Tilbage til E-bøger

KIM

 

 Jeg kan tydeligt huske, hvordan det begyndte. Den dag, da hele min tilværelse syntes at falde fra hinanden.

 Jeg var fyldt 14 år i maj. Vi havde haft en dejlig sommerferie, selv om far af og til havde virket noget fraværende. Mor mente, at det måske skyldtes nogle problemer på hans arbejde, så vi var enige om, at vi ikke ville tale om det, uden far selv kom ind på det.

 Den sidste aften i sommerhuset foreslog far, at vi to gik en tur sammen, der var noget, han gerne ville tale med mig om.

 Da vi kom tilbage, var jeg noget forvirret. Vi havde snakket om fodbold, om piger, om fremtiden, men hvad han egentlig ville snakke om, havde jeg ikke fundet ud af. Da jeg spurgte ham, slog han det hen og sagde, at det kunne vi tale om en anden dag.

 Efter sommerferien blev jeg fast målmand på vores fodboldhold, noget jeg havde ønsket længe. Jeg klarede det også fint, indtil den aften.

 Det er mærkeligt, at man mange år efter stadig kan huske så mange detaljer.

 Første halvleg af vores træningskamp var gået fint., og jeg havde endda fået ros i pausen for et par særligt gode redninger.

 Og så midt i anden halvleg gik det galt. En bold, jeg nok burde have klaret, snød mig og gik ind og i løbet af de næste fem minutter gik der yderligere to mål ind, som jeg nok burde have klaret. De andre begyndte at hyle ad mig, og det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, så kampen endte 0 – 6.

 Da vi gik tilbage til omklædningsrummet, kom vores træner hen til mig, ingen af de andre ville følges med mig.

 Han så alvorligt på mig.

 Jeg vil gerne tale med dig, inden du går, Kim.

 Det kunne jeg selvfølgelig godt forstå. Jeg kunne også næsten gætte mig til, hvad han ville sige, og det gav mig bestemt ikke mere lyst til at snakke med ham, for hvordan skulle jeg forklare ham, hvad der var galt, når jeg ikke en gang selv var rigtig klar over det.

 De andre holdt sig også på afstand af mig inde i omklædningsrummet. Ingen sagde et ord til mig, men det passede mig fint.

 Den aften jeg var til fodboldtræning, plejede at være den bedste aften i ugen, men i aften var jeg helt nede i kælderen.
 Meget langsomt tog jeg tøjet af og gik så omsider under bruseren, da var de fleste færdige, og nogle var allerede klar til at gå hjem.

 Alligevel blev jeg ekstra længe under bruseren, måske også for at irritere Ib, vores træner.

 Da jeg omsider kom ud fra bruseren, tørrede jeg ivrigt mit hår, og så så, at Ib sad  og ventede tålmodigt på mig.

 Er det en pige, der er skyld i det, sagde han stilfærdigt.

Det gav et ryk i mig, han havde hverken lydt vred eller sur, snarere lidt sørgmodig.

 Uvilkårligt så jeg ned ad mig selv, og slog så håndklædet om livet, mens jeg blev meget rød i hovedet.

 Han så på mig med et lille skævt smil.

 Nå ja, det var nu ikke det, jeg tænkte på. Se nu at blive tørret og kom i tøjet, så kan vi nok bedre snakke sammen.
 Han så tankefuldt på mig, mens jeg blev tørret og kom i tøjet, men alligevel var det, som om han ikke så mig, fordi hans tanker var et helt andet sted.

 Så nikkede han.

 Ja, sæt dig over for mig.

 Jeg satte mig og så ned i gulvet.

 Hvor længe er det efterhånden vi to har kendt hinanden, tre år.

 Nej, det er næsten fire, men hvorfor det.

 Jeg så uvilkårligt op på ham. Jeg kunne faktisk vældig godt lide Ib. Derfor var jeg også ekstra træt af, at jeg stod til en skideballe., men jeg kunne ikke rigtigt se, hvad det havde med den tid, vi havde kendt hinanden at gøre.

 Han tav lidt, så kom det langsomt.

 Hvorfor lod du alle de bolde gå ind i dag, det plejer du jo ikke. Er der noget i vejen. Er det noget med en pige, det var faktisk det, jeg mente før, eller er det noget derhjemme, noget du vil snakke om.

 Surt sagde jeg.

 Man kan vel alle have en dårlig dag.

 Det kan du selvfølgelig have ret i, men når det kommer til at gå ud over ens kammerater, må man tage sig lidt ekstra sammen en gang imellem.

 Skal jeg lade Svend tage målet på søndag, det er jo en ret vigtig kamp.

 Det er selvfølgelig dig, der bestemmer, men jeg synes da godt, at du kunne give mig en chance.

 Jeg kan godt, men hvad tror du, at dine kammerater siger.

 Det ved jeg ikke, men hvis du sætter mig af holdet, melder jeg mig helt ud.

 Kim, har vi to været uvenner før, nej vel. Hvorfor skulle vi så blive det nu. Kan du ikke sige, hvad der er galt, så vi kan snakke fornuftigt sammen om det i stedet for.

 Jeg sætter dig ikke af holdet, men jeg vil gerne se, om Svend kan klare at være målmand i en kamp. Han klarede det jo helt pænt i aften. Det er altid godt at have en reservemålmand. Det job kan jo godt være lidt hårdt. Så kunne du sidde ved siden af mig og se på, hvilke gode ting, og hvilke dumheder han laver, så vi kan få to gode målmænd ud af det.

 Ok. Jeg giver mig, lad så Svend få den kamp, det fortjener han, der gik jo ingen mål ind hos ham i aften., men han bliver ikke fast målmand, vel.

 Ib smiler bredt.

 Nej, ikke med mindre du melder dig ud.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Men nu tilbage til dig. Lad mig nu høre, hvad der er galt.

 Det ved jeg faktisk ikke.
 Er du forelsket, var det hende du stod og tænkte på før og under kampen, så du ikke kunne koncentrere dig.
 Jeg bliver rød i hovedet igen.

 Måske, men jeg tror nu ikke, at det var det.

 Er det noget der hjemme, det er somme tider lettere at snakke med en udenforstående, når der er problemer.

 Det bliver mellem os to, ikke.

 Naturligvis, hvad regner du mig for.

 Der er noget galt med far, han er slet ikke sig selv. Den sidste dag i sommerhuset ville han snakke med mig om noget, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, for han sagde det ikke. Han sagde bare, at det kunne vi vende tilbage til en anden dag.

 Hvor længe synes du, at din far har virket forandret.

 Åh, måske et års tid, men det er blevet værre de sidste par måneder.

 Ib rejste sig og gik lidt frem og tilbage, så stod han stille og så på mig og sukkede og satte sig igen.

 Ja, det er jeg klar over, han har faktisk bedt mig tale med dig om det, han kunne ikke selv få det sagt, sagde han.

 Hæst hviskede jeg.

 Hvad er det så.

 Inderst inde var der en indre stemme, der sagde, at jeg bestemt ikke ville bryde mig om at få det at vide.

 Din far og jeg…-..

 Længere nåede han ikke. Jeg fløj op fra bænken og slog ham i ansigtet og spyttede på ham.

 Svin,,, hvæsede jeg.

 Han greb mig i skuldrene og tvang mig ned på bænken.

 Prøv at høre, hvad jeg har at sige, om ikke for andet, så for din fars skyld.

 Jeg sad som lammet og hørte ham tale om kærlighed mellem to mennesker. At det ikke nødvendigvis altid opstod mellem mand og kvinde, men at det også kunne opstå mellem to mænd eller to kvinder for den sags skyld.

 Stammende sagde jeg.

 Jamen hvad så med mor.

 Det er det og så dig, der hele tiden har været hans største problem Han elsker jo jer begge meget højt. Det er jo hans kærlighed til jer, der er ved at slide ham i stykker i øjeblikket.

 Der findes mænd, der elsker kvinder og andre mænd lige højt. De fleste mænd, der har det sådan, skjuler det normalt for deres kone, og mange klarer et godt ægteskab gennem mange år, selvom de fører en slags dobbelttilværelse.

 På et vist tidspunkt svinger det måske, så de holder sig til konen alene fremover.

 Din far føler ikke, at han er ærlig over for din mor, og det er han vel heller ikke. Der er jo mange mænd, der er deres koner utro med andre kvinder, det betragtes næsten som normalt, men er det egentlig meget bedre.

 Vil far så selv fortælle mor det.

 Det tror jeg ikke, og hvad skulle det også gavne. Når du bliver nogle år ældre, vil han måske søge skilsmisse, men det er også meget tænkeligt, at han ønsker at beholde sin familie til den tid i stedet for mig.

 Og hvad så med dig. Undskyld, at jeg slog dig og spyttede før, men jeg blev helt ude af mig selv.

 Det forstår jeg godt, og det skal du slet ikke spekulere på mere. Jeg er vel lige så stor en egoist som de fleste andre. Når man forelsker sig, tænker man ikke så meget på andre, men det vil du nok også opdage en dag.

 Jeg vil bede dig om en meget stor tjeneste. Prøv, om du kan blive ved med at holde lige så meget af din far, som du har gjort hidtil.

 Prøv at hjælpe og støtte både din mor og din far, så godt du kan. Vis dem begge to, at du holder af dem. Jeg ved, at det kan være svært for en dreng i din alder at forstå, at ens far kan begå så stort et fejltrin, men prøv alligevel at tilgive ham.

 Snak med ham om det, måske kan han bedre forklare dig sine følelser, end jeg kan.

 Ved du hvad Ib, jeg kan faktisk godt lide dig, trods alt.

 Det røg lige ud af mig, selvom det ikke var min mening, at jeg ville have sagt det.

 Ibs ansigt klarede lidt op, og jeg læste en stum tak i hans øjne.

 Jeg sad tavs lidt, så sagde jeg.

 Hvad så med mig, tror du, at jeg får det på samme måde.

 Ib rystede på hovedet.

 Det er umuligt at svare på. Sker det, vil du i det mindste kunne forstå din far bedre.

 Du så sådan på mig før. Har du det på samme måde med os drenge, som du har det med far.

 Nej, slet ikke, men jeg sad uvilkårligt og tænkte på, at sådan havde din far nok også set ud en gang, da han var i din alder. Og så spekulerede jeg på, hvorfor jeg syntes bedre om ham end om en hvilken somhelst kvinde jeg havde mødt. Om det var noget fra min opdragelse, eller om det var noget, jeg var født med. Jeg så ganske vist på dig, men det var alligevel ikke dig jeg så, hvis du forstår, hvad jeg mener.

 Men tag nu hjem og prøv at komme til at tale alene med din far en af de første dage, og prøv om du kan hjælpe ham.

 Ok. Vi ses på søndag, selvom jeg skal være reservemålmand.

 Det var godt, farvel med dig.

 Torsdag aften var mor i byen. Da jeg var færdig med lektierne, gik jeg ind til far.

 Har du tid til at snakke lidt.

 Far lagde avisen fra sig og så på mig.

 Ja da, selvfølgelig har jeg det, min dreng. Er der noget særligt.

 Ja, Ib har sat mig af holdet på søndag, jeg skal kun være reservemålmand, fordi jeg lod seks mål gå ind til træningen i går. Og så fortalte han, at du, at han…… Åh far, hvorfor fortalte du mig det ikke selv., og hvad nu med mor og mig.

 Far sad og så ulykkelig på mig.

 Kom her over og sæt dig her hos mig. Det er nok, fordi jeg er fej. Jeg ville jo have fortalt dig det den aften i sommerhuset, men så kunne jeg ikke alligevel.

 Jeg ville jo ikke såre dig eller ødelægge noget for dig. Jeg håbede, at det var ovre, men det var det desværre ikke. Men lov mig, at du ikke siger noget til din mor.

 Jamen far, hvordan vil du blive ved på denne måde, det kan du da ikke, det har du slet ikke samvittighed til.

 Nej, det har du nok ret i, men hvordan undgår man at forelske sig. Den slags vil du nok også opdage, inden så længe. Det kan være utrolig pinefuldt, men også vidunderligt ind imellem.

 Vil du hjælpe mig, hvis jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få afsluttet dette forhold.

 Selvfølgelig vil jeg det, far. Jeg synes da også, at Ib er flink, så måske forstår jeg lidt af det.

Jeg vil jo så gerne prøve at forstå dig, for så kan jeg måske bedre hjælpe dig. Jeg elsker jo både dig og mor. I må ikke gå fra hinanden, vel.

 Nej, min dreng, det bliver i hvert fald ikke med min gode vilje. Nu vil jeg prøve at tage mig sammen og slå det forhold ud af hovedet. Din kærlighed vil jeg ikke miste, den er vigtigere for mig end alt andet.

 Da mor kom hjem, sad vi stadig og snakkede, selvom klokken var blevet mange. Jeg kan ikke mindes, at far og jeg før havde siddet og snakket så længe sammen.

 Om søndagen var Svend målmand i første halvleg, men bad om at blive skiftet ud i pausen. Jeg gik på banen, helt overbevist om, at jeg ikke ville lade en eneste bold gå ind. Det lykkedes, selv et straffespark klarede jeg i sidste sekund, så mine kammerater var helt ellevilde. Den dag ville de godt snakke med mig efter kampen.

 Da vi stod under bruserne, kom vores forward hen og slog mig på skulderen.

 Det var godt, at du kom ind i anden halvleg. Det straffespark havde Svend aldrig klaret.

 Den back, der var skyld i straffesparket, kom hen og omfavnede mig.

 Det var godt, at du klarede den, når jeg dummede mig, tak skal du have.

 Jeg følte en rislen af glæde igennem hele kroppen, da han omfavnede mig, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af årsagen. Var det glæde over at være accepteret af kammeraterne igen,  eller var der en dybere årsag. Det spekulerede jeg meget på.

 Da vi var kommet i tøjet, gik de andres træner hen til Ib.

 Hvorfor satte I først ham der ind som målmand i 2.halvleg, han er jo fantastisk.

 Ib smilede.

 Vi ville godt gemme det bedste til sidst. Svend skulle også have lov til at vise, hvad han duede til.

 Da vi skulle til at gå, sagde Ib til mig.

 Har du lige tid i fem minutter.

 Jeg nikkede og blev stående, mens de andre gik ud til cyklerne.

 Ib smilede til mig.

 Tillykke med sejren, i dag var du jo helt suveræn.

 Så blev han alvorlig igen.

 Jeg så, at Knud omfavnede dig, mens I stod under bruserne. Hvad følte du ved det.

 Jeg blev rød i hovedet.

 Måske du forstår lidt mere nu. I øvrigt ville jeg fortælle dig, at jeg rejser til den første. Jeg har fået arbejde i København. De andre får det at vide på onsdag, men jeg syntes, at du skulle have det at vide i dag. Din far og jeg blev enige om, at det nok var bedst for alle parter.

 Du må godt vide, at jeg misunder din far, at han har dig. Den kærlighed han har til dig, vil aldrig kunne overgås af andre.

 Tak Ib. Jeg vil gerne blive ved med at være din ven, hvis du bryder dig om det.

 Det gør jeg, Kim. Helt bestemt. Tak skal du have.

 Vi fik snart en ny træner, som for resten var meget dygtig. Han var skrap, men retfærdig, så vi kunne stort set alle godt lide ham.
 Hvis en sjuskede, skældte han ud, men hvis en havde været uheldig, opmuntrede han vedkommende.

 Det efterår trænede vi effektivt og fik en god kondition, så den sidste kamp i sæsonen indbragte os en førsteplads.

 Der hjemme begyndte det også at gå bedre. Far virkede gladere, selvom han en gang imellem så tungsindig ud.

 Far var henne og se vores sidste kamp og ventede så på mig, så vi kunne følges ad hjem.

 Vi gik tavse ved siden af hinanden det første stykke vej, så lagde han en hånd på min skulder.

 Tak for din hjælp, min dreng. Jeg har ikke fortrudt et øjeblik, at jeg gjorde det forbi med Ib.

 Jamen jeg har da ingenting gjort.

 Jo, du har vist mig, at du stadig holder af mig, på så mange måder, til trods for, at jeg gjorde dig sådan fortræd.

 Du gjorde det jo ikke med vilje, far, men tror du ikke, at du skulle se at få talt ud med mor om tingene. Hun holder også meget af dig, så jeg er da sikker på,  at hun vil tilgive dig, også selvom hun ikke forståe dig. Du vil få det meget bedre med dig selv.

 Tror du virkelig, at hun vil tilgive mig. Hvad nu, hvis hun ikke kan eller vil.

 Det tror jeg bestemt, at hun vil. Men under alle omstændigheder vil du altid have mig og min kærlighed, den kan intet ændre.

 Du har nok ret.Jeg vil prøve at snakke med hende en af de første dage. Denne gang skal jeg nok tage mig sammen og gøre det selv. Jeg er stadig flov og skammer mig over, at jeg ikke selv fortalte dig det.

 Tænk ikke mere over det. Jeg elsker både dig og mor, det skal nok gå, skal du se.

 Den næste morgen kom mor ind og vækkede mig. Hun så længe på mig.

 Forstår du mon helt, hvad det er, din far har gjort imod mig og imod dig.

 Måske ikke helt, men jeg har i hvert fald tilgivet ham fuldt og helt, hvordan skulle jeg kunne andet. Jeg elsker ham jo.

 Tror du virkelig, at det er nok. Jeg har bedt ham om at finde sig et andet sted at bo med det samme, og jeg vil ikke have, at du ser ham eller taler med ham mere.

 Fortvivlet sætter jeg mig op i sengen og ser på hende. Jeg kan slet ikke forstå, at det er min mor.

 Jeg havde sådan håbet, at du også ville tilgive far. Jeg gjorde det, for jeg kunne simpelthen ikke andet. Du har da været gift med far i 16 år, har det slet ikke betydet noget for dig.

 Jamen det hele har jo bare været en stor løgn.

 Nej mor. Helt bestemt ikke. Far har ikke på noget tidspunkt elsket dig mindre højt, det er jeg helt sikker på. Tror du virkelig ikke på det. Jeg overtalte far til at fortælle dig det, fordi jeg var overbevist om, at du også elskede ham. Man siger da, at kærlighed kan tilgive alt.

 Man siger så meget. Jeg kan ikke tilgive ham, at han har haft en anden i flere år, og så til og med en mand. Nej, det er der ingen, der kan forlange, at man skal tilgive.

 Jeg er ked af at sige det mor. Men du kan ikke forlange, at jeg ikke må have noget med min far at gøre. Det eneste du opnår ved det, er bare, at du også mister mig. Far har brug for mig for at komme videre, og jeg har brug for ham.

 Jamen forstår du da slet ikke mig.

 Jeg prøver på det, mor. Men prøv dog så også, om du ikke kan tilgive far. Det jeg helst ville var, om vi kunne fortsætte som hidtil og så prøve at genopbygge en tillid igen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe jer med det, hvis I bryder jer om det.

 Vi snakkede endnu et stykke tid, og omsider gik mor med til at prøve, om vi ikke i fælleskab kunne finde en løsning på vores problem.

 Hun sendte så bud til far om at komme om aftenen, og vi snakkede længe sammen.

 Mor sagde rent ud til far, at hun gav ham en chance til for min skyld, så han kunne prøve at gøre sig fortjent til hendes tillid igen.

 Far gjorde sig virkelig umage i den kommende tid, og det gjorde mor vel også, vil jeg tro.

 Resultatet var da også, at vi holdt juleaften sammen, som vi plejede. Den eneste ændring, der var sket, var nok,  at både far og mor kappedes om at gøre alt så godt for mig som muligt.

 Vi havde en dejlig jul, og jeg var begyndt at ånde lettet op. Jeg havde endda fundet en sød pige, som jeg havde haft med hjemme et par gange, og det lod til, at både far og mor syntes godt om hende.
 Og så ramlede det hele for mig igen.

 Det var Svend, der fortalte mig i skolen, at han havde hørt, at Ib havde fået AIDS. Han havde skrevet sammen med ham nogle gange efter han rejste, og nu var Ib altså blevet indlagt med AIDS i udbrud.

 Jeg var helt slået ud.

 Dels kunne jeg jo godt lide Ib, men hvad værre var, jeg kunne jo regne ud, at han måske kunne have smittet far.

 Jeg var nødt til at fortælle far det. Havde han og mor været i seng sammen igen, nu hvor det gik bedre, kunne far så også have smittet mor.

 Jeg gik hjem fra skole efter at have sagt, at jeg ikke var rask. Det var jeg sandelig heller ikke. Der var ikke noget fysisk galt, men psykisk. Jeg var rædselsslagen og dybt chokeret over de mulige konsekvenser.

 Den kommende tid var et langt mareridt. Det blev konstateret, at både far og mor var HIV-positive, som jeg havde frygtet. Jeg havde ingen, jeg kunne tale med om det. Den pige jeg kom sammen med, kvittede jeg og lukkede mig helt inde i mig selv.

 Da fodboldsæsonen startede, meldte jeg mig ud og ville ikke snakke med mine gamle kammerater.

 I skolen gik det også skidt. Jeg pjækkede, når jeg kunne se mit smit til det, og skrev så falske forsømmelsessedler. Men ingen greb ind.

 Mit eneste lyspunkt i den tid var, at far og mor kom godt ud af det med hinanden. Til min store overraskelse bebrejdede mor aldrig far, at han havde smittet hende.

 Gang på gang kredsede mine tanker om det var min skyld, at mor også blev smittet, fordi jeg overtalte hende til at blive sammen med far.

 Far døde, da jeg var 17 år, og mor døde kort efter min 18 års fødselsdag.

 Nu stod jeg så alene i verden, jeg turde ikke stole på nogen mennesker. Min skolegang havde været så ringe de sidste år, så mine chancer for at få et ordentlig arbejde var yderst ringe.

 Atter en gang havde jeg været hele forløbet igennem.. Kunne jeg have gjort noget anderledes. Igen sagde jeg til mig selv, at det var et tåbeligt spørgsmål, jeg kunne jo ikke ændre på det, der var sket.

 Men hvad skulle jeg så gøre nu.

 Det var kun en lille trøst, at jeg havde undgået, at nogen havde fået noget at vide om fars forhold til Ib. Jeg var heller ikke smittet, selvom det selvfølgelig havde været en løsning på mine problemer.
 Jeg følte, at jeg kun havde en ting at gøre. Jeg måtte prøve at skabe mig en fremtid og glemme min fortid.

 Der var uhyggelig mange ting, der skulle tages stilling til. Hvordan skulle jeg f.eks. få en uddannelse og et arbejde, med den ringe skolegang, jeg havde haft. Turde jeg prøve at finde en pige igen, og ville jeg turde stole på hende. Hvad og hvor meget skulle og kunne jeg fortælle hende.

 Kunne jeg overhovedet stole på noget menneske igen.

 Da mor døde, besluttede jeg at flytte til en anden by. Jeg havde bestemt ikke lyst til at gå og se på alle de medlidende fjæs, jeg havde været tvunget til at se på, den sidste tid, mens mor levede.

 Jeg følte, at hvis jeg skulle have en chance, måtte jeg et helt andet sted hen, hvor ingen kendte mig. Så havde jeg måske en mulighed, skønt hvad duede jeg overhovedet til.

 Da jeg var ankommet til den nye by, henvendte jeg mig på bistandskontoret og fik penge til at klare de første fjorten dage. Det var lykkedes mig at finde et helt pænt værelse til en rimelig pris.

 På bistandskontoret fik jeg også besked på, at jeg selv skulle prøve at finde mig et job. Hvis det ikke lykkedes, inden de 14 dage var gået, ville de sætte mig i gang med et beskæftigelsesprojekt.

 Da jeg gik fra bistandskontoret, stod jeg og så på et udstillingsvindue, uden at jeg egentlig så noget. Jeg stod bare og spekulerede på, hvad jeg skulle finde på at gå i gang med.
 Pludselig fik jeg et klap på skulderen, og en stemme, jeg syntes, jeg kendte, sagde.

 Hej Kim. Hvad søren laver du her.

 Jeg vendte mig om med et sæt og genkendte med det samme min gamle fodboldkammerat Knud.

 Jeg hilste på ham, og blev klar over, at jeg faktisk var mindst lige så glad for at se ham, som han tilsyneladende var for at se mig.

 Vi stod og snakkede sammen i næste 10 minutter.

 Han fortalte, at han og hans forældre var flyttet der til byen for tre år siden. Hans far havde et auto-

ophug, og der hjalp han til.

 Jeg fortalte til gengæld, at begge mine forældre var døde og at jeg lige var kommet til byen og nu skulle prøve at finde et arbejde.

 Vi opfriskede også gamle fodboldminder, så så han pludselig på sit ur.

 Jeg må løbe nu, ellers kan min far ikke begribe, hvor jeg er blevet af, men kan vi ikke mødes henne ved stadion kl. halvsyv. Jeg træner nogle fodbolddrenge, og du kan tro, at det er nogle gæve gutter. Og så kan vi snakke videre, når jeg er færdig med dem.

 Jeg tøver lidt, men lover så at komme, og så skynder Knud sig videre.

 Jeg spekulerer meget på, om jeg skal gå derhen. Mon det nu også er en god ide. Så bliver jeg klar over, at de 10 minutter jeg snakkede med Knud, har givet mig lidt mere mod på tilværelsen. Jo, jeg har virkelig lyst til at snakke mere med ham.

 Jeg går derfor hen til stadion lidt i halvsyv.

 Der glider et stort smil over Knuds ansigt, da han ser mig.

 Det var godt, at du kom. Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg slet ikke havde fået din adresse i farten.

 Kom, så skal du se, hvordan jeg træner de her fyre. Måske du kan give både dem og mig nogle gode råd. Jeg har aldrig glemt din pragtredning af det straffespark, jeg var skyld i.

 Inde i omklædningsrummet larmer en snes drenge i alderen 11 – 14 år. Knud giver et pift i sin fløjte, og med det samme er der fuldkommen ro. Jeg er virkelig imponeret.

 Knud ser smilende på drengene.

 Jeg har en god ven med i aften. Han er en af de dygtigste målmænd, jeg har spillet sammen med, da jeg var på jeres alder. Han hedder Kim og vil hjælpe med at træne jer i aften, og hvis I er flinke måske også fremover.

 Knud ler, da han ser mit overraskede ansigt og siger henvendt til drengene.

 Han har ganske vist først fået det at vide lige nu, men så er det jo sværere at sige nej.

 Drengene råber davs og hej, og den stemning der er i omklædningsrummet, får mig til at overgive mig helt, endda med et stort smil.

 Ok. Lad os så se, hvordan det går i aften.

 Fem minutter efter er alle drengene omklædt og løber ud.

 Knud ser på mig med et smil.

 Undskyld, at jeg tog fusen på dig, men jeg er helt sikker på, at du vil komme til at synes om det.

 Den følgende time arbejder alle med liv og lyst, og for første gang i flere år, begynder jeg at føle mig rigtig glad.

 Den sidste halve time spiller drengene fordelt på to hold mod hinanden.

 Jeg har hurtigt opdaget, at alle går til sagen med en vældig energi, til gengæld mangler nogle af dem en bedre teknik.

 Klokken otte fløjter Knud kampen af og alle drengene samles om ham. Jeg står ude ved sidelinien, men Knud vinker mig derhen.

 Nå Kim, hvad mener du så.

 Jeg ser lidt på Knud og derefter på de ivrige drengeansigter.

 Hvad skal jeg nu sige.

 Så smiler jeg uvilkårlig bredt.

 Godt, så hør hvad sagkundskaben siger. Jeg vil gøre det meget kort, så I ikke kommer til at fryse, for I ser ud til at svede godt. Det er der ikke noget at sige til, for I har været meget ivrige.

 Sommetider kan det bedre betale sig at spare lidt på kræfterne. Forestil jer, at I skal spille to halvlege à 45 minutter, måske en halv times omkamp, og så måske endda en straffesparks-

konkurrence til sidst. Så gælder det om, at man stadig har lidt kræfter i behold. Nu kender jeg jo ikke noget til jeres kondition, men mon nogen af jer ikke er lidt trætte, selvom I kun har spillet en halv time.

 Et par af de mindre drenge ser på hinanden og nikker.

 Tror I, at I kunne have holdt det tempo i halvanden time mere, nej vel. Derfor er det vigtigt at have en god kondi, men også, at man økonomiserer med kræfterne, så man kan holde til den sidste del af kampen, ellers risikerer man, at modstanderen snyder en de sidste fem minutter.

 Knud smiler.

 Der kan I se, det er ikke bare mig, der siger det, og det var ikke noget, vi havde aftalt i forvejen.

 En af drengene stikker en hånd i vejret.

 Må vi prøve at skyde på mål mod dig.

 Ikke i aften, så ryger mit gode rygte bare, man skal nemlig også have en god kondi som målmand, og jeg er heller ikke varmet op, men hvis jeg kommer igen, skal I nok få lov.

 Knud smiler.

 Ja, så er det ind i bad, sidste mand svaber gulvet.

 Lynhurtigt er banen tom, og drengene løber hen mod omklædningsrummet.

 Knud og jeg følges ad derhen i et mere astadigt tempo. Vi sætter os på en af bænkene i omklæd-

ningsrummet og snakker. De fleste drenge er allerede under bruserne, og et kvarters tid efter er de klar til at køre hjem.

 Han der spurgte, om de måtte prøve at skyde mål hos mig, kommer hen til mig.

 Kommer du igen næste gang.

 Jeg ser hen på Knud og smiler så til drengen.

 Ok. Jeg kommer, og du skal nok få lov til at prøve at skyde mål hos mig. Så må vi jo se, om jeg har glemt det hele. Det er jo nogle år siden, at jeg prøvede sidst. Hvad hedder du for resten.

 Han smiler stort.

 Jeg hedder også Kim.

 Da de sidste drenge er gået, siger Knud.

 Der tror jeg, at du har fået dig en ven for livet. Kim kan somme tider være lidt på tværs, men det tror jeg ikke, at du vil opleve.

 Jeg ser forbavset på Knud.

 Hvorfor mener du det.

 Knud smiler.

 Det var noget med måden, du lovede ham, at han fik lov til at prøve at skyde mål hos dig. Nej, det var nok mere………skidt med det, men du kan godt regne med, at jeg har ret. Nu går vi hjem til mig. Mor lovede at have kaffen klar klokken 9.

 Jeg protesterer lidt, men Knud insisterer på, at jeg går med. Lidt efter sidder jeg så ved et hyggeligt kaffebord, sammen med Knud og hans forældre, og jeg befinder mig til min overraskelse endda godt med det.

 Lidt efter siger faderen.

 Knud siger, at du søger arbejde, men hvad skal det være.

 Jeg ser på ham.

 Jeg aner det ikke. Jeg har ingen uddannelse, og min skolegang de sidste år kan ikke bruges til noget som helst.

 Hvis jeg ikke tager fejl af dig, har du ikke noget imod at bestille noget.

 Nej, helt bestemt ikke.

 Fint, så kan du starte hos mig i overmorgen. Så har du en dag til at få ordnet forskellige ting, det må være nok. Du får udbetalt 6000 om måneden, og så får du dine måltider her. Resten bliver sat ind på en bankbog, eller du kan investere dem i firmaet, hvis du hellere vil det.
 Vi binder os begge til en toårig periode. Det betyder selvfølgelig, at jeg stoler på dig. Hvis du til gengæld stoler på mig, kan du vel også gå ind på det.

 Vælger du at holde op efter to år, kan du få udbetalt dine penge, har du lyst til at fortsætte, laver vi bare en ny aftale.

 Hvad siger du, personlig mener jeg, at det er en god ide, hvis du bor her, så sparer du penge til husleje, men hvis du hellere vil bo for dig selv, betaler jeg halvdelen af din husleje det første år.
 Knuds mor afbryder.

 Du kan da ikke forlange, at han skal tage stilling til det nu og her. Lad ham da lige se sin evt. kommende arbejdsplads først, inden han tager stilling til, om det er noget for ham.

 Det hele kører rundt i hovedet på mig. Jeg ser uvilkårligt over på Knud og så på hans far igen. Jeg kan godt lide den kontante måde, han behandler mig på.

 Så smiler jeg glad.
 Når du har så stor tiltro til mig, at du vil binde dig for to år, så kan jeg da umulig nære mistro til dig. Jeg accepterer. Jeg vil gerne blive boende på det værelse, jeg har fået i første omgang.Hvis jeg så evt. senere kan tage mod tilbuddet om et værelse her, hvis du stadig synes, at det er en god ide.

 Faderen rækker hånden frem.

 Så er det en aftale. Hvad med restbeløbet.

 Det bestemmer du, når du ser, hvordan det går, og jeg vil ikke vide, hvad det er.

 Bravo, du er en mand efter mit hoved. Vi skal nok komme til at arbejde fint sammen.

 Så ser han over på sin kone og peger på Knud.

 Så havde juniorchefen altså ret, mor. Det tænkte jeg jo nok.

 Fem minutter efter går vi ind på Knuds værelse for at snakke. Han foreslår lige, at jeg ser det værelse, han havde tiltænkt mig, men det vil jeg helst vente med, jeg synes ikke, at jeg kan rumme mere i aften.

 Da vi har siddet og snakket en halv times tid, bestemmer jeg mig for at fortælle ham og mine fire års mareridt.

 Han sidder musestille og lytter. Da jeg er færdig, siger han stilfærdigt.

 Kim, jeg er meget glad for, at du har fortalt mig alt det her. Det viser jo, at du har tillid til mig. Noget bedre udspil til et venskab kunne du ikke give. Jeg vil selvfølgelig aldrig nævne det her for nogen. Prøv, om du nu kan glemme det, nu hvor du har genoplevet det hele sammen med mig.
 Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at du nu kan få en god fremtid. Jeg håber, at der altid må være plads til mig i den fremtid.

 Vi sidder og snakker lidt endnu, men så tager jeg afsted.

 Da jeg kommer hjem på værelset, suser dagens begivenheder igennem mit hoved. Jeg har fundet en rigtig ven, jeg har fået et arbejde, men mest af alt, jeg har nu fået en tro på fremtiden.

 Næste dag kan jeg så fortælle på bistandskontoret, at jeg har fået arbejde. De er rimeligt imponerede og lykønsker mig, da de hører hvor det er.

 Den første tid går arbejdet lidt langsomt for mig, fordi det hele er så uvant, men inden længe kommer Knud og jeg til at kappes om, hvem der kan arbejde hurtigst, uden at det går ud over arbejdets kvalitet.

 En gang imellem siger faderen dog, at vi skal sætte tempoet lidt ned. Vi skulle jo gerne holde en del år endnu.

 Den næste gang der er fodboldtræning, varmer jeg op sammen med drengene. De fleste af dem venter spændt på det øjeblik, hvor de skal prøve at skyde mål hos mig.

 Både Knud og jeg spiller med på hver sit hold som markspillere. Da den halve time er gået, fløjter Knud kampen af.

 Drengene samles om Knud, der kommer med nogle kommentarer til kampen og nogle taktiske råd.

 Så kommer det fra Kim.

 Husker du, hvad du lovede.

 Med et lille smil går jeg ned til det ene mål.

 Knud stiller drengene op på række, og så starter der ellers en skrap straffesparkskonkurrence, da hver dreng skal have to skud.

 Nogle af boldene er ret lette at tage. Vi er begyndt med nogle af de mindste, for at jeg kan få lidt træning, men selv blandt dem er der dygtige skytter, hvor jeg virkelig må gøre mig umage for at tage boldene.

 Jeg har gjort mig stor umage med at prøve at huske, hvordan de forskellige har skudt under skudtræningen.
 Da der er tre tilbage, er der gået i alt fem skud ind.

 Hver gang har det fremkaldt stor jubel.

 Kim har stillet sig bagerst i rækken.

 Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han er fast besluttet på, at begge hans skud skal gå ind, for det er ikke lykkedes for nogen af de andre.
 De to før Kim skyder nogle meget hårde skud, men det lykkes mig at tage dem.

 Så er det Kims tur. Der er dødstille, alle venter spændt på, om det lykkes for ham.

 Jeg har overvejet at lade det første skud gå ind og så koncentrere mig ekstra om det andet, men bliver så pludselig klar over, at for os begge er det vigtigt, at jeg gør mit yderste begge gange.

 Kim tager et kort tilløb og skyder så alt hvad han kan. Med det yderste af fingerpidserne lykkes det at ændre boldens bane, så den rammer sidestolpen med et brag, så hele målet ryster.

 Jeg bliver lidt nervøs, da jeg kan mærke, hvor meget han satser på at få mål.

  Så er det sidste skud. Han gør sit tilløb en smule længere. Jeg kan se, at det er hans mening at bruge venstre ben, men kan også regne ud, at han bliver nødt til at bruge højre.

 Idet han rammer bolden, ryger jeg automatisk over i venstre hjørne og når at piste bolden op mod hjørnesammenføjningen.

 Bolden ryger tilbage, og nu er han klar med venstre ben.

 Jeg kaster mig, så hårdt jeg kan, og når lige bolden på stregen. Jeg får nogle ordentlige hudafskrabninger, men jeg klarede den.

 Knud fløjter.

 Alle mand i bad, sidste mand svaber.

 Drengene løber, alt hvad de kan. Inde i omklædningsrummet går bølgerne højt. Nogen driller Kim med, at ingen af hans bolde gik ind.. Det er selvfølgelig dem, det selv er lykkedes for.
 Da Knud og jeg kommer ind, er de fleste ved at være færdige, så de siger godnat.

 Jeg vil lige i bad, så jeg skynder mig af tøjet og ind under bruseren. Kim er ved at svabe der inde, men det går bestemt ikke hurtigt. Jeg kan se, at han er meget langt nede. Jeg går hen til ham.

 Er du ked af, at jeg ikke lod bare en af dine bolde gå ind.

 Han ser forbavset på mig.

 Nej da, du klarede det jo pragtfuldt. Tak skal du have, sikke nogle skrammer, du har fået. Bare jeg ikke havde dummet mig med, at jeg nok skulle skyde mål hos dig.

 Jeg kunne se på dit ansigtsudtryk, at du ville gøre alt, hvad du kunne, for at holde buret rent. Fordi du ikke mente, at jeg havde godt af en let sejr.

 Jamen så er det jo faktisk min skyld, at du har fået de skrammer.

 De heles nok igen, skal du se.

 Du har lært mig, at man ikke skal prale, det var jo heller ikke dig selv, der sagde, hvor god du var som målmand, det var jo Knud.

 Knud dukker nu op, og han har selvfølgelig hørt det hele.

 Ja, og det mener han stadig, er du uenig, lille Kim.

 Nej, helt bestemt ikke. Nu skal jeg nok skynde mig at blive færdig.

 Et øjeblik efter suser han ud og skynder sig i tøjet.

 Knud ryster på hovedet.

 Det er farligt, når en dreng tror, at man ikke kan skuffe ham.

 Jeg nikker.

 Ja, men det er dejligt for en dreng at vide, at man ikke vil skuffe ham med sin gode vilje, så tilgiver han, hvis man kommer til at gøre det alligevel ved et uheld.

 Kim er på vej ud ad døren, da han vender sig om.

 Tak for i aften, du kommer da igen næste gang, ikke Kim.

 Jo, det gør jeg nok, hvis jeg får lov af Knud.

 Du er alle tiders.

 Så ser han over på Knud.

 Misforstå mig ikke, det er du helt bestemt også.

 Så smutter han.

 Knud smiler bredt.

 Giver du mig nu ret i det, jeg sagde om Kim sidste gang. Du lever helt op til hans forventninger, se bare, hvordan du er parat til at spolere dig selv, for ikke at skuffe ham.

 Forstår du nu også, hvorfor jeg fik far til at ansætte dig.

 Ja, det forstår jeg til gengæld, det er fordi der ikke findes en bedre ven end dig.

 Knud ler højt.

 Det skulle da lige være dig.

 Småsnakkende følges vi ad hjem til Knud, men jeg går dog snart igen, for jeg er ved at være temmelig træt.

 Da jeg kommer hjem til mit værelse, ser jeg, at Kim sidder på trappen og venter på mig.
 Jeg ser overrasket på ham.

 Hvad søren laver du her Kim, hvorfor ligger du ikke hjemme i din seng.

 Han ser på mig med et fortvivlet blik, og jeg opdager, at han har et blåt øje. Jeg er klar over, at der er noget, der er helt galt. Jeg åbner døren og lader ham gå foran mig ind på værelset.
 Da jeg har lukket døren, beder jeg ham om at sætte sig og siger.

 OK. Lad mig så høre, hvad du vil mig.

 Kim har sat sig på min skrivebordsstol, selv sætter jeg mig på sengen.

 Stille kommer det.

 Jeg ville gerne snakke med dig, undskyld, at jeg forstyrrer.

 Tankefuldt ser jeg på ham.

 Det må være noget meget vigtigt, når du kommer her på denne tid.

 Hvordan har du fået det blå øje, er det p.g.a. mig, er det derfor, du kommer, eller er det noget der hjemme.

 Du er den eneste, jeg stoler på, det er derfor, jeg kommer her.

 Det lyder halvkvalt som en undertrykt hulken.

 Jeg rejser mig og lægger begge hænder på hans skuldre og ser ham lige i øjnene.

 Lad mig så høre min ven. Jeg vil meget gerne hjælpe dig, hvis jeg kan.

 Må jeg godt blive her hos dig i nat.

 Uvilkårligt slipper jeg ham og træder et skridt tilbage.

 Hør, det kræver da vist en nærmere forklaring.

 Han bliver rød i hovedet og siger så.

 Jeg ved godt, at det lyder fjollet, nu skal jeg nok prøve at forklare det hele, det er bare så svært.
 De næste ti minutter fortæller han så om sig selv og sine familieforhold.

 Først kommer det lidt tøvende og stammende, men jeg er ikke længe om at forstå, at han virkelig har brug for hjælp. Spørgsmålet er så bare, om jeg er i stand til at kunne hjælpe ham.

 Han er knap fjorten år og bor alene med sin mor. For det meste, men hun har haft adskillige herrebekendtskaber de sidste 3 – 4 år. Moderen er kun 30 år, så hun var meget ung, da hun fik Kim. De havde dog haft det godt, indtil moderen for ca. 4 år siden en aften kom hjem med en mand. Siden da har hun så skiftet meget tit.

 Mine kammerater siger, at mor er en luder, men det passer ikke. Hun tror jo selv hver gang, at nu har hun fundet den rigtige, men efter kort tid går der så et eller andet galt.

 Da jeg kom hjem fra fodbold i aften, var ham, der bor der i øjeblikket, ved at tæve mor. Det er ikke første gang, men hun tør ikke smide ham ud, for så har han truet med at slå både hende og mig ihjel.

 Jeg prøvede at gå imellem dem, det var på den måde, jeg fik det blå øje. Pludselig faldt mor om på gulvet og lå helt stille, og så skred fyren. Jeg ringede efter en ambulance og fik hende på skadesstuen, og så blev hun indlagt.

 Nu tør jeg simpelthen ikke tage hjem, hvis han nu dukker op igen. Han har jo nøgle til døren.

 Jeg prøver at tænke mig om. Selvfølgelig må jeg hjælpe drengen, men hvordan gør jeg det bedst. Han skal i hvert fald ikke være alene.

 Han kan godt sove i min seng i aften, så kan jeg sidde i en stol eller ligge på gulvet i min sovepose, det kan sagtens gå for en enkelt nat. Men det var måske bedre, at jeg fulgte ham hjem og blev hos ham i nat.

 Under alle omstændigheder må jeg snakke med Knud og hans forældre i morgen og høre, hvordan vi hjælper den stakkels dreng bedst.

 Da jeg foreslår, at jeg følger ham hjem og bliver hos ham  til i morgen, ryster han på hovedet

Nej, nej, det går slet ikke. Hvad kan der ikke ske både dig og mig, hvis han kommer hjem, og det gør han sikkert, så er han uden tvivl fuld, og så risikerer vi, at han slår os ihjel.

 Angsten lyser ham ud af øjnene, da han siger det.

 Må jeg ikke godt blive her.

 Han ser bedende på mig, og det blik kan jeg slet ikke stå for.

 OK. Så bliver du her. Så må vi se, om vi kan få rigget en ekstra soveplads til. I morgen tidlig går du så med mig hen til Knud og hans forældre, hvor jeg plejer at spise. Der kan nok blive noget til dig også. Så¨må vi se, om de kan hjælpe os med at finde på noget, der kan hjælpe dig fremover. Er det i orden med dig.

 Hvorfor gik du for resten ikke hen til Knud, ham kender du da godt, mig har du kun mødt to gange.

 Jamen jeg vidste, at du ville hjælpe mig. Er du ked af, at jeg gik hen til dig i stedet for hen til Knud.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, helt bestemt ikke. Jeg er meget glad for, at du har tillid til mig, og vi skal også nok finde ud af noget i fællesskab. Jeg er bare ikke så vant til, at der er nogen, der viser mig så stor tillid.

 Nu skal du se. Du får min seng. Så lægger jeg mig på gulvet i min sovepose. Med et ekstra tæppe og evt. en sweater kan det sagtens gå.

 Nej, du skal selv have din seng. Hvis jeg bare må blive her, vil jeg meget hellere ligge i soveposen på gulvet.

 Det ender med, at Kim kommer til at ligge på gulvet. Han vil ikke høre tale om at ligge i sengen, så jeg giver mig, da jeg kan mærke, at det er det, han helst vil.

 En halv time efter er vi klar til at lægge os til at sove.

 Da Kim har sagt godnat, tøver han lidt.

 Hvor er jeg dog glad for, at du er min ven, så skal det nok gå alt sammen.

 Jeg rækker en hånd ned til ham, han griber den og knuger den hårdt, inden han giver slip igen. Så sukker han dybt, lidt efter kan jeg høre på hans rolige åndedrag, at han sover.

 Næste morgen vågner jeg tidligt. Jeg ligger lidt og ser på Kim.

 Hidtil har jeg ikke spekuleret på, hvordan han så ud, men han er faktisk en køn dreng. Han har mørkt, lidt krøllet hår og et regelmæssigt ansigt. Han er ganske almindelig af højde og bygning. Jeg bliver klar over, at det må være hans øjne, der er noget helt særligt ved.

 Da jeg er ved at komme i tøjet, vågner han.

 Først ser han lidt forvildet ud, som om han ikke rigtig er klar over, hvor han er, så breder der sig pludselig et smil på hans ansigt.

 Jeg smiler også til ham.

 God morgen, har du sovet godt.

 Ja tak, fint, men hvad nu.

 Nu går vi hen og spiser morgenmad hos Knud og hans forældre. Men hvad med dine skolesager. Nå skidt, det finder vi ud af.

 Lidt efter følges vi ad. Kim går meget tæt ved siden af mig og ser sig uroligt omkring.

 Da vi kommer derhen, siger jeg.

 Undskyld, at jeg har taget en gæst med til morgenmad, jeg håber ikke, at det gør noget. Jeg skal nok forklare om lidt hvorfor.

 Knuds mor sætter med et smil kop og tallerken frem til Kim.

 Jeg fortæller i korte træk om hændelserne i går aftes og slutter med at sige.

 Og nu vil Kim og jeg så gerne høre, hvad I synes, at vi kan og skal gøre nu.

 Der bliver en kort pause, så siger moderen.

 Nu tager jeg mig foreløbigt af Kim. Vi skal finde ud af, hvordan det går med din mor, og der også et par andre ting, der skal ordnes. Jeg ringer hen på skolen og siger, at du ikke kommer i dag, for det er du vel helst fri for, og du har jo heller ikke dine skolesager.

 Så kan vi snakkes ved til aften, når I kommer fra arbejde.

 I frokostpausen kommer Knuds far hen til mig.

 Han står lidt og ser på mig.

 Du er vel klar over, at det kan være risikabelt at lade en mindreårig dreng overnatte hos sig.
 Jeg bliver blussende rød i hovedet.

 Det havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke.

 Han smiler bredt.

 Nej, det tænkte jeg nok, og gudskelov for det. Bare der var flere af din slags, der handlede med hjertet i stedet for med hjernen.

 Med et glimt i øjet svarer jeg.

 Nåh, jeg kender da nogle stykker, af den slags, dig f.eks.

 Han slår mig på skulderen.

 Så er det nok derfor, vi kommer så fint ud af det med hinanden.

 Da vi kommer hjem til aftensmaden, siger Knud til sin mor.

 Nå, hvad har du så klaret i dag, jeg kan se, at Kim er her endnu.

 Ja, jeg blev enig med hans mor om, at han skulle blive her, til hun kom hjem fra sygehuset. Politiet er ved at lede efter manden, og vi har været henne og hente nogle af Kims ting, bl.a. hans skolesager, så han kan komme i skole igen.

 Efter maden går vi ind i stuen og snakker. Kim hjælper lige med opvasken.
 Ved nitiden går han ned på det værelse, som Knud havde foreslået mig at bo på. Det er et vældig pænt og hyggeligt værelse.

 Kim går rundt og giver hånden til godnat. Da han kommer til Knud, siger han.

 Er du sur over, at jeg gik hen til Kim i stedet for til dig i går aftes.

 Knud smiler beroligende til ham.

 Nej, min ven, der findes mennesker, man føler sig mere sikre på end andre, uden at man måske kan forklare hvorfor. Derfor gik du til Kim i aftes, det var ham, du følte, at du havde brug for. Men du må gerne vide, at du også roligt kan stole på både mine forældre og mig, men det tror jeg for resten også, at du gør nu.

 Da Kim er gået, siger Knuds mor.

 Kims mor vil gerne tale med dig en af dagene, når hun har fået det lidt bedre. Hun var meget glad for, at du havde taget dig af hendes dreng.

 Det var da så lidt, jeg gjorde. I har da allerede gjort langt mere for ham, også ved at lade ham blive her, til moderen kommer hjem.

 Faderen brummer.

 Du vil måske betale kost og logis for din plejesøn.

 Jeg kan ikke lade være med at le, men så bliver jeg alvorlig igen.

 Jeg synes jo bare, at I er sådan nogle dejlige mennesker.

 Lidt efter sidder vi og snakker om andre ting.

 Lidt før ti rejser jeg mig for at gå hjem.

 Knud følger mig ud.

 Nå, tror du, at der sidder en og venter på din trappe i aften.

 Det håber jeg ikke, for jeg er faktisk meget træt.

 Jamen så godnat da, gamle ven.

 Jeg skynder mig hjem i seng, og det varer ikke mange minutter, før jeg sover.

 Næste morgen er jeg helt frisk igen. Jeg får soveposen rullet sammen og får den lagt væk, og jeg når også at få ryddet rigtigt op, inden jeg skal afsted.

 Da jeg så soveposen på gulvet, syntes jeg næsten, at jeg kuinne se Kim ligge der endnu.

 Det fik mig til at tænke på, at jeg skulle hen og besøge hans mor på sygehuset en af dagene, og det var jeg bestemt ikke meget for.

 Dels huskede jeg meget tydeligt mine forældres død på sygehuset, og dels var det jo en helt ukendt person, jeg skulle tale med, men jeg kunne vel ikke undslå mig. Jeg havde jo lovet Kim at hjælpe ham, og så måtte jeg holde mit løfte, selvom det ville være pinligt og ubehageligt for mig. Måske kunne jeg overtale Knud eller hans mor til at gå med.

 Ved morgenmaden snakker vi om lidt af hvert. Kim er ikke meget for at skulle i skole, men Knud trøster ham med, at det nok ikke bliver så slemt. Selv er jeg lidt fraværende.

 Ved frokosttid kommer Knuds mor lige forbi. Hun fortæller, at politiet har fået fat i manden og siger samtidig, at Kims mor gerne vil tale med mig til aften.

 Jeg ser over på Knud.

 Går du ikke med.
 Han smiler.

 Nej, men bare rolig, hun æder dig ikke, hun er faktisk vældig flink, jeg har snakket med hende et par gange.

 Jamen jeg kender hende jo slet ikke. Hvad vil hun tale med mig om. Skal jeg tage noget med, det plejer man vel, når man besøger nogen, der ligger på sygehuset.

 Knud ser alvorligt på mig.

 Jeg forstår godt, at du synes, at det er svært. Jeg er også godt klar over, at sygehusbesøg ikke lige er noget for dig, med de erfaringer du har. Jeg tror bare, at hun gerne vil have lov til at sige dig tak, for det, du har gjort for hendes dreng. Hun holder virkelig meget af ham.

 Jeg synes, at du skal tage en lille buket blomster med til hende, det vil hun sikkert blive glad for, og du kan sikkert også gøre det kort, hvis du gerne vil det.

 Jeg er meget nervøs, da jeg kommer ind på hospitalet og spørger, hvor Kims mor ligger.

 Hun ligger på en tosengsstue, men den anden er oppegående, så hun er henne i opholdsstuen.

 Hun ser ikke godt ud. Hendes læbe er flækket, og hun har en forbinding hen over det højre øje.
 Da jeg rækker hende buketten, begynder hun at græde. Utilpas sætter jeg mig på en stol ved siden af sengen, jeg aner ikke, hvad jeg skal sige eller gøre.

 Lidt efter lidt stilner gråden af. Jeg har siddet og set på hende, hun er meget bleg, men jeg har også med det samme lagt mærke til, at Kim ligner sin mor meget.

 Så rækker hun hånden frem og prøver at smile.

 Vil du godt hente en vase til blomsterne ude på gangen, så skal jeg nok prøve at tage mig sammen.

  Jeg skynder mig ud efter vasen. Da jeg kommer ind igen, kan jeg se, at hun har taget sig vældigt sammen.

 Hun ser meget ung, og meget sårbar ud. Det er mig ufatteligt, at nogen er i stand til at gøre sådan et menneske fortræd.

 Hun rækker hånden frem igen, og jeg tager den.

 Tak for, hvad du har gjort for Kim. Han har fortalt så meget om dig, så jeg syntes, at jeg selv måtte hilse på dig. Forhåbentlig føles det ikke alt for ubehageligt for dig at se mig på den her måde. Jeg ville godt have ønske, at vi havde truffet hinanden på en anden baggrund. Kim fortalte mig, hvordan du hjalp ham den anden aften. Det kan jeg aldrig sige dig tak nok for.
 Den dreng er mit ert og alt, og så sjusker jeg bare sådan med både mit og hans liv, det er forfærdeligt.

 Hun har store tårer i øjnene igen.

 Pludselig opdager jeg, at jeg stadig sidder med hendes hånd i min. Forsigtigt slipper jeg den.

 Jamen det er jo ikke med din gode vilje, at det er gået sådan. Livet former sig jo ikke altid, som vi ønsker det.

 Hvor er det dog dejligt, at der findes mennesker, der mener en det godt. Jeg er meget glad for, at Kim kan bo hos Knuds forældre, til jeg kommer hjem. Det har du også sørget for. Hvordan kan jeg prøve at vise min taknemlighed.

 Med et lille smil siger jeg.

 Skynd dig at blive rask. Knuds forældre skal nok tage sig godt af Kim, men jeg tror nu alligevel, at han foretrækker at få dig hjem snart, og……..

 Jeg tøver lidt.

 Prøv at vælge en evt. ny partner med større omhu. Jeg tror, at Kim er gammel nok, til at du kan tage ham med på råd.

 Hun rødmer lidt.

 Det har du nok ret i. Har du tid til at blive her lidt, og vil du godt.

 Ja, selvfølgelig da.

 Jeg synes pludselig, at dette sygehusbesøg ikke er så slemt mere.

 Hun smiler varmt til mig.

 Tak skal du have, det er virkelig pænt af dig.

 Som du nok har regnet ud, fik jeg  Kim i en meget ung alder. Jeg var knap sytten år. Hans far var utrolig charmerende, indtil han hørte, at jeg var gravid. Så ændrede han sig fuldstændigt.

 Da jeg foreslog, at vi giftede os, trak han lidt på det. Kort tid efter fandt jeg ud af, at han allerede var gift og ikke havde drømt om at blive skilt for min skyld.

 Mine forældre havde jeg ingen gavn af. Min far sagde rent ud.

 Som man reder, så ligger man. Du har selv været ude om det, så må du også¨selv klare den.

 Siden den dag har jeg ikke set noget til mine forældre, og ønsker det bestemt heller ikke.

 Kim blev født, og jeg fik et kontorjob, da jeg kunne få ham i vuggestue. Vi havde nogle gode år sammen. Så for en 3 – 4 år siden, kunne jeg mærke, at Kim var begyndt at savne en far. Vi havde det godt nok sammen, men han manglede noget, som jeg ikke kunne give ham. Han manglede en at snakke fodbold med, en at tage ud og fiske med, men nok mest af alt en at se op til, en han kunne efterligne.

 Så gjorde jeg mit livs største fejltagelse. Jeg gik på jagt efter en mand. Det skulle selvfølgelig være en, jeg kunne lide, og som kunne lide både Kim og mig. Men jeg glemte, at det også skulle være en, Kim kunne lide, sådan rigtig for alvor.

 Det blev vel til 5 – 6 forskellige. Men hver gang viste det sig efter en tid, at det alligevel ikke var noget. Der var forskellige årsager.

 De fleste var flinke, til de var flyttet ind, men så var det også sket. Snart var det Kim, det var galt med, snart var det mig. En af gangene var det os begge to.

 Den sidste var den værste. Han kunne være meget flink, når han var ædru. Men da han så blev arbejdsløs, blev det helt galt med hans drikkeri.

 Jeg prøvede at få ham til at rejse på en pæn måde, men det ville han ikke. Den anden aften gik det så helt galt.

  Jeg sagde, at nu blev han nødt til at flytte, for nu ville jeg ikke have ham boende mere. Så begyndte han at slå møblerrne i stykker og tæve mig, bl.a. med et stoleben.

 Da Kim kom hjem, prøvede han at skille os, men det resulterede bare i, at han fik et blåt øje, og så blev jeg slået i gulvet.

 Kim fortalte mig, at han ringede efter en ambulance, da manden var gået.

 Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg her og anede ikke, hvad der var blevet af Kim.

 Heldigvis fik jeg så at vide, at du havde taget dig af ham og givet ham lov til at sove hos dig om natten, og at du havde fået Knuds forældre til at tage sig af ham den næste dag.

 Moderen fortalte mig det i går formiddags, da hun og Kim var her henne, og så fik jeg også snakket med Kim. Det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas.
 Hun ligger tavs lidt og ser frem for sig, så ser hun på mig.

 Jeg kom til at spekulere på, hvorfor jeg har fortalt dig alt det her.. Jeg håber ikke, at det har generet dig., men jeg synes, at det har lettet at kunne fortælle det til en, jeg følte, jeg havde tillid til.
 Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, da jeg siger.

 Får du altid så hurtigt tillid til andre

 Nu smiler hun rigtigt.

 Så mener du, at det ikke er så mærkeligt, at jeg har brændt mig flere gange. Nej, de andre gange håbede jeg nok, at tilliden kom med tiden. Dig var jeg klar over, at jeg kunne have tillid til, fordi du havde hjulpet Kim. Han havde tillid til dig, det var jo derfor, han henvendte sig til dig.

 Der kommer en sygerplejerske.

 Besøgstid forbi.

 Jeg rækker hånden frem.

 Farvel Susanne og god bedring.

 Hun ser overrasket på mig.

 Hvordan vidste du, at jeg hed Susanne.

 Det står faktisk på tavlen over din seng.

 Hun tager min hånd og klemmer den lidt, inden hun giver slip.

 Tak, fordi du ville komme, Kim. Det er jeg meget glad for. Jeg var lidt ked af at bede dig om det. Det er vel ikke så nemt at besøge en helt fremmed på sygehuset, men nu kender du da lidt til mig.

 Kunne du tænke dig at komme hjem og besøge Kim og mig, når jeg er kommet hjem igen..

 Det kunne da godt tænkes, men så vil jeg sige på gensyn i stedet for.

 På gensyn Kim, og endnu engang tak, fordi du kom. Tak, fordi du ville høre på mig, men mest af alt tak, fordi du hjalp Kim. Jeg har det meget bedre nu, så jeg kommer nok hjem på mandag.

 Jeg går hjem til mig selv, jeg synes, at der er så meget at spekulere på.

 Om søndagen cykler Knud og jeg en lang tur. Vi har spurgt Kim, om han vil med, men han siger, at han vil hjem og gøre i stand i lejligheden, så der er i orden, når hans mor kommer hjem. Jeg overvejer, om jeg skal tilbyde at hjælpe ham, men bliver enig med mig selv om at lade være. Jeg vil ikke mase mig på.

 Knud og jeg har en fin tur. Vi snakker godt sammen og bliver enige om, at sådan en tur må vi have en gang imellem.

 Da jeg fortæller ham lidt om mit besøg på sygehuset, siger han.

 Pas nu på, at du ikke involverer dig for meget. Det kan få farlige konsekvenser.

 Hvad mener du med det.
 Det ryger lige ud af mig.

 Kære ven, jeg kender dig jo. Du går sikkert allerede og tumler med tanken om at gifte dig med  Susanne og blive far til Kim, for at du kan hjælpe dem, men har du også spekuleret over konsekvenserne for dig selv. Du er kun fem år ældre end Kim, og Susanne er 12 år ældre end dig. Der skal andet og mere til et ægteskab end ønsket om at hjælpe.

 Jeg ser overrasket på ham. Det er jo netop de tanker, der har kørt rundt i mit hoved, siden mit besøg på hospitalet.

 Du har nok ret, men hvordan finder man ud af, hvem der er den rigtige at gifte sig med.

 Det har jeg ikke nogen løsning på, i det mindste ikke i øjeblikket. Når jeg advarede dig var det for at få dig til at se på konsekvenserne for dig selv.

 Så fortsætter han stilfærdigt.

 Jeg vil jo nødigt se dig såret eller skuffet, for det fortjener du bestemt ikke.

 Jeg rækker min hånd frem.

 Hvordan har jeg fortjent sådan en ven.

 Han griber min hånd og smiler.

 Ved selv at være den ven, du er. Jeg føler mig heller ikke snydt, med den ven, jeg har fået, og det giver mor og far mig helt ret i.
 Mandag flytter Kim så hjem igen. Han siger pænt tak til både Knud og hans forældre.

 Faderen smiler, da han giver ham hånden til farvel.

 Du skal altid være velkommen i det her hus, min ven. Lige så velkommen som ham den store Kim der.

 Om onsdagen kommer Kim ikke til fodboldtræning. Knud og jeg bliver enige om, at det er nok fordi hans mor lige er kommet hjem, så vil han gerne være sammen med hende.

 Snart er vi i fuld gang med træningen. Jeg arbejder især med de to målmænd og lærer dem noget om, hvordan man kan beregne, hvor bolden vil komme, hvis man kender den, der skyder.

 Da drengene omsider er gået, går vi hjem til Knud for at få en kop kaffe.

 Hans mor tager imod mig i døren.

 Kims mor har ringet og spurgt, om du godt ville komme der hen. Kim er meget syg og har over 40 i temperatur.

 Knud ser lynhurtigt på mig.

 Jeg går med.

 Vi skynder os derhen.

 Susanne lukker op, så snart vi ringer på.
 Tak, fordi du kom så hurtigt Kim, og tak fordi du kom med Knud. Kim har fået lungebetændelse og har meget høj feber. Han ligger og fantasderer og taler i vildelse, men næsten hele tiden spørger han efter dig, Kim. Vil du godt prøve at gå ind til ham og se, om du kan berolige ham.

 Så kan det være, at Knud vil prøve at berolige mig, for det trænger jeg vist til. Lægen har været her, men han mente ikke, at Kim skulle indlægges, med mindre feberen steg yderligere.
 Jeg tager lige min jakke af og går ind til Kim, mens Knud går ind i stuen sammen med Susanne.

 Jeg bliver helt forskrækket, da jeg ser, hvor slemt Kim har det.

 Stille sætter jeg mig på sengekanten og tager begge hans hænder i mine.

 Han ser på mig, som om han slet ikke kender mig. Sveden hagler ned ad ham, og jeg kan ser, at hans pyjamas er drivvåd af sved. Pludselig glider der et genkendelsessmil over hans ansigt.

 Så kommer det hæst.

 Åh Kim, så kom du. Jeg er så bange, vil du godt blive hos mig.

 Jeg nikker til ham.

 Jeg skal nok blive hos dig.

 Så begynder han at tale i vildelse igen. Jeg prøver at tage hans puls, den er meget hurtig.

 Jeg stryger det svedige hår væk fra hans pande med den ene hånd. Der ligger en fugtig klud på sengebordet, den lægger jeg på hans pande. Så lukker han øjnene op igen og ser på mig.

 Jeg ville så gerne have været med i søndags, men jeg syntes, at du og Knud skulle have lov til at tage af sted selv. Jeg ved jo, at I er gode venner, og det vil jeg ikke ødelægge.
 Så begynder han at ryste over hele kroppen, som om han fryser.

 Jeg rejser mig for at gå ind og spørge, om vi ikke skal give ham noget tørt nattøj og sengetøj på.
 Beroligende siger jeg.

 Jeg går ikke fra dig, jeg vil bare få fat i noget tørt tøj til dig.

 Susanne løfter hovedet, da jeg kommer ind i stuen.

 Hvordan går det.

 Han er helt våd af sved. Hvis Knud og jeg nu lige tager ham i bad og giver ham noget tørt nattøj på, så vil du måske skifte hans sengetøj, for det er også helt vådt af sved.

 Hurtigt går vi i gang.

 Kim er meget slap, så det er godt, at vi er to om ham.

 Da vi har haft ham i bad og har fået ham i rent og tørt nattøj, ser han pludselig på Knud og mumler.

 Jeg vil jo ikke tage ham fra dig, men……….

 Resten er så utydeligt, at vi ikke kan forstå det.

 Da Susanne har fået skiftet sengetøjet, bærer jeg Kim ind og lægger ham i sengen. Han ligger med åbne øjne og ser på mig, jeg sætter mig igen på sengekanten og tager begge hans hænder.

 Susanne står lidt og ser på ham, så kan jeg mærke, at hendes blik glider over på mig.

 Knud har gjort i stand ude på badeværelset og kommer så stille ind på værelset.
 Så tager Susanne sig voldsomt sammen.

 Nu går jeg ud og laver noget kaffe.

 Lidt efter siger Kim.

 Må jeg godt få noget at drikke, jeg er så tørstig.

 Hurtigt rejser jeg mig, men Knud er allerede på vej ud i køkkenet efter et glas mælk.
 Da han giver Kim det og hjælper ham med at drikke det, hvisker han.

 Tror du ikke, at vi kan enes om at dele ham.

 Kims ansigt lyser op i et lille smil.

 Jeg prøver at tage Kims puls igen. Den er ikke nær så hurtig mere, og han ser også ud til at have det bedre. Han ser ud som om han er ved at falde i søvn, og kort efter sover han ganske rigtig.

 Susanne stikker lige hovedet ind.

 Sover han. Kommer I ind i stuen og får en kop kaffe nu.

 Susanne skænker kaffen og ser fra Knud til mig.

 Hvad skulle jeg dog have gjort uden jer. Tror du, at han kan sove nu, at det går bedre.

 Ja, hans puls er ikke nær så hurtig, men det er ikke til at sige, hvor længe han sover.
 Vi sidder og snakker lidt, så siger Knud.

 Tror du, at du kan klare det selv nu, eller skal vi blive her lidt længere.

 Det skal nok gå nu. Jeg kan jo heller ikke være bekendt at holde jer opppe hele natten.

 Hun ser over på mig.

 Det ser ud til, at vi stadig skal mødes i forbindelse med sygdom. Det bliver forhåbentlig ikke din tur næste gang.

 Så hører vi en voldsom hosten inde fra Kim. Jeg skynder mig derind, og Susanne og Knud kommer lige bag efter.

 Kim sidder op i sengen og hoster voldsomt., så falder han tilbage og trækker vejret med stort besvær.
 Jeg går hen og støtter ham, så han næsten sidder op igen. Det hjælper på vejrtrækningen, lidt efter lægger jeg ham forsigtigt ned igen efter at have lagt hans hovedpude dobbelt.

 Kim ser længe på mig, så hvisker han.

 Du var ikke gået, du blev, som du lovede. Dig vil jeg altid kunne stole på.

 Jeg nikker til ham.

 Ja, men nu går jeg, så du kan sove. Til gengæld lover jeg at komme i morgen for at se, hvordan du har det. Er det i orden.

 Han nikker.

 Lidt efter går Knud og jeg så. Da vi er nået næsten hen til mig, siger han.

 Jeg tror ikke, at advarsler hjælper. Jeg håber bare inderligt, at du aldrig kommer til at fortryde det. Jeg kan godt forstå det. Susanne ved det måske ikke helt endnu, men Kim gør, vær vis på det.

 Jeg slår ham på skulderen og siger med et smil.

 Tankelæser. Og så er det faktisk din skyld, for det var jo dig, der fik lokket mig med til den fodboldtræning.. Men jeg lover dig, at jeg aldrig vil bebrejde dig noget, hvis det ikke går, som jeg håber.

 Næste aften er jeg lige et smut henne og se til Kim, som jeg havde lovet. Han har det heldigvis meget bedre, og Susanne og jeg får en hyggelig snak, inden jeg går igen.

 En aften i oktober kommer Kim op til mig på mit værelse. Han smiler bredt.

 I aften kommer jeg ikke for at overnatte, men for at spørge, om du vil komme hjem og spise hos mor og mig i morgen aften kl. 18.

 Jeg ser på ham med et lille smil.

 Er der nogen særlig anledning.

 Han ler højt.

 Ja, hverken mor eller jeg ligger i sengen.

 Jeg lover selvfølgelig at komme.

 Fint, så må jeg hjem og gøre rent. Mor er på arbejde, så det er mit job.

 Så løber han igen.

 Jeg har regnet ud, at det er Kims fødselsdag, så jeg har en lille ting med til ham og en buket blomster til Susanne. Kim er meget overrasket over, at jeg har gættet anledningen.

 Da han har lukket pakken op, står han et øjeblik og ser på mig, og så slår han armene om halsen på mig.
 Tusind tak. Det er første gang, at jeg har fået en fødselsdagsgave af andre end mor.

 Susanne har smilende set til og beder os nu om at gå til bords.

 Vi har en utrolig hyggelig aften sammen.
 Da Kim lige er ude et øjeblik, siger Susanne, at hun gerne vil snakke lidt mig, når Kim er gået i seng.

 Da han kommer ind igen, spiller vi kort og snakker om alt muligt. Det viser sig hurtigt, at vi har mange fælles interesser.

 Omsider må Kim i seng, selvom han er 14 år nu.

 Da han siger godnat til mig, knuger han min hånd.

 Tusind tak for gaven og for at du ville komme. Det er den bedste fødselsdag jeg nogensinde har haft.

 Så går han over og giver sin mor et godnatknus og smutter så ind på sit værelse.

 Da vi er blevet alene, ser Susanne på mig.

 Så lykkedes det da, at vi kunne mødes under lidt festlige former. Jeg synes, at det var dejligt.

 Jeg smiler.

 Jeg har nu heller ikke været så ked af de andre gange, vi har været sammen, men jeg vil da gerne indrømme, at det har været mere festligt i aften.

 Tror du, at vi kunne gentage succesen, måske endda noget oftere. Åh, du ved jo godt, hvad jeg mener……….

 Med et drillende smil siger jeg.

 Nej, hvad er det, du mener.

 Sig mig, er det mig eller dig, der skal fri.

 Det må du godt, jeg har skam gået og spekuleret over det længe.

 Susanne er begyndt at le, men bliver så alvorlig igen.

 Og hvilket resultat er du så kommet til.

 Tror du, at det går. Jeg er trods alt kun fem år ældre end Kim.

 Ja, men så er jeg til gengæld 12 år ældre end dig, næsten. Men du skal være klar over, at det er ikke en ny elsker, jeg skal have. Det skal være en mand og en far til Kim, en han kan se op til og efterligne, og i den retning er du den helt rigtige. Men hvad tror du, at dine venner siger.

 Knud og hans forældre er de eneste venner jeg har, og jeg ved, at de vil forstå det. Knud prøvede at advare, da han mærkede, hvor det bar hen, men han har erkendt, at mod kærlighed kæmper selv guderne forgæves. Men hvad tror du, at Kim siger.

 Susanne ler højt.

 Og det spørger du om. Du har da ikke kunnet undgå at mærke, hvor meget han holder af dig. Han elsker dig jo, mand.

 Det er måske rigtigt, men tror du, at jeg egner mig til at være far.

 Det kan man vel lære. Det vigtigste for mig er, at I holder af hinanden, og det ved jeg, at I gør. Du har givet meget tydelige beviser på det, og jeg er bestemt heller ikke i tvivl om hans kærlighed til dig. Det var jo det, jeg glemte at tage hensyn til de andre gange.

 Men hvad så, når Kim ikke er hjemme mere, har vi to så fået opbygget et ægteskab, der kan holde i årene fremover.

 Susanne lægger hovedet ned på armene og begynder at græde.

 Forsigtigt sætter jeg mig over til hende og knuger hende ind til mig.

 Jeg elsker jo også dig, lille skat. Jeg elsker både dig og Kim uendelig højt.

 Hun sidder stille lidt, så kan jeg mærke, at hun tager sig voldsomt sammen.
 Åh, det hele er ikke så enkelt min ven, men jeg er nødt til at sige det til dig, selvom det måske ødelægger alt.

 Jeg er HIV positiv. Det fik jeg at vide på sygehuset, da jeg lå der. Det var en lille ekstra foræring, jeg fik af ham, den sidste, som politiet da heldigvis fik fingre i.

 Da jeg så, hvor meget du og Kim holdt af hinanden, besluttede jeg at gifte mig med dig, hvis du da ville have mig. På den måde vidste jeg, at jeg kunne sikre mig, at Kim fik det godt, når jeg var død.
 Jeg ved ikke, hvor længe jeg har at leve. Jeg har ikke AIDS i udbrud, men ingen ved, hvornår det kommer, eller om det kommer.
 Men så skete det, den nat, da Kim var syg og du og Knud kom for at hjælpe mig. Ja, da blev jeg for alvor forelsket i dig. Det satte mig i et frygteligt dilemma, jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
 Ja, og så fandt jeg ud af, at du også kunne lide mig, sådan noget kan man jo mærke.

 Jeg havde bestemt, at inden vi blev gift, ville jeg sige, at vi ikke kunne gå i seng med hinanden, for det havde jeg fået nok af, og så håbede jeg på, at du kunne acceptere den grund.

 Da Kim så gerne ville have dig med til sin fødselsdag, bestemte jeg mig for, at jeg simpelthen måtte have rene linier i aften, uanset, hvordan det så gik.
 Jeg kysser begge hendes øjne og fortæller hende så om min baggrund. Jeg slutter med at sige.

 Som du ser, har jeg erfaring med det. Vi løber ingen risiko. Måske får du aldrig AIDS, men gør du, har du brug for en til at hjælpe dig og det bliver altså mig.
 Så smiler jeg.

 Jeg har en lille bøn til dig. Har du noget imod, at vi vækker lille Kim, og fortæller ham, at der snart bliver en store Kim i familien også.

 Susanne smiler gennem tårerne.

 Ja, åh ja, det bliver hans allerbedste fødselsdagsgave.

 Lidt efter står vi sammen og ser på den sovende Kim.

 Susanne bøjer sig over ham og stryger håret væk fra hans pande.

 Så hvisker hun.

 Kim, der er en fødselsdagsgave mere, som jeg ikke fik givet dig før.

 Kim vågner halvvejs.

 Hvad er det.

 Susanne peger på mig.

 Det er ham der, store Kim.

 Kim sætter sig op i sengen med et sæt.

 Hvad, hvordan.

 Jeg smiler til ham.

 Ja, din mor og jeg har aftalt, at vi gifter os inden så længe, hvis du da kan gå med til det.

 Som en raket flyver Kim om halsen på mig og derefter på sin mor.

 Så jubler han.

 Jeg lå netop og drømte om det, sig mig, drømmer jeg stadig.

 Jeg giver ham et klap bagi.

 Kunne du mærke det, er du vågen.

 Susanne smiler.

 Ja, nu får du så en far i fødselsdagsgave, en der skal opdrage på dig. Selvom han ikke er så gammel, skal du lystre ham alligevel

 Det har slet ikke spor imod. Jeg elsker ham jo mor, det må jeg godt sige, ikke.
 Jo, det må du, og jeg lover dig, at det er gensidigt. Men nu må du hellere smutte i seng igen, jeg skal også afsted, men vi ses nok i morgen. Godnat min ven.

 Godnat….far. Det er en skøn fornemmelse at kunne sige det, og godnat mor. Det var mit højeste ønske, du opfyldte, og så ved jeg endda, at du også er glad nu.

 Lidt efter siger jeg så godnat til Susanne og går hjem.

 I morgen må jeg så fortælle Knud og hans forældre om det forestående bryllup.

 Knud ønsker mig tillykke, så snart han hører det. Hans forældre er nok lidt mere skeptiske.

 Hans far siger med et lille smil. Ja, man siger jo, at hvo som intet vover, vinder intet. Men du husker nok, at vi har en kontrakt, ikke.

 Ja, selvfølgelig, der bliver nok en smule ændring, for jeg kommer nok til at spise hjemme hos Susanne og Kim, når vi bliver gift, men arbejdet skal jeg nok passe, det kan du være helt sikker på.

 Ja, så må vi jo se at finde en kompensation for kosten.

 Det overlader jeg helt til dig.

 Knuds mor spørger om, hvornår vi har tænkt på at gifte os, og jeg fortæller så, at vi har tænkt på 3.juledag, så vi har tid til at få ordnet alle de praktiske ting.

 Da jeg kommer hen til Susanne om aftenen, fortæller hun, at da de var stået op, havde Kim set nøje på hende og sagt.

 Sig mig, drømte jeg i aftes, eller er det virkelig rigtigt.

 Susanne havde set smilende på ham.

 Det kommer an på, hvad du tror, at du har drømt.

 At du skal giftes med Kim, så han bliver min far.

  Ja, jeg ved heller ikke om det kun er en drøm, men da vi har drømt det samme, går det nok i opfyldelse, selvom det måske lyder utroligt.

 Kim havde givet hende et ordentligt knus og havde så set nøje på hende.

 Tror du, at Kim er nervøs for at få sådan en stor søn, der kun er fem år yngre end ham. Jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at rette mig efter ham, så det kommer til at gå godt.

 Med et stort smil havde hun sagt.

 Kim er nok mindst lige så nervøs for at få sådan en gammel kone, der er 12 år ældre end ham, men vi blev enige om, at det nok skulle gå, fordi vi alle tre ville gøre, hvad vi kunne.

 Kim har lige ventet lidt med at komme ud fra sit værelse, da jeg kom, så jeg lige kunne hilse på Susanne først.

 Han kommer hen og ser mig lige op i øjnene.

 Det var ikke bare en dejlig drøm. Du gifter dig med mor, ikke.

 Jeg nikker.

 Ja, min ven, og jeg håber ikke, at hverken du eller din mor nogensinde kommer til at fortryde det. Det bliver en ung far du får, men hvis jeg prøver at lade være med at være for skrap, tror du så ikke, at det går.

 Han stråler over hele hovedet.

 Du får slet ikke brug for at være skrap. Må jeg godt fortælle det til mine kammerater.

 Tror du ikke, at du skal vente lidt med det.

 Den følgende tid er jeg henne hos Susanne og Kim næsten hver aften.
 En aften er vi sammen henne hos Knud og hans forældre og hygger os rigtigt.

 Knuds far siger til Susanne.

 Ja, vi bliver jo næsten en slags svigerforældre til dig, for ham Kim, store Kim, har forstået at indynde sig hos os, så vi næsten regner ham som en søn af huset. Det håber jeg ikke, at du har noget imod.

 Susanne ser alvorligt på ham.

 Nej, tværtimod, så forstår I nok også, hvorfor jeg faldt for ham.

 Så smiler hun.

 Så må vi jo håbe, at I også bliver tilfredse med svigerdatteren og barnebarnet.

 Knuds mor begynder at le.

 Det tror jeg ikke bliver så svært.

 Hen imod jul kommer Kim en dag hen til mig på arbejdet. Jeg kan se, at han er i dårligt humør og spørger ham, hvad der er i vejen.

 Han ryster på hovedet.

 Der er nogen af dem henne i skolen, der går og driller mig.

 De sagde.

 Nå din mor har nok fundet en ny, hvad nummer i rækken er det, han ser ikke ret gammel ud den her gang, men det er måske din storebror, der er dukket op.

 Til sidst blev jeg så gal i hovedet, at jeg sagde.

 Han er gammel nok, og han og mor skal giftes i julen.

 Men det havde jeg jo lovet dig, at jeg ikke ville fortælle.

 Det skal du bestemt ikke spekulere mere på, du blev presset og det er jo rigtigt. Man skal ikke finde sig i alting uden at svare igen.

 Så er du altså ikke sur på mig.

 Nej, helt bestemt ikke. Det tror jeg slet ikke, at jeg kan blive. Det var da ikke en statshemmelighed, du røbede, og nu har du så sikkert stoppet deres drillerier.

 Hans ansigt lyser op.

 Jeg vil jo så nødigt gøre dig eller mor kede af det, men så gjorde det altså ikke noget, helt ærligt.

 Nej, min ven, det var helt i orden, er du så glad igen.

 Han stråler over hele hovedet.

 Det kan du lige tro, at jeg er. Jeg tænkte på, skal jeg kalde dig Kim eller far, når I er blevet gift.

 Det må du selv om.

 Så tror jeg mest, at det bliver far.

 Da han er gået, smiler Knud til mig.

 Den far tror jeg aldrig, han vil have byttet.

 Vi holder et lille stilfærdigt bryllup. Vi har kun inviteret Knud og hans forældre med., men da vi kommer ud af kirken, står alle fodbolddrengene opmarcheret på to rækker. Det er selvfølgelig Knud, der har været mester for det.

 I bryllupsgave får vi en rejse til Norge for os tre i en uge af Knud og hans forældre, og den nyder vi i fulde drag.

 Da vi kommer hjem, begynder vi at planlægge vores daglige tilværelse.

 Vi føler os meget nært knyttet til hinanden, måske fordi både Susanne og jeg føler, at vi lever på lånt tid. Vi er enige om intet at fortælle Kim, medmindre Susanne bliver rigtigt syg.

 Forholdet mellem Kim og mig fungerer fint.
 Jeg undlader så vidt muligt at rette eller opdrage på ham, men er der noget, siger jeg det rent ud, og det respekterer han altid uden tøven. Til gengæld har jeg også bedt ham om altid at tale rent ud til mig, hvis der er noget.

 Somme tider tager han og jeg ud på en tur for os selv, og så får vi rigtig snakket sammen om alt muligt.
 Knud kommer jævnligt på besøg, og det nyder vi alle tre.

 Sommetider besøger vi også hans forældre, og Susanne tager også tit derhen, når Kim og jeg tager på tur. Hun føler sig som svigerdatter i huset, og hun ved, at hun altid er velkommen.
 Da fodboldsæsonen starter igen, er både Kim og jeg med, og kammeraterne har nu accepteret, at jeg er Kims far. Træningsmæssigt har det intet ændret, han bliver rettet eller opmuntret, nøjagtigt lige som de andre.

 Da jeg har været ansat hos Knuds far i to år, kalder han mig ind på kontoret.

 Nå, min dreng, hvordan er du så tilfreds med tilværelsen nu, er der noget, du har fortrudt.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, helt bestemt ikke, men hvad med dig. Kan vi lave en ny kontrakt.

 Tjah, nu er det lidt vanskeligere, nu ved jeg jo, hvad du er værd, og det har jeg vist ikke råd til.
 Går det da ikke godt nok med firmaet.

 Han smiler, da han ser mit forskrækkede ansigt.

 Tag det roligt, men nu har du jo også en kone og en stor søn at forsørge. Hvordan går det for resten med dig og Knud.

 Det går da fint, synes jeg, men nu har han jo også giftet sig, er det det, der er problemet.

 Ikke så vidt jeg ved. Men hvem siger, at der er noget problem. Knud regner dig jo stadig som sin bedste ven, ja måske endda nærmere som sin broder.

 Nej, sagen er den, at Ellen og jeg har talt om at holde op, så vi kan tage ud og rejse og lave de andre ting, vi har lyst til, mens vi endnu kan.

 Knud foreslog så, at I to deltes om firmaet, hvad siger du til det. Det er ikke alene af hensyn til dig, at jeg foreslår det. Jeg tænker jo også på vores svigerdatter og barnebarn, Susanne og lille Kim. De to har jo også sneget sig ind i vores hjerter.

 Du gjorde det rigtige, da du giftede dig med Susanne, det er jeg overbevist om nu. Du vovede alt, men du vandt endnu mere. Ja, hvad mener du, kan vi også blive enige denne gang.

 Jeg trykker hans hånd fast og nikker. Jeg kan mærke, at jeg har tårer i øjnene, og min stemme vil ikke rigtig fungere.

 Jamen godt, så ser vi på de juridiske ting i næste uge. Du skal ikke spørge familien først.

 Nu kan jeg smile.

 Det behøver jeg ikke. Hjemme hos os hedder det altid, Hvad fatter gør er altid det rigtige.

 Han smiler lunt.

 Det lyder fornuftigt, og det går nok heller aldrig helt galt, når det er dig, der er fatter.

 Både Susanne og Kim bliver da også meget glade, da jeg kommer hjem og fortæller det.

 Et halvt år senere bliver Susanne syg. Det viser sig, at skæbnen har indhentet hende. Det er AIDS.

Det tager også hårdt på mig. Jeg elsker hende meget højt, men må jo prøve at støtte og opmuntre hende, så meget jeg kan, og det hjælper faktisk også mig, at der ikke er tid til selvmedlidenhed.

 Jeg har jo også Kim. Han er helt knust, da han hører, hvad det er, hans mor fejler. Vi snakker meget om det, og jeg prøver at berolige ham med, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe ham, også fremover.

 Pludselig griber han mig i armen.
 Jamen hvad så med dig, har du så også AIDS.

 Det lyder næsten som et skrig.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, min ven, jeg fejler ikke noget. Din mor og jeg har været meget forsigtige.

 Jamen hvor længe har mor vidst, at hun var syg.

 Det fik hun at vide, da hun var på sygehuset, før vi blev gift.

 Hun fortalte mig det den aften, da vi blev enige om at gifte os, du ved den aften på din 14 års fødselsdag.

 Og alligevel giftede du dig med mor, var det for min skyld.

 Ikke alene for din skyld. Det startede med, at vi begge ville gøre alt for, at du ikke skulle komme til at stå alene, hvis din mor blev syg. Men så blev vi jo klar over, at vi også var blevet forelskede i hinanden.

 Jeg kan ikke forstå, at du turde gifte dig med mor, når du vidste, hvad hun fejlede. Du må da have været klar over den risiko, du løb.

 Ja, min dreng, men den risiko løb jeg hellere end gerne for jeres skyld. Jeg elsker jo jer begge to. Jeg vidste også, hvad jeg skulle passe på.

 Og så fortæller jeg om mine forældre.

 Kim har siddet og set på mig, mens jeg har fortalt. Jeg kan se, at han har fået store tårer i øjnene.  Så slår han armene om min hals og knuger sig ind til mig.

 Du er den bedste ven og far, nogen kunne få.

 Det går hurtigt ned ad bakke med Susanne. Da Kim og jeg er henne hos hende, sidste gang, før hun dør, siger hun til Kim.

 Kan du tilgive mig de forfærdelige år, jeg gav dig.
 Kim kæmper med gråden. Så siger han.

 Der er ikke noget at tilgive mor. Du gjorde det af kærlighed til mig. Det var ikke din skyld, at det kom til at gå sådan.

 Så prøver han at smile.

 Og ellers gjorde du i hvert fald det hele godt, da du giftede dig med Kim. Der gav du mig en ven og far, der ikke findes magen til. Det var ganske vist mig, der fandt ham til dig. Men jeg tror nu heller ikke, at du har fortrudt det.

 Susanne ser over på mig.

 Og hvad med dig Store Kim, har du fortrudt, du kendte trods alt slutningen på æventyret.

 Med lidt rystende stemme siger jeg.

 Lille skat. Jeg har ikke fortrudt et sekund, og jeg ved, at jeg aldrig vil gøre det. Vi fik ikke så mange år sammen, men de år vi fik var gode. Du gav mig også det bedste du ejede, foruden din kærlighed, nemlig din søn. Ham vil jeg altid forsøge at passe godt på. Han vil altid minde mig om dig og om den dejlige tid, vi havde sammen.

 Susanne ligger lidt.

 Min søn, nej, vores søn bliver ikke alene, som du blev, gudskelov for det.

 Lidt efter kan vi se, at hun stille glider over i bevidstløsheden.

 Efter sommerferien begynder Kim i gymnasiet. Det er vi blevet enige om i fællesskab. Jeg vil gerne give ham en god uddannelse, og det er han heldigvis selv meget interesseret i.

 Han bryder sig ikke om at gå ud og more sig med kammeraterne. Det fastholder han, når jeg en gang imellem spørger. Han vil hellere være hjemme hos mig.

 Næsten hver søndag cykler eller traver vi en lang tur sammen, og det nyder vi begge.

 Det sker også af og til, at vi er på besøg hos Knud og hans kone, Lise. Hun er i øvrigt en meget sød og kvik pige.

 En aften kort før studentereksamen, spørger jeg, om han ikke har lyst til at invitere nogle kammerater med hjem.

 Han ser tankefuldt på mig, så kommer det stilfærdigt.

 Jeg tror ikke, at det er en god ide, der er ikke nogen af dem, jeg bryder mig om.

 Alvorligt siger jeg.

 Hør en gang min ven, er du bange for at være sammen med andre, er det, fordi du ikke har tillid til dem.

 Ja, det er det nok.Hvis jeg skal komme sammen med en pige, og det er vel det, du tænker på, så må jeg have fuldkommen tillid til hende. Ellers tør jeg ikke. Men hvad med dig selv. Har du aldrig tænkt på at gifte dig igen. Du er da ikke ret gammel, selvom man kan se, at du har fået nogle grå hår.

 Nå, nu fører du krigen over i fjendens land. Du må ikke være bange for livet, min dreng. Det er ikke noget, der haster, jeg synes bare, at du skulle forsøge at have lidt mere tillid til dine medmennesker.

 Jamen dig har jeg da tillid til far. Det havde jeg jo fra den første gang, jeg mødte dig. Det var jo derfor, jeg gik hen til dig den aften. Den aften, hvor jeg var syg, blev du hos mig, som du havde lovet. Da vidste jeg, at du virkelig var min ven, og så håbede jeg bare, at du en dag også kunne blive min far. Det blev du på min 14 års fødselsdag, og for første gang var mor også virkelig glad.

 Den dag, da jeg føler mig lige så glad og tryg ved at være sammen med et andet menneske, da ved jeg, at jeg har fundet den rigtige. Men du behøver da ikke at blive bedstefar, inden du er 30.

 Det sidste bliver sagt med et smil. Men så bliver han alvorlig igen.

 Du svarede imidlertid ikke på mit spørgsmål før.
 Tankefuldt siger jeg.

 Jeg har vel heller ikke fundet den rigtige. Men hvad mener du om det. Jeg vil i hvert fald ikke gifte mig igen, uden at du er helt indforstået med det.

 Hør nu her far. Du er kun lige fyldt 25 år. Selvfølgelig skal du da gifte dig igen, hvis du kan finde en, du kan lide at være sammen med. Jeg flytter jo snart hjemmefra, men jeg går da ud fra, at du ikke vælger en, der har noget imod, at jeg kommer hjem en gang imellem.

 Du har jo en stor søn, og det kan du ikke løbe fra, men det ved jeg også, at du aldrig ville drømme om at gøre.
 Kim får en god studentereksamen og vi tager så sammen på ferie i tre uger i Frankrig. Det bliver en dejlig ferie, men alligevel er jeg ikke rigtig glad, da jeg kommer hjem.

 Nu skal Kim flytte til København for at læse., og så bliver jeg alene. Jeg har heldigvis Knud og Lise, jeg kan besøge af og til, men alligevel.

 Kim glæder sig meget til at komme i gang med studiet, han vil være kemiingeniør, og som han siger.

 Jeg vil forsøge at finde frem til en medicin, der kan helbrede AIDS.

 Den sidste aften han er hjemme, siger han.

 Det bliver mærkeligt at skulle undvære dig, og svært. Det er jo lige som om, du altid har været der, som om du havde været der lige fra jeg blev født. Men jeg kommer hjem, mindst hver anden week-end, det håber jeg ikke, at du har noget imod.

 Jeg ser på ham og knuger ham ind til mig.

 Du skal til at leve dit eget liv nu, men jeg vil altid være lykkelig, når du kommer hjem. Du må aldrig føle det som en forpligtelse, men jeg vil altid være der for dig, hvis du får brug for mig, så længe jeg lever. Du vil altid være velkommen.

 De første dage efter at Kim er rejst, kan jeg slet ikke finde mig selv.Lejligheden virker så utrolig tom. Gang på gang går jeg ind på Kims værelse og falder i tanker. Lidt efter sætter jeg mig og ser billeder fra de dejlige år, jeg havde sammen med Susanne.
 En aften kommer Knud hen til mig, da vi er færdige på arbejde.

 Hvad så gamle dreng, jeg har kunnet mærke på dig de sidste dage, at du ikke rigtig er dig selv.

 Gå med mig hjem og lad os få en rigtig snak. Lise er henne hos en veninde og kommer nok først sent hjem.

 Da vi har siddet og snakket en times tid, har jeg det allerede meget bedre. Min selvmedlidenhed er forsvundet.

 Vi snakker lidt om vores firma, som går fint. Knud har fået brev fra sine forældre. De har slået sig ned i Sydspanien, hvor de har købt et dejligt hus.

 Der tager Lise og jeg ned en tur til vinter, har du ikke lyst til at tage med.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej tak, jeg må hellere blive hjemme og se efter tingene. Det kan jo også være, at Kim får brug for mig. Du og Lise fortjener også at have en ferie for jer selv, uden mig som tredje hjul på vognen.

 Ja, det bliver jo også sidste gang.

 Da jeg ser forskrækket på ham, ler han.

 Jo ser du, Lise venter sig til foråret, så da er det min tur til at blive far. Jeg håber, at vi bliver lige så heldige som dig, selvom vi starter helt fra grunden.

 Jeg ønsker ham selvfølgelig tillykke og glæder mig på hans og Lises vegne.

 Så ser han alvorligt på mig.

 Husk nu lige, at du ikke bare skal sidde hjemme og vente på, om Kim en dag får brug for dig. Det er spild af tid. Selvfølgelig skal du da hjælpe ham, hvis han får brug for det, men i mellemtiden kan du jo være træner for drengefodboldholdet igen. Der var nogen, der bad mig spørge dig, og jeg har faktisk allerede sagt ja på dine vegne. Du har jo masser af tid.

 Tøvende siger jeg.

 Tror du nu, at det er en god ide. Det er jo noget siden, at jeg sidst har været i gang, og man bliver jo ikke yngre.

 Vrøvl, du og jeg er nogenlunde lige gamle. Lad mig se, på vej mod de 26 år. Du har ganske vist fået nogle grå hår, men du har da ikke mave, som jeg er ved at få.

 Du skal først begynde tirsdag i næste uge, klokken halvsyv.

 Jeg ser på ham, så begynder jeg at le.

 Godt, jeg overgiver mig.
 Knud smiler.

 Sidste gang gav det dig en kone og en søn, hvem ved, hvad der er gemt til dig denne gang.

 Kim kommer hjem i week-enden og har masser at fortælle. Jeg fortæller så til gengæld, at jeg har sagt ja til at være fodboldtræner igen.

 Han ser glad på mig.

 Det lyder godt. Jeg var bange for, at du ville have svært med at komme i gang med noget uden for arbejdet, det var da godt, at onkel Knud kunne få sat fut i dig.

 Om søndagen går vi en lang tur sammen, men så skal Kim til at afsted igen.

 Da han siger farvel, ser han på mig.

 Hvis jeg ikke kommer hjem i næste week-end, ringer jeg, men om fjorten dage kommer jeg i hvert fald.

 Jeg har været meget glad for at have ham hjemme, men kan også mærke, at han ikke er nogen dreng mere. Han er ved at være voksen.

 Det går helt godt til fodboldtræningen, selvom nogle af drengene er meget urolige. De vænner sig ret hurtigt til min måde at køre træningen på, selvom nogle af dem brokker sig.

 Flere af dem bryder sig f.eks. ikke om konditionstræningen, de vil hellere spille bold hele tiden., men jeg holder på, at uden en ordentlig kondition kan man ikke holde til en hel kamp.

 Da der er gået et kvarters tid, beslutter jeg, at de skal have lov til at spille resten af tiden. Klokken er dog ikke meget over halvotte, før tempoet er faldet betydeligt. Da klokken er otte, er der ikke mange af dem, der orker at løbe mere. Da jeg fløjter af lidt over otte, er de aller fleste helt udkørte, fordi jeg har prøvet at holde dem til ilden, trods deres træthed.

 Da vi er kommet ind i omklædningsrummet hører jeg, at en af dem siger.

 Puha, sikke en slavepisker. Hvis han fortsætter sådan, vil jeg i hvert fald ikke være med mere.

Jeg smiler, da jeg siger.

 I har spillet knap halvanden time, hvis det havde været en rigtig kamp, havde I i hvert fald sluppet for omkamp. De andre kunne have scoret alle de mål de ville den sidste halve time. Der var jo næsten ingen af jer, der kunne løbe til sidst. Det er selvfølgelig frivilligt at være med, men hvis I ikke vil være helt til grin, må jeres kondition være langt bedre, inden I spiller en kamp, det håber jeg, at I selv kan indse.

 Surmulende går de i bad, og en del af dem siger ikke engang farvel, da de går.
 Da de sidste er gået, går jeg hen til Lise og Knud for at fortælle, hvordan det er gået. Mit humør er bestemt ikke særlig godt.

 Men Knud morer sig, da han hører om det.

 Det kan da godt være, at der er nogen, der holder op, men så kommer der sikkert nogle andre til.

 Det har været nede i en bølgedal med den træner, de har haft. Han lod dem bare spille, som de selv ville, uden at skænke en tanke, om de kunne klare en kamp. Det fik nogle til at holde op, og de kommer sikkert igen, når de hører, at der er kommet styr på det. Det er ikke professionelle fodbold-

spillere, der skal trænes, men de fleste drenge vil godt have nogle udfordringer, vent bare og se.

 Jeg møder et par af drengene på gaden den næste dag. De smiler og nikker til mig. Så er det nok ikke helt forkert, jeg har grebet det an alligevel.

 Fredag aften ringer Kim, at han først kommer hjem, den følgende week-end, hvis jeg ikke er ked af det. Jeg siger selvfølgelig, at det er helt i orden.

 Lørdag går jeg en lang tur i skoven. Her møder jeg et par af fodbolddrengene, der er ude og løbe. Smilende hilser jeg på dem. Det var et par af dem, der ikke sagde farvel om tirsdagen.

 De kommer lidt tøvende hen til mig.

 Er du sur på os.

 Nej, hvorfor skulle jeg dog være det.

 Det var så flovt, at vi ikke kunne klare at løbe en hel kamp, derfor bestemte vi os for at tage ud og løbetræne her i week-enden. Du havde jo ret, vi ville blive helt til grin, hvis vi skulle spille en kamp.

 Tænk ikke mere over det. Lad os være gode venner i stedet for, det har begge parter langt mere ud af.

 Deres ansigter lyser op i et par glade smil.

 Nu begynder jeg at glæde mig til tirsdagens fodboldtræning. Jeg har på fornemmelsen, at det vil gå meget bedre denne gang.

 Uden at kny, arbejder de ihærdigt med konditionstræningen, og skudtræningen, hvor jeg viser dem en bedre teknik. Endelig deler jeg dem op i to hold og lader dem spille en halv time.

 Der er en helt anden stemning, da de kommer ind i omklædningsrummet, end der var sidste tirsdag.

 Ham, der kaldte mig slavepisker sidste gang, er der ikke, men ingen savner ham.

 De, der har været først i bad, er ved at komme i tøjet, da en af dem kommer hen til mig.

 Hvordan får vi en bedre kondition.

 Ja, først og fremmest kræver det træning. Jo mere træning, jo bedre kondition.

 De andre drenge er rykket nærmere. Selv dem, der lige har været under bruseren kommer hen og glemmer helt at tørre sig. De har stillet sig i en halvkreds om mig.

 Uvilkårligt smiler jeg, jeg føler, at hvis jeg nu siger det rigtige, så har jeg dem i min hule hånd fremover.

 Godt, jeg skal vise jer nogle ting, I selv kan arbejde med der hjemme, når I står op om morgenen, eller inden i går i seng om aftenen. I kan også løbe en halv times tid hver dag.

 Jeg viser dem nogle armbøjninger, benbøjninger, mavebøjninger o.s.v.-

 Men husk, I skal begynde langsomt og så træne det op. Stop, når I bliver trætte. Man må aldrig forcere noget, så gør det mere skade end gavn.
 Jeg tier stille i ti sekunder og ser mig rundt, så smiler jeg stort.

 Og kan I så se at blive tørret og komme i tøjet.

 Leende og småsnakkende kommer de i tøjet, og et øjeblik efter er de klar til at gå. I aften siger de alle farvel, endda med store smil.

 Fredag aften kommer Kim hjem, og vi har en dejlig aften.

 Lørdag morgen ved nitiden, ringer det på døren, og Kim lukker op.

 Udenfor står der to drenge og ser forbavsede på ham.

 Er Kim ikke hjemme.

 Nu er det Kims tur til at se forbavset ud.

 Jo, det er mig.

 Så går der et lys op for ham.

 Åh, det er far, I vil snakke med, kom indenfor. Far, der er gæster, to drenge, der vil snakke med dig.

 Kim er da ikke din far, så gammel er han da ikke.

 Det flyver lige ud af den ene dreng.

 I mellemtiden er jeg kommet ud i gangen.

 Med et stort smil inviterer jeg dem med ind i stuen og siger.

 Jo, Kim er faktisk min søn, det er af praktiske grunde, vi begge hedder Kim. Men hvad skylder vi æren af jeres besøg.Drengene ser fra Kim til mig og så tilbage igen, så siger den anden dreng.

 Du tager gas på os. I er jo næsten lige gamle, men når I begge hedder Kim, kan I vel heller ikke være brødre.

 Kim ryster komisk fortvivlet på hovedet.

 Ak ja, hvor er ungdommens tillid i dag, far. Det er ikke som i vore unge dage. Godt, far giftede sig med min mor, da jeg var lidt ældre end jer, vil jeg tro, så han er altså min far. Vil I så tro på det.

 De rødmer begge, og den ene siger.

 Undskyld, det var ikke vores mening at være grove.

 Det er helt i orden, men lad mig så høre, hvad I vil.

 Det er nok ikke så godt, når din søn er hjemme på besøg.

 Vrøvl, han er flink nok, selvom han er min søn. Spyt nu bare ud.

 Vi ville have hørt, om du havde lyst til at løbe sammen med os ude i skoven i eftermiddag, hvis du ikke havde andet at lave.

 Kim smiler.

 Nå, så I ville bortføre far og give ham lidt kondi. Det synes jeg da lyder som en god ide. Han trænger til at blive luftet, nu da jeg ikke er hjemme til hverdag mere, men har I noget imod, at jeg løber med.

 Vil du godt det.

 De ser spændt på mig.

 Vil du også godt.

 Jeg nikker.

 Jeg er enig med Kim, jeg trænger til at blive luftet. Skal vi sige, at vi mødes ved indgangen til skoven klokke halvto, iført træningsdragt.

 Glædesstrålende siger drengene ja og vil til at gå.

 Kim ser på dem.

 Hov, jeg må da lige vide, hvad I hedder.

 Jeg smiler.

 Det er Mads og Michael.
 Drengene ser overrasket på mig.

 Kunne du virkelig huske det.

 Åh jo, der er nogen, der er nemmere at huske end andre., men jeg er ikke klar over, er I brødre.

 Mads smiler.

 Ja, Michael er min lillebror, selvom han kun er en halv time yngre.

 Er I tvillinger, I ligner da ikke hinanden ret meget, men hvor gamle er I så.

 Vi bliver 13 i morgen, men hvor er din tillid henne nu, Kim.

 Michael smiler bredt.

 Kim ler og slår ham på skulderen.

 Den fortjente jeg, vi ses i eftermiddag, farvel så længe.

 Da drengene er gået, smiler Kim til mig.

 Du går lige i folk, er der mon overhovedet nogen, der ikke kan lide dig.

 Uden tvivl, der var en af drengene den anden aften, der kaldte mig slavepisker, det tror jeg ikke var ment som en ros.

 Der vil altid findes folk, der ikke ved, hvad der er bedst for dem.

 Vi bliver enige om, at vi ikke vil spise for meget til frokost, når vi skal ud og løbe bagefter.

 Mads og Michael står og venter på os, da vi kommer ud til skoven. Vi bliver enige om at løbe to og to. Først løber Kim og Michael, og bagefter kommer Mads og jeg.

 Da vi har løbet en halv times tid, holder vi en lille pause, hvor vi sætter os ned og snakker hyggeligt sammen. Det er et par herlige, friske drenge at snakke med, så både Kim og jeg nyder det. Et kvarter efter rejser vi os så og løber igen. Omsider bliver vi dog enige om, at vi hellere må vende næsen hjemad igen. Da vi kommer til udkanten af skoven, stopper vi lige for at puste lidt.

 Michael spørger Kim, hvor tit han er hjemme, og Kim svarer, at han så vidt muligt vil komme hjem hver anden week-end.
 Kunne vi så ikke løbe sammen hver anden week-end.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej Michael, det vil jeg ikke love med sikkerhed,. Der kan også dukke andre ting op, vi skal, men jeg har et andet forslag.

 Hvis I er interesserede og må for jeres forældre, så kan vi tre løbe sammen hver morgen fra halvseks til halvsyv., og hvis jeg har tid, kan vi også løbe om lørdagen.
 Drengene ser ivrigt på hinanden og derefter på mig.

 Det er endnu bedre.- Tak skæbne, sikke en kondi vi får. Gælder det også til vinter.

 Jeg smiler ad deres ivrighed.

 Det gælder hele året, og så længe jeg kan holde til det. Men jeg vil have det skriftligt fra jeres forældre, at I må.

 Mads ser på mig med strålende øjne.

 Gå med os hjem nu, så kan du få tilladelsen med det samme, så du ikke tror, at vi skriver den selv.

 Jeg tror faktisk godt, at jeg kan stole på jer. Kim og jeg er jo ikke ligefrem klædt på til at gå i byen.

 Ok, så skulle du se det tøj, far går rundt i, når han er hjemme og holder fri. Kom nu med, ikke. I kan også få en tur i svømmepølen, hvis I har lyst til at blive afkølet ovenpå løbeturen.

 Jeg ser på Kim, der blinker til mig, uden at drengene bemærker det.

 Godt, hvis I siger, at det er i orden, så tror vi på det.

 Da vi kommer hjem til Mads og Michael, kan vi hurtigt se, at det ikke er et helt almindeligt hjem.

 Faderen går ude i haven og roder i noget gammelt beskidt tøj.

 Han hilser venligt på os og præsenterer sig.

 Han er læge og ser ud til at være midt i fyrrerne.

 Pludselig ser han lidt nærmere på mig.

 Kim Holdt.

 Michael ler og peger på Kim.

 Ja, og det er også Kim Holdt, men det er hans søn. Store Kim er vores nye fodboldtræner. Det var ham, der startede sidste tirsdag med at give os en skideballe over vores ringe kondi. Nu har vi så været ude og løbe i næsten to timer, og han har lovet at løbe med os hver morgen fra halvseks til halvsyv, hvis vi må for dig og mor, og det m¨å vi da godt, ikke.

 Jo, bevar mig vel, bare I ikke forlanger, at jeg skal vække jer hver morgen. Og I skal heller ikke plage jeres mor til at gøre det..

 Juhuu. Kan du se, at vi fik lov.

 Mads ser på os.

 Vil I med i vandet.

 Kim ryster på hovedet.

 Nej tak, vi har ikke badetøj med.

 Skidt med det, bare smid tøjet og hop i. Det gør vi, hvem kommer først.

 Næsten inden vi har registreret det, har begge drenge smidt tøjet og er hoppet i vandet.

 Michael råber til os.

 Kom nu, vandet er skønt oven på sådan en løbetur.

 Lægen smiler til os.

 Hop I også bare i, det sker der ikke noget ved. Min kone er ikke hjemme, hvis det er det, I er nervøse for.

 Kim og jeg ser på hinanden. Så blinker han med det ene øje, og et øjeblik efter er vi begge i vandet.

 Vi nyder det dejlige friske vand. Drengene dykker og prøver så at svømme syncronsvømning, lidt efter prøver Kim at komme med i takten, og det går fint. Omsider må vi dog op igen. Michael løber ind efter håndklæder til os alle fire.

 Så hører vi ham råbe derinde fra.

 Hej, Dorte, er du kommet hjem, det var skønt. Kom ud og hils på vores gæster, dem vil du helt sikkert synes om. Nej for resten, vent lige lidt, de har lige været i vandet, så de vil nok gerne lige tørres først.

 Michael kommer farende ud med håndklæderne til os.

 Det er Dorte, vores storesøster, der er kommet hjem på week-end.

 Både Kim og jeg er kommet til at rødme, ved tanken om, at Dorte var kommet ud, mens vi endnu var i vandet.

 Mads ler højt, da han ser det.

 Tænk ikke på det. Dorte er så vant til at se os spæne rundt uden tøj her hjemme, så hun ville nok knap have bemærket det.

 Faderen er gået ind for at hilse på datteren. Et øjeblik efter kommer de ud sammen.

 Dorte ser ud til at være et par og tyve år. Hun er lyshåret lige som tvillingerne, men ellers ligner de ikke hinanden ret meget. Hun har en lille opstoppernæse, der giver hendes ansigt et pudsigt udtryk, som man bliver glad af at se på. Hun har hvide regelmæssige tænder og er meget solbrændt. Hun har en enkel, gul sommerkjole på og et par hvide sandaler.

 Mads får et dask over nakken, han er ikke kommet i tøjet endnu.

 Så hilser hun på Kim og derefter på mig.

 Michael har kun sit håndklæde på, som en slags lændeklæde. Han siger leende.

 Ja, det er altså Kim og hans far, eller Kim og hans søn, eller skal vi sige Lille Kim og Store Kim, så er det nemmere at finde ud af.

 Dorte har smilende hørt på broderens pjank, men da hun tager min hånd for at hilse, ser hun pludselig nøjere på mig og derefter på Kim.
 Det mindede mig om noget, det var det, din kone kaldte jer. Jeg var sygeplejeelev på den afdeling, hvor hun lå. Hun og jeg snakkede meget sammen. Hun var så sød at snakke med, og det hjalp mig meget den gang. Det er ca. 4 år siden, ikke.

 Jeg nikker og slipper så hendes hånd og siger.

 Ja, nu kan jeg også kende dit ansigt. Susanne var meget glad for dig.

 Vi snakker endnu et kvarters tid, så må Kim og jeg afsted. Vi skal hen til Knud og Lise og spise til aften.

 Da vi skal til at gå, siger Mads.

 Skal vi komme hen til jer i morgen tidlig, eller kommer I her hen.

 Dorte ser spørgende på mig.

 Jeg nikker smilende.

 Godt, så kom hen og hent os, men skal vi så ikke vente til halvsyv, det er trods alt søndag., så vi skal ikke på arbejde og i skole.

 Henvendt til Dorte siger jeg.

 Jeg har været så letsindig at love at løbe en time hver morgen med dine brødre, og da Kim er hjemme på week-end, løber han med, ikke Kim.
 Kim smiler.

 Ja, jeg må jo se lidt efter den ”gamle”, når jeg er hjemme.
 Fint, og så kan I få morgenkaffe her, når vi kommer tilbage fra løbeturen, ikke far.
 Selvfølgelig kan I det, men husk nu at sige det til din mor, når hun kommer hjem, Mads.

 Fint, vi ses i morgen.

 På vejen hjem taler vi om vores nye bekendte. Det lader til at være nogle meget tiltalende mennesker, er vi enige om. Moderen har vi ganske vist ikke hilst på endnu, men det kommer vi så til i morgen tidlig.
 Vi har som sædvanlig en dejlig aften henne hos Knud og Lise, som vi bl.a. fortæller om vores nye bekendte.

 Knud smiler.

 Ja, den fodboldtræning skaffer en mange gode bekendte.
 Næste morgen kommer drengene præcis klokken halvsyv, og Dorte er også med.

 Hun smiler til os.

 Jeg håber ikke, at I har noget imod det.

 Selvfølgelig har vi ikke det.

 Vi løber skiftevis hurtigt og langsomt, og holder også en lille pause, hvor vi sidder og snakker sammen., men lidt efter fortsætter vi så igen. Den sidste kilometer sætter vi ekstra fart på, men følges alligevel ad alle fem.

 Da vi når hen til havelågen, siger Michael forpustet.

 Vil I med i vandet inden morgenkaffen.

 Kim smiler bredt.

 Ja, tak, meget gerne.

 Både han og jeg har badebukser på inde under træningsdragten, fordi vi havde forudset dette tilbud.

 Øv, det er snyd.

 Både han og Mads har smidt alt tøjet, inden de hoppede i. Dorte står lidt og tøver.

 Drengene råber til hende.

 Kom nu Dorte.

 Hun ser uvilkårligt på mig.

 Har du noget imod det.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, det bestemmer du da selv.

 Så smider hun træningsdragten og hopper i. Til drengenes skuffelse havde hun badedragt på.
 Er det for ikke at gøre Store Kim og Lille Kim generte, du plejer da ikke at bruge badedragt sammen med os.

 Jeg syntes ikke, at jeg kendte de to Kim-er så godt endnu. Det var jo ikke sikkert, at de brød sig om det.

 Har I noget imod det. Nå ja, ellers havde I vel heller ikke taget badebukser på.

 Fem minutter efter kommer deres mor ud på terrassen og kalder.

 Så er morgenbordet klar. I vil vel gerne tørres, inden i drikker kaffe. Der ligger håndklæder til jer her på stolen.

 Hun har en dejlig blød og behagelig stemme, og jeg kan med det samme se, at Dorte ligner sin mor meget, mens drengene mere ligner deres far. Hun ser også ud til at være midt i fyrrerne, lige som sin mand.

 Hurtigt kommer vi op af vandet og bliver tørret, og lidt efter går vi til bords.

 Kim og jeg er trukket i vores træningsdragter igen. Dorte har lige været inde og skifte til en let sommerkjole, der klæder hende utrolig godt. Drengene er bare trukket i korte bukser.

 Da vi har drukket kaffen får drengene deres fødselsdagsgaver. En ny cykel til hver. De jubler og omfavner deres mor og far og må naturligvis straks ud og prøve dem.

 Imens sidder vi andre og snakker hyggeligt. Vi kommer bl.a. til at tale om opdragelse.

 Faderen siger.

 I synes måske, at vi er lidt for frisindede, men det er en del af vores livssyn.. Vi synes, at hvis børnene skal hæmmes i deres udfoldelse, skal det have et formål.

 Vi har ikke sat så mange regler for vores børn. Til gengæld holder vi strengt på de få regler vi har. Dem forsøger min kone og jeg selvfølgelig også selv at leve op til. Vi har den opfattelse, at eksemplets magt er størst.
 Vi forlanger af vores børn, at de skal være reelle og til at stole på. Der er ingenting, der er tabu at tale om. Det betyder også, at vi har vores børns fortrolighed, er det ikke rigtig Dorte.

 Dorte ler højt.

 Du behøver ikke at sparke mig over skinnebenet, jeg skal nok give dig ret. Nej, helt ærligt. Du har helt ret i det. Noget af det, jeg satte særligt pris på, ikke mindst, da jeg var yngre, var, at I stort set aldrig sagde, at der var noget, vi ikke måtte.

 I gjorde jer stor umage med at fortælle os, hvilke konsekvenser, det ville medføre. Så måtte vi selv tage stilling til, om vi så ville prøve alligevel. Jeg gjorde det ikke ret mange gange, og det tror jeg heller ikke, at drengene har gjort, for vi opdagede jo, at I næsten altid havde ret i det, I sagde.

 Ja, konsekvens er nok et af de mest brugte ord her i huset. Jeg har f.eks. altid holdt på, om det ville skade andre, hvis man gjorde noget, eller for den sags skyld undlod at gøre noget.

 Vi har også altid forsøgt at lære børnene, hvad en familie betyder.

 De har fået lov til forskellige fritidsbeskæftigelser, men aldrig mere end en ting ad gangen. Det man laver, skal gøres ordentligt, det skylder man både sig selv og andre.
 Familien skal der altid være tid til, det lærte jeg selv betydningen af i mine unge dage.

 Jeg ved godt, at drengene er charmerende, men jeg har også prøvet at lære dem, at det er en gave, man ikke må udnytte eller bruge til at udnytte andre med. Man har kun sin fulde frihed, når det ikke går ud over andre.

 Moderen smiler.

 Ja, nu rider min mand sin kæphest, men i det store hele giver jeg ham nu ret. Med hensyn til frisindet, kunne I se, at Dorte også havde situationsfornemmelse. Da hun så, at I havde badebukser på før, beholdt hun også sin badedragt på. Var I hoppet i uden, er jeg sikker på, at hun også havde taget badedragten af.

 Vi har opdraget ungerne til, at der ikke er noget forkert i at hoppe i vandet her hjemme uden tøj. Det menneskelige legeme er smukt i sig selv. Jeg synes, at der er alt for meget hykleri og dobbeltmoral omkring os. Det har vi prøvet at lære vores børn at undgå. Man gør det, man helst vil, hvis det ikke generer eller ødelægger noget for andre. Når man bliver ældre, prøver man at tage mere hensyn til andre, indtil man kender dem godt. På den måde undgår man bedst misforståelser.

 Der er en stor forskel på generthed og blufærdighed. Blufærdighed er en beskyttelse af en selv. Generthed er et skjold mod andre. Genertheden er således ofte skyld i, at man ikke får de store oplevelser, man ellers kunne have fået.

 Jeg ved godt, at det måske strider mod almindelige moralbegreber. Jeg holder på, at man skal spørge sig selv, hvad vil jeg gerne, i stedet for, hvad mon de andre vil sige.

 Hun ser smilende på mig.

 Synes du, at jeg er meget umoralsk, og hvad siger din søn. Må jeg for resten også kalde jer Store Kim og Lille Kim. Jeg hedder Ellen og min mand hedder Jørgen, så er det formelle på plads.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Du har måske en anden opfattelse af visse ting, end jeg har, eller måske snarere har haft. Du virker så overbevisende, at man må give dig ret.

 Kim nikker.

 Far har nok givet mig en anden opfattelse af visse ting, men jeg må give ham ret i, at det, du siger, lyder rigtigt. Far har altid været min bedste ven, lige siden jeg lærte ham at kende. Han gav mig tryghed, tillid og kærlighed. Men vi har nok altid været lidt bange for at gå for tæt på hinanden, fordi vi frygtede, at det måske kunne ødelægge noget i vores forhold til hinanden.

 Hvordan kan man vide, at man ikke ubevidst tvinger den anden til at gøre noget, han eller hun ikke har lyst til, og derved krænker den andens integritet.

 Det har du selvfølgelig ret i, til en vis grad. Det kræver fuldstændig ærlighed, og at man tager et ja for et ja og et nej for et nej. Man må aldrig forsøge at overtale andre til at gøre noget, fordi man gerne selv vil have det. Så kan man have en god samvittighed, og en god samvittighed gør en glad. Prøv bare at se på de to, der kommer der. Deres livsglæde fejler ikke noget i øjeblikket.

 Kast jer ud på det dybe vand, og gør, hvad I selv har lyst til, men kun det I har lyst til. Vær ærlige over for jer selv som over for andre, helt ærlige, så er der ikke noget at fortryde bagefter.

 Mads og Michael er kommet tilbage fra deres cykeltur, og man kan se på dem begge, at de har kørt til. De er helt kobberrøde i hovedet af sved og anstrengelse,

 De smider sig i hver sin stol og puster højlydt.

 Sikke en tur, de cykler er simpelthen pragtfulde, det er noget andet end de gamle skærveknusere.

 Michael ser over på os.

 Hvad med en tur i vandet, inden vi skal spise.

 Ellen smiler.

 I bliver og spiser med, ikke. Husk nu et ærligt svar.

 Kim ser over på mig og smiler, og næsten samtidig siger vi ja tak.

 Mads har rejst sig.

 Så vil I også godt med i vandet, ikke.

 Han ser spændt på os.

 En masse tanker farer gennem mit hoved, og uvilkårligt kommer jeg til at se over på Dorte. Hun blinker til mig.

 Kim er allerede begyndt at trække træningsblusen af på vej ned til swimming-poolen.
 Hurtigt rejser jeg mig også fra stolen, og et øjeblik efter er vi alle fem i vandet.

 Ellen råber til os.

 Mor jer nu godt, far og jeg går ind og laver mad nu.

 Mads hujer tilbage.

 Fint, så samler vi appetit.

 Til min store glæde opdager jeg, at det ikke generer mig det mindste, at ingen af os har tøj på.. Selv ikke, da Dorte dukker op helt tæt ved mig.

 Da hendes hoved er lige ved siden af mit, hvisker hun.

 Har du noget imod et kys.

 Jeg smiler.

 Ikke spor, tværtimod.

 Jeg ser mit snit til også at give hende et kys, inden hun smutter fra mig igen.

 Drengene er ved at se, hvem der kan holde sig længst neddykket.

 Lidt efter svømmer Kim forbi mig, han griber mig i armen.

 Hvor er det dog nogle herlige mennesker.

 Jeg nikker. Jeg er helt enig.

 Michael dukker op ved siden af mig.

 Nå, er det ikke herligt.

 Jo, helt bestemt, og det er du også.

 I det samme kommer Mads.

 Skal vi ikke tage en gang vandpolo, jeg henter lige en bold.

 Hurtigt er han oppe af vandet. Et øjeblik efter er han tilbage med en badebold, og så går den vilde jagt rundt i bassinet efter bolden.

 Til sidst vil drengene gerne have en tur på Kims og mine skuldre. Så skal de prøve, hvem der først får den anden af ”hesten” Dorte skal være dommer og se, at det går rigtigt til. Vi er gået hen i den lave del af bassinet, hvor vandet kun når os til navlen.

 Drengene kæmper bravt, til Kim blinker til mig. Så træder vi begge et par skridt tilbage. Drengene har godt fat i hinanden, så de falder ned mellem os, men vi griber dem, så de ikke kommer til skade.

 Vi ler alle sammen.

 Mads hopper op på bassinkanten.

 Hvad skal vi så finde på. Synes I ikke, at vi har det skægt.

 Det indrømmer vi gerne, men jeg har dog fået nok, så jeg siger, at jeg stopper nu.

 Dorte har også fået nok. Så vi kravler begge op af bassinet, mens Kim bliver i vandet lidt endnu sammen med drengene.

 Dorte og jeg står ved siden af hinanden og ser på, at drengene og Kim øver sig i synkronsvømning, lige som i går.

 Stille siger hun.

 Du holder meget af din søn, og det er gensidigt, kan man tydeligt mærke.

 Ja, han har givet mig noget at leve for. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret den uden ham efter Susannes død.

 Var det forkert af mig at give dig det kys før.

 Bestemt ikke. Jeg blev meget glad for det.

 Det var godt, for dig vil jeg bestemt meget nødigt såre.

 Langsomt følges vi ad op til håndklæderne og bliver tørret og kommer i tøjet.

 Vi taler ikke sammen, men jeg kan mærke hendes nærhed som noget rart.

 Da vi er kommet i tøjet, kommer Ellen ud.

 Nå, I fik nok, hvad med drengene, maden er snart ved at være klar.

 Jeg går ned til bassinet.

 Så er der måd drenge, op og i tøjet.

 De kommer hurtigt op af vandet og tørrer sig.

 Dorte og jeg sidder og ser på dem. Jeg lægger mærke til, at Kim virker meget friere og gladere, end jeg har set ham i lang tid.

 Mads og Michael pjanker, mens de tørrer sig. Så slår Michael håndklædet om livet.

 Kan I slå et kraftspring uden at tabe håndklædet.

 Kim smiler.

 Nej, det er vist for længe siden, at jeg har slået kraftspring.

 Jamen så prøv, ellers ved du jo ikke, om du kan.

 Mads har også slået sit håndklæde om livet.

 Se, sådan her.

 Begge drenge hvirvler rundt i et flot kraftspring. Michael taber ganske vist sit håndklæde midt i springet, men det ødelægger ikke hans humør.

 Kim ser på dem og så hen på os.

 Godt, lad mig så prøve da.

 Han hvirvler rundt i et flot kraftspring og slutter af med et flik-flak.

 Drengene jubler. Ellen og Jørgen der også er kommet ud, klapper i hænderne lige som Dorte og mig.

 Kim bukker dybt og skynder sig så i tøjet lige som drengene.

 Vi får en dejlig middag og Dorte og jeg vasker op bagefter, trods Ellens protester.
 Omsider må Kim og jeg hjem. Vi har nogle ting, der skal ordnes, inden Kim skal afsted.

 Da vi har fået pakket hans ting, sætter vi os og snakker over en kop kaffe.

 Pludselig siger Kim.

 Du må ikke tro, at jeg har været utilfreds med min tilværelse hidtil. Siden jeg lærte dig at kende og du blev min ven og far, har jeg lært en masse ting, men i dag synes jeg, at jeg har lært, hvordan man bliver gladere.

 Han ser mig lige i øjnene.

 Er du ikke også blevet gladere, det synes jeg, at jeg bemærkede flere gange i dag, ikke mindst når du så på Dorte. Jeg lagde også mærke til, at du så på Dorte, da du skulle tage stilling til, om du ville med i vandet. Er du blevet forelsket i hende.

 Ja, det må jeg nok indrømme. Ville du have noget imod det. Svar nu ærligt, som Ellen siger.

 Kim smiler bredt.

 Have noget imod, nej tværtimod da. Jeg så godt, at hun gav dig et kys i svømmebassinet. Jeg fik også et, så jeg tror også, at hun kan lide mig, så det ikke gør noget, at du har sådan en gammel søn, der kun er godt et år yngre end hende. Både hendes forældre og brødre er da også herlige.

 Ja ja, lad os nu se tiden an, det haster jo ikke, og en ting vil jeg gøre dig klart. Jeg gifter mig aldrig, hverken med hende eller med nogen anden, hvis vedkommende ikke kan gå fuldt og helt ind for dig og elske dig lige så højt, som jeg gør, vær sikker på det, det skylder jeg både dig og din mors minde.

 Kim rækker mig sin hånd, og jeg knuger den et øjeblik.

 Lidt efter tager han så afsted.

 Da han er væk, passerer hele week-enden gennem mine tanker, og jeg kommer pludselig i tanke om, at jeg skal tidligt op.

 Da Mads og Michael ringer på næste morgen klokken halvseks, er jeg klar. Jeg siger tak for i går.

 Mads ser på mig.

 Jamen det er da os, der skal sige tak. Det er den sjoveste og bedste fødselsdag vi har haft. Både far og mor og Dorte var da også begejstrede for jer.

 Vi løber i jævnt tempo. Jeg kan allerede mærke, at jeg ikke bliver så forpustet mere. Da jeg spørger drengene, om de kan mærke forskel, nikker de ivrigt.

 Da vi holder en lille pause, bliver vi enige om, at så længe det er varmt nok til det, vil vi tage en dukkert i deres svømmebassin efter turen, alle tre.

 Da vi er blevet tørret og er kommet i tøjet, smutter jeg hjem og får noget morgenmad, inden jeg skal på arbejde.

 Knud ser på mig, da jeg kommer.

 Du ser meget gladere ud, har du haft en god week-end.

 Helt bestemt, den bedste i lang tid.

 Tvillingerne og jeg fortsætter med vores morgenløbeture til stor glæde for begge parter. Omkring 1.oktober stopper vi dog med at hoppe i vandet og bliver enige om at gå i bad der hjemme. Det andet er ved at blive for koldt.

 Det er blevet en fast regel, at vi får morgenkaffe hos Jørgen og Ellen om søndagen efter løbeturen, og en gang imellem også frokost. Vi kommer fint ud af det og snakker virkelig godt sammen.

 Når Kim er hjemme, kommer han selvfølgelig med.

 En månedstid senere er Dorte hjemme på week-end, så da løber hun også med.

 Fodboldtræningen går godt. Der er et par stykker, der er holdt op, men til gengæld er der kommet seks nye. Deriblandt nogle, der har været med før, og som nu har lyst til at være med igen, nu da der er kommet styr på tingene.

 Først i december ringer Kim en torsdag aften.

 Jeg kommer hjem i week-enden, må jeg godt tage en pige med, som jeg har truffet.. Jeg ville gerne have, at hun og du skulle lære hinanden at kende.

 Selvfølgelig må han det, jeg glæder mig på hans vegne.

 Fredag aften kommer Kim og Ulla. Jeg kan godt lide hende med det samme. Hun ler hjerteligt, da hun hilser på mig.

 Kim havde sagt, at han havde en ung far, men så ung troede jeg nu alligevel ikke, at du var.

 Ulla er en sød og naturlig pige og utrolig køn. Samtidig har hun en meget charmerende udstråling.

 Vi snakker med det samme godt sammen, så da vi omsider skal i seng, kan vi ikke begribe, hvor tiden er blevet af.

 Jeg har redt op til dem i soveværelset og til mig selv inde på Kims værelse. De protesterer lidt over, at jeg skal forvises fra min egen seng, men kan jo godt se, at vi kommer til at ligge bedst på denne måde.

 Næste morgen løber jeg som sædvanlig med tvillingerne, og laver så morgenkaffe, da jeg kommer hjem.

 Vi går en tur efter morgenmaden og er bl.a. henne og se på Knuds og mit firma. Om aftenen er vi inviteret hen til Knud og Lise.
 Hen på eftermiddagen ringer det på døren. Det er Dorte, og hun bliver selvfølgelig inviteret indenfor.

 Ja, tvillingerne fortalte, at Kim var hjemme med en pige, så nysgerrig som jeg er, blev jeg enig med mig selv om, at jeg lige ville hen og hilse på. Jeg går da ud fra, at I alle tre kommer til morgenmad og efterfølgende middag i morgen.

 Vi siger ja tak og sidder så og snakker en times tid. Dorte og Ulla er hurtigt blevet fine venner.

 Pludselig siger Dorte leende.

 Hvem ved, måske bliver jeg en dag din svigermor, hvis du kan holde på Lille Kim og jeg kan overtale Store Kim til at gifte sig med mig..

 Både Ulla og vi andre kommer også til at le.

 Ulla ser fra Kim til Dorte og så over på mig.

 Ja, det var nok ikke den værste svigermor, jeg kunne få. Du ligner ikke en af de onde stedmødre, man læser om i eventyrene.

 Jeg ser på Dorte.

 Ja, du har mange gode ideer, men tror du virkelig, at jeg vil fri til dig. Hvem har fortalt dig det.

 Dorte stikker opstoppernæsen i vejret.

 Kvindelig intuition, min ven.
 Jeg ser over på Kim og Ulla.

 Synes I, at jeg skal vove forsøget.

 Kim ser alvorligt på mig.

 Du ville nok fortryde, hvis du ikke gjorde.

 Ulla ser smilende på mig.

 Og du har heller ikke så meget imod det, når det kommer til stykket, vel.

 Så smiler jeg varmt til Dorte.

 Godt, jeg bøjer mig for flertallet, men jeg gør det med stor glæde, men hvad tror du, at dine forældre og tvillingerne siger.

 Spørg dem i morgen tidlig, men jeg må måske hellere tage hjem og forberede dem lidt på chocket.

 Vil du ikke med hen til Knud og Lise i aften.

 Jo tak, det vil jeg gerne. Må jeg så lige ringe hjem og sige, at jeg er blevet inviteret i byen.

 Da hun har lagt røret på, giver jeg hende et kys og et stort knus.

 Hun smiler glad.

 Det knus har jeg drømt om fra vi svømmede sammen der hjemme på tvillingernes fødselsdag.

 Jeg ryster på hovedet.

 Jeg er ikke så hurtig, det må du vænne dig til.

 Lidt efter ringer jeg så til Knud og fortæller, at Dorte kommer med.

 Han ler højt.

 Nå endelig.

 Næste morgen mødes Kim, Ulla og jeg så med Dorte og drengene ved indgangen til skoven, som vi har aftalt.

 Både Mads og Michael ser beundrende på Ulla.

 Så ser Mads over på Kim.

 Orv, hvor er det en flot pige, du har fundet.

 Michael nikker ivrigt til Ulla.

 Ja, men Kim fortjener også det bedste af det bedste.

 Ulla ler.

 Sikke en velkomst, jer to tror jeg da godt, at jeg kan blive gode venner med.

 Dorte og jeg løber sammen, Kim og Ulla løber sammen og Mads og Michael løber skiftevis ved siden af Dorte og Ulla.

 En times tid senere er vi klar til morgenkaffen.
 Ved morgenkaffen rejser jeg mig og siger med lidt tyk stemme.

 Jeg vil gerne spørge jer, om I kan gå med til, at jeg gifter mig med Dorte.

 Jørgen smiler, men jeg kan se, at det blinker lidt i øjenkrogene.
 Ja, min dreng, helt sikkert, er du ikke enig med mig mor.

 Ellen nikker.

 Det er måske ikke nogen stor overraskelse for mig, men jeg vil gerne have, at du skal vide, at jeg er sikker på, at Dorte ikke kunne få nogen bedre mand.
 Tvillingerne sidder helt målløse, så farer de op fra stolene og griber mine hænder.

 Tillykke. Det er jo alle tiders.

 Mads ler.

 Du bliver altså vores svoger.

 Michael ser drillende over på Kim.

 Og vi bliver dine onkler.

 Kim smiler bredt.

 Ja, sikke en familie. Jeres søster bliver min mor. Der er vist ikke mange, der kan prale af, at de har en mor, der kun er et år ældre end dem selv, men det vil jeg gerne, og så bliver jeres forældre endda mine bedsteforældre ovenikøbet, og jeg ved, at de ikke fås bedre.

 Han ser over på Ellen og Jørgen, der begge smiler til ham.

 Mads ser på Kim.

 Vidste du det godt.

 Kim nikker.

 Ja da, det var Ulla og mig, der overtalte ham i går.

 Så ser han på mig med et glimt i øjet.

 Men det var nu ikke så svært, Dorte havde gjort et godt forarbejde.

 Michael ser på Lille Kim.

 Skal du så giftes med Ulla.

 Ulla smiler.

 Lad nu Store Kim blive gift først, så vi kan se, hvordan det går. Hvis det går godt, og det er jeg nu temmelig sikker på, så kan vi se på det.

 Og så går snakken ellers ivrigt om alt muligt.

 Dorte og Ulla hjælper Ellen med maden, mens vi andre snakker hyggeligt sammen.

 Vi bliver gift midt i marts og har en fin fest. Knud og Lise er med, sammen med deres lille søn, der kun er en måned gammel.

 Knuds forældre er også kommet en tur til Danmark for at være med til brylluppet.

 Kim holder en tale for os og siger bl.a.

 Kære far, du har altid prøvet at skabe lys og glæde for andre. Du har en enestående evne til at se på folk, så de får tillid til dig. En tillid, som du aldrig svigter.Du fortjener al den glæde, som du i rigeligt mål har givet os andre. I dag har du så selv fået den personificerede livsglæde til kone. Ja Dorte, du er nu blevet min mor. Nogen vil måske finde det tosset, at jeg kalder dig mor, men det synes jeg bestemt ikke. Jeg vil håbe og ønske for dig, at du må få mange gode år sammen med far. Han er et vidunderligt menneske, og derfor fortjener han også den kone, han har fået i dag.

 Tillykke begge to. Ingen af jer kunne have truffet et bedre valg.

 Skal vi skåle med dem og ønske dem al mulig lykke fremover, for det fortjener de begge to.

 Ulla er med til brylluppet. Både Dorte og jeg sætter stor pris på hende, men hun og Kim vil vente et års tid, før de bestemmer, om de vil giftes. Jeg har dog en fornemmelse af, at det er Ulla, der vil trække afgørelsen lidt.

 Jeg har holdt en uges pause i løbeturene med tvillingerne omkring brylluppet, men et par dage efter, starter vi igen. Midt i maj begynder vi at hoppe i svømmebassinet igen, når vi kommer tilbage fra løbeturene.

 Om søndagen løber Dorte gerne med, når hun ikke er på arbejde, og så drikker vi morgenkaffe sammen med Ellen og Jørgen bagefter.

 Når Kim er hjemme på week-end er han selvfølgelig også med. Ulla er også med et par gange, men så flytter hun fra Kim, og det er vi kede af, ikke mindst på Kims vegne.

 Kim er meget stille, da han første gang kommer hjem uden Ulla, men da han ikke bryder sig om at tale om det, respekterer vi det selvfølgelig.
 En eftermiddag i slutningen af maj kommer Michael hen til mig på arbejde. Jeg kan se, at han er i meget dårligt humør, så jeg spørger, hvad der er galt.

 Han ser alvorligt på mig.

 Har du tid til at snakke lidt.

 Vi går ind på kontoret og sætter os. Han tøver lidt, det er lige som det er svært for ham at komme i gang.

 Så kommer det stille.

 Jeg er blevet uvenner med Mads henne i skolen i dag, og nu vil han slet ikke snakke med mig.

 Jeg ser lidt på ham.

 Og hvad er I to så blevet uvenner over.

 Det varer lidt før han svarer, så kommer det langsomt.

 Vi var blevet forelskede i den samme pige, og så spurgte hun mig, om vi skulle gå en tur her til aften.

 Det blev Mads sur over.Han sagde, at det kunne jeg ikke være bekendt, og nu har jeg slet ikke lyst til at gå tur med hende. Hvad skal jeg dog gøre.

 Jeg skjuler et lille smil.

 Først og fremmest synes jeg, at du skal se at blive gode venner med Mads igen. Jeg synes da, at det er meget naturligt, at en pige selv vælger, hvem hun vil gå tur med. Det må Mads da også kunne forstå. Der skal da også nok komme en pige, der gerne vil gå tur med Mads. Det ville da være lidt svært at deles om den samme pige, både for hende og for jer.

 Jamen det er første gang, at Mads og jeg er blevet uvenner.

 Du skal se, det ordner sig nok, når Mads får tænkt sig lidt om.

 Vil du gerne have, at jeg snakker lidt med ham om det.

 Vil du godt det. Dig vil han sikkert godt snakke med.

 Selvfølgelig min ven. Kunne du have lyst til at hjælpe mig lidt her i eftermiddag. Jeg har noget, jeg gerne vil have lavet færdigt.

 Det vil jeg meget gerne, og nu har jeg jo også taget noget af din tid.

 Det sidste skal du nu ikke tænke så meget på. Lad mig se, du kan låne en kedeldragt. Hvis vi smøger ærmer og ben lidt op, kan du godt være i den, uden at dit tøj bliver snavset.

 Lidt efter er han i fuld sving med at hjælpe mig, og hans humør er allerede langt bedre.

 En lille halv time efter kommer Knud og prikker mig på skulderen.

 Der er en, der gerne vil snakke med dig henne på kontoret, så kan jeg hjælpe Michael så længe.

 Det er Mads, som jeg havde ventet.

 Det blik han sender mig, viser hvor ked af det, han er.

 Har du set noget til Michael.

 Hvorfor det.

 Jo, vi blev uvenner i skolen i dag. Han skulle…..

 Nå, ja altså, der er en pige, som vi begge  er forelskede i, og hun spurgte så Michael, om de skulle gå en tur sammen i aften. Det blev jeg sur over og sagde, at det kunne han ikke være bekendt. Nu kan jeg da godt se, at det ikke var hans skyld. Men jeg sagde, at jeg ikke ville snakke med ham, og så gik han.

 Det er første gang, at vi er uvenner, og det kan jeg altså ikke holde ud. Vil du ikke godt hjælpe mig.

 Med et lille smil siger jeg.

 Jo, selvfølgelig vil jeg det, Mads. Vil du så til gengæld hjælpe mig lidt. Der er en bil, jeg gerne skulle have skilt ad. Hvis du nu lige låner noget overtrækstøj, sviner du ikke dit eget tøj til.

 Et øjeblik efter er han klar og følger med mig.

 Jeg kan se, at Michael ligger inde under bilen og er ved at skrue udstødningsrøret af., så jeg beder Mads om at tage indmaden ud af bilen.

 Jeg står lidt og ser på dem. Ingen af dem aner, at den anden er der. Så kommer Michael ud med udstødningsrøret. Han stivner, da han ser Mads. Så begynder jeg at le højt.

 Nå, kan I to så se at blive gode venner igen, så går arbejdet meget lettere fra hånden.

 Lidt forknyt siger Mads.

 Undskyld, at jeg blev sur på dig, Mich. Det var jo ikke din skyld.

 Michaels ansigt klarer op i et stort smil., og han tørrer i det samme med en hånd hen over øjnene.

 Så er du altså ikke sur på mig mere.
 Nej da, er vi så venner igen.

 De giver hinanden et knus og ser på mig.

 Tusind tak for hjælpen, nu skal vi nok tage rigtig fat.

 Jeg kan ikke lade være med at le, da jeg beder Michael se i et bakspejl.

 Hans hånd har efterladt en sort maske i hans ansigt.

 Under spøg og latter fortsætter drengene med arbejdet, og det skal siges til deres ros, at de virkelig bestiller noget.

 Da klokken er fem, spørger jeg, om de har lyst til at komme hjem til mig i aften. Dorte har vagt på sygehuset til kl. 23.-

 Det vil de meget gerne. Hurtigt får de vasket det værste snavs af og løber så hjem for at få et bad og læse lektier.

 Inden de løber siger jeg til Michael.

 Hvad nu med din aftentur med den pige.

 Han skærer en grimasse.

 Den aflyser jeg. Jeg sætter mere pris på Mads og på at komme hjem til dig.

 Drengene kommer ved halvottetiden og snart sidder vi og snakker hyggeligt. Begge drenge har fået deres gode humør igen, så vi morer os godt.

 Pludselig siger Mads.

 Må vi godt komme og hjælpe dig en gang imellem. Det var virkelig spændende i dag.

 Michael nikker.

 Ja, og måske kunne vi bygge en bil sammen, det kunne være skægt.

 Jeg ser smilende på dem.

 Det har Knud og jeg somme tider talt om. Skal vi lave den aftale, at I arbejder en time for hver gang I skal bruge for 100 kr. reservedele. Resten af tiden arbejder I for jer selv., og hvis I får brug for hjælp, spørger I bare Knud eller mig, og den hjælp skal I ikke betale for.. Kan I lave en bil, er den jeres.

 Begge drenge farer om halsen på mig.

 Du er simpelthen alle tiders.
 Men jeres far og mor skal give lov.

 Selvfølgelig, jeg spørger far og mor, om vi må arbejde et par timer hos dig hver dag.

 Så blinker han til Mads.

 Så er der heller ikke tid til pigesjov.

 Helt enig, det bliver vel nok spændende. Tænk, at få lov til at bygge sin egen bil. Ja, så bruger jeg også gerne hele sommerferien.
 Jeg får Jørgen og Ellens tilladelse til at drengene må arbejde hos mig et par timer hver dag. Jørgen smiler til mig, da han siger.

 Så ved jeg, at de er i gode hænder.-

 Dorte smiler også, da hun hører det.

 Fint, så laver de da ingen ulykker så længe.

 Knud synes også, at det lyder spændende, og vi er helt enige om at give drengene en hjælpende hånd, når der er brug for det.

 Mads holder nøje regnskab med, hvad de bruger af reservedele, og hvad det koster. Michael er virkelig god til at finde de ting, de skal bruge. Er der noget, de ikke kan finde ud af, eller noget, der er for tungt, til at de kan magte det, kommer de hen til Knud eller mig.

 En dag siger Mads til Knud.

 Man skulle tro, at I var brødre, du og Kim, for I er bare så flinke og rare begge to.

 Knud smiler.

 Det er vi også næsten. Jeg tror, jeg holder lige så meget af Kim, som du holder af Michael.

 I hele sommerferien bruger de op til fire timer de fleste dage på at arbejde med bilen, så da vi når til august, begynder det for alvor at ligne noget.

 Kim har brugt det meste af sommerferien til at læse. Den første uge i august kommer han dog hjem på ferie.

 Han virker træt og lidt modløs. Han kvikker ganske vist lidt op, da han, den første aften, han er hjemme, sidder og snakker med Dorte og mig.

 Da vi omsider går i seng, aftaler vi, at han løber sammen med tvillingerne og mig næste morgen.

 Dorte ser alvorligt på mig, da vi er kommet i seng.

 Vi må prøve at få ham til at tale om, hvad der er galt. Mon det er det med Ulla, der stadig går ham på. Gad vide, hvorfor hun flyttede fra ham. Det lod da ellers til at gå godt, og hun var da også en virkelig sød pige.

 Vi ligger og snakker endnu en times tid om, hvad vi  kan gøre, men omsider falder vi da i søvn.

 Næste morgen efter løbeturen, beder tvillingerne ham om at blive til morgenmad, de har så meget at fortælle.

 Da jeg går råber Mads.

 Vi kommer på arbejde kl. 10.

 Jeg spekulerer på, om det ikke kan muntre Kim op at være sammen med de to krudtugler.

 Lidt før ti kommer tvillingerne.

 Michael siger.

 Kim blev for at snakke lidt med mor. Han kommer om en times tid. Han er meget spændt på at se MM-bilen. Hvad skal vi lave så længe.

 Jeg sætter dem til at rydde op. Lidt efter kommer Mads hen til mig, han ser meget alvorlig ud.

 Kim har det rigtig skidt, det indrømmede han over for Michael og mig, så vi fik ham overtalt til at tale lidt med mor. Hun plejer at kunne få folk til at se de lyse sider i tilværelsen.

 Så ryger det ud af mig.

 Jamen hvorfor vil han ikke fortælle mig, hvad der er galt, har han helt mistet tilliden til mig.

 Så kommer det stille fra Mads.

 Det er nok, fordi han ikke vil gøre dig ked af det.

 Jamen det andet her er da meget værre, kan han ikke indse det.

 Jeg vil prøve, om jeg ikke kan få ham til at tale med dig og fortælle dig, hvad der er galt.

 Tak Mads, det vil betyde meget for mig.

 Stille går Mads tilbage til arbejdet igen.

 Lidt før tolv kommer Kim. Han ser lidt gladere ud og ser interesseret på drengenes bil, mens de ivrigt forklarer, hvad der endnu mangler, og hvor længe det varer, før de er færdige med den.

 Jeg er optaget af nogle kunder, og da jeg er færdig med dem, kommer Mads hen til mig.

 Jeg skulle hilse fra Kim og sige, at han var gået hjem til Dorte. Han lovede Michael og mig, at han ville fortælle jer i aften, hvad der var galt.

 Vil du prøve at se på, om den her gearkasse kan bruges. Den er ikke fra samme år, men modellen er ens, så vidt jeg kan se.

 Jeg slår ham på skulderen.

 Lad os gå hen og se på det, min ven.

 Resten af eftermiddagen går hurtigt. Der er en del kunder og resten af tiden hjælper jeg drengene med deres bil.

 Da jeg kommer hjem, har Dorte maden parat.

 Så snart vi har spist, sætter vi os ind i stuen.

 Med et skævt smil siger Kim.

 Onkel Mads gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke behandlede jer fair. Når jeg tænker mig rigtigt om, må jeg nok desværre give ham ret.

 Du har et par dejlige brødre, Dorte.

 Han tøver lidt og fortsætter så.

 Kære far, jeg forstår godt, hvis du er skuffet over, at jeg ikke har vist dig en større tillid. Du, der trods mors død og alt det andet, du har været igennem, aldrig har svigtet mig. Selv Dorte ville du have givet afkald på for min skyld, men gudskelov, at det ikke blev sådan.

 Og hvordan belønner jeg så det.

 Mads sagde til mig.

 Du skylder din far at fortælle ham, hvad der er galt.

 Og det må jeg så gøre, uanset, hvor meget, det piner mig.

 Jeg har fået konstateret, at jeg er HIV-positiv. Ulla havde en mere, hun kom sammen med. Jeg opdagede det for sent, da var jeg altså blevet smittet. Jeg var nok for naiv, når jeg troede, at en pige som Ulla med hendes udseende havde nok i sådan en som mig.

 Jeg talte med din mor i morges, Dorte. Hun fik mig til at indse, at gjort gerning står ikke til at ændre, men jeg kunne da stadig gøre godt, at jeg havde svigtet jeres tillid. Jeg skulle fortælle jer det, selvom jeg derved kom til at gøre jer fortræd.

 Mads og Michael havde også fat i mig, og selvom de gerne ville vise mig bilen og fortælle mig om den, var det vigtigere for dem at få mig til at love, at jeg ville fortælle jer det hele, selvom jeg fortalte dem, hvad der var galt.

 Mads spurgte mig rent ud, om det var fordi jeg var bange for at miste jeres kærlighed, og Michael sagde.

 Det er jo ikke noget, du har gjort for at skade din far eller Dorte. De vil jo hjælpe dig alt det, de kan, men det kræver altså, at du lader dem gøre det.

 Mads og jeg vil da også gerne hjælpe dig, der er nok desværre ikke så meget, vi kan gøre, udover at sætte lidt humør i dig. Men vær sikker på en ting. Vi holder akkurat lige så meget af dig, som før du fortalte det, måske endda næsten mere. Hvorfor skulle de andre så ikke også kunne gøre det.

 Jeg sidder tavs lidt for at prøve at komme mig lidt over chocket, mens tankerne kører rundt i mit hoved.

 Dorte tager begge Kims hænder og ser ham lige i øjnene.

 Det har været en svær tid for dig at komme igennem. Jeg ville have givet meget for, at du kunne have undgået det. Vi står magtesløse over for visse ting i tilværelsen, men jeg giver tvillingerne helt ret.
 Du må under ingen omstændigheder tvivle på vores kærlighed til dig. Jeg er måske ikke nogen rigtig mor for dig, men jeg kunne ikke have elsket dig højere, hvis jeg selv havde født dig.

 Hun ser over på mig.

 Jeg rømmer mig lidt for at klare stemmen.

 Vi to, min dreng, har før været igennem hårde tider, det kan vi nok klare igen, skal du se, med de hjælpere vi har. Som Dorte sagde. Vores kærlighed vil du aldrig miste. Det kan du være helt sikker på.

 Det varer længe, før jeg falder i søvn den aften. Hele tiden spørger jeg mig selv, hvad jeg kunne have gjort for, at dette ikke skulle være sket.

 Ved tretiden lægger Dorte en hånd på min arm.

 Nu ikke flere selvbebrejdelser, Kim. Det er ikke din skyld, at det er sket. Du har altid været Kim en god fader, det må du aldrig tvivle på.

 Næste morgen , da drengene kommer for at hente mig til løbeturen, ser de forskrækkede på mig.

 Da jeg spørger, hvad der er galt, siger Mads.

 Du er blevet helt gråhåret.

 Michael afbryder.

 Jamen det klæder dig virkelig godt. Kommer Lille Kim med.

 Jeg går ind for at spørge ham, og et minut efter er han klar.

 Da vi holder en pause midtvejs, siger Kim.

 Er det min skyld, at du er blevet gråhåret, ja, det er det vel.

 Jeg tager mig sammen og smiler.

 Det skal du ikke være ked af, så ser det mere naturligt ud, at jeg er far til sådan en stor knægt som dig. Er det ikke rigtigt, tvillinger.-

 Michael nikker.

 Jo da, det ser så distingveret ud, er det ikke det, man kalder det.

 Da vi har været i vandet og er kommet i tøjet, kommer Ellen ud.

 Jeg har lavet morgenkaffe og har ringet efter Dorte. Hun kommer om lidt, man behøver jo ikke at sove længe hver dag, fordi man har ferie.

 Hverken Jørgen eller Ellen taler om mit grå hår, og Dorte nævner det heller ikke, da hun kommer lidt efter. Snart sidder vi og hygger os.

 Kim lover at komme hen og hjælpe drengene med bilen i løbet af formiddagen, og lidt efter går jeg også, ellers kan Knud nok ikke begribe, hvor jeg bliver af.

 De andre bliver en times tid endnu.

 Knud ser forskrækket på mig, da jeg kommer, og jeg fortæller ham så hele historien.

 Han ryster på hovedet.

 Der er åbenbart en ond skæbne, der forfølger dig, gamle ven, men heldigvis sker der da også positive ting. Dorte, dine svigerforældre, og dine dejlige små svogre. Det er jo heller ikke sikkert, at Kim bliver syg.
 Kim hjælper drengene med bilen hele ugen, og endelig er den klar til en prøvekørsel.

 Drengene er enige om, at Kim skal køre den første prøvetur med dem på forsædet. Efter at en bilinspektør har godkendt den, får den prøveplader på, og så kører det bare derud af. Drengene er meget stolte af den, og hele familien får køreture og selvfølgelig også Knud og Lise.

 Der er brugt et sted mellem to og trehundrede timer på den, men kun ganske få nye materialer, og spørgsmålet er så nu, om den skal sælges. Drengene er jo ikke gamle nok til selv at køre i den.

 Det ender med, at den bliver solgt for 12000 kr, som drengene så deler.

 Det bliver til deres fødselsdag, de får pengene.
 De vil absolut have, at Knud og jeg skal have nogle af pengene, men det vil vi ikke høre tale om. Vi synes, at drengene ærligt har fortjent dem.
 Morgenen efter deres fødselsdag spørger de, om de godt må tage en af deres kammerater med på løbeturene, og det har jeg selvfølgelig ikke noget imod.

 Næste morgen er Mogens så med. De har hentet ham, inden de kom hen til mig. Mogens er ikke med til fodboldtræningen, men går i klasse med tvillingerne.
 Han er en køn dreng, men virker meget stille, i hvert fald den første morgen.

 Da vi kommer hjem til svømmebassinet, hopper tvillingerne og jeg i, som vi plejer. Mogens bliver stående på kanten og ser lidt forskrækket ud.

 Mads råber til ham.

 Smid du bare tøjet og hop i, lige som os andre.

  Han begynder langsomt at tage blusen af. Jeg svømmer hen til kanten og ser op på ham.

 Du skal ikke gøre det, hvis du helst vil være fri. Jeg var også lidt usikker den første gang, men det er jeg kommet helt over, det tror jeg også, at du hurtigt gør, hvis du prøver det.

 Han ser på mig med et taknemligt blik.

 Så tror jeg godt, at jeg vil prøve det.

 Hurtigt kommer han af resten af tøjet og hopper i.
 Da vi skal op igen, svømmer han hen til mig.

 Tak for hjælpen, nu er jeg glad for, at jeg prøvede. Jeg bliver bare så genert, når andre ser mig uden tøj. Det er ligesådan i skolen efter gymnastiktimerne. Men både du og tvillingerne lod som om I slet ikke lagde mærke til det.
 I skolen driller de andre mig med det, og det bliver det selvfølgelig endnu værre af. De stiller sig op en fem – seks mand og stirrer og peger, når jeg tager bukserne af. Det er forfærdeligt, men nu er der jo slet ikke noget at se.

 Mens vi tørrer os, spørger tvillingerne, om de godt må fortsætte med at hjælpe til henne hos mig, og om Mogens også godt må.

 Jeg siger, at jeg lige må snakke med Knud om det, men om de da vil lave flere biler.

 Mads ryster på hovedet.

 Nej tak, det var nok med den ene. Det var alligevel et større arbejde, end vi havde regnet med.

 Jeg ser smilende på dem.
 Men I ville måske gerne tjene lidt penge.

 Michael rødmer.

 Jah, vi er ved at spare sammen til en konfirmandrejse i efterårsferien.

 OK, hvis Knud ikke protesterer, skal vi sige 25 kr. i timen.
 Michael jubler.

 Du er en engel, men det vidste jeg nu godt. Kom, lad os se, om vi kan slå kraftspring, uden at tabe håndklædet.

 Og så hvirvler alle tre drenge rundt i nogle flotte kraftspring. Både Michael og Mogens taber håndklæderne, men det går ikke ud over humøret, ja Mogens smiler endda til mig.

 Efter fodboldtræningen om aftenen, går Mads og Michael lige med hjem til mig, der er noget, de gerne vil snakke om.

 Dorte har kaffen klar og stiller så lige et par kopper frem til brødrene også. Både hun og jeg nyder at have dem på besøg.

 Mads ser på Michael.

 Vil du, eller skal jeg.

 Det må du hellere Mads, du er jo den ældste.

 Ok. Mogens er altså vores gode ven. Jeg ved ikke, hvor meget du lærte ham at kende i morges, men han er en utrolig fin og reel fyr. Vi har ikke kunnet få de andre til at lade være med at drille ham. Så kom vi til at tænke på, at det måske kunne hjælpe ham med en tur i svømmebassinet sammen med dig og os. Jeg havde så ondt af ham, da han stod på bassinkanten uden tøj, men det hjalp da. Han turde endda slå kraftspring uden at have andet på end et håndklæde.

 Michael afbryder.

 Det var også derfor, at jeg tabte mit, så han kunne se, at det var helt i orden.

 Vi havde besluttet, at vi hellere ville på en konfirmandrejse end at have en stor fest, og det gav far og mor os så lov til.

 Mogens er alene med sin mor, og hun er vist ikke altid lige nem at have med at gøre., især ikke efter at faderen skred for nogle år siden, så han får heller ikke nogen konfirmandfest, har han fortalt os. Derfor bestemte vi os for, at vi ville have ham med., og da vi fik bilen solgt, kunne vi invitere ham med, for det foretagende vil hans mor nok ikke investere i. Hvis vi så nu får lov til at arbejde, kan vi tjene til lommepengene.  Nu mangler vi kun at få mor til at overtale hans mor til at give ham lov til at tage med.
 I formiddags sagde han, at nu ville han spørge sin mor, om han måtte gå til fodboldtræning, for nu var han ikke bange for at blive drillet mere.

 Jeg ser over på Dorte, der smiler.

 I har nok ikke godt af at få det at vide, men jeg er faktisk stolt af jer begge to.Tænk at have sådan nogle venner, så tror jeg bestemt også, at Mogens er en fin fyr.

 Michael smiler stort, men bliver så alvorlig igen.

 Tak for det storesøster. Det er rart, at du er i godt humør, for nu vil vi spørge jer om noget.

 Vi vil nemlig gerne invitere vores store nevø med på turen, tror I, at han vil og må han for jer.

  Jeg har fået tårer i øjnene.

 Selvfølgelig må han for os, men I må nok hellere spørge ham selv. Han kommer hjem på fredag, så vi ses lørdag morgen til løbeturen.

 Dorte nikker.

 Jeg skal nok lægge et godt ord ind for jer, men hvor skal turen gå hen.

 Joh, vi har altså bestilt to dobbeltværelser på et hotel på Mallorca. Tror I, at Kim har noget imod at skulle dele seng med en af os. Han kan selv få lov til at vælge.

 Det giver et sæt i mig.

 Tror I, at det er en god ide.

 Michael smiler.

 Det skal jeg nok overbevise ham om, at det er. Det er jo netop det, det hele går ud på. Kim må være klar over, at vi stadig holder lige meget af ham, og er parat til at gøre alt for at glæde ham.

 Vi håber sådan, at den her tur kan overbevise ham.

 Næste morgen, da vi skal i vandet, har Mogens ikke fået tøjet af. Han griber mig i armen.

 Det er galt igen, hvad skal jeg gøre. Nu troede jeg lige, at det var overstået.

 Lad være med at spekulere på det. Tænk på, at du vil have det sjovt og more dig med os andre. Det kan da også ske for tvillingerne og mig, men det er da en helt naturlig ting, som alle drenge og mænd kommer ud for.

 Langsomt tager han tøjet af. Da han når til bukserne ser han på mig og hvisker.

 Skal jeg.

 Jeg smiler til ham.

 Ja, gør du det bare nu, om lidt er det overstået, så snart du begynder at tænke på noget andet og slapper af.

 Langsomt tager han bukserne af, mens han ser på mit ansigt..

 Kan du ikke se, at det ser forfærdeligt ud.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, min ven, du ser fuldstændig ud, som en dreng i din alder skal se ud.

 Stille kommer det.

 Det synes min mor bestemt ikke.

 Jeg smiler til ham.

 Men din mor er her ikke, og vi andre synes, at det er, som det skal være. Kom, så hopper vi i vandet samtidig.
 Både Mads og Michael har ligget og lyttet til vores samtale, og så snart vi er i vandet, prøver de at fange os og så går den vilde jagt rundt i bassinet.

 Da vi kravler op af bassinet igen, har Mogens det meget bedre. Selv kraftspringet klarer han uden tøven, han lægger endda selv for helt uopfordret.

 Lørdag morgen hilser Kim på Mogens inden løbeturen. Da vi skal i vandet, tøver han et øjeblik, men så smider han også tøjet og hopper i.

 Jeg går hjem for at drikke morgenkaffe, mens Kim og Mogens bliver for at snakke.

 Ved middagstid kommer Kim hjem, han ser lidt spekulativ ud.

 Ja, I har vel hørt om invitationen.

 Først sagde jeg selvfølgelig nej. Det ville jo aldrig kunne gå an. Men da jeg så deres skuffede ansigter, spekulerede jeg på,  om det ikke er at skuffe deres tillid, og har jeg lov til det. Hvad synes I, at jeg skal gøre.

 Dorte smiler.

 Som mor så tit har sagt. Vær ærlig mod dig selv. Spørg dig selv, har jeg lyst, og svar ærligt.

 Din mor taler også om konsekvenser. Hvilke konsekvenser vil det kunne medføre.

 At både du og drengene får en god ferie sammen. Helt ærligt, du har jo lyst, ikke sandt.

 Jeg ser på ham.

 Fordi du ligger i den samme seng som en dreng, smitter du ham jo ikke, det er jo kun ved seksuel kontakt. Jeg blev heller ikke smittet af din mor og du ved, at vi lå i den samme seng.

 Drengene ved, hvad de indlader sig på, og de gør det for din skyld, synes du så, at du har lov til at sige nej.

 Kim kommer til at smile.

 Du får det til at lyde så enkelt, far. Godt så tager jeg med de dejlige drenge, men jeg vil selv betale min rejse. Forresten hvad med Mogens, han ved jo ikke noget.

 Nej, og det behøver du heller ikke at fortælle ham, med mindre du får lyst til det.

 Søndag morgen, da drengene kommer og henter Kim og mig, siger Kim.

 Vel, jeg er jeres mand, jeg tager med. Der må jo en med, der kan styre jer.

 Tvillingerne jubler og Mads siger.

 Vi skal nok prøve at opføre os pænt, det bliver nok værst med Mogens, men nu må du alligevel ikke være for hård ved ham.

 Mogens ser lidt forskrækket på Kim, men da han får øjenkontakt, breder der sig et stort smil på hans ansigt.

 Efter turen i vandet, går vi op på terrassen og drikker morgenkaffe, Dorte er taget direkte derhen.

 Drengene er kun iført badehåndklæde, for de vil i vandet igen, når morgenkaffen er fordøjet.

 Træningsdragterne er våde, fordi det regnede på løbeturen, så de er hængt til tørre. Kim og jeg har lånt en badekåbe hver af Ellen og Jørgen..

 Vi sidder og taler om turen. Ellen har fået overtalt Mogens´ mor til at lade ham tage med, så han befinder sig næsten i den syvende himmel, bare ved tanken.

 Lidt før middag vil drengene så i vandet igen.

 Mogens ser lidt skræmt på mig. De skal jo efterlade håndklæderne på terrassen og løbe ned til bassinet uden tøj, så håndklæderne ikke bliver våde, for det regner stadig.

 Dorte har bemærket blikket. Hun går hen og lægger en arm om hans hals.

 Jeg kan godt lide dig, og vil bestemt ikke drille dig. Du ved godt, at mange mænd og drenge gerne vil se piger uden tøj på. Det er mere sjældent, at piger får drenge og mænd at se uden tøj. Det er måske, fordi mænd er mere generte. Mine brødre har jeg set så tit uden tøj, at jeg næppe bemærker, om de har tøj på eller ej.
 Vil det hjælpe dig, hvis Store Kim går med i vandet nu.

 Mogens ser taknemligt på Dorte og hvisker.

 Ja, for han synes ikke, at det ser grimt ud, som min mor gør.

 Et øjeblik efter er vi i vandet, og vi er enige om, at det er en dejlig fornemmelse at bade i regnvejr.

 Da vi kommer ind for at blive tørret, går Dorte hen til Mogens.

 Der er bestemt intet grimt ved dig. Du ser helt ud, som en dreng i din alder skal se ud.

 Jeg er lidt spændt på, hvordan det går med badet efter fodboldtræningen. Jeg sidder i omklædningsrummet og venter på, at drengene skal blive færdige.

 Pludselig hører jeg inde fra bruserrummet.

 Nej, se på ham der, kom og se, Hold da op, hvor bliver den stor.
 Så hører jeg Mogens roligt sige.

 Er du misundelig, det kan jeg da godt forstå med den smule du render rundt med.

 Du er måske allerede far.

 Ok ja, min ældste søn på tre år har en på størrelse med din.

 Jeg overvejer, om jeg skal gå ind og stoppe den diskussion, men jeg vil helst have, at drengene klarer det selv.

 Så lyder det derindefra.

 Tak slagter, en halv meter medister.

  Næsten inden sætningen er sagt, lyder der et klask og et hyl.

 I to spring er jeg inde i bruserrummet og ser mig omkring.

 Hvad sker der, må jeg få en forklaring.
 En af de mindre drenge plaprer op.

 Det var Jan og Mogens, der var oppe og skændes om, hvis der var størst.

 Vrøvl, siger en af de store.

 Det var Jan, der drillede Mogens, og da Jan så greb fat i Mogens, stak Michael ham en på kassen, og den var fuldt ud fortjent.

 Jeg ser på Jan.

 Hvorfor drillede du Mogens.

 Det ser så skæg ud, når den vokser. Vi har gjort det så tit i skolen, og så ville jeg vise de andre det.

 Men Mogens syntes altså ikke, at det var skæg. Hvad nu, hvis jeg lod dig spille uden bukser i næste kamp, ville det også være sjovt. Det ville der nok være nogen, der syntes.

 Næh, men det er da også noget helt andet.

 Ja, for så ville det være dig, det gik ud over. Det er et spørgsmål om at gøre en anden til grin.

 Hvis du prøver det nummer igen, er det sidste gang, du er med her. Og det vil også gælde i skolen. Jeg snakker selv med jeres gymnastiklærer, så er der ikke nogen, der har sladret.  Har jeg udtrykt mig tydeligt nok. Se så at komme i tøjet og blive færdige i en fart.

 Da Mogens skal til at gå, beder jeg ham om at gå med mig hjem, samtidig beder jeg Mads og Michael om at give Mogens`mor besked om, at han er henne hos mig en lille times tid.

 Jan skuler lidt til mig, da han går, men han siger dog farvel alligevel.

 Mogens og jeg får en god snak og en kop kaffe sammen med Dorte, så da han går hjem, er han i godt humør igen.
 Næste morgen er Mogens først i vandet. Tvillingerne ser overraskede på ham.

 Det gik sørme stærkt, nåede du at få tøjet af..

 Med et stort smil dukker han op til overfladen.

 Ja, tøjet ligger oppe på græsplænen, ser det ud, som om jeg havde noget på.
 Mads ryster på hovedet.

 Ikke så vidt jeg kan se, men nu kommer jeg og kigger nærmere efter.

 Da vi er kommet i tøjet, siger Mogens.

 Tak for i aftes. Nu tror jeg, at jeg kan klare det fremover.

 Drengene arbejder som regel et par timer hver dag.

 Den dag de bliver konfirmeret, har Jørgen og Ellen inviteret Mogens og hans mor til middag, sammen med Dorte, Kim og mig.

 Moderen snakker lidt med mig om eftermiddagen.

 Jeg var lidt nervøs ved at sende Mogens afsted alene sammen med Mads og Michael, de er jo trods alt kun 14 år. Derfor blev jeg meget glad, da jeg hørte, at din søn Kim skulle med. Han virker så fornuftig og tiltalende, og jeg har ikke hørt drengene sige andet end positive ting om ham.

 Der er vist kun en, der står lige så højt på hitlisten hos Mogens, og det er dig.
 Du har virkelig forstået at hjælpe ham. Han har ikke hafty en far eller en anden mand at tale med i flere år, og det behov dækker du nu.

 Jeg smiler og siger, at det nu ikke er så svært at være flink mod Mogens, for han er en dejlig dreng.

 Det er da rart, at han sætter pris på at tale med mig, men det er absolut gensidigt.

 Senere ser jeg, at Dorte sidder og taler med Alice, som Mogens` mor hedder.

 Da vi går hjemad, siger Dorte.

 Alice er faktisk en meget sød pige, men hun har ikke meget begreb om store drenge, så vi har aftalt at mødes, når I er til fodboldtræning.

 Hun tøver lidt, så fortsætter hun.

 Alice fortalte mig, at hun skal til en undersøgelse på sygehuset en gang her i efteråret. Hun var lidt bekymret for, hvordan Mogens skulle klare sig så længe, så jeg tilbød, at han kunne bo hos os så længe, det har du ikke noget imod, vel. Han kan jo bo på Kims værelse.

 Med et stort smil siger jeg, at det har jeg helt bestemt ikke noget imod, men har hun spurgt Mogens, om han har.

 Nej, hun vil helst vente med at fortælle ham om undersøgelsen, til det bliver aktuelt.

 Ved fodboldtræningen går det godt nu. Jan var meget afdæmpet næste gang, og nu lader det til, at han og Mogens kommer helt godt ud af det med hinanden.

 Og så tager drengene på ferie sammen med Kim.

 Dortes afskedsord til dem er.

 Kom nu hjem med lige så god en samvittighed, som I tager afsted med.

 Jeg savner faktisk vores daglige løbeture, men trøster mig med, at de kun er væk i en uge.

 Om fredagen bliver Alice så indlagt til undersøgelse, men Dorte lover hende, at vi nok skal tage os godt af Mogens, når han kommer hjem.

 Kim og drengene kommer hjem søndag eftermiddag. Vi tager imod dem ved toget og fortæller Mogens, at han skal bo hos os i nogle dage, til hans mor kommer hjem fra sygehuset, og det har han tilsyneladende ikke spor imod. Tvillingerne hjælper ham med at få hentet nogle ting, mens Dorte og jeg får en lille snak med Kim, inden han skal tilbage til København igen.

 Han fortæller, at de har haft en utrolig god tur.

 Drengene fortæller jer sikert detaljerne. Jeg vil bare sige, at den her tur har betydet utrolig meget for mig. De tre drenge har simpelthen været enestående.

 Tvillingerne tager hjem, da de har afleveret Mogens` ting. Deres forældre vil jo også gerne høre om turen, og nu kan Mogens så fortælle os om den.
 Han har været meget begejstret for turen, men hvordan skulle den også kunne mislykkes, når man var sammen med Kim, Mads og Michael.

 Det var næsten, som om vi var brødre og havde kendt hinanden altid. Vi kunne snakke sammen om alting, og det gjorde vi bestemt også,

 Vi havde bestemt os for at skiftes til at dele værelse, så vi trak lod. Første aften boede jeg sammen med Mads, næste aften sammen med Kim, tredje aften sammen med Michael og så forfra igen.
 Der var en stor dobbeltseng på hvert værelse, men to tæpper, så der var ikke problemer med, at vi trask dynen af hinanden.

 Vi var ude og se en masse ting. Kim lejede en bil, og så kørte vi hele øen rundt. Vi var selvfølgelig også ude og bade flere gange, det var herligt.

 Men det bedste var næste alt det, vi fik snakket. En aften var vi på diskotek, men det syntes jeg nu ikke, at der var så meget ved. Ellers sad vi gerne på det ene af værelserne om aftenen og snakkede over en flaske vin. Når vi så gik i seng, var det gerne sent, og så lå de to, der delte værelse og snakkede, til vi faldt i søvn. Så vi har bestemt ikke sovet tiden væk.

 Og så den ene aften, det gør nok ikke noget, at jeg fortæller det, men da fik vi nok lidt rigeligt at drikke. Vi blev ikke syge, men havde hovedpine næste morgen.

 Den aften begyndte Kim at fortælle om Ulla, og hvad der var sket ham.Og nu har Ulla fået en dreng, og Kim ved ikke, om han er far til ham, og om han også er syg.

 Jeg synes, at det er så synd for Kim, for jeg holder så meget af ham.

 Mogens har fået tårer i øjnene, så ser han pludselig forskrækket på os.

 I vidste det da godt, ikke.

 Dorte nikker.

 Jo, min ven, det hele, bortset fra barnet. Synes du, at det var forkert at lade ham tage med jer.

 Forkert. Hvorfor skulle det være det. Han havde jo netop brug for at være sammen med nogen, der vidste det, og som viste ham, at de ikke var bange for at blive smittet. Jeg tror da også, at vi fik ham overbevist. Han lod da til at være virkelig glad for turen.

 Jeg ser på Mogens.

 Ja, min dreng, jeg er sikker på, at han var utroligt glad for at være sammen med jer alle tre.

 Dorte smiler.

 Ja, det sagde han til mig, inden han tog afsted.

 Kim fortalte også om, hvordan du blev hans far, og så røg det lige ud af munden på mig, om han så ikke kunne blive min far. Det syntes tvillingerne også lød som en god ide., for Kim kan jo ikke risikere selv at få børn.
 Mogens fortæller ivrigt videre, men jeg er blevet lidt fraværende.

 Så mærker jeg Dortes hånd på min arm og følger med i fortællingen igen.

 Da vi gik i seng den aften, var det lige som om sengen ikke ville stå stille under os. Det var en dum fornemmelse, så resten af tiden drak vi ikke ret meget vin.

 Næste morgen vækkede Kim mig, det var os to, der havde delt værelse den nat. Vi stod længe under bruseren, før vores hoveder havde det bedre. Så gik vi ind og vækkede de to andre, og de havde det ikke stort bedre. Men da vi havde spist morgenmad, gik det allerede helt godt, og ved middagstid var vi helt i orden igen.

 Ved titiden er vi klar til at gå i seng. Da Mogens er kommet i nattøjet, stikker han lige hovedet ind i stuen.

 Vi løber da i morgen. Vækker du mig.

 Jeg smiler til ham.

 Det skal jeg nok, jeg har faktisk savnet vores løbeture.

 Så kommer han helt ind i stuen og ser fra Dorte til mig.

  Gør det noget, at jeg siger, at jeg holder utroligt meget af jer.

 Dorte ler højt.

 Nej da, ikke hvis du mener det.

 Mogens slår armene om halsen først på Dorte og så på mig.

 Tusind tak, fordi jeg må bo hos jer.

 Så smutter han ind i seng.

 Den aften snakker Dorte og jeg længe om det, Mogens har fortalt. Vi er begge klar over, at der kan blive store vanskeligheder. Vi kender jo Kim.

 Næste aften er tvillingerne henne hos os, og vi har en festlig aften. De fortæller også løs om alt det, de har oplevet, men de kommer ikke ind på den aften, hvor de efter Mogens` opfattelse havde fået lidt rigeligt at drikke.

 Mogens har selvfølgelig været henne og se til sin mor, men der er ikke kommet resultater af undersøgelserne endnu.

 Da jeg kommer hjem tirsdag eftermiddag, kan jeg se, at der er noget galt. Mogens sidder helt stivnet og ser tomt frem for sig.

 Dorte fortæller mig, at der er konstateret brystkræft hos Alice, og hun skal opereres næste dag.

 Jeg prøver at snakke med Mogens, men han er ikke til at få til at snakke.
 Pludselig ser han på mig med et håbløst blik.

 Hvis mor nu dør, hvad skal jeg så gøre, hvor skal jeg så være.

 Jeg prøver at trøste ham med, at det da er meget sandsynligt  at hans mor kommer sig, og så siger Dorte.

 Hvis det skulle ske, at din mor dør, må du meget gerne bo her hos os, hvis du har lyst.

 Jamen I kan da ikke blive ved med at have mig boende.

 Så ser han fra Dorte til mig og sukker.

 Bare mor kunne gifte sig med Kim., så havde jeg da i det mindste en far, hvis mor dør.

 Så begynder han at græde stille.

 Omsider lykkes det dog at få ham til at falde lidt til ro.

 Da han skal til at i seng går han stille ind på værelset. Lidt senere ser Dorte og jeg ind til ham. Han sidder på sengekanten og ser lige frem for sig. Han har fået tøjet af, men har ikke fået sin pyjamas på. Forsigtigt hjælper jeg ham med at komme i den. Da han omsider er kommet ned at ligge, ser han på os med tårer i øjnene.

 Så ville I være mine bedsteforældre, hvor kunne det dog være dejligt.

 Lidt efter falder han i søvn.

 Næste morgen er han meget stille, men jeg fortæller tvillingerne, hvad der er galt, så de lader ham i fred.

 Om fredagen kommer Kim hjem. Vi har stillet en klapseng ind, så både han og Mogens kan sove inde på værelset.

 Kim er temmelig chokeret, da han hører, hvad der er galt med Alice, men han gør, hvad han kan for at muntre Mogens op, og det lykkes faktisk også.

 Vi har en hyggelig gang morgenkaffe hos Ellen og Jørgen næste morgen. Dorte har også været med på løbeturen.

 Der bliver snakket om drengenes ferietur, og der er stadig meget at fortælle. Drengene nyder rigtig at fortælle om alle deres oplevelser. Selv Mogens er i godt humør. Der er ingen tvivl om, at tvillingerne og Kim har haft en opmuntrende virkning på ham.

 Da vi er kommet hjem, spørger Mogens, om Kim godt vil gå en tur med ham og bagefter gå med ham hen på sygehuset og besøge moderen, og det siger Kim selvfølgelig ja til.
 De kommer først hjem et stykke hen på eftermiddagen, så vi er ved at være lidt urolige.

 Da vi ser dem komme nede på gaden, kan vi se, at Kim går med sin ene arm om Mogens skulder. De er tilsyneladende fordybet i samtale.

 Da de kommer ind, siger Kim.

 Du går lige ind på værelset og læser lektier, jeg vil gerne tale lidt med far og mor. Så kan vi alle fire hygge os sammen i aften, er det i orden med dig.

 Mogens smiler glad til Kim.

 Ja, selvfølgelig. Jeg glæder mig til i aften.

 Kim ser på os, da vi har sat os ned.

 Den træthed, der har ligget over ham i lang tid, er tilsyneladende helt væk. Han virker stærk og målbevidst igen.

 Nu har jeg brug for jer, far og mor, som aldrig før. Mogens har fortalt mig, at han har fortalt jer om Ulla og barnet. Det er ikke væsentligt mere, barnet var ikke mit, har vi fået konstateret. Den sag er helt ude af verden for mig nu. Nu er der andre ting, der er nødvendige at klare.

 Jeg har bedt Alice om at gifte sig med mig. De har ikke fået det hele med, så nu vil de prøve med kemoterapi, men hverken hun eller jeg har den store tiltro til, at det hjælper, men under ingen omstændigheder skal Mogens stå alene tilbage. Hvis hans mor dør, skal han i det mindste have en far.

 Jeg har fået at vide, at jeg alligevel ikke er HIV-positiv. Der var sket en fejl. Jeg fik den endelige besked i går. Jeg ved godt, at jeg burde have fortalt jer det med det samme, men jeg blev ærligt talt så chokeret, da jeg hørte om Alice.
 Alice giver mig besked i morgen, hun ville lige tænke over det, og det forstår jeg selvfølgelig godt.

 Han holder en lille pause og ser på os med et skævt smil.

 Er I overraskede.

 Dorte smiler til ham.

 Nej, min ven, når man kender dig, bliver man ikke så forbavset.  Din far og jeg talte faktisk om det den anden aften, da vi hørte, at Mogens havde foreslået det.

 Jeg nikker.

 Ja, og jeg vil ikke spørge, om du har gennemtænkt det, for det ved jeg, at du har. Men hvor kommer vi ind i billedet. Skal vi tage os af Alice og Mogens, til du er færdig med at læse.

 Jeg ved, at I ville gøre det godt, og tak for tilbuddet, men nej. Man må selv tage konsekvenserne af det, man vælger. Jeg holder op med at læse og vil gerne have lov til at arbejde hos Knud og dig, så jeg kan forsørge min egen lille familie. Det var på den måde, at jeg gerne ville have hjælp.
 Dorte smiler igen.

 Du ligner din far, Lille Kim, nogen større ros kan jeg ikke give dig. Knud har sikkert ikke noget imod det, der er jo nok at lave, ikke Store Kim.

 Jeg ryster på hovedet og smiler.

 Selvfølgelig klarer vi det. Har du sagt noget til Mogens.

 Kim ser alvorligt på  Dorte og mig.

 Jeg vidste, at jeg kunne stole på jer mor og far. Nej, jeg vil ikke sige noget til Mogens, før Alice har bestemt sig, det vil ikke være fair over for ham.

 Så ser han op mod loftet.

 Tænk, at have sådan nogle forældre. Ingen bebrejdelser eller løftede pegefingre, kun en varm og kærlig forståelse. Der er noget at leve op til for mig, det er jeg da klar over.
 Vi har en dejlig aften sammen. Mogens er også i strålende humør.

 Først da vi skal til at i seng, ser han på Kim med et bedende blik.

 Vil du godt gå med mig, når jeg skal hen og se til mor. Det hele virker så uhyggeligt derhenne.

 Kim slår ham på skulderen.

 Selvfølgelig vil jeg det, min ven.

 Da Kim og Mogens kommer tilbage fra sygehuset næste dag,  kommer de ind i stuen, hvor Dorte og jeg sidder og læser avis, eller måske snarere lader som. Vi er jo begge spændte på resultatet.

 Da de har sat sig ned, siger Kim med et stort smil.

 Det er sandt, jeg må vel hellere præsentere jer for min søn.

 Mogens giver et gisp og ser fra den ene til den anden, som om han ikke kan tro sine egne ører.

 Kim begynder at le.

 Ja Mogens, din mor har sagt ja til at gifte sig med mig midt i november, hvis du da ikke har noget imod det. Så bliver de to der dine bedsteforældre,. Og jeg garanterer, at de fås ikke bedre.

 Få sekunder efter har Kim så Mogens om halsen, og et øjeblik efter er det Dortes og min tur.

 Så ser Mogens på Kim.
 Jamen du bor jo i København.

 Kun til 1.november, så flytter jeg hen til din mor og dig, så vi kan have lejligheden fin til din mor kommer hjem.

 Jamen hvad så med dit studie.

 Jeg starter hos Knud og far til 1. november. Har du mere at brokke dig over.

 Mogens ser et øjeblik forskrækket på Kim, så smiler han stort.

 Nej, far, dig vil jeg aldrig brokke mig over.

 Kim smiler.

 Husk det nu, når jeg rigtig begynder at opdrage på dig.

 Mogens ryster på hovedet.

 Jamen jeg holder jo lige så meget af dig, som du holder af din far.

 Dorte ringer og inviterer sine forældre og tvillingerne til kaffe, uden at fortælle dem noget om anledningen. Vi har lovet, at hun må fortælle sine forældre nyheden.

 Da vi sidder ved kaffebordet, ser hun pludselig nøje på dem. Så griber hun Mogens i nakken.

 Sig mig, synes du, at de to der ser gamle ud.
 Han ser forbavset op på Dorte, som samtidig lægger en hånd på Kims skulder.

 Man kan da ikke se, at de er blevet oldeforældre, vel Lille Kim.

 Jørgen bryder ud i en kraftig latter.
 Nåda, det var også en måde at blive præsenteret for sit oldebarn, men så må du jo være bedstemor, min pige. Gamle, nej da, hvad siger du, mor.

 Ellen smiler bare og rækker armene ud mod Mogens, som hun får et ordentligt knus af, og bagefter er det Kims tur.

 Mads og Michael jubler, da de er kommet sig lidt over overraskelsen.

  Så siger Mads.

 Sig mig engang, hvad bliver vi i forhold til din søn, lille nevø.

 Michael afbryder.

 Vi bliver grandonkler, men skidt med det, bare I bliver ved med at være de samme, og hvorfor skulle I ikke det. Jeg ved i hvert fald, at vi aldrig får bedre venner.

 Snakken går ivrigt, og vi har en dejlig eftermiddag.

 Kim skal afsted til aften, så han kan få afviklet de forskellige ting, men til 1. november vender han så tilbage.

 Da vi skal til at gå i seng, ser Mogens på os.
 Tror I, at mor bliver rask.

 Det er umuligt at sige, men dør hun, står du i det mindste ikke alene mere.

 Hans ansigt lyser op i et stort smil.

 Nej, så har jeg stadig en far, bedsteforældre og oldeforældre, ja og så tvillingerne. Tænk, at jeg har fået sådan en dejlig stor familie på så kort tid.

 Da vi er kommet i seng, kommer Mogens lige ind til os.

 Jeg har slet ikke fået sagt jer rigtigt tak, fordi I ikke prøvede at overtale far til at lade være med at gifte sig med mor. Det fortalte han mig, inden han tog afsted.

 Så bøjer han sig ned over Dorte og giver hende et kys og gå så om på den anden side af sengen og giver mig et kys. Så smiler han.

 Tænk, jeg har fået verdens dejligste bedsteforældre. Nu skal jeg nok smutte i seng.

 Dorte og jeg ser på hinanden. Det må og skal gå godt, det fortjener både Alice, Kim og Mogens.

 Dorte er henne og se til Alice næste dag.

 Hun har det noget bedre, men flere gange siger hun.

 Er det virkelig rigtigt, at du og Kim ikke har noget imod, at vi gifter os.

 Dorte ryster smilende på hovedet.

 Nej, hvorfor skulle vi dog have noget imod det.Det er da jeres afgørelse, sådan noget skal svigerforældre da ikke blande sig i.

 Alice begynder at le.

 Svigerforældre, åh ja, det er rigtigt, selvom I er tolv år yngre end mig, men det bliver I bestemt ikke ringere af.

 Kim og Alice bliver gift den 15.november, et par dage efter, at Alice er kommet hjem fra sygehuset.

 Kemoterapien tager hårdt på hende, men ellers lader det til at gå helt godt. Mogens føler sig som i den syvende himmel, det siger han flere gange på vores morgenløbeture.
 Vi har inviteret Kim, Alice og Mogens til at holde juleaften hos os, og vi får en dejlig aften sammen.
 I begyndelsen af maj, kan jeg imidlertid mærke på Kim, at det ikke går så godt. Han beklager sig aldrig, men han er blevet tavs og indadvendt.

 En aften, da vi skal til at gå hjem fra arbejde, spørger jeg ham, om der er noget galt.

 Han ser på mig og siger lidt bittert.

 Har jeg beklaget mig, eller passer jeg ikke mit arbejde ordentligt.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, min dreng, det er ikke det, jeg kan bare mærke, at du ikke har det godt. Jeg skal nok lade være med at blande mig, men du ved, at jeg er der, hvis du har brug for at snakke.

 Han rækker hånden frem.

 Undskyld far. Jeg vil ikke såre dig, men jeg må klare mine egne problemer selv, jeg har jo selv skabt dem.

 Han tøver lidt og fortsætter.

 Synes du, at jeg giver Mogens lov til for meget, at jeg forkæler ham.

 Jeg tænker mig lidt om, inden jeg svarer. Jeg er klar over, at forholdet mellem Alice og Kim ikke er så godt i øjeblikket. Så siger jeg.

 Nej, min dreng, det er jeg sikker på, at du ikke gør, det er du for fornuftig til, men det synes Alice måske, at du gør.

 Han nikker.

 Hun synes ikke om, at jeg vil give ham lov til at vise sin livsglæde. Hun synes f.eks. det er forfærdeligt, at jeg har givet ham lov til at bade uden tøj sammen med jer.

 Jeg accepterer selvfølgelig, at hun ikke vil have, at jeg gør, når hun er til stede, men jeg mener, at drengen skal have lov til det, fordi det betyder meget for ham at føle den frihed.

 Hun siger, at hun finder en nøgen dreng, eller mand for den sags skyld, afskyelig, derfor vil hun ikke have det, og hun er vred over, at jeg har givet Mogens lov på trods af det.

 Ak nej, det blev ikke det, jeg havde håbet og ventet. Men det er nok min egen skyld, så det må jeg bare acceptere. Heldigvis er jeg i det mindste ikke i tvivl om, at Mogens holder af mig.

 Jeg spørger, om Alice føler sig rask, hvortil han svarer, at det gør hun bestemt ikke, og det er måske noget af årsagen til, at hun har svært ved at acceptere raske og glade mennesker.

 Et par dage efter taler Dorte og jeg med Ellen og Jørgen om det. Ellen siger så, at hun vil invitere os alle sammen derhen, den følgende søndag.

 Under løbeturen hvisker Mogens til mig.

 Tror du, at det går an, at jeg går med i vandet, når mor kommer herhen til morgenkaffe. Jeg risikerer jo, at hun kommer til at se mig uden tøj, hvis hun kommer, inden vi er kommet i tøjet.

 Jeg vil ikke risikere, at far får ballade, fordi han har givet mig lov. Det er synd for ham.

 Jeg smiler.

 Du vil gerne, og din far har givet dig lov, så er det også i orden. Din far og jeg går ikke i vandet io dag, for ikke at genere din mor, men du og tvillingerne kan roligt gøre det.

 Han ser indtrængende på mig.

 Du er sikker på, at far ikke får ballade over det, for så vil jeg hellere lade være.

 Jeg nikker.

 Hvis han gør, skal jeg nok hjælpe ham.

 Mogens smiler til mig.

 Tusind tak, bedstefar.

 Da vi er færdige med løbeturen og kommer hjem til svømmebassinet, ser Mogens på mig, og da jeg nikker til ham, smider han tøjet og hopper i sammen med tvillingerne.

 Kim og jeg står og ser på dem.

 Vi nyder synet, af de tre dejlige drenge, der morer sig herligt med at lege tagfat, dykke og svømme synkronsvømning, hvad de for øvrigt er blevet meget dygtige til.

 Uvilkårligt lægger jeg min ene hånd på Kims skulder og så følges vi ad op på terrassen., hvor Ellen og Jørgen netop kommer ud sammen med Dorte og Alice.

 Ellen siger.

 Kaffen er klar, så nu begynder vi, så kan drengene få, når de har fået nok af deres vandpjaskeri.

 Vi kan tydeligt høre drengenes råben og latter, og Ellen siger smilende.

 Det kan man da kalde livsglæde, og er livsglæde ikke noget af det vigtigste her i tilværelsen.

 Alice ser ned i sin kop, så siger hun lidt bittert.

 Jeg kan nu ikke forstå, at I lader sådan nogle store drenge løbe rundt uden tøj. Jeg har sagt til Kim, at jeg ikke vil have, at Mogens gør det, for jeg synes, at det ser hæsligt ud, men Kim giver ham bare lov alligevel. Den dreng kan få lov til alt, for Kim. Jeg troede, at han ville støtte mig i min opdragelse, da vi blev gift. Det lader til at have været en stor fejltagelse.

 Ellen ryster på hovedet.

 Hvorfor må drengene dog ikke have lov til at more sig, så længe de kan. Du tror, at du snart skal dø, ikke sandt. Er det derfor, at du ikke vil have, at de må glæde sig. Kim prøver jo at give Mogens en god og positiv tilværelse. Glæd dig dog sammen med dem, så længe du kan. Så de kan have glade minder om dig, i stedet for, at de vil sige. Den sidste tid mor levede var forfærdelig.

 Jeg ved godt, at det lyder barsk. Men prøv dog at se på de tre dejlige, sunde og raske drenge, der kommer op af vandet nu. Jeg synes, at det er et vidunderligt syn. Så kald mig hvad du vil, men for mig er det skønhed og livsglæde.

 Drengene er ved at tørre sig, og som så ofte før, slår de kraftspring med håndklæderne flagrende om sig.

 Jørgen nikker.

 Ja, jeg kan godt forstå de gamle grækeres betagelse af den nøgne krop, for findes der noget smukkere.

 Omsider kommer drengene op på¨terrassen med håndklæderne om livet, lidt forpustede, men med strålende smil alle tre. Mogens undgår at se på sin mor, men smiler varmt til Dorte og mig.
 Hvem synes I, slår de flotteste kraftspring.

 Dorte smiler.

 Det gør din far Mogens, men se nu at få noget morgenmad.-

 Så fortsætter hun henvendt til mig.

 Man kan godt se, at de er kommet i bedre form af at løbe med dig hver morgen, Kim. Der er ikke så meget hvalpefedt på dem mere.

 Da vi er færdige med kaffen, bliver vi siddende og snakker, til Mads siger.

 Vil I med i vandet igen.

 Michael er straks parat, mens Mogens tøver lidt. Så ser han på Kim med et bedende blik, men inden Kim når at reagere, siger Alice.

 Hop du bare i igen, min ven, du vil jo gerne. Din far kommer om et øjeblik, han vil nemlig også gerne, til gengæld vil jeg så se ham slå kraftspring bagefter, så jeg kan se, om Dorte har ret.

 Mogens ser målløs på sin mor, så springer han op og giver hende et stort knus og piler så ned til svømmebassinet, smider håndklædet undervejs og kaster sig ud i vandet med et ordentligt plask.

 Alice ser hen på Kim.

 Jo, jeg mener det.Jeg er begyndt at forstå noget. De sidste måneder har ikke været behagelige for dig, min egen ven. Det vil jeg prøve at ændre nu.

 Kim giver hende et stilfærdigt kys og gå så ned til drengene.

 Alice ser over på Ellen med tårer i øjnene.
 Tak, fordi du åbnede mine øjne, før det var for sent. Jeg ved godt, at jeg ikke har lang tid tilbage. Jeg mente, at det var en ide at sørge for, at Kim og Mogens ikke kom til at savne mig, måske endda åndede lettede op, når jeg døde, så de havde lettere ved at komme videre.

 Du fik mig til at indse, at vi stadig kan nå at få nogle lykkelige timer sammen, så de har dem at tænke tilbage på med glæde.

 Nu vil jeg forsøge at nyde den tid, der er tilbage sammen med mine to dejlige mandfolk. Jeg har aldrig før brudt mig om at se en nøgen mand, eller dreng for den dags skyld. Men da jeg så de tre komme herop før, blev jeg klar over, at du havde ret. Livsglæde giver skønhed.

 Da Kim og drengene er kommet op af vandet igen og er ved at tørre sig, går vi ned til dem.

 Alice siger med et stort smil.

 Nå Kim, lad mig så se, om din mor har ret.

 Kim smiler varmt til hende. Han tager et lille tilløb og slår to kraftspring i træk og slutter af med et flik-flak.

 Vi klapper i hænderne, for det var virkelig flot.

 Michael hvisker til de to andre drenge, så bukker han dybt.

 Og nu mine damer og herrer. En verdenssensation.

 De tre drenge hvirvler samtidig rundt i et kraftspring og taber alle tre håndklæderne. Leende samler de dem op og snurrer dem om livet igen.

 Alice har givet Kim et kys, som præmie, siger hun.

 Mads smiler.

 Fortjener vi ikke også en præmie, selvom vi tabte lændeklæderne.

 Alice ler hjerteligt.
 Jo, måske endda netop derfor, det så virkelig morsomt ud.

 Og så får de tre drenge et kys og et knus hver.

 Lidt efter går vi op mod huset. Mogens går ved siden af sin mor.

 Stille siger han.

 Jeg er så glad mor, for nu tror jeg, at du bedre forstår, hvad glæde er. Det er længe siden, at jeg har set dig så glad.

 Alice smiler til ham.

 Ja, Mogens, og jeg lover dig, at jeg aldrig mere vil prøve at tage glæden fra dig og Kim, så vidt det overhovedet er mig muligt. Jeg har omsider fået øjnene op for hvor dejlig og flot en søn og mand jeg har.

 Ellen har ret, når hun siger, at det nøgne legeme er noget af det smukkeste der findes. Det har jeg set og indset i dag.

 Stemningen ved middagsbordet er fin, og vi snakker godt sammen alle sammen.

 Da vi omsider skal til at gå, siger Alice til tvillingerne.

 Tak for jeres venskab med Kim og Mogens. Det håber jeg må holde altid, for det betyder utrolig meget for dem.

 Mads smiler.

 Stol bare på det, men du hører nu også med i det venskab, det kan du godt regne med.

 Den næstsidste gang vi har fodboldtræning før sommerferien, ser jeg, at der står en dreng ude ved sidelinien og følger meget nøje med i spillet. Jeg spørger, om han har lyst til at være med.

 Han ser på mig med strålende øjne.

 Ih ja, må jeg godt, jeg har spillet en del fodbold før. Jeg er lige flyttet hertil og bor hos mine bedsteforældre, mens mine forældre er i udlandet.

 Han ser ud til at være 12 – 13 år, er iført cowboybukser og en gul T-shirt. Han er kortklippet og har mørkt hår og brune øjne. Da vi holder en lille pause, spørger jeg, hvad han har spillet, og han fortæller så, at han mest har spillet højre wing.

 Da vi går i gang igen er han så med. Jeg kan hurtigt se, at han løber godt.
 Et øjeblik efter snupper han bolden fra Mads og spæner ned ad banen med den. Mogens løber også for at være klar inde på midten. Med stor præcision sender drengen bolden ind til Mogens, som et sekund senere sender bolden i nettet.

 Mogens omfavner ham og spørger, hvad han hedder.

 Lidt forpustet kommer det.

 Jeg hedder Simon.

 Endnu et par gange lykkes det Simon at tage bolden fra større og dygtige modstandere. Han sender dog ikke selv bolden i mål, men spiller ind til en af de andre, der så kan skyde på mål.

 Mads har været meget forbavset, for der er ikke mange, der har kunnet tage bolden fra ham i lang tid. Han er dog ikke sur, men oprigtig imponeret.

 Da jeg fløjter af, har Simon lagt op til fire mål, hvoraf de tre er gået ind. Dem han har spillet sammen med er selvfølgelig begejstrede og spørger, om han kommer igen næste gang. Han ser glad på dem og skæver hen til mig.

 Må jeg godt.

 Selvfølgelig må du det, men nu er det ind i bad.

 Simon ser på sit ur.

 Jeg må hellere skynde mig hjem, ellers kan mine bedsteforældre ikke begribe, hvor jeg er blevet af.

 Og så løber han.

 Snakken går ivrigt i omklædningsrummet. Alle er enige om, at det er en god mand at have på holdet..

 Han er dygtig til at tage bolden fra andre, og det er ikke nemt at få den fra ham igen, fordi han er så hurtig, og så er han endda en god kammerat, der ikke går solo, men lægger op til de andres mål.

 Et par dage efter opdager Mogens, at Simons bedsteforældre næsten bor nabo til ham, så de snakker af og til sammen. Simon fortæller, at han sandsynligvis skal bo hos sine bedsteforældre et år, mens forældrene er i udlandet.

 Den næste træningsaften er den sidste før ferien. Denne gang spiller Simon på hold med Mads, og da er det både Mogens og Michael han snupper bolden fra flere gange.

 Da de andre skal ind i bad, løber Simon hjem.

 Om torsdagen er Mads og Michael henne hos Mogens, og da de møder Simon, som netop går forbi, går han med ind og snart sidder de fire og snakker på Mogens` værelse.

 Pludselig siger Michael.

 Hør Simon, vi tre løber sammen om morgenen for at forbedre vores kondi, har du ikke lyst til at være med. Mogens` bedstefar løber med, og sommetider gør hans far også.

 Simon ser overrasket på Mogens.

 Din bedstefar.

 Mogens ler.

 Ja, jeg ved godt, at det lyder tosset, men Store Kim, vores fodboldtræner, er faktisk far til min far, og min bedstemor løber også sommetider med.

 Han fortæller så om, hvordan det er gået til.

 Simon smiler.

 Og I vil godt have mig med, tror I også, at Store Kim vil.
 Selvfølgelig, og så hopper vi alle sammen i svømmebassinet hjemme hos os efter løbeturen, men dog kun om sommeren, vi er iokke vinterbadere.

 De aftaler så at mødes ved indgangen til skoven næste morgen klokken halvseks.

 Jeg hilser smilende på Simon, da vi mødes næste morgen.

 Din kondi fejler da ellers ikke noget.

 Han ser på mig.

 Er det virkelig rigtigt, at du er Mogens` bedstefar.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Ja, og min kone er søster til de to der, så de er hans fars onkler. Det er vist det, man kalder for et familieforetagende.

  Han ser lidt forskrækket på mig.

 Jamen vil I så godt have mig med.

 Selvfølgelig vil vi det, der er da plads nok i skoven. På søndag løber min kone nok også med, men Mogens`far løber ikke med for tiden, fordi hans mor ikke er rask.

 Da vi kommer tilbage til svømmebassinet, råber Mads.

 Hvem kommer først i.

 Som sædvanlig smider de tøjet i en fart og hopper i. Simon ser forskrækket på mig, og da jeg også er ved at klæde mig af, vender han rundt og løber hjem.

 Jeg ser overrasket efter ham. I det samme råber Mogens.

 Hvor bliver du af Simon.

 Jeg hopper i vandet.

 Jeg tror ikke, at han brød sig om, at vi bader uden tøj. Det må I vist hellere fortælle ham lidt om.

 Næste morgen, da vi holder en lille pause, siger Michael.

 Brød du dig ikke om, at vi bader uden tøj. Det plejer vi altid. Vi synes, at det er herligt, du skulle prøve det. Prøv nu at se på os i dag, hvor dejligt vi har det., så får du nok også lyst til at prøve det i morgen, da er Dorte også med. Hun er jo vores søster og Store Kims kone.

 Simon følger lidt forknyt med og ser da også på, at drengene plasker omkring og slutter af med deres sædvanlige kraftspring.

 Næste morgen spørger Simon så Dorte, om hun også bader uden tøj efter løbeturen.

 Dorte smiler til ham.

 Ja, det gør jeg, og jeg nyder det lige så meget som de andre. Jeg er sikker på, at du også vil synes om det, hvis du prøver.

 Simon rødmer og hvisker så.

 Tror du virkelig.
 Da vi kommer hjem til svømmebassinet hopper drengene og jeg i som sædvanlig.

 Simon ser på Dorte.

 Må jeg godt lige snakke med dig.

 Dorte nikker smilende til ham, mens hun begynder at klæde sig af.

 Simon begynder lidt tøvende.

 Jo, ser du, jeg vil jo så gerne spille fodbold, men…….

 Dorte nikker opmuntrende til ham.

 Så ser Simon ned.

 Men hvis de nu ser, at jeg er en pige, så får jeg nok ikke lov til at spille med mere.

 Dorte smiler stort.

 Det var altså ikke, fordi du var genert over at bade uden tøj. Jeg havde nok en anelse om, at du var en pige, men hvad hedder du så.

 Simone. Jeg er da ikke spor bange for at bade uden tøj sammen med jer, I er jo mine venner, så jeg ved, at I aldrig ville gøre mig fortræd, men tror du, at jeg får lov til at spille mere, når de ser, at jeg er en pige.

 Jeg lover dig, at det skal jeg nok få dem overtalt til.

 Simones ansigt lyder op.

 Så vil jeg gerne med i vandet, når du kan, kan jeg da også.

 Mogens råber.

 Hvor bliver I af.

 Dorte råber tilbage.

 Vend lige ryggen til, så er vi der om et øjeblik.
 Hurtigt smider Simone også tøjet. Så ser hun glad på Dorte og giver hende et knus, og samtidig hopper de i vandet.

 Michael spørger, om de nu må vende sig om.

 Dorte ler.

 Nej, ikke endnu. Jeg skal lige have et løfte af jer først.

 Hvad er det.

 At Simone godt må spille med på jeres fodboldhold efter ferien, selvom hun er en pige.

 Både drengene og jeg vender os om samtidig.

 Simone ser på os, helt rød i hovedet.

 Undskyld, at jeg snød jer den anden dag, men jeg vil så gerne spille fodbold, derfor lod jeg, som om jeg var en dreng. Men hvis jeg skal gå i skole her efter sommerferien, finder I jo ud af det alligevel.

 Mads begynder at grine højt.

 Der tog du vel nok fusen på os. Jeg havde aldrig troet, at en pige kunne være så god til at spille fodbold. Du tog endda bolden fra mig flere gange. Selvfølgelig må du spille med efter ferien, ikke sandt Kim. Er I andre ikke også enige i det.

 Jeg tøver et øjeblik.

 Der kan blive noget med omklædningen, og måske nogle af dem, vi skal spille mod, bliver sure, men det finder vi ud af, det fortjener du helt bestemt, min pige.

 Michael og Mogens er svømmet helt hen til Simone. Michael ser hende ind i øjnene.

 Det her fortjente du en dukkert for, men lad os nu se, om du svømmer lige så godt, som du spiller fodbold.

 Mogens ler højt.

 Det her er den morsomste overraskelse, jeg længe har fået, men vær vis på en ting. Ingen skal få lov til at gøre dig fortræd, det skal Mads, Michael og jeg nok sørge for.

 Simone stråler over hele hovedet af glæde. Så giver hun hver af drengene et kys og et knus og ser så på Dorte.

 Må jeg godt.

 Dorte nikker smilende, og så får jeg også et kys og et knus, inden Simone slutter af med at give Dorte et ordentligt knus og et kys.

 Lidt efter svømmer drengene og Simone om kap, og det viser sig hurtigt, at hun også er en dygtig svømmer.

 Da vi lidt senere er ved at tørre os, siger Mads.

 Du er måske også god til at slå kraftspring.

 Simone ryster på hovedet.

 Nej, det duer jeg slet ikke til, men jeg vil meget gerne se jer gøre det. Det så morsomt ud i går, men hvordan bærer I jer ad med at beholde håndklædet på.

 Mogens smiler.

 Det sker da også, at det flyver af i farten, men lad os så prøve da.

 Drengene hvirvler rundt og taber håndklædet alle tre.

 Simone ler hjerteligt.

 Jeg synes næsten, at det er, som om I var mine brødre alle tre, det er en dejlig fornemmelse, man bliver så glad af at være sammen med jer.

 Dorte er gået ind for at lave kaffe, for Jørgen og Ellen er ikke hjemme. Lidt efter sidder vi så på terrassen og drikker morgenkaffe, mens vi snakker hyggeligt.

 Så ser Simone på sit ur.

 Jeg må vist hellere komme hjem til mine bedsteforældre nu. Jeg har lovet at lave morgenkaffe til dem.

 Mogens rejser sig.

 Jeg følger dig hjem.

 Simone ler en perlende latter.

 Så må du vist hellere komme i tøjet først, ellers får bedstefar og bedstemor da et chock.

 Mogens rødmer. Han havde helt glemt, at han og de to andre drenge kun har et håndklæde om livet.

 Om aftenen kommer Kim og Mogens hen til os, vi kan tydeligt se, at deres humør ikke er godt.

 Kim siger stilfærdigt.

 Ja, Alice blev indlagt igen her til aften, så vi syntes, at vi trængte til at være lidt sammen med jer.

 Vi har en rigtig hyggelig aften, selvom både Kim og Mogens er meget stille.

  I den kommende tid er Mogens meget sammen med Simone, og det hjælper ham godt. Tvillingerne er på ferie i fjorten dage sammen med deres forældre.

 Mogens og Simone kommer af og til hen til os i den tid, og Simone går også med Mogens flere gange, når han besøger sin mor på sygehuset.

 Vi kan se, at det går hurtigt ned ad bakke, men Alice tager det forbavsende roligt. En aften, da Dorte og jeg er henne og se til hende siger hun.

 Jeg ved godt, at der ikke er lang tid igen, og nu ønsker jeg også kun, at det må gå hurtigt. Takket være jer og Jørgen og Ellen har jeg lært, at glæde er noget af det vigtigste her i tilværelsen.

 Jeg ved også, at I alle vil hjælpe Kim og Mogens med at finde den igen, når jeg er væk. Da jeg giftede mig med Kim, var det i første omgang for Mogens` skyld, men Kim har lært mig så meget om kærlighed, at jeg også kom til at elske ham, og heldigvis ved jeg, at han er klar over det nu.

 Sidst i juli dør Alice.

 Den første tid er hård for Kim og Mogens, men de gør, hvad de kan for at hjælpe hinanden., og det hjælper også dem selv. Simone og tvillingerne gør også alt, hvad de kan for at hjælpe Mogens.
 Den første fodboldtræningsaften efter sommerferien er jeg meget spændt på, om drengene vil acceptere, at Simone er med, nu hvor de ved, at hun er en pige. Nogen af dem virker lidt sure, men Simone har bedt mig om at lade være med at blande mig i det, hun vil gerne selv prøve at få dem til at acceptere hende.

 Da vi går ind i omklædningsrummet efter træningen, går hun med. Nogle af dem skuler til hende.

 De ved ikke rigtig, hvad de skal sige eller gøre. Mogens holder sig lige ved siden af Simone og Mads sætter sig ved siden af mig, mens Michael går lidt frem og tilbage. Så siger han.

 Hvorfor kan I ikke acceptere Simone, nu da I ved, at hun er en pige. Hun er en dygtig fodboldspiller, det vil I vel ikke nægte. Der var da ikke noget i vejen, så længe I troede, at hun var en dreng.

 Et par af dem mumler noget om, at man da ikke kan have en pige med på holdet, når man skal spille mod andre drenge, så vil de jo kalde os et tøsehold. Man kan da heller ikke tackle hende på samme måde som en dreng, så der skal hele tiden tages hensyn.

 En siger.

 Hun kan da heller ikke gå i bad og klæde om sammen med os. Hvordan vil du klare det.

 Simone smiler.

 Der skal absolut ikke tages særlige hensyn til mig. Det gjorde I da heller ikke, da I troede, at jeg var en dreng. M.h.t. omklædning og bad, så kan jeg gøre det hjemme, men hvis I bedre kan acceptere, at jeg klæder om og går i bad sammen med jer, så er jeg da parat til det, hvis I så vil lade mig spille sammen med jer.
 Et par af de mindre drenge fniser. Mads lægger en hånd på min arm, da han kan se, at jeg vil til at gribe ind, og hvisker til mig.

 Lad hende bare klare den selv, det vil hun helst. Der sker hende ikke noget, det lover jeg dig.

 Simone ser udfordrende på Jan, som er en af dem, der har brokket sig mest.

 Nå, hvad siger du, tør du, så tør jeg også.
 Jan ser overrasket på hende.

 Så smiler han skeptisk og ser sig rundt.

 Hvis du virkelig gør det, må du spille med, så længe du har lyst, men hvis det bare er pral, for at få os til at gå med til det, så vil jeg i hvert fald ikke spille sammen med dig.

 Simone smiler til Mogens og blinker til Mads og Michael.

 Ok. Hvem kommer først under bruseren.

 Lynhurtigt klæder hun sig af og løber ind under bruserne.
 Mads, Michael og Mogens skynder sig også af tøjet.

 Mads ser på Jan med et stort smil.

 Nå, hvad bliver det til Jan, skal vi hjælpe dig med at komme af tøjet.

 Ildrød i hovedet begynder han at klæde sig af.

 Mogens smiler til ham.

 Nå, er det svært for dig at få bukserne af nu. Tag dig ikke af det, det går hurtigt over. Kom nu bare.

Simone bider ikke.

 Et øjeblik efter er alle under bruserne.

 Da de kommer tilbage til omklædningsrummet, siger Jan.

 Undskyld Simone. Du er bare helt rigtig. Vil du låne mit håndklæde, det er helt rent.

 Simone smiler til ham.

 Nej tak, jeg har et selv, Mogens tog det med for mig. Jeg havde forberedt mig på, at det kunne blive nødvendigt, men bare rolig, jeg gør det nok ikke mere, så I ikke bliver generte. Det behøves vel ikke mere, hvis I nu har accepteret, at jeg spiller med. For fremtiden klæder jeg om og går i bad derhjemme.

 Stemningen er fin, mens de kommer i tøjet.

 Da de går siger Jan.

 Jeg glæder mig til at spille sammen med dig næste gang. Du er bare alle tiders. Jeg tror ikke, at jeg havde turdet gøre det i et pigeomklædningsrum.

 Simone ler glad.

 Jeg glæder mig også Jan.
 Jeg følges med Simone og Mogens derfra.

 Simone smiler til mig og tager min hånd og giver den et lille klem.

 Tak fordi du ikke blandede dig, Store Kim. Jeg ville ikke have, at de accepterede mig, fordi du forlangte det. De skulle gøre det for min egen skyld. Det andet ville ikke komme til at fungere. Jeg havde næsten ondt af Jan, men nu har han nok lært noget af det, så vi kan blive gode venner fremover.

 Jeg smiler.

 Du klarede det fint, min pige, men hvad tror du, at dine bedsteforældre vil sige til det. Det kan jo godt være, at de synes, at jeg burde have stoppet det.

 Simone ler højt.

 Du behøver ikke at være nervøs.

 Jeg snakkede med dem om det i aften, inden jeg tog herhen. De rystede lidt på hovedet, men sagde, at jeg måtte være stor nok til at vide, hvad jeg gjorde. Jeg måtte bare aldrig gøre noget, hvis jeg var i tvivl om, at jeg ville fortryde det bagefter.
 Mogens giver Simone et knus, inden hun smutter ind, og følges så med mig hjem, hvor Sorte og Kim venter med aftenkaffen.

 Da hun er gået ind, ser han på mig.

 Er hun ikke dejlig, bedstefar.

 Helt bestemt, min ven.

 På løbeturen næste dag siger Simone.

 Havde jeg ikke haft de her løbeture med efterfølgende bad, havde jeg nok ikke turdet gøre det i aftes. Men nu er jeg jo vant til at se drenge uden tøj på, så nu synes jeg bare, at det er sjovt.

 Et par dage senere spørger Simone mig, om Jan godt må komme med på vores løbeture.

 Jeg siger, at det må hun hellere spørge drengene om, hvis de ikke har noget imod det, er det i orden med mig.

 Mads og Michael ser lidt undrende på hende, da hun foreslår det, og så siger Mads.

 Har du talt med Mogens om det, de to har aldrig været særligt gode venner.

 Simone ser roligt på ham.

 Tror du virkelig, at jeg ville drømme om at gøre Mogens fortræd. Jeg ville bare gerne have, at de blev gode venner, det bliver man lettest, når man lærer hinanden at kende.

 Michael smiler.

 Ok. Det er så i orden, men hvis du prøver at gøre Mogens fortræd, så får du en regulær endefuld af mig.

 Simone ser ham lige i øjnene.

 Hvis jeg gjorde det, så fortjente jeg det bestemt også.

 Den følgende morgen er Jan så med. Han ser lidt usikkert på os.

 Simone sagde, at det var i orden, det håber jeg er rigtigt.

 Mogens nikker.

 Når Simone gerne vil have det, er det helt i orden.
 Så smiler han skævt til Simone.

 Jeg har jo ikke eneret på hende.

 Den første del af turen løber han sammen med mig, men efter pausen løber han sammen med Mogens. Simone løber sammen med Michael og Mads løber sammen med mig.

 Da vi kommer hjem til svømmebassinet tøver Jan lidt, mens han ser på, at vi andre smider tøjet og hopper i. Så tager han langsomt tøjet af og står lidt på kanten. Mogens dukker op lige under ham.

 Hop bare i Jan.

 Er det i orden.

 Selvfølgelig, kom du bare, det går snart over.

 Og så springer Jan i.

 Lidt efter sætter jeg mig på kanten og ser på, at de andre svømmer rundt.

 Så ser jeg, at Mogens griber Jans hånd.

 Skal vi ikke være venner. Hvis vi fremover driller hinanden, er det ikke for at gøre fortræd, men for at lave sjov, som vi begge kan lide.

 Jans ansigt lyser op.

 Helt enig, meget gerne. Tak skal du have.

 Og så omfavner han Mogens.

 Da de kommer op af vandet, siger Simone.

 Og nu skal vi så se, hvem der kan lave det flotteste kraftspring uden at tabe håndklædet.  Den bedste får et kys.

  Jan ser overrasket på hende.

 Mogens smiler.

 Det plejer vi at gøre for at få rigtig gang i blodcirkulationen oven på badet.

 Jan bliver rød i hovedet.

 Jamen jeg…..

 Mogens smiler til ham og hvisker.

 Det er nok ikke værre end den anden aften. Simone synes bare, at det er sjovt, og vi andre tager os ikke af det. Det sker da også for os en gang imellem. Bare slap af, så går det over.

 Mads springer først og det går fint. Så springer Mogens og taber håndklædet. Jan taber selvfølgelig også håndlædet, da han ikke ved, hvordan han skal sætte det fast, og Michael taber også sit håndklæde.

 Simone ler og giver Mads et knus og et kys, samtidig med, at hun ser sit snit til at løsne hands håndklæde, så det falder ned om hælene på ham.

 Michael ler højt.

 Nu har vi vist ikke noget at lade hinanden høre, det har du rigtig godt af Mads.

 Så ser han over på Simone.

 Det er også hende, den lille heks, der er skyld i det, lad os smide hende i vandet.

 Men Simone er allerede hoppet i.

 Tror I ikke, at I trænger til at blive afkølet lidt drenge, jeg har hørt, at det skulle hjælpe.

 Få sekunder efter er alle fire drenge i vandet, på jagt efter Simone.
 Jeg har moret mig over at se på dem, men minder dem om, at de også skal huske, at de skal i skole, så tiden ikke løber fra dem.

 Da de er kommet op af vandet igen, siger Jan.

 Jeg var meget glad for at se, at det gik jer lige sådan, så er det ikke helt så slemt. Tusind tak for, at I ville have mig med. Det er jeg meget glad for.

 Den kommende tid viser det sig, at Jan faktisk er en vældig flink fyr og en virkelig god kammerat, som jeg også lærer at sætte stor pris på.

 På Kims fødselsdag har vi inviteret Kim og Mogens til en lille fest. Tvillingerne er også inviteret, vi synes næsten, at de hører med til vores egen familie, og vi er ikke i tvivl om, at de holder meget af at komme hos os.

 Dorte fortæller nu, at hun er gravid, og det glæder alle.

 Kim siger med et lille smil, at nu bliver det så spændende, om han får en lillesøster eller en lillebror.

 Mogens ler.

 Skal han eller hun så også hedde Kim.

 Dorte ser på ham og skærer en grimasse.

 Nej, vi må kunne finde på noget andet. Jeg har nok med to gange Kim, men jeg ville nu ikke undvære nogen af dem.

 Kims humør har ikke været så godt, siden Alice døde.  Det gik ham meget på, at han ikke syntes, at han gjorde nok for hende, mens hun levede. Der var jo de måneder, hvor det ikke gik godt. Det piner ham stadig, fordi han synes, at det var hans skyld, han vidste jo, at hun var syg.

 Jeg har flere gange snakket med ham om det, og hver gang siger han.

 Jamen du og mor var da aldrig uvenner, hverken over mig eller over noget andet.

 Den ene gang var Dorte med i snakken, og da sagde hun.

 Ved du hvad Kim. Når der er uoverensstemmelser, er det ikke kun den ene part, der er skyld i det. Alice havde en helt forkert opfattelse af mange ting, i en periode.

 Du gjorde, hvad du kunne, og noget af det sidste, hun sagde til mig, var,  at mange af de problemer I havde haft, skyldtes hendes forrige ægteskab. Dem skulle du bestemt ikke lastes for, selvom hun godt vidste, at hun havde gjort det. Hun vidste godt, at hun hver gang havde givet dig skylden, når der havde været problemer, selvom hun godt var klar over, at du gjorde alt, hvad du kunne for at gøre hende tilpas.

 Hun var også glad for, at du aldrig var gået på kompromis, når det gjaldt Mogens. Det havde en overgang gjort hende jaloux, selvom hun godt vidste, at der bestemt ingen grund var til det.

 Det, hun var gladest for, var, at du havde vist hende, hvad ægte kærlighed betød.  Det var årsagen til, at hun kunne dø roligt, det og så det, at hun vidste, at du aldrig ville svigte Mogens.

 Mens vi sidder ved kaffen efter middagen, siger Mads pludselig.

 Sig mig en gang, Lille Kim, har du ikke overvejet at begynde at læse igen.

 Kim ser på ham med et smil.

 Det er vist ikke nogen god ide, lille onkel. Jeg har jo Mogens at tage hensyn til.

 Mogens ser tankefuldt på ham.

 Jamen hvis det nu var det, du helst ville far. Du skal da ikke ødelægge din fremtid for min skyld.

 Kim ser på ham. Der blinker en tåre i øjenkrogen.

 Hør nu her Mogens. Jeg valgte selv at blive din far, skulle jeg så svigte dig midt i det hele. Jeg lovede også din mor at tage mig af dig, til du var gammel nok til at klare dig selv. Det er min fremtid, og den vil jeg bestemt ikke ødelægge.

 Dorte ser på ham.

 Hvis vi nu tilbød, at han måtte bo hos os, til du er færdig med at læse, så lover jeg dig, at han er i gode hænder, er du ikke enig med mig, Store Kim.

 Jeg nikker.

 Helt bestemt, og det ville vel heller ikke være så slemt, vel Mogens. Simone bor jo også hos sine bedsteforældre.

 Kim ser på os.

 Jeg har ansvaret for Mogens. Det kan jeg da ikke bare lade gå videre til jer. Selvfølgelig ved jeg da, at I vil tage jer godt af ham, men nej. Det er min pligt, og den vil jeg ikke løbe fra. Jeg vil kunne se mig selv i øjnene.

 Michael ser alvorligt på ham.

 Ville du ikke kunne give Mogens en bedre fremtid som kemiingeniør. Hvis nu Mogens frivilligt vil give afkald på dig et par år, så ville han måske endda få en gladere far til den tid. En far, der beskæftigede sig med noget, han virkelig havde lyst til. Du er jo ikke glad nu, hvis du skal være helt ærlig, som mor siger.

 Med et skævt smil, siger Kim.

 Sig mig, er det her en sammensværgelse, er det noget, I har aftalt i forvejen, det er ikke fair.
 Mogens ryster alvorligt på hovedet.

 Nej, helt bestemt ikke far. Men jeg synes da, at det lyder som en god ide. Jeg vil godt bo hos dine forældre, hvis du vil læse igen. Jeg mister dig jo ikke. Du kan jo komme hjem i week-enderne, lige som før du giftede dig med mor. Selvfølgelig vil jeg da savne dig, men jeg vil gøre hvad som helst for at gøre dig glad igen.

 Kim ser tankefuldt på ham.

 Godt, jeg vil tænke over det. I øjeblikket mener jeg helt afgjort nej. Jeg har jo også brug for at være sammen med dig, min dreng. Men kan vi nu ikke tale om noget andet, så skal jeg prøve at tænke over det i enrum.

 Så går snakken om andre ting, til Dorte rejser sig.

 Det er sandt, Lille Kim, jeg havde helt glemt, der er et fødselsdagsbrev til dig fra Knuds forældre.

 Kim åbner det og løber det hurtigt igennem, så ser han over på mig og synker en gang.

 Det er en invitation til Mogens og mig til at komme ned og besøge dem i  Spanien i efterårsferien. Jamen det……

 Så ser han over på Mogens.

 Du vil gerne, ikke.

 Mogens ser glædesstrålende på ham.

 Godt, så gør vi det, hvis jeg kan få fri fra arbejde så længe.

 Så vender han brevet om og læser videre. Så giver han et gisp.

 De skriver, at de har givet Knud besked om at bestille og betale billetterne for os.

 Så¨smiler han glad.

 De skriver, at de glæder sig til at se deres barnebarn og oldebarn, og så skal jeg ellers hilse jer alle mange gange.

 Tvillingerne jubler.

 Det er vel nok alle tiders, hvad Mogens.

 Mogens ser først helt forstyrret ud, men så begynder han at le.

 Hvornår skal vi så rejse, far.

 Kim ser glad på ham.

 På lørdag, min dreng. I dag er det onsdag, så nu bliver der travlt  med at få pakket og gjort klar til rejsen.

 Da de er gået, siger Dorte.

 Det var godt. Nu kan Kim få tid til at tænke lidt over det andet. Måske kan Mogens også få Knuds forældre til at puffe lidt på. Jeg tror nemlig også, at Mogens synes, at det er en god ide, at Kim får gjort sine studier færdige, selvom han nok vil savne sin far. Så må vi andre jo tage os lidt ekstra af ham så længe. Det bliver nok heller ikke så slemt, for jeg er ved at tro, at vi begge holder lige så meget af Mogens som af Kim.
 Med et lille smil giver jeg hende ret og fortsætter.

 Og så har vi jo også alle tiders babysitter i huset, når det bliver aktuelt, det har du timet fint.

 Dorte ler højt.

 Du har vel også din del i timingen, det kan jo næsten ligne egoisme.

 Det tror jeg nu ikke, at nogen vil beskylde os for.

 Kim og Mogens har en dejlig tur og fortæller begejstret om den, da de kommer hjem. De er jo næsten blevet behandlet som grever og baroner dernede. De har også en invitation til Dorte og mig til at komme derned, når vi har tid og lyst.

 Dorte og jeg har en lang snak med Kim, og det ender med, at han beslutter at begynde at læse igen til januar. Hvis han hænger godt i, regner han med at kunne blive færdig på et par år.
 Vi kan godt mærke, at Mogens savner sin far, især i begyndelsen, men som han siger.

 Når Simone kan undvære sine forældre, kan jeg også undvære min far, og jeg ser ham da heldigvis tit. Trods alt har jeg da også jer.

 Kim lader til at være glad for at være kommet i gang med læsningen igen, selvom han også savner Mogens. Han slider hårdt i det, men prøver alligevel at komme hjem hver eller hver anden week-end.

 Et par gange besøger Mogens ham i København.

 Kort før Dorte skal føde, kommer Mads alene hen til os en aften.

 Jeg kan med det samme se på ham, at der er noget galt. Det varer da heller ikke længe, før han ser undskyldende på Dorte og Mogens.

 Det var faktisk Kim, jeg gerne ville tale lidt med, alene. Har du noget imod, at vi går en tur.
 Jeg nikker venligt til ham.

 Helt i orden, lad os bare gå en tur, men du vil vel godt med tilbage og have en kop kaffe.

 Han tøver lidt.

 Jeg ved ikke rigtig, jo, måske.

 Mogens ser forbavset på ham, men Dorte smiler.

 Du kommer bare med, hvis du har lyst, det er helt i orden.

 Vi går tavse et stykke tid. Jeg venter på, at Mads skal fortælle, hvad der er galt.

 Tøvende begynder han.

 Du undrer dig måske over, hvorfor det lige er dig, jeg kommer til. Jeg plejer jo at kunne snakke med far og mor om alting, ja og så Michael selvfølgelig. Men det her, nej…….

 Jeg har spekuleret som en gal og har ikke kunnet sove om natten. Tilsidst var jeg klar over, at jeg simpelthen måtte tale med en, hvis jeg ikke skulle blive tosset i hovedet.

 Du må hjælpe mig, jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg føler, at jeg har overtrådt alt, hvad far og mor har lært mig om at være ærlig og reel.

 Han griber mig hårdt i armen og ser mig lige op i ansigtet. Trods den svage belysning kan jeg se, at hans ansigt er helt fordrejet.

  Kim, hjælp mig, vil du, du er den eneste, jeg tør stole på, for øjeblikket. Du må ikke sige nej, vel. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Du må ikke være vred på mig, uanset, hvad jeg har gjort, det kan jeg ikke holde ud.

 Vi er nået hen til skoven.Jeg tager ham om skuldrene og prøver at se ham ind i øjnene.

 Kom, lad os sætte os her og fortæl mig så det hele. Jeg lover, at jeg vil hjælpe dig, hvis jeg på nogen mulig måde er i stand til det. Prøv nu at falde lidt til ro. Vi skal nok finde en løsning på dit problem i fællesskab.

 Vi sætter os ved siden af hinanden. Jeg kan mærke, at han ryster over hele kroppen. Så klamrer han sig pludselig ind til mig og begynder at hulke.

 Lidt efter kan jeg mærke, at  han tager sig voldsomt sammen.
 Han sætter sig ved siden af mig igen og tager min ene hånd, som han knuger hårdt. Så kommer det meget lavmælt.

 Sig mig Kim. Holder du af mig.

 Jeg ser roligt på ham.

 Ja Mads, jeg holder virkelig meget af dig.

 Så vil du også prøve at tilgive mig, ikke.

 Ja Mads, helt sikkert. Det kan du trygt stole på. Uanset, hvad du har gjort, så vil jeg aldrig komme til at holde mindre af dig.

 Hvordan kan du sige det så sikkert.

 Jeg smiler til ham.

 Ellers var min kærlighed ikke ret meget værd.

 Tror du, at Mogens kan tilgive mig, det er ham, jeg har svigtet. Jeg lovede ham i sin tid, at jeg altid ville være ham en god og trofast ven. Det har jeg ikke været. Jeg har været ved at tage Simone fra ham. Hvad skal jeg dog gøre.

 Prøv nu at fortælle mig det hele forfra, min ven.

 Jo, siden Michael og jeg lærte Mogens at kende, har han været lige som en broder for mig. Jeg holder jo lige så meget af ham som af Michael. Da Simone dukkede op, svor Michael og jeg, at ingen skulle få lov til at tage hende fra Mogens. Vi så jo, hvor meget hun betød for ham, ikke mindst da hans mor døde.

 Og så……

 Kan du huske den første dag, Jan var med på løbeturen. Da vi kom op af vandet, skulle vi slå kraftspring kun iført håndklæde. Mogens Michael og jeg havde aftalt, at vi alle tre skulle tabe håndklæderne, for at Jan ikke skulle blive slet så genert, hvis han tabte sit. Han vidste jo ikke, hvordan han skulle få det til at sidde fast.

 Så lovede Simone et kys til den, der kunne springe uden at tabe håndklædet.

 For at drille sørgede jeg for, at jeg ikke tabte mit håndklæde. De andre holdt aftalen og tabte håndklæderne, og Jan tabte selvfølgelig også sit, så der stod de alle tre og strittede.

 Jeg morede mig over dem, til Simone, der godt kendte vores aftale, sprang om halsen på mig og kyssede mig. Hun fik løsnet mit håndklæde, så jeg tabte det og gled så ned over mig, så det føltes, som om jeg var i seng med hende, og det gjorde jeg imod min bedste vens pige. Jeg der havde lovet at gøre alt for, at ingen tog hende fra ham og så gjorde jeg det selv.
 Jeg følte mig så ussel, og det vil ikke slippe mig igen. Jeg drømmer om det om natten igen og igen, mens jeg ser Mogens` bedrøvede ansigt. Om dagen spekulerer jeg på, om det var for at opnå det, at jeg lod være med at tabe håndklædet, som vi havde aftalt.

 Jeg har næsten ikke turdet se på Simone siden og har forgæves prøvet at undgå at røre hende. Sam-

Tidig er jeg jo brandforelsket i hende, men det går jo slet ikke, det er jeg godt klar over. Men hvad skal jeg gøre. Du kan godt se, at det er helt galt, ikke.

 Han ser intenst på mig.

 Vil du stadig tilgive, hvad jeg har gjort mod Mogens. Jeg ved jo, at du elsker ham, lige så højt som Kim.

 Jeg sidder tankefuld lidt, så siger jeg.

 Mads, min egen ven. Hverken Mogens, Kim eller jeg har nogen bedre ven end dig. Du og Michael har betydet så uendelig meget for os.

 Hvorfor er du ikke kommet for længe siden, så vi kunne have fået snakket om det. Du må have haft det forfærdeligt i al den tid. Lov mig, at du aldrig mere går og tumler alene med et problem så længe.

 Kan du huske, da vi talte om, hvor vidt Jan skulle med på vores løbeture. Da sagde Mogens, at han ikke havde eneret på Simone.

 Det er altid ubehageligt, når flere bliver forelsket i den samme pige. Du kan godt huske forrige år, da du og Michael var forelskede i den samme pige. Det gik over, det gør det ofte, når man beskæftiger sig med andre ting.

 Du er ikke så gammel endnu, og Simone er endda yngre. I øvrigt fortalte Mogens den anden dag, at Simone rejser ned til sine forældre i Frankrig til sommer. Så er det eventyr  forbi for denne gang.

 M.h.t. Mogens, så tror jeg i øvrigt slet ikke, at han er forelsket i Simone. Han synes, at hun er en sød og sjov kammerat, men hvis han fik valget mellem hende og dig og Michael, er jeg overbevist om, at han valgte jer, og det ville jeg også gøre, til hver en tid.

 Simone tænker ikke så meget over, hvad hun siger og gør endnu. Derfor gør hun somme tider ting, hun ikke burde have gjort. Det kys og det andet, var ikke din fejl, det var hendes måde at lave sjov med dig. Hun tænkte ikke over, hvad du følte og tænkte ved det, det er jeg sikker på.

 Nu synes jeg, at vi skal gå hjem og drikke kaffe sammen med Dorte og Mogens, og så får du dig en god snak med ham bagefter.

 I morgen tidlig spørger jeg Simone, hvem hun er forelsket i, og det tager vi så til efterretning.

 Altså op med humøret lille svoger. Husk, nu skal du snart være onkel igen. Det bliver spændende, om det bliver en dreng eller en pige, ikke.

 Mads begynder at smile.

 Åh, hvor det dog lettede at tale med dig. Tænk at have sådan en evne til at forstå og hjælpe andre. Hvor har Dorte dog været heldig, da hun giftede sig med dig.

 Jeg smiler.

 Ikke mere heldig end mig. Jeg fik en dejlig kone og en vidunderlig familie. Kom, så går vi hjem.

 Da vi kommer hjem, smiler Dorte til Mads.

 Nå, lillebror, har du det så bedre nu.

 Mads nikker.

 Ja, takket være Store Kim. Er du helt klar over, at du har fået verdens bedste mand.

 Dorte ler.

 Ja, og jeg er så godt tilfreds, at jeg ikke vil have ham byttet.

 Mads og Mogens går lige ind til Mogens og snakker en halv time, og så kommer de ud og drikker kaffe og snakker med os.
 Næste morgen får jeg snakket med Simone, så da vi skal til at skilles, siger hun.

 Jeg har snakket med Kim. Han spurgte om, hvem af jer, jeg var forelsket i. Jeg er ikke forelsket i nogen af jer, det ville nemt kunne komme til at ødelægge vores venskab, og det vil jeg bestemt ikke risikere.

 Jeg holder utroligt meget af jer alle fire, men der ingen af jer, jeg synes bedre om end de andre. Hvis I føler, at jeg har leget med jeres følelser, er jeg ked af det, for det har helt bestemt ikke været meningen. Jeg skal snart rejse ned til mine forældre, og det glæder jeg mig selvfølgelig til, men I må gerne vide, at det venskab I har vist mig i det lille års tid, vi har kendt hinanden, har betydet umådelig meget for mig. I har været som nogle dejlige storebrødre for mig. Jeg har altid følt mig tryg sammen med jer. Jeg vil aldrig glemme jer eller den tid vi har haft sammen, men jeg er altså ikke forelsket i nogen af jer.

 Den følgende week-end har vi aftalt, at Mogens og jeg skal en tur til København og besøge Kim. Vi skal bl.a. en tur i Det kgl. teater. Dorte tør ikke tage med, det vil nok være for anstrengende, da der kun er 8 – 10 dage til hun skal nedkomme.

 Vi aftaler at Mads skal bo hos hende i week-enden, så hun ikke er alene, hvis der skulle ske noget.
 Mads er meget glad for, at vi har bedt ham om det og også lidt stolt.

 Vi er netop kommet tilbage fra teateret, da Mads ringer.

 Dorte mener, at fødselen er ved at gå i gang. Kom så hurtigt I kan, jeg tager hen på sygehuset med hende nu.

 Kim ser hurtigt på mig.

 Jeg får fat i en bil, og så kører vi, så hurtigt vi kan.

 En halv time efter er vi på vej. Uvilkårligt sidder jeg og ser på speedometret og ærgrer mig over, at jeg tog med til København, men det skulle jo ikke have været endnu.

 Dorte har bedt Mads om at blive hos hende, og han holder hende i hånden, mens veerne bliver stærkere og stærkere.

 Lægerne har brokket sig lidt over, at Mads er der, men har så alligevel givet ham lov for Dortes skyld.

 Da vi kommer til sygehuset, skynder jeg mig hen på fødegangen, mens Kim og Mogens bliver i venteværelset.

 Fem minutter efter at jeg er kommet, føder Dorte en lille pige. Mads er ligbleg, men smiler dog til mig.

 Tillykke Kim, så fik du en datter. Det var slemt at se på, jeg anede ikke, at det var så slemt at føde et barn.

 Lægen ser på ham med et lille smil.

 Husk på det, min ven, når du er sammen med en pige……. Hov, der er sandelig en mere. Et øjeblik efter kommer der en dreng.
 Vi har fået tvillinger.

 Lægen smiler.

 Nu må I to hellere gå lidt, nu kommer der ikke flere, og så må I komme igen om et kvarters tid.

 Så ser han på mig.

 Jeg tror nok, at ham reservefaderen trænger til lidt frisk luft.

 Jeg bøjer mig lige ned og giver Dorte et kys og tager så Mads om skulderen og går ud med ham.

 Kim og Mogens står og venter spændt på os.

 Med et stort smil ser jeg på Kim.

 Det blev både en lille søster og en lille broder, hvad siger du så.

 Kim slår armene om halsen på¨mig.

 Tillykke far, gik det godt.

 Ja fint, takket være ham her.

 Jeg omfavner Mads

 Tak for hjælpen, min ven, det skal hverken Dorte eller jeg nogensinde glemme dig.
 Mogens står og tripper.

 Tillykke bedstefar. Må vi godt få dem at se.

 Tak, min ven. Ja, om et kvarters tid må vi komme ind og se til Dorte og børnene.

 Mads er gået hen til et vindue for at få lidt frisk luft.

 Så vender han sig om mod os, han er ved at få lidt farve i kinderne igen.

 Lavmælt siger han.

 Det var godt, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Nu er det heldigvis overstået. Tænk, hvor må det være forfærdeligt at være kvinde.

 Da vi kommer ind til Dorte en lille halv time senere, ligger hun og smiler til os med et barn i hver arm.

 Mads ser alvorligt på hende.

 Var det ikke meget slemt.

 Dorte smiler til ham.

 Ikke, når man tager resultatet i betragtning. Jeg er nær ved at tro, at det var værre for dig end for mig, lillebror. Men jeg er meget glad for, at du blev hos mig, trods alt.

 Hun ser på mig.

 Og tak, fordi du nåede at komme.
 Så ser hun på Kim.

 Ja, så fik du to søskende på en gang. Er du tilfreds med resultatet.

 Kim smiler bredt.

 Ja, det er vel, som man kunne forvente med de forældre, perfekt.

 Hun blinker til Mogens.

 Så fik du dig både en tante og en onkel.

 Mogens smiler.

 Ja, nu bliver der da brug for mine evner som babysitter, men jeg lærer det vel. Må vi godt få lov til at holde dem.

 Og så får Mogens og Mads lov til at holde hver sin tvilling, og lidt efter rækker de dem så over til Kim og mig.

 Et kvarter efter tager vi hjem, Dorte trænger også til at få ro og hvile sig.

 Klokken er lidt over to lørdag nat.

 Da vi kommr hjem, siger jeg til Mads.

 Du bliver her til i morgen. Du kan sove i Dortes seng, men nu må vi have en kop jordmoderkaffe.

 Lidt efter sidder vi med kaffen og en cognac til. Det skal da fejres, synes jeg.

 Da vi omsider er kommet i seng, siger Mads.

 Tror du, at jeg nogensinde tør komme sammen med en pige efter at have set det her.

 Jeg slår armene om ham og knuger ham ind til mig.

 Ja, min ven, det er jeg sikker på. Du skal bare være overbevist om, at hun og du vil have et barn sammen, inden du går i seng med hende. Den slags gør man ikke for sjov, men fordi man elsker hinanden.

 Jamen man gør jo pigen fortræd, jeg så jo, hvor ondt det gjorde på Dorte.

 Ja, men du så også, hvor glad og lykkelig hun var, da det var overstået.

 Du har nok ret, men må jeg godt kalde på dig, hvis jeg får mareridt i nat.

 Helt bestemt, men du skal se, i morgen har du det meget bedre. God nat min ven, og endnu engang tak, fordi du tog dig så godt af Dorte.
 Næste morgen ringer vi til Jørgen og Ellen og fortæller, at det blev tvillinger, og at de kan få dem at se i eftermiddag.
 Michael, der har været i byen med en pige lørdag aften, er lidt træt af, at han først får det at vide nu, men Mads trøster ham med, at den oplevelse var ikke særlig morsom. Efter at fortalt om hele forløbet for Mogens og Michael i alle detaljer, har Mads det lidt bedre.

 Om eftermiddagen er alle så henne og se til Dorte og børnene.

 Dorte har det helt godt nu, og begge børn ligger og sover.

 Den kommende tid knytter Mads sig meget til os. Jeg taler med Jørgen om det en dag, og han siger.

 Både Ellen og jeg er meget glade for, at Mads kommer hos jer. Vi er nok lidt gamle for sådan et par fyre som Mads og Michael. Michael render rundt med piger for tiden, jeg håber ikke, at det går galt for ham en dag. Jeg føler mig mere tryg ved, at Mads er hos jer. De to har jo ellers altid hængt sammen som ærtehalm, men Mads føler sig heller ikke tryg ved alle Michaels pigebekendtskaber.

 Jeg har prøvet at tale med Michael om det, men absolut uden held. For ham er jeg en fortidslevning, i øjeblikket i det mindste.

 Vi har holdt en pause med vores løbeture omkring fødselen, men en af de sidste dage, inden Simone skal rejse, kommer hun og spørger mig, om vi ikke kan løbe en sidste tur sammen næste morgen. Hun har talt med drengene om det, og de vil godt.

 Da vi er færdige med løbeturen, hopper vi som sædvanlig i svømmebassinet Simone svømmer hen til mig og giver mig et kys.

 Det her vil jeg savne. Jeg vil savne jer alle sammen, for hvor har vi dog haft det morsomt sammen.

 Da vi er kommet op og er blevet tørret, siger Simone.

 Ja, lad mig så se jer slå kraftspring for sidste gang.
 Drengene ser smilende på hinanden og slår så samtidigt kraftspring, men i dag taber ingen af dem håndklædet.

 Simone ser lidt skuffet ud, men smiler så.

 Jamen så må I jo alle fire have et kys.

 Og så får hver af dem et kys og et knus.

 Jeg ser især på Mogens og Mads, da de får deres kys, men de smiler lykkeligt og gengælder kysset, og det gør Jan også.
 Derimod synes jeg, at Michael ser noget forskrækket ud, ikke mindst, da han taber håndklædet, mens Simone kysser ham.

 Et par dage efter kommer Mads og Michael sammen hen til os en aften. Dorte er gået tidligt i seng, mens Mogens og jeg sidder og snakker.

 Mads ser alvorligt på mig.

 Vil du ikke godt prøve at forklare Michael, hvor farligt det er, det han har gang i i øjeblikket. Efter min mening er han ikke gammel nok til at gå i seng med en pige. Hvad vil du gøre, hvis du en dag gør en pige gravid, du er jo ikke engang 16 år endnu.

 Michael vrisser.

 Jeg gider ikke høre på al den moral.Du er bare misundelig over, at det ikke lykkedes dig at komme i seng med Simone. Jeg ved godt, hvad jeg gør.

 Mads ser ud, som om han var blevet slået i ansigtet. Han ser ulykkeligt over på mig.

 Jeg holder en længere formaningstale til Michael, ikke om det forkerte io at gå i seng med en masse piger i hans alder, men om den måde han behandler sin broder og sine forældre på.

 Du synes måske, at det bare er sjov at farte rundt med piger i øjeblikket, men har du tænkt på, hvad du ville gøre, hvis du en dag gik hen og gjorde en pige gravid, eller for den sags skyld blev smittet med en kønssygdom eller det, der er værre. Hvad tror du, at dine forældre ville synes om det.

 Michael ser fjendtligt på mig.

 Hvorfor blabder du dig i det, det kan da aldrig komme dig ved.

 Jeg ser længe tavs på ham, så siger jeg stilfærdigt.

 Det kommer mig ved, fordi jeg holder af dig, og fordi jeg nødigt vil have, at noget gør dig fortræd.

 Michael mumler.

 Jeg bruger altid kondom, så der sker ikke noget.

 Nej, det gør der forhåbentlig ikke, men du burde være gammel og fornuftig nok til at vide, at intet er helt sikkert.

 Og så begynder vi at tale om andre ting og får alligevel en hyggelig aften.

 Da tvillingerne bliver døbt, bærer Kim pigen og Dorte bærer selv drengen, mens både Mogens, Mads og Michael er faddere. Pigen kommer til at hedde Bente og drengen kommer til at hedde Lars.
 I begyndelsen af sommerferien kommer Michael en dag alene hen til mig på arbejde. Han ser lidt tøvende på mig.

 Jeg tænker på det, du sagde til mig den anden aften, da Mads og jeg var oppe hos jer. Den aften hvor I prøvede at få mig til at lade være med at løbe så meget ud med piger.

 Jeg ser smilende på ham.

 Jeg sagde vist så meget, er det noget særligt, du bed mærke i.

 Han ser meget alvorligt på mig.

 Du sagde, at det kom dig ved, fordi du holdt af mig. Er det rigtigt. Holder du lige så meget af mig som af Mads, selvom jeg opførte mig sådan.

 Jeg ser ham lige i øjnene.

 Ja, helt bestemt, troede du ikke det.

 Han slår øjnene ned.

 Jeg håber, at det er rigtigt, for jeg har meget hårdt brug for din hjælp.

 Troede du bare, at det var noget jeg sagde. Nej Michael, jeg mener det helt bestemt, men lad mig så høre.

 Jo altså, jeg var sammen med en pige for et par måneder siden. Hun syntes, at det var pjat at bruge kondom, og så lod jeg mig overtale til at lade være. Og ja, nu siger hun så, at hun er gravid. Men det var ikke det værste, hun siger, at hendes mor aldrig vil gå med til en abort.

 Jeg ser på ham.

 Helt ærligt, synes du, at det ville være en god ide. Hvor gammel er hun.

 Femten år lige som mig. Men det var jo slet ikke meningen, at vi ville have et barn. Hvordan skulle vi kunne klare det.
 Tjah, det var jo netop noget af det jeg sagde til dig den aften, men det nytter jo ikke at græde over spildt mælk. Sket er jo nu engang sket. Nu må du så være et mandfolk og prøve at tage konsekvenserne af det, du har gjort. Det vil blive hårdt, men vi er flere, der gerne vil hjælpe dig.

 Ved hendes forældre noget om det, og ved dine forældre det.

 Nej, hun har først lige konstateret det, men hvordan skal vi få det fortalt, det er jo forfærdeligt.
 Først og fremmest skal du fortælle dine forældre det, jeg vil godt gå med dig og hjælpe dig med at fortælle dem det, hvis du bryder dig om det.

 Han ser taknemligt på mig og sukker.

 Og så ved jeg ikke engang, om jeg synes særligt godt om hende. Det var jo hende, der overtalte mig til at lade være med at bruge kondom.

 Det er muligvis rigtigt, men du burde have vidst bedre. I har begge to lige meget skyld i det skete.

 I kan selvfølgelig ikke blive gift foreløbig, så I kan nå at lære hinanden bedre at kende og måske også lære at holde af hinanden. Men du har et ansvar for det barn, der kommer til verden, i lige så høj grad, som pigen har. Det må du gøre dig klart, et ansvar, du ikke bare kan løbe fra.

 Nu fortæller vi dine forældre det i aften, og så taler vi med dem om, hvad vi så gør derefter.

 Det er en meget forknyt og stille Michael, der følges med mig hjem til hans forældre den aften.

 Både Jørgen og Ellen tager det pænt, næsten som om de havde vidst, at det ville ske før eller senere.

 De er selvfølgelig kede af det, men er helt enige med mig om, at Michael naturligvis må tage konsekvenserne.

 Michael vil selv fortælle Mads og Mogens det, men er glad for, at jeg vil fortælle Dorte det.

 Et par dage efter kommer Michael hen til mig på arbejde igen, denne gang har han en pige med.

 Ja Ulla, det er så Kim, som jeg har fortalt dig om. Han har lovet, at han vil hjælpe os med at tale med dine forældre.

 Ulla griber min hånd og ser taknemligt på mig.

 Det må nok hellere blive inden så længe. Mor har set så mærkeligt på mig i den sidste tid, som om hun vidste, at der var noget galt. Måske har hun opdaget, at jeg ikke havde min sidste menstruation.

 Jeg ser på Ulla med et lille smil.

 Holder du af ham fyren der, trods alt.

 Hun nikker og rødmer, så hvisker hun.

 Ja, meget endda, men hvad tror du dog, min mor vil sige. Far er rejst fra os for nogle måneder siden, og nu skal de skilles, fordi han har fundet en anden.

 Godt, skal vi sige, at Michael og jeg kommer i morgen aften, skal vi sige kl. 7.

 Ulla knuger min hånd.

 Tak skal du have. Michael har ret. Du er en engel.

 Da vi kommer hen til Ulla næste aften, hilser vi på hendes mor. Hun ser spørgende på mig, Michael kender hun godt, for han har været der mange gange.

 Jeg slår Michael på skulderen.

 Ja, jeg er Michaels svoger, jeg lovede at gå med, for han og Ulla har noget meget vigtigt at fortælle dig.

 Moderen ser hurtigt på Ulla, så begynder hun at græde.

 Du er altså gravid, ikke sandt.

 Så tager hun sig sammen og ser på Michael.

 Hvordan kunne du gøre det.

 Ulla slår armene om halsen på moderen.

 Det er mest min skyld, mor, men synes du da ikke, at det er bedre, at Michael står ved, hvad han har gjort og selv kommer herhen, i stedet for bare at lade mig i stikken.

 Jamen hvordan skal vi dog klare det, nu da din far er rejst.

 Jeg rømmer mig.

 Michaels forældre har lovet at hjælpe jer, så godt de kan, på enhver tænkelig måde.

 Moderen ser på mig med et blegt smil.
 Ja, jeg er vel heller ikke den rigtige til at moralisere. Jeg var selv seksten, da jeg fik Ulla, men hendes far ville ikke hjælpe os på nogen måde, og ham jeg blev gift med, da jeg var atten, har altså også fået nok af mig nu.

 Michael, jeg håber, at du ikke vil svigte dit barn og Ulla. Vil du love mig det, skal det nok gå alt sammen.

 Michael ser på hende med tårer i øjnene.

 Det lover jeg.

 Mads er dybt rystet, da Michael fortæller ham det. Så ser han ulykkelig først på Mogens og så på Michael.

 Er det min skyld, er det fordi, jeg ikke har været dig en ordentlig og god broder, synes du, at jeg har svigtet dig.

 Michael ryster på hovedet.

 Nej Mads, der er ingen, der har haft en bedre broder. Både du og de andre har advaret mig adskillige gange og fortalt mig, at det kunne ske. Men jeg mente, at jeg var klog nok til selv at kunne bestemme over mit liv, og det her blev så resultatet.

 Hvis du stadig vil være mig en god broder, også fremover, trods det jeg har gjort, har jeg ikke noget højere ønske, for jeg får nok brug for al din hjælp, og også din Mogens. Du er jo også næsten min broder.

 Jeg har lovet Ullas mor, at jeg aldrig vil svigte Ulla og barnet, og det løfte har jeg tænkt mig at holde, selvom det kommer til at ændre hele min fremtid.

 Så jeg får virkelig brug for jeres støtte, og den håber jeg, at I fortsat vil give mig, trods min tåbelige opførsel.

 Mads og Mogens rækker hænderne frem og griber Michaels hænder og giver dem et kraftigt klem. Deres svar behøver ikke ord.

 Da Kim kommer hjem på ferie, fortæller Michael ham det selv.

 Kim ser tankefuldt på ham.

 Ja, livet spiller os af og til nogle puds, men vi skal jo leve det og endda prøve at få det bedst mulige ud af det, både for andre og for os selv. Vi er jo forpligtede over for vores medmennesker, uanset, om vi vil eller ej.

 I den uge hvor Kim er hjemme, hænger Mogens meget ved ham. Kim er klar over, at selvom Mogens er glad for at bo hos os, føler han sig endnu stærkere knyttet til ham.

 Vi snakker om det, en aften, hvor Mogens er gået i seng.

 Kim er bekymret for, om det nu også var det rigtige, han gjorde, da han gik i gang med læsningen igen, når Mogens tilsyneladende savner ham så meget.

 Jeg trøster ham med, at det nok mest er for at vise, hvor meget han holder af Kim. Tilsyneladende går det godt nok til daglig. Mogens virker glad og veltilpas, og vi holder utrolig meget af ham, og det føler vi da, er gensidigt.

 Da Kim lidt senere går i seng, hvisker Mogens.

 Vil du godt snakke lidt.

 Kim sætter sig op i sengen.

 Ja, selvfølgelig, min ven.

 Mogens tøver lidt, så kommer det stille.

 Du er det menneske, jeg elsker mest. Jeg holder meget af dine forældre og Mads og Michael og deres forældre, men med dig er det noget helt særligt, som jeg ikke kan forklare

 Jeg vil så gerne gøre dig glad, men det gør mig samtidig så bange for at gøre dig ked af det. Hvis det f.eks. gik mig lige som Michael, hvad ville du så ikke sige. Og hvad nu, når du en dag gifter dig igen, hvad vil din kone så synes om mig.

 Kim rækker sine arme ud mod ham.

 Kom herover, min dreng. Min kærlighed vil du aldrig miste, uanset, hvad der sker. Skulle jeg en dag gå hen og gifte mig igen, vil jeg give dig det samme løfte, som min far i sin tid gav mig. Jeg vil aldrig gifte mig igen, uden at du er helt indforstået, og uden at hun elsker dig lige så højt, som jeg gør.

 Du kan se, at far holdt sit løfte, og det vil jeg bestemt også gøre.

 Kim knuger Mogens ind til sig.

 Synes du, at det var forkert af mig at tage til København og læse igen og efterlade dig her.

 Nej far, bestemt ikke. Jeg er bare så glad, når du er her. Når du er færdig med at læse, skal vi bo sammen igen, ikke.

 Helt bestemt, men nu må vi hellere sove.

 Lidt efter sover de begge trygt.

 Michael er blevet mere stille i det, og han følges tit med Mads hen til os, og så sidder vi ellers og diskuterer forskellige ting.

 Det er kun sjældent, at vi taler om Ulla, men somme tider kan jeg se, at det piner Michael, når vi taler om fremtiden, og hvad de vil være.

 Mads vil gerne være læge, lige som sin far, mens Mogens ikke har bestemt sig endnu, men de vil begge i gymnasiet.

 Da jeg spørger Michael, om han ikke også vil i gymnasiet, siger han lidt tøvende, at han nok hellere må finde sig et arbejde.

 Med et lille smil siger Dorte.
 Jeg synes også, at du skulle tage en studentereksamen, lillebror, det åbner trods alt langt flere muligheder, når du skal finde et arbejde, du kan blive glad for.

 Michael ser forknyt på hende.

 Jamen jeg må jo se at finde et arbejde hurtigt, så jeg kan begynde at tjene penge, det er jo nødvendigt.

 Roligt siger jeg.

 Hør nu her Michael. Din mor og far har jo lovet, at de nok skal klare økonomien for Ulla og den lille foreløbigt. Jeg giver Dorte helt ret. Det er meget vigtigt, at du får et arbejde, du kan blive glad for.

 Jamen Kim holdt jo også op med at læse for at kunne forsørge Mogens og hans mor.

 Mogens smiler.

 Jamen du var da selv med til at overtale far til at gå i gang med at læse igen, så han kunne finde et arbejde, han kunne blive glad for, og så hjælper bedstefar og bedstemor så længe.

 Dorte ler højt.

 Ja, og det er vi endda meget glade for at gøre.

 Efter sommerferien begynder det at kunne ses på Ulla, at hun venter sig., men hun vil gerne fortsætte så længe i skolen, som hun kan, selvom nogle af kammeraterne driller hende.

 De gør det dog ikke, hvis  Mads, Mogens eller Michael er i nærheden, og der er heller ikke mange, der prøver at drille Michael, og da slet ikke mere end en gang.

 I et frikvarter, den første skoledag efter ferien, kommer Jan hen til de tre og siger.

 Jeg vil gerne have, at du skal vide Michael, at jeg stadig regner dig for en af mine bedste venner. Jeg har lovet enhver der driller dig, en gang bank.

 Michael smiler glad.

 Tak Jan, hvis vi fire musketerer ikke skulle kunne klare den, så er der ingen, der kan.

 De er alle fire holdt op med fodboldtræningen, fordi de er blevet for gamle til drengeholdet. Men de er blevet enige om at fortsætte med morgenløbeturene, selvom jeg ikke er med hver dag mere.

 Søndag morgen løber jeg dog næste altid med, og når Kim er hjemme, løber han også gerne med.

 I november holder Ulla op i skolen. Hun er blevet ret stor og venter at nedkomme først i december. Hun og hendes mor har været henne hos os et par gange, og næste hver dag er Michael en tur henne hos hende efter skoletid.

 Vi har også været sammen med dem henne hos Jørgen og Ellen et par gange.
 Ellen har sagt, at Ulla må komme, så tit hun har lyst, men hun skal kun komme hvis, eller når, hun har lyst.
 Dorte har overtalt Michael til at gå med Ulla til fødselsforberedelse, selvom han ikke var meget for det. Hun sagde til ham, at det hørte med til at blive far.

 Da Ulla så bliver indlagt, bestemmer Michael sig til at være med til fødselen, selvom han ryster over hele kroppen, bare ved tanken.

 Han husker tydeligt, hvad Mads fortalte om tvillingernes fødsel.

 Kort efter, da de en dag lige er kommet fra skole, ringer Jørgen.

 Så er det nu Michael, jeg skal nok gå med dig.

 Michael ser fortvivlet på sin mor.

 Skal jeg virkelig mor.

 Ellen nikker.

 Ja, min dreng. Du vil fortryde det bagefter, hvis du ikke gør det.

 Da han kommer hen på sygehuset, tager Jørgen imod ham.

 Ja, min dreng. Så er det altså nu, det sker. Du skal til at være voksen nu.

 En halv time efter er det overstået. Michael er gennemblødt af sved, da han står med en lille pige i armene. Han ser ned på Ulla.

 Var det meget slemt.

 Hun ryster på hovedet og prøver at smile.

 Nu er det jo overstået. Jeg er glad for, at du var her.

 Michael lægger forsigtigt pigen ned til Ulla, kysser hende blidt og hvisker.

 Det var godt, at det gik så godt.

 Jørgen tager ham om skulderen.

 Kom, min dreng, nu trænger Ulla til at hvile sig, og det gør du vist også.

 Da de har været i bad og er blevet klædt om, går de ud i venteværelset, hvor Mads venter spændt.

 Jørgen slår ham på skulderen.

 Tillykke onkel Mads, det blev en pige.

 Mads stønner.

 Og det gik godt.

 Ja, fint, men nu må du hellere tage dig lidt af den nybagte far. Det har du jo prøvet før, og så kan du få lov til at se den unge dame i aften, det er der nok flere, der gerne vil.

 Mads griber Michaels hænder.

 Tillykke lillebror.

 Michael smiler glad, så ser han på Jørgen.

 Vi kører lige hen til Ullas mor og så hen til Mogens bagefter. Vi er hjemme til aftensmad, ringer du til mor.

 Jørgen nikker.

 Hils Ullas mor og sig, at hun gerne må komme herhen, så snart hun har lyst.
 Da de kommer ud til cyklerne, siger Mads.

 Hvordan føles det egentlig at være blevet far.

 Michael tænker sig lidt om, så lyser hans ansigt op i et stort smil.

 Jeg skal nok vænne mig lidt til det, men jo, det er en dejlig fornemmelse, trods alt.

 Da de kommer hen til Ullas mor, ringer Michael på.

 Da hun kommer ud, slår Michael armene om hendes hals og hvisker.

 Det gik godt, det blev en lille pige, tillykke.

 Moderen holder ham lidt ud fra sig, så smiler hun glad.

 Tillykke selv, min dreng. Jeg håber, at du vil være god ved dine to piger.

 Mads smiler stort.

 Ellers får han med mig at bestille.

 Moderen giver først Michael og så Mads et kys og spørger så, hvornår hun må se den lille.

 Michael smiler glad.

 Så snart du vil, jeg er sikker på¨, at Ulla venter med længsel på at vise hende frem.

 Kort efter kommer Mads og Michael hen til os for at fortælle os nyheden, og så bliver der rigtig ønsket tillykke.

 Fem minutter efter siger Michael.

 Nej, nu må jeg altså hjem til mor og fortælle hende det hele, men hvis I har lyst, kan vi ses henne hos Ulla kl. 19.

 Da Michael er kørt, siger Mogens.

 Jeg bliver hjemme og passer Bente og Lars, så kan I andre tage af sted,  jeg kan se hende i morgen.

 Dorte ser på ham.

 Vil du helst det.

 Mogens nikker.

 Ja, jeg vil hellere vente til i morgen, så er der heller ikke så mange mennesker.

 Næste dag kommer Michael.

 Vil du med Mogens.

 Meget gerne, skal vi tage Jan med.

 Michael smiler.

 God ide, vi kører forbi ham og hører, om han vil med.

 Det vil han meget gerne, så lidt efter er de derhenne.

 Ulla er meget glad for at se dem, og både Mogen og Jan får lov til at holde den lille lidt.

 Da Mogens står med hende, siger han.

 Hvad skal hun hedde.

 Michael ser på Ulla.

 Ja, hvad synes du, Ulla.

 Ulla smiler.

 Skal vi ikke kalde hende Ellen som din mor. Hun er så sød.

 Michael ler.

 Det var ikke nogen dårlig ide, men det haster jo ikke.

 Lidt efter går drengene igen.
 Jan ser på Michael.

 Skal hun ikke have et lille kys, inden du går.

 Michael rødmer lidt.

 Hun skal ikke forvænnes.

 Jan griner.

 Jeg mente da ikke den lille, dit fjols, men Ulla, vi andre skal nok vende ryggen til så længe.

 Og så får Ulla et kys og et knus.

 Juleaften er Ulla og hendes mor og den lille henne hos Jørgen og Ellen, og 2.juledag er vi alle inviteret derhen, så det er en stor forsamling.

 Kim virker lidt fraværende, men ellers går alt godt. Da vi kommer hjem om aftenen, og Mogens er gået i seng, siger Kim.

 Jeg kom til at tænke på den anden Ulla.. Jeg håber ikke, at jeg ødelagde festen for jer, men en gang imellem bliver jeg så deprimeret, når jeg kommer til at tænke på, hvordan det er gået hende.
 Jeg nikker.

 Jeg tror godt, at jeg forstår dig, min dreng, men der er ting, man ikke kan ændre på.

 Hun valgte selv og valgte forkert, men det er ikke noget, du er herre over.

 Kim sukker.

 Nej, men når man i dag ser, hvad ægte kærlighed betyder, så siger jeg til mig selv. Gav jeg ikke Ulla min kærlighed fuldt og helt. Var det derfor det skete.

 Dorte ryster på hovedet.

 Man kan give sin kærlighed, men man kan ikke tvinge nogen til at modtage den. Man kan kun hjælpe den, der vil hjælpes. Du har givet Mogens og alle os andre din kærlighed, og vi modtager den med stor glæde og taknemlighed. Det ville Ulla ikke.

 Det var hendes valg, ikke dit.
 Glem dine bitre minder min ven, og glæd dig over alle dem, der elsker dig, og vi er mange, det kan jeg godt love dig.

 Kim rejser sig og giver Dorte et knus.

 Tak lille mor.Hvordan skulle man kunne undgå at elske dig.

 Dorte ler.

 I lige måde sønneke.

 Halvandet år senere er Kim færdig med sin uddannelse, og kort efter får han en god stilling i nabobyen. Mogens flytter hen til ham, så snart han har fundet en god lejlighed.
 Vi savner ham, især i starten, men heldigvis dukker både han og Kim op mindst en gang om ugen.

 Både vores tvillinger og Michaels lille pige trives godt. Michael er meget glad for hende og kommer også fint ud af det med både Ulla og hendes mor. Da han har fået sin studentereksamen, gifter de sig og får deres egen lejlighed. De er dog helt enige om, at de ikke skal have flere børn foreløbig.

 Mads kommer stadig tit hos os, han holder meget af at lege med tvillingerne, og de jubler højt, når han kommer. Det er ikke så tit, han kommer hos Michael og Ulla.

 Da jeg en aften spørger ham, hvorfor, smiler han skævt.

 Jeg tror ikke, at Michael bryder sig om det. Det virker, som om jeg giver ham dårlig samvittighed, og jeg vil da ikke genere ham.

 Lidt efter kommer Kim og Mogens, og så liver Mads rigtigt op.

 Pludselig siger Kim.

 Ved I hvad, nu tror jeg snart, at det er på tide, at I to finder jer en pige.. Jeg tror, at Michael er bange for, at Ulla skal komme til at synes bedre om en af jer end om ham. Det tror jeg nu ikke, for Ulla har ikke øje for andre end Michael.

 Mogens smiler bredt.

 Jamen hvad så med dig, far.

 Kim ser på ham med et smil.

 Godt, hvornår vil du se hende, min dreng.

 Det giver et sæt i Mogens.

 Har du fundet en pige.

 Kim nikker.

 Tjah, men hun skal jo godkendes af dig først. Derfor ville jeg have, at du fandt en pige, så du ikke løber med hende.

 Åh far, det ved du da, at jeg aldrig kunne finde på.

 Kim ler højt.

 Jamen det kunne jo være, at hun hellere ville have dig, når hun så dig, eller måske Mads, men skal vi så sige, at hun kommer i morgen aften og ser på dig over en middag, som du laver. Så kan vi måske få vores aftenkaffe her hos jer, Dorte og far, hvis det passer jer.

 Både Dorte og jeg siger selvfølgelig, at de skal være meget velkomne.

 Mads ser lidt usikkert på Kim.

 Må jeg også hilse på hende.

 Kim slår ham på skulderen.

 Det slipper du ikke for, lille onkel. Jeg vil sikre mig, at hun ser jer begge to med det samme. Du kan hælpe Mogens med maden, hvis du tager med os hjem i aften.

 Mads nikker glad.

 Tusind tak, jeg glæder mig meget.

 Både Dorte og jeg er selvfølgelig meget spændte på at se, hvad det er for en pige, Kim har fundet. Men vi er helt ovrbeviste om, at han har sikret sig, at det er en, som Mogens også vil kunne synes om.

 Mads og Mogens har maden klar, da Kim kommer hjem. Lidt efter ringer det på døren og en køn pige på ca. 25 år kommer ind.

 Hun ser lidt forvirret fra Mogens og Mads til Kim.

 Du sagde, at du havde en søn, men der er da to, så vidt jeg kan se, med mindre jeg ser dobbelt.

 Kim smiler lunt.

 Nej, det der er Mogens, som er min søn, den anden hedder Mads og er min onkel, og samtidig en af mine bedste venner. Jeg syntes lige, at du skulle se, hvad du gik glip af, hvis du vælger mig.

 Så lægger han en arm og skuldren på hende og smiler til drengene.

 Og det her er altså Susanne.

 Susanne smiler stort.

 Du er godt nok ikke bange af dig, de to der tror jeg da godt, at jeg kunne falde for.

 Kim ler.

 Så vent du bare til du ser min far, men han er godt gift, så han vil nok ikke bytte. De to der har lovet mig, at de nok snart skal finde en pige hver. Min anden onkel, Madses tvilling er allerede gift. Han hedder Michael.De går nu til bords, og Susanne roser maden. Så ser hun på Kim.

 Jeg går ud fra, at det er din onkel og din søn, der har lavet maden her, kan du også lave mad.

 Næsten lige så godt som det her.

 Da de har spist, vasker Mads op og Kim hjælper ham.
 Susanne smiler til Mogens, men bliver så alvorlig igen.

 Sig mig Mogens, ville du have noget imod, at jeg giftede mig med din far.

 Mogens ryster på hovedet.

 Nej, ikke hvis du kan gøre far til et glad menneske, og det tror jeg faktisk, at du kan. Det er mit højeste ønske.

 Susanne rækker hånden frem.

 Jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre din far til et glad menneske. Du kender mig ikke endnu, men tror du ikke, at vi to også kan blive gode venner. Det håber jeg.

 Mogens griber hendes hånd og klemmer den lidt.

 Det er jeg sikker på, Susanne, vi vil jo det samme.
 Susanne smiler glad.

 Kan man tænke sig en bedre start på et venskab.

 Hvordan er dine bedsteforældre. Det har Kim ikke villet fortælle mig noget om.

 Mogens ler højt.

 Så tør jeg sandelig ikke fortælle noget, men du kan roligt glæde dig til at møde dem.

 Susanne skærer en grimasse.

 Øv, det sagde Kim, at du sikkert ville sige.

 Da de kommer hen til os, ser Susanne overrasket ud.

 Det er da ikke dine forældre Kim, du gør grin med mig.

 Med et stort smil fortæller Kim så, hvordan Dorte og jeg blev hans forældre.

 Da jeg hilser på Susanne, giver jeg hende uvilkårlig et lille knus.

 Kims mor hed også Susanne, du minder lidt om hende.

 Hun giver mig et kys på kinden.

 Jeg lover, at jeg nok skal være god mod ham og mod Mogens.

 Så siger Kim.

 Og så skal du lige se mine små søskende, de sover nok nu.

 Da de kommer tilbage fra børneværelset, ler Susanne.

 I er godt nok en sjov familie, men man befinder sig godt sammen med jer. Man kan tydeligt mærke, hvor megt I holder af hinanden.

 Vi har en dejlig aften. Susanne kan tydeligt mærke, at vi alle gør vores bedste for, at hun skal befinde sig godt.

 Da de tager afsted, giver Dorte hende et knus.

 Du får en lige så god mand som mig, og det siger ikke så lidt, og den store søn vi begge fik kunne vi heller ikke selv lave bedre.

 Da Kim og Mogens kommer hjem, siger Kim.

 Nå, min ven, lad mig så høre, hvad du mener.

 Mogens ser længe på¨ham, så smiler han bredt.

 Ja, nu må jeg virkelig se at finde mig en pige. Jeg vil bare ønske, at jeg kan være lige så heldig som dig. Jeg synes, at Susanne var vidunderlig, og det kunne jeg tydeligt mærke, at de andre også syntes.

 Kim ser glad på ham.

 Så kan jeg vist også godt fortælle, hvad Susanne sagde til mig, da hun sagde godnat.

 Den søn vil jeg ikke have noget imod at være mor til. Jeg vil bare håbe, at jeg kan blive lige så god en mor for ham, som Dorte er for dig. Sådan en familie kan man ikke lade være med at elske.

 Mogens knuger sig ind til Kim.

 Så var der altså endelig noget godt til dig efter alt det, du har været igennem, men hvor du dog fortjener det.

 Den følgende søndag er vi alle inviteret hen til Jørgen og Ellen. Så da får Susanne hilst på resten af familien.

 I september bliver Kim og Susanne gift.

 En uges tid efter er Kim til et møde en aften, og Mogens og Susanne sidder så alene hjemme og snakker sammen. Det er faktisk første gang, de er alene sammen en hel aften.

Mogens spørger, hvad Susanne egentlig tænkte, da Kim fortalte hende, at han havde en søn.

 Susanne ler.

 Kim fortalte mig, at han havde været gift før og havde en søn. Men at hans første kone, altså din mor, var død for nogle år siden.

 Jeg sagde, som sandt var, at jeg godt kunne lide børn, så det gjorde ikke mig spor. Så begyndte Kim at le og sagde.

 Mogens er faktisk ikke noget helt barn mere, han er næsten 20 år.

 Jeg så lidt vantro på ham, og han fortalte så, hvordan han lærte dig og din mor at kende. Han sluttede med at sige.

 Det jeg er mest nervøs for er, om han og du kan komme godt ud af det med hinanden, for jeg har lovet ham, at jeg aldrig gifter mig med en, som han ikke kan lide, eller som ikke kan lide ham.

 Jeg sagde i spøg.

 Det er vel ikke så stort et problem. Han flytter vel snart hjemmefra, når han er så gammel.
 Så så han meget alvorligt på mig og sagde.

 Når jeg har givet ham et løfte, vil jeg også holde det. Han har kun mig, og han skal altid kunne komme i sit hjem med glæde, uanset hvor gammel han bliver.

 Med et lille smil sagde jeg så.

 Det bliver nu nok ikke så slemt. Men hvis det er din betingelse for at gifte dig med mig, må jeg vel hellere møde ham, og se om jeg kan gøre mig fortjent til det. Men nu må du så ikke blive jaloux, hvis vi kan lide hinanden.

 Kim så længe på mig, så sagde han.

 Mogens ville aldrig give mig anledning til at blive jaloux, og det tror jeg heller ikke om dig.

 Jeg skal villigt indrømme, at jeg var nervøs ved at skulle møde dig, og mindre blev det ikke, da Mads også var der. Men den nervøsitet forsvandt nu hurtigt, takket være jeres måde at tage imod mig på.

 Lidt efter taler de om fremtiden. Mads og Mogens har talt om at få en lille lejlighed sammen i København, når de skal til at læse.

 Mads vil i gang med medicinstudiet og Mogens har tænkt på jura.

 Susanne ser tøvende på Mogens.

 Der er noget, jeg vil spørge dig om, nu må du ikke blive vred, men er der noget særligt mellem dig og Mads.

 Med et stort smil siger Mogens.

 Ja, Mads er min bedste ven, han har gjort utrolig meget for både far og mig, men du behøver ikke at være nervøs.

 Mads går og drømmer om en pige, der bor i Frankrig for øjeblikket.

 Hun boede hos sine bedsteforældre et års tid, lige ved siden af, hvor vi boede, da mor døde.

 Vi var nok lidt forelskede i hende alle sammen den gang, men nu er der, så vidt jeg ved, kun Mads, der stadig håber, at hun kommer herop igen.

 Selv håber jeg da også, at der dukker en sød pige op en dag, men når både far og bedstefar har været heldige, hvorfor skulle jeg så ikke også være det.

 Susanne smiler.

 Jeg synes i hvert fald, at du fortjener det. Men kunne du også finde på at gifte dig for en drengs eller for den sags skyld en piges skyld, så han eller hun kunne få en far, lige som din far og bedste- far gjorde.

 Mogens tænker sig lidt om.

 Måske, hvis jeg holdt meget af drengen eller pigen, men ikke uden at jeg også holdt af moderen, for så ville det aldrig gå godt. Har du en, du vil have mig gift med da.

 Susanne ler hjerteligt.

 Det er måske så meget sagt. Men jeg har en meget god veninde, som jeg gerne ville have, at du mødte. Hun blev tidligt gift og har en dreng på 8 år og en pige på 5 år. Hendes mand blev dræbt ved en færdselsulykke i foråret, så nu er hun alene med de to.

 Hun er 26 år og en utrolig sød pige. Selvfølgelig skal du ikke gifte dig med hende, uden at I begge to er helt sikre på, at det er noget for jer, men jeg tror, at I vil kunne lide hinanden. Så måske kunne I blive venner. Ville du have noget imod, at vi inviterede hende og børnene en aften.

 Mogens smiler.

 Nej, det kan der vel næppe ske det helt store ved. Jeg skal nok prøve at opføre mig pænt, men du må ikke blive alt for skuffet, hvis det ikke er noget.

 Susanne ser alvorligt på ham.

 Selvfølgelig skal du ikke tænke på bryllup og den slags, bare prøve at lære hende at kende. En god ven er som bekendt aldrig af vejen. Man kan sagtens være venner, uden at man behøver at gifte sig.

 Den følgende uge kommer Lisa så på besøg med sine to børn.

 Drengen hedder John, og pigen hedder Louise.

 Lisa er en meget køn pige, men virker meget stille og indadvendt.

 Børnene er søde og sjove, så det bliver en hyggelig aften.

 Da de er gået, siger Mogens.

 Tjah, hun var ikke særlig nem at snakke med, hun virkede meget genert, men børnene var da søde og sjove.

 Susanne smiler.

 Du skal se, hvis I lærer hinanden at kende, går det nok bedre. Hun plejer ellers nok at kunne snakke, men hun virkede meget træt i aften, men der er jo også nok at se til med sådan et par størrelser, når man også har et arbejde, der skal passes.

 En aften i oktober dukker Simone pludselig op hos os. Hun er på besøg hos sine bedsteforældre og smuttede så hen til os for at høre nyt om sine gamle venner. Hun er blevet en virkelig flot pige, men ellers ligner hun helt sig selv.

 Mens vi sidder og snakker, ringer det på døren. Det er Mads, der spørger, om vi har tid til at snakke lidt, det synes han, at han trænger til.

 Med et stort smil inviterer jeg ham ind i stuen. Han giver et gisp, da han ser, hvem vi har besøg af.

 Snart går snakken livligt. Simone fortæller bl.a. at hun regner med at læse til cand.mag. i fransk og engelst på universitetet til næste år.

 Så siger hun.

 Jeg hørte, at Michael er blevet gift, hvad med jer andre.

 Mads rødmer og fortæller, at Jan er blevet forlovet, og han har hørt, at Kims kone er ved at finde en kone til Mogens, men det er vist kun på et meget tidligt stadium endnu.

 Simone ler.

 Og hvad så med dig, Mads.

 Mads rødmer.

 Jeg håber på, at hende, jeg elsker, finder ud af det.

 Dorte ler.

 Det lød da tragisk. Hvorfor spørger du ikke, når du får en chance.

 Mads bliver endnu mere rød i hovedet. Så ser han på Simone.

 Jamen hvis hun siger nej, har jeg jo ikke engang håbet tilbage.

 Simone smiler.

 Jamen jeg synes da, at du skulle prøve, måske er det endda gensidigt.

 Med et glimt i øjet siger jeg.

 Dorte og jeg skal lige have puttet tvillingerne, så kan I to jo snakke sammen så længe.

 Da vi kommer ind liodt efter, siger Mads med strålende øjne.
 Ja, hun sagde virkelig ja.

 Simone nikker.

 Ja, og aldrig har jeg ment noget mere alvorligt. Jeg var så bange for, at Mads ikke ville spørge, fordi han troede, at det var Mogens, jeg var forelsket i, og ham ville han aldrig tage mig fra.

 Dorte giver hende et knus.

 Du får en dejlig mand, det tør jeg roligt sige, selvom han er min bror. Det må vi fejre.

 Og så kommer der små glas på bordet.

 Da de skal til at gå, siger Mads.

 Kommer du hjem til mine forældre i morgen, Simone.

 Meget gerne. Jeg må da hilse pænt på mine svigerforældre, dem har jeg altid holdt meget af.

 Michael, Ulla og deres lille pige, der er kommet til at hedde Ellen er også inviteret, så de har en meget hyggelig aften, fortæller Mads mig næste dag.

 Så ser han tankefuldt på mig.

 Men hvordan får jeg fortalt Mogens det.

 Det skal du ikke spekulere så meget på. Mogens har længe vidst, at du var forelsket i Simone, og det er han helt indforstået med. Han vil glæde sig meget på dine vegne. Det er jeg helt sikker på.

 Da de mødes slår Mogens ham på skulderen.

 Tillykke gamle dreng, der har du været heldig, men Simone kunne heller ikke få en bedre mand. Jeg tror, at du har været forelsket i hende, siden hun snuppede bolden fra dig i den fodboldkamp.

 Mads smiler.

 Jamen hvad med dig.

 Var du ikke også forelsket i hende.

 Nej, det har jeg faktisk aldrig rigtig været. For mig var hun mere som en lillesøster, fræk og sød og sjov. Kan du huske vandturene, kraftspringene og alt det andet sjov, vi havde sammen. Og nu er vi så ved at være voksne. Susanne er i gang med at finde en kone til mig. Det er ikke nået så langt endnu, men jeg er kommet til at synes helt godt om hende. Jeg har endda lovet at passe hendes børn på søndag.

 Hun og Susanne skulle besøge en fælles veninde, så får børnene og jeg også lejlighed til at lære hinanden bedre at kende, så vi kan se, om vi kan komme ud af det med hinanden.

 Du og Simone kan jo komme og spise til middag på søndag. Far er hjemme, og han vil sikkert også gerne hilse på Simone.

 Søndagen går fint. Efter middagen går de en tur i skoven. Louise kommer hen til Mogens.

 Vil du godt holde mig i hånden.

 Med et smil tager Mogens hendes hånd.

 John løber omkring, der er så meget at se på, men da de vender hjemad, kommer han også hen til Mogens.

 Må jeg også godt holde dig i hånden.

 Mogens nikker og rækker ham den anden hånd.

 Da de kommer hjem, bliver børnene lagt hen for at hvile sig, mens de andre sidder og snakker og hygger sig.

 Pludselig siger Simone.

 Du kan da ikke være i tvivl om, at børnene synes godt om dig, det lyste da ud af dem, da de gik der med dig i hånden.

 Mogens nikker.

 Nej, det er nok rigtigt, men der skal lidt mere til, før man gifter sig, men jeg har tænkt på at tage Lisa og børnene med hen til bedstefar og bedstemor. Det er vigtigt, at hun kan acceptere og selv bliver accepteret af resten af familien.

 Ved ottetiden vil Mads og Simone til at tage af sted, men Mogens beder dem vente, så de lige kan hilse på Lisa og Susanne også. De kommer lidt efter, og Simone falder hurtigt i snak med dem begge to.
 Børnene har ligget og sovet de sidste par timer, men Mogens har lovet at køre Lisa og børnene hjem. Han går ind for at vække børnene.

 John mumler.

 Skal jeg allerede op nu, far.

 Så lukker han øjnene op og ser på Mogens med et stort smil.

 Det har vel nok været en dejlig dag.

 Louise er ikke til at vække, så Mogens tager hende på armen, så hendes hoved læner sig mod hans skulder.

 Da de kommer ind til Lisa, siger John.

 Du må gerne tage af sted en anden dag, hvis Mogens vil passe os, han er så flink og rar.

 Mogens rækker Louise over til sin mor og så går de ud i bilen.

 Han går lige med ind og hjælper med at få børnene i seng.

 Lisa ser på ham, da han skal til at gå.

 Tak Mogens, jeg vil give John ret, du er både flink og rar, lad os ses igen inden så længe.

 Mogens smiler glad.

 Meget gerne. Jeg vil gerne invitere dig og børnene med hen til mine bedsteforældre på torsdag aften. De har selv et par tvillinger, der nogenlunde er på alder med John. De er faktisk ikke så gamle. Bedstefar er kun fem år ældre end far og bedstemor er kun et år ældre end far, så man vist kalde os en ung familie.

 Lisa nikker.

 Tak, det vil jeg gerne.

 Børnene leger da også fint sammen inde på deres værelse, mens vi andre sidder inde i stuen og snakker.

 Så kommer John ind og ser lige på Mogens.

 Lars siger, at han er din onkel, det passer da ikke, vel. Er en onkel ikke ældre end en selv.

 Mogens smiler.

 Ikke altid.

 Lars er faktiskl mion onkel, for han er min fars lillebror, lige som Bente er min tante, fordi hun er min fars lille søster.

 John mukker lidt.

 Øv, så havde han ret.

 Så smiler han pludselig igen.

 Nå, skidt med det, han er vældig flink alligevel.

 Den følgende week-end har Mogens aftalt, at han holder week-end hos Lisa og børnene.

 Han er lidt spændt på, hvordan det vil gå. Han sover inde hos Lisa, og søndag morgen står han op, inden børnene er vågnet. Han er netop kommet i badekarret, da John kommer ud for at tisse.

 Da han er færdig, vender han sig tøvende om mod Mogens og siger.

 Du har sovet inde hos mor, ikke. Skal du så være vores nye far.

 Mogens bliver lidt rød i hovedet og siger.

 Ja ser du, det har vi ikke bestemt os endeligt for endnu, men ville du være ked af det.

 John ryster ivrigt på hovedet.

 Nej, men….

 Han vrider sig lidt.

 Må jeg så godt gå i bad sammen med dig.

 Mogens smiler til ham.

 Ok. Smid du bare pyjamasen og hop op, der kan nok blive plads til os begge to.

 Lynhurtigt tager John pyjamassen af og kravler op i badekarret, hvor han ser meget intenst på Mogens.

 Er du meget stærk, du ser ud til at have gode muskler.

 Mogens ler.

 Åh ja, men du skal se, dine muskler vokser også med årene.. Jeg havde heller ikke ret store muskler, da jeg var i din alder.

 Lidt efter siger John.

 Vil du godt vaske mit hår, mor får altid sæben til at løbe ind i øjnene på mig.

 Mogens ler og beder ham vende sig om og sætte sig ned og tage en vaskeklud for øjnene, mens håret bliver vasket. Da det er skyllet med bruseren, siger Mogens, at nu kan han godt tage vaskekluden væk igen.

 John vender sig og ser glædesstrålende på Mogens.

 Der kom slet ikke spor sæbe i øjnene, vil du også godt vaske mig.

 Kan du ikke gøre det selv.

 Joh da, men det er meget sjovere, når du gør det.

 Godt, så op og stå.

 Og så bliver John ellers sæbet ind over det hele.

 Da Mogens næste er færdig med at sæbe ham ind, lader John sig falde forover og slår armene om halsen på Mogens.

 Uh altså, hvor jeg godt kan lide dig. Skal jeg sæbe dig ind.

 Mogens ler højt.

 Det har du vist allerede gjort godt og grundigt, resten klarer jeg selv.

 Lisa stikker hovedet ud i badeværelset.

 Sig mig, hvad i alverden laver I.

 John jubler højt.

 Vi vasker os, og Mogens har vasket mit hår, og tænk, der kom ikke spor sæbe i øjnene.

 Lisa begynder at le.

 Nå tak, så må vi måske hellere spørge, om han vil gøre det fremover. John påstår, at jeg stopper sæbe i øjnene på ham med vilje, men er I snart færdige.

 Mogens nikker.

 Vi er færdige om fem minutter, så du kan komme til.

 Da de har fået skyllet sæben af, står de ud af badekarret og bliver tørret. John snupper sin pyjamas og løber ind på værelset for at komme i tøjet. Mogens skynder sig også i tøjet, som han har haft med ud på badeværelset.

 Lidt efter går Lisa så i bad, hun har Louise med for også at få hende vasket, selv om hun ser lidt søvnig ud.

 Da de er kommet i tøjet, har Mogens lavet kaffe og han og John har dækket morgenbord.

 Lidt efter siger Louise med munden fuld af mad.

 Hvor er det dog hyggeligt at spise morgenmad sammen med Mogens, synes du ikke, mor.

 Lisa nikker og smiler.

 Ja men så kan det jo være, at vi skal spørge Mogens, om han har lyst til at gøre det en gang imellem.

 John ser på Mogens.

 Du siger da ja, ikke.

 Mogens ser fra den ene til den anden, så ser han på Lisa.

 Godt, hvis jertes mor virkelig synes det, og det vil jeg snakke med hende om, når vi har spist, så leger I selv i formiddag, så kan vi måske alle fire lege noget sammen i eftermiddag.

 Da børnene er gået ind på værelset, snakker Lisa og Mogens sammen.

 Der er jo mange ting, der skal tages hensyn til.

 Jamen hvad så med dit jurastudium, skal vi så til København.

 Mogens ryster på hovedet.

 Nej, min ven. Det stryger vi. Jeg har aftalt med min bedstefar, at jeg kan få arbejde hos ham. De står netop og mangler en mand. Men tror du på, at vi to kan få et godt ægteskab sammen.

 Lisa ser på ham.

 Er du virkelig parat til at gøre det for vores skyld. Tror du ikke, at du vil komme til at fortryde det.

Havde du for resten ikke også aftalt med Mads, at I skulle deles om en lejlighed i København.

 Mogens smiler bredt.

 Jeg tror nok, at han hellere vil dele den med Simone, så det har også ordnet sig. Men er du sikker på, at du kan og vil dele dine børn med mig.

 Lisa rækker en hånd frem og knuger Mogens` hånd.

 Der er ikke nogen, jeg hellere vil dele dem med. Du har jo ikke alene vundet mit, men i høj grad også børnenes hjerter, det er jeg slet ikke i tvivl om.
 Hørte du ikke, hvad John sagde til dig, da I var i bad. Det er længe siden, at jeg har set ham så glad og lykkelig. Og selv har jeg ikke været så glad, siden min mands død.

 Jeg føler det, som om jeg kan begynde et helt nyt liv nu, og det kan jeg bl.a. takke Susanne for.

 Mogens trækker hende ind til sig og giver hende et kys.

 Ja, den svigermor er du ikke snydt med. Skal vi så ikke sige, at vi gifter os til jul.

 Lisa giver ham et knus.

 Godt, hvis du insisterer, du skal også have lov til at bestemme noget en gang imellem.

 De sidder og snakker lidt endnu, så siger Lisa.

 Hvad tror du, at din far siger til det.

 Mogens smiler.

 Han siger garanteret. Held og lykke, min dreng, det var måske ikke det, jeg havde forestillet mig, men det vigtigste er, at du bliver lykkelig.

 Og det ved jeg, at jeg bliver.

 Hør, vi må da fortælle børnene det.

 Lisa kalder på børnene.

 De ser spændte på deres mor og skotter over til Mogens.

 Hun kan ikke lade være med at le, da hun siger.

 Ja, Mogens og jeg er så blevet enige om, at det er ham, der vasker dit hår fremover John.

 John spærrer øjnene op.

 Det vil sige, at du skal bo her, at så bliver du vores far, er det ikke skønt, Louise.

 Louise ser op på Mogens.

 Vil du så også vaske mit hår.

 Mogens ler højt.

 Det er ikke med i min aftale med din mor, men måske kan det klares alligevel.

 Et øjeblik efter har Mogens begge børn om halsen. Så ser John over på sin mor.

 Du skal bestemt også have et knus mor. Er du ikke glad.

 Lisa nikker.

 Jo, min dreng, meget, meget glad.

 Det bliver aftalt, at Mogens flytter hen til dem i ugens løb, og så skal de giftes 3.juledag.

 Kim og Susanne bliver glade, da de hører om beslutningen.

 Mogens prikker Susanne i siden.

 Ja, det er jo faktisk din skyld, Susanne giftekniv, eller nu må jeg vel til at kalde dig bedstemor.

Nu får du så far for dig selv, men vi kommer nu nok og besøger jer af og til.

 Susanne har tårer i øjnene, da hun siger.

 Jeg ville blive meget ked af det, hvis I ikke gjorde. Min bedste veninde og min yndlingssøn indtil videre, skal altid være velkomne, både med og uden børnebørnene. Er du ikke enig Kim.

 Kim nikker.

 Som sædvanlig er jeg enig med dig, lille bedstemor.

 Da Jørgen og Ellen får det at vide, siger Jørgen.

 Bevar mig vel, nu bliver vi så tipoldeforældre. Men det gør nu ikke noget. I kunne ikke have valgt bedre, og jeg ved, at det gælder jer begge to.

 Dorte og jeg holder også sjov med, at vi nu bliver oldeforældre, men heldigvis får det os ikke til at føle os gamle. Vores tvillinger skal nok holde os i gang.

 Mogens har kastet sig ud i arbejdet hos Knud og mig med en virkelig ildhu. Det ser da også ud til, at han kan lide arbejdet, og jeg begynder så småt at tænke på, at han en gang kan overtage min andel, når jeg en dag får lyst til at holde op, men det bliver nu ikke foreløbigt.

 Den første tid er Mogens meget træt, når han kommer hjem fra arbejdet, der jo er noget uvant for ham. Lisa ser lidt bekymret ud, men Mogens forsikrer hende om, at han kan lide arbejdet, og når han har vænnet sig til det, vil det også hjælpe på trætheden.

 Han holder på, at han vil lege med børnene indtil de skal i seng, og når de så er kommet i seng, sidder han og Lisa og snakker om løst og fast.

 Efterhånden lærer de hinanden godt at kende, og heldigvis har de helt den samme opfattelse af børneopdragelse, så begge børn lærer hurtigt, at har de fået et nej hos den ene, nytter det ikke at prøve hos den anden.

 Begge børn nyder helt tydeligt, at Mogens er flyttet ind. Gang på gang viser de meget tydeligt, at de både er meget glade for deres mor og for ham.

 Om aftenen sidder Mogens tit med Louise på skødet og fortæller historier for begge børn. John ser i begyndelsen lidt misundeligt til sin lille søster.

 En dag siger Mogens til ham.

 Louise skal jo også mærke, at jeg er der for hende, ikke sandt, gamle ven. Vi to har jo vores morgenbad sammen.

 John smiler.

 Det er også rigtigt. Jeg har ikke grund til at være misundelig, far.

 Morgenbadet er blevet en tradition, som John ikke for nogen pris vil undvære.

 Hver anden morgen kalder Mogens på ham, når han står op, og så går de sammen i bad. Først får John vasket hår, og så sidder de lidt og snakker. Så bliver John sæbet ind over det hele og skyllet med bruseren. Somme tider får Mogens også lov til at vaske Mogens` hår og sæbe ham ind.

 Når de så omsider er blevet skyllet, tørret og er kommet i tøjet, laver de morgenkaffe til alle fire.

 De morgener, hvor de ikke er i bad, vasker de sig bare almindeligt, inden de laver morgenmad.

 Når morgenmaden er spist, følger Mogens så Louise i børnehave og tager derefter på arbejde. Lisa cykler hen til skolen med John og tager så på kontoret, hvor hun er kommet ned på halvdagsarbejde, efter at Mogens er flyttet ind.

 Når hun tager fra arbejde, henter hun Louise i børnehaven og John i skolen. Så hygger de sig, til Lisa skal ud og handle. Ved femtiden kommer Mogens hjem. Mens han bliver vasket og får skiftet tøj, laver Lisa mad.

 I den første tid inviterer de ikke gæster. De synes lige, at de vil lære hinanden rigtigt at kende først, men det sker somme tider, at de besøger os, og mindst hver anden uge er de henne hos Kim og Susanne.Mere synes de ikke, at de kan klare i starten.

 3.juledag holder de bryllup, og da er alle samlet hos Jørgen og Ellen, der har insisteret på at holde festen.

 Børnene leger fint sammen, og de voksne hygger sig godt i hinandens selskab. Lisa kan tydeligt mærke, hvor velkommen hun er i familien, og det glæder både hende og selvfølgelig også Mogens.

 I bryllupsgave får de en tur ned til Knuds forældre i Spanien, og Kim og Susanne passer så børnene så længe. De tager afsted allerede 4. juledag.

 John og Louise savner selvfølgelig både Lisa og Mogens lidt, men det går nu hurtigt over, for både Susanne og Kim gør, hvad de kan for at holde dem beskæftiget og lave sjov med dem.

  De er også henne hos os et par gange, og da leger de fint med tvillingerne.

 Da Mogens og Lisa kommer hjem, flyver både John og Louise dem om halsen.

 Med et lille smil siger Mogens.
 Har I savnet os, har bedstefar og bedstemor ikke været flinke ved jer.

 John ler.

 Ih nej, vi har haft det dejligt og er blevet rigtig forkælet, men derfor har vi nu savnet jer lidt alligevel.

 Lisa smiler.

 Vi har skam også haft det dejligt, men vi har nu også savnet jer en lille bitte smule.

 Henvendt til Susanne siger hun.

 Har de opført sig pænt.

 Helt bestemt, det er et par dejlige unger, som I bestemt godt kan være tjent med. Jeg håber, at vi bliver lige så heldige med Mogens` lille søster eller lillebror.

 Kim smiler lunt.

 Hvorfor dog ikke, med de forældre.

 Mogens ser overrasket på dem.

 Sikkert, det glæder vi os til at se, hvornår bliver det.

 Susanne nikker.

 Det skulle blive til maj.

 Hen på aftenen tager Lisa og Mogens så hjem med børnene. De har begge fået gaver, som forældrene har haft med hjem til dem.

 Næste morgen, da John rigtig er blevet sæbet ind, slår han armene om halsen på Mogens.

 Nu er du da min rigtige far, ikke. Jeg elsker dig.

 Mogens knuger ham ind til sig.

 Ja, min dreng, nu er jeg din rigtige far, og jeg elsker også dig.

 Lidt efter spørger John, om han godt må sæbe Mogens ind, og det får han lov til. Da de begge er blevet skyllet under bruseren, siger John, mens han betragter Mogens nøje.

 Du ligner din far meget, tror du også, at jeg kommer til at ligne dig.

 Mogens smiler.

 Vil du gerne det, da.

 John giver ham et stort knus.

 Ja, og ikke bare af udseende.

 Mogens løfter ham op og ser ham, ind i øjnene og giver ham så et kys.
 Jamen så må vi jo håbe, at du får dit ønske opfyldt. Men nu må vi hellere se at komme i tøjet og få lavet morgenmad.

 Ti minutter efter er morgenmaden klar, og da det er søndag, kan de alle fire hygge sig sammen hele dagen.

 I morgen begynder dagligdagen igen, men det er nu ikke så slemt, de har jo hinanden.

 

                                                                             Tilbage til toppen