Tilbage til E-bøger

DAVID

 

 Kirsten sad ved sit skrivebord og så tankefuldt frem for sig. Hun var træt, for det havde været en meget travl dag.

 Hun var direktør i det firma, hun havde arvet efter sin far. Hun havde været gift, men hendes eksmand havde fundet en anden.

 Uvilkårligt kom hun til at tænke på den dag, da hun var kommet lidt tidligere hjem. Nej, hun ville ikke tænke på det igen. Uvilkårligt knyttede hun hænderne, så knoerne blev helt hvide.

 Hun vidste godt, at hun i firmaet gik under navnet, Isjomfruen, men det var nu en engang hendes beskyttelse. Altid være kold og forretningsmæssig over for medarbejderne. Ingen af dem ville drømme om at flirte med hende, og det var hun glad for. Hun var blevet såret for dybt.

 Arbejdet havde hjulpet hende gennem det værste, det og så hendes nu sekstenårige søn, som var hendes et og alt.

 Trods arbejdet prøvede hun altid at tage sig tid til ham, uden dog at forkæle ham. Alligevel følte hun somme tider, at hun forsømte ham lidt på grund af arbejdet.

 Hun så på uvilkårligt på billedet af David, der stod på hendes skrivebord. En glad, køn og smilende dreng. Det eneste, hun var lidt ked af, var, at han lignede sin far så meget. Han havde også den samme umiddelbare charme, som hans far havde haft.

 Hun sukkede dybt og så på sit ur. Klokken var lidt over tre. Hurtigt besluttede hun sig for at tage hjem. Undervejs ville hun købe noget lækkert til aftensmaden, så skulle hun og David rigtig hygge sig.

 Hun gav besked til sin sekretær om, at hun tog hjem. Da hun gik ned til bilen, gik hun og smånynnede. Det ville blive dejligt at komme hjem. Med et smil satte hun sig ind i bilen. Hurtigt fik hun købt ind og skyndte sig så hjem.

 Da hun låste sig ind, hørte hun til sin skræk en høj stønnen inde fra Davids værelse. Han var da vel ikke syg.

 Hurtigt lukkede hun døren op, og blev så stående som lammet.

 I sengen lå David med en pige, og ingen af dem havde tøj på.
 Hun lukkede øjnene og håbede på, at synet var væk, når hun åbnede dem igen.

 Det var nøjagtig den samme situation hun havde fundet sin mand i, den forfærdelige dag for fire år siden.

 Da hun åbnede øjnene igen, lå de to børn og så forskrækkede på hende.

 Hun kunne ikke få en lyd frem, stod bare og så på dem, uden egentlig at se dem.

 David rejste sig op i siddende stilling, pigen gled over til siden og satte sig også op. Situationen var umulig at bortforklare.

 David var den, der først fik mælet, samtidig med, at han trak tæppet hen over pigens skød.

 Undskyld mor, det her burde vi nok ikke have gjort.

 Med en kraftanstrengelse tog Kirsten sig sammen. Hendes stemme rystede lidt, da hun stille sagde.

 Vil I godt tage noget tøj på og komme ind i stuen, jeg vil gerne tale med jer.

 Så vendte hun sig og forlod værelset.

 David så på Dorte.

 Den her overraskelse kunne jeg godt have undværet.

 Også jeg, men jeg lader dig ikke i stikken. Jeg skal nok tage min del af ansvaret. Nu må vi hellere skynde os i tøjet. Jeg ville nu godt have været lidt mere påklædt, når jeg traf din mor første gang.

 David smiler skævt.

 Vi står sammen, hvad der så end sker, ikke.

 Dorte giver ham et kys og skynder sig i tøjet lige som David, og så følges de ad ind i stuen.

 David ser på sin mor for at vejre stemningen. Hun ser meget træt, men egentlig ikke vred ud.

 Stilfærdigt siger Kirsten.

 Sæt jer lige ned, det vil I godt, ikke.

 David og Dorte sætter sig ned ved siden af hinanden, og uvilkårligt tager de hinanden i hånden.

 Kirsten bemærker det og ser på Dorte.

 Og hvad hedder du så.

 Stille kommer det.

 Jeg hedder Dorte.

 Ja, jeg må vel hellere starte med at undskylde, at jeg sådan kom brasende uden at banke på. Men jeg var bange for, at du var syg David. Da jeg kom ind i entreen hørte jeg en stønnen fra dit værelse.

 Både David og Dorte ser overraskede på hende.

 Kirsten fortsætter.

 Jeg kan se, at I holder meget af hinanden, men derfor er det vel alligevel lidt tidligt at begynde. Er I begge to helt klar over, hvad det kan medføre, hvis noget går galt.

 Ansvaret er først og fremmest dit, David, men det er Dorte det bliver værst for, hvis hun bliver gravid i den alder.

 Hvad tror du, at dine forældre ville sige til det, Dorte. David ville vist ikke blive særligt populær hos dem. Kender du Dortes forældre, David.

 David har hilst på min far. Jeg har ingen mor mere, hun rejste fra os for snart ti år siden, og jeg har intet hørt eller set til hende siden.

 Kirsten ser længe på hende, så kommer det lidt bittert.

 Ja, og David har kun mig, efter at jeg for fire år siden fandt hans far i den samme situation, som jeg fandt jer. Han valgte at kvitte David og mig og hellige sig sin nye erobring, men det har David måske allerede fortalt dig.

 David nikker.

 Jeg har fortalt Dorte, at far forlod dig, baggrunden kendte jeg ikke, men jeg har også sagt, at jeg ikke fatter, hvordan han kunne forlade dig, mor.

 Kirsten smiler lidt vemodigt.

 Forelskelse har det med at gå over. Hvis den ikke bliver til kærlighed, bliver den tit til had. Man må lære, at alle kan begå fejl og så prøve at tilgive dem.

 Ingen er fejlfri, som man tror, når man er forelsket. Kærligheden opstår, når man indser, at den anden kan begå fejl, men at man kan tilgive og holde af på trods af fejlene.

 Dorte har fået tårer i øjnene.

 Du spurgte, om vi holdt af hinanden. Det gør vi, meget endda. Vi ved også begge to, hvad man skal passe på, så der ikke sker noget. Jeg er så flov over, at du skulle møde mig på den her måde første gang. Jeg ville så gerne have, at du skulle synes godt om mig, fordi jeg ved, hvor meget det betyder for David.
 Kirsten begynder at smile.

 Jamen jeg tror faktisk godt, at jeg kan lide dig, nu hvor det første chock er overstået, du forstår mig vist godt, mon ikke.

 Det kan du godt være helt sikker på.
 Så rejser Dorte sig og går over og giver Kirsten et knus, mens hun hvisker.

 Hvor er det vidunderligt, at David har sådan en mor.

 Kirsten gengælder glad knuset og ser over på David, der smiler.

 Skal vi ikke invitere Dorte til at spise med, hvis hun må for sin far.

 Dortes far er ikke hjemme, så det vil hun sikkert gerne, ikke Dorte. Mor laver pragtfuld mad.
 Dorte ser fra David til Kirsten.

 Tusind tak, det vil jeg meget gerne. Far kommer først hjem fra forretningsrejse i morgen.. Det var derfor, at jeg gik med David hjem. Han ville gerne have, at jeg blev, så jeg kunne hilse på dig.

  Og så kom jeg lidt for tidligt hjem. Isjomfruen trængte til at komme hjem fra arbejde og blive tøet lidt op. Efter en lidt skæv start lykkedes det, takket være jer to. Det varmer at se, at der stadig er nogen, der kan holde af hinanden.
 Dorte ser spørgende på Kirsten.

 Isjomfruen.

 Ja, det navn går jeg under på mit arbejde. Måske ikke helt uden grund. Der drejer det sig om at være strengt forretningsmæssig og være i stand til at skjule sine følelser, ellers vil det være for nemt at løbe om hjørner med en. Det er ikke altid lige let at være kvindelig chef i et mandsdomineret firma.

 En times tid senere sidder de og spiser, mens de snakker og hygger sig.
 Kirsten opdager hurtigt, at Dorte er en både sød og sjov pige, som kan tale med om mange forskellige ting på en virkelig fornuftig måde.

 Henimod klokken 9 vil Dorte gøre sig klar til at tage hjem.

 Kirsten ser på hende.

 Skal David ikke følge dig hjem, men du kan da for øvrigt også blive her, hvis din far ikke er hjemme. Du kan godt få en seng for dig selv.

 Det sidste bliver sagt med et lille smil.

 Dorte rødmer.

 Har du virkelig ikke noget imod, at jeg bliver her i nat, men det går for resten ikke, jeg har ikke noget nattøj med..

 Du kan låne en natkjole af mig denne gang, så kan du selv tage nattøj med næste gang, for jeg foreslår, at du sover her, når din far ikke er hjemme. Jeg forstod jo på dig, at han var væk nogle gange hver måned. Denne gang kan vi ikke spørge ham, men det kan jeg så gøre for dig, når jeg møder ham.

 David ser målløs på sin mor. Hun er slet ikke til at kende, men en ting er han helt sikker på. Hans mor synes vældig godt om Dorte, og det er han meget glad for.

 Mens Dorte er ude og vaske sig, ser Kirsten alvorligt på David.

 Hende må du være god ved. Lov mig, at du aldrig gør hende fortræd, min dreng.

 David giver hende et knus.

 Det lover jeg dig meget gerne, mor. Jeg er så glad for, at du kan lide hende.

 Mens David er ude og vaske sig, siger Dorte.

 Jeg er faktisk lidt misundelig på David, over at han har sådan en mor, selvom han fortjener det.

 Kirsten smiler glad til hende.
 Det kan vi ikke have, så må jeg jo prøve at være lidt mor for dig også, min pige.

 Dorte giver hende et ordentligt knus.

 Så kan David få lov til at låne min far en gang imellem, hvis han har lyst.
 Lidt efter er alle tre gået til ro, og det varer ikke længe, før de sover.

 Kirsten er den, der falder sidst i søvn.

 Hun er så glad over, at hun trods chocket fik grebet tingene rigtigt an, for det føler hun er lykkedes.

 Ved firetiden vågner David ved et højt skrig. Han farer ud af sengen og ind til Kirsten. Dorte er der et lille øjeblik efter, også hun er vågnet ved skriget.
 Kirsten sidder halvt op i sengen. Hun er ligbleg og presser hænderne ind mod hjertet.

 Dorte prøver at få hende til at ligge ned, mens hun råber til David.

 Ring efter en ambulance med fuld udrykning, sig, at det er din mors hjerte, det er galt med.

 Hurtigt får David ringet, men selv om det kun varer fem minutter før ambulancen kommer, virker det som en evighed. David har lige taget noget tøj på, for han vil med ambulancen.

 På vej ud ad døren ser han på Dorte.

 Bliver du her, jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan.

 Dorte nikker og sender ham et fingerkys.

 Da ambulancen kører, står hun ved vinduet og ser efter den.

 Uvilkårligt folder hun hænderne og mumler.

 Åh kære Gud, lad hende leve, for Davids skyld.

 Hun går lidt rundt, så reder hun Kirstens og Davids senge og beslutter så at lægge sig lidt igen.

 Hun spekulerer på, om det var synet af hende og David i sengen, der har givet Kirsten det hjerte-

Anfald. Fem minutter efter står hun op igen og sætter sig ind i stuen, men heller ikke der kan hun falde til ro. Det hele virker så uhyggeligt. Bare det at være helt alene i et fremmed hus, og så på den baggrund.

 Omsider går hun ud og laver noget stærk kaffe.

 En times tid efter at ambulancen kørte, kommer David tilbage igen. Han er meget bleg, men prøver dog at smile til hende.

 Du har lavet kaffe, tak skal du have, det trængte jeg netop til.

 Han lader sig falde ned i en stol og ser på Dorte.

 Tror du, at mor overlever, Dorte.

 Dorte sætter sig på hans skød og lægger armene om hans hals.

 Det er umuligt at vide, min egen ven, men jeg håber det, mindst lige så meget som dig.

 David knuger hende ind til sig.

 Tror du, at mor fik det hjerteanfald, fordi hun så os to ligge sammen inde i sengen. Det fik hende jo til at tænke på min far. Jeg var slet ikke klar over, at det var baggrunden for, at han rejste.

 Jeg håber det ikke, David, men jeg har også selv tænkt på det. Vi kan imidlertid ikke lave om på det, der er sket. Til gengæld havde jeg indtryk af, at det ville glæde din mor meget, hvis vi to holder sammen også fremover, og den glæde vil jeg i hvert fald meget gerne gøre hende.

 David ser på hende med tårer i øjnene.

 Det vil sige, at jeg ikke mister dig, selvom jeg skulle miste min mor.

 Nej David, det lover jeg dig. Jeg kan ikke blive hos dig nu, min far kommer jo hjem i dag, men du kan spise hos os, og du må også meget gerne bo hos os, så længe din mor er syg. Det er jeg sikker på, at far ikke har spor imod, han kan vældig godt lide dig.
 Tak for det, det må jeg lige tænke lidt over. Heldigvis fik vi da sommerferie i går, men der er en masse ting, jeg må klare, både herhjemme, men også i firmaet. Bare jeg vidste, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

 Klokken er fem nu. Vil du hen og ligge lidt, eller vil du hellere have, at vi sidder og snakker lidt, David.

 Er du ikke for træt til det. Jeg tror ikke, at jeg kan falde til ro lige nu.

 Nu smører jeg lige et par stykker franskbrød, så sidder vi og snakker, mens vi spiser og drikker kaffe.

 David ryster på hovedet.

 Hvad skulle jeg dog have gjort uden dig.

 Dorte smiler til ham.

 Det er i hvert fald en af de ting, du ikke behøver at spekulere på.

 Ved halvsyvtiden går Dorte i bad og kommer i tøjet.

 Ja, så må jeg afsted, David, men kan vi ikke aftale, at du kommer hen og spiser hos os ved fem-

Halvsekstiden.

 David nikker.

 Jo. Tak for det, Dorte. Det vil jeg meget gerne, hvis der ikke sker noget uforudset, med mor, mener jeg.

 Da Dorte er gået, går David i bad og skynder sig så i tøjet. Han lægger mærke til, at Dorte har redt alle tre senge, og han synes næsten, at han kan høre hendes stemme endnu, da han lige går en tur rundt i huset.

 Så ser han på sit ur. Han må hellere se at komme afsted. På vej ud ad døren ser han sig lige i spejlet. Jo, moderen har faktisk ret i, at det klæder ham med slips og jakke. Det får ham også til at se mere voksen ud.

 Da han kommer hen på moderens kontor, hilser han på de forskellige. Moderens sekretær, fru Sørensen smiler til ham.

 Nej, er det dig, David, jeg kunne næsten ikke kende dig, du er jo kommet til at se helt voksen ud. Er det ikke et års tid siden du har været her sidst. Din mor er for resten ikke kommet endnu.

 David smiler uvilkårligt.

 Nej, det ved jeg. Jeg ville gerne tale med Dem, vi kan gå ind på mors kontor.

 Fru Sørensen ser lidt overrasket ud, men følger dog med ind på kontoret. Da døren er lukket, siger David.

 Vil De godt sætte dem ned.

 Endnu mere overrasket sætter hun sig og ser spørgende på ham.

 David går lidt frem og tilbage, inden han sætter sig i moderens stol. Så kommer det halvkvalt.

 Min mor kom på sygehuset med et hjerteanfald her i nat.

 Det giver et sæt i fru Sørensen.

 Er….

 Nej, hun er ikke død endnu, men lægerne tør intet love indtil videre.

 Stakkels dig David, men hvad så nu.

 Ja se, det var det, jeg gerne ville tale med Dem om. Jeg ved, at min mor stoler fuldt og helt på Dem, derfor vil jeg bede Dem om at hjælpe mig.

 Lægen sagde, at hvis min mor kommer sig, må hun ikke beskæftige sig med arbejde den første måned, måske mere. Vi må altså finde en måde at få tingene til at køre på, så længe, en måde alle kan være tjent med. Det er jo mange arbejdspladser, det drejer sig om. Havde mor nogle væsentlige aftaler i dag, som dårligt kan udsættes.

 I det samme ringer telefonen. Fru Sørensen tager den og siger et øjeblik. Så holder hun hånden hen over tragten og hvisker.

 Det er lagerchefen, han vil tale med din mor.

 David lukker øjnene et sekund, så nikker han.
 Bed ham om at komme herop om en halv time.

 Fru Sørensen afleverer beskeden og lægger røret på.

 David rejser sig og sukker, så sætter han sig igen og ser på fru Sørensen med et lille skævt smil.

 Ja, så må jeg vel hellere prøve at være chef til min mor kommer igen. Jeg håber, at jeg kan stole på de forskellige, for jeg vil uddelegere en stor del af ansvaret til de forskellige afdelingsledere, men der må ikke ske væsentlige ting, uden at jeg får det at vide.

 Jeg vil kunne stå til ansvar over for min mor, m.h.t. hvad der sker, med god samvittighed.
 Fru Sørensen ser alvorligt på ham.

 Vil du ikke have en kop kaffe, så kan vi prøve at snakke om, hvordan du bedst skal sige og gøre og gribe tingene an.

 David rækker hånden frem.

 De har ikke noget imod så ung en chef.

 Fru Sørensen tager hans hånd og giver den et fast tryk.

 Nej, bestemt ikke, når det er dig. Jeg foreslår, at vi beder de forskellige afdelingschefer komme herop sammen med lagerchefen, salgschefen og personalechefen. Du skal ikke være nervøs, du skal nok klare den.

 Så rejser hun sig og går ud efter et par kopper kaffe.

 To minutter efter er hun tilbage.

 David har i mellemtiden siddet og set på billedet af sig selv på skrivebordet. Uvilkårligt tager han det op for at lægge det ned i en skuffe, så ombestemmer han sig og sætter det tilbage på plads igen.

 Ja, så er der givet besked om at være her kl. 9 til alle ti mand.

 David drikker kaffen i små slurke og tænker uvilkårligt på den kaffe, han drak sammen med Dorte tidligt i morges.

 Lidt i ni rejser han sig og går hen og ser ud ad vinduet. Hans hjerte hamrer i brystet på ham. Nu er det vigtigt, at han optræder roligt og voksent, så han bliver taget alvorligt.

 Klokken ni kommer de forskellige småsnakkende ind og ser sig om efter Kirsten, men da de ikke ser hende, sætter de sig ned på deres sædvanlige pladser og afventer, hvad der nu skal ske.

 Stilfærdigt går David hen til bordet og lader blikket løbe bordet rundt. Nogle af dem kender han, men flere af dem har han aldrig set før. Så trækker han vejret dybt.

 Mit navn er David Hammer, af hensyn til dem, der ikke kender mig. Når jeg er her i dag og har bedt jer om at komme, skyldes det, at min mor blev indlagt med et hjertetilfælde i nat.

 Han tøver et øjeblik, og fortsætter så i en lidt skarp tone.

 Det kan måske overbevise dem, der kalder hende Isjomfruen om, at hun har et hjerte.

 Så fortsætter han stilfærdigt.

 Da ingen i øjeblikket ved, hvordan det går, eller hvor længe det kommer til at vare, må vi finde en løsning, så tingene kan fungere, selvom min mor er væk.

 Den første betingelse er, at jeg må kunne stole fuldstændigt på jer alle sammen. Det betyder, at I hver især får det fulde ansvar for den afdeling, I er ledere af, men der må ikke ske væsentlige ting, uden at jeg får det at vide. Jeg vil kunne stå til regnskab over for min mor med god samvittighed.

 Jeg vil være her på kontoret hver dag fra klokken otte, i hvert fald den første måned. I løbet af de kommende dage vil jeg give besked om, hvilke ting jeg mener, at jeg bør informeres om.

 Jeg håber, at I alle kan gå ind for mit forslag. Jeg går lige i fem minutter, så I kan tale om det. Når jeg kommer tilbage, vil jeg gerne have jeres svar, eller også et forslag til en bedre løsning.

 Hurtigt forlader han kontoret. Dels skal han på toilettet, og dels trænger han til at få noget frisk luft.

Det har virkelig været en kraftanstrengelse for ham. Nøjagtig fem minutter efter er han tilbage igen.Stilfærdigt går han hen til bordet og lader igen blikket glide rundt.

 Nå, er I blevet enige.

 Personalechefen rejser sig.

 Som den ældste af din mors medarbejdere lover jeg dig David, at ingen af os med vores gode vilje vil svigte den tillid, du viser os. Vi byder dig velkommen her i huset som vores juniorchef, indtil din mor har det godt nok til at kunne overtage igen. Hils hende mange gange fra os og ønsk god bedring, og sig også til hende, at vi nok skal hjælpe og støtte dig, så godt vi kan.

 David smiler glad.

 Jamen så vil jeg hæve mødet. Tak for jeres tillid, jeg vil gøre, hvad jeg kan for at leve op til den, og også tak, fordi I vil hjælpe mig.

 David får et smil og et håndtryk af de forskellige, efterhånden som de går.

 Fru Sørensen bliver dog på kontoret. Da døren er lukket efter den sidste, siger hun.

 Det klarede du fint, David. Skal jeg hjælpe dig med at få skrevet ned, hvad der er vigtigt for dig at følge med i.

 Jamen har De tid til det.

 Fru Sørensen smiler.
 Selvfølgelig har jeg det. Jeg er jo chefens sekretær. Men vil du ikke godt sige du til mig, ellers begynder jeg også at sige De til dig.

 Ja, det kunne måske give lidt selvtillid, men jeg foretrækker nu alligevel, at du siger du til mig.

 Der er en ting, du bliver nødt til at tage stilling til ret hurtigt. Din mor havde truffet en aftale med en japansk forretningsmand. Han kommer i morgen for at tale om en stor eksportordre til Japan.

 Han har sin 14 årige søn med. Hans kone var dansker, og han vil gerne have, at sønnen lærer sin mors fædreland at kende. Hans mor døde sidste år, forstod jeg på din mor.

 Aftalen gik i orden i går. Din mor sagde, at hun ville tage dig med til mødet, så du evt. kunne tage dig af drengen og vise ham lidt rundt.

 Hvad gør vi nu. Han kommer udelukkende til Danmark for at tale med din mor om den ordre. Det drejer sig om en ordre på mange millioner til firmaet, og vi kan ikke nå at aflyse nu.

 David sidder og spekulerer lidt. Det fik hans mor ikke fortalt ham i går. Det skyldtes jo nok det med ham og Dorte. Selvfølgelig vil han tage sig af drengen, han kan nok godt være bekendt at tage Dorte med, når de skal ud og se forskellige ting.
 Så løfter han hovedet.

 Jeg tager mig selvfølgelig af drengen. Nu går jeg ned til personalechefen og hører ham om, hvem vi bedst kan sætte til at forhandle med faderen. Det må være en, der har de bedst mulige kvalifikationer, så japaneren ikke føler sig snydt, og så vi får ordren.

 Fru Sørensen nikker.

 Det lyder fornuftigt. Hvis du så spiser frokost med ham, I finder frem til, kan du fortælle ham om den baggrundsviden du har om mr. Mikimoto, efter at have læst din mors korrespondance med ham. Jeg lægger det til dig her på skrivebordet, så du kan læse det, når du kommer tilbage fra personalechefen.

 Ved frokosten siger David til den unge salgskonsulent, som personalechefen har anbefalet.

 Det er en mærkelig situation for mig at skulle være en slags chef for folk, der alle er ældre end mig og har en uddannelse, ekspertice og erfaring, som jeg jo slet ikke har. Men jeg har besluttet at gøre mit bedste for at få tingene til at fungere, indtil min mor kommer tilbage, forhåbentlig inden alt for længe.

 Salgskonsulenten rækker sin hånd over bordet med et stort smil.

 Jeg er stolt over, at jeg har fået denne opgave. For mig betyder det ikke noget, om min chef er ung eller gammel, kvinde eller mand, for mig er det opgaven, der tæller. Hvad foreslår du.

 David trykker smilende den andens hånd.

 Nu vil jeg fortælle om mr. Mikimoto og ordren ud fra den korrespondance, jeg har læst. Så vil jeg gerne være med til frokosten i morgen, så jeg selv kan forklare ham grunden til det ændrede arran-

gement.

 Efter frokosten tager jeg mig så af drengen og du tager dig af faderen. Får du ordren i hus, er der en procent af fortjenesten til dig oven i din almindelige løn, en slags bonus. Er du tilfreds med det.

 Tror du, at din mor vil være indforstået med det.

 Ja, det skal jeg nok overbevise hende om, vil du have det skriftligt.

 Den anden smiler bredt.

 Det ville ikke være juridisk gyldigt alligevel, da du ikke er atten år, men jeg stoler på dig og er din mand 100 % også selvom din mor vil sætte beløbet ned. Sådan en opgave er lige det, jeg har gået og drømt om.
 Da de kommer tilbage fra frokosten siger fru Sørensen.

 De har ringet fra sygehuset. Din mor er kommet til bevidsthed. Jeg synes, at du skal tage hen og se til hende nu.

 Ja tak, så vil jeg tage fri for i dag, det synes jeg, at jeg trænger til. Det sidste døgn har været hårdt, men jeg skal nok være her i morgen klokken otte. Jeg har aftalt med Steen Jørgensen, at han og jeg spiser frokost med mr. Mikimoto og hans søn. Efter frokosten overlader jeg faderen til Steen Jørgensen og tager mig selv af sønnen, så de følgende eftermiddage er jeg her måske ikke så meget. Vi må jo prøve at gøre et godt indtryk på Japan, så vi får den ordre.

 Fru Sørensen smiler.

 Hils din mor og sig, at vi skal nok hjælpe dig, så godt vi kan, indtil hun kommer tilbage. Men husk nu, David, du må ikke tage hårdere fat, end du kan holde til det. Du skulle gerne holde i mange år, og det med din mor, må også være en advarsel til dig. Slap af, når du har mulighed for det.

 David ser alvorligt på hende.

 I aften holder jeg helt fri. Jeg er blevet inviteret hen til min veninde og spise. Mon jeg ikke godt kan være bekendt at tage hende med, når jeg skal vise den japanske dreng rundt.

 Selvfølgelig. Du får penge fra repræsentationskontoen. Jeg skal sørge for, at de ligger her til dig i morgen. Her har du nu foreløbig 100 kr., tag så en taxa hen til sygehuset.

 Kirsten er nogenlunde klar, men meget træt, så David bliver der ikke ret længe. Den læge, han taler med, mener, at Kirsten nok skal blive helt rask, men det vil tage noget tid, og hun skal tage den helt med ro, når hun kommer hjem.

 David smiler til moderen, da han kommer ind på stuen og siger, at han har det fint. Han skal hen og spise til aften hos Dorte og hendes far.

 Kirsten ser på ham.

 Der skulle komme en japaner, jeg skulle tale med, og han har sin søn med. Vil du godt tage dig af dem og beklage på mine vegne, at jeg ikke kan holde min aftale.

 David nikker.

 Den klarer jeg. Jeg har talt med fru Sørensen. Jeg skulle hilse fra hende og ønske dig god bedring. Jeg skulle også sige, at du ikke skulle spekulere på andet end at blive rask. Vi andre skal nok holde skruen i vandet så længe. Alle er parate til at hjælpe bedst muligt.

 Kirstens øjne falder i, og David lister stille ud af stuen og tager hjem.

 Han går i bad og tager noget mere afslappet tøj på, det andet er gennemblødt af sved. Da han er klar, cykler han hen til Dorte og hendes far.

 De har en meget hyggelig aften, og det lykkes Dorte og hendes far at få ham til at slappe helt af.

 Han fortæller om sin dag på arbejdet og sukker.

 Jeg må nok stoppe med skolen, hvis det varer længe med mor. Jeg føler, at jeg har et stort ansvar, både over for mor, men også for alle de ansatte.

 Dortes far brummer.

 Tror du ikke, at det ville være klogere at ansætte en direktør og så selv få en grundig uddannelse inden du overtager firmaet.

 David ryster på hovedet.

 Der skal ikke ansættes nogen direktør, så længe der er en chance for, at mor kan vende tilbage. Hvis hun dør, eller ikke bliver i stand til at vende tilbage, er det en anden sag, men det vil jeg ikke

tænke på i øjeblikket.

 Lidt efter fortæller han om japaneren og hans søn, der kommer næste dag. Dorte er meget spændt på at skulle med.

 Faderen smiler.

 Hvad med at invitere både far og søn med her hen og spise en aften. Så kan de få lejlighed til at se et ganske almindeligt dansk hjem, og ikke bare være henvist til hoteller og restaurationer. Det kan man godt blive træt af. Det ved jeg af erfaring.

 David ser på Dorte.

 Hvad siger du til det.

 Dorte ler.

 Så må far lave maden, det tør jeg ikke påtage mig, men du har jo også selv set, hvor god far er til at lave mad.

 Fint, skal vi sige fredag aften, det er tirsdag i dag.

 Alle tiders, men nu må jeg vist hellere se at komme hjem. I morgen får jeg meget travlt.

 Dorte ser på ham.

 Du vil ikke blive her og sove i nat.

 Nej tak, jeg må hellere tage hjem. Jeg skal være på arbejde klokken otte i morgen, og jeg skal også have andet tøj på, så jeg skal hjem og skifte alligevel. Men tusind tak for tilbuddet, også tak for mad og en dejlig aften i det hele taget, det var lige, hvad jeg trængte til.

 Skal vi aftale, at vi mødes ved Tivolis hovedindgang kl. 15 i morgen, Dorte.

 Skal jeg så ikke tage med dig hjem, David, jeg kan ikke lide, at du skal være alene. Det må jeg godt, ikke far.

 Faderen nikker.

 Det tilbud synes jeg, at du skal tage imod, min dreng. Jeg stoler på, at I ikke laver ulykker, og jeg tror godt, at du kan have brug for at have en hos dig i huset i nat.

 David rækker sin hånd frem og knuger hans hånd.

 Tak skal du have, jeg lover dig, at jeg aldrig vil gøre Dorte fortræd.

 Lidt efter cykler de hjem til David.

 De sidder og snakker lidt, inden de bliver enige om, at nu må de hellere komme i seng, de skal jo tidligt op næste dag.

 David er dødtræt.

 Dorte rejser sig og går ud og børster tænder.

 Da de er kommet i nattøjet begge to, siger Dorte.

 Nu skal jeg massere dig lidt, så du bedre kan slappe af. Tag din pyjamasjakke af og læg dig på maven på din seng.

 Hun masserer hans nakke, skuldre og ryg, men lidt efter opdager hun, at David allerede er faldet i søvn. Hun giver ham et blidt kys i nakken og lægger forsigtigt dynen over ham og lister ind på gæsteværelset. Hun husker også at tage vækkeuret med.

 Næste morgen vækker hun David med et kys klokken halvsyv.

 Værsågod, så er der morgenkaffe.

 David ligger og ser smilende op på hende.
 Den her dag kan kun blive god med sådan en start.

 Hurtigt svinger han benene ud af sengen og rejser sig, og så får Dorte et knus og et kys.

 Efter morgenmaden kommer de hurtigt i tøjet. Dorte kører hjem og David tager hen på kontoret.

 I formiddagens løb får han sammen med fru Sørensen skrevet nogle retningslinier ned for, hvad de forskellige skal orientere ham om. Han understreger, at der ikke skal søges om tilladelse hos ham til de forskellige ting, han skal bare kunne følge med i, hvad der foregår i firmaet af væsentlige ting.

 Han når også lige et kort møde med Steen Jørgensen, inden japaneren og hans søn kommer, for at se, om der er ting, der skal afklares.

 Efter at have hilst på hinanden, forklarer David på sit bedste skoleengelsk om baggrunden for, at det ikke er hans mor, men Steen Jørgensen, der skal tage sig af forhandlingerne.

 Mr. Mikimoto smiler stille, og så siger han på lidt ubehjælpsomt dansk.

 Både min søn Kim og jeg forstår dansk helt godt, min kone var dansker, men vi taler det ikke så godt. Må jeg foreslå, at I taler dansk og vi taler engelsk, er det i orden.

 Da både Steen og David nikker, fortsætter han.

 Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke kan tale med din mor, fordi hun er syg, men jeg er sikker på, at mr. Jorgensen og jeg nok skal finde frem til en fornuftig aftale, for jeg er sikker på, at mr. Jorgensen er dygtig, når man har valgt ham.

 Så ser han direkte på David.

 Men har du så tid og lyst til at tage dig af Kim nogle timer hver dag i denne uge.

 David smiler bredt.

 Helt bestemt. Jeg er næsten sikker på, at Kim og jeg kan blive gode venner.

 Så ser han på Kim.

 Når vi nu skilles her efter frokost, tager vi to hen til Tivoli, der skal du møde min veninde. Hende vil du synes om, det er jeg sikker på. Og så aftaler vi ellers fra dag til dag, hvad vi så skal.

 På fredag aften vil jeg gerne invitere dig og din far hen og spise hos min veninde og hendes far.- Det syntes de kunne være morsomt for både dem og jer.

 Så ler han.

 Og selvfølgelig også for mig.

 Kim ligner ikke en japaner, selvom han har sort hår og meget mørke øjne. Han er utrolig køn og viser sig at være meget charmerende og livlig, da han bliver alene med David.

 Han fortæller lidt om sin tilværelse i Japan. Bl.a. fortæller han, at faderen er begyndt at tage ham med på forretningsrejser til udlandet efter moderens død. Man møder en masse spændende mennesker og oplever en masse.

 Så slår han over i dansk.

 Må jeg godt prøve at tale dansk, selvom det ikke lyder helt rigtigt. Jeg vil gerne prøve at øve mig, for jeg håber på, at jeg kan få lov til at studere i Danmark, når jeg bliver voksen.

 David ler højt.

 Selvfølgelig må du tale dansk, det er ikke spor svært at forstå, det lyder langt bedre end mit engelsk.

 Kim stråler over hele hovedet over rosen.

 Da de kommer hen til Tivoli, står Dorte og venter på dem.

 Kim bukker dybt og smiler lidt genert, men det varer ikke længe, før de alle tre morer sig godt sammen.

 Da de har spist til aften, tager de lige hen på sygehuset. Kim og Dorte sidder og venter ude på gangen, mens David lige er inde hos sin mor. Han får at vide, at han kun må være der ganske kort.

 Kirsten vil dog lige hilse på Dorte og Kim, da hun hører, at de er med. David henter dem så, men to minutter efter kan de se, at Kirstens øjne falder til, og så lister de stille ud.

 Kim siger stilfærdigt.

 Det er synd for dig, David, men måske bliver hun snart rask igen, og heldigvis har du da Dorte.

 David smiler glad fra Dorte til Kim.

Tak skal du have Kim, du har helt ret. Nu foreslår jeg, at vi tager hjem til mig en times tid og snakker og hører nogle plader, inden jeg tager hen og afleverer dig til din far på hotellet.

 David viser lige Kim rundt i huset. Han er meget overrasket og imponeret.

 Bor danskere virkelig sådan her.

 Dorte ler.

 Nej, bestemt ikke alle. Men synes du om det på den her måde.

 Ih ja. Her ville jeg gerne bo, det er noget andet end et hotelværelse, de virker så upersonlige.

 David ser smilende på ham.
 Jamen så kan vi jo spørge din far, om han har noget imod, at du bor her hos mig, så længe I er her i Danmark. Jeg har jo masser af plads.

 Kim ser målløs på ham.

 Mener du virkelig det, eller driller du bare.

 David lægger sin ene hånd på Kims skulder og ser ham alvorligt lige i øjnene.

 Jeg mener det, helt bestemt.Jeg synes, at det kunne være hyggeligt at have dig boende. Jeg tror nemlig, at vi to godt vil kunne komme fint ud af det med hinanden.

 De sætter sig så og hører nogle plader og snakker hyggeligt, selvom Kim et par gange virker lidt fraværende. Omsider tager de så en taxa hen til hotellet for at aflevere Kim.

 Han spørger, om de godt vil gå med ham op og spørge hans far, om han godt må bo hos David, mens de er i Danmark

 Da de mærker, hvor ivrig Kim er, går både David og Dorte med ham op.

 Faderen ser smilende på Kim, mens han siger en hel masse på japansk, så ser han fra Dorte til David og så igen på Kim.

 Da Kims talestrøm slutter, siger faderen til David.

 Kim fortæller mig, at du har sagt, at han må bo hos dig, mens vi er her i Danmark, mener du virkelig det, eller er det noget, han har misforstået.

 David nikker.

 Kim og jeg kommer meget fint ud af det med hinanden. Derfor synes jeg, at det kunne være dejligt at have ham boende. Jeg er jo alene i huset, nu da min mor er syg. Dorte har ganske vist boet hos mig et par nætter, men det kan hun jo ikke blive ved med.

 Faderen ser fra Kim til David med et blink i øjet.

 Du vil måske endda have ham med allerede i aften.

 David ler.

 Meget gerne.

 Godt, så pak dine ting sammen, min dreng. Du må godt tage med, hvis du gerne vil.

 Tusind tak, far.

 David ser på mr. Mikimoto.

 Der er da plads nok til, at du også sagtens kan bo der, hvis du har lyst.

 Faderen ryster på hovedet.

 Nej tak, min ven. Jeg befinder mig godt nok på et hotel, det gør Kim ikke, det ved jeg godt, men jeg kan ikke lide at lade ham være alene hjemme, når jeg rejser så meget som jeg gør, derfor tager jeg ham med.

 To minutter efter er Kim klar med sin kuffert.

 Faderen lægger sine hænder på hans skuldre.

 Kan du nu opføre dig pænt. Gør som David siger, så han ikke bliver utilfreds med dig.

 Kim ser ham op i ansigtet.

 Tak fordi du gav mig lov, far. Jeg er sikker på, at det bliver vidunderligt. Jeg lover dig, at du ikke får skam af mig.

 David rækker mr. Mikimoto hånden.

 Så tager vi afsted, vi ses til frokosten i morgen.

 Dorte siger også farvel med et smil.

 Undervejs sætter de Dorte af der hjemme. Da hun siger farvel til David med et kys, hvisker hun.

 Jeg er ikke jaloux, han har brug for sådan en som dig, og så tror jeg endda, at han også kan hjælpe dig.

 David hvisker tilbage.

 Du ved, at jeg elsker dig.

 Så siger han højt.

 Vi ses i morgen eftermiddag, og så skal vi bl.a. ud og bade.

 Da Kim og David er kommet ind i huset, siger David.

 Ja, nu må vi hellere se at få redt op til dig. Klokken er ved at være mange.

 Kim ser alvorligt på ham.

 Du fortryder det ikke, vel. Ville du ikke hellere have haft, at Dorte sov her i nat.

 David ser lidt på ham, så smiler han.

 Nej Kim, jeg har bestemt ikke fortrudt. M.h.t. Dorte, så elsker jeg hende meget højt, som du sikkert har opdaget, men hverken hun eller jeg ønsker, at hun skulle gå hen og blive gravid nu. Når man holder meget af hinanden, og tingene er, som de er for mig i øjeblikket, kunne vi risikere, at jeg overtalte hende til noget, som vi begge ville fortryde bagefter. Derfor blev vi enige om i morges, at vi ikke ville sove i samme hus i nogle dage, indtil vi begge havde bedre kontrol over os selv. Forstår du godt det. Dorte og jeg er altså ikke uvenner, tværtimod.

 Åh, det var godt, jeg var så bange for, at jeg havde ødelagt noget for jer ved at mase mig sådan på.

 Bestemt ikke, og du har da heller ikke maset dig på. Det var da mig, der sagde, at jeg syntes, det kunne være dejligt at have dig boende, og det mener jeg helt bestemt stadigvæk. Jeg ved i øvrigt, at Dorte også synes godt om dig, for det sagde hun til mig.

 Men hvad nu, skal vi sætte en seng mere her ind på mit værelse, eller foretrækker du gæsteværelset.

 Jeg vil meget gerne sove her inde hos dig, hvis jeg virkelig må.
 Fint, du hjælper mig lige med at hente sengen, så vi kan få den redt.

 Efter at være blevet vasket, kommer de omsider i seng.

 Kort før de sover, hvisker Kim.

 Det føles næsten, som om du var min storebror.

 Næste morgen, da David vågner og er ved at stå op, kommer han til at se på Kim.

 Han synes vældig godt om ham, trods deres korte bekendtskab, og det er åbenbart gensidigt. Det er lige som om der er noget helt specielt ved Kim.

 Han lister ud og laver morgenkaffe. Da den er klar, går han ind for at vække Kim.

 Han står igen og ser lidt på ham.

 Kim vågner og smiler til ham.

 Godmorgen lillebror, morgenmaden er klar, har du sovet godt.

 Fint.

 Hurtigt springer han ud af sengen.

 Mens de spiser morgenmad, aftaler de, at de skal følges ad hen til kontoret. Så kan Kim gå ud og kigge lidt på forretninger, mens David ordner de ting, der ligger til ham på kontoret. Til middag mødes de igen og går hen og spiser frokost med Kims far og Steen Jørgensen. Efter frokost tager de ud og ser på forskellige ting sammen, og så mødes de med Dorte og tager ud og bader.
 David ser på Kim.

 Har du badebukser, ellers kan du få et par af mig, Jeg har nogen, der er blevet for små til mig, men de passer sikkert dig, prøv dem lige.

 Kim smiler.

 Tak, det vil jeg gerne. Jeg har ikke badebukser med, for jeg havde ikke forudset, at jeg kunne komme ud og bade.

 Kim prøver badebukserne, og de passer ham fint.

 David nikker.

 Dem kan du få som en souvenir her fra Danmark og som et minde om mig. Men nu må vi hellere komme i bad og i tøjet, så jeg ikke kommer for sent på arbejde.

 De er lige hurtigt af nattøjet begge to. David ler.

 Vi kan sagtens være under bruseren begge to, kom du bare med.

 Et kvarter efter er de klar til at tage af sted. David tager en taske med med deres badebukser og et par håndklæder og så skynder de sig ud ad døren.

 David rækker Kim en nøgle.

 Du må hellere få en nøgle, så du kan komme ind, hvis jeg skulle blive forhindret i at komme hjem samtidig med dig.
 Kim ser overrasket på ham.

 Giver du mig nøglen til dit hjem.

 David ler højt.

 Du er jo min lillebror i øjeblikket, ikke sandt, så må du da også kunne komme ind her hjemme.

 Kim smiler glad og omfavner David.

 Du er bare alle tiders storebror.

 De får lige en kop kaffe af fru Sørensen, da de kommer hen på kontoret, og så går Kim ud for at se på forretninger.
 Da Kim er gået, smiler fru Sørensen til David.

 Det er nok ikke så dårligt, det bekendtskab. Han ser beundrende på dig, som om du var hans storebror. Den handel skal nok gå i orden.

 David ler højt.

 Ja, vi blev faktisk enige om at være brødre, mens han var her i landet, så han bor hos mig så længe, på den måde er jeg jo heller ikke alene. Han er ikke meget for hoteller, og det kan jeg godt forstå, for de virker så upersonlige, så hans far gav ham lov til at bo hos mig, jeg har jo masser af plads.

 Lidt efter er David ved at læse en del breve og på anden måde sætte sig ind i forskellige ting.

 Lidt før tolv kommer Kim tilbage, og så følges de ad hen til frokosten med Kims far og Steen Jørgensen.

 Mr. Mikimoto smiler, da han ser dem komme gående, så ser han over på Steen Jørgensen.

 I dag er det mig, der giver frokosten, og så foreslår jeg, at vi bagefter går hen og skriver kontrakterne under, hvis det passer Dem.

 Steen Jørgensen smiler glad.

 Det passer mig fint. Mon ikke de to der har været med til at hjælpe på det.

 Mr. Mikimoto ser alvorligt på ham.

 Måske, men undervurder ikke Deres egen indsats. Jeg er imponeret over, at De med så kort varsel kunne træde til og klare så stor en opgave. Det kræver stor viden og indsigt, men også et stort salgstalent.

 Får De en dag lyst til at prøve Deres kræfter af i Japan, så har jeg en stilling til Dem.

 Steen Jørgensen smiler.

 Det bliver ikke så længe junior er alene. Han har mit ord på, at jeg er hans mand 100 %. Men bliver det aktuelt senere, vil jeg være meget glad, hvis tilbuddet stadig står åbent.

 Mr. Mikimoto nikker og rækker hånden frem.

 Det er en aftale. Jeg er meget glad for, at David har sådan en mand, så skal han nok klare den, til hans mor kommer tilbage. Og så er jeg endda ret sikker på, at De ikke er den eneste, men jeg under ham det, for jeg er kommet til at sætte stor pris på ham.

 Drengene kommer nu hen til bordet og sætter sig. Under frokosten taler de om lidt af hvert, så siger mr. Mikimoto.

 Ja, nu har jeg så aftalt med mr. Jorgensen, at vi skriver kontrakterne under i eftermiddag.

 David rækker hånden frem, først til mr. Mikimoto og derefter til Steen Jørgensen.

 Bravo, jeg vidste, at det nok skulle blive klaret. Det vil glæde min mor meget at høre.
 Kim ser ned i sin tallerken, så ruller der en tåre ned ad hans ene kind. Så kommer det stille.

 Vil det så sige, at vi allerede skal afsted igen.

 Mr. Mikimoto lægger en hånd på hans skulder.

 Ja, nu er det vi kom her for jo i orden, men du ville måske gerne være blevet her noget længere.

 Kim nikker.

 Ja, nu havde vi det lige så rart.

 David ser over på ham.

 Nu i eftermiddag skal vi to jo ud sammen med Dorte og bade, og i morgen skal du og din far hen og spise hos Dorte og hendes far sammen med mig. Nu kan din far jo også få tid til at vise dig nogle forskellige ting om dagen, og jeg er næsten sikker på, at du kan overtale ham til, at I bliver her week-enden over. Ikke mr. Mikimoto.

 Du bor stadig henne hos mig, til I skal rejse, og kommer du til Danmark igen, er du altid velkommen til at bo hos mig.

 Kims ansigt klarer op.

 Undskyld far. Jeg vidste jo godt, at det ikke ville vare så længe. Jeg er jo bare så glad for David og for at jeg må bo hos ham.

 Mr. Mikimoto smiler fra Kim til David.

 Vi skal nok blive i Danmark til på mandag.

 Efter frokosten mødes Kim og David så med Dorte, og så tager de ud og bader sammen. Kim er livet rigtigt op igen og har det dejligt.

 Dorte og David nyder også at være sammen med Kim, for hans glæde virker så smittende. Ved aftenstid går de ind på en burgerbar og spiser, det synes Kim er morsomt, for det har han ikke prøvet før.

 Bagefter tager David så hen på sygehuset for at se til sin mor, og både Dorte og Kim tager med. Kim har købt en buket blomster til Kirsten, som hun bliver meget glad for.

 Hun har det meget bedre, selvom hun hurtigt bliver træt. Hun bliver også glad, da David fortæller, at ordren til Japan er i orden. De bliver der dog kun en lille halv time, så kan de se, at Kirsten ikke kan klare mere.

 De tager så hjem til David.

 Han blinker til Kim.

 Du låser op, jeg har glemt min nøgle henne på kontoret, så det er da godt, at vi har dig med og at du fik en nøgle.

 Inden Dorte tager afsted, spørger hun Kim. Hvilken slags mad hans fader bedst kan lide, men det skal selvfølgelig også være noget han selv kan lide. Kim kommer så med et par forslag.

 Dorte giver både Kim og David et knus, inden hun cykler hjem.

 Drengene bliver siddende og snakker, men omsider melder trætheden sig, så kort efter at de er kommet i seng, sover de begge to godt.

 Næste morgen er Kim først oppe, så da er det ham, der vækker David, da morgenmaden er klar.

 Efter morgenmaden går de i bad og kommer i tøjet. Kim tager hen til sin far og David tager hen på kontoret. De aftaler at mødes henne hos Dorte og hendes far kl. 17.David er lige en tur henne og se til sin mor, inden han tager hen til Dorte, og et øjeblik efter kommer Kim og hans far.

 Mr. Mikimoto er meget begejstret for maden, men også for den hyggelige atmosfære, der hersker i hjemmet.
 Han smiler til Dorte.

 Det er jo lige min livret.

 Dorte ler.

 Ja, det sagde Kim, men det er min far, der har lavet maden.
 Efter maden sidder mr. Mikimoto og Dortes far og snakker godt sammen, men de tre unge hygger sig med hinanden. Kim fortæller, at hans far har lovet at køre en tur rundt på Sjælland om søndagen, og da vil de gerne have Dorte og David med, og vi skal også ud og bade. Lørdag vil far vise mig nogle forskellige ting og steder, så da kommer han og henter mig kl. 9. Søndag kommer han og henter os klokken ni, så vi kan være her henne hos dig et kvarter efter, Dorte.

 Ved titiden tager mr. Mikimoto afsted, og Kim og David får kørelejlighed med ham.

 David foreslår, at han lige går med ind og snakker lidt, og det siger han ja tak til til Kims store forundring.

 Leende siger David.

 Du låser op og viser din far ind, ikke Kim.

 Kim rødmer lidt, men låser så op og viser sin far ind, og lidt efter sidder de så og snakker.

 Lidt efter siger mr. Mikimoto.

 Jeg vil gerne tale lidt alene med dig, David.
 David nikker.

 Så foreslår jeg, at du går i seng nu, Kim, det varer nok ikke så længe, vel.

 Nej, højst fem – ti minutter. Gå du bare i seng, godnat min dreng, sov godt.

 Godnat far. Var det ikke en dejlig aften.

 Jo, helt bestemt, min ven.
 Da Kim er gået ind på værelset, sidder mr. Mikimoto tavs lidt, så ser han på David.

 Jeg vil gerne sige dig tak, for alt hvad du har gjort for Kim. Jeg håber ikke, at du er i tvivl om, hvor stor pris han sætter på dig, men det gælder i øvrigt også for mit eget vedkommende.

 David smiler.

 Det er absolut gensidigt.

 Ja, det er også mit indtryk. Jeg har en stor bøn til dig. Må Kim få lov til at blive hos dig i sommerferien. Som jeg sagde den anden dag, jeg kan ikke lide at lade ham være alene hjemme, når jeg rejser så meget, og hoteller er ikke lige hans store nummer, det har du nok opdaget. Det her er et hjem i ordets aller bedste betydning. Kærligheden lyser simpelthen ud af hver en krog. Det er desværre ikke noget Kim har været forvænt med, siden hans mor døde. I øvrigt er det mit indtryk, at han befinder sig bedre her i Danmark end i Japan.

 Måske skal jeg overveje at lade ham tage en uddannelse i Danmark, når han bliver ældre, selv om jeg vil komme til at savne ham.

 Problemet er, kan du klare at have ham her i seks uger, hvad siger Dorte til det, og kan din mor klare at have ham her, når hun forhåbentlig inden så længe kommer hjem igen.

 David smiler bredt og rækker sin højre hånd frem.

 Selvfølgelig må Kim blive her. Det kan vi sagtens klare. Dorte holder også meget af ham, og hvis du havde set min mors ansigt i går, da Kim havde en buket blomster med til hende, så ville du heller ikke være spor i tvivl om hendes indstilling til det.

 Mr. Mikimoto griber Davids hånd og trykker den fast.

 Skal vi fortælle ham det i aften.

 Ja, lad os det.

 David kalder.

 Kim kom lige.

 Kim kommer ind i sin pyjamas og ser spørgende fra David til sin far.

 Mr. Mikimoto ser smilende på ham.

 Vi ville spørge, om du kunne tænke dig at blive her hos David i hele sommerferien.

 Kim ser målløs fra sin far til David og tilbage til sin far igen.

 Mener du det, men hvad så med dig.

 Jeg tager hjem igen på mandag, men David påstår, at han ikke har noget imod at beholde dig i hele sommerferien.
 Et øjeblik efter har først faderen og derefter David ham om halsen.

 Tak, åh tak. Jeg vil nok komme til at savne dig lidt en gang imellem far, men det skal David nok hjælpe mig over. Han er jo som en dejlig storebror for mig.

 Da faderen lidt efter er gået, tager David også sin pyjamas på og så sidder de ellers og snakker længe.

 Pludselig siger Kim.

 Jamen hvad tror du dog, at Dorte siger til det. Det må ikke komme til at ødelægge noget for jer, så vil jeg hellere tage hjem sammen med far på mandag.

 David ler.

 Prøv du at snakke med Dorte om det i overmorgen, men jeg tror bestemt ikke, at du har grund til at være nervøs.

 Og hvad med din mor. Tror du, at hun vil bryde sig om at have en mere i huset, når hun forhåbentlig snart kommer hjem.
 Når det er dig, er jeg sikker på, at hun bestemt ikke har noget imod det, snarere tværtimod. Men skal vi ikke gå i seng nu, så du kan være frisk i morgen, når du skal ud med din far, så han kan se, at du er glad for, at du fik lov til at blive her.

 Ja, det er også rigtigt. Godnat og tak for en helt vidunderlig dag, og tusind tak, fordi du virkelig godt vil beholde mig, det har jeg jo slet ikke fået sagt rigtigt.

 Godnat lillebror. Sov godt. Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at beholde dig i sommerferien. Jeg lover dig, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at du kan få en rigtig god sommerferie.

 Det kan den ikke undgå at blive, når jeg kan være sammen med dig.

 Et øjeblik efter sover Kim.

 David ligger lidt, før han falder i søvn.Han spekulerer på, hvordan den forløbne uge har forandret hans liv totalt. Så smiler han ved sig selv. Resultatet er nu slet ikke så tosset.

 Hans mor kan godt lide Dorte, og hun kommer nok snart hjem. Så har han fået alle tiders ven. Det føles næsten, som om Kim var hans rigtige lillebror. Det er mærkeligt, at han så hurtigt er kommet til at holde så meget af ham. Det plejer bestemt ikke at gå så hurtigt for ham at få en ven. Der er også arbejdet, det er lidt skræmmende, for det er et stort ansvar, han har påtaget sig, men det er jo også utroligt spændende.

 Med alt det i tankerne falder han omsider i søvn.

 Næste morgen vågner de samtidig, og så hjælpes de ad med morgenmaden. Da de er blevet vasket og er kommet i tøjet, sætter de sig og snakker, til Kim bliver hentet.

 Da han er taget afsted, ordner David nogle indkøb, rydder lidt op og får gjort lidt rent. Mens han er i gang med det, kommer Dorte, og så sætter de sig og får en kop kaffe, mens de snakker.

 David fortæller så, at Kim bliver i hele sommerferien, men fortæller også, hvad Kim sagde om, at han hellere ville rejse med faderen, hvis det kom til at ødelægge forholdet mellem Dorte og ham, hvis han blev.

 Dorte smiler varmt.

 Sikke en ven, du der har fået, eller må jeg godt sige vi, han er godt nok usædvanlig.

 Helt bestemt, det vil Kim blive meget glad for at høre. Han var også meget bekymret for, hvad mor ville sige. Det var meget vigtigt for ham, at det ikke kom til at ødelægge noget for nogen, hvis han blev her.

 Dorte ler hjerteligt.

 Din mor vil nok være mere tryg ved at lade os være sammen, når Kim også er der. Jeg synes, at det er alle tiders.

 Det må du endelig sige til ham i morgen, så han kan få beroliget sin samvittighed.

 Hen under aften følges de ad hen og besøger Kirsten.
 David fortæller så, at han har givet Kim lov til at blive i sommerferien, hvis hun ikke har noget imod det.

 Kirsten ser glad på ham.

 Helt bestemt ikke, men det kommer ikke til at ødelægge nogert for jer to, vel.
 Begge ryster på hovedet, og Dorte fortæller så, hvad Kim havde sagt om det og fortsætter.

 Vi holder utroligt meget af ham begge to, så det bliver bestemt ikke noget problem for os.
 Kirsten ser over på David.

 Jeg regner med at komme hjem i næste uge. Fru Sørensen var herinde i går. Hun fortalte om din indsats i firmaet. Jeg er meget stolt over at have sådan en søn og dybt imponeret. Jeg må ikke begynde at arbejde den første måned, vil du godt blive ved med at tage dig af tingene, til jeg må begynde igen. Så kan jeg måske låne Dorte eller Kim, mens du er på arbejde.

 Det går ganske vist ud over jeres muligheder i sommerferien. Til gengæld vil jeg så gerne give jer to en rejse i efterårsferien, som tak for jeres hjælp, hvis I har lyst.

 Dorte stråler over hele hovedet.

 Det lyder da pragtfuldt, ikke David.

 Helt bestemt, men jeg ville også gerne gøre det uden. Det er en helt speciel oplevelse, ikke mindst at alle gør, hvad de kan for at vise mig deres tillid. Alle er flinke og hjælpsomme og jeg føler slet ikke, at nogen ser ned på mig, fordi jeg er så ung og uerfaren.

 Du greb sagen helt rigtigt an, da du gav de forskellige et ansvar, i stedet for at spille alvidende chef, det er der meget få, der kan stå for. Så gør man hvad man kan for at leve op til tilliden, det har du jo også set med dig selv.

 David nikker.

 Du har nok ret, men jeg glæder mig nu meget, til du kommer hjem.

 De fortæller også, at de skal på tur med Kim og hans far den næste dag.

 Og så kommer vi lige forbi, så du kan hilse på mr. Mikimoto, inden han skal rejse, det ville han gerne.
 Det vil jeg meget gerne have, men nu må I nok hellere gå, så jeg kan hvile mig lidt. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være træt. Tusind tak fordi I kom begge to. Jeg vil gerne lige snakke alene med Dorte et øjeblik.

 David smiler og giver sin mor et kys.

 Fint, så venter jeg ude på gangen så længe.

 Da David er gået, siger Kirsten.

 Jeg tror, at du er noget af det bedste, der er sket for David i meget lang tid. Jeg kan jo så tydeligt mærke, at I virkelig holder af hinanden. Det er godt, at David kan lide at arbejde, men vil du godt hjælpe mig at lære ham, at han også skal slappe af ind imellem. Det tror jeg godt, at du kan.

 Ja, helt bestemt, og Kim vil også være en god hjælp. David holder meget af ham, så han vil gerne tage sig af ham også. Det kan være med til at få hans tanker væk fra arbejdet en gang imellem.

 Dorte tøver et øjeblik, så kommer det stille.

 Var det fordi du så David og mig sammen, at du blev syg.

 Nej, min pige, det må hverken du eller David tænke på mere. Du må gerne vide, at jeg holder akkurat lige så meget af dig som af David. Tydeligere kan jeg vist ikke sige det.

 Med tårer i øjnene giver Dorte hende et kys.

 Tusind tak for de ord, lille mor.

 Kirsten vinker til hende, da hun går ud ad døren.

 Da hun kommer ud ad døren siger hun til David.

 Jeg kunne ikke lade være med at spørge din mor, om det var vores skyld, at hun fik det hjerteanfald. Det benægtede hun på det bestemteste, og så sagde hun endda, at hun elskede mig lige så højt som hun elskede dig.

 David ler.

 Det er jeg glad for at høre, men jeg forstår hende nu godt.

 Og så får Dorte et ordentligt knus.

 Da de kommer hjem til David, er Kim lige kommet fem minutter før.

 David ler.

 Kan du se, at det var godt, at du fik en nøgle, så du ikke skulle stå udenfor og vente.

 Kim ser alvorligt på Dorte.

 Er du helt sikker på, at du ikke har noget imod, at jeg bliver her hele sommerferien. Det må ikke ødelægge noget for dig og David.
 Dorte giver ham et knus og et kys.

 Jeg holder jo også meget af dig, Kim. Hvis David havde haft en anden broder, havde vi jo også været tre. Nu er du jo en slags svoger for mig. I øvrigt kan jeg da fortælle dig, at Davids moder også er meget glad for at du bliver her. Så kan du og jeg tage os lidt af hende i begyndelsen, når hun kommer hjem fra sygehuset, mens David er på arbejde.

 Kims øjne stråler.

 Det vil jeg meget gerne. Din mor minder mig så meget om min egen mor, som hun var, mens hun levede. Hende holder jeg også meget af.

 Lidt efter tager Dorte så hjem. Hun lover at være klar ved nitiden næste dag.

 Da hun er gået, siger David.

 Kan du se, der var ingen grund til at være nervøs.

 Nej, heldigvis.Tænk det virkede slet ikke spor forkert, da jeg selv låsede mig ind. Jeg følte det jo, som om jeg kom hjem. Jeg er slet ikke vant til at modtage så meget kærlighed fra andre end min far, siden mor døde.

 Lidt efter fortæller han så, hvad han og faderen har oplevet og set i dagens løb.
 Omsider bliver de enige om at gå i seng.

 Da de er kommet i nattøjet begge to, slår Kim armene om David og knuger sig ind til ham.

 Åh, jeg er så glad, så glad, at det slet ikke er til at beskrive.

 David nikker og gengælder knuset.

 Det er jeg også, det kan jeg godt love dig..

 Næste dag kører de rundt på Sjælland og de kommer også ud og bade.

 Mr. Mikimoto bliver dog inde på strandbredden, men der er ikke tvivl om, at han nyder de andres glæde. Da de kommer tilbage fra turen, tager de op og besøger Kirsten.

 Mr. Mikimoto siger med et smil.

 Ja, så fik vi da hilst på hinanden alligevel. Du har nogle meget dygtige medarbejdere.

 Han lægger en hånd på Davids skulder.

 Ikke mindst juniorchefen her. Jeg glæder mig meget til samarbejdet fremover, og jeg er også meget glad for, at Kim må blive her i sommerferien.

 Jeg har taget en lille ting med til dig, som jeg håber, at du vil modtage.

 Han rækker Kirsten en lille pakke, som hun overrasket pakker ud. Hun giver et gisp, da hun ser, hvad det er. En meget smuk perlekæde af ægte kulturperler.

 Kirsten rækker hånden frem.

 Mange, mange tusind tak.

 Lidt efter siger de farvel til Kirsten.

 Da de kommer ud fra sygehuset, siger mr. Mikimoto.

 Nu vil jeg give en middag, tror du, at din far har lyst til at være med.

 Dorte ler.

 Jeg ringer til ham og spørger.

 Det har han, så en halv time efter sidder de og spiser.

 Da de kommer til desserten siger mr. Mikimoto.

 I har gjort den her Danmarkstur til en uforglemmelig oplevelse for mig., og det vil jeg gerne takke jer for. Kim må selv sige tak, når han til sin tid skal rejse, det vil jeg ikke blande mig i, men her er en lille pakke til jer hver fra mig.

 Til Dorte er der en perlekæde næsten magen til Kirstens. Hendes far får et fint ur. Så ser han på David.

 Jeg vil bede dig give mr. Jorgensen denne pakke. Jeg tilbød ham et job i Japan, men han sagde, at han ikke ville rejse, så længe du havde ansvaret for firmaet. Han havde lovet at være din mand 100 % og det løfte hverken kunne eller ville han svigte.

 Det fortæller meget om dig David, når du er i stand til i den grad at vinde andres hengivenhed, og så er jeg endda overbevist om, at du aldrig vil misbruge den evne.

 Så tager han sit armbåndsur af og rækker det til David.

 Værsågod, min ven. Det skulle været et af de bedste ure, der er lavet i Japan. Det er lidt brugt, det håber jeg ikke gør noget.

 Et øjeblik knuger de hinandens hænder, mens de ser hinanden lige i øjnene. David kan ikke sige noget, fordi han har en klump i halsen, men mr. Mikimoto forstår øjnenes tavse sprog.

 Lidt efter siger han.

 Her er en kuvert med lommepenge til dig Kim.
 Så rækker han en kuvert til David.

 Her er til dækning af udgifterne ved at have ham, mad , tøj og hvad han ellers mangler. Hans returbillet er der også.

 David ryster på hovedet.

 Returbilletten må jeg hellere tage, desværre, men penge, nej helt bestemt ikke. Kim er jo blevet som en lillebror for mig. Ham vil jeg ikke have penge for at tage mig af. Jeg lover, at han nok skal få alt, hvad han har brug for, men bed mig ikke om at tage mod penge.

 Mr. Mikimoto smiler.

 Helt i orden, jeg forstår og respekterer det, undskyld, hvis jeg sårede dig, det var bestemt ikke min hensigt.

 David har fået tårer i øjnene.

 Undskyld, hvis jeg var uhøflig, men Kim er jo kommet til at betyde så uendelig meget for mig.

 Mr. Mikimoto ryster på hovedet.

 Du har intet at undskylde David. Jeg ved, at min søn aldrig vil kunne få en bedre ven end dig.

 En halv time senere tager Dorte og hendes far hjem og mr. Mikimoto kører drengene hjem. Da han siger farvel, lægger han begge sine hænder på Davids skuldre og ser ham lige i øjnene.

 Jeg ville ikke have haft noget imod, hvis du også havde været min søn.

 Så vender han sig mod Kim.

 Farvel, min dreng. Jeg tror, at du får en god ferie. Nyd den nu, men hjælp også til med det du kan, så godt du kan. Skriv hjem en gang om ugen, det vil du godt, ikke. Hav det så rigtig godt, til vi ses igen.

 Kim giver ham et stort knus.

 Tak far, fordi du gav mig lov til at blive her. Jeg skal nok skrive til dig rigtig tit. Pas godt på dig selv og hav det godt.

 De sidder og snakker længe, inden de går i seng. Da de er kommet i nattøjet, siger Kim pludselig.

 Tænk, hvis far nu gik hen og blev alvorligt syg og døde, så jeg ikke så ham mere. Men på den anden side, jeg kunne jo ikke forhindre det, selvom jeg var hos ham hele tiden.

 Så smiler han pludselig.

 Men så har jeg da stadig dig og Dorte og din mor.

 Ja, det har du, helt bestemt. Godnat lillebror.

 Næste morgen ved morgenmaden spørger David, hvad Kim har lyst til at lave i dag.

 Kim tænker sig lidt om, så siger han.

 Kan vi ikke følges ad hen på kontoret. Derfra kunne jeg måske gå på Nationalmuseet, jeg vil gerne prøve at lære mere om min mors land. Er det ikke et godt sted at starte. Jeg synes jo næsten, at jeg er mere dansker end japaner i øjeblikket.
 David nikker.

 Det lyder som en god ide. Hvis du så er tilbage på kontoret ved tretiden, så holder jeg fri. Synes du, at jeg skulle ringe til Dorte og høre, om hun vil med ud og bade, så kan vi mødes på kontoret kl. 3.

 Kims øjne stråler.

 Det ville være alle tiders, og så kan vi tage hen og besøge din mor bagefter. Tror du, at hun snart kommer hjem igen.

 Ja, hun regner med at komme hjem i løbet af ugen.

 Det lyder dejligt, men er du nu sikker på, at jeg ikke er til for meget besvær. Du behøver da ikke at tage dig så meget af mig, hvis du ikke har tid, det skulle da nødigt gå ud over dit arbejde.

 David smiler.

 Du er bestemt ikke til besvær, Kim. Det er så dejligt at have en at tage sig af. På den måde slapper jeg også lidt af fra arbejdet, og det er meget vigtigt, det siger både mor og Dorte.

 Hurtigt bliver de nu vasket og kommer i tøjet og tager så hen på kontoret.

 Fru Sørensen smiler til dem, da de kommer.

 Nå, vi har måske fået to juniorchefer nu.

 David ler.

 Nej, men Kim fik lov til at blive her hos mig i sommerferien. Hans far tog tilbage til Japan her til morgen.

 Fru Sørensen blinker til David.

 Det var da en god ide, så er du nødt til at holde fri en gang imellem, så du kan være sammen med Kim. Det vil være godt for dig at få arbejdet ud af tankerne en gang imellem.

 David slår Kim på skulderen.

 Der kan du se, Kim. Fru Sørensen synes også, at det er godt, at du er her.

 Kim sender fru Sørensen et strålende smil.

 Lidt efter tager han så hen på Nationalmuseet.

 David finder Steen Jørgensen og giver ham gaven fra mr. Mikimoto. Det er et ur, men ikke helt så flot som Davids. Han bliver meget overrasket, men også meget glad for gaven.

 Så ser David på ham.

 Er du gift.

 Overrasket kommer det.

 Ja, hvorfor.

 Så tal med din kone, om I synes, at det kunne være en god ide at tage til Japan om et års tid. Mr. Mikimoto fortalte mig, at han havde givet dig tilbuddet. Han fortalte også, hvad du svarede, og tak for det, men det er en chance, du ikke må lade gå fra dig. Det er jo ikke sikkert, at Japan er noget for dig, men jeg synes, at du skal prøve det, hvis både du og din kone har lyst. Du må ikke ødelægge dine fremtidsmuligheder.

 I første omgang vil jeg bede dig om at påtage dig hovedansvaret for den levering til Japan. Jeg så, at det var en ordre til 24 millioner, så der er ikke noget, der må svipse. Går det her godt, er jeg sikker på, at det ikke er den sidste ordre vi får der.

 Jeg går op og giver personalechefen besked om det nu. Du giver bare mig besked om, hvilke medarbejdere du får brug for. Mor er helt indforstået med, at jeg tager mig af tingene, mens hun er syg. Jeg håber at få hende hjem i denne uge, men det varer mindst en måned, før hun må begynde at arbejde igen, og så længe kan den her ordre ikke vente, så vi kan lige så godt gå i gang med det samme. Selvfølgelig under forudsætning af, at det ikke kommer i vejen for noget, der er lovet færdigt hurtigt.

 Steen Jørgensen smiler.

 Jeg tror aldrig, at jeg får en bedre chef end dig. Hvis du mener, at jeg skal prøve Japan, så¨tror jeg godt, at jeg vil prøve det om et års tid. Men først er der den her ordre, der skal klares, og jeg lover dig, at jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at det kommer til at gå perfekt.

 David nikker.

 Det er jeg sikker på, og det skal også nok lykkes.

 Da David kommer tilbage til kontoret, er der en del sager, der skal gennemgås, og pludselig er klokken tre til hans store overraskelse. Dorte er dukket op, men Kim er stadigvæk ikke kommet, så David er ved at være nervøs for, om der er sket ham noget.

 Lidt før halvfire kommer Kim, han er helt forpustet.

 Undskyld, at jeg kommer for sent, men det var så spændende på Nationalmuseet, at tiden løb fra mig. Der må jeg hen igen i morgen, hvis jeg må for dig.

  David ler.

 Det er helt i orden, jeg var bare ved at blive nervøs for, at der var sket dig noget.

 Kim smiler.

 Jeg kan godt passe på mig selv, jeg er faktisk helt god til karate.
 Det lyder godt nok, men det hjælper vist ikke, hvis man bliver kørt ned af en bil.

 Kim ser alvorligt på David og rækker sin hånd frem.

 Nej, det er rigtigt, undskyld. Jeg skal nok passe tiden fremover, så du ikke bliver nervøs for mig.

 Og så tager de ellers ud og bader.

 Ved syvtiden tager de hen og ser til Kirsten, der glad fortæller, at hun har fået lov til at komme hjem onsdag.

 David smiler glad.

 Det må vi fejre. Tror du godt, at du kan holde til det, hvis vi inviterer Dortes far også, så vi bliver os fem. Så laver vi tre alle tiders middag.

 Kirsten nikker.

 Jeg kommer hjem ved middagstid. Hvis jeg så hviler mig, til vi skal spise, så går det nok.

 David ser på Dorte.

 Spørger du din far, om han vil komme. Det bliver ikke sent. Jeg glæder mig sådan til du kommer hjem, mor.

 Dorte ler.

 Det gør Kim og jeg da også, ikke Kim.

 Kims øjne stråler.

 Helt bestemt.

 Kirsten ser på Kim.

 Og hvad har du så lavet i dag, Kim.

 Jeg har været på Nationalmuseet. Jeg vil så gerne lære en hel masse om min mors land. Jeg er så glad for Danmark. Der var så spændende, at der vil jeg gerne hen igen.
 David smiler.

 Det får du lov til i morgen. Så kan vi hjælpes ad med at gøre huset fint i stand, når jeg kommer hjem fra arbejde.

 Kim ryster på hovedet.

 Det kan da vente. Så kan jeg gøre huset i stand i morgen, så du kan hvile dig, når du kommer fra arbejde.

 David begynder at le.

 Jeg er den ældste, så det er mig, der bestemmer, lillebror. Du tager på Nationalmuseet i morgen, og så mødes vi der hjemme klokken tre. Så hjælpes vi ad med at gøre rent. Når vi snakker sammen samtidig, glider det hele meget lettere.

 Ja ja, gør nu ikke hovedrent, så snavset er der vel heller ikke. Det vigtigste er vel, at der er ryddet lidt op, så der ikke ligger ting og flyder rundt omkring. Det er jo ikke kongeparret, der kommer. Det er os fem, der skal have en hyggelig aften sammen. Din far er forhåbentlig ikke alt for kritisk, Dorte.

 Nej, bestemt ikke, og jeg skal nok komme og hjælpe med maden.

 Lidt efter tager de så hjem til David. De snakker lidt om, hvad der skal ordnes, og hvilken slags mad, de skal have, og så cykler Dorte hjem.

 Kim og David sidder og snakker endnu en times tid, inden de bliver enige om at gå i seng.

 Da de er kommet i nattøjet, siger Kim.

 Hvor er Dorte dog køn. Jeg lagde rigtig mærke til det i dag, da vi var ude og bade, og så er hun også både sød og sjov og klog. Jeg kan godt forstå, at du holder meget af hende, men det kunne jeg også tydeligt mærke, at din mor gør.

 David smiler.

 Du er måske blevet forelsket i hende.

 Kim bliver rød i hovedet.

 Nej, David. Jeg synes, at hun er pragtfuld, og jeg er så glad for, at hun er din pige, for du fortjener den bedste pige i verden. Jeg er bare så glad for, at det lader til, at hun også kan lide mig, uden at det går ud over hendes kærlighed til dig.

 David nikker.

 Det var jo det, Dorte sagde. Havde jeg haft en broder, da hun lærte mig at kende, så havde vi jo også været tre. Jeg tror, at vi tre får en fin sommer sammen, men nu må vi hellere lægge os til at sove. I morgen skal du jo på Nationalmuseet igen, husk det.

 Kim ler.

 Ja, men i morgen skal jeg nok være hjemme til tiden, så du ikke skal vente på mig.

 Middagen onsdag aften går fint. Dortes far og Kirsten snakker hurtigt godt sammen, og de tre hygger sig som sædvanlig sammen.

 Torsdag bliver Kim hjemme hos Kirsten. Han laver morgenkaffe til hende, da hun vågner, og så sidder de ellers og snakker hyggeligt sammen. Kirsten nyder det rigtigt.

 Mens hun hviler sig lidt, sidder Kim og læser i nogle bøger om Danmark, som Kirsten har stående.

 Da Kirsten står op igen, får de en kop te. Så siger Kim pludselig.

 Det er helt utroligt, så meget du ligner min mor, som hun var, inden hun blev syg og døde. Jeg holder så meget af dig, til trods for, at jeg kun har kendt dig så kort. Men både David og Dorte elsker dig også meget højt. På en eller anden måde føles det næsten, som om jeg var med i jeres familie.

 Kirsten smiler.

 Kom her hen til mig Kim.
 Da han kommer hen til Kirsten, lægger hun armene om hans hals og giver ham et kys.

 Sæt dig her ved siden af mig i sofaen, så skal jeg fortælle dig noget.

 Kim ser spændt på hende.

 Kirsten smiler stadig.

 Det du får at høre nu, lyder måske som et eventyr, men vi er jo også i H.C.Andersens Danmark, og dermed i eventyrets land.

 Ser du, for mange år siden havde jeg en søster. Hun rejste til Japan og giftede sig. For fjorten år siden fik hun en søn, og det er altså dig. Så når du synes, at jeg ligner din mor, er det ikke så mærkeligt, for hun var altså min søster.

 Din far og jeg havde aftalt, at han skulle tage dig med, når han kom til Danmark, så du kunne lære din mors familie at kende. Han fortalte mig, at du nok mere følte dig som dansker end som japaner.

 Så var det, jeg gik hen og blev syg, og derved blev det hele anderledes, end vi havde planlagt. Men du lærte din fætter David at kende, og din far blev hurtigt klar over, hvor gode venner, I var blevet.

 Derfor bestemte han sig for, at du skulle have lov til at blive her i sommerferien. David ved ikke noget om det her. Vi syntes, at det var meget vigtigt, at I ikke følte jer forpligtede overfor hinanden, fordi I var i familie, men fordi I virkelig kunne lide hinanden, og det gik jo utrolig hurtigt og over al forventning.

 Kim har siddet og slugt hvert ord, Kirsten har sagt, først lidt vantro, men efterhånden med mere og mere strålende øjne.

 Da Kirsten tier stille, slår Kim armene om halsen på hende og giver hende et ordentligt knus.

 Åh, jeg er så helt utrolig glad og lykkelig.

 Så ser han pludselig forskrækket på Kirsten.

 Jeg tog vel ikke for hårdt, undskyld, men jeg blev jo så glad.

 Kirsten ler.

 Nej, min ven, jeg er da ikke af glas. Jeg føler allerede, at jeg har det meget bedre, og det er bl.a. fordi du tager dig så godt af mig. Synes du, at vi skal fortælle David det her, når han kommer hjem.

 Ja da, men tror du, at han bliver glad.

 Det er jeg helt sikker på. Han er meget glad for dig, ja han elsker dig, lige som Dorte og jeg også gør.
 Kims øjne stråler igen.

 Tror du, at jeg kunne få lov til at blive i Danmark, så jeg kunne få en uddannelse her.

 Tror du ikke, at det er bedst at blive færdig med skolen i Japan først.

 Jamen hvis jeg skal studere i Danmark, er det da bedre at gå i dansk skole først.

 Tror du ikke, at din far også gerne vil have dig hjem.

 Jo, undskyld, jeg bør selvfølgelig også tænke på far og ikke bare på mig selv.

 Han tøver lidt. Så kommer det stille.

 Jeg er jo bare så glad for at være her hos jer.

 Tårerne triller ned ad hans kinder.

 Tror du ikke også, at du ville komme til at savne din far.

 Jo, det er sikkert rigtigt, jeg kan bare meget bedre lide at være i Danmark end i Japan, måske også, fordi jeg savner min mor.

 Din far skrev godt nok til mig, at du nok mere følte dig som dansker end som japaner. Det er et af de problemer, der tit opstår hos børn, når deres forældre kommer fra forskellige kulturer. Men nu starter vi med at give dig en rigtig god sommerferie her i Danmark, så har du noget, du kan tænke tilbage på med glæde.

 Det kan kun blive en god ferie, når jeg er sammen med jer. Men er du helt sikker på, at jeg ikke kommer til at ødelægge noget for David og Dorte. Jeg holder jo så meget af dem begge to..

 Kirsten smiler.

 Ja, og det er bestemt gensidigt, det har de begge sagt til mig, uafhængigt af hinanden. Prøv du bare at se Davids ansigt, når han hører, at han er din fætter, så tror jeg ikke, at du er i tvivl mere.

 David kommer først hjem ved halvfemtiden. Man kan godt se, at han er træt, for der har været meget at se til på kontoret, og også et par problemer, han måtte træffe en afgørelse om, men han smiler glad, da han spørger Kirsten, om hun og Kim har haft en god dag.

 Kirsten nikker.

 Helt bestemt, det har været dejligt at have Kim til at passe mig op, og vi har også rigtig fået snakket. Tag du nu lige et bad og få noget mere afslappet tøj på, så har Kim og jeg en lille hemmelighed at fortælle dig.
 Det glæder jeg mig til, hvis den er god.

 Kirsten ler højt.

 Det er den.

 Kim ser spændt fra Kirsten til David, da denne kommer ind i sin joggingdragt et kvarters tid senere.

 Ja, så er jeg parat.

 Kirsten rejser sig og henter et fotoalbum. Hun slår op på en side, hvor der er et billede af to unge piger.

 Kan du se, hvem det er David.

 Ja, den ene pige ligner dig meget, hvem er den anden, er det din søster, hun ligner dig faktisk lidt, men jeg anede ikke, at du havde en søster.

 Nej, og du vidste heller ikke, at hun blev gift i Japan for ca. 16 år siden.

 Davids ansigt lyser op i et stort smil.

 Vil det sige, at det var Kims mor, at Kim er min fætter.

 Kirsten ser alvorligt på ham.

 Er du ked af det.

 Ked af, nej hvor vil du hen, det er jo pragtfuldt. Kim er jo alle tiders, men hvorfor fortæller du det først nu.

 Kirsten ser fra David til Kim, hvis ansigt stråler lige så meget som Davids.

 Jo, ser du, Kims far ville gerne have, at I lærte hinanden at kende, for at se, om I kunne lide hinanden uden at I vidste, at I var i familie. Hvis I ikke havde brudt jer om hinanden, havde han bare taget Kim med tilbage, uden at fortælle ham noget om familieskabet, for ikke at skuffe ham.

Det hele kom så til at køre anderledes, fordi jeg blev syg. Men det kunne da vist ikke være gået bedre med jer to.

 David ryster på hovedet.

 Nej mor. Intet i verden kunne få mig til at holde mere af Kim, end jeg allerede gør, det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

 Så begynder han at le.

 Tænk, nu er jeg slet ikke træt mere. Vil du med ud og gå en lille tur, Kim. Det har du ikke noget imod, vel mor.

 Nej, det er helt i orden, så laver jeg mad så længe. Skal vi sige, at I er tilbage ved halvsyvtiden.

 Lidt efter traver de to drenge afsted, mens de snakker ivrigt sammen. Lidt før halvsyv er de tilbage, og så har Kirsten en dejlig middag parat til dem.

 Da de har spist, vasker drengene op, og så sidder de og snakker lidt med Kirsten.

 Ved nitiden siger Kirsten.

 Nu går jeg i seng. Jeg er ved at være lidt træt, men jeg synes, at det har været en dejlig dag. I kan bare blive siddende og snakke, men kom nu alligevel ikke for sent i seng.

 Hun får et godnatknus af både David og Kim.

 Ved halvellevetiden bliver de enige om at gå i seng. David skal jo på kontoret om fredagen.

 Men det bliver kun til middag, så holder jeg lang week-end til mandag morgen. Prøv at snakke med mor i morgen om, hvad hun synes vi skal lave i week-enden.

 De snakker endnu lidt efter at de er kommet i seng, men det varer nu ikke længe, før de sover begge to.

 Næste formiddag, mens Kirsten og Kim sidder ved morgenkaffen, kommer Dorte. Hun får selvfølgelig en kop med, og Kirsten fortæller så, at Kim er hendes nevø.

 Dorte ler.

 Jamen det er jo herligt.

 Mon David og Kim har følt det i deres underbevidsthed, at de var i familie. Kim syntes jo også, at du mindede meget om hans mor. Det er der jo ikke noget at sige til, når I var søstre.

 Kirsten nikker.

 Ja, det er ikke godt at vide, hvordan underbevidstheden fungerer.

 Hvad skal du og din far for resten lave her i week-enden.

 Dorte skærer en grimasse.

 Far skal en tur til Tyskland i en uge. Han tager afsted i morgen tidlig, så jeg smutter om lidt igen. Jeg ville bare lige se, hvordan det gik med dig.

 Kirsten smiler.

 Fint, så kommer du her hen, når du har sendt din far afsted, og bliver hos os, til han kommer hjem igen. Synes du ikke, at det er en god ide, Kim, det tror jeg, at David synes.

 Kim ler.

 Det synes jeg, helt bestemt.

 Mener du det virkelig.

 Ja, jeg har jo før sagt til dig, at du skulle komme herhen, når din far skulle rejse. Det ville da være tosset, at du skulle gå alene omkring derhjemme, når vi har masser af plads her.

 Og du er sikker på, at det ikke bliver for meget for dig med tre børn.

 Ikke når det er de tre børn, det vil jeg tværtimod nyde, meget endda.
 Dorte giver hende et knus.

 Jeg smutter hjem nu, jeg har lovet far at ordne hans tøj, men så kommer jeg igen i morgen, det glæder jeg mig meget til. Det er ikke så slemt, at far skal afsted, når jeg kan være sammen med jer.

 Da David kommer hjem, og de har spist frokost, foreslår Kirsten, at drengene tager ud for at bade, samtidig fortæller hun så, at Dorte kommer næste dag og bliver en uge, mens hendes far er væk.

 Det bliver David selvfølgelig meget glad for, og en times tid efter tager David og Kim så afsted til stranden. Da de har fået nok af vandet, lægger de sig og tager solbad, mens snakken går.

 David ser over på Kim.

 Hvor er der dog sket meget i den sidste tid, men det bedste er nu, at jeg har fået en fætter, og at den fætter er dig. Det bliver svært at skulle undvære dig, når du skal rejse. Bare du kunne blive her.

 Det ville jeg også ønske. Men din mor syntes vist ikke, at jeg kunne være det bekendt over for min far, og det har hun jo også helt ret i. Men du har trods alt stadig din mor og Dorte tilbage, når jeg rejser, det har jeg ikke.
 David ruller om på siden og griber hans ene hånd.

 Det har du ret i, det snakker vi ikke mere om nu. Nu nyder vi bare at være sammen, mens vi kan.

 Ja, men behøver du at tage på arbejde hver dag i næste uge, når Dorte er her.

 Ja, men jeg tager nok så vidt muligt fri til middag. Jeg har det lige som dig, man kan ikke altid bare gøre, hvad man helst vil. Det er det man kalder for at have et ansvar.

 En times tid efter tager de hjem, og Kirsten har maden klar til dem. Da de har spist og vasket op, sidder de og snakker. Kirsten går i seng ved nitiden, mens drengene bliver siddende og snakker indtil de bliver enige om, at nu må de også hellere komme i seng.

 Næste dag sidder de endnu ved morgenkaffen, som drengene har klaret, da Dorte kommer, og så får hun selvfølgelig en kop med.

 Kirsten ser på de andre.

 Nå, hvilke gode forslag har I så til, hvad vi skal lave her i week-enden.

 David ser alvorligt på hende.

 Det synes jeg, at du skal bestemme, mor. Du ved bedst, hvor meget du kan holde til.

 Jeg er faktisk ved at være helt rask igen og må næsten alt andet end tage på arbejde, og mærkeligt nok generer det mig ikke, det kører jo fint uden mig. Men det er måske også, fordi jeg trænger til at holde lidt fri. I øvrigt nyder jeg helt utroligt meget at være sammen med jer tre. Jeg er så glad, som jeg ikke har været i flere år, og det er noget, der hjælper på helbreddet.

 Men lad så mig bestemme i dag, så må I jo sige fra, hvis I ikke har lyst.

 Jeg kunne tænke mig, at vi tog op til Sjællands Odde for at bade. Der har jeg ikke været i mange år.

 En halv time senere er de i tøjet og klar til at køre. De er lige inde og spise frokost undervejs, og ved totiden er de oppe ved stranden.

 De finder et rart, fredeligt sted og kommer i badetøjet. David ser lidt bekymret på sin mor, men hun smiler beroligende til ham.

 Jeg har fået lov af lægen, jeg må bare ikke blive for længe ude.

 Da Kirsten har været i vandet i fem minutter, går hun ind igen og lægger sig og tager solbad. Som efter en fælles aftale, skiftes David, Dorte og Kim til at være inde hos hende og snakke, mens de to andre plasker rundt og leger tagfat i vandet.

 Da de er trætte af vandet alle tre, lægger de sig ved siden af Kirsten og tager solbad. Da de har ligget lidt, siger Kirsten.

 Det her burde man gøre noget oftere. Jeg synes, at det er vidunderligt.

 De andre giver hende fuldstændig ret.

 David ser på Kim.

 Du sagde den anden dag, at du kunne karate, vil du ikke vise mig, hvordan man gør.

 Kim tøver lidt.

 Joh, men vi skal passe meget på, at du først lærer at falde rigtigt og sådan noget, ellers kan det komme til at gøre ondt, og du kan også komme til skade.

 Han viser nu forskellige slags faldteknik og viser også i slow-motion, hvordan man gør, uden at tage rigtigt fat.

 Dorte ser interesseret til.

 Det vil jeg også gerne lære, man ved jo aldrig, hvad man kan komme ud for.

 Kim nikker.

 Nu skal jeg vise dig, hvordan man kan forsvare sig.

 Kim er ret spinkel, men meget smidig. Da han har vist dem de forskellige greb, siger David.

 Lad mig nu se, om du kan klare mig, jeg er alligevel både større og stærkere end dig.

 Ok, men husk så, hvordan du skal falde.

 David griber ud efter Kim, men flyver et øjeblik efter gennem luften. Han ømmer sig lidt, da han rejser sig., men så ler han.

 Dig skal man vist ikke blive uvenner med.

 Kim ser bekymret på ham.

 Jeg tog vel ikke for hårdt, slog du dig meget.

 David smiler bredt.

 Nej da, den flyvetur fortjente jeg. Nu synes jeg, at vi skal se, om Dorte kan klare dig.

 Kim forklarer nu grundigt, hvordan hun skal gribe fat, og hvordan hun skal kaste ham.

 Et øjeblik efter flyver Kim gennem luften.

 Han ler højt, da han rejser sig.

 Det var du hurtig til at lære, men pas endelig på, at du ikke tager rigtigt ved, hvis du øver dig på David, så risikerer du at brække en arm på ham.

 Så ser han på David.

 Prøv nu, om du kan kaste mig, du så, hvordan Dorte gjorde.

 Og så flyver Kim igen igennem luften.

 David ser overrasket på ham.

 Jamen det føltes jo næsten, som om du ingenting vejede.

 Kim smiler.

 Med det greb kan du kaste en mand, der vejer mere end dobbelt så meget som dig selv, men tag aldrig rigtig fat, uden det er alvor.

 Kirsten ser på dem.

 Tror I ikke, at I skal stoppe nu. Smut nu ud i vandet og bliv afkølet lidt, så tager vi hen og drikker kaffe et sted, når vi er kommet i tøjet.

 De tre løber ud i vandet og pjasker rundt et kvarters tid, imens er Kirsten kommet i tøjet. Da de kommer ind igen, smider de badetøjet og bliver hurtigt tørret og kommer i tøjet. Kim har skævet lidt efter, om Dorte ser på ham. Han bliver rød i hovedet, da hun leende ser på ham.

 Lidt efter drikker de kaffe i en lille kro, og så kører de hjem.

 Da de kommer hjem, laver de tre mad, mens Kirsten får besked om at gå ind og hvile sig.

 Efter en meget hyggelig aften bliver de omsider enige om at gå i seng. Dorte sover inde på gæsteværelset, men denne gang har hun sin natkjole med.
 Da David og Kim kommer ind på værelset, siger David med et lille smil.

 Blev du genert over, at Dorte så dig uden tøj i dag.

 Kim nikker.

 Ja lidt, men det var alligevel ikke så slemt. Jeg tænkte på, at vi jo mange gange har set hinanden uden tøj, det måtte jo næsten være det samme.

 De ligger og snakker lidt efter at de er kommet i seng, men det varer nu ikke længe, før de falder i søvn.
 Næste morgen laver David og Kim morgenmad, da den er klar, siger David med et smil.

 Vil du vække Dorte eller mor.

 Kim ler.

 Det er nok bedst, at du vækker Dorte, så vækker jeg din mor.

 Fem minutter efter sidder de i deres nattøj og hygger sig med morgenkaffen. De diskuterer ivrigt, hvordan søndagen skal bruges.

 Kirsten ser på dem.

 I dag synes jeg, at I tre selv skal tage af sted, så har I ikke mig at tage hensyn til, så I bedre kan lave lige det, I har lyst til.
 Kim ser på hende.

 Skal jeg ikke blive hjemme hos dig, så David og Dorte kan være sig selv. Det kan jo ikke være meningen, at de altid skal hænge på mig. I har vel også brug for at være lidt alene med hinanden, og det er da også synd, hvis moster skal være alene hjemme.

 Dorte ser fra den ene til den anden.

 Vi har bestemt ikke noget imod at have dig med Kim, vel David. Snarere tværtimod.

 Så ser hun på Kirsten.

 Vil du helst være alene, for ellers kan jeg blive hjemme hos dig, så drengene kan more sig lidt på egen hånd.

 Kirsten ryster på hovedet.

 Nej, min pige, tag I tre nu afsted sammen og mor jer godt. Hvad med at starte i Dyrehaven og så gå på Bakken bagefter. Vi må da sørge for, at Kim oplever så meget som muligt, mens han er her.

 Resultatet bliver, at de alle tre tager afsted. Kirsten har lige fat i David, mens de andre vasker op.

 Det er ikke fordi jeg er sløj, at jeg ikke tager med, men jeg tror, at I tre kan få en rigtig god dag sammen.

 David ser lettet på hende.

 Jeg var bange for, at det havde været for anstrengende for dig i går.

 Kirsten smiler.

 Du aner ikke, hvor meget jeg nyder at have jer tre i huset. Jeg syntes også, at vi to havde det rart sammen, da vi var alene, men jeg kan mærke, at det er godt for dig at være sammen med andre unge, og Dorte og Kim er simpelthen dejlige begge to, næsten lige så dejlige som dig.

 David giver hende et knus.

 Jeg elsker også dem begge to, hver på sin måde.

 De er hjemme igen lidt over otte, og så får de en kop kaffe og sidder og hygger sig og snakker et par timer, inden de går i seng.

 Om mandagen tager Dorte så Kim med på Rosenborg, og det er han meget begejstret for. David er hjemme ved middagstid de fleste dage i den uge. Nogle dage tager de så ud og bader, og der tager Kirsten gerne med.  Nogle dage hygger de sig bare der hjemme, ude i haven, hvis vejret tillader det og ellers indendørs.

 Kim er begyndt at lære de andre nogle japanske ord og udtryk, og det synes de andre er morsomt.

 I slutningen af juli siger Kirsten en aften.

 I morgen tror jeg, at jeg tager med dig på arbejde, David, så jeg kan komme lidt langsomt i gang igen.

 David ser på hende.

 Så foreslår jeg, at du og Kim kommer ved middagstid, så kan jeg have tingene parat til dig, så du kan gennemgå dem i fred og ro, mens Kim og jeg tager en tur i byen.

 Det lyder fint, synes du ikke Kim.

 Jo da, og jeg vil netop gerne have David med ud og se på forretninger, det er meget sjovere, når man er to.

 Da Kirsten og Kim kommer hen på kontoret ved tolvtiden den næste dag, står der en kæmpebuket mørkerøde roser på hendes skrivebord. På det medfølgende kort står der.

 VELKOMMEN TILBAGE FRA HELE PERSONALET.

 David rejser sig fra skrivebordet med et stort smil.

 Så er der vagtafløsning, men husk nu, at du har en næsten voksen søn, der kan aflaste dig, når du har brug for det. Nu er jeg ikke bange for stedet mere, som jeg var den første dag.

 Kirsten giver ham et knus.

 Tak, min egen dreng.

 Fru Sørensen kommer nu ind på kontoret. Hun siger velkommen tilbage til Kirsten og ser så på David.

 Vi kommer til at savne dig junior, men måske kommer du her hen af og til fremover, når du har fået hvilet lidt ud. Jeg er bange for, at vi har været lidt hårde ved dig.

 David ler højt.

 Bestemt ikke, men jeg glæder mig alligevel til nogle fridage sammen med min fætter her, ham har jeg nok forsømt lidt.

 Så vender han sig mod Kirsten.

 Nu skal du se, fru Sørensen og jeg har lavet en oversigt over, hvad der er sket, mens du har været væk. Jeg har også lavet en oversigt over de aftaler, jeg har truffet med de forskellige. Jeg ved godt, at de ikke er juridisk bindende, men jeg håber meget, at du vil godkende alle mine aftaler. Det vil betyde meget for mig. De forskellige stolede på mig og mit ord. Den tillid vil jeg meget nødig skuffe.

 Kirsten nikker.

 Det er jeg sikker på, at jeg kan.
 David smiler.

 Så vil jeg overlade det hele til dig og gå i byen med Kim. Vi kommer og henter dig ved tretiden, så kan vi lige se, om der er noget, vi har glemt.

 Farvel så længe i to.

 David og Kim går lige hen og spiser frokost, så siger Kim.

 Nu varer det ikke så længe, før jeg skal rejse, desværre. Vil du godt hjælpe mig at finde noget rigtig godt til Dorte og din mor som afskedsgave.

 David smiler.

 Meget gerne, Kim.

 Så tager de rundt og ser på en masse forskellige ting. Kim køber ikke noget i første omgang, men er dog næsten sikker på, hvad han vil købe, og så vender de tilbage til kontoret.

 Da de kommer ind på Kirstens kontor, sidder hun ved konferencebordet, sammen med alle afdelingscheferne. David vil til at gå igen for ikke at forstyrre, men Kirsten rejser sig og beder både ham og Kim om at blive.

 Hun præsenterer Kim og siger.

 Ja, der var jo ingen af jer, der var klar over, at mr. Mikimoto var min svoger, og Kim her er altså min nevø. Det skyldtes jo, at jeg blev syg, at jeg ikke fik det fortalt.

 Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at sige, at alle de aftaler, der er truffet med min søn, bakker jeg helt og fuldt op. Det var David meget om at gøre, at I blev klar over, at I kunne stole på ham,. Lige som han stolede på jer. Derfor ville jeg gerne sige det, mens han var her.

 Personalechefen rækker en hånd op.

 Må jeg godt sige noget.

 Kirsten smiler og nikker.

 Personalechefen rejser sig.

 Jeg tror, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at du virkelig har imponeret os, junior.

 Du havde en evne til at vise os tillid på en måde, der fik os alle til at yde vores bedste, mens din mor var væk. Bare rolig, det skal vi nok blive ved med. Til trods for det chock din mors sygdom uvægerligt må have givet dig, tog du udfordringen op og klarede det fremragende. Du har det i dig, der gør, at du bliver en god chef. En kolossal tillid, uden derfor at være blåøjet, det har flere af os set eksempler på i den forløbne måned. Flere gange, når vi har drøftet nogle problemer, har jeg glemt, at du ikke var voksen, fordi din tankegang var voksen på¨en usædvanlig positiv måde.

 Du påtog dig et ansvar og levede op til det på en utrolig fin måde, der fortjener en dyb beundring.

 Vi vil gerne give dig et synligt bevis som en tak for din indsats. Vi spurgte din mor om, hvad hun ville foreslå. Hun foreslog et telt, så du og din fætter kunne komme på telttur en uges tid. Jeg håber, at det falder i din smag.

 David ser lidt genert kredsen rundt, så rømmer han sig.

 Tusind tak, det er alle tiders.Kim har været mig til stor hjælp, men uden jeres helt enestående loyalitet, var det aldrig gået.. Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på den første dag, da jeg også stod her, og I sad rundt om bordet. Jeg var skrækslagen, men jeg vidste også, at der var et job, der skulle klares. Den dag kendte jeg kun et par stykker af jer. I dag føler jeg, at jeg virkelig kender jer alle, og jeg er meget stolt over, at I uden juridisk sikkerhed stolede på de aftaler vi traf. Derfor er jeg også meget glad for, at mor har godkendt dem, så jeg kan gå herfra med god samvittighed.

 Han går rundt om bordet og giver hver især et fast håndtryk. Da han er nået hele vejen rundt, siger personalechefen.

 Og lad os så give junior et trefoldigt leve, det har han fortjent.

 David ser op på sin mor, der lægger sin ene hånd på hans skulder og den anden på Kims skulder.

 Tak alle sammen for jeres hjælp. Jeg er meget glad for, at David forstod at vinde jeres tillid. Jeg vil også forsøge at leve op til den. Jeg har lært meget i den forløbne måned.

 Da de kører hjem, siger Kirsten.

 Jeg håber, at det var en god ide med det telt. Dorte er jo på ferie med sin far, så syntes jeg, at det kunne være en god ide, om I to fik lidt rigtig ferie sammen, og du talte en gang i foråret om et telt, David.

 David smiler bredt.

 Det er pragtfuldt mor, synes du ikke Kim.

 Jo da, jeg glæder mig utrolig meget.

 Så bliver han pludselig alvorlig.

 Men så bliver du jo helt alene, når Dorte heller ikke er her.

 Ja, min ven, men det har jeg heller ikke spor imod, og jeg skal nok nøjes med fire timer om dagen på kontoret her i starten.

 Da de kommer hjem, siger Kirsten.

 Der ligger en sovepose til jer hver i bagagerummet, de er fra mig. Jeg synes, at I skal prøve at sætte teltet op ude i haven nu, så laver jeg mad.

 Et par dage efter tager David og Kim så afsted på cykel med telt og soveposer. De er blevet enige om at tage en tur over til Vesterhavet, så Kim også kan få set den del af landet.

 Da de skulle til at køre, sagde David.

 Vi ringer hjem hver aften ved sekstiden.

 Kirsten nikker.

 Det er fint min ven. Hav nu en rigtig god tur og nyd det.

 De har en dejlig tur og snakker utrolig godt sammen. Det eneste emne de ikke berører er, at Kim jo snart skal tilbage til Japan igen.

 Aftenen før de skal cykle tilbage mod København, begynder Kim at græde, da de er kommet i soveposerne.

 Forskrækket spørger David, hvad der er galt.

 Kim snøfter.

 Jeg er så ked af, at jeg snart skal rejse, nu er der kun godt en uge tilbage. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal undvære dig og din mor. Jeg elsker jer så højt, at det gør helt ondt. Ja Dorte elsker jeg da også, men det er på en lidt anden måde. Jeg føler det jo, som om din mor også var min mor, og du, nej jeg kan slet ikke……..

 Så begynder han at græde igen.

 David ligger lidt, så siger han stille.

 Jeg har det jo lige sådan med dig, men prøv så at tænke på, at om et år eller to kan du måske komme herover igen, hvis din far går med til, at du får en uddannelse i Danmark, og så skal du bo hos os igen, ikke.

 Kim snøfter.

 Jo, men der kan jo ske så meget på et par år, måske vil far slet ikke gå med til det.
 Det er jeg næsten sikker på, at han vil, når han ved, hvor meget det vil betyde for dig. Din far vil kun gøre, hvad der er bedst for dig.

 De ligger og snakker lidt endnu, så siger David.

 Tror du ikke, at vi skal lægge os til at sove nu.

 Kim ruller sig over og knuger sig ind til David

 Ja, det må vi nok hellere.

 David gengælder knuset og lidt efter sover de med en arm om hinanden.

 Ved totiden begynder Kim at græde igen.

 David ser lidt på ham.

 Kom over i soveposen til mig. Vi tager begge pyjamasjakken af, så du bedre kan mærke, at jeg stadig er hos dig.

 Hurtigt er Kim ude af sin sovepose, han tager pyjamasjakken af og kravler ned i Davids sovepose, og David har også taget sin pyjamasjakke af.

 Et øjeblik efter sover de begge to.

 Næste morgen ser Kim lidt genert på David, da han vågner.

 Undskyld David, nu skal jeg nok prøve at lade være med at opføre mig som et pattebarn mere, men det var nu dejligt at ligge sammen med dig. Jeg kunne mærke dit hjerte banke, det føltes så trygt.

 David smiler.

 Det gør ikke noget, at man viser en ven sine følelser, jeg opdagede jo også, hvor meget det betød for mig, at du var så tæt på mig.

 Da de kommer hjem, tager Kirsten i mod dem i døren med et stort knus til begge. Så siger hun med et stort smil.

 Læg lige jeres ting ind på værelset. Tag et bad og få rent tøj på. Maden er færdig om en halv time, men I må ikke gå ind i stuen, før jeg siger til, der er nemlig en overraskelse derinde.

 Drengene skynder sig ind med tingene, og et øjeblik efter står de under bruseren. Det er nu rart at blive vasket rigtigt ovenpå sådan en cykeltur. Da de er blevet tørret, løber de ind på værelset for at komme i tøjet.

 Overraskede ser de på hinanden. På deres senge ligger der rent undertøj, sokker, et par hvide lærredsbukser og en gul T-shirt.
 David ler.

 Vi kommer jo næsten til at ligne tvillinger bortset fra størrelsen. Mon det er Dorte, der er kommet, nej, hun og hendes far skulle først komme hjem i morgen.

 Så banker det på døren, det er Kirsten, der spørger, om de er klar.

 David lukker døren op.

 Ja mor, og tusind tak for det nye tøj.

 Kirsten ler.

 Sikke et par flotte fyre, jer kan man da godt være bekendt at vise frem, så kom nu med ind i stuen.

 Kim giver et gisp, da han ser, at det er hans far, der står henne ved vinduet. Så springer han hen og omfavner faderen. Et øjeblik efter trykker David hans hånd.

 Ja, det var godt nok en overraskelse.

 Kirsten smiler.

 Ser de ikke dejlig brune, sunde og raske ud. Det brune gik åbenbart ikke af i vask. Men sæt jer nu til bords, maden er klar.

 Mens de spiser fortæller drengene ivrigt om deres oplevelser på turen.

 Pludselig stopper Kim midt i en sætning og ser på faderen.

 Kommer du for at hente mig. Vidste moster Kirsten godt, at du kom og hvor længe har du været her.

 David afbryder.

 I bliver da til efter i overmorgen, når det er min fødselsdag.
 Kim ser på ham.

 Er det din fødselsdag i overmorgen, det vidste jeg slet ikke, men det er også min fødselsdag, så vi er tvillinger, bortset fra to år.

 Mr. Mikimoto smiler.

 Det var mange spørgsmål på en gang, men du er rigtignok blevet god til dansk, Kim.

 Jamen jeg har jo også kun snakket dansk den sidste måned. Tænk, har jeg virkelig været her i over en måned.

 Mr. Mikimoto smiler stadigvæk.
 Det lader til, at du ikke har kedet dig, men jeg må vel hellere prøve at besvare spørgsmålene.

 Jeg er blevet enig med din mor om, at vi bliver her til efter jeres fødselsdag, David. Den må vi da fejre sammen i familiens skød. Måske kan vi invitere to mere med, jeg har på fornemmelsen, at det vil I ikke have noget imod.

 Så ser han på Kim.

 Ja, din moster vidste godt, at jeg kom, for det var hende, der inviterede mig, og jeg kom i forgårs. Ja, så nåede jeg vist igennem alle spørgsmålene.

 Kim ser på Kirsten.

 Jamen hvorfor fortalte du ikke, at far var kommet, da vi talte sammen i telefonen i går aftes.

 Kirsten ler.

 Det skulle jo være en overraskelse til jeres fødselsdag, og desuden syntes vi, at I skulle have hele jeres ferie.

 Kim smiler.

 Det var nu en dejlig overraskelse.

 Det var da rart at høre, jeg troede slet ikke, at du havde savnet mig.

 Det har jeg, lidt en gang imellem, men på den anden side har jeg haft det så vidunderligt, at jeg ikke fik så meget tid til at spekulere på det.

 David og jeg blev enige om at glæde os over den tid, vi kunne være sammen, i stedet for at tænke på, at vi snart skulle skilles igen.

 Kirsten rejser sig.

 Velbekomme. Klarer I to opvasken, så sætter Kims far og jeg os ind i den anden stue og snakker. Du laver også lige en kande kaffe, ikke David.

 20 minutter efter kommer drengene ind med kaffe og kopper og så sidder man og snakker og hygger sig.

 Så siger Kims far.

 Lad mig så høre, hvad I ønsker jer til jeres fødselsdag.

 David smiler.

 Jeg har allerede fået så meget. Mor er rask igen. Jeg har fået alle tiders onkel og en dejlig fætter, som er blevet min bedste ven. Jeg havde mange dejlige oplevelser på arbejde, ja og så fik jeg da også det ur af dig., et ur, som jeg er meget, meget glad for. Hvad mere skulle jeg kunne ønske mig.

 Og hvad så med dig Kim.

 Jeg har fået en vidunderlig moster, som har været som en mor for mig i den her måned. En dejlig fætter, som jeg elsker som om han var min broder, han er jo blevet min bedste ven, og så får jeg lov til at holde min fødselsdag her i Danmark, sammen med alle dem, jeg elsker. Det ville være forkert af mig at ønske andet og mere.

 Kirsten smiler.

 Jamen så må Kims far og jeg jo vente til en senere lejlighed med at give jer noget, men en lille ting finder vi vel på til selve dagen. Kunne I tænke jer, at vi tog ud og spiste og så evt. inviterede Dorte og hendes far med.

 Det lyder dejligt.

 David ser på sin onkel.

 Den her gang bor du da her hos os, ikke.

 Ja, det insisterede din mor på, så jeg fik gæsteværelset. Så må vi jo se, om Dorte vil sove sammen med mig, hvis hun skal overnatte her, mens jeg er her. Det kan jo også være, at hun foretrækker at sove inde hos dig og Kim.

 David ler højt.

 Det bliver nok ikke aktuelt. Hendes far skal vist ikke afsted lige med det samme. De kommer hjem fra ferie i morgen. Det er kun, når faderen er væk, at hun sover her henne.

 Om lørdagen er de forskellige ude og handle. David sammen med sin mor og Kim sammen med sin far, for at købe fødselsdagsgaver.

 Søndag morgen vækker Kirsten begge drenge med et kys, og beder dem skynde sig i bad og i tøjet. Dorte og hendes far har lovet at komme til morgenkaffen.

 Da drengene kommer ind til morgenbordet i deres tvillingetøj, som de kalder det, bliver de rigtig ønsket tillykke.

 David får et lille lommefjernsyn af Kim og hans far og en fin dokumentmappe med kodelås af sin mor, og en flot joggingdragt af Dorte og hendes far.

 Kim får en bærbar Pc- er af David og hans mor og en joggingdragt magen til Davids af Dorte og hendes far.

 Hans far smiler.

 Ja, du ville jo ikke have noget af mig, eller ville du gerne alligevel.

 Kim ryster på hovedet. Han har store tårer i øjnene, da han stilfærdigt siger.

 Nej, far, jeg ved godt, at jeg ikke har lov til at bede dig om det.

 Faderen har også fået tårer i øjnene.

 Jeg ved godt, at dit højeste ønske er at få lov til at blive her. Hvis jeg nu siger ja til det, vil du så også sige ja, til det, jeg vil spørge dig om, men jeg er ikke ene om at bestemme det, David må også sige ja, tror du, at han vil det.

 Kim ser forvirret på sin far, så siger han med lidt rystende stemme.

 Jeg vil sige ja til alt, du vil bede mig om, hvis jeg får lov til at blive i Danmark.

 Faderen ser over på David.

 Hvad siger du, har du nogle forbehold.

 David ser alvorligt på ham.

 Jeg er parat til at sige ja, til hvad som helst, uden forbehold. Jeg ved, hvor meget det betyder for Kim at få lov til at blive her, og jeg skal nok tage mig af ham, som om han var min lillebror.

 Faderen ser over på Kirsten.

 Der kan du se, nu har vi vidner på, at David ikke har noget imod at få en lillebror, og at Kim ikke har noget imod at blive her.

 Så ser han på drengene.

 Det, I to skal sige ja til, er, at I kan gå med til, at jeg gifter mig med Kirsten, kan I det.

 Kim og David ser målløse på hinanden og derefter på Kirsten og Kims far.

 Så begynder Dorte at le højt.

 Det kalder jeg fødselsdagsgaver. Du får en far, David og Kim får en mor og får endda lov til at blive i Danmark, og I får begge to en broder, men det kræver altså, at I siger ja.

 Kim er den, der først reagerer, først flyver han Kirsten om halsen og derefter er det faderens tur, så ser han på David med strålende øjne.

 Du siger da ja, ikke.

 David smiler bredt.

 Ja, det lovede jeg jo, men jeg gør det bestemt også meget gerne, og så får først Kirsten et ordentligt knus og derefter er det Mikimotos tur.

 Så ser han over på Dorte og hendes far og så er det deres tur til at få knus, først af David og derefter af Kim.

 Kirsten ser glad på de forskellige.

 Ja, Kusawa og jeg blev enige om, at det kunne være en god løsning.

 Så ser hun fra David til Kim.

 Vi havde jo en anelse om, at I to godt ville gå med til det. Der er en del formaliteter, der skal ordnes, men det sætter vi en advokat til. Kusawa skal til Japan en måneds tid og afvikle forskellige ting, men når han kommer tilbage, gifter vi os så. Vi har talt om at blive i Danmark, til David har fået en uddannelse og kan overtage firmaet. Så kan vi måske tage til Japan i nogle år, men det er fremtidsmusik. De første fem – seks år bliver vi i hvert fald i Danmark.

 Så ler Mikimoto pludselig og ser på Dorte.

 Jeg glemte jo helt, skulle vi også have spurgt dig Dorte.

 Leende giver hun ham et knus og ser skælmsk på ham.

 Jeg skal nok sige ja, også, ellers risikerer jeg at blive uvenner med David, Kim og Kirsten, og det vil jeg bestemt ikke risikere. Men bortset fra det, synes jeg jo også, at det er pragtfuldt.

 Resten af dagen føles som en drøm for Kim.
 Da han og David er kommet i seng om aftenen, siger han.

 Du er sikker på, at det er rigtigt. Jeg får lov til at blive i Danmark. Din mor og min far gifter sig, så jeg får en dejlig mor igen. Jeg får verdens bedste storebror. Passer det virkelig. Du er helt sikker på, at du ikke har noget imod, at de gifter sig.

 David smiler.

 Jeg kan heller ikke rigtig forstå, at det er sandt. Jeg havde ikke drømt om, at mor ville gifte sig igen. Men jeg er mindst lige så glad for det, som du er. Jeg kan virkelig godt lide din far, og jeg har indtryk af, at det er gensidigt.

 Det er det, det kan jeg godt garantere dig for.

 Efter sommerferien kommer Kim i ottende klasse, og David og Dorte begynder på handelsskolen. De vil begge gerne have en HH, mens Kim gerne vil i gymnasiet.

 Det er dog ikke nemt for Kim i skolen i starten. Alting er helt anderledes end i den japanske skole. Ganske vist er han blevet god til dansk, og han er også meget flittig, så han kommer godt ud af det med de fleste af lærerne, men det kniber ham meget at komme ud af det med kammeraterne.

 Det varer ikke længe, før David kan mærke på ham, at der er noget galt, for Kim er ikke nær så glad mere, som han plejer at være, selvom han prøver at skjule det.
 En aften, da de er kommet i seng, siger David.

 Du virker ikke rigtig glad mere. Er det skolen, der går dig på, eller er der noget andet.

 Kim sukker.

 Jeg var så glad for, at jeg nu skulle gå i skole i Danmark, det havde jeg gået og drømt om, men hvis jeg ikke havde jer her hjemme, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle klare det.

 Rent fagligt går det nogenlunde med at følge med, når jeg slider i det, og det har jeg heller ikke spor imod, men mine klassekammerater bryder sig ikke om mig, det kan jeg tydeligt mærke. Ingen af dem gider snakke med mig, selvom jeg har prøvet at snakke med flere af dem. En gang imellem er jeg næsten ved at fortryde, at jeg kom til Danmark, men når jeg så tænker på dig og din mor og Dorte, så siger jeg til mig selv. Det skal nok blive godt. Skoletiden er da kun 5 – 6 timer om dagen i fem dage om ugen. Resten af tiden er jo vidunderlig. Men hvorfor kan I lide mig, for det tror jeg virkelig, at I kan, når dem i skolen nærmest fryser mig ud.

 David ryster på hovedet.

 Det er et problem, som vi må gøre noget ved. Min lillebror skal være glad, også for skolen, for det fortjener han. Er der ingen i klassen, du kunne tænke dig at lære at kende, nogen du kunne blive gode venner med, det er lige meget, om det er en dreng eller en pige.

 Kim tøver lidt.

 Joh, der er et par tvillinger, en dreng og en pige, som jeg synes ser ret flinke ud, de går også lidt for sig selv. Men hvordan skal jeg få dem til at snakke med mig. Det hjælper nok ikke at prøve at snakke med dem, for det har jeg prøvet med flere af de andre, uden resultat.

 David spekulerer lidt, så siger han.

 Det vil jeg prøve at finde ud af, men husk, du må aldrig gå og gemme på det, når du er ked af det. Så lad os to snakke om det.

 Jamen jeg vil så nødigt have, at du og din mor tror, at jeg er ked af at være her eller utilfreds, jeg holder jo så meget af jer.

 David smiler.

 Problemer er til for at blive løst. Det skal vi to nok klare i fællesskab, ellers må vi få Dorte til at hjælpe også.. To er mere end dobbelt så stærke som en, så må tre næsten være uovervindelige.

 Kim smiler.

 Hvor er det dog godt, at jeg har dig, og at du vil hjælpe mig.

 Hvad tror du ellers, du har en storebror til.

 Næste dag snakker David med Dorte om det. Hun ser tankefuldt på ham.

 Kim er sikkert den kønneste dreng i klassen, og det gør de andre drenge misundelige. Mange af pigerne ville sikkert gerne have fat i ham, men en klasse, der har gået sammen i mange år, er ikke nem at splitte. Ingen af dem vil give en af de andre lov til at komme sammen med ham af bare jalousi.

 David nikker.

 Du har nok ret, men hvad gør vi, det går Kim meget på, at han føler sig så upopulær og bliver frosset ud af fællesskabet.

 Er der ikke nogen han kunne tænke sig at komme sammen med, nogen han synes bedre om end nogen af de andre.

 Jo, han talte om et tvillingepar, en dreng og en pige, som vist også gik lidt for sig selv.

 Det lyder som en god ide. Få ham til at invitere dem med hjem fra skole, så kan både du og jeg være lidt med fra starten.

 Jamen hvad nu, hvis de siger nej tak til invitationen.

 Lyseslukker. Det er da et forsøg værd.

 Helt bestemt, det prøver jeg at få ham til. Skal vi sige på fredag, så kan vi evt. tage ud og bade, når vi har drukket kaffe.

 Kim er lidt skeptisk, men lover dog at prøve at gøre forsøget.

  Husk nu at bede dem om at tage badetøj med, Dorte har også lovet at tage med.
 Til Kims store overraskelse og glæde, siger Kurt ja, og han siger også, at Birgit sikkert også gerne vil med. De aftaler så, at Kurt og Birgit skal komme klokken tre.

 Kim stråler over hele hovedet, da han siger.

 Min moster har sagt, at I også skal blive og spise til aften, hvis I har lyst.

 Bor du hos din moster.

 Ja, min mor døde for godt et år siden, men nu gifter min far sig med min moster og flytter her til Danmark, og så bliver hun min mor. Det glæder jeg mig meget til, for hun ligner sådan min mor.

 Er din moster dansker.

 Ja, og hun har en søn, der er lige præcis to år ældre end mig. Han er alle tiders gode ven.

 Så ser Kim alvorligt på Kurt.

 Du er helt sikker på, at I godt vil komme begge to, og at I ikke bliver uvenner med resten af klassen, fordi I snakker med mig.

 Kurt begynder at le.

 Vi kommer, det lover jeg dig. Birgit har kigget langt efter dig fra den første dag, du kom, og så må jeg jo passe på hende. De andre piger bliver sikkert misundelige, men den slags tager Birgit med en knusende ro. Når jeg ikke har snakket med dig før, skyldes det, at jeg gerne ville se dig lidt an, om du var lige som de andre, men nu kan jeg godt sige, at jeg glæder mig til at komme i morgen, og det gør Birgit helt sikkert også, når hun hører om invitationen.
 Kim er ellevild af glæde, da han kommer hjem og fortæller, at både Kurt og Birgit har lovet at komme. Men han er også meget spændt på, hvordan det vil komme til at gå.

 De starter med at drikke kaffe og derefter tager de ud og bader. Da de har været i vandet, lægger de sig og snakker. Så siger David.

 Skulle du ikke vise Birgit og Kurt de karatekast, du viste Dorte og mig, det er jo altid rart at kunne forsvare sig.

 Kim rødmer lidt, men da både Birgit og Kurt er meget interesserede i det, viser han dem så de forskellige greb og kast og faldteknikken.

 Så siger han med et lille smil.

 Men husk nu, man må ikke tage for hårdt, hvis det ikke er alvor.

 David og Dorte lægger for, og David får en ordentlig flyvetur.

 Dorte smiler.

 Lad os nu se, om Birgit kan klare dig Kim.

 Det kan hun, og da Kim rejser sig op, ler Kurt.

 Nu tør jeg godt lade hende være sammen med dig Kim, for nu kan jeg se, at hun kan klare dig.

 Birgit bliver lidt rød i hovedet, men smiler.

 Lad mig så se, om jeg også kan klare dig, brormand.

 Og så får Kurt en flyvetur.

 De tager lige en tur i vandet igen, inden de bliver tørret og kommer i tøjet, og så tager de hjem.

 Kirsten har en dejlig middag klar, da de kommer hjem, og så går snakken ellers fint, til Birgit og Kurt skal hjem.

 Kim får et lille kys af Birgit og et kraftigt håndtryk af Kurt. De er blevet enige om, at Kim skal besøge dem næste dag.

 Inden Kurt går, slår han David på skulderen.

 Den lillebror er du ikke snydt med, men jeg lover dig, at jeg vil være Kim en god og trofast ven, både i og udenfor skolen fremover.

 David nikker og smiler, idet han giver Kurts hånd et lille ekstra klem.

 Det venskab vil du aldrig fortryde, det garanterer jeg.

 Kim er så glad, at det kniber ham at falde i søvn, da de er kommet i seng. Ikke mindst ved tanken om, at han skal hen til Birgit og Kurt næste dag, men han er også lidt nervøs for at skulle møde deres forældre..

 David trøster ham med, at det nok skal gå lige så godt, som det er gået i dag.

 Du skal bare være dig selv og ikke spekulere på, hvordan du tror, at de vil have dig ændret.

 Jamen jeg ser jo ikke ud som en dansker, og mit efternavn er jo heller ikke dansk, måske synes deres forældre ikke om det.

 Det finder du ud af i morgen. Hovedsagen er, at Birgit og Kurt synes om dig, og det er du vel ikke i tvivl om. Det er jo dem, dui skal være sammen med i skolen, ikke deres forældre. Sov nu godt lillebror, og lad være med at spekulere på, om der er noget, der kan gå galt.

 Da Kim kommer der hen næste dag, er det Kurt, der tager imod ham.

 Gå lige med ind på vores værelse først. Birgit og jeg vil gerne lige snakke med dig, før du møder vores forældre.

 Kim ser lidt forbavset ud.

 Bor du og Birgit på samme værelse.

 Birgit nikker.

 Ja, vi har jo ikke så meget plads som hjemme hos jer. En stue, et soveværelse og vores værelse, mere kan det ikke blive til, er du skuffet.

 Kim rødmer lidt, men smiler så.

 Bestemt ikke.

 Inde på værelset ser Kim sig omkring.

 Der er to køjesenge, et skrivebord og tre stole, men der er ikke ret meget plads.
 Her er da hyggeligt, og når I to bare kan lide hinanden, og det kan jeg tydeligt mærke, at I kan, så er det da det vigtigste.

 Kurt ser alvorligt på ham.

 Birgit og jeg er blevet enige om, at vi vil være helt åbne og ærlige over for dig lige fra starten, det tror jeg også, at du foretrækker. Så kan du jo smutte igen, hvis du ikke bryder dig om det, du hører.

Hvis de andre i klassen ser os sammen, er der flere, der gerne vil fortælle dig en hel masse, så derfor foretrækker vi, at du høre den rigtige historie fra os.

 Han tøver et øjeblik, så fortsætter han stilfærdigt.

 Vores far har siddet i fængsel for bedrageri, han kom ud igen for et halvt år siden, men han kan ikke få arbejde igen. Der er ingen, der vil ansætte sådan en. Far får bistandshjælp og mor gør rent på et par skoler, og vi hjælper så lidt til, det vi nu kan.

 Birgit er i en bagerforretning om søndagen, og jeg er på en tankstation to aftener om ugen fra 17 – 22. På den måde kan vi selv klare tøj og lommepenge, men der er ikke råd til noget ekstra. Derfor bor vi også lidt klemt, men vi ville ikke drømme om at beklage os, det var jo for vores skyld, at far gjorde det, fordi han fik så lille en løn. Det værste er, at far næsten er blevet menneskesky. Han ordner alt det her hjemme, men han går kun ud, når han er nødt til det. Det er det, der er grunden til, at jeg lige ville se dig lidt an, inden jeg fortalte dig den her historie.

 Kim rækker begge sine hænder ud mod de to andre, som griber dem.

 Med store tårer i øjnene siger han.

 I tror forhåbentlig ikke, at det, du har fortalt, Kurt, vil have nogen negativ indflydelse på vores venskab. Snarere tværtimod. Nu ved jeg, at I har brug for mit venskab, lige som jeg har brug for jeres, og jeg kan godt love jer, at det venskab gælder også både David og Dorte. Det er jeg helt sikker på.

 Det er jo ikke jeres skyld. Selvfølgelig var det forkert, det jeres far gjorde, men i virkeligheden var det jo hans chef, der var skyld i det, fordi han ikke gav ham en ordentlig løn. Jeres far har jo fået sin straf, så er det da helt forkert, at han ikke kan få et arbejde igen. Han ville da være helt tåbelig, hvis han gjorde det igen. På den her måde giver det ham jo en livstidsstraf for nogle sølle penges skyld, det er da helt urimeligt.

 Birgit giver Kim et knus og ser over på Kurt.

 Endelig et menneske, der forstår noget. Hvis du virkelig vil være vores ven, begynder jeg at tro på, at det lysner for os. Så glad har jeg ikke været længe.

 Kurt smiler.

 Nu håber jeg bare, at du kan lide far og mor, så vi kan få et hyggeligt kaffebord. Jeg tror, at det kan kvikke far lidt op, og måske give ham og mor lidt tro på fremtiden.

 Da de kommer ind i stuen hilser Kim på moderen og faderen. Moderen smiler til ham, mens faderen ser alvorligt på ham.

 Har Kurt fortalt dig om mig.

 Kim knuger hans hånd og ser ham lige i øjnene.

 Ja, og det betyder intet for mig. Jeg kan mærke, at Birgit og Kurt holder meget af deres mor og far. Det er langt vigtigere end alt andet, for så ved jeg, at du er god nok. Undskyld, hvis jeg ikke udtrykker mig godt nok, mit dansk er ikke helt godt nok endnu til at udtrykke følelser. Jeg er jo halvt japaner og har kun været i Danmark et par måneder. Jeg håber ikke, at det generer jer.

 Der breder sig et glad smil på faderens ansigt.

 Hvis dine ord ikke var klare nok, så var dit ansigtsudtryk i hvert fald. Jeg kan roligt sige, at mine børn kunne ikke ønske sig en bedre ven, for det findes simpelthen ikke. Du skal altid være velkommen her, så meget du bryder dig om. Vi har måske ikke så meget plads, men den plads vi har, deler vi meget gerne med dig.

 Snakken går nu fint, og da kaffen er drukket, spørger Kurt, om de skal tage ud og bade. Det synes både Kim og Birgit er en god ide, så lidt efter cykler de ud til stranden.

 Da de har fået nok af vandet, lægger de sig på stranden og tager solbad, mens snakken går godt.

 Kurt ser på Kim.

 Du aner ikke, hvor glad jeg er for det, du sagde til far. Jeg kunne mærke, at han blev helt anderledes, åben og glad.

 Jamen jeg sagde jo bare, hvad jeg mente.

 Birgit begynder at le.

 Ja, og tak for det, det er jo netop de meninger, der er så dejlige.
 Omsider kommer de i tøjet og cykler hjemad, da de skilles, siger Kurt.

 Nu håber jeg ikke, at det bliver for barsk for dig i skolen på mandag.

 Kim ryster på hovedet.

 Det kan da aldrig blive så slemt for mig, som det har været for Birgit og dig, men når vi tre holder sammen, skal vi nok klare den. Mens jeg husker det, kan du skaffe mig fotokopier af din fars papirer, eksamensbeviser og den slags. Du må ikke sige noget til din far, men jeg vil høre min moster, om hun ikke har en ledig stilling, ellers må det vente, til far kommer tilbage. Han talte om at oprette en afdeling af sit hovedfirma her i Danmark for ikke at blande sig i mosters firma, når de bliver gift. Hvis han gør det, får han i hvert fald brug for dygtige folk.

 Birgit og Kurt ser målløse på Kim.

 Tror du virkelig, at det kunne lade sig gøre.
 Kim smiler.

 Jeg er næsten sikker, men I må ikke sige noget, så jeres far bliver skuffet, hvis det ikke lykkes i første omgang. Han har ikke brug for flere skuffelser, nu har han brug for, at der er noget, der lykkes.

  Birgit slår armene om halsen på Kim og giver ham et kys.

 Kurt smiler skævt.

 Må jeg også give dig et knus, jeg skal nok lade være med at kysse, selvom jeg havde lyst til det, men jeg vil ikke gøre Birgit jaloux. Jeg er simpelthen så glad, at ord ikke kan beskrive det.

 Birgit rødmer, men smiler så stort.

 Jeg bliver nu ikke jaloux, for jeg har det jo lige som dig, Kurt.
 Kim ser fra Birgit til Kurt.

 Jamen jeg har jo fået to dejlige venner, så må jeg da prøve at hjælpe dem, hvis jeg kan. Det er det David siger. Problemer er til for at blive løst.
 Kirsten er en lille smule skeptisk, da Kim fortæller hende om Birgits og Kurts far, men går dog med til at overveje det grundigt, når hun har set papirerne.

 Om mandagen giver Kurt så Kim en stor gul kuvert og hvisker.

 Her er papirerne.

 Allerede i andet frikvarter er en af de andre drenge henne ved Kim og fortælle en hel masse.

 Kim står roligt og hører efter, så siger han.

 Hvorfor begynder du pludselig at interessere dig for mig. Hidtil har jeg jo bare været luft for dig. Er det, fordi jeg er blevet venner med Kurt og Birgit.

 Den anden ryster på hovedet.

 Det var ment som en venlighed, de to er ikke noget for dig, deres far er forbryder.

 Og hvorfor vil du så pludselig være ”venlig” over for mig. Tror du ærligt talt, at der er ret mange voksne mennesker, der ikke har overtrådt en eller anden lov,  mener du så, at de alle sammen er forbrydere. Kurts far har fået sin straf for det, han har gjort, for han blev opdaget, det er forskellen, men til gengæld burde den sag så også være ude af verden. Han blev trods alt ikke idømt en livstidsstraf, men det får han på den her måde, synes du virkelig, at det er retfærdigt.

 Den anden begynder at grine.

 Du vil vel bare i seng med Birgit, fordi hun er den, der er nemmest at få fat i, fordi ingen af os andre vil i seng med en forbryders datter.

 Kim er blevet ildrød i hovedet, så siger han lavmælt for at prøve at dæmpe sit raseri.

 Du understår dig ikke i at gøre Kurt eller Birgit fortræd, for så får du med mig at bestille.

 Den anden ser hånligt på ham.

 Godt, mød mig nede på fodboldbanen efter skoletid, hvis du tør. Så skal du se, hvad man gør ved forbrydere og deres medløbere her i Danmark.

 Kim er helt rolig igen, så han ser bare koldt på den anden.

 Ok, hvor mange tager du med, hele klassen for at være nogenlunde sikker på at kunne klare en mand.

 Den anden fnyser.

 I hvert fald nok til at pynte dig så meget, at selv din mor ikke vil kunne kende dig.

 Det lyder sandsynligt, for hun er død, men bare rolig, jeg skal nok komme. Jeg går trods alt ud fra, at jeg kan nøjes med at slås mod en ad gangen.

 I det næste frikvarter snakker Kim med Kurt og Birgit. De sidder i et hjørne af skolegården, og de andre lader dem være i fred.

 Hele klassen har hørt om det kommende slagsmål. Birgit er rædselsslagen, mens Kurt siger.

 Jeg skal nok hjælpe dig.

 Kim smiler.

 Jeg vil gerne have dig i baghånden, hvis det bliver nødvendigt, så pas i første omgang bare på Birgit. Jeg har på fornemmelse, at jeg ikke kommer til at nøjes med at slås med en ad gangen. Kan du huske de karategreb jeg lærte dig den anden dag. Brug dem, der er ingen grund til, at det bare bliver et almindeligt slagsmål. Jeg er normalt ikke tilhænger af vold, men der må være en grænse for, hvad man skal finde sig i.

 Kurt begynder at le.

 Jeg tror, at der er nogle stykker, der får sig en overraskelse.

 De tre følges ad ned til fodboldbanen efter sidste time.
 Kim beder de to andre blive henne ved målet, hvor de har sat deres tasker. Så nikker han til Kurt.

 Jeg kalder, hvis jeg får brug for hjælp.

 De andre fra klassen har samlet sig i en halvkreds. Udfordreren kommer langsomt hen mod Kim.

 Kim ser roligt på ham.

 Tror du ikke, at du skulle tage skjorten af, så den ikke bliver grøn af græsset, det er så svært at få vasket af.

 Uden en lyd farer modstanderen på Kim.

 Kim giver et lille hop til siden og spænder ben, med det resultat, at den anden flyver hen ad græsset, mens kammeraterne hyler af latter.

 Rasende springer han op og farer hen mod Kim, og denne gang flytter han sig ikke, til gengæld får Kim fat i hans ene arm, og så flyver han over Kims højre skulder og rammer jorden med et klask et par meter derfra.

 Kim vender sig om og ser på ham. I det samme er der to andre, der springer frem for at angribe Kim bagfra., men han har bemærket det og snurrer rundt som en top, og et sekund efter hamrer han de to drenges hoveder sammen med et brag.

 Kim vender sig roligt om mod den første angriber.

 Nå, er det nok.

 I det samme ser han to drenge, der nærmer sig Kurt og Birgit bagfra. Han giver et hyl.

 Kurt, ryggen.

 Kurt snurrer rundt og får fat i den ene dreng, der et øjeblik efter flyver over hans skulder. Den anden dreng har nået at få fat i Birgits bluse. Da hun river sig løs, går blusen i stykker og uvilkårligt udstøder hun et skrig.

 KIM.

 Lynhurtigt er Kim der henne og stikker drengen sådan en lussing, at der er fingeraftryk på kinden.

 Kim er rasende.

 Hurtigt tager han sin skjorte af og rækker den til Birgit.

 Her. Tag den på.

 Så vender han sig mod resten af klassen.

 Lad være, at I vil slås med mig, og til nød Kurt, hvis I ikke var for fejge til at komme en ad gangen, men når I angriber en sagesløs pige, så trækker jeg grænsen. Måske er det gået op for jer, at jeg kan karate og endda er ret god til det. Den næste, der rører Birgit, brækker jeg armen på. Hvis der er flere, der har lyst til at slås med mig, så kom bare, jeg er ikke særlig bange af mig, men det kan jo godt være, at jeg tager lidt hårdere ved nu.

 Småmumlende spredes flokken, og snart er kun Birgit, Kurt og Kim tilbage.

 Birgit græder, dels p.g.a. forskrækkelsen, men også fordi det ikke er så nemt at få råd til en ny bluse.

 Kim står og ser lidt på hende, så siger han stilfærdigt.
 Tag din bluse af og giv mig den, og tag så min skjorte rigtigt på. Så skal jeg nok få fat i en anden bluse til dig i dag eller i morgen.

 Jamen du skal da ikke købe en bluse til mig.

 Kim smiler skævt.

 Det var jo mere eller mindre min skyld. Havde der ikke været det slagsmål, så havde du nok kunne gå i fred. Det håber jeg, at du kan nu.
 Kurt nikker.

 Det er der vist næppe nogen tvivl om, jeg tror virkelig, at du har sat dig i respekt, men du klarede det nu også flot.

 Kim ser fra Kurt til Birgit.

 Tror I, at I kan få lov til at læse lektier henne hos mig, hvis I ringer hjem og spørger. Så kan vi også lige komme hen og købe en bluse til Birgit. Jeg vil helst ikke have, at jeres forældre hører om det her.

 Birgit ser overrasket på ham.

 Jamen…… nåh nej, det er måske bedst, selvom far og mor nok gerne ville have sagt dig tak, for det du gjorde for os her i dag.

 Kirsten ser lidt forskrækket på dem, da de kommer, men da hun har fået forklaringen, smiler hun.

 Nu tager Birgit og jeg lige hen og køber en ny bluse. Vi prøver at finde en, der ligner den anden så meget som muligt. Så kan I læse lektier sammen, når vi kommer tilbage.

 Da Kirsten og Birgit kommer tilbage går de tre i gang med lektierne., mens Kirsten læser papirerne, som Kim har givet hende.

  Kurt og Birgit vil hjem til aftensmad, selv om Kirsten tilbyder, at de gerne må blive og spise med.

 Da de skal afsted siger Kim, mens han rødmer lidt.

 Må jeg godt beholde den gamle bluse.

 Birgit bliver også lidt rød i hovedet.

 Ja, det må du da.
 Så ser hun på Kirsten.

 Tusind tak fordi du ville bruge tid og penge på at købe en bluse til mig, jeg skal skal nok prøve at spare op, så du kan få dine penge igen.
 Kirsten begynder at le og giver hende et knus.

 Kim insisterede på, at han ville betale den, men du må godt vide, at jeg synes lige så godt om dig som om min anden svigerdatter Dorte.

 Birgit bliver blussende rød og ser fra Kim til Kurt. De smiler begge to, og Kurt slår Kim på skulderen.

 Det var ikke den værste svoger jeg kunne få, Søs.

 Kirsten blinker til Birgit.

 Det gør ikke noget, at jeg driller lidt, vel.

 Birgit slår armene om hendes hals og hvisker.

 Nej, for du er jo lige så vidunderlig, som Kim siger.

 Næste dag i skolen er der nogen, der skuler efter Kim, men både han, Kurt og Birgit får lov til at være i fred.

 Da de skal til at tage hjem, siger Kim.

 Må jeg godt gå med hjem til jer i dag.

 De andre siger selvfølgelig begejstrede ja.

 Da Kim siger goddag til faderen, beholder han hans hånd lidt i sin og giver den et ekstra lille klem.

Så smiler han.

 Du har et par dejlige børn.

 Faderen nikker.

 Ja, men jeg er også utroligt godt tilfreds med dem. Havde det ikke været for min kone og dem….

 Kim ser nu alvorligt på ham.

 Har du noget særligt for i morgen formiddag.

 Han ryster på hovedet.

 Nej, jeg går ikke så gerne ud, undtagen hvis det er meget nødvendigt.

 Så begynder Kim at smile.

 Jamen det er det her. Min moster vil gerne tale med dig på sit kontor kl. 10 i morgen. Hun mener godt, at hun kan finde et job til dig. Hun sagde til mig, at dine papirer var usædvanligt fine.

 Mine papirer.

 Ja, undskyld, jeg fik Kurt til at skaffe fotokopier af dem. Vi ville gerne være helt sikre, før vi sagde noget til dig.

 Så ser han på Birgit og Kurt.

 Ja, undskyld igen, det burde jo have været jer, der havde fået lov til at fortælle jeres far det, det var synd, at jeg tog den glæde fra jer.

 Kurt smiler glad.

 Du har bestemt ikke noget at undskylde. Far har sikkert også lettere ved at tro på det, når det er dig, der fortæller det. Hvis vi havde fortalt det, havde far nok bare troet, at det var ønsketænkning, ikke far.

 Faderen har sat sig ned og ser fra den ene til den anden.

 Jo, for det lyder jo helt utroligt.

 Kurt nikker til Kim.

 I øvrigt er det da også din fortjeneste, at det lykkedes.

 Kim ryster på hovedet.

 Nej, det er helt afgjort jeres fortjeneste. I gav mig jeres venskab og viste jeres kærlighed til jeres forældre. Det er årsagen til, at det lykkedes.

 Faderen ser på Kim.

 Jamen hvordan kan din moster tro på, at hun kan stole på mig.

 Kim smiler glad.

 Hun sagde til mig i aftes.

 En mand, der har sådan to børn, der elsker ham betingelsesløst, ham tør jeg godt stole på, for han er bestemt ikke en svindler.

 Kurt ser på sin far.

 Men ikke mindst, du har haft verdens bedste forsvarer i ham der.

 Det tror jeg også, og jeg lover dig Kim, at jeg aldrig vil svigte hverken din eller din mosters tillid.

 Den første oktober begynder han på arbejde, og det varer ikke længe, før Kirsten kan se, at han er både usædvanlig dygtig og samvittighedsfuld.

 I efterårsferien tager David og Dorte på den ferietur, som Kirsten havde lovet dem. Det bliver en uge til Paris, og de fortæller begejstret om turen, da de kommer hjem.

 Kim, Kurt og Birgit har fået lov til at tage på telttur sammen nogle dage i efterårsferien. Den første aften ser Kim og Birgit lidt på hinanden, da de skal klæde sig af for at komme i nattøjet.

 Så begynder Birgit at le.

 Der er ikke noget at være genert over, Kim. Husk, at Kurt og jeg har delt værelse i femten år, og du ser såmen ikke så meget anderledes ud end ham.

 Kurt ler også.

 Det er måske også mere, fordi Kim ikke er vant til at se en pige uden tøj, men det vænner man sig til, gamle dreng.

 Da de lidt efter ligger i deres soveposer med Birgit i midten, siger hun.

 Uh altså, hvor er det dejligt at ligge her mellem jer to. I aner ikke, hvor højt jeg elsker jer, og det gælder jer begge.

 Kim smiler.

 Det er gensidigt, ikke Kurt.

 Kurt nikker.

 Helt enig.

 Næste morgen bliver Kim vækket med et kys af Birgit. Han slår armene og knuger hende ind til sig, mens han hvisker.

 Du aner ikke, hvor højt jeg elsker dig.

 Birgit sender ham et strålende smil, og så ler hun til Kurt, der ligger og småbrummer.

 Du skal også have et kys brormand.

 Kurt smiler.

 Jeg var ellers ved at tro, at jeg var lidt til overs, men husk nu, ingen børn foreløbig.

 Kim bliver ildrød i hovedet, men så begynder han at le.

 Nej, gamle ven, helt enig, derfor har vi også brug for dig mindst fem – seks år endnu, men i øvrigt kan jeg slet ikke undvære dig, og det tror jeg heller ikke, at Birgit kan.

 Nej, den bror vil jeg aldrig nogensinde af med frivilligt.

 Lidt efter vasker de sig og kommer i tøjet, inden de spiser morgenmad.

 De er alle tre enige om, at det vigtigste er at få snakket så meget, at de får lært hinanden at kende helt til bunds.
 Da de kommer hjem om fredagen er de helt enige om, at de har haft en dejlig ferie, og at det nu føles, næsten som de havde kendt hinanden altid.

 Den næste lørdag bliver Kirsten og Kusawa så gift. Det bliver ikke noget stort bryllup. Dorte og hendes far er inviteret, og Kurt, Birgit og deres forældre er også inviteret med.

 Kirsten har spekuleret lidt over det, da hun altid har holdt arbejde og familie skarpt adskilt, men David har overtalt hende, da han ved, hvor meget det vil betyde for Kim.

 David og Kim har bestemt sig for, at de vil blive ved med at dele værelse, og selvom Kim er meget glad for Kurt og Birgit, og er en del sammen med dem, er David ikke spor i tvivl om, hvor meget hans lillebror holder af ham.

 I begyndelsen af december er Kim på vej hjem fra skole. Han har næsten lige sagt farvel til Kurt og Birgit, da han bliver kørt ned bagfra af en knallert, så han bliver kastet ud på gaden, hvor han bliver ramt af en bil, der netop kører forbi. Bilen standser med hvinende bremser, og chaufføren skynder sig ud for at se, hvor meget, der er sket. Han havde ikke en chance for at undgå påkørslen.

 Knallertkøreren fortsætter uanfægtet, til han bliver standset af en mand ca. 100 m længere henne ad gaden. Han har set det hele.

 Kort efter er både politi og ambulance på stedet, tilkaldt af tililende mennesker.

 Kurt har ikke set, hvad der er sket, da de er drejet ned ad en sidegade et par minutter før. De hører ganske vist ambulancen, men tænker ikke nærmere over det.

 David har ligget i sengen med influenza, men er næsten rask. Han er netop gået ud for at lave noget te, da telefonen ringer.

 Da han hører fra sygehuset, hvad der er sket, skynder han sig i tøjet og tager en taxa derhen, efter at han lige har lagt en besked til sin mor.

 Kim er kommet på operationsbordet med det samme, men han er stadig bevidstløs. Hans højre ben er brækket tre steder, hans venstre arm er næsten knust, og i hovedet har han fået en stor flænge.

 David sidder i venteværelset og trommer med fingrene på et bord. Han synes, at der er gået en evighed, da der endelig kommer en læge ud til ham.
 Hvordan går det med Kim, han er min lillebror.

 Lægen ser alvorligt på ham.

 Han er stadig bevidstløs, p.g.a. narkosen. Jeg tror, at vi har fået benet sat nogenlunde sammen. Han har fået en kraftig hjernerystelse, men flængen i hovedet er ikke alvorlig. Den var kun overfladisk, så den er syet sammen, men hans venstre arm er jeg bange for, at vi ikke kan redde, den er næsten helt knust.

 David gisper.

 Åh nej.

 Lægen ser på ham og siger stilfærdigt.

 Han er heldig, at han overlever, selvom han måske ikke kommer til at kunne bruge venstre arm mere.

 I det samme kommer der et par politifolk for at få Kims data.

 David giver dem de forskellige oplysninger, men så ryger det ud af ham.

 Jamen hvordan skete det.

 Betjenten tøver lidt.

 Han blev påkørt bagfra af en knallert, så han blev kastet ud på vejbanen lige foran en bil, der netop kom kørende. Chaufføren havde ikke en chance for at undgå at ramme ham.
 Jamen gik Kim ikke på fortovet.

 Jo.

 Betjenten tøver lidt igen.

 Men knallertkøreren kom også på fortovet, endda med stor fart, nogle vidner påstår, at det så ud som om, det var med vilje, hvilket i øvrigt bekræftes af, at han bare uanfægtet kørte videre. Han blev imidlertid stoppet af en betjent i civil, der havde set det hele, så han er til afhøring på politigården i øjeblikket.

 Jamen det lyder jo helt vanvittigt, hvem kunne dog finde på at gøre sådan noget med vilje, og så mod Kim, ser er det rareste og venligste menneske. Det er jo et mordforsøg.

 Betjenten nikker.

 Jeg er helt enig, men prøv hellere at få fat i jeres forældre, det er nok bedre, at du gør det, end at vi gør det. Kan du klare det.

 David nikker, og så går betjentene igen.

 Det lykkes David at få fat i sin mor, og hun lover, at de kommer hen på sygehuset, når hun har fået fat i Kusawa, der er til et møde ude i byen.

 Lidt efter får han lov til at komme ind og sidde ved Kims seng. Med store tårer i øjnene hvisker han, idet han forsigtigt tager Kims raske hånd.

 Kim, Kim, min elskede lillebror, du må blive helt rask igen. Jeg kan jo slet ikke undvære dig.

 En halv time senere kommer Kirsten og faderen. Det er lykkedes hende at få fat på ham, og så kørte de hen på sygehuset med det samme.
 De er begge to meget blege. De sætter sig ved siden af sengen, uden at sige noget.

 David undlader at fortælle dem om, hvordan det er sket. Tankerne kværner rundt i hans hoved. Kan det tænkes, at det er en af Kims klassekammerater, der har gjort det. Kim har fortalt ham om slagsmålet. Men på den anden side, tanken er jo absurd. Det må være en sindssyg person, der har gjort det.

 En times tid efter kommer bilens chauffør med en buket blomster.

 Jeg er ulykkelig over, at det er sket, men jeg havde ikke en chance for at undgå at ramme ham.

 Inden Kirsten eller Kusawa når at få sagt noget, siger David.

 Nej, det ved jeg, politiet har fortalt mig, at du var helt uden skyld. Tak for blomsterne, men vil du godt gå igen. Vi bærer ikke nag, men vil gerne have lov til at være i fred.

 Manden nikker og går igen.

 Kirsten ser på David.

 Har du snakket med politiet om, hvordan det er sket.

 David nikker.

 Ja, men spekuler ikke over det, tag hellere hjem og få hvilet jer lidt, det trænger I til. Jeg bliver her hos Kim.
 Kusawa ser lidt på David, så lægger han en hånd på hans skulder.

 Godt, jeg tager hjem sammen med din mor. Du ringer, hvis der bliver noget.

 Ved ottetiden vågner Kim delvis. Han ser uforstående på David.

 Hvor er jeg, hvad er der sket. Det gør så ondt.

 David ser på ham.

 Du er på sygehuset lillebror. Du blev kørt ned af en bil i eftermiddags.

 Hvordan det, jeg mener da, at jeg gik på fortovet.

 Tænk nu ikke mere over det.

 Han ringer på sygeplejersken og siger, at Kim er vågnet og har en del smerter.

 Sygeplejersken giver Kim en smertestillende indsprøjtning og siger, at David hellere må gå nu.

 Det er bedre, at du tager hjem, Kim skal have helt ro og må ikke snakke.

 David bøjer sig over Kim og giver ham et kys på panden.

 Jeg elsker dig, lillebror. Jeg skal nok hilse far og mor fra dig.

 Kim hvisker.

 Hils også Birgit, Kurt og Dorte.

 David nikker.

 Helt bestemt, det skal jeg nok.

 Da han kommer hjem, fortæller han, at Kim var vågnet og var nogenlunde klar, men han skulle have helt ro. Han skulle hilse mange gange.

 Kusawa ser nøje på ham.

 Vil du godt fortælle os, hvad politiet sagde, og hvor slemt det er med Kim.

 David fortæller stilfærdigt det hele.

 Kirsten er næsten i chock, men Kusawa siger roligt.

 Tak fordi du fortalte os det hele, David. Jeg ved godt, at du ville prøve at skåne din mor og mig, men det er ikke fair over for dig selv. Sådan noget er ikke godt at gå med alene. Hvis vi hjælpes ad, går det bedre. Jeg ved jo, hvor højt du elsker Kim, men det skal nok blive godt igen. Hovedsagen er, at han lever.

 David ser på ham med tårer i øjnene.

 Hvor er det dog godt, at jeg har fået sådan en far.
 Kirsten tager sig vældigt sammen.
 Jeg ved, at det er svært, men er det ikke bedst, at vi fortæller Birgit og Kurt, hvad der er sket. Ellers kan de ikke forstå det, når Kim ikke kommer i skole i morgen.

 David sukker.

 Det skal jeg nok gøre. Jeg siger kun, at Kim er blevet kørt ned og ligger på sygehuset. Hvis de kommer hen til mig efter skole, kan vi følges ad hen og se til ham.
 Det er Kurt han snakker med, og han siger.

 Hvor meget er der sket.

 Det ene ben og den ene arm er brækket, han har også fået en hjernerystelse og en overfladisk skramme i hovedet, men det skal nok gå, han bad mig om at hilse jer. Vi ses i morgen.

 Kirsten kommer ind med en kande kaffe og tre par kopper. Kusawa henter en flaske cognac og nogle glas.

 Det her trænger vi vist til alle tre.

 Næste dag kommer skoleinspektøren ind i Birgits og Kurts klasse i første time. Han er meget alvorlig. Så siger han langsomt.

 Det jeg nu må fortælle jer, ville jeg gerne have været fri for.
 Som I ser, mangler der to i jeres klasse i dag. Kim og Henrik. Kim blev kørt ned i går og ligger på sygehuset. Lægerne ved endnu ikke, om de kan redde hans ene arm, da den næsten er totalt knust. Det ene ben er brækket tre steder, desuden har han fået en flænge i hovedet og en kraftig hjernerystelse foruden forskellige knubs og skrammer.

 Birgit udstøder et skrig.

 Nej, åh nej.

 Inspektøren ser bedrøvet på hende og Kurt, der hurtigt har skyndt sig hen til hende.

 Inspektøren tøver lidt, så fortsætter han.

 Men det værste er, at det var Henrik, der kørte ham ned bagfra på knallert, så han faldt ud foran en bil.

 Havde det været lidt mere uheldigt, havde Kim været død og Henrik dermed morder. Det er mig helt ufatteligt, at en dreng kan gøre sådan mod en kammerat. Henrik er stadig hos politiet sammen med sine forældre, hvordan tror I, at det føles for dem,.

 Kurt retter sig op. Han er helt hvid i ansigtet, da han råber.

 Har I nu fået hævn nok over Kim, Birgit og mig. Det er jer, der snakker om forbrydere og deres medløbere. Kom Birgit. Vi går.

 Ude på gangen bliver de indhentet af inspektøren.
 Jeg forstår dig godt Kurt. Jeg burde måske have grebet ind noget før, men jeg kan jo kun gøre noget ved overfladen. De daglige små ondskabsfuldheder er jeg magtesløs over for. Jeg troede, at det havde hjulpet, da I blev venner med Kim. Jeg hørte jo om slagsmålet og mente, at nu kunne i være i fred. Jeg havde ikke forudset, at jeg havde en sindssyg dreng på skolen. En normal dreng kunne ikke have gjort det her.

 Hold nu fri i dag og i morgen og kom så igen på mandag. Så tror jeg, at tingene er faldet lidt til ro. Henrik kommer ikke tilbage til den her skole, det lover jeg jer.

 Kurt ser på ham.

 Undskyld, at jeg skreg sådan op, men Kim er jo vores ven. Han er det venligste og fineste menneske, der findes, han har ikke alene hjulpet os på en hver måde, men han har også skaffet far et godt arbejde. Hvis Kim bliver invalid, kunne jeg godt have lyst til at slå Henrik ihjel.

 Inspektøren smiler skævt.

 Det ville i høj grad være forståeligt, til gengæld tror jeg, at Kim ville betakke sig for, at du gjorde det. Det han har mest brug for fremover er jeres hjælp og kærlighed, ikke hævn, det heler hverken brækkede arme eller ben.

 Vis ham, hvad jeres venskab er værd. Hils ham fra mig, når I ser ham, og sig, at jeg håber snart at se ham igen. Hvis han er bange for at komme bagud med lektierne, hjælper I ham nok lidt, og det vil jeg også meget gerne, kan I fortælle ham.

 Kurt og Birgit tager lige hen til David med det samme. De fortæller ham om optrinet på skolen, og om deres samtale med inspektøren bagefter.

 David smiler lidt.

 Han har ret, Kim har ikke brug for hævn nu, selvom jeg også havde lyst til det i går.

 Så ser han alvorligt på Birgit.

 Men hvad siger du til, at Kim måske kommer til at halte resten af livet, og at hans venstre arm måske skal amputeres, hvis den ikke kan reddes. Kan din kærlighed til Kim holde til det.

 Birgit ser forarget på ham.

 Hvad regner du mig for.

 David smiler uvilkårligt.

 Jeg er ikke i tvivl, Birgit, men det kan blive meget vanskeligere at overbevise Kim. Det vil uden tvivl være noget af det første, han vil spørge dig om. Han vil være skrækslagen for, at det er medlidenhed. Han vil absolut ikke være en belastning for dig, du kender ham jo. Det vil være meget vigtigt for ham at forstå og virkelig tro på,  at det er mennesket Kim, du elsker. Ikke bare den flotte og charmerende fyr, der har økonomien i orden.

 Birgit ser et øjeblik på David, så slår hun armene om halsen på ham og giver ham et kys.

 Tak, fordi du sagde det, David, nu er jeg forberedt, så jeg bedre kan gribe det rigtigt an.

 Kurt smiler.

 Du ligner Kim på mange måder, eller måske er det ham, der ligner og efterligner dig. Jeg forstår godt, at du er hans bedste ven, og jeg er ikke engang misundelig, for Kim fortjener sådan en ven. Til gengæld håber jeg at være nr 3, efter dig og Birgit.

 David ryster på hovedet.

 Jeg tror nu ikke, at Kim har stillet en rækkefølge op. Skal vi så tage af sted. Prøv at vise ham et smilende ansigt, selvom det gør ondt helt ind i sjælen at se ham ligge sådan der.

 Henne på sygehuset får de at vide, at de kun må blive inde hos Kim i et kvarter.

 Stille går de ind og tager hans højre hånd. Birgit bøjer sig over ham og giver ham et kys på munden. Så hvisker hun.

 Jeg elsker dig Kim.

 Kim ser fortvivlet på hende, og så prøver han at vende hovedet bort, mens tårerne ruller ned ad hans kinder.

 Så kommer det hæst.

 Nej Birgit, jeg er ikke noget for dig mere. De regner med at tage min venstre arm i morgen, de siger, at den ikke kan reddes. Du fortjener ikke at få en invalid.

 Birgit prøver at smile gennem tårerne.

 Jamen du lever jo, Kim. Du er stadig den samme, og du kan da stadig holde om mig med din højre arm.

 Kim ryster svagt på hovedet.

 Nej, Birgit, jeg er ikke den samme mere, og det bliver jeg aldrig mere.

 Kurt ser alvorligt på ham.

 Venskab og kærlighed er ikke bare solskin og ferie. Det holder også, når der er vanskeligheder og problemer. Det har du da selv vist os meget tydeligt. Synes du så ikke, at det ville være rimeligt at give os lov til at gøre lidt gengæld.

 Vi skulle hilse dig fra inspektøren. Han foreslog, at vi læste lektier sammen, når du fik det bedre. Han lovede også at hjælpe dig, hvis du fik brug for ekstra timer, når du blev rask.
 Kim ser op på David, mens hans højre hånd famler lidt hen over dynen.

 Synes du, at jeg har lov til at tage imod alt det fra Birgit og Kurt.

 David tager hans hånd og klemmer den lidt forsigtigt.

 Ja, lillebror, du ikke alene har lov til det, men du har også ret og pligt til det. En rigtig ven kan også tage imod. Kærlighed er ikke bare noget, man giver, det er også noget, man skal lære at modtage.

 Kim smiler svagt.

 Du får det til at lyde så logisk og rigtigt, men du er jo også meget bedre til dansk, end jeg er.

 David smiler til ham.

 Du er nu også rimelig god til at udtrykke dig, lillebror, men nu må vi hellere gå igen. Far og mor kommer og ser til dig i aften. I morgen har jeg nok også Dorte med, for hendes far skal rejse i aften, så hun kommer hen til os, når hendes far er taget afsted.

 Kim ser op på Kurt.

 Må Birgit godt blive her lidt endnu, hvis hun da vil.

 Kurt nikker og blinker til ham.

 Lad gå, det vil hun nok godt. Vi ses i morgen.

 David og Kurt vinker, da de går. Birgit sætter sig på sengekanten og tager forsigtigt Kims højre hånd.

 Kim ligger og ser lidt på hende, så hvisker han.
 Jeg kan klare at miste den arm, hvis det er nødvendigt, bare jeg ikke også mister dig.

 Birgit bøjer sig over ham og giver ham et kys.

 Det lover jeg dig, at du aldrig gør. Du er vigtigere for mig end alt andet.. Jeg holder da utrolig meget af Kurt og far og mor, ja da også af David, Dorte og jeres forældre, men du er den i hele verden, jeg holder allermest af.

 Kim sukker dybt.

 Jeg har det ligesådan med dig. Når du sidder her med min hånd i din, mærker jeg ingen smerter. Men det er nok bedst, at du også går nu. Jeg fik noget morfin, kort før I kom, så jeg må hellere prøve at sove lidt. Så vil jeg drømme om dig.

 De andre venter nok også på dig. Tusind tak, fordi I kom. Vil I også godt komme i morgen, da trænger jeg nok ekstra meget til det, hvis de tager min arm.

 Birgit nikker.

 Jeg lover dig, at vi kommer hver dag, enten sammen eller hver for sig.

 Så smiler hun.

 Det slipper du simpelthen ikke for.

 Da Birgit kommer ud på gangen, begynder hun at græde, hun kan simpelthen ikke klare det mere.
 De to andre kommer hen til hende og lægger begge en arm om skulderen på hende, og så følges de ad ud.

 Lidt efter stopper gråden og hun ser fra David til Kurt.

 Jeg synes, at det er så skingrende uretfærdigt, at Kim skal miste en arm. Jeg føler næsten, at det er min skyld. Kim reddede mig jo fra Henrik, den dag, han rev min bluse i stykker. Havde Kim ikke stukket ham den øretæve, havde Henrik måske ikke kørt ham ned.

 David ryster på hovedet.

 Du har bestemt ikke noget at bebrejde dig selv. Det var da ikke din skyld, at Henrik rev din bluse i stykker. Til gengæld kan du gøre langt mere for Kim, sammen med Kurt, hvis I kan holde til det. Der er sår, der er langt vanskeligere at hele end et brækket ben og en knust arm. Kim får brug for al den tålmodighed og kærlighed, I kan give ham.

 Men vigtigst i første omgang er, at I overbeviser jeres far om, at han heller ikke er skyld i det, der er sket. Med mit kendskab til ham, kunne han meget nemt få den tanke. Jeg vil gerne gå med jer hjem og tale med ham, hvis I synes.
 Kurt ser lidt på ham, så ryster han på hovedet.

 Jeg forstår det ikke, men Gud, hvor er jeg dog glad for, at der findes mennesker som dig og Kim.

 De tager lige hen til David og får en kop kaffe og snakker lidt, inden de tager hjem til Kurt og Birgit.

 Det varer lidt, inden faderen lader sig overbevise af Davids argumenter. Han gentager flere gange.

 Jamen havde det ikke været for mig, var problemet jo ikke opstået.

 David ser alvorligt på ham.

 Kim har kæmpet for, hvad der efter hans mening var ret og rigtigt. Det medfører tit omkostninger, for det er der nogen der ikke forstår og derfor ikke vil acceptere. Kim har intet fortrudt, og har bestemt heller ikke haft grund til det. Vi begår alle fejltagelser, men det må ikke ødelægge os og vores familier ud i al fremtid. Når gælden er betalt, begynder man på en frisk.

 Men vil du støtte dine børn i deres venskab med Kim, det kan de godt få brug for, så vejer det fuldt ud op, hvad Kim har gjort for dig.

 Prøv at tage hen og besøg ham om et par dage, det vil han blive meget glad for. Han sætter stor pris på dig, og det forstår jeg godt.

 Så begynder David at smile.

 Husk så, ingen selvbebrejdelser, det vil gøre Kim ked af det. Han ved, at det ikke er din skyld. Han ved endnu ikke, hvem der kørte ham ned, men det fortæller jeg ham, når han kan klare at høre det.

 Om aftenen er Kirsten og Kusawa henne og besøge Kim. Han har det nogenlunde og er meget glad for besøget, så de er væsentlig gladere, da de kommer hjem.

 Lidt efter kommer Dorte, og så sidder de og hygger sig, til de skal i seng.

Næste dag følges David og Dorte med Kurt og Birgit hen til sygehuset. De ser uvilkårligt på hinanden, inden de går ind til Kim.

 Han ligger og smådøser, da de kommer ind.
 Birgit går stille hen og giver ham et kys, mens hun uvilkårligt skeler til den venstre arm.

 Kim lukker øjnene op og prøver at smile.
 Jeg lå og drømte om dig, men virkeligheden er jo langt bedre end drømme.

 Så løfter han sin højre hånd og trykker de andres hænder.

 Tusind tak fordi I kommer. Det er jeg meget glad for.

 Så tøver han lidt og skæver over mod sin venstre arm.

 Jeg fik lov til at beholde den, måske kommer jeg aldrig til at kunne bruge den, men det ser da pænere ud, ikke.

 De sidder rundt om sengen og snakker lidt, så siger Kim pludselig.

 Nu kan du jo låne min seng, Dorte, mens jeg ligger her. Er det ikke helt rart for dig at få David lidt for dig selv et stykke tid.

 Dorte smiler til ham.

 Som du dog kan sige det, Kim. David bliver vel sur, hvis jeg siger nej. Men faktisk tror jeg, at jeg næsten savner dig lige så meget, som David gør, så jeg glæder mig lige så meget som ham, til at du kommer hjem igen.

 David nikker.

 Jeg talte med sygeplejersken, hun mente, at du måske kunne komme hjem i løbet af en uges tid.

 Jamen jeg kan jo næsten ingenting selv.

 Bare rolig, så hjælper vi andre dig til du kan, det er et spørgsmål om øvelse. Vi skulle da gerne have dig hjem i god tid inden jul.
 Den næste dag er Kurts og Birgits forældre henne og se til Kim, og det er han meget glad for. Samtidig kan han mærke, at det begynder at gå bedre, og han har heller ikke så mange smerter mere.

 Han beder derfor om at undgå morfin om dagen, så han kan være klar i hovedet, når han får besøg. Bedst befinder han sig, når Birgit sidder hos ham og holder hans hånd.

 Om mandagen, da Birgit og Kurt kommer i skole, er der helt stille i klassen, da de kommer ind. Så rejser en af drengene sig og ser på læreren.

 Må jeg godt sige noget.

 Læreren nikker.

 Ja, værsågod.

 Lidt rød i hovedet vender han sig mod Kurt og Birgit.

 Hele klassen har bedt mig om at sige til jer, at vi skammer os over den måde, vi har opført os på over for jer og Kim. Vi er lige så chokerede over det, der er sket med Kim, som I er. Vi vil gerne give jer en undskyldning for den måde, vi har behandlet jer på. Vil I godt hilse Kim fra os og sige undskyld til ham også.

 Vi lover jer, at vi vil behandle jer ordentligt fremover, og det gælder jer alle tre.

 Han ser ud, som om han ville have sagt mere, men så sætter han sig ned alligevel.

 Kurt rejser sig.

 Tak skal I have alle sammen, så kom der da noget godt ud af det alligevel, det vil også glæde Kim meget, når han hører det. Det ser ud til, at han får lov til at beholde den venstre arm alligevel, selvom han måske ikke vil kunne komme til at bruge den igen.
 Kim kommer først i skole igen en gang efter juleferien, og så bliver det i kørestol i starten. Vi skal nok hilse ham fra jer, og når han hører det her, er jeg sikker på, at han glæder sig til at komme i skole igen.

 En af pigerne rejser sig og rækker en kæmpeæske chokolade til Birgit.

 Vil du godt give Kim den her. Den er fra hele klassen, og så ønske ham god bedring.

 Birgit smiler glad.

 Det kan du tro, at vi vil, den bliver Kim meget glad for.

 Lidt efter kører undervisningen som sædvanlig igen.

 Kim kommer hjem fire dage før jul. David hjælper ham med at blive vasket og at komme i tøjet og af tøjet. Kurt og Birgit er gerne der henne hver dag.

 Lille juleaftensdag er de forskellige ude på indkøb, så Kim er alene hjemme, men det generer ham ikke, for Birgit har lovet at komme ved titiden.

 Kim er ikke kommet i tøjet. Han har sagt, at han vil vente til de kommer hjem. I virkeligheden var det, fordi han ville prøve, om han kunne klare det selv, når han var alene. Han havde imidlertid overvurderet sine kræfter, så han sad ude på toilettet, da Birgit kom.

 Flov så han på hende.

 Jeg ville prøve at klare det selv i dag, men det gik altså ikke. Kan jeg godt være bekendt at bede dig om at hjælpe mig ind i seng, til David kommer.

 Birgit smiler.

 Det er der ingen grund til, nu hjælper jeg dig at blive vasket og komme i tøjet.

 Kim bliver rød i hovedet, men Birgit ler bare.

 Det er ikke noget at være flov over. Jeg har jo set dig uden tøj før, og jeg tager bestemt ikke skade af at hjælpe dig med at blive vasket og komme i tøjet.

 Hurtigt får hun ham vasket og tørret. Det er lidt vanskeligere at få ham i tøjet, men en halv time efter kan de sidde sammen inde i stuen og puste ud.

 Kim trækker hende ind til sig med den højre arm og kysser hende blidt.

 Tusind tak for hjælpen, Birgit.

 Birgit smiler til ham.

 Det var så dejligt at få lov til at hjælpe dig.

 Kim ser alvorligt på hende.

 Det virkede slet ikke nedværdigende, at du vaskede mig og klædte mig på. Du gjorde det til en sjov og kærlig leg. Du tog så forsigtigt på mig, som om jeg var af glas, og samtidig virkede det så naturligt, at jeg slet ikke blev genert. Det føltes som en dejlig, rislende fornemmelse, som jeg kunne forestille mig, at det ville være, hvis vi en dag gik i seng sammen.

 Birgit ler.

 Du skal ikke sige hvis, men når. Den dag eller nat kommer også, det er jeg helt sikker på, og jeg vil glæde mig lige så meget som dig til det, men vi må nok hellere vente et par år, inden vi gør det rigtigt. Men det her kan vi gøre igen ved lejlighed, det vil jeg i hvert fald gerne.

 Så giver hun Kim et knus og et kys.

 Da de andre kommer hjem, ser de overraskede ud, da de ser Kim og Birgit sidde inde i stuen og at Kim er kommet i tøjet.
 Kim smiler.

 Jeg ville prøve, om jeg kunne klare det selv, det gik ikke, men så kom Birgit heldigvis og hjalp mig.

 Birgit har lovet at være hjemme til middag, men 2.juledag er Kurt og Birgit og deres forældre inviteret til frokost, sammen med Dorte og hendes far.

 Juleaftensdag fortæller David så Kim, hvordan det gik til, at han blev kørt ned, og han fortæller samtidig, at Henrik er blevet anbragt på en lukket institution indtil videre., men han fortæller ikke, at Henrik under forhøret havde sagt.

 Det lykkedes ikke at slå ham ihjel denne gang, men næste gang lykkes det nok.

 Kim ser tankefuldt på David.

 Stakkels forældre, og så har jeg måske endda noget af skylden selv. Jeg slog ham måske for hårdt, fordi jeg blev så rasende over, hvad han gjorde mod Birgit. Jeg lovede også at brække armen på dem, hvis de nogensinde mere gjorde Birgit fortræd, og så blev det min arm, det gik ud over. Det er vist det, man kalder nemesis.

 Tror du, at jeg kunne komme til at tale med Henrik. Jeg ville gerne prøve at forstå, hvorfor han gjorde det.

 David ryster på hovedet.

 Det tror jeg ikke er en god ide, i det mindste ikke foreløbig.

 Kim ser op på ham.

 Nej, du har nok ret. Henrik ville nok have svært ved at tilgive, at han er blevet anbragt på en institution p.g.a. mig. Og hans forældre ville nok have endnu sværere ved det.

 De har en dejlig og hyggelig juleaften og juledag sammen.
 David har travlt med at hjælpe sin mor med at gøre klar til julefrokosten 2.juledag. Kim er lidt træt af, at han ikke kan hjælpe til. Han prøver stadig at klare så meget som muligt selv, men han er trods alt lidt bange for at falde, for han har jo kun højre hånd at gribe for sig med.

 Julefrokosten forløber fint, og man hygger sig vældig godt sammen.

 Kirsten og Kusawa sætter mere og mere pris på Kurts og Birgits forældre. Det har udviklet sig til et varmt venskab, som Dortes far også er med i.

 Man har fået fat i en kørestol til Kim, så efter frokosten går de unge en lang tur med ham. Han nyder at være sammen med de andre, og de prøver hele tiden at sørge for, at Kim er med i alt, hvad der foregår.

 Efter juleferien begynder Kim i skolen igen. Kurt og Birgit kommer og henter ham i kørestolen om morgenen, og om eftermiddagen kører de ham hjem og så læser de lektier sammen, inden de tager hjem.

 Kammeraterne har taget virkelig godt imod Kim, da han vendte tilbage. I begyndelsen lidt flove og generte, men det varer ikke mange dage, før de føler sig godt tilpas sammen med ham og kommer til at synes virkelig godt om ham.

 Kim har været på sygehuset flere gange for at få armen opereret, og efterhånden ser det ud til at gå bedre. I slutningen af januar får han gibsen af benet, og så kommer der en hård tid med genoptræningen. Det kan Birgit ikke lide at være med til, for hun kan se, hvor ondt det gør, selvom Kim prøver at bide smerterne i sig, når David og Kurt herser med ham. Tanken om, at han igen snart kan bevæge sig frit omkring, hjælper ham kolossalt.

 En måneds tid senere kan han næsten gå helt normalt igen, selvom han stadig halter lidt, det bliver dog mindre og mindre.

 Armen er nu så langt, at han så småt kan begynde at genoptræne den, men han har fået at vide, at han skal være meget forsigtig den første tid.

 Lægerne har sagt, at han nok ikke får den fulde førlighed i den venstre arm, men han vil nok kunne bruge den lidt.
 En aften i maj, da Kim er gået hen til Birgit og Kurt, sidder Kirsten og Kusawa og snakker med David og Dorte.

 Pludselig siger Kirsten.

 Det er næsten som om vi havde fem børn, ikke Kusawa.

 Dorte ser forskrækket på hende.

 Synes du, at vi er her for meget, at vi er for mange.
 Kusawa begynder at le.

 Bestemt ikke. Kirsten og jeg ville ikke undvære en eneste af jer, vi nyder jo at være sammen med jer, ikke mindst fordi ingen af jer forsømmer nogen lejlighed til at vise os jeres kærlighed. Kirsten og jeg talte netop om det i går aftes. Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg flyttede til Danmark, og det tror jeg bestemt heller ikke, at Kim har.

 I har alle sammen været helt utroligt gode mod Kim, det skylder jeg jer en stor tak for. Takket være jer, er han jo ved helt  at være den gode, gamle, glade Kim igen.

 David smiler.

 Hvordan skulle man kunne lade være med at elske  dig og mor og Kim.

 I det samme kommer Kim ind ad døren. Han går hen og lægger begge arme om Kirstens hals.

 Se mor, nu kan jeg lægge begge arme om halsen på dig igen, og det er jeg så glad for.

 David smiler til ham.

 Du har nok rigtigt øvet dig på Birgit, hvad.

 Kim rødmer lidt, men så ler han.

 Ja, din drillepind, og nu kan jeg snart bruge den venstre hånd også. Det var da godt, at jeg fik lov til at beholde armen.

 Kusawa nikker.

 Helt bestemt, men både du og dine hjælpere har også gjort en stor og god indsats under genoptræningen.

 Da de omsider er kommet i seng, siger David.

 Tænk, for et år siden kendte ingen af os noget til den andens eksistens.

 Kim smiler.

 Ja, det har unægtelig været et spændende år. Jeg har fået en storebror og en mor og har fundet en dejlig pige, som jeg elsker højt, alle tre. Ikke nok med det, jeg har fået dejlige venner, Kurt og Dorte.Jeg er kommet til Danmark, som jeg gik og drømte om, og jeg tror, at far også er meget glad for at være her, ikke mindst p.g.a. sin nye kone og søn.

 Alle mine ønsker er jo gået i opfyldelse og meget mere endda, hvor har jeg dog været heldig.

 David begynder at le.

 Man siger ganske vist, at heldet følger de tossede, men det her må være en af undtagelserne, for du er i hvert fald ikke tosset, så det er nok snarere gået dig efter fortjeneste.

 Kim nikker.

 Du er i hvert fald heller ikke tosset.

 Muligvis ikke, men søvnig, så godnat med dig lillebror.

 Kim ler.

 Jeg er næsten for glad til at sove, men det skal ikke gå ud over dig, så godnat min dejlige storebror.

                                                                             Tilbage til toppen