Tilbage til E-bøger

ØEN

 

 De to psykologer, Ann Sanders og Mark Hamilton, havde haft en heftig diskussion. Emnet havde været de to bøger: Goldings: Fluernes herre og Jules Vernes: To års ferie.

 Spørgsmålet var, hvordan børn ville affinde sig med at skulle være alene, f.eks. et år og kun være henvist til hinanden uden voksne til at gribe ind i evt. konflikter.

 Ville de selv kunne opbygge et demokratisk samfund, eller ville de stærkeste eller den stærkeste tage magten.

 Mark holdt på, at det altid ville være den stærkeste, der tog magten. I et simpelt forsøg på at overleve, ville de andre lade ham gøre det, for så at fælde ham, hvis noget gik galt, eller hvis han viste svaghed eller ubeslutsomhed på et eller andet punkt.

 Ann mente, at begge bøger var atypiske, fordi der kun havde været drenge. Hvis der også havde været piger med, ville man være langt mere tilbøjelige til at bruge demokratiet.

 Det var ikke første gang, de diskuterede det emne, men i dag var det særlig aktuelt. De havde nemlig fået bevilget en sum penge til at undersøge, hvordan børns adfærd ville være i en presset situation

 De blev omsider enige om at udskrive en stilekonkurrence med emnet: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg blev sat ud på en øde ø, sammen med nogle kammerater, som jeg ikke kendte.

 Præmien ville være, at man inviterede de seks med de bedste besvarelser, tre piger og tre drenge, til et ophold på en øde ø, hvor de uden indblanding af voksne, skulle indrette deres eget samfund og leve sammen i et år. De skulle føre dagbog hver dag, som så skulle afleveres ved hjemkomsten.

 Aldersgrænsen var sat fra 12 – 15 år.

 En måned efter begyndte stilene at strømme ind fra hele England. Foruden stilen, skulle man også skrive lidt om sig selv og sine interesser og familieforhold.

 Det blev et stort, men også meget interessant arbejde at gennemgå alle de næsten 5000 stile. Det blev dog et endnu større arbejde at finde frem til de seks børn, der skulle afsted og få deres forældres accept. Men endelig en dag havde man så fundet frem til de tre piger og tre drenge, der skulle afsted.

 Det blev: Allan Smith fra London, Betsy Poole fra Edinburg, Sean O´Neil fra Dublin, Rosie Maclaine fra York, Bob Peters fra Oxford og Susan Farrer fra Brighton.

 Allan Smith var 14 år. En spinkel mørkhåret dreng med blå øjne. Han var søn af en kontorchef i et ministerium og var enebarn. Forældrene var skilt og han boede hos sin far, men besøgte også sin mor en gang imellem. Allan klarede sig godt i skolen, hvor han var vellidt af både lærere og kammerater. Hans yndlingsinteresser var sport og biologi.

 Betsy Poole var 14 år. Hun var høj, lidt buttet, havde lyst langt hår og blå øjne. Hun var datter af en præst og var nr. 4 i en søskendeflok på 8. Hun var meget dygtig i skolen og var en god kammerat, der gerne hjalp andre. Hun interesserede sig især for sprog og husgerning.

 Sean O´Neil var 13 år. Han var rødhåret og havde grønne øjne.  Han var ret høj og kraftig, havde et godt humør, men sommetider et voldsomt irsk temperement. Han var søn af en salgschef i et medicinalfirma og havde to storebrødre på 21 og 23 år. Han var dygtig i skolen, ikke særlig vellidt af lærerne p.g.a. sin somme tider ret provokerende facon, når han følte, at han blev uretfærdigt behandlet, eller syntes, at andre blev. Han var alle tiders gode kammerat. Han var især interesseret i svømning, men også i fysik og matematik.

 Rosie Maclean var 15 år. Hun var lille og spinkel med langt mørkt hår og brune øjne. Hun var datter af en officer og havde tre små søskende på 1 – 2 og 4 år. Det var faderens børn i andet ægteskab, da Rosies mor var død, da hun var otte år. Hun var meget dygtig i skolen og var meget vellidt. Hun var meget stilfærdig. Hendes store interesser var naturen, dans og tennis, og her livede hun rigtigt op.

 Bob Peters var 14 år.Han var høj, spinkel og lyshåret og havde brune øjne. Han var søn af en officer og enebarn. Han havde et godt humør og kunne charmere alle sine lærere, men var i øvrigt dygtig i skolen og også vellidt af kammeraterne. Han var dygtig til al slags sport, og så kunne han lave næsten alting med sine hænder og en smule værktøj.

 Susan Farrer var 13 år. Hun var høj, blond med langt hår, der var sat op som hestehale, og så havde hun meget mørkeblå øjne. Hun var meget urolig, men trods det meget dygtig i skolen og vellidt af både lærere og kammerater. Der skulle helst ske noget hele tiden, hvor Susan befandt sig. Hun var meget sportsinteresseret og især dygtig til svømning. Hun var datter af en servitrice og født uden for ægteskab, men det generede hende tilsyneladende ikke.

 Alle seks var klar over, at det ville blive en kæmpemæssig oplevelse. Drengene var ikke ubetinget begejstrede for, at der skulle tre piger med, de ville afgjort have foretrukket, at det havde været tre drenge mere, der skulle med.

 De var samlede på en forlænget week-end for at lære hinanden lidt at kende. Her fik de så også oplysninger om rejsen og om den ø, de skulle ud til.
 Da de rejste hjem søndag, var de enige om, at det nok skulle bliveen god oplevelse, simpelthen, fordi de alle seks var indstillet på at få det bedst mulige ud af det.

 Pigernes største bekymring var nok, om de nu også kunne være sikre på, at blive hentet efter et års forløb. Tanken om, hvad de skulle gøre, hvis en blev alvorligt syg strejfede også Betsy, men hun nævnede ikke noget om det for de andre. Der var jo ingen grund til at spekulere over alt det, der kunne gå galt.

 Øen de skulle bo på var ubeboet og lå godt 100 km. nordøst for Australien. Der var får på øen og et righoldigt udvalg af alle slags planter. De ville få noget konserves med som nødproviant, til de havde lært at klare sig med det, de kunne finde på øen.

 Og så en skønne dag startede turen. Der var stor afskedsfest, hvor nogle af forældrene nok kneb en lille tåre. Børnene var så spændte på alt det, de skulle opleve, så de knap bemærkede det.

 Ann og Mark var med på rejsen til øen for at lære dem bedre at kende, men da skibet kom til øen, blev børnene sendt alene i land med alle deres pakkenelliker, telte, proviant og tøj.

 De stod og vinkede til skibet en tid og så så på hinanden. Nu var de seks så alene. De ville ikke se andre mennesker før om et år, og de kunne ikke komme i kontakt med omverdenen i den tid.

 De var helt overladt til sig selv.

 Uvilkårligt rakte de alle seks deres højre hænder frem og greb fat i de andres hænder.

 Rosie smilede til de andre.

 En for alle og alle for en, skal vi ikke lade det være vores valgsprog.

 Drengene gik nu i gang med at rejse de tre telte. Et til drengene, et til pigerne og et til al bagagen, indtil de havde fået bygget noget mere vedvarende.

 De tre piger gik i gang med at finde noget mad frem og gøre det klar, så de kunne spise, når teltene var rejst.

 Mens de spiste, blev de enige om, at de bagefter ville gå en tur rundt om øen.

 Turen varede et par timer, og de fandt både nogle bække med frisk vand og nogle frugter. De så også nogle får undervejs. De var imidlertid godt svedige, da de kom tilbage til lejrpladsen, så de blev enige om at gå ud og bade, inden de lavede aftensmad.

 Vandet var dejlig, frisk, så de nød det rigtigt..

 Efter aftensmaden blev de enige om, at de hellere måtte lave et dagsprogram for de kommende dage. Der skulle også planlægges, hvem der skulle tage sig af de forskellige ting, hvad der skulle laves, og hvem, der skulle gøre det.

 Bob så over på Rosie med et skævt smil.

 Vi må vel også hellere finde ud af, hvordan øen skal regeres. Skal der være en, der har ansvaret, eller skal vi alle seks være enige, inden vi foretager os noget.

 Allan ryster på hovedet.

 Det kan vise sig at være besværligt. Jeg foreslår, at vi på skift har ansvaret for øen. Store ting skal vi selvfølgelig være enige om, , men den fungerende konge eller præsident, eller hvad vi nu kalder vedkommende, må have højeste magt i sin embedsperiode. Hendes eller hans afgørelse må være den endelige.

 Betsy begynder at le.

 Du lyder som en rigtig politiker, men jeg vil godt give dig ret. Hvis vi tager en måned hver, er der to gange til hver, på den måde får alle mulighed for at afprøve sine evner som regent. Men regenten skal ikke bare sidde til pynt. Han eller hun skal foregå de andre med et godt eksempel. Også være parat til at tage et arbejde, der måske ikke er særlig sjovt.

 Sean kør sig i håret.

 Hvilken rækkefølge skal det så være.

 Susan rækker en finger op.

 Jeg foreslår, at Rosie starter som præsident, fordi hun er den ældste.

 Rosie ser på de andre. Hvad siger I andre. Jeg foreslår, at vi trækker lod om rækkefølgen. Nr. 1 bliver præsident, nr. 2 vicepræsident. Næste måned bliver vicepræsidenten så præsident og nr. 3 bliver vicepræsident o.s.v. og når vi alle har været præsident, starter vi forfra.

 Bob nikker.

 Det lyder som en god ide. Jeg laver lige seks pinde med numre fra 1 – 6 og kommerr dem i en pose, så trækker vi hver en pind og arvefølgen er sikret hele året.

 De andre nikker.

 Fem minutter efter er Bob tilbage med seks pinde i en pose.

 Ja, så stikker  I andre fem en hånd i posen og tager en pind. Den der bliver tilbage, tager jeg. Så I ikke tror, at jeg laver fusk.

 Susan ler.

 Det tror jeg nu ikke, at nogen af os ville tro om dig.

 Et øjeblik efter står hver med sin pind i hånden. Rosie har fået nr. 1, Sean nr. 2, Allan nr. 3, Betsy nr. 4, Susan nr. 5 og Bob har fået nr. 6.

 Bob smiler.

 Er alle tilfredse, for det er jeg. Tillykke frk. præsident, er det tilladt at give Dem et kys.

Hurtigt giver han Rosie et kys på kinden og giver Sean hånden.

 Tillykke hr. vicepræsident.

 Rosie rødmer lidt, men smiler stort.

 Der bliver meget at lave i den kommende tid, og jeg håber, at vi kan få det til at fungere, så alle kan være tilfredse, men i aften synes jeg, at vi bare skal hygge os, til vi går i seng.

 I morgen planlægger vi det arbejde, der skal gøres, når vi har fået morgenmad. Jeg sørger for morgenmaden i morgen.

 Sean blinker til hende.

 Jeg hjælper dig.

 Rosie smiler glad.

 Bravo, og tak skal du have.

 De hygger sig nu sammen i nogle timer, indtil de omsider bliver enige om at gå til køjs.

 De tre drenge følges dog ad ned til vandet, da de har sagt godnat til pigerne. De står og kigger lidt på vandet, så siger Allan stilfærdigt.

 Jeg er ganske vist enebarn, men det føles næsten, som om I var mine brødre.

 Bob nikker.

 Jeg føler det nok lidt på samme måde, jeg er jo også enebarn.

 Sean smiler.

 Jeg har ganske vist to brødre, men de er meget ældre end mig, så jeg foretrækker mine to nye brødre. Jeg tror, at vi får det fint sammen, opg så tror jeg endda, at vi også har fået tre gode søstre. Jeg tror, at vi seks kan lære meget af hinanden i det kommende år.

 Lidt efter følges de tre drenge op til teltet. Sean går i midten med en arm om skulderen på de to andre.

 Næste morgen vågner Sean med et sæt. Han havde jo lovet at hjælpe Rosie med morgenmaden, men de havde ikke fået aftalt, hvornår de skulle begynde. Hurtigt farer han ud af soveposen og teltet. Da han ikke kan se noget til Rosie, går han i gang med at få ild i bålet igen. Lidt efter hører han en klukken bag sig. Da han snurrer rundt, ser han, at Rosie står og ler.

 Han bliver ildrød i hovedet, da han kommer i tanker om, at han er faret lige ud af soveposen for at få ild i bålet, uden at tænke på, at han skulle have tøj på..

 Rosie holder op med at le.

 Tak, fordi du fik ild i bålet, nu sætter jeg vand over til te. Vi glemte jo at aftale, hvornår vi skulle lave morgenmad. Nu kalder du på de to andre drenge.

 Så kommer der et lille fnis.

 Måske vil du også have noget tøj på.

 Sean rejser sig og begynder også at le.

 Som præsidenten befaler, men måske skal dette være påklædningen i min præsidentperiode.

 Rosie ler højt.

 Så pas hellere på, at der ikke bliver revolution, nu kalder jeg på de to andre piger.

 Efter morgenmaden bliver de enige om, at Betsy skal stå for maden i starten. Bob skal stå for husbygningen. Allan skal som hovedopgave finde ud af, hvilke madvarer øen har at byde på. De tre andre skal hjælpe til, hvor der er brug for det. Dagsprogrammet bliver man hurtigt enige om.

 Efter morgenmaden arbejdede man på huset, indtil middag. Efter middagsmaden har alle fri et par timer, til at lave det, man selv har lyst til. Fra kl. 15 – 18 gar man på jagt efter proviant eller prøver at fiske. Efter aftensmaden hygger man sig sammen og snakker og diskuterer til man går i seng.

 Efterhånden kan programmet ændres, når der bliver behov for det.

 Da programmet således var lagt, var det bare at gå i gang.

 Sean tog en spade og sagde med et skævt smil, at nu gik han ud og gravede et latrin. Ved middagstid kom han tilbage og sagde, at nu ville han gerne vise sit arbejde frem, og så kunne man ellers gå i gang med at bruge det. Der var plads til tre ad gangen.

 Den første uge gik meget hurtigt. Alle arbejdede ivrigt af alle kræfter, så de var dødtrætte om aftenen. Selv i fritiden arbejdede de på huset, så ivrige var de for at få det op at stå.

 Huset blev bygget som et stort rum. I den ene ende blev der lavet ildsted med skorsten og i den anden ende blev der lavet seks køjesenge. Det var det nemmeste, og ingen af dem havde noget imod det, de kendte hinanden så godt nu,  at de næsten følte sig som søskende. I midten af rummet lavede man spisebord med stole.

 Der blev også bygget et udhus, og der flyttede man alt det grej ud, som ikke passede så godt inde i huset.

 På mindre end en måned lykkedes det at få huset gjort så færdigt, at man kunne flytte ind, og det blev Rosies sidste embedshandling som præsident at indvie huset. Vejret havde heldigvis været fint hidtil, men det var jo ikke godt at vide, hvor længe det varede.

 Det var lykkedes Allan og Sean at fange fire får, så nu var der mælk og senere kød og uld. Fårene var blevet tøjret til nogle træer i første omgang, men da huset var færdigt, byggede Bob en indhegning til dem, og det varede ikke længe, før de var tamme.

 Rosie og Susan var blevet gode til at fange fisk, så en gang om ugen var der fisk til middagsmaden.

 Den sidste aften, hvor Rosie er præsident i førstye omgang, går hun og Sean en lille tur sammen, inden de går til køjs.

 Rosie tager Seans hånd og giver den et lille klem.

 Tak for godt samarbejde i den forløbne måned. Du har været en strålende vicepræsident, og jeg er sikker på, at du også bliver en god præsident. Jeg har bl.a. mærket, hvor godt du styrer dit temperement. Er du blevet gal i hovedet over et eller andet, kaster du dig over et eller andet arbejde, som du ved, at vi andre helst er fri for, på den måde får du luft. Nu tør jeg godt sige, at jeg var lidt nervøs for, hvordan vores samarbejde ville gå, men det varede ikke længere end til den første morgen, hvor du var gået i gang med at få ild i bålet, inden du var kommet i tøjet, for at vi andre ikke skulle komme til at vente, og bagefter var det også dig, der gravede latrinet.

 Jeg synes også, at Allan og Bob er et par dejlige brødre, men du er nok min yndlings lillebror i øjeblikket.

 Sean smiler opg giver hende et kys på kinden.

 Jeg har lært en masse af dig i den her måned. Vi skal nok ikke begynde at gå rundt uden tøj i øjeblikket, men vi kan da evt. bade uden i første omgang, og se, hvordan det føles. Jeg er nok også ved at regne dig for min storesøster, selvom jeg ikke har haft sådan en før. Betsy og Susan er da vældig fine, men du er nok den af jer piger, der forstår mig bedst. Med sådan en flok søskende har man slet ikke brug for forældre. Jeg synes, at vi er meget bedre til at opdrage hinanden, end i hvert fald mine forældre er.

 Når vi her opdrager på hinanden, er der en praktisk grund, jeg tror, at mange forældre går for højt op i teorien, fordi de ikke er der, når de praktiske problemer dukker op.

 Jeg tænkte den anden aften på, hvordan det ville være, hvis der skete et eller andet, så vi ikke kom hjem før om fem eller ti år.

 Rosie smiler.

 Jeg håber ikke, at det sker, men gør det, ved jeg, at der ikke er nogen, jeg hellere vil være sammen med end jer.

 Sean nikker tankefuldt.

 Kan vi ikke sætte os lidt. Jeg har det nok på samme måde, men hvad tror du, at de andre ville synes om at være her i ti år.

 Jeg tror faktisk heller ikke, at de ville synes, at det var så slemt, men der skulle jo nok laves en del ændringer hen ad vejen, når vi blev ældre. Nogen af os ville måske blive forelskede med tiden. Broder/ søsterforholdet ville blive til en anden slags kærlighed, så må vi jo bare håbe, at vi kan blive enige om, hvem der skal have hvem. Men selvom vi kommer herfra, kan det da godt ske, at nogen af os gifter os med hinanden med tiden.

 Sean begynder at le.

 Ja, hvem ved. Jeg håber bare ikke, at det kommer til at skabe uvenskab imellem os.

 Rosie ryster på hovedet.

 Det kræver, at vi altid er 100 % ærlige mod os selv og mod hinanden.

 En uges tid efter at Sean er blevet præsident, begynder det at regne for alvor. De er glade for, at de har fået huset færdigt, og at det viser sig, at det kan klare den voldsomme regn.

 De bliver hurtigt klar over, at de må ud, selvom det regner. Der skal skaffes mad og brændsel, og de kan jo heller ikke bare sidde inde, fordi det regner. Heldigvis er det ret varmt, på trods af regnen. Drengene har besluttet at bruge lændeklæder, når de er ude. De er hurtige at få tørret, når de kommer ind igen.

 Efter lidt diskussion bliver pigerne enige om, at de også kan bruge lændeklæder. Det er også praktisk, når man skal på latrin. Bob og Sean har ganske vist sat et halvtag op af nogle græsmåtter, men det er nu rart at få det overstået hurtigt.

 Ingen af dem keder sig, for der er hele tiden noget, man kan gå i gang med. Huset kan f.eks. forbedres og gøres hyggeligere og fårene skal passes. En gang imellem tager man på en udflugt, på trods af regnen. De er enige om, at når de kun har lændeklæde på, er det næsten som at være i brusebad.

 Efter næsten 2 måneders regn, begynder det at klare op, og så bliver der travlhed med at få tørret alle de forskellige ting rigtigt. De har dog vænnet sig så meget til lændeklædet, at drengene bliver ved med at bruge det, mens pigerne supplerer med en tynd bluse.

 En aften i Bobs regeringsperiode, begynder det at blæse kraftigt. Han er oppe flere gange i nattens løb, og hver gang synes han, at det lyder værre.

 Mens de spiser morgenmad, diskuterer de, hvad de skal gøre.

 Sean ser alvorligt på de andre.

 Jeg synes, at det tyder på, at det bliver til en orkan, eller det, der er værre. Hvad kan og skal vi gøre.

 Bob ser på de andre.

 Vi må nok være hurtige, men også forsigtige.

 Pigerne løber hen til kløften og tager så meget med , som de kan bære, af det, de synes er mest nødvendigt, bl.a. noget mad. Der skulle i forhåbentlig kunne være i sikkerhed.

 Allan, Sean og jeg prøver at sikre huset, men hvis det ryger, må vi bygge en beskyttelse for så mange af vores ting som muligt. Hvis vi lægger træer med den tykke ende i vindretningen, lidt skrånende, kan de forhåbentlig holde lidt på det. Vi skal nok komme hen til jer, så hurtigt vi kan.

 Hurtigt er pigerne i gang med at samle ting i plastsække. Stormen er lige ved at tage vejret fra dem, da de kommer ud, så de bliver enige om at kravle hen til kløften. Det er allerede begyndt at flyve rundt med ting, de har haft liggende udenfor. Og der er også grene fra træerne, der flyver omkring.
 Inde i huset har drengene travlt med at stuve ting ind under køjerne.

 Pludselig hyler Sean, for at overdøve stormens tuden.

 Vi må have slukket ilden på bålstedet, ellers risikerer vi, at der går ild i det hele, hvis der går hul på huset.

 Allan hyler tilbage.

 Er der ikke noget vand i spanden.

 Sean ryster på hovedet.

 Spanden er væltet.

 Bob smiler skævt.

 Så må vi se, hvor meget vi tre kan klare, det er nok godt, at pigerne ikke ser det.

 Heldigvis kan drengene klare så meget i spanden, at der er nok til at slukke ilden.

 Så presser de sig ud ad døren.

 Bob ser sig hurtigt rundt.

 Det er for sent at gøre mere nu. Vi må hen til pigerne. Vi kravler og holder fast i hinanden ved hjælp af det her reb. Når vi kommer hen til pigerne, lægger vi os hen over dem, så vi beskytter dem, så godt vi kan med vores krop. Kløften ligger på tværs af vindretningen, så vi kan risikere at få lidt af hvert ned over os, men der skulle ikke komme større træer fra den retning, så de skrammer vi får, heles nok igen. Jeg tager mig af Betsy, Allan tager sig af Rosie, og Sean tager sig af Susan, sådan passer det bedst størrelsesmæssigt.

 Enig, lad os komme afsted.

 Drengene har hver taget et tæppe med. Det varer næsten et kvarter, før de er henne hos pigerne, og da har de næsten mistet vejret.

 Med opbydelsen af deres sidste kræfter, får de forklaret pigerne, hvad Bob har sagt, og snart ligger de to og to indrullet i tæpper ved siden af hinanden. Drengene ligger hen over hver sin pige. I starten ryster de alle sammen, men lidt efter lidt lykkes det dem at falde lidt til ro og få sig skubbet til rette, så man ligger så godt som muligt.

 Orkanen raser med uformindsket kraft i flere timer, men hen på eftermiddagen er det lige som om den tager af. Der er blæst en del grene ned over dem.

 Ved aftenstid er det stilnet så meget af, at man kan snakke sammen uden at man behøver at råbe.

 Taget og måtterne omkring latrinet er forsvundet, men selve latrinet kan heldigvis bruges, og sulten er også ved at melde sig.

 De får viklet sig ud af tæpperne og følges ad hen mod huset. Der delvist er blæst væk. Bob kommer pludselig til at se på Sean, der er helt ligbleg.

 Hvad er der galt, Sean.

 Jeg er bange for, at min venstre arm er brækket.

 Det lyder lidt halvkvalt.

 Susan udstøder et lille skrig.

 Var det, fordi du passede så godt på mig.

 Sean prøver at smile.

 Måske, eller også var jeg bare klodset.

 Bob ser fra Sean til Rosie.

 Vil du prøve at forbinde Sean, evt se, om du kan lægge et par skinner på armen, så den kan være helt i ro. Betsy og Susan laver noget mad, og Allan og jeg rydder så meget op, at vi kan komme til at sove i nat.
 Rosie nikker.

 Når jeg er færdig med Sean, kommer jeg og hjælper jer.

 Sean ryster på hovedet.

 Der må også være noget, jeg kan gøre. Så har jeg ikke tid til at tænke på, at det gør ondt.

 Bob smiler.

 OK. Så sørger du for at få tændt bålet igen og samler brænde til det og henter vand. Men tag den bare lidt med ro, vi skal nok nå det hele.

 Rosie ser lidt på armen og trækker lidt i hånden, så begynder hun at lægge forbinding på. Sean giver sig lidt, men prøver at holde tårerne tilbage. Det er overarmen, der er brækket. Hun binder nu armen ind til kroppen efter at have polstret den godt, så den får god støtte.

 Hun puster ud, da hun er færdig, så siger hun.

 Prøv, om du kan bevæge fingrene.

 Seran smiler og bevæger fingrene lidt.

 Tak skal du have storesøster, nu gør det ikke nær så ondt mere.

 Rosie giver ham et kys på kinden og hvisker.

  Pas nu godt på, at der ikke sker dig mere, det tropr jeg ikke rigtig, jeg kan klare.

 Sean gengælder kysset og hvisker tilbage.

 Det bliver ikke med min gode vilje, hvis der sker mere, jeg hader at være så hjælpeløs. Men når galt skulle være, var det bedre, at det gik ud over min arm end Susans hoved, det havde nok ikke været så let at reparere, men fortæl ikke Susan det. Jeg vil nok hellere have hendes kærlighed til sin tid, end medlidenhed eller taknemlighed nu.

 Rosie nikker.

 Ja, den her dag har nok fordelt os. Jeg føler helt afgjort andet og mere for Allan, end jeg har gjort før, og Betsy sagde til mig, at hun havde det lige sådan med Bob. De timer, hvor vi lå så tæt sammen, uden at vi vidste, om vi ville overleve, men med en sikker forvisning om, at I ville gøre alt, hvad I kunne for at beskytte os. Det gjorde nok noget ved os alle sammen, så vi altid vil være tæt knyttet til hinanden også i fremtiden.

 Sean blinker en tåre væk.

 Og Susan, har hun også sagt noget til dig, om mig.

 Rosie smiler.

 Ja, hvad tror du selv. Nej, helt alvorligt, Susan har det på nøjagtig samme måde med dig, og jeg er ikke engang jaloux, selvom jeg også elsker dig. For mig er og bliver du min dejlige lillebror, men nu må jeg i gang med at hjælpe de andre.

 Lidt efter er Sean i gang med at få det til at brænde på ildstedet igen. Da Betsy rynkede på næsen og sagde, at det lugtede af tis, sagde Sean med et skævt smil.

 Tjah, vi havde ikke andet ved hånden, da ilden skulle slukkes. Vi turde ikke risikere, at der gik ild i det hele, hvis der blev gennemtræk i huset.

 Med en skovl får han asken ud, og lidt efter brænder der en god ild på ildstedet, og så går han efter vand.

 Betsy og Susan får lavet noget mad, og Bob, Allan og Rosie får ryddet så meget op, at det vil være muligt at sove i køjerne den kommende nat.

 Da de omsider sidder og spiser, siger Rosie.

 Jeg tror, at vi  alle er enige om, at i dag var det godt, at der var en, der kunne få det hele sat i system og tog ansvaret for os alle sammen. Jeg synes, at Bob klarede det fremragende, så jeg vil foreslå, at fortsætter som præsident resten af tiden, så kan vi jo stadig skifte vicepræsidenten ud hver måned, hvad siger I andre.

 Inden nogen af de andre får sagt noget, siger Bob, idet han ryster på hovedet.

 Nej, det synes jeg er en dårlig ide. Dels var vi enige om at lade ansvaret gå på skift, og dels har det første halve år vist, at alle har formået at leve op til det ansvar, derfor synes jeg, at det vil være forkert at lave om på det. Desuden synes jeg også, at jeg trænger til en periode, hvor andre påtager sig ansvaret. Forhåbentlig oplever vi ikke flere naturkatastrofer, mens vi er her på øen, men gør vi, er jeg overbevist om, at det nok skal gå godt, uanset hvem, der har ansvaret, men jeg vil godt give Rosie ret i, at en dag som i dag må der kun være en, der bestemmer. Der er simpelthen ikke tid til andet. Jeg er da meget glad over, at ingen har brokket sig over mine dispositioner, for det gør, at jeg kan føle, at de nok var rigtige, og det er en rar fornemmelse.

 I næste måned er det desuden jul, og en kvinde som Rosie vil være langt bedre til at få den rigtige stemning frem.

 Allan smiler.

 Jeg vil gerne give Bob ret. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi skiftes til at tage ansvaret for både os selv og for hinanden. Men jeg vil også gerne give Rosie ret i, at Bob har gjort et fremragende stykke arbejde. Uden hans evne til at sætte det hele i system, kunne tingene nemt have set meget værre ud. Det kunne han godt fortjene en orden for. Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at uden det venskab og den kærlighed vi har fået til hinanden, ville alle andre ting være totalt formålsløse. Det er det sammenhold, der får selv en naturkatastrofe som den i dag til at virke ubetydelig. Vi har jo stadig hinanden. Om et halvt år skal vi ganske vist hjem, men vi seks vil aldrig miste kontakten med hinanden, uanset, hvor vi havner i verden, dertil er vi kommet til at betyde alt for meget til hinanden.

 Betsy nikker,

 Jeg tror også, at det er bedst, at vi skiftes til at tage ansvaret. Det kan være en belastning, når man ikke ved, om det er den rigtige afgørelse, man træffer i en presset situation, det er jo ens venner, det kommer til at gå ud over, hvis afgørelsen var forkert. Det er ikke rimeligt, at en skal have den belastning hele tiden, for at vi andre kunne slippe lidt nemmere.

 Sean skærer en grimasse.

 Jeg tror nu ikke, at Rosie mente det som en straf, det var sagt i oprigtig beundring for den indsats Bob klarede i dag.

 Susan begynder at le.

 Jeg tror godt at vi alle forstår, hvad de forskellige mener og tænker. Det er jo netop det, der gør, at jeg elsker jer. Ingen er interesseret i magten for sin egen skyld. Man påtager sig et ansvar for de andres skyld. Ingen tænker mere på egne interesser men på fællesskabet.

 Drengene satte deres liv på spil for vores skyld. Noget større bevis på deres kærlighed kunne de ikke have givet.

 Omsider bliver de enige om at gå til køjs. Der bliver masser af arbejde, der skal gøres de kommende dage, og trætheden er også ved at melde sig ovenpå dagens strabadser.

 De tre drenge går dog deres sædvanlige aftentur ned til vandet, da de har sagt godnat til pigerne. Det er en vane, de har tillagt sig, og som ingen af dem vil undvære.

 Mens de står og ser ud over vandet, sukker Sean dybt.

 Hvordan skal man dog kunne leve et almindeligt liv ovenpå det her år med alle de kæmpeoplevelser sammen med jer.

 Allan nikker.

 Vi mennesker har nok en evne til at omstille os efter de omgivelser, vi bliver placeret i. Men selvom opholdet her har været ikke så lidt ud over det sædvanlige, tror jeg, at vi alle har lært noget, som vi også kan bruge i vores liv fremover.

 Bob smiler.

 Vi kan jo sige til Ann og Mark, at vi hellere vil blive her, når de kommer for at hente os. Eller vi kan blive enige om, at vi seks mødes her i gen om f.eks. 10 år

 Sean slår ham på skulderen.

 Fin ide, kan vi ikke blive her, så lad os mødes her om 10 år. Jeg vil begynde at spare sammen til turen, så snart jeg kommer hjem. Men det skal nok ikke lige være på den her årstid, en orkan er nok for mig.

 De følges ad tilbage og går til køjs. Sean har lidt problemer med at ligge, så armen ikke gør for ondt, men omsider falder de da i søvn.

 Næste morgen vrisser Sean ad de andre. Han må have hjælp til at få lændeklædet sat fast, og hanm synes ikke, at han kan klare at lave noget af alt det, der skal laves.

 Betsy beder ham om at hente vand og hjælpe hende med madlavningen.

 Sean knurrer.

 Der er jo ikke noget jeg kan lave ordentligt med kun en hånd.

 Betsy stiller sig op med hænderne i siden. Så begynder hun at le højt.

 Du kan da i hvert fald brokke dig, men kan du knurre, så kan jeg bide, min fine ven. Du reddede  Susans liv i går, men det regner du måske ikke for noget, det gør vi andre.

 Skal vi rigtig gå og ynke dig og sige, hvor er det dog synd, at lille Sean slet ikke kan lave noget af det, store stærke mandfolk normalt kan klare, eller kan du nøjes med din selvmedlidenhed. Vi laver jo alle så meget for fællesskabet, som vi kan klare. Vel, dine muligheder er begrænsede i øjeblikket, men det er da ikke en grund til at drukne dig i selvmedlidenhedens bølger. Jeg ved godt, at du hidtil har brugt arbejdet til at dæmpe dit temperement over for os andre. Jo værre du havde det, jo mere beskidt arbejde påtog du dig. Nu må du så prøve på andre måder, til din arm er i orden igen. Du kan f.eks. gå en tur og tænke over tingene, eller du kan spekulere på, hvad du vil gennemføre, når du bliver præsident igen. Mellem os to, var det ikke mindst for din skyld, at Bob sagde nej til at fortsætte som præsident. Han ved, hvor meget det betyder for dig at vise, at du kan leve op til det ansvar, du får pålagt af os.

 Du må også godt stille dig op og skælde mig godt og grundigt ud, så længe du har vejr til det, hvis det kan hjælpe dig.

 Sean lægger sin højre arm om hendes hals og giver hende et kys på kinden, så smiler han.

 Hvordan skulde jeg dog kunne skælde dig ud. Du er jo noget af det sødeste og rareste, selv når du bider.

 Betsy har tårer i øjnene, da hun stilfærdigt siger.

 Hvordan kan du så nænne at skælde dig selv ud. Selvom du knurrer, er du jo også min dejlige lillebror, og ham må ingen gøre fortræd. Det vil din anden storesøster Rosie give mig helt ret i.

 En anden ting, du har reddet Susans liv, og hun er i øjeblikket overbevist om, at så har du også hånds og hals ret over hende. Det generer hende ikke spor, snarere tværtimod. Men hvis du er fornuftig, tager du den lidt med ro. I er trods alt kun 13 år endnu. Selvom hun synes, at du er en guddom i øjeblikket, så bliv ikke alt for skuffet, hvis hendes opfattelse bliver lidt mere modereret.

 Sean smiler skævt.

 Det er jeg klar over, men jeg er faktisk 14 år. Det blev jeg i går, men der skete jo så meget, at jeg helt glemte det igen.

 Betsy ler.

 Det må vi fejre, hvad ønsker du dig.

 At vi seks aldrig skulle skilles igen. I har betydet langt mere for mig end mine forældre og mine store brødre.

 I princippet må jeg nok give dig ret, men det ville nok ikke være så god en ide alligevel. Vi har jo også et ansvar over for andre. Det vi har lært her på øen, skulle vi gerne kunne bruge og lade gå videre til andre.

 Seans fødselsdag bliver fejret, og de kommende fjorten dage arbejder alle med liv og lyst, så snart er huset beboeligt igen og endda bedre end det første, for man har fået lavet forstærkninger, der hvor orkanen havde vist, at der var svagheder.  Det bliver den sidste dag i Bobs præsidentperiode, at huset bliver genindviet med en stor fest.

 Rosie har nemlig fundet ud af, at det er Bobs 15 års fødselsdag den dag, og så kan man slå to fluer med et smæk.

 Festen varer helt til midnat, hvor Rosie så tiltræder som præsident.

 Hun ser på Bob med et smil.

 Din præsidentperiode har været mindeværdig, og næste gang din præsidentperiode slutter, skal vi vel hjemad og skilles, i det mindste for en tid. De oplevelser vi har haft sammen her, vil ingen af os kunne glemme. Vi har jo talt om at mødes igen om fem eller ti år, her på øen, og nu er vi fem andre blevet enige om, at invitere dig og din evt. kone her til øen på en måneds ferie, sammen med os. Skulle der vise sig uoverskuelige vanskeligheder med at gennemføre turen, så husk lige, at du selv har været med til at vise os, hvor meget, der kan lade sig gøre, når man  bare arbejder godt sammen.

 Bob rejser sig og går lidt frem og tilbage.

 Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg har bestemt ikke gjort mere for jer, end I har gjort for mig. Jeg garanterer, at hvis jeg lever til den tid, så kommer jeg, men jeg foreslår, at vi i stedet for giver Ann og Mark en eller anden ting, som tak for den oplevelse, de har givet os. Uden dem havde vi vel aldrig mødt hinanden og var kommet herud.

 Betsy rejser sig og går over og giver ham et knus og et kys.

 Jeg havde en anelse om, at du ville sige nej tak. Til gengæld synes jeg, at ideen med at give Ann og Mark en ting, er fremragende. Jeg synes, at det skal være et eller andet her fra øen, som vi går sammen om at lave.

 Allan tøver lidt, så kommer det stilfærdigt.

 Tænk, at have fået sådan en broder, hvad siger du Sean. En broder, der altid er i godt humør, kan charmere alt og alle, men som samtidig er så ærlig og reel helt igennem. Ham kan vi to lære meget af, og så kan man ikke engang blive misundelig på ham. Jeg tror, at det eneste du ikke kan, er at skabe dig uvenner, men det kan man vel også klare sig uden.

 Bob smiler.

 Så er det nok, Allan. En rose mere fra dig, så bliver vi to uvenner., og det vil jeg slet ikke bryde mig om.

 Sean begynder at le.

 Kærlighed er nok selvforstærkende. Hvis man kan vise kærlighed, bliver man mødt med kærlighed.

 Så bliver han alvorlig.

 Det er nok lige sådan med had. Det mærker man tydeligt i Nordirland. De fleste har nok glemt grunden til hadet, og nu er der bare hadet tilbage.

 Der bliver stille en tid.

 Sean ser ulykkelig på de andre.

 Undskyld, at jeg ødelagde stemningen.

 Susan ser på ham.

  Det gjorde du heller ikke, men du fik os nok til at tænke på, at der er et arbejde til os, når vi kommer hjem. Kan vi være med til at skabe lidt mere kærlighed og lidt mindre had i verden, så har vores liv ikke været forgæves.

 Rosie rejser sig.

 Jeg giver Susan helt ret. Vi har vist alle drømt om, hvor dejligt det kunne være, hvis vi kunne blive her, men vi må nok erkende, at der er opgaver at løse for os, når vi kommer hjem. De oplevelser vi har haft sammen, kan ingen tage fra os, og måske har det rustet os til den opgave Susan nævnte.  Lad os håbe det. Godnat og sov rigtig godt.

 Bob, Allan og Sean går som sædvanlig ned til vandet for at snakke lidt, inden de går til køjs.

 Bob går og brummer lidt.

 Sig mig en gang, synes I virkelig, at jeg er så meget anderledes end jer.

 Allan smiler.

 Vil du have et ærligt eller et trøstende svar.

 Sean smiler også.

 Du er jo sådan, som vi gerne vil være. Det lykkes bare bedre for dig end for os. Du har f.eks. ikke et hidsigt temperement som mig, ellers skjuler du det i det mindste fremragende.

 Allan nikker.

 Nu vi er ved det ærlige, så ville jeg give flere år af mit liv for at kunne se lige så lyst på tilværelsen, som du, i hvert fald tilsyneladende, gør.

 Bob ser på de to andre.

 OK. Lad os sætte os ned, for det her tager nok noget tid.

 Vel, jeg er født med et lyst sind., men jeg havde også et par dejlige forældre. Hvis I synes, at jeg er charmerende, så skulle I have mødt min mor. Det kan desværre ikke lade sig gøre, da hun døde for fem år siden. I barselsseng, og min lillebror døde samtidig.

 Bob sidder stille lidt, så tager han sig voldsomt sammen og fortsætter.

 Undskyld, men det er første gang, jeg fortæller nogen om det. Jeg var ikke klar over, at det føltes sådan at have et par brødre, man kunne tale med om alt. Far og jeg havde jo kun hinanden efter mors død, og far trængte bestemt ikke til at have en tudesøren til søn. Vi hjalp hinanden med at finde glæden og humøret igen. Det var lidt svært for mig at skulle forlade far et helt år, men på den anden side ville det give ham muligheden for at finde en at komme sammen med, når han ikke hele tiden skulle tage hensyn til mig.

 Du sagde en dag noget Sean om, at vi var bedre til at opdrage hinanden, end vores forældre var. Det fik mig til at tænke på min mor.

 Da hun levede, opdragede hun mig til at have et lyst og åbent sind. Det hjalp mig gennem en mørk tid, og det hjalp mig også med at gøre far glad igen. Jeg havde jo haft en vidunderlig mor i mine første ti år, det er der mange, der aldrig har haft, så jeg har bestemt ikke noget at klynke over.

 Nu har jeg så fået nogle dejlige brødre og søstre, ja måske endda en kæreste, jeg kan gifte mig med en dag. Måske har far også fundet en i det forløbne år, som han kan gifte sig med. Hun skulle selvfølgelig helst kunne lide mig også, men det er jeg sikker på, at far stiller som en betingelse. Jamen er livet så ikke bare dejligt.

 Allan smiler.

 Hvem kan være sortseer, når man er sammen med dig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan din far skulle kunne finde en at gifte sig med, som ikke kunne lide dig.

 Så fortsætter han.

 Mine forældre er skilt. Jeg kommer da meget godt ud af det med dem begge to, men jeg kan ikke mindes, at jeg har haft noget nært forhold til nogen af dem. Det er nok mindst ti år siden, at jeg har fået et kys eller et knus af nogen af dem. Min far er lidt verdensfjern. Han har en række regler, overholdes de, er alt i orden. Overholdes de ikke, belønnes det med et løftet øjenbryn, han hæver aldrig stemmen.

 Hos mor gælder der så andre regler, men da hun ofte har venner og veninder på besøg, når jeg er der, gælder det stort set bare om at være usynlig, eller i det mindste ikke til at høre. Når vi er alene, taler vi om skolen og om min fremtid. D.v.s. hun taler og jeg lytter. Som regel ånder jeg lettet op, når jeg kan tage tilbage til min far. I lyse øjeblikke kan min far godt udvise lidt humoristisk sans. Den gang vi rejste, kørte han mig til toget. Da jeg var kommet ud af bilen med min bagage, sagde han.

 Nå, jeg må vel hellere køre hjem igen nu, så må du jo ringe efter mig, når du kommer tilbage, var det ikke om et år.

 Sean ler.

 Nu kan du vel huske telefonnummeret.

 Så bliver han alvorlig igen.

 Tjah, mine forældre er da meget flinke. Far er ikke ret meget hjemme. Han kører gerne i løbet af mandagen og er så først hjemme igen sidst på fredagen. Hvis der ikke rigtig har været gang i salget, skal man helst ikke snakke med ham før over middag om lørdagen.

 Indtil for fem år siden samlede mor på alle mine utyskestreger i ugens løb, som far så fik serveret, når han kom hjem. Det var bestemt ikke morsomt, hverken for far eller mig. En dag sagde han da også rent ud til mor, at fremover måtte hun selv klare den, for nu gad han ikke være bussemand mere. De fleste ting kunne knægten jo dårligt huske, at han havde lavet.

 Det følgende år fik jeg så en på siden af hovedet af mor, når der var noget, indtil jeg en dag sagde, at nu ville jeg ikke mere finde mig i, at hun bare slog mig, uden at høre sagen fra min side.

 Efter den dag så hun bare opgivende på mig, når der var noget, og så sad hun og småbrummede hele aftenen og var sur på mig.

 Far og mor var nok for gamle, da de fik mig, men iflg. Min ældste broder var det nok også nærmest et uheld. Far og mor havde haft et vældigt skænderi, og ni måneder efter dukkede jeg så op. Jeg har nok arvet noget af min faders temperement, men takket være jer, er jeg da begyndt at kunne styre det. Jeg tror faktisk, at mine forældre regner det her som en hel feri, den første i mange år, ja vel nærmest siden de fik mig. Jeg tror, at de ville græde tørre tårer, hvis jeg forsvandt ud i den blå luft og ikke kom hjem igen.

 De sidder lidt i tavshed alle tre, tænker vel over, hvad de andre har fortalt om deres familieforhold, så siger Sean.

 Nå, men vi må vel hellere se at komme til køjs, hvornår er det forresten  din fødselsdag, Allan.

 Allan smiler.

 Den 24.december, i øvrigt samme dag som Rosie. Betsy har fødselsdag d. 12.februar og Susan har d. 20. marts. Men du har nok ret. Vi må nok hellere komme til køjs. Det kan jo være, at den nye præsident har en hel masse på tapetet.

 Sean smiler bredt.

 Ellers har vicepræsidenten.

 Tiden indtil jul går fint, selvom vejret ikke lægger op til julestemning. Der er over 25 grader om dagen og i øvrigt næsten solskin hver dag. Sean brokker sig lidt over, at han ikke rigtig kan bade, før han får sin forbinding af. De andre driller ham med, at han er begyndt at lugte, fordi han ikke bliver vasket rigtigt.

 Den 24.december får han så forbindingen af. Han kan ganske vist ikke svømme, for den venstre arm fungerer ikke rigtigt i starten, men nu kan han da blive lagt i blød, siger Susan med et smil.

 Rosies og Allans fødselsdag bliver rigtig fejret, og om aftenen går de alle seks i vandet. Månen skinner og de hygger sig rigtigt.

 Allerede næste dag er Sean i gang med at træne sin arm op igen. Rosie siger, at han hellere må tage den lidt med ro i starten, så der ikke sker noget.

 Det passer ikke rigtigt Sean, men han kan trods alt godt se fornuften i det.

 Man er begyndt på gaven til Ann og Mark. Det er meningen, at det skal blive til en slags skulptur, som er sat sammen af seks stykker træ, som hver af dem skærer og snitter i efter deres egen fantasi. Desuden bruger man uld fra fårene. Dels til at lave et tæppe af, som skulpturen kan stå på, men også til en slags påklædning af nogle af figurerne.
 En dag, hvor de sidder ivrigt og arbejder med hver sin del, siger Susan.

 Vi burde måske lave to skulpturer, for Ann og Mark er jo ikke gift, og de bor vel heller ikke sammen.

 De andre ser på hinanden, og Bob siger.

 Det kan der være noget om. Lad os lave to skulpturer, så kan de selv få lov til at vælge, hvilken en af dem, de vil have.

 Man bliver hurtigt enige om, at det vil være en god ide.

 Betsy siger med et lille smil.

 Hvis de havde været med her på øen, kan det jo godt være, at de havde giftet sig, når de kom hjem, for så havde de lært både hinandens stærke og svage sider at kende, lige som vi andre har.

 Allan ler højt.

 Det er måske rigtigt, men jeg er nu glad for, at de ikke er med, jeg foretrækker helt afgjort, at vi seks er alene sammen, uden indblanding fra voksne, selvom vi måske også er ved at blive voksne.

 Men jeg har tilsyneladende et problem. Jeg kan nemlig ikke se nogen svage sider hos dig Betsy.

 De andre kan jeg godt finde svage sider hos. Rosie er nok lidt naiv, når hun holder af mig, trods mine svage sider. Susan tror, at Sean er en af de græske guder, eller i det mindste en halvgud, og der er måske også lidt af Zeus i ham. Bobs eneste svage side, ja, hvad er den i grunden, der er jeg også lidt på den. Jo, han påstår, at man bliver uvenner med ham, hvis man roser ham for meget. Men det tror jeg ikke på, for Bob bliver man ikke uvenner med.

 De stærke sider, ja, der er til gengæld mange. Den vigtigste er nok jeres evne til at vise jeres kærlighed og venskab så tydeligt, og det gælder til gengæld jer alle.

 Sean brummer.

 Hvorfor sammenligner du mig med Zeus.

 Bob ler højt.

 Det kan din intelligens sikkert forklare dig, lille Zeus.

 Rosie nikker tankefuldt.

 Jeg har tænkt på, hvad det vil sige at blive voksen. Jeg tror, at det må være noget med at være villig til at påtage sig et ansvar, både for sine egne, men også for andres handlinger. I den tid vi har været her, har jeg aldrig hørt nogen give andre skylden for de ting, der er sket. Til gengæld har vi flere ting i behold, som andre voksne har mistet eller glemt. Vi har vores fantasi og vores ubegrænsede tillid til hinanden.

 Betsy sidder lidt, så siger hun stilfærdigt.

 Jeg har mindst lige så mange svage sider som alle andre, Allan, men det er åbenbart ikke nogen, der generer dig i øjeblikket, bare rolig, det kommer nok. Jeg synes, at Rosies definition på at være voksen, er helt god.. De seks børn, der forlod England vender aldrig tilbage. I stedet for kommer der seks unge mennesker med tro på og vilje til at gøre verden bare lidt bedre.

 Ifølge kalenderen er vi måske ikke meget ældre, men jeg er overbevist om, at de kan mærke forskel, når vi kommer hjem. Forhåbentlig vil de ikke have alt for svært ved at acceptere det, forældre har jo somme tider svært ved at forstå, at deres kære små en skønne dag bliver voksne.

 Til gengæld tror jeg, at vi er blevet fornuftige nok til at kunne forklare dem det helt klart og sagligt. Det bliver nok vores første store prøve på, om vi virkelig er blevet så voksne, som vi selv synes.

 Sean smiler.

 Ja, det bliver noget af en opgave, men i grunden burde alle prøve sådan et ophold, som vi har her, jeg tror, at det kunne være med til at gøre verden lidt bedre, men det vil jo nok ikke være muligt.

 Allan begynder at le.

 Det er jo heller ikke sikkert, at andre kunne leve op til vores standard. Der er i hvert fald ikke nogen af mine skolekammerater jeg umiddelbart kunne have tænkt mig at følges med på sådan en tur, men måske de ville have ændret sig lige så meget, som vi sikkert har gjort. Vi har jo været sammen hele tiden, så vi har ikke bemærket de forandringer, der er sket med os, på samme måde, som de der hjemme oplever det, når vi kommer hjem.

 Omsider bliver de enige om at gå til køjs.

 Drengene går dog som sædvanlig en tur ned til vandet først.

 De følgende dage træner Sean ivrigt med sin arm. Selvom det gør ondt, maser han på, så meget han kan, og allerede nytårsaften kan han begynde at svømme lidt, selvom de andre driller ham med, at han minder om en krabbe, fordi han ikke kan svømme lige.  Klokken 12 er de alle seks i vandet.
 Rosie siger, at man jo må nyde det, mens man kan. Når man kommer hjem, vil der jo ikke være mulighed for at svømme rundt en nytårsaften.

 Da de kommer op af vandet igen, giver de hinanden et knus og ønsker hinanden godt nytår, og så følges de ad op og går til køjs.

 Næste dag er der travlhed, der skal slagtes et får, så de kan få kød igen. Pigerne er ikke meget for at deltage i slagtningen, for de synes næsten, at fårene er kommet til at høre med til familien, fordi de er blevet så tamme.

 Sean foreslår derfor, at Allan, Bob og han går ud og fanger et af de vilde får og slagter det i stedet for. Det synes de andre er en god ide, så ved middagstid går de tre drenge på jagt. Ved aftenstid kommer de slæbende hjem med et får, som de har fanget og slagtet. Pigerne går så i gang med at tilberede kødet. Noget af kødet bliver pakket ind i blade og i skindet, hvor man har skåret ulden af. Endelig bliver det lagt ned i en dyb kælder, som de har gravet, for at kødet ikke skal blive fordærvet i varmen.

 De er godt trætte, da de når til sengetid, så der bliver ikke snakket ret meget, før alle sover.

 Næste aften, da de tre drenge sidder nede ved vandet og snakker, siger Sean.

 Hvordan kan det i grunden være, at det er forkert at få børn i vores alder, når man rent fysisk er gammel nok til at få dem.

 Bob smiler.

 Vi er måske gamle nok til at få børn, men jeg tror ikke, at vi er gamle nok til at have børn. Rent bortset fra, at pigerne vel heller ikke er interesserede i at få børn, når de ikke er ældre. De har vel også ret til lidt ungdom uden skrigende unger. Selvom vi ville gøre vores bedste for at aflaste dem, er det jo trods alt pigen, der skal slæbe rundt på barnet i ni måneder. Så det er nok bedst, at du styrer dine lyster et par år endnu. Jeg ved godt, at du synes, at dine forældre var for gamle, da de fik dig, men jeg tror nu ikke, at et barn er bedre tjent med at have forældre, der er alt for unge. Vi føler os nok vosne og ansvarlige nu, men et barn kræver andet og mere, og trods alt må man nok tænke mere på, hvad der vil være godt for barnet, end hvad der kan være sjovt, spændende og måske rart for os, nu og her.

 Allan nikker.

 Det er nok som at få en Ferrari eller en Rolls Royce, når man er 14 – 15 år og få at vide, at man ikke må køre i den, før man er atten. Måske går det godt, hvis man prøver at køre en tur, men hvad nu, hvis man kører galt, ødelægger bilen og måske endda kører nogen ned, så de dør. Det kan ikke gøres godt igen. Det samme gælder, hvis man ødelægger livet for en pige og evt. et barn. Jeg ved godt, at ældre også kan køre galt, eller for den sags skyld ødelægge livet for hinanden og evt. børn. Man kan jo aldrig være helt sikker på noget, men jeg synes bare ikke, at det er en risiko, man bør løbe i vores alder. Men tro mig, jeg er sikker på, at du bliver alle tiders far en dag, men lad det vente nogle år. Det er Susan også bedst tjent med, lillebror.

 Sean begynder at le.

 Selvfølgelig har I ret. Jeg er i hvert fald også sikker på, at både du og Bob også bliver nogle gode fædre. Susan vil nok også godt vente nogle år, måske hun også til den tid vil foretrække en anden far til sine børn, end mig.  Den første forelskelse bliver vel også sjældent til et ægteskab. Det er nok bedre, at man møder forskellige mennesker, før man bliver gift, end at man møder de mange muligheder efter at man er blevet gift.

 Pigerne har også flere gange haft lignende samtaler., men de har ikke rigtig haft mod til at diskutere det med drengene. En dag sad de også og snakkede om deres familieforhold derhjemme, mens de sad og arbejde på skulpturerne til Ann og Mark.

 Det er Susan, der har spurgt Rosie om, hvordan hun har det med at have fået tre små søskende.

 Rosie smiler uvilkårligt.

 De er søde og sjove, men jeg vil godt indrømme, at jeg også nyder at have lidt fred for dem. Jeg kan godt lide min stedmoder, for hun er virkelig sød, derfor hjælper jeg også gerne med de små, men jeg synes, at tre på så kort tid, er lige i overkanten.

 Da min mor døde, spurgte min far mig, om jeg ville have noget imod at få en stedmoder. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare, og det var han selvfølgelig godt klar over. Han gav mig et ordentligt knus og sagde.

 Hvis jeg nu lover dig, at jeg kun gifter mig med en, der vil elske dig lige så højt, som jeg gør, tror du så ikke, at det kan gå.

 Halvandet år efter blev jeg så præsenteret for hende, der nu er min stedmoder, og heldigvis kunne vi lide hinanden med det samme, og kort efter giftede far sig så med hende. De har så nu fået tre børn sammen, to drenge på 2 og 4 år og en pige på 1 år, men det har bestemt ikke fået mig til at føle mig til overs. Det værste er nok, at jeg forkæler de små, til gengæld er begge drenge klar over, at det er alvor, når jeg skruer bissen på.

 Betsy begynder at le.

 Jeg kunne godt lide at se dig skrue bissen på over for vores drenge her.

 Rosie smiler.

 Det er for sent nu, for jeg bliver jo ikke præsident mere, til gengæld har der heller ikke været grund til det i mine to præsidentperioder. Men hvad med alle dine søskende, Betsy, kan du styre dem.

 Betsy ler stadig.

 I vores familie er vi selvstyrende, det er nødvendigt, når der er så mange børn. De store opdrager på de mindre. Jeg har en storesøster på næsten 18 år og to tvillingebrødre på 16, så har jeg en søster på 12, et par tvillingesøstre på 10 og en lillebror på 9 år. Men da mor havde fået ham, trak hun i nødbremsen og sagde til far, at nu måtte det være nok. Mor fortalte mig en dag, at far havde set på hende med store øjne, da hun havde sagt det, og så havde han sagt.

 Jamen hvorfor dog, de bliver jo ved med at blive dejlige.

 Mor havde så rystet på hovedet og sagt, at hun faktisk også godt ville foretage sig andet end at føde børn, og så havde hun fortsat.

 Men vent du bare nogle år, så begynder børnebørnene at dukke op, i øvrigt er der vel heller ingen, der forlanger, at det er os to, der skal befolke hele jorden.

 Far havde brummet lidt, men så smilede han alligevel.

 Du har nok ret min skat, det er bedre at stoppe, mens legen er god. Alle børnene ligner jo dig, tænk, hvis vi næste gang havde fået en, der lignede mig, det ville ikke have været så godt.

 Susan ser tankefuldt fra Rosie til Betsy. Så kommer det stille.

 Hvor må det være vidunderligt med så mange søskende der hjemme, i det mindste, hvis man kan lide hinanden. Det føler jeg for alvor her.

 Der hjemme er jeg meget alene. Mor arbejder jo mest om aftenen. Dem jeg gerne vil være sammen med, passer jeg ikke sammen med socialt, siger deres forældre. De der har samme sociale status som mig, barn af en enlig mor, bryder jeg mig bestemt ikke om.

 Mange i skolen ser ned på mig, fordi mor har fået mig, uden at have været gift, men det kan jeg jo da ikke gøre for. Det gør mig somme tider så sur, at jeg nok bliver lidt provokerende.

 Hvorfor kan de ikke bare være lige som jer.  Jeg har følt, at I accepterede mig fra den første dag, uden at have moralske skrupler over min eller min mors fortid.

 Betsy smiler.

 Sommetider kan det godt være lidt overvældende at have så mange søskende som jeg har, især, hvis pladsforholdene er lidt begrænsede. Her på øen kan vi være sammen, så meget vi har lyst, men trænger man til at være lidt alene, er der masser af plads, det har jeg sommetider manglet der hjemme.

 Vi seks har alle valgt at møde hinanden med et åbent sind. Ingen af os har ønsket at tage hensyn til de andres fortid eller deres forældres status. Det er jo ikke noget, vi har haft ansvar for. Det er ikke noget, vi kan prale af eller skamme os over. Vi er dem vi er, og det er vi alle seks tilfredse med.

 Vi trasker rundt i lændeklæder, lige som drengene og bader uden tøj, lige som dem, men vi respekterer alle seks hinanden. Ingen af os ville drømme om at gøre nogen af de andre fortræd.

 Vi kan måske sige, at vi har paradisiske tilstande, men vi så jo også vores fantastiske sammenhold under orkanen i november.

 Kort efter at Allan er blevet præsident, begynder det at øsregne igen. Huset er ganske vist blevet så godt indrettet nu, at man sagtens kan opholde sig derinde en hel dag alle sammen., uden at der bliver problemer, men de er alle sammen blevet så meget friluftsmennesker, at de hellere vil opholde sig ude i regnen end at sidde og murre inde i huset. Da de havde ventet, at regnen kom, havde de bygget et rigtigt hus til latrinet, så man nu kunne sidde i tørvejr. Men det største arbejde var at få kælderen lavet, så vandet ikke samlede sig der, så kødet og den resterende konserves ikke blev ødelagt. De havde også været i gang med at lave en have, hvor planterne voksede frodigt. Vigtigst af alt var dog nok, at de havde arbejdet meget på at gøre huset og de andre ting så orkansikre som muligt, hvis der skulle komme en orkan igen.

 De har bygget en slags tømmerflåde, så de kan sejle lidt ud, når de vil fiske, men de sørger altid for, at de ikke kommer længere fra land, end at de kan nå ind til stranden igen, hvis de bruger de lange stager, de har lavet. De er helt enige om, at de ikke vil prøve at sejle ud for at se, om der er andre øer i nærheden. Det ville være alt for risikabelt.

 Regntiden fortsætter også i det meste af Betsys præsidentperiode, men det generer hende ikke.

 Hendes hovedopgave med at sørge for maden er jo fortrinsvis indendørs, men hun er også god til at sætte de andre i gang med madlavning og rengøring, så det går lidt på skift. I det hele taget er de flinke til at bytte indbyrdes med de forskellige arbejdsopgaver, så der ikke er en, der hænger på de mest upopulære opgaver i længere tid ad gangen.

 Flere gange i Susans præsidentperiode kommer de til at tale om, at tiden for hjemrejsen nærmer sig., men så udskyder de diskussionen igen. De har da stadig noget tid sammen endnu.

 Det er begyndt at blive blæsende, men vinteren nærmer sig også på denne del af jordkloden. Selvom der stadig er omkring 20 grader om dagen er nætterne blevet lidt køligere.

 De snakker flere gange om, hvorvidt de kan risikere at få en orkan mere. Hvis den kommer, bliver det forhåbentlig ikke lige på det tidspunkt, hvor de skal hentes.

 I løbet af maj, begynder de så småt at pakke de ting sammen, som de ikke skal bruge mere. De to skulpturer til Ann og Mark er blevet utrolig flotte. Bob har lavet et vældig fint arbejde med at sætte dem sammen af de seks stykker., så det næsten ser ud, som om det hele er lavet i et.. Den ene er lavet som en mand, den anden som en kvinde. Begge skulpturer er delvis klædt på med skind og uld fra fårene, de har slagtet.

 De er også begyndt at planlægge, hvor og hvornår de kan mødes, når de kommer tilbage.. De har besluttet at lave en bog, der skal cirkulere imellem dem, en slags vandrende dagbog. Hver har den i 14 dage og sender den så videre til den næste i rækken, med sine kommentarer om, hvad der er sket hos ham eller hende siden sidst. Rækkefølgen bliver den samme som præsidentrækken. De er lidt kede af, at de skal aflevere deres dagbøger til Ann og Mark, men de håber på, at de kan få lov til at få dem tilbage igen.

 De er også enige om, at de vil bede om, at de mere personlige ting i dagbøgerne ikke bliver brugt, hvis rapporten skal offentliggøres.

 De sidste 14 dage går det meste af tiden med at snakke sammen. Da de kender hinanden så godt nu, er det mest fremtiden, de snakker om. Deres ønsker og drømme, hvilken uddannelse de gerne vil have. De sidste par aftener sidder de og snakker længe efter at det er blevet mørkt. Det er så svært at løsrive sig.

 I dagens løb kan de godt sommetider snakke sammen to og to, hvis de arbejder sammen om noget, men om aftenen sidder man sammen og snakker alle sammen, og nu sidder både piger og drenge sammen. Når pigerne er gået til køjs, sker det dog tit, at drengene går en tur ned til vandet og snakker. Der er ting, der er lettere at snakke om, når der bare er de tre sammen, synes de.

 Aftenen før de regner med at blive hentet, siger Bob, da de er samlede.

 Ja, så skulle det være i morgen, vi bliver hentet, hvis vi ikke har haft rod i kalenderen, og hvis skibet passer tiden og kommer som aftalt. Heldigvis har vi da lidt tid sammen på skibet, inden vi kommer til Sydney, hvorfra vi skal flyve hjem, via Singapore. Næste uge ved den her tid skulle vi altså være hjemme, parate til at genoptage vores almindelige tilværelse. Heldigvis har vi da lidt tid til at akklimatisere os, inden vi skal begynde i skolen igen, men det bliver vist også nødvendigt.

 Jeg foreslår, at vi prøver at mødes den sidste week-end i juli, så vi kan fortælle hinanden, hvordan vi er faldet til derhjemme. Måske kan vi så starte vores vandrende dagbog ved samme lejlighed. Min far har en god ven, der har et stykke skov, der tror jeg godt, at vi kan få lov til at slå nogle telte op for en week-end, men vi vil ingen forældre have med, er vi ikke enige om det.

  Rosie smiler.

 Helt enig, og når vi har fået lov til at tage af sted alene et helt år, kan vi vel også få lov til at tage på en week-end sammen.

 De forskellige får ikke meget sovet den nat. Dels er der spændingen om, skibet nu kommer til tiden, eller om det er blevet forsinket, men nok lige så meget tanken om, at det her år nu er slut og de skal skilles. De er faktisk blevet tættere knyttet til hinanden, end hvis de bare havde været søskende. Den daglige tætte kontakt med hinanden, er en del af det, men i endnu højere grad var orkanen nok med til det. Den dag lærte de, hvor tæt man kan komme på hinanden.

 Den næste morgen er de tidligt oppe alle seks.

 Bob smiler skævt.

 Jeg foreslår, at Rosie bliver præsident i dag, med Sean som vicepræsident. Min tid udløb jo i aftes. Jeg skal nok tage min tørn med pakning og oprydning, men jeg synes, at det vil være en værdig afslutning på vores ophold her, at vi overholder vores turnusordning, som vi aftalte for et år siden.

 Allan nikker.

 God ide. Jeg tror ikke, at der er mange statssamfund, der har så perfekt en styreform, som vi har haft. Jeg har i hvert fald ikke på noget tidspunkt mærket optræk til oprør eller revolution mod styret.

 Betsy begynder at le, men bliver så alvorlig igen.

 Mon ikke det bl.a. skyldes, at vi har skiftedes til at have ansvaret, og så har vi ingen aviser eller fjernsdyn haft, der har kunnet fortælle os, hvor elendigt vi har klaret det, og hvor meget bedre, det kunne gøres, hvis vi greb det hele an på en anden måde. Men mest skyldes det nok, at ingen af os havde diktatorgriller. Vi havde alle seks mere travlt, med at glæde og gøre det godt for de andre, end med at spekulere på, om de andre ikke godt kunne gøre mere for os.

 Det skyldes vores venskab og vores kærlighed til hinanden. Jeg holder da utrolig meget af mine syv søskende, men på en eller anden måde, er I fem kommet til at betyde mindst lige så meget for mig, ja måske endda næsten mere.

 I en søskendeflok kan der godt opstå problemer, ikke mindst med jalousi. Det er en af de ting, jeg altid har beundret hos jer. Der har aldrig været den mindste smule jalousi imellem os.

 Sean nikkede.

 Vi snakkede en dag om de paradisiske tilstande her på øen, måske det er dem, der har gjort os til de rene, små, lyserøde englebasser. Men vær sikker på, at når vi kommer hjem, skal der nok være nogen, der kan se alle vores fejl og mangler og fortælle os om dem.  Jeg er i hvert fald helt sikker på, at mine forældre nok skal være klar lynhurtigt, men det har været vidunderligt at være sammen med nogen, der hellere ville se på ens positive sider end på alle ens fejl og mangler. Det har lært mig, at det nok er en bedre måde at få gode venner på.. Det eneste, der virkelig har irriteret mig her på øen, var, når jeg var ved at eksplodere over en eller anden dumhed, jeg lavede, ja, så lod I andre, som om det ikke var noget, der betød noget.

 Susan fanger hans hånd og blinker til ham.

 Ville du have foretrukket at blive skældt ud, eller at præsidenten havde afstraffet dig offentligt til skræk og advarsel. Du har da ikke lavet flere dumheder end os andre, og ingen af de dumheder vi har lavet, var jo lavet for at skade de andre, derfor har de ingen praktisk betydning, og skal selvfølgelig heller ikke afstraffes.

 Vi vidste fra starten, at du havde temperement, for det fortalte du os selv, men vi har da til gengæld også bemærket, at du har gjort dig meget umage med, at det aldrig kom til at gå ud over os andre. Det synes jeg godt, at du må have lov til at tælle med til dine positive sider. Det er synd, hvis du ikke selv føler det, for det synes vi andre bestemt.

 Morgenmaden er spist, og telte og det meste af bagagen er pakket. Man er blevet enige om, at lejren ikke skal brydes endeligt, før skibet er i sigte. Det kan jo være forsinket, og de skal da stadig have mad. De har prøvet at tage deres almindelige tøj på, men dels passer det ikke så godt mere, da de alle er vokset en del, og dels synes de ikke, at det er behageligt at have på. Det bliver derfor lagt frem, så de kan tage det på, når skibet dukker op, og så tager man bare lændeklæderne på igen, det føles mere behageligt, nu hvor de er vant til det.

 Efter middagen skiftes de til at gå ned til vandet og se efter skibet, men der er stadig intet at se.

 Da de har spist til aften, går de en tur rundt om øen langs stranden. Det kunne jo være, at skibet kom fra en anden retning denne gang.

 Omsider går de til køjs, men lidt efter vækker Sean Allan og Bob.

 Vil I godt gå med ned til vandet, så vi kan snakke lidt. Jeg fik pludselig en uhyggelig fornemmelse af, at der er sket noget, så skibet slet ikke kommer.
 Da de kommer ned til vandet, sætter Allan sig på Seans ene side og Bob sætter sig på den anden side, som de plejer.

 Allan sidder lidt, så siger han roligt, mens han lægger sin ene hånd på Seans skulder.

 Er det ikke mærkeligt. Vi har flere gange, halvt i sjov snakket om, at vi gerne ville blive her på øen.

Når vi så indser, at det kan gå hen og blive alvor, så synes vi pludselig, at det nok ville være rarest at komme hjem igen alligevel.

 Bob lægger sin ene hånd på Seans anden skulder.

 De første par dage er der nu ikke grund til bekymring, men jeg har i dagens løb selv været i gang med at spekulere på,  hvordan det ville gå, hvis skibet virkelig ikke dukkede op. Ville vores venskab stadig kunne holde, trods usikkerheden om vores fremtid. Hidtil har vi jo været sikre på, at vi kom hjem, igen efter et års forløb. Hvordan føles det, hvis vi ikke ved, hvornår vi bliver hentet, eller om vi overhovedet bliver hentet.

 Sean lægger sine hænder på de andres knæ og trækker vejret dybt.

 Skal vi snakke med pigerne om det i morgen, eller skal vi vente et par dage og finde på gode undskyldninger for, hvorfor skibet ikke er dukket op endnu.

 Bob rømmer sig.

 Jeg synes, at du skal snakke med Rosie om det i morgen tidlig og lade hende tage stilling til, om vi skal sætte os ned alle seks og gennemgå mul.igheder og chancer.

 Allan sidder lidt, så siger han stilfærdigt.

 Jeg synes, at det er lidt synd for Rosie, at hun får det her problem, men på den anden side ved jeg, at de to andre piger har fuld tillid til hende, så hun har måske nemmere ved at få dem til at acceptere, hvad det så end bliver. Vi tre har hinanden, og vi har fuld tillid til hinanden, så vi skal nok klare den.

 Bob nikker, men der ruller en tåre ned ad hans ene kind.

 Hvis jeg bare vidste, at far havde fundet en at komme sammen med, så ville det være lettere for ham at komme over at jeg er væk. For mit eget vedkommende kan jeg godt acceptere at blive her, det har jeg bestemt ikke problemer med.

  Sean nikker.

 Mine forældre ville nok knap bemærke, at jeg ikke kom hjem, måske ville de endda ånde lettet op. Her bliver jeg accepteret som den jeg er, så jeg vil bestemt ikke have problemer med at blive her.

 Allan nikker.

 For mine forældre ville det heller ikke være noget uerstatteligt tab, hvis jeg ikke dukker op. I deres tilværelse har der vist aldrig været brug for mig.

 Næste morgen tidlig snakker Sean med Rosie, og efter at hun lige har haft en snak med de to andre piger, bliver de enige om, at de vil sætte sig ned alle seks og snakke tingene grundigt igennem med hinanden, når de har fået morgenmad.

 Stemningen er lidt trykket, mens de spiser morgenmaden. Da de har spist og ryddet til side, sætter de sig.

 Uvilkårligt ser de andre på Rosie, der ryster på hovedet.

 Selvom jeg aldrig så gerne ville, kan jeg ikke løse det her problem. Ingen af os ved jo, hvorfor skibet er forsinket, men jeg foreslår, at vi tager en runde, hvor hver især kommer med sit bud på, hvad der er galt, men især, hvad vi kan og skal gøre, indtil skibet kommer. Jeg vil godt lægge for.

 Hvis vi nu forestiller os det værst tænkelige, at der er sket noget med Ann og Mark, og derfor er skibet ikke kommet afsted til tiden, så vil vores forældre helt sikkert få sat en undsætnings ekspedition på benene. Det kan jo imidlertid godt vare en uge eller fjorten dage, især hvis Ann og Mark var taget afsted til tiden, men er løbet ind i et stormvejr, og måske selv er landet på en øde ø.

 Sean nikker.

 Jeg er ret enig med Rosie. Der må jo helt afgjort være andre end Ann og Mark, der ved, hvor vi er. Holder teorien med, at Ann og Mark er taget afsted til tiden, varer det jo lidt, før man hører hjemme i England, hvis der er sket dem noget. Vi skulle jo have været i England den 8. eller 9. juni. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det var aftalt, at de skulle telegrafere, når de havde samlet os op, men ellers vil der da blive sat noget i gang, hvis vi ikke er hjemme til tiden. Det vil selvfølgelig tage lidt tid, før hele apparatet er sat i gang, men mit bedste gæt er, at det sker inden for højst en måned.

 Allan smiler.

 Det bliver lettere, jo længere man kommer i rækken. Rosie og Sean er kommet med nogle gode bud på, hvad og hvornår. Det er ikke meget, jeg kan tilføje. Det skulle da være, at jeg synes, at vi skal prøve at få så meget ud af de ekstra dage, vi på den her måde har fået foræret.

 Betsy giver ham et klap på skulderen.

 Helt rigtigt. Lad os glæde os over, at vi stadig kan være sammen, og lad os så vende tilbage til vores daglige liv her på øen. Skibet kommer jo ikke før, fordi vi sidder og kigger efter det med alting pakket og parat.

 Susan ser sig rundt.

 Jeg synes, at det er vigtigst, hvis vi kan bevare vores venskab. Om vi skal vente en uge, en måned eller længere betyder ikke så meget, hvis vi bare kan blive ved med at være de venner, vi for alvor blev under orkanen.

 Bob nikker.

 Vi er havnet i en situation, hvor der er noget, vi intet kan gøre ved, og noget, vi kan gøre noget ved.

M.h.t. skibet, kan vi intet gøre. Vi kan ikke komme i kontakt med omverdenen og ved dårligt andet om øens beliggenhed, end at den ligger godt 100 km. i østlig retning fra Australien.

 Vi kan ikke begynde at sejle rundt for at finde beboede øer. Det ville simpelthen være alt for farligt. Altså må vi blive her, til vi bliver hentet. Det var alt det, vi ikke kan gøre noget ved.

 Men der er masser, vi kan gøre. Som Susan siger, først og fremmest bevare vores venskab, men også holde modet og humøret oppe. Vi har jo fået foræret noget ekstra tid sammen. Vi kommer ikke til at sulte. Det har vi fundet ud af i det forløbne år. Vi har vores hus og alle de andre faciliteter, vi har lavet sammen, så lad os nu pakke ud og vende tilbage til vores gamle levevis, i stedet for at sidde og vente på et skib, som vi ikke aner noget om, og hvornår det kommer. Det kommer skibet jo ikke før af.

 Rosie smiler.

 Det lader til, at befolkningen er tilfredse med forhandlingernes udfald. Bob har helt ret i, at det vi ikke kan gøre noget ved, kan vi lige så godt lade være med at spekulere på, det er spildte kræfter. Til gengæld synes jeg, at vi skal få alt på rette plads igen i dagens løb, men først synes jeg, at vi alle sammen skal gå en tur i vandet, så vi er friske til at tage fat.

 Under spøg og latter følges de ad  ned og går i vandet. Da de kommer op igen, går Betsy og Susan i gang med maden, mens de andre går i gang med at pakke ud og få tingene på plads.

 Pludselig slår Susan armene om Betsys hals.

 Uh altså, hvor jeg dog elsker dig.

 Betsy smiler glad.

 Det er bestemt helt gensidigt, min ven. Er det ikke mærkeligt, i går gik vi alle bare og ventede på skibet og kunne ikke rigtig lave noget. I dag kan vi arbejde helt almindeligt, vi kan hygge os og have det sjovt. Ingen af os venter vist, at skibet dukker op en af de første dage, men det bekymrer os ikke, det kommer jo nok en dag, og indtil da har vi det jo fint sammen.

 Susan blinker en tåre væk.

 Det skyldes nok, at flere af os føler for første gang, at vi har en rigtig familie, som holder af os, som vi er. Nogle dejlige søskende.

 I løbet af dagen får de lejrpladsen til at ligne sig selv igen. Alting er pakket ud og sat på plads og om eftermiddagen er der nogen ude og fiske. Fårene, der var blevet lukket ud, er gennet ind i indhegningen igen.

 Så da de sidder og spiser til aften, er der ingen, der kan se, at for et døgn siden var alting pakket ned og gjort klar til afrejsen. De er lidt trætte, men i godt humør. Skibet er ganske vist stadig ikke kommet, men det kommer jo nok en dag, og indtil da, kan de da heldigvis stadig nyde at være sammen.

 De tre drenge går som sædvanlig ned til vandet, da pigerne er gået til køjs.

 Allan sidder lidt, så siger han tøvende.

 Hvis vi nu forestiller os, at det skib, der skulle hente os, er forlist, så bliver der givet besked om det i England.  Spørgsmålet er så, om man tror, at skibet er forlist før eller efter, at det har samlet os op.

 Hvis man regner med, at vi er blevet samlet op, inden skibet forliste, så er vi nok også afskrevet, og så er det ikke dage eller uger, der går, før vi bliver hentet, så er det år, hvis det nogensinde sker.

 Sean ser alvorligt på ham.

 Nå, den tanke har du også haft. Det er nu rart, at vi tre kan snakke samm, der er jo ingen grund til at gøre pigerne bekymrede den første måneds tid.

 Bob nikker.

 Jeg har haft nøjagtig de samme tanker. Det er jo heller ikke sikkert, at vores familier er i stand til at rejse så mange penge, som en undsætningsekspedition vil koste. Jeg mener, at bliver vi ikke afhentet inden for en måned, er vore chancer for at komme hjem igen, meget små, i det mindste foreløbig.

 Sean ryster på hovedet.

 Ja, optimismen må nok hellere blive overtaget af realismen, men jeg synes stadig, at vi skal vente med at fortælle pigerne, at de kan forvente at komme til at se på os, også i fremtiden, hvadenten de ønsker det eller ej. Det må jo så blive mit job i min kommende præsidentperiode, for jeg går ud fra, at vi fortsætter styreformen, hvad der så end sker.

  Allan og Bob rækker hver en hånd frem, som Sean griber og knuger hårdt.

 Bob smiler.

 Det tager vi op på et frokostmøde, når vi har skiftet præsident, hvis det bliver nødvendigt. Det kan jo også være, at vi bliver hentet forinden.

 Allan slår Sean på skulderen.

 Men vi tre snakker sammen om det, når vi har brug for det, kan vi ikke være enige om det.

 Både Sean og Bob nikker ivrigt.
 En ugestid senere siger Rosie en aften til Sean.

 Ja, nu ved de da i det mindste derhjemme, at der er noget, der er gået galt., for jeg skulle tage meget fejl, om de ikke havde planlagt en velkomstfest, men så må de jo holde den for sig selv, og så kan de jo samtidig finde ud af, hvordan de får os hentet hjem.

 Sean nikker.

 Ja, guderne må vide, hvad der er gået galt, for jeg kan ikke forestille mig, at Ann og Mark med vilje giver os en måned eller to mere, for at se, hvordan vi vil reagere, hvis vi ikke tror, at vi bliver hentet.

 Rosie ryster på hovedet.

 Den tanke har faktisk strejfet mig, men jeg er desværre bange for, at der ligger noget mere alvorligt til baggrund for forsinkelsen.

 Sean smiler.

 Lad os nu foreløbig forestille os, at det er drilleri, og så skal de i hvertfald se, at der ikke har været antydning af panik hos nogen af os. Vi nyder bare at kunne være sammen noget længere tid. Vi kommer hverken tiol at sulte eller tørste. Vi har vores hus og køjer, og efter et år herude, ved vi jo også, at vi ikke kommer til at fryse. Skulle der dukke en orkan op igen, har vi også lært noget om, hvordan vi skal takle den. Jeg skal f.eks. passe på, at jeg ikke brækker min arm igen, selvom min tålmodige storesøster satte den anden fint sammen.

 Rosie griber ham i armen og ser ham lige i øjnene.

 Du tror heller ikke på, at vi bliver hentet, indenfor overskuelig tid.

 Sean ryster på hovedet.

 Det er ikke afhængigt af, hvad jeg tror på, men jeg ved, at varer det længere tid, klarer vi den alligevel.

 Så smiler han igen.

 Men lad os nu se. Man siger ganske vist, at skotter og irere er synske, men i min krystalkugle ser jeg hverken langt skæg, hvidt hår eller masser af børn, men det kan jo være, at det kommer.

 Rosie begynder også at smile.

 Du er håbløs, men du har en dejlig måde at være det på. Det er nok svært at lade være med at gå og håbe og vente. Men som vi blev enige om den anden dag, det er spild af tid. Skibet kommer ikke en time eller en dag før af den grund.

 Skal vi ikke holde en rigtig fest i morgen aften, med god mad, underholdning, hvor man fortæller historier, laver sketch, danser, går i vandet og hvad vi nu ellers kan finde på.

 God ide, Sean.

 Næste aften ruller alle tiders fest af stabelen.

 Man starter med at spise en dejlig middag. Så laver drengene et stort bål nede på stranden, mens pigerne rydder lidt til side, og så går man ellers over til underholdningen. Nogle fortæller historier, og flere af dem optræder med små sketch. Da Allan går i gang med at lave en parodi på alle, incl. sig selv, får de helt tårer i øjnene af at le, så godt gør de det.

 Da Bob har fået vejret igen ovenpå latteren, ser han på Allan med stor respekt.

 Jeg tror ikke, at nogen af os havde drømt om, at du kunne lave så fremragende parodier på os. De ramte jo plet alle sammen, ikke mindst den parodi, du lavede på dig selv. Men det blev lavet på en måde, så ingen af os kunne blive sure. Hvorfor har du ikke prøvet det før.

 Allan ryster på hovedet.

 Vores præsident havde jo givet ordre til, at det skulle være noget helt særligt i aften, og som ydmyg undersåt gør man så sit bedste. Det har I andre vel også gjort, eller kan I godt gøre det bare lidt bedre, det skulle da vist ikke være så svært, vel.

 De andre ser målløse på ham, og så begynder de at le.

 Bob og Sean kaster sig over ham, og da de har fået ham ned at ligge, siger Sean.

 Skal han druknes, brændes eller bare graves ned.

 Rosie smiler bredt.

 I min egenskab af præsident, giver jeg ham amnesti på to betingelser.

1.      Han skal fortælle hver især af os, hvordan vi kunne have gjort vores optræden bedre.

2.      Han skal holde dette bål vedlige til i morgen ved solopgang.

  Allan ser ynkeligt på Rosie.

 Bålet skal jeg nok holde vedlige, det andet kan jeg ikke klare.

 Så bliver han alvorlig.

 Til gengæld ved jeg, at enhver af jer selv er klar over, hvad I kunne have gjort bedre. Jeg kender jer så godt nu, at jeg ved, at I ikke gav jer selv fuldt og helt. Slip galskaben og fantasien løs, så bliver det perfekt. Ingen behøver at være genert eller tilbageholdende. Giv jeres søskende og jer selv den fuldendte oplevelse.

 Bob ser på Sean.

 Lad os slippe ham løs, manden har jo ret, selvom vi vel nødig vil indrømme det.

 Et øjeblik efter er de i gang med en ny runde underholdning, og denne gang yder enhver simpelthen sin aller bedste præstation.

 Da de omsider sidder og drikker te, inden de skal gå til køjs, siger Rosie.

 Du gav os det rigtige råd, Allan. Nok er vi civiliserede, men der skal også være plads til galskaben og fantasien. Ikke mindst takket være dig fik vi atter en vidunderlig aften sammen. Jeg er villig til at eftergive dig straffen med at holde bålet vedlige til i morgen tidlig når solen står op.

 Allan ryster på hovedet.

 Den straf ønsker jeg ikke eftergivet, men jeg foreslår, at jeg deler straffen med de to fyre, der overfaldt en sagesløs mand tidligere på aftenen.

 Sean ser på ham.

 Hm. Sagesløs. Hvad siger du Bob.

 Jeg siger ja, og det gør du også mr. Vicepræsident. Har jeg ret.

 Betsy ler højt.

 Så skal vi tre stakkels piger altså sove alene i nat, mens I sidder her nede og hygger jer.

 Susan blinker til Rosie.

 Jeg synes, at det er i orden, hvis de synger en lille vuggevise for os, når vi er kommet til køjs. Så længe kan bålet godt være alene.

 Betsy ler stadig.

 Det er i orden med mig, men vi vil også have et godnatkys og et knus hver.

 Rosie smiler.

 Godt, det er herved vedtaget.

 Sean protesterer.

 Hov, hvad hvis der er lige mange stemmer for og imod.

 Rosie ler, så det klukker.

 Vel, så tæller præsidentens stemme for to.

  Sean smiler.

 Godt, det vil jeg huske på, når jeg bliver præsident.

 Susan giver et gisp.

 Jamen tror du da ikke, at vi kommer herfra, før du skal være præsident igen.

 Sean bider sig i læben.

 Såmen gør jeg så, min skat. Jeg måtte bare vise, at jeg kan varetage mine rettigheder. Vi har jo ikke før stået i den situation, at vi var tre mod tre, og jeg tvivler på, at vi nogensinde igen kommer i den situation.

 Pigerne får deres vuggesang og deres kys og knus, og lidt efter sidder de tre drenge sammen nede ved bålet igen. Sean ser på de to andre med tårer i øjnene.

 Ja, så kvajede jeg mig igen og ødelagde en dejlig aften. Jeg kunne godt mærke på Susan og de to andre piger, at de ligesom mistede troen på, at vi bliver hentet.

 Allan ryster på hovedet.

 Beklager gamle dreng, jeg kan ikke gå med til, at du har ødelagt en dejlig aften. En virkelig dejlig aften kan for det første ikke ødelægges, den går ind i ens bevidsthed som et dejligt minde. Hvis pigerne er overbevist om, at vi bliver hentet, så kan sådan en bemærkning ikke tage troen fra dem. I øvrigt tager ingen af pigerne skade af at mærke, at vi også føler en usikkerhed om, hvorvidt vi bliver hentet eller ej.

 Bob smiler.

 Den bemærkning får jo ikke skibet til at blive væk.  Vil du absolut straffes, fordi du kom til at sige, hvad du tænkte, så hent lige noget brænde. Bagefter går vi tre så i vandet og skyller den dårlige samvittighed af dig.

 Lidt efter kommer Sean med noget brænde, som de lægger på bålet.. Så lægger de lændeklæderne og følges ad ud i vandet.. Sean går med Allan på højre side og Bob på venstre side.

 Da vandet når dem til navlen, siger Sean.

 De her badeture vil jeg komme til at savne, hvis vi bliver hentet. Vi er jo faktisk lige høje nu. Hvis I ikke var tyndere end mig, kunne vi næsten være trillinger.

 Allan brummer.

 Der er nu også andre forskelle, du er rødhåret, Bob er lyshåret og jeg er mørkhåret.

 Bob nikker.

 Ja, og Sean dummer sig altid, det gør vi andre aldrig. Hvis vi gjorde, var Allan for klog til, at nogen opdagede det, og jeg ville kunne charme mig fra enhver dumhed, hvis jeg altså overhovedet kunne finde på at gøre noget så tåbeligt.

 Sean begynder at le.

 Godt, den fortjente jeg. Skyl så min samvittighed, så den bliver lige så ren som jeres.

 Lynhurtigt har både Allan og Bob fat i nakken på Sean og dykker ham. Et øjeblik efter følges de så ind mod strandbredden igen.

 Da de kommer ind, ryster de sig som våde hunde og sætter sig så helt tæt ved hinanden ved bålet, med en arm om skulderen på hinanden.

 De sidder i lang tid uden at sige noget.

 Så kommer det stilfærdigt.

 Har du det bedre nu, lillebror.

 Sean har store tårer i øjnene, da han siger.

 Hvis man ikke har det godt, når man er sammen med Bob og dig, så er der virkelig noget rivende galt. I kan være sjove og I kan være alvorlige, men mest af alt er det nok, at jeg kan mærke jeres ubegrænsede kærlighed, uanset, hvad jeg siger eller gør.

 Bob nikker.

 Ja, kærlighed, ubegrænset kærlighed er nok noget af det vigtigste, vi har lært her på øen. Før vi kom her, var der nok af og til, at vi havde svært ved at tilgive vores medmennesker, når der skete ting, som vi ikke brød os om.

  Havde vi holdt af dem, havde det nok været lettere, samtidig med, at der ikke så ofte havde været problemer.

 De sidder endnu og småsnakker, da solen står op ude over vandet.

 Lidt efter kommer Rosie ned til dem.

 Ja, så er der morgenmad i huset..

 Drengene rejser sig og følger med Rosie op til huset. Mens de sidder og spiser, siger Sean.

 Vi sad i nat og snakkede om, at vi kan holde bålet på stranden vedlige. Om dagen kan vi komme noget grønt på, så det ryger, og om natten kan flammerne ses langt væk, på den måde kan det blive lettere for skibet at finde os.

 Rosie nikker.

 Det lyder som en god ide. Vi skiftes til at holde bålet vedlige, samtidig med, at vi passer vores almindelige daglige gøremål.

  Vi skal bl.a. have gravet et nyt latrin, og det vil nok også være en god ide at få samlet en masse brænde, dels til bålet og dels til madlavningen.

 En time efter er de forskellige i gang med deres opgaver. Sean og Bob går i gang med det nye latrin. Sean graver og Bob laver afskærmningen og taget.

 Tiden går godt, men også hurtigere end de havde regnet med.

 Så en aften siger Rosie.

 Ja, så i morgen er det Seans tur til at være præsident igen, det var der nok ikke nogen af os, der havde regnet med, ville ske. Vi har nok alle affundet os med, at vi skal blive her en tid endnu, selvom ingen ved, hvor længe det varer. Efter at vi havde været her i nogle måneder, syntes vi vist alle, at det kunne være dejligt at blive her og bare nyde tilværelsen. Det lader til, at vi får det ønske opfyldt, for der er vist ingen af os der mere tror på, at vi bliver hentet inden for overskuelig fremtid.
 Det betyder til gengæld, at vi nok må lave lidt om på vores tilværelse. Et er at få et år til at gå på den bedst mulige måde. Noget andet er at opbygge en tilværelse, et samfund, der måske skal holde i mange år, ja, måske så længe vi lever.

 Sean nikker.

 Vi har nok alle, mere eller mindre, gået med de samme tanker og har vel også snakket lidt i ny og næ med hinanden om det, men der er nok ingen, der har turdet sætte ord på de realiteter, du nævner her. Jeg kan ikke helt overskue konsekvenserne, men jeg synes, at vi skal tage et frokostmøde i morgen, hvor alle seks kommer frem med deres mening om, hvordan fremtiden skal formes.

 Bob smiler.

 Der skal nok laves ændringer undervejs, men styreformen synes jeg, at vi skal beholde. Jeg er enig i, at vi hver især skal komme med vores bud på fremtiden i morgen, så har vi lidt tid til at tænke os om.

 Der bliver ikke sovet ret meget den nat. De forskellige spekulerer, dels på det Rosie har sagt, men også på, hvordan de synes, at fremtiden skal forme sig. Sent på natten mødes de tre drenge nede ved bålet på stranden, uden at have aftalt det i forvejen. Sean er gået derned for at prøve at samle sine tanker. Lidt efter dukker Allan op og fem minutter efter kommer Bob.

 Han smiler.

 Nå, I kunne heller ikke sove. I har ikke noget imod, at jeg også slår mig ned.

 Sean ryster på hovedet.

 Nej, tværtimod, det er sådan en rar og tryg fornemmelse, at føle, at man ikke er alene.

 Bob smiler.

 Det kunne jo være, at præsidenten og vicepræsidenten planlage strategien for mødet.

 Allan ryster på hovedet.

 Lige i øjeblikket føler jeg mig merev som en stor dreng, der har fået ordre på at være voksen fra i morgen tidlig.

 Sean nikker.

 Jeg føler mig ikke engang som en særlig stor dreng, men det må jeg prøve at være, for det forventer I andre vel.

 Bob smiler stadig.

 Hidtil er der vist ikke nogen, der har skuffet de andres forventninger, det er nok mere vores forventninger til hvad vi kan klare  selv, vi er bange for at skuffe. Vi skal ikke være ufejlbarlige guder, men ganske almindelige mennesker, der hjælper hinanden, fordi vi kan lide hinanden. Fordelen ved mange af de gamle guder var jo i øvrigt, at de også begik fejl. For når en gud kunne begå en fejl, havde man som menneske bedre samvittighed, når man begik en fejl.

 Allan begynder at le.

 Det hjalp lidt på samvittigheden, ikke lillebror, undskyld, hr. præsident.

 Sean begynder også at le.

 Ja, lad os endelig bevare respekten for mit høje embede, men jeg synes nu, at det er rart, at det går på omgang. Tænk, hvis man skulle være det fire år i træk, det kunne jeg i hvert fald ikke holde til.

 Bob nikker.

 Ja, og tænk så, at mange steder satser man millioner på at få lov til at fortsætte, men så er det nok magten man har ladet sig beruse af. Hos os er det ikke magt, men ansvar, det drejer sig om, og det er noget helt andet.

 Sean ser ud mod horisonten, hvor himlen er begyndt at rødme.

 Solen står op om lidt, vil I med en tur i vandet og skylle samvittigheden ren, inden vi følges ad op til pigerne. Måske kan det også klare tankerne, og det kan der nok være brug for, når vi skal planlægge, hvordan vores fremtid her på øen skal forme sig.

 Allan smiler.

 Som præsidenten befaler.

 Samtidig lægger de deres lændeklæder og følges ad ud i vandet.

 Pludselig giver Allan Sean et skub, så han vælter og samtidig også vælter Bob.

 Med et stort smil siger Allan.

 Vi skal jo også huske at være drenge.

 Sean og Bob er lynhurtigt kommet op og et øjeblik efter har de fanget Allan. Sean har fat i hans arme og Bob har fat i hans ben. De svinger ham frem og tilbage et par gange og lader ham så flyve et godt stykke ud i vandet.

 Da han er kommet på højkant, svømmer han hen til de to andre.

 Nå, klarede det tankerne. Jeg har det i hvert fald fint nu. Skal vi to ikke bære præsidenten i guldstol op til de andre, Bob.

 Sean smiler bredt.

 Tænk Allan, jeg troede, at det var mig, og ikke dig, der kunne opføre mig som en gadedreng. Men tak for det min ven. Der var noget, der blev rystet på plads. Det er ikke U.S.A. jeg er præsident for, det er The Angel Island, og undersåtterne er mine søskende. Vi har ikke dødsstraf for at dumme os, og vi elsker hinanden alle seks, så kan det aldrig gå helt galt.

 Hvis I virkelig mener, at I kan klare det, vil jeg overlade transporten af indehaveren af øens højeste embede til mine trofaste muldyr.

 Bob ler.

 Vil du have os ned på alle fire, siden du kalder os muldyr.

 Sean ryster på hovedet.

 Nej, i dagens anledning må I bevæge jer på bagbenene.

 Da de kommer op til huset, kommer pigerne ud. De kommer til at le, da de ser Sean blive båret i guldstol af Allan og Bob.

 Susan siger leende.

 Er det den nye stil for præsidenten.

 Sean ser overlegent på hende.

 Ja, fremover sklal præsidenten transporteres af to af sine trofaste undersåtter.

 Betsy ler også.

 Så pas på, at de ikke taber dig, når du skal på latrinet.

 Susan peger på Sean.

 Jeg kom til at tænke på Kejserens nye klæder, det var mere den stil, jeg mente.

 Sean bliver lidt rød i hovedet.

 Mine tanker var beskæftiget med vigtigere ting. James, hent vores festdragter af hensyn til vores kvindelige undersåtter.

 Bob griner højt.

 Er det mig, du kalder James, og er det lændeklæderne du mener, eller skal vi iklæde ulven fåreklæder.

 Sean vrisser og lader som om han bliver sur.

 Lændeklæderne knægt, og lad det gå lidt hurtigt.

 Lidt efter sidder de og spiser morgenmad.

 Drengenes utraditionelle ankomst har sat humøret op hos alle, så man kan både more sig ogg le, mens morgenmaden glider ned.

 Da de er færdige går de alle ned og sætter sig omkring bålet nede på stranden.

 Sean ser sig rundt i kredsen og sukker.

 Ja, så må vi vel til at i gang med den alvorlige del af festen. Vores fremtid her på øen.  Den her gang vil jeg bede Allan om at lægge ud, så kører vi videre i rækken, og så vil jeg slutte af, dels med mine egne kommentarer, hvis jeg har nogen til den tid, og dels med at lave et sammendrag af det, I har sagt, så vi har noget konkret at tage stilling til.

 Allan blinker engang og ser alvorligt på Sean.

 Det havde vi ikke aftalt i forvejen, men lad gå. Vi har vel alle gjort os vores tanker, og lad så bare mig begynde.

 Jeg går ud fra, som I andre nok også efterhånden også gør, at vi må se i øjnene, at vi ikke bliver hentet, i det mindste ikke foreløbig.  Hvad årsagen er, kan for så vidt være os komplet ligegyldig, da det jo ikke er noget, vi kan ændre på. Dog er jeg sikker på, at det ikke skyldes ond vilje, hverken fra Ann, Mark eller vores familier. Dem kan vi ikke gøre noget for i øjeblikket. Men hvis/ når vi kommer hjem, skal de være klar over, at vi ikke på noget tidspunkt mistede modet eller humøret. Takket være vores kærlighed til hinanden, vil vi klare de problemer, der måtte opstå, uanset hvornår vi så evt. kommer hjem til England igen.

 Og så til det lidt mere praktiske, som vi kan gøre noget ved.

 Jeg synes helt afgjort, at vi skal fortsætte vores nuværende regeringssystem. Skulle en præsident blive lidt for høj i hatten, kan de andre vel klare at dukke ham eller hende lidt, hvis de synes, at det er nødvendigt.

 Men der må aldrig være tvivl om, at i pressede situationer er der kun en, der har ansvaret, og som derfor må træffe den endelige afgørelse, som resten så må rette sig efter uden tøven.

 Vi må nok have et fast dagsprogram, så vi ikke forfalder til sløvhed, men systemet må aldrig være mere stift, end at der er plads til ændringer, hvis en af os får en god ide til en ændring for en enkelt dag eller mere.

 Hver af os har et hovedområde, som vi skal prøve at lære de andre så meget om, som vi kan. Det bliver ikke almindelig skolegang, men en praktisk undervisning. Jeg interesserer mig f.eks. for biologi, og der kan jeg måske lære jer andre noget.

 Og så vil jeg overlade ordet til Betsy.

 Betsy nikker.

 Jeg kan godt gå ind for det, Allan har sagt. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi holder os i gang og ikke ender med at synes, at vi behøver faktisk ikke at stå op hver dag. Når vi har travlt og nok at beskæftige os med, går tiden bedst og fornuftigst. Ellers sidder vi bare en skønne dag og ser på hinanden og siger. Ih, hvor er det altså synd for os, og det er det jo slet ikke. Jeg er overbevist om, at der er mange, der ville misunde os, hvis de vidste, hvordan vi havde det. For mit eget vedkommende elsker jeg at lave mad, så jeg vil gerne lære jer andre madlavning, så maden hver dag bliver til mindst fire kokkehuer, uanset, hvem der laver den. Hvis nogen er interesserede i fransk og tysk, kan jeg også give lidt sprogundervisning.

 Så ser hun på Susan.

 Ja, så må det være din tur.

 Susan smiler.

 Jeg kan vist ikke noget, som I andre ikke kan, men hvis I er interesserede, vil jeg da godt prøve at lave et idrætsprogram på en times tid hver dag. Jeg vil også godt påtage mig at passe dem, der evt. bliver syge eller kommer til skade.

 Hun blinker til Sean.

 Men store operationer går jeg altså ikke i lag med. Måske kan vi lave en olympiade, når alle er kommet i form til det. Jeg tror ikke, at der var gået mange dage efter, at vi skulle have været hentet, før de fleste af os inderst inde godt var klar over, at vores ophold her på øen blev forlænget på ubestemt tid.

 Jeg tror også, at de fleste af os er ved at være kommet over skuffelsen og har affundet os med, at sådan er det nu altså gået. Vi savner vel alle nogen der hjemme, men vi er alle enige om at vise hinanden et smilende ansigt, fordi vi ved, hvor meget det betyder for os selv at blive mødt med et smil.

 Drengenes indtog her til morgen, eller jeg burde måske sige præsidenten og hans trofaste mænds indtog kunne også fremkalde et smil. Det viste jo, at selv i alvorlige situationer må man glemme den humoristiske sans. Så hvis præsidenten fremover vælger at være iført Kejserens nye klæder, er det helt i orden med mig. Han har trods alt ikke noget, vi andre ikke allerede har set. Men måske præsidenten vil være kejser i stedet for, og så må vi jo tage stilling til det.

 Bob nikker til Sean.

 Du må lige vente med at komme med dine kommentarer, til det bliver din tur.

 Så fortsætter han.

 Jeg er glad for, at vi tilsyneladende har affundet os med realiteterne. Jeg synes allerede, at der er kommet flere gode bud på beskæftigelsen i fremtiden. For mit eget vedkommende kan jeg give timer i forskellige former for håndværk, og noget af det første vi skal øve os på er nok at orkansikre vores huse for alvor. Hvis der skulle dukke en ny orkan op, ville det være rart at undgå de ubehageligheder, den forrige medførte, såsom en brækket arm og et ikke særligt beboeligt hus.

 Spørgsmålet er så, skal vi bygge flere huse. Et drengehus og et pigehus, eller tre huse til et par hvert sted, eller et hus til os hver. Så kan vi bibeholde det her hus som køkken, spisestue og opholdsstue, og så lave soveværelser i de andre huse, og så selvfølgelig et hus til redskaber og andre ting, vi ikke lige bruger hver dag. Det vil måske også være godt med et hus til fårene og til brændsel, så vi altid har tørt brændsel, også i regntiden.

 Ja, hermed har jeg så også taget lidt hul på, hvordan vi skal indrette vores fremtid, som jo bliver her på øen indtil videre.

 En anden ting, skal vi opretholde bålet på stranden, det kan jo blive vanskeligt, når regntiden begynder, og det er heller ikke særlig praktisk, hvis vi får stærk storm eller orkan igen.

 Derfor kan vi jo godt med jævne mellemrum holde øje med, om der dukker et skib op. Så kan vi hurtigt få fyret op, ligesom når vi bruger det som samlingssted.

 Han ser over på Rosie.

 Ja, så må det vist være din tur.

 Rosie tøver lidt.

 Fordelen ved at komme som en af de sidste i rækken, er nok, at alle de geniale ideer allerede er luftet. Mange af de ting, der er sagt, er jeg helt enig i. Jeg vil gerne tilbyde undervisning i dans, tennis og havebrug. Dans og tennis kan jo bruges til Susans olympiade. Jeg tror også, at det er meget vigtigt, at vi holder os selv og hinanden beskæftiget med noget nyttigt og fornuftigt. Den der nok sparkede, så det gjorde mest ondt, var Bob. Men dels var det nok nødvendigt, og dels er det noget, vi er nødt til at tage stilling til. Vi skal have et samfund, der kan fungere fremover, også når vi er voksne. Jeg mener, at vores styreform har fungeret perfekt, og det er jeg overbevist om, at den kan blive ved med. Vi skal arbejde fornuftigt og seriøst med tingene, men der skal hele tiden være plads til galskaben, som Allan kalder den. Galskab, fantasi og humor, så vil vores tilværelse aldrig blive kedelig.

 Spørgsmålet er så, kan vi, og vil vi, nu og her tage stilling til, hvordan vi vil bo fremover. Jeg vil foreslå, at vi lader dagen i dag gå med eftertænksomhed, man må gerne snakke sammen på kryds og tværs, og så kan vi måske tage endelig stilling til det i aften ved bålet. Eller hvad siger De, mr. Præsident.

 Sean sidder tavs lidt, så rejser han sig og går lidt frem og tilbage, men omsider sætter han sig igen med et lille suk og ser sig rundt i kredsen.

 Ja, I er vist nået det hele igennem. Tilsyneladende er alle enige om, at vi fortsætter vores nuværende styreform her på The Angel Island, således at ansvaret går på skift hver måned. Jeg vil godt nøjes med at være præsident og skal også lade være med at spille Kejserens nye klæder, med mindre det har et praktisk formål, som f.eks. at det er kendetegn for præsidenten, at vedkommende går uden tøj, så man altid kan se, hvem der er præsident. Det kan vi evt. tage stilling til i aften, lige som Rosies forslag om at vi tager stilling til, hvordan vi skal bo sammen fremover.

 M.h.t. det almindelige dagsprogram, er der tilsyneladende også bred enighed. Jeg kan klare noget matematik og fysik, det kan vi evt. tage en time eller to om ugen, lige som tysk og fransk. Susans idræt kan vi tage en halv time hver morgen, så vi holder os i form. Tennis og dans får også en time hver om ugen.

 Til madlavningskunsten går vi på skift hos Betsy. Rosie laver en turnus for havearbejde, og Allan bruger også en times tid på de biologiske studier med de forskellige. De der ikke er i gang med andet, arbejder hos Bob.

 Hvis vi står op kl. 7, og holder fri, når aftensmaden er spist og der er ryddet til side, så skulle der også blive tid til et par hvilepauser i dagens løb.

 Han tøver et øjeblik og fortsætter så.

 Ja, så er der en ting, jeg har savnet her på øen. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det med det, for vi

Har ikke snakket om det før, men hvad ville I synes om en kort gudstjeneste hver søndag formiddag, vi kunne måske skiftes til at stå for det, men I må endelig sige det, hvis I ikke synes om det.

 Betsy smiler.

 Jeg synes, at det er en god ide, vi piger har snakket om det et par gange, men vi vidste ikke, hvad I andre ville synes om det.

 Bob ser tankefuldt på Sean.

 Er det ikke ejendommeligt, her gik vi og troede, at vi kendte hinanden ud og ind, men det her har vi aldrig talt om. Jeg synes, at det vil være en rigtig god ide, hvad siger du, Allan.

 Allan smiler.

 Jeg er helt enig. Pudsigt nok har vi aldrig været generte over for hinanden, når vi ikke havde tøj på, vi har kunnet snakke om alt muligt med hinanden,  vores tanker, drømme, familieforhold o.s.v. men vores religion har vi hidtil undladt at tale om, derfor er jeg meget glad for, at du lukkede op for det, Sean. Mon ikke vi kan regne med, at vi fremover ikke har mere, som vi synes, at vi ikke kan snakke med de andre om.

 Sean blinker et par tårer væk, så siger han stille.

 Tak, fordi I tog det på den måde. Måske kan du Betsy, der er præstedatter lave et forslag til, hvordan vi skal gribe det an.

 Betsy nikker.

 Det vil jeg meget gerne. Far og mor gav mig en bibel med, og den har jeg læst lidt i en gang imellem.

 Sean fortsætter.

 M.h.t. olympiaden foreslår jeg, at vi holder den, når Susan bliver præsident, og så synes jeg, at vi skal hæve mødet. I dag laver vi kun de mest nødvendige ting. Der skal være god tid, både til at tænke og til at snakke med hinanden. Det vi vedtager i aften, skulle gerne holde, selvom vi selvfølgelig kan ændre det, hvis det viser sig at være nødvendigt, eller måske bare bedre.

 I løbet af dagen går man og snakker sammen om, hvordan man synes, at det vil være bedst at bo sammen fremover. Alle er nu indstillet på, at fremtiden er her på øen, og det er ud fra det, man må tage stilling til, hvad man helst vil.

 Da de har sat sig omkring bålet om aftenen, siger Sean alvorligt.

 Nu må vi så se, om vi kan blive enige om fremtiden.

  1. Vi beholder vores nuværende styreform, der tilsyneladende passer godt til os. Kan vi være enige om det. De der mener ja, rækker en hånd i vejret.

 Det lader til, at alle er enige, så vi lader det blive ved præsident og vicepræsidenttitlerne. Pålædningen lader vi indtil videre være op til den enkelte præsident.

 Det sidste bliver sagt med et skævt smil.

  1. Allan og jeg har prøvet at lave en ugeplan. Jeg foreslår, at vi prøver den en uge eller to, og ser, om der er nogen, der så har forslæag til ændringer, kan I gå med til det. Hænderne op.

 Sean nikker.

 Det er fantastisk, så nemme I er til at få med på det, vi foreslår.

 Bob smiler.

 Det er da ikke så sært, hidtil har du jo kun forelagt ting, som vi selv har foreslået.

 Sean smiler også og fortsætter.

 Som I kan se, har vi foreslået, at søndagen bruges til fritidsaktiviteter, lige bortset fra maden og gudstjenesten, som vi skiftes til at stå for, så det går på omgang, hver uge en ny.

 Lørdag aften vil jeg foreslå som festaften, som vi har prøvet det før. Når vi har arbejdet flittigt en uge, fortjener vi også en fest.. Det forhindrer os jo ikke i at holde fest på andre tidspunkter, når der viser sig en lejlighed til det. Det bliver nok heller ikke et punkt, vi bliver uenige om.

 Men så kommer vi til den største ændring i vores nuværende tilværelse.

 Skal vi tage hul på fremtiden med at flytte sammen to og to. Ingen af os vil jo have børn de første år, men vi synes vel, mere eller mindre, at vi hører sammen to og to, og det er måske en god ide at bo sammen en tid, for at se, om det er noget, der kan holde, inden vi sætter børn i verden.

 I så fald skal vi have bygget tre huse til at sove i, og som vi kan trække os tilbage til, når vi føler behov for det. Vi er jo stadig sammen om alle de praktiske gøremål, så vi isolerer os ikke fra hinanden.

 Alternativet er, at vi bygger to huse, et til drengene og et til pigerne, for jeg tror, at det er en dårlig ide med et hus til hver.

 Endelig kan vi jo også udvide vores nuværende hus og så blive ved med at sove sammen alle seks.

 Betsy nikker.

 Det er nok et spørgsmål om vi ønsker at blive ved med at være børn, og den tryghed vi føler ved at være sammen alle seks. Eller om man vil prøve at være voksen og se, om man kan tilpasse sig til kun at være sammen med en af det andet køn, på godt og ondt. Piger og drenge er jo forskellige på mange områder, men jeg tror, at vi kender hinanden så godt, at jeg i hvert fald godt vil gå ind for de tre familier.

 Rosie ser alvorligt på Sean.

 Jeg giver Betsy helt ret, jeg mener også, at vi skal give det en chance med de tre familier. Hvis nogen af os så får problemer med det hen ad vejen, så er vi jo ikke længere væk fra hinanden, end at vi kan få tingene snakket igennem sammen og få løst problemerne.

 Susan smiler.

 Jeg har ikke følt mig spor presset af de andre, for jeg har faktisk ønsket det et stykke tid.Selvfølgelig er jeg godt klar over, at det ikke kan være lyserøde hvedebrødsdage alt sammen, men jeg tror, at vi kan hjælpe og støtte hinanden, både i de tre små familier, men også familierne gensidigt.

 Allan smiler og slår Bob på skulderen.

 Ja, nu kan vi jo dårligt være bekendt at sige nej, når pigerne har sådan en tiltro til os, men det har ingen af vi tre drenge nu heller haft lyst til. Vel Bob, kan du have tre huse klar til indflytning i løbet af en måned, så jeg kan indvie dem som min første embedshandling, når jeg avancerer til præsident.

 Bob ryster på hovedet.

 Det afhænger af, hvor ivrige I andre er med at hjælpe til. Vi skulle jo gerne have nogle huse, vi kan være tjent med at bo i, og som kan holde nogle år og selvfølgelig også helst til en evt. orkan. Jeg vil også gerne have dem bygget, så der er udvidelsesmuligheder med årene. Men hvis det står til mig, skal du nok få lov til at bære Rosie over dørtrinnet til jeres nye hjem, til tiden.

 Sean har rejst sig og står og ser ind i flammerne fra bålet. De andre kan se, at det glimter i hans øjne.

 Så kommer det lidt hæst.

 Hvor jeg dog elsker jer alle fem. Nogen bedre undersåtter kan ingen præsident ønske sig. Forstår I, hvorfor jeg flere gange har kaldt det her for Engleøen.

 Susan tager hans hånd og rejser sig.

 Vi andre har det nok lige sådan. Må jeg foreslå, at vi følges ad to og to en tur io vandet nu. Vi kan godt lade lændeklæderne blive liggende, der kommer nok ikke nogen og tager dem.

 Småsnakkende følges de forskellige ad ud i vandet.

 En halv time senere sidder de og snakker ved bålet igen.

 Pigerne får et godnatkys hver, inden de går op til huset. Drengene bliver siddende nede ved bålet.

 Bob sidder og spekulerer lidt, så siger han.

 Ja, nu skal vi så til at forsøge at være voksne i løbet af en månedstid. Jeg håber, at vi tre kan blive ved med vores mandfolkemøder her ved bålet om aftenen f.eks. et par gange om ugen, eller når vi har behov for det. Der kan jo dukke presserende ting op, som vi tre synes vi trænger til at snakke om. Så kan pigerne jo holde syklub, eller hvad de nu vil kalde det. I et almindeligt samfund sidder mand og kone jo heller ikke alene sammen hver aften. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi giver vores koner nærhed, men også en frihed, der betyder, at vi ikke sidder lårene af hinanden.

 Jeg elsker Betsy meget højt og tror på, at vi kan finde ud af det sammen, og sådan tror jeg også, at I to andre har det med jeres koner., men for mig vil det også være nødvendigt at beholde det nære venskab, jeg har med jer to.

 Der er stadig ting, jeg føler mig mest tryg ved at tale med jer om, og der vil sikkert blive flere, når vi flytter sammen i vores små familier. Ting, der måske kunne skræmme eller såre. I løbet af et år eller mere, ændrer det sig måske, men jeg ved, at jeg aldrig vil finde mennesker, jeg vil have større tillid til end jer to.

 Sean og Allan rækker samtidig en hånd frem mod Bob, som om det var aftalt.

 Sean smiler.

 Allan og jeg har det vist på nøjagtig samme måde, er det ikke rigtigt Allan.

 Allan nikker.

 Helt bestemt, og vores koner har det nok også på samme måde. I øvrigt ved de jo, hvor vi er, og de behøver da heller ikke at være bange for, at vi kommer fulde hjem.

 Knap en måned senere er de tre huse næsten færdige. Der mangler kun de indvendige ting, og det er op til de enkelte familier selv at tage sig af det.

 Det daglige program fungerer godt, og de er enige om, at det er godt, at det hele er sat i system, så alle tingene bliver lavet.

 Ingen har tid til at kede sig, for der er altid noget, der skal laves.

 Den sidste aften Sean er præsident, holder man en stor fest, hvor alle morer sig dejligt. Ved midnatstid går alle i vandet. Da de kommer op igen sætter de sig ved bålet.

 Allan bliver dog stående og ser rundt på de andre.

 Ja, nu er jeg så blevet præsident igen, og som min første embedshandling, vil jeg så indvie vores nye hjem, som vi havde aftalt. Vi har i den forløbne måned snakket om, hvilke ændringer, det vil medføre, at vi fra i aften bor sammen to og to. Men husk, selvom vi nu danner vores egne små familier, så har vi stadig et samfund, hvor alle kan snakke med alle.

 Vi følges nu ad op til husene. Når vi kommer derop, bærer jeg Rosie over vores dørtrin, så bærer Bob Betsy over deres dørtrin og til sidst bærer Sean  Susan over deres dørtrin. Derefter lukker vi vores døre og ses så igen i morgen tidlig klokken 7 til morgenmaden ovre i spisesalonen.

 Inden vi går op til husene, vil jeg godt give hver af jer et knus og pigerne desuden et kys og ønske alle en god nat.

 Da dørene til de tre huse er lukket, lægger Rosie armene om Allans hals og ser ham ind i øjnene. Allan knuger hende ind til sig og hvisker.

 Det føles bare helt rigtigt, det her, synes du ikke.

 Rosie kysser ham og nikker.

 Jo, min egen ven.

 Lidt efter lægger de sig sammen på sengen, og kort tid efter sover de begge godt.

 Bob giver Betsy et kys, da de har lukket deres dør.

 Hvad tror du, at dine forældre ville sige til det her arrangement.

 Betsy smiler.

 Hvis far kendte dig, ville han sige. Held og lykke min tøs, du har været lige så heldig som mig, men vent et par år med børnene, og mor ville le og sige. Som sædvanlig er jeg enig med far og så tilføje, og fire børn er såmen nok.

 Bob smiler også.

 Jeg er nok enig i, at fire er nok. Hvis de to andre familier også får fire børn hver, så kan man da sige, at Engleøen, som Sean kalder den, bliver et livligt sted.

 Jeg ville bare sådan ønske, at du en dag kunne møde min far, for så ville han sige. Jeg ved ikke, om du har fortjent sådan en pige, men hvis du har, så er det, fordi du ligner din mor.

 De sidder og snakker endnu et kvarters tid, inden de går i seng, men snart sover de trygt med en arm om hinanden.

 Susan trækker vejret dybt, da de har lukket deres dør, så ser hun på Sean.

 Ja, nu er vi så her, det har jeg faktisk længtes efter, lige siden orkanen. Da følte jeg, at vi to hørte sammen. Har du det lige sådan.

Sean nikker.

 Helt bestemt, jeg er bare så bange for at komme til at gøre dig fortræd eller skuffe dig, hvis jeg ikke kan leve op til dine forventninger.

 Susan smiler.

 Hvorfor gør du dig altid værre end du er. Den dag viste du jo, at du kunne give mig fuldkommen tryghed. Jeg ved, at du elsker mig, for det kan jeg så tydeligt mærke. Hvis jeg har andre forventninger, som du ikke kan leve op til, er fejlen da lige så meget min. Hidtil har du altid holdt, hvad du lovede. Hvis vi to nu lover hinanden, at vi ikke får børn det første år, så ved jeg, at du er det bedste, der nogen sinde kunne ske for mig.

 Sean blinker et par tårer væk, så kommer det stille.

 Jeg troede ikke, at jeg var i stand til at elske, sådan rigtig for alvor, det ved jeg nu, at jeg kan. Jeg holder utrolig meget af de andre. Allan og Bob har betydet utrolig meget for mig, og det vil de nok blive vedmed at gøre, men du er i hvert fald også det bedste, der er sket for mig.

 Jeg talte en dag med Allan og Bob om, at vi teoretisk var gamle nok til at få børn, men vi var også enige om, at vi ikke var gamle nok til at have børn. Hvis vi en dag skal have børn, skal det være noget, vi to er 100% enige om. Men nu tror jeg, at vi skal komme i seng og få sovet, i morgen er der jo atter en dag.

 Susan smiler.

 Lad os det. Jeg er godt nok spændt på, hvordan vi sover i nat.

 Sean begynder at le.

 Jeg er sikker på, at vi sover godt, det gør man, når man har en god samvittighed. Godnat min skat.

 Susan får et ordentligt knus og et kys, som hun glad kvitterer for, og lidt efter sover de begge godt.

 Næste morgen vågner Susan først. Hun ligger lidt og betragter Sean. Hun kender ham jo så godt, men det er lige som om hun ser en helt anden side af ham her til morgen. Det er ikke bare vennen, men ham hun har valgt at bo sammen med i årene fremover, også selvom de en dag skulle komme hjem til England igen, simpelthen fordi hun elsker ham. Hun føler sig også helt overbevist om, at han en dag vil blive en dejlig far for deres børn. Han er vel med sine knap femten år stadig en dreng, men på mange måder virker han helt voksen, og det er hun vel også selv ved at være. Det er måske noget, man bliver tidligere, når man bliver tvunget til at klare sig selv og ikke har en mor, der glatter lidt på konsekvenserne, hvis man har dummet sig.

 Sean er måske ikke særlig køn, men når hun tænker tilbage på sine tidligere drengebekendtskaber, er hun ikke i tvivl. Ingen af de andre har været værd at samle på i forhold til Sean.

 Hun ruller sig ind over ham og giver ham et stort kys på munden.

 Sean vågner langsomt. Så lægger han armene om Susan og klemmer hende ind til sig, idet han siger.

 Mmmm. Sådan vil jeg gerne vækkes hver morgen.

 Susan ler højt og bider ham i øret.

 Det får Sean til at råbe.

 Hjælp, menneskeædere.

 Så begynder han også at le.

 Ok. Lad os så sige, at den der vågner først, vækker den anden med et kys, kan du acceptere det.

 Susan nikker.

 Ok. Så vil jeg endda vente med at stille min sult til morgenmaden, men vi må hellere komme i gang, det er vores tur. I dag.

 De er næsten ved at have morgenmaden klar, da Betsy og Bob kommer ud af deres hus med en arm om livet på hinanden.

 Sean ser over på Betsy.

 Ja, så mangler vi kun præsidenten og hans kone. Maden er klar.

 Betsy smiler.

 Jamen så stik over og se, om de vil have morgenmaden serveret på sengen.

 Sean går over og banker på døren.

 Ønsker præsidenten og fruen morgenmaden serveret på sengen, eller vil det være til for meget ulejlighed at spise sammen med os andre.

 Allan åbner døren med et stort smil.

 I dagens anledning vil min kone og jeg godt spise sammen med folket, men måske vil det være en god tradition at starte, at præsidentfamilien spiser i deres eget hus, og at maden bliver serveret af trofaste tjenestefolk.

 Rosie står bag ved ham og ler højt.

 Det venter vi med, til det er vedtaget af hele befolkningen.

 Lidt efter sidder de så og spiser sammen. Snakken går godt, og alle er enige om, at den her måde at bo sammen på, kan man roligt fortsætte med.

 Regntiden er i fuld gang, men alle seks arbejder med de forskellige ting, som om de knap bemærker regnen. De er mere og mere gået over til, at de har mindst muligt tøj på, når de arbejder udendørs, for drengenes vedkommende er det for det meste uden tøj. Det meste af det tøj de havde med, er de vokset fra, så pigerne har kreeret nogle meget fantasifulde beklædningsstykker, som de kan tage på, når de er blevet grundigt tørret og opholder sig indendørs, for udendørs foretrækker de også at arbejde uden tøj, mens det regner..

 I sengene ligger de på hø med et fåreskind over sig, fordi soveposerne og tæpperne er blevet temmelig slidte.

 En lørdag aften, hvor de har holdt fest og er på vej tilbage til deres huse, begynder Bob at le højt.

 Prøv lige at se på jer selv og hinanden. Den mode damerne her har kreeret, ville gøre sig rigtigt i Paris. Kan I ikke forestille jer, at alle begyndte at gå klædt sådan.

 Rosie nikker.

 Ja, det ville da være en fornyelse, man ikke havde set magen til i mange år.

 I Susans regeringsperiode holder man en lille olympiade, men det viser sig, at hver af dem har et område, hvor de bare er bedst, alle er dog enige om, hvor vigtigt det er at blive ved med at holde sig i form.

 Både sprogundervisning og matematik og fysik og biologi bliver heller ikke forsømt. Kommer de en dag væk fra øen, er det vigtigt at kunne klare sig i det samfund, de kommer ud i.

 Alle er spændte på, om der kommer en orkan igen i Bobs regeringsperiode. Det bliver de dog forskånet for i denne omgang. Selvom det blæser meget kraftigt, sker der ingen skader på husene.

 Man har lavet en fast aften om ugen, hvor drengene sidder for sig selv og snakker. Pigerne sidder ligeledes og snakker for sig selv, men når man går til ro, går man over til sig selv, og det virker dejlig naturligt nu. Det føles næsten, som om det har været sådan i årevis.

 Hen under jul sigerr Rosie en lørdag aften, hvor de sidder samlet om bålet nede ved stranden.

 Sean og jeg har talt om, at da vi tilsyneladende alle sammen befinder os godt med at bo sammen parvis, så var det måske en ide, om vi holdt tre bryllupper juleaftensdag. Det er selvfølgelig ikke juridisk gyldigt, men det er for så vidt ligegyldigt, hvis det betyder noget for os.

 Kommer vi en dag væk fra øen, skal formaliteterne selvfølgelig bringes i orden. Men i vores samfund er det os, der bestemmer, hvad der er lovligt hos os.

 Når jeg kommer ind på det nu, er det fordi Allan og jeg har talt om at forsøge at få et barn nu. Vi føler, at vi er gamle nok nu til at tage ansvaret for sådan en lille en. Men for os betyder det noget, at vi er gift, når vi får barnet. Det betyder gift efter vores love og regler. Sean har lovet, at han godt vil foretage vielserne, så kan jeg som præsident vie ham og Susan, hvis de ønsker det. Fordi man er gift, behøver man jo ikke at få et barn med det samme.

 Bob ser på Rosie.

 Det med bryllupperne synes jeg er en god ide, men hvordan tror du, at du kan klare en fødsel her uden læge og jordemoder.

 Rosie smiler.

 Kære Bob. Der bliver født tusindvis af børn hver dag, uden at moderen har været i nærheden af en læge eller jordemoder, så det kan vi sikkwert også klare her på øen.

 Allan og jeg vil gerne giftes på vores fælles fødselsdag den 24 december, hvad siger I andre.

 De andre smiler og Betsy siger.-

 Lad os andre bare slutte op om vores præsident, som hun selv siger. Fordi vi gifter os, behøver vi jo ikke at få børn lige med det samme.

 Bob nikker.

 Jeg synes også, at det er godt at få det her på plads, men Betsy og jeg venter nok lidt med børnene.

 Susan ser over på Sean.

 Jeg vil også gerne have, at når vi en dag får børn, så er det ægte børn, der har både en far og en mor, og ikke som mig, der intet kender til min far. Vores ægteskab her, kan måske ikke godkendes i den anden verden. Men vi er nu en gang her, og det er hvad der sker her, der betyder noget for os.

 Sean smiler til hende.

 Helt enig min skat.

 Så ser han på Allan og Bob.

 Såvidt jeg kan se, er der kun et lille problem, vi kan ikke komme på bryllupsrejse.

 Allan begynder at le.

 Det er da bare et spørgsmål om fantasi. Snak med din kone om alle de oplevelser, I kunne tænke jer. Intet er jo umuligt i fantasien, man slipper også  for en masse besvær, f.eks. forsinkede fly, bagage, der bliver væk, dårlige hoteller, ubehagelige medpassagerer o.s.v. Ja, og så er det endda helt gratis, uanset, hvor I vil hen. Det er i øvrigt også ret praktisk, da vi ingen penge har her på øen.

 Sean nikker.

 Det har du faktisk ret i, og jeg er glad for, at vi ikke har penge her på vores ø, for penge har en tilbøjelighed til at skabe splid mellem mennesker.

 De tre bryllupper bliver holdt d. 24.december og bliver en god oplevelse for dem alle seks. De synes, at nu hører de rigtigt sammen for alvor, hvadenten de kommer til at blive på øen resten af deres liv, eller de en skønne dag kommer tilbage til England.

 Efter en god middag og en lille hvil, holder de en stor fest ved bålet på stranden, og inden de går i seng, følges de ad en tur i vandet.

 I den følgende tid taler de ofte om, at det var en rigtig beslutning, at de giftede sig, for de føler sig alle godt til pas med det. På en eller anden måde er det også, som om de er blevet knyttet endnu tættere til hinanden.

 Men selvom familierne fungerer godt, nyder både drengene og pigerne deres fællesaftener, selvom det somme tider bliver sent, inden de kommer i seng.

 Hvis vejret er til det, holder drengene gerne til nede ved bålet ved vandet, mens pigerne holder til i fællesstuen. Det sker dog også, at de går på besøg hos hinanden.

 I april måned konstaterer Rosie, at hun er gravid, og hun og Allan mener, at den lille skulle dukke op omkring november.

 Bob smiler, da han hører det.

 Så må man da håbe, at vi ikke får en orkan igen i år, i det mindste ikke lige på det tidspunkt.

 Betsy siger, at hun har set, hvordan man klarer den slags, den gang hendes mindste broder blev født.

 Rosie ler.

 Ja, og jeg har været med til mine tre små søskendes fødsel, så vi finder nok ud af det, hvis du og Sean tager sig af den vordende fader, når den tid kommer.

 Det bliver en køn lille dreng, der bliver født d. 3. november. Fødselen går fint, og Allan er både glad og stolt, da det er overstået.

 Den sidste mandfolkeaften før fødselen havde han det meget dårligt. Dels var han bange for, om fødselen nu ville gå godt, og om både Rosie og barnet ville klare det. Hvis noget gik galt, var der jo intet, de kunne gøre. Det værste ville være, hvis der skete Rosie noget.

 Sean ryster på hovedet.

 Det er den usikkerhed, vi alle må leve med. Hvis en kommer alvorligt til skade eller bliver meget syg, kan vi jo også kun håbe det bedste.

 Bob nikker.

 Vi er jo ikke værre stillet end millioner af andre mennesker.

 Jeg er sikker på, at det nok skal gå godt, så sikker, at Betsy og jeg også er blevet enige om, at vi også gerne vil have en lille inden for det næste års tid.

 På Allans og Rosies fødselsdag bliver den lille døbt af Sean, og han kommer til at hedde William, lige som Rosies far.

 De andre har i efterårets løb overtalt Sean til at tage sig af gudstjenesterne fremover. Rosie har således sagt til ham.

 Ved du hvad, lillebror, jeg synes, at du er den af o, der er bedst til at holde en gudstjeneste, så vi alle føler, at vi får noget ud af det. Jeg har snakket med de andre om det, og de er enige med mig, så hvis du kan gå med til det, vil jeg udnævne dig til øens præst, så du kan døbe Allans og min søn, den 24.december.

 Sean blinker en tåre væk og siger så stilfærdigt.

 Jeg kender jer så godt nu, så jeg ved, at I mener det, og at det ikke bare er for at slippe nemmere om ved det selv. Jeg vil forsøge at leve op til jeres forventninger. Susan og jeg har nogen gange talt om, at hvis vi en dag kommer væk fra øen, vil jeg læse til præst, og det vil hun støtte mig i.

 Rosie giver ham et knus.

 Jeg er så glad for, at du har fået sådan en dejlig kone i Susan, men det fortjener du bestemt også.

 Sean smiler bredt.

 Jeg tror nu heller ikke, at hverken Allan eller Bob føler sig snydt eller har grund til det.

 Rosie ler.

 Nej, Ann og Mark må simpelthen have valgt de helt rigtige til det her foretagende. Jeg håber faktisk, at jeg en dag kan få lejlighed til at sige dem tak.
  Sean nikker.

 Ja, den her tur har nok givet os seks et indhold i vores liv, som ingen af os havde drømt om var mulig, end ikke i vores vildeste fantasi.

 William trives fint og bliver hurtigt alles kæledægge. I august er det så Betsys tur til at føde. Hun får en dejlig lille pige, der kommer til at hedde Elisabeth efter Bobs mor.

 Da Sean og Susan er kommet over til sig selv efter barnedåben, siger Susan med et lille smil.

 Hvad synes du min ven, skal det være vores tur næste gang.

 Sean blinker til hende.

 Det kommer vel an på, hvor hurtige Allan og Rosie er til at få den næste.

 Susan lægger armene om halsen på ham og ser ham lige i øjnene.

 Jeg er nået til det tidspunkt nu, da jeg gerne vil give dig en søn  eller datter. Ikke fordi de andre har, og så skal vi også have, men simpelthen, fordi jeg nu er helt overbevist om, at du skal være far til mit barn eller rettere børn, for vi skal da have flere.

 Sean smiler.

 Tror du da, at du får tvillinger eller trillinger.

 Susan ryster på hovedet.

 Nej, men hvis vi er heldige med den første, så synes jeg, at vi skal have en til. Det er ikke rart for et barn at være enebarn, det ved jeg af erfaring.

 Sean nikker.

 Og så skal der ikke være otte – ti år imellem, det kender jeg til.

 Susan giver ham et kys på munden.

 Godt, så lad os se, hvor heldige vi er med den første.

  Sean besvarer kysset og hvisker.

 Så skal han eller hun ligne dig.

 Næste morgen bliver Susan vækket med et kys af Sean.

 Tænk, sikke en oplevelse.

 Susan smiler glad til ham.

 Ja, det var værd at vente på.  Hvis vi havde prøvet for et par år siden, tror jeg ikke, at det var blevet lige så god en oplevelse.

 I slutningen af oktober er Susan sikker på, at hun er gravid. Sean er selvfølgelig den, der først får det at vide, og han bliver meget glad. Det varer dog ikke længe, før de andre også kan se det.

 Det bliver i slutningen af maj, at Susan føder en dejlig dreng.  Han har rødt hår lige som Sean, så de andre siger, at nu bliver det så spændende, om han også kommer til at ligne Sean på andre områder.

 Susan smiler og siger.

 Det vil jeg bestemt ikke have noget imod, tværtimod, så ville det være dejligt.

 I løbet af de kommende år får Rosie en pige, Betsy får et par tvillinger, en dreng og en pige, og Susan får en pige, der til gengæld ligner hende meget.

 Alle børnene trives fint og leger godt sammen. En aften siger Sean til Bob ved deres sædvanlige mandeaften.

 Tjah, hvis det er meningen, at vi skal blive her på øen resten af vores liv, så er næste generation ved at være på plads, men hvis en af drengene ikke skal have to koner, så må vi jo sørge for, at en af os får en søn mere, for vi kan nok ikke regne med, at vores koner går med til det, med de to koner.

 Allan smiler.

 Nej, og det kan vores præst vel heller ikke, tror du, Bob.

 Bob ler højt.

 Jeg overgiver mig, det er jo Betsy og mig, der har bragt uorden i regnskabet med to piger og en dreng, så vi har besluttet at gøre det godt igen. Betsy er faktisk gravid. Vi vil jo gerne have fire børn, og så må vi jo håbe, at det bliver en enkelt dreng denne gang.

 Det bliver faktisk en dreng, som også hurtigt vokser til.

 Pigerne snakker somme tider om, at det faktisk er en ideel opvækst børnene får. De har både deres far og mor i nærheden, der er altid nogen at lege med, og øen er stor nok til at give dem masser af udfordringer efterhånden som de kan klare dem.

 Ingen af de voksne har mere travlt, end at der altid er tid til børnene. Er far og mor ikke lige ved hånden, er der altid en onkel eller tante i nærheden.

 Alle husene er blevet udbygget med et eller to børneværelser,. Men de spiser stadig samlet alle sammen.

 Børnene bliver nogenlunde frit opdraget. Der er kun ganske få forbud. Ingen må således gå ned til vandet, uden at der er en voksen med. De få regler der er bliver til gengæld håndhævet med stor fasthed.

 Børnenes påklædning er også meget fri. Fra de selv kan gå, bestemmer de også selv, om de vil have tøj på eller ej., så det er som regel kun, når de fryser, at de tager noget på. Det er selvfølgelig praktisk, ikke mindst af hensyn til vask, men også fordi det tøj, der efterhånden er tilbage er temmelig slidt.

 Hvis de voksne har noget på, er det som oftest et lændeklæde af fåreskind, men det er som regel også kun hvis de fryser, at de har noget på efterhånden.

 Har man f.eks. gået ude i regnen en hel dag, og det måske endda har blæst, så er det rart at komme ind og blive tørret og få et lunt fåreskind om sig.

 På tiårsdagen for deres ankomst til øen, holder de en stor fest om aftenen nede ved bålet på stranden.

 De har spist oppe i huset, men har taget en gryde vand med ned til bålet. Allan har fundet nogle blade, som han har tørret, og det smager næsten som te, så de har også krus med. Der er ikke mere tilbage af det konserves, de havde med, da de kom. Det ville i øvrigt nok også have været for gammelt. I årenes løb har de fundet ud af at skaffe sig en afvekslende kost, bl.a.  med de ting, de kan dyrke på øen.

 De sidder og synger og snakker. En gang imellem er der en, der fortæller en historie, og Allan bliver opfordret til at gentage sin parodi på de forskellige, som han havde så stor succes med i sin tid.

 De mindre børn ligger og småblunder, mens de større morer sig herligt. De voksne bliver lidt tankefulde og tænker uvilkårligt tilbage på de ti år, der er gået, siden de ankom, og på alt, hvad de har oplevet i de år.

 Rosie rejser sig og ser sig rundt i kredsen.

 Det er utroligt, at der nu er gået ti år siden, at jeg første gang blev udnævnt som præsident her på øen. På en måde føles det jo, som om vi altid har været her, fordi vi har oplevet så meget sammen, som de færreste mennesker vel når på et helt liv.

 På den anden side kniber det at forstå, at der er gået ti år siden vi landede her, men ser man på børnene, hjælper det lidt på forståelsen, for de er allerede ved at blive store, selvom vi måske ikke føler os meget ældre.

 Men at vi har tilbragt mere end en trediedel af vores liv her, forstår man måske lidt af, når man ser, hvor meget, vi har forandret os, sådan i det ydre, for det indre synes jeg, at vi har bevaret intakt.

 Allans parodi på os før, passer jo stadig på os. Selvfølgelig er vi blevet ældre og fornuftigere, men vi har stadig bevaret vores fantasi, vores galskab, men mest af alt har vi bevaret vores ubegrænsede tillid og kærlighed til hinanden.

 Vi har, til en hvis grad tvunget af omstændighederne, formået at skabe en positiv og god tilværelse, for os selv, for hinanden og for vores børn. En tilværelse, vi vel dårligt kunne ønske os bedre.

 Men jeg er også overbevist om, at kommer vi en dag væk fra denne ø, så vil vi alle forsøge at leve videre efter de samme regler, selv om de ydre omstændigheder vil være ret så forandrede. Vi har lært noget her, som ingen kan tage fra os. Skal vi ikke råbe et trefoldigt hurra for vores ø, og for hvad den har betydet for os.

 Da hurraråbene er døet hen, rejser Sean sig.

 Jeg vil gerne give vores præsident helyt ret i det, hun sagde, og så vil jeg bede jer råbe et hurra for vores venskab, for uden det, var det hele jo slet ikke gået.

 Alle råber et tordnende hurra, og så sætter man sig ned ved bålet igen.

 Lidt efter går Rosie, Betsy og Susan op med børnene for at lægge dem i seng, og derefter sætter de sig over i opholdsstuen og snakker.

  Allan Bob og Sean bliver siddende ved bålet og snakker.

 William så bedende på Allan, da de skulle op i seng, men Allan rystede på hovedet, så han følges pænt med de andre op til huset.

 Lidt efter siger Bob med et lille smil.

 Synes du ikke næsten, at han skulle have haft lov til at blive her i aften, han er trods alt den ældste.

 Allan ser over på Sean.

 Synes du også.

 Sean nikker.

 William fortjener at få lov til at være med hos os i aften. Han har været utrolig flink til at tage sig af de mindre, sådan noget synes jeg godt, man kan belønne.

 Allan smiler glad.

 I er alle tiders. Så stikker jeg op og henter ham og giver Rosie besked med det samme, så hun ved, hvor han er blevet af.

 Lidt efter kommer Allan tilbage med William på skuldrene.

 William stråler over hele hovedet, da Allan sætter ham ned.

 Far sagde, at det var jer, der gik i forbøn for mig. Tusind tak skal I have. Jeg holder næsten lige så meget af jer som af far.

 Sean smiler.

 Nåh, kun næsten, hvorfor det.

 William ler.

 Jamen det er da fordi han er min far.

 Bob nikker.

 Netop, og han fås ikke bedre, så ham kan du roligt være tilfreds med.

 William putter sig helt ind til Allan og ser op på hans ansigt med et lykkeligt smil.

 Det er jeg også, helt bestemt, onkel Bob.

 De sidder nu og snakker en times tid, så rejser Sean sig.

 Vil I med i vandet, inden vi går i seng. Hvad siger du William, de andre plejer godt at ville.

 William har været lige ved at døse hen, men farer op med et spjæt.

 Meget gerne onkel Sean, hvis jeg må for far.  Må jeg så sidde på dine skuldre.

 Allan smiler.

 Helt i orden, William, lad barte ham tage slæbet, han er trods alt ikke så gammel som mig.

 Lidt efter følges de så ad ud i vandet. Sean går i midten med William på sine skuldre og Allan på den ene side og Bob på den anden. Da de er kommet et godt stykke ud, så vandet når dem til midt på brystet, siger Sean.

 Så op og stå på mine skuldre og lad os se et flot hop.

 Lynhurtigt kommer William op og stå på Seans skuldre og så springer han et flot hovedspring. Da han kommer op til overfladen igen, svømmer han hen til Sean og lægger sit hoved ind mod Seans kind.

 Uh, hvor er du dog dejlig.

 Det er du bestemt også gamle dreng.

 Lidt efter er de på vej ind til stranden igen. William har puttet sin ene hånd ind i Bobs hånd det sidste stykke vej ind. Så ser han op på ham.

 Tusind tak, fordi I ville have mig med. Jeg ved, at I er fars venner, men vil I også godt være mine venner, selvom jeg er meget yngre end jer.

 Bob smiler.

 Så meget yngre er du nu ikke, så mon det ikke kan lade sig gøre. Jeg har i hvert fald ikke noget imod det, hvad siger du Sean.

 Det er i orden med mig, under forudsætning af, at du holder lige så meget af os som af din far.

 Da han ser Williams ansigtsudtryk, bliver han alvorlig.

 Undskyld, at jeg drillede dig, Du skal aldrig gå imod din overbevisning for at få en ven. Det er der ingen, der er værd. Jeg vil være stolt, hvis du vil regne mig for din ven, men det må aldrig nogensinde gå ud over dit forhold til din far. Han er og skal altid være din bedste ven. Ingen kan komme op på siden af ham, husk altid det.

 William ser fra Sean til Allan.

 Driller han også dig, far.

 Allan smiler.

 Ja, det sker, men så driller jeg igen. Det lærer du nok også med tiden, og derfor har jeg heller intet imod at du regner onkel Sean og onkel Bob for dine venner. De fås ikke ret meget bedre, og i det mindste ikke her på øen.

 Lidt efter går de op for at gå i seng. William giver lige Sean og Bob et knus, inden de skilles, og så følges han med Allan ind i huset og her får Allan også et stort knus, inden William lægger sig til at sove.

 De følgende dage gør William sig ekstra umage for at hjælpe de små, som en lille tak for, at han fik lov til at være med til mandfolkeaftenen.

 En månedstid efter er Allan en formiddag nede ved vandet sammen med Sean og Bob. De har besluttet, at de vil ud og fiske lidt og er derfor ved at gøre tømmerflåden klar, da Sean pludselig griber de to andre i armen og stønner.

 Ser jeg syner, eller er der et skib der ude.

 De to andre ser i den retning Sean peger.

 Allan synker en gang.

 Du har ret, er det ikke rigtigt Bob.

 Bob nikker bare.

 Så siger Sean.

 Hurtigt. Vi må have ild i bålet, selvom det regner. Bob løber du op og henter ild og fortæller vores koner det, så samler Allan og jeg brændsel.

 Bob ryster på hovedet.

 Tror du ikke, at vi skal vente med at sige noget, til vi ved, om det lykkes at fange skibets opmærksomhed, så de ikke bliver skuffede.

 Allan nikker og Sean indrømmer, at det nok er bedst.

 Hurtigt får de ild i bålet, og inden længe kan de komme blade og grønne grene på, så der kommer en kraftig røg.

 Betsy kommer ned til dem.

 Sig mig, hvad er det I laver.

 Bob peger bare ud over vandet, og da Betsy ser skibet, gisper hun.

 Tror I, at de lægger mærke til røgen og kommer herhen for at se, hvad det er. Men hvorfor fortalte du det ikke, da du var oppe efter ilden.

 Allan ryster på hovedet. Vi blev enige om at vente med at sige noget, til vi så, om det lykkedes at tiltrække skibets opmærksomhed, så I ikke blev skuffede, hvis det bare sejlede videre.

 Sean begynder at le.

 Så I den nødraket, så har de lagt mærke til røgen, jeg kan også se, at skibet er drejet lidt og er blevet større, så er det på vej herind. Lad os følges ad op og fortælle de andre det.

 Betsy ler og giver Bob et knus.

 Og så må præsidenten og alle vi andre hellere se at komme i stadstøjet, så vi kan tage pænt imod vores gæster, uden at de bliver alt for generte.

 Sean kommer lige noget mere brændsel på bålet, inden han også løber op til husene.

 Deroppe hersker der vild panik. Børnene er forskrækkede og forvirrede over at se deres forældre fare omkring for at finde forskelligt tøj frem, , som selvfølgelig er alt for småt og derfor ikke kan bruges.

 Sean kan ikke lade være med at le, da han ser tøjdyngerne inde i opholdsstuen, så siger han.

 Lad os nu ikke blive grebet af panik. Hvis skibet kan og vil have os med, er det nok mindre væsentligt hvilken slags tøj vi har på. Lad os være lidt praktiske.

 Allan, Bob og jeg tager vores lændeklæder på, inden vi går ned på stranden igen. Jeg foreslår, at vi også nøjes med at give alle børnene lændeklæder på. For damernes vedkommende foreslår jeg også lændeklæder, evt. med et sjal over skuldrene, hvis de vil med ned til vandet.  Hvis I bliver i tørvejr foreslår jeg, at I tager de festdragter på, som I kreerede til festen den gang. Vi var jo enige om, at de ville gøre sig ved en modeopvisning.

 Susan nikker.

 Ja, det lyder meget godt, men hvad med alle vores ting og sager. Vi må da have det hele pakket sammen.

 Allan ryster på hovedet.

 Hvis vi kan komme med det skib, der ligger derude, har de nok tid til at vente på, at vi får vores ting pakket sammen, og ellers sender de nok et andet skib efter os, nu da vi er blevet fundet.

 Sean har hentet sit lændeklæde, og et øjeblik efter er Allan og Bob også klar.

 Sean ser på børnene.

 Vil I med, så har jeres mødre fred til at få ordnet deres pålædning.

 William og Elisabeth siger næste i munden på hinanden.

 Vi skal nok holde styr på de små, og William fortsætter.

 Men behøver vi at tage lændeklæderne på, det er så ubehageligt, når det er regnvejr.

 Allan ser over på Allan og Bob, så smiler han.

 Godt, skal vi så sige, at det må I selv bestemme.

 Børnene jubler og løber alt hvad de kan ned til vandet.

 Rosie smiler.

 De tror da vist på skibet, at vi er en flok vilde.

 Sean ler højt.

 Hvis de gør det, bliver de nok overraskede, når de hører, at vi taler både engelsk, tysk og fransk.

 Da Sean, Allan og Bob kommer ned til vandet igen, kan de se, at skibet er kommet en del nærmere, og en halv time senere, ser de at skibet kaster anker, og der bliver sat en båd i vandet.

 Børnene er blevet helt tavse, for de har jo aldrig set sådan noget før. Uvilkårligt klemmer de sig ind til deres fædre, der til gengæld har en underlig fornemmelse i maven.

 Det er tanken om, at ti års ophold på en øde ø, nu tilsyneladende er ved at være slut. Det er svært så pludseligt at skulle omstille sig til at skulle tilbage til civilisationen igen. Man havde jo mere eller mindre vænnet sig til tanken om at skulle blive her på øen fremover.

 Da båden når land, går Sean, Allan og Bob ned til båden for at hilse, mens børnene usikkert bliver stående ved bålet.

 Det er 2.styrmand og seks matroser, der er roet ind for at finde ud af, hvem der har tændt bålet.

 Skibet er et lille krydstogtskib fra Australien, der er kommet lidt udenfor sin sædvanlige kurs. Foruiden besætningen på 15 mand, er der 30 passagerer ombord.

 Styrmanden bliver meget overrasket, da han hører hvem de er. Han fortæller, at han kan huske, at der var en del avisskriveri for 10 år siden. Det skib, der havde sejlet dem til øen var forlist, åbenbart kort efter, at de var blevet sat af, så derfor regnede man med, at de også var omkommet. Man havde sat en eftersøgning i gang og fundet nogle vragrester, men ingen overlevende. De var åbenbart blevet sat af et par dage før tiden, men man havde altså regnet med, at de endnu var ombord på skibet, da det forliste.

 Sean inviterer dem med op og se husene og hilse på konerne, og så bliver det aftalt, at krydstogtgæsterne skal komme om eftermiddagen i to omgange, så de kan få lejlighed til at se, hvordan de har klaret sig på øen i ti år. Næste dag vil kaptajnen og resten af besætningen så komme ind og se, hvor meget man kan have med.

 Styrmande fortæller, at der blandt krydstogtgæsterne er både en journalist og en pressefotograf, som skal omtale krydstogtet, så de må hellere forberede sig på at komme i pressens søgelys. Så ror de tilbage til skibet og sende det første hold gæster i løbet af en times tid.

 Sammen med det første hold kommer journalisten og pressefotografen, og de er helt ellevilde for at få den historie i avisen. De lover dog at telegrafere til de forskelliges forældre, at deres børn lever og har det fint og kommer hjem i løbet af godt 14 dage., inden der kommer noget i avisen.

 Pigerne serverer en fin frokost for gæsterne, der er meget imponerede af, hvordan de har fået indrettet sig, og snakken går fint, indtil de skal tilbage til skibet, så det andet hold gæster kan komme i land.

 Blandt det næste hold gæster er der en stilfærdig mand midt i fyrrerne, der især er meget interesseret i at høre, hvordan de har styret det lille samfund. Da de har fået noget at spise, trækker han Allan lidt til side, for Sean har travlt med at vise rundt og fortælle.

 Manden ser lidt på Allan, så smiler han.

 Jeg har et tilbud at gøre dig, eller skal vi sige jer. Du skal ikke sige ja nu og her, men snakke med de andre om det, når vi er taget afsted igen ved aftenstid.

 The Times er nok villig til at betale for jeres hjemrejse, tøj og andre fornødenheder, indtil I kommer til England, hvis de får eneret på historien, men bind jer ikke til andet og mere. Måske en af jer vil skrive en bog, om det I har oplevet, så pas på, at I ikke kommer i klemme, men får det indføjet i kontrakten. Hvis I er interesserede, vil jeg godt hjælpe med det juridiske. Jeg har et stort gods i England og nogle dygtige advokater.

 Allan blinker til ham.

 Og hvad skal du så have for det.

 Manden begynder at le.

 Bravo, du lader sig ikke så let snyde, men det havde jeg nu heller ikke regnet med. Jeg hørte, at Sean talte om, at han gerne ville være præst, og Bob talte om, at han gerne ville være arkitekt, men jeg har ikke hørt dig sige noget om, hvad du gerne vil.

 Allan ryster på hovedet.

 Jeg har jo kone og to børn at forsørge, så jeg skal vist ikke være så kræsen, for jeg ved ikke, hvor meget min far kan og vil investere i min uddannelse.

 Manden smiler stadig, da han siger.

 Derfor kunne jeg tænke mig at tilbyde dig et job.. Ser du, jeg har et ret stort gods i Midtengland, men min godsforvalter er ved at være gammel. Hvis du nu har lyst, kan han nå at oplære dig, inden han holder op.

 Allan ser overrasket på ham.

 Jamen har du ikke selv børn, en af dem kunne vel bedre drive sådan et gods, når de kender forholdene. Hvordan kan du tilbyde mig det job, når du slet ikke kender mig.

  Der går en trækning over mandens ansigt., så siger han stille.

 Ikke mere. Min søn kørte sig selv og min kone ihjel for et års tid siden, men da jeg så dig, mindede du så meget om ham, at det gjorde helt ondt.

 Allan griber hans hånd og klemmer den hårdt.

 Undskyld, men det var jeg jo ikke klar over, men til gengæld lover jeg, at hvis du virkelig mener, at du kan bruge mig, så er jeg din mand 100 % . Så stor en tillid kan man da umuligt svigte. Jeg er sikker på, at min kone også kan gå med til det, men må selvfølgelig lige tale med hende om det.

 Manden smiler, da han klemmer Allans hånd.

 Ja, så må jeg vel også hellere præsentere mig. Jeg er lord Brightham, men kald mig Alexander.

 Det næste jeg vil bede dig om er, at du inviterer dine venner her og deres forældre til at mødes på Brightham Castle, når I kommer til England. Tror du, at det også kan ordnes.

 Allan smiler.

 Det er jeg helt sikker på, men nu skal du lige hilse rigtigt på min kone og mine to børn, de skal have nyheden først, det har du ikke noget imod, vel.

 Lord Brightham smiler glad.

 Meget gerne, min ven.

 Hurtigt får Allan fat i Rosie og børnene og forklarer dem kort om tilbuddet.

 Rosie griber begge lord Brighthams hænder og sender ham et strålende smil, idet hun siger.

 Tusind tak for tilbuddet, det er jo helt eventyrligt. Brightham Castle ligger kun fem kilometer fra, hvor mine forældre bor. Det er et vidunderligt slot, som jeg altid drømte om at komme på besøg på, da jeg var barn.

 William ser op på lord Brightham.

 Du ser virkelig flink ud, jeg glæder mig til at besøge dig.

 Pigen Brenda ser lidt forskræmt frem fra sin mor, men da lord Brightham blinker en gang til hende, begynder hun at le, så det klukker.

 Du er sjov, dig kan jeg godt lide.

 En lille times tid efter tager gæsterne tilbage til skibet, og så er der tid og ro til at samle tankerne lidt. Da det er blevet tørrevejr, sætter de sig nede ved bålet på stranden for at snakke om dagens begivenheder.

 Sean lægger for med at fortælle om avisens tilbud om at finansiere deres hjemrejse, noget tøj og andre fornødenheder mod at få eneret på historien, og at der er blevet telegraferet til alle forældrene, at de er fundet og kan ventes hjem i løbet af et par uger.

 Allan fortæller om lord Brighthams tilbud, dels til Rosie, ham og børnene, men også, at de kan mødes med deres forældre på Brightham Castle, når de kommer til England. Han nævner også, at han har lovet at fange journalisten og sikre, at hvis en af dem vil skrive en bog om deres oplevelser, så kommer det ikke på tværs af aftalen med avisen.

 Betsy smiler.

 Den bog kunne jeg godt tænke mig at skrive, hvis Bob vil se efter børnene så længe. Der er jo masser af dagbogsoptegnelser, og da Ann og Mark er døde, får de jo ikke brug for dem.

 Så begynder hun at le.

 Bare rolig, jeg skal nok sortere de saftigste ting fra, jeg er da trods alt præstedatter.

 Bob smiler.

 Ja, men man plejer jo gerne at sige, at præstebørn er de værste, fordi de vil vise, at de ikke er miljøskadet.
 Rosie sidder tankefuld lidt.

 Har I noget imod, at vi giver kaptajnen den ene af de to figurer vi ellers lavede til Ann og Mark.

 Susan nikker.

 Jeg synes, at det lyder fint, måske han så vil vie os, når vi kommer ombord, så er det jo lovformeligt, inden vi kommer hjem til vores forældre.Så kan de måske lettere acceptere, at vi kommer hjem med en flok børn også.

 Den anden figur synes jeg, at vi skal forære lord Brightham, fordi han inviterede os alle og vores forældre til at mødes jos ham.

 Det bliver man hurtigt enige om, og så går snakken om, hvad de har oplevet i årenes løb., men lidt efter begynder de at snakke om fremtiden.

 De er blevet enige om, at de kun tager deres rent personlige ting med hjem. Legetøjet, de har lavet til børnene. Pigernes fantasifulde kreationer og deres lændeklæder, det sidste er dog mest som minder, da vejret i England sjældent indbyder til at færdes i lændeklæder. Endelig er der alle dagbogsoptegnelserne og andre småting, der kan minde dem om opholdet på øen.

 Resten bliver man enige om at pakke sammen og placere i husene, hvis de en skønne dag skulle få mulighed for at komme derud igen, eller hvis der skulle være nogen, der strandede på øen.

 Det varer længe, før de falder i søvn den nat, som jo bliver deres sidste på øen.

 Sean, Allan og Bob bliver siddende lidt efter at de andre er gået op til børnene.

 De siger ikke ret meget, men nyder bare at sidde helt stille og nyde hinandens nærhed. Det er jo sidste gang. Omsider rejser de sig dog og går op til husene og går i seng.

 Næste formiddag kommer kaptajnen, 1.styrmand og et par mere fra besætningen.

 Kaptajnen lover at sejle dem direkte til Sydney. Der er tre ledige kahytter, og da turen kun vil vare et par dage, skulle det ikke volde nogen problemer. Han fortæller, at Susans mor ikke mere bor på den gamle adresse, men man er gået i gang med at finde ud af, hvor hun er flyttet hen. Han smiler bredt, da de spørger, om han godt vil vie dem, når de kommer ombord og siger, at det vil han meget gerne. Hans passagerer har allerede sagt, at det her krydstogt har været helt fantastisk, så de vil elske, at de også kommer til at overvære et tredobbelt bryllup.

 Desuden kan han fortælle, at der ligger penge til dem fra The Times, så de kan købe tøj og andre fornødenheder og der er booket flybilletter til dem i slutningen af den følgende uge. Der er også invitationer fra forskellige til middage og en TV-udsendelse, hvor de skal fortælle om deres liv på øen. I den uge, hvor de opholder sig i Sydney, er de byens gæster, så alt er betalt.

 Sean ser fra kaptajnen til de andre.

 Det hele lyder lidt overvældende, men vi klarer den vel.

 Bob smiler.

 Du og din vicepræsident skal nok klare den, og bliver I hæse, skal vi andre nok tage over.

 Kaptajnen ser lidt uforstående på Bob.

 Er Sean præsident, og Allan vicepræsident, hvordan er de blevet valgt til det.

 Bob ler.

 Det startede med, at vi lavede en turnus, så den første var præsident, den næste vicepræsident. Den næste måned blev vicepræsidenten så præsident og nr. tre på listen blev vicepræsident o.s.v. Efter et halvt år begyndte vi så forfra eller måske rettere fortsatte. Sådan har det kørt i alle årene. De store ting har vi da gerne snakket om, men der var aldrig tvivl om, at det var den til enhver tid siddende præsident, der havde det endelige ansvar for alle beboerne på øen. Faktisk har vi alle været præsident tyve gange, d.v.s. Rosie og Sean nåede de 21 gange.

 Kaptajnen sidder og nikker.

 Og I blev aldrig uenige om den måde at afgøre tingene på.

 Allan ryster på hovedet.

 Nej, og det skyldes nok ikke mindst det fantastiske venskab vi opbyggede lige fra den første dag, vi ankom her til øen. Jeg tror ikke, at der er mange søskende, der har haft så godt et forhold til hinanden, som vi har haft til hinanden. Da vi blev klar over, at vi måske skulle blive her resten af vores tid, besluttede vi så at danne tre familier, men venskabet har været uforandret,eller det er måske endda blevet stærkere gennem årene.

 Man har fået pakket de ting, man vil have med og så bliver man sejlet ud til skibet af to gange.

 Børnene er lidt forskræmte i starten, for der er jo så mange nye og fremmede ting, som de aldrig har set eller hørt noget om før.

 Næste middag bliver der så holdt tredobbelt bryllup til stor begejstring også for passagererne.

 Om eftermiddagen kommer Susan hen til Sean. Radiotelegrafisten har lige givet hende en besked.

 Hun smiler bredt, da hun siger.

 Nu har du både en svigermor og en svigerfar. Årsagen til, at mor ikke var på sin gamle adresse, var,  at hun var blevet gift. Men det bedste af det hele er, at jeg har fået en broder, og du altså en svoger, og så er han alle tiders.

 Sean ler.

 Det lyder, som om du kender ham.

 Susan stikker næsen i vejret. Det gør jeg også, men du vil vel godt hilse på ham.

 Selvfølgelig vil jeg det, men det kan vel ikke lade sig gøre, før vi kommer til England.

 Susan knækker sammen af latter.

 Joda, han står derovre, det er jo Bob. Skal vi gå over og fortælle ham det.

  Sean giver hende et ordentligt knus og et kys.

 Det fortjente du for den overraskelse. Den var pragtfuld.

 Susan går over til Bob og tager hans hånd.

 Nå storebror, tror du, at din far også har fundet sig en god kone.

 Bob smiler bredt.

 Hvorfor spørger du om det.

 Sean griner højt.

 Jo, ser du svoger.. Din lillesøster har lige fået telegram om, at årsagen til at hendes mor var flyttet var, at hun havde giftet sig med din far for otte år siden.

 Bob ser målløs fra Sean til Susan.

 Er det virkelig rigtigt, jamen det er jo pragtfuldt. Betsy kom og hils på din svoger og svigerinde. Susan er blevet min rigtige lille søster, fordi hendes mor og min far har giftet sig.

 Betsy giver både Susan og Sean et stort knus.

 Det lyder, som om det er en rigtig god ide.

 Om aftenen siger Rosie til Allan.

  Ja, så fik vi et rigtigt bryllup og endda en bryllupsrejse med et rigtigt krydstogtskib. Men vores første bryllup var nu lige så godt. Jeg ville godt ønske, at den kommende uge var overstået, så vi kan komme til England og falde lidt til ro. Det trænger børnene også til.

 Allan nikker.

 Ja, jeg kunne også godt undvære den kommende uges besværligheder, men vi er jo nu engang forsidestof i øjeblikket, det er unægtelig noget andet end vores stille liv på øen.  Til gengæld er jeg utrolig glad for det tilbud vi fik fra lord Brightham. Jeg tror, at vi kan blive meget glade for at være der, og børnene lod også til at være meget glade for ham. Nu håber jeg bare, at jeg kan leve op til hans forventninger.

 Rosie smiler.

 Husk nu, at det er meget lettere at leve op til andres forventninger end til sine egne. Hørte du for resten, at Bobs far og Susans mor havde giftet sig.

 Allan nikker.

 Ja, og jeg er meget glad på Bobs vegne især. Han har været meget bekymret for, hvordan hans far skulle klare sig, når han var helt alene, efter at Bob var forsvundet. De har åbenbart lært hinanden at kende i forbindelse med afskedsfesten i sin tid. Da så oplysningen om vores forsvinden så kom til England, har de åbenbart taget kontakt med hinanden. Gad vide, om de har fået børn sammen.

 Det sagde Susan ikke noget om. Det er jo heller ikke alt, der er plads til i et telegram. Hvad tror du i øvrigt, at vores og de andres forældre siger til alle vores børn.

 Allan smiler bredt.

 De har bare at være glade og tilfredse, for bedre børn fås ikke, vel min skat.

 Rosie nikker.

 Enig som sædvanlig, men nu vil jeg sove.

 Næste dag går de i land i Sydney. De bliver kørt hen til et hotel, og så bliver der sendt bud efter tøj og sko o.s.v.

 Børnene er ikke særligt begejstrede for at skulle have alt det nye tøj, men især skoene var et problem, for det havde ingen af dem jo prøvet før. Det lykkedes dog at finde frem til noget almindeligt tøj og fodtøj, som børnene kunne lide, da de havde haft det på lidt.

 Den næste dag var de alle inviteret til stor middag af byen, men de følgende dage skiftedes de til at være i ilden, så der altid var et par stykker hos børnene, hvis de ikke også skulle være med.

 En dag sagde Rosie stop og forlangte, at de intet skulle næste dag. De blev på hotellet og fik maden op på værelserne, de nægtede at tage telefonen og give interview.

 Den følgende dag sagde Sean, at nu kunne man indkalde til et pressemøde, hvor man ville besvare så mange spørgsmål, man kunne, og så var det slut, for de var nødt til, ikke mindst af hensyn til børnene, at have et døgn, hvor de kunne hvile helt ud, inden flyveturen hjem til England.

 Allan havde fået at vide af lord Brightham, at de ville blive hentet i lufthavnen og kørt ud til Brightham Castle, når de kom. Han var selv taget hjem nogle dage før for at gøre alt klar til velkomstfesten. Forældrene skulle komme dagen efter at de andre var kommet, så de lige havde lidt tid til at finde sig selv.

 Pressemødet gik helt godt i starten, men især en af de kvindelige journalister stillede nogle meget nærgående spørgsmål. Til sidst blev det for meget for Sean.

 Ildrød i hovedet rejste han sig halvt op af stolen og så på journalisten, der havde stillet det pinlige spørgsmål.

 Undskyld, hvis jeg er lidt uvant med et pressemøde. Jeg troede, at det var journalister, der stillede saglige og relevante spørgsmål og ikke ludere, der samlede saftige historier til at fortælle deres kunder.

 Jounalisterne brød ud i en bragende latter, og den kvindelige journalist blev meget rød i hovedet. Hendes sidemand grinede højt og hvislede.

 Den fortjente du, din lede sæk.

 Sean havde sat sig ned igen og var ved at falde til ro.

 Allan nikker.

 Er der flere spørgsmål.

 En anden kvindelig journalist smiler og siger.

 I synes forhåbentlig ikke, at vi alle er lige slemme.

 Bob smiler sit allermest charmerende smil til hende.

 Bestemt ikke, men jeg erkender, at både vi  og vores børn er ved at være trætte. Efter ti år alene på en lille stille ø, hvor der ikke var andre end os, har den sidste uge været temmelig overvældende. Generelt synes vi alle, at vi er blevet behandlet utrolig godt, og det vil vi gerne sige tak for, men nu trænger vi altså alle til nogle fredelige hverdage. Min kone har talt om at skrive en bog om vores oplevelser på øen, hvis hun kan overtale mig til at se efter børnene imens. Hvis det lykkes vil vi sende et par eksemplarer til jeres presseklub her i Sydney, så kan I jo altid købe flere, hvis I får lyst, men der går nok nogle år.

 Formanden for presseklubben rejser sig.

 Jeg vil gerne sige jer tak for den velvilje I har mødt os med. Jeg beklager meget den pinlige episode før, men jeg synes, at du klarede den fremragende Sean. Jeg er ikke sikker på, at jeg, trod meget større erfaring kunne have klaret den så godt. Vi vil gerne have ord for at være seriøse, når vi stiller spørgsmål, men der er vel brådne kar i alle lande.

 En af vores pressefotografer har taget de her billeder af jer, dem vil vi gerne give jer et sæt af til hver familie, desuden en check, såI kan få dem indrammet, når I kommer hjem. Det er nemmere at transportere dem uden rammer.

 Endnu engang tak, fordi I stillede op til det her pressemøde, og så vil vi ønske jer en rigtiog god tur hjem til England.

 Da de et par dage efter lander i Heathrow, kommer en journalist fra The Times hen til dem. Han smiler, da han siger.

 Jeg har sørget for, at det er mørkelagt, hvor I skal hen, så I kan få fred og ro de første dage. Til gengæld vil jeg gerne have, at en af jer ringer til mig, når I synes, at I kan klare et pressemøde og nogle interviews og fotograferinger.

 Allan sukker, men smiler så.

 Ja, vi slipper vel ikke, jeg skal nok ringe, men der går nok nogle dage, for både børnene og vi voksne trænger meget til at få lidt fred og ro nu.

 Udenfor lufthavnen holder der tre biler, der kører dem op til Brightham Castle.

 Da de et par timer efter holder ved slottet, er børnene helt målløse, de har jo aldrig før set noget så stort og flot, men også de voksne gisper lidt, da de ser, hvor stort slottet faktisk er.

 Rosie smiler til Allan.

 Tænk, nu går drømmen fra min barndom i opfyldelse. Ikke alene kommer jeg ind og se slottet indvendig, jeg skal endda bo der.

 Den forreste bil holder netop ved trappen op til hovedindgangen, da lord Brightham kommer ud ad døren og går ned ad trappen med et stort smil.

 Da han har hilst på dem alle, beder han dem følge med, der kommer nogle tjenere og tager sig af bagagen. Og så følger de efter lord Brightham ind i et stort bibliotek. Da de har sat sig ned, siger han.

 Først og fremmest rigtig hjertelig velkommen til jer alle.  Nu vil jeg lige vise de forskellige deres værelser. Så får i en times tid til at gøre jer lidt i stand ovenpå rejsen. Der er så middag i salen her ved siden af biblioteket kl. 18. Efter middagen kan jeg evt. vise jer lidt rundt, og så håber jeg ellers, at I vil befinde jer godt. Til hvert forældresoveværelse er der et ekstraværelse, som jeg regner med, kan bruges som børneværelse, lige som I havde det på øen, sådet ikke virker alt for fremmed og slemt, for jeg håber også, at I børn vil komme til at befinde jer godt her.

 Det er også fremmed for jeres far og mor, men de er ikke længere væk, end at I altid kan få fat i dem. Derfor er det meget vigtigt, at I hurtigt lærer slottet at kende, så I kan finde rundt. De vil nok være klogt, at I altid følges med en, når I går rundt. Det den ene ikke kan huske, kan den anden måske.

 William ser op på lord Brightham.

 Jamen hvor længe skal vi blive her.

 Lord Brightham smiler.

 Det finder vi ud af i løbet af en uges tid, men lad os nu finde ud af, hvor de forskellige skal bo.

 Lidt efter er alle installeret og tjenerne er kommet med bagagen.

 De hviler sig en halv times tid, så vasker de sig lidt og klæder om. Værelserne er meget flotte, men også hyggeligt indrettet, så de befinder sig hurtigt godt i de uvante omgivelser.

 Lidt før kl. 18 samles man i biblioteket og følges så ad ind i spisesalen.

 Lord Brightham smiler lidt undskyldende.

 Jeg var ikke rigtig klar over, hvad jeg skulle servere at drikke i aften. I har jo nok ikke drukket ret meget vin, måske bortset fra den sidste uges tid. Til børnene er derr almindeligt vand, saftevand og sodavand, så man kan prøve sig lidt frem.

 Jeg ville gerne gøre det lidt festligt, så jeg serverer altså vin for de voksne, men hvis I ikke bryder jer om den, drikker i bare vand.

 Med hensyn til maden, så har jeg prøvet at vælge noget, der ikke er for specielt, og som jeg håber, at alle kan lide. Det ser sikkert anderledes ud, end det, I har været vant til, så prøv at smage lidt på det, før I tager en større portion.

 Heldigvis lader det til, at de forskellige synes godt om maden. De voksne prøver også vinen men er godt klar over, at de ikke skal drikke for meget.

 Da de har spist første ret, slår lord Brightham på sit glas.

 Jeg er meget glad for at se jer alle sammen her ved mit bord i aften. I føler jer jo som en stor familie, og i morgen kommer den ældre generation, som jeg jo også hører til. Til gengæld hører jeg jo ikke til familien, men I ville gøre mig en stor glæde, hvis I fremover alle vil kalde mig Alexander og regne mig for jeres ven. Kan I gå med til det. Han ser hele bordet rundt. Da han ser på Brenda, blinker han lidt med det ene øje.

 Hun stråler over hele hovedet og prøver at blinke tilbage.

 Allan rejser sig for at skåle.

 Ganske vist er vores regeringsform slut nu, men havde den fortsat, havde jeg været præsident i dag.

Derfor vil jeg også på alles vegne sige dig tak, Alexander, for alt det, du allerede har gjort for os.

Hvis vi kan glæde dig med at kalde dig Alexander alle sammen, så er der ikke noget, vi hellere vil. Du siger, at du ikke hører til familien. Jamen det gør du da. Vi voksne følte os jo som søskende på øen uden nogen biologisk begrundelse, så er det vel heller ikke mere end rimeligt, at du er vores allesammens onkel Alexander. Er I andre ikke enige.

  Der er vild jubel bordet rundt.

  Allan smiler, men der glimter en lille tåre i øjenkrogen.

 Det lader til, at jeg har befolkningens tilslutning til familieforøgelsen. Skål onkel Alexander og velkommen i familien.

 Lord Brightham rækker hånden frem mod Allan, der klemmer den lidt.

 Tak min ven.

 Så ser han ud over bordet.

 Tak alle sammen. Den familie er jeg bestemt ikke snydt med, og så må vi have næste ret på bordet.

 Rosie hvisker noget til William, der stille lister ud. Lidt efter kommer han tilbage med den figur, som de havde aftalt, at lord Brightham skulle have.

 Han ser op på sin mor, der nikker til ham med et lille smil, så går han hen til lord Brightham og rækker ham figuren.

 Værsågod, onkel Alexander. Den her skulle jeg give dig fra os alle sammen. Det er onkel Sean, tante Susan, onkel Bob og tante Betsy og så far og mor, der har lavet den, mens vi boede på øen.

 Lord Brightham tager imod figuren, så lader han blikket glide bordet rundt og standser ved William. Hans stemme lyder lidt hæs, da han siger.

 Tusind tak alle sammen.

 Lidt efter går snakken fint igen, mens hovedretten og desserten glider ned.

 Da man er færdige med at spise, ser lord Brightham på børnene.

 Jeg tror, at vi skal vente med at se hele huset til i morgen, når vi har fået morgenmad. Der er nogle, der ser ud som om, de trænger til at komme i seng.

 Betsy nikker.

 Jeg foreslår, at vi piger går op med børnene og bliver hos dem, for jeg er i hvert fald også ved at være træt. Det bliver jo en spændende dag i morgen, så da skulle vi helst være friske alle sammen.

 Så giver vi mændene lov til at være lidt længere oppe og hygge sig med onkel Alexander, kan vi være enige om det, Rosie og Susan.

 De to andre nikker.

 Børnene får deres godnatknus af deres fædre, men også af onkel Alexander.

 Sean ler.

 Hvis du gerne vil, må du også godt give vores koner et godnatkys i dagens anledning, onkel Alexander.

 Lord Brightham ler højt.

 Tror du også, at jeres koner er indforstået med det.

 Sean ler.

 Vores koner retter sig altid efter os og gør som vi siger, men jeg tror nu ikke, at det er nødvendigt med tvang i det her tilfælde. Jeg tror, at de er parate til at give dig et knus helt frivilligt.

 Lidt efter sidder de fire mænd og snakker hyggeligt sammen.

 Bob sidder og funderer lidt, så siger han tøvende.

 På øen sad vi tre tit og  snakkede sammen ved bålet, når vi ikke kunne sove og der var problemer, vi havde brug for at snakke om, og jeg tror, at det var med til at få dem løst, inden de voksede os over hovedet.

 På en eller anden måde føles det, som om vi har kendt dig længe, Alexander. Derfor falder det os naturligt at fortsætte vores natterådslagninger sammen med dig.

 I morgen kommer vores forældre jo, og jeg forudser, at der godt kan blive problemer, selv om du har givet os de perfekte rammer til mødet med dem. Men, er de tilfredse med dem, vi har giftet os med. Er de forargede over, at vi startede så tidligt med at få børn. Det næste punkt, der kan volde problemer er vores fremtid, vores uddannelsesønsker og drømme, vil vores forældre kunne acceptere dem.

 Personligt vil jeg gerne være arkitekt, og Betsy vil gerne være lærer, når hun har fået skrevet bogen om vores ophold på øen. Allan og Rosie er jo sikret en fremtid her hos dig, og det er vel ikke noget, der kan genere deres forældre. Min far får vi sikkert heller ikke problemer med, og han kan nok også overtale Susans mor til, at Susan må læse til lærer. Der hvor jeg ser de største problemer er hos Betsys forældre.

 Sean nikker.

 Ja og så mine forældre, når de hører, at jeg vil være præst.

 Lord Brightham smiler.

 Lad os nu se, om der overhovedet bliver nogen af de problemer, I forudser. Jeg forstår godt, at I er lidt nervøse for, hvordan det kommer til at gå i morgen, men sig så til jer selv.

 Vi klarede 10 år på en ø uden voksnes hjælp, takket være vores venskab, og ikke på noget tidspunkt tænkte vi på at opgive. Det har givet jer kræfter og selvtillid, så I kan sige til jeres forældre. Vi klarede os selv og blev voksne, derfor er vores liv og vores fremtid også vores. I er altid velkommen til at være med i vores liv fremover, men det er på vores betingelser. Vi har valt, hvem vi ville giftes med. Vi valgte at få børn og vi har truffet vores valg m.h.t. vores fremtid om hvordan vi ønsker, at den skal være.

 Kan I ikke acceptere det, er det jeres problem. Vi har lært at klare os selv, og det kan vi også gøre fremover.

 Og husk så lige, at I altid har onkel Alexander i baghånden, hvis det kniber.

 Prøv nu bare at se, om det ikke går fint i morgen. Det ville da være nogle mærkelige mennesker, der ikke ville falde pladask for den flok børnebørn. Men gå aldrig på akkord med jeres samvittighed. Forlanger jeres forældre noget af jer, som I ikke kan gå med til, så sig fra med det samme.

 Allan har rejst sig.

 Tak for snakken. Nu er jeg i hvert fald overbevist om, at det nok skal gå i morgen, men jeg tror, at det er bedst, at vi også kommer i seng nu., så vi er klare i hovedet, når vores forældre dukker op.

 Har du noget imod et godnatknus af os også, onkel Alexcander, vi skal nok lade være med at kysse.

 Lord Brightham smiler glad.

 Meget gerne, min ven. I tre og jeres familier er noget af det bedste, der nogensinde er hændt mig. Nu føler jeg virkelig, at jeg har noget at leve for igen.

 Næste morgen spiser man morgenmad sammen i den store spisesal og så er der ellers rundvisning på slottet.

 Forældrene er inviteret til at komme til frokost kl. 12. og de har også fået besked om, at de kan blive til næste dag, da der er plads nok til at overnatte for alle, der har lyst. I formiddagens løb får Allan også lige hilst på godsforvalteren. Han ser fra Allan til lord Brightham, så siger han stilfærdigt.

 Undskyld, at jeg så sådan på Dem. Lord Brightham havde fortalt mig, at De lignede hans afdøde søn meget, men jeg var ikke klar over, at ligheden var så stor. Jeg glæder mig meget til at sætte Dem ind i godsets drift, for jeg føler, at vi vil kunne komme godt ud af det med hinanden. Jeg ved, at lord Brightham er en god menneskekender, og når han siger god for Dem, så får jeg en værdig afløser. De siger selv til, når vi skal begynde samarbejdet, hvis det passer Dem, mylord.

 Lord Brightham smiler.

 Nu skal vi først have den familiekomsammen, og så skal Allan Smith lige have lejlighed til at falde lidt til, sammen med sin kone og deres børn. Måske om en uges tid.

 Allan nikker.

 Så siger vi det. Jeg glæder mig til samarbejdet. Jeg har absolut ingen forkundskaber, så De må lære mig op helt fra bunden. Jeg ved ikke, hvor lærenem jeg er, men lærevillig er jeg i hvert fald.

 Hen under middag står William og stirrer på et fotografi, dert står på lord Brighthams skrivebord.

 Rosie kommer ind.

 Nå her er du, men har du fået lov til at gå ind på onkel Alexanders kontor.

 William smiler lidt fraværende.

 Ja, selvfølgelig, onkel Alexander sagde, at vi måtte gå rundt på hele slottet, undtagen de par steder, hvor dørene var låsede. Men hvordan har onkel Alexander fået et billede af far, det ser jo ud til at være et par år gammelt.

 Rosie giver uvilkårligt et gisp, da hun ser billedet.

 Ja, det er rigtig nok, at det ligner far meget, men det billede er af onkel Alexanders søn, der døde sidste år.

 I det samme kommer Lord Brightham ind på kontoret.

 Han smiler lidt sørgmodigt, da han ser, at de står og ser på fotografiet.

 Rosie ser op.

 Det gjorde forhåbentlig ikke noget, at vi var gået herind.

 Lord Brightham ryster på hovedet.

 Nej, slet ikke. Jeg havde udtrykkelig sagt, at I måtte gå overalt, undtagen de steder, hvor dørene var låst. Nu forstår du sikkert Rosie, hvorfor jeg med det samme faldt for Allan, og måske gør du også William. Det var jo næsten som at have fået min søn tilbage, og så endda med en sød kone og et par dejlige børn.

 Når de andre er rejst, vil jeg gerne vise jer Williams værelser.  Ja, min ven, han hed faktisk William lige som dig.

 Men nu kan jeg høre, at der kommer nogle biler, så det er nok vores gæster, der kommer. Så må vi hellere komme ud og tage pænt imod dem, så de kan se, at de er velkomne.

 Den følgende times tid er der rigtig snakken og man får hilst på hinanden. Det varer ikke længe, før man slår sig ned i grupper, som familierne nu hører sammen.

 Så bliver der givet besked om, at frokosten er serveret.

 Da alle har sat sig, rejser lord Brightham sig og slår på sit glas. Han holder nu en lille tale, hvor han byder de forskellige velkommen og siger, at han vil håbe, at alle kommer til at befinde sig godt.

 Så fortsætter han.

 For et år siden mistede jeg min kone og min søn ved en færdselsulykke. Jeg besluttede så at tage på et krydstogt her i sommer for at komme helt væk, i det håb, at jeg kunne se på tingene med friske øjne, når jeg kom hjem igen.

 Den største oplevelse på det krydstogt var, da vi fandt jeres børn, men for mig blev oplevelsen endnu større, da jeg fik dem og deres børn rigtig lært at kende.

 I 10 år havde de levet sammen på den ø, uden at der havde været uvenskab eller skænderier. De var fra at være børn blevet til voksne fornuftige samfundsborgere. De havde vel mere eller mindre regnet med at blive på den ø også i årene fremover. Derfor giftede de sig og fik børn. Sean, som gerne vil være præst, viede de to andre par og Rosie viede ham og Susan i sin egenskab af månedens præsident. Da de kom ombord på vores skib, fik de kaptajnen til at give dem en lidt mere formel vielse, men for ingen af dem var der mindste tvivl om, hvem de hørte sammen med, fra de blev viet første gang efter deres egne love og regler.

 Jeg skal ikke fortælle hele deres historie, det skal de selv have lov til at gøre, men jeg vil lige slutte med at fortælle, hvad der skete i aftes. Allan sagde, at det var deres venskab, der havde givet dem det sammenhold, så de følte sig som en familie, og det venskab ville de udvide til også at omfatte mig, så jeg fremover var onkel Alexander for dem og deres børn. Ja, da blev jeg så glad, som jeg ikke havde været, siden min kone og søn døde. Jeg følte pludselig, at nu havde jeg en rigtig familie igen,  Ikke en, der bare skyldtes en tilfældig biologisk forbindelse, men en familie, der byggede på ægte venskab. Og lad os så få noget at spise.

 Hen under aften kommer Sean hen til Alexander.

 Han smiler bredt.

 Alting lader til at gå perfekt. Mine forældre er begejstrede for både Susan og børnene og er lidt modstræbende gået med til, at hvis jeg virkelig vil være præst, så skal jeg selvfølgelig gå i gang med studiet. Bobs og Susans far og mor er utroligt søde, og jeg tror heller ikke, at de har noget imod mig. Allans forældre er ganske vist skilt, men de er begge meget begejstrede for både Rosie og børnene, og måske kan de tåle at være lidt mere sammen nu, hvor de har fælles børnebørn.

 Rosies forældre er tilsyneladende også meget begejstrede for både Allan og børnene, men ellers skulle de da også skamme sig.

 Betsys forældre derimod kan jeg ikke rigtig blive klog på. De kan selvfølgelig ikke stå for Bobs charme og børnene synes de også godt om, men de holder lidt afstand til Bobs og Susans forældre, måske fordi Bobs far har giftet sig med en, der havde et barn udenfor ægteskabet. De har for øvrigt fået en dreng sammen, som nu er seks år, som både Bob og Susan og deres børn glæder sig til at hilse på.

 Alexander smiler.

 Det var jo det, jeg sagde i aftes. Hvem kan stå for sådan en samling charmerende børn. Men det kan godt ske, at jeg skal tage en snak med den gode pastor Poole og hans kone. Bobs og Susans far og mor er utroligt søde, det må det gode præstepar da også kunne se, når de lærer dem rigtigt at kende. Til middagen lader vi præstemanden få Susans mor til bords og hans kone får Bobs far til bords. Måske du lige vil hjælpe mig med at få de andre rigtig placeret.

 Børnene sætter vi ved et bord for sig selv, det er synd, hvis de skal sidde lige så længe til bords som os andre.

 Sean smiler bredt.

 Du er bare alle tiders, onkel Alexander, så foreslår jeg…….

 Et kvarter efter er bordplanen klar.

 Middagen glider let og ubesværet, og det varer da heller ikke længe, før både pastor Poole og hans kone snakker godt med deres bordfæller. Da de rejser sig fra bordet siger pastor Poole med et stort smil til Susans mor.

 Nu er jeg sikker på, at Betsy ikke kunne få nogle bedre og sødere svigerforældre, og hendes mand er jo heller slet ikke til at stå for.

 Bobs far og Betsys mor står lige ved siden af.

 Bobs far smiler glad.

 Vi er også meget glade for vores datters og søns mand og kone, og jeg tror også, at de er lige så begejstrede for deres svigerforældre, som vi er. Jeg tror, at lord Brightham har gjort os alle en kæmpetjeneste ved at invitere os hertil for at møde vores børn og børnebørn i de her pragtfulde omgivelser.

 Det har givet os lejlighed til at lære dem alle bedre at kende i perfekte omgivelser. Vores børn føler sig helt trygge i hinandens selskab, og derfor prøver de ikke at ændre deres adfærd i et forsøg på at leve op til forventninger, som de kunne tro, at vi havde. De har lært at vise hinanden ubegrænset tillid, og den tillid overfører de nu til os. Jeg håber aldrig, at nogen af dem kommer til at føle, at vi svigter den tillid.

 Alle har lovet at blive til næste dag, hvorefter man så skilles.

 Sean og Susan tager med børnene hjem til Seans forældre et par dage, mens Bob og Betsy tager med Bobs far og Susans mor hjem.

 Når Sean og Susan  så kommer hjem til Susans mor, tager Bob og Betsy op til hendes forældre et par dage.

 Allan og Rosie tager hjem til hendes forældre et par dage og vil derefter besøge Allan far en dag og hans mor en dag, inden de vender tilbage til Brightham Castle.

 Det kniber lidt at sige farvel til hinanden, da de skal skilles.  De har været sammen og snakket sammen hver dag i over ti år, og de er ikke i tvivl om, at de vil komme til at savne hinanden.

 Lord Brightham ønsker alle en god rejse og slutter med at sige, at alle der har lyst skal være velkommen til at holde jul på Brightham Castle.

 Da familiebesøgene er overstået, går Bob og Betsy i gang med at finde et lille hus lige udenfor Oxford, mens Sean og Susan vil nøjes med en lejlighed i første omgang, og de finder da også en, der passer dem fint i Cambridge.

 Bobs og Susans lillebror synes, at det er herligt, at Bob og Betsy ikke bor ret langt væk, og han er også hurtigt blevet fine venner med deres børn. Han er jo nogenlunde på alder med den ældste pige, og det synes de begge er sjovt.

 Rosies små søskende synes, at det er vældigt spændende, at Rosie og Allan skal bo på Brightham Castle, og de bliver ikke mindre begejstrede, da Allan siger, at de nok skal få lov til at komme og besøge dem, når de er kommet lidt i orden.

 Da Rosie og Allan kommer hjem til Allans far sammen med børnene, møder de til deres overraskelse også hans mor. Hun siger med et lille skævt smil.

 Vi syntes, at vi begge fik mere ud af at være sammen med jer her.

 Faderen nikker.

 Ja, i stedet for en dag her og en dag der, kunne I måske blive to – tre dage her. Vi er blevet enige om at flytte sammen igen og give det en chance. På den måde er det måske også lettere at se lidt mere til både børn og børnebørn. Hvad siger I.

 Allan smiler glad.

 Jeg synes, at det lyder som en virkelig god ide., og så kan I jo også følges ad, når vi inviterer.

 Rosie smiler.

 Jeg har på fornemmelsen, at William og Brenda har haft lidt indflydelse på den afgørelse.

 Allans far begynder at le, til Allans store overraskelse.

 Lidt indflydelse har de vel haft, men undervurder ikke din egen indflydelse, min ven. Du er nok noget af det bedste, der nogensinde har mødt Allan. Han fortjener det, men din kærlighed til ham har også givet os to gamle mod på at prøve igen. Nu har vi set, hvad ægte kærlighed er.

 Rosie slår armene om halsen først på faderen og så på moderen.

 Så ler hun.

 Allan var glad, da vi giftede os, og da vi fik vore børn, men jeg tror, at hans glæde over det her bestemt ikke er mindre. Har jeg ikke ret.

 Allan smiler.

 Du har altid ret, min skat.

 Så blinker han til sin far.

 Det er hemmeligheden ved at hun kan lide mig. Jeg giver hende altid ret.

 Moderen smiler.

 Det kan du også roligt gøre, men det kan din far nok ikke bruge på mig, men måske jeg skulle bruge det på ham.

 I det samme kommer William og Brenda farende ind ad døren.

 Hvor længe skal vi være her.

 Allan ser alvorligt på dem.

 Farfar og farmor flytter sammen igen, så vi kan være sammen med dem begge to på en gang. Det betyder, at i stedet for at være en dag her og en dag der, kunne vi måske blive her en to – tre dage, hvad mener I om det.

 William ser op på sin far.

 Bliver de så boende sammen fremover.

 Allan nikker.

 Så ler William.

 Så vil vi da gerne blive her i fire dage, ikke Brenda.

 Brenda slår armene om sin farmor.

 Helt bestemt.

 Da de nogle dage senere kommer til Brightham Castle, bliver de modtaget af Alexander med et stort smil.

 Jeg var lige ved at begynde at savne jer. Lad os nu gå ind og spise, så kan vi bagefter se på, hvordan vi skal indrette os.

 Efter middagen følges de ad over i den ene fløj, som Alexander siger, at han har tiltænkt de unge mennesker. Der er et par stuer, en spisestue, et soveværelse med påklædningsværelse og hele tre børneværelser. Et af dem kan evt. bruges som gæsteværelse.

 Da de har set det hele, siger Alexander med et lille smil.

 Jeg håber, at I kan finde jer til rette her. Godskontoret ligger ovre i den anden fløj, så det her er jeres eget helt private område. Som jeg tidligere har sagt, kan I færdes frit på hele slottet, og om et par dage vil jeg vise jer Williams værelser.

 I næste uge skal jeg en tur til London. Som I jo ved, er jeg medlem af Overhuset, så der tilbringer jeg en del af min tid, men i week-enderne vil jeg så vidt muligt være her.

 Måske du vil begynde i næste uge Allan, så du kan komme lidt ind i sagerne.

 Så ser han på William og Brenda.

 Og I to skal til at gå i skole. I starten vil en af mine chauffører køre jer der hen og hente jer igen, men når jeres far og mor får lært at køre, kan en af dem køre med jer. Min kones bil står her stadigvæk, når den bliver gjort i stand, kan den sikkert bruges.

 Så smiler han til Rosie.

 Ja, så kommer vi til det, jeg vil bede dig om.

 I efterårets løb skal der holdes nogle fester, dels en eller to for naboerne og dels et par for nogle af mine kollegaer i Overhuset og deres koner. Kan jeg overtale dig til at være værtinde ved de lejligheder.

 Rosie bliver rød i hovedet.

 Jamen jeg aner jo ikke, hvordan man gør.

 Så smiler hun skævt.

 Det var jo ikke den slags fester og gæster, vi havde ude på øen.

 Alexander begynder at le.

 Det er måske rigtigt nok, men du har trods alt været præsident, det er der ikke nogen af dem, der har. Selvfølgelig sørger jeg for, at du får al den hjælp, du har brug for. Det er heller ikke dig, der skal lave maden. Jeg skal få vores gamle barnepige til at forklare dig alt om, hvad du skal gøre. Men du er jo mere præsentabel som værtinde, end hun er.

 Rosie smiler.

 Ja, du accepterer vel ikke et nej, så jeg må vel hellere sige ja.

 Alexander giver hende et kys på kinden.

 Jeg ved, at du kan klare det. Jeg skal også nok få oldfruen til at hjælpe dig med alt det daglige, så du kan komme ordentligt ind i det hele.

 Ja, så har jeg vist kun en stor bøn tilbage. At vi kan spise sammen, når jeg er hjemme, det ville være så hyggeligt og rart for mig.

 Allan nikker.

 Selvfølgelig, meget gerne.

 Alexander blinker et par tårer væk.

 Tak skal I have. Det giver jeg så køkkenet besked om.

 Næste morgen efter morgenmaden, siger Alexander.

 Nu går vi over og ser min søns værelser, for nu synes jeg, at jeg kan klare det.

 Da de lidt efter står ovre i de to sammenhængende stuer, går William og Brenda hen til Alexander og tager hver en af hans hænder.

 Alexander har tårer i øjnene, da han klemmer de to børns hænder.

 Så ser han fra Rosie til Allan.

 Nu kan jeg komme videre. Jeg er ikke alene mere. Jeg har mange dejlige minder, men mest af alt, jeg føler at jeg nu har en fremtid med min nye familie.

 Jeg er så glad, at jeg havde lyst til at forkæle jer ud over alle grænser, men det ved jeg godt, at I ikke ville bryde jer om. Køb nu det, I har brug for på min regning i første omgang Så kan jeg jo trække det i jeres løn hen ad vejen. Jeg har ganske vist ikke fundet ud af, hvad I vil have i løn, men mon ikke vi kan blive enige om det.

 Så tager han en nøgle frem og rækker den til William.

 Fra store William til lille William. De her værelser må du regne som dine egne fremover. D.v.s. du må komme her, så meget du har lyst, og du må også tage dine venner med, når du har fundet nogen, du synes om, du må bare aldrig tage noget med ud herfra, kan vi lave en aftale om det.

 William ser på ham med store øjne.Så slynger han armene om livet på Alexander.

 Ja, onkel Alexander, og tusind tak.

 Alexander smiler glad.

 Det stoler jeg på min ven. Men du skal da ikke snydes helt Brenda. Kom med mig. Her er det værelse, hvor min kone opbevarede alle sine dukker. Hun havde det med at købe et par dukker, hver gang hun var til et eller andet velgørenhedsarrangement, og så kunne hun ikke nænne at skille sig af med dem igen.

 De her dukker må du lege med på de samme betingelser, som William fik. Du må komme her og lege og tage veninder med, du må bare ikke tage dukkerne med ud herfra.

 Brendas øjne er store og runde af forbavselse, da hun næsten hviskende siger.

 Tusind tak, onkel Alexander, jeg skal nok passe godt på dem.

 Om eftermiddagen kører Alexander og Rosie til byen for at handle, mens Allan får snakket med godsforvalteren og får lavet en dagsplan for den kommende tid med , hvad der skal laves.

 Den aften bliver de enige om at gå ret tidligt i seng, men både Rosie og Allan sidder dog og snakker en times tid med Alexander, før de går over til sig selv.

 Det varer ikke mange dage, før Rosie befinder sig godt sammen med det store personale. Hun er altid parat til at lytte, men er der antydning af sladder i det, der bliver sagt, rejser hun sig stilfærdigt og går. Både barnepigen og oldfruen er meget glade for hende og de er begge altid parate til at hjælpe og forklare. De regner hende faktisk som husets frue.

 Allan kommer også godt ud af det med både godsforvalteren og det øvrige personale. Flere af dem kiggede en ekstra gang, første gang de så ham. Godsforvalteren havde med et smil præsenteret ham og samtidig sagt.

 Nej, I ser ikke syner. Men mange har en tvilling eller genganger, eller hvad man nu vil kalde det, en der ligner en helt utrolig meget. Og det er altså tilfældet med min efterfølger. Jeg håber, at alle vil bakke ham 100 % op i alt, som I har gjort det med mig. Han kan så i løbet af et halvt års tid overtage mit arbejde, så jeg kan gå på pension.

 Lidt efter siger han til Allan.

 Selvfølgelig er jeg til rådighed med hjælp og vejledning, også når du har overtaget jobbet, men til den tid vil det være dig, der træffer afgørelserne og har det fulde ansvar over for lord Brightham.

 Børnene er begyndt på skolen uden den helt store begejstring, de er jo slet ikke vant til den form for undervisning. Heldigvis er det samme skole, som Rosies søskende går i, så dem kan de snakke med i frikvartererne.

 Et par dage efter at de er begyndt i skolen, får de lov til at tage Rosies søskende med hjem.

 De er meget imponerede af stedet. Ikke mindst, da William tager drengene med over i hovedbygningen og viser dem Williams værelser. Brend viser så til gengæld pigen værelset med dukkerne.

 En time senere får de så sodavand og kage ovre hos Rosie. Så kommer Allan ind og snakker lidt med dem og så tager han dem med ud og viser dem rundt, bl.a. er de ovre hos hestene. Alexander er i London, så de spiser ovre hos Allan og Rosie, inden chaufføren kører dem hjem igen.

 En ugestid senere siger en af Williams klassekammerater til ham.

 Hvordan kan det være, at du bor på Brightham Castle. Jeg har hørt, at din far en gang skal være godsforvalter, hvorfor bor I så ikke i en af landarbejderboligerne. Er du da i familie med lord Brightham. Jeg har hørt, at din far ligner lord Brighthams afdøde søn meget. Er din far måske lord Brighthams uægte søn.

 William ser overrasket på kammeraten.

 Hvorfor siger du alt det der. Er du misundelig. Jeg kender da både min farfar og min farmor. Lord Brightham var med til at finde os ude på øen. Vi syntes alle sammen så godt om ham, at vi blev enige om at han skulle være alles onkel Alexander. Da min far lignede hans afdøde søn meget, spurgte han om min far og mor og Brenda og jeg kunne tænke os at flytte til Brightham Castle, så skulle min far i lære som godsforvalter, og mor skulle så tage sig af det indendørs med gæster og sådan noget.

 Eric står og træder sig selv over tæerne.

 Kan du slet ikke blive gal i hovedet, finder du dig i alt.

 William begynder at le.

 Var det bare fordi du ville se, om du kunne gøre mig gal i hovedet, at du sagde det om far og onkel Alexander.

 Spørg, om du må tage med Brenda og mig hjem fra skole i morgen, så kan du få lejlighed til at hilse på dem begge to og selvfølgelig også på mor. Onkel Alexander sagde, at han kom hjem til middag i morgen. Og ved du hvad, hvis du må, kan du blive og sove hos os, og så følges med os i skole næste dag.

 Eric ser forbavset på ham.

 Ja, jo, men… Hvorfor inviterer du mig med hjem, er du ikke sur over det, jeg sagde om din far og lord Brightham.

 William ryster på hovedet.

 Nej, jeg kan godt lide dig, fordi du kommer hen og spørger mig i stedet for bare at sende rygterne videre. Når du har lært far og mor og onkel Alexander at kende, ved du, at rygterne ikke taler sandt.

 Eric smiler.

 Det virker nok også bedre end en knytnæve i ansigtet, men skal du ikke have lov hjemme, før du inviterer nogen.

 William ryster igen på hovedet.

 Nej, både far og mor har sagt, at finder jeg en, jeg kan lide, må jeg gerne tage ham med hjem.

 Næste morgen er William kun lige kommet ud af bilen, da Eric kommer farende hen til ham.

 Jeg har fået lov til at tage med jer hjem, og jeg må også godt blive, så jeg kan følges med jer i skole i morgen.

 William smiler bredt.

 Det var dejligt, jeg lover dig, at vi nok skal få det sjovt.

 Efter skoletid tager Eric så med hjem til Brightham Castle. Han er meget spændt. Ganske vist kender han slottet udefra, men han har aldrig været indenfor. Lord Brightham har han også set, men han har aldrig hilst på ham, og Allan og Rosie kender han jo heller ikke, selvom han kender Rosies brødre.

 Da børnene kommer, sørger Rosie for, at de får noget frokost. Middagen skal spises sammen med lord Brightham ovre hos ham, fortæller hun.

 Efter frokosten går de først ind på Williams værelse og snakker. William fortæller en hel masse om deres liv på øen og viser Eric nogle af de ting, de havde med hjem, bl.a. lændeklæderne.

 Eric ser på ham med store øjne.

 Gik I rundt i sådan nogen alle sammen.

 William ler højt.

 Nej, det meste af regntiden havde vi slet ikke noget på, og den varede som regel et par måneder forår og efterår. Vi børn tog som regel kun noget på, hvis vi frøs, og det gjorde vi sjældent, for temperaturen var sjældent under 20 grader. Der er unægtelig noget koldere her i England, og det bliver vel endnu værre til vinter, efter hvad far siger. Har du lyst til at prøve sådan et lændeklæde, så får du mit det nyeste, så tager jeg selv det gamle på.

 Eric ser på ham.

 Jamen kan jeg godt det, hvad nu, hvis der kommer nogen, din søster f.eks.

 William smiler.

 Bortset fra hudfarven er der vist ikke den store forskel på os to. Husk på, at indtil vi forlod øen, vidste vi ikke, at folk andre steder havde tøj på.

 Lidt efter er de begge to i lændeklæder, og William er netop ved at vise Eric, hvordan man får det til at sidde rigtigt, da Brenda kommer ind på værelset.

 Jeg skulle spørge fra far, om I ville med ned til hestene, måske vi kan få en lille ridetur.

 William ler.

 Helt bestemt, ikke Eric. Vi kommer nu.

 Eric tøver.

 Skal vi ikke lige have tøj på først.

 Skidt med det, det er jo ikke koldt. Tag mig i den ene hånd og Brenda i den anden, så løber vi.

 Da de kommer ned til Allan, hilser Eric høfligt.

 Allan smiler.

 Velkommen min ven. Jeg kan se, at William er ved at prøve at gøre dig til vildmand. Du er jo lidt mere bleg i det, end han er, men han har jo også gået uden tøj på, det meste af tiden, siden han blev født. Har du prøvet at ride før.

 Eric smiler lidt genert.

 Det var William, der mente, at vi godt kunne løbe herned i lændeklæder. Jeg har prøvet at ride et par gange, og jeg kan godt lide det, men da vi ikke har hest, bliver det kun de gange, hvor vi besøger min onkel, der har hest.

 Allan nikker.

 Jamen så kan du måske komme her en gang eller to om ugen og lære at ride sammen med William, for han har sagt, at han gerne vil lære det, og det vil Brenda vist også gerne.

 Eric bliver helt rød i hovedet af glæde.

 Det vil jeg meget gerne, hvis jeg må for mine forældre.

 Der kommer nu et par staldknægte ud med tre heste. D.v.s. den ene er kun en pony. Allan løfter Brenda op på ponyen og staldknægtene løfter drengene op på de store heste. Og så traver de lidt rundt, mens Allan og staldknægtene holder godt fast i tøjlerne.

 Et kvarters tid efter kommer lord Brightham.

 Han ser på Allan og peger på Eric med et stort smil.

 Sig mig, har du fået en søn mere. Han ser slet ikke så tosset ud, selvom han er noget blegere end de to andre. Til gengæld sidder han fint på hesten, det kan I to andre lære noget af. Men hvis det ikke er din søn, hvem er det så.

 Allan smiler.

 Det er en af Williams skolekammerater, som han er blevet gode venner med. Han hedder Eric og har fået lov til at blive hos os til i morgen, så han kan følges med de andre i skole.

 Alexander smiler til Eric.

 Det lyder da som en god ide, men så ses vi i det mindste igen til middagen. Sig mig en gang, er din far ikke lærer, jeg synes, at du ligner en lærer, jeg kender. Mr. Worthington, er det ikke rigtigt.

 Eric smiler glad.

 Jo, det er rigtigt.

 Så ser han på William.

 Det gør vel ikke noget, at min far er lærer, du vil godt være min ven alligevel, ikke. Der er ikke nogen af de andre i klassen, der vil være ven med en lærersøn.

 William smiler bredt.

 Selvfølgelig vil jeg være din ven, du kan da ikke gøre for, at din far er lærer.

 Lord Brightham går lidt efter. Børnene bliver løftet ned af hestene og løber op til slottet igen.

 Rosie ser smilende på dem.

 Mon ikke det vil være en god ide med et bad, inden I kommer i det almindelige tøj igen.

 William ler.

  Nu har vi ellers lige vænnet os til lændeklæderne, ikke Eric.

 Eric nikker.

 Jo, nu begynder jeg at befinde mig godt i lændeklæde, men det er nok ikke den rigtige påklædning, når vi skal til middag hos lord Brightham.

 Rosie ser på ham og smiler.

 Det lændeklæde kan du godt få lov til at låne igen, men du har helt ret, det er ikke passende til en indendørs middag på et slot. Hvis I nu  bliver hurtigt vasket og kommer i det andet tøj, kan William nå at vise dig lidt rundt, inden middagen.

 Eric ser forskrækket på hende.

 Jamen må vi også komme på resten af slottet.

 William nikker.

 Ja, vi må faktisk komme overalt, og der er specielt et sted, jeg meget gerne vil vise dig. Men lad os nu skynde os i bad og komme i det andet tøj. Sig lige til Brenda, at hun skal vente, til vi er færdige, Eric er jo ikke vant til at gå i bad sammen med piger.

 Eric rødmer, da Brenda i det samme kommer ind.

 Hun ler til ham.

 Hvis du nu får et kys, må jeg så ikke gå i bad sammen med jer.

 William ser på Eric og blinker til ham.

  Tør du.

 Eric blinker igen.

 Hvis du tør, kan jeg vel også, og hvem ved, hvornår jeg får tilbudt et kys igen.

 Et øjeblik efter er de så alle tre i bad. Da de er blevet tørret, giver Brenda ham et kys lige på munden, inden de når at komme i tøjet.

 Så siger hun.

 Du er sød, dig kan jeg godt lide.

 Eric rødmer og smiler.

 Det er du bestemt også, og jeg kan også godt lide dig.

 William viser nu rundt og et kvarter efter er de i Williams værelser.

 William fortæller om, hvordan han har fået lov til at bruge de her værelser og tage sine venner med. Han må bare ikke tage noget med ud herfra.

 Erik sidder helt tavs lidt.

 Hvor må lord Brightham holde meget af jer, men det kan jeg nu godt forstå, for hvor er i dog nogle vidunderlige mennesker.

 William smiler.

 Jeg kan godt love, at onkel Alexander er mindst lige så dejligt et menneske, og det tror jeg også, at du er.

 Lidt efter fortsætter de videre rundt på slottet. De kommer til biblioteket netop som de andre også kommer. Fem minutter efter går de ind i spisesalen og sætter sig.

 Da de har siddet og spist lidt, siger Alexander.

 Jeg synes, at det er en fin ide med de ridetimer, og jeg synes, at det er helt i orden, at Eric får ridetimer sammen med de andre. Det er altid godt med lidt konkurrence, så man gør sig ekstra umage, men husk aldrig mere, end at det stadig er sjovt, med mindre I en dag vil leve af det. Hestene har godt af at blive rørt. Jeg har desværre ikke så meget tid til at ride, som jeg gerne ville, men når de unge mennesker er kommet godt i gang, kan vi måske tage nogle ture sammen en week-end.

 Så ser han over på Rosie.

 Hvad mener du, kan vi prøve at invitere Erics forældre til middag en aften sammen med deres sønneke, så de kan få lejlighed til at lære deres søns ven og hans forældre lidt at kende. På den måde kan du komme lidt i gang med at have gæster.

 Han smiler til Eric.

 Dine forældre er forhåbentlig ikke alt for kritiske, for det er første gang Williams mor skal have gæster, som hun ikke kender.

 Eric ryster ivrigt på hovedet.

 Jeg skal nok fortælle far og mor, hvordan I er, og så er der bestemt ikke noget at være nervøs for. Jeg tror da, at far og mor vil være mere nervøse for at skulle til middag på slottet. Men må min lillesøster også komme med, så hun ikke skal være alene hjemme, hun er på alder med Brenda.

 Alexander smiler.

 Selvfølgelig må hun det, men var du nervøs, da du hørte, at du skulle spise middag her.

 Nej, for William havde jo fortalt mig, hvor dejlige I alle sammen var, og så havde han endda ikke en gang overdrevet.

 Rosie ser på Eric.

 Nu har du så set, hvordan en middag foregår her, når vi bare er os selv, og så håber jeg, at det går an, at vi gør på samme måde, når dine forældre og din lillesøster kommer.

 Eric er helt fortumlet, så han sender bare Rosie et strålende smil.

 Lidt efter, da man er færdige, går børnene over til sig selv, mens Allan og Rosie bliver og snakker med Alexander.
 Brenda og William får et godnatknus af både Rosie, Allan og Alexander. Eric står og ser lidt fortabt ud, til William siger. Eric må da også godt få et godnatknus, ikke.

 Alexander rækker armene ud mod Eric.

 Helt bestemt, og her vil jeg gerne lægge for. Tror du ikke, at vi også kan blive så gode venner, at du også vil kalde mig onkel Alexander.

 Erics øjne stråler, da han giver Alexander et ordentligt knus, og så er det Rosies og Allans tur.

 Da børnene kommer over til deres værelser, siger Brenda.

 Giver I et godnatkys begge to.

 Det gør de, og lidt efter sover Brenda.

 Der er sat en ekstra seng ind på Williams værelse. De klæder sig af og snakker fint imens, og omsider kommer de i seng. Ingen af dem har nattøj på. William har sagt, at han ikke kan vænne sig til at have noget på, når han skal sove, og så tager Eric heller ikke sin pyjamas på.

 Da de vågner næste morgen, ser Eric lidt forvirret på William, han kan ikke lige huske, hvor han er, men snart er han lysvågen. De bliver hurtigt vasket lidt og kommer i tøjet.

 Med et glimt i øjet siger Eric.

 Skal vi tage lændeklæderne på i dag.

 William nikker.

 For min skyld kan vi godt, men det kan jo være, at det ikke ville være så populært i skolen. Men når du er her, kan vi roligt bruge dem, til det bliver for koldt, eller hvis der er gæster.

 Det er begyndt at gå lidt bedre i skolen. Både William og Brenda er ved at finde sig til rette. Brenda er således blevet veninde med Erics lillesøster, så hun får også sommetider lov til at besøge Brenda.

 William og Eric rider to gange om ugen, og da de er blevet lidt øvede, rider Allan også somme tider med. En enkelt gang, da Alexander har tid, tager han også med på en ridetur, og da roser han drengene, fordi de er blevet så gode til at ride.

 De dage, hvor Eric rider, tager han med William hjem fra skole og får lov til at blive til næste dag.

 Erics forældre viser sig at være meget flinke, og den første middag de er inviteret til sammen med Alexander, bliver ikke den eneste. De er ganske vist ca. 10 år ældre end Allan og Rosie, men ingen af dem lægger ret meget mærke til aldersforskellen.

 I efterårets løb bliver der holdt fire store fester. To for naboerne og to for Alexanders kollegaer fra Overhuset.

 Den første gang er Rosie meget nervøs, men allerede nr. 2 fest tager hun mere afslappet, og de to fester for Overhusets medlemmer klarer hun helt suverænt.

 Et par af dem fra Overhuset har forsigtigt spurgt Alexander, om det er hans nye kone, der er værtinde.

 Det får ham til at le drenget.

 Nej, min ven, det er min nye godsforvalters frue, som jeg får lov til at låne til repræsentative formål, og min nye godsforvalter står derovre. Nej, det er ikke min søn, desværre, han døde jo ved en færdselsulykke sammen med sin mor, men Allan Smith der er som en søn for mig. Han ligner den anden i både ydre og indre. Han og hans kone og to børn har gjort livet værd at leve for mig igen. De er blevet min nye familie.

 Tænker du på at lade dem overtage godset, når du en dag dør.

 Jeg har skam ikke tænkt mig at dø de første mange år, men tanken har nok strejfet mig. Det må imidlertid aldrig blive en belastning for dem, så jeg har sat mine advokater til at arbejde med sagen.

 I julen kommer Betsy og Bob og Susan og Sean med deres børn. Dels er der jo julen at fejre, men der er jo også Allans og Rosies fødselsdag.

 Der er faldet en del sne, men 2.juledag kommer Eric efter aftale med William over. Han er løbet på ski, så han er lidt træt, men det hjælper hurtigt, da han får noget varmt at drikke og noget at spise.

 Det varer heller ikke længe, før han kommer fint ud af det med de andre børn, men William kan godt mærke, at Eric sætter mest pris på at være sammen med ham.

 Der har ellers været lidt afstand, da de forskellige ankom, men inden der er gået en time, er det næsten, som om de lige havde forladt øen, så snakken går godt.

 Til nytår tager de forskellige hjem for at besøge deres familier., mens Allans og Rosies forældre er inviteret til at holde nytår på slottet.

 Nytårsdag har Alexander en lang snak med Allans far. Advokaten har nemlig gravet frem, at Allans farfar og Alexanders far var brødre. P.g.a. nogle uoverensstemmelser i familien, havde Allans farfar valgt at tage navneforandring, så ingen ville sætte ham i forbindelse med Brightham Castle.

 Alexanders far havde aldrig omtalt, at han havde en lillebror, og Allans farfar havde aldrig omtalt, at han havde noget familie.

 Alexander smiler til Allans far, da han fortæller det og fortsætter.

 Ja, vi to er faktisk fætre, og det er måske en af årsagerne til, at Allan ligner min afdøde søn så meget. Hvis du ser på billedet her, ville du vel også tro, at det var af Allan. Bortset fra, at Allan var på øen i den alder og altså ikke kunne fotograferes. Det må være det, man kalder, familielighed.

 Allans far smiler.

 Jeg synes, at det er dejligt, at Allan og Rosie er landet her. Jeg har vist aldrig været nogen særlig spændende eller god far for ham. Min far var meget indadvendt, så jeg har vel mere eller mindre fulgt hans eksempel.

 Nu kan jeg så se, at det måske skyldtes, at han savnede sin familie, selvom han aldrig nævnede den.

 Allan har imidlertid fået en dejlig familie, som både min kone og jeg er meget glade for at være en del af

 Alexander smiler.

 Jeg har det på samme måde, synes du ikke, at vi skal gå ind og fortælle de andre om vores lille familiehemmelighed.

 Allans far smiler også.

 Så må du nok hellere fortælle det, så lyder det nok mere sandsynligt.

 Alexander nikker.

 Jamen det vil jeg så gøre. Lad os følges ad ind til de andre.

 Alexander har lagt en hånd på Allans fars skulder, og den lader han blive liggende mens de følges ad ind til resten af familien.

 De andre ser lidt forbavsede på dem. Allans far, Michael, plejer ikke at bryde sig om sådan en intimitet som en hånd på skulderen.

 Alexander smiler bredt.

 Michael og jeg har gransket i vores fortid og fandt frem til, at vi faktisk er fætre, for Michaels far var en yngre broder til min far.

 Han ser over på Allan med et smil og et glimt i øjet.

 Så det er nok forklaringen på familieligheden. Din bedstefar tog navneforandring til Smith, men både du og din far har faktisk ret til navnet Brightham.

 Michael smiler til sin kone.

 Jeg beholder nok Smith, siden min far syntes, at jeg skulle hedde det., eller hvad siger du min ven.

 Smith er godt nok til mig, men jeg er meget glad for, at du har sådan en fætter, ham under jeg dig af hele mit hjerte.

 Alexander ser på Allan.

 Hvad siger du, min ven.

 Allan ryster på hovedet.

 Det må jeg lige tænke over, og jeg må også snakke med Rosie om det, det er trods alt et stort skridt.

 Michael ser alvorligt på ham.

 Du vil stadig være vores søn, selvom du skifter til det navn, du har ret til, det er mors og min indstilling.

 Allan griber hans hånd og klemmer den.

 Jeg har ikke altid følt det sådan, men nu øsker jeg bestemt ikke andre forældre.

 Så ser han på Alexander.

 Du skal nok få besked, når Rosie og jeg har talt det igennem.

 Alexander blinker en tåre væk.

 Det er helt op til jer, hvornår I vil tage stilling til det. I må ikke føle jer presset til at gøre noget, som I er i tvivl om, at I kan komme til at fortryde.

  Lidt efter spiser de middag. Snakken går helt godt, kun Allan virker noget tankefuld.

 Da de skal i seng om aftenen siger han til Rosie.

 I dag kunne jeg godt have brugt mine brødre at snakke med.

 Rosie smiler.

 Jamen så ring da til dem og bed dem om at komme, hvis du ikke stoler på hvad jeg siger. Hvis du synes, at jeg er inhabil, fordi jeg selv er involveret.

 Allan begynder at le.

 Selvfølgelig kan jeg snakke med dig om det. Det er jo os det drejer sig om, ikke Bob og Sean. Det er nok fordi de lige har været her, at jeg tænkte på dem og på hvordan vi vendte problemerne sammen på øen. Men vi er ikke på øen, og det her er noget kun vi to kan tage stilling til. Lad mig høre, hvad du mener, min skat.

 Rosie nikker.

 Jeg mener, at vi skal sige ja, af mange årsager. Vi bliver jo ikke andre mennesker af at skifte navn. Jeg har en fornemmelse af, at Alexander gerne vil have, at du overtager Brightham Castle, når han ønsker at stoppe. Det vil gøre det hele meget nemmere for ham, når du også hedder Brightham og det kan komme frem, at din farfar og Alexanders far var brødre. Det kan også mane det rygte i jorden, at du er Alexanders uægte søn.

 Allan farer op med et spjæt.

 Det rygte har jeg aldrig hørt, men det ville helt klart være rart for Alexander, at få det manet i jorden, hvis han er blevet præsenteret for det.

 Det er han, for det har han fortalt mig. Jeg lovede ham ganske vist, at jeg ikke ville fortælle dig det, men det synes jeg, at jeg burde gøre i det her tilfælde alligevel.

 Allan smiler.

 Jeg er nær ved at tro, at du elsker Alexander lige så højt, som William og Brenda gør.

 Rosie ser glad på ham.

 Og som du selv gør min ven. Den familie er han ikke snydt med, og jeg tror også at han er meget glad for at have truffet sin fætter og hans kone. Jeg tror godt, at jeg kan overtale dem til at tage familienavnet igen, så du er en rigtig søn af en Brightham.

 Allan ler.

 Så skal jeg måske til at kalde dig for Deres nåde.

 Rosie ler også.

 Nej, for du er ikke lord. Ikke endu i det mindste, men det kan jo være, at du arver titlen efter Alexander.

 Den næste morgen ved morgenmaden siger Allan.

 Rosie og jeg er blevet enige om, at vi godt vil skifte navn til Brightham, hvis du kan få din advokat til at klare det.

 Michael smiler.

 Min kone og jeg er også blevet enige om at skifte navn, så Allan og hans familie har samme navn som hans forældre. Dem vil vi nemlig godt vedkende os.

 Rosies far nikker.

 Heldigvis kender jeg jer godt nok til at vide, at I ikke ændrer jer, selvom I skifter navn. I er stadigvæk vores datter, svigersøn og børnebørn.

 William ler højt.

 Ja, og det er vi glade for.

 Midt i januar går godsforvalteren på pension.

 Han ser fra Allan til Alexander.

 Jeg er sikker på, at den unge herre bliver en dygtig godsforvalter. Han har evnerne og ikke mindst kærligheden til stedet. Min kone og jeg glæder os til at holde fri nu og kun foretage os noget, når vi har lyst til det. Misforstå mig ikke, arbejdet her har jeg aldrig følt som en belastning, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er så ung mere, som da Deres far ansatte mig, mylord. Et sted som dette kræver nytænkning, samtidig med, at man stadig har respekt for stedets alder, og det har jeg set, at den unge herre der, vil være i stand til at leve op til. I ham har de fået en værdig afløser,mylord.

 Godsforvalteren har fået lov til at blive boende i det hus, han har boet i, siden han blev godsforvalter for 35 år siden, som en påskønnelse af det gode arbejde han har udført i så mange år.

 Allan har sagt til ham, at han altid er velkommen, når han har lyst, og Rosie sørger for, at der bliver holdt en stor afskedsfest for ham.

 En dag i februar, da Alexander kommer tilbage fra London, siger han med et smil til Allan.

 Ja, nu mangler der kun din og Rosies underskrift, så er jeres efternavn Brightham, og arvefølgen er sikret. Jeg regner da med og håber i det mindste at leve længe endnu, men det er rart at vide, at der

Stadig vil være en Brightham er, også når jeg ikke er her mere. Jeg efterlader mig jo ingen arvinger, så derfor er det rart at vide, at stedet føres videre af en anden gren af familien.

 Allan blinker en tåre væk, så smiler han.

 Du er da ikke ældre, end at du stadig kan få en søn, der kan overtage efter dig, jeg skal nok hjælpe ham.

 Alexander begynder at le.

 Ja, den er god med dig. Nej, jeg er for gammel til selv at få børn nu, det vil ikke være fair mod et barn med sådan en gammel far, men jeg er også overbevist om, at først du og senere William påtager jer ansvaret til alles tilfredshed. Det kender jeg jer godt nok til.

 Husk lige, at der er mange mennesker, der er afhængige af slottet. Mange flere end du og Rosie var præsident for på øen. Men der lærte I at påtage jer et ansvar, ikke for at få magt, men for at leve op til de andres forventninger.

 Vil du kalde på Rosie, eller skal jeg.

 Allan klemmer hans hånd.

 Godt, jeg kalder på Rosie.

 I den følgende week-end har Eric fået lov til at komme hen til William efter skoletid om fredagen til mandag morgen.

 Rosies to brødre på 13 og 15 år er også inviteret, til gengæld er Brenda så inviteret ned til Erics forældre i week-enden.

 Eric sover som sædvanlig inde hos William og de to andre drenge sover på gæsteværelset.

 Arthur og Kevin, Rosies brødre har drillet William lidt med, at han jo en dag skal overtage Brightham Castle og spørger, om de stadig må sige du til ham.

 Han ser alvorligt på dem.

 Synes I, at jeg har forandret mig, at jeg er blevet storsnudet, er jeg ikke den samme, som jeg plejer at være, Eric.

 Eric ryster på hovedet.

 Nej, William, jeg ved, at du altid vil være min ven.

 Arthur ryster på hovedet.

 Undskyld, at vi drillede dig, det var lutter misundelse. Du er den samme, som du altid har været.

 William kniber det ene øje i og ser fra Arthur til Kevin.

 Hvis I nogensinde bliver misundelige, bliver I ikke inviteret, når jeg en dag bliver lord Brightham.

Til gengæld vil jeg prøve at gøre, hvad jeg kan, for at I ikke behøver at være misundelige.

 Kevin ler og lægger begge arme om halsen på William.

 Du har aldrig givet os grund til at være misundelige, men du siger ikke noget til din mor om det her, vel, for så får vi sikkert øretæver. Hun kan være meget skrap, det kan jeg huske fra den gang hun boede der hjemme.

 William ler højt.

 Selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg ved jo godt, hvor skrap mor kan være. Far plejer altid at sige, Klar så meget som muligt selv og overvej så, om det er umagen værd at klare resten.

 Da Eric og William er kommet i seng om aftenen, ligger de og snakker et stykke tid, inden de lægger sig til at sove.

 Næste dag vil de ud og løbe på skøjter. Rosie har spurgt Kevin, som er den ældste, om han nu er helt sikker på, at isen er sikker.

 Kevin siger, at han og Arthur har været ude og løbe på skøjter i flere dage, så isen er helt bestemt sikker.

 Drengene morer sig herligt, til isen pludselig begynder at knage og et øjeblik efter ryger William i en våge, der kun er dækket af et tyndt lag is.

 Eric udstøder et skrig og kaster sig ned på isen.

 Tag fat i mine ben, jeg er den, der vejer mest. Læg jer ned begge to, hurtigt.

 Uvilkårligt lystrer både Arthur og Kevin med det samme.

 Forsigtigt, men alligevel hurtigt maver Eric sig frem mod vågen. Efter to mislykkede forsøg lykkes det ham at få fat i Williams jakkekrave.

 Ja, træk så i mig, træk alt hvad I kan.

 Lidt efter er William trukket op af vågen og et stykke indad. De bliver ved med at blive liggende, mens de stadig trækker længere indad. Omsider rejser de sig.

 William er ved bevidsthed men tænderne klaprer i munden på ham, dels af kulde og dels af forskrækkelse.

 Eric dirigerer stadig.

 Hurtigt, af med tøjet, så vi kan få dig tæørret lidt og du kan få noget af vores tøj på.

 Det er lidt svært at få tøjet af William, fordi det næsten er frosset til et ispanser. Men et øjeblik efter har de fået tøjet af ham. Arthur tørrer ham med sin skjorte. Eric har smidt en del af sit tøj, som Kevin så hjælper William med at få på. Han får også Arthurs gode varme sokker på, men så ser Arthur pludselig på Eric.

 Nu får du noget af Kevins og mit tøj på. Ingen protester gamle dreng, og så løber vi så hurtigt vi kan med William og dig mellem Kevin og mig.

 Du er vel klar over William, at det var ham der, der redde dit liv.

 Eric ryster på hovedet.

 Åh vrøvl, uden jer kunne jeg ikke have fået ham op.

 Kevin smiler.

 Sikkert ikke, men jeg er sikker på, at du ville have gjort forsøget alligevel, uden at tænke på, om du kunne klare det.

 Så snart de kommer hjem, sender Rosie William og Eric ind for at få et varmt bad, inden hun snakker med Arthur og Kevin.

 Arthur siger med et lille smil, da han har fortalt om, hvad der var sket.

 Kevin og jeg sagde i går til William, at vi faktisk var lidt misundelige på ham, fordi han en dag skulle overtage det her slot. Det var selvfølgelig sagt i sjov, og det var han godt klar over. Men i dag er både Kevin og jeg ikke fri for at være lidt misundelige på ham, fordi han har sådan en ven som Eric.

 Eric var med det samme klar til at gøre sit bedste, og uden at tænke på, at vi var ældre, dirigerede han med os, men det var ham, der påtog sig den farligste og vanskeligste opgave, og derfor var vi også med det samme klar til at gøre, som han sagde. Da vi roste ham, fordi han havde reddet William, slog han det hen og sagde, at det kunne han jo ikke have gjort uden vores hjælp.

 Sig mig storesøster, hvordan får man sådan en ven.

 Rosie smiler.

 Simpelthen ved selv at være sådan en ven, lillebror. Jeg tror godt, at både jeres svoger, jeres nevø og hans gode ven godt vil stille op, hvis I en dag får brug for det. For I to er nemlig også gode nok.

 Rosie rejser sig og går ud til William og Eric. De ligger begge to og flyder rigtig ud i det varme vand i badekarret. Hun står og smiler til dem.

 Vil I have en tur under den kolde bruser, eller har I fået koldt nok vand i dag. Jeg har lagt noget rent og tørt tøj frem til jer begge to.

 William ler højt.

 Jeg tror, at vi har fået rigeligt med koldt vand, jeg kan i hvert fald ikke tænke mig at blive vinterbader.

 Rosie nikker.

 I kommer lige ind til mig, når I er kommet i tøjet, så de to store også lige kan få et varmt bad og komme i noget andet tøj.

 Da William og Eric kommer ind til Rosie, ser hun alvorligt på Eric.

 Jeg vil gerne sige dig tak, fordi du redede Williams liv. Med sådan en ven som dig, skal han nok klare sig godt her i verden.

 Eric ryster på hovedet, idet han rødmer.

 Jeg har da ikke gjort andet og mere, end William ville have gjort, hvis det var mig, der var røget i vandet. I øvrigt havde jeg da ikke klaret det, hvis ikke Arthur og Kevin havde været der.

 Ved frokosten siger Allan.

 Selvom du ikke synes, at du har gjort noget særligt, så ville vi nu meget nødigt have undværet William, og takket være dig, blev det så heller ikke aktuelt, derfor vil jeg gerne opfylde ert ønske for dig. Du kan jo evt. snakke med de andre om det, for Arthur og Kevin fortjener også at få et ønske opfyldt. Nu kan I jo så prøve at gætte på, hvor meget vi synes at Williams liv er værd.

 Det sidste bliver sagt med et stort smil over til William.

 Kevin smiler.

 Det har du slet ikke råd til, svoger. Hvis du skulle vores ønsker i forhold til Williams værdi, så blev du fattig som en kirkerotte.

 Hvis Arthur og jeg må have lov til fortsat at komme her også fremover, så vil vi lade det være godt med det, for det betyder mere for os end al verdens rigdom. Rosie mente, at vi måske kunne gøre os fortjent til jeres venskab, det håber jeg er rigtigt, og så har vi fået langt mere, end vi fortjener.

 Arthur nikker.

 Det gælder også dig, Eric, du hører jo næsten med til familien.

 Allan smiler.

 Du har nok ret Kevin, m.h.t. Williams værdi, til gengæld kan jeg roligt love jer, at I altid skal være meget velkomne her. Hvad siger du Eric.

 Jeg vil gerne her op og arbejde, når jeg er færdig med skolen. Men jeg har et andet ønske, der er mere specielt. Hvis I en dag tager ud til jeres ø på ferie, vil jeg blive meget glad, hvis jeg måtte komme med. William har fortalt så meget om, hvordan I havde det derude, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve, og det tror jeg også, at Arthur og Kevin gerne vil.

 Allan begynder at le.

 Rosie og jeg har talt om at tage der ud en lille måneds tid om et par år sammen med de andre. Hvis du kan få lov af dine forældre, lover jeg, at jeg nok skal få de andre til at gå med til det.

 Så ser han over på Arthur og Kevin.

 Har Eric ret, vil I to også gerne med.

 Kevin ler højt.

 Det kan du lige tro, men tror du, at de andre kan gå med til, at I har fem børn med.

 Rosie smiler.

 Vi kommer nok til at ligge lidt klemt i vores hus derude, men ellers må nogen ligge i telt. Vil I med og får lov, så garanterer jeg også, at vi får plads til jer.

 Om aftenen spiser de middag med Alexander. Da han hører om Erics redning af William, siger han til Eric, at han gerne vil snakke med ham og William efter maden.

 Da de kommer ind på Alexanders kontor, beder han drengene om at sætte sig ned. Så sidder han og ser lidt på dem, inden han tøvende begynder.

 Det jeg fortæller jer nu, beder jeg om, at I ikke fortæller til nogen, men måske kan I lære noget af det.

 For mange år siden var din far og jeg gode venner, Eric. Næsten på samme måde som du og William er det i dag. Der var dog nogle forskelle. Dels var jeg godt 10 år ældre end din far, og dels brød min far sig ikke om, at jeg havde noget at gøre med børn fra landsbyen. I den retning var han meget gammeldags. Så jeg måtte snige mig væk, når jeg ville være sammen med mine venner.

 Jeg blev gift, da jeg var 21 år, og året efter fik vi William. Min kone var efter min fars mening et passende parti, men kærligheden manglede totalt.

 Så en sommeraften, jeg har nok været 26 år, sneg jeg mig igen væk for at komme med til en fest, din far havde fortalt mig om. Din far havde sin veninde, som senere blev din mor med til festen. Jeg blev vildt forelsket i hende og gjorde kur til hende. Hun var nok stolt af at blive lagt mærke til, men hun var kun seksten og allerede den gang holdt hun meget af din far.

 Jeg prøvede et par gange efter festen at få fat i hende, og fik omsider en aftale, men det var din far, der kom i stedet for, og så fik jeg ellers det glatte lag.

 Om det var min form for venskab, at jeg, en gift mand på 26 med et barn på fire, ville tage hans pige, der kun var seksten fra ham. Den slags venskab brød han sig bestemt ikke om, og jeg kunne lige understå mig i at prøve på mere, så ville han fortælle min kone det.

 Jeg blev selvfølgelig gal i hovedet over den skylle og gik hjem, uden at svare ham. Men på hjemvejen kunne jeg godt se, at han havde fuldkommen ret, og det gjorde mig så flov, at jeg først havde kontakt med dem igen til deres bryllup.

 Din far og jeg fik snakket tingene grundigt igennem, og jeg fik givet både ham og din mor en uforbeholden undskyldning. Han fik imidlertid også lært mig at se med nye øjne på både min kone og min søn. Jeg fik et helt godt forhold til min kone, selvom vi aldrig kom til at føle den store kærlighed til hinanden. William blev vores bindeled, og i de senere år fik vi et helt godt forhold til hinanden.

 Og så kom ulykken. Min kone var ude at køre med min søn i hans nye bil. Han elskede at køre hurtigt, men han kørte virkelig godt. Den dag eksploderede det ene forhjul, da han nok tog et sving med for høj fart. Bilen blev helt knust og både min kone og min søn var dræbt på stedet.

 Og så var det lige din far, der kom der hen som den første. Han fik ringet efter hjælp og fik givet mig besked. Jeg var i London, men der var jo intet at gøre.

 Da jeg kom hjem, kom din far. Han sad hos mig og snakkede hele natten. Men jeg kunne ikke rigtig sætte pris på det. Hele tiden kørte det i mit hoved. Han kan sagtens snakke, han har kone og børn. Jeg har ingen familie mere. Ja, min kone ville jeg måske ikke savne særlig meget, men min søn var også væk. Jeg var helt nede i min selvmedlidenhed.

 Så fandt jeg dine forældre og Brenda og dig William, og takket være dig, dukkede Eric op, og jeg fik igen kontakt med dine forældre Eric, og nu kan venskabet bære igen.

 Når jeg har fortalt jer to den her historie, aer det for at lære jer lidt om, at selvom et venskab truer med at smuldre, af den ene eller anden grund, så kan det bære igennem meget, hvis det er et venskab, der betyder noget for begge parter.

 Lidt efter går de ind til de andre igen og sidder og snakker.

 Eric og William går først i seng efter at have fået godnatknus af Rosie, Allan og Alexander.

 Da de er kommet i seng, ligger de og snakker.

 Så siger William.

 Jeg kom sådan til at fryse ved at tænke på den tur i vandet. Vil du godt sove hos mig i min seng i nat.

 Eric smutter over og maser sig ned under Williams dyne.

 Jamen du er jo også helt iskold. Vi tager min dyne over os også, så skal jeg nok prøve at give dig varmen igen.
 En halv time efter kommer Arthur og Kevin også over for at gå i seng. De stikker lige hovedet ind for at se, om de andre sover.

 Eric ser op på dem.

 Jeg tror, at William er meget syg, han fryser og jeg kan ikke give ham varmen igen.

 Kevin siger, at Arthur lige skal komme varmt vand i badekarret, så løber han selv over og henter  Rosie.

 Da badekarret er fyldt halvt op, hjælpes Eric og Arthur med at få William ud i det varme vand. Han er ikke helt klar og virker nærmest sløv, men pludselig knuger han Erics hånd og hvisker.

 Du går ikke fra mig, vel.

 Arthur hvisker.

 Hop hellere op til ham, så du ikke også kommer til at fryse, og så kan han mærke, at du er hos ham.

 Et øjeblik efter kommer Rosie.

 Hun kan med det samme se, at William ikke har det godt, så hun går ind og ringer til lægen og beder ham komme hurtigt.

 Så går hun ud i badeværelset og beder Arthur og Kevin om at få tørret William god og få ham ind i seng igen. Hun lægger et par uldtæpper i sengen og ser på Eric.

 Vil du over i din egen seng nu, eller vil du helst ligge hos William.

 Der glimter et par tårer i hans øjne, da han siger.

 Jeg vil helst ligge hos William, hvis jeg må. Jeg lovede, at jeg blev hos ham, det skulle han gerne kunne mærke.

 Rosie giver ham et kys på panden.

 Det må du helt bestemt.

 Arthur og Kevin går nu ind på gæsteværelset for at gå i seng, men siger, at Rosie endelig må sige til, hvis der er noget, de kan hjælpe med.

 Rosie sætter sig på sengekanten og venter på, at lægen skal komme. Uvilkårligt tænker hun på, hvor heldige de var, at ingen blev alvorligt syge, mens de var på øen.

 En halv time efter kommer lægen. Han konstaterer, at det er lungebetændelse, og William får så noget medicin. Eric er gået over i sin egen seng, mens lægen undersøger William . Da han er færdig, spørger Eric, om han godt må ligge ovre hos William igen.
 Lægen nikker.

 Det er helt i orden. Det vil virke beroligende på William, og det smitter jo ikke.

 Allan er i mellemtiden også kommet over, og lidt efter går han og Rosie også i seng. De er et par gange inde og se til drengene i nattens løb, men de sover tilsyneladende trygt begge to.

 Næste morgen får de to drenge morgenmad på sengen. William har det allerede noget bedre, så han siger med et glimt i øjet.

 Nå Eric, vil du ikke ud og løbe på skøjter.

 Eric smiler.

 Nej, jeg tror, at jeg bliver herinde hos dig i dag.

 William ryster på hovedet.

 Du behøver da ikke at sidde hos mig. Du kan da godt foretage dig noget med Kevin og Arthur, jeg ved jo, at de også godt kan lide dig.

 Det bliver der nok lejlighed til en anden dag. Du lovede at lære mig at spille skak, kan vi ikke prøve det, hvis du er klar nok i hovedet. Jeg har jo lovet at blive hos dig, mens du er syg. I morgen skal jeg ganske vist i skole, men så er du vel også over det værste.

 William griber hans hånd og knuger den.

 Tak skal du have. Lad os så spille et spil skak, så må Arthur og Kevin klare sig selv.

 Det varer ikke ret mange dage, før William er rask igen, selvom han er lidt træt i starten.

 I marts måned begynder drengene at ride igen to gange om ugen, og de er efterhånden helt dygtige til det begge to.

 I begyndelsen af juli er det så varmt, at drengene kun har lændeklæder på, når de er ude at ride, og nu får de som regel lov til at ride alene.

 De nyder rigtigt at have fri fra skole, og en week-end har William og Eric inviteret Kevin og Arthur på en week-endtur med telt. De to store er også kun iført lændeklæder, og så prøver de at indrette en lejrplads i skoven efter samme principper som på øen. Allan har været ude og hjælpe dem lidt.

 Han nyder at være sammen med de fire drenge, og drengene nyder det bestemt ikke mindre. Lørdag aften kommer Alexander, Rosie og Brenda også derud og holder lejrbål sammen med Allan og drengene.

 Allan har været derude fra om fredagen med tager med de andre hjem efter lejrbålet lørdag aften, så de fire drenge er alene.

 Da de fire kommer tilbage søndag eftermiddag, siger Kevin.

 Det er helt utroligt, at jeg slet ikke tænker over aldersforskellen mellem Eric, William og mig. Der er da trods alt næsten otte års forskel, men i den her week-end føltes det, som om vi var jævnaldrende alle fire. Om det så er Arthur, kommer jeg langt bedre ud af det med ham nu. Han er slet ikke den irriterende lillebror mere.

 Rosie smiler til ham.

 Påklædningen gør nok noget, den var jo ens, og det gør, at den ene ikke ser ud af mere end den anden. Du og Arthur er ganske vist større end de to andre, men så kan de måske noget, som I ikke kan. Du lagde selv mærke til, at I automatisk rettede jer efter Eric, den dag William faldt gennem isen.

 William husker en hel del, fra den gang han var på øen, så der har han nogle forudsætninger, som I ikke har. På den måde får I det hele til at fungere. Det venskab I fire har bygget op har også en stor del af æren for, at I havde en god week-end. Allan fortalte mig, at i det døgn han var sammen med jer, var der ikke et øjeblik en sur mine hos nogen af jer. Det er også et tegn på jeres gode venskab.

 Nogle dage senere, da William og Eric er ude og ride, flyver Eric af hesten og havner i en grøft ved siden af vejen.

 De kom ridende i hurtigt trav. Eric var forrest. Pludselig sprang en ræv over vejen. Det forskrækkede Erics hest, så den først stejlede og derefter hamrede begge forben i vejen, med det resultat, at Eric fløj ud over dens hals og havnede i grøften.

 William var lynhurtigt af sin hest og skyndte sig hen for at se, hvad der var sket med Eric.

 Han lå og småjamrede. William prøvede forsigtigt at tørre det mudder af, som Eric var smurt ind i, da han landede i grøften, efter at have trukket ham op af grøften.

 Han kunne se, at Eric havde fået en stor bule i panden, en del hudafskrabninger, og den ene arm så ud til at være brækket.

 Ved hjælp af noget mos fik han lavet en pude til Erics hoved, så så han et øjeblik på ham.

 Jeg rider hjem og henter far, for jeg kan ikke løfte dig op på hesten, men vi kommer tilbage, så hurtigt vi kan. Ligger du nogenlunde.

 Eric prøver at nikke, så kommer det lidt hikkende.

 Det skal nok gå, men jeg fryser lidt, fordi der er så fugtigt her.

 William tager sit lændeklæde af og lægger det under ryggen på ham og lukker det sammen foran.

 Så smiler han.

 Du skulle jo nødigt få en lungebetændelse oven i alt det andet. Jeg skal nok holde varmen, selvom jeg ikke har tøj på.

 Jeg binder lige din hest her, så vi har den til hjemtransporten. Jeg lover dig, at jeg nok skal skynde mig.

 Eric prøver at smile.

 Skynd dig nu ikke så meget, at der også sker dig noget.

 William klatrer op på sin hest, og så går det hjemad i galop.

 Allan kommer netop over gårdspladsen, da William kommer galopperende. Han kan med det samme se, at der er noget galt. Dels er William alene og dels har han ikke sit lændeklæde på.

 Allan holder hestens tøjler, mens William forklarer, hvad der er sket. Så siger han.

 Kan du sidde foran hos mig, så tager jeg din hest, det går hurtigst på den måde, og så kan du jo tage Erics hest på tilbagevejen. Vil du ind og have noget tøj på, inden vi rider.

 William ryster på hovedet.

 Nej, jeg lovede at skynde mig. Jeg var ked af at forlade ham, men jeg var jo nødt til at hente hjælp.

 Allan smiler.

 Ja, og vi skal også snart være ude hos ham, hvor langt tror du, at der er.

 Nok et par kilometer.

 Og så går det afsted i skarpt trav.

 Ca. 10 minutter efter er de ude hos Eric.

 Allan tager sin skjorte af og binder den omkring Eric, så hans arm bliver støttet af kroppen. Så ser han hurtigt efter, om der er andre ting. Bortset fra bulen, der nu er på størrelse med et dueæg og hudafskrabningerne, ser der ikke ud til at være andet.

 Allan løfter ham op på hesten, og William holder ved ham, mens Allan kommer i sadlen.

 William har fået sit lændeklæde på igen og et øjeblik efter er han i sadlen på Erics hest, og så går det forsigtigt hjemad.

 Da de kommer hjem, løber William lige ind og får fat i en staldknægt til at tage sig af hestene. Så holder han ved Eric, mens Allan kommer af hesten. Så bærer Allan forsigtigt Eric ind til Rosie, som William i mellemtiden har givet besked.

 Rosie vasker først forsigtigt Eric, for han er fuld af mudder. Så får han et par bukser på, og så er bilen klar til at køre ham på sygehuset, så han kan blive røntgenfotograferet og få armen i gips.

 Da Rosie er ved at lægge noget om Erics arm, så den kan holdes i ro ind mod kroppen, ser hun på Allan.

 Det her minder mig om den gang Sean brækkede sin arm, men jeg er nu bedre tilpas med, at Eric kan få den rigtige behandling.

 Allan smiler.

 Du klarede nu Seans arm fint. Han fortalte mig, at han havde fået den røntgenfotograferet efter at han var kommet til England, og de havde sagt, at den var sat perfekt sammen.

 Da de kommer ud til bilen, er det Alexander, der sidder ved rattet. Han blinker til Eric.

 Jeg skal nok køre pænt. Du ligger på bagsædet og William sidder hos dig, så du ikke ruller ned i svingene.

 Så ser han på Allan.

 Det her vil jeg gerne have lov til at tage mig af, hvis I til gengæld giver Erics forældre besked. Sig også, at jeg ringer, så snart jeg ved, hvor meget, der skal gøres ved fyren.

 En halv time senere er de inde på sygehuset. Eric bliver røntgenfotograferet og imens sidder William og snakker med Alexander.

 Alexander siger med et lille smil.

 Den her gang var det så din tur til at gøre noget for Eric, og jeg synes, at du har klaret det fint. Det er den slags, der knytter venner endnu tættere sammen.

 Der bliver nok ikke mulighed for rideture og den slags de første par uger, men I klarer den jo nok alligevel. Jeg vil tro, at Eric har fået en hjernerystelse, og så skal han nok ligge i ro og fred en uges tid. Armen får han nok i gips, og det varer som regel fem – seks uger, men når armen først er i gips, kan han bevæge sig frit rundt, og så kunne jeg tænke mig at invitere jer to på en byrundtur i London. Jeg har jo en lejlighed i London, som vi kan bo i, så vi behøver ikke at tage hjem hver aften.

 Kunne du tænke dig det, og tror du, at Eric kan.

 Williams øjne stråler.

 Det kunne være alle tiders, og tror du ikke godt, at vi begge kan få lov, når det er dig, der inviterer os.

 Alexander smiler.

 Jo, det håber jeg da.

 En times tid senere kommer Eric i en kørestol. Han har en forbinding om hovedet og armen er lagt i gips, men han har fået lov til at køre med hjem. Han har en hjernerystelse og skal ligge nogle dage, til han kan rejse sig, uden at det gør ondt i hovedet. Gibsen skal han beholde på i seks uger, og så skal han ind og have den fjernet.

 Alexander kører så Eric hjem, og det bliver aftalt, at William kommer næste dag og ser, hvordan det går.

 Erics far lægger en hånd på Williams skulder.

 Tak, fordi du tog dig så godt af ham min dreng.

 William ser op på ham.

 Jamen Eric er jo min ven, og så har han endda også reddet mit liv.

 Faderen smiler.

 Ja, og det tror jeg aldrig, at han har fortrudt.

 En lille uges tid efter er Eric på benene igen. Det er begrænset, hvor meget han kan lave, når han skal passe lidt på den brækkede arm, derfor bliver han meget glad, da han hører om Alexanders invitation. Den følgende uge kører Eric og William så med Alexander til London om mandagen, og de kommer først tilbage fredag hen under aften.

 Drengene fortæller ivrigt om alle deres oplevelser, da de kommer hjem, og Alexander siger, at han har haft det mindst lige så hyggeligt og morsomt som drengene.

 William har måttet hjælpe Eric lidt med at komme i og af tøjet og blive vasket, men det har de også haft det sjovt med. Når de har været ude og spise, har Alexander gerne skåret kødet for Eric, fordi han jo kun kunne bruge sin ene hånd.

 Da de kommer tilbage fra London, trækker drengene igen i lændeklæderne, det kan Eric jo selv klare, og det er varmt nok. Heldigvis er der også stadig ferie, hvor Kevin og Arthur også dukker op af og til, når de ikke er henne hos Eric og hans forældre.

 Endelig får Eric gibsen af og kan begynde at genoptræne sin arm

 Det gør noget ondt i starten, men Eric bider tænderne sammen, og snart går det godt.

 Et par år senere tager alle afsted til øen på ferie i en måned. De flyver til Sydney og lejer så en båd og sejler ud til øen. Både Eric, Kevin og Arthur har fået lov til at tage med, og det er de meget begejstrede for.

 Bob og Susans lillebror har også fået lov til at tage med.

 Husene står der stadig og de fleste ting er intakte, men der må luftes grundigt ud i husene, fordi det hele har været lukket til i så lang tid.. Der bliver fyret op på ildstedet, og man går i gang med madlavningen til det første store fællesmåltid på øen.

 Rosie ser på de fire drenge.

 Hvis Brenda nu ligger inde hos far og mig, kan I fire så ligge her i børneværelset.

 Kevin nikker.

 Det klarer vi sagtens, ikke gutter.

 De andre smiler.

 Selvfølgelig gør vi det.

 Da de sidder ved bålet om aftenen, siger Sean.

 Ja, jeg var jo faktisk den sidste præsident, skal vi vælge en ny til den her måned, eller skal vi nøjes med Anarki.

 Susan ler.

 De andre tror jo, at du er under tøflen derhjemme, når du går ind for anarki. Jeg foreslår, at vi fortsætter rækkefølgen og lader den kommende lord Brightham være præsident denne gang. Næste gang er det så Betsys tur. Hvad siger du Allan.

 Godt, hvis I stadig regner mig som Allan, påtager jeg mig jobbet denne gang.

 Bob ser på ham med et stort smil.

 For denne øs beboere vil du vist aldrig blive andet end Allan, og gudskelov for det. Det var jo som Allan, vi lærte dig at kende, og vi lærte at sætte pris på dig som vores ven. Så tillykke med valget hr. præsident.

 Da de skal i seng om aftenen, siger Eric.

 Hvem skal ligge sammen med hvem.

 Kevin smiler.

 Da Arthur og jeg er de største, foreslår jeg, at Eric ligger hos mig i aften og William hos Arthur og så bytter vi i morgen, så vi sover sammen på skift, er det i orden med jer.

 William ler.

 Det er alle tiders.

 Eric nikker.

 Jeg synes også, at det lyder fint. Hvad siger du Arthur.

 Arthur ler også. Jeg retter mig altid efter flertallet, i det mindste, når jeg er enig. Men skal vi tage lændeklæderne af.

 William nikker.

 Ja, dem bruger man som tæpper, hvis man kommer til at fryse, men det bliver nok ikke så svært at holde varmen, når vi ligger to sammen.

 Da de har sovet et par timer, vågner William. Forsigtigt vækker han de andre.

 Vil I med en tur ned til vandet og sidde lidt ved bålet, måske kan vi også tage et lille bad.

 Kevin rejser sig halvt op.

 Tror du godt, at vi må det.

 William nikker.

 Ja, vi må bare aldrig gå alene i vandet.

 Så vil jeg gerne, hvad siger I andre.

 Eric rejser sig.

 Kommer nu.

 Arthur siger lidt tøvende.

 Skal vi tage lændeklæderne på.

 William ler.

 Nej da, så bliver de jo våde, men der er nok heller ingen, der ser dig, så du behøver ikke at blive genert.

 Lydløst lister de sig ud og går ned til vandet.

 Nede ved bålet sidder Allan Sean og Bob.

 De smiler, da de ser drengene komme listende.

 Bob klukker.

 Nå, der er nok flere, der ikke kan sove. I grunden er her næsten også for dejligt til at bruge sin tid på at sove.

 Sean brummer.

 Lidt søvn en gang i mellem skader nu ikke, eller hvad siger I drenge.

 Kevin ser på Allan.

 Det var vel i orden, at vi stod op og gik herned.

 Allan smiler.

 Ja, her på øen gælder der lidt andre regler end i England, så her kan I bare sige og gøre som William siger og gør. Han kender reglerne, så hvis noget går galt, er det ham, der skal have øretæverne, ikke William.

 Eric ser på ham.

 Det er da ikke retfærdigt. Hvis det er os andre, der dummer os, må det da være os, der skal have øretæverne, som du siger.

 Bob ler.

 Den ven kan du vist ikke få bedre, William. Han minder om et par venner, jeg fik her på øen. Men de to store kan vel sørge for, at ingen af jer dummer jer. Allan er jo præsident, så det bliver Sean og mig, der skal give kløene.

 Sean smiler.

 Da jeg skal være præst, går jeg ind for tilgivelse. Hvis det ikke er med vilje, at man begår dumheder eller fejl, så tror jeg, at man skal undlade at straffe. Var det ikke en regel, vi indførte i sin tid i vores grundlov her på øen.

 Allan ler højt.

 Ja, af hensyn til dig, gamle ven.

 Sean fortsætter bare.

 Alætså skal der straffes, må det blive Allan, der gør det, når I kommer hjem, og der har han jo jer alle fire ved hånden så det er jo praktisk nok.

 Bob begynder også at le.

 Men I kom vel ikke for at snakke forbrydelse og straf. Ville I i vandet, og har I noget imod, at vi går med.

 Drengene ler også og Kevin siger.

 Det kan der vel ikke ske noget ved, der er jo plads nok.

 William ser på Sean.

 Kan du huske den aften, hvor vi var ude og bade, da fik jeg lov til at sidde på dine skuldre, må jeg godt det igen.

 Sean ser lidt på ham, så smiler han.

 Du ser ud til at veje mere nu, men det går vel. Kom så da.

 Eric ser på Bob.

 Ok. Så op på mine skuldre da, men hvad med de to store, kan du bære dem, Allan, for ellers må de vel bære dig.

 Allan ryster på hovedet.

 Så bliver det kun en ad gangen.

 Kevin blinker til Arthur.

 Kom, lad os to bære præsidenten på vores mandige skuldre.

 Det går lidt vaklende, og da de er kommet lidt ud i vandet, puster Arthur.

 Nu må det vist være godt, lad os sætte ham ned.

 Og så slipper de hinanden, så Allan ryger ned imellem dem.

 Han rejser sig op og lægger en arm om skulderen og klemmer dem ind til sig.

 Tak, fordi I ville gøre forsøget. Det var sjovt, men jeg skulle da nødigt give jer

 dårlig ryg.

 Kevin ser ham lige i øjnene.

 Der er ikke meget, vi ikke vil gøre for dig svoger, men der er nok ting, vi ikke kan klare i længere tid.

 Allasn klemmer deres skuldre lidt.

 Det ved jeg, og både Rosie og jeg er meget glade for, at I er så flinke til at tage jer af både Eric og William.

  Arthur smiler.

 Jamen de tager sig jo også af os, det er jo næsten, som om det var vores små brødre.

 Eric og William er i gang med at kæmpe en drabelig kamp om, hvem der først kan få trukket den anden af ”hesten”. Til sidst har de to ”heste” dog fået nok, så de beder deres ryttere om at komme op og stå på deres skuldre og så hoppe i vandet der oppe fra.

 Lidt efter lyder der så et par plask, og så dukker de to drenge op til overfladen.

 De følges nu ad ind til stranden.

 Allan siger.

 Ja, nu går vi tre i seng, hvad med jer.

 William ser på ham.

 Må vi godt blive her lidt endnu.

 Allan nikker.

 Skal vi sige en halv time, men så ingen morgensurhed i morgen.

 Eric sender ham et strålende smil.

 Selvfølgelig ikke, hr. præsident.

 Lidt efter sidder de fire drenge ved bålet. De sidder helt tæt sammen og ser ind i ilden, uden at nogen af dem siger noget.

 Så kommer det stilfærdigt fra Kevin.

 Det virker helt uvirkeligt at sidde her sammen med jer. Det er som et dejligt eventyr. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så godt tilpas før. Det hele er så vidunderligt, og det er I tre også.

 Arthur nikker.

 Jeg tror også, at med tiden vil det, vi har oplevet her, blive et minde, der ikke vil kunne overgås af ret meget andet. Uanset, hvor gammel jeg bliver, vil det her være noget af det bedste og en af de største oplevelser, for mig.

 Jeg var lidt genert ved først at gå i lændeklæde, og så i aften endda at gå her ned uden, men det er der jo slet ikke grund til.Nu befinder jeg mig godt med det. Alle andre finder det helt naturligt, og det gør jeg også nu. De voksne havde jo heller ikke lændeklæder på, da de gik med os i vandet før.

 Der så jeg, at de regnede det for helt naturligt her på øen.

 Den her ø er noget helt særligt. Jeg kunne godt tænke mig at blive herude. F.eks. i et år.

 Kevin smiler.

 Ja, det kunne være spændende, men tror du ikke, at du ville komme til at føle dig lidt ensom efter et stykke tid.

 Arthur ler.

 Jamen det skulle jo være sammen med jer tre. Hvad mener I.

 Eric ryster på hovedet.

 Vi ville nok ikke få lov, og vi kunne jo også risikere at blive uvenner, hvis der kun var os fire.

 William nikker.

 Jeg tror heller ikke, at vi ville få lov, og det ville måske heller ikke være en god ide.. Men jeg tror nu ikke, at vi fire kan blive uvenner. Det vil i hvert fald ikke vare ret længe, men lad os nu gå op og få sovet lidt, så kan vi jo evt. foreslå det en af dagene.

 Lidt efter ligger de og sover godt alle fire. De har hver især fået skubbet sig godt tilrette hos sengekammeraten, så det går fint.

 Man er blevet enige om, at denne måned skal fungere næsten, som da man var på øen sidst. Man undlader dog den almindelige undervisning, da det jo trods alt er ferie, men man afholder en lille olympiade. Der skal også skaffes mad, der skal graves nyt latrin og der skal skaffes brændsel til både madlavning og bål, så de fleste er optaget af forskellige gøremål i dagens løb. Til gengæld hygger man sig alle ved bålet på stranden hver aften, og sommetider bliver det sent, før de sidste kommer til ro.

 En af de sidste aftener sidder Allan, Sean og Bob nede ved bålet og snakker, da William, Eric, Arthur og Kevin kommer ned til dem.
 William ser på sin far.

 Du far, Arthur og Kevin har talt om, at de gerne ville prøve at bo her på øen et år, men de ville godt have, at Eric og jeg også blev her. Hvad mener du om det.

 Allan smiler.

 Det vil nok ikke været nogen helt god ide. Dels ville vi nok komme til at savne jer, og vi kan jo heller ikke komme til at spørge de andres forældre om, hvad de mener. Men jeg har et forslag.

 Om ca. 5 år har Sean og Susan tænkt sig at tage her ud et år med nogle unge mennesker, der trænger til at komme lidt væk fra deres forældre og omvendt. Måske Kevin og Arthur kunne tænke sig at hjælpe dem med at få det foretagende til at fungere. Nu kan I jo tænke over det og snakke med jeres far og mor om det, når I kommer hjem.

 Hvis det bliver en succes, og hvorfor skulle det ikke det, kan I to andre måske komme med på en senere lejr.

 Under alle omstændigheder lover jeg jer, at kommer vi her ud på ferie igen, skal I nok få lov til at komme med.

 Lidt efter følges de ad ud i vandet.

 Kevin ler.

 I aften tager Arthur og jeg de to små på skuldrene, så de ”gamle” ikke bliver alt for trætte.

 Bob smiler.

 Lidt aflastning er ingen skade til, måske vi så har kræfter til en lille brydekamp, når vi kommer ind igen.

 De pjasker nu rundt et kvarters tid og så stiller Eric og William sig op på skuldrene af de andre og laver et par flotte hovedspring.

 Da de kommer ind på stranden igen, siger Allan.

 Nu er jeg kampdommer. Arthur og Eric tager sig af Sean og William og Kevin prøver, om de kan klare Bob.

 Et øjeblik efter ruller de rundt og kæmper drabeligt, indtil Allan pifter i fingrene.

 Så stopper vi. Nu har alle vist fået tilstrækkeligt motion til at kunne falde i søvn. Godnat med jer.

 På vej op til huset siger Arthur.

 Det var virkelig sjovt, man skulle tro, at I var på alder med os.

 Allan smiler.

 Vi har lært at have den alder, der passer til situationen. Du og Kevin fandt jo også ud af, at aldersforskellen mellem jer og de to her, heller ikke var noget problem. Men nu er det ind i seng. Uanset alder.

 Allan får et knus af dem alle fire, inden de smutter ind i seng.

 Et par dage efter pakker de så sammen. De mindes den dag for mange år siden, da de troede, at de blev hentet, og skibet bare ikke kom.

 Den her gang er der ingen problemer, og to dage efter er de i Sydney.

 Betsy har de lovede bøger med til presseklubbens formand, som gerne vil høre, hvordan de har det nu, hvad de beskæftiger sig med o.s.v. Så smiler han til Sean.

 Har du mod på et lille pressemøde i morgen.

 Sean begynder at le.

 Helt i orden, den her gang er jeg ikke stresset. Vi skal flyve til England i overmorgen, så det kan vi godt nå.

 Pressemødet går fint, og næste dag flyver de så hjem til England.

 De bliver modtaget med åbne arme af Alexander, som har inviteret dem alle til at blive et par dage, inden de rejser hjem.

 Kevin og Arthur kommer lige op og siger farvel til de forskellige, inden de skal rejse. Sean smiler til dem.

 Jeg kontakter jer, når det bliver aktuelt, hvis I stadig har lyst til den tid, men vi ses jo i øvrigt nok også nogle gange inden da. Men jeg kan godt sige, at både Susan og jeg vil være glade for at have jer med. Vi har lært at sætte stor pris på jer begge to, det må I godt vide.

 Eric får også sagt farvel til de forskellige, men både han og William er enige om, at det bliver nu meget rart, at få det lidt for sig selv igen. De har begge savnet lidt at kunne sidde i fred og ro, bare de to sammen, men de har i øvrigt ikke spor imod, at Kevin og Arthur dukker op med jævne mellemrum.

 Sommerferien er snart slut, så skolen begynder igen, og snart går alt i den vante gænge.

 Både Rosie og Allan bliver ofte inviteret ud sammen med Alexander, og nu finder ingen det unaturligt, da familieskabet er helt officielt.

 Allan er også flere gange med i London, hvor Alexander præsenterer ham for de forskellige. Det er dels medlemmer af Overhuset, dels venner og bekendte. Efterhånden vænner både Rosie og Allan sig til at færdes i de kredse, men de er ikke et øjeblik i tvivl om, at de befinder sig mindst lige så godt i selskab med Erics forældre, som de har fået et meget nært venskab med.

 Allan er gået i gang med at læse økonomi  og statskundskab, så han er ordentlig forberedt, den dag, da han skal afløse Alexander i Overhuset. Det har i øvrigt også betydning for ham i det daglige med arbejdet som godsforvalter. Erics far hjælper ham gerne nogle timer om ugen, og så hygger Rosie sig med moderen.

 Eric og William læser lektier sammen og snakker, mens Erics lillesøster Viktoria (Vicky) og Brenda leger godt sammen bl.a. ovre hos dukkerne.

 En dag siger Eric til William.

 Hvis du nu giftede dig med Vicky, så kunne jeg gifte mig med Brenda.

 William nikker.

 Fint, det er en god ide, så bliver du godsforvalter, så vi fire altid kan holde sammen.

 Rosie er kommet ind og har hørt samtalen, men hun lister stille ud igen, uden at drengene bemærker hende. Lidt efter fortæller hun Erics mor, hvad hun har hørt.

 Hun smiler.

 De er jo nok lidt unge endnu til at træffe så vidtgående beslutninger, men man har jo før set, at børn har holdt ved deres første kærlighed. Det gjorde min mand og jeg, og jeg ved, at ingen af os har fortrudt. Jeg ville i hvert fald ikke kunne få bedre svigerbørn.

 Rosie ler.

 Det kunne jeg bestemt heller ikke. Allan og jeg giftede os jo på vores fødselsdag, da han fyldte 16 og jeg fyldte 17. De andre var endda yngre, men vi havde allerede et år før indset, at vi hørte sammen.

 Hun fortæller om deres oplevelse under orkanen.

 Erics mor smiler lidt.

 Det var nok også en fordel, at I ikke havde forældre til at blande sig. Det var jeres eget frivillige valg, det betyder meget.

 Fem år senere tager Sean og Susan ud til øen med ti børn i alderen 13 – 16 år, fem drenge og fem piger, og så er Kevin og Arthur også med.

 Børnene er hårdt familiemæssigt belastede og hører bestemt ikke til de nemme.

 Da de lander på øen, fortæller Sean dem lidt om, hvordan hverdagen på øen vil være for dem i det kommende år. Der er ingen radio eller fjernsyn, ingen computer eller telefon og der er ingen diskotek og biograf.

 Det I skal spise, skal I selv dyrke, og I skal selv lave jeres mad Ingen kan komme herfra før om et år, så I kan lige så godt allerede fra den første dag prøve at få det bedst mulige ud af det.

 Susan fortæller så om, hvordan de klarede den, mens de var her, og hvordan de også fandt ud af at komme videre, da de blev klar over, at de ikke blev hentet.

 En af pigerne rækker en hånd op.

 Hvad nu hvis vi bliver syge.

 Sean smiler.

 Jeg brækkede faktisk en arm, og en af de andre satte den sammen. Da jeg kom hjem, fik jeg den røntgenfotograferet, og fik at vide, at den kunne ikke være sat bedre sammen. Det er utroligt, hvor meget man selv kan klare. Andre sygdomme bliver man enten helbredt for, eller også dør man, nøjagtigt som i England.

 En af drengene spørger.

 Hvad nu, hvis vi bliver uvenner med hinanden eller med jer.

 Kevin ler højt.

 Så er der kun en ting at gøre. Hurtigst muligt blive gode venner igen, det andet vil ikke være rart.

 En af pigerne ser på Arthur.

 Dig tror jeg godt, at jeg kunne falde for.

 Arthur blinker til hende.

 Lad hellere være med det, du kunne slå dig. Men lad os nu se, hvordan du opfører dig i årets løb, så er der måske en af drengene, der falder for dig.

 Efter endnu en del gode råd siger Sean.

 Fra i morgen lader I, som om vi er usynlige. I passer jeres og vi passer vores. En gang om ugen spiser vi sammen, og opstår der problemer I ikke under nogen omstændigheder kan løse selv, kan jeres præsident henvende sig til en af os. For alle andre er vi usynlige. Vi går ikke og snuser efter, hvad I laver, men på så lille en ø kan det ikke undgås, at vi kommer de samme steder.

 Den dag vi spiser sammen med jer, en middag I har lavet, kan alle ting tages op og diskuteres, men prøv så vidt muligt at koordinere jeres spørgsmål. Om aftenen holder vi lejrbål sammen og hygger os med underholdning, dels af jer, men vi skal også nok yde vores bidrag.

 Det hus, der ligger højest oppe er vores, og der har I ingen adgang. Resten af husene kan I fordele jer i, som I har lyst til. Sørg for at behandle alting pænt. Vores venner har stillet stedet til rådighed for jer i år, men de forventer også selv at kunne bo her, næste gang de kommer herud.

 De første uger er der flere gange optræk til ballade, men de voksne lader som om de slet ikke bemærker det, selvom der er flere slagsmål og der bliver råbt højt nogle gange.

 Da regntiden begynder, trækker de fire voksne i deres lændeklæder, men dem tager de selvfølgelig af, når de går i vandet.

 Børnene kigger noget i starten, men snart går de klædt på samme måde.

 De første par gange, de er samlet til fællesmiddag, er der mange spørgsmål, som alle bliver besvaret roligt og grundigt, og allerede efter en måneds forløb går tingene roligt og fornuftigt.

 De fælles middage bliver snarere til dage, hvor man bare hygger sig sammen og har det sjovt.

 De voksne har et par gange bemærket, at et par stykker har holdt sig lidt på afstand af de andre, men allerede næste gang fungerer de fint sammen med de andre igen.

 Aftenen før de bliver hentet, holder de en stor fest. Den ældste af drengene holder en tale, hvor han bl.a. siger tak for det år, der er gået. Så fortsætter han.

 Jeg tror alle, at vi er enige om, at så meget har vi aldrig før lært på et år. Vi har lært os selv bedre at kende. Vi har fået usædvanligt gode venner. Vi har lært at opføre os, så andre kan være tjent med at være sammen med os. En lille del af vores hjerter vil nok blive her på øen. Noget af det vigtigste vi har lært er nok, at vise tillid til hinanden, og det må kunne overføres til andre, når vi kommer hjem.

 Jeg tror, at vi har været bedre til at opdrage på hinanden, end vores forældre har, forhåbentlig kan de mærke det, når vi kommer hjem.

 Så smiler han bredt.

 Vores far og mor her og vores to storebrødre har jo vist, hvordan opdragelse skal gøres. I sagde, at I var usynlige, det var I bestemt ikke.. Vi vidste, at var der noget, vi ikke kunne klare, så var I der.

 Det var ikke ret tit, at vi gjorde brug af det, for vi opdagede jo, at vi kunne klare en masse ting selv, langt hellere end vi ville vise jer, at vi ikke kunne.

 Spurgte vi om noget ved vores familiemiddage, fik vi gode og grundige svar, som vi kunne forholde os til.

 I greb aldrig selv ind, selvom der flere gange, især i begyndelsen, kunne have været anledning til det. I lod os selv rage de kastanier ud af ilden som vi også selv havde anbragt der.

 Jeg håber, at jeg kan sige på alles vegne, at det er ikke de samme ti besværlige unger, I havde med herud, som I får med hjem. Det er i høj grad jeres fortjeneste, at vi alle er blevet lidt mere fornuftige og voksne i det. Jeg er sikker på, at vores forældre kan mærke forskel, fra det øjeblik vi træder ind ad døren derhjemme.

 Vi er selvfølgelig ikke blevet fuldkomne, men vi har lært, hvilken vej, vi skal følge fremover, vi har fået forbilleder at leve op til, og det kan ingen ændre på.

 Sean rejser sig.

 Tak for de pæne ord, Charles, for jeg tror faktisk, at både du og de andre mener, hvad du har sagt.

 I morgen drager vi så hjem, og for vores vedkommende glæder vi os nok mest til at se vores børn igen, selvom I næste har været vores børn i det forløbne år. Prøv, om I kan holde kontakten vedlige med hinanden i de kommende år, det kan have stor betydning for jer.

 En af pigerne siger.

 Må vi også skrive til jer.

 Susan nikker.

 Selvfølgelig må I det, og vi skal nok prøve at svare hurtigt.

 Da nogen lidt efter begynder at gabe, siger Kevin.

 Vil I med en sidste tur i vandet alle sammen en sidste gang, inden vi går i seng.

 Alle farer op og smider lændeklædet og løber ned til vandet.

 Sean smiler til Susan.

 Det her har åbenbart været en god ide, men jeg håber nu alligevel, at skibet kommer i morgen.

 Et øjeblik efter er de også i vandet. Lidt efter stiller alle sig op i en rundkreds med armene om skuldrene på hinanden, og en af pigerne begynder at synge: Auld long sine. Et øjeblik efter synger alle med. De står tavse lidt, da de er færdige med at synge og gå så stilfærdigt op til husene.

 Lidt efter er der ro i lejren.

  Næste morgen, da de står op, kan de se, at skibet nærmer sig kysten, og en uges tid senere er de hjemme i England igen.
 Seans og Susans børn har været hos Susans forældre i det forløbne år, til stor glæde for Susans lillebror, som jo næsten er jævnaldrende med dem. Men de jubler højt, da de ser deres far og mor igen.

 Kevin og Arthur er også glade for at komme hjem igen. De har nydt det forløbne år, ,en nu er de også begge parate til at gå i gang med en uddannelse. Et par dage efter at de er kommet hjem, kommer de op til Rosie og Allan, og så går snakken rigtigt.

 De spiser naturligvis middag sammen med Alexander, og både William og Eric er selvfølgelig også ivrige efter at høre om deres oplevelser.

 De skal begge på Etyon nogle år, inden Eric skal konentrere sig om godsets drift og William skal stodere økonomi og statskundskab.

 De benytter stadig enhver lejlighed til at være sammen, og det er også baggrunden for, at Eric kommer på Eton.

 Tyve år senere bliver Alexander alvorligt syg. Brenda er blevet gift med Eric, som nu er godsforvalter, men hun er uddannet som sygeplejerske, så hun har lovet at passe Alexander på slottet, så længe det overhovedet kan lade sig gøre.

 William er blevet gift med Vicky og arbejder fint sammen med Eric om godsets drift.

 Både Rosie og Vicky aflaster Brenda med plejen af Alexander, når hun trænger til at hvile lidt.

 En aften kan hun se, at det snart er ved at være slut. Hun beder derfor om, at alle går med op til Alexander.

 Han smiler lidt, da han ser dem alle stå omkring sengen

 Så hvisker han.

 Jeg fik trods alt en stor og dejlig familie. Tak alle sammen for, hvad I har betydet for mig. Og tak, Allan, min dreng, fordi du vil føre Brightham Castle videre, på samme måde, som jeg har prøvet at gøre det.

 Så ser han på Rosie.

 Du blev den datter for mig, som jeg aldrig selv fik. Du og Allan lærte mig, at kærligheden stadig findes. Det er I andre det bedste bevis på.

 William og Eric, I er voksne nu og har selv børn. Glem aldrig selv at være børn med jeres børn. Jeres venskab har glædet mig fra den første dag, I ved hvorfor.

 Så ser han op på Brenda og derefter på Vicky.

 Og du min tålmodige sygeplejerske og din lige så tålmodige hjælper. Takket være jer to dejlige piger, kan jeg dø roligt og glad, for jeg ved, at så er de kommende generationer i gode hænder.

 Så ser han på Eric, idet han trækker vejret dybt.

 Jeg ved, at dine forældre tilgav mig. Hils dem og sig tak, fordi jeg også fik lov at få en lille anpart i dig og Vicky.

 Så ser han på Williams søn og datter og Erics to drenge, der står lige ved siden af sengen.

  Så hvisker han.

 Fremtiden…I er….

 Så udstøder han et dybt suk og sover stille ind.

                                                                             Tilbage til toppen