Tilbage til E-bøger

ULV ( Fostbrødrene)

 

 Hundene gøede som afsindige.

 Bjørn vågnede langsomt med en brummen.

 Hvad var der nu på færde. Med en gaben rejste han sig langsomt og opdagede så. At hans godt 5 årige søn, Ulv, var væk.

 De plejede at sove sammen efter atUlvs mor var død, kort efter at Ulv var født.

 Hundenes larmen måtte skyldes Ulv,  selvom han ellers aldrig plejede at drille dem.

 Hurtigt rejste han sig fra skindene og kravlede ud af hytten.

 Det syn han så, var næsten ved at få hans blod til at fryse til is i årerne.

 Ude på pladsen foran hytten stod drengen helt splitternøgen. Foran ham stod en stor hunulv og snusede til ham.

 Til alt held var Bjørn helt stum af skræk. Et råb kunne muligvis have fået ulven til at angribe, fordi den blev forskrækket.

 I stedet for så han, at drengen klappede den på halsen og snakkede med den. Så følte han åbenbart, at han blev iagttaget. Han vendte sig om mod faderen og lo højt.

 Se far, en stor rar hund, hvorfor mon de andre hunde larmer sådan.

 Ulven fik nu også øje på Bjørn . Den trak sig lidt tilbage og vendte sig så om og luskede afsted.

 Bjørn gik hen til drengen og tog hans hånd.

 Det var ikke en hund, det var en ulv, min dreng. Til alt held, viste du, at du ikke var bange for den, derfor blev den heller ikke bange for dig. Ellers kunne den have sønderrevet dig inden jeg kunne nå at gøre noget..

 Den har måske vidt eller følt, at du også var en Ulv. Derfor gjorde den dig ikke fortræd. Til gengæld må du aldrig dræbe en ulv, for du har nu indgået en pagt.  Det ville være som at dræbe en broder eller en søster. Husk altid det, min dreng.

 Lidt efter var der liv på bopladsen. Bjørn og Ulv havde fået deres skind på, og snart sad  de og spiste sammen med de andre.

 Bjørn var høvding på bopladsen. Flere af kvinderne stak gerne ekstra godbidder til både ham og Ulv, men Bjørn interesserede sig ikke synderligt for nogen af dem.  Han følte, at kvinderne gjorde det for at opnå fordele for sig selv eller deres mænd.

 Bjørn kunne være hård, mod dem, der overtrådte hans befalinger, eller som han ikke stolede på, men ellers var han altid venlig, og  de fleste mente nok, at de ikke kunne få en bedre høvding.

 Selv de få trælle man havde, blev behandlet pænt, og gjorde de sig fortjent til det, kunne de godt opnå at blive frigivet  og regnet som ligemænd.

 Det var imidlertid noget, der ikke var velset hos nogle af Bjørns mænd, og så blev der murren i krogene.

 En af dem, der havde brokket sig, var en doven og upålidelig karl. Han blev sendt ud fra bopladsen som skovgangsmand med besked om,  at han aldrig mere måtte vise sig på bopladsen. Hans navn var Skule. Han havde ellers været en af Bjørns dygtigste mænd, men noget måtte være gået galt, for nu var de dødelige fjender.

 Hvis Skule havde fået mulighed for det, havde han uden tvivl myrdet Bjørn

 At Bjørn sendte Skule ud fra bopladsen, var noget, der betog de andre lysten til at brokke sig. De fleste skovgangsmænd levede ikke lang tid, hvis de ikke fandt en anden boplads, der ville modtage dem  At klare sig alene i længere tid i de store skove, var næsten umuligt Måske var det netop derfor, at det var det, manddomsprøven gik ud på.

 Det år en dreng blev fjorten somre, skulle han fra en fuldmåne til næste fuldmåne, klare sig alene i skoven omkring ved midsommertid, når natten var kortest.

 Drengen skulle klare sig, uden at medbringe skind, redskaber eller våben af nogen slags. Selvfølgelig havde han lært, hvordan man lavede både våben og andre redskaber, og hvilken slags skind, der var bedst til påklædning og til at sove i, han lærte også, hvordan skindet skulle behandles for at blive bedst og blødest. Endelig lærte drengen at lave ild og at passe godt på den, så der ikke gik ild i skoven.

 Manddomsprøven var altså en prøve på, om drengen kunne bruge, det han havde lært, men det var også en måde at lære drengen, hvordan han skulle tænke og handle for at kunne klare sig selv.

 Mad og vand var noget af det første han måtte skaffe sig, men han måtte også finde et sted, hvor han kunne være i sikkerhed, mens han sov.
 Det år, hvor det var Ulvs tur til at bestå sin manddomsprøve, havde Bjørn undgået at sende nogen væk fra bopladsen for ikke at risikere,  at vedkommende lå på lur for at dræbe Ulv for at hævne sig på ham.

 Som høvdingens søn kunne Ulv have fået visse privilegier, men hverken Ulv eller Bjørn ønskede, at han skulle have nogen privilegier, tværtimod ønskede Ulv at bevise, at han som høvdingens søn havde en særlig forpligtelse til at klare sig  godt, uden hjælp af nogen art, så han måske en skønne dag  var værdig til selv at blive valgt til høvding.

 Den aften, da Ulv skulle afsted, var alle på bopladsen som sædvanlig samlede ved det store bål .

 Ulv stod rank foran sin far, så tog han langsomt sin skinddragt af og lagde den foran faderen oven på sine våben. Så drejede han sig en gang rundt, så alle kunne se, at han intet bar.

 Med et sæt sprang han over bålet og forsvandt lydløst ind i skoven.

 Ulv havde meget nøje planlagt, hvordan denne måned skulle forløbe.

 Først og fremmest ville han finde et godt sted at være, så langt fra bopladsen, at ingen af bopladsens jægere fandt ham. Det ville være en skam for både ham og faderen, næsten lige så slemt, som hvis han selv kom hjem før tiden, fordi han ikke kunne klare det.

 Skovgangsmænd regnede han ikke med at møde, det var jo længe siden, at hans far havde sendt nogen bort. De måtte enten være døde eller have fundet en anden boplads.

 De fleste bopladser lå langs med fjorden, så hvis han trængte dybt ind i skoven, skulle han kunne være i fred for mennesker. Dyrene frygtede han ikke. Det var mange år siden, at der havde været bjørne, og ulvene følte han ikke, at han havde noget at frygte fra.

 Hen på morgenstunden var han ved at være træt, så han besluttede at hvile lidt, inden han fortsatte.

Han smed sig ned i græsset, og et øjeblik efter sov han.

 Da han vågnede, kunne han se på solen, at det var over middag. Han fandt nogle rødder og bær, som han spiste, og så fortsatte han igen ufortrødent videre.

 Ved aftenstid fandt han en kilde og fik slukket sin tørst, men han kunne godt mærke, at han var ved at være rigtig sulten.

 Han bestemte sig for at følge kilden, så ville han hele tiden have frisk vand, og han kunne sikkert finde sig et godt sted at slå sig ned ikke langt fra kilden, nu måtte han også snart være langt nok borte.

 Hele natten fortsatte han dog for en sikkerheds skyld. Hen på morgenstunden fandt han en lille lysning, ikke langt fra kilden. Her var stedet, blev han klar over. Efter at have drukket noget vand, lagde han sig til at sove.

 Nogle timer senere vågnede han med et sæt, han havde hørt en lyd.

 Han så nu, at der stod en flok rådyr og drak nede ved kilden. Hvis han var forsigtig, ville de sikkert komme igen, og så kunne han få både mad og skind.

 Tænderne begyndte at løbe i vand, han blev pludselig klar over, hvor sulten han egentlig var.

De ene rådyr havde to lam. Det ene af dem måtte han have fat i. Forsigtigt sneg han sig ind på dyrene, og med et spring kastede han sig over det ene af lammene. Det lykkedes ham at kvæle det, mens resten af flokken skrækslagne flygtede ind i skoven igen.

 Nede i bækken fandt han en del flintesten, som han kunne bruge. Først måtte han lave knive, så han kunne få slagtet lammet, parteret det og få skindet ordnet, og så måtte han få lavet et bål.

 Han havde trukket sig så langt væk fra bækken, at hans aktiviteter ikke ville skræmme dyrene fra at komme igen og drikke.

 De næste par dage arbejdede han ihærdigt med at indrette sig. Det første kød spiste han råt for at få stillet den værste sult, men allerede dagen efter havde han fået indrettet et bål, så han kunne få stegt kødet.

 Foruden sine knive fik han også lavet sig en mellemting mellem en hammer og en økse. Et større dyr kunne han jo ikke kvæle, som han havde gjort med rålammet.

 En uges tid senere var lammet spist. Skindet havde han bearbejdet grundigt. Han havde bl.a. tygget på det i mange timer, så det var blevet både blødt og behageligt at have på som lændeklæde.

 Den ene lårbensknogle havde han brugt til hammerøksen. De andre knogler var foreløbig lagt til side til senere brug, når han fandt ud af, hvad han bedst kunne bruge dem til.

 Den ene klov havde han bundet i en tynd skindstrimmel, som han havde skåret af skindet. Det havde været et stort tålmodighedsarbejde at skære denne strimmel, men det var til hans gode ven Ask, der skulle have den, når han kom hjem. Det var et tegn på hurtighed og passede derfor godt til Ask.

 Ulv gjorde sig klar til at gå på jagt tidligt næste morgen, når solen var lige ved at stå op, for så plejede dyrene at komme ned for at drikke.

 Han havde ikke været nede ved dyrenes drikkested i flere dage, for at de ikke skulle føle sig utrygge.

 Næste morgen lykkedes det ham at snige sig ind på en stor råbuk. Da den løftede hovedet efter at have drukket, fik den Ulvs kølle lige i hovedet. Den sank sammen, mens resten af flokken flygtede.

Med stort besvær fik han slæbt den store buk op til sin lejrplads. Han var ganske vist en stor og stærk dreng, men bukken var meget tung, det var op ad bakke, og der var tykt krat, den skulle trækkes igennem, men omsider var den da oppe.

 Ulv smed sig ned i græsset og pustede ud ovenpå anstrengelsen, men snart gik han i gang med at flå bukken og få den parteret. Først hen under aften var han næsten færdig. Det meste af kødet var dækket til med grene og blade, og nu ville han stege sig et godt stykke kød.

 Så hørte han en lyd bag sig. Han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en stor hanulv. Han blev ikke forskrækket, snarere glædeligt overrasket, og uvilkårligt udbrød han.

 Velkommen broder ulv, vil du have et stykke kød.

 Samtidig rakte han kødet langsomt og forsigtigt frem mod ulven for ikke at forskrække den.

 Han kom til at tænke på faderens ord.

 Ulvene er dine brødre og søstre, husk det, dræb aldrig en ulv.

 Ulven tog forsigtigt mod kødet, så vendte den sig og luntede afsted, mens den flere gange vendte hovedet om mod Ulv som for at sige tak.

 Ulv tog et nyt stykke kød, og snart var han klar til at spise.

 Han sad og smålo, det var nok ikke sidste gang, at han fik gæster, men så længe det bare var ulve, havde han ikke spor imod det.

 Næste dag havde han travlt med at tilberede det store skind, så det dels kunne bruges til at sove i, men også som en slags kappe, når det blev koldt.

 En uge senere, da han sad og var ved at stege noget kød, hørte han en puslen i skoven bag sig. Han regnede med, at det nok var en ulv igen og skulle lige til at tilbyde den et stykke kød, da han blev væltet omkuld af en stor voksen mand, som han hurtigt genkendte som Skule, den mand hans fader havde sendt bort fra bopladsen for over et år siden.

 Det lykkedes ham i første omgang at vride sig løs, men manden var hurtigt over ham igen, mens han hvæsede.

 Jeg svor, at din far skulle komme til at fortryde, at han sendte mig væk fra bopladsen. Nu har Guderne ladet det lykkes, at jeg fik fat i dig, det er den bedste hævn, jeg kunne få.

 Ulv var ganske vist smidig, men manden var meget større og stærkere, og hævngerrigheden gav ham yderligere kræfter. Lidt efter var Ulv derfor bundet på både hænder og fødder med skindremme, som ikke var til at få op.

 Skule grinede ondskabsfuldt, da han satte sig til rette og spiste det kød, som Ulv lige havde stegt.

 Lad mig nu se, hvordan jeg bedst kan ramme den store Bjørn, så han aldrig glemmer det. Jeg kunne selvfølgelig bare slå dig ihjel og lade dig ligge og rådne her, men så ville din far jo ikke få at vide, at det var min hævn.

 Jeg kunne jo også tage dig med og slippe dig ind på bopladsen om et par dage, så alle kunne se, at den store Bjørns lille Ulv ikke var noget mandfolk, men kom jamrende hjem med halen mellem benene længe før måneden var gået, fordi han ikke kunne klare sig. Jeg kunne jo f.eks. fortælle, at jeg havde reddet en lille klynkende Ulv og nu kom og afleverede ham så han ikke blev ædt af ulvene.

 Det ville den store Bjørn nok ikke sætte pris på, for det ville gøre ham til grin, at han havde opfostret en søn, der aldrig ville blive en mand.

 Jeg kunne jo også sælge dig som træl og så fortælle på bopladsen, at du var blevet fanget og gjort til træl af folk fra en anden boplads. Det kunne måske få din far til at drage i krig, og så ved man jo aldrig, hvad der sker.

 Jeg kunne også snitte lidt i dig, så du aldrig kunne blive rigtig mand og far.

 Skule lo højt og længe.

 Ja, det var måske den allerbedste løsning. Så kunne jeg lægge dig bundet på hænder og fødder i nærheden af bopladsen, så du blev fundet hurtigt og kunne fortælle, hvem, der havde gjort det.

 Han så sig nu omkring.

 Men her er jo rart, så lad det vente et par dage. Hvis du ikke får mad og vand i et par dage, er du nok nemmere at have med at gøre. Her er jo masser af mad til mig foreløbig, så der er ikke noget, der haster. Nu kan du jo ligge og tænke lidt over, hvad du foretrækker, så vil jeg se at få sovet lidt.

 Ulv var rasende. Dels over at Skule havde fundet ham, men især over, at han havde ladet sig overliste og nu lå her, helt forsvarsløs over for den andens ondskabsfuldheder. Han vidste, at det ville ramme faderen hårdt, uanset hvilken af mulighederne Skule valgte. Han var ikke i tvivl om, at det var en hævn over hans far, det gik ud på. Ulv selv var Skule nærmest ligeglad med, han skulle kun bruges til en frygtelig hævn over Bjørn.

 Skule stod og så på Ulv, der lå og skar tænder af raseri. Så rev han lændeklædet af ham.

 Det behøver du ikke, hvalp, det gør mere gavn hos mig.

 Lidt efter lå Skule og sov, højt snorkende, i Ulvs skind.

 Ulv lå og spekulerede. Han var sådan set ikke bange, trods de grove trusler. Skule havde jo ikke gennemført noget af det endnu, måske ville han bare skræmme ham.

 Han var ganske vist bundet på hænder og fødder, men han kunne da stadig tænke på, hvordan han skulle slippe fri fra Skule. Det skulle nok være hurtigt, inden han blev for udmattet af sult og tørst. Han kunne tude som en ulv, og det kunne måske få hans ven hanulven til at komme, men hvordan skulle han forklare den, hvad den skulle gøre. Måske ville Skule vågne, når han hørte ulvetuden. Så kunne han kæmpe mod den, når den kom og måske skade den, ja måske endda dræbe den, det ville han ikke risikere.

 Han måtte prøve at blive fri af de snærende bånd. Forsigtigt rullede han sig over mod bålet. Hvis han fik ild i båndene, kunne han sikkert sprænge dem og gøre sig fri, men han måtte passe på, at han ikke brændte sig selv for meget, så ville han ikke kunne klare sig, hvis han kom i et nyt slagsmål med Skule.

 Forsigtigt fik han hænderne hen over gløderne. Det gjorde nederdrægtig ondt, men han kunne ikke komme til at skære i de friske remme, dertil lå han for akavet.

 Da han næsten ikke kunne klare varmen mere, begyndte han at skrabe remmene mod en sten, og til sin store glæde mærkede han, at remmene gav efter. . Et øjeblik efter var hans hænder frie, og han kunne gå i gang med remmene om fødderne. Han arbejdede ihærdigt, men så hele tiden hen mod Skule, der dog stadig snorkede højt i forvisning om, at hans fange var forsvarligt bastet og bundet.

 Lidt efter var han fri. Han havde store brandsår på arme og håndled, som gjorde meget ondt, men nu måtte han se på, hvad han skulle gøre ved Skule.

 Han kunne selvfølgelig bare slå ham ihjel, nu da han havde sin hammerøkse igen, men det varalt for blid en død for den ugerningsmand, der ville ødelægge alt for ham og hans far.

 Skule lå indrullet i skindene. Med lidt behændighed, kunne han binde rundt om skindene, så Skule ikke kunne slippe fri. Så kunne han skubbe ham hen i bålet eller lægge ild rundt om ham, men så ville skindene blive ødelagt, og dem ville han have med hjem, det havde været et stort arbejde at gøre dem klar.

 Skule sov tungt, så Ulv fik uden besvær bundet hans fødder godt sammen, uden at han vågnede. Så var der hænderne, det var straks sværere, men med lidt tålmodighed lykkedes det. Så tog han en tyk gren og fik den til at brænde godt. Så rev han skindene fra Skule, der vågnede med et brøl.

 Da han opdagede, at han var bundet på hænder og fødder, udstødte han et nyt brøl.

 Ulv bøjede sig over ham med den brændende gren i den ene hånd.

 Nu er det den lille Ulvs tur til at komme med trusler mod den store Skule. Vil du have den her gren i øjnene eller i skridtet, så du ikke er mand mere og kan få børn, der kommer til at ligne dig..

 Skule kan tydeligt mærke, at Ulv ikke er til at spøge med, nu er det hans tur til at få hævn.

 Dræb mig i stedet for, det er meget bedre, og det fortjener jeg vel også.

 Ulv ser hånligt på ham.

 Det ville være alt for nemt for dig. Du dræbte jo heller ikke mig, men ville ødelægge mig og min far. Min far har lært mig, at man kun skal dræbe for at få noget at spise, og jeg vil bestemt ikke spise dig eller have dit blod på mine hænder.

 Mens du endnu kan se, så se her.

 Med et kraftigt stød plantede Ulv den brændende gren i skridtet på Skule og vred den rundt. Det sydede og dampede, for Skule havde ikke kunnet holde på vandet af bare skræk. Samtidig brølede han højt af smerte.

 Ulv så på ham.

 Det var vist lige så effektivt, som det du havde tiltænkt mig, og så endda helt uden blod.

 Han tog en ny gren fra bålet.

 Ja, så var der øjnene, nej for resten, jeg nøjes med det ene nu, men hvis jeg nogensinde ser dig igen, ryger det andet øje også.

 Et øjeblik efter hvisler den glødende gren i Skules højre øje, efterfulgt af endnu nogle høje smertensbrøl.

 Ulv trådte et skridt tilbage.

 Nu løser jeg dine fødder, så du kan komme væk.

 Skule jamrer højt.

 Jamen hvad med mine hænder.

 Det bliver dit problem. Du kan jo prøve med ild, som jeg gjorde, se på mine håndled. Det koster noget, men husk, at jeg vil aldrig se dig mere, hvis du vil beholde synet på dit venstre øje. Jeg kan jo også ordne det andet øje nu og så løse dine hænder. Hvad foretrækker du.

  Nej, lad mig så hellere løbe.

 Godt, jeg brænder remmene af dine fødder, til gengæld forsvinder du for altid. Det er sandt, du har ikke brug for skindene, dem beholder jeg.

 Da Skule var væk, tog Ulv sit lændeklæde på og gik ned til kilden for at bade sineforbrændte håndled og arme. Det lindrede lidt, han fandt også nogle tykke grønne blade, som han lagde på håndleddene og bandt fast med små skindstumper.

 Endelig satte han sig ved bålet og stegte et stykke kød. Nu mærkede han rigtig, hvor sulten han var, men han havde jo heller ikke fået noget aftenen før.

 Imens sad han og tænkte på, om Skule ville forsøge at hævne sig, eller prøve at få andre til at gøre det for ham, han havde ganske givet kontakt med nogen på bopladsen. Det var nok sikrest at flytte

til en anden plads til han skulle vende hjem igen.

 Pludselig blev han iskold.

 Sæt nu Skule fik nogen til at overfalde bopladsen, mens han var væk. Skule vidste jo, at han først var tilbage ved næste fuldmåne, og at han ikke kunne tage hjem og advare dem.

 Han burde selvfølgelig ikke have ladet Skule løbe, men det var jo for sent at fortryde nu. Han var imidlertid så træt, at han måtte sove nu, så måtte han prøve at finde på noget næste dag.

 Næste dag vågnede han med et sæt. Havde det hele bare været en ond drøm. Han blev dog hurtigt klar over, at det havde været virkelighed, for hans håndled gjorde meget ondt .

 Efter at have svalet dem i kilden og lagt friske blade på,  samlede han sine ting i Skules skind.

Nu måtte han finde sig et andet sted at slå sig ned, og så måtte han have fat i Ask, så han kunne advare faderen.

 Han og Ask havde et hemmeligt sprog sammen og også en hemmelig hule. Hvis han nu lagde nogle brækkede knogler og nogle halvbrændte grene i hulen, ville Ask være klar over, at der var fare på færde. Men hvad nu, hvis Ask ikke gik hen til hulen, mens han var væk.

 Han måtte liste sig hen i nærheden af bopladsen og gø som en ræv. Måske ville det få Ask til at komme. Det var deres kaldesignal .

 Han pakkede nogle knogler, han havde brækket i Skules skind, måske Ask eller faderen genkendte det. Han kom også nogle halvbrændte grenstumper i skindet og sneg sig hen til hulen meget tidligt om morgenen for at ingen skulle opdage ham.

 Da han havde lagt tingene i hulen, skr han en flænge i benet og lod blodet dryppe ned på de brækkede knogler.

 Så kravlede han op i et træ et stykke fra bopladsen og gøede som en ræv en halv snes gange. Det fik hundene til at gø som rasende. Så gøede han tre gange med små mellemrum, det var hans og Asks måde at kalde på hinanden.

 Et øjeblik efter var han nede af træet og løb så hen til sit gamle tilholdssted, hvor han var hen under aften.
 Næste morgen læssede han sine ting på ryggen og fortsatte op langs kilden.- Her fandt han omsider et godt sted. Der var tjørnekrat på tre sider, så her kunne ingen liste sig ind på ham bagfra.

 Han fik tændt sig et bål og fik noget mad og lagde sig så til at sove. De værste smerter i håndleddene var væk, men der ville blive nogle store ar.
 To nætter senere var han tilbage ved hulen for at se, om Ask havde været der.

 Det havde han, det Ulv havde lagt var væk, og i stedet for lå der et ræveskind, hvor hovedet stadig sad på.

 Ulv kom til at le. Han var ikke i tvivl om, at Ask havde forstået advarslen og havde ladet den gå videre. Glad vendte han tilbage til sit skjul. Næste dag lykkedes det ham igen at nedlægge en råbuk så nu havde han mad nok til resten af tiden. Der var kun godt en uge tilbage.

 Mens han sad og spiste om aftenen, sad han og tænkte på alt det, han havde oplevet.

 Han havde begået en stor fejl, da han lod Skule løbe, men forhåbentlig havde han gjort det godt igen ved at kontakte Ask.

 Når han kom hjem igen, måtte han have en lang snak med Ask. Hvis hans far gik med til det, kunne de indgå et fostbroderskab, så Ask også kunne blive en fri mand. Det betød ganske vist, at Ask skulle gennemgå manddomsprøven næste år, men den kunne han sagtens klare, det var Ulv ikke i tvivl om.

 Pludselig hørte han en klynken, næsten som fra et lille barn.

 Hurtigt rejste han sig og så sig omkring. Ca. 20 meter fra ham stod der en ulv. Da han forsigtigt rakte et stykke kød hen mod den, kom den forsigtigt hinkende hen mod ham på tre ben.

 Ulv lagde sig på knæ, så hans hoved var på højde med ulvens. Lidt usikkert kom ulven helt hen til ham og slikkede på kødet, samtidig med, at den igen udstødte en klynkende lyd.

 Ulv kunne se, at ulven var blevet ramt i højre skulder af en pil, så der var et så. Det var uden tvivl årsagen til, at ulven hinkede.

 Han fik den lokket med ned til kilden, hvor han forsigtigt vaskede såret med en stump skind. Han undersøgte også, om der stadig sad noget i såret, men det lod heldigvis ikke til at være tilfældet. Så tyggede han nogle grønne blade, og den grød der kom ud af det, smurte han forsigtigt i såret, mens han af og til klappede ulven beroligende på halsen.

 Da han var færdig, gik han op til bålet igen og lagde et godt stykke kød frem til ulven, der kom humpende et øjeblik efter.

 Lidt efter lagde han sig til at sove, han lagde mærke til at ulven blev liggende med hovedet på forpoterne efter at den havde spist kødet.

 Næste morgen var ulven der stadig, så han så til såret, der allerede så meget bedre ud.

Så gik han i gang med skindene. Han ville lave en dragt, der var en høvdingesøn værdig. Et par gange var han nede ved kilden for at drikke, og da han kom op anden gang, var ulven væk.

 Han smålo, den kom nok tilbage, når den blev sulten, den kunne jo ikke jage, så længe den ikke kunne løbe rigtigt.

 Da han var færdig med dragten, gik han i gang med at lave våben og andre redskaber. Når han kom hjem, skulle han som mand have sine egne ting. Noget af manddomsprøven gik jo netop ud på, at man selv lavede sine våben og andre redskaber. Hans måtte selvfølgelig være ekstra fine, fordi han var høvdingesøn.

 Ved aftenstid, dahan var ved at stege noget kød, kom ulven igen og lagde sig ikke ret langt fra ham. Den fik selvfølgelig et stykke kød, som den lå og gnavede på. Ulv syntes, at det var helt rart med lidt selskab, ikke mindst, når det ikke var en som Skule.

 Ulven haltede ikke ret meget mere, og såret så også ud til at læges godt. Ulv følte sig tryg ved at have den liggende ved siden af sig. Med dens gode hørelse, kunne ingen snige sig ind på dem uden at blive opdaget i god tid.

 Da Ulv vågnede næste morgen, var ulven væk, så han arbejdede ivrigt videre med sine ting. Han gik lige en lille tur med de  nye fodbeskyttere, han havde lavet af skind. De var behagelige at have på, og så forhindrede de, at han fik torne o.lign. op i fødderne.

Nu var der kun få dage, til han skulle hjem. Så fik han tre dage til at bygge sin egen hytte. I den tid kunne han bo i faderens hytte, men så måtte han ikke bo der mere.

 I starten kunne Ask bo hos ham, i det mindste indtil han fandt en kone. Der var jo et år til, at Ask skulle til manddomsprøve, hvis det lykkedes, at de blev fostbrødre, så han blev fri, så skulle han bygge sin egen hytte næste år.
 Ulv følte nu ingen trang til at finde en kone i øjeblikket. Det havde da rykket i ham, da Skule talte om at skære, så han ikke kunne blive far, men der var jo tid nok. Der var i hvert fald ikke nogen af de piger,der var på bopladsen, som han var interesseret i at få som kone. Måske kunne han finde en på en anden boplads, som mand stod det ham frit for at tage rundt til de andre bopladser ved fjorden eller måske et helt andet sted.

 Tre aftener senere trådte Ulv ind på bopladsen, netop som solen gik ned.

 Mændene så interesseret på de ting han havde lavet. Drengene stod i en kreds udenom og betragtede det hele nysgerrigt, mens kvinderne og pigerne var ved at tilberede et festmåltid til ære for ham.

 Han så sig om efter Ask, men kunne ikke se ham nogen steder. Han omfavnede så sin far og satte sig ved bålet, som det forventedes af ham.

 Da festen omsider var forbi, fulgtes han med faderen op til hytten.

 Jeg skal nok fortælle dig om alt, hvad jeg har oplevet, men hvor er Ask.

 Jeg tror nok, at han er gået ud til jeres hule. Han følte, at du nu var en mand, mens han stadig var en trældreng, så han vidste ikke, hvordan han kunne tage imod dig.

 Ulv så alvorligt på faderen.

 Vil du opfylde mit højeste ønske. Lad Ask blive min fostbroder, og lad ham bo i min hytte når jeg får bygget den, indtil han næste år kan bygge sin egen hytte.

 Bjørn smiler.

 Meget gerne, min søn. Han gav mig din advarsel, og jeg ved, hvor meget I to betyder for hinanden. Din moder døde inden du fik søskende, men Ask vil jeg sætte meget pris på at få som søn, fortæl ham det fra mig, og kom så tilbage sammen i morgen, så jeg kan fortælle de andre det. Denne nat skal I to have for jer selv.

 Ulv omfavner sin fader, men et øjeblik efter er han forsvundet i skoven på vej mod hulen.

Da han nærmer sig hulen, gør han tre gange som en ræv.

 Ask står uden for hulen og ser på Ulv, da han kommer springende. Så bøjer han hovedet og knæler.

 Jeg var ikke sikker på, om du brød dig om at se mig, nu hvor du er mand og jeg bare trældreng.

 Ulv standser brat op og ser alvorligt på Ask.

 Du skal aldrig mere knæle for mig. Far opfyldte mit største ønske. Fra i aften skal du være min fostbroder og høvdingeøn som mig. Jeg skulle sige fra vores far, at han glædede sig meget til at byde sin anden søn velkommen i morgen i hele bopladsens tilstedeværelse.

 Ask ser usikkert på ham.

 Mener du virkelig det.

 Ulv ler højt, så løfter han Ask op fra den knælende stilling og omfavner ham.

 I nat er vi begge drenge, men i morgen begynder jeg at bygge min hytte, og der skal du bo sammen med mig, til du selv skal bygge din egen hytte til næste år.

 Ask smiler glad.

 Tænk, så gik min store ønskedrøm i opfyldelse. Jeg vil gøre mit til, at du aldrig kommer til at fortryde det.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Det ved jeg, for jeg stoler jo mindst lige så meget på dig som på min far, og jeg lover dig, at jeg også vil gøre mit til, at du aldrig kommer til at fortryde.

 For første og eneste gang skal vi nu såre hinanden, så vi kan blande vores blod, som tegn på, at vi hører sammen som brødre for altid. Vi lægger nu vores skind, så vi står over for hinanden så nøgne, som da vi blev født. Så skærer vi samtidig hinanden i brystet, når det bløder omfavner vi hinanden, så vores blod blandes. Derefter læner vi panden mod hinandens bryst, så vi begge får vores fælles blod i panden, så vil vi forstå hinandens tanker fremover.

 Ask ser forskrækket på ham.

 Skal jeg skære dig.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Ja, og jeg skal skære dig. Jeg har taget to skarpe flintesten med, som jeg har lavet netop til dette. De to sten vil vi gemme, til minde om i dag. Værsågod, du må selv vælge.

 Da de begge har lagt deres skind, står de og ser lidt på hinanden, så sætter de samtidig flintestenene mod hinandens bryst, mens de ser hinanden i øjnene. De er næsten lige høje, men Ask er mere spinkel, han er jo også et år yngre.

 Ulv siger: NU.

 Samtidig fører de flintestenene hen over hinandens brystkasse, så blodet pibler frem hos dem begge.

 Ask sukker dybt, da de først slår armene om hinanden og knuger sig ind til hinanden og så lægger de panden mod hinandens bryst.

 Lidt efter ruller de sig begge ind i det største skind, de har liggende i hulen, og Ulv fortæller så om sine oplevelser, inden de omsider falder i søvn.

 Næste morgen står de op og tager deres skind på. Ulv giver Ask den rådyrklov, som han har gjort klar.

 Ask står og ser lidt tøvende på den. Så siger han.

 Jamen jeg ejer jo intet, jeg kan give dig til gengæld.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Det kommer nok. I første omgang betyder dit venskab, og at du vil være min broder, langt mere end noget andet. Men nu må vi hjem, så far kan byde sin anden søn velkommen.

 Da de kommer hjem til bopladsen, går Ulv med sin højre hånd på Asks skulder hen til Bjørns hytte. Han kommer netop ud, samtidig med at de når der hen.

 Med et stort smil omfavner han Ask.

 Velkommen min søn, kom med ind i hytten sammen med din broder.

 Inde i hytten siger Bjørn.

 Det er mig altid en stor glæde at frigive en træl, der har gjort sig fortjent til det. Men denne gang er glæden særlig stor, fordi jeg samtidig kan byde velkommen til en søn, som jeg har lært at sætte stor pris på.. Du har altid været Ulv en god ven og en trofast kammerat.

 Du var ikke født til at være træl. Din fader var selv høvding, derfor er jeg også ekstra glad for, at du nu er høvdingesøn igen, som du var engang, og som du var født til at være.

 Din far blev dræbt af en af mine mænd for mange år siden. Det tilgav jeg ham aldrig og bestemte samtidig, at jeg aldrig ville føre krig mere. Jeg prøvede at tage mig af dig, så jwg en dag atter kunne gøre dig til en fri mand. Derfor glædede det mig meget, at du blev Ulv så god en ven, at han i aftes bad mig om, at du blev hans fostbroder.

 Jeg kan ikke give dig den tid tilbage, hvor du måtte være træl,men håber, at du ikke har følt for meget, at du var træl. Jeg måtte være helt sikker på dit venskab med Ulv, så jeg ikke risikerede, at du hævnede på Ulv, hvad en af mine mænd havde gjort mod dig og din far. Jeg håber, at du kan forstå det og tilgive mig.

 Ask ser på ham med tårer i øjnene.

 Jeg tror, at jeg forstår, og lover, at jeg aldrig med  min gode vilje vil gøre dig eller Ulv fortræd. Dertil er I begge kommet til at betyde alt for meget for mig.. Jeg føler jo,  at jeg har fået en far igen og en dejlig broder. Men vil du godt fortælle mig, hvem der dræbte min fader.

 Ja, min søn. Tak for dit løfte, det ved jeg, at du aldrig vil bryde. Det var Skule, der dræbte din far. Han var en gang en af mine dygtigste mænd, men jeg kunne ikke tilgive, at han dræbte et lille barns far. Han prøvede at hidse de andre op mod mig for selv at overtage høvdingeværdigheden. En dag blev det mig for meget, og så udstødte jeg ham.

 Ulv giver et gisp og fortæller så sin far om sin oplevelse med Skule. Han slutter med at sige.

 Havde jeg anet, at han havde dræbt Asks fader, havde jeg dræbt ham med det samme.

 Ask nikker.

 Det havde måske været bedst, men det andet var nok langt værre for ham, og så til og med, at det blev gjort af Bjørns søn, og ikke af en mand på hans egen størrelse.

 Så ser han smilende på Bjørn.

 Men lad fortiden være glemt, jeg har jo fået langt mere, end jeg har mistet. Både en fostbroder og en fader, som jeg holder meget af. Må jeg godt hjælpe Ulv med at bygge hytten, han bad mig om at bo hos ham, til den dag, da jeg skal bygge min egen hytte, hvis du da ikke har noget i mod det.

 Bjørn smiler.

 Lad gå da, selvom jeg også gerne ville haft dig boende, men Ulv har vel førsteret. Vær dog sikker på, at du også altid er velkommen hos mig, min dreng.

 I aften vil jeg meddele alle, at du nu også er min søn og Ulvs fostbroder.

 Ved bålet om aftenen fortæller Bjørn så om de nærmere omstændigheder ved, at Ask nu er hans søn og Ulvs fostbroder.

 Et par dage efter at Ulv er færdig med sin hytte, siger han til Bjørn.
 Ask og jeg må ud og finde Skule. Jeg vil ikke risikere, at han stadig lever, når Ask skal ud på sin manddomsprøve, for så vil han gøre alt, hvad han kan for at ødelægge Ask. Det ville være det værste, der kunne ske for mig, og det tror jeg, at Skule er klar over. Jeg tror, at han har spioner her på bopladsen, og det kan gøre det meget farligt for os alle.

 Bjørn nikker.

 Måske er det bedst, men pas godt på, jeg vil lige nødigt miste nogen af jer. Husk det.

 Ulv smiler.

 Det er måske bedst, at Ask bliver hjemme hos dig.

 Bjørn ler.

 Ja, måske, men Ask vil nok foretrække at følges med dig, men pas godt på ham.

 Ulv ser alvorligt på sin far.

 Ja far, jeg vil stå inde for ham med mit liv.

 Tidligt næste morgen drager Ask og Ulv afsted. Til de andre har de bare sagt, at de skal på jagttur, men de har ikke nævnt for nogen, at det er Skule, de er på jagt efter. De ved, at der er flere, der ikke er begejstrede for fostbroderskabet, og der kunne godt være nogen, der ville sladre, hvis det er rigtigt, at Skule har spioner på bopladsen.

 Måske nogle af dem gerne så, at han kom tilbage til bopladsen som høvding i stedet for Bjørn.

 Ulv har bestemt sig for, at de skal tage til de steder, han opholdt sig på i den forløbne måned, måske kan de finde spor der.
 Ask er meget spændt på, hvordan denne tur vil gå. Han ser op på Ulv.

 Tror du at vi møder nogle ulve.

 Ulv smiler.

 Du følges jo med en ulv, så der dukker nok flere op, men husk, en ulv gør aldrig nogen fortræd, hvis man ikke gør den fortræd eller gør den bange.

 Den anden dag når de til det sted, hvor Ulv blev overfaldet af Skule. Næste dag vil de forsøge at få ram på en råbuk nede ved kilden. Når de så har mad nok, vil de begynde at lede efter spor efter Skule.

 Om aftenen sidder de ved bålet og steger noget kød, som de har haft med. De sidder og snakker og hører så en lyd. Lidt efter ser de en ulv, ca. 20 – 30 meter fra dem.

 Ulv smiler.

 Det lader til at være min gamle ven, den halter stadig lidt.
 Henvendt til ulven siger han.

 Kom så og få dit kød da. Det er ganske vist det sidste vi har, men forhåbentlig får vi  fat i noget mere i morgen.

 Ulven kommer forsigtigt nærmere. Den genkender tilsyneladende Ulvs stemme, men er lidt utryg ved, at der er en mere.

 Ulv smiler.

 Kom bare nærmere. Det er min broder, han vil heller ikke gøre dig fortræd.

 Ulv tager Asks ene hånd, og da ulven kommer helt hen til dem, klapper de den begge på halsen, mens Ulv med den anden hånd giver den kødet.

 Så siger han til Ask.

 Husk altid helt rolige bevægelser og se skråt ned, du skal ikke se den i øjnene, før du kender den meget godt, og den kender dig godt.

 Lidt efter lagde ulven sig til at sove ved siden af dem med hovedet på forpoterne. Drengene rullede sig ind i deres skind og lagde sig også til at sove.

 Ulv kunne dog ikke sove, han havde en anelse om, at der ville ske  noget uhyggeligt i nat. Måske var det bare stedet her, der virkede uhyggeligt på ham.

 Pludselig satte han sig op med et sæt, samtidig vågnede Ask. Ulv lagde en hånd over hans mund. Han syntes, at han havde hørt en uhyggelig latter.

 Så lød Skules stemme.

 Her er vi heldige, nu kan vi få en dobbelt hævn.

 Skule og to mand fra bopladsen stod foran dem..

 Skules stemme lød igen.

 Nå, lille Ulv,nu skal du først se på, at jeg behandler din fostbroder på samme måde, som du behandlede mig.

 Ulv så på ham.

 Lad Ask gå og gør med mig, hvad du vil.

 Skule griner ondskabsfuldt. Din tur kommer bagefter. Den største fornøjelse bliver at lade dig se på, hvordan jeg behandler Ask. Hvis jeg lod ham løbe, kunne han jo sladre om mine hjælpere. Men jeg kunne selvfølgelig lade dig gå, så din fader kunne se, at du var for sølle til at passe på din broder.

 Idet den ene af mændene bøjede sig ned for at gribe Ask, sprang denne op som en spændt fjeder og hamrede hovedet i maven på manden, der væltede bagover og slog hovedet mod stenene ved bålet. Lynhurtigt greb Ask en af de glohede sten og hamrede den i panden på manden.

 Nu var Ulv også oppe og  gik til angreb med sin hammerøkse, som han havde ligget med i hånden.

 Han svingede den vildt omkring sig. Ask havde grebet endnu en sten fra bålet, og med stor præcicion sendte han den i nakken på den anden mand, der sank sammen med et hyl.

 Nu var der så Skule tilbage, og han var ved at overmande Ulv, da der kom hjælp fra en helt uventet side. Det var Ulven, der angreb, først Skules ben, og da han vendte sig mod ulven, sprang den op og bed efter hans strube, så han sank sammen med et brøl.

 Ask ville have kastet en sten mod Skule, men mens han havde fat i Ulv, turde han ikke for ikke at risikere at ramme Ulv., og så var det altså, at ulven kom til hjælp.

 Skule prøvede at kvæle ulven for at få den til at slippe, men nu var Ulv klar med sin hammerøkse, han slog Skule over håndleddene, så han måtte slippe. Så gik han hen og tog en brændende gren.

Ulven virrede med hovedet og trak sig knurrende tilbage.

 Ulv bøjede sig over Skule.

 Jeg lovede dig, at hvis jeg så dig igen, ville du miste det andet øje. Bagefter skal jeg nok slå dig ihjel.

 Ask  greb Ulv i armen.

 Nej, tag du hans øje, som du lovede ham, men lad mig dræbe ham, som han dræbte min fader.

 Skule ligger helt stille, han er lammet af skræk.

 Han udstøder et smertensbrøl, da Ulv presser den glødende gren i det andet øje.

 Ask tager Ulvs hammerøkse og knuser Skules hjerneskal, så ser han på Ulv.

 Det var nok godt, at du havde en broder mere.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Uden dig havde vi ikke klaret den. Du er god til at kaste, men lad os nu se på dine hænder.

 Ask har store brandsår og huden sidder i laser i begge hænder efter de glohede sten, men efter at have kølet dem i kilden og Ulv har lagt grønne blade på og pakket hænderne ind, går det bedre.

 Så siger Ulv.

 Vi må vel hellere se, om de to andre er døde. Hvis vores ven ulven har brug for hjælp, kommer den nok af sig selv.

 Den ene af de to mænd er stendød, og den anden er lige ved at dø, da de kommer hen til ham. Han prøver at sige noget, men de kan ikke opfatte, hvad det er.

 Ulv ser på Ask.

 Det her fortæller vi kun til far.

 Ask ryster på hovedet.

 Jamen de to vil blive savnet på bopladsen, og så vil nogen tage ud for at lede efter dem.

 Ulv ser overrasket på ham.

 Ja, du har sikkert ret. Vi må nok hellere begrave dem, så de ikke bliver fundet, men når vi ser, hvem der vil ud og lede, ved vi, hvem der er medskyldige.

 Ask nikker.

 Ja, men hvad skal vi så gøre ved det.

 Ulv brummer lidt.

 Det må vi nok hellere lade far afgøre.

 Lidt efter går de til ro. Da de ligger helt tæt sammen, hvisker Ask.

 Er du bange for mig. Jeg har jo lige dræbt tre mænd.

 Ulv knuger ham ind til sig.

 Aldrig har jeg været mere tryg. Du gjorde det for min skyld, fordi jeg var dum, sidste gang jeg mødte Skule. Du er jo heller ikke bange for vores broder ulv.

 Ask knuger sig ind til ham.

 For dig vil jeg gøre alt.

Næste morgen lykkes det Ulv at dræbe en råbuk. Efter at den er blevet parteret og skindet er rengjort, siger Ulv.

 Nu begraver jeg de tre. Dine hænder er ikke til hårdt arbejde i øjeblikket, men du kan servere for vores ven ulven, hvis han kommer igen og sørge for maden til aften. Jeg tror, at vi skal lade nogle ekstra godbidder ligge, når vi tager hjem.

 Over middag kommer Ulv tilbage.

 Nu skal man lede godt og længe for at finde dem. Skal vi tage hjem i morgen, eller skal vi vente, til dine hænder har det bedre.

  Lad os bare tage hjem i morgen, vi har jo jagtbytte med, så folk på bopladsen kan se, at vi har været på jagt, men jeg tror, at der er nogen, der bliver overraskede, når de ser os. Måske får din far også brug for hjælp, hvis det her er starten på et oprør mod ham.

 Ulv smiler bredt.

 Vores far, husk det. Personligt tror jeg, at de fleste har mistet lysten, når vi dukker op i stedet for Skule og de to andre. Men det er sikkert bedre at være forsigtige.

 Da de lægger sig til at sove om aftenen, siger Ulv.

 Jeg lovede far at passe ekstra godt på dig, og så var det dig, der passede på mig og reddede os begge to.

 Ask smiler.

 Du får nok chancen en anden gang. Nu fik jeg så lejlighed til at gøre lidt for dig til gengæld for alt det, du har gjort for mig. Men havde du ikke været så gode venner med den ulv, er det ikkegodt at vide, hvordan det ville være gået.

 Ja, og så fik den ikke engang og fik sin mad. Bare den ikke er kommet til skade.

 Næste morgen, da de skal til at tage af sted, kommer ulven luskende.

 Ask smiler stort og finder et ekstra godt stykke kød frem til den.

 Tak for hjælpen gamle ven, måske ses vi igen, hvis du da er en ulv og ikke et gudernes sendebud, der var sendt for at hjælpe os.

 Ulv nikker.

 I så fald mødes I nok næste år, når du skal ud på din manddomsprøve, og detgør mig mere tryg.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Med en ulv som ven og broder, vil man altid kunne klare sig, hvadenten han har to eller fire ben.

 Næste dag ved middagstid er de hjemme på bopladsen igen.

 De får en lang snak med Bjørn, der bl.a. siger.

 Det venskab I to har opbygget med hinanden, vil også komme til at betyde meget for jer begge i årene fremover. I  vil aldrig kunne blive ligegyldige for hinanden, eller fjender, uanset, hvad der så sker. Det er jeg meget glad for, for jeg elsker jer begge meget højt.

 Jeg var forberedt på, at de to, der var sammen med Skule ville arbejde på at få ham tilbage som høvding i stedet for mig, men jeg mente, at det var for farligt at sende dem bort, kort før Ulv skulle afsted.

 Til aften vil jeg imidlertid sammenkalde alle, og de, der er utilfredse med mig som høvding, må forlade bopladsen. Er der et flertal mod mig, vil vi tre forlade den, med dem, der ønsker at følge os, og så må vi oprette en ny boplads et andet sted. Er I ikke enige med mig om det.

 Ulv nikker, men Ask siger.

 Er du virkelig parat til at forlade din boplads.

 Ja, min ven, hvis flertallet ønsker det. Alt andet ville være forkert for mig, men også alt for farligt for jer. Jeg har besluttet, at jeg aldrig mere vil bekæmpe uenighed med våben. Det skader alt for mange, og det gavner ingen.

 Dræb kun det, der skal spises, det vil jeg leve efter i resten af min tid.
 Ved aftenbålet fortæller Bjørn så, hvad Ulv og Ask har været ude for., og hvad der er sket. Han slutter med at sige.

  De, der er utilfredse med mig som høvding må forlade bopladsen i morgen, med mindre der er et flertal for, at mine sønner og jeg skal forlade bopladsen, så vil vi gøre det i morgen, og de, der er tilfredse med mig, kan så følge os til et nyt sted, hvor vi kan lave os en ny boplads.

 Træd frem frie mænd og tal, en ad gangen, så vi når hele kredsen rundt.

 Der bliver en del småmumlen og diskussioner, indtil Bjørn siger..

Enhver må sige sin mening lige ud, så der ikke bliver ufred over det bagefter. Du Bue lægger for.

 Bue rejser sig og ser sig rundt i kredsen.

 Du er blevet for blød, Bjørn. Ingen har respekt for dig mere. Du opfører dig mere som en kvinde end som en mand. Hvorfor skulle dine trælle frigives. Ja Ask har du endda gjort til din søn.

 Flere sidder og nikker.

 Efterhånden som de forskellige rejser sig og taler, bliver det tydeligt, at flertallet har samme mening som Bue.

 Der er dog også nogle, der tydeligt giver udtryk for, at de helt afgjort foretrækker Bjørns måde at gøre tingene på.

 Til sidst er det Ulvs tur som den yngste af mændene.

  Han rejser sig og lader blikket løbe kredsen rundt. Han er godt klar over resultatet, men ønsker alligevel helt klart at give udtryk for sin mening.

 Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg helt klart foretrækker min far som høvding. Ikke fordi han er min far, men fordi han altid har kæmpet mod uretfærdighed og svig. Han er helt bestemt en mand, og endda en af de bedste. Sendte han ikke Skule væk, fordi han ikke brød sig om det, Skule havde gjort, selvom han vidste, at det gav ham en uforsonlig fjende.

 Foretrækker I virkelig folk af Skules slags. Han var for fej til at gå direkte mod min far, men truede med at ødelægge mig for at ramme min far og gøre ham fortræd. Da det ikke lykkedes, fik han fat i to mand mere her fra bopladsen. Har min far nogensinde gjort dem fortræd?  De skulle først ødelægge min broder, mens jeg så på det, for at få hævn over mig, og derefter skulle jeg også ødelægges, så han kunne få en dobbelt hævn over min far, så han måske ville holde op som høvding, så Skule selv kunne blive høvding.

 Takket være min broder Ask og et sendebud fra Guderne, en ulv, mislykkedes det.

 Synes I virkelig, at de tre var mandige, når de ikke kunne klare os to. Det syntes Guderne åbenbart ikke, siden de sendte os hjælp til at afgøre striden, der endte med de tre mænds død.

 Jeg synes, at det var så usselt, at jeg end ikke vil give den form for opførsel et navn. Hvis I foretrækker en boplads, der styres af den slags, så foretrækker jeg helt afgjort at flytte til et andet sted, hvor jeg kan bo sammen med mennesker, jeg respekterer og har tillid til.

 Ulv tier et øjeblik og ser sig om med flammende øjne, så sætter han sig ned.

 Bjørn rejser sig.

 Jeg kan kun give Ulv ret. Med det jeg har hørt i aften, foretrækker jeg helt afgjort også at bo et andet sted. De, der vil med mine to sønner og mig, er klar til at drage afsted i morgen middag. Vi vil finde et sted så langt herfra, at vi aldrig behøver at mødes mere, det vil være bedst for alle.

 Ved middagstid den næste dag stod knap halvdelen af bopladsens beboere klar til at drage afsted.

Et par af mændene havde haft svært ved at bestemme sig. Det nemmeste ville jo være at blive og så få det bedst mulige ud af det, men trods alt foretrak de Bjørn frem for Bue, der nok ville blive ny høvding.
 Ulvs tale havde dog også gjort stort indtryk på flere af dem, så de var ikke i tvivl om, at de trods en del besvær med flytningen, ville komme til at befinde sig langt bedre på den nye boplads.

 Når Bjørn en dag døde, ville de heller ikke have noget i mod, at Ulv blev den nye høvding. De følte, at han havde den rigtige indstilling og var en, man kunne stole på.

 Det blev til, at femten mænd, tolv koner, fjorten drenge og tolv piger, samt seks trælle fulgte med Bjørn, Ulv og Ask. Med sig havde de også fem hunde og nogle geder.

 Bjørn havde talt med Ask og Ulv om, i hvilken retning, de skulle drage. De var blevet enige om, at de ikke ville drage længere ind i landet, hvor de vidste, at der lå flere bopladser. De ville ikke risikere, at nogle følte sig truede, så det kom til kampe.

 Bjørn fortalte, at han i sine helt unge dage havde hørt, at når man kom helt ud til havet, kunne man drage syd på, og i den retning lå der store områder med både mark og skov, hvor der ikke havde været mennesker før. Der kunne selvfølgelig være kommet nogen i de mellemliggende år, men det var da et forsøg værd. De andre mænd havde ikke nogle særlige ønsker om, hvor man tog hen, bare de kom langt væk fra den nuværende boplads, hvor de ikke følte sig trygge mere, efter at have valgt side til fordel for Bjørn.

 De første par dage vandrede man op til otte timer om dagen, så slog man sig ned og hvilede sig og fik noget mad. Nogle stykker gik på jagt for at få noget kød, og næste morgen vandrede man så videre igen.

 En lille uges tid efter at man havde forladt bopladsen, nåede man ud til havet. Det var en mærkelig og også lidt skræmmende oplevelse at se ud over vandet med de store bølger, uden at kunne se land på den anden side.

 Næste dag drog man syd på. Hidtil havde man ikke set andre mennesker. Hen under aften den treje dag fandt man et sted, der så ud til at være det helt rigtige sted til en boplads.

 Ulv og Ask blev sendt ind i skoven for at se, om der var gode jagtmuligheder. Et par af mændene gik i gang med at finde det helt rigtige sted til hytterne, bålet, og alt det andet, der skulle etableres.

 Et par af de større drenge gik i gang med at fiske i en å, der løb ud i havet i nærheden.

 Om aftenen ved bålet, bestemte man sig for, at her skulle bopladsen være og så blev de forskellige opgaver fordelt.

 I løbet af den kommende uge herskede der travlhed overalt. Hytterne blev rejst, og alt det andet blev også bragt i orden, og snart fungerede bopladsen til alles tilfredshed.

 Der var ikke tegn på, at der var andre bopladser i nærheden, der var dog gerne en mand på vagt, for at man ikke skulle live overrumplet af evt. fremmede, der måske ikke var venligtsindede.

 Ask og Ulv var næsten altid sammen, men engang imellem sendte Bjørn dem også afsted hver for sig sammen med forskellige mænd fra bopladsen. Han havde forklaret dem, at det var meget vigtigt, at de begge lærte ting af andre, som havde specielle evner i forskellige retninger.

 Når de så mødtes igen, udvekslede de erfaringer. Hvis de havde været væk fra hinanden i flere dage, fik de gerne en dags tid eller to, hvor de sammen kunne lave noget.

 Ulv havde, sammen med et par af de yngre mænd, fundet et sted et stykke fra bopladsen, hvor der var nogle vilde heste. De havde besluttet sig for at prøve at fange et par stykker og prøve, om de kunne tæmme dem. De havde hørt, at man kunne ride på dem, og de måtte også kunne bruges, når der skulletransporteres tunge ting.

 Flere af mændene havde besluttet at bygge større huse, så man kunne gå lige ind og ud, i stedet for som nu, at man skulle kravle ind og ud af hytterne. Det ville også være rart at have et sted at opbevare kød og brændsel, så det ikke blev ødelagt af regn og sne.

 Bjørn blev som regel hjemme på bopladsen for at holde lidt øje med det hele, men to måneder efter ankomsten til deres nye boplads, besluttede han at tage af sted nogle dage sammen med Ask og Ulv. Han følte sig helt sikker på, at de, der nu var på bopladsen, kunne han stole helt på.

 De tog afsted en tidlig morgen og vandrede så sammen sydpå. De snakkede fint sammen, mens de gik, dog lagde Ulv mærke til, at Ask ikke sagde ret meget.

 Pludselig sagde Ulv.

 Hvorfor siger du næsten ikke noget Ask.

 Ask smiler.

 Man bliver klogere af at lytte til det andre siger, end til det man selv siger.

 Bjørn begynder at le.

 I så tilfælde er du nok den klogeste af os tre. Men lad mig så høre, hvad du har lært af at lytte til Ulv og mig.

 Ask er blevet helt alvorlig.

 Jeg har lært, at jeg har fået verdens bedste fader og broder, og så længe jeg gør, som I siger og ikke mindst gør, så er jeg på den rette vej.

 Bjørn standser op og ser nøje på Ask, så lægger han sine hænder på hans skuldre.

 Du er ikke helt almindelig, min dreng.  Jeg kunne ikke ønske Ulv en bedre broder eller mig selv en bedre søn. Jeg ville ønske, at jeg selv havde haft den samme indstilling til min fader og broder for mange år siden.

 Den gang var jeg så sikker på, at jeg var meget klogere end dem, måske fordi jeg lyttede for lidt. Jeg havde for travlt med at fortælle om alt det, jeg ville udrette.

 Senere har jeg fundet ud af, at sammen kan man udrette langt mere, end hvis man er alene, men det var langt fra min fars boplads og mange år senere. Jeg drog hjemmefra og troede, at jeg kunne besejre hele verden, da jeg ikke var ret meget ældre end Ulv.

 Først i de senere år begynder jeg at forst noget af det min far sagde til mig og min broder. Det var en af årsagerne til at jeg bøjede mig for flertallet på den gamle boplads. Dels ville jeg forsøge at give jer en bedre tilværelse, og dels ville jeg forsøge at finde min fars gamle boplads. Min far er vel død nu, men måske min broder lever endnu, og kan jeg få det samme forhold til ham igen, som jeg havde den gang, vil jeg blive meget glad.

 Jeres venskab har givet mig håbet tilbage, og tak for det.

 Ulv har stået helt tavs og lyttet, så smiler han.

 Vi er altså på vej mod den boplads, hvor du blev født. Det lyder godt.

 Så ser han alvorligt på Ask.

 Vore veje skilles måske også en dag, men skal vi ikke forsøge at mødes mindst en gang om året ved sommersolhverv, så vi aldrig bliver fremmede for hinanden og for hinandens koner og børn.

 Ask nikker og rækker en hånd frem.

 Så længe far lever, skal det være hos ham, og derefter på skift hos dig og mig.

 Ulv griber den fremstrakte hånd.

 Helt enig, det er en god ide.

 Bjørn nikker.

 Det synes jeg også, men nu må vi hellere fortsætte, hvis jeg husker rigtigt, varer det nok en dag eller to, inden vi når frem.

 Ulv fortæller nu lidt om de planer han og nogle af mændene har om at indfange nogle vildheste og tæmme dem.

 Bjørn smiler.

 Hvis jeg ikke tager fejl, tror jeg, at du kan lære noget om det hos min broder, han talte om det allerede før jeg forlod ham.

 Næste dag siger Ask pludselig.

 Mon det er en fra din gamle boplads, der kommer der, han sidder jo på en hest.  Hvor han dog ligner Ulv, selvom han vel er et par år yngre.

 Drengen er redet hen mod dem, men stopper hen halv snes meter fra dem og ser forvirret fra Ulv til Bjørn og derefter på Ask , som for at få en forklaring.

 Hvem er I, og hvad vil I.

 Bjørn smiler stort.

 Vi kommer med fred. Jeg hedder Bjørn, det er min søn Ulv og hans fostbroder Ask, som er min anden søn. Tager jeg fejl, eller hedder din fader også Ulv.

 Det giver et ryk i drengen.

 Ja, det er rigtigt, kender du ham.

 Bjørn begynder at le.

 Ja, det er nok min broder, og jeg kan se, at du ligner min Ulv meget.

 Drengen smiler over hele hovedet og springer af hesten.

 Så forstår jeg bedre, at du ligner min far så meget. Han har så tit fortalt om sin tvillingebroder, der rejste for mange år siden, før jeg blev født. Jeg er tolv somre og hedder også Bjørn lige som dig. Kommer I for at besøge os.

 Bjørn smiler.

 Tror du, at vi er velkomne.

 Lille Bjørn ser glad fra den ene til den anden, så tager han deres hænder og ser dem i øjnene.

 I er meget velkomne alle tre, det er jeg helt sikker på. Det vil både far og farfar give mig ret i, men hvor kommer I fra.

 Ulv klemmer lille Bjørn hånd lidt og smiler.

 Ask er tretten somre og jeg er fjorten somre, men jeg er sikker på, at vi kan blive gode venner. Vi har for et par måneder siden oprettet en ny boplads 5 – 6 dagsrejser mod nord herfra. Far var høvding på den gamle boplads, der lå et stykke inde i fjorden, men han valgte at forlade den sammen med os og knap halvdelen af de andre fra bopladsen, men det skal vi nok fortælle dig om senere.

 Lille Bjørn ler glad.

 Når I ikke bor længere væk, må vi kunne ses en gang imellem, men kom nu med. Jeg glæder mig til at se fars og farfars ansigter, når jeg kommer med jer.

 De følges nu ad til fods, så siger Lille Bjørn pludselig.

 Har I prøvet at ride på en hest.

 De ryster på hovedet alle tre.

 Jamen så må I endelig prøve det.

 De bliver dog enige om at vente til næste dag.

 Hen på eftermiddagen når de bopladsen. Den er ret stor, med mange huse og indhegninger med heste, køer og geder.

 Lille Bjørn binder lige sin hest til en stolpe.

 Bliv lige her, så henter jeg far.

 Et øjeblik efter kommer han tilbage med sin far. Både Ulv og Ask kommer til at le,  for han der kommer hen imod dem sammen med Lille Bjørn, ligner Bjørn så meget, at man næsten ikke kan se forskel. Der er ikke noget at sige til,  at Lille Bjørn blev forvirret, da han så dem.

 Faderen standser brat op, da han ser dem, så breder han armene ud mod Bjørn og et øjeblik efter omfavner de hinanden.

 Han hilser også glad på Ulv og Ask, og et øjeblik efter følges de ad hen til Store Ulvs hus, hvor de bliver præsenteret for hans kone Liv og datteren Pil.

 Så ser Store Ulv på Lille Bjørn.

 Vil du hente bedstefar, men du må hellere forberede ham lidt på, hvad det er for gæster, vi har fået.

 Lidt efter kommer de. Gamle Eigil ser på Bjørn, og et øjeblik efter knuger han ham ind til sig.

Så ser han fra Ulv til Ask. Først tager han Ulvs hænder og ser ham lige i øjnene. Så siger han langsomt.

 Du vil en dag blive en god høvding. Du er ærlig og kan skabe respekt og tillid. Dræb kun det, du vil spise, eller hvis du handler i nødværge. Vær fast, men lyt altid til andres meninger, før du træffer dine beslutninger.

 Så vender han sig mod Ask og tager hans hænder. Det giver et sæt i ham, da han ser Ask ind i øjnene.

 Du vil blive en stor mand. Din og Ulvs skæbne vil altid være knyttet til hinanden. Du har reddet hans liv, men det vil du aldrig komme til at fortryde. Du vil ikke blive en alm indelig høvding, men Gudernes sendebud og en vejleder for dit folk. Dine venners ven. En mand, alle ved, at de kan stole på.  Dine råd vil alle kunne rette sig efter, for du er modig og klog. Jeg vil takke Guderne for dig.

 

 Ask er blevet meget bleg. Stille hvisker han.

 Kan du se alt det i mine øjne.

 Gamle Eigil nikker.

 Det, og meget mere, der vil åbenbares for dig hen ad vejen, når du bliver ældre. Dine og Ulvs veje vil skilles i perioder, men mindst en gang om året vil I være sammen. I vil dø den samme dag om mange år, det samme sted, men ikke i strid, for det vil I begge gøre alt for at undgå.

 Så smiler han og slipper Asks hænder.

 Men nu må I to snakke med Pil og Lille Bjørn, så vil jeg gerne tale lidt med Store Bjørn, og det vil du vel også gerne, Store Ulv.

 Store Ulv nikker.

 Jeg har givet Liv besked om, at vi skal have et festmåltid i aften, men I bliver da vel i nogle dage, så vi kan få snakket rigtigt og I kan få det hele at se.

 Bjørn nikker og ser på drengene.

 Et par dage kan vi blive, men så må vi hjem og se, hvordan det går derhjemme. Måske nogle herfra har lyst til at tage med og se, hvordan vi bor og har det. Det er en del mere primitivt end her, men vi har jo heller ikke boet der så længe.

 Lidt efter sidder Ask og Ulv og snakker med Liv og Lille Bjørn. Det er som sædvanlig Ulv, der snakker mest, men pludselig siger Liv.

 Far har tit talt om sin tvillingebroder og sagt, at han ønskede, at han kom en dag, så vi kunne lære ham at kende. Han havde altid beundret ham for, at han havde mod til at drage ud i verden. Så sagde bedstefar gerne.

 Han kommer en dag, vær vis på det.

 Ulv der tankefuldt på de andre, så siger han.

 Ja, bedstefar ser sikkert ting, som vi andre ikke kan se. Jeg var virkelig imponeret over det, han sagde om og til dig, Ask.

 Ask nikker.

 Jeg følte det, som om han så helt ind i mig, det var lidt uhyggeligt, men da jeg så ind i hans øjne, blev jeg fyldt med en fred og glæde, på samme måde, som da vi blev fostbrødre. Jeg følte, at freover vil ingen kunne gøre mig, eller nogen af dem jeg elsker, fortræd.

 Lille Bjørn ser fra Ask til Ulv.

 Tror I, at jeg kan få lov til at tage med jer , når I skal hjem.

  Ulv smiler bredt.

   Det vil nok ikke blive så svært at få lov.

 Efter at have spist, får de anvist sovepladser, men inden de lægger sig til at sove, siger Ulv til sin far.

 Det var godt, at vi kom her til. Både din broder og din far blev meget glade for det. Lille Bjørn og Liv siger, at deres far så tit har talt om dig, og at han beundrede, at du havde mod til at drage afsted fra alt det kendte den gang.

 Bjørn nikker.

 Jeg er meget glad  og taknemlig over at møde dem igen, også fordi jeg har på fornemmelsen, at det vil komme til at betyde meget for både dig og Ask fremover. Lyt til det, min fader siger, det kan I begge lære meget af.

 Nu bliver vi her foreløbig i tre dage, og så har både far og Store Ulv lovet at tage med os hjem i nogle dage.

 Må Lille Bjørn og Pil mon tage med, det vil de meget gerne.

 Bjørn begynder at le.

 Det taler vi om i morgen. De har nok hver deres grund til, at de gerne vil med. Man behøvede bare at følge deres øjne, mens vi spiste, så blev man klar over det, men jeg forstår dem også godt.

 Næste dag er de rundt og se hele den store boplads. Ulv og Ask får begge prøvet at ride, og det synes de er morsomt. Store Bjørn er ikke slet så begejstret da han prøver det.

 Ulv får en del gode tip om, hvordan man fanger heste og tæmmer dem, mensAsk interesserer sig for okserne, som han ser gode muligheder for på deres boplads. Men han får især snakket en del med gamle Eigil..

 Da de omsider drager tilbage til deres boplads, er både Eigil, Store Ulv, Pil og Lille Bjørn med. Liv foretrak at blive hjemme denne gang, men lovede at tage med næste gang.

 De havde aftalt, at når de vendte hjem, skulle nogen fra Bjørns boplads tage med, så de kunne lære noget om, hvordan heste og okser skulle behandles.

 Gamle Eigil og Pil red på hver sin hest, da man var enige om, at det ville være for anstrengende for dem at gå hele den lange tur.

 Bjørn var meget spændt på at se, hvordan det var gået på bopladsen, mens de havde været væk, men han kunne hurtigt se,  at de forskellige havde været meget ivrige for, at alt skulle være i orden, og det er han selvfølgelig meget glad for.

 De forskellige bliver præsenteret for bopladsens beboere, og allerede næste dag var der flere, der meldte sig som interesserede i at tage med tilbage  til den anden boplads og lære noget om, hvordan man passede heste og okser.

 Pil og Lille Bjørn får lov til at blive lidt længere, så skal Ulv og Ask følge dem tilbage og så have de folk med hjem, der har været på den store boplads.

 Eigil har, til Bjørns store glæde, også ønsket at blive, til Pil og Lille Bjørn skal hjem.

 Det bliver sådan, at Ask sidder og lytter et par timer hver dag til  det Eigil fortæller ham.

 Når Eigil trænger til at hvile sig, er Ask og Lille Bjørn sammen, mens Ulv og Pil tilbringer meget tid sammen. Ulv er så småt ved at tænke på at spørge Pil, om hun vil være hans kone. Han er klar over, at han er kommet til at holde meget af hende, og han synes også, at han kan mærke, at hun også godt kan lide ham.

 Det er helt tydeligt, at Ask og Lille Bjørn er blevet meget fine venner. Når Ask er et sted, er man klar over, at Lille Bjørn ikke er langt væk.

 Ask og Ulv kommer til at tale om det en dag, hvor de to sidder og snakker alene sammen. De er begge lidt bekymrede for, at deres nye venskaber skal ødelægge noget, men da de har talt lidt sammen, bliver de klar over, at det aldrig vil blive et problem for dem.

 Det de to har sammen er noget helt specielt, så der vil aldrig komme nogen imellem dem, det føler de begge.

 Askgiver da også udtryk for, at han synes, at det vil være en god ide, hvis Pil bliver Ulvs kone. Han synes, at de passer fint sammen.

 Ulv smiler.

 Bedstefar mener jo, at det vil være klogt at følge dine råd, så det vil jeg så prøve, men hvad tror du, at hendes far og mor siger.

 Ask ler.

 Jeg kan ikke se ud i fremtiden, måske får jeg det lært, men jeg ved, at du kun får det at vide, hvis du spørger, og jeg er også sikker på, at far vil blive glad.

 Han bliver pludselig alvorlig.

 Men synes du, at jeg tager for meget af bedstefars tid, så der ikke bliver så meget tid til dig.

 Ulv ryster på hovedet.

 Bedstefar skal nok snart dø. Han er jo gammel.  Han vil gerne bruge al den tid han kan overkomme på at lære dig det han ved, som en forberedelse til det, han kan se, at du vil blive en dag.

 Du må endelig tage imod, det betyder meget for bedstefar. Jeg er sikker på, at han ikke holder mindre af os andre, men han ved, at vores fædre kan lære os det, vi har brug for, hvorimod det kun er ham, der kan lære dig det, du får brug for en dag.

 Jeg ved, at han er overbevist om, at du bliver noget meget stort en dag, men jeg er bestemt ikke misundelig, bare meget, meget glad for, at du er min ven og broder.

 Med hensyn til dit venskab med Lille Bjørn, så glæder det mig også meget. Jeg ved, at han beundrer dig og ser op til dig, ikke p.g.a. det bedstefar sagde, men af samme årsag som jeg gjorde, da jkeg bad dig blive min fostbroder, fordi du er en enestående trofast og reel ven. Tager jeg Pil til kone, vil vi to tilbringe en del tid, bare os to alene, så er det også rart at vide, at både du og Lille Bjørn har en at være sammen med.

 Ask smiler.

 Ikke hvis, men når. Kast dig ud i det. Du er jo en voksen mand, derfor behøver I jo ikke at få børn lige med det samme. Vent bare et par år med det, til I begge kender hinanden så godt, at I har lært hinandens gode og dårlige sider grundigt at kende.

 Ulv nikker alvorligt.

 Godt, jeg vil tale med Pil i aften og med far og Store Ulv i morgen.

 Det viser sig hurtigt, at ingen af dem har spor imod det, snarere tværtimod.

 Da Store Ulv siger.

 Men vent bare med børnene.

 Ler Ulv højt.

 Det har Ask netop også lige sagt til mig.

 Store Ulv ser alvorligt på ham.

 Ja, den broder er du bestemt ikke snydt med. Jeg føler, at vil komme til at betyde meget for os alle.

 Så smiler han.

 Men jeg er nu også godt tilfreds med min broder, og jeg er meget glad for at være sammen med ham igen. Brødre kan ikke altid være sammen, desto større glæde er der ved at mødes igen.
 Gamle Eigil smiler glad, da han hører det. Han lægger en hånd på Ulvs hoved.

 Både du og Pil har gjort et godt valg, som I ikke vil få grund til at fortryde. Bær over med hinandens fejl, ingen er fejlfri og tal meget sammen, mindst en time hver dag. Skjul aldrig noget for hinanden og vær altid ærlige og oprigtige.

 Lille Bjørn bliver ellevild, da han hører det. Hån stråler over hele hovedet, da han siger.

 Sikke en mand du får Pil.

 Så ser han på Ulv.

 Vil du så også godt være min ven, sådan rigtig for alvor.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Det kan du være helt sikker på, Bjørn. Jeg vil måske aldrig komme til at betyde lige så meget for dig, som Ask gør, og ikke mindst kommer til med tiden, men du kan altid stole på mig, lige som jeg også altid vil stole på dig.

 Deres hænder mødes i et kraftigt håndtryk.

 Så siger Lille Bjørn.

 Jeg holder virkelig meget af dig, Ulv, men jeg føler, at Ask vil være den, der lærer mig, hvordan jeg skal leve mit liv.

 Han ser op på sin far.

 Lyder det forkert far.

 Nej, min dreng, Ask vil kun lære dig rigtige og gode ting, det er jeg helt sikker på . Jeg mister ganske vist på en måde begge mine børn, men jeg ved, at Pil vil få det godt hos dig Ulv. Bjørn, du vil i tankerne ofte være hos Ask, selvom du kommer hjem til mig, men det vil give dig noget, som din mor og jeg ikke kan give dig. En tryg forvisning om, hvordan du skal leve dit liv.

 Næste dag tager Store Ulv hjem til sin boplads fulgt af de mænd, der skal med for at lære noget om heste, okser og bygninger.

 Alle er travlt beskæftiget, for vinteren nærmer sig.

 Det bliver bestemt, at gamle Eigil, Pil og Lille Bjørn skal hjem, når bopladsens folk kommer tilbage. Der er også bred enighed om, at de to bopladser fremover skal arbejde sammen, hvor det er praktisk muligt.

 Når det bliver forår, flytter Pil så ind hos Ulv som hans kone.

 Da Eigil tager afsked siger han til Ask.

 Jeg skal nok snart dø, men det skal alle jo en dag. Jeg dør dog ikke, før vi to har talt sammen igen. Jeg har noget mere vigtigt at fortælle dig, men tiden er ikke inde til det endnu.

 Jeg vil kalde på dig den dag, og du vil komme, uanset hvad du er i gang med. Intet må hindre det.

Lover du mig det.

 Ask ser alvorligt på ham. Så nikker han.

 Jeg kommer, når du sender bud, uanset, hvem budbringeren er.

 Eigil ser på Bjørn.

 Er Ask sendt ud på sin manddomsprøve, når jeg sender bud til ham, må han lyde mit bud, det er vigtigere. Det vil vise, at han er den rigtige mand, der holder et løfte for enhver pris. Ingen vil være i tvivl, når han vender tilbage. Måske det vil ændre jeres mandomsprøver fremover. Tal med de andre om det.

 Om foråret får man både heste og okser på bopladsen, og alle har fået bygget huse. Trællene er blevet frigivet og arbejder på lige fod med de andre til alles tilfredshed.

 Alle er enige om, at det var godt, at man flyttede fra den gamle boplads og fik oprettet en ny. 

 Lille Bjørn kommer en gang imellem på besøg. Han nyder at sidde og snakke med Ask, men også de andre er han meget begejstrede for.

 Ved midsommerfuldmåne drager Ask så ud på sin manddomsprøve. Han er lidt urolig, for han har på fornemmelsen, at gamle Eigil sender bud efter ham, men hvordan skal budet finde ham, når han ikke må have kontakt med andre mennesker.

 Han får i midlertid lavet både skinddragt, våben og andre redskaber.

 En uges tid før han skal hjem, vågner han en nat med et sæt. I drømme har han set, at Eigil stod bøjet over ham og med høj klar stemme har sagt.

 Tiden er inde Ask. Tag dine ting og kom.

 Hurtigt rejser han sig, samler sine ting og skynder sig afsted syd på. Han holder kun nogle få pauser for at få noget at drikke, men han hverken spiser eller sover.

 Knap to døgn senere kan han se bopladsen ved midnatstid. Han fortsætter, til trods for, at han er udmattet, hen til Eigils hus og går ind.

 Store Ulv sidder ved siden af Eigil, der er meget svag. Da han ser Ask, rejser han sig og nikker.

 Sæt dig her, far har ventet på dig, men han vidste, at du kom. Nu vil jeg lade jer være alene med hinanden, det har han bedt om.

 De næste par timer taler de to sammen. Eigil kan kun hviske til sidst. Hen på morgenstuden sukker han dybt. Så hvisker han.

 Nu kan jeg dø med fred. Jeg ved, at fremtiden vil blive lys for min familie, fordi de har dig. Du har fået nogle særlige evner, som du altid vil bruge til gavn for andre. Du vil komme til at stå over dem alle, men ingen vil misunde dig, for du vil aldrig misbruge det.

 Lad mig nu dø med hovedet i dit skød, så vil jeg dø lykkelig.

 Forsigtigt og blidt tager Ask hans hoved i sit skød og hvisker.

 Sov sødt og tak for alt, jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at leve op til det, du forventer af mig. Det lover jeg dig.

 Eigil sukker igen. Ask er klar over, at han er død.

 Han bliver siddende med Eigils hovedi sit skød, mens tankerne kører rundt i hans hoved. Hvordan skal han dog klare alt det, der forventes af ham, uden Eigils råd og vejledning fremover.

 Pludselig falder der ro over ham. Hans udmattelse er væk, og han kan tænke helt klart. Om lidt vil Store Ulv komme, han vil sørge for, at Eigil bliver begravet. Selv må han tilbage i skoven. Der er endnu nogle dage, til han kan vende hjem, men han føler også, at han må have fred og ro, inden han møder de andre.

 I det samme kommer Store Ulv.

 Far er død nu, ikke sandt. Er der noget, du vil have, før du tager afsted. Far sagde, at vi skulle lade dig tage af sted igen, når han var død.
 Ask rejser sig efter forsigtigt at have lagt Eigil ned på skindene., så ser han på Store Ulv.

 Din far døde som en lykkelig mand. Alle vil komme til at savne ham, men vi vil møde ham igen en gang.

 Jeg skal intet have, men hils Lille Bjørn og sig, at vi mødes snart.

 Så griber han Store Ulvs hænder og ser ham lige i øjnene.

 Jeg lovede din far at sige tak fra ham, men jeg vil også gerne selv sige tak.

 Store Ulv ryster på hovedet.

 Det er mig, der skal sige tak. Jeg har mistet en far, men har fået en ven, der vil komme til at betyde mindst lige så meget for mig.

 Ask slipper hans hænder og siger farvel, et øjeblik efter er han væk.

 Da Store Ulv vækker Lille Bjørn, siger han, at gamle Eigil er død.

 Lille Bjørn ser op på ham.

 Så var Ask her.

 Store Ulv nikker.

 Ja, bedstefar døde med hovedet i Asks skød, og Ask sagde, at han døde som en lykkelig mand. Han bad mig også hilse dig og sige, at I ville mødes snart. Vil du ride over og bede Store Bjørn og Ulv om at komme herover til bedstefars begravelse.

 Ja, jeg rider, så snart jeg har spist.

 Næste dag kommer Lille Bjørn så over til den anden boplads og fortæller, at Egil er død og beder dem følge med tilbage til begravelsen.

 Ulv ser på ham.

 Kom Ask.

 Ja, far sagde, at bedstefar døde med hovedet i Asks skød, han var kommet ved midnatstid, men var væk om morgenen et par timer før far vækkede mig.

 Jamen hvordan vidste Ask, at bedstefar ville dø den nat.

 Lille Bjørn ser alvorligt på ham.

 Det er sådan noget, der ikke kan forklares, men jeg er sikker på, at bedstefar kaldte på ham i tankerne, og det kunne Ask mærke. Jeg er også sikker på, at Ask også kommer i morgen aften, når bedstefar bliver gravlagt.

 Jamen det er jo først i overmorgen, at tiden udløber for hans manddomsprøve.

 Han kommer, kan du ikke huske, hvad bedstefar sagde til din far. Der er ting, der er vigtigere end en manddomsprøve. Han viser jo netop, at han er en mand, når han trodser reglerne af hensyn til sit løfte.

 Ingen er jo i tvivl om, hvorfor han kommer, det er jo ikke for at slippe nemmere om ved det, tværtimod.

 Du har sikkert ret. Jeg tror også, at han kommer.

 Alle mændene står samlede om Eigil den næste aften ved solnedgang. Hans afsjælede legeme er rullet ind io et stort skind, så kun hans hoved er frit. Netop, da man skal til at sænke ham ned idet hul, man har gravet under et stort egetræ i udkanten af bopladsen, kommer Ask ud fra skoven.

 Han går langsomt hen og stiller sig ved Eigils hoved. Så ser han fra Store Bjørn til Store Ulv og løfter sin højre hånd.

 Det er Eigils ønske, at hans legeme bliver brændt, ikke begravet i jorden. Byg derfor et bål og læg ham på det, så vil jeg tænde ilden.

 Der bliver en hvisken og murren, men Store Ulvs stemme lyder med stor kraft.

 Gør som han siger. En hver mand kommer med et stykke træ til bålet, så bygger min broder Bjørn og jeg bålet op.

 Lille Bjørn har været på vej hen mod Ask, da han så ham komme,men standser forskrækket op.

Ulv har bemærket det og går hen til ham og lægger en hånd på hans skulder, mens han hvisker til ham.

 Det var altså derfor, at han måtte komme.

 Da bålet brænder rigtigt, samles alle mændene omkring det. Kvinderne og børnene har også samlet sig.

 Så lyder Asks stemme med stor kraft.

 Eigil har nu forladt os og er på vej til Guderne. Glem ham aldrig, så vil han heller ikke glemme jer.

Alle står og ser ind i ilden, så ser Ulv efter Ask og opdager, at han er væk.

 Samme aften tager han hjem til deres egen boplads sammen med sin far og Lille Bjørn har også fået lov til at tage med. De rider godt til, så de er hjemme næste eftermiddag.

 Bålet bliver tændt for at byde Ask velkommen tilbage og ved solnedgang kommer han ud fra skoven. Han går hen og står rank foran Bjørn og lægger sine våben og andre redskaber for hans fødder.

 Ulv kommer hen og omfavner ham og fører ham på plads i kredsen ved siden af ham selv.

 Man får nu et rigtigt festmåltid, men Ask spiser kun lidt. Da Ulv spørger, hvorfor, ser Ask alvorligt på ham.

 Jeg har fastet, siden jeg fik at vide, at Eigil skulle dø. Derfor må jeg spise lidt forsigtigt i starten.

 Så smiler han.

 Men bare rolig, jeg må godt spise nu, og fra i morgen kan jeg sikkert spise helt almindeligt igen.

 Når vi har spist, må jeg lige tale lidt med Lille Bjørn alene. Jeg har en speciel hilsen til ham fra hans bedstefar. Bagefter bliver det fars og din tur.

 Hvordan vidste du, at Lille Bjørn var her.

 Ask ser på ham.

 Det kan ikke forklares. Sådan er det bare for mig nu. Jeg kan gå ind i folks tanker og give dem besked om mine ønsker, lige som Eigil kunne.Men vær ikke bange, jeg vil aldrig misbruge det, gjorde jeg det, ville jeg blive knust af lynet.

 Da de rejser sig, går Ask hen mod skoven, og et lille øjeblik efter er Lille Bjørn henne hos ham. Han slår Armene om Ask og knuger sig ind til ham.

 Ask smiler til ham og foreslår, at de sætter sig ned og snakker.

 Ask siger bl.a.

 Hvis du for alvor får brug for mig, Bjørn. Så sæt dig ned, luk øjnene og luk alt andet ude. Prøv at se mig for dig og stil mig dit spørgsmål, så vil jeg svare dig.

 Lille Bjørn ser på ham.

 Så er du altså altid i min nærhed fremover.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Ja, du kan altid tale med mig gennem dine tanker, og jeg vil svare dig, uanset hvor du og jeg er.

Det lovede jeg din bedstefar.

 Lille Bjørn ser på ham.

 Så behøver jeg aldrig at blive bange for noget mere.

 Ask smiler.

 Helt rigtigt, men læg du dig nu til at sove, jeg skal også tale med min far og Ulv.

 Ask går nu ind til Bjørn og taler med ham en times tid, så går han over til Ulv.

 Det er Pil, der tager imod ham. Hun ser alvorligt på ham.

 Jeg vil gerne sige dig tak, fordi du var hos bedstefar, da han skulle dø. Jeg ved, at det betød meget for ham, at du adlød ham. Han sagde til mig, inden jeg blev Ulvs kone, at jeg fik en god mand, men at du ville komme til at betyde meget for både Ulv og mig, for du ville altid være hos os, selvom du ikke var der.

 Da jeg spurgte ham, hvad han mente med det, smilede han og sagde, at det var ikke noget, jeg skulle forstå, men hvis jeg troede på det, ville jeg vide, at det var rigtigt. Men tag nu Ulv med og få snakket rigtigt med ham, det trænger han meget til. Han er forvirret over alt det, der er sket det sidste års tid, men jeg ved, at du både vil og kan hjælpe ham.

 Hvis du vil, må du gerne bo her, til du får bygget dit eget hus.
 Ask smiler til hende.

 Jeg kunne ikke ønske min broder en bedre kone.

 Så tager han begge hendes hænder og ser hende lige i øjnene.

 Hvis du nogensinde får brug for min hjælp, så send bud efter mig, din broder kan fortælle dig hvordan.

 Ulv kommer nu ud af huset.

 Ask ser på ham.

 Kom, lad os gå en tur.

 Da de har gået lidt, siger Ulv.

 Jeg er så forvirret over alt det, der er sket. Du virker også så forandret, som om du var på alder med bedstefar i stedet  for med mig.

 Ask tager begge hans hænder og ser ham i øjnene.

 Husker du den aften, vi blev fostbrødre, da sagde du til mig. I aften er vi drenge begge to. I aften er det mig, der siger det til dig..

 Fra i morgen er ingen af os drenge mere, men vi må aldrig glemme, at vi har været det. Lille Bjørn vil sikkert minde os om det, og når du får børn, er det også vigtigt, at du husker det.

 Du siger, at du er forvirret over alle de forandringer, der er sket. Det behøver du ikke at være

Tingene og menneskene forandrer sig hele tiden, derfor må du lære at leve en dag ad gangen. Tal med din kone hver dag, en time eller to,  om hvad I skal have lavet og hvad I har lavet. Brug nogen tid hver dag sammen med din far på bopladsens ve og vel, men snak også med ham om andre ting, så han mærker, at du stadig er hans søn, selv om du er voksen.

 Tænk på mig, når du har brug for råd og vejledning, så vil jeg hjælpe dig, så godt jeg kan.

 Det lyder, som om du ikke vil blive her.

 Det kan jeg heller ikke. Jeg må rundt til så mange bopladser, som jeg kan nå på et år. Jeg tager afsted om et par dage, men jeg er tilbage om et år ved denne tid.

 Jeg forstår, du har fået en opgave af bedstefar.

 Netop, og jeg må adlyde hans ønske. Måske får jeg lov til at blive her længere næste gang. Men lad os nu lægge os og hvile bryst mod bryst som sidste år.

 Lidt efter hvisker Ulv.

 Jeg er ikke forvirret mere. Nu ser jeg tingene helt klart. Tak, min egen kære broder.

 Næste dag gør Ask sig klar til at drage afsted. Han har lovet Lille Bjørn at følge ham hjem.

 Da Bjørn spørger, om han virkelig har tænkt sig at drage alene rundt til de andre bopladser, smiler Ask.

 Jeg er ikke alene, I er jo med mig alle sammen.

 Ask bliver på den store boplads til Lille Bjørns store glæde, men på fjerdedagen drager han afsted.

 Med sig har han en lang stav, han har skåret af et ungt asketræ. Desuden har sin økse og kniv og en skindpose med lidt stegt kød.
 Foruden sit lændeklæde af skind, har han viklet fodbeskyttere om fødder og ben. Over skuldrene har han en kappe af skind og desuden et bælte af skind om livet, hvor han har øksen og kniven.

 Det er lykkedes Store Ulv at få ham til at modtage en hest,  så han kan ride fra sted til sted og på den måde komme nemmere og hurtigere rundt.

 En uges tid senere kommer han til en boplads, der ligger noget længere mod syd.

 Han bliver modtaget med nogen skepsis af høvdingen, men da de har talt lidt sammen, bliver han inviteret til at blive nogle dage.

 Om aftenen ved det store bål, fortæller han så mændene, om den opgave, han er blevet pålagt af Guderne som deres sendebud. Han fortæller om de andre bopladser og om hvordan man lever der, men han fortæller også om sine samtaler med Eigil, hvor han fik at vide, hvordan man skal leve for at have Guderne med sig. Og endelig fortæller han om, hvordan en ulv redede hans og hans fostbroder Ulvs liv.

 Man stiller ham en mængde spørgsmål, som han besvarer kort og klogt, så alle kan forstå det.

 En af de ældre siger.

 Du ser meget ung ud, hvordan kan vi tro på, at så ung en mand har mere visdom end os andre.

 Ask smiler.

 Alle ældre har også været unge, selvom de måske har glemt det. Klogskab får man af at lytte til de rigtige, nemlig de, der er klogere. Det er ikke alderen i sig selv, der giver klogskab.

 Ask får tildelt en plads, hvor han kan sove, og snart er der stille på bopladsen.

 De følgende dage følger han arbejdet på bopladsen, han giver råd om forskellige ting, men tager også selv fat, når der er et arbejde, der skal gøres, og de andre kan hurtigt se, at han er dygtig.

 En uge efter siger Ask til høvdingen.

 Nu må jeg videre på min rejse, men jeg kommer nok forbi en anden gang.

 Høvdingen smiler og tager begge hans hænder.

 Du vil altid være velkommen her. Tak for din hjælp, er der ikke noget, vi kan gøre for dig til gengæld.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Hvis du mener, at jeg er velkommen en anden gang, er det tak nok for mig. Jeg vil gerne lære nye ting, hvor jeg kommer frem, så jeg kan lade min viden gå videre til andre.

 I den kommende tid kommer Ask frem til nye bopladser. De fleste steder er man lidt skeptiske og mistroiske, men det går som regel hurtigt over, når de begynder at lytte til det, Ask siger.

 Nogle steder bliver han budt hjerteligt velkommen med det samme, men de fleste steder bliver han kun en uge eller to, inden han så drager videre igen.

 En dag kommer han til sin gamle boplads. Bue er stadig høvding, men man kan tydeligt se, at tingene ikke går godt på bopladsen.

 Bue ser med stor mistro på ham, og spørger ham rent ud, om han kommer for at spionere, og om han har andre med sig.

 Ask ser på ham.

 Jeg kommer alene og har bestemt ikke noget ønske om at spionere.. Jeg kommer, fordi Guderne har sendt mig, ikke for at straffe jer, men for at hjælpe jer.

 Bue ser hånligt på ham.

 Hvordan skulle sådan en dreng, en tidligere træl, kunne hjælpe os, og med hvad. Hvad vil du opnå.

 Ask fortæller nu roligt om de ting, han har set og oplevet på de andre bopladser, hvor han har været. Han foreslår, at man bygger huse i stedet for hytterne og kommer med en del andre råd og forslag.

 Bue sammenkalder mændene og beder Ask om at fortælle om sine ideer, han er trods alt begyndt at blive interesseret.

 Da de skal til at sove, lægger Ask sig ved bålet og sover snart. Han hører pludselig sin hest vrinske og rejser sig. En af mændene fra bopladsen står henne ved hesten med sin økse og vil til at slår den for panden, men hesten snurrer rundt og giver manden et spark, så han falder, idet han udstøder et hyl.

 Forskellige stikker hovederne ud af hytterne for at se, hvad der sker.

 Ask går hen til manden, som ligger og ømmer sig.

 Ask ser på ham med et lille smil.

 Hvis du har lyst, må du gerne få en ridetur i morgen, men se hellere at få sovet nu.

 Så går Ask roligt hen og lægger sig til at sove igen.

 Næste morgen efter morgenmaden, spørger Ask, om der er nogen, der har lyst til at få en ridetur på hesten. Han nikker hen til manden fra om natten.

 Vil du være den første. Jeg lover dig, at der ikke sker dig noget.

 Manden går lidt nølende hen til Ask og hesten, og lidt efter sidder han på den. Ved middagstid har de fleste prøvet at ride på hesten og mistroen til Ask er ved at forsvinde.

 Ask bliver der i fjorten dage, og da han omsider tager afsted, siger Bue til ham.

 Du er virkelig Gudernes sendebud. Vi har lært en masse af dig i den tid du har været her, og det siger vi dig tak for. Vores boplads er slet ikke til at kende igen. Nu er alle jo indstillet på at yde en arbejdsindsats, og med alt det, der er blevet sat i gang, takket være dig, vil vi allefå en bedre tilværelse fremover. Skal du hjem til Bjørn nu.

 Ask smiler.

 Jeg har kun givet nogle råd videre, som jeg har fået, det er jer selv, der har gjort det store arbejde. I har lært at se på tingene på en ny måde, og det vil bringe jer videre.

 Jeg skal nu hjem og tilbringe en tid med min fostbroder og min far, og det glæder jeg mig meget til, men jeg kommer igen og ser, hvordan det går.

 Bue smiler.

 Det vil vi glæde os til, vær sikker på det. Du vil altid være velkommen her.

 Næste dag rider han videre og et par dage senere rider han ind på bopladsen.

 Bjørn kommer netop ud af huset, da Ask rider ind på pladsen foran husene.

 Hurtigt er Ask af hesten og omfavner sin fader.

 Bjørn giver ham en kraftig omfavnelse, så holder han ham lidt ud fra sig.

 Velkommen hjem, min søn, du ser så dejlig frisk og rask ud. Du har vel oplevet meget, og det må vi høre om, men nu vil du vel snakke lidt med Ulv først. Han sagde i morges, at han følte, at du kom i dag. Han har ellers haft travlt, kan du tro. Men der kommer han. Er du sulten, eller vil I snakke lidt først.

 Ask ler højt.

 Vi snakker først, så spiser vi sammen med jer andre.

 Ulv kommer hen imod ham med udstrakte hænder, og et øjeblik efter omfavner de hinanden.

 Lidt efter går de en tur og snakker sammen.

 Ulv ser pludselig på  Ask.

 Sig mig, har du aldrig været bange, når du drog alene rundt.

 Ask smiler.

 Jeg er jo aldrig alene. Som jeg sagde i sin tid. I er jo altid med mig.

 Så bliver han alvorlig.

 Nej, Ulv. Guderne har givet mig en opgave, som deres sendebud, så længe jeg udfører den, , kan der intet ske mig. Kun hvis jeg går mod Gudernes vilje, mister jeg min usårlighed.

 Den næste times tid går de og snakker. Ulv fortæller om de ting, der er sket på bopladsen, mens Ask har været væk.

 Ask fortæller også lidt om sine oplevelser, men siger så.

 Resten fortæller jeg om ved bålet i aften.

 Ulv ser smilende på ham.

 Ja, så må jeg jo vente så længe, men lad os lige gå rundt og se på de ting, der er forandret. Du har jo været væk i næsten et år, selvom det føles, som om det var i går, du tog afsted. Den gang kunne jeg ikke forestille mig en tilværelse uden dig. Nu ved jeg jo, at du altid er hos mig.
 Lille Bjørn har været her nogle gange, og da har vi bl.a. snakket om dig.

 Ask smiler.

 Ja, det ved jeg. Han kommer i øvrigt i aften sammen med sin mor og far.

 Så må jeg give Pil besked.

 Det ved hun godt allerede, gamle ven.

 Ulv slår armene om Ask og knuger ham ind til sig.

 Hvornår lærer jeg, at du har specielle evner. Men det får mig bestemt ikke til at elske dig mindre højt, snarere tværtimod. Men lad os nu gå hen til far, han har savnet dig meget.

 Jeg synes, at han er kommet til at se gammel ud i løbet af det her år.

 Da de kommer hen til Bjørn , fortæller Ask om sit ophold hos Bue, og at han har mange hilsner med fra ham.

 Det glæder Bjørn meget.

 En time senere kommer Lille Bjørn og hans mor og far, og så bliver der rigtig snakket med dem også.

 Ved bålet fortæller Ask så om sin rejse rundt til de andre bopladser, og om hvad han har set og lært de forskellige steder.

 Da de omsider skal til ro, beder Bjørn om, at Ask vil sove i hans hus, der han gerne vil snakke med ham om, inden de skal sove.

 Ask ser nøje på ham, da de er blevet alene.

 Du er ikke rask, hvorfor har du ikke sendt bud efter mig.

 Bjørn ryster på hovedet.

 Jeg mente, at dit arbejde var vigtigere end mit helbred, men jeg vil gerne have, at du forbereder Ulv på, at det snart er slut, det kan du bedre gøre, end jeg kan.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Kære far. Jo, du har været en god fader også for mig, allerede inden jeg blev Ulvs fostbroder. Nu må det være min tur til at gøre lidt gengæld.

 Du skal bestemt ikke dø endnu. Dels er Ulv ikke gammel nok til at blive høvding endnu, og dels kan hverken han eller jeg undvære dig foreløbig.

 Din far lærte mig, at næsten alt andet end alder  kan helbredes. Da du ikke er gammel, kan du altså helbredes, hvis du selv vil og tror på det. Ikke for din egen skyld, men for vores.

 Bjørn ser på ham.

 Det var trods alt en lykkelig dag, da jeg fandt dig hos din døende far, måske var det en belønning for, at jeg lovede ham at tage mig af dig.

 Ask ser alvorligt på ham.

 En god gerning kan aldrig belønnes nok. Lad os sove nu. I morgen skal vi to ud på en lille tur samen.

 Næste morgen siger Ask.

 Far og jeg skal ud på en lille tur. Vi er tilbage om et par dage igen.

 Ulv ser alvorligt på ham.

 Godt, jeg forstår, hav en god tur begge to.

 Et par dage efter er de tilbage. Bjørn er lidt stille, men har det tilsyneladende godt.

 Ask trækker Ulv lidt til side.

 Far følte, at han var ved at være overflødig. Du klarer jo tingene fint, men det er meget vigtigt, at du lader ham træffe alle de vigtige afgørelser. Du skal ikke lave alt arbejdet for at skåne ham. Lad ham gøre alt det, han selv vil og kan. Det kan være en balancegang, men det andet var ved at slå ham ihjel.

 Han sagde, at han kun havde ventet på at få sagt farvel til mig, så langt må det aldrig komme igen. Det forstår du godt, ikke.

 Ulv ser skrækslagen på Ask.

 Mener du, at jeg har været ved at slå far ihjel af misforstået godhed. Er det bedre, at jeg tager væk en tid, nu da du er hjemme og kan se efter far.

 Ask smiler varmt.

 Jeg håber ikke, at jeg har gjort dig alt for forskrækket, det var bestemt ikke meningen, men jeg elsker jo også far. Lad os tre tage en snak sammen i morgen, og lad os der lave en arbejdsfordeling.

Men du kan jo evt tage med mig, næste gang jeg skal afsted, så du også kan se andre steder og komme hjem med nye ideer, så må din kone se lidt efter far imens. Det tror jeg bestemt ikke, at hun har noget imod. Far holder meget af hende, og det er bestemt gensidigt. Vi kan jo så evt. nøjes med et halvt år.

 Ulv ser på ham med tårer i øjnene.

 Tak Ask, hvad skulle vi dog have gjort uden dig.

 Ask lægger begge sine hænder på Ulvs skuldre og ser ham lige i øjnene.

 Husk lige, at det var dig, der ønskede at få mig som fostbroder. Havde du ikke gjort det, havde jeg ikke mødt Eigil, og så havde alt set anderledes ud. Men jeg tror, at det var Gudernes vilje, at det gik, som det gjorde. Fra du første gang blev ven med en ulv, viste du, at Guderne kunne stole på dig. Derfor vil du også en dag blive en stor høvding, men glem aldrig at lytte til Gudernes ønsker.

 Bjørn ,  Ulv og Ask får en lang snak om, hvordan arbejdet bedst kan fordeles mellem Bjørn og Ulv, og Bjørn synes også, at deter en god ide, at Ulv kommer med rundt og ser andre steder og lærer andre måder at gøre tingene på.

 I løbet af den kommende uge får Ask bygget sit hus. Han nyder meget at sidde og snakke med Bjørn, Ulv og Liv om aftenen.

 Når Lille Bjørn er der, tager han sig lidt ekstra tid til ham., men i øvrigt har alle travlt med ændringer og forbedringer på bopladsen, og Ask holder sig bestemt ikke tilbage, når der et stykke fysisk arbejde, der skal udføres.

 Et par måneder senere er Ask og Ulv klar til at tage af sted rundt til de andre bopladser, som Ask tidligere har besøgt.

 Bjørn lover, at han nok skal se godt efter og passe godt på Pil, som venter barn. Til gengæld lover Ask, at de nok skal være hjemme igen, inden barnet kommer.

 Først tager de til Store Ulvs boplads. De er begge til hest, så det er lettere for dem at komme omkring.

 De bliver budt hjerteligt velkommen. Lille Bjørn stråler som en sol, da han ser dem. I en ledig stund spørger han Ask, om han ikke må tage med dem, men Ask ryster på hovedet.

 Nej, min ven, ikke denne gang. Da er Ulv med mig, men hvis du har lyst næste år og må for din far, vil jeg meget gerne have dig med. Er det i orden.

 Lille Bjørn nikker

 Så vil jeg glæde mig til næste år. Far har sagt, at det er vigtigt for mig at komme ud og se, hvordan andre klarer deres problemer, så jeg kan lære, hvordan jeg skal gøre.

 Ask smiler.

 Det har din far helt ret i, og husk så, at man kan lære mindst lige så meget af fejltagelser som af det rigtige, der bliver gjort.

 Næste dag tager Ask og Ulv så videre til den næste boplads. Denne gang bliver både Ask og Ulv budt velkommen med det samme på alle bopladser. Nu kender de jo Ask, og ved, at han kun vil dem noget godt.

 Det er også tydeligt at man har taget ved lære af de råd, som Ask gav dem, sidst han var der.

 En aften, da de skal til at sove, siger Ulv.

 Tro ikke, at jeg er misundelig, for det er jeg bestemt ikke, men nogle steder behandler de dig næsten som en Gud.

 Ask smiler.

 Hvis det kan hjælpe folk, at de tror, at det er Guderne selv, der hjælper dem, så gør det ikke noget, men så må jeg jo passe ekstra på, at jeg ikke begår fejl, så tak fordi du sagde det, det havde jeg ikke selv lagt mærke til.

 Da de kommer til Bues boplads, bliver Ask igen modtaget med stor glæde og begejstring, men da Bue ser Ulv, bliver han lidt rød i hovedet og usikker.

 Ulv smiler og griber begge hans hænder.

 Lad gammelt nag være glemt. Fortiden kan vi jo ikke ændre på, men jeg lover dig, at fremtiden vil vise, at ingen af os for grund til at fortryde et venskab, nu og fremover, og det skulle jeg også sige fra min far.

 Bue smiler glad.

 I så fald er du lige så velkommen her, som din broder Ask.  Kom nu med begge to rundt og se, alt hvad der er sket her på bopladsen, takket være dig, Ask.

 Ask ler.

 Jeg kom bare med ideerne, det er jer selv, der har udført arbejdet, så forbedringerne er helt jeres egen fortjeneste.

 Da de har været rundt og se det hele, får de en lang snak med Bue og om aftenen ved bålet, bliver der rigtig fortalt og diskuteret.

 Næste dag viser Bue dem, at de er begyndt at bygge en slags både, for de vil prøve, om de kan sejle over på den anden side af fjorden.

 Både Ask og Ulv ser interesserede på bådebyggeriet og prøver også at sejle lidt. Ask foreslår nogle ændringer, som kan gøre båden lidt mere stabil, så den ikke kæntrer, og det prøver man med det samme. Til deres store glæde viser det sig, at det virker.

 Bue smiler glad.

 Næste gang skal I få en rigtig sejltur over til den anden side.

 Ulv ler.

 Næste gang har Ask nok vores fætter med i stedet for mig, men nu tror jeg, at jeg vil prøve at bygge en båd, når jeg kommer hjem.

 Ask ser tankefuldt på Bue.

 Kunne du ikke have lyst til at tage med os, når vi tager afsted. Tag din ældste søn med, så har du følgeskab, når du skal hjem igen. Jeg er sikker på, at far vil blive glad for at se dig og snakke med dig.

 Bue ser fra Ask til Ulv.

 Det lyder som en god ide, og jeg er sikker på, at Flint gerne vil med. Jeg tror, at det er en god ide, at folk kommer rundt og ser, hvordan andre arbejder og lever, det kan man lære meget af, er jeg blevet klar over.

 Han smiler til Ulv.

 Din broder har lært os at lytte, og det har været til stor gavn.

 Pludselig giver det et sæt i Ask.

 Vi må hjem nu, jeg kan mærke, at Pil har brug for os. Han ser fra Ulv til Bue.

 Pil er Ulvs kone, og hun venter barn. Kan vi tage af sted inden en time.

 Bue nikker.

 Vi gør os klar med det samme.

 Ulv ser forskrækket på Ask.

 Tror du, at der er noget galt, lige som da jeg blev født.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Ikke hvis vi skynder os. Jeg lovede Pil, at du var hjemme, når barnet blev født, men der må være sket noget, siden hun sendte bud.

 En halv time efter er Ask og Ulv klar til at tage af sted, og det er Bue og Flint også.

 De rider godt til, så der bliver ikke snakket meget undervejs. De drikker ved en kilde og holder en kort pause, mens de får noget mad, men lidt efter rider de videre. Hen under aften den tredje dag er de fremme. De har kun holdt nogle få hvilepauser, så de er trætte.

 Ask og Ulv skynder sig ind til Pil, mens de overlader til Bjørn at tage mod gæsterne.

 Pils mor, Liv er kommet. Pil var snublet over en hund, så hun faldt. Det havde givet en del smerter. Det var på det tidspunkt, at Ask havde følt, at der var brug for dem. Bjørn havde sendt bud efter Liv som kom allerede den næste aften.

 Trods smerterne prøver Pil at smile til Ulv og Ask, da de kommer ind, så hvisker hun.

 Tak fordi I kom.

 En times tid efter går fødselen i gang. Det er ganske vist ca. 14 dage for tidligt, men en time efter har Pil født en dejlig lille dreng. Hun er meget udmattet, men ved godt mod, og drengen ser ud til at have det fint.
 Da Ask og Ulv kommer ud fra huset, ser de, at Bjørn sidder og taler med Bue og hans søn.

 Ulv smiler glad.

 Det ser heldigvis ud til at det er gået godt. Du er blevet bedstefar til en dejlig lille dreng.

 Bjørn ser også glad ud og bliver rigtig ønsket tillykke af de andre, så ser han bekymret på Ask.

 Og hvordan har Pil det.

 Hun er træt og lidt udmattet, men hun skal nok klare det.

 Ulv knuger Ask ind til sig.

 Hvordan kan jeg dog takke Guderne nok for, at de sendte os dig.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Lev livet på den måde, som du ved Guderne ønsker det. Og lær dine børn det samme.

 Så ser han over på Bue og Flindt.

 Undskyld, at jeg ikke sørgede for, at I blev modtaget pænt, men jeg er sikker på, at far har gjort det for mig.

 Bue smiler.

 Bjørn og jeg har fået snakket rigtigt sammen og fået snakket ud om gamle dages misforståelser. Vi er også blevet enige om, at vi vil mødes en gang imellem og udveksle tanker og erfaringer. Flint var allerede klar til at gå på opdagelse her, men Bjørn holder på, at vi må spise og hvile først, så det bliver først i morgen.

 Næste dag kommer Store Ulv og Lille Bjørn, så der bliver rigtig snakket og ønsket tillykke. Pil har det heldigvis godt oven på fødselen, og det er især Ulv selvfølgelig meget glad for.

 Han og Pil er hurtigt blevet enige om, at den lille skal hedde Eigil efter sin oldefar.

 De kommende dage er Bue og Flint rundt og se på alle de aktiviteter, man har på bopladsen.

 Flint er på alder med Lille Bjørn, og de to kommer hurtigt godt ud af det med hinanden.

 Flint bliver derfor meget glad, da Ask siger, at han regner med at tage Lille Bjørn med rundt på sin tur til de forskellige bopladser  det følgende år..

 Omsider må Bue og Flint hjem til deres egen boplads, men det bliver aftalt, at man skal mødes igen. Evt. kan de følges med Ask og Lille Bjørn næste år.

 Denne gang bliver Ask hjemme i et halvt år, bortset fra nogle småture med Bjørn, Ulv og Lille Bjørn. Han er dog også ovre hos Store Ulv et par gange.

 I øvrigt er han og Ulv i gang med at byggeen båd i løbet af foråret. Der er mange ting, der skal være i orden, før de er tilfredse med den. Den må selvfølgelig ikke kunne kæntre eller synke. Den skal kunne sejle i den retning de vil have den til at sejle, og de skal have fundet på en måde at drive den fremad på, så de ikke er afhængig af vind og strøm. De har også lært sig at svømme, hvis de skulle falde ud af båden.

 Lille Eigil trives godt, og Pil har det også fint igen, og det er Ulv meget glad for. Selvom det var spændende at være med Ask rundt på de forskellige bopladser, glæder han sig alligevel over, at han ikke skal med denne gang, da Ask begynder at tale om, at det er ved at være tid for ham at tage af sted igen.
 Lille Bjørn kommer over en eftermiddag, og efter et par dages forberedelser, er han og Ask klar til at tage af sted.
 Lille Bjørn har været meget spændt på, hvordan båden er blevet, så han får lov til at prøve en lille tur sammen med Ulv, inden han skal afsted.

 Lille Bjørn skulle egentlig have været på manddomsprøvetur, men Store Ulv siger med et lille smil, at han er ikke i tvivl om, at han vil lære langt mere af den yur med Ask. Måske vil det være en ide, om man fremover lod manddomsprøven være en tur rundt til de forskellige bopladser i stedet for.

 Ask lover at tage forslaget med rundt til de andre, og det viser sig da også, at forslaget bliver positivt modtaget de aller fleste steder.

 Ask og Lille Bjørn får en virkelig god tur sammen.

 Ask lægger hurtigt mærke til, at Lille Bjørn er vældig god til at lytte, men også til at stille gode spørgsmål. Desuden er han ikke spor bange for at gå i gang med nye ting, så han er klar over, at det er vældig godt at have Lille Bjørn med. Lille Bjørn har sans for at høre selv de mindste nuancer, så flere gange er det ham, der foreslår, hvordan tingene kan gøres på en nemmere og bedre måde.

 En aften, da de er gået til ro, roser Ask ham for det.

 Lille Bjørn smiler glad og knuger sig ind til Ask.

 Jeg har jo bare lyttet til det, du siger, og så prøver jeg at bruge min fantasi, uden dig kunne jeg ikke gøre ret meget.

 Ask ler.

 Godt, så siger vi bare, at vi to arbejder virkelig godt sammen, er det i orden.

 Lille Bjørn ser alvorligt på ham.

 Der er i hvert fald ikke nogen, jeg hellere vil arbejde sammen med. Jeg holder da meget af far og mor,og jeg er også meget glad for Pil og Ulv, men du er for mig det bedste, der nogensinde er sket. Der er intet, jeg ikke er parat til at gøre for din skyld. Men det bedste er, at jeg ved, at du altid er hos mig, selvom andre måske ikke umiddelbart kan se det. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

 Ask giver ham et knus.

 Det er nok det samme som jeg føler for Eigil. Selvom han måske tilsyneladende er død, så lever han videre inden i mig.

 Der er sket store forandringer på de forskellige bopladser, siden Ask besøgte dem første gang. For nogle af de gamle har det været svært at følge med den rivende udvikling, men Ask giver sig god tid til at snakke med dem og forklare dem grundigt, hvilke fordele alle kan have af den udvikling, der sker.

 Til trods for den store aldersforskel, erkender de forskellige som regel, at Ask har ret.

 Et sted finder de en ny boplads. Det er nogle folk , der er kommet langvejs fra og har slået sig ned helt inde i bunden af fjorden. De dyrker korn på markerne og holder både køer og grise. Her bliver Ask og lille Bjørn i tre uger for at lære så meget som muligt.

 Den ene aften, da de trætte er gået til ro, siger Lille Bjørn med et smil.

 Nå Ask, er du begyndt at se dig om efter en kone.

 Ask rødmer lidt, men begynder så at le.

 Ville det være så slemt, men tror du, at hun vil have mig.

 Lille Bjørn ser alvorligt på ham.

 Frejas far ville i det mindste ikke have noget imod det, det sagde han til mig i eftermiddags. Men skal du blive ved med at rejse rundt, hvis du får en kone.

 Ask ryster på hovedet.

 Det er jo det, der er problemet. Jeg ved det ikke. Jeg vil meget gerne have Freja til kone, men kan jeg tage mig af en kone, hvis jeg altid rejser rundt. Hvis jeg slår mig ned et sted, hvor skulle det så være. Jeg ved godt, at jeg er velkommen på alle bopladser, men hvilket sted skal jeg vælge. Det er faktisk et stort problem. Hvad mener du.

 Lille Bjørn rejser sig op i siddende stilling, så griber han Asks hænder og ser ham lige i øjnene.

 Tag et døgn fri.  Gå ind i skoven og spørg Eigil. Så vil du få Gudernes svar. Hvis jeg skal overtage dit arbejde en tid, så vil jeg gøre det, jeg ved jo, at jeg har dig med mig overalt.

 Når du kommer tilbage, så tal med Freja og hendes far og fortæl dem, hvad Eigil har sagt.

 Næste morgen er Ask væk. Han er gået ind i skoven, og Lille Bjørn fortæller Frejas far, hvad han og Ask  har talt om.

 Frejas far, Toke ser tankefuldt på Lille Bjørn.

 Jeg ved at Ask er en god mand, men tror du, at Freja kan affinde sig med, enten at drage rundt med Ask, eller undvære ham i mange måneder hvert år. Og hvor skulle de så bo.

 Lille Bjørn ser på ham.

 Hvis Ask og Freja drager rundt, vil de komme til at bo forskellige steder, hvis Freja ikke vil med på Asks rejser, kan hun enten bo her eller på Asks gamle boplads, hvor han har et hus. Der bor min søster også sammen med Asks broder Ulv, og jeg er sikker på, at de kan komme fint ud af det sammen. Men det kan også være, at Ask har en helt anden løsning, når han kommer tilbage. Så ved han i hvert fald, hvad han skal.

 Den følgende nat vender Ask tilbage. Han vækker Lille Bjørn, da han lægger sig ved siden af ham.

 Jeg taler med Freja og Toke i morgen. Så fortsætter vi rundt til de sidste bopladser, og når vi kommer hjem, tager du og jeg tilbage her til og hører, hvad de har bestemt sig for.

 Mit forslag er, at Freja og jeg slår os ned i mit hus hjemme på bopladsen. En gang om året tager vi en tur hjem til hendes forældre, og de kan komme og besøge os, når de vil.

 Jeg tager så ikke rundt mere. Næste år sender jeg dig rundt til bopladserne med besked om, at ønsker de min hjælp fremover, kommer de til mig. Men samtidig laver vi det sådan, at den nye manddomsprøve fremover går ud på, at tager rundt på de andre bopladser og lytter og lærer. På den måde vil bopladserne til stadighed have kontakt med hinanden, og opstår der nogle særlige problemer, kan man sende bud efter mig., og så kommer jeg selvfølgelig, hvad mener du om den løsning.

 Lille Bjørn ser alvorligt på Ask.

 Jeg synes, at det lyder som en god ide. Kan jeg så evt. tage Flint med næste år, når jeg tager rundt.

 Fin ide, min ven.

 Toke og Freja synes også godt om ideen, da de hører om den, den næste morgen.

 Et par dage efter drager Ask og Lille Bjørn så videre.

 Da de kommer til Bues boplads, bliver Flint meget begejstret for, at han skal rundt med Lille Bjørn til næste år.

 Både Ulv og Bjørn er også glade, da de hører om Asks beslutning.

 Lille Bjørn tog hjem til sin far og mor den næste dag og bliver modtaget med stor glæde af dem.

 Fjorten dage efter tager Ask og Lille Bjørn så afsted for at hente Freja.

 Da de kommer til bopladsen, bliver de modtaget af Toke med et stort smil.

 Jeg håber ikke, at I har noget imod, at min yngste søn og jeg tager med jer, så vi kan se, hvor Freja kommer til at bo. Min ældste søn har lovet at tage sig af bopladsen, mens vi er væk, så kan han og Tue selv finde derhen en anden gang. Det kan jo godt være, at Freja vil savne det der hjemme lidt i starten.

 Ask ler højt og siger, at de skal være meget hjerteligt velkomne til at tage med.

 Lille Bjørn er også glad, for han kan godt lide Tue.

 Et par dage efter tager de så afsted med de andres gode ønsker for fremtiden.

 De bliver budt velkommen af Bjørn, da de ankommer, men da de er lidt trætte, går de tidligt til ro.

 Tue får lov til at tage med Lille Bjørn hjem et par dage, og de andre hygger sig i hinandens selskab.

 Det varer ikke længe, før Freja og Pil er blevet gode venner, så da Toke og Tue tager hjem en uge senere, er Freja allerede helt sikker på, at her vil hun komme til at befinde sig godt.

 Ulv har smilende sagt til Ask, at den kone kan han roligt være glad for og stolt af, for hun er både køn og klog.

 Ask ser alvorligt på ham.

 Ja, vi har været heldige med vores koner. De er begge kønne og kloge, men vigtigere endnu, de er også gode og kærlige. Så må vi jo håbe, at de heller aldrig vil komme til at føle, at de er blevet snydt.

 Ulv har bygget flere både, og han siger.

 For hver gang man bygger en ny båd, bliver den bedre end den forrige, fordi man lærer af de tidligere fejl og mangler.

 Ask har fået lyst til at begynde at opdyrke jorden, lige som sin svigerfar, så det går han ivrigt i gang med.

 Bjørn ser smilende til.
 Det lader til, at den her boplads efterhånden kommer til at rumme alle de ideer og tanker, du har taget med hjem fra dine ture, Ask. Det kan betyde, at det her bliver stedet, hvor folk kommer, når de vil lære nye ting. Vi må hellere bygge nogle gæstehuse, så folk kan bo ordentligt, mens de er her .

 Ask smiler glad.

 Hvis jeg ikke tager fejl, bliver den her boplads den største inden mange år, for det kan godt være, at en del af dem, der kommer, gerne vil blive her. Ville du have noget imod det.

 Bjørn er blevet alvorlig.

 Bestemt ikke, min dreng. Så længe folk bare vil leve sammen i et ordentligt fællesskab med hinanden, men det ved jeg at du og Ulv vil være en garant for.

 Den følgende sommer tager Lille Bjørn og Flint rundt til de forskellige bopladser og fortæller om de forskellige ideer og tanker. Da de kommer til Tokes boplads, får Tue lov til at tage med dem  til hans store glæde. Toke og sønnen Skræm lover at komme på besøg senere, når de andre er kommet hjem til Bjørns boplads.

 Bue er meget imponeret over den udvikling Flint har gennemgået. Han er ikke i tvivl om, at drengen har lært en masse på denne tur.

 Flint bliver hjemme, mens Lille Bjørn og Tue fortsætter.

 Freja er meget glad for at se sin lillebror, men der har været så meget at til og gøre, at hun slet ikke har haft tid til at længes, og så er hun i øvrigt blevet mere og mere glad for Ask, men de andre på bopladsen sætter hun også stor pris på, selvfølgelig ikke mindst Pil.

 Store Bjørn har besluttet at følge Lille Bjørn hjem. Der er så meget, han gerne vil tale med sin broder om.

 De får en meget lang snak. Bjørn er inde på, at hans boplads måske skal udvides, hvis Asks tanker skal følges. De vil så dele den op i forskellige afdelinger. En afdeling hvor man tager sig af jagten, en hvor man holder kreaturer, svin og heste, en hvor man dyrker markerne, og en hvor man beskæftiger sig med både og fiskeri.

 Store Ulv synes, at det lyder spændende. Ikke mindst, hvis folk fra de øvrige bopladser synes om ideen og sender folk hen for at lære af det, der foregår og så selv kommer med gode ideer.

 Bjørn ser alvorligt på sin broder.

 Det værste bliver nok at styre så stor en boplads og få så mange mennesker til at arbejde godt sammen, uden at der opstår splid og misundelse, men jeg har en anelse om, at det var det vores far forudså, da han mødte Ask.
 Store Ulv nikker.

 Det bliver vel noget med 4 – 5 mindre bopladser, der har nogle fællesområder men med hver sin høvding, og så en eller et par stykker, der sørger for, at de forskellige arbejder sammen til fælles bedste og fungerer som en slags overhøvding. Har du snakket med Ulv og Ask om det.

 Bjørn smiler.

 Ja da, og deres ideer minder meget om dine. Kun går Ask videre endnu.. Han mener, at det også må kunne lade sig gøre at handle med andre bopladser. Hans kones far kommer jo fra et andet sted, som man muligvis kan sejle til, hvis man kan bygge nogle større både. Måske kunne man samle en del bopladser andre steder, der også kunne arbejde sammen.

 Store Ulv nikker.

 Ja, de unge mennesker kan gøre os gamle helt forpustede, men jeg skal villigt indrømme, at jeg tror på deres ideer og tanker. Har du noget imod, at jeg tager med dig hjem. Jeg vil gerne være med, når fremtiden planlægges. Men vi må vel hellere tage Lille Bjørn med, for jeg har på fornemmelsen, at Ask også har tiltænkt ham en rolle i alt det her.

 Bjørn ler højt.

 Det er jeg også sikker på, men lad os nu lige tage den med ro et par dage, før vi tager afsted. Liv vil vel også gerne se lidt til Lille Bjørn og snakke med ham, han har jo ikke været meget hjemme i lang tid. Men Liv kan da også tage med. Hun vil sikkert gerne snakke med Pil og se til lille Eigil.

 Sidst på ugen er de tilbage på bopladsen.

 Et par dage efter aftaler Ask med de andre, at de skal mødes for at tale om, hvordan den nærmeste fremtid skal være og hvilke ideer de andre har til fremtiden på længere sigt.

 Store Ulv og Store Bjørn møder op og det gør Ulv og Lille Bjørn også, og da Bue er på besøg, bliver han inviteret med.

 De følgende timer diskuterer man Store Ulvs og Asks tanker, men det viser sig, at de andre også har mange gode ideer at bidrage med.

 Enden på det bliver, at Lille Bjørn bliver sendt rundt til de 15 bopladser han og Ask har været på. Der skal han fortælle om de forskellige ideer og så invitere høvdingene eller en stedfortræder fra hver boplads til at komme og planlægge, hvordan fremtiden skal formes.

 Lille Bjørn spørger, om han godt må tage Flint med, og det får han selvfølgelig lov til.

 Det store møde skal afholdes ved midsommersolhverv på Bjørns boplads, så man får travlt med at bygge flere gæstehuse.

 Lille Bjørn har en lang samtale med Ask, inden han skal afsted. Han er lidt bange for, om han nu kan overtale de forskellige til at komme, men han er meget glad for, at Flint har fået lov til at tage med, for de to kommer virkelig godt ud af det med hinanden.

 Ask ser alvorligt på ham. Hvis jeg ikke vidste, at du kunne klare den opgave, ville jeg aldrig sende dig afsted, men jeg ved, at du kender mine tanker og lader dig lede af dem, så jeg er med dig hele tiden, husk på det. Når vi har fået det her til at fungere, skal vi to længere væk og sætte lignende ting i gang. Alle, der taler samme sprog,  må kunne arbejde sammen til fælles bedste.

 Så smiler han.

 Men bare rolig. Den dag du finder dig en kone, skal du nok få lov til at slå dig ned og bo, hvor du ønsker. Så kan vi mødes en gang om året, hvis det bliver langt væk, og ellers noget oftere.

 Lille Bjørn og Flint tager så afsted og ved sommersolhverv mødes de 15 høvdinge.

 Efter en uges tid, er man enige om, hvordan samarbejdet skal gå fremover, og man aftaler at mødes her hvert år ved samme tid for at tale om tingene.

 Alle er enige om at bede Ask om at koordinere samarbejdet mellem bopladserne, og det går han med til.

 Da de forskellige er taget afsted igen, siger Bjørn.

 Nu er det tiden, da du Ulv skal overtage høvdingehvervet her på bopladsen. Jeg vil stadig være til din rådighed med hjælp og råd, men det bliver dig, der skal overtage ansvaret for denne boplads.

 Jeg ved, at du vil gøre det godt, og at bopladsen vil vokse meget i de kommende år, derfor er det vigtigt, at du begynder nu, så du kan vokse i takt med arbejdet.

 Så ser han på Ask og smiler lidt.

 Gamle Eigil havde ret. Ulv bliver en stor høvding, men du bliver endnu større, for du har i realiteten ansvaret for 15 bopladser, og jeg er sikker på, at det ikke slutter her. Det her er kun begyndelsen. Om 10 år er der måske 50 bopladser eller mere, men jeg ved også, at med din klogskab og dit forhold til Guderne, vil det blive til gavn og glæde for alle.

 Så er der dig, Lille Bjørn. Du vil snart være Store Bjørn. Din fremtid vil være knyttet til Ask, men jeg tror aldrig, at du vil komme til at føle det som en belastning. Ask vil aldrig pålægge dig større opgaver end du kan magte.

 Du vil komme langt omkring, men om 10 år,vil du sikkert siddeglad et sted med kone og børn. Hvad Ulvs, Asks og dine børn vil komme til at opleve er ikke til at sige, men de vil altid føle sig stærkt knyttet til hinanden, lige som I tre gør. Mindst en gang om året vil I mødes.

 Ulv ser på sin fader.

 Er du helt sikker på, at du ønsker at trække dig tilbage som høvding nu.

 Store Bjørn nikker.

 Ja, som jeg sagde.Der vil ske store forandringer i de kommende år, derforer det bedst, at du tager over nu, så vil det være nemmere for dig at følge med i udviklingen, og det er meget væsentligt.

Jeg har ikke tænkt mig at sætte mig ned og sygne hen. Der er mange ting, jeg stadig kan lave, men ansvaret vil jeg gerne have, at du overtager nu.

 Lille Bjørn ser på sin far.

 Jamen hvad med vores boplads.

 Store Ulv smiler til ham.

 Den vil vokse sammen med denne boplads i løbet af få år, så den får Lille Ulv også ansvaret for, når jeg trækker mig tilbage om et par år. Du vil ikke få ansvaret for en enkelt boplads, jeg tror, at Ask har noget langt større i tankerne til dig.

 Ask smiler.

 Ja, næste år tager Lille Bjørn og jeg nord for fjorden, og om nogle år har vi lavet et lignende forbund deroppe, og det vil blive dit ansvarsområde. Tue har jeg aftalt med, at når forbundet nord for fjorden er klar,  så skal han og jeg opdyrke et nyt område længere inde i landet, som han får ansvaret for.. Om seks år regner jeg med, at min hovedopgave er gennemført. Så vil jeg kun rejse en gang om året op til Lille Bjørn nord for fjorden og en gang om året til Tue inde i landet. Resten af tiden vil jeg kunne blive her, med mindre man sender bud efter mig.

 Hvis Lille Bjørn og Tue mener, at de med årene kan udvide deres forbund med flere bopladser, lader jeg det være op til dem at gøre det, men de skal også have tid til deres egne familier.

 Hvert år ved midsommertid vil vi mødes her og udveksle ideer , tanker og erfaringer.

 Bjørn ler.

 Skal vi så ikke være enige om, at med de fremtidsideer, er der ikke mere en Lille Bjørn og en Store Bjørn, en Lille Ulv og en Store Ulv. Nu er der en Ulv og en Bjørn og så er der en Gamle Ulv og en Gamle Bjørn. Fremtiden det er jer. I er stadig vores sønner, men I er også voksne mænd.

 Fremtidens mænd.

                                                                             Tilbage til toppen