Tilbage til E-bøger

JACOB

 

 

En af landevejens farende svende, doktor Erik, tumlede hen ad landevejen med sin barnevogn, der indeholdt alt hans jordiske gods.

 Han havde ikke været rask de sidste par dage. Det var første gang i de snart 10 år, han havde travet rundt på de danske landeveje, at han følte sig rigtig syg.

 Hidtil havde hans helbred holdt til både regn og kulde og somme tider også sult, men for en uges tid siden havde han måttet overnatte udendørs i øsende regvejr. Det havde varet længe, før tøjet var tørret på kroppen af ham. Det andet tøj han havde, var også meget fugtigt, så det hjalp ikke at skifte.

 Han gik og håbede på, at han snart kunne finde et sted, hvor han kunne komme ind og få tørret sit tøj og få lidt varme i kroppen.

 Desværre ville folk nok snarere tro, at han var fuld end syg. Det var jo ikke usædvanligt, at en landevejsridder var fuld. Selv havde han kun været fuld, den første uge, han gik på landevejene.

Siden havde han ikke rørt nogen former for spiritus eller øl.

 Det var også en af årsagerne til, at han altid holdt sig for sig selv. De andre accepterede ham ikke som en rigtig vagabond, men det interesserede ham ikke, så længe han bare fik lov til at være i fred.

 Han kunne godt finde på at blive et sted og hjælpe til, som tak for kost og logis, hvis man behandlede ham pænt, især hvis han kunne se, at der var brug for en hjælpende hånd. Han sagde dog altid nej tak, hvis nogen tilbød ham penge. Det var et af de sjældne tilfælde, hvor man så et lille genert smil på hans ellers altid alvorlige ansigt.

 Det var ved at være hen ad aften og det var begyndt at småregne igen. Erik hostede, så det gjorde ondt i brystet. Selv uden at være fagmand, kunne han regne ud, at han havde fået lungebetændelse.

Så kunne det måske snart være forbi, og det var velsagtens også det bedste. Hvad formål var der med at fortsætte på denne måde. Han troede ikke på, at tilværelsen havde noget godt til ham mere. Den chance havde han forspildt for mange år siden.

 Uvilkårligt strøg han sig over panden, som om han ville stryge tankerne om fortiden væk.

 Nede for enden af en markvej så han en lille gård. Den så ikke særlig velholdt ud, men måske var det flinke mennesker, der boede der. Han syntes pludselig ikke, at han orkede at gå længere. Han stod stille lidt og hev efter vejret, så vaklede han det sidste stykke ned til gården. Igen måtte han stoppe for at få vejret, inden han bankede på.

 Der lød en kraftig hundegøen, der fik ham til at fare sammen, men et øjeblik efter blev døren åbnet på klem. En pige på en halv snes år så forskrækket på ham. Hunden, en dejlig schäfer, stak snuden ud og snusede til ham. Så begyndte pigen at le en lille usikker latter.

 Mor siger, at jeg ikke må lukke fremmede ind, når jeg er alene, men når Chang ikke har noget imod dig, tør jeg godt. Du ser så våd ud, kom indenfor. Mor og min storebror Jacob kommer hjem om en halv times tid. Du skal i hvert fald ikke blive ude i regnen så længe.

 Da Erik er kommet ind i det lille køkken, ser pigen opmærksomt på ham, så trækker hun vejret dybt.

 Jeg hedder Ulla, hvad hedder du.

 Efter et voldsomt hosteanfald siger Erik sit navn.

 Ulla så bekymret på ham, da han hostede, så siger hun forsigtigt.

 Er du ikke syg, det ser sådan ud. Du må have noget tørt tøj på. Du kan låne noget af min fars, det ligger her endnu, han…..han døde sidste år.

 Det sidste kommer meget stille og hendes øjne bliver blanke.

 Erik ser opmærksomt på hende, så smiler han et af sine sjældne smil.

 Tror du ikke, at det er bedre at vente, til din mor kommer hjem, og så høre, hvad hun siger. Det er jo ikke sikkert, at hun vil bryde sig om det. Jeg vil ikke risikere, at du får skænd bagefter for min skyld.

 Nu ler Ulla rigtigt.

 Mor skænder næsten aldrig. Hun siger, at hvis man ikke er flink mod andre, kan man heller ikke forvente, at der er nogen, der er flinke mod os, når vi har brug for det.

 Godt, men jeg synes nu alligevel, at vi skal vente, til din mor kommer hjem. Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at komme i tørvejr.

 Ulla ser forundret på ham.

 Jamen så sæt dig i det mindste her ved komfuret, så laver jeg en kop kaffe til dig, så du kan få varmen. Du må da fryse, så våd du er.

 Lidt efter sidder Erik med halvlukkede øjne og nyder varmen fra komfuret. Chang kommer hen og lægger hovedet på hans knæ og ser op på ham. Uvilkårligt stryger han den over hovedet og klapper den lidt.

 Ulla kommer med kaffen og et stykke franskbrød med ost.

 Du må have hundetække. Jeg har aldrig set Chang tage mod en fremmed på den måde før, man skulle tro, at I havde kendt hinanden i mange år.

 Et kvarters tid efter kommer Ullas mor og storebror hjem. De har forbavset set barnevognen uden for døren, og forbavselsen bliver ikke mindre ved at se en vildfremmed mand sidde ved komfuret og snakke med Ulla og med Changs hoved på sit knæ.

 Ulla forklarer ivrigt, og så bliver Jacob sat til at finde noget af faderens tøj frem, så Erik kan få noget tørt tøj på. Jacob lægger det inde på sengen på sit værelse, så Erik kan skifte der inde. Lidt genert viser han Erik det lille rum, hvor der er håndvask og toilet.

 Vi har desværre ikke noget badeværelse, men jeg håber, at det kan gå an, jeg har hængt et rent håndklæde frem.

 Erik ser taknemligt på ham, men siger ikke noget, han er ikke rigtig herre over sin stemme.

 Da Erik er blevet vasket og har fået tørt tøj på, befinder han sig allerede meget bedre.

 Jacob siger med et lille genert smil, at han har sat køretøjet ind i stalden, det håber han ikke gør noget.

 Erik vil til at svare, da han får et voldsomt hosteanfald igen. Da det er overstået, hagler sveden ned ad ham.

 Moderen, Birgit, der har været i gang med at lave aftensmad, ser opmærksomt på Erik, så giver det pludselig et sæt i hende.

 Jacob, du må hellere hjælpe ham ind i din seng. Det ser ud til at være optræk til en lunge- betændelse, så kasn du sove i Ullas seng og hun kan ligge inde hos mig. Du kan tage en pyjamas med af din fars.

 Erik vil til at protestere, men Birgit ryster på hovedet.

 Jeg er gammel sygeplejerske, så jeg ved, hvad jeg gør, stol bare på det. Det er absolut det fornuftigste, når du har det sådan.

 Erik stirrer på hende et øjeblik, så slår han øjnene ned og lader sig hjælpe ind i Jacobs seng, men Jacob må også lige hjælpe ham med at komme i nattøjet. Et øjeblik efter sover han tungt.

 Da Jacob kommer ud i køkkenet igen, siger han.

 Det er underligt, men det er lige som om jeg kender ham. Han var da også en pæn mand, da han var blevet vasket og var kommet i rent tøj. Hvad mon der får sådan en mand til at gå rundt på landevejene. Han virkede heller ikke, som om han havde drukket, og der var heller ingen flasker i hans barnevogn, så vidt jeg kunne se.

 Ulla nikker.

 Det var også lige som om Chang kunne kende ham. Jeg var da heller ikke spor bange for ham, selvom han så farligt ud, da han kom.

 Birgit øser tankefuldt maden op. Da de har spist, siger hun til Jacob.

 Du må hellere gå over til naboens og ringe til lægen og bede ham komme herud.
 Hun tøver lidt.

 Du kan bare sige, at det er en bekendt, der er på besøg, og det ser ud til, at han har lunge- betændelse.

 Halvanden time efter kommer lægen. Hanm konstaterer, at det er en dobbeltsidet lungebetændelse og giver noget penicillin.

 Det vil nok vare en fjorten dages tid, før han rigtig kan lave noget igen, men kan I nok have ham liggende.

 Birgit smiler.

 Det går nok, selvom det er upraktisk, at han er blevet syg, når vi står og godt kunne bruge hans hjælp. Jeg kender ham imidlertid, så vi skal nok få det til at gå, til han bliver rask igen.

 Han er lige kommet hjem fra udlandet og er ikke blevet tilmeldt folkeregisteret endnu, men det skal jeg nok se at få klaret. Foreløbig kvitterer jeg for, at du har været her, så du kan få dine penge.

 Børnene ser overrasket på hende, da lægen er gået. De er ikke vant til, at deres mor finder på historier.
 Hun ser på dem med et lille smil.

 Ja, det her er vist en værre historie, men nu må I hellere se at komme i seng, klokken er mange. Jeg kan jo lige så godt indrømme, at jeg kender Erik, eller rettere, jeg kendte ham en gang for snart mange år siden. Mere får I ikke ud af mig i aften. Vi kan snakke om det i morgen.

 Begge børn giver hende et godnatknus. De er lidt skuffede over, at de ikke får mere at vide nu, men de ved af erfaring, at det nytter ikke noget at plage.

 På vej ud ad døren vender Jacob sig lige.

 Tror du, at han har genkendt dig.

 Birgit ryster på hovedet.

 Det ved jeg ikke, men måske har han.

 Hen på natten vågner Jacob ved at høre en høj stønnen inde fra sit værelse. Hurtigt tager han lidt tøj på og går der ind.

 Erik ligger meget uroligt. Han kaster sig frem og tilbage i sengen, han stønner højt og af og til taler han i vildelse.

 Jacob lægger en kold fugtig klud på hans brændende varme pande, og prøver også at få ham til at ligge stille i sengen, men til trods for, at han er stor og stærk af sine tolv år, kniber det ham. Erik har trods sygdommen vældige kræfter.

 Pludselig falder Erik dog lidt til ro. Han lukker øjnene op og ser uforstående på Jacob. Han er så klar, at han kan se, at han har set Jacob før, men han kan ikke rigtig finde ud af, hvem han er og hvor han selv er henne.

 Tøvende siger han.

 Er du Jacob.

 Jacob smiler overrasket.

 Ja, det er mig, kan du godt genkende mig nu.

 Erik stirrer lidt på ham, så lukker han øjnene og mumler.

 Birgit, hvorfor forsvandt du med Jacob og den lille. Hvor blev I af, eller var det mig, der gik.

 Han åbner øjnene igen og ryster svagt på hovedet, mens han ser på Jacob.

 Nej, du kan ikke være Jacob, min Jacob er kun to år.

 Så begynder han at småjamre.

Birgit, hvor er du, du må blive her, jeg vil aldrig gå fra dig igen.

 Jacob skynder sig ind for at hente sin mor, han begynder at ane sammenhængen. Forsigtigt vækker han moderen.

 Erik ligger og kalder på dig. Han ligger og taler i vildelse en gang imellem, men han har i hvert fald genkendt dig.

 Hurtigt er moderen i noget tøj. Jacob er gået ind til Erik igen med det samme, da han har vækket moderen.

 Birgit ser kort på ham, da hun kommer ind på værelset, men da hun ikke beder ham om at gå, bliver han. Det kan jo være, at der er noget, han kan hjælpe med.

 Birgit sætter sig på sengekanten og lægger en ny kold klud på Eriks pande.

 Erik falder lidt til ro igen, så åbner han øjnene og et genkendelsens smil lyser op på hans ansigt. Så hvisker han.

 Birgit, var det også dig, der var her før.

 Smilende siger Birgit.

 Nej, min ven, det var din søn, Jacob.

 Der lyder et gisp fra Jacob, så var hans anelse altså rigtig. Der melder sig tusinder af spørgsmål, men han synes alligevel, at alle svar er ligegyldige i øjeblikket.

 Genert kanter han sig frem på den anden side af sengen og tager forsigtigt Eriks højre hånd.

 Ja, og jeg er her stadig, far.

 Erik drejer hovedet over mod ham. Længe ser han på drengen, så sukker han dybt, øjnene falder til igen, og nu er han faldet helt til ro.

 Birgit bliver siddende lidt i tavshed, så rejser hun sig langsomt og vinker ad Jacob, at han skal gå med ud i køkkenet.

 Da de er kommet derud, sætter de sig, som efter aftale, ved køkkenbordet. Begge sidder uvilkårligt og lytter efter, om de kan høre noget til Erik.

 Da de har siddet lidt, rømmer Birgit sig.

 Jeg ville godt have, at du havde fået det at vide på en lidt anden måde, men nu blev det altså sådan her, og det er der måske også en mening med.

 Jacob ser lidt på hende.

 Tænk ikke på det nu, mor. Det vigtigste er, at far bliver hurtigt rask. Han er også Ullas far, ikke.

Jeg synes, at du skal fortælle hende det i morgen tidlig, det tror jeg, at hun vil blive meget glad for.

 Birgit lægger sin ene hånd over Jacobs.

 Jeg ved godt, at du har mange spørgsmål nu, og du skal også nok få svar på dem alle sammen, men nu må du hellere gå ind og sove, du skal jo i skole i morgen.

 Jacob vil til at sige noget, men opgiver og nøjes med at sige.

 Godnat mor, du kalder, hvis du får brug for hjælp.

 Birgit nikker fraværende. Hun går lige ind for at se til Erik, men han sover tilsyneladende godt nu. Med et suk går hun ind til sig selv og går i seng igen.

 Næste morgen kommer de lidt sent op, så de må skynde sig i skole.

 Det er heldigvis fredag, tænker Jacob, for han kan slet ikke koncentrere sig om skolearbejdet. Omsider ringer det da ud efter sidste time, uden at han har været oppe og dummet sig.

 På vej hjem fra skole siger Ulla.

 Du, Jacob, kan du regne ud, hvem Erik er.

 Jacob tænker sig lidt om.

 Det må du hellere spørge mor om, eller Erik selv, hvis han har det bedre i dag.

 Ulla siger spekulativt.

 Det var også lige som om Chang kendte ham.

 Jacob smiler bredt.

 Jamen så spørg du ham, jeg er sikker på, at han nok skal fortælle dig det.

 Da de kommer hjem, tager Birgit imod dem i døren.

 Vær endelig stille. Erik sover, og det skulle han gerne blive ved med, så længe han kan, jo hurtigere bliver han rask. Spis nu lige, jeg har sat mad frem til jer på køkkenbordet og kom så ud og hjælp mig i stalden.

 Hurtigt får de spist et par stykker mad og drukket et glas mælk, og så skynder de sig ud i stalden for at hjælpe moderen.

 De ser uvilkårligt hen mod døren til Jacobs værelse. Chang ligger på gulvet foran døren, som om han vil passe på, at der ikke er nogen, der går der ind.

 Jacob går i gang med at muge ud bag køerne. Ulla hjælper moderen med at fodre kalve og grise. En halv times tid senere nikker Birgit til Jacob.

 Ulla og jeg går ind nu. Du kommer, når du er færdig. Du behøver ikke at gøre det så grundigt i dag. I morgen har vi god tid, så da skal jeg nok hjælpe dig.

 Jeg skal nok klare det selv mor. Der er så meget andet, du skal tage dig af.

 Det varer det meste af en time, før Jacob kommer ind. Han har gjort arbejdet ekstra grundigt, for der er så mange ting, han gerne vil gennemtænke, før han går ind til de andre.

 Han hænger sit overtrækstøj ude i stalden, og går så stilfærdigt ind i køkkenet. Moderen og Ulla sidder ved køkkenbordet og snakker. Ulla ser op på ham, da han kommer ind.

 Du vidste jo godt, at det var vores far, da jeg spurgte dig.

 Jacob nikker.

 Ja, men jeg syntes ikke, at jeg kunne fortælle dig det, det syntes jeg, at mor måtte gøre.

 Ulla ler.

 Så var Chang faktisk den første, der genkendte ham.

 Der lyder et voldsomt hosteanfald inde fra Jacobs værelse. De ser hurtigt på hinanden. Jacob ser bedende på sin mor. Hun nikker, og Jacob skynder sig derind.

 Erik er faldet tilbage i sengen igen efter hosteanfaldet. Man kan se, at feberen er faldet en del. Eriks øjne følger Jacob fra han kommer ind i værelset, til han er helt henne ved sengen.

 Stilfærdigt sætter Jacob sig på sengekanten.

 Går det bedre nu, far.

 Erik hvisker.

 Er du virkelig min lille Jacob, der er blevet så stor nu.

 Jacob ser alvorligt på ham.

 Ja, far.

 Så tager han Eriks ene hånd og knuger den. Så slipper han forskrækket igen, bange for, at han har taget for hårdt.

 Erik ligger helt stille og bare ser på ham.
 Et kvarter efter kommer Birgit.

 Vil du have noget at spise nu, Erik. Jeg har lavet noget varm suppe, det tror jeg, at du vil have godt af.

 Ja tak, men vil du og Ulla også godt komme herind. Jeg vil gerne kunne se på jer.

 Lidt efter sidder Erik og spiser.

 Børnene sidder på hver sin sengekant og Birgit sidder på en stol ved siden af sengen. Der er ikke meget plads i det lille kammer, men det gør ikke noget. De har brug for at være nær ved hinanden alle fire.

 Da Erik er færdig med at spise, siger Birgit.

 Nu må du hellere sove lidt igen, så du snart kan blive rask.

 Ulla giver ham et kys ligge på munden, før hun går. Jacob klemmer hans højre hånd igen og Birgit nikker til ham og blinker med det ene øje.

 Hun føler sig så glad. Nu vil hun ikke tænke på de ti år, der er gået. Selvfølgelig må hun og Erik gennemgå de år sammen, de år som bare gik uden nogen mening. Børnene må selvfølgelig også have en forklaring. Men hun VIL tro på, at det, at Erik er dukket op igen, må betyde, at deres fremtid igen må ligge sammen.

 Erik, Jacob, Ulla og hun selv, de må kunne få en god tilværelse sammen. Begge børn har fra første øjeblik følt sig tiltrukket af Erik, selvom de ikke vidste, hvem han var. Det må også have en betydning, føler hun.

 Hun vågner op af sine tanker, da Jacob siger.

 Jeg skal nok klare malkningen i aften, Ulla kan hjælpe mig, du ser så træt ud.

 Birgit ser taknemligt på sine to store, dejlige børn.

 Tak skal I have, så skal jeg nok sørge for, at maden er færdig til jer, når I er færdige med det. Det er vel nok godt, at jeg har jer to.

 Da de har spist, bliver de enige om, at de nok hellere må gå tidligt i seng i aften. Sidste nat fik Birgit og Jacob ikke sovet ret meget, og der er meget arbejde, der skal gøres i morgen. Heldigvis er der week-end, så de kan hjælpes ad alle tre.

 Birgit ser længe på børnene, da hun har givet dem et godnatkys.

 I skal nok få en forklaring på det hele, når jeres far bliver rask, men jeg synes, at han skal være med til det. Jeg kan jo kun fortælle min del eller min side af sagen, og det vil være uretfærdigt mod ham.

 Jacob ser på sin mor med tårer i øjnene.

 Vi skal nok lade være med at plage dig med spørgsmål, men en ting vil jeg gerne vide. Holder du stadig af far, uanset, hvad der er sket.

 Birgit ser tankefuld på ham.

 Det er jeg vist ikke helt i stand til at svare på i aften, og dog, jo, jeg tror det, trods alt.

 Næste morgen er Erik næsten feberfri. Mens Jacob og Birgit har gjort færdigt ude hos grisene og køerne, har Ulla lavet morgenmad, som de spiser i tavshed.

 Ingen af dem tør rigtig begynde at snakke. Erik spiser med ved bordet i køkkenet, han er også blevet barberet, så nu ser han helt civiliseret ud, men han er meget bleg, og man kan nemt se, at han ikke har det godt endnu. Han hoster også stadigvæk, men det er ikke nær så slemt, takket være et stærkt helbred er han hurtigt kommet over det værste.

 Da de er færdige med morgenmaden, siger Birgit.

 Nu må jeg hellere tage ind og handle. Hvis du ordner det vigtigste udendørs, Jacob, så kan Ulla gøre lidt i stand og vaske op herinde. Og du må hellere gå hen og lægge dig lidt igen, Erik, du ser ikke alt for rask ud endnu.

 Jeg har lovet børnene en forklaring på, hvorfor tingene ser sådan ud i dag, og det vil jeg gerne have dig til at hjælpe mig med at give dem. Nu ved de jo, at du er deres far, fordi du talte i vildelse. Ellers havde jeg heller ikke indrømmet det, ikke endnu i det mindste. Jeg synes, at de to fortjener en forklaring. Havde det ikke været for dem, tror jeg ikke, at jeg havde klaret at være her i dag.

 Erik har store tårer i øjnene.

 Jeg skal nok tage mig af min del af forklaringen, selvom jeg ved, at det kan få jer til at foragte mig og ønske, at I aldrig havde set mig igen. I så tilfælde skal jeg nok gå igen, så snart jeg får det lidt bedre. I skal ikke tage jer af en, I foragter, når han kan klare sig selv.
 Jacob ser alvorligt på ham.

 Jeg vil aldrig kunne foragte dig, far.

 Du skal ikke love noget, du måske vil komme til at fortryde, min dreng. I har alle tre gjort langt mere for mig end godt er, men lad os tales ved i eftermiddag.

 Ulla hvisker.

 Du må ikke gå igen, far.

 Erik ser sørgmodigt på hende.

 Det skal du ikke sige, måske vil det være bedst for jer.

 Efter at frokosten var ryddet af bordet, satte de sig alle fire ved køkkenbordet med en kop kaffe.

 Erik rømmer sig.

 Mon ikke det er bedst, at jeg lægger for, og for en gangs skyld viser mig som et mandfolk. Så må du afbryde mig, hvis der er noget, jeg glemmer, Birgit. Og I to må sige til, hvis der er noget, I vil have nærmere forklaring på.

 Han tager en mundfuld kaffe og begynder så lidt langsomt og tøvende i starten.

 Måske burde jeg gå længere tilbage i tiden,men det har nok ikke den store interesse for andre end mig selv i øjeblikket.

 Vel, jeg var reservelæge ved det sygehus, hvor jeres mor var sygeplejerske. Vi havde kendt hinanden i flere år, og da du så dukkede op, Jacob, besluttede vi at flytte sammen. Hvorfor blev vi ikke gift, tjah, det kan jeres mor måske bedre forklare jer ved lejlighed.

 Alt gik godt, og på den tid, da vi ventede dig Ulla, fik jeg besked om, at jeg måske kunne få en overlægestilling. Ulla blev født, men stillingen lod vente på sig. Så var det, at katastrofen skete.

 Erik stoppede op, man kunne tydeligt se, at han havde svært ved at beherske sig, så han kunne fortælle videre.

 Stilfærdigt spørger Birgit.

 Skal jeg fortælle videre.

 Erik ser på hende med et mærkeligt blik.

 Nej tak, min ven, det må jeg hellere selv. Jeg er nok den eneste, der ved, hvad der virkelig skete.

 Jeg fik at vide, at det blev min værste uven, der fik stillingen. Jeg vidste, at han ville gøre alt, hvad han kunne for at få mig fjernet fra afdelingen  og helst fra hospitalet. Det samme ville jeg måske også have gjort, hvis det havde været mig, der fik stillingen.

 Af raseri, fortvivlelse og jeg ved ikke hvad, drak jeg mig fuld på afdelingen. Jeg drak simpelthen noget hospitalssprit. Det var selvfølgelig utilgiveligt, når jeg havde vagt. Min nye chef opdagede det og satte mig til at tage en operation. Det var selvfølgelig hans mening, at jeg skulle nægte at operere, og så kunne han fyre mig. Han vidste, at jeg aldrig ville indrømme, at jeg var fuld, når jeg havde vagt.

 Erik trækker vejret dybt et par gange, så fortsætter han.

 Desværre nægtede jeg ikke, men gjorde mig klar til operation. I min omtågede tilstand foresvævede der mig noget om, at hvis det gik galt, var det hans ansvar, og så kunne jeg trække ham med mig i faldet.

 Narkoselægen ville stoppe mig, men jeg insisterede på at operere, og de der var til stede, fastholdt senere, at jeg havde virket helt ædru under operationen.

 Pludselig gik det op for mig, hvad det var, jeg gjorde, og det gjorde mig faktisk helt ædru. Operationen gik godt, men patienten døde næste dag af en blodprop. Jeg ved godt, at det ikke var min fejl, men jeg bebrejder stadig mig selv, at jeg tog den operation.

 Da operationen var færdig, var min vagt også forbi. Jeg tog endnu et par snapse og kørte så hjem.

 Endnu en utilgivelig dumhed, som selvfølgelig endte galt. Jeg kørte en ung kone ned, og hun var død på stedet.

 Politiet kunne selvfølgelig lugte på lang afstand, at jeg stank af sprit. De beholdt mig. Jeg skrev et brev til jeres mor og fortalte lidt om, hvad der var sket.. Jeg sluttede brevet med at lykønske hende med, at vi ikke var blevet gift og opfordrede hende til at finde en ordentlig mand i stedet for, en der kunne være noget for hende og jer to.

 Du prøvede at komme til at tale med mig, Birgit, men dels var jeg for skamfuld og ulykkelig, dels mente jeg, at du lettere kom over mig og fandt en anden, hvis du kom til at hade og foragte mig som den taber, jeg var.

 Jeg fik en dom for spirituskørsel, men blev frikendt for manddrab. Vidner erklærede, at jeg ikke havde haft en chance for at undgå at ramme hende, om jeg så havde været aldrig så ædru. Hun var simpelthen løbet lige ud i bilen.

 Min ”kære” overlæge havde meddelt mig, at hvis jeg forsøgte at komme tilbage til hospitalet igen, så skulle han nok sørge for at ødelægge mig totalt.

 Jeg drak det meste af en uges tid efter at jeg var blevet løsladt, og sejlede så omkring en tid med hukommelsestab. Her traf jeg en landevejsridder, som foreslog, at vi kunne følges ad. Det gik godt en tid, men så en aften blev vi uvenner. Han var blevet mistænksom over, at jeg aldrig drak. Jeg prøvede at forklare ham hvorfor, men det endte med, at vi skiltes, og siden har jeg så holdt mig for mig selv.

 Birgit ser over på Erik.

 Ak ja, mange ting havde været anderledes i dag, hvis du havde snakket med mig den gang. Selvfølgelig ville jeg ikke have ladet dig i stikken. Vi havde to børn sammen og jeg holdt jo meget af dig. Når vi ikke var blevet gift, var det fordi vores erfaringer med ægteskaber, takket være vores forældre, gjorde, at vi ikke mente, at det var sagen. Hverken dine eller mine forældre havde fundet lykke i deres ægteskab.

 Det havde været meningen, at jeg skulle stoppe med sygeplejen, når du fik overlægestillingen, og så ville vi gifte os alligevel,  så var vi da i det mindste økonomisk sikrede.

 I stedet for måtte jeg nu finde børnepasning og tage fuldtidsarbejde for at forsørge børnene og mig selv. Jeg ventede og håbede på at komme til at tale med dig, når du kom ud, men så forsvandt du sporløst. Ingen vidste, hvor du var blevet af. I panik besluttede jeg så at finde en anden mand.

 Det blev så Jan. Han havde den her lille gård og manglede en husbestyrerinde. Jeg tog jobbet og året efter giftede vi os. Han var en stille og rolig mand, uden den store fremdrift. 5 køer og 10 – 12 grise, mere er det aldrig blevet til, men han var utrolig flink mod børnene, som da også regnede ham som deres far. Sidste år blev han imidlertid syg af kræft. Det viste sig, at han havde gået med det i lang tid, før han sagde noget om det til mig. En måned senere døde han på sygehuset, det var for sent at operere.

 Børnene og jeg har flere gange talt om at sælge gården, men vi har ikke kunnet beslutte os til det endnu, trods alt kan vi jo leve af den.

 Der bliver en lille pause, da Birgit holder op med at fortælle. Børnene har siddet og set skiftevis på forældrene, mens de har fortalt. De har vel ikke forstået det hele, men de er klar over, at begge forældre har haft en meget hård tid. Hvad mon der vil ske nu.

 Ulla sidder og vrider sig på stolen, så skæver hun op til sin mor.

 Må far godt blive her, hvis han vil.

 Birgit ryster lidt på hånden, da hun skænker mere kaffe i sin kop, så ser hun på Jacob og endelig på Erik. Så trækker hun vejret dybt og siger.

 Hvad mener du Jacob og du Erik.

 Jacob ser fortvivlet på sin mor. Loyaliteten kæmper hårdt i ham, loyaliteten mod moderen mod kærligheden til den far, han først for nylig er blevet klar over, at han har. En kærlighed, han slet ikke kan forstå og da slet ikke forstår omfanget af. Han fatter ikke, hvordan han er kommet til at holde så meget af en mand, han for bare få dage siden ikke anede eksisterede.

 Selvfølgelig vil han gerne have, at faderen bliver, men vil han kunne affinde sig med forholdene, og hvad med moderen, vil hun stole på faderen nu, og tro på, at han ikke vil svigte hende igen. Holder hun mon stadig af ham. I går aftes sagde hun ja, men var det bare for hans og Ullas skyld.

 Også gennem Eriks hoved går der mange tanker. Hvad ønsker han egentlig af fremtiden. Vil det være rigtigt mod Birgit at blive, ønsker hun også, at han bliver. Tager hun mere hensyn til børnene og ham end til sig selv. Kan han tænke sig at blive landmand, eller skal han prøve at blive læge igen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

 Han er ikke i tvivl om, at hans kærlighed til Birgit og børnene ikke er blevet mindre i årenes løb, men hvad er bedst for dem. Sidste gang valgte han forkert, det er han klar over nu. Man kan ikke bare stikke af og tro, at det er det bedste. Og så efterlod han endda Birgit alene med to små børn. Hvordan skal hun nogensinde kunne tilgive ham det.

 Han mærker pludselig, at Chang skubber til ham med snuden. Den har ligget ved hans fødder og nu har den rejst sig og vil gerne ud. Han ser ned på den og lader blikket glide rundt, fra Ulla til Jacob og lader det standse ved Birgit.

 Der har været en lang pause.

 Med hæs stemme siger han.

 Og du, Birgit. Ville du bryde dig om, at jeg blev og prøvede og gøre noget godt, af det jeg har gjort galt mod dig og børnene. Denne gang vil jeg ikke bare stikke af uden at høre din mening. Jeg vil rette mig efter det, du ønsker.

 Birgit ser stift på ham.

 Vil det sige, at du vil være landmand. Kan du affinde dig med et hårdt slid fra morgen til aften, hver dag i ugen, uden den store indtjening, eller vil du prøve at vende tilbage til lægeverdenen igen.

 Erik ser nu helt roligt på hende.

 I første omgang vil jeg være godt tilfreds med at være landmand. Jeg er ikke helt ukendt med det. Jeg har tit hjulpet til nogle dage som tak for mad og husly, det er jeg også parat til her. Men hvis du mener, at jeg skal give mig i kast med lægeverdenen igen, så vil jeg forsøge for din og børnenes skyld. Hvis du har tillid til, at jeg kan gøre det, så vil jeg gøre det, men kun såfremt du virkelig ønsker det og tror på, at det kan gå.

 Birgit ser på ham med tårer i øjnene.

 Selvfølgelig vil jeg ikke sende mine børns far på landevejen igen. Du hører jo til her hos dem og hos den kone, der trods alt stadig elsker dig inderligt.

 Ulla giver et lille skrig af glæde og kaster sig om faderens hals. Jacob sidder et øjeblik, som om han slet ikke forstår det hele, så rejser han sig fra bordet og går udenfor uden en lyd. Chang smutter ud sammen med ham.

 Lidt efter går Birgit derud. Hun kan se, at Jacob sidder og græder med hovedet gemt i Changs pels.

Stilfærdigt spørger hun.

 Er du ked af det Jacob.Synes du, at det er forkert af mig. Jeg troede, at du også ville blive glad. Jeg syntes, at det lod til, at du også holder meget af din far. Har det han fortalte ændret noget ved det. Han trænger meget til, at nogen viser ham, at de virkelig elsker ham. Det har været nogle hårde år for ham, og det var heller ikke nemt for ham at fortælle alt det her i dag..

 Jacob ser forbavset op på sin mor.

 Jamen elsker du ham virkelig, trods det, han har gjort mod dig. Jeg var så bange for, at du sagde ja for Ullas og min skyld.

 Nej, min egen dreng, du kan måske ikke forstå det helt endnu, men mens han sad og udleverede sig selv fuldstændigt, blev jeg klar over, hvor højt jeg stadig elsker ham. Jeg ville bare vide, om han kunne affinde sig med at blive her. Jeg var ret overbevist om, at både du og Ulla gerne ville have det.

 Nu smiler Jacob over hele hovedet.

 Der er kun en ting, jeg ønsker højere, det er, at du bliver rigtig glad, og det tror jeg, at du er nu mor. Ikke sandt.

 Birgit ler.

 Jo, min dreng, det er jeg. Men tror du ikke, at du skulle gå ind og fortælle din far, at du er bare en lille bitte smule glad for at han bliver.

 Jacob rejser sig med et sæt.

 Selvfølgelig mor.

 Han skynder sig ind i køkkenet og hen til sin far og giver ham et ordentligt knus. Så stopper han brat og ler højt.

 Der skal da også være lidt luft i dig, til det er mors tur.

 Erik får et hosteanfald, men da det er overstået, siger han med et smil.

 Så er jeg klar til sidste omgang, for Chang skal vel ikke have en knusetur også.

 Birgit smiler glad, da hun giver ham et knus.

 Så må han vente til i morgen, for nu skal du ind og hvile dig.

 Jacob og Ulla, kan I klare den alene i stalden i aften, for så vil jeg prøve at lave en rigtig festmiddag.

 Lidt efter ligger Erik inde i sengen. Birgit har travlt i køkkenet og børnene har nok at se til ude i stalden, men i dag går arbejdet som en leg for dem, fordi de er så glade.

 Ulla stopper pludselig med det hun er ved og går hen til Jacob, der er ved at sætte malkemaskinen på en af køerne.

 Du Jacob.

 Ja, hvad er der.

 Kan du forstå alt det, der er sket de sidste par dage.

 Nej, men det er da dejligt, selvom man ikke forstår det.

 Helt bestemt. Man burde i grunden altid være glad, så går arbejdet jo meget lettere.

 Jacob ler højt.

 Ja, det har du ret i, det må vi se at huske.
 Ulla bøjer sig ned over ham og kysser ham i nakken. Så løber hun sin vej, idet hun råber over skulderen.

 Jeg kan nu godt li´ dig, Jacob.

 Jacob rejser sig smilende og ser efter hende. Han kan også godt lide Ulla. Hun er et værre livstykke.

 I øjeblikket er hun ved at muge ud hos grisene, bare hun nu ikke tager for hårdt fat, hun er trods alt spinkel og ikke mere end 10 år., men hun kan ikke klare det med malkningen endnu, så hun må tage fat med det, hun kan.

 Uvilkårligt tænker Jacob på, at det bliver nu dejligt, når faderen kan tage sig af de tungeste ting, han ser ud til at have gode kræfter, så behøver moderen ikke at tage så hårdt fat mere.

 Det er ikke fri for, at de er lidt trætte begge to, da de går ind for at vaske sig inden maden. Arbejdet går ganske vist lettere, når man er glad, men man kan nu godt blive træt alligevel.

 Lidt efter sidder de ved bordet. Da de er færdige med at spise, siger Jacob.

 Ulla og jeg blev enige ude i stalden om, at arbejdet går meget lettere, når man er glad, rigtig glad.

 Erik nikker.

 Det tror jeg, at I har ret i. Derfor tror jeg også, at jeg kan klare opvasken i aften. Det er vist på tide, at jeg også yder en lille indsats.

 Birgit smiler til ham.

 Det er der vist ingen, der protesterer imod, men du skal nu også nok få din sag for, når du bliver rigtig rask.

 Der er mange ting, der trænger til at blive lavet, og det sidste års tid har vi kun haft et mandfolk i huset, og han har også været udearbejdende med sin skolegang, som han iøvrigt også har passet fint.

 Birgit hjælper med at sætte på plads efter opvasken, og så sidder man ellers og hygger sig et par timer og snakker om de forskellige ting, der skal laves. Klokken halvti går de alle fire i seng, meget trætte, men også meget lykkelige.

 Næste morgen hjælper Birgit og Jacob hinanden ude i stalden, mens Ulla laver morgenmad. Da hun er færdig, lister hun sig ind for at vække faderen. Han sover endnu. Hun står lidt og ser på ham, så bøjer hun sig ned og giver ham et kys.

 Han slår øjnene op og smiler til ham.

 Det var da en dejlig måde at blive vækket på, kan vi ikke lave det til en fast regel.

 Ulla ler.

 Jamen så skal jeg jo altid op før dig.

 Erik kan ikke lade være med at le, da han ser hendes ansigtsudtryk.

 Jeg kan godt se, at det ikke er retfærdigt, men kan vi så ikke sige, at den, der vågner først, vækker den anden med et kys.

 Det er helt i orden, men nu skal du op. Morgenmaden er klar og mor og Jacob kommer ind om lidt.

 Fint, jeg skal være der om to minutter.

 Under morgenmaden går snakken godt. Erik mener, at han har det godt nok til at kunne klare at se hele gården, både indvendig og udvendig. Så kan de bedre tale om, hvilke ting, der skal laves, når han bliver rask.

 Efter morgenmaden går de så en runde, og resten af formiddagen snakker man så om alle de ting, det kunne være rart at få lavet.

 Den første uges tid kan Erik ikke klare at lave ret meget, da han hurtigt bliver meget træt, men efterhånden går det bedre. Han har med beundring set alt det, som Birgit og børnene har klaret, mens de har været alene, det er virkelig imponerende.

 Det varer ikke længe, før han tager sig af de tungeste og mest anstrengende ting. En uges tid efter sin ankomst har han været på kommunekontoret for at få ordnet sine papirer og de øvrige forhold.

 En måneds tid senere holder de et lille stilfærdigt bryllup og børnene flytter så tilbage til deres egne værelser. I løbet af sommeren installerer Erik et badeværelse, og det er noget, de er meget glade for alle fire.

 Om aftenen fortæller Erik ofte om sine oplevelser fra han gik omkring på landevejene, og han er altid parat til at forklare, hvis der er noget, børnene vil vide mere om.

 Erik slider hårdt i det, så hårdt, at Birgit somme tider er bange for, om han nu også kan holde til det.

 De har ikke været inde på, om han skulle vende tilbage til lægearbejdet igen, siden de første dage. Der er ikke rigtig nogen af dem, der bryder sig om at komme ind på det, for ikke at vække smertelige minder.

 Somme tider kan Birgit dog se, at Erik falder i tanker. En aften, da de er kommet i seng, ligger Erik meget uroligt. Han kan ikke falde i søvn, til trods for, at han er meget træt.

 Omsider beslutter Birgit at tage hul på problemet. Hun lægger forsigtigt en hånd på hans pande. Det giver et sæt i ham.

 Er du også vågen, Birgit.

 Ja, min ven, trænger du til at snakke. Hvad er det, der plager dig. Kan du alligevel ikke rigtig falde til her hos os.

 Erik sætter sig op i sengen med et ryk.

 Jeg ville ikke undvære jer for alverdens guld og diamanter. Jeg synes bare, at jeg stadig svigter jer. I fortjener noget meget bedre end at gå og slide her. Jeg ved godt, at det er min skyld, at I er her, men netop derfor burde jeg også gøre meget mere for, at I fik nogle bedre og finere forhold.

 Det, at vi har fået dig tilbage, betyder langt mere for os, end om vi boede i en fin villa og havde fin bil. Glæden ved at være sammen med dig betyder langt mere for både børnene og mig end alt muligt andet.

 Børnene er ikke forvænte, derfor kan de stadig glæde sig over de væsentlige ting her i tilværelsen, og det ville det da være synd at ødelægge. Jeg forstår godt, hvis du synes, at du spilder din uddannelse ved bare at gå her, men tror du, at du ville være gladere ved at være læge igen.

 Jeg tør ikke tænke den tanke, jeg ved jo ikke, om jeg ville kunne klare at være læge mere.

 Så længe du har den opfattelse, tror jeg ikke, at det vil være en god ide, og da slet ikke for vores skyld. Prøv i stedet for at slappe lidt af. Du har taget alt for hårdt fat i den sidste tid. Hverken Jacob, Ulla eller jeg bryder os om en forandring, der indebærer, at du ikke kan være glad og tilfreds, og det tror jeg heller ikke, at den lille nye ville bryde sig om.

 Erik giver et gisp.

 Mener du virkelig det. Tænk, at jeg ikke engang har lagt mærke til det, det er da godt, at jeg ikke er gynækolog. Du er vidunderlig, min skat.

 Birgit brister i latter.

 Nåh, du har jo også din andel i foretagendet. Derfor skal du også fortælle ungerne det i morgen tidlig, har jeg bestemt mig for.

 Alvorligt ser Erik på hende.

 Oprigtigt talt, hvad tror du, at de siger til det.

 Det får vi at vide i morgen, min ven.

 Næste morgen fortæller Erik så børnene det ved morgenbordet.

 Ulla jubler højt.

 Det bliver vel nok spændende, hvornår bliver det.

 Birgit smiler.

 Det skulle blive i slutningen af juli, men hvad med dig, hvad mener du, Jacob, er du ikke også glad.

 Joda, men jeg tænkte bare på, om du kan holde til det, skal man ikke helst have børnene inden man fylder 30.

 Erik ser på ham.

 Det skulle nu ikke være så slemt. Din mor er trods alt kun 35 år. Der er mange, der får børn i en endnu senere alder, men selvfølgelig skal vi da passe ekstra godt på mor nu, så hun ikke overanstrenger sig. Der bliver måske lidt mere at lave for os andre, men tror I ikke godt, at vi kan klare det.

 Begge børn nikker ivrigt og pludselig klarer Jacobs ansigt op i et stort smil.

 Mor kan da heller ikke være i bedre hænder, du er jo da læge, far.

 Eriks ansigt fortrækker sig i en grimasse, som gør Jacob helt forskrækket. Ulykkelig siger han.

 Undskyld far, det skulle jeg vist ikke have sagt.

 Det skal du ikke spekulere mere på min dreng. Jeg lover dig, at jeg nok skal passe godt på din mor. Lidt senere vil jeg gerne snakke med dig, men nu synes jeg, at vi skal hygge os og fejre begivenheden.

 Over middag går Erik og Jacob en lang tur sammen. De har Chang med. Da de har gået tavse en tid, lægger Erik en hånd på Jacobs skulder.

 Der er så meget, jeg gerne vil snakke med dig om, og nu føler jeg, at det er et passende tidspunkt at vælge. Jeg er ked af, hvis jeg gjorde dig forskrækket i morges. Det var absolut ikke min mening, men du ramte et ømt punkt.

 Jeg skal måske begynde på en anden måde. Jeg håber ikke, at du har fortrudt, at I bad mig om at blive.. Jeg har ikke haft indtryk af det, men somme tider ser man kun det, man ønsker at se. Nej, du skal ikke svare endnu, min dreng.

 Jeg har gået og tumlet med tanken om at blive læge igen, så jeg bedre kan forsørge jer, uden at I skal gå og slide og slæbe, som I har gjort i mange år p.g.a. mig.

 Jeg ved ikke, om du forstår mig, men jeg er bange for ikke at slå til som læge, det er jo ved at være så mange år siden. Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at din mor ventede sig. Det gjorde mig for alvor forskrækket, da du viste mig så stor en tillid, at du regnede med, at din mor var i gode hænder, bare jeg var der. Du skal selvfølgelig ikke være nervøs for hende, vi får en dygtig jordemoder til at tilse hende, og din mor er jo også selv sygeplejerske.

 Erik gør en lille pause.

 Jacob, min dreng. Jeg føler mig så ussel, jeg føler mig slet ikke værdig til din tillid, forstår du mon nu mit ansigtsudtryk i morges.

 De går lidt videre i tavshed, så vender Jacob sit ansigt op mod faderen. Han har stor tårer i øjnene.

 Jeg elsker dig jo far, lige så højt, som jeg elsker mor. Du må ikke synes, at du er ussel. Det er du helt bestemt ikke. Du slider og slæber for vores skyld. Du må ikke være ked af, at vi også skal bestille noget., det er da meget bedre end at gå og kede sig.

 Jeg er sikker på, at du kan blive en dygtig læge igen, hvis du vil, men du må ikke gøre det for vores skyld, hvis du ikke selv har lyst og tror på, at det vil være det rigtige for dig. Både Ulla og jeg er jo lykkelige over, at vi har fået vores far igen, og jeg ved, at mor også er glad, når du er. Vi tre stoler fuldt og fast på dig, prøv dog at tro lidt bedre om dig selv, du har bestemt ikke grund til andet.

 Erik griber Jacob om begge skuldre og knuger ham ind til sig.

 Lidt efter fortsætter de deres tur, men beslutter så at vende hjemad igen.

 Erik er begyndt at gå og nynne for sig selv. Han har stadig sin ene hånd på Jacobs skulder. Pludselig stadser han op og ser på Jacob med et smil.

 Vil du love mig en ting, min dreng.

 Ja, selvfølgelig far.

 Vil du slå mig hårdt oven i hovedet, næste gang jeg er utilfreds med min tilværelse, for det har jeg bestemt ikke grund til, med den familie.

 Jacob ler.

 Det vil jeg, hvis du så til gengæld vil love mig, at jeg får lov til at lave noget mere, så du ikke behøver at tage så hårdt fat. Ulla skal nok hjælpe mor indendørs.

  Det er en aftale, min ven, her har du min hånd på det.

 Aftalen bliver bekræftet med et kraftigt håndtryk og et stort smil.

 Der er ikke tvivl om, at gårdens økonomi er bedret væsentligt efter at Erik er kommet til. Tingene er blevet effektiviseret betydeligt, fordi han har sans for at gøre det, der skal til, og han sparer sig ikke. Gange på gang må Birgit sige til ham, at nu må han tage en pause, så han ikke ødelægger sig selv.

 Birgit får en lille pige den 2. juli, og alt går godt. Den lille trives og Birgit har det strålende. Ulla nyder at være barnepige og glæder sig over, at hun har sommerferie, så hun kan være hjemme hele tiden.

 Jacob er nopk glad for lillesøsteren, men han er lidt nervøs for at løfte hende og skifte hende, han synes, at hun er så lille, at han er bange for at tage for hårdt eller for at tabe hende.

 Til gengæld maser han på med at hjælpe faderen udendørs, med alt det, han kan. Sommetider må Erik bremse ham lidt, så han ikke tager fat på mere, end han kan klare. Så ser Jacob på faderen og ler drillende.

 Det skal du også huske, far.

 Så tager de en lille hvilepause og sludrer hyggeligt sammen.

 Jacob har fået lov til at kalke hele gården, både udvendigt og inde i kostalden og hos grisene. Det er unægtelig en stor opgave, og til sidst er han ved at være meget træt, men han vil ikke give sig.

 Til sidst mangler han kun den ene endegavl. Klokken er blevet fire om eftermiddagen, så han håber, at han kan nå at blive færdig den dag.

 Han er helt oppe ved tagryggen, da det sortner for hans øjne, og han mister balancen. Han udstøder et skrig idet han falder.

 Erik hører det inde fra stalden og kommer løbende. Hvad og hvor meget er der sket. Ulla kommer også løbende hidkaldt af skriget. Birgit er ikke hjemme, hun er ude og køre en tur med den lille i barnevognen.

 Erik bøjer sig ned over Jacob, der ligger fuldstændig ubevægelig. Han konstaterer hurtigt, at Jacob trækker vejret, men tilsyneladende er besvimet. Ulla ser forskæmt til, mens Erik forsigtigt undersøger ham.

 Så ser Erik op på hende.

 Kan du skynde dig over til naboen og bede dem  ringe efter en ambulance i en fart. Du skal bare sige, at din bror er faldet ned ad en stige og skal på skadesstuen hurtigst muligt.

 Ulla nikker og løber, så hurtigt hun kan, over marken, det er den hurtigste vej.

 Der går tyve minutter, før ambulancen er der, og da er Ulla for længst tilbage igen. Erik ser alvorligt på hende.

 Du må fortælle mor, hvad der er sket, når hun kommer hjem, uden at gøre hende alt for forskrækket. Sig til hende, at jeg tager med ind på sygehuset, men kommer tilbage, så snart jeg kan. Kan du klare det, stump.

 Ulla nikker.

 Hvad er der sket med Jacob.

 Det kan jeg ikke sige bestemt, før han er blevet røntgenfotograferet.

 Så kommer ambulancen endelig. Erik forklarer falckfolkene, at ryggen muligvis er beskadiget, så han bliver meget forsigtigt lagt på båren. Erik sætter sig ved siden af ham for at passe på, at han ikke bliver rystet for meget under køreturen.

 Lige da de skal til at køre, vågner Jacob halvvejs op.

 Det gør så ondt far, men du bliver og passer på mig, ikke.

 Det kan du være helt sikker på. Kan du bevæge tæerne. Kan du mærke det her.

 Erik kradser lidt på begge ben med en tommelfingernegl.

 Jacob ser på ham.

 Jeg kan ikke mærke noget i benene, men min venstre arm gør meget ondt.

 Det kan jeg godt forstå, min ven, for den ser ud til at være brækket, men nu er vi snart inde på skadesstuen, så får du armen i gips og noget til at tage smerterne.

 Hvad skete der, jeg blev pludselig svimmel, faldt jeg ned.

 Ja, jeg burde ikke have ladet dig fortsætte så længe, du var overtræt.

 Jamen nu blev jeg jo ikke færdig.

 Det skal du ikke tænke på, det kan du gøre færdigt, når din arm bliver rask.

 Inde på skadesstuen beder de Erik om at tage plads i venteværelset. Han trækker vejret dybt.

 Jeg er faktisk læge, og vil gerne blive hos min dreng.

 Derefter kommer han i korte træk med sin diagnose.

 Brud på venstre arm. Muligvis brud på rygsøjlen lige over bækkenet, ellers en forskubning af et par ryghvirvler. Noget klemmer på rygmarven, så det medfører en lammelse af underkroppen. Diagnosen bliver sagt på latin.

 Den unge reservelæge smiler og siger stilfærdigt.

 Kom med, jeg er klar over, at det er rigtigt, hvad du siger, selvom jeg troede, at du var landmand.

  Lidt efter er Jacob blevet røntgenfotograferet og får gips på sin venstre arm og noget smertestillende.

 Erik ser nøje på røntgenbillederne af ryggen. Den unge reservelæge ser opmærksomt dels på Erik og dels på røntgenbillederne.

 Hvad gør vi. Så vidt jeg kan se, er en af ryghvirvlerne slået skæv, så den klemmer på rygmarven. Hvis vi ikke gør noget, bliver drengen lam, men hvis vi er uheldige med operationen bliver han også lam. Jeg har aldrig prøvet sådan en operation før, men jeg har sendt bud efter overlægen. Han er imidlertid heller ikke specialist på det her område. Ville du operere, hvis det var dig.

 Hvis det ikke var min egen dreng, så helt afgjort ja, men det er elleve år siden, jeg sidst har opereret.

 To minutter efter kommer overlægen. Han går med det samme hen til røntgenbillederne. Da han har studeret dem meget nøje, siger han tøvende.

 Ja, vi bliver nødt til at operere.

 Pludselig ser han rigtigt på Erik og træder et skridt tilbage.

 Jamen er det dig Erik. Hvor kommer du fra. Jeg havde hørt, at du var sporløst forsvundet.. Jamen så har vi jo en specialist til at operere. Se dog at komme i gang mand, det er jo dit speciale.

 Erik ser roligt på ham.

 Det var mit speciale, den gang, men jeg har ikke opereret i elleve år, og det er min søn.

 Overlægen fløjter mellem tænderne.

 Når du skal, så kan du. Spørg din søn, om han har noget imod det, så kører jeg ud og henter din kone, så hun kan give sit besyv med. Og du.

 Han nikker til den unge reservelæge.

 Du gør klar til operation og assisterer. Det vil blive en operation, du kan lære meget af.

 Erik går ud for at snakke med Jacob. Han ligger og sløver lidt p.g.a. morfinen, men hans ansigt lyser op, da han ser faderen.

 Skal der gøres mere ved mig. Jeg kan slet ikke mærke, at jeg har nogen ben.

 Ja, min dreng, vi bliver nødt til at operere dig i ryggen. Der er en af ryghvirvlerne, der har forskubbet sig, så den klemmer på rygmarven. Det gør, at du i øjeblikket er lam i underkroppen.

 Jacob har fået store tårer i øjnene.

 Vil du så godt operere mig far, så ved jeg, at det ikke kan gøres bedre.

 Jeg ved ikke, om jeg kan, lille Jacob. Jeg må lige høre din mor, hvad hun mener.

 Hun ved også, at du gerne vil være læge igen, så hun siger ja. Hun stoler jo også på dig.

 Så lyser hans ansigt lidt op.

 Nu kan du da vise, at du stadig kan. Må jeg godt snakke med mor, når hun kommer.

 Det må du helt bestemt, min dreng.

 Tyve minutter efter kommer Birgit. Ulla har taget sig af den lille, så hun skyndte sig at gøre sig klar, da overlægen kom for at hente hende.

 Undervejs har hun fået en forklaring på, hvordan sagerne står.
 Hun smiler til Jacob, da hun kommer ind til ham, selvom det volder hende stort besvær.

 Han prøver tappert at smile igen, men det vil ikke rigtig lykkes.

 Så hvisker han.

 Det var mig, der var klodset. Det var ikke fars skyld, det er heller ikke hans skyld, hvis operationen mislykkes, men vil du ikke godt bede om, at det er ham, der opererer mig.

 Birgit nikker, og nu kan hun ikke holde tårerne tilbage.

 Ja, min egen dreng, jeg skal nok bede far om at operere dig.

 Overlægen tager hans højre hånd og giver den et lille klem.

 Jeg lover dig det også. Din far kommer lige ind til dig, inden du kommer i narkose.

 Lidt efter kommer Erik. Han går stille hen til Jacob.

 Du ved, at jeg elsker dig, min egen dreng. Jeg håber, at det er det rigtige, jeg gør., men det er altså mig, du skal bebrejde, hvis det ikke lykkes.

 Det gør det far, når du opererer.

 Erik bøjer sig ned over ham og giver ham et kys på panden. Så skynder han sig ud og skifter til operationstøjet.

 Da han er klar kommer han ind på operationsstuen. Det skarpe lys skinner ned på Jacob, der er gjort klar og allerede er i narkose.

 Erik lukker øjnene et øjeblik og ber en stille bøn, så går han hen til operationsbordet.

 Han arbejder hurtigt og effektivt og prøver at holde tanker og følelser på afstand, selvom det kniber.

  Han holder en kort pause og ser over på reservelægen, der smiler til ham over den grønne maske.

 Så fortsætter Erik igen. Det lykkes ham med stor forsigtighed at få ryghvirvlen på plads, og lidt efter er han parat til at lukke såret.

 Reservelægen spørger, om han skal lukke, men Erik ryster på hovedet.

 Nej, lad mig bare gøre det færdigt, nu da jeg er i gang.

 Dan han lidt efter står under bruseren og skyller sveden af, sender han en stille tak til Gud for at han lod det lykkes.

 Hurtigt klæder han sig på og går ud til Birgit for at fortælle hende, at det er gået godt. De bliver enige om, at hun hellere må tage hjem til Ulla med det samme, så hun ikke skal være alene med den lille længere. Erik vil så blive på sygehuset til næste dag. Birgiot giver ham et varmt kys, inden hun går.

 Kan du se, min ven, man kan, når man skal. Du duer stadig til det.

 Da Birgit er gået, kommer overlægen og inviterer på en kop kaffe sammen med ham og reserve-

lægen. De taler lidt om operationen. Erik forklarer et par ting og svarer på et par spørgsmål. Så siger overlægen pludselig.

 Den søn misunder jeg dig. Det må have været hårdt at operere ham, men til trods for, at han havde det dårligt, vidste han, at du havde brug for at gøre det for at få din selvtillid igen. Sådan en kærlighed er det umuligt at modstå.

 Det er rigtigt. Jeg følte ikke, at jerg havde lov til at lade være.

 Hvad vil du så nu. Du kan nemt få arbejde. Jeg vil med største glæde anbefale dig, for det var en fremragende operation. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg tro, at du havde lavet en lignende i sidste uge.

 Foreløbig skal Jacob være rask. Når han kommer hjem, skal vi tale om det. Nu ved jeg, at det er en mulighed, men det skal familien bestemme.

 Det vil jeg roligt lade den gøre, hvis jeg var dig. Men du må have gjort dig nogle overvejelser om, hvad du helst selv vil.

 Måske, men det er ikke det væsentlige.

 Der er jeg helt uenig med dig. Kun hvis du selv føler dig tilfreds med det arbejde, du laver, uanset, hvad det er, kan du give din familie det, du synes, den fortjener.

 Jamen jeg har så meget at gøre godt mod dem.

 Erik fortæller nu sin historie i korte træk.

 Er du i tvivl om, at de har tilgivet dig fuldt og helt. Det er altså dig selv, du vil tilgive. Derfor mener du, at din familie har hals og håndsret over dig. Vrøvl, siger jeg.

 Du skal begynde på en frisk, og så må I selvfølgelig snakke om, hvad det skal være, men du har lige så meget ret til at bestemme over din fremtid, som din kone og dine børn har. Husk det.

 Men stik du nu ind og se til Jacob, han er nok ved at vågne af narkosen nu.

 Erik rejser sig.

 Tak for kaffe og alt det andet, du har givet mig i dag. Ikke mindst din støtte, der gjorde muligt for mig at gennemføre operationen.

 Da Erik kommer ind på opvågningsstuen, er Jacob så småt ved at komme til sig selv. Han ser på sin far og mumler lidt utydeligt.

 Er det overstået, hvordan gik det. Var det dig, der opererede.

 Erik smiler til ham.

 Ja, det forlangte du jo, og mor gik med til det. Så vidt vi kan se, er det gået godt.

 Tak far.

 Jacob mumler lidt og falder så hen igen. Erik bliver siddende hos ham.

 På hjemvejen spekulerer Birgit på fremtiden, men kommer så pludselig tilbage til nutiden. Klokken er lidt over otte, så Ulla har været alene hjemme med den lille i snart mange timer, hvordan mon hun dog har klaret det. Hun var jo også bange for, hvad der var sket med Jacob.

 Dyrene skulle have været fodret, og køerne skulle have været malket, så nu må hun i gang, så snart hun kommer hjem. Heldigvis lod det til, at operationen var lykkedes, så det behøver hun ikke mere at spekulere på.
 Ulla farer op fra sin stol og ser spændt på moderen, da hun kommer ind.

 Den lille ligger og sover i barnevognen.

 Beroligende siger hun.

 Operationen gik tilsyneladende godt.

 Lidt tøvende fortsætter hun.

 Det var far, der opererede Jacob.

 Ulla giver et gisp.

 Gjorde far, hvor må det have været forfærdeligt for ham, men hvor var det dog godt, at det lykkedes.

 Birgit stryger hende over håret.

 Det har også været slemt for dig at være alene hjemme med den lille i alle de timer. Nu skal jeg lave lidt mad til os, inden jeg går ud til dyrene.

 Ulla ser stolt på hende.

 Jeg har lavet mad, den står i ovnen. Jeg vidste jo ikke, hvornår I kom hjem, men far blev så inde hos Jacob. Naboens Per hjalp mig med at fodre, men malkningen kunne vi ikke klare. Den lille har fået mad og er blevet skiftet, men jeg turde ikke bade hende.

 Du er en skat, nu spiser vi lige, inden jeg går ud og malker.

 Da de har spist, følges de ad ud i stalden og tager barnevognen med, så de kan være sammen, mens Birgit malker.

 Omsider er de klar til at gå i seng. Med et lille smil siger Birgit.

 Du må godt ligge inde hos mig i nat, hvis du gerne vil.

 Ulla knuger sig ind til hende.

 Tak mor, jeg har været så bange. Jeg vidste jo ikke, hvad der var sket med Jacob, og så var jeg alene med den lille, hvad nu, hvis der var sket noget med hende. Der var så mange ting, der skulle gøres, og en del af det, vidste jeg, at jeg ikke kunne klare, og jeg vidste jo heller ikke, hvornår I kom hjem.

 Stakkels lille ven. Det var da godt, at Per kom og hjalp dig med at fodre.

 Uh, jeg kan slet ikke lide ham, han er dum, og så driller han. Da vi havde fodret, gik han med ind og så på, at jeg skiftede den lille, han har jo ingen søskende. Hun fik så en flaske og blev lagt hen og sove. Så spurgte Per, om han måtte tage et bad, de har ingen badeværelse ovre hos dem. Det gav jeg ham selvfølgelig lov til. Mens han tog tøjet af spurgte han, om jeg ikke også ville i bad. Jeg sagde, at jeg hellere ville vente, til han var færdig. Så lo han ad mig og spurgte, om jeg var bange for ham. Jeg sagde selvfølgelig, at det var jeg ikke. Bevis det, lo han. Så tog jeg også tøjet af og gik ind under bruseren til ham. Så slog han armene om mig og gav mig et kys. Det kunne jeg ikke lide. Så lo han igen, så han næsten ikke kunne få vejret og sagde.

 Nu får du børn, i det mindste et, jeg kyssede dig jo kun en gang.

 Så slog jeg over på det kolde vand, og så kan du tro, at han kom hurtigt ud fra bruseren. Men det passer da ikke, at man får børn af det, vel mor.

 Ulla snøfter lidt som slutning på sin beretning.

 Birgit kan ikke lade være med at smile.

 Nej, min pige, et kys får man nu ikke børn af, selvom man får det under en bruser. Hvor gammel er Per egentlig.

 Han er et par måneder ældre end mig. Jeg kan da ellers godt lide ham, men ikke når han driller.

 Nå ja, men så må jeg vel hellere fortælle dig lidt om, hvordan man får børn, selvom det måske er lidt tidligt.

 Da Birgit er færdig med at fortælle, sukker Ulla.

 Det er nu dejligt, at du er hjemme igen. Per er såmen flink nok, han hjalp mig jo også godt, bare han ikke drillede sådan.

 Næste morgen kommer Erik hjem, og så får Ulla en ordentlig knusetur af ham, inden hun og Birgit tager ind for at se til Jacob.

 Jacob er alles kæledægge på afdelingen. En uges tid efter får han lov til at gå lidt rundt. Armen skulle være i orden i løbet af en månedstid. Ryggen skulle også være i orden, men han får besked på, at han skal være meget forsigtig. Han må ikke løfte, trække eller skubbe noget, og han skal gå langsomt og roligt de første par måneder, for en sikkerheds skyld.

 Den dag han får lov til at komme hjem, siger Erik til ham.

 Ikke noget med at kravle på stiger resten af året. Jeg har kalket det sidste af gavlen.

 Den første måned efter ferien må han ikke gå i skole, for at der ikke skal ske noget.

 Det er ikke fri for, at han keder sig lidt. Der er så mange ting, han gerne ville lave, men de fleste ting er der forbud imod. Han kan læse og gå små ture med den lille i barnevognen, hun vejer jo ikke så meget.

 Det bedste han ved, er at gå ude hos faderen og snakke, og der er ingen tvivl om, at Erik nyder det mindst lige så meget.

 Kun når Jacob synes, at der bliver pylret for meget om ham, bliver han lidt sur og træt af det, men det går nu hurtigt over igen.

 Da armen er i orden, får han gibsen af, og samtidig får han ryggen røntgenfotograferet. Det ser ud til, at den er helt i orden, så han får lov til at træne den langsomt op igen. Erik hjælper ham med at sammensætte et træningsprogram, og Birgit holder øje med, at han ikke træner for hårdt og for længe.

 Han er jublende glad, den dag, da hans far giver ham lov til at malke igen, men først efter jul får han lov til at muge ud hos køerne og grisene igen, og kun hvis han lover, at han ikke tager for store læs ad gangen.

 En af dagene i juleferien, da de sidder og hygger sig, siger Birgit.

 Nu må vi vist hellere se at få snakket om tingene.

 Den lille er lagt hen og sove, og de sidder ved køkkenbordet med kaffe og julebag.

 Hun ser fra den ene til den anden og sukker.

 Jeg må nok hellere lægge for. Vi har nok alle fire gået og spekuleret over, om vi skal blive her, eller om far skal begynde som læge igen. Du skal være klar over, Erik, at afgørelsen må være din. Kun du ved, om du kan tænke dig at gå i gang som læge igen., eller om du bedre kan tænke dig at blive her, til du kun kan tygge smør.

 Det sidste bliver sagt med et lille smil.

 Jacob ser på sin far.

 Du er en meget dygtig læge, far. Det sagde overlægen til mig, men han sagde også, at jeg aldrig mere måtte prøve at tvinge dig til at gøre noget, bare fordi jeg gerne ville have det. Han forklarede mig, hvad du følte ved at skulle operere mig efter ikke at have opereret i så mange år, men en risiko for, at det ikke lykkedes. Som han sagde til mig.  Kunne du have ladet være med at bebrejde din far, hvis du var blevet lam og måtte sidde i kørestol resten af livet, selvom det ikke var din fars skyld.

 Det har jeg spekuleret på mange gange siden. Den dag spekulerede jeg ikke på det, jeg vidste jo, at du ville gøre, hvad du kunne, det var nok for mig den dag. Nu bagefter kan jeg godt se, hvor forfærdeligt det ville have været for dig, hvis det var mislykkedes. Det ville jo have slået dig helt ud, selvom det ikke var din skyld. Vil du godt tilgive mig, at jeg bad om det, uden at tænke mig om først.

 Erik sidder og ser lidt frem for sig, så ser han på Jacob.

 Du viste mig en ubegrænset tillid, min dreng, du har absolut ikke noget at bede om tilgivelse for. Du tvang mig til at tage stilling til, hvad jeg vil med mit liv og min tilværelse. Mor og jeg har snakket om det nogle gange, og nu vil jeg så spørge jer to, den lille kan jo ikke tage stilling til noget endnu.

 Synes I, at vi skal blive her og fortsætte på samme måde, eller synes I, at jeg skal prøve at få arbejde som læge igen, enten på et sygehus eller gå med i en privatpraksis, eller noget helt tredje.. I skal sige lige ud, hvad I helst vil, uden at tage hensyn til, hvad I tror, at de andre mener.

 Ulla ser på sin far og mor.

 Skal vi så flytte.

 Birgit ser smilende på hende.

 Vil du nødigt herfra og fra Per.

 Uh mor, du driller. Jeg vil da gerne herfra, derfor kan jeg da godt se Per en gang imellem.

 Det er helt sikkert min ven, hvis vi skal flytte, må Per gerne komme og besøge dig, hvis han har lyst.

 De andre smiler. Birgit har fortalt dem historien om brusebadet.

 Jacob ser drillende på hende.

 Jeg troede ellers ikke, at du kunne lide Per.

 Jo da, det var bare fordi han drillede mig og sagde, at en pige var en dreng, der ikke var blevet helt færdig, fordi hun var født for tidligt. Derfor havde jeg ikke nogen tissemand lige som ham. Så sagde jeg til ham, at det var kun piger, der kunne få børn, det kunne drenge ikke. Så var det, at Per kyssede mig og sagde, at nu fik jeg børn, i det mindste et, fordi han kun kyssede mig en gang. Men mor har sagt, at det passer slet ikke, det er ikke sådan, man får børn, det har jeg sagt til Per, og nu er vi gode venner igen.

 Erik har siddet og moret sig over denne fortælling, men så bliver han alvorlig igen.

 Det vil sige, at du vil godt flytte. Hvad siger du Jacob og du Birgit.

 Jacob tøver lidt, så kommer det langsomt.

 Jeg tror gerne, at du vil være læge igen, far. Jeg ved at du er dygtig til det, og det skulle vel heller ikke være så vanskeligt at få solgt den her gård og finde et andet sted at bo. Men hvis en af os bliver syge, tror jeg, at det er bedst, at vi går til en anden læge, hvis det er alvorligt. Det andet er ikke fair mod dig.

 Birgit nikker og smiler lidt.

 Jeg tror, at jeg vil give Jacob helt ret, det kunne ikke siges bedre.

 Erik trækker vejret dybt.

 Ok. Så er det vedtaget. Jeg må hellere tage et års tid på et sygehus, så jeg kan komme rigtigt ind i alt det nye, der er kommet i løbet af de år, jeg har været væk.

 Jeg håber, at det er det rigtige, jeg gør, men jeg vil i hvert fald aldrig bebrejde jer noget, hvis det ikke går godt. I har hele tiden været mig til en utrolig hjælp. Jeg håber, at det må lykkes at klare det sådan, at I ikke skal have så meget hårdt arbejde mere., men kan få tid til at beskæftige jer med det, I har lyst til.

 I den kommende tid venter man spændt på resultatet af de ansøgninger Erik sender. Kun det sygehus han var på i sin tid sender han ikke nogen ansøgning til, ellers er de blevet enige om, at han skal søge over hele landet og så tage det første tilbud, der kommer, hvis det ser godt ud.

 Der skulle selvfølgelig gerne være noget at vælge imellem, men det er ikke væsentligt, hvor det bliver.

 I februar er der stadig ingen resultater, men det er de nu ikke så kede af, de er sikre på, at der nok skal dukke noget op.

 Overlægen har, som lovet, givet Erik  en fin anbefaling, og Erik får også lov til at vikariere en gang imellem på sygehuset, men der kan desværre ikke skaffes ham en fast stilling.

 I slutningen af februar sker der en meget stor færdselsulykke p.g.a. det glatte føre. Der er flere dræbte og mange tilskadekomne, da der var fem biler indblandet i ulykken. Begge Pers forældre er blandt de omkomne. Erik er blevet kaldt ind på sygehuset for at hjælpe til. Da de nu har fået telefon, er han hurtig at tilkalde.

 Da Erik konstaterer, at begge Pers forældre er blandt de dræbte, ringer han til Birgit og beder hende om at tage sig af Per, og så blidt som muligt forklare ham, hvad der er sket.

 Per er enebarn og begge hans forældre arbejdede på fabrik, så det var nærmest kun i week-enderne, de rigtig havde tid til at tage sig af ham. Huset de boede i havde de selv bygget, men der var ikke blevet råd til mere end det allermest nødvendige. Den eneste luksus de havde, var faktisk telefonen, og det var af hensyn til Per, fordi han var så meget alene hjemme. Så kunne han ringe, hvis der var noget alvorligt på færde.

 Per var en glad og intelligent dreng. Han kom meget ovre hos Birgit og Erik. Der var der altid nogen at snakke med, noget han ikke var forvænt med hjemmefra. Den eneste familie han havde, bortset fra dorældrene, var en gammel onkel, som helt afgjort ikke brød sig om børn.

 Han var derfor godt tilfreds, da Birgit, efter at have fortalt ham, hvad der var sket, lovede, at de nok skulle tage sig af Per, indtil videre i det mindste.

 Birgit ringede så over til Per og bad ham om at komme over til hende.

 Da han kom, forklarede hun stille og roligt, hvad der var sket, og fortsatte så.

 Jeg har talt med din onkel, og vi blev enige om, at du bliver her hos os indtil videre.

 Nu skal Ulla og Jacob hjælpe dig med at hente din seng, dine skolesager og noget tøj. Så sætter vi din seng inde hos Jacob, så kan du vist godt sove der, selvom der ikke er så meget plads. Vi skal nok prøve at være flinke mod dig alle sammen.

 Per græd selvfølgelig, da Birgit fortalte ham, hvad der var sket, men hans ansigt lyste dog lidt op, da han fik at vide, at han skulle bo hos dem foreløbig.

 Det hjalp yderligere, da Jacob spurgte, om han ville hjælpe med at fodre dyrene og malke, så skulle han vise ham, hvordan man brugte malkemaskinen.

 Han var da også stolt som en pave, da han kom ind til aftensmaden og selv havde sat malkemaskinen på to af køerne.

 Da de kommer ind, spørger Birgit, om de vil i bad, inden de skal spise.

 Per bliver ildrød i hovedet, men Jacob ler og siger.

 Kom du bare med, vi lader Ulla blive her og hjælpe mor med aftensmaden.

 Et kvarters tid efter er de tilbage, renvaskede og vandkæmmede, og det kan nok være, at de er sultne.

 Jacob snakker meget, for at Per ikke skal have for meget tid til at sidde og tænke på forældrene.

 Ved halvnitiden kommer Erik hjem, han er meget træt, men giver dem alligevel et knus hver. Per får også et, og det får ham til at begynde at græde igen. Erik stryger ham over håret.

 Græd du bare lidt, min ven, det hjælper. Vi skal nok være gode ved dig.

 Lidt efter stilner gråden af. Jacob og Ulla hjælper ham med lektierne. Da de skal i seng, siger Birgit til Per.

 Har du lyst til at prøve at skifte den lille, hvis jeg hjælper dig.

 Per ser på hende med store øjne.

 Må jeg virkelig godt prøve det.

 Birgit nikker og smiler.

 Ja, og hvis du er lærenem, må du godt få lov til at prøve selv, når der er behov for det.

 Da den lille er blevet skiftet, får Per et godnatkys af Birgit, lige som de to andre børn, og så går Jacob og Per ind på værelset for at gå i seng.

 Der er ikke meget plads, nu, hvor der er to senge, men det skænker drengene ikke en tanke. De er begge meget trætte og skynder sig derfor i seng.

 Da de har ligget lidt, begynder Per at græde stille. Jacob vender sig om mod ham.

 Nu skal du ikke græde mere i aften, du trænger til at sove nu. Det gavner ikke dine forældre, at du græder nu. Der hvor de er nu, vil de meget hellere have, at du er glad i stedet for. Hvis du gerne vil, må du godt komme over og ligge hos mig i min seng, så du kan mærke, at du ikke er alene.

 Per snøfter lidt endnu, da han kravler over til Jacob.

 Tror du, at jeg får lov til at blive hos jer. Hvis jeg gør det, skal jeg nok prøve at være glad.

 Jan lægger sin ene arm om halsen på ham.

 Prøv du bare at være glad, så tror jeg godt, at far og mor vil gøre, hvad de kan for, at du får lov til at blive hos os. Så kan du jo være min lillebror, ikke.

 Per sukker dybt.

 Det ville jeg utroligt gerne være.

 Lidt efter sover de begge godt.

 Næste morgen spørger Per, om han godt må få lov til at lade være med at gå i skole. Det får han lov til, og Birgit ringer hen på skolen og giver besked.

 De første par timer følger han Birgit i hælene, hvor hun går og står. Hen under middag sender hun ham ud for at gå en tur med Chang. Den ser lidt skeptisk på Birgit, men følger så troligt med Per.

 En lille times tid efter ser hun efter Per, men kan ikke se ham nogen steder. Så bliver hun klar over, at han nok er gået hjem og skynder sig derover.

 Da hun kommer derover, kan hun høre en svag hulken inde fra soveværelset. Per ligger hen over forældrenes senge og hulker, Chang sidder på gulvet og småhyler.

 Birgit sætter sig på sengen og trækker Per ind til sig. Omsider stilner gråden af. Han snøfter stadig lidt, da han siger.

 Jacob sagde i går aftes til mig, at jeg ikke skulle græde så meget mere. Hvis jeg prøvede at være glad, måtte jeg måske få lov til at blive hos jer og være hans lillebror. Det er bare så svært at lade være med at græde. Chang prøvede også at trøste mig, han er så sød, så nu skal jeg nok prøve at holde op.

 Birgit stryger ham over håret.

 Vi forstår godt, at du græder, det er der ikke noget mærkeligt i, men vi vil alle sammen gerne prøve at gøre dig glad igen, så du får det bedre. Nu går vi over til os igen, så kan du skifte den lille, mens jeg laver mad, så vi kan spise, når Jacob og Ulla kommer hjem fra skole. Erik kommer først sent hjem i aften igen, så du kommer nok til at hjælpe Jacob lidt med fodring og malkning til aften, det har du ikke noget imod, vel.

 Det vil jeg meget gerne. Må jeg godt tage nogle ting med, selvom der ikke er så meget plads.

 Det må du helt bestemt, nu skal jeg hjælpe dig, så kan vi følges ad. Chang, kan du løbe hjem, så kommer vi om lidt.

 Chang logrer med halen og løber hjemad. Det går ikke så hurtigt mere, tænker Birgit, da hun ser efter den, men den er også snart gammel, 14 år, de fik den, da Jacob blev født.

 Lidt senere er Per i gang med at skifte den lille. Hun ligger næsten helt stille, mens hun smiler til ham og småpludrer. Han tager meget forsigtigt på hende, men passer alligevel godt på, at han ikke taber hende.

 Da han er færdig, smiler han lidt forpustet til Birgit.

 Synes du, at det gik godt nok.

 Birgit klapper ham på kinden.

 Helt bestemt, min dreng. Det ser ud til, at du har gode evner til det. Hun protesterede slet ikke, det kan hun godt finde på, når jeg skifter hende.

 Nu er frokosten også ved at være klar, vil du lige dække bord for mig, Jacob og Ulla skulle være her om ca. 10 minutter.

 Per er meget tjenstvillig, men glæder sig også til, at han skal ud og hjælpe Jacob i stalden.

 Mens de spiser, siger han.

 Jeg tror godt, at jeg vil i skole i morgen igen.

 Birgit nikker.

 Det synes jeg er en god ide, selvom jeg så igen bliver alene herhjemme med den lille, men måske bliver Erik hjemme i morgen.

 Hen på eftermiddagen er Jacob og Per i fuld sving med at gøre rent i stalden. Da Per er ved at køre det sidste ud på møddingen, snubler han og lander lige på hovedet i møgbøren.

 Jacob er lynhurtigt henne ved ham for at se, om der er sket ham noget. Det er der heldigvis ikke. Per rejser sig og spytter og sprutter, så Jacob ikke kan lade være med at le ad ham. Da Per er kommet sig lidt over forskrækkelsen, kan han heller ikke lade være med at le.

 Halvkvalt af latter siger Jacob.

 Ja, i dag er der ikke tvivl om, at du skal have et bad, før Ulla vil have et kys.

 Per nikker.

 Ja, men jeg skal lige være færdig, før jeg går ind.

 Jacob ser alvorligt på ham.

 Bravo Per. Vask lige hænderne, så kan du malke køerne, mens jeg gør rent ved grisene.

 Godt og vel en halv time senere er de færdige.Inden de går ind, hjælper de lige hinanden  med at skrabe det værste skidt af Pers overtrækstøj.. Så giver Jacob pludselig Per et ordentligt knus.

 Uh, hvor kan jeg dog godt lide dig. Undskyld, at jeg lo ad dig, men du så virkelig så morsom ud. Du er ikke sur på mig, vel.

 Per ler højt.

 Nej, det tror jeg slet ikke, at jeg kan blive. Så bøjer han sig lynhurtigt ned og snupper en kokasse, som han tværer ud i håret på Jacob.

 Lige for lige, nu er det dig, der ser morsom ud.

 Jacob ser et øjeblik målløs på Per. Så overgiver han sig leende.

 Ok. Den var jeg selv ude om, skal vi slutte fred.

 To næver mødes i et fast håndtryk. Så følges de ad ind og går i bad.

 Ulla og Birgit ler ad dem, da de ser, hvordan de ser ud og hører historien om baggrunden for det.

 Der skal en ordentlig gang skuren og skrubben til, før de dufter rent begge to. Per må hjælpe Jacob med håret for at få det rigtig rent. Omsider bliver de dog færdige og går ud i køkkenet for at spise.

 Efter maden hjælpes de med lektierne. Ved nitiden kommer Erik hjem, og så sidder de og hygger sig og snakker en times tid, inden de går i seng.

 Alle tre børn siger godnat til Birgit og Erik med godnatknus, og kort efter sover de trygt.

 En times tid senere vågner Jacob og ser, at Per sidder op i sengen og stirrer stift frem for sig, men han svarer ikke, da Jacob spørger, om han ikke kan sove.

 Da Jacob lidt efter rejser sig og sætter sig over på Pers sengekant, ser Per på ham med et lille tyndt smil.

 Jeg sad og tænkte på, at vi havde haft det så sjovt og rart her i eftermiddags og i aften, så jeg har slet ikke tænkt på mor og far, er det ikke forkert af mig.

 Nej, tværtimod da. Selvfølgelig skal du tænke på din mor og far en gang imellem, også i fremtiden, så du husker de gode timer, du har haft sammen med dem, men det bliver de ikke levende af igen. Du skal derimod leve videre, og så er det vigtigt, at du kan være glad og tænke på andre ting. Som du selv har set her i dag, så går tingene meget bedre og rarere på den måde.

 Per ser på ham.

 Du har sikkert ret, men hvordan er det mon at dø, og hvad så bagefter.

 Det ved jeg ikke noget om, gamle dreng, og det er der nok ikke rigtig nogen, der gør. Men vi kan prøve at snakke med far og mor om det i morgen aften, da er det fredag, så skal vi ikke så tidligt i seng, men tror du ikke, at vi skal prøve at lægge os til at sove nu.

 Jo, det er også rigtigt, undskyld, at jeg har holdt dig vågen.

 Det gør ikke noget, så det skal du ikke være ked af, jeg er her, når du har brug for mig.

 Per griber hans hånd og trækker ham ind til sig.

 Tak, Jacob, jeg tror aldrig, at jeg får en bedre ven.

 Så bliver hans ansigt fortrukkent.

 Jacob kan se det i det klare månelys, der skinner ind gennem vinduet.

 Hæst kommer det.

 Du dør da ikke fra mig også, vel.

 Jacob slår begge arme om ham og hvisker.

 Det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, men jeg tror det da ikke, ikke foreløbig i det mindste, men gør jeg, har du da stadig Ulla og far og mor.

 Per snøfter lidt.

 Du har nok ret. Bare jeg må få lov til at blive hos jer, så skal det nok gå, men….. må jeg godt sove hos dig igen i nat.

 Lidt efter sover de igen med en arm om hinanden, og sådan ligger de stadig næste morgen, da Birgit kommer for at vække dem.

 Hun tørrer sig uvilkårligt over øjnene. Hun er klar over, at Jacob gør en kæmpeindsats for at hjælpe Per igennem det her, og det er hun meget glad for.

 Om aftenen, da de har spist, siger Jacob.

 Du, far, Per og jeg kom til at snakke om døden sidste nat, og så blev vi enige om, at vi gerne ville snakke med dig og mor om det.

 Erik ser fra den ene til den anden, så ser han på Ulla.

 Vil du være med i den snak, min pige.

 Ulla nikker.

 Jeg er lidt bange for døden, for jeg synes, at det er uhyggeligt, men måske hjælper det at snakke om det.

 Birgit ser på hende.

 Det tror jeg, at du har ret i, min skat.

 Far og jeg er også sommetider bange for døden, jeg tror, at det er usikkerheden, der gør det. Vi ved nok for lidt om den og glemmer, at det er en naturlig ting i vores hverdag.

 Erik rømmer sig.

 Lad os starte med at være enige om en ting. Vi ved, at vi alle skal dø en dag. Vi kan hver dag læse i aviserne om folk, der er døde. Det tænker vi ikke så meget over, undtagen, hvis det er nogen, vi kender, men så må vi jo tænke på, at der også er mennesker, der kender nogen af de andre, der er døde.

 Vi bliver normalt kede af det, når nogen, vi kender, dør, selvfølgelig især, hvis det var nogen, vi holdt af. Men vi lærer andre mennesker at kende og på den måde mildnes sorgen. Vores nærmeste familie er dem, vi kommer til at savne mest, men det bringer dem bare ikke tilbage. Det er de levende, der skal leve videre og skabe nye relationer til andre mennesker.

 Der er mange årsager til at mennesker dør. Den der er lettest at acceptere er alderen. Er folk blevet meget gamle, synes vi, at det er naturligt, at de dør. Hvis de så til og med har været syge og måske ikke rigtig har haft en tilværelse, så taler man om, at det er godt, at vedkommende omsider har fået fred.

 Har folk i længere tid været uhelbredeligt syge, synes vi vel også, at det er i orden. Der hvor vi har sværest ved at acceptere døden, er når det rammer børn eller unge raske mennesker. Er det så til og med i den nærmeste familie eller en særligt god ven, så synes vi, at det er urimeligt, og det skyldes nok en hvis egoisme. Jeg vil savne ham eller hende, hvorfor skulle det være mig, der skulle miste en jeg holdt af, men det er jo ikke værre for mig end for alle andre.

 Med hensyn til dine forældre Per, så kom de ud for en trafikulykke. De blev så hårdt kvæstet, at hvis de havde overlevet, ville de have haft ulidelige smerter hele tiden, foruden at de ville have været så invaliderede, at de intet havde kunnet klare selv. I sådan et tilfælde mener jeg helt klart, at det er bedst, at vedkommende dør med det samme.

 Døden kan vi ikke forstå, og vi kan intet gøre for at regne ud, hvem den træffer og hvornår den gør. Derfor er det vigtigt, at vi i stedet for koncentrerer os om at leve livet på den rigtige måde, så længe vi lever.

 Vi kan i ledige stunder tænke på gode minder om afdøde, men det må aldrig overskygge dagligdagen. Du har mistet dine forældre Per, ja, men du har nogle gode venner her, der vil gøre, hvad vi kan, for at du kan få en god tilværelse og blive glad igen.

 Per har fulgt nøje med i Eriks forklaring.

 Jeg sagde netop til Jacob i går aftes, at der var sket så meget morsomt og spændende her hos jer i går, så jeg i mange timer slet ikke havde tænkt på mine forældre.

 Erik smiler.

 Så er du allerede godt på vej, min ven.

 Jacob har et par gange været ved at afbryde faderen. Nu spørger han så.

 Hvad vil det i grunden sige at dø, og hvad sker der med en, når man er død.

 Ulla ser lidt forskrækket på ham og rykker uvilkårligt tættere til Birgit, der giver hende et lille knus.

 Det kan måske lyde som selvmedlidenhed, når vi sørger over en af vore kæres død, for vi gavner jo ikke den døde med at græde. Jeg tror nu, at det er en naturlig reaktion, først når man har grædt ud, kan man begynde på en frisk. Hvis man aldrig viser sine følelser, bliver de forkrøblede og sætter sig som en isklump, der gør en utilnærmelig for andre. Ingen har gavn og glæde af en, og man er i virkeligheden en levende død, hvis I forstår, hvad jeg mener. Andre mennesker har brug for os, lever man ikke op til det, er ens liv spildt og så kunne man jo lige så godt være død.

 Rent teknisk dør man, når hjertet ikke sender blodet rundt i kroppen og især til hjernen, fordi der er ilt i blodet, og hjernen kan kun fungere, hvis den får ilt. En computer kan man slukke for og tænde igen, men er der slukket for hjernen, er der intet at gøre.

 Her i Danmark bliver man enten begravet i en kiste eller brændt og asken kommer i en urne, der bliver sat ned på kirkegården.

 Hvad der så sker derefter, er der ingen der ved med sikkerhed. Nogle siger, at de kan tale med de afdøde og nogen mener at man bliver født igen i en ny skikkelse. Det er et spørgsmål om religion og tro, for intet er videnskabeligt bevist, og bliver det forhåbentlig heller aldrig. Jeg foretrækker at tro, at når man dør, falder man i søvn. Måske vågner man op et andet sted, men hvor eller hvornår er mig lige meget, men jeg tror ikke, at det er ubehageligt.

 En ting er sikkert. Vi kan ikke ændre på, at vi dør en dag, men har vi levet et godt liv og glædet andre, lever vi på en måde videre i deres minder.  Er der nogen der tænker tilbage på en med glæde, så har man ikke levet forgæves.

 Per sidder tavs lidt.

 Vil I godt gå med til begravelsen.

 Det gør vi helt bestemt.

 Der er måske mere, jeg vil spørge om, når jeg har tænkt mere over det, må jeg godt det.

 Helt i orden, du siger bare til, når du har brug for at snakke, og det gælder selvfølgelig også jer andre.

 Tusind tak.

 Birgit smiler.

 Nu må I vist hellere se at komme i seng, kan I sove godt alle tre.

 Både Erik og Birgit får godnatknus af alle tre børn.

 Da børnene er gået i seng, sidder de to så og snakker om, hvordan de bedst kan hjælpe Per fremover.

 Da drengene kommer ind på værelset, ser Per på Jacob.

 Må jeg godt sove hos dig endnu i nat, så skal jeg nok prøve at tage mig sammen.

 Jacob smiler til ham.

Du må sove sammen med mig, lige så længe du har brug for det, lillebror.
 Lørdag morgen hygger man sig ved morgenbordet, inden man skal i gang ude ved dyrene. Klokken er halv syv, så de skutter sig lidt, da de skal ud af den varme seng. Efter morgenmaden hjælper drengene Erik ude i stalden, mens Ulla hjælper sin mor inde i huset.

 Om aftenen sidder de og taler om fremtiden.

 De er alle enige om, at hvis det kan lade sig gøre, skal Per blive boende hos dem, en tanke Per absolut kan gå helt ind for.. Han befinder sig  godt hos dem, og det kommer tydeligt til udtryk om aftenen, da han siger godnat til Erik og Birgit. Efter at have givet dem begge et ordentligt godnatknus, siger han.

 Hvis man selv måtte vælge sine forældre, ville jeg helt afgjort vælge jer.

 Ulla ler.
 Jamen du må godt låne far og mor, når Jacob og jeg ikke bruger dem.

 Det får dem alle til at le, og med den latter hængende i ørerne, falder de hurtigt i søvn. Erik har med vilje sørget for at sætte Per i gang med så meget arbejde, som han kunne overkomme, og Jacob har selvfølgelig ikke villet stå tilbage for den anden.

 Inden Birgit går i seng, ser hun lige ind til drengene. De sover trygt begge to, og Per har endda et lille smil om munden. Ulla kan derimod ikke sove. Da Birgit ser ind til hende, ligger hun og smågræder.

 Jeg kom til at tænke på, hvordan det må være at ligge nede i jorden, som Pers far og mor nu skal. Det må være utrolig mørkt og koldt.

 Birgit trøster hende med, at når man er død, kan man ikke mærke noget.

 Når du sover, ved du jo heller ikke, hvordan der er uden om dig. Døden er jo en slags søvn, som far sagde.
 Jo, men tænk, hvis man vågnede, mens man lå i kisten nede i jorden, så kunne man jo ikke kalde på nogen eller komme op igen.

 Det lover jeg dig, at det sker ikke. Når en død vågner, ligger han ikke i jorden mere. Prøv bare at tænke på, at vi sår blomsterfrø i jorden. Så kommer der en plante op, og en skønne dag blomstrer den. På samme måde tror jeg, at vi kommer op af jorden igen, når vi har ligget der længe nok.

 Tror du, at det bliver som en blomst eller et træ.

 Nej, ikke helt så bogstaveligt måske, men måske som et nyt lille menneske.

 Vil det sige, at lillesøster måske er en, der er død for mange år siden.

 Birgit kan ikke lade være med at le.
 Nej, nu må vi hellere holde op. Jeg kan ikke forklare dig noget om ting, som jeg ikke ved noget om.

 Men jeg lover dig, at du ikke behøver at være bange for at dø, eller for hvad der sker bagefter. Kan du nu sove godt, min egen skat.

 Ja, mor godnat.

 Da Birgit er på vej ud af værelset, kalder Ulla.

 Du mor, tror du godt, at jeg kan gifte mig med Per.

 Tjah, det skulle vel nok kunne lade sig gøre, men er det ikke lidt tidligt at tænke på det, har han friet til dig da.

 Nej, men hvis han nu gør.

 Så synes jeg, at du skal foreslå ham at vente en halv snes år, inden I tager endelig stilling til det.

 Ja, det er nok bedst, jeg tænkte bare, at han måske gerne ville have lidt sikkerhed for fremtiden netop nu. Men jeg kan godt se, at vi skal ud af skolen først, og måske er det også bedst, at vi får et arbejde begge to, før vi gifter os.

 Det synes jeg lyder fornuftigt, men kan du nu lægge dig til at sove.

 Ja, nu skal jeg nok sove, men må lyset godt være tændt, så jeg kan se, hvor jeg er, hvis jeg vågner.

 Det er i orden, godnat.

 Godnat mor, jeg elsker dig – og far og Jacob og Per og selvfølgelig også lillesøster.

 Begravelsen foregår i stilhed. Per og Jacob følger nøje med i det hele. Ulla har fået lov til at blive hjemme og passe den lille, for hun vil ikke så gerne med.

 Pers onkel aftaler med Erik, at han ordner salget af huset og de ting, som Per ikke vil beholde. De penge, der er tilbage, når begravelsen og andre udgifter er betalt, vil Erik få til Pers fornødenheder.

 Erik er hurtigt klar over, at det gælder for onklen om at komme hurtigst og lettest  om ved enhver form for besvær. Det er også tydeligt, at han er lettet over, at han ikke behøver at tage sig af Per.

 Erik beslutter i sit stille sind, at de penge, der bliver til overs skal sættes ind på en konto, så Per har noget til hjælp til en uddannelse. Han og Birgit kan nok klare de daglige fornødenheder for en mere. Per skal i hvert fald aldrig føle, at han er til besvær eller er for dyr for dem. Både han og Birgit er enige om at optage Per som en del af familien på lige fod med de andre børn.

 En uges tid senere dør Chang. Den var også så gammel, at det var til at forudse, at det snart ville ske. De savner den alle sammen, men passer på ikke at vise det for tydeligt. Det er trods alt kun en hund de har mistet, i modsætning til Per, der har mistet begge sine forældre.

 Drengene begraver den ude i haven, da de kommer hjem fra skole. Ved aftenstid hører Birgit, at Per siger til Ulla.

 Du skal ikke være ked af, at Chang er død. I kan da få en ny hund, I kan kalde Chang.

 Så hører hun et lille snøft fra Ulla.

 Du mener, at VI kan få en ny hund, det er også rigtigt, lige som du har fået et par nye forældre, og så har du endda fået søskende også.

 Ja, og det er jeg meget, meget glad for, lillesøster.

 Nogen tid efter modtager Erik papirer fra boet, og bl.a. Pers personlige papirer. Det viser sig, at han har været adoptivbarn, men der er ingen papirer på, hvor han stammer fra. Erik og Birgit bliver enige om, at de ikke vil fortælle ham det, før han bliver atten år, så kan han selv tage stilling til, om han vil forsøge at finde sine biologiske forældre.

 Erik er ved at blive lidt utålmodig over, at han stadig ikke har fået svar på nogle af sine ansøgninger, og så får han pludselig tre tilbud på to dage.

 Der bliver nu ivrige diskussioner om, hvilket af tilbuddene han skal sige ja til. Der er en stilling som reservelæge i Hillerød, en i Odense og en i Odder. Erik er i syv sind, nu ville han godt ønske, at der kun havde været et tilbud. Det havde været nemmere.

 Nu bliver han tvunget til at vælge., og der er ikke lang tid. Man er i slutningen af marts og alle tre stillinger er med tiltrædelse pr. 1. maj.

 Gården skal sælges, og de skal finde et sted at bo, helst ikke for langt fra sygehuset.. Ved aftensbordet går snakken derfor ivrigt, kun Per er meget tavs.

 Erik lægger pludselig mærke til det og siger.

 Og hvad med dig Per, hvor synes du, at vi skal tage hen.

  Det giver et sæt i Per. Så ser han overrasket op på Erik for at se, om han virkelig mener det alvorligt.

 Me – mener du virkelig, at jeg skal være med til at bestemme det.

 Erik ler højt.

 Nåh, bestemme er vel så meget sagt, men du har da lige så meget ret som de andre til at komme med din mening

 Så bliver han alvorlig igen.

 Jo, min dreng, du skal helt afgjort også være med til at bestemme det, det er jo også din fremtid, det gælder.

 Per prøver at blinke nogle tårer væk, så kommer det stille.

 Jeg vil bare så gerne have lov til at blive hos jer, uanset, hvor I tager hen, om det så blev til Afrika.

 Erik farer sammen.

 Sig mig, er du tankelæser. Hvordan kunne du vide, at Birgit og jeg netop havde tænkt på at tage til Afrika nogle år, når jeg har fået lidt rutine igen. Jeg skal også have et kursus i tropemedicin, men det var ikke meningen, at vi ville have talt om det endnu, men overraskelsen fik mig til at røbe det, så nu ved I det altså.

 Birgit smiler.

 Måske var det meget godt, at vi fik det frem nu. Jeg har nemlig foreslået far, at han tager et år på det sygehus, han nu vælger, så bliver vi andre her og passer gården så længe, og hvis vi så beslutter at tage til Afrika til den tid, kan vi sælge gården og flytte. Ellers skal vi flytte nu og så om et år igen, og det er ikke særlig økonomisk. Far kan da komme hjem på ferier og fridage. Men nu synes jeg, at I skal tænke over det til i morgen, så snakker vi om det igen. I øvrigt giver jeg far helt ret i, at selvfølgelig skal Per være med til at bestemme, han er jo lige så meget en af familien, som os andre.

 Snakken forsætter ivrigt, men snart er det sengetid, så børnene må nødtvunget gå til køjs. Heldigvis er der snart påskeferie, og så ser man ikke helt så strengt på sengetiden.

 Jacob og Per ligger længe og snakker, efter at de er kommet i seng. Selvfølgelig mest om den spændende fremtid. Men Per er også ivrig efter at høre, om Ulla og Jacob plejer at være med til at bestemme de forskellige ting, det har han aldrig prøvet der hjemme, da forældrene levede.

 Jacob smiler.

 Ja, mor har altid spurgt os om, hvad vi mente, og far var helt enig i at lade det fortsætte, da han kom hjem. På den måde undgår de også, at vi brokker os, hvis tingene ikke går, som vi regnede med, vi har jo selv været med til at bestemme, hvordan vi ville have det. Mor kaldte det en gang for at lære at tage konsekvenserne af det, vi vil og tager stilling til. Både Ulla og jeg var da også helt enige med far og mor om, at du selvfølgelig skulle bo her hos os, og det ved jeg i hvert fald, at vi aldrig kommer til at fortryde nogen af os.

 Per ligger stille lidt.

 Jeg tror, at din mors ide er god. Når jeg hjælper til, kan vi godt klare gården et år, til din far er færdig, selvom jeg nok vil savne ham, men jeg har jo da jer.

 Jacob ligger og klukker.

 Mor har en evne til at komme med sine ideer, så vi andre ikke kan lade være med at synes om dem, og det gælder åbenbart også dig. Men husk nu lige, at det er også din far og mor nu. Jeg er i øvrigt helt enig med dig. Jeg vil også komme til at savne far, men han kommer da hjem en gang imellem. Selvfølgelig kan vi klare gården, nu da du også er her. Vi to klarer det udendørs og Ulla hjælper mor med det indendørs og med lillesøster.

 Da de nu er enige  om at foreslå det næste dag, beslutter de at lægge sig til at sove. Et øjeblik efter siger Jacob.
 Kom over til mig, lillebror, vi to vil altid holde sammen, ikke.

 Per er lynhurtigt ovre hos Jacob og knuger sig ind til ham.

 Så hvisker han.

 Helt bestemt, min egen kære storebror.

 Erik er ikke helt tilfreds med det, da det bliver diskuteret næste dag, men han kan godt se, at det er det mest økonomiske, og det må man jo også tage hensyn til.

 Han beslutter at tage det job i Odense, der kan han bedst beskæftige sig med tropemedicin og trods

alt er der heller ikke så langt til Odense

 Han får tilbud om et værelse i funktionærboligen på sygehuset, og det er en stor fordel.
 Fjorten dage efter får Jacob en invitation til en klassefest hos en af klassekammeraterne, der hedder Lars. Han er meget glad, for det er første gang, han er blevet inviteret med til fest hos en skolekammerat. Det skal være en lørdag aften, så man kan sove længe næste dag.

 Da det omsider bliver lørdag, tager Jacob glad afsted ved halvsekstiden. Ulla og Per spiller matador med forældrene og hygger sig rigtig. Ved halvellevetiden går de i seng. Jacob regner først med at være hjemme lidt over tolv, for han har fået at vide, at festen slutter klokken tolv.

 Han er nu fjorten år og en fornuftig dreng, så forældrene går roligt i seng.

 Lidt før halvet bliver Per vækket af Jacob. Han er ligbleg og helt ude af den.

 Per, du må hjælpe mig, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, det er simpelthen forfærdeligt.

 Så begynder han at græde helt ubehersket.

 Per vågner forvirret op, helt forstyrret over at se Jacob på den måde, sådan har han aldrig set ham før.

 Jeg må tale med dig Per. Kan vi ikke gå udenfor, så vi ikke vækker de andre.

 Per nikker tavs og skynder sig i noget tøj. Så følges de ad ned til en bænk, der står nederst i haven.

 Da de har sat sig ned, spørger Per, stadig forvirret.

 Jamen var det ikke en god fest, hvad er der da sket.

 Jacob hulker fortvivlet.

 Det er forfærdeligt, jeg har måske gjort en pige gravid.

 Per gisper.

 Hvad har du, hvordan kunne det gå til, kan du ikke fortælle det hele fra begyndelsen, jeg forstår ikke et suk.

 Jacob tager sig voldsomt sammen og hakkende og snøftende fortæller han.

 Det startede så godt. Vi fik noget lækker mad, og jeg sad ved siden af Lene, den pige i klassen, jeg synes bedst om. Ved halvottetiden gik Larses forældre i byen, og lidt efter begyndte vi at danse.

 Så hørte jeg, at en af de andre sagde til Lars.

 Hvorfor har du dog inviteret ham dydsmønstret med.

 Og Lars svarede.

 Måske for at få ham til at falde i vandet, vent og se.

  Jeg har godt hørt, at nogle af de andre i klassen kalder mig for dydsmønstret, fordi jeg altid har mine lektier i orden og ikke vil være med til at lave ballade i klassen.

 Jeg spekulerede lidt over, hvad Lars havde ment, men glemte det så igen. Jeg faldt i snak med nogle af de andre og dansede nogle flere danse, bl.a. med Lene. Vi drak nogle colaer, og så blev jeg pludselig så underlig tilpas, svimmel og sådan.
 Lidt efter kom Lars forbi mig, da jeg havde sat mig på en stol. Da han så, at jeg ikke havde det godt, foreslog han, at jeg lagde mig ind på hans seng, til jeg havde det bedre. Så ville han kalde på mig en times tid senere.

 Da jeg lagde mig ned, kørte det hele rundt for mig, men så må jeg være faldet i søvn, for pludselig vågnede jeg, og så….ja, så var det altså……

 Per har siddet og fulgt nøje med i forklaringen. Da Jacob stoppede gav det et sæt i ham.

 Ja, og hvad så.

 Per ser spørgende på Jacob.

 Ja så var det altså, at jeg opdagede, at Lene lå ved siden af mig, og sov, tror jeg nok. Og så, ja hun lå der næsten uden tøj på, og jeg, jeg havde kun min skjorte på, og den sad helt oppe om halsen på mig.
 Jeg ved, at jeg ikke selv har taget tøjet af, så det må der være nogen af de andre, der har gjort. Jeg er også helt sikker på, at Lene ikke selv har taget tøjet af, sådan er hun slet ikke.

 Jamen det bliver man da ikke gravid af.

 Nej, men jeg kunne både se og mærke, at der måtte være sket noget for mig, der sad noget på både hende og mig.

 Hvad gjorde du så.

 Jeg skyndte mig i tøjet, samtidig med at jeg vækkede Lene og hjalp hende med at komme i tøjet. Hun var jo lige så forvildet som mig.

 Hun fortalte, at det var gået hende lige som mig. Hun var blevet svimmel og utilpas, og Lars havde sagt til hende, at hun kunne lægge sig ind på hans værelse, jeg lå ganske vist også derinde, men det kunne der vel ikke ske noget ved. Hun havde været så skidt tilpas, at hun var helt ligeglad, bare hun kunne komme til at ligge ned.

 Hun var overbevist om, at de havde hældt noget spiritus i vores colaer for at drille os. Til sidst sagde hun, men hvordan er vi kommet af tøjet, jeg er næsten sikker på, at jeg ikke selv har taget det af, og jeg tror heller ikke, at du selv har taget dit tøj af. Men hvad gør vi nu.

 Vi blev så enige om at prøve at liste os ud, uden at nogen opdagede det. Selvfølgelig løb vi ind i Lars, jeg er sikker på, at han har stået og ventet på os.

 Han grinede, da han så os.

 Nåda, der har vi jo de to dydsmønstre, hvad mon I har lavet, kom ind og fortæl os andre det.

 Så var jeg jo klar over, at han havde været med til at arrangere det hele., så jeg slog ham lige i synet, og så løb Lene og jeg alt hvad vi kunne, inden nogen af de andre dukkede op.

 Jeg fulgte hende selvfølgelig hjem. Da vi var kommet lidt hen ad gaden, begyndte hun at græde.

 Hvad vil far og mor dog sige, hvis jeg bliver gravid.

 Jeg prøvede at trøste hende, så godt jeg kunne, selv om jeg var akkurat lige så ulykkelig. Det lykkedes da også at få hende til at smile lidt. Da vi skiltes ved hendes havelåge, gav hun mig et kys og sagde.

 Når galt skulle være, var det da godt, at det var dig og ikke en af de andre.. Dig kan man da stole på, du løber ikke fra dit ansvar, vel, og så kan jeg endda godt lide dig.

 Den følgende time gik jeg bare rundt og anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Så syntes jeg pludselig, at jeg måtte snakke med dig. Du er jo ikke alene min lillebror nu, du er også min bedste ven. Dig ved jeg, at jeg kan stole fuldstændig på.

 Jeg havde mest lyst til at hoppe i mergelgraven, men jeg kan jo ikke svigte Lene, vel. Hvis det nu er gået galt. Synes du, at jeg skal snakke med far og mor om det i morgen, eller synes du, at jeg skal vente og se, om der er sket noget. Der er vel ingen grund til også at gøre dem bekymrede.

 Per sidder og grunder lidt, så siger han langsomt.

 Ja, du er vel nødt til at tage konsekvenserne, selvom skylden sådan set slet ikke er din. Det er tydeligt, at det hele er arrangeret for at genere dig, at det så måske kommer til at gå mest ud over Lene, har de nok ikke tænkt på.

 Først drak de jer fulde, og da I var faldet i søvn, trak de tøjet af jer. Hvordan de så har arrangeret det sidste, ved jeg ikke. Jeg synes helt bestemt, at du skal tale med din far i morgen tidlig, så må han tage stilling til, om din mor også skal have det at vide.

 Jeg vil godt hjælpe dig med at forklare det, hvis du vil have det.

 Jacob er begyndt at falde lidt til ro. Det har hjulpet ham meget at få det hele fortalt til Per og høre hans mening. Pludselig farer en ny tanke gennem hans hoved.

 Jamen hvad nu i skolen på mandag.

 Per smiler.

 Vi skal nok finde på noget. Lad os nu gå i seng og få sovet, i morgen ser det hele sikkert meget lysere ud.

 Jacob er overbevist om, at han ikke kan falde i søvn, men det varer nu alligevel ikke ret længe. Han giver lige Per et stort knus, inden de går i seng, og mindre end fem minutter efter sover han.

 Per har vanskeligere ved at falde i søvn. Han prøver at finde på gode ideer, så han kan hjælpe sin kære storebror og ven bedst muligt. En ting er han helt sikker på. Det her må ikke få lov til at ødelægge noget for Jacob, hvis han kan forhindre det.

 Næste dag får Jacob en lang snak med sin far og mor, hvor han fortæller dem hele historien. Han synes, at det er bedst at få snakket med dem begge to på en gang og så høre deres mening om, hvad der kan og skal gøres.

 Erik er meget vred, ikke på Jacob, men på hans kammerater.

 Ikke fordi jeg tror, at der er sket noget alvorligt. I har sandsynligvis været helt bevidstløse, siden de har kunnet tage tøjet af jer, uden at I vågnede. Derfor har I nok heller ikke gennemført et samleje, selvom man aldrig kan være helt sikker.

 Den sæd på både dig selv og på Lene, er nok noget en af de andre har frembragt og placeret for at I skulle tro, at det virkelig var sket. Det er i sig selv en ondskabsfuldhed, som du jo selv indrømmer var ved at få dig til at tænke på selvmord, og Lene har måske følt noget lignende.

 Jeg vil i øvrigt gerne have en samtale med hende og høre hendes mening om, hvad der er sket, inden jeg foretager mig noget videre.

 Men de har også været godt på vej til at slå jer ihjel, ved at drikke jer så fulde, og det er næsten endnu mere alvorligt. Heldigvis er der da så meget mandfolk i dig, så du tog dig af Lene, i stedet for bare at stikke af. Det har nok hjulpet jer begge over det værste i første omgang.

 Tror du, at Lene har talt med sine forældre om, hvad der er sket, for så må jeg nok hellere tage en samtale med dem også.

 Nej, jeg tror ikke, at Lene tør fortælle sine forældre noget, ellers må jeg i det mindste hellere gå med, det skal hun ikke være alene om.

 Vel. Jeg synes, at du skal prøve at få fat i Lene i dag, så mor og jeg kan snakke lidt med hende, det kan måske berolige hende lidt.

 Du må ikke tale med de andre drenges forældre, vel, så kommer det ud over hele skolen, og det er ikke til at holde ud at tænke på. Så må Lene og jeg hellere prøve at klare det med dem selv, det vil jeg helst, men jeg vil meget gerne have, at I taler med Lene.

 Imens de har siddet og snakket, er Lene kommet for at snakke med Jacob. Per har fået fat i hende og fortæller, at Jacob netop er ved at tale med sin far og mor, om det, der er sket. Han fortæller også, at Jacob fortalte ham det hele, da han kom hjem i nat.

 Du skal ikke være bange, eller ked af det. Jacobs far og mor skal nok prøve at hjælpe jer, det er jeg helt sikker på.

 Han står og snakker med hende endnu, da Jacob kommer ud. Han er meget bleg, men prøver at smile, da han ser Lene.

 Mor og far vil gerne tale med dig, jeg skulle netop til at prøve at få fat i dig. Vil du helst have, at jeg går med ind, eller vil du hellere snakke alene med dem. Jeg har fortalt dem det hele, på den måde, jeg har oplevet det. Men du skal ikke være bange. Husk at far er læge og mor er sygeplejerske.

 Lene ser fra Per til Jacob.

 Jeg tror helst, at jeg vil snakke alene med dem.

 Det er helt i orden. Jeg går ud og hjælper Per i stalden nu, så ved du, hvor jeg er, hvis der er noget. Men jeg vil godt lige snakke med dig, inden du går.

 Lene nikker og går stille ind til Birgit og Erik.

 Da de bliver kaldt ind til middag, sidder Lene med til bords.

 Birgit smiler.

 Lene var alene hjemme her i week-enden, så jeg inviterede hende til at spise med, til gengæld passede hun Henriette, mens Ulla hjalp mig med maden.

 Det giver et sæt i Jacob og uvilkårligt blinker han med øjnene.

 Vil det sige, at du var alene i går aftes, da du kom hjem. Det skulle du da have sagt.

 Lene ser alvorligt på ham.

 Det gik godt nok. Jeg ville ikke rode dig ind i mere ved at bede dig om at gå med ind. Jeg kom i øvrigt også først i tanker om, at far og mor ikke var hjemme, da du var gået, og nu er det jo overstået.

 Hvis du skal være alene hjemme en anden gang, kan du da komme over og sove hod mig.

 Det er Ulla, der giver sit besyv med. Hun har fået historien af sin mor i korte træk og synes, at det er synd for Lene, som hun godt kan lide, men det er bestemt ikke mindre synd for hendes elskede storebror.

 Birgit nikker.

 Ja, du skal altid være velkommen her, min pige.

 Per har siddet tavs og grundet.

 Hvad nu i skolen i morgen. Jeg er parat til at banke enhver, der prøver at genere jer, men det var jo nok bedre, hvis det kunne undgås.

 Erik nikker.

 Helt afgjort, min dreng. Jeg indrømmer, at jeg kan ikke fatte, at man kan lave så grove ting mod hinanden. Bevares, da jeg var dreng, lavede vi da også drengestreger, men så grove blev vi da aldrig. Jeg er nok for gammel til at råde jer om, hvordan I skal gøre, men lad mig høre nogle forslag.

 Pludselig smiler Per bredt.

 Jeg tror, at jeg har det. I kan godt lide hinanden, ikke…. Det vil gøre det hele meget lettere.

 Lene og Jacob ser uvilkårligt på hinanden.

 Ja, jeg kan vældig godt lide Lene, jeg er parat til hvad som helst.

 Lene nikker samtykkende og ser spændt på Per.

 I må spille lidt komedie. Gå med hinanden i hånden i frikvartererne, se forelsket på hinanden og giv hinanden et kys, når nogen ser efter jer. Hvis Lars snakker om den, du gav ham i synet, så grin og sig.

 Jeg gjorde det ikke, fordi du sørgede for, at Lene og jeg kom i seng med hinanden, for det har vi da været før, men fordi I drak os fulde og trak tøjet af os. Det kan vi nemlig godt selv klare, men du bryder dig vel heller ikke om at have tilskuere, når du er i seng med en pige, men så langt er du måske ikke nået endnu.

 Jeg er sikker på, at så er han færdig med at drille, og det gør bestemt ikke noget, hvis nogle af de andre drenge hører på det. Ellers lader han det uden tvivl gå videre til de andre, og så varer det ikke længe, før I kan være i fred.

 Hvis I skulle blive inviteret til fest igen, så træk på skulderen og sig nej tak. I gider ikke være sammen med sådan nogle pattebørn. Hvis I tager med, vil de uden tvivl prøve at hævne sig, så lad hellere være.

 De er nu blevet færdige med at spise. Erik rejser sig og slår Per på skulderen.

 Det er måske et lidt barsk sprogbrug, men du er nok inde på noget af det rigtige, man må bekæmpe dem med deres egne midler. Der er et par ting, jeg gerne vil have dig til at hjælpe mig med, hvis Ulla hjælper mor, så har kæresteparret fred og ro til at planlægge de første par skoledage.

 Så smiler han.

 I kan lige så godt vænne jer til drillerier, for dem undgår I nok ikke, desværre, men prøv at lade være med at vise det, hvis nogen sårer jer. Prøv at gøre som Per siger. Spil lidt komedie.

 Jacob tager forsigtigt Lenes hånd og giver hende genert et kys på kinden.

 Erik ler højt og tager Birgit om livet og giver hende et ordentligt smækkys.

 Sådan skal du gøre, min dreng, men det kræver lidt øvelse, så gå bare i gang.

 Både Jacob og Lene bliver røde i hovederne, men kan alligevel ikke lade være med at le lidt. Deres humør er blevet meget bedre.

 Da Lene tager hjem hen under aften, siger hun tak for en dejlig dag med et stort knus til hver.

 Om mandagen ville Jacob gerne have været fri for at skulle i skole, men afsted kommer han da sammen med Ulla og Per.

 Per holder nøje øje med Jacob og Lene i frikvartererne. Jacob er meget bleg. Han og lene prøver at spille komedien, så godt de kan, og det giver dem også en tryghed at være sammen.

 Kammeraterne lader dem i fred, måske er de også lidt usikre på, om de har været for grove.

 Tiden indtil sommerferien går nogenlunde. Jacob og Lene holder sig så meget som muligt for sig selv i skoletiden. Heldigvis viste det sig, at der ikke var sket noget, så en månedstid efter kan de ånde lettet op.

 Erik er begyndt i Odense, men har fri de fleste week-ender. En gang om måneden har han dog week-endvagt.

 Han befinder sig godt med at være tilbage som læge på fuldtid, og han kan mærke, at rutinen hurtigt vender tilbage.

 Lene kommer af og til på besøg, dels for at snakke med Jacob, men også Birgit, Ulla, Per og Erik kan hun godt lide at tale med. Hun er enebarn, og da forældrene tit er i byen, får hun ofte lov til at overnatte.

 Jacob og Per slider hårdt i det for alt holde alt i orden på gården. Birgit synes sommetider, at de tager lidt for hårdt fat, men når hun tilbyder at hjælpe, får hun bestemt besked på, at de nok skal klare den, som de har lovet Erik og hende.

 Den første månedstid var Jacob meget bleg, og det kneb ham at spise, men efterhånden ligner han helt sig selv igen.

 De nyder sommerferien, selvom de ikke kan komme nogen steder, af hensyn til dyrene, men det er de jo vant til. Hverken Lene eller Jacob er begejstrede for, at de skal på lejrskole med klassen efter sommerferien. Før festen havde de begge glædet sig, men nu er de lidt bange for, hvordan det skal gå, når de skal være sammen med klassekammeraterne døgnet rundt i 10 dage.

 De skal til Sverrig, og et par dage skal de på vildmarkstur på 4- mandshold. Resten af tiden skal de være i en stor hytte. 16 elever og lærer Jørgensen og hans kone. Her skal de ligge på firemands- værelser.
 Da de ankommer til hytten bliver de fordelt på to pigeværelser og to drengeværelser.

 Lærer Jørgensen siger smilende, at der måske var nogen, der ville have foretrukket en anden fordeling, men nu bliver det sådan, indtil man har været på vildmarksturen, så kan man jo evt. vende tilbage til emnet.

 De fem første dage skal de være i hytten og arbejde med forskellige ting, så de bl.a. lærer at arbejde godt sammen på holdene.

 Så bliver holdene, der består af to piger og to drenge sendt på vildmarkstur i to døgn. De sidste dage skal bruges til at lave rapporter, samle de sidste materialer, de skal have med hjem, og endelig skal de slappe lidt af, for lærer Jørgensen lover dem, at der nok skal blive nok at bestille.

 Jacob bliver meget bleg, da han hører, at han skal på hold med Lars, Lene og Tina. Han overvejer at tale med lærer Jørgensen om det, men da ingen af de andre protesterer, opgiver han.

 Han kommer til at dele værelse med Lars, Dennis og Svend, og han synes, at Lars smiler ondskabsfuldt, da de får det at vide.

 Den første nat prøver han at holde sig vågen, selvom han lader, som om han sover. De andre lader, som om han ikke er der, men han er godt tilfreds, så længe de bare lader ham i fred.

 De andre ligger og fortæller historier, og da de tror, at han sover, opfrisker de den aften ved Larses fest.

 Dennis siger grinende.

 Det så virkelig sjovt ud, da de lå der næsten uden tøj. Gad vist, om de tror, at de selv har taget tøjet af. Jeg ville gerne have set deres ansigter, da de vågnede.

 Svend nikker.

 Ja, og om de opdagede det lille ekstra nummer, du præsterede Lars.

 Lars grynter.

 Det var da godt, at hun ikke blev gravid, så havde det jo faktisk været mig, der var faderen, men fjolset havde jo nok troet, at det var ham, selvom han vel næppe kan gøre en gråspurv gravid.

 Dennis fniser.

 Vi ku´da prøve at undersøge, om der er noget i ham.

 De to andre er straks parate. De kaster sig over Jacobs sovepose for at få fat i ham, men han er hurtigere end dem. Han har ligget klar, så han er ude af soveposen som et lyn. Han stiller sig op ad væggen og hvæser.

 Kom bare med den gråspurv, så skal jeg vise, hvad jeg kan. Hvem af jer vil først, men I er måske for fejge til at komme en ad gangen.

 De ved alle tre, at Jacob har mange kræfter, så de ser lidt usikkert på ham.

 Svend prøver at undskylde.

 Vi ville jo bare lidt sjov med dig.

 Jacob hvisler.

 Ja tak, det har jeg prøvet en gang før, og den form for spøg, bryder jeg mig altså ikke om. Hvis I ikke kan lide mig, så kan I da i det mindste lade mig være i fred.

 Lars ryster på hovedet.

 Ok. Lad os slutte fred. Lad os i stedet for prøve at få det bedst mulige ud af det, når vi nu skal være sammen i 10 dage.

 Det er i orden. Jeg håber for jeres egen skyld, at jeg kan stole på, at I lader både Lene og mig i fred..

 De andre rækker hænderne frem.

 Det er en aftale, vi driller ikke mere.

 Lidt efter sover de alle fire.

 De følgende dage går godt. Det lader til, at alle er indstillet på at få det bedst mulige og en god oplevelse ud af den her lejrskole.

 Både Lene og Jacob bliver hurtigt optaget i fællesskabet, og de gør sig til gengæld heller ikke spor kostbare, men nyder kammeratskabet, som fungerer virkelig godt.

 Tina og Lars viser sig at være gode at være i gruppe med. De er ikke bange for at give sig i kast med opgaverne, og det varer ikke mange dage, før de slet ikke kan forstå, at de har været uvenner før.

 Vildmarksturen går ud på, at de bliver sendt ud på nogle små øer i skærgården, hvor hver firemandsgruppe skal klare sig i to døgn på hver sin ø, uden ret mange hjælpemidler.

 De får en nyslagtet høne med fjer og det hele med som proviant. Kun hovedet er hugget af. Desuden får de lidt brød, nogle kartofler og en feltflaske med vand til hver. En æske med ti tændstikker, men ingen kogegrejer eller spiseredskaber. Endelig skal de tage det tøj med, som de regner med at få brug for og max to soveposer pr. gruppe.

 Ved middagstid om tirsdagen bliver de sejlet ud til deres ø i en robåd og får at vide, at de bliver hentet torsdag ved samme tid.

 Hele flokken er i strålende humør, for man regner med, at det bliver alle tiders oplevelse.

 Tina, Lars, Lene og Jacob bliver enige om, at de vil starte med at udforske deres ø sammen, og så vil de gå i vandet, inden de skal indrette sig og spise.

 Det viser sig at være en ret stor ø, de har fået tildelt. Der er godt med brænde, og der er også et godt sted, hvor de kan sove. Næste dag skal de samle nogle forskellige ting og tegne nogle skitser, men ellers, har lærer Jørgensen sagt, at det vigtigste er, at de hygger sig og lærer hinanden at kende til bunds.

 Da de kommer tilbage til udgangspunktet, hvor de har efterladt bagagen, bliver de enige om, at nu må dei vandet, så de kan samle appetit.

 De pjasker rundt en times tid og går så op og lægger sig til tørre på klipperne. Det er dejligt vejr og godt lunt, så hvis de ikke havde snakket så godt sammen, var de nok faldet i søvn.

 Omsider bestemmer de sig for at gå i gang med maden, så de smider badetøjet og trækker i træningsdragten, som er deres foretrukne beklædning. Den er løs, let, lun og behagelig at have på.

 Tina siger med et smil.

 Det er nu dejligt, at vi slet ikke er generte over for hinanden mere. Det opdagede jeg, da vi skiftede fra badetøj til træningsdragt.

 Det giver de andre hende helt ret i.

 Det lykkes dem at få hønen plukket og indmaden taget ud. Selvom drengene ikke er meget for at få fingrene i det. De laver så bål, mens pigerne gør hønen klar. Hønen bliver da også stegt, men den er nu lidt sej. De bliver dog enige om at gemme noget af den til næste dag.

 Lene ler.

 Det er nu skønt, at der ingen opvask er.

 Tina nikker.

 Ja, sådan skulle det være der hjemme.

 Lars ser på de andre.

 Vi må hellere få indrettet vores soveværelse, inden det bliver mørkt. Hvordan tror I, at vi bedst kan holde varmen med kun to soveposer. Skal vi sove på skift, eller kan vi være to i en sovepose, og hvem skal så sove sammen. Vi kan også lægge os tæt sammen med den ene sovepose over os og den anden under os, hvis vi lyner dem op.

 Jacob nikker.

 Det finder vi ud af. Jeg synes, at vi skal fore kløften derhenne med bregner og græs, så tror jeg ikke, at vi kommer til at fryse, med mindre det bliver regnvejr, men det ser det nu ikke ud til.

 Lene smiler lidt.

 Du må da godt dele pose med mig, Lars.

 Lars bliver ildrød i hovedet og stammer.

 Jeg…jeg troede, at du foretrak Jacob.

 Nu ler Lene rigtigt.

 Det gør jeg også normalt, når jeg selv kan vælge, og ham har jeg jo sovet sammen med før.

 Så fortsætter hun alvorligt.

 Jeg sagde det også bare for at fortælle, at jeg ikke er sur på dig mere. Ja, jeg kan endda rigtig godt lide dig. Efter at vi har været sammen de her dage, har jeg jo lært dig at kende på en helt anden måde. Det var i øvrigt ikke så slemt at komme i seng med Jacob, ham har jeg altid syntes godt om.

 Lars ser alvorligt først på Lene og så på Jacob.

 Det var en rigtig dum og ond spøg, vi lavede med jer den aften. Tina og jeg har flere gange talt om, at vi havde fortrudt det, men vi har ikke fået sagt det til jer, og så var jeg endda ved at være ond mod Jacob igen den første aften. Undskyld Jacob.

 Jacob smiler glad.

 Helt i orden Lars, jeg giver Lene ret i,  at du virkelig er en fin fyr, og jeg synes også godt om dig nu, Tina.

 Lene ser på de andre.

 Jeg foreslår, at Tina og jeg tager den ene pose i aften, og så tager I to den anden. Så kan vi jo evt skifte i morgen aften, hvis vi bliver enige om det.

 Det er de andre tre med på med det samme.

 Der er ikke meget plads i poserne, og man skal også lige vænne sig til den andens bevægelser, men det går nu ret hurtigt, for de er alle fire godt trætte.

 Ved ellevetiden falder de i søvn efter en dejlig aften, hvor de har siddet og hygget sig og snakket godt. Jacob vågner først den næste morgen. Det er helt mærkeligt, den dreng, som han syntes havde gjort ham så meget fortræd, at han havde haft lyst til at kværke ham.  Den dreng ligger nu helt tæt ind til ham, så han kan mærke hans hjerte banke, og sover så trygt, at han næsten ikke kan nænne at vække ham.

 Men hvor er det dog dejligt, at det er gået sådan. Før festen syntes han godt om Lars, derfor havde han sagt ja til at komme til festen, fordi han håbede, at Lars accepterede ham nu.

 I det samme vågner Lars. Han ligger helt musestille et øjeblik, så smiler han.

 Gad vide, om vi ikke lå og tænkte på det samme.

 Jacob smiler glad. Så får han en albue i maven.

 Vi må nok hellere komme op og se, om pigerne har gjort morgenmaden klar.

 Tina fniser.

 I dag er det jeres tur til at lave morgenmad af vores righoldige proviantlager. Så laver vi det i morgen, hvis der er noget tilbage at lave det af. Men skal vi ikke starte med at gå i vandet. Hvem kommer først under.

 Sådan en opfordring er der ingen af de andre, der kan stå for, men det levner ikke tid til at tage badetøj på, så undervejs ned til vandet ryger træningsdragterne af, og næsten samtidig er alle fire under vandet. Men huha, hvor er det koldt, så næsten lige så hurtigt er de oppe igen for at blive tørret og komme i tøjet. For at få varmen igen, tager de lige en løbetur øen rundt.

 Man bliver enige om at tage brødet til morgenmad. Det bliver fordelt i fire lige store stykker, og det tygger man langsomt og grundigt for at få mest muligt ud af det.

 Så går man i gang med de ting, der skal laves. Ved middagstid begynder maverne at knurre, og de bliver enige om at spise kartoflerne, men først går de en tur i vandet og bagefter ligger de og tager solbad en times tid. Jo længere man kan trække tiden til næste måltid, jo bedre, for der er ikke ret meget mad tilbage til det kommende døgn.

 Efter at have spist, ligger man og ser op i den blå himmel, mens samtalen glider let og ubesværet. De synes, at der er så meget at snakke om, nu hvor de kender hinanden så godt. De glæder sig over, at det stadig er tørvejr, men hen under aften begynder skyerne at trække sammen. Man spiser det sidste af hønen og begynder så småt at glæde sig til at få rigtig mad igen næste dag.

 Lars og Jacob taler om, at det nok er bedst at flytte soveværelset. Hvis det bliver regvejr, vil vandet samle sig i deres kløft. Mens de går i gang med at finde et nyt sted, går pigerne ud for at se, om de kan finde noget spiseligt.

 Det lykkes de to drenge at få lavet en hule, der ser næsten vandtæt ud, og der stuver de deres ting ind. Pigerne har haft held med sig. De har fundet en del hindbær, som smager dejligt, og så tager Lene en stor konservesdåse frem.

 Og så fandt vi den her. Vi aner ikke, hvad der er i den, for etiketten er væk, og hvordan skal vi for resten i det hele taget få den op.

 Drengene ser interesseret på den. Lars har en kniv, og med lidt besvær lykkes det at få den åbnet.

 Det er fesrskner. De lugter godt nok og smager også godt, den lille bid de hver smager, for de bliver enige om at gemme den til næste dag, for de bliver jo først hentet ved middagstid.

 De tænder et lille lejrbål, som de sidder og hygger sig ved.

 De holder godt øje med himlen, for det kunne godt se ud til, at det snart begynder at regne. Knap er de kommet i soveposerne, før det begynder at øsregne. I aften er Tina og Lars i den ene sovepose og Lene og Jacob i den anden. Kort efter begynder det også at lyne og tordne, så pigerne er godt tilpas med den nye fordeling i soveposerne. Det føles lidt mere trygt med et par drengearme om sig.

 Hulen er heldigvis næsten vandtæt, og omsider lykkes det også at falde i søvn.

 Næste morgen er det tørvejr, så det tøj, der er blevet vådt, bliver hurtigt tørt igen.

 Da de står op, tager de en løbetur øen rundt for at få varmen, men ingen af dem har lyst til at gå i vandet, det ser alt for koldt ud.

 Fersknerne bliver ligeligt fordelt og så bliver de sidste opgaver klaret i fællesskab. Der er nogle ting, der skal samles ind og nogle tegninger, der skal laves. Da de er færdige, pakker de deres ting sammen og sætter sig ned til vandet, og venter så ellers bare på at blive hentet.

 Imens de venter, sidder de og snakker. De er helt enige om, at det har været nogle pragtfulde dage, hvis de bare havde haft mere mad, var de gerne blevet her længere.

 Henad klokken et kommer båden og henter dem, og da de kommer hjem til hytten er der dækket op med risengrød til alle, og det kan nok være, at der glider noget ned, før sulten er stillet hos de forskellige.

 Resten af dagen går med at fortælle om alt det, man har oplevet, og høre på, hvad de andre fortæller.

 Lærer Jørgensen og hans kone kan til deres glæde konstatere, at alle tilsyneladende har syntes godt om turen. Der er slet ingen mislyde at spore.

 Efter aftensmaden siger han derfor med et smil.

 Min kone og jeg har set, at vi har fire velfungerende grupper, derfor har vi bestemt os for, at I må flytte rundt, så I i de sidste dage bor sammen gruppevis. Vi stoler på, at I ikke laver ulykker, er det i orden med jer.

 Et hyl af begejstring er svaret og to minutter efter er man i gang med at flytte rundt. Lærer Jørgensen fanger lige Jacob, da han er på vej ud ad døren.

 Du er ikke utilfreds med kombinationen mere, vel.

 Jacobs ansigt stråler af glæde.

 Nej, helt bestemt ikke, tværtimod.

 Lærer Jørgensen smiler.

 Det er rart, det var også det, jeg håbede.

 Næste dag har Lars, Tina, Lene og Jacob køkkenvagt. Jacob og Lene er ved at dække frokostbord, mens Lars og Tina er ved at skære brød og pålæg. Ind imellem pjanker de og fægter med knivene.

 Jacob har lige bedt dem om at passe lidt på og er på vej ind i spisesalen med noget mad, da han hører et hyl. Han sætter maden fra sig og stryger ud i køkkenet som et lyn. Han er med det samme klar over, at der er noget galt. Tina er gledet i en tomat, som hun har tabt på gulvet, og er så kommet til at stikke Lars i låret med den spidse kniv. Hun står og stirrer rædselsslagen på Lars, som er lige ved at besvime.

 Han når dog at få trukket kniven ud, før Jacob er henne ved ham. Jacob kan med det samme se, at det er en pulsåre, der er blevet ramt, for blodet kommer i sprøjt. Hurtigt vil han trække Larses bukser ned for at se på såret. Lars holder krampagtigt fat i bukserne og hvisker.

 Jeg har ikke underbukser på.
 Jacob giver et grynt.

 Fjols, ned med de bukser, hvis du ikke vil forbløde.

 Hurtigt ryger bukserne ned om hælene på ham.

 Ja, og så ned på gulvet og ligge. Tina, kald på lærer Jørgensen, vi må have fat på en ambulance med det samme, det er pulsåren, der er ramt.

 I mellemtiden har Jacob presset sin ene hånd mod såret, så blødningen næsten standser, der siver kun lidt blod ud mellem hans fingre.

 Han dirigerer videre.

 Lene tag et håndklæde og bind det rundt om hans ben og min hånd, så jeg ikke kommer til at slippe, selv om jeg bliver træt.

 Ja sådan, stram det lidt mere. Sådan ja, nu stopper mit blodomløb også næsten. Nej, nej, det er helt i orden.

 Han har set Lenes forskrækkede ansigt og prøver at smile til hende trods anstrengelsen. Han har sat sig på gulvet og løfter det sårede ben op.

 Tag lige en stol til hans fod. Sådan ja, og så kan du give ham ble på, så han ikke behøver at være genert. Du kan bare rulle hans bukser om ham og evt. et håndklæde. Vil du også godt finde en pude til at lægge under hans hoved, for nu er han vist ved at besvime igen.

 Nej, lig nu stille for pokker.

 Åh Lene, vil du godt tørre sveden af min pande, den løber ned i øjnene på mig, så jeg ikke kan se noget.

 Da han har fået tørret sveden væk, ser han taknemligt på Lene.

 Tak skal du have, undskyld, at jeg jagede sådan med dig, men der var ved at gå panik i mig ved tanken om, at jeg måske ikke kunne nå at få standset blodet hurtigt nok.

 Helt i orden, Jac. Du var bare dejlig. Jeg drømte, at du var læge, og jeg var sygeplejerske.

 Med et lille smil fortsætter hun.

 Hvordan klarer patienten det, doktor.

 Jacob, der nu er faldet helt til ro, smiler varmt til hende.

 Nu tror jeg, at det går, især hvis doktor Jac får et kys af sygeplejersken, sådan rent undtagelsesvis.

 Vil du godt se efter Tina nu, hun er vist meget forskrækket. Kommer lærer Jørgensen dog ikke snart.

 Lene giver ham et hurtigt kys og smutter ud. Et øjeblik efter er hun tilbage med lærer Jørgensen.

 Hvad i alverden er der sket.

 Lars fik en kniv i låret ved et uheld. Jeg har fået standset blødningen i første omgang, som min far har lært mig, men han må på sygehuset hurtigst muligt.

 Jeg får min kone til at ringe efter ambulancen med det samme, men kan vi ikke flytte jer ind på en af  sengene, det kan jo godt vare noget tid, før ambulancen kommer.

 I det samme kommer fru Jørgensen, så snart hun er sat ind i situationen, skynder hun sig ud og ringer efter ambulancen. Lene hjælper lærer Jørgensen og Jacob med at få flyttet Lars ind på en seng. Jacob får flyttet lidt rundt på sig. Han er blevet meget stiv af den krampagtige stilling, han har siddet i. Omsider kommer han til at sidde nogenlunde.

 Lars har været besvimet, men er kommet til sig selv igen. De andre er ved at spise. Lene kommer ind for at høre, om de vil have noget mad. Jacob vil godt have et par stykker, men Lars vil kun have noget at drikke. Et øjeblik efter kommer Lene med maden til Jacob og et glas mælk til Lars, som hun hjælper ham med at få drukket.

 Jacob tygger tankefuldt maden i sig. Det er begyndt at gøre ondt i den højre hånd, som han stadig har hårdt presset mod såret i Larses ben. Så kommer han i tanke om noget.

 Lene, vil du godt bede Tina om at komme herind, men andre vil vi ikke have herind.

 Lene henter hurtigt Tina.

 Hør lige her Tina, det er ikke din skyld, at det gik galt, og Lars skal nok overleve, der er ikke noget at være bange for. Han er snart frisk igen. Af gode grunde tager jeg med ham på sygehuset, men du og Lene skal nok klare jer. Jeg ved ikke, hvornår Lars kommer tilbage, men jeg kommer måske allerede i aften og ellers i morgen. Du kan godt give ham et lille kys, ikke Lars, så vender vi andre hovedet den anden vej så længe.

 Lars får sit kys og siger med lidt hæs stemme.

 Jacob har ret, det var ikke din skyld, det var et uheld, som jeg selv var ude om, det kunne nemt være gået meget værre. Heldigvis var Lene og Jacob der også. Jeg er meget glad for, at vi fire er blevet så gode venner.

 Med et lille skævt smil fortsætter han.

 Som du ser er jeg bogstaveligt talt i gode hænder.

 Så skærer han en grimasse.

 Men nu må den forbistrede ambulance godt snart komme, for det er begyndt at gøre nederdrægtig ondt.

 Man kan tydeligt se, at han bider smerterne i sig, så godt han kan.

 I skal se, jeg kommer nok sammen med Jacob til aften eller i morgen.

 Jacob sender pigerne ud, han kan se, at Lars er ved at besvime igen. Han prøver at snakke med ham om alt muligt for at aflede hans tanker. Det lykkes også, snart har han det lidt bedre, fordi han er begyndt at slappe af.

 De andre er færdige med at spise, og lærer Jørgensen kommer ind for at se, hvordan det går. Mens han står og snakker med dem, siger Lars.

 Jeg skal altså på toilettet, nu.

 Jacob ser bekymret på ham, men det lykkes at få ham bakset derud med lærer Jørgensens hjælp Lars har armene om Jacobs hals, og heldigvis har han mange kræfter. Det lykkes også Jacob at komme på toilettet, og omsider er de tilbage igen.

 Begge drenge ryster over hele kroppen af anstrengelsen, men lidt efter falder de lidt til ro igen.

 Endelig kommer ambulancen. Lærer Jørgensen tilbyder at tage med, men det mener Jacob ikke er nødvendigt. Han skal nok selv finde tilbage.

 Da de kommer ind til hospitalet, kommer de ind på skadesstuen med det samme.
 Endelig kan Jacob få sin hånd fri. Lægen nikker anerkendende, og da Jacob fortæller, at hans far er læge, får han lov til at blive lidt hos Lars endnu. Jacob fortæller så, hvad der er sket, og at Lars kun har fået et glas mælk, siden i morges. For en sikkerheds skyld bliver han alligevel pumpet ud, for han skal i fuld narkose.

 Jacob får ikke lov til at komme med ind på operationsstuen, så han sætter sig i venteværelset.

 En lille times tid efter kommer lægen ud til ham.

 Ja, nu har vi syet pulsåren sammen og musklen er også nogenlunde repareret. Heldigvis var knivet gået ind på langs og ikke på tværs af musklerne. Vi regner med at kunne sende ham tilbage i morgen, så du vil vel gerne blive her, så I kan følges ad tilbage i morgen begge to. Du kan ringe og sige, at I kommer i morgen. Vi skal nok finde en, der skal i bil den vej, for din ven må ikke bevæge sig for meget de første dage.

 Så kommer der en sygeplejerske.

 Han er ved at vågne af narkosen nu, så du må godt gå lidt ind til ham.

 Et øjeblik efter, da han har fået ringet, sætter han sig ved Larses seng.

 Han smiler svagt, selvom han ikke er helt klar endnu.

 Jacob tager hans ene hånd og sidder sådan en halv times tid. Så kommer der en sygeplejerske og spørger, om han ikke vil med hen på vagtstuen og have en kop kaffe.

 Lidt efter sidder han så og drikker kaffe og må besvare en masse spørgsmål.

 En af dem spørger, om det er almindeligt, at danske drenge på hans alder ved, hvordan man stopper en pulsåreblødning.

 Jacob smiler.

 Ja, når deres far er læge, er det vist ganske almindeligt.

 Om aftenen får han aftensmad og han får også en madras og noget sengetøj, så han kan ligge på gulvet ved siden af Larses seng.

 Lars har det helt godt nu, det gør selvfølgelig stadig ondt, men det bider han i sig. Han har også fået noget til at tage de værste smerter. De to drenge ligger og snakker en times tid, inden de lægger sig til at sove.

 Lars ligger og vrider sig lidt, så spørger han.

 Hvordan føles det i grunden at holde et andet menneskes liv i sine hænder. Du har jo reddet mit liv, selvom jeg gjorde dig sådan fortræd, den forfærdelige aften til festen hos mig.

 Jacob smiler og rækker en hånd op til Lars som griber den og knuger den hårdt.

 Var det sket den aften, eller dagen efter, havde jeg måske ikke gjort det, selvom jeg håber, at jeg havde. Det endte jo imidlertid godt. Lene og jeg kan virkelig godt lide hinanden, og det skyldes da ikke mindst det, vi oplevede den aften.

 I mellemtiden er vi fire så blevet venner, ikke sandt. Jeg har det sådan, at for en ven kan jeg gøre alt, så længe det ikke ødelægger noget for andre. I den time, hvor jeg sad og holdt fast i din pulsåre, for at du ikke skulle forbløde, følte jeg faktisk, at vi på en måde voksede sammen. Vi to vil aldrig kunne blive ligegyldige for hinanden mere. Du er blevet som en del af mig, en slags broder, lyder det forkert.

 Nej, det lyder rart, jeg føler det jo helt på samme måde. Mens jeg lå på køkkengulvet og senere inde på sengen, vidste jeg, at dig kunne jeg stole fuldstændigt på. Jeg vidste, at hvis du slap, ville jeg forbløde, men jeg vidste også, at det ville DU aldrig gøre. Det var jeg bare helt sikker på. Jeg skylder dig mit liv, men jeg ved, at du aldrig vil udnytte det. Derfor ved jeg også, at nogen bedre ven vil jeg aldrig kunne få. I gamle dage blandede man blod for at besegle et venskab. Jeg har vist leveret blod nok for os begge to, men jeg havde gerne givet mere for at opnå det venskab, hvis det havde været nødvendigt.

 Omsider lægger de sig til at sove. Jacob opdager pludselig, hvor træt han er og hvor anspændt han har været af de mange timers spænding.

 Ligesom i en film kører dagens begivenheder gennem hans hoved, men snart sover han dog.

 Næste dag bliver Lars udskrevet, så de kan følges ad tilbage til lejrskolen. Den læge, der opererede, har fridag, så han tilbyder at køre dem. Ikke mindst, fordi han var imponeret over Jacobs indsats, men også for at få en hyggelig fridag.

 Drengene har lovet ham, at han nok skal få noget at spise.

 Tilbage i lejren bliver de modtaget med begejstring. Kun Tina er utilfreds. Hun synes, at der bliver gjort alt for meget stads af Jacob. Hun er også jaloux, fordi hun synes, at Jacob og Lars er blevet så gode venner, at hun føler sig tilsidesat. Bevidst begynder hun at flirte med Dennis for at gøre Lars jaloux.

 Dennis hopper gladelig på den, for han vil gerne genere Lars, fordi han er blevet gode venner med Jacob, som han ikke kan døje.

 Om aftenen går Dennis og Tina en lang tur alene sammen, så Tina kommer først tilbage til værelset, da de andre er gået i seng. Dennis går med hende ind på værelset og giver hende et langt godnatkys, for at de andre rigtig skal lægge mærke til det.

 Lars lader, som om han ikke ser det, men Jacob bliver gal i hovedet på Larses vegne, så han siger højt.

 Godnat Dennis, husk at lukke døren efter dig, når du går. Hvis Tina får mere brug for dig i aften, skal vi nok hjælpe hende med at finde dig.

 Dennis griner ondskabsfuldt.

 Føler du dig velkommen her, min skat. Vil du ikke hellere med mig, du må gerne sove hos mig i min seng.

 Tina ser lidt på ham.

 Nej tak, Dennis. Jeg må hellere blive her og holde øje med, hvad de laver.

 Da Dennis er gået, er der dyb tavshed et minut eller to, så begynder Tina at græde og går så hen og sætter sig hos Lars.

 Undskyld Lars, jeg har opført mig rigtig dumt imod dig. Jeg glædede mig sådan til du kom tilbage, og så gik det hele skævt. Jeg blev så misundelig og jaloux på Jacob, som jeg syntes, at du gjorde alt for meget stads af. Jeg kan da også godt lide Jacob, men jeg kan ikke tåle, at nogen tager dig fra mig.

 Hun snøfter lidt og fortsætter så.

 Derfor ville jeg gøre dig jaloux ved at være sammen med Dennis, men han var slet ikke rar at være sammen med, han blev så nærgående og samtidig savnede jeg jo også dig. Vil du godt tilgive mig.

 Lars trækker hende ind til sig og kysser hendes øjne, så siger han stilfærdigt.

 Jacob er blevet min bedste ven, for han har jo reddet mit liv, men jeg ville da aldrig gifte mig med ham. Jeg kunne da bedre tænke mig at gifte mig med en pige, der hedder Tina, om en lille halv snes år. Hvis hun da vil love at lade være med at være jaloux, for det glæder hende slet ikke, og så giver det røde øjne, kan jeg se.

 Tina ser på ham med et strålende smil og giver ham et stort knus og et kys lige på munden.

 Lidt efter ligger de og snakker.

 Det er ikke svært at blive enige om, at det har været nogle begivenhedsrige dage, som de nok aldrig vil glemme, men tænke tilbage på med stor glæde.

 Omsider falder de dog i søvn.

 Næste morgen aftaler Jacob med Lars, at han skal lade Tina hjælpe ham så meget som muligt, så alle kammeraterne kan se, at forholdet mellem dem nu er helt i orden igen. Dennis surmuler, men det er der ingen af de andre, der tager sig af.

 Dagen går hurtigt med at få afviklet forskellige ting. Om aftenen holder man lejrbål, og hver gruppe er sat til at underholde et kvarter.

 Det flyver dem derfor om øreerne med sange og optrin af forskellig slags. Den eneste, der ikke morer sig, er Dennis. Flere gange prøver han også at ødelægge glæden for de andre.

 Til sidst bliver det lærer Jørgensen for meget.

 Han siger rent ud, at kan han ikke opføre sig, så de andre kan være tjent med at være sammen med ham, så må han hellere gå op på værelset og blive der resten af aftenen.

 Dennis mukker dog lidt, men tier dog stille et lille stykke tid, så rejser han sig. Der er ingen tvivl om, at han pønser på hævn. Han går op til hytten, både Tina, Lars og Jacob ser efter ham, men er stiltiende enige om, at han hellere må passe sig selv. Lene er netop i gang med et one-man-show, og snart er der ingen, der tænker på Dennis mere.

 Omsider må man stoppe og tænke på at komme til køjs. Næste morgen skal man tidligt op, for der skal gøres rent over det hele, inden bussen kommer kl. 10. Det er også næsten midnat, så trætheden er ved at melde sig hos de forskellige.

 Ved halvettiden er lærer Jørgensen rundt og vække de forskellige for at høre, om nogen ved, hvor Dennis er. Hans seng er tom og ingen har tilsyneladende set noget til ham, siden han forlod lejrbålet.

 Tina begynder at græde.

 Det er nok min skyld. Jeg brugte ham jo for at gøre Lars jaloux, men han har måske troet, at jeg mente mere med det.

 Larses stemme lyder lidt grødet.

 Dennis og jeg har været gode kammerater i flere år, men i den sidste tid har vi ikke kunnet sammen. Jeg bryder mig ikke om al hans pjank og ballade. Han synes måske, at jeg har svigtet ham, fordi jeg ikke har forklaret ham ordentligt, hvad der er hos ham, jeg ikke kan lide.

 Skidt med skylden i øjeblikket. Så kan det lige så godt være, fordi jeg skældte ham ud ved lejrbålet og bad ham om at forsvinde op på værelset. Men vi må have fundet ham. Jeg vil gerne have jer drenge til at hjælpe mig med at finkæmme området. Han kan jo være kommet til skade, så han har brug for hjælp, og så kan vi ikke bare lade ham ligge.

 Hvis jeg vidste at det var af bare tværhed, han var væk, kunne han for min skyld godt blive væk til i morgen. Men vi har jo alle et ansvar for ham.

 Alle drengene er straks parate, men Lars får besked på, at han ingen steder må gå.

 Fru Jørgensen siger.

 Vi vil ikke risikere noget med dig, men hvis nogle af pigerne vil med ud og lede, er det i orden, men gå to og to, så der ikke er flere, der bliver væk.

 Ti minutter efter er alle ude og lede med de lygter, de kan finde. Kun fru Jørgensen og Lars bliver hjemme. Hun bliver for ikke at risikere, at Lars humper ud på egen hånd for at lede.

 Lene, Tina og Jacob følges ad, ellers går man to og to. De er blevet fordelt, så de kan finkæmme det størst mulige område.

 De fleste er meget tavse, nogle kalder med jævne mellemrum, men alle går nok og spekulerer i deres stille sind på, hvad der kan være sket.

 Efter en god times forløb, er man ved at opgive. Flere og flere vender tilbage til hytten og spørger, hvad de skal gøre, om det ikke er bedre at vente med at lede, til det bliver lyst.

 Fru Jørgensen ryster træt på hovedet.
 Jo, det bliver nok bedst.

 Efterhånden som de kommer tilbage, bliver de derfor sendt i seng. Kun Tina, Lene og Jacob nægter at gå i seng nu, de vil tage en rundtur mere, før de opgiver.

 Lærer Jørgensen ser på dem og sukker.

 Godt, så siger vi EN time mere, men så skal I til køjs, så må vi fortsætte eftersøgningen, når det bliver lyst, hvis I stadig ikke har haft heldet med jer.

 Tina ryster på hovedet.

 Vi kan lige så godt fortsætte, vi kan alligevel ikke sove, før Dennis er fundet.

 Lars er ulykkelig over, at han ikke må gå med, men der trækker lærer Jørgensen grænsen.

 Lidt efter traver de tre venner så afsted igen. Pludselig stivner Lene. De andre standser også og lytter. De kan høre en svag gråd et sted. Forsigtigt går de videre i lydens retning.

 Hvis det er Dennis, og han virkelig græder, så er det helt sikkert, at han ikke bryder sig om, at nogen ser det. Det nytter ikke at kalde, det er de helt klar over, men omsider finder de ham.

 Han ser elendig ud. Hans tøj er forrevet og gennemblødt. Han ligger i en mærkelig akavet stilling og småjamrer. Rundt om hans hoved ligger der en sø af opkast, det er også tværet ud i hans ansigt og hår og ned ad hans tøj. I den højre hånd holder han en tom snapsflaske.

De tre ser uvilkårligt på hinanden. Ja, så fandt de ham da, men nu må de så se at få ham hjem. Det er godt, at de er tre, for det ser ud til at blive et stort arbejde.

 Pigerne tørrer det værste skidt af ham, mens Jacob under søger, om der er noget brækket, for han ligger og mumler nogen ord, hvoraf det ene lyder som ”brækket”. De prøver også at snakke med ham, men han er ikke til at få noget fornuftigt ud af.

 Et par minutter efter prøver de at få ham på benene, men det er vanskeligt, for han er meget fuld.

 Jacob prøver at bære ham alene, men det er umuligt, for terrænet er alt for ujævnt. Så lægger de hans arme om halsen på Jacob og Tina, som så tumler afsted et stykke, så bytter Lene med Tina, men snart må de igen holde pause. Dennis er lige så uhåndterlig som en sæk kartofler og mindst lige så tung.

 Lidt efter hanker de op i ham igen, og nu er det lige som om han er ved at komme til sig selv. Han begynder at brokke sig og river sig løs. Svajende står han og skælder dem huden fuld.

 Lene står og ser tvivlrådig på de to andre.

 Skal vi lade ham være og gå hjem og fortælle lærer Jørgensen, hvor han er, så kan han tage stilling til, om han skal hentes.

 Både Tina og Jacob ryster på hovedet.

 Jacob siger.

 Vi er nødt til at få ham med hjem nu, ellers risikerer vi, at han smutter for os igen. Vi er også møget sådan til nu, at vi lige så godt kan fortsætte, der er ingen grund til at svine flere til.

 Pludselig snurrer han rundt og stikker Dennis en knytnæve i mellemgulvet, med det resultat, at Dennis knækker sammen og begynder at kaste op igen.

 Jacob står og støtter ham.

 Undskyld, gamle dreng, men jeg mente, at det var nødvendigt.

 Da Dennis er færdig med at kaste op, ser han op på dem med fortvivlelse i blikket.

 Lad mig hellere ligge, jeg er ikke værd at slæbe hjem. I har det meget bedre uden mig, og der er bestemt ingen, der vil savne mig.

 Lene bøjer sig over ham og tørrer hans ansigt, først med ærmet og så med sit lommetørklæde, og så giver hun ham et forsigtigt kys.

 Undskyld Dennis. Vi har ikke været flinke mod dig, men lad os nu komme hjem, så skal vi prøve at være lidt bedre mod dig.

 Dennis ser et øjeblik på hende, så ser han fra Tina til Jacob og begynder så at græde for alvor.

 De andre lader ham græde lidt, så siger Jacob.

 Det her bliver mellem os, Dennis. Kan du gå lidt selv, hvis vi støtter dig, ellers bærer vi dig bare.

 Jeg tror, at jeg har forstuvet den højre fod. Jeg skal nok prøve at gå, hvis I vil støtte mig, men I bliver meget snavsede af det.

 Han ser ned ad sig selv.

 Skidt med det, det kan vaskes af. Hvis du nu lægger en arm om halsen på Lene og mig, så kan Tina tage ved dine knæ, med et ben på hver side, så er det næsten som at sidde.

 Lige kort før de er hjemme, siger Tina.
 Når vi nu er blevet vasket, vil du så godt komme med ind på vores værelse. Lars har været ulykkelig over, at du var forsvundet og at han ikke fik lov til at hjælpe med at lede efter dig.

 Det giver et ryk i Dennis.

 Jamen hvad siger lærer Jørgensen og alle de andre.

 Jacob nikker.

 Lærer Jørgensen skal jeg nok snakke med.

 Lene smiler.

 Til de andre siger vi, at du ville lave lidt nattesjov, men så kom du for langt væk og forstuvede foden, så du ikke kunne komme tilbage. Det havde været din mening at lade dig finde efter en halv times forløb.

 Nej, I skal ikke lave historier for min skyld. Det var virkelig min mening, at jeg ikke ville findes, men lad mig så fortælle jer det hele inde på jeres værelse, når vi er blevet vasket og har fået skiftet tøj.

 Da de kommer ind, kommer lærer Jørgensen med det samme.

 Gudskelov, at de fandt dig, Dennis, så kan jeg da sove roligt.

 Han fanger Jacobs blik og fortsætter.

 Se nu og blive vasket og få rent tøj på, og kom så til køjs inden for længe.

 Jacob hjælper Dennis med at komme af tøjet og blive vasket. Så låner han noget tøj af Lars for ikke at risikere at vække dem på Dennis´ værelse, og endelig lægger han en stram forbinding om foden.

 Først da han er færdig med Dennis, giver han sig tid til, selv at komme i noget rent tøj.

 I mellemtiden er pigerne også blevet vasket og har fået rent tøj på. De henter lige drengenes tøj og skyller det sammen med deres eget, for at få det værste snavs af, inden de hænger det til tørre.

 En lille halv time efter at de er kommet hjem, er de klar til at komme i poserne. Jacob har lige listet sig ind og hentet soveposen til Dennis. Han ligger nu ved siden af Lars, og de andre har rykket madrasserne sammen, så de kan snakke, uden at forstyrre andre.

 Dennis ligger lidt og trækker vejret dybt, så løfter han sig op på den ene albue og ser fra den ene til den anden.

 Hvorfor hjalp I mig i grunden. Vil I bruge det til at drille med senere. Vi har set Dennis tude, ha ha.

 Lars ser alvorligt på ham.

 Nej, Dennis, helt bestemt ikke. Hvad der er sket her i aften, kommer aldrig ud til andre, det lover vi dig. Jeg ved godt, at du synes, at jeg har svigtet dig, fordi jeg er blevet gode venner med Jacob, men han har reddet mit liv, og jeg har lært ham at kende fra en helt anden side, end den gang vi kaldte ham dydsmønstret. Jeg er måske også blevet lidt mere voksen af det, jeg har været ude for. Jeg synes ikke mere, at pjank og ballade er det vigtigste i tilværelsen. Jeg vil stadig gerne lave sjov, men det må aldrig mere blive ondt.

 Vi fire vil gerne være dine venner, med det vi lægger i et venskab. Det betyder at vi skal være parate til at give og modtage uden bagtanker. Der er ingen af os, der er perfekte venner, det kræver mange års øvelse.

 For at berolige dig, kan jeg godt sige, at jeg mener, at Jacob også har sine fejl. Det har alle, men i et rigtigt venskab accepterer man de andre, som de er. Men fremfor alt kan man altid stole helt på en ven, når man har brug for ham.

 Jacob smiler.

 Tak Lars, fordi du indrømmer, at du er klar over, at jeg også har fejl. Jeg følte mig så flov, da I kaldte mig dydsmønster.. Jeg tror, at et perfekt menneske ville være uudholdelig at være sammen med, men mon de fleste af os ikke reagerer, som vores opdragelse har lært os, sådan opfatter jeg det i det mindste.

 Dennis hoster.

 Det er nok det, der er galt, det er nok for nemt at give andre skylden.

 Tina lægger en hånd på hans skulder.

 Jeg skylder dig en undskyldning for at jeg brugte dig, for at gøre Lars jaloux. Det har jeg virkelig fortrudt.

 Lene nikker.

 Ja, alle gør noget, de fortryder bagefter, men en ting ingen af os i hvert fald nogensinde fortryder er, at vi blev ved med at lede, til vi fandt dig og fikdig med hjem.

 Jacob nikker.

 Helt enig, men tror I ikke, at det er bedst, at vi lægger os til at sove nu, det er snart morgen. Men kan vi fem ikke mødes en aften og få snakket rigtigt ud med hinanden, når vi er kommet hjem.

 Lars ler.

 Glimrende ide, kom hen til mig på lørdag aften, jeg må jo helst ikke gå for meget en uges tid endnu.

 Drengene får et godnatknus hver af pigerne, og snart sover de alle fem.

 Næste morgen er de ganske vist søvnige, men de tager deres tørn med oprydningen.

 Ingen nævner Dennis´ forsvindingsnummer, og han er tilsyneladende i helt godt humør, selv om han virker meget afdæmpet. Han arbejder også godt med det, han bliver sat til, til trods for den dårlige fod.

 Klokken ti kommer bussen og henter dem, og så går turen hjemad, men de fleste sover i bussen på hjemturen.

 De er hjemme til aften, og så bliver der ellers fortalt oplevelser rundt omkring i de 16 hjem.

 Jacob er meget glad og fortæller ivrigt, at nu er han blevet gode venner med Tina, Lars og Dennis, og de andre kammerater kommer han også godt ud af det med nu. Den tur har været alle tiders oplevelse.

 Birgit er meget glad, da hun hører det. Hun har været meget spændt på, hvordan det ville gå for Jacob og Lene.

 Ganske vist har de fået to postkort fra Jacob, men de fortæller jo ikke så meget.

 Da de er kommet i seng, fortæller Jacob mere om alle sine oplevelser, kun eftersøgningen af Dennis, omtaler han ikke. Det løfte vil han holde til Dennis, han nævner kun, at han nu også er blevet gode venner med Dennis.

 Pludselig hører han, at Per ligger og græder, selvom han har gemt hovedet under dynen.

 Det giver et sæt i Jacob.

 Jamen Per, hvad er der sket, hvad er der i vejen.

 Per snøfter lidt.

 Jeg ved godt, at jeg burde være glad på dine vegne, over at du nu har fået nogle gode venner på din egen alder, men så har du jo ikke brug for mig mere, så er jeg jo til overs.

 Jacob ryster på hovedet.

 Ja, Lars havde sandelig ret, da han sagde, at han også havde fejl. Nu har han gjort Per ulykkelig af bare begejstring over, hvad han selv har oplevet.

 Stille siger han.

 Kom over til mig lillebror.

 Da Per kommer over til ham, knuger Jacob ham ind til sig.

 Undskyld, at jeg har gjort dig ked af det, lillebror, det var bestemt ikke med vilje. Uanset hvor mange og hvor gode venner jeg får, vil der aldrig være nogen, der kommer til at stå mig nærmere end dig. Da jeg havde allermest brug for det, var du der bare. Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at svigte dig, eller at du kommer til at føle, at jeg gør.

 Per sukker dybt og klemmer sig ind til Jacob.

 Jeg kan da godt lide Ulla og Henriette, og din far og mor er da også utroligt flinke mod mig. Men med dig er det lige som noget andet. Du er den eneste, jeg stoler fuldstændigt på.

 Jamen hvorfor stoler du ikke på far og mor.

 Min onkel skrev, at jeg bare var adoptivbarn, ingen kendte mine rigtige forældre. Det har din far og mor ikke fortalt mig, selvom de må vide det. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig lidt bange for dem. Måske ved de, hvem mine rigtige forældre er, og venter bare på det rigtige tidspunkt til at komme af med mig, f.eks.når I skal til Afrika.

 Jacob rømmer sig.

 Det spørger vi mor om, når vi kommer hjem fra skole i morgen. Men nu må vi hellere sove. Sov godt lillebror. Nej, bliv du bare her hos mig i nat. Hvis du ikke skal med til Afrika, så tager jeg heller ikke med, det lover jeg dig.

 Næste dag, da de kommer hjem fra skole, spørger Jacob, om han og Per godt må snakke lidt alene med moderen. Det siger hun selvfølgelig ja til, og Ulla går så en tur med Henriette.

 Jacob starter med at fortælle, hvad Per har fortalt om onklens brev, hvori han havde skrevet, at Per kun var adoptivbarn, og slutter med at sige, at Per ikke kan forstå, at de ikke har fortalt ham noget.

 Birgit sukker.

 Ja, nu burde Erik have været her, men så må jeg forklare.

 Ser du Per. Vi mente, at det var bedst at vente med at fortælle dig det, til du var lidt ældre. Hvis du synes, at det var forkert af os, så må du prøve at tilgive os. Vi gjorde det, vi mente var bedst for dig. Vi har ikke forsøgt at finde ud af, hvem dine biologiske forældre var, men når du bliver 18, kan du selv forsøge at finde ud af det, hvis du har lyst til det, til den tid. Indtil da synes jeg, at du skal regne det her som dit rigtige hjem, hvis du vil.

 Erik og jeg har talt om at adoptere dig, så du bliver vores helt rigtige søn, og Jacob, Ulla og Henriette bliver dine rigtige søskende, hvis du kan gå med til det. Erik burde selvfølgelig have været her, når du fik det at vide, men jeg synes, at det er bedst at fortælle dig det nu, så du kan føle dig tryg ved tilværelsen igen. Så kan du jo fortælle Erik, om du har lyst, når han kommer hjem.

 Per ser på hende et øjeblik, helt stum af glæde, så falder han hende om halsen og jubler.

 Så har jeg altså opført mig godt nok, og I vil også godt have mig med til Afrika.

 Birgit smiler.

 Ja, min dreng, det har du helt bestemt, og du kan roligt regne med Afrika, hvis det bliver der, vi skal hen.

 Så vender hun sig mod Jacob.

 Jeg har for resten en høne at plukke med dig. Dit tøj lugter og ser forfærdeligt ud, hvad har I dog lavet på den lejrskole.

 Jacob smiler.

 Vi har skam ellers skyllet det værste af, men vi kunne ikke nå at vaske det, den sidste aften.

 Birgit skærer en grimasse.

 Fint min ven, men det kan du i aften, når du og Per er færdige i stalden. Han har slidt ekstra hård i det, mens du har været væk, så nu er det din tur til at tage fat, mosjø.

 Hurtigt får de skiftet tøj og løber leende ud i stalden og går i gang med arbejdet.

 Da de kommer ind til aftensmaden, ser Birgit nøje på Jacob.

 Du har da vist ikke fortalt alt, hvad du har oplevet på den lejrskole, min dreng. Vi er blevet inviteret hen til bankdirektør Christensens på lørdag alle sammen til spisning. Fru Christensen sagde, at jeg kunne spørge dig om du kunne gætte årsagen.

 Jacob bliver blussende rød og hænger lidt med hovedet.

 Lars fik en kniv i låret ved et uheld. Jeg standsede blødningen, det var da ikke noget særligt, bortset fra, at det var det, der gjorde, at jeg blev virkelig gode venner med Lars.

 Birgit kan ikke lade være med at le.

 Man kan ikke beskylde dig for at prale. Hans mor mente nu, at du havde reddet hans liv. Er der sket flere ting, der medfører middagsinvitationer.

 Nu er det Jacob, der ler, glad og befriet.

 Nej, det tror jeg ikke, men det var da ikke det værste, der kunne ske,vel. Lars havde ganske vist aftalt med Tina, Lene, Dennis og mig, at vi skulle mødes hjemme hos ham på lørdag, og så har hans forældre åbenbart syntes, at det var synd, at I skulle sidde alene hjemme.

 Per ser på Birgit.

 Skal jeg også med.

 Det skal du helt bestemt min ven. Fru Christensen sagde udtrykkeligt, at både du og Ulla skulle med, det var et specielt ønske fra Larses lillebror Stefan, der er på alder med jer, så jeg har fået fat i en babysitter til Henriette.

 Lørdag kommer de så hen til bankdirektørens ved sekstiden. De bliver budt velkommen, men føler sig alligevel lidt mærkeligt tilpas, da de kun kender meget lidt til dem. Det varer dog ikke længe, før de føler sig bedre tilpas.

 Klokken halvsyv går man til bords. Værten har Birgit til bords og Erik har værtinden til bords. Børnene er fordelt med Stefan, Ulla, Per og Lene på den ene side og Lars, Tina, Jacob og Dennis på den anden side.

 I starten er samtalen ved bordet meget dæmpet, men da man får lært hinanden lidt at kende, går det bedre.

 Da man er færdig med stegen, rejser bankdirektøren sig op og slår på sit glas.

 Jeg vil ikke holde nogen lang tale. Når børn, undskyld unge mennesker, bliver gode venner, så må vi forældre somme tider se os kørt ud på et sidespor. De gamle er umulige, men heldigvis bliver de da klogere, efterhånden som deres børn bliver ældre og får dem opdraget ordentligt. Fælles for selv de mest umulige forældre er dog nok, at de holder af deres børn  og nødigt vil af med dem.

 Vi var ved at miste vores store dreng ved et uheld, men takket være en lynhurtig indsats fra Jacob, kan han sidde med til bords her i aften. Min kone og jeg blev enige om, at en dreng, der kan klare det, må have nogle prægtige forældre, så dem måtte vi simpelthen lære at kende.

 Stefan mente, at Per og Ulla kunne give ham nogle gode ideer til, hvordan man opdrager en storebror, og så måtte vi jo også have øjenvidnerne og vores gamle ven Dennis med, hvis nogen skulle have en anden opfattelse af, hvad der virkelig var sket.

 Er det f.eks. rigtigt, at du ville have sprættet Larses mave op, men ramte forkert. Undskyld jeg driller dig Tina, du ved godt, at jeg ikke mener det så slemt. Til gengæld mener jeg, at den her middag er en tak til Jacob for hans indsats.

 Jacob har siddet og stirret stift ned i sin tallerken under talen, men nu må han tage sit glas og skåle med Larses far og derefter med alle de andre.

 Så begynder snakken igen. Jacob hvisker til Lars.

 Havde jeg vidst det her, havde jeg ikke holdt dig i live.

 Lars smiler bredt.

 Det er ikke min skyld, men det bliver værre endnu, så er du advaret.

 Så rejser Stefan sig.

 Brødre kan være en plage. Jeg kunne se, at du ikke brød dig om at blive rost, derfor vil jeg drille med også at rose dig. For selvom Lars sommetider er streng, vil jeg nu alligevel nødigt undvære ham., men ku´du ikke prøve at lære ham at blive lidt mere dydsmønster. Jeg er sikker på, at Ulla og Per ikke er nær så træt af dig, som jeg somme tider er af Lars.

 Så går han rundt om bordet og giver Jacob en lille pakke.

 Den her skulle jeg give dig fra mor. Hun turde ikke selv give dig den for ikke at gøre Lene jaloux.

 Alle begynder at le, og Stefan undgår behændigt at blive fanget af Lars, da han leende løber tilbage til sin plads.

 Jacob sidder og fjumrer med pakken.

 Lars hvisker til ham.

 Du må hellere lukke den op. Min lillebror fik selv indflettet nogle frækheder i sin tale. Jeg er sikker på, at det var ikke det, han havde aftalt med mor, at han skulle sige.
 Uvilkårligt ser Jacob over på Lene, der sender ham et strålende smil. Så får han lukket pakken op.

Det er et meget smukt armbåndsur. I pakken ligger der et lille kort, hvor der står.

 Tiden går, minutter, timer, dage, år, men rigtige venskaber består. Tak for din indsats. Irene og Frede Christensen.

 På bagsiden af uret er der indgraveret. TAK.

 Jacob rejser sig og går hen og siger tak for uret og får et varmt håndtryk af begge Larses forældre. Så går han hen til sin plads og trækker vejret dybt. Så kommer det med lidt rystende stemme.

 Stefan har ret. Jeg kan ikke lide ufortjent ros. Jeg har jo ikke gjort andet, end hvad enhver anden, ville have gjort i mit sted. Til gengæld har jeg fået et venskab, der er utrolig meget værd for mig.

 Han lægger sin venstre hånd på Larses skulder.

 Og så nu også det her ur. Jeg synes, at det er alt for meget, men jeg er alligevel glad for det, hvis I virkelig mener, at jeg fortjener det.

 Han stopper et øjeblik og ser på Dennis.

 Du har mange venner Lars, og Dennis har nok været en af de mest trofaste, du har haft. Jeg vil meget gerne være ven med jer begge to, som et supplement, for jeres venskab hverken vil eller kan jeg ødelægge. Den betydning, det har for jer, har jeg lært noget om, ved at lære jer bedre at kende.

 Kort sagt, I kan altid regne med mig, når I har brug for mig, husk det.

 Da Jacob sætter sig, ser Lars sit snit til at klemme hans hånd hårdt.

 Omsider er middagen forbi og Stefan trækker af med Ulla og Per ind på sit værelse, mens Lars tager sine kammerater med ind på sit værelse. De voksne går ind i den anden stue, hvor der bliver serveret kaffe og cognac og likør. Først her får Erik og Birgit den fulde beskrivelse af, hvad der virkelig skete, den dag Lars kom til skade.

 Erik siger smilende.

 Jeg vil nok give Jacob ret i, at han kun gjorde, hvad enhver anden ville have gjort, men så også tilføje, hvis de kunne. Jeg ved godt, at han på mange måder virker ældre end sine jævnaldrende. Det er nok, fordi han har måttet hjælpe sin mor alene i de mange år, mens jeg gik rundt på landevejene for at finde mig selv. Det er noget, der modner.

 Han fortæller nu i korte træk om de ti år og slutter med at sige.

 Det var i øvrigt også Jacob, der gav mig mod til at begynde som læge igen. Da han brækkede ryggen, insisterede han på, at det var mig, der skulle operere ham. Den tillid betød utrolig meget for mig, men det er noget, han har lært af sin mor.

 Birgit får et stort smil, og så bevæger snakken sig over på andre områder., og de opdager hurtigt, at de har mange fælles interesser, så inden de skilles, er de blevet enige om, at det bestemt ikke er sidste gang, at de er sammen.

 Stefan, Per og Ulla har det sjovt sammen. Ulla er jo vant til at være sammen med drenge, så det har hun ikke spor imod, yværtimod. Hun synes, at de fleste piger er kedelige og er selv lidt af en vildbasse. De spiller forskellige spil og snakker i øvrigt fint sammen.

 Da de andre kommer ind på Larses værelse, kan Lene og Jacob ikke lade være med at skele lidt til sengen, men snart sidder de alle fem og snakker hyggeligt sammen.

 Dennis har været lidt tavs i starten, men pludselig siger han.

 Tak for det, du sagde inde ved bordet, Jacob. Jeg tror virkelig, at du mente det. Til gengæld kan jeg love dig, at du heller aldrig fremover skal gå forgæves, hvis du får brug for min hjælp.

 Lars har fortalt mig, at I to regner jer som en slags blodsbrødre, og det kan jeg godt forstå, men man har da hørt om trillinger, ikke.

 Han ser smilende fra den ene til den anden.

 Både Lars og Jacob nikker ivrigt, da de griber hans fremstrakte hænder.

 Tina siger lidt tøvende.

 Du lovede at fortælle videre i aften, Dennis.

 Dennis rømmer sig.

 Ja, det er rigtigt, og jeg skal også nok gøre det, selvom det er lidt svært, men måske forstår I mig så bedre. Jeg håber ikke, at det ødelægger noget.

 Hvor skal jeg begynde……med lejrskolen.

 Jeg havde taget tre flasker snaps med i bunden af soveposen. Det var min mening at gøre livet surt for dig Jacob, det opdagede du vist allerede den første aften. Snapsen skulle bruges til at drikke mig mod til. Jeg ville også prøve at drikke Lene eller Tina fulde for at få dem til at gå i seng med mig.

 Da I fire så kom i gruppe sammen og tilsyneladende kom godt ud af det med hinanden, blev jeg tosset. Jeg prøvede at fylde noget på de piger i min gruppe, men de opdagede det, og ville så slet ikke have noget med mig at gøre, selv Svend syntes, at jeg var et fjols.

 Mens Lars og Jacob var væk, prøvede jeg så at lirke ved Tina, men først, da hun blev jaloux på Jacob, troede jeg, at jeg havde heldet med mig. Jeg tog et par ekstra snapse, nu skulle det være, og så ville Tina tilbage til jer.

 Den sidste dag var jeg begyndt at drikke allerede ved middagstid. Jeg tror, at lærer Jørgensen havde opdaget det, det var nok derfor, at han sendte mig væk fra bålet.

 Jeg svor hævn. Jeg ville brænde hytten, jeg ville drukne mig, jeg skrev et afskedsbrev, hvor jeg fortalte, at det var Jacobs skyld det hele, men I andre var medskyldige. Allerede på det tidspunkt var jeg temmelig fuld.

 Jeg stak brevet i lommen og gik ned for at drukne mig, men vandet var for koldt, så jeg kravlede op igen, nok lidt mere ædru. Så overvejede jeg at hænge mig, men kunne ikke finde noget snor. Omsider snublede jeg og forstuvede min fod. Jeg blev liggende der, hvor I fandt mig og tømte flasken. Et øjeblik efter begyndte jeg at kaste op. Snart lå jeg og stortudede og kastede op samtidig.

 Da jeg hørte nogen kalde, lå jeg musestille. Jeg ville ikke risikere, at nogen fandt mig i den tilstand. Jeg ville slet ikke findes, bare ligge og rådne op på stedet.

 Omsider kom I så og hørte mig ligge og tude, fordi jeg havde så ondt af mig selv.

 I begyndte at hanke op i mig og slæbe af med, uden at tage hensyn til, at I blev møgbeskidte af at røre ved mig. Det gjorde mig så flov og arrig, at det netop skulle være jer, der fandt mig sådan. Det kunne I jo bruge til at drille med. Derfor skældte jeg jer huden fuld, for at få jer til at forsvinde. Det fik Jacob til at give mig den i solar plexus, som jeg fortjente, og det fik mig så til at kaste mere op, mens du stod og støttede mig Jacob.

 Lene tørrede mit ansigt og gav mig endda et kys, ja, så opgav jeg at være hård. Ja resten kender I jo. Kun en ting mere. Du Jacob hjalp mig af tøjet og hjalp mig at blive vasket, lånte rent tøj til mig og forbandt min fod. Ja, da følte jeg mig pludselig så glad og godt tilpas.

 Du tog så forsigtigt på mig, som om jeg var af glas, for at det ikke skulle gøre unødvendig ondt. Der var ikke spor med at være hård eller utålmodig. Først da du var helt færdig med mig, gav du dig tid til selv at blive tørret og få rent tøj på, mens pigerne skyllede tøjet.

 Det var ikke for at vise, hvor god du var, eller hvor køn du faktisk var uden tøj, så pigerne kunne se det. Nej, det var simpelthen, fordi du prioriterede mig højere end dig selv, til trods for alt det jeg havde gjort for at plage dig.

 Det fik noget inde i mig til at smelte, så jeg for første gang i mange år, virkelig f’ølte mig rigtig glad, så glad, at jeg kunne have omfavnet dig, hvis jeg havde turdet.

 Dennis holder en lille pause og fortsætter så.

 Ja, det var sådan set at starte med slutningen, men lad mig så tage begyndelsen nu.

 Min rigtige far har jeg aldrig kendt. Da jeg var et års tid, giftede min mor sig med den mand, der nu går for at være min far. Jeg var næsten fire, da min lillebror blev født.. Det varede ikke længe, før jeg blev klar over, at der var stor forskel på os. Jeg var bare den uægte unge, der altid var til besvær.

 Min lillebror var derimod verdens ottende vidunder, mindst. Han blev forkælet ud over alle grænser, mens jeg altid fik skylden, hvis han græd, slog sig eller på anden måde kom galt afsted.

 Da jeg var omkring seks år, bestemte jeg mig for, at når jeg alligevel altid fik skylden, kunne jeg lige så godt gøre noget, så en aften prøvede jeg at drukne ham i badekarret.

 Han hylede imidlertid så højt, at mor kom farende, og så fik jeg ellers alle de klø, der kunne ligge på mig. Det forhindrede ikke, at jeg blev ved med at drille og genere ham. Da han fik lært at snakke, sladrede han om alt det, jeg gjorde, men også om meget, som jeg ikke havde gjort. Havde han f.eks. tisset i sengen, ja, så var det selvfølgelig mig, der havde gjort det, og hver gang var resultatet klø til mig.

 Da jeg var omkring 12 år, begyndte jeg at slå igen, når min mor slog mig. Det lykkedes også næste at skræmme min lillebror til at lade være med at sladre, dels ved at fortælle ham uhyggelige spøgelseshistorier og dels ved at true ham med klø.

 De sidste par år har min mor ikke turdet slå mig, men når min far er fuld, slår han stadig. For en måned siden slog jeg imidlertid så hårdt igen, at jeg tror, at han betænker sig to gange, før han slår igen.

 Som I kan se, var det rigtigt, når jeg sagde, at ingen ville savne mig, hvis jeg forsvandt, tværtimod. Mine forældre er bange for mig, og min lillebror hader mig.

 Jacob har siddet og fulgt intenst med i fortællingen. Han glæder sig over, at han trods det tidligere uvenskab har kunnet hjælpe Dennis den aften. Den sidste del af fortællingen ryster ham. Sådanne familieforhold har han slet ikke været vant til at høre om.

 Stilfærdigt siger han.

 Der må nu være en mening med, at vi tre stadig lever. Der har trods alt været bud efter os alle tre.

 Du Dennis kunne være druknet, eller være død af alkoholforgiftning eller lungebetændelse, hvis vi ikke havde fundet dig før næste dag. Lars kunne være forblødt. Da min ryg brækkede, kunne jeg enten være død eller måske være blev lam, hvis operationen ikke var lykkedes. Det må betyde, at der er særlige opgaver til os i fremtiden.

 Snart går snakken ivrigt om fremtiden. De andre har godt hørt, at Erik og Birgit skal ud som ulandsarbejdere inden for det kommende år.

 Så siger Lene.

 Jamen Jacob, skal du og dine søskende med.
 Jacob nikker.

 Ja da, men I kan jo komme og besøge os. Vi bliver nok heller ikke væk i ret mange år. Vi skal nok hjem og få en uddannelse i det mindste.

 Lars smiler.

 Så kan I bo hos os, hvis jeres forældre ikke kommer med hjem i første omgang, det kunne være sjovt.

 Tina ser alvorligt på Jacob.

 Sig mig, gælder invitationen til at besøge jer os alle fire.

 Helt bestemt, I skal være meget velkomne alle fire.

 Dennis ser på ham.

 Jamen hvor er det helt nøjagtigt, I skal hen.

 Jacob bliver alvorlig.

 Det ved vi ikke bestemt endnu. Der har været talt om både Sudan og Nepal, men det kan være, at det bliver ændret igen. Det skal jo være der, hvor der er mest brug for det til den tid. Men begynd I bare at spare sammen til rejsen.

 Lene ser tankefuldt frem for sig.

 Tina og jeg kunne sikkert få job på en tankstation.

 Jacob ryster på hovedet.

 Er det særlig klogt, det kan være halvfarligt at stå sådan et sted alene om aftenen.

 Dennis smiler.

 Så skiftes vi i hvert fald til at hente jer, når I skal hjem. Når Jacob er rejst, skal jeg nok tage mig af Lene, så der ikke sker hende noget.

 Lars er enig.

 Det er en god ide. Vi kan da også gå hen og underholde dem en gang imellem. Jeg får nok ikke lov til at tage et job for far og mor, men så må jeg prøve at gøre mig nyttig der hjemme, så jeg kan få far til at ryste op med rejsepenge til mig.

 Dennis sukker.

 Jeg har nok ingen chancer for at tjene penge, og mine forældre betaler i hvert fald ingen rejsepenge. Hvis de overhovedet giver mig lov til at rejse, vil det være, fordi de så ikke håber, at jeg kommer hjem igen.

 Jacob har siddet og spekuleret, så siger han lidt tøvende.

 Jeg tror, at jeg vil prøve at få min far til at tale med dine forældre, Dennis. Det må da kunne lade sig gøre at forklare dem, at de skal behandle dig ordentligt, og min far er god til at forklare sådan noget.

 Dennis ser overrasket på ham.

 Tjah, skade kan det vel ikke, men jeg opfører mig nok heller ikke særlig pænt derhjemme, I ved jo, hvordan jeg kan være.

 Jamen hvis far nu kunne få jer til at snakke om, hvad I hver især skulle prøve at ændre på, for at det kan komme til at gå bedre. Det kan dine forældre da også kun være interesseret i.

 Det kunne være dejligt, hvis det virkelig kunne lade sig gøre, men tror du virkelig, at din far vil have besvær med det.

 Helt sikker, jeg snakker med ham i morgen, men han kan ikke nå at komme hen til jer før i næste uge, for han skal tilbage til Odense i morgen hen under aften.

 Lars smiler pludselig bredt.

 Jeg har også fået en ide, men den holder jeg for mig selv, til vi ser, hvordan det går med det Jacobs far prøver at klare.

 De andre prøver at presse ham til at fortælle, hvad hans ide går ud på, men det vil han ikke.

 Erik og Birgit har været inde og sige godnat sammen med Per og Ulla. Jacob bliver en yimes tid mere. Der er så meget at snakke om.

 Per og Ulla er meget begejstrede for Stefan, så han får lov til at komme ud og besøge dem næste dag.

 Han låner noget gammelt tøj af Per, og så tumler de tre sig ellers lystigt hele søndagen, men de har også tid til at hjælpe med de ting, der skal laves, og det synes Stefan også er morsomt.

 Jacob får en lang snak med sin far søndag formiddag, hvor han fortæller om forholdene hjemme hos Dennis. Erik vil gerne prøve at snakke med Dennis og hans forældre og se, om han kan få dem til at snakke sammen. Han er derimod lidt utilfreds med, at Jacob har inviteret kammeraterne til at besøge dem, når de er kommet godt i gang med arbejdet, hvadenten det nu bliver Sudan eller Nepal.

 Han brummer.

 Det er jo ikke en feriekoloni. I må regne med, at I også skal arbejde, hvis I vil med. Tror du, at dine kammerater vil betale en dyr rejse, hvis de ikke kan være ret meget sammen med dig. Det er jo ikke sikkert, at du får tid til at være turistfører.

 Da han ser Jacobs skuffede ansigt, smiler han.

 Ok, tab ikke modet. Får de samlet penge sammen til billetterne, så skal der også nok blive tid til, at du kan være sammen med dem, men du må hellere forberede dem på, at de muligvis bliver sat i arbejde.

 Jacobs ansigt lyser op i et stort smil.

 Du er en engel, far. Undskyld, at jeg ikke spurgte, før jeg inviterede dem.

 Da han lidt efter smånynnende går ud i stalden, for at tage fat, får han pludselig Stefan ned over nakken. Han kommer rutsjende oppe fra høloftet. De vælter begge to, og han skal lige til at skælde ud, da han kommer til at se på Stefans forskrækkede ansigt. Han er møgbeskidt over det hele.

 Jacob brummer.

 Nu svinebinder jeg dig og smider dig over til de andre grise, slagteren vil såmen ikke kunne se forskel. Du bliver liggende her, til jeg har fundet noget snor.

 Da han kommer tilbage med snoren, kan han se, at det er ved at trække op til regvejr i Stefans ansigt. Per og Ulla står og ser forskrækkede til.

 Jacob bøjer sig ned over Stefan, som om han vil til at begynde at binde ham, i stedet for hvisker han.

 Pas nu på, så snupper jeg Per eller Ulla i stedet for.

 Hurtigt snurrer han rundt og griber efter Ullas ben, men får fat i Per i stedet for. Ulla giver et hyl, og få sekunder efter ligger de alle tre oven på Jacob.

 Jacob begynder at le og må bede om nåde, han kan ikke klare tre, når han ikke vil tage for hårdt ved.

 Stefan sidder overskrævs på hans mave og ser glad på ham.

 Så er du altså ikke sur på mig, heller ikke for det, jeg sagde i går aftes.

 Jacob smiler bredt.

 Nej, min ven, jeg tror slet ikke, at jeg kan blive sur på dig. Især ikke, hvis I alle tre hjælper mig lidt, så vi kan blive færdige i løbet af en times tid. Vi skulle jo gerne nå at blive vasket, inden vi skal spise.

 Et øjeblik efter er alle i fuld sving med liv og lyst. Da de kommer ind for at blive vasket, smiler Birgit.

 Hvorfor har I dog taget en af grisene med i stedet for Stefan.

 Stefan bliver rød i hovedet, men ler dog højt og siger.

 Jeg synes, at det er så sjovt at være rigtig beskidt. Jeg tror aldrig, jeg har været så snavset før.

 Erik er også kommet til. Han ler også og siger.

 Nej, det vil jeg gerne tro. Det var da godt, at du fik noget andet tøj på, ellers havde din mor da vist aldrig ladet dig komme herud mere. Men nu må vi se at få vasket dig grundigt, inden du får dit eget tøj på.

 Jacob, du tager gulvskrubben og fjerner det værste, Per, du klipper hans hår af, det er nemmere end at vaske det, og Ulla, du kan pille lakrids mellem hans tæer.

 Grinende skynder de sig ud og bliver vasket og få skiftet tøj, og så kaster de sig over maden.

 Om eftermiddagen kommer Lene et lille smut, men ved femtiden følges hun og Stefan ind til byen.
 Da Stefan siger farvel til Erik og Birgit, giver han dem begge et ordentligt knus, så de er ikke i tvivl om, at han har været meget begejstret for at være der.
 Lidt efter at han er taget afsted, siger Per.

 Stefan har sådan et godt humør, at man simpelthen ikke kan undgå at synes om ham. Bare jeg var lige sådan.

 Erik rusker ham i håret.

 Du er nu heller ikke værst, sønneke.

 Per vender sit ansigt op mod ham.

 Mener du virkelig det.

 Ja, sjældent har jeg ment noget mere alvorligt.

 Per slår armene om ham og smiler glad.

 Tusind tak for det, far.

  Erik skal afsted lidt efter, men han har fået ringet og aftalt en tid til en samtale med Dennis´ forældre den følgende lørdag.

 Da de er kommet i seng om aftenen, siger Per.

 Nu tror jeg også, at jeg har fået en rigtig ven, det er dejligt, men det bliver nu aldrig bedre end min dejlige storebror.

 Jacob smiler.

 Nej, venner og brødre supplerer hinanden udmærket, og man vil næsten lige nødigt undvære nogen af dem.

 Midt på ugen får Erik til sin overraskelse et langt brev fra Lars.

 Lars fortæller bl.a. hvad han ved om forholdet mellem Dennis og hans forældre og fortsætter, det kan måske være dig til hjælp, når du skal snakke med dem.

 Jacob sagde den aften, at vi, der har været i livsfare og er sluppet godt fra det, må have et ekstra ansvar for vores medmennesker.

 Jeg har en ide, som måske kan bruges. Jeg har ikke talt med mine forældre om det, men jeg tror godt, at de vil gå med til det, hvis jeg beder dem om det, og du måske vil støtte mig i det.

 Dennis og jeg kunne bytte hjem og familie en fjorten dages tid eller måske en måned. Måske kunne det hjælpe ham at være under gode og ordnede forhold, og måske kan jeg så bedre fortælle Dennis bagefter, hvordan han kan komme bedre ud af det med sin lillebror og sine forældre, når jweg har boet sammen med dem et stykke tid.

 Hvis du mener, at det er noget, der kan bruges, vil jeg i hvert fald gerne prøve. Vi kan måske tales ved, inden du skal hen til Dennis.

 Erik fløjter sagte for sig selv.

 Du godeste, sikken en ven, så må Dennis bestemt være værd at hjælpe, så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Til trods for det grove nummer de lavede med Lene og Jacob, kan man kun sige, at Jacob har været usædvanlig heldig at få to så prægtige drenge som venner.

 Stefan er bestemt også en dejlig dreng, men Lars er godt nok en del ud over det sædvanlige.

 Samme aften skriver han til Lars. Han passer på ikke at rose ham for meget for ideen, for det tror han ikke, at Lars vil synes om, men skriver bl.a.

 Dit brev gør det væsentlig nemmere at snakke med Dennis´ forældre, nu er der noget konkret at byde på, der kan ændre tingene. Tak fordi du skrev til mig, det er jeg meget glad for. Venner af din slags hænger bestemt ikke på træerne.

 Erik kommer hjem fredag aften og får en snak med Lars lørdag formiddag, inden han skal hen til Dennis´ forældre.

 Lars har været meget glad for Eriks brev.

 Du skrev til mig, som om du regnede mig som voksen, selvom jeg kun er godt 15 år.

 Erik smiler.

 Det med at være voksen, har ikke noget med alder at gøre, nogen bliver det aldrig.  Når man er parat til at tage et ansvar, både for sine egne handlinger, men også for andre mennesker, er man efter min opfattelse voksen i ordets bedste betydning.

 Snakken hos Dennis starter ikke særlig godt. Faderen kan ikke forstå, hvorfor Erik blander sig i deres familieforhold, men efterhånden lykkes det at få begge forældre til at indse, at Dennis virkelig gerne vil gøre noget for, at de kan komme bedre ud af det med hinanden.

 Da Erik så fremfører Larses forslag, bliver der dødstille et øjeblik. Moderen er den, der først kommer sig.

 Hvordan skulle vi kunne klare at passe sådan en direktørsøn op, det har vi slet ikke råd til.

 Erik ryster på hovedet.

 Der skal intet gøres for nogen direktørsøn. Lars overtager simpelthen Dennis´ plads som jeres søn i fjorten dage, og Dennis overtager hans plads. Alting skal bare fortsætte, som det plejer, den eneste forskel er, at jeres ældste søn hedder Lars i stedet for Dennis.

 Faderen brummer lidt, men kan i grunden godt lide ideen.

 Måske kan du lære nogle bedre manerer hos bankdirektørens.

 Dennis er stadig så overrasket, at han undlader at fare op. Han spørger bare stilfærdigt Erik.

 Hvornår skulle det så være.

 Erik smiler.

 Det vil altså sige, at I godt vil gå med på ideen. Jeg skal lige tale med Larses forældre, og så kan drengene aftale tidspunktet for bytningen.

 Larses forældre er ikke helt begejstrede for ideen, men går dog med til det, da Erik støtter Lars kraftigt. Lars bliver så sendt hen for at aftale med Dennis, hvornår de skal bytte.

 Erik bliver siddende lidt.

 Mage til venskab har jeg aldrig oplevet før. Jeg håber, at det må gå godt, for det fortjener Lars vel nok. Prøv nu bare at være ligesådan over for Dennis, som I plejer at være over for Lars.

 Søndag eftermiddag bytter de to drenge så familie. Stefan er lidt utilfreds, men han er også spændt på, hvordan Dennis vil være som storebror.

 De første dage føler de to drenge sig som gæster i deres nye hjem, men det varer ikke længe, før alt går sin vante gang i de to familier.
 Lars har været meget spændt på, hvordan han ville komme ud af det med Dennis´ lillebror, Steen., men allerede den første aften kommer Steen ind til ham på værelset og spørger, om han godt vil snakke lidt, så det varer ikke længe, før de er fine venner. Det gør også sit til, at han hurtigt kommer godt ud af det med forældrene. Han bliver dermed klar over, at det er en af de ting, han må få Dennis til at forstå.

 Dennis opdager til gengæld, at Stefan kan være akkurat lige så irriterende og fræk som Steen, men han kan ikke blive sur på ham alligevel, så snart driller de hinanden af hjertens lyst.

 I skolen har man snakket meget om familiebytningen. Et par dage efter beslutter lærer Jørgensen at give sit besyv med, for at drengene kan få fred.

 Han siger kort og godt, at han synes, at det er en mægtig god ide, som mange flere burde prøve. Kun ved bogstaveligt talt at være i andres sted, lærer man noget om de andres forhold.

 Steen og Stefan bliver selvfølgelig også spurgt, hvad de synes om deres nye storebrødre, men de ler bare og siger, at det er da meget rart med lidt afveksling.

 En af de sidste aftener, inden de skal flytte tilbage, sidder Dennis og hygger sig med Larses forældre. Stefan kommer lige ind for at sige godnat. Han står lidt og ser på Dennis. Så ler han.

 Du har  nu ikke være så tosset at have som storebror.

 Så bliver han alvorlig.

 Hvis du vil være lige sådan mod Steen, som du har været mod mig, så kan han ikke undgå at kunne lide dig.

 Så slår han pludselig armene om halsen på Dennis og løber så ud af stuen, idet han råber.

 Godnat storebror.

 Larses far smiler lunt.

 Der er et gammelt ord, der siger, at af børn og fulde folk skal man høre sandheden. Jeg tror, at Stefan har helt ret. Du har været helt enestående mod ham, og mor og jeg har ikke kunnet ønske os en mere velopdragen søn. Prøv at bruge det, når du kommer hjem, min dreng. Det vil bringe dig held og lykke.

 Dennis blinker et par tårer væk, så siger han stilfærdigt.

 I har været fantastiske mod mig. Jeg følte jo, at I holdt af mig. Det har været de bedste dage i mit liv. Jeg håber, at jeg nu kan komme bedre ud af det med mine forældre, nu har jeg i hvert fald lyst til at prøve.

 De sidder og snakker endnu en times tid. Dennis har svært ved at løsrive sig, men omsider rejser han sig for at gå i seng. Han giver Frede et varmt håndtryk og så slår han armene om halsen på Irene. Hun smiler til ham og siger.

 Godnat, min store dreng.

 Lars har ikke følt sig så godt tilpas de første dage. Han har været vant til at sidde og snakke med forældrene om aftenen, til han skulle i seng.

 Dennis´ forældre ser som regel fjernsyn om aftenen, men den fjerde aften tager Lars mod til sig. Der er ikke rigtig noget i fjernsynet, og Lars har på fornemmelsen, at hvis han ikke havde været der, ville faderen være gået på værtshus. Han virker så rastløs.

 Lars rømmer sig.

 Gider I snakke lidt i aften.

  Det giver et sæt i faderen.

 Snakke, om hvad dog.

 Lars kører ufortrødent videre.

 Ja, f.eks. om jer selv, hvad I laver, hvilke fritidsinteresser I har, hvordan I forestiller jer fremtiden, ønsker, drømme ja, der er da masser at snakke om.

 Forældrene ser overraskede på hinanden, så siger faderen.

 Jamen det kan vi da godt. Laver du en kop kaffe mor, for du vil vel ikke hellere have en øl, Lars.

 Lars ler og siger, at han foretrækker kaffe og snart sidder de og snakker hyggeligt. Steen er målløs, det har han aldrig oplevet før, men der er ingen tvivl om, at han nyder det.

 Da de andre først kommer i gang, er der heller ikke tvivl om, at de synes om det, selv om det er uvant.

 Den næste aften sidder Lars og spiller kort med Steen efter aftensmaden og opvasken, som drengene har klaret.
 Da Tvavisen er slut, kommer faderen over og ser på dem, så kommer det lidt halvgenert.

 Må man være med.

 Lidt efter sidder de alle fire og spiller kort og snakker.

 Resten af tiden, mens Lars er der, går aftenerne enten med at spille kort, eller også sidder de bare og snakker og hygger sig.

 Dennis nægter næsten at tro på det, da Lars fortæller ham det i skolen. Der er virkelig sket store forandringer på den korte tid.
 Fjorten dage efter flytter drengene så tilbage igen. Da Dennis kommer ind der hjemme, rejser faderen sig.

 Velkommen hjem Dennis. Det har været morsomt og lærerigt at have Lars boende, men det er  nu alligevel dig, der er vores rigtige søn.

 Dennis ser overrasket på ham, så smiler han glad.

 Tusind tak far, det var en dejlig velkomst at få, du kan tro, at jeg har også lært meget.

 Da moderen kommer ind, får hun et stort knus. Steen er ude og lege, men da han kommer ind, ser han lidt forskræmt på Dennis.

 Dennis smiler stort.

 Jeg er ikke så slem mere, som jeg ser ud til. Kom lige med ind på mit værelse, jeg vil gerne snakke lidt med dig. Du kan jo råbe om hjælp, hvis jeg begynder at banke dig.

 Stadig lidt skræmt følger han med Dennis ind på værelset.

 Da døren er lukket, sætter Dennis sig på sengen og klapper på pladsen ved siden af.

 Sid ned Steen.

 Først og fremmest vil jeg gerne sige undskyld fordi jeg ikke har behandlet dig særlig pænt hidtil. Larses lillebror fik mig til at indse, at to brødre kan have umådelig meget glæde af hinanden.

 Steen ser overrasket på Dennis, så smiler han lettet.

 Det sagde Lars også til mig. Han og jeg kom fint ud af det med hinanden, det mente han også, at vi kunne, især hvis jeg holdt op med at sladre.

 Dennis ler en glad latter.

 Skal vi to så ikke være enige om at være gode venner fremover. Jeg opdagede i går, at jeg faktisk var begyndt at savne dig.

 Steen ser lykkelig på Dennis. Så slår han armene om halsen på ham og giver hamt et stort knus.

 Jeg har også savnet dig, selvom Lars var utrolig flink, men han var jo alligevel ikke min rigtige bror. Må… må jeg godt få lov til at sove herinde hos dig i nat, så jeg kan mærke, sådan rigtigt, at jeg har fået dig hjem igen.

 Dennis ser på ham med et lille smil.

 Det kan du tro, at du må, lillebror.

 Om aftenen sidder de og snakker hyggeligt efter Tvavisen. Dennis føler sig som i den syvende himmel.

 Da han er kommet i seng, kommer Steen listende.
 Du er sikker på, at du ikke har noget imod, at jeg sover hos dig i nat.

 Dennis slår dynen til side og lynhurtigt er Steen oppe i sengen hos ham.

 Lidt efter hvisker han.

 Nu er jeg rigtig for alvor glad, for nu kan jeg mærke, at jeg har en dejlig storebror.
 Dennis klukker.

 Og jeg er også meget, meget glad for min lillebror.

 Den næste dag i skolen får Dennis og Lars sig en lang snak.

 Dennis er utrolig glad og virker helt forandret. Han siger.

 Mine forældre var meget begejstrede for dig, og det forstår jeg godt, men man skulle tro, at de stadig mente, at det var dig, der boede hos dem. Men de påstår, at de virkelig kan lide mig, og Steen og jeg er blervet så gode venner, at han bad om lov til at sove inde hos mig sidste nat.

 Lars ler højt.

 Mine forældre har bestemt heller ikke brokket sig over dig, og Stefan syntes også, at det var helt rart med det bytteri.

 Jacob har smilende stået og lyttet til deres samtale.

 Jeg kan vist roligt sige til far, at det har været en succes, ikke mindst takket være Larses ide med bytningen.

 Dennis ser på Lars.

 Var det din ide, jeg troede, at det var Jacobs far, der havde fået den.

 Lars bliver lidt rød i hovedet.

 Skidt være med, hvem der fik ideen. Hovedsagen var, at det blev en succes.

 Da det ringer ind, følges Lars og Jacob.

 Undskyld, at jeg kvajede mig. Jeg troede, at Dennis vidste, at det var din ide.

 Skidt med det. Uden din far havde overtalt Dennis´ forældre, var det jo ikke gået. Jeg er bare så glad for, at det lykkedes.

 Jacob smiler.

 Det fortjente du bestemt, for du er en præmieven, Lars.

 En uge senere er Stefan ude hos Per og Ulla om lørdagen. De leger fint sammen, men Stefan er også mere end villig til at tage et nap med, hvor der er brug for det. Han befinder sig som en fisk i vandet.

 Ved middagsmaden siger Stefan.

 Kunne Per og jeg ikke bytte familie en uges tid, lige som Lars og Dennis.

 Jacob kniber det ene øje til.

 Er du allerede træt af Lars, eller er det Ulla, der trækker.

 Stefan bliver rød i hovedet, mens Ulla fniser.

 Per ler højt.

 Du er gennemskuet Stef.

 Stefan prøver at se overlegent på Per.

 Slet ikke. Jeg ville bare gerne se, om Jacob er så dejlig en storebror, som du og Ulla siger.

 Jacob morer sig.

 Du bliver bare skuffet, Stefan. Men hvis du gerne vil overnatte her en gang, kan vi da nok finde ud af det. Jeg tror godt, at der kan blive plads til dig inde hos Ulla.

 Stefan skærer ansigter.

 Uh, hvor du driller. Jeg tror slet ikke, at jeg ville bryde mig om at have dig som storebror alligevel.

 Jacob ler højt.

 Der kan du bare se, gamle dreng. Men hvis du er rigtig flink, så kan det være, at du kan få lov til at ligge ude hos grisene, hvis du hellere vil det.

 Birgit bryder ind.

 Du skal slet ikke høre på ham. Hvis du har lyst til at blive her i nat, skal vi nok finde ud af det. Du kan evt. få Jacobs seng, så lægger vi ham ud til grisene.

 Jacob rækker hænderne i vejret.

 Hjælp, jeg overgiver mig. Du får min seng. Vi kan slå en klapseng op inde hos Per og mig, den kan lige være der, så sover jeg på den, er du så tilfreds.

 Stefan ser henrykt på Birgit.

 Må jeg virkelig godt blive her i nat.

 Selvfølgelig må du det, hvis du må for din far og mor.

 Så snart de er færdige ringer Stefan hjem og får lov til at blive til søndag aften.

 Jacob ryster på hovedet, da Per, Ulla og Stefan igen er løbet ud for at lege.

 Den fyr er simpelthen ikke til at stå for, han kan charme sig til alt, tror jeg. Gad vide, om det holder sig, når han bliver voksen, og så er han endda lige så reel som Lars.

 Birgit giver ham ret. Hun nyder at have så meget liv i huset, ikke mindst, når Erik har vagt på sygehuset.

 Da de kommer i seng om aftenen, siger Stefan pludselig. Tak, fordi jeg må sove i din seng, Jacob, men jeg kunne da også ligge ovre hos Per, så du kunne beholde din egen seng.

 Per ler.

 Hvem siger, at jeg vil ligge sammen med dig. Hvis du er bange for at ligge alene, kan det være, at Jacob vil være dit sovedyr.

 Jacob brummer.

 Det kan vi evt. aftale næste gang.

 Per ser alvorligt på Stefan.

 Men du må nu meget gerne ligge hos mig, hvis du virkelig gerne vil.
 Stefan ligger lidt, så hvisker han.

 Uh, hvor er I dog dejlige begge to. Jeg vil meget gerne ligge hos dig Per, hvis du ikke har noget imod det, for du er jo blevet min bedste ven.

 Per løfter dynen lidt, og et øjeblik efter knuger Stefan sig ind til ham.

 Week-enden flyver afsted for børnene. Stefans forældre og Lars kommer til eftermiddagskaffe om søndagen. Larses ben er nu ved at være helt i orden, så han og Jacob går en lang tur sammen efter kaffebordet. De synes begge, at de har så meget at snakke om.

 Frede og Irene hygger sig med Birgit, som de er kommet til at sætte meget pris på begge to. Irene er bange for, at Stefan udnytter sit venskab med Per og Ulla for meget, men Birgit beroliger hende med, at hun nok skal sige stop, hvis hun synes, at det bliver for meget.

 Per og Ulla nyder jo at have Stefan på besøg. Det er stort set den eneste rigtige ven, de begge to har, så det ville da være synd at tage den glæde fra dem, særligt da det jo lader til, at Stefan nyder det lige så meget, og det gør vi andre for resten også.

 Om et halvt år skal vi jo rejse, så er der ikke rigtig nogen kammerater de kender, i det mindste ikke i den første tid.
 Frede rømmer sig.

 Irene og jeg har talt om, at børnene gerne må bo hos os, til I er rigtig kommet i orden og har lidt mere tid til at tage jer af dem. De må også gerne bo hos os, hvis de skal hjem og have en uddannelse og I vælger at blive lidt længere derude. I skal ikke tage stilling til det her og nu. Snak med Erik og børnene om det. Tilbuddet står åbent, hvis I får brug for det.

 Birgit ser taknemligt på dem.

 I er fantastiske, men er I klar over, hvad det vil sige at få fire ekstra børn i huset.

 Irene smiler.

 Det bliver nok Henriette, der vil kræve mest tid, de andre vil stort set kunne klare sig selv i selskab med Stefan og Lars, tror du ikke.

 Birgit nikker.

 Jeg håber ikke, at der bliver brug for det, men skulle det blive nødvendigt af en eller anden grund, vil det være en stor tryghed for os at vide, at børnene ville være i de bedst tænkelige hænder.

 Omsider må de afsted. Stefan jubler, da han får at vide, at sådan en week-end kan det nok lade sig gøre at arrangere igen.
 Det er lykkedes Lene og Tina at deles om aftenvagterne på en tankstation. Dennis og Lars har ikke fundet på nogen indbringende ide endnu. Men de skiftes med Jacob til at hente pigerne og følge dem hjem, når de er færdige lidt over ti. Sommetider tager de også hen og læser lektier sammen med pigerne, så de ikke er alene så længe ad gangen.
 I slutningen af april er Erik færdig i Odense. Han har fået en aftale med Røde Kors om at tage til Nepal og starte et sundhedsprojekt ca. 100 km. fra Kathmandu. Hele familien kan heldigvis komme med, de må dog vente en måned efter at Erik er taget afsted, for at han kan få ordnet forskellige ting, bl.a. boligforholdene.

 Larses forældre holder en stor afskedsfest for dem, og de sidste 14 dage, fra gården er solgt, og til de skal rejse, bor Birgit og børnene hos dem.
 Det er lidt svært at få sagt farvel, og der falder også nogle tårer, men Jacob og hans søskende har heldigvis mange spændende oplevelser at se frem til.
 Projektet i Nepal er i første omgang planlagt til at vare en toårig periode. Så er der en måneds ferie til Erik og Birgit, der skal arbejde som sygeplejerske på projektet, og så kan kontrakten evt. forlænges med en to-årig periode mere.

 Jacob skal dels sørge for, at Per og Ulla holder deres undervisning ved lige og hjælpe dem med lektierne, men både han og Per får også sommetider lov til at tage med Erik, når der skal sættes nye ting i gang andre steder.

 Både Per og Jacob er gået i skarp træning med at lære det lokale sprog, og Ulla følger også godt med. Allerede et par måneder efter at de er kommet derud, kan de begynde at gøre sig forståelige og forstå det meste af det, der bliver sagt. Det er til meget stor hjælp for både Birgit og Erik, så efterhånden får både Per og Jacob tit lov til at tage med Erik.

 Som regel foregår det til fods, og det kan godt vare mange timer, før man er fremme. De veje, der er der, er elendige, og mange steder er der ingen veje, kun stier.

 Ulla hjælper sin mor, når hun underviser i hygiejne og sygdomsforebyggelse, desuden tager hun sig meget af Henriette, så alle er travlt beskæftiget, men både Jacob og Per skriver tit hjem til kammeraterne i Danmark.

 En aften, hvor Erik, Jacob og Per er ved at gå til ro i deres telt på vej ud mod et af de afsidesliggende steder, siger Per.

 Hvis man ikke havde så travlt, og der skete så meget spændende, kunne man godt komme til at længes lidt efter dem, der hjemme i Danmark.

 Jacob nikker. Han savner Lene meget, til trods for travlheden. Han får ganske vist breve fra hende en gang eller to om måneden, men det er jo ikke det samme som at snakke med hende. Også Lars savner han meget af og til. Selv skriver han hver 14 dag til både Lene og Lars og af og til også til Dennis. Der er jo nok at fortælle om, men brevene der hjemme fra gør ham af og til lidt ked af det. Han føler sig uden for kammeraternes daglige tilværelse, det vil nok aldrig blive helt det samme mere. Måske finder Lene en anden at komme sammen med. Sidste gang hun skrev, syntes han, at hun havde virket anderledes, lidt fjern, men hvorfor skulle hun også holde fast ved en, hun ikke så i flere år.

 Lidt efter bryder Erik den tavshed, der er opstået, mens drengene sad og spekulerede.

 Fortryder I, at I tog med her ud. Larses forældre har tilbudt, at I må bo hos dem, hvis I hellere vil hjem til Danmark igen.
 Jacob ser alvorligt på sin far.

 Nej, far, vi har jo selv valgt at tage med. Det ville da være at svigte både dig og mor, og på en måde også os selv, hvis vi opgav nu og tog hjem. De to år må og skal vi klare. Så kan vi jo tale om det, hvis I vil forlænge jeres kontrakt. Måske lykkes det også, at Lene, Tina, Dennis og Lars kommer herud.

 Per nikker.

 Selvfølgelig bliver vi hos jer. Der er jo også ting at gøre for os. Vi skal nok vænne os til forholdene igen, når vi kommer hjem. Der er da ikke mange i vores alder, der får en chance til at være med til sådan noget, som det her. Jeg er sikker på, at Stefan er brandmisundelig på mig.

 Erik klemmer stilfærdigt de to drenge ind til sig.

 I er til meget stor hjælp, og både mor og jeg er meget glade for at have jer med, men vi er helt enige om, at vi ikke forlænger kontrakten, med mindre der sker noget helt specielt. Det er ikke fair mod jer, er vi klar over.

 Vi har godt lagt mærke til, at I savner jeres venner meget, selvom I tappert prøver at skjule det.

 Det var måske også forkert at tage jer med herud til de her forhold, men på den anden side håbede vi på, at I kunne lære noget af det, som I kunne bruge senere i livet.

 Det er meget få mennesker, der får lov til at være sammen med deres venner hele tiden, men er venskabet godt, kan det også holde til, at man er væk fra hinanden i kortere eller længere tid, somme tider styrkes det endda ved det.

 Lidt efter sover de trygt, liggende helt tæt ind til hinanden.

 Da de har været derude et års tid, får Jacob en dag brev fra Lene.

 Han udstøder et hyl af glæde, da han har læst det. Hun skriver, at de er blevet enige om at tage derud i sommerferien. Til den tid skulle de have sparet nok penge sammen til billetterne. Larses far har lovet at skyde de penge til, de evt. mangler.

 Da Per hører det, ryger det ud af ham.

 Bare Stefan dog også kom med.

 Så snart han har sagt det, kan man se, at han havde lyst til at bide tungen af sig. Han begynder at græde og løber ud af stuen, hvor de sidder og spiser.

 Da han lidt efter kommer ind igen, siger han roligt.

 Det var dumt sagt af mig. Det var ikke min mening at ødelægge din glæde.

 Jacob ser på ham med et lille bedrøvet smil.

 Husk, kære lillebror, det er ikke bare mig, de kommer for at besøge, det er os, altså lige så meget dig.

 Per ryster på hovedet. Når bare jeg har far og mor, Ulla, Henriette og dig, så er resten lige meget. Det er jo bare ønskedrømme.

 En månedstid før kammeraterne skal komme, har Jacob lavet en plan for alt det, de skal se og opleve. Bl.a. har han arrangeret en tur, hvor de skal hjælpe den lokale befolkning et sted med nogle forskellige ting.

 Der skal graves en brønd, indrettes et lille interimistisk hospital og nogle gæstehytter til de pårørende og endelig en skolehytte. Alt i alt ca. 14 dages hårdt  arbejde. Alle materialerne skal bæres lang vej, da man ikke kan køre der til i det uvejsomme terræn.

 Han har beskrevet projektet i sine breve, så de er forberedte. Samtidig har han mindet dem om vildmarksturen på lejrskolen. Det her bliver en rigtig vildmarkstur, kan han love dem.

 Han har også været meget ivrig til at få Per med i forberedelserne, lige som han skal stå for en del af projektet, hvor der også er nepalesere med.

 Erik har godkendt det og føjet et par ting til, som han gerne vil have med. Endelig har han lovet, at Birgit, Ulla, Henriette og han selv kommer og indvier det sammen med landsbyens ældste.
 Per er meget glad for, at han har fået ansvaret for samarbejdet med de lokale folk. Han taler efterhånden sproget så godt, at han er den bedste til både at tale med og forstå nepaleserne.

 Og så kommer den store dag, da gæsterne skal hentes i Kathmandu.
 Jacob har fået lov til at låne landsbyens affældige jeep, så han kører af sted dagen i forvejen, for en sikkerheds skyld.

 Med lidt god vilje kan de godt være fem i den, men det bliver absolut ikke nogen luksustur, de godt 100 km.

 Jacob omfavner dem alle fire, da de mødes i lufthavnen og følger dem så ud til jeepen. Så siger Lars pludselig.

 Hov, jeg har glemt noget bagage, jeg er tilbage om et øjeblik.

 Et halvt minut efter kommer han med Stefan, der griner som en flækket træsko. Han får selvfølgelig også et ordentligt velkomstknus.

 Der er lidt pladsproblemer i jeepen, men Jacob er strålende glad. Han ved, hvor himmelhenrykt Per bliver, når han ser, at Stefan også er med.

 Mens de rasler afsted, går snakken livligt. Der fortælles og lyttes og Jacob forklarer om det, de kører forbi.

 Lidt efter siger Lars.

 Jeg håber ikke, at det gør noget, at jeg tog Stefan med. Jeg syntes, at jeg kunne mærke på brevene, at Per følte sig lidt ensom en gang imellem. Da Stefan så gerne ville med, overtalte jeg far og mor til at give ham lov, men det hele gik i orden så sent med vaccinationer o.s.v. at vi ikke kunne nå at skrive og spørge, om det var i orden. Han har fået ordre på at finde sig i alt, om han så bliver nødt til at stå op og sove.

 Som et lille plaster på såreyt, kan jeg så røbe, at det lokale Røde Kors har samlet lidt skillinger sammen til jeres arbejde, så jeg kommer ikke med tomme hænder.

 Jacob ser på ham med strålende øjne.

 Jeg er lykkelig over, at I kom, men jeg ved, at Per om muligt er endnu mere lykkelig over, at Stefan kom med. Han har virkelig savnet ham utrolig meget.
 Nu kan jeg godt sige, at der var en tid, hvor Per og jeg tænkte meget alvorligt på at rejse hjem, fordi vi længtes så meget. Far og mor tilbød os det også, men så følte vi alligevel, at der var brug for os her. Når I har været her en måned, tror jeg, at I forstår, hvad jeg mener.
 Da de nærmer sig landsbyen, bliver Stefan lagt ned i bunden af jeepen med et tæppe over, så Per selv skal finde ham, når han har hilst på de andre.
 Efter at alle er blevet budt velkommen, bliver Per sendt ud efter den sidste bagage og ser så Stefan. Først bliver han helt stum, men så udstøder han et hyl, og så får Stefan ellers en velkomst, han kan mærke.

 Både Birgit, Erik og Ulla er også meget glade for at se Stefan. Snart er de installeret i et par gæstehytter undtagen Stefan, der kommer til at dele værelse med Per.
 Da de skal i seng om aftenen, siger Per til Stefan.

 Lyder det pjattet, hvis jeg spørger, om du vil sove sammen med mig i nat, så jeg kan mærke, at det er rigtigt, at du virkelig er her.

 Stefan ser på ham med blanke øjne.

 Hvorfor skulle det være pjattet: Jeg har jo savnet dig sådan. Du er jo den eneste rigtige ven, jeg har. Selvfølgelig holder jeg da meget af Lars, men med dig er det noget helt særligt.

 Lidt efter ligger de i sengen og knuger sig ind til hinanden, men inden længe sover de.

 De første dage leger de turister for at akklimatisere sig lidt. De prøver også at lære nogle nepalesiske ord, men de synes, at det er meget svært at udtale.
 Efter den første uge er de så klar til at gå i gang  med deres bygningsprojekt.
 Aftenen før de skal afsted, kommer Lene ind til Jacob på hans værelse, mens han er ved at klæde sig om. Han sætter sig ned og snører sine støvler, for de har aftalt en lille travetur, inden de skal til køjs. Han ser spørgende på hende. Hun har slet ikke lignet sig selv, synes han, men det er måske bare ham, der ser anderledes på hende.
 Kommer du for at gi´ et kys, eller kommer du for at snakke.

 Lene sætter sig og ser tankefuldt på ham.

 Jeg ville gerne have undgået den her samtale, men jeg sagde til Dennis, at jeg selv ville fortælle dig det og prøve at forklare dig, hvorfor det er gået sådan. Du har vel ikke kunnet undgå at mærke på mione breve, at der var noget galt.

 Jacob ser tøvende på hende.

 Nej, jeg var nok klar over det. Det er dig og Dennis nu, ikke sandt. Jeg prøvede at lade være med at tro det, men så var det altså rigtigt. Synes du, at jeg svigtede dig ved at rejse, eller er der noget andet, lov mig at være helt ærlig.

 Åh, der har været så meget, Jacob. Du var der ikke den dag, hvor jeg virkelig havde brug for dig. Det var ikke din skyld, men Dennis var der, eller rettere, han kom lige umiddelbart efter.

 Der var et røveri på den tankstation, hvor Tina og jeg arbejdede, en aften, hvor jeg var alene. Der skete mig ikke noget, men jeg var dybt chokeret. Dennis kom ti minutter efter, vi havde aatalt, at han skulle følge mig hjem den aften. De kommende uger veg Dennis ikke fra min side. Han hentede mig om morgenen, når vi skulle i skole, han fulgte mig hjem igen. Han var hos mig på tankstationen, når jeg havde vagt. Det kunne ikke undgå at påvirke mig. Det var i den periode, at jeg blev klar over, at jeg var ved at blive forelsket i ham. Vi ville ikke skrive noget om røveriet til dig, du kunne jo hverken gøre fra eller til, sket er jo nu engang sket.

 Du må ikke tro, at Dennis har svigtet dig ved at forsøge at tage mig fra dig. Den første lange tid holdt han hele tiden på, at jeg var din pige, som han havde lovet dig at passe godt på, men han har vel heller ikke kunnet undgå at blive påvirket.

 Du må ikke føle, at du har nogen skyld i, at jeg kom ud for det røveri, fordi jeg prøvede at tjene penge til den her rejse. Det kunne jo være sket på mange andre måder.
 Vi var alle fire enige om, at vi ville herover og besøge dig. Se hvordan du havde det. Snakke med dig. Vi har jo også savnet dig.

 For mit eget vedkommende drejede det sig også om, at jeg måtte herover og forklare dig det hele, ansigt til ansigt, og at jeg var kommet til det resultat, at Dennis havde mere brug for mig end du havde. Den første uge her har bekræftet det for mig.

 Du er blevet voksen i den periode, du har været her. Du kan stadig være drenget, men du tænker og handler som en voksen. Du har oparbejdet en selvtillid, som Dennis i høj grad stadig mangler.

 Jacob, jeg holder stadig utrolig meget af dig, og det ved jeg, at de tre andre også gør. Lars vil måske ikke være ved det, men for ham er du vennen, som ingen andre nogensinde kommer til at overskygge. Bad du ham om at blive her, er jeg overbevist om, at han gjorde det. Dennis er, og vil altid være dig en trofast ven. Det er ikke hans skyld, at det her er sket, men han er ulykkelig, fordi han synes, at han har svigtet dit venskab. Tina kan også godt lide dig, i det mindste, så længe du ikke tager Lars fra hende, men du ved jo, hvor jaloux hun er. Det er faktisk synd for Lars, men jeg tror aldrig, at det kommer til at gå godt.
 Jacob ser hende lige i øjnene og siger så med lidt grødet stemme.
 Tak fordi du selv fortalte mig det, trods alt. I  vil vel godt være med til det projekt de næste uger alligevel.

 Selvfølgelig vil vi det. Det her må ikke ændre noget i programmet, det ville være synd og skam.

 Lidt må det ændres. Vi to skulle have arbejdet meget tæt sammen, det må vi hellere lade være med.

 Vil du gøre mig en tjeneste. Bed Per om at tage sig af jer i aften. Jeg må lige ud og tænke lidt over tingene.

 Jacob står et øjeblik og ser på Lene med tårer i øjnene, så forsvinder han stille ud ad døren.

 Lene bliver stående og ser sig omkring i værelset, for ligesom at indprente sig alle detaljer om Jacob. Der er ryddeligt og ordentligt overalt i værelset. Uvilkårligt synker hun ned på knæ ved Jacobs seng og begraver sit ansigt i hans hovedpude. Så rejser hun sig og går stilfærdigt ud til de andre.
 Hun får Lars til at bede Per om at tage dem med på traveturen, efter at han i korte træk har fortalt ham, hvad der er sket.

 Per nikker.

 Jacob er gået ud på vopres ”tænkebjerg”, der plejer vi gerne at gå ud,  når der er noget, vi gerne vil have fred og ro til at tænke grundigt igennem. Han er tilbage i morgen tidlig.

 Så vil jeg tage jer med på en tur, som vi kan slutte af hos nogle af vores nepalesiske venner.

 Næste morgen er Jacob ganske rigtig tilbage, meget bleg, men tilsyneladende næsten den samme. Han er dog meget stille ved morgenbordet.

 Efter morgenmaden starter de så til fods med en god oppakning hver. Per og Stefan er selvfølgelig med, mens Ulla bliver hjemme.

 De skal gå næsten 40 km, så de holder nogle pauser undervejs. Under den anden pause sætter Jacob sig ved siden af Dennis. Dennis føler sig lidt utilpas, men Jacob siger roligt.

 Vær god ved hende, Dennis, bedre end jeg har været, så du ikke også mister hende. Husk, at kærlighed er noget, man bør give og modtage, det kan ikke kræves, købes eller tages selv.

 Jacob rækker sin hånd frem.

 Giv mig din hånd på det, min ven. Du har ikke svigtet mig.

 Dennis knuger hans hånd et kort øjeblik, han har fået tårer i øjnene.

 Så giver Jacob besked om, at man skal fortsætte.

 Ved aftenstid er man omsider fremme. De tre telte er blevet slået op, og man får lavet noget aftensmad.

 Per, Stefan og Jacob deles om det ene telt, Lene og Tina om det andet og Lars og Dennis om det tredje.

 Arbejdet går godt fra hånden, da de forskellige har vænnet sig lidt til forholdene. De lokale nepalesere arbejder ivrigt med og er parate til at lave alt, hvad Per og Jacob sætter dem til. De andre vil selvfølgelig ikke stå tilbage for dem, så de bliver færdige før tiden.
 Jacob, Dennis og Lars tager sig af det hårdeste arbejde, mens Per dirigerer med Stefan og pigerne. 12 dage efter er man klar med det hele., og så hviler man lidt ud, inden Erik kommer og indvier det hele. Med sig har han også nogle folk, der har været til optræning som undervisere og sundhedsarbejdere, så projektet kan tages i brug med det samme.

 Den lokale ældste holder en lille tale på nepalesisk, hvor han roser Jacob og Per meget for deres arbejde og fordi de har fået deres venner til at komme helt fra Danmark for at hjælpe dem, og så endda i deres ferie.

 Hver af dem får overrakt en lille gave, og Erik sørger så for, at det hele bliver sat i gang. Han er oprigtig imponeret over det fine arbejde, de har udført.

 Næste dag vender de så tilbage, trætte , men mange gode oplevelser rigere.

 Da de forskellige har sagt godnat, tøver Jacob lidt, så siger han til sin far.

 Jeg tror, at det er bedst, at jeg bliver her. Jeg har intet at vende tilbage til i Danmark. Her har jeg da i det mindste en fornemmelse af, at man kan buge mig.

 Erik ryster bedrøvet på hovedet.

 Jeg har godt hørt, hvad der har taget modet fra dig, min dreng. Jeg er meget ked af det på dine vegne, men også fordi jeg har været medvirkende til det ved at tage jer med herud.

 Du har været mor og mig til stor hjælp, men vi er enige om, at det vil være for stor en belastning for jer at være her mere end to år. Når I engang er blevet helt voksne og har fået en god uddannelse, kan I tage herud igen, hvis I får lyst, men I vil blive rodløse, hvis vi bliver længere væk i denne omgang.

 Med hensyn til Lene, så forstår jeg fuldt ud din skuffelse, men vil samtidig pege på, at det er meget sjældent, der starter så tidligt som jeres, bliver til et ægteskab. Du skal imidlertid ikke være skuffet, men i stedet for prøve at glæde dig over de gode minder, du har, fra den tid det varede. En dag er der en anden pige, der er parat til at gøre sig fortjent til din kærlighed. Jeg ved godt, at du ikke tror det i øjeblikket, men jeg lover dig, at det er rigtigt. Husk også, at dit venskab med Lars vil være turen hjem til Danmark værd. Han vil aldrig svigte dig.

 Den sidste uge, gæsterne er der, går alt for hurtigt, synes de alle sammen.
 En af de sidste aftener sidder Lars og snakker inde hos Jacob, til det næsten er morgen. Pludselig ryger det ud af Lars.

 Har vi været en skuffelse for dig, Jacob.

 Jacobs ansigt lyser op i et glad smil.

  Nej, helt bestemt ikke, Lars. Jeg har været meget glad for, at I ville komme, og for alt det, I har udrettet, det har haft meget stor betydning for os.

 Med et skævt smil fortsætter han.

 Med hensyn til Lene, så var jeg lidt forberedt på det, gennem hendes breve havde jeg mærket forandringen, men man prøver vel altid at tro det, man helst vil.

 Jo, det var en dyb skuffelse, det erkender jeg blankt. Jeg håber ikke, at det er gået for meget ud over den måde, jeg har behandlet jer på. Far har sagt, at vi kun skal blive her i to år, så om godt et halvt år vender vi tilbage til Danmark igen. Vi kommer måske ikke til at bo i den samme by, men jeg håber, at jeg ikke også mister dit venskab, det ville jeg have endnu mere svært ved at bære.

 Det gør du aldrig, Jacob. Det lover jeg dig, hvor du så end er i verden, dertil er du kommet til at betyde alt for meget for mig. Du har taget skuffelsen fantastisk fint, og du har været en perfekt vært. Ingen af os tager hjem uden en dyb beundring for både landet her og dets befolkning, men især for jeres indsats.

 Det har været en enestående oplevelse vi har været med til, noget vi vil bevare som et dejligt minde, der aldrig kan glemmes.
 Jeg ved, at Stefan også har været meget glad for at være med. Hvis han fik lov, er jeg overbevist om, at han ville foretrække at blive her. For ham er Per blevet vennen over alle venner, selvom du nok kommer lige bagefter.

 Og så er afskedens time ved at slå. Det er lidt svært for Per og Ulla at skulle sige farvel til Stefan, og det er ikke mindre omvendt, men ingen af de andre er bestemt uberørte af situationen. Den måned har været deres livs oplevelse.

 Lene får set sit snit til at være lidt alene med Jacob, inden de skal sige farvel.

 Jeg ved godt, at jeg har såret dig dybt, og det beder jeg dig inderligt om at tilgive mig. Alligevel vil jeg bede dig om stadig at være mig en god ven, som du altid har været, og jeg håber, at det også må gælde Dennis. Han har brug for dit venskab.

 Jacob har tårer i øjnene, da han lægger armene om Lenes hals og giver hende et blidt kys.

 Ja Lene, det lover jeg dig. Både du og Dennis vil altid kunne regne mig som en ven

 Stefan har med et glimt i øjet spurgt.

 Hvad sker der, hvis jeg nu stikker af, når de andre skal afsted, så jeg ikke kan nå at komme med flyveren.

 Erik smiler.

 Så får du en endefuld og bliver sendt som fragtgods med den næste flyver, der afgår.

 En times tid før de skal køre til lufthavnen, begynder Stefan at klage over mavesmerter. I begyndelsen er der ikke rigtig nogen, der tror på ham, men pludselig kan Erik se, hvor han krymper sig af smerter. Enten er han en fremragende skuespiller, eller også har han virkelig stærke smerter. For en sikkerheds skyld undersøger Erik ham og konstaterer, at det sandsynligvis er en blindtarmsbetændelse. Det vil være alt for risikabelt at lade ham flyve, måske er det bedst at operere.
 Lars er selvfølgelig ked af det, men han er trods alt glad for, at Stefan er i gode hænder.

 Det bliver Jacob der skal køre dem til lufthavnen igen, for Erik tør ikke gå fra Stefan. Da de forskellige siger farvel til ham, er han helt ligeglad, så skidt har han det.
 Så snart de andre er kørt, beslutter Erik at operere og Birgit assisterer ham. Operationen går godt, men det var i sidste øjeblik, for blindtarmen var lige ved at springe.

 Da Stefan kommer til sig selv efter narkosen, siger Erik til ham med et lille smil.

 Ja, så slipper du for den endefuld, hvis du så til gengæld vil skynde dig at blive rask.

 Der går dog to dage, før Stefan kan begynde at glæde sig over, ast han fik lov til at blive. Med et stort smil siger han til Jacob, som netop er vendt tilbage igen.

 Så fik jeg alligevel min vilje, men jeg var ikke klar over, at det kunne gøre så ondt at le efter en operation. Det er ligesom om at maveskindet går i stykker, hver gang jeg ler.

 Jacob smiler.

 Får du ikke altid din vilje, din lille slyngel. Men så må jeg vel hellere vente med at sende Per og Ulla ind til dig. Det ville da være synd, hvis far skulle sy dig igen.

 Stefan ser ynkeligt på ham.

 Åh nej, må de ikke godt komme alligevel, så skal jeg nok passe på at holde godt ved.

 Jacob ler.

 Ok. Som sædvanlig får du din vilje.

 Og så kommer Per og Ulla ind og snakker med ham.

 Erik har telegraferet, at operationen er gået godt, men det er nok sikrest at beholde Stefan en måned, så han er helt rask, inden han bliver sendt hjem.

 Der kommer svar, at det er helt i orden, hvis de kan holde til at beholde ham så længe. Så kan han blive sat i flyveren til Frankfurt om en måned, og så henter Frede ham der nede.

 Den første tid bliver han rigtig forkælet, men snart falder han til som et medlem af familien og arbejder på lige fod med det han nu kan klare.

 En uges tid før han skal afsted taler Erik og Birgit om, at de vil komme til at savne ham. Han er så fyldt med godt humør, og har så smittende en latter, at selv de mest besværlige ting føles lettere, når Stefan er med.
 Også blandt nepaleserne skaffer han sig mange venner, så han har en hel taskefuld af smågaver fra de forskellige.
 Dagen før han skal afsted, kommer der en tolv – trettenårs pige hen til ham med en kurv, som hun sætter foran ham, da han kommer ud fra det værelse, han deler med Per. Så skærer hun ansigter ad ham og siger.

 Til lille glade sahib.

 Så vender hun rundt og løber sin vej, inden Stefan rigtig har fundet ud af, hvad det drejer sig om.

 Per stikker hovedet frem i døråbningen.

 Nåda, en stor gave fra en lille kvindelig beundrer, så vidt jeg kunne høre, hvad er det.

 Stefan bøjer sig ned for at pakke kurven ud, så gisper han.

 Per, det er et barn.

 I et nu er Per ude hos ham, så begynder han at le, da han ser Stefans forskrækkede ansigt.

 Bare rolig Stef, det kan næppe være dig, der er faderen. Kom, vi tager hende med ind til mor.

 Han har kontateret, at det er en lille pige på et årstid.

 Birgit giver ham ret.Det er en sund og rask lille pige på ca. et år. Så ryster hun bedrøvet på hovedet.

 Det er nok umuligt at finde ud af, hvem der er hendes forældre. Piger er ikke særligt eftertragtede her, men hendes mor har da alligevel haft så meget kærlighed til sin lille pige, at hun har forsøgt at give hende en god fremtid ved at give hende til dig, som hun uden tvivl regner som en stor mands søn, når du har kunnet rejse helt her ud.

 Så smiler hun.

 Du ville nok få problemer, hvis du kom hjem med en lille pige, selvom du synes, at det kunne være spændende. Der er nok ingen myndigheder, der vil tro på, at en trettenårs dreng er hendes far.

 Stefan smiler bredt.

 Jeg blev faktisk fjorten i går, men det ville nok blive vanskeligt at blive far til en pige på et år i løbet af to måneder.

 Birgit slår hænderne sammen.

 Jeg vidste slet ikke, at det var din fødselsdag i går, det må¨du undskylde. Det fejrer vi så i aften sammen med en lille afskedsfest, så er der både noget rart og noget trist at fejre.

 Stefan ser overrasket på hende.

 Noget trist.

 Birgit griber ham i hårtoppen og trækker ham ind til sig.

 Ja, din lille laban, vi kommer virkelig til at savne dig og alle dine gale streger.

 Stefan står og træder sig selv over tæerne.

 Må jeg godt gå over og vise onkel Erik min lille datter, hun er jo faktisk en fødselsdagsgave.
 Ja, og så kan du med det samme bede ham om at undersøge hende grundigt, så må vi senere prøve at finde ud af, hvad vi gør med hende.
 Per går med over til Erik. Da de kommer ind, siger Per.

 Hej far, vi kommer for at præsentere Stefs datter.

 Hvor har I hende fra.

 Stefan fortæller så, hvordan han har fået den lille pige.

 Erik ryster på hovedet.

 Ak ja, igen et lille forældreløst pjok. Nå, men lad mig så se på hende.
 En halv time efter går de over til Birgit med hende igen. Hun er begyndt at lyde, som om hun er sulten. Da hun har fået noget at spise, må Stefan lære at skifte ble.

 Birgit siger med et glimt i øjet.

 Det er skam noget, en hver far må kunne.

 Per og Ulla står og morer sig over ham.
 Hen på eftermiddagen kommer Jacob hjem. Stefan farer hen til ham, så snart han ser ham.

 Kom, så skal du se en fødselsdagsgave jeg har fået, Jac.

 Jacob følger smilende med.

 Nå, så har du måske slet ikke lyst til at få en gave af mig, jamen hov, hvad er det for en baby.

 Der kom en pige og gav hende til mig i formiddags. Hun sagde, at det var til den lille glade sahib.

 Jacob skærer ansigt ad ham. Så siger han drillende.

 Hun har nok ment, at det var til mig.

 Stefan giver et hop af glæde.
 Der var den, det havde jeg slet ikke tænkt på. Vi siger, at det er din datter. Det har Lene rigtig godt af. Så kan I tage hende med hjem til Danmark. Når I har fået hende ind i Danmark, skal jeg nok overtage hende. Mor har altid fablet om at få en datter, nu kan hun så få en sønnedatter. Kan du ikke se, det er jo alle tiders.

 Stefan slår et kraftspring af glæde.

 Av for katten, det trak i maveskindet.

 Per, der er kommet til, synes at det lyder fremragende.

 Jacob ser på dem.

 Ja, hov hov, hvad med mig, jeg har vel også noget at skulle have sagt, hvis jeg skal udgives for at være faderen, når Stef ikke vil.

 Stefan ler.

 Jamen du sagde jo selv, at hun nok var til dig, så jeg troede, at du måske havde en lille hemmelig nepaleserkone.

 Jacob ryster på hovedet.

 Det er vist godt, at du skal afsted i morgen, du finder på for mange numre, men jeg vil nu alligevel komme til at savnme dig meget, din lille slyngel. Men her er så min fødselsdagsgave til dig, hvis du da vil have den.

 Det er et bjergløveskind.

 Stefan er fuldstændig stum et øjeblik. Så farer han Jacob om halsen. Da Jacob har fået vejret igen, ser han alvorligt på Stefan, der står med store tårer i øjnene.

 Hvad er der galt, Stef.

 Jeg vil også komme til at savne jer meget, især Per og dig, det er jo næsten, som om I var mine brødre. Men der er også noget andet. Undskyld, at jeg sagde det med Lene. Det var bestemt ikke for at gøre dig ked af det.

 Jacob ser på ham med et lille skævt smil.

 Tænk ikke mere over det. Jeg ved godt, at du aldrig ville gøre mig ked af det med vilje. Det er måske endda godt for mig at se lidt humoristisk på det. Det er trods alt ikke verdens undergang.

 Stefan får også gaver af de andre ved aftensbordet, og sammen har de en dejlig aften. Stefan får også lejlighed til at made og skifte den lille et par gange, og han er faktisk ved at få taget på det.
 Næste morgen må han så tage afsked med Birgit og Ulla, for både Erik, Jacob og Per vil køre ham til lufthavnen. Birgit får et oprdentligt knus, men da han står over for Ulla, ved han ikke rigtigt, hvordan han skal få sagt farvel. Så slår han pludselig armene om halsen på hende og giver hende et kys lige på munden, idet han siger.

 Vil du passe godt på vores datter, Ulla, til vi ses igen.

 Så vender han sig om mod Per.

 Det har du vel ikke noget imod, hun er jo nu din søster, ikk´.

 Per ler.

 Det kan vi altid slås om en anden gang.
 De kører så til lufthavnen, og den her gang kommer Stefan med flyveren.

 Det virker så stille efter at Stefan er rejst. De savner alle sammen hans glade latter og tusinde små, morsomme påfund, men snart glider alt atter i den vante gænge, som det nu kan i sådan et arbejde.

 Trekvart år efter vender familien så tilbage til Danmark. Efter aftale bor Jacob og Per hos Larses forældre, indtil Erik har fundet et arbejde og et sted at bo. Birgit, Ulla, Henriette og Erik bor i nogle lejede værelser. Erik er i gang med forhandlinger om at købe en praksis i en naboby til den, hvor Larses forældre bor. De vil gerne bo i nærheden af dem for bedre at kunne vedligeholde kontakten.

 De har fået lov til at tage den lille pige med hjem, men de har dog ikke brugt Stefans ide med at udgive Jacob for at være faderen.

 Efter en del plageri fra Stefan, adopterer hans forældre den lille, og Stefan viser rævestolt sin ”datter” frem, når han kan komme til det.Hun trives i øvrigt fint og er en lille glad og køn pige.
 Stefan har prøvet at bilde Lene ind, at Jacob er far til pigen, men det tror Lene nu ikke på.

 Den, der har vanskeligst ved at finde sig til rette efter hjemkomsten til Danmark, er Jacob. De andre er hurtigt faldet til. Erik får købt en praksis og et hus, så de kan flytte ind halvanden måned efter deres hjemkomst.

 Da de skal til at flytte, beder Jacob imidlertid om, han godt må blive boede lidt endnu hos Lars.

 Efter at have tænkt sig grundigt om og fået Fredes og Irenes accept, går Birgit og Erik lidt modvilligt med til det. De er begge to klar over, at Jacob bestemt ikke har det godt med sig selv for tiden.

 Han aner ikke, hvad han skal gå i gang med. Han har overhovedet ikke lyst til noget af alt det, Birgit og Erik foreslår ham. Han vil bare have lov til at være i fred..

 Han kan sidde i timevis og bare stirre ud i luften, uden at foretage sig noget som helst. De tre eneste, der så kan fange hans opmærksomhed er den lille nepaleserpige og Per og Lars.

 En aften sidder Lars og Per og snakker om Jacob. Per skal flytte hjem til Birgit og Erik den næste dag. De sidder og snakker om, hvad der kan gøres for at finde på noget, som Jacob kan få interesse for. Han er slet ikke til at kende mere.

 Han har altid været ivrig for at arbejde og han har i perioder ydet en næsten overmenneskelig indsats. Nu er han faktisk gået totalt i stå. Han vil ikke i gymnasiet og er overhovedet ikke interesseret i at tage en uddannelse.

 Mens de sidder og snakker, kommer Jacob ind på værelset.

 Han ser på dem med et lille træt smil.

 Nå, hvad har I så at sige til mig. Hvad vil I nu have mig sat til. Jeg duer ikke mere til noget, og det ved I jo også godt.

 Lars ser hurtigt på Per, så siger han.

 For nogle år siden sagde du til Dennis og mig, at vi tre måtte have en særlig forpligtelse over for vores medmennesker. Har du helt glemt det.

 Jacob ser sløvt på ham.

 Har jeg sagt det. Det er muligt, at det gælder jer to, men mig, nej, det er lige så meget sludder, som alt det andet jeg siger.

 Per ser opmærksomt på ham.

 Hør her, Jacob. Er det stadig det med Lene, der plager dig.

 Lene, hvad med hende, nåh nej, det tror jeg ikke. Hun er da også meget bedre tjent med Dennis. Jeg duer jo ikke til noget.

 Per går helt hen og ser Jacob lige i øjnene, selvom han prøver at undgå det.

 Per ser alvorligt på ham.

 Hvor har du det skidt fra. Hvorfor prøver du at flygte fra livet og tilværelsen på den måde. Synes du, at du kan være det bekendt overfor din familie og dine venner.

 Han vender sig mod Lars.

 Han har taget nogle stoffer af en eller anden slags. Vi må finde ud af, hvad det er og få ham til at holde op, ellers ødelægger han sig selv totalt.

 Jacob sætter sig ned og gemmer ansigtet i hænderne. Lidt efter siger han.

 I Nepal havde jeg et frit liv. Der var nogen, der havde brug for mig. Jeg følte, at jeg havde et ansvar og prøvede at leve op til det.

 Da Lene kvittede mig, blev jeg klar over, at jeg ikke var noget værd. For at få mod og kræfter til at gennemføre de opgaver, jeg havde påtaget mig, fik jeg fat i noget lokal medicin. Efterhånden blev jeg nødt til at tage det hver dag for at komme igennem dagen. Samtidig skulle jeg prøve at undgå, at nogen mærkede, hvordan det var fat. Derfor tør jeg ikke bo hjemme nu, for jeg er bange for, at far eller mor vil opdage det en skønne dag.

 Så sukker han håbløst.

 Og nu fortæller du dem det vel.

 Per sætter sig på hug ved siden af ham.

 Hvorfor har du ikke fortalt mig noget om det her før. Jeg skal nok lade være med at sige noget til mor og far, men på visse betingelser.
 Jacob ser uvilkårligt på Per med en lille antydning af håb i blikket.

 Per fastholder hans blik.

 For det første må du holde op med at tage mere af den medicin, du må give Lars eller mig resten.

 For det andet må vi snakke med Larses far i aften, og se, om vi kan få ham til at hjælpe os, for det her kan vi ikke klare selv. Vi skal nok få ham til at love, at han ikke fortæller far og mor noget.

 Og endelig må du love, at du ikke skjuler noget for Lars og mig i fremtiden. Vi har ikke mulighed for at hjælpe dig, med mindre du vil hjælpes, men vi vil ikke se på, at du går i hundene, er du med.

 Lars har lyttet til det Per har sagt.

 Jeg giver Per helt ret. Nu starter du med at give mig resten af den medicin, så går jeg ind og taler med far og forklarer ham tingene, så kan I to snakke sammen så længe. Om en halv times tid kommer far og jeg herind igen, og så finder vi ud af, hvad der skal gøres.

 Jacob ryster på hovedet, men finder dog medicinen frem og giver Lars den. Da Lars er gået, ser han på Per.

 Hvorfor vil I hjælpe mig, det er jeg slet ikke værd. Jeg duer ikke til noget.

 Per ser på ham med et lille smil.

 Jeg hørte en gang om en mand, der blev tilgivet af sin kone og sine børn. Jeg har også hørt om en dreng, der blev fundet i skoven, og på trods af hans opførsel blev han tilgivet. Bare rolig, han har selv fortalt mig det. Jeg kunne nævne masser af eksempler på den dårskab, du siger, du ikke forstår, den hedder ganske enkelt kærlighed. Vi vil ikke frivilligt give afkald på vores bror og bedste ven.

 Du skal ikke forstå det, det forlanger vi ikke, men du skal tro på det, vil du godt prøve det, for vores skyld.
 Lidt af det gamle smil viser sig på Jacobs ansigt.

 Har jeg noget andet valg.

 Trods alvoren kan Per ikke lade være med at le.

 Nej, gamle dreng, og det ønsker du heller ikke selv, vel.

 Stefan stikker lige hovedet ind til dem.

 Jeg skulle sige fra far, at han og Lars kommer om et øjeblik. Vil du med ud og køre en tur med min datter, Per.

 Per ryster på hovedet.

 Lidt senere Stef, tag din kone med i stedet for, hun vil nok gerne. Jeg har lige noget jeg skal snakke med Jacob, Lars og din far om.

 Ok. Der skal ikke være noget presseri, men I vil vel godt være faddere begge to, når hun skal døbes om fjorten dage.

 Både Jacob og Per nikker. Selvfølgelig vil de det.

 Jacob tager sig voldsomt sammen.

 Undskyld, at jeg holder lidt på Per, men han og din bror har bestemt sig for at redde mig fra min nuværende sløvhedstilstand.
 Stefan ser alvorligt på Jacob.

 Det var også på tide. Får I brug for min hjælp, så sig til. Det er da en opgave, der er værd at løse. Jeg er villig til hvad som helst, og det skal tages helt bogstaveligt.

 Det giver et sæt i Jacob.

 Stefan fortsætter.

 Jeg er ikke blind, Jac. Du har ikke haft det godt, siden I kom hjem, men du har ikke været nem at komme til at snakke med. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes for Per og Lars, når jeg ikke kunne klare det. Det skyldtes ikke manglende vilje.
 Så snurrer Stefan rundt og løber ud af værelset. Per så, at han græd, da han løb ud.

 Et øjeblik efter kommer Lars og hans far.

 Det bliver en lang diskussion. Frede ville gerne have, at Erik havde været med i det. Han siger.

 Når du skal holde op med det skidt, vil du sikkert få nogle meget ubehagelige abstinenser, så ville det være godt at have en læge at trække på. Jeg forstår godt, at du gerne vil skåne dine forældre, og det vil jeg respektere. Jeg bliver nødt til at sætte Irene og Stefan ind i sagen.

 Som jeg ser det, må du ikke være alene på noget tidspunkt i den kommende tid, hvis du får det skidt. Til gengæld garanterer jeg for både Irene og Stefan, for jeg ved, hvor meget de også holder af dig.
 Hvis de næste måneder går godt, vil jeg gerne invitere jer tre og Stefan med på en fjeldtur i sommerferien i en 14 dages tid.

 Per er ikke glad for, at han skal flytte lige nu, men Lars og hans far lover, at enten Stefan eller Lars vil dele værelse med Jacob den kommende tid, og om dagen vil Irene holde øje med ham. Det der er det væsentligste er at holde ham beskæftiget hele tiden.

 Jacob ryster fortvivlet på hovedet.

 Det kan I ikke holde til, det vil komme til at gå alt for meget ud over jeres familieliv.

 Frede ser længe på ham.

 Hvis jeg skulle have flere børn, skulle det være Per og dig. Det skal jeg ikke, men jeg holder lige så meget af jer, som om I var mine børn, og jeg vil hjælpe jer så godt som jeg kan, for det fortjener I. Hvordan tror du, at du kan få sådan nogle venner, hvis du intet var værd, Jacob. Så ville vi da være nogle tåber, og det synes dui vel trods alt ikke, at vi er.
 Jacob kan ikke lade være med at smile lidt.

 Nej, bestemt ikke. Per siger, at jeg skal ikke forstå det, bare prøve at tro på det, så det vil jeg prøve.

 Den første måned er hård at komme igennem. Mange gange tigger Jacob om han dog ikke godt må få noget af sin medicin, men de holder fast ved, at han ikke får noget.
 Han sidder i timevis og snakker med Lars og Stefan, og når de er i skole, må Irene holde for. Hun er dog også god til at sætte ham i gang med forskellige ting, men hele tiden sørger hun for, at han ikke er alene. Frede tager også sin tørn, når drengene skal læse lektier og sommetider også om aftenen.
 Efter en måneds forløb går det bedre, så de beslutter, at Jacob skal tage hjem på week-end sammen med Stefan, som så kan besøge Per og få snakket rigtigt med ham.
 Den lørdag aften får Jacob snakket rigtigt ud med sin mor og far. Nu er han nået så langt, at han kan se, at det er nødvendigt for at komme videre.
 De er selvfølgelig rystede, men trods alt er de glade for, at Jacob omsider igen viser dem tillid. Det er dog en aftale, at Jacob skal tilbage til Frede og Irene om søndagen sammen med Stefan.

 Per er meget glad, dels for Stefans besøg, men også fordi det nu går bedre med Jacob. Det har pint ham, at han ikke selv har været i stand til at gøre noget for sin elskede storebror.

 Heldigvis bebrejder Erik og Birgit ham ikke, at han ikke har fortalt dem om Jacobs problemer. De er klar over, at han ikke har kunnet. Dels fordi han mente, at det var bedst for Jacob, hvad det måske også var, men også for at skåne dem. Det kunne måske have gjort Erik fortræd, hvis han forbandt det med den måde han selv havde taklet sine problemer i sine unge dage.
 Da Jacob kommer tilbage, kan han for første gang, siden han vendte tilbage fra Nepal, virkelig glæde sig over at være sammen med andre mennesker igen.

 Frede og Irene glæder sig meget over, at deres arbejde er lykkedes, og både Stefan og Lars er også lykkelige. De føler, at de har fået deres ven tilbage for alvor.

 Lars har i den sidste tid ikke haft meget tid til at være sammen med Tina, bortset fra i skolen, og det kan han godt mærke, at han har savnet lidt.
 De glæder sig meget til den fjeldtur de skal på, sammen med Frede.

 En lørdag i slutningen af juni står Frede, Lars, Jacob, Per og Stefan klar til at rejse til Norge.
Frede har lejet en fjeldhytte nord for Lillehammer, og de synes alle, at de er i topform. Dennis havde også fået tilbudt at tage med, men han var væltet med sin knallert og havde brækket et ben, så han må nøjes med at vinke, da de andre tager afsted.

 Da de er vel ankommet til hytten, starter de med et solidt måltid, inden de skal ud og se på de nærmeste omgivelser.
 Dagene flyver afsted for dem, og det er nok vanskeligt at se, hvem der nyder turen mest, Frede eller drengene.

 Frede er selv som en stor dreng, selvom han er midt i fyrrerne. Noget af det Frede især er glad for, er at se, hvordan Jacob er blomstret op igen.
 Han er fuld af initiativ og har masser af gode ideer til, hvad de skal lave de forskellige dage. Han er endda nået så vidt, at han vil ind på handelshøjskolen for derefter at komme ind i en bank. Han snakker en del med Frede om det, og han synes, at det er en god ide.
 En af de sidste aftener, da de er på vej i seng, siger Frede pludselig til Jacob.

 Vil du med ud og gå en tur, der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.
 Jacob er selvfølgelig straks parat, han synes, at han kan høre på Fredes stemme, at der er noget galt.

 Da de har gået lidt, siger Jacob.

 Jeg har regnet ud, at jeg alligevel må være god nok, ellers kunne jeg ikke have sådan nogle pragtfulde venner. Jeg holder utroligt meget af Lars og Stefan, men du er også kommet til at betyde virkelig meget for mig.

 Frede går tavs lidt, så siger han lidt tøvende.

 Ja, det er nok både godt og ondt.Jeg kunne jo se på dig, at du var klar over, at der var noget galt. Sådan går det tit, når man lærer hinanden godt at kende og kommer så tæt på hinanden, som vi to er kommet.

 Irene ved det selvfølgelig, men jeg har ikke kunnet få det sagt til drengene. Det er her, jeg har brug for din hjælp. Så nu har du chancen for at gøre gengæld, hvis du mener, at jeg har været med til at hjælpe dig. Det er pokkers svært at tale om, kan vi sætte os lidt.
 De sætter sig ned og Jacob ser spørgende på Frede, usikker på, om han skal sige noget.

 Frede trækker vejret dybt og fortsætter så.

 Ja, jeg må jo til det. Jeg inviterede jer på den her tur af to årsager, dels fordi jeg mente, at det var noget, I ville sætte pris på, og så fordi…. Nå ja, kort sagt, fordi jeg snart skal dø.

 Det giver et ryk i Jacob.

 Det anede mig, det er kræft, ikke.

 Jo, det er det, lægerne mener ikke, at der er så lang tid igen. Irene syntes, at det var i orden, at jeg tog afsted og fik den her sidste dejlige oplevelse. Det er nu to måneder siden, at lægerne gav mig max et halvt år, så tiden begynder at løbe stærkt.
 Irene er stærk, men hun vil alligevel få brug for støtte, det tror og håber jeg på, at dine forældre vil give hende, når hun har brug for det. Jeg vil gerne have dig og Per til at holde lidt øje med Lars og Stefan. Stefan er trods sin charme en blød lille fyr, men det har du vist selv opdaget. Men det er Lars også, det er nok ham, det bliver værst for, så han får virkelig brug for dig, men heldigvis ved jeg, hvor gode venner I er, så det skal også nok gå.

 Rent økonomisk skulle de være sikrede, så de kan få den uddannelse, de gerne vil have, men økonomien er nu en gang ikke det vigtigste, selvom den også betyder meget.
 Jacob sidder lidt og spekulerer intenst. Det er vel nok godt, at han er kommet ud af sit medicinmisbrug. Nu er der virkelig brug for at han kan benytte sine åndsevner. Så ser han på Frede.

 Det…det vil altså sige, at du allerede vidste det, da jeg, da du brugte kræfter på mig.

 Frede nikker.

 Det hjalp mig. Der var noget, jeg kunne gøre noget ved i modsætning til sygdommen.

 Jacob rækker hånden frem.

 Jeg ville gerne have vist min taknemlighed på en anden måde, men du kan være fuldstændig sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe Lars, Stefan og Irene, og det ved jeg, at Per og far og mor også vil, men kan der ikke gøres noget for dig, det sker da, at kræft kan helbredes.
 Frede ryster på hovedet.

 Nej, der er intet at gøre. Men jeg har det meget bedre nu, efter at jeg har fået fortalt dig det. Tror du, at vi kan hjælpes ad med at få det fortalt til Lars og Stefan, mens vi er her, så de kan nå at falde lidt til ro, inden de skal være sammen med deres mor igen, det er slemt nok for hende i forvejen.

 Jacob nikker.

 Det tager jeg mig af i morgen aften.

 Frede rejser sig.

 Det er nok aldrig belejligt, når man får at vide, at man skal afsted, man har altid så mange undskyldninger for at bede om udsættelse. Det er i grunden dumt.Man ved jo, at taxaen er bestilt, så bør man vel også være parat, når den kommer.

 Den følgende aften, da de sidder ved deres lille lejrbål foran hytten, siger Jacob.

 Frede og jeg snakkede i aftes om, at vi jo alle skal herfra en skønne dag. Per mistede jo sine forældre for nogle år siden, det kom så pludseligt, at han ikke engang nåede at få sagt farvel. Hvis man nu i tide får at vide, at i løbet af så og så lang tid, skal man sige farvel til en af sine kære for sidste gang, tror I så, at det ville være lettere.

 Lars spekulerer lidt.

 Ja, jeg tror, at jeg ville foretrække at vide det i forvejen, så man bedre kan lære at affinde sig med det.

 Per ryster på hovedet.

 Det affinder man sig først med den dag, da det endelig er slut.

 Stefan ryster på hovedet.

 Det er vel kun i tilfælde af henrettelse, at man kender dagen og timen i forvejen. Ellers bliver man vel ved med at håbe, så længe der er liv. Hvad mener du far.

 Frede tænker sig lidt om.

 Jo, jeg foretrækker at vide det i forvejen. Så kan man prøve at forberede sine nærmeste, så det ikke kommer som slet så stort et chock. Man kan også få tid til at glæde dem, så de har gode minder, man kan bede om tilgivelse for det, man har gjort galt og måske lære dem, at de skal leve videre og prøve, om de kan nøjes med at huske det gode, man har oplevet sammen.
 Han stopper et øjeblik og fortsætter så.

 Jeg vil f.eks. gerne have, at I mindes den sidste tid, I er sammen med mig, med glæde. Så er det ikke så svært at tage af sted.

 Lars ser tavs på sin far. Ansigtsudtrykket siger hvornår?, men der kommer ikke en lyd fra ham.
 Stefan har rejst sig halvt op, men dumper ned igen, Per sidder og ser fra den ene til den anden uden at sige en lyd.
 Så kommer det halvkvalt fra Stefan.

 Ved mor noget.

 Frede nikker.

 Lars ser fortvivlet på ham  og derefter på Jacob. Han fugter sine læber flere gange. Omsider kommer det tonløst.
 Hvornår far, er du helt sikker.

 Max tre – fire måneder. Den sidste tid vil jeg ikke kunne noget, men så længe jeg kan, vil jeg prøve at glæde jer. Jeg ved, at det er et chock for jer, men det er noget alle må igennem. Vi har trods alt mulighed for at glæde os sammen en tid endnu, og få snakket om de ting, der brænder sig på, den mulighed fik Per ikke.
 Per sidder lidt, så kommer det stille.

 Det var da godt, at du nåede at blive bedstefar.

 Frede ser overrasket på ham, så kommer han til at le.

 Ja, det har du helt ret i Per. Tak fordi du mindede mig om det.

 Ved lyden af Fredes latter, der lyder helt ægte, er det lige som om tingene falder lidt på plads.

 De forskellige kan begynde at snakke igen, og det ender med at blive en virkelig god aften.

 Ved totiden vækker Lars, Jacob.
 Kan vi godt gå en tur, jeg trænger meget til at snakke.

 Da de har gået lidt, siger Lars.

 Far er en klog mand, mon du er klar over, hvor højt jeg elsker ham. De fleste drenge har gerne en periode, hvor de ikke kan så godt med deres forældre. Det problem har jeg aldrig haft. Far har altid været enestående tålmodig og forstående, uden derfor at gå med på alt. Har jeg fået et nej, har jeg til gengæld altid fået en forklaring, jeg kunne godkende.
 Den kommende tid bliver ikke nem, men jeg ved, at jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at far kan være glad den sidste tid.

 Med et lille smil fortsætter han.
 Og jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig, for jeg ved, at du også holder meget af far. Jeg er glad for at du ville hjælpe ham med at få det fortalt til os. Det erogså rart at vide, at Stefan vil have en god støtte i Per.

 Lidt efter siger han tankefuldt.

 Vi bliver nok nødt til at flytte. Jeg tror ikke, at vi har råd til at blive boende i det store hus. Det bliver ikke rart at skulle forlade det, det er lige som om ens hjem forsvinder, og når far så også…… Nej, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
 Han griber Jacob i armen.

 Du, du må love mig, at du vil hjælpe mig med at vise far et glad ansigt, den sidste tid, han har tilbage. Det vil være frygtelig synd for ham ellers. Han må føle, at vi er ved godt mod og virkelig vil gøre alt for at få tingene til at gå godt.

 Det vil også betyde meget for mor, hvis Stefan og jeg kan hjælpe hende med at bevare modet og lysten til at leve videre, når far ikke er der mere.
 Jacob ser på ham med tårer i øjnene.

 Jeg lover dig Lars, du kan stole fuldstændig på mig og jeg garanterer også for både Per og mine forældre. I har betydet så meget for os. Men jeg er også sikker på, at både du og Stefan vil have lettere ved at komme igennem det, når I bruger jeres tanker og kræfter på at hjælpe jeres mor.
 Det ved jeg. Hvor var det dog godt, at vi blev venner.Rigtige venner. Det har Tina sådan set sin del af æren for. Hvis hun ikke havde jaget den kniv i låret på mig, havde vi nok bare været gode kammerater. Nu blev det noget andet og meget mere. Tina, ak ja. Jeg synes pludselig, at hun er på så lang afstand af mig, mon hun vil være mig til nogen større hjælp.
 Ingen tvivl om det, hun holder da meget af dig.

 Ja, måske. Men der er ting, der er mere væsentlige for mig nu.

 Man skal aldrig afskære sig fra nogle muligheder. Du kan da roligt blive ved med at dyrke Tinas bekendtskab. En dag gifter du dig, og hvorfor skulle det ikke være med Tina. I har da kendt hinanden og holdt af hinanden i mange år.

 Jo, men du ved jo selv af erfaring, at en pige hurtigt kan finde en anden, hvis hun føler sig forsømt, og i de kommende måneder har far mere brug for, at jeg ikke forsømmer ham.
 Der er jeg ikke enig. Din far vil afgjort foretrække, at dagene går så naturligt som muligt, så længe det kan lade sig gøre. Han ønsker ingen medlidenhed. Det væsentlige for ham er, at I har det godt og nyder livet og viser ham jeres glæde. Du skal ikke gå og passe ham op. Snak med ham om din fremtid, dine ønsker og håb. Hør på de råd han giver dig, og ret dig efter dem i den udstrækning, du synes, at de er gode. Spild ikke jeres sidste tid sammen med uvæsentlige ting.

Lad ham mærke, at den opdragelse han har givet dig, virkelig har været til gavn for dig og din familie. Det vil være den største glæde, du kan give ham.

 Under denne samtale er de kommet tilbage til hytten igen. Stilfærdigt går de ind og går til køjs. De andre sover godt. Lars står lidt og ser på sin far, inden han går i seng. Han ligger og sover roligt med et lille smil om munden. Uvilkårligt tænker Lars, at det ville være dejligt, hvis faderen kunne bevare det smil. Han vil i hvert fald gøre sit til det.

 Næste morgen er stemningen lidt mat, da de står op. For første gang oplever de andre Stefan som den helt tavse. Hans blik er fraværende og de andre må sige tingene til ham flere gange, før han reagerer.
 Pludselig er det lige som om han vågner op. Han ser på Jacob med et skævt smil.
 Det er mærkeligt, men nu forstår jeg dig bedre Jac. Man prøver at flygte fra det man synes er ubehageligt, men det kan man bare ikke, vel.  Det hjælper ikke. Problemerne forsvinder ikke, de samler sig bare og bliver endnu mere uoverskuelige. Hvis vi i stedet for hjælper hinanden, er jeg sikker på, at vi kan komme videre.
 Så smiler han til Lars med noget af sit gamle humør.

 Vi er ikke uheldige.Vi har jo haft verdens dejligste far i snart mange år, det kan ingen tage fra os, og det vil vi glæde os over, så længe vi kan.
 Så kaster han sig om Fredes hals og hvisker ham ind i øret.

 Jeg elsker dig så højt, lille far.

 Frede knuger ham ind til sig og smiler.

 Lidt efter sidder de rundt om bordet og planlægger de sidste to døgn, inden de skal rejse hjem. Frede er klar over, at hans to drenge er kommet nogenlunde over chocket, ikke mindst takket være deres gode venner, og det gør det også lettere for ham.
 Han ved, at om en måneds tid vil han ikke kunne klare ret meget selv mere. Uvilligt skubber han tanken fra sig. Nu vil han leve sammen med sine to dejlige drenge og deres gode venner og nyde hvert sekund, så længe han kan.

 Fjorten dage efter at Frede er kommet hjem er han til en ny undersøgelse. Den bekræfter, at der intet er at gøre, og at det snart vil begynde at gå stærkt. Man kan se, at Fredes ansigt er blevet mere magert, og han er også begyndt at få et gulligt skær. Han får bevilliget sygeorlov fra sit arbejde og må begynde at tage en del smertestillende medicin for at klare det.
 Irene har hele tiden holdt på, at hun ville beholde ham hjemme, til det er slut. Frede insisterer imidlertid på at blive indlagt på sygehuset, når han ikke kan klare det mere selv. Han mener, at det vil være alt for stor en belastning for Irene og drengene at have ham liggende derhjemme og skulle passe ham hele døgnet.

 Nødtvunget går Irene med til det. Hun erkender, at de jo skal leve videre, og at det ikke lindrer Fredes smerter at være hos ham hele tiden.

 De sidste fjorten dage er hårde at komme igennem. Frede er i perioder næsten bevidstløs af smertestillende midler, men når han ved, at Irene eller drengene kommer, prøver han at undgå medicinen for at være lidt mere klar i hjernen.
 Jacob og Per kommer også tit og besøger ham. En af de sidste gange er de sammen med Lars og Stefan.
 Frede ser på dem og prøver at smile, selvom det kniber.
 Det er næsten, som om jeg havde to hold tvillinger. Tænk på alt det gode, vi har oplevet sammen. Prøv at hjælpe mor, lige så godt, som I har hjulpet mig.
 Han holder en lille pause og ser ud, som om der var mere, han ville sige, så kommer det som en hvisken.

 I må hellere gå nu. Husk at smile til hinanden og til mor.

 Den næste gang de er der, kan han ikke tale mere. Han ser på dem og prøver at smile.
 Om natten dør han med Irenes hånd i sin.
 Birgit er flyttet hen til Irene og har boet der den sidste uges tid. Det har betydet meget for Irene at have hende at snakke med, når hun kom hjem fra sygehuset.

 Erik tager fri og ordner alle de praktiske ting i forbindelse med begravelsen.
 De fire drenge sidder aftenen før begravelsen inde hos Lars og snakker. Lars siger.

 Nu er jeg glad for, at jeg fik det at vide i god tid. Jeg har vel stadig ikke vænnet mig til tanken om, at jeg ikke kan tale med far mere, men det fik mig til at indse i tide, at jeg hver dag skulle forsøge at få mest muligt ud af vores samvær, mens jeg havde ham. Føler du det ikke lidt på samme måde Stefan.

 Jo, i starten var jeg vred. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle af med min far. Jeg kunne ikke se, at jeg havde gjort noget, der skulle straffes så hårdt, men jo mere jeg har snakket med Per og selv har tænkt over det, kan jeg se, at jeg fik langt mere på de år, jeg havde far, end mange andre mennesker når at få på et helt liv, og så har jeg måske endda noget andet godt tilgode endnu.
 Per mistede jo begge sine forældre på en gang, men han fik både nye forældre og endda søskende, som ikke hører til de ringeste.

 I øvrigt har jeg da stadig mange at glæde mig over. Jeg tror, at fars død har lært mig at glæde mig mere over det jeg har, mens jeg endnu har det.
 Jacob ser over på Lars.

 Har du fået snakket med Tina.

 Lars ryster på hovedet.

 Hun forstår vist ikke rigtig den måde, jeg har taget det her på, og så ved hun nok heller ikke, hvordan og hvad hun skal snakke om. Men kan vores forhold ikke holde til det, er det næppe værd at fortsætte. Et forhold skal kunne holde til andet end glæde eller småproblemer,det skal også kunne klare sorg og virkelig modgang, det andet er for barnligt.

 Jacob ser på ham og siger stilfærdigt.

 Vil du selv snakke med hende, eller vil du lade mig prøve at forklare hende tingene.

 Lars smiler uvilkårligt.

 Du mener, om jeg er bange for, at du skal tage hende fra mig. Nej, gamle dreng, prøv du bare, men jeg indrømmer, at jeg tror ikke rigtigt på noget godt resultat.

 Det bliver en stor begravelse. Frede har været meget vellidt og har på mange måder været byen en god mand, så kirken er fyldt til sidste plads.
 Irene har bedt om, at man i stedet for blomster og kranse ville sende et beløb til Kræftens bekæmpelse, og det har folk respekteret. Der er kun blomster og kranse fra den nærmeste familie og de nærmeste venner.

 Ved graven holder Lars en lille tale for at sige tak, dels til faderen og dels til alle, der er kommet til begravelsen.
 Vi ville selvfølgelig gerne have beholdt far mange år endnu, men vi er ikke bitre i dag over at have mistet ham. Vi er dybt taknemlige for de år vi havde ham. Ingen kunne være en bedre ægtemand og far. Noget af det sidste han sagde til Stefan og mig var,  Smil til andre, det gør både dem og jer selv godt. Sørg ikke over mig, men glæd jer over de gode år, vi havde sammen. Vi ses igen.

 Far havde et lyst sind, selv hans alt for tidlige død, som han selv var klar over nærmede sig med stærke skridt, det sidste halve år, tog ikke modet og humøret fra ham.
 Vi vil prøve at leve op til det, du ønskede, far. Til slut en tak til alle dem, der er kommet her i dag.
 Efter begravelsen kommer Dennis hen og trykker Larses hånd.

 Jeg har vist ikke været dig til meget hjælp og gavn, men jeg har ikke kunnet få ind i mit hoved, hvorfor du skulle miste din far. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle snakke med dig. Du har virket så fjern, så jeg følte, at jeg ikke kunne sige eller gøre noget, der kunne hjælpe dig. Det er nok fejghed, at jeg ikke prøvede alligevel. Jeg kom jo til at holde så meget af din far, mens jeg boede hos dine forældre. Jeg ved jo, at Jacob også holdt meget af din far, men han kunne hjælpe dig alligevel. Hvorfor kunne jeg ikke.  Måske fordi døden for mig er ond, en hård straf. En straf hverken du eller din familie havde fortjent.

 I dag har du fået mig til at se anderledes på det. Lene og jeg snakkede med Tina den anden aften. Du må ikke tro, at hun ikke stadig holder meget af dig, for det gør hun virkelig, siger hun. Men hun er på en måde bange for dig.

 Hun har heller ikke kunnet forstå, hvordan du kunne tage tingene så roligt. Hun var bange for, at hvis hun viste medlidenhed eller medfølelse, ville du afvise hende eller i værste fald bryde sammen, og det kunne hun ikke bære.
 Hun synes også, at I er vokset lidt fra hinanden. Da Jacob kom hjem, var du mere optaget af ham, og så nu det her den sidste tid med din far, hun forstår det måske godt, men det kniber hende at acceptere det.
 Lars smiler uvilkårligt.

 Det værste for Tina er nok, at hun mener, at Tina er det vigtigste i hele verden. Jacob føler vist, at han har skilt os fra hinanden, og nu vil han prøve at få os til at finde sammen igen. Jeg tror ikke rigtig på et godt resultat, og jeg ved i grunden heller ikke, om jeg inderst inde ønsker det.
 Tina vil gerne eje mig med hud og hår, andre må knap have lov til at se på mig, og det er jeg ikke sikker på, om jeg vil bryde mig om i længden. Men så kan jeg jo da stadig glæde mig over de år, hvor vi havde det godt sammen.
 Ak ja, det er hårdt at blive voksen, Dennis, men det er nok umagen værd alligevel, synes du ikke, gamle ven.

 Dennis ser alvorligt på ham.
 Du må ikke gå i stykker Lars, det kan jeg ikke klare.

 Lars ryster på hovedet.
 Gå med hjem og lad os få en snak med Jacob, lige som i de gode gamle dage, det tror jeg, at vi trænger til alle tre.
 Rent økonomisk kan det godt gå at beholde huset, så Irene har bestemt sig for, at det ikke skal sælges før drengene flytter hjemme fra. Jacob bliver boende hos dem indtil videre, selvom Per savner ham, synes han alligevel, at det er i orden. Så tit som muligt er de dog sammen, og det er også besluttet, at når Irene en dag sælger huset, flytter hun til samme by som Erik og Birgit.

 Deres venskab er så godt, at de gerne vil være så meget sammen som muligt.
 Da Per fylder atten år, spørger Erik ham, om han vil forsøge at finde frem til sine biologiske forældre, for så vil han godt hjælpe ham.
 Per smiler bredt.

 Alle andre forældre end jer ville være en skuffelse, og hvorfor skulle jeg dog opsøge en skuffelse, hvis det ikke er strengt nødvendigt.
 Erik kan ikke lade være med at le.
 Nej, det kan du selvfølgelig have ret i. Hvis du er tilfreds, er der ingen grund til at lave ændringer. Det er da et held, at både Birgit og jeg også er tilfredse, meget endda.

 Jacob og Lars har fødselsdag med kun 14 dages mellemrum, så Irene har bestemt, at deres 21 års fødselsdag skal fejres samme dag, nemlig lige midt imellem, og det er de begge to med på.
 Erik, Birgit, Per, Ulla og Henriette er selvfølgelig inviteret, men også Tina, Lene og Dennis kommer. Stefan har hjulpet sin mor med at gøre det hele rigtig festligt. Henriette har fået lov til at tage sig af den lille nepaleserpige, Rikke, og det synes de begge er sjovt.

 Det har været en virkelig hyggelig aften. Dennis og Lene har besluttet at gifte sig om en måned, så da skal der rigtig være fest igen. Tina og Lars kan derimod ikke rigtig blive enige. Tina vil gerne dirigere med og bestemme over Lars, og selvom han er ret fredsommelig, irriterer det ham, så i perioder kommer de ikke sammen, men de kan heller ikke rigtig undvære hinanden.

 Da festen omsider er forbi og gæsterne er taget afsted, sidder Irene, Lars, Stefan og Jacob og slapper lidt af, mens de hygger sig med en kop kaffe.

 Pludselig siger Stefan.

 Sig mig Jacob, hvorfor finder du ikke også en at gifte dig med..

 Jacob smiler.

 Den eneste jeg virkelig bryder mig om, vil nok ikke have mig.
 Omgående kommer det fra Stefan.
 Har du spurgt.

 Nej, for hvis hun nu siger nej, har jeg ikke engang drømmen tilbage.

 Irene ser alvorligt på ham.

 Kunne du tænke dig at gifte dig med mig.

 Jacob bliver ildrødi hovedet og ser forvirret fra den ene til den anden.

 Lars smiler lunt.

 Jeg tror faktisk, at mor mener det.
 Stefan eksploderer i et kæmpegrin.

 Irene ser lidt såret på ham.
 Hvad er det, der er så morsomt, eller du synes måske endda, at det er latterligt.

 Stefan er pludselig helt alvorlig igen.

 Undskyld mor, det er bestemt ikke latterligt, men nu ved jeg, hvorfor Jacob ikke turde spørge.

 Irene ser på Jacob.

 Du synes altså ikke, at det er latterligt, at jeg er alt for gammel til dig.

 Jacob prøver  at klare stemmen.

 Stefan havde ret. Jeg turde ikke spørge dig. Du er bestemt ikke for gammel, men jeg var bange for, at du ikke ville synes om den snak, der uvægerlig vil blive, hvis du gifter dig med sådan en dreng.

 Nu smiler Irene sit dejlige varme smil.

 Lad folk sige det, de har lyst til, så gør vi, hvad vi synes er rigtigt for os. Men hvad siger I to, for jer vil jeg ikke gå imod.

 Lars smiler glad.

 Det kommer du  bestemt ikke til ved at gifte dig med Jacob. Jeg kommer nok ikke til at sige far til ham ret tit, men han vil stadig være min bedste ven, så det kan ikke være bedre.

 Stefan ser fra den ene til den anden. Så begynder han at le.

 Jeg vidste jo, at der stadig var gode ting i vente. Du er bare pragtfuld mor.
 Så vender han sig mod Jacob.

 Det er du i hvert fald også. Det var godt, at mor tog initiativet.

 Irene smiler.

 Ja, og det fortryder jeg bestemt ikke, men det her må vi da fejre. Jeg var bange for, at du måske ikke holdt nok af mig til at ville gifte dig med mig. Jeg vidste heller ikke, hvad drengene ville sige til det, men jeg vidste trods alt, hvor meget de begge holder af dig. Men det er jo sommetider, at børn ikke bryder sig om, at deres forældre gifter sig igen.

 Stefan ser glad på hende.

 Nej, ved du nu hvad mor. Skulle du ikke have lov til at gifte dig igen, det manglede da bare, og så til og med, når du har valgt sådan et pragteksemplar.
 Jacob begynder at le. Han er begyndt at slappe af.

 Nu ikke for fræk, knægt.

 Stefan ler lykkelig.

 Be be bessefar. Ja, nu bliver du jo faktisk bedstefar til Rikke.

 Lars smiler.

 Han er da vist ved at gå i barndom. Nu henter jeg en flaske champagne, så kan I to i mellemtiden blive enige om, hvornår brylluppet skal stå. Stef, du henter Rikke, hun skal da også være med.

 Da de begge er gået, får Irene et varmt knus og et kys.

 Drømmer jeg, eller er det virkelig rigtigt.

 Det er rigtigt, og det er vores to drenge enige med os i.

 Så smiler Irene.

 Så må vi jo se, hvad svigerforældrene, svogeren og svigerinderne siger.

 De bliver lykkelige, det garanterer jeg. De elsker dig jo næsten lige så højt, som jeg gør.

 Det kan jo godt være, at de synes, at jeg er alt for gammel til dig.

 Du, gammel. Sommetider føler jeg næsten, at jeg er ældre end dig. Hvis det ikke var for de to store labaner, kunne du godt gå for at være i tyverne.
 Nu ingen skamros, min ven, men du kan godt regne med, at jeg ved, at det ikke er en dreng, men en voksen mand, jeg gifter mig med.

 Et øjeblik efter kommer Lars med champagnen og Stefan kommer med Rikke. Hun ser lidt forvildet ud, for Stefan har lige vækket hende.

 Da hun ser Jacob, går hun hen til ham og ser på ham med sine store mørke øjne.

 Skal du være min far nu, sådan rigtig. Stef er kun min legefar, ikke.

 Jacob smiler og løfter hende op og giver hende et knus.

 Ja, og det lader vi ham blive ved med at være, for ellers bliver han bare ked af det, og det ville da være synd. Han er jo så rar, ikke. Men vis du gerne vil have mig til rigtig far, må vi jo se, om det kan ordnes.

  De sidder nu og snakker en times tid, inden de bliver enige om, at nu må de hellere komme i seng.

 Da Lars siger godnat til Jacob, smiler han.

 Nu er jeg rigtig glad igen, og det ved jeg, at mor og Stefan også er. Jeg er sikker på, at far sidder et eller andet sted og smiler og siger. Held og lykke, det var en rigtig god ide.

Jacob ser alvorligt på ham.

 Jeg er også meget, meget glad, jeg håber bare, at din mor kan holde til al den sladder, der uvægerlig vil komme.

 Lars ryster på hovedet.

 Det bliver kun en kort overgang. Hvis I ikke lader jer gå på af det, vil det hurtigt stoppe.
 Så blinker han med det ene øje.

 Godnat farmand.

 Jacob giver ham et knus.

 Godnat sønneke, opfør dig nu pænt.

 I det samme kommer Stefan.

 Hvis jeg nu også lover at opføre mig pænt, får jeg så også et godnatknus.

 Jacob ler og giver også ham et knus.
 Næste dag ringer Irene efter aftale med Jacob til Birgit for at fortælle hende nyheden.

 Birgit er nok glad, men også en lille smule skeptisk.
 Tror I, at I kan klare al den sladren og snak, der sikkert vil opstå.
 Irene tøver et øjeblik.

 For Jacob og mig er det vigtigste, at vi synes, at det er rigtigt for os, men jeg ville da aldrig gøre det, hvis jeg ikke havde fuld opbakning fra Lars og Stefan, og det lod de os bestemt ikke i tvivl om i går aftes. Jeg håber meget, at I vil bakke Jacob op, det vil betyde meget for os begge, at vi også har jeres støtte.

 Selvfølgelig har I vores fulde støtte. Jeg skal bare vænne mig lidt til tanken. Jeg er helt overbevist om, at både Erik og børnene bliver begejstrede, når de hører om det. Men Jacob vil måske gerne fortælle dem det selv.

 Ja, vi blev enige om, at jeg skulle fortælle dig det, fordi vi har været veninder i snart mange år.. Jeg ved godt, at jeg er meget ældre end Jacob, men jeg synes også, at man har lov til at tage hensyn til sig selv og sine egne følelser.

 Selvfølgelig har du ret, og kærlighed spørger sjældent om alder. Jeg er sikker på, at du vil gøre Jacob meget lykkelig, men jeg tror heller aldrig, at du vil få grund til at fortryde.

 Vi aftalte, at Jacob ville tage hjem til jer, når han tog fra banken i dag, så nu ved du, hvad der venter jer.

 Han skal være meget velkommen, men kan I ikke komme til middag alle sammen på søndag. Vi må da fejre det i fællesskab.

 Da Jacob kommer ved halvsekstiden, giver Birgit ham et knus og blinker til ham.

 Snak lige med far først, så kan du fortælle de andre det ved aftensbordet, for du bliver da og spiser til aften, ikke.

 Jo tak, meget gerne, men jeg vil også lige fortælle Per det under fire øjne.

 Birgit nikker.

 God ide, det er jeg sikker på, at han vil sætte pris på.

 Erik er ikke spor forbeholden, han slår Jacob på skulderen.

 Der er du heldig, min dreng. Der findes kun en kone, der tåler sammenligning med mor, og det er Irene. Hvis Lars og Stefan er indforstået, vil I få en god fremtid sammen.

 Det er de far, fuldt og helt, ellers ville Irene og jeg aldrig gøre det.

 Pers reaktion er pudsig. Han ser vantro på Jacob.

 Friede du.

 Jacob kan ikke lade være med at le.

 Nej, det var Irene, der friede, og af bare overraskelse sagde jeg ja, så nu hænger jeg på den, men hvad mener du om det.

 Sikken et held, at der var så meget fut i Irene, at hun fik min rare storebror ud af busken. Det har du rigtig godt af, men hvad siger Lars og Stefan til at få sådan en ungdommelig far.
 De påstår, at de synes, at det er helt i orden, selvom de nok ikke rigtig vil regne mig som far, til gengæld har de lovet mig, at det intet ændrer på vort venskab.

 Nu er det Per, der ler.

 Det manglede da også bare andet, ellers kan du tro, at de havde fået med onkel Per her at bestille. Lars sagde, at hans far var hans bedste ven, og nu får han så sin bedste ven som far, hvad mere kan han ønske. Stefan har da heller ikke grund til at klage. Bevar mig vel, jeg bliver jo faktisk deres onkel. Gad vide, hvad Ulla siger til, at det nu er sin nevø, hun er forelsket i. Du gør godt nok det hele kompliceret. Hvad siger far og mor til sådan pludselig at blive bedsteforældre, ja næsten oldeforældre til Rikke. Hvad siger Rikke for resten.

 Jacob smiler.

 Det har de vist ikke skænket en tanke endnu, men Rikke mente godt, at hun kunne bruge mig som rigtig far, så Stef blev ved med at være hendes legefar.

 Per giver ham et stort knus.

 Tillykke storebror, ingen af jer kunne have gjort et bedre valg, det er jeg helt overbevist om.

 Så begynder han at le igen.

 Og så bliver Ulla din svigerdatter.

 Ved aftensbordet jubler både Ulla og Henriette.

 Hvornår skal vi så til bryllup. Skal I giftes i en kirke, skal Irene være i hvidt, skal I selv have børn, må jeg være brudepige o.s.v.
 Spørgsmålene hagler ned over Jacob, der prøver at svare for sig, så godt han kan.

 Da Jacob omsider tager afsted, råber Henriette.

 Hils min svigerinde og mine to nevøer og min lille niece og sig, at jeg glæder mig til at se dem på søndag.

 Om søndagen fejrer man forlovelsen hos Birgit og Erik. Brylluppet bliver planlagt og datoen fastsat, og så går snakken ellers livligt om fremtiden. Om aftenen har Birgit inviteret Tina, Lene og Dennis til at komme, uden at hun har fortalt dem om anledningen.

 Da de hører nyheden, siger Lene.

 Du aner ikke, hvor jeg er glad på dine vegne Jacob. Der har du fundet den kone, du fortjener.

 Så vender hun sig mod Irene.

 Du bliver bestemt heller ikke snydt.

 Dennis klemmer Jacobs hånd.

 Nu behøver jeg ikke at have dårlig samvittighed mere, hvor er det skønt, rigtig tillykkem min ven.

 Så giver han Irene et knus og et kys.

 Så var der heldigvis noget mere godt til dig lille plejemor, det fortjente du bestemt også.
 Tina ser fra den ene til den anden, så siger hun spidst.

 Hvad så Lars, skal vi så også gifte os. Nu kan du jo se, at du ikke kan gifte dig med Jacob. Men det må du måske ikke for din nye far.

 Der bliver dødstille et øjeblik.

 Så går Per hen og tager hende hårdt i armen. Hans øjne lyner af vrede.

 Jeg ville ikke for min værste uven, at han blev gift med dig. Du må jo være skrupskør, din dumme kælling. Hvis du en eneste gang mere generer Lars, Jacob eller nogen anden, jeg kender, så skal jeg med største fornøjelse kvæle dig med de bare hænder, selvom det slet ikke er umagen værd. Du bliver sikkert kvalt i din egen galde. Forsvind aldeles omgående, og vis dig aldrig mere her din lede tøs.
 De andre har stået som lammede. Overgangen fra glæden og lykken til det hadefulde udfald fra Tina var så enorm.

 Stefan er den, der først kan sige noget.
 Bravo onkel Per. Du er et rigtigt mandfolk.

 Så slår han Lars på skulderen.

 Tillykke storebror, der undgik du en skæbne, der var værre end døden. Fandens oldemor er jo en lille uskyldig engel i sammenligning med hende her.

 Både Jacob og Lars er tydeligt rystede, men også de andre føler sig meget ilde berørt. Efterhånden lykkes det dog at få stemningen  sat i vejret igen, så det trods alt bliver en hyggelig og god aften.

 Birgit er ulykkelig over, at hun havde inviteret Tina, men ingen kunne jo drømme om, at sådan noget kunne ske.

 Da de skal til at tage hjem efter en dejlig aften, siger Lars med et lille smil til Birgit.

 Tænk ikke mere over det, lille ”farmor” . Det var absolut ikke din skyld. Jeg må bare give Stefan ret. Gudskelov, at jeg ikke blev gift med hende.

 Så ser han hende lige i øjnene.

 Du tror ikke på, at der har været noget forkert mellem Jacob og mig, vel.

 Birgit slår armene om halsen på ham.

 Bestemt ikke. Jacob har aldrig haft en bedre og mere trofast ven end dig, min dreng. Tinas ord kan du ikke regne med, hun har været syg af jalousi, det bliver man ond af. Hun kender dig så godt, at hun ved, hvor det vil gøre mest ondt på dig, derfor sagde hun det.

 Tror du, at det er bedst, at jeg rejser hjemmefra en tid.

 Nej, bestemt ikke, så ville hun tro, at du havde følt dig truffet. Er du glad for, at din mor og Jacob gifter sig.

 Lars smiler glad.

 Det kan du være helt sikker på, at både Stefan og jeg er. Vi synes, at det er dejligt, at mor gifter sig igen, og hun kunne ikke have valgt en bedre mand. Jacob er jo min bedste ven, og hos Stefan kommer han lige efter Per.

 Du synes ikke, at han er for ung til din mor.

 Nej da, Jacob og mor passer fint sammen aldersmæssigt, selvom kalenderen har gjort hende tyve år ældre end ham. Det mærker man aldrig i det daglige. Jeg er sikker på, at de vil få det godt sammen, forhåbentlig mange år fremover, og både Stefan og jeg vil kunne glæde os til at komme hjem på besøg, når vi en dag flytter hjemmefra.

 Brylluppet bliver holdt to måneder senere. Kun familien og de nærmeste venner er til stede.
 Irene passer meget på, at hun ikke viser sig som den moderlige type over for Jacob. Hun behandler ham som en jævnaldrende, og inden længe er Jacob faldet godt til i rollen som ægtemand og far for Rikke.

 Stefan og Lars kalder ham kun far eller farmand, når de vil drille, men til gengæld er deres venskab stadig uforandret godt.

 Et par år efter finder Lars sig en sød pige, som han bliver gift med, og samme dag bliver Ulla og Stefan også gift. Der går endnu et par år, før Per bliver gift. Den første pige, han havde fundet, begyndte efter kort tid at minde om Tina, så Per trak sig hurtigt ud af det forhold. Han snakker sommetider med Stefan om det. De har bevaret den nære kontakt, og Ulla er også meget glad, når han kommer på besøg.

 En dag siger Ulla så med et stort smil.

 Nu tror jeg, at jeg har fundet den helt rigtige pige til dig.

 Per smiler.

 Ligner hun dig.

 Ok, hun er meget bedre, hun er lige præcis god nok til dig. Hun kommer til kaffe i eftermiddag og er i øvrigt min bedste veninde.

 Det varer ikke længe, før Trine og Per bliver fine venner, og året efter er det så deres tur til at holde bryllup.

                                                                             Tilbage til toppen