havde ikke behøvet at være nervøs.

 Synes du, at vi skal gå hjem og fortælle ham det.

 Jan slår armene om halsen på mig.

 Ja, åh ja. Jeg elsker dig næsten lige så højt som mor og far.

 Med hinanden i hånden følges vi ad hjem til huset.

 Da vi kommer derhen, farer Jan op ad trapperne og ind ad døren. Da jeg lidt efter kommer ind, hænger Jan om halsen på sin far, mens moderen står og pudser næse. Der er ingen tvivl om, at hun også har haft Jan om halsen.

 Da jeg kommer ind, slipper Jan og vender sig mod mig, men ser så over på sin far igen.

 Onkel Carsten og jeg blev enige om, at når jeg var hans brodersøn, så måtte far være hans bror.

 Arne og Lise smiler til mig, så siger Arne med lidt tyk stemme.

 Tak, fordi du gav os vores dreng tilbage igen.

 Jeg ryster på hovedet.

 Det er bestemt ikke min fortjeneste. Det skyldes udelukkende jeres kærlighed til ham.

 Mor er meget glad, da hun hører, hvordan det er gået. Hun følte, at det var hende, der havde ødelagt noget, hvis det ikke var gået godt, hvad jeg selvfølgelig protesterede mod.

 Hun bliver endnu mere glad, da Jan kommer hen til os den næste dag og spørger efter hende. Han beder om at snakke alene med hende, men bagefter fortæller mor mig, at Jan startede med at give hende et ordentligt knus. Så sagde han.

 Jeg er meget glad for at vide, hvem jeg i grunden er, men det må have forfærdeligt for dig at høre om de forskellige ting, det er jeg ked af, at du skulle udsættes for.

 Nu kender jeg min baggrund, så nu synes jeg, at jeg meget bedre rigtig kan glæde mig over de dejlige forældre, jeg har fået, og det er takket være dig.

 Jeg ved godt, at Kim og Bob og mange af de andre ikke har mulighed for at få noget at vide om deres oprindelige forældre, men jeg er overbevist om, at de er lige så glade for de forældre, de har fået, som jeg er for mine.

 Når jeg så gerne ville vide noget om min baggrund, var det, fordi flere af jer sagde, at jeg lignede onkel Carsten som dreng. Jeg håber meget, at jeg kan blive lige så fint et menneske som ham, når jeg bliver voksen, og det ved jeg, at far og mor også håber. Det er helt sikkert, at de ser jer og onkel Carsten og onkel George som deres forbilleder, lige som jeg gør.

 Mor havde givet ham et kys og sagt, at hun var meget glad for, at sagen ikke havde ødelagt hans forhold til forældrene, det var det, hun havde været mest bekymret for.

 Med et stort smil havde Jan sagt.

 Jamen de har jo gjort alt for mig. For min skyld rejste de herud, så jeg kunne være sammen med Kim, Bob, lille George og alle de andre, ligesom I i sin tid gjorde alt for onkel Carsten. Jeg ville da være helt utrolig utaknemlig, hvis jeg ikke elskede dem over alt i verden.

 Onkel Carsten og onkel George elsker da også jer, det ved jeg da.

 I den følgende tid får vi købt et par huse og begynder at indrette dem til kostskole.

 Arne og Lise er enestående til at tilrettelægge arbejdet, så det bliver gjort både billigt og godt.

 Juleaften er vi alle samlede hos os. Vi har en dejlig aften og hygger os alle sammen.

 I begyndelsen af februar er kostafdelingen ved at være så langt fremme, at vi kan begynde at se os om efter de børn, der skal bo der.

 Arne og Lise vil gerne have, at børnene selv skal være med til at gøre skolen færdig. På den måde får de lært børnene bedre at kende, og så vil børnene også få et andet forhold til stedet, når de selv har været med til at gøre det hele færdigt.

 Vi er blevet enige om, at børnene i første omgang skal være 10 – 12 år, og der skal være 10 piger og 20 drenge. Pigerne skal fortrinsvis hjælpe til med madlavning og rengøring, mens drengene skal tage sig af det mere håndværksmæssige.

 De ældste af Georges og vores børn vil gerne være med til at hjælpe, dels med at finde de rigtige børn og dels med at få arbejdet til at fungere, og Jan er selvfølgelig også meget ivrig med i det hele.

 Fordelen er, at alle børnene taler og forstår indisk. Jan er også i gang med at lære indisk, mens Arne og Lise helst vil klare sig med engelsk i starten, til de bliver bedre til det indiske, som de dog også arbejder ivrigt med.

 I løbet af en måneds tid er børnene fundet og installeret. I starten er der mange problemer. Dels sproglige, men også en udpræget angst hos mange af børnene, som føler sig meget usikre over for alt det nye, de er kastet ud i.

 De har ganske vist tøj og god mad og et rart sted at sove, men det hele er så uvant for dem.

 Flere af børnene stikker da også af, nogle af dem endda flere gange, men efterhånden som de befinder sig bedre og vænner sig til stedet, bliver de både glade og tillidsfulde.

 Det glæder selvfølgelig Arne og Lise meget, for det har været en utrolig hård start for dem, som har krævet stor tålmodighed.

 Når de et par gange har været ved at opgive det hele, har vi inviteret dem hjem til os, så vi har kunnet snakke problemerne igennem.

 De har haft stor hjælp af Jan, Kim og Bob, som også har været dem, der trækker dem hjem til os, når de kan se, at problemerne tårner sig op.

 I august sender vi dem på ferie til New Delhi op at besøge Mamie og Dad, som også har været nede og se, hvordan det går et par gange. Der er ikke tvivl om at de gensidigt sætter stor pris på hinanden.

 I de 14 dage bor Jan hos os, til stor glæde, ikke mindst hos Kim og lille George.

 Da de kommer tilbage, kaster se sig ud i arbejdet igen med fornyet energi.

 Nu er der faldet lidt mere ro over det hele. Børnene er begyndt at befinde sig godt, og det gør dem også ivrige efter at lære noget.

 Arne siger med et lille smil, en aften, hvor de er henne hos os.

 Man føler næsten, at man kan klare det dobbelte, når man mærker børnenes iver efter at lære noget. Det kunne danske skolebørn godt lære noget af.

 Jeg smiler.

 Ja, ja, men tag nu ikke for hårdt fat. I skulle jo gerne holde mange år endnu.

 Lise ser alvorligt på mig.

 Det er vi ved at blive klar over. Starten var meget hård. Men nu synes vi, at vi er ved at finde en rytme, vi kan leve med, men havde vi ikke fået den enestående opbakning fra jer og jeres drenge, var det aldrig gået.

 Jan har også været enestående, men han har hentet sin styrke hos jer. Der har været dage, hvor jeg har kunnet se, at han har været ved at tude af træthed. Men efter en times tid sammen med Kim og lille George, har han været klar til at give sig i kast med opgaverne igen.

 I går aftes, da jeg spurgte ham, om han ikke var træt, lo han.

 Træt, hvad hedder det på indisk, mor.

 Så så han alvorligt på mig.

 Jo mor, en gang i mellem er jeg meget træt, men det er en god træthed, for jeg føler, at jeg kan hjælpe jer, og det fortjener I efter alt det, I har gjort for mig.

 Men når jeg har været lidt sammen med Kim og lille George, forsvinder trætheden. Jeg holder meget af Bob, men næst efter dig og far er Kim og lille George nok det bedste, der er hændt mig her i verden.

 Kim forstår mig bare altid, også uden at vi behøver at sige noget til hinanden, og lille George er en rigtig lille humørspreder, som altid kan sætte mig i godt humør. Ligegyldig hvor træt jeg er, kan han få mig til at le og slappe af.  Bare jeg kunne gøre noget for dem til gengæld, for det fortjener de vel nok.

 Et par dage efter kommer Jan hen til os hen under aften. Jeg slår lige en klo i ham og siger smilende, at han nok skal få lov til at snakke med Kim og lille George bagefter, men der er lige noget, jeg skal snakke med ham om først.

 Vi går ind på mit kontor og jeg beder ham om at sætte sig ned.

 Han ser meget træt ud.

 Jeg ser lidt på ham, så siger jeg.

 Jan, min dreng, nu er tingene ved at være i orden, nu ansætter vi noget mere personale til at hjælpe din far og mor. Det er på tide, at I begynder at tage den lidt mere med ro, og det gælder ikke mindst dig, Jan.

 Du har slidt i det og lavet et meget fint stykke arbejde, men nu er det på tide, at du slapper lidt af.

 Han ser lidt usikkert på mig.

 Jamen det var jo for min skyld, at far og mor tog her ud og påtog sig den opgave. Så må jeg da også hjælpe dem alt det jeg kan, alt andet ville da være helt forkert.

 Jeg ryster på hovedet.

 Jan, du er fjorten år. Du har slidt som en hest, men du må ikke ødelægge dig selv. Det vil hverken dine forældre eller Elisabeth og jeg gå med til. Jeg snakkede med dine forældre den anden aften. De var lykkelige over den hjælp, du har givet dem, men de syntes også, at du skulle begynde at tage den mere med ro nu, så du kunne få mere tid til at være sammen med dine venner.

 Kim og lille George synes også, at du har for lidt tid sammen med dem. Kim sagde til mig i går aftes.

 Du far, Jan slider sig selv op, hvis du ikke snart griber ind.

 Lille George, som kun er 10 år, er også klar over, at den er gal.

 Jan ser fortvivlet på mig.

 Jamen jeg kan da ikke……..

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Jo, Jan, du både kan og skal. Jeg har fået dine forældres tilladelse til denne samtale. Du må ikke tro, at de er utilfredse, så langt fra, men de aner ikke, hvordan de skal stoppe dig uden at du bliver ked af det.

 Med fare for, at du bliver sur på mig, griber jeg nu ind, for det er helt nødvendigt.

 For det første tager du 14 dage til England til mine svigerforældre sammen med Kim og lille George. Du er den ældste, så du har ansvaret for de to andre.

 Når I kommer tilbage, starter du og Kim med at læse lektier sammen hver dag i mindst fire timer. Lille George forlanger også at være sammen med dig nogle timer hver dag. Til sommer starter du på high-school sammen med Kim og Bob. Du bor selvfølgelig hjemme hos dine forældre, men er her fra 9 – 16 hver dag, undtagen i week-enderne, hvor du selvfølgelig også må komme, når du har lyst.

 Jan ser længe på mig.

 Jamen bvil det ikke være at svigte far og mor.

 Nej, min ven, tværtimod. De har brug for deres søn, også i årene fremover. Hvis du ikke stopper lidt op nu, slider du dig selv op, inden du er 20, og det ønsker ingen af os, heller ikke du selv, vel.

 Tårerne ruller ned ad hans kinder, så gemmer han ansigtet i hænderne.

 Lidt efter hvisker han.

 Undskyld, men jeg er bare så træt.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Du kan godt selv se, at det går ikke længere på den her måde, ikke sandt.

 Nu skal du høre. Jeg ringer til din far og mor og siger, at du bliver her til i morgen. Så hygger du dig med Kim og lille George, til du skal i seng. Du sover hos Kim i nat og sover længe i morgen. Når du står op og har fået morgenmad, følges vi ad hen til dine forældre og aftaler, hvornår I skal rejse til England.

 Han ser på mig.

 Du må ikke sige til mor, at jeg tudede, så tror hun bare, at der er noget galt og bliver nervøs. Kan du ikke sige, at jeg havde en masse at snakke med Kim om, og så foreslog du, at jeg kunne blive her og sove, så jeg ikke skulle tage sent hjem.

 Jeg smiler til ham.

 Ok. Så siger vi det.

 Han sender mig et strålende smil.

 Tusind tak, jeg har det allerede meget bedre nu.

 Fint. Så smut du ind til drengene, de venter dig med længsel.

 Han ser på mig.

 Hvor er jeg dog glad for, at du også er min ven.

 Han rejser sig og vakler lidt, men tager sig så voldsomt sammen, for at jeg ikke skal bemærke det, og går så ind til drengene.

 Jeg er klar over, at det er på høje tid at gøre noget og ærgrer mig bare over, at jeg ikke har været opmærksom på det noget før.

 Ved middagen er han livet vældigt op, men jeg kan se, at Kim holder bekymret øje med ham.

 Allerede ved nitiden foreslår Kim, at de går i seng, så kan de jo ligge og snakke, til de falder i søvn.

 Da vi lidt efter kommer for at sige godnat, sover Jan allerede.

 Kim hvisker til Elisabeth.

 Det var godt, at han faldt i søvn så hurtigt, han trænger meget til at hvile sig. Nu håber jeg, at han kan sove længe i morgen. Vil du godt sige til lille George, at han ikke må vække Jan i morgen tidlig. Jeg skal nok kalde på ham, når Jan er ved at vågne.

 Klokken bliver henad 10 næste dag, før Jan vågner. Han ser forskrækket på sit ur. Kim er stået op, men er blevet inde på værelset for at sørge for, at ingen forstyrrer Jan.

 Kim smiler til ham.

 Hvis du nu lige lukker øjnene igen, så kalder jeg på lille George, så han kan komme og vække dig, det vil han så gerne.

 Jamen jeg må da skynde mig at komme hjem, ellers kan far og mor ikke forstå, hvor jeg bliver af.

 Kim presser ham tilbage i sengen.

 Gør nu som jeg siger og vær en rar storebror. Far har sagt, at han følger dig hjem, når vi har spist til middag, det har han aftalt med dine forældre. Der er masser af tid. Slap nu bare af og luk øjnene og lad som om du sover, så kalder jeg på lille George.

 Jan ryster på hovedet, men smiler så og lukker øjnene igen.

 Et øjeblik efter kommer lille George listende, så hopper han op i Jans seng og giver ham et stort knus.

 Jan åbner øjnene og smiler glad til ham.

 Godmorgen lillebror, eller er det for sent på dagen at sige godmorgen.

 Lille George ler højt.

 Lad gå, siden det nu er dig. Morgenmaden er klar, skulle jeg sige fra mor.

 Jan skynder sig i tøjet og følges så med de to andre ind til morgenbordet.

 Elisabeth smiler til dem.

 Nå, har I sovet godt alle tre, ja George har jeg jo set.

 Kim og Jan siger, at de har sovet fint, men Jan tilføjer.

 Men jeg har vist sovet lidt for længe.

 Nej, min ven. Du trængte til det. Det er vigtigt, at man både får hvilet og sovet godt og tilstrækkeligt. Se nu at få noget mad, så hygger vi os til far kommer.

 Elisabeth har givet Jan et lille knus, mens hun sagde det.

 Da jeg dukker op ved 12 tiden, kan jeg mærke, at Jan har det meget bedre end den foregående aften. Vi sidder nu og snakker en times tid, og jeg fortæller bl.a. lidt mere om turen til England og at de skal afsted i den følgende uge.

 Kim og lille George er ellevilde ved tanken, men Jan virker megt rastløs. Han ser på mig et par gange, som om han vil sige noget. Så kommer det stille.

 Jamen går det nu også.

 Jeg smiler.

 Tør du ikke tage ansvaret for dine to små brødre, de har lovet, at de nok skal rette sig efter dig og lade være med at lave ulykker, ikke sandt George.

 Jan sukker.

 Det er slet ikke det, det ved du jo godt. Jeg synes bare ikke, at jeg kan være bekendt overfor far og mor bare sådan at stikke af fra det hele. Det føles jo, som om jeg bare lader dem i stikken.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Hør nu her Jan. Din far og mor har været på ferie, ikke sandt. De er helt enige med mig om, at nu er det din tur til at komme på ferie.

 Du kan også rejse alene til England, hvis du hellere vil det.

 Han ser forskrækket på mig.

 Åh nej, jeg vil da være lykkelig for at få Kim og lille George med, men mener du virkelig, at det er rigtigt af mig at tage af sted.

 Helt bestemt, og det er både Elisabeth og dine forældre helt enige i, og jeg tror da også, at Kim og lille George er. Har jeg ikke ret.

 LilleGeorge hopper og danser rundt på gulvet og siger leende.

 Ih ja, det bliver alle tiders ferie.

 Kim rækker sin hånd ud mod Jan, der griber den og knuger den. Så smiler han et af sine sjældne med dejlige smil.

 Jeg giver lille George helt ret. Når du er med, kan det kun blive en god ferie.

 Om eftermiddagen følger jeg så Jan hjem og aftaler forskellige praktiske ting med hans forældre. De siger begge to til Jan, at de er helt enige i, at nu må det være hans tur til at holde ferie.

 Det beroliger Jan så meget, at han nu også kan begynde at glæde sig til rejsen.

 En uge senere kører vi de tre drenge til lufthavnen. Da de er blevet checket ind, siger Elisabeth til dem.

 Jeg vil ikke give jer en masse formaninger, for jeg ved, at vi kan stole på jer alle tre. Hils mine forældre mange gange og bed dem ringe, når I er kommet godt i hus. Pas godt på hinanden, som rigtige brødre, og husk Jan, det er også dine bedsteforældre.

 De har en dejlig ferie, det er vi slet ikke i tvivl om. Dels p.g.a. det drengene fortæller, da de kommer hjem igen, og dels på baggrund af et langt brev fra Elisabeths forældre.

 De har begge nydt drengenes besøg. De har været rundt og se en masse seværdigheder, de har været rundt hos familien, og de har endda fået hilst på prins Charles og prinsesse Diana efter en polokamp, de overværede.

 Men de har også fortalt ivrigt om forholdene herude, om arbejdet med kostskolen o.s.v.

 En dag havde min svigerfar sagt til Jan.

 Kunne du ikke tænke dig at bo her i England, hvis du f.eks. giftede dig med en engelsk lady og fik mulighed for at få et slot som det her.

 Jan havde set alvorligt på¨ham.

 Nej, morfar, jeg har lovet at gøre noget for forældreløse børn i Indien. Det løfte kan jeg ikke bryde. Du ville da heller aldrig bryde et løfte, vel morfar.

 Svigerfar havde set tankefuldt på Jan. Så havde han sagt.

 Nej, min ven, det håber jeg aldrig, jeg vil gøre.

 Så havde han smilet og sagt.

 Du må godt sige til dine forældre, at den søn, de har fået, kunne jeg godt misunde dem.
 Jeg har kun fået to piger, men dem er jeg nu også godt tilfreds med, og så har de begge været heldige med valg af deres mænd. Det kunne ikke gøres bedre.

 De havde også været ovre hos Elisabeths søster og hendes mand, og der havde de også været populære.

 Et par dage efter at de er kommet hjem, siger Kim til mig en aften.

 Der var dejligt i England, og vi havde en vidunderlig ferie, men jeg befinder mig nu bedst her i Indien. Min hudfarve passer ikke til England, i hvert fald ikke alle steder.

 Der var en eftermiddag, da Jan, lille George og jeg var ude og gå en tur alene i en lille landsby i nærheden af mosters gods. Så var der en dreng, der nok var et par år ældre end os, der råbte efter mig.

 Se at blive vasket, hvis du vil være i England.

 Som et lyn var Jan over ham. Selvom den anden var både større og stærkere, fik han en ordentlig gang klø.

 Til sidst hvæsede Jan til ham.

 Nu er det vist dig, der trænger til at blive vasket. Min broder prøver du ikke at genere en gang til.

 Så skyndte vi os tilbage til moster alle tre.

 Den næste dag skulle vi tibage til morfar og mormor, så ingen af os omtalte det.

 Jeg var slet ikke klar over, at Jan i den grad kunne blive ude af sig selv af raseri, og lille George var også meget forskrækket.

 Da vi var kommet i seng om aftenen, sagde Jan stilfærdigt.

 Undskyld at jeg gik amok, men jeg kunne da ikke finde mig i at min lillebror blev generet, uden at jeg måtte gøre noget.

 Lille George begyndte at le.

  Jamen du var jo pragtfuld Jan. Efter i dag er jeg endnu mere glad for, at du er min broder. Så ved jeg, at der aldrig sker mig noget, når du er i nærheden.

 Jeg satte mig over på Jans sengekant. Han så op på mig.

 Ingen må gøre dig fortræd, Kim, og heller ikke dig lille George, I betyder jo begge så utrolig meget for mig.

 Så gav han mig et knus og stod op og gik over og gav lille George et knus også.

 I den kommende tid slider Kim, Bob og Jan rigtig med læsningen, så de kan klare at starte på high-school efter sommerferien.

 Jans forældre har allerede efter det første år bestemt sig for at blive i Indien, til stor glæde for os og drengene.

 Efter to års forløb er vi klar til at udvide, fordi det går så godt. Vi beslutter at tage ti elever mere ind hvert år, indtil vi når max. 100. På det tidspunkt er nogle af de første elever gået ud. Flere af dem er så dygtige, at de læser videre.

 Men de regner stadig kostskolen som deres hjem og Arne og Lise som en slags plejeforældre, som de besøger, når der er lejlighed til det, til stor glæde for begge parter.

 Jan, Kim og Bob holder trofast sammen i årene fremover, og da de har fået en uddannelse bruger de deres fritid på at hjælpe til på kostskolen, og da de bliver gift, adopterer de også alle tre nogle børn foruden dem de selv får.

 Lille George har haft svære overvejelser. Hans morfar har tilbudt, at han kan overtage slottet i England, men trods alt føler han sig mest knyttet til Indien, så han beslutter at sige nej tak.

 En aften taler han med os om det og han slutter med at sige.

 Da vi i sin tid var på ferie hos morfar, foreslog han Jan at komme til England og gifte sig med en engels lady og få et slot, men Jan sagde, at kunne ikke svigte det løfte han havde givet om, at han ville hjælpe forældreløse børn i Indien. Når han kunne sige nej, kan jeg også. Han er jo mere end bare en almindelig storebror for mig, lige som Kim. Jeg har besluttet at give dem en hånd i stedet for. Det er ikke forkert af mig, vel.

 Elisabeth smiler til ham.

 Nej min dreng, du er ikke for ingenting din fars søn. Far og jeg ønsker dig al mulig held og lykke med at udføre den beslutning.

                                                                             Tilbage til toppen