Tilbage til E-bøger

FLUERNES HERRE II

 

 

 Hvad  skete der med drengene, efter at de var blevet fundet?

 

Kapitel 1.

Tilbage til civilisationen.

 

Ralph rejste sig og stod lidt vaklende og så på officeren. Han var dødtræt efter de sidste dages oplevelser. Uvilkårligt tørrede han sig over øjnene og prøvede at klare stemmen ved at rømme sig.

 Vi…. Vores flyver styrtede ned. Jeg ved ikke, hvor længe vi har været her. Det var oktober 1952, men jeg ved ikke, hvad det er nu, jeg har ikke kunnet holde rede på tiden.

 I begyndelsen gik det godt nok, de andre drenge valgte mig til leder, og jeg prøvede at få bygget hytter, som vi kunne sove i og prøvede også at få tændt et bål, som skulle holdes ved lige, så røgen kunne fortælle, at vi var her, hvis der kom et skib forbi. Men så begyndte det hele at gå i opløsning.

 De forskellige gad ikke hjælpe med at bygge hytterne. Efter nogle timer var der stort set kun Simon og mig, der arbejdede. Vi fik ganske vist bålet tændt, men de, der skulle holde det ved lige, ville hellere gå på jagt, så de forlod bare bålet. Da der kom et skib forbi, var bålet slukket.

 Tykke prøvede sammen med mig at tale de andre til fornuft, men det resulterede bare i, at vi blev meget upopulære.

 Så var der nogle, der begyndte at fable om et uhyre. Frygten for dette og spændingen ved at gå på jagt efter vildsvin fik de forskellige til at tabe besindelsen. Jack fik overtaget og de andre fulgte ham blindt. Hvis de protesterede over noget, fik de klø.

 En aften var de så ophidsede af deres krigsdans og deres held med vildsvinejagten, at Simon blev slået ihjel, da han kom for at fortælle, at ”Uhyret” var vores pilot, der hang i sin faldskærm i et træ.

 De påstod, at Simon bare var ”Uhyret” i forklædning.

 Et par nætter efter blev Tykke og tvillingerne Sam og Eric og jeg overfaldet af de andre. De kom for at tage Tykkes briller, så de havde noget, de kunne tænde ild med, når deres bål gik ud.

 Da vi den næste dag gik hen for at få Tykkes briller, han kunne næsten ikke se uden dem,  prøvede vi for sidste gang at tale dem til fornuft. Det resulterede i, at Roger væltede en stor sten ned over Tykke, så han blev dræbt, og Sam og Eric blev taget til fange og bundet og fik klø, til de lovede at holde med Jack.

 Så var jeg klar over, at den næste, der stod for tur, var mig.

 Jeg prøvede forgæves at overtale Sam og Eric til at gå sammen med mig, men de turde simpelthen ikke, de prøvede ganske vist at hjælpe mig, men så besluttede Jack åbenbart, at nu skulle jeg slås ihjel, så jeg ikke fik mulighed for at tale nogen af de andre til fornuft og dermed ødelagde hans diktatur. Han stak ild på skoven, så hele øen snart stod i flammer. Jeg flygtede og endte så her på stranden foran dig. Var I ikke kommet, var jeg også blevet slået ihjel, det er jeg helt sikker på. Kan det lykkes for Jack, er jeg sikker på, at han stadig vil forsøge at slå mig ihjel, fordi han hader mig.

 Jeg egnede mig åbenbart ikke til leder. To af de drenge, der stadig troede på mig og på at fornuften ville sejre, blev slået ihjel, og Sam og Eric, der også helst ville have støttet mig, turde ikke af hensyn til konsekvenserne.

 De små kan man ikke regne med, de vil selvfølgelig være der, hvor der er sikrest og sjovest. Jack påstod jo, at han ville beskytte dem mod ”Uhyret”, og han lod dem bare lege, som de nu havde lyst til.

 Officeren stod og så lidt på Ralph.

 Vi har november 1953 nu, så I har altså været her i over et år.

 Jeg må nok hellere selv tage mig lidt af dig, så du kan være sikker på, at du nu er i sikkerhed. Du påtog dig et ansvar, der var større end du kunne klare i din alder. Det var ikke din fejl, at dine to venner døde, men nu må vi undgå, at der sker mere af den slags. Fra nu af er ansvaret mit.

 Han tøver lidt og ser nøje på Ralph.

 Sig mig engang, er din far ikke kommandørkaptajn Henry Williams.

 Ralph nikker overrasket.

 Jo.

 Officeren begynder at smile.

 Jeg kender din far helt godt, vi gik på officersskole sammen. Jeg hørte godt, at den flyvemaskine I var med, var forulykket. Nu er der en, der bliver meget glad, når jeg kommer hjem med hans dreng i god behold.

 Ralph ser på ham.

 Tror du, at far vil være meget skuffet over, at jeg ikke kunne klare det her noget bedre.

 Officeren ryster på hovedet.

 Nej min ven, jeg tror han vil forstå, hvorfor det gik, som det gjorde. Men lad os nu komme om bord, når alle har fået vasket det værste snavs af, så ordner vi resten ombord.

 Officeren giver en af sine mænd besked om at holde ekstra godt øje med Jack og Roger.

 Jack ser uforskammet på officeren.

 Jeg finder mig ikke i noget som helst. Det er mig, der er høvding her på øen, og Roger er min højre hånd.

 Han peger på Ralph.

 Ham der duer ikke til noget. Han kan ikke jage, han kan ikke synge og han har hele tiden gået sammen med den fede og prøvet at være åh, så fornuftig og kedelig.

 Officeren står og ser lidt på ham, så langer han ham en på siden af hovedet, så han flyver et par meter hen ad stranden.

 Lynhurtigt er han henne og griber Jack i håret og løfter ham op.

 Ser du, min fine ven. Nu er din magt slut, med mindre du foretrækker at blive her på øen sammen med ”din højre hånd”. Hvis du var fem år ældre, røg du i fængsel på livstid. Jeg er villig til at tage dig med hjem til England, hvis du vil opføre dig ordentligt, men bliver der den mindste smule vrøvl med dig, vil du ønske, at du aldrig havde mødt mig. Altså du og Roger får fem minutter til at bestemme jer for, om I vil blive eller vil med hjem.

 Jack ser ondt på ham.

 Jeg bliver her, sammen med mine jægere. Tag bare ”Tøsedrengen” der med, så vi ikke kommer til at slå ham ihjel.

 Officeren ryster på hovedet. Så ser han på de andre drenge.

 Hvor mange af jer foretrækker at blive hos Jack i stedet for at komme hjem til jeres forældre.

 Ikke en eneste hånd bliver rakt op, ikke engang Rogers.

 Som jeg sagde før, din magt er brudt. Du kan lige så godt indse det.  Se så at blive vasket lige som de andre. Selvfølgelig kan jeg ikke lade dig blive her på øen, selvom jeg indrømmer, at jeg havde mest lyst til det, men jeg advarer dig, bliver der noget vrøvl med dig, bliver du låst inde, til vi er i England.

 Under voldsomme protester bliver Jack taget med ombord. De andre er lykkelige over, at de nu er i sikkerhed og på vej hjem til deres forældre.

 Om aftenen sidder Ralph på dækket og ser ud over vandet. Igen prøver han at tænke på, hvorfor det gik galt, og hvad han kunne have gjort for at tingene ikke havde udviklet sig på den måde, så hans to venner var døde.

 Maurice kommer lidt tøvende hen til ham.

 Ralph ser forskrækket på ham.

 Maurice ryster på hovedet.

 Nej Ralph, du har ikke noget at være bange for. Jeg vil bare gerne tale med dig.

 Ralph flytter sig lidt, så der bliver plads til Maurice ved siden af ham.

 Maurice sidder og ser lidt frem for sig.

 Så kommer det stilfærdigt.

 Jeg skylder dig en undskyldning for, at jeg ikke hjalp dig, men jeg var nok for fej. Ser du, da Simon blev slået ihjel, blev jeg klar over, at Jack havde besluttet at slå dem ihjel, der var mod ham. Han var rasende over, at Simon, der jo var medlem af koret, hellere ville hjælpe dig. Han var en modig og fornuftig lille fyr.

 Jack havde lavet et spionsystem, så han fik at vide, hvad vi andre talte om. Jeg havde talt med Rupert og Wilfred, efter Simons død, og vi havde besluttet, at vi ville gå over til dig. Så var det, at Jack fik Roger til at tæve Wilfred til at fortælle, hvad vi havde talt om. Mig turde han ikke gå i gang med i første omgang, fordi jeg jo er næsten lige så stor som ham, og flere af dem fra koret ville nok også have protesteret. Han så bare ondt på mig og sagde.

 Prøv det igen, så er der flere af de mindre drenge, der får klø, og det vil nok ikke gøre dig særlig populær, når de ved, at det er din skyld.

 Da Roger dræbte Tykke, blev alle skrækslagne, for vi var klar over, at den næste, der stod for tur var dig. Jeg prøvede at snakke med tvillingerne Sam og Eric, men Roger havde pryglet dem så meget, at de ikke turde gøre noget. Roger havde desuden lovet dem, at hvis de prøvede at hjælpe dig, ville de være de næste, der blev slået ihjel, så han ville holde ekstra øje med dem.

 Jeg prøvede at overtale Jack til at lade være med at brænde øen af, forklarede ham, at frugttræerne ville blive ødelagt, vildsvinene ville også dø, og hvad ville han så leve af.

 Han så bare vildt på mig.

 Når Ralph er dræbt, er der kun mig, der bestemmer. Det kan du lige så godt indse. Vil du ikke det, er det din tur næste gang, for jeg tror ikke, at der er andre, der så tør gå imod mig.

 Var skibet ikke dukket op nu, er jeg overbevist om, at både du og jeg var blevet dræbt.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jamen hvorfor er Jack blevet sådan. Han virkede da flink nok i starten.

 Jack er snu. Han ville lige se, hvordan tingene udviklede sig, før han turde gøre noget, men han ville ikke tilgive, at du blev valgt til leder. Da Simon åbenlyst valgte at være sammen med dig, blev han dødsdømt. Jack kunne ikke tage Tykkes fornuftsprægede tanker om, hvad der var væsentligt og vigtigt, så han måtte også dø. Dig turde han ikke røre i første omgang, fordi han ville ikke risikere, at der var nogen, der gjorde oprør. Men da du kritiserede, at han havde brudt sit løfte om at holde ilden ved lige, gav han ganske vist en undskyldning, men besluttede samtidig at slå dig ihjel, når tiden var inde, hvis han ikke kunne få dig til at indordne dig under ham.

 Da du efter Tykkes død var helt alene, besluttede han så at slå til, inden det lykkedes dig at få talt nogen til fornuft. Heldigvis mislykkedes det.

 Det er måske ikke det rigtige tidspunkt at foreslå det, men jeg ville være meget glad, hvis vi to med tiden kunne blive venner. Du var den eneste, der havde mod til at lade være med at gå ind på Jacks

metoder.

 Ralph sidder og tænker sig lidt om. Så smiler han svagt.

 Det venskab vil jeg godt tage imod Maurice, men hvordan får vi Jack og Roger til at indse, at det var galt, det de gjorde. Jeg burde selvfølgelig ikke have kritiseret ham, mens alle hørte på det, jeg burde have sagt det til ham på tomandshånd.

 Maurice ryster på hovedet.

 Det tror jeg er umuligt. Jeg tror i hvert fald ikke, at vi kan. Du havde jo ret, Jack brød sit løfte.

 Roger har aldrig været særligt god til noget. Som Jacks bøddel følte han, at han var noget. Alle var bange for ham, han havde pludselig fået magt og kunne få afløb for sin sadisme. Jeg tror faktisk, at han nød det, når han kunne få lov til at tæve nogen og ikke mindst, at det lykkedes ham at slå Tykke ihjel.

 M.h.t. Jack, så tror jeg aldrig, at han bliver sit had til dig kvit. Han føler, at han har lidt et nederlag, fordi han ikke fik slået dig ihjel, som han havde truet med. Et nederlag, som han aldrig kan eller vil glemme. Jeg håber aldrig, at jeg får noget at gøre med ham mere. Til gengæld ved jeg, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at være dig en god ven fremover.

 Ralph nikker.

 Det vil jeg gerne tro på. Jeg kan ikke lide, at Jack er låst inde, det gør ham bare endnu mere hadefuld, men jeg kan jo godt se, at det nok er nødvendigt af hensyn til de forskelliges sikkerhed. Har du for resten set noget til Roger.

 Jeg så, at han gik og skulede i eftermiddags. Der er ingen, der bryder sig om at tale med ham, dertil har han gjort for mange af dem fortræd. Men en af matroserne fortalte, at han havde prøvet at få kontakt med Jack gennem den låste dør, men var blevet sendt væk med besked om, at hvis han prøvede det igen, ville han blive låst inde i et andet rum.

 Kaptajnløjtnanten kommer hen til dem og smiler fra Ralph til Maurice.

 Det er rart at se jer sidde og snakke sammen på en civiliseret måde.

 Ralph nikker.

 Ja, Maurice og jeg er blevt enige om, at vi vil være venner fremover.

 Det lyder jo godt. Nu har jeres forældre alle sammen fået besked om, at I er blevet fundet og kommer hjem til England i løbet af en fjorten dages tid.  Det er også lykkedes at få syet noget tøj til jer, så I kan komme til at se ud som en flok engelske drenge og ikke en samling vildmænd. Det hjalp unægtelig også, da I blev vasket og klippet.

 Ralph ser op.

 Hvad har I sagt til Jacks forældre.

 Kaptajnløjtnanten tøver lidt og skærer en grimasse.

 Jacks far er død og hans mor bor sammen med en anden mand, som tilsyneladende ikke var særlig interesseret i at få Jack hjem. Min chef er ved at undersøge, hvilke muligheder der er for at få ham anbragt et forsvarligt sted. Men har I to ikke lyst til at gå med op på broen og se, hvordan man styrer sådan et skib som det her.

 Begge drenge rejser sig lynhurtigt.

 Meget gerne.

 Ralph ser tøvende op.

 Og hvad med Roger.

 Han får nok en varm velkomst, men hans forældre lød fornuftige, så jeg tror nok, at han skal klare den, når han får det hele lidt på afstand.

 De kommende dage har kaptajnløjnanten arrangeret det, så drengene modtager forskellige former for undervisning med et lidt militært tilsnit. Jack er efter et par dages forløb blevet lukket ud, han forsøger så vidt muligt at undgå de andre, hvilket ikke er så svært, da ingen af dem bryder sig om at snakke med ham. Kun Roger snakker han med. Tilsyneladende er de dog begge faldet til ro og er ved at affinde sig med de forskellige regler.

 En aften, kort før de når England, står Ralph og Maurice og snakker sammen  henne ved rælingen agter. Jack kommer hen imod dem. De to andre ser uvilkårligt på hinanden.

 Jack smiler skævt.

 Nej, jeg har ikke tænkt mig at slå jer ihjel i øjeblikket, selvom det vel nok kunne lade sig gøre at skubbe jer ud over rælingen.

 Kaptajnen vil skaffe mig ind på en skole, hvor jeg skal være de næste to år, hvis det går godt, kan jeg få lov til at komme ombord på skibet her og arbejde, når skolen er overstået og så måske få en uddannelse. Det er første gang, jeg er ude for, at nogen prøver at gøre noget for mig, så det vil jeg prøve at leve op til.

 Det lyder nok tåbeligt, men jeg kunne faktisk godt lide dig, lige fra starten, Ralph. Men det begyndte at gå galt, da du blev valgt til leder. Da du så foran alle de andre bebrejdede mig, at jeg havde brudt mit løfte om at holde bålet ved lige, kom jeg til at hade dig. Du havde jo ret, og det sved i mig. Fra det øjeblik besluttede jeg at slå dig ihjel, men først måtte jeg have de andre til at vende sig mod dig. Du havde endda taget Simon fra mig, derfor måtte han dø. Tykke irriterede mig med sin fornuft og med at han kunne få dig med på sine ideer. Da du efter Tykkes død stod helt alene, troede jeg, at du ville bøje dig, men nej. Som den eneste havde du mod til at trodse mig. Jeg kunne ikke lade være med at beundre dig, men samtidig kom jeg også til at hade dig endnu mere.

 Jeg ville helt afgjort have foretrukket at blive på øen. Jeg vidste, at jeg intet havde at vende hjem til, men kaptajnen har fået mig til at indse, at jeg har noget at gøre godt, med hans hjælp tror jeg, at det kan lykkes. Der er meget, der skal glemmes, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Simons ansigt bliver nok noget af det sværeste at glemme, det vil nok forfølge mig resten af livet.

 Jeg er glad for, at I to er blevet gode venner. Maurice, du er en fin fyr, som mange gange, desværre forgæves, forsøgte at tale mig til fornuft, og Ralph, jo, jeg beundrer dig trods alt. Havde vi haft andre oplevelser sammen, var vi måske blevet venner. Men jeg vil i hvert fald ikke slå dig ihjel mere.

 Der opstår en dyb stilhed. Man hører kun skibets maskine, så smiler Jack pludselig.

 Den her gang vil jeg ikke lade Roger være bøddel, men selv prøve at være et mandfolk.

 Næsten inden de andre har registreret det, har Jack svinget sig over rælingen og kastet sig i havet.

 Ralph stivner et øjeblik, så råber han.

 Maurice, slå alarm, og samtidig springer han selv ud over rælingen.

 Af alle kræfter svømmer han hen mod Jack, der tilsyneladende er bevidstløs, måske han har ramt noget, da han sprang. Med stort besvær lykkes det at få fat i Jack og holde ham fri af skruen, som et øjeblik efter standser. En redningsbåd bliver gjort klar og hejset ned. Ralph er næsten ved at opgive af træthed, da han bliver grebet i den ene arm og trukket ombord i redningsbåden, han knuger stadig Jack ind til sig med den anden arm.

  Da de er kommet ombord, besvimer Ralph, og Jack er stadig bevidstløs. De bliver begge lagt i seng i sygelukafet, og lægen kommer og tilser dem.

 Ralph er kommet til sig selv igen, men er meget udmattet. Jack er ved at komme til sig selv, han havde slået hovedet mod skibssiden, da han blev slået ind mod den af en stor bølge, så han har en stor bule, og lægen mener, at han har fået en kraftig hjernerystelse. Lægen giver dem begge noget beroligende, så snart sover de.

 Kaptajnen har snakket med Maurice sammen med kaptajnløjnanten og har fået forklaringen på, hvordan det var sket.

 Maurice ser fra den ene til den anden, da han er færdig med at fortælle.

 Jeg forstår det ikke.

 Jack har prøvet at slå Ralph ihjel, og alligevel springer Ralph ud, med fare for sit eget liv, for at redde Jack. Det tror jeg ikke, at nogen af os andre kunne have gjort.

 Kaptajnløjtnanten smiler.

 Det er nok fordi Ralph er den, han er. Han påtog sig ansvaret for jer på øen, det var mere, end han kunne magte, men da vi ankom, påtog han sig igen ansvaret for alt, hvad der var sket. Han var den eneste af jer, der havde mod til at trodse Jacks diktatur. Det var helt naturligt for ham at springe ud for at redde en kammerats liv med sit eget liv som indsats. At det var Jack, og hvad han havde gjort, skænkede Ralph ikke en tanke. Han kunne ikke redde Simon og Tykke, men han følte stadig, at han havde et ansvar for, at der ikke var flere, der døde. Ham kan du rolig være stolt af at kalde din ven.

 Kaptajnen nikker.

 Jeg er ikke i tvivl om, at Ralph forsøger at leve op til sit store forbillede, faderen. Jeg synes i høj grad, at det er lykkedes ham.

 Den næste morgen, da Ralph vågner, ser han på Jack, der ligger og sover i sengen ved siden af ham. Det lykkedes altså at redde ham, hvor meget mon der er sket, og hvad så nu. Han tænker  på sin fader. Han føler uvilkårligt, at faderen vil nikke bifaldende, når han hører, hvad der er sket, for det vil kaptajnløjtnanten nok fortælle ham. Måske det kan mildne lidt på tanken om Simons og Tykkes død.

 Lidt efter kommer kaptajnen.

 Han smiler til Ralph.

 Nå har du det bedre nu. Når du er kommet i tøjet og har fået noget morgenmad, vil jeg gerne snakke med dig henne i min kahyt.

 Så ser han på Jack, som netop er vågnet.

 Og du bliver liggende i dag. Så kommer jeg og snakker med dig senere.

 Så smiler han.

 Se dog ikke så forskrækket ud, jeg bider ikke. Jeg sørger for, at du får noget morgenmad, men ellers må du hellere få helt ro i dag. Så ser vi, hvordan du har det i morgen, men du må godt lige få lov til at sige tak til Ralph, fordi han reddede dig, ved at springe ud efter dig og holde dig oppe til redningsbåden kunne samle jer op.

 Jack stirrer på Ralph.

 Har du reddet mit liv.

 Ralph ryster på hovedet.

 Det kan vi snakke om en anden gang, se nu bare at få det bedre i en fart.

 Jack rækker en hånd frem.

 Tak.

 Ralph tager hans hånd og klemmer den lidt.

 Jeg kommer og ser til dig, når lægen siger, at du må få besøg.

 Da Ralph har spist sin morgenmad, går han ind til kaptajnen.

 Ja, værsågod og sæt dig ned, min ven. Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er imponeret over det, du har præsteret, og det vil jeg gerne sige dig tak for. Som du nok ved, har jeg besluttet at tage mig af Jack fremover, det får jeg nu en mulighed for, fordi du reddede ham.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jeg gjorde da kun min pligt, jeg føler jo stadig, at jeg har ansvaret for de andre drenge. Jeg kunne ikke bære, hvis der var flere, der døde, før vi kom hjem.

 Tror du, at det her kan hjælpe lidt på min samvittighed, så jeg ikke føler savnet af Simon og Tykke slet så hårdt. Men hvad kan jeg sige til deres forældre, hvordan skal jeg kunne se dem i øjnene.

 Kaptajnen lader lige en hånd fare hen over øjnene.

 Du må ikke pine dig selv mere, Ralph, det er ikke retfærdigt. Selvom du påtog dig ansvaret, var det ikke din skyld, hvad der skete. Tykke boede hos sin faster, og hun tog det meget roligt, da hun hørte, at han var død. Hun sagde rent ud til mig, at det var en lettelse at være fri for at tage sig af ham. M.h.t. Simon, ja, så må det jeg siger til dig nu, blive mellem os to. Ser du, Simon var min søn.

 Ralph ser rædselsslagen på ham, så kaster han sig hulkende ind til ham.

 Da han lidt efter tager sig voldsomt sammen, kommer det lavmælt.

 Hvordan kan du nogensinde tilgive mig, at jeg lod Simon dø.

 Kaptajnen klapper ham på hovedet.

 Der er et ord, vi alle har brug for at høre en gang imellem. Det er tilgivelse. Når jeg nu har besluttet at tage mig af Jack fremover, er det for at vise ham min tilgivelse, men han må intet få at vide om, at jeg er Simons far, før han er stærk nok til at kunne bære det.

 M.h.t. dig og dit forhold til Simon, så har jeg hørt fra de andre, at det var usædvanlig godt. Jeg er sikker på, at du var Simons forbillede. Han prøvede så godt han nu kunne at hjælpe dig og støtte dig, det var hans valg. Hans fornuft sagde ham, at det var det rigtige. Det kan have omkostninger, som man ikke kan forudse. Jeg ved, at han har været glad for at være sammen med dig, det kan ikke have været andet, derfor er jeg også glad for at have lært dig at kende. Som du sikkert ved, havde han af og til besvimelsesanfald, så lægerne regnede ikke med, at han ville blive ret gammel. Men jeg ved, at hans sidste tid var god, for han sloges for dig og det du stod for, fornuft og anstændighed. Vel, du reddede ikke hans liv, men du gav det indhold, og du reddede min nye plejesøn, og kan jeg hjælpe ham, vil det give mit liv nyt indhold.

 Glem dine bitre minder, min dreng, og glæd dig over, at du har været et godt eksempel for dine kammerater. Du har helt bestemt intet at bebrejde dig selv.

 En anden ting. Man siger, at når man redder et andet menneskes liv, så har man ansvaret for det resten af livet. Vil du give mig hånd på, at du vil hjælpe mig med at få rettet Jack op. At du vil komme og besøge ham en gang imellem og måske også invitere ham en gang.

 Ralph rækker sin hånd frem.

 Det vil jeg meget gerne, kaptajn.

 Kaptajnen tager hans hånd og klemmer den lidt.

 En sidste ting. Når din far kommer og henter dig, så sig til ham, at han må ikke tage af sted igen, før vi har talt sammen.

 Det skal jeg nok. Kaptajnløjtnanten vil også gerne hilse på far, fordi de er gamle officers- kammerater.

 Du vil måske også gerne være flådeofficer.

 På en måde ja, men det vil ikke være fair mod min kone, hvis jeg en dag blev gift. Min mor har aldrig vidst, hvornår hun havde far hjemme. Det må have været hårdt for hende, måske var det derfor hun døde så tidligt. Far har ganske vist fundet en ny kone, som er utrolig flink også mod mig, men vil hun kunne holde til det i længden.

 Kaptajnen nikker.

 Det kan du nok til en hvis grad have ret i. Måske jeg også bør tænke nærmere over det. Hidtil har jeg nok mest tænkt på, at jeg havde et arbejde, som jeg syntes godt om, men det har nok været temmelig egoistisk af hensyn til min kone og Simon. Nu har jeg foreløbig et par måneders orlov, så må jeg se, hvad jeg kan finde ud af.

 Jamen hvad vil din kone sige til, at hun har mistet Simon.

 Hun vil nok være ked af det, lige som mig, men hun er en stærk kvinde, så hun vil komme videre med sit liv, ikke mindst, da hun nu får en udfordring, der hedder Jack. Men hold du nu fri fra undervisningen og de andre gøremål i dag, det trænger du vist til.

 Når jeg har fået snakket med Jack, vil jeg høre lægen, om han mener, at det er en god ide, at du går ned og snakker lidt med ham, men prøv at snakke med ham om fremtiden, fortiden kan vi jo ikke ændre, men det er meget vigtigt, at Jack får mod på at give sig i kast med fremtiden.

 Hen under aften får Ralph besked på, at han godt må gå ned og snakke med Jack en halv times tid, ikke mere.

 Jack fortæller så, at kaptajnen har lovet at skaffe ham ind på en god kostskole senere, og når han ikke er på skolen, skal han bo hos kaptajnen og hans kone, som vil tage sig af ham som hans plejeforældre.

 Så ser han alvorligt på Ralph.

 Hvordan kunne du sætte dit liv på spil for at redde mig, efter alt det, jeg har gjort mod dig.

 Ralph smiler lidt.

 Kaptajnen sagde til mig, at vi alle havde brug for at tilgive, hvis vi selv ville have tilgivelse, men i øvrigt tænkte jeg slet ikke. Jeg hoppede bare i efter dig, fordi jeg ikke syntes at du fortjente at dø. Der er noget godt i alle, og med kaptajnens hjælp skal du nok klare dig godt fremover. Jeg har fået lov til at komme og besøge dig, når du er flyttet ind hos kaptajnen, og jeg vil også meget gerne have, at du kommer og besøger mig. Jeg tror også, at du vil komme til at synes om min far, for han er et dejligt menneske.

 Jack smiler skævt.

 Så ligner du din far, Ralph.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jeg håber, at jeg kommer til det en gang, for jeg beundrer ham, men din nye plejefar er også et vidunderligt menneske, som jeg sætter stor pris på.

 Jack ser alvorligt på ham.

 Ja, for første gang er der et voksent menneske, der er parat til at gøre hvad som helst, for at jeg skal få det godt, det er en helt ubeskrivelig fornemmelse. Jeg lover dig, at jeg aldrig mere vil prøve at stikke af fra det hele. Nu vil jeg prøve at leve op til min nye plejefars forventninger.

 Lidt efter går Ralph igen og Jack ligger og tænker på, hvordan alting er forandret. Nu har han lyst til at leve igen, og måske kan han med tiden også blive ven med Ralph. Hvis det lykkes, føler han, at han kan, måske ikke ligefrem glemme, hvad der er sket, men i hvert fald ikke behøver at tænke på det hele tiden. Lidt efter falder han i søvn.

 Den næste dag lægger skibet til i Portsmouth. Drengene er stillet op til parade, og da alle har fået sagt pænt farvel, strømmer de ned på kajen til de ventende forældre. Jack bliver dog ombord, dels er han ikke helt rask endnu, og dels skal han jo følges med kaptajnen.

 Da Ralph ser sin far, løber han hen til ham og knuger sig ind til ham. Så ser han op i faderens ansigt.

 Jeg har så meget, jeg gerne vil snakke med dig om, men jeg lovede, at jeg lige tog dig med ombord, for både kaptajn Wilson og kaptajnløjtnant Smith ville gerne hilse på dig.

 Faderen smiler.

 Jamen så går vi lige ombord og hilser på dem, inden vi tager hjem. Den næste uges tid har jeg sat af til at vi kan snakke og jeg kan høre om dine oplevelser, og det vil din stedmor for øvrigt også gerne. Hun har faktisk savnet dig, for du har en meget stor plads i hendes hjerte.

 Så holder han Ralph lidt ud fra sig.

 Du er godt nok vokset meget, du ser jo næsten helt voksen ud.

 Lidt efter hilser faderen så på kaptajnløjtnant Smith  med et stort smil.

 Jamen er det dig, gamle ven.

 Smith smiler.

 Ja, jeg er jo ikke avanceret så hurtigt som dig, men jeg har lige fået at vide, at jeg skal være chef for skibet her på den næste tur med rang af kaptajn. Kaptajn Wilson tager et halvt års orlov, men lad os gå ned til ham, han venter på os.

 Så smiler han til Ralph.

 Det varer nok en halv times tid, inden du får din far igen, men du kan vel nok få tiden til at gå så længe. Måske kan du snakke lidt med Jack.

 Nede hos kaptajnen får Ralphs far så hele historien i korte træk. Så ser kaptajn Wilson alvorligt på ham.

 Din dreng er noget ud over det sædvanlige, men jeg er ikke i tvivl om, hvem han har det efter. Smith har fortalt en del om dig. Lov mig, at du prøver at hjælpe og støtte Ralph så meget du kan, så han han ikke bider sig fast i, at de to drenges død var hans fejl. Simon var jo min søn.

 Smith giver et gisp.

 Ja, nu ved I to det så også, og jeg har fortalt Ralph det for at hjælpe ham, men andre må ikke vide det, før Jack er stærk nok til at han kan tåle at blive konfronteret med det. Når jeg siger det til jer nu, er det for at du bedre kan hjælpe Ralph, når han snakker med dig om det.

 Williams ryster på hovedet.

 Jeg beundrer dig for, hvad du er parat til at gøre for Jack, til trods for det, der er sket. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne have klaret det, hvis det havde været Ralph, det var gået ud over.

 Wilson smiler svagt.

 Jo, jeg tror det, for din søn ligner og efterligner dig. Med fare for sit eget liv, sprang han ud fra agterstavnen af skibet for at redde Jack, der ville have gjort en ende på sit nederlag ved at kaste sig i døden. Heldigvis slap begge drenge godt fra det. Du siger, at du beundrer mig for det jeg gør for Jack. Så vil jeg til gengæld sige, at jeg beundrer Ralph for det, han gjorde for Jack.

 Smith smiler.

 Det siger til gengæld mig, at Jack må være god nok, når der er nogen, der er parat til at gøre så meget for ham.

 Lidt efter tager Ralphs far afsked med de to andre. Oppe på dækket møder han Ralph og Jack, der sidder og snakker sammen. Han hilser med et smil på Jack.

 Farvel min ven, hav det godt. Vi ses jo nok igen, har jeg på fornemmelsen.

 Ralph ler.

 Ja, jeg har lovet at invitere Jack til at komme og besøge os om fjorten dage.

 Faderen smiler.

 Jamen så siger vi på gensyn.

 Da Ralph og hans far lidt senere kører hjemad, siger Ralph.

 Jeg vil gerne fortælle om det hele, når jeg kommer hjem, men noget af det vil jeg gerne snakke alene med dig om, det har du ikke noget imod, vel.

 Faderen ryster på hovedet.

 Selvfølgelig er det da i orden. Du bestemmer helt selv, hvad du vil fortælle, hvornår du vil fortælle det og til hvem, du vil fortælle det.

 Ralph tøver lidt.

 Jeg er bare så bange for at skuffe dig, far.

 Det skal du ikke være min dreng. Jeg har fået lidt at vide af Wilson og Smith, og de var begge enige om, at de beundrede din indsats.

 De har nok ikke hørt alt, hvad der er sket, men må jeg godt blive hjemme en månedstid, inden jeg skal på kostskole igen, og helst på en anden, hvor de ikke kender mig.

 Det snakker vi om, det haster ikke, nu skal du først og fremmest se at komme til at føle dig hjemme igen.

 

Kapitel 2. Hjemkomsten.

 

 Da de kommer hjem til huset, kommer moderen ud i døråbningen og breder armene ud.

 Ralph løber hende i møde, og da han mærker hendes arme om sig, hvisker han halvhøjt.

 Nu synes jeg, at du er min rigtige mor, hvor føles det dejligt.

 Moderen smiler til ham og derefter op til faderen.

 Det er noget af det bedste, jeg længe har hørt. Tak for det, min dreng.

 Da de har spist, sætter de sig ind i stuen for at snakke.

 Ralph begynder at fortælle om sine oplevelser.

 Da jeg vågnede den første morgen efter flystyrtet, syntes jeg, at jeg var landet i paradis. Det føltes som den første morgen i en sommerferie. Vejret var dejligt, naturen var vidunderlig og jeg følte mig så fri. Af lutter livsglæde stod jeg på hænder og lo højt. På vej ned mod vandet mødte jeg så Tykke, ja, jeg ved ikke engang, hvad han rigtig hed. Han irriterede mig med sin snak om sin astma og sin tante, derfor drillede jeg ham med at kalde ham Tykke, selvom han havde bedt mig om at lade være, men han kunne jo have fortalt mig, hvad han hed i stedet for. Så kom vi ned til lagunen. Jeg stod et øjeblik og nød synet. Jeg syntes, at det hele bare var så dejligt. Så smed jeg tøjet og hoppede i vandet og svømmede rundt. Tykke tog også tøjet af og satte sig i vandet, han kunne ikke svømme, sagde han, fordi hans tante havde sagt, at det kunne han ikke tåle  p.g.a. astmaen. Da jeg havde fået nok af vandet, trak jeg i tøjet igen, og Tykke sagde så, at vi måtte se at finde de andre, for der måtte jo være flere, der havde overlevet.

 Jeg ville igrunden helst bare have været mig selv, men kunne jo godt se, at vi hellere måtte undersøge, om der var flere. Vi måtte jo også finde ud af, om det var en ø, vi var landet på, og hvordan vi kom derfra igen, selvom jeg havde mest lyst til bare at nyde livet et par dage. Vi fandt så en stor konkylie, og Tykke viste mig, hvordan jeg skulle puste i den, så den gav lyd fra sig.

 Da jeg havde tudet i den et par gange, begyndte der at strømme drenge til rundt omkring fra. Lidt efter kom Jack så marcherende med sit kor, og så var det, at Simon faldt besvimet om. Jack ville bare have ladet ham ligge. Det var så tit han besvimede, sagde han, men jeg sørgede for, at han kom ind i skyggen og ligge, da jeg gik ud fra, at det var varmen, der havde fået ham til at besvime. Koret gik i sorte kapper, selvom flere af dem havde taget det meste af deres tøj af. Der var nok 25 drenge i alt fra 6 – 12 år. Mange af de andre havde også taget tøjet af, fordi det var så varmt.

 Vi blev nu enige om, at vi måtte have valgt en leder, så vi kunne få sat system i tingene. Jack mente, at han var selvskreven som leder. Dels var han den største, han var leder af koret og så mente han i øvrigt, at når der ingen voksne var, måtte det være ham. Jeg foreslog, at vi stemte om det.

 Det var kun dem fra koret, der stemte på Jack. Senere fandt jeg ud af, at det var fordi de var bange for ham. Resten stemte på mig, så på den måde blev jeg valgt til leder. Jeg ved ikke, hvorfor de stemte på mig, måske fordi jeg havde kaldt dem sammen, og måske fordi de ikke umiddelbart brød sig om Jacks væremåde. Jeg foreslog så, at Jack stadig skulle være leder af koret, og så måtte vi have fundet ud af, om det var en ø, vi var landet på. Vi måtte have bygget nogle hytter, vi kunne sove i og så måtte vi have lavet et bål, så røgen evt. kunne tilkalde forbipasserende skibe.

Først måtte vi dog ud og se, om det var en ø, vi var landet på. Jeg valgte at tage Jack med, fordi han var stor og stærk, måske også for at formilde ham lidt, efter at han havde tabt valget. Tykke ville også have været med, men jeg mente ikke, at han kunne klare sådan en tur, så jeg bad ham blive ved lejren og se at få styr på, hvem de forskellige var. Jeg valgte så også at tage Simon med, hvorfor ved jeg ikke rigtigt. Han havde lige været besvimet, han var ikke ret stor, men det var måske noget i hans ansigtsudtryk, der sagde mig, at han ville være god at have med. Det var nok også det, der gjorde, at vi blev så gode venner. Da jeg senere var ved at opgive at fortsætte som leder, var det også ham, der bad mig fortsætte.

 De kommende timer fortsætter Ralph med at fortælle om sine oplevelser. Da han slutter sin fortælling, ser han spørgende fra sin far til sin mor.

 Hvordan kunne det gå så galt.

 Moderen lægger en hånd på hans arm og ser ham lige i øjnene.

 Ser du, min dreng. Naturen står over menneskene og civilisationen. Du kan ikke standse en storm, du kan prøve at krybe i læ, du kan ikke standse et regnvejr, men du kan forsøge at undgå at blive våd. Du kan ikke standse et jordskælv eller et lyn, men du kan forsøge at flygte i sikkerhed. Du kan prøve at beskytte dig selv og andre mod frygt ved at tænke logisk og rationelt, men det er ikke altid nok. Du gjorde, hvad du kunne for de andre, og du var stærk nok til at turde påtage dig ansvaret for de andre, du påtog dig endda ansvaret, da det hele gik galt. Det er langt mere, end man normalt kan forlange af en dreng i din alder. Du har absolut intet at bebrejde dig selv, tværtimod.

 Ralph ser på hende med tårer i øjnene.

 Tak fordi du synes det mor, hvad siger du far.

 Faderen ser alvorligt på ham.

 Jeg giver din mor helt ret, og det ved jeg, at både kaptajn Wilson og kaptajnløjtnant Smith også har sagt til dig. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage den skyldfølelse fra dig, der siger, at du var skyld i Simons og Tykkes død. Det var ikke din skyld, min dreng. Som mor sagde, naturen kan man kæmpe imod, men man kan ikke sejre, kun prøve at få det bedst mulige ud af det.

 Ralph trækker vejret dybt.

 Tak mor og far. Nu tror jeg, at jeg kan komme videre. Jeg er klar over, at jeg ikke har skuffet jer, og så må jeg prøve at glemme og komme videre.

 Lidt efter går de i seng.

 Næste morgen ved morgenmaden, ser Ralph fra sin far til sin mor.

 Jeg drømte i nat, at jeg sad og snakkede med Simon og Tykke. De sagde begge til mig, at de ikke bebrejdede mig, at det gik sådan. Det var en stor lettelse. Simon sagde desuden, at hvis jeg ville hjælpe Jack med at komme videre, så ville det gøre ham meget glad. Tykke så forbavset på ham.

 Så rystede han på hovedet.

 Det var nok min egen skyld, at det gik mig, som det gjorde. Jeg ved godt, at jeg irriterede Jack, jeg irriterede jo også jer andre, ikke mindst dig, Ralph, ved altid at hænge over dig. Du drillede mig til gengæld, men aldrig på en ond måde, og tak for det.

 De næste dage lykkes det Ralph at falde lidt til ro. En uges tid efter hjemkomsten, siger hans fader en dag.

 Jeg har inviteret kaptajn Wilson og hans kone til at komme her sammen med Jack i week-enden.

 Ralph ser på ham.

 Må jeg godt lige snakke lidt alene med dig far.

 Faderen nikker.

 Helt i orden, min dreng. Du er bange for at møde fru Wilson, fordi Simon var hendes søn, ikke

 Ralph ser på ham.

 Har…har Wilson fortalt dig det.

 Ja, han syntes, at jeg skulle vide det, hvis du fik brug for at snakke om det. Han sagde også, at Jack intet måtte vide om det, før han kunne klare at høre det.

 Jamen vil fru Wilson kunne tilgive mig.

 Faderen smiler.

 Det bedste bevis er nok, at hun har taget imod Jack med stor glæde, selvom hendes mand selvfølgelig har fortalt hende hele historien.

 Ralph er meget nervøs de næste par dage.

 Han hilser alvorligt på kaptajn Wilson og Jack, så ser fru Wilson på ham med et lille smil.

 Er du for stor til at få et knus, det påstår Jack, at han ikke er.

 Et øjeblik efter får Ralph et stort knus af hende.

 Hun hvisker til ham.

 Tak, fordi du reddede Jack, det gav min mand og mig et nyt liv. Han bliver hjemme et halvt år nu, det er også din fortjeneste, men mest af alt tak for det, du betød for Simon.

 Ralph hvisker tilbage.

 Jeg var så bange for at møde dig. Det var jo mit ansvar, at Simon døde.

 Hun ryster på hovedet.

 Nej, min ven, det var det helt afgjort ikke.

 Det bliver en hyggelig week-end. Jack og Ralph får snakket godt sammen og de voksne hygger sig også fint.

 Wilson fortæller, at han har fået et kontorjob i marineministeriet foreløbig. Så smiler han.

 Det var Ralph, der gjorde mig opmærksom på, at det kunne være en belastning for en kone, hvis hun aldrig vidste, hvornår manden var hjemme. I øvrigt tror jeg da også, at Jack vil sætte pris på, at jeg er hjemme, hvis han trænger til at snakke. Han har ikke haft for gode erfaringer med voksne, så det vil min kone og jeg så prøve at gøre noget ved. Det første halve år skal Jack gå i en almindelig dagskole, så han kommer hjem hver dag. Hvis han så får lyst, kan han komme på en kostskole efter sommerferien. I første omgang er det vigtigt at få familielivet til at fungere.

 Ralphs far smiler.

 Ralph vil gerne på kostskole efter juleferien. Vi har talt lidt om det. En af mine gamle skolekammerater er husforstander på Singleton, der er ganske vist en del problemer med den nye rektor, så vi afventer lidt, hvad vi skal . Ellers lader vi ham nok tage et semester på en dagskole, til vi ser, om tingene retter sig på Singleton. Ralph vil gerne derhen, fordi jeg selv har gået der, men lad os nu se.

Midt i december er Ralph og hans forældre på besøg hos Wilsons, og det går også fint. Ralph har lige fået at vide, at det nok ikke bliver til noget med Singleton, fordi der er opstået totalt kaos, efter at husforstanderen, Gunnar Wigelius, har sagt sin stilling op.

 Henry Williams er dybt chokeret og er gået i gang med at undersøge, om der ikke kan gøres noget.

 En uge efter får de så at vide, at rektor er blevet tvunget til at tage sin afsked, og Gunnar Wigelius er blevet rektor i stedet for. Så efter juleferien tager Ralph til Singleton.

 

Kapitel 3. Kostskolen

 

 Han er nu fjorten år. Han har slidt i det med at få læst de ting op, han ikke har haft i den tid, han var væk. Den første tid er han meget stille og tilbageholdende. Der er så mange nye ting og regler at lære, men det varer ikke længe, før han befinder sig helt godt på Longdown, der har fået en ny husforstander efter at Gunnar Wigelius blev rektor. Som søn af en gammel Singletoner bliver han hurtigt accepteret, men flere af kammeraterne undrer sig over, hvorfor han ikke taler om sin fortid.

 Da fodboldsæsonen begynder varer det ikke ret længe, før Ralph kommer med på Longdowns førstehold, selvom han kun er fjorten år. Han er en meget dygtig fodboldspiller og samtidig en god kammerat. Så en aften går det galt.

 Fodboldholdet har holdt strategimøde og anføreren vil for en hver pris vinde den kommende kamp.

Om der så skal tages lidt ufine metoder i brug. Ralph sidder lidt og lytter til de andre, flere af dem er ganske vist modstandere af planen, men lader dog til at ville gå med, når anføreren insisterer.

 Pludselig rejser Ralph sig og ser på anføreren.

 Hvis kampen skal spilles på den måde, vil jeg ikke være med. Kan vi ikke vinde på ærlig vis, er det fordi vi ikke er dygtige nok.

 Nogle af de andre mumler bifaldende, men anføreren ser på Ralph.

 Jeg vil lige snakke med dig et øjeblik.

 De går udenfor.

 Anføreren ser på Ralph.

 Hvis du ikke går med på ideen eller sladrer, så fortæller jeg de andre en lille historie om en ø og en flok drenge, om en dreng, der var blevet valgt til leder, men lod to drenge dø, fordi han var en tøsedreng.

 Ralph ser på anføreren.

 Hvad kender du til den historie.

 Oh, du kender den altså, så du er den Ralph. Min lillebror fik fortalt historien af en, der hedder Roger, så kender du vel også ham.

 Ralph ser ham lige i øjnene.

 Ja, og fortæl du bare hvad du vil, hvis du vil være det bekendt. Det ændrer intet for mig. Jeg spiller ikke med, hvis det skal gøres på den måde. Jeg sladrer ikke.

 Anføreren ser ud, som om han har taget en beslutning.

 Godt så spiller vi, som gentlemen, men taber vi, skal du ikke ønske at komme på tværs af mig.

 Fodboldkampen bliver spillet og står i lang tid uafgjort, så prøver anføreren at ”filme” sig til et straffespark. Ralph, der er lige ved siden af ham kan se, at der ikke er straffespark, så han spiller videre. Dommeren kalder på ham.

 Helt ærligt, var der ikke straffespark.

 Ralph ryster på hovedet, mens anføreren begynder at råbe op, at der var straffespark.

 Dommeren er ikke sikker i sin sag, men dømmer straffespark, hvorefter Ralph forlader banen.

Anføreren råber, at han skal komme tilbage. Tøvende går Ralph tilbage.

 Straffesparket går ind, og kampen ender 1 – 0 til Longdown. De andre jubler, men Ralph går tavs ind i omklædningsrummet. Da de andre kommer derind, er Ralph kommet i tøjet og vil til at gå.

 Anføreren stiller sig i vejen for ham.

 Der var du lige ved at ødelægge det hele. Det fjols til dommer troede jo på, at det var straffe.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jeg sagde udtrykkelig, at jeg ikke ville spille, hvis der skulle bruges ufine metoder, så jeg stopper med at spille fodbold nu.

 Så lyder der en dyb stemme.

 Det synes jeg ikke, at du skal, min ven.

 Alle drengene vender sig.

 Der står rektor.

 Han ser på anføreren.

 Jeg stod tilfældigvis så tæt på, at jeg kunne se det hele. Så målet er annuleret. Din måde at omtale dommeren på hører ikke hjemme her på Singleton. Så kom lige over på mit kontor, når du er kommet i tøjet.

 Så smiler han til Ralph og ser over på de andre drenge.

 Sådan opfører en rigtig gentleman sig.

 Der er dyb tavshed, da rektor er gået. Ralph er også gået. En af de andre drenge ser på anføreren.

Tror du selv på, at du får lov til at blive her på Singleton efter det her.

 Anføreren skuler.

 Det er vel ikke værre end at være skyld i to drenges død, som Ralph er.

 En af de andre ryster på hovedet.

 Sikke noget vrøvl. Ralph kunne ikke slå en flue ihjel.

 Hurtigt fortæller han så i korte træk historien, inden han skynder sig over til rektor.

 Da han kommer derover, ser rektor på ham.

 Hvilken straf takserer du det her til, John.

 John skuler.

 Det er vel ikke så slemt som at være skyld i to drenges død.

 Det giver et sæt i rektor.

 Og den historie har du sat sat i gang som hævn mod Ralph. Jo tak, jeg kender hele i historien, vel at mærke i den rigtige udgave, hvem har så fortalt dig det.

 Min lillebror har fået det at vide af Roger.

 Fortalte Roger også, at det var ham, der slog den ene dreng i hjel og var med til at slå den anden dreng ihjel.

 Næh, han sagde bare, at han var med på øen og var meget forskrækket over, at den slags kunne ske, når der var en stor dreng, der havde påtaget sig ansvaret for alle drengene.

 Og det var du selvfølgelig straks parat til at tro på, det tyder ikke på nogen særlig høj intelligens. Jeg er modstander af bortvisning, så du får lov til at blive her, måske kan vi stadig nå at få et anstændigt menneske ud af dig. Du er selvfølgelig færdig som anfører for Longdowns fodboldhold, du er heller ikke præfekt mere, en præfekt må man kunne stole på, fuldt og helt. Vis din husforstander, at du vil gøre et forsøg på, at leve op til vores forventninger, så kan du måske genvinde vores respekt og tiltro. Ja, så må du gå, men prøver du på at genere Ralph mere, så vær sikker på, at du vil komme til at fortryde det.

 Da John er gået, ringer Gunnar over efter husforstanderen på Longdown og beder ham om at komme og tage Ralph med.

 Den næste times tid forklarer Gunnar så de forskellige ting for husforstanderen, mens Ralph hører på det. Gunnar har med et smil set på Ralph.

 Jeg vil gerne have, at du hører på, hvad jeg fortæller, så du kan korrigere mig, hvis jeg har opfattet noget forkert.

 Da samtalen er slut ser han over på Ralph.

 Nå, har du nogle tilføjelser.

 Ralph ryster på hovedet.

 Nej, men rektor har måske fremstillet mig  lidt for positivt. Her bagefter kan jeg godt se, at jeg begik flere fejl, men det var i hvert fald ikke i nogen ond mening.

 Husforstanderen, hr. Johnson smiler.

 Det tror jeg nu heller ikke, at nogen ville mistænke dig for. Jeg er glad for, at du holdt fast ved, at du ikke ville være med til at snyde i fodboldkampen. Kunne du tænke dig at blive anfører for holdet.

 Ralph ryster på hovedet.

 Helst ikke i øjeblikket. Det tror jeg ikke, at jeg kan klare. Jeg har åbenbart ikke evnen til at forklare andre, hvad jeg finder ret og rigtigt.

 Mr. Johnson smiler.

 Hvis du føler det sådan, skal du ikke gøre det. Det skal være en belønning, ikke en belastning.

 Da de kommer tilbage til Longdown siger hr. Johnson.

 Har du fundet nogen, du kan stole på, nogen, du virkelig regner for dine venner.

 Jeg tror nok, at jeg tør stole på Percy og Bruce.

 Johnson nikker.

 De kan du roligt gøre, med de to som venner, skal du nok komme igennem det her.

 Ved aftensmaden siger hr. Johnson.

 Jeg har hørt, at fodboldholdet fik fortalt en historie i omklædningsrummet i eftermiddags, en sladderhistorie om Ralph, fordi han ikke ville være med til at snyde i fodboldkampen. Er han virkelig den eneste, der ikke vil det. En sladderhistorie fortæller som regel mere om den, der fortæller den end om den den handler om. John er ikke mere anfører for fodboldholdet og er heller ikke mere præfekt indtil videre. Det kræver tillid, og den må han forsøge at tilkæmpe sig igen.

 Jeg tilbød Ralph at blive anfører for fodboldholdet. Han sagde nejtak, han mente ikke, at han kunne klare det i øjeblikket. Det bliver jeres opgave at overbevise ham om, at han kan til efteråret, og så samtidig love, at I ikke svigter ham.

 

Kapitel 4. Venner.

 

 Efter aftensmaden kommer Percy og Bruce hen til Ralph.

 Percy smiler skævt.

 Det har vist været en barsk dag for dig i dag, gamle dreng.

 Ralph nikker.

 Ja, det er jo ikke solskin hver dag det hele, så skærer han en grimasse, det havde vi heller ikke den gang vi var på øen. Der var også dage med storm og lyn og torden, men som min mor sagde. Naturen kan man kæmpe mod, men ikke gøre noget ved, kun lære at få det bedst mulige ud af det. Så tilføjede min far. Ja og selv efter den mørkeste nat kommer der en ny dag. Men jeg kan tænke mig, at I godt vil høre min udgave af historien om øen, den er nok lidt anderledes end Rogers, som John fortalte fodboldholdet.

 Den næste halve time fortæller Ralph så sine to venner om sine oplevelser på øen.

 Da han er færdig med at fortælle, siger Bruce.

 Den udgave af historien vil jeg hellere tro på, den lyder mere sandsynlig, når man kender dig.  Du har åbenbart haft flere barske oplevelser end de fleste i din alder, men heldigvis har det ikke knækket dig. Percy og jeg er stolte over at være dine venner. Ja undskyld, at jeg også taler på dine vegne, Percy, men vi er da trods alt fætre.

 Percy smiler.

 Ja, og vi er som regel enige, og det her er bestemt ingen undtagelse, så det er ok.

 Ralph ser fra Percy til Bruce.

 Kan I fortælle mig, hvorfor jeg altid skaffer mig uvenner og giver folk nederlag.

 Bruce smiler.

 Det ene følger nok af det andet. Når folk får et nederlag, bliver de automatisk sure på den, der er skyld i nederlaget. Det er aldrig sjovt at blive gjort opmærksom på sine fejl, selvom de er selvforskyldte.

 For Johns vedkommende, var det jo hans egen skyld. Dels prøvede han at snyde for at opnå en fordel, men du sagde ikke noget, det var ham selv, der pralede af det, og til uheld for ham, hørte rektor det. Du havde advaret ham, men han ville have hævn over dig, fordi han godt kunne indse, at du havde haft ret, derfor fortalte han den historie. Men det gjorde bare historien endnu værre for ham selv.

 Percy nikker.

 Når John får tænkt sig ordentlig om, vil han uden tvivl prøve at gøre det godt igen og prøve at blive gode venner med dig igen. Han er ikke en skidt fyr,  men for ham var det meget vigtigt, at det blev HANS hold, der vandt. Så vigtigt, at han glemte, at der er ting, der er vigtigere end at vinde en kamp. Så er det op til dig, om du vil modtage en undskyldning fra ham, hvis han kommer til dig.

 Ralph ser overrasket på sine to venner.

 Jamen selvfølgelig da, vi begår jo alle fejl, det vigtigste er at indse det, når vi har begået en fejl og så forsøge at gøre det godt igen. John gjorde mig jo ikke fortræd med vilje eller af ondskab, det var jo bare fordi det betød så meget for ham at vinde.

 Bruce smiler.

 Det er muligt, at du bliver uvenner med nogen p.g.a. deres nederlag, men husk så lige, at får man et nederlag, er det som regel ens egen skyld. De mennesker, der er noget ved, vil også selv indse det og indrømme, at det i hvert fald ikke er din skyld.

 Ralph nikker.

 Jeg håber, at du har ret, jeg synes bare ikke altid, at jeg føler det sådan.

 Percy siger lidt tøvende.

 Jeg har et forslag, sig nej, hvis I ikke synes om det.

 Well, ingen af os tre er særligt gode til latin, skal vi ikke prøve at læse sammen, måske kunne det hjælpe.

 Bruce begynder at le.

 Ja, og måske vi kan få lidt hjælp om en uges tid eller fjorten dage. John er meget dygtig til latin, vi kunne da prøve at spørge ham om nogle dage.

 Ralph ryster på hovedet.

 I to er simpelthen geniale, så må vi jo se, om det lykkes.

 De følgende dage går tingene godt. Tilsyneladende er der ikke nogen, der har taget sig af den sladderhistorie om Ralph, som John satte i gang. Drengene på Longdown kender ham jo som en fornuftig og stilfærdig fyr, der gerne hjælper de mindre drenge med forskellige ting, når de beder ham om det. De største har travlt med eksamenslæsning, men sætter efterhånden også stor pris på ham. De er klar over, at ham kan de stole på. Han virker aldrig sur og tvær, men kan dog engang imellem se ud, som om han er ked af noget, men så er Bruce og Percy næsten altid klar til at snakke med ham, og det hjælper som regel.

 Det lykkes virkelig Bruce at overtale John til at give de tre lidt ekstra latinundervisning. Den første gang John mødes med dem, ser han alvorligt på Ralph. Hidtil har han undgået at komme i nærheden af ham. Så kommer det lidt tøvende.

 Jeg var et kæmpefjols, undskyld, Ralph.

 Ralph smiler og rækker hånden frem.

 Lad os glemme fortiden, den kan vi jo ikke ændre på. Vi begår alle dumheder, ikke af ondskab eller for at genere andre, men fordi vi glemmer at tænke på konsekvenserne. Så lad os nu være venner, så glider latinen nok også bedre ned.

 John griber hans hånd og klemmer den.

 Ja, som det så smukt hedder på latin: Errare humanum est.

 Så nikker han over til Percy og Bruce.

 Tak, fordi I fik mig overtalt, nu har jeg det meget bedre.

 Kort før sommerferien kalder hr. Johnson en dag på Ralph.

 Din far kommer og besøger dig i week-enden.

 Uvilkårligt flyver det ud af Ralph.

 Åh nej, så skal far sikkert ud og sejle igen.

 Hr. Johnson smiler.

 Det snakkede han nu ikke noget om. Han ville gerne høre, hvordan du befandt dig her, og hvad vi andre mente om dig. Jeg sagde til ham, at du lod til at befinde dig godt, og at vi var godt tilfredse med dig.

 Om fredagen kommer faderen så. Ralph sørger lige for, at han får hilst på Bruce, Percy og John.

Så sidder de og snakker et par timer. Faderen fortæller, at de er blevet inviteret til at spise hos rektor om aftenen.

 Så bruser det pludselig ud af Ralph.

 Hvordan har mor det, og skal du nu ud og sejle igen.

 Faderen smiler.

 Du er ikke nem at skjule noget for, men der er nu intet galt.

 Mor har det godt, jeg skulle hilse mange gange fra hende og sige, at hun glædede sig til, at du kom hjem på ferie. Og ja, du må gerne tage nogle venner med hjem, som du skrev om. Nej, jeg skal ikke ud og sejle i øjeblikket, så jeg er hjemme i sommerferien, bortset fra en uge eller fjorten dage, hvor mor og jeg tager afsted lidt for os selv. Måske kan du så besøge en af dine venner imens. Mor er jo begyndt at undervise, så hun har kun ferie i skoleferien lige som dig. Wilsons har spurgt, om du kunne tænke dig at besøge dem en uges tid, og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde.

 Ser du, Wilsons ville gerne have, at Jack også kom her til Singleton til efteråret, og Jack vil også gerne selv, men både Jack og hans nye far og mor, ja, de har adopteret ham, holder på, at du skal kunne gå 100 % ind for, at du synes, at det er en god ide. Det er bl.a. derfor, at du skal med over til rektor og spise, så du kan komme med din mening. Jeg skal måske også lige fortælle, at Jack nu ved, at hans adoptivforældre var Simons forældre.

 Ralph sidder og tænker sig lidt om. Rogers historie til Johns lillebror suser igennem hans hoved. Vil Jack kunne klare, hvis der er en, der finder ud af, at Jack var med på øen og begynder at spørge ham ud. Han har jo lovet Wilsons at prøve at hjælpe og støtte Jack, så godt han kan.

 Lidt tøvende kommer det.

 Jeg vil meget gerne have, at Jack kommer til at gå her på Singleton. Jeg er bare lidt nervøs for, hvordan det vil gå, hvis nogen finder ud af, at han var med på øen, som de gjorde med mig, og så begynder at spørge ham ud, hvis jeg ikke er i nærheden og kan hjælpe ham. Jeg har lovet hans far og mor at hjælpe og støtte ham, så godt jeg kan, men påtager jeg mig nu igen en større opgave, end jeg kan klare.

 Faderen smiler.

 Wilsons vil ikke have, at du skal være barnepige for Jack, det tror jeg nu heller ikke, at Jack ville synes om. Til gengæld ved han, at han altid kan komme til dig, hvis han får brug for hjælp.

 Lad os prøve og se, hvad rektor synes om ideen. Og så vil jeg i øvrigt gerne invitere dig ind og spise middag i byen i morgen, sammen med nogle af dine venner. Hvem vil du gerne have med.

 Jeg vil gerne have Percy, Bruce og John med.

 Helt i orden min dreng.

 Ovre hos rektor Wigelius bliver der om aftenen talt om, hvorvidt det er en god ide, at Jack begynder på Singleton efter sommerferien. Rektor vil gerne give ham chancen efter at de har talt en del om det, og Ralph går varmt ind for det.

 Da de går derfra, tager rektor Ralphs hånd.

 Med sådan en ven skal Jack nok klare sig, men husk nu, du skal ikke være barnepige for Jack. Snak med ham om forholdene her og lad ham evt. møde dine venner. Måske er det en god ide at foreslå ham, at han selv fortæller dem sin historie.

 Ralph går tilbage til Longdown og faderen tager ind på hotellet, hvor de så skal mødes næste dag til en middag.

 John ser på Ralphs fader.

 Jeg skammer mig stadig over den måde, jeg behandlede Ralph på, men han siger, at han synes, at vi skal lade det være glemt. Hvad mener du.

 Faderen smiler.

 Jeg er helt enig med Ralph om det og glæder mig til, at både du og Bruce og Percy kommer og besøger ham i sommerferien, så jeg kan få jer lært bedre at kende.

 Han fortsætter så med at fortælle, at Ralph skal besøge Jack i sommerferien, mens han og hans kone er bortrejst, og at Jack skal begynde på Singleton efter ferien.

 John smiler.

 Så vil jeg gerne invitere Ralph og Jack til at besøge mig i den anden uge. De kan så følges ad  fra Jack. Mine forældre og ikke mindre min lillebror vil meget gerne lære Ralph at kende, og så vil det være fint, hvis de også får lært Jack at kende. Det kan måske også hjælpe ham, når han skal begynde på Singleton. Min lillebror skal også begynde på Singleton efter ferien, og så kender han da nogle stykker af os.

 Ralph ser på sin far, der nikker smilende.

 Det synes jeg da lyder som en god ide. I tre kommer og besøger Ralph en uge, han besøger Jack en uge og så tager han og Jack hen til dig en uge. Men hvor bor I henne og hvad laver din far.

 John bliver lidt rød i hovedet.

 Vi bor ca. halvtreds kilometer herfra, og min far er faktisk lord og hedder Vilford. Han har også gået her på Singleton et par klasser over rektor Wigelius og dig.

 Ralphs far begynder at le.

 Er du Vilfords søn. Ham kan jeg godt huske. Han var anfører for fodboldholdet på Longdown, det år, hvor jeg fik lov til at spille med på førsteholdet for første gang. Ham kan du godt glæde dig til at møde, Ralph, for han var nok en af dem vi andre så mest op til. Han var dygtig, men pralede aldrig, til gengæld var han altid parat til at hjælpe en kammerat, der havde brug for det, men hvorfor fortalte rektor Wigelius mig ikke det.

 John ryster på hovedet.

 Han syntes vist ikke, at jeg hidtil har levet op til mit navn og til min fars omdømme.

 Ralph ser på ham.

 Du er god nok, John, men hvordan klarer jeg mig sådan et fint sted, for så bor I vel på et slot.

 Nu er det John, der ler.

 Det klarer du nok, gamle ven, jeg er helt sikker på, at far og mor vil synes godt om dig, og det tror jeg også min lillebror vil, når han lærer dig at kende.

 Jamen bor Roger i nærheden af jer, siden din lillebror har snakket med ham.

 Ikke mere, de er flyttet til Skotland, hvor hans far har fået arbejde som ingeniør.

 Bruce ser på Percy og smiler.

 Det har du da aldrig pralet med John.

 John ryster på hovedet.

 Det er jo ikke min fortjeneste, hvad min far er, men får I tid, skal I også være meget velkommen til at besøge mig i sommerferien.

 

Kapitel 5. Sommerferien.

 

 Dagen før sommerferien beder hr. Johnson om at John lige kommer ind på hans kontor.

 Han smiler.

 Jeg er blevet enig med de andre præfekter om, at du er præfekt igen efter sommerferien. Nu stoler jeg på dig igen, og hvis du selv vil, vil jeg også godt lade dig være anfører for fodboldholdet igen efter sommerferien.

 John rødmer.

 Tak, men havde du ikke bedt Ralph om at være anfører efter sommerferien.

 Jo, men han vil gerne vente et år og foreslog, at du fik jobbet indtil du er færdig på Singleton om et år.

 John ser ham lige i øjnene.

 Så vil jeg godt, hvis holdet kan gå med til det, og jeg lover, at der aldrig mere bliver fuppet, mens jeg er anfører. Jeg har lært meget af Ralph, selvom han er næsten fire år yngre end mig.

 Johnson smiler.

 Ja, vi kan alle lære meget af hinanden, det har ikke noget med alder at gøre. Jeg er også meget glad for, at jeg nu kan stole på dig igen og også over at du hjælper Ralph, Bruce og Percy med latinen. Især Ralph har hårdt brug for det, fordi han har været væk så længe. Hvis du også vil hjælpe ham med at støtte Jack, når han kommer, så er du igen den John, som jeg lærte at sætte stor pris på, allerede for flere år siden.

 John rækker en hånd frem.

 Jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste.

 Johnson tager hånden og smiler.

 Det er jeg helt sikker på.

 Da Ralph har været hjem en uge, kommer kammeraterne på besøg, og de har en fin uge sammen. De får rigtig snakket og også Ralphs forældre bliver tit inddraget i nogle gode diskussioner. Da kammeraterne er taget afsted, tager Ralph så over til Wilsons.

 Jack er vokset en del og virker mere voksen i det i det hele taget. Man er ikke i tvivl om, hvor meget han holder af sine nye forældre, og heller ikke, at det er gensidigt.

 En aften, da de to drenge sidder og snakker, fortæller Jack så om hvordan hans nye mor fortalte ham, at hun var Simons mor.

 Han tøver lidt og fortsætter så.

 Jeg fattede simpelthen ikke, at det kunne være rigtigt, at de ville tage sig af mig, efter det, jeg havde gjort mod deres søn, men så sagde mor.

 Hør nu her Jack. Simon bliver ikke levende af at vi bebrejder dig noget. Nu har vi imidlertid igen fået en søn, som vi så vil prøve at gøre noget for. Kan du på et tidspunkt regne os for dine forældre, nogen, der elsker dig betingelsesløst og altid er parat til at tilgive, så kan du også komme videre, og vi kan i fællesskab få en god fremtid sammen.

 Så sagde far.

 Da Ralph sprang ud for at redde dig med sit eget liv som indsats, blev jeg klar over, at du var det værd, og mor var nem at overtale.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jamen jeg kunne jo ikke acceptere, at du skulle dø

 Jack smiler.

 Nej, og tak for det. Jeg håber aldrig, at det bliver aktuelt, at jeg kommer til at gøre gengæld, men jeg ville gerne, hvis det blev nødvendigt.

 Lidt efter kommer de til at snakke om besøget hos John. Jack er lidt nervøs ved tanken om at skulle være sådan et fint sted, men Ralph trøster ham med, at han er mindst lige så nervøs.

 Til gengæld ved jeg, at du vil komme til at synes godt om John og omvendt, og så skal det nok gå, skal du se.

 De bliver modtaget med åbne arme af John, da de ankommer.

 Han giver Ralph et knus og ser så på Jack med et stort smil.

 Vil du også have et knus.

 Da Jack lidt forlegent nikker, får han også et knus.

 Der kommer nu en tjener og tager deres bagage, og så siger John.

 Ja, nu kommer det værste. Hvordan vil I helst bo. Vil I have hver jeres værelse, eller vil I helst bo sammen. En anden mulighed er, at Ralph bor sammen med min lillebror, det vil han meget gerne have, og så kan Jack bo sammen med mig, så kan vi jo evt. bytte senere. Min lillebror kommer om lidt, og mine forældre vil gerne vente med at tage imod jer, til vi skal spise, så I får lejlighed til at vænne jer lidt til stedet først. Far er ganske vist lord, men herhjemme er han et ganske almindeligt menneske, og det er min mor også. De foreslog derfor, at I kalder dem onkel og tante, kan I gå med til det. Sidst på ugen kommer Bruce og Percy også, men jeg ville gerne have jer lidt for mig selv de første dage.

 Ralph ser fra John til Jack.

 Hvad siger du Jack. Jeg synes, at det er en god ide at dele værelse med dig og din lillebror, så vænner vi os nok hurtigere til stedet. Det er jo unægtelig noget større og finere forhold end vi er vant til.

 Jack smiler.

 Det kan jeg godt gå med til. Nu har jeg jo set, hvem jeg skal dele værelse med, og det tror jeg godt, at jeg kan klare. Du siger jo ja til noget, uden at vide, hvad du risikerer.

 John ler højt.

 Netop. Jeg tror godt, at jeg kan klare at bo sammen med dig Jack, så må vi jo se, om Ralph og Richard også kan komme ud af det med hinanden.

 I det samme kommer en tolvårsdreng farende.

 Det giver et sæt i både Jack og Ralph.

 John siger smilende.

 Ja, det her er så min lillebror, Richard, kaldet Løvehjerte, eller Ricky. Men er der noget galt, I ser så forskrækkede ud.

 Ralph nikker.

 Han ligner Simon, en af drengene fra øen.

 Så smiler han.

 Men det kan du jo ikke gøre for gamle dreng, tør du virkelig bo på værelse sammen med mig.

 Richard ler.

 Ok ja, hvis bare halvdelen af det, John har fortalt mig om dig, er rigtigt, så bliver der bestemt ingen problemer.

 Så ser han på Jack og tager hans ene hånd.

 Jeg er ked af, at jeg ligner Simon, så det forskrækkede dig. Men jeg er sikker på, at vi også kan blive gode venner, hvis du bryder dig om det.

 Jack begynder at smile.

 Du kan jo ikke gøre for, at du ligner Simon. Jeg tror også, at vi to kan blive gode venner, og det vil jo være rart, når vi begge to skal begynde på Singleton efter sommerferien. Du har nok hørt en del om mig, og det har sikkert ikke været lige positivt alt sammen, men hvis vi kan snakke sammen de kommende dage, kan du måske også lære mig at kende på en positiv måde.

 Richard nikker.

 Det er jeg sikker på Jack.

 Så ser han fra John til Ralph.

 Måske kan vi bytte stuekammerat om et par dage.

 De bliver nu vist op på værelserne. Jack følges med John og Ralph følges med Richard. Da de kommer op på værelserne ser Richard alvorligt på Ralph.

 Jeg håber ikke, at det kommer til at ødelægge noget i den her uge, at jeg ligner Simon. John har glædet sig sådan til at få jer på besøg.

 Så smiler han.

 Ja, og det har jeg da også. Men vil du godt sige, om der er noget jeg skal passe på at sige a.h.t. Jack. Jeg vil meget nødigt såre ham. Jeg har også lovet John at hjælpe med, at I begge kommer til at befinde jer godt her.

 Ralph sætter sig på sengen og ser på Richard med et lille smil.

 Du skal ikke være ked af, at du ligner Simon, tværtimod. Han var alletiders gode ven. Både Jack og jeg holdt meget af ham. Du kan roligt snakke med Jack om alting og også spørge ham om forholdene på øen, jeg er sikker på, at han gerne vil fortælle dig det hele, måske kan det endda hjælpe ham, han vil måske føle, at han på en måde giver Simon en forklaring, ved at fortælle dig om de forskellige ting.

 Richard slår armene om halsen på Ralph.

 Uh, hvor var det godt, at I kom. Jeg tror, at vi får en fin uge.

 Ralph smiler.

 Lad mig så høre, hvad John har fortalt dig om mig.

 Richard ler højt.

 Nej, det kan du slet ikke tåle at høre.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Men en ting vil jeg godt nævne. Han siger, at man aldrig kan få en bedre ven. Vil du også godt være min ven.

 Ralph nikker.

 Hvis du bare ligner John lidt, og det tror jeg, at du gør, så tror jeg også at du er en, jeg gerne vil være ven med.

 Jack har i mellemtiden snakket med John.

 Det var et helt lille chock, at Richard lignede Simon så meget. Jeg er ked af det, hvis jeg forskrækkede ham.

 John ser roligt på ham.

 Jeg ved, at Richard vil gøre, hvad han kan for at være dig en god ven, for det har han lovet mig, men skal jeg bede ham om at lade være med at snakke om jeres liv på øen.

 Jack ryster på hovedet.

 Nej, bestemt ikke, måske kan det endda hjælpe, hvis jeg lader, som om det er Simon, jeg fortæller om, hvad der gik galt og hvorfor. Jeg kunne jo mærke på det Richard sagde, at han kun vil mig noget godt, så har han også krav på, at jeg fortæller ham, hvad han gerne vil høre noget om.

 John begynder at smile.

 Ralph er nok en af mine bedste venner, men vi kan godt deles lidt om ham, ikke.

 Jack smiler også.

 Selvfølgelig, og vi kommer nok også til at dele ham med Richard, hvis jeg ikke tager meget fejl. På en eller anden måde tror jeg, at Ralph synes, at han har fået Simon lidt igen gennem Richard, og det under jeg ham også gerne.

 En times tid senere går de så ned for at spise. John præsenterer gæsterne for sine forældre og siger med et stort smil, og det er så tante Grace og onkel Philip.

 Drengene er meget stilfærdige under måltidet, de aner ikke, hvad de skal sige og passer nøje på at de sidder og spiser korrekt.

 Da de rejser sig fra bordet, bukker begge drenge og siger tak for mad. Derefter følger de med de andre ind i biblioteket.

 Lord Vilford spørger med et lille smil, om de vil have noget at ryge på. Begge drenge ryster på hovedet.

 Så siger lady Vilford.

 Prøv nu at lade, som om vi er jeres tante og onkel og snak bare løs, ikke i munden på hinanden selvfølgelig. Lad os f.eks. høre, hvad I hidtil har lavet i sommerferien.

 Lidt efter lidt lykkes det, at få drengene til at snakke lidt mere frit. John og Richard gør også deres til at stemningen efterhånden bliver rigtig hyggelig.

 Lord Vilford spørger bl.a. om de har prøvet at ride og foreslår, at de tager ud og rider en tur den næste dag. Det synes drengene lyder spændende, så det vil de meget gerne. Lidt efter begynder lord Vilford at fortælle nogle historier fra den gang han gik på Singleton.

 Da drengene omsider skal i seng, kan de ikke begribe, hvor tiden er blevet af. De får pænt sagt godnat til lord Vilfords, og så følges de ad op på værelserne.

 Richard ser spændt på Ralph, da døren er lukket.

 Er du meget træt, eller vil du godt snakke lidt, inden vi lægger os til at sove.

 Ralph smiler.

 Det går nok, men derfor kan vi jo godt gå i seng, ikke. Vi kan jo godt snakke, selvom vi klæder os af.

 Richard nikker.

 Selvfølgelig. Jeg plejer ikke at bruge nattøj, det gør forhåbentlig ikke noget, gør du.

 Ralph smiler.

 Det generer ikke mig, at du ikke bruger nattøj, når jeg er alene, bruger jeg heller ikke nattøj, men det gør jeg på skolen. På øen havde vi jo heller ikke nattøj. Når det blev koldt om natten, lagde vi os tæt sammen og tog det tøj, der var tilbage over os. Det meste af vores tøj var jo så slidt og forrevet af grene og sten, at vi ikke kunne bruge det til andet.

 Vil det sige, at I gik rundt stort set uden tøj.

 Tjah, vi havde jo ikke noget ekstra tøj, men jeg tror nu heller ikke, at det generede nogen af os. Vejret var jo varmt om dagen, og der var heller ingen voksne, det kunne genere.

 De er nu begge kommet af tøjet. Med et glimt i øjet siger Ralph.

 Godt, så bruger jeg heller ikke nattøj i nat, hvis du synes.

 Af lutter glæde, står Richard på hænder. Så ser han skråt op på Ralph.

 Kan du også stå på hænder.

 Ralph nikker.

 Ja, jeg kan faktisk både stå og gå på hænder, synes du, at jeg skal prøve.

 Richards ansigt stråler af glæde.

 Åh ja, vil du godt.

 Et minut efter går Ralph ned på alle fire igen og rejser sig, lidt forpustet, men med et smil.

 Richard slår armene om livet på ham og giver ham et knus.

 Uh, hvor er du dejlig. Det er næsten, som om jeg har fåët en broder mere, og så tror jeg endda, at jeg også bliver meget glad for Jack, så det bliver faktisk to brødre mere.

 Ralph smiler til ham.

 Sådan en lillebror ville jeg da ikke have noget imod, og det tror jeg bestemt heller ikke, at Jack ville, men tror du ikke, at vi skulle gå i seng nu, derfor kan vi jo godt fortsætte med at snakke til en af os falder i søvn. Du snorker ikke, vel.

 Nej da.

 Og så hopper Richard op i sin seng.

 Ralph sætter sig på sin sengekant og ser lidt på Richard, inden han svinger benene op i sengen og tager dynen over sig.

 Richard ser alvorligt på ham. Er der noget galt, skal vi hellere vente med at snakke mere til i morgen.

 Ralph ryster på hovedet.

 Nej, min ven lad os bare snakke, jeg skal bare vænne mig lidt til stedet. Det er jo meget anderledes, end det, jeg er vant til.

 Richard nikker.

 Vi vil gøre, hvad vi kan, for at I kan komme til at føle jer hjemme og godt tilpas her.

 Det kan jeg godt mærke. Nu kan du jo starte med at stille spørgsmål, så har jeg nogen bagefter.

Richard smiler.

 Hvorfor er der så stor forskel på Rogers og Johns beskrivelser af dig, og så tror jeg endda, at jeg ville beskrive dig på en tredje måde.

 Jo ser du, hvis man skal beskrive en person, er det første, man tænker på. Hvad synes du om vedkommende, og så bliver beskrivelsen farvet af det. Jeg hørte en gang noget om, hvor lidt man kan stole på andres beskrivelser. Fire blinde skulle beskrive en elefant. Den ene følte på snabelen, den anden følte på en fod, den tredje på et øre, og den fjerde klappede elefanten på bagdelen.

 De kunne alle fire fortælle noget om elefanten, men ingen af dem kunne beskrive hele elefanten, fordi de kun kendte til en lille del af den.

 Jamen hvorfor troede jeg på, hvad Roger sagde om dig.

 Du havde ikke grund til andet, du havde jo aldrig mødt mig. Nu har du så mødt mig, og det har ændret din opfattelse. Sådan går det ofte. Jo bedre man lære et andet menneske at kende, jo bedre kommer man tit til at synes om det.

 Så smiler Ralph.

 Men hvori består så forskellen i Johns og din opfattelse af mig.

 Richard ryster på hovedet.

 Det kan jeg ikke sige dig nu, måske senere, i løbet af ugen. Er du for øvrigt stadig ked af, at jeg ligner Simon.

 Nej. Du er ikke Simon, og det skal du heller ikke være. Du skal være Richard, en ven som jeg vil sætte stor pris på at lære rigtigt at kende, og som vil stole lige så meget på mig, som jeg stoler på dig.

 Hvordan kan det være, at der er nogen mennesker, man får tillid til, så snart man har mødt dem, og andre får man aldrig tillid til.

Av, det var et af de svære spørgsmål. Det tror jeg ikke, at jeg er i stand til at besvare. Men det er nok noget med menneskekundskab, og det er vist noget man lærer med alderen. Hos nogle mennesker er der noget, man kalder intuition, man kan også sige, at de er født med menneskekundskab. Man skal helst tro det bedste om sine medmennesker, indtil man evt. bliver overbevist om det modsatte, men det kan selvfølgelig også give nogle skuffelser. For mit eget vedkommende er jeg næsten altid parat til at give folk en ny chance, hvis de har skuffet mig. Det er noget, jeg har lært af mine forældre.

 Richard nikker.

 Det var derfor, at du blev gode venner med John, til trods for det han havde gjort. Han har fortalt mig det hele.

 John gjorde det jo ikke i en ond mening, og jeg forstod ham sådan set godt, selv om jeg ikke brød mig om det han gjorde. Et af mine store problemer er, at jeg ikke kan overbevise andre om, hvad der er ret og rigtigt, det var også det, der gik galt på øen. Jeg tror, at jeg var en dårlig leder, fordi jeg ikke kunne finde de rigtige argumenter til at overbevise  de andre om, hvad der burde gøres.

 Richard ligger helt stille lidt, så kommer det forsigtigt.

 Ralph.

 Ja.

 Må jeg godt komme over og ligge hos dig, og vil du så godt fortælle mig om Simon.

 Ralph tøver lidt.

 Ja, kom så da, så skal jeg nok fortælle dig om ham.

 Skal jeg tage mine underbukser på.

 Nej, det er lige meget for min skyld, kom du bare.

 Et øjeblik efter ligger Richard og knuger sig ind til Ralph. Så hvisker han.

 Jeg vil sådan ønske, at jeg kan hjælpe dig, så du ikke bliver ked af det mere, når du tænker på, hvad der skete med Simon, men kan nøjes med at tænke på de gode minder, du har om ham.

 Ralph lader en hånd glide hen over øjnene.

 Hvordan har jeg dog fortjent at få sådan en dejlig ven. Er der overhovedet noget, du ikke vil gøre for mig.

 Richard smiler.

 Det tror jeg ikke, for du ville aldrig bede mig gøre noget, der kunne komme til at gøre andre fortræd.

 De næste 20 minutter fortæller Ralph så om Simon. Så stopper han op.

 Nu tror jeg hellere, at vi må lægge os til at sove, ellers er vi ikke noget værd i morgen. Vil du blive her, eller vil du over i din egen seng igen.

 Jeg må hellere gå over i min egen seng, jeg ligger sommetider meget uroligt, og du skulle da nødig få et blåt øje eller en albue i maven.

 Jamen så godnat, og tak for i dag. Det har været dejligt at lære dig at kende.

 Richard ler.

 I ligemåde ”storebror”.

 Kort efter sover de begge to trygt.

 John og Jack har også ligget og snakket længe, inden de er faldet i søvn.

 Den næste morgen vågner Jack først.

 Han ligger og spekulerer på, hvor eventyrligt det hele er. Han er blevet modtaget som en god ven, til trods for, at de må have hørt om hans fortid. Betyder det virkelig, at han er ved at være sin fortid kvit i andre menneskers øjne. Der er stadig nogle ting, han selv skal have på plads. Måske kan en fornuftig snak med Richard hjælpe ham med at komme over Simon. Det er jo stadig ham, der plager ham mest. Tykke har han mere eller mindre glemt, men Simon havde jo stolet på ham og set op til ham, indtil det gik galt, og han svigtede ham totalt.

 Så opdager han, at John har sat sig op i sengen. Med et stort smil siger han.

 Godmorgen gamle dreng, skal vi stå op og se og Ralph og Ricky vil med ned og have morgenmad.

 Jack smiler.

 Jeg ville ikke stå op, før du vågnede. Jeg kender jo ikke reglerne her i huset.

 John ler.

 Nej det er da rigtigt. Det tænker vi andre jo ikke over, vi gør jo bare som vi plejer. Det er vist for sjældent, at jeg har gæster, så jeg glemmer at fortælle, hvordan vi gør.

 Nu kan vi lige starte med at gå i bad. Jeg går ikke ud fra, at du har noget imod, at vi gør det samtidig. Så vækker vi de andre og kommer i tøjet, og med det her vejr tror jeg, at der er morgenmad på terrassen.

 I det samme banker det på døren og Richard stikker hovedet ind.

 Godmorgen sovetryner. Ralph og jeg har været i bad, så der er klar til jer. Jeg har set, at vi skal spise morgenmad på terrassen, men vi skal nok lige have noget tøj på først.

 De andre ler og skynder sig i bad og et kvarter efter sidder de ved morgenbordet alle fire sammen med lord Vilfords.

 Det går meget bedre at snakke sammen nu, og da de rejser sig fra morgenbordet følges de ad ned til hestene. Lidt efter rider de så en tur i en lille skov, der støder op til parken. Da de omsider kommer hjem igen, er frokosten klar og efter frokosten går drengene ned i parken og sætter sig og snakker hyggeligt.

 Pludselig siger Richard.

 Nu bortfører jeg altså Jack indtil vi skal spise til aften, så kan du snakke med Ralph, storebror.

 John smiler.

 Ok. God fornøjelse. Vi ses til aftensmaden så.

 Ralph og John står og ser smilende efter Richard og Jack.

 Ralph lægger en hånd på Johns skulder.

 Du har en usædvanlig dejlig lillebror.

 John nikker.

 Jeg er også vældig godt tilfreds med ham. Han kan charmere alle mennesker, men heldigvis udnytter han ikke den evne på en forkert måde, så vidt jeg kan se. Jeg tror, at han vil komme til at befinde sig fint på Singleton.

 Ralph fortæller så¨om sin samtale med Richard den foregående aften.

 John smiler.

 Det er rigtigt, at der ikke er noget, Ricky ikke vil gøre for dig og Jack, og da også for mig, for den sags skyld. M.h.t. dine evner som leder, så tror jeg, at du bare mangler noget selvtillid. Du skal selv tro på, at du kan overbevise andre om dine meninger. Du kan ikke regne med det, der skete på øen.

 Drengene valgte dig, fordi de havde tillid til dig med det samme. Det er noget med din udstråling.

 Når du bliver ældre og får mere selvtillid, vil du blive en glimrende leder. Eksemplets magt, min ven. Du siger ikke et og gør noget andet, folk ved, at de kan stole på dig. Selvfølgelig vidste jeg, at det var galt, det jeg gjorde ved fodboldkampen. Jeg var træt af, at du, der var fire år yngre end mig, turde protestere og belære mig om, hvordan jeg burde opføre mig. Så jeg blev stiktosset. Jeg prøvede stadig at se ud, som om jeg havde ret. Til alt held hørte rektor min mening om dommeren og dig. Da var det, at jeg blev klar over, hvor tåbeligt, jeg havde opført mig. Heldigvis fik jeg en chance for at prøve at genvinde folks tillid og respekt, ikke mindst takket være dig.

 Jeg ved, at far gerne vil have en snak med dig på tomandshånd en af dagene. Han kan måske lære dig noget om, hvordan man finder de rigtige argumenter, men vær ikke i tvivl om, at han beundrer dig for din gentlemanoptræden på Singleton.

 Da Jack og Richard kommer tilbage kort før aftensbordet, ser Jack på John med tårer i øjnene.

 Det er simpelthen en af de bedste dage, jeg har haft. Din lillebror har hjulpet mig helt utroligt meget. Da jeg sagde det til ham, lo han og sagde.

 Det er skam John, der har forlangt, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.

 Så blev han alvorlig igen og sagde.

 Men det havde han nu ikke behøvet, det var tilstrækkeligt, at jeg lærte dig at kende. Du og Ralph er jo de bedste venner, John og jeg nogensinde kan få. Well, vi er parat til at gøre alt for jer, men vi ved også, at det er gensidigt.

 John smiler og lægger en hånd på Jacks skulder.

 Jeg må igen give Ricky ret. Du og Ralph er de bedste venner nogen kan ønske sig.

 

Kapitel 6. Lord Vilford.

 

 Efter aftensbordet beder lord Vilford Ralph om lige at gå med ham ind på kontoret, mens de andre sidder og snakker med lady Vilford.

Da de kommer ind på kontoret, bliver Ralph bedt om at sætte sig ned.

 Lord Vilford står og ser lidt på ham, så sætter han sig også ned.

 John sagde til mig, at du syntes, at du var en dårlig leder, fordi du ikke kunne overbevise de andre drenge om, at dine argumenter var rigtige. Da du prøvede at overbevise John om, at det var galt, det han var i gang med, var det ikke dine argumenter, der var galt med. John vidste udmærket godt, at du havde ret, men han ville ikke belæres af en, der var meget yngre, det gik ud over hans stolthed, at du, der var så meget yngre havde mod til at sige det til ham og holde fast ved det. Men han var også lykkelig over, at du var parat til at give ham en ny chance og endda hjælpe ham med at komme op igen. Det samme gælder Jack, så vidt jeg kan se. Vel, de har prøvet at genere dig, men du har vundet og samtidig skaffet dig nogle venner for livet. Jeg garanterer for, at du, når du bliver voksen, kan blive en fremragende leder. Du er ærlig og reel, du siger ikke et og gør noget andet, du er stor nok til at kunne tilgive, og du forstår instinktivt dine medmennesker. Din udstråling gør, at de rigtige mennesker vil elske dig. Du vil selvfølgelig ikke undgå skuffelser og nederlag, men du må bare lære at indse, at de ikke nødvendigvis er din fejl. Jeg håber, at det her måske kan hjælpe dig lidt. Jeg ved at dit store forbillede er din far, og der er ikke nogen, der er bedre at efterligne, men du må bare aldrig glemme, at du er Ralph. Du er ikke din far og bliver det heller ikke. Du må gerne have høje idealer, men du må aldrig lade dig knække, fordi du synes, at du ikke er dygtig nok til at leve op til dem. Intet menneske er perfekt. Og heldigvis da, vedkommende ville være uudholdelig at være sammen med.

 Det var det, jeg havde lovet John at sige. Fra mig selv og min kone vil jeg sige dig tak for dit venskab med John, og som jeg også kan se nu, med  Richard. Nu kan vi sende ham til Singleton med rolig samvittighed. Vi ved, at han har venner, der vil støtte ham i alt, også når John til næste år er færdig. Du er vel klar over, at Jack nu er ved at være kommet over det værste, så han kan komme videre med sin tilværelse.

 Richard fortalte mig, at han havde haft en god snak med ham i eftermiddags.

 Ralph smiler.

 Det er muligt, at I synes, at Jack og jeg er gode venner for John og Richard, men det modsatte er bestemt ikke mindre tilfældet.

 Lord Vilford smiler bredt.

 Og hvordan kom det venskab i stand. Fordi du turde sige til John, at han opførte sig forkert. Tror du stadig ikke, at dine argumenter duer. Hvad med dit venskab med Jack, hvordan kom det i stand. Nej, min dreng, dine argumenter fejler ikke noget. Går de ikke ind i første omgang, er det fordi nogle mennesker er tykhovede. Men en dag erkender folk det, hvis der er noget ved dem.

 En anden ting, min kone og jeg vil meget gerne have, om du og dine forældre ville komme og besøge os den sidste week-end før I skal tilbage til Singleton, så jeg kan jeg tage dig med sammen med mine egne drenge. Jeg ville meget gerne opfriske mit bekendtskab med din far og også lære din mor at kende.

 Men nu må vi nok hellere gå ind til de andre igen, ellers synes de bare, at jeg lægger for meget beslag på dig.

 Da de et par timer senere skilles for at gå i seng, følges Jack igen med John og Ralph følges med Richard.

 Mens de er i gang med at klæde sig af er de begge tavse. Så sætter de sig samtidig på sengekanten og ser på hinanden, som om det var aftalt, og det får dem uvilkårligt til at le.

 Så bliver Richard pludselig alvorlig igen.

 Nu i morgen og i overmorgen skal du så sove på Johns værelse, og Jack skal sove her. Det er sådan set fint, for jeg er også kommet til at synes vældig godt om Jack, men uden helt at kunne sige hvordan, er du nok den, der er kommet til at betyde mest for mig. Jeg vil jo lige så nødigt undvære dig, som jeg vil undvære John. På fredag kommer Bruce og Percy så også. Det tror jeg også bliver sjovt, for John har fortalt en masse godt om dem, men tror du godt, at der kan blive lejlighed til, at jeg kan være lidt alene sammen med dig også de kommende dage. Der er så meget, jeg gerne vil snakke med dig om. Du synes forhåbentlig ikke, at jeg hænger for meget over dig.

 Ralph smiler

 Du hænger bestemt ikke for meget over mig, og der skal også nok blive mulighed for, at vi kan tage en time sammen en gang imellem, bare os to, også de kommende dage. Du kan roligt glæde dig til at møde Bruce og Percy, de er vældig flinke og fulde af sjov. Men skal vi nu ikke i første omgang sige, at du sover her hos mig i nat. Får jeg blå øjne eller andre skader, har jeg selv været ude om det.

 Richards øjne stråler.

 Åh Ralph, hvor er jeg dog glad for dig. Det føles mere og mere, som om du virkelig var min bror.

 To sekunder efter ligger han ovre i Ralphs seng og knuger sig ind til ham.

 De ligger nu og snakker en lille times tid, inden de omsider bliver enige om at lægge sig til at sove.

 Næste morgen vågner Richard først. Han ligger og ser på Ralph. Nu glæder han sig til at skulle begynde på Singleton. Han ved godt, at han skal passe på, at han ikke hænger for meget over John, Jack og Ralph, det vil ikke være populært, hverken hos dem eller hos de andre drenge, og han finder vel også selv nogle venner. Men bliver der brug for det, ved han, at de tre altid vil være parate til at hjælpe ham. John bliver der jo kun et år mere, men de andre bliver der stadigvæk i flere år.

 Så prikker han Ralph i siden.

 Godmorgen, vil du med i bad nu.

 Ralph vågner med et sæt. Så strækker han sig og ser på Richard med et smil.

 Så vidt jeg kan mærke, er jeg ikke kommet til skade, ved at have dig liggende her, det er du forhåbentlig heller ikke. Jeg har ikke mast dig for meget, vel. Så lad os bare komme op i bad og i tøjet.

 Da de en lille halv time senere sidder ved morgenbordet sammen med de andre, spørger lord Vilford, om de vil med ud og ride igen, og det vil alle fire drenge meget gerne, så de er først tilbage ved frokosttid.

 Om eftermiddagen spørger John, om de vil med ud og bade i en nærliggende sø.

 Jack smiler skævt.

 Jeg er ikke særlig god til at svømme, men jeg vil meget gerne med i vandet, spørgsmålet er så, om du har noget badetøj, jeg kan låne, for jeg har ikke noget med, jeg troede ikke, at der var noget vand her at bade i. Jeg ved ikke, om du har badebukser med Ralph.

 Ralph ryster på hovedet.

 Nej, det har jeg heller ikke.

 John smiler.

 I kan bade i underbukser eller uden, som I har lyst til, så  gør Richard og jeg det også. Der er ikke andre i nærheden, det er vores private sø. Så tager vi bare håndklæder med.

 Richard ler.

 Det bliver sjovt, tror jeg.

 En times tid efter er de nede ved søen. De har gået og snakket hyggeligt sammen undervejs, så de har slet ikke tænkt over, hvor lang tid turen har taget, til gengæld er de godt svedige alle fire, så de kommer hurtigt af tøjet og i vandet.

 Så begynder Jack at le.

 Vi var åbenbart enige om alle fire, at vi godt kunne bade sammen uden tøj, lader det til.

 De pjasker rundt den følgende times tid og har det sjovt sammen. John og Ralph prøver at svømme om kap. John er lidt større end Ralph og næsten fire år ældre, så han kommer først, men Ralph er næsten lige så hurtig. Jack og Richard har leende fulgt svømmekonkurrencen, ingen af dem er særlig dygtige svømmere, men de træner da for at blive bedre. Jack er mere interesseret i crikett og Richard er mest interesseret i fodbold.

 Omsider har de fået nok af vandet alle fire, så de bliver tørret, inden de kommer i tøjet og følges ad hjem. Richard følges med Ralph og John følges med Jack.  De går og snakker fortroligt sammen og er så ivrigt optagede af deres samtaler, at de bliver helt overraskede over, at de pludselig er hjemme igen.

 Da Jack og Richard er kommet ind på værelset om aftenen, ser Jack alvorligt på Richard.

 Du er helt sikker på, at du ikke er bange for mig og bange for at sove i samme værelse som mig, Ricky.

 Richard ser smilende på ham. Lad os nu bare komme af tøjet, så skal jeg fortælle dig noget. Jeg plejer ikke at bruge nattøj, det havde Ralph ikke noget imod, men hvad siger du.

 Jack ryster på hovedet.

 Det er helt i orden med mig, så bruger jeg heller ikke nattøj, hvis du synes.

 Richard nikker.

 Det er fint, så har jeg et stort ønske, må jeg ligge lidt hos dig og snakke, inden vi lægger os til at sove.

 Jack ser på ham med blanke øjne, så kommer det stilfærdigt.

 Selvfølgelig må du det. Det besvarer jo mit spørgsmål på den måde, jeg håbede så inderligt på.

 Et øjeblik efter ligger Richard ovre hos Jack, der knuger ham ind til sig. De ligger nu og snakker en halv times tid, så siger Richard.

 Nu må vi nok hellere lægge os til at sove, så vi kan vågne friske og veloplagte i morgen tidlig. Jeg smutter over i min egen seng nu, men tak, fordi jeg måtte ligge hos dig.

 Jack smiler.

 Det er mig, der skal sige tak, du har hjulpet mig langt mere end du aner. Nu tror jeg også, at jeg er parat til at møde Bruce og Percy i overmorgen. Jeg føler jo, at jeg har nogle uvurderlige venner, der er parat til at hjælpe mig, hvis jeg får brug for det. Hvis jeg også kan komme ud af det med dem, tror jeg også selv på, at jeg nok skal klare mig, når jeg begynder på Singleton.

 Næste dag er drengene igen ude og ride om formiddagen og ude og bade om eftermiddagen. Men der er også god tid til at snakke sammen, både alle fire sammen, men også to og to.

 Fredag formiddag kommer Bruce og Percy. Det er John, der tager imod dem, så hilser de på Ralph og derefter på Jack, som de jo ikke har mødt før. Så kommer Richard og bliver præsenteret af John.

 Han ser fra Bruce til Percy.

 I ligner jo hinanden, men I er da ikke brødre, vel.

 Bruce smiler.

 Nej, vi er fætre, men vores fædre er tvillinger, det er nok årsagen til, at vi ligner hinanden.

 Jamen hvad laver jeres fædre så.

 Percy nikker.

 Min far er major i RAF. Han var med i slutningen af anden verdenskrig, men slap heldigvis fra det uden fysiske men, men han har stadig mareridt om natten en gang imellem. Bruce´ far er også major, men i hæren. Han var udstationeret i Indien til 1947, så Bruce er født i Indien.

 John ser fra Bruce til Percy.

 Nu skal I høre. De samme regler gælder for jer som for de to andre. Vi er ganske almindelige mennesker, selvom far er lord, så ham kalder I onkel Philip og min mor kalder I tante Grace. Lillebror der, kan I kalde Richard, Ricky eller Richard Løvehjerte. Han lystrer alle tre navne, hvis det passer ham. Han ligner mig ikke i ret meget, men er vældig flink. Har jeg ikke ret i det, I to.

 Ralph og Jack nikker.

 Han har lovet at hjælpe mig med at få jer til at befinde jer godt, så jeg håber, at det lykkes. Vi skal lige have lavet en værelsesfordeling. Er der nogen, der har specielle ønsker. Bortset fra dig Ricky.

Skal vi lade ham vælge først, siden han er den yngste. Han skal for øvrigt begynde på Singleton efter sommerferien, så da kommer I nok til at se en del mere til ham.

 Richard ser på John.

 Hvis nu Bruce får lov til at sove på mit værelse i aften og Percy i morgen aften, så har jeg fået jer alle lært at kende.

 John nikker.

 Det var nok en god ide. Hvis Percy sover hos Jack i aften og Bruce gør i morgen aften, og Ralph så sover sammen med mig begge aftener, har alle fået lært hinanden at kende. Ralph og mig kender I jo alle sammen.

 Lidt senere hilser Bruce og Percy så på lord og lady Vilford.

 Begge drenge bukker dybt og hilser formfuldendt. Mylord, mylady.

 Lord Vilfords øjenbryn ryger op.

 John!!!!!!

 Har du ikke sagt, at de unge mennesker skal kalde os tante Grace og onkel Philip.

 Percy smiler bredt med et glimt i øjet.

 Undskyld. Vi har fået besked på det, men man skal lige vænne sig til det, onkel Philip.

 Lord Vilford begynder at le.

 Dig tror jeg godt, at jeg kan klare at have her et par dage og jeg klarer vel også din makker, men I to er da ikke brødre, vel.

 Bruce smiler.

 Nej, men vores fædre er tvillinger, det er nok derfor vi ligner hinanden en del.

 Well, I to er lige så velkommen som de to andre der. Jeg håber, at I kommer til at befinde jer godt.

 Efter frokosten tager alle seks drenge ud og bader. Men snakken går også hurtig godt. Så de har en fin eftermiddag.

 Efter aftensmaden sidder de og snakker godt med lord og lady Vilford.

 Bruce sidder og ryster lidt på hovedet, så kommer det forundret.

 Hvordan kan det være, at vi så hurtigt har vænnet os til stedet her og til at kalde jer tante Grace og onkel Philip. Det føles jo, som om vi havde kendt jer længe.

 Lady Vilford smiler.

 Jeg ville nu heller ikke være ked af at have jer fire som nevøer, for jeg har lært at sætte pris på jer, trods vores relativt korte bekendtskab. Ja, de to sidst ankomne kender jeg jo mest fra Johns udtalelser om jer, men da jeg kender John, synes jeg også, at jeg kender jer.

 En af årsagerne til, at det går godt, er nok, at vi alle har valgt at møde hinanden med en positiv indstilling. Det er nok en af de vigtigste ting, man kan lære. Det kan selvfølgelig give skuffelser, men lad det aldrig forhindre jer i at tro det bedste om jeres medmennesker trods skuffelser.

 Da de omsider skal til at gå i seng, siger John.

 Nu håber jeg, at I kommer til at sove godt, selvom der nok er et og andet at snakke om, så brug ikke hele natten på at snakke. Det gælder nok især dig, lillebror.

 Richard begynder at le.

 Hør ikke på ham, Bruce. Du skal nok få lov til at sove nogle timer.

 Da de er kommet ind på værelset siger Richard.

 Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende, for John har sagt så meget godt om dig og Percy.

 Hvis vi nu går i seng, vil du måske fortælle lidt om dig selv, det er jo ikke altid, at det man hører fra andre, passer. Det ved du jo godt fra det Roger havde fortalt mig om Ralph og som jeg lod gå videre til John. Det er jeg stadig lidt ked af, at jeg gjorde, men Ralph har sagt til mig, at det skal jeg ikke spekulere på mere, og vi er nu blevet så gode venner, at han næsten er som en broder for mig nu. Jeg holder faktisk lige så meget af ham, som af John. Jack er da også en fin fyr, og en dejlig ven, men med Ralph er der noget helt særligt, som jeg ikke rigtig kan forklare.

 Begge drenge har været i gang med at klæde sig af, mens Richard har snakket.

 Bruce smiler til Richard, de har begge sat sig på sengekanten.

 Det ser ikke ud til, at du bruger nattøj, så behøver jeg heller ikke vel. Jeg plejer at bruge nattøj på skolen, men ikke i ferierne. Det er i orden med dig, ikke.

 Richard smiler glad.

 Jo, det er fint. Hvis du nu fortæller lidt om dig selv og derefter om, hvordan du har lært Ralph at kende og hvad du synes om ham.

 Bruce begynder at le.

 Tak skal du have, det var ikke så lidt. Jeg vil jo også godt høre lidt om dig, men så går hele natten da vist. Men så må du vist hellere komme over til mig, så vi ikke behøver at snakke så højt, og så er vi også hurtigt klar over, hvornår den anden falder i søvn. Kan du gå med til det.

 Meget gerne.

 Lynhurtigt er Richard ovre hos Bruce, og snart ligger de og snakker.

 Bruce fortæller lidt om sig selv og sin familie, og om hvordan han lærte Ralph at kende.

 Vi gik jo i samme klasse. Han virkede så ærlig og reel, men samtidig meget stilfærdig. Det var sjældent, at han sagde sin mening, uden at han blev direkte spurgt. Det skete vist første gang ved mødet op til den famøse fodboldkamp. Han sagde, hvad han mente, og han gav sig ikke. Det imponerede både Percy og mig, så vi blev enige om, at en bedre ven kunne vi sikkert ikke få. Ja, resten af historien kender du jo fra din bror.

 Richard nikker.

 Ja, og den historie er han stadig flov over, når han bliver mindet om den, men Ralph omtaler det aldrig. Var det i øvrigt ikke Percy og dig, der fik overtalt John til at give jer tre lidt ekstra latinlektiehjælp.

 Rigtigt, og det viste os, at din bror var god nok, så på den måde blev han både Ralphs og vores ven.

 Jamen hvad er det ved Ralph, der gør, at man simpelthen ikke kan lade være med at elske ham.

 Bruce smiler.

 E tu Brute. Det er latin og betyder: Også du min søn Brutus!

 Jeg kan ikke give dig en forklaring, gamle dreng. Det vil du måske bedre kunne, for hvis jeg ikke tager meget fejl, har du den samme evne. Har du spurgt John og Jack.

 Richard ryster på hovedet.

 Ja, de har ganske vist begge været rigtige uvenner med Ralph, men det, at han kunne tilgive og endda redde Jacks liv, trods alt det, der var sket, har nok gjort, at de begge beundrer ham og hans

væremåde. Han har nok ikke mere trofaste venner end de to, men jeg håber meget, at jeg kommer lige efter Percy og dig.

 Jeg tror ikke, at Ralph har opstillet nogen rækkefølge. For ham er det den naturligste ting at være venner med andre, med alt hvad han lægger i et venskab. Måske er det en del af forklaringen.

 De ligger og snakker et kvarter mere, så siger Bruce.

 Nu må vi nok hellere lægge os til at sove.

 Ja, det er nok bedst, skal jeg gå over til mig selv.

 Ikke for min skyld. Jeg føler det næsten, som om du var min lillebror, selvom han kun er ti år, han elsker også at ligge sammen med mig, når jeg er hjemme.

 Skal han så også på Singleton.

 Det regner jeg med. Så kan du jo tage dig lidt af ham.

 Hvis han ligner dig, vil jeg meget gerne. Måske vi kan mødes forinden. Du kunne jo tage ham med, hvis du kommer og besøger os igen, og det vil jeg i hvert fald meget gerne have.

 Så må vi jo se, om det kan lade sig gøre. Godnat med dig.

 Jack og Percy har også fået snakket godt sammen, inden de lægger sig til at sove.

 Næste formiddag er drengene ude og ride igen, og om eftermiddagen er de ude og bade, mens snakken går ivrigt. De pjasker rundt og morer sig herligt. Richard ser sit snit til at sidde lidt og snakke alene med Ralph, efter de er kommet op af vandet. Ralph ser drømmende på Richard.

 Det her er næsten som den første dag på øen. Et lille paradis. Øen var ganske vist noget mere eksotisk, men i første omgang nød jeg jo bare vejret og at have dette paradis for mig selv, uden problemer af nogen art. Det var så vidunderligt. Jeg stod på hænder og badede lige som her og nød bare livet. Jeg følte mig fri, behøvede ikke tøj eller noget andet. Men så begyndte problemerne at melde sig, og snart stod de i kø.

 Hvor mange var vi, og hvem var der. Hvor befandt vi os, var vi på en ø. Vi måtte have mad og vand, og vi måtte finde ud af, hvordan vi kunne blive reddet.

 Den helt store forskel er, at her er der ingen store problemer, der skal løses i øjeblikket. Vi er bare samlet en flok gode venner og kan tillade os at nyde tilværelsen. Kan man overhovedet forlange mere.

 Richard nikker.

 Ja, jeg ville gerne have noget mere tid. Mere tid sammen med dig, men også tid til at være sammen med Jack. Bruce fortalte mig i aftes, at han har en lillebror på ti år, ham ville jeg også gerne lære at kende.

 Ralph begynder at le.

 Ja, og Percy har en søster på din alder, hende skulle du måske også lære at kende.

 Richard bliver rød i hovedet, men kan alligevel ikke lade være med også at le.

 Jamen hvordan bærer man sig ad med at nå alt.

 Ralph ryster på hovedet.

 Det kan man ikke lillebror, man må lære at prioritere.

 Richard sender ham et strålende smil.

 Den tid, jeg er sammen med dig er i hvert fald ikke spildt for mig.

 Det er den heller ikke for mig, gamle ven.

 Omsider tørrer de sig og kommer i tøjet og traver så hjemad igen i ivrig diskussion med hinanden.

 Ved aftensbordet siger lord Vilford. Ja, nu er jeres besøg så snart slut for denne gang, desværre, det må jeg give Richard ret i, men intet varer jo evigt, og de forskellige har jo også andre gøremål, der skal klares. Jeg har imidlertid et par forslag efter at have snakket med John og Richard.

 Hvis Jack kunne komme i næste week-end sammen med sin far og mor, så vi også kunne få dem lært at kende. Hvis så Bruce og Percy og deres forældre, og vist ikke at forglemme en lillebror og en lillesøster også kunne komme, ville det være fint. Jeg har forstået, at Ralph og hans forældre er optaget den week-end, til gengæld kommer de så den følgende week-end, så jeg kan tage Ralph med, når jeg kører John og Richard til Singleton. Tror I, at det kunne lade sig gøre, og synes i andre også, at det er en god ide.

 De forskellige smiler glade.

 Lord Vilford begynder at le.

 Sikken et held, for jeres forældre har sagt jatak til invitationen.

 Der bliver rigtig snakket efter aftensbordet, nu synes alle, at stedet virker hjemligt, man skænker slet ikke de fornemme forhold en tanke mere. Da man omsider skal i seng, har man lidt svært ved at skilles, for næste dag skal man så skilles ved middagstid.

 Richard og Percy ligger og snakker længe sammen i Percys seng.

 Richard har med et lille smil spurgt, hvordan Percys søster er.

 Percy ler højt.

 Hun falder sikkert pladask for dig, men husk nu I er ikke så gamle endnu. Vent ti år med børnene.

 Richard bliver ildrød i hovedet, men begynder så at le.

 Ok. Så ser vi tiden an et par år. I det mindste indtil jeg er færdig på Singleton. Måske må jeg også hellere få en uddannelse først, nu kan vi jo sove på det.

 Jack og Bruce får også en god snak, så nu er Jack helt rolig og tryg ved at skulle begynde på Singleton efter ferien. Bruce har foreslået, at Jack spørger hr. Johnson, om han må fortælle sin historie for alle på Longdown en af de første dage efter at han er kommet. Så opstår der ikke så nemt myter om ting, der slet ikke er sket. Så har du både John, Ralph, Percy, Richard og mig til at bakke dig op, hvis det bliver nødvendigt. På den måde er vi istand til at gå ind i de forskellige aldersklasser og give vores mening, hvis der opstår diskussioner.

 John og Ralph får også snakket godt.

 John fortæller således, at det er efter aftale med Ralphs forældre, at de ikke kommer i den følgende week-end, men først i den sidste week-end. Dels ville far og mor gerne have bedre tid til at snakke med dig og dine forældre, og dels mente de også, at det blev lidt for kaotisk, hvis vi blev alt for mange på en gang, så får de færreste snakket rigtigt med hinanden.

 Så smiler John.

 Richard gik meget nødtvunget med til det, det hjalp, da far fortalte, at han var blevet inviteret til at tage med dig hjem et par dage fra og med i morgen. Hvis du da ikke havde noget imod det.

 Ralph begynder at le.

 Jeg synes, at det er en fin ide. Jeg synes også, at jeg trænger til at være lidt alene sammen med min far og mor, men min reservelillebror forhøjer kun glæden. En gang imellem føler jeg det næsten, som om han virkelig er min lillebror, når vi sidder og snakker.

 John begynder også at le.

 Du får kun lov til at låne ham, jeg vil skam have ham tilbage igen. Det er en af de få ting, jeg ikke kan gøre for dig. Jeg kan ikke lade dig beholde Ricky.

 Det ville jeg heller aldrig forlange af dig, men kan vi ikke sige, at hvis vi næsten har en fælles lillebror, så er vi næsten også brødre.

 John rækker en hånd frem.

 Det vil jeg til gengæld gerne give håndslag på. Vi to vil nok aldrig kunne blive ligegyldige for hinanden mere.

 Søndag middag skilles de så, men det varer jo ikke længe, før de skal ses igen. Richard er meget glad for, at han har fået lov til at tage med Ralph hjem. De bliver begge modtaget med åbne arme af Ralphs forældre, der smilende hører på, hvad de to drenge har at fortælle. Pludselig ser Richard fra faderen til moderen.

 Jamen det føles jo, som om jeg var hjemme her, som om I også var min far og mor.

 Moderen smiler til ham.

 Ja, skulle jeg have en ekstra søn, tror jeg da godt, at jeg kunne bruge dig, men det vil din far og mor nok ikke gå med til.

 Richard ler højt.

 Nej, og det ville John nok heller ikke gå med til, men det er nu dejligt at få lov til at være sammen med jer. I er jo lige så vidunderlige som Ralph.

 Da de omsider er kommet i seng om aftenen, siger Richard.

 Du holder meget af dine forældre, ikke.

 Jo, også selvom min mor faktisk ikke er min rigtige mor, for min rigtige mor er død for fem – seks år siden. Far giftede sig så igen, og han kunne ikke have fundet en bedre mor til mig. Jeg har altid beundret min far, men jeg har faktisk først lært ham rigtigt at kende, efter at jeg kom tilbage fra øen. Far har været meget ude og sejle. Når han så kom hjem, og jeg var lige ved at blive fortrolig med ham, så skulle han afsted igen. Nu har han så sagt til mig, at han tager en udstationering mere her til efteråret og når han kommer tilbage, prøver han at få arbejde i land, lige som Jacks far. Det håber jeg meget på, lykkes.

 Richard ligger lidt, så kommer det stille.

 Jeg er kommet til at tænke på, hvordan tror du, at Jacks forældre får det, når de ser mig. I siger jo, at jeg ligner Simon meget, som han så ud den gang. For dig og for Jack tror jeg nok, at jeg er Richard nu, men det kommer vel ikke til at ødelægge noget for Jack, hvis jeg minder dem om Simon.

 Ralph sætter sig halvt op i sengen.

 Kom her over til mig, lillebror.

 Lynhurtigt er Richard ovre hos ham og knuger sig ind til ham.

 Ralph smiler.

 Jeg er helt sikker på, at det ikke bliver noget problem. Hvis du f.eks. giver Jack et knus, når han kommer, så hans far og mor kan se, at I er gode venner, så tror jeg, at de fra starten vil se dig som Richard. Hvis du så alligevel minder dem om Simon, så er det de gode minder, de har om ham.

 Lidt efter siger Richard.

 Når vi nu kommer til Singleton, ved jeg godt, at jeg ikke må hænge efter dig eller John, og vi ses jo da hver dag, men tror du godt, at der kan være mulighed for, at vi kan komme til at snakke lidt sammen de fleste dage, uden at det kommer til at genere nogen.

 Ralph klemmer ham lidt ind til sig.

 Det tror jeg godt, at vi kan klare. Der er da også fritid ind imellem, hvor man kan snakke med dem, man har lyst til. Og du kan roligt regne med, at du altid vil kunne få fat i en af os, John, Jack, Bruce, Percy eller mig, hvis du virkelig har brug for det.

 Det varer ikke længe, før de begge falder i søvn. Næste morgen kommer moderen ind og vækker dem. Hun smiler uvilkårligt, da hun ser dem ligge og sove sammen. Der er ingen tvivl om, at Richard dækker et stort behov hos Ralph for nærhed. Han ville nok gerne selv have haft en lillebror, men nu er han så lykkelig over, at han får lov til at låne Richard et par dage. Hun er ikke i tvivl om, hvor begejstret Richard er for Ralph, for det lyser ud af ham, når han ser på Ralph.

 Hun bøjer sig ned og giver begge drenge et kys på panden.

 Godmorgen drenge. Hvis I lige går i bad og kommer i tøjet, så er der morgenmad om 20 minutter.
 Begge drenge slår øjnene op og smiler til hende.

 Ralph ler.

 Jeg skal nok sørge for at få lillebror med.

 Mens de sidder ved morgenmaden sidder de og snakker fint. Faderen fortæller lidt om den næste tur, han skal på. Den vil nok vare et halvt års tid.

 Så smiler han.

 Men så håber jeg til gengæld, at det bliver den sidste tur, så jeg kan blive hjemme fremover. Det kunne være dejligt at se mere til både dig Ralph, men også dine venner, for dem er jeg også kommet til at sætte stor pris på.

 Så blinker han til sin kone.

 Måske mor heller ikke bliver så ked af det, hvis hun ser lidt mere til mig.

 Moderen smiler.

 Nej, det klarer jeg nok

 Men lad mig nu høre, hvad I to kunne tænke jer at fordrive tiden med de næste par dage.

 Og så går snakken ivrigt om de forskellige muligheder.

 Det bliver nogle dejlige dage.

 Da Richard tager afsted hjem om onsdagen får han et stort knus af både Ralph og hans forældre.

 Faderen smiler til ham. Nu ses vi så igen i næste week-end hjemme hos dig, men du kan roligt regne med, at du altid skal være velkommen til at komme og besøge os.

 De følgende dage hygger Ralph sig med sine forældre, han har nydt at være sammen med sine venner, men han glæder sig også over den ro, der nu er over det hele, hvor han bare er sammen med sine forældre. Nu skal han så også have gjort sig klar til at vende tilbage til Singleton, med tøj o.s.v. de skal jo have det hele med, når de den følgende fredag skal til lord Vilfords, da Ralph jo skal direkte til Singleton derfra sammen med John og Richard. Ugen efter skal faderen så afsted, så det er sidste gang han er sammen med faderen inden hans afrejse. Moderen har bestemt sig for at køre ham til Porthsmouth, hvor han skal sejle fra.

 Uvilkårligt strejfer det lige Ralphs tanker om fredagen ved 17 tiden, hvordan Jacks forældre reagerer, når de ser Richard, om de også synes, at han ligner Simon. Nå, det får han jo nok at vide, og det er jo heller ikke noget, han kan gøre noget ved.

Og så er det pludselig fredag, og de skal selv afsted til lord Vilfords. Moderen er lidt nervøs, men det siger Ralph, at hun bestemt ikke behøver at være. Faderen kender trods alt lord Vilford, selvom det snart er mange år siden de begge gik på Singleton.

 Der er da heller ikke gået en time, før moderen også befinder sig godt. Richard farer hende om halsen, da han ser hende og John giver hende også et knus og faderen får et varmt håndtryk.

 Efter frokosten sidder de to forældrepar og snakker hyggeligt sammen, mens drengene tager ud og bader ved søen.

 Da de omsider har fået nok af vandet, lægger de sig i græsset og lader solen om at tørre dem. Og så går snakken ellers ivrigt. Ralph ligger mellem John og Richard. Richard fortæller ivrigt om den forrige week-end.

 Det var gået fint med Jacks forældre. De havde ikke nævnt noget om, at han lignede Simon.

 Ralph smiler.

 Og hvordan gik det så med Bruce´ lillebror og ikke at forglemme Percys lillesøster.

 John begynder at le.

 Lillebroderen var en rigtig sprællemand, fuld af skæg og ballade. Det kunne sikkert blive lidt anstrengende i længden, men det var helt umuligt at blive sur på ham. Han var en rigtig gavtyv. Han var begejstret over, at han fik lov til at sove inde hos Richard den ene nat.

 Richard nikker.

 Ja, det var helt sjovt, at jeg for en gangs skyld var den store og fornuftige, men det var svært at holde sig alvorlig en gang imellem. Trods alt lykkedes det da at få ham til at sove, selvom han sikkert ville have foretrukket at snakke hele natten. Eller suse rundt på hele slottet og lege spøgelse eller søge efter nedgravede skatte, men da han først havde fået tøjet af, faldt der lidt ro over ham. Han kunne trods alt godt indse, at han ikke kunne rende splitternøgen rundt på slottet.

 Og lillesøsteren, fik hun også lov til at sove inde hos dig.

 Richard rødmer.

 Uh, du driller. Elisabeth var da vældig sød, men jeg tror ikke, at hun brød sig særlig meget om mig, selvom det nok hjalp lidt, da hun så, hvordan jeg taklede Arthur. Percy havde nok fortalt, at jeg var lige så fuld af ballade som Arthur.

 John ryster på hovedet. Jeg tror nu ikke, at det var det. Hun var nok snarere lidt for imponeret af stedet her, indtil hun opdagede, at vi bare var ganske almindelige mennesker. Du skal se, næste gang du møder hende får du nok et knus og et kys.

 Richard smiler.

 Jeg fik faktisk et lille knus af hende, da de tog afsted.

 Omsider bliver de enige om at vende tilbage, så de trækker i tøjet og traver tilbage.

 Om aftenen sidder drengene og hygger sig sammen med de voksne. Ralphs far fortæller om nogle af sine oplevelser. Bl.a. om den gang han var med til at sejle englændere hjem, da de forlod Indien.

 Da de omsider skal i seng, siger John.

 Jeg går ud fra, at du sover inde hos Richard i nat, så kan du jo sove inde hos mig i morgen aften.

 Ralph nikker med et smil.

 Ja, lad os bare sige det.

 De ligger og snakker længe, inden de omsider falder i søvn.

 Den næste formiddag er de ude og ride og om eftermiddagen er drengene ude og bade. Da de en times tid senere ligger og snakker i græsset, siger Richard.

 Bare man kunne sætte tiden i stå nu. Bare kunne ligge her sammen med mine to dejlige storebrødre i en evighed.

 John brummer.

 Det lyder selvfølgelig meget godt, men tror du ikke, at du ville blive sulten på et tidspunkt, det synes jeg da, at jeg er ved at blive.

 Ralph nikker.

 Måske det også ville blive lidt ensformigt i længden at ligge her, det ville nok give liggesår.

 Richard vrisser.

 Uh hvor er I prosaiske. Kan I ikke se, hvor dejligt det er at svæve på drømmenes tæppe, ligesom i eventyrene.

 John nikker.

 Det kan du godt have ret i,  men jeg tror nu, at man nyder sin ferie mere, når der er arbejde ind imellem, eller hvad siger du Ralph.

 Ralph lægger en arm om skulderen på de to andre.

 Jeg tror, at jeg vil give jer begge ret. Det kunne være vidunderligt, hvis vi tre bare kunne blive her altid, men på den anden side, når det nu ikke kan lade sig gøre, så er det da godt, at vi kan følges ad og være sammen. Måske kan vi endda også tilbringe nogle feriedage sammen fremover.

 John begynder at le.

 Overvejer du at søge ind i diplomatiet, når du skal i gang med en uddannelse. Det tror jeg, at du ville egne dig til.

 Nej, oprindelig tænkte jeg på flåden, lige som min far. Men jeg har set de negative ting. Bliver jeg måske en dag gift, vil det ikke være fair mod min kone, at hun aldrig ved, hvornår jeg er hjemme, så i øjeblikket har jeg egentlig ikke nogen planer.

 John nikker.

 Jeg har ikke så mange valgmuligheder. Jeg er jo forpligtet til at føre stedet her videre, og det er sikkert godt nok, så behøver man ikke at spilde tid på at spekulere på, hvad man ellers skulle være.

 Jamen har du lyst til det, ellers kunne Richard vel overtage de forpligtelser, hvis han havde lyst.

 John ryster på hovedet.

 Traditioner er ikke så let at ændre på. Når der forventes noget af en, må man forsøge at leve op til, ikke mindst ens forældres, forventninger.

 Richard nikker alvorligt.

 Jeg har endnu ikke fundet ud af,  hvad jeg gerne vil være, men det haster jo heller ikke endnu. Først skal jeg vel være 6 – 7 år på Singleton og derefter vel på universitetet, hvis der ikke dukker noget andet op.

 Omsider trækker de i tøjet og går hjemad.

 Nå, I blev ikke ude ved søen.

 Nej, vi blev enige om, at vi hellere måtte tage hjem, det ville da også være synd for maden, hvis vi ikke gav den ben at gå på.

 Ja, jeg tænkte nok, at sulten skulle få jer til at finde hjem.

 Om aftenen, mens de sidder og snakker, siger Ralph.

 Jeg har tænkt på, hvad ville der ske, hvis John hellere ville i gang med noget andet end at overtage stedet her efter dig.

 Lord Vilford ser overrasket fra Ralph til John.

 Vil du da gerne det, John.

 John ryster på hovedet.

 Nej, bestemt ikke i øjeblikket, men jeg har aldrig før skænket en tanke, at der var andre muligheder.

 Lord Vilford ser alvorligt på Ralph.

 Det er jo en tradition, at den ældste søn arver titel og slot o.s.v. Men selvfølgelig skal mennesket altid stå over traditionerne. Det er helt klart, at hvis John om nogle år hellere vil være fri, skal han have lov til det, der vil aldrig komme noget godt ud af at tvinge folk til det job.

 Så smiler han skævt.

 Selv konger kan jo abdicere.

 Til gengæld lægger det så et større pres på nr. 2 søn. I det her tilfælde Richard, for så må han jo tage over. Hvis han så heller ikke vil, opstår der et stort problem, for så må vi ud og finde en anden gren af familien, der kan overtage, men det kan økonomisk blive meget problematisk.

 Jeg håber selvfølgelig, at John vil følge efter mig, men det må ikke ødelægge hans liv.

 John rækker en hånd frem.

 Jeg tror nu ikke, at du behøver at blive nervøs far. Jeg har ikke planer om at bryde traditionen, men det var dejligt at høre, at for dig betyder jeg mere end slottet og hvad dertil hører.

 Lord Vilford smiler.

 Det har hverken du eller Richard forhåbentlig været i tvivl om.

 Så ser han på Ralph.

 Jeg kunne jo også have stået i den situation, at jeg ingen sønner havde. Hvis jeg så havde haft en datter, kunne hun og hendes mand overtage efter mig. Heldigvis har jeg to sønner.

 Så blinker han til Ralph.

 Ja, vel næsten tre, ikke sandt. Så jeg klarer den nok.

 Da de er kommet i seng, siger John.

 Tak fordi du bragte det på bane, Ralph. Jeg har som sagt ikke tænkt på at bryde traditionen, men det var dejligt at høre far sige, at mennesker var vigtigere end traditioner.

 Ralph ryster på hovedet.

 Jeg sagde det bestemt ikke for at skabe splid, men jeg syntes, at det var uretfærdigt, hvis du skulle tvinges til at overtage efter din far, hvis du ikke havde lyst til det, bare fordi det var en tradition.

 John smiler.

 Vi har måske mange privilegier, men så må vi også finde os i, at vi har nogle forpligtelser, noget for noget. Heldigvis har jeg det godt nok med det, måske fordi jeg er opdraget til at forstå det.

 Til gengæld kan jeg garantere dig, at far og mor bestemt ikke holder mindre af dig efter den her samtale i aften. De ved godt, at du ikke sagde det for at skabe splid, men retfærdighed for Ricky og mig.

 Jeg tror faktisk, at far mente det, da han sagde, at du næsten var hans tredje søn. Både far og mor holder utrolig meget af dig.

 Det har jeg godt bemærket, og det er bestemt helt gensidigt.

 

Kapitel 7. Tilbage til Singleton.

 

 Week-enden går utrolig hurtigt. Drengene får sagt farvel til Ralphs forældre og så kører de med lord Vilford til Singleton. Der er hurtigt nogen, der tager sig af de nye mindre drenge, og Ralph viser selvfølgelig Jack rundt.

 Bruce og Percy har været henne og hilse, da de ankom. Percy siger med et smørret smil til Richard.

 Jeg skulle hilse dig mange gange fra min lillesøster.

 Richard bliver rød i hovedet.

 Bruce nikker.

 Ja, og jeg skulle hilse dig fra min lillebror. Han er allerede begyndt at glæde sig til at han skal begynde på Singleton, så han kan møde dig igen. Far og mor var i øvrigt meget imponerede over, at du tilsyneladende ikke blev træt af Arthur, men gik med på alle hans tossestreger.

 Richard kan ikke lade være med at le.

 Jeg trak grænsen, da vi var kommet af tøjet og i seng. Da ville han have været ud og lege spøgelse eller grave efter forsvundne skatte. Så måtte jeg jo fortælle ham, at vores eget familiespøgelse tolererede ikke nøgne efterligninger, så hvis Arthur traf ham, ville han få en kraftig endefuld i den bare. Om han troede på det, ved jeg ikke, men det virkede i hvert fald. Og han snakkede ikke om, at det havde givet ham mareridt.

 En lille times tid efter kommer lord Vilford for at sige farvel til drengene. Han har lige været ovre og hilse på rektor og har også haft en snak med Longdowns husforstander, hr. Johnson, bl.a. om Jack, og selvfølgelig også om Richard.

 Da hr. Johnson hilser på Richard, smiler han til ham.

 Det er ikke altid så nemt at gå på samme skole som sin storebror, lærere er tilbøjelige til at sammenligne. Det var din bror meget bedre til o.s.v. Men så bider du bare tænderne sammen og siger, jeg er ikke John, jeg er Richard. Jeg er måske ikke lige så dygtig som ham på nogle områder, men så er jeg måske bedre på andre områder, i øvrigt er han ældre og bør selvfølgelig kunne mere end jeg kan nu. Rigtig galt er det, hvis nogle af lærerne også har haft ens far. Man er nemlig tilbøjelig til kun at huske de gode ting, når man bliver ældre. Skarnsstregerne glemmer man helst, men du ville vel aldrig drømme om at lave skarnsstreger.

 Han blinker til Richard og fortsætter.

 Du er så heldig, at ikke alene din storebror, men også flere af de større drenge allerede er dine venner. Det er rart at vide, at man altid kan finde en, man ved man kan snakke med, hvis man får brug for det, men i øvrigt tror jeg nu heller ikke, at du vil få svært ved at få jævnaldrende venner.

Husk bare altid at være dig selv, men det har dine venner sikkert allerede fortalt dig.

 Da han lidt efter taler med Jack, siger han.

 Jeg har talt med rektor om dig, og lord Vilford har fortalt om dig, og det har Ralph også. Jeg tror, at det er rigtigt, at det vil være en god ide, om du en af de første aftener, lige efter aftensbordet, selv fortæller din historie til de andre drenge. Det kan være en barsk omgang for dig. Men kan du være helt ærlig, og måske også klare at besvare nogle spørgsmål fra dine nye kammerater, er jeg til gengæld sikker på, at de andre fremover vil se på dig med stor respekt.

 De fleste har begået fejl i større eller mindre målestok, du kender jo din ven Johns fejl. Men han erkendte sin fejl og gjorde, hvad han kunne for at rette op på tingene, det skaber respekt. Så vidt jeg har forstået, er du lidt i samme situation. Så held og lykke med det i overmorgen. Jeg er sikker på, at dine venner vil gøre, hvad de kan for at du bliver accepteret her på skolen, men respekten må du selv klare.

 Jack ser alvorligt på hr. Johnson.

 Jeg er meget glad for, at man vil give mig en chance her på Singleton. Jeg vil forsøge at gøre, hvad jeg kan for at leve op til de krav, der stilles til mig.

 Hr. Johnson smiler.

 Jeg er sikker på, at du er god nok, Jack. En dreng ville ikke kunne få sådan nogle venner, som du har fået, hvis der ikke var noget ved ham.

 Inden de skal i seng, lykkes det lige Jack at komme til at snakke lidt alene med Ralph, og det hjælper ham så meget, at han kan sove roligt.

 

Kapitel 8. Jack.

 

 Jacks fortælling gør et stort indtryk på drengene, ikke mindst fordi han virker så ærlig og ikke prøver at undskylde sig selv, eller bagatellisere, hvad han har gjort.

 Så smiler han pludselig.

 Og så var det Ralph, der sprang ud og reddede mit liv, da jeg bare ville væk fra mit totale nederlag.

Ikke nok med det, men han tilbød mig sit venskab, til trods for, at jeg havde prøvet at slå ham ihjel.

 Det næste chock, jeg fik, var da kaptajnen på skibet tilbød at tage sig af mig. Han og hans kone blev mine plejeforældre, og nu har de endda adopteret mig, til trods for, at det var deres søn Simon, jeg havde slået ihjel, men det fik jeg først at vide, da de havde adopteret mig.

 Sådan nogle oplevelser får de andre ting til at træde i baggrunden, selvom jeg aldrig vil kunne glemme dem helt, men det har også givet mig en forpligtelse til at blive et ordentligt menneske, som mine forældre kan være tilfreds med, og en god ven, som mine venner kan lære at sætte pris på.

 Hvis nogen af jer har noget at spørge om, vil jeg gerne prøve at svare, men jeg vil godt lige have fem minutters pause, og så vil Ralph måske hjælpe mig med at svare.

 Der har været dyb tavshed, mens Jack har fortalt. Der bliver nu lidt summen, mens Jack lige går ud for at få lidt frisk luft. Richard kommer hen til ham og klemmer hans hånd.

 Det klarer du godt, Jack, men kan du også klare at svare på spørgsmål.

 Jack smiler til ham.

 Ja, min ven, det skal jeg klare, det forventer min far og mor af mig, og det tror jeg også, at Ralph på en eller anden måde gør.

 Richard ryster på hovedet.

 Ralph ville aldrig drømme om at drive dig så langt ud, at du ikke kan klare det, dertil holder han alt for meget af dig.

 Lidt efter går Jack så ind igen.

 Roligt svarer han på de spørgsmål, der bliver stillet. Et par gange ser han spørgende over på Ralph, der nikker til ham med et lille smil.

 Så er der ikke flere spørgsmål. Ralph rejser sig og ser på de andre.

 Jeg synes, at Jack har gjort det godt her i aften, mon der er nogen af jer, der ikke synes, at han fortjener vores venskab, så vil jeg bare sige, at vi, der er Jacks venner er overbeviste om, at det venskab vil vi aldrig fortryde.

 Hr. Johnson går hen og lægger en hånd på Jacks skulder.

 Her i aften har du vist, at du kan opføre dig som et rigtigt mandfolk. Jeg er sikker på, at du er godt på vej til at opnå de andre drenges respekt, noget der ellers godt kan tage lang tid på en kostskole som denne

 De kommende dage går godt, de nye drenge er ved at finde sig til rette på skolen og finde ud af de forskellige rutiner. Jack er ikke i tvivl om, at de andre drenge fuldt ud har accepteret ham, og det glæder ham meget, at han nu kan begynde at slappe lidt af og begynde at koncentrere sig rigtigt om selve skolearbejdet. Han vil gerne vise sine forældre, hvor glad han er for, at han har fået lov til at gå her

 Ralph har lige snakket i telefon med sine forældre aftenen før hans mor kører faderen til Portsmouth og ønsket faderen god tur.

 

Kapitel 9 . Store forandringer.

 

 Næste eftermiddag traver rektor Wigelius op og ned ad gulvet inde på sit kontor. Han har snakket med sin kone, men det har ikke rigtig hjulpet ham. Han har altid haft svært ved at fortælle en dreng om et dødsfald i familien. Han har gjort det et par gange som husforstander, men i det her tilfælde har han efter aftale med husforstanderen valgt at fortælle det selv. Det er ikke alene et dødsfald, men to, og den stakkels dreng har dermed ikke nogen familie tilbage. Selvfølgelig kan man beholde ham på Singleton til han bliver voksen, der findes forskellige former for legater, men Singleton kan nu engang ikke erstatte en familie.

 Med et suk ringer han over til hr. Johnson og beder ham om at sende Ralph over til ham og samtidig fortælle det til Ralphs venner, så de kan hjælpe ham, når han kommer tilbage til Longdown.

 Ralph banker på og ser lidt forskrækket på rektor, da han kommer ind og ser, at rektor ser meget alvorlig ud.

 Så kommer det som et gisp.

 Er der sket noget med min far eller mor.

 Gunnar Wigelius nikker.

 Ja, desværre Ralph, sæt dig ned, så skal jeg fortælle dig, hvad der er sket.

 Stille og roligt fortæller han, at begge forældre er blevet dræbt ved en færdselsulykke på vej ned til Porthsmouth.

 Ralph sidder fuldstændig stiv.

 Nej, det kan ikke være rigtigt, det må ikke være rigtigt. Jamen hvad skal der så blive af mig, jeg har jo ikke anden familie.

 Så bryder han sammen og begynder at hulke.

 Lidt efter kommer det halvkvalt.

 Undskyld, nu skal jeg nok prøve at tage mig sammen. Tror rektor, at jeg kan få lov til at blive her på Singleton, i hvert fald indtil videre, til jeg evt. kan finde en anden løsning.

 Gunnar Wigelius ser på ham med blanke øjne.

 Du har intet at undskylde min ven. Selvfølgelig kan du blive her på Singleton, til du har fået din eksamen om fire – fem år. Jeg bliver nok din værge, som sørger for din økonomi og den slags. Jeg har bedt hr. Johnson om at fortælle dine venner, hvad der er sket, så du kan tale med en eller flere af dem, når du går tilbage til Longdown, men du bliver bare her hos mig, så længe du selv vil, du skal ikke gå, før du selv synes.

 Ralph ser på ham med et håbløst blik.

 Jamen hvad med begravelse, huset og alt det andet.

 Det skal du slet ikke spekulere på, min ven. Selvfølgelig skal du med til begravelsen, men kun hvis du selv vil, og så følges jeg med dig. Måske en eller flere af dine venner vil med, de kendte jo også dine forældre.

 Huset og alt det andet, som du siger, får jeg en advokat til at tage sig af, det skal du slet ikke spekulere på.

 Ralph sidder lidt, så ser han op på Gunnar med et blik, der igen driver tårerne frem i hans øjne.

 Må jeg godt få lov til at gå en tur, selvom jeg måske ikke når tilbage til aftensbordet.

 Det må du godt, men jeg vil bede dig om, at du tager John med. I behøver ikke at snakke sammen, men jeg vil gerne have, at du følges med en, som jeg stoler på kan hjælpe dig, hvis du får brug for at snakke. Jeg ringer lige over til hr. Johnson og beder ham om at sende John herover og siger, at han skal sørge for, at I får noget mad, når I kommer tilbage.

 Fem minutter efter kommer John og banker på.

 Gunnar ser alvorligt på ham.

 Nu har Ralph virkelig brug for din hjælp, min ven. Han vil gerne gå en tur, og så bad jeg ham om at tage dig med. Hvis han får brug for at snakke, ved jeg, at du både er god til at lytte, men også til at snakke. Det er Ralph, der bestemmer, hvor længe turen skal vare og hvor langt I skal. Det er også ham, der tager stilling til, om der skal snakkes eller ej, men jeg vil godt lige have besked, når I er tilbage. Kan du klare det John.

 John nikker.

 Ja, rektor, jeg er parat til at gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe Ralph. Både i aften, men også fremover.

 Så går han hen og tager begge Ralphs hænder. De er iskolde, og Ralph er næsten tom i blikket.

 Så slår han armene om Ralph og knuger ham ind til sig og hvisker.

 Du er ikke alene om det her, min ven.

 Så lægger han en arm om skulderen på Ralph og sammen forlader de rektors kontor.

 Lidt efter er de på vej mod Stokeley højderne.

 De første tyve minutter siger ingen af dem noget, så kommer det stille fra Ralph.

 Jeg har mistet begge mine forældre.

 John nikker.

 Ja, og det er synd for dig, men det er der desværre ikke nogen, der kan gøre noget ved.  Men som jeg sagde til dig inde på rektors kontor. Du er ikke alene om at skulle klare det her nu og fremover.

Både jeg og dine andre venner vil hjælpe dig, så godt vi kan. Vi kan ikke erstatte dine forældre, men vi kan hjælpe dig at komme videre med din tilværelse. Vi har brug for dig også fremover, lige som du har brug for os. Det er situationer som denne, der skal vise, hvad vores venskab er værd. Du har i høj grad vist os, hvad venskab betyder for dig, lad os nu prøve at gøre gengæld.

 Ralph ryster lidt på hovedet.

 Rektor sagde ganske vist til mig, at jeg kunne blive på Singleton, til jeg havde fået min eksamen om fire - fem år, men jeg kan jo ikke være her i ferierne.

 John begynder at smile.

 Tænk ikke på det. Jeg ved i hvert fald med sikkerhed, at hvis du ikke får bedre tilbud, har du altid en fast invitation til at besøge os i ferierne.

 Jamen jeg vil jo nødig blive en belastning for dig eller nogen af de andre, I skal da ikke hænge på mig, bare fordi I har medlidenhed med mig, det er ikke fair.

 John ryster på hovedet. Tror du virkelig bare, det er af medlidenhed, at jeg siger det. Det er ikke at vise nogen særlig stor tiltro til vores venskab. Ralph, jeg holder af dig, vi holder af dig, ja, vi elsker dig mand. Tro på det, for det passer. Det er ikke bare tom snak, og det har intet med medlidenhed at gøre.

 Ralph ser på ham, tårerne står ham i øjnene.

 Jeg vil gerne prøve at tro på det, for det trænger jeg meget hårdt til i øjeblikket.

 Rektor lovede at tage med mig til begravelsen, kan jeg godt få dig til at tage med også, så jeg ikke føler mig slet så alene.

 Selvfølgelig, og Jack, Bruce, Percy og Richard tager også med, har vi aftalt.

 Rektor sagde også, at han ville få en advokat til at ordne alle de økonomiske ting, med salg af huset o.s.v. og at han nok blev min værge. Han har trods alt været klassekammerat med min far engang, så jeg føler, at jeg kan stole på ham.

 John nikker.

 Rektor er et virkelig fint menneske, som jeg ved, at min far også sætter stor pris på.

 En halv times tid efter vender de om og begynder at gå tilbage igen. De småsnakker lidt om forskelligt. En fodboldkamp næste dag og lignende ting. De går lige forbi rektors kontor og giver besked om, at de er tilbage igen.

 Hr. Johnson har sørget for, at der er sat noget mad fra, da de kommer tilbage til Longdown.

Mens de sidder og spiser, kommer Jack, Bruce, Percy og Richard lige ind og sætter sig stilfærdigt efter at de lige hver især har givet Ralphs hænder et lille klem.

 Ralph ser på de andre, så kommer det stille.

 Rektor har lovet, at jeg kan fortsætte her på Singleton, og jeg har fem dejlige venner, så må jeg også kunne komme videre. Tak skal I have for jeres venskab, det betyder uendelig meget for mig.

 Da de andre går, bliver Richard lige tilbage et øjeblik. John nikker til ham.

 Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne trøste dig Ralph. Jeg kan desværre ikke ændre det, der er sket, men du kan være helt sikker på at jeg er parat til at stille op, nårsomhelst, hvis du får brug for mig.

 Ralph smiler til ham.

 Jamen du har allerede trøstet mig, Ricky, bare ved at være her. Du og John har været mig til stor hjælp. De andre tre er også dejlige venner, men med jer to er det noget helt særligt. I er begge to lidt mere for mig end bare gode venner.

 Richard giver ham et knus. Så smiler han også.

 Ja, og jeg holder også lige så meget af dig som af John.

 Det kniber Ralph at sove den nat. Næste dag tvinger han sig selv til at passe skolen. Kammeraterne prøver at lade dagen gå, som den plejer, men både Jack, Bruce og Percy holder lidt øje med, hvordan det går i timerne.

 Om eftermiddagen skal Longdown spille fodbold mod Skolehuset. Det er den første kamp i en turnering mellem de forskellige huse på Singleton, så kampen er imødeset med stor spænding.

 John er jo anfører på holdet igen efter sommerferien, og han sørger for, at Ralph får en vigtig opgave med at bryde igennem de andres forsvar, når det er lykkedes at sprede dem lidt. Det lykkes da også Ralph at få sendt bolden indover helt nede ved baglinien med så stor præcision, at John lige kan heade den ind i  det modsatte hjørne af målmandens placering.

 Kort før slutningen af kampen lykkes det Skolehuset at få mål, så kampen ender 1 – 1. Men alle er enige om, at det har været en meget jævnbyrdig kamp.

 Da drengene kommer ud fra omklædningsrummet, kommer Richard hen til dem sammen med sin far, der har overværet det meste af kampen.

 

Kapitel 10.  En ny familie.

 

 Lord Vilford ser alvorligt på Ralph. Så rækker han en hånd frem som Ralph tager og klemmer lidt.

 Jeg vil gerne tale med dig Ralph. Jeg har aftalt, at vi kommer over til rektor til te.

 Så smiler han til John og giver ham et klap på skulderen.

 Det var rart at se dig tilbage på holdet som anfører igen. Vil du godt give hr. Johnson besked om, at Ralph er gået med mig over til rektor.

 Da de kommer over til rektor, er hans kone Mary der også, da de sætter sig til tebordet. Da de har siddet lidt og drukket te og snakket, siger rektor.

 Ser du Ralph, jeg ville gerne have været værge for dig og taget mig lidt af dig fremover, men lord Vilford der påstår, at han har førsteret til dig. Selvfølgelig fortsætter du stadig på Singleton til du har fået din eksamen, men lord Vilford insisterer altså på at optage dig i sin familie. Hvis du da kan gå med til det, selvfølgelig.

 Ralph ser forvirret fra den ene til den anden.

 Lord Vilford ser alvorligt på Ralph.

 Nu skal du høre min dreng. Der er flere ting i det her. For det første aftalte jeg med din far, den week-end I besøgte os, at hvis der skete en af os noget, ville den anden tage sig af  børnene og hjælpe dem, så godt vi kunne. Med din fars erhverv var der nok større risiko for at der kunne ske ham noget, men man kan jo også dø af mange andre årsager, som vi har set her.

 For det andet snakkede jeg med både Richard og John i går aftes i telefonen. For dem begge var det meget vigtigt at overbevise mig om, at den ene meget gerne ville have en storebror mere, og den anden gerne ville have en lillebror mere.

 For det tredje snakkede jeg tingene meget grundigt igennem med min kone i aftes, og vi blev enige om, at det ville glæde os meget, hvis du ville være vores mellemste søn fremover. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at drengene elsker dig, som om du var deres bror, og det samme gælder altså også for både Grace og mig.

 Så begynder han at smile.

 Vil du have tid til at tænke over det, eller kan du gå med til det.

 Ralph ryster på hovedet.

 Der er ikke noget, jeg hellere vil, jeg håber bare aldrig, at I kommer til at fortryde al jeres venlighed mod mig.

 Lord Vilford smiler, mens han ryster på hovedet.

 Det er ikke venlighed, min dreng, det er kærlighed, og kærlighed fortryder man aldrig.

 Rektors kone smiler til Ralph.

 Selv efter den mørkeste nat kommer der en dag og selv efter den dybeste sorg kan der komme den største glæde.

 Det giver et sæt i Ralph.

 Far sagde netop noget i den retning til mig, da jeg lige var kommet hjem fra øen.

 Ja, det var noget den gamle rektor lærte sine elever i sin tid. Det han lærte sine elever, glemte de aldrig. Gunnar der brugte det også på mig, da vi sidste år troede, at vi blev tvunget til at forlade Singleton. Og det var jo rigtigt. I dag sidder vi her som rektorpar.

 Lord Vilford nikker smilende.

 Ja, og Styrelsen kunne ikke have gjort et bedre valg. Jeres forgænger var en katastrofe, det ved jeg, ikke mindst fra, hvad John har fortalt mig. Vi overvejede faktisk meget alvorligt at tage ham ud en overgang.

 Så ser han på Ralph.

 Hvem ved, en skønne dag er det måske dig, der afløser rektor Wigelius.

 Ralph ryster på hovedet.

 Det tror jeg aldrig at jeg bliver dygtig nok til.

 Gunnar Wigelius smiler til ham.

 Dygtighed er ikke nok. Min forgænger var langt dygtigere end mig, rent fagligt, men han manglede kendskab og ikke mindst kærligheden til Singleton. Når jeg, om forhåbentlig mange år, selv vælger at holde op, kan du måske være et godt bud på rektorstillingen, hvis du ønsker at gå den vej, du har i hvert fald noget af det rigtige i dig.

 Så ser han på lord Vilford.

 Tager jeg fejl, eller har du tænkt dig at invitere dine tre drenge på spisning i byen i aften.

 Lord Vilford smiler.

 Du er helt god til at gætte, men så vil vi sige tak for te og gå over og hente de to andre drenge.

 På vej over til Longdown ser Ralph op på lord Vilfords ansigt.

 Mener du virkelig, at du og tante Grace vil optage mig i jeres familie.

 Lord Vilford stopper op. Så slår han armene om Ralph og knuger ham ind til sig.

 Er du stadig i tvivl, så se på mig nu. Se mig lige i øjnene. Nu tror du på mig, ikke.

 Ralph nikker. Så kommer det stille.

 Jeg syntes bare, at det næsten var for godt til at være sandt. I går aftes sagde jeg til Ricky, at jeg da også holdt meget af mine andre venner, men at jeg syntes, at med ham og John var det noget helt særligt, og så sagde han, at han faktisk holdt lige så meget af mig som af John.

 Lord Vilford smiler.

 Ja, du kunne ikke få nogen brødre, der holder mere af dig end John og Ricky gør, det er jeg helt klar over, men du kan også godt regne med, at din nye far og mor holder lige så meget af den mellemste søn som af de to andre. I første omgang bliver vi dine plejeforældre, om et årstid kan vi så adoptere dig, hvis begge parter synes, at det er en god ide til den tid.

 Da de kommer over til Longdown, snakker lord Vilford lige med hr. Johnson. Ralph har lige fundet John og Richard og har fortalt, at deres far har inviteret dem ud at spise sammen med ham. Richard ser spændt på ham.

 Hvad har far ellers sagt.

 Ralph blinker til ham.

 Han inviterede mig med ud og spise.

 Jamen hvad mere.

 Spørg ham selv, måske er det en hemmelighed, og så vil jeg da ikke røbe noget.

 I det samme kommer Jack sammen med Bruce og Percy.

 Bruce ser fra Ralph til de to andre.

 Jeg har hørt, at I skal ud og spise sammen med lord Vilford. Vi er sandelig ikke spor misundelige.

 Jack ryster på hovedet.

 Det er jer vel undt, ikke Percy.

 Percy smiler.

 Selvfølgelig, ikke også, din madgris, Bruce.

 Bruce ler.

 Jeg gi´r mig. Selvfølgelig er det jer vel undt, og det er dejligt at se, at du kan smile igen, Ralph.

Sådan noget kommer man ikke over lige på en gang, men en hver god oplevelse hjælper en et lille stykke længere frem.

 Ralph fanger den hånd, som Bruce rækker frem og klemmer den lidt.

 Du har helt ret Bruce. Og en af mine gode oplevelser er, at jeg har sådan nogle gode venner.

 Da de er kommet ud i bilen, siger lord Vilford.

 Ja, så fik I altså jeres vilje igen, drenge. Ralph påstår, at han ikke har noget imod at få både en storebror og en lillebror, i det mindste ikke, når det er jer to, det drejer sig om. Mor mener godt, at hun kan klare en søn mere, og så bøjer jeg mig som sædvanlig for flertallet. I det her tilfælde endda helt uden protester. Så Ralph bliver altså jeres plejebror i første omgang, og hvis I ikke gør livet for surt for ham, siger han måske ja til en adoption, når papirerne er bragt i orden. Er I så tilfredse.

 Richard udstøder et indianerhyl af glæde og er ved at mase Ralph af bare begejstring, mens John stilfærdigt rækker ham en hånd og stille siger.

 Jeg er meget, meget glad for den lillebror, tusind tak far.

 Da lord Vilford et par timer senere afleverer drengene igen på Longdown, siger han.

 Mor og jeg kommer så og henter vores tre drenge til begravelsen i overmorgen, og rektor har lovet at tage de tre andre drenge med.

 Der er mødt mange op til begravelsen. Bl.a. mange flådeofficerer, som havde kendt og respekteret Henry Williams. Jacks forældre var der også, lige som Bruce´ og Percys forældre.

 Ralph hilser på de forskellige, men det hele føles så uvirkeligt for ham. Han er meget glad for, at både John og Richard holder sig tæt ved ham, det giver ham en vis tryghed.

 Jacks far kommer hen og hilser på Ralph.

 Jeg ville godt have hjulpet dig, hvis det var blevet aktuelt, men jeg tror, at du er kommet det rigtige sted. Du får både et par forældre og et par brødre, som elsker dig meget højt. Jeg tror, at du får det godt hos dem, men det fortjener du også. Jack er meget glad for, at han er kommet til Singleton og har fået sådan nogle gode venner.

Omsider er begravelsen overstået, og de forskellige er taget afsted, så Ralph er alene tilbage med John, Richard og forældrene.

 Ralph ser op på lord Vilford.

 Det er godt, at det er overstået nu. Det hele har været så uvirkeligt, så skræmmende, lige som et mareridt. Men så ser jeg på jer, og ved, at virkeligheden er en anden nu. Mareridtet er overstået. Jeg vil nok tænke tilbage på det, lige som på det, der skete på øen, men jeg er ikke alene. Jeg har et par dejlige brødre og et par vidunderlige plejeforældre. Så skal det nok gå alt sammen.

 Drengene bliver nu kørt tilbage på Singleton og tager en varm afsked med forældrene, da de kører.

 Den kommende tid falder der ro over tingene, og snart går tingene sin vante gang på Singleton.

 Det viser sig, at Jack er meget dygtig til cricket, så snart er han med på Longdowns førstehold i cricket. Ralph holder sig til fodbolden lige som Bruce og Percy. Richard er imidlertid ivrig efter at lære at spille cricket, så han øver sig af og til sammen med Jack, der mener, at han i løbet af et par år godt kan komme på førsteholdet i cricket.

 Til daglig er der ikke mange, der tænker over, at John, Ralph og Richard nu er brødre, men de prøver så vidt muligt at komme til at snakke med hinanden alle tre, en halv eller en hel time hver dag, og er der et eller andet særligt, ser man dem gå en tur, side om side med Ralph i midten.

 

Kapitel 11. Juleferie.

 

 Da de når til juleferien, glæder de sig alle tre til at skulle hjem. John har jo kun et halvt år tilbage, og det meste af den tid vil gå med eksamenslæsning, men han regner dog selv med at klare sig helt godt.

 Drengene kommer hjem om eftermiddagen og skal selvfølgelig en tur hele huset rundt for lige som at finde sig hjemme igen. Alle tre drenge har nu hver deres eget værelse, men kan selvfølgelig være så meget sammen, som de har lyst til. Da de har været ude og ride den næste formiddag og har fået skiftet tøj igen, står Ralph inde i stuen og ser ud over parken. Moderen kommer ind og står lidt og ser på ham, så går hun hen og lægger en hånd på hans skulder.

 Det giver et sæt i ham.

 Nå, du var langt væk i tankerne.

 Ja. Jeg stod og tænkte på alt det, der var sket i løbet af de sidste par år. Det hele føles så uvirkeligt.

 Er det noget, jeg bare har drømt. Eller er det nu, jeg drømmer. Hvis det er tilfældet, vil jeg håbe, at jeg aldrig vågner mere. Den tilværelse jeg har nu er jo så fantastisk dejlig. Jeg har en familie, der elsker mig, og som jeg elsker over alt i verden.

 Moderen ryster smilende på hovedet.

 Jeg har altid følt, at jeg havde en privilegeret tilværelse. Jeg havde en mand og et par drenge, som jeg elskede og som jeg også følte elskede mig. Nu har jeg så fået en søn mere, som jeg bestemt ikke elsker mindre højt, og som jeg også føler elsker mig.

 Det er muligt, at det bare er en drøm, men lad os så nyde den, så længe den varer.

 Ralph giver hende et kys og et knus.

 Ja mor. Helt enig.

 Richard kommer ind i det samme. Han smiler bredt.

 Kan du undvære din mellemste søn lidt, mor, for så vil jeg gerne låne ham.

 Moderen smiler.

 Ja, så skidt da. Jeg har nogle ting, jeg skal have ordnet inden aften, hvis jeg så evt. kan låne jer begge to i eftermiddag en gang, en times tid eller to. John har travlt med at hjælpe far med nogle forskellige ting.

 De to drenge følges ad ud af stuen. Da de er blevet alene, siger Richard.

 Vil du godt gå med ud til søen.

 Ralph ser overrasket på ham.

 Du har forhåbentlig ikke tænkt dig, at vi skal ud og bade.

 Richard nikker alvorligt.

 Det var da i grunden en god ide, lad os tage håndklæder med.

 Sig mig, hvad er der galt, Ricky, er du blevet tosset, eller hvad er der på færde.

 Richard tager lige et par håndklæder i en pose, som han tager med og så går de tavse et stykke tid.

 Tankerne kører rundt i Ralphs hoved. Richard virker pludselig helt forandret, men han må hellere lade ham selv fortælle, hvad der er galt, så han venter spændt på, hvad Richard vil sige.

 Da de kommer ud til søen, står Richard helt stille lidt og ser ud over søen. Så ser han tankefuldt på Ralph.

 Hvis jeg nu sprang i søen, ville du så springe ud efter mig og redde mig.

 Ralph ryster på hovedet.

 Hvorfor spørger du om det, det ved du da, at jeg ville.

 Godt, så tager vi begge tøjet af. Jeg vil gerne have, at du overbeviser mig.

 Ralph ser alvorligt  på ham.

 Vil du ikke godt fortælle mig, hvad det her går ud på.  Har jeg sagt eller gjort noget forkert, så du vil straffe mig, så sig det til mig i stedet for.

 Richard ryster på hovedet.

 Du har ikke sagt eller gjort noget forkert. Det er mig, der er noget galt med, jeg fortæller dig det bagefter.

 Vil du ikke godt fortælle mig det nu i stedet for.

 Det kan jeg ikke.

 Ralph ser tavs på ham i næsten et halvt minut.

 Godt, så tager vi tøjet af, og du hopper i vandet. Jeg håber ikke, at det bliver dig, der skal redde mig, fordi jeg får krampe af det kolde vand.

 Der går en trækning over Richards ansigt, så sætter han sig ned og tager sko og strømper af og et øjeblik efter er de begge to af tøjet. Richard løber ud i søen, og Ralph er lynhurtigt efter ham, da han dykker. Hurtigt bærer han Richard ind til bredden og tørrer ham grundigt og giver ham besked om at komme i tøjet i en fart, inden han giver sig tid til selv at tørre sig og komme i tøjet.

 Da de begge er kommet i tøjet, sætter Richard sig og hulker højt.

 Lidt efter kommer det stødvis.

 Undskyld, at jeg udsatte dig for det her, Ralph. Jeg måtte føle for alvor, hvor meget jeg betød for dig, om du virkelig var parat til at gøre hvad som helst for min skyld.

 Troede du ikke det, synes du, at jeg har svigtet dig på en eller anden måde. Føler du, at jeg har taget din far og mor eller John lidt fra dig, uden selv at give dig noget.

 Jeg er et fjols. Du har aldrig givet mig grund til at tvivle på, hvor meget du holder af mig. Du har bestemt hverken taget far, mor eller John fra mig, og du har altid været parat til at tage dig af mig.

Hvorfor får man så sådan nogle dumme tanker og ideer.

 Det er lidt svært at svare på, lillebror, for jeg ved det ikke, men kan vi ikke prøve at lave en aftale om, at hvis du får sådanne tanker igen, kommer du og siger det til mig. Hvis du har lyst, så kommer du ind og sover hos mig i aften.

Richards ansigt lyser op.

 Åh ja tak, det vil jeg meget gerne.

 Du er helt sikker på, at jeg ikke skal bede din far om at sætte adoptionen i stå, fordi du alligevel ikke synes, at det er en god ide. En broder er jo ikke så nem at slippe af med igen. Du er sikker på, at du ikke synes, at din far og mor tager mere hensyn til mig end til John og dig.

 Richard slår armene om Ralph og knuger sig ind til ham.

 Jeg har ikke noget højere ønske end at få dig som broder, og jeg ved, at John har det lige sådan, for det har han sagt til mig flere gange. Jeg er bare så bange for, at du bliver træt af mig, når jeg laver sådan nogle dumme ting som det her i dag.

 Du gør det jo ikke for at genere mig men for at få en bekræftelse på, hvor højt jeg elsker dig. Fejlen er min, for det er mig, der ikke har vist dig det tydeligt nok. Skulle du komme i tvivl fremover, så sig det til mig med det samme. Brødre er nok ikke altid som de burde være, husk lige, at jeg ikke har haft brødre før, så jeg vil sikkert flere gange begå fejl i den retning.  Jeg elsker jo både dig og John og jeres forældre, men jeg glemmer nok at fortælle jer det en gang imellem, simpelthen, fordi jeg ikke er vant til det. Forhåbentlig kan jeg lære det.

 Men nu må vi nok hellere skynde os hjem, vi lovede jo at hjælpe din mor.

 Fejl. Vores mor. Men vil du godt lade være med at fortælle de andre om det her.

 Ralph blinker til Richard.

 Selvfølgelig, det bliver mellem os to, på en betingelse. Du lover at sige det til mig med det samme, hvis du får det sådan igen.

 Richard nikker.

 Det er en aftale.

 Om eftermiddagen hjælper Ralph og Richard så moderen med nogle forskellige ting, og om aftenen sidder de og hygger sig rigtigt.

 John smiler til sin far og mor.

 Uh, hvor er det dog dejligt at være her hjemme hos jer. Det er helt mærkeligt, at jeg snart skal forlade Singleton, men nu efterlader jeg så to brødre, når jeg rejser, så klarer Singleton sig nok

 Selv om jeg skal til Oxford og læse, kommer jeg da hjem og ser til jer, og i ferierne kan jeg så nyde at være sammen med mine små brødre også, det er dejligt. Tænk, det føles næsten, som om jeg havde haft dem begge helt fra små.

 Lord Vilford ler højt.

 Godt, så gå ind og hent papirerne på mit skrivebord, så Ralph kan se, at han også er fuldgyldigt medlem af familien nu, når han har skrevet under på papirerne.

 John løber ind og henter papirerne og rækker dem til sin far, der ser på Ralph med et smil.

 Nå, min dreng, er du parat til at skifte efternavn og blive vores rigtige søn og broder.

 Ralph ser på ham med tårer i øjnene.

 Er I nu helt sikker på, alle fire, at I ikke kommer til at fortryde det. I må aldrig tage mere hensyn til mig end til de to andre.

 Lord Vilford rejser sig og knuger Ralph ind til sig.

 Ja, min dreng, ingen af os er i tvivl om, at det her er vores højeste ønske, som vi vil gøre, hvad vi kan for, at du heller ikke kommer til at fortryde.

 Ralph ryster på hovedet, så kommer det stille.

 Så vil jeg meget, meget gerne.

 Da han har skrevet under på papirerne, ser han op på moderen.

 Hvor jeg dog elsker jer alle fire.

 Richard og John griber hver en af hans hænder og klemmer dem. Lidt efter giver Ralph først sin mor og derefter sin far en kraftig omfavnelse.

 Resten af aftenen forekommer Ralph som en drøm, han føler det, som om han betragter det hele ude fra. Men det er en vidunderlig drøm.

 Da han omsider er kommet i seng, ligger han og prøver at samle alt det op, der er sket i dagens løb.

Nu er han så altså rigtig søn af lord Vilford og hans kone, og rigtig broder til John og Richard. Det er så vidunderligt. Han har igen en rigtig, en dejlig familie.

 Det banker stille på hans dør, og Richard kommer forsigtigt ind.

 Har du fortrudt, at du sagde, at jeg måtte sove her hos dig i nat.

 Ralph ryster på hovedet og rækker armene ud mod Richard, der et øjeblik efter ligger hos ham og knuger sig ind til ham, som om han aldrig ville slippe igen.

 Så hvisker han.

 Jeg er så ked af det i middags, det var så fjollet af mig.

 Ralph ser alvorligt på ham.

 Tænk ikke mere på det, lillebror. Ingen af os tog skade af det lille bad, og det hjalp dig og fik mig til at tænke mig lidt bedre om, så alt i alt gik det jo, som det skulle, ikke.

 De ligger og snakker lidt endnu, inden de omsider lægger sig til at sove.

 Juleferien går næsten alt for hurtigt. Et par dage er Jack, Bruce og Percy på besøg, og Bruce´ lillebror Arthur har også fået lov til at komme med. Han har det vældig sjovt sammen med Richard, som nyder at være den ”store og fornuftige”, men alligevel går han også gerne med på mange af Arthurs narrestreger, som de udtænker i fælleskab, når de er kommet i seng om aftenen, for selvfølgelig har Arthur fået lov til at sove hos Richard på hans værelse.

 Da gæsterne er taget afsted, ser Richard på John og Ralph.

 Det har været sjovt at have Arthur her, men det var nu også rart, at han tog afsted igen, så vi kan nyde freden og roen og slappe lidt af, inden vi skal tilbage til Singleton.

 

Kapitel 12. Ny præfekt og fodboldanfører.

 

En lille månedstid efter at de er vendt tilbage til Singleton, begynder man at snakke om, hvem der skal være anfører for Longdowns førstehold i fodbold. Nogle taler om Ralph, som jo er en dygtig spiller, og som altid spiller uhyre fair. Andre mener, at han nok er lidt for ung endnu, måske man hellere skal vælge en ældre for det kommende år, og så vende tilbage til Ralph om et år. Ralph selv siger intet.

 En dag har hr. Johnson så indkaldt til møde, for at få sagen afklaret, der skal også vælges en ny præfekt i stedet for John, som så kan tiltræde efter sommerferien.

 Snakken går ivrigt, indtil hr. Johnson ser på John.

 Hvem vil du foreslår til at overtage dine to opgaver, fodboldanfører og præfekt. Du har sikkert gjort dig nogle overvejelser om, hvem du vil foreslå. Jeg garanterer ikke, at du får din vilje, men jeg vil gerne høre din mening. Du kender trods alt alle drengene her på Longdown efter at have været førstepræfekt et år.

 John smiler.

 Godt, så hør, hvad jeg foreslår. Jeg foreslår, at Chris Atkins bliver førstepræfekt. Han har været præfekt i to år. Han er en fornuftig og solid fyr, som alle vil være parat til at hjælpe.

 Han ser på de andre præfekter.

 Er I ikke enige med mig i det.

 De andre nikker ivrigt, og Chris bliver lidt rød i hovedet.

 Som ny præfekt foreslår jeg Jack. Han er ganske vist ikke så gammel, men jeg tror, at alle drengene her på Longdown respekterer ham. Har jeg ikke ret i det.

 Så smiler han.

 Og alderen kommer jo efterhånden.

 Jack er også blevet lidt rød i hovedet, men smiler glad til John.

 John smiler.

 Det sidste er det værste, for det kan måske regnes som nepotisme. Jeg foreslår nemlig, at min bror bliver anfører for fodboldholdet, og det behøver nok ikke nærmere forklaring.

 Et par af drengene ser forbavsede på ham.

 Din bror, jamen Richard er jo kun 13 år og slet ikke med på førsteholdet i fodbold.

 John ler højt.

 Nej, selvfølgelig ikke Richard de første tre-fire år, men min anden broder, Ralph.

 En af de andre råber, for at overdøve den snak, der er opstået.

 Jamen Ralph er da ikke din broder.

 John ler stadig.

 Nå, det har han ikke fortalt jer, det tænkte jeg nok. Jeg håber da ikke, at det er fordi han skammer sig over familieskabet, det gør vi andre i hvertfald ikke, men jeg tror nu også snarere, at det er beskedenhed. Ralph er blevet adopteret af Richards og mine forældre og er altså nu mellemste søn af lord og lady Vilford, og det er både Richard og jeg meget glade over, er det ikke rigtigt, Ricky.

 Richard smiler stort.

 Jo, det var årets bedste julegave.

 Hr. Johnson smiler.

 Jeg havde ganske vist hørt om det, men mente ikke, at det var min sag at fortælle det. Jeg tror, at lord og lady Vilford er lige glade for alle deres tre sønner, og det synes jeg også, at de har grund til at være.

 Jeg synes, at dine forslag var gode John, så med mindre der er nogen, der har en anden mening, som de kan fortælle mig her bagefter, så tror jeg godt, at det kan godkendes.

 Da de forskellige er på vej ud, siger hr. Johnson til John.

 Jeg tror, at det var klogt, at du ikke foreslog, at Ralph også blev præfekt nu. Dels tror jeg, at han gerne vil koncentrere sig om fodboldholdet i første omgang, og dels tror jeg, at du har ret i, at Jack kan blive en god præfekt. Jeg håber, at de begge vil få fuld opbakning af de andre drenge.

 Det håber jeg også, ellers vil det være utrolig synd for dem.

 Det lader da også til, at alle er godt tilfredse.

 Richard har med et smil sagt til Jack.

 Hvis jeg nu laver ulykker, når du er blevet præfekt, vil du så straffe mig.

 Jack ryster på hovedet.

 Det vil jeg nok lade din bror om, men jeg tvivler nu på, at du vil lave ulykker for at prøve mig af, dertil tror jeg nok, at jeg kender dig for godt. Det vil ikke være min ven Ricky, der ville gøre det.

 Richard smiler.

 Det har du nok ret i. Jeg ville i hvert fald ikke gøre det med vilje.

 Og så nærmer eksamen og sommerferie med stor fart.

 Pludselig er det sidste fodboldkamp, før ferien, og John spiller for sidste gang med som anfører for Longdowns førstehold i fodbold.  Det er en kamp mod Aravon, et af de stærkeste hold.

 Aravon og Longdown stod lige inden denne sidste kamp, mens Westerley lå lige under.

 John havde aftalt med holdet, at man skulle mandsopdække de to farligste spillere på Aravons hold.

 De skulle begge op til afsluttende eksamen nu, lige som John, og de var i øvrigt også gode venner, altså når der ikke lige var fodboldkamp. Når der viste sig den mindste chance, skulle Ralph og John forsøge at komme igennem Aravons forsvarskæde, og så gjaldt det ellers især om at få mål, inden de andre fik, det ville give lidt mere ro over spillet.

 Begge hold spillede lidt forsigtigt i starten. Det gjaldt jo om for alt i verden ikke at give de andre en chance for at få mål først.

 Efter tyve minutters forløb så Ralph pludselig en åbning, og susede så afsted  i højre side op mod det andet mål. Ud af øjenkrogen så han, at John var med, så et øjeblik efter sendte han bolden ind til John på midten, men han kunne ikke komme til at skyde, så han fintede bolden ud til Ralph, der i mellemtiden var på vej ind mod midten. Med fuld fart løb han frem og sendte bolden i mål. Den snittede lige undersiden af overlæggeren og var umulig at tage.

 Kammeraterne råbte og jublede.

 John gik hen og gav ham et kraftigt klap på skulderen.

 Bravo lillebror. Nu har vi chancen for at vinde.

 Resten af første halvleg virkede lidt forvirret. Aravon havde flere gode chancer, men enten kludrede de i det, eller også slog Longdowns målmand næsten knuder på sig selv for at få fat i bolden.

 Ti minutter inde i anden halvleg, var John og Ralph lige ved at lave det samme nummer igen, men denne gang gik bolden lige forbi målet. Få minutter efter fik de atter en chance. Bruce var nu også med i venstre side, han havde netop sendt en bold indover, som John lod gå videre til Ralph, da han mente, at denne stod bedre for at komme til at skyde.

 I det samme blev Ralph tacklet hårdt, men han nåede lige at få bolden skubbet hen til John, der tordnede den i mål.

 Ralph blev liggende og småjamrede sig.

 Både dommeren og flere af kammeraterne var lynhurtigt henne hos ham. Ralph hørte ikke til dem, der plejede at jamre sig over et lille skrub. Kammeraten, der havde tacklet ham, så forskrækket på ham.

 Hvad er der sket.

 Det viste sig, at kammeraten havde ramt Ralph i mellemgulvet med skulderen, og det havde taget luften helt fra ham, desuden havde han fået en skramme på låret ved at kure hen over græsset.

 Lidt efter lykkedes det ham at rejse sig. Han insisterede på at fortsætte, og efter at have humpet lidt omkring, begyndte han at kunne løbe igen, og snart spillede han igen, som om der intet var sket.

 Kort før kampen sluttede, lykkedes det Aravon at få et mål, men det tog Longdownerne med et stort smil. Dels var det et pragtmål, som var umuligt at tage, og dels var de sikre på, at Aravon ikke kunne nå at få flere mål. Det slog da også til. Kampen sluttede 2-1 til Longdown.

 Hr. Johnson så smilende på John.

 Det kan man da kalde for at slutte af med maner.

 Så smiler han til Ralph.

 Lad os så se, om din bror får en værdig afløser, der kan gentage succesen næste år.

 Ralph ser alvorligt på hr. Johnson.

 Det er ikke anføreren, det er holdet, der vinder en kamp. Hvis jeg får den samme opbakning som John har fået, så skal vi nok klare det.

 Kammeraten fra Aravon kommer hen til Ralph.

 Hvordan går det nu, du er forhåbentlig ikke blevet alvorligt skadet. Jeg har hørt, at du skal være anfører næste år, og at du er Johns broder, er det rigtigt.

 Ralph smiler.

 Det går fint nu. Det er rigtigt nok, at jeg skal være anfører næste år, og også, at jeg er Johns broder.

 Kammeraten smiler bredt.

 Jeg skal være anfører for Aravon næste år, så da mødes vi igen. Da jeg er næsten tre år ældre end dig, jeg går i hvert fald tre klasser over dig, skal du ikke regne med at vinde næste år.

 Ralph begynder at le.

 Husk, at det er vi toogtyve mand om at bestemme. Det er ikke os to, der afgør det.

 Kammeraten ler også.

 Jeg hedder Jeff Everett, og jeg glæder mig til at vi mødes efter sommerferien, både på fodboldbanen, men også meget gerne uden for fodboldbanen. Jeg tror nemlig, at du er en mand lige efter mit hoved.

 Ralph nikker.

 Dig tror jeg godt, jeg vil lære bedre at kende.

 Der bliver holdt en stor fest på Longdown om aftenen for at fejre fodboldsejren, og fodboldpokalen bliver behørigt beundret. Da det er en vandrepokal, kommer Longdowns navn på med årstallet. Det viser sig, at Longdown er et af de huse, der har fået pokalen flest gange.

 En af de sidste dage før sommerferien har rektor Wigelius bedt Ralph om at komme over på hans kontor.

 Ralph bliver modtaget med et smil.

 Jeg er meget glad for de ting, jeg har hørt om Jack og bestemt ikke mindre om dig. Well, du mistede dine forældre, og jeg ved, at din far især var dit store forbillede, og det var han bestemt også værdig til.. Nu har du så fået en ny familie, en far og mor, og to brødre, som elsker dig meget højt. Den far, du har fået nu, kan du roligt bruge som forbillede fremover. Han er et usædvanlig dejligt menneske, som jeg sætter meget stor pris på.

 Ralph smiler uvilkårligt.

 Jeg ved, at det bestemt er helt gensidigt, og jeg har fået tydeligt at vide, at et bedre forbillede end dig, kan jeg ikke få.

 Gunnar Wigelius kommer til at le.

 Det skyldes nok, at vi begge i sin tid valgte det samme forbillede at se op til, vores gamle rektor Thackeray. Hav nu en rigtig god sommerferie min ven, og husk altid på, at efter en mørk nat kommer der næsten altid en lys dag, og hils der hjemme.

 

Kapitel 13. Richard.

 

Det bliver en dejlig sommerferie. John er klar over, at når han først begynder i Oxford, hvor han skal studere statskundskab og økonomi, er det slut med de lange ferier. Det gælder altså om at nyde det rigtigt i år.

 Den første uge er de bare sig selv. Den næste uge kommer Jack, Bruce og Percy, og Bruce´lillebror kommer også med. Den her gang  er de blevet enige om at skiftes til at sove på værelse sammen.

 Bruce har med et smil sagt.

 Det må være rimeligt, at vi deler fornøjelser og besværligheder lige.

 Første nat sover Arthur hos Richard, næste nat hos Ralph, tredje nat hos Richard igen og så ser vi, om vi får lov til at blive længere, eller om vi bliver smidt ud. Vi andre sover bare der, hvor der er en ledig seng eller nede hos hestene i stalden.

 Percy smiler bredt.

 Ja, jeg tog ikke min lillesøster med, for jeg ville ikke risikere, at I kom op at slås med hinanden om, hvem der skulle sove sammen med hende, men jeg skulle spørge fra far og mor, om Ralph og Richard ville komme og besøge os et par dage.

 Så ser han på Jack og John.

 Måske I to så ville komme, når de andre er taget afsted. Vi har jo ikke så meget plads, som I har her.

 Bruce kommer nok vadende af sig selv uden at man behøver at invitere ham, men han bor ikke længere væk, end at vi kan sende ham hjem og sove.

 Efter frokosten tager drengene ud for at bade i søen. Arthur har forsigtigt hvisket til Richard.

 Kan vi bade i underbukser, jeg har ikke badebukser med.

 Richard smiler.

 Det kan du da godt, men vi andre bader uden tøj her, der er jo ikke andre end os.

 Arthur rødmer lidt.

 Hvis I kan, kan jeg da også.

 Lidt efter er de i vandet alle sammen, og så plasker de ellers rundt og har det sjovt sammen. Da de omsider har fået nok af vandet, skiftes de til at stå på hænder og slå kraftspring og lignende udfoldelser. En halv times tid efter er de alle tørre og så skynder de sig i tøjet og traver sammen hjemad, mens snakken går godt.

 Det har givet god appetit til aftensmaden, og bagefter sidder man så og hygger sig med lord Vilfords. Da man går i seng, er man blevet enige om at mødes til morgenmad kl. 8 og derefter skal man så ud og ride.

 Da de er kommet i seng, siger Arthur pludselig til Richard.

 Må jeg godt komme over og ligge lidt hos dig. Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.

 Richard nikker.

 Helt i orden, kom du bare, jeg er klar over, at det er noget vigtigt.

 Arthur knuger sig ind til ham et øjeblik, så slapper han lidt af.

 Synes du, at jeg er meget anstrengende at have med at gøre. Det siger alle andre.

 Richard smiler uvilkårligt.

 Nåh, jeg synes da, at jeg har tæmmet dig lidt.

 Ja, for du forstår mig eller prøver i det mindste på det. Hjemme hos far og mor får jeg hele tiden at vide, at nu skal jeg være stille og opføre mig pænt, der er aldrig plads til lidt sjov og ballade. Det ville være utænkeligt at bade uden tøj, hvis ikke far og mor var mindst en kilometer væk. At vi to ligger her sammen, uden at have tøj på, ville omgående medføre stuearrest i mindst en uge. Bruce virker helt anderledes, når han er sammen med jer, så er han fuld af sjov, men der hjemme prøver han hele tiden at være, som vores forældre forventer det af ham.

 Dine forældre er helt anderledes. Her bliver man ikke straffet for at lave sjov. Jeg tror endda, at din far og mor sommetider kan more sig over det. Det betyder da ikke, at jeg kunne drømme om at kure ned ad gelændere, lave glidebane på gulvene og sådan noget, men her har man lov til at le og have det sjovt uden hele tiden at høre en rømmen eller opfange et straffende blik.

 Det er nok også derfor jeg har været lidt vild de gange jeg har været her. Jeg vil jo bare så gerne have lov til at være glad og have det sjovt, uden at jeg hele tiden skal have dårlig samvittighed og være bange for, hvilken straf, det medfører.

 Richard klemmer ham lidt ind til sig, så siger han.

 I morgen aften får du lov til at sove sammen med Ralph, for da vil jeg sove sammen med Bruce, men så sover du ellers her hos mig, mens I er her, og så skal jeg nok prøve at finde på noget sjovt, som vi to kan lave sammen. Når du tager hjem, skal det være med bevidstheden om, at du i hvert fald har haft det sjovt de her dage.

 Vil du over til dig selv igen nu, eller vil du hellere bliver her, for så må du også godt det.

 Arthur begynder at græde. Så knuger han sig ind til Richard igen.

 Lidt efter snøfter han.

 Nu skal jeg nok prøve at lade være med at tude. Jeg er jo bare så glad for, at jeg fik lov til at komme med herover. Hvis du virkelig ikke har noget imod det, vil jeg meget gerne have lov til at blive liggende, og jeg skal nok prøve at ligge så stille, at jeg ikke ødelægger din nattesøvn.

 Richard smiler.

 Slap du nu bare af og sov godt. Bare du ikke skubber mig på gulvet, skal jeg nok klare at sove.

 Lidt efter kan Richard høre, at Arthur sover. Selv ligger han og spekulerer på, hvad han kan gøre for at hjælpe Arthur lidt. Han må snakke med Ralph og John om det, men han må også prøve at få snakket rigtigt med Bruce og høre, om det virkelig er rigtigt, det Arthur fortæller. Lidt efter lykkes det ham da også at falde i søvn.

 Efter morgenmaden tager drengene så ud og rider en lang tur. Da de kommer tilbage, ser Richard lige sit snit til at få snakket lidt med Ralph og John, så de kan få lejlighed til at tænke lidt over, hvad der kan gøres for at hjælpe Arthur.

 Efter frokost er drengene igen ude og bade og har det vældig sjovt sammen. Ralph hjælper Arthur med at lære at dykke, og det synes han er vældig sjovt. Da de omsider har fået nok af vandet alle sammen, lægger Arthur sig ved siden af Ralph og smiler glad til ham.

 Du er lige så flink og rar som Richard. Det er så dejligt at være sammen med jer.

 Ralph smiler til ham.

 Jeg synes faktisk også helt godt om dig, nu hvor jeg er ved at lære dig bedre at kende. Richard har fortalt lidt om dig, og jeg lover dig, at jeg også gerne vil være med til at hjælpe dig.

 Efter aftensbordet hygger de forskellige sig rigtigt sammen, men omsider er det tid til at gå i seng.

 Ralph smiler til Arthur, da de kommer ind på værelset.

 Nå, skal vi på spøgelsesjagt, eller skal vi grave efter skatte eller tage ud og dykke i søen, eller skal vi bare snakke lidt og så ellers se at få sovet.

 Arthur ryster på hovedet.

 Jeg vil gerne nøjes med at snakke i aften, men må jeg godt ligge ovre hos dig.

 Ralph nikker.

 Helt i orden Arthur. Vi skynder os af tøjet og i seng, og så ligger vi og snakker til en af os falder i søvn.

 Da de er kommet i seng, klamrer Arthur sig til Ralph, så hvisker han.

 Det føles så trygt og rart at ligge her hos dig. Jeg kan tydeligt mærke, at du vil mig det godt, lige som Richard. John er jo næsten voksen, og han er også vældig flink, men det er nemmere at snakke med Richard og dig. I er ganske vist ældre end mig, men det føles ikke så meget.

 Jeg holder da meget af Bruce, og både Percy og Jack er da også vældig flinke, men hvorfor er Bruce helt anderledes, når han er sammen med jer, meget mere åben og sjov, netop sådan, som jeg bedst kan lide ham. Der hjemme er han meget stille og er tit efter mig, hvis jeg prøver at lave lidt sjov. Jeg ved godt, at det nok er fordi mor ikke er rask og ikke tåler larm og spektakkel, men smil og glade ansigter burde da ikke kunne genere hende.

 Ralph nikker.

 Nu prøver Richard at snakke med Bruce i aften, og så prøver vi at se, hvad vi i fællesskab kan gøre ved det, når vi får snakket sammen i morgen. Kunne du evt. tænke dig at blive hos os lidt længere, når de andre er taget afsted. Jeg vil også godt prøve at høre om Jack evt. kunne tænke sig at låne dig nogle dage. Hvis du får lov til at være hjemmefra 14 dage – tre uger, vil du nok komme savne det lidt derhjemme alligevel, og så har du haft masser af sjove og gode oplevelser, som du kan tænke tilbage på med glæde, når du synes, at det hele bliver lidt trist og gråt i hverdagen.

 Tror du virkelig, at det kunne lade sig gøre. Det ville jo være helt vidunderligt, og så kan jeg da heller ikke genere mor så længe. Nu skal jeg nok lægge mig til at sove. Skal jeg gå over i den anden seng, eller må jeg godt have lov til at blive hos dig.

 Bliv du bare her, det overlever vi nok begge to.

 Et øjeblik efter sover de begge to.

 Inde hos Richard ligger han og Bruce og snakker sammen.

 Richard siger lidt tøvende.

 Jeg bør selvfølgelig ikke blande mig i jeres familieforhold, men Arthur er temmelig ulykkelig, selvom det måske ikke umiddelbart virker sådan. Jeg vil virkelig gerne hjælpe ham, derfor vil jeg gerne høre, hvordan sagen ser ud fra din side. Han siger, at hans mor er syg, og at derfor skal han altid være stille og må aldrig lave sjov eller le. Han sagde også, at du er lige sådan, når du er hjemme, men her, sammen med os andre er du helt anderledes, både sjov og glad, sådan, som han også gerne vil have lov til at være. Hvad er årsagen, og kan vi gøre noget for at hjælpe ham.

 Bruce ryster smilende på hovedet.

 Du er ikke helt almindelig, men du er nu en fin fyr, som jeg er glad for, at både jeg og min lillebror har lært at kende.

 Arthur tror det måske ikke, men jeg holder faktisk meget af ham. Det er jo en af årsagerne til at jeg prøver at holde ham så rolig så muligt der hjemme. Min mor er syg ja. Hun lider af stærke depressioner i perioder, og det går især ud over Arthur, fordi han jo er hjemme. Far er  på arbejde og prøver så at bøde lidt på det, når han er hjemme, og jeg er på Singleton og er kun hjemme i ferierne. Derfor var jeg meget glad over, at jeg godt måtte tage Arthur med hertil. Her kan han få lov til at leve frit.

 Jamen kan der ikke gøres noget for din mor, så hun får det bedre og ikke ødelægger jeres barndom.

 Hun har prøvet forskellige former for medicin. Der var faktisk noget, der hjalp godt, men så holdt hun op med at bruge det, for nu havde hun det jo godt, og så blev det næsten værre. Hun vil ikke erkende, at hun fejler noget nu, hun mener, at det er os andre, der er noget galt med. Når det er værst, flygter Arthur over til Percys forældre, men det er jo heller ikke en holdbar løsning. Det er næsten tanken om, hvis det er en arvelig sygdom, så Arthur og jeg får det ligesådan, når vi bliver ældre, der er det værste for mig i øjeblikket.

 Arthur har fået lov til at komme til Singleton om et år, og det ser han frem til og glæder sig utrolig meget til, men et år er lang tid under de forhold. Jeg har godt set, at det er blevet væsentligt værre, siden jeg sidst var hjemme. Derfor kunne jeg heller ikke invitere jer til at besøge os.

 Richard tøver lidt.

 Kunne Arthur evt. få lov til at blive her en uge mere, når I andre er taget afsted, måske lidt mere, jeg tror også godt, at jeg kan overtale  Jack til at invitere ham en ugestid. Og så vil jeg snakke med far i morgen, om han ikke godt tror, at han kan få rektor Wigelius til at gå med til, at Arthur allerede må begynde på Singleton nu i år efter sommeferien.

 Bruce ligger og ser over på Richard. Så ryster han på hovedet.

 Richard, du er simpelthen alle tiders dejlige ven. Hvis Arthur får lov til at starte før på Singleton, er jeg overbevist om, at du har fået dig en ven for livet, som vil gå gennem ild og vand for din skyld. Ja, hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg nok have det lige sådan. Du lever i høj grad op til dine to brødres niveau.

 Men tror du, at dine forældre kan gå med til, at Arthur bliver her længere, når vi andre tager afsted.

 Richard smiler.

 Selvfølgelig, det er trods alt nedtrapning, og jeg er overbevist om, at Jack også gerne vil låne Arthur nogle dage. Hans far er i øvrigt lige blevet udnævnt til kommandør med fast arbejde i Marineministeriet, så nu skal han ikke sejle mere. Jeg ved, at Jack vil være meget glad for at hjælpe en kammerat, der trænger til det.

 De ligger og snakker lidt endnu, men falder omsider i søvn.

 Næste morgen er drengene klar til morgenmaden klokken otte, nyvaskede og velfriserede. Bagefter tager de så ud på en god lang ridetur sammen med lord Vilford. Det er næsten blevet en tradition, at de tager denne ridetur hver dag i ferien efter morgenmaden, sammen med den eller de kammerater, der nu er på besøg, men drengene rider også gerne en tur alene med faderen, hvis der ingen gæster er.

 Efter frokosten tager drengene igen ud og bader, John er dog blevet hjemme, da der er nogle ting, han skal hjælpe sin far med.

 Da de kommer ud til søen, smider de som sædvanlig tøjet og hopper i vandet. Da de har svømmet og dykket og pjasket rundt en lille times tid, siger Richard.

 Nu skal vi prøve noget helt specielt.

 Ralph og Jack stiller sig over for hinanden og lægger hænderne på hinandens skuldre, så de står fast. Så kravler Bruce og Percy op på deres skuldre, og endelig kravler Arthur og jeg op på Bruce og Percys skuldre. Kan vi klare det prøver vi at komme op og stå på deres skuldre, men vi må nok hellere gå ud i vandet.

 Jack ser på ham.

 Vil det sige, at du vil have os til at bære jer alle sammen.

 Ralph smiler.

 Det går nok. Hvis det går godt, må vi prøve det igen og så få John til at fotografere: Den menneskelige pyramide. Måske kan vi endda tage ud og optræde med det.

 Percy blinker til ham.

 Hvis vi skal ud og optræde, må vi nok hellere tage lidt tøj på, så der ikke er nogen, der bliver generte.

 Ja, men det behøver vi ikke i dag.

 Ralph og Jack stiller sig nu op og holder hænderne på hinandens skuldre. Bruce og Percy klatrer så op på deres skuldre. Da de har fundet balancen, klatrer Richard og Arthur op på deres skuldre. De andre hjælper dem lidt, men holder så også fast i hinandens skuldre. De bliver dog enige om, at de ikke i første omgang vil op og stå på skuldrene, efter at Richard har gjort et forsøg.
 Ralph råber op til ham.

 Nej, lad hellere være i denne omgang Ricky, vi skulle nødigt risikere at noget går galt.

 Richard begynder at le.

 Jamen jeg skal tisse.

 Jack hyler op.

 Tak, så er det ned i en fart, jeg vil ikke overrisles.

 Hurtigt lader drengene sig glide ned, først Richard og Arthur og derefter Bruce og Percy.

 Så ser Richard leende på Jack.

 Det var nu ikke lige op over, jeg ville bare se, hvordan I reagerede.

 Jack ryster på hovedet og ser på Ralph.

 Ham må du hellere få opdraget lidt bedre, inden vi vender tilbage til Singleton, ellers bliver det jo mit arbejde.

 De går nu igen i gang med at prøve forskellige ting. Stå på hænder og gå på hænder, slå kraftspring o.s.v. Omsider må de så i tøjet igen og hjemad, men der har også været tid til at ligge og snakke sammen en halv times tid.

 Efter aftensmaden sidder man som sædvanlig og hygger sig og snakker med lord Vilfords også.

 Det bliver aftalt, at Arthur skal blive der en uge mere efter at de andre er taget afsted. Når Ralph og Richard tager hen for at besøge Percy, et par dage,  tager Arthur hen til Jack, og når Jack så skal besøge Percy sammen med John, får Arthur så lov til at blive hos Richard og Ralph de dage.

 Den næste dag kan lod Vilford fortælle, at han har fået Arthurs forældres accept, dels af sommerferiens forløb og dels, at han får lov til at begynde på Singleton efter sommerferien, hvis rektor Wigelius kan gå med til det. Han er på ferie i øjeblikket, men lord Vilford er næsten sikker på, at det nok skal lykkes.

 Arthur har siddet helt stum, mens lord Vilford har fortalt det forskellige.

 Så kommer det næsten som et gisp.

 Er det virkelig rigtigt.

 Så farer han hen og giver lord Vilford et ordentligt knus.

 Lord Vilford smiler til ham.

 Jeg tror nu nok, at det er Richard, der fortjener den største tak. Det er ham, der har fået os andre til at gøre noget ved tingene.

 Arthur ser på Richard med strålende øjne.

 Tænk, at jeg har fået sådan en ven, tusind tak

 Så ser han på de andre. 

 Og så har jeg endda mange flere venner.

  Så tager han hele turen rundt med knus. Da han giver lady Vilford et stort knus, ser han alvorligt på hende.

 Jeg skal nok prøve at opføre mig pænt og lade være med at lave for meget ballade og larm.

 Hun smiler til ham.

 Husk nu, at du også skal have det sjovt. Derfor kan man godt tage lidt hensyn til andre, hvis det er nødvendigt.

 Arthur nikker alvorligt.

 Det skal jeg nok huske.

 Omsider bliver man enige om at gå i seng.

 Da Richard og Arthur er kommet ind på værelset og er ved at klæde sig af, går Arthur pludselig i stå og står bare helt stille og ser på Richard.  Richard, der imellemtiden er kommet af tøjet, vifter med en hånd foran Arthurs øjne.

 Halløj, er der nogen hjemme.

 Arthur begynder at smile og tager det sidste tøj af.

 Jeg synes bare, at det er helt ufatteligt, hvad der er sket de sidste par dage. Jeg får lov til at være sammen med jer længere. Jeg skal ikke være hjemme ret meget af sommerferien, og så får jeg lov til at begynde på Singleton allerede i år. Det var et mareridt at tænke på, at der skulle gå et år mere, og alt det, har du ordnet for min skyld. Findes der overhovedet en bedre ven en dig.

 Richard smiler.

 Det er skam ikke min fortjeneste alt sammen, men vi blev enige om, at du fortjente, at vi alle gjorde noget for at hjælpe dig, og det gjorde vi så.

 Arthur slår armene om halsen på Richard og knuger sig ind til ham.

Jamen det var dig, der satte det hele i gang.

 Richard nikker.

 Det er nok rigtigt, og derfor synes jeg  også, at du skal sove hos mig i nat, så jeg rigtig kan føle din glæde.

 De er lige ved at falde i søvn, da Arthur pludselig siger.

 Ville du have tisset ned ad de andre i eftermiddags, hvis du havde trængt til det.

 Selvfølgelig ikke. Dels ville de nok ikke synes, at det havde været særligt sjovt, og dels kunne vi jo have risikeret, at de var løbet fra hinanden, så vi var faldet ned, og det havde heller ikke været sjovt.

 Skal man lave sjov, skal det være noget andre også synes er sjovt.

 Næste morgen ser Arthur på Richard.

 Det er ikke noget, jeg har drømt. Det er rigtigt. Jeg må blive her nogle flere dage. Jeg skal også besøge Jack, og jeg skal begynde på Singleton efter sommerferien. Jeg må have lov til at være glad og smile og le og have det sjovt sammen med verdens bedste ven.

 Richard begynder at le.

 Det med verdens bedste ven er nok drøm, men det andet er rigtigt nok.  Med hensyn til verdens bedste ven, skal vi så ikke nøjes med at sige en af verdens bedste venner, så er der plads til nogen af de andre også, og de er mindst lige så gode som mig.

 De kommende dage går fint, og alle nyder ferien.

 Bruce har snakket en del med Ralph om det venskab Arthur har fået med Richard. Med et lille smil siger han.

 Vores små brødre går åbenbart i storebrødrenes fodspor, og jeg tror vi har været lige heldige i den retning.

 Jeg er meget glad over, at der omsider er kommet en løsning, men samtidig også flov over, at det ikke var mig, der fik det ordnet.

 Ralph smiler.

 Det er nok lettere for en udefra at gennemskue tingene, og Ricky havde så den fordel, at han havde gode forbundsfæller. Jeg ville nok ikke have gennemskuet tingene på samme måde. Jeg kender dig jo kun fra Singleton og herfra, så jeg kendte ikke til din baggrund, da du ikke havde fortalt mig noget om den. Heldigvis havde Arthur tillid nok til Ricky til at han turde fortælle ham det hele.

 Bruce nikker.

 Jeg har nok været for flov over at fortælle om forholdene derhjemme til dig, det skyldes ikke manglende tillid, men jeg ville ikke beklage mig og jeg kunne bare heller ikke se, hvordan du skulle kunne ændre noget, og Percy mente ikke, at han kunne fortælle noget, når jeg ikke selv kom ind på det.

 Jeg indrømmer blankt, at det er en stor lettelse, at I nu alle sammen her kender min baggrund, og jeg ved, at I er parate til at støtte mig.

 I den uge, hvor Arthur har fået lov til at blive, efter at de andre er taget afsted, får han sig af og til en god snak med lady Vilford.

 En dag siger Arthur således.

 Hvor er det dejligt at være her, og også at jeg kan snakke med dig. Du er så god at snakke med, du lytter til det, jeg siger og giver mig gode råd. Tænk hvis jeg havde sådan en moder.

 Lady Vilford siger med et lille smil.

 Jeg nyder at se, at du er glad og har det godt, og jeg synes også du er blevet god til at sørge for, at du aldrig går over stregen. Min mand har snakket med din far om at få din mor indlagt til behandling, så hun kan få det bedre. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har det sådan, og derfor skal vi også prøve at hjælpe hende, så godt vi kan, så du også kan være glad for at komme hjem på ferie.

 Arthur ser alvorligt på hende.

 Tror du, at den sygdom er arvelig, så Bruce og jeg bliver ligesådan, når vi bliver voksne.

 Det er ikke nemt at svare på, men så ved I i det mindste, at I har brug for hjælp, og med medicin kan det afbalanceres, så man kan få en ganske almindelig og god tilværelse.

 Arthur nyder den uge, hvor han er alene på besøg efter at de andre er taget afsted, men også de dage, hvor han besøger Jack, har han det fint.

 Jacks forældre synes også, at det er morsomt at have ham på besøg, og Jack behandler ham næsten, som om han var hans lillebror.

 

Kapitel 15. Tilbage til Singleton.

 

Da de kommer tilbage til Singleton, varer det ikke mange dage, før Arthur befinder sig godt.

 Den første fodboldkamp mod Aravon står for døren. Ralph har sørget for, at hans hold er i god fysisk kondition, de løbetræner mindst en halv time hver dag, så de har store forventninger til kampen. Kort før kampen kommer Jeff en dag over for at tale med Ralph.

 Han ser alvorligt på ham.

 Kan vi ikke lave en aftale om, at jeg vinder i år, da det jo er mit sidste år, du har jo et par år tilbage endnu, hvor du så kan vinde.

 Ralph ser overrasket på ham.

 Hvad mener du. Skulle mit hold tabe med vilje for at du kan vinde. Det kan jeg helt bestemt ikke gå med til. Sådan en aftale hverken kan eller vil jeg lave..

 Jeff smiler bredt.

 Det håbede jeg bestemt heller ikke, men jeg ville lige prøve at se, hvordan du reagerede. Nu ved jeg helt bestemt, at du er en fair modstander. Vinder Aravon er det fint, selvfølgelig, men vinder Longdown er det mindst lige så fint, og så kan vi i fællesskab sikkert også klare de andre hold, for jeg tror, at vores to hold er de stærkeste i år igen. Jeg har godt lagt mærke til, at du træner dit hold ekstra, og det tror jeg også jeg vil gøre med mit hold, så må vi se, hvis hold, der bliver bedst.

 Ralph begynder at le.

 Så har jeg alligevel ikke taget fejl af dig, det er jeg meget glad for. Jeg lover, at I får kamp til stregen. Ikke fordi jeg vil vinde for enhver pris, men fordi begge vores hold fortjener en spændende og ligeværdig kamp. Husk lige, det er holdet, der vinder, ikke anføreren.

 Jeff nikker.

 Måske. Jeg håber bare, at jeg kan blive lige så populær en anfører som dig. Ikke fordi holdet vinder, men fordi de kan lide mig og har respekt for mig, som dit hold har for dig.

 Kampen bliver spillet og ender 1 – 1.

 Inde i omklædningsrummet efter kampen kommer Jeff hen til Ralph og rækker en hånd frem.

 Tak for en god kamp, vores hold er åbenbart lige stærke, det må vi se at gøre noget ved.

 Bruce ler højt.

 Bare rolig, vi skal nok klare jer næste gang, men gør vi ikke det, vil det i det mindste blive et ærefuldt nederlag. I spillede virkelig godt i dag, Jeff.

 En af drengene fra Aravons hold nikker.

 Det gjorde I bestemt også, men intet er vel umuligt. Nu ved vi i det mindste, at vi skal yde vores allerbedste indsats, næste gang vi spiller mod jer, så det kan du roligt regne med, at vi gør, Jeff.

 

Kapitel 16.  Tiden går.

 

 Der går nu ca. 18 år.

 Der er sket meget i de forløbne år.

 Lord Vilford passer stadig sit arbejde i Overhuset, mens John har overtaget det meste af arbejdet der hjemme. Lady Vilford har det fortsat godt og nyder, når børn og børnebørn kommer på besøg.

 John har efter at have gjort sin universitetsuddannelse færdig haft travlt med at sætte sig grundigt ind i alt, hvad der vedrører slottet. Han har fundet en virkelig sød kone, og de har to børn, en dreng og en pige. Drengen er 12 og pigen er 9 år. De bor selvfølgelig på slottet, men i deres egen afdeling.

Drengen, William, er netop begyndt på Singleton og bor på Longdown

 Ralph har taget en læreruddannelse i Oxford og er vendt tilbage til Singleton som lærer og har i to år nu været husforstander på Longdown. Han er blevet gift med en datter af rektor Wigelius og de har en søn på seks år. Til daglig tænker ingen over, at Ralph er Williams onkel, for han bliver behandlet på nøjagtig samme måde som alle de andre drenge, men når der er familiesammen- komster o.lign. følges de gerne ad hjem til Vilfords.

 Richard har valgt at blive præst. Han har giftet sig med Percys søster Elisabeth og de har et par tvillinger på tre år. To drenge.

 Jack er blevet kaptajnløjtnant i flåden. Han er ikke blevet gift endnu, men har fundet en virkelig sød pige.

 Percy og Bruce er begge gået ind i hæren, og er samtidig blevt udnævnt til major. De er også begge blevet gift. Percy har fået en søn, der nu er fem år. Bruce og hans kone har ikke fået børn. Bruce´s mor har det helt godt, og Bruce og hans kone besøger af og til forældrene, mens Arthur så vidt muligt undgår det. Han har også taget en læreruddannelse på Oxford og er netop blevet juniormaster på Longdown efter sommerferien. Han er ikke gift.

 Ralph har prøvet at overtale ham til at besøge sine forældre, og i den sidste week-end i sommerferien tager han så hjem. Da han kommer tilbage, ser han på Ralph.

 Tak fordi du fik mig overtalt. Nu tror jeg også, at jeg tør gifte mig en dag, hvis der dukker en pige op, jeg tør stole på. Jack havde ret. Da jeg for mange år siden besøgte ham, sagde han til mig. Først den dag, da du lærer at tilgive andre, er du parat til at modtage andres tilgivelse. Hans biologiske mor havde på mange måder mindet om min mor, så han vidste, hvad han snakkede om.

 Det er blevet en fast regel gennem årene, at en uge i sommerferien samles alle hos lord Vilford.

Børn, børnebørn og venner med koner og kærester og  andet vedhæng, som Richard siger, og så går snakken.

 Denne sommerferie har de atter været samlet og snakken har gået om alt det, der er sket i årenes løb. Arthur har sagt til Richard.

 Det er fantastisk. Til trods for, at vi alle er voksne, og nogle endda har store børn, føles det næsten som om vi var lige gamle. Vi ”drenge” kan jo stadig have det sjovt sammen. Du er endda præst. Hvad tror du, at drengene på Singleton ville sige, hvis de så os udfolde os sådan her.

 Richard begynder at le.

 Jeg tror ærligt talt, at det ville more dem. Du kan jo foreslå Ralph, at han går på hænder, når de nye drenge kommer.

 Arthur ryster på hovedet.

 Nej, din mor havde ret, da hun i sin tid sagde til mig. Husk, hver ting til sin tid.

 Richard nikker.

 Det er også rigtigt. Her er vi jo næsten en stor familie, så her kan vi tillade os det. Jeg kan jo heller ikke tillade mig hvad som helst, når jeg er på arbejde. Men sjov og glæde skal der også være plads til i mit arbejde.

 Arthur smiler.

 Og så har Ralph overtalt mig til at besøge mine forældre. Han mener, at jeg har mindst lige så meget brug for det, som de har. Hvor er han dog et dejligt menneske, jeg tror kun, at der er en, jeg sætter lige så højt, og det er dig. For jer to er jeg parat til at gøre hvad som helst.

 Richard nikker.

 Vi har somme tider talt om at have de rigtige forbilleder, og da er Ralph nok et helt godt valg, selvom han ikke er så meget ældre end os. Til gengæld ved jeg, at far og rektor Wigelius er Ralphs store forbilleder.

 

Kapitel 17. Mødet med de ”gamle” drenge fra øen.

 

Og så starter der et nyt år på Singleton.

 Ralph er i gang med at tage imod de ny drenge og deres forældre, mens Arthur sørger for, at de ”gamle” drenge finder på plads. Et par af drengene har haft store brødre, der har gået på Singleton samtidig med ham, dog i yngre klasser. De har hørt, at han godt kunne være med på en spøg, da han var dreng, men vil godt lige se ham an, inden de prøver noget.

 Pludselig stivner Ralph et øjeblik, så begynder han at smile.

 Maurice, jamen du kan da ikke have en dreng, der er gammel nok til at begynde her.

 Maurice ser forbløffet på ham.

 Ralph. Det er da løgn, så fandt jeg dig endelig. Nej, det er ikke min søn, det er min brodersøn, Eric.

 Jeg kan se, at du har travlt i øjeblikket, men må jeg blive her, så vi kan få snakket lidt bagefter.

 Ja, selvfølgelig. Gå ind til min kone, Ingrid. Så kommer jeg så snart jeg kan.

 Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg hellere gå en lille tur. Jeg kommer tilbage om en times tid, og så vil jeg da meget gerne hilse på din kone.

 En times tid efter kommer Maurice tilbage og så følges han med Ralph ind til Ingrid. Ralph har givet Arthur besked om at tage sig af  de sidste, og så ellers lade præfekterne tage sig af drengene.

 Da de kommer ind i lejligheden og Maurice har hilst på Ingrid, ser han på Ralph.

 Jeg har forgæves forsøgt at finde frem til dig, men du hed jo ikke Williams mere, og jeg fik at vide, at dine forældre var døde.

 Ralph nikker.

 Ja, og så blev jeg adopteret af lord og lady Vilford. Deres ældste søn gik her på Singleton, hvor jeg også startede efter jul, det år, vi kom tilbage, men det er en lang historie. Jeg hedder altså Vilford nu og har et par vidunderlige forældre og et par pragtfulde brødre.

 Maurice fortæller nu om, hvad han har lavet, fra de skiltes.

 Han er nu bankmand, og da hans storebror er ansat i diplomatiet og er udstationeret i øjeblikket, har han så taget sig af brodersønnen, som broderen gerne ville have til at gå på Singleton, fordi han selv havde gået her.

 Maurice tøver lidt.

 Jeg har prøvet at finde ud af, hvad der er blevet af de fleste drenge fra den gang. De fleste er det gået helt godt. Nogle enkelte er det ikke lykkedes at finde frem til. Du var en af dem, der var svær at finde, fordi du havde skiftet navn, og så står du pludselig foran mig. Det er jo næsten utroligt. Fælles for alle drengene var, at de gerne ville møde dig igen. Derfor var det så vigtigt for mig at finde dig.

 Ralph ser på Maurice.

 Spørgsmålet er, om det er en god ide, men hvad hedder din broder for øvrigt, han må jo have gået her næsten samtidig med mig.

 Jeffry Everett, men han bliver kaldt Jeff.

 Ralph læner sig tilbage i stolen og begynder at le.

 Jeff, min gamle fodboldmodstander fra Aravon. Jamen det er jo herligt, hvorfor kom du for resten ikke også til at gå her, når din broder gjorde.

 Det havde jeg ikke lyst til, men havde jeg vidst, at Ralph Vilford var dig,  var jeg nok kommet alligevel. Min broder var meget begejstret for dig, selvom han ikke kom til at vinde fodboldpokalen, det år, hvor han var anfører. Han var virkelig imponeret af jeres holdindsats. Men tilbage til det andet. De forskellige vil altså meget gerne møde dig. Kan vi finde et tidspunkt og et sted, hvor det kan lade sig gøre.

 Ralph ryster lidt på hovedet.

 OK, men så synes jeg også, at vi skal invitere Jack med. Han er blevet en af mine meget gode venner og er en virkelig fin fyr. Jeg tror, at det vil betyde meget for ham at få nogle ting bragt på plads med de forskellige.

 Hvad er der blevet af de forskellige. Sam – Eric f.eks. og Roger. Jeg hørte, at han var flyttet til Scotland med sine forældre.

 Maurice smiler.

 Ok. Jeg vil godt give Jack en chance for din skyld. Sam og Eric er blevet advokater. Sam blev i øvrigt beskikket som forsvarer for Roger, der havde lavet tre røverier i løbet af en uge, inden han blev taget. Det var han bestemt ikke begejstret for. Det fik Roger fem år for, men da han så prøvede at slå en fængselsbetjent ihjel, blev det ændret til livsvarigt. Det blev konstateret, at manden var psykopat. Men ellers har de fleste klaret sig godt. Jeg hørte i øvrigt et rygte, kan du bekræfte det, du kender jo åbenbart Jack og hans plejeforældre godt.

 Ralph nikker.

 Wilsons har adopteret Jack, og ja, de var Simons forældre.

 Maurice ser overrasket på ham.

 Godt, så tror jeg også, at det er en god ide, at Jack kommer med.

 Så er spørgsmålet bare hvor og hvornår.

 Maurice smiler.

 Lad os sige om to måneder. Den første søndag i oktober, men hvor synes du.

 Jeg ringer lige til mine forældre. Hvis de ikke har andet eller John har, kan det blive der. Jeg skal nok sørge for maden. Her er adressen.

 Fem minutter efter er han tilbage.

 Så siger vi den første søndag i oktober hjemme hos mine forældre.

 Både Ralph og Jack kommer dagen før, så de kan få snakket lidt sammen.

 Pludselig siger Jack.

 Hvis det går godt i morgen, tør jeg gifte mig med Majorie. For så tror jeg på en fremtid, en god fremtid.

 Fra kl. 9. begynder de forskellige at komme. En del af dem er det meget svært at genkende, men når de har sagt deres navn, er der ingen problemer. Kl. 12 er der frokost, hvor flere af dem holder taler, bl.a. selvfølgelig Ralph og Maurice, men også Jack holder en tale. Da de rejser sig fra bordet sætter de sig og snakker i mindre grupper, mens Jack og Ralph cirkulerer lidt rundt og snakker med de forskellige. Til eftermiddagsteen bliver de så præsenteret for lord Vilford og lady Vilford, men også John og hans kone og deres børn kommer og hilser. Richard og hans kone ligeledes.

 Richard står lidt, så ser han på Ralph med et lille smil.

 Må jeg godt få lov til at sige noget.

 Ralph nikker til ham og siger med et smil.

 Som I måske har hørt, er min lillebror præst, så hør godt efter, hvad han siger.

 Richard smiler endnu mere, men bliver så alvorlig igen.

 Det er nu ikke som præst, jeg vil udtale mig, men som Ralphs lillebror og Jacks gode ven.

 Nogle af jer syntes sikkert, at Jack opførte sig som en skiderik den gang og fik jer andre til det også. Jeg har hørt hele historien, både fra Ralph og fra Jack, ja og for resten også fra Roger. Den var godt nok noget anderledes, set fra hans side, hvorimod Ralphs og Jacks version lignede hinanden meget.

 Det er muligt, at Jack opførte sig forkert, ja, det gjorde han selvfølgelig, det har han erkendt og fortrudt mange gange. Men I andre havde også et valg. I kunne have valgt at følge Ralph, som I havde valgt som leder, men ham svigtede I og valgte at følge Jack. Så I er lige så skyldige, hvis man kan kalde det sådan. Vel, I var fra 6 – 11 år den gang, da kan man ikke forvente den store ansvarlighed.

 Nu er I voksne, og har erkendt, at I valgte forkert den gang, derfor ville I gerne møde Ralph.

 Men jeg er også glad for, at I nu har mødt Jack. Den rigtige Jack. Jeg skal ikke kommentere, hvad der skete, dels var jeg ikke selv med, og dels ved jeg ikke, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg havde været der. Jeg håber selvfølgelig, at jeg havde valgt det rigtige, men husk altid, at når man træffer et valg, medfører det konsekvenser. Hvis I havde valgt at støtte Ralph, ville det ikke være gået galt, men når I støttede Jack den gang, mente han, at han gjorde det rigtige. Senere erkendte han, at det ikke var tilfældet. Han blev adopteret af Simons forældre og lærte, hvad tilgivelse betyder. Hvis jeg ikke tager meget fejl, tror jeg også, at I vil tilgive, hvad der skete den gang. Det synes jeg i hvert fald, at Jack fortjener.

 Wilfred nikker og rejser sig og går hen og tager Jacks hænder.

 Som voksne har vi nok lært, at fornuften og anstændigheden er noget af det vigtigste. I dag har jeg også lært, hvad kærlighed betyder. Når du har fået sådan nogle venner Jack, er jeg overbevist om, at du er det værd. Vi lærte nok en del af vores ophold på øen den gang, men det er vist først i dag, at de forskellige brikker er faldet endelig på plads for mig. Hvis vi fremover mødes med hinanden, vil vi kunne hilse på hinanden med glæde. Jeg tror nok, at de fleste af os skammede os over den måde vi behandlede Ralph på, derfor ville vi gerne sige undskyld til ham, men du fortjener også en stor undskyldning, Jack, for vi var i høj grad medskyldige.

 Så ser han over på Maurice.

 Jeg er meget glad for, at du fik arrangeret det her møde. Nu tror jeg ikke, at der er nogen af os, der

fremover vil tænke tilbage med bitterhed på, hvad der skete.

 Så smiler han til Ralph.

 Din lillebror har lært os en meget vigtig ting i dag. Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Du fortjener sådan en lillebror, men jeg er også glad for, at Jack har fået så gode venner, for det synes jeg også, at han fortjener.

 Der bliver snakket en del mere, og ved aftenstid tager de forskellige afsted igen. Jack er en af de sidste, der tager afsted. Han ser fra Ralph til Richard.

 Tak, for alt det I to har gjort for mig, ikke mindst i dag. Nu føler jeg for alvor, at jeg har en fremtid foran mig. Jeg skal lige have en snak med Marjorie, og så kommer der en bryllupsinvitation.

 Ralph smiler.

 Den vil vi glæde os til.

 Da Jack er taget afsted, siger Ralph.

 Tak for i dag, Ricky. Du har gjort det igen. Jeg vil aldrig glemme alt det, du har gjort for mig.

 Richard smiler.

 Jeg har ikke gjort mere for dig, end du har gjort for mig. Men nu må du vist afsted tilbage til Longdown og se, hvordan Arthur har klaret tingene, mens du har været væk. Jeg må også se at komme hjem. Jeg har en begravelse i morgen. Den slags er ikke så rart, men uundgåeligt.

 Lidt efter får de så sagt farvel til forældrene og John og hans kone og tager afsted.

 

Kapitel 18.  Longdown.

 

 Da Ralph kommer tilbage, kommer Arthur ind til ham.

 Med et skævt smil siger han.

 Jeg havde lidt problemer, mens du var væk, men jeg tror nok, at jeg fik klaret dem, så du skal ikke gøre noget ved det.

 Ralph smiler.

 Selvfølgelig gør jeg kun noget, hvis du beder mig om det, men har du lyst til at fortælle om det.

 Ok. Nogle af drengene havde hørt, at jeg havde været lidt af en ballademager, da jeg var dreng, så de ville se, hvordan jeg taklede det, og så syntes de altså, at det var passende at prøve det af, når du ikke var hjemme.

 Der var en fire – fem stykker, der lavede vandkamp i opholdsstuen. Da jeg hørte larmen, gik jeg efter lyden og fik så en halv spand vand i hovedet, da jeg åbnede døren. Den var selvfølgelig ikke tiltænkt mig. Jeg fik tørret det værste vand af ansigtet og stod så helt stille og så på dem. Det var utrolig svært at holde mig alvorlig, da jeg så deres forskrækkede ansigter, men det lykkedes.

 Så spurgte jeg roligt, om de også ville have lavet det nummer, hvis du havde været hjemme.

 De rystede bare på hovedet, ingen af dem turde åbenbart sige noget, men så trådte Eric Everett frem.

 Undskyld, det her burde vi ikke have gjort, og da slet ikke, når du var alene. Hvad er straffen.

 Jeg så lidt på dem.

 Klæd om til badebukser og hæng jeres tøj til tørre. I er tilbage om fem minutter.

 Lynhurtigt løb drengene ud.

 Mindre end fem minutter efter var de tilbage.

 Ja, så tørrer I op, der må ikke være en dråbe vand tilbage nogen steder. Når I ikke syntes, at det skulle laves, mens hr. Vilford var her, må I jo sørge for, at han ikke kan se noget, når han kommer hjem.

 En lille halv time efter var det hele tørret op. Drengene så på mig.

 Hvad så nu.

 Hvilken straf synes I selv, at I fortjener.

 Drengene så på hinanden.

 En sagde klø, en sagde straffestil, en sagde stuearrest, resten sagde ikke noget.

 Så så jeg alvorligt på dem, selvom det næsten var umuligt at holde latteren tilbage.

 Godt kom så med mig.

 Sammen gik vi ned til åen.

 Ja, hop så i, når I er så glade for vand.

 Jamen, jamen det er jo koldt.

 Tænderne var begyndt at klapre i munden på flere af dem.

 Tror I, at det er varmt for mig at gå i vådt tøj. Kom så i vandet, inden jeg smider jer i.

 Lynhurtigt var de alle fem i vandet.

 Ja, skynd jer så op og løb hjem og bliv tørret og kom i tøjet, og kom så ind til mig.

 Det var fem meget slukørede drenge, der lidt efter kom ind til mig. Jeg havde i mellemtiden fået skiftet tøj. Men da jeg så dem komme ind, kunne jeg ikke holde latteren tilbage mere.

 Deres ansigter klarede lidt op.

 Så sagde jeg.

 Nå har I så fået vand nok, så vi undgår gentagelser med indendørs vandpjaskeri fremover.

 De nikkede ivrigt alle fem.

 Godt, så nøjes vi med det i denne omgang, og smut så, inden jeg ombestemmer mig.

 På vej ud af døren vendte Eric sig.

 Hvis det havde været i november eller december, var vi så også blevet sendt i vandet.

 Så så jeg alvorligt på ham.

 Hvis jeg var dig, ville jeg ikke prøve at få svar på det.

 Så smuttede han med et stort smil.

 Ralph ser på Arthur med et glimt i øjet.

 Jeg tror ikke, at du får problemer med at klare tingene fremover, heller ikke selv om jeg ikke er her.

 Arthur smiler.

 Nej, jeg har jo haft en god læremester, men jeg er nu glad for, at William var taget hjem med jer, ellers kunne han nemt være kommet i klemme mellem kammeraterne og mig.

 Synes du, at det er forkert, at han er her på Longdown, det skulle nødigt give hverken ham eller dig problemer.

 Arthur ryster på hovedet.

 Der er jo ingen, der har problemer med, at du er hans onkel. Alle har så stor respekt for dig, at de ved, at du ikke gør forskel, men jeg ved, at William aldrig ville gå med til, at jeg skulle ”prøves

af”. Han kunne måske have lidt svært ved at forklare de andre, hvorfor han har det synspunkt. Nu tror jeg heller ikke, at det bliver aktuelt.

 Da drengene er kommet i seng, fortæller Eric hviskende til William, hvad der var sket, mens han havde været væk.

 William hvisker tilbage.

 Det var godt, at jeg ikke var her. Jeg var blevet tosset, hvis jeg havde opdaget, hvad der skulle ske.

 Eric smiler.

 Bare rolig gamle dreng, det vil ikke gentage sig. Den måde han taklede det på , har givet en stor respekt hos alle. Jeg er ikke fri for at være lidt misundelig over den familie du har, ja for juniormasteren er jo næsten også i familie med dig.

 William klukker.

 Ja, han er min gudfar, men kom og besøg mig nogle dage i juleferien, så kan du få lejlighed til at møde hele min familie. Jeg garanterer, at du får nogle sjove dage.

 Tror du virkelig godt, at jeg må det. Mine forældre kommer nok ikke hjem, så jeg skal være hos min onkel i juleferien.

 Fint så kommer du mellem jul og nytår og bliver hos os, til vi skal tilbage til Singleton.

 

Næste dag snakker William med sin far og får lov til at invitere Eric i juleferien. Det bliver aftalt, at Maurice skal komme med Eric 3.juledag, og så skal Eric have lov til at blive til juleferien er slut.

Det bliver en herlig ferie for både William og Eric.

 Da de skal tilbage til Singleton ser Eric fra John til Ralph og derefter på Richard.

 William havde ganske vist fortalt om jer og hvordan I var. Jeg troede, at han overdrev vildt, og så har han endda kun fortalt en lille brøkdel af, hvordan I virkelig er. Far havde også fortalt lidt om jer,

men virkeligheden er jo tusind gange bedre, mindst. Jeg vil aldrig nogensinde kunne glemme de dage, jeg har fået lov til at være her. Dit venskab, William, vil jeg gøre alt hvad jeg kan for aldrig at komme til at svigte.

 

 Fem år senere blev Ralph udnævnt til rektor, som Gunnar Wigelius afløser, og Arthur blev husforstander på Longdown.

 

                                                                             Tilbage til toppen