Tilbage til E-bøger

SONJA

 

 Stormagasinet summede af travlhed. Når ekspeditricerne hastede forbi hinanden hen til næste kunde, skævede de op til det store ur, der ubarmhjertigt fortalte, at der endnu var en halv time til lukketid. Bagefter skulle der så ryddes op, men var man heldig og skyndte sig, kunne man måske slippe afsted ved 18 tiden.

 Butiksdetektiven gik langsomt rundt og så efter folk, der prøvede tøj. Der var især et par unge piger, hun havde lagt mærke til. Med jævne mellemrum så de sig sky omkring. De skiftedes til at gå ind i prøverummet, men en overgang var de derinde begge to. Lige umiddelbart før lukketid smuttede de småfnisende ud af forretningen.

 Butiksdetektiven, Ellen Andersen, var næsten sikker på, at de havde noget med. De havde intet købt og betalt, men der manglede et par dyre bluser, og dem var der ingen blevet solgt af i dag.

 Hun havde dog ikke været så sikker i sin sag, at hun havde turdet standse dem.

 Da hun gik hjem, var hun i dårligt humør, dels over, at det var lykkedes pigerne at stjæle bluserne

Men nok i lige så høj grad over sit arbejde i almindelighed. Det var jo slet ikke noget for hende.
 Hun havde efterhånden taget mange i at stjæle, og hver gang følte hun det samme ubehag. Der havde været kunder fra alle samfundslag og alle aldersgrupper. Det var tit unge piger i tøjafdelingen, men også af og til ”fine” ældre damer, det var dog lige som om det fine gik af dem, når de blev bedt om at følge med ind på kontoret. Hun havde en gang taget fejl og var blevet truet med en erstatningssag. Den sag spøgte tit i hendes hoved, når hun var lidt usikker. Siden den dag havde hun valgt, at hun lod hellere to tyve slippe end hun tog fat i en uskyldig.

 Der havde været mange fortvivlede forældre og hente deres børn, men også adskillige, der var uforskammede, og skød skylden på forretningen. De kunne jo bare anbringe tingene, så man ikke fristede børnene over evne.

 Sommetider kunne hun få kuldegysninger ved tanken om, hvad hun selv ville føle, hvis det var hendes børn, der blev taget i at stjæle.

 Hun var alene med en dreng på 13 og en pige på 15 år, Allan og Sonja.

 Den ene af pigerne i dag havde mindet hende om Sonja. De var nok omtrent på samme alder, og det var måske en af årsagerne til, at hun ikke havde standset dem.

 Hendes mand havde begået selvmord for snart to år siden. Han havde været indblandet i en bedrageriaffære. Senere havde det vist sig, at han var fuldstændig uskyldig, men han havde taget sig det så nær, at han havde druknet sig i en skovsø, inden det kom frem, og hans navn blev renset.

 Det havde været en hård tid at komme igennem. Først bedragerianklagen, der selvfølgelig gjorde, at han mistede sit job, og så selvmordet.

 Hun var nær ved, i sin bitterhed, at sige, at hvad hjalp det så, at han var blevt renset for anklagen, når han var død og overlod ansvaret for to store børn til hende.

 Ganske vist havde en af deres trofaste venner sørget for, at hun havde fået tilkendt en erstatning, men den kunne de jo ikke leve længe af. Der var også mange, der mumlede om, at der nok alligevel havde været noget om snakken, hvorfor skulle Karl ellers have begået selvmord. Hvis han havde haft ren samvittighed, skulle han jo nok være blevet frikendt.

 Da Karl var død, havde hun søgt alt muligt arbejde, for at få noget, hun og børnene kunne leve af. Det var så blevet jobbet som butiksdetektiv, hun havde fået. Hun havde fortrudt det mange gange, for hun syntes, at det var et modbydeligt job, men hun havde ikke kunnet få andet på det tidspunkt, og de skulle jo have noget at leve af.

 Børnene havde været hende til stor hjælp. Sonja var stilfærdig og nem at have med at gøre, og hun var også flink til at tage sig af alt det der hjemme, som hun ikke selv kunne nå.

 Allan havde også været sød og flink i starten, men i den sidste tid havde han været meget vanskelig.

  Han lagde op til skænderier hele tiden, og flere af hans kammerater brød hun sig bestemt ikke om. Hun gik efterhånden i en konstant angst for, hvad han skulle blive rodet ind i. Et par gange havde hun haft en anelse om, at han havde drukket, men hun havde ikke snakket om det for ikke at starte et større skænderi.

 Der var ingen tvivl om, at han savnede sin far meget, de to havde haft et meget nært forhold til hinanden, men hvad i alverden kunne hun gøre ved det. Karl var og blev død. Hvordan kunne han også gøre det mod hende og børnene.

 Da hun kom hjem, var kun Sonja hjemme. Allan var gået til fodboldtræning. Sonja havde givet ham mad, inden han gik, så nu kunne de to spise sammen i fred og ro.

 Ellen nød at slappe af sammen med Sonja., så måtte problemerne hvile så længe. De to kunne næsten snakke sammen som jævnaldrende veninder.

 Da de havde spist, sagde Sonja.

 Hvad skal vi dog gøre ved Allan. Han er ved at være helt umulig. Jeg plejer da at kunne snakke med ham, men den sidste tid har han lukket helt af for mig også. Han er snart kun hjemme, når han spiser og sover., og hvis maden ikke lige er på bordet, når det passer ham, snerrer han efter mig.

 Jamen hvis han ikke er tilfreds med serveringen, så må han selv sørge for sin mad, min pige. Du skal i hvert fald ikke stå på pinde for ham hele tiden. Bare jeg kunne være noget mere her hjemme, det ville måske hjælpe.

 Sonja hvisker med tårer i øjnene.

 Bare far ikke var død, ham rettede Allan sig altid efter.

 Bittert kommer det fra Ellen.

 Jamen han valgte jo bare den letteste udvej for ham.

 Så snart hun havde sagt det, fortrød hun. Ikke mindst da hun så Sonjas rædselsslagne blik.

 Undskyld lille skat. Det mente jeg ikke.

 Sonja ser på hende.

 Hader du virkelig far så meget.

 Nej, jeg hader ham ikke, min egen pige, men en gang imellem bliver jeg så bitter, fordi jeg er ved at opgive det hele. Jeg føler, at jeg har fået det dobbelte ansvar, og det kan jeg næsten ikke bære. Havde han givet mig lov til at hjælpe ham den gang, kunne vi i fællesskab have klaret tingene på en anden måde. I stedet for, tog han sit eget liv og overlod hele ansvaret til mig for både dig, Allan og vores fælles fremtid. Det har man ikke lov til, det er ikke fair, hverken over for jer eller overfor mig.

 Ellen er ved at bryde sammen, men tager sig voldsomt sammen.

 Lad os ikke tale mere om det nu, så er du rar.

 Sonja ser skræmt på sin mor.

 Skal vi ikke gå tidligt i seng, du er meget træt og trænger til at hvile dig.

 Ellen mumler.

 Ja, det må vi nok hellere. Godnat min pige, sov godt.

 Godnat mor, jeg bliver oppe, til Allan er kommet hjem, så går jeg også i seng.

 Da Sonja er blevet alene, sætter hun sig ved køkkenbordet og hulker med hovedet i armene.

 Hun er fortvivlet over, at hun ingen har at tale med. Allan er ikke til at tale med for tiden, og moderen har skræmt hende med sine bitre udfald mod faderen i aften. Hvad skal hun dog gøre.

 Det varer næste halvanden time, før Allan kommer brasende ind. Der er ingen tvivl om, at han har drukket i aften. Hans øjne er helt fortinnede og han råber op. Forgæves prøver Sonja at tysse på ham, for at han ikke skal vække moderen, men helt uden resultat.

 Ellen er blevet vækket ved det højrøstede skænderi og kommer ind i stuen.

 Sig mig, har du drukket, Allan.

 Ja, vel har jeg drukket, jeg er fuld, og det er jeg glad for. Mig skal du ikke få ned med nakken. Min far drev du til selvmord, men mig skal du ikke få bugt med.

 Målløs ser Ellen på ham et kort øjeblik, så stikker hun ham en kraftig lussing.

 Allan ser på hende, som om han ville slå igen. Så begynder han at kaste op, så det sprøjter ud over moderen og gulvet.
 Sonja griber ham i armen og trækker ham ind på hans værelse og får ham til at lægge sig på sengen. Så går hun ud efter en gulvklud og en spand vand for at tørre op.

 Ellen ser tavs på hende, hun er ligbleg. Så går hun søvngængeragtigt ind i soveværelset og låser døren efter sig.

 Da Sonja har tørret op, går hun ind til Allan. Han ligger på sin seng, som da hun forlod ham, indsmurt i opkast og snorker højt. Med lidt besvær får hun ham af det snavsede tøj og får ham vasket og trukket i en ren pyjamas, uden at han overhovedet vågner. Så ryster hun fortvivlet på hovedet. Nu kan tingene da ikke blive værre. Omsider går hun ind til sig selv og græder sig i søvn.

 Inde i soveværelset ligger Ellen og kaster sig frem og tilbage i sengen. Hvordan skal hun kunne møde sine børn i morgen, og hvordan skal hun kunne tage på arbejde, som hun har det nu. Ja arbejdet kan hun sygemelde sig fra, men børnene.

 Hvorfor kom hun også til at give luft for sin bitterhed over for Sonja. Hun og Sonja har jo altid haft sådan et godt forhold til hinanden. Har hun nu ødelagt det helt.

 Og Allan, det er altså derfor, at han er blevet så umulig. Han giver hende skylden for faderens død. Er det da hendes skyld det hele. Ved firetiden er hun stadig ikke faldet i søvn. Hun står op og går ind for at se til børnene.

 Sonja sover meget uroligt, hun ligger og småjamrer, som om hun har mareridt, ja, hvordan skulle det næsten kunne undgås efter den forfærdelige aften. Stakkels pige, hvordan skal hun dog nogensinde gøre hende glad igen.

 Allan sover meget tungt, han småklynker lidt i søvne. Han er sin fars udtrykte billede. Er det mon det, der gør det så svært at komme ud af det med ham for tiden. Sonja ligner hende selv meget.

 Men hvordan skal hun tale med Allan. Hvad skal hun sige til ham.

 Stille lister hun ind til sig selv igen.
 Børnenes sommerferie begyndte i går, hvordan skal de dog komme igennem den, hvordan skal hun kunne give dem en god sommerferie, som hun har det i øjeblikket.

 Hun sætter sig på sengekanten med sovepillerne i hånden. Skal hun også bare vælge den letteste løsning. Men hvad så med børnene. Er de ikke bedre tjent med at undvære hende. Nej, hun har ansvaret for dem, det har hun ikke lov til at svigte, som Karl gjorde.

 Næste morgen vågner Ellen med et sæt.

 Da hun ser, at klokken er et kvarter over otte, ringer hun på arbejde og sygemelder sig. Stemmen i den anden ende lyder skeptisk, men hun er ligeglad. Det er længe siden, at hun har haft en sygedag, og hun kan simpelthen ikke tage på arbejde i dag.

 Da hun har lagt telefonrøret, er hendes første tanke børnene. Hvad nu med dem. Hun kan ikke høre noget til dem. Stille lister hun sig ind til Sonja. Hun sover endnu, men meget uroligt. Dynen er faldet på gulvet. Lagenet er helt sammenkrøllet og Sonja ligger sammenrullet med hovedpuden knuget ind til sig.

 Ellen samler forsigtigt dynen op og lægger den over Sonja, uden at vække hende. Så trækker hun vejret dybt og går ind på Allans værelse. Det er tomt, Allan er altså gået. Hun ser sig om i værelset.

Der er nogenlunde ryddeligt, men det er nok Sonja, der har ordnet det. Så opdager hun et stykke papir på hans skrivebord, der står:

 Kære Sonja. Jeg kan ikke holde ud at være her mere, så nu går jeg min vej. Jeg fatter ikke, at du kan. Det er hendes skyld, at far er død, det er jeg sikker på, og det vil jeg aldrig kunne tilgive hende.

 Måske kan vi to ses igen en dag, det håber jeg, for du har gjort så meget for mig. Hende vil jeg aldrig se mere. Prøv ikke at lede efter mig. En dag kommer jeg og henter dig, når jeg har tjent penge nok til at forsørge dig også. Farvel så længe. Allan.

  Ellen har sat sig ved skrivebordet. Hun er lige ved at besvime. Da hun er kommet lidt til sig selv igen, rejser hun sig for at se, hvad han har taget med sig.

 Noget tøj, sin sportstaske, billedet af faderen. Billedet af hende selv ligger på gulvet med knust glas, hun orker ikke engang at samle det op. Lidt efter kontaterer hun, at hans cykel også er væk, ja, naturligvis.

 Som i en døs går hun ud for at lave morgenmad til Sonja og sig selv. Mens hun er ved det, kommer Sonja stilfærdigt ud i køkkenet.

 Er du ikke på arbejde, hvordan har du det i dag.

 Nej, jeg blev hjemme i dag, jeg er ikke rask.

 Lidt tøvende fortsætter hun.

 Har du set, at Allan er gået sin vej, der ligger et brev til dig inde på hans skrivebord.

 Sonja går ind på Allans værelse og kommer lidt efter tilbage med brevet i hånden.

 Har du læst det, mor.

 Ellen nikker. Hun kan ikke sige noget.

 Så kommer det stilfærdigt fra Sonja.

 Så har Allan altså også bare valgt den letteste løsning.

 Ellen ser forskrækket på hende.

 Mener du……

 Nej, nej, jeg mener bare, at han har valgt at stikke af fra problemerne i stedet for at blive og gøre noget ved dem, prøve at løse dem. Selvfølgelig er du ikke skyld i fars død, det er noget vrøvl. Allan skal nok komme hjem igen, når han får tænkt sig om, og når han bliver sulten nok.

 Det sidste kommer med et lille tyndt smil.

 Da de har spist morgenmad, foreslår Sonja, at Ellen går ind i seng igen, selv vil hun cykle en tur og høre, om der er nogen, der har set noget til Allan.

 Allan var vågnet allerede ved femtiden. Han havde hovedpine og havde en grim smag i munden. Han kunne ikke huske ret meget af, hvad der var sket den foregående aften, men det måtte være Sonja, der havde lagt ham i seng. Han blev helt flov, ved tanken om, at hun havde trukket ham af tøjet og givet ham pyjamas på, som om han var en baby. Om det så var hans bamse, havde hun lagt den ned i sengen til ham.

 Men hvordan skulle han kunne snakke med moderen efter det i går.

 Han kunne huske, at han havde beskyldt moderen for faderens død, og det fortrød han ikke, for hvem skulle ellers være skyld i det. Men det betød også, at han måtte tage hjemmefra, hvorhen anede han ikke, men det fandt han vel ud af.

 Han pakkede noget tøj sammen og skrev et lille brev til Sonja, hun lod nok moderen læse det, men det var også lige meget. Han hverken kunne eller ville være hjemme mere, det var i hvert fald helt sikkert. Der måtte være et eller andet sted, han kunne slå sig ned og tjene til føden. Han var trods alt snart fjorten år.

 Lidt penge havde han også, næsten 150 kr.. De skulle ganske vist have været brugt til fødselsdagsgaver til Sonja og moderen, men det var lige meget nu, han havde mere brug for dem.

 Klokken var lidt i seks, da han listede sig ud ad døren og fik fat i sin cykel. Et øjeblik efter var bagagen anbragt på cyklen, og så var det ellers bare om at komme afsted.. Det varede jo nok noget, før de andre vågnede og opdagede, at han var væk. Han skulle gerne nå langt væk, før de evt. fandt på at efterlyse ham.

 Heldigvis var det sommerferie, så der var ikke noget mærkeligt i, at en dreng cyklede på landevejen med en del bagage på cyklen. Det havde selvfølgelig været bedre, hvis han havde haft en kammerat at følges med, men der var ingen af kammeraterne han brød sig om.

 Da han havde cyklet en times tid, begyndte der at komme mere trafik på vejene. Men nu melder spørgsmålet sig så om, hvor han skal tage hen. Han kunne selvfølgelig bygge sig en hule i en skov, indtil han fik en bedre ide. Men han må også finde ud af, hvordan han skaffer penge til mad og sådan noget. Ved tanken om mad, bliver han sulten, og kører ind til den første bager, han kører forbi. Han køber brød, smør og mælk, og da han kommer til en rasteplads, slår han sig ned og spiser.

  Lidt efter kommer der et par biler, der standser op. Han ser forskrækket efter dem. Men det er bare et par familier, der slår sig ned og spiser morgenmad sammen. Der er både voksne og børn i begge biler, og tilsyneladende hygger de sig godt sammen. Efter at de har spist, spiller de lidt bold, inden de fortsætter igen. Misundeligt ser han efter dem, hvor ville han dog gerne have været med i legen.

 Vredt pakker han sine ting sammen og cykler videre. Han føler sig endnu mere ensom og alene. Skal han hellere opgive og køre hjem igen. Nej, det er helt umuligt.

 Hen under aften kommer han til en ret stor skov. Han baner sig vej et godt stykke ind i tykningen. Omsider finder han et sted at slå sig ned. Efter at have spist resten af maden, laver han sig et blødt leje af græs. Han finder også en kilde. Vandet ser ikke alt for rent ud, men han er meget tørstig, så det smager ham godt.

 Han tager en ekstra sweater på og ruller sig ind i et par tæpper, nu vil han sove. Det kniber ham dog at falde i søvn, dels pusler det rundt omkring i græsset og bladene, og dels vil tankerne ikke lade ham i fred.

 Næste morgen er han ikke i tvivl om, at han ikke vil bo i en skov, medmindre han finder et gammelt skur eller noget lignende.

 Så dukker der et nyt problem op.

 Er han blevet efterlyst, så må han passe på, at han ikke bliver opdaget, men noget mad må han have fat i. Han baner sig vej ud af skoven og cykler hen til en købmand, der ligger i nærheden. Det havde han lagt mærke til den foregående aften.

 Foruden maden køber han også en saks. Hvis han klipper sit hår rigtig kort, er han ikke så nem at genkende.

 Han kører ud til skoven igen og sætter sig og spiser. Så tæller han pengene, der er ikke til mange dage, hvis han ikke finder en måde at tjene penge, men hvor skal han i det hele taget tage hen.

 Nå han må hellere få klippet håret. Ved hjælp af et spejl, han har med, bliver det nogenlunde, det ser ikke pænt ud, men det har i hvert fald forandret ham, og det er det vigtigste i øjeblikket.

 Lidt efter kører han videre på må og få.

 Omsider kommer han til et sommerhusområde. Måske han kan finde et tomt sommerhus, hvor han kan være et par dage. Ved aftenstid har han fundet et, der ligger meget afsides. Det ser meget forfaldent ud, og det bedste er, at det ser ikke ud til, at der har været nogen der i lang tid. Efter at have holdt øje med det et stykke tid, bestemmer Allan sig for at prøve at komme ind i det.

 Et af vinduerne hænger kun på et hængsel, så det er nemt at få op.. Der lugter indelukket og der er et tykt lag støv overalt. Han går rundt og undersøger alting nøje. Det er tydeligt, at det er længe siden, at der har været nogen i huset. Det er lige noget for ham.

 Der er et lille køkken, en lille stue og et køjerum med to køjer. I stuen er der to slagbænke, der kan slås ud, så man kan ligge på dem. Der er ikke vand og elektricitet i huset, men der står en petroleumslampe i stuen, og der er en pumpe udenfor. Knap fem meter fra huset er der et lille skur, der er toilettet.

 Allan lukker døre og vinduer op og begynder at feje og støve af. Her vil han kunne have det fint, et stykke tid i det mindste. Der er langt til nærmeste nabo.

 Men hvordan skal han tjene penge. Han må i hvert fald hen til købmanden og købe mad i morgen, men nu vil han sove, for han er dødtræt.

 Næste morgen vågner han op med nyt mod. Måske kan han få en tjans som bydreng hos købmanden. Han kan jo lade som om han er på ferie og gerne vil have noget at lave, fordi han keder sig.

 Han skal lige til at spørge købmanden, om han har brug for en bydreng, da han kommer til at se et billede af sig selv på forsiden af avisen.

 Heldigvis ligner det ikke særligt godt, men sæt han nu blev genkendt.

 Han skynder sig at tage sine varer og siger så.

 Jeg skal for resten også lige have ti Prince og avisen til min far.

 Så snart han har betalt, skynder han sig ud ad døren.

 Da han kommer hen til sommerhuset, skynder han sig ind og lukker døren. Så sætter han sig og læser efterlysningen. Hvad nu, hvis købmanden har genkendt ham.

 Pludselig bliver der taget i døren.

 Allan bliver siddende, helt stiv af skræk.

 Så går døren op.

 I døråbningen står en høj mand med fuldskæg. Han er ret kraftig og hans hår og skæg er næsten gråt, selvom han kun ser ud til at være omkring 40 år.

 Manden ser forbavset på Allan.

 Hvad i alverden laver du her.

 Uvilkårligt begynder Allan at græde.

 Manden ryster på hovedet og sætter sig ved bordet..

 Nå, lad mig så høre. Jeg bider ikke, men jeg vil gerne have hele historien, og den skal være rigtig første gang, har du forstået.

 Allan tørrer sine øjne og ser op på manden. Han ser slet ikke uvenlig ud, snarere lidt bedrøvet.

 Langsomt begynder Allan at fortælle, efterhånden som han kommer i gang, går det bedre.. Han kan ikke forklare hvorfor, men på en eller anden måde har han tillid til manden lige fra begyndelsen. For første gang i flere år får han lukket op for alt det, der har pint og plaget ham, lige siden faderens død.

 Manden har siddet tavs og lyttet til ham. Da Allan omsider tier stille, ser manden på ham med et lille bedrøvet smil.

 Og nu vil du så prøve at klare dig selv her i verden. Det er ikke let og slet ikke i din alder, har du f.eks. nogle penge.

 Ikke ret mange. Jeg har kun ca. 40 kr. tilbage. Jeg ville have prøvet at få et job som bydreng hos købmanden, men så opdagede jeg, at jeg var efterlyst i avisen, så nu ved jeg ikke, hvad jeg skal finde på.

 Manden ser lidt tøvende på ham.

 Vel, nu har du fortalt mig din historie, så er det vel ikke mere end rimeligt, at jeg fortæller dig min.

 Han smiler lidt bittert.

 Jeg er direktør. Jeg har et lille firma, som jeg har arbejdet hårdt med i mange år, nok også for hårdt. Jeg havde en kone og to drenge på 8 og 10 år. Men mit arbejde blev for meget for min kone.
 En dag, da jeg kom hjem, lå der brev fra hende. Hun var rejst og havde taget drengene med sig.

 Hun skrev bl.a.

 Du er jo aldrig hjemme, så du opdager det vel næppe foreløbigt. Jeg vil skilles, og drengene får du ikke at se mere, men det havde du jo heller ikke tid til, mens de var der.

 Jeg tog fri nogle dage og tog her ud i sommerhuset for at finde mig selv ovenpå chocket. Jeg håbede måske også på, at de ville komme her ud, så vi kunne få snakket. Siden er jeg så taget herud en uge hvert år, for at komme lidt væk fra det hele.

 Det er nu snart fem år siden, så den ældste må omtrent være på alder med dig. Jeg var lige ved at tro, at det var en af dem, der var kommet, da jeg så din cykel udenfor.

 Så sukker han.

 Men det var det altså desværre ikke.

 Allan rejser sig.

 Jeg skal nok gå nu, undskyld, at jeg brød ind, men et af vinduerne hang kun på en hængsel, så jeg har ikke ødelagt noget.

 Manden ryster på hovedet.

 Nej, sæt dig nu ned igen, så laver jeg noget mad. Så kan vi snakke sammen, og det tror jeg, at vi begge trænger til. Der er nok et formål med, at du er dukket op her. Når vi har spist, kan vi så se på, hvordan vi løser dit problem.

 Allan hjælper til, og lidt efter sidder de så og spiser og snakker hyggeligt sammen, som om de havde kendt hinanden længe.

 Da de har spist, siger manden.

 Vi har jo slet ikke sagt, hvad vi hedder. Jeg hedder Claus Hjort, men kald mig bare Claus, det er nemmere.

 Allan smiler.

 Jeg hedder Allan Andersen.

 Det giver et sæt i Claus.

 Allan! Min ældste søn hed også Allan, den anden hed Kurt.

 Du siger hed. Lever de da ikke mere. Hvorfor har du ikke prøvet at finde dem, du savner dem jo, det kan jeg da tydeligt mærke.

 Ja, jeg savner dem meget, for jeg holder meget af dem.. Men i begyndelsen ville jeg ikke gøre noget for ikke at skabe splid og spektakkel, der kom til at gå ud over drengene, og efterhånden syntes jeg, at det ville være egoistisk af mig at prøve at få fat på dem, hvis de nu havde fået en ny familie og var faldet godt til der, så havde de måske glemt mig. Det ville så bare rippe op i gamle sår, der ellers var lægt.

 Jamen man glemmer da ikke sin far. Jeg savner da min far mindst lige så meget nu, som da han døde for to år siden.

 Ja, det bør jeg måske tænke nærmere over.

 Lidt efter fortsætter han.

 Jeg sidder og tænker på, kunne du have lyst til at blive her i denne uge og hjælpe mig med at gøre huset i stand. Så ringer jeg til din mor her til aften og siger, at du er her hos mig, så hun ikke behøver at være bange mere for, hvor du er blevet af.

 Jeg vil meget gerne blive her, men du må ikke ringe til mor. Hun har bare godt af, at jeg er væk.

 Claus hæver øjenbrynene.

 Havde du været min søn, havde du fået et par på kassen for de ord. Har du overhovedet spekuleret på, hvilket helvede din mor har været igennem. Først bedragerisagen, så din fars selvmord, så problemerne med at klare til dagen og vejen for sig selv og to store børn, som hun nu er ene om at have ansvaret for. Som kronen på værket bekylder du din mor for din fars død og stikker så også bare af fra det hele, lige som din far.

 Ja, undskyld, hvis du synes, at jeg er lidt hård ved dig, jeg kan virkelig godt lide dig, men i øjeblikket synes jeg, at du fortjener et ordentligt møgfald.

 Nu kan du selv vælge.

 Enten bliver du her med gratis kost og logis en uges tid, og så ringer jeg til din mor i aften og får sagen bragt i orden, eller også afleverer jeg dig til politiet, som så kører dig hjem i aften. Den sidste løsning bryder jeg mig ikke om, men jeg har ikke andet valg, hvis du ikke vælger den første.

 Jamen det er da mors skyld, at far døde, det er jeg sikker på.

 Hvem har givet dig den ide.

 Jamen hvem skulle det ellers være.

 Kære ven, prøv at tænke på den anden morgen. Der var noget, du ikke syntes, du kunne klare, og så stak du af. Nøjagtig det samme skete for din far.

 Du får chancen for at fortryde og prøve at arbejde med problemerne, og det vil jeg meget gerne hjælpe dig med, hvis du bryder dig om det. Hvis din far havde prøvet at søge hjælp i stedet for, kunne han også have arbejdet med sine problemer og fået dem løst. Men man kan kun hjælpe mennesker, der vil hjælpes. Din far valgte at opgive definitivt. Et selvmord har man ikke mulighed for at fortryde, derfor må man aldrig vælge den udvej. Det går altid ud over uskyldige.
 Jeg er næsten i den samme situation som dig, min ven. Mine drenge forsvandt fra mig. Jeg opgav, det var det nemmeste. Men efter det, du har fortalt mig, har jeg fortrudt, så nu vil jeg forsøge at finde dem.

 Hvad vælger du så, min ven.

 Jeg vil meget gerne have lov til at blive her. Du er så god at snakke med. Du kan virkelig få mig til at forstå tingene rigtigt. Men hvad vil mor sige, når jeg kommer hjem. Tror du, at hun kan og vil tilgive mig.

 Det er jeg helt sikker på. Jeg er ikke i tvivl om, at hun elsker dig, og kærlighed kan tilgive alt.

 Vil du godt hjælpe mig med at snakke med hende.
 Det vil jeg helt bestemt, især, hvis du er flink til at hjælpe mig med huset.

 Allan lyser op i et stort smil.

 Det vil jeg meget gerne.Jeg er helt god til sløjd, og du kan tro, at jeg nok skal tage rigtig fat.

 I løbet af eftermiddagen finder de ud af, hvad der skal laves. De når også at komme ned og bade.

Allan har ganske vist ikke badebukser med, men Claus siger med et smil, at det er lige meget. Han kan bruge underbukserne eller bade uden, som han selv vil, de har stranden for sig selv. Allan vælger at bade uden, og det synes han slet ikke virker forkert, han har jo fået fuld tillid til Claus.
 De snakker godt sammen, og gang på gang kommer de til at le begge to af de samme ting.

Ved 18.30 tiden går Claus op til købmanden for at ringe. Allan laver aftensmad imens. Han er meget spændt på, hvad Claus får ud af den samtale.

 Bare han nu får lov til at blive her hos Claus i den uge, det vil betyde meget for ham, er han blevet klar over.

 En halv time efter kommer Claus tilbage. Han smiler.

 Jeg skulle hilse dig mange gange fra din mor og sige tak, fordi du lod mig ringe og ikke valgte den anden udvej. Hun er helt indforstået med, at du bliver her hos mig i den her uge. Selvfølgelig har hun tilgivet dig. Jeg skulle også hilse dig mange gange fra din søster. Hun blev så glad for, at du var fundet. Hun havde været så bange for, at der var sket dig noget, og det var din mor også.

 Kan du se, nu kan du rigtig holde ferie med god samvittighed, er det ikke helt rart.

 Allan står et kort øjeblik, så kaster han sig om halsen på Claus.

 Tusind tak for hjælpen. Tænk, hvis far havde haft sådan en ven, så havde han måske levet endnu, for du er da min ven, ikke.

 Allan har fået tårer i øjnene.

 Claus giver ham et lille knus.

 Jo, det er jeg min dreng.  Husk så, at man kan kun hjælpe dem, der vil hjælpes, det ville du, derfor kunne jeg gøre det.

 Lidt efter sidder de og spiser aftensmad og hygger sig sammen. De snakker virkelig godt med hinanden, trods aldersforskellen. Deres tidligere ensomhed har skærpet evnen til at udnytte samtalen til fælles bedste.

 Næste dag går de så i gang med reperationerne, og det går fint fra hånden. Der er dog også tid til at bade og til at ligge og dase i solen. Claus holder på, at de også skal huske, at det er ferie.
 Ved måltiderne og om aftenerne sidder de og snakker i timevis., så det bliver tit sent, før de kommer til køjs, men da der jo ikke er nogen, der siger, hvornår de skal stå op, går det fint.

 De fløjter begge, mens de arbejder, og en gang imellem kommer de til at fløjte den samme melodi samtidig. Så holder de en lille pause, er de blevet enige om.

 Efter 4 – 5 dages forløb er huset helt i orden.
 Den sidste aften de er sammen, sidder de og snakker meget længe., det er lige som de ikke kan løsrive sig.

 Allan har fået lov til at låne sommerhuset sammen med sin mor og søster, når han har lyst til det, og Claus har i øvrigt også selv besluttet at bruge det noget mere.
 Den næste dag bliver Allans cykel og hans bagage så lagt ind bag i Clauses bil, og så bliver han kørt hjem.

 Claus får en meget lang samtale med Ellen, og først sent på aftenen tager han afsted igen.

 Imens Claus og Ellen taler sammen, får Sonja et langt referat af alt det, Allan har oplevet.

 Pludselig begynder Sonja at græde. Allan bliver helt forskrækket og prøver at trøste hende.

 Så siger Sonja.

 Jamen jeg er jo bare så glad over, at du er kommet hjem igen og ikke er død lige som far. Jeg var så fortvivlet over, at du forsvandt efter det skænderi med mor, uden at jeg fik snakket med dig.

 Allan ser alvorligt på hende.

 Det lover jeg dig Sonja. Det vil aldrig ske igen. Jeg har lært en masse af Claus i den her uge. Noget af det vigtigste er nok, at man skal forsøge at undgå at gøre andre kede af det, og at de fleste problemer kan løses, hvis man gør noget og ikke bare giver op.

 Med et lille smil siger Sonja.

 Du er vist meget glad for ham Claus, men han virker nu også vældig flink.

 Det kan du lige tro, han er simpelthen alle tiders ven. Tænk, at man kan være ven med en voksen, selvom man kun har kendt ham så kort. Claus havde jeg fuld tillid til allerede efter et par timers forløb.

 De følgende dage går det godt. Allan er fuldstændig forandret, og det glæder ikke mindst Ellen meget. Hun går derfor med til, at de alle tre kan tage op i sommerhuset i fjorten dage, når hun får sommerferie om knap en uge.

 Det bliver en fin ferie. Fredag eftermiddag dukker Claus op og spørger, om de har noget imod, at han bliver i week-enden, så kan Allan og han sove i stuen og Sonja og Ellen i køjerummet. Det går de naturligvis gerne med til.

 Lørdag siger Claus, at nu vil han gerne have en snak med Sonja alene, for hende kender han jo ikke rigtig endnu.

 Hun bliver lidt genert og rød i hovedet, men snart snakker de fint sammen, mens Allan og Ellen går ned og bader.

 En times tid efter kommer Claus og Sonja også ned til vandet og slutter sig til de andre.

 Om søndagen fortæller Claus, at nu har han fundet ud af, hvor hans forhenværende kone er flyttet hen med drengene. Hun er blevet gift igen, så nu er han lidt i tvivl om, hvorvidt han skal prøve at kontakte dem, eller ej.

 Allan holder på, at det skal han absolut gøre, mens Ellen og Sonja nok er lidt mere skeptiske.

 Den følgende søndag kommer Claus lige forbi, han har fået en aftale med sin forhenværende kone om, at han kan mødes med drengene søndag eftermiddag.

 Lidt forlegen siger han.

 Jeg ville bare gerne have lidt moralsk støtte hos jer. Jeg tror, at I mener mig det godt.

 De ønsker ham selvfølgelig held og lykke.

 Da han skal til at køre, siger Sonja til ham med store tårer i øjnene.
 Hvis det bliver en skuffelse, skal du i hvert fald vide, at vi holder meget af dig.

 Claus ser tankefuldt på hende.

 Tak for de ord, det vil jeg aldrig glemme.

 Om aftenen tager Ellen så hjem sammen med børnene. Det er mange år siden, at hun har haft så god en ferie. Nu synes hun, at hun har mod på og kræfter til at tage fat på arbejdet igen.
 Et par dage efter kommer der brev fra Claus.

 Tak for jeres hjælp alle tre, uden den havde jeg ikke klaret det. Jeg kunne næsten ikke kende Allan og Kurt, så meget var de vokset, men de kunne da heldigvis kende mig. Du havde ret Allan, de havde ikke glemt mig. De var lidt skuffede over, at jeg ikke havde kontaktet dem før, men de var alligevel glade for at se mig og være sammen med mig igen, selvom de kommer godt nok ud af det med deres mors nye mand.

 De har nu fået lov til at besøge mig en gang om måneden. Vi aftalte at mødes i sommerhuset lørdag d. 1.august. og så tilbringer de week-enden sammen med mig. Kunne I tænke jer at komme også. Jeg ville gerne have, at de mødte mine bedste venner. Send mig lige et par ord, om I vil og kan.
 De bliver hurtigt enige om at tage imod invitationen, selvom de er spændte på, hvordan det vil gå, og hvordan Clauses drenge vil reagere, men han har vel snakket med dem om det.

 Ellen skriver derfor, at de gerne vil komme lørdag aften, så har Claus haft det meste af lørdagen alene med sine drenge. Hun vil så tage mad med til søndag middag, hvis Claus giver aftensmad lørdag og morgenmad søndag.
 De kommer ud til sommerhuset ved 17 tiden. Claus har været ned og bade sammen med drengene og har lige fået skiftet tøj, da de kommer. De bliver præsenteret for hinanden, men skal lige se hin-

anden lidt an, inden de rigtigt kan snakke sammen.

 Allan og Sonja vil gerne ned og bade, inden de skal spise, og Kurt og Allan følger så med ned til vandet igen. Da de ser de andre plaske omkring, smider de hurtigt tøjet igen og hopper i.

 Omsider får de dog nok af vandet alle fire, så de kommer op og bliver tørrede og følges så småsnakkende op til sommerhuset.

 Overfor Ellen er Kurt og Allan lidt tilbageholdende i starten, men inden aftensmaden er spist, er den sidste rest af generthed overvundet.

 Man hjælpes ad med at vaske op og rydde til side og sætter sig så ind i stuen og snakker hyggeligt sammen.
 Claus foreslår, at de kalder hans Allan for Storebror, så de ikke tager fejl af, hvilken Allan der menes, og det synes alle er en god ide. Han er nogle måneder ældre end den anden Allan, men da de er lige store, vil det ikke være nogen god ide at sige lille Allan og store Allan.

 Ved titiden foreslår Kurt, at de fire går en tur sammen, inden de skal sove.

 Claus smiler.

 Nu vi taler om at sove, så foreslår jeg, at damerne får køjerummet og så deles vi fire mandfolk om bænkene her i stuen. Der er ganske vist ikke meget plads, men mon det ikke kan gå for en enkelt nat.

 Alle er enige om, at det kan fint gå.

 De fire går en lang tur sammen og snakker godt om lidt af hvert.

 Sonja er meget glad for, at de har taget hende med, selvom hun er en pige og et års tid ældre end Storebror. Det virkede så dejlig naturligt.

 Kurt og Storebror fortæller løst og fast om deres mor og deres nye far, som de heldigvis kommer helt godt ud af det med.

 Men det er nu dejligt at være sammen med vores egen far igen. Vi savnede ham meget, da mor rejste fra ham og tog os med.

 Savner I ikke jeres far, hvad er der blevet af ham.

 Sonja nikker.

 Han er død, men vi savner ham meget.

 Allan ser på de andre.

 Det er to år siden nu, men vi kan ikke rigtig vænne os til, at vi aldrig får ham at se mere, og det kan mor nok heller ikke.

 Kurt begynder at smile.

 Jamen kunne jeres mor ikke gifte sig med vores far. De ser da ud til at komme fint ud af det med hinanden, og far er da også meget glad for jer, det kan man da tydeligt mærke.

 Allan blinker en tåre væk.

 Ville I ikke hellere have været alene med jeres far her i week-enden, det havde I jo været, hvis ikke mor, Sonja og jeg var kommet.

 Helt bestemt ikke Lillebror. I er da alle tiders at være sammen med, og jeg vil give Kurt helt ret i, at det ville være en god ide, om de giftede sig, så blev vi jo en slags søskende. Du blev min rigtige lillebror, det kunne da være sjovt. Jeg ville bestemt heller ikke have noget imod dig som storesøster, Sonja.

 Lillebror ler.

 De snakker i det mindste godt sammen, og jeg ville gerne have Claus til far. De to brødre kunne jeg bestemt også godt bruge, hvad mener du, Sonja.

 Jeg er helt enig, men det er jo op til Claus og mor. Jeg tror ikke, at vi skal foreslå det endnu, men skal vi ikke vende hjemad, klokken er snart elleve.

 En halv time senere er de klar til at gå til køjs. Kurt lægger sig sammen med sin far på den ene bænk og de to Allan´er lægger sig sammen på den anden bænk. Pladsen er lidt kneben, men det går, når de rykker tæt sammen.

 Næste formiddag er de alle ude og bade. Børnene bliver lidt længere nede ved vandet, mens Claus og Ellen går op for at lave mad.

 Pludselig siger Storebror.

 Du er jo næsten ved at være voksen, Sonja. Jeg kom til at sidde og se på dig. Du er meget kønnere end de piger, der er billeder af i bladene. Hvad får for resten en pige til at lade sig fotografere uden tøj, det gør vi drenge da ikke.

 Sonja rødmer lidt.

 Tak for komplimenten Storebror. Jeg tror nu aldrig, at jeg ville lade mig fotografere uden tøj. De fleste af de piger gør det nok for pengenes skyld.

 Jeg mener da ikke, at der er noget galt i at gå uden tøj, hvis det er varmt nok, og man kun er sammen med nogen, man kan lide, men jeg ville da kun gøre det, hvis jeg havde lyst til det, aldrig for at tjene penge.

 Når mænd og drenge ikke så tit bliver fotograferet uden tøj, er det nok fordi, mænd og drenge vil hellere se piger uden tøj, end piger vil se drenge uden tøj.

 Men jeg håber da ikke, at I synes, at jeg er for gammel eller for voksen til at være kammerat med jer. Det ville jeg være ked af, for nu syntes jeg lige, at det gik så godt.

 Kurt ruller sig over til hende, lægger en arm om hendes hals og giver hende et knus.

 Du er alle tiders kammerat, med eller uden tøj, voksen eller ej, jeg kan jo bare lide dig, som du er.

 De to andre drenge giver ham ret.

 Lillebror ler.

 Hun fås ikke bedre, det garanterer jeg.

 Storebror ryster lidt på hovedet.

 Du forstod godt, hvad jeg mente, ikke Sonja.
 Sonja ser alvorligt på ham.

 Jo, det gjorde jeg, Storebror, vær sikker på det. Men nu tror jeg nok, at vi skal op og spise.

 Ved tretiden bliver drengene hentet af deres mor. Claus inviterer hende på kaffe og det siger hun ja tak til. Stemningen er lidt trykket, selvom børnene snakker løs.

 En times tid efter kører de. Da de siger farvel, siger Kurt.

 Vi ses snart igen, også med jer ikke.

 Ellen smiler.

 Jo, det kan da godt tænkes, hvis I har lyst.

 Storebror ser alvorligt fra sin far til Ellen.

 Det har vi, helt bestemt.

 Claus ser lidt fortabt ud, da de kører, men han vinker dog til dem.

 Ellen har set på uret. De skal også snart afsted, men hun kan ikke nænne at køre lige efter at de andre er kørt, så de bliver et par timer mere.

 De siger tak for en dejlig week-end, som de har nydt i fulde drag.

 Claus ser fra børnene til Ellen.
 Det er en skam, at det gode varer så kort. Det har været dejligt at have jer her sammen med mine egne drenge. Jeg kunne tydeligt mærke, at de også nød det.

 Nu skal vi så tilbage til hverdagen igen, men forhåbentlig ses vi igen inden alt for længe.

 Da de har kørt lidt, siger Sonja.

 Hvor så Claus dog ensom ud, da vi kørte.

 Allan nikker.

 Det er også¨synd for ham, at han ikke har sine drenge boende hjemme hos sig selv. Han holder så meget af dem, og man kan da også tydeligt mærke, hvor meget, de holder af ham. Hvorfor kan de så ikke få lov til at bo sammen.

 Ellen ser fra Sonja til Allan.

 Jeg tror nu, at drengene har det godt, hvor de er. Det lod da til, at de kom godt ud af det med deres stedfar, men jeg vil give dig helt ret, Allan. Jeg synes også, at det er synd for Claus. Han er sådan en rar og tiltalende mand.

 Så ryger det ud af Allan.

 Jamen kunne du ikke gifte dig med Claus. Det synes både Sonja og jeg ville være en god ide, og det gør Kurt og Storebror også, det sagde de selv.

 Sonja ser straffende på ham. De havde jo aftalt, at de ikke skulle snakke om det endnu.

 Ellen kan alligevel ikke lade være med at le.

 Nå, så det har I aftalt, hvad så med Claus og mig.
 Så kommer det spagfærdigt fra Allan.

 Det behøver jo ikke at være lige med det samme, men I kunne da tænke over det og evt. tale om det, det kunne der da ikke ske noget ved.

 Ellen nikker.

 Nej, det kan du selvfølgelig have ret i.

 Resten af turen foregår i stilhed, hverken Sonja eller Allan tør sige mere, for ikke at ødelægge det hele. Ellen virker lidt fraværende og koncentrerer sig tilsyneladende kun om kørselen.

 Da de kommer hjem, siger Allan stille.

 Du er ikke vred over, at jeg sagde det, vel mor.

 Nej, nej, min dreng, men se nu hellere at komme i seng, klokken er ved at være mange.

 Lidt efter går Ellen ind til Sonja, der også er gået i seng.

 Sonja ser op på hende med tårer i øjnene.

 Vi havde aftalt, at vi ikke ville sige noget endnu. Du må ikke være vred på Allan, men det fløj ham lige ud af munden, fordi han var så ked af det på Clauses vegne. Han holder utroligt meget af ham, og det gør jeg også, for jeg synes, at han er sådan et fint og rart menneske, som man føler sig godt tilpas ved at være sammen med. Måske også, fordi han hjalp Allan så godt.

 Jeg er slet ikke vred, min pige, snarere tværtimod. Jeg spekulerer bare, der er så mange ting at tage hensyn til. Jeg må ikke gøre ham ked af det, det holder jeg alt for meget af ham til. Men vil vi kunne bygge en fremtid sammen. Han har fortalt mig meget om sin virksomhed, som i perioder tager meget af hans tid. Kan jeg klare det, for han kan ikke holde til at forlise endnu et ægteskab.

 Kan jeg hjælpe ham nok, så det ikke går ham som din far, for det ville jeg ikke kunne klare.

 Jeg ved, at han holder utrolig meget af både dig og Allan., men vil han kunne give jer den støtte, I har behov for, hvis hans arbejde kommer i vejen.

 Du kan godt se, at det hele ikke er så lige til, min pige. Men du må gerne vide, at jeg tænker meget alvorligt over det, og det må du også godt fortælle Allan i morgen.

 Jeg er meget glad for at vide, at I begge synes, at det kunne være en god ide.. Jeg var næsten sikker, men derfor er det alligevel dejligt at vide, at I begge er parate til at bakke mig op.

 Kan du nu sove godt, min skat. Du behøver ikke at stå tidligt op i morgen. Jeg tager selv noget morgenmad, inden jeg tager på arbejde. Så kan du og Allan spise morgenmad sammen, I har jo sommerferie et par dage endnu.

 Godnat mor, sov rigtig godt.

 Ellen bøjer sig over hende og giver hende et kys på kinden, inden hun går ind til sig selv.

 Næste morgen tager hun glad på arbejde.. Hun har bestemt sig til at skrive til Claus og bede ham komme, så de kan få snakket om tingene og om fremtiden.

 Hen på eftermiddagen ser hun de to unge piger igen. Denne gang er hun sikker på, at de har noget ekstra tøj inden under deres eget, efter at de er kommet ud af prøverummet.

 Roligt siger hun.

 Hvorfor gør I det.

 Den ene af pigerne ser uroligt på hende.

 Gør hvad.

 Vil I med hen på kontoret, eller vil I hellere aflevere det her.

 Pigerne ser på hinanden.

 Tilkalder du politiet.

 Helst ikke. Hvis I afleverer det hele her og lover mig, at det ikke gentager sig.

 Stille går de ind i prøverummet igen og lidt efter kommer de ud med tøjet pænt lagt sammen.

 Ellen ser på dem, da hun tager imod tøjet og spørger så igen.

 Hvorfor gør I det.

 Vi har ikke råd til at købe alt det, der skal til for at være lige som de andre henne i skolen. Det er ikke sjovt at blive set ned på, fordi man ikke har det rigtige tøj med de rigtige mærker.

 Den anden vrisser.

 Sådan et stormagasin har jo råd til det. De regner jo ligefrem med, at der bliver hugget en masse, derfor sætter de priserne så højt, at almindelige mennesker ikke har råd til at købe det. Der skal nok få deres penge hjem.

 Hvordan tror du, at det føles for mig at skulle sende sådan et par piger som jer videre til politiet, jeg har selv en datter på jeres alder.

 Lidt tøvende siger den ene.

 Hvor meget får hun til tøj om måneden.

 Det ved jeg såmen ikke.Vi køber noget sammen, når hun har brug for noget nyt tøj, hvis det andet er slidt op eller er blevet for småt. Men det er aldrig de dyre mærker, for det har vi ikke råd til. Det ved hun, og det accepterer hun fuldt ud. Jeg har nemlig lært hende, at det er ikke tøjet, men mennesket i tøjet, det kommer an på.

 Det er bare så svært, når man gerne vil være lige som de andre, for ikke at blive drillet. Tak fordi du ikke melder os, vi kommer her ikke mere, undtagen for at købe, det lover vi dig.

 Den anden smiler.

 Hils din datter og sig, at hun har alle tiders mor.

 Lidt efter er de begge to forsvundet i mængden.

 Lidt efter ser hun en tilsyneladende fin ældre dame, der lader forskellige ting forsvinde ned i sin taske.

 Denne gang er Ellen ikke i tvivl. Hun går hen til damen og beder hende følge med hen på kontoret.

Damen begynder straks at skræppe op, men Ellen siger med lidt skarp stemme.

 Hvis jeg var dig, ville jeg undgå at skabe unødvendig opmærksomhed. Det vil nemlig gøre det mere pinligt for dig end for mig.

 Henne på kontoret må damen så tømme tasken. Det er ikke småting, der dukker op.

 6 ure, nogle skeer, gafler og knive, 10 kuglepenne, en lille figur i kgl. porcellæn og en hel del småting uden større værdi.

 Da det hele omsider ligger på bordet, ringer afdelingschefen til politiet, der kommer og optager rapport. Damen er tilsyneladende fuldstændig upåvirket, også da chefen selv kommer og beder hende om ikke at vise sig mere der i forretningen.

 Hun ser tilintetgørende på ham.

 Jeg ville ikke drømme om at sætte mine ben her mere, når jeg får sådan en behandling.

 Da damen er gået, ser chefen fra afdelingschefen til Ellen og smiler.

 Det vil jeg da håbe, at hun mente. Den slags ”kunder” kan vi godt undvære. Tak fordi du fik hende stoppet, Ellen.

 Om aftenen får Ellen skrevet til Claus, og et par aftener senere kommer han.

 Sonja er henne hos en veninde og Allan er til fodboldtræning, da han kommer, så han og Ellen har ro og fred til at snakke sammen om tingene.

 En times tid efter kommer Sonja hjem. Da hun ser Claus flyver hun ham om halsen. Så ser hun lidt genert over på Ellen.

 Det gjorde vel ikke noget, mor.

 Smilende siger Ellen.

 Det må du da vist hellere spørge Claus om.

 Claus ler en drenget latter.

 Det gjorde ikke spor, tværtimod, jeg kan godt lide at have sådan en sød og køn pige om halsen.

 Et øjeblik efter kommer Allan hjem. Han standser brat op, da han ser Claus. Så ser han fra sin mor til Claus og går hen og tager hans hånd og knuger den.

 Hvor er det dejligt at se dig. Jeg har savnet dig så meget.

 Claus ser alvorligt på ham og klemmer hans hånd.

 Jeg har også savnet jer alle tre, rigtig meget endda.

 Sonja går ud og laver kaffe, mens Allan går ind og skifter tøj. Da han er færdig, går han ud til Sonja i køkkenet.

 Tror du……..

 Sonja ser glædesstrålende på ham.

 Ja, jeg tror, at mor har bedt Claus om at komme, så de kunne snakke om fremtiden.

 Da de lidt efter sammen kommer ind med kaffen, siger Ellen.

 Claus har tilbudt mig et halvdagsjob som sekretær på sit kontor, hvad mener I om det.

 Claus siger smilende.

 Ja, og et halvdagsjob som skurekone hjemme hos mig. Det første job får hun almindelig løn for. Det andet får hun kost og logis for til sig selv og jer to, hvis I da kan gå med til det.

 Vil….vil det sige, at vi skal flytte hen til dig, alle tre.

 Allan kan næsten ikke tale af bare glæde.

 Claus nikker.

 Jeres mor og jeg er blevet enige om, at vi ikke gifter os foreløbig, men vi vil godt prøve at bo sammen, også med jer to, så vi kan se, om vi kan komme ud af det med hinanden, også i hverdagen. Hvad mener I om det. Først du, Sonja.

 Sonja stråler over hele hovedet.

 I kunne ikke have fået en bedre ide, jeg glæder mig meget. Det er også dejligt, at mor slipper for det dumme arbejde hun har nu, det går hende alt for meget på, det er hun slet ikke hård nok til.

 Hm. Det havde jeg nok en anelse om. Og hvad siger du så, Allan.

 Jeg er så glad, at det slet ikke er til at beskrive. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at det kan komme til at gå godt. Det fortjener både du og mor helt bestemt. Tusind tak begge to.

 Claus smiler glad.

 Det lyder rart. Så tror jeg, at jeg foreslår, at I flytter ind hos mig til 1. september. Er det i orden. Nu kan I jo foreløbig besøge mig i den kommende week-end, så vi kan snakke om, hvordan vi bedst kan indrette os.

 Efter kaffen tager Claus så afsted igen. Han får et ordentligt knus af både Sonja og Allan.

 På vej ud til bilen råber han.

 På gensyn på lørdag.

 Da Claus er kørt, siger Sonja.

 Er du ikke glad nu, mor.

 Jo, min pige. Jeg håber bare, at det er det rigtige, jeg gør, men det tror jeg nu, at det er.

 Sonja ser alvorligt på hende.

 Det er jeg helt sikker på, at det er.

 Allan giver sin mor et stort knus.

 Det er jeg bestemt også.

 Det bliver en meget spændende week-end.

 Først bliver de vist rundt i huset. Det viser sig at være både større og flottere end de havde ventet, så de er meget imponerede. Børnene får hver et værelse på 1.sal. Desuden er der et gæsteværelse og to soveværelser og to badeværelser. I stueetagen er der entre, spisestue, køkken, opholdsstue med pejs og udgang til haven. Desuden et kontor og et gæstetoilet. I kælderen er der et værkstedsrum og et andet rum, der kan indrettes til billard, bordtennis eller hvad man nu kan finde på.

 Der er en dejlig gammel have med frugttræer, som er helt lukket og så er der en garage med redskabsrum.

 Claus og Ellen er blevet enige om at have hver deres soveværelse i starten, så de kan vænne sig lidt til hinanden efterhånden, der er jo ingen grund til at forcere noget.

 Da de har været hele huset igennem fra kælder til kvist og også har været en tur ude i haven, sætter de sig ind i stuen og drikker kaffe og snakker.

 Claus smiler til Allan.

 Jeg har for resten en lille overraskelse til dig til din fødselsdag, er det ikke d. 2.september.

 Allan nikker og bliver pludselig alvorlig.

 Må jeg godt snakke lidt alene med dig.

 De følges ad ud i haven, Allan vrider sig lidt.

 Må jeg godt snakke lige ud.

 Selvfølgelig må du det min ven. Vi to må kunne snakke sammen om alting, ikke.

 Må jeg godt låne 150 kr. af dig. Jeg brugte jo de penge, jeg havde sparet sammen til fødselsdagsgaver til Sonja og mor. Den første uge i sommerferien, du ved.

 Claus ser alvorligt på ham.

 Hvis du nu sørger for, at græsplænen altid er pænt slået og revet, så får du 150 kr. for det. Jeg vil helst ikke låne dig penge, for det bliver man nemt uvenner over. Det er ikke rart at stå i gæld til nogen, så kan man nemt føle, at man bliver udnyttet. På den anden side vil jeg gerne have, at du altid kommer til mig, hvis du får brug for penge, ud over dem din mor fastholder, at hun vil give dig i lommepenge. Så kan vi i fællesskab finde ud af, hvad du skal gøre til gengæld, er det i orden med dig.

 Åh ja, tak. Du er simpelthen alle tiders.

 Claus smiler, men bliver så alvorlig igen.

 I perioder har jeg meget travlt i mit firma, men morgenmaden vil vi altid spise sammen. Er der noget, du vil snakke om, så sig til ved morgenbordet, og husk mig så altid på, at jeg skal tage mig tid til jer tre, når I har brug for det, hvis jeg skulle komme til at glemme det. Lad det være den bedste tjeneste, du kan gøre mig, så jeg ikke kommer til at miste jer, som jeg mistede Kurt, Allan og min første kone.

 Skal vi for resten invitere Kurt og Allan her hen til din fødselsdag.

 Det vil jeg meget gerne have, for jeg kan vældig godt lide dem.

 En anden ting, nu vi snakker sammen. Vil du helst blive i din gamle skole, eller vil du hellere gå i den, der ligger lige her i nærheden.

 Jeg vil meget gerne skifte skole. Der er ikke nogen af mine nuværende skolekammerater, jeg bryder mig om, og der ville også blive en masse snak og sladder, nu da vi skal flytte.

 Det er i orden, hvad tror du, at Sonja vil foretrække.

 Det må du nok hellere selv spørge hende om.

 Ja, det er nok bedst, skal vi gå ind til de andre igen.

 Lige en ting endnu. Jeg er så glad for, at du vil have os boende, for du er sådan et dejligt menneske at være sammen med.

 Tak min ven, jeg tror nu nok, at jeg er mindst lige så glad, for I tre er også dejlige.

 Da de skal i seng om aftenen, siger Claus.

 Husk nu, at det man drømmer den første nat, man sover et nyt sted, går i opfyldelse, hvis man ikke fortæller det til nogen.

 Begge børn er trætte, da de kommer i seng. Der er sket så meget, og fremtiden er så spændende, så det varer noget tid, før de falder i søvn.

 Den 31. august flytter de ind, det er en fredag. Lørdagen går med at få tingene lidt på plads og komme i orden, og om søndagen er det så Allans fødselsdag.

 Ved morgenbordet får han et par fodboldstøvler af sin mor og en træningsdragt af Sonja., og da han er vokset en del i den sidste tid, er der god brug for begge dele.

 Efter morgenmaden siger Claus.

 Min fødselsdagsgave til dig er nede i kælderen, skal vi gå ned og se på den.

 Allan er meget spændt. Da de kommer ned i kælderen, hører han en piben. Han ser forundret på Claus, der lukker døren op til værkstedet. Ud springer en kluntet Sct.Bernhardshundehvalp.

 Allan er ellevild. Han har længe ønsket sig en hund, men det måtte de jo ikke have i lejligheden. Han er sikker på, at moderen har fortalt Claus om hans store ønske.

 Han omfavner hvalpen, og de bliver hurtigt gode venner.

 Claus får også et ordentligt knus som tak.

 Han smiler bredt.

 Han skal have meget motion, men det har du vel heller ikke noget imod. Han er din, så motion, mad og hvad deraf følger er dit ansvar nu. Jeg regner med, at vi måske kan lave et hus til ham i fællesskab, for vi kan nok ikke have ham over hele huset, men dit værelse skal han nok få adgang til, når han følges med dig. Hvad synes du, at vi skal kalde ham.

 Allan tænker sig om et øjeblik.

 Jeg tror, at han skal hedde Roy, der er da noget kongeligt over ham.

 Han får så en snor i Roy og går en lang tur med ham.

 Da han kommer tilbage, er Kurt og Storebror kommet, og så bliver Roy rigtig beundret af dem også. Lidt efter spiller de bold sammen ude på græsplænen, og Roy er ellevild, da han får lov til at lege med.

 Efter middagsmaden siger Storebror til Sonja.

 Må jeg godt få lov til at tegne dig.

 Sonja ser lidt forvirret på ham, men Claus smiler.

 Storebror er faktisk virkelig god til at tegne, sæt I to jer bare ud i haven, så hjælper jeg Ellen med opvasken og så kan Kurt og Lillebror gå en god lang tur med Roy.

 Da de er færdige med opvasken kommer Claus til at se ud ad vinduet.

 Prøv at se Ellen. Jeg tror, at Storebror er meget betaget af Sonja, og det forstår jeg godt, for hun er en både sød og usædvanlig køn pige.

 Sonja sidder på en sten med sit lange lyse hår redt ned til den ene side, næsten som en lille havfrue. Storebror sidder i skrædderstilling og tegner ivrigt.. Man kan tydeligt se, at han er meget koncentreret og arbejder ivrigt på sin tegning.

 Ellen smiler uvilkårligt.

 Er de ikke lidt unge til at forelske sig.

 Claus nikker.

 Måske, men kærlighed spørger vist ikke om alder.

 De sætter sig så ind i stuen og snakker.

 Lidt efter kommer Storebror og Sonja ind.

 Claus smiler til dem.

 Nå, må vi se resultatet.

 Storebror viser lidt genert tegningen frem og siger.

 Den er ikke helt færdig endnu.

 Ellen ser nøje på tegningen. Den er virkelig god, man kan næsten se Sonja træde ud af papiret, så levende er den. Der er ikke tvivl om, at den dreng har talent.

 Hun ser alvorligt på Storebror.

 Hvor længe har du tegnet.

 Nok 5 – 6 år, men Sonja er helt bestemt den bedste model, jeg har haft.
 Claus ser fra tegningen over på Sonja.

 Hvad mener du om tegningen.

 Sonja rødmer lidt.

 Jeg synes, at han har gjort mig pænere end jeg er.

 Claus læner sig tilbage i stolen og ler højt.

 Jeg er ikke i tvivl om, at Storebror har tegnet dig, som han ser dig, og jeg er heller ikke spor uenig med ham.

 Storebror er også blevet lidt rød i hovedet, men kan dog ikke lade være med at le.

 Hvis du synes, at du ser anderledes ud, når du ser dig i et spejl, så må du have spejlet skiftet ud.

 Storebror og jeg går ud og laver kaffe nu.

 Nej, smut I nu op og snak med de andre, så sørger jeg for kaffen om en halv times tid.
 Efter kaffen hygger de sig alle sammen i stuen. Claus har tændt op i pejsen, for det er blevet lidt køligt hen under aften.

 Da drengene skal til at tage af sted, spørger Ellen, om hun godt må få tegningen.

 Storebror vrider sig lidt.

 Jeg vil gerne gøre den helt færdig først, så må du få den.

 Tak, min ven, det vil jeg glæde mig til.

 Allan synes, at han har haft alle tiders fødselsdag, så han giver både Sonja, Ellen og Claus et ordentlig knus, inden han går i seng efter at have været ude og løbe en tur med Roy.

 Næste dag følges han og Sonja ad hen til deres nye skole. Den første tid er ikke så rar, men de vænner sig snart til de nye forhold og får også begge to nogle kammerater.

 Derhjemme går det også godt. Claus gør sig umage for, at de skal føle sig godt tilpas alle tre. Ellen er glad for sit nye arbejde, men er ikke mindre glad over, at begge børnene er faldet så godt til i de nye omgivelser. Det betyder meget for hende, men hun kommer også til at holde mere og mere af Claus. Hun er slet ikke i tvivl om nu, at hun gjorde det rigtige.

 Næste gang Kurt og Storebror kommer på besøg, har han tegningen med til Ellen, som han lovede. Hun kan se, at han er lidt ked af at skulle af med den.

 Med et smil, hvisker hun til ham, mens hun giver ham et lille knus.

 Nu må du så i gang med en ny tegning af hende, men det har du ikke noget imod, vel. Den skal du nok få lov til at beholde.

 Storebror rødmer lidt, men smiler glad.

 De fire børn hygger sig vældig godt sammen. Storebror kan sommetider være lidt af en drømmer- natur, og han er også meget moden af sin alder. Han holder meget af at sidde og snakke med Sonja, men holder også meget af Lillebror, det er helt tydeligt. Over for Kurt er han den typiske storebror, kan godt lide at drille og rette på ham, men han er parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe ham, hvis der er brug for det.
 Kurt er en glad, morsom og uhyre charmerende dreng, som stort set alle synes godt om, men han udnytter det aldrig. Han er helt igennem reel og er parat til at gå igennem ild og vand for sin storebror, hvis det er nødvendigt. Han elsker at drille, men forstår altid at stoppe i tide.
 Det er ikke fri for, at Sonja og Allan savner dem, når de er taget afsted, de føler sig næsten som rigtige søskende.

 Hen imod jul har Claus nogle problemer i firmaet, så han kommer ofte sent hjem, men han holder fast ved, at han ikke tager hjemmefra om morgenen, før Sonja og Allan er gået i skole.

 Heldigvis er Ellen ved at være så godt inde i tingene nu, at hun kan hjælpe ham godt, og det har stor betydning for dem begge to, da det også knytter dem tættere sammen.

 I julen holder Claus helt fri. En af dagene er drengene på besøg sammen med deres mor, Anne og hendes nye mand, Mogens.

 Drengene får lov til at blive nogle dage, mens  Anne og Mogens tager afsted om aftenen igen.
 Børnene er meget begejstrede for, at de således får nogle dage sammen.

 Anne og Mogens har lært at sætte stor pris på Ellen, men også forholdet til Claus er blevet godt. De fire voksne får en lang fortrolig snak sammen, inden de tager afsted.

 Det viser sig, at Anne og Mogens har besluttet at tage til Afrika og arbejde i en toårig periode. Spørgsmålet er nu, om Kurt og Allan kan bo hos deres far i den periode. Som Anne siger.

 Jeg er blevet klar over, at du nu sætter familie højere end arbejde. Det er ikke mindst din fortjeneste, Ellen. Derfor tør jeg også godt overlade drengene til jer i de to år, hvis I mener, at I kan klare det.

 De ville sikkert gerne med, men jeg tror, at det er bedre for dem at blive hjemme og passe deres skolegang. Jeg havde tænkt på, at sende dem på kostskole, men efter at du har forandret dig så meget, foretrækker jeg afgjort, at de er hos dig og det er Mogens enig i.

 Claus smiler.

 Har I nævnt noget om det for drengene.

 Nej, ikke endnu, vi ville først have din eller rettere jeres accept.

 Claus ser over på Ellen.

 Hvad mener du.

 Selvfølgelig skal vi sige ja. Jeg holder meget af de to drenge, og det håber jeg da er gensidigt. De kommer da også fint ud af det med de andre. Spørgsmålet er bare, om du vil påtage dig ansvaret for dine to egne drenge også. Med lidt planlægning kan vi sagtens få det til at køre, hvis drengene kan gå ind på det.

 Claus kommer til at le.

 Ja, nu kan jeg jo dårligt tillade mig at sige nej.

 Så bliver han alvorlig.

 Det ville jeg bestemt heller ikke drømme om. Jeg er både glad og taknemlig over, at vi to er nået så vidt nu, at vi har tillid til hinanden. Hvornår regner I med at skulle rejse.

 Vi regner med, at det bliver omkring 1.februar, nu kan vi jo gøre planlægningen færdig.

  Vil du selv fortælle drengene det, Claus.

 Det skal jeg nok. Jeg venter, til I er taget afsted i aften.

 Helt i orden, det bestemmer du selv. Er du klar over Ellen, at hvis du en dag gifter dig med Clasus, så får du en bedre mand, end jeg havde, men det er ikke mindst din egen fortjeneste.

 Claus nikker.

 Ja, og Allans. Det var ham, der overbeviste mig om, at en dreng aldrig glemmer sin far. Det er noget, der forpligter.

 En times tid efter tager de så afsted efter at have fået sagt pænt farvel.

 Claus lukker døren og ser på drengene og Sonja.

 Nu må vi så se at finde ud af, hvor I to skal sove. Skal vi sige, at Kurt sover sammen med Lillebror og Storebror sover sammen med Sonja.

 Storebror bliver rød i hovedet.

 Åh far.

 Sonja er også blevet rød i hovedet, mens Kurt og Lillebror leende siger, at det er da en god ide.

 Ellen lægger stilfærdigt en hånd på Storebrors skulder.

 Tag dig ikke af deres drillerier. Jeg har redt op til Kurt og dig på gæsteværelset, men Claus og jeg vil gerne lige snakke med jer to, før I går i seng.

 Sonja og Lillebror ser nysgerrigt på hende, men hun siger bare.

 I to skal nok få det at vide senere, går jeg ud fra.

 Da de to drenge lidt senere sidder inde i stuen, fortæller Claus så drengene om deres mors rejse til Afrika sammen med Mogens. Så fortæller han dem om forslaget om, at de skal flytte derhen til 1.februar og blive her, til moderen kommer hjem igen. Han holder nøje øje med deres minespil, mens han fortæller, og spørger så til sidst, hvad de mener om den ide.

 Men svar mig nu helt ærligt.

 Kurt ser fra sin far og Ellen over på Storebror.

 Det kunne ellers have været spændende at komme til Afrika, men når det ikke kan lade sig gøre, er der da ikke noget sted, jeg hellere vil være end her hos jer. Siger du ikke det, Storebror.

  Storebror ser længe på¨sin far, inden han svarer, så kommer det med en underlig tyk og fremmed stemme.

 Det er mærkeligt. Først tog mor os fra dig. Hun sagde, at det var fordi du satte mere pris på dit arbejde end på os. Nu vil hun så levere os tilbage til dig, fordi hendes arbejde er vigtigere for hende, end vi er.
 Hvorfor får man børn, når man ikke har tid til dem p.g.a. sit arbejde. Når mor så er færdig med Afrika, skal vi så leveres tilbage, til hun finder på noget nyt og mere spændende.

 Ellen har fået tårer i øjnene. Hun kan se, hvor ulykkelig Claus er over, at han ikke ved, hvad han skal svare. Så siger hun stilfærdigt.

 Ville du være ked af at bo her hos os.

 Nej slet ikke, jeg vil meget gerne bo hos jer, så længe jeg må, bare Kurt og jeg ikke skal skilles, er det mig lige meget, hvor jeg bor.

 Kurt slår armene om halsen på ham.

 Ingen skal nogensinde få lov til at skille os to fra hinanden. Men glæder du dig ikke til at skulle bo sammen med Sonja og Lillebror, ja og far og Ellen selvfølgelig.

 Jo, det gør jeg Kurt. Meget endda. Jeg skal bare lige vænne mig til tanken.

 Inden Claus når at få sagt noget, fortsætter han.

 Jeg vil også meget gerne bo her hos dig og Ellen. Tak, fordi I vil have os boende. Vi skal nok prøve at være til så lidt ulejlighed som muligt.

 Claus tager sig voldsomt sammen, så siger han stilfærdigt.

  Jeg kan ikke gøre godt igen, hvad jeg den gang gjorde galt, men jeg lover jer begge to nu, at fra nu af er intet arbejde vigtigere for mig end jer. Jeg vil altid tage mig tid, når I har brug for mig. Jeg ved, at Ellen, Sonja og Lillebror vil hjælpe mig med at holde det løfte, for det har de lovet mig.

 Ellen smiler.

 Ja, min ven, men jeg synes, at I to allerede i aften skal fortælle Sonja og Lillebror, at I flytter her hen til 1. februar. Jeg tror godt, at jeg kan love jer, at de bliver begejstrede. M.h.t. at være til ulejlighed, så vil I to aldrig kunne være til ulejlighed, husk lige det begge to.

 Både Sonja og Lillebror bliver ellevilde, da de hører nyheden.
 Claus og Ellen snakker længe, før de går i seng. De er begge rystede over Storebrors reaktion. Ellen tager det mest roligt. Hun mener, at Storebror jo er en meget følsom dreng, ikke mindst i den alder han har nu, og man må jo også give ham ret langt hen ad vejen.

 Jeg tror imidlertid, at han og Sonja kan snakke sig til rette om tingene. Sonja er god til at snakke med ham, så jeg tror, at vi må give dem, meget frie tøjler til at være sammen, når han har brug for det.. Jeg havde nær sagt lade dem bo på værelse sammen. Vi må vise ham fuld tillid og passe på ikke at drille ham for meget i øjeblikket. Kurt skal nok klare den, men du må nok regne med at skulle bruge noget tid på Storebror i starten. Det tror jeg, at han har brug for.

 Claus ser på hende og ryster lidt på hovedet.

 Jeg er ved at tro, at du holder mere af Storebror end Anne gør. Hvordan tror du, at hun ville have reageret på Storebrors udfald, hvis det var hende, der havde fortalt drengene om flytningen.

 Ellen ryster på hovedet.

 Det var det ikke, og det kan også være lige meget. Nu drejer det sig bare om at hjælpe Storebror bedst muligt, så han kan blive klar over, at han kan have fuld tillid til os.

 Ellen er lige kommet i seng, da det banker forsigtigt på hendes dør.

  Det er Storebror, han ser alvorligt på hende.

  Har du noget imod, at jeg går ind og snakker lidt med Sonja, hun er så god at snakke med.

 Ellen ser kærligt på ham.

 Det er i orden, min ven. Det var godt, at du spurgte mig denne gang, men det behøver du så ikke at gøre mere nu. Både din far og jeg har fuld tillid til dig.

 Åh, tak skal du have. Jeg er sommetider lidt bange for far, men det er nok, fordi jeg ikke kender ham så godt endnu, jeg håber, at det hjælper.

 Det er jeg helt sikker på, din far er et dejligt menneske. Du passer lige på, at du ikke forskrækker Sonja, når du vækker hende. Godnat min dreng.

 Storebror ser taknemligt på hende.

 Jeg tror, at jeg elsker dig, du er så vidunderlig, det har du ikke noget imod, at jeg siger, vel.

 Bestemt ikke, men jeg lover dig også, at det er helt gensidigt.

 Stille lister han ind til Sonja, som han vækker forsigtigt, og snart sidder de og snakker godt sammen. Da klokken er halvto, rejser han sig.

 Tak, fordi du ville snakke med mig. Nu er jeg virkelig glad for, at vi skal bo her. Din moder havde givet mig lov til at gå ind til dig og snakke i aften. Hun er simpelthen vidunderlig.

 Det er din far bestemt også, bare de ville gifte sig.

 Ja, det ville være fint. Så ville du blive min rigtige søster, og Allan blev min rigtige lillebror, ham kan jeg også virkelig godt lide, faktisk lige så meget som Kurt.

 Den næste dag vågner de to først op ad formiddagen, da de andre har ladet dem sove i fred. Her i juleferien er der jo ikke noget særligt, der skal nåes. Kurt og Lillebror har været ude og løbe en lang tur med Roy.
 Om eftermiddagen får Storebror en lang og god snak med sin far. Først til aftensmaden dukker de op igen.Til gengæld har de fået snakket rigtigt ud om tingene med hinanden. Der er ikke længere tvivl om, at begge drenge glæder sig meget til, at de skal flytte.

 Om aftenen spiller de fire kort. Storebror og Lillebror mod Sonja og Kurt. Claus sidder og læser i en bog, han har fået af Ellen, og hun sidder og strikker.

 Af og til kigger Claus over på børnene. Han er så glad, for det er så tydeligt, at de fire kommer godt ud af det med hinanden. Sonja og Allan har taget vældig fint imod hans to drenge, og det har Ellen bestemt ikke mindre. Hun har en meget sikker fornemmelse for, hvordan hun skal få dem til at føle sig hjemme og godt tilpas. Han er ved at tro, at de sætter mere pris på Ellen end på deres egen mor, og han kan også mærke, at Ellen holder lige så meget af de to drenge, som af sine egne børn.

 Ved nitiden spørger han Ellen, om de skal gå en tur. Det vil hun gerne, og de tager så Roy med.

 Da de har gået lidt, siger Claus.

 Har du spekuleret på, om du vil giftes med mig.

 Ja, det har jeg, men jeg er ikke kommet til noget endeligt resultat endnu. Tror du, at børnene ville føle sig mere trygge ved, at vi var gift.

 Muligvis, men mine drenge ved jo desværre af erfaring, at et ægteskab ikke er nogen sikkerhed. Til gengæld er de store nok til, at man kan tale med dem om tingene nu. Jeg tror i øvrigt, at de føler sig sikre på, at vi to virkelig vil holde sammen fremover, hvadenten vi er gift eller ej, og det tror jeg også, at dine børn føler.

 Vel, jeg tror alligevel vi skal gøre det, inden Anne og Mogens rejser, nej for resten, så vil dine drenge måske føle, at de kommer ind i en lukket familie. Lad os gifte os fjorten dage efter at de er flyttet ind, så de føler, at de også er med i familien.

 Enig, jeg tror, at det er en god ide. Skal vi fortælle dem alle fire det i aften. Storebror og Kurt skal jo hjem til deres mor i morgen igen.

 Da de kommer hjem, har Sonja lavet kaffe, drengene har dækket bord og tændt juletræet.

 Mens de sidder ved kaffen, siger Claus.-

 Ellen og jeg talte om at holde en lille fest d. 14. februar. Har I lyst til at være med til den. Til gengæld skal I fire så klare jer selv en uge bagefter, kan I klare det.

 Børnene ser lidt uforstående på ham, Sonja er den, der først forstår meningen. Med et stort smil siger hun.

 I kan roligt tage på en uges bryllupsrejse, jeg skal nok holde drengene i ørerne så længe, og festen vil jeg allerede begynde at glæde mig til.

 Så bryder jubelen løs hos de andre tre også. Det bliver sent, inden de kommer i seng den aften, der er jo så meget at snakke om.

 Næste morgen vågner Lillebror ved at Roy slikker ham i ansigtet. Klokken er otte og Roy vil gerne ud. Lidt søvndrukken kommer han i noget løbetøj, og så løber han og Roy en lang tur. Da de kommer hjem, er de andre så småt ved at stå op.

 Lillebror tager sig et brusebad ovenpå løbeturen. Mens han står under bruseren kommer Storebror ind for at vaske sig. Han står lidt og ser tankefuldt på den anden.

 Har du nogensinde været forelsket, Lillebror.

 Næh, egentlig ikke, er du da forelsket.

 Storebror sukker.

 Ja, i Sonja.

 Lillebror ler, så springer han ud og trækker Storebror med ind under bruseren, til trods for, at han stadig har sine pyjamasbukser på.

 Så må jeg nok hellere afkøle dig lidt.

 Storebror prøver forgæves at stritte imod,. Men da han allerede er temmelig våd, opgiver han leende.

 Uh, nu er mine bukser jo helt våde.

 Så tag dem af, når du ikke kan holde dig tør.

 Storebror tager bukserne af og sammen står de og lader vandet risle ned  over sig. Så siger Lillebror alvorligt.

 Jamen kan du gifte dig med Sonja, når vi nu bliver søskende.

 Det ved jeg ikke, det må jeg prøve at spørge far om.

 Så smiler han bredt og omfavner Lillebror.

 Men jeg er nu meget glad for, at du bliver min bror, selvom du gjorde mine bukser våde. Jeg holder jo lige så meget af dig som af Kurt. Men nu må vi vist hellere se at komme ned til morgenbordet, ellers kan de andre ikke begribe, hvor vi bliver af.

 Uh ja, jeg er også hundesulten.Undskyld at jeg ikke trak bukserne af dig, inden jeg hev dig ind under bruseren, men nu ved du så, hvad du kan risikere, når I flytter her hen, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Du kan låne et par pyjamasbukser af mig, hvis dine ikke når at blive tørre, inden I skal afsted.

 Storebror står og vrider bukserne.

 Ja, det var måske en god ide.

 Lidt efter er de nede ved morgenbordet begge to. Der er en munter stemning, selvom Storebror og Kurt skal afsted i eftermiddag. Om en måned kommer de jo tilbage for at blive.

 Det bliver et stille bryllup. Foruden nogle af de nærmeste venner, er kun børnene med. Om søndagen tager Ellen og Claus så afsted på bryllupsrejse. Børnene får ikke mange formaninger.

 Claus siger.

 Jeg er sikker på, at I nok skal finde ud af det med hinanden. Hvis I har det rart og hygger jer med hinanden og passer jeres skole, så forlanger vi ikke andet.

 Søndag aften sidder de og snakker længe, inden de går i seng. De skal have planlagt ugen, så de får mest muligt ud af den. De bliver enige om at skiftes til at lave mad, gøre rent, vaske op og købe ind.

 Dagene går hurtigt for dem.

 Storebror og Kurt er flyttet til den samme skole, som de to andre går på. Da de to Allan´er går i samme klasse, kalder man dem også i skolen for Storebror og Lillebror. Sonja går en klasse over dem, og Kurt går en klasse under dem.

 Når de kommer hjem fra skole, spiser de nogle madder, mens de sidder og snakker, så læser de lektier og laver varm mad og spiser, inden de hygger sig med fjernsyn, kortspil og andre gøremål.

 Meget af tiden går med bare at snakke sammen. De har kendt hinanden så kort, og nu vil de gerne have rede på den tid, hvor de ikke har kendt hinanden. Efterhånden føles det også næsten, som om de havde kendt hinanden i mange år. De er i øvrigt også helt enige om, at der ikke er nogen emner, der ikke kan snakkes om.
 De er også så småt begyndt at snakke om, hvad de gerne vil være.

 Sonja vakler lidt mellem sygeplejerske og korrespondent. Storebror vil selvfølgelig gerne arbejde videre med sin tegning og måske være arkitekt eller reklamemand. Lillebror vil gerne ind i Clausers elektronikfirma, den slags interesserer ham meget. Kurt har endnu ikke fundet ud af, hvad han vil, men han vil gerne have en studentereksamen, det interesserer ikke de andre så meget, men Sonja må jo nok alligevel tage en studentereksamen for at kunne gå i gang med den uddannelse, hun gerne vil have.

 Ugen går således hurtigt og godt. Den følgende søndag sidder de og ser fjernsyn, mens de venter på, at Ellen og Claus skal komme hjem. De har fået ordnet hele huset, så der er pænt og rent over det hele. Claus og Ellen har fået fælles soveværelse, da drengene flyttede ind, så hver har sit værelse.

 Pludselig udstøder Kurt et skrig midt i TV-avisen. De andre har siddet og småsnakket, så de har ikke fulgt med, men nu ser de alle på skærmen.

 Der er sket en flykapring ved Paris. Kaprerne har dirigeret flyet til Libyen. Der vil komme nærmere enkeltheder senere. Kurt sidder som lammet.

 Så kommer det hæst, med rystende stemme.

 Tror I, at det er den maskine far og Ellen er med.

 De andre prøver at berolige ham med, at der jo afgår mange flyvere fra Paris, men angsten begynder også at snige sig ind i dem.

 De sidder klistret til skærmen og venter på nærmere nyheder.

 Pludselig siger Storebror.

 Vi kan da ringe til SAS og høre, hvornår deres maskine er inde.
 Sonja skynder sig til telefonen, men der bliver ved med at være optaget. Inden hun kommer igennem, siger de i fjernsynet, at det drejer sig om SAS maskinen til København. Sonja lægger røret på og ser på de andre.

 I lang tid er de helt tavse. Ingen af dem ved, hvad de skal sige eller gøre. De følger bare intenst med på fjernsynet, men der kommer kun sparsomme oplysninger.
 Flypiraterne har truet med at sprænge maskinen i luften, hvis de ikke får deres ønsker opfyldt. Det går nærmest hen over hovedet på børnene. Der er jo intet, de kan gøre.

 Så stønner Lillebror.

 Det kan ikke, nej, det må ikke være rigtigt, for hvad skal vi så gøre.
 Storebror har rejst sig.

 Så siger han, så roligt han kan.

 Vi kan ikke gøre noget ved det, men en ting kan vi, vi kan lade være med at miste modet og humøret. Vi har nok nogle slemme timer foran os, men vi fire må holde sammen og hjælpe hinanden, så godt vi kan. Så skal vi nok klare det, det er jeg sikker på.

 Nu går Lillebror og jeg en tur med Roy, når vi kommer tilbage, tager vi et spil kort, og så snakker vi om, hvordan vi klarer den bedst muligt.

 Da de kommer ud på vejen, siger Lillebror.

 Hvordan bærer du dig dog ad med at være så rolig.

 Storebror smiler skævt.

 Det er jeg heller ikke, men vi to må hjælpes ad med at få de andre igennem det her. Kurt er yngre end os, og Sonja er trods alt en pige. Vi to må være mandfolk nu, er du ikke enig med mig.

 Lillebror rækker ham hånden.

 Enig, lad os hjælpes ad. Jeg skal også nok prøve at være rolig, hvor er det dog godt, at vi er fire, og at vi elsker hinanden, for det ved jeg, at vi gør.

 De knuger hinandens hænder et øjeblik.

 Da de kommer tilbage, har Sonja og Kurt lavet kaffe. Lidt åndsfraværende tager de et spil kort, men det bliver ikke rigtig til noget, for de kan ikke koncentrere sig. De holder hele tiden øje med fjernsynet i håb om, at der kommer en ekstraudsendelse med gode nyheder.

 Pludselig siger Kurt med noget af sin gamle optimisme i stemmen.

 Jeg har fået en god ide, kan vi ikke flytte sammen på et værelse alle fire, bare i aften i hvert fald.
 De andre ser på hinanden og nikker. Et øjeblik efter er de i gang med at flytte alle fire senge ind på det største af værelserne. De synes lige godt om ideen alle fire.

 Stadig holder de dog også øje med fjernsynet på skift. Pludselig er der nyt.

 Maskinen er landet på Malta. Kaprerne giver ti timer til at få deres krav opfyldt, ellers begynder de at skyde passagererne, en hver halve time.

 Storebror og Lillebror taler om, at der nok skal være folk i gang med at sætte en befrielsesaktion i gang, både for at berolige sig selv, men i endnu højere grad de to andre.

 Så går Sonja hen og ringer til skoleinspektøren og beder dem alle fire fri næste dag. Han er vældig flink og siger, at de endelig må ringe igen, hvis der er noget, han kan hjælpe dem med. Selvfølgelig må de holde fri om mandagen eller til forældrene kommer hjem.

 De andre lytter til samtalen og ser beroliget ud. Det var godt, at Sonja tænkte på det. Det ville ikke have været rart at gå i skole med den uvished. De ville ikke have fået det mindste ud af det.

 Lidt efter bliver de enige om at gå i seng, de må jo prøve at få sovet lidt. Til at begynde med ligger de i hver sin seng, men lidt efter rykker de sammen i to senge. Sonja og Lillebror i den ene og Kurt og Storebror i den anden. De føler et meget stort behov for at mærke de andres nærhed i aften.

 Næste morgen følges Kurt med Lillebror på hans løbetur med Roy. Da de kommer hjem, går de i bad. Storebror og Sonja har lavet morgenmad imens.

 De har tændt radioen for at høre, om der er noget nyt. Kaprernes frist er ved at være udløbet. Speakeren taler om et antiterrorkorps, der vil forsøge at befri gidslerne. Der bliver en kort pause. Børnene kan næsten ikke trække vejret. Så lyder de ord, de har frygtet hele tiden.

 Flyet er netop blevet sprængt i luften, og der er tilsyneladende ingen overlevende.

 Kurt begynder at græde.

 Åh nej, hvad skal vi dog gøre nu.

 Lillebror ser på ham og siger stilfærdigt.

 I har trods alt jeres mor endnu. Sonja og jeg har hverken far eller mor mere.

 Sonja rejser sig og slukker radioen. Nu kan resten for så vidt være ligegyldigt.

 De sidder tavse lidt. Kurt græder stadig, men også Sonja og Lillebror har tårer i øjnene.

 Så tager Storebror sig vældigt sammen.

 Hør nu her. Nu er det vigtigere end nogensinde, at vi virkelig holder sammen. Kurt og jeg har ganske vist stadig vores mor, men hun sidder i Afrika og kan ikke komme tilbage i øjeblikket. Hvis vi kontakter hende, bliver Kurt og jeg bare sendt på kostskole, og det vil jeg ikke. Vi vil ikke skilles fra jer, og da slet ikke nu.

 Vi må prøve at klare os selv. Hvis vi alle fire virkelig vil, skal vi nok klare den, tror I ikke.

 Sonja ser på ham, hun har et lille glimt af håb i blikket

 Jamen kan vi få lov til det, når vi ikke er ældre. Jeg er seksten, og du bliver snart 15, Lillebror bliver 15 til september og Kurt er kun 13 endnu.

 Jeg er parat til at gøre alt, for at vi kan få lov til at blive sammen. Men vi må have hjælp på en eller anden måde af en voksen.

 Så ringer det på døren.

 Det er skoleinspektøren. Han ser prøvende på dem.

 Jeg hørte det lige i radioen og tog så herhen for at høre, hvordan jeg kan hjælpe jer.

 Børnene ser taknemligt på ham og lyser lidt op.

 Lillebror er den, der først siger noget.

 Vi har netop siddet og talt om, at det vigtigste for os er, at vi fire kan få lov til at blive sammen og selvfølgelig helst her i huset.

 Jeg skal prøve at tale med jeres fars advokat og høre, hvordan jeres økonomiske forhold er. Men tror I, at I kan klare jer alene, uden en voksen i huset. I er trods alt ikke så gamle endnu. Skulle jeg ikke prøve at kontakte jeres mor, Storebror, og høre, hvad hun mener er bedst.

 Storebror ser alvorligt på ham.

 Nej tak, det vil vi helst ikke have. Mor rejste fra os og overlod os til far, så vi bryder os ikke om, at hun skal bestemme over os nu. Hun kan jo heller ikke bestemme over Sonja og Lillebror. Hun vil sandsynligvis sende Kurt og mig på kostskole, og vi vil ikke skilles fra de andre, og da slet ikke nu. Hvis vi fire bare holder sammen, skal vi nok klare os, det er jeg sikker på.
 Skoleinspektøren smiler.

 Det er i orden, jeg skal prøve at gøre, hvad jeg kan, det lover jeg jer.

 Om eftermiddagen kommer han igen. Han ser smilende på dem.

 Giver I en kop kaffe, jeg har gode nyheder til jer.

  I løbet af fem minutter er kaffen lavet og sat på bordet.

  Nu har jeg talt med jeres fars advokat. Foreløbig kan I i hvert fald blive boende i huset. Jeres far og mor ordnede deres økonomiske forhold i forbindelse med deres bryllup. Jeres far har lavet firmaet om til et aktieselskab. Halvdelen af aktierne er delt op i mellem jer fire og noteret i jeres navn. De er bundet til I er 21 år eller til I gifter jer, før kan de ikke sælges.

 Advokaten vil nu finde en direktør til at køre firmaet videre, til I bliver voksne, men I er økonomisk sikrede. Den anden halvdel af aktierne, der administreres af advokaten, finansierer bl.a. lønninger til direktør og det øvrige personale samt faste udgifter.
 Så har jeg talt med min kone om vi kan risikere at lade jer bo her alene. Vi blev enige om, at vi påtager os ansvaret. Vi skiftes til at komme og se til jer. Går det godt, lader vi det køre på den måde, og går det ikke godt, finder vi en anden løsning. Men jeg tror på, at det går godt, fordi I fire er enige om at få det til at gå. Hvad mener I, kan I gå med til mit forslag.

 Børnene ser taknemligt på ham. Midt i deres sorg er de lykkelige over den hjælp, der bliver tilbudt dem. Hver især lover de sig selv, at de vil gøre alt for at det lykkes.
 Inden skoleinspektøren går, siger han.

 I kan selvfølgelig altid ringe eller komme, hvis I får brug for hjælp, og så vil jeg i øvrigt foreslå, at I begynder i skolen i gen i overmorgen. Jeg tror, at det vil være godt for jer at få så normale tilstande som det nu er muligt, så hurtigt som muligt.

 Da skoleinspektøren er gået, sidder de og snakker endnu en times tid. De er enige om, at de må planlægge deres dage nøje, så tingene kommer til at gå så godt, at skoleinspektøren ikke bliver skuffet.

 Så hjælpes de ad med at lave aftensmad. I aften er de enige om, at de hverken vil se fjernsyn eller høre radio. I stedet for sidder de og spiller lidt kort og snakker, indtil de skal i seng.

 Storebror og Lillebror tager Roy med ud på en lang løbetur.

 Storebror stopper forpustet op for at holde en lille pause, og automatisk stopper Lillebror og Roy også.

 Storebror smiler.

 Det er godt, at vi har Roy, han skal nok passe godt på os. Hvis vi ikke får for meget selvmedlidenhed, skal vi nok klare den, tror du ikke. Roy er ganske vist din hund, men kan vi ikke lave det, så Kurt løber sammen med dig og Roy om morgenen og jeg følges med dig og Roy om aftenen. Det vil jeg meget gerne, og det vil Kurt også, skulle jeg sige fra ham.

 Lillebror omfavner ham.

 Det er alle tiders ide, synes du ikke Roy.

 Roy giver et højt bjæf.

 Lillebror ler højt.

 Hør bare, han siger også ja.

 Lidt efter løber de videre. Da de kommer hjem, går de lige i bad og kommer i nattøjet og så sætter de sig ind til pejsen og hygger sig med de andre, indtil de skal i seng.

 Kurt ser på de andre og siger lidt forknyt.

 Vi kan da også godt sove sammen i nat igen, ikke.

 Sonja nikker.

 Ja, i aften sover vi alle fire sammen, men fra i morgen skal vi prøve at få tingene tilbage til det normale igen.

 Næste formiddag er de henne hos advokaten. De får en bankbog, hvor de kan hæve til mad, tøj og andre dagligdags fornødenheder. Han hjælper dem med at få lavet et budget og beder dem om at føre regnskab, desuden lover han at tage sig af alle de faste udgifter..

 Skoleinspektørens kone kommer om eftermiddagen og sidder og snakker lidt og inviterer dem så på aftensmad, som de glade siger ja tak til.

 Skoleinspektørens er nogle vældig flinke mennesker på omkring 60 år, og de har selv børnebørn omtrent på de fires alder.

 Under aftensmaden snakker de om den nærmeste fremtid, om skolearbejdet og om fritidsinteresser.

 Ved nitiden går de hjem, næste dag skal de jo i skole igen. De er ikke særlig glade ved tanken om de andres nysgerrighed, men de skal jo i gang igen.

 De har, om end med nogen betænkelighed, flyttet sengene tilbage til deres egne værelser igen., men de kan ikke rigtig bekvemme sig til at gå i seng. De sætter sig lidt ved pejsen i deres nattøj, efter at Storebror og Lillebror er kommet tilbage med Roy og har været i bad.

 Omsider bliver de enige om, at nu må de i seng. De skal tidligt op, for Lillebror og Kurt skal jo lige løbe en tur med Roy, inden de skal i skole. De giver hinanden et knus og skynder sig at løbe ind på deres værelse og gemmer sig under dynen, så de andre ikke kan høre, at de græder.

 Da Lillebror næste morgen løber med Kurt og Roy, spørger Kurt.

 Hvordan sov du i nat.

 Det kneb med at falde i søvn, men det bliver nok bedre efterhånden.

 Da de kommer hjem og står under bruseren, slår Kurt armene om halsen på Lillebror.

 Hvor er det dog godt, at Storebror og jeg har Sonja og dig.

 Lillebror smiler og giver ham et knus.

 I ligemåde Kurt. Vi fire skal nok klare den sammen.

 Morgenmaden er klar og bagefter følges de så ad i skole.

 Kammeraterne lader dem heldigvis i fred, selvom nogle af dem er ved at sprænges af nysgerrighed.

 En af Sonjas klassekammerater kan dog ikke nære sig, hun siger.

 Er du ikke bange for at være alene med tre drenge.

 Sonja ser overrasket på hende.

 Hvorfor skulle jeg dog være bange for at være alene sammen med mine brødre, jeg vil da snarere sige tværtimod.
 Den anden mumler lidt halvflov noget om, at de to af dem jo ikke er hendes rigtige brødre. Det vælger Sonja at overhøre, for hende er de rigtige brødre alle tre.

 Tre uger senere kommer der brev fra Anne og Mogens. Anne skriver bl.a. Skoleinspektøren har skrevet, at I helst vil prøve at klare jer selv. Vi kan jo først komme hjem efter to år.. Han har lovet at holde øje med jer og se, hvordan det går. Hvis I fortryder, eller ikke kan klare det, finder vi en plads til jer to på en kostskole, til vi kommer hjem. Sonja og Allan er jo ikke vores ansvar, så de må prøve at klare sig selv.

 Storebror læser vantro brevet en gang til.

 Er det virkelig min mor, der skriver sådan. Så foretrækker jeg at blive voksen hurtigst muligt. De barndom hun tilbyder, ønsker jeg i hvert fald ikke.

 Kurt er også meget ked af det, da han har læst brevet, men de andre trøster ham med, at de fire nok skal klare den i fællesskab, så snart bliver han i bedre humør igen.
 Om aftenen, da Storebror og Lillebror er ude og løbe med Roy, siger Kurt til Sonja.

 Uh, hvor jeg dog elsker dig og Lillebror, lige så meget som Storebror. Når bare jeg har jer, må mor gerne blive væk.

 Sonja giver ham et knus.

 Jeg kan godt garantere for, at vi også elsker jer to.

 Et par dage efter kommer skoleinspektøren på uanmeldt besøg, for at se, hvordan de klarer det.
Sonja og Lillebror er ved at lave mad, mens de to andre er ved at pudse vinduer og støvsuge.

 Han smiler, da han ser deres travlhed.

 Jeg kan se, at I har fundet en fin rytme, så tingene går godt, så vil jeg ikke forstyrre jer.

 Sonja vil dog ikke lade ham gå, før han har fået en kop kaffe, så de holder lige en pause, mens de drikker kaffen og snakker.

 Han ser fra Storebror til Kurt.
 Jeres mor skrev til mig og foreslog, at I to kom på kostskole, til hun kom hjem igen, men det er vist ikke nogen god ide, vel. I ser jo ud til at trives godt sammen, og lærerne har bestemt heller ikke haft grund til at klage over jeres lektier, tværtimod er de imponerede over, hvor fint det går med jer alle fire. Det ser ud til, at du kan styre dem, Sonja.
 Lillebror ler.

 Vi er selvstyrende og så hjælper vi hinanden med lektierne.

 Sonja nikker.

 Vi er enige om, at vi vil have det til at gå godt, derfor går det. Jeg tror, at det er noget af det vigtigste, og så, at vi er enige om, at vi ikke vil skilles under nogen omstændigheder.

 Skoleinspektøren nikker.

 Hans øjne er blevet lidt blanke.

 Jeg skriver til jeres mor, at jeg er overbevist om, at I ikke kan få det bedre noget andet sted, end I har det her.

 Storebror ser alvorligt på ham.

 Tak, det betyder meget for os. Kunne De og Deres kone tænke Dem at komme hen til en lille middag på min fødselsdag. De har gjort så meget for os, at vi synes, at vi skylder Dem en middag.

 Invitationen bliver modtaget med stor glæde.
 Det bliver også en virkelig god middag. De har alle fire gjort deres bedste for at den skal være perfekt. Det er både skoleinspektøren og hans kone også enige om, at den er, og det giver de tydeligt udtryk for. De siger også, at de ikke vil komme på uanmeldt besøg mere. De er klar over, at de fire klarer den fint selv i dagligdagen, men selvfølgelig kan de stadig sige til, hvis der bliver noget, de ikke synes, at de kan klare selv.
 Sonja har snakket med advokaten om han mener, at de kan beholde sommerhuset. Det mener han roligt, at de kan. Det har ikke nogen større værdi og det kan ikke betale sig at sælge det i øjeblikket.

 Så snart de har fået sommerferie, tager de derfor ud i sommerhuset, som de alle fire holder meget af. Herude kan de rigtig slappe af, det eneste, der skal klares er indkøb og madlavning, og det lader de gå på skift. Resten af tiden slapper de bare af og hygger sig.

 Storebror har fundet sin tegneblok frem igen., så meget af hans tid går med at tegne alt muligt, men helst vil han tegne mennesker. Hans yndlingsmodel er Sonja, som han tegner flere gange.

 En aften, mens de sidder og spiser, siger han lidt tøvende.

 Sonja, ville du have noget imod at sidde model for mig, uden tøj. Jeg har hørt, at det er vanskeligere at tegne en uden tøj, men jeg ville meget gerne prøve det.

 Sonja rødmer lidt, så siger hun med et smil.

 Ja, det vil jeg godt, Storebror, hvis de andre da ikke har noget imod det.

 Lillebror ler.

 Det er da helt i orden og du må da også gerne tegne Kurt og mig uden tøj bagefter, hvis du har lyst, ikke Kurt.

 Kurt nikker.

 Jo selvfølgelig, vi er jo bare os selv og kender hinanden så godt.

 Storebror smiler.

 Uh, I er bare alle tiders alle tre. Det glæder jeg mig til at prøve.

 Næste morgen går Storebror så i gang med at tegne Sonja. De andre to ser interesseret til, og lidt efter vil de så også prøve at tegne. Kurt er nogenlunde til det, dog ikke nær så god som Storebror. Lillebror slipper ikke så godt fra det, men det er også første gang han prøver.

 Han giver dog ikke så nemt op. Han begynder at studere Storebrors måde at arbejde på, og forsøger så at kopiere den.

 Storebror giver ham også et par tips, og snart går det bedre.

 Efter at de har været nede og bade, fortsætter de, og ved aftenstid er der tre færdige tegninger. Der er dog ikke tvivl om, at Storebrors er langt bedre end de andres, men det har de heller ikke spor imod.

 Den næste dag er det Kurts og Lillebrors tur til at blive tegnet. Men det er næsten sværere, for det kniber dem at sidde eller stå stille ret længe ad gangen. Men ved aftenstid har Storebror alligevel fået lavet to vellignende tegninger af dem.

 Kurt ser på tegningerne.

 Hvorfor er der i grunden nogen, der er generte over at gå uden tøj. Det er da ikke spor unaturligt. De der billeder ligner os jo, som vi virkelig ser ud.

 Det giver de andre ham ret i.

 Sonja smiler.

 Her i Danmark har vi det jo sjældent varmt nok til at gå uden tøj, og så har man vedtaget, at folk skal have tøj på, for ikke at støde den offentlige moral. Du ville vel heller ikke bryde dig om at gå i skole uden tøj på, vel Kurt. Men når vi fire er alene sammen her, kan vi jo gøre, som det passer os.
 Kurt ler.

 Folk ville nok kigge lidt for meget efter mig, hvis jeg gik i skole uden tøj, men jeg synes, at det er fint, hvis vi må gå rundt uden tøj her ved sommerhuset.

 Næste dag bliver Storebror tegnet af de tre andre, og her viser det sig, at Sonja faktisk også kan tegne, dog heller ikke så godt som Storebror.

 Om aftenen tegner Storebror badedragt på tegningerne. Med et lille smil siger han.

 Hvis der nu er nogen, der ser tegningerne, kan de da ikke få ondt af det.
 De andre synes, at det er synd at tegne badedragt på billedet af Sonja, hvortil Storebror siger, at den skæbne overgik jo også Michelangelos billeder i Peterskirken.

 Et par dage efter tegner han et portræt af hver af dem og et af sig selv ved hjælp af et spejl. Dem vil han give skoleinspektørens for deres store hjælpsomhed.

 Efter sommerferien begynder Sonja på handelsskolen, så hun kan komme ind på kontoret i firmaet.

 De får også hilst på den nye direktør, som virker både flink og dygtig. Han er lige godt 30 år, er gift og har to små piger på 3 og 5 år.

 Efter ferien bliver de inviteret ud til ham og hans kone, og det bliver en hyggelig aften. Lillebror får aftalt, at når han er færdig med skolen, kan han komme i lære på fabrikken, så han kan få lejlighed til at sætte sig ind i produktionen, som han er meget interesseret i. Det varer ganske vist et år endnu, før han og Storebror er færdig med skolen, men det er meget rart at vide, hvad man stiler efter.

 Kurt er blevet drillet lidt af nogle af de andre drenge i klassen, fordi de kunne se efter badet i gymnastiktimen, at han var solbrændt over det hele, uden lysere pletter efter badebukser. Kurt lo bare og spurgte, om det var fordi de var misundelige over, at de ikke var lige så solbrændte. For så ville han gerne invitere til en skønhedskonkurrence, så kunne pigerne i klassen vælge, hvem de syntes så flottest ud uden tøj.

 De andre drenge så måbende på ham, og en af dem sagde.

 Ville du virkelig stille dig op helt uden tøj foran alle pigerne i klassen.

 Kurt nikker.

 Selvfølgelig, hvis alle I andre også gør, jeg synes ikke, at jeg har noget at være flov over.

 Lidt senere kommer han til at snakke alene med en af de andre.

 Så begynder den anden at grine.

 Du er tosset, men du er nu en fin fyr alligevel. Jeg tror nok, at det ville blive svært at gennemføre sådan en skønhedskonkurrence. Pigerne ville nok gerne se på os, men jeg tror ikke at det ville være muligt at få alle drengene med på ideen. En tre fire stykker måske, men ikke alle.

 Kurt smiler bredt.

 Dig tror jeg godt at jeg kunne bruge som ven, hvis du har lyst. Kom og besøg os en dag, men sig lige til først, så jeg ikke er optaget af andre gøremål. Mine søskende og jeg deles jo om arbejdet derhjemme.
 Kan I virkelig få det til at fungere uden nogen voksne, hvem bestemmer så.
 Kurt begynder at le.

 Jeg tror, at det fungerer langt bedre hos os, end hvor der er en voksen, der bestemmer. Det skyldes nok, at vi alle fire vil have det til at fungere, hvis det gør det, bliver vi ikke skilt fra hinanden, og det ville være det værste, der kunne ske for os.
 Nogle dage senere kommer kammeraten på besøg. Da han tager afsted igen, siger han.

 Det var alle tiders oplevelse at være sammen med jer. Når jeg kommer hjem, vil jeg gøre en virkelig indsats for at komme bedre ud af det med min bror. Her hos jer har jeg oplevet, hvad det betyder, når søskende er parat til at gøre alt for hinanden.

 Storebror smiler.

 Held og lykke med det, sådan et venskab er selvforstærkende.

 Lillebror ler.

 Dig tror jeg da godt, at jeg vil se her igen. Hvor gammel er din bror.

 Han hedder Ulf og går i jeres klasse.

 Kurt ser på ham.

 Er du Ulfs bror.

 Ja, d.v.s. hans halvbror, men jeg kan nok bedre lide ham, end han kan lide mig.
 Lillebror nikker.

 Jeg skal nok sige til ham, at den lillebror kan han godt være tilfreds med. Måske I begge to kunne have lyst til at tage med op til vores sommerhus et par dage i efterårsferien, eller hvad siger I andre.

 Du først Sonja, du er jo den ældste.

 Sonja ryster på hovedet.

 Kan jeg klare tre drenge, kan jeg vel også klare fem. Det er i orden med mig, hvis I får lov der hjemme fra.

 Et par dage efter kommer John glædesstrålende hen til Kurt i et frikvarter.

 Jeg har fået lov til at tage med jer i efterårsferien. Ulf havde aftalt, at han skulle besøge sin far i efterårsferien, ellers ville han også gerne have været med. Vi er blevet virkelig gode venner nu, det er så dejligt.

 Kurt smiler.

 Det lyder godt.
 De får en fin efterårsferie. Storebror har foreslået, at Sonja tager en veninde med, så hun ikke kommer til at føle sig alene, hvortil Sonja med et stort smil siger.

 Alene, jeg har jo jer. Jeg har ingen veninder, jeg sætter mere pris på, end jeg gør på jer.

 Nogle dage efter efterårsferien ringer Johns mor og kommer til at tale med Sonja.

 Hun siger, at John har været meget begejstret for ferien, men den har også forandret ham helt. Han og Ulf er blevet meget fine venner, men også over for hende og hendes mand er der sket store forandringer. I går sagde han således.

 Jeg lærte i efterårsferien, hvor vigtigt det er at glæde sine forældre imens man har dem. Kurt og hans søskende mistede jo deres forældre pludseligt. De har lovet hinanden, at de altid vil holde sammen, og det er jeg sikker på, at de vil holde. Man kan tydeligt mærke, hvor meget det betyder for dem.

 Ulf og jeg har også lovet hinanden, at vi aldrig mere vil skændes for alvor, og at vi vil prøve at glæde og hjælpe jer, så godt vi kan.

 Sonja smiler uvilkårligt.

 John var en virkelig fin fyr at have med på ferie, vi var meget glade for at have ham med, og jeg tror ikke, at min lillebror Kurt, kunne have fundet en bedre ven.

 Johns mor rømmer sig.

 John føler bestemt heller ikke, at han er blevet snydt, og det gør jeg bestemt heller ikke. En anden ting, får I nogensinde brug for hjælp, vil vi altid være glade for at være til rådighed.

 Sonja siger glad tak for tilbuddet, man ved jo aldrig, hvornår der kan blive brug for at have nogen i baghånden, hvis der bliver brug for hjælp.

 Hen under jul har humøret det ikke så godt. De følger troligt deres daglige program, men det er trods alt første gang de skal holde jul uden forældre.

 Det bliver dog en god jul alligevel. Juleaften rykker de igen alle fire senge sammen i det største værelse og kravler så tæt sammen som muligt. Roy vil også gerne yde sit bidrag til fællesskabet, så han hopper op og lægger sig i fodenden, noget han ellers normalt ikke får lov til.

 De har haft juletræet tændt og har givet hinanden smågaver. Så har Storebror og Lillebror været ude og løbe med Roy.

 Da de kom tilbage, var de enige om, at når sneen rigtig begyndte at falde, måtte Roy have en lille tønde med cognac om halsen, lige som hos munkene nede i Alperne.

 Da de har været i bad og er kommet i nattøjet, lykkes det dem at få humøret sat lidt i vejret hos de andre også. Det hjælper dem selv, så det ender med, at de kommer til at le og pjatte lidt, inden de lægger sig til at sove.

 Næste dag er de inviteret til middag hos skoleinspektørens. De har besøg af deres søn og svigerdatter og de tre børnebørn. To piger på 13 og 15 år og en dreng på 12 år. Efter middagen underholder de gæsterne, og da de kommer godt ud af det med hinanden, går tiden hurtigt. Ved 17 tiden siger de dog pænt farvel og tak. De føler sig trods alt bedst tilpas hjemme i de vante omgivelser.

 John og Ulf kommer på besøg 2. juledag om eftermiddagen, og de hygger sig fint med de andre.

 De fire bliver også inviteret hjem til dem nytårsaften, men da vil de helst blive hjemme, og det forstår forældrene godt.

 Foråret og sommeren går godt. De er igen i sommerhuset et par uger. Den ene uge har John fået lov til at besøge dem, og da spæner han og Kurt rundt uden tøj det meste af tiden. De andre drenge har gerne et par korte bukser eller et par badebukser på, og Sonja har som regel en tynd sommerkjole på, men de har sagt, at det er helt i orden at de to løber rundt uden tøj, hvis de har lyst til det.

 De nyder næsten ferien mere end sidste år. Nu er skolen jo slut for de tre ældste. Kurt har et år endnu, før han skal i gymnasiet.

 Efter sommerferien skal Lillebror begynde på fabrikken, Sonja er begyndt på kontoret og Storebror har fået læreplads i et reklamebureau. Her håber han på, at han kan få brug for sine evner til at tegne. Ingen af de tre har kunnet overskue at gå i lag med en længere uddannelse, men de er helt enige om, at når Kurt har lyst til det, skal han også have mulighed for det.

 Ulf kommer op for at hente sin lillebror. Han står netop og snakker med Storebror og Lillebror, da Kurt og John kommer farende uden tøj på.
 Ulf begynder at le.

 Hør, du må da hellere få noget tøj på, inden vi tager hjem, for du vil vel ikke cykle i det der kostume.

 Kurt ler.

 Det kunne se sjovt ud, men vil du ikke med ned og bade Ulf, inden I skal afsted.

 Sonja kommer ud i det samme og hilser på Ulf.

 Smut I bare en tur i vandet alle fem., så laver jeg lige lidt mad, vi kan spise, inden I tager afsted.

 Ulf rødmer lidt.

 Jamen jeg har ikke taget badebukser med.

 Sonja ler.

 Hop du bare i uden, lige som de to der, så gør Storebror og Lillebror nok også for at være solidariske, og jeg skal nok blive her hjemme ved sommerhuset, så du ikke bliver genert.

 Et øjeblik efter er de fem drenge på vej ned til vandet. Da de kommer tilbage en god halv time senere, har Sonja sat noget mad på bordet. Da de har spist, cykler Ulf og John hjem.

 Inden de kører, siger Ulf lige til Storebror.

 Jeg er så glad for, at John og jeg har lært jer rigtigt at kende. John har aldrig haft en ven som Kurt før, og jeg føler også, at jeg kan regne dig og Lillebror for mine venner nu.

 Storebror slår ham på skulderen.

 Stol du bare på det. Det generede dig ikke at se John spæne rundt uden tøj sammen med Kurt.

 Nej da, for det er sjældent, at jeg har set John så glad og fri, men takket være jer, er John og jeg også blevet meget fine venner nu. Det var også sjovt at se, at han ikke var spor genert over for Sonja. Hende må du for øvrigt passe godt på, hun er utrolig sød.

 Så smiler han bredt.

 Bare rolig, jeg er godt klar over, at jeg ikke har en chance hos hende.

 Storebror smiler uden at sige noget.

 Den følgende søndag tager de fire hjem, for nu skal dagligdagen jo til at begynde igen.
 I efterårets løb kommer de flere gange til at tale om, hvordan det skal gå, når Anne og Mogens kommer hjem til februar.

 De vil meget nødigt skilles, og Sonja og Lillebror kan jo også dårligt tillade sig at bo alene i det store hus. Men det rummer så mange minder, at det vil blive hårdt at skulle flytte.

 En morgen i oktober, da Lillebror og Kurt er ude og løbe med Roy, taler Sonja og Storebror om det igen. Pludselig siger Sonja.

 Hvis vi to nu giftede os, så kunne du da i det mindste blive her. Vi kan forsørge os selv, og så kan Kurt måske også få lov til at blive her. Jeres mor har da undværet jer i snart to år, så det kan vel ikke være noget stort problem for hende, at I ikke flytter hjem.

 Undskyld, hvis jeg lyder lidt grov, men jeg synes ærligt talt ikke, at nogen af os skylder jeres mor noget særligt.

 Storebror nikker.

 Det vil jeg gerne give dig ret i, men kan vi gifte os. Du er ganske vist snart 18 og jeg bliver 17 til marts, men hvad tror du, at de to andre siger til det.

 Hvis det kan give en mulighed for at blive sammen, tror jeg nu ikke, at de har noget imod det.

 Så ser hun tankefuldt på Storebror.

 Hvis jeg nu var gravid, så må vi kunne få tilladelse. Jeg vil snakke med advokaten om det i dag.

 Hun virker helt oplivet.

 Godt, så vil jeg tale med Lillebror i aften, han må være helt indforstået, og det må Kurt selvfølgelig også, ham kan jeg så snakke med i morgen.

 Sonja smiler.

 De samtaler tror jeg nu ikke du behøver at være særlig nervøs for.

 Lidt efter er morgenmaden klar. De er lidt åndsfraværende begge to, da de to andre kommer ind fra løbeturen og badet, men det bliver næppe bemærket.
 Om aftenen, da Storebror og Lillebror er ude og løbe med Roy, holder de som sædvanlig en lille pause. Storebror siger så, at han har noget vigtigt at tale om, når han har fået vejret.

 Lidt efter fortæller han så, hvad han og Sonja har talt om.

 Lillebror sidder tavs lidt, så siger han tøvende.

  Tror I, at I er gamle nok til at blive forældre, jeg mener være forældre. I må ikke gøre det bare for Kurts og min skyld. Det er langt mere, end vi kan forlange af jer.

 Storebror ser alvorligt på ham.

 Sonja og jeg har holdt meget af hinanden, siden vi mødtes første gang, det ved du sikkert godt. Vi synes, at de to sidste år har modnet os begge så meget, at vi tør tage det ansvar det er at få et barn. Ikke mindst det Kurt og jeg har været igennem har gjort, at vi har tænkt os om en ekstra gang. Hvis vi så samtidig kan klare det, så Kurt også kan få lov til at blive her, så er det bare dejligt. Du kan jo under alle omstændigheder få lov til at blive i dit hjem. Tror du ikke, at vi fire i fællesskab også kan klare en lille ny.

 Det sidste kommer med et smil.

 Hvad vil dine forældre sige til det, jeg mener din mor.

 Hun vil uden tvivl blive tosset, derfor vil vi også giftes, inden hun kommer hjem, så kan hun ikke ændre noget. Jeg vil ikke tilbage og bo hos hende igen, det kan jeg simpelthen ikke klare, og Kurt skal heller ikke komme til det med min gode vilje.

 Men du har stadig ikke sagt, hvad du mener om det.

 Storebror ser lidt uroligt på ham.

 Gris….

 Storebror ser forbavset på ham.

 Hvad mener du.

 Din heldige gris. Sonja kan jo ikke få nogen bedre mand, og hendes børn kan ikke få en bedre far. Jeg kan ikke få en bedre svoger og Kurt kan ikke få en bedre svigerinde. Er du så tilfreds. Kurt og jeg elsker dig jo næsten lige så højt som Sonja gør.

 Og så får Storebror ellers et ordentligt knus, inden de løber videre.

 Lidt efter stønner Lillebror forpustet.

 Hvem skal fortælle Kurt det.

 Vil du gøre det i morgen tidlig på jeres løbetur, eller skal jeg.

 Det vil jeg meget gerne.

 Da de kommer hjem, går de som sædvanlig i bad, men de står og snakker så længe, at Kurt til sidst stikker hovedet ud til dem og spørger, om de er druknet.

 Hurtigt kommer de i nattøjet og sætter sig ind til pejsen sammen med de andre og snakker en halv times tid, som de plejer, inden de går i seng.

 Ved ettiden går Storebror ind til Sonja. De sidder og snakker længe, inden de går i seng. Trods alt er de lidt nervøse begge to, men de er ikke i tvivl om, at de elsker hinanden, og at det er det rigtige, de gør. Det bliver da også en både stor og god oplevelse for dem begge to.

 Da vækkeuret ringer næste morgen, hører de Kurt og Lillebror buldre ned ad trappen sammen med Roy.

 Storebror kysser Sonja blidt.

 Du fortryder ikke noget, vel.

 Sonja smiler og knuger sig ind til ham.

 Intet af det, jeg har gjort, kunne jeg fortryde mindre. Det er den bedste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Men nu må vi vel hellere stå opp og få lavet morgenmad til svogrene, ellers brokker de sig vel.

 Lillebror og Kurt skynder sig ind i bad, da de kommer hjem med Roy. Sonja og Storebror sidder allerede ved morgenbordet, da de to andre kommer ind.
 Kurt går direkte over til Sonja og giver hende et knus og et kys, så ser han på Storebror med et glimt i øjet.

 Må jeg godt være babysitter en gang imellem.

 De andre kan ikke lade være med at le.

 Sonja ser på ham.

 Ja ja, men jeg er nu ikke gravid endnu, men vi er i hvert fald enige om, at gøre alt, for at vi kan blive boende her alle fire, om jeg så skal adoptere dig Kurt.

 Kurt ler højt.

 Det ville jeg bestemt ikke have noget imod, lille mor.

 Om aftenen, da Lillebror er lige ved at falde i søvn, kommer Kurt ind på hans værelse og sætter sig på sengekanten.

 Han sidder tavs lidt, så kommer det langsomt.

 Nu sover Storebror inde hos Sonja. Jeg er ikke misundelig, men føler mig bare endnu mere ensom, må jeg godt få lov til at sove her inde hos dig.

 Lillebror smiler varmt til ham.

 Helt bestemt. Her kom ned under dynen til mig, så sætter vi din seng herind i morgen.

 Du er sikker på, at du ikke har noget imod det.

 Helt sikker. Kom nu, inden du bliver alt for kold. Jeg føler mig jo også lidt ensom.

 Lidt efter siger Kurt.

 Jeg vil altså ikke tilbage og bo hos mor, og da slet ikke nu, da Storebror kan blive her. Kan jeg ikke også gifte mig.

 Lillebror smiler og knuger Kurt ind til sig.

 Det er du nok ikke gammel nok til endnu, men vi vil gøre alt for at overtale din mor til, at du kan blive her. Om ikke andet, pudser vi skoleinspektørens og Johns forældre på hende. De ved, hvor meget vi fire betyder for hinanden. Det er der ikke nogen, der må få lov til at ødelægge.

 Omsider falde de i søvn.

 Næste morgen ser Kurt lidt genert på Lillebror.
 Du har nok ret, jeg er vist ikke gammel nok til at gifte mig, når jeg stadig opfører mig som et pattebarn.

 Lillebror ryster på hovedet.

 Du er ikke mere pattebarn end mig, men lad os så vente et par år med at gifte os, vi når det nok.

 Ved juletid er Sonja sikker på, at hun er gravid, og de får planlagt bryllupsdagen til 10. januar.

 Det bliver en dejlig jul, selvom især Kurt er meget spændt på fremtiden. Sonja og Storebror glæder sig meget til den lille skal komme, men det varer jo længe endnu.

 De første dage i januar er Kurt meget deprimeret, selvom de andre gør, hvad de kan for at sætte ham i humør. Han vil ikke rigtig snakke med nogen og holder sig mest for sig selv.

 Selv John holder han på afstand, selvom han regner ham for sin bedste ven uden for familien.
 Lillebror gør meget for ham. Han vil så nødigt have, at bryllupsglæden skal blive ødelagt for de to, og det prøver han at forklare Kurt.

 Nogle nætter hører han, at Kurt ligger og græder. Så sætter han sig over til ham og snakker. Lidt efter ligger de så med armene om hinanden, og så falder Kurt lidt til ro, så de kan sove.

 Storebror har foreslået, at de tre drenge følges ad på løbeturen med Roy, den sidste aften inden brylluppet, men da de skal afsted, er Kurt pludselig væk.

 De venter lidt på ham, men bliver så til sidst enige om at løbe uden ham. Undervejs diskuterer de, hvad de skal gøre. Deres forhold skulle jo gerne fungere perfekt, når Anne og Mogens kommer hjem. Ellers er de sikre på, at Kurt ikke får lov til at blive. Det er selvfølgelig det, han er bange for, derfor er han ikke sig selv, men det bliver det jo ikke bedre af.

 Da de er næsten hjemme igen, kommer Kurt løbende hen imod dem. Hans ansigt er et stort smil, og han virker så glad, som de ikke har set ham længe.
 Jeg har alletiders bryllupsgave til jer, men I får den selvfølgelig først i morgen, råber han.

 Så vender han sig mod Lillebror.

 Og vi to får nok også lov til at nyde den, tror jeg. De skal da ikke have det hele for sig selv, når de får hinanden.

 Så griber han Roys forpoter og danser rundt med den.

 Sonja er nærmest målløs, da hun ser Kurt i det humør, da de kommer hjem. Han tager hende om livet og danser rundt med hende og slutter med at give hende et ordentlig smækkys lige på munden.

 Da han ser hendes overraskede ansigt, ler han højt.

 Nej, jeg er hverken fuld eller tosset. Jeg er bare så helt utrolig glad og lykkelig.

 Storebror ser smilende på ham.

 Er du blevet forelsket.

 Ja, i jer alle tre.

 Så farer han ud under bruseren med alt tøjet på.
 Storebror og Lillebror prøver at hive tøjet af ham og truer med at holde ham under den kolde bruser, til han tilstår, hvad der er på færde. Han bliver bare ved med at le og trækker dem med ind under bruseren. Fem minutter efter er de alle tre så udmattede af at slås og le, at de slutter fred og trækker tøjet af og bliver tørret og kommer i nattøjet.

 Så følges de ad ind til pejsen, hvor Sonja sidder og ryster på hovedet af dem.

 Sig mig, tror du, at du er gammel nok til at gifte dig i morgen Allan. Skal vi hellere vente.

 Storebror lægger sig på knæ foran hende.

 Er du meget vred.

 Han ser så skyldbevidst ud, at Sonja ikke kan lade være med at le. Så lægger hun armene om hans hals.

 Nej, min ven, dig tror jeg slet ikke, at jeg kan blive vred på. Jeg håber aldrig, at drengen i dig forsvinder. Det var jo ham, jeg blev forelsket i, så ham vil jeg ikke miste.

 Lillebror  ler.

 Jeg synes, at det er en god ide at kalde dig Allan igen, farmand, men jeg ville nu savne , hvis jeg ikke blev kaldt Lillebror mere, selv om jeg er den største nu.

 Kurt nikker.

 Godt, det er vedtaget.

 OK, men så sender farmand knægtene i seng, den lille trænger til ro, oven på al den ballade.

 Allan klapper blidt Sonja på maven.

 Da de kommer ind på værelset, prøver Lillebror igen at få Kurt til at røbe, hvorfor han er så overstrømmende glad.

 Kurt ser pludselig alvorligt på ham.
 Hvad er dit aller største ønske Lillebror.

 I øjeblikket, at vi får en god fest i morgen, for det fortjener både Sonja og Allan, og derefter, at vi fire kan blive boende sammen fremover.

 Kurt springer ud af sin seng og over og omfavner Lillebror.

 Og så spørger du om, hvorfor jeg er glad. Jeg ville være et bæst, hvis jeg ikke var det, når jeg har jer. Jeg ved godt, at jeg ikke har vist det den sidste tid, og det skal jeg også have en snak med John om, men du må aldrig mere være i tvivl om, hvor højt jeg elsker dig og de to andre.

 Lillebror slår armene om halsen på ham.

 Bliv hos mig, dig vil jeg ikke også af med.

 Kurt ser på ham med tårer i øjnene og knuger sig ind til ham.

 Vi to er vist lige ensomme i aften. Men vi må give brudeparret alle tiders dag i morgen, for det fortjener de bestemt.

 Lidt efter sover de med armene om hinanden.

 Brylluppet skal være kl. 16. og så skal man spise kl. 18. De har inviteret skoleinspektørens, advokatens, direktørens og John, Ulf og deres forældre. De er blevet enige om, at Kurt skal følge brudgommen op og Lillebror skal føre bruden op.

 Lillebror hjælper Sonja med den sidste pyntning, de er i god tid.

 Så stikker Kurt lige hovedet ind til dem.

 Jeg har inviteret et par gode venner mere med, det er da i orden, ikke.

 Øjnene spiller i hovedet på ham.
 Sonja er meget nervøs og siger ikke noget, mens Lillebror ryster på hovedet uden at vende sig om.

 Det er sikkert i orden, hvis du lige giver besked om et par kuverter mere, men hvem er det i øvrigt.

 Sonja er ved at besvime, da en blød kvindestemme siger.

 Nu skal jeg hjælpe hende færdig Allan.

 Han snurrer rundt som en top. Han kan ikke tro sine egne øjne, men jo, det er deres mor.

 Hun omfavner dem begge to.

 Jo, det er mig. Claus gik lige ind til Allan og Kurt. Vi lever skam begge to, men det er en længere historie, den får I senere. Men lad os nu blive færdige.
 Gå du bare ind til de andre, Allan. Jeg gør Sonja færdig, men du skal føre hende op og Kurt skal føre Allan op, som I havde aftalt.
 Lillebror går ind til de andre og får et ordentligt knus af Claus. Allan er meget bleg endnu, det har også været et chock for ham. Kurt danser rundt af glæde.

 Var det så ikke alle tiders bryllupsgave, som vi andre også kan nyde.

 Allan ser på ham.

 Så vidste du altså, at de levede og kom her i dag.

 Ja, jeg mødte dem i går og fik dem til at tage på hotel, så I kunne få overraskelsen i dag. Det var meget svært at tie stille, men nu forstår I sikkert, hvorfor jeg var så lykkelig i går.

 Mon ikke, men hvordan tog Sonja det, blev hun meget forskrækket, hun kunne jo have mistet barnet ved at få sådan et chock.

 Kurt ser meget forskrækket ud, men Lillebror siger roligt.
 Tænk ikke på det, hun er lykkelig. Hvis du ikke er rar ved din bor, Allan, får du slet ikke Sonja, så hvisker jeg til hende, at hun skal sige nej.

 Allan ser alvorligt på Kurt.

 Undskyld Kurt, men jeg er ikke rigtig mig selv, jeg mente ikke noget ondt med det, jeg er bare så forvirret. Du har fuldstændig ret, du kom med den bedste bryllupsgave vi kunne få, og I andre skal også nok få lov at nyde godt af den, for det fortjener I begge to, i aller højeste grad.

 Lillebror ser på sit ur.

 Nu må I hellere komme afsted. Jeg kommer med bruden om lidt. Glæd dig bare Allan, jeg skal nok få hende til at sige ja, ellers niver jeg hende.

 Kurt og Allan står oppe ved alteret, da Lillebror kommer op ad kirkegulvet med Sonja.

 Allan kniber sig uvilkårligt i armen. Han har altid syntes, at Sonja var køn, men i dag ligner hun næsten en eventyrprinsesse, og så det vidunderlige smil. Er det virkelighed eller drøm. Nej, det må være virkelighed, han kan mærke, at Kurt klemmer hans hånd.

 Da vielsen er færdig følges han med Sonja ned gennem kirken. Som i en tåge ser han de andres ansigter. Så mærker han, at Sonjas hånd klemmer hans og ser, at hun sender ham et strålende smil.

 Udenfor kirken kommer Kurt hen og giver Sonja et kys.

 Var du tilfreds med bryllupsgaven.

 Så ser han bekymret på hende.

 Nu var det vel ikke for stort et chock for dig og den lille, det havde jeg jo slet ikke tænkt på.

 Sonja slår armene om halsen på ham og giver ham et kys lige på munden. Så hvisker hun.

 Hvis jeg nogensinde bliver træt af Allan, tror jeg, at jeg gifter mig med dig.

 Der var stor opstandelse, da de forskellige så Claus og Ellen, men det tager de helt roligt. Lad bare folk snakke og diskutere. I aften er det familiens og de gode venners fest.

 Ved middagen fortæller Claus i korte træk, hvordan det gik dem, efter at flyet var blevet kapret.

 Om natten blev vi ført ud af flyet, uden at nogen opdagede det. Vi blev ført ned til en båd med bind for øjnene og blev så sejlet over til Libyen og sat i fængsel.
 Uvisheden om, hvad der skulle ske, og hvordan I klarede den her hjemme, var det værste. Vi blev behandlet pænt, selvom forholdene var trange, og vi var under skarp bevogtning hele tiden.
 I tidens løb lykkedes det Ellen og mig at blive helt gode venner med et par af vagterne, og heldigvis blev vi ikke skilt. Vi fik efterhånden lært noget af sproget, så vi kunne gøre os forståelige.
 For en uges tid siden lykkedes det os at slippe væk, og i går kom vi så her til. Vi var på vej herhen, da vi mødte Kurt. Han fik os til at tage på hotel, så vi kunne komme som en overraskelse i dag. Han fortalte os også, at I troede, at vi var døde, da flyet blev sprængt i luften. Det anede vi ikke noget om, for på det tidspunkt var vi jo på vej til Libyen.
 Han fortalte os også, hvordan I havde klaret jer, og det er vi unægtelig imponerede over. Her kan jeg så benytte lejligheden til at sige dem, der har hjulpet jer, en varm tak for, hvad I har gjort for vores børn.
 Endelig fik vi at vide, at der skulle være bryllup i dag. Kurt forklarede os om baggrunden, og at vi skulle være bryllupsgave. Jeg kan kun sige, at brudeparret har Ellens og min varmeste velsignelse. Der er mange ting, der skal fortælles og forklares de kommende dage, men nu skal det være brudeparrets aften. Lad os alle skåle med dem og ønske dem alt muligt godt i fremtiden, for det tror jeg, at de fortjener.

 Lidt efter rejser Lillebror sig for at holde sin tale.

 Kære søster og svoger. Ja, hidtil har du jo været Storebror for os, nu må jeg så se, om jeg kan vænne mig til din nye titel. En bryllupsgave, som den Kurt klarede, kan jeg ikke fremvise, men jeg har et brev til jer. Jeg indrømmer, at jeg har læst det, for hvis det ikke var godt, ville jeg ikke give jer det i dag. Fremover skal jeg nok lade være med at åbne jeres breve.

 Det er fra din mor, Storebror, undskyld svoger. Mener jeg. Hun skriver, at hun er indforstået med, at I har giftet jer, selvom hun ville have foretrukket, at I havde ventet til hun og Mogens var kommet hjem, men du må hellere selv læse det. Værsågod. Hvad mere kan jeg give dig. Du må stadig løbe ture med Roy og mig om aftenen. Du har jo allerede fået det bedste, jeg havde, min søster, men mit venskab skal du heller ikke mangle fremover, det lover jeg dig.

 Til dig Sonja vil jeg sige. Du har fået en af mine bedste venner, og det har du fortjent, for aldrig har nogen haft en bedre søster. Uden dig var vi nok heller ikke sluppet så godt igennem de her to år.

 Får du vrøvl med  ham der, så husk, at Lillebror altid vil være dig en trofast ven, også selvom du foretrækker den anden Allan. Jeg er ikke engang misundelig, for jeg forstår dig godt.

 Og skal vi så råbe et hurra for brudeparret.

 Der bliver holdt flere taler og snakket meget. Kurt kommer hen til Lillebror.

 Hvad skrev mor om mig.

 Lillebror ser smilende på ham.

 Du fortjente at vente til i morgen med svaret, du ville jo heller ikke røbe din hemmelighed i går. Men jeg er ikke nær så hård og ufølsom. Du får lov til at blive her. Ikke mindst nu, da Claus og mor er kommet hjem.

 Kurt ser på ham med store tårer i øjnene.

 Det har du klaret, du har skrevet til mor. Åh, så er mit højeste ønske gået i opfyldelse.
 Lillebror ser drillende på ham.

 Det er da ikke noget at være ked af, du finder nok på nye ønsker hen ad vejen.

 Så ler Kurt.

 Jeg har allerede et, at jeg var større end dig, så jeg kunne banke dig.

 Han giver Lillebror et dunk i ryggen, så han får sin vin i den gale hals.

 Ha, nu har du også tårer i øjnene, det har du rigtig godt af.

 Lynhurtigt smutter Kurt hen på sin plads.
 Sonjas og Allans bryllupsrejse går bare op til sommerhuset, men allerede søndag eftermiddag er de tilbage igen. Der er jo så meget at snakke om.
 Direktøren har været lidt nervøs for, om han skulle fyres, nu da Claus er kommet tilbage, men han bliver hurtigt beroliget.

 Claus vil gerne spare på sine kræfter. Hverken Ellens eller hans helbred er så godt ovenpå det lange fængselsophold. I øvrigt går firmaet fint under den nye ledelse, og hvorfor så lave om på det.
 I slutningen af februar kommer Anne og Mogens hjem. Anne er meget skeptisk over for det unge ægtepar, men efterhånden som hun lærer Sonja bedre at kende, kommer hun også til at sætte mere pris på hende.

 Lige efter at de er kommet hjem, siger Sonja en aften til Ellen.

 Hun ser på mig, som om hun troede, at jeg havde forført hendes arme dreng.

 Allerede efter en lille månedstid går det dog bedre, og inden den lille kommer i august, er de blevet meget fine venner.

 Det bliver en dejlig lille pige. De har bestemt, at Sonja skal blive hjemme hos den lille de første par år. Allan slider bravt i det, men det meste af sin fritid bruger han sammen med Sonja og den lille.

 Skal de noget, er der dog altid frivillige babysittere, og både bedsteforældre og onkler forkæler hende.

 En af de ting Allan holder fast ved, efter at han er blevet gift, er sin aftenløbetur med Lillebror og Roy, den vil han meget nødigt undvære.

 Morgenløbeturen er til gengæld fast punkt på Kurts morgenprogram.

 Anne har prøvet at overtale Kurt til at flytte hjem til hende og Mogens, men Kurt fastholder, at han helst vil blive, hvor han er, og det accepterer Anne noget modstræbende.

 Kurt og John kommer stadig en del sammen, og de er bl.a. en uge i sommerhuset sammen med Ulf og Lillebror i sommerferien, for Ulf og Lillebror er også blevet gode venner.

 Det daglige morgenbord holder man fast ved. Her planlægger man dagens forløb og snakker om det, der skal ordnes.

 Hverken Claus eller Ellen ønsker at tale om deres tid i fangenskabet. Familien får historien lidt efter lidt, men bladene vil de overhovedet ikke give noget interview.

 Clauses hår og skæg er blevet helt hvidt, og Ellen er også meget grånet, selvom de ikke er fyldt 50 endnu.

 De befinder sig bedst, når de er sammen med børnene og deres barnebarn, men Claus kommer dog stadig lidt i firmaet og yder konsulentbistand, som han kalder det.

 Nogle år senere, da Allan er udlært, flytter han og Sonja hen i deres eget lille hus, kort efter at de har fået en lille søn., men en aften om ugen er de henne hos Claus og Ellen, og da er Lillebror og Kurt også altid hjemme. Den aften vil ingen af dem undvære.

 Mens Lillebror er inde som soldat, sørger Kurt for Roys løbeture, og da har han gerne John med og sommetider også Ulf. De to synes efterhånden næsten også, at de hører med til familien.

 En aften, da Kurt og Ulf løber med Roy, siger Ulf.

 Jeg kender en pige, der gerne vil møde dig.

 Kurt ser overrasket på ham.

 Hvem er det.

 Min fars nye kone har en datter, der hedder Elisabeth. Hun er på alder med dig, og da hun har hørt, at jeg har fortalt om dig, vil hun altså gerne se giraffen. Jeg skal besøge far i den kommende week-end, vil du med.

 Kurt kommer til at le.

 Du siger, at du har fortalt om mig, kunne du så ikke også lige fortælle mig lidt om hende, hvorfor er du i øvrigt ikke selv interesseret, eller John.

 Ulf ryster på hovedet.

 Både John og jeg har en pige i kikkerten, men det er ikke så langt endnu. Derfor vil vi gerne have dig afsat, inden du møder vores piger, ellers falder de jo bare for dig, men du kan roligt glæde dig til at møde Elisabeth, hun er lige præcis god nok til dig.

 Kurt smiler.

 OK, hvis jeg falder for hende, kan vi jo evt tage en tur i sommerhuset en week-end. Vi tre og pigerne.

 Fremragende ide. Så ringer jeg til min far og siger, at vi to kommer på lørdag.

 Da Kurt snakker med John den næste morgen, ler han højt.

 Nå, det er lykkedes Ulf at gøre dig interesseret, det lyder godt.

 Ja, ja. Send nu ikke bryllupsinvitationer ud endnu.

 Så venter vi lidt, men du kan godt glæde dig til at møde hende.

 Jamen hvordan er hun, hvordan ser hun ud.

 Hun er køn, meget køn. Hun har halvlangt mørkt hår og brune øjne. Hun er nogenlunde på højde med dig, vil jeg tro. Hov, nu har jeg vist allerede sagt for meget, fortæl ikke Ulf, at jeg har sagt noget.

 Kurt smiler.

 Det skal jeg nok lade være med.

 Om lørdagen kommer Kurt og Ulf så hen til Ulfs far og hans nye kone. Da de har siddet og snakket lidt med faderen, kommer Elisabeth ind og siger, at kaffen er klar.

 Ulf ler højt.

 Ja det er så Johns og min gode ven Kurt, og hende der er Elisabeth.

 Kurt bliver helt stum et øjeblik, så smiler han og ser på Ulf.

 Det må godt nok være nogle specielle piger, du og John har fundet.

 Så ser han på Elisabeth.

 Sig mig, hvad har Ulf sagt til dig om mig. Hvis han havde beskrevet dig, havde jeg nok ikke troet på ham. Nu forstår jeg, hvorfor han ikke ville fortælle mig noget om dig.

 Elisabeth smiler.

 Det snakker vi om efter kaffebordet.

 De har et hyggeligt kaffebord, både Ulfs far og hans kone er flinke og nemme at snakke med.

 Da de har drukket kaffen, siger Elisabeth.

 Nu ordner du opvasken Ulf, og så vil jeg have en snak med Kurt, uden indblanding af andre.

 Ulf ler.

 Ja, hun er skrap, men du har jo også brug for en fast hånd, lille Kurt.

 Kurt smiler.

 Ja tak, men jeg har allerede to faste hænder, så gå du bare i gang med opvasken, og lad os så gå ud i haven og snakke, Elisabeth.

 Den følgende times tid sidder de så ude i haven og snakker.

 Så siger Elisabeth pludselig.

 Ulf sagde, at du var meget charmerende. Det er også rigtigt, men jeg tror også, at du er ærlig og reel, at det ikke bare er en poleret overflade.

 Kurt smiler.

 Jeg har skam også fået en god opdragelse.

 Og så fortæller han om tiden fra han kom tilbage til sin far, og om de to år, hvor de klarede tingene selv. Så ser han på Elisabeth.

 Jeg har også en fornemmelse af, at du er til at stole på, men jeg forstår ikke, at en pige med dit udseende ikke for længst har fået en kæreste.

 Elisabeth bøjer hovedet lidt.

 Jeg bryder mig ikke om en, der bare vil have mig for udseendets skyld, det holder nemlig ikke en meter. Sæt jeg kom til skade og f.eks. fik et stort ar i ansigtet, hvor tror du så, at fyren var henne.

 Den jeg skal falde for, skal være en, der sætter pris på mig som menneske, en jeg kan stole 100 % på, uanset sorger, helbred, glæder, fattigdom, og hvad man ellers kan komme ud for. Det skal være en, der vil være far, ikke på deltid, hver anden week-end og nogle ferier, når han har tid og lyst.

 Jeg synes da, at Ulfs far er flink, men bryder mig ikke om, at man skifter manden eller konen ud, når der opstår problemer, eller man får lyst til en nyere model.
 Jeg holder meget af Ulf, men som en broder, og John sætter jeg også stor pris på. Ulf er en dejlig bror, og det var en dag, da vi sad og talte om mine ønsker og krav til en mand, at han begyndte at le og sagde.

 Jeg tror, at jeg kender en, der vil kunne leve op til de fleste af dine ønsker, og så fortalte han lidt om dig.

 Jeg kunne tydeligt mærke, at han mente det meget alvorligt og at du virkelig var hans og Johns ven. Jeg foreslog så, at han tog dig med, næste gang han skulle besøge sin far, men nu vil jeg så gerne høre, hvilke ønsker og krav du har til den pige, du vil giftes med.

 Kurt ser tankefuld ud.

 Det var noget af en mundfuld. Det er ikke sikkert, at jeg kan nå det hele igennem, inden jeg skal afsted igen, men så kunne du måske besøge mig, så du kunne lære min familie lidt at kende.

 Første krav er nemlig, at du kan lide dem og de kan lide dig. Jeg er så nært knyttet til min familie, at ellers ville det aldrig gå., men bare rolig, jeg tror nu ikke, at det bliver noget problem.

 Andre krav, tjah, de svarer faktisk meget godt til de krav du stiller til dine børns far.

 Mere…… ja, fantasi og humoristisk sans, selv når problemerne banker på. Ikke forelskelse, men ægte kærlighed. At man altid kan tale med hinanden om problemerne uden at være bange for at blive misforstået.

 Noget af det her overlapper vist hinanden, men jeg var ikke forberedt på at skulle svare på så stort et spørgsmål.
 Elisabeth smiler.

 Jeg er godt nok tilfreds med dit svar i første omgang, så kan vi jo begge udbygge det, når jeg har mødt din familie.

 Ulf kommer ud til dem.

 Nå, I er måske allerede blevet enige.

 Kurt ler.

 Ja, om at du faktisk er en flink fyr.

 Elisabeth nikker.

 Ja, og vi er ved at tro, at du har gjort os begge en tjeneste ved at sørge for, at vi fik lært hinanden at kende.

 Resten af week-enden går fint. Kurt og Elisabeth får snakket en del mere med hinanden, men også en del mere med de andre. Da Ulf og Kurt tager afsted, lover Elisabeth at komme og besøge Kurt den næste week-end.

 Da Kurt kommer hjem, fortæller han de andre lidt om Elisabeth. Lillebror kommer også hjem den week-end på orlov, og han har en kvindelig sergent med, som han synes vældig godt om. Selv er han blevet optaget på løjtnantskole og skal begynde der om en måned.

 Allan og Sonja har også lovet at komme med børnene om lørdagen.

 Det bliver alle tiders week-end.
 Elisabeth bliver modtaget med åbne arme af de forskellige. Da hun hilser på Lillebror, begynder hun at le.

 Hvorfor kalder de dig Lillebror. Du er da den største og heller ikke den yngste.

 Lillebror smiler.

 Jeg hedder Allan, lige som ham der. For at kende forskel, blev han så til Storebror og jeg til Lillebror. Kurt siger for øvrigt, at du er skrap, og han har derfor forlangt, at vi alle kan lide dig, for ellers får han ballade med dig.

Elisabeth ryster på hovedet.

 Nu begynder jeg at forstå, hvorfor Kurt forlanger, at jeg har humoristisk sans.

 Lillebrors kæreste, Kate, kommer hen til dem.

 Nu opfører du dig vel ordentligt, unge mand.

 Javel sergent.

 Elisabeth smiler.

 Lystrer han altid din kommando.

 Ok ja, han er lige så velopdragen som Roy, når det passer ham.

 Elisabeth får et stort knus af Sonja, der hvisker til hende.

 Jeg tror, at du og Kurt vil passe fint sammen, og jeg er sikker på, at du hurtigt vil falde godt til her i familien. Jeg vil i hvert fald gøre mit, for det fortjener Kurt.

 Allan smiler til hende.

 Hvis Kurt kan holde på dig, tror jeg, at han er lige så heldig som mig, selvom jeg ikke troede, at det var muligt.

 Ellen og Claus tager også godt imod Elisabeth.

 Da Elisabeth har hilst på alle, siger Kurt til hende.

 Nå, var det slemt. Jeg kunne jo se, at alle kunne lide dig., så nu er det op til dig, om du bryder dig om de forskellige, men det behøver du ikke at tage stilling til, før du kender dem lidt bedre.

 En anden dag kan du komme til at hilse på min mor og hendes mand, men dem ser jeg ikke ret meget til. Det kan du få en nærmere forklaring på ved lejlighed.. De her mennesker elsker jeg, og jeg ved, at de elsker mig. Derfor er det så vigtigt for mig, at de også elsker dig.

 Søndag formiddag kommer John og Ulf lige over en tur og bliver et par timer.

 Da Elisabeth skal afsted, giver hun Kurt et stort knus og et kys.

 Tusind tak for en dejlig week-end. Jeg kan allerede godt lide alle i din familie, så hvis du synes, vil jeg meget gerne se mere til dig fremover.

 Kurt smiler glad.

 Vi skal nok ikke allerede fastsætte bryllupsdagen, men jeg vil bestemt også gerne se mere til dig fremover. Jeg tror, at vi har meget at snakke om, og så tror jeg endda, at vi kan snakke videre, når vi bliver gift.

 Da Kurt om aftenen siger godnat, siger Claus.

 Hold godt fast ved hende, min dreng. Jeg tror ikke, at du kan få en bedre kone. Hun er af samme støbning som Sonja, men jeg tror nu også, at Lillebror og Kate kan få et godt ægteskab, men det fortjener I også alle sammen.

 Næste morgen, da Kurt løber sammen med Roy og John, siger han med et smil.

 Nu kan du og Ulf roligt præsentere mig for jeres piger, de kan ikke være bedre end Elisabeth, men jeg håber, at de er næsten lige så gode, for det fortjener I begge to.

 John ler.

 Ok. Det siger jeg til Ulf, så må vi jo se, hvornår det kan lade sig gøre.

 Da de næsten er hjemme igen, siger John forpustet.

 Jeg kom lige til at tænke på første gang, jeg rigtig snakkede med dig. Det var efter sommerferien, hvor du blev drillet, fordi du var solbrændt over det hele, så man kunne se, at du ikke havde brugt badebukser. Så foreslog du en skønhedskonkurrence for os drenge, uden tøj, så pigerne kunne vælge den flotteste. Jeg syntes, at du var tosset, men kunne alligevel lide dig, og så blev du min bedste ven. Men jeg lærte også at sætte virkelig pris på både mine forældre og Ulf.
 Kurt nikker.

 Ja, og takket være det venskab, der også kom til at gælde Ulf, har jeg nu mødt en vidunderlig pige. Tænk, hvis jeg havde haft badebukser på den sommerferie, så var alt det måske slet ikke sket.

 John ler højt.

 Moralen må være, at man ikke skal bruge badebukser.

 Kurt ryster på hovedet.

 Nåh, det er måske nok lige i overkanten, men vi havde det nu også sjovt, da du var med i sommerferien det næste år, og vi fik at vide, at vi kun behøvede at bruge tøj, hvis vi frøs.

 Ja, det var den gang, at både Ulf og jeg blev klar over, at vi aldrig kunne få bedre venner end dig og dine brødre. Sådan en sommerferie foreslår jeg, at vi tager på sammen med vores koner, når vi en gang bliver gift.

 Det lyder som en god ide, skal vi tage forsvaret og Ulf med også.
 Ja da, hvis de har lyst, og også gerne Sonja og Allan, men det kommer måske til at knibe med børnene.

 Dem vil bedsteforældrene nok gerne passe så længe.

 Den kommende tid kommer Kurt og Elisabeth en del sammen. De træffer også Johns pige Rita og Ulfs pige Lise, som de hurtigt kommer godt ud af det med.

 En lørdag aften, hvor Kurt og Elisabeth sidder og snakker godt sammen, siger Elisabeth pludselig.

 I morgen synes jeg, at vi skal tage ud og hilse på din mor og hendes mand. Du kan ikke blive ved med at gå og bære nag. Jeg forstår udmærket, at du ikke netop elsker hende, dels efter det, du selv har fortalt, men Allan og Sonja har også fortalt mig om jeres problemer. Han elsker heller ikke jeres mor, men takket være Sonja, har han lært at acceptere hende, hun er trods alt jeres mor. Jeg ville være meget glad, hvis du kunne nå lige så vidt, det andet gnaver jo stadig i dig.

 Lad os tage hen og få snakket ud, så du kan komme videre. Har du nogensinde fortalt hende, hvordan du følte det, da hun tog jer med, da hun gik fra din far, da hun bare tog til Afrika og leverede jer tilbage, da hun foreslog, at du og Allan kom på kostskole, mens Sonja og den anden Allan måtte klare sig selv. Hun gik trods alt med til, at du blev hos dine søskende og din far og Ellen, selvom hun prøvede at overtale dig til at flytte hjem til hende.

 Hun gjorde det jo ikke i en ond mening, men hun har sandsynligvis aldrig vidst, hvad I følte og tænkte, men det kan I sådan set ikke laste hende for, hvis I aldrig fortalte hende det.

 Kurt sidder og ryster lidt på hovedet, så smiler han.

 Min egen lille skat, hvor er du dog et elskeligt væsen, hvordan skal jeg nogensinde gøre mig håb om at kunne leve op til dine forventninger.
 Elisabeth giver ham et knus.

 Det er slet ikke så svært, min ven. Hvis du vil prøve at elske mig lige så højt, som jeg elsker dig, så lever du fuldt og helt op til mine forventninger.

 Når jeg vil have dig til at snakke ud med din mor, er det jo, fordi jeg ved, hvor meget det piner dig. Tænk på, hvis hun gik hen og døde, inden du fik det ordnet, så ville det pine dig resten af dit liv.

  Selvfølgelig har du fuldstændig ret, du vil måske også have dem med til vores bryllup.

 Elisabeth smiler.

 Lad os nu se, hvordan det går i morgen, så har du måske selv lyst til at invitere dem.

 Kurt ringer så og aftaler, at de kommer til middag næste dag. Anne lyder glædelig overrasket over, at de vil komme.

 Kurt smiler uvilkårligt, da han siger.

 Det var min kæreste Elisabeth, der fik mig til at indse, at vi må se at få snakket ud.

 Anne siger.

 Det er jeg meget glad for, for så ved jeg, at du får lige så god en kone som Allan. Du tror det måske ikke i øjeblikket, men jeg ønsker dig faktisk alt muligt godt.

 Lidt senere siger Kurt til Elisabeth.

 Jamen hvad i grunden med din far.

 Jeg har ikke set ham, siden jeg var 4 – 5 år. Du ved, min mor er fra Grækenland. Hun traf min far, da han var turistguide der nede. De blev forelskede, giftede sig og fik mig. Så flyttede de til Danmark. Det gik imidlertid ikke så godt, det var for fremmedartet for min mor, hun savnede sit eget land. Resultatet blev, at de blev skilt og mor rejste tilbage til Grækenland med mig. Jeg var ca. 4 – 5 år den gang. Det blev dog ikke nogen succes for min mor at vende tilbage som fraskilt med et barn. Hun havde ganske vist stadig sine forældre og de tog sig pænt af os., men da de døde med ret kort tids mellemrum, besluttede mor at vende tilbage til Danmark igen. Der mente hun, at vi havde bedre chancer for at klare os. Da var jeg 8 – 9 år. Vi rejste altså til Danmark. Et års tid senere havde min mor fået et godt arbejde, og der traf hun så Ulfs far, og et år senere blev de så gift.
 Ulfs far har altid været god imod både mor og mig, men jeg har da somme tider spekuleret på, hvad der er blevet af min biologiske far.

 Mor bryder sig ikke om at tale om ham, så det finder jeg nok aldrig ud af. Det ville nok også være for forvirrende med alt for mange mødre og fædre.
 Jeg er godt nok tilfreds med Ulfs far. Ulf er også en god broder, og så sørgede han endda for, at jeg mødte dig.

 Jamen hvad hed din far.

 Mogens Jensen, og dem er der vist temmelig mange af her i Danmark. Det er jo ikke sikkert, at han bor her i Danmark, og endelig kan han jo også være død.

 Kurt begynder at le.

 Det er sikkert ham, der er gift med mor, han hedder Mogens Jensen.
 Elisabeth kan heller ikke lade være med at le.

 Ja, det ville da være noget af en overraskelse, men sandsynligheden er trods alt nok minimal.

 Da de kommer hen til Anne og Mogens den næste dag, er stemningen lidt trykket i starten. Elisabeth går med Anne ud i køkkenet for at hjælpe med at gøre maden klar. Mogens og Kurt sidder og snakker inde i stuen.

 Kurt fortæller halvt i sjov, at Elisabeths biologiske far hedder Mogens Jensen og hendes mor er græker.

 Det giver et sæt i Mogens, og han bliver helt bleg.

 Hedder hendes mor Ariane.

 Kurt kommer uvilkårligt til at smile.

 Tillykke med den datter Mogens. Hende kan du bestemt godt være tilfreds med, hun er verdens dejligste pige. Må jeg godt få lov til at præsentere hende for sin far.

 Da Anne og Elisabeth lidt efter kommer ind med maden, er Mogens stadig bleg, mens Kurt smiler stort.

 Vi har en lille overraskelse til jer. Mogens er faktisk din biologiske far, min skat.

 Så ser han smilende på Anne.

 Bare rolig mor, det var jo før din tid.

 Elisabeth begynder at le.

 Det lyder slet ikke så dårligt, sikke en overraskelse.

 Så går hun hen og tager Mogens` hænder og giver ham et kys på kinden.

 Det var dejligt at møde dig igen. Jeg havde nok ikke genkendt dig, hvis jeg havde mødt dig på gaden. Jeg var jo ikke ret gammel, da mor rejste.

 Mogens begynder også at smile.

 Jeg ville nok også have haft svært ved at genkende dig. Du har jo forandret dig en del, fra du var

4 – 5 år.

 Anne ser på Kurt.

 Når vi nu har spist, foreslår jeg, at vi to snakker sammen en times tid, mens Elisabeth og hendes far snakker sammen, og så hygger vi os alle fire ved kaffebordet.

 Kurt blinker til Elisabeth og ser på Anne.

 Fint, så klarer mor og jeg opvasken samtidig og laver kaffen, så forener vi det nyttige med det behagelige.
 Snakken går helt godt under middagen, dog mest om neutrale emner.

 Opvasken går ikke hurtigt, men Anne og Kurt får snakket ud med hinanden.

 Da kaffen er lavet, siger Anne.

 Husk altid at snakke med hinanden om problemerne, inden de vokser jer over hovedet, det gjorde jeg ikke, og det var nok en af mine største fejl. Jeg har heller ikke været en særlig god mor, det er jeg også blevet klar over. Heldigvis har det ikke forhindret dig og Allan i at finde et par vidunderlige piger. Jeg tror, at Sonja og Elisabeth er noget af det bedste,. Der kunne ske for jer.

 Kurt smiler.

 Det kan vi i hvert fald blive enige om, det er da en god begyndelse. Vi vil også meget gerne have jer med til vores bryllup. Ikke mindst i betragtning af, at Mogens er Elisabeths far, men også fordi du trods alt er min mor. Jeg ved godt, at det har jeg ikke sat synderlig meget pris på før, men det har Elisabeth lært mig, at jeg bør forsøge, og hun kan få mig til næsten hvad som helst.

 Anne smiler.

 Det er nok, fordi I to elsker hinanden oprigtigt, for jeg er også klar over, at der er heller ikke noget, hun ikke er parat til at gøre for dig.
 Kurt giver Anne et kys på kinden.

 Det er i grunden pudsigt.

 Allan blev gift med sin stedmoders datter, og jeg gifter mig nok med min stedfaders datter, men jeg tror nu, at I kommer til at synes lige så godt om Elisabeths mor og hendes mand, som I gør om far og Ellen.
 Det bliver aftalt, at man skal finde en dag, hvor de forskellige kan mødes. Det bliver 14 dage senere hos Claus og Ellen.

 Elisabeths mor er lidt nervøs ved at skulle møde Mogens, men det varer nu ikke længe, før det går godt.
 Ellen og Claus har inviteret hele familien, og det gælder også Ulf og John med påhæng og deres forældre. De hører jo på en måde også med til familien.

 Ellen og Claus nyder de mange gæster.

 De synes, at deres børn har været utroligt heldige med valg af livsledsagere og venner. De har heldigvis selv genvundet deres gode helbred.
 Da de omsider går i seng om aftenen, efter en del af gæsterne er taget afsted, siger Ellen.

 Det er utroligt, så meget der er sket i løbet af den sidste halve snes år.

 Claus nikker.

 Ja, for mig tog det for alvor fat, da jeg mødte Allan og han overbeviste mig om, at en dreng ikke glemmer sin far. Men for mig er du nok trods alt den, der har betydet mest.

 Ellen nikker.

 I lige måde, min ven. Men tænk så også på vores dejlige børn, svigerbørn og børnebørn, og deres venner ikke at forglemme, de er jo også dejlige.

 Som sædvanlig har du ret, men det har jeg vænnet mig til.

 

                                                                             Tilbage til toppen