Tilbage til E-bøger

JARVING

Præst, men først og fremmest bare et almindeligt menneske.

 

Jeg kom som meget ung præst til sognet. Jeg har nok været omkring 29 år, så vidt jeg husker.

 Min barndom havde ikke været lykkelig. Det meste af tiden havde jeg været på børnehjem, men en af mine lærere havde givet mig lysten til at læse, og i årenes løb havde jeg slugt alle de bøger, jeg kom i nærheden af.

 Af en eller anden grund fik jeg lov til at studere teologi, og en dag fik jeg så embedet som sognepræst her i byen.

 De første søndage var der mange i kirke, alle skulle jo hen og se og høre den nye præst, hvilket vel var meget naturligt.

 Til min skuffelse gik der dog ikke mange uger, før der kun var 20 – 30 mennesker i kirken om søndagen. Det var jeg selvfølgelig ked af, men det fik mig også til at tænke mig om.
 Hvorfor skulle folk komme til mig, hvis jeg aldrig kom ud til dem. Viste dem, at jeg interesserede mig for deres ve og vel.

 En søndag efter kirketid, gik jeg en tur på kirkegården, dels var den køn og meget velholdt, men desuden havde jeg besluttet, at jeg ville se, hvem der var døde inden for det sidste år., og så ville jeg tage ud og tale med de efterladte. Det ville være en måde at komme i kontakt med nogen, der sikkert havde brug for det.

 Jeg kunne selvfølgelig bare have set i kirkebogen, men man kan lære meget ved at se på gravsteder. På nogle er der altid friske blomster, andre steder er blomsterne visnede. Nogle er anlagt, så de ikke kræver spor pasning, andre kan man se på, at de får jævnlige besøg.
 Jeg gik systematisk til værks og noterede mig nogle navne, som jeg kunne placere forskellige steder i byen, handlende og håndværkere.

 Der var mange familiegravsteder, så man kunne se, at familien havde boet i byen i flere generationer, men der var også en del enkeltgravsteder. Nogle blev passet med kærlig omhu, andre steder var det nok år og dag siden, at der var fældet en tåre ved.

 Iflg. Kirkebogen var der foretaget 14 begravelser inden for det sidste år. Den sidste var min forgænger i embedet, pastor Ovesen. De fleste gravsteder fandt jeg ret hurtigt, men et par stykker var det næsten umuligt at finde, så tilgroede var de, at man skulle tro, at det var mange år siden, at nogen var blevet begravet der. Hvorfor mon.

 Den ene var en gammel mand på næsten 90 år, nå, han havde måske ikke haft noget familie tilbage her i byen. Den anden var en ung kone på knap 27 år, det rystede mig. Hun havde næsten været på alder med mig, men hun var tilsyneladende glemt på mindre end et år. Hvorfor. Var de pårørende mon rejst fra byen.
 Der var en grav, et barn på to måneder, som var meget velholdt. De forældre ville jeg besøge som nogle af de første, blev jeg klar over.

 Jeg kom uvilkårligt til at tænke på alle de skæbner, sådan en kirkegård gemte, nogle var glemt for længst, mens andre var i smertelig erindring, trods de mange år, der var gået.

 Hvor mon mine egne forældre var begravet, hvis de i det hele taget var døde. Det vidste jeg intet om.

 I dybe tanker gik jeg hen mod kirken igen, og snublede så over en sten. Graven så næsten ud, som om den var sløjfet, men stenen, en lille natursten, lå der stadig. Det var den, jeg snublede over.

 Uvilkårligt bøjede jeg mig ned og børstede jord og snavs af med hånden. Så fik jeg et chock.

 På stenen stod mit navn, min fødselsdag og år, ganske vist med næsten udviskede bogstaver:
 Rune Jarving, født 22.-3.-1960, død 21.-2.- 1975.

 Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg lå på knæ og stirrede bare på stenen. Omsider fik jeg dog taget mig så meget sammen, at jeg kunne rejse mig og gå hjem til præstegården.

 Min husbestyrerinde, et elskeligt menneske på næste 60 år, kunne godt se, at der var noget galt, men hun ventede med at sige noget, til vi sad og spiste. Så kom det stilfærdigt.

 Er det noget, du bryder dig om at tale om. Du ser jo ud, som om du havde set et spøgelse.
 Jeg så min egen gravsten ovre på kirkegården. Der stod, ganske vist meget utydeligt, mit navn og fødselsdag og år, men dødsdagen var knap 15 år efter. Der bor jo ingen Jarvings her i byen, jeg har aldrig før hørt om nogen med det efternavn, og så endda mit fornavn. Det var virkelig uhyggeligt.
 Fru Petersen rystede på hovedet.

 Jeg gjorde mig nogle tanker, da de blev ansat her som præst, men ville ikke sige noget, det kunne jo være tilfældigheder. Jarvings flyttede fra byen kort efter Runes død.

 Jamen hvordan døde han, og hvem var hans forældre.

 Han faldt gennem isen og druknede. Hans forældre havde en købmandsforretning, det er den, Arne Jørgensen har nu.

 Fortæl mig noget mere om dem og om ham, fru Petersen.

 Sæt dig nu ind i stuen, så kommer jeg med kaffen, og så skal jeg fortælle det, jeg kan huske.

 Da vi lidt efter sad ved kaffen, begyndte fru Petersen så at fortælle.

 Som jeg nævnte før, havde Jarvings en købmandsforretning  her i byen. Fru Jarving var noget yngre end sin mand. De havde nok ikke regnet med at få børn, men så fik de tvillingerne Rene og Rune. Da de var et halvt år gamle, forsvandt den ene tvilling på mystisk vis. De stod i en barnevogn i haven bag ved huset. Da moderen kom ud efter dem, var den ene væk. Man regnede med, at det var Rene, men de lignede hinanden så meget, at selv forældrene sommetider havde svært ved at kende forskel, når de ikke så dem sammen.

 Der blev selvfølgelig sat en stor eftersøgning i gang, men uden resultat. Nogle mente, at de havde set en ung kvinde med et barn på armen tage toget mod København, men hermed forsvandt et hvert spor.

 Jarvings var dybt rystede, men heldigvis havde de da stadig en dreng. Ham blev der selvfølgelig passet ekstra godt på, og han blev også grundigt forkælet.

 Rune bleven stor og køn dreng, som klarede sig fint i skolen. På trods af forkælelsen var han også en god og rar dreng. Han var meget charmerende, så alle syntes godt om ham.

 Pigerne var meget ivrige efter at komme sammen med ham. Han var flink mod dem alle, men kun Kirsten knyttede han sig tættere til. De havde et meget nært venskab, det kunne alle se. Kirsten kom meget hos Jarvings og følte sig næsten som en af familien. Hendes mor var enlig, men blev dræbt ved en færdselsulykke kort før julen 1974.

 I februar var Rune og Kirsten ude og skøjte sammen med nogle kammerater. Kirsten gik igennem isen. Rune gjorde alt hvad han kunne for at redde hende. Han sprang ud og holdt hende oppe, til der kom hjælp, men han nåede ikke selv at blive reddet. Han havde ikke flere kræfter, så han kom ind under isen og blev først fundet en dags tid senere.

 Det var ved at tage livet af både hr. og fru Jarving. Han begyndte at drikke og hun sad det meste af tiden ude i bagbutikken og så tomt frem for sig, når der ikke lige var kunder. Kirsten var flyttet hen til dem ved moderens død, og hun hjalp dem, så godt hun kunne. Det viste sig snart, at Kirsten var gravid. Hun indrømmede, at Rune var far til barnet, men hun nægtede at få det fjernet, og i september fødte hun så en dejlig dreng.
 En måneds tid senere flyttede Jarvings sammen med Kirsten og den lille efter at have solgt forretningen, og siden har ingen hørt noget til dem.

Jeg sad og spekulerede. Jeg måtte jo være den forsvundne tvilling. Jeg havde muligvis stadig et par forældre, en svigerinde og en nevø, som måtte være ca. 14 år nu. Men hvor var de henne. Jeg havde jo troet, at mit efternavn var frit opfundet, men jeg havde faktisk familie. En ting stod helt klart for mig, jeg måtte gøre alt, hvad jeg kunne for at finde dem.

 

 Jeg vågnede op som af en døs og sagde tak for kaffe og gik ind i studereværelset og fandt kirkebogen frem.

Efter lidt søgen fandt jeg det.

 Dreng født 22 .september 1975, moder Kirsten Jensen, fader ukendt. Ja, det var jo kun delvis rigtigt.

 Men hvad med mig selv, var jeg Rune, som jeg troede, eller var jeg i virkeligheden Rene.

Iflg. Mine papirer var jeg Rune, men det var for så vidt ligegyldigt.

 Jeg gik over på kirkegården og gjorde graven pænt i stand. Mon min bror havde vidst, at Kirsten skulle have en lille, hans søn. Eller var det kun af kærlighed til hende, at han havde ofret livet for at redde hende. Der var så mange ting, jeg gerne ville have talt med ham om.

 Den næste dag havde jeg fat i folkeregistret for at finde ud af, hvor mine forældre var flyttet hen

Sammen med Kirsten og drengen. Måske havde Kirsten giftet sig, men jeg havde på fornemmelsen, at de stadig boede sammen.

 Det lykkedes mig at få adressen, men hvad så nu.

 Skulle jeg bare dukke op og præsentere mig, eller burde jeg ikke skrive først. Nej, det kunne ikke vente, jeg måtte simpelthen se dem snarest muligt.

 Når jeg så dem, måtte jeg så tage stilling til, om jeg ville give mig til kende med det samme, eller om jeg ville vente lidt.

 Allerede næste dag tog jeg afsted. Fru Petersen ønskede mig held og lykke. Jeg var meget nervøs ved tanken om, hvordan det ville gå.
 Da jeg ringede på, var det en kvinde på godt 50 år, der lukkede op. Hun stod et øjeblik målløs og stirrede på mig, så sagde hun med rystende stemme.

 Kom indenfor, det er da…..er det ikke…..nej, det kan det ikke være.
 Jeg var ikke et øjeblik i tvivl, det måtte være min mor.

 Jo, jeg er Rune Jarving.

 Nej, nej, Rune er jo død, det må Rene også være for mange år siden.

 Nej mor, jeg ved ikke, om jeg er Rune eller Rene, men jeg er din søn, det er helt sikkert.
 Mor faldt mig om halsen og græd længe, så sagde hun, mens hun igen så nøje på mig.

 Er du virkelig min søn.

 Ja, mor, det er jeg helt sikker på.

 Bare din far dog havde oplevet det, han døde sidste år. Men hvordan har du fundet frem til mig.

 Vi havde sat os ind i stuen, og jeg fortalte så, hvad jeg havde oplevet.
 Pludselig afbrød mor mig.

 Bjørn kommer fra skole om lidt, og Kirsten kommer fra arbejde ved femtiden. Hvad mon de dog vil sige.

 I det samme hørte vi døren gå og en drengestemme råbte.

 Det er bare mig, farmor.

 Bjørn kom nu ind i stuen. Han stivnede, da han så mig. Uvilkårligt så han hen på billedet af sin far og bedstefar, der stod henne på reolen.

 Hvem er du.

 Han lignede mig utroligt meget, fra jeg var i den alder, og jeg kunne tydeligt se, at han lignede billedet af sin far.

 Jeg er faktisk din farbror. Din far og jeg var tvillinger, men jeg forsvandt, da jeg var et halvt år, men nu har jeg altså fundet både min mor og dig.

 Er det virkelig rigtigt farmor. Hvad tror du, at mor siger til det.

 Ja, det er rigtigt Bjørn, og jeg tror da, at din mor bliver glad for at møde din farbror. Vil du godt lave noget kaffe.

 Det skal jeg nok, farmor.

 Under kaffen snakkede jeg også lidt med Bjørn. Han virkede noget skeptisk og ikke særlig glad, men det var måske meget naturligt. Han spekulerede måske også på, hvad hans mor ville tænke, når hun så mig.
 Pludselig så han lige på mig.

 Hvad hedder du egentlig. Far hed jo Rune, så må du vel være Rene.

 Jeg så over på mor.

 Ja, det er måske det bedste, det kan jeg nok også vænne mig til, selvom jeg i 29 år har troet, at jeg hed Rune.

 Bjørn rejste sig.

 Jeg henter mor og forbereder hende lidt på, hvad der venter hende.

 Lige et øjeblik Bjørn. Er du ked af, at jeg er dukket op, så tænk på, hvor glad jeg blev, da jeg opdagede, at jeg også havde familie.

 Jamen du er jo præst, så er du vel forarget over at mor fik mig så tidligt og uden at være gift, og at far ikke engang var femten år, det må du da være.

 Bjørn har fået store tårer i øjnene.

 Nej, Bjørn, jeg beundrer din far for, at han ofrede sit liv for at redde din mor og dermed dig, og din mor beundrer jeg for, at hun påtog sig hele ansvaret og fødte dig.

 Mener du virkelig det.

 Helt afgjort. Husk også, at selv om jeg ikke nåede at få lært din far at kende, så var vi tvillinger.

 Tak farbror. Vil du godt prøve at overbevise mor om det også. Jeg ved, at det vil betyde meget for hende.

 Det kan du være helt sikker på, Bjørn, der er ikke noget, jeg hellere vil.

 Mor rømmer sig.

 Hent du nu din mor, min dreng. Du bliver da til aftensmad, ikke Rene.

 Ja, det vil jeg gerne, men jeg skal hjem i aften igen.
 Bjørn går og mor og jeg sidder og snakker. Der er så meget, vi skal have snakket om. Pludselig flyver det ud af mig.

 Hvad tror du, at Kirsten vil synes om at møde mig. Burde jeg have skrevet eller ringet først.

 Mor smiler.

 Det er for sent at lave om på nu., men Bjørn har sikkert forberedt hende, og da hun er en fornuftig pige, skal det nok gå godt. Men jeg tror, at det er klogt at få ændret dit navn til Rene, hvis du mener, at det kan lade sig gøre. Det andet vil måske være for smertefuldt, ikke mindst for Kirsten.

 Det skal jeg nok få ordnet mor. Nå, nu kan jeg høre, at de er der.

 Uvilkårligt rejser jeg mig.

 Bjørn og Kirsten kommer sammen ind i stuen.

 Det er så mor, og det er……..

 Kirsten tager min hånd og ser på mig. Hendes håntryk er lidt slapt, men da vi får øjenkontakt, strammes musklerne og hun knuger min hånd et kort øjeblik.

 Du ligner din bror meget. Sådan ville han også have set ud i dag.
 Hendes øjne sløres lidt, men så smiler hun varmt til mig.

 Det er især jeres øjne, der ligner hinanden meget.

 Så vender hun sig mod mor.

 Det var en overraskelse, hvad farmor. Men hvad hedder du egentlig. Bjørn fablede om både Rune og Rene.

 Hun smiler kærligt til Bjørn.

 Mor og jeg har talt om, at det er bedst, at jeg kalder mig Rene fremover.

 Bjørn fortalte, at du var præst, hvor bor du henne, og hvordan har du fundet frem til os.
 Ja, det er jo en lang historie, og jeg skal hjem igen i aften, men jeg kan da begynde at fortælle nu, og så ses vi vel ellers fremover, nu da vi har mødt hinanden, det håber jeg da.

  De næste fjorten dage har jeg travlt, men der er dog også tid til at tænke på både fortiden og fremtiden i de ledige stunder.

 Jeg var helt sikker på, at jeg gerne ville gøre noget for både mor, Kirsten og Bjørn, men jeg var også klar over, at jeg måtte tage det lidt med ro og ikke påtvinge dem min hjælp.

 Trods alt havde de klaret den selv i mange år, og jeg brød mig ikke om, at de skulle føle sig umyndiggjort eller afhængige af mig. Det ville blive en balancegang, men jeg måtte ikke ødelægge noget i min glæde over at have fundet dem.

 En lørdag, godt tre uger efter vores første møde, inviterede jeg dem alle tre til at besøge mig i præstegården. Lidt tøvende sagde de ja tak. Jeg var godt klar over, at minderne kunne være hårde at klare, men på den anden side syntes jeg, at det var vigtigt at få det første besøg overstået, forhåbentlig med et godt resultat.

 Det var nok mor og Kirsten, det var værst for. Bjørn havde jo ikke været i byen, siden han var helt spæd.
 Hen på eftermiddagen om lørdagen, ville Bjørn gerne ud og gå en tur. Han tøvede lidt, da han havde fået overtøjet på, så så han på mig.

 Ville du have noget imod at gå med, onkel.

 Det havde jeg selvfølgelig ikke, så lidt efter travede vi afsted. Ikke uventet gik turen hen til kirkegården. Da vi kom derhen, spurgte han lavmælt.

 Hvor er det, min far ligger begravet.

 Vi gik der hen. Jeg stillede mig bag ved ham. Han stod stiv og tavs en stund, så vendte han sig langsomt mod mig. Han havde dybe rynker i panden, munden bævede og han havde store tårer i øjnene.

 Tror du, at det var med vilje, at far druknede. Fordi han ikke turde tage ansvaret for, at have gjort mor gravid.

 Stille tog jeg ham om skuldrene og trak ham tæt ind til mig.

 Bjørn, du er ved at være i den samme alder, som din far var i den gang, derfor får du sådanne tanker og spekulationer. Har du nogensinde talt med din farmor eller mor om det.

 Nej da, det ville jeg ikke drømme om, de ville nok heller ikke kunne forstå det.

 Hvorfor spørger du så mig Bjørn. Vi kender da trods alt ikke så meget til hinanden endnu. Vil du gerne have et ærligt svar, eller vil du hellere have et trøstende svar.

 Bjørn ser mig lige i øjnene, han er næsten lige så høj som mig.

 Du var fars tvilling. Siger man ikke, at tvillinger ofte tænker og gør det samme helt ubevidst, derfor spørger jeg dig, men hvis du ikke vil, kan du jo lade være med at svare.

 Hans stemme lyder vred nu.

 Uvilkårligt ryger det ud af mig.

 Og du selv, du er din fars søn, hvad ville du selv have gjort.

 Bjørn trækker vejret tungt.

 Undskyld onkel, jeg skulle ikke have spurgt dig.

 Jo, min ven, jeg tror, at det var godt, at du gjorde det. Nu kan du få luft for noget af det, der har plaget dig. Jeg kan måske hjælpe dig, jeg vil i hvert fald gerne.

 Når jeg spurgte, hvad du selv ville have gjort, var det ikke for at gøre dig fortræd, men for at du skulle være klar over, at det ikke umiddelbart kan besvares. Hvilket menneske kan i forvejen vide, hvordan det vil reagere på en pludselig opstået situation.

 Som jeg ser det, gjorde din far det, der var vigtigst for ham, nemlig at redde din mor og dermed også¨dig. Han havde ikke kræfter nok til også at redde sig selv. Det var ikke fordi han ønskede at dø, men simpelthen, fordi han elskede din mor så højt, at han gladelig satte sit liv til for hendes skyld

 Havde han bare ville undgå ubehageligheder, havde han bare ladet din mor drukne og reddet sig selv, så havde ingen jo vidst, at hun var gravid.

 Sådan var din far ikke, han var et rigtigt lille mandfolk, trods sin unge alder. En far du til enhver tid kan være stolt af. Det er jeg overbevist om, at din mor også er. Og jeg tror, at det var for hans skyld, at hun fastholdt, at hun ville have dig, og det har hun bestemt ikke fortrudt.

 Bjørn har vendt sig om igen og knæler ned ved stenen. Forsigtigt lader han sin hånd glide hen over den flere gange, så rejser han sig langsomt og ser igen op på mig.

 Skal vi gå hjem til de andre igen. Tak fordi du ville tale med mig om det.
 Det er jeg altid parat til, Bjørn.Du må altid komme til mig, hvis du trænger til at snakke eller har brug for hjælp.

 Vil du også hjælpe mor og farmor.

 Helt sikkert, så meget de ønsker det. Det må du gerne sige til dem.

 Bjørn griber min ene hånd og klemmer den lidt.

 Tak, onkel.

 Om aftenen går snakken helt godt, indtil Kirsten siger.

 Synes du, at vi skal gå med i kirke i morgen. Der kan nemt blive en masse snakken og sladder ud af det

 Mor smiler.

 Det må vi så tage med, det kommer vi nok over, mener du ikke det, Rene.

 Helt afgjort, jeg synes, at vi skal følges ad alle fire.

 Jeg burde have vidst, at rygterne allerede var nået byen rundt, så der var fuldt i kirken, da vi kom.

Alle kom for at se min mor, min svigerinde og hendes søn.

 Jeg gik mellem min mor og Kirsten op ad kirkegulvet og Bjørn gik på den anden side af sin mor. De satte sig i en af de øverste kirkestole.

 Den første del af gudstjenesten havde jeg lidt svært ved at koncentrere mig, mine tanker var nede hos de tre. Så gik jeg på prædikestolen. Herfra kunne jeg se dem. Jeg kastede et blik ud over kirken, den var fyldt til sidste plads.

 For mange er Fadervor blevet en remse, som man bruger, uden at tænke nærmere over, hvad man egentlig siger.

 For en måneds tid siden faldt jeg næsten bogstaveligt over min tvillingebroders gravsten her ude på kirkegården. Ja, der stod endda mit navn på den, troede jeg. Det var lidt uhyggeligt, men jeg besluttede at finde ud af, hvad der gemte sig bag dette mysterium. Den dag bad jeg for alvor.

 Ske din vilje.

 Jeg fandt min mor, min brodersøn og hans mor. Min mor og Kirsten kender mange af jer sikkert fra den gang de boede her i byen. Hvis de på et tidspunkt skulle få lyst til at flytte her til igen, er jeg overbevist om, at I vil byde dem velkommen tilbage. Bjørn ligner nok min broder fra den gang da han var i den alder. Ham fik jeg desværre ikke lov til at lære at kende, og min far er også død.

 Det var åbenbart Guds vilje, at jeg også skulle have en familie, og det er så dem, der sidder her i dag. Jeg syntes, at det var bedst at starte med at få dette på plads, så I bedre kan koncentrere jer om min prædiken.

 Med et lille skævt smil læste jeg så dagens tekst og begyndte at prædike. Jeg havde forberedt mig ekstra grundigt, da jeg havde forudset, at jeg ville få flere tilhørere end sædvanligt. Alligevel tog jeg mig i at improvisere flere gange. Jeg følte dog ikke, at den blev ringere af den grund, snarere tværtimod, det gjorde den måske mere ærlig og personlig.

 Efter gudstjenesten, var der mange, der kom hen for at hilse på mor og Kirsten, men omsider kom vi da hjem til middagen, som min husbestyrerinde havde gjort sig ekstra umage med.

 Efter middagen spurgte Kirsten, om hun godt måtte snakke lidt alene med mig. Mor gik hen for at hvile lidt, og Bjørn ville så gå en tur.

 Da vi kom ind i mit studereværelse, begyndte Kirsten at græde. Det kom helt uventet for mig. Hidtil havde hun virket rolig og glad, men nu så hun ud, som om hun var helt knust.

 Forvirret lod jeg hende græde lidt, inden jeg sagde noget.

 Hvad er der dog galt Kirsten. Er der ikke noget, jeg kan hjælpe dig med.

 Lidt efter stilnede gråden af, og jeg kunne se, at hun tog sig voldsomt sammen.

 Undskyld, men jeg kunne pludselig ikke klare det mer. Vil du virkelig hjælpe mig.

 Det vil jeg helt bestemt, så godt jeg kan. Lad mig så høre, hvad der er galt.

 Kan din mor og Bjørn komme og bo hos dig et stykke tid, jeg kan ikke sige, hvor længe. Jeg må prøve at finde mig selv igen. Det er simpelthen nødvendigt, hvis jeg skal klare den fremover.

 Selvfølgelig kan de det, men hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig. Du har vist langt mere brug for hjælp, end jeg var klar over.

 Spørg mig ikke, bare lad mig være i fred. Du kan ikke hjælpe mig på anden måde end ved at tage dig af din mor og Bjørn.

 Kirsten, hør nu på mig. Er det, fordi jeg minder dig om Rune, er det minderne, der gør ondt, for-

tiden, der er blevet rippet op i.
 Jeg må bare væk fra det hele en tid.

 Hør nu her Kirsten, du kan ikke flygte fra dig selv, og det ved du også godt. Jeg skal nok tage mig godt af både Bjørn og mor. Jeg er klar over, at det har været et stort ansvar for dig i alle de år. Det skal jeg nok overtage nu, men lad mig også få lov til at hjælpe dig, om ikke andet, så for min broders skyld, da han jo ikke kan.
 Kirsten ser på mig med et lille bedrøvet smil.

 Hvor du dog ligner din bror. Han ville også altid så gerne hjælpe.

 Så skifter hendes ansigtsudtryk.

 Godt, så lad os se, om præsten kan hjælpe, om han kan klare det hele for mig med et snuptag.

 Hun vrængede det frem og lagde mærke til det gip, det gav i mig.

 Undskyld Rene, det var ikke min mening at såre dig, men jeg er ikke rigtig mig selv i øjeblikket, men hør så min historie da. Måske kan du virkelig hjælpe mig, jeg tror i hvert fald, at du gerne vil.

 Din bror var en køn og kvik dreng, meget mere moden end sine jævnaldrende kammerater. Pigerne var vilde med ham, men af en eller anden grund var det mig, han helst ville være sammen med.Jeg var næsten et år ældre end ham, men vi mærkede slet ikke aldersforskellen. Jeg var alene med min mor. Min far havde jeg aldrig kendt, så jeg havde et stort behov for ømhed og kærlighed, noget min mor ikke orkede at give mig. Hun havde aldrig tid til at høre på mig eller tale med mig. Når Rune og jeg var sammen var det næsten altid hos dine forældre, de var så flinke mod mig, at jeg faktisk holdt mere af dem end af min egen mor.

 Kort før jul blev min mor dræbt ved en færdselsulykke, og dine forældre tilbød så, at jeg måtte bo hos dem.

 En nat hvor jeg lå og græd og var helt ude af det, kom Rune ind til mig. Vi lå og snakkede længe sammen den nat, og så, ja så kan du vel tænke dig til, hvad der skete. Ingen af os havde skænket en tanke, hvilke konsekvenser, det kunne medføre, vi følte jo bare en uendelig ømhed og kærlighed for hinanden.

 I slutningen af januar blev jeg klar over, at det var gået galt, men holdt det for mig selv i starten.

 Midt i februar var vi ude og skøjte, og her fortalte jeg Rune det.

 Han nåede slet ikke at reagere, for i det samme gik jeg igennem isen. Hvad der skete i det næste par minutter, er jeg ikke klar over. Vi skreg begge to, har jeg fået at vide. Et øjeblik efter var Rune i vandet ved siden af mig. Han holdt fast om mig med den ene arm, mens han med den anden prøvede at få os op på isen igen, eller i det mindste få mig skubbet op. Kanten blev ved med at brække, men omsider kom der da hjælp. Rune nåede de ikke at få fat i, han gled ind under isen og de fandt ham først et par dage senere. Jeg fik lungebetændelse og da jeg omsider var rask igen var Rune begravet. Der gik lidt tid, før jeg tog mod til mig og fortalte din mor, at jeg var gravid. Hun var enestående. Til trods for, at din far var begyndt at drikke og slet ikke kunne passe butikken mere, klarede hun også det.

 Butikken blev solgt kort efter at Bjørn var blevet født, og så flyttede vi. Hun tog det som en selvfølge, at Bjørn og jeg flyttede med og blev boende hos dem.

 Bjørn blev født i september, jeg syntes, at jeg skyldte Rune det, fordi han havde sat livet til for at redde os.
 Dine forældre regnede vist næsten Bjørn som en slags erstatning for Rune.

 Kort efter fødselen fortalte din mor om dig og om, hvordan du var forsvundet fra barnevognen. Hun fik mig til at love, at jeg aldrig ville slippe Bjørn af syne, før han var stor nok til at klare sig selv.

 Det lykkedes mig at få en uddannelse som korrespondent, og jeg fik også et godt job.

 For et halvt års tid siden blev jeg inviteret ud af en af vores salgschefer. Jeg syntes, at han var en meget sympatisk mand. Vi var ude sammen et par gange, befandt os godt sammen og snakkede godt sammen. Så her for nylig opdagede jeg, at han var gift og havde to børn. Det havde han naturligvis ikke fortalt, for så var jeg aldrig gået ud med ham. Jeg var rystet, for han havde virket som en reel mand.

 Da jeg spurgte ham, hvad han havde tænkt sig med mig, når han allerede var gift og havde børn, svarede han med et grin, at han troede, at jeg var nøjsom, jeg havde jo allerede et barn uden for ægteskab.

 Jeg slog ham hårdt lige i ansigtet og løb min vej.

 Næste dag lå der en fyreseddel på mit skrivebord.

 Jeg har ikke fortalt din mor og Bjørn, at jeg er blevet fyret. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Jeg får ganske vist min løn i to måneder endnu, men hvad så.

 Så dukkede du pludselig op. Det gav mig et lille håb. Hvis jeg kunne få dig til at tage dig af Bjørn og din mor, ville jeg prøve at finde et andet arbejde og komme lidt væk fra det hele. Jeg håbede sådan, at du ville gøre det for din broders skyld, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det sagt til dig.

 Jeg tror, at Bjørn kan lide dig og har tillid til dig. Da du i dag i kirken fortalte om dit tilhørsforhold til os, blev jeg klar over, at jeg turde løbe risikoen og bede dig om hjælp.

 Kirsten stoppede pludseligt op og trak vejret dybt. Hun havde talt meget hurtigt, og nu så hun bedende på mig.

 Jeg har rejst mig og går lidt frem og tilbage, så smiler jeg til hende.

 Først og fremmest tak for den tillid, du viser mig. Jeg ved, at det ikke har været let for dig at fortælle mig alt det her, men jeg håber, at det trods alt har lettet dig lidt.

 Der bliver nogle praktiske ting at ordne, men det klarer vi nemt. Jeg skal nok snakke med mor om det. Vil du selv sige det til Bjørn, eller vil du hellere have, at jeg gør det.

 Kan du, vil du, ellers må jeg selv prøve. Fortæl ham så meget, du synes, at han bør vide.

 Det skal jeg nok, vi taler om det efter kaffebordet. Der vil altid være et hjem for Bjørn her hos mig, men bestemt også for dig, hvis eller når du får brug for det, stol trygt på det.

 Tak Rene, du aner ikke, hvor lettet jeg er.

 Jeg er glad for, at du fik lukket op for det, det kan være svært over for en næsten fremmed, men det lindrer som regel.

 Du er ikke fremmed mere, ikke for mig. En overgang syntes jeg næsten, at det var Rune, jeg talte med. Du ligner ham så meget, både af ydre, men især af indre.

 Hvad har du så tænkt på, at du vil.

 Jeg har tænkt på at søge arbejde som tolk i EU i Bruxelles, der skulle jeg have gode muligheder, tror jeg, men du må ikke spørge om, hvornår jeg kommer hjem, eller om jeg i det hele taget gør, for det kan jeg ikke svare på i øjeblikket.
 Nu må jeg prøve at være alene en tid, det har jeg ikke prøvet, siden jeg var barn. Du må ikke tro, at jeg bebrejder din bror noget, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg fik jo Bjørn, og han betyder utroligt meget for mig. Men jeg har et sammensparet behov for at være mig selv, og det må jeg så prøve, inden jeg kan komme videre med mit liv.

 Jeg tror godt, at jeg forstår dig. Da jeg i sin tid var på børnehjem, var mit højeste ønske en dag at få mit eget værelse, som jeg ikke skulle dele med andre.
 I min studietid fik jeg det behov dækket, så rigeligt endda, så jeg vil være meget glad for at have mor og Bjørn boende. Jeg håber, at vi kan komme godt ud af det med hinanden, så han ikke kommer til at savne dig for meget. Han er jo nu i en alder, hvor løsrivelsesprocessen så småt begynder, det vil nok også hjælpe ham. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at han kan blive et glad og harmonisk menneske, som du også kan være tjent med at komme hjem til igen.

 Jeg kan vist ikke ønske Bjørn en bedre ven. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har fuld tillid til dig, måske, fordi du er præst, eller er det, fordi jeg kan genkende noget af Rune i dig.

 Det er måske lidt af begge dele. Måske er det også, fordi du i øjeblikket har et ekstra stort behov for at der er et andet menneske, du kan vise tillid. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at skuffe din tillid.

 Det ved jeg. Tror du ikke, at det er bedst, at du snakker med din mor først, inden Bjørn får noget at vide. Det er måske lidt lusket, men måske har han nemmere ved at acceptere det, når han er klar over, at vi andre tre er enige. Tror du, at det kan ordnes på en times tid med din mor.

 En anden ting, jeg sender selvfølgelig penge hjem til mad, tøj og hvad han ellers har brug for.

 Jeg skal nok snakke med mor om lidt, men jeg tror, at det er bedst, at vi også forbereder Bjørn på det i dag. En månedstid til at ordne de praktiske ting skulle være rigeligt. M.h.t. det økonomiske, skal du overhovedet ikke spekulere over det. Jeg påtager mig det fulde ansvar for Bjørn, også det økonomiske. Du skal nok selv få brug for dine penge, ikke mindst i begyndelsen.

 Hun vil til at protestere, men jeg afbryder hende.

 Nej, det diskuterer vi ikke mere, det tager jeg mig af.

 Da hun vil til at protestere igen, lukker jeg hendes mund med et blidt kys.

 Det giver et sæt i hende, så hvisker hun.

 Åh nej, det må du ikke, ikke nu i det mindste.

 Flov og utilpas mumler jeg en undskyldning.

 Hun ser på mig med tårer i øjnene.

 Jeg kan ikke klare det lige nu. Jeg ved godt, at det var velment. Du er min svoger, kan vi ikke lade det blive ved det i øjeblikket.

 Undskyld, det var ikke min mening at gøre dig fortræd.

 Det er jeg godt klar over Rene. Det ville du aldrig gøre med vilje. Hvis jeg nu henter din mor, vil du så godt prøve at forklare hende, hvorfor jeg føler, at jeg er nødt til at rejse, det kan du godt, ikke.

 Det skal jeg nok klare. Gå du dig en tur og få noget frisk luft, så ses vi til kaffebordet alle fire.

 Det var ikke svært at forklare mor, hvad det drejede sig om, uden at jeg behøvede at gå i detaljer.

 Stille og roligt forstod hun det bare og lovede mig desuden at hjælpe mig til at få Bjørn til at flytte her til præstegården og bo.

 Hun var lidt bekymret for, hvordan det ville gå ham at finde nye kammerater, når han skulle skifte skole. Så sagde hun.

 Hvis han føler sig tryg hos os to, skal det nok gå. Jeg tror, at han godt kan lide dig, det er en god begyndelse. Hvis I to kan blive rigtig gode venner, skal han nok falde godt til. Men husk, du skal være en ældre ven for ham, ikke en far. Det ville han nok heller ikke acceptere i den alder han har nu.

 Lidt overrasket så jeg på hende, men gav hende selvfølgelig ret. Uvilkårligt spekulerede jeg på, om jeg selv havde tænkt på det før. Ved nærmere eftertanke blev jeg klar over, at det nok var vigtigt at huske det.

 Ved kaffebordet var det mor, der lagde ud.

 Din mor har talt om, at hun gerne vil til udlandet og arbejde en tid.

 Rene har tilbudt, at du og jeg må flytte her hen og bo så længe, hvad mener du om det, Bjørn.

 Bjørn ser fra den ene til den anden. Der er noget fortvivlet i hans blik, så jeg fortrød, at jeg ikke havde talt alene med ham om det først. Han havde jo ikke nogen mulighed for at protestere, det var synd for ham. Han kunne jo ikke sige, at hans mor ikke måtte rejse, eller at han ikke ville flytte.

 Tøvende ser han over på sin mor.

 Og hvor længe skulle det så være.

 Kirsten var også klar over, at vi nok havde grebet tingene forkert an. Hun så fortvivlet på mig, som for at hente hjælp.

 Jeg smiler til Bjørn.

 Det kommer nok an på flere ting, så det er ikke så nemt at svare på, men tror du ikke, at vi to godt kan komme ud af det med hinanden en tid, hvis vi har farmor til at holde os i ørerne, så vi ikke kommer op at skændes eller slås alt for tit.

 Jeg prøvede at lave lidt sjov ud af det.

 Når vi to nu er færdige med kaffen, foreslår jeg, at vi går ind til mig. Så snakker vi om det og lægger planer, bagefter kan vi så fortælle de andre, hvad vi er blevet enige om.

 Bjørn ser tankefuldt på mig, så kommer det lavmælt.

 Ja, det kan vi da godt.

 Efter kaffen gik vi to så ind i mit studereværelse. Stille og roligt forklarede jeg ham, hvorfor hans mor havde behov for at komme lidt væk fra det hele en tid. Jeg præciserede meget kraftigt, at det bestemt ikke var, fordi hun var træt af ham, men fordi hun trængte til at være lidt alene.

 Jeg fortsatte med at udvikle de muligheder der lå for ham, hvis han og mor flyttede her til, i stedet for at blive boende i lejligheden, som jo selvfølgelig også var en mulighed.

 Endelig lovede jeg ham, at han selvfølgelig fik sit eget værelse her, som han måtte indrette helt efter sit eget hoved.

 Det her vil blive dit hjem, men det er ikke meningen, at jeg vil optræde som en far for dig. Jeg ønsker, at vi skal være venner og gode kammerater, så lader vi farmor om at opdrage på os begge to, som om vi var en slags brødre, aldersforskellen er jo ikke større, end at det godt kunne være tilfældet, synes du om den ide.

 Bjørn ser stadig tankefuld ud, men pludselig breder der sig et stort smil på hans ansigt.

 Jeg tror godt, at jeg forstår mor, jeg vil også godt flytte hertil sammen med farmor, men hvordan tror du, at det vil gå i skolen. Det er ikke så rart at skifte skole, tror du godt, at jeg kan finde nogle kammerater her.

 Det er jeg helt sikker på, og du må altid invitere dem med hjem, som du har lyst til at lære nærmere at kende.

 Tror du, at der er nogen, der hopper på, at vi er brødre, vi ligner ganske vist hinanden meget, men du sagde jo i kirken, at jeg var din nevø.

 Av ja, det gjorde jeg også.

 Så begynder han at le.

 Skidt være med, hvad andre mener og tænker, bare du kan lide mig, storebror, for jeg kan virkelig godt lide dig.
 Så ler jeg også, meget lettet.

 Det kan jeg, helt bestemt lillebror, meget endda.

 Så ser han lidt forvirret på mig.

 Men hvad nu med mor. Hun rejser ganske vist, men ved du, hvor længe hun bliver væk.

 Nej, helt ærligt, og det ved hun heller ikke selv endnu, men det bliver nok mindst et år, måske mere, men tror du ikke, at vi klarer den.

 Jo, det gør vi, for det skal vi for hendes skyld.

 Jeg kunne have omfavnet drengen for de ord, men nøjedes med at række min hånd frem.

 Så er vi altså enige lillebror.

 Helt enige storebror.

 Han greb min hånd og knugede den hårdt, så rejste han sig, men slap ikke min hånd.

 Skal vi gå ind og sige det til dem.

 Ja, lad os det.

 Jeg rejste mig også, og sammen gik vi ind til mor og Kirsten.

 De kunne med det samme se på vores ansigter, at vi var blevet enige, og åndede derfor lettet op.

 Resten af dagen gik med at planlægge den nærmeste fremtid. Bjørn skulle jo i skole den næste dag, så han og Kirsten tog afsted om aftenen, mens mor blev nogle dage for at hjælpe mig med forskellige praktiske ting, og samtidig havde vi jo meget at snakke om. Jeg havde også mit arbejde at passe.
 Da Kirsten tog afsted om aftenen, gav hun mig et kys på kinden.

 Tak Rene, jeg skal aldrig glemme, hvad du har gjort for mig i dag.

 Da Bjørn sagde farvel, klemte han min hånd lidt, så blinkede han til mig.

 På gensyn storebror.

 De næste tre uger gik det hele stærkt. Det var lykkedes Kirsten at få job som tolk i Bruxelles, da hun kunne tiltræde med kort varsel, så fjorten dage efter rejste hun. Vi fik flyttet alle tingene fra lejligheden til præstegården. Der var heldigvis god plads, da jeg ikke havde ret mange møbler. De personlige ting, som Kirsten ikke kunne have med, opmagasinerede vi på loftet, og så fik mor og Bjørn ellers hver sit dejlige værelse.

 Bjørn gik i gang med indretningen af sit værelse med ildhu, så det varede ikke længe, før han syntes, at det var perfekt.

 Det hele var gået så stærkt, at vi ikke havde haft meget tid til at spekulere over tingene, før det hele var på plads og dagligdagen begyndte.

 Jeg havde mit arbejde at passe, men tog mig også tid til at snakke meget med mor og Bjørn, for at de skulle have lettere ved at falde til.

 Det gik tilsyneladende også over al forventning. Jeg nød at have mennesker omkring mig, og så var det endda familie, noget jeg ikke havde prøvet før.
 Bjørn faldt hurtigt godt til i skolen og fik også nogle gode kammerater, som af og til kom på besøg.

 Ca. hver 14 dag fik vi brev fra Kirsten. Det gik hende tilsyneladende godt dernede.

 Bjørn lod sig ikke mærke med, at han savnede hende, men ind imellem kunne jeg godt se det på ham, når han troede sig ubemærket.

 I starten gik både mor og Bjørn med i kirke om søndagen, men så holdt Bjørn pludselig op. Den næste søndag sagde han til mig,

 Skal jeg gå med i kirke, fordi du er præst.

 Lidt overrasket så jeg på ham.

 Selvfølgelig skal du ikke det, det er noget, du selv bestemmer.

 Så smiler jeg uvilkårligt.

 Det er forskellen på dig og mig. Jeg skal, mens du selv bestemmer.

 En måneds tid senere syntes jeg, at jeg så ham nede i kirken under en begravelse, men da jeg var optaget af begravelsen og af den afdødes familie, tænkte jeg ikke mere over det, før jeg var kommet i seng om aftenen.

 Men så begyndte det at køre rundt i hovedet på mig, så jeg ikke kunne falde i søvn.

 Havde Bjørn ikke set mærkeligt på mig, da han sagde godnat. Hvorfor. Havde han været med til begravelsen, og hvorfor det. Havde jeg ikke taget mig tid nok til ham den sidste tid. Burde jeg have talt mere med ham om, hvorfor han ikke ville med i kirke. Jeg måtte se at få talt med ham i morgen.

 Jeg var derfor fuldstændig lysvågen, da det bankede forsigtigt på min dør.

 Bjørn kom stille ind, han var meget bleg og helt stivnet i blikket.. Jeg kunne tydeligt se, at han havde grædt.
 Må jeg godt snakke lidt med dig, jeg ved godt, at det er sent.

 Jeg tog hans hænder, da han satte sig på sengekanten, de var iskolde.

 Selvfølgelig må du det, men du fryser jo. Tag min morgenkåbe på, eller nej, kom ned under dynen til mig, så du kan få varmen.

 Han blev siddende stiv og tavs på sengekanten.
 Jeg rejste mig og slog dynen omkring ham og tog selv min morgenkåbe på.

 Jeg prøvede at smile, da jeg sagde.

 Nå, lad mig så høre, lillebror.

 Jeg håbede, at det kunne tø ham lidt op.

 Han så bare foragteligt på mig.

 Jeg er ikke oplagt til spøg nu, hvorfor blev du præst.

 Det gav et sæt i mig. Så havde han nok været med til begravelsen i dag, måske tænkte han på sin egen fars begravelse.

 Det er en lang historie, men hvis du gerne vil have det, skal jeg nok fortælle dig det, Bjørn.

 Ellers bad jeg dig vel ikke om det.
 Jeg lod, som om jeg overhørte hans uforskammede tonefald. Jeg vidste jo, at det ikke var med vilje, at han var uforskammet. Roligt sagde jeg derfor.

 Så vil jeg foreslå, at vi begge tager noget tøj på og går ind i mit studereværelse.

 Det behøves ikke, jeg fryser ikke.

 Nej, men det gør jeg. Gør nu som jeg siger, så skal jeg nok fortælle dig det hele.

 Han bøjede hovedet lidt, men blev siddende.

 Hvorfor bliver du ikke gal i hovedet på mig, må en præst ikke blive vred.

 Jeg så lidt på ham og rystede på hovedet.

 Jo, en præst må godt blive vred, men en ven må ikke, når han kan mærke, at der er en, der har brug for ham.

 Bjørn sad lidt, så begyndte han at græde stille. Lidt efter så han mig lige i øjnene.

 Undskyld, at jeg var så grov, det var jo slet ikke med vilje. Jeg har det rigtig skidt og er slet ikke mig selv.

 Det ved jeg godt min ven, glem du bare det.

 Jeg tog et par bukser og en sweater oven på min pyjamas.

 Kom, nej for resten.

 Jeg bøjede mig og løftede ham med dyne og det hele ind i studereværelset, satte ham i en lænestol og viklede et tæppe om hans fødder. Uvilkårligt undrede jeg mig over, at han ikke vejede mere, han var jo næste på højde med mig, men ganske vist meget spinkel.

 Jeg satte mig i den anden lænestol efter at have tændt et par stearinlys. Hans øjne virkede næsten helt sorte, som han sad der og stirrede på mig.

 Lidt tøvende sagde jeg.

 Var du med til begravelsen i dag.

 Han nikkede.

 Hvorfor var du det.

 For at prøve at finde ud af noget om min far og mig selv og om dig, og hvorfor du var blevet præst. Der er så meget, jeg ikke kan forstå, men det hjalp ikke. Derfor bestemte jeg mig for at spørge dig.

 Det havde måske været nemmere med at begynde med at spørge mig, men det er jo ikke altid, man vælger den letteste løsning. Har jeg ikke haft tid nok til dig, er du bange for at forstyrre mig. Savner du din mor meget.

 Næh, ikke sådan da, både farmor og du er jo gode mod mig, men hvorfor skulle far dø den gang.

 Det sidste kan jeg ikke svare på i øjeblikket, men måske kan vi i fællesskab finde ud af noget. Nu fortæller jeg dig så lidt om mig selv og om hvorfor jeg besluttede at blive præst.

 Og hvorfor tager Gud også dig fra mig.

 Det lyder næsten som et nødskrig.

 Hvad mener du med det. Hvorfor mener du, at han gør det. Synes du, at jeg har for lidt tid til dig, at jeg bruger mere tid på Gud.

 Nej du, Gud tager ikke kun, han giver også. Det er os mennesker, der har så vanskeligt ved at acceptere det, for vi vil så gerne forstå det hele, men Gud skal man ikke forstå, det er der ingen, der kan, ham skal vi tro på, og vi skal tro på, at han altid vil os det bedste.

 Vi skal lære at give og modtage på den rette måde. Da du blev født, tog han ikke bare din far, han gav dig en mor og et par bedsteforældre, der elskede dig, er det ikke rigtigt.

 Jo, det er det vel, når du siger det, men han tog da dig fra dine forældre og dine forældre fra dig.

 Sådan kan man selvfølgelig også se det, men man kan også sige, at efter at mine forældre havde fået to drenge, opdagede Gud, at der var en kvinde, der var meget ensom og havde meget behov for at få bare en dreng. Måske kunne det hjælpe på hendes sygdom.

 Hende der tog mig fra barnevognen den dag, var afgjort syg. Da hun ikke selv kunne få børn, valgte hun at tage et, et sted hvor der var to. Det ville ikke være så slemt at miste et barn, når man fik lov til at beholde det andet.

 Jeg har haft meget svært ved at tilgive hende den barndom hun gav mig. Men på den anden side, hun er død for mange år siden, hvad formål er der så med at bære nag. Måske har jeg lært noget, jeg får brug for senere i livet. Hun havde jo heller ikke mulighed for at gøre sit fejltrin godt igen.

 Jeg havde et bånd om armen, hvor der stod Rene, det ændrede kvinden til Rune, for at navnet ikke skulle røbe hende. Hun vidste jo ikke, at hun dermed gav mig min broders navn.

 Hun flyttede til en ny by, hvor ingen kendte hende, derfor var der heller ingen der undrede sig over, at hun havde en lille dreng.

 Hun var god mod mig, men et par år efter blev hun mere syg igen og afleverede mig så på et børnehjem, hvor jeg skulle være, til hun hentede mig igen. Jeg blev dog aldrig hentet. Hun blev ikke rask, og nogle år efter døde hun. Hun havde afleveret et brev, som jeg skulle have, når jeg blev konfirmeret, hvis hun ikke havde hentet mig forinden.

 I det brev skrev hun, at hun havde stjålet mig som lille, da hun ikke selv kunne få børn. Hun skrev ikke noget om, hvor det var. Så fortsatte hun brevet. Den dag dine forældre har tilgivet mig, vil du finde dem, det er jeg sikker på. Kan du tilgive mig, vil jeg gerne have, at du bliver præst. Der er sat en sum af til hjælp til at klare studietiden. Kan du tilgive mig, ved jeg, at du kan bruge det i den gerning, min egen far var præst, så jeg ved, hvad jeg snakker om. Dit efternavn er Jarving eller noget i den retning.

 Det var ikke nemt at få sådan et brev som fjortenårig, men en af de voksne på børnehjemmet hjalp mig meget i den tid.

 Hun hjalp mig også i gang med studierne, og det har jeg aldrig fortrudt. Desværre er hun død for flere år siden. Vel, jeg mistede hende, men jeg fik min mor tilbage og så dig og din mor ovenikøbet, så jeg har fået langt mere, end jeg mistede. Min far har jeg ganske vist aldrig kendt, så på det punkt står vi lige.

 Bjørn sad stadig og så vagtsomt på mig, som om han ikke ville slippe øjenkontakten med mig.

 Jeg kan stadig ikke forstå din Gud. Jeg er bange for ham, derfor ville jeg ikke med i kirke, men begravelsen i dag var jeg nødt til at gå med til, selvom jeg ikke ville. Kan du forklare mig hvorfor.

 Nej, det kan jeg nok desværre ikke. Somme tider føler vi, at vi skal gøre noget, selvom vi meget hellere ville lade være. Senere får vi måske en forklaring på det. I det her tilfælde var det måske vi så kunne komme til at tale om noget af det, der har pint dig i den sidste tid. Jeg håber så, at det måske har hjulpet dig lidt. Jeg er ked af, hvis du føler, at jeg har for lidt tid til dig. Jeg vil jo gerne være til rådighed, når du har brug for mig.

 Man må vel også finde ud af, hvad man vil spørge om, inden man stiller spørgsmål, men har du f.eks. aldrig savnet din far.

 Ikke direkte min far måske, for jeg har jo ikke kendt ham, men vel nok på en eller anden måde en far.

 Der er lige en ting mere, jeg gerne vil spørge dig om, så skal jeg nok gå i seng, hvis vi måske kan snakke videre en anden dag.

 Det er helt sikkert. Du må altid komme, uanset hvor travlt jeg ser ud til at have, når du har brug for mig, forudsat at jeg ikke lige snakker med en anden.

 Det sidste siger jeg med et lille smil.

 Og hvad var så det sidste, du ville spørge om i aften.

 Bjørn bøjer hovedet lidt og ser skråt op på mig, uden dog at fange mit blik.

 Vil du godt være min far.

 Jeg tænkte mig lidt om, ikke fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg havde lyst til at svare, men det var jo i høj grad afhængigt af, hvad Kirsten mente om den sag.

 Jeg trak vejret dybt og så alvorligt på ham.

 Ja, Bjørn, det vil jeg meget gerne, men det er jo i høj grad afhængigt af, hvad din mor mener om det.

 Jamen kan du ikke være min far, uden at være gift med mor, hvis hun ikke vil det.

 Joh, det kunne vel teoretisk godt lade sig gøre, evt. plejefar, men din mor må ubetinget give lov, hvis det skal blive til noget.

 Så vil jeg skrive til hende i morgen og spørge hende, om hun har noget imod det, hvis du ikke har noget imod det

 Bjørn smiler lykkeligt.

 Det må du godt, men nu tror jeg også, at vi skal komme i seng, og du har faktisk min dyne.

 Åh undskyld, det havde jeg helt glemt.

 Hurtigt vikler han sig ud af dyne og tæppe og rejser sig. Så slår han armene om min hals og knuger sig ind til mig.

 Godnat og tak, FAR. Tænk, nu har jeg en rigtig, en dejlig far, hvor er jeg dog glad.

 Smilende siger jeg.

 Godnat sønneke.

 Næste dag, da Bjørn er gået i skole, snakkede jeg med mor om min natlige samtale med Bjørn.

 Hun var meget glad for, at vi havde fået snakket godt, men var bekymret over, at jeg havde lovet at være hans far. Det måtte tilkomme Kirsten at vælge en far til ham.

 Jeg prøvede at forklare, at jeg havde følt, at Bjørn havde brug for et klart svar i nat. Hvis Kirsten ikke kunne gå med til det, måtte jeg så trække mig ud af det, når hun kom tilbage og selv kunne tage sig af ham..

 Det vil blive svært for mig, for jeg er kommet til at holde meget af drengen, men det er hans og Kirstens fremtid det gælder, ikke min.

 Jeg er ked af det, men kan godt se, at mor nok har ret.

 Jamen tror du, at Bjørn vil acceptere det, han er jo også kommet til at holde meget af dig, er jeg klar over.

 Det må jeg prøve at overbevise ham om til den tid. Jeg sagde helt klart, at det var under forudsætning af hans mors godkendelse, og det vil jeg holde ham fast på med jævne mellemrum, så han ikke glemmer det.

 Mor så meget bekymret på mig.

 Jeg tror stadig, at du handlede forkert, men du kunne nok ikke gøre andet i den situation. Jeg håber inderligt, at det viser sig, at jeg har taget fejl. Ellers vil det blive meget hårdt for både dig og Bjørn.

 Bjørn havde åbenbart skrevet til sin mor allerede dagen efter vores natlige samtale. Det havde jeg ikke forudset, så jeg var temmelig rystet, da jeg et par dage efter fik et harmdirrende brev fra Kirsten.

 Du er en fej kujon, skrev hun bl.a. ikke alene prøver du at tage min dreng fra mig, men du er ikke mandfolk nok til selv at skrive, men lader drengen gøre det, fordi du tror, at jeg så hellere vil gå med til det. Så usselt ville din bror aldrig have opført sig. Din mor har forhåbentlig ikke godkendt det, det tror jeg trods alt for godt om hende til at tro på.

 Du skulle nok påtage dig ansvaret for drengens opdragelse. Jeg nægter at tro på, at du kan være Runes tvillingebror, du må være en svindler, så stor forskel kan der ikke være på tvillinger.

 Din mor og Bjørn må hurtigst muligt finde et andet sted at bo, så de kan komme væk fra din dårlige påvirkning.

 Jeg kan ikke komme ud af min kontrakt før om to måneder, så før kan jeg ikke selv tage mig af min dreng igen. Jeg skriver selv til ham og fortæller, hvad jeg mener om det her. Du skal ikke prøve at forklare ham noget som helst, bare holde dig helt fra ham.

 Jeg kan jo overhovedet ikke stole på dig, når du sådan går bag min ryg, og du er præst, uha.

 Du må meget gerne vise din mor dette brev, hun vil forstå det, hun er trods alt selv mor.

 Jeg var helt rundt på gulvet, da jeg havde læst brevet.

 Jeg skulle have et bryllup om eftermiddagen, så jeg måtte tvinge mig til at koncentrere mig om det, og det var måske meget godt.

 Jeg gik ind og gav mor brevet. Lidt bittert sagde jeg.

 Du fik desværre ret. En god mening er altså ikke nogen undskyldning. Er jeg virkelig så slem, sådan et uhyre, som hun skriver.

 Vil du godt sige til Bjørn, at jeg ikke kan snakke med ham i dag og så i øvrigt forberede ham lidt på det brev han får fra sin mor, så det ikke bliver alt for hårdt for ham, det kan jeg ikke bære.

 Nu får han virkelig brug for dig. Jeg må prøve at tænke mig lidt om, inden jeg skriver til hende.
 Det er synd for både dig og Bjørn, at Kirsten har misforstået det hele. Men lad os nu se tiden lidt an. Nu skriver jeg foreløbig til Kirsten, at vi bliver boende her, til hun kommer hjem. Jeg kan ikke bare flytte med sådan en stor dreng igen. Det vil ikke være fair mod ham. Så må hun selv komme hjem og tage sig af ham eller få ham ned til sig i Bruxelles.

 Det lykkes mig at få gennemført brylluppet. Jeg er inviteret med til festen bagefter, da det er nogle af mine gode bekendte. Jeg kom sent hjem og var glad for, at både mor og Bjørn var gået i seng.

 Næste morgen sad jeg og knurrede ved morgenbordet, og gik så ind i mit studereværelse. Jeg hørte lige, at mor sagde.

 Lad ham hellere være, han kom sent hjem, så han har nok tømmermænd.

 Uvilkårligt kom jeg til at smile lidt. Jeg havde faktisk tømmermænd, men det var ikke fordi jeg havde drukket ret meget den forrige aften, men fordi spekulationerne nu væltede ind over mig igen.

 Om eftermiddagen, da jeg sad og arbejdede på min søndagsprædiken, bankede det på min dør, og uden at tænke over det, sagde jeg.

 Kom ind.

  Det var Bjørn, i hånden holdt han et brev fra sin mor.

 Han stod stille lidt, lige inden for døren, så gik han hen og satte sig i lænestolen på den anden side af skrivebordet og så mig lige i øjnene.

 Jeg vil gerne tale med dig om det her brev, far.

 Han lagde brevet foran mig.

 Jeg tøvede lidt.

 Din mor vil helst ikke have, at vi taler sammen, det skrev hun til mig i går.

 Det ved jeg godt, men du har lovet mig, at jeg altid må komme til dig, når jeg har brug for at snakke. Det løfte vil du da ikke bryde, vel. Du lovede også, at du ville være min far.

 Hvis din mor gik med til det , ja, men det gør hun altså ikke.

 Det kan mor da ikke bare bestemme. Hun kan ikke bare tage dig fra mig, det har hun ikke lov til. Hun er her jo ikke. Hun overlod mig jo til dig, så kan hun da ikke bare tage mig igen, uden overhovedet at spørge mig.

 Det har din mor ret til. Hun har forældreretten over dig til du er atten år.

 Også til at forhindre os i at tale sammen, det lovede du, uden betingelser.

 Jeg trækker vejret dybt.

 Bjørn, hør nu her. Jeg må rette mig efter din mor. Det er hendes ret at bestemme, hvem der skal være din far, men jeg kan ikke bryde mit løfte til dig om, at du altid må komme, når du har brug for at snakke med mig. Det har jeg ikke lovet din mor noget om, så må der ske, hvad der vil. Jeg vil ikke bryde mit løfte til dig.

 Tak. Jeg vidste, at jeg kunne stole på dig.

 Bjørn har store tårer i øjnene.

 Men hvorfor vil mor ikke have, at vi taler sammen. Og hvorfor vil hun ikke gå med til det, når jeg gerne vil have, at du er min far.

 Fejlen er nok, at jeg ikke fik skrevet til hende først og fik forklaret hende, hvor jeg stod. Hun troede at jeg fik dig til at skrive, fordi jeg ikke selv turde, eller måske fordi jeg troede, at du nemmere kunne overtale hende. Måske troede hun, at jeg ville tage dig fra hende.. Det kunne hun ikke bære, hun elsker dig jo Bjørn.

 Hvorfor rejste hun så fra mig., og hvorfor må jeg ikke få mit højeste ønske opfyldt.

 Hun trængte til at være lidt alene, husk på, at hun har haft ansvaret for dig, fra hun var 16 år.. Hun har aldrig rigtig haft nogen ungdom for sig selv. Hun var tvunget til at være voksen, fra hun fik dig.

 Jamen hvis hun trænger til at være fri for ansvaret for mig, hvorfor er hun så ikke bare glad for, at du vil påtage dig det.

 Mor skriver, at farmor og jeg skal flytte væk fra dig snarest muligt. Det vil jeg ikke, det kan hun ikke mene.

 Farmor har skrevet til din mor, at hun ikke kan rejse et nyt sted hen med dig på nuværende tidspunkt. I bliver her, til din mor kommer hjem og selv kan tage sig af dig. Til gengæld spiller jeg ikke far, kun kammerat og ven.
 Elsker du da slet ikke farmor og mig mere.

 Jo, Bjørn. Aldrig har jeg elsket jer højere. Jeg ved godt, at jeg ikke burde sige det.

 Jamen hvorfor skal det hele ødelægges, nu da vi lige havde det så godt sammen. Er det din Gud, der forlanger det, er det ham, der ikke vil have, at vi bare vil have lov til at elske hinanden og være sammen.
 Jeg ved det ikke min ven, men vi har lov til at håbe på, at der kommer en god løsning.

 Bjørn rejser sig brat.

 Jeg kan se, at jeg har forstyrret dig i din søndagsprædiken. Undskyld, at jeg har taget din tid, nu skal jeg nok gå.

 Han ser næsten fjendtligt på mig, da han går.

 Jeg er fortvivlet, da han er gået, vil kalde ham tilbage, men lader alligevel være. Jeg burde ikke have sagt, at jeg elskede ham, det gør det måske endnu sværere for ham. Men hvordan skulle jeg kunne lade være med at fortælle ham det. Jeg elsker ham jo højere end nogensinde før.

 For første gang i mange år fortryder jeg, at jeg er blevet præst. Hvordan skal jeg kunne lave en ordentlig prædiken, når jeg har det sådan.

 Jeg beslutter at gå en tur for at få lidt rede på mig selv. Jeg ender på kirkegården ved Runes grav.
 Hvorfor efterlod du dig en søn, og hvorfor fandt jeg ham, når jeg ikke må tage mig af ham. De spørgsmål hamrer løs i mit hoved.

 Så går jeg ind i kirken, for at se, om det hjælper. Hvad kan jeg gøre. Ingenting. Bare vente på det svar mor må få fra Kirsten, og så håbe.

 Jeg synes ikke engang, at jeg kan bede. Og så alligevel. Pludselig falder der lidt ro over mig. For mit indre øre lyder det helt tydeligt.

 SKE DIN VILJE.

 Altså et svar, som jeg taknemligt tager imod.
 Jeg kommer til at tænke på, at jeg jo levede, før mor, Kirsten og Bjørn kom ind i billedet, altså må jeg også kunne leve uden dem igen, selvom det vil blive meget svært.

 Mor kan da i det mindste komme og bo hos mig igen, når Kirsten er kommet til Danmark. Måske kan jeg også møde dem igen. F.eks. når Bjørn bliver voksen, de er jo ikke døde, måske skal tingene bare have tid til at falde lidt til ro.

 Men hvorfor hader Kirsten mig pludselig sådan og tillægger mig en hel masse forkerte motiver. Er det, fordi hun tror, at jeg vil tage hendes dreng fra hende. Hvordan er mit forhold til hende i grunden. Jeg kender jo så lidt til hende. Jeg blev glad, da hun stolede på mig og gav mig ansvaret for sin søn, og nu er jeg såret, fordi hun tager ham fra mig igen. Har jeg svigtet hendes tillid.. Hun er måske blevet lige så såret, da hun følte, at jeg ville tage Bjørn fra hende, så hun mistede sin søn.

 Langsomt rejser jeg mig og går hjem. Jeg får skrevet min prædiken færdig, men er absolut ikke tilfreds. Kan jeg være det bekendt over for min menighed.

 Svaret må være et absolut nej.

 Jeg kasserer den og begynder forfra igen, og nu synes jeg, at det går lidt bedre.

 Mor kommer ind.

 Vil du have din mad herind.

 Jeg ser lige op, men skriver så videre.

 Ja tak, det er nok bedst, jeg er lige begyndt forfra igen.

 Stille kommer hun ind lidt efter igen og stiller maden på bordet. Uvilkårligt ser jeg op på hende. Jeg kan se, at hun har grædt. Hun kommer hen og stryger mig gennem håret.

 Du kommer igennem det, min dreng, det gør man altid, når man selv vil.

 Ja mor, det resultat er jeg også kommet til nu, men du forlader mig ikke, vel mor.

 Nej, min dreng, det gør jeg ikke.

 Jeg ser på hende og sukker.

 Det værste er, at jeg har gjort Bjørn fortræd, det var jo det jeg mindst af alt ville.

 Det ved han godt, min dreng.

 Endelig bliver jeg færdig med min prædiken og vakler så ind i seng, men det lykkes mig ikke at falde i søvn. Jeg kan høre gråd fra Bjørns værelse, men jeg tør ikke gå der ind, for ikke at gøre det hele værre.

 Næste morgen ser Bjørn meget nøje på mig, men nøjes med at sige god morgen. Jeg føler mig ubehageligt til mode og skidt tilpas i det hele taget. Jeg prøver at koncentrere mig om et par småændringer, jeg vil lave i min prædiken.

 Midt under gudstjenesten, da jeg står på prædikestolen, opdager jeg, at Bjørn sidder nede i kirken på sin gamle plads.

  Jeg går i stå et kort øjeblik, men kommer så igang igen.

 Da jeg kommer ned fra prædikestolen, hvisker kordegnen til mig.

 Er du syg, du er helt ligbleg.

 Jeg ryster på hovedet.

 Jeg har det ikke så godt, men det går nok over.

 På en eller anden måde kommer jeg igennem resten af gudstjenesten, selv altergangen klarer jeg, selvom både Bjørn og mor er til alters.

 Umiddelbart efter gudstjeneste går jeg direkte hjem i seng. Jeg er frygtelig svimmel og har det rigtig skidt.

 Mor kommer ind til mig, da jeg er kommet i seng.

 Jeg har sendt bud efter lægen, han kommer om lidt.

 Ja, det er nok bedst. Sig mig, var Bjørn i kirke i dag og til alters.

 Ja, det var han da.

 Jeg kom pludselig i tvivl.Jeg troede, at jeg så syner. Han lignede det billede, du har af Rune så meget, at jeg var ved at tro, at det var ham. Men så er jeg altså ikke blevet helt tosset.

 Nej, han var der skam godt nok. Vil du snakke med ham, han er meget urolig for dig. Han så jo, at du pludselig blev helt ligbleg, mens du stod på prædikestolen og gik i stå et øjeblik.
 Ja, det vil jeg meget gerne, hvis du tror, at det går an.

 Lidt efter kommer Bjørn stilfærdigt ind.

 Hvorfor var du i kirke i dag.

 Jeg håbede sådan, at du ville forklare, hvorfor vi skal miste det, vi holder allermest af, men det gjorde du ikke.

 Det skal vi heller ikke, men vi skal måske lære at holde af andre på en anden måde, men først og fremmest skal vi lære at tro på, at Gud altid vil os det bedste, selvom vi ikke forstår det, der sker.

Hvis vi tror på ham, løser han også vores problemer, måske ikke på den måde vi ønsker eller forventer, men han løser dem på den måde, der er bedst for os. Det glemmer jeg også engang imellem. Når man gør det, får man sommetider en lærestreg.

 Bjørn står og ser på mig, som om han vil sige noget, men ikke rigtig ved, hvordan han skal få det sagt.

 Jeg syntes ikke, at din prædiken var særlig god i dag. Er det min skyld, jeg vil da ikke ødelægge dit arbejde for dig. Jeg skal nok rette mig efter mor, hvis hun forlanger, at jeg skal flytte, men…….. hun kan aldrig forhindre, at jeg elsker dig, som om du var min far.

 Nej, min dreng, men det er jeg også sikker på, at hun aldrig vil forsøge at gøre.
 Bjørn bøjer sig over mig og slår armene om min hals og knuger mig et kort øjeblik. Jeg kan mærke et par af hans tårer på min kind, da han løber ud af værelset.

 Da lægen kommer undersøger han mig grundigt. Så ryster han komisk fortvivlet på hovedet.

 Du fejler ingenting fysisk, så vidt jeg umiddelbart kan se. Det må være stress eller overanstrengelse, selvom jeg ikke kan begribe, hvad en præst kan blive overanstrengt af.

 Jeg fortæller ham nu, hvad der er sket den sidste uges tid., da jeg er færdig, fløjter han sagte mellem tænderne.

 Aha, så tror jeg bedre, at jeg forstår det, men hvad kan jeg så gøre ved det. Du trænger til at holde fri og komme lidt væk fra det hele en tid, men det er vel ikke så nemt. Du kunne også prøve at drikke dig fuld et par dage, nåh nej, det er måske ikke rigtig din stil.

 Lad mig se, nu giver jeg dig nogle tabletter, dem tager du i dag og i morgen, og så kommer du hen til mig på tirsdag, så håber jeg, at jeg har fundet på noget.

 Hvad er det for nogen tabletter.

 Tjah, du kommer til at føle det, som om du er hønefuld, så du må ikke gå nogen steder. Du skal blive i din seng, uanset, hvad der sker. Jeg giver din mor besked. Ingen gæster, ingen problemer, bare sove rusen ud. Godnat min ven, vi ses på tirsdag. Du tager den første nu, så er du væk om et kvarters tid, resten sørger din mor for. Farvel så længe.

 Resten af søndagen og det meste af mandagen er jeg nærmest bevidstløs.

 Mandag aften kunne jeg spise lidt og befandt mig også bedre. Jeg var lige ved at falde i søvn igen, da jeg syntes jeg kunne høre ophidsede stemmer.Jeg kæmpede fortvivlet med søvnen, for den ene stemme lød som Kirstens.

 Så lød mors stemme.

 Du kan ikke tage ham med i aften, han må have lov til at sige ordentligt farvel til Rene. Jeg har jo sagt, at Rene er syg og ikke må vækkes. Lægen har givet ham nogle piller, så han har været bevidstløs siden søndag middag. I morgen tidlig skal han hen til lægen, og han må ikke vækkes før.

 Så hører jeg Bjørns stemme.

 Du kan ikke bare tage mig med i aften, uden at jeg får sagt farvel. Jeg vil aldrig tilgive dig, hvis du gør. Jeg vil hade dig resten af mit liv.

 Så begyndter Kirsten at råbe.

 Skal dine drenge da ødelægge hele mit liv. Først Rune, og nu Rene. Rune tog min ungdom, men gav mig trods alt drengen. Rene vil nu tage drengen fra mig, og hvad vil han give i stedet for.

 Det lykkes mig at komme ud af sengen. Vaklende kommer jeg hen til døren og får den skubbet op.

Svajende står jeg og prøver at få styr på min tunge.

 De stirrer alle tre på mig, som om jeg var et spøgelse.

 Bjørn, du må aldrig hade din mor, hun gav dig livet, hende skylder du alt.

 Kirsten, jeg vil ikke tage din dreng fra dig, jeg ville bare give ham noget af den kærlighed, som hans egen far ikke fik mulighed for at give ham. Han satte sit liv til for din og Bjørns skyld, lær ikke din søn at hade. Kan vi ikke i morgen……..

 Så faldt jeg besvimet om.

 Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i min seng, og lægen stod bøjet over mig.
 Nå, er du ved at komme tilbage til os igen. Du får en stor bule, for du slog hovedet mod dørhåndtaget, da du faldt, men det har du i grunden rigtig godt af. Jeg havde jo sagt, ingen gæster, og at du skulle blive i din seng. Den der ikke vil høre må føle.

 Næsten helt klar i hovedet, trods en dundrende hovedpine, fik jeg spurgt.

 Er Kirsten og Bjørn rejst, jeg må tale med dem, det er vigtigt. Bjørn må aldrig hade sin mor, hvis han gør, er det min skyld.

 Bare rolig min ven, slap af. De bliver her et par dage, i det mindste til du er nogenlunde rask. Det har Kirsten lovet mig. Hun vil ikke have dit liv på samvittigheden også.

 Hvad mener du med det.

 Jeg havde jo sagt, at du skulle blive i sengen. Hvis du var faldet mere uheldigt, havde du måske fået kraniebrud, det fortalte jeg hende.

 Det passer da ikke.

 Teoretisk set kunne det godt lade sig gøre. Hun var lettere hysterisk, da jeg kom, det kølede hende betydeligt af. Hun tager ingen skade af at tænke sig lidt om, og dig kan det måske endda hjælpe.

 Men nu skal du altså sove, jeg kommer igen i morgen. Og nu fjerner du dig ikke fra sengen uden en til at støtte dig, om der så bliver jordskælv. Jeg har givet Kirsten forbud mod at se dig, før jeg har været her igen. Bjørn eller din mor må hjælpe dig på toilettet, hvis det bliver nødvendigt, men der må ikke snakkes eller diskuteres. Punktum. Jeg håber, at du har lært at rette dig efter mig nu. Godnat med dig gamle dreng.

 Hen på morgenstunden vågnede jeg halvvejs op. Bjørn sad i en lænestol ved siden af sengen og sov., men som om han var klar over, at jeg så på ham, vågnede han og smilede til mig.

 Mor har givet mig lov.
 Jeg sukker lettet og falder i søvn igen.
 Næste gang jeg vågnede, stod lægen ved siden af min seng.

 Velkommen tilbage. Hvordan går det med hovedet, er du ved at være klar igen.

 Ja, det tror jeg nok, men jeg synes, at du har været lidt hård ved mig. Jeg er ikke rigtig klar over, hvad der skete i går, eller hvornår det nu var. Jeg har ikke rigtig styr på dagene.

 Tjah, vi har onsdag i dag. Du snød mig jo og stod op, før jeg havde givet dig lov. Det kostede dig den bule, men det har du bare godt af, som jeg sagde i går. Det kan måske lære dig at gøre, som jeg siger.

 Jeg var nødt til det, eller er det noget, jeg har drømt.

 Han så alvorligt på mig.

 Nej, du har nok ret. Det var sikkert nødvendigt, men det havde også en positiv virkning, som nok er en bule værd, vil jeg tro. Nu kommer din mor med noget mad til dig om lidt, og så vil Kirsten gerne tale med dig bagefter. Prøv nu at tage det roligt, det har hun også lovet at gøre, og så må du i øvrigt ikke stå op før i morgen, og kun en time ad gangen i begyndelsen.

 Mor kom ind med maden og smilede kærligt til mig.

 Går det bedre nu, min dreng.

 Ja tak mor, jeg tror ligefrem, at jeg er lidt sulten.

 Da jeg havde spist, havde jeg det meget bedre. Jeg var dog ikke særlig glad ved tanken om at skulle tale med Kirsten, men jeg måtte jo have det overstået, hun skulle vel også tilbage til Bruxelles igen.

 Jeg fik mor til at hjælpe mig  med at blive vasket lidt og barberet, og så kunne jeg ikke udskyde samtalen længere.

 Kirsten kom stille ind i værelset, og jeg bad hende om at sætte sig ned.

 Hun så tankefuldt på mig, så kom det lavmælt.

 Jeg skylder dig en undskyldning, Rene, dels for mit brev og dels for min opførsel den anden aften.

 Hun tav lidt, så fortsatte hun.

 Jeg har også givet din mor og Bjørn en undskyldning.

 Jeg er blevet klar over, at jeg ikke har eneret på Bjørn. Han er et selvstændigt menneske, der har ret til at elske hvem han vil. Jeg er glad for, at jeg har erkendt det, før det blev for sent. En dag møder han en pige, havde jeg ikke lært det nu, kunne jeg have ødelagt hans fremtid. Det var allerede ved at være i sidste øjeblik.

 Du er vel klar over, hvor højt han elsker dig. Jeg håber, at det må lykkes mig at genvinde hans kærlighed igen.

 Jeg var der vel tilfældigt, da han lige havde brug for det, derfor blev det mig.

 Nej, Rene, der er ikke noget, der er tilfældigt. Du har virkelig prøvet at forstå ham, da han havde allermest brug for det., og det kan du måske bedre, fordi du er en mand. Dig er han tryg ved, fordi han ved, at han kan stole fuldt og fast på dig. Du vil aldrig svigte hans tillid. For du elsker ham jo lige så højt, som han elsker dig. Det er jeg blevet klar over. Jeg må så lære at stole på, at du ikke alene vil hans bedste, men også mit.

 Vil du ikke godt prøve at glemme mit brev, og at jeg skrev sådan til dig. Jeg har virkelig fortrudt det. Jeg ved nu, at Bjørn aldrig vil kunne få det bedre noget sted end her hos dig.

 Jeg lå et øjeblik helt overrasket over, at det hele havde ændret sig så totalt.

 Så smilede jeg varmt til hende, selvom det gjorde ondt i hovedet.

 Selvfølgelig Kirsten, lad os glemme alt om det brev,. Det vigtigste for mig er, at du og Bjørn har det godt og er glade.

 Tak, Rene, jeg skal tilbage til Bruxelles i aften, men jeg kommer tilbage til Danmark om et par måneder, regner jeg med. Jeg tror, at jeg er ved at have fundet mig selv nu. Måske havde jeg ikke behøvet at rejse så langt for det, men måske har det alligevel været godt for noget. Når jeg kommer hjem, må jeg så bo her, til jeg finder et arbejde og et andet sted at bo.

 Selvfølgelig må du det. Så længe du vil.

 Mener du det, eller er du lidt omtåget endnu.

 Der er pludselig smil i hendes stemme og i hendes øjne.

 Jeg er ikke mere omtåget, end at jeg ved, at jeg mener det helt alvorligt.

 Tak skal du have, så ved jeg, at du har tilgivet mig.

 Så rejser hun sig, tøver et øjeblik, så bøjer hun sig ned og giver mig et kys, inden hun skynder sig ud af værelset idet hun siger.

 På gensyn, Rene.
 Jeg ligger helt stille.

 Er det her drøm eller virkelighed. Jeg tør næsten ikke tro på, at det her virkelig er rigtigt. Da jeg imidlertid er meget træt, falder jeg hurtigt i søvn igen.

 Ved aftenstid vågner jeg ved, at Bjørn kommer ind med min aftensmad.

 Jeg skulle hilse fra mor, hun er taget afsted, men er I nu blevet gode venner igen.

 Ja, det er vi.

 Han smiler lettet.

 Åh, hvor var det godt. Det var så uhyggeligt, da du faldt om den anden aften. Hvorfor kan dem man holder af ikke også holde af hinanden.

 Der er nok desværre meget sandt i den gamle sang: To, der elsker hinanden, kan volde hinanden mer ondt, end selv de argeste fjender. Men rigtig kærlighed tilgiver alt, det må du aldrig glemme.
 Når mor kommer tilbage til Danmark, skal vi så flytte.

 Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har sagt til din mor, at I må bleve boende her, så længe I vil.

 Bjørn ser spændt på mig.

 Og hvad svarede mor.

 Hun sagde ja tak.

 Ih, hvor var det dejligt. Hun bliver sikkert så glad for at være her, at hun slet ikke får lyst til at flytte.

 Lidt uroligt siger jeg.

 Glæd dig nu ikke for meget igen, så du bliver skuffet, hvis din mor på et tidspunkt foretrækker at flytte. Det er jo ikke sikkert, at hun bryder sig om at bo her i længden. Måske vil hun gerne have sit eget, men så kan vi da besøge hinanden en gang imellem.

 Tror du da ikke, at mor vil holde sit løfte om, at hun ikke vil tage mig væk fra dig.

 Har hun lovet dig det, er jeg sikker på, at hun også holder det. Men hvis hun nu gerne vil flytte, er det så ikke rigtigst, at du bor hos din mor. Jeg har jo ikke lov til at tage dig fra din mor.

 Det bedste ville nu være, hvis vi kunne bo her alle fire, her er så dejligt.

 Det kunne være rart, ja, det synes jeg også, men lad os nu se, hvordan det går, når din mor kommer hjem.

 Kunne du ikke gifte dig med mor, så ville hun jo blive.

 Jeg kan ikke lade være med at le, men da det får det til at gøre mere ondt i mit hoved, bliver det til nogle grimasser.

 Bjørn bliver helt forskrækket.

 Gør det meget ondt.

 Ja, det gør det faktisk, så jeg må hellere få lidt ro nu, så kan vi snakke videre i morgen.

 Ja, nu skal jeg nok gå, du kalder bare, hvis der er noget, jeg skal hjælpe dig med.

 Ja tak, min ven.

 Sov godt, jeg håber, at du snart bliver rask igen.

 En times tid senere kommer mor ind for at sige godnat. Hun pusler lidt omkring mig, ryster min pude og ser smilende på mig.

 Har du haft en god dag, min dreng.

 Ja tak, mor. Virkelig dejlig.

 Det har du også fortjent ovenpå den sidste tid. Jeg ville have givet meget for, at du ikke skulle have været igennem alt det, men måske har det alligevel været godt for noget.

 Det er jeg helt overbevist om. Dagen i dag har været det hele værd. Kirsten kommer og bor her i starten, når hun kommer tilbage til Danmark. Bjørn foreslog, at jeg giftede mig med hende for at få hende til at blive.

 Mor kan ikke lade være med at le, da hun siger.

 Ja, han har mange gode ideer den knægt. Det var nu heller ikke det værste, du kunne gøre.

 Giftekniv.

 Nå, nok om det, nu skal du sove, så du snart kan blive rask igen.

 Jeg prøver at blive klar til søndag.

 Tror du, at det er klogt, at du kan klare det. Du må hellere spørge lægen i morgen, om han vil give dig lov.

 Det vil jeg gøre. Godnat mor og tak, også for i dag. Jeg er klar over, at det også har været nogle hårde dage for dig.

 Mest, fordi jeg jo ikke rigtig kunne hjælpe dig, min dreng. Sov godt.

 Næste morgen har jeg det meget bedre, selvom jeg stadig har lidt hovedpine.

 Bjørn stikker lige hovedet ind til mig, inden han går i skole.

 Har du sovet godt.

 Jo tak, nu føler jeg mig næsten helt frisk igen, nu skal jeg bare have lægens tilladelse til at gå i gang.

 Bjørn er kommet helt ind i værelset og har lukket døren, han står og tripper lidt.

 Der er noget, jeg vil spørge dig om, men du må love mig, at du ikke bliver sur.

 Jeg smiler til ham.

 Selvfølgelig, nu er jeg jo forberedt på det værste.

 Må jeg prøve at skrive en prædiken til dig til på søndag.

 Jeg er mildest talt overrasket. Jeg havde regnet med, at han ville have spurgt om noget med moderen og mig.

 Det må du meget gerne. Har du en god ide. Ved du, hvad dagens tekst er.

 Det har jeg da undersøgt. Jeg er begyndt, men så vil jeg se at gøre den færdig, når jeg kommer hjem fra skole., så kan du jo se, om du kan og vil bruge den.

 Det kan jeg helt sikkert, og jeg vil også meget gerne. Jeg er klar over, at du vil skrive den lige ud af hjertet.

 Tak for din tillid, jeg skal nok gøre mig rigtig umage.

 Det er jeg helt overbevist om, kan du have en god dag .

 I lige måde far, hej så længe.

 Han er allerede på vej ud ad døren.

 Det gav et lille gib i mig, da han sagde far. Bagefter lå jeg og spekulerede på, hvorfor han ville skrive den prædiken for mig.

 Da mor kom ind med morgenmaden, kunne jeg ikke lade være med at spørge hende, om hun kunne forklare mig, hvorfor Bjørn havde tilbudt at skrive den prædiken for mig.
 Hun smilede.

 Det kan jeg godt. Vi talte i aftes om, at du ville prøve at klare den på søndag, så sagde Bjørn.

 Tror du, at han kan klare at skrive en prædiken, hvis han stadig har hovedpine.

 Halvt i sjov sagde jeg.

 Du kan jo tilbyde at skrive den for ham.

 Han så lige på mig og sagde.

 Ja, det tror jeg at jeg vil, hvis han er interesseret.

 Jeg foreslog så, at han spurgte dig ad her til morgen.

 Han nikkede.

 Ja, det vil jeg gøre.

 Senere på aftenen gik han ind i studereværelset for at finde ud af, hvad teksten drejede sig om, og så er han åbenbart begyndt.

 Jamen hvad mener du om det.

 Den bliver nok ikke særlig teologisk, men sandsynligvis nem at forstå for alle. Bjørn er en klog og fornuftig dreng, og jeg ved, at han er god til at skrive stil.

 Da lægen kom for at se til mig, gik han lidt modstræbende med til, at jeg kom op, så så han på mig.

 Men tror du nu, at du selv skal tage gudstjenesten på søndag, tror du ikke, at det er bedre at få en vikar. Hvordan vil du klare at skrive en prædiken, når du ikke må bruge din hjerne ret meget, og du ikke må læse en uges tid. Du har jo fået en hjernerystelse, kammerat, men du har måske en gammel liggende du kan bruge, det er der såmen ikke nogen, der opdager.

 Jeg fortalte ham så, at Bjørn ville skrive min prædiken, så følte jeg mig også forpligtet til at bruge den.

 Han så overrasket på mig.

 Du har meget stor tillid til den dreng. Pas nu på, at du ikke bliver skuffet, eller skuffer ham, hvis den ikke kan bruges. Det kan du ikke rigtigt klare i øjeblikket, er jeg bange for.

 Sig mig, er der alligevel noget galt, rent fysisk.

 Ja, du har taget for hårdt fat. Du skal tage den lidt mere med ro, så kan du sikkert holde mange år endnu. Du må ikke  brænde dit lys i begge ender. Jeg er ikke helt tilfreds med dit hjerte i øjeblikket

Men du skal nok klare den, hvis du vil rette dig efter mine anvisninger.

 Det skal jeg nok prøve at gøre, så vidt jeg kan.

 Det er det sædvanlige, folk vil selv bestemme det hele, når det kommer til stykket. Nu har du i hvert fald fået en advarsel, prøv så at rette dig efter den. Hvis du bliver sløj, så gå i seng. Lad være med at spille helt. En død helt er der ingen, der kan bruge til noget. Der kommer besked fra sygehuset om en undersøgelse, du skal til om en uges tid. Tag det i det mindste med ro så længe. Nu ved du det i hvert fald. Farvel med dig.

 Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget rystet.

 Efter nogen spekulation besluttede jeg mig for at rette mig efter lægens anvisninger og afvente undersøgelsen, inden jeg tog rigtigt fat igen.

 Men søndagens gudstjeneste skulle jeg klare. Det følte jeg var meget vigtigt. Jeg måtte ikke lade mig slå ud af den lidt barske, men velmente besked lægen havde givet mig. Det var nødvendigt, at jeg ikke mistede livsviljen og livsmodet. Jeg havde noget og nogen at leve for, det betyder utroligt meget.

 Om eftermiddagen sad jeg ude i haven et par timer. Vejret var dejligt, så jeg følte mig godt tilpas. Hen under aften kom Bjørn ud til mig.

 Det er ikke så let, som jeg troede, men du skal nok få den i morgen tidlig.

 Jeg smiler til ham.

 Sørg nu for, at du også får din nattesøvn, min dreng.

 Det skal jeg nok. Må jeg godt sidde inde i dit studereværelse, så har jeg dine bøger ved hånden, når der er noget, jeg skal have slået efter.

 Det må du meget gerne. Held og lykke med det.

 Tak skal du have. Det får jeg nok også brug for, far.

 Jeg er lidt bekymret over, at Bjørn kalder mig far igen, men jeg erkender, at jeg selv har givet ham lov, under forudsætning af hans mors tilladelse, og den har hun jo i realiteten givet.

 Men hvad forstand har jeg på at være far for sådan en stor dreng. Egner jeg mig til det. Jeg må nok hellere prøve at tale med mor om det, hun kan sikkert hjælpe mig.

 De tre vigtigste ting at give drengen må være: Tryghed, tillid og kærlighed. Jeg må også se at få skrevet til Kirsten snarest muligt. Ak ja, der er rigeligt at gå i gang med, men jeg må jo prøve at tage tingene med ro og finde en rækkefølge at prioritere tingene i.

 Jeg gik i seng lige efter aftensmaden, jeg var meget træt, men rolig og ved godt mod, så jeg faldt hurtigt i søvn.

 Næste morgen følte jeg mig helt frisk, så jeg stod op, så jeg kunne spise morgenmad sammen med mor og Bjørn.

 Han så lidt bleg ud, men virkede glad. Da vi havde spist, sagde han.

 Jeg blev færdig, men det skal vare noget, før jeg prøver det igen. Jeg synes, at det er meget svært. Der er så meget, man gerne vil have sagt, men det kan være svært at formulere det.

 Det kan det, men husk lige, at jeg også har mange års uddannelse, hvor jeg bl.a. har lært at formulere mig. Jeg er meget glad for, at du har hjulpet mig den her gang, hvor jeg ikke selv kunne klare det.

 Bjørn begyndte at le.

 Glæd dig nu ikke for tidligt. Det er jo ikke sikkert, at det kan bruges, men nu ligger den i hvert fald på dit skrivebord, og nu må jeg i skole.

 Da Bjørn var gået, gik jeg ind for at læse hans prædiken. Han havde skrevet den ren med sin aller pæneste skrift.

 Jeg var imponeret. Det var mange timers arbejde, kunne jeg se. Den var måske ikke opbygget på samme måde, som jeg ville have gjort det, men den var klar og sammenhængende.

 Der var en del citater. Det havde været et stort arbejde at finde dem, men de underbyggede de forskellige ting på en virkelig god måde. Jeg var helt overbevist om, at jeg ikke kunne have skrevet en bedre prædiken selv, jeg kunne endda lære noget af den m.h.t. stilen, blev jeg klar over.

 Jeg kaldte på mor og bad hende læse den.

 Da hun var færdig så hun op på mig.

 Tror du, at han vil være præst, når han bliver voksen. Nå, det skal der jo ikke tages stilling til foreløbig, han er trods alt ikke femten år endnu. Vi skal passe på, at vi ikke trækker for store veksler på ham eller presser ham til noget. Han skal have lov til at have sin barndom. Jeg ved godt, at det var mig selv, der foreslog ham at skrive den her prædiken.

 Jeg fik mig nu en god snak med mor om, hvordan jeg bedst skulle tage mig af Bjørn fremover. Hun var helt enig med mig om mine tre grundprincipper. Især mente hun at kærlighed og tryghed var meget vigtigt for ham. Det at have en, man stoler fuldt og fast på, er meget vigtigt for en dreng i den alder, sluttede hun vores lille samtale.

 Et øjeblik efter stak hun lige hovedet ind til mig.

 Ros ham for den her prædiken og sig, at du gerne vil bruge den, men pas på, at du ikke gør for meget ud af det, det vil han ikke bryde sig om.

 I mit stille sind giver jeg hende ret. Jeg måtte prøve at være rolig og nøgtern over for ham, det var han bedst tjent med, og nok også bedst tilfreds med. Jeg havde tænkt på at fortælle i kirken, at han havde skrevet den for mig, men besluttede at lade være. Det ville bare gøre ham flov. Det var noget, han havde gjort for min skyld, det var ikke noget, der kom andre ved.

 Da Bjørn kom hjem fra skole, kom han ind til mig. Jeg kunne se, at han var meget spændt.

 Kan du bruge den.

 Ja, min ven, det både kan og vil jeg. Tak for din hjælp, det har betydet utroligt meget for mig, ikke alene prædikenen, men det, at du skrev den for at hjælpe mig. Det har betydet endnu mere for mig.

 Bjørns ansigt lyser op i et stort smil.

 Det er jeg meget glad for, far, men jeg tror nu ikke, at jeg ville gøre det igen, undtagen hvis det var meget nødvendigt, til gengæld vil jeg gerne hjælpe dig med næsten alt muligt andet, hvis du får brug for det.

 Tak skal du have, sønneke, det er bestemt gensidigt.

 Gudstjenesten om søndagen går godt. Måske var det forkert, men det virkede næsten, som om folk bedre forstod det jeg sagde nu, måske var jeg for teologisk i mine egne prædikener.

 Jeg havde det langt bedre nu, og havde det ikke været for den undersøgelse, jeg skulle til, ville jeg have følt mig helt i orden. Jeg kunne ikke lade være med at bekymre mig om resultatet.

 Det lykkedes dog at få skrevet et langt brev til Kirsten. Efter aftale med Bjørn nævnede jeg ikke hans prædiken. Han var lidt genert ved det, og måske også lidt nervøs ved, om hans mor skulle tro, at han ville være præst.

 Undersøgelsen blev overstået og jeg ventede så spændt på resultatet. Jeg havde ikke nævnt noget om undersøgelsen til Kirsten.

 Bjørn og mor vidste godt, at jeg var nervøs, så de prøvede hver på deres måde at adsprede mine tanker.

 Lidt overraskende sagde mor, en aften, hvor Bjørn var gået i seng.

 Lad nu være med at spekulere mere, det ændrer jo ikke på resultatet, det skulle da lige være til det værre. Vi mennesker er sat på jorden for en tid, ingen ved hvor længe, men vi ved, at der er en mening med, at vi er her, og den mening må vi så finde frem til..

 Jeg tror faktisk, at du har fundet frem til meningen med din tilværelse. Lad så Gud bestemme resten, det er han nok bedst til, når det kommer til stykket.

 Jeg så på hende. Så smilede hun lidt vemodigt og fortsatte.

 Jeg ville da ønske, at du bliver gammel. Jeg ved, at det er vi mange, der ønsker, ikke mindst Bjørn, men også Kirsten for den sags skyld.

 Vi synes jo, at vi har brug for dig, men det er nu engang ikke os, der bestemmer. Mister vi dig, får vi nok hjælp på en anden måde. Ingen er uundværlig, hverken du eller jeg.

 Hvor har du dog en stærk tro, mor. En gang imellem synes jeg, at det kan være svært at bevare troen, men du gør, og du har endda været igennem langt værre ting end mig.

 Det er måske det, der har styrket min tro, min egen dreng. Gud gør en stærk, når man har brug for det. Det er noget, livet har lært mig.

 Jeg synes bare, at der er så meget, jeg skal udrette endnu, jeg er jo først lige begyndt.

 Ja, det er netop det, der er det gale ved det. Vi synes alle, at der er så meget, vi skal udrette. Men det er ikke os, der skal udrette noget, det glemmer vi alt for ofte.

 Selvfølgelig har du ret, mor. Det, jeg synes, at jeg skal udrette, kan andre jo gøre lige så godt, ja måske endda bedre.

 Jeg sad og tænkte mig lidt om, så så jeg på mor igen.
 Tak mor, nu tror jeg, at jeg er parat til at tage tingene, som de kommer.

 Jeg syntes pludselig ikke, at det ville være uretfærdigt, hvis jeg ikke fik lov til at leve, til jeg blev gammel. Ingen er uundværlig, havde mor sagt.Det ville være langt værre at miste mor, følte jeg, men også det ville jeg kunne lære at leve med.

 Den næste dag snakkede Bjørn og jeg sommerferieplaner. Kirsten kom hjem til august, og så skulle de to på en ferie sammen.

 Bjørn havde ikke berørt fremtiden, og det var jeg faktisk glad for, for hvad skulle jeg svare på spørgsmålet om, hvorvidt jeg ville gifte mig med Kirsten for at få hende til at blive.

 Selvfølgelig vidste jeg, at det ikke skulle være derfor, at vi giftede os.
 Men ville et ægteskab med Kirsten overhovedet kunne gå. Det var ikke nok, at der var en dreng, som vi begge elskede. Vi ville begge være parate til at gøre meget for ham, men der skulle nu mere til et godt ægteskab. Hvad så, når Bjørn flyttede hjemmefra. Var Kirsten overhovedet interesseret i at gifte sig med mig, og var jeg parat til at gifte mig.

 Uvilkårligt blev jeg klar over, at så længe jeg spekulerede på, om det nu også var det rigtige, så ville det ikke kunne gå. Jeg måtte være helt overbevist om, at det var det rigtige. Ja vi måtte begge være helt overbeviste om, at det var det rigtige, ellers ville det aldrig komme til at gå godt.

 Og så fik jeg min dom, som jeg havde kaldt det for mig selv.

 Mit hjerte fejlede ikke noget. Årsagen til mine symptomer havde været stress. Jeg var lykkelig, og så glad, som jeg ikke havde været længe.

 Mor omfavnede mig, da jeg kom hjem og fortalte hende det. Jeg kunne se, at hun havde tårer i øjnene, da hun sagde.

 Kan du se, man skal aldrig tage sorgerne på forskud.

 Med et lille smil fortsætter hun.

 Medmindre man da absolut vil have dem.

 Bjørn var ovenud lykkelig, og jeg fik et ordentligt knus af ham, så glad var han.

 Åh, hvor er jeg glad og lykkelig nu. Jeg var så bange for, at jeg skulle miste dig, far. Har du skrevet det til mor.

 Nej, min dreng. Jeg har heller ikke skrevet om undersøgelsen. Jeg syntes ikke, at der var grund til at bekymre hende om det. Jeg ville heller ikke have fortalt dig noget, men farmor syntes, at du skulle vide det, så du var lidt forberedt, hvis det virkelig var galt.. Jeg syntes ikke, at det var noget, du skulle gå og spekulere over.

 Det var godt, at jeg fik det at vide. Jeg følte, at jeg havde farmors og din fortrolighed, selvom det ikke var så rart at gå og spekulere på. Men nu er det overstået, det er dejligt. Hvad skal vi så lave i sommerferien. Nu kan vi jo begynde at planlægge det rigtigt, de andre ting, jeg foreslog, var jo for at få dig til at tænke på noget andet.

 Det er jeg klar over Bjørn. Derfor må du også bestemme det. Jeg går med til næsten hvad som helst i de fjorten dage, jeg holder sommerferie.

 Jeg har en virkelig god ide, men der er lige noget, jeg skal have undersøgt først, så du får det ikke at vide, før engang i morgen.

 Det er jeg spændt på, men det er sikkert en god ide, min ven.

 Den aften skrev jeg et langt brev til Kirsten, nu syntes jeg godt, at jeg kunne fortælle hende det hele.

 Den næste dag foreslog Bjørn så, at vi to skulle tage på en cykeltur med telt i 8 – 10 dage, alt efter, hvordan vejret nu var. Jeg fik senere at vide, at han lige ville høre lægen, om jeg kunne holde til sådan en tur, inden han foreslog det, ellers ville han have fundet på noget andet, som var mindre anstrengende.

 Midt i sine forklaringer på planlægningen, så han op på mor.

 Jamen hvis vi tager afsted, bliver du jo helt alene her hjemme.

 Mor smiler.

 Ja, og det har jeg ikke spor imod. Fru Petersen er her da også. Jeg tror, at I to vil have godt af at komme på sådan en tur sammen, bare jer to. Man lærer hinanden godt at kende på sådan en tur, hvor man er sammen hele døgnet rundt. Din farfar og jeg cyklede også tit lange ture i vores unge dage. Det var nogle dejlige ture.

 Nogle dage senere fik jeg brev fra Kirsten, der var også et til mor og et til Bjørn.

 Til mig skrev hun bl.a.

 Du kunne godt have fortalt mig det lidt før, jeg tænker faktisk meget på dig, men føler mig lidt udenfor, kan du ikke godt give mig lidt af din fortrolighed også. Det var godt, at du havde din mor og Bjørn hos dig i de dage. Din mor er ganske simpelt enestående. Bjørn er jo kun en dreng endnu, men jeg er overbevist om, at han også har gjort, hvad han kunne for at hjælpe dig.

 Har jeg så ikke også gjort lidt igennem ham. Jeg ville meget gerne have gjort det mere direkte. Jo, jeg holder virkelig meget af dig. Måske kan jeg gøre lidt for dig, når jeg kommer hjem, hvis du bryder dig om det.

 Du har gjort så meget for Bjørn, og dermed også for mig.. Jeg håber, at du er klar over, hvor højt han elsker dig, og det gør jeg vist i grunden også. Først var det nok, fordi du mindede så meget om Rune. Senere blev det så dig selv, jeg så, for alvor.

 Det er nok sådan, at først når man er ved at miste noget, bliver man rigtig klar over, hvor meget det betyder for en.

 Vil du stadig have mig boende, når jeg kommer hjem, så send mig lige et par ord. Jeg vil vente på dit svar med længsel.

 Jeg lagde brevet på skrivebordet. Jeg var ikke i tvivl længere. Jeg tog telefonen og sendte et telegram.

 JA SÅ LÆNGE DU OG JEG LEVER – DIN RENE.

 Så tog jeg brevet igen. Der var et par linier, der var lidt udviskede til sidst i brevet.

 Tror du, at du kan holde mig ud. Tror du, at Bjørn vil dele dig med mig. Tror du, at din mor vil have noget imod det. Kærlig hilsen. Kirsten.

 Jeg læste brevet endnu en gang. Jeg kunne næsten se Kirsten for mig. Så gik jeg ind til mor. Bjørn var ikke kommet fra skole endnu.

 Jeg fortalte hende, hvad Kirsten havde skrevet, og at jeg havde telegraferet et JA.

 Mor så glad på mig.

 Du kan træffe hurtige beslutninger, når det gælder, men det var jo nok heller ikke bare en pludselig indskydelse fra din side. Jeg er meget glad, også på både dine, Kirstens og Bjørns vegne. Hvad tror du, at Bjørn siger til det.

 Lad ham nu lige læse sit eget brev først, når han kommer fra skole. Det er jo ikke sikkert, at Kirsten har skrevet noget til ham om det. Skrev hun noget om det til dig.

 Ikke direkte, men jeg kunne nu godt gætte mig til det, jeg kender hende jo. Jeg synes, at du skal snakke alene med Bjørn om det, når han har spist og har haft lejlighed til at læse sit eget brev.

 En times tid efter at Bjørn er kommet hjem, kalder jeg på ham og siger, at der er noget, jeg gerne vil snakke med ham om.

 Han sætter sig over for mig og ser mig lige i øjnene, som om han vil prøve at læse mine tanker.

 Er der noget galt, du ser så alvorlig ud.

 Nej da. Jeg har fået brev fra din mor.

 Ja, det har jeg også, hun virkede glad, du må gerne læse det, skal jeg hente det.

 Jeg begyndte at svede og vred mig lidt. Det var alligevel ikke så let at få det sagt.

 Nej, nej. Din mor skrev til mig, at hun godt ville bo her, når hun kom hjem.

 Ja, det var jo en aftale.

 Pludselig lyser hans ansigt op i et stort smil.
 Mener du, at hun vil blive boende her, sådan rigtigt for alvor.

 Jeg kan ikke lade være med at drille lidt.

 Ja, men det afhænger jo af dig og farmor.

 Nu lo han højt.

 Og hvad siger farmor.

 Hun siger, at det er i orden, hvis du siger ja.

 Det bliver da skønt, men hvorfor ser du så så alvorlig ud, er du ikke glad.

 Joh, men spørgsmålet er jo, om du vil dele mig med din mor og din mor med mig.

 Vil det sige, at I vil giftes.

 Nu kan jeg ikke lade være med at le.

 Ja, hvis vi må for dig.

 Det trækker lidt i hans mundvige, da han siger.

 Og hvad så, hvis jeg siger nej.

 Så får du et par på kassen af mig i dag og en endefuld af din mor, når hun kommer hjem.

 Han ser forarget på mig.

 Kalder du det demokrati.

 Helt bestemt, flertallet bestemmer.

 Jamen, hvis farmor holder med mig, står det 2 – 2.

 Jeg ser overrasket på ham. Han kan ikke undgå at se min skuffelse, da jeg stilfærdigt siger.

 Mener du, at du helst ikke vil have, at vi gifter os.

 Med store tårer i øjnene kaster han sig om halsen på mig og hvisker.
 Undskyld, at jeg drillede dig far.Jeg kunne ikke lade være, du så så sjov ud, indtil du blev ked af det. Det kan jeg ikke holde ud at se. Det er jo mit højeste ønske, der går i opfyldelse. Jeg har ikke villet snakke om det, siden den dag, da jeg foreslog, at du giftede dig med mor, for at få hende til at blive. Jeg var så bange for, at du ville gøre det for min skyld, så meget er jeg ikke værd, og tænk så, hvis det ikke var gået godt. Det vigtigste for mig er jo, at du og mor bliver glade.

 Jeg pudser lige næse og smiler så til ham.

 Du fortjener faktisk et par på kassen, for du gjorde mig virkelig forskrækket.

 Det må du godt give mig, for det fortjener jeg. Det ville mor også sige, hvis hun var her. Jeg er sikker på, at hun ville holde med dig.

 Nej, min dreng, læg godt mærke til, hvad jeg nu siger. Vi skal ikke holde sammen imod nogen af de andre. Vi skal holde sammen med hinanden alle fire, er du med på den.

 Jeg får endnu et kraftigt knus.

 Ja far, du kan lige tro, at det vil jeg huske.

 Kirsten får et meget langt brev fra mig, hvor jeg bl.a. fortæller om min samtale med Bjørn. Jeg synes næsten, at jeg kan høre hende le, mens hun læser det.

 Bjørn og jeg har så småt talt om, at han skal i gymnasiet, men der er jo god tid endnu. Kirsten mener, at han også bør tage 10 klasse først. Han vil nok få mere ud af det, når han bliver lidt ældre, og han bliver jo først 15 til september. Han vil gerne snakke med både Kirsten og mig om, hvad han vil være, og det kan vi så bruge efteråret og vinteren til.

 Vores cykeltur bliver en stor succes. Vi kunne kun give mor ret i, at vi rigtig fik lært hinanden at kende til bunds på den tur.

 Jeg manglede jo en del år af Bjørns opvækst, den fortalte han glad og villigt om. Vi fik også mange gode samtaler om, hvad vi tænkte på og mente om forskellige ting.

 Især var Bjørn glad for at tale med mig om forelskelser og om de fysiske forandringer, der skete med ham i denne tid.

 Der ikke nogen af mine jævnaldrende, der er nær så gode at snakke med om sådan noget, som du er. Du lytter og svarer ud fra dine erfaringer. De andre lytter kun med et halvt øre, og fortæller så om alle de erfaringer, de vil prøve eller forventer at få, og det synes jeg ikke, at man har meget hjælp af. Jeg ved da godt, at man skal gøre sine egne erfaringer, men der er da ingen grund til at begå unødvendige dumheder.

 Sådan slutter han snakken, en aften, da vi er kommet i soveposerne.

 En anden aften siger han.

 Tror du, at vi to nogensinde bliver uvenner for alvor. Jeg har hørt, at de fleste har en periode, hvor de ikke kan med deres forældre, men tror du ikke mest er, hvis forældrene blander sig, især i de ting vi ikke synes, at de har forstand på.

 Jo, der kommer gerne en tid, hvor man synes, at man er meget klogere end sine forældre, derfor irriterer de en. Jeg håber da, at vi vil kunne snakke os til rette om tingene, uden at der opstår de helt store problemer. Det er vist i øvrigt mest, hvis der ikke er tid til at snakke om tingene, når der er brug for det.

 Mange mennesker har så travlt med alt muligt, at de ikke har nok tid til deres børn.

 Jamen hvorfor får de så børn.

 Tjah, det er et godt spørgsmål. Måske skyldes det, at mange har svært ved at prioritere deres tid, og finde ud af, hvad der er vigtigst for dem.

 Bjørn ligger og klukker i sin sovepose.

 Jeg har jo selv valgt min far, så kan jeg vel heller ikke tillade mig at blive sur på ham. Så skulle det jo være, fordi jeg havde valgt forkert, og det ved jeg, at jeg ikke har.

 Han ruller sig over til mig og giver mig et kraftigt knus.

 Jeg tror også, at jeg har valgt den rigtige søn og en god mor til ham.

 Sov godt, far.

 Sov godt min søn, og tak for endnu en dejlig dag.

 Næste morgen vågnede vi friske og veloplagte. Jeg følte mig helt på toppen igen. Den her tur havde virket dejligt afstressende på mig.

 Der var ingen tider, der skulle overholdes. Vi spiste, når vi var sultne, vi kørte, så længe vi havde lyst, og når vi ikke havde lyst til at køre mere, slog vi os ned et sted og hvilede os.. Vi badede og tog solbad i den udstrækning, vi havde mulighed for det., og om aftenen lå vi ved siden af hinanden i soveposerne og snakkede, til vi faldt i søvn.
 Det var lige sådan en tur, jeg havde brug for, og jeg var ikke i tvivl om, at Bjørn nød det lige så meget som mig, for det gav han udtryk for gang på gang.

 Vi kendte efterhånden hinanden så godt, at det føltes, som om vi havde kendt hinanden i mange år.

 En af de sidste aftener, da vi lå og snakkede meget længe, blev vi dog enige om, at det også ville blive dejligt at komme hjem igen. Det var begyndt at regne lidt. Vi havde kun T-shirt og korte bukser på, men det var nu dejligt at komme ind i teltet og få noget tørt tøj på.

 Den sidste aften sagde Bjørn, da vi var kommet i soveposerne.

 Ved du hvad far. Nu synes jeg, at jeg kender dig lige så godt, som om jeg havde haft dig helt fra lille.

 Ja, sådan en tur lærer os meget om hinanden. Der er vist efterhånden ikke ret mange ting, vi ikke har diskuteret, men vi har ikke set hinanden sure en eneste gang.

 Tror du ikke godt, at vi kan undvære det. Jeg har slet ikke spor lyst til at være sur, når jeg er sammen med dig.

 Det har jeg nu heller ikke, så det lader vi være med. Hvorfor skal man prøve noget, man ikke har lyst til, bare for at kunne sige, at man har prøvet det hele. Nu på mandag kommer din mor hjem, glæder du dig ikke.

 Jo, meget. Jeg har faktisk savnet hende lidt en gang imellem, selvom jeg har haft dig og farmor, men jeg synes også, at jeg har så meget at fortælle hende. Glæder du dig ikke også.

 Jo, helt bestemt.

 Hvornår skal I så giftes.

 Jeg regner med en gang i løbet af efteråret, men det er ikke bestemt endnu.

 Kan det så ikke blive på min fødselsdag.

 Det var måske en ide. Lad os høre, hvad din mor mener, det synes jeg, at hun skal have lov til at bestemme.

 Vi kommer hjem om lørdagen og får en hjertelig modtagelse af mor. Hun indrømmer gerne, at hun har savnet os.

 Hvor ser I dog friske og brune ud begge to, eller det er måske snavs det meste.

 Bjørn ser forarget ud.

 Vi har da vasket os hver dag.

 Mor har stillet an med en dejlig middag, men hun koster os ud i bad først begge to.

 Så kan I skure hinanden, bagefter smager maden meget bedre, når man er nyvasket.

 Da vi kommer ind i stuen, renvaskede og velfriserede, viser det sig, at Kirsten også er kommet.

 Bjørn stormer over og falder hende om halsen. Hun ser smilende på mig over Bjørns skulder.

 Jeg kunne ikke vente længere, så jeg rejste i går aftes og var her til morgen.

 Så træder Bjørn smilende til side og siger drillende.

 Skal du ikke også give mor et knus.

 Jo, min ven, hvis din mor da bryder sig om det.

 Kirsten smiler stilfærdigt.

 Det gør hun, meget endda.

 Hurtigt er jeg ovre og holder hende i mine arme.
 Tak, fordi du kom hjem til os nu.

 Det bliver et festligt måltid. Alle har travlt med at fortælle og lytte til det, de andre fortæller. Jeg lader Bjørn fortælle mest om vores tur, og sidder og nyder at lytte til de andres glade stemmer. Hvor har jeg dog meget at være glad over, men kan det nu også vare ved.

 Uvilkårligt giver jeg mig selv et spark over skinnebenet.

 Hvornår lærer jeg dog at nyde glæden i nuet, i stedet for at spekulere på, hvilke ubehageligheder der evt. kan dukke op fremover.

 Jeg skulle begynde på arbejde igen om mandagen, og da tog Kirsten og Bjørn så i et sommerhus, de havde lejet.

 Jeg var klar over, at det var vigtigt for Kirsten, men også for Bjørn, at de lige som fandt hinanden igen.
 Bjørn havde udviklet sig meget, både fysisk og psykisk i den tid, Kirsten havde været væk. Det måtte være vanskeligt at forstå og acceptere. Jeg havde måske ikke lagt så meget mærke til det, fordi jeg havde været sammen med ham hver dag., og for en mor er det måske ekstra svært at erkende, at ens barn er ved at blive voksen.

 De havde heldigvis en virkelig god uge sammen. Da de kom hjem, sagde Kirsten til mig.

 Bjørn ligner Rune mere og mere, som jeg husker ham, men måske er det dig, han efterligner. Jeg er klar over, at du er hans store forbillede, og det har jeg det fint med. Jeg håber bare ikke, at jeg kommer til at ødelægge jeres gode forhold.

 Jeg smiler uvilkårligt.

 Det behøver du ikke at være nervøs for. Vi fire hører sammen nu, det er Bjørn og jeg helt enige om.

 Vi bliver gift på Bjørns fødselsdag, som han havde ønsket. Han følger meget nøje med i vielsesritualet, som om han ville prøve at huske det udenad.

 Jeg opdagede snart, at det slet ikke var så enkelt at være gift. Mange ting, jeg før havde gjort, uden at tænke nærmere over det, skabte småproblemer, fordi jeg glemte at tale med Kirsten om det først.

 Det fik hende til af og til at føle sig lidt udenfor. Hun tog det pænt, men jeg ærgrede mig over, at jeg var årsag til berettiget kritik.

 Vi var nu begge omkring de 30 år, og havde været vant til at være selvstændige begge to. Nu skulle vi lære at være fælles om alt det, vi foretog os. Vi var dog begge helt enige om at gøre, hvad vi kunne for at få det til at fungere.

 En dag kom Bjørn ind til mig i studereværelset.

 Hvad er der i vejen med jer, far. Jeg troede, at I holdt meget af hinanden og ikke bare giftede jer for min skyld, at I ville være glade, men det er I jo slet ikke.

 Tankefuldt så jeg på ham.

 Hør engang her Bjørn. Din mor og jeg holder virkelig meget af hinanden. Vi har imidlertid begge været alene så mange år, at vi har fået vores egen måde at gøre tingene på. Mange ting gør vi således bare helt uden at tænke over det. Nu skal vi så finde frem til en fælles måde at gøre tingene på. Det er slet ikke så let, og vi er begge to meget sårbare, netop fordi vi så gerne vil have det til at gå helt perfekt.

 Vi er ikke sure på hinanden, men på os selv, når vi opdager, at vi er årsag til misforståelser.

 Er det mig, der er årsag til jeres misforståelser, som du kalder det. Når I ikke er glade, kan jeg heller ikke være det.

 Han ser mig lige i øjnene.

 Du sagde, at vi skulle holde sammen alle fire, men farmor og jeg føler os helt udenfor i øjeblikket.

 Bjørn er begyndt at græde nu.

 Stille går jeg over og tager ham om skuldrene.

 Du må ikke græde, Bjørn. Jeg lover dig, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få det til at køre bedre. Det er selvfølgelig ikke din skyld, min egen dreng. Jeg vil foreslå, at vi holder familieråd i aften, hvis de andre går med til det. Måske du og farmor kan give os nogle gode ideer, hvad mener du om det.

 Bjørns ansigt klarer lidt op.

 Det skal bare lykkes.

 Lidt senere taler jeg med Kirsten om det, og hun synes, at det er en god ide. Sådan et familieråd vil vi holde en gang om ugen, eller når der er behov for det.

 Allerede efter en uges tid begynder tingene at gå bedre, og snart begynder glæden også at indfinde sig igen.

 Bjørn stråler over hele hovedet, da han et par uger efter en aften siger.

 Nu synes jeg, at livet er pragtfuldt igen.

 Vi andre nikker til ham, vi er fuldstændig enige.
 Hen på efteråret blev mor syg. Man mente først, at det var en lungebetændelse, og hun kom på sygehuset. Her konstaterede man, at det var kræft og hun blev opereret og skulle så bagefter have kemoterapi.

 Det tog meget hårdt på hende, men det var lige som om hun ikke ville miste sin livsglæde og sit livsmod. Så snart hun kunne var hun oppe af sengen, beskæftiget med håndarbejde og andre ting.

 Hun fik også Bjørn til at gå en tur med hende hver dag. I det hele taget gjorde hun, hvad hun kunne for også at holde os i gang.

 Hun talte om fremtiden, som om det var noget rent midlertidigt hun fejlede. Når hun blev rask igen, skulle vi lave dette og hint sammen.

 En aften, da vi var kommet i seng, sagde Kirsten til mig.

 Jeg er nær ved at tro, at hvis hun kan bevare den enorme livsvilje, så bliver hun snart rask igen. Hun nægter simpelthen at dø nu. Jeg har før hørt om, at livsvilje er i stand til at helbrede kræft. Din mor har en jernvilje, hun nægter simpelthen at give op.

 Det gav jeg hende helt ret i.

 Mors sygdom tog hårdt på Bjørn. Han var blød og tålte ikke, at nogen led. Men mor var i stand til at holde ham i ånde, så han ikke fik så meget tid til spekulationer. Hun fandt på adskillige småting, han kunne gøre for hende, og han gjorde det hellere end gerne.
 Et år efter konstaterede lægerne, at mor faktisk var rask. Sygdommen var tilsyneladende gået i stå, hun skulle komme til kontrol med jævne mellemrum, men ellers kunne hun leve, som om der aldrig havde været noget.

 Mor smilede lunt til os, da hun fortalte det.

 Der er ikke mange sygdomme, der kan klare en god portion tro og livsvilje.

 Så lo hun.

 Jeg vil da gerne se både jeres barn og Bjørns kone, før jeg dør.

 Vi rødmede alle tre og kom også til at le.. Det var så befriende at vide, at mor var rask igen og kunne holde sjov med os.

 Et par dage efter sagde Kirsten til mig.

 Tror du, at det bliver en dreng eller en pige.

 Overrasket ser jeg på hende.

 Hvad mener du….vil det sige……ja, selvfølgelig, hvornår regner du med, at det skal ske.

 Det varer nok 6 – 7 måneder. I april eller maj, sandsynligvis først i maj.

 Hvad tror du, at farmor og Bjørn siger til det.

 Farmor havde gættet det, den anden dag, det kunne jeg se på hende. Bjørn må vi nok hellere fortælle det i fællesskab.

 Bjørn tog det meget roligt.

 Jeg havde gættet mig til det, ved det farmor sagde. Hun havde jo også gættet, at jeg var gået hen og var blevet lidt småforelsket.

 Han smilede lidt genert.

 Må jeg godt få lov til at tage Mette med her hjem en dag.

 Selvfølgelig må du det, hun skal være meget velkommen.

 Men hvad synes du om at få en lillesøster eller lillebror.

 Det er da helt i orden, jeg kender jer godt nok til at vide, at det ikke kommer til at betyde, at I holder mindre af mig. Det bliver da også rart for jer at have noget fælles at holde sammen om, når jeg inden så mange år flyver fra reden. Ellers ville I nok føle det lidt tomt.

 Bjørn smiler pludselig bredt og fortsætter.

 Men, I kan være sikre på, at jeg nok skal komme hjem så tit jeg kan og holde både jer og den lille i ørerne. Måske tager jeg også kone og børn med, hvis jeg må, men det varer nu nok nogle år. Jeg vil godt have en uddannelse først., så jeg kan nå at være babysitter nogle gange forinden.

 Men nu kan I jo se på mit første forslag til en kone, hvis jeg må tage Mette med hjem til en ganske almindelig gang aftensmad i morgen aften.

 Hun skal være meget hjertelig velkommen.

 Den aften kneb det mig at falde i søvn. Der var sket så meget i dagens løb. Jeg troede virkelig på, at mor var blevet rask. Kirsten ventede sig, og Bjørn var snart voksen og kom hjem med en pige i morgen aften.

 Hvor mange år siden var det siden, at jeg lærte drengen Bjørn at kende. Knap to år, og dog føltes det, som om jeg havde kendt ham, fra han blev født. Er jeg virkelig allerede så gammel, at jeg snart skal være svigerfar og måske endda bedstefar. Ja, nogle år går der vel endnu, forhåbentlig, men alligevel.

  Pludselig hører jeg Kirstens stemme.

 Prøv nu at sove min ven. I morgen er der igen en spændende dag.

 Skal vi ikke tage en kop varm kakao.

 Det var måske en god ide, vil du lave den.

 Ja da, det er vel ikke mere end rimeligt, når det var mig, der foreslog det.

 Mens jeg står og laver kakaoen til, står jeg og tænker på Kirstens og mit ægteskab.

 Hvordan det kom i stand, hvor vanskeligt det var at få det til at fungere i starten. Nu går det endda meget fint, det føles næsten, som om vi havde været gift, fra før Bjørn blev født, uden at det dog er blevet et vaneægteskab. Der dukker stadig overraskelser og uventede diskussioner op, men vi har lært at snakke fornuftigt om tingene nu, og det er ikke mindst mors og Bjørns skyld.

 Kakaoen var klar, og lidt efter sad vi sammen i sengen og drak den i små slurke. Da vi omsider var færdige, sagde Kirsten.

 Nu skal vi altså sove, begge to. Der er meget, der skal laves i morgen.

 Ja, det bliver en spændende dag, godnat min skat.

 Mette er en vældig sød og fornuftig pige, som vi begge synes godt om med det samme. Bjørn havde tilsyneladende været lidt bekymret for dette møde, for bagefter sagde han til mig.

 Sæt I nu ikke havde syntes om Mette, hvad så.

 Jeg beroligede ham med, at vi på forhånd havde været enige om at acceptere Mette, fordi det var en pige, som han syntes godt om. Det vidste vi jo, ville betyde meget for dig.

 Med et lille smil fortsatte jeg.

 I øvrigt stolede vi på din gode smag, og det viste sig også, at det kunne vi roligt gøre. Mette er en både køn, sød og fornuftig pige, det synes både farmor, mor og jeg. Men fortvivl nu ikke, hvis det viser sig om nogen tid, at I ikke har lyst til at komme sammen mere, I er trods alt stadig meget unge, så der kan dukke andre op.

 Han ser helt forskrækket på mig.

 Jamen tror du da ikke, at det går.

 Selvfølgelig gør det det, min dreng, hvis I begge to tror på det. Men husk, at fra nu af er I to om at tage stilling til tingene. Det kan være vanskeligt. Du ved, at mor og jeg også havde problemer med det i starten. Det kan ikke undgås. Man skal lære at afpsse sig efter hinanden, uden at man dog skal lave sig helt om. Husk, at man skal hjælpes ad med at løse problemerne, når de opstår. Det er også med til at knytte en stærkere sammen.

 Mette synes også vældig godt om jer. Det vil nok også være os til stor hjælp.

 Det håber jeg, men I skal også vide, at vi ikke vil blande os i noget, uden at I beder os om det. Det skal I være helt klar over.
 Tak skal du have far. Jeg vidste, at jeg kunne stole på jer. Hvor er det dog dejligt at have sådan nogle forældre.

 Det varer ikke længe, før Mette befinder sig så godt hos os, at hun kommer og går, som om det var hendes eget hjem, og det er nok med til, at vi kommer til at sætte mere og mere pris på hende.

 Hun har i øvrigt nogle dejlige forældre, som snart bliver vores gode venner.

 Tiden for, at Kirsten skal føde nærmer sig hurtigt, og en aften kører jeg hende så på sygehuset. I nattens løb føder hun en lille søn. Hun er lidt træt bagefter, men også meget glad over, at det er gået godt.

 Bjørn og Mette kommer næste dag for at se til Kirsten og den lille. Det er pudsigt at se Bjørns ansigt, da han står med sin lillebror på armen. Han står lidt og ser nøje på ham, så siger han.

 Tænk, at nogen kan være så lille, og så bliver han måske endda lige så stor som mig en dag.

 Jeg kan ikke lade være med at le, for det er jo fantastisk, Bjørn er 1,9o m og den lille er 53 cm.

 Mette smiler.

 Hvad skal han hedde.

 Kirsten og jeg har talt om det. Hvad mener I om at vi kalder ham Rune.

 Det giver et lille sæt i Bjørn, så ser han fra sin mor til mig.

 Fint nok, må Mette og jeg så være faddere.
 Kirsten nikker.

 Meget gerne.

 Der er ikke nogen, vi hellere vil have til det.

 Mette får også lov til at holde den lille lidt. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på, at om få år er det måske hendes og Bjørns barn hun står med på armen.

 Mette har åbenbart fået den samme tanke, for hun ser op på Bjørn.

 Tænk, hvis det var vores dreng, ham her.

 Bjørn smiler bredt.

 Tror du ikke, at vi skal vente nogle år med det.

 Åh jo, men han er da dejlig ikke.

 Selvfølgelig, han er jo min lillebror.

 Et par dage efter er Kirsten og den lille hjemme. Det giver nogle søvnløse nætter i starten, men det varer heldigvis ikke så længe, før han kan sove det meste af natten og så falder tingene lidt til ro.

 Mor er også meget glad for ham, så når vi skal i byen, er både hun og Bjørn ivrige efter at passe ham.

 Der går nu nogle år.

 Bjørn og Mette får deres studentereksamen. Bjørn vil ind som soldat umiddelbart efter, så det er overstået, inden han skal i gang med en uddannelse. Han har dog ikke bestemt sig for, hvad han vil gå i gang med endnu.

 Mette kommer stadig ofte hen til os, også efter at Bjørn er kommet ind som soldat. Tit kommer hun således bare for at få en hyggelig snak med mor, Kirsten og mig, også selv om Bjørn ikke er hjemme. Hun er gået i gang med en laborantuddannelse, og hun og Bjørn har talt om at gifte sig, når Bjørn er færdig som soldat.

 En aften, da jeg er alene hjemme med lille Rune, kommer Mette pludselig farende ind ad døren.
 Jeg kan med det samme se, at der er noget, der er helt galt. Hun er ligbleg og helt ude af sig selv. Hun græder og jamrer sig, så det er helt uhyggeligt at høre på.

 Det lykkes mig efterhånden at få hende til at falde lidt til ro og sætte sig ned. Jeg prøver forgæves at få hende til at fortælle, hvad der er galt.

 Endelig falder hun så meget til ro, at hun kan begynde at fortælle. I starten er det i korte afbrudte sætninger, men efterhånden får jeg hele historien.
 Hun er blevet voldtaget, og hulkende strømmer ordene nu fra hende. Hun tør ikke tage hjem, for hvad vil forældrene dog ikke sige, og hvad vil Bjørn nu tænke om hende, og tænk, hvis manden nu får fat i hende igen. Hulkende spørger hun, om hun godt må blive her.

 Jeg beroliger hende, så godt jeg kan. Selvfølgelig må hun blive her.

 Nu skal du høre. Først ringer jeg til lægen og beder ham om at komme og undersøge dig og give dig noget beroligende. Senere skal jeg nok snakke med både dine forældre og Bjørn, det skal du slet ikke spekulere på nu.

 Jeg vil vise hende ind i gæsteværelset, men hun klamrer sig til mig og vil ikke være alene. Jeg får ringet til lægen, og han lover at komme hurtigt.

 Da han kommer, konstaterer han, at hun omgående må på sygehuset. Hun bløder en del og har været i overhængende livsfare, da han også har taget kvælergreb på hende.

 Hun jamrer sig hele tiden og vil ikke slippe mig af syne. Jeg beslutter derfor at tage med hende på sygehuset. Jeg får lige klædt Rune på, så jeg kan tage ham med og lægger så en seddel til Kirsten, så hun kan komme og hente ham, når hun kommer hjem.
 Henne fra sygehuset ringer jeg til Mettes far og beder ham komme derhen. Jeg siger kun, at Mette er kommet til skade.

 Lidt efter kommer Kirsten. Hun er selvfølgelig rystet, da hun hører, hvad der er sket, men tager det fantastisk godt. Hun får lov til at tale lidt med Mette, og det virker beroligende på Mette.
 Lidt efter tager Kirsten hjem med Rune.

 Jeg bliver på sygehuset for at tale med politiet og Mettes far, der kommer lidt efter.

 Han plejer normalt at være en rolig og fornuftig mand, men da han hører, hvad der er sket, må jeg bruge hele min overtalelsesevne for at få ham til at blive. Han vil absolut afsted for at finde manden.

 Det lykkes mig dog at få ham til at indse, at det er noget politiet må tage sig af. I øjeblikket er det langt vigtigere, at han bliver og tager sig af Mette.

 Jeg får ham beroliget så meget, at han kan gå ind og snakke lidt med Mette, men han kommer hurtigt ud igen.

 Jeg tilbød at tage med ham hjem og hjælpe ham med at forklare sin kone, hvad der var sket. Det sagde han taknemligt ja tak til.

 Da vi skulle til at køre, kom Kirsten tilbage.
 Farmor tager sig af Rune. Jeg bliver her, hvis Mette får brug for mig.

 Det var godt, jeg tager med Mettes far hjem og hjælper ham med at få fortalt sin kone, hvad der er sket.

 Det bliver en slem aften og nat at komme igennem. Som jeg næsten var klar over, brød moderen totalt sammen, da hun fik at vide, hvad der var sket. Men omsider har jeg fået beroliget dem begge så meget, at jeg tør tage af sted. I det samme kommer Mettes storebror hjem. Jeg forklarer ham hurtigt, hvad der er sket og beder ham om at tage sig af sine forældre. Heldigvis er han en fornuftig og meget rolig ung mand. Han lovede, at han nok skulle tage sig af forældrene, og jeg kørte så hen på sygehuset igen.
 Da jeg kom derhen, havde Mette fået noget beroligende, men jeg fik lov til at gå derind. Kirsten sad ved hendes seng med hendes ene hånd i sin. Da Mette så mig, hviskede hun.

 Hvad vil Bjørn dog ikke tænke om mig nu.

 Kirsten så op på mig med tårer i øjnene.

 Det bliver hun ved med at sige.

 Jeg tager Mettes anden hånd.

 Vi skal nok snakke med Bjørn, du kan være helt rolig, så lad være med at spekulere mere på det. Prøv nu, om du ikke kan sove lidt i stedet for. Jeg skulle hilse dig fra dine forældre og din storebror.
 Det varer et kvarters tid endnu, før hun omsider falder i søvn.

 Der kommer en læge ind og ser til hende.

 I kan roligt tage hjem nu, hun sover mindst 5 – 6 timer nu, stakkels pige. Vi ringer til jer, hvis der bliver noget.

 Kirsten og jeg kører så hjem. Mor har siddet oppe og ventet på os. Vi snakker længe sammen, før vi går i seng. Af og til ser vi hen på telefonen, men den ringer ikke.

 Næste morgen vågner jeg med en dundrende hovedpine. Først nu bliver jeg rigtigt klar over, hvor anspændt jeg har været i aftes.

 Vi havde også talt om, hvordan vi bedst kunne forberede Bjørn på det, der var sket, men vi havde ikke rigtigt fundet nogen løsning. Han var på øvelse og kom først hjem om nogle dage. Det var måske meget godt, og så havde Mette det forhåbentlig også lidt bedre.

 Jeg tog hen på sygehuset ved nitiden for at høre, hvordan det gik. Mette var lige vågnet, da jeg kom ind på stuen. Hun så fortvivlet på mig med sine mørke øjne. Jeg satte mig og snakkede med hende en times tid, men det var lige som om jeg slet ikke kunne nå rigtigt ind til hende, som om vi var helt fremmede for hinanden.

 Den ene gang efter den anden hviskede hun bare.
 Hvad vil Bjørn dog tænke om mig nu.

 Da jeg omsider rejste mig for at gå, greb hun min hånd og knugede den.

 Tror du, at han vil tilgive mig.

 Hendes mørkeblå øjne er næsten sorte af angst.

 Jeg satte mig ned igen og gentog uvilkårligt.

 Tilgive dig, jamen kære lille ven, der er da ikke noget at tilgive dig.

 Hun begynder at hulke.

 Jo, de har sagt, at jeg aldrig vil kunne få børn ovenpå det her.

 Jeg var dybt rystet, hvordan havde lægerne kunnet fortælle hende det, oven på alt det andet, hun lige har været igennem. Senere blev jeg klar over, at det måske havde været meget klogt alligevel.

 Jeg sad lidt og prøvede at tænke mig om, så sagde jeg stilfærdigt.

 Kære lille Mette. Der er da ting i tilværelsen, der er vigtigere end at få børn. Det er da langt vigtigere, at du og Bjørn holder oprigtigt af hinanden, og det ved jeg, at I gør.

 Man kan da evt. adoptere børn, hvis det skal være.

 Jeg har lovet dig at tale med Bjørn, og det her vil jeg selvfølgelig også fortælle ham. Hvis, og læg mærke til, at jeg siger hvis, han ikke kan acceptere det, så er han ikke den, jeg regner ham for, og så er han ikke værd at gifte sig med for dig..

 Men jeg stoler lige så meget på Bjørn, som på mig selv. Jeg ved, at han aldrig vil lade dig i stikken, det lover jeg dig, min ven.

 Det gav et lille stik i hjertet, ved tanken om, at Bjørn ikke var den, jeg regnede ham for, men nej, sådan var Bjørn ikke. Ham kunne man stole på, fuldt og helt.

 Mette faldt lidt til ro og så mig lige i øjnene, så knugede hun igen min hånd hårdt.

 Jeg tror på dig, jeg har ikke anden mulighed, hvis jeg skal klare den fremover.

 Om eftermiddagen har jeg en lang samtale med Mettes forældre. De er begge to faldet så meget til ro nu, at de var klar over, at det vigtigste for dem nu var, at hjælpe og støtte Mette bedst muligt, og prøve at dæmpe deres egne følelser, når de var sammen med hende.

 Mettes storebror var dem til stor hjælp. Jeg håbede, at han også ville hjælpe Bjørn, når han kom hjem, og det lovede han gerne, for han satte stor pris på Bjørn og var en af hans bedste venner.

 Bjørn kom træt hjem fra militærøvelsen sent om aftenen, så jeg lod ham gå i seng og sagde bare, at jeg gerne ville snakke med ham næste dag, inden han gik nogen steder, det var der intet usædvanligt i. Det var næsten midnat, så det havde ikke noget formål at fortælle ham noget, før næste dag. Det ville bare have ødelagt hans nattesøvn til ingen nytte.

 Jeg fik derimod ikke sovet meget den nat. Det var meget vigtigt at få ham til at forstå, hvad jeg forventede af ham, for Mettes skyld.

 Det blev en lang samtale vi fik sammen næste morgen. Jeg havde besluttet at tale lige ud om tingene, det vidste jeg, at Bjørn helst ville have. Han var også altid meget direkte over for mig, vi lignede trods alt hinanden en del, også på dette punkt.

 Han svingede mellem raseri og fortvivlelse, mens jeg fortalte ham det hele. Raseri over det, der var sket Mette, og fortvivlelse over, at han ikke havde været der, så han kunne hjælpe hende. Dybest var hans fortvivlelse, da han sagde.

 Og lægerne mener altså ikke, at Mette og jeg nogensinde vil kunne få børn.

 Han så på mig med store tårer i øjnene.

 Hvor har det været forfærdeligt for hende at få det at vide oven i alt det andet. Det var da godt, at I var der til at hjælpe hende.

 Bittert fortsatte han.

 Hvordan kan din Gud tillade, at et menneske begår sådan en forbrydelse mod en ung uskyldig pige.

 Bedrøvet ser jeg på ham.

 Jeg tror godt, at jeg forstår dig min egen dreng. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg har selv haft nøjagtig de samme tanker. Jeg forstår det heller ikke, men jeg føler, at jeg må tro på, at der er et formål, også med dette, selvom jeg heller ikke kan fatte det i øjeblikket.
 Et formål med at ødelægge et menneskes liv og lykke.

 Tilsyneladende ikke, set ud fra vores synsvinkel. Men Mette er ikke den eneste, der kommer ud for den slags, måske skal det lære os at forstå, at der er en årsag til, at en mand gør sådan noget, så vi begynder at lede efter de årsager og gør noget ved dem.

 Har man fanget ham.

 Ja, men han er sat på fri fod igen, indtil han skal for retten.

 Er han løsladt…..

 Ja, men han har sandsynligvis sit eget private lille helvede, til han får sin dom.

 Det er vel ikke mere end rimeligt. Jeg må hen til Mette nu, hvis hun vil have det, smadrer jeg ham totalt.

 Det er jeg helt sikker på, at Mette ikke ønsker. Det kan ikke hjælpe hende og det kan ødelægge langt mere for jer end det andet. Det Mette har brug for nu, er din kærlighed, hele din kærlighed, ikke medlidenhed eller hævn. Husk det, min dreng.

 Bjørn sukker.

 Ja far, du har nok som sædvanlig ret.

 Med et lille skævt smil fortsætter han.

 Det kan sommetider være brandirriterende, men hvor jeg dog elsker dig alligevel.

 Det er absolut gensidigt sønneke. Gør du nu hvad kan for at hjælpe Mette igennem det her, så er jeg overbevist om, at I begge vil blive glade og lykkelige igen.

 Bjørn skynder sig hen på sygehuset. Da han kommer tilbage igen, er jeg lige optaget, så han går ind til sin mor og farmor.
 Da jeg lidt senere kommer ind i stuen, sidder han og leger med Rune. Han virker helt rolig, da han ser op på mig.

 Jeg skal hilse mange gange fra Mette og hendes forældre. Vi har besluttet at gifte os om tre uger, kan du klare det.

 Smilende ser jeg på ham. Jeg er både glad og lettet. Jeg kunne altså trygt stole på ham.
 Ja, min ven, det kan du tro, at jeg både kan og vil. Jeg skal nok gøre mit allerbedste.

 Da Rune var kommet i seng, fortale Bjørn lidt om, hvordan det var gået henne på sygehuset.

 Det værste var at mærke, hvor ulykkelig Mette var. Det var næsten ikke til at bære. Men jeg måtte jo prøve at muntre hende lidt op. Det lykkedes da også nogenlunde, jeg fik hende til at smile lidt, det gjorde godt.

 Næste dag skulle Bjørn tilbage til kasernen igen, men der var kun 14 dage til han var færdig, så det var i god tid inden brylluppet.

 Mette blev udskrevet et par dage efter. Hun var ikke den samme glade pige mere. Hun virkede meget nervøs og forskræmt og gik helst ikke ud, for tænk, hvis hun mødte manden igen.

 Kirsten talte meget med hende i tiden op til brylluppet, og det hjalp hende tilsyneladende, men mig holdt hun lidt på afstand. Jeg var ikke rigtig klar over årsagen, før hun en eftermiddag kom ind i mit studereværelse og gerne ville tale med mig.

 Jeg kunne tydeligt se, at hun ikke havde det godt og ventede lidt nervøst på, hvad hun ville sige.

 Hun sad lidt, som om hun tænkte sig grundigt om, så kom det langsomt.

 Jeg kan ikke gifte mig med Bjørn.

 Uvilkårligt for det ud af mig.

 Og hvorfor kan du så ikke det.

 Der kom et træt udtryk i hendes blege ansigt.

 Jeg er ikke den samme mere, jeg kan ikke få børn. Det ville ikke være rigtigt overfor Bjørn. Jeg ved godt, at han kun vil gifte sig med mig af medlidenhed og fordi du har overtalt ham til det. Men det vil aldrig gå. Bjørn holder så meget af børn, han vil blive ulykkelig sammen med mig, og det vil bare gøre mig endnu mere ulykkelig.

 Jeg ser alvorligt på hende.

 Lad os lige slå et par ting helt fast.

 Jeg har ikke overtalt Bjørn til noget som helst. Bjørn har selv valgt, og det er ikke af medlidenhed, men fordi han elsker dig oprigtigt. Du siger, at du ikke er den samme mere. Det er ingen af os, men det bliver vi da ikke ringere mennesker af.

 Kære lille Mette. Der er da masser af mennesker, der ikke selv kan få børn. Det behøver jeres ægteskab ikke at blive ringere af. Du har brug for meget kærlighed, ikke mindst i øjeblikket. Den kærlighed vil Bjørn gerne have lov til at give dig, synes du ikke at det ville være rimeligt at give ham lov til det. Det er da helt forkert, hvis du ikke skulle have lov til at modtage hans kærlighed.

 Tiden læger alle sår, og du vil også komme igennem det her, du skal bare lære at tage imod hjælp og kærlighed. Det kan være vanskeligt, men det er ikke umuligt.

 Det havde været meget bedre, hvis jeg var død.

  Nu blev jeg vred og hævede uvilkårligt stemmen.

 Hør nu her. Det har du ikke lov til at sige. Du tror måske, at det var bedre for dig, men er det ikke temmelig egoistisk. Hvordan tror du, at Bjørn ville have det med det, dine forældre og din bror, eller vi andre for den sags skyld.

 Vi har alle et ansvar over for hinanden, det kan man ikke bare stikke af fra, fordi man synes, at det er det letteste i øjeblikket. Den slags dumheder kan man jo aldrig gøre godt igen. Vil du være så venlig at huske det, unge dame.

 Gå nu ind og snak lidt med mor og Kirsten, det vil være godt for dig.

 Hun har set helt forskrækket på mig et øjeblik, men nu kommer der et lille forsigtigt smil på hendes ansigt.

 Gør det noget, hvis jeg siger, at jeg elsker dig svigerfar.

 Jeg smiler lunt til hende.

 Nej, ikke hvis du mener det min pige. Men stik nu hellere af, inden jeg kommer med flere grovheder, for så ender det vel med, at du vil giftes med mig i stedet for Bjørn, og den går ikke.

 Nu smiler hun rigtigt, idet hun går hen og lægger armene om min hals.

 Tak for hjælpen, jeg trængte vist til den omgang, nu skal jeg nok prøve at tage mig sammen, ellers må Bjørn jo prøve om han kan klare den fremover. Han ligner dig så meget.

 Det kan han helt sikkert, min ven.
 Da hun er gået, sidder jeg og spekulerer længe. Jeg håber jo inderligt, at det kommer til at gå godt. Det vil stille meget store krav til Bjørn, men forhåbentlig er han stærk nok til at klare det. Det der kan hjælpe ham mest, er hans kærlighed til Mette.

 Aftenen før brylluppet sidder jeg og taler længe med Bjørn. Pludselig siger han.

 Tror du, at jeg kan klare det, så Mette og jeg får et godt og lykkeligt ægteskab.

 Kan du huske, at du en gang skrev en prædiken for mig.

 Ja, hvorfor det.

 Kan du huske, hvad den handlede om.

 Ja, det var om Kærligheden. Kærlighed tåler alt.

 Der har du svar på dit spørgsmål, min dreng. Vil du prøve at læse den igen.

 Det vil jeg gerne.

 Da han har læst den, smiler han til mig.

 Det var din kærlighed til mig, jeg skrev om og beskrev, om hvordan den hjalp mig på det tidspunkt.

 Tror du, at din kærlighed er ringere.

 Nej, det er den vel ikke.

 Det er den helt afgjort ikke. Det har jeg i høj grad mærket, og det har Mette også. Hendes kærlighed til dig er ikke mindre. Den kommende tid vil ikke blive nem for jer, men husk, at I er to om at klare problemerne. Det vil komme til at betyde meget for jer begge to. Desuden ved du, at vi andre er her.hvis der er noget, I ikke synes I selv er i stand til at klare.

 Brylluppet forløber stille og roligt. Bjørn og Mette flytter ind i deres lejlighed, og Bjørn begynder at læse til merkonom, samtidig med, at han begynder i sin svigerfars virksomhed.
 Voldtægtsmanden er flyttet fra byen. Jeg hørte, at han havde fået 6 måneders fængsel, betinget, fordi det var første gang, han var i konflikt med loven. Det var sket i fuldskab.

 Af og til spekulerer jeg på¨, om jeg burde have talt med ham. Høre, hvorfor han havde gjort det, og om han havde fortrudt det. Eller kunne jeg måske have fået ham til at fortryde, men jeg fik det ikke gjort. Der dukkede andre ting op, der tog al min tid.

 Både Mette og Bjørn kommer af og til hjem til os, både sammen og hver for sig. De er ved at opbygge deres egen tilværelse, og både Kirsten og jeg er heldigvis fornuftige nok til ikke at blande os, uden vi bliver spurgt.

 De er meget glade for hinanden, og det mærker man tydeligt, når man er sammen med dem. Humøret er som regel også helt godt. Mette bliver dog lidt fjern i blikket en gang imellem, når hun er sammen med Rune, som i øvrigt er meget glad for hende.

 Mor har gået og skrantet lidt den sidste tid. Omsider lykkes det mig at få hende til at gå til læge. Det er hendes kræft, der er blusset op igen. Lægen giver hende 3 – 6 måneder. Det vil ikke have noget formål at operere denne gang, dertil er det for fremskredet.

 Mor er nok den, der tager det mest roligt, tilsyneladende i hvert fald.

 En af de sidste aftener hun lever, får hun og jeg en lang samtale.

 Denne gang vil jeg ikke stritte imod, jeg har jo fået mine ønsker opfyldt. Det har i grunden været et mærkeligt liv, jeg har haft, men alligevel dejligt på mange måder. Jeg har følt, at der var brug for mig, og at jeg kunne hjælpe af og til.

 Jeg var dybt rystet, da jeg mistede dig, men din bror gav mig så meget at leve for. Så mistede jeg ham, men fik Kirsten og Bjørn i stedet for. Så mistede jeg din far, men på forunderlig vis dukkede du så op.

 Du tog dig ikke alene af mig, men også af Bjørn og Kirsten. Nu kan jeg tage glad her fra, de mennesker jeg elsker er i gode hænder, det ved jeg.

 Du og Kirsten har fået lille Rune og Bjørn har fået en sød og god kone. Jeg er sikker på, at de to vil få stor betydning for hinanden fremover. I morgen vil jeg gerne snakke med dem, men også med Kirsten. Hun er nok trods alt det menneske, der har betydet aller mest for mig. Hun var der bare altid i alle de år, når jeg havde brug for det.

 Jeg ved ikke, om du har fortjent så god en kone, jeg håber det, og jeg håber, at du aldrig vil glemme, hvad du skylder hende, men det tror jeg nu heller ikke, at du gør. Det tror jeg, at jeg kender dig godt nok til at være overbevist om.

 Næste dag vil hun ikke have sin smertestillende indsprøjtning, før hun har talt med Kirsten og børnene. Hun vil være sikker på at være helt klar i hjernen.

 Da de omsider er gået, bliver jeg bedt om at komme ind til hende igen. Sygeplejersken giver hende den smertestillende indsprøjtning. Hun ligger og ser op på mig, så hvisker hun.

 Husk Rene, vi er her kun til låns alle sammen. Nu kan jeg dø rolig og glad.

 Jeg tager hendes hænder og beder Fadervor sammen med hende. Da jeg er færdig, hvisker hun næsten uhørligt.

 Ja, ske din vilje.

 Så sukker hun dybt og sover stille ind i døden.

 Den kommende tid er svær at komme igennem for os. Mor har hele tiden været familiens samlende midtpunkt. Hende kunne vi alle snakke med, når vi havde brug for det. Hun var altid parat, og kunne altid hjælpe os med at finde en måde at se på tingene, så vi i fællesskab kunne finde en løsning på problemerne.

 Hun havde en enestående evne til at lytte og så komme med korte og præcise kommentarer. Man gik altid gladere fra hende, og nu var hun så væk.

 Det viste sig, at hun havde testamenteret en sum til Bjørn og Mette, som skulle dække nogen af omkostningerne ved en evt. adoption. Det var de meget rørte over. Desuden fik forskellige velgørende foreninger et beløb. Bl.a. Hjælp voldsofre og Kræftens bekæmpelse. Hun var også sponsor for en indisk dreng og en mexikansk pige. Der var sat et beløb af, så de var sikret til de blev voksne. Kirsten og jeg fik ikke penge, til gengæld fik vi hendes dejlige gamle møbler, hvoraf flere var meget værdifulde.

 Nogle af dem var helt fra hendes forældres og bedsteforældres tid, og alt var meget velholdt. Enkelte ting bliver solgt, men alt det, der knytter sig minder til, beholder vi selvfølgelig.

 Mor har haft alt planlagt til mindste detalje i god tid, og hendes efterladte papirer er også i mønstergyldig orden.

 Selvfølgelig savner vi mor meget, ikke mindst i begyndelsen, men det er ikke noget bittert savn. Mor havde været meget syg og ønskede selv at dø nu. Det ville ikke have været rigtigt at holde hende i live på kunstig vis med alle mulige forsøg, der sandsynligvis alligevel ikke ville hjælpe, men bare forlænge hendes smerter.
 Jeg havde lovet mor, at hun måtte dø hjemme, og det fortrød jeg ikke, selvom det var lidt hårdt den sidste uges tid. Kirsten var helt enig med mig i det, selvom det nok var hende, der trak det største læs i den anledning. Mors taknemlighed var mere end rigelig belønning for os begge.

 Lille Rune var nu tre år, men han havde ikke nogen egentlig fornemmelse af, at han ikke skulle se farmor mere, selvom han havde holdt meget af hende.

 Et par år efter lykkedes det Bjørn og Mette at adoptere et par tvillinger på et års tid, fra Shri Lanka. Det var en dreng og en pige og de var både kønne og søde begge to. Der var ingen tvivl om, at både Mette og Bjørn var meget glade for dem. Deres ægteskab havde hidtil været præget af en hvis nervøsitet. Bjørn var således ked af, at Mette holdt ham lidt på afstand rent fysisk. Hun havde ikke glemt sin uhyggelige oplevelse. For Bjørns skyld tog hun sig meget sammen. Det var han godt klar over, og han prøvede aldrig at presse hende til noget.

 Da de fik deres tvillinger, var det lige som om det løste noget op hos Mette. De tog sig begge meget af tvillingerne, og nu turde Mette også komme seksuelt sammen med Bjørn, og det gav deres ægteskab en helt ny dimension, følte de begge.

 Mette var nu ved at være kommet sig helt over sin psykiske nedtur, og Bjørn var jublende glad over den måde, det havde udviklet sig på. Der var ingen tvivl om, at de begge to havde det godt nu.

 Kirsten og jeg var selvfølgelig også meget glade over det. Vi holdt jo begge meget af både Bjørn og Mette. Jeg havde i perioder været nervøs for, om Bjørn kunne blive ved med at klare det.

 Vi var imidlertid begyndt at få nogle problemer med Rune. Hidtil havde han ellers været en glad og rar dreng., men i den sidste tid var han begyndt at slå sine kammerater i børnehaven, og fik han ikke sin vilje herhjemme, begyndte han at skrige.

 Kirsten og jeg havde lange diskussioner om, hvad årsagen kunne være, og hvad der kunne gøres ved det. Det gik faktisk os begge meget på.

 Vi var meget konsekvente med, at han intet opnåede ved dårlig opførsel. Til gengæld roste vi ham meget, når han var flink og rar.

 Vi var ved at tale om at få ham undersøgt af en børnepsykolog, men prøvede at trække det ud, han var trods alt kun fem år, måske det hjalp, når han kom i skole.

 Når Bjørn og Mette og deres tvillinger var på besøg, var der aldrig noget i vejen, så var han både flink og sød.

 En aften, hvor jeg snakkede med Bjørn i anden anledning, kom jeg tilfældigt ind på det.

 Bjørn sad og grundede lidt.

 Tror du ikke, at det er fordi han føler sig forsømt, så prøver han hele tiden at gøre opmærksom på sig selv. Jeg tror, at han lige så gerne vil have skænd som ros, så føler han, at han har opmærksomhed hele tiden.

 Ja, der er måske noget om det. Vi må nok tage os lidt mere af ham, selvom det somme tider kniber lidt med tiden. Der er jo blevet en del mere at se til, efter at mor døde, men derfor må vi selvfølgelig ikke svigte ham.

 Forhåbentlig kan vi få tingene bragt i orden, inden han skal begynde i skolen, det vil nok være til stor hjælp for ham.

 Jamen mig tog du dig da altid tid til, far, så må I da også tage jer tid til Rune, når han har brug for det.

 Selvfølgelig har du ret, min ven, bare vi ikke er blevet for gamle til at tage os af så små børn. Det har jeg jo heller ikke prøvet før.

 Han må gerne komme på ferie hos os en uges tid. Det kan måske hjælpe jer lidt. Vi skal nok køre den samme linie i opdragelsen som du og mor gør. Så kan han hjælpe lidt med tvillingerne og lege med dem, det tror jeg gerne, at han vil, og så kan du og mor få hvilet jer lidt.

 Kirsten og jeg får snakket om det og bliver enige om, at det nok er en god ide. Ferien bliver bestemt, og Rune er meget begejstret for tanken.

 Vi synes, at der er meget stille i præstegården, da Rune er taget afsted, men på en eller anden måde nyder vi freden. Vi har nok begge trængt til at få slappet lidt af. Der har jo været så meget det sidste par år.

 En aften, da vi går i seng, siger Kirsten.

 Det er næsten som at være nygifte igen, men jeg er nu alligevel glad for, at Rune kommer hjem om et par dage igen.

 Det giver jeg hende fuldstændig ret i.

 Da Rune kommer tilbage, ser det næsten ud, som om han er vokset lidt., men det er jo nok, fordi vi ikke har set ham en hel uge.

 Han kommer lidt tøvende ind i stuen.

 Har I savnet mig lidt.

 Det kan vi begge med fuld sandhed svare ja til.

 Han virker meget stille og går lidt efter ind på sit værelse og leger.

 Da vi spiser til aften, sidder han pænt og spiser.. Pludselig begynder han at græde. Da han har tørret øjnene ser han først på Kirsten og så på mig.

 Jeg har savnet jer sådan. I sender mig ikke væk igen, vel.

 Nej da, kun hvis du selv har lyst, men var Bjørn og Mette ikke rare ved dig, det kan jeg da ikke forstå.

 Joh, selvom Bjørn den første aften sagde, at han ville banke mig, hvis jeg bankede nogen, men det havde jeg jo slet ikke lyst til.

 Nåh, men så bankede Bjørn dig vel heller ikke.

 Nej, for Mette sagde, at man aldrig måtte slå på dem, der er mindre end en selv. Det er heller ikke en god ide, for de kan jo ikke forsvare sig.

 Vil I godt læse en historie for mig, inden jeg skal i seng, det gjorde Mette og Bjørn hver aften, mens jeg var der henne.

 Nå, så var de altså alligevel ikke så slemme ved dig.

 Nej da, og tvillingerne var også søde at lege med. Jeg fikl slet ikke tid til at kede mig, som jeg somme tider har gjort her hjemme. Her har jeg jo ikke nogen at lege med.

 Kirsten og jeg ser smilende på hinanden. Nu er der vist en løsning på problemet.

 Ved sengetid læste vi begge en historie for ham og fik som tak et ordentligt knus begge to. Vi var enige om, at den tradition ville vi fortsætte, så længe Rune var interesseret.

 Da vi var kommet i seng, lå vi og talte om, hvordan vi bedst kunne finde nogle legekammerater til ham.

 Vi var lige ved at falde i søvn, da Rune kom listende ind og kravlede op i sengen til os.

 Må jeg godt sove mellem jer i nat, så jeg rigtig kan mærke, at jeg er kommet hjem til jer igen.

 Det får han selvfølgelig lov til.

 Næste dag var Rune frisk og glad, og i dagens løb lykkedes det at finde et par legekammerater til ham.
 Den første gang Mette og Bjørn var på besøg efter Runes ferie, holdt han sig lidt på afstand af Bjørn, indtil Mette hviskede til ham.
 Husk Rune, at de store aldrig må slå på dem, der er mindre end dem selv.

 Han stod lidt og så på Bjørn, så sprang han om halsen på ham.

 Jeg holder så meget af dig, storebror.

 Smilende giver Bjørn ham et stort knus.

 Jeg holder også meget af dig, lillebror. Det er da dejligt, synes du ikke.

 Rune nikker til ham og sender ham et strålende smil, og lidt efter leger han fint med tvillingerne.

 Der går nu flere år, hvor vi lever fredeligt. Ganske vist vart der travlt i perioder, men nu huskede vi begge at tage os tid til Rune, når han havde brug for det, og det kunne vi tydeligt mærke, at han satte stor pris på.

 Da Rune var blevet femten år, begyndte vi så småt at snakke med ham om, hvad han gerne ville være. Tilsyneladende vidste han ikke rigtigt endnu, hvad han havde lyst til at gå i gang med. Der var alt for mange ting at vælge mellem, syntes han.

 Bjørn tilbød ham en læreplads i hans og svigerfaderens virksomhed. Han var selv blevet kompagnon for nyligt, men Rune sagde, at han ville ikke ind i et firma, fordi han hørte til familien, og det respekterede vi selvfølgelig.

 Måske en bank ville være noget, men så skulle han have en HH først, og han var ærligt talt træt af skolegang i øjeblikket.

 En af hans skolekammerater tilbød, at han måtte køre med ham og hans forældre rundt i Europa med afstikkere til Asien og Afrika. Turen skulle vare et års tid. De skulle arbejde sig frem, med en campingbus som deres rullende hjem.

 Det var selvfølgelig en stor chance. Ganske vist syntes vi, at han var lige lovlig ung til sådan en tur, men på den anden side ville han næppe få sådan et tilbud igen.

 Vi inviterede derfor kammeraten og hans forældre, for at se lidt om, hvordan de var, og om vi kunne risikere at lade dem tage ansvaret for vores dreng et helt år i udlandet.
 Det var et meget tiltalende forældrepar, men meget utraditionelle i deres tankegang og væremåde. Kammeraten syntes vi vældig godt om.

 Vi nåede hurtigt til enighed om, at Rune skulle have lov til at prøve denne kæmpeoplevelse. Manden var mekaniker, og han garanterede, at bilen nok skulle klare turen og bringe dem godt hjem igen. Konen var sygeplejerske, så helbreddet skulle også være i gode hænder.
 Michael, som drengen hed var knap et halvt år ældre end Rune. Han virkede meget voksen og fornuftig, og vi var ikke i tvivl om, at han og Rune var meget gode venner.

 Resultatet blev, at de skulle starte 1.september. Hjemkomsten ville formodentlig blive maj – juni det følgende år, alt efter, hvordan turen nu forløb.

 De havde truffet aftale med en avis om at sende rejsebreve hjem hver fjortende dag. Det skulle være med til at finansiere turen, og den del skulle Rune og Michael tage sig af.

 Michael ville gerne ind på journalisthøjskolen, når han blev gammel nok til det, så det ville være en god træning.

 Selvfølgelig havde de flere fotografiapparater og masser af film med.

 Det blev en stor oplevelse for Rune. Noget af det ville han gerne have undværet, men han opdagede, at der ikke var mulighed for at vælge fra, når man var sammen med andre.

 Da han kom hjem fra turen, virkede han mindst ti år ældre, selvom der knap var gået et år. Nogle af oplevelserne havde taget meget hårdt på ham.

 Det varede et par dage, inden han ville tale om det. Han ville lige have det bearbejdet først. Men så en dag, da Mette og Bjørn var på besøg med tvillingerne, bad han Bjørn og mig om at gå med ind i mit studereværelse, så ville han prøve at fortælle om alt, hvad der var sket.

 De første måneder var gået meget fint. De var meget fine venner alle fire, trods aldersforskellen. Kort efter at de var kommet til Afrika, var Michaels far så blevet syg, så de andre måtte skiftes til at køre og skaffe mad. Heldigvis blev han ret hurtigt rask, men han virkede helt forandret. De havde talt om at tage hjem, men det ville Michaels mor ikke høre tale om, så de fortsatte længere ned i Afrika.

 Rune tav lidt, så fortsatte han langsomt.

 Her begyndte Michaels mor at lægge an på mig. Jeg prøvede at holde så meget afstand til hende som muligt. Bl.a. ved at være sammen med Michael hele tiden.

 Så blev Michael far syg igen, og en aften sendte moderen så Michael afsted efter medicin til faderen. Jeg lå og sov og opdagede det først, da hun kom op i sengen til mig. Det varede næsten en time, før jeg slap af med hende igen. Jeg prøvede både at kradse og bide, men det hjalp ikke, og omsider opnåede hun så, hvad hun ville. Jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod mere.

 Rune holdt igen en lille pause og sukkede dybt.

 Jeg var så flov og utilpas ved det.

 Faderen havde fået malaria, men efter nogle dage havde han det bedre, så de kunne fortsætte igen.
 Næste dag fortalte jeg Michael, hvad der var sket. Vi blev enige om, at vi måtte være på vagt hele tiden og sove i den samme seng om natten for at undgå gentagelse.

 De næste dage holdt moderen sig lidt på afstand af mig.

 Vi kørte så gennem Ægypten, Israel, Syrien, Irak, Pakistan, indtil vi kom til Nepal.

 Der havde vi det dejligt en måneds tid, og begyndte faktisk at slappe lidt af. Michaels mor havde åbenbart glemt alt om den forfærdelige nat i Afrika. Michael og jeg holdt os dog stadig tæt sammen for en sikkerheds skyld.

 Vi passede begge på, at vi ikke drak nogle af de stærke drikke og holdt os også langt fra både hash og opium.

 Det gjorde Michaels forældre til gengæld ikke, da vi havde været der en måneds tid.

 En aften var de ekstra høje. Denne gang var det Michael, det gik ud over.. Mens faderen holdt mig, voldtog moderen ham bogstaveligt.

 Den aften besluttede jeg at myrde hende, hvis det gentog sig.

 Næste dag var der intet at mærke på dem. Michael og jeg fik pakket bilen. Hos en gammel mand fik vi noget af den lokale sovemedicin, som vi kom i forældrenes mad.

 Da de sov, begyndte vi at køre. På den måde lykkedes det at komme tilbage til Europa. Først da vi nåede Østrig holdt vi op med at komme sovemedicin i faderens mad, så han kunne køre det sidste stykke. Han var overrasket over, at vi var i Europa igen, men kommenterede det ikke. Han kørte bare, og moderen blev vi ved med at holde bedøvet, til vi kom her til Danmark.
 Så snart vi var hjemme, tog Michael hen til nogle bekendte, men jeg ville gerne have, hvis han kunne bo her hos os et lille stykke tid, så han kan falde lidt til ro. Han har haft det meget hårdt, synes jeg, og han er sådan en god og trofast ven.

 Selvfølgelig må han det, min dreng. Jeg snakker lige med mor, så kan du ringe til aften og bede ham om at komme i morgen.

 Åh tak far. Synes I at jeg har opført mig helt forkert. Jeg syntes, at jeg havde et ansvar for at få de andre med hjem i god behold., selvom jeg gerne havde efterladt Michaels mor i Nepal. Michael kunne jeg da slet ikke lade i stikken, vel.

 Bjørn kommer mig i forkøbet.

 Nej, lillebror, du har opført dig som et rigtigt lille mandfolk, trods din unge alder. Der er ingen tvivl om, at Michaels far og mor er syge. Det var godt, at I kom hjem alle fire.

 Uvilkårligt smiler jeg lidt.

 Jeg er helt enig med Bjørn. Men nu trænger du og Michael til en rigtig ferie. I bliver begge to her i præstegården indtil videre, så skal vi nok finde på noget godt til jer.

 Allerede næste aften kommer Michael. Kirsten har fået et kort referat af mig og er helt enig, så Michael bliver modtaget med åbne arme. De første dage er han meget nervøs og farer sammen, hver gang telefonen ringer.

 En aften, et par dage efter at han er kommet, beder jeg ham om at gå med ind i mit studereværelse, så vi kan få snakket sammen.

 Vi sidder først og snakker lidt om almindeligheder, så¨siger jeg.

 Det er lykkedes at få dine forældre til frivilligt at lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling. Jeg har talt med Kirsten om det, og vi er enige om, at vi vil forslå, at du fremover regner det her som dit hjem, så længe du har lyst.

 Han ser først forbavset på mig, så slår han øjnene ned.

 Jamen I kender mig jo slet ikke.

 Nej, ikke ret meget endnu, men det håber jeg kommer. Vi tror, at du har behov for et sted, hvor du kan føle dig tryg, det kan du her.

 Jamen jeg er muligvis homoseksuel, og kan måske få Rune til at blive det også, hvis jeg bliver her. Vi sov jo i samme seng i et halvt år.

 Med et lille smil siger jeg.

 Det bliver man nu ikke homoseksuel af, og det smitter heller ikke. Bliver Rune det, er det ikke din skyld, men i øvrigt vil vi holde lige meget af ham og dig, selvom det var tilfældet.

 Du skal se, om et par år er de her oplevelser falmet, og så dukker der nok et par piger op, som I falder for, og omvendt.

 Det varer ikke så længe, før jeg får ferie, så kunne jeg tænke mig at tage Bjørn, Rune og dig med på en cykeltur med telt en halv snes dage. Hvad synes du om det.

 Jamen kan det gå an.
 Ja, hvis vores piger giver os lov, og det tror jeg nok, at både Mette og Kirsten gør. Både du og Rune trænger til en fredelig ferie sammen med Bjørn og mig. Vi skal nok få det sjovt sammen.

 Det lyder virkelig godt, hvor er det dog vidunderligt at møde mennesker, man føler, at man kan have fuld tillid til., og som viser en en ubegrænset tillid.

 Rune har fortalt meget om jer, men han har bestemt ikke overdrevet.

 Da vi skal til at gå i seng, ser Michael på Kirsten med tårer i øjnene.

 Hvordan skal jeg dog nogensinde kunne vise jer, hvor glad jeg er for alt det, I gør for mig.

 Kirsten smiler.

 Det tror jeg nu ikke bliver noget problem, jeg synes, at det går meget godt, men hvis du har lyst, kan du jo give mig et godnatknus, når du en dag er klar til det.

 Michael ryster på hovedet.

 Det vil jeg meget gerne give dig i aften, hvis jeg må, for jeg ved, at du aldrig nogensinde kunne finde  på at gøre et menneske fortræd.

 Jeg smiler til ham.

 I betragtning af den karakteristik af din lille plejemor, som jeg er helt enig i, så er det i orden med mig.

 Rune begynder at le.

 Jamen så har jeg jo næsten en broder mere, men I holder standarden far og mor. Ham der er næsten lige så god som Bjørn.

 I løbet af en uge bliver turen planlagt. Både Bjørn og Rune er straks med på ideen. Mette vil flytte hen til Kirsten med tvillingerne i den uge, så de kan hygge sig sammen. Drengen, Ulrik, ville gerne have været med, men han kan ikke lade være med at le, da Bjørn siger til ham.

 Der må jo være et mandfolk hjemme til at passe på pigerne, men jeg lover dig, at du skal også nok komme med på en cykeltur, om ikke før, så til næste år, hvis du passer godt på Ulla, mor og farmor

denne gang.

  Vi fire får en virkelig god tur sammen. Både Bjørn og jeg får lært Michael at kende som en virkelig dejlig dreng eller snarere ung mand. Både han og Rune er kommet til at virke meget voksne.

 Michael er meget stilfærdig de første dage, men snart liver han op, så vi rigtig kan holde sjov med hinanden og drille, så vi alle fire morer os herligt.

 Den sidste aften, inden vi kører hjemad, siger Michael.

 Det er fantastisk at møde en præst, der er så fuld af sjov. Jeg har før troet, at præster var stive og kedelige, nogen, der ikke forstod spøg, men altid moraliserede og følte sig højt hævet over almindelige syndige mennesker. Du virker aldrig fordømmende. Du giver altid klart udtryk for, hvad du mener, men siger ikke, at andre mennesker er ringere, fordi de har en anden mening.

 Hvis der var mange flere præster af din slags, er jeg overbevist om, at langt flere ville føle sig tiltrukket af kristendommen.

 Bjørn ser smilende på Rune og siger.

 Der har vi to da vist fundet en, der værdsætter far lige så meget som os. Men bare rolig Michael, far kan tåle rosen. For ham og mor er kærlighed ikke noget, man bare taler om, det er noget, man praktiserer, og det prøver vi andre så også at gøre efter bedste evne. Så velkommen i fanklubben.

 Jeg ryster på hovedet.

 Tjah, jo mere man får, jo mere har man at give af, og jo mere man giver, får man også. Det er det man kalder at være selvforstærkende.

 Da vi kommer hjem, siger Michael glad ja tak til at blive boende hos os indtil videre. Han vil stadig gerne ind på jornalisthøjskolen og efter en fin HF eksamen lykkes det også.

 Rune er stadig i tvivl om, hvad han vil være, men beslutter så at taget et år i huset i England. Han er meget glad for børn, og så kan han samtidig få lært engelsk grundigt.

 Både Kirsten og jeg sætter stor pris på Michael i de år, han bor hos os. Selv efter at han har fået arbejde og rejser andre steder hen, kommer han med jævne mellemrum på besøg. Vi føler virkelig, at han regner det for sit hjem, og vi regner ham da også næsten som vores tredje søn. Sine egne forældre ønsker han ikke at have kontakt med mere.

 Han har stadig store problemer med kvinder. Han føler sig mere tryg blandt drenge og mænd, men han er dog klar over, at han ikke er homoseksuel. Det er ikke et seksuelt samvær med drenge eller mænd, han føler sig tiltrukket af, men han forstår bedre deres mentalitet. Når han er sammen med kvinder føler han sig utryg. Mette og Kirsten er nok de eneste undtagelser.

 Rune nyder sit år i England, hvor han er hos en ualmindelig flink familie. Manden er universitets-

Lektor og konen er tegnestuechef på et stort reklamebureau. Da de begge er meget optagede af deres arbejde, er det mest Rune, der tager sig af børnene. Der er en pige på 6 år og to drenge på 4 og 8 år. De føler det nok nærmest som om han var en storebror for dem, og de retter sig i et og alt efter, hvad han siger.

 Forældrene føler sig hurtigt trygge ved, at han tager sig af børnene. De kan hurtigt se, at han har et godt tag på dem, og at børnene er meget begejstrede for ham.

 Da han skal rejse efter et års forløb, plager børnene da også for at få ham til at blive. Omsider går han med til at blive der et år mere. Han får en måneds ferie og får lov til at tage børnene med hjem til os en tur. Han har lært dem at tale og forstå noget dansk, så de får en virkelig sjov ferie, som vi andre i øvrigt også nyder.

 Det lader til, at Rune nu er kommet helt over de ubehagelige oplevelser, han havde året før.

 Da han har været i England i to år, bliver han tilbudt arbejde på tegnestuen i reklamebureauet. I sin fritid tager han sig stadig af børnene, men han får sin egen lille lejlighed i huset. Det er således ikke meget, vi ser til ham i de år.
 I ferierne kommer han dog stadig hjem, og da nyder vi rigtigt at være sammen. Han er meget glad for arbejdet og gør også gode fremskridt, så vi er ikke i tvivl om, at han har fundet sin rette hylde.

  Bjørn og Mette ser vi heldigvis tit. Mindst en gang om ugen kommer de og har som regel tvillingerne med. De er i øvrigt blevet så store, at de også tit kommer selv.

 En aften, da børnene ikke er med, siger Mette.

 Jeg tror faktisk, at jeg nu er kommet helt over det uhyggelige jeg oplevede, før jeg blev gift med Bjørn. Jeg har vel stadig ikke forstået, hvorfor det lige skulle ske for mig, men jeg har lært at leve med det, uden at være bitter. Nu har vi jo heldigvis også vores to dejlige tvillinger, men havde det ikke været for Bjørn og jer, tror jeg ikke, at jeg var kommet over det. Sommetider tænker jeg på alle de andre, der ryger ind i sådan noget, og ikke har nogen, der hjælper dem. Det må virkelig være forfærdeligt.

 Bjørn nikker.

 Nej, vi har meget at være taknemmelige over. Har I for øvrigt hørt noget nyt fra lillebror for nyligt.

 Kirsten fortæller, at han arbejder på at få en stor reklamekontrakt med et engelsk TV selskab, så han har meget travlt, men han nyder det tilsyneladende.

 Han har lovet at komme hjem til fars fødselsdag, og da regner vi med, at Michael også kommer. Han hører jo også næsten med til familien, synes vi. Han er korrespondent i Tokyo i øjeblikket, men har fået lov til at tage noget af sin ferie.

 Bjørn smiler.

 Ja, den lillebror er jeg nu også glad for. Nu bliver det så spændende, om han har en lille geisha med hjem.

 Kirsten ler.

 Ja, har han, skal hun i hvert fald også være meget velkommen.

 Rune virker meget stresset, da han kommer hjem et par dage før fødselsdagen. Kirsten prøver forgæves at få ham til at falde lidt til ro. Dagen efter tager han hen til Bjørn og Mette for at snakke med dem. Jeg er klar over, at der er noget galt, men synes ikke, at jeg kan gøre noget, før Rune selv kommer til mig.

 Bjørn siger, at Rune vil snakke med mig efter fødselsdagen, det skal jeg ikke tænke på nu, min fødselsdag skal ikke ødelægges af småting.

 Efter samtalen med Bjørn og Mette virker Rune noget roligere, men han virker lidt fraværende. Sommetider må man spørge ham om det samme flere gange, før han reagerer.
 På selve fødselsdagen virker han helt almindelig, men jeg kender ham så godt, at jeg ved, hvilken kraftanstrengelse, det kræver af ham.

 Michael har en sød pige med hjem, hun er dog ikke japaner, men englænder. Hun arbejder også som korrespondent i Tokyo for en engelsk avis, det er der, de har mødt hinanden.
 Michael ser sit snit til at hviske til mig.

 Vi har besluttet at gifte os om et halvt års tid. Vi vil meget gerne have dig til det, vil du godt det.

 Jeg smiler og giver ham et knus.

 Det kan du tro, at jeg vil.

 Aftenen før de forskellige skal rejse, kommer jeg ind i mit studereværelse og opdager så, at Rune sidder henne i et hjørne i mørke.

 Jeg tænder lyset på mit skrivebord og spørger ham, om der er noget, jeg kan hjælpe ham med, om han har lyst til at snakke.

 Han nikker, men svarer ikke.

 Jeg begynder stilfærdigt.

 Min kære dreng, du ved, at jeg gerne vil hjælpe dig, hvis jeg kan. Jeg har jo godt mærket, at der var noget galt, selvom du har gjort, hvad du kunne for at skjule det, for ikke at ødelægge min fødselsdag, og tak skal du have for det. Men nu er det dig, det gælder. Prøv nu at lukke op for det hele, og hvis mig den samme tillid, som du gjorde, da du var dreng.

 Jamen det er så svært far. Jeg prøvede at tale med Bjørn og Mette for at skåne dig, men det hjalp mig ikke rigtigt, og gav bare dem noget at spekulere på, så det burde jeg nok ikke have gjort.

 Hvis du havde været en katolsk præst, jeg ikke kendte, havde det måske været lettere. Jeg vil jo så nødigt såre dig eller gøre dig ked af det, for jeg elsker dig jo så højt, lille far.

 Bjørn og Mette har ikke taget nogen skade af at få noget at spekulere på, og det har jeg heller ikke. Jeg ved jo, at du aldrig ville drømme om at såre mig eller gøre mig ked af det med vilje. Det er langt værre for mig, hvis du splitter dig selv, som du er ved i øjeblikket, fordi du ikke kan få dig selv til at bede om hjælp. Det er jo bl.a. det, du har en far til, min dreng.

 Lad mig så prøve at forklare dig, hvad der er galt. Det bliver nok lidt forvirret, for jeg kan heller ikke selv finde ud af det hele. Hvad der gik galt, og hvornår og hvordan det skete.

 Du ved, at jeg har boet hos Johnsons i snart en del år, og der passede jeg jo bl.a. børnene.

 Nu ser det så ud til, at de skal skilles. Ralph påstår, at jeg har lagt an på hans kone og været hendes elsker i flere år, og at det var derfor, at hun skaffede mig arbejde i reklamebureauet. Han er så begyndt at komme sammen med en af de studerende på universitetet.

 Det opdagede Linda så for et par måneder siden, og så gik det hele op i en spids. Beskyldningerne føg om ørerne. Jeg var virkelig rystet, da Ralph kom med sine beskyldninger mod mig. Jeg holder da meget af Linda, men synes aldrig, at jeg har gjort noget, der kunne opfattes som, at jeg lagde an på hende. Ralph var jo også en af mine bedste venner i England, troede jeg. Jeg ville da ikke drømme om at gøre ham fortræd, og så på den måde.
 Det værste er, at det går ud over børnene, og de kan da i det mindste slet ikke gøre for det.

 Jeg tøvede lidt.

 Hvor gamle er Ralph og Linda.

 Lad mig se, Ralph er nok 42 og Linda er vel 38, men hvorfor det.

 Måske er jeg forkert på den, men nogle mænd får en panikalder, når de er omkring de 40 år. Så skal de prøve at overbevise sig selv og andre om,  at de stadig kan gøre indtryk på unge piger.

 Muligvis er det det, der gør sig gældende i Ralphs tilfælde, og så bruger han dig som påskud for at retfærdiggøre sig over for Linda.

 Det er en mulighed, som jeg selvfølgelig ikke kan garantere for er rigtig. Er den rigtig, er det muligt, at han ønsker at vende tilbage til Linda om nogen tid igen.

 Du siger, at du ikke har lagt an på Linda, og så tror jeg dig naturligvis. Men har du lagt mærke til, om Linda bevidst eller ubevidst har flirtet lidt med dig for at gøre Ralph jaloux. En anden ting, jeg har lagt mærke til. Børnene holder meget af dig, hvordan er deres forhold til Ralph.
 Efter den oplevelse med Michaels mor, har jeg bevidst holdt afstand til voksne kvinder, når jeg troede, at der var noget galt, men det har jeg aldrig bemærket med Linda.

 Måske fordi både hun og Ralph var mine venner. Det ville være det samme for mig, som hvis jeg lagde an på Mette.
 Og børnene. Ja, nu du siger det.så føler de sig nok bedre tilpas og mere trygge sammen med mig end med Ralph. I den sidste tid har de været meget utrygge ved ham, fordi han er blevet så opfarende.

 Men hvad skal jeg gøre. Finder de sammen igen, hvis jeg rejser. Det ville selvfølgelig være den letteste løsning for mig. Jeg finder jo nok et andet arbejde, selv om jeg er meget glad for det, jeg har. Men der er jo ingen garanti, og hvad med børnene. Dem vil Linda ikke kunne klare alene, hvis de ikke finder sammen igen.

 Den anden løsning du tænker på, er at du gifter dig med Linda og tager dig af børnene. Jeg kan godt se, at det er en mulighed, men så må du jo regne med, at Ralph på den måde vil synes, at han har haft ret, og så får han måske forældreretten over børnene, jeg kender ikke den engelske lovgivning.

 Hvilken løsning tror du, at Linda ville foretrække.

  Jeg har slet ikke talt med Linda om det. Det hele har været så forvirrende., og så var det, at det hele gik op i en spids igen, kort før jeg tog hjem.

 Samtidig har der været arbejdet. Jeg kæmpede for at få en stor kontrakt halet hjem til firmaet. Det lykkedes, og jeg fik endda ros for det. Det er først nu, at jeg har haft rigtig tid til at tænke over tingene, efter at jeg er kommet lidt på afstand af det hele.
 Jeg håbede, at jeg bedre kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre, når jeg havde haft tid til at tænke mig grundigt om og havde prøvet at overveje konsekvenserne af de forskellige muligheder., men der er jo ingen garanti for, at konsekvenserne bliver, som man havde tænkt sig.

 Du skal også tænke på, at Linda er næsten 16 år ældre end dig., og at de to store børn ikke er ret meget yngre end dig. Det vil også kunne blive en belastning. Jeg siger ikke, at det gør, men muligheden er der.

 Jamen hvad vil du råde mig til far.

 Du har krav på et ærligt svar, min dreng. Jeg vil gerne tale med mor om det, og snakke det grundigt igennem sammen med hende. Skal jeg give dig et råd, må det være noget både hun og jeg kan gå ind for. Så kan vi bedre bakke dig op, hvis eller når du får brug for det.

 Kirsten og jeg får ikke sovet meget den nat. Vi prøver at gennemdiskutere problemerne og se på, hvilke konsekvenser de forskellige muligheder vil medføre.

Stort set er vi enige, men vil vores råd være det rigtige for Rune, det er trods alt det, det drejer sig om.

 Hvis han vælger at flytte, vil han så kunne undgå at have samvittighedsnag over for børnene i årene fremover. Vil han føle, at han valgte den letteste løsning for sig selv, uden at tage hensyn til de andre. Måske kunne det på den anden side give mulighed for, at Linda og Ralph fandt sammen igen.
 Hvis han vælger at gifte sig med Linda. Vil han så kunne klare den belastning forholdet til Ralph uvægerligt ville give. Vil han kunne klare at have ansvaret for tre store børn i en alder af kun 23 år. Tre børn, der er afhængige af ham, eller får Ralph forældreretten, og vil Linda kunne klare det.
 Det virker som et næste uløseligt problem, fordi det er umuligt at overskue konsekvenserne.

 Afgørelsen er Runes, men han har krav på at få vores mening og råd.
 Næste morgen efter morgenmaden kommer Rune ind i mit studereværelse. Han virker både roligere og mere glad.

 Jeg har fået en ide, far. Jeg ved ikke, om I vil og kan, men kunne du og mor tænke jer at tage over og tale med Ralph og Linda, måske kunne I forlige dem, eller måske vil det være nemmere for jer at råde mig, når I kender dem lidt bedre.

 Jeg tror, at det er en god ide, hvis mor og jeg får en snak med Ralph og Linda uafhængigt af dig. Jeg har 14 dages ferie til gode endnu, så vi kunne komme om en lille uges tid. Det er jeg næsten sikker på, at mor også gerne vil, men jeg må selvfølgelig lige spørge hende, inden jeg lover noget.

 Kirsten er straks med på ideen, så hun og jeg tager en uge til England, officielt for at besøge Rune, men også for at få lejlighed til at hilse på Linda og Ralph og selvfølgelig børnene, som vi jo kender.

 Vi taler med Mette og Bjørn om det, inden vi rejser. De synes, at det er en god ide. De har ikke turdet råde Rune i nogen bestemt retning, men prøvet at hjælpe ham med at se på hvilke konsekvenser de forskellige muligheder kunne have.

 Da vi ankommer til London, bliver vi modtaget af Rune, der får installeret os på et hotel.
 Børnene har bedt om at få lov til at være vejvisere for os et par dage. Det vil de gerne til gengæld for de gange, de har besøgt os sammen med Rune.

 Vi glæder os til at være sammen med dem, dels fordi vi virkelig godt kan lide dem, men også fordi de måske vil snakke lidt om problemerne, så vi kan høre sagen fra deres synspunkt.

 Selvfølgelig bliver vi inviteret ud til Linda og Ralph en aften. Det bliver en meget pinlig aften, da de pludselig kommer op og skændes og skælder hinanden ud for de værste ting, uden hensyn til os som gæster.

 Heldigvis er børnene da ikke til stede. De to store er hos nogle kammerater og den mindste er kommet i seng.

 Det giver os imidlertid en god mulighed for at komme ind på en samtale om fremtiden, da de værste bølger har lagt sig lidt.
 Vi prøver, i øvrigt absolut uden held, at få dem til at overveje en mulig fremtid sammen.

 Det ender med, at Ralph går og smækker døren hårdt efter at have sagt, at nu flytter han hen til en veninde. Linda kan sende hans ting til ham, resten kan en sagfører tage sig af. De to har absolut ikke mere at snakke om. Ikke nok med, at hun har en elsker, men nu henter hun også hans forældre til hjælp helt ovre fra Danmark. Nu vil han simpelthen ikke finde sig i mere fra Lindas side.

 Linda bryder fuldstændigt sammen, da Ralph er gået.

 Hulkende fortæller hun, at Rune aldrig nogensinde har været hendes elsker. Han har været dem alle en god og trofast ven, som de altid har kunnet stole på. Hun holder da meget af ham, og det gør børnene bestemt også. Men i øjeblikket aner hun simpelthen ikke, hvad hun skal gøre.

 De to store er ved at komme i en vanskelig alder. Hun kan selvfølgelig sende dem på kostskole, selvom hun ikke er meget for det.

 Hun er også flov over både sin egen og Ralphs opførsel. Med små mellemrum siger hun.

 Hvad skal jeg dog gøre, og hvad skal jeg sige til børnene.

 Pludselig tager hun sig voldsomt sammen.

 Undskyld, det var en skam, at den her aften skulle blive ødelagt for jer. Jeg havde glædet mig så meget, til I skulle komme. Både Rune og børnene har jo fortalt så meget godt om jer. Det er jo også derfor, at de så gerne vil vise jer rundt, og så ødelægger Ralph og jeg det hele. Jeg er meget ked af det, men hvad skal jeg dog gøre nu. Kan I hjælpe mig. Rune siger, at I altid er parate til at hjælpe alle, men på den anden side, hvordan skulle I kunne hjælpe mig.

 Kirsten er den, der er bedst til det engelske, så hun prøver at berolige Linda. Det er jo ikke hendes skyld, at aftenen har udviklet sig sådan.

 Måske skulle jeres ægteskab ende på denne måde, men er du sikker på, at Ralph mente det alvorligt, du kender ham jo bedre end os.

 Ja, desværre. Det har trukket sammen længe, og vi har haft mange og lange skænderier, men det i aften er dog det værste. Det betyder, at Ralph har lukket totalt af bag sig. Efter den måde han har behandlet mig på det sidste halve år, så er jeg også sikker på, at det er det bedste. Vi ville aldrig kunne få det godt sammen mere, dertil er der slået for meget i stykker.
 Men hvad skal jeg sige til børnene og jeg har jo også et arbejde, der skal passes, der er mange mennesker, der er afhængige af mig.

 Hvad mener du selv ville være den bedste løsning.

 Jeg aner det ikke i øjeblikket, men Ralph skal få sin skilsmisse, det er helt sikkert.

 Hvad vil du sige til børnene.

 Jeg må vel sige, at vi skal skilles, der er jo ikke andet at gøre. Mark og Betsy er vel gamle nok til at forstå det. Det bliver nok værre med John, han er trods alt kun 10 år.

 Tror du, at de kunne få fri fra skole en måneds tid, så kunne vi tage dem med til Danmark, mens tingene falder lidt til ro for dig.

 Linda ser overrasket på os.

 Vil I virkelig det. Det er fantastisk pænt af jer. Børnene holder meget af jer, og det vil i hvert fald løse et af mine problemer en tid.

 Rune har talt om at rejse. Tror I, at han kan overtales til at blive her lidt endnu. Han er efterhånden den eneste, jeg har fuld tillid til her.

 Jeg nikker.

 Det er jeg overbevist om, at han vil. Han havde forberedt os lidt på det her. Vi tog faktisk herover for at prøve, om vi kunne hjælpe jer lidt, så overraskelsen var ikke så stor over den udvikling tingene tog.

 Rune igen. Hvordan skal jeg dog nogensinde kunne undvære ham og hans hjælpsomhed.

 Prøv du nu at tale stille og roligt med ham i morgen, da skal vi jo på tur med børnene. Vent med at tale med dem om det hele til i morgen aften. Så kan vi snakkes ved i overmorgen. Da kan vi spise frokost sammen på vores hotel, hvis du kan få det arrangeret.

 Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem alt det her, hvis jeg ikke havde haft jer til at hjælpe mig og så trods alt har børnene at leve for.

 Næsten 20 års ægteskab er ikke sådan at kvitte lige fra det ene øjeblik til det næste.
 Husk nu, du er ikke gammel, og som du selv sagde, du har børnene , ikke at leve for, men at leve med. Tre raske og sunde børn. Jeg er sikker på, at de nok skal hjælpe dig med at komme over det her. Nu ved jeg ikke, hvordan den engelske lovgivning er, men hvis der er mulighed, så lad børnene selv vælge mellem dig og Ralph. Bliv ikke vred eller skuffet, hvis en af dem vælger Ralph. De ønsker ikke at svigte dig, men der kan væreet midlertidigt behov, måske mest hos Mark, og  overser man det, kan det virke modsat.
 Det vil blive svært, men jeg vil forsøge at rette mig helt efter jeres råd. Jeg kan jo mærke, at I kun vil mig det bedste, og det er jeg meget taknemlig over.

 Lad os så sige, at vi mødes til frokost i overmorgen.

 Den næste dag kommer alle tre børn og henter os. De gør, hvad de kan for rigtig at vise os rundt, men vi kan godt mærke, at de ikke rigtig er i humør.

 Pludselig siger John helt umotiveret.

 Far er rejst hjemmefra og kommer ikke hjem mere.

 Betsy tysser på ham, men han fortsætter.

 Jeg hørte selv, at mor lå og græd i nat, skal de så skilles.

 Ja, det er da muligt. Der er jo mange mennesker, der bliver skilt, men det fortæller jeres mor nok mere om.

 Mark ser bistert på sin lillebror.

 Det er ikke noget at snakke om nu. Lad os nu komme videre. Det her er så madame Tussauds vokskabinet. Vil I også se rædselskabinettet.

 John og Kirsten bliver enige om, at de ikke vil, men vi andre tre går der ind. Det er virkelig uhyggeligt. Betsy lister stille sin hånd ind i min. Da vi går ud igen, trækker hun den lidt genert til sig igen.

 Vi får trods alt en dejlig dag med børnene, så da vi omsider skilles uden for vores hotel, virker de helt oplivede.

 Om aftenen mødes vi med Rune.

 Han virker langt mere rolig og afbalanceret nu.

 Jeg har talt meget med Linda i dag. Jeg foreslog, at vi giftede os, når hendes skilsmisse var i orden. Hun så på mig med tårer i øjnene og sagde. Du skal ikke have sådan en gammel kone, men jeg vil være meget glad, hvis du vil blive ved med at være min ven. Jeg vil også meget gerne have, atdu bliver her, indtil videre i det mindste, og det lovede jeg hende selvfølgelig.

 Kirsten smiler lidt.

 Da I andre var inde i rædselskabinettet, sagde John til mig.

  Kunne Rune ikke gifte sig med mor, hvis far ikke vil være gift med hende, for ham kan jeg nemlig godt lide.

 Jeg forstår både Linda og dig.Måske tiden vil vise, at I kan gifte jer. Jeg tror godt, at det ville kunne gå.

 Tak mor, det er jeg glad for at høre, hvad siger du far.

 Jeg er, jeg havde nær sagt som sædvanlig, enig med din mor. Hvis det når der til, vil vi begge støtte jer, så godt vi kan.

 Vi snakker nu om lidt af hvert og fortæller bl.a.at vi har lovet at tage børnene med til Danmark, hvis de har lyst., så Linda kan få tid til at falde lidt til ro, hun skal tale med dem om det i aften.

 Det synes Rune er en god ide. Så ryster han på hovedet.

 Hvordan har jeg dog fortjent sådan et par forældre.

 Kirsten smiler lunt.

 Det går ikke altid efter fortjeneste, min dreng, men i det her tilfælde tror jeg nu at det gør.

 Rune nikker.

 Der er i hvert fald noget at leve op til.

 Vi siger ret tidligt godnat og tager tilbage til hotellet. Vi er meget glade over, at Rune nu er nået til klarhed  over, hvad han vil.

 Næste dag mødes vi så med Linda til frokost.

 Hun fortæller, at hun allerede har fået skilsmissepapirerne fra Ralphs advokat. Det er jo nok det bedste bevis på, at han mener det alvorligt.

 Så kommer det lidt bittert.

 De har nok ligget parat længe.

  Hun har talt med børnene og de vil gerne med os til Danmark en måneds tid.

 De føler sig nok også lidt utrygge med forholdene her i øjeblikket.

 Så ser hun lidt tøvende på os.

 Ved I, at Rune har tilbudt at gifte sig med mig, når skilsmissen er i orden.
 Vi nikker begge to.

 Jamen hvordan kan han tænke på at gifte sig med sådan en gammel kone som mig.. Jeg er jo næsten 16 år ældre end ham og har tre store børn, hvoraf den ældste kun er 8 år yngre end ham.

 Jeg smiler uvilkårligt, da jeg siger.

 Du ser nu ikke ligefrem ud som en gammel kone, og jeg tror ikke, at alderen betyder så meget i et godt ægteskab. Jeg ved, at han holder meget af børnene, og det tror jeg er helt gensidigt, så vidt jeg har set. Men I skal jo heller ikke giftes hverken i dag eller i morgen.

 Lad tiden gå sin gang, så skal det nok vise sig, om det er det rigtige. En ting kan jeg i hvert fald sige helt roligt. Han vil ikke møde den mindste modstand mod det ægteskab, hverken hos Kirsten eller mig, det er vi helt enige om.

 Linda har store tårer i øjnene, da hun stille siger.

 Tusind tak for de ord, det betyder uendelig meget for mig.

 Vi drøfter nu en række praktiske ting og bliver enige om at rejse et par dage efter.

 Da vi skal rejse, er Mark meget tavs og indesluttet. Jeg har en anelse om, at han hellere ville være blevet hjemme, men tager med af hensyn til sine søskende. Han føler sig nok ansvarlig for dem på en eller anden måde.

 Undervejs på sejlturen på vej til Danmark, lykkes det mig at få snakket lidt alene med ham, efter at de andre er faldet i søvn.

 Jeg forklarer ham, at vi har taget dem med, for at hans mor kan få tid til at falde lidt til ro og få ordnet en masse forskellige ting. Det vile jo ikke være så nemt for hende, hvis hun også skulle tage sig af tre børn.

 Det står dig helt frit for, hvor længe du vil blive hos os, du er jo ved at være så gammel, at du kan klare en hel del selv. Vi skal nok tage os godt af Betsy og John, det håber jeg, at du er klar over.

 Mark virrer med hovedet. Så ser han mig lige i øjnenene med sine klare brune øjne, som om han ville prøve at læse mine tanker.

 Jeg har spekuleret på, holder du egentlig med mor eller far.

 Jeg burde næsten have forudset det spørgsmål, alligevel kom det bag på mig.

 Helt ærligt Mark, det har jeg overhovedet ikke spekuleret på, jeg holder med dig og dine søskende, for I har overhovedet ingen skyld i det, der er sket.

 Du må da holde med mor, når du hjælper hende, eller er det for Runes skyld.

 Igen bliver jeg rystet over Marks klare logik.

 Du har nok ret i, at det til en hvis grad er Runes skyld, at vi hjælper din mor. Han har bedt os om at tage os lidt af jer, til jeres mor selv kan klare det igen, så på den måde hjælper vi selvfølgelig din mor.

 Din far har ikke bedt om nogen hjælp. Hvis vi havde kunnet, ville vi også gerne have hjulpet ham, men man kan kun hjælpe mennesker, der selv ønsker at blive hjulpet.

 Jeg vil gerne hjælpe far, for jeg synes, at det er synd for ham. Kan jeg ikke godt skrive, at jeg gerne vil bo hos ham og hjælpe ham.

 Jo da, det synes jeg, er en god ide.
 Marks ansigt lyser op.

 Synes du virkelig. Jeg kan da godt lide både Kirsten og dig og Rune, og mor selvfølgelig, men jeg synes, at det er mest synd for far i øjeblikket.

Jeg lægger begge mine hænder på hans skuldre.

 Kære Mark. Jeg er meget glad for, at du gerne vil hjælpe din far. Men du må ikke blive alt for ked af det, hvis han ikke kan eller vil have dig boende foreløbig. Han skal jo også til at starte en helt ny tilværelse, lige som din mor. Det kan godt være, at han ikke kan overskue at have dig boende lige med det samme, men jeg er da sikker på, at han vil blive  glad for dit tilbud, for det viser jo, at du tænker på ham.
 Mark ser alvorligt på mig.

 Du er jo præst, ikke.  Når to mennesker bliver gift, lover de så ikke, at de vil holde sammen, til de dør.

 Jo, men det er ikke altid så lige til at holde et løfte, somme tider kan man ikke, selvom man gerne ville.

 Hvordan kan man stole på mennesker, der bryder deres løfter.

 Det kan man i grunden heller ikke, men man kan prøve, og så må man prøve at tilgive dem, hvis de bryder deres løfter. Kærligheden gør, at man kan tilgive alt.

Når du selv bliver helt voksen, vil du også opdage, at det er nemmere at give et løfte end at holde det. Sommetider vil du også opdage, at det vil skade nogen mere at holde et løfte end at bryde det. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg vil gerne prøve at forklare det.

 Vi har alle en samvittighed, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert. Ting vi oplever kan somme tider få os til at mene, at dert vi mente var rigtigt den ene dag, virker forkert den næste. Hvis man derfor giver et løfte en dag, fordi man synes, at det er rigtigt, ja så får man et problem, hvis omstændighederne har ændret sig, så man nogle dage senere mener, at det var forkert, at man gav det løfte. Så er det, at man skal tage stilling til, om man vil fastholde et løfte, der vil skade nogen, eller man vil bryde løftet for at ingen skal blive skadet. Hvad siger ens samvittighed.

 Mark har stirret intenst på mig hele tiden, som for at se, om jeg var usikker. Da jeg slutter med mit spørgsmål, slår han lige blikket ned, men ser så op på mig igen.
 Du har nok ret. Det lyder i hvert fald rigtigt. Du er god til at forklare tingene.

 Så smiler han pludselig til mig.

 Vil du med en tur op på dækket.

 Vi følges ad op og står lidt efter sammen ved rælingen og ser ned på det mørke vand, som kun lige kan skimtes.
 Da vi har stået lidt, siger Mark.

 Jeg kan godt forstå at mor også godt kan lide Rune. Han ligner dig så meget. Nu synes jeg, at jeg glæder mig til at komme til Danmark et stykke tid.

  Så kan jeg jo skrive til far om en uges tid, om han har lyst til at have mig boende, men det haster jo ikke. Han vil nok også gerne falde lidt til ro først. Jeg er i hvert fald sikker på, at vi får det dejligt hos jer.

 Efter en lille pause kommer det stilfærdigt.

 Bare mor nu ikke bliver alt for skuffet over, at jeg gerne vil bo hos far.

 Du kan være helt rolig, din mor er indstillet på, at I skal have lov til at bo, hvor I helst vil. Du kan  da også besøge din mor, selvom du bor hos din far.

 Så begynder Mark at græde stille.

 Jeg trækker ham ind til mig og hvisker.

 Du skal se, det skal nok gå godt. Nu vil Kirsten og jeg i første omgang sørge for, at I har det godt hos os i den kommende tid.

 Lidt efter foreslår jeg, at vi går ned igen og prøver at få sovet lidt.
 Mark nikker og tørrer sine øjne og følges så med mig ned.

 Det lykkes os at finde et sted, hvor Mark kan komme til at ligge ned. Jeg sætter mig ved siden af ham, så han kan have sit hoved i mit skød. Jeg lægger min jakke over ham og stryger ham gennem håret. Han sukker dybt og falder lidt efter i søvn. Selv sidder jeg og spekulerer, men blunder dog også lidt ind imellem.
 Næste dag er vi så tilbage i præstegården igen. Betsy får farmors gamle værelse, og drengene får Runes værelse.
 De første dage er de alle tre lidt hvileløse og nervøse, men inden der er gået en uge, er de tilsyneladende faldet til ro. Vi prøver at sætte dem i gang med forskellige ting, så de ikke går og keder sig. Af og til kommer Mettes og Bjørns tvillinger, Ulrik og Ulla over og snakker, og de kommer hurtigt fint ud af det med hinanden. De er jo kun godt et år ældre end Mark. Tvillingerne nyder at få øvet sig i det engelske, men det meste af tiden snakkes der nu dansk.

 Mark har omsider fået skrevet til faderen og venter nu spændt på svar. Jeg holder meget nøje øje med posten, for jeg vil gerne være i nærheden, når han får brevet, hvis han får brug for mig. Jeg er nemlig meget bange for, at faderens svar ikke er det, Mark ønsker.
 Jeg har sat Kirsten ind i situationen, hvis jeg ikke lige er hjemme.

 Der går ti dage, før Mark får svar fra faderen. Jeg sætter John i gang med noget ude i haven, da jeg går ud fra, at Mark helst vil være alene, når han læser brevet.

 Selv går jeg ind i studereværelset og sætter mig til at læse., men jeg kan ikke koncentrere mig, jeg ser hele tiden Marks ansigt for mig, da han sagde.

 Jeg synes, at det er synd for far, jeg vil gerne hjælpe ham.

 Først da der er gået næsten en time, banker det forsigtigt på døren og Mark kommer ind. Jeg kan med det samme se, at han har grædt. Jeg prøver at lade som ingenting, og siger stilfærdigt.

 Vil du gerne snakke med mig, Mark.

 Han ser fortvivlet på mig og nikker. Så sætter han sig i stolen over for mig med et dybt suk.

 Far vil ikke have mig boende, han er flyttet hen til Sandra. Vil du prøve at læse, hvad han skriver.

 Da han rækker mig brevet, kan jeg se, at der er mange tårepletter.

 Da jeg har læst det, ser jeg over på Mark. Jeg er dybt rystet.

 Ralph starter med at skrive. Gift dig aldrig, det vil du bare fortryde. Jeg vil forsøge at glemme, at jeg kunne begå sådan en dumhed. Forsøge at glemme, at jeg har haft børn. Jeg vil begynde et nyt liv, så jeg er flyttet hen til Sandra, men vi gifter os ikke, det har jeg fået nok af. Din mor har svigtet både mig og jer, det vil hun nok fortryde bittert en dag, men så skal hun i hvert fald ikke forvente nogen hjælp fra mig.

 Du skriver, at du gerne vil bo hos mig. Du har altså også fået nok af hende. Men det kan ikke lade sig gøre, jeg kvitter fortiden, og der er ikke plads til dig i fremtiden, i det mindste ikke i min. Du må vel også være gammel nok til at klare dig selv, hvis du ikke vil være hos din mor. Sig til John og Betsy, at de skal ikke prøve at kontakte mig, det vil de ikke få noget ud af. Dem må din mor tage sig af. Jeg ønsker i hvert fald ikke at høre fra nogen af jer mere.

 Til slut, spar din medlidenhed med mig, den kan jeg ikke bruge til noget. Til gengæld skal du heller ikke vente medlidenhed fra mig, hvis du ikke kan klare dig.

Ralph Johnson.

 Manden må jo være splittergal. Er han da ikke klar over, at det her kan ødelægge den stakkels dreng fuldstændigt. Hvad får dog en far til at skrive sådan til sin søn.

 Mark har fulgt mit minespil nøje, mens jeg har siddet og læst brevet. Da jeg ser over på ham, siger han med lidt rystende stemme.

 Du sagde, at man kun kunne hjælpe mennesker, der ville hjælpes. Han vil altså ikke have hjælp. Hvad så nu, tror du heller ikke, at mor vil have mig boende. Hvis hun ikke vil det, hvad skal jeg så.

 Selvfølgelig vil din mor have dig boende, det har været hendes mening hele tiden, men hun ville ikke gå mod dit ønske, hvis du hellere ville bo hos din far.

 Hvorfor er far blevet sådan, så ond og hadefuld, hvad har jeg gjort ham.

 Det kan jeg ikke svare på min dreng, men det er i hvert fald ikke noget, du har gjort, det er helt sikkert. Han er ude af balance i øjeblikket. Jeg er sikker på, at han fortryder, at han skrev det brev, når han finder sig selv igen. Jeg ved godt, at det er meget svært, men prøv at glemme dette brev. Din far skulle aldrig have skrevet det, og du skulle aldrig have læst det. Sket er sket, og det kan ikke ændres, men prøv at glemme, så du kan komme videre.

 Jeg synes ikke, at du skal sige noget om det her brev til dine søskende, der er jo ingen grund til at gøre dem kede af det også. Lad mig beholde brevet og prøv at glemme det, tror du, at du kan klare det.
 Du har sikkert ret. Jeg skal nok tie stille med det. Må jeg godt blive herinde hos dig i eftermiddag, jeg skal nok lade være med at forstyrre, men jeg vil helst ikke snakke med de andre lige nu.

 Selvfølgelig må du det, Mark. Hvis du gerne vil læse, kan du sikkert selv finde noget, og vil du snakke, siger du bare til.

 Vi sidder nu og læser en times tid. Af og til skotter vi til hinanden, når vores blik mødes, sender han mig et lille blegt smil.
 Da jeg går ud for at drikke kaffe, siger jeg til ham, at jeg nok skal sige til de andre, at han ikke har lyst til at snakke, så de lader ham i fred.

 En times tid efter kommer jeg med en kop te og et stykke kage til ham. Mark sidder ved skrivebordet og læser i nogle gamle prædikener.

 Han ser op, da jeg kommer ind.

 Nu skal jeg nok flytte mig. Er det dig, der har skrevet den her prædiken, det er jo en anden skrift.

 Jeg ser på den.
 Nej, det er en prædiken Bjørn skrev for mig for mange år siden. Han var kun fjorten år den gang
 Mark ser interesseret på mig.

 Den er virkelig god, selvom jeg nok ikke forstår det hele. Men hvorfor er Bjørn så ikke blevet præst.

 Jeg kan ikke lade være med at smile.

 Det må du nok hellere spørge ham selv om. Han ville hjælpe mig en gang, da jeg var syg, men det var et større arbejde end han havde regnet med, men han gav ikke op. Jeg tror han brugte 7 – 8 timer på den.
 Han må have holdt utroligt meget af dig allerede den gang, ellers kunne han ikke have skrevet sådan. Bare jeg kunne holde lige så meget af min far, men det er umuligt. I det mindste i øjeblikket.

 Vi sidder nu og snakker om lidt af hvert, og efterhånden bliver han i bedre humør. Et par gange siger han.

 Jamen har du virkelig tid til at sidde og snakke med mig.

  Smilende trøster jeg ham med, at tid er ikke noget man har, det er noget man tar. Stol du bare på, at jeg har tid til dig, når du har brug for mig.
 Tak siger han stilfærdigt og ser på mig med et blik, der varmer helt ind i sjælen.

 Ved aftensmaden lader han, som om der intet er sket. Jeg er lidt nervøs. Jeg synes næsten, at han har taget det lidt for roligt. Der må næsten komme en kraftig reaktion på det chock han har fået.

 Det kommer da også om natten.

 John kommer farende ind til os ved halvtotiden.

 Kom og hjælp, Mark er helt fra den.

 Af bare skræk taler han engelsk. Kirsten prøver at berolige ham, mens jeg skynder mig ind til Mark.

 Han stønner og jamrer sig, så det er uhyggeligt at høre på. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om han sover og har mareridt, eller om han er vågen. Han har åbne øjne, men det er som om han ikke ser mig alligevel. Jeg prøver at tale beroligende til ham, men må samtidig holde ham i sengen med  magt, for at han ikke skal komme til skade.

 Han er utrolig stærk, til trods for sin spinkle krop. Sit nattøj har han flået i stykker, og da jeg ser nærmere efter, kan jeg se, at han har revet sig til blods flere steder.
 Kirsten stikker lige hovedet ind. Jeg beder hende ringe til lægen og bede ham komme hurtigst muligt, og så må hun hellere gå ind og tage sig af John igen.

 Jeg synes, at det varer en evighed inden lægen kommer. Jeg kan næsten ikke holde Mark mere, han slår stadig omkring sig og småjamrer.

 Endelig kommer lægen. Efter et lynhurtigt blik på Mark tager han en sprøjte frem og giver ham en beroligende indsprøjtning. Et par minutter efter kan jeg mærke, at Marks muskler begynder at slappes.

 Lægen ser på mig.

 Det var da vist et hårdt job, gamle dreng. Nu skal jeg tage mig af ham, men hvad er der gået af ham,.

 Jeg fortæller ham det i korte træk og beder ham om selv at læse brevet bagefter.
 Han brummer noget om, at visse mennesker ikke burde have lov til at få børn.
 Jeg finder noget rent tøj, og ved fælles hjælp får vi ham trukket i det efter først at have plastret de værste skrammer.

 Skal jeg få ham indlagt, eller kan I klare ham selv.

 Hvad er bedst for Mark.

 Han vil uden tvivl helst blive her, og det er også bedst for ham, men kan I holde til det. I er jo ikke nogen årsunger mere.

 Det skal vi, vi må ikke også svigte ham, det vil ødelægge ham helt.

 Lad mig lige læse brevet.

 Han brummer noget uforståeligt.
 Han skulle sove til jeg kommer og ser til jer i morgen formiddag, og det skulle du også gøre gamle ven, det har du fortjent.
 Kirsten har omsider fået John til at sove i min seng, så jeg lægger mig i hans seng inde hos Mark, hvis han mod forventning skulle vågne.

 Næste morgen ser John lidt skræmt på mig, da jeg kommer ud inde fra Mark, som stadig sover.

 Jeg tager mig vældigt sammen og smiler til ham.

 Mark havde et grimt mareridt i nat, det kan man somme tider få, når man sover. Han sover stadig, men du kan godt liste dig ind og hente dit tøj, bare du ikke vækker ham.

 Lægen kommer og ser til ham en gang i formiddag, og så er han sikkert snart frisk igen. Fik du i øvrigt sovet godt i min seng.

 Ih ja, jeg kunne bare ikke rigtig finde ud af, hvor jeg var, da jeg vågnede.

 Kirsten ser lidt bekymret på mig, men jeg smiler beroligende til hende. Så kommer Betsy.

 Hvad er der sket i nat. Jeg syntes at jeg hørte en jamren en gang i nat, da jeg var vågen., eller er det noget, jeg har drømt. Hvor er Mark.

 Mark var syg i nat, så vi havde lægen. Det var et grimt mareridt. Han sover nu, men lægen kommer en gang i formiddag og ser til ham, og så er han nok frisk til aften igen.

 Ved halvellevetiden kommer lægen, og vi går sammen ind til Mark, som netop er ved at vågne.

 Nå sønneke, hvordan går det så nu. Du gav os en rigtig forskrækkelse i nat, kan du huske noget. Du var oppe at slås med ham den gamle der.

 Jeg ryster advarende på hovedet.
 Mark ser lidt forvirret på os.

 Hvad er der sket. Jeg er øm i hele kroppen, og hvad er det for en masse plaster. Av, det gør ondt.

 Lægen har bøjet sig over ham og tager hans puls efter lige at have trukket et plaster af.

 Så smiler han.

 Fin reaktion gamle ven. Op at sidde, jeg skal lige høre på dig..

 Mark ser op på mig, og da jeg smiler til ham, finder han sig roligt i hele undersøgelsen.

 Det lader til at du er helt i orden igen. Lad mig lige se dig dybt i øjnene, min ven. Fint.

 Henvendt til mig siger han.

 Lad ham bare ligge til hen under aften. Han trænger nok til at hvile sig.

 Da vi går, siger jeg til Mark.

 Jeg kommer og forklarer dig det hele om lidt.

 Lægen går lige med ind i mit studereværelse.

 Jeg må lige have noget at ryge på. Du synes måske, at jeg var lidt hård ved Mark, da jeg hev det plaster af, men jeg måtte lige se, hvordan han reagerede.. Jeg tror, at han er over det værste nu, takket være dig.

 Jeg behøver vel ikke at fortælle, at det var eftervirkningerne af det infame brev. Sådan en satan kunne jeg skyde med koldt blod. Han skulle have overværet virkningen af det brev, skønt det havde nok ikke rørt ham, men nu blev det så dig i stedet for. Ak ja, det går altid ud over de forkerte, men det har du vel en teologisk forklaring på. Nå, jeg tror nu, at Mark foretrak, at det var dig, der var hos ham. Jeg var sku lige ved at tude, da jeg så ind i de øjne. Ak ja, jeg er vist ved at være et sentimentalt gammelt fjols. Nå, men knægten skal nok være helt i orden i morgen igen. Snak du nu lidt med ham og lad ham så sove et par timer.  Undgå at snakke for meget om, hvad der skete i nat, sig også det til Betsy og John.

 Han er jo heldigvis en rask dreng. Tag nu plastrene lidt forsigtigt af, eller lad ham selv gøre det, når han har været i bad evt. Jeg er helt tryg ved at lade ham blive hos jer, for I kan give ham det, han har mest brug for. Jeres kærlighed. Ingen apoteker har nogensinde fremstillet så god en medicin.

 Jeg går nu ind til Mark igen og sætter mig på sengekanten, mens jeg fortæller ham lidt om nattens hændelser for at forklare ham årsagen til hans rifter og ømhed og lægens besøg.

 Jeg slutter med at sige.

 Du har simpelthen haft et grimt mareridt, men nu er det overstået. Sov du nu lidt igen, og så kan vi fem hygge os rigtigt sammen i aften, ikke sandt.

 Jeg kan se, at Mark ligger lidt og spekulerer.

 Jeg drømte, at jeg var oppe at slås med far, måske fordi jeg var så vred på ham. Men det var da heldigvis kun en drøm. Nu vil jeg ikke tænke på ham mere, så drømmer jeg heller ikke om ham, vel.

 Nej, min ven. Sov du nu bare roligt lidt igen. Vil du have noget at spise, eller vil du hellere vente.

 Nej tak, jeg er bare søvnig, og øm.

 Det sidste kommer med et lille smil.
 Lidt efter sover han roligt, og så lister jeg ud.

 Om aftenen, da børnene er kommet i seng efter en hyggelig aften, kommer Kirsten og jeg til at tale om, at det nok vil være en god ide at invitere Linda her over på ferie en uges tid, så hun og børnene kan vænne sig lidt til hinanden igen, inden de skal hjem. Så er hun måske også lidt mere afslappet end hvis vi bare sender børnene over til hende.

 De næste par dage er Mark lidt slap og træt, men hans humør er helt godt. John virker lidt nervøs de første dage, når han er sammen med Mark, men det går nu hurtigt over.

 Det varer ikke længe, før vi får svar fra Linda.

 Hun vil meget gerne komme og holde en uges ferie hos os, inden hun tager børnene med hjem igen. Takket være den fritid hun har haft, fordi hun ikke har skullet tage sig af børnene, har hun fået ordnet en række praktiske ting. Hun har endda haft så meget tid til overs, at hun synes, at hun er ved at være sig selv igen.
 Rune har været meget flink til at hjælpe hende, og det har hun været meget glad for. Hun er så småt begyndt at savne børnene, og det synes hun selv er et godt tegn. Hvis det kan passe os, kommer hun om knap fjorten dage og bliver her så en uge.

 Børnene jubler, da de hører, at moderen snart kommer. John stopper dog op mit i sin glædesdans.

 Nu må I ikke tro, at vi ikke er glade for at være her hos jer, for det er vi helt besemt.

 Vi beroliger ham med, at det er vi godt klar over, men det er da meget naturligt, at de glæder sig til, at moderen kommer.
 Et par dage efter begynder Mark igen at blive tavs og indelukket. Kirsten og jeg er enige om, at vi må se at få snakket tingene rigtigt igennem med ham, inden moderen kommer. Vi er lidt nervøse for, at han skal få et sammenbrud igen.

 Dagen efter er han pludselig væk, uden at han har sagt noget om, hvor han er gået hen. Det ligner ham ikke, så nu er jeg virkelig bange. Jeg skal lige til at gå ud og lede efter ham, da Bjørn til min store lettelse ringer.
 Jeg sidder og snakker med Mark, vil du godt komme herover, for vi vil godt have dig med i snakken. Han er ked af, at han glemte at sige, hvor han gik hen. Jeg har lovet ham, at du ikke er så vred, at der falder øretæver.

 Lettet lover jeg at være der i løbet af en halv times tid.

 Da jeg kommer derover, er det første Mark siger.

 Undskyld, at jeg ikke fik sagt, hvor jeg gik hen. Jeg gik bare i mine egne tanker, og pludselig fik jeg sådan lyst til at tale med Bjørn. Du er ikke vred på mig, vel.

 Nej, min ven, bestemt ikke. Men Kirsten og jeg var meget bekymrede over, hvor du var blevet af. Jeg regnede jo nok med, at du var fornuftig, og at der var en god forklaring, og det var der jo også.
 Har I to så fået jer en god snak. Du sagde, at I ville have mig med i snakken. Skal jeg mægle, fordi I er uenige, eller skal jeg sige, hvem der har ret.

 Bjørn smiler svagt.

 Tjah, vi er lidt uenige om, hvem af os to, der holder mest af dig og mor.

 Mark bliver lidt rød i hovedet af forlegenhed, men ser mig så lidt genert lige i øjnene, som om han vil læse min mening.

 Jeg kan ikke lade være med at le.
 Ja, det kan jeg jo ikke rigtig tage stilling til. Hvordan skulle jeg bære mig ad med det.

 Bjørn begynder også at le.

 Det var vist egentlig ikke opgaven, det var snarere en konstatering. Opgaven består i, om du og mor kan klare at beholde ham her lidt længere. Han vil helst ikke tilbage til England i øjeblikket.

 Jeg lovede ham at spørge, det turde han ikke rigtig gøre selv. Han synes, at han allerede har været så meget til besvær for jer. Derfor ville han prøve at fedte lidt, ved at påstå, at han holdt lige så meget af jer, som jeg gør. Jeg tror faktisk på ham, så derfor lovede jeg at spørge for ham, er det ikke rigtigt, Mark.

  Mark ser stadig lidt flov og genert ud.

 Jeg forstod ikke alt det, Bjørn sagde, men jeg føler, at han vil mig det godt, og han derfor har spurgt på den rigtige måde.

 Bjørn blinker til mig, uden at Mark lægger mærke til det.

 Jeg sidder lidt i dybe tanker, så tager jeg mig sammen.

 Ja, Mark, jeg er jo ikke enehersker, jeg må prøve at snakke med Kirsten om det, og din mor må jo også give sin tilladelse. Hvad med skolegang og dine kammerater i England, har du tænkt over det.

 Hvis du skal blive i Danmark, må du hænge vældigt i med det danske, hvis du skal klare at gå i skole her.

 Jeg følger hans minespil meget nøje, da jeg slutter med at sige.

 Men hvis det virkelig er, hvad du helst vil, så vil jeg også forsøge at hjælpe dig, så det kan lykkes. Det kan måske blive lidt ensomt for dig hos os to gamle, når dine søskende rejser, men det kan jo være, at du kan overtale Mette og Bjørn til, at du må komme her en gang imellem, men i øvrigt kan du vel også finde gode kammerater i Danmark.

 Mark har et meget levende ansigt, og han har en evne til at se på en, som om han kunne læse ens tanker.

 Han fastholder stadig mit blik, da han stilfærdigt siger.

 Hvis du og Kirsten vil hjælpe mig, så får jeg det godt. Hos jer føler jeg mig helt tryg, og så skal at det andet nok ordne sig. Det vigtigste er, at jeg ikke risikerer at møde min far.

 Jeg sender nu Mark hjem, jeg vil gerne snakke lidt med Bjørn.

 Da Mark er gået siger Bjørn.

 Hvor er han dog en dejlig dreng.Han elsker jer virkelig højt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men tror du, at I kan holde til at have fyren, ellers må I sende ham over til os en gang imellem. Jeg ville såmen gerne tilbyde, at han måtte bo hos os,  for han har virkelig brug for hjælp. Men han foretrækker jer, fordi I har givet ham den tryghed og kærlighed, som han har så hårdt brug for.

 Med et lille smil fortsætter Bjørn.

 Jeg har vist fået en rival mere, for jeg tror virkelig, at han elsker jer lige så højt som Rume, Michael og jeg gør, men jeg er ikke jaloux, for jeres kærlighed begrænser sig ikke til en , to eller tre, den gælder alle, der vil modtage den.

 Jeg smiler uvilkårligt.

 Mark stoler på os, ja, men jeg tror nu også, at du og Mette har en høj stjerne hos ham. Han læste din prædiken den anden dag, den var han meget glad for. Læg også mærke til, at det var dig, han gik hen til i dag. Tilliden til dig og Mette vil også vokse, og det kan komme til at gavne ham fremover.

 Men nu må jeg hellere komme hjem og snakke med mor. Jeg håber, at vi kan hjælpe ham på den her måde. Det var godt, at det her kom frem, inden moderen dukkede op.

 Bjørn nikker.

 Her i eftermiddags kom jeg til at tænke på, at den mand, der i sin tid var ved at ødelægge Mettes og min tilværelse, måske har været ude for noget af det samme i sin barndom. Han har bare ikke haft nogen til at hjælpe sig. Det gav mig vished for, at vi i fællesskab må gøre, hvad vi kan for, at Mark ikke havner i en lignende situation, det ville jeg ikke kunne bære.

 Du sagde i sin tid, at der nok var en mening med det, selvom vi ikke kunne se den eller forstå den. Nu tror jeg virkelig på, at du havde ret den gang.

 Det er nok rigtigt, min dreng. Jeg ville heller ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg svigtede ham.

 Kirsten er helt enig med mig om, at vi bør hjælpe Mark, så vidt det er muligt. Det siger hun til ham, da han kommer for at sige godnat.

 Han har store tårer i øjnene, da han giver hende et stort godnatknus.

 Jeg skal nok forklare din mor det, og så går hun sikkert med til det.

 Mark vender sig om i døren, da han er ved at gå.

 Jeg elsker jer begge to, meget endda.

 Jeg smiler til ham.

 Det er absolut helt gensidigt Mark.

 Linda er lidt overrasket, måske også lidt fortrydelig, men ved nærmere eftertanke indrømmer hun, at det nok er en god ide, ikke mindst efter at have læst Ralphs brev. Det vil forhindre, at han møder sin far foreløbig, og det vil nok være klogt. Hun er godt klar over, at det er ikke hende, Mark vil undgå, det viser han hende tydeligt i den uge, hun er der.

 Afskeden med moderen og de to søskende er da heller ikke helt let, nu skal han jo klare sig selv i et fremmed land. Han trøster sig dog hurtigt med, at han i hvert fald ikke er alene.

 Det bliver ikke helt nemt for ham at starte i skolen. Ganske vist har han gjort sig meget umage med at lære det danske sprog, men det er nu ikke så let, selvom han er både intelligent og flittig.

 Det lykkes ham hurtigt at få et par gode kammerater, der kommer og besøger ham tit i præstegården, og han besøger også af og til dem.

 Bedst befinder han sig dog, når han er alene med Kirsten og mig eller efterhånden også med Mette, Bjørn og tvillingerne. Så virker han fuldkommen glad og optimistisk.

 Om efteråret bliver Michael gift. Rune kommer hjem til brylluppet, og det bliver en fin lille fest. Vi synes godt om Michaels kone, Gladys. Michael har med et lille smil sagt til Mark.

 Nå lillebror, det må du jo næsten være, du behøver ikke at drømme om paradis, du er her jo allerede.

 Mark smiler bredt.

 Er du så ærkeenglen Michael

 Gladys begynder at le.

 Du skal da vist have trykt nye visitkort, men kan engle for resten være gift, det må vi vel hellere spørge svigerfar om inden brylluppet.

 Jeg smiler.

 Mig bekendt står der ikke noget om det nogen steder, så skal vi ikke sige, at det godt kan lade sig gøre.

 Rune nikker.

 Godt, jeg skal lave et flot visitkort til dig, hr. ærkeengel, skal du også have et, Gladys.

 Tjah, men hvad skal der så stå på det. Fru ærkeengel. Jeg troede ellers, at engle var kvinder, men det er kun de mandlige, der har navne, hvorfor det.
 Bjørn ryster på hovedet.

 Det er fordi der ikke er så mange. De kvindelige engle vrimler det jo med her på jorden. Kirsten, Mette, Gladys, og hvad de nu hedder alle sammen.

 Kirsten ler.

 Så er det vist nok englesnak.

 Rune og Mark får snakket godt sammen, og inden Rune rejser, siger han til mig.

 Jeg må give Michael ret. Mark er virkelig havnet i paradis, men det føler han bestemt også selv, det kan man tydeligt mærke. Hos jer er han fuldkommen lykkelig.

 Ved juletid foreslår vi Mark at tage hjem på juleferie. Det går han lidt tøvende med til. Da vi lover ham, at han selvfølgelig må komme tilbage efter ferien, lyser hans ansigt op i et stort smil.

 Han er lidt tavs og indesluttet, da han kommer tilbage, men vi har besluttet at lade ham være i fred, til han selv har lyst til at snakke. Det kommer så et par aftener senere.

 Nu er fars og mors skilsmisse gået i orden, begynder han.

 Heldigvis så jeg ham ikke, som jeg havde været bange for. Rune kom juleaften og var sammen med os, og det var meget hyggeligt. Han ligner jer og Bjørn så meget, så jeg synes vældig godt om ham. Ja, det har jeg sådan set altid gjort.

 Han hjælper også mor med forskellige praktiske ting. Jeg gad vide om han og mor gifter sig en dag. Det ville nok være godt for mor, hun virker så rastløs. John og Betsy er også meget glade for Rune, og jeg….. jeg er jo ikke hjemme mere.

 Kirsten ser på ham.

 Savner du dem der hjemme.

 Ja, det gør jeg vel, lidt. Men det ville ikke gå at bo hjemme for mig mere. Mor og jeg kommer alt for nemt op at skændes, selvom vi egentlig slet ikke vil. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men sådan er det bare.

 Jeg beroliger ham med, at det er meget almindeligt, at en dreng i hans alder skændes med sine forældre, så fortsætter jeg.
 Ville du være ked af det, hvis din mor giftede sig med Rune på et tidspunkt.

 Næh, egentlig ikke, men det er jo ikke noget, jeg skal bestemme. Men hvis han gør, ville I jo bleve mine bedsteforældre, så det ville da være en god ide. Jeg har bare aldrig forestillet mig, at Rune kunne være min far, jeg har jo nærmest regnet ham som en storebror, lige som Michael og Bjørn.

 Jeg ved i hvert fald, at vi er gode venner, for det kan jeg tydeligt mærke, når jeg er sammen med ham.

 Mark slider godt i det i skolen, men han vil ikke i gymnasiet. Vi har talt meget om, om han skal blive i Danmark og få en uddannelse, eller om han skal tilbage til England.

 Linda og Rune har besluttet at gifte sig og vil gerne have Mark hjem, men det lader til, at han helst vil blive i Danmark. Vi prøver at holde os så neutrale som muligt, men præciserer, at afgørelsen helt og holdent må være hans. Han skal gøre, som han helst selv vil.

 Mark tager hjem på sommerferie for at snakke med sin mor og Rune om fremtiden.

 Det varer ikke mange dage, før vi begge savner ham. Han er blevet en rigtig glad dreng, som også er god til at sætte os i godt humør. Vi har jo imidlertid ikke ret til at holde på ham. Det er også vigtigt, at han får et godt forhold til sin mor igen. Vi er måske også ved at være for gamle til at tage os af en 16 – 17 års dreng. Nu håber vi bare, at han får et virkelig godt forhold til Rune. Det vil betyde meget for ham, hvis han skal blive i England.

 En uges tid efter at Mark er rejst, får vi brev fra Rune.

 Han skriver, at det går godt med Mark og moderen og for den sags skyld da også med ham selv. Så fortsætter han, men vi kan jo mærke, at hans hjerte er ovre hos jer. Han ville vist helst blive hos jer, men er lidt bange for, at I trænger til fred og ro, og ikke rigtig kan magte at have sådan en stor knægt i huset.

 Jeg sad og snakkede med ham i mange timer sidste nat. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er meget fine venner, og både Linda og jeg vil ham jo kun det bedste. Det er ikke os, det drejer sig om, men ham, og det tror jeg godt, at han er klar over, at vi mener.
 Jeg vil gerne vide, helt ærligt, om I gerne vil have, at han kommer tilbage, eller om I synes, at han skal blive her. Han er parat til at acceptere jeres afgørelse fuldt ud, hvis I mener, at det er bedst, at han bliver her, men jeg ved også, at han vil være lykkelig for at komme over til jer igen. Lov mig, at I siger rent ud, hvad I helst vil have. I har gjort så meget for os, at vi gerne vil have, at I er virkelig glade.

 Vi har besluttet at gifte os i Danmark. Vil du foretage vielsen far, det vil vi meget gerne have, for så ved vi, at det ikke kan gøres bedre. Kan det passe jer i august. Han slutter brevet med mange kærlige hilsner fra alle.

 Kirsten og jeg er meget i tvivl om, hvad vi skal svare. Selvfølgelig vil vi gerne have, at Mark kommer tilbage, men vil det også være det bedste for ham. Vi tager også en lang snak med Bjørn og Mette om det.

 Pludselig siger Mette.

 Ved I hvad. Rune beder jer om at være helt ærlige. Vil I gerne have, at Mark kommer her over igen, så synes jeg, at I skal sige det. Han vil meget gerne herover, og I vil gerne have ham, så må det da være det rigtige. Skriv nu, at Bjørn og jeg gerne vil holde lillebrors bryllup, og at I gerne vil beholde Mark herovre.

 Efter endnu en dags tænkepause skriver vi det så til dem.

 Få dage efter kommer der et glædesstrålende brev fra Mark.

 Tusind tak, jeg skal nok prøve at lade være med at være til for meget besvær for jer. Jeg elsker jer og I aner ikke, hvor meget det betyder for mig at måtte komme hjem til jer igen. Jeg vil aldrig kunne glemme alt det, I to vidunderlige mennesker gør for mig. Hils også Mette, Bjørn og tvillingerne og sig, at jeg glæder mig også til at være sammen med dem igen.

 Mange kærlige hilsner JERES  Mark.

 Han har sat tre tykke streger med rødt under JERES  Mark.

 Der er også et lille brev fra John.

 Øv, skriver han. Mark er vel nok heldig. Men Betsy og jeg er nu også godt tilfreds med at blive hos mor og Rune. Når han nu bliver vores far, så bliver I jo vores bedsteforældre, må vi så godt komme og besøge jer en gang om året i en ferie.

 Rune og Linda skriver.

 Hils Mette og Bjørn og sig tak. Vi er enige om, at med sådan et par forældre/ svigerforældre, kan vi vist kun få det godt. Tak til jer begge to for alt. Betsy sender også mange hilsner, hun glæder sig til brylluppet.

 Mette lo, da hun fik lov til at læse Marks brev.

 Nå, nu er I vel ikke mere i tvivl om, at det var rigtigt at få knægten her over igen.

 Bjørn smiler.

 Som sædvanlig havde min kone ret.

 Han blinker til mig.

 Den sætning har jeg lært af dig, far.

 Og nu er vi så ved at være klar til brylluppet. Mette og Bjørn har taget sig af alt det praktiske. Mette siger således.

 Når svigerfar har ordnet det i kirken, tager vi andre over. I skal bare slappe af og nyde festen.

 Michael og Gladys er også inviteret, og de har skrevet, at de glæder sig meget til at komme.

 Kirsten og jeg er enige om, at det er dejligt, at Mark kommer hjem til os igen. Hvordan hans fremtid vil blive, er ikke til at sige, men vi vil i hvert fald hjælpe ham, så længe vi kan, og falder vi fra, ved jeg at Mette og Bjørn vil tage over. I øvrigt har han jo da også sin mor og Rune, så han vil ikke komme til at stå alene.

 Jeg håber bare, at han ikke kommer til at møde sin far, før han har lært at forstå ham, eller i det mindste at tilgive ham.

                                                                             Tilbage til toppen