Tilbage til E-bøger

SOLEN SKINNER

 

 Somme tider sidder man og tænker tilbage i tiden. Hvordan mon det ville være gået, hvis du havde valgt en anden måde at fortsætte dit liv på, da du syntes, at der var flere valgmuligheder.

 For mit eget vedkommende har jeg mange gange måttet træffe et valg, sådan har de fleste det nok, men var det så de rigtige valg, man traf.

 Hvordan havde mit liv set ud, hvis…….

 Måske får man en mulighed for at skimte eller ane, hvad man gik glip af, eller hvad man slap for. Sådan noget kan godt få det til at risle koldt ned ad ryggen på en.

 Jeg havde mødt en af mine gode gamle venner, og vi sad nu og opfriskede minder hjemme hos mig.

 Pludselig sagde min gamle ven Erik.

 Hvorfor giftede du dig i grunden ikke med Kirsten den gang. I var da begge forelskede op over begge ører, så vidt jeg husker, og hendes søn, var det ikke Ralf han hed,  han forgudede dig da nærmest.

 Jeg blev fjern i blikket, minderne væltede ind over mig.

 Kirsten, ja……

 Vi mødtes på en bustur til Harzen. Hvor længe var det i grunden siden. Det måtte være ca. 23 år siden. Jeg var 26 år den gang og for første gang på en ferietur alene. Vi var startet fra København og i Roskilde kom der flere med, Bl.a. en ung kvinde med en dreng på  ca 8 år. Da de kom forbi min plads, så drengen op på mig.

 Må jeg godt sidde ved siden af dig.

 Jeg nikkede og smilede uvilkårligt til ham.

 Så vil du vel gerne have vinduespladsen, kan jeg tænke mig.

 Han lo.

 Ja da, må jeg godt få den.
 Jeg nikkede og smilede uvilkårligt både til ham og hans mor, idet jeg flyttede mig, så han kunne få vinduespladsen. Moderen satte sig på sædet bagved ved siden af en ældre dame.

 Det varede ikke længe, før vi kom i snak.

 Han fortalte, at han hed Ralf og var otte år. Han og hans mor skulle på ferie sammen. Hans far havde for travlt med sin forretning til at kunne tage med. Lidt efter spurgte han så mig, hvad jeg hed og hvor gammel jeg var.

 Jeg fortalte, at jeg hed Mogens og var 26 år.

 Er du gift.

 Nej, det er jeg ikke.

 Hvorfor er du ikke det, du er da gammel nok til det.

 Jeg kunne ikke lade være med at le.

 Ja, det er jeg ganske vist, men der har ikke været nogen, der har villet gifte sig med mig endnu.

 Han ser undersøgende på mig.

 Jamen hvad laver du så.

 Jeg er lærer.

 Ralfs mor prikkede ham på skulderen.

 Plag nu ikke livet af den herre med alle dine spørgsmål, Ralf.

 Jeg vendte mig om mod hende og smilede.

 Det gør ikke spor, jeg kan godt lide at snakke, så går tiden så godt, synes jeg.

 Ralf var en virkelig kvik dreng, så snakken gik godt.

 Det  faldt derfor helt naturligt, at vi fulgtes ad om bord på båden i Rødby. Vi gik hen i cafeteriaet, hvor vi fik kaffe og et par ostemadder, Ralf fik dog sodavand.

 Da vi kom ind i bussen igen i Puttgarden, fandt vi hurtigt vores pladser.

 Lidt efter begyndte Ralf at nikke med hovedet, og inden længe sov han med hovedet lænet op mod mig. Jeg undgik at bevæge mig ret meget for ikke at vække ham.

 Hen på aftenen nåede vi omsider hotellet. Jeg vækkede forsigtigt Ralf og fortalte ham, at nu skulle vi ud af bussen og ind på hotellet. Han smilede søvnigt til mig.

 Jeg tror, at jeg har sovet.

 Jeg kunne ikke lade være med at le.

 Ja, det har du, men du har da ikke snorket.

 Vi fik fat i vores bagage og kom ind på hotellet., hvor vi fik anvist vores værelser.. Jeg fik værelset ved siden af Ralf og hans mor.

 En halv time senere gik vi ned for at spise. Jeg var kommet først ned.. Da Ralf og hans mor kom ned, stilede Ralf lige hen mod mit bord.

 Må vi godt sidde ved dit bord.

 Ja, selvfølgelig.

 Mens vi spiste, snakkede vi sammen alle tre.Ralfs mor fortalte, at hun hed Kirsten. Hendes mand far manufakturhandler i Roskilde. Ralf havde længe plaget for at komme en tur til Tyskland. Hun og hendes mand var så blevet enige om, at hun og Ralf så skulle tage alene afsted sammen på denne tur, fordi manden havde for travlt til at tage med.

 Jeg fortalte til gengæld, at jeg havde bestemt mig for, at i år ville jeg rigtig holde ferie i min efterårsferie, og det mente jeg bedst, at jeg kunne gøre ved at tage en tur til udlandet, og derfor havde jeg valgt denne tur.

 Ved titiden begyndte Ralf at gabe, og Kirsten gik så op med ham for at lægge ham i seng.

 Jeg sagde godnat til Ralf og spurgte Kirsten, om hun kom ned igen.

 Hun smilede.

 Ja, måske, ellers ses vi jo til morgenmaden i morgen tidlig.

 Jeg var lidt genert over, at jeg havde spurgt hende, men blev alligevel glad, da hun kom ned en halv times tid senere.

 Vi tog os en drink i baren og sad så ellers og snakkede godt sammen. Jeg var helt overrasket over, hvor nemt det var for mig at snakke med hende. Hidtil havde jeg altid været megettilbageholdende over for kvinder, hvilket gjorde, at de som regel fandt mig tør og kedelig.. Det kom jeg til at nævne over for Kirsten.

 Hun smilede varmt til mig.

 Jeg kan bedst lide, at mænd er lidt tilbageholdende og stilfærdige. Jeg synes bestemt ikke, at du er vanskelig at tale med.

 Vi sad og snakkede sammen en times tid, så røg det pludselig ud af mig.

 Hvad tror du, at din mand ville sige, hvis han vidste, at du sad her og snakkede med en helt fremmed mand.

 Kirsten så ud, som om jeg havde slået hende.

 Jeg blev ulykkelig, havde jeg nu ødelagt det hele.

 Hun åndede tungt.

 Gi´r du en drink mere.

 Det kom med en tilkæmpet ro.

 Jeg skyndte mig at bestille en drink til os hver. Da de kom, tog hun en slurk. Så så hun mig lige i øjnene., uvilkårligt blev jeg fastholdt af hendes blik, selvom jeg havde meget mere lyst til at stikke af.

 Jeg stammede.

 Undskyld, det .. det skulle jeg nok ikke have sagt.

 Hun rystede på hovedet.

 Det gjorde ikke noget, måske endda snarere tværtimod.

 Hun tøvede lidt.

 Ralf havde tillid til dig med det samme.  Børn er tit bedre til at gennemskue folk end vi voksne er.

 Nuvel, jeg vil så også prøve at have tillid til dig. Ser du, min mand og jeg ligger i skilsmisse for-

Handlinger. Ralf har ikke fået det at vide endnu. Hans far har travlt med sin forretning, men nok så meget med en af sine ekspeditricer, så vi ser ikke ret meget til ham. Rent økonomisk har vi det godt nok, men….. nå ja, det er altså også det bedste man kan sige om vores forhold nu. Frank har svært ved at nøjes med en pige, og det er jeg altså blevet træt af. Jeg har derfor sagt til ham, at jeg vil separeres. Jeg tog Ralf med på den her tur for at forberede ham på, at vi flytter hen i en lejlighed, når vi kommer hjem. Jeg har fået lovning på noget arbejde fra 1. november, så jeg kan klare til dagen og vejen for os to.

 Det bliver nok så som så med ferie for mit vedkommende, når jeg i løbet af de her dageskal forklare Ralf, hvordan landet ligger for os to fremover.

 Kirsten holdt en lille pause og tog en slurk af sin drink.

 Du er jo lærer, så du har forstand på børn, hvordan tror du bedst, at jeg kan forklare ham det.

 Jeg sad tavs lidt, så sagde jeg lidt tøvende.

 Beder du mig om at fortælle ham det.

 Hun ryster på hovedet.

 Det var selvfølgelig fristende, men det kan jeg ikke være bekendt. Jeg er nok nødt til at gøre det selv.

 Tror du ikke, at vi skal gå iseng nu og sove på det. Så vil jeg prøve at tænke over, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig. Sig i hvert fald ikke noget til Ralf, før vi to har talt sammen om det igen.

 Tak, fordi du vil hjælpe mig Mogens. Jeg har faktisk fået så meget tillid til dig, at jeg tror på, at du både vil og kan hjælpe mig.

 Ralf kan jo vældig godt lide dig, det kan måske hjælpe på det, hvis han også kan snakke med dig om det, når han har fået det at vide. Godnat Mogens og tak for i aften, vi ses i morgen tidlig.

 Kirsten tømte sit glas og rejste sig.

 Jeg ville bare ønske, at det var overstået.

 Uvilkårligt smilede jeg til hende.

 Vi skal nok klare deti fællesskab, skal du se. Godnat Kirsten. Sov godt.

 Jeg blev siddende lidt for at tænke, da hun var gået.. Det ville unægtelig ikke blive den afstressende ferie, jeg havde drømt om, men kunne jeg på en eller anden måde hjælpe Kirsten og Ralf,  følte jeg, at den nok ville blive meget god alligevel.

 Næste morgen mødtes vi ved morgenbordet og blev enige om at følges ad ind til Goslar og se på byen sammen. Det blev en fin tur. En gang imellem lagde jeg mærke til, at Kirsten så tankefuldt på mig, men forsøgte alligevel at spøge med dem begge to. Især lavede jeg sjov med Ralf, der da også befandt sig som en fisk i vandet.

 Ved aftensbordet gik snakken godt, indtil Ralf begyndte at gabe. Så tog jeg mod til mig.

 Skal vi ikke give din mor fri i aften, så sørger jeg for, at du kommer i seng. Hvis du ikke er for søvnig, skal jeg fortælle dig en historie, inden du lægger dig til at sove.

 Kirsten ser overrasket på mig, så nikker hun smilende til Ralf.

 Hvad synes du om det.

 Det kunne være sjovt, det vil jeg gerne.

 Jamen så siger vi det. Jeg kommer ned igen, når han er faldet i søvn.

 Ralf og jeg følges ad op på værelset. Han går ud for at vaske sig og børste tænder, mens jeg sætter mig i en lænestol med min pibe. Lidt efter kommer han ind og klæder sig af, mens vi snakker hyggeligt sammen. Da han er kommet i nattøjet kommer han hen til mig.

 Jeg lægger pi ben i askebægeret og siger.

 Ja, sæt dig så her op på mine knæ, så fortæller jeg en historie, hvad synes du, at den skal handle om.

 Lidt efter er jeg i gang med en historie, der er spændende uden at være alt for uhyggelig.

 Da jeg var færdig, lænede han sig forover og lagde armene om min hals.

 Det var en god historie, vil du godt fortælle en hver aften, mens vi er her nede.

 Det vil jeg gerne min ven, og nu skal du i seng..

 Jeg bærer ham hen og putter ham under dynen. Så ser han op på mig med sine store brune øjne.

 Dig kan jeg godt lide.

 Jeg smiler glad til ham.

 I lige måde, min ven, kan du sove godt.

 Ja tak, godnat Mogens.

 Fem minutter efter sov han. Jeg sad lidt og så på ham, så listede jeg ud af værelset og gik ned til Kirsten.

 Hun så spørgende på mig.

 Jeg fortalte ham en historie og lovede at fortælle ham en hver aften, mens vi var her nede, så jeg tror, at jeg har god kontakt nu. Jeg håber ikke, at du har noget imod det, jeg fik jo ikke spurgt dig      f ørst, det var en ide, jeg lige fik. Hvis du vil have det, vil jeg godt fortælle ham det i morgen aften, så kan jeg lave det til en lille historie.

 Vil du virkelig. Jeg er meget glad for, at du vil bruge din tid på os. Hvordan tror du, at han vil tage det.

 Jeg tror, at han vil tage det pænt. Han er en fornuftig dreng. Jeg skal nok prøve at gøre det så let forståeligt for ham som muligt.

 Du er virkelig en ven, tak skal du have. I aften er det vist min tur til at give en drink, det fortjener du virkelig.

 Det er helt i orden, i morgen lejer jeg en bil, og så kører vi tre en tur ud i bjergene og oplever en hel masse sammen. I morgen aften, når jeg fortæller historie, går du med op og hører på, så kan du snakke med ham bagefter, hvis der bliver brug for det. Er det i orden med dig.

 Ja, det er helt i orden, jeg vil rette mig fuldstændig efter dig.

 Jeg kommer uvilkårligt til at smile.

 Pas på med det, det kan måske blive farligt.

 Hun rødmer lidt.

 På det her område mener jeg.

 Vi sidder nu og snakker et par timer om lidt af hvert. Kirsten er lige oppe for at se, om Ralf sover, men kommer hurtigt ned igen.

 Han sover godt og smiler i søvne, så det har nok været en god historie.

 Næste dag kører vi så en tur, og Ralf er meget begejstret. Denne begejstring smitter uvilkårligt af på både Kirsten og mig, selvom vi nok begge spekulerer på, hvordan aftenens godnathistorie spænder af.

 Om aftenen, da vi har spist, og Ralf skal til at i seng, spørger Kirsten, om hun godt må høre med på godnathistorien.

 Det må du da gerne, hvis Mogens ikke har noget imod det.

 Jeg smiler.

 Nej, det er helt i orden, det har jeg ikke spor imod.

 Vi sætter os derfor over i lænestolene, mens Ralf bliver vasket og kommer i nattøjet. Da han er klar, klatrer han op på mine knæ.

 Så er jeg klar, fortæl så, ikke.

 Jeg puster en røgsky ud og lægger piben i askebægeret.

 Jamen så hør godt efter.

 Der var en gang en familie, en far, en mor og sammen havde de en dreng. Faderen og moderen havde været gift i ni – ti år, men de skændtes af og til. Somme tider fik drengen også skænd, fordi forældrene var irriterede, men de holdt nu meget af ham begge to alligevel.

 Det var jo ikke hans skyld, at de var irriterede. Faderen havde meget travlt med sit arbejde, og var træt, når han kom hjem. Det forstod moderen sådan set godt, men hun syntes alligevel, at det var forkert, for det gik ud over hende og drengen, og så brokkede hun sig.

 Du har heller aldrig tid til os mere.

 Så traf faderen en ung pige, som syntes, at han var både flink og rar. Det fortalte hun ham, og det kunne han selvfølgelig godt lide at høre. Han havde helt glemt, at det havde hans kone også sagt til ham i sin tid, da de var nygifte og han tog sig mere tid til hende end til sit arbejde.

 En dag fandt moderen så ud af, at faderen havde truffet denne unge pige, og så skændtes de igen, indtil de kom til at tænke på deres dreng, så tav de pludselig stille begge to. Drengen var i skole, så han havde ikke hørt det, og i øvrigt skændtes de også mest, når drengen ikke hørte det.

 Men så sagde faderen, at han var træt af altid at høre på moderens bebrejdelser, når han kom træt hjem fra arbejde, og moderen sagde så, at det nok var bedst, at de blev skilt. Så behøvede de jo ikke at skændes mere.

 De blev så enige om at flytte fra hinanden. Drengen skulle så bo hos moderen, men have lov til at besøge faderen, når han havde tid til at tage sig af ham.

 De ville så hver især prøve at finde en anden, de kunne gifte sig med, men det skulle være en, som de ikke kom op at skændes med.

 Det blev moderen, der skulle fortælle drengen, at de skulle skilles, og at de skulle flytte. Det var hun meget ked af, fordi hun vidste, at drengen ville blive ked af det, og det syntes hun var synd for ham.

 Hun havde imidlertid ikke noget valg, for faderen ville i det mindste giftes med en anden. Det ville moderen måske også en dag, men det skulle være en, hun ikke kom op at skændes med, men først og fremmest skulle det være en, der ville holde rigtig meget af hendes dreng, så han kunne blive glad igen.

 En dag traf hun så en mand, som kom til at holde meget af drengen,og selvfølgelig også af hende. Men hun var bange for at gifte sig med ham, for sæt nu, at de også kom op at skændes.

 Han lovede hende, at han altid ville holde af drengen og være god mod ham, hvis hun en dag ville gifte sig med ham.

 Han lovede også at fortælle drengen, at hans far og mor skulle skilles, men hvis alting gik godt, ville han få både en ekstra far og en ekstra mor, hvis både hans far og hans mor giftede sig igen.

 Ja, det var så den historie.

 Ralf havde siddet og set intenst på mig, mens jeg fortalte. Jeg havde nøje fulgt hans minespil og var klar over, at han vidste, hvem historien drejede sig om. Det gav et lille sæt i ham, da jeg sluttede historien

 Han sad tavs lidt, så sagde han.

  Skal far og mor skilles.

  Jeg nikkede alvorligt.

  Ja, min ven, det skal de.

 Han tøvede lidt, så kom det sagte.

 Vil du godt putte mig.

 Jeg bar ham hen til sengen og stoppede dynen ned om ham, så kaldte han.

 Mor, kom lige.

 Kirsten kom hen til sengen. Hun havde tårer i øjnene.

 Ja, min egen dreng.

 Du skal ikke være ked af det mor. Der er flere af mine skolekammeraters forældre, der er skilt. Det gør ikke noget, vi skal nok klare det.

 Jeg vil til at liste ud ad døren, da han kalder på mig.

 Mogens, er du den mand, der vil holde af drengen, altid.

 Nu er det mig, der har tårer i øjnene, da jeg siger.

 Ja, altid Ralf. Du vil altid kunne stole på mig, for jeg holder meget af dig.

 Vil du så godt fortælle mig en morsom historie i morgen aften.

 Det kan du tro, at jeg vil. Godnat min ven, sov godt.

 Kirsten bøjer sig over ham og giver ham et kys. Ralf slår armene om halsen på hende og hvisker.

 Godnat mor, jeg holder så meget af dig, bliver du hos mig, til jeg er faldet i søvn.

 Det gør jeg, helt bestemt.

 Jeg lister stille ud af værelset og går nedenunder og sætter mig. En halv time senere kommer Kirsten ned. Vi sidder og snakker stilfærdigt om forskelligt, så siger Kirsten pludselig.

 Det var nok en god historie, men tror du, at slutningen var realistisk.

 Jeg ser alvorligt på hende.

 Det er op til dig. Jeg fortalte den, som jeg syntes, at den burde ende af hensyn til Ralf.

 Du har nok ret. Din historie var nok meget nær på virkeligheden, nærmere måske endda end du aner, for Franks og mit vedkommende i det mindste, men hvad med dig.

 Jeg holder allerede meget af Ralf. Så umiddelbar og tillidsfuld han er overfor mig, ja så skulle jeg da være af sten for ikke at overgive mig betingelsesløst. Og med hensyn til dig, ja, hvad tror du selv.

 Der er for mig ingen tvivl om, at Ralf holder utroligt meget af dig. Men jeg vil foreslå, at vi nu nyder de sidste dage sammen her i fulde drag, og når vi så kommer hjem, skilles vore veje. En måned efter kan vi så mødes og tales ved om, hvad vi så mener.

 Vi må huske på, at nu har vi ferie. Hverdagen vil blive en helt anden for os, og endnu anderledes, hvis vi en dag flyttede sammen. Derfor må vi tænke os grundigt om og prøve at finde ud af, hvilke konsekvenser det vil medføre for os begge at bo sammen og dermed være afhængige af hinanden

m.h.t. humør, arbejde o.s.v.

 Du vil altså ikke afvise helt, at vi en dag kunne flytte sammen og evt. gifte os.

 Ikke helt, men jeg er meget skeptisk i øjeblikket, ikke med hensyn til dig, men mere p.g.a. mig selv. Jeg er ældre end dig og sikkert ikke altid lige nem at bo sammen med.
 Det er helt naturligt, at du er skeptisk i øjeblikket. Jeg synes, at din ide er god. Vi nyder resten af ferien sammen og så mødes vi igen om en måned. Så har vi begge tid til at tænke tingene grundigt igennem.

 Vi sidder og taler sammen en times tid endnu og går så hver til sit.

 Næste dag virker Ralf meget stille fra morgenstunden, men det hjælper hen under middag, da vi kører en tur sammen i den dejlige natur.

 Det lykkes os at finde et godt sted at spise frokost., mens vi sidder og spiser, sukker Ralf pludselig dybt.

 Bare vi tre kunne blive sammen her, altid.

 Kirsten og jeg kommer til at se på hinanden. Vi er lige ved at give ham ret, men det kan jo desværre heller ikke lade sig gøre.

 Jeg tænker mig lidt om og siger så langsomt.

 Ja, det kunne være dejligt, det vil jeg gerne give dig ret i, men vi kan jo ikke holde ferie altid. En anden ting er, at ferier også bliver bedre, når man har arbejde ind imellem. Jeg tror godt, at man kunne blive træt af at holde ferie altid.

 Lidt efter er vi færdige med at spise og kører så videre igen. Ved aftenstid er vi tilbage på hotellet igen. Efter at have spist, følges vi ad op på Kirstens og Ralfs værelse, og der hygger vi os sammen til Ralf skal i seng. Han er længe om at blive vasket og komme i nattøjet den aften. Det er lige som om han falder i tanker, han sidder således på sengen med natbukserne trukket halvt op i næsten et helt minut. Så er det ligesom om han vågner. Trækker natbukserne helt op og går hen og kravler op på mine knæ, lægger armene om min hals og giver mig et knus, mens han lægger sin ene kind ind mod min.
 Så ser han mig lige ind i øjnene og siger.

 Husk nu, at du lovede, at det skulle være en sjov historie i aften.

 Jamen så tror jeg, at jeg vil fortælle dig om en hund, jeg havde for nogle år siden. Den hed Trold, selvom det var en dame. Forestil dig nu, at det er Trold selv, der fortæller sin historie, så hør godt efter.

 Jeg er en sort cocker-spanieldame. Jeg er ikke så gammel, men jeg synes alligevel, at jeg har oplevet en masse.

 Jeg blev født i en kennel sammen med mine to søstre og tre brødre, så vi var en stor familie kan du nok forstå.

 Da jeg var tre måneder, kom manden, der ejede kennelen, en dag hen til mig og sagde, at jeg skulle rejse. Det lød jo spændende, så jeg var ikke spor bange.

 Så blev jeg lukket inde i en trækasse med tremmer i loftet. Nu blev jeg forskrækket og begyndte at pibe, men det var der ingen, der tog sig af.
 Jeg blev sat ind i en bil, og da vi havde kørt et stykke, blev jeg sat over i et tog. Til sidst var jeg helt svimmel og utilpas, det var nok køresyge. Omsider blev jeg sat af på en banegård. Jeg var selvfølgelig meget spændt på, hvad der nu skulle ske, men jeg var også ved at være meget træt. Så kom der en mand og løftede min kasse ind i en bil igen og så kørte vi.

 Jeg var begyndt at savne min mor og mine søskende, så jeg græd og peb lidt, jeg var trods alt ikke så gammel.

 Endelig omsider standsede bilen, og kassen blev løftet ud. Tremmelåget blev taget af, og jeg blev forsigtigt løftet ud af kassen. Det var en dejlig fornemmelse, så jeg så taknemligt på manden og sagde et forsigtigt vov, mens jeg logrede lidt med halen.

 Han lo og satte mig ned på jorden og satte sig på hug ved siden af mig og sagde.

 Jeg hedder Mogens, og jeg tror, at du skal hedde Trold, selvom du er en dame.

 Jeg logrede lidt med halen og slikkede hans hånd for at vise, at jeg var tørstig, og tænk, det forstod han med det samme. Han kom både med en skål vand og en skål mad. Det var dejligt, for jeg var blevet både sulten og tørstig af  den lange rejse.

 Han stod og så på mig, mens jeg spiste og drak. Da jeg var færdig, gik jeg lidt til siden for at tisse, som min mor havde lært mig.

 Så løftede han mig forsigtigt op og klappede mig lidt og sagde.

 Det var fint. Nu må du hellere komme op og se, hvor du skal bo.

 Han bar mig op af en masse trapper og ind på et værelse, hvor der stod en kurv med et dejligt blødt tæppe. Et øjeblik efter at jeg var blevet lagt ned i kurven, faldt jeg i søvn, så træt var jeg.

 Jeg ved ikke, hvor længe jeg sov, men da jeg vågnede, stod der en hel masse drenge omkring mig.

 Det viste sig, at min far var lærer på en kostskole.

 De drenge fik jeg meget glæde af. De var altid parate til at lege eller gå tur med mig, når far ikke selv havde tid. Til gengæld hørte jeg så på alt det, de gerne ville fortælle til en, der ikke sladrede.

En af dem sagde således til mig.

  Du er lige så god som en katolsk præst. Den gang vidste jeg ikke, hvad det betød, men jeg var klar over, at det var en ros, for det kunne jeg se på ham, og jeg fik også et knus af ham.

 Ja, det var en herlig tid. En af drengene blev jeg næsten forlovet med. Jeg fik sommetider lov til at bo på hans værelse, når far ikke var hjemme, og jeg var også med ham hjemme og besøge hans forældre en week-end. Han havde spurgt, om han måttetage sin kæreste med hjem, men de lo godt nok, da de så, at det var mig, der var hans kæreste. Han hed Ole og var en virkelig flink fyr.

 Om sommeren skulle far, Ole og jeg på ferie sammen. Vi skulle på vandretur i Jylland, havde far sagt, men det blev unægtelig noget helt andet. Far havde fået mig vaccineret for en sikkerheds skyld, hvis vi nu skulle en tur over grænsen. Det var ikke spor rart at blive stukket, men jeg tog det nu med et smil.

 Vi skulle starte i fars Mascot, det er en slags bil, det ved du godt, ikke . Men traveturen blev der ikke noget af, for da vi kom til Jylland, regnede det.

 Far og Ole blev enige om, at vejret nok var bedre lidt længere sydpå. Da de sagde det til mig, syntes jeg, at det lød spændende, så jeg protesterede slet ikke.

 Jeg holder en pause.

 Tror du ikke, at vi skal stoppe for i aften, så kan Trold fortælle videre i morgen aften.

 Ralf så bedende på mig.

 Åh nej, vil du ikke godt fortsætte. Det er så morsomt. Jeg kan lige se Trold for mig, som hun sidder og fortæller., kan du ikke også mor.

 Kirsten smiler.

 Jo, min ven, men det kan jo godt være, at Mogens er ved at være træt.

 Ralf ser insmigrende på mig med hovedet på skrå.

 Er du meget træt Mogens.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Det er i orden, så lader vi Trold fortælle færdigt om denne tur, men så får du heller ikke mere i aften.

 Ralf slår armene om min hals og giver mig et ordentligt knus.

 Åh tak, Mogens.

 Lad mig nu se, hvor langt kom vi. Jo, nu har jeg det.

 Vi kørte over grænsen, og da det var ved at være mørkt, bestemte vi os for at få sovet lidt. Far ville sove i bilen. Du kan tro, at Ole og jeg grinede.

 Prøv engang at se på far. Kan du se ham for dig, foldet sammen, så han kan ligge i en Mascot. Ole ville ligge i sin sovepose ude på marken med et regnslag over sig, så det ville jeg også. Jeg lagde mig helt tæt ind til ham, så vi begge to bedre kunne holde varmen.

 Ved femtiden vågnede vi ved at vi frøs. Vi vækkede far, der fik foldet sig ud igen, og så krøb Ole og jeg ind på bagsædet i Oles sovepose. Så kørte far videre, til vi kom til et cafeteria, hvor vi kunne få noget morgenmad og hvor far og Ole kunne blive vasket lidt.

 Vi fortsatte nu videre til Holland. Ved grænsen, hvor jeg var ude for at få lidt frisk luft, og få tisset, var jeg lige ved at gå forkert, for der holdt flere Mascotter på parkeringspladsen, men så så jeg, at der allerede sad en brun cocker-spaniel herre i en af dem. Jeg hilste selvfølgelig høfligt på ham, men han forstod vist ikke, hvad jeg sagde, og han svarede på et sprog jeg ikke forstod. Ole mente, at det nok var hollandsk, og det lyder jo, som når man har ondt i halsen og prøver at hoste.

 Heldigvis kom far og Ole nemlig i det samme. De sagde, at de havde ledt efter mig.

 Vi fortsatte gennem Belgien og pludselig var vi så i Frankrig.

 Hvad mener du. Far og Ole var blevet enige om, at vi skulle til Paris, uden at de havde spurgt om min mening, men jeg tilgav dem nu, for det blev alle tiders oplevelse.

 Klokken elleve om aftenen nåede vi så Paris, og så opdagede jeg, at vi lå og kørte rundt om Triumfbuen flere gange. Jeg spurgte forsigtigt, om vi ikke skulle videre, for nu havde jeg set Triumfbuen fra alle sider, endda flere gange, ganske vist var den flot, men alligevel…. ikke.

 Far kunne ikke lade være med at le. Omsider lykkedes det at komme ud af rundkørslen og ned ad Champs Ellysee. I den første sidegade til højre fandt vi en parkeringsmulighed.

 Vi travede lidt rundt for at få strakt benene. Vi var henne ved Det danske hus, men da klokken var næsten midnat, var der lukket. Vi blev så enige om at finde et hotel, for vi kunne ikke komme ind på en campingplads midt om natten.. I øvrigt vidste vi heller ikke, hvor der lå en campingplads.

 Vi blev enige om, at Ole skulle spørge sig frem, han gik i sprogligt gymnasium og sagde, at han kunne fransk . Men det forstod de åbenbart ikke i Paris.

 Omsider fandt vi dog et hyggeligt hotel, og på en blanding af engelsk, tysk, franskog dansk plus fingersprog og et enkelt vov fra mig, fik vi så et værelse på femte sal.

 Vi skulle så op med elevatoren. Jeg var rædselsslagen. De parisiske elevatorer er delvis åbne, denne var i det mindste, og så skramler de, som om de hele tiden er lige ved at gå i stykker. Heldigvis bar Ole mig, og op kom vi da også.

 Der var en kæmpemæssig dobbeltseng og et kvarter efter lå jeg mellem Ole og far i sengen, og det varede ikke længe, før vi sov alle tre.

 Næste dag var vi så ude og se på byen. Vi var så glade for hotellet, at vi besluttede at blive der et par dage.

 Jeg fandt også et par gode træer på Champs Ellysee, hvor jeg gjorde holdt hver dag. Da vi kom hjem på hotellet, var der sat en skå mad og en skal vand op til mig på værelset. Se det kalder jeg service. Når vi var ude og spise, blev der også altid serveret for mig først. Jo, jo, franskmænd har sandelig levemåde, om det var, fordi jeg var en dame, ved jeg selvfølgelig ikke.

 Næste morgen stak jeg af fra far, da vi skulle ned.  Jeg ville i hvert fald ikke med den dumme ele-

Vator, så jeg tog trapperne i fuldt firspring og var nede næsten samtidig med far og Ole., og så fik jeg lov at bruge trapperne resten af tiden. Jeg havde heller ikke problemer med at finde op på det rigtigeværelse, når vi kom hjem fra byen.

 Vi var selvfølgelig henne ved Eiffeltårnet, men p.g.a. elevatoren foretrak jeg at blive nede, mens de andre tog op på toppen. Imens hyggede jeg mig så med nogle mægtig flinke mennesker, som jeg slet ikke havde svært ved at forstå, så jeg var åbenbart bedre til fransk end Ole.

 Men en dag måtte vi jo hjemad, desværre. Men det ville bilen tilsyneladende ikke. Den humpede afsted og gik istå i hvert gadekryds. Jeg tror, at far var ved at blive nervøs for, at den slet ikke ville med hjem, fordi den befandt sig så godt i Paris.

 Vi fandt dog omsider en mekaniker og fik listet bilen ind til ham. Han startede med at servere mad og vand for mig efter at have åbnet kølerhjælmen, og så skiftede han ellers tændrørene gratis. Far gav ham nu alligevel nogle francs og sagde pænt tak for hjælpen, og så måtte vi jo videre. Vi overnattede ved Køln og kørte så resten af vejen hjem i et stræk, det var en meget lang tur.

 Far og Ole skiftedes til at køre, selvom Ole ikke var gammel nok til at få kørekort, men det var der jo ingen, der kunne se i forbifarten.

 Jeg tilbød selvfølgelig også at tage en tørn ved rattet, men det måtte vi opgive. Jeg kunne ikke nå ned til kobling, bremse og speeder, hvis jeg også skulle se ud af forruden, og det var jo ret væsentligt. I stedet for blev jeg så sat til at holde chaufføren vågen. Jeg stod på kanten af bagsædet med en forpote på hver side af hovedet på  far eller Ole, og når de begyndte at nikke med hovedet, slikkede jeg dem bag ørerne.

 Ved halvtretiden om natten nåede vi over til Oles forældres sommerhus i Nordvestsjælland, da havde vi kørt i atten timer, så vi gik lige på hovedet i seng. Vi var trætte, men vi var også enige om, at vi havde haft alle tiders tur.

 Og nu er du vist lige så træt, som Trold var, så nu må du også hellere lægge dig til at sove.

 Jeg løftede Ralf over i sengen og puttede ham.

 Godnat min ven, sov godt og drøm behageligt.

 Da jeg bøjede mig over ham for at stoppe dynen ned, slog han armene om min hals.

 Tusind tak for historien, sådan en tur kunne jeg godt tænke mig at prøve.

 Jamen så prøv at drømme, at du er en tur med Trold i Paris.

 Kirsten fik et godnatkys af Ralf, og snart sov han med et smil om munden.

 Kirsten og jeg sad tavse lidt, så sagde hun stilfærdigt.

 Det er synd, at du ingen børn har, du ville være en dejlig far.

 Jeg sukkede uvilkårligt.

 Jeg har altid ønsket mig børn, men hidtil har jeg måttet nøjes med andres. Jeg har aldrig forstået mig på kvinder, og det er jo nok en betingelse for at få børn. Kvinder har måske nemmere ved at få de børn, de gerne vil have.

 Kirsten nikker alvorligt.

 Det kan du måske til en hvis grad have ret i. Vi behøver jo ikke at forstå en mand for at få et barn med ham, og det er vel som regel også kvinden, der får lov til at beholde barnet. Kvinders tankegang er måske mere kompliceret end mænds, men tror du ikke snarere, at det er fordi du er bange for kvinder. Hvis Ralf ikke havde været med, tror du så, at vi to havde siddet og snakket her.

 Helt afgjort ikke. Det skyldes nok i høj grad min opdragelse. Det var ikke just et kønt billede min far viste mig, ville ske, hvis jeg indlod mig med en tilfældig kvinde.

 Takket være Ralf, var du ikke en tilfældig kvinde for mig,  du var Ralfs mor. Når han kunne være tryg ved dig, måtte jeg også kunne være det. Det nærmere bekendtskab i de her dage har vist, at det var rigtigt. Dig synes jeg, at jeg kan forstå. Vi kan snakke om forskellige ting, sådan noget har jeg aldrig prøvet før.

 Du er nok lidt naiv og uerfaren, men på en eller anden måde virker du tillidvækkende på mig. Du virker ærlig og oprigtig, det er der ikke mange mænd, der gør. De fleste prøver i den første bekendtskabsfase at være, som de tror, at kvinden ønsker, at de skal være, for at gøre hende forelsket.

 Når de så mener, at de har hende i deres hule hånd, viser de sig ofte fra en helt anden side. Ofte accepterer kvinden det, med det resultat, at det bliver et dårligt forhold, som går i stykker, fordi det bygger på forkerte præmisser.

 Den kvinde, der falder for dig, ved, hvad hun får, så er det op til hende, om hun synes om det, og om hun kan lade være med at ændre på dig.

 Det er nok ønsket om at få det perfekte, der ødelægger de fleste forhold.

 Jeg smiler til hende.

 Kunne du falde for mig.

 Helt afgjort, ja. Spørgsmålet er, om jeg kunne lade være med at falde for fristelsen til at ændre på dig, når mine behov evt. ændredes. Hvis jeg prøvede det, ville det aldrig gå. Du hører til de mennesker, der lader sig ændre, men som føler sig forkerte, hvis de bliver anderledes, og det ville ikke være fair over for dig. Man skal tilpasse sig den andens ønsker, til en hvis grænse, men ens idenditet må man aldrig lade nogen røre ved. Er du stærk nok til at holde dig det for øje, kunne vi måske have en fremtid for os sammen.

 Kunne du tænke dig at gøre forsøget, når du er blevet skilt. Jeg er parat til at vove det.

 Bare jeg vidste, om det er af medlidenhed med Ralf og mig, at du siger det. Nej, du skal ikke svare nu, for det er du ikke i stand til, for du ved det sikkert ikke engang selv.

 Lad os gøre, som vi har aftalt, have det rart, mens vi er her og så talesved om en måned.

 Tankefuldt så jeg på Kirsten.

 Hvis jeg bad dig om at gå i seng med mig i aften inde hos mig, ville du så sige ja.

 Ja, det ville jeg nok, men tror du, at det er en god ide. Har du før været i seng med en pige.

 Nej, jeg har aldrig turdet før, men dig er jeg helt tryg ved. Tror du ikke, at vi kunne få en god oplevelse ud af det sammen.

 Er det for min skyld eller for din egen.

 Det er fordi jeg kan føle, at vi begge to har brug for hinanden.

 En times tid efter lå vi helt stille ved siden af hinanden i min seng. Havde jeg været nervøs, så var det nu fuldstændig overstået. Jeg havde bare en stor lykkefølelse i mit bryst. Jeg prøvede, om jeg kunne tyde Kirstens ansigtsudtryk, men det var for mørkt. Forsigtigt bøjede jeg mig over hende og kyssede hende blidt.

 Så begyndte hun at græde stille.

 Var hun ked af det. Jeg kendte jo så lidt til kvinder, Hvad skulle jeg gøre. Skulle jeg prøve at spørge hende. Jeg kunne ikke holde ud at høre hende græde.

 Ulykkelig hviskede jeg.

 Har jeg gjort dig fortræd.

  Nej, nej, jeg er jo bare så glad for dig. Hold mig fast ind til dig, så jeg kan mærke dig, slip mig ikke.

 Jeg knugede hende ind til mig og kyssede hendes øjne igen og igen.

 Hendes gråd begyndte at stilne af.

 Er det her forkert Mogens. Nej, det kan det ikke være. Vi elsker jo hinanden, gør vi ikke.

 Jo Kirsten, det gør vi, det er helt sikkert.

 En times tid senere rejste Kirsten sig. Jeg må hellere gå ind til mig selv nu. Hvis Ralf skulle vågne, kan han ikke forstå, hvor jeg er.
 Så bøjede hun sig ned over mig og kyssede mig.

 Sov godt min egen ven.

 Langsomt tog hun tøjet på og gik ind til sig selv.

 Næste morgen smilede hun varmt til mig, da vi mødtes ved morgenbordet. Ralf var i fint humør, selvom han havde regnet på, at vi kun havde to dage tilbage sammen og så hjemrejsen. Det var han lidt træt af, men snart var vi i gang med morgenmaden og med at planlægge, hvad vi skulle lave i dagens løb.

 De sidste dage gik alt for hurtigt. Ralf fik sine godnathistorier hver aften og han nød dem, men Kirsten og jeg gik ikke i seng med hinanden flere gange. Stiltiende berørte ingen af os emnet mere.

 Da vi skiltes i Roskilde, sagde vi på gensyn. Vi havde aftalt, at Kirsten og Ralf skulle besøge mig midt i november, og det glædede vi os alle tre til.

 Kirsten ville få en slem tid at komme igennem, men jeg havde hjulpet hende meget, sagde hun. Nu syntes hun, at hun havde kræfter til at tage tingene som de kom. Hun fik også mit telefonnummer, så hun kunne ringe, hvis der var noget, jeg kunne hjælpe hende med.

 Jeg vågnede op som af en døs. Erik sad og så på mig.

 Du var langt væk.

 Ja, jeg var tilbage til den gang, jeg mødte Kirsten.. Du lærte hende jo også at kende, og så, hvordan tingene udviklede sig. Vi havde planlagt at gifte os, når hendes skilsmisse gik i orden. Lad mig se, det var den gang, du flyttede til Århus og vi mistede kontakten en tid. Ja, du oplevede ikke de måneder, der nok var de værste i mit liv.

 Kirstens mand ville pludselig ikke gå med til en skilsmisse alligevel. Han havde fundet ud af, at den pige, han kom sammen med havde adskillige andre herrebekendtskaber.

 Kirsten var i syv sind, men besluttede alligevel til sidst at give ham en ny chance. Hun prøvede at få mig til at forstå, at hvis hun nu insisterede på at få den skilsmisse alligevel, risikerede hun, at Frank ville forlange forældreretten over Ralf, og det kunne hun ikke bære.

 Jeg forstod hende vel til en hvis grad, men var alligevel skuffet og dybt fortvivlet. Ralf var også meget ked af det, han og jeg havde jo fået et meget nært forhold til hinanden, men han var jo for lille til at kunne bestemme noget.

 Han fik lov til at komme og besøge mig alene et par gange, men det var ikke nogen god ide. Vi var begge lige kede af det, når han skulle afsted igen. Jeg skrev derfor til Kirsten, at det nok var bedst, at han ikke kom mere før han var voksen.

 Overraskende fik jeg et brev fra Frank et par dage efter. Han skrev.

 Jeg kan forstå, at det har været et hårdt slag for dig. Du har været enestående over for både Kirsten og Ralf. Jeg har lært meget af disse skilsmisseforhandlinger. Først når man er ved at miste noget, bliver man klar over, hvor meget det betyder for en. Jeg har bestemt ikke opført mig ordentligt over for Kirsten og Ralf, men det vil jeg forsøge at ændre på nu. Jeg håber aldrig, at de vil komme til at fortryde, at de blev hos mig.

 Jeg ved, at det er en fattig trøst for dig, men jeg håber inderligt for dig, at du finder dig en god kone og får nogle børn. Jeg er overbevist om, at du vil blive en god ægtemand og fader. Hverken Kirsten Ralf eller jeg vil nogensinde glemme, hvad du har gjort for os. Når Ralf bliver voksen, vil vi meget gerne have, at du kommer og besøger os, men af hensyn til Ralf, er det nok bedst, at det venter så længe.

 Tilgiv mig det onde, jeg har forvoldt dig, som jeg håber at Kirsten og Ralf også vil gøre med tiden.

Venlig hilsen, Frank.

 Det brev spekulerede jeg længe over, mon han virkelig mente det han skrev.

 Ville Kirsten og Ralf kunne tilgive ham og glemme de følelser, vi havde haft for hinanden.

 I over et år gik jeg og håbede på, at Kirsten og Ralf pludselig skulle dukke op, men de kom ikke.

Jeg kunne jo ikke ringe til dem. Mit humør var i perioder så langt nede, så det kneb mig at passe mit arbejde ordentligt, så jeg overvejede, om jeg skulle stoppe som lærer.

 Så en dag besluttede jeg at sætte en ægteskabsannonce i Politiken.

 Der kom fem svar. To af dem sorterede jeg fra med det samme. De tre andre aftalte jeg at mødes med.

 Den ene mindede mig for meget om Kirsten, så hun blev sorteret fra, det turde jeg ikke binde an med. Den anden var meget snakkende, hun var fraskilt og havde tre piger på otte – ti og tolv år, det turde jeg heller ikke risikere.

 Den tredje havde mistet sin mand ved en færdselsulykke og var nu alene med en pige på otte og en dreng på ti år. Hun virkede meget tiltalende, men hvordan ville det gå med børnene og mig, det kom vi ret hurtigt til at tale om.

 Hun sagde rent ud, at hvis børnene og jeg ikke syntes om hinanden, kunne det ikke nytte noget. Hvis hendes børn skulle have en ny far, skulle det være en, de var glade for, og som også kunne og ville holde virkelig meget af dem.

 Hun var i det hele taget meget åben og ærlig, og det satte jeg stor pris på.

 Vi blev omsider enige om, at jeg skulle komme og besøge dem om søndagen, så havde vi nogle timer til at lære hinanden lidt at kende.

 Pludselig smilede hun, selvom hun ellers havde virket meget alvorlig hidtil.

 Henrik og Pernille var meget spændte på, at jeg skulle møde dig, de ville gerne have været med, men jeg lovede dem, at hvis jeg syntes om dig, ville jeg invitere dig til på søndag. Så nu ved du altså, hvordan mit synspunkt er.

 Jeg kunne ikke lade være med at le.

 Så må vi jo håbe, at jeg falder i de unge menneskers smag. Jeg er helt enig med dig i, at børnene må være absolut indforståede med min tilstedeværelse, og kan jeg komme godt ud af det med dine børn, kan jeg vel også lære at komme godt ud af det med dig.

 Vil du høre lidt om børnene.

 Jeg tror, at det er bedre, at vi lærer hinanden at kende, som vi er, og ikke som vi tror, at de andre forventer at vi er.

 Det lyder fornuftigt, så fortæller jeg heller ikke ungerne noget om dig.

 Vi sidder og taler sammen et par timer endnu og skilles så. Vi bliver enige om, at jeg skal komme til middag hos dem om søndagen.

 Det er Henrik, der lukker op, da jeg ringer på om søndagen. Pernille står lige bag ved ham og ser spændt på mig. Henrik ser meget alvorlig ud, men det gode humør lyser ud af Pernille. Hun ligner fuldstændig en miniudgave af Inge.

 Værsågod at komme indenfor, mor kommer lige straks.

 Jeg bliver vist ind i en hyggelig stue, og et øjeblik efter kommer Inge.

 Ja, jeg behøver vel egentlig ikke at præsentere jer for hinanden, men det er altså mine to håbefulde unger, og det er så Mogens, så sådan ser han altså ud.

 Jeg smiler til børnene.

 Jeg håber, at jeg svarer til forventningerne, men det må I jo prøve at finde ud af i løbet af dagen.

 Et øjeblik efter går vi til bords. Jeg lægger hurtigt mærke til, at begge børn er usædvanligt velopdragne. De sidder og spiser pænt. Det kniber lidt at snakke i starten, for hvad interesserer de sig for.

 Så siger Henrik pludselig.

 Mor siger, at du er lærer. Hvilken skole underviser du på og i hvilke fag.

 Lidt efter begynder snakken at gå helt godt. Maden smager dejligt. Da vi er færdige, tager børnene ud af bordet og vasker op, mens Inge og jeg går ind i stuen og snakker.

 Pludselig får jeg en ide.

 Må jeg godt køre en tur med børnene.

 Inge smiler.

 Du vil gerne have dem lidt for dig selv for bedre at lære dem at kende, og det gør du bedst, når jeg ikke er der, det er det du mener, ikke. Det er helt i orden. Jeg tror, at det er en god ide. I er tilbage ved halvfiretiden til kaffe, ikke.

 Jeg nikker.

 Du er hurtig til at gennemskue mig, men det gør nu ikke noget.

 Da børnene er færdige med opvasken og kommer ind i stuen, spørger jeg så, om de har lyst til at køre en tur med mig.

 Så kan vi snakke sammen, uden at jeres mor blander sig.

 Jeg smiler over til Inge.

 Børnene ser fra mig til Inge.

 Må vi godt mor.

 Ja, stik I bare af, men tag hellere noget ordentligt fodtøj på, hvis han slæber jer ud på en travetur, det skulle nemlig ikke undre mig.

 Mens børnene tager overtøj og fodtøj på siger jeg.

 Sig mig, er du tankelæser.

 Nu ler Inge rigtig hjerteligt.

 Ja, noget i den retning, så pas hellere på.

 Et øjeblik efter er vi nede ved bilen. Børnene går ind på bagsædet. Jeg starter motoren og vender mig om mod dem.

 Hvad siger I til en tur i Dyrehaven.

 Ih ja, det lyder godt.

 Begge børn ser begejstrede ud.

 En halv time senere traver vi afsted ude i Dyrehaven. Snakken går lidt trægt i starten, da begge parter er lidt generte over for hinanden. Så finder jeg en falden træstamme og sætter mig. Børnene sætter sig ved siden af mig og ser på mig, som om de venter på, hvad jeg vil sige.

 Jeg tænder min pibe og spørger så.

 Hvad synes I om, at jeres mor har inviteret mig hjem til jer i dag.

 Henrik ser på mig.

 Det er da helt i orden.

 Pernille nikker.

 Ja, du virker da flink nok.

 Ville I ikke hellere lege med jeres kammerater end sidde her og underholde mig.

 Pernille ryster på hovedet.

 Nej da, det er så dejligt at være i skoven, det var vi også tit, mens far levede.

 Stilfærdigt spørger jeg.

 Savner I ham meget.

 Henrik drejer hovedet væk og siger.

 Det er ikke så slemt mere, som det var lige i starten.

 Jeg er klar over, at jeg hellere må skifte emne.

 Sig mig, er I altid så velopdragne, som I er i dag.

Henrik vender sig mod mig, og for første gang ser jeg ham smile rigtigt. Et pragtfuldt smil, så man ser gavtyven i ham.

 Det synes mor vist ikke, men vi har lovet hende at opføre os rigtig pænt i dag, så du ikke blev alt for forskrækket.

 Det lyder jo rart, men nu har I så vist jer fra jeres pæneste side, skal vi så ikke slappe af alle tre, til vi kommer hjem til jeres mor igen. Jeg skal nok lade være med at sladre. Jeg synes, at vi skulle gå på opdagelse i skovbunden og se, om vi kan finde noget spændende. Jeg skal nok holde øje med uret, så vi ikke kommer for sent hjem og får skænd.

 Begge børn jubler, og snart er vi alle tre i gang med at finde spændende ting. Vi finder bl.a. afgnavede grankogler af forskellig slags, men også mange andre ting. Omsider må vi så tilbage til bilen.

 Pludselig snubler Pernille, det ser ud, som om hun har forstuvet den ene fod., så jeg tager hende resulut op på skuldrene.. Da vi er næsten henne ved bilen råber hun, at det slet ikke gør ondt mere. Da jeg sætter hende ned, ler hun af fuld hals.

 Jeg ville bare se, om du ville bære mig.

 Jeg kommer også til at le, til jeg kommer til at se på Henrik.

 Skal jeg prøve, om jeg også kan bære dig.

 Henriks øjne lyser af glæde, da han jubler.

 Åh ja, vil du virkelig godt det.

 Det kan du lige tro, min ven.

 Et øjeblik efter sidder Henrik på mine skuldre, og så går det i galop hen til bilen.

 Da han er kommet ned, ser han på mig med blanke øjne.

 Tusind tak for rideturen, det har jeg ikke prøvet, siden far levede.

 Jeg smiler varmt til ham.

 Det kan jo være, at vi kan prøve det igen en anden dag.

 Vi er tilbage hos Inge lidt før halvfire.

 Hun smiler, da vi kommer ind.

 Det er godt, at I er præcise,det er jeg glad for. Havde I så en god tur.

 Børnene fortæller i munden på hinanden om turen, men undlader at fortælle om rideturen. Jeg forstår hvorfor, børnene synes, at det skal være noget vi tre har sammen. Vi får vasket hænder og sætter os til kaffebordet.

 Børnenes talestrøm stilner af, så det stort set kun er Inge og mig, der siger noget.. Det er tydeligt, at de vil vise deres mor, at de ikke har glemt, at de ville opføre sig rigtig pænt. Da vi er færdige med kaffen, sætter vi os ind i stuen og leger alle fire, vi spiller ludo, kort og forskellige spil.

 Klokken har lige slået halvseks, da Inge siger.

 Kan I to sørge for aftensmaden.

 Kan vi ikke tage et spil mere, bare et.

 Uvilkårligt ser jeg også bedende på hende.

 Inge smiler.

 Det er i orden, et spil mere, så dækker I bord og sætter maden ind.

 Da børnene lidt efter går ud i køkkenet, kan jeg ikke lade være med at sige.

 De er næsten for velopdragne.

 Inge kan ikke lade være med at le.

 Sig mig en gang, prøvede de ikke at lave numre med dig, da I var ude i skoven.

 Uvilkårligt gentager jeg.

 Numre?

 Ja, prøvede en af dem ikke at spille tilskadekommen for at få dig til at bære vedkommende.

 Så lo jeg.

 Nå, det var du klar over. Jo Pernille prøvede at lade som om hendes fod var forstuvet, så hun fik en ridetur på mine skuldre. Da hun kom ned igen, så Henrik så skuffet ud, at han også fik en tur.

 Du har vist den rette måde at tage sådan to på. Jeg tror, at I vil kunne komme godt ud af det med hinanden. Derfor prøver de også at være så eksemplariske, at jeg ikke behøver at skænde på dem, men kan være tilfreds med dem.

 Lidt efter kommer Pernille og siger, at aftensmaden er parat, og så går vi til bords.

 Da vi har spist lidt, siger Inge med et lille smil.

 Mogens synes, at I næsten er for artige, så snak I bare med her ved bordet.

 Pernille ler.

 Jeg narrede ham hellers ude i skoven, men han blev slet ikke sur, så både Henrikog jeg fik en ridetur. Det var næsten som når vi var med far i skoven.

 Det sidste bliver sagt helt alvorligt.

 Henrik ser på Inge.

 Har Mogens fortalt dig det.

 Inge ser på ham med et stort smil.

 Nej, men jeg kunne næsten gætte, at I ville prøve om den gik.

 Snakken går nu fint, mens vi spiser. Da vi er færdige, siger jeg.

 Nu er det vist min tur til at klare opvasken, skal vi klare den sammen, Henrik.

 Jeg kan se, at Inge vil til at protestere, men tager sig i det, da hun ser Henriks glædesstrålende ansigt, så hun siger.

 Det synes jeg, er en god ide, så kan Pernille og jeg hvile os lidt. Det er rart at se mandfolkene tage sig af det huslige, ikke Pernille.

 Så snart køkkendøren er lukket, ser Henrik spændt på mig.

 Er det rigtigt, at du ikke fortalte mor noget.

 Ja, jeg syntes, at det var noget vi tre havde sammen, men det gør da ikke noget, at hun fik det at vide. Jeg synes, at det var i orden, at Pernille fortaltedet.

 Du er bare alle tiders. Dig kan jeg godt lide, og det kan Pernille bestemt også. Mor har et par gange inviteret nogen her hjem, men du er helt bestemt den, vi synes bedst om, det er vi helt enige om.

 Lidt efter siger han.

 Mor er slet ikke så skrap, men vi vil så gerne gøre hende glad, for hun savner jo også far, derfor passer vi meget på at opføre os pænt, når der er gæster. Til daglig kan mor godt lide, at vi holder sjov med hende.

 Savner du din far meget. Hvor længe er det siden, at han døde.

 Det er næsten to år siden nu. En gang imellem savner jeg ham meget, for der er så meget, jeg gerne ville have snakket med ham om, men jeg prøver at skjule det for ikke at gøre mor ked af det. Pernille kan ikke huske ham så godt mere, men vi snakker om ham af og til. Jeg tror også, at hun savner ham, men hun har altid været mere knyttet til mor. Hun er jo heller ikke så gammel.

 Vi er færdige med opvasken, men jeg kan se på Henrik, at han prøver at trække tiden lidt ud. Jeg kan mærke, at der er noget, han gerne vil spørge om. Lidt efter kommer det da også.

 Kommer du og besøger os igen.

 Ville du gerne have det.

 Ja, for jeg synes, at du er så god at snakke med. Jeg kan mærke, at du er ærlig og lige til over for os, og jeg tror også, at mor godt kan lide dig, men mest af alt er det nok, fordi du minder mig  så meget om far. Det gør ikke noget, at jeg siger det, vel.

 Helt bestemt ikke. Nu må vi se, om din mor synes, at det er en god ide, at jeg kommer igen. Jeg kan godt lide både dig og Pernille, det må du godt sige til hende, at jeg har sagt.

 Vi følges nu ad ind i stuen og sidder og snakker.

 Ved nitiden bliver børnene sendt i seng. Da de er blevet vasket og er kommet i nattøjet, kommer de ind for at sige godnat.

 Inge får et godnatknus af dem begge to, de er lidt mere i tvivl om, hvordan de skal sige godnat til mig. De ser lige på Inge, og så får jeg ellers også et stort godnatknus af dem begge to.

 Da de er gået i seng, siger Inge.

 Ja, nu må vi to så til at tale alvorligt sammen. Jeg er ikke spor i tvivl om, at du vil kunne komme fint ud af det med begge mine børn, det er så tydeligt at mærke, men der er jo også meget andet.

 Jeg håber, at vi kan være helt åbne og ærlige over for hinanden, for det tror jeg, at vi begge to er bedst tjent med.
 Vil du godt fortælle lidt om dig selv, om du har kendt andre piger, og om hvordan du kunne tænke dig fremtiden. Så vil jeg fortælle om mig selv bagefter.

 Jeg fortæller om Kirsten og Ralf og om hvilket indtryk hele den sag har gjort på mig. Med hensyn til fremtiden, fortsætter jeg, så vil jeg gerne have en familie, som jeg kan være god mod og som kan hjælpe mig ud af min ensomhed. Jeg har mit arbejde, men andres børn er nu engang ikke det samme. Jeg tror og håber i hvert fald, at jeg kan blive en god fader. Forhåbentlig kan jeg også blive en god ægtemand, selvom der er meget, jeg skal lære i den retning.

 Jeg er snart 30 år og har været vant til at passe mig selv og klare mig selv, det har sikkert givet mig uvaner. Jeg har selv skullet træffe alle mine afgørelser uden at have haft nogen at diskutere dem med.  I et ægteskab skal man efter min opfattelse være to om at træffe afgørelserne. Er man ikke enige, må man man tale sig til rette, uden at det bliver til skænderier.

 Skænderier er efter min mening og efter mit kendskab til andres ægteskaber, den væsentligste årsag til, at et ægteskab ødelægges.

 Helt ærligt vil jeg nok i starten sammenligne dig med Kirsten. Det er ikke fair, det ved jeg godt,  Det vil nok kun vare kort tid, men jeg er klar over, at risikoen vil være der. Der er mennesker, der har været så tæt inde på livet af en, at man ikke kan glemme dem sådan lige uden videre.

 Inge sidder tavs lidt, så siger hun.

 Jeg er faktisk glad for, at du siger det. Jeg vil nok også sammenligne dig med min afdøde mand. Vi havde et godt ægteskab og fik to dejlige børn sammen, ham kan jeg heller ikke glemme sådan uden videre. Men livet skal fortsætte. For mig er det meget vigtigt, at børnene får en god barndom og en god opvækst. Det skylder jeg dem, fordi jeg har sat dem i verden, men skal jeg dele min fremtid med en, skal det ikke bare være, mens børnene vokser op. Vi må også have noget at sige hinanden, når børnene er fløjet fra reden.

 Jeg ved ikke, om børnene har fortalt, at jeg har haft andre på besøg, det gør heller ikke noget. Jeg er blevet for gammel til bare at tage en chance og så tro, at det går nok. Jeg føler, at jeg må være helt overbevist om, at den mand, jeg vælger at dele min fremtid med, også erden rigtige for mig. Ellers synes jeg ikke, at det har nogen mening.

 Hvad ville du f.eks. gøre, hvis Kirsten og Ralf en dag stod uden for din dør og fortalte, at Frank var død, eller at de var blevet skilt.

 Det gav et sæt i mig, for jeg havde selv haft den samme tanke. Hvad ville jeg gøre, var jeg parat til at vælge, og hvad ønskede jeg at vælge, hvis jeg skulle være helt ærlig over for Inge, og det var jeg klar over, at jeg simpelthen måtte være.

 Jeg kan se på dig, at du tænker dig grundigt om, før du svarer. Det er fornuftigt. Til gengæld ved jeg også, at jeg får et ærligt svar, det kender jeg dig allerede godt nok til at vide.

 Lad os nu gå hver til sit og tænke tingene grundigt igennem. Når du er kommet til et resultat, mødes vi to alene. Vi må ikke vække forhåbninger hos børnene, hvis det så ikke bliver til noget.

 Stilfærdigt rejser jeg mig.

 Jeg er helt enig. Kan du komme hen til mig på torsdag aften, så vi kan snakke om det.

 Det vil jeg gerne, jeg kommer ved ottetiden, hvis det passer dig.

 Da jeg kommer hjem, spekulerer jeg som en vanvittig. Kan jeg afskære muligheden for en fremtid med Inge, fordi Kirsten måske en dag dukker op. Skal jeg prøve at ringe og høre, hvordan det går, om alt er i orden, om de har det godt med hinanden nu. Kunne jeg i det hele taget gifte mig med Kirsten og tro, at det ville gå godt. Hun havde jo selv valgt at blive hos Frank. Hvad med Ralf, ville han kunne klare den tur en gang til. Det var jo kun en drøm.

 Inge virkede pludselig meget mere virkelig på mig, men hvordan ville en fremtid med hende blive. Der ville nok ikke blive de store problemer med børnene, så vidt jeg kunne mærke, men hvad så, når de flyttede hjemmefra, havde vi så fået skabt et godt ægteskab, der kunne holde.

 Omsider gik jeg dødtræt i seng, men det var svært at falde i søvn. Tankerne blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. En ting var dog sikker. Inge havde helt ret i, , at det var noget, jeg blev nødt til at tage stilling til, hvis vi skulle have en fremtid sammen.

 Mandagen og tirsdagen gik langsomt, mens onsdagen og især torsdagen gik hurtigt. Nu var der kun en time til at Inge skulle komme. Kunne jeg give hende et helt ærligt svar. Jeg var lige blevet færdig med at lave kaffen, da hun kom.

 Her bor du ellers hyggeligt.

 Tog jeg fejl, rystede hendes stemme lidt.

 Vi satte os ned, og jeg skænkede kaffen.

 Du gav mig ellers noget at tænke på, men det skal du have tak for. Jeg blev nødt til at tage stilling til problemet, og det måtte gøres nu, det havde du helt ret i.

 Jeg har levet i en drøm de sidste par år. Men nu ved jeg, at det var en drøm. Virkeligheden er en anden. Kirsten og Frank bliver ikke skilt, det er jeg overbevist om. Hvis Frank dør, vil jeg selvfølgelig forsøge at hjælpe Kirsten og Ralf, hvis de henvender sig til mig, men jeg vil aldrig kunne gifte mig med Kirsten. Det ved jeg nu, det er virkeligheden, som jeg ser den for mig, efter at jeg har mødt dig.

 Om vi to kan gifte os en dag, ved jeg ikke endnu, og det afhænger jo i høj grad også af dig, men Kirsten vil aldrig komme imellem os, det ved jeg helt sikkert nu.

 Inge har tårer i øjnene, da hun ser op på mig. Mens jeg talte, havde hun siddet med bøjet hoved.

 Jeg følte, at du havde brug for at gøre din stilling til Kirsten op, hvis du skulle videre. Jeg ved, at det har været hårdt for dig. Nu kan jeg godt sige, at jeg er meget glad for, at du er kommet til det resultat, og jeg kan også sige, at jeg håbede inderligt på det. Nu har vi to måske en fremtid for os sammen. Vi skal ikke handle overilet, men nu tror jeg på et godt resultat for os to, og ikke mindre for børnene. Jeg kan da fortælle, at de har været ved at plage livet af mig for at få mig til at invitere dig til den kommende week-end.

 Med et stort smil siger jeg tak for invitationen, jeg vil meget gerne komme.

 Inge ler glad.

 Men du kommer til at sove inde hos Henrik, så sover Pernille inde hos mig, det håber jeg ikke, at du har noget imod.

 Bestemt ikke, og det har Henrik forhåbentlig heller ikke.

 Inge ler stadig.

 Så skulle jeg kende ham meget dårligt.

 Nu går det fint med at snakke sammen. Vi diskuterer bl.a. børneopdragelse, og det viser sig, at vi heldigvis er ret enige på det punkt, og det mener vi er meget vigtigt begge to.

 Ved ellevetiden rejser Inge sig og siger godnat. Vi aftaler, at jeg skal komme ved middagstid om lørdagen. Da vi skilles, giver Inge mig et blidt kys.

 Tak for i aften, Mogens. Det er længe siden, at jeg har været så glad.

 Jeg ser hende lige i øjnene.

 Det er gensidigt, det lover jeg dig.

 Husk nu, at du altid skal være helt ærlig over for mig.

 Det er jeg, det kan du trygt stole på.

 Det gør jeg også, for jeg kan føle, at det er rigtigt.

 Lidt i tolv om lørdagen ringer jeg på, og det er Inge, der selv lukker op.

 Du er præcis, det er rart. Kom indenfor, maden er klar om lidt.

 Så kommer både Henrik og Pernille farende og giver mig en varm velkomst.

 Skal vi i skoven i eftermiddag, åh ja, ikke.

 Rolig, rolig, lad os nu spise først, så kan vi jo tale om det, men skal vi i skoven, skal jeres mor i hvert fald med.

 Pernille ler.

 Kan du også bære hende.

 Lad os nu se, om der bliver brug for det først.

 Vi får en hyggelig frokost, hvor snakken går godt. Børnene virker meget friere denne gang, og flere gange kommer vi til at le alle fire. Man kan tydeligt mærke, at vi befinder os meget bedre, nu hvor vi begynder at kende hinanden bedre.

 Selvfølgelig er det ikke en almindelig dagligdag, , men week-end uden egentlige pligter, men mon dagligdagen ikke også kan klares med smil og latter en gang imellem. Jeg begynder at tro på det.

 I dag tager vi alle fire travetøj og sko på til turen, så vi rigtig kan nyde naturen.

 Jeg klæder mig om sammen med Henrik på hans værelse. Han ser interesseret på mig, mens vi skifter tøj.

 Har du mange kræfter, du ser ikke så stærk ud.

 Jeg ler højt.

 Nej, måske ikke, men jeg er sej.

 Henrik begynder også at le.

 Jeg kan godt bære Pernille, men mor kan jeg kun lige løfte. Hvor mange armbøjninger kan du for resten  lave ud i et.

 Det ved jeg såmen ikke, men vi kan jo prøve i aften, hvem der kan klare flest.

 Ih ja, det bliver spændende.

 Lidt efter er vi på vej ud til skoven. Børnene nyder at løbe omkring uden at skulle passe på tøjet.

Inge og jeg går og snakker. Omsider sætter vi os ned for at hvile lidt og bare nyde naturen.

 Børnene er i fuld sving med at finde spændende ting i skovbunden, og af og til kommer de hen for at vise, hvad de har fundet.

 Inge sukker.

 Sådan en dag synes man, at livet er dejligt.

 Jeg giver hende uforbeholdent ret.

 Jeg føler det næste, som om jeg havde kendt dem i flere år. Det skyldes måske, at vi har været så ærlige over for hinanden lige fra starten. Vi sidder og snakker hyggeligt sammen kun afbrudt af børnene en gang imellem.

 Omsider rejser vi os for at gå videre. Vi må jo tænke på at komme tilbage til bilen. Tiden er fløjet afsted, synes vi.

 Pludselig kommer Pernille hen og stikker sin ene hånd ind i min.

 Vil du godt prøve, om du kan bære mor.

 Jeg smiler til Inge.

 Skal vi prøve.

 Begge børn står og hopper af glæde og forventning.

 Nå, ja ja da, men du taber mig ikke, vel.

 Ikke med min gode vilje.

 Et øjeblik efter har jeg hende oppe på mine skuldre. Hun vejer ikke så meget, som jeg havde ventet, for hun er ret spinkelt bygget. Jeg vakler lidtr, til jeg finder balancen, men så går det fint. Et par hundrede meter længere henne sætter jeg hende forsigtigt ned og får et kys som tak for rideturen.

 Pernille jubler.

 Det gik jo fint, nu er det min tur.

 Selvfølgelig får både hun og Henrik også en ridetur.

 Da vi kommer hen til bilen, ser Henrik på mig med strålende øjne.

 Det har været en dejlig tur, lige så dejlig, som da far levede.

 Vi kører nu hjem, og mens børnene bliver vasket lidt og kommer i rent tøj, hjælper jeg Inge med maden. Vi er alle fire blevet godt sultne.

 Mens børnene vasker op, sidder Inge og jeg og snakker hyggeligt sammen.

 Du er vel klar over, at du har en meget høj stjerne hos begge børn. Henrik udtrykte det temmelig klart, da vi kom hen til bilen, det var jeg meget glad for at høre.

 Ja, bare jeg nu kan leve op til det fremover, så jeg ikke skuffer dem, for det ville være synd.

 Det tror jeg nu ikke, at du behøver at bekymre dig om. Du har et vældig godt tag på børn. Du forstår at gå ind på deres betingelser, og det tror jeg er meget vigtigt, men ikke mindst, de kan tydeligt mærke, at du holder af dem.

 Stilfærdigt siger jeg.

 Så må vi jo håbe, at jeg heller ikke kommer til at skuffe dig.

 Det tror jeg heller ikke, at du vil gøre, hvis du bare vil blive ved med at være dig selv. Du skal ikke ændre dig, fordi du tror, at jeg hellere vil have dig anderledes.

 Skal vi ikke være enige om, at vi ønsker, at den anden skal ændre noget i sin adfærd, så taler vi om det. Vi laver ikke noget om, uden at vi er blevet enige om, at det skal gøres.

 Helt enig, til gengæld må vi også love hinanden, at vi snakker om tingene med hinanden med det samme, hvis der bliver noget og ikke går og gemmer på det. Det skaber bare helt unødvendige problemer.

 Børnene kommer nu ind og vi leger sammen ale fire et par timer.

 Da børnene skal til at i seng, ser Henrik på mig.

 Husker du, hvad du lovede mig, Mogens.
 Jeg smiler til ham.

 Ja, det gør jeg, jeg kommer ind til dig, når du er kommet i nattøjet.

 Så skynder begge børn sig ud for at blive vasket og komme i nattøjet.

 Inge ser spørgende på mig, og jeg fortæller så, hvad jeg har lovet Henrik.

 Hun ryster på hovedet.

 Lad ham nu ikke tage livet helt af dig.

 Leende lover jeg, at jeg nok skal passe på.

 Lidt efter kommer børnene så ind for at sige godnat og få deres godnatknus.

 Så følges jeg med Henrik ind på værelset.

 Du synes vel ikke, at jeg plager dig for meget.

 Nej, min ven, jeg skal nok selv sige stop, når jeg ikke vil mere, hvis du til gengæld lover mig, at du ikke bliver sur, når jeg siger stop.

 Det lover han med et strålende smil.
 Vi tager tyve armbøjninger og bliver enige om, at det må være nok for denne gang.

 Henrik ser langt efter mig, da jeg skal til at gå ud af værelset.

 Det blik kan jeg ikke modstå, så jeg går hen og stopper dynen ned om ham. Da jeg bøjer mig over ham, slår han armene om min hals og hvisker.

 Jeg kan så godt lide dig, det gjorde vel ikke noget, at jeg snakkede om far og sammenlignede ham med dig.

 Jeg ryster på hovedet.

 Jeg holder også meget af dig, og du skal vide, at der er intet du ikke kan tale med mig fremover, og selvfølgelig må du også tale med mig om din far. Jeg håber, at det må lykkes mig at hjælpe dig, så du ikke savner ham så meget, men selvfølgelig skal du aldrig glemme ham min ven.

 TakMogens. Sov godt.

 I lige måde.

 Da jeg kommer ind til Inge, smiler hun.

 Nå, hvem kunne så flest gange.

 Vi stoppede begge ved de tyve i aften for ikke at tabe pusten, så kan vi jo altid fortsætte en anden dag, blev vi enige om.

 Hm. Og hvem bestemte så det.

 Jeg kan ikke lade være med at le.

 Det gjorde jeg. Jeg tror nok, at jeg hellere selv må trække grænserne fra starten, selv om det kan være svært, når man mærker hans iver. Han godkendte det da også uden sure miner, som vi var blevet enige om.

 Jeg er glad for, at du er så fornuftig. Jeg tror, at det er vigtigt, at børnene lærer, at der er grænser for alt, ellers bliver det alt for svært for dem, når andre med tiden trækker grænser for dem. De forstår det også godt, når bare de mærker, at man holder af dem, og det er jeg klar over, at både Henrik og Pernille føler, at du gør.

 Jeg er meget glad for, at vi er så enige i de helt grundlæggende principper, det betyder så meget for mig, og så risikerer vi heller aldrig, at de forsøger at spille os ud mod hinanden, når de ved, at vi er enige.

 Vi sidder og snakker endnu et par timer, men bliver så enige om, at vi også hellere må se at komme i seng, så vi kan være friske næste dag.
 Inge giver mig et varmt godnatkys, inden vi går hver til sit.

 Det kniber mig lidt at falde i søvn. Det har været sådan en dejlig dag, og jeg kan høre Henriks rolige åndedrag, det er jeg slet ikke vant til. Uvilkårligt gennemgår jeg dagens forløb i tankerne. Jeg føler næsten, at jeg allerede hører til familien. Tænk, at jeg nu har min egen lille familie. Der er ting, jeg må passe meget på. Jeg må være forsigtig, så jeg ikke gør forskel på Henrik og Pernille, jeg må prøve at tage mig lige meget af dem begge to, men jeg må også passe på, at Inge ikke kommer tilat føle sig til overs, eller føler, at jeg tager børnene fra hende. Det vil blive en balancegang, men jeg kan heldigvis tale med Inge om det, så vi løser det på den bedst mulige måde. Vi må være fælles om alting, men nok især om børnene,det vil alle parter være bedst tjent med.

 Omsider jeg dog i søvn og sover dejligt.

 Næste morgen er jeg lidt forvirret, da jeg vågner. Henrik står ved siden af min seng og siger godmorgen med et stort smil.

 Har du sovet godt, jeg hørte dig slet ikke komme ind i går aftes.

 Nu er jeg lysvågen. Det var en dejlig måde at vågne på.

 Jeg har sovet fint, tak. Skal vi op nu.

 Henrik tøver lidt.

 Da far levede plejede han og jeg at gå i bad sammen søndag morgen, og så lavede vi morgenmad, mens mor og Pernille gik i bad. Ville du have noget imod også at gå i bad sammen med mig.

 Han ser spændt på mig.

 Det synes jeg da er en god ide, så lad os gøre det.

 Hurtigt smider vi pyjamasserne og et øjeblik efter står vi under bruseren.

  Henrikslår armene om livet på mig.

 Uh, hvor er du dog vidunderlig.

 Jeg ler og giver ham et knus.

 Det er du bestemt også min ven.

 Da vi begge er kommet i tøjet, stikker Henrik lige hovedet ind til sin mor og Pernille.

 Godmorgen, nu henter jeg rundstykker, mens Mogens laver kaffe.

 Da morgenkaffen er klar, kommer Inge og Pernille ind i deres morgenkåber. De har været i bad men er endu ikke kommet i tøjet.

 Inge ser lidt undskyldende på mig.

 Vi plejer at tage et lidt afslappet morgenbord om søndagen, det fik jeg ikke fortalt dig i går. Børnene holder så meget af det. Jeg håber ikke, at du har noget imod det.

 Tværtimod, jeg synes, at det er en fin ide. Søndag morgen skal være noget særligt. Det passer mig fint at starte på den her måde.

 Både Henrik og Pernille stråler over hele hovedet. Vi hygger os rigtig under morgenmaden og snakken går fint.. Så går Inge og Pernille ind forat komme i tøjet, mens Henrik og jeg klarer opvasken. Vi har lige sat os ind i stuen, da de andre kommer ind.

 Pernille ser fra mig til sin mor.

 Hvad skal vi så lave i dag.

 Jeg havde tænkt på, at vi skulle tage ud og besøge mormor og morfar i eftermiddag, hvad mener I om det. Har du noget imod det, Mogens.

 Jeg ser lidt overrasket på Inge.

 Hvad tror du, at de siger til, at jeg kommer med.

 Inge begynder at le.

 De vil sige velkommen Mogens, jeg har fortalt dem om dig.

 Børnene jubler.

 Du vil helt sikkert synes godt om mormor og morfar, de er så rare.

 Jeg kommer også til at le.

 Jamen så gør vi det, men så foreslår jeg, at I to går ind og leger selv, så jeg kan snakke lidt mere med jeres mor her i formiddag.

 Børnene ser lidt skuffede ud, men smiler så.

 Henrik blinker til mig og siger.

 Kom Pernille. Vi går ind til mig.

 Snart kan vi høre, at de leger godt inde hos Henrik.

 Inge ser alvorligt på mig.

  Du er ikke sur over, at jeg har arrangeret det her, vel.. Jeg vil så gerne have, at du skal møde far og mor. De vil så gerne hilse på dig.
 Med et lille smil siger jeg.

 Jeg bliver nu ikke så nemt sur, men skal jeg godkendes, så de kan se, om jeg er god nok til deres datter.

 Det er du, det ved jeg helt sikkert nu. Spørgsmålet er snarere, om jeg er god nok til dig, men det skal far og mor nu heller ikke tage stilling til. Det bliver helt din afgørelse.

 Jeg rejser mig og giver hende et knus og et kys.

 Det er du, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg er bare lidt nervøs for, hvad dine forældre synes om mig.

 De vil synes lige så godt om dig, som børnene gør, det er jeg overbevist om. De brokkede sig slet ikke over, at du sendte dem ind og lege selv, selvom de garanteret hellere ville have siddet på skødet af dig begge to.

 Det får os til at snakke om mine overvejelser fra i nat.

 Inge lover smilende, at hun nok skal sige til, hvis hun føler sig tilsidesat.

 I første omgang er det vigtigste for mig, at børnene får en god barndom og en god opvækst, og det tror jeg, at vi to i fælleskab kan give dem. Jeg havde ikke fortalt dig om vores søndagsritual fra den gang min mand levede. Jeg ville prøve at glemme den gang. Men børnene sammenligner dig med deres far, der vil dog næppe gå lang tid, før det er dig, de tænker på, og ikke deres far, hvis du vil give dem lov til det. Hvis du ikke bryder dig om deres traditioner, kan du hen ad vejen skabe nogle nye selv. Børnene vil snart acceptere dem, som de har accepteret dig.

 Jeg har allerede to gange ladet noget komme bag på dig, ikke med vilje, men begge gange har du klaret det utrolig flot, og det skal du have tak for.

 Jeg ser alvorligt på hende.

 Du gjorde det jo ikke for at genere mig, snarere tværtimod, det var jo for at trække mig mere ind i familien.

 Så smiler jeg.

 I øvrigt var det da Henrik, der fik lokket mig med under bruseren sammen med ham, her til morgen.

 Ved 14 tiden ringer vi på hos Inges forældre. Jeg har lidt sommerfugle i maven, men det varer ikke længe, før vi snakker godt sammen. Jeg synes godt om dem begge to lige fra starten, og jeg kan hurtigt mærke, at det er helt gensidigt.

 Vi får kaffe og hjemmebagt æblekage, og bagefter bliver jeg vist rundt i huset. Det er et dejligt hus, som er virkelig godt indrettet. Faderen er arkitekt og har selv tegnet huset. Moderen er antikvitetshandler, og det bærer hele huset præg af. Det virker ikke spor overfyldt, men er indrettet med en sikker smag. Der er også moderne møbler og billeder, men det hele passer harmonisk sammen, og den samme rolige harmoni hviler over dem begge.

 Inge er enebarn, og de er meget glade for hende og børnene. Hen på eftermiddagen trækker faderen mig med ind i sin tegnestue, så vi kan snakke lidt sammen alene.

 Han har en dejlig humoristisk sans, og både han og hans kone er meget lattermilde. Vi får en virkelig god snak sammen.

 Da Inge fortalte om dig, var vi enige om, at vi gerne ville møde dig, så vi også kunne lære dig at kende. Hun fortalte, at du på meget kort tid havde fået et usædvanligt godt forhold til begge børn.

Det betyder utrolig meget for hende. De var meget knyttet til deres far, især Henrik. Han har et stort behov for en mand at se op til og holde af, netop i øjeblikket. Den måde han så på dig ved kaffebordet sagde mig, at Inge havde fundet en mand, der var den helt rigtige for Henrik, men jeg tror også, at Pernille og ikke mindst Inge i dig har fundet den mand, de har brug for.

 Inge vil nok i starten sammenligne dig med sin afdøde mand, men mindet om ham vil blegne efterhånden som du overtager hans plads i hendes hjerte.

 Jeg er meget glad for, at du ville tage med herhen i dag, og det er min kone også. Vi vil støtte jer på enhver tænkelig måde. Jeg er sikker på, at min menneskekundskab ikke tager fejl, når jeg siger, at I to er som skabt for hinanden.

 Man siger godt nok, at det er kvinder, der har intuition, det har vi mænd også, vi kalder det bare menneskekundskab. Velkommen i familien, Mogens.

 Det her sted vil du fremover kunne regne som dit andet hjem.

 Han giver mig et varmt håndtryk. Jeg er ikke i tvivl om, at han mener det.. Vi bliver bedt om at blive til aftensmad, og det gør vi selvfølgelig gerne.

 Da vi sidder og snakker efter aftensmaden, kommer Pernille hen til mig.

 Må jeg godt sidde hos dig.

 Det får hun selvfølgelig lov til. Henrik ser lidt skuffet ud, men sætter sig så hos sin morfar.

 Ved halvnitiden bliver vi enige om, at vi hellere må køre hjem. Vi skal jo alle fire i skole næste dag. Da vi kommer hjem til Inge, bliver børnene sendt ud og vaske sig og komme i nattøjet, mens

Inge og jeg sidder og snakker.

 Fortrød du så, at du sagde ja til at tage med hjem til far og mor.

 Nej, helt bestemt ikke. Det er nogle dejlige mennesker, men det burde jeg have forudset med den datter.

 Inge kan ikke lade være med at le.

 Børnene kommer nu ind for at sige godnat. Jeg ser på dem med et glimt i øjet.

 Har I lyst til en lille godnathistorie, før I skal sove.

 Begge børn jubler.

 Ih ja.

 Godt, så sæt jer her, en på hvert knæ.

 Og så fortæller jeg en historie, der er så morsom, at begge børn klukker af latter. Da jeg er færdig, får jeg et godnatknus af dem begge, og bagefter får Inge så sit godnatknus, inden de løber ud ad døren for at komme i seng.

 På vej ud ad døren vender Henrik sig.

 Hvornår ser vi dig igen.

 Det snakker jeg med jeres mor om, så kan hun fortælle jer det i morgen.

 Inge og jeg sidder og snakker lidt endnu, men så må jeg også afsted. Vi bliver enige om, at jeg skal komme igen næste week-end.

 Ja, og så er der sommerferie. Jeg har tænkt på, om I ville med i sommerhus. Jeg har et på hånden, men ville lige spørge dig først. Det ligger oppe i Odsherred. Kunne du tænke dig, at vi fire tilbragte tre uger sammen deroppe. Der er god plads, og det ligger ikke så langt fra vandet.

 Det lyder godt, men må jeg lige tænke mig om først, så ringer jeg til dig i morgen aften.

 Vi giver hinanden et godnatknus og siger tak for en dejlig week-end.

 Næste aften ringer Inge.

 Jeg vil gerne med, men skal vi ikke vente med at fortælle børnene til du kommer herhen på lørdag, så kan vi jo evt. tage afsted  mandag morgen.

 Helt iorden, jeg glæder mig til at se børnenes ansigter, når de får det at vide.

 De bliver ellevilde, det er jeg helt sikker på.

 Jeg får pakket de ting, jeg skal have med i bagagerummet og tager kun min almindelige week-endtaske med ind, da jeg kommer om lørdagen.

 Det er Pernille, der lukker op og så får jeg et ordentligt knus. Hun fortæller, at Henrik lige hjælper sin mor, men et øjeblik efter får jeg også en varm velkomst af dem.

 Vejret er ikke så godt, så vi hygger os sammen i lejligheden.

 Heldigvis bliver der lovet fint vejr i vejrudsigten i fjernsynet.

 Inge blinker til mig.

 Det er rart, nu da vi har fået sommerferie, så vi kan komme lidt ud.

 Henrik ser på mig.

 Hvad skal du lave i sommerferien.

 Jeg regner med at skulle i sommerhus i nogle uger.

 Pernille sukker.

 Bare det var os, ikke også mor.

 Med et lille smil siger jeg.

 Hvad skal I da lave.

 Det har mor ikke villet snakke om.Vi skal nok bare blive her hjemme og måske besøge mormor og morfar nogle dage.

 Henrik smiler.

 Det kan da også blive helt morsomt.

 Tjah, men måske I tre så kunne have lyst til at tage med mig i sommerhus.

 Der lyder et jubelhyl fra børnene.

 Må vi godt det mor.

 Inge ler hjerteligt.

 Ja, hvis I vil have mig med.

 Dig kan vi slet ikke undvære, vel unger. Jamen så foreslår jeg, at vi starter mandag morgen, så I kan nå at få pakket jeres ting også.

 Henrik ser på sin mor.

 Havde I aftalt det i forvejen.

 Ja, min ven, men det er da rart at høre, at I også gerne vil med.

 Om vi vil. Det bliver jo pragtfuldt. Så kan vi være sammen alle fire hele tiden.

 Så ser han på mig.

 Men hvor længe.

 Tror I, at I kan klare tre uger.

 Det kan du tro, lige så længe det skal være, ikke Pernille.

 Pernille er kravlet op på mit knæ og slår armene om min hals.

 Du er sød, dig vil jeg gerne være sammen med, når mor og Henrik også er der.

 Jeg rækker Henrik min bilnøgle.

Kan du lige stikke ned og hente de tre pakker, der ligger på forsædet.

 Henrik snupper nøglen og skynder sig afsted. Et øjeblik efter er han tilbage med pakkerne, som han giver mig sammen med bilnøglen.

 Værsågod, den skal du have, den skal Pernille have, og den skal jeres mor have.

 Pernille ser undrende på mig.

 Jamen vi har da ikke fødselsdag.

 Jeg nikker.

 Nej, men jeg var her jo ikke sidst I havde fødselsdag, så vi kan kalde det forsinkede fødselsdagsgaver. I må gerne lukke op.

 Der er et par flotte badebukser til Henrik og et par smarte badedragter til Inge og Pernille i samme mønster og model.

 Må vi prøve dem.

 Ja, vi skal jo til vandet på mandag, så vi må hellere se, om de passer, ellers må vi jo have dem byttet, inden vi kører.

 Inge smiler.

 Skal jeg også prøve min.

 Selvfølgelig, lad os se en lille mannequinopvisning.

 Lidt efter er de tilbage i badetøjet alle tre, og det passer dem fint.

 Jeg kan ikke lade være med at se beundrende på Inge, da hun kommer ind. Badedragten passer perfekt, og hun ser virkelig dejlig ud i den.

 Orv, hvor er du flot i den, mor.

 Henrik ser over på mig, og jeg giver ham helt ret.

 Pernille ser lidt skuffet ud.

 Er jeg ikke også flot.

 Jeg giver hende et knus.

 Jo, du er dejlig min skat, og Henrik er da også en flot fyr i de badebukser.

 Inge ser leende på mig.

 Lad os så se dig i dine badebukser, så vi kan se, om vi kan være bekendt at følges med dig.

 Jeg går så ind og skifter til et par badebukser nøjagtig magen til Henriks.

 Da jeg kommer tilbage, siger Inge nådigt.

 Jo, det går an, eller hvad siger I unger.

 Henriks øjne stråler.

 Der er ikke nogen, vi hellere vil følges med. Tænk vi to ligner hinanden, lige som Pernille og mor. Det er så dejligt.

 Vi går nu ind for at skifte igen. Inde på værelset siger Henrik lidt tøvende.

  Er det med vilje, at du har købt mine badebukser, så de ligner dine, så vi kommer til at ligne hinanden.

 Jeg nikker alvorligt til ham.

 Ja, min ven, jeg syntes, at det ville være rart, hvis vi to lignede hinanden.

 Henrik sukker dybt, så smiler han sit dejlige smil.

 Jeg vil så gerne ligne dig.

 Så slår han armene omkring mig og giver mig et stort knus.

 Så begynder han at le.

 Nu skal jeg nok skynde mig i tøjet, det havde jeg jo helt glemt.

 Vi hygger os nu et par timer, til børnene skal i seng. Da de er kommet i nattøjet får de så en godnathistorie, inden de smutter i seng.
 Inge og jeg snakker videre om ferien.

 Ved du hvorfor jeg tøvede lidt med at sige ja til dit tilbud om at tage med i sommerhus.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, men du havde nok en grund, du behøver ikke at fortælle mig det, hvis du helst vil være fri.

 Jeg vil helst fortælle det, så vi hele tiden har rene linier. Du vil hele tiden gøre noget for at glæde os, men du må ikke forvænne os, så ender det bare med, at vi bliver krævende. Vi er jo glade, bare vi kan være sammen med dig, det kan du da mærke, ikke.

 Jeg er jo så glad og lykkelig over at jeg har mødt jer, så jeg slet ikke synes, at jeg kan gøre nok for, at I rigtig skal mærke det. Men måske har du ret.. Jeg skal prøve, om jeg kan forbedre mig, men det bliver svært.

 Nej, min egen ven, du skal ikke forandre dig, du skal bare prøve at tænke lidt mere på dig selv en gang imellem. Hvis vi, hvad jeg inderligt håber, en dag beslutter at gifte os, så må det ikke blive sådan, at vi ikke kan blive taknemlige for noget mere, men tager alting for givet. Vil vil gerne give dig vores kærlighed, men vi vil også meget gerne modtage din kærlighed, det må du aldrig tvivle om.

 Jeg tror godt, at jeg forstår, hvad du mener. Tak fordi du siger det, så jeg ikke ubevidt kommer til at ødelægge vores fremtid.

 Jeg synes i øvrigt, at både du og Pernille så bedårende ud i jeres badedragter, og Henrik var også meget glad for, at jeg havde købt badebukser til ham, der lignede mine. Han vil tilsyneladende gerne ligne mig.
 Ja, det kan måske blive en belastning, at man altid skal være ufejlbarlig og nærmest en halvgud, men jeg forstår ham godt. I hans alder har man brug for en faderskikkelse man kan se op til og efterligne, og da er du den helt rigtige for ham, men bliv nu ikke for skuffet, hvis I to ryger i totterne på hinanden i løbet af de næste tre uger, den unge mand kan sommetider være alt andet end nem, i øvrigt elsker han dig ikke mindre højt af den grund, men du har jo selv været ude om det, min ven.

 Det sidste siger Inge med et smil.

 Jeg fortæller så lidt om sommerhuset, men omsider bliver vi enige om at gå i seng.

 Inden jeg går ind på værelset, siger Inge.

 Hvis vi kommer godt igennem de her tre uger, alle fire, hele døgnet rundt, så tror jeg roligt, at vi kan gå hen og gifte os en dag.

 Det gør vi, for det ønsker vi alle fire.

 Inge nikker.

 Det tror jeg også, derfor gik jeg med til det.

 Næste morgen står Henrik ved siden af min seng klokken halvsyv.

 Synes du, at det er for tidligt at stå op nu.

 Jeg kan ikke lade være med at le, da jeg ser hans ansigtsudtryk.

 Tror du ikke, at vi kan trække den en lille times tid endnu.

 Joh, det kan vi godt, men…… han tøver lidt, må jeg så komme op til dig.

 Jeg løfter dynen lidt. Han smutter lynhurtigt op i sengen og putter sig helt ind til mig. Lidt efter dukker hans hoved op over dynekanten.

 Kan vi godt snakke lidt, eller vil du hellere sove.

 Nej, lad os bare snakke lidt, jeg går ud fra, at der er noget, du vil spørge om.

 Lever din far og mor endnu, og skal vi så hen og hilse på dem en dag.

 Nej, de er desværre døde begge to, ellers er jeg sikker på, at de gerne ville have hilst på jer.

 Har du heller ingen søskende.

  Nej, jeg var enebarn, så jeg har været meget alene, indtil jeg mødte jer. Jeg kendte ganske vist en dame for nogle år siden, hun havde en dreng på din alder, men hun er gift med en anden nu.

 Det var synd for dig, men dejligt for os, ellers havde vi jo ikke mødt dig.

 Nej, og det er jeg meget glad for, at jeg har gjort.

 Jeg knuger ham ind til mig.

 Hvad har du så lavet i din fritid.

 Jeg har været spejder en del år, og så har jeg fotograferet meget. Jeg holder især af at fotografere dyr og mennesker. Når jeg selv fremkalder og forstørrer, så bliver det ikke slet så dyrt.

 Tror du, at jeg kunne blive ulveunge efter sommerferien.

 Ja, det tror jeg da ikke, at din mor vil have noget imod, har du spurgt hende.

 Nej, men nu tror jeg, at jeg vil prøve.

 Vi ligger lidt tavse, så siger Henrik.

 Flytter du hjem til os efter sommerferien.

 Det kommer nok meget an på, hvordan vi fire kommer ud af det med hinanden de næste tre uger. Det kan jo være, at vi kommer op at skændes eller bliver uvenner. Men mest kommer det an på, om din mor synes, at det er en god ide.

 Vi kommer da ikke op at skændes eller bliver uvenner. Jeg synes, at det ville være en god ide, også selvom du skulle sove inde hos mor, og det ved jeg, at Pernille også synes, for det har hun selv sagt til mig.

 Vel, det kan vi vende tilbage til senere. Det vigtigste er, at vi ikke bliver uvenner eller kommer op at skændes. Skal vi to være enige om at gøre, hvad vi kan for at undgå det.

 Henrik slår armene om min hals.

 Jeg skal nok gøre, alt hvad jeg kan for at undgå det.

 Godt, skal vi stå op nu, så kan vi jo starte med armbøjninger, inden vi går i bad, så kan vi jo prøve, om vi kan klare en mere hver dag.

 Henrik er straks med på ideen, og snart ligger vi pustende på gulvet ved siden af hinanden eftyer de 21 armbøjninger.

  Da vi lidt efter står ude under bruseren siger Henrik.

  Jeg holder lige så meget af dig nu, som jeg gjorde af far.

 Uvilkårligt løfter jeg ham op og giver ham et stort knus.

 Tak skal du have Henrik. Jeg holder også utrolig meget af dig.

 Lidt efter er vi i tøjet, og Henrik løber efter rundstykker, mens jeg laver kaffe.

 Efter morgenkaffen går vi i gang med at pakke det, vi skal have med. Inge pakker sine og Pernilles ting, og jeg hjælper Henrik med at pakke. Mine ting er jo nede i bilen.

 Der er et par gange, det kniber med at blive enige om, hvad han skal have med, men da pladsen sætter visse grænser, bliver nu hurtigt enige. Om aftenen går vi tidligt i seng alle fire, så vi kan være friske næste morgen.

 Det kniber børnene lidt at falde i søvn af bare glæde og forventning., men omsider lykkes det da, og så er det pludselig tid til at tage af sted. Et par timer efter er vi oppe ved sommerhuset. Vejret er blevet dejligt, så bliver enige om, at vi lige tømmer bilen og så går vi ned og bader, inden vi spiser.

 Vi nyder rigtig vandet, så det varer en times tid, før vi er tilbage i sommerhuset.

 Inge smører nogle madder, mens vi andre pakker ud og lægger på plads. Da vi har spist, bliver vi enige om at gå en tur og se på omgivelserne.

 Inden vi går er der lige nogle regler.

 Vi siger til de andre, når vi går og ingen går alene. Ingen bader alene. Enhver rydder op efter sig selv og holder styr på sine egne ting. Vi skiftes til at lave mad, gøre rent og vaske op, og husk, ingen sure miner. Er der noget, hvis en f.eks. bliver ked af noget, siger vi til med det samme. Vi skal jo have det rart, både sammen og hver for sig. Kan vi blive enige om det.

 Vi går nu på opdagelse, finder den nærmeste vej til vandet, til købmanden o.s.v. og omsider traver vi så hjem igen.

 Sommerhuset er ikke ret stort, men godt indrettet. Der er to køjekamre og en stue, et lillebitte køkken med gasblus og et meget lille badeværelse med toilet. I stuen er der en pejs og adgang til en terrasse med stakit udenom, så man kan være helt ugenerte derude.

 Stuen er delt op i en spisekrog med et bord og fire stole, og henne ved pejsen er der en sofa og to lænestole. Det passer fint til os fire, og både Inge og børnene er da også begejstrede.

 Da børnene er kommet i seng den første aften, går Inge og jeg en lang tur sammen i det dejlige vejr. Vi nyder at være sammen og snakker efterhånden godt om alt muligt.

 Pludselig standser Inge op og ser på mig.

 Det er i grunden mærkeligt, men jeg føler det, som om vi havde kendt hinanden i mange år og ikke bare i en måned.

 Tror du ikke, det er fordi vi passer så godt sammen. Jeg har det på nøjagtig samme måde.

 I løbet af den første uge finder vi frem til et fast dagsprogram, som vi alle er tilfredse med. Jeg får taget en del billeder, selvfølgelig især af Inge og børnene. Det bliver spændende at få dem fremkaldt og se, hvordan de er blevet.

 Men samtidig ønsker jeg, at vi bare kunne blive her altid. Bare livet kunne fortsætte på denne måde.

 Selvfølgelig undgår vi ikke småskænderier, som den dag, da Henrik og Pernille er kommet op og toppes om, hvis skyld det er, at det flyder inde i stuen, da Inge og jeg kommer hjem fra en travetur.

 Inge ser alvorligt på dem.

 Hvad lovede vi Mogens. Ingen skænderier. Se nu at få fjernet jeres ting, hver især, så går vi ned og bader, når I har ryddet op.

 Henrik skal lige til at sige noget, men tager sig i det, så ser han op på sin mor med et lille smil i øjenkrogen.

 Det var min skyld mor, jeg er jo den ældste, undskyld. Vi skal nok skynde os at rydde op nu.

 Pernille ser ynkeligt først på mig og så på sin mor.

 I er ikke sure på os, vel.

 Selvfølgelig er vi ikke det.

 Kort efter er vi på vej ned til vandet. Jeg er ved at lære Pernille at svømme, hun er ikke så god til det endnu, mens Henrik er meget dygtig. Det ærgrer hende selvfølgelig, men til gengæld er hun glad for, at jeg hjælper hende, så hun kan blive bedre til det. Og snart lyder børnenes glade latter ud over vandet. Det lille skænderi er helt glemt.

 Da vi har været i sommerhuset i knap fjorten dage, siger Pernille pludselig en aften ved aftensmaden.

 Flytter Mogens hjem til os, når vi kommer hjem efter ferien, mor.

 Inge ser overrasket på hende og derefter på Henrik, så tygger hun af munden.

 Synes du, at det ville være en god ide, hvad mener du, Henrik.

 Henriks øjne lyser.

 Det ville være alle tiders, ikke Pernille.

 Jo, helt bestemt.

 Så ser hun drillende på mig.

 Og hvad siger du Mogens.

 Jeg ser alvorligt på hende.

 Ja, hvad mener du.

 Hun ler hjerteligt.

 Jeg spurgte først.

 Jeg vil helst ikke flytte hen til jer.

 Da jeg ser børnenes skuffede ansigter, fortsætter jeg.

 Men hvad med, at I flyttede hen til mig.

 Inge ser overrasket på mig.

 Jamen din lejlighed er da mindre end vores.

 Jeg nikker.

 Jeg vil lige snakke med jeres mor om det bagefter, hvis I virkelig mener, at I gerne vil bo sammen  med mig.

 Mens børnene vasker op, går Inge og jeg ud på terrassen og sætter os.

 Inge ser uroligt på mig.
 Hvad har du nu fundet på.

 Jeg smiler undskyldende.

 Pernille kom mig lidt i forkøbet.

 Jeg har det sidste halve år været på udkig efter et hus. Jeg vidste, at jeg blev viceinspektør til august, og så syntes jeg, at jeg ville have noget ordentlig at bo i. Så kom du og børnene ind i billedet, og så måtte ejendomsmægleren til at se efter et større hus. Jeg håbede jo, at jeg med tiden fik jer til at flytte hen til mig.. I dag fik jeg så brev fra ejendomsmægleren, at han havde to huse, han gerne ville have mig til at se på i morgen. Det var så min mening at invitere jer ud at se på, hvilket af dem, I syntes bedst om. Jeg ville forberede dig på det i aften og så overraske børnene i morgen.

 Inge ryster på hovedet.

 Kunne du ikke have fortalt mig det lidt før.

 Jo, men jeg ville ikke skuffe dig, hvis det ikke blev til noget.

 Så havde vi været to om at dele skuffelsen, min ven. Vil du ikke nok snakke med mig om den slags ting i forvejen,fremover. Men hvad skal vi svare børnene, de venter jo nok et svar.

 Vi kan jo sige, at du godt vil flytte hen til mig, hvis de vil med. Så kører vi ind og ser på husene i morgen. Det bliver jeres afgørelse, hvilket af dem det bliver, eller om vi skal vente på et nyt tilbud.

 Inge har rejst sig og lægger armene om min hals.

 Jeg elsker dig virkelig, Mogens, lige så højt som mine børn gør. Du holder af overraskelser, det må jeg så se at vænne mig til. Det bliver nok heller ikke så svært, for de går jo altid ud på at glæde os.

 Det vil sige, at du godt vil flytte hen til mig, min skat.

 Så griber jeg hendes hænder og valser rundt med hende på terrassen.
 Henrik og Pernille kommer ud i det samme og ser overraskede på os.

 Leende forklarer jeg, at deres mor har sagt ja til at flytte hen til mig. I morgen kører vi så hen og ser på stedet og ser, hvad I synes om det.

 Henrik ser alvorligt på mig.

 Vil det så sige, at du bliver vores far.

 Ja, min ven, hvis jeres mor vil gifte sig med mig, hvornår det bliver, må du spørge hende om, det er hendes overraskelse til os.

 Jeg blinker til Inge.

 Jamen det vil jeg så tænke lidt over. Men hvis I gerne vil, må I godt sige far til ham allerede nu, for det tror jeg, at han vil blive glad for.

 Pernille er først henne hos mig.

 Må jeg virkelig godt kalde dig far.

 Jeg bøjer mig ned og løfter hende op.

 Det kan du tro, at du må, min egen lille pige, jeg holder så meget af dig.

 Bagefter er det Henriks tur. Jeg kan se, at han har tårer i øjnene. Da jeg løfter ham op, hvisker han ind i mit øre.

 Åh, jeg er så glad, så glad lille far.

 Vi sidder og snakker længe om fremtiden, men omsider bliver børnene sendt i seng efter at have fået deres godnathistorie.

 Inge og jeg sidder og snakker endnu en times tid, så siger hun.

 En ting må du love mig. Får du problemer, uanset af hvilken slags, må du aldrig undgå at fortælle mig om dem for at skåne mig. Fra nu af må vi altid være to om både glæder og problemer.

 Det lover jeg hende.

 Midt om natten kommer Henrik over til min seng.

 Undskyld, at jeg vækker dig, men må jeg godt sove hos dig i nat.

 Jeg kan se, at han ryster over hele kroppen. Da han kommer op i sengen, knuger han sig ind til mig, som om han aldrig ville slippe igen.

 Så hvisker han.

 Dig skal jeg ikke også miste, vel far, det vil jeg ikke kunne bære.

 Nej, min egen lille søn. Vi vil holde sammen i fremtiden, det lover jeg dig helt bestemt. Skal vi tage pyjamasjakkerne af, så du bedre kan mærke mig helt tæt på dig.

 Åh ja, det ville være dejligt. Må jeg også tage bukserne af, de er helt våde af sved, fordi jeg var så bange.

 Helt i orden min dreng. Kan du nu sove godt, men er der noget, kan du bare kalde på mig.

 Tak min egen lille far, nu tror jeg, at jeg kan sove roligt.

 Næste morgen ser Henrik lidt genert på mig, da han vågner.

 Synes du, at jeg er for barnlig.

 Nej, min dreng, du er ikke spor mere barnlig end du har lov til at være i din alder.

 Jeg vil jo bare så nødigt have, at du synes, at jeg er en tøsedreng.

 Det gør jeg bestemt heller ikke. Du havde behov for at føle lidt tryghed hos mig i nat, og det var jeg kun glad for at kunne give dig.

 Tak far, jeg elsker dig.

 I lige måde, min egen lille søn.

 Efter morgenmaden kører vi så til København.. Først tager vi op i min lejlighed. Børnene ser lidt forundrede ud. Der er kun to små værelser og et køkken, men ingen rigtig badeværelse, kun et toilet.

 Synes I, at det ser lidt for småt ud.

 De trækker lidt på det.
 Jamen så må vi jo finde noget andet, noget I også kan være tilfredse med.

 Jeg smiler muntert til Inge.

 Så tager vi ud og ser på husene. Det første er ikke lige sagen, men det andet ser fint ud.

 Der er en dejlig stue, et alrum, to mindre værelser og et soveværelse, et dejligt badeværelse og et gæstetoilet og endelig et fint indrettet køkken. Desuden er der en rar lukket have og en garage med et værkstedsrum bag ved.

 Børnene er lidt forvirrede, men Inge siger beroligende. Jeg tror, at Mogens har tænkt sig at købe et hus, så vi kan komme til at bo rigtig godt. Hvad mener I om det her hus.

 Henrik ser prøvende på mig.

 Vil det sige, at vi skal være med til at bestemme, hvor vi skal bo.

 Ja, min dreng, og hvis I ikke synes om det her, finder vi et andet hus.

 Henrik ryster på hovedet.

 Bare vi skal bo sammen med dig, må det for min skyld gerne være i din lejlighed. Bliver det her ikke meget dyrt.

 Nej, hvis I synes om det her hus, tager vi det, det er helt sikkert.

 Tavs går Henrik en tur rundt i huset igen, så kommer han hen til Inge og mig igen.

 Mener du virkelig, at du vil købe det her hus for vores skyld.

 Jeg når ikke at få svaret, før Pernille råber ude fra haven.

 Her vil jeg gerne bo, det er sådan et hyggeligt og rart hus.

 Smilende ser jeg på Henrik.

 Og hvad mener du så.

 Hans ansigt lyser op i et stort smil.

 Her vil jeg frygtelig gerne bo.

 Inge ler.

 Sikken et held, det vil jeg også gerne.

  Vi kører lige hen til ejendomsmægleren og giver besked, inden vi kører op til sommerhuset igen.

 Snakken går ivrigt nu, om hvordan huset skal indrettes. Børnene får lovning på, at de hver får deres værelse, hvad de er meget begejstrede for. Da Inge siger, at på den måde er det nemt at se, hvem der roder, ler de begge. Det har de slet ikke noget imod.

 Vi bliver enige om at invitere Inges forældre op i sommerhuset om søndagen. Der er jo så meget at fortælle dem, synes vi.

 Jeg har købt en flaske champagne, så vi kan fejre begivenheden allerede i aften, og børnene får også et glas med.

 Pernille ler.

 Det prikker i næsen.

 Henrik påstår snusfornuftigt, at det minder om sodavand.

  Omsider er det på tide at komme i seng, og snart sover vi alle fire godt.

 Næste dag har vi travlt med at gøre klar til gæsterne kommer, men vi får også tid til at bade, trave tur og bare hygge os sammen. Vi har i løbet af den korte tid lært at tilpasse os hinanden på en fin og god måde.

 En gang imellem er jeg lidt nervøs, for Henrik har knyttet sig meget tæt til mig, så meget, at jeg er nervøs for, at Inge skal føle, at jeg tager ham fra hende, men når vi taler om det, fastholder hun, at hun ikke er spor jaloux, snarere tværtimod. Hun er både glad og taknemlig over det gode forhold, vi har til hinanden.

 Lørdag aften, da vi sidder og taler om det, efter at børnene er kommet i seng, siger hun.

 En af årsagerne er sikkert, at han er bange for at miste dig, lige som sin første far. Når han føler sig mere sikker på, at han beholder dig, ryger I sikkert i totterne på hinanden af og til, men det skal du ikke være ked af, for det betyder ikke noget. Han elsker dig meget højt, men han har temperement, selvom han ikke har vist det over for dig endnu.

 Det bliver en fin søndag. Inges forældre er med ude og bade, og selvom pladsen er lidt trang, hygger vi os fint sammen. Det glæder dem meget at høre om vores fremtidsplaner, som de begge synes, er en god ide.

 Jeg har fået et usædvanligt godt forhold til begge mine kommende svigerforældre. Selvom vi er uenige om visse ting, lærer vi hurtigt at acceptere og respektere hinandens synspunkter.

 Da de er taget afsted om aftenen, siger Inge til mig.

 Kan du overhovedet blive uvenner med folk. Du glider altid af, når der er optræk til konfrontationer.

 Selvom jeg i mange retninger er en novice, har livet lært mig, at den tid man bruger på unødvendige skænderier er spildt, og jeg synes, at livet er for kort til at spilde tiden.

 Det kan du selvfølgelig have ret i, men føler du aldrig trang til at overbevise andre om, at du har ret i det, du mener.

 Jo da, men så kræver det saglige argumenter, vil andre ikke erkende dem, opgiver jeg, for en skønne dag vil de indse, at jeg havde ret, hvis mine argumenter er gode nok.

 Inge ser smilende på mig.

 Tror du i grunden, at vi to passer særlig godt sammen, min livsindstilling er ikke nær så fatalistisk.

 Jeg omfavner hende og giver hende et stort kys.

 Netop derfor tror jeg, at vi passer fint sammen. Var vi ens, ville livet blive alt for kedeligt, ja måske endda trivielt.

 Inge ler højt.

 Jeg må indrømme, at nogle af dine argumenter slet ikke er så tossede.

 Børnene kommer nu ud til os på terrassen, og vi sidder så og snakker hyggeligt en times tid. Her i ferien tager vi det ikke så nøje med sengetiden.

 Pernille er kravlet op til mig og putter sig tæt ind til mig. Henrik ser lidt på hende, men sætter sig så hos sin mor. Vi sidder bl.a. og taler om, hvornår vi skal flytte.

 Pludselig siger Henrik.

 Skal vi nu skifte skole, så vi skal gå på din skole, og skal mor også være lærer der.

 Jeg tænker mig lidt om.

 Tror I ikke, at det er bedre, at I bliver på den skole, I er vant til. Det er vist ikke nogen god ide at gå i skole hos sin egen far. Det vil nemt kunne give problemer med kammeraterne, hvis de tror, at der bliver taget særlige hensyn. Mener du ikke det, Inge.

 Jo, det tror jeg er rigtigt. Jeg tror også at det er bedst, at vi arbejder hver sit sted, ikke mindst nu, hvor du bliver viceinspektør.

 Pernille ser op på mig.

 Jeg vil heller ikke så gerne hen i en ny skole, hvor jeg ingen kender.

 Henrik nikker.

 Jeg vil også helst blive i den skole, jeg kender. Jeg ville nok også nemt blive beskyldt for at sladre til dig, hvis jeg blev uvenner med nogen. Men nu skal vi jo også være sammen uden for skoletiden, det bliver dejligt.

 Efter godnathistorien går børnene i seng, og en lille times tid senere går Inge og jeg også i seng. Det har været en lang dag. Jeg er lige ved at falde i søvn, da Henrik kravler op til mig og hvisker.

 Holder du mere af Pernille end af mig.

 Hvorfor spørger du om det.

 Jo, jeg var så misundelig på Pernille, fordi hun sad hos dig næsten hele aftenen.

 Det behøver du bestemt ikke at være, min dreng. Jeg holder lige meget af både Pernille og dig og jeres mor. Pernille vil også gerne sidde hos mig en gang imellem, synes du ikke, at hun skal have lov til det.

 Joh, det må hun godt, bare du også holder af mig.

 Det gør jeg helt bestemt, min egen dreng, men din mor vil måske også gerne mærke, at du stadig holder af hende.

 Jamen det gør jeg da også.

 Der kan du se, man kan godt holde af flere mennesker.

 Jeg giver ham et knus.

 Tror du ikke, at vi skal sove nu.

 Jo da, men må jeg godt blive liggende her hos dig.

 Det må du, godnat min dreng.

 Godnat lille far.

 Den sidste uge går alt for hurtigt, synes vi alle fire, men der bliver nok at se til, når vi kommer hjem. Vi har bestemt at flytte ind til september. Inge vil selv sy gardinerne, og jeg skal lave nogle småreparationer og lægge tæppe på nogle af gulvene, så huset er helt klar til indflytning.

 Jeg bor ude hos Inge og børnene det meste af tiden, men vi ses næsten kun morgen og aften. Børnene er en uges tid hos Inges forældre. De nætter sover Inge og jeg sammen. Det kniber os lidt i starten at finde sammen, rent seksuelt, men snart går det bedre, og inden længe har vi det godt sammen også på dette punkt.

 Da børnene kommer tilbage, flytter Pernille derfor ind til Henrik igen. Henrik er lidt fortrydelig over det,  men da vi holder ved vores armbøjninger og det fælles morgenbrusebad, har han snart vænnet sig til det.

 Om søndagen drikker vi nu morgenkaffe i sengen inde hos Inge og mig alle fire. Det er Inges ide, og den synes alle godt om.

 Og så kommer den store dag, da vi skal flytte. Det bliver et stort arbejde, og i den første tid kniber det os at finde vores ting, men snart befinder vi os godt i det nye hus.

 Pernille er ikke helt glad for at være alene på sit værelse i starten, så hun kommer ind til Inge og mig de første par nætter, men snart har hun vænnet sig til det og bliver meget glad for sit værelse.

 I efterårsferien gifter vi os, og ved juletid føler vi det, som om vi havde boet sammen i mange år. I julen har vi Inges forældre på besøg og har det virkelig hyggeligt sammen.

 Henrik er blevet ulveunge, og det er han meget begejstret for.

 Tiden går umærkeligt for os. Selvfølgelig opstår der små problemer undervejs, men da vi alle fire er indstillet på at få det til at gå godt, får vi dem løst, inden de bliver for store.

 Henrik og jeg har et par kontroverser, som Inge havde forudset, men da de er overstået, er vi om muligt endnu bedre venner. Den ene gang siger han.

 Uh, hvorfor bliver du aldrig sur på mig.

 Jeg blinker til ham.

 Du bliver jo heller aldrig sur på mig, i hvert fald ikke ret længe.

 Han ser alvorligt på mig.

 Nej far, det kan jeg simpelthen ikke holde ud, jeg elsker dig jo.

 Der ingen tvivl om, at både Henrik og Pernille begge to fuldt ud regner mig som deres far nu, og det er Inge også meget glad for.

 Inges og mit forhold fungerer perfekt. Vi har lovet, at vi ikke vil ændre på hinanden i væsentlige forhold, og det løfte holder vi troligt begge to. Vores venner driller os med, at vi ligner et nyforelsket par. Men det er mere end forelskelse, det er dyb og inderlig kærlighed hos os begge.

 Der går nu en halv snes år. Vi er blevet enige om, at vi ikke skal have flere børn, dels fordi de andre nu er blevet så gamle, men især fordi Inge var meget syg, da hun fik Pernille, og vi vil under ingen omstændigheder løbe nogen risiko.

 Den enere tid har Inge imidlertid været meget sløj og træt, omsider lykkes det så at få hende til at gå til læge. Det viser sig at være kræft i livmoderen, og hun skal opereres hurtigst muligt. Selv om vi begge er chokerede prøver vi at holde modet oppe hos hinanden. En måned senere er vi dog klar over, at det var for sent.

 Der er ikke noget at gøre, Inge har højst et par måneder tilbage.

 Henrik og Pernille er begge flyttet hjemmefra, men week-enden efter snakker jeg længe med dem, inden vi tager ud for at besøge Inge. De er begge hjemme på week-end.

 Hun prøver at holde humøret oppe, selvom vi kan se på hende, at hun har det skidt. Da vi har snakket lidt, siger hun.

 Lov mig I to, at I aldrig vil svigte jeres far, han får mere brug for jer end nogensinde før. Jeg ved, at jeg snart skal dø. Jeg ville gerne have levet mange år endnu og have set jeres børn vokse op, men det får jeg altså ikke lov til.

 Mogens har betydet utroligt meget for mig, og så måske endda endnu mere for jer. Han har været med til at give jer en god barndom og en god opvækst, langt bedre end jeg kunne have gjort uden ham. Han har altid været både mig og jer en trofast ven, og han har vist os alle tre en ubegrænset kærlighed. Når I ikke har mig mere, så husk, at I altid har ham. Han vil aldrig svigte jer, det ved jeg. I kunne aldrig have fået en bedre far.

 Lidt efter tager børnene hjem, de kan mærke, at Inge og jeg gerne vil være lidt alene. Inge kan ikke klare at snakke mere, jeg sidder bare med hendes hånd i min. Jeg kan se, at det snart er slut. En times tid efter ser hun på mig og prøver at smile, så lukker hun øjnene og udstøder et dybt suk. Jeg er klar over, at hun er død.

  Jeg har svært ved at tage hjem, men jeg ved, at jeg må gøre det, for børnenes skyld.. Livet skal gå videre, både for dem og for mig, selvom jeg føler, at mit liv vil blive tomt fremover.

 Da jeg kommer hjem, omfavner de mig kærligt begge to.

 Pernille ser på mig.

 Så er mor altså død, jeg kan slet ikke forstå det.

 Henrik siger stilfærdigt.

 Du skal vide, at du ikke er alene far, du har mistet mor, men du har stadigvæk os. Vi vil alle tre savne mor, men når vi tre har hinanden, vil vi kunne klare at leve videre. Hvis du bryder dig om det, vil jeg gerne flytte hjem og bo hos dig indtil videre.

 Pernille nikker.

 Det vil jeg da også gerne.

 Jeg ser rørt på dem begge to.

 Lige i øjeblikket synes jeg ikke, at I skal gøre det for min skyld. I er ved at skabe jer en fremtid, venner og omgangskreds, det skal ikke ødelægges.

 Jeg vil gerne have, at I kommer hjem, når som helst I har lyst. Men I må på ingen måde føle jer forpligtede. Jeg vil være her, når eller hvis I får brug for mig. Jeg vil nok en gang imellem føle mig ensom, men det er noget jeg selv må se at komme overr.

 Kom hjem en week-end nu og da, sammen eller hver for sig, som I har tid og lyst til. Lad mig få et par måneder til lige som at finde mig selv igen. Har I til den tid stadig lyst til at flytte hjem for kortere eller længere tid, skal I være velkomne til hver en tid. Men I må aldrig føle jer forpligtede. Det ville måske få jer til at hade mig en dag, fordi I ville synes, at jeg tog jeres ungdom, og den er det kun jer, der har ret til.

 Henrik og Pernille bliver hjemme til efter begravelsen. Den sidste aften kommer Pernille over og sætter sig på mit skød og lægger armene om halsen på mig.

 Kære lille far, vi elsker dig begge to mindst lige så højt, som vi elskede mor. Vil du godt fortælle en historie, det er snart så længe siden, du har gjort det sidst.

 Henrik sætter sig ved siden af mig i sofaen og tager min ene hånd.

 Åh ja, far, vil du godt, lige som da vi var børn.

 Det varer lidt, før min stemme fungerer helt normalt, den ryster lidt i starten, men snart fortæller jeg, lige som i gamle dage. Omsider går vi så i seng. Næste morgen tager de afsted samtidig med mig. Jeg skal jo i skole igen, og det er nok meget godt, så må jeg jo tvinge mine tanker i andre baner.

 Det er ikke rart at komme hjem til et tomt hus om eftermiddagen, men jeg må jo se at vænne mig til det. Jeg vil ikke sælge huset, dels er det børnenes barndomshjem, og dels har jeg mange dejlige minder fra årene med Inge.

 Nogle måneder senere kommer der en dag en dreng ind på mit kontor ved middagstid. Jeg synes, at der er noget bekendt ved ham, men tænker ikke særligt over det, da jeg spørger ham, hvad han vil. Han kan vel være omkring 12 år. En ganske køn dreng, men meget alvorlig og næsten sammenbidt at se på.

 Så kommer det lavmælt.

 Jeg vil gerne gå i skole her nu.

 Lidt overrasket spørger jeg, om han har flyttepapirer med. Han ryster på hovedet og mumler noget om, at de bliver sendt.

 Normalt plejer vi at få papirerne, før I kommer, men lad mig så få dit navn og din adresse og din fødselsdag.

 Jeg tager blyant og papir frem og ser spørgende på ham.

 Han tøver lidt.

 Jeg hedder Kurt, Kurt Jensen.

 Det ser ikke ud, som om han rigtig vil kendes ved navnet.

 Jeg sidder lidt og ser på ham, så smiler jeg svagt.

 Det tror du vist ikke selv på, hvad sønneke.

 Det giver et sæt i ham, og han bliver meget bleg.

 Var…. Var du klar over.

 Han stammer af bare forskrækkelse.

 At….at jeg var… Ralfs broder. Havde han ringet og sagt, at jeg kom.

 Nu er det mig, der bliver bleg. Ralfs broder, Kirstens søn og, nej, det kan ikke være rigtigt. Kan han være min søn. Nu kan jeg pludselig se, hvem han ligner, Ralf, selvfølgelig.

 Uvilkårligt stønner jeg.

 Er du Kirstens søn.

 Han ser mig lige i øjnene.

 Ja, og din søn.

 Jeg læner mig tilbage i stolen og ser stift på ham, men han fastholder mit blik.

 Hvem har fortalt dig det, din mor.

 Nej, det har min storebror Ralf.

 Hvordan kan han vide det.

  Jeg blev født ni måneder efter at mor, Ralf og du havde været i Harzen.

 Jamen hvad med din far, jeg mener Frank, din mors mand.

 Han ved det godt, det var ham, der foreslog, at jeg lærte dig at kende.

 Hvad med din mor, ved hun, at du ved det.

 Mor døde sidste år, hun begik selvmord. Det bebrejdede jeg far, altså Frank, i søndags. Han bad mig ryge og rejse. Jeg var ikke hans søn. Jeg kunne jo prøve, om du ville have mig, siden jeg var din søn og ikke hans. Jeg pakkede så noget tøj og tog ind til Ralf, som har et værelse her i København, hvor han læser.
 Han hjalp mig at finde ud af, hvilken skole du var på, og så tog jeg altså her hen.

 Han sagde, at han aldrig havde glemt dig. Måske ville du tage dig af mig, hvis du kunne, ellers kunne jeg bo hos ham indtil videre.

 Under hele denne forklaring har han set ned i gulvet, men da han slutter, ser han op på mig med et bedende blik.

 Hvad siger du til det.

 Jeg rejser mig og går om på den anden side af skrivebordet og tager begge hans hænder mellem mine. De er iskolde.

 Hvad hedder du så.

 Hans ansigt lyser lidt op, så kommer det stille.

 Jeg hedder også Mogens.

 Det giver et sæt i mig, men jeg tager mig hurtigt sammen.

 Kom så Mogens, nu går vi hjem til mig. Vi to har vist meget at snakke om.

 Da vi kommer hjem, laver jeg noget mad, mens Mogens dækker bord, efter at jeg har vist ham, hvor de forskellige ting er.

 Da vi har spist, sætter vi os og snakker. Ved aftenstid ringer jeg til Ralf og beder ham komme og tage Mogens´ting med.

 Vi får en meget lang snak. Ralf er i gang med at læse til lærer. Han smiler lidt, da han fortæller det. Lidt efter siger han.

 Kan og vil du have Mogens boende, til jeg finder en anden udvej for ham.

 Nu er det mig, der smiler.

 Selvfølgelig vil jeg have Mogens boende. Han er jo min søn, så det manglede da bare andet. Jeg håber, at vi kan komme godt ud af det med hinanden, men vil du give Frank besked.

 Ralf nikker.

 Selvfølgelig, det vil du ikke få problemer med.

 Jeg fortæller nu lidt om mit ægteskab med Inge og om hendes død, og fortæller selvfølgelig også om Henrik og Pernille.

 Mogens har siddet og lyttet tavs til vores samtale, nu afbryder han.

 Jamen hvad vil Henrik og Pernille sige til, at du pludselig har en søn mere.

 Jeg smiler bredt.

 Jeg garanterer, at de vil sige velkommen i familien, lillebror.

 Da Ralf skal til at gå, hvisker han.

 Du lovede mig en gang, at jeg altid ville kunne stole på dig. Det løfte holder du nu. Jeg holder meget af min lillebror, men jeg ved, at hos dig vil han få det godt.

 Mogens får Henriks værelse i første omgang, og omsider siger vi godnat til hinanden og går i seng, men det varer længe, før jeg falder i søvn.

 Næste morgen, mens vi spiser morgenmad, siger jeg til Mogens, at han hellere må vente med at begynde i skolen til næste dag. Så kan han hygge sig herhjemme og se at finde sig til rette og falde lidt til ro.

 Henne fra skolen ringer jeg til Henrik og Pernille og fortæller dem nyheden og beder dem om at komme hjem om aftenen, og det lover de begge.

 Da jeg kommer hjem, har Mogens lavet frokost til os. Mens vi spiser, fortæller jeg lidt om Henrik og Pernille og fortæller, at de har lovet at komme til aftensmaden.

 Mogens ser lidt betænkelig ud.

 Tror du, at de vil bryde sig om mig.

 Det er jeg helt overbevist ommin dreng, du skal bare være dig selv.

 Det er Pernille, der kommer først. Hun fejer ind i huset som en hvirvelvind. Først får jeg et knus, så standser hun op og ser på Mogens, der ser lidt forskræmt ud.

 Så ler hun hjerteligt, slår armene om halsen på ham og giver ham et ordentligt smækkys.

 Velkommen lillebror.

 Så ser hun over på mig og blinker til mig.

 Ja, ham kan du ikke løbe fra, han ligner dig meget.

 I det samme kommer Henrik. Han siger davs til mig og ser så interesseret på Mogens. Så smiler han lunt.

 Du er heldig lillebror, magen til far findes ikke, det garanterer jeg.
 Så griber han Mogens om livet og giver ham en svingtur. Da han slipper ham igen, siger han.

 Jeg har altid ønsket mig en lillebror, nu fik jeg dig så endelig, og jeg kan se, at det ikke kan gøres bedre.

 Lidt efter går vi til bords, og mens vi spiser går snakken fint. Mogens er meget stilfærdig i starten, men liver dog op, fordi de andre er gode til at inddrage ham i snakken.

 Så ser Henrik på Mogens.

 Du har fået mit gamle værelse. Når vi nu har spist, går vi to ind og kigger på, hvad du vil have lavet om, mens far og Pernille tager sig af opvasken.

 Mens vi står og vasker op, siger Pernille.

 Jeg er så glad over, at Mogens er kommet, så du ikke er alene mere, lille far.Han ligner dig meget, er du ikke også glad for, at han er kommet.

 Jo, min pige, selvom det var noget af et chock i første omgang, så er jeg glad for det nu. Jeg er også meget glad for, at I tog så pænt imod ham. Nu håber jeg bare, at det må lykkes, at han bliver glad for at være her hos mig. Det vil betyde meget for os begge to.

 Hvordan skulle han undgå at blive glad for at bo her hos dig.

 Der bliver måske konflikter med Frank, det må jeg prøve at undgå, den stakkels dreng har haft nok at slås med, men Ralf har lovet at hjælpe mig med det.

 Ralf, ja, har du også mødt ham.

 Ja, han kom i aftes med Mogens´ ting, og vi fik en god snak. Han er blevet en vældig flink ung mand.

 Kunne du ikke invitere ham her hen på søndag, så Henrik og jeg kunne træffe ham, nu har vi jo en fælles lillebror.

 Det var måske en god ide. Mogens er meget glad for ham, og man kan tydeligt mærke, at Ralf også er meget glad for sin lillebror.

 Vi er færdige med opvasken og går så ind i stuen, og lidt efter kommer Henrik og Mogens. Snakken går fint, men omsider må Pernille og Henrik afsted.

 Da de er gået, siger Mogens.

 Du holder meget af Henrik og Pernille, det kan jeg tydeligt mærke, men de er også utroligt flinke.

 Jeg ser alvorligt på ham.

 Ja, Mogens, jeg holder meget af dem, men du skal være helt klar over, at jeg absolut ikke holder mindre af dig.

 Tak far, det håber jeg er rigtigt. Jeg synes jo også, at jeg allerede holder meget af dig, selvom jeg ikke kender dig så godt endnu. Jeg føler mig godt tilpas her. Ralf fortalte så meget om dig, og nu i aften fortalte Henrik også så meget godt om dig. Man kunne tydeligt mærke, at han holder virkelig meget af dig.

 Jeg sætter mig i en af lænestolene.

 Kom her hen og sæt dig hos mig, min dreng, så jeg fortælle dig en historie, som jeg fortalte Ralf for mange år siden., hvis du bryder dig om det.
 Mogens sætter sig godt til rette hos mig, og hans øjne lyser af glæde.

 Er det den, om din hund Trold. Den har Ralf fortalt mig flere gange, når jeg var meget ked af det, men jeg vil meget gerne høre dig selv fortælle den.

 Den næste halve time sidder jeg og fortæller, mens minderne kommer og går.

 Da jeg er færdig, giver han mig forsigtigt et lille genert knus.

 Godnat far og tak for en dejlig dag.

 Godnat, min dreng, og selv tak for en god dag.

Han går nu ind på værelset for at komme i nattøjet. Da jeg er ved at gå i seng, banker han forsigtigt på min dør. Han bliver stående i døråbningen og ser genert på mig.

 Undskyld, at jeg forstyrrer dig, men vil du godt lave armbøjninger sammen med mig om morgenen, som du gjorde med Henrik, da han var dreng.

 Det kan du tro, at jeg vil. Jeg er nok ikke rigtig i form, men det kommer vel. Vi kan jo starte lidt forsigtigt, tror du ikke.

 Tak far, du er alle tiders.

 Så flyver han mig om halsen og giver mig et ordentligt knus. Det varer igen længe, før jeg falder i søvn, men jeg er meget glad.

 Jeg kan slet ikke fatte, at jeg har en søn mere, og at han ligger og sover i værelset ved sidden af. Jeg er ikke alene mere, og med den dejlige tanke i hovedet falder jeg omsider i søvn.

 Da jeg vågner næste morgen, står Mogens ved siden af min seng. Med et stort smil siger han.

 Godmorgen far, du har ikke fortrudt, vel.

 Nej da, nu kommer jeg.

 Lidt efter går vi så i gang med armbøjningerne, og bagefter går vi i bad og får skyllet sveden af. Jeg føler mig helt ung igen.

 Mogens havde gjort morgenmaden klar, inden han kaldte på mig, så vi kan gå lige ind og spise, da vi er kommet i tøjet.

 På vejen hen til skolen siger jeg til ham, at han ikke skal tage sig af, at der nok er nogen, der stiller nysgerrige spørgsmål, når de hører, at han er min søn. Den nysgerrighed skal nok snart gå over. Så siger jeg.

 Men får du problemer, må du endelig snakke med mig om det, når vi kommer hjem.

 Da vi følges ad hjem om eftermiddagen, fortæller han ivrigt om sin dag i skolen. Det er tilsyneladende gået fint, og det er jeg selvfølgelig glad for.

 Om eftermiddagen ordner han lektier, og så hjælpes vi ad med maden, bagefter vasker vi op og sætter os så ind i stuen og hygger os.

 Jeg lader ham selv bestemme, hvad og hvor meget han vil fortælle der hjemme fra. Det har jo ingen hastværk, og som dagene går får jeg samlet flere og flere brikker i mosaikken.

 Mogens er en rask dreng, og jeg nyder rigtigt at have liv og latter i huset igen.

 Om søndagen er både Ralf, Henrik og Pernille på besøg. De bliver hurtigt gode venner, men hverken Mogens eller jeg bliver holdt udenfor.

 Da de omsider tager afsted, siger Mogens tankefuldt.

 Bare Ralf også havde været din søn. Det kunne han have været, hvis du havde giftet dig med mor, og så havde hun måske ikke været død nu.

 Så kommer han til at se på mit bedrøvede ansigt.

 Undskyld far. Jeg sagde det bestemt ikke for at gøre dig ked af det. Jeg hørte jo, at du sagde til Ralf, at han også altid var velkommen her. Jeg ville bestemt heller ikke undvære Henrik og Pernille. Du har jo gjort alt, hvad du kunne for at hjælpe Ralf og mig. Du må ikke græde far, hører du, det kan jeg ikke holde ud.

 Vi sidder længe og snakker, inden vi går i seng. Jeg er lige ved at falde i søvn, da Mogens kommer ind til mig. Hans ansigt er forgrædt. Det hikker stadig i ham, fordi han kæmper med gråden.

 Må jeg godt sove her hos dig i nat, jeg er så ked af det og bange. Du er ikke vred på mig, vel.

 Han knuger sig ind til mig

 Åh far, undskyld, at jeg gjorde dig så ked af det, det var bestemt ikke med vilje, må jeg godt blive her hos dig alligevel.

 Min egen kære lille søn. Jeg vil simpelthen ikke af med dig nogensinde mere. Det var jo ikke for at gøre mig ked af det, at du sagde det. Jeg elsker dig jo, min egen dreng.  Prøv nu at falde lidt til ro, så du kan sove.

 Omsider lykkes det os at falde i søvn. Mogens falder først i søvn. Jeg ligger uvilkårligt og ser på ham. Jeg er klar over, at han allerede betyder utrolig meget for mig.

 En uges tid efter kommer Henrik en aften og inviterer ham med en tur i biografen. Da han kommer hjem den aften, virker han fuldkommen lykkelig. Det er lige som om han føler, at nu hører han virkelig rigtig til familien.

 Han og Henrik er blevet meget fine venner, deres temperement passer godt sammen. Pernille er han lidt mere usikker overfor, fordi hun tit er meget impulsiv, men alligevel kommer de meget fint ud af det med hinanden, det er helt tydeligt. Mogens tager det også pænt, når hun driller ham, for han er klar over, at hun kun gør det, fordi hun virkelig holder af ham. I øvrigt bliver han rigtig forkælet af begge de to store.

 En månedstid efter kommer Ralf en aften på uanmeldt besøg. Mogens er henne hos en kammerat, så Ralf og jeg får os en lang snak.

 Han fortæller om sin tilværelse fra den ferie, hvor vi mødte hinanden.

 Det gik godt en lang tid efter at mor havde bestemt sig for at blive hos far. Mogens blev født, og jeg tror, at far i begyndelsen troede, at Mogens var hans søn. Sådan virkede det i det mindste på mig, men jeg var jo ikke så gammel den gang.

 Men så begyndte mor at få depressioner, og det endte altid med voldsomme skænderier.

 Mor var flere gange ved at gå fra far, men hvor skulle hun gå hen. Hun havde fundet ud af, at du var blevet gift, og det ægteskab ville hun under ingen omstændigheder ødelægge. Derfor blev hun hos far, trods problemerne. Jeg længtes kun efter at blive gammel nok til at kunne flytte hjemmefra, somme tider tænkte jeg på at prøve at finde dig for at få hjælp, men mor fik mig til at love ikke at gøre det, så længe hun levede.

 Da Mogens var omkring otte år, begyndte far at give ham skylden, hver gang der var noget galt der hjemme. Mogens forstod selvfølgelig ikke spor af det, men blev bare tvær og indelukket.

 Til sidst kunne jeg ikke holde ud at se på det mere. Jeg begyndte at fortælle ham om dig, uden at jeg sagde, hvem du var og hvor du var. Det hjalp ham lidt. Han begyndte at håbe på, at han en dag kunne finde dig. Jeg fortalte ham også nogle af de historier, du havde fortalt mig, især den om Trold, holdt han meget af.

 Det blev værre og værre med far og mor. En aften var det helt galt. Jeg var ikke hjemme, men Mogens har fortalt mig det. Mor og far var igen kommet op at skændes, og far råbte så, at hun kunne bare tage sin uægte unge og forsvinde.

 Mor fik et nervesammenbrud og blev indlagt på sygehuset. Mogens var rædselsslagen. Imidlertid var far faldet lidt til ro, og det gik nogenlunde et stykke tid., selvom Mogens holdt sig så langt væk fra far som muligt. Da mor omsider kom hjem igen, var jeg lige flyttet til København og var begyndt at læse.

 To dage efter at mor var kommet hjem tømte hun et glas sovepiller. Far var dybt chokeret og helt menneskelig en tid. Han prøvede endda at tage sig af Mogens og være flink ved ham. Men så en aften fik Mogens den helt store tur af far. Det resulterede i, at Mogens gik amok og sagde til far, at det var ham, der havde slået mor ihjel.

 Mogens fortalte mig, at far blev ligbleg og styrtede ud ad døren uden et ord. Så var det, at Mogens pakkede noget tøj og tog ind til mig, han kunne simpelthen ikke klare mere.

 Vi sad og snakkede hele natten, og jeg fortalte ham så, hvor han kunne finde dig. Jeg syntes, at det var mere, end jeg kunne klare.

 Var det forkert af mig. Jeg havde hørt, at din kone var død, det kunne altså ikke ødelægge dit ægteskab, som jeg havde lovet mor at undgå.

 Du havde en gang lovet mig, at jeg altid ville kunne stole på dig, og så tænkte jeg, at du måske også ville hjælpe Mogens.

 Jeg har siddet tavs, mens Ralf fortalte. Da han tav, sagde jeg stilfærdigt.

 Nej Ralf, det var bestemt ikke forkert af dig, tværtimod. Det ville have været forkert, hvis du ikke havde gjort det. Jeg er da den nærmeste til at tage mig af ham. Jeg holder allerede meget af ham, og jeg tror, at han befinder sig godt her. Henrik og Pernille er også meget glade for deres lillebror. Jeg håber meget, at jeg kan blive ham en god far, så han kan glemme noget af sin første barndom. Jeg vil bede dig om at få din far til at forstå, at Mogens har det bedst hos mig fremover.

 Det har jeg allerede fortalt ham, og jeg tror, at han både forstår og accepterer det. Jeg tror aldrig, at han har brudt sig særligt meget om Mogens, i hvert fald ikke efter at han blev klar over, at det ikke var hans egen søn. Hans forhold til meget har altid været et andet. Jeg kan måske også bedre forstå ham, ikke mindst efter at jeg er blevet ældre, men jeg kan ikke affinde mig med, at han ikke var god mod min lillebror, som jeg holder utrolig meget af. Det ved han godt. Han ved, at jeg elsker Mogens, og at jeg ikke vil finde mig i, at nogen gør ham fortræd.

 Vi sidder og snakker endnu, da Mogens kommer hjem. Han giver et indianerhyl, da han ser, at Ralf er der, og så farer han ham om halsen.

 Jeg ser smilende til. Jeg er ikke i tvivl om, at de to brødre elsker hinanden.

 Hvorfor fortalte du ikke i forvejen, at du ville komme, så var jeg blevet hjemme.

 Ralf ler hjerteligt.

 Det var netop derfor, så havde jeg jo ikke haft fred og ro til at tale med din far.

 Mogens ser lidt usikkert på os.

 Har du fortalt……

 Ja, lillebror, jeg har fortalt om din barndom, og om hvorfor du pludselig dukkede op her hos din far. Er du ked af det.

 Næh, ikke sådan da, men jeg skulle da nok have fortalt far det hele efterhånden.

 Jeg synes, at Ralf har gjort os begge to en stor tjeneste. Nu behøver vi ikke at spekulere på fortiden mere og tænke på den. Nu kan vi nøjes med at koncentrere os om nutiden og fremtiden. Synes du ikke, at det er helt rart, når det kommer til stykket, helt ærligt.

 Mogens ser på os begge to, så breder der sig et lykkeligt smil over hans ansigt.

 Jo, det er også rigtigt, far. Tak skal du have Ralf.

 Og så får Ralf et stort knus.

 Så ser han på mig.

 Må jeg godt snakke lidt alene med Ralf.

 Selvfølgelig må du det, så går jeg ud og laver kaffe.

 Da jeg kommer ind igen, sidder de og snakker ivrigt sammen.

 Mogens rejser sig og dækker bord.

 Nå, blev I færdige med at snakke.

 Mogens ler.

 Ja, næsten.

 Ralf blinker til mig over hans skulder.

 Da Ralf omsider skal til at gå, siger Mogens.

 Nu husker du det endeligt, ikke.

 Ralf ler højt.

 Ja, ja, det skal jeg nok.
 Jeg ser på ham.

 Kommer du til middag på søndag. Henrik og Pernille kommer også, så kan vi alle fem fejre min fødselsdag.

 Ja tak, det vil jeg meget gerne.

 Om søndagen giver Mogens mig morgenkaffe på sengen, og for en gangs skyld stryger vi armbøjningerne, vi skal jo have gjort klar til gæsterne kommer.

 Ved ellevetiden kommer først Pernille og Henrik og lidt efter kommer Ralf.

 Pernille hjælper Mogens med maden. Vi andre tre går ud i haven og sætter os og snakker. Så kommer Mogens.

 Ja, værsågod, så er der serveret.

 Da vi kommer ind, ser jeg, at der står en stor trækasse på min stol.

 Jeg ser lidt forbavset ud, til Mogens leende siger.

 Skal du ikke pakke din fødselsdagsgave op.

 Jeg ser rundt på deres glade ansigter, og går så hen til kassen, hvorfra der nu lyder en piben. Et par brædder bliver fjernet, og lidt efter står jeg med en sort cocker-spanielhvalp i favnen. Det er ikke fri for, at jeg har tårer i øjnene. Mogens kommer nu ind med en kurv og et tæppe, og lidt efter ligger hvalpen i kurven og hygger sig, mens vi spiser.

 Mogens ser på mig.

 Jeg skal nok passe den, men du skal selv gå ture med den, ikke far.

 Jo, min dreng, det skal vi nok finde ud af, men hvem har så været mester for den ide.

 Mogens vrider sig lidt.

 Det var nok mig, men de andre syntes også om ideen, og Ralf kendte nogen, der havde en hvalp til salg.

 Vi har en dejlig dag sammen. Hen på eftermiddagen kommer Henrik og jeg til at tale lidt alene sammen.

 Jeg håber, at det var en god ide med den hund. Mogens var så optaget af det, at vi andre ikke nænnede at sige nej eller foreslå noget andet.

 Jeg smiler.

 Det var en god ide.

 Og så fortæller jeg om mine historier om Trold, som jeg fortalte Ralf, da han var dreng og nu har genopfrisket med Mogens.

 Henrik ser lidt vemodigt på mig.

 Tænker du på din mor.

 Ja, hun ville have nydt det, hvis hun havde været her i dag. Du er så glad. Da hun blev syg, sagde hun til mig.

 Lov mig at gøre, hvad du kan for at gøre din far til et glad menneske igen, når jeg er død. Det vil du aldrig komme til at fortryde. Der er intet, han ikke vil gøre for dig og Pernille. Er han glad, vil jeg også være glad, hvor jeg så end er, når jeg ikke er hos jer mere. Og det lader til, at vi har fået et par gode hjælpere.

 Det sidste bliver sagt med et lille smil.

  Jeg ser tankefuldt på ham.

 Mogens er min søn, men det er du fuldt ud lige så meget, lige som Pernille er min datter. Ralf regner jeg for en god ven, trods hans unge alder. Hver af jer har en plads i mit hjerte, som ingen kan tage fra jer. Jeg elsker jo jer alle fire, forstår du det, min dreng.

 Ja, far, jeg både forstår dig og tror på dig. Mogens vil aldrig tage noget fra Pernille eller mig, tværtimod føler jeg, at han vil give både dig og os en masse. Jeg føler virkelig, at han er min lillebror, og det gør Pernille også.

 Så fortsætter han med et lunt smil.

 Med hensyn til Ralf, så er jeg ved at tro, at han en skønne dag bliver din svigersøn. Jeg har lagt mærke til at han og Pernille har et godt øje til hinanden, og ham sætter jeg også stor pris på, han er en virkelig ven.

 Jeg ser overrasket på ham og kommer til at le.

 Svigersøn, ja måske. De er vel ved at være i den alder, selvom jeg ikke synes, at det er så mange år siden, at I begge to var børn. Det må jeg nok se at vænne mig til, at I ikke er mere.

 Om aftenen kommer Inges forældre på besøg. Det tog meget hårdt på dem, da Inge døde, men de har været helt enestående over for både børnene og mig, også her bagefter.

 Da Mogens dukkede op, var de nok lidt forbeholdne, men da de så, hvor meget Henrik og Pernille holdt af ham, varede det ikke længe, før det faldt både dem og ham helt naturligt, at han kaldte dem mormor og morfar lige som de andre gjorde.

  I aften skulle de så møde Ralf første gang, men den måde, de havde taget imod Mogens på gjorde, at jeg ikke var spor nervøs. Ralf var nok lidt mere bekymret. Han syntes jo, at han var den eneste, der ikke rigtig hørte til familien.

 Svigerfar hilste ham med et kraftigt klap på skulderen og et varmt håndtryk. Det fik ham straks til at føle sig bedre tilpas.

 Svigermor sagde stilfærdigt.

 Ralf, du skal være lige så velkommen en gæst i vore hjem,  som vores andre tre børnebørn og som vores svigersøn selvfølgelig.

 Hun smiler over til mig.
 Ham har far og jeg aldrig kunnet stå for.

 Vi får en dejlig aften, og det bliver sent, inden de sidste tager afsted.

 Da de sidste gæster er gået, går Mogens og jeg en tur med hvalpen, der selvfølgelig er kommet til at hedde Trold.

 Mogens ser på mig.

 Det var vel nok dejligt, at Ralf også kommer fint ud af det med mormor og morfar.

 Jeg nikker. Jeg er også glad for det, selvom jeg vidste, at det ville gå godt, jeg kender jo mine svigerforældre så godt.

 Omsider bliver vi enige om, at nu må vi altså i seng. Jeg er ude en gang i nattens løb med hvalpen. Da jeg kommer ind igen, ser jeg lige ind til Mogens. Han sover trygt med et smil om munden, som om han drømte noget rart. Glad går jeg i seng igen. For første gang siden Inges død, føler jeg mig virkelig lykkelig igen.

 Næste morgen, da vi laver armbøjninger, slikker Trold os i ansigtet, så vi kommer til at le så meget, at vi næste ikke kan fortsætte. Vi er nået til 40 armbøjninger nu, og det har vi besluttet os til at holde os til fremover.

 En månedstid senere er jeg til et forældremøde på skolen, da vi har spist. Mogens bliver hjemme og hygger sig med Trold.

 Da jeg kommer hjem, sidder han og snakker med Pernille. Jeg kan med det samme se, at der er noget galt, da hun ser op på mig, men beslutter at lade som ingenting, indtil hun selv siger noget.

 Mogens går ud for at lave kaffe. Roligt ser jeg på Pernille.

 Er der noget, du vil tale om, min pige.

 Helst ikke lige nu, men må jeg godt blive hjemme, jeg ved ikke rigtig hvor længe endnu.

  Selvfølgelig må du det. Fik du dig en god snak med Mogens.

 Ja far. Nogen bedre lillebror kunne jeg ikke have fået. Vi snakker så godt sammen, jeg tror virkelig for alvor, at han forstår mig. Jeg holder så utrolig meget af ham.

 Det er jeg glad for. Det betyder meget, at man har en, man kan snakke med. Det kan jeg også med dig, far, jeg vil bare gerne vente lidt.

 Helt i orden, min skat. Du siger bare selv til.

 En times tid senere går vi i seng alle tre.

 Næste morgen siger Mogens stille til mig.

 Pernille er meget ked af det, far, men hun vil helst snakke med dig om det, når hun er faldet lidt til ro. Du spørger hende ikke ud, vel far.

 Nej min dreng, jeg vil ikke blande mig i noget, uden at I selv ønsker det, og det gælder jer alle tre.

 Mogens sætter lige en kaffebakke ind til Pernille, inden vi går i skole.

 Da vi kommer hjem, sidder Pernille og leger med hunden.

 Maden er parat. Når vi har spist, vil jeg gerne snakke med jer, hvis I ikke har noget imod det.

 Mogens ser på hende.

 Vil du ikke helst snakke alene med far.

  Hun smiler skævt.

 Nej, lillebror, jeg vil gerne have dig med i snakken, som moralsk støtte.

 Lidt efter sidder vi inde i stuen. Jeg har tændt min pibe og venter roligt på, hvad hun vil sige.

 Pernille sidder og ser frem for sig, så kommer det stødvist.

 Jeg vil ikke være sygeplejerske, jeg kan ikke.

 Hun prøver at fange mit blik.

 Jeg venter på, at hun skal fortsætte. Mogens har sat sig ved siden af hende i sofaen og har taget hendes ene hånd. Jeg kan se, at han knuger den. I det øjeblik elsker jeg ham som aldrig før.

 Du siger ikke noget far.

 Afgørelsen er din, min skat. Jeg venter på, om du vil sige mere nu, men du skal ikke, hvis du helst vil være fri.

 Så begynder hun at fortælle med store tårer i øjnene. Hun har på afdelingen for første gang været vidne til en patients død.

 Det var lige som om det var mor, der lå der, og jeg skulle være med til at gøre hende i stand. Det var frygteligt.

 Munden løber på hende i næste ti minutter, hvor hun fortæller om sin oplevelse.

 Jeg er klar over, at hun trænger til at få luft, så jeg stopper hende ikke. Mogens sidder stadig og knuger hendes hånd, han har også store tårer i øjnene.

 Da vi var færdige, sagde jeg, at jeg ville holde op, og så gik jeg. Jeg kan ikke fortsætte.

 Så rejser hun sig og kaster sig om halsen på mig.

 Det var så frygteligt, du forlanger ikke, at jeg skal fortsætte, vel far.

 Jeg har en stor klump i halsen, da jeg svarer.

 Selvfølgelig skal du ikke fortsætte, min egen lille pige. Nu synes jeg, at du skal snakke lidt med Mogens og evt. hjælpe ham lidt med lektierne. Så hygger vi tre os sammen i aften. Jeg går lige en tur med Trold, og så har jeg et par ting, jeg skal have ordnet til i morgen. Når vi har spist til aften, snakker vi om alt muligt andet og hygger os bare.

 Du er ikke vred over, at jeg bare sådan holder op, og ikke gennemfører det, jeg er begyndt på.

 Vred, nej, hvor vil du hen. Du skal nok finde en uddannelse og beskæftigelse, der passer meget bedre til dig. Tag du den bare med ro, så dukker det helt rigtige op en skønne dag, det er jeg sikker på. Du er da trods alt ikke så gammel endnu.

 Senere på aftenen siger jeg til Mogens.

 Tak fordi du tog dig så godt af Pernille, både i aftes og i dag.

 Han ser helt forundret på mig. Så kommer det lidt genert.

  Jamen hun er da min søster, jeg elsker hende jo.

 Ja, og det er jeg meget, meget glad for, og det er hun også.

 Han smiler stilfærdigt.

 Det er jeg også far.

 Vi får en god aften sammen. Jeg kan godt mærke, at Pernille ikke er sig selv endnu, men jeg ved, at Mogens har hjulpet hende over det værste.

 Den følgende tid bliver Mogens og jeg rigtig vartet op af Pernille. Maden er færdig, når vi kommer hjem, og rengøringen tager hun sig også af. Jeg lader hende roligt gøre det, for jeg ved, at hun gerne vil have noget at beskæftige sig med.

 Det varer da heller ikke længe, før jeg hører hendes glade latter igen, når hun og Mogens driller hinanden.

 En uges tid senere er Henrik også hjemme på week-end. Jeg lader som ingenting. Det viser sig senere, at Mogens har forklaret ham det hele, for at han ikke skal stille spørgsmål.

 Lørdag aften siger Henrik til mig.

 Det er utroligt, så meget Mogens ligner dig, ikke bare af udseende, men også af væsen. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at holde af ham. Jeg føler jo det samme nære forhold til ham, som jeg følte til dig lige fra begyndelsen. Det lyder måske mærkeligt at sige, men jeg elsker ham virkelig, jeg kunne ikke have elsket ham højere, selvom vi havde været biologiske brødre.

 Jeg smiler.

 Jeg kan garantere, at det er helt gensidigt. Han elsker Ralf, men han elsker bestemt ikke dig og Pernille mindre højt.

 Henrik sover inde på værelset sammen med Mogens, og søndag morgen må han også op og lave armbøjninger, lige som Mogens og mig. Det har han nu heller ikke spor imod, han har faktisk savnet det, siger han. Han og Mogens går så i bad sammen, mens jeg venter, til de er færdige.

 I løbet af søndagen bliver vi enige om, at jeg skal leje et sommerhus i 14 dage i sommerferien, men det skal ikke være det samme som i sin tid. Der skal vi fire så holde sommerferie sammen.

 Mogens virker lidt stille, men påstår, at der ikke er noget i vejen. Jeg er dog sikker på, at han nok skal sige, hvad det er, det kender jeg ham efterhånden godt nok til.

 Han er altid meget åben og ærlig over for mig. Det er noget, vi er blevet enige om fra starten.

 Efter aftensmaden trækker han mig lidt til side.

 Far, må Ralf godt komme nogle dage i ferien, og hvad tror du, at de andre vil sige til det.

 Du kan jo prøve at spørge dem, for mig må han meget gerne komme, lige så længe han kan og vil.

 Mogens sender mig et stort smil.

 Tak far, det er jeg meget glad for.

 Han løber så ind for at spørge de andre, om de har noget imod det, og det har de selvfølgelig ikke.

De beroliger ham med, at vi sagtens kan få plads til ham også. De holder begge meget af Ralf og regner ham som en god ven, lige som mig.

 Henrik læsert jura og har fået et  sommerferiejob, men har dog fjorten dage fri, og det tilrettelægger vi så ferien efter. Da Mogens får snakket med Ralf, viser det sig, at han meget gerne vil komme en uge, resten af ferien skal han arbejde.

 Denne gang har vi valgt et sommerhus ovre ved Vesterhavet. Det ligger dejlig ugenert. Der er ganske vist et stykke til vandet, men det synes vi ikke gør så meget.

 Der er et lille køjerum med to køjer og et større med fire køjer. Desuden er der en dejlig stue med pejs, et lille køkken og et toilet, men ingen bad. Det synes vi ikke gør så meget, vi regner jo med at skulle ud og bade hver dag. Huset ligger i en granbevoksning, og der er en stor grund til.

 Da vi kommer derover, fordeler vi det, så Pernille får det lille køjerum, og Henrik, Mogens og jeg deles så om det store. Vi nyder meget at hygge os sammen, uden andre gøremål end at få noget mad, når vi bliver sultne.

 Henrik har haft meget travlt med sin læsning, så han nyder rigtigt at slappe af. Han skal jo også hjem og arbejde resten af ferien. Vi andre har jo resten af ferien for os.

 Pernille har ikke bestemt sig endeligt for, hvad hun vil gå i gang med,  hun har dog søgt ind på seminariet, ganske vist uden den helt store begejstring, men hun føler, at hun må i gang med en uddannelse, og så er læreruddannelsen måske noget.

 Ralf skal komme i den sidste uge, så jeg kører ind og henter ham ved toget., mens de andre gør klar til en velkomstmiddag.

 Da vi kommer ind i bilen, siger han.

 Tak, fordi jeg måtte komme herover, det er jeg meget glad for. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg skulle sige ja,  men det lød på Mogens, som om I alle fire var indstillet på, at det var i orden.

 Selvfølgelig, vi har glædet os til du kom. Du er jo ikke alene Mogens´ storebror, men både Henrik, Pernille og jeg selv sætter stor pris på dig, det kan du trygt stole på min ven.

 Jeg synes bare, at det var lidt forkert af mig at komme, hvis I fire gerne ville hygge jer sammen alene.

 Jeg smiler bredt.

 Det har vi jo gjort, så nu trænger vi til et frisk pust.

 Så bliver jeg alvorlig.

 Ralf, helt ærligt, du er jo også næsten som en søn for mig.

 Ralf ser på mig, hans øjne er blevet lidt blanke.

 Tak Mogens, det er jeg glad for at høre.

 Da vi kommer ud til sommerhuset, farer Mogens ham om halsen, idet han står ud af bilen. Henrik smiler og giver ham et varmt håndtryk og af Pernille får han et stort knus.

 Jeg smiler.

 Er du stadig i tvivl om, at du er velkommen.

 Ralf ler højt.

 Nej, det kan jeg mærke, at jeg er.

 Vi går så ind og spiser en dejlig middag. Mens vi sidder og spiser, siger Mogens.

 Når vi nu har spist, skal jeg nok vise rundt. Du må selv bestemme, om du vil sove inde hos Henrik, far og mig eller om du hellere vil sove inde hos Pernille. Der er en ledig køje begge steder, ikke Pernille.

 Pernille ler.

 Jo, det er da helt i orden.

 Henrik smiler lunt.

 Det kalder jeg et tilbud.

 Ralf bliver lidt rød i hovedet, men kan ikke lade være med at le.

 Ja, pladsen er der åbenbart heller ingen problemer med.

 Efter at Ralf er blevet vist rundt og har fået sine ting ind, går vi ned for at bade alle sammen. Vejret er pragtfuldt og vi nyder rigtigt det friske vand.

 Det bliver sent, før vi kommer i seng, den aften. Der er så meget at snakke om. Ralf falder hurtigt godt til i vores omgangstone,og snart driller han også. Jeg nyder at se, hvor godt de fire kommer ud af det med hinanden. Kun tænker jeg lidt på, hvor dejligt det kunne have været, hvis Inge også havde været her. Hun ville også have nydt det.

 Da vi omsider bliver enige om at gå til ro, går jeg lige en tur med hunden for at være lidt alene. Tankerne går igen tilbage til Inge og til de dejlige år vi havde sammen. Også Kirsten tænker jeg lidt på, men hun er blevet så fjern for mig. Jeg kan næppe huske hendes ansigtstræk, og alligevel har jeg hendes to drenge her også, og den ene er endda min egen søn.

 Da jeg kommer tilbage, er de andre gået i seng. Mogens og Henrik er allerede faldet i søvn, men Ralf er stadig vågen.

 Jeg smiler og hvisker til ham.

 Nå, du tog ikke imod Per nilles tilbud.

 Han ser lidt genert ud.

 Jeg var ikke helt sikker på, om hun mente det.

 Det er nok også lige så godt, at I kender hinanden lidt bedre først.

 Snart sover vi også.

 De følgende dage går alt for hurtigt, synes vi alle sammen.

 Torsdag aften er Pernille og Ralf ude og gå en lang tur sammen. De er kommet til at snakke om, at Pernille skal til at begynde på seminariet. Ralf er meget ivrig efter at forklare hende, at det må hun kun gøre, hvis hun virkelig har lyst til at blive lærer.

 Pernille spørger, hvad der fik ham til at vælge at blive lærer.

 Han ser alvorligt på hende.

 Det er din far, der er årsag til det. Jeg var kun otte år, da jeg lærte ham at kende, men den uge, jeg var sammen med ham, og de par gange, jeg mødte ham senere, fik mig til at bestemme, at jeg ville være lærer, selvom min far var imod det og prøvede at snakke mig fra det. Han ville gerne have haft, at jeg skulle overtage forretningen, men jeg tror, at min mor forstod mig.

 Ralf, er du klar over, at jeg faktisk mente det, da jeg sagde, at du gerne måtte sove inde hos mig. Jeg holder så meget af dig, og det er ikke bare fordi du er Mogens´ bror. Jeg elsker ham meget højt, men jeg elsker også dig, Ralf.

 Ralf lægger forsigtigt armene om halsen på hende.

 Jeg kunne føle det, men jeg kunne ikke gøre det alligevel, jeg vidste jo ikke, hvad din far ville synes om det, og ham vil jeg aldrig såre, hvis det på nogen måde kan undgås.

  Vi er unge endnu og har tiden for os, men en ting skal du vide. Jeg elsker også dig, uendelig højt.

 De står længe med armene om halsen på hinanden. Ralf kysser hende blidt, men omsider går de langsomt videre. Så ler Ralf pludselig hjerteligt.

 Jeg kom til at tænke på, kan man gifte sig med sin broders søster.

 Det får også Pernille til at le, og leende og snakkende fortsætter de hen mod sommerhuset.

 Da de kommer ind i stuen, siger Henrik.

 Nå, der kommer I. Vi var lige ved at tro, at I var emigreret.

 Det tænkte vi også på, men så kom vi i tanke om, at vi ikke kunne undvære jer.

 Ralf ser muntert på mig.

 Jeg tænkte ellers alvorligt på at bortføre din datter, men nu vil jeg i stedet for anmode om hendes hånd, når hun bliver lidt ældre og mere fornuftig.

 Ha, hvis jeg bliver mere fornuftig, vil jeg måske slet ikke ha´ dig.

 Ralf lader, som om han bliver meget forskrækket.

 Av, den var værre, det havde jeg slet ikke tænkt på.

 Mogens danser rundt om dem.

 Det vil sige, at du for uden at være min broder også bliver min svoger, jamen det troede jeg slet ikke kunne lade sig gøre.

 Henrik ler højt.

 Nej, vi er en usædvanlig familie, lillebror.

 Pernille ser over på mig.

 Hvad siger du, far.

 Har jeg noget, jeg skal have sagt.

 Ralf ser pludselig alvorligt på mig.

 Jeg ryster på hovedet.

 Nej, min ven, du skal ikke sige noget.

 Det kniber mig at skjule min bevægelse, da jeg rejser mig og tager ham om skuldrene og knuger ham ind til mig.

 Så prøver jeg at være spøgefuld.

 Hvis du virkelig tror, at du kan klare hende og holde hende ud, så er hun din, min dreng.

 Åh far, så slem er jeg da heller ikke.

 Mogens ler drillende.

 Nej, du er meget værre. Jeg har medlidenhed med dig storebror, men du er jo selv ude om det.

 Pernille langer ud efter ham, men han smutter om bag Ralf.

 Der kan du bare se.

 Vi sidder længe og snakker den aften. Da vi endelig er kommet i seng, kan jeg ikke falde i søvn, så jeg står op igen for at gå en tur med hunden.

 Udenfor huset møder jeg Ralf.

 Han smiler varmt til mig.

  Nej, jeg var ikke gået ind til Pernille. Jeg kunne bare ikke sove. Jeg er så glad, som jeg ikke har været, siden jeg sad på dine knæ, mens du fortalte historier. Da syntes jeg, at jeg var lykkelig, men det var alligevel intet imod i aften.

 Verdens dejligste pige har lovet at gifte sig med mig. Ham jeg en gang brændende ønskede mig som far, er nu min svigerfar. Jeg har en svoger, som samtidig er min bedste ven, og min lillebror har en dejlig familie nu. Er der noget at sige til, at jeg føler mig som verdens lykkeligste menneske.

 Nej, min kære dreng. Det er helt naturligt. Husk på denne aften, når du får modgang, for det undgår ingen, men med sådan et minde kan man klare meget modgang, uden at man taber modet.

 Jeg er også meget lykkelig i aften. Livet kan spille os nogle grimme puds en gang imellem, men så er det dejligt at vide, at lykken også kommer til os. Lad os nyde det og være taknemlige over de dejlige timer vi oplever.

 Trold begynder at trække i snoren, nu vil hun ind igen. Da vi kommer ind og går i seng, hopper hun op til Mogens og læggert sig helt tæt ind til ham. Han ligger og smiler i søvne, og omsider falder vi da i søvn.

 Fredagen forsvinder, inden vi ser os om, og lørdag skal vi afsted fra sommerhuset. Vi er lige nede og bade en sidste gang, inden vi kører hjemad.

 Efter sommerferien begynder Pernille på seminariet, men hun bliver boende hjemme. Hun og Ralf er blevet enige om at gifte sig, når han er færdig om to år.

 Tiden går utrolig hurtigt.

 Jeg synes, at Pernilles bryllupsdag er en mærkelig dag for mig. Nu er hun så Ralfs kone, selvom jeg stadig synes, at hun er min lille pige. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil få det godt sammen, dertil kender jeg dem begge godt nok.

 Jeg møder også Ralfs far. Mogens hilser også på ham, men prøver ellers at holde sig på afstand af ham, og det er nok meget forståeligt. Alligevel vil jeg ønske, at han vil tilgive Frank. Jeg føler, at det vil betyde meget for dem begge to.

 Pernille kommer godt ud af det med sin svigerfar. Hun prøver at forstå ham, og det gør ham mere blød. Jeg er også klar over, at han holder meget af hende.

 Senere på aftenen hører jeg en samtale mellem Frank og  Mogens, der er kommet til at sidde sammen.

 Jeg har lært at forstå dig nu, Mogens, takket være din søster. Din far og jeg havde det uheld, at vi elskede den samme pige. Jeg burde nok have ladet ham få din mor den gang. Jeg var måske indirekte skyld i hendes død, det indser jeg nu, men på det tidspunkt kunne jeg ikke tåle at høre det, og da slet ikke af dig.

 Jeg prøvede at elske dig, selvom du ikke var min søn. Det pinte mig, at du knyttede sdig så stærkt til din mor og pure afviste mig. Den gang forstod jeg ikke, at det var min egen skyld.

 Vil du tro på mig, når jeg nu siger, at jeg er meget glad for, at du nu har fået den far, du fortjener.

 Vil du prøve at tilgive alt det forkerte, jeg gjorde mod dig den gang. Det vil betyde meget for mig at vide, at du ikke hader mig mere. Had er noget ondt og forkert.

 Der bliver en lille pause, så siger Mogens.

 Efter at jeg er blæevet ældre, forstår jeg dig måske bedre. Jeg hader dig i hvert fald ikke mere. For fars og for Ralfs, men måske mest for Pernilles skyld, vil jeg prøve at tilgive dig.. Det var ikke dig, der slog mor ihjel.  Mor valgte selv, for sent og forkert. Lad os være gode venner fremover, det vil glæde far meget, og for ham er jeg parat til at gøre næsten hvad som helst.

 Tak Mogens.

 Lidt senere ser jeg dem følges ad ind til kaffebordet, hvor de sidder og snakker sammen.

 Da Mogens ser mig, kalder han på mig.

 Nu er jeg blevet gode venner med Frank, far.

 Jeg tager ham om skuldrene og klemmer lidt.

 Det er jeg glad for, min dreng, og det er jeg sikker på, at Frank også er.

 Senere på aftenen får jeg en snak med Frank. Han er meget glad for, at jeg har taget mig så godt af Mogens.

 Han tror måske stadig ikke, at jeg holdt af ham. Det gjorde jeg, men jeg forstod ham ikke. Ralf var meget nemmere at gøre tilpas. Jeg er meget glad for, at han har fået sådan en dejlig kone, men jeg tror også, at Mogens vil vokse op og blive lige så pragtfuldt et menneske som sin far. Det er Henrik jo allerede. Man er ikke i tvivl om, hvem de har som forbillede.

 Jeg er lidt flov over hans ros, men også glad, nu tror jeg på et godt forhold til Frank fremover, og det ved jeg, at ikke mindst Pernille vil glæde sig meget over.

 Jer ser over på min ven og smiler lidt vemodigt.

 Ja Erik, sådan har livet altså formet sig for mig. Et par år efter blev Henrik gift med en meget sød pige, og de har det også godt med hinanden.

 Mogens er jo også ved at være voksen nu. Han bor stadig her hjemme hos mig. Jeg tror ikke, at han går i giftetanker endnu, men det kommer nok snart.

 Erik ser på mig.

 Du har altid afskyet konflikter, men har din tilværelse været sådan en solstrålehistorie, som du her har givet udtryk for.

  Jeg har afskyet unødvendige konflikter, ja,  og alting har der heller ikke altid været rosenrødt, men jeg har lært at fokusere på de positive sider i tilværelsen og huske på dem. De negative ting ønsker jeg ikke at huske på. Man bliver meget hurtigere gammel,  hvis man kun koncentrerer sig om de negative ting, man uvægerligt også kommer ud for.

 Du talte om valg. Jeg synes da ikke, at det lader til, at du har haft mange muligheder for at vælge.

 Åh jo, men mange gange var det nok andre, der mere eller mindre traf valgene for mig, og jeg lærte så at få det bedst mulige ud af de andres valg.

 Mit liv kunne nemt have formet sig anderledes. Der var en tid, hvor jeg overvejede at gifte mig igen. Mogens var så gammel, at jeg kunne forvente, at han måske snart ville flytte hjemmefra.

 Jeg valgte at lade være, og det er måske et af de sværeste valg, jeg selv har måttet træffe.

 Jeg var blevet skoleinspektør og havde truffet en dame, som jeg satte stor pris på. Måske var det også ønsket om ikke at blive alene, men da jeg opdagede, at hun ville ændre på mig og på min livsindstilling, valgte jeg altså at lade være.

 Hun havde alt for nemt ved at se de negative sider ved sine medmennesker, og så skulle de ændres. Hun var sikkert mere realistisk, end jeg nogensinde har været. Jeg tvivlede sådan set ikke om, at hun holdt af mig, men det var ikke nok for mig.

 Jeg ønskede at beholde min positive livsindstilling og min tillid til mine medmennesker, tros skuffelser.

 Måske kunne det være gået, men jeg valgte altså at undgå risikoen. Kirsten havde jeg været tryg ved. Inge og jeg havde den samme grundholdning til tilværelsen, men det vigtigste var dog nok, at jeg havde en fornemmelse af, at Mogens ikke syntes om hende. Han har aldrig sagt noget, og han var heller ikke bange for, at hun skulle tage mig fra ham. Mogens har aldrig været jaloux, men det var mere, at jeg kunne mærke, at han ikke følte sig  helt tryg, når hun var på besøg. Det var nok mest det, der gjorde udslaget.

 Kunne hun og Mogens ikke acceptere hinanden 100 %, ville jeg ikke gifte mig igen. Jeg syntes, at Mogens havde førsteret til min kærlighed.

 Hun sagde, at hun forstod mig, men jeg tvivler lidt på det. For hende drejede det sig ikke bare om at være nr. 1. snarere om at være den eneste, og det kunne jeg ikke acceptere.

 Jeg har ikke prøvet at forestille mig, hvordan det kunne være gået, hvis jeg havde giftet mig med hende, som jeg gjorde med Kirsten og Inge. Det ville ikke have noget formål. Jeg er godt tilfreds med min tilværelse, hvorfor så bekymre sig om, hvordan, den kunne være blevet. Det kunne joikke være blevet bedre.

 Jeg har tre dejlige børn og to børnebørn, som jeg ser så tit, jeg ønsker. Mogens er begyndt at læse til ingeniør. Han bor her hjemme, men jeg blander mig ikke i hans tilværelse. Jeg tager mig altid tid til at tale med ham, når han har lyst til det, eller brug for det, til gengæld er han også altid parat, når jeg har brug for en at snakke med.

 Den tilværelse, jeg har haft indtil nu, har givet mig så meget, at jeg skulle være et skarn, hvis jeg var utilfreds. Jeg har stadig den indstilling, at der findes ikke problemer, der ikke kan løses, bare man griber tingene rigtigt an.

 Jeg ønsker ikke at ride med på den bølge af utilfredshed, som er så moderne. Det er der alt for mange, der gør, til stor skade for dem selv og ikke mindre for deres medmennesker.

 Jeg har været privilegeret, ja, men så har jeg pinedød også pligt til at være glad og tilfreds.

 Erik ser smilende på mig.

 Jeg forlanger skam ikke, at du skal være utilfreds, tværtimod. En snak med dig burde give selv den mest forhærdede  sortseer sin livsglæde igen.

 I det samme kommer Mogens hjem.

 Davs far, er maden klar.

 Nej, jeg har siddet og snakket med min gamle ven Erik hele eftermiddagen, så jeg havde både glemt tid og sted.

 Sikken et held. Davs Erik. Ja, jeg hedder altså Mogens, lige som ham den gamle der.
 Jeg ville nemlig invitere dig ud at spise, far. Vil du ikke med Erik.

 Erik ser lidt tøvende på ham.

 Så ler Mogens.

 Jo, kom nu. Jeg har nemlig inviteret en kommende svigerdatter også, så kan vi to snakke sammen, mens hun snakker med far, uden at jeg blander mig hele tiden.

 Så kalder han ud i gangen.

 Kom bare Mathilde.

 Ind kommer en sød og stilfærdig pige på alder med Mogens. Hun hilser smilende på os.

 Jeg hedder nu ikke Mathilde, men Susanne.

 Åh ja, det er også rigtigt, det var den forrige, der hed Mathilde. Jeg løber så tit rundt i alle de navne.

 Så ser han pludselig helt alvorlig på mig.

 Du kan være rolig far, hun forstår godt spøg.

 Susanne ryster smilende på hovedet.

 Hvem af dem er så din far, eller det døjer du måske også med at huske.

 Så ser hun på mig og blinker til mig.

 Nej, du må være den rigtige, den far kan du ikke løbe fra, lille Mogens I ligner hinanden meget, især jeres øjne.

 En halv times tid efter er vi så alle fire på vej hen på en restaurant.

 Da vi skilles et par timer senere, Mogens og Susanne er gået hjem til mig først, siger Erik.

 Jeg må give dig ret Mogens. Den tilværelse du har, kan enhver misunde dig. Jeg forstår, at du er glad og tilfreds. Du forstår virkelig at leve livet på den rigtige måde.

 Så smiler han bredt.

 At se Mogens i dag, er som at se dig for nogen og tyve år siden, da vi gik på seminariet sammen. Jeg giver Susanne ret, det er nok især øjnene, men også hele væremåden. Der er ingen tvivl om, at han har brugt dig som forbillede, og det har han gjort klogt i.

 Da jeg kommer hjem, er der dækket kaffebord og Mogens har tændt op i pejsen. Susanne kommer hen til mig og lægger armene om min hals, mens hun ser mig lige ind i øjnene.

 Vil du godt overlade ham til mig.

 Jeg ser lidt vemodigt, men også glad på hende.

 Ja, min ven, hvis nogen skal have ham, må det blive dig.

 Hun giver mig et kys.

 Tak svigerfar. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at gøre ham lykkelig.

 Jeg nikker.

 Ja, det er jeg helt overbevist om.

 Mogens ser glad på os.

 Det er i orden, at du giver far et kys, men husk nu, at det er mig, du har lovet at gifte dig med, Sus.

 Om søndagen samles hele familien så hos mig, og da får de forskellige så lejlighed til at hilse på Susanne og snakke med hende.

 Pernille giver hende et stort knus, og det gør Henriks kone Maria også.

 Ralf og Henrik ser smilende på Mogens, og Henrik siger.

 Nå lillebror, så røg du også i fælden. Må man give den udkårne et kys..

 Mogens ser smilende på Susanne.

 Hvad siger du, Sus. Hvis du får et kys af de to der, så vil de til enhver tid hjælpe dig, hvis du får problemer med mig eller hvem som helst andre.

 Så bliver han alvorlig.

 Bedre brødre findes simpelthen ikke, men Maria og Pernille vil du også altid kunne regne med.

 Susanne giver ham et kys.

 Jeg tror ikke, at jeg kunne være havnet i en bedre familie, og lad mig så få det kys af dine brødre, det lød næsten, som om det var en livsforsikring.

 Resten af dagen hygger vi os rigtigt sammen.

 Da Pernille siger farvel til Susanne, hvisker hun.

 Du har været heldig, men det tror jeg også, at du fortjener. Du vil aldrig kunne få en bedre mand.

 Susanne smiler.

 Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at han kan blive ved med at være lige så lykkeligt et menneske, som han er i dag, for det tror jeg, at han fortjener.

 Pernille nikker.

 Det gør han. Han er lige så vidunderlig et menneske som far, så du kunne heller ikke få en bedre svigerfar. Når man er sammen med ham, føles det, som om solen altid skinner.

                                                                             Tilbage til toppen